EDEN TIL DEN HÆNGTE MAND af Jørn Staus Jacobsen ... - Hjem

EDEN TIL DEN HÆNGTE MAND
af Jørn Staus Jacobsen ©, 1999
KAPITEL ET
September 1536
Odd var gået hjemme fra lige efter mørkets frembrud. Han stod i
skovbrynet foran det store, frønnede egetræ, som bønderne i
Højetorpe kaldte Galgeegen.
Bladene på træets sidste grønne gren hviskede og tiskede om
den skam, der gav det navn.
I et reb fra grenen hang Odds bror Thorvald, som grevens mænd
havde hængt samme eftermiddag. Det var den første dag i
september i det Herrens år 1536.
Thorvalds støvler rørte næsten jorden. Odd stirrede på ansigtet,
der var i højde med hans eget. Fuldmånens lys spejlede sig som to
matte perler i de brustne øjne. Han lagde armbrøsten fra sig og trak
kniven frem fra bæltet.
Hulkende af sorg og vrede skar han rebet over.
Kroppen ramte jorden med en dump lyd. Han fór sammen og
skammede sig over ikke at havde afbødet faldet.
Ved siden af broren lå en hjort med bolten fra en armbrøst
stikkende ud af brystet. Forsigtigt trak han den ud for ikke at
knække spidsen. Hans fingres søgen afslørede, at bolten aldrig

havde tilhørt hans familie. Desuden lå Thorvalds armbrøst gemt
væk under ildstedet i Mosegården.
Odd stak pilen ned i koggeret. Hans oprørte sind kredsede om
hævn over dem, der havde hængt Thorvald og efterladt det falske
vidnesbyrd.
Utallige gange havde de jaget og sat fælder for grevens vildt.
Men i dag var Thorvald gået ud for at lede efter en forsvundet ged
og havde efterladt sine våben hjemme.
Han bøjede sig og løftede den livløse krop op på skulderen så let,
som havde det været et kid. Med den frie hånd greb han
armbrøsten og begyndte at gå tilbage mod landsbyen.
Odd havde besluttet, at Thorvald skulle begraves i indviet jord i
den kirke, hvor hans forfædre var stedt til hvile, så længe nogen
kunne huske.
Neden for kirkebakken mistede han fodfæstet og faldt, så lang han
var. Han blev siddende et øjeblik for at puste ud. Det have taget på
kræfterne at gå den lange vej uden hvil.
Hængslerne på kirkedøren peb sørgmodigt, da han åbnede den.
Han lagde Thorvald fra sig i tårnstuen og famlede sig frem til
alteret. Her tog han den syvarmede lysestage og gik tilbage til en
niche, der var indfældet i skibets tykke mur.
Nichen virkede nøgen og forladt. For mindre end to år siden
havde der på dens murede sokkel stået en guldbelagt Maria-figur,
klædt i blåt, med Jesusbarnet i favnen.
2

Ingen i landsbyen var i tvivl om, hvem de skyldige var. Det var
de fremmede, ryggesløse landsknægte, der havde bortført Den
hellige Jomfru. I virkeligheden havde ingen set, hvad der var sket
med figuren. Nogle mente, den var ført bort sammen med det
øvrige kirkegods. Andre, at de tyske knægte havde brugt Maria og
barnet som brændsel under deres gryder i lejren neden for kirken.
Odd stillede lysestagen på den tomme sokkel og slog ild med sit
fyrtøj. Med en spån tændte han lysene, som kastede et gulligt skær
over det rå stengulv.
Relieffet af en mands- og kvindeskikkelse trådte frem på to
rækker fliser midt for nichen. Over parret stod der mejslet med
kantet skrift: Forenes med Jesus Kristus og i ham opstandelsen -
og nedenunder: Peter Peterssøn til Okseholm og hustru Birgitte
Oddsdatter.
På denne ærefulde plads lå Odds oldeforældre. Ligesom
oldefaren havde arvet frigården Okseholm efter sine forældre, var
den gået i arv til hans ældste søn og siden til Odds far.
Nu ejede grev Tyge på Gyldenhjelm Okseholm og det meste af
dens jorder. Herredsretten havde fradømt faren den fædrene gård
og givet den til greven som bod for tabet af dennes ældste søn og
arving.
Okseholm-bondens brøde var, at hans ungkvæg var brudt
gennem et misligholdt skel til sin mægtige nabo netop i det
øjeblik, den unge junker Gerhard og hans følge af jægere red forbi.
Det havde grevens svende aflagt ed på.
3

Ingen af mændene var nået at komme væk, inden de fandt sig
omringet af det bissende kvæg. Midt i virvaret af brølende dyr
forsøgte enhver at redde sig selv, så godt han kunne. Grevens
svende havde selv været i livsfare og var ude af stand til at gribe
ind, da junker Gerhard blev kastet af hesten. Forfærdet så de,
hvordan den kække, unge mand blev forvandlet til en blodig masse
under de skrækslagne dyrs klove.
Men bønderne vidste bedre. En karl, der havde overværet
ulykken, havde røbet sin farlige viden. Inden han forsvandt fra
egnen, kendte det halve herred den virkelige sammenhæng.
Den skæbnesvangre dag havde junkeren og hans selskab selv
udfordret skæbnen. De havde lukket Niels Thorbjørnssøns
forårskåde ungkvæg ud af folden og moret sig med at jage det hen
over markerne. Vidnernes edsvorne udsagn om et andet forløb
førte til, at Niels endte som fattig bonde i Mosegården.
Den lille gård i mosen havde hørt under Okseholm og kunne med
sine sure jorder knap føde en familie. Af samme grund lod grev
Tyge Niels beholde gården og blev ikke uventet prist for sit
storsind af præsten.
Odd tog et lys fra stagen og gik ud i tårnhuset. I et hjørne fandt
han, hvad han søgte. Af den usle bunke redskaber valgte han en
rusten spade og hakke og vendte tilbage til graven.
Spadens medtagne æg brækkede ved første forsøg. Da han
prøvede med hakken, knækkede skaftet. Flisen faldt tilbage med
en hul lyd efterladende en sky af støv. Han forsøgte igen med
4

esterne af spaden og havde heldet med sig. Så snart den første
flise var fri, var det ingen sag at fjerne de andre.
Bortset fra det afpillede skelet og nogle mørnede rester tøj lå der
kun en række knapper af anløbet sølv.
Odd hentede først Thorvald i tårnhuset. Derefter tog han et lys
fra stagen og gik tilbage til alteret.
Fra dette sted havde fader Bernhart i stor vrede fordømt Odds
far, fordi han siden herredsrettens dom og til sin død ikke viste sig
i kirken.
Man sagde, at uretfærdigheden var gået Niels til hovedet. Han
kunne ikke tilgive Gud den prøvelse, som var påført ham og hans
familie.
Inden længe smittede Niels ugudelighed af på sønnerne. Der blev
længere mellem, de viste sig i kirken. Kun når det blev Thorvalds
kone, Hanna, for meget, trak de i kirkeskjorten for husfredens
skyld. Det fik Odd til at huske, at han mod et kys havde lovet
kromandens Kirsten at gå i kirke i morgen.
Da han ikke turde fjerne alterdugen, nøjedes han med et mølædt
billedtæppe, som han fandt bag altertavlen.
Efter svære overvejelser placerede han oldefarens knogler langs
den ene side, svøbte tæppet om liget og lagde det ned i graven.
Odd lagde fliserne på plads og stillede redskaberne tilbage i
tårnet. Med en kost dækkede han alle revner mellem fliserne med
jord og støv. Han vidste, at snakken ville gå, når bønderne og
folkene på Gyldenhjelm så, at Thorvald var fjernet fra Galgeegen.
5

Med bagsiden af hånden tørrede han en tåre bort og prøvede at
huske en bøn. Efter et par mislykkede forsøg gav han op og
mumlede i stedet en velment ed om hævn. Så satte han stagen
tilbage på alteret og pustede lysene ud, lettet over at have gjort sin
pligt.
Da han nåede bakkedraget over mosen, standsede han et øjeblik
og så ned mod gården. Man kunne ikke længere skelne omridset af
længerne. Kun et svagt lys fra den matte rude af tarmskind viste,
hvor stuehuset lå.
Bag mosen sås Gyldensø omgivet af skov og krat til alle sider. I
sydøstlig retning lyste det fra et vindue midt på Okseholm, der flød
som en mørk kalot på det glimtende vand.
Det smalle sund mellem Okseholm og søbredden var brudt på
midten af en smal dæmning. I Oldefarens tid havde der mellem
øen og dæmningen været en vindebro til at trække op, når der var
ufred.
Her havde grev Tyges horesøn, den frygtede og forhadte
gårdfoged Rane, boet i flere år. Rane var efter sigende den eneste,
der ikke vidste, han var gjort af greven selv.
I Mosegården sad de og ventede ængsteligt på, at han skulle
komme tilbage. Hvordan fik han sagt til Hanna, at det var sandt,
hvad de opskræmte bønder havde fortalt hendes far? Thorvald sad
ikke i Gyldenhjelms fangehul, men var hængt i Galgeegen af
fogeden og grevens svende.
Og hvordan skulle han kunne se Peter i øjnene?
6

Thorvalds ældste søn var endnu kun tolv år, men hans blik var
lige så dybsindigt som en gammel mands.
Man sagde, at krig forvandlede børn til gamle mennesker. Krige
fik dem til at glemme at lege og græde. Til gengæld vidste de,
hvordan man tog vare på sig selv, og hvornår det var bedst at tie.
Hvordan skulle han få fortalt Peter om den hårdeste af alle
skæbner?
Peter lignede sin mor på det fine smalle ansigt og det mørke hår.
Han huskede, da Thorvald for mange år siden var sprunget op på
bordet i kroen og havde råbt, at han skulle giftes med sognets
prinsesse. Og at enhver, der havde set dronning Elisabeth, vidste,
at Hanna var smukkere end dronningen selv.
Fra da af havde Odd set på Hanna som en slags prinsesse.
Peter var hendes prinsesøn, tænkte han og trak de brede skuldrer
op om vædderhalsen med træskohovedet. Beklemt ved mødet med
Hanna begyndte han at gå ned mod gården.
Odd med træskohovedet, havde Thorvald kaldt ham, mens han
endnu var for lille til at forsvare sig mod brorens drillerier. Odd
havde kikket i morens fine spejl af sølv og indrømmet, at det, han
så, godt kunne minde om en træsko.
Odd bankede på og hørte bommen skrabe mod døren. Han var
nødt til at krumme sig sammen for at komme ind. Peters
vagtsomme øjne veg ikke fra ham, selv mens han satte bommen på
plads.
Hannas far, den lille, tætbyggede Svend Smed med det grånende
hår og skæg, var der endnu. Han var hastet hertil fra landsbyen
7

med det grufulde budskab. Ventetiden havde næsten ikke været til
at holde ud.
Han havde gået rastløst frem og tilbage over det ujævne lergulv,
mens han af og til skottede til Hanna, der sad ubevægeligt på
bænken stirrende tomt frem for sig.
Gamle Hilde lå og sov på den store briks sammen med de to små,
Otto på seks og Elisabeth på fire år.
Den gamle, småtossede kone var det eneste tyende, familien
havde bragt med fra Okseholm. Hun var efterhånden så forstyrret,
at hun ikke fattede meget af det, der foregik. Nu krøb hun sammen
ved siden af de sovende børn, som hun plejede, når hun
fornemmede, der var fare på færde.
- Hvor er Thorvald, spurgte Hanna.
- Jeg har begravet ham, svarede Odd.
Hanna græd ikke. Hun skreg som forrykt; som undslap en
afgrundsdyb smerte hendes indre. Det lød så grufuldt, at
nakkehårene rejste sig på ham.
Hendes smukke ansigt var forvandlet til en uhyggelig maske.
Hendes øjne var dækket af en række fine sprækker. Peter derimod
så ud, som havde han svært ved at holde sine tilbage. Med en
blanding af skræk og undren stod han og stirrede på moren.
Svend Smed virkede lige så lamslået. Som en barmhjertig helgen
strakte han armene frem mod sin datter rede til at gribe hende, hvis
hun skulle finde på at falde.
De to små og gamle Hilde var blevet vækket af skriget og havde
sat sig op på briksen. Alle stirrede forfærdet på Hanna. Børnene
8

græd, mens Hilde sad og rokkede frem og tilbage med hænderne
presset mod ørerne.
Lige med et blev der dødsstille i stuen. Selv børnene holdt op
med at tude. Alle holdt vejret, som ventede de, at vanviddet ville
fortsætte. Men Hannas ansigt var tilbage i de vante folder.
Den lille Elisabeth mavede sig ned fra briksen og løb hen til
moren. Hanna tog datteren på skødet, trøstede hende og fik hende
vugget til ro.
Otto gik hen til Odd og tørrede tårerne væk fra kinderne.
- Odd, må jeg låne din armbrøst, så jeg kan slå greven og
fogeden ihjel?
- Jeg skal nok hævne din far, sagde Odd og strøg drengen over
det hørfarvede hår, der var lige så uregerligt som hans eget. - Og
hold dig langt væk fra greven og fogeden. Man ved aldrig, hvad de
kan finde på.
Otto nikkede medgørligt. Han var for nedtrykt til at protestere.
- Jeg kan ikke fortælle jer, hvor Thorvald er begravet, sagde Odd
og famlende uroligt ved armbrøsten. - Hvis nogen skulle spørge,
skal I ærligt kunne svare, at I intet ved. Taler I sandt, vil ingen
gøre jer ondt, forsikrede han naivt.
- Tro ikke, de lader os i fred, fordi vi ikke ved, hvor Thorvald er
begravet, svarede Hanna. - Jeg vil bede ved hans grav, om han så
ligger i mosen eller skoven.
- Han ligger hverken i mosen eller skoven. Og I skal nok komme
til at bede ved hans grav. Det lover jeg.
9

- Odd har ret, afbrød Svend. - Det er bedst, at ingen ved, hvor
Thorvald er. Når alle er trætte af at spørge, finder vi nok råd for at
give ham en ordentlig begravelse.
Den lille, godmodige mand rømmede sig og ledte efter ordene:
- Mange af kongens mænd, Rantzaus mænd og Skipper Klements
mænd ligger ikke i indviet jord. De ligger, hvor de kæmpede og
faldt. Tror du, at den gode Gud svigter alle gode mænd blandt
dem? Nej, og han svigter heller ikke os eller Thorvald, fordi han
ikke ligger i indviet jord.
Han rømmede sig. Højetorpes smed var forlegen ved at have
brugt så mange, højtidelige ord.
- Jeg går nu, men følg mig på vej, sagde han til Odd.
Odd rakte armbrøsten og koggeret til Peter. Drengen fjernede to
stenkvadre ved det store ildsted og lagde våbenet ned i det
underjordiske gemme. De var nødt til at være forsigtige nu, hvor
der var dødsstraf for at bære våben. Den gamle, hævdvundne ret til
at forsvare sig gjaldt ikke længere for borgere og bønder. Kun for
kongen, rigets stormænd og deres knægte.
Efter at Svend havde ønsket Hanna og børnene Guds fred, fulgte
Odd ham op til toppen af den lyngdækkede bakke.
KAPITEL TO
Fange på Gyldenhjelm
10

Gamle Hilde spurgte igen, hvorfor Thorvald ikke kom og fik sin
morgensuppe. Heller ikke denne gang fik hun svar.
Nu var det Elisabeth, der stillede det pinefulde spørgsmål.
- Ti stille og spis din mad, svarede Hanna kort.
Stilheden varede kun, til Elisabeth var færdig. Så begyndte hun
igen.
Til sidst blev søsterens spørgsmål Otto for meget. Med en
heftighed, der kom bag på dem alle, løb han hen til hende og skreg
hende i ansigtet, at faren var død.
- Og så kommer han selvfølgelig aldrig tilbage, dit lille fjols,
sluttede han en smule forsonende.
Brorens uventede opførsel fik søsteren til at stikke i et
langtrukket vræl.
Hanna så vredt på sønnen. Da grydeskeen var nærmest, fik han
som straf et gok midt i den stride manke.
Hun fortrød i samme øjeblik, hun havde slået; men for sent.
Begge unger hylede i vilden sky.
- Jeg vil også have min far tilbage, skreg Otto hjerteskærende.
Hanna lagde skeen fra sig og tog de to små op i favnen. Efter et
par trøstende ord stilnede gråden af, og der faldt igen ro over
stuen.
Odd listede ud ad døren og gik ned i mosen. Han havde lovet
Jens Kromand at komme med et par knipper rør til et hul i taget.
Det gav ham samtidig lejlighed til at forklare Kirsten, hvorfor han
ikke var kommet i kirke.
11

Middagsroen hvilede over landsbyen, da han satte sig ved siden
af Jens på en bænk uden for kroen. Begge havde svært ved at
komme i gang med snakken på grund af det skete.
Kirsten var på vej med to krus øl. Hun var 17, et år yngre end
Odd. Han var for længst blevet enig med sig selv om, at der i hele
Højetorpe ikke fandtes nogen kønnere tøs end kromandens datter.
Hver gang han så hendes yndige ansigt og de bløde, runde former,
fik han lyst til at røre ved hende. I dag virkede hun mere bekymret
end vred.
Hun stillede kruset foran ham, bøjede sig og hviskede ham i øret:
- Du skal ikke tænke på det med kirken. Gud være med
Thorvald.
Odd havde lyst til at gribe hende om livet. I stedet lod han
fingrene løbe gennem sit hårs uregerlige hvirvler og videre til det
dunede skæg, som sommerens sol havde gjort næsten usynligt.
Han havde fået lov at kysse hende mod løfte om at møde i kirke
hver søndag. Holdt han ikke, hvad han lovede, kunne hun ikke
gifte sig med ham, truede hun. Hendes mor havde sagt, at hun ikke
ville have en kætter i huset.
- Jeg lover at komme på søndag, hviskede han tilbage og
skottede til Jens, der lod som om, han havde interessen et helt
andet sted.
- Hvis du ikke sidder i hullet, sagde hun højt og blev selv
forbavset over det impulsive svar.
Mens hun hastede ind i krostuen, lo Jens ad sin datters opførsel.
Noget af den trykkede stemning forsvandt.
12

- Vi havde for resten besøg af fogeden og hans knægte lige før
middag. De spurgte efter dig.
Jens var igen blevet alvorlig. Han kikkede på kruset, som han
drejede uroligt mellem hænderne.
Odd vendte sig og så på ham. Kromanden var en rødmosset og
ølsvær mand med et roligt gemyt. Selv om han havde nægtet at
deltage i bøndernes belejring af Gyldenhjelm, havde man stadig
tillid til ham.
- Hvad ville fogeden mig?
- Greven ville vide, hvem der har fjernet din bror fra Galgeegen.
Han spurgte også i krostuen; om nogen vidste noget.
- Vidste nogen noget, spurgte Odd og følte uroen blande sig med
øllet i maven.
- Nej, ingen af os havde hørt eller set noget.
Jens tog en slurk af øllet, inden han fortsatte.
- De får sig nok en middagslur, siden I endnu ikke har hørt fra
dem. De så ud, som havde de god brug for det.
Da Odd ikke svarede, fortsatte han:
- Hvem kan have fjernet Thorvald? Det spurgte jeg også Svend
Smed om, men han vidste ikke noget.
Jens så på ham med sin mest uskyldige mine.
- Det er ikke godt at vide, svarede Odd.
Han kunne se på Jens, at han var i vildrede og tænkte, at han
hellere måtte forklare sig.
- Måske har en barmhjertig sjæl forbarmet sig over min bror og
givet ham en anstændig begravelse. I øvrigt kan I hilse og sige, at
13

der er én, der gerne ser de slyngler og greven med dingle i
Galgeegen.
Han vidste, at kromanden ikke ville bringe ønsket videre. Men
det lettede at få afløb for vreden.
- Så varer det ikke længe, inden Skipperen skal strække hals for
bødlen. Det bliver på Vor Frue fødselsdag, sagde Jens for at skifte
emne.
Odd nåede ikke at svare. Kromanden fortsatte med tydelig
nervøs stemme:
- Der har vi dem. Mon du ikke skulle tage og stikke af?
Han nikkede i retning af Kærgården.
Fogeden, der var ledsaget af tre svende, dukkede frem bag
længen ved gadekæret.
Det var allerede for sent. Rytterne havde set kromanden og Odd
på gårdspladsen og satte hestene i trav.
Fogeden red op foran bænken. De tre andre standsede en
hestelængde bag ham. Alle var svært bevæbnede, som deltog de i
den krig, der for længst var forbi på disse kanter.
Fogeden havde en armbrøst hængende over skulderen og en stor
bredbladet bondekniv i bæltet. I højre hånd holdt han den frygtede,
sammenrullede pisk, der var flettet af alenlange læderremme.
Hans tre ledsagere havde udskiftet armbrøsten med en bøsse,
som det var på mode blandt unge krigskarle. Bøssernes skæfter
ragede op fra deres hylstre foran på sadlen. I stedet for simple
bondeknive havde de rigtige sværd.
14

Det var Sorte Gert, som man sagde, var tater, uden at nogen
rigtigt vidste, hvordan det forholdt sig. Den anden var den unge
junker Arvid fra Roldgård, som faren havde sendt i tjeneste hos
grev Tyge. Den sidste var ridder Kresten, der var kommet til
Gyldenhjelm for nylig. Han var for resten ikke mere ridder end det
fugleskræmsel, der gemte sig under fogedens fedtede hat.
- Der har vi jo Niels Thorbjørnssøns yngste søn. Så slipper vi for
at ride til Mosegården i dag kromand, sagde fogeden med syrlig,
raspende stemme.
- Greven vil snakke med dig, knægt, fortsatte han. - Vi har svært
ved at forstå, at den slyngel af en bror er faret til himmels, siden
præsten påstår, han ikke har gjort sig fortjent dertil.
Han ventede, til knægtene havde grinet færdigt.
- Måske er det fordi, nogen har hjulpet ham på vej? Det har man
hørt før. Det er det, greven vil snakke med dig om, knægt.
Odd brød sig ikke om at blive kaldt knægt i så nedsættende et
tonefald. Slet ikke af én, der ikke var halvt så meget mandfolk som
han selv. Når de steg af krikkerne, måtte de bøje nakken for at se
ham i øjnene.
- Kromand, tag lige og stik os en sæk af din bedste vin,
gnæggede han videre. - Vi trænger til noget at styrke os på. Jeg er
lige så tør i kæften, som havde jeg gumlet halm.
Knægtene lo støjende, mens fogedens smalle læber indtog den
vante, bistre bue.
Kromanden kom tilbage med en læderdunk. Fogeden nikkede i
retning af ridder Kresten.
15

- Jeg håber, det er værd at drikke, kromand, sagde Kresten og
trak tolden ud for at smage på indholdet.
- Ikke dårligt, bemærkede han og tog endnu en slurk, inden han
rakte den videre til Arvid fra Roldgård.
- Afgang, råbte fogeden til Odd. - Og ingen hundekunster, ellers
får du et reb om halsen.
Folkene i Kærgården stod i vognporten og gloede efter dem, da
de rundede kæret.
Odd tænkte, at bonden og hans karle havde travlt med at fælde
deres egen dom. Bønderne i Højetorpe ville snart vide besked. Nu
havde greven taget sig af det sidste mandfolk fra Okseholm. De så
ham allerede dingle i Galgeegen.
Først var det gården og gamle Niels Thorbjørnssøn. Derefter
Thorvald og i dag den yngste. En forbrydelse førte altid flere med
sig, vidste man af smertelig erfaring.
Odd vidste, at han ikke kunne vente nogen hjælp fra bønderne i
landsbyen. Jens Kromand ville ile hen til Svend Smed, der ville
skynde sig ned i mosen med den dårlige nyhed.
Med lange, spændstige skridt gik han ud af Højetorpe med ånden
fra de prustende heste i nakken. Det var nødvendigt at gå rask til
for ikke at skulle løbe. Den ydmygelse ville han helst undvære.
Vinsækken gik på omgang mellem rytterne, alt imens de spøgte
med, hvad grev Tyge og de selv ville gøre for at få ham til at
snakke. Han håbede rigtignok, at deres løjer blot havde til formål
at skræmme ham.
16

Tyge havde forlangt gerningsmanden bragt til Gyldenhjelm og
den hængte krybskytte tilbage i egen igen.
- Når jeg lader en krybskytte hænge, så er det meningen, at den
satan skal blive der, til der ikke er så meget som en knogle eller
det mindste stykke halshud tilbage i rebet, havde greven tordnet
ildrød i ansigtet.
Et par forskræmte får løb langs et hegn for at nå det hul, de var
sluppet ud ad.
Der var langt mellem dyr på markerne i disse tider. Et par får her
og et par geder dér. En ko var næsten et lige så sjældent syn som
en hest. De før så mange stude så man først, når man nåede frem
til grevens enge.
Johan Rantzaus landsknægte havde kun ladt nogle få husdyr
tilbage efter deres hærgen på egnen.
Fogeden og grevens svende havde vist vej for de tyske
krigskarle. Først havde de fremmede skændet bøndernes koner og
døtre. Dernæst havde de krævet ind for ikke at lade deres gårde gå
op i flammer. Senere måtte bønderne se til, at de smed levningerne
af deres dyrebare mad for hundene.
På Mosegården var der kun et får, to lam og to geder tilbage.
Soldaterne var draget af sted med gårdens eneste ko samt en halv
snes får og lige så mange geder. De havde også taget Thorvalds
elskede hest, Mester, som han havde fået som føl af Svend. De
dyr, holstenerne ikke havde slagtet og fortæret på stedet, havde de
taget med sig på den videre færd mod Ålborg.
17

Da nyheden om Københavns fald nåede Højetorpe for en måned
siden, forestillede Odd sig en af den ny konges riddere i spidsen på
Thorvalds krigsklædte hest.
Fra en bakketop kunne man se Gyldensøs spejlblanke vande bag
skovens træer. Neden for bakken bugtede et hjulspor sig langs med
Sorteå i retning af vandmøllen. Ved mølledammen slog vejen to
skarpe knæk mod Okseholm.
Efter at have passeret broen over åen, var der frit udsyn til
Gyldenhjelms tage og volde en fjerdingvej borte. I skovbrynet på
deres højre side stod Galgeegen med det afskårne reb hængende
ned fra grenen.
Ingen havde tal på, hvor mange stakler, der igennem årene havde
endt deres dage i egen.
Sidst var det Odds broder Thorvald, der var hængt uden lovlig
dom. Kendelsen blev afsagt på stedet, som det var skik på de
kanter, når en krybskytte blev taget på fersk gerning. Fogeden og
hans mænd havde klynget Thorvald op i træet, som de havde gjort
det med Ræven nogle måneder før.
For et par uger siden hang den sidste rest af Ræven endnu i rebet.
Han var søn af Tater-Marta, der boede i en ussel tørvehytte en
fjerdingvej syd for Gyldensø. Ræven blev taget, da han var i færd
med at røgte nogle snarer ved søen.
Om få måneder var det to år siden, man hængte tre af bøndernes
ledere på en og samme dag. De blev ført til Galgeegen allerede
dagen efter, at holstenerne var kommet grev Tyge til undsætning.
18

Deres brynjeklædte Kapitän havde forbudt bønderne at begrave
de døde. En soldat havde oversat hans glammende tungemål for
bønderne:
- Lad ravnene hugge deres øjne ud og lad dem blive til ulve- og
hundeføde, råbte soldaten ud over flokken af bøjede hoveder. - De,
der forbryder sig herimod, ender selv i galgen.
Alle, der havde deltaget i belejringen af Gyldenhjelm, måtte
bøde deres gårde til kongen, som forærede grev Tyge dem i
taknemlighed for hans troskab. De før så egenrådige, frie bønder
var fra nu af blevet fæstere under herremanden.
Thorvald var så heldig at klare frisag, fordi han først var vendt
tilbage med et læs tørfisk fra Gråbølle samme dag, som greven og
holstenerne holdt rettergang.
Opflammet af vrede og mange potter øl havde Højetorpes bønder
nogle dage forinden indledt belejringen af Gyldenhjelm. På
herregården var man forberedt på kamp. Vindebroen til porttårnet
var trukket op. Bag voldene ventede grev Tyges mænd med
skudklare bøsser og kanoner.
Men bønderne kom på andre tanker, da der kom bud om, at en
rytterskare var set raste en mil syd for Gyldenhjelm. De tabte
modet og vendte skyndsomst tilbage til landsbyen.
Dagen efter red grev Tyge og hans mænd i spidsen for de
holstenske landsknægte for at kræve hævn over Højetorpes bønder.
Holstenerne var en deling af Johan Rantzaus store hær, der var
sendt til landsbyen for at skaffe forsyninger til hovedstyrken på
dens vej nordpå. Allerede næste dags aften var de første flygtninge
19

kommet til Højetorpe. Med dem fulgte den grufulde beretning om
holstenernes blodige opgør med Ålborgs borgere.
Odd og rytterne var nået frem til herregårdens smedje, der lå et
stenkast uden for voldene.
Grevens smed hed Herman. Han var hentet hertil fra Lybeck på
grund af sine særlige evner som bøssemager.
Fra skovbrynet havde Odd ofte fulgt smeden og svendenes
arbejde med at vænne hestene til ilden og bragene fra bøsserne.
Der gik en hel eftermiddag, inden de forskræmte dyr var så
udmattede, at de ikke længere sansede krudtrøgen og larmen. Nu
tog Herman Smed sig et hvil for at se, hvem fogeden havde med
sig i dag.
Grev Tyge hørte hestene på vindebroen og gik ud på svalegangen
over borggården.
Med hænderne støttet til rækværket stod han høj, bred og mægtig
og så ned i gården. Han var klædt i en stor, slidt fåreskindspels, der
blev holdt sammen af et bredt læderbælte.
På trods af sine tresindstyve år var hans blegrøde skæg og hår
uden et eneste sølvstænk. Hans øjne og næse mindede om ørnens i
Gyldenhjelm´ernes skjold.
Grev Tyge var frygtet af alle for sit skiftende humør. I dag var
det højt, fordi han netop havde drukket lidkøb med en tysk
opkøber, der havde betalt særlig godt for to snese af de fedeste
stude.
- Der har vi måske slynglen, Rane, råbte greven så højt, at det
rungede mellem murene. - Hvor har han så gjort af krybskytten?
20

Rane hoppede i sadlen af bare forskrækkelse. Han havde endnu
ikke fået øje på greven. Samtidig var han usikker på, om det var
ham selv, der kunne være slynglen.
- Greven sagde, vi skulle vente, gnæggede Rane tilbage.
Grev Tyge gik hen ad gangbroen til tårntrappen. Lidt efter
dukkede han op i døren til gårdspladsen. Med tunge, stive skridt
nærmede han sig Odd og mændene. Fra døren til stalden kom et
par drenge løbende for at tage sig af hestene.
I døre, vinduer og glugger ventede gårdens folk spændt på, hvad
der ville ske. Uden at sige et ord standsede greven og betragtede sit
tyende med bister mine. På et øjeblik forsvandt alle de nysgerrige
hoveder.
Ved et blyindfattet vindue i øverste, østre stokværk stod en ung,
smuk kvinde og betragtede sceneriet nedenunder. Det var grevens
yngste datter, den sidste i børneflokken.
Folkene kaldte hende spøgelset, fordi hun bevægede sig rundt i
borgens mørke gange og korridorer lige så lydløs som en ånd.
Botille havde ikke sagt et ord i den sidste halve snes år. Ikke så
meget som et suk eller en klage undslap hendes læber. Hun hørte
til den sjældne slags mennesker, der hverken udtrykte vrede, sorg
eller glæde.
Greven nåede hen til Odd. Med benene solidt plantet til siderne
og med hænderne selvsikkert i siden tog han bestik af lømlen. Han
så med det samme, at her stod han over for én, der målte sig med
ham i højde og bredde. Kun på grund af sin grevelige bug var han
tredive pund sværere end ynglingen.
21

- Hvor har han så gjort af krybskytten, spurgte han igen.
- Jeg har begravet min bror, svarede Odd med fast stemme og
uden at flytte blikket.
- Hvor har han begravet broren, fortsatte greven med sjælden
hørt tålmodighed.
Rane vidste, det betød, at den tyske opkøber havde betalt en god
pris for studene. Så fik han måske ikke lov at klø knægten i dag.
- Min bror skal hvile i fred. Han kommer ikke op at hænge igen.
Grev Tyge lod armene og underlæben falde af bare befippelse.
Rane rømmede sig. Man var ikke vant til at høre greven blive
sagt imod. Måske fik han alligevel brug for pisken.
- Hvad siger han? Kommer han ikke op at hænge igen? Den
frække karl! Han trænger vist til at få smurt rygstykkerne. Ikke
sandt, Rane? Så hans bror krybskytten kommer ikke op at hænge
igen. Han skal nok blive klogere.
Stemmen lød ikke særligt overbevisende, hvorfor han tilføjede et
forargeligt harr!
- Men det må vente til i morgen, sagde han. - Se til at få ham i
hullet. Nu er der vigtigere ting at tage sig til. Vi skal have 40 af de
bedste stude drevet sammen i folden. Tyskerne skal af sted ved
solopgang.
- Skal ske, svarede Rane og puffede arrigt til Odd.
Greven gik tilbage mod tårnet, mens han gentog sit harr og
frække karl!
22

Gårdens folk dukkede frem fra deres skjul for at få et sidste glimt
af fangen. Der blev gættet på og væddet om, hvad drengens
frækhed ville koste ham.
Oppe i vinduet stod Tyges datter med hænderne dækkende for
det skarpe sollys og fulgte med i, hvad der foregik nedenfor.
I vestfløjen på den anden side holdt grevens gamle hushovmester
Eskild øje med såvel den unge frøken som mændene nede på
gårdspladsen. Han havde netop gjort sig færdig til at ride til
Viborg i spidsen for de folk, der skulle forberede bygården på
grevens ankomst. Grev Tyge ville sammen med andre af landets
stormænd være til stede for at overvære rettergangen over Skipper
Klement.
Rane havde sendt Sorte Gert ind i køkkenet efter en fakkel til at
lyse i kælderen. På vej ned ad tårntrappen fik et ilde lugtende
vindpust flammen til at blusse op.
Den eneste lyskilde i den mørke, klamme kælder var en smal,
aflang glug, der vendte ud mod gårdspladsen. Selve fangehullet
stødte op mod voldgraven og var adskilt fra det forreste rum ved
en stor tremmedør af smedejern.
Rane tog en nøgle, der hang på en spiger i forsvarlig afstand af
tremmerne, og åbnede gitterdøren.
- Den her kan måske få dig på andre tanker, snerrede han og slog
fangen hårdt bag øret med piskens blyfyldte skaft.
Odd følte det, som hele hovedet revnede. Så fulgte en ny
skærende smerte, da han ramte stengulvet.
Langt borte hørte han lyden af døren, der smækkede.
23

KAPITEL TRE
En frelsende engel
Odd støttede sig til tremmerne for at komme på benene igen.
Det smertede i hovedet. Han mærkede efter og slikkede på
fingrene. Det smagte af blod. Det blødte også fra såret i panden.
Når han blinkede, klæbede det højre øjenlåg ubehageligt. Han
tørrede det værste bort med bagsiden af hånden.
Da øjnene havde vænnet sig til mørket, begyndte han at se sig
om i rummet.
De hvælvede, fugtige vægge var af granit ved gulvet, ovenfor af
brændte sten. Sådan, som han huskede Gylden-hjelms dystre,
mugne kældre fra sin barndom. Gulvet var dækket af et tykt lag
skidt. Der havde ikke været muget ud i lange tider.
Hver gang hans blik strejfede gluggen, kneb han øjnene sammen,
for ikke at blive blændet af lyset. Når han stod midt for
gitterdøren, kunne han se et stykke af den indre vold gennem den
åbne port.
I højre side af porten var indgangen til vagtstuen. Herfra var der
adgang til folkestuen, der tjente som både spisestue og sovesal for
gårdens våbenføre mænd. I løbet af sommeren var der forsvundet
fem af svendene. Man sagde, at de var taget til Sjælland for at
hjælpe hertug Kristian i slaget om København.
24

Gik han et skridt til højre, havde han udsyn til den gamle smedje,
hvor der stod to vogne. Udenfor hvilede en træbom på et par
nedgravede pæle. Hertil blev hestene bundet, mens man fjernede
saddel og seletøj eller lagde det på. Desuden tjente bommen som
træhest for de bønder, der måtte lide for grevens vrede.
Odd hørte stemmer ude fra borggården. Det var ved at blive
mørkt. Han rejste sig fra den mugne bunke halm, hvor han havde
ligget og blundet. For ikke at slå hovedet mod de buede vægge,
følte han sig frem mod tremmedøren.
Gennem gluggen så han en halvvoksen dreng i færd med at
tænde en af de fakler, der hang på murværket.
For flere år siden havde Odd hjulpet Svend Smed med at sætte
nye fakkelknægte op. Det var dengang, Svend endnu arbejdede i
grevens smedje nogle dage om måneden. Da de gamle holdere af
træ ikke kunne mere, udskiftede Svend dem med nye af jern.
Disse dage på Gyldenhjelm var som et eventyr. Selv om Odd
havde lovet at give en hånd med, var han der som regel ikke, når
Svend havde brug for ham. I stedet var han at finde alle andre
steder.
På den måde lærte han borgens folk og indretning at kende. Når
han listede ind til pigerne i køkkenet, vankede der ofte en godbid.
Undertiden sneg han sig til at kikke ind i herskabernes stuer og
sale, hvis vægge var behængt med de vidunderligste vævede
tæpper. De viste billeder af dyr og mennesker, der forekom så
levende, at man hvert øjeblik ventede, at de trådte ud af væggen.
25

På gangene og i alle værelser og rum var der tunge kister, som
folkene fortalte, var fyldt med guld, sølv og ædle stene. Svend
sagde derimod, at man lavede grin med ham og at han ikke skulle
tro på et eneste ord.
Der var de raske, unge junkere med korte, spidse sværd i
bælterne. De skræmte ham, blot de så på ham eller spurgte, hvad
han lavede.
Da den ældste, der hed Kristoffer, havde råbt, at han skulle
skrubbe af, pilede han ned til Svend og blev der, til modet vendte
tilbage.
Der var pigerne og damerne, som lignede prinsesser. Og der var
grevens smukke datter Botille, som var et par år ældre end han
selv, og som gik rundt i borgen uden at sige et eneste ord.
Svend sagde, hun var stum. I Odds ører lød det mærkelige ord
ligeså forunderligt som hendes navn.
Odd ville gerne have spurgt hende, hvordan det var at være stum.
Af mangel på mod nøjedes han med at betragte hende på afstand,
for at hendes kønne øjne ikke skulle blive onde som hendes bror
junkerens.
Svend havde fortalt, at Botille ikke havde sagt noget, siden hun
var syv år. Det var, da hendes yngste bror sprang ud fra porttårnet
og druknede i voldgraven. Odd havde lovet Svend aldrig at nævne
noget om det til hverken børn eller voksne på gården.
Botille lå i sin seng og ventede, indtil alle var gået til ro.
26

I eftermiddags, da hun stod ved vinduet og kikkede ned i gården,
havde hun taget en skæbnesvanger beslutning. Hun ville befri den
unge mand fra hans fangenskab i kælderen.
Som barn havde hun følt med Odds far på grund af den uret,
hendes egen far havde begået mod ham. På samme måde, som hun
led med de stakler, der blev mishandlet af Rane og deres svende.
Faren havde ikke ladet sig røre af hendes og morens bønner. I
stedet havde han bebrejdet dem deres blødsødenhed.
Botilles elskede bror, Valdemar, havde ikke hold til farens
strenge opdragelse. Da han sprang ud af et vindue og druknede i
voldgraven, afviste faren det med, at det var, hvad man kunne
forvente af sønnens galskab.
Botille havde ment noget andet. Men det fik hun aldrig fortalt.
Af sorg og forfærdelse havde hun mistet mælet, da hun så gårdens
svende trække broren op af voldgravens mudrede dyb.
Fortvivlelsen nåede aldrig over hendes læber.
Dengang man lagde råd mod Niels Thorbjørnssøn, tænkte ingen
på, at hun lyttede med. Ved hjælp af falske vidner havde faren
ladet den frie bonde på Okseholm bøde for hendes ældre bror
Gerhards død.
Heller ingen bekymrede sig om, at hun var til stede, da faren og
fogeden besluttede at hænge Thorvald Nielssøn.
Rygtet om, at Odds bror drev krybskytteri i grevens skove, var
langtfra nyt. Men endnu var det ikke lykkedes Rane at tage bonden
fra Mosegården på fersk gerning. Snakken gik, at folkene i mosen
27

mæskede sig i godsets fede vildt og holdt greven og fogeden for
nar.
Botille gik hen til vinduet og kikkede ud. Bortset fra en enlig
vagt i porttårnet, var alt roligt. Hun svøbte en kappe om skuldrene
og åbnede forsigtigt døren til den mørke gang.
Odd lå i det mugne hø og drømte om dengang, han som barn
havde vovet sig ned ad kældertrappen i herregårdens østre tårn.
Først da øjnene havde vænnet sig til mørket, opdagede han, at
han ikke var alene. Han ville skrige, men kunne ikke få en lyd
frem.
Bag gitterdøren stod en trold og gloede på ham med et udtryk
som en sulten ulv. Til alt held befandt uhyret sig bag lås og slå. De
uhyggeligt knoklede fingre havde set ud, som voksede de ud af
tremmerne. Troldens ansigt var næsten skjult af hår og skæg. En
laset kappe dækkede skuldrene og en pukkel på ryggen. Hans
nøgne arme og ben var uhyggeligt magre. Huden var brun og
skorpet og så ud, som skidtet ikke længere kunne vaskes af. Da
manden åbnede munden, havde to rækker perlehvide tænder grinet
ham i møde. Midt i al elendigheden virkede tænderne helt
malplaceret.
- Lille ven, giv mig nøglen. Den hænger på væggen. Og Herren
vil lønne dig, hviskede trolden hæst.
Ordene udløste skriget, der kunne høres helt ud på gårdspladsen.
- Har du set spøgelser, lo Svend, da Odd rystende af skræk nåede
hen til ham.
28

- Der er en trold i kælderen, græd han og pegede hen mod tårnet.
- Fogeden fangede ham med et sølvbæger. Hvis din trold ikke
har en god forklaring, bliver han hængt, sagde Svend ufølsomt
over mandens skæbne.
Der gik lang tid, inden Odd atter vovede sig på opdagelse i
herregården. Da var trolden for længst begravet uden for
kirkemuren. En pæl gennem den magre krop skulle sikre, at han
ikke hævnede sig på nogen levende.
Selv om det med pælen havde beroliget Odd, slap han aldrig helt
den tanke, at trolden en dag ville vende tilbage for at gøre
regnskab med ham og folkene på Gyldenhjelm.
Han vågnede ved lyden af et hårdt smæld henne fra døren. Med
alle sanser på vagt beredte han sig på det værste.
Noget bevægede sig i mørket. Et kort øjeblik blev omridset af
glughullet dækket af en skygge. Så fulgte lyden af hurtige, lette
trin på trappen, og alt var igen stille.
Forsigtigt listede han hen og greb om tremmerne. Døren gav
efter med en klagende lyd.
Han stod i kælderrummet og stirrede ud gennem gluggen mod
porten. Der var ingen at se på gårdspladsen. Han famlede sig frem
til vindeltrappen og videre op i tårnet. Døren ud til gårdspladsen
gav en stille klage fra sig. Bortset fra en enlig vagt på sin
trælsomme runde i porttårnet, syntes alt at ånde fred.
Da vagten vendte ryggen til, sprang han ind under gangbroen og
hen mod portfløjen. Her stod han ude af syne, når manden vendte
tilbage.
29

Et øjeblik blev han stående og lyttede. Ud over vagtens skridt lød
kun en fredelig snorken fra et åbent vindue til mændenes rum.
Han listede frem mod porthvælvingen. Forsigtigt kikkede han
frem om hjørnet. Mændenes snorken lød tydeligt. Det tydede på, at
døren til vagtstuen og soverummet ikke var lukket.
Han sneg sig rundt om hjørnet hen mod vagtstuen og kastede et
blik ind ad den åbenstående dør. På det store bord, der næsten
fyldte rummet, stod tre tinkrus og et træfad med æbler og nogle
humpler brød. Han havde gættet rigtigt. Døren til sovesalen stod
på vid gab.
Synet af maden fik det til at svide i spytkirtlerne. Han havde
hverken fået vådt eller tørt siden middag. Derfor besluttede han at
tage det, man havde snydt ham for.
Lige som han rakte ud efter brødet, hørte han støj bag sig. Han
vendte sig med et sæt og nåede lige at dukke hovedet, inden en
jernbeslået kølle susede forbi dér, hvor det havde været for et
øjeblik siden.
- Hvordan fanden er din satans bonderøv sluppet ud, hvæsede
ridder Kresten.
Det var det sidste, den gæve ridder fik sagt i sit korte, krigeriske
liv.
Odd vidste ikke, hvordan det egentligt gik til. Pludselig stod han
med den ene arm om Krestens hals og hørte et smæld som fra en
gren, der knækkede.
Odd løsnede grebet en smule for ikke at kvæle manden. Men for
sent. Kresten havde trukket vejret for sidste gang.
30

En isnende fornemmelse løb ned ad ryggen. Han så ind i de
tomme, udstående øjne, og mærkede nakkehårene rejse sig. For at
undgå støj bøjede han sig forsigtigt og lod den tunge, slappe krop
glide ned på gulvet. Ridderen var død.
Han stirrede vantro på sine hænder, der netop havde klemt livet
af én af grevens mænd. Selv om det var sket ved et uheld, vidste
han, at det kunne koste hans eget.
Hurtigere end han havde forestillet sig, var den ed, han havde
svoret ved Thorvalds grav, ved at gå i opfyldelse. Den første af
Thorvalds banemænd var død.
Selv om det var på høje tid at komme væk, holdt en ubehagelig
tanke ham tilbage: Hvad med den eller dem, der måtte undgælde
for hans frihed? Han kunne ikke holde ud at tænke på, at hans
hjælper eller en stakkels uskyldig skulle lide for ridder Krestens
død.
For ikke at spilde tid greb han den døde om livet og lagde ham
op over skulderen. Han håbede, at støjen ikke vækkede de
sovende.
Forsigtigt begyndte han at gå tilbage mod fangekælderen.
Mens vagten vendte ryggen til, løb han hen til tårnet og gemte
sig bag muren for at vente på næste runde. Så smuttede han ind i
tårnet, lukkede døren bag sig og famlede for sig med fødderne ned
ad den bælgmørke trappe.
I lyset fra gluggen fik han øje på nøglen i gitterets lås. Det fik
ham på den ide at hænge ridderen op på sømmet til nøglen. Han
31

følte, at det ville være en passende hilsen til greven og hans
svende.
Et øjeblik stod han og betragtede ridderen, der hang og dinglede
på sømmet. Han mindede om en kæmpe hankat, der var hængt op
til skræk og advarsel for sine artsfæller.
På vej tilbage mod porten var han hele tiden på vagt.
Denne gang ville han ikke lade sig overrumple. I vagtstuen
huskede han at stikke et par humpler brød og æbler inden for
vamsen og drikke sjatterne i krusene. Selv om øllet var sparsomt
og tyndt, hjalp det på den værste tørst.
Han listede hen til porten og begyndte at løsne den første af de to
bomme, der holdt døren på plads. Bommene og beslagene var nye
og sad så fast, at det var umuligt at løsne dem uden at lave støj.
Hvert øjeblik ventede han at se en flok karle vælte ud af vagtstuen.
Klam af sved lagde han den sidste bom fra sig og klemte sig ud
ad den smalle dør.
Foran ham lå vindebroen, som han aldrig have set hejst op. Men
han vidste, at både den ydre og den indre bro rakte lige til
skydeskårene og at de havde været oppe under belejringen for
snart to år siden.
Han vidste også, hvordan vindebroen var indrettet på undersiden.
Som knægt havde han med ryggen svævende over det mudrede
vand svunget sig frem ad de svære tømmerstokke.
Nu ønskede han, at han kunne krydse voldgraven på samme
måde og ikke løbe an på, at vagten var uopmærksom.
32

Odd nåede i skjul under porten i volden, før omridset af vagten
dækkede det første skydeskår.
Porten havde samme udseende som den første bortset fra, at den
indfældede dør manglede. For at komme ud skulle de to bomme,
der holdt porten lukket, løftes ud af hullerne i murværket. Normalt
var der to mand om at fjerne dem. Men efter årelangt slid lå de så
løst, at det var let at få dem fri.
Han åbnede den ene fløjdør en smule og så ud. Når han var over
vindebroen, var der ikke langt til de nærmeste træer. Forsigtigt
klemte han sig ud ad den smalle åbning. Ingen ville opdage hans
flugt før daggry.
Han var så optaget af sit held, at han ikke nåede at reagere på et
vindpust, der blæste den ene dør ind mod bommene. Med et
øredøvende brag ramlede de ned på stenbroen.
Øjeblikket efter lød der høje råb fra vagten.
Uden at betænke sig løb Odd over vindebroen og videre ind i
skovbrynet. Bag sig hørte han den rungende, dybe lyd fra det store
bækken i porttårnet. Det betød, at alle mand blev kaldt til
mønstring i gården.
Skjult bag et træ så han mændene løbe forvirret rundt i skæret fra
deres fakler. Alt, hvad de fandt, var den åbne port med de væltede
bomme. Kort efter vendte sidste mand tilbage og lukkede porten.
Nogle dumpe lyde fortalte, at bommene igen var på plads.
Odd kom frem fra sit skjul og begyndte at løbe langs skovbrynet
mod Højetorpe.
Inde i borgen ville den søvndrukne greve rase over mændene.
33

Men først når man fandt den døde ridder og opdagede, at fangen
var borte, ville svendene blive sendt efter ham.
KAPITEL FIRE
Som jaget vildt
Odd bankede på Svend Smeds dør samtidig med, at grev Tyge
beordrede svendene til at fjernede den døde ridder Kresten fra
sømmet i kælderen.
Odd fortalte, hvordan han var sluppet fri, og hvordan han, uden
at ville det, havde dræbt en af grevens mænd. De var enige om, at
Odds redningsmand måtte være en af landsbyens unge, der tjente
på herregården.
Svend rådede ham til at tage til Viborg. Her kunne han regne
med hjælp fra hans fætter Ebbe, der havde smedje i Sankt
Mikkelsgade. Før krigen plejede Thorvald og Odd at overnatte hos
Ebbes, når de var til marked i byen.
- Han er ved at være en gammel knark og har sikkert brug for en
ekstra hånd. Du kan hurtigt lære at smede en sko, lød det
opmuntrende fra Svend.
Måske havde han taget munden for fuld, for han skyndte sig at
tilføje:
- Her er et par skilling for alle tilfældes skyld.
I mørket mærkede Odd pungen med pengene, der blev presset
mod sin hånd.
34

- Og du skal ikke være urolig for Hanna og ungerne. Jeg var
dernede for at fortælle, at fogeden havde hentet dig, og tog jeg lidt
mel og flæsk med.
Odd vidste, at lidt betød en sæk og en hel side.
Svend åbnede døren for at lytte, om der var ryttere på vej. Men
alt var stille.
Odd takkede for pengene og begav sig i retning af mosen.
Hanna åbnede forsigtigt døren for ikke at vække Hilde og børnene.
Den håndfuld kviste, hun lagde over gløderne på ildstedet,
flammede op.
Odd fortalte om sin ukendte hjælper, og at hun måtte regne med
at få besøg af grevens mænd. Han var kommet for at advare hende
og hente armbrøsten, inden han begav sig mod Viborg.
- Hvordan kan I tro, at du er sikker hos Ebbes, spurgte hun
bekymret, mens hun vaskede hans ansigt rent for blod. - Det siges,
at der er flere herremænd end almindelige folk i byen.
Odd mente, de havde så travlt med at tage sig af Skipper
Klement, at der ikke var tid til at tænke på ham.
- Hvorfor bliver du ikke i skoven nogle dage, foreslog hun.
- Hvis Ebbe mener, det er for farligt at blive, fortsætter jeg til
København.
Det måtte være tanken om Mester, der ledte til det prompte svart.
Hanna gav ham et brød og et stykke kogt flæsk med i et klæde.
Til gengæld lovede han at sende en hilsen, når han stødte på folk
fra Højetrope.
35

Med armbrøsten i den ene hånd og madposen i den anden fulgte
han stien, der gik gennem mosen.
Morgendisen lå over landskabet som et koldt, vådt tæppe.
Dråberne på blade og stængler gjorde pelsen og hoserne våde.
Han nåede op på åsen langs søen. Herfra kunne han skimte
kirketårnet i Højetorpe hen over tågen. I tankerne hørte han
klokken bimle. Den erindring hørte barndommen til. Det var før,
kong Frederik lod landets kirkeklokker støbe til kanoner.
Odd satte sig på en vindfælde og betragtede nogle hjorte, der
græssede i en rydning i skoven.
Efter et stykke tid spredte dyrene sig. Hovederne på de lange,
yndefulde halse bevægede sig uroligt. De kunne ikke blive enige
om, hvor de skulle løbe hen.
Flere af dyrene bevægede sig hen mod det sted, hvor han sad.
Altså var det ikke ham, de havde fået færden af. Han hørte lyden af
grene, der knækkede. En flok vildsvin dukkede frem af krattet og
fortsatte gryntende hen over lysningen med retning mod søen.
Hjortene faldt igen til ro og begyndte at græsse.
Odd rejste sig og fortsatte, til han nåede skovbrynet mod øst.
Herfra kunne man se vidt omkring. Der var hverken folk eller fæ
på den bugtede vej på den anden side ådalen. Nordpå førte vejen
forbi Gyldenhjelm og videre mod Højetorpe. Bag skoven, der
skjulte udsigten til herregården, hørtes den stødende brølen fra en
kvæghjord.
36

På venstre side af skovbrynet ledte en sti hen mod en ussel, lille
hytte af tørv, skjult mellem træerne. Hytten faldt så godt ind i
omgivelserne, at man skulle vide, hvor den lå, for at få øje på den.
Her havde Tater-Marta boet sammen med sønnen Johan, indtil
greven lod ham hænge for krybskytteri.
Odd havde hørt, at Marta var rejst fra egnen efter Rævens død.
Men vidste ikke, om andre var flyttet ind.
Han besluttede at blive i skoven, til mørket faldt på. Ventetiden
ville han benytte til at få sovet ud.
Han forlod stien og sneg sig i en bue om til bagsiden af hytten.
Herfra listede han frem mod en glug i tørvemuren og kikkede ind i
hyttens eneste rum. Midt på gulvet var der et ildsted af kampesten.
To gaffelformede grene med en tværgren lagt ned i krydsene
havde tjent som ophæng for gryder og spid. Indboet begrænsede
sig til to brikse og et groft tilhugget bord. Tater-Marta og hendes
landsmænd havde taget alt, hvad de kunne bære, med sig.
Han gik om til den anden siden af huset, hvor han satte sig på en
huggeblok for at spise sit brød og flæsk. Han nød hver en
mundfuld, mens han tænkte på, om Tyges mænd ledte efter ham.
Hvor meget ville greven sætte ind på at fange ham?
Efter at have spist den sidste krumme samlede han høet fra de to
brikse og lagde det til tørre foran hytten. Musene, der havde
vænnet sig til at vær ene om høet, pilede til alle sider for at komme
væk.
37

Rundt om hytten bredte sig et frodigt brombærkrat med modne
bær. Mens han ventede på, at høet skulle tørre, spiste han, til han
ikke kunne mere.
Brølene fra kvæget var blevet tydeligere. Lidt efter strømmede
en flok stude ud fra skovbrynet på begge sider af vejen. Tre mænd
til hest holdt styr på driften, mens en to spands vogn med et telt af
huder dannede bagtrop. Odd satte sig på en træstub og fulgte
flokken, der bevægede sig sydpå mellem bakkerne.
Måske var det de tyske opkøbere fra Gyldenhjelm på vej mod
Holsten?
Odd samlede høet på en af briksene og lagde sig. Et øjeblik efter
faldt han i en drømmefyldt søvn.
Han drømte, at en adelsfrøken i flagrende gevandter og med slør
for ansigtet havde skjult ham i sit tæppebehængte kammer af frygt
for faren og hans svende. I stedet for grev Tyge, Rane Ridefoged
og hans knægte viste det sig at være Jens Kromand og Svend
Smed i selskab med Thorvald, Peter og Svends fætter Ebbe. Efter
at have fundet ham i en stor skatkiste dansede de rundt om ham af
bare glæde. De priste ham og hans redningsmand, der viste sig at
være Kirsten Jensdatter, hvis yndige ansigt først tonede frem, da
han var kommet sig over forskrækkelsen.
Odd vågnede ved lyden af stemmer og prustende heste.
Fortumlet sprang han op fra briksen, greb armbrøsten og satte
foden i jernbøjlen, hurtigere, end han nåede at blive rigtig vågen.
På et øjeblik havde han spændt buen med bæltekrogen og lagt en
38

olt i armbrøstens fals. Han bøjede sig forover og så ud ad dørens
lave kikhul.
I gåsegang kom Arvid fra Roldgård, fogeden og Sorte Gert
ridende hen ad den smalle sti.
Der var ikke tid til at betænke sig.
Han hængte koggeret på ryggen og sparkede døren op. En kugle
borede sig ind tørvemuren bagved fulgt af et øredøvende brag.
Røgen fra Arvids bøsse viste, hvem der havde skudt. Bandende
forsøgte han at få styr på den dansende hest.
Odd holdt øje med Sorte Gert, der var redet til siden for at tage
sigte.
Den anden kugle borede sig ind ved siden af den første. Da
braget havde lagt sig, lød en rallen bag krudtrøgen. Sorte Gert slap
bøssen, som faldt til jorden.
Odds bolt sad dirrende midt i mandens hals. Der lød en
gurglende lyd fra hans strube, da han forsøgte at trække den ud. Så
slap han taget og væltede ud af sadlen med det ene ben fanget i
stigbøjlen. Det skrækslagne dyr sprang hen over lysningen og
forsvandt ind i skoven med Sorte Gert efter sig.
Også Ranes hest var blevet skræmt af larmen. Begge ryttere
havde svært ved at tøjle dyrene og samtidig bruge deres våben.
Rane hev i tømmen med den ene hånd og forsøgte at bruge pisken
med den anden. Arvid havde smidt den ubrugelige bøsse fra sig og
fået sværdet fri af skeden. Nu stormede han bandende frem mod
Odd med den skarpe klinge hævet til hug.
39

Odd havde ikke tid til at spænde armbrøsten. I stedet greb han
om skæftet med begge hænder og holdt buen frem som værn.
Da Arvid var over ham, hamrede han armbrøstens fodbøjle ind
mod hans skinneben og kastede sig ned på jorden. En kvasende lyd
og et gennemtrængende skrig fortalte, at han havde ramt.
Klamrende sig til sadlen fortsatte junkeren højt jamrende ind
mellem træerne i sporet efter den første hest.
Inden Odd nåede at komme på benene, mærkede han en
skærende smerte uden at vide, fra hvilken side angrebet kom.
Han rullede rundt på ryggen og holdt armbrøsten op for sig.
Snerten på fogedens pisk viklet sig om buen som en slange om sit
bytte. Hurtigt var han oppe og trak til.
Hesten vrinskede og stejlede. Ranes vide kappe flagrede som
vingerne på en kæmpe flagermus, da han blev trukket ud af sadlen
hen over dyrets hals. Der lød et hult drøn, idet han ramte jorden.
Han lå helt stille med ansigtet trykket ned i den bløde skovbund og
med hattens bristede puld som en krave om halsen.
Odd løb det bedste, han kunne. Uden at sanse de rivende torne
fór han gennem brombærkrattet. Han hævede igen armbrøsten til
forsvar og vendte sig for at se, hvor tæt Rane var efter ham. Men
der var ingen foged.
Pisken hang endnu i buen. Det var støjen fra den, der havde fået
ham til at tro, at den anden var lige i hælene på ham. Remmen,
som fogeden havde haft om hånden, var bristet. Han rullede pisken
sammen og gemte den ind under vamsen.
40

Fra modsat side hørte han et nervøst prust fra en hest. Han
sprang i dækning bag et træ og spændte armbrøsten.
Arvid dukkede op mellem træerne. Hans højre ben hang og
dinglede mærkeligt uden for stigbøjlen. Odd kunne så let som
ingen ting sende en bolt i siden på ham. I stedet blev han stående
musestille bag stammen.
Der lød hestevrinsk i retning af hytten. Rane var igen kommet i
sadlen og nærmede sig i forsigtigt trav. Hatten sad atter på den
vante plads. En sort hårtot, der mindede om en mishandlet
ravnefjer, stak ud fra revnen i pulden.
De to ryttere standsede ud for hinanden. Arvid bandede og
ømmede sig af smerte. Fogeden tvang sin hest til at dreje rundt om
sig selv, mens han spejdede til alle sider.
- Fik du ham, spurgte Arvid.
- Han nåede at stikke af, svarede Rane surt.
Odd tænkte, at fogeden ville få det svært med at forklare tabet af
pisken. Vendte han hjem uden den, kom han til at høre for det i
lang tid.
- Den satans bondetamp brækkede mit ben, sagde Arvid for at
påkalde den andens opmærksomhed. - Vi må tilbage til gården. Jeg
er ved at gå til af smerte.
- Så du noget til Gert, gnæggede Rane udeltagende.
- Tror du ikke, jeg har andet at tænke på? Ham må I hente senere.
Arvid behøvede ikke at finde sig i hvad som helst fra en simpel
gårdfoged.
41

- Han er højst sandsynligt død! Lige nu råder jeg dig til at følge
mig hjem. Ellers får du med Tyge at bestille.
Rane havde mest lyst til at sætte den unge vigtigprås på plads,
men turde ikke.
- Og husk: Jeg vil have fornøjelsen af at hænge ham, fortsatte
Arvid og tog sig til benet.
- I bytte for en gylden, tilføjede han, da han så det onde blik i den
andens øjne.
Fogeden rev hårdt i tøjlerne og begyndte at ride tilbage mod
stien.
Da de to var ude af syne, gik Odd op til skovbrynet. Her stod han
og fulgte de uheldige krigeres tilbagetog ned over engen og åen i
retning af landevejen.
Arvid hang foroverbøjet støttende sig til sadlen. Rane kikkede af
og til bagud for at sikre sig, at junkeren var med.
Selv om Odd aldrig havde lært at håndtere et ildvåben, vidste han
nøjagtigt, hvordan man gjorde. Hvis Rane vendte tilbage med nye
folk, kunne han få brug for de våben, de havde efterladt. Derfor
besluttede han at følge sporet efter Sorte Gert ind i skoven og tage
hesten samt krudt og kugler. Først ville han hente bøsserne, inden
det blev for mørkt.
Sorte Gerts bøsse lå, hvor han var faldet af hesten. Da han ikke
kunne finde junkerens, gik han ud fra at fogeden sikkert havde
samlet den op.
Han begyndte at følge sporet efter hesten og den forulykkede
rytter.
42

I en lysning ved åen fik han øje på den rødbrune hoppe, der gik
og græssede. Den havde åbenbart glemt, hvad der fik den til at
flygte for et øjeblik siden. Mens han nærmede sig, snakkede han
beroligende til den.
Sorte Gert lå på ryggen med det ene ben i stigbøjlen og med
skinnebenets pibe stikkende ud af støvlen. Ansigtet var dækket af
jord og blod. Bolten, der havde ramt så dødeligt, var knækket helt
inde ved halsen. Kun splinterne stak ud af det blodige sår.
Han fjernede det mishandlede ben fra stigbøjlen og tøjrede
hesten til et træ. Liget slæbte han ind mellem buskene ved åen,
hvor han skjulte det under nogle skræppeblade.
Under den dødes kofte fandt han en pose med blykugler og et
krudthorn. Han gemte begge dele ind under vamsen og spændte
sværdet om livet.
Tusmørket begyndte at sløre omgivelserne. Han håbede, det sene
tidspunkt ville få greven til at udsætte jagten på ham til i morgen.
Men turde ikke løbe an på det.
Han løsnede tømmen fra grenen og svang sig op i sadlen. Nu
kunne han ride til hovedstaden og lede efter Mester. Han tænkte, at
det ikke ville blive helt let med alle de stalde, der var i kongens
København.
For en sikkerheds skyld red han i dække bag de tætte buske langs
åen. Engang havde han og Thorvald roet ad den så langt mod syd
og øst, de kunne. På tilbagevejen havde de siddet med de nøgne
fødder begravet i deres fangst af levende ål.
43

Af og til kikkede han sig tilbage. Fra en åbning mellem buskene
fik han øje på fire ryttere, der kom ud af skovbrynet. Han bøjede
sig forover, til buskadset igen blev højere.
Ved den næste åbning i hegnet så han rytterne dreje af ved stien,
der gik op mod Tater-Marthas hytte. Da de red over åen, gjorde
han det samme. Blot i modsat retning og fortsatte sydpå ude af
syne for fogeden og hans mænd, der var nået op på åsen.
Han vendte sig en sidste gang for at kaste et blik mod
skovbrynet. I samme øjeblik slog en flamme op fra det sted, hvor
hytten lå. Snart havde ilden bredt sig til et kæmpe bål.
Odd tænkte, at Rane og hans mænd lod det gå ud over
kulsviernes hytte, fordi de var blevet jaget ud i natten og ville
vende tomhændet hjem.
Han begyndte at fløjte en lille melodi, som han havde for vane
efter en slem forskrækkelse.
Sådan red han nogen tid, mens han underholdt sig selv med et
potpourri af helt og halvt huskede melodier. Når resultatet blev for
snurrigt, lo han ad sig selv.
Han holdt øjeblikkeligt inde, da han hørte støj fra buskadset på
begge sider af vejen.
Inden han nåede at række efter sværdet, var han omringet af en
flok hujende mænd. Nogle greb fat i hestens hovedtøj, mens andre
pegede på ham med deres spyd.
- Tænk ikke på at stikke af, hvis du har dit liv kært, råbte den
mindste i flokken.
44

Odd havde knap nok rørt jorden, før ivrige hænder hev remmene
med armbrøsten og koggeret til sig og trak sværdet ud af skeden.
Så flåede de vamsen af ham og stod snart med krudthorn og kugler
samt skindposen med pengene fordelt mellem sig.
Fogedens pisk var faldet ned på vejen. Som ved et trylleslag
dukkede en fakkel ud af mørket og lyste for dem. En lille mand
samlede pisken op og lod dens flettede remme løbe mellem
fingrene. Han løftede ansigtet, der var skjult i et brus af filtret hår
og skæg, og så ham ind i øjnene.
- Den pisk kender jeg, sagde han forbavset. - Den er ikke din!
Odd svarede ikke, men lod blikket vandre hen over den lille flok
langskæggede mænd.
Den største af de seks havde trukket bøssen ud af saddelhylsteret
og stod og kærtegnede den. Så holdt han den frem mod faklen.
- Har i set mage til skyder, folkens? Havde vi nok af den slags,
kunne vi befri Skipperen.
Skipperen kunne kun være Skipper Klement, der sad i Viborg og
ventede på bødlens økse. Det havde Jens Kromand nået at fortælle,
inden fogeden dukkede op.
- Og hvem er så du, spurgte den store og pegede på ham med
bøsseløbet.
- Jeg er Odd fra Højetorpe, søn af Niels Thorbjørnssøn.
- Så kender jeg dig, råbte gnomen henrykt. - Han er fra
Okseholm. Det var hans far, der måtte afstå gården til grev Tyge
på grund af falske vidner.
45

Den lille mands øjne rullede af begejstring i deres huler. Han
kikkede forventningsfuldt på de andre, der så ud, som forstod de
ikke, hvad han mente.
- Er det sandt, spurgte den store og sænkede bøssen.
- Ja, det er rigtigt. Jeg er på flugt fra greven og hans mænd. De
satte mig i hullet, fordi jeg fjernede min bror fra Galgeegen.
- Har de hængt din bror, spurgte gnomen.
- Ja, de hængte min bror for en død hjort, som han ikke havde
skudt. Han havde ladt armbrøsten blive hjemme. Pilen i hjorten var
ikke hans. Hjorten var lagt under egen som falsk bevis. Jeg vil vise
jer forskellen.
Odd strakte hånden frem mod koggeret. Manden, der holdt det,
så på den store, der åbenbart var deres anfører. Den store nikkede.
Odd trak to pile frem. Spidsen på den ene bolt var lige så bred,
som den var lang. Den anden var næsten dobbelt så lang, som
bred.
- Denne er min brors, sagde han og pegede på den stumpe spids.
- Den er lavet af smeden i Højetorpe, der er hans svigerfar. Den
anden sad i hjorten og er mage til dem, Herman Smed på
Gyldenhjelm laver til fogeden.
- Følg med, sagde anføreren. - Og prøv ikke at stikke af. Vi er
vant til at færdes i mørke.
Han gav tegn til manden, der stod med Odds vams. Røveren
rakte den til Odd, men beholdt resten.
Den lille flok mænd forlod vejen og forsvandt ind i krattet ad en
sti, som kun manden med faklen var i stand til at se. Efter ham
46

fulgte anføreren og Odd. Bagerst gik fire mand med spyd, rede til
at bruge dem ved mindste tegn på flugt.
KAPITEL FEM
Midt i en røverkule
Odd kikkede op mod himlen og så, at de gik i ring. Da de forlod
vejen, havde de månen på deres højre side. Nu var den til venstre.
Buskadset blev mere og mere tæt. Grenene slog slemt i ansigtet.
Røveren, der gik foran, gjorde intet for at advare eller afbøde de
ubehagelige slag. Tværtimod havde han på fornemmelsen, at
manden gjorde sit til, at få dem til at svirpe mest muligt.
Efter nogen tid nåede de en lysning i skoven. Gnomen standsede
foran en skråning, der var dækket af tjørn. Han trak i en af
grenene, og hele busken fulgte med. Buskens tætte grene havde
dækket over en lav, smal dør med vældige kampesten på begge
sider.
Han åbnede døren og bad Odd følge efter. Mandens ringe højde
gjorde, at han næsten gik oprejst. Odd var derimod nødt til at
krabbe sig frem.
De trådte ind i et kammer med vægge og loft af kolossale sten.
Der var så højt til loftet, at han kun behøvede at bøje hovedet.
Allerede på vej ind, var han klar over, at han befandt sig i en
kæmpehøj.
47

Syd for Højetorpe lå en høj mage til. Her havde bønderne fjernet
jorden og de øverste sten, så man kunne se ned i graven. Stenene
var kløvet og brugt i de nye mure omkring Gyldenhjelm for mange
år siden. Man sagde, at der havde været seks okser om at flytte de
største.
Midt i røverkulen stod et langt plankebord. Til højre for
bordenden var et ildsted med en trefod, der nåede lige til loftet.
Herfra hang en stor, boblende gryde i en jernkrog. Nogle stive,
sodsværtede kohuder øverst på stativet ledte røgen til en åbning
mellem stenene.
Hver gang, han trak vejret, fyldtes næseborene af den lifligste
duft af kød og urter. Det var svært at holde øjnene fra gryden.
Langs den modsatte side og ved endevæggene var der sovebrikse
med et tykt lag grangrene og hø. Øverst lå der skind fra både
tamme og vilde dyr.
Rundt om bordet stod små tønder, som gjorde det ud for stole.
Ved siden af ildstedet var andre tønder og kasser stablet lige til
loftet. Et par var åbne og viste, at de indeholdt saltet kød og fisk.
Odd tænkte, at det hele stammede fra den tiende, man sagde, de
fredløse og andet pak plagede vejfarende med.
Efter krigen var det blevet mere usikkert at færdes på de
nordjyske landeveje. Lensmænd og fogeder modtog klager snart
fra én egn snart en anden. Netop som man troede at være sluppet
for uvæsnet, viste det sig et andet sted. Man mente, det var de
samme røvere, der flyttede rundt for at narre deres forfølgere.
48

Men lige i øjeblikket tænkte Odd mere på mad, end hvad røverne
havde taget i tiende.
Deres anfører stod og lyttede til gnomen. Odd stod for langt væk
til at høre, hvad samtalen drejede sig om. Den lille mand slog
ivrigt ud med armene, mens han talte.
Der var fem mand i rummet foruden ham selv. Den sjette tog sig
sikkert af hesten eller holdt vagt.
De tre, der ikke deltog i samtalen, gik hen til ildstedet med hver
en skål og forsynede sig fra grydens indhold. Bagefter kastede de
sig over maden som en flok sultne hunde. Med deres knive fiskede
de store lunser kød og roestykker op af skålene. Snart glinsede
deres læber og skæg af den fede suppe, som kødet og roerne flød
rundt i.
Da gnomen var færdig med sin tale, gik den store hen til Odd.
- Arnfred fra Højetorpe har fortalt om den uret, der er overgået
din familie.
Han klemte sig op ad bordet, så den lille kunne komme hen til
gryden. Odd havde ikke genkendt torpebonden på grund af det
frodige skæg.
- Du kan fortsætte, når du ønsker det. Med hesten og dine våben.
Men først skal vi have noget at spise.
- Jeg hedder Åge fra Års, sagde han og øste op i en skål.
Han rakte den til Odd, der kæmpede med en klump i halsen.
Med øsen pegede Åge på røveren med det røde skæg.
- Det er Henrik fra Svenstrup. Han reddede sin hals ved at skjule
sig under en druknet hest.
49

Henrik nikkede samtykkende.
Ham i midten hedder Ulrik, og den anden Søren. Han hjalp Ulrik
af med det reb, Rantzaus knægte hængte ham i. De er fætre og fra
Ålborg.
Ulrik åbenbarede to rækker sorte tandstumper i et gavtyvagtigt
grin.
- Ham, der ser efter hesten, er Kristian fra Gedsted, sluttede han
præsentationen og fortsatte efter at have sat sig:
- Du er naturligvis velkommen til at blive, hvis du har lyst?
Odd mumlede en tak og fandt en ledig tønde.
- Som fredløse har vi kun galgen i vente, hvis de skulle finde os.
Men inden da har vi i sinde at gøre det så svært for dem, som
muligt. Pudsigt nok er vi sjældent der, hvor de leder efter os,
smilte Åge skalkagtigt. - Vi har andre lignende steder at ty til.
Odd dyppede fingrene i skålen og fiskede en luns kød op. Han
brændte fingrene, men kunne ikke vente.
Henrik fandt hans kniv frem fra bæltet og rakte den til ham.
- Jeg havde ellers håbet at kunne beholde den, sagde han og så
med beundring på den fint forarbejde kniv, som Odd havde fået af
Svend Smed på sin fjorten års fødselsdag.
- Den er lavet af smeden i Højetorpe. Han er svigerfar til min
bror og den bedste smed i miles omkreds.
- Da hører man ellers, at grev Tyge har egnens bedste smed,
sagde Henrik.
50

- Den holstener har ikke begreb om, hvordan man laver et
plovskær - langt mindre en le, afbrød Arnfred. - Derimod kan
ingen lave en bøsse, som han, på denne side Gudenåen.
Arnfred kastede et anerkendende blik i retning af sengeskindene,
hvor bøssen lå.
- Den har tilhørt en af grev Tyges mænd, sagde Odd. - Jeg ramte
ham med en bolt i halsen.
Alle glemte at spise og stirrede på ham, til én tog sig sammen og
spurgte, hvad der var sket. Mellem mundfuldene fik Odd fortalt alt
om Thorvald, den natlige begravelse, fangenskabet på
Gyldenhjelm og det dødelige opgør med ridder Kresten og Sorte
Gert.
- Enten er du velsignet af alverdens helgener eller af et forbandet
held, udbrød Søren fra Ålborg.
De andre var enige og viste deres beundring ved at udbringe en
skål med ønsket om, at hans held varede ved.
Fra en tønde, der var stablet oven på en større fyldte de deres
krus, kander og pokaler med skummende øl.
- Jeg vil nødigt være i Ranes støvler efter den historie, sagde
Arnfred og stillede et fyldt krus foran Odd.
Den lille mands ansigt strålede af glæde, da han råbte en skål for
ridefogedens ydmygende nederlag.
- Og skål for, at vi er samlet her og kan drikke øl og ikke ligger
under Galgeegen, råbte han. - Hvem ønsker at slide sig fordærvet
eller blive hængt, når man kan sidde her som en anden hertug og
spise og drikke fra morgen til aften.
51

Arnfred blev helt bevæget over sit eget held.
Odd huskede, at han havde haft landsbyens ringeste jorder, og at
han skulle have været hængt sammen med de andre.
Mens de tømte gryden og gjorde kraftigt indhug i tøndens
indhold, fortsatte snakken om, hvordan hver især havde snydt
deres bødler for straf.
Ulrik fortalte, hvordan Søren havde reddet ham fra
landsknægtene i rebmagernes gade. Fra hver en gavlluge havde
man hængt gadens største og stærkeste mænd i de reb, de selv
havde lavet. Da soldaterne et øjeblik var optaget af at banke løs på
en flok skrigende kvinder, havde Søren set sit snit til at skære sin
allerede hængte fætter ned fra rebet. Bagefter holdt de sig skjult, til
mørket faldt på, og nåede velbeholdent ud af byen.
Han udbragte en skål for Søren og fortsatte med at rose ham, til
han blev helt forlegen.
Med hænderne bundet på ryggen var Kristian fra Gedsted
sprunget af kærren på vej til galgen. Som landsbyens hurtigløber
havde han ikke haft svært ved at ryste forfølgerne af sig og skjule
sig i den tætte skov langs vejen. En dag var han rendt på de andre
og havde sluttet sig til den voksende skare af fredløse mænd.
Ingen havde tal på, hvor mange gange de havde hørt hinandens
historier. Jubelen kendte ingen grænser, hver gang, én nåede dertil,
hvor han snød sig fra sin skæbne.
Således også for Henrik, der nær var gået til i Ålborg Ås iskolde
vand. Han havde tvunget sin hest ud over en brink og gemt sig
under den, da den brækkede halsen i faldet. Dækket af hestens
52

kraftige manke og med næsen oven vande drev han rask af sted
med strømmen. Ingen af forfølgerne skænkede det en tanke, at
deres offer lå skjult under hesten.
Flere gange måtte man kalde til ro, inden Henrik blev færdig
med sin historie.
- Og nu er han bange for, at de har taget konen i stedet, drillede
Ulrik. - Og at de har mere spas af hende, end de ville have haft af
ham.
Da Henrik slog ud efter den formastelige, lagde Åge sig imellem,
før nogen kom til skade.
Arnfred benyttede pusterummet til at mindes sine egne
kærestesorger.
- Selv om jeg blev tilbudt frit lejde og Harald Jacobssøns enke
med i købet, ønsker jeg mig ikke tilbage. Jeg skal sige dig, sagde
han henvendt til Odd, at var det ikke for vor frafaldne præst, havde
jeg siddet på sognets bedste gård i dag.
Odd havde hørt om Arnfreds bejlen, men ville ikke dumme sig
ligesom Ulrik.
- Enhver ved, at den slubbert til præst var mindst lige så
forhippet i hendes jorder som hendes ynder.
Arnfred skyllede de bitre ord ned med øllet og vendte sig mod
Åge.
- Men det vil jeg sige dig Åge, at skulle vor præst gå hen og dø,
har jeg ikke tænkt at svigte jer. Om man så frister med nok så
mange enker og gårde.
Åge slog ham anerkendende på skulderen.
53

- Der er vist heller ingen, der tænker på at benåde os. Men skulle
det ske, tør jeg ikke love det samme. Mine gamle forældre lever
kun for at se mig velbeholdent hjemme igen.
Han vendte sig mod Odd.
- De gamle jog mig af gårde, fordi jeg havde været med, da
Pisselborg blev brændt ned til grunden. De stakler har allerede lagt
fem børn i graven og er bange for, at jeg skal dø før dem. Derfor
lovede jeg at holde mig i live, til alt en dag er glemt.
Kristian mente, at det med glemsomheden havde lange udsigter,
når landets konge lod Skipperen lide så hårdt og så længe for sin
brøde.
- Men på lørdag er det forbi med hans pinsler, sagde han
henvendt til Odd. - Vi ville gerne have fulgt ham på denne sidste
tornestrøede vej, men er enige om, at det sikkert er klogest at holde
sig væk, for ikke at friste skæbnen.
Til afsked tilbød hans nye venner, at han kunne vende tilbage, hvis
heldet skulle svigte i Viborg. I så fald måtte han give besked til
Kristians fætter, der var graver ved Gråbrødre kirke. Desuden
rådede de ham til lade hesten stå hos deres gode ven og beskytter,
Torben Møller i Nørremølle. Når de selv tog til byen, plejede de at
slå et slag forbi møllen, for at høre, om der var fred og ingen fare.
Odd takkede dem alle og lovede at kikke forbi og fortælle om
rettergangen.
Af byttet beholdt han kun pisken og overlod resten til deling.
Hesten kunne de hente, næste gang de besøgte mølleren.
54

Fulgt af Åge og Arnfred tog det kun den halve tid at nå ud til
landevejen.
- Den anden vej benytter vi for at forvirre vore gæster, forklarede
Åge. - En og anden gæst kunne måske føle sig fristet til at føre
lensmanden og hans folk frem til rævenes hule. Det er heldigvis
ikke sket endnu. Derfor gør du bedst i at melde din ankomst, inden
du begiver dig på vej.
Det lovede han og red ud i natten.
Han nåede frem til Viborg i det tidlige daggry. Byens tage og tårne
stod som takkede silhuetter mod den grå himmel.
Nord for søen kunne han se Nørremølles stråtage rage op over
disen. Der, hvor vejen svingede mod Randers, lå galgebakken. En
raslende benrad mindede om, hvad der ventede den, der kom til
byen i uærligt ærinde.
Første gang, Odd var i Viborg, havde Thorvald gjort holdt her
for at udpege byens mange kendemærker for ham. På de elleve
kirkers tage og tårne huskede han deres navne. Alle var opkaldt
efter helgener, ligesom gaderne og stræderne, der trak dybe furer
mellem tagene. Ind imellem var der endnu svedne pletter efter den
store brand.
Han drejede af ved Randersvejen mod Nørremølle. Da han kom
nærmere, hørte han vandet plaske og møllehjulet knirke. Efter
høsten havde mølleren travlt med at male bøndernes korn til mel
og gryn.
55

KAPITEL SEKS
I den jyske hovedstad
Stiv efter rideturen og nattens kulde trådte Odd ind i møllerens
lune stue. Torben Møller så op fra havresuppen. Duften fra et fad
med rygende, varme bakskuld kildrede lifligt i næsen.
Den lille, brede mand med det rødmossede ansigt studerede Odd
med et morgensurt udtryk. Møllerkonen, der var i færd med at
hæve den store gryde et par hak i kedelkrogen, lod den blive, hvor
den var.
Odd fortalte, hvad han hed, og hvorfor han var kommet. Hans
beretning så ud til at formilde Torben.
Mølleren havde efter krigen selv været tæt på at miste livet.
Nogle byfolk, der havde et horn i siden på ham, havde fortalt
kongens halsløsningsmænd, at deres møller talte ilde om såvel
kong Kristian som Johan Rantzau. Torben skulle have sagt, at det
var skade, at det ikke lykkedes gamle kong Kristiern at gøre den
danske adel og de gejstlige et hoved kortere. Ligesom det skete for
deres svenske fætre under blodgildet i Stokholm.
Torben bad ham sætte sig. Snart stod der en skål suppe, et par
ristede bakskuld og en kande varmt øl foran ham.
- Vi må hellere se at få hesten af vejen, inden vognmanden
kommer. Han er på vej efter mel til bageren, sagde mølleren og
forsvandt.
56

Da Odd var mæt, takkede han høfligt konen for maden og gik ud
i stalden.
Hoppen var ikke til at kende igen. Torben havde pudret dens
blanke, røde hårlag med mel. Nu stod den ved siden af møllerens
mindre hest og lignede et gammelt, gråt øg.
- Mødte du nogen på vejen, spurgte mølleren.
- Kun en ung mand, der sad uden for kroen i Hvam og sov rusen
ud.
- Selv om man først begynder at spørge til dig om et par dage,
råder jeg dig til at undgå Sankt Mogens port. Vagten er årvågen og
husker alle, der kommer forbi. Ved Sankt Ibs sidder den gamle
som regel og sover, hvis han ikke står og drikker ved en af
boderne.
Midt i larmen fra møllen hørte de lyden af vognhjul, der
skramlede hen over gårdspladsen.
- Så er vognmanden her. Det er vist bedst, han ikke ser dig.
Mølleren forsvandt, og Odd lagde sig udkørt i en bunke hø. Et
øjeblik efter var han slumret ind til den monotone lyd fra kværnen.
- Jeg tænkte, du trængte til søvn, og lod dig ligge, sagde Torben.
Han stod sammen med sønnen, der var på Odds alder, og som
lignede en yngre udgave af mølleren.
Det var blevet middag. Torben inviterede ham til at spise med,
inden han begav sig ind til byen.
Ved bordet fortalte mølleren, at Skipper Klement var kommet til
Viborg på Johannes Halshugningsdag.
57

- Så kan vi kun håbe, at den hellige Guds Moder tager sig kærligt
af ham, siden man har valgt at lade hans hoved rulle på fruens
fødselsdag.
Odd nikkede samtykkende, og Torben fortsatte:
- Det samme må man ønske for Jens Hvas, herremanden på Kås.
Han ender også på skafottet, hvis kongen ikke benåder ham. I
øvrigt forstår man ikke, at nogen er så enfoldig at tro, at Jens Hvas
gik med Skipperen af egen fri vilje, eftersom bønderne brændte
hans gård af.
Odd var enig og lyttede interesseret. Den historie lød højst
besynderlig.
- I to år har de flyttet rundt med Skipperen. Fra det ene fangehul
til et andet. Først i Ålborg under Rantzau. Dernæst hos hertug
Kristian på Gottorp. Fra Gottorp til Flensborg og derfra til
Koldinghus, remsede Torben op. - Man siger, han ligner et vildt
dyr, og at han ikke er til at kende for bare skidt og skæg.
Møllerens ansigt blussede af ophidselse.
- Tag nu vare på dig selv, så dit hoved ikke ryger med i købet,
formanede han. - Man siger, der er flere knægte end bønder i byen.
Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig langt væk.
Da mølleren var færdig, gav han luft for sin mæthed med et ræb
og en langtrukket fjært. Odd tænkte, at det var skik i
møllerhjemmet, for da sønnen rejste sig, gjorde han det samme.
Torben mente, det var klogest at lade armbrøsten blive. Efter
Skipper Klement var hentet hertil, var man særlig på vagt.
58

Odd takkede møllerens for deres gæstfrihed og begav sig mod
Sankt Ibs.
Ude på søen var to mænd i færd med at sætte åleruser. Det fik
ham til at tænke på, om Peter huskede at røgte deres egne.
Midt på marken mod vest lå de sørgelige rester af Sankt Laurenti
kirke.
Thorvald havde fortalt, at kun de nøgne vægge var tilbage af det
før så smukke indre, ligesom det var tilfældet med de fleste af
byens mange kirker. Tidligere var folk kommet langvejs fra for at
bede den hellige Laurentius gå i forbøn for deres døde og mildne
deres pine i skærsilden.
Men alt havde ændret sig, efter Hans Tausen var kommet til
byen. Kun de kirker, hvor præsterne prædikede Luthers lære, stod
hele endnu.
Ude på byens marker var børn og voksne i gang med at skære kål
og trække roer op. Tæt ved stien gik et par kvinder bøjet over
stubmarken. De søgte en sidste gang for at samle oversete aks til et
fad grød eller et brød. Deres fattige høst gemte de bort i en pose,
de bar om livet.
Byens volde med deres plankeværn var i et slemt forfald. De
steder, hvor grisene havde rodet jorden væk, var træværket sunket
sammen.
Ved Sankt Ibs port dækkede Odd sig bag en skramlende kærre
med fisk. Halvvejs inden for porten vendte dens ejer hastigt om for
ikke at blive kørt ned af et modkørende hestekøretøj.
59

Først da vognen med de fine herrer forsvandt i en støvsky,
hævede den forurettede bonde en knyttet næve efter dem.
Den gamle portvagt stod hverken og sov eller drak. På stive,
hjulede ben styrede han lige hen mod Odd med en hellebard
fægtende frem for sig. Odd blev slemt nervøs og ville helst stikke
af.
- Jeg lovede mor at tage fisk med hjem, råbte vagten.
Odd åndede lettet op. Det var manden med fiskene, den gamle
var interesseret i, og ikke ham.
Han drejede af mod Sankt Ibs kirke og var snart omsluttet af
byens larm. Luften genlød af støjende travlhed, råb og skrig,
skramlende vogne og klaprende træsko.
Han bøjede hovedet, så håret faldt ned over øjnene. Han glemte
ikke, at han var fredløs - en eftersøgt drabsmand.
Den stramme lugt af gris hang overalt. Det mindede ham om
hjemme i landsbyen, når man tømte stierne, for at svinene ikke
skulle æde taget. Da bed lugten af møg så fælt i næsen, at man fik
tårer i øjnene.
Sådan lugtede der i Sankt Ibsgade. Men faren for at møde kendte
ansigter her var mindre end i de andre gader.
Sankt Ibs kirke havde stået øde, siden johannitterne blev
fordrevet fra Sankt Hans kloster. Alt, hvad der havde den mindste
værdi, var fjernet fra kirken. Kun tårnet stod uskadt tilbage.
Nogle påstod, at de smukt farvede ruder prydede de rige borgeres
huse. For at skjule, at det kostbare glas var stjålet kirkegods, havde
glarmestrene sat det sammen i nye mønstre.
60

På trappen til kirken sad en olding og skuttede sig i sine laser.
Han strakte sine knoklede fingre frem mod de forbipasserende,
som han kunne høre, men ikke se. Hans mælkehvide, blinde øjne
stirrede tomt mod den blå himmel. Odd fik lyst til at tage Svend
smeds pung frem og give ham en skilling, men lod være for ikke at
blive lagt mærke til.
Vejen til venstre gik op mod Sankt Nicolaj kirke. Til højre førte
en smal, bugtet gyde ned til Sankt Mogens port.
Konerne og pigerne fyldte godt i gadebilledet på vej til torvet
eller hjemad med en kurv i den ene hånd og fjerkræ eller fisk i den
anden. Folk ude fra kendte man på nysgerrigheden og byens egne
på den hovne mine.
Børn var der alle vegne, ude på løjer eller udkik efter noget at
proppe i munden. Én bed i en klud som erstatning for et bryst. En
anden smagte forsigtigt på noget, der var smidt ud til en gris.
Odd fortsatte mod Sankt Mogens kirke, hvis tårn ragede op over
gadens tage. De lave rønner med deres et eller to stokværk og med
tage af rør og spån så fattige ud ved siden af kirkens knejsende,
røde mure.
Efter rækken af simple rønner fulgte nogle statelige gavlhuse
med kunstfærdige vinduer og teglbelagte tage. Her boede de
håndværkere, der havde sølv på kistebunden.
Et stykke fremme, hvor en gavl spærrede udsynet, så det ud, som
gaden endte. Men Odd vidste, at gaden på dette sted slog et skarpt
sving mod vest i retning af Sankt Mogensgade.
61

Sankt Mogens kirke så knap så medtaget ud. De vinduer, der
vendte ud mod gaden, var hele. Måske fordi den som Sankt Hans
ikke var forladt af sine sognebørn.
Det var i Sankt Hans, at Luther-præsten Hans Tausen havde
fordømt paven og romerkirken.
Omvendt havde bispen og de katolske præster fordømt fader
Hans´ djævelske prædikener og forsøgt at jage ham af byen. Men
borgerne havde sat sig imod og beskyttet ham mod den gamle
kirkes mænd. Bagefter havde kong Frederik, som man sagde, var
forlibt i Luther og hans lære, gjort ham til kapellan og senere
hentet ham til København.
Siden var det de katolske, der blev udråbt som djævlepak og
smidt på porten. Da kong Kristian indtog København, blev den
sidste katolske biskop sat fra embedet og frataget gods og guld.
Nogle af kirkens fornemste mænd var endda spærret inde i
kongens fangekældre, havde Jens Kromand fortalt. Alligevel
tvivlede de fleste på, at de nye biskopper og præster var mere
gudelige eller mindre griske end de gamle.
Midt i Sankt Mogensgade kunne han se ned til Sankt Mogens
port, hvor vagten var i færd med at undersøge en markvogn med
hø. Bonden sad øverst på læsset og fægtede med begge arme.
Måske skældte han ud over at blive opholdt for ingenting?
Til venstre førte vejen i retning af torvet og domkirken. Han ville
helst undgå Sankt Mogensgades mylder og valgte derfor omvejen
ad Sankt Hans port.
62

To vogne, der skulle passere hinanden, var stødt sammen. Et hjul
fra den mindste lå med knækkede eger under den store. Begge
kuske råbte i munden på hinanden for at overbevise de
omkringstående om modpartens skyld.
Odd skyndte sig forbi byporten og videre op mod Sankt Hans
kirke. Han havde fået øje på nogle mænd, der kravlede rundt om et
gabende hul på et af domkirkens to tårne. Havde man nu også
tænkt sig at bryde domkirken ned?
For at finde ud af, hvad der foregik, fulgte han strædet langs
kirkegårdsmuren ved Sankt Hans. Længere fremme mundede det
ud i Sankt Mogensgade nær torvet og pladsen foran domkirken.
Sankt Hans kirke syntes uberørt af ødelæggelserne bortset fra at
et stort hul i kirkegårdsmuren. Havde nogen fjernet stenene i
nattens mulm og mørke?
Odd huskede første gang, han havde stået ved Sankt Hans kirke
sammen med Thorvald og lyttet til Hans Tausen. Den udskældte
præst havde stået øverst på trappen til kirken og råbt sit budskab til
den spændt ventende forsamling. Odd, der endnu ikke var fyldt ti,
havde troet, at kirken var opkaldt efter fader Hans. Thorvald havde
kaldt ham et fæ og sagt, at kirken havde navn efter Johannes
Døberen. Efter den afsløring, følte han, at manden på trappen
skrumpede ind til en helt almindelig præst.
Med sin pergamentrulle havde fader Hans peget direkte på ham
og Thorvald og råbt en masse, som Odd kun forstod lidt af. Hver
gang, han spurgte, havde Thorvald bedt ham holde mund.
63

Fader Hans havde kaldt sig selv og Luther for Den hellige Kirkes
sande disciple og tordnet mod afladskræmmerne og deres
skamløse handel med enfoldige menneskers sjæle. Det lød så
sandt, at jubelen næsten ingen ende ville tage.
Der var et mylder af mennesker i Sankt Mogensgade og på
torvepladsen. Langs husene og overalt på pladsen var der boder,
som byens koner og piger stod tæt omkring. De handlende råbte
deres varer ud i munden på hinanden, så man knap kunne hører,
hvad det var, der var særlig godt eller stort i netop deres bod.
På stenbroen lå der levende høns og kyllinger i hele bundter.
Ænder og gæs var stuvet sammen i bure af flettet pil. Smågrise,
der havde en snor om bagbenet og sikret til et bordben eller et hjul,
stak i hjerteskærende hyl, når prøvende fingre kneb i deres
flæskerunde sider.
Blodigt kød fra okser, grise, får og geder hang på høje stænger,
for at hundene ikke skulle løbe med det. Store vidjekurve og
kasser bugnede af efterårets kål, løg og rodfrugter. Nogle bønder
stod samlet i en klynge med deres kærrer, fyldt med friske fisk fra
søen og åerne.
Ud for boderne med krydderier mærkede man næsten ikke den
stramme lugt af by. Her kunne man på en gang indsnuse duften af
de frø, kerner, tørrede stængler og frugter, som kom fra fremmede
lande, og som kun herskabets kogekoner kendte navnene på. På
rad og række lå der mangefarvede pulvere i sirlige dynger eller i
krukker af træ og ler.
64

Odd kendte kun få af krydderierne. I køkkenet på Gyldenhjelm
havde tøserne givet ham et peberkorn, som brændte på tungen.
Alle havde været ved at dø af grin, da han bed i det og forskrækket
spyttede det ud. Som trøst fik han lov at snuse til de krukker, hvis
duft man blev helt salig af, og hvis indhold kogekonen gned ind i
kødet eller dryssede i gryderne med betydningsfuld mine.
Mændene i tårnet var ikke ved at bryde kirken ned. Tvært imod
gav de sig til at dække hullet med nye, skinnende plader af bly.
Tilfreds med den opdagelse gik han videre mod Sankt
Mikkelsgade.
Ebbe Smed var i færd med at sko en hest og stod med dyrets
bagben klemt fast mellem lårene. Der var ikke andre at se i
smedjen. Forhåbentlig betød det, at Ebbe havde brug for hjælp.
Han hilste med et Guds fred og god dag.
Ebbe anstrengte sig for at se op fra den umage stilling. Men
genkendte ham ikke og bøjede sig igen over arbejdet.
- Hvad vil du, spurgte han træt.
- Det er Odd Nielssøn. Kan du ikke kende mig?
Smeden kikkede op igen. Denne gang med genkendelsens lys i
øjet.
- Minsandten om det ikke er Niels yngste søn. Har man nu kendt
mage. Du er rigtigt skudt i vejret siden sidst. Hvor har du gjort af
Thorvald?
- Begravet ham, røg det ud af Odd.
Han blev selv lige så forbavset som Ebbe over svaret.
65

Ebbe rettede møjsommeligt ryggen. Fætterskabet med Svend var
tydeligt. Hans korte, brede krop, og den måde, hvorpå han strittede
med de stærke arme mindede om Højetorpes smed.
- Er din bror død, spurgte han og strøg sig forlegent over det
gråsprængte skæg.
- Grevens folk hængte ham for krybskytteri. Jeg skar ham ned og
begravede ham, sagde Odd med en stemme, han følte, var en
andens. Så ofte havde han gentaget sig selv, at det lød som noget,
præsten havde sagt.
- Lad os gå ind og skylle halsen. Jeg trænger til at sidde et
øjeblik. Johan er taget på valsen. Så jeg er ene i smedjen.
Johan var Ebbes læredreng, som nu var blevet svend.
De gik ind ad porten til smedjen. Herfra førte en dør ind til
bryggerset og stuen.
Uden for Sankt Mikkels gæstgivergård skråt over for stod
hushovmester Eskild fra Gyldenhjelm og betragtede Odd og
smeden.
Da de var forsvundet, vendte Eskild sig igen mod Hans
Gæstgiver, der undskyldte manglen på logi. Den forestående
rettergang betød, at alt var optaget. Men da Hans Gæstgiver vidste,
at det ikke betalte sig at spille kostbar over for Tyges
hushovmester, lovede han højtideligt, at gøre et værelse klart.
Hr. Eskild og folkene fra Gyldenhjelm var kendt som
rundhåndede gæster, når man ikke sagde dem imod. Det gjaldt
66

også den unge junker fra Roldgård, hvis druk- og ædegilder der
gik ry om.
Med et underdanigt smil og dybe buk ønskede han derfor Eskild
og herskabet et behageligt ophold i staden.
Eskild havde været på torvet for at købe ind. Karlene var sendt
tilbage til gården i Sankt Mathiasgade, mens han sørgede for logi
til junker Arvid og et par af svendene. De unge foretrak kroen frem
for grevens lunefulde selskab og folkenes overfyldte stuer.
Da Eskild gik op ad Sankt Mikkelsgade, tænkte han på den store,
unge knøs, der var bror til den hængte krybskytte.
Fra sit kammer over borggården havde han for et par dage siden
set ham blive ført ned i fangekælderen. Greven mistænkte knægten
for at have fjernet krybskytten fra Galgeegen. Derfor undrede det
ham at se ham i Viborg.
Eskild åbnede porten til grev Tyges gård i Sankt Mathiasgade.
Han havde fundet en gyldig forklaring: Knægten måtte være
uskyldig, synderen fundet og kryb-skytten tilbage i egen igen.
Den tanke, at Odd kunne være flygtet fra Gyldenhjelm, strejfede
ham ikke et øjeblik.
KAPITEL SYV
Døden i klosteret
Der var to dage, til Skipper Klement skulle strække hals for
Viborgs bøddel.
67

Odd stod ved essen og trådte bælgen, så gnisterne føg.
Svend Smed havde vist ham, hvordan man forvandlede det
glødende jern til en brugelig hestesko. Han huskede Svends råd om
ikke at prygle skoen ud af jernet, men lokke den frem ved list.
Alligevel var ingen af dem særlig tilfredse med resultatet.
Det trøstede ham, at Ebbe mente, han nok skulle komme efter
det.
Herremændene og andre fine folk var ved at indfinde sig i
staden. Det betød, at byens smede fik mere at bestille, end de
kunne overkomme. Derfor var Ebbe Smed glad for, at Odd var
dukket op.
Selv var han i færd med at sætte den sidste sko på de to heste, der
stod ude på vejen. Kusken spankulerede frem og tilbage med
hænderne på ryggen og holdt øje med, hvem der gik ud og ind ad
gæstgivergården.
Odd var blevet vel modtaget af Ebbe og hans datter, Ellen. Hun
var ikke til at kende fra den lille, snottede tøs, han huskede fra
sidste besøg for snart tre år siden. Han følte sig som lidt af en
forræder, da han så, at hun havde vokset sig lige så smuk som
Kirsten Jensdatter.
Ellen måtte tage sig af det huslige, da moren lå til sengs med
brystsot. På deres tavshed forstod han, at de frygtede det værste.
Når han smilte til hende, smilte hun igen på en måde, der gjorde
ham helt ør i hovedet. Hun var ikke så genert, som pigerne i
landsbyen. Da Ebbe havde rejst sig fra bordet og var gået ind til
den syge, stillede hun sig foran ham.
68

- Glor man så uforskammet på pigerne ude på landet, havde hun
spurgt og leet hjerteligt, fordi hun mente, han gabte som en fisk.
Den nat drømte han om Ellen og skammede sig over sin
troløshed.
Solens spæde stråler tegnede omridset af lugen i gavlen, da Ebbe
kaldte på ham på vej ud i smedjen.
Lyden af klingende jern fik ham på benene. Ebbe var ved at
finde råjernet frem. Odd mærkede ømheden i højre arm efter
gårsdagens uvante arbejde med hammeren.
Han havde netop spændt det brede læderbælte omkring vamsen,
da han hørte en vred mandsstemme. Med bange anelser åbnede
han lemmen og lyttede.
- Hvor gemmer du Odd Nielssøn fra Højetorpe, Ebbe Smed, lød
det truende.
- Han var på vej ud af byen, har jeg jo sagt, hørte han Ebbe svare
vredt igen.
- Undersøg hver en krog af huset, råbte den anden.
Han hørte skridt i bryggerset og lukkede lemmen.
Hurtigt stak han kniven ned i støvleskaftet og huskede fogedens
pisk, som han gemte ind under vamsen. Fandt grevens mænd den,
kunne Ebbe komme i vanskeligheder. Han var ikke i tvivl om, at
det var greven, der havde sendt sine folk efter ham.
Han åbnede lugen i gavlen og sprang. Til alt held havde grisene
også været på spil her. Den bløde, oprodede jord dæmpede støjen
fra faldet.
69

Tankerne for gennem hovedet på ham. Hvordan kunne grev Tyge
vide, at han befandt sig hos Ebbe Smed? Han havde ikke kendt en
eneste af de karle og kuske, der havde været i smedjen dagen før.
Ingen havde vist særlig interesse for ham eller spurgt Ebbe, hvem
den nye læredreng var.
Inde fra smedjen lød et frygteligt spektakel, som ramlede al
jernet på gulvet.
Odd fór ned ad slippen mellem de tæt liggende baggårde. Bag de
lave huse ragede murene til Sortebrødre kloster op.
Folk lå endnu i deres søde søvn eller sad bænket om
havresuppen. Sulten gnavede i ham. Han tænkte på Ellens suppe
og spegesild og håbede inderligt, at mændene ikke gjorde hende
eller Ebbe fortræd.
Odd standsede foran klosterets tunge mure. Han vidste ikke, om
de sortklædte brødre var der endnu; kun, at de grå tiggermunke for
længst var jaget af byen.
Mens han betragtede den skumle bygning, faldt det ham ind, at
han kunne skjule sig i klosteret. Her kunne han gemme sig til
mørket faldt på.
Den eneste åbning mod gaden var en solid, jernbeslået port med
en indfældet dør. Han så sig omkring, inden han prøvede
håndtaget. Døren gled op. Hurtigt smuttede han indenfor og
lukkede efter sig.
To striber lys i det begsorte mørke tegnede omridset af noget,
han gættede var udgangen til gården. Han famlede sig frem til
70

håndtaget og så ud i en stor lukket gård med overdækkede gange
til alle sider.
Odd sneg sig hen mod sydfløjen. Med så mange døre måtte der
være et sted, hvor han kunne skjule sig.
Han standsede og kikkede ind ad hver eneste glug og vindue. De
døre, han prøvede klinken på, var ulåste. Men rummene var små
og nøgne og egnede sig ikke til skjulested.
Så optaget var han af sin søgen, at han ikke hørte en dør blive
åbnet i den vestlige fløj. Fra dens åbning strømmede en tæt em ud i
den kølige morgenluft.
Han hørte trin på stenbroen og nåede netop i skjul bag en af
korsgangens søjler, da en kutteklædt mand trådte ud af skyen. I
den ene hånd bar han en spand, hvis indhold han smed i en rende
ved muren. Da manden gik ind igen, fortsatte Odd til næste dør.
- Hvordan er han kommet ind, råbte en stemme bag ham. Odd fór
sammen og fik øje på den kutteklædte, der var på vej hen over
fratergårdens brosten. Af bare befippelse søgte han atter i dækning
bag søjlen.
Forsigtigt stak han hovedet frem. Han tænkte, om han skulle løbe
tilbage ad gangen og ud på gaden. I stedet trådte han frem for at se,
hvad den fremmede havde i sinde.
Manden var usædvanlig mager og bøjet af ælde. Han havde et
smalt, indfaldent ansigt og så ikke ud til at kunne være til fare for
nogen. Den vissenpind kunne han løfte i kraven så let som en
hundehvalp.
71

Den gamles kutte så ud, som var den lavet af de rester, væverne
havde til overs. Bag ørnenæsen studerede et par små, sorte øjne
den uindbudte gæst.
Han standsede et par skridt fra Odd og skilte de blege, smalle
læber til noget, der lignede et smil.
- Du skal ikke være bange, min unge ven, sagde han med
fremmedartet, melodiøs stemme. - Hvad hedder du?
- Odd... Nielssøn.
- Jeg hedder broder Paul. Er der nogen efter dig?
Odd havde ikke forberedt sig på svar.
- Det kan jeg tænke mig, kom den gamle ham i forkøbet. - Jeg
forlanger heller ikke at få at vide, hvorfor du er på flugt eller fra
hvem. Jeg har netop lavet morgenmad. Der er rigeligt, hvis du har
lyst at spise med?
Han smilte venligt og løftede hånden som tegn til, at han skulle
følge efter.
- Jeg venter på, at broder Frederik kommer tilbage. Han er gået
hen til skrædderens med et pulver til konen.
Munkens læber blev til en tynd streg.
- Så har han igen glemt at låse døren! Jeg ved ikke hvor mange
gange, jeg har sagt, han skal huske det. Man ved aldrig, hvad der
kan ske nu om stunder. Men følg med, unge mand. Broder
Frederik er her om et øjeblik.
Munken vendte sig og gik langsomt tilbage mod døren. Odd
traskede efter, med en lidt slukøret fornemmelse af, at munken
72

kunne være synsk. I så fald vidste han, hvad han havde tænkt om
ham for et øjeblik siden.
En liflig duft af mad fik ham i bedre humør. Øjeblikket efter
hørte han lyden af en dør, der blev åbnet, og var igen på vagt.
Det var broder Frederik, der kom fra sygebesøget. Broder Paul
standsede og råbte til ham på et fremmed mål. Den anden, der var
iklædt en kutte af samme tarvelige slags, var høj og rank og
betydeligt yngre end broder Paul. Da han nåede hen til dem, så han
på den gamle med et skævt, beklagende smil.
- Nu har du igen glemt at låse døren, skældte broder Paul. - Hvor
mange gange har jeg ikke sagt, at selv om klosteret ikke længere
tilhøre os, er det vores pligt at tage vare på det.
- Jeg var kun borte et øjeblik, kære! Det er måske lensmandens
karl, spurgte han henvendt til Odd.
- Det er Odd Nielssøn, som jeg lige har budt på morgenmad. Så
ved vi i øvrigt ikke mere, hvis nogen skulle spørge, sagde broder
Paul affærdigende og forsvandt ind ad døren.
- Ser man det! Men jeg må vel spørge, om så stor og stærk en
karl kan give en hånd med? Vi skal have båret nogle sække ned i
gården, skal jeg sige dig. Jeg har dårlige ryg og er ikke meget
værd, og som du ser, kan broder Paul ikke klare meget andet end
gryderne.
Det sidste sagde han med samme beklagende smil og lod Odd gå
først ind.
- Men godt for det, for ellers var vi døde af sult for længe siden,
svarede den ældre spidst.
73

Broder Paul foldede hænderne og ventede på, at de to andre
skulle sætte sig. Så bad han den længste bordbøn, Odd nogensinde
havde hørt. Han gik ud fra, at det var latin og bøjede hovedet
andægtigt, til der blev sagt amen!
Broder Frederik rejste sig, tog gryden fra ildstedet og satte den
på bordet. Han øste maden op og sørgede gæstfrit for, at Odd fik
den største skål.
Det var den herligste ålesuppe, Odd nogensinde havde smagt.
Fyldt med løg, rodfrugter og grønne urter. I midten af skålen
svømmede en melbolle på størrelse med en voksen mands knyttede
hånd. Det var noget andet end tynd havresuppe.
Broder Paul sad og nippede til sin lille portion.
- Vi spiser ikke så meget. Men derfor skal du ikke holde dig
tilbage, unge mand.
Hans bemærkning lod ikke til at anfægte broder Frederik.
Ligesom Odd tømte han tre fulde skåle med glubende appetit. Til
sin ældre broders synlige misfornøjelse. Han sagde intet, men
nøjedes med at stramme læberne og nedstirre synderen med sine
små, hvasse øjne.
Endelig var alle færdige. Broder Paul ønskede velbekomme i
Guds navn, rejste sig og kikkede demonstrativt i gryden.
- Der bliver vel en portion til lensmandens karl, om han ellers
kan nøjes med lidt?
Han slog over i det sprog, han havde brugt ved bordbønnen og
henvendte sig derefter til Odd.
74

- Broder Frederik vil hjælpe dig med sækkene, mens jeg går et
ærinde, sagde han til Odd. - Kongens lensmand har lagt kornet op
på lofterne, for at holde det tørt. Vi to gamle har fået lov at blive
boende mod at se efter det.
Odd følte sig lettet. Han var villig til at flytte alt det korn, kongen
have på klostrets lofter. Blot han kunne blive, til mørket faldt på.
Da den gamle var ude ad døren, kom broder Frederik med to
krus og en kande øl.
- Det er ingen skade til at styrke sig, inden man går i gang med
arbejdet, sagde han og tog en dygtig slurk.
Odd mindedes aldrig at have fået så velsmagende øl. Selv det
tyske, som Thorvald købte, når de var i Viborg og Ålborg, kom
ikke på højde med broder Frederiks.
Efter et par krus mente Odd, det begyndte at summe i hovedet.
Efter tre var han ved at blive fuld.
Broder Frederik snakkede uafbrudt, når han ikke drak. Han
havde åbenbart helt glemt kornet og skænkede videre.
- Jeg har i årevis forsøgt at overtale broder Paul til at forlade
klosteret og rejse hjem. Men han vil ikke. Han siger, han ikke vil
løbe fra sit kald, selv om det kan koste livet. Jeg har endda lovet at
følge ham tilbage til hans kære Anjou, sukkede han opgivende. -
Selv det får ham ikke til at skifte mening. Det ligger i Frankrig,
føjede han undskyldende til.
Odd vidste, at Frankrig lå syd for Slesvig og Holsten og havde
lyst til at spørge, hvor mange dage, det tog at gå dertil.
75

- Når jeg ikke kan tale ham til fornuft, må jeg også blive. Jeg
skylder ham, at jeg endnu er i live, fortsatte han højtideligt. - Jeg er
franciskaner, og han dominikaner. Det kan ingen længere se, da
vore gamle klæder er gået til. Vi må nøjes med det, vi har, sukkede
han igen og så misfornøjet ned ad den spættede kutte.
- Du ved sikkert, at Viborgs borgere var hårde ved os gråbrødre.
Jeg og en anden broder blev angrebet af gadens pøbel og slemt
tilredt. Vi blev bragt hertil. Broder Paul troede, at det var ude med
os. Der gik heller ikke mere end to dage, før Herren i sin nåde
kaldte broder Erik til sig.
Han sad et øjeblik fordybet i de sørgelige minder.
- Broder Paul er en dygtig læge. Han plejede og passede mig i al
den tid, som var jeg hans egen klosterbroder.
Broder Frederik tørrede en tåre bort. Men kom dog hurtigt på
andre tanker, da broder Paul dukkede op med lensmandens karl.
Uvidende om de rosende ord sendte den gamle ham og ølkanden et
surt blik.
Odd slæbte sækkene ned fra loftet og ud til vognen ved porten.
Her stod lensmandens karl og hældte kornet over på de tønder, der
stod på ladet. Karlen havde med værdig mine forklaret, at han
nødigt overlod ansvaret til andre. Ingen sagde ham imod, da det
var tydeligt, at staklens ryg havde taget skade af det hårde arbejde.
Munkene fyldte korn i de tomme sække og undskyldte, at de
overlod resten til ham.
Han trådte ud ad porten med den sidste sæk, da han hørte høje
råb og lyden af svære såler mod stenbroen. To bevæbnede knægte
76

var i rask løb på vej hen mod vognen. Selv om de to ikke hørte til
grevens mænd, reagerede Odd omgående og lod sækken falde.
Et stykke bag knægtene stod gamle Eskild og stirrede på ham
med den ene hånd hvilende på daggerten. Bag ham var endnu to
bevæbnede mænd på vej. Odd kendte dem ikke, men var ikke i
tvivl om, at de havde samme ærinde som de første.
Knægtene var mindre end femogtyve skridt fra ham, da han
styrtede ind ad døren og videre over klostergården mod den
sydlige fløj. Her havde han gennem et vindue set nogle stegespyd,
der hang ved siden af ildstedet i et stort rum, han antog for at være
spisesal. Hans hensigt var at få fat i spydene for at have noget at
forsvare sig med.
Grebet til den første dør rørte sig ikke. Det næste brækkede han
af. Fortvivlet så han sig om efter en ny flugtvej.
I hjørnet mellem de to fløje fik han øje på en smal åbning til en
vindeltrappe. Forfølgernes ophidsede råb og eder rungede i ørerne,
da han klemte sig op ad den trange skakt.
Trappen mundede ud i en korridor med lige så mange døre som
nede i gården. Den første, han prøvede, var åben. Inden for løb et
galleri, der strakte sig over spisesalens ene langside med en dør for
enden. For sent opdagede han trappen, der førte ned i salen. Det
dørgreb, han nu stod og rev i, gav sig ikke en tomme.
Han vendte sig og så de to knægte spærre tilbagevejen. I et sidste
desperat forsøg prøvede han at sparke døren ind, men uden at det
lykkedes.
77

Heldigvis var galleriet for smalt til, at de to kunne angribe
samtidigt. Forsigtigt nærmede den første sig med den anden lige i
hælene.
Odd overvejede at springe over rækværket. Men de to var
allerede så tæt på, at de var i stand til at stikke ham ned i springet.
Rasende greb han om en jernstage, der var naglet fast til væggen.
Han mærkede, den gav efter, og flåede den ud af murværket i ét
ryk.
Stagen ramte den forreste i ansigtet med en kvasende lyd,
efterfulgt af et højt brøl. Knægten greb sig til ansigtet med begge
hænder og tabte sværdet, der faldt klirrende til gulvet. Odd sprang
frem og skubbede den sårede tilbage mod manden bagved. Brølet
blev afløst af et sønderrivende skrig, da den andens sværd borede
sig gennem ham.
Begge faldt om på afsatsen. Der lød et suk fra den sitrende,
døende mand. Den anden kæmpede fortvivlet for at komme på
benene, men kunne ikke komme fri. Desperat forsøgte han at få fat
i sin daggert. Men Odd kastede sig over ham og løftede ham op i
læderbrynjen. Før det lykkedes ham at sætte sig til modværge,
befandt han sig med hovedet forrest svævende ud over rækværket.
Midt for langbordet hang en stor ottearmet lysekrone af
smedejern, hvis arme var formet som modhagerne på et anker. To
af dem fangede staklens hals, der kilede sig uhjælpeligt fast. En
tænderskærende klage fra lysekronens rustne kæde afløste
mandens fortvivlede skrig. Som et pendul svingede monstrumet
frem og tilbage med sit spjættende vedhæng.
78

Lidt efter rettede benene sig ud og slæbte frem og tilbage over
bordpladen. Det så ud, som ville den hængte stoppe en alt for
farlig leg.
Odd blev hurtigt revet ud af sin undren. Fra korridoren lød der
nye trin. Han bøjede sig og samlede sværdet op.
De to, der havde befundet sig bag gamle Eskild, kikkede
forsigtigt frem fra døren. Først på Odd, så ned på den døde knægt
på gulvet og endelig på den hængte i lysekronen. Rædslen stod
prentet i deres ansigter. Det gav et sæt i den forreste, da det gik op
for ham, hvor tæt han selv var på døden.
Med et hyl masede han sig forbi den anden, der endnu ikke var
kommet sig over forskrækkelsen. Øjeblikket efter fandt han det
også bedst at redde sig i sikkerhed.
Fra gården trængte de skræmte knægtes råb op gennem skakten.
- Vi må hente hjælp. Han er i ledtog med den onde selv!
Lyden fra de flygtende dødede bort.
Odd gik ud i korridoren og hørte, at andre var på vej op ad
vindeltrappen.
For ikke at møde munkene med våben i hånd gik han tilbage til
galleriet og lagde sværdet fra sig.
Broder Paul dukkede op og stillede sig i døråbningen.
Bemærkelsesværdigt fattet betragtede han det blodige syn, der
mødte ham. Hans arme hvilede fredeligt over maven med
hænderne gemt ind under ærmegabene. Broder Frederik derimod
stirrede hen over hans skulder med forfærdelse i øjnene.
79

- Så forstår man bedre, at byfogeden og hans svend havde travlt
med at hente hjælp, sagde broder Paul og så på Odd med et udtryk,
der lignede beundring. - Han fortalte, du var eftersøgt for at have
fjernet din bror fra galgen, og at to af grev Tyges mænd havde
mistet livet under vejs. Det bliver fire, lød det kalkulerende.
- Vi må have ham væk, inden de vender tilbage, hviskede broder
Frederik med halvkvalt stemme.
- Ja, kom unge mand. Du må væk med det samme.
Broder Paul begyndte at gå ned ad trappen til refektoriet. Broder
Frederik fulgte efter rystende over hele kroppen. Han kunne ikke
få øjnene fra manden i lysekronen.
De gik gennem salen og ud i en forhal, hvis vægge var dækket af
høje paneler. Broder Paul gik hen mod et hjørne og trykkede på en
knast i panelet. Et stykke af væggen åbnede sig og afslørede en
smal trappe, der førte ned i mørket.
- Gangen ender ved en stenflise. Skub den til siden, og du
kommer ud i kælderen til den fløj, der ligger uden for klosteret.
Nøglen finder du under stenen ved siden af døren til gården.
Han holdt en pause for at få vejret.
- Du gør klogest i at vente i kælderen, til det bliver mørkt. Broder
Frederik vil hente et lys og et brød. Så må vi bede til, at byfogeden
og hans folk ikke finder dig.
Broder Frederik var allerede på vej tilbage mod refektoriet.
- Vi siger, vi mødte dig uden for porten og bad dig hjælpe med
kornet, sagde broder Paul. - Det er alt, hvad vi ved.
80

Broder Frederik vendte tilbage med brødet og en kande øl samt
en lille lampe.
Inden Odd nåede at få sagt tak, smækkede døren bag ham.
Bare han havde haft tid til at skrifte, tænkte han. For at vise sin
taknemlighed. Men det fik vente.
Oven over ham lød munkenes hastige skridt.
KAPITEL OTTE
Brændemærket
Efter mørkets frembrud listede Odd ud af kælderen og gik i retning
af Sankt Mikkelsgade. Han fik ikke ro, før han vidste, hvordan det
stod til med Ebbe og Ellen.
Månens blege skive hvilede over byen. Fra enkelte vinduer viste
et gulligt skær, at det endnu var for tidligt at gå til ro.
Midt på gaden ramte hans fod noget blødt. Et hvin fortalte, at han
havde vækket en gris. I sit hastværk rendte den trynen mod en mur
på vej ind i en frelsende slippe.
Uden for gæstgivergården blafrede en osende fakkel. Fra den
åbenstående dør hørtes en blanding af snak, råb og latter. Hans
Gæstgivers øl og vin havde godt tag i gæsterne.
81

Et stykke fra døren stod to mænd og lettede sig op ad væggen.
Urinen flød bagud og blandede sig med en pyt fra vandtruget.
Odd klemte sig op ad muren og ventede på, at de to skulle blive
færdige og forsvinde ind i krostuen.
De gav sig god tid. Munden gik uafbrudt på den ene. Den anden
nøjedes med at lægge øre til. Odd blev utålmodig og ville liste
forbi; men kom på andre tanker, da den talende i det samme
drejede hovedet. Nakkehårene rejste sig ved synet af en velkendt
profil i lyset fra faklen.
Det var junker Arvid fra Roldgård. Først nu så han, at Arvids
højre ben var dækket af en forbinding, og at de hyrdestokke, der
stod ved væggen, var krykker.
Arvid satte krykkerne under armene og humpede ind ad døren.
Den anden fulgte efter på næsten lige så usikre ben.
En dreng på Peters alder dukkede frem i døren og kikkede i
retning af Odd. Et vredt råb fra krostuen fik ham til at forsvinde.
Odd så, at der var lys i et af smedens vinduer. Med et vågent øje
på kroen løb han hen til hoveddøren og bankede på.
Klappen til kikhullet gled til side. Skæret fra faklen på den anden
side vejen spejlede sig i et uroligt øje. Øjet forsvandt, og klappen
blev skudt for. Det skurrede fra slåen, og døren blev åbnet på
klem.
- Er det Odd, lød Ellens forskræmte stemme.
Han svarede med et forsagt, ja, og tænkte, at hun anså ham for en
slem kryster, sådan som han havde stukket halen mellem benene.
Hun åbnede døren og lod ham slippe ind.
82

Ebbe halvt lå halvt sad på slagbænken, støttet af to store puder
og med ansigtet vendt mod døren. De kraftige arme lå oven på et
tungt hestehårstæppe, der var trukket helt op om halsen.
På bordet stod et fad vand med en opvreden klud på kanten.
Odd trådte et par skridt frem i stuen og stirrede vantro på Ebbes
mishandlede ansigt. Et skorpet sår, der tegnede en bue over
panden, fortsatte i to røde striber ned over kinderne. De lukkede
øjenlåg var opsvulmede og dækket af vabler. Væsken fra vabler og
sår blandede sig med tårerne fra de forpinte øjne.
Der var kun forkullede stubbe tilbage af smedens ellers så
kraftigt buskede øjenbryn.
Ebbe ville åbne øjnene, men opgav. Forsøget efterlod en ny
tårestrøm, som Ellen tørrede bort med kluden. Hendes holdning
var ikke til at tage fejl af.
Odd så igen på Ebbe og mærkede, hvordan følelsen af skyld
gjorde ham hed i kinderne. Med usikker stemme fik han spurgt,
hvad der var sket, efter han var løbet bort.
Langsomt, men fattet fortalte Ebbe om morgenens uhyggelige
oplevelse.
Fire knægte med trukne sværd var stormet ind i smedjen, netop
som han havde fået ild i essen. En femte, der kom humpende bag
efter på et par krykker, tiltalte de som junkeren.
De havde spurgt efter Odd Nielssøn, og Ebbe havde svaret, at
han var gået efter at have drukket et krus øl. Sydpå ad Sankt
Mikkels port, bildte han dem ind. Der kunne de jo spørge, hvis de
var i tvivl.
83

Junkeren havde gentaget sit spørgsmål flere gange og utålmodigt
dunket Ebbe i brystet med en af krykkerne. Det harmede smeden,
at det bevæbnede følgeskab forhindrede ham i at banke lidt
tiltrængt opdragelse ind i denne uforskammede lømmel.
Junkeren beordrede to af mændene til at undersøge huset fra
kælder til kvist. Imens truede han Ebbe med alverdens ulykker,
hvis han ikke fortalte, hvor flygtningen havde gemt sig. Da Ebbe
ikke havde i sinde at ændre forklaring, væltede junkeren i sit raseri
værktøj og hestesko på gulvet med sine krykker.
De to mænd vendte tilbage med Ellen foran sig. Hun havde stået
og lyttet og gentog kun det, faren allerede havde sagt. De havde
også været inde hos den syge, der var så afkræftet, at hun knap nok
fattede, at der var besøg.
Junkeren havde taget en ildtang og en hestesko og lagt skoen i
ilden. På hans ordre greb to grinende knægte Ebbe i armene, mens
en tredje pressede hans nakke mod ambolten.
Da det gik op for Ellen, hvad mændene havde i sinde, fór hun løs
på junkeren; men blev holdt tilbage i håret af den fjerde til
akkompagnement af deres rå latter.
Junkeren tog hesteskoen med tangen og vendte sig mod smeden.
- Hvor har han så gjort af Niels´ søn, gentog han og førte det
glødende jern mod Ebbes ansigt.
Ebbes øjenbryn krøllede sammen og spredte en kvalmende lugt
af brændt hår over smedjen. Fortvivlet pressede han øjenlågene til
for at redde synet. Men varmen var så kraftig, at den tørrede
hornhinderne ud.
84

Han havde brølet som et såret dyr, før han besvimede og blev
befriet for smerten. Det sidste han hørte var Arvids utrættelige
spørgsmål: Hvor har han gjort af Niels´ søn?
Ebbe var vågnet med hovedet hvilende i sin datters favn.
Knægtene var skyndsomst stukket af, af frygt for naboerne, der
begyndte at dukke op.
Snart dannede flere kreds om ham og Ellen. Ved fælles hjælp fik
de hjulpet den sårede ind på slagbænken.
Odd stod rød og forlegen og vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Han følte, han var nødt til at sige et par trøstende ord - eller i det
mindste undskylde den ulykke, han følte at være skyld i.
- Er der noget, jeg kan hjælpe med, spurgte han med lav,
bævende stemme.
- Det bedste for dig og os andre vil være, om du forsvinder ud af
byen. Og helst med det samme. Hjulmageren ved siden af fortalte,
at to af byfogedens svende blev dræbt af en eftersøgt morder i
Sortebrødre kloster i morges.
Ebbe forsøgte at åbne øjnene, men opgav, efterladende en ny
tårestrøm.
- Hele byen er i oprør over, hvad der er sket. Vær derfor
forsigtig, når du går herfra, formanede han.
- Det skal jeg nok. Og så siger jeg så mange gange undskyld
for...
Odd nåede ikke at fuldføre sætningen.
- Hvad, der er sket, kan ikke ændres. Mit bedste råd til dig er at
komme længst muligt væk. I København er der efterhånden så
85

megen trængsel, at ingen længere lægger mærke til hinanden, siger
man.
En dyb stilhed sænkede sig over stuen. Da den blev for
trykkende, mente Odd, det var på tide at gå.
Selv om duften af mad gjorde det svært at samle tankerne,
huskede han at ønske god bedring. Ellen værdigede ham ikke et
blik. Derfor opgav han al håb om, at hun skulle invitere ham til at
spise med.
Ikke så meget som et farvel kom over hendes læber, da hun
smækkede gadedøren efter ham.
Forpint af sult og ydmygelse stod han og stirrede over mod det
rødgule skær, der oplyste gæstgiverens vinduer. I hans indre
ulmede ønsket om hævn over junkeren og de andre slyngler. Mon
Ebbe nogen sinde kom til at se igen? Selv i bedste fald ville han
være mærket af det vansirende brændemærke resten af sine dage.
Som en søvngænger begyndte han at gå over mod gæstgivergården.
For sig så han Arvid radbrækkede legeme: som hævn
for Thorvalds død, Ebbes brændemærke og over, at Ellen ikke
havde bedt ham blive og spise med.
Først da han stod foran krodøren og indsnusede den forførende
duft af flæskesvær, forstod han hvilken fare, han bragte sig i. Han
tøvede og vendte sig for at gå tilbage, men faldt alligevel for
fristelsen til at kaste et blik ind ad de forjættede vinduer.
Arvid fra Roldgård sad midt for det store langbord med ansigtet
vendt mod gaden. Bordet var fyldt med kander, dunke, ølkrus og
86

ægre. Midt i det hele stod en kandelaber og lyste over resterne af
et måltid.
Til venstre for ham sad en uhyre fed mand med et svedigt,
rødmosset ansigt. En af gæsterne havde åbenbart sagt noget
morsomt, for manden lo, så det folderige halsflæsk gyngede som
en nylavet sylte.
På den modsatte langside med ryggen til sad to mænd, klædt i
brune læderbrynjer, der var dækket af jernplader på skuldre og
bryst. Deres sværd havde de lagt fra sig på den fjerneste ende af
bordet.
Odd kikkede sig nervøst omkring. Han var synlig for alle, der
kom forbi.
Tæt ved vinduet stod en stabel tomme kasser, som han flyttede
en smule, så de dækkede ham.
Når han lagde hovedet ind til muren, kunne han se det mandshøje
ildsted. Her stod drengen og drejede et spid med den rundeste lille
gris over gløderne. Nu og da dyppede han en kost i en pande på en
trefod og førte den hen over grisens gyldne svær. Efter at have
drejet stegen en halv omgang, penslede han igen.
Odd kæmpede med sulten. For ikke at gøre det værre trak han sig
tilbage, så han ikke kunne se grisen.
Mændene kastede forventningsfulde blikke mod stegen. En af de
brynjeklædte råbte utålmodigt, at han fanden-tage-værten ville
have svinet på bordet nu.
Hans gæstgiver dukkede frem ad en dør mod gården.
87

- Herskaberne skal ikke vente længere, sagde han med et
tjenende buk og skubbede drengen til side.
Iført et par handsker greb han om spiddet og løftede grisen over i
et trug på bordet. Snart var den bagerste del forvandlet til skiver så
store som en velvoksen mands håndflader.
Mændene kastede sig over maden, mens Odd så til med en
klump i halsen og øjne, der duggede. Travle knive proppede bid
efter bid af glinsende lunser kød ind i de grådige munde. Drengen
var i færd med at tappe øl fra en tønde ved bagvæggen og spildte.
På vej tilbage fik han en knaldende lussing af værten for den
forseelse.
Synet af mændenes frådseri var så pinefuldt for Odd, at han
måtte bide sig i læben for ikke at græde. En puslen på stenbroen
fik ham til at se ned. Det, han så, fik ham til at glemme stegen et
øjeblik. Tre fede rotter var røget i totterne på hinanden i slagsmål
om noget opkast. Fyldt af væmmelse vendte han igen blikket mod
bordet og den halvspiste gris.
Den trinde mands ansigt strålede af glæde og skinnede af fedt.
Han havde knap nok tid til at synke, før han på ny fyldte munden.
Junkeren spiste mere behersket. Han tyggede maden omhyggeligt,
som havde han tankerne et helt andet sted.
Det var næppe Arvids ugerninger, der hæmmede appetitten,
tænkte Odd. Herremænds sønner var ikke kendt for at lide af
svagheder som skyld og medynk. Det tænksomme udtryk tyede
snarere på, at han pønsede på nye ulykker.
88

Odd mærkede en stikken på højre side af halsen. Han troede, det
var et insekt, der bed, og ville feje det væk. Men fór forskrækket
sammen, da en snerrende stemme hvæsede ham ind i øret.
- Stå stille, hvis du ikke vil risikerer at få den her forkert i halsen!
Han følte en lignende prikken i nakken.
- Vend dig om.
Odd drejede sig forsigtigt og mærkede den spidse genstand
skære gennem huden. En klæbrig varme bredte sig ned under
halslinningen.
To brynjeklædte mænd stod med deres sværd rettet mod hans
hals. Den største beordrede ham til at gå hen mod døren. Manden
åbnede klinken med sværdspidsen og skubbede til ham, så han nær
var faldet ned ad trinene til krostuen.
- Mine herrer, her har vi en stakkels sulten bondeknøs, der er så
forlibt i jeres svin, at han var på nippet til at stikke snuden gennem
ruden. Selv om nogen havde fyret en bøsse af, havde han næppe
sanset det mindste. Jeg tør vædde på, at vi kan få ham til at gøre
kunster, blot han får en bid af halen.
Den store gik hen og råbte bang ind i øret på ham.
Alle jublede med undtagelse af junkeren. Han forsøgte at rejse
sig, men faldt tilbage i sædet. Det krampagtige greb om stolens
armlæn fik knoerne til at lyse hvide.
Bleg som et lig stirrede han på Odd, som var han et genfærd.
Først da den værste larm havde lagt sig, lagde mændene mærke
til junkerens underlige opførsel. Hans læber bevægede sig.
Stemmen lød som en hugorms hvislen:
89

- Det var satans! Det var satans, gentog han så højt, at alle kunne
høre det. - Er i to skvadderhoveder klar over, hvem vi har der?
Junkeren stirrede skiftevis på de to mænd.
- Nå ikke! Så skal jeg fortælle jer det. Det er såmænd den djævel
til Thorvald Nielssøns bror, som I klovner har jagtet hele dagen.
Og så kommer I fanden-tage-mig med ham for sjov.
Alle i stuen så ud til at have glemt det gode humør. Undtaget
junkeren, der livede synligt op.
- Men lige meget. Vi fortjener sgu det bedste fad rhinskvin, som
Hans kan finde i kælderen.
Han så på alle med et triumferende blik, og lod det til sidst hvile
på Odd.
- Men først skal vi have et stykke reb, kromand, så den djævel
ikke smutter fra os igen.
Odd var spændt som fjederen på en armbrøst og svedte slemt,
fordi han stod med ryggen til ildstedet. Han tænkte, at junkeren
ønskede ham hængt på stedet i Hans Gæstgivers reb. Krogene, der
holdt de røgede skinker over ildstedet, kunne med lethed bære en
fuldvoksen mand. Odd håbede, at han først ville spørge greven, der
sikkert hellere så ham hængt i Galgeegen til skræk og advarsel for
opsætsige bønder.
Hans Gæstgiver vendte tilbage med rebet og rakte det til
knægten, der stod på Odds venstre side. Denne stak sit svært i
skeden.
Odd benyttede sig øjeblikkeligt af chancen, snurrede rundt og
greb panden med det sydende fedtstof.
90

Det glohede håndtag brændte i hånden, men han slap det ikke.
Hylende af smerte og ophidselse hamrede han panden mod kæben
af den store, der tabte sværdet og knaldede hovedet i gulvet.
Det hede, flydende fedt spredtes som en sky over de fire mænd
ved bordet. Odd slap panden, der susede gennem krostuen og
væltede stagen på vejen.
De tilsølede mænd skreg af smerte og forsøgte at fjerne fedtet fra
øjne og ansigt. Et lys rullede hen ad bordet og antændte fedtet,
som på et øjeblik forvandlede alt til et flammehav.
Junkeren var for langsom til at nå væk. Ilden sprang over på hans
tilsølede ærmer og bryst. De andre stod på sikker afstand og så
lamslået til, mens junkeren vred sig fri af stolen og faldt om på
gulvet. Skrigende som en besat rullede han rundt for at slippe fri af
ilden.
Knægten, som var blevet ramt af panden, lå ubevægelig med
arme og ben ud til siden. Uden nogen tænkte på at forhindre det,
sprang Odd over ham og ud ad døren. På vej over gårdspladsen
hørte han kromanden råbe om hjælp til at få junkeren ud til
vandtruget.
Han nåede hen til den husgavl, hvor han havde stået skjult
tidligere på aftenen, og så sig tilbage. Med retning mod truget trak
to mænd den skrigende junker af sted i benene for selv at undgå
ilden.
Det var det sidste, han så, inden han sanseløs af skræk fortsatte
sin flugt op ad gaden.
91

Da han var kommet sig over den værste forskrækkelse, vidste
han ikke længere, hvor han befandt sig. Efter at være snublet i et
hul tørnede han ind i en mørk skikkelse, der bandende slog ud efter
ham. Heldigvis slap han fra sammenstødet uden men og så sig om
efter et kendemærke mellem tagene. I stilheden, der fulgte, hørt
han hjertet hamre mellem de hivende åndedrag.
Over en række lave huse genkendte han Sankt Hans kirkes tårn.
Han fandt frem til kirkepladsen og krøb gennem hullet i den
ødelagte mur.
Inden han endelig stod ved den frelsende kirkedør, var han
snublet over flere af de tæt liggende grave.
Det svage skær fra skibets smalle vinduer med de mange små
ruder ydede ikke megen hjælp i det bælgmørke rum. Han famlede
sig gennem skibet og nåede frem til de bænke, hvor munkene
engang havde siddet.
Sikker på at have kirken for sig selv faldt han i en urolig søvn.
KAPITEL NI
Skipper Klements endeligt
Odd drømte, at han stod under Viborg bys galge med et reb om
halsen. Byens borgere trængtes omkring ham og overdængede ham
med skældsord og gadens skarn.
- Skipperen skal dø i dag, råbte en mand med skinger stemme. -
Skipperen skal dø i dag, råbte alle borgere og bønder i kor.
92

Han vågnede med et sæt og så sig forvirret omkring. De
fremmede omgivelser begyndte så småt at falde på plads i
bevidstheden. Han sad på munkenes bænk i Sankt Hans kirke og
lagde mærke til, at billederne på vægge og lofter var i et slemt
forfald.
Det var Vor Frue fødselsdag. Endnu ør efter søvnen forbandt han
ikke noget særligt ved denne dag. De råb, han havde hørt, regnede
han for en slags genlyd af nattens forvirrede drøm, der stadig
rumsterede i hovedet.
Stemmerne blev tydeligere og tog til i styrke. Hurtigt gik det op
for ham, at de var virkelige. Om et øjeblik ville han være omringet
af undrende kirkegængere, hvis han ikke fandt et skjulested.
Han løb hen til tårntrappen og frygtede hvert øjeblik at se døren
blive åbnet. Det skete heldigvis ikke. Kort efter var han i sikkerhed
i tårnet.
Han sprang hen til den nærmeste glug og kikkede ud. Himlens
blå gennemsigtighed lovede en strålende dag.
Nedenfor vrimlede det af mennesker.
Han løb fra det ene glughul til det andet. Fra alle gader og
stræder så det ud, som folk styrede hen mod Sankt Hans kirke.
Den sidste rest af søvn forsvandt som en prop, der sprang af
flasken.
Det var ikke hans hoved, de var ude efter. Men Skipperens - og
herremandens til Kaas, der måske også mistede sit i dag.
Han fyldtes af oprigtig vrede ved tanken om, hvad Skipper
Klement havde været udsat for i de mørke, fugtige fangehuller i
93

Ålborg, Slesvig og Viborg. Det havde i sandhed været en lang
tornestrøet vej. For ham og de fleste bønder var Skipperen en helt
og ikke den forbryder, som kongens og kirkens mænd prædikede.
Den første lille flok travle mennesker var på vej hen mod det sted
uden for voldene, hvor man holdt kvæg- og hestemarked. Det lå
vest for Sankt Hans kirke på den mark, hvor man holdt landsting,
indtil tinget flyttede ind til pladsen foran domkirken.
I dagens anledning havde man besluttet at holde rettergang uden
for voldene, så ingen blev snydt for oplevelsen af mangel på plads.
Mod sydvest så han, at andre var på vej fra Sankt Mathias port. I
gåsegang fortsatte de ad den smalle sti mellem gærderne op mod
retterstedet.
Grønsværen var fyldt med telte og boder. Midt for stod skafottet,
der var hævet en favn over jorden med en solid blok til den dømtes
hals. Foran stod en kurv til hovedet og ventede på, at det blev skilt
fra kroppen.
Øst og vest herfor var der rejst to andre platforme, overdækket
med stribede sejl i alle regnbuens farver. På gulvenes svære
planker stod der magelige stole til de mange fornemme gæster, der
var kommet til byen. Hele vejen rundt var der spændt tovværk for
at holde den gemene hob på afstand af herskaberne og skafottet.
Mellem retterstedet og byvolden stod der stejler og hjul til de
dødes parterede hoveder, lemmer og kroppe.
Rundt om kirken hørtes gadehandlernes råb. Nogle bar på kurve
med kringler og andre søde sager. Andre havde lædersække
hængende over skuldrene og bægre højt hævet i hænderne, mens
94

de uophørligt skreg deres lokkende tilbud. Enkelte standsede og
fik sig en styrkende dram, inden det gik videre.
Børn og unge knægte solgte skralder, fløjter og horn. At
krammet også virkede, kunne høres langt ud i de tilstødende gader.
Som en flok trækkende fugle, der lader sig lede af en usynlig
hånd, vendte alle sig i retning af strædet mellem Sankt
Mogensgade og Sankt Hans kirke. Odd hørte de skingre fløjter,
buldrende trommer og lyden af skramlende hjul, længe før
musikanterne og kærren dukkede frem mellem husene. Det måtte
være Skipperen, der krøb sammen i det trange bur af jern, og som
støttede sig til tremmerne med de lænkede hænder for ikke at støde
hovedet mod stængerne.
Folk hujede og masede, da optoget var ud for tårnet. To mænd
gik foran og trak i kærren, mens tre andre skubbede på. En halv
snes knægte med strittende hellebarder holdt folk på afstand af
fangen. Skralder, fløjter og horn gjorde det umuligt at høre, om
råbene var for eller imod den ulyksalige i buret.
Kort efter dukkede en ny kærre frem med et simpelt bur af
fingertykke vidjer og så højt, at fangen kunne stå oprejst. Var det
herremanden fra Kaas, Jens Hvas, der nød denne mindre
ydmygende behandling? Også han måtte gribe for sig for ikke at
blive kastet omkring.
Jens Hvas havde engang været en agtet landsdommer. Derfor var
det svært at forstå, hvorfor han havde sluttet sig til Skipperen og de
selv samme bønder, der havde brændt hans gård af. Havde han
svigtet sine egne i håb om at få det tabte tilbage? Skipper Klement
95

var kendt for sin gavmildhed. Han havde mere end en gang
belønnet svigefulde herremænd med godser og klostre, der faldt i
oprørernes hænder. Således havde Jens Markvardsen fået Børglum
kloster og Claus Iversen Dyre Vejler kloster for deres forræderi.
Hvorfor stod Jens Hvas nu i sit ensomme bur på vej mod
skarpretterens økse, mens de herrer Markvardsen, Iversen og
mange andre gik fri og blev belønnet med fede embeder? Samme
Claus Iversen Dyre var udnævnt til halsløsningsmand af kong
Kristian, havde Jens kromand fortalt. Ikke så sært, at Jens og alle i
krostuen mente, at hr. Iversen var et kløgtigt hoved, siden han
forstod at redde sit eget og tjene på andres.
Eller måske var det Jens Hvas hævnfulde meddommer ved tinget
i Viborg, Mogens Munk, der havde en finger med i spillet? Han,
der over hals og hoved nåede at flygte fra oprørerne, og som nu fik
sagt tak for sidst.
Jens kromand mente, de nye kirkens mænd ikke var bedre end de
gamle. Lige så skammeligt, som de katolske havde handlet med
afladsbreve, tingede de lutherske nu om de fortabte sjæle.
Bønderne i Højetorpe var enige og fandt sig som de fleste i deres
ny skæbne.
I tilpas afstand af kærrerne og opløbet fulgte rækken af stormænd
og købmænd. De fleste sad henslængt i magelige bærestole, båret
af to eller fire karle. Nogle havde forladt den bekvemme plads for
at få en snak med andre i følget.
Den forreste kærre forsvandt bag tårnets alen tykke mure,
dukkede frem igen og drejede om hjørnet til Sankt Hansgade. Lidt
96

efter var også den anden kærre skjult bag gadens tage. Optoget
snoede sig af sted mellem de smalle stræder. Som billedet af
dragen med den lange, bugtede hale på kirkeloftet nedenunder.
Uden for Sankt Hans port var kredsen af mennesker så tæt, at det
var svært at få øje på kærrerne. Kun langsomt bevægede optoget
sig hen mod den festklædte plads.
Adelens damer og nogle herrer lod sig køre den længere vej
omkring Sankt Mikkels port eller nordpå gennem Sankt Ibs og
Sankt Mogens for ikke at blive klemt. Nu var vognene på vej fra
nord og syd i bekvem afstand af mylderet.
Først var det nogle få af de gående, der satte i løb; derefter alle i
håb om at få plads i forreste række bag afspærringen. En mindre
hær af vagter, bevæbnet med lange lanser og hellebarder, forsøgte
at holde orden på den uregerlige flok.
Alt, hvad der kunne krybe og gå, var samlet ved det gamle
tingsted. Inden for voldene virkede det hele derimod så øde og
forladt, at man skulle tro, byen var ramt af en dødelig pest.
Adelen og de gejstlige havde indtaget deres pladser med deres
tjenere stående bagved. I deres fineste klæder kunne man tage dem
for selv at høre til herskabet.
Ligesom adelen var de rigeste borgere klædt i lange pelsforede
kåber eller lune vamse for at holde den kølige luft ude. Flere
lindede på tøjet, så deres bysbørn kunne se kostbarhederne i silke,
fløjl eller brokade indenunder.
Som værn mod kulden bredte tjenerne pelsværk hen over benene
på damerne og de mest kuldskære blandt herrerne.
97

Mændene bar filt- eller fløjlshatte, nogle med tungede skygger.
De mest dristige havde nymodens fjerbesatte baretter, sat kækt på
skrå.
Kvindernes frisurer havde snoninger ved ørerne. De mest
fornemme havde fine perlebesatte huer, der glimtede af guld- og
sølvtråde. Andre nøjedes med mere beskedne kyser og turbaner.
Det var kun lidt af denne pragt, Odd kunne se fra sin fjerne post i
Sankt Hans kirkes tårn. Men selv på afstand var det let at se
forskel på velstillede borgere og den almindelige hob.
Luften fyldtes igen af råb og hujen. Kærrerne var på vej hen mod
skafottet.
Samtidig begav to mænd sig op ad trappen. Den ene var bødlen
med sin sorte skindhætte trukket ned over ansigtet. I højre hånd
bar han en bredbladet økse. På skrævende ben stillede han sig ved
siden af blokken med hænderne hvilende på øksens skaft.
Den anden var klædt i en lang sort kappe og bar på en
sølvbeslået stok. Utålmodigt hamrede han stokken mod gulvets
planker, til den værste larm havde lagt sig. Derpå rullede han et
pergament ud og begyndte at læse. Han gentog budskabet fire
gange, vendt mod alle verdens-hjørner.
En vagt åbnede for det laveste af burene. To hjelm- og
brynjeklædte knægte med skinnende hellebarder hjalp fangen ud.
Få skridt derfra stod en præst med en bog mellem hænderne.
Fangen havde svært ved at gå og var ude af stand til at rette
ryggen. Mændene tog ham behjælpeligt under armene og fik ham
98

op ad trappen. Med benene slæbende efter sig lignede han en
kludedukke fra et kirkespil.
Præsten hev op i skørterne og fulgte andagtsfuldt efter.
Knægtene trak den dømtes skjorte ned over skuldrene og støttede
ham, til han lå i knælende stilling med halsen på blokken. Præsten
åbnede bogen, vendte ansigtet mod himlen og bad en bøn. Så
fjernede han sig et par skridt for ikke at få blod på den fine kjole.
Bødlen gik hen til den knælende og skilte det lange hår fra
nakken. Trådte tilbage og hævede øksen til hug. Et øjeblik stod
han og rokkede fra side til side; ligesom for at finde balancen. Så
faldt øksen hurtigere, end noget øje kunne følge med.
Hovedet var skilt fra kroppen og trillede ned i kurven. En
kaskade af blod strømmede ud fra halsen og farvede plankerne
røde.
Bødlen greb om den halshuggedes lange, gråsprængte hår og
løftede hovedet så højt, at alle kunne se. To gange gik han rundt
om blokken for at vise, hvad der ventede den, der forbrød sig mod
kongen og lands lov og ret.
Fra flere steder lød der høje råb. Et øjeblik efter havde det bredt
sig til hele pladsen. Der blev hylet og skreget fra alle sider.
Truende, knyttede næver var vendt mod mændene på skafottet og
de fine herrer på deres høje stader. Der blev råbt ned med adelen
og længe leve Skipper Klement. Ilde til mode spekulerede Odd på,
om Skipperen mon nåede at opleve folkets vrede.
Herskaberne på tribunerne så sig nervøst omkring. Nogle havde
rejst sig eller tilkaldt tjenere og knægte.
99

Straks efter de første råb havde vagterne vendt sig mod hoben.
Nu stod de med sænkede hellebarder usikre på, om de kunne holde
stand mod så mange. Deres blinkende våben syntes kun at opildne
gemytterne.
Den sortklædte mand på skafottet skiftevis fægtede med stokken
og hamrede den mod plankerne for at få ro.
Langt om længe rullede han pergamentet ud og læste på ny.
Den anden fange behøvede ingen hjælpende hånd. Knejsende
steg han op ad trappen for at møde sit endeligt. Han lagde sig på
knæ foran blokken og skilte selv håret fra nakken. Fra sin erfaring
som dommer, var han kendt med bødlens vaner. Andagtsfuldt
lyttede han til præstens trøstende ord, rede til at møde sin skaber.
Øjeblikket efter var Jens Hvas´ jordeliv forbi. Denne gang lod
bødlen hovedet blive i kurven, for ikke at sætte sindene yderligere
i kog.
Med øvede hænder skilte han og hans knægte lemmer og
hoveder fra de døde kroppe. Den blodige masse blev lagt i kurve
og kørt hen til de ventende hjul og stejler. Her steg rakkerne op ad
de lange stiger og lagde hver del omhyggeligt til rette. Et brus gik
gennem forsamlingen, da en kvasende lyd forkyndte, at en
hovedskal have givet efter for den spidse stage.
Den makabre lyd nåede ikke Odd i tårnet. I stedet hørte han de
hæse skrig fra en flok ravne, der sad i et træ og ventede utålmodigt
på, at det blev deres tur.
Bærestolene var båret frem, og vognene stod parate til at bringe
herskaberne hjem til bygårdenes lune stuer. Med nervøse øjekast
100

til flokken omkring stejlerne tog de afsked med hinanden.
Damerne med et nik og herrerne med fejende buk, inden de
hastede tilbage til byen.
Odd havde det, som vågnede han af en ny, ond drøm. Under hele
rettergangen havde han stået lænet forover og stirret ud ad
gluggen. Nu rettede han ryggen, stiv af kulden i det vindblæste
tårn.
Så livagtigt havde han levet sig ind i de to mænds skæbne, at han
uvilkårligt tog sig til halsen. Jo, den var så godt som uskadt. Riften
efter sværdet og den forbrændte hånd viste, at han endnu var i live.
Da han så de første herskaber på vej mod Sankt Hans port, løb
han hovedkuls ned ad trappen. Uden at bekymre sig om, hvor han
trådte, styrtede han hen over kirkegården og videre i retning af
Sankt Mogensgade.
Han måtte ud af byen, mens der endnu var tid.
En liflig duft af mad bredte sig mellem gader og stræder.
Konerne havde efterladt gryderne over ilden, så man kunne sætte
sig til bords, når man vendte hjem.
Hvor let ville det ikke være at gå ind og forsyne sig i de
mennesketomme huse, tænkte han. Men trøstede sig med, at det
ikke varede længe, inden han sad bænket ved Torben Møllers
bord.
Uden for Sankt Ibs kirke sad den gamle, blinde mand på samme
plads. Han løftede hovedet som en hund, der har fået fært af et
bytte.
101

Odd ledte en mønt frem fra Svends pung og gjorde det, han
havde tænkt for et par dage siden.
- Lad den hellige santa Lucia velsigne dig. Og Skipperen med,
takkede manden. - Så har han endelig fået fred.
Odd løb videre, mens han råbte, så det gav genlyd mellem
husene:
- Ja, Skipperen er død og lagt på hjul og stejle.
Hans nakkehår rejse sig ved lyden af det rungende ekko.
Han fortsatte over Sankt Ibsgade og ind gennem de mudrede
stræder med de fattige rønner bag Johannes kloster. Her var han
ved at falde over et par magre køtere, der forsøgte at stille sulten
på resterne af en af deres egne. Galpende og pibende tog de flugten
med halen skamfuldt mellem benene.
Odd nåede frem til volden mellem Sankt Ibs port og søen. Skjult
bag voldens planker spejdede han ud over bymarken. Der var
ingen at se - hverken på vejene eller markerne.
Fra en åbning i træværket lod han sig glide ned ad den
sammenskredne jord og fulgte volden, til han var i sikkerhed bag
krattet ved søbredden.
KAPITEL TI
Et hjerteonde
Det eneste tegn på liv i Nørremølle var Torbens hest.
102

Det betød, at Åge og hans mænd havde hentet hoppen, tænkte
Odd.
Han lagde sig i stalden og vågnede ved lyden af stemmer
udenfor.
- I stedet skulle de slyngler have været på skafottet. Ligesom i
Stokholm under gamle Kristiern, lød det fra mølleren.
Odd huskede, at Torben havde sagt noget lignende for et par
dage siden. Han rejste sig og gik ud på gårdspladsen.
- Ved alle djævle, så lykkedes det dem alligevel ikke at taget dig,
måbede Torben og skottede nervøst i retning af vejen.
Sønnen og konen så til fra døren. Torben skubbede Odd foran sig
hen mod dem. Møllerkonen lagde en hånd under brystet og
sukkede dybt, som frygtede hun en ulykke.
- Ingen må se dig. Der er sat en pris på din hals - død eller
levende!
Odd glemte at dukke hovedet og slog det mod den lave karm.
- Hvor mange har du egentlig gjort det af med, unge mand,
spurgte Torben med hæs stemme.
Odd blev paf og vidste ikke, hvad han skulle svare.
Egentlig anså han sig selv for den forurettede.
- Pokker være med de slyngler. Du er vel sulten?
- Jeg har ikke spist siden i går, svarede han lettet over, at Torben
skiftede emne.
Sønnen stirrede beundrende på Odd. Han var lykkelig for at se
ham, inden de hængte ham.
103

- Lad os få noget i skrutten, kone, sagde mølleren. - Vi kan nok
trænge til det.
- Kristian fra Gedsted har hentet hesten, fortsatte han. - De tager
nordpå en af de nærmeste dage.
Mens de forsynede sig af skinken og brødet, som allerede stod på
bordet, fortalte Odd, hvad der var sket. Selv om han gjorde sig
umage for at fortælle sandheden, kunne han se på Torben, at det
lød for fantastisk til at være sandt.
Møllerens tvivl var til at forstå. Selv i Odds ører forekom hans
eget held og de andres ulykke ret så utroligt. Men ingen kunne
benægte, at fire af hans forfølgere havde mistet livet, mens han
selv sad ved møllerens bord - så godt som uskadt.
Efter maden, skulle Torben og sønnen indhentet det, de havde
forsømt på grund af turen til byen.
Han havde lovet melhandleren i Sankt Mogensgade både rug- og
hvedemel inden aften.
- Selv om man burde ære Skipperens minde og lade arbejdet
hvile, sagde han med højtidelig mine.
Odd tilbød at give en hånd med.
Først gennemgik de den ulyksalige rettergang endnu en gang.
Torben mente, at Odd havde handlet klogt i at nøjes med at se til
fra Sankt Hans kirkes tårn.
- I modsat fald kunne man let have stået og manglet et hjul og en
stejle, sagde han og blinkede skælmsk.
Resten af dagen svedte Odd ved den støvede kværn sammen med
mølleren og hans søn.
104

Da kusken var kørt og de havde spist, tog han afsked.
Møllerkonen gav ham et brød med på vejen, og Torben ønskede
ham held og lykke. Han tvivlede dog på, at Åge og hans mænd
endnu befandt sig i kæmpehøjen.
Da han hen på aftenen nærmede sig Hvam, hørte han, at der var
højt humør i kroen. Tonerne fra en lut og stroferne af en rask vise
strømmede ud fra et åbent vindue. Hvert nyt vers blev fulgt af et
larmende bifald.
Odd fik lyst til at kikke ind og tage del i løjerne.
Da det gik op for ham, hvad sangen handlede om, kom han på
andre tanker. Måske var Grev Tyge og hans mænd blandt de
jublende gæster.
Skjalden fortsatte sin vise, mens Odd valgte at gå en stor bue
uden om kroen.
Vi var med til Klements fest
Der var herremænd og præst
Bødlen hjalp vor skippermand
Af med hoved og opstand
Længe blev der hujet og banket i bordene, inden skjalden igen
fik ørenlyd.
Klement er ej mer´ så kry
Han en krone fik af bly
Bonden græd og stormænd lo
105

Vi det fejrer i vor kro
To herskabsvogne bag stalden viste, hvad det var for folk, der
gjorde sig lystige på Skipperens bekostning.
Da lutten igen klimprede løs, standsede han og lyttede.
Klements hoved højt til pynt
Synet er så evigt skønt
På en stejle, heldigvis
Han kom ej i paradis
Længe efter, at skæret fra faklen var ude af syne, lød gæsternes
drukne råb i den kølige nat.
Der var endnu længe til daggry, da han nåede kratskoven.
Himlen var stjerneklar og luften bidende kold. Han skuttede sig og
satte sig til at vente med ryggen op ad en vindfælde. Når det blev
lyst, ville han begive sig ind til kæmpehøjen.
Vamsen formåede ikke at holde kulden ude. Snart rystede han så
meget, at han måtte gå frem og tilbage og slå kuskeslag for at få
lidt varme.
Han vågnede stiv i alle lemmer. Solens første stråler tittede frem
mellem grenene. Han mærkede den gnavende sult i sin slunkne
mave. Forhåbentlig sad han snart med en skål dampende suppe i
den lune kæmpehøj.
106

Han rejste sig og begyndte at se sig om efter det sted, hvor han
havde taget afsked med Åge og Arnfred. Så sikker var han på sin
stedsans, at han ikke forestillede sig, at det ville mislykkes.
Midt på formiddagen, havde han endnu ikke fundet noget, der
lignede en mennesketrådt sti. De veksler, han fulgte, viste ikke
andet end dyrespor.
Ved middagstid gav han op og gik tilbage til vindfælden for at
vente på, at røverne skulle komme ud af deres skjul.
Han havde siddet og blundet, da han vågnede ved lyden af et
skramlende køretøj. Skyndsomt trak han sig tilbage i det tætte krat.
Fire ryttere, iført jernbeslåede læderbrynjer og med lange lanser,
dukkede frem fra et sving i sydlig retning. I langsomt skridt red de
foran en tungt læsset herskabsvogn, der blev trukket af fire
skinnende, sorte heste. Bag vognen fulgte nogle fornemt klædte
herrer. Det var herremænd og riddere efterfulgt af endnu en flok
brynjeklædte svende.
Odd krøb sammen for ikke at blive set. Da vognen var ud for
ham, krængede den voldsomt. Det nærmeste hjulpar sank i til
navene i et dybt, opkørt spor. Det fjerneste stod på den
sammenkørte jordvold i vejkanten. Hver en sammenføjning i
karossen knirkede og knagede. Et øjeblik så det ud, som ville den
vælte.
Kusken råbte og piskede løs på hestene, der vrinskede og lagde
alle kræfter i. Som ved et trylleslag hoppede vognen op af sporet
og fortsatte sin skramlende færd ud ad landevejen.
Odd gik tilbage til vindfælden for at vente.
107

Solen hældede mod vest og viste, det var midt på eftermiddagen.
Han havde igen blundet, da støjen fra endnu en vogn fik ham til
at søge dækning. Optoget lignede det foregående, men denne gang
genkendte han herskabet.
Det var grev Tyge, der var på vej hjem med hele sit følge.
Greven førte an på en stor, sort hingst, der trippede nervøst under
de stramme tøjler. Efter ham red hr. Eskild på en sindig vallak. Så
fulgte fire knægte, klædt og bevæbnet som deres standsfæller
tidligere på dagen.
Bag vognen med firespandet red tre herrer, som Odd ikke kendte.
Til gengæld huskede han den store brynjeklædte, som han havde
slået i gulvet med stegepanden, og hans følgesvend. På taget af
vognen var fastsurret en smukt udskåret kiste.
Odd følte tørheden i munden og tænkte, at den var indkøbt til
Ridder Kresten eller Sorte Gert. Bag efter tvivlede han på, at
greven ville ofre så kostbar en kiste på en simpel svend.
Først senere kom han i tanke om, at han ikke havde set junker
Arvid fra Roldgård.
Tyges vogn var tung og ikke så velholdt som den første. Da
kusken piskede på hestene, sprang baghjulet af med et smæld og
trillede tilbage i sporet. Vognen hældede faretruende med
bagenden slæbende mod vejen.
Da den standsede, tittede to meget forskræmte piger med
stramme kyser om håret frem bag dørens svingende skodder. Flere
af ridderne sprang af deres heste og kom i vejen for hinanden i
deres iver efter at hjælpe frøknerne ned fra vognen.
108

Grev Tyge sad krebserød i hovedet på sin nervøse hingst. Han
råbte ad folkene og den fortvivlede oppasser, der forsøgte at holde
styr på de urolige heste.
Alle tog skaden i øjesyn og gav deres besyv med. Ved hjælp af et
par spader fra en kasse på bagsmækken samt jord og sten fyldte
man sporene op. Efter en del tumult lykkedes det at hæve det
forreste hjul, så man kunne fylde det gabende hul nedenunder.
Først da jorden var stampet grundigt til, lod grev Tyge tilfreds.
Endnu engang lagde mændene kræfterne i for at løfte vognen.
Men forgæves. Grevens eder og forbandelser hjalp ikke. Der
manglede en halv fod i, at hjulets nav var ud for akslen.
Bandende steg Tyge af hesten og skubbede et par karle til side
for at få plads til sin egen brede ryg. Langsomt hævede vognen sig
det sidste stykke. Hjulet var på plads.
Alle hev efter vejret, godt røde i ansigterne. Undtaget greven, der
virkede mærkelig bleg. Han følte sig utilpas. Kræfterne var ikke,
hvad de havde været. Det flimrede for øjnene. Han følte sig
svimmel. Som en arrig tyr virrede han med hovedet - uden at blive
ubehaget kvit.
Hvorfor stod alle og gloede på ham, tænkte han vredt. Den
flimrende fornemmelse blev afløst af et skærende lys, som han
forsøgte at skygge for med hånden. Træernes og buskenes blade
skinnede som sølv. Fuglenes sang skar ubehageligt i øret.
Mellem de glitrende blade fik han øje på et utydeligt ansigt. Var
det ikke Niels Thorbjørnsens yngste søn? Jo, han var ikke i tvivl:
det var Okseholm-bondens søn. Ham, der havde voldt dem så
109

meget besvær. Nu skiftede ansigtet til... Til den ældste. Thorvald
Nielssøn, som han lod hænge for en uge siden. Han hang og
gyngede i vinden, der hviskede, at han greven, var en meneder,
som ingen aflad kunne købe fri.
Tyge begyndte at vakle. Ansigtet skiftede til Niels
Thorbjørnssøns. Den stædige bonde sad med bøjet hoved,
overskrævs på en gren. Nej, han sad på Gyldenhjelms træhest og
led de forfærdeligste pinsler.
Tyge følte kniven, der borede sig ind under venstre arm. Han
skreg af angst og smerte, da spidsen ramte hjertekulen. Det var,
som knivskarpe klør borede sig ind i ham fra alle sider. Alt blev
sort. Han mærkede ikke mere.
Folkene og herskaberne omkring vognen så til med forfærdelse.
Grev Tyge vaklede og faldt til jorden, ramt af sit syge hjerte.
Døden havde strejfet ham med en flig af sin kappe, men sparet
ham denne gang.
Da Odd igen vovede at stikke hovedet frem, havde mændene
løftet Tyge op i vognen. Pigerne og hr. Eskild satte sig ind ved
siden af, og vognen fortsatte sin skrumlende færd mod
Gyldenhjelm.
Odd var overbevist om, at greven var bukket under på grund af
det tunge løft. Det skete for folk, hvis styrke alene sad i munden.
Tilfreds med den udlægning gik han tilbage til vindfælden og satte
sig.
110

Hans tålmodige venten var imidlertid spildt. Resten af dagen lå
landevejen fredeligt hen. Ikke et eneste af de fredløses skæggede
ansigter viste sig i krattet eller på vejen.
Da det begyndte at blive mørkt, besluttede han at fortsætte mod
Mosegården. Det var mere sulten end udsigten til endnu en
frysende nat, der drev ham.
Han fulgte den lige vej øst om søen forbi Gyldenhjelm.
På denne tid af døgnet behøvede man ikke være bange for at
blive antastet af nogen. Selv de modigste holdt sig helst indendørs
efter mørkets frembrud. Tanken om nattens syner, ånder og
gespenster skræmte de fleste. Hans far havde lært ham ikke at
frygte mørket eller de døde. Til gengæld havde han indprentet ham
at tage sig i agt for de levende.
Da han nåede mosen, var der endnu et par timer, til Hanna,
gamle Hilde og børnene stod op.
Som han plejede, løb han det sidste stykke ned ad skråningen.
For ikke at vække nogen lagde han sig i en stak hø i stalden og
vågnede først, da Hanna stod bøjet over ham og sagde hans navn.
Havresuppen smagte ham bedre, end han kunne huske. Han
spiste med en så glubende appetit, at Elisabeth spurgte, om det var
længe siden, han havde fået noget at spise. Hanna lo og sagde, at
han ikke skulle holde sig tilbage.
Odd fortalte, at han var rendt på gamle Eskild og havde derfor
besluttet at tage til Ålborg. Herfra håbede han at komme med et
skib til København for at få sine plageånder på afstand.
111

Foreløbig fandt han det bedst at holde de mest blodige oplevelser
for sig selv. Dog slap han ikke for at fortælle, hvad der var sket
ved Tater-Marthas hytte. Svend havde allerede fortalt dem en del.
Alle lyttede benovet til hans heldige kamp mod Rane og grevens
mænd. Det fik Otto til at spørge, hvorfor han ikke havde reddet
Skipper Klement og herremanden fra Kaas.
- Hvis det nu havde været dit hoved, Odd, lød et af Ottos
pågående spørgsmål, indtil Hanna afbrød ham og sagde, at hun
ikke gad høre om flere rullende hoveder.
Det gav Odd lejlighed til at forhøre sig om en grim, rød stribe,
som Peter havde hen over den ene kind. Drengen blev forlegen og
ville ikke svare. Derfor blev det Hanna, der fortalte, hvad der var
hændt i Mosegården, efter Odd var taget af sted.
Fogeden var kommet ledsaget af to knægte og havde truet med at
brænde gården af, hvis de ikke fortalte, hvor Odd gemte sig. Da
ingen sagde noget, var han sprunget af hesten og havde slået løs på
Peter med pisken.
Først da Hanna lagde sig imellem og selv blev ramt, besindede
fogeden sig. Hendes par striber var dog intet mod den halve snes,
Peter viste ham.
- Nu begår du ingen dumheder, sagde Hanna, da hun så, hvordan
vreden kogte i Odd.
Hun havde grund til bekymring.
- De forsvinder hurtigt, forsøgte hun at berolige ham.
112

Odd sagde ikke noget. Han havde allerede besluttet sig. Ålborg
og København fik vente, til han havde gjort regnskab med Rane.
Fogeden skulle gøre følge med de andre.
I den opgørelse talte han ikke Arvid med. Endnu vidste han ikke,
at junkeren lå i den udskårne kiste, han havde set øverst på grevens
vogn.
Natten igennem havde Arvids brødre våget ved kisten i
Gyldenhjelms store sal. Nu gjorde de sig klar til den sidste del af
rejsen hjem til deres intetanende far.
KAPITEL ELLEVE
Opgørets time
Odd og Peter var på vej tilbage fra mosen bærende på hver et stort
knippe hø til vinterfoder. De to små, der forsøgte at holde trit,
havde tabt det meste af deres.
Hanna ventede med varm suppe, kogt på en ægtræt høne og et
stort stykke flæsk. Odd skulle ikke gå hjemmefra på tom mave.
Svend Smed havde været med noget af det mel, gryn og kød, han
havde så rigeligt af i sin stue. Den lignede efterhånden et fadebur,
fordi bønderne ikke havde andet at betale med. Hanna sagde det
for at berolige Odd. Hendes far skulle nok tage sig af dem.
Børnene fulgte ham et stykke ind i mosen.
113

Da de havde vinket farvel, fulgte han en sti, der førte til hulvejen
mellem vandmøllen og Okseholm. Her ville han vente, til Rane
Ridefoged red hjem ved aftenstide.
Denne afstikker i sin rejseplan havde han besluttet at holde for sig
selv.
Armbrøsten havde han ladet blive under ildstedet. Til opgøret
med Rane behøvede han kun fogedens egen pisk, som var gemt
ind under vamsen.
Det begyndte at småregne. Hanna havde sagt, at der var regn på
vej, og givet ham Thorvalds skulderslag. Hætten lugtede harsk af
den talg, der var gnedet i stoffet for at holde vandet ude.
Fra en rydning i skoven var der udsyn til Okseholm. Røgen fra
gårdens skorsten søgte snart i én snart en anden retning; som ledte
den efter en åbning i skyerne, hvor den kunne stige til vejrs.
De ydre mure i den store firelængede gård var af kampesten. I
mere end tohundrede år havde de værnet gårdens folk mod talrige
farer. Længe før, der var noget, der hed Gyldenhjelm, var
Okseholm egnens største gård.
Taget var grønt af mos og trængte til nye rør. Den forsømte
dæmning vidnede ligeledes om det tiltagende forfald. Flere steder
var jorden vasket bort på grund af rådne stolper og vidjer.
Han fortsatte langs søbredden og nåede frem til hulvejen.
Nær horisonten tittede en solstråle frem fra et hul i skydækket.
Dagen var ved at gå på hæld. Om lidt ville fogeden sætte sig i
sadlen og ride hjem.
Det var på tide at få lavet fælden.
114

Han valgte en forkrøblet eg, der stod ved siden af vejen. Dens
stamme var tilstrækkelig bred til, at han kunne skjule sig bag den.
To favne over midten af vejen hang en gren så tyk som hans lår.
Herfra voksede en mindre, hvis virvar af kviste og løv bredte sig til
alle sider.
Han kravlede op i egen, skar sidegrenen halvt over og firede sig
ned i den. Grenen knækkede, som den skulle, og dækkede vejen i
hele dens bredde. Rane blev nødt til at stå af og fjerne den, før han
og hesten kunne komme forbi.
Ved hjælp af en lang gaffelformet hassel lavede han en krans på
størrelse med en hjortefælde. Stor nok til, at den kunne glide ned
over fogedens hat. Hertil bandt han den løkke, han lavede af
pisken, med taver af bark. Piskens skaft forlængede han en favn, så
den nåede den modsatte side af vejen.
Mod øst flød bakkerne og de regntunge skyer sammen i et. De
første, tunge dråber faldt på bladene og blandede sig med den
taktfaste lyd af en hests sindige gang i retning af åen.
Han rejste sig, parat til at tage mod fogeden.
En rytter dukkede frem fra svinget ved møllen. Trods tusmørket
var Odd ikke i tvivl. Det var Rane Ridefoged. Selv på den afstand
var det ikke til at tage fejl af hans magre, ludende skikkelse, der
mindede om et fugleskræmsel.
Fogeden havde ingen hast med at nå hjem og lod derfor hesten
bestemme farten. Ud over rotter og mus var der kun hans gamle
husholderske at dele ensomheden med i Okseholms tomme stuer.
115

En halv snes skridt før egetræet løftede dyret hovedet. Ørerne
bevægede sig uroligt. De anede fare. Som reaktion på Ranes ryk i
tøjlerne gav den et fornærmet prust fra sig. Dens uro smittede af på
ham. Han så sig nervøst omkring. For at få bedre overblik rejste
han sig i sadlen og stirrede nærsynet ind i hulvejens skumle mørke.
Synet var ikke længere, hvad det havde været.
Hesten vrinskede opskræmt, da den fik øje på spærringen. Et par
skridt længere fremme blev den stående og ville ikke ud af stedet.
Fogeden bandede ærgerligt og forsøgte med sporerne. Dyret
trippede en smule fremad, men ikke nok til, at han kunne nå
grenen.
Han opgav og steg af. Da hesten havde rytteren mellem sig og
løvhanget, fulgte den godvilligt med.
Rane kikkede mistænksomt til begge sider og op og ned ad egen.
Forsigtigt rakte han ud efter grenen. I samme øjeblik gled haslens
krans ned over hovedet på ham.
Hesten vrinskede og stejlede. Rane slap tøjlen og greb efter
løkken, der allerede lå stramt om hans hals.
Odd halede grenen med piskeskaftet til sig. I den anden ende
mærkede han voldsom modstand, men det var svært at se noget på
grund af egen. Først da han havde fået et godt tag i pisken, turde
han træde frem af sit skjul.
Hesten var flygtet i fuld galop. Snart var den forsvundet bag
svinget ved vandmøllen.
116

Midt på vejen dansede Rane rundt på tåspidserne som en lystig
bajads. For ikke at blive kvalt, strakte han sin magre hals det
bedste, han kunne.
Fra den hængtes mund løb en strøm af halvkvalte eder og
forbandelser. Ind imellem hev han efter vejret for at få luft. Odd
satte et ben mod en af egens rødder og trak til. Vildt spjættende
svævede fogeden en fod over jorden. Med begge hænder om
piskens remme lykkedes det ham at hæve sig længe nok til, at han
kunne hive en ny mundfuld luft ned i lungerne. Hver gang han
slækkede grebet, hørtes en fæl rallen.
Det var tydeligt, at Rane begyndte at miste kræfterne. Han havde
svært ved at holde sig oppe. Odd tænkte, at det var på tide at sige
ham et par afskedsord.
- Jeg mener, fogeden bør vide, at dette er hævn for min far og
min bror Thorvald og alt det onde, han har gjort mod min brors
hustru og deres børn. Måske kan det være til trøst, at han snart får
følgeskab af greven.
Odd fortrød med det samme at have tilføjet det sidste. Fogeden
fortjente ingen trøst, og hvordan skulle han gøre sig håb om at få
ram på Tyge?
Rane spjættede en sidste gang og blev stille.
Som han stod og betragtede den hængte, havde han svært ved at
forstå, at en så ynkelig skabning kunne være årsag til så megen
fortræd i levende live.
Efter at have bundet pisken om grenen gik han tilbage i den
retning, hvorfra han var kommet.
117

Grev Tyge havde ikke været uden for sit værelse hele dagen. Han
lå på sengen og stirrede op i loftet med sin fodlange pels pakket
tæt om sig.
Han var for svag til at gå ud og gad derfor ikke klæde sig på.
Synet af den urørte mad på bordet, gav ham kvalme. Et par gange
var han gået hen til vinduet for at se, hvad der foregik nede i
gården, men havde lagt sig på sengen igen.
Et smertende stik i hjertet mindede ham om det frygtelige, der
var hændt dagen før. Når han trak vejret dybt, var det, som blev
der lagt et tungt lod på brystet. Blot tanken om, at det ville ske
igen, fik sveden til at springe frem på panden.
Bagefter frøs han og fik gåsehud. Han kikkede hen mod
kaminen. Jo, der var god ild i brændet. Han skuttede sig og trak
pelsen tættere om benene.
Synet af Niels Thorbjørnssøn på træhesten og hans to sønner
havde næsten været det værste. Niels ældste, der hang i galgen, og
den yngste, hvis brændende blik nær havde gjort det af med ham.
Det samme marerid havde gentaget sig så livagtigt i nat, at han
vågnede ved lyden af sit eget råb.
Badet i sved havde han forstillet sig, at der bag hvert eneste af de
vævede tapeter skjulte sig en morderisk Niels søn.
Tjeneren, der kom løbende til, så ud, som var han selv plaget af
mareridt.
118

Knægten havde bragt ham en kande vin, som han drak til sidste
dråbe, uden at få den fred, han tørstede efter. Følelsen af at være
spærret inde i en modbydelig, lufttæt kasse, ville ikke slippe ham.
Angsten for, at mareridtet skulle gentage sig, holdt ham vågen.
Hvor ofte havde han ikke vist sin foragt for ynkelige oldinge, der
jamrede som fruentimmere og lovede bod og bedring. Og hvor ofte
havde han ikke brølet en hånlatter, når en stakkels forskræmt sjæl
skænkede et gods eller en hel landsby til kirkens griske kræmmere
i håb om at købe sig fri af skærsilden.
Det var ved at blive mørkt udenfor på gårdspladsen. Om lidt ville
karlene gå deres runde for at tænde faklerne. En ny nats mørke
sænkede sig over borgen.
Øjenlågene føltes tunge som bly, men han turde ikke sove. For at
beskæftige tankerne med noget andet, tænkte han på sønnerne, der
var i hertug Kristians tjeneste. Hertugen var for længst hyldet af
sine jyske undersåtter og havde siden erobret resten af riget.
Tilbage stod selve kroningen.
Det var ikke mere end god måned siden, København havde åbnet
byens porte for kongens tyske lejetropper. Forinden havde byens
borgere modstået et helt års udmarvende belejring.
Tyge og mange af landets stormænd - agtede som foragtede -
havde deltaget i sejrsmarchen gennem byen. Selv mente han, at de
troløse rigtignok burde være endt med hovedet på blokken, som
det skete med Skipper Klement og Jens Hvas. I stedet havde
hertug Kristian tage flere af disse vendekåber til nåde.
119

Kristian havde sine grunde, men det gjorde ikke hans egen foragt
for forræderne mindre. For nogle var det endda lykkedes at blive
halsløsningsmænd til de forsmåedes retfærdige harme.
Selv ventede han, at hans trofasthed og støtte til hertugen blev
belønnet med et len.
Desuden håbede han, at hans ældste søn, Kristoffer, fik lov at
vende hjem, så snart hertug Kristian havde fået styr på riget. Men
først skulle kroningsfesten overstås, og den lod vente på sig.
Johan, der var den yngste, gjorde sit yderste for at gøre sig
fortjent til at blive gesandt i det fremmede. Han havde opholdt sig
to år i Paris og havde efter Tyges mening fået alt for fine vaner.
De ældste døtre var standsmæssigt gift og sad som fruer på nogle
af rigets bedste godser. Hans yngste, Botille, var hans
smertensbarn. Hvad skulle der blive af hende, når han var borte?
Hans tredje hustru, Ingegerth, havde ikke været meget mere end
et barn, da hun fødte ham sønnen Valdemar. Hun blev først rigtig
voksen, da Botille kom til verden.
Før Valdemars tragiske død, havde hun været hans øjesten. Siden
undgik hun ham og havde nægtet at tale. I øvrigt regnede han
hendes tavshed for rent hysteri.
Valdemar havde opført sig mere frygtsom, end det passede sig
for en dreng. Han brød sig ikke om våben og ville ikke gå på jagt.
Ja, han undgik helst en rask leg med andre drenge. Tyge plejede at
sige, at han kun følte sig i sikkerhed, når han havde et kvindeskørt
inden for rækkevidde.
120

For sit indre blik så han sin ældste søn og stolthed, Gerhard,
liggende i kisten. Det fineste fløjl og silke skjulte sårene efter de
snesevis skarpe klove, der havde trådt hans unge, stærke krop til en
blodig masse.
Så skiftede billedet til en anden ung mand i en anden kiste. Det
var Arvid fra Roldgård med det svært forbrændte ansigt mod det
rene, hvide lærred.
På mindre end et år var det lykkedes ham at gøre sin gamle vens
uregerlige søn til en lovende ridder. Men nu havde også han mistet
livet - på grund af denne djævlebesatte Niels søn. Først havde
uhyret brækket hans ene ben, dernæst brændt huden af hans kønne
ansigt, inden man fandt ham druknet i Hans Gæstgivers vandtrug.
Alt tydede på, at Arvid havde mistet balancen og var slået
bevidstløs i faldet. Alligevel kunne Tyge ikke fri sig for den tanke,
at knægten var vendt tilbage og havde tage livet af ham.
På en måde var han taknemlig for, at han ikke kunne følge med
Arvids brødre til Roldgård. Hvordan skulle han kunne se sin gamle
ven i øjnene? Han, der havde overladt sin ældste søn og arving i
hans varetægt, og som fik ham hjem i en kiste.
Tyge havde bedt Arvids brødre viderebringe hans deltagelse til
faren. Samtidig havde han lovet at komme til begravelsen, om han
så skulle køres hele vejen.
Det var næsten mørkt, da der lød råb fra gården. Så hørte han den
trommende lyd af en hests hove mod vindebroens planker. Hvem
kunne være så sent på færde? Han rejste sig og gik hen til vinduet.
Hestene vrinskede deres velkomst fra stalden.
121

Tyge behøvede ikke spørge, hvis hest det var, der dukkede frem
fra porten uden rytter.
- Det er Ranes!
Han fik gåsehud ved lyden af sin egen hæse stemme.
Da han trådte ud på svalegangen, mærkede han de kolde, fugtige
planker mod sine nøgne fødder.
- Hvor er Rane, brølede han.
- Den gik og græssede uden for volden, skreg en af mændene.
- Rid ned til Okseholm og find ud af, hvad der er sket, og kom
ikke tilbage uden at have talt med Rane.
I samme øjeblik, han havde sagt det, vidste han, det var et
urimeligt forlangende. Hvis Rane nu var død? Ja, han var næsten
sikker på, at han var død. Noget sagde ham, at ulykkernes tid først
lige var begyndt.
Det ærgrede ham at tage det for et varsel. Han havde altid anset
spådom og slige kunster for frækt bedrag. Kun forstyrrede
mennesker tog den slags alvorligt.
Han måtte med skam indrømme, at han på det sidste var begyndt
at tænke over, om der alligevel skulle være noget om snakken.
Mændene sadlede deres heste og red ud af gården. Han blev
stående og lyttede, til hovenes taktfaste trommen døde bort.
Så gik han ind i værelset og ventede på, at mændene kom tilbage
med horesønnen Rane.
KAPITEL TOLV
122

To spraglede fugle
Regnen fik ham til at søge læ i et fårehus ved vejen. Da det klarede
op, fortsatte han, til han fik øje på Svenstrups tage mod
morgenhimlen.
Han sad på et stendige ved Veståen og spiste det brød og flæsk,
Hanna havde givet ham med. Røgen steg op fra lyren til en gård,
der lå, hvor åen løb ud i Ålborg Å. Snart ville gårdens folk
begynde på dagens arbejde.
En gang havde han og Thorvald efterladt hest og vogn i
Svendstrup på vej til Ålborg for at sælge ål. Det ene af vognens
hjul truede med at bryde sammen på grund af den elendige vej.
Den sidste halvanden mil tilbagelagde de i en jolle, som en bonde
var så flink at låne dem.
Det gav et gib i ham ved lyden af et højt plask nede fra åen.
Forskrækket sprang han om bag diget. Fra en bugtning i åen
dukkede en pram frem. Midt i lasten af vidjekurve, fyldt med
levende ål, stod dens ejer med skrævende ben.
Manden fik øje på Odd og vinkede til ham, som var de gamle
bekendte.
- Guds fred og god morgen, unge mand! Man skulle vel ikke
være så heldig, at han er på vej til Ålborg?
Efter at have lagt til ved bredden sprang manden i land. Han var
fattigt klædt og havde et kantet, fugleagtigt fjæs. Hans farveløse,
levende øjne studerede ham nøje.
123

- I så fald, kunne jeg måske mod gode ord og betaling få dig til at
ro mig til byen? Jeg har været så uheldig at komme til skade med
hånden.
Han viste ham sin højre hånd, der var dækket af nogle blodige
pjalter.
- Jeg fik den i klemme, da jeg skulle forbi en anden båd i aftes,
smilte han tappert og afslørede en række medtagne tænder.
Han løsnede forbindingen og strakte den sårede hånd frem, for at
Odd kunne se, hvor galt det stod til.
Manden fortalte, han blev kaldt Åle-Gorm, og at han var på vej
hjem til Ålborg med de ål, han havde købt hos egnens bønder.
Enhver kunne se, at det var svært at ro med en hånd. Staklens tøj
var så blankt og stift af fiskeslim, at man skulle tro, han havde
været nede at ligge mellem ålene. Da han ellers virkede
tilforladelig, accepterede Odd at ro for ham det sidste stykke vej.
Mens Åle-Gorm kølede hånden i det kolde vand, stagede Odd
ned ad åen.
…
Ønsker du at læse resten af bogen, kan
EDEN TIL DEN HÆNGTE MAND af Jørn Staus Jacobsen
købes som e-bog på
www.saxo.com
124