Far frem for verdens bedste fotograf

dorteheide.dk

Far frem for verdens bedste fotograf

Far frem for verdens bedste fotograf

39-årige Joachim Ladefoged har opnået stor international anerkendelse for sine

fotoreportager, men familielivet i Ry kommer først

Af Dorte Heide Pedersen

Mere end 50 lande var Joachim Ladefogeds

arbejdsplads og New York Time Magazine

var konstant i røret. Som 30-årig fik han en

krise, for noget manglede i hans liv. Børn.

Joachim Ladefoged kommer susende på en

rød racercykel nogle minutter forsinket, mens

han snakker i mobiltelefon.

”Den mindste er lige blevet syg,” forklarer

han på vej ind på Ry Park Hotel til en snak

om familie, fighterånd og fotoeventyr.

”Kameraet reddede mit liv”

Joachim voksede op med sin mor og to søstre

forskellige kollektiver i Østjylland, blandt

andet Toustrup ved Låsby. Forældrene gik fra


hinanden, da han var halvandet år. Faren er

tysker, og Joachim så ham kun i ferierne.

Folkeskolen kedede ham, og han havde

allerede planlagt en fremtid som professionel

fodboldspiller. Derfor begyndte han på en

idrætsefterskole.

Her vågnede han en nat ved, at knæet

hævede. Smerterne blev værre og bredte sig

til andre led. Lægerne kunne konstatere: ”En

kronisk leddegigt, der vil forringe din

livskvalitet” Med et slag slukkede de den

sorgløse glæde, fodbolddrømmene og

opholdet på efterskolen.

”Selvstændighedsprocessen gik fløjten. Jeg

blev et lille barn igen, der ingen gang kunne

trykke tandpasta ud af tuben. Det eneste jeg

tænkte på var at blive rask. Det skulle ikke

knække mig”

Moren opsøgte en homøopat, og

naturmedicin viste sig at kunne lindre og

mindske Joachims gigt, men han kunne stadig

ikke dyrke sport og var tvunget til at sidde i

kørestol. På dette tidspunkt forærede hans far

ham et brugt spejlreflekskamera.

”Kameraet reddede mit liv. Jeg kunne ikke

spille fodbold eller tage på festival og drikke

mig stiv, men jeg kunne fotografere

fodboldkampen og musikken. Jeg blev den

perfekte voyeur, fordi jeg kunne være til stede

med kameraet og få en lille flis af livet på den

måde.”

Han skød løs og læste alle de fotobøger, han

kunne opsnuse. Naturlægen helbredte ham og

som 20årig var kørestolen fortid. Han

uddannede sig til pressefotograf på Århus

Stiftstidende og lavede sine egne fotoopgaver

i weekender og ferier. Allerede som

praktikant vandt han en af priserne ved Årets

Pressefoto i 1993.

Kometkarriere og 30-års-krise

En tatovering slanger sig ned over Joachims

ene underarm. Anne står der. Hende kyssede

han første gang som tiårig. Først var de

venner, så blev de kærester og nu har de været

gift i 15 år. Joachim mindes en af de

lykkeligste perioder i sit liv, da han,

nyuddannet og nygift, flyttede til København

for at arbejde på Politikken.

”Jeg husker meget tydeligt, at jeg sad i

Politikkens mørkekammer og kiggede ud over

rådhuspladsen, og tænkte ’fuck, hvor er det

fedt’. Nu ligger verden åben for mig.”

De næste fem år gik det stærkt. Den ene

fotopris afløste den næste. New York Time

Magazine sendte ham på fotoopgaver over

hele verden, og han jagtede adrenalinrushet

som krigsfotograf på Balkan og i Afghanistan.

Som 30-årig opnåede han sin største drøm –

at blive optaget i fotogruppen Magnum, den

prestigefyldte inderkreds for verdens bedste

fotografer. Hans helte. Men så kom krisen.

”Det var svært at stå der så ung og så hurtigt

have opnået alle de mål, jeg drømte om. Jeg

tænkte: ’hvad nu’ Jeg har egentlig altid sagt,

at jeg hellere vil være verdens tiende bedste

fotograf og have en familie, end verdens

bedste og ikke have nogen familie.”

Derfor kom Jacob til verden. Familien

flyttede til Annes barndomsby Ry for at være

tættere på svigerfamilien og Joachims mor.

Prioriterer fotoopgaver

Jakob blev født i 2001, og på dette tidspunkt

tog Joachims fotografkollegaer til

Afghanistan og ventede på, at krigen skulle

starte.

”Jeg var pisse bange for at tage af sted. På

den ene side ville jeg enormt gerne, men jeg

var bevidst om, at det skulle jeg ikke. Da min

søn kommer, stopper den der Magnum

fotograf Joachim. Jeg tog en beslutning, og

det lukker nogle døre, men åbner også nogle

andre. Jeg har fået et dejligt familieliv i

stedet,” siger Joachim.

I dag har han skåret sine rejser ned til to-tre

måneder om året. Krigsbilleder laver han ikke

længere. Reportagegenren ligger stadig hans

hjerte nært, men eventyret trækker ikke i ham

på samme måde mere. Han er blevet selektiv

med fotoopgaverne.

”Så sent som denne uge har jeg sagt nej til

at få 50.000 kr. for at flyve til New York og

lave et enkelt billede. I morgen har vi stor

børnefødselsdag for den mellemste, og så


ville jeg måske have været pissetræt og

gnaven. I stedet har jeg mange små

kommercielle opgaver og få store opgaver.”

Fotoopgaver for TDC, B&O og Vestas

sikrer familien smør på brødet, og så laver

Joachim sine kunstprojekter ved siden af.

Han vægter højt at blive ved med at udvikle

sig og bevare sin nysgerrighed. Derfor har

han nu kastet sig over en anden genre med

filmen ”Mirror”, der bygger på hans fotobog

om bodybuildere.

En god far

Hver dag kl. tre henter Anne eller Joachim

børnene fra daginstitution. Det betyder meget

for Joachim, at børnene vokser op med en far,

der viser, at han er der for dem. Der skal være

tid til cykelture og fodboldkampe. Som barn

savnede Joachim, at faren ikke var mere

tilstede i hans liv.

Blå bog

Joachim Ladefoged

Født 1970 i Tyskland

1991-95 pressefotografuddannelsen på

Danmarks Journalisthøjskole.

Som den første danske fotograf vandt

Joachim i 1998 en førstepris i World Press

Photo i kategorien ”people in the news”. Han

har vundet Årets Pressefoto adskillige gange.

Magnum – verdens mest prestigefyldte

fotografklub optog Joachim som

prøvemedlem i 2000. Han fik ikke

fuldgyldigt medlemskab.

Forretningsadresse i Paris og New York,

hvor han fotograferer for blandt andre New

York Time Magazine og Newsweek. Er

medejer af den internationale fotogruppe VII

og medstifter af bureauet SUMO i

København.

Bor i Ry med sin kone, Anne, og deres tre

børn Jacob på syv, Nicolai på fem og Clara

på et år.

” Jeg ville have elsket, hvis min far havde

taget mig med til fodbold. Det er sådan noget,

man skal forsone sig med, når man bliver

ældre,” siger han og tilføjer efter en lille

pause:

”Jeg har bevidst valgt at sige, at jeg vil være

en god far, fordi jeg ikke føler, at min far har

været det. Jeg har taget konsekvensen af den

sociale arv og vil ikke være arveligt belastet

af ham.”

Sommetider tager Joachim sig selv i at

tænke, at tiden som reportagefotograf i

verdens brændpunkter og det helt specielle,

sociale samvær med de andre fotografer aldrig

kommer igen. Han har prioriteret

kernefamilien, men han fortryder ingenting.

”Jeg har ikke noget stort behov for at blive

husket som den store fotograf. Det er

vigtigere for mig, at jeg har været en god

kammerat, en god far og en god mand.”

Similar magazines