Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

18.16. Vasishta var selvfølgelig en stor vismand, der besad viden om Det Absolutte, så han
kendte til Sita’s og de andres indre følelser. Han værdsatte brødrenes og Sita’s hengivenhed
og ydmyghed samt deres strenge overholdelse af ’rigtig handling’. Vasishta og hans gemalinde
kunne knapt forlade Rama, da de var så knyttet til de gode dyder, han indeholdt. Billedet af de
tre, der med sammenpressede håndflader stod ved skovstien og sagde farvel til hver eneste
vogn og deres passagerer, smeltede det hårdeste hjerte. Vasishta og hans gemalinde blev
meget bevæget ved synet af de tres helhjertede medfølelse.
18.17. Nu opdagede Rama, at nishada-stammens øverste høvding stod foran ham. Høvdingen
stod omgivet af sit folk. Rama gik hen til ham, og idet han rakte sine hænder frem, omfavnede
han Guha. Han omfavnede ham mere inderligt, end han ville knuge sin egen broder til sit
bryst. Han trøstede Guha. Kærligt opfordrede han ham til at falde til ro, og han overtalte ham
til forstandigt at acceptere adskillelsen. Guha kunne intet gøre for at ændre begivenhedernes
gang. Derfor knælede han for Rama’s fødder. Med et tungt hjerte rejste han sig og gik sin vej.
Han øjne var fæstnet på Rama lige så længe, han kunne se dette billede på tiltrækning.
18.18. Lige indtil den sidste af vognene var kørt, stod Rama, Sita og Lakshmana under et træs
udstrakte grene. I mellemtiden gjorde kong Janaka sig også klar til at tage af sted. Han ville
drage til Mithila i spidsen for sit følge. Rama og Lakshmana knælede for deres svigerfader og
svigermoder. Sita kastede sig for sine forældres fødder. Forældrene omfavnede hende; ømt og
kærligt strøg de hende over håret. De sagde: ”Datter! Din tapre beslutsomhed og din
hengivenhed over for din mand vil bringe dig stor berømmelse. Gennem dig er vor familie og
slægt blevet helliggjort. Vi må nødvendigvis have opfyldt nogle store, højtidelige løfter og
gennemført streng asketisk levevis, ellers ville du ikke være blevet født ind i vor slægt. De
priste hende i overstrømmende vendinger og udtrykte deres glæde og jubel. De forsikrede
hende: ”Sita! Du kommer ikke til at mangle noget; Rama er din eksistens åndedrag. Vi ved, at
eftersom du lever i hans skygge, så kan ingen skade ramme dig. Imidlertid er det sådan, at
som et resultat af at I er to forskellige eksistenser, vil du muligvis fra tid til anden komme til at
stå over for problemer og forvirrende hændelser. Men de er blot skæbnens spil, blot
forbigående skyer.” For at skænke Sita opmuntring og tilfredshed fremlagde Janaka mange
sandheder fra vedaerne. Herefter forlod han hytten og kørte ad stien, der ville føre ham ud af
skoven.’’
18.19. Sita, Rama og Lakshmana stod under træets skygge. De stod der, lige til folk fra både
Ayodhya og Mithila var draget hinsides deres øjnes rækkevidde. Herefter gik de tilbage til
deres løvtækkede hytte. Mens Rama med værdsættende varme og begejstring beskrev
Bharatha’s og Satrughna’s hengivenhed og tro samt rigets undersåtters kærlige hengivenhed,
lyttede Sita og Lakshmana opmærksomt. Sætning for sætning gentog de Rama’s ord. Deres
hjerter var bedrøvede over, at alle var draget væk. De ville hjertens gerne have haft, de var
blevet længere. I løbet af samtalen huskede de ofte på Dasaratha’s død, og når de mindedes
kongens kærlighed til dem, trillede tårerne ned ad deres kinder. Da Rama så deres sorg, lyste
hans ansigt op i et forstående smil. Han udbredte sig om livets mysterium og nøglen til dets
løsning. På denne måde tilbragte de resten af den begivenhedsrige dag i skovens stilhed.
18.20. I mellemtiden begyndte strømmen af folk at dukke frem fra skovbrynet. Efter at have
forladt skoven begyndte de nu på rejsen over sletterne. Asketer, vismænd, brahminer,
brødrene Bharatha og Satrughna, dronningerne Kausalya, Kaikeyi og Sumithra, ministre og
den vældige skare af borgere – ingen af dem kunne bære sorgens byrde. Den byrde, der blev
tungere, jo længere de gik, og jo nærmere de kom hovedstaden. De tilbragte tiden med
indbyrdes at beskrive begivenhederne, der havde fundet sted de fem dage, de havde tilbragt i
Rama’s nærvær. Ligeledes talte de beundrende om de idealer, som Rama havde personificeret,
og om hans kærlighed, medfølelse og hengivenhed. På vejen havde de ikke gjort ophold nogen
steder for at spise eller endog for at sove, eftersom de hverken følte sult eller tilskyndelse til at
sove. Sorgen over adskillelsen havde overvældet dem og jaget alle mindre væsentlige
besværligheder på flugt.
201