Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

og Lakshmana, kastede han og hans broder sig udstrakte på jorden foran dem; efter en kort
stund rejste de sig med glædestårer strømmende ned ad deres kinder.
17.52. Brødrene sagde: ” Oh hvor er vi heldige! Fortæl os, hvor langt de er væk? Hvor er de?”
De spurgte også til disse hellige mænds helbred og velfærd. Af disse mennesker fik de at vide,
at de var nødt til at fortsætte rejsen et stykke vej endnu. Derfor besluttede de at tilbringe
natten der, hvor de nu opholdt sig.
17.53. Så snart det blev daggry, fik de at vide, at de befandt sig tæt ved bjerget Chitrakuta.
Ansporet af længslen efter at møde Rama, Lakshmana og moderen Sita, fortsatte de rejsen
med forøget hastighed. Omkring middagstid kunne de høre floden Mandakini’s brusen; nu
kunne de også tydeligt se Chitrakuta.
17.54. I det øjeblik deres øjne skimtede tinden, knælede Ayodhya’s borgere og de to prinser i
ærbødighed på jorden. De rejste sig, og med fornyet energi gik de fremad. De, der havde
været udmattede, og som derfor havde opgivet at gå videre, opdagede pludseligt, at de havde
fået nye, kæmpemæssige energiressourcer. Uden at ænse deres fysiske tilstand gik de hurtigt
af sted. De, der bar bærestolene og traskede af sted på blødende fodsåler, fandt pludseligt
fornyet styrke ved opmuntrende at råbe hurra, hurra og fremsige navnet Rama, Rama, mens
de skyndte sig fremad.
17.55. Denne dag var Rama stået op, endnu før daggryet var brudt frem. Han fortalte Sita, at
hans fader denne dag dukkede op i hans bevidsthed langt oftere end på andre dage. Hertil
svarede Sita: ”Herre! Du ved, at jeg normalt aldrig drømmer. Men i nat havde jeg en helt
vidunderlig drøm! Jeg kan endda sige, at det i virkeligheden ikke var en drøm. Jeg drømte, at
Bharatha og Satrughna, på grund af adskillelsen fra dig, var blevet skrøbelige og svage. Jeg
drømte, at de, da de fandt det umuligt at være endog et øjeblik i Ayodhya uden dig, er på vej
hen til os. De er ikke blot ledsaget af Ayodhya’s borgere, men også af dronningerne Kausalya,
Sumithra og Kaikeyi.” Mens hun beskrev sine oplevelser, samlede tårer sig i hendes øjne.
17.56. Rama kaldte Lakshmana hen til sig og fortalte ham følgende: ”Broder! Du hørte
beretningen om Sita’s drøm, gjorde du ikke? Den beretning er ikke tegn på gode tidender, for
Sita så alle de andre, men i min drøm så jeg udelukkende fader, fader alene uden nogen
tilknytning eller forbindelse med resten af dem. Det forekommer mig at være et dårligt varsel.
Kom! Det er bedst, vi tager et bad.” Følgelig gik de tre til floden for at bade.
17.57. I det øjeblik fløj fugle hen over himlen i store flokke. Det nordlige landområde blev
formørket af en tyk støvsky. Mange vilde dyr og fugle blev opskræmte og for af sted. Da
Lakshmana lagde mærke til disse usædvanlige hændelser, klatrede han op i et træ for at finde
ud af årsagen.
17.58. Han så en hær på fremmarch. En hær med infanteri, kavaleri, stridsvogne og elefanter
rykkede frem mod det sted, hvor de befandt sig. Han sluttede sig til, at en konge måtte stå i
spidsen for denne hær. Dette informerede han Rama om. Rama fortalte ham, at det var Sita’s
drøm, der nu gik i opfyldelse! Han mente, at det bedste de kunne gøre var hurtigt at vende
tilbage til den løvtækkede hytte.
17.59. I mellemtiden kom bhil’erne og kiratha’erne (begge bjergstammer der boede i Vindhyabjergene)
og andre af junglens stammefolk i stor fart løbende hen til Rama. Forpustet og
gispende fortalte de nyheden om, at en regulær militær styrke var på vej hen til dette sted.
Endvidere fortalte de, at den kongelige hærleders vogn havde et flag med et billede af et
banyan-træ. Sita, Rama og Lakshmana blev bekræftet i deres formodning om, at det var
selveste Bharatha, der kom mod dem. Det var de ikke længere i tvivl om. På det tidspunkt
begyndte Lakshmana at ryste af vrede. Han anførte, at eftersom de kom for at få synet af
Rama, hvorfor skulle de så medbringe fuldt udrustede tropper? Den afskyelige kvinde,
187