Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

allerede var sket. ”Fysiske legemer er lige så flygtige som bobler i vandet; de er nødt til at
briste og forsvinde. Hvis ikke i dag, så i det mindste i morgen”, sagde han. Han fortalte og
belærte sin broder om mange moralske grundsætninger. Begge brødre gik herefter til floden
for at tage det bad, der rituelt var fastsat for de personer, der netop havde hørt om, at nogen
af deres nærmeste pårørende var døde.
17.64. I mellemtiden gik Sita hen til sine svigermødre. I stor ærbødighed berørte hun deres
fødder. Hun knælede også for Vasishta’s gemalindes fødder. Sita gik også hen for at møde alle
de kvinder, der var kommet fra Ayodhya. Hendes varme velkomst og hendes hensynsfuldhed
fik dem til at slappe af. Da dronningerne fik øje på Sita, græd de højlydt. Kvinderne, der var
kommet fra Ayodhya, så den skrækkelige forfatning, som deres henrivende unge prinsesse
øjensynligt befandt sig i, og de blev så overvældet af sorg, at de heller ikke kunne afholde sig
fra at jamre sig. Da Sita fik at vide, at kong Dasaratha havde forladt sit legeme, knælede hun
igen og igen for dronningerne, idet hun sagde: ”Ak! Hvilken stor ulykke der har ramt os!
Kongen opgav sit liv, fordi han ikke kunne klare adskillelsen fra os!” Sita følte, at nyheden om
Dasaratha’s død var som at få banket en tordenkile ind i hjertet. Længe græd hun og
dronningerne over den drejning, begivenhederne havde taget. Den dag kunne ingen hverken
spise eller drikke; de tænkte ikke på nogen af delene. Hele dagen og hele natten blev tilbragt i
sorg.
17.65. Da Solen stod op, gav Vasishta Rama besked på at gennemføre ligbrændingsritualerne
for sin afdøde fader. Ritualerne blev nøje udført i overensstemmelse med de påbud, der er
nedfældet i de hellige skrifter. Eftersom selveste Herren Rama fremsagde det mantra, der
helliggør vandet: ’Må Ganges, Yamuna’s, Godavari’s, Saraswathi’s, Narmada’s, Sindhu’s og
Cauvery’s hellige vande trænge ind i denne krukke og helliggøre det vand, der er i den’, blev
ritualet helliggjort og særdeles frugtbart.
17.66. Herefter tilbragte kongehusets guru, landets ministre, dronningerne og Ayodhya’s
borgere to hele dage sammen med Rama, Lakshmana og Sita. Da de to dage var ved at være
gået, henvendte Rama sig til Vasishta og sagde: ”Mester! Ayodhya’s borgere og indbyggere
lider meget her. De drikker intet andet end vand og spiser intet andet end rødder og
rodfrugter. Når jeg ser på Bharatha og Satrughna, og også på mødrene, føler jeg, at hvert
øjeblik er så langt som en hel tidsalder. Det er bedst, I vender tilbage til hovedstaden. Du
tilbringer din tid her; kongen er steget til himmels. Det er ikke passende, at jeg understreger
nødvendigheden yderligere. Gør blot, hvad du mener, der er mest gavnligt.” Med disse ord
knælede Rama for Vasishta’s fødder.
17.67. Vasishta svarede: ”Rama! Raghu-dynastiets herre! Hvorfor taler du på denne måde? Du
er ikke klar over, hvor glade og tilfredse disse mennesker er, eftersom de er så heldige, at de
kan se på dit charmerende væsen.”
17.68. Da folket hørte, at Rama havde anmodet dem om at vende tilbage, følte hver eneste af
dem, at de blev kastet ud i frygt og fortvivlelse; de havde det som en båd, der midt på havet
bliver fanget i en orkan. Men da de hørte, at vismanden Vasishta på deres vegne bønfaldt om
at måtte blive, sejlede de igen roligt, som en båd gør det, når en venlig brise taget fat i dens
sejl. Deres sind forkastede tanken om at vende tilbage til Ayodhya; at opgive den hellige
mulighed de nu havde for at bade i Mandakini tre gange dagligt; at undlade at leve af sunde,
enkle måltider bestående af frugter, rødder og rodfrugter, som de selv samlede sammen i
skoven; og mere end alt andet forkastede de tanken om, at de ikke længere skulle fylde deres
øjne med synet af Rama, Sita og Lakshmana og fylde deres ører med lyden af Rama’s
opbyggelige og fortræffelige ord.
17.69. Sita var beskæftiget med at tjene sine svigermødre. Hun forudså deres ønsker, og hun
var meget ivrig efter hele tiden at tjene dem. Hun trøstede og opmuntrede dem. Hun fortalte
dem, hvordan hun lykkeligt havde tilbragt sine dage i skoven. Intet havde hun manglet, og
189