Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

13.12. På dette tidspunkt ankom Vasishta, kongehusets guru, til stedet. Han stod forfærdet,
idet han tog bestik af situationen. Han bemærkede Kaikeyi’s vrede lune. Han erklærede, at
Sita ikke behøvede at bære klæder af bark. Han påpegede, at Kaikeyi kun havde bedt om at få
to ønsker opfyldt – at Bharatha skulle krones, og at Rama skulle sendes ud i skoven. Begge
ønsker var blevet hende tilstået. Vismanden sagde, at Sita kunne drage ud i skoven med alt
det kongelige udstyr og alle de fornødenheder, der var nødvendige for at sikre et behageligt
ophold der.
13.13. Da Rama hørte det, fjernede han de klæder, han lige havde viklet uden om Sita’s egne
klæder. Men Sita trådte frem og knælede for vismandens fødder. Hun sagde: ”Herre! Det, at
jeg bærer barkklæder, er selvfølgelig ikke en direkte konsekvens af moder Kaikeyi’s ønsker.
Bør jeg ikke følge min mands adfærd? Vil det være passende for mig; vil det tjene mig til ære,
hvis jeg lever i skoven pyntet med smykker og kostbare silkeklæder, mens min herre er iført
en eneboers klædedragt? Det vil være aldeles tåbeligt af en pligtopfyldende hustru, hvis hun
indtager en sådan holdning, vil det ikke? Giv mig derfor tilladelse til at bære disse klæder af
bark, så jeg på den måde kan holde fast i, hvad der er rigtigt for en hustru at gøre og derved
udføre min pligt.”
13.14. Den overholdelse af retskaffen opførsel, der tilskyndede til denne bøn, bevægede den
store vismand til en dybtfølt og grådkvalt medfølelse. Med en stemme, der ligefrem dirrede af
sorg, sagde han: ”Sita! Den måde at tænke på kommer helt naturligt til dig, eftersom du er
legemliggørelsen af alle gode dyder. Men hvad angår konger og herskere, er der visse
principper, der skal respekteres af dig såvel som af andre. Din svigermoders, Kaikeyi’s, syge
og ondsindede hjerne trænger til at blive korrigeret og advaret. I dag skulle din mand rent
faktisk have været kronet som konge over dette rige. Denne begivenhed fandt ikke sted.
Årsagen var en kombination af omstændigheder, her i blandt nogle løfter der blev afgivet for
lang tid siden. Det er min pligt at sige, at det strider mod de politiske love at krone Bharatha i
stedet. Udelukkende den ældste søn har retten til tronen; ingen andre kan gøre krav på den.
Hvis den ældste søn, af egen fri vilje, af en eller anden grund giver afkald på denne ret, som
det er tilfældet i denne sag, så har den anden halvdel af hans person ret til at udøve denne
autoritet; ingen tredje part kan udøve den.”
13.15. Da Vasishta på denne måde gjorde rede for den praktiske lovgivning på dette felt, blev
Kaikeyi synligt påvirket af frygt. Men hun var helt klar over, at Sita ikke ville ønske at udøve
den kongelige autoritet og magt. Ligegyldigt hvor længe Vasishta uddybede Sita’s rettigheder
og fordringer, nægtede hun at tage notits af det. Hun længtes efter muligheden for at bære
eneboerens klædedragt frem for de strålende royale rober. Vasishta’s gemalinde fornemmede,
at Sita aldrig ville trække sin beslutning tilbage. Derfor tog hun og de øvrige kvinder
barkklædet og viklede dragten rundt om Sita på den korrekte måde, som eneboere anvender.
13.16. I mellemtiden havde Lakshmana også iført sig den samme skovklædedragt, som Rama
havde på. Rama besluttede, at deres afrejse ikke skulle udsættes længere. I ærbødighed
knælede de alle tre foran Dasaratha, der besvimede ved synet at sine sønner i deres asketiske
klæder. De knælede også for Kaikeyi, der stod i nærheden. De kastede sig i støvet for
vismanden Vasishta og dennes gemalinde. Så begav de sig af sted mod skoven.
13.17. Ayodhya’s borgere, der havde forsamlet sig ved paladsets hovedport, så de tre vandre
af sted som eneboere. Ved synet brød de ud i en forbitret hulken. Flere af dem blev så
chokeret, at de faldt besvimet om. Adskillige slog sig selv på siden af hovedet af ren
fortvivlelse. Ved den kongelige hovedports dørtrin knælede Rama endnu engang for Vasishta.
Endvidere sagde han nogle få, formanende ord til folket og bad dem bevare roen og holde fast
ved de gode dyder. Han fortalte dem, at de ikke skulle sørge over den drejning,
begivenhederne havde taget. Han fortalte dem også, at han ville vende tilbage til Ayodhya
139