Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

16.67. Bharatha og Satrughna kunne ikke længere lytte til Vasishta’s beretning. De var så
vrede på Kaikeyi på grund af hendes skændige opførsel. Bharatha forbandede sig selv, at han
var blevet født af sådan en moder. Han skammede sig sådan over disse konsekvenser af sine
egne onde handlinger i tidligere liv, at han ikke kunne løfte sit hoved eller se nogen i ansigtet.
Brødrene var ivrige efter at forlade salen og komme væk.
16.68. Vasishta kendte deres følelser. Han gik hen til dem og gav dem trøstende og
opmuntrende råd. ”Søn!”, sagde han. ”Det nytter ikke noget at sørge over fortiden. Det, der er
sket, er sket. Nu skal vi tænke over og beslutte, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg må sige, at
din fader i alle henseender var heldig. Hvorfor sørge over ham? Lyt til mig; bøj dig for din
faders befaling. Han har overdraget dig myndigheden til at herske over dette kongerige. Det er
rigtigt, og det er ret, at du accepterer din faders overdragelse, og at du ærer hans befaling.
Din fader gik ind på at blive adskilt fra Rama, eftersom han ikke kunne få sig selv til at bryde
sit eget svorne ord. Han opgav sit liv, eftersom han havde en umådelig kærlighed og
hengivenhed til Rama. Han døde for at indfri sit løfte; det er der ingen tvivl om. Han vidste, at
det at holde et løfte, der nu engang er givet, er mere værdifuldt end selve livet. Det er
årsagen til, at han var parat til at dø frem for at svigte sit ord. Og tænk over, at Rama også
drog i eksil i skoven med sin hustru for at holde sit ord!”
16.69. ”Det er den kongelige Ikshvaku-slægts stolthed, at alle, der tilhører slægten, vil ofre alt
for at holde det ord, der én gang er givet. Det er den storslåethed, som du deler. Også du skal
nu handle i henhold til din faders ord og acceptere det ansvar, det er at forvalte dette
kongerige. Måtte du få alt muligt held med denne opgave. Måtte succes og fremgang følge alle
dine foretagender. Det er udelukkende på grund af den kærlighed og medfølelse, jeg føler over
for dig, at jeg har dristet mig til at råde dig således. Ellers ville jeg ikke have lagt dette tunge
ansvar på dine skuldre. Jeg ved, at du kan bevare din faders gode navn og rygte. Du besidder
de administrative evner, dygtigheden og modet, der er nødvendige for at påtage sig denne
byrde. Du skal hverken tvivle eller tøve. Tag imod udfordringen.”
16.70. Vasishta klappede Bharatha på ryggen og velsignede ham. Bharatha tog vismandens
kærlige råd til sig. Da Vasishta havde talt færdigt, rejste Bharatha sig hurtigt og knælede for
dennes fødder. Han kæmpede for at sige noget; han befandt sig i en utrøstelig sorg; hans
læber skælvede; hans hals var tør. Ordene kunne næppe danne sig på hans tunge. Han sagde:
”Herre! Er disse dine ord virkelig en tilkendegivelse af din kærlighed og medfølelse? Nej, rent
faktisk har du ingen kærlighed, ingen medfølelse over for mig. For hvis du havde, så ville du
aldrig gå med til at pålægge mig denne byrde. Du idømmer mig denne strenge straf uden den
mindste medfølelse. Det kongerige, der drev den helligste og reneste person i verden ind i
junglen; det kongerige, der styrtede hele befolkningen ud i års uafbrudt tårestrøm; det
kongerige, der har mistet dets mest retskafne hersker; det kongerige, der har bragt evig
skændsel over dets herskende dynasti, Ikshvaku-dynastiet; det kongerige, der har fremkaldt
denne medynkvækkende tilstand af enkestand på mødrene Kausalya, Sumithra og Kaikeyi; det
kongerige, der har fornedret sig selv på så mange måder – det kongerige overlader og betror
du nu til mig!”
16.71. ”Ak! Det er konsekvensen af de synder, jeg har begået. Det er konsekvensen af denne
ulykkelige fyr, der blev født ud af livmoderen på denne legemliggørelse af grusomhed og had,
denne Kaikeyi. I stedet for at påføre mig denne straf så gør dig fortjent til åndelig
fortjenstfuldhed ved at sende mig til det sted, hvor Rama er. Jeg beder dig. Ved at beskæftige
mig med den opgave, det er at feje stierne foran dem, så disse er bløde at træde på for deres
fødder, kan jeg gøre mit liv værd at leve og frelse mig selv. Jeg kan ikke blive på dette sted et
øjeblik længere.”
16.72. Bharatha kastede sig for Vasishta’s fødder og bad om tilladelse til at drage ud i skoven.
Da de så og hørte det, rejste landets ministre sig og med håndfladerne presset mod hinanden,
174