Menneskehandel og prostitution i en europæisk ... - Radikale.net

Menneskehandel og 

prostitution i en 

europæisk kontekst

2 

Menneskehandel og prostitution 

i en europæisk kontekst 

Menneskehandel og prostitution i en europæisk kontekst 

ISBN-nummer: 978-87-87803-11-3 

Udgivet af: 

Den Danske Europabevægelse & Europa Kvinders Pris 2008 

Produktion/design: 

HJ Grafik 

Tidligere udgivelser: 

2008 

GMO og EU's fremtidige fødevareproduktion 

EU som sikkerhedspolitisk aktør 

2007 

Europæisk energipolitik - den nødvendige debat 

2003 

Euroforbeholdet - baggrund og argumenter for deltagelse i euroen 

Forsvarsforbeholdet - baggrund og argumenter for deltagelse i EU's forsvarspolitik 

Forbeholdet overfor retlige og indre anliggender - baggrund og argumenter for fuld 

deltagelse 

2002 

Grundloven og EU - problemer forude?: 

2001 

Guide om Nice-traktaten 

Demokratisk Union 

Visioner for Europa - forslag til en mere demokratisk og effektiv Europæisk Union 

2000 

Derfor euro 

Fire erhvervsledere siger ja 

Norge - et hemmeligt EU-medlem 

Nærhedsprincippet - hvad skal EU bestemme? 

Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse 

Redaktion: 

Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse 

Kontakt: 

Tlf: 33 141 141, e-mail: eubev@eubev.dk, hjemmeside: www.eubev.dk

Menneskehandel og 

prostitution i en 

europæisk kontekst 

Udgivet af Den Danske Europabevægelses 

tænketank Ja til Europa 

3 


i en europæisk kontekst

4 



Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner 

med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg 

og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat. 

Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke 

tilskrives Ja til Europa eller Den Danske Europabevægelse. 

Formand: 

Erik Boel, Landsformand, Den Danske Europabevægelse 

Rådgivende komité: 

• Lone Dybkjær, medlem af Folketinget (R) 

• Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V) 

• Niels Due Jensen, Bestyrelsesformand, Grundfos 

• Annegrethe Rasmussen, redaktør, Berlingske Tidende 

• Tøger Seidenfaden, Chefredaktør, Politiken 

• Niels Thygesen, professor, Københavns Universitet 

• Asger Aamund, Direktør, Neurosearch 

Redaktion: 

Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse 

Kontakt: 

Tlf: 33 141 141 

E-mail: eubev@eubev.dk 

Hjemmeside: www.eubev.dk

Indholdsfortegnelse 

Danmarks afskæres fra kampen mod menneskehandel 

Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse . . . . . . . . . .6 

Ved jeg, hvad jeg taler om? 

Mette Frobenius, stand-up-komiker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9 

Retlig regulering af menneskehandel og prostitution 

fra en europæisk synsvinkel 

Nell Rasmussen, seniorkonsulent, cand. jur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10 

Aggression og seksualitet 

Birgit Petersson, psykiater og lektor ved Enheden 

for kvinde- og kønsforskning, KU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15 

Menneskehandel og prostitution - ikke altid to sider af samme sag 

Inge Dahlgaard, formand, Europas Kvinders Pris . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .19 

Vi skal kunne genkende os selv i debatten 

Susanne Møller, formand, Sexarbejdernes Interesse Organisation . . . . . . . . . . . . . . .23 

Bekæmpelse af fattigdom er nøglen til bekæmpelse 

af menneskehandel 

Ulla Tørnæs, udviklingsminister (V) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .27 

Det handler om menneskesyn og menneskerettigheder 

Yildiz Akdogan, medlem af Folketinget (S) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .29 

Mere grænsekontrol vil dæmme op for menneskehandel 

Marlene Harpsøe, medlem af Folketinget (DF) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .32 

Det handler om mennesker 

Linda Kristiansen, kandidat til Folketinget (RV) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .34 

Menneskehandel er et humanitært og samfundsmæssigt problem 

Line Barfod, medlem af Folketinget (Enh) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .39 

Menneskehandel er også et problem for EU 

Britta Thomsen, medlem af Europa-Parlamentet (S) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .43 

Dansk politis indsats mod menneskehandel 

Bent Isager-Nielsen, politiinspektør, Vestegnens Politi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .47 

Hvad gør Europa-Kommissionen for at hindre menneskehandel? 

Jan Høst Schmidt, repræsentationschef, Europa-Kommissionen . . . . . . . . . . . . . . . .49 

5 



6 



Introduktion - Danmark afskæres fra 

kampen mod menneskehandel 

Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, 

Den Danske Europabevægelse 

Menneskehandel er et internationalt problem, der kræver internationale løsninger. 

Det er de fleste enige om. Enigheden ophører til gengæld hurtigt, når diskussionen 

drejer ind på, hvilke midler man skal bruge for at nå målet. Hvor og hvordan skal man sætte 

ind, så menneskehandel bliver et unødvendigt valg for mennesker i risikozonen? Hvad skal 

man stille op med de mennesker, der bliver identificerede som handlede? Og hvordan undgår 

man, at skubbe det illegale marked for menneskehandel længere ned under jorden, så 

bagmændene bliver endnu sværere at få fat på? Det er nogle af de spørgsmål, der melder 

sig i debatten. 

Den svære balancegang 

Et aspekt ved menneskehandel, der er delte meninger om, er sammenkædningen mellem 

menneskehandel og prostitution. Man kan dog ikke benægte, at en stor del af de mennesker, 

der bliver handlet rundt om i verden, havner ufrivilligt i prostitution. Derfor er et relevant 

spørgsmål at stille, om det er prostitutionen, der fører til menneskehandel eller 

omvendt? Et andet spørgsmål, som man ikke kan komme uden om, er om vi som samfund 

bør acceptere, at man kan købe et andet menneske? Her står to grupper over for hinanden 

i den danske debat. Den ene gruppe ønsker et totalforbud mod prostitution som et vigtigt 

redskab i bekæmpelsen af kvindeundertrykkelse, da det stadig er en stor overvægt af kvinder, 

der sælger en ydelse, og en stor overvægt af mænd, som køber dem. Den anden gruppe 

er imod kvindehandel og tvangsprostitution, men er i et ”rettighedsperspektiv” imod et 

totalforbud. Med udgangspunkt i respekten for kvinders ret til at bestemme over eget liv 

og egen krop ønsker de derfor at bevare retten til at sælge seksuelle ydelser. 

Lovgivningen om prostitution varierer meget i de europæiske lande. Alene i de nordiske 

lande er der stor forskel på lovgivningen på området. I Sverige har det siden 1999 været 

forbudt at betale for sex, og i Norge blev der den 1. oktober 2008 vedtaget et forbud. I 

begge lande er det kunden, der kriminaliseres. I Danmark blev straffeloven ændret i 1999, 

men i modsat retning af den svenske: Prostitution blev afkriminaliseret ud fra en betragtning 

om, at prostitution skal ses som et socialt problem og ikke som kriminalitet. Som flere 

af bidragyderne i publikationen kommer ind på, er prostitution dog en gråzone, når det kommer 

til arbejdsmarkedsrettigheder. 

I Danmark er der et retligt skel mellem at købe sex af en handlet kvinde og af en ”almindelig” 

prostitueret. Førstnævnte sidestilles med voldtægt, mens sidstnævnte er lovligt. 

Politiet har dog endnu ikke rejst sigtelse mod nogen for at have købt sex af en handlet kvinde. 

Man må formode, at ikke alle prostitutionskunder interesserer sig for pigernes baggrund 

og det er vanskeligt at bevise, at kunderne bevidst har købt seksuelle ydelser af en 

handlet kvinde. Og det er netop her, at koblingen mellem menneskehandel og prostitution 

bliver tydelig. For hvilket ansvar, om noget, har prostitutionsmiljøet for at gribe ind over for 

ufrivillig prostitution, når det foregår? Og hvilke konsekvenser kan lovændringer på prostitutionsområdet 

have for politiets samarbejde med prostitutionsmiljøet, når jagten på menneskehandlens 

bagmænd sættes ind?

Som det fremgår, er der to hovedspor i den diskussion, som publikationen her lægger op 

til: Et om menneskehandel og et om prostitution. De to ting sammen, men kun til en vis 

grad. Man må nemlig ikke være blind for, at der også finder menneskehandel sted, som 

intet har at gøre med prostitution, og at der finder prostitution sted, som intet har at gøre 

med menneskehandel. Det kan gøre balancegangen i debatten svær, da de involverede parter 

ikke altid diskuterer ud fra samme præmisser. Det kan være med til at forplumre debatten 

og være medvirkende til, at man taler forbi hinanden. Det har vi forsøgt at komme ud 

over i denne publikation ved at lade bidragyderne selv forklare, hvilket udgangspunkt de kommer 

med, og hvordan koblingen mellem menneskehandel og prostitution ifølge dem ser ud. 

Danske undtagelser skader kampen mod menneskehandel 

Publikationen har som formål at bringe debatten om menneskehandel og prostitution op på 

et internationalt og især europæisk niveau. Ofte kan det store billede blive glemt i den hjemlige 

debat, som har tendens til at fokusere på de konsekvenser, menneskehandlen har i og 

for Danmark. Det står imidlertid i skærende kontrast til menneskehandlens iboende grænseoverskridende 

karakter. 

Der er kommet en større grad af fri bevægelighed i EU på grund af blandt andet Schengensamarbejdet. 

Nogle ser dette som en oplagt mulighed for, at menneskehandlere kan få 

endnu nemmere ved at udføre deres lyssky forretninger. Andre fokuserer i stedet på, at EU 

samlet set har fået mulighed for at sætte mere effektivt ind over for menneskehandlen ved 

at kunne følge dem på tværs af landegrænser og retsforfølge dem i flere lande. Dermed 

afspejler EU's muligheder nu bedre de grænseoverskridende udfordringer, som menneskehandel 

skaber. 

Desværre er der udsigt til, at Danmark vil blive kørt ud på et sidespor i forbindelse med 

bekæmpelse af menneskehandel i Europa. Årsagen er de danske EU-undtagelser: 

Undtagelsen på området for retlige og indre anliggender (RIA) og forsvarsundtagelsen. Hvis 

Lissabon-traktaten bliver vedtaget, får det store konsekvenser for Danmarks muligheder for 

at deltage i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. For det første vil politisamarbejdet 

med Lissabon-traktaten blive flyttet fra mellemstatsligt samarbejde til overstatsligt og 

Danmark ikke længere kunne være med i Europol. Det er ikke kun ødelæggende for et dansk 

ønske om at bidrage til at få bugt med organiseret kriminalitet, det er også usolidarisk over 

for de andre medlemslande, fordi det potentielt kan blive lettere for organiserede kriminelle 

at gemme sig i Danmark, når først de er kommet ind i EU. 

Endvidere betyder den danske forsvarsundtagelse, at vi ikke kan bidrage til at sende EUstyrker 

til uroramte og fattige lande. Stabilitet er en forudsætning for, at velstanden i et 

givet land kan vokse, hvilket igen giver en mindre risiko for, at befolkningen lader sig friste 

af menneskehandlernes lokkende ord om bedre vilkår i en rigere del af verden. Men dette 

arbejde er Danmark også afskåret fra at være med til pga. undtagelserne. 

De ændringer Lissabon-traktaten vil medføre især i forbindelse med politisamarbejdet giver 

anledning til at tage en fornyet diskussion om de danske EU-undtagelser. Det er mere end 

15 år siden, de blev indført, og meget har ændret sig siden - både i EU-samarbejdet og i 

danskernes holdning til, hvad EU kan og skal bruges til. 

7 



8 



Hvor debatten hidtil har gået mest på, at undtagelserne er skadelige for Danmarks indflydelse 

i EU, bliver det med Lissabon-traktaten klart, at de også er med til at svække kampen 

mod organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel. Derfor vil en afskaffelse af 

undtagelserne sende et stærkt signal om, at Danmark tager kampen alvorligt ved at stå 

sammen med de andre europæiske lande i forsøget på at komme både årsagerne til menneskehandel 

og selve den aktive handel med mennesker til livs. 

Behov for international koordination 

Som noget relativt nyt er den 18. oktober blevet udnævnt til officiel anti-trafficking-dag i EU. 

Formålet er, at sætte fokus på metoder til bekæmpelse og forebyggelse af menneskehandel 

på både nationalt og internationalt niveau. Europa-Kommissionens ekspertgruppe om 

menneskehandel har eksempelvis udarbejdet retningslinier for, hvordan myndigheder i EU's 

medlemslande identificerer og hjælper ofre for menneskehandel. Det er et kærkomment tiltag, 

som bør kunne rykke diskussionen om menneskehandel længere op på den politiske 

dagsorden. 

Det er positivt, at de europæiske lande samarbejder om at løse et fælles problem. Vi står 

over for et problem, som landene kun i ringe grad kan løse hver for sig og der er brug for 

en fælles europæisk indsats. Ud over samarbejdet i EU kræver effektiv bekæmpelse af menneskehandel 

også en samlet indsats fra de mange internationale organisationer på området: 

FN, Det Internationale Kontor for Migration (IOM), Organisationen for Sikkerhed og 

Samarbejde i Europa (OSCE) og Europarådet. Hvis vi ikke laver en koordineret indsats, kan 

konsekvensen blive, at problemet med handlede kvinder skubbes rundt mellem landene. 

Dermed vil national lovgivning, hvor god den end måtte være, ikke have nogen gavn i den 

overordnede kamp mod menneskehandel. 

Det er en stor debat at tage hul på, og holdningerne er mange. Som denne publikation viser, 

er der mange forskellige bud på, hvordan man skal komme menneskehandel og tvangsprostitution 

til livs. Der er ikke noget entydigt svar på problematikken. Til gengæld er denne 

publikation en samling af holdninger, som når ud i mange kroge af debatten, og som derfor 

vil vække eftertanke. 

Rigtig god fornøjelse med publikationen.

Ved jeg, hvad jeg taler om? 

Mette Frobenius, 

stand-up-komiker 

Jeg har længe været en del af debatten om prostitution, og jeg er ikke så lang i spyttet: 

Jeg mener, at vi aktivt skal arbejde med en holdningsændring, fordi det er 

absurd, at vi stadig i 2009 kan købe os adgang til et andet menneske. 

På en konference om menneskehandel og prostitution, som blev afholdt af 

Europabevægelsen, Europas Kvinders Pris og Europa-Kommissionen, havde jeg fornøjelsen 

af at være ordstyrer. Det var en spændende - men krævende - opgave. For det var lidt af 

et hyr at adskille meninger, holdninger, politiske anskuelser og menneskesyn. Uden at træde 

på nogen. Og der er desværre ingen facitliste. 

Trukket hårdt op var der på den ene side modstandere af prostitution generelt. Ud fra argumentet 

om, at hvis der er et marked for købesex, vil der også være en efterspørgsel efter 

handlede kvinder, der kan tjene (endnu flere) penge til bagmændene. På den anden side stod 

fortalerne for sexarbejderne, som gerne ser en hårdere sondring mellem - ifølge dem selv 

- frivillig prostitution og prostitution som følge af menneskehandel. Det sidstnævnte er 

noget, de også gerne vil være med til at stoppe. Og der er sørme lang vej til enighed, skulle 

jeg hilse og sige. 

Os, der gerne vil bekæmpe prostitution generelt, bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke kan 

udtale os, fordi vi ikke har prøvet det selv. Hvad er det for noget fis? Jeg har også en holdning 

til spirituskørsel, hustruvold, rygeregler, værtshusslagsmål og lussinger til børn. 

Selvom det ikke er noget, jeg selv praktiserer. Og jeg vil til enhver tid kæmpe for mine synspunkter. 

Også offentligt! 

Jeg kan især godt lide at bringe emnet prostitution op til middagsselskaber. Fordi det er 

så langt mere interessant at tale om end pensionsopsparinger. Og det giver mere krudt ved 

bordet. Så jeg starter gerne med at sætte spørgsmålstegn ved myten om, at prostitution 

er "kvindens ældste erhverv". For den køber jeg simpelthen ikke. På neandertalstadiet havde 

vi med sikkerhed travlt med andet end at kræve betaling for seksuelle ydelser. For eksempel 

bare at overleve som art. Derfor - efter min bedste overbevisning - var kvindens ældste 

erhverv nok jordemoder! Eller kok. Eller pædagog eller SOSU-medarbejder eller konsulent 

eller coach eller garver af huder og skind. Eller rengøringsmedarbejder eller skraldedame 

eller sågar pelsbeklædt kaospilot. Eller hjemmearbejdende hustru, frugtavler, dyrepasser 

eller en, der bare var rigtig god til at lave suppe. Men prostitueret - nej. Pengene 

var i øvrigt ikke engang opfundet dengang. Så meget kan vi vel blive enige om? 

9 



10 



Retlig regulering af menneskehandel 

og prostitution fra en europæisk 

synsvinkel 

Nell Rasmussen, 

seniorkonsulent, cand. jur. 

Samfundets regulering af prostitution har vekslet i historiens løb og veksler stadig 

fra samfund til samfund. Historisk har tre former for retlig regulering af prostitution været 

dominerende. De samme tre reguleringsformer genfindes i dagens Europa. 

Reglementering af prostitution betyder, at der er en statslig regulering af prostitution, så 

den kan foregå inden for visse rammer, f. eks. offentlige eller private ”bordeller” eller regulerede 

offentlige områder. Der kan være krav om, at prostituerede skal lade sig registrere 

og regelmæssigt gennemgå lægeundersøgelser og betale skat. Samtidig opnår de prostituerede 

visse rettigheder, som gør dem mindre udsatte for udnyttelse. Hverken den prostituerede 

eller kunden anses som kriminelle. Ni af Europarådets 47 lande, bl.a. Tyskland, 

Grækenland, Holland og Østrig, har en reglementering af prostitution (jf. Europarådets 

Parlamentariske Forsamling: “Document 11352, 9. July 2007: Prostitution - which stance 

to take?”). 

Abolitionisme. En abolitionistisk regulering er den mest udbredte reguleringsform i Europa, 

idet mere end 20 lande har en sådan tilgang, herunder Danmark. Trods store variationer i 

landenes lovgivning er det fælles sigte at afskaffe ikke blot udnyttelse af prostituerede ved 

alfonseri eller rufferi, men prostitution som socialt fænomen. Denne type regulering kriminaliserer 

ikke den prostituerede, men er repressiv over for prostituerede som gruppe. 

Samtidig ses de som ofre eller potentielle ofre for udnyttelse, og rufferi er da også strafbart 

i de fleste europæiske lande. Neoabolitionisme er en betegnelse, der anvendes om 

kriminalisering af køb af seksuelle ydelser. Den neo-abolitionistiske regulering sigter mod at 

afskaffe prostitution ved at gøre det strafbart at købe seksuelle ydelser for derved at 

begrænse markedet. Denne form for regulering af prostitution har hidtil kun været anvendt 

i Sverige, men vil fra 2009 også blive indført i Norge og har også bred opslutning i det danske 

Folketing. 

Prohibitionisme. En prohibitionistisk regulering betyder, at såvel køb som salg, fremme og 

udnyttelse af seksuelle ydelser er strafbart. En sådan regulering forekommer i dag kun i 

nogle enkelte europæiske lande, bl.a. i Albanien og Ukraine. En række lande har dog en delvis 

prohibitionistisk lovgivning, idet det er strafbart at annoncere for salg af seksuelle ydelser. 

Synet på prostitution og den retlige regulering af den er således meget forskellig i de europæiske 

lande, og det er næppe sandsynligt, at en fælles europæisk retlig regulering af voksnes 

(frivillige) prostitution - i modsætning til menneskehandel - vil blive aktuel i en nærmere 

fremtid. Der er dog i Europarådets Ministerråd enighed om, at køb af seksuelle ydelser 

hos unge under 18 år bør bekæmpes på grundlag af en nultolerancepolitik.

Den retlige regulering af prostitution i Danmark 

Med ophævelsen af straffelovens bestemmelse om løsgængeri (§ 199) i 1999 blev prostitution 

afkriminaliseret. Det betød, at det blev straffrit for en person helt eller delvis at forsørge 

sig ved prostitution. I forarbejderne til lovændringen blev det dog fastslået, at selv 

om prostitution (salg af seksuelle ydelser) anses som en lovlig aktivitet for den enkelte, var 

det ikke hensigten at anse prostitution som et lovligt erhverv. Det er dog tvivlsomt, om det 

faktum, at der skal betales moms og/eller skat af prostitutionsindtægter, er tilstrækkeligt 

til at anse prostitution som et legalt erhverv. 

Mens det er lovligt at købe seksuelle ydelser hos en voksen kvinde eller mand, er det i 

Danmark som i det øvrige Europa strafbart som kunde at have samleje med en person 

under 18 år mod betaling eller løfte om betaling, jf. straffelovens § 223. Der er almindelig 

enighed om, at et barn eller en ung under 18 år ikke har kapacitet til at samtykke til prostitution, 

og betalt seksuel udnyttelse af børn på denne måde derfor bør forhindres. 

Bestemmelsen har dog haft begrænset anvendelse i praksis, idet der er set få fældende 

domme for denne forbrydelse. 

Det er også strafbart at udnytte voksne personer i prostitution på forskellig vis. Ifølge straffelovens 

§ 228 stk. 1 er det blandt andet strafbart at forlede nogen til ”kønslig usædelighed” 

med andre eller at afholde nogen, der driver erhverv ved prostitution, fra at opgive 

dette for vindings skyld. Ligeledes er det ifølge § 228 stk. 1 nr. 3 strafbart at holde bordel. 

Disse handlinger straffes som rufferi med fængsel op til fire år. Også mellemmandsvirksomhed 

for vindings skyld og værelsesudlejning til ”erhvervsmæssig utugt” kan være 

strafbart, jf. straffelovens § 229. 

I modsætning til bordelvirksomhed er det lovligt at drive en massageklinik. For at være 

strafbar bordelvirksomhed må udnyttelsen af prostitutionen have et vist omfang, være forretningsmæssigt 

organiseret og ledes af den, der tiltales for bordeldrift. Eksempelvis kan 

nævnes en sag, hvor tre kvinder i fællesskab havde en massageklinik, deltog i ”arbejdet” og 

delte overskuddet. Her fastslog retten, at der ikke var tale om bordeldrift. Modsat kan nævnes 

en dom, hvor to personer blev dømt for bordeldrift. De havde ført tilsyn med de kvinder, 

der var på to massageklinikker, og havde dagligt hentet penge hos kvinderne. Det er 

altså politi og anklagemyndighed, der i den konkrete sag skal føre bevis for bordeldrift. Og 

det er domstolene, der afgør, om der er tale om strafbar bordeldrift. På den baggrund kan 

det undre, at Rigspolitiet i “Strategi for en styrket politimæssig indsats mod prostitutionens 

bagmænd” fra 2006 nævner, at der findes ca. 700 organiserede bordelvirksomheder 

i Danmark. Politiet har de seneste år styrket sin indsats mod prostitutionens bagmænd, og 

det kan da også konstateres, at der har været flere sigtelser og fældende domme for rufferi 

i de senere år. 

Prostitueredes retsstilling i Danmark 

Regeringens handlingsprogram Et andet liv fra 2005, der bygger på grundlæggende socialpolitiske 

værdier som selvbestemmelse og værdighed, betragter prostituerede som en 

socialt udsat gruppe i samfundet. Og i hvert tilfælde en stor gruppe kvinder i prostitution 

er socialt udsatte (jf. Christensen, G og Barlach, L.: “Prostitution på massageklinikker”, 

København 2004). De befinder sig en i livssituation, der er svær at styre til egen fordel, og 

som gør, at de er i overhængende risiko for decideret udstødelse. Flere faktorer fremmer 

risikoen for udstødelse. Kvinder i prostitution er som gruppe stadig udsat for samfunds- 

11 



12 



mæssige stempling og har ringe adgang til social anerkendelse. Individuelt udsætter kvinderne 

sig blandt andet for at blive koblet af sociale netværk og familierelationer, fordi de ser 

sig nødsaget til at leve et dobbeltliv. 

Prostituerede har ligesom andre borgere ret til gratis rådgivning hos kommunen efter serviceloven. 

I praksis gennemføres opsøgende socialt arbejde blandt andet på massageklinikker 

som et tilbud til kvinder i prostitution af den centrale institution Kompetencecenter 

Prostitution i Servicestyrelsen. Enhver der opholder sig lovligt i Danmark og opfylder aktivlovens 

betingelser har ret til hjælp til forsørgelse - kontanthjælp - fra kommunen. 

Betingelserne er blandt andet, at personens forhold har ændret sig, så den pågældende 

ikke kan forsørge sig selv og sin familie, og at ansøgeren ikke kan få sine behov dækket gennem 

andre ydelser. Borgeren har pligt til at give oplysning om sin (og evt. ægtefælles) formue 

og indtægter, for at sagsbehandleren kan vurdere, om hun er berettiget til at modtage 

kontanthjælp og for fastsættelsen af den (jf.“Lovbog nr. 1009 af 24/10/2005 om en 

aktiv socialpolitik med senere ændringer”). Kvinder i prostitution skal således også oplyse 

om deres prostitutionsindtægter. Opfylder en kvinde ikke sin oplysningspligt undlader hun 

at give kommunen nødvendige oplysninger, eller modtager hun mod bedre vidende uberettiget 

ydelser - skal kommunen, ligesom for andre borgere, afgøre, om hun skal betale hjælpen 

tilbage. Efter omstændighederne kan kommunen anmelde hende til politiet for groft 

uagtsomt forsætligt socialt bedrageri (jf. retssikkerhedsloven § 12 b eller straffeloven § 

279). Kommunerne har imidlertid forskellig praksis med hensyn til at rejse sag mod prostituerede, 

som ikke har oplyst de indtægter, de har haft ved siden af kontanthjælpen (det 

ses for eksempel i “Socialrådgivere forskelsbehandler prostituerede”, Information 

(301008). 

For at modtage kontanthjælp skal ansøgerne, herunder også prostituerede, modtage tilbud 

om aktivering i form af vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, eller ansættelse 

med løntilskud (Jf. Loven om aktiv beskæftigelsespolitik § 22). En kvinde, der søger hjælp 

til forsørgelse ved prostitutionsophør, vil oftest få tilbudt aktivering i en af de nævnte former. 

Hvis de opfylder de helbredsmæssige betingelser, kan kvinder efter ophør i prostitution 

også komme i revalidering eller få førtidspension. Ligeledes kan prostituerede opnå 

sygedagpenge under samme betingelser som andre borgere. 

Mens prostituerede socialpolitisk ses som socialt udsatte, behandles de (med få undtagelser) 

i skatte- og momslovgivningen som erhvervsdrivende. En indehaver af en massageklinik 

betragtes skattemæssigt som en liberal erhvervsdrivende og skal betale skat (jf. Østre 

Landsrets dom i Tidsskrift for Skatteret 1998.457, som fastslog, at indtægter ved prostitution 

er skattepligtige) og moms, hvis omsætningen overstiger 50.000 kr. om året (Jf. 

momsloven og Landsskatterettens afgørelse af 30. oktober 2002). Indehaveren af en massageklinik 

har også en række fradrag for driftsomkostninger i overensstemmelse med reglerne 

for liberalt erhverv. Og indtægter fra prostitution betragtes i lighed med alle andre 

indtægter som skattepligtige. Skattevæsnet og de sociale myndigheder gennemfører jævnligt 

kontrolbesøg på massageklinikker for at sikre, at der ikke arbejdes sort og begås socialbedrageri. 

Politiet samarbejder også med skattevæsnet om at gennemføre razziaer på 

massageklinikker som led i sin indsats mod prostitutionens bagmænd. 

At prostitution kun i skattemæssig henseende betragtes som et erhverv betyder, at kvinder 

i prostitution er afskåret fra at opnå ydelser, som forudsætter, at man har tilknytning

til arbejdsmarkedet eller har status som selvstændig erhvervsdrivende. Prostituerede kan 

ikke optages i en arbejdsløshedskasse eller modtage dagpenge ved arbejdsløshed. De er 

også udelukket fra orlovsydelser og adgang til efterløn. Der er dog intet til hinder for, at en 

kvinde i prostitution opretter en privat pensionsordning eller lignende sikring. 

Retligt set kan kvinder og mænd, der har lovligt ophold i landet, således legalt prostituere 

sig i Danmark. Prostituerede er ligestillede med andre borgere, både social- og skatteretligt 

og i andre retlige henseender. De kan dog som nævnt ikke opnå arbejdsmarkedsrelaterede 

ydelser, da prostitution ikke er anerkendt som et erhverv eller arbejde. 

Menneskehandel 

De centrale retskilder i indsatsten mod menneskehandel i Danmark er FN's Konvention om 

bekæmpelse af organiseret kriminalitet, den tilhørende protokol om bekæmpelse af menneskehandel 

(Palermoprotokollen), EU-lovgivningen mod menneskehandel (især Rådets direktiv 

2004/81/EC af 29/4 2004 om opholdstilladelse til tredjelandes borgere, som er ofre 

for menneskehandel og Rådets rammeafgørelse af 19/7 2002 om bekæmpelse af menneskehandel), 

straffelovens § 262 a om menneskehandel og Europarådets konvention om indsatsen 

mod menneskehandel (nr. 197). 

Straffelovens bestemmelse bygger på Palermoprotokollens definition af menneskehandel. 

Efter § 262 a skal der være foretaget en handling (rekruttere, transportere, overføre, huse 

eller efterfølgende modtage en person), hvor der anvendes eller har været anvendt en af de 

former for strafbar tvang, som er nævnt i paragraffen, og formålet skal være udnyttelse 

for at opnå økonomisk vinding. Udnyttelsen kan ske ved rufferi efter straffelovens § 228, 

ved tvangsarbejde, ved slaveri eller slaverilignende forhold eller ved fjernelse af organer. 

Hvis den person, der udsættes for menneskehandel, er under 18 år, kan der straffes for 

menneskehandel, selv om der ikke har været anvendt de nævnte tvangsmidler. Det er tilstrækkeligt, 

at der er tale om en af de nævnte handlinger. Straffen for menneskehandel er 

fængsel op til otte år. 

Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af handel med mennesker 2007 - 2010 fastlægger 

en bredspektret indsats mod menneskehandel og tilbud til potentielle og identificerede 

ofre. Tilbuddene, der koordineres af Center mod Menneskehandel i Servicestyrelsen, omfatter 

blandt andet op til 100 dages ophold i et krise- eller beskyttelsescenter, hvis personen 

samarbejder om forberedt hjemsendelse. Under opholdet kan personen få kortere kompetencegivende 

kurser, sundhedstilbud i form af læge-, tandlæge- og psykologbehandling og 

om nødvendigt hospitalsindlæggelse. Derudover kan personen få information om sine rettigheder, 

juridisk rådgivning og evt. advokatbistand. Hvis en (voksen) person samarbejder 

om forberedt hjemsendelse, sker det i samarbejde med organisationer i hjemlandet og 

omfatter blandt andet informationer om mulighederne i hjemlandet, udfærdigelse af rejsepapirer, 

evt. ledsagelse på rejsen, modtagelse af en organisation/NGO i hjemlandet, hjælp 

til ophold, behandling og igangsættelse af alternativ forsørgelse og reintegration i hjemlandet. 

Hidtil har den danske indsats mod menneskehandel overvejende rettet sig mod handel med 

kvinder (og børn) til prostitution. Derfor findes der ringe viden om eventuelle andre former 

for menneskehandel til Danmark. 

13 



14 



Europarådets konvention om indsats mod menneskehandel 

Europarådets konvention om indsats mod menneskehandel (“Council of Europe Treaty Series 

- no. 197”) er det første retligt bindende instrument, som anerkender menneskehandel som 

en menneskerettighedskrænkelse og som en forbrydelse mod personers værdighed og integritet. 

Konventionen omfatter alle ofre for menneskehandel. Det er således den eneste konvention, 

der definerer ofre for menneskehandel som enhver person, der er udsat for menneskehandel 

som defineret i konventionen, uanset om offeret har givet samtykke til udnyttelsen 

eller ej. Konventionen omfatter alle former for udnyttelse herunder seksuel udnyttelse, 

tvangsarbejde, slaveri og fjernelse af organer. Europarådets konvention omfatter både 

national og transnational menneskehandel, uanset om den er eller er forbundet med organiseret 

kriminalitet eller ej. 

Europarådets konvention rummer den mest vidtgående pligt til at beskytte (potentielle) ofre 

i en konvention. Den fastslår, at stater, der har ratificeret den, må anerkende ofre for menneskehandel 

som sådanne og ikke behandle dem som illegale migranter eller kriminelle. Den 

giver ofre for menneskehandel ret til en minimum 30 dages refleksionsperiode til at tage 

stilling til, og de vil samarbejde med myndighederne. Hvis deres personlige situation nødvendiggør 

det, eller hvis de vil samarbejde med myndighederne i forbindelse med en straffesag 

mod menneskehandlerne, kan de få forlænget deres ophold. Konventionen fastslår 

også ofres ret til medicinsk og psykologisk bistand og støtte, lægehjælp, rådgivning og 

information og ophold under sikre former med respekt for offerets privatliv samt beskyttelse 

under retssagen og ret til kompensation. 

Konventionen stiller endvidere krav til staterne om at foretage oplysnings- og holdningsdannende 

kampagner for at forebygge menneskehandel og tilskynder til samarbejde mellem 

stater, NGO'er og civilsamfundet om bekæmpelsen. Et uafhængigt monitoreringsorgan skal 

sikre, at konventionen gennemføres effektivt i de stater, som har ratificeret den. Indtil 

udgangen af november 2008 har 19 lande (herunder som nævnt Danmark) ratificeret konventionen, 

og 21 lande har underskrevet den - en principiel, men ikke bindende opbakning. 

Man kan håbe, at alle Europas lande, og andre lande - idet konventionen også er åben for 

ratifikation af lande uden for Europarådet - vil tilslutte sig konventionen. Det ville give mulighed 

for en samordnet og menneskerettighedsbaseret bekæmpelse af menneskehandel i 

hele Europa.

Aggression og seksualitet 

Birgit Petersson, psykiater og lektor ved 

Enheden for kvinde- og kønsforskning, KU 

Når prostitution har været diskuteret og henholdsvis legaliseret og forbudt gennem 

årtusinder, er det givet fordi, det rammer noget dybt i mennesker. Det vil jeg komme 

ind på i det følgende. Jeg vil ikke komme ind på den mandlige prostitution i dette indlæg, 

fordi hovedtemaet er ”trafficking”, dvs. handel med mennesker hen over landegrænser. Da 

det fortrinsvis kvinder og halvstore piger, der handles til prostitution i de nordiske lande, 

skubbes de prostituerede mænd i baggrunden. Men i relation til prostitution, er det vigtigt, 

at de ikke glemmes i øvrige sammenhænge. Det er også vigtigt at huske, at både prostitution 

og menneskehandel ikke kun er et europæisk, men et verdensomspændende fænomen. 

Menneskehandlen til prostitution foregår dels for, at mænd kan få deres seksuelle behov tilfredsstillet, 

og dels fordi, der er mange penge at tjene for bagmændene. 

Årsager til handel med kvinder 

Ud over behovet for seksuelle ydelser er en af de bagvedliggende årsager til, at denne handel 

finder sted, fattigdom. Blot fra de senere år findes der dokumentation om sammenhæng 

mellem fattigdom og prostitution fra så forskellige lande som Kina, Nigeria, Indien, 

Botswana, Swaziland og de skandinaviske lande (f.eks. Fang X. et al.: “Profile of female sex 

workers in a Chinese county: does it differ by where they came from and where they work?”, 

World Health Popul 2007; 9:46-64). Desuden øger fattigdom risikoen for, at kvinderne 

lader sig købe til sex uden beskyttelse mod seksuelt overførte sygdomme. Prostitution 

medfører også andre skader, både fysiske og psykiske: Angst, depression, følger efter vold, 

graviditeter og aborter, blot for at nævne nogle få (f.eks. Van Wesenbeeck I, et al.: 

“Professional HIV risk taking, levels of victimization, and wellbeing in female prostitutes in 

the Nederlands”, Arch Sex Behav 1995; 24:503-15). 

Det betyder ikke, at der ikke er enkelte kvinder, der ”overlever” psykisk og fysisk med prostitution 

som erhverv. Men for mig er det vigtigt at pointere, at alene det, at man ikke åbenlyst 

kan være sit erhverv bekendt og må skjule sin identitet, er et klart tegn på, at det er 

en sårbar situation for selv de stærkeste af kvinderne. 

Den mandlige socialisering og sexkøb 

I dag er vi i en situation, hvor mange unge mænd i 15 - 19-årsalderen angiver, at det er i 

orden at købe sig til sex. I en af de nyeste undersøgelser angav 23 pct. af drengene, at de 

syntes det var i orden at gå til en prostitueret, mens 30 pct. angav, at det overvejende er 

i orden at købe sex (Velfærdsministeriet, København 2008). Andre undersøgelser viser, at 

ca. 14 pct. af danske mænd oplyser, at de har haft sex med en prostitueret. 

Gennem mit forskningsarbejde om kønnenes adfærd og kønsrolle stereotypier har jeg været 

nødt til at stille dette spørgsmål: Kan der være en sammenhæng mellem, hvordan den 

mandlige socialisering og seksualitet beskrives og udøves af nogle, og det, at der findes 

købesex? En kønsrollestereotypi er et karikeret billede af henholdsvis en mand og en kvinde. 

De stereotype forventninger, som vi alle er prægede af, går altså begge veje. 

15 



Fotograf: Jo Selsing

16 



Forventningen til en mands seksualitet er, at han er potent, uanset virkeligheden. Wulff og 

Morgenthaler havde for nyligt et lille eksempel på det i deres tegnede kommentar til livet i 

Politiken. De lod lidt kætterisk Gud sidde på en sky og græmmes over, at han ikke kunne få 

rejsning. Han siger til sin kone: “Hør, skatter… Det kan ske for alle mænd…”. ”Måske, svarer 

hun, men du er Gud”. På denne måde får de indflettet, at det ikke alene er begges forestilling 

om den potente mand, men at manden, også i hendes øjne, er ophøjet over kvinden 

- eller rettere, set med Wulff og Morgenthalers øjne. 

Der findes efterhånden er del undersøgelser i Norden om socialisering (f.eks. Nielsen HB, 

Rudberg M.: “Historien om piger og drenge”. Gyldendal, København 1992), men langt den 

største kilde til information er fra amerikanske undersøgelser. Selv om der er forskelle mellem 

kulturerne, er der ingen tvivl om, at vi er meget påvirkede af den amerikanske kultur. 

Derfor er den meget langt hen ad vejen også dækkende for den europæiske kultur. Blandt 

andet har det danske samfunds deltagelse i krige i det tidligere Jugoslavien og nu i 

Mellemøsten og Afghanistan vist et billede af socialiseringen af mænd, som i en række sammenhænge 

er sammenfaldende med den amerikanske (Arcel L.T.: “War violence, Trauma 

and the Coping Process. Armed conflict in Europe and survivor response”. Rehabilitation 

Center for Torture Victims. Copenhagen 1998). 

Den socialisering, der finder sted, skriver blandt mange andre Eileen Zurbriggen, opmuntrer 

mænd til en adfærd, der gør, at de uanset klassetilhørsforhold kan blive potentielle udøvere 

af en aggressiv adfærd og overgreb på andre. Dette inkluderer: 1) opmuntring til dannelse 

af hierarkier og hakkeorden, 2) opmuntring til at tegne et billede af andre, her kvinder, som 

de svage, 3) hindring af mulighed for empati og det at udtrykke andre følelser end vrede samt 

4) at aktion og udadrettethed fremmes frem for refleksion og dermed introspektion. 

Denne karakteristik kan vises i mange sammenhænge. Den er ikke mindst tankevækkende i 

laboratorieforsøg, som nu er blevet udført mange gange, med normale, veluddannede unge 

mænd. I løbet af kort tid bliver de undertrykkere, som ofte udøver vold mod den eller dem, 

de undertrykker. Undersøgelserne er kun lavet på mænd. 

For at opsummere: Det stereotype billede af manden er, at han skal have den udadfarende 

kraft, have en stor potens og ikke en seksuel “lyst”, men et “behov”, der skal tilfredsstilles 

her og nu. Denne stereotypi forbindes ofte med fantasien om testosteronbomben og manden 

med hår på brystet. Intet er mere forkert, for jo højere den normale testosteronproduktion 

er, desto mindre er potensen og desværre ofte også intellektet. 

Stereotyperne lever ikke op til virkeligheden 

Mange usikre mænd søger at leve op til det stereotype billede af den potente mand ved at 

bruge anaboliske steroider. Så hvis aggressionen ikke allerede var der som en følge af et 

højt testosteronniveau, så kommer den som den mest kendte bivirkning af steroiderne. En 

parallel til dette er rockerne, der bestemt ikke er særlig mandige, når man har dem på 

tomandshånd, men som søger at undslippe usikkerheden ved at få en stor krop, påberåbe 

sig retten til at slå ihjel samt ved at være en del af en gruppe, som ikke mindst tjener til at 

understøtte deres image som “rigtige mænd”. 

Dette stereotype billede svarer bare ikke til den virkelige verden. Ikke desto mindre synes 

det som om, at der netop nu er talmæssigt flere, både unge og lidt ældre, der er usikre på

deres kønsidentitet. Og igen er det oftest det stereotype billede af manden, som den usikre 

vælger at identificere sig med: Den, der tilsyneladende har magt over situationen. 

Udsagn som disse får ofte mennesker til at gå i forsvarsposition og benægte, at forholdene 

er som beskrevet. Man ønsker kun at se det politisk korrekte: At kvinder og mænd er 

ligeværdige, og at vi i vores del af verden har ligestilling fuld ligestilling. Men laver man 

forskning, hvor man iagttager adfærden, tegnes der et helt andet billede af forholdet mellem 

kønnene. Det er let at være politisk korrekt, når man taler om adfærden, i handling er 

det langt sværere. Skuespilleren Søren Fauli kom for nylig til at sige tingene lige ud i en kronik 

i Politiken (301008). Han anfører bl.a. at han ikke kun er træt af ligestillingen - han er 

vred. Et andet sted anfører han “manden ønsker ubevidst, at kvinden skal være lidt afhængig 

af ham, for så kan han holde på hende. Derfor er det vigtigt for manden at tjene gode 

penge. Hun skaber liv, han skaber rammer.” 

At der er en stigende usikkerhed hos grupper af ikke mindst unge i disse år er ikke mærkeligt. 

Balancen mellem kønnene har nemlig forskubbet sig, efter at kvinder er blevet økonomisk 

uafhængige af manden. Vi ser usikkerheden hos kvinderne i forekomsten af spiseforstyrrelser, 

som er en parallel til misbrug af anaboliske steroider hos mændene. “Rigtige” 

mænd skal fylde, “rigtige” kvinder skal ikke fylde. 

Usikkerhed og aggression 

Flere forskere, bl.a. den tyske seksualforsker Gunter Schmidt, har i sine undersøgelser vist, 

at der er en stor usikkerhed hos unge, ikke mindst mænd, i forhold til seksualitet (Schmidt 

G. har skrevet en lang række bøger og artikler på tysk, hvor enkelte er oversat til dansk 

f.eks. “Hvad skete der med seksualiteten?”). I usikkerheden ligger angsten for ikke at kunne 

gennemføre et samleje, især når der er følelser involveret. Nogle unge mænd bruger en 

anden ung pige end hende, han er forelsket i, til det første samleje. For i forhold, hvor det 

virkelig gælder, og hvor der er følelser på spil, er det svært ikke at skulle være en ”rigtig” 

mand; ham med potens. En anden løsning på usikkerheden er, når den unge vælger at gå 

til en prostitueret. Det underbygges også af idealiserede beretninger om den prostituerede, 

som den, der uddanner den unge til at være et seksuelt væsen. Men problemet er, at 

det netop er usikkerheden, der skal kunne rummes og løses, ellers bliver man drevet til den 

stereotype løsning: Manden som aggressor. Endnu et eksempel på konsekvenserne af usikkerheden 

end det ovenfor skitserede, er det alt for store og helt unødvendige forbrug af 

potensmidlet Viagra blandt ganske unge (Lægemiddelstyrelsen, København 2005). 

Det forhold, at der er penge mellem den prostituerede og brugeren, gør måske usikkerheden 

lidt mindre, men ikke aggressionen. Det er en kendt sag, at man får en ejerfornemmelser 

over for det, man køber - og køber man på grund af usikkerhed, er aggressionen erfaringsmæssigt 

stor. Jeg kan ikke lade være med at trække en parallel til husmoderen, der 

var økonomisk afhængig af ægtefællen og betalte ved at lade sig bruge med de mange problemer, 

det medførte. Vi kender det fra romaner af hjemlige forfattere f.eks. Tove Ditlevsen, 

men en af de bitreste, men desværre også meget realistiske beskrivelser af dette, finder 

vi i nobelprismodtageren Elfride Jelineks roman “Lyst”. I ægteskaber, hvor kvinder er økonomisk 

afhængige af manden, bliver kvinder i mange tilfælde verden over, uanset social klasse, 

udsat for vold og udnyttelse med mange fysiske og psykiske lidelser i kølvandet. Det er 

forhold, som først er ved at blive ændret, efter at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. 

Men selv her er det svært. 

17 



18 



I forhold til den prostituerede er det også vigtigt at pege på, at volden kommer fra mange 

kanter. Den engelske forsker Tim Rhodes og hans medarbejdere har for nylig påpeget vold, 

ydmygelser og krav om seksuelle ydelser, der forekommer fra politiets side (Rhodes T, et 

al.: “Police violence and sexual risk among female and transvestite sex workers in Serbia”. 

BMJ 2008;337:560-63). Deres undersøgelse er fra Serbien, men der er ingen grund til 

at tro, at det er et lokalt fænomen. 

Kriminalisering af sexkøb er ikke vejen frem 

Når vi taler om prostitution, er vi derfor nødt til at inddrage socialiseringen af mænd og 

mænds seksualitet på godt og ondt. Men seksualiteten mellem ligeværdige mennesker er 

meget mere nuanceret, end den, som vi får indtryk af gennem medierne. Ikke mindst gennem 

pornografien, som mænd i usikre situationer tyr til. Vil man se en fremragende beskrivelse 

af seksualiteten set med mænds øjne, kan man igen gå til Elfriede Jelinek, nemlig til 

hendes roman “Spillelærerinden”, hvor hovedpersonen har fået ødelagt sin følelse af identitet 

af et alt for tæt forhold til moderen og derfor må gå ud i verden og opleve, hvad seksualitet 

er. Det sker bl.a. gennem pornofilm. Men i modsætning til pornoens aggressive 

seksualitet indeholder seksualiteten mellem ligeværdige ømhed, lyst, intimitet, kærtegn, 

nysgerrighed, respekt, venskab, tiltrækning, usikkerhed, fasthed, tillid, seksuel tilfredsstillelse 

og meget andet. Den kan også indeholde voldsomhed, men ikke uden gensidig respekt 

og tillid. 

I nogle lande har man valgt at kriminalisere køberen af seksuelle ydelser, men jeg mener 

ikke, som man måske allerede har forstået, at det er vejen frem. Ikke alene i hvert fald. Det 

er socialiseringen af manden som aggressor, der skal ændres. Ligesom det er vigtigt at 

arbejde på, at det skal være socialt tilladt for både mænd og kvinder at være usikre. 

Usikkerheden er netop god at bruge i en modningsproces. 

Tilbage står, at man er nødt til at gøre noget ved prostitution. Den er ydmygende for den 

prostituerede, selv om jeg ved, at mange vil forsvare den. Ikke mindst de, der er vendt tilbage 

til prostitutionen, fordi det var lettere eller måske endda kun muligt at opretholde en 

rimelig levestandard gennem prostitution. Det er og bliver sociale løsninger, der skal på 

dagsordenen. Prostitution medfører samlet for mange skader. I disse tider med fokus på 

det psykiske og fysiske arbejdsmiljø ville enhver adgang til prostitution blive lukket fra samfundets 

side på grund af helbredsskadende virksomhed, hvis man tog det, man siger om 

arbejdsmiljø alvorligt. 

Når det kommer til menneskehandel, er det ikke en løsning enten at sende kvinderne hjem 

eller tilbyde dem et kortvarigt ophold i Danmark, som det regelmæssigt sker. Det skete for 

nyligt med 13 Nigerianske kvinder (Politiken 141008). Der er nemlig ikke noget at vende 

tilbage til. Angiver de, hvem der fik dem hertil, slipper de aldrig ud af bagmændene greb. 

Så selvfølgelig kan de ikke det. Men her er det også vigtigt at huske, at de økonomiske bagmænd 

er både mænd og kvinder. Mænd er ikke de onde, og kvinder er ikke de gode. 

Økonomisk udnyttelse og kriminalitet findes hos både kvinder og mænd, selv om mænd 

fører talmæssigt an. Menneskehandel er et socialt og menneskeligt problem, der skal 

løses. Det haster.


- ikke altid to sider af samme sag 

Inge Dahlgaard, formand, 

Europas Kvinders Pris 

Europas Kvinders Pris er en europæisk organisation, der hvert år vælger en kvinde, 

som modtager Europas Kvinders Pris. Fokusområdet i år er handel med mennesker, 

ikke mindst kvinder og børn - også betegnet trafficking. I Danmark blev modtageren af 

prisen i 2008 filminstruktøren Anja Dalhoff. Det var indlysende i år at give prisen til en kvinde, 

der foruden at have levet op til de fundamentale kriterier for at modtage prisen også 

har ydet en indsats for at sætte fokus på menneskehandel. Og det har Anja Dalhoff. 

Modtageren af Europas Kvinder Pris 2008 

I sine film sætter Anja Dalhoff fokus på menneskehandel. Ikke blot i Danmark men også på 

europæisk og globalt plan. Hendes arbejde falder godt i tråd med Europarådets konvention 

mod menneskehandel, der trådte i kraft den 1. februar 2008. Konventionen er en omfattende 

traktat, der sigter på at forebygge menneskehandel, beskytte ofre for menneskehandel 

i henhold til menneskerettighederne og retsforfølge menneskehandlere. 

Anja Dalhoff har i samarbejde med det britiske film- og produktionsselskab Journeyman 

Picture lavet en udvidet udgave af sin film ”Når månen er sort”. Filmen fik navnet “Trapped”. 

Her ser vi stærke - for ikke at sige uafrystelige - billeder af ofre for menneskehandel i 

København, Spanien og Nigeria. Journeyman Picture sagde om denne film: “Hvis du kun skal 

se én film i år, så se denne.” Og filmen er blevet set af mange. Den er blandt andet blevet 

vist på CNN i serien Worlds Untold Stories, og derudover er den solgt til norsk, finsk, hollandsk, 

italiensk og polsk TV. Filmen har også været på filmfestival i Göteborg og Estland, 

og den er blevet vist for 300 baltiske politifolk på en konference i Finland. 

En anden bemærkelsesværdig film om menneskehandel, som Anja Dalhof har instrueret, er 

“Natasha is not for sale”. Hvor “Trapped” fortæller, hvordan det kan gå handlede kvinder, er 

“Natasha is not for sale” en forebyggende film, som viser, at det er muligt at få hjælp, inden 

man falder i menneskehandlernes kløer. Filmen vises nu i Ukraine, Hviderusland og Moldova, 

som alle er lande, hvor menneskehandel florerer. Den bliver vist af frivillige ude i landsbyerne, 

og den giver de unge dér nogle redskaber til at gennemskue, om eventuelle jobtilbud er 

falske eller rigtige. Den bidrager også til at bevidstgøre de unge om, hvilke risici trafficking 

indebærer med hensyn til tvunget arbejde i landbrug, byggeri, tiggeri og prostitution. 

Via sit medium, dokumentarfilmen, fortæller Anja Dalhoff stærke historier, som kan nå 

andre målgrupper end det er typisk muligt at nå med det skrevne sprog. Der er mange 

mennesker i verden af i dag - også i Europa - som har svært ved at læse, men billederne 

kan de forstå. Og det er særligt disse mennesker, som er i risikogruppen for at blive menneskehandlet. 

I den forbindelse er det værd at nævne, at Anja Dalhoff undgår en forenklet 

fremstilling af menneskehandel. Hun har forståelse for, at det er et dybt kompliceret problem, 

som ikke har lette løsninger, og at de løsninger, der skal findes, skal gå på tværs af 

nationale grænser. 

19 



20 



Menneskehandel og prostitution - ikke altid det samme 

Menneskehandel kan i visse tilfælde kædes sammen med prostitution, men det er også vigtigt 

at holde sig for øje, at prostitution ikke altid sker under tvang. Derfor bliver man nødt 

til at adskille debatten om menneskehandel fra den generelle debat om prostitution. Man 

må på den anden side heller ikke være blind for, at prostitutionsmarkedet er et af de store 

afsætningssteder for menneskehandlere. Derfor er især to spørgsmål vigtige at stille i 

debatten om menneskehandel og prostitution. Det første er, hvilke berøringspunkterne der 

er mellem menneskehandel og prostitution er. Det andet er, om prostitution kan forenes 

med nutidens danske og europæiske menneske- og kvindesyn. 

I den danske debat bliver menneskehandel og prostitution ofte gjort til to alen ud af et stykke. 

Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Menneskehandel er normalt knyttet til organiseret 

kriminalitet. Derfor indeholder FN's konvention mod transnational organiseret kriminalitet 

fra 12. december 2000 den såkaldte Palermo-protokol, der har til formål at bekæmpe menneskehandel. 

Protokollen definerer menneskehandel som det ”at rekruttere, transportere, 

overføre, udskibe eller modtage personer ved hjælp af trusler, brug af magt eller andre former 

for tvang, bortførelse, svindel, skuffelse, magtmisbrug, eller misbrug af sårbarhed, 

afgivelse eller modtagelse af betaling eller andre goder for at opnå samtykke fra en person, 

der har kontrol over en anden person med henblik på udnyttelse. Udnyttelse inkluderer som 

minimum udnyttelse til prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvunget arbejde 

eller tjenesteydelser, slaveri, trældom eller fjernelse af organer.” 

Hvad kendetegner prostitution? 

Hvad er så kendetegnende for prostitution, og hvilke forhold adskiller prostitution fra andre 

seksuelle forbindelser? Hovedkriteriet for prostitution er ifølge Margaretha Järvinen, 

Helsingfors, at der er tale om et “kommercielt fænomen”: Uden et økonomisk element kan 

man ikke tale om prostitution. Margaretha Järvinen stiller desuden følgende kriterier op: 

• Promiskuitet - kønsligt samliv i flæng. Men især siden 1970'ernes seksuelle frigørelse 

er dette ikke kun forbeholdt prostituerede. 

• Ikke-selektivitet. I denne tankegang er det kun kundens vilje og evne til at betale, der er 

afgørende. Meget peger imidlertid på, at mange prostituerede er særdeles selektive, 

f.eks. i forhold til etnicitet, seksuelle præferencer, socialt tilhørsforhold, udseende eller 

lignende. Samme former for selektivitet kan desuden tillægges kunderne. Så megen prostitution 

vil faktisk være præget af en stor grad af selektivitet. 

• Tilfældighed/kortvarighed. Dette kriterium kan imidlertid kritiseres, fordi mange prostituerede 

har stamkunder. Prostitution kan også række ud over den tid, den seksuelle 

forløsning kræver - f.eks. i form af betalte restaurationsbesøg og/eller rejser. Megen 

gadeprostitution er dog kendetegnet ved netop dette kriterium. 

• Mangel på “følelsesmæssigt engagement”. Dette kriterium for prostitution kan også tilbagevises. 

Forholdet mellem den prostituerede og kunden - særligt i forbindelse med 

stamkunder - kan være forbundet med ægte følelser: Omsorg, varme, forelskelse - både 

fra den ene og den anden parts side. 

Man kan altså påpege flere problemer i forbindelse med de traditionelle kriterier for prostitution. 

Men det kommercielle kriterium kan man ikke komme udenom. De øvrige fire kriterier 

er dog ikke uden betydning i og med, at de præger diskursen om prostitution og den 

sociale virkelighed, som mange prostituerede befinder sig i, ligesom de influerer både forskning 

og politik. Man kan altså konkludere, at begrebet prostitution er relativt, samtidig med

at det i nutidens Danmark, Europa og verden er et fænomen, som indeholder stor kompleksitet. 

En kompleksitet, der kun i ringe grad tages højde for i den danske debat. 

Berøringspunkterne mellem menneskehandel og prostitution. 

I Danmark er prostitution i sig selv ikke kriminelt. Det kriminelle element opstår, hvis der er 

bagmænd bag, der tjener penge på andres seksualitet. Det er altså hverken de prostituerede 

eller kunderne, der er lovbrydere, men derimod de bagmænd, som tjener penge på 

prostitutionen. 

Men hvornår overlapper menneskehandel og prostitution hinanden? Det sker, når en kvinde, 

en mand eller et barn, der er offer for menneskehandel, bliver handlet med henblik på at 

sælge seksuelle ydelser, altså bliver tvunget til at prostituere sig. Der er i Danmark almindelig 

enighed om, at menneskehandel, herunder prostitution, der hidrører derfra, skal 

bekæmpes. Disse prostituerede opfattes som ofre og skal ikke sættes i bås med illegale 

indvandrere. Hvad enten de kommer fra Østeuropa, Asien eller Afrika skal de, når de bliver 

identificerede, have hjælp, fordi de er havnet i en situation, de ikke selv kontrollerer. Når 

dette kan bevises, skal de have hjælp. En hjælp, der vel at mærke ligger udover at blive sat 

på et fly til deres hjemland, hvorefter det hele starter forfra. 

Ud over ”de rene ofre” findes der en anden kategori, som består af bevidste, selvstændige 

personer, der kommer hertil med åbne øjne, velvidende at de vil opholde sig illegalt og ernære 

sig ved prostitution samt at en væsentlig del af deres fortjeneste vil tilfalde bagmænd. 

Når de anser det valg som det mindst dårlige alternativ, så underbygger det, at de er i en 

ekstrem situation. De kommer til Danmark og arbejder som prostituerede for at kunne 

sende penge hjem til deres familier og forbedre familiernes og deres egne fremtidige muligheder. 

De opfatter ikke sig selv som ofre. I stedet handler de ved at sælge deres kroppe 

for at ændre på et liv, som vi i Danmark har svært ved at håndtere - nemlig en håbløs livssituation, 

der har rod i urimelig fattigdom i deres hjemlande. 

En tredje kategori er den ikke tvungne prostitution, hvor kvinder i Danmark prostituerer sig 

af forskellige årsager. Her anses prostitutionen for at være et ønskværdigt alternativ i forhold 

til andre erhverv, f. eks. kassedame. Halvdelen af de prostituerede i denne kategori er 

fra udlandet, og escort-arbejde hører blandt andet til i denne kategori. En del af denne gruppe 

er i dag organiseret i Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO), der arbejder for, at 

sexarbejde skal gøres til et erhverv på linje med alle andre med de dertil hørende rettigheder 

og respekt. 

Prostitution og kvindesyn 

Et andet vigtigt spørgsmål, man bør inddrage i prostitutionsdebatten er: Hvordan passer 

prostitution sammen med nutidens danske og europæiske menneske- og kvindesyn? I 

Europa er nutidens kvindesyn overordnet set identisk med menneskesynet: Kvinder og 

mænd anses for fuldgyldige samfundsborgere med samme rettigheder og pligter. Europas 

værdigrundlag er forankret i verdslige samfund, der hviler på kapitalisme, demokrati, individualisme 

og ligestilling. Kvinder er ikke længere hverken mænds eller andre kvinders ejendomme 

og handelsvarer. Som selvforsørgende kan kvinder nu til dags selv vælge, om - og 

i så fald i hvilket omfang - de vil knytte deres liv til en mand. Både i og uden for ægteskabet 

har kvinden rådighed over sin egen krop seksuelt, men også i forbindelse med om hun 

vil have børn, og i givet fald hvor mange, kan hun selv bestemme. 

21 



22 



At borgerne i et demokratisk samfund som udgangspunkt har ret til at bestemme over 

deres eget liv og egen krop understøttes blandt andet af bestemmelserne i den Europæiske 

Menneskerettigheds-konvention og i Kvindekonventionens artikel 6: ”De deltagende stater 

skal tage alle forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning, med henblik på at hindre 

enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution”. Hertil kommer 

den menneskelige værdighed, der ifølge EU's Charter er en grundlæggende rettighed, 

altså en grundværdi, som staterne har pligt til at beskytte. 

Med den menneskelige værdighed har vi at gøre med en størrelse, som vi ikke altid har haft. 

Vi har altid haft menneskehandel, vi har altid haft prostitution. Vold mod børn accepteres 

stadig mange steder i verden, men hos os er dette onde nu afskaffet. Vi havde patriarkatet. 

Det eksisterer stadig mange steder i verden, men i vor del af verden er det afskaffet. 

Nora gik fra sit dukkehjem, fordi hun ikke kunne udholde sin situation, et afhængighedsforhold, 

hvor hendes mand definerede hendes udfoldelsesmuligheder. Var Nora prostitueret? 

Nej, hun var lovligt gift og levede op til tidens normer, men hun var ikke tilfreds med at være 

underkastet sin mand med hans luner og bedreviden. Hun valgte at gå og var dermed en 

forløber for kvindernes frigørelse. 

Hvordan bør der ske i fremtiden? 

Som ovenstående viser, må man altså skelne mellem tvangsprostitution og prostitution 

som valg. Den første form knytter sig utvetydigt til menneskehandel og er dybt kriminel. 

Den anden form er derimod mere vanskelig at kategorisere, da den kan dække over meget 

forskelligartede valg. Tvangsprostitution kræver et grænseoverskridende samarbejde, 

mens prostitution som valg derimod i langt højere grad er et nationalt anliggende. Dertil 

kommer diskussionen om kriminalisering af kunder, som i høj grad beror på holdninger i 

befolkningen. Her spiller menneskesynet blandt andet ind: Er det foreneligt med den menneskelige 

værdighed at leve af at sælge sig selv? Vi kan se, at man nu kriminaliserer prostitutionskunderne 

i Sverige og Norge, mens det ikke er tilfældet i Danmark. Hos os er prostitution 

så accepteret, at 14 pct. af alle mænd har været kunde hos en prostitueret. Der 

er altså en betydelig efterspørgsel på prostitution. En efterspørgsel, der både giver kundegrundlag 

for dem, som har valgt prostitution, men som samtidig er med til at skabe grobund 

for menneskehandlere, som tjener på tvangsprostituere andre mennesker. 

I dagens Danmark er prostitution en meleret affære: Det er ikke forbudt at være prostitueret, 

og det er ikke forbudt at være kunde til en prostitueret. Men prostitution er ikke et lovligt 

erhverv. Der er hverken næringsbrev eller elevpraktik. Til gengæld skal de prostituerede 

betale skat af deres indkomster. Som erhverv kan prostitution sammenlignes med daglejere 

og personer, der gør rent i private hjem. Der er i Folketinget ikke for tiden flertal for, 

at sexkøb skal gøres ulovligt i Danmark. Men hvad enten prostitution er illegal eller legal 

lige nu, så er der behov for en række gedigne sociale foranstaltninger, der kan hjælpe de 

kvinder, der ønsker at komme ud af prostitution, så de kan realisere dette ønske.

Vi skal kunne genkende 

os selv i debatten 

Susanne Møller, formand, 

Sexarbejdernes Interesse Organisation 

I denne publikation bidrager jeg som repræsentant for Sexarbejdernes Interesse 

Organisation (SIO). Jeg er ikke en repræsentant for den lykkelige luder. Det er et 

begreb, som ingen af os bruger om os selv. Som alle andre har vi gode og dårlige dage, og 

vi har gode og dårlige tider i vores liv. Men som alle andre træffer vi også vores egne valg 

i livet, og det er det, vi kræver respekt for. Det er i bund og grund derfor, SIO blev stiftet 

for godt et halvt års tid siden. 

Sexarbejdere er begyndt at blande sig i debatten 

I oktober 2008 var jeg til konference om menneskehandel og prostitution i Stockholm. Der 

havde jeg den fornøjelse at høre Jeanett Bjørness, der er souchef ved Reden i Århus. Hun 

efterlyste en mere nuanceret debat. Som hun sagde: “En debat, som dem i prostitution ville 

kunne genkende sig i.” Den bemærkning, syntes jeg, var utroligt rammende. Indtil for blot 

et par år siden var der meget få sexarbejdere, der blandede sig i debatten. Kunderne gjorde 

det heller ikke. Jeg tror, det har noget at gøre med naturen i sexarbejde. Det handler 

om sex, det er intimt og personligt, og det er meget langt væk fra politik. 

Men vi kunne se, at der i medierne og politisk var stadigt mere opmærksomhed på vores 

liv. Og at det blev beskrevet på en måde, som vi slet ikke kunne genkende fra vores hverdag 

og at det handlede om at gøre vores fag kriminelt. For vores vedkommende er der ikke 

forskel på om det er køb af sex eller salg af sex, man vil gøre strafbart. Kriminalisering vil 

betyde at det er sexarbejderne, der må gå under jorden. 

Vi var flere og flere der syntes, at noget måtte gøres. Derfor kom SIO til verden. Vi har 

naturligvis sat os ind i debatten og den forskning, der henvises til i debatten. Og det står 

mere og mere klart for os, at problemet hverken er os eller det arbejde, vi har valgt. 

Problemet er debatten selv. Eller sagt på en anden måde: Problemet er, at sexarbejde er 

blevet gjort til et instrument i en debat, der handler om helt andre ting - især om ligestilling. 

Problemet er altså, at organisationer og politikere har misbrugt sexarbejde for at fremme 

deres egen dagsorden. Såkaldte fakta og forskningsresultater flyver rundt i universet, selv 

om de ikke har nogen som helst forbindelse til virkeligheden. Som Nell Rasmussen meget 

rammende sagde det på konferencen i Stockholm, så har debatten medført en "videnstømning" 

på området. Når jeg ser tilbage, så er det den videnstømning, der har generet os, og 

som i sidste ende er grunden til, at SIO blev stiftet. Vi var nødt til at gøre noget. 

Videnstømning et problem for debatten 

Lad mig nævne nogle konkrete eksempler på videnstømningen. SIO har protesteret mod 

Servciestyrelsen kampagne “Hvem betaler prisen?”. bl.a. pga. et udsagn fra kampagnens 

hjemmeside: “Næsten alle prostituerede drømmer om at stoppe”. I Servicestyrelsens egen 

undersøgelse om sexarbejdere på massageklinikker fra 2004 kan man læse, at 34 pct. ikke 

23 



24 



overvejer at stoppe, 13 pct. gør det i ringe grad, og 12 pct. gør det i nogen grad. Det svarer 

vel meget godt til det, man også ville finde i andre brancher, hvis man spurgte. Alligevel 

siger Servicestyrelsen i sin kampagne, at næsten alle helst vil holde op. I dette tilfælde går 

Servicerstyrelsen altså bevidst ud og fejlinformerer. De går imod deres egen undersøgelse. 

Et andet eksempel fra kampagnen er følgende udsagn: “Prostitution rammer de svageste i 

samfundet, da de fleste prostituerede har haft en hård barndom med vold, misbrug, seksuelle 

overgreb eller andre former for omsorgssvigt”. Her hævder Servicestyrelsen, at de 

fleste sexarbejdere har været udsat for seksuelt misbrug eller andre former for 

omsorgssvigt i barndommen. Det er en påstand, man jævnligt hører i debatten, men der 

er simpelthen intet belæg for den. Hvis der er 6.000 sexarbejdere i Danmark, er det klart, 

at nogle af dem har haft en hård barndom, og det vil ofte være dem, som psykologer og 

socialarbejdere møder. Der er også en amerikansk undersøgelse, der tyder på, at det er 

mere almindeligt at sælge sex, når man har været udsat for misbrug i barndommen. Men 

der findes altså ingen undersøgelse, der viser, at sexarbejdere generelt skulle være ofre for 

omsorgssvigt i barndommen. 

Et tredje, og mere alvorligt, eksempel fra samme kampagne er dette udsagn: “Prisen for 

at være prostitueret er ofte angstanfald, depression, søvnbesvær og stress. Lidelser, som 

man også finder hos torturofre og soldater i krig - psykologer kalder det posttraumatisk 

stresssyndrom”. Påstanden om, at sexarbejdere får granatchock, stammer fra en amerikansk 

gruppe af radikale feminister. Det er en påstand, som ingen seriøse forskere bringer 

videre. Servicestyrelsen har også tidligere advaret mod den, nemlig i redegørelsen om prostitution 

i Danmark fra 2004. Men fire år senere dukker den pludselig op som et faktum i 

Servicestyrelsens eget undervisningsmateriale. 

De næste to tilfælde af videnstømning stammer fra Socialdemokraterne. Partiet udgav i 

2005 pjecen “Til salg.” Jeg kender ikke til nogen anden udgivelse om sexarbejde, der indeholder 

så mange fejl og usandheder på så lidt plads. De første linjer i pjecen fortæller, at 

antallet af sexarbejdere er eksploderet over de seneste 10 - 15 år, så der nu er mellem 

4.000 og 8.000 sexarbejdere i Danmark. Det sidste tal har partiet vist selv fundet på. 

Politiets skøn, som er højt, lyder på 6.000. I begyndelsen af 90'erne talte 

Socialforskningsinstituttet, hvor mange sexarbejdere der var på arbejde på en almindelig 

hverdag. Det var mellem 1.600 og 1.900. Men heller ikke dengang var sexarbejderne på 

arbejde hver dag. Og de tal, vi hører i dag, er for alle sexarbejdere, uanset om de er på 

arbejde eller ej. Jeg ville ikke have noget imod, hvis antallet af sexarbejdere var eksploderet. 

Så havde jeg været formand for fagforeningen i en branche i fremgang. Men sådan er 

det altså ikke. Eksplosionen er alene Socialdemokraternes egen opfindelse. 

Længere inde i pjecen kan man læse, at 500.000 kvinder og børn hvert år sælges til prostitutionsmarkeder 

i Europa. Kilden angives til at være International Oranization of 

Migration (IOM). I et såkaldt faktablad fra 2005 angiver de svenske myndigheder det 

samme tal med samme kilde. Også talrige andre danske og udenlandske kilder har nævnt 

det. Der er bare et problem: Nemlig at IOM aldrig har sagt det. Det er simpelthen en myte, 

der kører rundt, og som ikke vil dø igen. Og det er altså en myte, som Socialdemokraterne 

har bragt til Danmark.

Forkerte oplysninger skaber kløfter 

Et stort problem ved alle disse oplysninger er, at alle vi, der kender til sexarbejde fra 

vores hverdag, godt ved, at det er forkerte oplysninger. Jeg tvivler ikke på, at 

Servicestyrelsen får point hos politikerne, der stort set alle synes, at sexarbejde er noget 

skidt. Men hos os er det bare med til at gøre Servicestyrelsen utroværdig. Det skaber en 

kløft i samfundet. Hvis der er en dag kommer et forbud mod prostitution, vil det komme på 

baggrund af falske informationer, og dem, som forbuddet går ud over, vil vide det. 

Politikerne - og Servicestyrelsen - bør sætte sig ned og tænke over den fulde konsekvens 

af denne realitet. 

Et stykke hen ad vejen er videnstømningen sikkert velment. Det en overdrivelse, at der er 

en halv mio. ofre for trafficking i Europa, men hvis overdrivelsen er med til at sætte fokus 

på et alvorligt problem, er det så ikke bare godt? Nej, det er det ikke. Når myten om den 

halve mio. ofre for menneskehandel ikke vil dø, så viser det, at dem, der bringer myten videre, 

ikke har gjort sig den umage at spørge IOM selv. Og IOM er altså den største autoritet 

på det her område. 

Hvis de have spurgt IOM, havde de fået et andet billede af menneskehandel. For det første 

ville de vide, at omfanget er langt mindre. For det andet ville de have været opmærksomme 

på, at betegnelsen menneskehandel dækker over forskellige former for udnyttelse af 

migranter. Menneskehandel forekommer i sexindustrien, men det forekommer også i andre 

brancher. Og når det er muligt at udnytte migranter, er det i langt de fleste tilfælde fordi 

de nærer et brændende ønske om at skabe sig et bedre liv. Langt de fleste er udmærket 

klar over, at de skal være sexarbejdere der, hvor de rejser hen. Men de er nødt til at komme 

uden om den lovgivning, der forhindrer dem i at rejse ind i et rigt land og som i mange tilfælde 

også lægger hindringer i vejen for deres sexarbejde. Så de er nødt til at købe sig 

hjælp, og det er der, de kan komme i klemme. 

Bekæmpelse af sexarbejde mindsker ikke menneskehandel 

I dag er der mange, der blander menneskehandel og sexarbejde og det er forkert. Man kan 

ikke bekæmpe menneskehandel ved at bekæmpe sexarbejde. Det giver bare endnu flere 

restriktioner, som gør bagmænd - og bagkvinder - endnu mere nødvendige. Men omvendt 

kan man godt bekæmpe menneskehandel ved at give sexarbejdere flere rettigheder. Det vil 

gøre det nemmere for vores kolleger fra udlandet at handle på egen hånd, og det vil gøre 

det nemmere for dem at søge politiets og domstolenes beskyttelse, hvis der alligevel er 

nogle, der prøver at tjene penge på deres sårbarhed. Det er en simpel sammenhæng, som 

vi i SIO vil blive ved med at gøre politikerne opmærksomme på, så de kan forholde sig til 

konkret viden i stedet for agitation fra organisationer, der ønsker forbud. Politikerne er nødt 

til at indse, at de ikke kan bekæmpe sexarbejde og menneskehandel i samme omgang. De 

må vælge, om de vil bekæmpe det ene eller andet efter vores opfattelse. 

I SIO ser vi det i det hele taget som vores opgave at stoppe videnstømningen. Det er ikke 

nogen nem opgave. Der er stærke kræfter, der arbejder for en kriminalisering. Men 

omvendt ved jeg, at der er mange, der arbejder for det samme som os. Ikke nødvendigvis 

på samme baggrund som os, men fordi de, ligesom os, ærgrer sig over niveauet i debatten. 

På konferencen i Stockholm var det en stor glæde for mig at høre en lang række nordiske 

forskere, der havde sat sig ind i sexarbejde og menneskehandel, og som vidste, at 

det var to forskellige ting. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle skrive det her. Men det var i 

25 



26 



Stockholm, i Sverige, at politikerne kunne lære noget om sexarbejde. Der blev det fremstillet 

på en måde, som jeg kunne genkende fra min hverdag. Og det er den tilgang, vi mangler 

i den danske debat.

Bekæmpelse af fattigdom er nøglen 

til bekæmpelse af menneskehandel 

Ulla Tørnæs, 

udviklingsminister (V) 

På mine rejser i udviklingslandene har jeg set, hvilke barske - og ofte umenneskelige 

- vilkår, mange kvinder lever under. Vilkårene er mange steder ekstrem fattigdom, 

som er en medvirkende årsag til, at handlen med mennesker florerer. Her har vi et klart 

ansvar for at være med til at give kvinderne en bedre og mere produktiv tilværelse. 

Gennem den danske bistand - med dens fattigdomsbekæmpelse, beskæftigelsesfremme og 

støtte til økonomisk vækst - er vi med til at løse det grundlæggende problem bag menneskehandel: 

Fattigdom. 

Bekæmpelse af menneskehandel prioriteres i Danmark 

Bekæmpelse af handel med mennesker er et indsatsområde for Danmark. Det skal der ikke 

være tvivl om. Det er et problem, der skal tages hånd om både nationalt og internationalt. 

For menneskehandel kender som bekendt ingen grænser. Politisk sætter Danmark bekæmpelse 

af menneskehandel på dagsordenen både bilateralt og i internationale fora. Gennem 

forskellige udviklings- og udenrigspolitiske instrumenter er vi med til at forebygge og 

bekæmpe handel med mennesker. 

FN's Generalforsamling har på sin dagsorden en resolution om bekæmpelse af handel med 

mennesker. Her arbejder Danmark aktivt for, at alle medlemsstater tager problemet alvorligt 

og gør, hvad de kan for at bekæmpe handel med kvinder og piger, og for at bagmændene 

straffes. Og udfordringen er stor. FN har bedt alle sine medlemslande oplyse, hvilken lovgivning 

de har på dette område, og hvordan de i øvrigt søger at bekæmpe menneskehandel. 

Kun 44 lande af FN's medlemslande har svaret. Blandt dem er Danmark. Det betyder 

ikke, at det kun er disse 44 lande, der tager bekæmpelse af menneskehandel seriøst, men 

det antyder, at der er behov for mere fokus på området. 

FN's generalsekretær har for nylig helt rigtigt påpeget, at der er gjort meget både på nationalt, 

regionalt og internationalt niveau for at bekæmpe handel med mennesker, især kvinder 

og piger. Men der er brug for mere. Han anbefaler derfor, at der sker en omfattende 

og koordineret indsats mod menneskehandel og en indsats, der ser på de grundlæggende 

årsager til, at kvinder og piger handles. Det kan vi kun støtte fra dansk side. Økonomisk 

giver Danmark støtte til FN's arbejde for at komme menneskehandel til livs gennem sine 

bidrag til en række FN-organisationer, som aktivt medvirker til at bekæmpe handel med 

mennesker. Det drejer sig om organisationer som UNHCR, UNFPA, UNIFEM og UNICEF, der 

alle står helt centralt i den danske udviklingsbistand. 

Fokus på bagvedliggende årsager til menneskehandel 

Det er en klar dansk prioritet at bidrage til at støtte konkrete projekter, der kan medvirke 

til at forebygge og bremse handel med kvinder. Hertil at det vigtigt, at der gennemføres 

forebyggende indsatser og skabes beskyttede miljøer for børn. Fra dansk side gør vi i høj 

grad, hvad FN's generalsekretær anbefaler. Vi ser på de bagvedliggende årsager til menneskehandel 

og stiller skarpt på spørgsmål som: Hvorfor handles mennesker? Og hvorfor kan 

27 



28 



man lokke kvinder fra Afrika til Europa - hvis de oven i købet ved, at de skal arbejde som 

prostituerede? 

Svaret på spørgsmålene er skræmmende ligetil. Handel med kvinder har ofte alt for gode 

vilkår, hvis mennesker lever i ekstrem fattigdom. Den opstår, hvis kvinderne er presset til 

ad den vej at skaffe sig selv og deres familier et levebrød. Derfor er det vigtigt, at vi er med 

til at skabe et stærkt alternativ. Mit budskab er, at bekæmpelse af handel med mennesker 

også er bekæmpelse af fattigdom og sikring af kvinders rettigheder. Respekt for menneskerettighederne 

og støtte til demokratisering udgør på mange måder den helt grundlæggende 

ramme for Danmarks bidrag til bekæmpelse af menneskehandel. I udviklingsbistanden er 

fremme af respekten for menneskerettigheder og demokratisering på en gang et mål i sig 

selv og et middel til at opnå en bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom. 

Arbejdet for ligestilling og kvinders rettigheder er et tværgående hensyn i dansk udviklingsbistand. 

Regeringen har i sine udviklingspolitiske prioriteter et klart fokus på at styrke kvinders 

rettigheder og deres adgang til ressourcer. I mange udviklingslande er kvinder udsat 

for diskrimination, marginalisering, vold og undertrykkelse, som både krænker deres rettigheder 

og berøver dem muligheden for at bidrage aktivt til egen og samfundets udvikling. 

Derfor er kvinder, og piger, mest udsatte i forhold til at blive ofre for menneskehandel. 

Dansk udviklingsbistand støtter blandt andet gennem Dansk Flygtningehjælp et “Cross 

Border Protection Network”, der dækker Liberia, Guinea, Elfenbenskysten og Sierra Leone. 

Vi har også oprettet en gratis hotline og skabt et midlertidigt opholdssted for ofre i Bolivia 

og gennem Red Barnet forebygger vi handel med børn i Bangladesh. I Cambodia besøgte 

jeg for nogen tid siden et projekt støttet af Folkekirkens Nødhjælp. Der havde jeg lejlighed 

til på tomandshånd at høre nogle af pigerne - ja, jeg siger piger og ikke kvinder, for der var 

tale om teenagepiger - fortælle om, hvordan de var blevet solgt. Det var hjerteskærende. 

Jeg vil ikke opremse alle de indsatser, vi gennemfører med danske bistandskroner. Lad mig 

i stedet understrege den vægt, jeg personligt tillægger indsatsen for kvinders rettigheder. 

Her står retten til at bestemme over egen krop og til at kunne føre en produktiv tilværelse 

centralt. Vigtigheden af en stærk dansk indsats sættes i et skræmmende perspektiv, når 

aviserne for eksempel beretter om stening af en kvinde i Somalia. 

Kvinderne skal have muligheder 

Kodeordet for mig er “empowerment”. Det vil sige, at vi skal medvirke til at give kvinderne 

muligheder, give dem indflydelse, give dem rettigheder. Det var netop kernen i den internationale 

indsats, jeg på vegne af den danske regering har ført i 2008, hvor vi har indhentet 

100 konkrete nye tilsagn for at styrke kvinders vilkår. 

De 100 tilsagn blev indhentet ved at overrække fakler med en simpel udfordring: “Gør noget 

ekstra for kvinders vilkår”. Den sidste fakkel blev overrakt af statsministeren til FN's generalsekretær 

i New York ved et FN-topmøde i slutningen af september 2008. Nu er udfordringen 

fra dansk side at presse på for, at der sættes handling bag de mange fine ord. Det 

gælder bestemt også i forhold til et meget vigtigt emne som menneskehandel og prostitution.

Det handler om menneskesyn 

og menneskerettigheder 

Yildiz Akdogan, 

medlem af Folketinget (S) 

Før i tiden kunne man købe slaver inden for det danske riges grænser. Det kan man 

stadigvæk - det er bare blevet meget billigere. I de øvrige nordiske lande har man 

nu lovgivet for at standse den afskyelige menneskehandel, der finder sted - fortrinsvis på 

sexmarkedet. Og lovgivningen har efter alt at dømme virket. 

FN definerer menneskehandel eller trafficking som: “Alle handlinger, som har at gøre med 

hvervning eller transport af personer inden for et lands grænser eller over grænserne, og 

hvor man anvender manipulation og tvang med det formål at udsætte mennesker for overgreb 

eller udnyttelse”. Menneskehandelens bagmænd spinder guld på andre menneskers 

fattigdom - kun handelen med narkotika og våben er bedre forretninger på verdensplan. 

Vesten ved udmærket, at menneskehandel er et resultat af fattigdom og har vedtaget, at 

handel med mennesker er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne. Alligevel har vi 

i den rige verden tilladt udviklingen af et marked, hvor man kan købe seksuelle ydelser af et 

andet menneske, som måske og måske ikke er et offer for menneskehandel. 

Det er klart, at afskyen hos almindelige borgere er stor, når emnet er til debat, og talen 

konkret drejer sig om at købe sex af en kvinde, som under tvang og trusler fra en alfons 

står til rådighed, men uenigheden melder sig, når vi begynder at diskutere det “almindelige 

køb” af en af de ca. 6.000 prostituerede, der er i Danmark. Det er jo som bekendt ikke 

alle prostituerede, der er ofre for menneskehandel - men handlede, det er de. Det er det, 

de lever af: At sælge seksuelle ydelser. Ifølge undersøgelser er køberen som regel en ganske 

almindelig middelklassemand - en far, en kæreste, en søn med fast job og en god indtægt. 

De mere eller mindre frivilligt prostituerede er som sagt i overtal i Danmark, men 

faren for, at Danmark bliver et fristed for menneskehandlerne, nu da kontrollen øges i vore 

nabolande, er overhængende. Derfor er vi nødt til at forholde os til problemet igen: Skal vi 

forbyde køb af sex for at ødelægge et marked, hvor kyniske menneskehandlere bevæger sig 

som rovfisk i vandet, eller skal vi lade stå til og lytte til de “frivillige” prostituerede, som 

hævder, at et forbud vil være en krænkelse af deres rettigheder? 

Lykkelig luder en skrøne 

De personer, der insisterer på at betragte prostitution som et almindeligt arbejde og en 

samfundsnyttig gerning, har været med til at forme begrebet “den lykkelige luder”. Jeg har 

deltaget i en række konferencer, der har behandlet emnet, læst undersøgelser og senest 

deltaget i en studietur med socialudvalget til Sverige. Formålet var bl.a. at se, hvordan den 

svenske lovgivning fungerer. Vores konklusion er klar: Begrebet den lykkelige luder er en 

skrøne. Mange kvinder i prostitution har det skidt. De lider af en lang række af psykiske 

lidelser. Blandt andet peger nogle undersøgelser på, at 60 - 70 pct. lider af posttraumatisk 

stress, og en meget stor andel af dem, der arbejder i sexindustrien, har været udsat 

for psykiske og fysiske overgreb i barndommen. Andre undersøgelser viser, at 64 pct. af de 

prostituerede er blevet voldtaget af køberne, og 58 pct. har oplevet det mere end fem 

gange. I øvrigt anmeldes mange voldtægter af prostituerede ikke, eftersom det i miljøet er 

29 



30 



lavstatus at blive voldtaget. I Sverige har man, siden sexkøbsloven blev vedtaget i 1999, 

oplevet en stigning i anmeldelser af voldtægt, fordi der er flere overgreb, der nu karakteriseres 

som voldtægt. Det har fået overgrebene frem i lyset i modsætning til herhjemme, 

hvor der er mange mørketal. 

På trods af de dokumenterede fysiske og psykiske konsekvenser, som prostitution har for 

mange i miljøet, er der prostituerede, der mener, at det er et overgreb i forhold til den personlige 

frihed at forbyde køb af sex. Det argument skal man selvfølgelig tage alvorligt; de 

prostituerede fortjener at blive hørt. Alligevel mener jeg, at et forbud mod sexkøb er vejen 

frem mod en bedre tilværelse for de kvinder, der er havnet i prostitution. Argumentet om, 

at det er et indgreb i den personlige frihed, har nemlig ikke naturlig forrang, selvom det er 

sandt. I Danmark vil vi heller ikke tillade, at folk kan sælge deres organer, eller at frugtbare 

kvinder kan udleje deres livmoder til sterile. Disse ting anser vi for at være så uetiske, 

at vi tillader os at lade et forbud stå over retten til egen krop og den personlige frihed. Et 

forbud mod køb af seksuelle ydelser vil efter vores mening være den eneste måde, hvorpå 

vi kan prøve at standse de menneskehandlere, der opnår modbydelige gevinster ved at 

anvende kvinder, mænd og børn som slaver. 

Handles som vare 

Alle er enige om, at trafficking bør være forbudt, men nogle mener, at vi med et generelt 

forbud mod køb af seksuelle ydelser går for langt, og at forbudet kun bør gælde for køb af 

sex hos ofrene for menneskehandel. Men det vil give markante problemer. Først og fremmest 

er det vanskeligt at håndhæve og straffe overtrædelsen. Det kræver nemlig, at hr. 

Jensen vidste eller burde have vidst, at den villige pige fra Østeuropa i virkeligheden var 

under tvang. At denne form for lovgivning er ineffektiv belyses ved at se på, hvor mange 

mænd, der er blevet dømt for køb af sex med såkaldt tvangsprostituerede kvinder, hvilket 

er omfattet af straffeloven. Tallet er: 0. 

Hvor mange personer opholder sig i Danmark, som med rette kan siges at være ofre for 

menneskehandel? Det er ikke let at finde ud af. Ifølge Rigspolitiet antog man i 2006, at der 

var ca. 2.500 udenlandske prostituerede i Danmark. Hvorvidt de var ofre for menneskehandel 

eller ej kommer an på, hvad man lægger til grund for at være handlet. Rigspolitiet vurderede 

i 2006, at: Hovedparten af de udenlandske prostituerede i varierende omfang 

får hjælp til rejsen til Danmark. De udenlandske kvinder betaler ofte store beløb for 

transporten til Danmark, og gælden afdrages gennem prostitution. Og videre: De 

udenlandske prostituerede må ofte udføre seksuelle ydelser i et omfang og af en 

karakter, som de ikke har ønsket, og bagmændene vil hyppigt foretage ændringer i 

de oprindeligt aftalte vilkår, ligesom kvinderne i visse tilfælde udveksles mellem bagmænd 

i Danmark og i nabolandene. Nogle kvinder fratages ligeledes opsparede 

penge, når de forlader Danmark (“Rigspolitiets strategi for en styrket politimæssig indsats 

mod prostitutionens bagmænd”. 29. Sept. 2006). Her tegnes et billede af et meget 

stort antal prostituerede, der opholder sig i Danmark uden indflydelse på eget liv og egne 

muligheder. Hvis ikke vi som samfund reagerer på dette, overtræder vi den protokol om 

trafficking, vi har underskrevet i Europarådet, og som hviler på FN's erklæring om menneskerettigheder.

Forbud giver holdningsændring 

Der er mange modeller og tilgange til tacklingen af sexkøb: Den svenske model, den norske, 

den finske, den italienske osv. Hvad med Danmark, skal vi vente eller agere nu? 

Socialarbejdere, der arbejder med handlede kvinder, peger på nødvendigheden af et lovforbud. 

Undersøgelser viser, at jo tidligere en ung mand går til en prostitueret, desto større 

er tendensen til, at han fortsætter med det. Det vil forekomme ham normalt at købe sex. 

Omvendt viser undersøgelser fra Sverige, at den yngre generation fået en anden opfattelse 

af situationen efter sexkøbslovens vedtagelse i 1999. Det er hverken ok eller sejt at gå 

til en prostitueret. Vigtigt er det at bemærke, at der sker en holdningsændring blandt den 

yngre generation af mænd, og dermed udvikles der et helt andet syn på kvinden. 

At forbyde køb af sex er hverken nypuritansk eller snerpet. Det handler ganske simpelt om 

en modvilje mod at lade stå til og passivt se på, at kriminelle organisationer gør Danmark 

til deres legeplads. Ligesom vi gerne vil bekæmpe uligheden, den sociale uretfærdighed og 

udnyttelse af andre mennesker på alle måder. 

Et velfærdssamfund som det danske kan ikke være andet bekendt 

Vi må og skal ødelægge det marked, som slavehandlerne opererer på, og den eneste vej 

frem, er at indføre et forbud mod køb af seksuelle ydelser. Herigennem kan vi skabe den 

holdning, at det er kulturelt uacceptabelt at købe sex. Diskussionen herom er vel en af de 

vigtigste i øjeblikket. Den handler om danskernes menneskesyn, og den handler om at 

beskytte menneskerettighederne for de fattigste af denne verdens indbyggere. Fattigdom 

og trafficking er to sider af samme sørgelige historie. Danmark forbød slavehandel i 1803 

- måske er det på tide at give loven et serviceeftersyn!? 

*) Teksten er medforfattet af Lene Hansen, MF (S) 

31 



32 



Mere grænsekontrol vil dæmme 

op for menneskehandel 

Marlene Harpsøe, 

medlem af Folketinget (DF) 

Globaliseringen er et fænomen, som mange per automatik stiller sig positive over 

for. Jeg kan godt forstå fascinationen af en verden uden grænser og barrierer, men 

som medlem af Folketingets retsudvalg og ditto ligestillingsudvalg, oplever jeg dagligt skyggesiden 

af globaliseringen. I skrivende stund er en håndfuld rumænere blevet anholdt for et 

bestialsk hjemmerøveri, der udartede sig til drab. Fraværet af en grænse til fattigere og 

mindre udviklede områder gør, at der kommer mennesker til Danmark, som står uforstående 

over for vores åbne, tillidsfulde og ikke særligt sikkerhedsprægede samfund. For nogle 

er fristelsen til at misbruge vores system ganske enkelt alt for stor. 

Handel med kvinder er en af de store udfordringer, det grænseløse Europa byder på. I tidligere 

tider ville politi og myndigheder langt nemmere kunne afvise menneskesmuglere ved 

grænsen og derved forhindre udenlandske såvel som danske kriminelle bagmænd i at udnytte 

ekstremt sårbare kvinder fra den tredje verden, der tvinges eller presses til at sælge 

deres krop. Jeg kan ikke stærkt nok tage afstand fra menneskehandel, herunder handel med 

sårbare kvinder fra den tredje verden. 

Løsningen er ikke åbne grænser 

Løsningen på problemet med menneskehandel ligger i mine øjne lige for, og mit parti er 

såmænd også det eneste i Folketinget, der har et reelt bud på en løsning. Vi ønsker at 

genindføre grænsekontrollen og opruste grænsepolitiet. Endvidere ønsker vi at stille større 

krav til ophold i landet, herunder dokumentation for, at man er her på reelle og legale vilkår. 

Det er i dag reelt ikke muligt at regulere indvandringen til Danmark. Grunden er EU's i mine 

øjne dybt uansvarlige indvandringsregime, som gør, at enhver med ophold i Unionen kan 

gifte sig på skrømt og få handlede kvinder herop på rekordtid. Det er bare et af de mange 

smuthuller, som det porøse EU system hver dag udvider. Dom efter dom ved EF-Domstolen 

underminerer den danske suverænitet og derved vores mulighed for at regulere menneskesmugling 

og handel med kvinder. 

Mange gode kræfter, som af et godt hjerte og oprigtig bekymring for de stakkels kvinder, 

der bliver handlet, foreslår diverse amnestiordninger for disse kvinder. Ideen er sympatisk, 

men også yderst problematisk. Det er problematisk at give amnesti, fordi en sådan ordning 

altid, desværre, vil øge incitamentet til at smugle kvinder hertil med det for øje at sikre kvinden 

amnesti. Efterfølgende har vi ingen garantier for, at kvinderne ikke fortsætter i prostitution 

i Danmark. 

Det er således min holdning, at vi ikke kan løse problemerne i den tredje verden ved at åbne 

vores grænser for de mange problemer, der florerer der. Tværtimod ser vi dagligt de negative 

konsekvenser af tidligere tiders naive tro på, at åbne grænser var vejen frem. Vi ser 

det i form af indvandrerbandernes uhæmmede hærgen i de danske gader og stræder. 

Hårdere straffe for menneskesmugling, bedre grænsekontrol og et socialt efterværn, der 

kan hjælpe smuglede kvinder tilbage til deres børn og familie, gerne med penge til at star-

te en ny tilværelse i deres oprindelsesland, er for mig at se recepten på at begrænse problemet 

med handlede kvinder. Jeg er derfor klar med støtte til projekter, der kan dæmme 

op for misbruget af kvinder her såvel som i den tredje verden. 

33 



34 



Det handler om mennesker 

Linda Kristiansen, 

kandidat til Folketinget (RV) 

Sjældent er et område omgærdet af så mange fordomme og myter som prostitutionsområdet. 

Personlige holdninger til seksualitet, følelser, moral og intimitet bruges 

ofte som referenceramme og overføres på andre i mangel på forståelse og accept. 

To yderpositioner - for eller imod prostitution - gør sig gældende i debatten og kan gøre det 

svært for nuancerede holdninger at få ørenlyd. I forsøget på at overbevise modparten skabes 

der ofte skræmmebilleder og diskussionen foregår sjældent på et kvalificeret grundlag 

ud og med formålet at finde løsninger. Naturligvis skal vi lytte til yderpunkterne, men vi skal 

huske at forholde os kritisk til information herfra og tilføje nuancer. 

Ofte glemmes at prostitution faktisk handler om mennesker af kød og blod, hvis hverdag er 

stærkt præget af tonen i debatten. Det resulterer i at de debatten handler om ikke kan genkende 

sig selv og sexarbejderne bliver således gidsler i en debat, som de ikke selv er en del 

af, og som ikke tager hensyn til forskelligheden i deres behov. 

Sexarbejderne skal inddrages 

Hvis debatten skal blive mere kvalificeret skal vi først og fremmest lade sexarbejderne 

komme til orde ved at inddrage dem i relevante sammenhænge, og ikke mindst skal vi være 

præcise om, hvem vi taler om, når vi debatterer. Det er eksempelvis almindeligt at blande 

ofre for trafficking sammen med udenlandske kvinder, som helt bevidst er rejst hertil f.eks. 

Danmark med henblik på prostitution. Det er også meget almindeligt at blande ressourcestærke, 

frivilligt prostituerede sammen med de mere ressourcesvage gadeprostituerede, 

hvis hverdag er præget af meget forskelligartede problemer, og som måske kun har valgt 

prostitution som en allersidste udvej. Vi skal være bedre til at skelne de enkelte grupper og 

være bevidste om, at de er lige så forskellige individer som alle andre i dette samfund. Og 

at de alle har rettigheder. 

Antallet af udenlandske kvinder i prostitutionsfaget udgør ca. 2.500. Politiet i Danmark 

skønner, at op mod fem pct. - altså op mod 125 mennesker - er handlede kvinder, altså 

såkaldte ofre for trafficking (se f.eks. www.politi.dk: “Kvindehandel og rufferi” 010608). Alle 

er enige om, at det er fuldstændig uacceptabelt, at der finder menneskehandel sted uanset 

omfanget. Det skal der sættes en effektiv stopper for og slås hårdt ned på. Jeg mener, 

at vi skal give de handlede kvinder, som er beviseligt handlede, mulighed for opholdstilladelse. 

Som lovgivningen fungerer i dag, sendes ofrene ofte tilbage til bagmændene i hjemlandet, 

som så igen kan sælge kvinderne videre. 

Jeg håber, at Danmark vil lade sig inspirere af den belgiske lovgivning. Den går i hovedtræk 

ud på følgende: 

• Ofre for trafficking tilbydes i første omgang krisehjælp og bliver orienteret om deres rettigheder. 

I specialiserede centre tilbydes de psykologisk støtte og hjælp samt medicinsk 

behandling. 

• Ved samarbejde med politiet om at afsløre bagmændene udløses en opholdstilladelse på

tre måneder, og ofret bliver tilbudt en midlertidig arbejdstilladelse. 

• Hvis bagmanden bliver afsløret og dømt, og en række andre forhold er på plads, kan der 

udstedes en permanent opholdstilladelse. I andre tilfælde kan opholdstilladelsen forlænges 

for et halvt år ad gangen. 

• I Belgien forstærker lovgivningen beskyttelsen mod “bolighajer”. Lovgivningen opfatter 

ikke bolighajer som menneskehandlere, men det er ulovligt at udnytte en persons sårbare 

position til at kræve ågerpriser for udlejning eller ved salg af bolig. 

For resten af de udenlandske kvinders vedkommende er der ikke tale om, at de er ofre for 

trafficking - og billedet af prostitution som et socialt problem er heller ikke noget, der kan 

genkendes i alle lande (“Genders & Sexualities in Modern Thailand 2004”, Silkworm Books, 

1999). Det er vigtigt at holde for øje, fordi det er afgørende for en målrettet hjælp til dem, 

som har brug for det. Og samtidig skal vi også huske, at selvom man ikke er tvunget traffickingoffer, 

men er her af egen vilje og med et ønske om at tjene penge på sex, kan et større 

antal sexarbejdere alligevel være i knibe med bagmænd, dårlige arbejdsvilkår, og med at 

skulle skjule sig for myndighederne for ikke at risikere hjemsendelse osv. Dem skal vi også 

blive bedre til at hjælpe. 

Prostituerede udgør en sammensat gruppe 

Prostitution kan for nogle personer være en løsning på et problem. Problemet kunne f.eks. 

være heroinafhængighed eller fattigdom i hjemlandet. Det er problemer, som vil forblive 

relevante langt ud i fremtiden og derfor er det først og fremmest de mest udsatte prostituerede, 

der kommer til at betale prisen for et forbud. Hvis vi ønsker at hjælpe, så handler 

det for udenlandske prostituerede om, at vi gør mere for at afskaffe fattigdom. Vi skal have 

øget ulandsbistanden og gjort mere for kvinders vilkår rundt i verdenen. Herhjemme 

skal vi sætte ind med flere sociale tilbud, etablere netværk og skabe tillid, tryghed og tolerance. 

Resten af de ca. 6.000 prostituerede, der skønnes at være i Danmark (Nell Rasmussen: 

“Prostitution i Danmark”, Socialministeriet, 2007), er ligeledes en meget sammensat gruppe 

med forskellige behov. Det er uden for enhver tvivl, at en del af dem har behov for reelle 

og varige alternativer til det liv, de har. På den anden side må vi også erkende, at en stor 

del af de prostituerede har foretaget et frit valg blandt flere alternativer. 

Deres behov er snarere end hjælp at få anerkendt deres valg og undgå stigmatisering. En 

løsning for dem vil være, at prostitution bliver afkriminaliseret - erhvervet skal anerkendes, 

og der skal sikres ordnede forhold med adgang til ikke-moraliserende rådgivning, læge, 

sundhedspersonale osv. Når vi skal acceptere deres valg, hvor uforståeligt det end kan 

være for nogle, hænger det sammen med et helt elementært menneskesyn. Vi må som 

udgangspunkt tro på, at voksne, myndige mennesker kan træffe egne valg. Ethvert valg bygger 

på den enkeltes baggrund og aktuelle situation. Hvad der for én er et oplagt valg, kan 

for en anden være helt uforståeligt. Ingen kan stille sig til moralsk dommer over for den 

enkeltes valg. Hvad vi kan gøre, er at skabe mulighed for at fortryde et valg. 

Mange sexarbejdere giver udtryk for, at deres største problem ofte er den umyndiggørelse, 

som de mødes med fra de grupper, som tror, de ved, hvordan andres liv skal leves. De 

oplever, at deres valg ikke bliver accepteret, men underkendt og negligeret. Når det er sagt, 

skal der på den anden side ikke være tvivl om, at samfundet skal gøre alt, hvad der står i 

35 



36 



dets magt for at hjælpe dem, som har problemer eller har behov for hjælp. Vidensniveauet 

skal højnes, så de, som vælger prostitution, ved, hvad de går ind til, og så skal det være 

lettere at få hjælp til at komme ud af erhvervet igen. Det kan f.eks. ske gennem neutrale 

mødesteder, hvor psykologer og socialrådgivere får til opgave at hjælpe dem, der ønsker 

det, over i alternative fag. Det er vigtigt, at disse steder bakkes op af Sexarbejdernes 

Interesse Organisation (SIO). 

Tag ved lære af New Zealand 

Både i Tyskland og Holland har man forsøgt sig med legalisering, men sociale og faglige tiltag 

til at understøtte legalisering savnes. Tyskland og Holland har altså ikke helt fået løst 

de problemer, der kan følge i kølvandet på den svage del af prostitutionen med illegal 

arbejdskraft, stofmisbrug, stress og skatteunddragelse. 

En del af de problemer har New Zealand derimod løst forbilledligt. Det er sket ved at indgå 

et tæt samarbejde mellem staten og sexarbejderne selv. Sidstnævnte er organiserede i 

NZPC, som er det newzealandske modstykke til SIO. Prostitution blev afkriminaliseret og 

ligestillet med alle andre erhverv. Samtidig lavede man en licensordning for administratorer 

eller “bagmænd”, der for at få tilladelse til at drive bordel, skal sørge for gode arbejdsforhold, 

gode sanitære og sikkerhedsmæssige forhold, og på klinikkerne synligt videreformidle 

rådgivnings- og informationsmateriale til både sexarbejdere og kunder. 

Inspektion af bordellerne fra myndighederne varetages af, hvad der her i Danmark svarer 

til Arbejdstilsynet. Licensen skal fornyes årligt, og en administrator må ikke tidligere være 

dømt for en række forudbestemte lovovertrædelser, som for eksempel vold, narkokriminalitet 

eller hvidvaskning af penge. Ved licensordningen har man skabt et stærkt præventivt 

værktøj mod bagmænds udnyttelse af sexarbejderne. Bagmændene er således selv med til 

at rydde op i branchen. 

NZPC har afdelinger rundt i hele New Zealand som bl.a. fungerer som rådgivningscentre, 

væresteder, sundhedsklinikker mm., afhængigt af behovet på stedet. Nogle af NZPC's services 

købes af Sundhedsministeriet, heriblandt rådgivning om sundhed, sikkerhed, rettigheder 

og muligheder - også for at forlade branchen. De involverede er tilfredse med loven, der 

har åbnet op for et tættere samarbejde mellem prostituerede og politi. De meget grundige 

og omfattende rapporter om modellen konkluderer blandt andet at: 

• Sexarbejdernes sundhed og sikkerhed er blevet bedre siden afkriminaliseringen. 

• Antallet af prostituerede er ikke steget (hvilket nogle kritikere forudså, at den ville) i 

modsætning til mange andre lande, hvor prostitutionens omfang er steget. 

• Problemer med vold er mindsket. 

• Sexarbejdernes arbejdsforhold er blevet lidt bedre, men kravene til arbejdsstederne skal 

skærpes, samt kontrollen med disse. 

• Sexarbejderne er mindre i kontakt med alfonser og kriminelle miljøer. 

• Sexarbejderne føler, at deres retssikkerhed er øget, og de har i dag nemmere ved at 

afvise en kunde. 

Ved at inddrage de prostituerede selv har den newzealandske stat formået at etablere et 

godt, ligeværdigt og sundt samarbejde, der i høj grad er skadesreducerende.

Forbud forstærker problemerne 

På grund af den meget sammensatte og uhomogene gruppe af prostituerede giver det 

ingen mening, at prostitution i Danmark er defineret som et socialt problem. Den definition 

forhindrer målrettet hjælp til de udsatte grupper, fordi den på forhånd har stemplet dem 

som et problem. De prostituerede oplever meget ofte, at myndigheder, organisationer og 

andre, som i udgangspunktet vil det bedste for dem, er fordomsfulde og ikke møder dem 

ligeværdigt. Det forhindrer prostituerede i at opsøge den hjælp, som de kan have behov for. 

Det vil yderligere blive forstærket, hvis der indføres et forbud mod køb af seksuelle ydelser 

som visse grupper i debatten foreslår. 

Forbudstilhængerne taler ofte for et forbud med det argument, at et forbud vil sende et 

signal om, at køb af seksuelle ydelser ikke er acceptabelt. Jeg synes ikke, det er acceptabelt, 

at man som politiker mener, det er vigtigt at sende et signal, når signalet - som i dette 

tilfælde - har konsekvenser, der reelt besværliggør hjælpen til en udsat gruppe. Det her 

handler ikke om signaler - det handler om mennesker. Så lad os komme væk fra spørgsmålet 

om et forbud og hen mod spørgsmålet om, hvordan vi bedst muligt hjælper, der hvor 

der er behov. At være imod et forbud er ikke det samme som at acceptere situationen, som 

den er i dag. Det er netop for at komme videre, at vi ikke skal have et forbud mod køb af 

seksuelle ydelser. Vi skal blive bedre til at lytte til de behov for hjælp, som de prostituerede 

giver udtryk for, og vi skal blive bedre til at imødekomme de prostituerede fordomsfrit 

og som enkeltindivider. Vi skal kort sagt øge den sociale indsats. Og det gør vi bedst uden 

et forbud. 

I Sverige har de i snart ti år haft et forbud mod køb af seksuelle ydelser. Den seneste evaluering 

fra den svenske socialstyrelse viser, at antallet af prostituerede ikke er faldet, og at 

det socialt opsøgende hjælpearbejde er besværliggjort (www.socialstyrelsen.se: 

“Kännedom om prostitution 2007”). Efterspørgslen ser ikke ud til at være faldet, og der findes 

ikke tegn på, at ti års sexkøbsforbud har gjort, at handlen i større grad er flyttet til 

Danmark. Svenske politifolk udtaler, at antallet af traffickingofre efter alt at dømme er vokset 

(www.guardian.co.uk: “How making the customers the criminals cut street prostitution”, 

050108). Og de prostituerede udtaler selv at de føler sig mere stigmatiserede og 

udsatte (www.sans.nu/konsekvenser.htm). Prostitutionsmiljøet er mørklagt, og prostitution 

foregår under ukontrollerbare former, hvor forskellige typer misbrug af de prostituerede 

ofte gør sig gældende (www.salli.org: “Talk delivered at Beijing Plus Ten meetings on the 

Swedish model”). 

Det er naivt at tro, at prostitution forsvinder ved et forbud. Forbud hjælper ikke de svage 

og udsatte. For mig at se tyder det på, at et forbud øger sociale problemer i stedet for at 

afhjælpe dem, til trods for at de svenske myndigheder samtidig med forbuddet øgede det 

sociale hjælpearbejde. Det tyder på, at det sociale hjælpearbejde i Danmark vil blive amputeret, 

hvis vi samtidig indfører et forbud mod sexkøb. Det danske politi er af den opfattelse, 

at et forbud vil gøre det vanskeligere at opsøge de prostituerede i miljøet, fordi de prostituerede 

vil være nødt til at flytte fra synligheden på gaden til skjulte lejligheder og baggårde, 

hvor politiet ikke kan finde dem og deres kunder (se f.eks. www.metroxpress.dk: 

“Prostituerede advarer mod forbud i Danmark”, 191108). Frem for et forbud, som forværrer 

situationen, ønsker jeg fordomsfrit opsøgende arbejde og målrettet hjælp til dem, som 

har behov, samt en fuldstændig afkriminalisering af prostitution. Jo mere prostitutionsområdet 

kom-mer frem i lyset, jo bedre for de udsatte. 

37 



38 



Jo før debatten om prostitution bliver nuanceret og fordomsfri, desto hurtigere kan der 

findes brugbare løsninger på de problemer, der åbenlyst er for alle parter i miljøet. Som 

jeg har argumenteret for, er de behov, de enkelte grupper har, vidt forskellige. Lad os lære 

af de erfaringer, man har gjort sig i andre lande, og lad os så skrue ordninger sammen, 

som passer til de danske forhold.

Menneskehandel er et humanitært 

og samfundsmæssigt problem 

Line Barfod, 

medlem af Folketinget (Enh) 

Menneskehandel er vor tids slaveri. Det er bagsiden af globaliseringen. Alt kan købes 

og sælges - også mennesker. Varer skal produceres så billigt som muligt uden hensyn 

til, hvad det koster de mennesker, der bliver ødelagt af arbejdet. Og vi oplever nu, at 

både voksne og børn tvinges til tiggeri og lommetyverier. Oliver Twist er genopstået. 

Som om det ikke er nok, så handles der også mennesker til sex. Ifølge regeringens egne tal 

må der foregå mindst 250 voldtægter om dagen i Danmark. Regeringen vurderer, at der 

er ca. 2.500 udenlandske prostituerede i Danmark, og at ca. 250 af dem er ofre for menneskehandel. 

Selvom de ikke alle er her hele året, så har de normalt mere end én kunde om 

dagen. Og selvom kunderne ofte ikke vil kunne dømmes for voldtægt, så er det set fra kvindens 

side en voldtægt, når hun er tvunget til at have sex. 

Hvis der var tale om heste, der blev misbrugt, så ville det være i alle medier, og der ville 

være ministerstorm. Men nu er det udenlandske kvinder, så det kommer sjældent i medierne. 

Derfor er vi nødt til at se en stor indsats fra både politikere og de organisationer, der 

arbejder mod menneskehandel. 

Ofrene skal hjælpes - rigtigt 

Der er stort behov for langt mere oplysningsarbejde om, at der findes menneskehandel i 

Danmark, og hvad der kan gøres imod det. Rigtig mange mennesker tror, at slavehandel 

blev afskaffet for snart 200 år siden, og at slaver er nogen, der går rundt i lænker. Men 

slaveri kan se ud på mange måder. Gamle dages slaver slæbte heller ikke rundt på lænker, 

hverken hvis de arbejdede med rengøring, servering eller med markarbejde. Det afgørende 

for, om man er slave/offer for menneskehandel, er, om man bliver groft udnyttet under trusler 

om vold og ulovlig tvang. Enten mod offeret selv eller familien. Så det kan sagtens være 

at kvinden går “frit” på gaden og sælger sex. Men hun har ikke noget pas, og nogen gange 

aner hun ikke, hvor i verden hun er. Og måske er hun blevet truet med at hendes barn eller 

mor i hjemlandet vil blive slået - måske endda slået ihjel - hvis ikke hun kommer tilbage hver 

dag med penge til bagmændene. 

Det allervigtigste er, at vi begynder for alvor at hjælpe ofrene. Vi skal først og fremmest 

lade være med at betragte de handlede kvinder som kriminelle og sætte dem i fængsel og 

udvise dem. De er ofre for en modbydelig forbrydelse: Menneskerettighedskrænkelse. 

Fjenden er bagmændene - ikke kvinderne. 

Hvis vi virkelig vil hjælpe kvinderne, bliver vi nødt til at prøve at forstå dem. Det er kvinder, 

der har drømme, som ligner vores: De ønsker et godt liv, og de vil hjælpe deres familie og 

eventuelle børn i hjemlandet. Det nytter ikke noget, at vi tilbyder dem 100 dages ophold i 

Danmark for derefter at sætte dem på et fly tilbage til hjemlandet. Tilbage til bagmændene 

og tilbage til fattigdommen, nu med et stort prostitutionsstempel i panden. Hvis vi vil 

have kvinderne til at vise de danske myndigheder tillid, så nytter det ikke noget at lade trus- 

39 



40 



len om hjemsendelse hænge over hovedet på dem. Opholdstilladelse til ofre for menneskehandel 

er ikke for meget at bede om. 

Brug for flere muligheder i hjemlandet 

Hvis vi åbner mulighed for, at ofre for menneskehandel kan få opholdstilladelse i Danmark, 

så kan de komme i gang med uddannelse og arbejde, samtidig med at de fysisk og psykisk 

kommer sig over de skader, de måtte have fået. De kan også tjene nogle penge, som de 

kan sende tilbage til deres familie. Det allerbedste vil være, hvis vi kan få en række 

erhvervsorganisationer og virksomheder til at gå med i arbejdet, så ofrene f.eks. kan få en 

brugbar uddannelse i hotel-, IT- eller restaurationsbranchen, der kan bruges, når de kommer 

tilbage til deres hjemland. Samtidig vil de så også komme tilbage med en historie om 

uddannelse og arbejde. Hvilket giver nogle helt andre muligheder end hvis de kommer tilbage 

og fortæller, at de har været i prostitution. 

Der må også være et mål om at få etableret arbejdspladser i de lande, hvor der kommer 

mange ofre fra. De kan f.eks. etableres i samarbejde med nogle af de mange organisationer, 

der allerede arbejder i områderne. Her skal der både arbejde ofre for menneskehandel 

og andre, så man ikke kan pege dem ud og sige, at hvis du arbejder i det projekt, så har 

du været i prostitution. På længere sigt kan de ekstra arbejdsplader forhåbentlig også give 

mulighed for arbejde i hjemlandet, så de mennesker, der ellers kunne være i farezonen, slet 

ikke kommer ud i den desperation, der lokker mange til at rejse til andre lande og får forældre 

til at sælge deres børn. For det er fattigdommen og den store ulighed, der er selve 

roden til, at der findes menneskehandel. 

Hvis vi for alvor hjælper ofrene, så vil de forhåbentlig også begynde at få lidt tillid til myndighederne, 

opdage at der findes politi, der ikke slår og voldtager, og så hjælpe med at fortælle 

om, hvad de har været udsat for. Det kan føre til, at politiet kan begynde at efterforske 

sagerne og i samarbejde med politi i andre lande få retsforfulgt og straffet bagmændene. 

Vi skal diskutere baggrunden for efterspørgslen 

Der er behov for at politi og andre myndigheder, især SKAT, sætter langt flere ressourcer 

ind mod bagmændene. Politiet er gået i gang med at arbejde mere koncentreret med området. 

Men det er vigtigt, at det politiske pres, vi lægger på politiet for at prioritere området, 

ikke bare resulterer i, at der gennemføres en razzia hver måned, hvor udenlandske kvinder 

i prostitution anholdes og sendes ud af landet. Det der er brug for er især en analytisk 

tilgang, hvor man følger pengestrømme, ser på, hvem der medvirker ved at udleje lokaler, 

ved at hvidvaske pengene osv. Så det ikke kun er dem i det yderste led, der rammes af politiet, 

men også de pæne mænd bagved. 

For et par år siden stillede vi en række spørgsmål i Folketinget om en sexbiograf i 

Istedgade. Samtidig skrev dygtige journalister om sagen og fik afdækket, at en af ejerne var 

en belgisk forretningsmand og ridder. Det begyndte de belgiske medier også at skrive om, 

så forretningsmanden blev nødt til at sælge sin andel af det danske firma, fordi han ikke 

kunne holde til den medieomtale. Den holdningsændring har vi behov for også at få i 

Danmark.

Vi bliver også nødt til at diskutere efterspørgslen. Hvad er det, der gør, at så mange køber 

sex? Og især: Hvad skal der til for, at de hører op med det? Hvordan får vi rejst en debat 

om seksualitet og en mere fri holdning til sex? Så man ikke behøver at købe sig frem, hvis 

man bare vil have sex en enkelt nat og ikke noget tættere forhold. Eller så man får overskud 

til at få et godt sexliv med den partner, man har, og bruger tid og penge på det forhold 

i stedet for at købe sig til sex ude i byen. 

Enhedslisten har fremsat et forslag i Folketinget om en dansk model for prostitutionspolitik, 

hvor vi både kommer med forslag til at ændre holdningen til at købe sex, herunder oplysningskampagner, 

undervisning, behandlingstilbud mv. Forslag om at fjerne fattigdom og give 

gode sociale tilbud, så der ikke er nogen, der vælger prostitution, fordi de er i økonomisk 

nød, tilbud om frit lejde og hjælp til dem, der ønsker at komme ud af prostitution. Dertil 

kommer en række af de tiltag mod menneskehandel, jeg også har nævnt her. Når de tilbud 

og indsatser er på plads, så mener vi, man kan gå i gang med en kriminalisering af sexkunderne 

- men ikke før. 

Der er også behov for at se på de andre områder af menneskehandel, som går til tvangsarbejde, 

lommetyverier, tiggerier mv. Erfaringen fra andre lande er, at det ofte er de samme 

kriminelle netværk, der står for det. 

Illegal økonomi undergraver samfundet 

I slavetidens USA kostede en mandlig slave til landbrugsarbejde, hvad der svarer til 4.000 

dollars i nutidsværdi. I dag koster en sådan slave 300 dollars. Det siger noget om, hvor lidt 

menneskeliv regnes for i dag. Det er en hurtigvoksende kriminel industri på linie med narko 

og våbenhandel. Der er rigtig mange penge at tjene for de kriminelle. Og en del af pengene 

går videre til andre kriminelle aktiviteter, en del bliver brugt til korruption og andre bliver 

hvidvaskede. 

Når der er en stor illegal økonomi i et samfund, så undergraver det demokratiet. Det giver 

større risiko for korruption hos politikere, politi og andre myndigheder, og det fører til, at 

en del vælger kriminalitet og hurtige penge i stedet for lovlige erhverv. 

Menneskehandel er et problem i hele verden. Mennesker bliver handlet på kryds og tværs, 

selv til Afrika bliver der handlet mennesker fra andre verdensdele. Derfor er der et stort 

behov for internationalt samarbejde. Heldigvis sker der også noget. Jeg deltog i februar 

2008 i en stor FN-konference i Wien med ca. 1.500 deltagere fra hele verden: Politikere, 

embedsmænd, politi, anklagere, socialarbejdere, NGO'er, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, 

virksomheder, kunstnere, m.fl. I flere dage blev der diskuteret konkrete erfaringer, 

og vi fik masser af inspiration med hjem til det videre arbejde. Men hvis det skal rykke, så 

skal alle de pæne ord også omsættes til konkrete handlinger. 

Jeg sidder i Nordisk Råd, hvor vi prioriterer indsatsen mod menneskehandel højt. Mange af 

dem, der bliver handlet til de nordiske lande, kommer fra de baltiske lande. Derfor er et tæt 

samarbejde med Baltisk Råd indlysende. Vi fik for nogle år siden igangsat et samarbejde 

på det sociale område mellem de nordiske og baltiske ministre. Indtil da havde indsatsen 

mod menneskehandel kun bestået i samarbejde for politiet. Og jeg har bl.a. fået vedtaget, 

at vi støtter arbejdet med beskyttelsestilbud til ofrene - safe-houses - i de baltiske lande. 

Desuden støtter vi et projekt, hvor socialarbejdere kommer på studiebesøg hos hinanden i 

41 



42 



de nordiske og de baltiske lande og får gode ideer til, hvordan de kan arbejde med området. 

Men nok så vigtigt er det, at de lærer hinanden at kende, så de kan samarbejde på 

tværs af grænserne. 

Menneskehandel er forfærdeligt for de mennesker det går ud over. Men det er også - ligesom 

tortur - nedbrydende for demokratiske samfund. Derfor skal vi gøre noget ved det.

Menneskehandel er også et 

problem for EU 

Britta Thomsen, 

medlem af Europa-Parlamentet (S) 

Menneskehandel skal stoppes. Og vi skal bruge alle midler til at stoppe det. Antallet 

af kvinder og børn, der handles til sexindustrien på globalt niveau, kendes ikke fuldstændig, 

men der er ingen tvivl om, at der er tale om flere hundrede tusinde. Og allerværst: 

Der bliver flere og flere. Menneskehandel er blevet en lukrativ forretning for bagmænd og 

menneskesmuglere. Hvorfor risikere lange fængselsstraffe for narko- og våbenhandel, når 

man ligeså godt kan handle med mennesker? Sandsynligheden for at blive opdaget er ikke 

nær så stor, og straffen er langt mildere. 

Leasing er sidste nye model 

De handlede kvinder holdes i fangenskab. Ikke nødvendigvis som under gamle dages slaveri 

med en fodlænke om anklen, men ofte med trusler om vold; ikke mindst imod familien 

derhjemme. Mange af kvinderne har efterladt sig børn i hjemlandet og frygter, at der skal 

ske dem noget, hvis de stikker af. Tidligere EU-kommissær Franco Frattini, der nu er udenrigsminister 

i Italien, vendte for nogle år siden hjem fra en studietur til Balkan med de grusomste 

beretninger. Han fortalte Europa-Parlamentet om, hvordan bagmændene behandler 

kvinderne. Eksempelvis kan straffen for at stikke af eller gå til politiet være, at bagmanden 

giver næste kunde lov til at slå kvinden ihjel. Et sådant drab koster kunden 1.500 dollars, 

men for bagmanden handler det mere om at sætte en skræk i livet på de andre kvinder, så 

de bogstavelig talt holder sig på måtten. 

Kvinderne rekrutteres både inden for EU's grænser og fra lande uden for EU. Men uanset 

hvor de kommer fra i verden, har næsten alle det til fælles, at de kommer fra dårlige kår. 

Ofte bliver de solgt til de skruppelløse bagmænd af et familiemedlem eller andre nærtstående 

personer. Der er således en helt klar sammenhæng mellem kvindehandel og fattigdom. 

Efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor økonomien kollapsede i mange af de nye Østlande, 

så vi en stigning i kvindehandelen fra disse lande. I lande som Ukraine eller Moldova, hvor 

arbejdsløsheden var oppe på mere end 50 pct. i 1990'erne, blev mange tusinde kvinder 

ofre for menneskehandel, fordi de gerne ville rejse ud og var åbne for alle forslag om arbejde 

i udlandet. Nu, hvor økonomien går lidt bedre i de områder, er tallet faldet. Men der 

handles stadig kvinder internt i Europa i dag - efter EU's udvidelse. 

Den sidste nye model er leasing. Et eksempel kunne være, at en bordelejer i Manchester 

leaser unge kvinder fra en landsby i Tjekkiet i seks måneder for 4.000 euro om måneden af 

lokale bagmænd. Derefter bliver de skiftet ud med nye, for kunderne vil have nye kvinder 

hele tiden. Når kvinderne kommer tilbage til landsbyen, sendes de til nye destinationer. Så 

længe, det sker inden for Europas grænser, behøver de ikke en gang et falsk pas. Vi skal 

hjælpe kvinderne ud af bagmændenes jerngreb, og hjælpe dem til et normalt liv igen. Det 

handler om, at vi skal have knækket koden og brudt mønstret. 

Sikkert rum for handlede kvinder 

”My first thought was to escape, but to where?”. Citatet kommer fra en handlet kvinde fra 

43 



44 



Rwanda, der blev reddet fra sine bagmænd efter en stor koordineret indsats fra det britiske 

politi. Det første, hun tænkte på, var at flygte, men hun havde ikke noget sted at flygte 

hen. Det rammer lige ned i en helt central problemstilling ved organiseret menneskehandel, 

nemlig offerbeskyttelse og offerrettigheder. Det handler i høj grad om, at vi skal skabe 

et sikkert rum for handlede kvinder, hvor de kan gå hen og blive hjulpet og melde deres bagmænd 

til politiet under vidnebeskyttelse. 

Det er nødvendigt at lave kampagner, så både de handlede kvinder og borgere, der har set 

noget, øjeblikkeligt ved, hvor de skal henvende sig. Det er vigtigt, at politiet får fat i kvinderne 

for at kunne opklare sagerne og retsforfølge bagmændene. Men kvinderne har også 

ret til offerbeskyttelse. De har fået overtrådt deres grundlæggende menneskerettigheder 

og har som ofre for menneskehandel nogle rettigheder, som EU's medlemsstater har skrevet 

under på. I Danmark har vi i den seneste tid set, hvordan kvinderne bare sendes direkte 

ud af landet. I mange tilfælde ender de i armene på bagmændene igen og er på vej med 

et nyt fly til en ny destination 14 dage efter. Myndighederne når ikke at udrede, hvem der 

er ofre for kvindehandel, og hvem der ikke er. De er jo bare fra Nigeria alle sammen. Det 

er essentielt, at der laves den slags udredninger, så kvindernes rettigheder respekteres. 

Menneskehandel er kendetegnet ved at være grænseoverskridende, og derfor skal vi selvfølgelig 

samarbejde om problemerne på tværs af grænserne. Det ville være naturligt at 

starte i det allerede etablerede politisamarbejde i EU, men Danmark står med sin undtagelse 

uden for det retlige samarbejde i Europa. 

Hvorfor står Danmark uden for EU's retlige samarbejde? 

Danmark fik i 1993 en undtagelse inden for det retlige område, som omfatter politisamarbejdet, 

indvandrings- og asylpolitik i EU. Baggrunden for undtagelsen var folkeafstemningen 

om Maastricht-traktaten året forinden. Da stemte vi om, hvorvidt Det Europæiske 

Fællesskab skulle afløses af et tættere samarbejde i Den Europæiske Union - blandt andet 

på det retlige område. Men som de fleste kan huske, så valgte 50,7 pct. at stemme nej til 

traktaten. Dermed stemte danskerne nej til et øget samarbejde. Lidt under et år senere 

strikkede et stort flertal i Folketinget en aftale med fire undtagelser sammen, som kom til 

en ny afstemning. 56,7 pct. af danskerne valgte at sige ja tak til Edinburgh-aftalen. Det 

betød, at Danmark kom med i Den Europæiske Union, dog med de fire undtagelser. 

Et sted hvor medlemslandene især har øget samarbejdet er på det retlige område. Med et 

tættere samarbejde og mindre kontrol ved grænserne opstod et behov for at arbejde sammen 

imod grænseoverskridende kriminalitet. Vi har således set en stigning i både global 

terrorisme og global narkotikahandel. Men det allermest skræmmende er, at trafficking er 

den hurtigst voksende form for organiseret kriminalitet. Det er blevet en hastigt voksende 

industri, som ikke er blevet mindre af, at vi har udvidet EU med de 12 lande i Østeuropa. 

Den grænseoverskridende kriminalitet kom altså ikke bag på nogen. Traktaten om Den 

Europæiske Union indeholder derfor en bestemmelse om politisamarbejde og retligt samarbejde 

i kriminalsager. I afsnittet står, at unionen har som mål at give borgerne et højt 

tryghedsniveau på et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et mål, der skal nås 

ved at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet med særlig vægt på menneskehandel. 

Derefter står der artikel på artikel om, hvordan vi sammen skal bekæmpe 

grænseoverskridende organiseret kriminalitet.

EU's medlemslande er forpligtede til at hjælpe ofre 

Imidlertid forblev det europæiske politisamarbejde på et mellemstatsligt plan, hvorfor 

Danmark indtil videre har kunnet deltage. Men vi er ikke en del af samarbejdet, når det kommer 

til ofrene. Og hvad betyder det så helt konkret? I traktaten om Den Europæiske Union 

fra 1992 står der ikke noget konkret om bekæmpelsen af menneskehandel, men traktaten 

danner grundlag for det videre arbejde i unionen. Så Ministerrådet vedtog i april 2004 et 

direktiv til bekæmpelse af menneskehandel. Direktivet er direkte målrettet personer, som 

er involveret i menneskesmugling og økonomisk udnyttelse af migranter. Samtidig er der 

også fokus på ofrene. Direktivet forpligter nemlig medlemslandene til at give midlertidig 

opholdstilladelse til ofre for menneskehandel, såfremt ofrene vælger at samarbejde med de 

kompetente myndigheder. Der står, at medlemslandene skal bidrage til, at ofrene igen får 

et normalt socialt liv og at det skal ske gennem adgang til arbejdsmarkedet og almen 

uddannelse. Ydermere står der i direktivet, at ofre for menneskehandel skal oplyses om 

muligheden for at få midlertidig opholdstilladelse og gives betænkningstid. 

Der findes med andre ord gældende EU-lov, der forpligter medlemslandene til at tage sig 

af ofre for menneskehandel. Loven er fuldstændig utvetydig og forpligter medlemslandene 

til at give opholdstilladelse til mennesker, der er blevet handlet til et land i EU. Det er en 

meget central del af loven, at opholdstilladelsen er betinget af, at ofrene samarbejder med 

de kompetente myndigheder. Det skyldes, at kampen mod menneskehandel både handler 

om at hjælpe det enkelte menneske, men også om at vi skal vise bagmændene, at det simpelthen 

ikke kan betale sig. 

Fordi Danmark står uden for det retlige samarbejde, er vi ikke forpligtede til at overholde 

direktivet, og Danmark er på grund af undtagelsen heller ikke en del af EU's bedste praksisordning. 

Derfor har Danmark ikke direkte adgang til erfaringer fra de andre EU-lande. Så 

ikke nok med at vi ikke er forpligtede til at ratificere lovgivning på området. Vi får heller ikke 

lov til at drage fordel af de andres gode erfaringer. 

Det er klart, at kvinder solgt til sexindustrien vil være mere samarbejdsvillige om at ramme 

bagmændene, hvis de har udsigt til en opholdstilladelse. Ikke alene står der i direktivet, at 

de skal have opholdstilladelse, men medlemsstaterne opfordres også til at tilbyde kvinderne 

erhvervsuddannelser, så de kan klare sig selv under de nye vilkår. Men som det er i 

Danmark i dag, er kvinderne gidsler, for de har ikke noget sted at gå hen. Går de til myndighederne, 

bliver de sat på det første fly hjem - lige lukt i armene på bagmændene - og 

går de til bagmændene, bliver de tæsket og sendt tilbage på gaden. 

Uden undtagelsen ville vi i Danmark skulle tage os af ofrene som ofre og ikke som illegale 

indvandrere. Den danske regering ville være nødt til at tilpasse dansk lovgivning, så den 

stemmer overens med EU-lovgivningen. Den danske regering ville med andre ord være nødt 

til at tage problemet seriøst i modsætning til nu. Det her er bare et af mange områder, 

hvor EU rent faktisk er flere generationer foran Danmark og dansk lovgivning. 

Lissabon-traktaten sætter yderligere fokus på menneskehandel 

Ganske vist sagde irerne nej til Lissabon-traktaten ved folkeafstemningen i juni 2008, men 

den er nu blevet ratificeret i alle andre medlemsstater, og i skrivende stund ser det ud som 

om, at topmødet i december 2008 vil beslutte at efterkomme nogle af de irske krav til traktaten, 

og at der vil blive afholdt en ny afstemning. Hvis irerne siger ja, står vi i Danmark 

45 



46 



over for folkeafstemninger om de danske undtagelser. For med Lissabon-traktaten bliver 

politisamarbejdet overnationalt, og hvis Danmark ikke skal ryge ud af samarbejdet, er vi 

nødt til at fjerne undtagelsen. 

Det stigende problem med menneskehandel i Europa bliver nævnt i Lissabon-traktaten. 

Både i forbindelse med den fælles indvandringspolitik, hvor der står, at man skal bekæmpe 

menneskehandel, men også i forbindelse med harmonisering af strafferammer. Den første 

del handler om, at vi skal sørge for at tage vare på de kvinder og børn, der udsættes for 

menneskehandel. Som følge deraf er der nu direktiver på vej, som yder endnu mere beskyttelse 

til ofrene for menneskehandel. Den anden del skal forhindre, at bagmændene slipper 

for straf ved at operere fra lande med mildere lovgivning end andre. Når Lissabon-traktaten 

træder i kraft, klapper fælden for alvor, og vi må vælge, om vi sammen med de andre 

lande vil være med til at bekæmpe menneskehandel, eller om vi skal holde os helt uden for. 

Lad os nu snakke EU 

Jeg håber, at de danske undtagelser vil få en central placering i debatterne op til Europa- 

Parlamentsvalget - ikke mindst den retlige undtagelse. Det handler om, at der er nogen 

områder, hvor det simpelthen er tåbeligt, at vi ikke bruger det potentiale, som findes i det 

europæiske samarbejde. Der ligger en række gode værktøjer til hjælp i kampen mod menneskehandel. 

Værktøjer, som vi ikke får gavn af ved at stå uden for det retlige samarbejde. 

Det er en historie, der desværre alt for sjældent får plads i EU-debatten. Derfor skal vi 

bruge hver en chance, vi får, til at bringe det her tema frem i debatten. Vi skal have et samlet 

EU, hvor vi står sammen om at bekæmpe de grænseoverskridende problemer i stedet 

for at lukke os om os selv. 

Jeg kan ikke komme på én god grund til, at vi står uden for EU's retlige samarbejde. Og jeg 

synes, det er paradoksalt, at EU-modstanderne, der ellers til dagligt slår sig op som venstreorienterede 

og humane, bidrager til, at handlede kvinder i Danmark ikke får den behandling, 

som de har ret til. Når jeg fortæller mine spanske og portugisiske kollegaer i Europa- 

Parlamentet, at vi i Danmark står uden for det retlige samarbejde og ikke kan være med til 

at danne fælles front mod menneskehandel, så ryster de på hovedet og kan slet ikke forstå 

det. Erfaringen viser os, at VKO-regeringen ikke bekæmper det her problem seriøst og slet 

ikke giver kvinderne den behandling, som de har ret til. Så lad os nu komme af med den 

undtagelse.

Dansk politis indsats mod 

menneskehandel 

Bent Isager-Nielsen, politiinspektør, 

Vestegnens Politi 

Indsatsen mod kvindehandel og rufferi har i de seneste år været et prioriteret område 

for politiet. Desuden er det et særligt indsatsområde i den såkaldte flerårsaftale 

for politiet og anklagemyndigheden 2007 - 2010, at der sættes effektivt ind over for prostitutionens 

bagmænd. Dette bidrag vil give en oversigt over, hvilke strategier politiet bruger 

over for menneskehandlens og prostitutionens bagmænd og hvilke nye muligheder, politireformen 

giver. 

Strategien for en styrket indsats mod prostitutionens bagmænd 

Den 4. oktober 2006 offentliggjorde Rigspolitiet en strategi for en styrket indsats mod prostitutionens 

bagmænd. Formålet med strategien var at fastlægge en overordnet ramme 

for, hvordan indsatsen mod kvindehandel og rufferi yderligere kunne intensiveres. 

Strategien, der udmøntes i et løbende samarbejde mellem Rigspolitiet og politikredsene, 

tager udgangspunkt i, at der med de nye store politikredse er etableret bæredygtige enheder 

med flere ressourcer. Enhederne skal sikre, at der i alle politikredse kan ske en specialisering 

i forhold til indsatsen over for visse kriminalitetsformer. Målet er at skabe grundlag 

for en mere målrettet og effektiv kriminalitetsbekæmpelse. Der bliver afsat fornødne 

ressourcer til både proaktiv og målrettet efterforskningsmæssig indsats. Det drejer sig 

blandt andet om kontrolbesøg på massageklinikker, udpegning af kontaktpersoner til koordinering 

og egentlige efterforskninger. Der blev udarbejdet strategiske og operationelle analyser 

udarbejdes. Bagefter fulgte konkrete efterforskninger mod prostitutionens bagmænd. 

Politiets indsats mod prostitutionens bagmænd i 2007 

I 2007 skete der en egentlig kortlægning af prostitutionsmiljøet i Danmark. Den blev indberettet 

til Rigspolitiet, som den 7. marts 2008 fremsendte beskrivelsen af politiets indsats 

mod prostitutionens bagmænd i 2007 til Justitsministeriet. Her blev det fremhævet, 

at der i 2007 primært har været fokus på gennemførelsen af strategien, bl.a. kortlægning, 

organisering af tilrettelæggelse af indsatsen med videre. I beskrivelsen blev det desuden 

tilkendegivet, at iværksættelse af egentlige efterforskninger vil ske i 2008. Nogle af de tiltag 

og aktioner, der er sket i 2008, kan ses herunder: 

• Følgegruppen 

Rigspolitiet har nedsat en national følgegruppe, som skal beskæftige sig med menneskehandel 

og prostitution. Den består blandt andet af repræsentanter fra 

Udenrigsministeriet, Integrationsministeriet, SKAT, Servicestyrelsen (Center mod 

Menneskehandel) og Røde Kors. Der har været afholdt flere møder i gruppen i årets løb. 

• Internationalt samarbejde 

Dansk politi har via Interpol været med til at give strategisk, analytisk og operativ støtte 

til de øvrige medlemslande. Der blev blandt andet afholdt en konference i Namibia, 

hvor Rigspolitiet deltog. Formålet var udveksling af best practice vedrørende menneskehandel. 

På den internationale front kan det i øvrigt nævnes, at Europol har etableret den 

såkaldte AWF (en analysefil), som handler om menneskehandel. Her deltager dansk politi 

også. 

47 



48 



• Undervisning på Politiskolen 

Eleverne på Politiskolen skal lære at identificere ofre for menneskehandel. Derudover får 

eleverne undervisning i at kunne handle i forhold til prostitutionens bagmænd. Det sker 

blandt andet i samarbejde med Center Mod Menneskehandel (CMM). 

• Koordineret aktion mod nigeriansk prostitutionsmiljø 

Den 8. - 9. oktober blev der lavet en aktion mod det nigerianske prostitutionsmiljø i 

København. 13 prostituerede blev anholdt, og der blev rejst en sigtelse for menneskehandel. 

Mulighederne i politireformen 

Politireformen har betydet nogle omstruktureringer i politiet. En af ændringerne er, at der 

nu er 12 politiinspektører - såkaldte liniechefer - med ansvar for den organiserede kriminalitet 

- altså én i hver af de 12 nye stor-politikredse. Og på den måde er der 12 efterforskningschefer, 

der mødes jævnligt og holder fokus på området og indsatsen i samarbejde med 

rigspolitiet, der moniterer området og som også yder efterforskningsmæssig støtte. Det 

giver mulighed for, at sætte fokus på forbrydelser, som rammer forholdsvis få, men som 

har store samfundsmæssige konsekvenser. Menneskehandel og prostitution er nogle af de 

områder. 

Menneskehandel i forbindelse med prostitution er ikke altid lige nemt at opdage. Man kan 

nemlig ikke automatisk gå ud fra, at en udenlandsk kvinde, der arbejder som prostitueret i 

Danmark, er handlet. Derfor kan det ofte være svært for politiet at finde ud af, hvornår der 

er tale om tvang, og hvornår kvinderne er kommet frivilligt hertil. Det kræver ofte mange 

ressourcer at fremskaffe beviser i sager om menneskehandel og prostitution, og tit har 

ingen af de involverede parter den store lyst til at samarbejde, heller ikke ofrene. Det gør 

det vanskeligt for politiet at løfte bevisbyrden og få bagmændene dømt. Derfor er det positivt, 

at politireformen har givet nogle nye opklaringsmuligheder, og det bliver nu en opgave 

for politiet at finde ud af, hvordan disse nye muligheder udnyttes bedst muligt i sager, der 

handler om menneskehandel og prostitution. 

I sager om menneskehandel i forbindelse med prostitution er det vigtigt, at de prostituerede 

betragtes som ofre. Derfor skal fokus være på, at det ikke er dem, der skal anholdes og 

retsforfølges, men derimod bagmændene. Det har hidtil været vanskeligt, fordi bevisbyrden 

er meget tung at løfte. Forhåbentlig vil den målrettede strategi for en styrket indsats mod 

prostitutionens bagmænd kombineret med politireformen gøre det muligt at få de rette personer 

dømt i sager om menneskehandel. Dermed kan vi komme bekæmpelsen af menneskehandlen 

nogle skridt nærmere.

Hvad gør Europa-Kommissionen 

for at hindre menneskehandel? 

Jan Høst Schmidt, repræsentationschef, 

Europa-Kommissionen 

Menneskehandel handler ikke alene om prostitution - tvungen prostitution - men 

også om tvangsarbejde og anden udnyttelse af svage grupper. De svage grupper kan 

være børn og unge under 18 år. Piger såvel som drenge. Kvinder såvel som mænd. 

Menneskehandel er helt uacceptabel. Handel med mennesker bør bekæmpes med alle midler, 

og det er naturligvis bagmændene, man skal gå efter. Europa-Kommissionen har i sit 

oplæg til en ny immigrations- og asylpolitik klart erklæret nultolerance over for menneskehandel. 

Bekæmpelse af handel med mennesker må tage sit udgangspunkt i menneskerettigheder, 

men problemerne drejer sig også om globalisering, sikkerhed og fattigdom, og de berører 

fagområder som jura, politik og økonomi. Så uanset det klare moralske budskab, at menneskehandel 

er uacceptabelt, står vi over for et komplekst og desværre stigende problem. 

Centralt i enhver bekæmpelse af handel med mennesker står naturligvis ofrene og deres 

håb om at kunne skabe sig en menneskeværdig tilværelse uden tvang og trusler. 

Det er meget vanskeligt at gøre op, hvor mange mennesker, der årligt bliver handlet. FN og 

ILO (den internationale fagbevægelse) skønner, at det drejer sig om ca. 1,2 mio. mennesker 

i hele verden. I Europa skønnes tallet at være på mere end 500.000 mennesker årligt. 

Med til billedet hører også, at menneskehandel er verdens tredje mest lukrative form for 

organiseret kriminalitet. 

Hvad er strategien i EU? 

EU har over en årrække taget flere initiativer til at bekæmpe handel med mennesker. 

Centralt står her det såkaldte Haag-program fra Det Europæiske Råd i november 2004 og 

Kommissionens opfølgning herpå i 2005. Opfølgningen fra Kommissionen og Rådet indeholder 

nedenstående fire hovedelementer: 

For det første slås det fast, at EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel må være 

en strategi baseret på de fundamentale menneskerettigheder. EU-institutionerne og medlemslandene 

skal således aktivt følge politikker, der skærper forbud mod menneskehandel, 

men skal også sørge for en beskyttelse af ofrene. Det kan bl.a. indebære, at tredjelandes 

statsborgere, som har været ofre for menneskehandel, ikke bør udelukkes fra beskyttelse, 

selvom de ikke har lovligt ophold i det land, hvor de befinder sig. 

Blandt de konkrete tiltag i handlingsplanen tales der om, at medlemslandene skal stille de 

nødvendige strukturer (politi og et socialt system) til rådighed for bekæmpelsen af menneskehandel. 

Derudover skal de sikre, at en fast bestanddel af en effektiv retsforfølgelse på 

nationalt niveau er støtte til ofre, herunder ikke mindst ofre, som aflægger vidneudsagn. 

For det andet skal der sikres en regelmæssig overvågning og opfølgning af både medlemslandenes 

og EU's handlingsplaner på såvel ekspertniveau som på politisk plan. Dette inde- 

49 



50 



bærer blandt andet, at der skal være et samarbejde på europæisk plan med medlemsstaterne, 

men også med NGO'er, for at sikre, at menneskerettighederne bliver overholdt og 

for at vurdere behovet for yderligere initiativer om nødvendigt. 

For det tredje skal arbejdet med tredjelande udbygges. Blandt andet skal bekæmpelse af 

menneskehandel ind i udviklingssamarbejdet. Kommissionen og en række medlemslande har 

således finansieret projekter, som fokuserer på forebyggelse af menneskehandel i en lang 

række tredjelande. Arbejdet omfatter også initiativer til forbedring af den økonomiske og 

retlige stilling for udsatte grupper i de pågældende lande. 

For det fjerde skal de eksterne grænser overvåges bedre. Et led heri vil være at indføre biometriske 

identifikationer, altså identifikation ud fra eksempelvis fingeraftryk, i EU-visa og 

opholdstilladelser, som fremhævet i Pagten for Immigration og Asyl. En større dokumentsikkerhed 

vil gøre det lettere at identificere ofrene. Ligeledes vil et bedre samarbejde mellem 

medlemslandenes konsulater om en identifikation af tegn på menneskehandel i visumansøgninger 

være nødvendig. 

Endelig har Kommissionen iværksat en række informationskampagner samt ydet tilskud til 

nationale kampagner. 

Hvad er der sket på området? 

På årsdagen for bekæmpelse af menneskehandel den 18. oktober gjorde Kommissionens 

næstformand Jacques Barrot, der er ansvarlig for retlige anliggender, frihed og sikkerhed, 

status. Baggrunden var en rapport fra Kommissionen, der er lavet sammen med medlemslandene. 

Af rapporten kan man læse, at: 

• Der er gjort fremskridt. Medlemslandene og EU har lavet en række tiltag mod menneskehandel, 

men de resultater, som indtil videre er opnået, er langt fra tilfredsstillende. 

• Menneskehandel er stadig en kriminel handling, som ikke udgør en tilstrækkelig høj risiko 

for menneskehandlerne. 

• Statistikkerne viser en stor stigning i antallet af efterforsknings- og straffesager. Men i 

betragtning af fænomenets alvorlige karakter og omfang - godt en halv mio. mennesker 

skønnes handlet i Europa - så er indsatsen ikke stor nok. 

• Hovedparten af ofrene bliver ikke identificeret som ofre og får som følge heraf heller ikke 

den assistance, de burde have. Oven i købet bliver de ofte behandlet som kriminelle og 

udvist fra opholdslandet meget hurtigt. 

• Kun enkelte lande har politikker, der kan karakteriseres som et rimeligt svar på de problemer, 

man står over for. 

På basis af vurderingen af de mangelfulde resultater indtil videre vil Kommissionen stille en 

række forslag. Jacques Barrot fremhæver især nødvendigheden af en hurtig og effektiv evaluering 

af medlemslandenes politik. Dette kunne ske ved udpegning af nationale rapportører. 

Kunsten bliver så at finde personer med den nødvendige ekspertise og pondus til at 

sætte fingrene på de ømme punkter. De nationale rapportører skal arbejde på grundlag af 

fælles kriterier og indikatorer. Kommissionen vil desuden foreslå forbedringer af beskyttelsen 

af ofrene samt forbedre samarbejdet mellem medlemslandenes politi og anklagemyndigheder 

via Europol og Eurojust.

For at forbedre beskyttelsen af ofrene og fremme effektiviteten af kriminalitetsbekæmpelsen 

overvejer Kommissionen bl.a. at foreslå, at EU-lovgivningen på området skal indeholde 

en bestemmelse om straffrihed for de ofre, som erklærer sig villige til at vidne. Tallene 

peger nemlig på, at jo flere ofre som vidner, desto flere straffesager. 

Endelig vil Kommissionens appellere til NGO'erne. Kommissionen vil også bede medlemslandene 

om at gøre mere brug af NGO'er samt støtte disses arbejde. 

Med globaliseringen, det indre marked i EU og den frie bevægelighed ligger der en stor 

opgave for EU og for medlemslandene i at bekæmpe menneskehandel. Det skal være et led 

i en styring af indvandring til EU og indenfor EU. Der er taget en række initiativer, der er 

gjort fremskridt, men det er langt fra nok i betragtning af problemernes omfang og karakter. 

Europa-Kommissionen vil arbejde videre sammen med Europa-Parlamentet, medlemslandene 

og NGO'erne på at forbedre politikkerne. 

Endelig er det værd at huske, at en ratificering af Lissabon-traktaten i alle medlemslandene 

vil styrke det fælles arbejde på det retlige område og dermed også EU's muligheder for 

at medvirke til en bekæmpelse af menneskehandel. Hvordan og hvor meget Danmark vil deltage, 

beror blandt andet på, om vi opretholder eller afskaffer vores undtagelse på det retlige 

område. 

51 



Menneskehandel er et grænseoverskridende problem, der kræver internationale 

løsninger. Det er de fleste enige om. Enigheden ophører til gengæld, når 

diskussionen drejer ind på, hvilke konkrete midler man skal anvende for at 

komme menneskehandelen til livs. Lovgivningen varierer i de europæiske 

lande og selv de nordiske lande ligger langt fra hinanden. En fælles indsats 

er nødvendig, men desværre er der udsigt til, at Danmark bliver kørt ud på 

et sidespor i den europæiske kamp mod organiseret kriminalitet pga. de 

danske EU-undtagelser. Derfor vil en afskaffelse af især den retlige undtagelse 

sende et stærkt signal om, at Danmark ønsker handelen med mennesker 

til livs. 

Menneskehandel og prostitution i en europæisk kontekst er et bidrag 

til debatten om en udfordring de europæiske lande står overfor og må 

samarbejde om for at løse. Vi har bedt en række eksperter om deres holdning 

til emnet, for på den måde at få et billede af, hvad der er af årsager til 

og løsninger på et problem, der har yderst alvorlige konsekvenser for dem, 

det går ud over.

Menneskehandel og prostitution i en europæisk ... - Radikale.net

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?