Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

7.38. ”Da drengene ikke længere var teenagere, udvalgte Sagara passende royale brude til
hver af dem, og han afholdt og fejrede deres bryllupper. Aswamanja fortsatte imidlertid sine
ondskabsfuldheder. Som et resultat af hans uforbederlige ondskabsfuldheder gennemlevede
Ayodhya’s indbyggere den mest hjerteskærende sorg. En dag henvendte de sig til kong
Sagara. Ind imellem deres højlydte jamren fortalte de ham om hans ældste søns bestialske
handlinger. Da kongen hørte om disse handlinger, beordrede han, at Aswamanja øjeblikkeligt
skulle forlade hovedstaden, og at han skulle sendes i eksil i skovene. På det tidspunkt havde
Aswamanja fået en søn. Så han var nødt til at forlade sin hustru og søn såvel som sine
forældre.”
7.39. ”Årene gik. Aswamanja’s søn, der hed Amsumanta, voksede op. Ud over den ganske
verden fik han ry for at være indtagende, retskaffen og tapper. En dag besluttede kong Sagara
sig for at højtideligholde Den store Hesteofring. Han fik fastsat et lykkevarslende tidspunkt for
ritualets start.” Da Viswamitra var nået til dette punkt i sin beretning, indskød Rama et
spørgsmål: ”Mester! Blev Den store Hesteofring højtideligholdt i Ayodhya, eller valgte kong
Sagara en hellig flods bred til formålet?” Viswamitra smilede og svarede: ”Rama! Jeg forstår,
hvor seriøs du forholder dig til offerritualer, og jeg kan fornemme, hvor ærbødig din holdning
over for vismænd er! Jeg skal komme ind på de detaljer, du ønsker at få kendskab til. Lyt! Der
findes en hellig bjergkæde, der vender mod Himalaya-bjergene. Bjergkæden er beliggende et
stykke fra Himalaya-bjergene, og den kaldes Vindhya-bjergkæden. (Vindhya-bjergkæden er
en af de syv vigtigste hellige bjergkæder. Den adskiller Syd-Indien fra Nord-Indien). Området
mellem de to bjergkæder er helliggjort til afholdelse af offerceremonier og hellige ofringer.
Sagara’s Hesteofring blev højtideligholdt i dette område. Eksperter i at messe de vediske
hymner samledes her. Bjergene genlød af den høje og korrekte gengivelse af de foreskrevne
rituelle formler. Denne helt specielle ceremoni blev overværet at tusindvis af opstemte og
glade mennesker. Så blev den smukke, sadlede og pyntede hest ført ind. Først blev den
tilbedt. Senere lod man den flakke omkring, som den ville. For at bekæmpe og besejre enhver
modstand mod hestens frie bevægelighed fulgte Amsumanta i dens fodspor. (Hestens frie
bevægelighed var symbol på lensherrens ambitioner om at gøre modstand mod Sagara’s
dominans). Han gjorde det med sin fuldt udrustede hær, der var parat til at møde alle
eventualiteter. Efter at hesten havde flakket rundt i hele landet, uden at en modkandidat til
Sagara havde meldt sig, skulle den indfanges. Det præcise øjeblik, hvor ofringen skulle udføres
i henhold til den ortodokse, vediske tradition, nærmede sig, og folk drog af sted for at hente
hesten.”
7.40. ”Men de kunne ikke finde hesten! De hellige skrifter fastslår, at tabet af offerdyret, og
det at miste dets tilgængelighed i det lykkevarslende øjeblik, varsler noget ilde for den eller de
personer, der står for offerceremonien! Derfor blev Sagara naturligvis bestyrtet. Han sendte
sin anden hustrus talrige sønner af sted for at finde hesten og bringe den tilbage til
offeralteret. Alle sønnerne var bevæbnet og udrustet med alt fornødent udstyr. De bad såvel
guderne som dæmonerne om hjælp. De ledte alle vegne. De gravede endda jorden op for at
undersøge, om de personer, der havde taget hesten til fange, holdt den skjult under jorden.
Men de var nødt til at vende tilbage og meddele, at deres mission var mislykkedes.”
7.41. ”Kong Sagara blev rasende over at høre dette. ”Hvilken gavn har jeg af dette talrige
afkom, hvis det eneste I meddeler mig, er jeres egen uduelighed? Hvorfor står I her foran mig
med jeres ansigter formørkede af vanære? Gå, og kom ikke tilbage før I har fundet hesten”,
rasede Sagara.”
7.42. ”Sønnerne reagerede hurtigt på disse vrede ord. De drog igen ud i verden. De var fast
besluttet på, at alt skulle gennemsøges: Bjerge, bakker, søer, floder, grotter, byer, landsbyer,
skove og ørkener. Hvorfor blive ved med at nævne steder. De gennemsøgte hver eneste
kvadratmeter, hvert eneste sted. Mens de var i færd med denne fremgangsmåde, fandt de et
sted en eneboer, der var fast fordybet i meditation. Der, tæt ved ham, befandt hesten sig. Den
gik roligt og gumlede græs!”
63