Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Ligegyldigt hvor meget du end måtte bønfalde, så vil Rama ikke drage ind i Ayodhya, før de
fjorten år er forløbet. Opgiv derfor din plan. Gennemfør ligbrændingsritualerne for din fader;
senere kan du gøre, hvad du måtte ønske.” Vasishta fortsatte med at tale på denne måde for
at overbevise Bharatha om det formålsløse ved dennes plan.
16.61. Bharatha indså, at han ikke kunne undlade at adlyde kongehusets guru. Han
indvilligede; faderens afdøde legeme blev vasket, og ritualerne vedrørende forberedelserne til
ligbrændingen, der alle er fastsat i vedaerne, blev på behørig vis gennemført. Tilskyndet af en
ubetvingelig længsel gik Bharatha i mellemtiden direkte hen til Kausalya’s og Sumithra’s
gemakker. Idet han knælede for deres fødder, bønfaldt han: ”Mødre! Nej! I skal afstå fra at
ofre jer på faders ligbål. Hvis I prøver på det, vil jeg ikke gennemføre det sidste ritual for
ham.”
16.62. Han sikrede sig deres løfte om, at de ikke ville ofre sig selv på ligbålet. Begge mødre
var meget imponeret over hans kærlighed og hengivenhed. De kunne ikke andet end at
efterkomme denne anmodning. De sagde: ”Søn! Vi vil handle i henhold til dit ønske.”
16.63. Nu blev liget hentet og placeret på ligbålet, der var opbygget af sandeltræ på bredden
af floden Sarayu. Med samvittighedsfuld og omhyggelig korrekthed gennemførte Bharatha de
afsluttende ritualer. I den forbindelse udviste Bharatha en tro, der var tusinde gange større,
end hvad Vasishta havde forventet og forudset. I sin faders navn skænkede han i overflod de
seksten foreskrevne gaver til velgørenhed. Han skænkede køer, landområder, guld, huse,
klæder, madvarer, heste, elefanter, mønter og andre værdigenstande væk. Over hele landet
priste modtagerne af gaverne hans gavmildhed og sønlige fromhed.
16.64. Men lensherrerne, de lærde, præsterne og den brede befolkning kunne ikke forsone sig
med Rama’s fravær. Denne sorg nagede deres hjerter. Hvert eneste sekund forårsagede denne
adskillelsens pine pludselige jag af smerte. De vidste, at de var hjælpeløse; der var ikke noget
at gøre. Rama ville aldrig bryde sit svorne ord. Han ville ikke vende hjem tidligere, ligegyldigt
hvilket incitament, der måtte være. Han ville ikke vende tilbage til Ayodhya, før den fjortenårs
periode var gået. De var nødt til at acceptere denne sandhed. Derfor manede de sig op, så de
kunne bære smerten. De besluttede sig for at holde sig i live, idet de afventede hans
hjemkomst og glædede sig til eksilperioden var slut.
16.65. Nu samlede Vasishta, kongehusets guru, lensherrerne, vasalstaternes konger,
ministrene, vismændene, de hellige mænd, rigets lærde og lederne blandt folket til en
konference. Han startede mødet med at orientere og minde forsamlingen om de råd
vedrørende herskeres pligter og forpligtelser, der fremgår af skriftet: ’Regler for lov og etik
vedrørende en dydig livsførelse’. Fra begyndelsen berettede han om hele rækken af
begivenheder, der havde fundet sted det sidste stykke tid. Fra komplottet, der blev spundet af
Kaikeyi, og til den dag hvor Rama drog ud i skoven. Herefter udbredte Vasishta sig om den
afdøde konges store kvaliteter: Hans overholdelse af sandheden, hans høje standarder med
hensyn til adfærd, hans store åndelige resultater, hans kongelige pragt og hans loyalitet over
for de vediske påbud, der gjorde ham til en gavmild mæcen, der afholdt utallige
offerceremonier, fremvisninger af offergaver og andre ceremonielle ritualer. Herefter fortsatte
Vasishta beretningen om kongens forsøg på at højtideligholde Rama’s kroning, og om de
forhindringer han var stødt på. Forhindringer, der resulterede i Rama’s eksil og kongens død
grundet sorgen over adskillelsen fra dennes højt elskede søn.
16.66. Bharatha og Satrughna, der var uvidende om den tragiske udvikling i hovedstaden,
som deres guru nu beskrev, blev overvældet af vrede tillige med sorg og skamfølelse. De
bøjede deres hoveder; deres hjerter var fulde af anger. Tårer strømmede ned ad deres kinder.
De mennesker, der var forsamlede foran dem, kunne knapt løfte deres blik og se på dem. Selv
Vasishta tørrede sine øjne, der hurtigt fyldtes med tårer. Salen var gennemtrængt af tungsind;
en stilhed faldt over forsamlingen; alle sad de som stenstatuer.
173