AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER

akat.dk

AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER

Medlemsblad for

AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER

AARHUSIANERSAMFUNDET


2

”Det erotiske menneske” – en debat om erotik

For godt og vel et halvt århundrede siden aflagde Jørgen Leth

Aarhus Katedralskole et besøg med den ambition at blive katedralskoleelev.

Det blev aldrig til noget. I april vendte han tilbage

inviteret af Heimdal og Aarhus Katedralskoles Venner.

Når navnet Jørgen Leth kommer på tale, ledsages det ofte af en

række associationer, der på en eller anden måde indkredser en

gængs forestilling om multikunstneren. Cykelløb, Det perfekte

menneske – og ikke at forglemme den kontroversielle bog Det

uperfekte menneske. Æstetik, provokation, poesi og sidst, men

ikke mindst erotik. På trods af relativ enighed om de pågældende

associationer hersker der dog stor uenighed om hans kunst, og

hvorvidt der overhovedet er tale om kunst.

Da Jørgen Leth tirsdag den 26. april 2011 gæstede Aarhus

Katedralskole, var det også med et blandet publikum i Festsalen

– unge som ældre med hver sin forforståelse og holdning til

foredragsholderen, men forenet i en forventningsfuld interesse

for, hvad aftenen og aftenens hovedperson kunne byde på.

AROSIA

En erotisk stol

Som opdagelsesrejsende i egen livshistorie undersøger Leth i

sin seneste film, Det erotiske menneske, erotikkens væsen, udformning

og udtryk. Han fortalte om sine bevæggrunde for at

lave filmen, og ikke mindst om den for ham så vigtige tilblivelsesproces,

og om de filmtekniske elementer, der bruges for

at give erotikken udtryk. En film bestående af billeder på et højt

æstetisk plan, hvor smukke, eksotiske kvindekroppe, blikke og

stemninger spiller hovedrollerne. En film, hvor selv en stol filmet

på den rigtige måde kan synes erotisk, »en sådan scene er

kun mulig, hvis den er udført af en ægte kunstner«, som Leth

udtalte. Det erotiske menneske er også en film, der kan fremkalde

feministiske alarmklokker hos de fleste danske kvinder, og

for den sags skyld måske også mænd. Grundet de mange nøgenscener

med henslængte, sensuelle kvinder er det oplagt at påføre

filmens budskab et særligt kvindesyn, der med den opfattelse

kan være stærkt kritisabelt og på grænsen til politisk ukorrekt.


Appelsinhud og hængebryster

»Mænd kan godt lide at betragte kvinder. Og kvinder kan godt

lide at blive betragtet af mænd. Begge udsagn er fuldstændig

sande og uadskillelige«. Enkeltheden i den seksuelle tiltrækning

er for mange fascinerende, og ifølge Leth findes fascinationen

hos især den yngre kvindegeneration, som interessant nok er

efterkommere af rødstrømpegenerationen. Nogle spørgsmål fra

salen gik på, hvorfor der kun indgik smukke, unge, eksotiske

kvinder i en film om erotik. Svaret var, at man jo heller ikke

kører cykelløb på gamle cykler, hvorefter en let latter bredte

sig i salen. Leths rolige og lunefulde karisma var ikke til at tage

fejl af.

I forlængelse af spørgsmålene fra salen kan man diskutere,

om det overhovedet giver mening at kræve mangfoldighed, appelsinhud

og hængebryster i en film om erotik? Er det i virkeligheden

ikke netop at gøre det samme, som det jo er så oplagt

at klandre Jørgen Leth for – at definere erotik på en bestemt

måde, indramme den og dermed fastsætte erotiske værdier, som

jo egentlig er ganske subjektive. Subjektiviteten kommer i allerhøjeste

grad til udtryk i Det erotiske menneske. Det er Leths bud

AROSIA

på erotik, vi ser, når vanddråber danser på mørklødet kvindehud,

eller når en senegalesisk kvinde valser ned ad gangen pyntet

fra top til tå overbevist om, at hun er den smukkeste kvinde

på jorden.

Stof til eftertanke

Jørgen Leth er rendyrket æstetiker, og man kan tilslutte sig

hans erotik-, kvinde- og menneskesyn, lige så vel som man kan

kritisere det af både politiske og feministiske grunde. Der hersker

dog ingen tvivl om, at han under alle omstændigheder rykker

ved noget i folk, forstyrrer, vækker undren, forargelse og

efterlader stof til eftertanke. Hvad er erotik, og hvad er erotik

for mig?

Anne Toft Ramsbøl

3


4

Mødet med det fremmede

En ny tradition tro udskrev vi i det seneste nummer af EkstrArosia

to kreative konkurrencer – en novellekonkurrence og en

billedkonkurrence – for at fremme den kreative udfoldelse på

Aarhus Katedralskole. Begge konkurrencer havde overskriften

Mødet med det fremmede.

Efter afleveringsfristens udløb har bestyrelsen for Aarhus

Katedralskoles Venner bistået af relevante faglærere gennemgået

de indleverede bidrag og fundet vinderne af 1.-3-præmierne (hhv.

1.000, 500 og 300 kr.) i begge konkurrencer. Novellekonkurrencen

blev ligesom sidste år vundet af Jakob Friis Storborg, mens

sidste års nummer to i billedkonkurrencen, Kira Skovbo, i år

blev nummer tre i samme konkurrence.

Vindere af novellekonkurrencen:

1. præmie: Sydbyen

af Jakob Friis Storborg, 3.k

2. præmie: En ukendt aroma

af Sarah Christina Franklin Gudnitz, 1.k

3. præmie: Vandpyt

af Ellen Wolf, 2.r

Ellen, Jakob og Sara

AROSIA

Sydbyen

Mit hoved vibrerer i takt med skinnernes ujævnheder. Det giver

mig lidt kvalme. Jeg er ikke så kendt i byen endnu. Når jeg skal

et sted hen med undergrundsbanen, tæller jeg stadig stationerne

mellem på- og afstigning. 5. Jeg kigger ned og læser teksten igennem,

men afbrydes af noget fugtigt under næsen. Jeg mærker

efter med min finger, der plettes. I snart en måned har jeg haft

regelmæssig næseblod. Det kommer lige pludselig, så jeg går

hele tiden rundt med cigaretfiltre i næseborene, i tilfælde af at

uheldet skulle være ude – en idé, jeg fik, da jeg en dag passerede

tamponhylden i mit lokale indkøbssted. Blodet får mit hoved til

at virke lunkent og tungt, så jeg skifter filtrene. Der er kun blod

på det ene. Ét er vist tiltrækkeligt i aften. Jeg putter det overskydende

tilbage i pakken og kigger op. En ældre herre sidder

overfor og smiler medlidende til mig. Hans øjenbryn gror i alle

retninger. Jeg smiler hurtigt og kigger atter ned. Jeg stoler ikke

på folk, der går med butterfly. Det er et uærligt karaktertræk.

Jeg står lidt senere af i Sydbyen og følger en vejbeskrivelse, jeg

har printet ud.

Manden foran forsamlingen kigger ned til mig, idet jeg træder

ind ad døren. »Ah, der er han jo«. Folk vender sig om på stolen

og kigger. »I aften skal vi høre David Kahan læse op fra sin

kommende novellesamling. Så ja, kom du bare op«.

Jeg stiller mig op foran menneskerne og får øjenkontakt med

min bror. Han har taget butterfly på. Jeg skulle ikke have inviteret

ham.

»Hej. Jeg hedder David, og jeg vil læse lidt højt. Så det vil

jeg gøre nu. Mit hoved vibrerer i takt med skinnernes ujævnheder.

Det giver mig lidt kvalme«.

Jeg kigger ned på min bror, der drikker af sin øl med et sugerør.

Han har længe haft problemer med isninger i tænderne.

Jeg fortsætter: »Jeg er ikke så kendt i byen endnu. Når jeg skal

et sted hen med undergrundsbanen, tæller jeg stadig stationerne

mellem på- og afstigning«.

Det er mærkeligt at stå her, mens folk kigger. Mon de synes,

jeg er kedelig? Jeg kigger rundt i lokalet. Her er lavt til loftet.

Pigen bag baren læner sig ind over skranken med albuerne på

bordpladen. »Det kommer lige pludselig, så jeg går hele tiden

rundt med cigaretfiltre i næseborene, i tilfælde af at uheldet


skulle være ude – en idé, jeg fik, da jeg en dag passerede tamponhylden

i mit lokale indkøbssted«.

Folk løfter øjenbryn og smiler så. Meget. Underligt meget.

Jeg kigger ned. På papiret ligger et blodrødt cigaretfilter og en

lille pøl. Jeg tager et friskt filter op af lommen og stikker det i

næseboret, hvorefter jeg tørrer blodet af min hage. Folk klapper.

De tror vist, det er med vilje. Publikum æder det altid råt, når

forfattere laver en performance. Hvorfor er det ikke nok at læse

op længere? Godt, jeg kan det nogenlunde udenad. Blodet gør

næsten teksten ulæselig.

»Hans øjenbryn gror i alle retninger. Jeg smiler hurtigt og

kigger atter ned. Jeg stoler ikke på folk, der går med butterfly«.

Publikum griner. Min bror kigger lidt rundt med sugerøret i

munden og peger på sin butterfly. Og som om det ikke er nok,

at de nærmeste ser det, letter han sig lidt fra sædet, så rækkerne

bagved også får et glimt. Irriterende.

»Jeg kigger ned på min bror, der drikker af sin øl med et sugerør.

Han har længe haft problemer med isninger i tænderne«.

Jeg er sulten. Jeg tror, jeg vil købe en bagel bagefter.

»De tror vist, det er med vilje. Åh, publikum æder det altid

råt, når forfattere laver en performance. Hvorfor er det ikke

nok at læse op længere? Godt, jeg kan det nogenlunde udenad.

Blodet gør næsten teksten ulæselig«. Publikum griner lidt ad

sig selv. Der fik jeg dem rigtig. Her er hyggeligt. Her må jeg da

komme igen. Café og bar. Og fint fremmøde egentlig. 30 mennesker?

»Folk klapper, men jeg skynder mig ud på toilettet«.

Min bror vender sig om og kigger på døren, hvorefter han

kigger op på mig igen. Keder han sig? Pis. Han skal forhåbentlig

ikke noget. Han føler sig nok hængt ud. »På størrelse med en

lilletå. Dobbelt så stor faktisk. Jeg føler mig snydt«.

Spilder jeg min tid? Det er længe siden, jeg fik den bog udgivet.

Men jeg er også ung. Intet pres. Og der var også den der

tekst, jeg fik i et tidsskrift. Og en anden i en avis. Jo. Jeg klarer

mig fint. »De nikker anerkendende, når vores blikke mødes. Jeg

rømmer mig og bestiller en fadøl«.

Jeg samler papirerne og smiler. Folk klapper, men jeg

skynder mig ud på toilettet. Jeg tager en slurk vand fra hanen

og vasker indtørret blod af mine hænder. Inde i rummet er der

stadig mennesker. Jeg går op til skranken og bestiller en bagel.

Hun smiler.

AROSIA

»Det var rigtig godt. Sødt, at du nævnte mig. Din bagel er på

huset«, siger hun.

»Tak skal du have«.

Jeg inviterer min bror på en halv bagel. Han har taget sin

butterfly af og skærer bagelen over til to halvcirkler. Han giver

det store stykke til mig. Ikke at han ikke kunne skære lige, men

bagelen er tykkest i den ene side. Om den blot indeholder mere

luft, eller der virkelig er mest dej i min del, er svært at sige.

»Hvad synes du om det?«.

»Godt«.

»Tak. Har du det godt? Har du set mor for nylig?«.

»Jeg har det godt. Længe siden, jeg har set dig, David. Og ja.

Jeg var hjemme for en uge siden. Katten er syg. Den er sikkert

død nu«.

Jeg skifter filter.

»Stakkels mor. Måske vi skulle sende et kort«, siger jeg efter

lidt tid.

»Du kunne også besøge hende«. Han kigger på mig.

Jeg tager en bid. Ganske rigtigt. Inde i min bagel finder jeg

en luftboble. På størrelse med en lilletå. Dobbelt så stor, faktisk.

Jeg føler mig snydt.

»Jeg har meget at se til«, svarer jeg. Et kort er vel tilstrækkeligt.

»Nej, du har sgu da ikke. Men o.k. Jeg tror, jeg smutter. Skal

du med?«.

»Ellers tak. Jeg tror bare, jeg bliver her lidt. Men hils«.

Min bror tager sin jakke og rejser sig.

»Husk din butterfly. Det var godt at se dig. Måske vi kunne

ses snart?«.

Han smiler, putter den i lommen og går ud. Jeg kigger lidt

rundt på folk herinde. De nikker anerkendende, når vores blikke

mødes. Jeg rømmer mig og bestiller en fadøl.

Jakob Friis Storborg

5


6

Mødet med det fremmede

AROSIA

Anna Corydon Laugesen 2.r


Vindere af billedkonkurrencen:

1. præmie: Et endnu ufærdigt eventyr

af Anna Corydon Laugesen 2.r

2. præmie: Mødet med det fremmede

af Amanda Louise Gladbjerg, 3.r

3. præmie: To fremmede kommer til byen

af Kira Skovbo, 3.h

Kira, Anna og Amanda

AROSIA

Kira Skovbo, 3.h

Amanda Louise Gladbjerg, 3.r

7


8

Mere end et mindesmærke

Aarhus Katedralskole har en række legater, som uddeles hvert

år ved dimissionen. Et af de nyeste er Andreas Blinkenberglegatet,

som familien med sønnen Lars Blinkenberg i spidsen

har oprettet. Ud over at skabe den gamle professor et mindesmærke

har familien også en sprogpolitisk dagsorden.

For 100 år siden blev den senere franskprofessor Andreas Peter

Damsgaard Blinkenberg (1893-1982) student fra Aarhus Katedralskole.

Boglig uddannelse var ellers ikke noget, der lå til

familien, fortæller Andreas Blinkenbergs søn, ambassadør Lars

Blinkenberg, som i dag er 80 år:

- Min farfars familie var håndværkere, og min far var da også

den første i sin familie, der fik en studentereksamen, mens hans

fire søstre måtte ’nøjes’ med folke- eller realskoleuddannelse.

Håndværkersønnen følte sig dog godt tilpas på Katedralskolen

og fik også her den afgørende impuls til at vælge det

fag, som blev hans liv, idet det netop var en af skolens lærere,

som inspirerede ham til efter studentereksamen at kaste sig over

franskstudiet.

En pioner

I 1911 var der kun ét universitet i Danmark, og Andreas Blinkenberg

måtte derfor flytte til København for at studere. Efter

at have fået sin kandidatgrad og efter i en årrække at have været

gymnasielærer i Birkerød, dansk lektor ved Sorbonne-universitetet

i Paris og undervisningsassistent ved Københavns Universitet

vendte han i 1928 hjem til Aarhus. Det år oprettedes

nemlig på privat initiativ den institution, som senere skulle

blive til Aarhus Universitet: Universitetsundervisningen i Jylland.

Andreas Blinkenberg var en af pionererne i arbejdet med

at opbygge universitetet – og få det anerkendt som uddannelsesinstitution.

Han blev i 1934 en af det nye universitets første

professorer og var desuden rektor i den vanskelige tid omkring

besættelsen.

- Da min far fyldte 50 år, fejrede byen ham som den første professor,

der fik tilbudt et professorat i København, men sagde nej

tak, fordi han ville statuere, at de to universiteter burde betragtes

på samme niveau. Aarhus Universitet måtte ikke blot anvendes

som springbræt til en stilling ved det gamle universitet, fortæller

Lars Blinkenberg.

AROSIA

Andreas Blinkenberg Lars Blinkenberg

Et mindesmærke

For at skabe et mindesmærke for sin far fandt Lars Blinkenberg

på at oprette et legat i sin fars navn:

- Før mit 50-års studenterjubilæum i 1999 – i et tilbageblik

ved afslutningen af min diplomatiske løbebane – blev jeg klar

over, at jeg havde meget at takke min far for. Især fordi han

altid havde inspireret mig, ikke mindst til de sprogstudier, som

gjorde, at jeg fandt en karriere i udenrigstjenesten attråværdig.

Professor Andreas Blinkenbergs Mindefond, som uddeler

legatet, blev således oprettet og har hvert år siden uddelt i

omegnen 10.000 kr. til henholdsvis en student fra Aarhus Katedralskole

samt en franskstuderende ved Aarhus Universitet.

Legatmodtagerne får ud over pengene et sæt af de store danskfransk-

og fransk-dansk-ordbøger, som Andreas Blinkenberg

redigerede sammen med professor Poul Høybye.

Et sprogpolitisk statement

Hovedformålet med legatet er, ud over at bevare mindet om Andreas

Blinkenberg, at give unge mennesker en mulighed for at

studere i Frankrig eller et andet romansk land. Men legatet er

mere end det. Gennem sin diplomatkarriere har Lars Blinken-


erg boet i en række lande og derigennem fået øjnene op for

vigtigheden af at kunne tale andre fremmedsprog end engelsk.

Helt uden diplomatiske omsvøb forklarer han, at legatet også

kan ses som et udtryk for hans modvilje mod det, han betragter

som en nedvurdering af alle andre fremmedsprog end engelsk i

det danske undervisningssystem:

- Det er et kulturelt forfald at tro, at vi alene kan klare os med

engelsk ud over vores eget sprog. Jeg har i min lange karriere set

og oplevet lande, der udmærket klarer sig med flere fremmedsprog

end ét, og i den store spansksprogede verden er engelsk

slet ikke dominerende, som danskere generelt tror. Rent faktisk

er engelsk på vej til at blive overhalet af spansk som det mest

udbredte sprog i verden.

Lars Blinkenberg er ikke i tvivl om, hvad der må gøres.

Studenterne årgang 1911

AROSIA

Dansk er et lille og svært tilgængeligt sprog, og derfor bør vi

ligesom Schweiz, Luxembourg og andre små lande sætte ind

med bedre undervisning i de romanske sprog, især fransk og

spansk, for at lette den internationale kommunikation.

- Jeg ved godt, at fransk har tabt terræn, men det spiller stadig

en stor rolle i internationale relationer, især i EU-sammenhæng

og i Afrika. Og spansk er meget vigtigt i forhold til den ydre

verden, især Latinamerika, men også begyndende i USA , der i

dag har 40 mio. indbyggere, som har spansk som modersmål. Vi

bør opretholde – eller rettere genetablere – den mangfoldighed i

vores sprogundervisning, som vi havde engang, og ikke, som vi

har gjort i de seneste år, begrænse den alt for drastisk.

Per Lykke

9


10

KulTUR-legatet

KulTURlegatet gik i år til 2.k, 2.h og 2.r, der som kvittering

har sendt nedenstående rejseberetninger.

Forårsfornemmelser i Segovia

Klokken 7.00 stod en gruppe forsovede, let forvirrede unge

mennesker fra Aarhus Katedralskole på Plaza Gabriel y Galán

i Salamanca, Spanien, og skuttede sig i den disede morgenluft.

Nogle røg en stilfærdig cigaret, mens andre stod og udvekslede

oplevelser fra gårdsdagens strabadser, hvor eleverne fra 2.k var

blevet indlogeret hos deres nye mamá y papá. Der blev leet,

rynket bryn og måbet i vantro forbavselse, da vi fornøjede, og i

visse tilfælde en smule fortvivlede, udbasunerede de oplevelser,

vi havde fået den foregående aften.

Dagens ekskursion gik til Sommerpaladset, La Granja de

San Ildefonso, i udkanten af Segovia. Efter busturen, der syntes

uden ende, steg vi ud og mærkede den spæde sommersol. Vi

lyste op med fornyet energi, og flere kunne ikke modstå trangen

til at iføre sig solbriller og smide overtøjet. Sammen travede vi

gennem foråret op til Sommerpaladset.

Da vi trådte inden for paladsets mure, føltes det som en rejse

tilbage til en tid, hvor rigtige mænd gik med paryk, og franskbrød

var noget, man kom i håret. Vi blev mødt af alt lige fra

kongelige gobeliner til skulpturer af marmor, der trods mange

århundreders slid stadig bevarede deres perfektion og renhed.

Efter at have befundet os i den barokke tidslomme begav

vi os videre til Segovias bymidte, hvor der blev knipset heftigt

på pladsen ved den antikke akvædukt – alle ville have et fotografisk

minde om dette arkitektoniske pragtværk. Vi stavrede

lystigt videre til domkirken, hvor vi i stilhed og med slet skjult

ærefrygt iagttog den hellige bygning indefra.

Byen summede af liv og forårsfornemmelser, og da vores

lektorer havde afsat et par timer til fri leg, slog vi os ned på diverse

cafeer og bænke og sugede til os af byens kulturelle aura.

Pyha. Alle indtrykkene gjorde os mætte og møre, men vi

AROSIA

fortsatte vor tour de culture til slottet Alcázar, hvor udsigten fra

den dertil indrettede parkeringsplads var fænomenal i den aftagende

eftermiddagssol. Inde i Alcázar blev vi begavet med en

energisk rundviser, der efter bedste evne indviede os i Spaniens

royale historie.

Nu var tiden inde til at drage hjemad, og trætte og mættede

af indtryk vraltede vi tilbage til bussen. De mange nye oplevelser

opfyldte luften, mens vi gennem støvede bilruder blev belyst

af den rødmende solnedgang, der satte sig fast i vor erindring.

Siska Katrine Jørgensen og Anna Sofie Jespersen


Et væld af indtryk

2.h’s studietur gik til Berlin. Det blev ikke blot en simpel studietur

uden videre værdi til en tilfældig storby, men en tur fuld

af indtryk, sanseoplevelser og refleksioner, som blev sat i gang

undervejs. Otte timers togtur med en flok interesserede elever,

otteogtyve piger og én enkelt dreng, samt to forventningsfulde

lærere var let overstået. Indtagelsen af byen og dens seværdigheder

kunne påbegyndes.

Smagssansen kom i gang fra dag ét, kræsen skulle man ikke

være, men derimod åben for at prøve nye madvarer, som man

ville brokke sig over hjemme ved mor og far. Men alle så vi

nysgerrigt til, da vi første aften spiste på en tyrkisk restaurant

med en masse forskellige små, appetitvækkende retter. Inden vi

tonsede videre til byens andre multikulturelle oplevelser og religioner,

oplevede vi Tysklands store stolthed: Bundestag. Denne

bygning var til det inderste overvåget af uniformsklædte vagter

med våben og utallige sikkerhedssystemer. Med følelsen af at

være med i den seneste James Bond-film blev vi guidet igennem

den kæmpe bygning med en lige så stor tilhørende kuppel

foroven. Senere stod vi foran en lige så strålende bygning: en

moské. Med en vis ydmyghed og respekt gik vi i en kæmpe flok

på strømpesokker ind i den hyggelige guldtæppebelagte moské

og lyttede i en rundkreds til imamens ord om religionen islam.

Inden vi havde fordøjet hans lærdom, sad vi samlet på en lille

hyggelig vestberlinsk pizzarestaurant og nød godt af delikate

italienske retter.

Da vi igen vågnede på vores hostel midt i Berlin, stod jødedommen

for døren. I silende regnvejr vandrede vi i det jødiske

kvarter og sugede ikke kun vand, men også endnu flere indtryk

til os. Igen måtte vi gennem en vanvittig sikkerhedskontrol, da

vi skulle besøge en synagoge. Historiske refleksioner om, at

jødernes mange års forfølgelse måtte have sat sit præg på den

mistroiskhed, de havde til udefrakommende, dukkede op.

Sidst på ugen, hvor vi alle var overbevist om, at der ikke

længere var noget, der kunne gøre betydeligt indtryk på os, gik

turen i teatret for at se YMA – den forestilling, vi havde fået

KulTUR-legatets støtte til. Her sad vi forbløffet, som sparket

tilbage i vores teaterstole, mens øjnene flakkede rundt for at

følge med i Berlins største show med mere end 100 medvirkende

kunstnere. Alt fra forførende kroppe over imponerende

sangstemmer til ubegribelig akrobatik kunne opleves! Så meget

glamour og talent på ét sted på én aften var forbløffende. Tonsvis

af sceniske effekter og over 500 kostumer satte prikken over

i’et på dette stykkes storhed.

Hjemvendt til Danmark lever indtrykkene endnu; ved et

tilbageblik er det helt ubegribeligt, hvor meget vi oplevede på

én studietur.

Maria Weis

AROSIA 11


12

Politisk kunst i en alternativ del af London

Den første morgen i London drog 2.r trætte, men nysgerrige

af sted til Londons alternative bydel Hackney. Her skulle vi

opleve kunstprojektet I Am Here, som kunsterne Andrea Luka

Zimmerman og Lasse Johannson er drivkræfterne bag. Fra det

øjeblik, vi stod af ‘The Tube’, kunne en klar kontrast mellem

vores hotels beliggenhed i det fine Westminster og det rå Hackney

fornemmes: De antikt inspirerede bygninger var skiftet ud

med graffitibemalede halvfjerdserbyggerier, og det var netop en

sådan bygning, der var projektets kerne.

Kort tid efter ankomsten blev vi mødt af en smilende og

karseklippet kvinde, Andrea. Hun tog os med på en tur fra projektets

idé til udførelse, imens hun med imponerende energi

fremviste de portrætter, som udgør projektet. Portrætterne er

ophængt på Haggerston Estate, der i 30 år har huset mangfol-

AROSIA

dighed. Bygningen og Hackney generelt har oprindelig været

en bydel af London, hvor kunstnere og skæve eksistenser har

søgt tilflugt, da det var det eneste sted i byen, hvor man kunne

bo og leve for næsten ingen penge. Dette medførte, at Hackney

blev kendt som et fristed og et alternativ til den kapitalistiske

bymidte, hvor kreativiteten kunne blomstre. Men dette frisindede

og kreative rum er i fare for at uddø – og her kommer I

Am Here-projektet ind i billedet: For et par år siden blev politikerne

i London Kommune enige om, at Haggerston Estate skulle

nedrives og beboerne genhuses i nye lejligheder. I tiden mellem

udflytningen og nedrivningen blev der sat orange plader for de

tomme lejligheders vinduer. Disse skabte et negativt syn på

ejendommen, og omverdenens fordomme om de tilbageværende

beboere kom pludselig til udtryk. Det var den problemstilling,

kunstnerparret greb fat i og brugte

som baggrund for projektet, hvor

meningen var at udskifte de fordomsskabende

orange plader med

portrætter af ejendommens beboere

for at vise, at der stadig bor

mennesker og mangfoldighed bag

de faldefærdige mure.

At gå langs den smukke Regents

Canal, lyttende til Andreas

passionerede talestrøm, var en

øjenåbner i den forstand, at der

forefindes store kulturforskelle inden

for Londons bygrænse, og at

kunst kan medvirke til at forhindre

en borgerliggørelse, der ellers ville

udslette kulturforskellene.

Denne indsigt ville ikke have

været mulig uden KulTUR-legatet

fra Aarhus Katedralskoles Venner,

så for dette er vi dem taknemmelige.

Cecilie Stuart Lykkegaard,

Josephine Alberte Hedemann

Boesen og Vanja Falk


Mindeord

Birgitte Knuhtsen

1945-2011

Beskeden om, at vores ven og kollega Birgitte var død, kom

som et chok for os. I godt halvandet år havde hun nydt sin nye

pensionisttilværelse, og vi havde alle indtryk af, at hun stortrivedes

ved det. Men omkring den 1. februar konstateredes kræft,

og i løbet af ganske få uger måtte hun give op over for sygdommen.

I 1976 blev Birgitte ansat ved Aarhus Katedralskole i fagene

engelsk og tysk. Begge faggrupper har altid kunnet nyde godt af

hendes omfattende og ’opdaterede’ faglige viden, hendes indsigt

i tyske og engelske sociale, kulturelle og ikke mindst litterære

forhold. Birgittes glæde ved sine fag, ved sproget og litteraturen

og begejstringen for at formidle en viden kom tydeligt til udtryk

i hendes smittende entusiasme i forholdet til os som kolleger og

ikke mindst til de mange hold af elever, som gennem 35 år fik

lov til at møde hende.

Birgitte var et meget alsidigt musisk menneske med en udtalt

nysgerrighed efter at ville vide og opleve mere uden for de

kendte skolecirkler. I mange år gik hun sammen med Poul-Henrik,

ægtemanden, til korsang og kastede sig senere med samme

seriøse holdning over bridgespillet, hvor hun hurtigt lærte at

overtrumfe sine mandlige kolleger. Birgitte var levende og i

konstant bevægelse. Hun var morsom og underfundig. Det var

befriende, når hendes rappe og altid rammende lettere ironiske

replik punkterede en opblæst og selvhøjtidelig diskussion. Med

sin smilende og afvæbnende latter evnede hun at skære ind til

benet og hele tiden sætte tingene i det rette perspektiv. Denne

evne har skolen mærket på mange områder, idet Birgitte med

iver varetog en række forskellige udvalgsarbejder og gennem en

årrække var formand for det pædagogiske råd.

AROSIA

Vi vil i vores skolehverdag ofte minde hinanden om, at vi

har været kolleger med Birgitte. Hun har i den grad helt naturligt

været med til at sætte sit præg på skolen. Kolleger og elever vil

huske hende for hendes dygtighed, imødekommenhed og smittende

engagement.

Vores tanker går naturligvis også til Poul-Henrik, som

hun har delt sit liv med siden gymnasietiden, og til deres tre

voksne døtre, Dorthe, Mette og Astrid – til svigersønnerne og

børnebørnene.

Æret være Birgittes minde.

På kollegernes vegne

Inga Basten

Lizzie Andersen

Jørn Ørum Hansen

13


14

Mindeord

Søren Sørensen

1954-2011

Nil non mortale tenemus pectoris exceptis ingeniique bonis

”Udødelighed er der ikke i noget, vi ejer –

kun i de goder, vi har inde i hjerte og ånd”

(Ovid, Tristia III 7,43-44)

Kort tid efter årsskiftet modtog Aarhus Katedralskole omkring

20 tætpakkede flyttekasser fyldt med brugte, for manges vedkommende

lasede og nedslidte bøger. De var støvede, lå hulter

til bulter og lugtede umiskendeligt af tobak.

Med bogkasserne fulgte et venligt brev fra Søren Sørensens

mor og søster, der bad skolen tage mod bøgerne i forvisning om

»at det ville glæde Søren, hvis hans bøger kan blive brugt af

studerende, som har samme interesse, som han havde«.

Med brevet fulgte også en kopi af en lille artikel, Søren Sørensen

skrev til Aarhus Katedralskoles jubilæumsskrift i anledning

af skolens 800-års jubilæum i 1994. Artiklen behandler

skolens motto og redegør for sammenhængen med det digt i

Ovids eksildigtsamling Tristia, som citatet stammer fra, fulgt op

af en dansk oversættelse og en skolehistorisk kommentar.

Søren Sørensen underviste i latin, græsk, oldtidskundskab

og engelsk. Han var efter et kortere ansættelsesforhold ved

Vordingborg Gymnasium ansat ved Aarhus Katedralskole 1993-

2002, hvor han måtte tage sin afsked på grund af sygdom. Det

gør stort indtryk, at skolen og dens elever hædres med Sørens

bogsamling. Netop bogkasserne, brevet fra Sørens pårørende

og hans artikel bidrager hver for sig til et rammende portræt

af Søren: Han holdt af eleverne og brændte for skolen og dannelsen,

og han var samtidig helt til sin død dybt optaget af videnskabelige

studier. Men han var også som karikaturen af licentiaten:

en altid venlig og imødekommende, men også noget

AROSIA

distraheret enspænder. Han følte sig tryg hos eleverne, som han

også gerne var i selskab med i skolegården, hvis han ikke holdt

frikvarter i skolens tæt indelukkede rygerlokale, men han trak

sig i stigende grad tilbage til studerekammerets tryghed.

Ingen, vel næppe heller Søren, var dengang klar over, at han

var ramt af den sklerosesygdom, der endte med at tage hans liv

nytårsdag 2011, efter at han i en længere årrække havde været

forhindret i at praktisere som underviser og kulturformidler

både i skolen og på universitetet, hvor han mere end nogen følte

sig hjemme. Sygdommen udviklede sig ubønhørligt og gjorde

det efterhånden vanskeligt for Søren at bevæge sig omkring.

Sørens omfattende studier i latin, græsk og engelsk gjorde

ham til en sprænglærd humanistisk videnskabsmand. Hans særlige

interesseområde var retorikken, stilistikken og poetikken,

naturligvis den antikke græsk-romerske, men i høj grad også

renæssancens og oplysningstidens æstetik. Søren var en af de

førende danske specialister inden for området, og han havde

han en særlig forkærlighed for sofisten Gorgias, hvis betydning

for retorik og stilistik ikke kan overvurderes. Sørens studier her

resulterede bl.a. i pioneroversættelser af Gorgias’ taler, der er

modeller for anskuelse af én og samme sag fra helt modsatte

synsvinkler og samtidig viser sprogets æstetiske manipulerende

muligheder gennem de såkaldt gorgianske stilfigurer. I

sin indledning til oversættelsen giver Søren Sørensen en dybtgående

behandling af antik retorisk teori og praksis. I mange år

var Søren også knyttet til forskning og undervisning på Aarhus

Universitet, og han skrev artikler på højt videnskabeligt niveau

i internationale tidsskrifter, fx om den romerske digter Horats’

lange brevdigt Ars Poetica.

Søren var på mange måder præget af sin lærer og store forbillede

som videnskabsmand og humanist, den klassiske filolog

Giuseppe Torresin. Fra ham havde han arvet et brændende engagement,

der ofte kom til udtryk i en elementær, undertiden

højlydt begejstring, som kunne høres, hvad enten Søren underviste

eller deltog i en videnskabelig diskussion. Det samme

kunne man opleve, når talen var om Sørens hjertebarn, Vejle

Boldklub. Søren var hele sit liv tæt knyttet til sin hjemby og til

sine nærmeste.

Æret være hans minde.

Peter Terkelsen


Aarhus Katedralskoles Venner

Invitation

Aarhus Katedralskoles Venner inviterer til en hyggelig aften

mandag den 29. september kl. 19.00 i Festsalen.

Aftenens program omfatter:

• Velkomst v. rektor Lars Scheibel

• Vennernes generalforsamling

• Mikkel Rønnow, student fra skolen og chefproducent ved

Aarhus Teater, fortæller om de musicals, han har været

med til at sætte op på skolen, samt om Chess, der kommer

op på Aarhus Teater i foråret 2012 med Mikkel Rønnow

ved dirigentpulten

• Musikalske indslag fra skolens elever

• En forfriskning undervejs

Indkaldelse til generalforsamling i

Aarhus Katedralskoles Venner

mandag den 29. september kl. 19.00 i Festsalen

Dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Formanden aflægger beretning

3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab

4. Fastsættelse af kontingent

5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne

Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før

generalforsamlingen

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Efter tur afgår Christian Homilius, Marianne Ladegaard

og Ole Viborg

7. Valg af revisor

8. Eventuelt

Frederik Gammelgaard, formand

Tak

Til statsautoriseret revisor Henrik Myhre, Qurios, for revisionen

af årsregnskabet.

Gavegivere

Boet efter Tage Steffensen, Gentofte

Kære Katedralskolevenner!

For at kunne komme i kontakt med jer hurtigere, oftere og billigere

har vi tidligere efterlyst jeres e-mail-adresser. Vi har fået

mange, men vi vil gerne have endnu flere. Så send en e-mail

med navn og adresse til: akv@akat.dk.

Hvid Bygning 1907

AROSIA 15


16

Regnskab

Resultatopgorelse 1. april-31. marts

Kontingenter og gaver

Renter af bankkonti

Overskud ved arrangement

Bogsalg

Sponsorbidrag

Diverse

Indtægter i alt

Foredrag

Boggaver

Legater og præmier

Gaver

Girobank, service- og debiteringsgebyr

Årsskrift

Porto og gebyrer

Diverse

Fortæring

Radighedsbe1øb til rektor

Ekskusioner

Bogkøb

Udgifter i alt

Underskud

Balance pr. 31. marts

Aktiver

Aarhus Lokalbank, kt. 7270 1167164

Aarhus Lokalbank, kt. 7270 4055283

Danske Bank, kt. 209-7222

Kassebeholdning

Aktiver i alt

Passiver

Legatmidler

Saldo pr. 1. april 2010

Kapitalkonto

Saldo pr. 1. april 2010

Underskud ifølge resultatopgørelse

Passiver i alt

Horsens, den 18. april 2011

QURIOS Statsautoriseret Revisionspartnerselskab

Henrik Myhre, statsautoriseret revisor

99.000

9.365

1.435

16.100

1.500

110

127.510

20.200

2.700

12.600

2.924

1.085

9.113

16.085

18.702

1.321

1.496

23.196

31.250

139.176

-11.666

63.326

174.890

2.252

857

241.325

81.857

171.134

-11.666 159.468

241.325

Aarhus, den 18. april 2011

Maiken Baltzer Løsmar, kasserer

AROSIA

More magazines by this user
Similar magazines