Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

14.34. Med øjnene fulde af tårer holdt Guha sine håndflader mod hinanden og spurgte
Lakshmana: ”Lakshmana! Jeg formoder, at Dasaratha’s palads er prægtigere og mere storslået
end gudernes herskers, Indra’s, guddommelige palads. I Dasaratha’s palads er alt henrivende
og smukt. Overalt er der lifligt og dejlige dufte. Der er bløde, fjerlette senge og lamper præget
med kostbare ædelstene. Alt sammen noget der forøger paladsets storslåethed og
bekvemmelighed. Der har sengene lagner, der er lette og hvide som skummet på frisk mælk.
Og der er puder, der matcher lagenerne. Nu ligger Sita og Rama, der er vant til at sove i
sådanne luksuriøse senge, på en dynge græs. De har hverken noget sengetæppe eller nogen
hovedpude; alene den rene og skære fysiske udmattelse gør, at de kan sove! Det er ulideligt
smertefuldt for mig at tænke på denne forandring. I paladset tog Rama’s fader, moder,
hofmænd og tjenestepiger sig på forskellig vis af hans ønsker og behov. Nu ligger Sita og
Rama, der indtil i går levede kongeligt, på jorden! Ak, mit hjerte bliver flænset i småstykker af
sorg.”
14.35. ”Sita er den over hele verden højt ærede kong Janaka’s elskede datter. Alligevel ligger
hun nu på et leje af græs. Hvilken forunderlig drejning skæbnen har taget! Er Sita og Rama
parat til at leve et liv i skoven? Oh nu bliver det bekræftet, at konsekvenserne af ens
handlinger binder, og det på trods af alt andet.”
14.36. ”Kaikeyi er kongen af Kekaya’s datter. Ingen kan tro, at hun er i stand til at udføre en
så modbydelig, syndig handling. Sita og Rama befinder sig i en periode af deres liv, hvor de
formodes at skulle leve lykkeligt sammen. Hvor er det en forkastelig handling at påføre dem
denne hårde straf! En sådan skæbne burde end ikke ramme ens værste fjende.”
14.37. ”Kekaya’s prinsesse har vist sig at være øksen, der vil hugge Sol-dynastiets træs
rødder i stykker. Hendes selviske grådighed har kastet verden ud i sorg. Åh! Mine rædselsfulde
øjne er af skæbnen bestemt til at se dette hjertegribende syn! Hvilken foragtelig synd har jeg
hengivet mig til for at fortjene denne straf? Hvilket menneskes lykkelige liv har i fortiden fået
mine øjne til at blive røde af vrede, så jeg nu er nødt til at se min elskede Rama i denne
sørgelige forfatning?”
14.38. Guha jamrede sig på denne måde. Da han var ude af stand til at standse sorgens
frembrusende bølger, tav han og sad med sit hoved bøjet i ubetvingelig smerte. Også
Lakshmana blev nedtrykt over situationen.
14.39. Lakshmana samlede lidt mod til sig og sagde: ”Åh! Høvding over nishada’ere! Et
menneske opnår ikke lykke på grund af en anden, ej heller bliver det ulykkeligt på grund af en
anden. Et menneske kan ikke få medgang eller modgang på grund af andre. Der er ingen
mulighed for at opnå succes i livet gennem sådanne indirekte måder. I virkeligheden kan man
hverken være lykkelig eller ulykkelig. Enhver fødes af en eller anden årsag. Denne årsag er
ansporet af de muligheder, der er opstået som en konsekvens af vedkommendes handlinger i
tidligere liv, eller den er ansporet af en eller anden ophøjet vilje og beslutning. I forløbet med
at opfylde dette livs formål forekommer mennesket at være lykkeligt eller ulykkeligt, det er det
hele. En tigger drømmer, han er konge; en konge drømmer, han er tigger. Når de vågner,
opdager de, at lykken og elendigheden var uvirkelig og kortvarig. På samme måde er verden
en drøm; uvirkelig, illusorisk. Den er en blanding af usandhed og sandhed. Du er ked af det,
fordi Rama befinder sig i denne sørgelige forfatning, men Rama er over og hinsides sorg og
glæde. For dem der iagttager ham, forekommer han muligvis at være lykkelig eller ulykkelig -
det afgøres af den lykke eller ulykke, der er fastsat af de fortrin og mangler, der er opnået og
akkumuleret fra tidligere liv. Hvad du i Rama ser som glæde eller sorg, er blot en refleksion af
din egen sindstilstand.” Da Guha havde lyttet til Lakshmana, faldt han til ro og opgav det
raseri, han for lidt siden havde følt over for Kaikeyi. Han forstod nu, at det ikke var rigtigt at
finde fejl hos andre og give dem skylden.
148