speciale færdig opgave - Aarhus Universitet

Produktspeciale februar 2011 Lisa Mikkelsen & Thea Green 

ABSTRACT (Fælles) 4 

INDLEDNING (Fælles) 8 

Problemformulering 8 

Forudsætninger for Afhandlingen 9 

Fasemodel 11 

I. VIDENSKABELIG TILGANG OG METODE 15 

1.1 Postmoderniteten i oplevelsesperspektiv (Lisa) 15 

1.1.1 Kulturforståelse: Den dobbelte socialkonstruktivisme (Thea) 16 

1.1.2 Paradigme: Et fortolkende, kulturelt perspektiv på værdiskabelse (Lisa) 17 

1.2 Vores oplevelsesøkonomiske tilgang 22 

1.2.1 Specialet som kulturanalyse(Thea) 23 

Fænomenologisk antropologi (Thea) 24 

De kulturelle strategier (Lisa) 25 

Kulturanalytisk blik og redskab (Lisa) 27 

1.2.2 Specialet som entrepreneurship (Lisa) 28 

Effektuering (Lisa) 28 

Appreciativ tilgang (Lisa) 31 

Oplukkende adfærd (Lisa) 32 

Entrepreneuriel procesforståelse (Lisa) 34 

1.2.3 Specialet som designproces (Lisa) 35 

Participatorisk Design som filosofi (Lisa) 35 

Det tredje rum : Metafor for brugerinvolvering (Lisa) 36 

Design mellem handling og refleksion (Lisa) 37 

Reflekteret brugerinddragelse og procesdesign (Lisa) 38 

1.2.4 Vores oplevelsesøkonomiske formål (Lisa) 39 

1.3 Delkonklusion (Lisa) 40 

II. FØRSTE PROJEKTFASE - ETABLERING 41 

2.1 Effektuelt Mulighedsrum 42 

2.1.1 Disharmonier - hvad undrer os (Thea) 45 

Vores oplevede disharmonier (Thea) 45 

2.1.2 Vores mulighedsrum (Thea) 49 

Relationsturisme i Aarhus (Thea) 49 

2.1.3 Turismens aktører – definition af problemhavere (Thea) 50 

2.1.4 Næste skridt: praktisk Involvering (Thea) 51 

2.2 Feltstudie af relationer og turistoplevelser i New York 52 

2.2.1 Feltstudiets formål (Thea) 53 

2.2.2 Metode (Thea) 54 

2.2.3 Analyse af fyrtårnsturisme (Lisa) 55 

Begrebet fyrtårnsturisme (Lisa) 55 

Analyseobjekter: tre fyrtårne (Lisa) 56 

Fyrtårnsturisme som medieret blikkonsum (Lisa) 56 

Fyrtårnsturisme mellem sted og praksis (Lisa) 57 

Disharmonier tilknyttet fyrtårnsturismen (Lisa) 61 

2.2.4 Analyse af relationsturisme (Thea) 61 

Begrebet relationsturisme (Thea) 62 

Analyseobjekt: Rent a Local Friend (Thea) 63 

Den ærlige relation (Thea) 64 

Den co-‐producerende turist (Thea) 65 

1


Rent a Local Friend’s disharmonier (Thea) 66 

Rent a Local Friend’s autenticitetsstrategi (Thea) 67 

2.2.5 Analyse af dwelling (Thea) 68 

Begrebet dwelling (Thea) 68 

Analyseobjekter: The High Line og East River State Park (Thea) 68 

Dwelling mellem turist og lokal (Thea) 70 

2.2.6 Den relationelle turistoplevelse – opsamling på feltstudie (Thea) 71 

2.3 Procesrefleksion (Thea) 73 

2.4 Delkonklusion (Thea) 73 

Intermezzo (Thea) 75 

III. ANDEN PROJEKTFASE - OPLUKNING 76 

3.1 Metodeovervejelser – det kvalitative interview og diskursanalyse (Thea) 77 

3.2 Interaktion med primære problemhavere (Thea) 78 

3.2.1 Præsentation af setup og fokusgrupper (Thea) 78 

3.2.2 Design for et mindset (Thea) 80 

1) Turisten der deler vores disharmoni ønsker ikke at være i turistrollen (Thea) 80 

2) Turisten ønsker fornemmelse for den lokales hverdag (Thea) 81 

3) Den hjemvendte turist (den lokale) mister sit turistblik (Thea) 82 

4) Turisten der deler vores disharmoni ønsker at relationere med den lokale (Thea) 83 

3.3 Etablering af anomali med de primære problemhavere (Thea) 84 

3.4 Rekonfigurering af Local Travel Movement i Aarhusturismen (Thea) 85 

3.5 Interaktion med sekundære problemhavere (Lisa) 88 

3.5.1 Fremgangsmåde for interaktion med de strategiske aktører (Lisa) 89 

3.5.2 Interaktion med henblik på analyse af VisitAarhus’ turismediskurs (Lisa) 91 

VisitAarhus’ diskurs som betingelse for relationen mellem lokal og turist (Lisa) 94 

3.5.3 Interaktion med henblik på commitment (Lisa) 95 

3.5.4 Radikalisering af gentænkningsprojektet (Lisa) 100 

Flere aktørniveauer sættes i stævne (Lisa) 101 

Fra turismeproblematikker til værtskabsproblematikker (Lisa) 102 

Den appreciative tilgang i praksis (Lisa) 103 


Intermezzo (Lisa) 106 

IV. TREDJE PROJEKTFASE – INTERAKTION 107 

4.1 Workshopforløbets rolle - overgang mellem ’nu’ og ’efter’ (Lisa) 107 

4.1.1 Overvejelser omkring Inddragelse af Aktører (Lisa) 109 

4.1.2 Deltagerne (Lisa) 110 

4.2 Metode: Designcollaboratoriet møder Future Workshop (Lisa) 112 

4.2.1 ”Værtskabet” som tredje rum for forskellige domæner (Lisa) 113 

4.3 Workshopforløb (Thea) 114 

4.3.1 Workshop 1 – oplukning af problematikker og muligheder (Thea) 115 

Procesrefleksion (Thea) 120 

4.3.2 Workshop 2 – idégenerering (Thea) 121 

4.4 Valg af koncept (Thea) 125 

4.5 Procesrefleksion (Thea) 126 

4.6 Delkonklusion (Lisa) 127 

Intermezzo (Thea) 129 

V. FJERDE PROJEKTFASE - DESIGN 130 

5.1 Udvikling af konceptet – forsøg med mockups (Thea) 131 

2


5.1.1 Første mockup – Bing og Villads (Thea) 131 

5.1.2 Anden mockup – Aurika og Christoffer (Thea) 134 

5.2 Produktbeskrivelse (Lisa) 136 

5.2.1 Produkt: Portefølje (Lisa) 137 

1. Manifest – Hvorfor Kitchen Travellers (Lisa) 137 

2. Udkast til hjemmeside (Lisa) 138 

3. Filmdokumentar (Lisa) 141 

5.3 Analyse af Interventionen som Oplevelsesdesign(Lisa) 142 

Relationering som kulturel strategi (Lisa) 142 

Eksistentiel autenticitetsstrategi (Lisa) 143 

Hverdagsintensivering (Lisa) 144 

Iscenesættelse af måltidet som rejse (Lisa) 144 


VI. SELVREFLEKSION (Fælles) 147 

VII. KONKLUSION (Fælles) 149 

Litteraturliste 153 

3


ABSTRACT 

This dissertation seeks to produce an experience-‐based intervention in the field of 

tourism on a global and a local scale. The aim is to rethink the conditions of tourism 

in Aarhus by articulating the traditional stereotype relations between tourists and 

locals. To do so, we are taking the project through an entrepreneurial design process 

based on culture analysis and production. 

Our contribution to the tourism in Aarhus is called Kitchen Travellers. The 

dissertation is a mapping of the process behind Kitchen Travellers as a concept. The 

focus of the process is not just to look upon the field but also to actively intervene in 

and with the field. 

To do this, the dissertation introduces a theoretical and methodical framework for 

working with cultural production in a post-‐modern society. The framework is based 

on the theories and methods obtained from phenomenology, anthropology, cultural 

strategies, effectuation, disclosing, and participatory design. This framework 

represents the backbone of the experience economic point of view and action and 

serves as a guideline in the dissertation and process where the foundation is to let the 

given means of entrepreneurs and the disharmonies decide which direction to take. 

Based on our given means we have localized our route of possibility through the 

establishment of a series of disharmonies. The disharmonies take place in a disclosive 

space of meanings and practices between tourists and locals, which coordination 

indirectly reproduces stereotypes and patterns of inappropriately practices. The 

possibility connected to this disharmony we call Relation tourism. 

To produce a pertinent and applicable intervention within the possibilities of our 

given means, we have studied the practises and the production of meaning that 

tourists perform. We have discovered that tourist experiences are fundamentally 

connected with site as a social context and that this involves the presence and 

practices of the local. Furthermore, we have analyzed the coordination between 

4


different practises of the tourist and the local. As such we have discovered that the 

impact of a tourist experience concerns elements of co-‐producing and investing 

oneself – corporally, emotionally and personally. 

We are dealing with a tourist that seeks to be an active participant instead of a 

passive observant. In the relations-‐oriented experience, it is the relation itself that 

can activate the feeling of involvement. 

Consequently, the dissertation investigates the possibilities of making relations 

between tourists and locals the focal point in rethinking tourism. Accordingly it is 

essential to interact with both the strategic as well as the practical level of tourism – 

with the coordinating organization of tourism in Aarhus as well as the tourists and 

the inhabitants of Aarhus. 

By intervening in the field we ascertained that there are tourists in Aarhus who share 

our disharmonic experiences. With these actors we established an anomaly: As an 

attempt to abandon the consumeristic connotations of ‘the tourist’, the decisive traveller 

seeks new and other ways to travel that goes beyond what mainstream tourism has to 

offer. Tourists have diverse cultural strategies, which they employ – a strategy to 

construct their own self-‐identity by connecting with the place. In this case the locals 

and his every day, non-‐spectacular situation represent a unique resource to finding 

the essence of the place. 

However, despite the fascination of the traveller and his appreciation of the local, the 

local – now returned from the travel and with a blunted sensitivity articulated by the 

travel – lacks the motivation to relate with the tourist. We learned that the local is 

unconscious of his role as a participant in tourism, and – consequently – does not 

engage personally. 

The two actors do not experience that they have something in common and – as a 

result – do not engage. 

5


We have confronted the strategic actors with these notions. However, the tourism 

industry of Aarhus is strategically targeting the more revenue-‐intensive business 

tourism. Even more so, the industry employs a functionalistic perspective on the 

segment of leisure tourists. The tourism products developed do not accommodate the 

cultural strategies of the tourists in their identity projects. 

After a process of analyses and interaction, we employ a more cultural approach that 

goes beyond the traditional boundaries of tourism in Aarhus. Under the headline 

“Hosting and Relations” we engage a number of actors in different levels in the field in 

order for them to co-‐create the new realities of tourism. In a workshop, tourists, 

businesses, locals as well as strategists create a range of anomalies and concepts for 

phase-‐out. Ultimately, a concept negotiating the terms of relations in tourism turning 

traditional guest-‐host roles upside-‐down was created. With the purpose of cultural 

exchange – as opposed to transaction – the meal was articulated as the framing for 

the meeting. 

Based on explorative mock ups with the potential users concerning how the tourist 

experience can be intensified and broadened by integrating the local in tourism, the 

dissertation shapes a concept called Kitchen Travellers. 

Kitchen Travellers, as an experience-‐based intervention, supports the cultural 

strategies of both the local and the tourist. The studies of the dissertation show that 

tourists perform a certain mode of experience and a certain mindset -‐ that gradually 

disappears when reintegrating in familiar surroundings. 

Kitchen Travellers is a new way to travel and to experience – for the tourist and the 

local. As a tourist product, it places the individual in the centre of the ”tourist site”. To 

travel this way demands investing oneself in the experience. As such, Kitchen 

Travellers introduces a way to rethink tourism by challenging the habitual roles of 

tourism and thereby intensifying the tourist’s authentic experience and the re-‐ 

intensifying experience mode of the tourist for the local. Through Kitchen Travellers’ 

webpage, the parties will be paired up to prepare and share a meal together. The 

6


tourist decides the recipe from his or her country: The guest becomes the host and 

the host becomes the guest. 

At the end of the completion of this dissertation, Kitchen Travellers as a concept has 

the form of a portfolio consisting of a manifest, a draft for a website explaining the 

concept and facilitating the relation, and a short documentary of the intervention that 

has already been realized – through which we can communicate with our partners, 

who has the practical skills to create the website that will make new relations 

possible and change the existing realities into new ones. 

7


INDLEDNING 

“The era of mass tourism, or ‘spectacle’ hunting, has declined somewhat in favour of 

travellers who move around more independently and find their own, more personalised 

itineraries. And there are more resources than ever for these kinds of travellers.” 

Paul Sullivan, rejseredaktør på slowtravelberlin.com 

For mennesker i den globaliserede tidsalder er der slørede grænser mellem ude og 

hjemme. Mange har en levestandard der gør det let at rejse ud i verden igen og igen. I 

lige så udpræget grad kommer verden på besøg i vores eget land, liv og hverdag. Vi er 

alle turister og vi er alle lokale. Og netop fordi vi så ofte bevæger os rundt imellem 

hinandens kulturer, har vi alle muligheder åbne for at udvide vores horisont og lære 

af hinanden. 

Som forfattere af denne afhandling og erfarne rejsende ved vi, at en stor del af 

rejseoplevelsen er at omgås de lokale, der udgør rejsedestinationers levede kultur. 

Deres verdenssyn og måder at gøre tingene anderledes på, udfordrer vores egne 

logikker. Men vi oplever også udfordringen i at etablere forbindelsen med den lokale 

og ofte forbliver vi i vores komfortzone. 

Som rejsende er vi fulde af nysgerrighed over for verden. Men når vi vender hjem til 

Aarhus, oplever vi ikke samme motivation for at komme tæt på turisten og hans 

verdenssyn. Vi lægger mærke til turisten med sin rygsæk eller sit kort, men omgås 

ham ikke andet end i situationer, hvor han har brug for en vejviser. 

Hvorfor formår vi ikke, som turister med et ønske om at opleve en by eller et sted på 

et mere personligt plan end igennem seværdigheder, at skabe meningsfulde 

relationer til de lokale? Og hvorfor er vi, som lokale, hverken motiverede til at indgå i 

en forbindelse med turister i Aarhus, eller i stand til at bibeholde det perspektiv, vi 

har, når vi rejser? Dette undrer os. 

Problemformulering 

Det er denne afhandlings formål at gentænke turismen ved at italesætte de traditionelle 

relationer mellem turist og lokal og designe for nye relationer. Vi ønsker at lave en 

relationsturisme i Aarhus. For at opfylde dette formål vil vi gennemføre en socialt 

intervenerende proces igennem entrepreneurship, kulturanalyse og designmetoder. 

8


Med oplevelsesøkonomien bevæger vi os fra den mere klassiske 

sightseeingsorienterede, tilbagelænede betragter, til den aktive og engagerede 

deltager. Tiden er inde til en mere personlig og deltagende turisme i Aarhus – både 

for dem, der rejser hertil og for os, der får besøg udefra. 

Dette speciale er et produktspeciale. Vores produkt, som ligger ved siden af 

afhandlingen, er resultatet af den proces vi har været igennem for at opnå specialets 

formål om at gentænke turismen. Det er vores bidrag til at gøre turismen i Aarhus 

mere personlig og betydningsfuld for både turist og lokal. 

Afhandlingen er en kortlægning af denne proces, hvor vi tager på feltstudie, foretager 

interviews og interagerer med aktører i turismefeltet, designer og afholder et 

workshopforløb, og designer et oplevelsesøkonomisk produkt. Afhandlingen består 

således af både videnskabelig metode og teori, analyse og proces, refleksion og 

intervention. Dette har konsekvenser for afhandlingstypen, fremstillingsformen og 

struktur. 

Forudsætninger for Afhandlingen 

Et oplevelsesøkonomisk foretagsomt produktspeciale adskiller sig fra et traditionelt 

speciale på flere måder. Vi forholder os ikke handlingsanvisende – vi handler. Dette 

ses i specialets formål om at skabe en intervention i en social verden. 

Desuden er det ikke et speciale, hvor vi på forhånd har udtænkt en løsning og derefter 

implementerer den og det er ikke et speciale, hvor vi løser et allerede etableret 

problem. Tværtimod åbner vi op for udfordringer og muligheder ud fra vores egen 

faglighed og interessefelter. 

Fremstillingsform 

Som oplevelsesøkonomer med en tværfaglig tilgang, griber vi problemstillingen an fra 

mange vinkler. Specialeprojektet omhandler turisme men også kunsten at designe, at 

være foretagsom, at analysere kultur og at producere kultur. Afhandlingens 

fremstillingsform og stil vil afspejle dette på flere måder: 

9


For det første starter vi afhandlingen med et længere metodisk og teoretisk 

fundament. Her viser vi, hvordan vi kombinerer forskellige traditioner og tilgange så 

vi dermed kan benytte os frit af disse i kombination i afhandlingen. 

For det andet er specialeprojektet både et foretagsomt et af slagsen der tager 

udgangspunkt i os selv som handlende subjekter med et individuelt mulighedsrum og 

et analytisk projekt, hvor verden betragtes på afstand. Vi forholder os til det vi ser, 

men også vores egen handlen og forholder os derfor bevidste til skift i disse stilarter. 

Fremstillingsformen bærer derfor præg af en pendlen mellem det objektive man i 

afsnit af analytisk, distanceret, observerende karakter – og det subjektive vi i afsnit af 

effektuerende, deltagende og interagerende karakter. Ligeledes pendler vi mellem 

nutid og datid, hvor nutid afspejler tilstedeværelse i processen og datid afspejler at vi 

ser eller reflekterer tilbage på den. 

For det tredje er specialeprojektet en læringsproces. Vi agerer som studerende men 

også som foretagsomme entrepreneurer. De ting, vi foretager os, er alvor; og alligevel 

befinder vi os under det vilkår, at vi kan kaste os ud i tingene og lære af vores fejl og 

afsporede valg. specialeprojektet er for os som studerende en mulighed for at lære 

vores faglighed endnu bedre at kende inden vi forlader universitetet. Afhandlingen er 

derfor struktureret således at den er tro mod den læringsproces, vi har gennemgået i 

specialeprojektet. 

Vi må forholde os til specialeprojektet som en iterativ proces, hvor vores viden, 

midler og dermed mulighedsrum vil udvikle sig undervejs. Snarere end at præsentere 

et skarpt analytisk resultat, er afhandlingen rettet mod at vise den proces vi går 

igennem – på godt og ondt. For at håndtere det komplekse tidsbegreb der følger, 

arbejder vi systematisk med procesrefleksivitet. Dette procesfokus medfører at vi 

under eller efter alle kapitler, der repræsenterer en projektfase, vil indtage en kritisk 

reflekterende rolle omkring den proces, vi netop har gennemgået og analyseret. 

10


Fasemodel 

Afhandlingen er – på nær det første teoretiske kapitel – opbygget kronologisk i 

projektfaser (kapitler). Den lineære model nedenfor (figur 1 Projektmodel) er 

anvendelig til at illustrere det overordnede forløb, som fandt sted i projektfaser 

(lyslilla) med indsatsområder (røde) som styrende for processens form med 

delprocesser og milepæle (blå og grønne). Dermed afspejler og forklarer modellen 

afhandlingens opbygning. 

Modellen illustrerer hvor fokus hovedsageligt har været i de enkelte projektfaser. Dog 

skal den egentlige proces forstås mere iterativt: vi etablerer, oplukker, interagerer og 

designer (til dels) således gennem hele forløbet. 

Figur 1 Projektmodel: Oversigt over Specialeforløb 

I afhandlingen vil vi henvise til denne model, når vi går fra én projektfase til en anden, 

fordi dette indebærer indholdsmæssige og processuelle skift. Dette vil fremgå af et 

kort Intermezzo mellem kapitlerne 2 og 3, 3 og 4 samt kapitel 4 og 5. 

11


Struktur 

Afhandlingen er opbygget i seks kapitler der repræsenterer vores erkendelsesproces 

igennem de projektfaser, hvori vi har gennemført vores intervention. 

Kapitel 1: Videnskabelig tilgang og metode. Med dette kapitel sættes den 

kulturteoretiske kontekst, som vi indskriver afhandlingen i. Den 

socialkonstruktivistiske kulturforståelse præsenteres som præmis for, hvordan vi 

som intervenerende kulturproducenter må betragte virkeligheden som konstrueret 

af mennesker i sociale sammenhænge og som en dialektisk proces mellem 

repræsentations-‐ og praksisniveau. Ligeledes redegør vi for det postmoderne 

paradigme som den samlende forståelse af kulturproduktion og værdiskabelse. 

Herefter etablerer vi den metodiske og teoretiske ramme for afhandlingen: En samlet 

oplevelsesøkonomiske tilgang. Her redegøres der for kulturanalyse, 

entrepreneurship og design. Kombinationen af disse udgør en metodisk og teoretisk 

guideline for os igennem hele processen, hvormed vi arbejder med både indhold, 

metode og form. 

Kapitel 1 etablerer således det kulturvidenskabelige præmis for afhandlingen samt 

det metodiske og teoretiske grundlag vi fortolker og agerer ud fra. 

Kapitel 2: Første projektfase – Etablering. Afhandlingens andet kapitel udgør 

projektets første fase: etableringsfasen. Hvor forrige kapitel præsenterer vores 

faglighed, omhandler dette kapitel hvordan vi i praksis etablerer vores 

mulighedsrum. Vi forholder os her subjektive, undrende, og indadskuende. Vi 

etablerer først vores eget udgangspunkt som entrepreneurer ud fra en række midler 

og muligheder. Vi formulerer en række disharmonier som en tidlig 

problemformulering for specialet. Og vi definerer et individuelt mulighedsrum. 

Umiddelbart herefter gribes til handling: Som led i at skærpe forståelsen for 

problemstillingen, udfører vi et feltstudie i New York, hvor vi på egen krop 

gennemlever de følelser og oplevelser, der ligger til grund for disharmonierne. 

Således oplever og analyserer vi tre former for turistpraksis – henholdsvis 

fyrtårnsturisme, relationsturisme og dwelling – et studie, der gør os klogere på vores 

disharmonierne og vores mulighedsrum. 

12


Kapitel 2 repræsenterer således specialets første fase, hvor vi igennem definering 

af disharmonier og kompetencer, identificerer vores muligheder i turismefeltet og 

igennem et feltstudie skærper forståelsen af disharmonierne i de praksisformer, vi 

ønsker at påvirke. 

Intermezzo: Processen skifter karakter 

Kapitel 3: Anden Projektfase – Oplukning. I afhandlingens tredje kapitel 

interagerer vi med aktører i turismefeltet: mennesker, turister og lokale, og 

turismestrategiske aktører. Dette gør vi dels for analysere og forstå disharmoniernes 

forudsætninger, dels for at etablere en anomali og dels for at finde en aktør som vil 

tage medansvar for at påvirke feltet. Igennem interviews og debatteren med turister 

og rejsende lytter vi til deres oplevelser, frustrationer og motivationer. Vi finder her 

vores målgruppe, som ikke føler at turistbranchen i Aarhus formår at tale til deres 

behov; behov, som rækker ud over hvad de traditionelle turistpraksisser kan indfri. 

Derefter bevæger vi os til de strategiske aktører. Vi indgår her i dialog med de 

strategiske aktører for at forstå deres virkelighed samt for at analysere de 

dominerende turismediskurser og dermed undersøge, hvem der har magt og vilje til 

at påvirke den anomali, vores målgruppe oplever. 

Vi beskriver herefter den proces, hvori vi har interageret med aktørerne og de 

konsekvenser det har for projektets form fremadrettet. 

Kapitel 3 repræsenterer således en oplukkende proces hvori vi igennem analyse og 

dialog bevæger os fra egne antagelser til kvalificerede forståelser af feltet, 

problemstillingen, problemhaverne og deres virkeligheder; og dermed udvikler 

projektets mulige mål. 


Kapitel 4: Tredje Projektfase – Interaktion. Kapitlet illustrer en proces, hvor der er 

mere fokus på måden vi interagerer end på den endelige intervention. Igennem et 

workshopforløb bygget på appreciative og oplevelsesorienterede præmisser, 

intervenerer vi socialt ved at samle aktører fra forskellige og hidtil adskilte niveauer i 

13


turismen i et tredje rum, hvor vi søger at lade alle lære af hinanden, og lade aktørerne 

transcendere deres egen praksis sammen over to omgange. Hvor første workshop 

sætter fokus på en yderligere oplukning af aktørernes disharmonier med overskriften 

Værtskab og Relationer, lukker anden workshop ned omkring en fælles anomali, som 

lægger op til den endelige intervention og commitment fra deltagerne. 

Kapitlet sætter fokus på hvordan vi i samarbejde med en bred vifte af aktører fra 

forskellige niveauer i turismefeltet, faciliterer transcendensen af nuværende 

problemstillinger og skaber et grundlag for specialeproduktet i form af et koncept. 


Kapitel 5: Fjerde Projektfase - Design. Det sidste kapitel omhandler 

specialeproduktet. Først beskrives processen hvor vi igennem to både eksplorative 

og afprøvende eksperimenter med produktets kommende brugere sætter analytisk 

fokus på, hvordan konceptet afvikler anomalien og skaber værdi. 

Herefter beskriver vi produktet: En portefølje over konceptet Kitchen Travellers med 

manifest, udkast til hjemmeside samt dokumentar over den sociale intervention. Til 

sidst analyserer vi interventionen som kulturel strategi, som afvikling af anomalien 

og som platform for at brugere kan transcendere deres egen praksis. 

Selvrefleksion: Vi runder afhandlingen af med en selvrefleksion over vores samlede 

proces. Her vender vi tilbage til de dilemmaer, usikkerheder og problematikker vi 

undervejs har stået overfor og reflekterer over disse, samt over de til-‐ og fravalg vi 

har truffet. 

14


I. VIDENSKABELIG TILGANG OG METODE 

Dette kapitels rolle er at etablere den videnskabelige ramme for afhandlingen og 

specialeproduktet igennem en redegørelse for den kulturforståelse vi indskriver os i; 

herunder de metodiske tilgange vi handler med i specialeprocessen for at skabe et 

oplevelsesprodukt, der kan intervenere nuværende, uhensigtsmæssige tilstande og 

bidrage til turisters og lokales livsprojekter. Denne metodiske ramme gennemsyrer 

processen fra start til slut. Det er hensigten med dette kapitel at få sat den teoretiske 

ramme, så vi i afhandlingen frit kan trække på tilgangene uden længere metodiske 

redegørelser undervejs. 

I første afsnit redegør vi for den socialkonstruktivistiske dobbelthed som den 

kulturforståelse vi anlægger på specialet. I forlængelse heraf redegør vi for de 

postmoderne betingelser for et oplevelsesorienteret og co-‐produceret blik på 

værdiskabelse. 

Med afsæt i denne kulturforståelse redegør vi i andet afsnit for vores metodiske og 

teoretiske oplevelsesøkonomiske tilgang hvormed vi praktisk forholder os til og 

handler i verden. Hertil redegør vi for de tværfaglige kompetencer vi anvender i 

specialet med fokus på kombinationen af kulturanalyse, entrepreneurship og design. 

1.1 Postmoderniteten i oplevelsesperspektiv 

Det videnskabelige udgangspunkt for dette specialeprojekt er et postmoderne 

udgangspunkt. Et af det postmoderne samfunds realiteter er sociale individers 

mobilitet og dermed social frigørelse. Det postmoderne samfund præges derfor af en 

spænding mellem individets ekstreme individualisme og søgen efter sociale 

fællesskaber – men også individets selvbevidsthed og refleksivitet omkring dette. 

Med denne frisættelse og selvrefleksivitet sættes individet i stand til at 

(re)komponere sociale sammenhænge. 1 Det er denne præmis vi må forholde os til i 

vores intervention og afhandling. 

1 Cova. B. & Cova, V. (2002), “Tribal marketing: the tribalisation of society and its impact in the conduct 

of marketing”, in: European Journal of Marketing, 36, 6/5: 595-‐620: 597 

15


1.1.1 Kulturforståelse: Den dobbelte socialkonstruktivisme 

Betegnelsen konstruktivisme bruges om en særlig måde at tænke og arbejde på -‐ først 

og fremmest indenfor humanvidenskaben. Fra et konstruktivistisk udgangspunkt 

erkender og forstår mennesker virkeligheden på forskellige måder. Dette afhænger af 

hvornår og hvordan de iagttager den og i hvilken kulturel og situationel 

sammenhæng. Konstruktivismen proklamerer, at det der kaldes virkelighed, er 

formet og fortolket af mennesket i og med dets deltagelse i sociale sammenhænge. 2 Vi 

arbejder derfor med den opfattelse at kultur ikke er noget vi har, men noget vi gør. 

Et centralt værk i den forbindelse er sociologerne, Peter Berger & Thomas 

Luckmanns bog Den samfundsskabte virkelighed (1966). Deres undersøgelser viser, 

hvordan menneskers måde at handle og være sammen på ikke udspringer af 

medfødte menneskelige egenskaber eller natur, men snarere er afhængig af vores 

deltagelse i diverse sociale sammenhænge og processer. Vores forestillinger om os 

selv, hinanden og vores omverden afspejler derfor ikke tingenes faktiske egenskaber 

og kvaliteter, men snarere hvordan disse egenskaber og kvaliteter får en særlig 

betydning i de foranderlige sociale sammenhænge, vi deltager i. Derfor må vi som 

kulturanalytikere forholde os kritisk til hvad der ligger til grund for tingenes tilstand. 

Dette er den ene side af socialkonstruktivismen – en mere klassisk akademisk vinkel 

på socialkonstruktivismen, hvormed vi forstår kultur som konstrueret. 

Den anden side af socialkonstruktivismen er rettet mod en mere handlingsanvisende 

kulturforståelse, der underbygger entrepreneurielle kulturproducenters virke: De 

individer, der designes for, må også betragtes som selv værende kulturproducerende 

aktører, som benytter sig af forskellige kulturelle strategier for at skabe mening og 

merværdi i deres liv. Altså kan vi ikke operere med en traditionel afsender-‐modtager 

forståelse. Derudover er det rum vi skal designe i et dynamisk, foranderligt, 

processuelt, sociokulturelt rum. Dette medfører en forståelse af at diskursive 

fastfrysninger -‐ disharmonier og anomalier – kan påvirkes og at dette kan skabe nye 

kulturelle virkeligheder. Vi benytter altså den dobbeltsidede socialkonstruktivistiske 

2 Berger, P., & Luckmann, T. (1966), Den samfundsskabte virkelighed, Lindhardt 

16


logik som udgangspunkt for vores analytiske og ligeledes intervenerende tilgang til 

verden. 

Interventionen er både en social proces og et produkt, der skal indskrive sig i en 

social kontekst. Dette fordrer et fundament for, hvordan vi i specialet arbejder med 

de mennesker, hvis praksisser betydningssætter den sociale verden, vi vil intervenere 

i. Hertil anvender vi et postmoderne, fortolkende paradigme, som vi beskriver i det 

følgende. 

1.1.2 Paradigme: Et fortolkende, kulturelt perspektiv på værdiskabelse 

For at handle i verden på socialkonstruktivistiske præmisser, må vores metoder 

forholdes til et postmoderne paradigme. Med dette afsnit vil vi redegøre for det 

paradigme og dermed logik specialeprojektet indskriver sig i forståelsesmæssigt og 

handlingsmæssigt. Vi anvender hertil Sophie Esmann Andersens model 3 til at skabe 

et overblik over den postmoderne verdensanskuelse. 

Esmanns model er opbygget omkring forbrugspraksisser. Forbrugspraksisser er en af 

de mest tydelige (praksis)former for identitetsforbrug, hvori vi kan spore det 

postmoderne individs stræben efter mening og social sammenhæng. 

”We communicate through what we consume. Consumption is 

perhaps the most visible way in which we stage and perform the 

drama of self-‐formation.” (Storey: 2003:78) 

3 Esmann Andersen, S. (2006), A brand new world – A new brand world: Fire perspektiver på brands og 

branding. Working Paper nr. 10. Center for Virksomhedskommunikations WP-‐serie. Handelshøjskolen 

i Århus 

17


Det klassiske, funktionalistiske 

paradigme 

Det postmoderne, fortolkende 

paradigme 

Kulturperspektiv Kultur er; statisk begreb Kultur bliver; dynamisk begreb 

Værdiskabelse Transaktion; envejs. Co-‐produktion; tovejs / interaktion. 

Værdi-‐ 

perspektiv 

Forbrugs- 

/Handlingsperspektiv 

Forbrugermotivation 

(why buy?) 

Forbrugerperspektiv 

/ Menneskesyn 

Videnskabelig 

orientering og 

metode 

Produktperspektiv 

Utilitaristisk: 

Forbruget er målet i sig selv 

Fysiske & 

fysiologiske behov 

(the stomach’s 

needs) 

Masse-‐ 

forbrugeren 

Behavioristisk 

psykologi, 

Kvantitative 

eksperimenter 

Identitets-‐ 

perspektiv 

Rationelle & 

psykiske behov 

(the brain’s 

wants) 

Den 

segmenterede 

forbruger 

Kognitiv 

psykologi, 

Kvantitative 

spørgeskemaer 

Relationelt perspektiv 

Symbolsk: 

Forbruget er midlet til nye mål 

Emotionelle & 

narcissistiske ’behov’ 

(the heart’s desire) 

Den individuelle 

forbruger / Det 

selvidentitets-‐ 

skabende menneske 

Eksistentiel psykologi, 

Kvalitative interviews 

Figur 2; Esmann Andersen: 2006:24 (egen tilvirkning) 

Kulturelt 

perspektiv 

Metafysiske & 

symbolske 

’behov’ 

(the eye’s 

recognition) 

Den tribale 

forbruger / Det 

fællesskabs-‐ 

skabende 

menneske 

Samfunds-‐ og 

kultur teorier, 

Fieldwork 

Forbrug er dog blot ét sæt af værdiskabende praksisformer og derfor er modellen 

anvendelig i dette speciale til vores forståelse af værdikonstruktion generelt. 

Modellen viser en paradigmatisk opdeling mellem et klassisk perspektiv og et 

fortolkende perspektiv. Paradigmerne forholder sig overordnet til sammenhængene 

mellem konstruktion af værdi, forbrug, motivationer, menneskesyn og metode. Det er 

således en model hvormed vi kan analysere og handle ud fra det pågældende 

paradigme. 

For at kunne anvende Esmanns model i turismekontekst – som også er en kulturel 

forbrugskontekst – har vi tilvirket modellen. Vi har udviklet forbrugerperspektivet, så 

18


det bliver anvendeligt for forståelsen af turisten. Således har vi oversat den 

individuelle forbruger til ’det selvidentitetsskabende menneske’ – og den tribale 

forbruger til ’det fællesskabsskabende menneske’. Disse to retninger, selvidentitet og 

fællesskab, repræsenterer netop det postmoderne menneskes forbrug eller 

(turisme)praksis. Med denne tilvirkning kan vi nu bruge modellen til at forstå – ikke 

blot turisme som forbrug – men kulturelle praksisser generelt som værdi-‐ og 

betydningsskabende handlinger. 

Nedenfor forklares de to paradigmer for at illustrere den værdimæssige vinkel vi 

anlægger på specialet. 

Det klassiske, funktionalistiske paradigme 

Med det klassiske, funktionalistiske perspektiv på værdiskabelse er forbrugs-‐ og 

praksisperspektivet utilitaristisk: Forbrug er et mål i sig selv. Denne anskuelse 

medfører et lineært blik på værdikonstruktion, det vil sige at et produkts værdi 

direkte kan overføres til forbrugeren. Med et klassisk økonomisk rationale er 

markedet et rum for transaktion fra for eksempel en virksomhed til forbrugeren. 4 Da 

værdi antages at kunne skabes af en afsender og overføres direkte, antages det også 

at modtager, forbrugere, har kategoriserbare behov og derfor med fordel kan 

segmenteres i målgrupper eller sociale klasser. Fordi forbrugere har samme behov, 

ønsker eller livsstile og kan segmenteres efter disse, kan forbrugerdata opgøres i tal 

og spørgeskemaer. 

De traditionelle segmenteringskriterier på dette makro-‐sociale forbrugsniveau 5 siger 

med andre ord kun noget om selve mønstrene og ikke noget om mennesket bag disse 

mønstre. En livsstilsanalyse som eksempelvis Gallupkompasset siger ikke noget om 

4 Prahalad, C.K. & Ramaswamy, V., 2004, “Co-‐creation experiences: The next practice in value creation”, 

in: Journal of Interactive Marketing; Summer 2004; 18, 3: 5-‐14 (7) 

5 Cova. B. & Cova, V. (2002), “Tribal marketing: the tribalisation of society and its impact in the conduct 

of marketing”, in: European Journal of Marketing, 36, 6/5: 595-‐620 (603) 

19


forbrugerens identitet 6 eller de relationer, forbrugeren formulerer eller 

rekonstruerer gennem sit forbrug. 7 

Each individual belongs to several tribes, in each of which he might 

play a different role and wear a specific mask; this means that the 

rational tools of sociological analysis cannot classify him. (Cova & 

Cova 2002: 599) 

Det funktionalistiske perspektiv på forbrug misser en vigtig pointe om hvordan og 

hvorfor mennesker forbruger eller handler i forhold til den sociokulturelle kontekst, 

forbruget eller praksisformen udspiller sig i. 

People are not computers, they are people – they live in a world of 

total contradictions, joys and sorrows, fears and deep emotions, 

attachments and fantasies. They construct worlds that have strong 

subjective connotations. They live and work in complex cultural 

spaces that cannot be reduced to datum. As researchers, we have to 

understand this world, which operates through different kinds of 

narratives, linguistic signs, and other expressive forms. (Venkatesh 

(1995:13) i Meamber & Venkatesh 2001) 

Det postmoderne, fortolkende paradigme 

Det postmoderne paradigme tager udgangspunkt i hvordan vi igennem symbolske 

handlingsmønstre skaber værdi og identitet ved at definere os selv i relationer med 

produkter og andre mennesker. 8 

Med et relationelt og kulturelt perspektiv forstås værdiskabelse holistisk som 

foregående i en relationel og cyklisk proces mellem markedets aktører. I denne 

proces betydningssætter mennesket selv sine oplevelser. 

6 Elliott, R. & Wattanasuwan, K. (1998), “Brands as symbolic resources for the construction of identity”, 

in: International Journal of Advertising, 17 (2): 131-‐144 

7Fournier, S., (1998), “Consumers and their Brands: Developing Relationship Theory in Consumer 

Research”, in: Journal of Consumer Research, Mar, vol. 24, 343-‐373 

8 Elliott, R. et al.: 1998:138 ff 

20


The meaning of value and the process of value creation are rapidly 

shifting from a product-‐ and firm-‐centric view to personalized 

consumer experiences. (…) The interaction between the firm and 

the consumer is becoming the locus of value creation and value 

extraction. As value shifts to experiences, the market is becoming a 

forum for conversation and interactions between consumers, 

consumer communities, and firms” (Prahalad et. al: 2004:5) 

Med en postmodernistisk optik skabes menneskets oplevelser i co-produktion med 

symbolske relationer til produkter, virksomheder og andre forbrugere, såkaldte 

forbrugerfællesskaber. Dette medfører et konstruktivistisk syn på mennesket som 

aktiv ’konsumer’ og ’producer’ af værdiskabende oplevelser; en pro-sumer. 

Verden konstrueres og er i konstant forandring. Derfor befinder det postmoderne 

menneske sig i en gråzone mellem at være og at blive. Han bevæger sig ind og ud af 

roller og skiftevis reproducerer konventioner og improviserer alternative 

handlinger. 9 

Det postmoderne menneskes identitet er en dynamisk størrelse og han er derfor 

optaget af identitetsintensivering og -‐transformation og søger at forfatte sin egen 

unikke identitetsfortælling: ”Identities are always a narrative of the self becoming.” 10 

Til dette projekt må han appropriere eksisterende fortællinger og symboler – en art 

identitetsvitaminer – som har genkendelighedsværdi over for den sociale kontekst, 

han ønsker at indskrive sig i 11 og som kan hjælpe ham med at opnå en idealtilstand, 

en særlig social status eller identitet. Det er dette menneske, vi skal designe for. 

Ved at anvende fortolkende, kvalitative metoder til at undersøge forbrug og kulturelle 

praksisser som symbolsk handling, kan man således opbygge et solidt udgangspunkt 

9 Edensor: 2001: 78ff 

10 Storey: 2003: 78 

11 Holt, D.B. (2002), “Why do brands cause trouble?”, in: Journal of Consumer Research, vol. 19 (June): 

70-‐90 (87) 

21


for skabelsen af innovative produkter, forbrugere kan anvende i deres 

selvfortællinger. 

1.1.3 Opsummering 

Med den dobbelte socialkonstruktivisme anlægger vi et perspektiv på værdiskabelse, 

der reformulerer forbrugets linearitet til en cyklisk proces, reformulerer relationen 

mellem produktion og konsumption, og reformulerer forbrugerens rolle som en pro-‐ 

sumer. Individet er frigjort til at (re)konstruere sin egen identitet ved at appropriere 

symboler og fortællinger og derfor skabes værdi relationelt og kulturelt igennem 

vores selvfortællinger og i andres fortællinger om os. For at skabe en intervention, 

der kan bidrage til menneskers livsprojekter og selvfortællinger, må vi metodisk 

agere med et oplevelsesorienteret og co-‐produceret blik på værdiskabelse og lade 

menneskers oplevelser, identitetsprojekter, kulturelle praksisser og interaktioner 

udgøre det niveau, vi interagere på og designer for. Med Esmanns model har vi 

præsenteret et sammenhængende billede af, hvordan vi må betragte verden, men 

også handle i verden ud fra et postmoderne paradigme med fortolkende, kvalitative 

metoder. 

Den ovenfor præsenterede kulturforståelse udgør det præmis, vi anlægger for 

specialets proces og produkt. Denne ligger til grund for og understøtter vores 

oplevelsesøkonomiske tilgang, som vi vil redegøre for i det følgende afsnit. 

1.2 Vores oplevelsesøkonomiske tilgang 

Et oplevelsesøkonomisk speciale skal udmønte sig i et oplevelsesprodukt. Kravet er, 

at denne ikke kun skal forholde sig handlingsanvisende men selv handle aktivt og 

konkret på problemstillingen. I dette specialeprojekt er vi foretagsomme. Vi 

interagerer med den sociale verden og inddrager og samarbejder med aktører i feltet 

såvel som potentielle brugere af designet for at co-‐producere værdi. Projektet er en 

22


social proces og det kræver kulturelle, entrepreneurielle og designmæssige 

kompetencer og respektive overvejelser over vores tilgang. 

Dette afsnit har således til formål at redegøre for vores teoretiske og metodiske 

framework og logik for vores ageren i specialeprocessen. Sammen med ovenstående 

kulturforståelse er dette framework baggrunden for at forstå, hvordan og hvorfor vi 

handler, som vi gør i specialprocessen og i denne afhandling. Først redegør vi for 

vores brug af henholdsvis fænomenologisk antropologi og de kulturelle strategier. 

Det er med disse vi analyserer på og agerer i verden. Dernæst redegør vi for vores 

entrepreneurielle handlingslogik og hvad vi forstår ved at arbejde som 

oplevelsesøkonomiske entrepreneurer i en ’åben’ proces. Disse teorier udgør samlet 

en tilgang hvormed man kan tilgå sin intervention med afsæt i sig selv og i interaktion 

med den sociale verden. Dernæst vil vi redegøre for, hvad vi forstår ved god 

designpraksis igennem pointer fra participatory design traditionen som for det første 

forholder sig brugerinddragende til designprocesser og for det andet italesætter 

vigtigheden af selvrefleksiv designpraksis i re-‐iterative (lærings)forløb. 

Vores overordnede oplevelsesøkonomiske tilgang tager således afsæt i en tværfaglig 

kombination af teoretiske tilgange der alle bygger på socialkonstruktivistiske 

præmisser. 

1.2.1 Specialet som kulturanalyse 

Formålet med dette afsnit er at redegøre for de grundlæggende metoder, hvormed vi 

indsamler kvalitative data om det kulturelle objekt i vores analyser. Som vist i 

Esmanns model (figur 2) er det med fortolkende metoder som kvalitative interviews 

og fieldwork, vi metodisk skal søge at forstå aktørerne i feltet – og deres oplevelser, 

praksisser og interaktioner. 

Da kulturanalyse er vores traditionelle humanistiske grundfaglighed, redegøres der 

kort for den overordnede anvendelse af de valgte analysegreb. Først redegør vi for 

fænomenologisk antropologi som forståelsesmæssig tilgang til verden – kulturelt, 

kropsligt og følelsesmæssigt. 

23


Dernæst vil vi redegøre for de kulturelle strategier som kulturanalytisk greb, 

hvormed vi kan analysere og designe for kulturproducenter og –aktørers praksisser 

og bagvedliggende motiver. 

Fænomenologisk antropologi 

Vores brug af kulturanalyse som metode i specialeforløbet ligger i forlængelse af en 

fænomenologisk og antropologisk tradition. Fænomenologi betegner både en 

filosofisk retning, en metode og en stil. Men fælles i fænomenologien er målet at 

undersøge tingene som de viser sig for os i deres umiddelbarhed og fremstille dem 

gennem en beskrivelse fra en lige så umiddelbar position. Desuden er det i den 

fænomenologiske tilgang til verden vigtigt at pointere at steder ikke bare leves 

kulturelt, men også kropsligt og følelsesmæssigt. 

Antropologi er videnskaben om mennesker og deres sociale og kulturelle forskelle og 

fællesskaber. Den antropologiske metode omhandler undersøgelser af det helt 

almindelige liv, som det leves og opfattes af folk selv, og som netop af den grund er 

helt almindeligt. 12 Antropologen må i sin undersøgelse af mennesket og den kultur 

mennesket er en del af, ind i den verden der undersøges, ved at tage plads i den. I 

specialeprojektet er vi ikke antropologer i den reneste, faglige form, men vi benytter 

os af antropologiske metoder. For hvor ren observation privilegerer synet og den 

neutrale forsker, så fordrer deltagelsen et totalt, sanseligt nærvær og en engageret 

forsker. 13 Derfor er det antropologiske feltstudie samt det kvalitative interview 

teknikker vi benytter os af i indsamlingen af data og i forståelsen af det felt vi 

arbejder i. Den kvalitative data vi på antropologisk vis indsamler, analyserer vi på 

baggrund af de kulturelle strategier. 

12 Hastrup 2003:9 

13 Op.cit 

24


De kulturelle strategier 

I det postmoderne samfund er forbrug mere end mad i munden. Det er 

identitetsfortællinger og transformation. Til dette anvender mennesket kulturelle 

strategier. Strategierne intensiverer det eksisterende og iscenesætter grundlæggende 

forandringsvilje og transformationslyst i vores kulturelle praksisser. Strategier er 

ikke kun intentionalitet, det er diskurser og praksisser, som derfor er synlige for et 

analytisk blik og værktøjer for kulturproducenter. 

Strategierne er et værktøj for både kulturanalytikere og kulturproducenter: De udgør 

for det første et analyseværktøj, som hjælper os med at forstå og afkode menneskets 

kulturelle praksisser og adfærd i deres sociale kontekst. For det andet er de et 

designværktøj, hvormed vi selv skaber kulturelle strategier med vores handlinger og 

produkt. 

Britta Timm Knudsen og Dorthe Refslund Christensen 14 har identificeret fem 

kulturelle strategier: relationering, mytologisering, ritualisering, autentificering og 

intensivering. 15 Disse vil vi præsentere nedenfor med fokus på, hvordan vi kan 

designe for og intervenere med de kulturelle strategier for øje. Da strategierne 

underbygger og understøtter hinanden vil vi sætte fokus på afhandlingens og 

produktets primært anvendte kulturelle strategi – relationering – og beskrive 

mytologisering, autentificering og ritualisering kort. 

Relationering (Cova & Cova 2002; Holt 1993; Muniz & O’Guinn 2001) er en strategi, 

hvor vi skaber vores identitet i relation til andre – mennesker, steder, produkter. Vi 

relaterer til hinanden igennem forbrug i en bred forstand, via de symboler, vi bærer 

eller de praksisser, vi udøver. Vores forbrug er med til at forklare, hvem vi er og vil 

være. Forbrug og generel kulturel praksis er det, vi producerer vores identitet 

igennem. Det er også definerende for, hvordan vi – via de symboler og fortællinger vi 

benytter os af – aflæser andre mennesker og lader os selv aflæse. Relationering 

14 ”Kulturelle Strategier i Oplevelsesøkonomien” ved Britta Timm Knudsen og Dorthe Refslund 

Christensen, Aarhus Universitet, efterår 2008 

15 Vi betragter intensivering på niveau med betydningsproduktion og merværdi som et overordnet 

formål og intensivering vil derfor ikke blive beskrevet som sin egen strategi men derimod et aspekt af 

de fire andre kulturelle strategier. 

25


handler om positionering: Mennesker positionerer sig i forhold til hinanden for 

herigennem at definere smag og afsmag. I forlængelse heraf er 

identitetskonstruktion: Igennem symboler og fortællinger, aflæser vi andre 

mennesker og lader os selv aflæse. 

Foruden en mere indadrettet funktion mod identitetsdannelse, er relationering også 

rettet mod vedligeholdelse og skabelse af betydningsfællesskaber: Det er særligt 

relationer til og med andre, via fællesskab og tilhørsforhold, at vi udtrykker os selv 

som individer. 

”Each individual belongs to several tribes, in each of which he might 

play a different role and wear a specific mask; this means that the 

rational tools of sociological analysis cannot classify him. And 

belonging to these tribes has become for that individual, more 

important than belonging to a social class or segment.” (Cova & Cova 

2002: 599) 

Cova & Cova foreslår dermed, at linking-value bliver mere styrende for hvilke 

symboler vi omgiver os med mere end indre emotioner. Vi kan således designe for 

relationering ved at understøtte individers identitetsskabelse og tilhørsforhold ved at 

skabe symboler og fortællinger, de kan appropriere i deres egne selvfortællinger. 

Mytologisering 16 er en strategi hvor vi igennem en proces af fortællinger legitimerer 

kulturelle praksisser. Myten er et fortælleredskab, en social argumentation: Ved 

gentagen fortælling mytologiserer mennesker deres sociale virkelighed. Vi kan bruge 

mytologisering som værktøj ved at italesætte objekter og kulturelle praksisser som 

legitime eller autentiske. 

Autentificering er særligt anvendt i turismeteorierne, hvor der tales om turistens 

autenticitetslængsel og objektiv autenticitet, det vil sige turistobjektets ’ægthed’ 

16 McCutcheon, R. (2000), ”Myth” in Braun & McCutcheon (eds.) Guide to the Study of Religion, Cassell, 

pp. 190-‐208. 

26


(MacCannell 1976); om symbolsk autenticitet, der opstår af positiv 

forventningsindfrielse i relationen mellem objekt og oplever (Jansson 2002); om 

eksistentiel autenticitet, der handler om individets følelse (Ning Wang 1999) og 

affekt-‐autenticitet, der opstår i den kropslige interaktion med stedet (Waade & 

Knudsen 2009). Vi kan understøtte følelsen af autenticitet ved at betydningssætte 

objekter og handlinger, der dermed kan anspore en følelse af autenticitet. 

Ritualisering (Turner 1982; Humphrey & Laidlaw 1994) kendetegnes af handlingens 

intentionalitet om eller potentiale for at skabe en kvalitativ forskel mellem et før og et 

nu. Ritualisering ligger uden for hverdagen, men forholder sig samtidig til den. Rejsen 

er et af de bedste eksempler på ritualiseringsstrategien: Vi kan betydningssætte 

rejsen som afslapning og opladning til at vende tilbage til en travl hverdag; som et 

identitetstransformerende dannelsesprojekt, som intensivering af familiære 

relationer, der negligeres i hverdagen eller som noget helt andet. Vi kan understøtte 

ritualisering ved at iscenesætte objekter eller handlinger som ophøjet fra hverdagen 

der har potentiale til at skabe en forskel i hverdagen. 

De kulturelle strategier anvendes til betydningsproduktion og kan derfor analyseres 

og konstrueres igennem diskurser og praksisser. Ligeledes kan vi selv konstruere og 

designe for og med kulturelle strategier; de udgør således et metodisk greb vi 

benytter os af igennem hele specialeprocessen. 

Kulturanalytisk blik og redskab 

Vi forstår således specialet som kulturanalyse, da vi igennem antropologiske metoder 

indsamler kvalitative data igennem deltagende feltstudier (jf. første projektfase), 

dybdegående interviews i fokusgrupper (jf. anden projektfase). Disse data kan 

gennem videre analyse med de kulturelle strategier bidrage med ny viden til og 

forståelse af vores felt. Med det kulturelle blik kan vi analysere på menneskers 

motivationer og behov (jf. anden projektfase) og designe for kulturelle strategier (jf. 

fjerde projektfase). 

27


Således er det kulturanalytiske blik og redskab den ene mere analytiske side af 

socialkonstruktivismen. Den anden, mere handlingsorienterede side af 

socialkonstruktivismen fremgår af de følgende tilgange. 

1.2.2 Specialet som entrepreneurship 

I specialeprojektet undersøger vi ikke kun verden på afstand: Vi interagerer med og i 

den. For at agere i en given arena og intervenere i en social kontekst, må man gøre sig 

overvejelser om sin tilgang til processen. Entrepreneurship er en handlingsorienteret 

tilgang hvormed vi med udgangspunkt i egne midler kan arbejde skabende i det 

kulturelle rum og forankre oplevelsesproduktet som andet end blot et tænkt design. 

I dette afsnit begrunder vi først vores valg af en effektuerings-‐logik for vores 

entrepreneurielle handlen ud fra Sara Sarasvathys teori (2001; 2005). Herunder 

argumenterer vi for at arbejde appreciativt med effektuering. Dernæst redegøres for 

disclosing som metode til at mulighedsoplukke feltet, vi intervenerer i. Med disse 

tilgange til specialeprocessen arbejder vi entrepreneurielt med at identificere 

anomalier, mulighedsrum og potentialer i arenaen, det vil sige strategiske vinduer for 

at intervenere. 

Effektuering 

Effektuering er en handlingsorienteret tilgang til at bedrive entrepreneuriel adfærd 

med fokus på egne midler. Sara Sarasvathy foreslår at entrepreneuren skaber sine 

muligheder via handling, personlighed, netværk og faglighed. Dette kalder hun 

effectuation. 17 Effektuering er en handlingslogik, der har fokus på midlerne frem for 

målet og stilles op imod en mere traditionel entrepreneuriel logik, kausalitet, der har 

fokus på målet. 18 Hvor den kausale logik har defineret problem og mål forud for 

processen og derudfra definerer en række midler til at løse problemet og nå målet, 

arbejder effektuering ikke med prædefinerede målsætninger: 

17 Saras Sarasvathy: What makes entrepreneurs entrepreneurial? University of Washington, (2001). 

18 Sarasvathy, Sara & Dew, Nicholas: “New market creation through transformation”. In: Journal of 

Evolutionary Economics. Springer Verlag, (2005) 

28


“Effectual reasoning (...) does not begin with a specific goal. Instead, 

it begins with a given set of means and allows goals to emerge 

contingently over time...” (Sarasvathy 2001:2) 

Midler og handlingsprincipper 

Sarasvathy inddeler entrepreneurens midler i tre kategorier 19 . 

• Hvem er jeg? Personlighed: karaktertræk, smag, færdigheder 

• Hvad ved jeg? Faglighed: uddannelse, ekspertise, erfaring 

• Hvem kender jeg? Netværk: sociale og professionelle netværk 

Tilsammen udgør disse entrepreneurens midler, hvad vi vil betegne ’effektuelle 

midler’ for at bedrive entrepreneurship. Disse effektuelle midler giver en række 

handlingsmuligheder: Summen af midlerne udstikker den enkelte entrepreneurs 

mulighedsrum og bestemmer med hvad og hvor i verden, entrepreneuren skal 

begynde sin intervention. Umiddelbart derefter gribes til handling. 20 

Unlike causal reasoning that comes to life through careful planning 

and subsequent execution, effectual reasoning lives and breathes 

execution. Plans are made and unmade and revised and recast 

through action and interaction with others on a daily basis. 

(Sarasvathy, 2001: 3) 

I effektueringslogikken former mål og proces sig i handlingen og entrepreneuren 

forholder sig derfor åben. Da en åben proces fordrer fleksibilitet, må man etablere 

nogle handlingsprincipper med hvilke, entrepreneuren kan forme processen i forhold 

til sine midler. Sarasvathy fremhæver tre handlingsprincipper: affordable loss 

(overkommelige tab), stakeholder commitment (partnerskaber) og leveraging 

contingencies (konstruktiv udnyttelse af overraskelser). 21 

Det første princip om overkommelige tab sætter effektuering over for kausale 

19 Sarasvathy et al.: 2005: 543 

20 Op.cit. 

21 Sarasvathy, 2001: 5 

29


begreber som forventet fortjeneste og traditionel markedsanalyse. Effektuering 

advokerer en hands on-‐tilgang med særlig fokus på eksisterende midler, hvilket 

mindsker nødvendigheden for udefrakommende kapitalindsprøjtninger. 

Princippet om partnerskaber sætter særligt fokus på commitment af partnere, fordi 

disse kan styrke entrepreneurens handlen. Igen er den åbne proces i fokus: Alt efter 

hvilke aktører der inddrages, skabes der potentielt forskellige mål, produkter og 

markeder, hvorimod den kausalt tænkende på forhånd definerer sit marked og 

dermed begrænser sit handlingsrum. 

I en åben tilgang til processen vil man støde på overraskelser og det tredje 

handlingsprincip handler om at udnytte de uforudsete overraskelser konstruktivt: 

Overraskelser driver entrepreneuren i nye retninger og give nye vinkler på den 

igangværende intervention, hvorfor overraskelsen kan betragtes som en fordel. 22 Den 

kausalt tænkende, der har en fast plan, vil opleve, at uforudsete begivenheder bliver 

en trussel. 

Effektuering som entrepreneuriel logik for specialeprojektet 

Vi finder det væsentligt at slå den entrepreneurielle handlingslogik fast, fordi det i 

afhandlingen vil fremgå at vi rykker os fra vores oprindelige antagelser. Det er ikke 

udtryk for en ubeslutsom eller principløs handlen, men er tværtimod udtryk for at 

vores midler udvikler sig i processen. Samtidig giver den os en række 

handlingsprincipper til at drive processen ved at forholde os strategisk åbne over for 

det ukendte og udnytte læringer, der opstår på baggrund af overraskelser, som en 

vigtig del af fundamentet for vores intervention. Vi bliver klogere undervejs og agerer 

i overensstemmelse hermed. 

Effektuering som logik for vores entrepreneurielle handlen, giver os en række 

principper for at intervenere i en uforudsigelig verden med vores egne midler og 

interesser. Dermed sikrer vi os at udnytte netop det mulighedsrum, vi har som 

individer. Igennem vores handlinger vil også de mulige resultater udvikle sig. 23 

22 Ibid. 6 

23 Ibid.: 3 

30


Da særligt partnerskaber vil kunne påvirke vores muligheder, kombinerer vi 

effektueringslogikken med en anerkendende tilgang. 

Appreciativ tilgang 

Da specialeprojektet er en social proces hvori vi arbejder åbent med muligheder, må 

vi overvejer den attitude hvormed vi tilgår de sociale aktører. Vi henter vores 

inspiration fra Adam Kahanes værk Solving Tough Problems - An Open Way of Talking, 

Listening, and Creating New Realities (2007). Ifølge Kahane må man forholde sig 

anerkendende og værdsættende til de mennesker, man interagerer med. De 

anerkendes for deres synspunkter og værdsættes som konstruktivt input til 

processens udvikling. En appreciativ tilgang til især partnerskaber er anvendelig i en 

social proces, hvor der interveneres i uhensigtsmæssige traditioner eller rutiner, folk 

har og fastholder. For at kunne transcendere disse traditioner, må vi også forstå dem 

og lytte til, hvorfor de fastholdes. 

”We have to bring together the people who are co-creating the current reality to co- 

create new realities.” 24 Kahanes appreciative tilgang drejer sig om at sætte folk i 

stævne. Han er optaget af, hvordan man løser svære problemer og skaber nye 

virkeligheder, men tilgangen er ikke problemorienteret i traditionel forstand: Det 

handler om vores måde at tale på og vores måde at lytte på for derigennem at åbne 

komplekse problemer og opleve verden på en ny måde. 

Med Kahanes åbne tilgang til en social og intervenerende proces, ønsker vi at arbejde 

med den enkelte aktørs eller organisations midler og værdier for at skabe værdifulde 

forandringer for og med aktørerne. 

Effektuering giver os et grundlag for at arbejde entrepreneurielt med udgangspunkt i 

vores egne midler, den anerkendende tilgang for at arbejde med andres midler – 

disclosing giver os et grundlag for at arbejde entrepreneurielt i arenaen. 

24 Kahane, Adam (2007) Solving Tough Problems - An Open Way of Talking, Listening, and Creating New 

Realities. Berret-‐Koehler Publishers, p. 129 

31


Oplukkende adfærd 

I bogen Disclosing New Worlds (1997) giver Spinosa, Flores og Dreyfrus en vejledning 

til at skabe forandring ved at oplukke for oplevede disharmonier og dermed for nye 

muligheder. Som effektuering tager disclosing (oplukkende adfærd) afsæt i individet 

og de hverdagslige kontekster, han omgås i. 25 Spinosa et al. beskriver den 

grundlæggende entrepreneurielle evne til at bedrive historisk oplukkende adfærd – 

at skabe en grundlæggende ændring i verden – som evnen til at undres. Udover 

denne forundringsevne ligger en forståelse for betingelserne for menneskers adfærd, 

heriblandt begreberne disclosive space, style, og anomali. 26 

Et disclosive space er mønstre af praksisser og forståelsesformer inden for et felt eller 

en social verden af en given størrelse. I dette felt findes en række mere eller mindre 

arbitrære konventioner imellem aktørerne i feltet, hvis handlinger og praksisser i 

mere eller mindre grad er forbundet. Disse aktørers praksisser samles under en 

fælles overskrift, style. 

Style kan betragtes som en social praksis, der både konstituerer og konstitueres af 

aktørernes handlinger. Style betydningssætter ting, mennesker og handlinger, og 

overføres og gives videre fra situation til situation i handlinger og adfærd. Style er en 

forståelsesform der giver mening til de handlinger, vi foretager os i et disclosive 

space og hvis man kan påvirke og ændre denne, kan det påvirke det givne disclosive 

space eller medføre, at nye disclosive spaces opstår og dermed nye praksisser. 

Begrebet anomali bygger på disharmonier i et disclosive space. Disharmonier er 

praksisser, der er uhensigtmæssigt koordineret med de andre praksisser i et givent 

disclosive space. De eksisterer fordi vi enten overser eller ikke italesætter dem. Disse 

opstår som oftest, da det ikke er indbygget i vores hverdagspraksisser at reflektere 

over, hvordan vores praksisser er koordineret med andre. 27 

Udgangspunktet som entrepreneur for at oplukke muligheder i et felt, er at man 

italesætter disharmonierne ved praktisk at involvere sig med dem, og opnår andre 

problemhaveres tilsagn om, at de oplever disharmonierne. Dermed etableres en 

25 Spinosa, Flores & Dreyfus: Disclosing New Worlds, Entrepreneurship, Democratic Action, and the 

Cultivation of Solidarity. Massachusetts Institute of Technology, (1997) :28 ff 

26 Spinosa et al.: 1997:17 ff 

27 Ibid. 30 

32


anomali og selve etableringen giver mulighed for at ændre praksis og fjerne 

anomalien. 28 

Specialets mål om at skabe en intervention i en social verden, er altså et mål om -‐ 

igennem oplukkende aktivitet – at påvirke den style, der dominerer aktørernes 

handlinger i et disclosive space. 

Spinosa et al. skelner mellem customary disclosing og historical disclosing. 29 Med 

customary disclosing ændrer man praksis i overensstemmelse med den gældende 

style, hvilket betyder at man tilpasser sin praksis til disharmonierne. Derimod skabes 

historical disclosing af entrepreneuren, der ændrer den gældende style og dermed 

skaber grundlæggende forandring og nye praksisser. I tråd med den 

handlingsorienterede effektuering, påpeger forfatterne vigtigheden i at interagere 

med feltet – praktisk afprøve, validere og justere formuleringen af anomalien – for at 

skabe grundlæggende forandring i den sociale verden. 30 

Spinosa et al. foreslår hertil tre metoder for at påvirke en eksisterende style: 

artikulering, rekonfigurering og krydsappropriering. 

Artikulering kan intensiverer den eksisterende style ved at italesætte et utydelige 

eller glemt modus i en fungerende style. Dermed styrkes en (tidligere) fungerende 

diskurs. 31 

Rekonfigurering intensiverer en marginal diskurs, som dermed gøres dominerende og 

reetablerer forståelsesformen i det pågældende disclosive space. 32 

Krydsappropriering henter praksisser fra deres oprindelige kontekst, som ikke kan 

opstå naturligt i den pågældende kontekst, men alligevel kan fungere og dermed 

ændre den dominerende style. 33 

Med artikulering, rekonfigurering og krydsappropriering kan man oplukke for 

disharmonier, ændre i koordinationen af praksisformerne og dermed forandre den 

måde aktørerne anskuer og handler i feltet. 

28 Ibid. 193 

29 Ibid.: 22 

30 Ibid. 23 

31 Ibid. 24-‐25 

32 Ibid. 25-‐26 

33 Ibid. 27-‐28 

33


Betingelserne for disclosing bygger på et socialkonstruktivistisk præmis. Der er i et 

dialektisk forhold mellem påvirkning fra vores omgivelser (materialiteten) og vores 

egne handlinger (praksis), at vi formgives i verden. Vi og vores handlinger er betinget 

af den verden vi vil intervenere i for ud over at give os kontekstuelle muligheder for 

at påvirke verden, sætter verden en række begrænsninger for vores foretagsomhed. 

Spinosa et al. påpeger at vi domineres af de gældende konventioner i verden, som i 

sig selv legitimerer disharmonierne og gør os blinde for alternativer. 34 Udfordringen 

ved at arbejde med muligheder, det som ikke-‐er, er, at det eksisterende tyranniserer 

os. At intervenere i et felt, må således også bygge på en transcendens af egne rutiner. 

Entrepreneuriel procesforståelse 

Effektuering og disclosing bygger på at entrepreneuren må tage udgangspunkt i sig 

selv, sine egne midler og praksisser og med disse interagere med den sociale verden. 

At se både udad og indad er særligt anvendeligt i et foretagsomt speciale, da 

muligheder skabes i en bestemt tid og rum -‐ af en individuel mulighed. 

Med effektueringslogikken handler vi ud fra vores midler, vores faglige, personlige og 

netværksbaserede midler for at skabe en værdifuld intervention for mennesker, der 

oplever disharmonier. Med disclosing kan vi i interaktion med problemhavere 

lokalisere, italesætte og afvikle anomalier og dermed ideelt set påvirke den givne 

style. Med disse metoder kan vi undersøge problemfeltet og anomalien (jf. første og 

anden projektfase) og oplukke nye muligheder med aktører (jf. tredje projektfase). 

Sagt med andre ord giver den entrepreneurielle procesforståelse os et værktøj til at 

skabe nye virkeligheder. 

Da vi forholder os åbne til processen ved vi, at vi vil blive klogere undervejs, eller 

rettere: vores mulighedsrum vil udvikle sig. Dette mulighedsrum er afgørende for et 

foretagsomt speciale, og vi forholder os derfor refleksive i afhandlingen til de valg, vi 

træffer og disses konsekvenser, de læringer, vi får og de oprindelige antagelser, der 

ændrer sig i takt med processen. 

34 Ibid. 30 

34


Vi forstår således specialet som en entrepreneuriel proces, da vi med vores 

effektuelle og individuelle mulighedsrum oplukker problemfeltet igennem en åben 35 

proces, hvor vi interagerer appreciativt med en række aktører. 

For at iværksætte den ovenstående entrepreneurielle tilgang, kaster vi blikket mod 

designfagets mere operationelle metoder. Ligesom entrepreneurship er design en del 

af den handlingsanvisende socialkonstruktivisme, hvor vi påtager os rollen som 

kulturproducenter. 

1.2.3 Specialet som designproces 

I specialet designer vi både et overordnet projektforløb, en designproces og et 

intervenerende produkt. Dette afsnit har til formål at redegøre for principperne for at 

designe og forme designprocessen. Designteori kan ses som viden der kan frigøre 

designeren fra forudindtagede forestillinger og opfattelser af, hvordan 

designprocessen bør eller skal udføres. Designteori er også viden fokuseret på at 

skabe nye forhold for design, forskellige tanke-‐ og handlingsmønstre, og en generel 

forståelse for forholdene for en kreativ og innovativ proces. Designfaget supplerer de 

entrepreneurielle tilgange med håndgribelige proces-‐, design-‐ og 

refleksivitetsmetoder. 

Først redegøres for participatory design som designtilgang. Dernæst beskriver vi 

participatorisk design som det tredje rum hvori vi kan interagere i en dialog og 

samarbejde med de brugere eller aktører, vi designer for. Herefter redegør vi for 

forholdet mellem handling og refleksion som designhandlinger til at drive en 

designproces. 

Participatorisk Design som filosofi 

Traditionelt er participatory design (PD) opstået for at demokratisere de betingelser, 

hvorpå design til arbejdsfunktioner bliver designet. Vores appropriation af tilgangen 

35 i ordets effektuelle, oplukkende og appreciative forstand 

35


skyldes at omdrejningspunktet i PD metoderne er sammenspillet mellem designer og 

bruger og designformålet er at skabe et design mellem tradition og transcendens. 

Löwgren og Stolterman indskriver sig i PD traditionen og påpeger i deres bog 

Thoughtful Interaction Design (2007) at den gode designproces tager sit afsæt i 

refleksioner omkring den kontekst, man designer til -‐ det vil sige de gældende 

traditioner og praksisser -‐ og etiske overvejelser omkring, hvilket formål processen 

kan tjene. 36 

De håndgribelig teknikker der er tilknyttet interaktionsdesign sætter både fokus på at 

forstå konteksten såvel som at forstå hvorfor brugeren gør, som han gør ved at 

undersøge praksisformer igennem eksperimenter med teknologisk medierede 

oplevelser. Det er redskaber og teknikker der fremmer praksisser, hvor forskere og 

designere lærer om brugerne med både teknologi og situation i fokus. Samtidig gør 

redskaberne det muligt for brugerne at tage aktivt del i designarbejdet. 

PD værktøjskassen rummer blandt andet redskaber til at arbejde med de udtalte 

brugeroplevelser (futureworkshops 37 og mockups 38 ) og de uartikulerede aspekter af 

brugernes situationer (etnografisk inspireret designarbejde, interviews og 

observation, video-‐ og lydoptagelser). 

Det tredje rum : Metafor for brugerinvolvering 

Brugernes praksis er omdrejningspunktet for designet men på samme tid har 

brugerne behov for at blive konfronteret med og opleve nye ideer for at kunne 

transcendere deres praksis. Vi skal interagere med aktører og brugere, lære af dem og 

skabe et fælles sprog. 

36 Löwgren, Jonas & Stolterman, Erik: (2007) Thougthful Interaction Design, A Design Perspective On 

Information Technology. Massachusetts Institute of Technology :14 

37 Ibid. 70-‐71 

38 Brand, E. & Grunnet, C.: ”Evoking the future: drama and probs in usercentred design”. I: Proceeding 

of the Paticipatory Design Conference New York CPSR (11-‐20) 

36


“Participatory design is a process of mutual learning, where 

designers and users learn from and about each other. Truly 

participatory design requires a shared social and cultural 

background and language. Hence, participatory design is not only a 

question of users participating in design, but also a question of 

designers participating in use.” (Löwgren & Stolterman; 152) 

Essensen i at skabe et transcenderende design er brugerinvolvering på anerkendende 

betingelser, der er rettet mod både brugeres, aktørers og designeres transcenderende 

praksis. Her opstår allegorien det tredje rum: PDs metoder og teknikker søger at 

understøtte et rum for gensidig læring mellem designer og de involverede aktører 

eller brugere. I PD arbejdes der således metodisk i et grænseområde mellem flere 

domæner og flere dagsordner og dette udgør et tredje rum – en bro mellem 

forskelligheder. Her arbejdes der på neutral grund mellem deltagerne, hvor deres 

respektive viden kan flettes sammen til nye indsigter. I et tredje rum kan der 

udfordres antagelser, skabes nye ideer, forhandles, konstrueres en fælles identitet, 

fælles forståelse eller nye relationer. 39 

Det er designerens opgave at drive processen igennem en konstant refleksiv og 

opøvet fornemmelse for processen. 40 Selv for den øvede designer er design en 

læringsproces, da ikke to designsituationer er ens. Såvel som man skal forholde sig 

åben og lyttende til de inddragede aktører i en proces, må man også forholde sig åben 

og lyttende over for processen. Dette kan bevidst procesrefleksion hjælpe os med. 

Design mellem handling og refleksion 

Design bevæger sig imellem det, der er (tradition) og det, der kan blive 

(transcendens). PD som felt beskæftiger sig særligt med hvordan man bevæger sig fra 

tradition til transcendens. Designprocessen er en iterativ proces, der må styres 

mellem at handle reflekteret og reflektere med henblik på at handle. 

39 Muller, Michael J. (2002) Participatory Design: The Third Place in HCI :4 

40 Löwgren et. al: 2007:5 

37


Designprocesteoretikeren Donald A. Schön fremlægger i sin artikel The Reflective 

Practitioner (1987) en metode til bevidst at arbejde med konstruktiv udvikling af 

erfaringer. Schön præsenterer begreberne knowing, reflection-on-action og reflection- 

in-action som tre forskellige niveauer for som designer at træne sin 

procesrefleksivitet. 41 En designer, der skal designe til en uafprøvet kontekst, vil prøve 

sig frem med det, han ved, det han har læst sig til. I sin handlen og interaktion med 

verden, vil han støde på overraskelser, der udfordrer ham på det, han troede, han 

vidste. Er han opmærksom på disse overraskelser, vil han reflektere over dem, hvilket 

gerne skulle bidrage til hans oprindelige udgangspunkt, knowing. Med tiden vil denne 

kontinuerlige proces bidrage til designerens intuitive omgang med processen og han 

vil opøve en evne til at justere sin handlen i situationen. 

At forholde sig åben er altså ikke noget, man bare beslutter sig for, men noget, man 

må observere på og reflektere over. Vores vaner og antagelser sidder dybt i os og vi 

må arbejde med disse på et bevidst refleksivt plan for at transcendere vores egen 

adfærd som entrepreneurer eller som designere. 

Reflekteret brugerinddragelse og procesdesign 

PD som tilgang til brugerinddragelse er ikke en garanti for et 1:1 forhold mellem 

oplevelsesprodukt og en specifik brugeroplevelse; dertil er brugere for heterogene 

størrelser. Derimod er formålet med PD at arbejde med interventionens tilblivelse 

igennem et fokus på at forstå, arbejde med og skabe for brugernes livsverdner. 

Det vi tager med fra participatorisk interaktionsdesign er for det første en forståelse 

af at design skal ske i en dialog med brugeren om det konkrete design -‐ igennem 

oplevelser, der kan faciliteres af designværktøjerne. For det andet må vi designe i en 

dialog med processen. Bevægelsen mellem handling og refleksion og refleksion og 

handling er vigtigt at holde sig for øje for at blive klogere på den givne designsituation 

såvel som sin egen handlen. 

41 Schön, Donald A. (1987): Educating the Reflective Practitioner. Toward a New Design for Teaching 

and Learning in the Professions. Jossey-‐Bass, London. 

38


Med designmetoderne kan vi i et tredje rum med feltets aktører samarbejde om 

anomalierne (jf. tredje fase) og indgå i en oplevelsesbaseret, appreciativ dialog med 

brugerne om det konkrete design (jf. fjerde fase). 

Vi forstår således specialeprojektet som design, da vi i en proces mellem skiftevis 

handling og refleksion, faciliterer et tredje rum for gensidig læring med brugeren. 

Den proces vi gennemgår afspejler hvordan den konkrete designsituation udvikler sig 

– hver delproces eller projektfase vil påvirke forudsætningerne for den næste. I 

denne overordnede designproces skabes (baggrunden for) en intervention. 

1.2.4 Vores oplevelsesøkonomiske formål 

Dette speciale er et foretagsomt projekt. Vi implementer ikke en på forhånd udtænkt 

løsning eller løser et allerede kendt problem. Dette afspejles af vores teoretiske og 

metodiske framework. Kombinationen af ovenstående tilgange betyder at den 

oplevelsesorienterede kulturanalyse, den handlingsorienterede entrepreneurship, og 

den reflekterede og praktisk afprøvende designdisciplin giver hinanden det bedste. 

Særskilt er disse ikke oplevelsesøkonomiske tilgange men det er vores anvendelse af 

dem. I denne kombination opstår der en oplevelsesøkonomisk tilgang, vi 

approprierer i processen. 

Det er den socialkonstruktivistiske forståelse af mennesket og målet om historisk 

disclosing, der giver specialeprojektet oplevelsesøkonomisk bundklang. Formålet 

med den oplevelsesøkonomiske tilgang er at lade aktører og brugere transcendere 

deres egne traditioner og sammen skabe nye muligheder. I den 

oplevelsesøkonomiske tilgang approprierer vi procesteorier over i en arena, der 

traditionelt konstrueres med et kulturanalytisk blik. Og vi approprierer 

kulturanalytiske metoder i vores proces. Dette giver en samlet teoriforståelse, 

hvormed vi kan følge vores ambition om at arbejde åbent med proces og form for at 

skabe en intervention, der giver feltets aktører mulighed for at handle anderledes og 

på nye betingelser -‐ og dermed understøtte deres kulturelle strategier. I specialet 

undersøger vi altså ikke kun verden på afstand: Vi intervenerer i den. 

39


1.3 Delkonklusion 

Dette kapitel har etableret den videnskabsteoretiske og metodiske ramme for vores 

ageren i specialet, som vi kan nu frit vil benytte os af. Den dobbelte 

socialkonstruktivisme fordrer et relationelt og kulturelt perspektiv på værdiskabelse 

som oplevelsesorienteret og co-‐produceret. I en postmoderne verden er mennesket 

frit stillet til at (re)konstruere sine egen identitet igennem symbolske praksisser og 

interaktioner; dette må vi – for at skabe værdi – hjælpe ham med. Vi må derfor 

indskrive os i metodiske tilgange, der bygger på socialkonstruktivisme med co-‐ 

produktion som præmis. Dette gør vi igennem en oplevelsesøkonomisk tilgang, der 

bygger på kulturmetoder, entrepreneurship og designteori. 

Fra kulturanalysen har vi en kvalitativ fremgangsmåde for, hvordan vi skal forstå 

verden og hvordan vi må intervenere i den. Den antropologiske kvalitative metode 

giver os adgang til individers livsverden igennem deres praksisser fra både et 

kulturelt, et kropsligt og et følelsesmæssigt perspektiv. De kulturelle strategier er det 

særlige kulturanalytiske blik hvormed vi ser på verden og er samtidig de strategier vi 

selv kan designe. 

Med os fra entrepreneurship har vi en overordnet handlingslogik, hvorigennem vi 

skaber vores mulighedsrum igennem egne midler og partnerskaber, og forholder os 

oplukkende ved at arbejde med anomalier og (historisk) disclosing. Med disclosing 

som metode til at arbejde oplukkende med anomalien igennem artikulering, 

krydsappropriering og rekonfigurering, kan vi i interaktion med feltet og aktørerne 

heri, lokalisere, italesætte og dermed afvikle anomalier. 

Participatory design giver os metoder til både at arbejde transcenderende, 

oplevelsesorienteret og praktisk med aktører og brugere som medskabere af 

interventionen og at arbejde refleksivt med vores handlen og midler, hvormed vi 

træffer vores valg. 

Det næste kapitel vil redegøre for, hvordan vi i praksis – ud fra ovenstående 

videnskabsteoretiske, handlingsorienterede ramme – påbegyndte vores oplukkende 

adfærd. 

40


II. FØRSTE PROJEKTFASE -‐ ETABLERING 

Dette kapitel har til formål at illustrere vores konkrete effektuelle midler, der ligger 

til grund for vores handlen i den sociale verden og for vores intervention. For at 

forstå specialet som projekt, må man have indblik i de effektuelle midler vi, som 

individerne bag processen, har og handler ud fra. Det er med udgangspunkt i os selv 

og vores hverdagspraksisser at vi kan se uhensigtsmæssigheder og disharmonier, 

som er baggrunden for at påvirke en bestemt style i et bestemt felt, vi på sigt ønsker 

at intervenere i. 

Derfor vil første afsnit introducere de faglige, personlige og netværksmæssige midler, 

der ligger til baggrund for den indgangsvinkel, vi tager til specialet -‐ vores effektuelle 

midler. Her beskriver vi den proces vi gennemgik for at finde frem til vores fælles 

identitet, som udgør vores videre færd. Herefter redegør vi for vores fælles oplevede 

disharmonier som har deres udspring i vores fælles interessefelt inden for turisme, 

menneskets kreative potentiale, fællesskaber, Aarhus og den globale scene. 

Disharmonierne vil igen danne baggrund for at italesætte det felt, vi har mulighed for 

at intervenere i. 

I et selvstændigt kapitel under denne første projektfase, analyserer vi turistens 

praksisformer på tæt hold. Med udgangspunkt i os selv har vi foretaget et 

fænomenologisk feltstudie i New York for på den måde at flytte os ud af den konkrete 

kontekst og etablere et blik, vi kan se tilbage på vores arena med. Det antropologiske 

feltstudie giver adgang til direkte observation, indlevelse i og forståelse for de 

praksisser, der udgør en del af vores disclosive space. Målet med analyserne er at 

sætte relationen – det vil sige koordinationen imellem turistens og den lokales 

praksisformer – på spidsen og dyrke vores personlige disharmonier i en mere 

kropslig og oplevende tilgang. 

Idet vi tager udgangspunkt i os selv (vores midler, vores oplevede disharmonier), vil 

dette kapitel være farvet af en subjektiv stil og fremstilling. Kapitlet vil afspejle den 

undren og det indledende formuleringsarbejde der prægede processen i første 

41


projektfase (jf. figur 1 Projektfasemodel). Vi vil derfor selv indgå i det billedemateriale 

der understøtter vores analyser undervejs. 

2.1 Effektuelt Mulighedsrum 

For at finde ind til en fælles gruppeidentitet starter vi hele projektet ved at afdække 

summen af vores samlede kompetencer. Tilsammen udgør denne bird in the hand 

summen af vores midler og udstikker vores mulighedsrum samt bestemmer med 

hvad og hvor i verden, vi skal begynde vores intervention i den 

oplevelsesøkonomiske arena. Denne afklaring er også en appreciativ afklaring, idet vi 

tager udgangspunkt i os selv og vores rolle i projektet. Vi tager de ønsker, evner og 

interesseområder vi selv indeholder seriøst og arbejder videre med en interesse, vi 

begge kan spejle os i. 

Før opbygningen af en fælles identitet mødtes vi med to vidt forskellige forslag til, 

hvad vores specialeprojekt kunne bygges op omkring. Thea havde en konkret idé om 

at skabe et koncept for et nyt aarhusiansk hostel. Lisa havde en mere abstrakt vision 

om at arbejde processuelt med små-‐ og mellemstore aarhusianske virksomheders 

kreative potentiale. Men da vi ønsker at skabe en fælles platform, så vi ikke arbejder 

videre ud fra enten Theas eller Lisas idé, må vi træde et skridt tilbage og se nærmere 

på de bagvedliggende motivationer for netop disse idéer. Således repræsenterer 

afsnittene omhandlende hvem er vi, hvad ved vi og hvem kender vi denne 

kortlægningsproces. Det er en vigtig pointe at vi i denne proces går fra to individuelle 

udgangspunkter til et kombineret – og at denne fælles udvikling er en blanding af os 

begge. Det viser sig at Lisas blik giver noget til Theas overvejelser og omvendt. Vi 

udvikler således hver især hinandens muligheder frem for i et kompromis at mødes 

på halvvejen. 

Hvad ved vi 

Vores effektuelle midler forholder sig til to forskellige grundfagligheder – en æstetisk 

og en kommunikationsrettet bachelor fra henholdsvis Instituttet for Æstetiske fag og 

Handelshøjskolen. Fælles er vi i vores kandidatfaglighed på Oplevelsesøkonomi. Her 

42


har vi opbygget en forståelse for blandt andet kulturelle processer og strategier, 

moderne identitetsformer, innovation, entrepreneurship, begivenhedskulturelle 

fænomener, livsstil, design-‐ og designprocesser, projektledelse og –styring, samt 

branding og markedsføring. Vores faglighed vil påvirke vores specialeforløb både 

implicit og eksplicit: Den vil sætte den overordnede ramme på vores kulturforståelse 

og videnskabelige tilgang og udgør samtidig en del af vores handlerum, som et 

værktøj til at intervenere med. Således beskriver forrige kapitel vores videnskabelige 

og oplevelsesøkonomiske tilgang, hvad vi ved, og er dermed en stor del af vores 

effektuelle midler. Vi tænker med teorier og det fremgår i vores arbejde med 

disharmonier. 

Hvem kender vi 

Vores netværk rækker over en forholdsvis lang række ressourcepersoner i det 

aarhusianske kulturliv. At liste vores samlede netværk ville være omsonst men 

omfatter blandt andet kulturarrangører, kaospiloter, hjemmesidedesignere, 

konsulenter, hostelejere, ansatte ved kommunen og caféejere. Desuden trækker vi på 

vores sociale netværk som familie, venner og medstuderende. Det er med disse 

personer vi udvikler vores netværk og skaber vores mulighedsrum (jf. 

handlingsprincippet om partnerskaber). 

Hvem er vi 

Entrepreneurens kompetencer er ikke kun af faglig og professionel karakter. En stor 

del af de effektuelle midler udgøres af det personlige drive der skal motivere 

entrepreneuren til at handle. Hvem vi er kan også sige noget om, hvad vi brænder 

for, og dermed i hvilken retning ens foretagsomhed skal føre hen. 

Thea repræsenterer turisten. Både fagligt, kropsligt, subjektivt og objektivt 

beskæftiger hun sig med den praksis der går ud på at forlade sit eget hjem for at 

udfordre og udforske nye steder – alene og sammen med andre. En rejse er omgivet 

af forventninger. Forventninger til destinationen, til dem man rejser ud med, til en 

selv. Hun fascineres af rejsen fordi der i den ligger en forventning om nye indsigter, 

43


nye relationer, det uvisse, det trygge, nye landskaber, anderledes skikke, sammenhold 

og måske endda ensomhed. 

Lisa repræsenterer den lokale. Eller rettere: hun repræsenterer den vinkel, der retter 

blikket mod Aarhusianeren. Med udgangspunkt i en blanding af håb og frustration 

bærer hun som entrepreneur Aarhus’ våbenskjold i ønsket om at byen vil leve op til 

sit potentiale indefra. Hun tror på at oplevelsesrige processer kan få mennesker ud 

over deres indgroede handlemønstre og give dem en aha-‐oplevelse omkring sig selv. 

Og at disse kan være med til at bidrage til en innovativ og handledygtig by, der tager 

ansvar på flere niveauer. 

Vi finder hinanden i vores delte rejselyst og har over flere omgange rejst sammen. 

Samtidig finder vi hinanden i vores fælles interesse for at understøtte relationer 

igennem design. Vi tror på at hvert enkelt individ udgør en bird in the hand og at 

mennesket i fællesskab med andre kan vokse sig større – og gøre verden et bedre 

sted at være. Denne logik vil vi i afhandlingen benævne som social bæredygtighed. 

Adam Arvidsson & Nicolai Peitersen forudser og analyserer i The Ethical Economy 42 

vores tids nye økonomi, nemlig den etiske, hvor værdi vil blive målt i evnen til at 

skabe etiske, betydningsfulde, sociale relationer. For 20 år siden troede man at den 

globale kapitalisme var den eneste vej frem, hvis verdens ulighed skulle overkommes. 

En ny tankegang ser med den etiske økonomi dagens lys. En logik hvor logic of matter 

trumfer logic of money. Denne logik bygger på bruger-‐til-‐bruger, immateriel 

produktion, co-‐producerende forbrugere, kreative scener og innovation. Den etiske 

økonomi fordrer altså at vi alle må tage et ansvar for vores fælles verdens fremtidige 

trivsel, ligesom vi får muligheden for selv at være medproducenter i alt, hvad vi gør. 

Med afsæt i vores viden og interesse inden for et felt der både forholder sig til 

turisme, menneskets kreative potentiale, fællesskaber, Aarhus og den globale scene, 

kan vi nu åbne op for de fælles disharmonier vi oplever i dette krydsfelt. 

42 Arvidsson, A. & Peitersen, N. (2008): The Ethical Economy. 

http://www.ethicaleconomy.com/files/EthicalEconomy_CH1.pdf 

44


2.1.1 Disharmonier -‐ hvad undrer os 

Som tidligere nævnt opstår disharmonier fra praksisser, der er dårligt koordineret 

med de andre praksisser i et givent disclosive space. Italesættelsen af disharmonier 

er første skridt på vejen til at disclose muligheder i et felt og dermed kimen til at 

ændre praksisformer og adfærd. Vi kan italesætte disharmonier ved praktisk at tilgå 

dem. 43 

Ved hjælp af mindmaps 44 italesætter vi vores effektuelle midler og detekterer 

disharmonier og mulighedsrum. Der tegner sig undervejs et billede af en række 

forskellige oplevede disharmonier der kan eksistere i sig selv men som tilsammen 

udgør en helhed. Hermed kan vi spotte nogle sammenhænge som vi ikke har italesat 

før. Disse vil fremgå af det følgende. 

For at redegøre for et væld af tanker om vores disharmonier, vil vi beskrive vores 

disharmoni som en oplevet, følt, videnskabeligt uafprøvet, men alligevel begrundet 

undren. I vores præsentation af oplevede disharmonier vil det fremgå at vi oplever 

verden både kropsligt og subjektivt samt objektivt og fagligt. 

Vores oplevede disharmonier 

Som en del af vores fælles identitet er vi fundet sammen i vores passion for at rejse. Vi 

fascineres over både det at forlade de trygge rammer men i lige så høj grad over det 

at vende hjem igen. Når vi forlader vores hjem og rejser ud i verden påfører vi os en 

særlig ritualiseret oplevemodus hvor tid, rum og relationer intensiveres. Vi ser på 

verden anderledes og betydningssætter vores handlinger på en anden måde end i den 

vante dagligdag. I rejsen væk fra hjemmet søger vi ofte et perspektivskifte og tager ud 

for aktivt at lede efter ”anderledeshed”. Men i forbindelse med rejsen oplever vi også, 

at vi erfarer og opfører os på en måde, der virker påtaget og forkert. Vi forundres 

over vores egen og andres praksis der opstår i rollen som turist, både i forhold til 

vores egne følelser, vores adfærd med andre og vores position til stedet. 

Vores disharmonier udspiller sig i de situationer, hvor vores praksisformer som 

henholdsvis lokal og turist ikke er koordineret med hinanden: Når vi som turister 

43 Spinosa et al.: 1997: 23 

44 Bilag 2.a: Mindmaps 

45


ikke formår at skabe en kontakt til stedet, når vi som lokale ikke er motiverede for at 

relationere med turisten, og de stereotype roller af turist og lokal vi reproducerer, 

ved ikke at handle. Vi vil udfolde disharmonierne i det følgende: 

Når rejsen ikke realiserer sit transformative potentiale, opstår der disharmonier. Vi får 

ikke det indblik eller perspektiv, vi troede, vi ville få. Vi har erfaret på egen krop og i 

faglig sammenhæng at det er et globalt fænomen at turisten søger efter, præsenteres 

for og oplever fyrtårne, ikoniserede billeder og koncepter. John Thakara citerer Guy 

Debord som -‐ om end en smule hårdt – udtrykker den fornemmelse vi selv har af, at 

vores turistrolle og det vi foretager os på vores rejser, nogle gange kan virke 

underligt, overfladisk og ligegyldigt: 

”Tourism – human circulation considered as consumption – is 

fundamentally nothing more than the leisure of going to see what has 

become banal.” 45 

Når vi rejser er det ikke nok at sejle forbi Frihedsgudinden for at opleve det ’ægte’ 

New York eller fotografere Eiffeltårnet for at forstå, erfare og virkelig være i Paris. 

Den klassiske form for sightseeing er en god måde at danne sig et overblik på men det 

er ikke en turistrolle, vi bærer med ro i ret lang tid ad gangen. Vi har begge oplevet 

behovet for at komme dybere – både ind under huden på os selv og de steder og byer 

vi har besøgt – og dette behov bliver ikke tilfredsstillet igennem den klassiske form 

for sightseeing. Hvad mangler den klassiske turistform? Og hvilken praksisform kan 

give os det vi søger? 

Når vi sætter os selv i en stereotypificerende bås som turist, opstår der disharmonier. En 

anden grund til at vi ikke hviler i rollen som den klassiske, fotograferende turist, er at 

vi skiller os ud fra resten af den levede kultur, vi bevæger os rundt i. Vi føler at vi blive 

sat i bås som turist frem for individer – eller at vi sætter os selv i bås. Fornemmelsen 

af at gå i vejen gør det ikke mindre slemt at bære den tydelige ”turisthat”. For når 

man som turist træder ind i de lokales verden, træder man samtidig direkte ind i 

45 Thackara 2005:77 

46


deres baghave, hvor folk lever deres liv på trods af og nogle gange på grund af at man 

som turist kommer for at opleve, dokumentere, selvrealisere og socialisere. Vi føler at 

vi som turister nogle gange stirrer ind i en privatsfære, hvor behovet for at vi kan se 

og opleve (ofte ved at knipse løs med vores kameraer) klart er vores behov og ikke 

deres. Det føles ubehageligt at være gæst et sted som ikke har inviteret indenfor, eller 

hvor den eneste motivationsfaktor, man fornemmer der for at interagere med 

turisten, er de penge, vi efterlader. 

Når turismen tager overhånd for den lokale, opstår der disharmonier. Det er både 

fascinerende og provokerende at være vidne til den sammenblanding af 

praksisformer der finder sted, når turist og lokal løber sammen og så skal 

sameksistere. Turistens spadserende, observerende og rolige gang stemmer ofte ikke 

overens med den lokales hurtige, determinerede måde at bevæge sig rundt i byen på. 

Vi har fundet eksempler på denne disharmoni som nok er den mest udtalte anomali 

omkring turist-‐lokal forholdet i dag. Begge billedeksempler kommenterer på 

sammenstødet mellem den lokale og turistens forskelligartede praksisformer. 

Figur 4: Lokale udtrykker deres opfattelse af forholdet mellem turist og lokal 

Når vi søger nyt perspektiv men i stedet bekræfter vores eksisterende, opstår der 

disharmonier. For os er en stor del af oplevelsen ved at rejse den lokale befolkning, 

idet de kan give et indblik i den kultur, vi rejser i. Eller nærmere: de er den kultur vi 

rejser i. Det er ikke kun os, der har behov for de lokales fortolkning af den by eller det 

47


sted, man som turist besøger: På forskellige blogindlæg fornemmer man samme 

ønske om at komme tættere på de lokale(s skikke). På Spotted By Locals 46 guider 

lokale turisten og giver denne fifs til hvad man skal gøre og specielt undgå i en 

specifik by. Vi fascineres som turister af de lokale der udgør de steder, vi rejser, fordi 

de er anderledes end os. Og en af årsagerne til at vi rejser er behovet for at opleve det, 

der er fremmed fra os. Dog ligger der en selvmodsigelse i vores behov for at komme 

tæt på den lokale. For ofte bliver det kun ved det funktionelle møde at relationen 

sker. Vi kommer nærmest udelukkende i kontakt med den lokale i situationer, hvor 

der skal spørges om vej eller om tips til gode spisesteder, eller ved tilfældig møder på 

barer, etc. De længerevarende, kulturudvekslende relationer skabes langt oftere 

mellem os og andre rejsende. Altså andre, der har samme perspektiv som os. Hvorfor 

er det så svært at skabe kontakt til den lokale? 

Når vi som lokale lukker øjnene for turistens behov, opstår der disharmonier. Det behov 

vi oplever som turister, imødekommer vi ikke over for vores egne gæster. Vi 

henvender os ikke til turisten, andet end i situationer hvor de har brug for en vejviser, 

hvilket er bemærkelsesværdigt, idet vi interesserer os for dem i en teoretisk kontekst 

(via vores studie). Vi lader dem komme til os. 

Hvad gør man som turist, hvis man ønsker at opleve Aarhus? Spørger man manden på 

gaden til råds, har han svært ved at svare. Som undercoverturist fra Nordjylland taler 

Lisa med otte aarhusianere for at høre, hvad hun bør opleve når hun kun har én dag i 

Aarhus. Hertil nævner de alle en eller flere af følgende: Den Gamle By, Friheden, Aros, 

Latinerkvarteret, området omkring Åen – en med kommentaren: ”Det er sådan.. 

turiststederne”. Den lokale har tilsyneladende svært ved at guide turisten i andre valg 

end de åbenlyse turistsites. Og ikke helt ubegrundet. Der findes nemlig ikke mange 

alternative turistudbud i Aarhus. Derimod formår ingen ved egen hjælp at nævne 

deres personlige Aarhus-‐favoritter. 

Vi reproducerer således som lokale de forhindringer, vi som turister forsøger at 

overkomme, frem for at skabe en deltagende turisme, hvor vi som lokale giver lidt af 

os selv til andres oplevelse. Noget vi selv efterspørger, når vi rejser: at få et indblik i 

46 Spottet by Locals: http://www.spottedbylocals.com 

48


kulturen igennem et menneske med håb, drømme og interesser frem for et indblik 

igennem mainstream turistmedier. Hvorfor opfører vi os så forskelligt alt efter om vi 

er ude eller hjemme? Hvorfor er vi tilsyneladende mere interesserede i den lokale når 

vi selv er turister, end den anden vej rundt? Hvad ligger til grund for denne passive, 

distancerede adfærd? Det er ikke fordi vi er trætte af turisterne i Aarhus, ligesom den 

lokale med banneret fra eksemplet, men vi er bare ikke motiverede til at opsøge dem. 

Vores disharmonier udspiller sig således i de situationer a) hvor vi som turister ønsker 

at opleve en by på et mere personligt plan end igennem seværdigheder, men ikke formår 

at skabe kontakten til de lokale samt b) i de situationer hvor vi som lokale ikke er 

motiverede for at indgå i en meningsfuld dialog eller relation med vores egne gæster, og 

c) de stereotype roller, vi bliver placeret og placerer os selv i og ikke bryder. Fælles for 

situationerne er de forskellige praksisformer vi udøver som henholdsvis turist og lokal. 

2.1.2 Vores mulighedsrum 

Vores mulighedsrum udgøres af ovenstående effektuelle midler og oplevede 

disharmonier. Vi ser et mulighedsrum for relationsturisme i Aarhus. 

Relationsturisme i Aarhus 

Som forfatter og designer John Thackara beskriver det i In The Bubble, så består 

steder af hard og soft assets. Hard assets er institutioner, infrastruktur og fyrtårne – 

dette omfatter blandt andet seværdigheder, den enkelte bys varetegn eller en bys 

materielle kultur. Soft assets, derimod, er alt det der udgør en bys stemning og 

atmosfære. Det er de menneskelige ressourcer og begivenheder og kan betegnes som 

et sted eller en bys levede kultur. Begge former for aktiver udgør en bys identitet, om 

man vil, og der kan designes for begge dele. 

Turismeindustrien, som vi igennem dette projekt bliver en del af, fokuserer 

overvejende på materielle assets, de såkaldte fyrtårne, 47 og dermed bliver udbuddet 

endimensionelt. Vi ønsker at designe for soft assets og sociale relationer i særdeleshed; 

47 VisitAarhus (2010) ”Strategi for 2017 Århus i dag – Aarhus Tomorrow” http://www.visitaarhus.com 

49


at artikulere og rammesætte diskursive praksisser, der anerkender turisten og den 

lokales tilstedeværelse over for hinanden og hvor ligegyldighed og distance afløses af en 

mere aktiv og motiveret interesse for hinanden. Vi vælger at kalde denne tematik for 

relationsturisme, som en samlende term for disharmonierne, vi løbende vender 

tilbage til i afhandlingen. Vi må lukke op for betydningen af dette begreb, før vi kan 

lade den repræsentere formen på vores intervention. 

Vi vælger at lade vores videre designproces tage udgangspunkt i vores egen by, 

Aarhus, af to årsager. For det første benytter vi os bedst af vores effektuelle midler 

ved at agere i og med Aarhus og det netværk vi allerede har etableret her. Vi har et 

personligt engagement i og for Aarhus og vi har derfor lysten til at drive projektet 

fremad: Vi ønsker også for vores egen skyld at gøre Aarhus til en endnu bedre by. 

For det andet forholder vi os undrende til de oplevede disharmonier på tværs af rum. 

Vi arbejder med tematikker der er universelle forstået på den måde at vi oplever dem 

globalt såvel som i Aarhus. Vores disharmonier udspiller sig i krydsfeltet mellem 

turist og lokal og mellem Aarhus og verden. Dermed tager vi afsæt i en global tematik 

og arbejder oplukkende med denne i en lokal kontekst. 

2.1.3 Turismens aktører – definition af problemhavere 

Vi skal ikke blot undersøge verden observerende på afstand; vi skal praktisk 

involvere os i feltet. Derfor skal vi i anden projektfase interagere med de aktører der 

på forskellige niveauer er problemhaverne, for på den måde at kvalificere og udvikle 

vores mulighedsrum. Til dette har vi lavet en model som illustrerer vores opfattelse 

af feltet inden vi begynder den egentlige intervention. 

50


Figur 5: Det tænkte udgangspunkt for intervention i feltet 

Modellen er skabt på baggrund af vores socialkonstruktivistiske kulturforståelse. Vi 

ved at det er mennesker på forskellige niveauer, der konstruerer den style vi ønsker 

at påvirke. Modellen er vores teoretiske forståelse af hvordan vi skal gribe feltet an. Vi 

forsøger med modellen at visualisere de aktører der befinder sig i vores felt. Blandt 

disse aktører finder vi vores problemhavere. Som vi ser det, må vi forholde os til to 

slags problemhavere. De primære problemhavere er dem, der føler vores anomalier 

og er repræsenteret ved den private turist og den lokale. Derudover er der de 

sekundære problemhavere: de strategiske aktører. De sekundære problemhavere er 

ikke direkte involveret i vores disharmonier, men er en forudsætning for dem. Vi har 

en formodning om, at strategiske aktører har indflydelse på vores primære 

problemhaver: at der ikke findes ret mange alternative turistudbud i Aarhus kunne 

skyldes, at det strategiske niveau ikke gør noget for at få den alternative turisme til at 

blomstre, men kører efter den klassiske seværdighedsturisme. 

2.1.4 Næste skridt: praktisk Involvering 

Den indledende proces i første projektfase har været fokuseret på de subjektive 

oplevelser af en række personlige disharmonier. Vi ønsker at kvalificere disse og rejse 

os fra et jeg til et man med ønsket om at drive historisk disclosing. For at ændre på 

51


disharmonierne og derved fjerne anomalien i et disclosive space, argumenterer 

Spinosa et al. for at undersøge verden pragmatisk, såvel som intellektuelt. 

”(…) the skill of uncovering the tension between standard 

commonsense practices and what one actually does is a skill of 

intensified practical involvement (…) with a special sensitivity and 

alertness for what is unusual because (…) focusing on what is 

unusual can reveal what is different now from the times when those 

activities worked. (…) The life of skillful disclosing (…) is a life of 

intense engagement” (Spinosa et al: 1997:23ff) 

Vi ønsker at åbne yderligere op for vores personlige disharmonier inden vi går i 

dialog med særligt de strategiske aktører om at påvirke anomalierne. Derfor bliver 

den afrundende del af første projektfase et feltstudie af vores egne turistoplevelser 

men nu med et intensiveret blik for det disharmoniske og de mulighedsrum vi 

oplever. 

2.2 Feltstudie af relationer og turistoplevelser i New York 

Første del af denne projektfase har været centreret omkring etableringen af en fælles 

identitet baseret på en kortlægning af vores kompetencer og ikke mindst 

interesseområder. Vores disharmonier er et resultat af den fælles identitet vi begge 

har oplevet og ønsker at arbejde i dybden med. Ved at gøre brug af vores personlige 

og faglige midler har vi en formodning om, at vi kan udnytte vekselvirkningen 

herimellem og være både subjektivt oplevende og objektivt analyserende. Med 

udgangspunkt i os selv og vores oplevelse af forskellige turistsituationer, foretager vi 

et fænomenologisk feltstudie i New York. 48 På den måde kan vi flytte os ud af den 

konkrete Aarhuskontekst og etablere et blik, vi kan se tilbage på vores arena med. 

Vi indleder med en præsentation af feltstudiets formål og præsenterer herunder 

feltstudiet som metode. Herefter analyserer vi de turistpraksisser, vi kalder for 

48 Feltnoter fremgår i bilag 2.b 

52


fyrtårnsturisme. Her forholder vi os til den klassiske sightseeing og de praksisser, der 

konstituerer denne. Her ser vi nærmere på hvilken kropslig og intellektuel oplevelse 

(eller mangel på samme), der knytter sig til disse sites, samt hvordan turisten og de 

lokales praksisformer her støder sammen på en uhensigtsmæssig måde. 

Dernæst udsætter vi vores mulighedsrum – tanken om at relationen mellem turist og 

lokal i sig selv kan skabe den gode oplevelse – for et reality tjek og deltager i en 

turistaktivitet der netop arbejder med denne relation. 

Og endelig har vi fundet frem til en tredje turistpraksis, som spontant viste sig i 

forbindelse med at vi søgte væk fra mainstream turistsites. Denne praksisform kalder 

vi for dwelling og tager udgangspunkt i et besøg i to forskellige parker i New York. 

Her oplevede vi at turist og lokal tilsammen udgør oplevelsen, frem for at den ene 

gruppe observerer den anden. Slutteligt sammenstilles de tre analyser i en fælles 

opsamling. 

2.2.1 Feltstudiets formål 

Formålet med feltstudiet er for det første at komme tættere på vores egne oplevede 

disharmonier ved at gennemleve dem og undersøge fremfor blot at tale om dem. For 

det andet at undersøge vores tænkte mulighedsrum om at en rammesat relation 

mellem turist og lokal kan være en opløsning af vores disharmonier. I New York kan 

vi komme tæt på de alternative former for turismeudbud, der sætter turist og lokal i 

stævne og som ikke udbydes i Aarhus. 

Målet med analyserne er at sætte relationen – det vil sige koordinationen imellem 

turistens og den lokales praksisformer – på spidsen og italesætte disse og dermed 

kvalificere disharmonierne og udvikle vores mulighedsrum. Det gør vi ved at opleve 

og analysere tre former for turistpraksisser. Disse nye indsigter fra feltstudiet kan 

igen bruges i udformningen af det oplevelsesdesign, vi skal skabe. For ved at forstå 

’det, der er’, kan vi også begynde at arbejde med ’det, der kan blive’. I vores analyse af 

turistpraksisser oplukker vi for vores arena for derigennem at kunne ændre den og 

udfordre den sociale verden. Som turismeteoretikeren Tim Edensor forklarer: 

53


”We can explore why we carry out particular habits and practices 

and, consequently, reproduce and challenge the social world.” 

(Edensor: 2001:59) 

Selvom Aarhus som turistby ikke nærmer sig New York, og Aarhus’ seværdigheder 

ikke har samme status som New Yorks ikoner, har iscenesættelsesstrategierne bag 

alligevel noget til fælles: et fokus på materialitetens værdi for turistens oplevelse af et 

sted. Samtidig er både New Yorks og Aarhus’ udbud placeret i heterogene rum, hvor 

også den lokale færdes. Desuden handler dette feltstudie om måden vi oplever på. 

Derfor er analysen anvendelig i en deduktivt overførelse på Aarhus-‐turistens 

oplevelse af Aarhus. 

2.2.2 Metode 

En vigtig pointe er at vi under feltstudiet forholder os både subjektivt og objektivt til 

den verden vi indgår i. Vi er i kraft af vores turiststatus vores egne brugere og kan 

derfor med fordel analysere på og reflektere over vores egne oplevelser. Vi skal 

undersøge de følelser, handlemønstre, oplevelser og relationer der udgør de 

situationer hvor vi mærker disharmonierne. Og her er feltstudiets fænomenologiske 

fokus anvendeligt. 

Som metode har vi benyttet os af antropologen James P. Spradleys grand tour 

observationsteori (1980). Her skematiseres en situation i kategorierne aktører, 

aktiviteter, følelser, og materialitet. Denne teknik skaber et flerdimensionelt overblik 

over de sociale situationer man har sat sig for at undersøge. Vi vil se på 

praksisformer, materialitet og framing under et og både forholde os til os selv, samt 

til de andre aktører omkring analyseobjektet – turister såvel som lokale. Analyserne 

vil udføres efter den deltagende observations præmis 49 , hvor vi både indgår som 

subjektive aktører på lige fod med dem omkring os og som semiobjektive 

observerende på den materialitet og de praksisser, vi selv udøver og er vidne til. 

49 Spradley J.P. 1980: Making Descriptive Observations. p. 73-‐84. I Participant Observation, NY, Harcourt 

Brace College Publishers. 

54


2.2.3 Analyse af fyrtårnsturisme 

Vi har foretaget deltagende observation 50 på tre klassiske turistsites vi med baggrund 

i vores disharmonier klassificerer som fyrtårne i den gængse sightseeing-‐praksis. 

Vi ser på hvordan fyrtårne som turistsites konstrueres i en samtale mellem objekt, 

mediering, stedet og praksisser. Først redegør vi for begrebet fyrtårnsturisme som 

belæg for de udvalgte analyseobjekter eller sites. Herefter analyserer vi de tre sites 

for at undersøge vores disharmoni, hvordan fyrtårnsturisme udspiller sig kropsligt og 

emotionelt og hvorfor vi dyrker den. Herunder sætter vi særligt fokus på 

koordinationen af praksisser mellem turist og lokal. 

Begrebet fyrtårnsturisme 

Med fyrtårnsturisme mener vi én af flere typer oplevelsesprodukter, der typisk 

efterspørges af turisten. De mytologiserede bygninger, udsigter og statuer som udgør 

den ikonografiske bevidsthed de fleste besøgende ankommer med. Det er de 

imaginære billeder man på forhånd associerer et sted med og som er blevet symboler 

eller fyrtårne for byen – ofte på baggrund af stedernes historie. 

Ikoner og sites bliver brugt til at overskueliggøre fremmede steder, der kan virke 

overvældende. Praksissen på og omkring stederne er ofte tilknyttet en medieret 

oplevelse igennem kameralinsen. 

Det er ikke dette afsnits formål at vurdere selve turismeformen og de kulturelle 

strategier bag. Vi mener ikke at fyrtårne i sig selv er kendetegnende for en dårlig eller 

disharmonisk oplevelse. Derimod har analysen til formål at undersøge 

fyrtårnsturismen igennem artikulering af de enkelte praksisformer som fremstår som 

disharmoniske under turismeformens overordnede style. 

50 Jf. bilag 2.b : Feltstudienoter 

55


Analyseobjekter: tre fyrtårne 

Analyseobjektet på Rockerfeller Center er observationsdækket kaldet ’Top of the 

Rock’. Vi vælger dette site, da turister har tendens til at betale entré for at stimle 

sammen på kendte, høje steder og betragte. 

Som mangeårigt mytologiseret symbol er Frihedsgudinden et af USA’s ideologiske, 

historiske, og befolkningsmæssige fundamenter. Vi vælger som mange andre turister 

at undgå entreen på Liberty Island og tage den gratis og offentlige Staten Island Ferry 

– en efterhånden klassisk måde at opleve Frihedsgudinden på. 

Det tredje analyseobjekt er gåturen over Brooklyn Bridge, ét af New Yorks mest 

kendte bygningsværker, hvorpå der foregår et væld af forskellige aktiviteter i en 

uoverskuelig trafik af turister, pendlere og motionister. Ligesom Staten Island Ferry 

er Brooklyn Bridge interessant at sætte under lup i forhold til hegemonisk turisme på 

steder, der også har en funktion for den lokales hverdagspraksisser. 

Fyrtårnsturisme som medieret blikkonsum 

Vores deltagende observation viser et fællestræk mellem turistpraksisserne på de tre 

sites: En kiggen-‐på praksis, der udfolder sig under oplevelsens forløb – ofte medieret 

af et kamera. 

På Top of the Rock udtrykker en kvinde: ”I can’t see anything, but I’m just gonna click”. 

Kvinden blændes af solen, da hun skal tage et billede af sin medrejsende, der står med 

udsigten i ryggen og front mod kameraet. Bagefter bytter de plads. Kvindernes 

strategi her er altså at dokumentere deres besøg på sitet til senere, hvor nu-‐ 

oplevelsen konsumeres med tanke på efter-‐oplevelsen. 

En lignende praksis finder vi på færgen: En ung pige står med ryggen til 

Frihedsgudinden det meste af turen, mens hendes mor forsøger at få et godt billede af 

sin datter med statuen i baggrunden. En anden kvinde ved siden af dem oplever stort 

set hele turen medieret -‐ gennem linsen på sit kamera. 

På Brooklyn Bridge er det udsigten der er i fokus, men der tages også billeder af folk i 

menneskemylderet, hvormed også de lokale bliver en del af sitet. 

56


Figur 6: Blikkonsum fra Top of the Rock, Staten Island Ferry/Frihedsgudinden og Brooklyn Bridge 

Den særlige udsigt fra de tre sites fungerer som en stedsmediering, hvor turisten kan 

dvæle ved byens materialitet, som om afstanden gør det nemmere at dyrke det 

romantiske blik som et ritual, hvor man for en stund løfter sig op over byen, for igen 

at kunne tage del i den hverdag, travlhed og business New York også er – men som vi i 

øjeblikket fornægter. Et blik som i særdeleshed aktiveres under bådturen og fra 

toppen af The Rock. 

Blikkonsum er en af den rejsendes praksisser, som adskiller rejsen fra det 

hverdagslige. Altså er fotopraksis én måde hvorpå turister tilegner sig stedet i et 

særligt ritualiseret modus. 

Vi kan således hverken betragte fyrtårnsturisme som en urefleksiv praksisform eller 

tilskrive vores disharmonier selve fyrtårnenes tilstedeværelse. Det er op til turisten 

selv at forhandle oplevelsens betydning. Derfor tager vi den materielle og sociale 

kontekst ved de tre fyrtårne i betragtning for at se nærmere på koordinationen af 

praksisser. 

Fyrtårnsturisme mellem sted og praksis 

Vi besøger Rockefeller Center første dag på vores ophold. Bygningen er velforsynet 

med menneskelige guider, skilte, røde løbere og afmærkninger, der viser turisten, 

hvor han skal gå og hvor han ikke skal gå. Det er overraskende svært at finde rundt og 

begå sig, når der et par enkelte steder ikke er hjælpemidler i nærheden, -‐ som om 

skiltene fratager os ansvaret for vores egen sunde fornuft, når de mangler. Vi udøver 

57


en instrueret performance, en urefleksiv praksis, hvor vi i høj grad lader os styre af 

konventioner og normer på den givne scene. Iscenesættelsen er et stærkt rammesat 

rum og vores praksis er instrueret herefter. 

Da vi har betalt vores entre eskorteres vi af vores guide til elevatoren som tager os og 

en anden lille gruppe to etager op. Selvom dørene åbner, går ingen ud – alle bliver 

stående lidt uforstående, som om alle forventer, at taget er næste stop. Da dørene 

igen er ved at lukke stopper en mand i uniform elevatordørene – tilsyneladende 

overrasket over det tungnemme publikum. Af ham sluses vi igennem en 

sikkerhedsforanstaltning, der fører ind til et rum med bygningens historie, 

toiletfaciliteter og muligheden for at reproducere værket ”Men at Work”. Holdet bag 

sitet har tydeligvis set mulighederne i turistens ikonografiske blik: At få taget billedet 

er gratis, men man kan købe det i gift shoppen, der er sidste stop på vej ud. The Rock 

instruerer normen i en sådan grad, at vi hurtigt oplever en følelse af passivitet. 

Figur 7: Reproduktion af værket ”Men at Work” 

På femtedagen står Frihedsgudinden på listen, og vi tager Staten Island færgen i brug. 

Blandingen af turister og lokale pendlere og deres forskellige men sameksisterende 

aktiviteter understreger hinanden. De lokale sætter sig indenfor, mens de mange 

turister med hurtige skridt går op ad trapperne og udenfor i kulden. Jo højere op jo 

bedre. Færgen er forsynet med bænke og ræling, som vi kravler op på og anvender 

som platform for vores beskuen – som om det vil bringe os tættere på begivenheden. 

Alle har kameraerne fremme og for mange går oplevelsen ud på at få et godt billede. 

58


Figur 8: Blikkonsum fra Staten Island Ferry 

Da vi stiger af færgen på Staten Island følger vi i hælene på de mange andre, der tager 

den anden færge direkte tilbage. Her blander vi os med pendlerne indenfor; færgen 

som heterogent rum har gjort os særligt opmærksomme på de forskellige 

praksisformer og på vores egen instruerede praksis. Vi forsøger at ryste 

”turisthatten” af os på turen tilbage. 

Turens klimaks har fundet sted så vi sætter os indenfor med næsen i vores medbragte 

kort og planlægger dagens næste punkt. Det går op for os, at vi ikke har overvejet, 

hvilken betydning Frihedsgudinden rummer for os, og oplevelsen efterlader os 

uforløste. Vi ville begge ønske at vi havde sat mere tid og engagement af til at forstå, 

hvorfor Frihedsgudinden – for os – er symbolet på New York. Med økonomiske 

argumenter valgte vi i stedet at indgå i et passivt, uengageret forhold til sitet. Vi får set 

Frihedsgudinden i øjnene men har efterfølgende en følelse af at have stirret ind i et 

blankt blik. Fyrtårnets framing er lukket omkring objektet og oplevelsen sætter sig 

ikke dybere end fotografiets todimensionalitet. 

Samme dag vandrer vi over Brooklyn Bridge som har en utrolig konstruktion: 

symmetri, blødt træ og hårdt stål, beskidt og trafikeret, men smuk og charmerende. 

Brooklyn Bridge er inddelt i cykelsti og gangsti, men de andre turister tager ikke 

dette forslag så tungt. Flere cyklister må således stige af deres cykler på vejen over 

broen for ikke at ramme ind i de turister, der slentrer på må og få. En følelse af at 

andre går i vejen – og at vi selv går i vejen – får os til at føle os fremmedgjorte og 

pinligt berørt over andre turisters (og derfor vores) anmassende turistadfærd. Broen 

indeholder en blanding af instruerede og ikke-‐konforme praksisser. Dette 

59


sammenstød mellem forventninger til hinandens praksisformer udmønter sig i en 

umiddelbar utilpashed og uharmonisk oplevelse. På den ene side forsøger vi at 

indtage udsigten fra broen og tage billeder af dette -‐ og på den anden side må vi 

konstant forholde sig til de andre trafikanter – hovedsageligt de slentrende turister – 

på broen. Oplevelsen på Brooklyn Bridge består af en tydeligt uhensigtsmæssig 

koordination mellem egne og andres mere eller mindre konforme praksisser. 

Figur 9: Trafikken på Brooklyn Bridge er præget af mange praksisser 

På Brooklyn Bridge er vi ikke ”alene” med andre turister og tilstedeværelsen af de 

lokale, der er i færd med at dyrke deres fritidssaktiviteter, gør os opmærksomme på 

og refleksive om vores egen turisthat: Vi skiller os ud fra den lokale og bliver bevidste 

om vores tilhørsforhold med de andre turister. Når den Sete ser tilbage på os, er det 

et udtryk for at den lokales og turistens praksisformer er forskellige, fordi 

oplevelsesmodi er forskelligt. Den lokale har et automatiseret forhold til broen og 

dens tilknyttede konventioner, mens turisten kommer i vejen i sit forsøg på at få sig 

en oplevelse ud over det sædvanlige. 

Vi oplever en tydelig forskel på vores oplevelser fra første dag og på femtedagen. Vi 

tilskriver denne forandring vores egen forandring efter fem dages kropslig 

kortlægning af New Yorks materialitet. I takt med at vi er blevet mere hjemmevante i 

New Yorks gader og går over for rødt ligesom de lokale, indtager vi i stigende grad en 

mere ironisk og kritisk distance til vores egen praksis som turister. Vi tager flere 

billeder af andre, mere spøjse ting, vi vurderer er værd at tage billeder af. Vi begynder 

60


at gøre New York til vores eget og derfor begynder vi også at betragte fyrtårnene som 

pejlemærker frem for seværdigheder. 

Disharmonier tilknyttet fyrtårnsturismen 

Igennem feltstudiet har vi fundet ud af at turistfælder ikke er, de bliver, når turisten – 

vi – performer dem. Den distance det romantiserende blik konstruerer mellem 

subjekt og objekt, resulterer for os ofte i et kropsligt uengageret og observerende 

forhold til stedet eller et disharmonisk forhold til de mennesker (lokale og andre 

turister), der befinder sig på stedet. På trods af at vi aktivt performer stedet igennem 

vores kropslige fotopraksis, forbliver vi instruktører mere end aktive medvirkende. 51 

Vi føler os ikke som en del af situationen eller sitet men uden for den. Analysen af 

feltstudiet tydeliggør hvad der for os udløser disharmonier i forbindelse med 

fyrtårnsturisme: 

• (passiv) observation, lav følelsesmæssig og kropslig investering i sitet 

• selvregulering af krop og følelser 

• følelsen at komme og gå igen uden at efterlade et positivt aftryk 

• følelsen af at være tydelig i sin turistrolle og være i vejen. 

Vi ønsker ikke at gøre op med fyrtårne eller sightseeingpraksis. Disse har en 

berettigelse i turismen. Men efter en tid er den observerende og 

objektautentificerende praksisform ikke nok.. 

I det næste afsnit vil vi undersøge den turistpraksisform der opstår, når vi sætter 

turist og lokal i stævne via turistkonceptet Rent a Local Friend. 

2.2.4 Analyse af relationsturisme 

For at undersøge relationsturismens betingelse om at ophøje relationering som 

oplevelsens omdrejningspunkt, har vi valgt at tage på tur med turistudbuddet Rent A 

51 Bærenholt, Jørgen Ole, Haldrup, Michael, Larsen, Jonas, Urry, John 2004: “Performing Tourist Places”. 

Ashgate. England. (p. 255) 

61


Local Friend (RALF). I analysen vil der ikke blive lagt vægt på at forklare, hvor vi er og 

hvilke seværdigheder vi besøger. Vi vil nærmere fokusere på relationen mellem den 

lokale og os, samt på hvordan denne framede og betalte oplevelse fungerer. 

Inden vi analyserer RALF, vil vi først videreudvikle på begrebet relationsturisme. Det 

sker igennem vores egen definition, samt igennem henholdsvis sociologen Anthony 

Giddens overvejelser vedrørende det senmoderne sammenholds relationsideal 52 og 

Pine & Gilmores (Authenticity) autenticitetsstrategi omhandlende relationen. 

Begrebet relationsturisme 

Udtrykket relationsturisme er vores eget. Relationsturisme er for os en måde at 

forstå, designe og gøre turisme på. Relationsturisme har, som ordet hentyder, fokus 

på relationerne mellem mennesker, frem for de fysiske sites eller hard assets. 

Relationen er oplevelsen; den er i centrum og alt andet formidles og forstås gennem 

relationen. 

Sociologen Anthony Giddens benytter sig af formuleringen den rene relation som et 

udtryk for det senmoderne sammenholds relationsideal. 53 Den rene relation er ikke 

udtryk for en forpligtelse igennem slægtskabs-‐, kulturelle eller socioøkonomiske 

bånd. Snarere er den baseret på lyst – fordi vi vil det og fordi det tilfører os noget 

givtigt til vores livsprojekt. 54 Det er disse rene relationer vi forbinder 

relationsturismen med. 

De rene relationer udgør ligeledes en ny ”vare” i oplevelsesøkonomien. Pine & 

Gilmore teoretiserer over begrebet autenticitet og definerer i den forbindelse fem 

strategier som, hvis de indtænkes i oplevelsen, på forskellig vis kan skabe en 

autentisk oplevelse. En af disse strategier handler netop om den relationelle 

autenticitet 55 : Når en kunde fornemmer en reel interesse og relation mellem ham og 

udbyder, giver dette en oplevelse af service som er ud over det sædvanlige. I vores 

tilfælde er kunden turist og udbyderen den lokale. Den lokale indeholder – bare ved 

52 Cederholm, E. A. (2007): "At "bare være" -‐ ægthed, relationer og intimitet i oplevelsesindustrien" I 

Sundbo & Bærenholdt: Oplevelsesøkonomi, produktion, forbrug, kultur. Forlaget Samfundskultur (292) 

53 Op.cit. 

54 Jf. I. Videnskabelig tilgang 

55 Pine, B. J. & Gilmore, J., 2007: Authenticity - What Consumers Really Want Harvard Business School 

Press (62) 

62


at være sig selv – en oplevelse vi som turister kan bruge i vores ”afkodning” af 

destinationen og vores søgen efter den atmosfære, der udover de klassiske sites 

udgør et sted. 

Relationsturismen kan derfor ses som et modsvar på vores anomali omhandlende at 

behovet om at komme under huden på en destination ikke udelukkende kan opfyldes 

gennem fyrtårnsturisme. Turisten der deler vores anomali søger relationen, idet han 

ser de kulturelle Andre som autenticitetsmarkører. Feltstudiet i relationsturisme er 

således en afprøvning af den tænkte mulighed vi så, da vi fandt sammen. 

Analyseobjekt: Rent a Local Friend 

”Live the local spirit with a local friend” lyder opfordringen på RALF’s hjemmeside 56 . 

Hjemmesiden danner rammen for at mødet med den lokale kan finde sted. Det 

bærende princip bag RALF er at den autentiske oplevelse af en by først indfinder sig, 

når man ser den sammen med den der lever, spiser og arbejder der til hverdag. 

Derfor kan man som turist leje en lokal newyorker for igennem dennes øjne at få en 

indsigt i det New York han eller hun lever i. New Yorkeren påtager sig med andre ord 

både rollen som guide, samt en mere fortolkende og personlig funktion, idet han 

betales for at være ”sig selv”. 

Hjemmesiden opfordrer turisten til at udfylde en profil som beskriver hvilke 

kulturelle præferencer man har (kunst, mode, sport, etc.), samt hvilke mål man har 

for rejsen (afslapning, aktiv ferie, natteliv, etc.). På den måde kan webmasteren 

matche turisten med den lokale, der vurderes bedst kan varetage de ønsker og behov 

man har givet udtryk for på profilen. Vi har på forhånd haft en mailkorrespondance 57 

med vores local friend, hvor vi fortæller at vi allerede har set de ”officielle” sites som 

New York har at byde på, og at vi gerne vil benytte de fire timer i hendes selskab til at 

se hendes New York. Således får vi et møde sat i stand med Luciana, en 26-‐årig 

brasilianer som har boet i New York i fem år. 

56 Rent a Local Friend: http://www.rentalocalfriend.com 

57 Bilag 2.c: E-‐mailkorrespondance med Luciana 

63


Den ærlige relation 

Vi er spændte på at se hvem der dukker op på det aftalte sted – og om der 

overhovedet dukker nogen op. Luciana spotter os før vi ser hende. Vi hilser alle tre ret 

hjerteligt på hinanden taget i betragtning, at det er første gang vi mødes. Det er som 

om vi allerede kender hinanden. Luciana bærer ikke nogen form for uniform eller 

andet der indikerer at hun er guide fra RALF. Hun er afslappet klædt på med sin taske 

hængende løst over skulderen. Efter vores introducerende bemærkninger begynder 

vi at gå og hun fortæller om den gåtur hun forinden mødet med os har været på. Hun 

er fritidsfotograf og har fået taget nogle gode billeder af vandpytter med sin Iphone. 

Vi fortsætter snakken imens vi går igennem en park på vej til subwayen. Luciana 

spørger til vores tid i New York. Hvad vi har set, hvor vi har været. Og hvad vi synes 

om hendes by. Hun tilføjer at hun ikke kunne forestille sig et mere fantastisk job end 

dette: ”Because here I get to show my city to interesting new people and to walk the 

streets of New York which I love.” 

Allerede her etableres en relation baseret på ærlighed; hun fremhæver selv at dette 

møde er framet og at vi faktisk har betalt for at tilbringe tid med hende. Hun kunne 

have valgt at lade som om at vi er tre mennesker, der er i gang med at lære hinanden 

at kende, udelukkende fordi vi har lyst, men vælger at italesætte sagens natur: Vi er 

kunder, hun er medarbejder. 

I samme åndedrag fortæller hun om sin passion for fotografiet. Og om hvordan hun 

holder af at gå rundt i New York – hvordan hun har gjort sin fritidsinteresse til sit job. 

Det viser sig at Luciana i lige så høj grad er guide fordi hun holder af at møde nye 

mennesker og høre om deres syn på New York, for på den måde at lære noget selv. 

Hun arbejder i et reklamebureau og tjener på den måde ikke til livet ved at være 

guide i RALF. Hun gør det ud af overskud – ikke af nød. Og vi nikker anerkendende 

samt giver hende ret i at det er en ret givende måde at tjene penge på. Vi italesætter 

alle at dette er en forbrugssituation – men også at vi mødes på andre forudsætninger 

end det økonomiske. Det er det sociale og det kulturelle der er i fokus. 

64


Figur 10: Vi oplever Luciana’s yndlingssteder med Rent a Local Friend 

Den co-‐producerende turist 

Under vores fire timer lange møde er der særligt en praksis der er værd at bide 

mærke i: Luciana fører ikke an. Tværtimod går vi ved siden af hinanden, som 

ligeværdige. Vi er ikke hinanden økonomisk, social eller kulturelt over-‐ eller 

underlegne. Tværtimod byder vi alle ind med samtaleemner som vi finder spændende 

og relevante. New Yorks gader danner rammen for vores udgangspunkt og Luciana 

kender vejen, men vi forbliver ikke i den standardiserede turist(jeg er ny)/guide(jeg 

ved alt) relation. Tværtimod taler vi som repræsentanter for de to forskellige kulturer 

vi kommer fra -‐ om Danmark og Brasilien. Og forbløffende hurtigt træder vi over den 

høflighedstærskel man normalt ville holde sig inden for i en situation, hvor vi som 

turister bliver ført rundt af en guide: Vi taler om vores to kulturers indstilling til 

forhold før ægteskab. Ligeledes indvier Luciana os i at hun netop er blevet fyret fra 

sin fuldtidsstilling på reklamebureauet. 

Den framing RALF som koncept har skabt, har altså gjort plads til at brugeren – 

turisten – kan være medbestemmende på den oplevelse der kommer til at udgøre 

mødet. Konceptet kan således defineres som et design på co-‐producerende principper 

(jf. I. Videnskabelig Tilgang). Her er graden af iscenesættelse på udbyderens side ikke 

65


større end individets. Der er plads til fortolkning og til en grad af medbestemmelse, 

som giver os som brugere en kulturproducerende rolle. 

Rent a Local Friend’s disharmonier 

Hjemmesidens opsætning fordrer at man som turist udfylder en profil, som skal gøre 

det lettere at matche os med den lokale newyorker ud fra fælles interesser og 

præferencer. Dog viser det sig, at Luciana blot er én ud af to guider der er tilkoblet 

projektet i New York. Desuden tager hun ikke udgangspunkt i vores udfyldte profil. 

Faktisk har vi på fornemmelsen at hun slet ikke har set den. Vores 

emailkorrespondance omkring de praktiske ting (hvilken dag skal vi mødes, hvor, 

hvor længe) har heller ikke gjort det klart, at vi ønsker at se hendes New York, frem 

for de åbenlyse seværdigheder: 

“We would like to see the most overlooked place, your favorite 

dweller place, the essense of New York (even if it is a site that we 

have already seen) and places you have great memories from.” (Bilag 

2.c : email-‐korrespondance) 

Alligevel lægger Luciana ud med at spørge til hvad vi gerne vil se, frem for at forholde 

sig til de ønsker vi har givet udtryk for. Vi starter således forfra i vores 

sammensætning af dagen da vi mødes, hvilket virker uprofessionelt og tilfældigt. 

Konceptet lægger op til en gentænkning af den klassiske guidede tur. RALF beskriver 

konceptet som turistens mulighed for at komme væk fra turistfælderne, idet vi får en 

lokal at følges med. At Luciana lader os bestemme hvilke sites vi ønsker at se, gør det 

svært at udfordre den gængse turistpraksis. Vi ved ikke hvad der gemmer sig af usete 

perler i byen – det gør hun. Vi har tydeligvis forskellige forventninger til, hvilken slags 

guide hun skal være. Konceptet bliver derfor ikke ført helt ud i livet, når RALF lover at 

en tur med en lokal ven kan give en perspektiver på byen som man ikke kunne havet 

fundet frem til på egen hånd. 

66


Rent a Local Friend’s autenticitetsstrategi 

Vi betaler efter fire timer Luciana 85 dollars med en lidt forkert smag i munden. Vi 

har haft det rart og lært flere ting om både New York og Luciana som person – men 

det samme har hun jo. Det virker forkert at der skal være penge imellem os, selvom vi 

fra start har accepteret dette. Vi har lejet en ”lokal ven” men en ven ville ikke kræve 

penge for at vise en rundt i sin by. Selv efter vi har taget afsked holder vi kontaktet, og 

Luciana giver udtryk for sin oplevelse af dagen: 

”Hello Girls, how are you??? (…) I had a wonderful time today, 

hopefully you did too... sometimes on this tours we meet some 

wonderful people and you two fall into that category! Don't forget 

to keep in touch and if you're ever back to NY, let me know ok?” 

(Bilag 2.c) 

RALF bevæger sig inden for to former for autenticitetsstrategier: den objektive og 

den konstruerede. Dog abonnerer de kun udtalt på den objektive autenticitet 58 (hvis 

objektet er ægte, så er oplevelsen af det også): oplev det ægte New York, den sande 

kender, den troværdige lokale, din lokale ven. Men selve mødet er konstrueret: 

Luciana er ikke vores ægte ven i objektiv forstand. Hun er vores ven, fordi vi beder 

hende om at være det. Vi konstruerer en relation, der på trods af dette kan virke ægte, 

så længe at man som bruger går med på legen og præmissen. 

RALF forholder sig til relationsturisme på godt og ondt. Den lokale indtager en 

guiderolle overfor turisten, som ved hjælp af den lokales kendskab til sin by kan give 

ham en ”under huden på destinationen” oplevelse. RALF gør dermed selve relationen 

mellem turist og lokal sekundær, da den lokales primære rolle er at agere stifinder. 

Relationen mellem turist og lokal er serviceorienteret og magtrelationerne 

reproduceres. Forholdet er således fortsat skævt. Det kan således diskuteres om 

RALF er designet som et relationsdesign – eller om det blot var vores appropriering 

af konceptet. 

58 Urry, John, 2002 (1990): “The Tourist Gaze”. Sage Publications Ltd. London. 

67


2.2.5 Analyse af dwelling 

I sidste del af feltstudie analyserer vi en praksisform, der dyrkes af både turister og 

lokale. Denne praksisform kalder vi for dwelling. Vi har valgt at indtænke dwelling 

praksisformen som en del af vores oplukning af feltet, selvom den ikke karakteriseres 

som en turistpraksis. Dwelling er nærmere den side af disharmonierne der udgør et 

mulighedsrum, idet relationen mellem turist og lokal her er kendetegnet ved følelsen 

af at være lige. Dwelling er således en rekonfiguering af en praksis vi kender 

hjemmefra. 

Første afsnit vil redegøre vores definition af begrebet. Herefter vil analysen udfolde 

sig rundt om to parker i New York og den atmosfære, vi her bliver en del af. 

Begrebet dwelling 

Vi har på vores feltstudie detekteret en praksisform som udøves af både turist og 

lokal. Men af en eller anden grund er det yderst svært at finde en betegnelse for 

denne samlende praksisform, hvilket i sig selv er en pointe for den nuværende 

relation. Oversat fra engelsk betyder dwelling både et hjem og at dvæle ved noget. 

Begge oversættelser giver noget til vores fortolkning af den praksisform og den 

stemning der udgør de sites hvorpå vi fornemmer at vi ”dwellede”. Oplevelserne i 

parkerne vil blive beskrevet i næste afsnit, men overordnet betyder dwelling for os at 

man dvæler – at man er til stedet i nuet, samt at man føler sig hjemme selvom man er 

langt derfra. 

Analyseobjekter: The High Line og East River State Park 

Modsat de to foregående analyser havde vi ikke på forhånd sat os for at opleve 

dwelling, som en del af vores feltstudie. Vi bliver bekendte med denne kategori i 

forbindelse med at vi søger væk fra de åbenlyse turistattraktioner og down town 

Manhattan. I de to parker fornemmer vi begge uafhængigt af hinanden en helt særlig 

stemning; men vi får italesat denne stemning og vælger derfor at se nærmere på den 

setting og den praksis, der er forbundet hermed. 

68


De to parker ligger i hver sin ende af det centrale New York men bygger på de samme 

principper, praksisser og værdier og det giver derfor mening at analysere dem 

samlet. Begge sites forholder sig til kontrasterne mellem storby og fri natur, hvilket 

giver anledning til at de mennesker der benytter sig af stedet agerer på en særlig 

måde. 

Figur 11: High Line 

High Line 59 ligger i det trendy Meatpacking District og er placeret højt oppe på en 

nedlagt jernbane med udsigt over Hudson River og midtown Manhattan. Den er 

bygget på resterne af de togskinner der tidligere udgjorde strækningen. Som 

alternativ til den traditionelle bænk er der som del i et byfornyelsesprojekt blevet 

opstillet en lang liggestolskonstruktion i træ langs denne del af den aflange park. Her 

ligger man på ét fælles møbel hvor funktionaliteten indbyder til solbadning og 

afslapning. Dette er tilfældet den dag vi besøger stedet. Folk nyder den varme 

efterårssol, flere har medbragte computere og kaffe med. Nogle er i flok men mange 

ser ud til at komme alene. Parken er lang og smal, hvilket gør det til et intimt rum 

med en paradoksalt stor udsigt. Den materialitet liggestolsarrangementer udgør, gør 

op med den intimsfære der ville opstå på en bænk, hvor man som regel lader et ’sæde’ 

være tomt imellem hinanden. Folk sidder tæt også selvom de ikke kender hinanden. 

59 www.thehighline.org 

69


East River State Park i Williamsburg har udsigt til Manhattans østlige skyline. Parken 

er enkel og ufriseret og støder ned til vandet hvor en lille, naturlig strand udgør 

overgangen til havet. 

Figur 12: East River State Park 

Det er en solrig eftermiddag og parken er velbesøgt. Folk ligger på tæpper og sidder i 

små grupper og sludrer. En spiller guitar, en anden sover. Dog har langt de fleste 

orienteret sig, så udsigten over den imponerende linje af højhuse er i syne. Denne 

urbane udsigt står i stærk kontrast til den umiddelbart tilfældige og uholdte 

græsmark: Byen er til stede og dog så langt væk fra sceneriet. 

Dwelling mellem turist og lokal 

Den stemning vi beskrev i indledningen til analysen, kan siges at være en oplevelse af 

at være en del af en større sammenhæng, hvor vi ikke skiller os ud som 

”udefrakommende”. Vi får følelse af at være en del af sitet og på den måde at bidrage 

med noget til de andres oplevelse. Selvom det er udsigten vi alle skuer mod, er 

oplevelsen i parkerne mere centreret om det fællesskab, der opstår mellem os og de 

andre besøgende. I modsætning til fyrtårnsturisme, er det den levede kultur på stedet 

og de mennesker der skaber den igennem deres tilstedeværelse der udgør sitet. 

I de to parker sker der det, at turistens praksisser smelter sammen med den lokales. 

Som turister føler vi os ikke fremmedgjorte af den kulturelle praksis – stedet er både 

New York og Danmark, new yorkere og danskere. Vi kan uden besvær ’knække 

koden’. Vi kender det hjemmefra og ved godt hvordan man ”gør” når man befinder sig 

i en park. Dwelling places og dwelling praksis udgør et opgør med skellet mellem 

70


turist og lokal, idet vi alle udøver de samme praksisser. Den lokale tager billeder, 

turisten daser henslængt – og omvendt. Relationen består i det uudsagte fællesskab, 

vi tilsammen udgør. Vi går ikke i vejen for nogen, tværtimod bidrager vi til 

atmosfæren. Men relationen mellem turist og lokal er ikke præget af direkte 

interaktion, hvilket efterlader os med en formodning om, at det muligvis kun er os, 

der har set ’lyset’. Anomalien – som eksisterer i andre sammenhænge – bliver ikke 

italesat her, hvor ligeværdigheden mellem mennesker artikuleres. 

2.2.6 Den relationelle turistoplevelse – opsamling på feltstudie 

Vi har i de tre feltstudieanalyser gennemlevet, belyst og videreudviklet vores 

disharmonier. Feltstudierne repræsenterer hver især et område inden for vores 

disclosive space, og det står nu klarere for os hvilke praksisformer i de enkelte 

turismeoplevelser, der virker hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige at indtænke 

som præmisser for vores egen intervention. Ser man samlet på feltstudieanalyserne 

tegner der sig et billede af hvilken slags oplevelse, vi skal designe for: Den 

Relationelle Oplevelse. 

I turistoplevelsen ligger der implicit forskellige former for autenticitetsforståelser. I 

den relationelt orienterede oplevelse er det selve relationen, der kan udløse 

fornemmelsen af delagtighed og nærvær. Hvor autenticiteten i de oplevelser der 

finder sted på ikoniserede steder ligger i selve objektet, ligger autenticiteten i den 

relationelle oplevelse i subjektet. Det er aktiviteten – den relation der skabes i 

oplevelsen – der aktiverer følelser inde i turisten. Det er turisten selv som føler sig 

autentisk. Denne autenticitetsforståelse kaldes eksistentiel autenticitet 60 og knytter 

godt an til den relationelle oplevelse vi ønsker at understrege vigtigheden af i vores 

kommende intervention. 

Den relationelt orienterede oplevelse er også en måde at betegne dwelling på. Godt 

nok er fokus ikke direkte på relationen, men atmosfæren har en klang af fællesskab i 

og med at de mennesker, der befinder sig i parken alle er en del af sitet og alle udøver 

den samme praksis. 

60 Wang:1999:350 

71


I mødet med Luciana (RALF) opøver vi vores refleksivitet. Vi blev alle tre tvunget til 

at sætte ord og tanker på den måde vi lever vores liv på, som før blev taget for givet 

og derfor var usynlig. Vi forholdt os aktivt og co-‐producerende i vores fire timers 

møde, snarere end vi observerede. Dog var relationen mellem os som turister og 

Luciana som lokal præget af et skævt magtforhold. I udgangspunktet var det 

meningen at vi skulle udnytte Lucianas status som stifinder i New York, mere end vi 

skulle indgå i en relation med hinanden. Og det fører os tilbage til analysen 

omhandlende fyrtårnsturisme, hvor vi fandt frem til disharmoniernes egentlige form: 

Passiv observation, lav eller ingen følelsesmæssig og kropslig investering i sitet kan 

resultere i følelsen af at bære en negativ turistrolle og være i vejen. Som 

turismeteoretikeren Erika Andersson Cederholm pointerer, så er kroppen og dens 

mentale nærvær i verden af lige så stor betydning i en turistoplevelse: ”Vi betragter 

ikke bare verden, men vi gør verden.” 61 Den hele turistoplevelse må således involvere 

kroppen og følelserne mere end blot den endimensionelle beskuen. 

I feltstudiet har vi observeret måden vi oplever på og måden turist og lokal 

relationerer til hinanden. På baggrund af analyserne kan vi nu sige følgende om vores 

fremtidige intervention: 

• Vi skal ændre magtforholdet mellem turist og lokal og skabe ligeværdige 

relationer, hvor alle giver og alle modtager. 

• Når vi skal frame for en relation skal vi også frame for en praksisform og et 

mindset. 

• Vi skal dyrke de oplevelser, der skaber engagement og co-produktion frem for 

observation, således at brugeren både får sat spor i sig men også selv får lov til 

at sætte spor i andre. 

• Relationsturisme er ikke relationsturisme før det betydningssættes. 

61 Cederholm: 2007:279 

72


Således vender vi hjem til Aarhus med nye perspektiver på vores disharmonier og 

mulighedsrum. Vi er nu klar til at interagere med problemhavere (jf. afsnit 2.1.3 

Turismens aktører). 

2.3 Procesrefleksion 

Første projektfase har været inddelt i to etaper, hvor vi henholdsvis har været 

hjemme i Aarhus og ude i verden. Fælles for de to etaper er at vi langt hen ad vejen 

har fokuseret på os selv: vores disharmonier, vores interesser, vores oplevelser, vores 

ønsker til det produkt vi til slut skal designe. Og der har som sådan ikke været de 

store forhindringer, forundringer eller andre ’huller i vejen’, der har givet anledning 

til at stoppe op og reflektere over hvorfor vi gjorde som vi gjorde. 

En vigtig refleksion i forbindelse med første delproces har dog været, at vores 

forståelse og fornemmelse for begrebet Relationsturisme udvikler sig løbende – og 

kommer til at gøre det fortsat. Det vi troede vi ville designe for, kan stadig nå at 

ændre sig: Nuancerne for hvordan vi vælger at gentænke turismen på, skifter i takt 

med processen. Disse skift opstår blandt andet på baggrund af vores skærpede 

sensitivitet og engagement. 62 

Desuden må vi være bevidste om vores egen betydningssættelse af tingenes tilstand. 

RALF endte med at give en lidt bitter smag i munden, fordi vi havde lagt noget andet i 

touren end vores guide. Vi kan bruge denne opdagelse i forhold til vores interaktion 

fremover og i forhold til i hvor høj grad vi skal italesætte designet i sidste ende. 


I første projektfase har vi fået etableret en fælles effektuel identitet samt defineret og 

skærpet de disharmonier, der udspiller sig omkring relationer i turismen. 

Vi har igennem en effektuel angrebsvinkel til vores egne midler styrket hinandens 

effektuelle midler. Dette peger os i retningen af en kombination af interesserne for at 

rejse og at designe for soft assets: mennesker og kultur. 

62 Spinosa et al. 1997:24 

73


Med dette blik har vi formuleret en række disharmonier, som har opstået når vi rejser 

og som vi også oplever herhjemme. En række disharmonier der er tilknyttet den type 

af relation, der er og finder sted mellem turister og lokale – både i Aarhus og i verden. 

For at tage disse oplevede disharmonier med os som entrepreneurer, har vi defineret 

to typer af problemhavere: en primær -‐ turister og lokale -‐ som oplever og føler 

disharmonierne, og en sekundær – rammesætterne, strategerne – som påvirker de 

betingelser, relationerne udspiller sig på. 

Som indledende oplukning af disharmonierne har feltstudiet i New York givet os en 

forståelse for hvad der – for os – kendetegner disharmoniske turistoplevelser og 

disharmoniske relationer: følelsesmæssig og kropslig passivitet, at føle sig uden for 

den egentlige oplevelse i en form for betragter-‐rolle. Samtidig har vi også set hvilke 

turistoplevelser og relationer der kunne være interessante at videreføre i projektet: 

at være en del af oplevelsen, følelsesmæssigt engagement, at lære noget om sig selv 

og verden og få nye perspektiver på det, man tager for givet. For både 

fyrtårnsturisme, relationsturisme og dwelling er det kendetegnende at det er en 

måde at opleve på: en oplevelsesmodus. Og det handler i høj grad om, hvordan disse 

praksisformer frames eller ikke frames. Relationer er overalt i turismen, men langt de 

fleste fremstår oversete og glemte – og dog oplever vi dem alle. 

Vi ved nu noget om hvordan verden er og noget om hvordan verden kan blive og er 

derfor godt rustede til næste projektfase, hvor vi skal interagere med de 

problemhavere der befinder sig i vores felt. 

74


Intermezzo 

I foregående projektfase har vi dyrket de personlige, oplevede disharmonier. Vi stiller 

nu ind på en fase, hvor vi griber feltet aktivt an. Vi undersøger ikke blot verden på 

afstand; vi intervenerer. 

Som modellen viser er anden projektfase en oplukkende fase, hvor vi igennem en 

række interviews udfordrer og kvalificerer vores disharmonier for at finde frem til 

tingenes egentlige tilstand. 63 Denne fase præges af analyse og proces – og begge er 

lige vigtige. Diskursanalyser, procesrefleksioner, iterationer og omlægninger er 

blandt de pointer, der vejer indholdsmæssigt tungest i det kommende kapitel. Dette 

skyldes at det er disse procesmæssige ændringer og læringer, der fører projektet i 

retning af det endelige produkt. 

63 Spinosa et al: 2007:22ff 

75


III. ANDEN PROJEKTFASE -‐ OPLUKNING 

Som vi i første projektfase fik etableret en forståelse af, findes der to former for 

problemhavere inden for vores felt. Vi må i denne anden projektfase interagere med 

dem begge for derigennem at få kvalificeret vores disharmonier og de forestillinger, 

vi har om feltet. Vi tilgår processen som en traditionel empirisk projektfase. Med 

kapitlet ønsker vi at vise, hvordan vi interagerer i feltet med mennesker og 

organisationer. 

Anden projektfases formål udspiller sig i to delprocesser: 

1) interaktion med primære problemhavere (turisten og den lokale), samt 

2) interaktion med feltets strategiske aktører (feltets sekundære problemhavere). 

Derudover researcher vi løbende og finder undervejs relevant materiale som vi tager 

med i vores samlede analyse i denne oplukkende fase. 

I kapitlets første afsnit præsenterer vi det kvalitative interview som kulturanalytisk 

metode for indsamling af kvalitativ data igennem aktørinteraktion. 

I andet afsnit interagerer vi med de primære problemhavere, Aarhusturisten og 

aarhusianeren. Vi taler med dem og lytter til deres oplevelser for at forstå deres 

strategier for at rejse og deres forhold til lokale og andre turister. Dette giver et 

indblik i den målgruppe der oplever anomalien. Vi undersøger ligeledes vores 

centrale disharmoni omhandlende at man som rejsende drages af den lokale, men 

som aarhusianer ikke føler sig motiveret til at indgå i relationer med turisten. 

Vi præsenterer og analyserer i den forbindelse en global bevægelse Local Travel 

Movement der understreger at vores disharmonier opleves af andre end os selv. 

Filosofien bag Local Travel og de praksisser den advokerer, forankrer vi teoretisk i en 

præsentation af kosmopolittankegangen – filosofien om mennesket som 

verdensborger. Til slut præsenterer vi, hvorledes Local Travel repræsenterer 

problemhavernes mindset og hvorledes rejsen kan betragtes som et dannelsesprojekt 

for denne gruppe af turister. 

76


I kapitlets tredje afsnit interagerer vi med de sekundære problemhaver, feltets 

strategiske aktører med henblik på at forstå hvordan forudsætningerne for turismen 

skabes på dette niveau, at forstå de strategiske aktørers virkelighed og undersøge, 

hvem der har magten og viljen til at samarbejde med os om projektet. Først 

analyserer vi de diskursive forudsætninger for stylen, strategerne præsenterer med 

deres turismestrategi for Aarhus. Derefter følger et afsnit hvori vi kombinerer analyse 

med refleksion over de overraskelser og erkendelser, vi har fået under denne 

projektfase og hvilke konsekvenser det får for processen fremadrettet. 

Procesrefleksionerne vil derfor falde undervejs da disse er knyttet an til 

projektfasens egentlige forløb og kapitlets indhold. 

3.1 Metodeovervejelser – det kvalitative interview og diskursanalyse 

Det kvalitative interview bygger på både fænomenologien og socialkonstruktivismen 

som analysetilgange (jf. I. Videnskabelig tilgang og metode). Vi er interesserede i 

deres virkelighedsopfattelse og vælger derfor at fokusere på respondenternes egne 

beskrivelser af verden. Det det empiriske datamaterialet bliver til igennem 

gruppeinterviews. Den delvis fænomenologiske tilgang bevirker at vi ikke ser 

betydninger som udelukkende situationelle, hvilket vil sige, at vi betragter samtaler i 

forbindelse med interviews som indhold, der trækker på allerede eksisterende 

praksisser og erfaringer. 

Da adgang til vores informanters livsverden er essentiel med henblik på vores 

fænomenologiske fokus på deres beskrivelser og oplevelser, anser vi det kvalitative 

interview som uundgåeligt. 64 Som professor Steinar Kvale beskriver i værket 

Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview (1997) kan 

interviewet være eksplorativt såvel som hypoteseafprøvende 65 . Det 

semistrukturerede interview 66 er ofte rettet mod begge dele og vi læner os derfor op 

ad denne interviewform. Til produktionen af data har vi valgt at foretage to 

64 Kvale, Steinar, (1997): ”Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview”. Hans 

Reizels Forlag. (41-‐42) 

65 Ibid.:104 

66 Bernard, H R, (2006): “Unstructured and semistructured Interviewing” P. 210-‐250 in Research 

Methods in Antropology, (4th ed.), Stage London. (212) 

77


semistrukturerede fokusgruppeinterviews. Begge fokusgruppeinterviews indgår som 

lydfiler i vores datamateriale 67 , da begge interviews indeholder kvalitativ relevans for 

vores analyse. 

I vores interaktion med problemhaverne har vi desuden valgt at have en 

diskursanalytisk tilgang for øje, fordi den anser sproget for ikke bare at være en kanal 

for kommunikation, men derimod det, der konstituerer den sociale verden. Igennem 

vores empiri får vi således adgang til et diskursivt niveau, som bliver både 

producerende og reproducerende for den sociale virkelighed. Diskursanalysen er 

anvendelig, når der søges forståelse for, hvorfor aktører siger og handler, som de gør, 

idet diskurser afslører grundlæggende antagelser, logik og opfattet værdi. 68 Hermed 

har vi sat de metodemæssige rammer for den del af interaktionen, der er målrettet 

empirisk data. 

3.2 Interaktion med primære problemhavere 

Denne delproces i vores oplukkende interaktion med feltet har til formål at udvikle og 

kvalificere vores oplevede disharmonier i forhold til de primære problemhavere – 

turisten og den lokale. Vi ønsker både at blive klogere på disharmonierne men også 

på problemhaverne for at undersøge hvordan vores mulighedsrum og intervention 

udspiller sig i forhold til denne gruppe. Her præsenteres en analyse af de to 

fokusgruppeinterviews 69 der for helhedens skyld bliver flettet sammen. 

3.2.1 Præsentation af setup og fokusgrupper 

Til indsamlingen af vores kvalitative data afholder vi to fokusgruppeinterviews. Vi 

ønsker at indgå i en dialog omkring vores oplevede disharmonier på en måde så der 

kommer et naturligt flow over samtalen. Det skal ikke være et krydsforhør hvor 

67 Bilag 3.a: Fokusgruppeinterview; Turister. 

68 Chouliaraki, L. & Fairclough, N. (1999): Discourse in Late Modernity – Rethinking Critical Discourse 

Analysis. Edinburgh University Press. Edinburgh. 

69 Jf. bilag 3.a og 3.b: Fokusgruppeinterviews 

78


deltagerne får fornemmelsen af at svare ”rigtigt” eller ”forkert”. Anvendelse af 

fokusgrupper er en teknik, hvor en lille gruppe diskuterer et givet emne. Fælles for 

alle typer fokusgrupper er at deltagerne inspirerer hinanden til at se nye dimensioner 

og være kritiske og konstruktive over for det emne, der diskuteres. Fokusgrupperne 

er altså udforskende i deres form og resultaterne er ikke givet på forhånd men skabes 

i en proces mellem deltagerne og interviewer. Den ene deltagers udsagn bliver de 

øvriges input og der skabes på den måde en god dynamik i samtalen som ikke i 

samme grad er muligt i individuelle interviews. 

Fokusgruppeinterviewets styrke er samtidig dens svaghed: Med 

fokusgruppeinterviewet er der en fare for at deltagerne er konsensussøgende. Derfor 

er vores rolle at sørge for at holde øje med gruppeprocessen og komme med inputs 

og spørgsmål undervejs. 

Deltagerne i det første fokusgruppeinterview består af to hjemvendte aarhusianere 

(Maria, 30 år og Mette, 29 år) der sammen har rejst rundt med rygsæk i Sydøstasien i 

fire måneder. 

Hvor deltagerne i det første interview hovedsageligt repræsenterer den lokale (den 

hjemvendte turist), er der i det andet fokusgruppeinterview fokus på turisten. 

Deltagerne er fem udenlandske studerende (i 20’erne og 30’erne fra henholdsvis USA, 

Sverige, Tyskland, Holland og Tyrkiet) der for nyligt har bosat sig i Aarhus/Danmark 

og som derfor stadig går an under betegnelsen turist. 

Som fælles temaramme har vi valgt at fokusere på motivationer og forventninger i 

forbindelse med det at rejse (før, under og efter) samt hvorledes de to grupper indgår 

i relationer som turist. Vi forholder os til emnerne i en lokal (aarhusiansk) såvel som 

global kontekst. 

I den følgende analyse vil vi med forskellige overskrifter belyse de gennemgående og 

interessante pointer, der blev slået fast i løbet at interviewene. Pointer, som siger 

noget om den målgruppe, der deler vores disharmonier og som derfor er med til at 

validere og videreudvikle dem. 

79


3.2.2 Design for et mindset 

Inden vi går i gang med analysen er det vigtigt at slå fast, at vi ikke arbejder med 

turisten som et overordnet begreb. Der findes ikke én turist men mange former for 

turister. Som Selwyn påpeger er turisme en multivalent aktivitet. 70 Den kan udføres, 

forstås og ilægges mening på mange niveauer. Ligesom den samme turist kan iklæde 

sig forskellige modi. Der findes mange motivationer og strategier for at rejse ud i 

verden. Nogle gange rejser man for at bryde med det hverdagslige: Her er det ønsket 

om at koble af, at holde fri og i det hele taget lave så lidt som muligt, der er den 

overordnede strategi. Det er dog ikke i disse situationer at følelsen af at spilde tiden 

på ligegyldige seværdighedstjeklister eller behovet for at komme dybere ind under 

huden på rejsedestinationen opstår. Vi designer for det mindset der oplever 

disharmonier ved turismens relationer og som i rejsen søger nye perspektiver, 

transformation og selvindsigt – i relationen til andre. 

Analysen, vi har lavet på baggrund af vores dialog med vores primære 

problemhavere, er en nuancering af den målgruppe og de værdier, vi ønsker bygge 

vores intervention på. 

1) Turisten der deler vores disharmoni ønsker ikke at være i turistrollen 

De udenlandske studerende nærer alle en antipati mod betegnelsen turist. Alle er de 

enige om at der i begrebet ligger en implicit opfattelse af turisten som værende en 

omvandrende sparegris. Disse konsumeristiske konnotationer der er knyttet til 

turismen finder de alle provokerende. Den amerikanske pige Lauren udtaler at det er 

industrien, der skaber turisten og ikke turisten, der skaber industrien, og svenske 

Emma tilføjer: 

”The tourist industry is about money, and being a tourist is to give 

money. The industry is not interested in real connections” 

(Bilag 3.a : Fokusgruppeinterview Turister : 00:20:30) 

70 Selwyn, Tom (1996) (ed.): “Introduction” in The Tourist Image. Myths and myth Making in Tourism. 

John Wiley & Sons, London. 

80


Emmas fraskrivelse af turistrollen ligger i behovet om at blive udfordret og at blive 

anerkendt som person frem for en sparegris med penge. 

”The things you find (as a tourist) are not real, they are provided for 

you – so I don’t want to see myself as a tourist.” (Ibid. 00:21:10) 

Ursel, den tyske pige, tilskriver sig Emmas holdning og tilføjer: 

”I want to be seen as someone who connects with people. So I don’t 

want to be a tourist.” (Ibid. 00:21:30) 

Denne identitetsrefleksivitet er udtryk for hvad vi i kapitel 1 Videnskabelig tilgang 

betegnede som et postmoderne perspektiv på betydningskonstruktion og som ligeså 

er en del af de kulturelle strategier: Fokusgruppen forholder sig til forbrug som en 

form for social og kulturel identitetsproduktion. I deres rejseforbrug ligger der en 

forståelse af, hvem de er. Derfor har de svært ved at identificere sig med den 

turistforståelse der overvejende opfatter turisten som en kollektiv pengemaskine og 

passiv beskuer. I stedet er gruppen enige om at traveller – en rejsende – som begreb 

indebærer et mere bæredygtigt mindset og en stillingtagen som diametral 

modsætningen til turisten som er ”stupid”. Traveller konnoterer en ”connection to 

place and host”. De følger op og overvejer den anden side af dette udtryk; en rejsende 

er en gæst og ”a guest is invited – tourists are just passing by”. 71 

2) Turisten ønsker fornemmelse for den lokales hverdag 

I deres ”afkodning” af Aarhus og Danmark har fokusgruppen en større trang til at få et 

indblik i den lokales hverdag end at opleve store seværdigheder. Det viser sig at 

behovet for at komme ’under huden’ på den destination, man som turist besøger, er 

gældende for alle deltagerne. Og de ser den lokale som værende repræsentant for den 

levende kultur. Dette hænger sammen med den gruppens syn på autenticitet. Lauren 

71 Bilag 3.a : Fokusgruppeinterview Turisten 00:20:16 

81


udtaler i forbindelse med at samtalen er rykket ind på, hvad der for dem, udgør de 

bedste rejseoplevelser: 

”It’s not about understanding the whole. It´s about getting little pieces” 

(Ibid.: 00:37:25) 

Emma, den svenske pige, uddyber: 

“Experiencing something simple that has to do with the other’s 

everyday life” (Ibid.: 00:57:30) 

For at forstå disse motiver kan man benytte turismeteoretikeren André Janssons 

begreb den symbiotiske turist 72 , som betegner den rejsende, der ikke ønsker at blive 

kategoriseret som en stirrende turist. Den symbiotiske turist er typisk ude efter ikke-‐ 

spektakulære destinationer og bestræber sig på at blive integreret i det fremmede 

miljø. Netop disse behov og motivationer beskriver fokusgruppen. 

3) Den hjemvendte turist (den lokale) mister sit turistblik 

Det refleksive, udforskende blik aktiveres når man rejser. Sådan beskriver begge 

fokusgrupperne det. Men efter hjemkomsten finder den hjemvende turist det svært at 

opretholde denne sensitivitet. Mette forklarer: 

”Når man er ude i verden er man gæst og så har man en anden 

tålmodighed. Jeg kan ikke bare komme og træde folk over fødderne, 

for jeg er gæst her. Og på den måde kunne jeg bedre lide mig selv der. 

Men det er så pisse svært at holde fast i den tålmodighed herhjemme. 

Det er så svært at holde fast i den måde at se på andre mennesker på, 

for herhjemme gør folk som før man tog af sted.” (Bilag 3.b 

Fokusgruppe Aarhusianeren/Den hjemvendte turist: 00:40:20 og 

00:42:33) 

72 Jansson, André (2002): ”Spatial Phantasmagoria, The Mediatization of Tourism Experience” in 

European Journal of Communication, vol 17 (4), London, Sage pp. 429-‐443. 

82


Maria fortsætter: 

”Jeg var meget mere åben for folk man mødte og dømte ikke på 

samme måde som derhjemme. Man rejser på samme vilkår og der var 

en anden åbenhed som jeg håbede på jeg kunne bevare når man kom 

hjem igen”. (Ibid. 00:40:45) 

Pigerne betydningssætter under rejsen deres handlinger og identitet på en helt anden 

måde end når de er hjemme. De opfører sig anderledes når de er ude end hjemme, 

som den hjemlige kultur tvinger dem ind i gamle rutiner. Behovet for at opleve, sanse 

og se på verden og sig selv med de refleksive øjne, de bruger i turistsammenhæng, er 

der stadig, men pigerne ved ikke hvordan de kan lade dette blik forblive tændt. 

Blikket har et sluttidspunkt, ligesom rejsen har det. Noget kunne tyde på at det 

hjemvendte menneske har brug for at være i en ritualiseret praksis (som rejsen er 

det) for at være i stand til at se på verden med det nysgerrige, refleksive blik. Og når 

dette ikke er tændt, er behovet for at interagere med nye mennesker og få andre 

perspektiver ikke så udtalt som i rejsesammenhæng. 

4) Turisten der deler vores disharmoni ønsker at relationere med den lokale 

I snakken om hvilke relationer de indtil nu har opbygget i Aarhus, udtaler Lauren: 

”Most people I know is from somewhere else, and thats why I connect 

with them. It’s just easier to stay with your own group of people”. 

(Bilag 3.a : 00:11:50) 

Hun oplever aarhusianeren som hjælpsom og høflig men interesseret i hende er han 

egentlig ikke, føler hun. 

Maria og Mette dyrker på deres rejse ligeledes fællesskabet med de andre 

backpackere i højere grad end med de lokale. Mette forklarer: 

83


”Man kommer i snak fordi man har samme hensigter med at rejse. 

Men det er ikke med den lokale. Det er med folk som os – folk som 

rejser.” (Bilag 3.b : 00:21:10) 

Det viser sig at backpacker-‐turisten ikke går efter de relationer, hvor han eller hun 

møder Den Anden. Dette er overraskende da motivationerne bag rejsen for denne 

turisme italesættes som en motivation for at møde fremmede kulturer på tæt hold. 

Tværtimod relationerer de med de mennesker som er ligesom dem selv, hvor der er 

en fællesnævner, de kan bygge relationen op på. 

Det tyder derfor på at grunden til at turist og lokal ikke mødes i lige så udpræget grad 

som turist og turist eller lokal og lokal – udover clash i praksisformer 73 -‐ er, at de 

mangler en platform hvor de kan mødes i det, de er ens om – og ikke i deres 

forskellighed i første omgang. 

Den internationale fokusgruppe er desuden enige om at den givende relation mellem 

turist og lokal skal afføde nye perspektiver for både turist og lokal. De har alle 

oplevet, undret sig over og lært af ”den danske måde” at gøre tingene på. Men de har 

reflekteret over det med hinanden – ikke med aarhusianeren. Der går noget tabt ved 

at turisten ikke har mulighed for at dele sine aha-‐oplevelser med aarhusianeren, der 

højst sandsynligt slet ikke ved hvor ”eksotisk” han er i deres øjne. 

3.3 Etablering af anomali med de primære problemhavere 

Langt hen ad vejen bekræfter problemhavernes udtalelser vores oplevede 

disharmonier, men vi overraskes også: Mod forventning fremgår det af interviewene 

at vi mødes med dem, vi har noget tilfælles med, for eksempel en oplevelse man har 

delt -‐ ikke om forskelle. 

For at opsummere så er det fælles for turister og lokale at de rejser ud for at blive 

berørt, at blive klogere, at skabe minder og få sat spor i sig som de kan tage med 

videre i livet. Men de vil også selv sætte spor. Disse problemhavere er de mennesker, 

73 jf. afsnit 2.2.3 analyse af fyrtårnsturisme 

84


vi skal intervenere for og repræsenterer den symbiotiske turist, der søger efter 

mening og oplevelser i de ikke-‐spektakulære destinationer, der udtrykker den levede 

kultur. Turisten fascineres af den lokale og oplever et behov for at relationere med 

den lokale er til stede. 

Men rammesætningen for at lade den lokale møde turisten på halvvejen er der ikke. 

Der mangler en platform, et fælles udgangspunkt, eller en framing der kan gøre det 

muligt for de to grupper at komme hinanden ved på en mere personlig og givende 

måde end det funktionelle, servicerende møde, hvor den lokale blot agerer vejviser 

for turisten. 

Anomalien lyder således: I sit forsøg på at afskrive sig ’turistens’ konsumeristiske 

konnotationer, ønsker ’den stillingstagende rejsende’ andre måder at rejse på der 

rækker ud over og dybere end hvad mainstream turisme har at tilbyde. Turisten har 

mangfoldige kulturelle strategier tilknyttet rejsen – heriblandt et behov for at skabe sin 

selvidentitet og et ønske om at skabe en forbindelse med stedet. Hertil udgør den lokale 

en unik ressource for at ”finde” stedets sjæl. Men på trods af den rejsendes fascination og 

anerkendelse af den lokale, mangler den lokale – som i tiden efter at han selv er vendt 

hjem fra rejsen mister sit ”turistblik” – motivationen til at indgå i en relation med den 

rejsende. De to parter føler ikke de kan mødes om noget fælles. 

Denne anomali konfronterer vi de strategiske problemhavere med i afsnit 3.4 

Interaktion med de strategiske aktører. 

3.4 Rekonfigurering af Local Travel Movement i Aarhusturismen 

Vi har arbejdet oplukkende med vores problemstillinger ved at konfrontere vores 

egne oplevelser med en gruppe internationale studerende der for nyligt er flyttet til 

Aarhus, samt med Maria og Mette, to hjemvendte rygsæksrejsende. Vi har debatteret 

med ni mennesker, der udgør et repræsentativt billede af den målgruppe, der deler 

vores disharmonier. Vi ønsker dog at kvalificere anomalien yderligere med den 

85


overbevisning at vores undren over turismens tilstand deles af mange flere 

mennesker og også på et globalt plan. 

Vi er i vores research blevet inspireret af en samling af rejsende som i årevis har følt 

turismens disharmonier og har taget konsekvensen af dem. De kalder dette for Local 

Travel Movement 74 og forsøger igennem et manifest at råbe alle involverede parter i 

turistindustrien op. Sat på spidsen er budskabet bag den globale bevægelse at man, 

ved at rejse ”lokalt”, opnår man en rigere og mere meningsfuld oplevelse, som 

berører både turist og lokal positivt. Vi dvæler ved Local Travel fordi det belyser at vi 

i vores anomali er ramt ind i en tidstypisk diskussion, der kan være med til at danne 

rammerne for vores intervention. Local Travel Manifestet består af fire principper: 

1) Vær opmærksom på de lokale borgere ved at sætte dig i deres sted og blive 

klogere på hvem de er. 

2) Vær opmærksom på den lokale natur, ved at føle og anerkende dens skønhed 

og gør hvad du kan for at passe på den. 

3) Vær opmærksom på den lokale kultur ved at forsøge at forstå de lokales 

mindset og indgå i de samme aktiviteter og oplevelser som dem. 

4) Vær opmærksom på den lokale økonomi ved at lægge dine penge i de lokale 

butikker og virksomheder som sikrer at din turisme skaber fordele til de 

rigtige mennesker. 

Local Travel forsøger at få turisten til aktivt at tage stilling til sine handlinger for 

derigennem at gøre rejsen mere involverende og mere vedkommende. Local Travel 

ser rejsen som en intensivering hverdagen ved at betragte det uundgåelige forbrug på 

rejsen som et aktivt tilvalg og tager således også afstand fra rejsen som en tidslomme 

der ikke forholder sig til hverdagen. 

Local Travel taler til kosmopolitten i mennesker idet de henvender sig til den 

ansvarsfulde verdensborger. Globaliseringsteoretikeren John Tomlinson beskriver 

74 Local Travel Movement: http://www.localtravelmovement.com/ 

86


hvorledes det globaliserede, moderne menneske bør stræbe efter en kosmopolitisk 

tankegang, som indebærer åbenhed overfor diversitet og globale kulturer, samt at 

forpligte sig til at føle sig forbundet til verden som helhed. 75 Forståelsen af 

verdensborgeren rammer godt den nytænkning af turistens rolle, som Local Travel 

bedriver. At agere ansvarsfuldt og refleksivt i forbindelse med forbrug, miljøet og 

overfor andre mennesker er en praksisform, som er opstået og dyrkes i ens eget 

lokale miljø. Local Travel rekonfigurerer således denne praksisform over på turisten 

og opfordrer til en ændring af adfærd: Verden er dit hjem – behandl den ordentligt. 

Local Travel abonnerer på nogle fundamentale værdier som går hånd i hånd med 

vores fokusgruppedeltageres (og målgruppes) motivationer og som vi derfor ønsker 

at indtænke i vores intervention. Vi henvender os til en bestemt gruppe mennesker, 

der ønsker at forholde sig refleksivt til deres rolle som turist men vi ønsker også at 

lære vores brugere noget nyt eller erfarer på en ny måde. Idet vi blander Local Travel 

ind i analysen af vores målgruppe sker der noget med vores syn på vores 

intervention. Den skal mere end facilitere et møde hvor turisten får lov at komme tæt 

på den lokale. Interventionen skal indebære en gentænkning af de praksisformer, der 

ligger i rollerne turist og lokal. Vi indskriver os i Local Travel bevægelsen og tager 

således plads på en global scene i en tidsånd der tilskriver, at vi alle må tage ansvar 

for vores ageren – uanset om vi er hjemme eller ude i verden. 

Vi tilføjer således et dobbelt fokus; Local Travel henvender sig til turisten. Men vi 

henvender os også til den lokale. Den lokale skal ligeså tage et ansvar for at skabe 

bedre betingelser for turisten, ligesom turisten skal respektere og sætte sig ind i 

deres kultur. De hjemvendte turister og aarhusianere skal med vores intervention 

have mulighed for at få genaktiveret deres refleksive blik, idet de opfordres til at 

interagere med verden, når de møder den hjemme i deres egen baghave frem for at 

ignorere den. 

75 Tomlinson, John (1999): “Globalization and Culture”. Polity Press Cambridge. 

Tomlinson (186) 

87


Vi viderefører nu vores nye forståelser for anomalien i interaktionen med feltets 

strategiske aktører for på den måde at gå i dialog med dem med en mere kvalificeret 

påstand – en anomali – end blot vores egne oplevede disharmonier. 

3.5 Interaktion med sekundære problemhavere 

I forrige afsnit etablerede vi en anomali med de primære problemhavere: Vores 

fokusgruppe af turister kritiserer turismeindustrien for ikke at tale til turistens behov 

for oplevelsesprodukter, som han kan skabe de ”rigtige forbindelser” til stedet med 

og føle sig som en gæst snarere end en turist. Vi arbejder altså med et felt der har 

brug for at blive rykket til at agere på postmodernitetens præmisser og for at 

udvikling af relationsturismen kan finde sted. 

Som led i den oplukkende projektfase – og med et processuelt mål om historisk 

disclosing – bevæger vi os fra de primære problemhavere til de strategiske aktører, 

som vi betragter som sekundære problemhavere af anomalien. Vi interviewer og 

interagerer her med en række aktører, som vi mener er med til skabe de diskursive 

betingelser for den anomali, turisterne oplever. Dette med henblik på at forstå de 

strategiske aktørers virkelighed og undersøge, hvem der har magten og viljen til at 

samarbejde med os om at afvikle anomalien. Aktørerne bliver derfor behandlet både 

som informanter og som mulige buy-‐ins på processen, det vil sige mulige 

medansvarlige. Dette er udgangspunktet for at interagere med det strategiske niveau. 

Vi starter dette afsnit med at redegøre for det teoretiske belæg for at tage de 

strategiske aktører i betragtning i dette projekt, hvor relationen mellem lokale og 

turister er i fokus. Dernæst analyserer vi turistorganet VisitAarhus’ diskursive praksis 

som diskursiv forudsætning for turismen i Aarhus og som forudsætning for 

relationerne mellem turist og lokal. 

Herefter bliver afsnittet mere procesreflekterende. Efter en kort beskrivelse af den 

kronologiske proces vi gennemgik for at finde en aktør, der havde magt og var villig 

til at påtage sig en del af ansvaret, følger et afsnit, hvori vi kombinerer analyse med 

88


refleksion over de overraskelse og erkendelser, vi har fået under denne projektfase 

og hvilke forudsætninger det giver for processen fremadrettet. 

3.5.1 Fremgangsmåde for interaktion med de strategiske aktører 

Som vi så i afsnittet Oplukkende Adfærd i kapitel 1 konstrueres betydning, værdi og 

oplevelser i et dialektisk forhold mellem påvirkninger fra vores omgivelser og vores 

egne handlinger. Vores handlinger er betinget af (og påvirker) de gældende 

konventioner i et felt. 76 Begrundelsen for at inddrage de strategiske aktører er at de 

(re)konstruerer fortællingen om Aarhus som by og turistby; fortællinger som udgør 

en del af materialiteten som både turistudbydere, turist og lokal agerer ud fra. 

Som det fremgår af modellen nedenfor, antager vi – før interaktionen -‐ at 

turistsektoren kommunikerer direkte til turisten og indirekte til den lokale. Den 

lokale er ikke den primære målgruppe for turistsektoren men vil opfange og blive 

påvirket af turistsektorens signaler. 77 

Figur 12: Udgangspunkt for interaktion 

76 Spinosa et al: 1997: 30 

77 Dette så vi blandt andet af den lokales ageren i afsnittet om disharmonier i Kapitel II. 

89


Således betragter vi de strategiske aktører som sekundær problemhaver, da de ikke 

direkte føler anomalien men er en forudsætning for den. Dette har de primære 

problemhavere antydet med udtalelsen om at industrien skaber turisten. 

Samtidig påvirker de strategiske aktørers nuværende ageren deres egne betingelser 

for at udvikle relevante oplevelsesprodukter til turisten, som vi (på dette tidspunkt) 

antager må være VAs vigtigste målgruppe. Derfor er ét af formålene med 

interaktionen på det strategiske niveau af aktører at undersøge de omgivelser eller 

den materialitet, de strategiske aktører er med til at skabe for problemhavernes 

handlinger. Dette undersøger vi ved at interagere og foretage kvalitative 

diskursanalyser (jf. afsnit 3.1 metodeovervejelser). Med diskursanalysen kan vi finde 

frem til og forstå de strategiske aktørers praksisform og dermed hvordan denne 

påvirker den gældende style i feltet – og altså problemhavernes forudsætninger for 

handling. 

Som vi så i forrige afsnit er borgeren, der hver dag tilegner sig byen, er en ressource 

for at italesætte Aarhus’ kulturelle, levede mangfoldighed og en indgangsvinkel for at 

turisten kan komme ’ind under huden’. Dette ønsker vi at gøre klart for de strategiske 

aktører. Og vi søger en samarbejdspartner med diskursiv indflydelse på turistfeltet og 

magt til at påvirke turismen i Aarhus. 

VisitAarhus (VA) er den strategiske udvikler af oplevelsesprodukter til turister og den 

samlende instans for turistdestinationen Aarhus. Vi ser derfor en umiddelbar 

mulighed for at integrere vores projekt her. Som entrepreneurer med en appreciativ 

effektueringslogik sker dette med et ønske om at bedrive historisk disclosing. Hvis vi 

kan påvirke de strategiske aktørers mindset for at udvikle oplevelsesprodukter, der i 

højere grad tager højde for, hvilke relationelle oplevelser problemhaverne ønsker at 

indgå i, kan vi påvirke forudsætningerne for anomalien. 

Vi starter interaktionen med en analyse af VAs diskurs for at undersøge hvordan 

denne påvirker betingelserne for de primære problemhavere. 

90


3.5.2 Interaktion med henblik på analyse af VisitAarhus’ turismediskurs 

I VAs strategi fra 2010 ’Århus i dag – Aarhus tomorrow’ præsenteres et fundamentalt 

skift i, hvordan VA betragter Aarhus-‐turismen: ”Besøgende skal ikke længere betragtes 

som turister men som gæster.” 78 Rationalet for at ændre turistbegrebet til et 

gæstbegreb er dog ikke – som vi først antog – et udtryk for en mere postmoderne 

forståelse af turisten, men tværtimod et økonomisk argument om at arbejde bredere 

og mere målrettet med destinationen i forhold til turismerelaterede indtægter. 

Argumenterne er for så vidt gode: Det er en måde, hvorpå Aarhus kan differentiere 

sig internationalt til et stort segment af erhvervsturister. Hertil er ’Gæsten’ et bredere 

mere målrettet segmenteringsgreb som prioriterer gæster ud fra værditilførsel pr. 

overnatning. 

Direktør for VisitAarhus Jens Hausted forklarer at det nye gæstebegreb er et 

grundlæggende skifte i den måde VA strategisk betragter destinationssystemet. 

(…) ”Det der er interessant det er i og med at vi flytter det 

gæstebegreb, så at denne her kreds af nøgleaktører som vi kommer til 

at kalde dem i fremtiden, den er forandret (…) Der ligger to-‐tre af 

vores største virksomheder og to-‐tre af vores største 

oplevelsesaktører. Der ligger Århus Festuge for de er med til at give en 

markant profil (…) Det er dem, der er vigtigstfor, hvilketsignalbyen eller vi som produkt giver. (…) ” (Bilag 3.c : Interview Jens Hausted) 

Jens Hausted forklarer at det for VA handler om at sende et signal til turisterne og at 

dette signal bedst udvikles og sendes af de stærke spillere. Han påpeger at en del af 

det økonomiske problem i dag er, at størstedelen af VAs ressourcer går til små 

turistaktører, men at den største indflydelse på destinationen ligger hos helt andre 

aktører. Denne destinationsforståelse eller diskurs er udtryk for en administrativ 

ledelsestilgang og viser sig vigtig for vores forståelse af VAs rolle som facilitator og 

kommunikator og som varetager af destinationens behov: 

78 VisitAarhus www.visitaarhus.com 

91


(…) Én af de dagsordener vi kører efter, den hedder vækst, og jeg 

ved godt indimellem er det træls at høre omkring økonomi når det 

handler om at trække penge op af folks lommer. Men det handler 

det altså også om. Den her by – den udviklersigaltsåikkefordivi har KulturNat. Det kan godt være det er vigtigt, men det er ikke den, 

der skaber vækst, og det er borgerne selv, der laver det – det er der 

slet ingen tvivl om – og det bliver værre og værre jo færre penge de 

har. (…) Problemet er bare at det giver os ikke det, vi skal have for 

at tiltrække gæster eller få den her profil. Vi kan ikke leve af det. 

(....) Og deterfuldstændigafgørende, altså. (…) Jeg får ikke en 

eneste krone af kommunen med mindre jeg skriver vækst på dem. 

(Bilag 3. C : Jens Hausted) 

VAs eksistensberettigelse bunder i at skabe økonomisk værdi for Aarhus igennem 

turisme. Denne professionalisering kan spores tilbage til Loven om VisitDenmark, 

hvor instansen forretningsorienteres og i højere grad overlader oplevelser og 

produkter til regionale og kommunale turistaktører. 79 Herunder betragter Jens 

Hausted det som VAs opgave at skabe vækst oppefra og med en bestemt profil for øje. 

I den henseende er Aarhus ved at spore sig ind på det produkt, der kaldes 

erhvervsturismen, fordi byen har konkurrencefordele på dette område. 

Professionalitet, grøn aktivitet og infrastrukturelle fordele gøres gældende på den 

erhvervsrettede hjemmeside. 80 Byen er geografisk lille men rummer store 

muligheder for erhvervssegmentet. Og så er det billigt. 

Fritidsturismen er et område, der stilles i bero foreløbigt; det er dog stadig en af VAs 

opgaver at få turisterne hertil. Med særligt fokus på det velhavende par med 

udeboende børn, på børnefamilien og på krydstogtsturisten fremhæves byen i 

tematiseringer som wellness og det gode liv med henvisning til byens muligheder for 

shopping, gastronomiske oplevelser, grønne aktiviteter og et bredt udvalg af 

kulturelle attraktioner. 81 

79 Lov om VisitDenmark pr. 27/5 2010 

80 www.visitaarhus.com 

81 Op.cit. 

92


(…) så længe du er ude i det du kan kalde fritid, så er det ikke så 

svært at udvide gæstebegrebet, fordi så begynder man at tale om 

sådan nogle der kommer for at handle og sådan nogle ting. Det er jo 

fint nok. Men når man så begynder at flytte det over i den 

professionelle verden – (…) – så er du nødt til at sige (…) hvad er 

deres anledning eller deres motiv til at komme til Aarhus? (…) 

(H)vis vi ikke ved hvorfor segmenter har et motiv eller hvilke 

motiver de arbejder med, så ved vi jo heller ikke hvad responsen 

den er eller hvilket produkt vi skal give dem. 

I ovenstående citat taler Jens Hausted om at fritidsgæsten og erhvervsgæsten kan 

differentieres efter forskellige motivtyper: Erhvervsgæsten har et motiv som 

anspores af for eksempel erhvervskonferencens tema. Under dette tema kan 

destinationen sammensætte et produkt -‐ for eksempel en tur til byens bæredygtige 

forretninger, hvis konferencens tema er bæredygtig energi. Derimod har 

fritidsgæsten et motiv for at købe. 

Denne opdeling fremgår ligeledes af VAs turistprodukter: VA arbejder fokuseret på at 

geare hele destinationen til at modtage erhvervsgæsterne. Fritidsturisten inviteres til 

at tage del i Aarhus’ dynamiske shoppe-‐ og cafekultur men overlades på egen hånd, 

da man har valgt at nedlægge velkomstcenteret som særligt henvendte sig til 

fritidsturisten. 

VAs opdeling af motivtyper og arbejde med segmenter antyder et forældet og 

funktionalistisk 82 syn på fritidsturisten, hvorfor man stiller kvantitative spørgsmål og 

således får kvantitative svar om fritidsgæsten: Hvor lægger han eller hun sine penge 

og hvor mange. For VA er turisme lig med økonomisk vækst og da Aarhus har en 

styrke med erhvervsfaciliteter er erhvervsturisten VAs mest eftertragtede målgruppe. 

Diskursanalysen afslører VAs fokus på professionalisering, økonomisk værdi og 

vækst. Ved at interagere med den aktør vi umiddelbart så som den mest oplagte 

samarbejdspartner, viser der sig altså nogle andre realiteter. VAs hovedformål er at 

82 Jf. 1.1.2 Paradigme 

93


facilitere turismen i Aarhus og finder sin eksistensberettigelse i erhvervslivets 

turismeindtægter. Målet er at skabe fyrtårne til de segmenter, der giver Aarhus sorte 

tal på bundlinjen. 

Aarhus-‐turismen og VAs diskurs skal ses i forhold til en politisk retning mod at sætte 

turismen i sammenhæng med det øvrige erhvervsliv og 

erhvervsudviklingsstrategien. 83 

”(…) Fokus skal være på værdiskabelse og ikke bare antallet af 

overnatninger, hvilket betyder danske turismevirksomheder 

skal kunne tilbyde oplevelser og service, så turisterne øger 

deres forbrug.” (VisitDenmark: Vores Rejse) 

Under denne ambition handler målene om stigende turismevækst, om 

erhvervspartnerskaber, stigende innovationsgrad, og et sigte mod ”at udvikle og 

markedsføre Danmark som attraktiv i forhold til “købestærke målgrupper” eller 

hvad der også kaldes værdiskabende målgrupper”. 84 

VisitAarhus’ diskurs som betingelse for relationen mellem lokal og turist 

Da diskurser artikulerer place images 85 og brands, som er med til at skabe mening, 

begynder vi at forstå, hvordan VA påvirker Aarhusturismens style. VA overser 

mennesket i turisten – eller rettere: turisten i turismen ved at betragte turisterne som 

segmenter der kan prioriteres i forhold til værditilførelse; en diskurs, der 

kendetegner et funktionelt perspektiv på værdikonstruktion. Dette mærker 

fritidsturisten som i højere grad er orienteret et kulturelt perspektiv. Vi ser således 

tydeligt en uhensigtsmæssig koordinering mellem problemhavende turisternes 

ønsker og turistaktørernes mindset. 

83 Region Midt (2010) Turismens vækstpotentialer i Region Midt 

84 VisitDenmark; (2010) Vores Rejse 

85 Jensen, O. B. 2007: “Brand resistance and counter branding”. I: Marlin Gitte & Martin Zerlang (red.) 

Fun City, Arkitektens Forlag: København (100-‐120) 

94


Stylen påvirker desuden den lokale, der på trods af – eller netop på grund af – sin 

uudtalte rolle i turismen, også forholder sig til de signaler der sendes af de strategiske 

aktører. Som vi så i tidligere i afsnittet Disharmonier tyder det på, at den lokale 

reproducerer den dominerende fyrtårnsdiskurs, når turisten henvender sig og 

dermed reproducerer de nuværende (ikke-‐eksisterende) relationer i turismen. 

På baggrund af ovenstående analyser mener vi stadig at det er relevant at arbejde 

med at flytte disse aktørers mindsets til en mere social og kulturel 

oplevelsesøkonomisk værdidiskurs. Vi undrer os over at en aktør som VisitAarhus 

ikke i højere grad betragter turisten som sin vigtigste interessent frem for 

destinationen. VA agerer på funktionalistiske præmisser i en postmoderne verden. 

Hvis Aarhus skal være en attraktiv by at arbejde, studere og bo i, 86 må der i højere 

grad tænkes i andre typer værdiformer og findes potentialer i andre typer 

”seværdigheder”, aspekter af og aktiviteter i Aarhus, der kan appellere til turistens 

mere langsigtede identitetsstrategier. Vi har således stadig et ønske om at vise de 

strategiske aktører at den lokale med fordel kan aktiveres i turismen for at udbygge 

mulighederne for at turisten kan få den – for ham – ”rigtige” forbindelse til byen, at 

føle sig velkommen og som noget mere og andet end en økonomisk ressource. 

3.5.3 Interaktion med henblik på commitment 

Den ovenstående diskursanalyse af turismediskursen hos VA er blot én af de 

handlinger vi foretager os i en længere proces, hvor vi mødes med VA og andre 

aktører over flere gange. VAs diskurs viser sig som et generelt udtryk for de 

strategiske aktørers diskursive praksis, hvilket fremgår af bilagene 3.c-‐3.h. Under 

interaktionsprocessen balancerer vi mellem analyse, handlen og refleksivitet for at 

holde fast i disharmonierne som udgangspunktet for at træffe overvejede procesvalg. 

På baggrund af dette finder vi gradvist ud af, hvordan destinationssystemet fungerer 

og hvordan vi skal agere og forholde os til vores egen rolle i feltet. For at vise 

omfanget af processen vil vi først illustrere forløbet i forhold til de aktører vi har 

inddraget og med hvilke begrundelser. Dernæst fremgår et afsnit der blander en 

86 VisitAarhus: Strategi 2017 

95


analyse af, hvordan felter fungerer og en refleksion over, hvordan de mere eller 

mindre sammenhængende læringsprocesser, vi får ved at interagere med de 

strategiske aktører, får for processen fremadrettet – fordi vi handler på dem. 

Processens kronologi 

Figur 13: Processen for at finde commitment 

I vores netværk har vi virksomheden WorldPerfect. De har udarbejdet projektet Go 

Green Aarhus i økonomisk samarbejde med VA og vi får herigennem kontakt til 

projektleder Kristian Rødbro hos VA. Efter et begejstringsværdigt møde 87 sætter han 

os i kontakt med direktør Jens Hausted. Ydermere henviser Kristian Rødbro os til sin 

kontakt i Kommunens udvalg for den nye brandingstrategi, 

kommunikationskonsulent Jesper Lieberknecht, som vi mødes med. 88 Vi tager denne 

kontakt i Kommunen til os af tre grunde: 1) den nye internationale brandstrategi 

forankres i Kommunen, 2) VA er en selvstændig enhed under resultatkontrakt med 

Kommunen og får halvdelen af sine midler herfra, samt 3) vi mener Kommunen 

87 Bilag 3.d Mødereferat: Interview Kristian Rødbro 28/9-‐2010 

88 Bilag 3.e Mødereferat: Interview Jesper Lieberknecht 12/10-‐2010 

96


repræsenterer et borgerfokus. Derfor er Kommunen også en vigtig indgangsvinkel til 

at forstå den nuværende turismediskurs. 

Sideløbende mødes vi med vores kontakt i Sekretariatet for Aarhus Kulturby 2017 

(Sekretariatet), projektansat Nikolaj Sørensen 89 , som en forberedelse til et møde med 

projektleder Trevor Davies 90 . Vi har tidligere mødtes med Trevor Davies i Kulturby-‐ 

sammenhæng og han har tilkendegivet sin interesse for at deltage i specialeprojektet 

og en mulighed for at tilknytte det Kulturby-‐regi. Vi inddrager Sekretariatet, fordi de 

arbejder med forberedelsesprocessen om at gøre Aarhus til europæisk 

kulturhovedstad i 2017: Et projekt der vil trække turister til, hvis Aarhus tildeles 

titlen. På daværende tidspunkt står Sekretariatet over for den del af 

forberedelsesfasen, hvor der skal tænkes i udviklingsprojekter og er på udkig efter 

koncepter. Det er således relevant at inddrage projektgruppen for at forstå deres 

oplevelser af turismen og undersøge muligheden for at committe Sekretariatet. 

Afslutningsvist mødes vi med Ulla Jørgensen fra Fonden Midtjysk Turisme 91 , som VA 

får den anden halvdel af sine midler fra. Midtjysk Turisme sætter puljer i udbud 

under en overordnet regional turismestrategi for Midtjylland. Vi inddrager Fonden da 

processen viser, at det er nødvendigt for at forstå de politiske sammenhænge samt 

muligheder og restriktioner, Aarhus turismeaktører arbejder under. 

Denne overordnede beskrivelse illustrer at vi har interageret med aktører og skabt os 

forbindelser i feltet. Hvilke konsekvenser interaktionen med aktører har for vores 

arbejde med anomalien, vil vi reflektere over nedenfor med udgangspunkt i nedslag, 

der har defineret vores proces fremadrettet. 

Mulighedsrum på effektuelle betingelser 

Vi har haft en del frustrationer i vores arbejde med at committe aktørerne. De har 

lyttet interesseret til vores oplevelsesøkonomiske pointer om fritidsturistens 

oplevelser som udtryk for en generel postmodernistisk tendens men har dels ikke 

89 Bilag 3.f Mødereferat: Interview Nikolaj Sørensen 7/10-‐2010 

90 Bilag 3.g Mødereferat: Interview Trevor Davies 11/10-‐2010 

91 Bilag 3.h Mødereferat: Interview Ulla Jørgensen 2/11-‐2010 

97


haft organisatorisk (og økonomisk) rum til vores projekt og dels spiller de ikke den 

rolle for projektet, vi indledningsvist troede, da det undervejs har vist sig at vores 

målgruppe ikke er deres målgruppe. 

Derudover har vores åbne tilgang til processen medført, at vi ikke konkret har kunnet 

fortælle dem, hvad vi vores ”mål” er. Vi har blot kunne fortælle dem at der er en 

gruppe af fritidsturister der ønsker muligheden for at skabe forbindelser til Aarhus 

igennem mere personlige relationer og at vi ser den lokale som en måde, hvorpå man 

strategisk kunne arbejde med soft assets frem for udelukkende at fokusere på 

fyrtårne og hard assets. Vi har ikke kunnet fortælle dem, hvordan vi konkret tænker 

løsningen som et koncept jævnfør den effektuelle logik. Derfor har det været svært at 

tale de primære problemhaveres sag hos de strategiske aktører. 

Igennem vores interaktion med VA opstår der nye mulighedsrum og vi bliver ved 

flere lejligheder tilbudt at samarbejde med organisationen om, hvordan man kan 

aktivere lokalbefolkningen i forbindelse med U21 eller Sculpures by the Sea. Efter en 

del overvejelser omkring hvordan håndsrækningen er forbundet med vores primære 

problemhavere og den etablerede anomali, takker vi nej tak tilbuddet. Vi tror på 

anomalien som vi har etableret med de primære problemhavere og endnu vigtigere – 

i kraft af vores egne midler – tror vi på at denne anomali udgør vores mulighedsrum. 

Vi har kompetencer til at påvirke verden til det bedre for turisten, der rejser med et 

specifikt mindset og kulturelle strategier for øje. Og vi ønsker ikke at tiltrække flere 

turister men at give de turister der kommer til og er i Aahus, mulighed for en bedre 

oplevelse. Når turisterne skal forbruge, skal de skal gøre det med en god oplevelse. 

Vi prioriterer således i første omgang vores først etablerede anomali over 

muligheden for at etablere nye anomalier på baggrund af vores egne midler. 

Et skridt op i feltet – og ned igen 

Vores formodning om at projektet om at gentænke turismen kunne forankres hos VA 

modbevises under processen. Vi får en forståelse for at VA er aktør for destinationen, 

uden egne midler og med resultatkontrakter under et større politisk system. VA har 

derfor ikke magten til at påvirke anomalien og derfor er vores strategiske vindue ikke 

98


hos VA. 92 Med denne erkendelse står vi over for en skillevej med to muligheder: Én 

mulighed er at gå et niveau ’ned’ og involvere de virksomheder, der arbejder med 

turister. En anden er at søge højere op i systemet til Midtjysk Turisme, som støtter 

lokale og regionale turistaktører og -‐projekter med puljer. Vi beslutter os for at 

undersøge begge retninger. 

Med idealet om at ændre de strategiske aktørers mindsets søger vi op og har vores 

sidste møde i denne delproces med Ulla Jørgensen i Midtjysk Turisme, som kender til 

de kriterier, hvorpå puljetildeling finder sted. På mødet blev det slået fast én gang for 

alle: Turismeindustrien er i en politisk og organisatorisk redefineringsproces – fra 

nationalt niveau over regionalt til lokalt niveau – som gør det oplagt at påvirke feltet, 

men også svært. 

Da vi arbejder efter et entrepreneurielt princip om at tage udgangspunkt i den 

anomali vi selv har spottet og etableret med problemhaverne 93 , beslutter vi at vi må 

tage en anden tilgang. Ulla Jørgensen forklarer at ét af de nye vilkår for 

turismeerhvervet er, at de enkelte turismeudbydere først støttes finansielt af det 

offentlige, når den har fået støtte fra privat side. Dette sætter sine spor i den måde, 

hvorpå de små aktører må tænke samarbejdspartnere og i den måde, hvorpå vi må 

tilgå de strategiske aktører. Vi må ændre deres holdning ”nedefra” med et eksempel, 

en oplevelse af at anomalien eksisterer. 

De strategiske aktørers indbyrdes samarbejde som mulighedsrum 

Det viste sig at være en udfordring at kombinere vores dagsorden om relationer 

mellem turist og borger med aktørernes agenda om erhvervsturisme og vækst. Vi får 

derfor ikke løsnet op for anomalien hos strategerne hver for sig. Dog gør vi os to 

opdagelser igennem vores interaktion og samtaler med, som vi udnytter for 

fremadrettet at interagere med det strategiske niveau. Et valg vi træffer, da vi mener 

de strategiske aktører har brug for at blive påvirket. 

Den ene opdagelse gør vi, da Nikolaj Sørensen fra Sekretariatet fortæller, at der ikke 

foreligger et forgangsprojekt for koordineret samarbejde mellem VA og Sekretariatet, 

som ellers begge arbejder med turismerelaterede projekter. Turisme er dog et fælles 

92 Bilag 3.L : Mødereferat Jens Hausted 14/10-‐2010 

93 jf afsnit 3.3 Etablering af anomali 

99


indsatsområde, der i en nær fremtid skal påbegyndes i relation til 2017. Samtidig er 

turisme dét af Sekretariatets tre indsatsområder, man har haft størst udfordringer 

ved at sætte i værk rent forberedelsesmæssigt. 94 Og Nikolaj Sørensen og Trevor 

Davies ser en mulighed i at vores gentænkningsprojekt kunne fungere som et 

pilotprojekt over en ny måde at samarbejde på omkring turismen. 

Den anden opdagelser vi gør er, at de tre aktører – Kommune, Sekretariat og VA – alle 

arbejder med en form for værtskab: for andre regioner, for erhverv, for besøgende. 

Denne værtskabsdiskurs er dog fundamentalt anderledes end den gæstdiskurs vi så 

tidligere i fokusgruppen (jf. afsnit 3.2.2 Mindset). Diskurser, der afslører hvordan de 

enkelte aktører – rejsende så vel som strateger – betragter turismen. 

Italesættelse af værtskabet viser sig således som en mulighed for at samarbejde 

bredere og mere holistisk med de problematikker, der knytter sig an til Aarhus’ 

gæster. Men som det fremstår nu blander de tre aktører sig ikke i hinandens sager. De 

koncentrerer sig om deres individuelle og umiddelbart forskellige dagsordner. 

Således ser vi aktørernes nu opdelte virksomhed men med kommende tæt 

samarbejde som et mulighedsrum til at arbejde bredere, mere holistisk og først og 

fremmest disclosende omkring de problematikker, som vi ser tilknyttet de forskellige 

dagsordner for og forventninger til Aarhus’ værtskab. 

3.5.4 Radikalisering af gentænkningsprojektet 

Vi er igennem processen blevet overraskede over, hvordan feltet fungerer. Hvis vi vil 

skabe nye realiteter for problemhaverne, må vi vende disse overraskelser til 

muligheder jævnfør de effektuelle handlingsprincipper. Altså må vi interagere i feltet 

på andre forudsætninger end vi hidtil har regnet med. 

De overraskelser vi har mødt i projektfasen kan disse opgøres i følgende: 

• Vi har mødtes med en række aktører som alle har været interesseret i 

projektet men ikke har magt til at påvirke realiteterne direkte 

• Turismeerhvervet arbejder på fundamentalt nye og mere professionaliserede 

vilkår der smitter af på hele systemet 

94 Bilag 3.f Mødereferat: Interview Nikolaj Sørensen 7/10-‐2010 

100


• Kommunen, VA og Sekretariatet står overfor at skulle samarbejde om 

turismen 

Samtidig har vi (udviklet) følgende midler: 

• Vi har etableret en anomali med de primære problemhavere 

• Vi har etableret os et vidtspændende netværk af aktører der påvirker de 

betingelser, turismen udspiller sig på enten med relation til Aarhus som 

turistdestination, som kulturby eller som Kommune, der står for den 

internationale brandstrategi. 

• De strategiske aktører repræsenterer en anden opfattelse af turismen som felt 

end vi. Alligevel – eller måske netop derfor – har vores oplæg fanget deres 

interesse og deres verdensbillede og mindset har fanget vores interesse. 

• Vi har i vores netværk forbindelse til folk der arbejder direkte med turisten på 

en mindre overordnet og strategisk måde end VA. 

Frem for at ville integrere specialeprojektet i et strategisk niveau, der reelt ikke har 

magt til at hjælpe os, ser vi nu en mulighed for at samarbejde med en række aktører 

på forskellige niveauer i turismefeltet. Ønsket er stadig at etablere en anomali med en 

aktør, der har vilje og magt til at samarbejde; en anomali, vi ikke har været i stand til 

at etablere med de strategiske aktører hver for sig. Med en effektuel logik om at bruge 

vores midler, at samarbejde, og vende overraskelser til muligheder, lærer vi altså 

igennem processen at handle effektuelt. Vi udvider de mulige mål ved at åbne op for 

at samarbejde med nye aktører. 

Flere aktørniveauer sættes i stævne 

Efter ovenstående erkendelser, intensiverer vi vores kulturelle tilgang. 

“We have to bring together the people who are co-‐creating the 

current reality to co-‐create new realities. “(Kahane, s. 129) 

101


Vi går fra at se anomalien som opstået hos mere eller mindre selvstændige enheder til 

at se mere holistisk på systemet. Vi åbner således for andre niveauer af turismefeltet 

kan deltage i processen fremadrettet – fordi vi alle kan lære noget af hinandens 

forskellige oplevelser af værtskab. De niveauer, vi nu involverer, er et erhvervsniveau 

der operationelt arbejder med turisme og værtskab og som vil blive berørt af den nye 

organisering i turismefeltet, samt et ”praktisk” niveau af borgere og turister, hvor 

disharmonierne bliver følt og oplevet. 

Under mødet med Trevor Davies, siger han direkte, at han ikke forstår, hvorfor vi vil 

sætte brandstrateger, vækstudviklere, alternative turister, engagerede borgere og 

turismeudbydere sammen, men at vi bør holde tingene adskilt, det vil sige strateger 

med erhverv, turister med borgere, etc. Dette bekræfter os i at vores kulturelle 

tilgang til gentænkning af turismen er fundamentalt anderledes end traditionen hos 

aktørerne. Vi ser således mere end nogensinde relevansen i at udfordre traditionelle 

mentale grænser for best practice. Vi ønsker fundamentalt at påvirke den måde, 

turismen italesættes og konstrueres på. 

Fra turismeproblematikker til værtskabsproblematikker 

Et gæstebegreb gør ikke nødvendigvis op med dikotomien og skellet mellem turist og 

lokal, hvis mindsettet bag er funktionelt, økonomisk og målrettet erhvervsturismen. 

For at kunne undersøge anomalien med de strategiske aktørerne, må vi overveje 

hvad vi skal og kan ændre for at vi sammen med aktørerne kan arbejde med 

anomalien. Således går vi over følgende, som vores proces og analyser har vist os: 

• Vores disharmonier er tilknyttet relationen mellem lokal og turist 

• Vi har kompetencer til at afvikle de primære problemhaveres anomalier 

• Turister vil ses som mere end turister og have ’ægte’ forbindelser til stedet 

• Turister tillægger lokale og relationen til disse stor betydning for oplevelsen 

• Borgeren har svært ved et engagere sig personligt i turisten 

• Turistaktører agerer på funktionalistiske præmisser 

• Turisten på postmoderne forudsætninger 

102


Fra tidligere afsnit ved vi, at den lokale har en stor indflydelse på turistens oplevelse 

på stedet – han er en del af det værtskab borgeren oplever. Efter en turbulent 

delproces med at forsøge at committe aktører, intensiverer vi vores kulturelle tilgang 

og beslutter at sætte strateger, erhvervsaktører, turister og borgere i stævne for at 

diskutere det værtskab, den samlede destination har for sine gæster i 

turismekontekst. Vi har haft en overtalende tilgang i denne proces. I stedet vil vi nu 

give dem en oplevelse af at tingene kan se anderledes ud. Med værtskabet som 

transcenderende metafor kan vi samle aktører, der påvirker turistbilledet, artikulere 

den lokales rolle i værtskabet og forhåbentlig en turistforståelse, der bryder med 

mindsets der betragter turister i segmenter efter økonomisk værditilførsel. Vores 

mulighedsrum for at påvirke det strategiske mindset er nu at sætte aktører i stævne 

omkring en mere holistisk forståelse af turistens oplevelse på stedet. 

Vi går således fra at tale om turisme til at tale om værtskab; et begreb der er dukket 

op i processen og som i dag anvendes af strategerne med økonomisk rationale. En 

gentænkning af værtsbegrebet og værtsrollerne for at gentænke relationerne i turismen 

er således et forsøg på at rekonfigurere turismens realiteter for turister, lokale, 

turismeerhverv og strategiske aktører 

Den appreciative tilgang i praksis 

En mere overordnet erfaring vi har gjort os i forbindelse med vores interaktion med 

de strategiske aktører, knytter sig til vores måde at indgå i dialog på. Vi har igennem 

transskriptioner af og refleksioner over især møder med Jens Hausted synliggjort 

vores egen tendens til at nikke og sige ’ja’ og ’mhh’ selvom vi måske ikke helt forstår 

eller er uenige, at ville dominere samtalen, og at blive kuet retorisk. Vi har på den 

hårde måde lært den anerkendende tilgang i praksis: Det handler ikke om at please 

men om at føre en konstruktiv dialog, hvor man lytter og taler åbent og frit fra 

103


hjertet. 95 Mødet med Jens Hausted blev således en uundværlig oplevelse for hvordan 

vi fremover i projektet og i fremtiden betragter ’samtalen’. 

Diskursanalysen som metode kan i denne henseende både virke hæmmende og 

fremmende på en appreciativ dialog. Hvis man ikke er refleksiv om sin anvendelse, 

kan man fristes til at sætte andre i bås. Men med en bevidst anvendelse af 

diskursanalysen kan den bruges til at lytte og forstå sin samtalepartners argumenter. 

Vi har desuden udviklet på, hvor meget vi på forhånd lod aktørerne vide. I starten var 

vi bange for at dominere samtalen og dermed gå glip af vigtigt input, hvilket nu virker 

lettere naivt taget aktørerne i betragtning. Processen har lært os at begge parter har 

lettere ved at forstå hinanden og komme ind til kernen på en konstruktiv måde, hvis 

agendaen er sat på forhånd og vi har lært at sætte scenen og holde fokus på form 

uden at dominere det reelle indhold – netop ved hjælp af en appreciativ filosofi. 

Disse opdagelser påvirker formen af næste projektfase (jf. IV. Tredje projektfase). 


I dette kapitel har vi oplukket turistfeltet og undersøgt vores disharmonier ved at 

interagere med de primære og sekundære problemhavere. Vi har analyseret på 

diskurser og de praksisformer der udspiller sig i feltet aktørerne imellem – både 

dominerende men også mindre tydelige diskurser og praksisformer. 

Turismeerhvervet er i transition lokalt, regionalt og nationalt med fokus på at vende 

nedadgående vækstkurver hurtigt. Under dette fokus forsvinder opmærksomheden 

fra fritidsturisten idet han sammenlignet med erhvervsturisten ikke lægger nær så 

mange penge i byen. Fritidsturisten inviteres stadig, men på baggrund af en 

funktionalistisk forståelse af hans motiver. Turisten vil shoppe, lyder det. 

Problemet ved at betragte turister som en økonomisk ressource er at turistudbuddet 

bliver derefter. Vores målgruppe inden for fritidsturisten søger forbindelser til stedet, 

95 Kahane 2007 

104


der rækker ud over, hvad turismeaktørerne i dag kan tilbyde. De søger forbindelser 

til Aarhus igennem ikke-‐spektakulære, hverdagslignende situationer, hvor mødet 

med andre mennesker for dem giver et dybere indblik i destinationen. 

Dette er den lokale dog ikke i stand til at imødekomme; han er ubevidst om sin egen 

rolle som deltager i turismen for han italesættes ikke som en aktiv aktør af industrien. 

Vi har søgt aktører, der kunne hjælpe os med at ændre disse forudsætningerne, men 

er blevet opmærksomme på at hvis vi skal afvikle anomalien for vores målgruppe og 

gøre det vores effektuelle midler tillader os, må vi søge andre indgangsvinkler. Dette 

gør vi ved at lukke processen yderligere op for et bredere udsnit af arenaen. 

Turismen skabes ikke blot af de strategiske aktørers forudsætninger. Vi må sluge 

vores egen medicin og lukke op for en mere holistisk indgangsvinkel til at afvikle 

anomalien. For at skabe forandringer for vores målgruppe må vi gå fra at betragte 

turismen traditionelt og i stedet italesætte værtskabet ud fra antagelsen om at vi alle 

har et ansvar for at tage i mod byens besøgende; et behov alle gæster oplever uanset 

om de er erhvervsturister eller fritidsgæster. 

105


Intermezzo 

I de foregående faser er vi gået fra personlige, oplevede disharmonier til en bredere 

og skarpere forståelse af feltet, vi skal intervenere i. Vi har undret os, undersøgt, 

stillet spørgsmål, og samtidig integreret os, deltaget og forstået. Vi blevet klogere på 

den nuværende style mellem de strategiske aktører, turist og lokal og er samtidig 

kommet nærmere en forståelse af hvad og hvem det er vi skal designe for og hvorfor. 

I den tredje projektfase tager vi disse personlige og faglige og empiriske erfaringer 

med os over i en transcenderende fase, hvori vi designer designprocessen omkring 

det vi nu ved om turisters og den lokales koordinerede praksisformer 96 ; samt mulige 

rekonfigureringer af Local Travel og Værtskabet. 97 Særligt værtskabet er afgørende 

for tredje projektfase, som ender i et koncept – starten på vores produkt. 

96 jf. afsnit 2.2; samt 3.2.2 

97 Jf. afsnit 3.2.3 

106


IV. TREDJE PROJEKTFASE – INTERAKTION 

I denne tredje projektfase sætter vi turismens aktørniveauer i stævne i et 

workshopforløb. Workshoppen tager over, hvor den oplukkende empirigenererende 

fase slutter, eller rettere overlapper disse hinanden: Vi anvender workshoppen som 

kvalitativ metode til at arbejde med overgangen fra empiriindsamlingen til et 

konceptuelt fundament for interventionen og workshoppen udgør således både 

empiri til interventionen og en del af interventionen. 

Vi lægger i dette kapitel ud med en redegørelse for workshoppens rolle som 

indholdsmæssig og processuel ’tragt’ set i lyset af tidligere og efterfølgende 

projektfaser. Dernæst forklarer vi, hvordan og med hvilke overvejelser vi har 

inddraget feltets aktører som deltagere i et workshopforløb. Herunder redegør vi for 

valget om at appropriere teknikken designcollaboratoriet og future workshop-‐ 

metoden som skabelse af et tredje rum under vores krav om en anerkendende proces. 

Herefter redegør vi for og analyserer resultaterne af det konkrete workshopforløb – 

første og anden workshop respektiv. Hver workshop beskrives igennem de enkelte 

øvelsers rolle i forhold til det overordnede formål, det indholdsmæssige output samt 

procesrefleksioner. Til forskel fra de forrige kapitler vil vi reflektere undervejs, fordi 

workshoppens opbygning kræver, at vi må bygge den anden workshop på læringer 

fra den første. 

4.1 Workshopforløbets rolle -‐ overgang mellem ’nu’ og ’efter’ 

Vores analyser af interaktionen med problemhaverne viste et gab mellem 

fritidsturistens kulturelle strategier og de strategiske aktørers funktionelle 

perspektiv. Dette skyldes blandt andet at de strategiske aktørers 

eksistensberettigelse ligger hos destinationens økonomiske mål snarere end i 

turistens oplevelse. Vores analyser viste også at aktørerne (endnu) ikke samarbejder 

omkring turismen. Da de strategiske turismeaktørers praksisformer ikke involverer 

borgeren, så vi ’værtskabet’ som en mulighed for både at artikulere turistens behov 

og kulturelle strategier i turismen. Vi ønsker at påvirke den funktionalistiske 

indstilling i branchen; ikke dermed sagt at de skal skifte strategi fundamentalt og at 

107


fritidsturisten skal være hovedsegmentet, men branchen vil kunne bruge erkendelsen 

om turistens kulturelle strategier bæredygtigt i udviklingen af oplevelsesprodukter. 

Vi har således stadig et ønske om at bedrive historisk disclosing ved at påvirke det 

strategiske mindset. 

Det netværk vi har skabt igennem forrige projektfase repræsenterer en omfattende 

ressource af viden om Aarhusturismen; en ressource der på grund af forskellige 

oplevelser af turismen kan anvendes konstruktivt i projektet. 

Under ønsket om transformation og historisk disclosing har workshopforløbet tre 

overordnede og tæt knyttede formål. For det første skal workshopforløbet samle 

trådene og erkendelserne fra de forrige projektfaser: Vi sætter turismens aktører i 

stævne, strateger såvel som turister, turismeerhverv såvel som lokale. Workshoppen 

anvendes til at bringe indhold frem via processer igennem tematiseringen Værtskab 

og Relationer. Med ønsket om at bedrive historisk disclosing ønsker vi få aktørernes 

konsensus om en anomali der rækker ud over relationen mellem turist og lokal: En 

anomali vi på baggrund af vores analyser mener har rødder i både de strategiske 

aktørers indbyrdes forhold samt deres diskursive praksisser, der når ud til både lokal 

og turist . 

Det andet formål er at lade den sociale verdens aktører på forskellige niveauer 

gennemgå en proces sammen for derved at rykke på deres oprindelige antagelser om 

turismen sammen og det er netop de forrige projektfaser, der legitimerer og sætter 

rammerne for denne udvikling. I workshoppen kan vi lade anomaliens berørte parter 

være medskabere af overgangen fra ’nu’ til ’efter’. 

For det tredje skal workshopforløbet manifestere sig i et fysisk grundlag i form af et 

eller flere konkrete forslag til et koncept, der indeholder et værdigrundlag samt en 

fremgangsmåde for afvikling af problematikken, konceptet er en løsning på. 

Workshoppen en arbejdsmetode, der giver rum for at arbejde koncentreret og 

praktisk med løsningen af en specifik opgave i en afgrænset periode. 

Med effektueringslogikken ønsker vi ikke på forhånd at låse os fast på et defineret 

mål for workshoppen. I stedet ønsker vi at åbne op og lade de samlede midler og 

108


processen definere målet. Med inspiration fra Kahanes anerkendende tilgang vil vi 

sætte aktørerne i stævne i en direkte dialog og lade dem bruge deres effektuelle 

midler til at oplukke for ’the current reality’. 98 Samtidig sætter vi rammer for dialog 

aktørerne imellem, så de alle er deltagere i øjenhøjde, hvor strategisk og faglig 

erfaring samt praktisk og personlig erfaring er lige værdifuldt. Igennem workshoppen 

bliver problemhaverne således medproducenter af det nye designkoncept for en ny 

virkelighed – og deres egen virkelighed. Således er workshoppens rolle at samle en 

række forskellige problemhavere med forskellige perspektiver med formålet om at 

skabe et involverende forløb og etablere en anomali og afvikle den i fællesskab og 

derefter se, hvem der committer sig. Vi skal arbejde med værtskab og relationer – 

sammen – og praktisk skabe muligheder. 

Workshoppens ambitiøse og komplekse formål om både at skabe et fælles ’nu’ og et 

’efter’ bevirker, at vi opdeler arbejdet i to sekvenser. Første workshops formål er at 

etablere en række fælles oplevede problemer og derigennem også etablere et 

fællesskab omkring ansvaret for disse. Altså en etablering af et fælles ’nu’, aktørerne 

kan flytte sig fra sammen. Anden workshop tager over hvor den første stopper ved at 

lade deltagerne indgå i kreativ dialog og idegenerering om, hvordan vores fælles 

problematikker kan løses. 

4.1.1 Overvejelser omkring Inddragelse af Aktører 

Den konkrete designkontekst fordrer nu at vi ser ud over den enkelte institution og 

dens medarbejder og kunder. For det første fordi processen har vist at anomalien kan 

spores på flere niveauer og er delt af institutioner såvel som enkelt-‐/privatpersoner. 

For det andet fordi vi ikke har fornemmet reelt engagement eller fået et reelt buy-‐in 

hos de strategiske aktører. Og for det tredje fordi vi – med tanke for vores oplevede 

disharmonier – ikke har set et individuelt mulighedsrum ved at vælge blot én af dem. 

Vores workshop bliver derfor sammensat i overensstemmelse hermed og på tværs af 

fagligheder (VisitAarhus, Kommune, Sekretariatet, turisterhverv Aarhus hostel City 

Sleep-In, og ikke-‐traditionelt turisterhverv, Fairbar) funktioner (strateger, taktikere, 

98 Kahane: 2007: 129 

109


’udøvere’), og værdifællesskaber (økonomisk, social, kulturel). Denne 

sammensætning er således ikke arbitrær: Den afspejler vores midler i kraft af vores 

netværk og viden fra de to forrige projektfaser. 

Diversiteten i netværket er kimen til innovation. Verwijnen taler i hans artikel The 

Creative City’s New Field Condition (1999) om nye og netværksinspirerede metoder, 

hvor der etableres en dialog mellem byplanlæggere og beboere ud fra filosofien om at 

”The production of culture cannot be divorced from the processes of work and forms of 

organisation (…)”. 99 Her anlægges et kulturelt perspektiv på en udfordring, der 

traditionelt løses teknokratisk og bureaukratisk. Vi følger Verwijnens eksempel på 

vores situation og felt: Designcollaboratoriet (DC) er en multidimensionel 

sammensætning af aktørniveauer og blandt andet derfor tror vi på, at DC er det 

rigtige forum at arbejde med anomalien i, fordi det også handler om at aktører fra 

forskellige niveauer af turismen kan lære af hinanden. 

Vi kan ikke vide om det er de ’rigtige’ mennesker vi har inviteret 100 , men det er heller 

ikke målet. Sammensætningen er resultatet af vores proces og et valg baseret herpå 

og vil på samme vis have en unik indflydelse på processen og det outcome, der følger, 

hvilket vi må være refleksive omkring. 

4.1.2 Deltagerne 

Det er håbet at vi kan skabe (nye forudsætninger for) nye måder at tale sammen på 

og at dette kan smitte af på den kultur, vi ønsker at påvirke med vores 

specialeprojekt. 

Til vores workshopforløb har vi inviteret et bredt udsnit af aktørniveauer der 

arbejder med, interesserer sig for og er en del af turismen. Flere af deltagerne 

fungerede som informanter i forrige projektfase. Disse udviste interesse for at indgå i 

processen de vi udfordrede deres antagelser omkring anomalien og har således lyttet 

til vores vinkel. I denne del af processen indgår aktørerne i højere grad som 

ressourcepersoner i kraft af deres forskellige fagligheder, interesser eller særlige 

vinkler på anomalien og feltet omkring som her præsenteres. 

99 Verwijnen: 1999:33 

100 Bilag 4.a Invitation til workshopforløb 

110


Jesper Lieberknecht fra Borgmesterens Kontor i Kommunen deltager med sin faglige 

tilknytning til Brandingudvalget omkring den nye brandstrategi for Aarhus, der både 

skal ramme turist/gæst og lokal/borger. Nikolaj Sørensen fra Sekretariatet deltager 

med sin organisations ønske om at finde en særlig måde at håndtere turismen 

(igennem netværk), som kan medvirke til at byens identitet udvikles. Kristian Rødbro 

fra VisitAarhus deltager med et særligt fokus på konferencegæsten som Aarhus-‐ 

turismens fremtid. 

Udover disse aktører fra den forrige proces, valgte vi at inddrage andre aktører med 

turismerelateret beskæftigelse, først og fremmest af hensyn til at åbne processen for 

nye mulige commitments på baggrund af den forrige fases erkendelser omkring hvem 

der har magt til at handle. Pablo Henningsen er bestyrer af Aarhus-‐hostel City Sleep-‐ 

In og deltager med baggrund i sin taktiske og praktiske erfaring med turisme og 

værtskab. Peter Munk Povlsen er driftsleder af Fairbar og deltager med sin taktiske 

og praktiske erfaring med initiativer bygget på social bæredygtighed, økologi og 

frivillighed. Vi kender City Sleep-‐In og Fairbar fra tidligere, faglige sammenhænge. Da 

disse aktører arbejder med turisme og værtskab på et mere praktisk niveau og synes 

vores problemstilling er spændende, inddrager vi dem i processen for at udvide 

midlerne og mulighedsrummet. 

Desuden deltager Michael Allermann fra Kommunen. 101 Han udarbejder bl.a. VAs 

resultatkontrakt og deltager med sin økonomiske vinkel på Aarhus-‐turismens 

målkriterier. 

Ligeledes inddrager vi folk i rollerne som turist og lokal. Svenskeren Jesper 

Henriksson er studerende på Arkitektskolen i Aarhus, har boet i Aarhus i halvandet år 

og deltager især med sin erfaring som rejsende og gæst i byen. Sidsel Freja Birk Trads 

deltager med sine erfaringer som turist i verden og som aarhusianer. 102 Jonas Sindal 

deltager som aarhusiansk privatperson, turist og tilnærmelsesvist som modstander af 

tanken om at tjene penge på turisme. Villads Claes Olesen deltager i kraft af sin 

erfaring som couch surfer 103 og som grundlægger af det frivillige initiativ 

101 Michael Allerman inddrages i workshoppen ved et halvt tilfælde, da Jesper Lieberknecht inviterede 

ham med. 

102 Peter Povlsen, Jesper Henriksson og Sidsel Trads udeblev desværre fra workshop 2 

103 www.couchsurfing.org 

111


Skarresøforeningen med en særlig vinkel på at transcendere unges fritidsrutiner og 

forhold til arbejde; en vinkel vi vurderede som relevant for workshoppens formål. 

Det skal pointeres at vi – Thea og Lisa -‐ selv er problemhavere af anomalien. Det er 

igennem vores undren og undersøgelser, vores integration og deltagelse i feltet at vi 

kan forstå og spotte disharmonierne med henblik på at få aktørerne til at udvikle sig 

og transformere deres måde at erfare på og handle i verden. Lige så relevant som at 

lade aktørerne deltage i workshoppen er, at vi deltager i workshopforløbet -‐ dog også 

som facilitatorer af processen. Vi superviserer workshopforløbet med fokus på 

processens form og indhold, så (grundlaget for) den ønskede transformation kan 

finde sted. Foruden at deltage på samme må vi altså have blik for at styre 

dialogprocesser. 

For at øve os selv i dette gennemførte vi forud for workshopforløbet en 

pilotworkshop med en gruppe medstuderende for at afprøve workshoppens øvelser 

og egne evner som facilitatorer af en proces og appreciativ samtaleform, hvilket gav 

nogle væsentlige justeringer til programmet og læringer. 104 Under det egentlige 

workshopforløb lader vi en medstuderende observere vores adfærd som 

procesfacilitatorer. Dette bidrager både til småjusteringer halvvejs igennem hvert 

program og til vigtige procesevalueringer efter de to workshops. 105 

Én ting er at samle mennesker. En anden ting er at skabe de rette rammer og det rette 

forløb således at vidensudveksling og idégenerering kan blomstre og vi kan flytte folk. 

4.2 Metode: Designcollaboratoriet møder Future Workshop 

Til workshoppen har vi approprieret den brugerinddragende designmetode 

Designcollaboratoriet 106 så den opfylder vores krav om en appreciativ proces. 

Designcollaboratoriet (DC) er en metode til at skabe en dialog mellem kunde/ejer, 

bruger, teknologisk designer og andre ”relevante” ressourcepersoner for en æstetisk 

og funktionel udvikling af et givent produkt eller teknologi. Metoden anerkender, at et 

104 Bilag 4.b: Pilotworkshop refleksioner 

105 Bilag 4.c: Observatørnoter 

106 Buur, J. og Bødker, S. (2000): From Usability Lab to “Design Collaboratorium” in Reframing Usability 

Practice. ACM, New York 

112


produkt ikke kun har én enkelt målgruppe og at både tekniske, økonomiske og 

brugsmæssige krav må imødekommes på en måde, hvor parterne mødes om 

designudfordringen og designløsningen sker i en dialog mellem interessenterne, 

”problemhaverne”. 

Den underliggende designmetode bag workshopforløbet er future workshop 107 som 

er en metode for deltagende social og organisatorisk udvikling, der kan approprieres 

på design af sociale interventioner som vores. Målet med future workshop i sin 

generiske form er, at fremtidige interessenter klargør fælles udfordringer i deres 

nuværende situation, skaber visioner om fremtiden og diskuterer, hvordan disse 

visioner kan realiseres. Dette sker over workshoppens tre faser -‐ critique, fantasy og 

implementering – som igennem en række forskellige teknikker gradvist opbygger en 

overgang fra ’nu’ til ’efter’. 

Metoden kan approprieres over vores workshopforløb og skabe de praktiske rammer 

for dialog med og imellem feltets aktører, hvor vi sammen kan italesætte den 

eksisterende style. På første workshop skabes et fælles afsæt igennem en række 

fælles problematikker (critique). På anden workshop skabes en fælles vision om 

fremtiden (fantasy) igennem en idegenereringsproces og startskuddet på 

interventionens forankring (implementation), som forløber videre over den 

efterfølgende, fjerde projektfase. 

4.2.1 ”Værtskabet” som tredje rum for forskellige domæner 

Værtskabet anvendes som transcenderende metafor i workshopforløbet, dvs. et 

begreb der kan oplukke turismen som begreb og transcendere de nuværende 

praksisformer. I værtskabet ligger en forudsætning om både en vært og en gæst. Og 

disse begreber konnoterer andre betydninger end de stereotype betydninger, der er 

tilknyttet især turist-‐begrebet. 108 Værtskabet som transcenderende metafor for 

turismen fungerer som en blanding af artikulering, rekonfigurering og 

107 Löwgren et al.: 2007:70-‐71 

108 jf afsnit 3.2.2 Mindset 

113


krydsappropriering. 109 Artikulering, fordi alle niveauer i det disclosive space – 

aktører, erhverv og private – implicit oplever eller varetager værtskab, men kernen i 

dette begreb synes at være utydelig og vi vil nu eksplicitere denne. Rekonfigurering, 

fordi værtskab allerede varetages hos enkelte af aktørerne i Aarhus-‐turismen som 

disclosive space og vi ønsker at gøre denne praksis dominerende. 

Krydsappropriering, fordi værtskabspraksisser ikke opstår naturligt, når vi tænker 

den lokale som en væsentlig del af feltet. Værtskab kan overføres fra hjemmet som 

disclosive space til Aarhus-‐turismen som disclosive space og dermed fungere som 

praksisform. De tre redskaber har alle en vis relevans i forhold til at Værtskabets 

anvendelig til at oplukke feltet og vi vil således ikke diskutere disses prioritering her. 

Værtskabet som praksisform kan dermed anvendes, når vi arbejder med at forandre 

Aarhus-‐turismens style med fokus på relationer. ”Værtskab og Relationer – en 

gentænkning af turismeudbuddet i Aarhus” bliver således overskriften for 

workshoppen. 110 

Pointen skal her være at vi kan anvende redskaberne når vi senere skal 

konceptualisere interventionen: Vi ser begrebet Værtskab som transcenderende 

værktøj og derfor anvendelig til at ændre aktørernes rutinemæssige måde at tilgå 

turisme på, da begrebet tydeliggør både gæstens behov men også Aarhus’ aktørers – 

det samlede værtskabs – ansvar for at imødekomme gæsten. Ved at sætte aktørerne 

over for at gentænke værtskabet, skaber vi et tredje rum mellem flere domæner for at 

forandre den måde, hvorpå aktørerne i turismefeltet anskuer og handler på relationer 

– et rum for historisk disclosing. 

4.3 Workshopforløb 

I følgende beskrives det konkrete workshopforløb igennem de enkelte øvelsernes 

rolle i forhold til det overordnede formål og indholdsmæssige output, der 

henholdsvis definerer grundlaget for anden workshop og det konceptuelle grundlag. 

Imellem de to workshops laver vi en mellemregning. Her reflekterer vi over 

workshop 1 for at opøve vores evner som designere, så workshop 2 kan designes med 

109 Spinoza et. al: 1997: 24-‐28 

110 Bilag 4.a invitation til workshop forløb 

114


vores nye læringer for øje. Afslutningsvis laver vi en samlet procesrefleksion over 

workshopforløbet. 

4.3.1 Workshop 1 – oplukning af problematikker og muligheder 

Denne oplukkende del af workshopforløbet har til formål at nå 360 grader rundt om 

vores overordnede tema (relationer og værtskab), ved igennem forskellige øvelser at 

få belyst problemstillinger, værdier, mindsets og begreber der knytter sig hertil. 

Desuden er det visionen at få deltagerne til at gå fra en række Jeg’er (en række 

oplevede disharmonier) til et fælles Vi, ved at de i samarbejde har fået belyst det felt 

de alle på forskellig vis agerer i. 

Vi finder ingen løsninger og gør det klart for workshopdeltagerne at dette heller ikke 

er hensigten med denne første del af workshoppen. Første workshop består af et 

forløb med en intro, tre øvelser og en outro. De tre øvelser vil blive beskrevet 

nedenfor med udgangspunkt i det bagvedliggende teorigrundlag (jf. I. Videnskabelig 

tilgang og metode). Desuden kan workshoppens forløb følges i Bilag 4.d. : Workshop 1 

forløb. 

Første øvelse: Husker du? (why-why-why) 

Som omdrejningspunkt for vores disclosive space kredser vi om relationen mellem 

turist og lokal og den præmis at vi alle undertiden indtager begge roller. Vores 

workshopdeltagere repræsenterer som beskrevet tidligere et bredt aktørniveau af 

strateger, taktikere og ’udøvere’ og har derfor vidt forskellige dagsordner og 

motivationer for deres ageren inden for arenaen. Ved at fremhæve pointen om at vi 

alle er turister (og dermed sammen kan tale om de personlige motivationer der 

driver turisten), fremhæver vi også pointen i at vi alle er privatpersoner – ligegyldigt 

hvilket niveau man ”til dagligt” befinder sig på. Første og indledende øvelse har vi 

derfor døbt ”husker du” og er bygget op omkring deltagernes personlige feriefotos. 

Som en utraditionel præsentationsleg skal deltagerne – ud fra deres selvvalgte foto – 

beskrive hvad der for dem udgør den gode rejse og hvorfor. Vi vil undervejs guide 

115


deltagerne dybere ned i deres rejseoplevelser igennem teknikken why-‐why-‐why 111 . 

Denne teknik er et simpelt redskab, der som navnet antyder, får den udspurgte til at 

reflektere over sine umiddelbare svar, ved gentagne gange at stille ham spørgsmålet 

”hvorfor”. Øvelsens formål er således at skabe udgangspunktet for en fælles forståelse 

for hvad der har værdi for turisten. 

Første øvelse belyser og understreger vores anomali omhandlende paradokset i at 

turistindustrien fokuserer på fyrtårne og seværdighedsturisme, når turisten ikke 

antager denne form for sightseeing som det vigtigste og mest givende ved at rejse. 

Ingen af de medbragte fotos forestiller etablerede og kendte turistsites, men er 

derimod billeder af personlige oplevelser, finurlige detaljer og overraskende 

situationer. Desuden får vi opridset en række forskellige turistroller som deltagerne 

hver især indtager når de rejser 112 og motivationsfaktorer som udgør rejsens kerne: 

• Rejse som et rum for personlig udvikling 

• Rejse som kontakt med fremmede 

• Rejse som at opleve noget nyt på sin vej 

• Rejsen som at være en del af ’den andens’ hverdag 

• Rejse som et indblik i ’den andens’ hverdag 

• Rejse som anti-‐dagligdag og som leven-‐i-‐nuet 

• Rejsen som et statement 

• Rejse som uddannelse eller læring – en indre rejse 

• Rejse som noget der sker undervejs 

• Rejse som en personlig udfordring 

• Rejse som styrkelse af relationer 

Deltagerne får igennem øvelsen italesat og reflekteret over at der findes mange 

måder at rejse på og mange forskellige motivationer – og dermed også mange måder 

at tænke i målgrupper på. Øvelse 1 var dermed især henvendt de strategiske aktører, 

der til dagligt arbejder med målgrupper og segmentering på en anden måde end den 

111 Löwgren et al.: 2007:67 ff 

112 Op.cit. 

116


vi præsenterer dem for her. Det er bemærkelsesværdigt hvor meget deltagernes 

rejsemotivationer ligger i tråd med de kulturelle strategier, samt hvordan de befinder 

sig inden for det postmoderne, fortolkende paradigme 113 , hvor forbrug er midlet til 

nye mål. 

Anden øvelse: Mind Game 

For at udvide og udfordre de enkelte deltageres og vores egen opfattelse af 

begreberne, bliver øvelsen designet som mind maps i tre omgange med de tre 

begreber som nøgleord. 114 Et mind map er et diagram der viser ord, ideer, opgaver 

eller andre aspekter der kan linkes til og arrangeres omkring ét centralt ord eller én 

central ide. Det kan bruges til at generere, visualisere, og artikulere ideer – og er 

derfor anvendelig i denne sammenhæng. 

Ved at bygge videre på egne og andres tankerækker i mind mappen, er pointen, at vi 

sammen skal åbne op for alternative tematikker, værtsforståelser og praksisser end 

dem, der i dag eksisterer i turismekontekst, men uden at tale om værtskabet i turisme 

eller deltagernes værtsroller direkte. Vi ønsker at forstå og undersøge begreberne i 

deres oprindelige betydning. 

Holdet bliver i denne øvelse inddelt i to grupper 115 med mest mulig spredning af de 

forskellige midler og vinkler på turismens niveauer og bliver fysisk adskilt. De bliver i 

de to grupper indtil opsamlingen i slutningen af workshoppen. Dette gør vi både for 

at opnå et nuanceret output og for at skabe de bedste betingelser for diskussionerne, 

som vi i pilotworkshoppen oplevede i en større gruppe: I små grupper på fire er det 

nemmere for alle at byde ind end i grupper på otte. 

Øvelse 2, Mind Game, generer en række tematikker der går igen hos begge grupper. 

Særligt interessant er det at begge mindmaps under både henholdsvis Gæst og Vært 

kommer til at handle om ulige magtforhold, forventninger, normer og reproducerende 

rolleopfattelser. Tematikker som vi også selv har været inde på i forbindelse med 

vores disharmonier og som vi også debatterede i vores interaktion med verden får vi 

113 Jf afsnit 1.1.2 Paradigmeskift: Fra klassisk perspektiv til fortolkende perspektiv 

114 Bilag 4.e Mindgame Brainstorms 

115 Lisas hold: Kristian Rødbro, Jonas Sindal, Villads Olesen, Peter Povlsen og Michael Allerman. Theas 

hold: Jesper Henriksson, Sidsel Trads, Pablo Henningsen, Nikolaj Sørensen og Jesper Lieberknecht. 

117


her yderligt kvalificeret som værende vigtige parametre i relationen mellem gæst og 

vært/ turist og lokal. 

Brainstormen over relation er præget af ord som interessefællesskab, gensidighed og 

netværk og får deltagerne til at stille en række udtalte spørgsmål og statements til de 

netop foretagne mindmaps. Skønt listen nedenfor er et udpluk, 116 opsummerer den 

meget godt den summen, der foregik på de to hold. 

• ”Relationer ER gæstens oplevelse” 

• ”Kan relationen være turistmålet?” 

• ”Magtfællesskab, hvem er øverst og nederst? – kan man ikke lære af hinanden?” 

• ”Relationer kan både være værdifulde og forkerte” 

• ”Der skal være motivation for at skabe og bibeholde relation” 

• ”Relationer kan være både mål og middel” 

I oplukningen af begrebet relationer får vi nuanceret den analyse vi allerede har med 

os fra feltstudiet i relationsturisme. Det er interessant at bide mærke i at deltagerne 

mener at relationer ER gæstens oplevelse. Det virker til at vi har fået deres øjne op for 

mulighederne i at designe for relationer i en turismekontekst. Med disse erkendelser 

står det klart at vi i kraft af vores forskellige perspektiver som turismeaktører, 

turister, værter og gæster kan hjælpe hinanden med at belyse både oversete og helt 

nye vinkler på de tematikker vi som facilitatorer har valgt at arbejde med. 

Tredje øvelse: Individuelle udfordringer og fælles problematikker 

På indeværende tidspunkt i processen har vi fået etableret et fælles udgangspunkt: Vi 

har talt om værdi fra turistens vinkel og fået et bredt indblik i hinandens forståelse af 

begreberne gæst, vært og relationer. Denne øvelses rolle er at skabe et fysisk bevis 

for dette fælles udgangspunkt i en række italesættelser af turismens problematikker 

(critique), som der skal arbejdes videre med i anden workshop (fantasy). Øvelsen vil 

blive præsenteret som en brainstorm, en teknik, der består af tre skridt: 1) en gruppe 

116 Bilag 4.f Referat Workshop 1 

118


mennesker, 2) genererer ’ideer’ uden kritik eller vurdering, 3) og ideerne 

struktureres for at gøre dem anvendelige. 117 

Deltagerne skal her arbejde ud fra en mere udtalt individuel vinkel. De bliver bedt om 

hver især at beskrive turismens store udfordringer med baggrund i deres faglige 

og/eller personlige oplevelser med turismen. Reglen er, at deltagerne skal lytte til 

hinandens oplevede udfordringer undervejs uden at skyde dem ned som irrelevante. 

Vi fastslår at udfordringer af alle slags skal på banen på dette tidspunkt af 

workshoppen. Det er ikke lavpraktisk at tænke småt, ligesom det ikke er langhåret at 

tænke stort. Udfordringerne bliver nedskrevet på post-‐its og sat på en tavle. 

Øvelsens anden del bliver en organisering af disse, hvor deltagerne grupperer egne og 

andres udfordringer i sammenhængende, tematiske, fælles problematikker med 

dertilhørende overskrifter. 

Øvelse 3 har ligeledes denne videns-‐ og erfaringsdeling for øje, idet den giver 

deltagerne mulighed for at komme på banen med deres personlige mærkesager og 

udfordringer. De forskellige problematikker bevæger sig ind og ud af Aarhus og 

forholder sig til det lokale såvel som det globale niveau. Dog er tendensen at 

deltagerne oplever de fleste af udfordringer i Aarhus, hvilket kommer til at præge 

tredje øvelses output. I øvelse 3 får vi, i fællesskab, formuleret seks nye anomalier der 

på forskellig vis er resultatet af vores indledende og framende overskrift Værtskab & 

Relationer, samt gruppens samlede og effektuerende bidrag til diskussionen. 118 

Afslutning af workshop 1 

Workshoppen bliver afrundet med en fælles præsentation af holdenes arbejde ud fra 

de indrammende problematikker, hvorefter vi igen gør opmærksom på, at disse vil 

blive baggrunden for anden workshop, hvor vi skal arbejde kreativt og 

idegenererende med de fælles udformede problematikker. 

117 Löwgren et al.: 2007:71-‐73 

118 Se de seks anomalier i bilag 4.g Værktøj: Problematikker fra workshop 1 i den form vi efterfølgende 

har sat dem op i og som dannede rammen for workshop 2 

119


Procesrefleksion 

Figur 14: Resultatet af sidste øvelse i workshop 1 

Den første workshop giver os en række processuelle læringer om, hvordan man kan 

skabe rammer for flow og for erkendelsesprocesser, samt en række indholdsmæssige 

læringer og analytiske greb til det fortsatte arbejde med feltet. 119 Foruden en intern 

evaluering foretager vi feedback. 120 

Efter workshop 1 træffer vi beslutningen om at ændre gruppesammensætningen; 

tidligere kendte vi personerne i kraft af deres profession, men ikke som gruppe. 

Under første workshop fungerede især den ene gruppe ikke optimalt, da et par af 

gruppemedlemmerne dominerede samtalen. Vi må tage højde for gruppedynamikken 

på workshop 2, for at skabe rammerne for en åben dialog, hvor deltagerne uden 

betænkeligheder kan tale frit fra hjertet. 

Kombinationen af vores egen rolle som både facilitatorer af processen og som 

deltagere i processen på niveau med de andre, har været en svær balancegang. Som 

facilitatorer har vi haft fokus på at komme igennem opgaverne som de er planlagt, for 

at sikre det flow og den indholdsmæssige opbygning, vi på forhånd har udtænkt. I 

119 4.f Referat workshop 1 

120 Bilag 4.h : Feedback fra deltagerne 

120


praksis reagerer vi med en anelse frustration på ”afsporede” diskussioner under 

øvelserne. I retrospektiv må vi erkende at grunden til at vi anså disse diskussioner 

som afsporede, meget vel bunder i at vi satte vores egen sandhed først – vores nøje 

udtænkte plan. Derfor reagerede vi i situationen enten ved til tider at lytte på en 

lukket måde og efter, hvad vi selv mener er rigtigt og forkert 121 -‐ eller ved at henvise 

til opgaven og dermed vurdere frem for at observere. 122 

Vi erkender nu vigtigheden i at holde os den enkelte øvelses (primære) formål for øje, 

lytte til og reflektere over, hvad der sker – og om nødvendigt ændre på øvelsen i 

situationen. Vi vil derfor indtage mindre processtyrende og mere deltagende roller på 

workshop 2. Vi minder os selv om at vi er aktive entrepreneurer, der også er 

parthavere af problemet. Vi beslutter os for at være mere bevidste om at lytte mere til 

de andre parthavere end at sørge for at de løser opgaven ”rigtigt”. Vores grundlag for 

at intervenere entrepreneurielt skal ikke være en fascistisk styret proces, men en 

proces, der er åben for input og hvor vi også selv må og bør komme med input. 

4.3.2 Workshop 2 – idégenerering 

Workshoppens 123 konkrete forløb skal give deltagerne en fornemmelse af kontinuitet 

og genkendelse, idet vi stadig ønsker at arbejde med udviklingen fra mig til os. Men 

anden workshop skal også være en anden oplevelse end den første. Hvor første 

workshop var oplukkende, skal denne workshop være nedlukkende. Energien i 

rummet og blandt deltagerne skal fra starten skydes i gang så ingen er i tvivl om at vi 

i de næste to timer skal tænke i konkrete, visionære og innovative løsningsforslag på 

de problematikker vi sammen har italesat. 

Workshop 2 har til opgave at samle trådene i et idégenererende forløb og fungerer 

som en nedlukkende del af processen. Outputtet vil derfor være et eller flere 

konceptforslag (fantasy) som kan være starten på interventionens forankring i 

verden. De tråde der skal samles, stammer ikke blot fra første workshops 

problematikker og indsigter. Ligesom de resterende deltagere bringer deres erfaring 

121 Kahane 2007:77 

122 Ibid.109 

123 Bilag 4.i Lydfiler over workshopforløbet 

121


og viden ind i dette tredje rum, gør vi det også i form af overvejelser og analyser af 

kvalitative data fra feltstudiet og fokusgruppeinterviewene. 

Som en konsekvens af workshop 1’s svingende succes i forhold til de to grupperinger 

vi arbejdede i, danner vi to nye grupper. 124 

Workshoppen består af en fælles introduktion med en opsamling fra sidste 

workshops pointer, tre øvelser i grupper og en fælles evaluering. De enkelte øvelser 

vil nu blive præsenteret. 

Første øvelse: Udvælgelse af problematik 

I workshop 2’s første øvelse bliver deltagerne præsenteret for de problematikker 

(anomalier) som workshop 1 blev sluttet af med. Problematikkerne bliver 

præsenteret for deltagerne i form af seks forskelligt farvede papkort. 125 De to grupper 

skal blive enige om en problematik de vil arbejde videre med i idéudviklingsfasen. 

Dette har to formål, at lade: 

1) deltagerne huske på resultaterne fra sidst og vise dem at vi har lyttet til dem, samt 

2) dem sortere efter interesse: hvad brænder jeg som person og vi som gruppe for. 

Fremgangsmåden for første øvelse bliver: summen – diskussion – valg af problematik. 

Gældende for begge grupper er det at de vælger den problematik der generelt dækker 

de enkelte personers mærkesager bedst. Gruppe 1 vælger ”Aarhus som turistby-‐ 

problematikken”. Gruppe 2 vælger at kombinere to kort ”styring vs. Autenticitets-‐ 

problematikken” samt ”kendskabsgradsproblematikken”. 126 

Anden øvelse: Dogmekort og idégenerering 

Med den udvalgte problematik tager grupperne nu hul på idégenereringsprocessen. 

Til denne kreative proces har vi udviklet et sæt ”dogmekort”, som på forskellig vis 

bygger på de visioner og pointer vi undervejs i vores analyse af arenaen er kommet 

frem til – under feltstudie, anden projektfase og workshop 1. Kortene skal inspirere 

deltagerne til at krydsappropriere, rekonfigurere og artikulere for derigennem at 

124 Lisas hold: Pablo Henningsen, Villads Olesen, Jesper Lieberknecht og Michael Allerman 

Theas hold: Kristian Rødbro, Nikolaj Sørensen og Jonas Sindal 

125 Bilag 4.g Værktøj: Problematikker fra workshop 1 

126 Jf bilag. 4.g Værktøj: Problematikker fra workshop 1 

122


komme på nye idéer der kan ændre på de praksisformer der udgør den udvalgte 

problematik (anomali). Dogmekortene er ligeledes vores måde at dele den viden vi har 

produceret og de erkendelser vi har gjort os med de øvrige deltagere, så vi sammen 

kan indtænke disse i de forskellige konceptforslag. 

Konkret fungerer dogmekortene som spillekort der på skift bliver trukket. På 

bagsiden af kortet står for eksempel en idé der nedbryder intimsfæren (hentet fra 

analysen af dwelling, samt brainstormen af relationer under workshop 1). Gruppen 

skal ud fra det trukne dogmekort brainstorme på koncepter der både forholder sig til 

deres udvalgte problematik, samt til dogmekortet. De forskellige forslag skal skrives 

ned og det benyttede dogmekort vedhæftes. Øvelsen er tænkt som en ja og 

appreciativ øvelse og ideelt set vil alle deltagere på den måde være med i hver enkelt 

idé der bliver produceret – enten som ophavsmand eller som videreudvikler af den 

initiale idé. Derimod er øvelsen ikke tænkt som en færdigudvikling af de forskellige 

idéer, men nærmere som et (kvantitativt) oprids af muligheder som på tredje øvelse 

skal oprustes. 

I begge grupper bliver dogmekortene taget godt imod og mange af de initiale idéer 

opstår af inspiration fra kortene. Idéerne bliver produceret i en lind strøm og med få 

undtagelser er der flere af deltagerne der blander sig i hinandens konceptideer og 

videreudvikler på dem. 

Tredje øvelse: Oprustning af idé 

Vi vælger at lade de to grupper bytte idéer i den sidste øvelse. På den måde vil alle 

deltagere have lagt hånd på den eller de idéer der til slut vil udgøre afslutningen på 

workshoprækken og et bredere ansvar (og fællesskab) vil forhåbentlig gennemsyre 

koncepterne. 

Ud fra de nedskrevne konceptforslag skal den nye gruppe vælge den idé de finder 

mest interessant og optimere den ud fra parametrene vision, målgruppe og ressourcer, 

samt lave en handleplan for ting der skal ske før at idéen kan virkeliggøres. Til slut vil 

vi dermed stå med to ”vinderidéer” som vi efterfølgende skal vælge imellem, ved 

hjælp af vores effektuelle logik og yderligere optimering. 

123


Figur 15: Forløbet på Workshop 2 

Efter bytterunden udvælger grupperne hver ét konceptforslag 127 de vil opruste ved at 

omformulere, genopfinde og videreudvikle på det forslag den modsatte gruppe er 

kommet med: 

1) Remixing Aarhus: Besøgende kan designe deres eget postkort ved at tage et 

billede af et miljø i Aarhus og derefter indsætte den Kinesiske Mur, Eiffeltårnet 

eller et helt tredje ikke-‐aarhusiansk ikon i billedet. Konceptet er en ironisk 

kommentar til manglen på fysiske fyrtårne i Aarhus, som i stedet låner af 

verdens seværdigheder i en Aarhuskontekst. 128 

2) Jeg Har Køkken, Du Har Mad: Som en forhandling af skæve magtforhold 

tilknyttet gæst-‐ og værtsroller, skal gæsten være vært og værten være gæst. 

Med interkulturel dialog for øje føres turisten og den lokale sammen om et 

måltid. Turisten bestemmer opskriften for på den måde at vise en del af sin 

kultur og indtage den traditionelle værtsrolle -‐ og aarhusianeren lægger 

køkken til for på den måde at byde velkommen og opbygge et privat rum som 

turisten kan træde ind i. Sammen forbereder de maden. På den måde er alle 

givere og alle modtagere. 129 

De to endelige forslag er forskellige på flere måder men begge har et svar på 

anomaliens afvikling. Det ene er teknologitungt, det andet har fokus på det fysiske 

møde mellem turist og lokal. Det ene forholder sig til en gentænkning af 

127 Bilag 4.j for at se hvordan idéerne så ud inden oprustningen. 

128 Bilag 4.k beskriver processen bag konceptet Remixing Aarhus 

129 Bilag 4.l beskriver processen bag konceptet Jeg har køkken Du har mad 

124


fyrtårnsturisme, det andet er en direkte kommentar til gentænkningen af turismen i 

Aarhus via den sociale relation mellem turist og lokal. Begge forslag falder begge 

umiddelbart i god jord hos deltagerne men på trods heraf afslutter vi dagen uden at 

have fået et reelt buy-‐in på en samarbejdspartner, idet de alle har brug for et større 

overblik over det forløb vi forestiller os og de midler, vi har brug for. Vi vælger derfor 

at sende deltagerne hjem med et løfte om en opdatering på koncepterne. 

4.4 Valg af koncept 

Figur 16 : Ideerne præsenteres og diskuteres 

Begge forslag forholder sig på hver deres måde til vores disclosive space og begge 

stiller sig forhandlende til den praksis der udgør den style, vi ønsker at ændre. Men 

når det kommer til stykket er vi ikke i tvivl om at vi skal vælge Jeg Har Køkken, Du Har 

Mad. Det gør vi, fordi vi i dette koncept ser vores største effektuelle mulighedsrum, 

idet vi kan se idéen vokse ud fra de midler vi selv og vores nære netværk besidder. 

Desuden ser vi en portion af social bæredygtighed i tanken om at bringe turist og 

lokal sammen igennem en spisesituation hvor rollerne er vendt på hovedet, hvor det 

andet koncept er et humoristisk opgør med fyrtårnsturismen men ikke direkte giver 

et svar på nye relationer i turismen. Og endelig er idéen opstået i sammenspil mellem 

alle deltagere i workshopforløbet i højere grad end Remixing Aarhus, der opstod 

mere som en tilfældig ensporet idegenering end en egentlig oprustning af den anden 

gruppes idé. 130 

130 Bilag 4.k : Processen bag Remixing Aarhus 

125


4.5 Procesrefleksion 

Workshoprækken blev på mange måder kulminationen på vores interaktion med de 

forskellige niveauer af problemhavere der befinder sig i vores arena. Og vi havde 

store forventninger til forløbet. Ikke blot planlagde vi at udvikle idéen til vores 

endelige intervention i samarbejde med workshoppens deltagere. Vi ønskede også at 

lade deltagerne gennemgå en proces for derved at rykke på deres oprindelige 

antagelser om turismen sammen. Workshoprækken var derfor på forhånd udråbt til 

at være af stor betydning for hele specialeprojektet. Undervejs i udarbejdelsen af de 

enkelte øvelser og under selve workshopforløbet forsøgte vi derfor at skabe 

rammerne for at begge formål blev opfyldt. 

Men er det muligt at registrere transformation i løbet af en 2x2 timers workshop? Og 

er der i den tid mulighed for at gentænke turismen i Aarhus? Svaret må være både og. 

Vores timeantal har uden tvivl sat sine begrænsninger i forhold til vores vision og 

gjort det svært at nå det vi ville. I vores hast tabte vi muligvis nogle af deltagerne på 

gulvet. Vi blev nødt til at gå ud fra at deltagerne opfattede øvelsernes roller, første 

gang de fik dem forklaret, ligesom vi behandlede deltagerne som om de alle var 

”professionelle” workshopdeltagere. Tiden var knap og vi havde ikke planlagt at 

gentage ret mange pointer, selvom der ved bordet befandt sig folk, der aldrig har 

arbejdet med for eksempel metoden mindmapping. I retrospektiv kunne vi have 

skåret ind til benet og fjerne elementer der ikke var decideret relevante for helheden. 

Men i situationen var vi visionære og havde svært ved at skære fra, da vi så vigtige 

detaljer gå til spilde af den grund. Et paradoks, ser vi nu. 

Dog skal det nævnes, at den tid vi trods alt havde til rådighed blev brugt fuldt ud, idet 

øvelserne opfyldte deres formål om at sætte alle de aktører vi undervejs i processen 

har interageret med i stævne i en direkte dialog, hvor deres effektuelle midler blev 

udvekslet og deres øjne blev åbnet – for anomalierne og for hinandnen. 131 Om det er 

nok til at få dem til at ændre adfærd må tiden vise. Og under alle omstændigheder er 

de tanker, der er opstået i de 2x2 timer vi har faciliteret for ikke slut, når deltagerne 

131 Jf. 4.h : Feedback 

126


er taget hjem. Vores mission er også lykkedes – om end i anden henseende – hvis vi 

har sået et frø der kan spire i de enkelte deltagere i tiden efter vores workshopforløb. 

En anden vigtig læring ligger i vores nye forståelse af hvordan strategiske vinduer er 

dynamiske. De aktører der fandt specialeprojektet spændende i september, synes 

ikke nødvendigvis at det er relevant i januar, fordi et åbent projekt som dette ændrer 

sig. Vi havde et håb om at workshopdeltagerne fik oparbejdet et forhold til idéerne 

som medskabere og at denne tilknytning ville bane vejen for et reelt buy-‐in hos en 

eller flere af de institutioner, der deltog. I første omgang så vi de vigtigste buy-‐in som 

de strategiske problemhavere, da de umiddelbart ligger inde med mere magt og 

indflydelse, som på sigt kan realisere vores intervention. Det har siden vist sig at magt 

er mere og andet end det de strategiske problemhavere kan tilbyde. 

For noget skete da vi konstaterede at vi ikke havde en reel buy-‐in i det strategiske 

niveau efter workshoprækken. I en fællesmail opfordrede vi deltagerne til at afprøve 

Jeg Har Køkken Du Har Mad med os – men kun Villads Olesen, der under 

workshoppen repræsenterede den private aarhusianer, tilmeldte sig. For at sikre 

fremdrift blev vi derfor nødt til at give slip på vores vision om at rykke alle ti 

deltagere for i stedet at fokusere på at rykke projektet. Og i den beslutning kunne vi 

mærke hvor vigtigt det var at gå den vej hvor den gode energi ligger og søge 

commitment hos de mennesker der virkelig vil projektet. 

Udviklingen og afviklingen af to workshops har således i sig selv været en lærerig 

erfaring, vi kan tage med os efter specialeforløbets afslutning. 


I denne fase har vi med målet om at intervenere på anerkendende forudsætninger 

faciliteret en proces med fokus på at lade Aarhusturismens aktører – turister, 

borgere, turisterhverv og strateger – arbejde med at transcendere deres egne 

praksisformer. I et tredje rum mellem deres respektive domæner har vi sat 

rammerne for en overgang fra et individuelt ’nu’ til et fælles ’efter’. 

127


Vi har etableret en forståelse med aktørerne om at der findes mange måder at være 

turist på eller rejse på men at de alle er udtryk for, hvordan man gerne vil opfatte sig 

selv. Turistens kulturelle praksisser og strategier er et identitetsprojekt. Vi har 

desuden etableret en række fælles problematikker eller anomalier om værtskabet og 

turismen i Aarhus, som alle aktørerne kunne nikke genkendende til eksisterede. De 

udformede dem selv. Med baggrund i disse har aktørerne idegenereret om de 

anomalier, de brændte stærkest for og skabt et koncept for at afvikle anomalierne. 

Dette koncept forhandler dikotomien turist-‐lokal ved at vende vært-‐gæst rollerne på 

hovedet. Med interkulturel dialog for øje, italesætter konceptet måltidet som den 

ramme hvorigennem dette skal ske. 

128


Intermezzo 

I tredje projektfase skabtes der nye forudsætninger for de relationer, der findes i 

feltet inden for og på tværs af flere niveauer. Vi åbnede processen op for yderligere 

inputs fra turismens aktører og lukkede ned om først en række problematikker og til 

sidst ét koncept. 

Sidste og fjerde projektfase er dedikeret til afprøvningen og udarbejdelsen af det 

koncept, tredje projektfase lagde kimen til. Vi lukker nu processen ned omkring et 

designprodukt. Denne sidste fase i specialeprojektet står således i 

produktinterventionens tegn. Sammen med vores interventions brugere, vil vi i 

denne projektfase videreudvikle og visualisere vores produkt, så vi i sidste ende står 

med et konkret forslag til vores gentænkning af turismen i Aarhus. 

129


V. FJERDE PROJEKTFASE -‐ DESIGN 

Forrige kapitel sluttede med et koncept, der grundet workshoppens forløb, form, og 

indhold potentielt kan afvikle anomalien for de primære problemhavere, brugerne. 

Dette kapitel tager konceptet igennem en kvalificerende proces med brugerne, der 

kan styrke konceptet inden der udvikles et produkt og processen lukkes ned for en 

stund og afhandlingen rundes af. Vi er et sted i processen, hvor vi endnu ikke har 

commitment fra aktører, der kan sikre os en indtjening på vores design. Til gengæld 

har vi commitment fra de primære problemhavere, turister og lokale, brugerne, som 

reelt skaber og sikrer interventionens eksistensberettigelse. Dette præmis påvirker 

den type af produkt, vi udvikler (se vedlagt produkt). 

Kapitlets første afsnit tager udgangspunkt i de tests af konceptet – mockups – vi 

foretager for at kvalificere det output, vi fik fra workshopforløbet. Kan det 

overhovedet afvikle anomalien, sådan som konceptet er tænkt? For at undersøge 

dette sætter vi turist og lokal i stævne først med fokus på den overordnede framing 

og dernæst med fokus på det endelige produkt – platformen for den sociale 

intervention. 

Herefter følger en produktbeskrivelse som forholder sig analytisk til produktet og 

interventionen. Produkt og intervention hører unægtelig sammen men forholder sig 

alligevel til to forskellige steder i processen: Produktet er det nuværende og vedlagte 

produkt, der nødvendigt for at realisere den endelige intervention i problemhavernes 

måde at agere og erfare på længere sigt. Vi forholder os til interventionen i kraft af 

den oplevelsesøkonomiske tilgang, hvormed vi har handlet i processen og nu 

designer. 132 Vi analyserer vores design som et kulturprodukt for kulturelle strategier, 

et entrepreneurielt innovativ produkt samt et brugerdesign. 

132 jf. afsnit 1.2 

130


5.1 Udvikling af konceptet – forsøg med mockups 

Mockuppen er et værktøj fra Participatory Design og er oprindelig tiltænkt 

afprøvninger af teknologiske løsninger der endnu ikke er færdigudviklet i samarbejde 

med en brugergruppe. 133 

De to mockups har til formål at undersøge og udvikle to aspekter af vores produkt: 

1) platformen for interventionen (hjemmesiden) som igen er middel for 

2) den sociale intervention – selve mødet mellem turist og lokal. 

Vi afholder i tiden efter vores valg af koncept to mockups med to forskellige 

deltagere. Overordnet er formålet at afprøve og videreudvikle på den initiale idé 

sammen med konceptets brugere. De to mockups får hver deres rolle, hvor vi som 

designere ligeså forholder os forskelligt. Første mockup er af eksplorativ karakter, 

hvorfor vi selv deltager under hele aftenen for at få en forståelse for forløbet som 

helhed. Anden mockup bygger videre på de erfaringer vi har draget os af første 

mockup og er derfor af mere afprøvende karakter. Her tester vi om konceptet kan stå 

på egne ben og deltager derfor ikke selv under madlavningen/spisningen. Desuden 

bliver der her videreudviklet på hjemmesidens funktioner og visuelle identitet. 

Fælles for begge mockups er det at vi dvæler ved de situationer hvor vi oplever 

breakdowns: episoder hvor det vi på forhånd forventer vil ske, viser sig ikke at holde 

stik. Det er netop omkring disse situationer at vi skal reflektere i samarbejde med 

brugerne, så vi kan gøre konceptet stærkere og mere fuldendt i sidste ende. 

5.1.1 Første mockup – Bing og Villads 

I midten af januar 2011 udsætter vi aarhusianeren Villads og kineseren Bing for 

første afprøvning af konceptet. 134 Villads fungerede som deltager under vores 

workshopforløb, hvor han dengang repræsenterede den primære problemhaver. Bing 

er fra Shanghai og har befundet sig i Danmark i fire måneder og studerer til dagligt på 

133 Ehn & Kyng (1991): “Cardboard Computers, Mocking-‐it-‐up or hands-‐on the future”. I Kyng & 

Greenbaum (eds), Design at Work. 

134 Bilag 5.b : Lydfil Mockup 1 

131


Kaospilotuddannelsen. De har aldrig mødt hinanden men er blevet introduceret over 

mail, hvor de begge kort har fortalt lidt om hvem de er ud fra tre spørgsmål vi har 

stillet dem. 135 Vi har på dette tidspunkt en forestilling om at lade oplevelsesdesignets 

platform være en hjemmeside. Da der endnu ikke foreligger et konkret produkt de 

kan forholde sig til er tanken at lade disse spørgsmål rammesætte mødet som 

koncept og som møde mellem to mennesker, der har mødtes igennem konceptets 

hjemmeside. 

Vi lader de to brugere gennemgå aftenen som vi på forhånd har tænkt den: Bing 

udvælger og køber ind til en kinesiske ret som de sammen tilbereder og sammen 

spiser. Villads lægger hus og køkkenmaterialer til. Selv deltager vi i alle aktiviteterne, 

men forsøger at holde os i baggrunden og lader Villads og Bing føre an. 

Figur 17: Mockup 1 

Aftenen som helhed går over al forventning og efterfølgende gør Bing og Villads det 

klart at de begge ønsker blive en del af konceptet hvis og når det bliver en realitet. Vi 

får således to klare commitments, hvilket er med til at bekræfte os i at vi skal gå 

videre med vores udvalgte koncept. 

Efter maden lader vi Bing og Villads reflektere over aftenens begivenheder, konceptet 

generelt. Idet de selv har følt konceptet på egen krop og stadig er i oplevelsen, kan de 

give nogle meget personlige og dermed brugbare vinkler på sagen. Her følger de 

vigtigste refleksioner som vi tager med os i videreudviklingen af konceptet: 

135 Bilag 5.a : Før mødet 

132


Figur 18: Vi deltager på mockup for at opleve interventionen på egen krop 

• Bing finder det befriende at komme ud over den overfladiske ’where are you 

from’ 136 samtaleform hun som turist mødes af andre med. Relationen med 

Villads er dybere og mere personlig end når hun møder folk tilfældigt eller til 

fester og sociale steder. Når man indgår i en relation i den ene parts hjem, føles 

det personligt lige med det samme og samtalen bliver herefter. 

• Desuden begejstres hun over hvordan aftenen har gjort det muligt for hende at 

være vært i et land, hvor hun indtil videre har ageret gæst. Idet hun stod for 

maden, var det hende der havde overtaget – og Villads der måtte spørge hende 

til råds. 137 Idet rollerne bliver byttet rundt forsvinder det magtforhold der holder 

turist og lokal i to forskellige positioner over for hinanden. 

• Villads kan slet ikke se nogen grund til ikke at ville deltage i konceptet på 

længere sigt. For som han siger, så skal man jo spise – og hvorfor ikke bruge en 

almindelig kedelig tirsdag aften på at lære noget nyt i form af fremmed mad og 

fremmede mennesker. 138 Villads’ udtalelse bekræfter os i at konceptet tager 

udgangspunkt i en praksis som alle har til fælles og dermed kan mødes om – 

måltidet. 

• Bing og Villads gjorde aftenen til deres egen og gjorde mere end vi på forhånd 

havde bedt dem om. Villads forberedte eksempelvis en dessert uden at ”spørge 

om lov”. Noget tyder på at de rammer vi lægger udvides og personliggøres af de 

enkelte brugere, hvilket blot er et positivt tegn på co-produktion. 

136 Bilag 5.b : Lydfil Mockup 1 : 03:45:00 



133


5.1.2 Anden mockup – Aurika og Christoffer 

Et sted imellem første og anden mockup skifter vores koncept navn. Det er nu blevet 

døbt det mere catchy og internationale Kitchen Travellers. Et navn, der 

repræsenterer værdierne i konceptet. Det handler om mad, det handler om rejsen, og 

det handler om mennesker. 

Et par uger efter vores første mockup mødes aarhusianske Christoffer og russiske 

Aurika. Aurika melder sig selv til arrangementet efter vi har lavet et opslag på 

InterCultureClub, et netværk for udenlandske studerende tilknyttet Aarhus 

Erhvervsakademi. 139 Christoffer er i vores nære netværk. Vi taler med dem hver især 

om deres forventninger til aftenen inden de mødes og lader dem herefter køre hele 

aftenen igennem uden at vi er tilstede. Vi har briefet dem kort om konceptets 

forståelsesmæssige rammer og praktiske forhold men ikke fortalt dem, hvordan de 

skal agere under selve arrangementet. 

Figur 19: Mockup 2 

Efter maden mødes vi i Christoffers lejlighed for at høre hvordan aftenen er forløbet, 

samt for at udvikle på hjemmesidens funktioner og visuelle identitet. 140 Sidstnævnte 

gør vi ved først at høre dem hvordan de kunne forestille sig at Kitchen Travellers 

hjemmeside ville se ud, på baggrund af aftenens oplevelse. Dernæst præsenterer vi 

dem for to forskellige hjemmeside-‐dummies med hver sit visuelle udtryk men den 

samme tekst. Vi videreudvikler den kommende hjemmeside ud fra disse. 

139 InterCultureClub facebookside: http://www.facebook.com/group.php?gid=107370559284728 

140 Bilag 5.c :Lydfil Mockup 2 

134


Følgende vigtige refleksioner tager vi med os videre: 

• Der har generelt været større tvivl om hvem der skulle gøre hvad end under 

første mockup. Både Aurika og Christoffer giver udtryk for at de inden mødet 

var i tvivl om hvordan de skulle agere overfor hinanden. Hvem var gæst og 

hvem var vært? Skulle Christoffer sørge for vin og rydde op, eller skulle han 

lade det være som det plejer, da Aurika måske netop gerne ville have et indblik 

i en helt almindelig danskers helt almindelige hverdag? Skulle Aurika sætte 

Christoffer i gang med maden, eller stå for den selv? Begge er de ligeledes 

enige om at det nemt kunne have blevet akavet at slutte aftenen af, hvis ikke vi 

var kommet. Hvem skal bryde op? Og hvor længe kan man tillade sig at blive 

efter maden er spist? Hjemmesiden bliver altså nødt til at udstikke nogle simple 

retningslinjer som deltagerne kan holde sig til og navigere ud fra. 

• En af konceptets styrker er for Christoffer og Aurika at de ikke på forhånd 

vidste ret meget om hinanden. Det forblev et mysterium hvem der stod på den 

anden side af døren, hvilket for dem begge var en del af oplevelsen. Ligeledes 

ser de det som en styrke at de ikke selv valgte hinanden, men blev matchet af 

os. Turist og gæst skal ikke vælge hinanden, da et af konceptets hjørnesten er at 

opbygge relationer mellem mennesker der ellers ikke ville komme i kontakt. 

• Konceptet har måltidet som det overordnede tema. Dog er både Aurika og 

Christoffer af den opfattelse af maden mere er midlet end målet. Den virkelige 

oplevelse er de relationer der skabes på baggrund heraf. Derfor skal 

hjemmesidens diskursive rammer holdes i en vekselvirkning mellem 

måltidsmetaforer og billeder af mennesker. Desuden skal den afspejle 

mindsettet bag og skal derfor være uprætentiøs, sjov, simpel og personlig. 

Vi befinder os efter anden mockup det sted i processen hvor vi af tidsmæssige årsager 

må lukke ned. Ud fra vores nye indsigter som vi tager med os fra mockupforløbet, 

klargør vi vores endelige produkt, som er vedlagt afhandlingen. Dermed ikke sagt at 

det er færdigt. Vi har ikke en hjemmeside der er at oppe at køre, men vi har et forslag 

til hvordan den i fremtiden vil kunne se ud. Her følger en beskrivelse af vores 

produkt. 

135


5.2 Produktbeskrivelse 

De primære problemhavere og reelle brugere af interventionen har nu sammen med 

os udviklet og styrket det konceptuelle grundlag for et produkt. Vi designer dette 

produkt i et krydsfelt mellem rejsediskurs og måltidsmetaforer. Måltidet er rum for at 

udveksle tanker og ideer. Maden er i sig selv tilknyttet identitetslinks -‐ du er, hvad du 

spiser: madkultur, spisevaner, smagspræferencer, madeksperimenter, 

madlavningskundskaber og lignende. I krydsfeltet mellem rejsen og måltidet kan den 

lokale besøge andre lande og kulturer i sit køkken ved at inviterer gæsten/turisten 

hjem – og bliver dermed selv turist. For turisten er det en måde at rejse på og komme 

under huden på destinationen med lokale mennesker i et lokalt køkken. Dette kalder 

vi Kitchen Travellers. 

For at sikre at der også i fremtiden sker forandringer i praksis og vores resultater 

ikke forbliver et akademisk projekt hos os og en enkeltstående oplevelse hos de 

inddragede aktører, har vi valgt at designe et produkt, der kan sikre interventionens 

realitet fremadrettet. Da vi ønsker at skabe ændringer i feltet og påvirke den style, vi 

så tidligere, sætter vi en konkret, brugbar platform i verden. En platform hvormed 

mennesker kan handle anderledes og på nye måder end de kunne have gjort uden 

den. Vi ønsker at skabe en hjemmeside men for at kunne gøre dette må vi have et 

håndgribeligt udkast til den, hvormed vi kan kommunikere med vores commitments 

om den form og funktion vi ønsker den skal tage. 

Der er tre vigtige årsager til produktets udformning ved afhandlingens afrunding: For 

det første at vi endnu ikke har buy-‐in fra aktører, der kan sikre os indtjening. For det 

andet har vi kontakt med en webdesigner og en filmtilrettelægger, der kan sætte 

interventionen som produkt i verden og videreudvikle på det materiale vi allerede 

har i form af vores hjemmesideforslag og film. For det tredje har vi buy-‐in blandt de 

primære problemhavere, der har vist entusiasme om konceptet og nu er begyndt at 

melde sig til som fremtidige brugere. Således er produktet opstået på 

effektueringslogikkens forudsætninger. 

136


Nedenfor vil vi beskrive produktet udførligt og derefter analysere designet Kitchen 

Travellers som henholdsvis kulturproduktion, entrepreneurship og brugerplatform. 

5.2.1 Produkt: Portefølje 

Vores produkt (vedlagt afhandlingen) er en Portefølje indeholdende a) et Manifest, b) 

et Udkast til en hjemmeside samt c) en Filmdokumentar om den sociale intervention 

hos vores to deltagere i første mockup. Porteføljen skal forstås som en præsentation 

af den samlede intervention: fremgangsmåde for afvikling og konkret afvikling. 

Porteføljen udgør således specialeproduktet og grundlaget for den egentlige 

intervention, som findes hos de fremtidige brugere af Kitchen Travellers. 

Produktet har til formål at føre processen videre mod den egentlige sociale 

intervention. Det er med porteføljen, vi skal interagere med vores nye buy-‐ins. 

Porteføljen er en mappe der er tiltænkt en simpel og præcis præsentation til vores 

nye samarbejdspartnere og målgruppe af porteføljen – webmasteren og 

tilrettelæggeren. Da disse ikke skal forholde sig til afhandlingen, har vi lagt vægt på 

en almen og ikke-‐akademisk sproglig stil. Det skal være muligt at begribe 

interventionen uden at have taget aktivt del i processen. Dog er produktet tiltænkt 

som et dialogværktøj og vil således ikke stå alene; det har – som processen – en 

dynamisk natur og vil være et centralt element til at foretage redigering af det 

arbejde, vi har lagt i porteføljen. 

Vi beskriver og begrunder nu hvert element og disses funktioner som del af 

porteføljen. 

1. Manifest – Hvorfor Kitchen Travellers 

Vi placerer Kitchen Travellers manifest som det første element af tre. Som element i 

porteføljen forklarer Manifestet mindsettet bag produktet uden al for megen 

udenomssnak til de, der ikke har været en del af processen. I Manifestet fremgår de 

værdier, vi bygger Kitchen Travellers på som intervention. Dette første element er 

således konceptets hvorfor intervenere og hvordan intervenere. 

137


2. Udkast til hjemmeside 

Udkastet til hjemmesiden kommunikerer multimodalt via det visuelle layout og 

tekstuelle sprog værdierne bag interventionen. Nutidig, selvstændighed, 

afslappethed, udsyn, humor, personlig, uprætentiøs, mangfoldighed, ligeværdighed, 

relationer. Værdier, som vi selv og vores brugere synes gennemsyrer Kitchen 

Travellers. Som genre er udkastets målgruppe stadig vores partnere, men 

hjemmesiden – og altså tekst, funktioner og layout – er målrettet turisten. 

Hjemmesiden taler indirekte til den lokale, men da han repræsenterer en anden type 

bruger, vil vi engagere og udvælge ham igennem mere personlige kanaler. Da 

konceptet er bygget på mennesker, må vi af sikkerheds-‐ og troværdighedsårsager 

opretholde en form for justits med de mennesker, der repræsenterer konceptet – og 

det gør vi ved at rekruttere gennem vores netværk og personlige referencer. Derfor 

skal hjemmesiden læses som en platform hvorpå turisten kan møde den lokale. Men 

det er igennem hjemmesiden, brugerne kan møde hinanden. 

Vi vil her først skitsere hjemmesidens overordnede form og layout og derefter 

begrunde hjemmesidens i alt otte undersiders funktion, form og indhold. 

Hjemmesidens multimodale kommunikation bygger på en måltids-‐ og 

køkkenmetaforik. Vi har valgt et humoristisk og uhøjtideligt alternativ til en mere 

seriøs eller moraliserende kommunikation. Den humoristiske stil et resultat af, at vi 

ikke ønsker at gennemtvinge vores alternativ til at rejse som den eneste rigtige, men 

én af flere måder at rejse på. Derfor har vi holdt stilen let og positiv og udelader at 

italesætte det negative ved det nuværende, dog uden at lade læseren være helt 

ubevidst omkring det implicitte. Det kan læses mellem linjerne under menupunktet 

Who is Kitchen Travellers: ”As experienced travellers, we know the feeling of wanting 

to get under the skin of the destination and get in closer contact with it. We find that the 

best way to do this is to connect with the people of the cities and countries that we are 

travelling in.” 

Det uhøjtidelige skinner visuelt igennem i blandt andet den utraditionelle 

farvesammensætning af pasteller og stærke farver, runde menupunkter og polaroid-‐ 

imiterende billeder med håndskrift. Dette skal kommunikere Kitchen Travellers 

138


værdi om nutidighed, levende kultur og relationer -‐ og sætte fokus på henholdsvis 

mennesker og måltid. 

Køkkentemaet afspejles visuelt af billeder fra køkkensituationer med mennesker. 

Menufunktionen er ikke traditionelle bjælker, men runde tallerkner. På disse 

tallerkner inviteres der til at lære mere om konceptet ud fra otte overskrifter. 

Rækkefølgen afspejler den erkendelsesproces, vi ønsker brugeren får – fra 

konceptbeskrivelse til indmeldelse og feedback. 

Man mødes af hjemmesidens forside Hungry? efter at have indtastet 

www.kitchentravellers.com i browseren. 141 Her præsenteres konceptet i få ord og 

synliggør at denne rejseform beskæftiger sig med personlige relationer, der bygges 

op omkring mad som medie eller forum. Overskriftens formulering i et spørgsmål 

viser, at vi vil i dialog med brugeren, som må handle aktivt – og symboliserer den sult, 

denne oplever for at komme under huden på et sted. Forsiden er som det første der 

møder brugeren konceptets momentum med ord som travelling, state of mind, 

curious, open-minded, new perspectives, connecting, relate, under the skin, Aarhus, 

relate, share a dining experience. Målgruppen med det givne mindset (jf. afsnit 3.2.2) 

skal ikke være i tvivl om, at det er dem, vi prøver at få i tale. 

Under The Recipe præsenteres opskriften på, hvordan relationen kommer i stand 

igennem fire simple skridt: 1) Turisten tilmelder sig; 2) vi faciliterer kontakten til 

lokal og der aftales et tidspunkt, 3) der handles ind og til sidst 4) laves og spises 

maden. Logikken bag er præsenteret kort: Det handler om den traditionelle 

rollefordeling mellem turist og lokal og om at udfordre dem. Hermed lægges der op til 

at dette ikke er et traditionelt turismeprodukt, hvor turistens komfortzone er i 

højsædet – det er i højere grad et oplevelsesprodukt der udfordrer denne. Vi vælger 

endnu at holde informationen simpel og sparsom for at skærpe nysgerrigheden. For 

meget information på dette trin i erkendelsesprocessen kan skræmme interesserede 

væk. Derfor udbygger vi informationen under et senere trin, Cooking Guide. 

141 Domænet er endnu ikke købt 

139


Det næste trin er Who is Kitchen Travellers. Konceptet må af hensyn til 

troværdigheden nu forankres hos en afsender. Derfor vælger vi at præsentere os selv 

som skaberne bag og det mindset vi abonnerer på. Med en personlig 

henvendelsesform slår vi autenticitetsformen fast: Den lokale er vejen til stedet. 

Vores anomali fremgår mellem linjerne. Vi gør opmærksom på at konceptet bygger på 

personlige bekendtskaber og derfor kan betragtes som pålideligt. 

Herefter præsenterer vi den lokale – de mennesker, man som bruger vil kunne møde. 

Meet the Locals introducerer igennem en række korte profiler de mennesker, som 

frivilligt deltager i Kitchen Travellers – og deres motivationer. Konceptet slås igen fast 

som et mindset, der bygger på værdier som mangfoldighed, personlighed, åbenhed og 

udsyn. 

Vi har anvendt vores første engagerede og tilmeldte lokale, Villads og Christoffer fra 

de to mockups. Man kan se de mennesker, man har mulighed for at møde, men man 

kan ikke vælge selv. Det er en del af oplevelsen. 

Cooking Guide repræsenterer vores testpersoners ønske om at gøre roller og krav 

mere italesat. Da vi ønsker at gøre op med én praksisform, må vi også give rammerne 

for en ny. Cooking Guide er således de krav og forventninger, der stilles, til 

deltagelsen – en overordnet framing af handlingstyper, der derefter kan udfyldes med 

eget indhold. Det er ikke nok at sige at vi vender roller på hovedet, så vi udbygger The 

Recipe med en række regler for konceptet. Med dette regelsæt gør vi opmærksom på 

den kulturelle og personlige udfordring, der ligger i at deltage i Kitchen Travellers og 

skaber samtidig en form for tryghed omkring utryghedsfaktoren ved at indgå i en 

personlig relation med et fremmed menneske. Den ellers humoristiske stil bliver for 

en kort stund afbrudt af en mere alvorlig – man risikerer at lære noget om sig selv og 

påvirke den automatiserede måde, man normalt erfarer på. 

Herefter følger tilmeldingsmuligheden: Join the Dining Revolution. Her udfylder man 

som bruger sine basale informationer, hvormed vi, som administratorer af 

hjemmesiden, kan etablere kontakt til en lokal. En del af den leverede information går 

på kontaktoplysninger, som vi skal bruge til at bekræfte brugeren og mødet. En anden 

140


del er rettet mod brugerens motivation, som bruges dobbelt: Vi kan på den ene side 

bruge denne information til at innovere og udvikle på konceptet. På den anden side 

starter turistens oplevelsen ved udfyldelse af dette svar: Han italesætter hvilken 

betydning deltagelsen vil få for ham. Denne kontekstualisering er vigtigt; dette så vi 

blandt andet fra feltstudieanalysen og de dybdegående interviews. Den tredje del af 

den leverede information er rettet maden: Hvilket køkken repræsenterer han, hvilke 

ernæringsmæssige regler eller krav er han underlagt og hvad forventer han er til 

stede i den lokales køkken. 

Reviews er baseret på brugerinteraktion. Funktionen har til formål at lade brugeren 

opleve at siden er up to date og at der er aktive deltagere, igen en form troværdighed. 

Deltagere kan anmelde konceptet, dele deres oplevelser og supplerer samtidig en 

dato for opslaget. Det er også her man kan donere drikkepenge, hvis man har haft en 

god oplevelse eller vil hjælpe Kitchen Travellers med at vokse. 

Hjemmesidens sidste funktion Taste This indskriver Kitchen Travellers i en større 

sammenhæng. Her henviser vi til filosofien Local Travel, mindsettet bag Experimental 

Travel, samt koncepterne Rent a Local Friend og Spotted by Locals. Disse er tiltag der 

hver især bygger på og understøtter de principper og værdier, som Kitchen Travellers 

repræsenterer og som vi i løbet af processen har ladet os inspirere af: artikulering af 

lokales rolle i turismen, artikulering af forskellige rejsemodi, der kan udfordre vanen 

eller bringe én under huden på stedet igennem den lokale habitus. 

Her er ligeledes plads til sponsorater fra Aarhus’ fødevarebutikker, en mulighed for at 

opskalere projektet. 

3. Filmdokumentar 

Filmen er produktets tredje element og supplerer produktets to andre elementer ved 

at vise den effekt, vores framing af relationering igennem mad allerede har haft for to 

mennesker. Den står som dokumentation af den sociale intervention, der allerede har 

fundet sted. Dokumentaren illustrerer Bing Zhu og Villads Claes Olesens oplevelse af 

Kitchen Travellers med deres egne ord og vores billeder. 

141


Filmen er baseret på billeder taget under den første mockup og efterfølgende 

interviews med deltagerne. Det er væsentligt at pointere at billederne illustrerer at vi 

indgik i mockuppen, men at ordene er deltagernes egne. 142 Vi spurgte ind til deres 

overvejelser omkring og motivationer for at deltage; deres oplevelse af hvordan 

måltidet fungerer som rum for mødet mellem turister og lokale; hvilke udfordringer 

de oplevede og hvilke læringer, de fik ud af at deltage. Dette fremgår af filmen. 

Filmen varer seks minutter og kan afspilles på enhver dvd-‐afspiller eller computers 

Cd-‐drev. 

5.3 Analyse af Interventionen som Oplevelsesdesign 

Vi vil her følge op på produktbeskrivelsen med en analyse af Kitchen Travellers som 

den intervention, vi ønsker at sætte i verden. Vi forholder os samlet til de tilgange vi 

har baseret specialet på og analyserer således interventionen som kulturproduktion, 

design og entrepreneurship – herunder de kulturelle strategier vi designer med og 

for, den brugerplatform vi skaber og hvordan vores intervention kan bidrage til at 

afvikle anomalien. 

Relationering som kulturel strategi 

Den tydeligste kulturelle strategi vi abonnerer på for at skabe rammerne for denne 

oplevelse er relationering. Den lokale og turisten rummer hver især nogle 

oplevelsesmodus, der – når de udveksles – kan skabe synergieffekt. Det er 

relationering mellem to eller flere mennesker men det er særligt i kraft af 

relationering mellem kulturer, at Kitchen Travellers henter sin oplevelsesværdi. 

Hjemmesiden bygger på interaktion, men understreget at den egentlige interaktion 

foregår i køkkenet. Kitchen Travellers som brugerplatform underbygger som produkt 

mødet på flere måder. Der er mulighed for at indskrive sig i et decideret 

brugerfællesskab ved at oprette profiler og dele oplevelser. Designet er i høj grad i 

142 Bilag 5.d: Transskribering af Interviews med Villads og Bing 

142


brugerens hænder; det er brugerens appropriering af designet, der giver Kitchen 

Travellers sin egentlige kulturelle værdi. 143 

Med Kitchen Travellers iscenesætter vi relationering ved at udfordre både turister og 

lokale til at vende de traditionelle roller på hovedet. Turisten skal ikke tilpasse sig 

den lokales hverdag. 

Eksistentiel autenticitetsstrategi 

Målgruppen for dette design repræsenteres både af det mindset vi etablerede med 

turisterne i Aarhus 144 og de motivationsfaktorer vi etablerede med deltagerne på 

workshoppen. 145 Det er turisten der vil under huden. Det er turisten der rejser for 

personlig udvikling, for kontakt med det anderledes, for indblik og deltagelse i Den 

Andens hverdag -‐ som et statement, som en indre rejse, som en personlig udfordring. 

For turisterne er Kitchen Travellers et stedsintensiverende design, fordi deres 

oplevelsesmodus er rettet mod at begribe destinationen og dette suppleres af et 

indblik i de lokales hjem. Designet abonnerer på en autenticitetsforståelse, hvor den 

lokale betydningssættes som midlet til en under huden-‐oplevelse af Aarhus. 

Kombineret med den kropslige indskrivning i materialiteten igennem sightseeing og 

fyrtårne udgør det en på sin vis ’ægte’ oplevelse af et sted. Det er mere end ’bare’ at 

rejse og se: Det handler om at komme ind til kernen af stedet med fokus på den 

levede by. 

Kitchen Travellers forhandler den turistrolle, der indtages under ’When in Rome…’ 

logikken. I stedet trækker turisten for en stund i rollen som den ’alvidende’, fordi 

hans kultur er lige så vigtig som den lokales i Kitchen Travellers. Det handler om 

aktivt og bevidst at bruge og udfordre sig selv. 

Det autenticitetsbegreb, der bedst kan knyttes til Kitchen Travellers, er derfor den 

eksistentielle autenticitet. 146 Som vi så på baggrund af feltstudiet er det denne form 

for autenticitet, der aktiveres som personlige følelser i selve oplevelsen frem for den 

143 Jf. 1.1.2 Paradigme: Et fortolkende, kulturelt perspektiv på værdiskabelse 

144 Jf afsnit 3.2.2 

145 Jf. afsnit 4.3.1 

146 Wang:1999 

143


autenticitet som steder eller handlinger eller genstande kan tillægges. Det er med 

andre ord brugerne selv der udgør autenticiteten i Kitchen Travellers. 

Ved at investere sig selv, identitetsmæssigt, kropsligt og følelsesmæssigt i egne og 

andres oplevelse, får man sat spor i sig og kan selv sætte spor i andre. Kitchen 

Travellers udvider således muligheden for en mere eksistentiel autenticitetserfaring, 

hvor turisten som individ sættes i centrum for den autentiske oplevelse i Aarhus. 

Hverdagsintensivering 

Vi forstår her den lokale som det mindset, der også er repræsenteret af turisten 

ovenfor. Det er et fælles mindset mellem to traditionelt adskilte målgrupper. Pointen 

er at den lokale og er turist og det er i kraft af disse motiver, når han er turist, at vi 

kan skal aktiveres derhjemme. 

For den lokale er Kitchen Travellers særligt intensivering af det hverdagslige. Det 

daglige måltid i de vante rammer udfordres og intensiveres ved at udsætte den for ny 

mad, nye praksisformer, nye roller og nyt selskab. Og igennem måltidet som 

ritualiseret praksis intensiveres det oplevende blik, som den lokale kender fra rejsen. 

Det nye selskab er ikke blot en turist i den forstand at han kommer for at se for 

derefter at gå igen. Det nye selskab er et menneske, der også har tanker og ideer – og 

sætter sit spor. Ligesom den lokale rummer nøglen til det levede sted, har turisten 

nøglen til nyt perspektiv. 

Iscenesættelse af måltidet som rejse 

Kitchen Travellers iscenesætter og spiller på de identitetsværdier, der er tilknyttet 

maden og måltidet. Måltidet mellem turist og lokal kan i sig selv betragtes som et 

tredje rum eller et sted mellem tradition og transcendens: Begge bidrager med noget 

velkendt og trygt – henholdsvis rammerne og maden – og dog er ingen på 

hjemmebane. 

Måltidet som ritual repræsenterer et særligt rum for dialog, hvor der er plads til både 

høflig snak og eksistentielle spørgsmål og svar. Kitchen Travellers bygger på 

144


appreciative principper og åbenhed for alternative måder at gøre tingene på. 

Designet faciliterer et møde som et rum for at lære noget om sig selv og andre. 

Kitchen Travellers er en ny måde at rejse på og at erfare på – både for turisten og den 

lokale. 

Kitchen Travellers mobiliserer den levende mangfoldighed, den individuelle 

stillingtagen og det kropslige, følelsesmæssige engagement, vi synes den 

tematiserende fyrtårnsturisme besværliggør. Interventionen artikulerer en globalt 

eksisterende subdiskurs og giver den en stemme i Aarhuskontekst. Designet bidrager 

til den eksisterende style og forsøger dermed at rekonfigurere og påvirke 

Aarhusturismen og det mindset, der i dag dominerer praksisformerne – turistens og 

den lokales, men også strategerne og turismeerhvervet. 

Kitchen Travellers forhandler betingelserne for turismen i Aarhus og designer for en 

mere proaktiv, post-‐spektakulær by og en mere bæredygtig, selvstændig turisme. 

Adam Arvidsson & Nicolai Peitersen forudser og analyserer i The Ethical Economy vores 

tids nye økonomi, nemlig den etiske, hvor værdi vil blive målt i evnen til at skabe etiske, 

betydningsfulde, sociale relationer. 147 En økonomi hvor logic of matter trumfer logic of 

money. Denne logik bygger på bruger-til-bruger, immateriel værdi, co-producerende 

forbrugere, kreative scener og innovation. Den etiske økonomi fordrer at vi alle må tage 

et ansvar for vores fælles verdens fremtidige trivsel, ligesom vi får muligheden for selv at 

være medproducenter i alt, hvad vi gør. 


Vi har i den fjerde fase af projektet udviklet vores produkt Kitchen Travellers. I dette 

kapitel har vi vist processen bag, samt beskrevet og analyseret produktet. 

Produktet er resultatet af to mockups hvori vi har interveneret i fire brugeres liv og 

udsat konceptet (fra workshoprækken i tredje projektfase) for virkeligheden. På 

147 Arvidson et al.: 2008:1 

145


baggrund af disse brugeres oplevelser og overvejelser har vi foretaget de endelige 

justeringer og tilpasninger af produktet. 

Produktet er et relationeringsdesign, der anvender madlavning og måltidet som et 

rum for kulturudveksling mellem turist og lokal ved at udfordre de traditionelle vært-‐ 

gæst roller. Vi har kaldt det for Kitchen Travellers. Produktet er præsenteret som en 

porteføljemappe der med tre elementer repræsenterer vores samlede intervention: 

Et manifest, der kort beskriver den gentænkning af turismen, produktet abonnerer 

på. Et udkast til en hjemmeside, der skal facilitere mødet mellem turist og lokal. Og en 

filmdokumentar, der illustrerer det konkrete møde mellem turist og lokal, deres 

oplevelse af det og hvad de tillægger designet af betydning for dem. Porteføljemappen 

er vores redskab til at kommunikere med nye partnerskaber for at få lanceret Kitchen 

Travellers til turister i Aarhus – såvel som lokale. 

Ved at forholde os til vores oplevelsesøkonomiske tilgang har vi analyseret vores eget 

produkt som et kulturprodukt, et design og en afvikling af anomalien. Med Kitchen 

Travellers iscenesætter vi relationering ved at udfordre både turister og lokale til at 

vende de traditionelle roller på hovedet. Designet faciliterer et møde som et rum for 

at lære noget om sig selv og andre. Designet sætter individet i centrum for den 

autentiske oplevelse. For turisten er det mere end ’bare’ at være turist og betragte på 

afstand: Det handler om at komme ind til ”kernen” af Aarhus. For den lokale det mere 

end hverdagstrummerum. Måltidet som ritualiseret praksis intensiverer det 

oplevende blik, som den lokale kender fra rejsen, og får derved skærpet sit udsyn og 

indsyn. Måltidet og den dialog der forgår sætter sit spor i begge parter – og begge får 

mulighed for selv at sætte spor. Kitchen Travellers er en ny måde at rejse på og at 

erfare på – både for turisten og den lokale. 

146


VI. SELVREFLEKSION 

En mulighed for alle er ikke en mulighed for nogen. Muligheder findes i et bestemt 

sted i tid og rum og vi har i specialesemesteret oplukket for vores muligheder. 

Hertil har vi taget udgangspunkt i vores egne midler, hvormed vi kunne se 

disharmonierne. Men også i afsøgning af partnerskaber, der kunne udvide vores 

muligheder. Ofte har vi dog set at vores brug af disharmonier som innovationsprincip 

har konfliktet med udvikling af partnerskab som handlingsprincip. Vi har haft 

muligheder for at samarbejde med en række aktører om deres projekter og påvirke 

turismefeltet på et niveau, hvor vi kunne ane udsigten til historisk disclosing. 

Et af de helt stor spørgsmål vi har kæmpet med i denne forbindelse har været, hvad 

opstår af processen og hvad er arbitrært. Hvis en idé, som handler om noget helt 

andet og opstår ved et tilfælde, er det så for let at forfølge – og for tilfældigt? Vi er på 

denne side at processen kommet frem til – ikke et svar – men i det mindste et 

standpunkt. Hvis man kan begrunde sine valg, er intet arbitrært. En ny idé eller 

mulighed opstår jo også i og med man befinder sig i processen. Men vi har holdt med 

vores disharmoni og individuelle mulighedsrum. Så meget at den forblev individuel 

langt hen i processen. 

Vi har reflekteret over vores dvælen ved det strategiske aktørniveau – hvorfor vi ikke 

søgte mod de kulturproducenter, der varetager turismen på et taktisk niveau, aktører 

som City Sleep-‐In. Vi er kommet frem til at det meget vel skyldes det, vi troede at vi 

vidste, i kraft af vores egen tænkte model over feltets sammenhæng og teoretiske 

analyser. Vi glemte for en periode vores egne forskrivelser om kulturelle perspektiver 

og tog en funktionalistisk indgangsvinkel til at committe en samarbejdspartner. Det 

var først da vi gav efter for det, vi oplevede og slap det, vi troede vi vidste, at der skete 

en radikalisering af projektet, der har ført projektet hen, hvor det er i dag. 

Vi gik ud fra at magt ligger hos ’de store’. Vi har erfaret at vores udfordring med at få 

buy-‐in hos de strategiske aktører ikke har noget med anomalien at gøre – blot det 

partnerskab, vi har søgt. Det har dog ikke været spildt arbejde. Det er ført os til vores 

147


første brugere, der har vist os, hvad commitment er. Vi har således set -‐ nu hvor vi 

ved, hvad vores mulighed for intervention er -‐ at magten holdes af brugerne. 

Brugerne som via deres deltagelse bekræfter projektets værd, er udgangspunktet for 

at påvirke ’de store’. Dette har processen lært os. 

Disse læringer har vi fået på baggrund af overraskelser i vores hands on møde med 

virkeligheden og de mennesker, der udgør den. Vi har lært, fordi vores indledende 

antagelser er blevet udfordret og modbevist. På den måde, har vi ikke kun fået afslag 

eller accept af feltets aktører i processen. De har sat et aftryk i projektet – de er 

medskabere af projektet. 

148


VII. KONKLUSION 

I specialeprojektet har vi ikke kun set verden på afstand: Vi har interveneret i den. 

Denne afhandlings formål har været at gentænke turismen ved at italesætte de 

traditionelle relationer mellem turist og lokal og designe for nye relationer. Vi ønsker at 

lave en relationsturisme i Aarhus. For at opfylde dette formål vil vi gennemføre en 

socialt intervenerende proces igennem entrepreneurship, kulturanalyse og 

designmetoder. 

Afhandlingen er en kortlægning af denne proces, hvor vi arbejder med vores midler 

og mulighedsrum; tager på feltstudie; foretager interviews og interagerer med 

aktører i turismefeltet; faciliterer et workshopforløb; og designer et 

oplevelsesøkonomisk produkt. 

Med udgangspunkt i vores egne midler etablerede vi et mulighedsrum igennem en 

række kompetencer og en række oplevede disharmonier. Disharmonierne udspillede 

sig omkring de forskellige og uhensigtsmæssigt koordinerede praksisformer der 

eksisterer mellem turister og lokale og indirekte indikerer stereotype roller og 

handlingsmønstre. Mulighedsrummet kaldte vi for Relationsturisme. 

For at kunne udvikle et relevant oplevelsesprodukt indenfor disse muligheder, 

undersøgte vi, hvordan turister praktiserer og betydningslægger deres rejse. 

Disharmonierne blev skærpet på et feltstudie, hvor vi erfarede at turismeoplevelser 

ikke bare foregår på sites men i en situationel og social kontekst, der involverer den 

lokale som væsentlig aktør i de betydningskonstruktioner, turisten skaber af givent 

sted. Vi fandt ud af at turistens oplevelse i høj grad også påvirkes af koordinationen 

mellem egne og andres praksisser. Vi lokaliserede ligeledes en række 

oplevelsesmæssige elementer, hvormed en turistoplevelse kan række ud over stedets 

materialitet: co-‐produktion af oplevelsen, kropslig, følelsesmæssig og personlig 

investering. 

149


Med vores skærpede disharmonier og mulighedsrum tog vi tilbage til Aarhus for at 

indgå i en dialog med tre aktører i Aarhusturismen: turister, lokale og de strategiske 

aktører. 

Igennem vores intervention i feltet erfarede vi at der var turister i Aarhus, der delte 

vores disharmonier. Med disse etablerede vi en anomali: I sit forsøg på at afskrive sig 

’turistens’ konsumeristiske konnotationer, ønsker den stillingstagende rejsende andre 

måder at rejse på der rækker ud over og dybere end hvad mainstream turisme har at 

tilbyde. Turisten har mangfoldige kulturelle strategier tilknyttet rejsen – heriblandt et 

behov for at skabe sin selvidentitet og et ønske om at skabe en forbindelse med stedet. 

Hertil udgør den lokale og de ikke-spektakulære, hverdagslignende situationer en unik 

ressource for at ”finde” stedets sjæl. 

Vi erfarede at den lokale er ubevidst om sin egen rolle som deltager i turismen. I de 

situationer, hvor turisten opsøger ham og direkte italesætter den lokales rolle 

investerer han ikke sig selv eller sin egen oplevelse af Aarhus. 

De to parter oplever ikke de kan mødes om noget fælles. 

Disse ønsker, praksisser, disharmonier og betydningskonstruktioner konfronterede 

vi med de strategiske aktører i feltet. Det viste sig at turismeerhvervets har sit fokus 

rettet mod at vende nedadgående vækstkurver hurtigt. Under dette fokus er 

turismestrategierne målrettet det omsætningstunge erhvervsturistsegment og det 

har konsekvenser for de turismeprodukter der udvikles. Vi erfarede at disse 

strategier bygger på et funktionalistisk perspektiv på værdikonstruktion som overser 

turisten i turismen. Vi så således en tydelig uhensigtsmæssig koordinering mellem 

problemhavende turisters ønsker og turistaktørernes mindset. 

Efter en proces med analyser og interaktion i feltet, hvor vi søgte en aktør, der havde 

magt og vilje til at hjælpe os med at ændre turismens forudsætninger, erkendte vi, at 

vi måtte søge andre indgangsvinkler. Vi søgte i stedet et mulighedsrum ved at sætte 

aktører fra turismefeltet bredt – turister, erhverv, lokale og strateger – i stævne. 

150


På baggrund af den viden vi havde tilegnet os i processen, udarbejde vi et 

workshopforløb under overskriften Værtskab og Relationer. Igennem 

workshopforløbet etablerede vi en fælles forståelse af at der er mange måder at være 

turist på eller rejse på men at de alle er udtryk for, hvordan turisten gerne vil opfatte 

sig selv. Turistens kulturelle praksisser og strategier er et identitetsprojekt. På 

baggrund heraf formulerede vi sammen med aktørerne en række problematikker og 

anomalier om turismen globalt og værtskabet lokalt i Aarhus. Med baggrund i 

anomalierne arbejdede aktørerne kreativt for at åbne op for nye koncepter til 

turismen i Aarhus. Blandt disse udvalgte vi et koncept der lagde op til en forhandling 

af dikotomien turist-‐lokal ved at vende vært-‐gæst rollerne på hovedet. Med 

interkulturel dialog for øje italesatte konceptet måltidet som den ramme, 

hvorigennem dette kunne ske. 

Konceptet blev i tiden efter workshoppen udsat for en udviklende og afprøvende 

proces sammen med dets kommende brugere. Vi så her, hvordan en turistoplevelse 

kan intensiveres ved at integrere den lokale og lade turisten investere sig selv og sin 

egen kultur. Her fik det sit navn: Kitchen Travellers. 

Med Kitchen Travellers kan brugerne transcendere deres egne roller som turister og 

lokale ved at transcendere deres roller som gæster og værter. Kitchen Travellers 

sætter individet i centrum for turistoplevelsen. Begge må investere sig selv 

følelsesmæssigt og kropsligt -‐ og personligt. Den lokale får igennem måltidet 

intensiveret det oplevende blik, som han kender fra rejsen og får derved skærpet sit 

udsyn og indsyn. Turisten får adgang til et lag af ’destinationen’, som er levet af den 

lokale og som er ’hemmeligt’ for den mainstream turisme. Måltidet og den 

relationering der forgår sætter sit spor i begge parter – og begge får mulighed for selv 

at sætte spor. Kitchen Travellers er en ny måde at rejse på og at erfare på – både for 

turisten og den lokale. 

Vi har udarbejdet en portefølje indeholdende en række elementer bestående af et 

manifest, et udkast til en hjemmeside og en dokumentar over den intervention, der 

151


allerede har fundet sted. Ved brug af denne portefølje kan vi indgå i dialog med 

samarbejdspartnere der kan realisere konceptet Kitchen Travellers. 

Dermed har vi interveneret i vores felt, afsøgt disharmonier og konkretiseret en 

anomali. Anomalien krævede en ændring af praksisformer – en ændring vi har 

understøttet og hjulpet på vej ved at skabe et konkret produkt: Et design for 

relationsturisme i Aarhus. 

152


Litteraturliste 

Arvidsson, Adam & Peitersen, Nicolai, 2008: The Ethical Economy. 

www.ethicaleconomy.com. 

Berger, P., & Luckmann, T. (1966), Den samfundsskabte virkelighed, Lindhardt 

Bernard, H R, 2006: “Unstructured and semistructured Interviewing” P. 210-‐250 in 

Research Methods in Antropology, (4th ed.), Stage London. 

Brandt, E. & Grunnet, C., 2000: ”Evoking the future: drama and probs in usercentred 

design” in Proceeding of the Paticipatory Design Conference, New York CPSR, p 11-‐20 

Buur, Jacob og Bødker, Susanne, 2000: “From Usability Lab to “Design 

Collaboratorium”” in Reframing Usability Practice. ACM, New York 

Bærenholt, Jørgen Ole, Haldrup, Michael, Larsen, Jonas, Urry, John 2004: “Performing 

Tourist Places”. Ashgate. England. 

Cederholm, E. A., 2007: "At "bare være" -‐ ægthed, relationer og intimitet i 

oplevelsesindustrien" I Sundbo & Bærenholdt: Oplevelsesøkonomi, produktion, 

forbrug, kultur. Forlaget Samfundskultur 

Chouliaraki, L. & Fairclough, N. 1999: Discourse in Late Modernity – Rethinking 

Critical Discourse Analysis. Edinburgh University Press. Edinburgh. 

Cova, B. & Cova, V. 2002: “Tribal marketing: the tribalisation of society and its impact 

in the conduct of marketing”, in: European Journal of Marketing, 36, 6/5: 595-‐620 

Edensor, Tim, 2001: ”Performing tourism, staging tourism: (re)producing tourist 

space and pratice” in Tourist Studies, Sage Publicitions London. 

153


Ehn & Kyng, 1991: “Cardboard Computers, Mocking-‐it-‐up or hands-‐on the future” in 

Kyng & Greenbaum (eds), Design at Work. 

Elliott, R. & Wattanasuwan, K., 1998: “Brands as symbolic resources for the 

construction of identity”, in International Journal of Advertising, 17 (2): 131-‐144. 

Esmann Andersen, S., 2006: ”A brand new world – A new brand world: Fire 

perspektiver på brands og branding”. Working Paper nr. 10. Center for 

Virksomhedskommunikations WP-‐serie. Handelshøjskolen i Aarhus. 

Fournier, S., 1998: “Consumers and their Brands: Developing Relationship Theory in 

Consumer Research”, in Journal of Consumer Research, Mar, vol. 24, 343-‐373. 

Pine, B. Joseph & Gilmore, James, 2007: Authenticity - What Consumers Really Want 

Harvard Business School Press 

Hall, Stuart, 1980 (1993): “Encoding, decoding” in During, Simon (red.): The Cultural 

Studies Reader. Routledge, London, s. 90-‐103. 

Holt, D.B., 2002: “Why do brands cause trouble?” in Journal of Consumer Research, vol. 

19 (June): 70-‐90. 

Haldrup, M., 2006: ”Materialitet og praksisi skabelsen af oplevelsesrum” in 

Keld Buciek, Jørgen Ole Bærenholdt, Michael Haldrup og John Pløger (red). 

Rumlig praksis, Roskilde Universitetsforlag. 

Jansson, André 2002: ”Spatial Phantasmagoria, The Mediatization of Tourism 

Experience” in European Journal of Communication, vol 17 (4), London, Thousands 

Oaks and New Delhi: Sage pp. 429-‐443. 

154


Jensen, O. B. 2007: “Brand resistance and counter branding”. I: Marlin Gitte & Martin 

Zerlang (red.) Fun City, Arkitektens Forlag: København (100-‐120) 

Kahane, Adam, 2007: “Solving Tough Problems - An Open Way of Talking, Listening, 

and Creating New Realities”. Berret-‐Koehler Publishers. 

Kvale, Steinar, 1997: ”Interview. En introduktion til det kvalitative 

forskningsinterview”. Hans Reizels Forlag. 

Löwgren, Jonas & Stolterman, Erik, 2004 (2007): “Thougthful Interaction Design, A 

Design Perspective On Information Technology”. Massachusetts Institute of 

Technology. 

MacCannell, Dean 1989 (1976): “The Tourist. A New Theory of the Leisure Class”. 

Schocken, Books Inc, New York. 

McCutcheon, Russell, 2000: ”Myth” in Braun & McCutcheon (eds.) Guide to the Study 

of Religion, Cassell, pp. 190-‐208. 

Mogensen, P. 1992: ”Towards a Provotyping Approach in Systems Development”. 

Scandinavian Journal of Information Systems, 4, 31-‐53. 

Muller, Michael J, 2002: “Participatory design: “The third space”” in HCI, The human- 

computer interaction handbook: fundamentals, evolving technologies and emerging 

applications. Lawrence Erlbaum Associates, Inc., Mahwah, NJ. 

Muniz, Albert M. Jr. and Thomas C. O’Guinn, 2001: ”Brand Community” in Journal of 

Consumer Research, 27 (March), 412-‐32. 

Prahalad, C.K. & Ramaswamy, V., 2004: “Co-‐creation experiences: The next practice 

in value creation”, in: Journal of Interactive Marketing; Summer 2004; 18, 3: 5-‐14. 

155


Sarasvathy, Sara, 2001: “What makes entrepreneurs entrepreneurial?”. University of 

Washington. 

Sarasvathy, Sara & Dew, Nicholas, 2005: “New market creation through 

transformation” in Journal of Evolutionary Economics. Springer Verlag. 

Schön, Donald A., 1987: “Educating the Reflective Practitioner - Toward a New Design 

for Teaching and Learning in the Professions”. Jossey-‐Bass, London. 

Selwyn, Tom 1996 (ed.): “Introduction” in The Tourist Image. Myths and myth Making 

in Tourism. John Wiley & Sons, London. 

Spinosa, Flores & Dreyfus, 1997: “Disclosing New Worlds, Entrepreneurship, 

Democratic Action, and the Cultivation of Solidarity”. Massachusetts Institute of 

Technology. 

Spradley J.P. 1980: “Making Descriptive Observations”. p. 73-‐84. in Participant 

Observation, NY, Harcourt Brace College Publishers. 

Strain, Ellen 2003: “Public Places Private Journeys - Ethnography, Entertainment, and 

the Tourist Gaze”. Rutgers University Press. 

Storey, John, 2003: “Inventing Popular Culture”. Blackwell Publishing Ltd, Blackwell. 

Thackara, John, 2005: “In the Bubble- Designing in a Complex World”. The MIT Press 

Cambridge, Massachusetts, London. 

Tomlinson, John, 1999: “Globalization and Culture”. Polity Press Cambridge. 

Turner, Victor, 1982: “Liminal to Liminoid in Play, Flow and Ritual” in From Ritual to 

Theater: The Human Seriousness of Play, Performing Sarts journal. 

156


Urry, John, 2002 (1990): “The Tourist Gaze”. Sage Publications Ltd. London. 

Verwijnen, Jan, 1999: ”The creative cities new field condition: Can urban innovation 

and creativity overcome bureaucracy and technocracy?” In Jan Verwijnen & Panu 

Lehtovuori (Eds.), Creative cities: Cultural industries, urban development and the 

information society. Helsinki: University of Art and Design Helsinki. 

Wang, Ning 1999: “Rethinking authenticity” in Tourism experience in Annals of 

Tourism research, vol 26, no. 2, Pergamon. 

Waade, Anne Marit & Knudsen, Britta Timm, 2009: ”Re-Investing authenticity – 

tourism, place and emotions”. Channel view publications, Canada. 

Links: 

Arvidsson, Adam & Peitersen, Nicolai, 2008: The Ethical Economy. 

www.ethicaleconomy.com. 

CouchSurfing 

www.couchsurfing.org 

Hansen, E. (2010): Turismens vækstpotentialer i Region Midt, Fri Agent 

http://www.regionmidtjylland.dk/regional+udvikling/v%C3%A6kstforum/indsatso 

mr%C3%A5der/oplevelses%C3%B8konomi/turismens+v%C3%A6kstpotentiale 

HIGH LINE, NEW YORK 

www.thehighline.org 

InterCultureClub (facebookside): 

http://www.facebook.com/group.php?gid=107370559284728 

157


LOCAL TRAVEL MOVEMENT 

http://www.localtravelmovement.com 

Lov om Visit Denmark: 

http://www.ft.dk/samling/20091/lovforslag/L159/som_vedtaget.htm#dok 

RENT A LOCAL FRIEND 

http://www.rentalocalfriend.com/EN/index.html 

SPOTTED BY LOCALS 

http://www.spottedbylocals.com 

VisitAarhus 

www.visitaarhus.com 

VisitDenmark: ”Vores rejse” 

http://www.visitdenmark.com/danmark/da-‐ 

dk/menu/danskturisme/aktiviteter/strategi-‐for-‐dansk-‐turisme/ny-‐faelles-‐strategi-‐ 

for-‐dansk-‐turisme.htm 

158

speciale færdig opgave - Aarhus Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?