Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

14.40. ”Alle mennesker er indfanget af illusionens søvn. Alle er beskæftiget med at være vidne
til mange forskellige drømme. Det er på den måde, mennesket tilbringer natten, der kaldes
’livet’. Alene yogierne, der er herrer over dem selv, holder sig vågne natten igennem uden at
blive fanget ind i eller fortryllet af drømme. De har ingen brug for verden og dens indhold. De
har vendt sig væk fra alle sanselige fornøjelser og forviklinger. Indtil mennesker opnår det
stadie, kan de ikke omtale sig selv som ’vågne’. Når visdom bliver opnået, og virkeligheden
bliver erkendt, så vil illusionens bånd løsne sig, og kærligheden bliver fæstnet på Herren
Rama’s lotusfødder.” Guha’s tanker løb af sted ad dette spor. Han fandt både trøst og styrke i
ordene. Guha og Lakshmana tilbragte resten af natten med at tale om Rama’s
overmenneskelige kvaliteter og om den fuldkomne herlighed, der var latent til stede i ham.
14.41. I mellemtiden brød daggryet frem. Mens en af dem stod vagt, der hvor Rama sov,
gennemførte den anden sine morgenritualer og kom tilbage. Snart begyndte Rama at røre på
sig; han gned sine øjne, satte sig op og så sig omkring. Han vækkede Sita, og begge begav de
sig til Ganges. Efter at have badet og gennemført morgenritualerne, gik de hen til stedet, hvor
Guha og Lakshmana befandt sig. Rama bad Lakshmana om at bringe sig en stor portion af
gummitræets mælkeagtige saft. Uden at kny begav Lakshmana sig ind i den nærliggende
skov, og inden længe kom han tilbage med en bladskål fuld af saften. Rama brugte saften til
håret på sit hoved. Hårlokkerne forvandlede sig til en tyk, sammenfiltret knude af den slags,
som eneboere sædvanligvis bærer.
14.42. Da Sumanthra så Rama gøre dette, kunne han ikke tilbageholde en hulken. Han var
chokeret over, at det hoved, der skulle have båret den juvelbesatte krone, nu bar byrden af
sammenfiltret hår. Han begræd, at skæbnen ville, at hans øjne skulle se dette tragiske syn.
Hans hjerte brændte af smerte. ”Jeg kan ikke blive hos jer længere; det er blevet umuligt. Jeg
har udført kongens befaling. Skæbnen sætter en stopper for mit ophold i jeres nærhed.
Kongen befalede mig at tage jer med i min vogn, indtil vi nåede frem til en hellig flods bred.
Her skulle jeg forlade jer og vende tilbage. Det er min pligt at fortælle dig dette; nu er det dig,
der skal fortælle mig, hvad jeg nu skal gøre”, sagde Sumanthra. Han stod foran Rama med sit
hoved bøjet i sorg; han stod i ydmyghed og tårerne strømmede frit fra hans øjne.
14.43. ”Sørg ikke”, sagde Rama. ”At udføre kongens ordre er din pligt; det er også min pligt.
Jeg er meget glad for, at du udførte de ordrer, han gav dig. Fra nu af vil jeg udføre den ordre,
han har givet mig. Med den største ærbødighed vil jeg følge hans befaling, og jeg vil gøre det
yderst samvittighedsfuldt. Udsæt det ikke. Vend tilbage til Ayodhya. I grænseløs bekymring
afventer mine forældre din ankomst. De længes efter at høre din beskrivelse af vor rejse indtil
nu. Så tag vognen og drag straks og hastigt af sted”, ansporede Rama.
14.44. I sit indre dannede Sumanthra sig et billede af det sted, han var nødt til at vende
tilbage til. Ynkeligt bønfaldt han: ”Oh Ramachandra! Lad ikke Ayodhya blive en forældreløs by.
I dit fravær vil kongen finde det vanskeligt at tage sig sammen. Bharatha vil finde det umuligt
at regere.” Ude af stand til at bære vægten af sin sorg faldt Sumanthra for Rama’s fødder.
Rama løftede ham op, og mens han holdt fast i hans skuldre, trøstede han ham: ”Sumanthra!
Intet retskaffenhedsprincip er større end sandhed. Som du godt ved, hævder og bekendtgør
vedaerne, puranaerne og de storslåede heltedigte dette. Jeg er blevet tildelt opgaven med at
følge retskaffenhedens højeste princip! Hvor er det en god skæbne! Hvis jeg går glip af denne
chance og lader denne skæbne slippe mig af hænde, vil jeg og min slægt blive påført evig
skændsel i alle de tre verdener. Mere pinefuldt end en million dødsfald og ligbrændinger vil
denne skændsel brænde de retskafne. Tag af sted; fald for min faders fødder og gør det klart
for ham, hvor beslutsom og glad jeg er. Du skal være meget opmærksom på, at min fader
fremover på ingen måde bekymrer sig om mig, Sita og Lakshmana.”
14.45. Guha og hans ledsagere hørte Rama’s ord, og de blev synligt berørt af dem. Uden de på
nogen måde selv var bevidst om det, begyndte de at græde. Lakshmana kunne ikke bære
smerten. Han udtrykte nogle få, vrede ord mod dem, der havde forårsaget denne tragedie.
149