HLUSTUNARÆFINGAR - Námsgagnastofnun

42
KRIMINALITET
Lytteøvelse 35
Du hører nu en kort kriminovelle.
Lyt og sæt kryds ved det rigtige svar.
Det er tre år, siden det skete. Ingen har kunnet forklare, hvordan det gik til. Men lad mig
hellere begynde. Før han døde.
Vi havde en lille golfklub på ca. 35 medlemmer. Vi var kun ti stykker, da vi startede, men
efterhånden som folk hørte om os eller kom forbi og så, hvor hyggeligt og morsomt vi
havde det, var der flere og flere, der sluttede sig til os. Vi spillede et par gange om ugen,
sommer og vinter, i al slags vejr. Med tiden blev vi ganske gode til spillet. Vi begyndte at
spille turneringer mod andre klubber, men de havde spillet længere og var bedre end os. Vi
tabte de fleste kampe, til gengæld var jublen stor, når vi en gang imellem vandt.
Der var i en af de klubber, vi spillede imod, en irriterende fyr, som hed Jonas. Han talte
meget højt og pralede med, at han var så dygtig, og at han kunne slå nogle ordentlige
slag. Hver gang nogen havde fået lagt sin bold perfekt op mod hullet, skød Jonas den
væk. Det var så også i orden, hvis ikke han samtidig råbte op om, hvor god han var, og at
vi var nogle amatører, der hellere skulle gå hjem og spille matador. De andre på hans hold
prøvede at dæmpe ham ned, men der var intet, der bed på ham. Målet var fuldt en dag,
hvor han stak en af vores spillere et blåt øje i raseri over, at han var blevet besejret af ham.
Vi forlangte at få ham udvist af deres klub, men det ville de alligevel ikke, for de kunne ikke
undvære ham. Han blev idømt et par måneders karantæne, hvor han så måtte gå og træne
alene.
Da vi kom hjem fra deres klub den dag, så jeg, at Jonas havde glemt sine bolde på
banen i al ophidselsen. Jeg gjorde ham ikke opmærksom på det. Dumme skid!
En uges tid senere kom vores formand op i klubben, bleg og rystet.
– Har I hørt det?
Vi stirrede på ham. Hvad var der sket?
Så fortalte han:
Ham Jonas, fyren fra den anden klub havde gået og trænet en aften, da en af hans bolde
pludselig var eksploderet og havde dræbt ham. Vi skulle allesammen sende vores bolde
til undersøgelse, for hvis det kunne ske der, kunne det også ske for os. Han ville ikke tage
ansvaret osv.
Vi fik ham dog nogenlunde beroliget til sidst, og han fortalte videre.
Politiet var naturligvis kommet og havde ledt efter spor, men der var kun mikroskopiske
stumper tilbage af bolden og sådan set også af ham fyren. Man stod fuldstændig
uforstående over for tilfældet.
Der blev sendt forespørgsler til fabrikken i Frankrig, som benægtede enhver mulighed
for, at deres bolde kunne eksplodere. De blev rasende over mistanken, og sagen var ved at
udvikle sig til et diplomatisk dilemma. Til sidst blev den dog henlagt i arkivet for uopklarede
sager.
© Ásdís Lovísa Grétarsdóttir og Erna Jessen – Hlustunaræfingar með Ekko – NÁMSGAGNASTOFNUN 2009 – 09869