Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

muligt endnu mere. Hans fantasi skabte billeder af alle mulige slags tragedier og ulykker, for
endnu kendte han ikke sandheden. Han bønfaldt: ”Moder! Hold ikke sandheden skjult for mig.
Stol på mig. Fortæl mig, hvorfor Rama drog ud i skoven, og hvorfor min fader drog sit sidste
åndedrag. Fortæl mig det og frels mig fra forvirringens spind.”
16.55. Kausalya var altid ukunstlet og ligefrem; hun var meget medfølende, det var hendes
natur. Hun antog Bharatha for at være Rama, der var vendt hjem. Hun trak Bharatha ind til sig
og tørrede sine tårer bort. Hun sagde: ”Søn! Bharatha! Vær modig. Sørg ikke over fortiden; en
sådan sorg er værdiløs. Mærkværdige ting sker, når tiderne ikke er gunstige, og
omstændighederne sammensværger sig. Hvad gavner det at skyde skylden på en anden? Man
skal ikke kritisere nogen. Det er min skæbne at fortsætte livet med denne sorgfulde byrde. Det
kan ikke undgås; jeg må nødvendigvis leve med denne byrde. Men du er ung. Du er som Solen
ved det tidlige daggry. Husk det.”
16.56. ”I lydighed mod faders befaling bærer min højt elskede øjesten, Rama, klæder
fremstillet af barkfibre. Han har bundet sit sammenfiltrede hår op i en knold på hovedet, og nu
vandrer han rundt i junglen. Sita, der ikke kan leve adskilt fra ham i et øjeblik, er sammen
med ham. Hun er også iført en klædedragt af barkfibre. Lakshmana forsøgte at forhindre Rama
i at drage ud i skoven, men hans anstrengelser var forgæves. Han erklærede, at Ayodhya uden
Rama for ham var som en jungle; han fulgte Rama. Alt dette skete lige for øjnene af mig. Oh!
Hvor må jeg være en syndefuld sjæl, siden jeg stadig lever!”
16.57. ”Jeg kunne ikke tage med dem; ej heller ville mit liv ophøre, da de tog af sted. Hvordan
skal jeg beskrive min ynkelige og sørgelige forfatning? Mit hjerte er rent faktisk hugget ud af
den hårdeste sten. Oh hjertevarme Rama! Du lider så meget nu, eftersom du blev født af mig.
Hvorfor skulle du ellers lide? Ak! Rama! Hvor megen lidelse må du ikke gennemgå nu. Du lever
af frugter og rødder, og du vandrer rundt i junglens afsondrede og rædselsfulde områder!” Hun
stønnede højlydt én gang og faldt så bevidstløs om på gulvet.
16.58. Bharatha stod og så alt dette, og han lyttede til det, Kausalya fortalte ham. Men han
kunne stadig ikke få puslespillet til at gå op. Han kæmpede mod frygt og bekymring. Han var
ude af stand til at løse mysteriet. I mellemtiden ankom første-minister Sumanthra med en
besked om, at kongehusets guru, vismanden Vasishta, bad om, at Bharatha kom hen til sig.
Også Sumanthra brød ud i tårer, da han fik øje på brødrene. Han knugede Bharatha til sit
bryst. Brødrene kunne heller ikke styre deres sorg. Bharatha håbede, at i det mindste
Sumanthra kunne kaste lys over det mysterium, der var over de tragiske begivenheder, der
havde fundet sted i hovedstaden. På forskellig vis forsøgte han at få Sumanthra til at redegøre
for hændelserne, men Sumanthra kunne ikke lide at tale om dem. Han formodede, at Bharatha
og Satrughna allerede havde fået at vide, hvad der var hændt. Han mente, at de mennesker,
brødrene allerede havde mødt, inden han kom, havde fortalt dem alt.
16.59. Sammen gik de hen til Vasishta. Bharatha og Satrughna knælede for vismandens
fødder og græd højlydt. Kærligt og medfølende hjalp han dem op. I forbindelse med at han
trøstede dem, lærte han dem mangen en moralsk og filosofisk lektie. ”Der har allerede været
megen forsinkelse. Det er ikke tilrådeligt at udsætte det yderligere”, sagde han. Herefter gav
han Bharatha besked på at forberede sig på at gennemføre ligbrændingsritualerne for sin
fader. I lang tid var Bharatha hensunken i tanker, så bad han kongehusets guru, Vasishta, om
følgende: ”Herre” Det er en pligt, der skal udføres af den ældste søn, og Rama er den ældste
af os fire. Nu foreslår du, at jeg skal udføre denne pligt. Er det retfærdigt? Er det rigtigt? Du
har bevaret liget alle disse dage; bevar det yderligere i to eller tre dage. Satrughna og jeg vil
begive os ud til det sted, hvor Rama befinder sig. Vi vil bringe ham med os tilbage hertil. Giv
os venligst din tilladelse til at gøre dette.”
16.60. Vasishta svarede: ”Søn! Du er et tossehoved! Rama vil ikke bryde sig om at vende
tilbage, før den fastsatte periode er gået. Han holder og ærer sit ord, når det først er givet.
172