A9 - rejsen gennem Svendborg Kommune i 200 år - Kulturarv ...

A9 ­ rejsen gennem Svendborg Kommune i 200 år
Tema, tid og fortælling
A9 har i sin nuværende form været hovedlandevejen fra Odense til Langeland gennem de sidste godt 200
år. Gennem tiden er forløbet ændret med opførelsen af Svendborgsundbroen og Langelandsbroen, og
ophøret af færgefarten.
Området fortæller både om infrastrukturens strategiske betydning og udvikling gennem de sidste 200 år,
men samtidig om det liv som vejen næsten sugede til sig, særligt i de tyndt befolkede egne nord for
Svendborg. Adskillige virksomheder hedder den dag i dag noget med "Hovedvejens…". Man får
fornemmelsen af at Hovedvejen som sted har haft en større betydning end de mange småsamfund den
passerer igennem.
Bærende bevaringsværdier og sårbarhed
De bærende bevaringsværdier omfatter de bevarede dele af det oprindelige, 200 år gamle vejforløb syd og
nord for Svendborg, herunder rastepladser og matrikulære restarealer der er blevet til ved senere
udjævninger af vejens sving, Færgegårde og tilhørende havne‐ og moleanlæg og Svendborgsundbroen.
Desuden de bygninger som har rummet butikker eller andre funktioner langs vejen, og den karakteristiske
bebyggelse med facadevendte længehuse i vejbyen Vemmenæs.
Kulturmiljøet omkring A9 er sårbart dels overfor trafikale ændringer der slører vejens karakter med de
lange, næsten øde strækninger. Det kan være anlæg af rundkørsler mv. Den tilknyttede bebyggelse er i
nogen grad udsat for funktionstæmning, særligt nord for Svendborg. Dertil er boliger tæt på vejen mindre
attraktive, og det kan medføre bygningernes gradvise forfald.
Beskrivelse af området
A9 løber over 26 km gennem kommunen fra den løber ind i kommunen lige syd for Kværndrup, til
Vemmenæs færgehavn eller Langelandsbroens mole i syd. Strækningerne nord og syd for Svendborg by
præges af det udrettede forløb med lange lige strækninger, som blev skabt ved opførelsen omkring år
1800. Nord for Svendborg forløber vejen gennem et tyndt befolket område præget af skov og
småbebyggelser. Her ses langs vejen spredt bebyggelse, og sjældent mere end 4‐5 huse samlet som i
"byerne" Højslunde eller Dongs Højrup. Til gengæld har der i disse småbyer været samlet en imponerende
række aktiviteter, i Højslunde således skole og forsamlingshus, lidt længere mod syd omkring Sundstrup
møllegård savværk, autoforretning og bager, og i Dongs Højrup både købmand, smedie og lidt mod syd
endnu en skole. Trods den sparsomme bebyggelse må man forestille sig, at der har udspillet sig et livligt
handels‐ og erhvervsliv, koncentreret omkring den smalle livline som hovedvejen udgjorde.

Købmanden i Dongs Højrup og skolen i Højslunde
Karakteristisk enkel landevejsbebyggelse i Højslunde
Ind gennem Svendborg har vejen undergået en del forandringer gennem tiden. Det oprindelige forløb har
været ind til middelalderbyen, hvorfra man har snørklet sig ud til færgestedet mod Tåsinge. I slutningen af
1800‐tallet er Valdemarsgade anlagt, og har sikkert fungeret som omfartsvej for de der skulle direkte videre
til færgestedet. Endnu senere er Svendborgsundbroen opført, og med den er vejen ført udenom midtbyen
som omfartsvej. Omfartsvejen løber på lange stræk i et afgravet tracé, så vejforløbet har en stærkt
afgrænset karakter, som understreges af at skrænterne ofte er beplantet med store træer. Selve
Svendborgsundbroen er anlagt ret henover det villakvarter, der på det tidspunkt for længst var udbygget
langs Strandvejen. Et smalt tracé lige under broen er ryddet, og giver mlighed for at kigge ind under broen.

Under Svendborgsundbroen…
Det sidste vejstykke ned mod færgelejet med færgegården til venstre (tv). Selve færgelejet findes endnu og
er i dag integreret i lystbådehavnen (th).
På Tåsingesiden er det nye vejforløb fra Svendborgsundbroen skærmet af støjskærme i glas. Det ældre
vejforløb fra færgelejet findes endnu, ligesom både færgeleje og færgegård også her er bevaret, men som
miljø i ret stor grad er overlejret af nyere havneanlæg og bymæssig bebyggelse.
Vejforløbet fra færgestedet i Vindeby (tv), og en bevaret servicebygning ved færgelejet (th)

Syd for Vindeby har vejen igen den udrettede karakter. I modsætning til det nordlige forløb er området her
gammelt landbrugsland med mange landsbyer, som vejen passerer igennem. Mellem Bregninge og Lundby
ligger en række karakteristiske statshusmandsbrug i Bedre Byggeskik tæt op ad begge sider af vejen, og i
det hele taget er der en lidt tætter bebyggelse med flere små samlinger af huse, som til gengæld stort set
alle "bare" er beboelse. I landsbyerne ses dog enkelte erhverv som tydeligvis knytter an til hovedvejen:
Bregninge Kro, en møbelforretning, og tankstation og automekaniker i Lundby.
Bregninge Kro (tv) og mekanik i Lundby (th)
Ved Lunkebugten løber det oprindelige forløb langs kysten mod Vemmenæs. Denne del af vejen kantes ud
mod vandet af allétræer, hvad der giver en flot understregning af udsigten. Hvor vejen drejer ind oved
halvøen er der opstået en egentlig bydannelse langs med vejen som en langstrakt række af småhuse på
begge sider af vejen, før forløbet slutter ved Vemmenæs Færgehavn for enden af en lang mole. Også her
findes færgegården som en markant bebyggelse i det åbne kystlandskab.
Vejen kantes af vejtræer langs Lunkebugten (tv). Kig fra færgelejet ind mod Færgegården ved Vemmenæs
(th).

Række af huse fra 1940´erne og 50´erne i Vemmenæs (tv). Den gamle del af Vemmenæs
beståraltovervejende af facadevendte længehuse langs med landevejen (th).
Det nye forløb mod langelandsbroen og dæmningen mod Siø er karakteristisk nyt ved at være helt frit for
bebyggelse. Helt ude ved kysten er anlagt en lille rasteplads, hvorfra man kan nyde udsigten over
dæmningen og sundet til Langeland.
Naturgrundlag og landskab
A9 gennemskærer med sit over 25 km lange forløb store dele af kommunens landskaber. Alligevel er det
karakteristisk, at det især er fladerne og det letbølgende terræn der dominerer. Nord for Svendborg løber
vejen gennem morænelandskab og randmoræne, mens den over Tåsinge løber i et landskab der for store
deles vedkommende har karakter af slettelandskab.
Udsigt mod landskabet nord for Svendborg (tv). På Tåsinge: Landbrugsland med Husmandssteder (th).
Der er selvfølgelig mange steder gode udsigtsforhold. Særligt skal fremhæves udsigterne mod såvel nord
som syd når man passerer Bregninge Bakke på Tåsinge, hvor der især er fine udsigter ind mod Svendborg.
Også når man forlader Svendborg mod nord er der et flot kig ud over landskabet. Herudover er der
selvfølgelig fra Svendborgsundbroen og ved færgestederne samt på strækningen langs Lunkebugten fine
udsigter over Svendborg By og vandet.

Kig fra Bregninge Bakke mod Svendborg og Fyn (tv). Kig over Lunkebugten mod Bregninge Kirke(th)
Kulturhistorie
De tidlige landeveje løb fra by til by, hvilket man bl.a. kan se på Videnskabernes Selskabskort fra 1773. Først
omkring 1800 omlægges landevejene så de kom til at følge den korteste linie fra A til B – i dette tilfælde fra
Svendborg til Odense. Den nuværende strækning på A9 er altså godt 200 år gammel. Baggrunden for denne
udretning var bl.a. en Vejforordning af 1793 som C.D. Reventlow stod bag – en af landborreformenes
fædre. Landboreformernes tanker om optimering og effektivisering slog altså også igennem på vejområdet.
Omlægningerne af vejene var et kæmpeprojekt, da arbejdet forgik med hestevogn og håndkraft. Det var
jordejerne dvs. i de fleste tilfælde hovedgårdene, der stod med ansvaret for et for vejarbejdet udført og i
sidste instans blev det derned bønderne, der skulle udføre arbejdet. I Lunde sogn krævede de 4 km ny vej,
der skulle anlægges 24.375 læs sten og grus, vel og mærke fordelt på sognets blot 26 bønder!
Arkitektur og byggeskik
Landevejens byggeskik er i sit hovedanslag enkel. Størstedelen af bygningerne langs landevejen er ydmyge
boliger eller forretninger Det er simple længehuse med saddeltag, mange af dem fra 1. halvdel af 1900‐
tallet med en kvadratisk grundplan. Næsten alle er i højere grad byggeskik, dvs huse opført efter
håndværksmæssige traditioner uden arkitekttegninger. Undtagelserne fra denne regel er færgestederne,
som i højere grad har en repræsentativ kvalitet, og skolen ved Dongs Højrup.

Enkle murermesterhuse ved Bregninge (tv) og byggeskik ved Højslunde (th).
Færgegården ved Vemmenæs, Vindeby,og Svendborg, samt skolen ved Dongs Højrup (nederts th). Særligt
færgegården ved Vemmenæs fremstår statelig med sin markante frontkvist med temeplgavl, mens
færgegården i Svendborg er mere simpel i sin stil. Skolen ved Dongs Højrup er velbevaret og fint detaljeret
nationalromantik.
Vemmenæs er en rendyrket vejby, hvor især de mange længehuse, i bindingsværk eller fuldmurede, bør
fremhæves.

Facadevendte længehuse i Vemmenæs. De fuldmurede huse har alle klassicistiske træk ‐ symmetriske
facader og enkle voluminer med få detaljer.
Endelig er der en kategori af småbygninger ‐ til teknisk forsyning, servicebygninger eller kiosker, som aller
er med til at sætte deres præg på hovedvejens arkitektur.
Kisosk på rasteplads ved Lundby (tv). Lille teknisk forsyningsbygning i klassicistisk formsprog ved Dongs
Højrup.