Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

oceanet. Jeg er klar over, at al denne tragedie er sket som en konsekvens af synder. På alle
mulige måder og alle mulige steder har jeg søgt en måde, hvorpå jeg kan undslippe min sorg.
Nu ser jeg, at der er en vej ud og kun én vej. Min guru er den store vismand Vasishta; Sita og
Rama er mine øverste herskere. Derfor er jeg sikker på, at det på alle måder vil gå mig godt.
Herre! Jeg ønsker intet andet: Rama! Opfyld dette ene ønske, som din tjener har. Rama,
Lakshmana, Bharatha og Satrughna er alle fire kong Dasaratha’s fysiske efterkommere. Derfor
er alle fire på samme måde nødt til at adlyde deres faders befaling. Faderen elsker alle sine
sønner lige højt. Og der er ingen begrænsning eller bestemmelse om, at faders befaling først
og fremmest skal adlydes af den ene søn. Indtil nu har du båret ansvaret for at adlyde faders
befalinger. Nu er det vores tur til at bære den byrde, det er at leve i eksil. Sita, Rama og
Lakshmana skal vende tilbage til Ayodhya, og indtil straffen udløber, vil Satrughna og jeg leve
som landsforviste i skoven. Opfyld dette ønske og velsign os.” Da han havde sagt dette,
knælede Bharatha for Rama’s fødder.
17.74. Vasishta fældede glædestårer, da han lyttede til Bharatha’s bøn. Rama blev ikke
besnæret af Bharatha’s argument. Han sagde: ”Bharatha! Jeg føler ikke, at din måde at tænke
på er lige så fornuftig, som du selv mener, den er. Det er ikke rigtigt at handle, som du
foreslår. Bed mig om hvad som helst bortset fra dette.” Bharatha svarede: ”I det tilfælde,
broder, så tillad min broder og jeg at blive her hos dig og tjene dig, som Lakshmana indtil nu
har gjort. For os vil det være et fuldstændigt tilfredsstillende helligt liv at leve.” End ikke denne
bøn accepterede Rama. Han sagde: ”Bharatha! For mig såvel som for dig er faders befalinger
ubrydelige. Vi er nødt til i ærbødighed at bøje vore hoveder for dem. Vi er nødt til at udføre
dem uden den mindste knurren. Den mest passende handling for os alle er, at jeg udfører de
ordrer, der blev udstedt til mig, og at du udfører de ordrer, der blev udstedt til dig. Lad os ikke
bruge kostbare dage på sådan formålsløs tale og derved forårsage sorg og bekymring hos det
folk, der er kommet denne lange vej, og som hele tiden har haft håbet, selv om det så mørkt
ud. Vend sammen med folket tilbage til Ayodhya, der er blevet dig tildelt og hersk der
retfærdigt over dette folk. Jeg vil udføre den opgave, der er blevet mig tildelt, og jeg vil handle
retfærdigt i arbejdet med at beskytte og pleje det skovområde, der er blevet overdraget i min
varetægt.” Hverken Bharatha eller nogen anden var i stand til at imødegå Rama’s afgørende
erklæring med noget modforslag eller argument. De var alle nødt til at acceptere det, Rama
netop havde sagt, som værende den rigtige vej at gå.
17.75. Bharatha blev overvældet af sorg. Han jamrede: ”Hvem andre end mig kan Gud dynge
en så ubærlig byrde op på. Mig, der tilfældigvis er søn af en moder, der mente, at Rama, Sita
og Lakshmana var hendes fjender! Ja broder! Jeg hørte, at du gik inde i skoven; jeg hørte, at
du gik barfodet uden noget til at beskytte dig mod torne og småsten. Nyheden sårede mit
hjerte som skarpe spyd. Men alligevel lever jeg videre! Jeg er årsagen til alle disse ulykker,
men da jeg er en synder, er jeg stadig i live. Hvis det ikke var tilfældet, ville jeg for længe
siden have befriet mig for legemet. Selv da Guha mistænkte mig for forræderi mod min broder
og gjorde sig rede til at møde mig i kamp som sine styrkers øverstkommanderende, blev mit
åndedrag ved med at fungere i dette legeme! Ak! Mit hjerte er hårdere end en diamant. Det er
årsagen til, at det ikke er bristet på trods af alle disse stød.”
17.76. ”Roligt ser jeg på selve den tragedie, som jeg er årsagen til. Alligevel er mit liv så
ulyksaligt, at jeg er i stand til at udholde angrebene fra så megen sorg. Min moder har en så
forfærdelig og frygtelig gift i sig, at skorpioner og giftslanger skiller sig af med deres prægtige
besiddelser af gift i ren og skær skam! Hvordan kan Gud tillade mig at undslippe
konsekvenserne af min skæbne, når jeg er søn af en sådan moder?” Bharatha hengav sig til et
sådant selv-pineri, at borgerne, dronningerne, vismændene og andre, der var vidne til hans
sorg, hans anger, hans ydmyghed, hans ærefrygt og hans broderlige kærlighed, alle krympede
sammen som lotusblomster, der falder på is. De mindede Bharatha om mange begivenheder
fra puranaerne, så han kunne komme ud af sin depression.
191