Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Ganges rensende påvirkning blev de befriet fra konsekvenserne af deres synder. Oldefædrene
blev også frelst gennem ligbrændingsritualet, der blev udført på bredden, der hvor den hellige
flods tre strømme løber sammen. Asken blev strøet ud i denne flods vand på dette hellige
sted.”
7.54. ”Eftersom Bhagiratha bragte Ganges til Jorden, fik floden navnet Bhagirathi (et andet
navn for Ganges)! Efter ceremonien for forfædrenes sjæle var tilendebragt, vendte Bhagiratha
tilbage til Ayodhya. Han var lykkelig over, at han ved hjælp af den guddommelige nåde havde
været i stand til at opfylde sin faders og bedstefaders højeste ønske. Han herskede over
imperiet i mange år, og han modtog sine tilfredse undersåtters spontane hyldest. Til sidst
forlod også han kroppen.”
7.55. Mens Viswamitra på denne måde fortalte historien om Rama’s forfædre, var Rama og
Lakshmana meget opmærksomme. De var betaget over at høre om begivenhederne.
Vismanden meddelte, at det allerede var midnat, og at alle skulle gå til ro og sove. Derfor
knælede de for deres guru og lagde sig på flodbreddens sand. Rama og Lakshmana kunne ikke
sove. Det var udelukkende for at adlyde deres gurus ordre, at de lå i sandet. Det var ikke,
fordi de havde behov for at hvile sig! De lå og forestillede sig, hvordan det havde set ud, da
Ganges kom fra Himlen og ned til Jorden. De lå og så historien for sig, lige til de opdagede, at
det var blevet morgen! De gennemførte den rituelle renselse af hænder og ansigt og de øvrige
morgenritualer i floden. Snart var de klar til den rejse, der ventede forude. Så snart nogle
teenage-disciple meddelte, at færgebåden var parat, gik alle hen til den. De satte sig op i
båden og krydsede den hellige flod. De nåede den nordlige bred og begyndte på de resterende
etaper af deres rejse. De beundrede de romantiske skovscenerier, som de passerede igennem.
7.56. Da de havde tilbagelagt et godt stykke vej, fik de tilfældigvis øje på en umådelig stor by
fuld af smukke bygninger. Rama henvendte sig til Viswamitra: ”Mester! Fra denne dejlige skov
ser vi ned på en umådelig stor by. I hvilket kongerige ligger den?” Vismanden svarede:
”Rama! Byen forekommer at ligge tæt ved os, men rent faktisk vil det tage os et stykke tid at
nå den! Måske vil vi kunne ankomme til byen hen under aften. Jeg skal fortælle dig historien
om byens opståen og skæbne, når vi er der. Lad os fortsætte.” Rama hørte vismandens ord.
Han bemærkede, at vismanden havde et glimt i øjet og et smil på læberne, da han fremsagde
ordene. Rama fattede betydningen af vismandens udtryk og gik videre uden at kommentere
guruens svar.
7.57. Da de kom ned i dalen, var der ikke noget spor af nogen by eller menneskelig
bebyggelse. Men da de stod oppe i højderne, havde de kunnet se byen ret tæt på! Idet de
bevægede sig fremad, fandt de ud af, at skønt det snart var aften, så ville de ikke være i stand
til at nå byen. Som Viswamitra allerede havde antydet, så var byen stadig langt væk! Da
aftenen faldt på, standsede de. Efter de havde badet, udførte de aftenritualerne, som det er
foreskrevet i de hellige skrifter. Mens de hvilede sig, vendte Rama tilbage til det spørgsmål,
han allerede havde stillet. ”Mester! Vil du ikke være venlig at fortælle os om byen?” Til det
sagde Viswamitra: ”Rama! Jeg sad netop også og tænkte på det spørgsmål! Skønt jeg ved, du
er bevidst om, hvad der rør sig i alles sind, skjuler illusionens (illusion skal forstås som noget,
der forekommer at være noget andet, end det virkelig er) slør denne kendsgerning og leder
mennesket på afveje. Sindet kan ikke forstå alt. Når mennesker som jeg finder det umuligt at
holde sindet under kontrol, er der ingen grund til at udbrede sig om almindelige menneskers
skæbne! I samme øjeblik tanken slog mig, at du havde glemt at spørge til byens historie,
spurgte du mig om den! Jeg behøver ikke yderligere bevis på, at du er Den Alvidende!”
7.58. ”Rama! I ældgammel tid havde Kasyapa to hustruer, Aditi og Diti. Diti’s sønner var
personificeringen af den fysiske styrke og Aditi’s sønner var personificeringen af den moralske
storslåethed. De voksede sig mægtigere og mægtigere for hver dag, der gik. Forældrene
havde stor glæde af at se dem vokse op så hurtigt og så perfekt.”
66