Ib Asger Olsen_oplæg - Danske Landskabsarkitekter

landskabsarkitekter.dk

Ib Asger Olsen_oplæg - Danske Landskabsarkitekter

Naturen i Byen i historisk belysning

Jeg skal prøve at give et billede af byens natur gennem 150 år, hvor bynaturen især er blevet

varetaget af landskabsarkitekter.

Byen er af natur naturfjendsk. Når mange mennesker klumper sig sammen, vil naturen fortrænges

med asfalt og bygninger. I den tætbefolkede by opstår der samtidig et behov for at rekreere sig,

og det er igennem historien sket i de byparker og grønne områder, der blev etableret fra 1850 og

fremefter. Da var de sundhedsmæssige problemer så store, at parknatur kunne have en helbredende

virkning.

Af naturlige grunde kunne man ikke nøjes med at lade den potentielle natur udvikle sig på de afsatte

arealer, fordi den ikke er robust og slidstærk nok til så mange menneskers brug. Parkerne kom

derfor til at bestå af dyrkede landskabselementer som græs, hegn, busketter, træer og lystskove,

hvor man med bestemte plejeformer forsinker planternes naturlige vækstforløb.

Nogle af disse landskabselementer etableres ofte af indførte plantearter, der ikke er integreret i det

danske klima som de hjemmehørende, og derfor bliver disse nye beplantningselementer nu og da

anfægtet, især af biologer, for hvem den selvgroede natur med upåvirket plante- og dyreliv er

idealet. Igennem historien har der i bestemte perioder sandelig også været grund til kritik af den

artsfattige natur i byerne, som den bevidst var udviklet, f.eks i de store boligbebyggelser i 60-erne

med brug af planter som monokulturer i store befæstede flader.

I dag er der stor kunstnerisk frihed til at udforme udearealerne, fordi de på grund af

samfundsudviklingen næsten har fået en dekorativ funktion med æstetiske oplevelser som det

primære til forskel fra de mere nyttebetonede funktioner i funktionalismen.

Nu vil jeg med billeder vise hvad det er for en natur landskabsarkitekterne har arbejdet med gennem

tiden.

Landskabsarkitekturens udvikling

Før 1850 var natur i byen tilfældigheder i den meget tætte by. De grønne elementer som træer,

buske og urter var stærkt begrænsede og spirede frem i revner og sprækker i de uhumske baggårde.

Naturen var ikke helt fraværende i byen. Der var masser af rotter og mus og vilde katte, men det er

jo naturelementer der ikke er så relevante for befolkningen.

Fra 1850 kommer naturen ind som velafgrænsede dyrkede arealer, primært på grund af de meget

usunde forhold i byen, f.eks. Central Park i New York og Voldparkerne i København. Man lærte sig

forskellige driftsformer for at give forskellige brugsmuligheder i parken, f.eks. at slå enge til

slidstærke græsplæner. Man plantede busketter og lunde som vi kender dem i dag. Driftsformerne

har til opgave at forsinke de naturlige processer i naturen.

Her var der gode erfaringer at hente fra plejen af overklassens slots- og herregårdshaver fra tidligere

tider.


Fra 1870 integreres naturen i byen i form af alleer som bystrukturerende gadetræer, f.eks.

Alleerne i Paris fra 1853, Nørre Voldgade i København fra 1880 og Sdr. Boulevard fra 1897. I Paris

blev alleerne brugt som bysanerende elementer for at slå hul i den tætte kaotiske by. Man kendte

udmærket til alleer i landskabet, men ikke inde i byen.

Fra 1900 med arbejderbevægelsens stigende indflydelse udvikles byen med boligkarreer, der

indeholdt store beskyttede grønne gårde, f.eks Hornbækhus fra 1920 og Solgården fra 1930.

Solgården er interessant ved at alle indgange er flyttet ind i gården, så det bliver mødested for

karreens beboere. Også her var driften afgørende for at give forskellige brugs- og

oplevelsesmuligheder for beboerne en kultiveret natur.

Indgangene fra gården gav selvfølgelig det problem at gaderne blev tomme. Til gengæld blev de

grønne gårde vigtige mødesteder for beboerne.

Med Funktionalismen i 30-erne åbnes karreerne til enkeltblokke, og naturindslaget findes især i de

grønne omgivende arealer. I mange tilfælde bliver det grønne en æstetisk indpakning af

boligblokkene, og friarealerne differentieres i legepladser, boldbaner og parkeringspladser, hvor

funktioner i de lukkede karreer var integrerede med mange mange kontaktflader.

De grønne arealer i stokbebyggelserne var også her dyrkede elementer af busketter og træer og

græsplæner med de tilhørende driftsformer for at fastholde udtrykket. Arealer med naturens egne

processer var meget sjældne og som regel kun knyttet til vådområder, der ikke kunne bebygges.

Fra 1960 kommer de store selvstændige urbane bebyggelser som nye bydele med egne skoler,

børneinstitutioner og butikscentre, og her er naturen næsten helt udelukket i form af monokulturer

og store belagte arealer.

Det gav imidlertid mange driftsproblemer, da det er svært at holde naturens vækstpotentiale med

forskellige vækster tilbage i disse monokulturer. 13 ha med Kranstop på DTU vil være et

forudsigeligt driftsproblem.

De mange store parkeringspladser uden de nødvendige vækstmuligheder lukker også helt af for

naturens processer, hvilket kan ses på træernes dårlige vækst. Naturbevidstheden synes helt

fraværende i dette paradigme.

Fra 1970 kommer reaktionen på 60-ernes naturfjendtlige miljøer med tæt/lav bebyggelserne i langt

mindre skala. Her inddrages for første gang i nogle tilfælde beboerne i udviklingen af det grønne,

f.eks. i Tinggården i Herfølge. Man kan se det som beboernes medvirken både fysisk, æstetisk og

socialt.

Perioden siden 1980-erne har medført en mere fremmedgørende arkitektur, som skyldes nye

forudsætninger, et nyt paradigme. Baggrunden for dette er Velfærdssamfundet og den manglende

sociale dimension. Der er ingen mennesker hjemme til at bruge friarealerne. Børnene er i

institutioner og alle voksne arbejder ude. Brugsfunktionerne er få.

Hvis vi går ud fra den svenske kunsthistoriker Elias Cornells definition af arkitektur: Arkitektur er

en æstetisk organisation af en praktisk virkelighed, så er den praktiske virkelighed i dag primært

vind, vand og materialer og ikke så meget menneskelige behov og funktioner, og det giver frit spil

for os til at lege med friarealerne ud fra en kunstnerisk indgang frem for en arkitektonisk indgang.

Forskellen er at kunstneren udelukkende forsøger at udtrykke indre visioner, mens arkitekten skal

organisere en praktisk virkelighed for andre, selvfølgelig ud fra en æstetisk/kunstnerisk indgang.


Ud fra dagens virkelighed kan det derfor synes logisk at bygninger og friarealer mere fremtræder

som kunstprodukter, spændende at se på frem for som sociale væresteder.

Naturen er i denne periode, som også gælder i dag, en biting i miljøet, en dekoration, en symbolsk

natur.

Der er dog kræfter i dag som forsøger at lytte til naturens processer og lade dem forløbe længere

end til de dyrkede og plejede udtryk som tidligere i 1900-tallet. Kommuner udlægger f.eks.

naturarealer i de store udlagte grønne arealer fra 60-erne og fremefter, også for at spare på driften.

Og fra fagkredse kommer der programmer, der skal gøre naturen mere synlig i byen. Det gælder

f.eks. Stig Anderssons forslag til en procesurbanisme, hvor alt levende - mennesker, planter og dyr

søges integreret i en helhed som i gamle dages landsbyer. Man må spørge sig, om et sådant

romantisk natursyn kan fungere med det aktive liv, der foregår i tætbyen i dag. Naturen må blive

meget klemt.

Man skulle snarere mene, at byens hektiske liv lagde op til beskyttede parker med rige

naturoplevelser som i 1850erne og fremefter, men jeg er spændt på at høre Stigs beskrivelse af

begrebet procesurbanisme.

17.11. 2011

Ib Asger Olsen

More magazines by this user
Similar magazines