Download PDF version - Social

Integrationsforskningen i Danmark 

1980-2002 

MINISTERIET FOR FLYGTNINGE, INDVANDRERE OG INTEGRATION 

OKTOBER 2002


1980-2002 


OKTOBER 2002


1980-2002 


OKTOBER 2002

Integrationsforskningen i Danmark 1980-2002 

Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration 

Holbergsgade 6 

1057 København K 

Tlf.: 33 92 33 80 

Fax: 33 11 12 39 

E-mail: inm@inm.dk 

Redaktion: Akademiet for Migrationsstudier i Danmark 

Tryk og layout: Glumsø Trykcenter A/S. 

Forsideillustration: 

ISBN: 87-91118-67-0 

Oplag: 1.000 stk. 

Publikationen er tilgængelig på internet på http://www.inm.dk 

Elektronisk ISBN: 87-91118-68-9 

Pris: 200,00 kr. inkl. moms 

Publikationen kan købes ved henvendelse til: 

Statens Information 

Publikationsafdelingen 

Postboks 1103 

1009 København K 

Tlf.: 33 37 92 28 

E-mail: sp@si.dk

Indholdsfortegnelse 

Forord ......................................................................................... 9 

Kapitel 1: Sammenfatning................................................................ 11 

Kapitel 2: Integrationsbegrebet......................................................... 17 

2.1 Indledning ............................................................................... 17 

2.2 Centrale integrationsbegreber ....................................................... 17 

2.2.1 Integration ............................................................................ 19 

2.2.2 Assimilation........................................................................... 20 

2.2.3 Segregering ........................................................................... 21 

2.3 Integration og nationalstat ........................................................... 22 

2.4 Afrunding og forskningsbehov ........................................................ 23 

Kapitel 3: Tilknytning til arbejdsmarkedet........................................... 26 

3.1 Arbejdsmarkedssituation.............................................................. 27 

3.1.1 Arbejdsløsheden ..................................................................... 27 

3.1.2 Integrationsprocesssen.............................................................. 32 

3.1.3 Selvstændig erhvervsdrivende..................................................... 33 

3.1.4 Andengenerationsindvandrere..................................................... 35 

3.2 Forklaringer på den manglende arbejdsmarkedsmæssige integration......... 37 

3.2.1 Uddannelsesmæssige og sproglige kvalifikationer.............................. 37 

3.2.2 Mindsteløn, overførselsindkomster og økonomiske incitamenter ............ 38 

3.2.3 Manglende anvendelse af udenlandsk uddannelse og diskrimination........ 41 

3.2.4 Kvalifikationskrav, arbejdets organisering mv. ................................. 42 

3.2.5 Sociale netværk og holdninger .................................................... 44 

3.2.6 Familiemæssige forhold ............................................................ 45 

3.3 Virkninger af den arbejdsmarkedspolitiske og sociale indsats .................. 46 

3.4 Modtagelse af indkomstoverførsler.................................................. 47 

3.5 Konklusioner og forskningsbehov .................................................... 48 

3

Kapitel 4: Uddannelse og sprogkundskaber...........................................51 

4. 1 Uddannelse for 1.-generationsindvandrere........................................ 53 

4.1.1 Indvandrernes medbragte uddannelse............................................ 53 

4.1.2 Det samlede uddannelsesniveau................................................... 54 

4.2 Uddannelsesvalg ........................................................................ 55 

4.2.1 Gymnasial uddannelse .............................................................. 56 

4.2.2 Erhvervskompetencegivende uddannelse ........................................ 57 

4.2.3 Behov for yderligere viden ......................................................... 62 

4.3 Danskkundskaber ....................................................................... 63 


Kapitel 5: Bosætning og segregering ..................................................71 

5.1 Bosætning og flytninger ............................................................... 71 

5.2 Boligmæssig opsplitning - udsatte boligområder .................................. 75 

5.2.1 Hvorfor bo koncentreret? ........................................................... 77 

5.2.2 Den boligsociale indsats ............................................................ 81 

5.3 Konsekvenser af boligmæssig koncentration....................................... 84 

5.3.1 Hvilken selvstændig betydning kan segregeringen tænkes at have?......... 84 

5.3.2 Hvad viser forskningen? ............................................................. 86 


Kapitel 6: Etniske minoriteters kontakt til den øvrige befolkning...............92 

6.1 Indledning ............................................................................... 92 

6.2 Danskernes holdninger til indvandrere.............................................. 93 

6.3 Etniske minoriteters deltagelse i civilsamfundet.................................. 98 

6.4 Etniske minoriteters deltagelse i demokratiske processer..................... 103 

6.5 Etniske minoriteters tilpasning til livet i Danmark.............................. 107 

6.6 Behov for ny forskning............................................................... 111 

Kapitel 7: Værdier og normer i kulturmødet ....................................... 113 

7.1 Indledning ............................................................................. 113 

7.2 Betydningen af familieformer og -traditioner for integrationsprocesserne . 113 

7.3 Betydningen af religion og religiøsitet for integrationsprocesserne ......... 119 

4 INDHOLDSFORTEGNELSE

7.4 Betydningen af sprog og sprogligt bårne kulturformer for integrationsprocesserne.........................................................................................123 

7.5 Betydningen af andre dimensioner af kulturmødet..............................129 

7.6 Behov for ny forskning ...............................................................130 

Kapitel 8: Børn og unge................................................................. 132 

8.1 Småbørn (førskolebørn) ..............................................................132 

8.1.1 Sprogstimulering og dagpasning ..................................................132 

8.1.2 Børneopdragelse ....................................................................137 

8.2 Skolebørn...............................................................................139 

8.2.1 Faglige færdigheder i forskningen ...............................................139 

8.2.2 Trivsel i skolen ......................................................................142 

8.2.3 Kontakt mellem skole og hjem ...................................................143 

8.2.4 Tosprogede lærere .................................................................145 

8.2.5 Modersmålsundervisning...........................................................146 

8.2.6 Undervisningssprog og spredning.................................................147 

8.2.7 Private islamiske grundskoler.....................................................149 

8.2.8 Skolebørns fritid ....................................................................149 

8.3 Unge.....................................................................................150 

8.3.1 Unges fritid ..........................................................................150 

8.4 Afrunding - bud på fremtidig forskningsindsats ..................................151 

Kapitel 9: Integrations-, sundheds- og socialindsatsen i kommuner og amter153 

9.1 Kommunernes indsats efter den ny integrationslov .............................153 

9.2 Sundhedssektorens indsats ..........................................................156 

9.2.1 Om børn ..............................................................................156 

9.2.2 Om voksne ..........................................................................159 

9.2.3 Om tolkning og kulturforskelle ...................................................162 

9.3 Socialsektorens indsats...............................................................162 

9.3.1 Tilbud til ældre .....................................................................162 

9.3.2 Svagt stillede børn og unge - indsats på dagsbasis ............................164 

9.3.3 Børn og unge anbragt uden for hjemmet .......................................165 

9.3.4 Uledsagede flygtningebørn........................................................167 

9.3.5 Handicappede børn.................................................................168 

5

9.3.6 De allersvageste voksne........................................................... 169 

9.4 Sammenfatning vedr. forskningsbehov............................................ 171 

9.5 Konklusioner og politikanbefalinger............................................... 176 

Kapitel 10: Institutionernes indsats .................................................. 179 

10.1 Indledning ............................................................................ 179 

10.2 De forskningsorienterede uddannelsesinstitutioner ........................... 180 

10.2.1 Københavns Universitet.......................................................... 180 

10.2.2 Aarhus Universitet................................................................ 183 

10.2.3 Syddansk Universitet............................................................. 184 

10.2.4 Aalborg Universitet............................................................... 186 

10.2.5 Roskilde Universitetscenter..................................................... 188 

10.2.6 Handelshøjskolen i Århus........................................................ 189 

10.2.7 Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).................................... 189 

10.3 Sektorforskningsinstitutterne ..................................................... 190 

10.3.1 Socialforskningsinstituttet (SFI) ................................................ 190 

10.3.2 Statens Institut for Folkesundhed (SIF, tidligere DIKE) ..................... 191 

10.3.3 Amternes og kommunernes forskningsinstitut (AKF)........................ 191 

10.3.4 Afdelingen for Byer og Boliger, Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) ... 192 

10.3.5 Center for Udviklingsforskning (CUF).......................................... 193 

10.4 Konsulentfirmaerne................................................................. 193 

10.4.1 Rockwool Fondens Forskningsenhed ........................................... 193 

10.4.2 COWI................................................................................ 194 

10.4.3 CATINÈT Research ................................................................ 194 

10.4.4 PLS RAMBØLL ...................................................................... 195 

10.5 Perspektiverende opsamling ...................................................... 196 

Kapitel 11: Forskningsbehov........................................................... 199 

11.1 Arbejdsmarkedet.................................................................... 199 

11.1.1 Effekterne af integrationsindsatsen ........................................... 199 

11.1.2 Uddannelse, danskkundskaber og diskrimination............................ 200 

11.1.3 Økonomiske incitamenter og løn............................................... 201 

11.1.4 Forældrenes betydning for børnenes integration ........................... 202 

11.1.5 Sociale netværk og rekrutteringsprocesser................................... 202 


11.1.6 Familiemæssige forhold..........................................................203 

11.1.7 Selvstændige erhvervsdrivende .................................................203 

11.1.8 Ændringer i erhvervsstrukturen.................................................204 

11.2 Uddannelse, sprog og øvrige kvalifikationer ....................................204 

11.2.1 Valg af uddannelse................................................................204 

11.2.2 Frafald i uddannelsessystemet ..................................................205 

11.2.3 Sprog ................................................................................205 

11.2.4 Kompetenceafklaring .............................................................206 

11.3 Bosætning og boligmæssig segregering ..........................................207 

11.3.1 Konsekvenser af den boligmæssige segregering..............................207 

11.3.2 Bosætning ..........................................................................208 

11.3.3 Effekten af initiativer til boligmæssig spredning ............................209 

11.4 Etniske minoriteters forhold til den øvrige befolkning ........................210 

11.4.1 Den danske befolknings ambivalente holdninger til indvandring og indvandrere.........................................................................................210 

11.4.2 Etniske minoriteters politiske deltagelse og medborgerskab ..............211 

11.4.3 Indvandrerorganisationer ........................................................212 

11.4.4 Medieforbrug og egne nyheds- og kommunikationskanaler.................212 

11.5 Kulturmødet ..........................................................................213 

11.5.1 Arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber ..............................213 

11.5.2 Religiøs diversitet .................................................................213 

11.5.3 Sprogets betydning................................................................214 

11.5.4 Minoritetsunges integrationsformer ............................................214 

11.6 Skolen samt børn og unges fritidsaktiviteter....................................215 

11.6.1 Sprogstimulerende tilbud til førskolebørn ....................................215 

11.6.2 Minoritetssmåbørn og institutioner.............................................215 

11.6.3 Folkeskolens rummelighed.......................................................216 

11.6.4 Skolen som dannelsesinstitution og indvandrerbørnene ....................217 

11.6.5 Muslimske friskoler................................................................217 

11.6.6 Sent ankomne børn ...............................................................218 

11.7 Integrations-, sundheds- og socialindsatsen i kommuner og amter..........219 

11.7.1 Den kommunale integrationsindsats ...........................................219 

11.7.2 Social- og sundhedssektorens indsats ..........................................219 

7

11.7.3 Betydningen af sprog- og kulturforskelle for behandlingen i sundhedssystemet 

...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 

11.7.5 Minoritetsfamilier med handicappede børn .................................. 221 

Litteraturliste............................................................................. 223 

Appendiks 1: English Summary.......................................................... 244 



...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 






...................................................................................... 220 

11.7.4 Truede børn ....................................................................... 221 





Kapitel 3: Tilknytning til arbejdsmarkedet 

I de kommende år vil antal personer i den erhvervsaktive alder falde betydeligt, 

mens antallet af ældre vil stige med en voksende forsørgerbyrde til følge. Det 

har i større og større grad rettet opmærksomheden imod muligheden for at “fylde 

hullet” i arbejdsstyrken ved, at indvandrerne erhvervsdeltagelse kommer på 

højde med danskernes. Dvs., at indvandrernes tilknytning til arbejdsmarkedet 

skal vokse betragteligt. I lyset af, at indvandrernes erhvervsdeltagelse faktisk er 

faldet i de seneste par årtier, er det meget lidt sandsynligt, at det vil ske. Det vil 

i hvert fald kræve en helt anden arbejdsmarkeds-, uddannelsesog socialpolitisk 

indsats end den, der er set hidtil. Udfordringen er i de seneste par årtier øget 

ved, at hele nettostigningen i antallet af indvandrere udgøres af mennesker fra 

mindre udviklede lande, hvis kulturelle baggrund, kvalifikationer mv. er meget 

forskellig fra det danske arbejdsmarkedet. Det er særlig vanskeligt for dem at 

blive integreret på arbejdsmarkedet. 

Erfaringerne indtil nu peger på risikoen for, at indvandringen bliver en varig belastning 

for velfærdssamfundet i form af, at forholdsvis mange indvandrere vil 

skulle forsørges af det offentlige frem for at bidrage til produktionen. 

I det følgende vil der blive givet et overblik over den forskningsbaserede viden 

om indvandrernes tilknytning til arbejdsmarkedet, barriererne herfor og den eksisterende 

viden om effekten af forskellige indsatsers virkning med hensyn til at 

få indvandrerne ind på arbejdsmarkedet, ligesom indvandrernes afhængighed af 

indkomstoverførsler belyses. Der afsluttes med et uddrag af de politikanbefalinger, 

som er fremsat med udgangspunkt i forskningsresultaterne, ligesom der peges 

på de grå og hvide pletter i den forskningsmæssige viden. 

26 KAPITEL 3: TILKNYTNING TIL ARBEJDSMARKE- 

DET

3.1 Arbejdsmarkedssituationen 

3.1.1 Arbejdsløsheden 

Sammenlignet med udlandet 

Hvor høj arbejdsløsheden er for indvandrere sammenlignet med den indfødte befolkning 

kan bruges som et simpelt mål for, hvor godt indvandrerne er integreret 

på arbejdsmarkedet, når der er taget højde for, at den generelle ledighed kan 

variere landene imellem. For Danmark er denne ratio for indvandrerne set under 

ét højere end i hovedparten af de andre OECD-lande i 1999-2000, jf. OECD 

(2001). Kun fem lande herunder Sverige og Holland ligger dårligere end Danmark. 

I disse lande samt i Danmark, er arbejdsløsheden over dobbelt så høj for indvandrerne 

som for den indfødte befolkning. Omvendt er arbejdsløsheden for indvandrere 

stort set den samme som for indfødte i traditionelle indvandrerlande som 

Canada, Australien og USA. 

Der kan være mange forklaringer på, at indvandrerne klarer sig bedre i nogle 

lande end andre herunder forskelle i indvandrernes alder, oprindelsesland, uddannelsesniveau, 

erhvervserfaring, sprogkundskaber, opholdslængden mv., ligesom 

forskelle i landenes lønfleksibilitet, mindstelønnens størrelse, erhvervsstruktur 

og ændringer heri kan spille en rolle. Tilpasningen til et engelsktalende arbejdsmarked 

vil også alt andet lige forløbe lettere end et skift til et lille sprogområde 

som det danske. 

Endelig kan forskelle i landenes integrationsindsats have betydning. Simple sammenligninger 

af arbejdsløshedsprocenter kan dog ikke sige noget om effektiviteten 

heraf. Det vil kræve langt mere avancerede analyser, hvor der tages højde 

for betydningen af ovennævnte forskelle i indvandrernes forudsætninger, landenes 

erhvervsstruktur mv. Sådanne analyser findes ikke i dag, men de vil rigtigt 

gennemført kunne give et væsentligt bidrag til at udpege de lande, hvis aktiveringsindsats 

der kan være grund til at drage nytte af ved tilrettelæggelsen af den 

danske indsats. 

Arbejdsmarkedssituationen er generelt meget forskellig for mænd og kvinder. 

Går man dybere ned i OECD-tallene viser der sig da også en markant forskel med 

27

hensyn til, hvordan indvandrermænd og -kvinder klarer sig i forhold til den øvrige 

befolkning, jf. figur 3.1. 


DET

Figur 3.1: Arbejdsløshedsprocenten for indvandrere divideret 

med arbejdsløsheden for den indfødte befolkning, gennemsnit 

1999 - 2000 

Mænd: 

3,5 

3 

2,5 

2 

1,5 

1 

0,5 

0 

Kvinder: 

3,5 

3 

2,5 

2 

1,5 

1 

0,5 

0 

Ungarn Australien Tjekkiet Spanien UK Østrig Tyskland Luxenbourg Sverige Belgien Schweiz 

Italien Canada USA Irland Slovakiet Norge Grækenland Frankrig Finland Portugal Danmark Holland 

Spanien Tjekkiet Italien Australien USA Danmark UK Frankrig Portugal Belgien Sverige 

Slovakiet Ungarn Grækenland Norge Canada Tyskland Irland Luxembourg Østrig Finland Holland Schweiz 

Kilde: OECD, 2001. 

29

Selvom indvandrerkvinder er mere arbejdsløse end mænd i de fleste lande, klarer 

kvinderne sig relativt bedst, når der sammenlignes med de indfødte kvinder. I 

Schweiz og Holland, hvor indvandrermænd klarer sig relativ dårligst, er arbejdsløsheden 

3½ gange så høj. I de lande, hvor indvandrerkvinderne klarer sig dårligst, 

er forholdet “kun” ca. 2 3/4, jf. figur 3.1. 

Tallene er bl.a. præget af de meget store forskelle i kvindernes erhvervsdeltagelse 

landene imellem, men der mangler en mere dybtgående viden om, hvorfor 

arbejdsløsheden for indvandrerkvinder er forholdsvis lavere end for mænd. Opdelingen 

af tallene på køn betyder, at det generelle resultat for Danmark nuanceres. 

Arbejdsløsheden for danske indvandrermænd er således meget høj sammenlignet 

med indfødte mænd, mens den relative arbejdsløshed for indvandrerkvinderne 

er højere i en lang række europæiske lande, og indvandrerkvindernes relative 

arbejdsløshed for Danmark ligger kun marginalt højere end i Australien, Canada 

og USA. 

Danmark 

Vendes blikket igen udelukkende mod Danmark kan det konstateres, at baggrunden 

for den væsentlig højere arbejdsløshed for indvandrere sammenlignet med 

danskere er, at de har en højere arbejdsløshedsrisiko, de er arbejdsløse i længere 

tid af gangen, og når de får et arbejde, er det for en kortere periode, jf. 

Hummelgaard et al. (1995). Indvandrerne har således sværere ved at få et stabilt 

job som udgang på arbejdsløsheden. 

Arbejdsløsheden højde giver endda et forholdsvis positiv billede arbejdsmarkedssituationen 

for indvandrerne. Mere end to en halv gange så mange indvandrere er 

således uden for arbejdsmarkedet (hverken i beskæftigelse eller tilmeldt arbejdsformidlingen 

som jobsøgende (arbejdsløse)) sammenlignet med danskere, 

jf. figur 3.2. Særlig mange kvinder er uden for, ligesom der er store nationalitetsmæssige 

forskelle. Flest somalier (85,5 pct.) har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, 

mens det “kun” drejer sig om godt en tredjedel af indvandrerne 

fra Thailand. 


DET

Figur 3.2: Andel af indvandrere og flygtninge fra mindre udviklede 

lande, der er uden for arbejdsmarkedet (ikke i beskæftigelse), 

18-64-årige, 2000 

100 

80 

60 

40 

20 

0 

Irak Marokko Pakistan Vietnam Thailand Danmark 

Somalia Libanon Iran Tyrkiet Sri Lanka Alle indv. 

Mænd Kvinder I alt 

Kilde: AKF's forløbsregistre for sociale processer og boligforhold baseret på registre i Danmarks Stati- 

stik. Ét af forløbsregistrene omfatter 10% af hele befolkningen, mens et andet omfatter alle efter- 

kommere og indvandrere i Danmark. 

Note: Danmarks Statistiks socioøkonomiske opdeling, hvor befolkningen inddeles efter den væsentlig- 

ste aktivitet i året (beskæftigelse, arbejdsløshed, uden for arbejdsstyrken), er anvendt. Kun mindre 

udviklede lande er medtaget, hvoraf de ti lande, hvor der er flest indvandrere fra, er vist i figuren. 

Gruppen “alle indvandrere” medtager også indvandrere fra andre lande. 

For indvandrere fra de mindre udviklede lande set under ét er godt 45 pct. uden 

for arbejdsmarkedet, hvilket er næsten dobbelt så mange som for danskere. Også 

i en international sammenhæng er der forholdsvis mange uden for arbejdsmarkedet 

i Danmark, jf. OECD (2001). 

Der er store forskelle i tallene opdelt på nationalitet og køn. Over 56% af kvinder 

er udenfor arbejdsmarkedet, mens tallet er godt en tredjedel for mænd. Over 80 

31

pct. af indvandrerne fra Somalia er uden for, mens det er godt en tredjedel af 

indvandrerne fra Sri Lanka. 

Schmidt og Jakobsen (2000) konstaterer, at kønsforskellene med hensyn til den 

andel, der er i beskæftigelse, er udvidet markant i perioden 1987 til 1999 for en 

årgang yngre indvandrere fra Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan. Det anføres i rapporten, 

at da de økonomiske konjunkturer er væsentlig bedre i 1999 end den 

var i 1987, må resultatet bero på giftermål, børnefødsler og kulturforskelle, ligesom 

der kan være tale om mulige økonomiske incitamentsproblemer, jf. herom 

senere. En forklaring kan også være, at forholdsvis flere mænd er ansat i konjunkturfølsomme 

erhverv, og derfor har haft en særlig gavn af højkonjunkturen, 

hvilket undersøgelsen ikke går ned i. 

3.1.2 Integrationsprocessen 

For både flygtninge og indvandrere falder risikoen for at blive ramt af arbejdsløshed 

med det antal år, som de har opholdt sig i Danmark. Nedgangen i forhold 

til opholdstid er mere udtalt for flygtninge end for indvandrere og varierer ganske 

meget mellem forskellige nationaliteter, jf. Hummelgaard et al. (1995). 

Det er iøjnefaldende, at det fra primo/medio 1980erne varer stadig flere år efter 

ankomsttidspunktet til Danmark, før et givet niveau for erhvervsdeltagelsen bliver 

nået, jf. Schultz-Nielsen (2000a). Det samme resultat viste en sammenlignende 

analyse af Danmark og Sverige frem til, jf. Rosholm et al. (2000) samt undersøgelser 

udelukkende med fokus på Sverige, jf. Ekberg og Gustafsson (1995) 

og Scott (1999). 

I udlandet undersøges integrationsprocessen ofte ved at se på, hvor hurtigt indvandrerne 

opnår samme lønninger (lønassimilation) som den indfødte befolkning, 

når der er taget højde for forskelle i kvalifikationer mv. For Danmark viser Husted 

et al. (2001) og Nielsen et al. (2001) for mandlige indvandrere, at hovedbarrieren 

på det danske arbejdsmarkedet er at få et arbejde og akkumulere erhvervserfaring 

mere end at få den relevante løn, når beskæftigelse er opnået. 

Dette resultat skal ikke mindst ses i lyset af det danske arbejdsmarkeds høje organisationsgrad. 


DET

Der er store forskelle i integrationsprocessen mellem forskellige grupper af indvandrere. 

På den ene side tegner Husted et al. (2001) et forholdsvis optimistisk 

billede af beskæftigelsesassimilationen for yngre indvandrere og flygtninge. På 

den anden side peges der på en stor variation i forhold til oprindelseslande og på 

assimilationsproblemer med hensyn til både beskæftigelse og løn for de lidt ældre 

indvandrere og flygtninge. 

3.1.3 Selvstændig erhvervsdrivende 

Indvandrere fra mindre udviklede lande formår at være selvstændige erhvervsdrivende 

i lidt større omfang end danskere, når andelen af selvstændige beregnes 

i forhold til alle i den erhvervsaktive alder, jf. figur 3.3. Andelen af selvstændige 

er særlig høj blandt indvandrere fra Iran og Pakistan, mens omvendt 

kun få fra Sri Lanka og Somalia er selvstændige. Branchemæssigt er der i stort 

omfang tale om virksomheder inden for detailhandel og restauration, jf. Rezaei 

(2002). 

33

Figur 3.3: Andel selvstændige erhvervsdrivende fordelt efter 

oprindelsesland sammenlignet med danskere, 18-64-årige, 

2000 

14 

12 

10 

8 

6 

4 

2 

0 

Pakistan Tyrkiet Thailand Marokko Somalia Danmark 

Iran Vietnam Libanon Irak Sri Lanka Alle indv. 

Kilde: AKFs forløbsregistre for sociale processer og boligforhold baseret på registre i Danmarks Stati- 

stik. Ét af forløbsregistrene omfatter 10% af hele befolkningen, mens et andet omfatter alle efter- 

kommere og indvandrere i Danmark. 

Note: Danmarks Statistiks socioøkonomiske opdeling, hvor befolkningen inddeles efter den væsentlig- 

ste aktivitet i året (beskæftigelse (lønmodtagere og selvstændig erhvervsdrivende), arbejdsløshed, 

uden for arbejdsstyrken), er anvendt. Kun mindre udviklede lande er medtaget, hvoraf de ti lande, 

hvor der er flest indvandrere fra, er vist i figuren. Gruppen “alle indvandrere” medtager også indvan- 

drere fra andre lande. 

Før 1980 var der kun få indvandrervirksomheder, men allerede omkring 1990 

startede indvandrere i gennemsnit flere virksomheder end danskere, og i løbet af 

1990'erne er udviklingen taget yderligere til. De indvandrerejede virksomheder er 

i hele den vestlige verden kendetegnet ved en koncentration i bestemte brancher 

især inden for servicesektoren, jf. Rezaei (2002) for en omfattende oversigt over 

den internationale litteratur. Der er tale om små enkeltmandsvirksomheder eller 

familieejede enheder. Ser man på Danmark i forhold til andre vestlige lande er 


DET

anchekoncentrationen endnu mere udtalt, idet der næsten udelukkende er tale 

om virksomheder inden for servicesektoren og næsten ingen indenfor produktion. 

Blandt indvandrervirksomheder er der en tendens til at organisere sig i såkaldte 

etniske enklaver, forstået som netværk af virksomheder, der er bundet sammen 

via ejernes etniske baggrund og/eller ved, at deres produkter og ydelser er “etniske”. 

Dvs, at de er knyttet til oprindelseslandet og rettet mod etniske minoriteters 

forbrug i indvandringslandet. Den ekstreme form for enklavedannelse findes 

bl.a. i USA i form af bestemte bykvarterer, hvor både det sociale og økonomiske 

liv domineres af en bestemt etnisk gruppe, fx. Chinatown i New York. 

Der mangler især mere viden om, hvorvidt indvandrervirksomheder kun vil få udbredelse 

i marginale erhvervsområder, eller om de efterhånden også kan brede 

sig til højteknologiske og mere kapitalkrævende brancher, samt hvilke forudsætninger 

der i givet fald skal være til stede, for at det vil kunne ske? I dag synes en 

stor del af de selvstændige indvandrere at blive fastlåst i en situation med lang 

arbejdstid og lav indkomst. Det vil være væsentligt at få undersøgt, hvilke barrierer 

der eksisterer for, at en situation som selvstændig erhvervsdrivende i højere 

grad kan blive indgangen til at blive fuldt ud integreret på arbejdsmarkedet enten 

som lønmodtager eller som selvstændig erhvervsdrivende med en arbejdstid 

og indkomst, der tilnærmes danskernes. En ph.d.-stipendiat ved Handelshøjskolen 

i Aarhus og AKF vil berøre den jobmæssige mobilitet med særlig henblik på 

selvstændige erhvervsdrivende. 

3.1.4 Andengenerationsindvandrere 

I Hummelgaard et al. (2002) rapporteres undersøgelser af overgangen fra uddannelse 

til arbejdsmarkedet for 2.-generationsindvandrere/efterkommere. Det er 

en særdeles relevant gruppe i relation til arbejdsmarkedet både i lyset af det forestående 

demografisk betingede fald i arbejdsstyrken og det forhold, at 2.generationsindvandrerne 

er langt den hurtigst voksende gruppe i befolkningen. 

Bliver de integreret på arbejdsmarkedet vil de i væsentlig omfang kunne bidrage 

til at reducere de kommende årtiers stigning i forsørgerbyrden. Det er derfor bekymrende, 

at efterkommerne i dag klarer sig betydelig dårlige end danske unge. 

For mænd er arbejdsløsheden 2½ gange så høj som for danskere, og for kvindeli- 

35

ge efterkommere er arbejdsløsheden dobbelt så høj. Den højere arbejdsløshed 

afspejler, at efterkommerne på flere områder klarer sig dårligere på arbejdsmarkedet. 

For det første må de vente længere tid på at få et arbejde efter afsluttet uddannelse 

end danske unge. For det andet har efterkommerne deres arbejde i kortere 

tid. Og for det tredje er det også væsentlig sværere for dem at komme i job 

igen, hvis de først er blevet ramt af arbejdsløshed, jf. Hummelgaard et al. 

(1998b). Alt i alt er andengenerationsindvandrerne arbejdsløse i 20 procent længere 

tid end danske unge. 

En surveyundersøgelse, jf. Mehlbye et al. (2000a), viser, at allerede i folkeskolen 

er unge indvandrere, herunder andengenerationsindvandrere, oftere bekymret 

for arbejdsløshed end danske unge, og flere unge indvandrere forventer, at de vil 

være arbejdsløse som 25-årige, mens de danske unge i højere grad forventer, at 

de fortsat er under uddannelse. Allerede i folkeskolen synes de unge indvandrere 

altså at forvente, at de vil få det sværere end deres danske kammerater, når de 

senere skal ud på arbejdsmarkedet. 

I Hummelgaard et al. (2002) undersøges specielt betydningen af den sociale arv 

for, hvordan efterkommerne klarer sig på arbejdsmarkedet, jf. en uddybende 

behandling af social arv i kapitel 4. Det viser sig, at den største betydning af den 

sociale arv for ventetiden for at få et arbejde synes at være indirekte via betydningen 

af den sociale arv for uddannelsesvalget. Er efterkommerne først kommet 

ind på arbejdsmarkedet, har den sociale arv en ringe direkte betydning for, 

hvordan de klarer sig. 

Der er behov for yderligere forskning vedrørende samspillet mellem generationerne 

med henblik på at iværksætte initiativer, der kan fremme børnenes integration 

på arbejdsmarkedet. I Hummelgaard et al. (2002) blev der forsøgt at afdække 

nogle mere detaljerede sammenhæng mellem forældrebaggrund, etnisk 

tilhørsforhold og børnenes jobmuligheder. Analyserne gav dog ikke nogen entydige 

resultater, men når flere efterkommere er kommet ind på arbejdsmarkedet i 

løbet af få år vurderes der at være god basis for at få et udbytte af sådanne ana- 


DET

lyser. I AMIDs arbejdsmarkedsprojekt overvejes at undersøge udvalgte aspekter 

af betydningen af den sociale arv om 2-3 år. 

3.2 Forklaringer på den manglende arbejdsmarkedsmæssige integration 

Forskningsresultaterne er forholdsvis sporadiske og upræcise med hensyn til at 

pege på årsagerne til den manglende arbejdsmarkedsmæssige integration. Her 

omtales de væsentligste resultater og hypoteser. 

3.2.1 Uddannelsesmæssige og sproglige kvalifikationer 

Uddannelse har generelt stor betydning for, om indvandrerne bliver integreret på 

arbejdsmarkedet. Som det fremgår af kapitel 4, har såvel 1.- som 2.generationsindvandrere 

i betydelig mindre omfang en erhvervskompetencegivende 

uddannelse end danskere. Hovedproblemer et, at det er en langt mindre andel, 

som har en erhvervsfaglig uddannelse, mens forholdsvis mange har en videregående 

uddannelse. Modsvarende har forholdsvis mange 1.generationsindvandrere 

kun en kort grundskoleuddannelse. 

Ét af de vigtigste resultater i Hummelgaard et al. (2002) er, at det igen understreges, 

hvor vigtigt en erhvervskompetencegivende uddannelse er for den arbejdsmarkedsmæssige 

integration. Uddannelse afkorter ventetiden til det første 

job. Dog er denne effekt endnu stærkere for unge danskere, hvilket tyder på forekomst 

af diskrimination ved overgang til arbejdsmarkedet. Ud over diskrimination 

kan for kvinderne også forhold på hjemmefronten spille væsentligt ind i form 

af en anden prioritering mellem at passe hjemmet og udearbejde. 

Samtidigt viser det sig imidlertid, at uddannelse øger længden af den første beskæftigelsesperiode 

mere for 2.-generationsindvandrerne end for unge danskere, 

givet at man får et job. 

Selvom billedet af uddannelsens betydning modificeres af forekomsten af diskrimination, 

understreger analysen betydningen af, at der også findes økonomiske 

incitamenter til at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det er derfor 

bekymrende, at Husted et al. (2000) finder et lavere økonomisk afkast til uddannelse 

taget i Danmark for indvandrere sammenlignet med danskere. 

37

At danskkundskaberne også spiller en central rolle for den arbejdsmarkedsmæssige 

integration hersker der ikke nogen tvivl om, jf. fx. Schultz-Nielsen (2000b). 

For både mænd og kvinder gælder, at gode danskkundskaber øger sandsynligheden 

for at være beskæftiget, omend effekten af at tale dårligt dansk synes at 

være noget større for kvinder end for mænd. I undersøgelsen anføres dette at 

kunne være en konsekvens af, at der specielt blandt mændene er en gruppe med 

ret dårlige sprogmæssige forudsætninger, som alligevel har beskæftigelse. Det 

gælder bl.a. en del af gæstearbejderne, der kom til Danmark i 1960'erne. 

Alt i alt har indvandrernes uddannelse og danskkundskaber stor betydning for deres 

muligheder for at opnå beskæftigelse, omend der endnu mangler en del 

forskning om de mere præcise sammenhænge. Der er endvidere kun lidt viden 

om, i hvor høj grad der er overensstemmelse mellem kvalifikationer og jobkategorien 

for de etniske minoriteter. 

3.2.2 Mindsteløn, overførselsindkomster og økonomiske incitamenter 

Som tidligere angivet formår indvandrerne at blive selvstændige i mindst samme 

omfang som danskere. En forklaring på dette ud fra økonomisk teori kan være, at 

det er det eneste område på arbejdsmarkedet, hvor det er muligt selv at bestemme 

sin timeløn og dermed komme til at arbejde til en løn, væsentlig under 

mindstelønnen, svarende til kvalifikationerne. Mange indvandrere arbejder således 

mange timer til en lav indkomst. Det gør en del selvstændig danskere også, 

men indkomsten er betydelig lavere for indvandrerne, jf. Jensen et al. (2001). 

På den anden side hævdes det ofte, at i hvert fald visse nationaliteter er forsynet 

med en særlig iværksætterkultur fra hjemlandet. Andelen af selvstændige er 

specielt høj blandt indvandrere fra Tyrkiet, Iran og Pakistan. Den hidtidige ganske 

vist sparsomme forskning peger på, at den væsentligste grund til, at i hvert 

fald indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan bliver selvstændige, er at de har meget 

svært ved at få et arbejde som lønmodtager, jf. Jensen et al. (2001) og Rezaei 

(2002). Som selvstændig har de en lavere indkomst, end hvad de alternativt ville 

have haft som lønmodtager, men højere end hvad de alternativ ville have modtaget 

i indkomstoverførsler. Dette indikerer, at et økonomisk rationale kun kan 


DET

forklare en række nationaliteters valg af selverhverv med udgangspunkt i en position 

som modtagere af overførselsindkomster. Der er således ikke nogen økonomisk 

gevinst ved overgang fra lønmodtager til selverhvervende, tværtimod. Desuden 

viser statistiske analyser, jf. Rezaei (2002), at indvandrere, der modtager 

overførselsindkomst som følge af arbejdsløshed har et stort incitament til at 

etablere sig som selvstændige erhvervsdrivende. 

Det tyder også på, at mange indvandrere bliver hængende i en relativ dårlig position 

som selvstændig med en lav indkomst og lang arbejdstid. Alternativt kunne 

en grund til at starte som selvstændig være at bruge det til at blive kvalificeret 

til et mere attraktivt arbejde. Men ikke mindst de pågældende nationaliteter synes 

at være i en fastlåst social situation som selverhvervende. 

Den ganske vist sparsomme forskning peger således i retning af, at mange indvandrere 

bliver selvstændige, fordi de ikke kan få arbejde som lønmodtager til 

de gældende lønninger. Det kræver dog betydelig mere dybtgående forskning, 

hvis det mere præcist skal kunne siges, hvor store ændringer, der skal til i mindstelønnen 

evt. i form af en indslusningsløn, hvis et vist antal indvandrere skal 

kunne få arbejde som lønmodtager og dermed ikke bliver presset til at blive selvstændig 

med en lav indkomst og lang arbejdstid. 

Overførselsindkomster under et aktiverings- eller uddannelsesforløb, som afsluttes 

med et stabilt job, fremmer selvsagt integrationen, jf. afsnit 3.4 for en generel 

behandling af indvandrernes modtagelse af indkomstoverførsler. På den anden 

side kan samspillet mellem høje skattesatser og indkomstafhængige passive 

ydelser (fx. kontanthjælp og arbejdsløsheds-dagpenge) skabe økonomiske “arbejdsløshedsfælder”, 

som hæmmer arbejdsmarkedsintegrationen, hvis det privatøkonomiske 

afkast af at være i job kun er marginalt større eller ligefrem mindre, 

end hvis man lever af overførselsindkomster, jf. Pedersen (2002). 

Et væsentligt forhold, som belyses i Schultz-Nielsen (2000a), er de rent økonomiske 

incitamenter, en indvandrer har til at have/få et job. For beskæftigede medlemmer 

af en arbejdsløshedskasse mellem 18 og 59 år beregnes, hvordan man 

privatøkonomisk er stillet ved at have et job sammenlignet med at være på dag- 

39

penge. Beregningerne gennemføres separat for kvinder og mænd - både med og 

uden børnepasningsomkostninger, afhængig af om der forudsættes, at omkostningerne 

kan spares under en periode med arbejdsløshed eller ej. Udfaldet for 

indvandrerne sammenlignes med tilsvarende resultater fra Smith (1998) for danskere, 

jvf. tabel 3.1, som viser de andele i de respektive grupper, som ville have 

et større rådighedsbeløb som arbejdsløs end i deres aktuelle fuldtidsjob. 

Tabel 3.1: Andel af de beskæftigede a-kassemedlemmer mellem 

18 og 59 år, hvis disponible indkomst som fuldtidsbeskæftiget 

er mindre end som fuldtidsledig på dagpenge 

Børnepasningsomkostninger 

inkl. 

Børnepasningsomkostninger 

eksl. 

Kilde: Schultz-Nielsen, 2000a. 

Hele befolkningen, 1996 Indvandrere og efterkommere, 

1998/99 

Mænd Kvinder I alt Mænd Kvinder I alt 

6 pct. 16 pct. 10 pct. 18 pct. 26 pct. 21 pct. 

5 pct. 7 pct. 6 pct. 14 pct. 21 pct. 17 pct. 

Det fremgår, at der er væsentlig større potentielle økonomiske incitamentsproblemer 

for indvandrere end for danskere, hvilket bl.a. skyldes, at indvandrere i 

gennemsnit får en lavere løn. Hvor meget de manglende økonomiske incitamenter 

evt. hæmmer arbejdsmarkedsintegrationen fremgår ikke. I en analyse med 

tilsvarende data for danskere finder Pedersen og Smith (2001), at manglende 

økonomiske incitamenter har en signifikant negativ indflydelse på søgeadfærd, 

arbejdsmarkedstilknytning og arbejdsløshedsrisiko. Reagerer indvandrerne på 

samme måde kan der a priori forventes endnu stærkere negative påvirkninger på 

arbejdsmarkedsadfærden for indvandrere, idet problemet har et større omfang 

end for danskerne, jf. Pedersen (2002). Det kan også spille ind, at grundlæggende 

holdninger - specielt til gifte kvinders udearbejde - for mange formentlig er 

anderledes end for danskere. 

I en analyse for Sverige for årene 1990-1996 konkluderer Hansen og Löfström 

(2001), at en "velfærdsfælde" – forstået som en situation, hvor ens økonomi ikke 

påvirkes af, om man har et job eller ej - har en signifikant påvirkning af arbejdsmarkedsadfærden 

for flygtninge. 


DET

Alt i alt får en stor gruppe indvandrere ikke noget økonomisk ud af at få et arbejde. 

Der er mangel på forskningsbaseret viden om størrelsen og tidshorisonten 

i de eventuelle konsekvenser for arbejdsmarkedsadfærden fra disse potentielt 

store incitamentsproblemer. Eksempelvis er der ikke gennemført analyser for 

modtagere af kontanthjælp, hvor de negative incitamentsvirkninger kan tænkes 

at være endnu større end for modtagere af arbejdsløshedsdagpenge. 

3.2.3 Manglende anvendelse af udenlandsk uddannelse og diskrimination 

I Rockwoolfondens interviewundersøgelse er der to tredjedele, der har svaret nej 

på spørgsmålet, om de har kunnet anvende deres udenlandske uddannelse i Danmark, 

jf. Larsen (2000). Blandt begrundelser er de mest almindelige manglende 

danskkundskaber, at uddannelsen ikke kunne godkendes her i landet, at uddannelsen 

er irrelevant i Danmark, at uddannelsen er forældet, eller at man ikke har 

sit eksamensbevis. 60% af svarene ligger i disse kategorier. Undersøgelser med 

fokus på de højtuddannede viser, at mange har vanskeligt ved at opnå arbejde, 

der matcher deres uddannelsesniveau, jf. Thomsen og Moes (2002). Dette billede 

tegner sig, uanset om de er i besiddelse af supplerende uddannelse fra danske 

læreanstalter, eller om de udelukkende søger arbejde på grundlag af deres medbragte 

uddannelse, jf. endvidere kapitel 4. 

Forskellige metodologiske tilgange når samstemmende til, at indvandrere og efterkommere 

fra mindre udviklede lande udsættes for diskrimination på arbejdsmarkedet, 

jf. Pedersen (2002). Der kan principielt forekomme diskrimination i 

forhold til såvel lønnen som mulighederne for at få et job. En undersøgelse viser, 

at der stort set ikke er etnisk løndiskrimination for kvinder i Danmark, jf. Husted 

et al. (2000). Igen understreges imidlertid betydningen af at sondre imellem 

grupper af forskellig national oprindelse. Undersøgelsen viser således, at etnisk 

løndiskrimination findes for kvinder fra Pakistan, men ikke for kvinder fra Sri 

Lanka. 

Forskellige undersøgelser peger på, at der er diskrimination med hensyn til det at 

få et arbejde, jf. fx. Hjarnø og Jensens (1997) aktionsorienterede undersøgelse. 

Fra de kvalitative interviews i Schmidt og Jakobsen (2000) kan det nævnes, at 

41

det fremføres som en udbredt opfattelse, at der foreligger diskrimination fra potentielle 

arbejdsgivere. 

Et central spørgsmål er, om de etniske minoriteter i højere grad end danskerne 

har job, de er overkvalificeret til, og om de i givet fald fastholdes i disse job. En 

hypotese kan være, at indvandrere efter ankomsten til Danmark må tage job på 

et lavt niveau sammenlignet med jobbet i hjemlandet på grund af manglende 

kvalifikationer specifik for Danmark, men efterhånden som de tilegner sig flere 

kvalifikationer af relevans for det danske arbejdsmarked bevæger de sig op af i 

stillingshierarkiet og får job, der svarer til deres kvalifikationer. En anden hypotese 

kan være, at indvandrere ofte må tage et job med et lavt kvalifikationsindhold 

på grund af manglende kvalifikationer specifik for Danmark eller diskrimination, 

og at sandsynligheden for at hænge fast i dette job er stor, hvis de ikke 

hurtigt finder et ”passende” job pga. tab af kvalifikationer, demotivation eller 

negative signaler. Der mangler viden om disse spørgsmål, som kan have stor betydning 

for integrationspolitikken. Udvalgte elementer af de angivne problemstillinger 

vil blive taget op i arbejdsmarkedsdelen af AMIDs arbejdsmarkedsprojekt. 

Desuden peger Thomsen og Moes (2002) på, at der er et stærkt behov for at kunne 

dokumentere og synliggøre de institutionelle eksklusionsmekanismer på arbejdsmarkedet, 

som forhindrer etniske minoriteter i at udnytte deres kompetencer 

på lige fod med danske arbejdstagere. Det er de mekanismer, der ofte på 

uigennemsigtig vis kan ligge til grund for diskrimination på arbejdspladsen og resultere 

i udelukkelse af etniske minoriteter. Der mangler desuden præcis viden 

om, hvor omfattende diskriminationen på arbejdsmarkedet er. 

3.2.4 Kvalifikationskrav, arbejdets organisering mv. 

Som tidligere angivet har det i de seneste årtier taget stadig længere tid efter 

ankomsttidspunktet, inden 1.-generationsindvandrerne når et givet niveau for 

erhvervsdeltagelsen. Rosholm et al. (2000) har det udgangspunkt, at væsentlige 

ændringer i arbejdets organisering har reduceret eller fjernet tidligere tiders relativt 

monotone og isolerede jobs i virksomhederne og erstattet dem med jobs, 

som kræver sproglig kommunikation og tæt samarbejde i relativt selvstyrende 

grupper. Alt sammen skridt mod organisationsformer, som indvandrere fra kultu- 


DET

elt og sprogligt fjerne lande umiddelbart har svært ved at trænge ind og fungere 

i. 

Hypotesen testes ved at sammenligne udviklingen i Danmark og Sverige, som i 

den analyserede periode, 1985-1995, har gennemlevet meget forskellige konjunkturforløb. 

Analysen omfatter mandlige indvandrere fra fire forskellige lande: 

Norge, Polen, Tyrkiet og Iran. Danmark og Sverige udviser en ret ensartet udvikling 

i den relative beskæftigelsesandel for de fire grupper af indvandrere som 

funktion af antal år siden indvandring. Generelt er beskæftigelsessituationen væsentlig 

mere problematisk i 1995 end i 1985 for alle fire nationaliteter i begge 

lande på trods af den meget forskellige konjunkturudvikling, og den er, jf. hypotesen, 

desto mere problematisk, jo større den “kulturelle og sproglige afstand” 

er. Dette tyder på, at samme type af strukturelle ændringer har sat sig igennem i 

landene til ugunst for indvandrerne. 

Det kommunale arbejdsmarked i Danmark er eksempel på et område, hvor der 

over årene er sket en øget fokusering på kvalifikationerne af såvel formelt-faglig 

som uformel art. Baggrunden er, jf. Thomsen og Moes (2002), at både ledelse og 

medarbejdere som led i en forstærket kvalitetsbevidsthed i forhold til offentlige 

serviceydelser - skal håndtere en jobsituation med skærpede faglige, metodiske 

og personlige kompetence- og servicekrav. Med undtagelse af lærerområdet har 

der på både børne- og ungeområdet samt ældreområdet været tradition for at 

beskæftige ikke-faglærte medarbejdere. Men i løbet af 1990'erne er professionaliseringen 

og opkvalificeringen slået igennem som skærpede krav til fx den formelt-faglige 

uddannelsesbaggrund ved nyansættelser. Hertil kommer en tydeligere 

præcisering af de værdier, mål og metoder, der knytter sig til selve jobudøvelsen. 

Det er en skærpelse af kompetence- og kvalitetskravene, som både viser 

sig på uddannelsesog jobsiden. 

Alt i alt synes de strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet at være til ugunst 

for indvandrernes beskæftigelsesmuligheder. Der mangler bl.a. viden om, hvad 

faldet i antallet af ufaglærte jobs, “den ny økonomi” samt ændringer i organisationsformer, 

formelle og uformelle kvalifikationskrav betyder for indvandrernes 

beskæftigelsesmuligheder. Der er endvidere behov for mere dybtgående forsk- 

43

ning i “uformelle kompetencer” (kultur, kommunikation mv.), herunder især en 

kortlægning af disses betydning på arbejdspladsen samt en analyse af, i hvilken 

grad indvandrerne besidder disse kompetencer. 

3.2.5 Sociale netværk og holdninger 

Der findes næsten ingen forskningsbaserede undersøgelser, der giver et repræsentativt 

billede af de sociale netværks betydning for indvandrernes integration 

på arbejdsmarkedet, jf. Thomsen og Moes (2002). 

Schultz-Nielsen (2000b) indeholder en af de eneste forskningsbaserede undersøgelser, 

der behandler spørgsmålet generelt med udgangspunkt i statistiske analyser. 

Der konkluderes her, at indvandrere, der omgås og jævnligt taler med danskere, 

har større sandsynlighed for at være i arbejde end andre. Som det også 

påpeges, er det dog usikkert, om det er kontakten til danskerne, som er udslagsgivende 

for det at få arbejde, eller arbejdet der skaber kontakten til danskere. 

Desuden kan der, som det også gøres i undersøgelsen, stilles spørgsmål ved, om 

jobhyppigheden primært hænger sammen med indvandrernes sprogkompetence 

eller sammen med deres netværk til danskere. 

I undersøgelsen er kontakten med det danske samfund også søgt målt ved hjælp 

af læsning af danske aviser, hvilket dog kun for mændenes vedkommende giver 

en signifikant positiv betydning for den arbejdsmarkedsmæssige integration. Igen 

kan man ikke være sikker på, hvilken vej årsagssammenhængen går. 

Tilhørsforholdet til den hjemlige kultur - målt ved den religiøse tilknytning - synes 

også at have betydning for arbejdsmarkedstilknytningen, jf. Schultz-Nielsen 

op cit. For mændene viser de statistiske analyser, at for muslimer med en religiøs 

tilknytning er sandsynligheden for at være i beskæftigelse lavere end for alle 

andre. For kvinderne derimod er det ikke af signifikant betydning, om de er muslimer 

eller ej, men derimod om de er stærkt tilknyttet deres religion (og de traditionelle 

værdier), uanset religiøs retning. Sidstnævnte kan i følge undersøgelsen 

tolkes således, at er man mere traditionsbundet, så lægges der nok også mere 

vægt på, at kvindens arbejde er i hjemmet. 


DET

Der er behov for nærmere at undersøge, hvornår det er de sociale netværk, der 

formidler en arbejdsmarkedskontakt - og hvornår der snarere er tale om, at det 

kollegiale netværk på arbejdspladsen danner springbræt til en større kontakt 

mellem indvandrere og danskere. Er netværket eller beskæftigelsen det første 

led i kontaktkæden? En anden central problemstilling er, at selvom mange indvandrere 

finder beskæftigelse via sociale netværk kan netop denne type beskæftigelse 

resultere i en marginalisering af etniske minoriteter i det sekundære arbejdsmarkedssegment. 

Det er således afgørende, at der gennem netværksanalyser 

også forskes i, hvorledes de får adgang til det primære segment og undgår 

marginalisering i specifikke erhvervsgrupper. 

3.2.6 Familiemæssige forhold 

Ægteskab for i hvert fald 2.-generationsindvandrere synes at have en signifikant 

negativ effekt på sandsynligheden for at komme i beskæftigelse, jf. Hummelgaard 

et al. (2002). Dette gælder både mandlige og kvindelige efterkommere, 

men findes ikke tilsvarende for unge danskere. Analyserne kan ikke afdække den 

præcise årsagssammenhæng mellem ægteskab og beskæftigelsesforhold. Den negative 

sammenhæng kan dels skyldes, at ægteskab i sig selv skader arbejdsmarkedskarrieren, 

og dels at manglende beskæftigelse tilskynder de unge til at gifte 

sig tidligt. 

Det er svært er komme uden om emner som giftermål, familiesammenføring, 

tvangsægteskaber og fertilitet blandt indvandrere, når det drejer sig om, hvad 

der hindrer integrationsprocessen på arbejdsmarkedet for ikke mindst kvinderne, 

jf. Nielsen (2002c). Der mangler imidlertid viden om betydningen heraf, hvorfor 

man kunne vælge at undersøge disse ømtålelige emner nærmere blandt andengenerationsindvandrere 

i et arbejdsmarkedsmæssigt perspektiv. Hvad betyder 

det for efterkommeres arbejdsmarkedskarriere, at de indgår ægteskab med familiesammenførte 

personer fra deres etniske oprindelsesland? Hvordan integreres 

disse familiesammenførte ægtefæller? Hvad betyder de familiesammenførte ægtefællers 

integration for andengenerationsindvandrernes arbejdsmarkedskarriere? 

Hvordan er fertiliteten blandt indvandrerne, og hvordan påvirker dette arbejdsmarkedskarrieren? 

Resultaterne af disse undersøgelser kunne give et fingerpeg 

om, hvorvidt der er behov for en særlig integrationsindsats for nogle grupper 

45

af andengenerationsindvandrere og ikke mindst den familiesammenførte ægtefælle. 

3.3 Virkninger af den arbejdsmarkedspolitiske og sociale indsats 

Der er i de senere år opstillet en lang række handlingsplaner og forslag til initiativer 

med henblik på at forstærke arbejdsmarkedsintegrationen for de indvandrere 

og flygtninge, som er i landet og samtidig starte integrationsprocessen mere 

effektivt for de nye grupper, som kommer hertil. Disse problemstillinger er indeholdt 

i en række nyere rapporter fra Arbejdsministeriet (1999; 2000a; 2000b; 

2000c). I forhold til den her foreliggende problemstilling er der imidlertid tale 

om beskrivelser, planer og initiativforslag, men ikke videnskabelig evidens for i 

hvilket omfang forskellige målrettede programmer har været effektive eller ej, 

jf. Pedersen (2002). 

Også udenfor de nordiske lande er relevante evalueringer af arbejdsmarkedspolitikkens 

virkninger i forhold til indvandrere yderst begrænsede, jvf. oversigten i 

Madsen (2000). I de fleste lande har man ligestilling i adgangen til deltagelse i 

arbejdsmarkedspolitiske programmer som et væsentligt princip, ofte så det, jvf. 

ovenfor, heller ikke er muligt efterfølgende at sondre mellem indvandrere og andre 

deltagere i et konkret program. Udover de generelle arbejdsmarkedspolitiske 

programmer har de fleste lande integrationsprogrammer, specielt også i forhold 

til flygtninge. Endelig peger Madsen (2000) på eksistensen af en vis forekomst af 

tiltag specifikt rettet mod indvandrere. 

De relativt få resultater, der sammenfatter den summariske succesrate for indvandrere 

og andre, finder både i nordisk sammenhæng, jvf. ovenfor, og i Madsens 

(2000) oversigt over erfaringer i Tyskland, Holland, Frankrig og Storbritannien 

en lavere succesrate for indvandrere end for andre deltagere i arbejdsmarkedspolitiske 

programmer. Der er imidlertid tale om helt summariske opgørelser, 

som ikke tager hensyn til forskelle i baggrundsvariable, eksempelvis med hensyn 

til sproglig kunnen eller uddannelse, som kan forklare større eller mindre dele af 

den summariske forskel. 


DET

Tilfredsstillende evalueringer af forskellige programmers effektivitet i forhold til 

indvandrere ville kræve viden om relevante individuelle baggrundsfaktorer, selektionsprincipper 

til programmerne og den efterfølgende arbejdsmarkedshistorie. 

For de programmer, som alene rettes mod indvandrere skal relevante evalueringer 

have karakter af metodemæssigt fyldestgørende sammenligninger af de 

enkelte programmers relative effektivitet. Carling et al. (2001) skitserer principperne 

for et socialt eksperiment i svensk sammenhæng, som illustrerer en af de 

principielle veje til øget viden på området. For nærværende bliver konklusionen 

imidlertid, at den eksisterende viden om den specifikke effektivitet af arbejdsmarkedspolitiske 

programmer i forhold til indvandrere er meget begrænset, og at 

det ikke kun gør sig gældende for Danmark. Der er således et meget stort forskningsbehov 

på dette felt med henblik på at kunne forbedre aktiveringsindsatsen. 

3.4 Modtagelse af indkomstoverførsler 

Som følge af den dårligere arbejdsmarkedsmæssige integration modtagere indvandrere 

i langt højere grad end danskere de såkaldte midlertidige indkomstoverførsler 

i form af især arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp. Særlig iøjnefaldende 

er kontanthjælpen, som næsten 25% af indvandrerne modtager, mens det 

kun gælder 2-3% af danskerne (Pedersen, 2000b). Indvandrerkvinder bliver i betydelig 

større omfang end mænd offentlig forsørget, hvilket hænger sammen 

med deres langt svagere arbejdsmarkedstilknytning. Generelt er det sådan, at de 

indvandrergrupper, der er dårligst integreret på arbejdsmarkedet i størst udstrækning 

modtager kontanthjælp. Det betyder fx, at dårlige dansk sprogkundskaber 

og få år i landet øger sandsynligheden for at få kontanthjælp, ligesom der 

er store nationalitetsmæssige forskelle. 

Varige overførselsindkomster som folkepension og efterløn modtages sjældnere 

af etniske minoriteter end danskere som følge af begrænsninger knyttet til opholdstid 

her i landet og A-kasse-medlemsanciennitet. Andre varige overførselsindkomster 

som førtidspension og overgangsydelse modtager etniske minoriteter 

derimod hyppigere end danskere, jf. Pedersen (2000a). 

47

3.5 Konklusioner og forskningsbehov 

Indvandrerne er dårligt integreret på det danske arbejdsmarkedet også set i et 

internationalt perspektiv. De har langt større risiko for at blive arbejdsløse, arbejdsløshedsperioderne 

er længere og indvandrerne har sværere ved igen at få 

et stabilt job. Der er store nationalitetsmæssige forskelle. Den arbejdsmarkedsmæssige 

integration forbedres med det antal år, indvandrerne har været i Danmark, 

omend det er gået mere trægt i de seneste årtier. 

Uddannelseskvalifikationer har med forbehold for manglende uddannelsesdata 

indtil for et par år siden meget stor betydning for indvandrernes integration på 

arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at sikre, at så mange indvandrere som 

muligt får en uddannelse, jf. kapitel 4. Det er endvidere et klart problem, at der 

findes tegn på, at indvandrere får mindre ud af at tage en uddannelse end danskere. 

Det synes primært at være som følge af, at de ikke får et arbejde svarende 

til kvalifikationerne. Herved understreges behovet for dels at evaluere de 

udenlandske uddannelser, som indvandrerne bringer med sig med henblik på at 

udnytte disse bedre på det danske arbejdsmarkedet, ligesom der fortsat er behov 

for initiativer med henblik på at fjerne diskrimination på arbejdsmarkedet. Også 

danskkundskaber har stor betydning for integrationsprocessen. I betragtninger af, 

at mange indvandrere ikke har tilstrækkelig gode danskkundskaber, synes forbedringer 

på dette punkt også central. Betydningen af danskkundskaber, formel uddannelse 

og øvrige kvalifikationer understreges af, at udviklingen går i retning af 

større og større kvalifikationskrav i såvel den private som offentlige sektor. 

Der er potentielt meget store økonomiske incitamentsproblemer for indvandrere 

til at søge et job i den forstand, at de ikke vil få noget økonomisk ud af det eller 

direkte vil tabe penge. Blandt indvandrere fra mindre udviklede lande har 2-3 

gange så stor en andel som blandt befolkningen i øvrigt massive incitamentsproblemer. 

Undersøgelser for danskere tyder på, at der er god grund til at se nærmere 

på, hvordan disse problemer kan mindskes eller fjernes. 

Der findes kun ringe forskningsbaseret viden om effekterne af aktiveringsindsatsen 

og undervisningsprogrammet. Den manglende arbejdsmarkedsmæssig integration 

af indvandrerne tyder på, at effekten er ikke er god nok, men hvad der skal 


DET

tages fat på for at ændre på dette, er mere uklart. Det synes dog omvendt at 

være belæg for, at integrationen af førstegenerationsindvandrere og dermed indsatsen 

for at sikre dette, har stor betydning for, hvordan det går børnene i uddannelsessystemet 

og senere på arbejdsmarkedet. 

De højere danske mindstelønninger synes at udgøre en barriere for, at indvandrerne 

hurtigt bliver integreret på arbejdsmarkedet. Dette understøttes bl.a. af, 

at det kun er som selvstændig erhvervsdrivende, hvor der ikke er en mindsteløn, 

at indvandrerne har formået at opnå samme beskæftigelsesgrad som danskerne. 

Der kan være grund til at overveje, om anvendelse af midlertidige løntilskud eller 

fx accept af jobs med lavere løn kan have en betydning for integrationsprocessen. 

Der er betydelig huller i vor viden om den arbejdsmarkedsmæssige integration. I 

kapitlet er der peget på følgende områder, hvor yderligere forskning kan være 

påkrævet: 

• effekten af aktiveringsindsatsen herunder erfaringer fra andre lande 

• størrelsen og effekten af de manglende økonomiske incitamenter til at få et 

arbejde for en stor gruppe af indvandrere 

• lønnens betydning for virksomhedernes efterspørgsel efter indvandrernes arbejdskraft 

• betydningen af den sociale og etniske arv 

• den præcise betydning af indvandrernes uddannelse og danskkundskaber for 

beskæftigelsesmulighederne 

• konsekvensen af, at ikke alle indvandrere får jobs svarende til kvalifikationerne 

• omfanget af diskrimination på arbejdsmarkedet og mekanismerne bag 

• betydningen af det sociale netværk for den arbejdsmarkedsmæssige integration 

• betydningen af giftermål, familiesammenføring, tvangsægteskaber og fertilitet 

• barrierne for, at en situation som selvstændig erhvervsdrivende i højere grad 

bliver indgang til fuld integration på arbejdsmarkedet. 

49

• hvorfor arbejdsløsheden for indvandrerkvinder er lavere end for mænd, når 

der sammenlignes med den indfødte befolkning. 


DET

Kapitel 4: Uddannelse og sprogkundskaber 

Uddannelse og især danskkundskaber har stor betydning for indvandrernes muligheder 

for at kunne begå sig i forskellige dele af samfundet. Gode danskkundskaber 

er ofte en forudsætning i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og gør 

det væsentlig lettere at få informationer som forbruger, deltage i foreningslivet 

og deltage i det politiske liv. Uddannelse er rettet mod at forbedre befolkningens 

muligheder for at varetage forskellige jobfunktioner, men kan selvfølgelig også 

spille ind på personens deltagelse i andre dele af samfundslivet. I dette kapitel 

fokuseres der på etniske minoriteters kvalifikationer i form af især uddannelse og 

danskkundskaber. 

Ikke alle kvalifikationer, som indvandrerne har opnået i oprindelseslandet, kan 

anvendes i Danmark. Nogle former for kvalifikationer er landespecifikke, mens 

andre former er generelle og dermed i princippet anvendeligt overalt. Landespecifikke 

kvalifikationer kan kun eller i hovedsagen anvendes i det land, hvor den 

er erhvervet. Sprog er et eksempel på landespecifikke kundskaber, men også erhvervsuddannelser 

kan være mere eller mindre landespecifikke (fx vil dele af en 

juridisk uddannelse være landespecifik). Oprindelseslandet kan være afgørende 

for, hvor let indvandrerne kan anvende deres medbragte uddannelse og øvrige 

kvalifikationer i Danmark. Eksempelvis er der store forskelle på jobstrukturer og 

de færdigheder, man erhverver sig i forbindelse med jobbet i en industrialiseret 

økonomi og i et udviklingsland, jf. Borjas (1999). I forskning vedrørende etniske 

minoriteters uddannelse og betydningen heraf er det derfor vigtigt at fokusere 

både på medbragt uddannelse og uddannelse opnået i Danmark. 

Hvad angår uddannelse har der indtil år 2000 i de officielle statistikker kun været 

registreret uddannelse taget i Danmark, mens udenlandsk uddannelse, og dermed 

også den uddannelse, indvandrerne eventuelt har taget i hjemlandet eller andre 

steder før ankomsten til Danmark, ikke er blevet registreret. Der har derfor i 

forskningen i Danmark i meget ringe grad været fokus på de uddannelsesmæssige 

kvalifikationer, som indvandrerne har erhvervet før indvandringen og betydnin- 

51

gen heraf for den arbejdsmarkedsmæssige integration. Danmarks Statistik igangsatte 

i 1999 et projekt, der skulle forbedre uddannelsesstatistikken gennem en 

registrering af, hvilken uddannelse indvandrere, der ikke har fået en erhvervsuddannelse 

i Danmark, har erhvervet i udlandet, jf. Mørkeberg (2000). En stor mangel 

ved undersøgelsen er imidlertid, at der ingen mulighed er for at undersøge, 

om de, som tager en dansk uddannelse, er højt uddannede i forvejen eller meget 

lidt uddannede. Eksempelvis kan en indvandrer, der gennemfører en kontoruddannelse 

have en universitetsgrad fra hjemlandet, uden at vi ved det. Det kan 

give betydelig usikkerhed med hensyn til at vurdere værdien af at tage en uddannelse 

i Danmark. Danmarks Statistiks engangsregistrering følges op med løbende 

registrering af udlændinges medbragte uddannelse, således at oplysningerne 

løbende opdateres. Efterhånden vil problemet med, at vi ikke kender den 

medbragte uddannelse for alle indvandrere blive løst, men det vil immervæk tage 

mange år. 

Rockwoolfonden gennemførte i slutningen af 1990'erne en undersøgelse af en 

større gruppe indvandreres medbragte uddannelse, og der har inden for de senere 

år været gennemført en række case-baserede undersøgelser, der rejser 

spørgsmålet, om etniske minoriteter har en kvalifikationsstruktur, som matcher 

de aktuelle kvalifikations- og kompetencekrav på det danske arbejdsmarked, jf. 

Thomsen og Moes (2002). En gennemgående konklusion er, at mange danske arbejdspladser 

har en forventning og forestilling om, at etniske minoriteter ofte 

både mangler teknisk-faglige, uddannelsesmæssige, sproglige, sociale og personlige 

kompetencer for at tilgodese de herskende krav på danske arbejdspladser i 

den private såvel som i den offentlige sektor. Denne holdning synes at være udbredt, 

uanset om arbejdspladserne har konkrete erfaringer for at rekruttere og 

beskæftige indvandrere. 

I dette kapitel behandles især indvandrernes formelle uddannelsesmæssige kompetencer 

og danskkundskaber. Der fokuseres dels på uddannelse for 1.generationsindvandrere, 

der er kommet til Danmark som voksen og dels på efterkommere 

og indvandrere, der er kommet hertil som barn. Sidstnævnte har gået i 

dansk skole i et eller andet omfang, mens hovedparten af den uddannelsesmæssige 

ballast for førstenævnte gruppe udgøres af den medbragte uddannelse fra 

52 KAPITEL 4: UDDANNELSE OG SPROGKUNDSKABER

hjemlandet. Danskkundskaberne behandles selvstændigt, og der afsluttes med 

konklusioner og en oversigt over forskningsbehov. 

4.1 Uddannelse for 1.-generationsindvandrere 

Som angivet indledningsvis har Danmarks Statistik indhentet uddannelsesoplysninger 

for alle indvandrere, der ikke har gennemført en dansk uddannelse. Der 

blev udsendt spørgeskemaer til 152.181 indvandrere, og der blev opnået gyldige 

besvarelser fra knap halvdelen, jf. Mørkeberg (2001). Der er fx. høje svarprocenter 

blandt indvandrere fra Irak (68 pct.) og Iran (62 pct.), mens omvendt svarprocenten 

er lav for indvandrere fra Tyrkiet (30 pct.). Det er muligt at kombinere 

Danmarks Statistik surveyundersøgelse med registeroplysninger, hvilket indtil nu 

kun er gjort i få tilfælde, jf. fx Indenrigsministeriet (2001b) og Hummelgaard et 

al. (2002). Den væsentligste svaghed ved undersøgelsen er som tidligere anført, 

at indvandrere, der har gennemført en dansk uddannelse, ikke er spurgt. 

4.1.1 Indvandrernes medbragte uddannelse 

Indvandrere fra EU, Norden og Nordamerika er lidt bedre uddannet end den øvrige 

befolkning, idet knap 70 pct. har medbragt en erhvervskompetencegivende 

uddannelse, jf. Indenrigsministeriet (2001b), der baserer deres tal på Danmarks 

Statistik. Omvendt er indvandrere fra tredjelande væsentligt dårligere uddannet, 

idet kun godt 40 pct. af disse medbringer en erhvervskompetencegivende uddannelse. 

Godt 20 pct. af indvandrerne fra tredjelande har ingen eller under 7 års 

skolegang. 

Der er betydelige variationer mellem de forskellige tredjelande. Indvandrere fra 

Iran og Sri Lanka skiller sig ud med relativt høje andele med en erhvervskompetencegivende 

uddannelse og relativt små andele med ingen eller under 7 års skolegang. 

På den negative side skiller indvandrere fra Vietnam og Tyrkiet sig særligt 

ud. Især kvinder fra Tyrkiet er helt uden uddannelse, og kun knap 10 pct. 

medbringer en erhvervskompetencegivende uddannelse. Møller og Togeby (1999) 

angiver som årsag, at de fleste tyrkere i Danmark kommer fra landdistrikter, hvor 

der ikke er tradition for uddannelse. Lidt overraskende har en ligeså stor del af 

indvandrere fra Somalia som fra Pakistan medbragt en erhvervskompetencegivende 

uddannelse, jf. Indenrigsministeriet (2001b). Somalia beskrives af Møller 

53

og Togeby op cit. som et land med omkring 75 pct. analfabeter blandt de voksne, 

men det har været de bedst uddannede, der har kunnet flygte til Vesteuropa, og 

herunder til Danmark, hvorfor denne gruppe er bedre uddannet end indvandrere 

fra Tyrkiet, Vietnam, Libanon og Pakistan, jf. Indenrigsministeriet op cit. 

Det er et vigtigt spørgsmål i hvilken grad, der er komplementaritet mellem uddannelse 

taget i hjemlandet og i Danmark. I den forbindelse påpeger Thomsen og 

Moes (2002) et behov for, at der bliver udviklet metoder og værktøjer til kompetenceafklaring, 

der understøtter og muliggør en implementering af den mangfoldige 

tankegang i rekrutterings øjemed. Bl.a. peges på behovet for at få uddybet, 

hvilke former for kompetencer der bliver betragtet som afgørende at besidde på 

arbejdsmarkedet i Danmark, men som knytter sig til dansk nationalkultur frem 

for reelle arbejdsmæssige kvalifikationer og behov. 

4.1.2 Det samlede uddannelsesniveau 

Som tidligere angivet er det ved at kombinere Danmarks Statistiks surveyundersøgelse 

med uddannelsesregistre, der indeholder oplysninger om dansk uddannelse, 

til en vis grad muligt at tegne et samlet billede af uddannelsesbaggrunden for 

indvandrerne. Konklusionerne er overordnet de samme som i forrige afsnit, jf. 

Indenrigsministeriet (2001b). Indvandrere og efterkommere fra EU, Norden og 

Nordamerika er mindst lige så godt uddannede som den øvrige befolkning, mens 

indvandrere og efterkommere fra tredjelande er klart dårligere uddannet end 

den øvrige befolkning. 

Rockwoolfonden har som tidligere omtalt for en mindre population (2.633) kombineret 

interviewoplysninger og registeroplysninger for otte nationaliteter for at 

få et samlet billede af uddannelsesniveauet, jf. Larsen (2000). Der er afgrænset 

til de indvandrere, der er kommet til landet som 13-årige eller ældre (gruppen 

under 12 år er også undersøgt). Metodisk anføres, at der i forbindelse med selvrapporteret 

uddannelse eventuelt kan forekomme (bevidst eller ubevidst) en 

overvurdering af uddannelsesniveauet, ligesom det er vanskeligt at sammenligne 

uddannelser fra forskellige lande. Her ud fra anvendes et såkaldt forsigtighedsprincip, 

idet tallene er konstrueret således, at hvis der findes register- eller interviewoplysninger 

om dansk uddannelse, bliver disse oplysninger anvendt, uanset 

hvad interviewpersonerne har sagt om uddannelse i hjemlandet. 


Nogle af indvandrerne er begyndt i det danske uddannelsessystem på et lavere 

niveau, end de var nået til i hjemlandet - især indvandrerne fra Iran og Somalia. 

Det hænger givetvis sammen med, at en del indvandrere ikke har kunnet anvende 

deres medbragte uddannelse på det danske arbejdsmarked, jf. Larsen (2000). 

Der er søgt belyst, hvilke faktorer der især har betydning for, om indvandrerne 

har enten en dansk og/eller en udenlandsk uddannelse på gymnasialt, fagligt eller 

videregående niveau. Forældrenes uddannelsesog arbejdsmarkedsmæssige 

baggrund har erfaringsmæssigt betydning for børnenes uddannelsesvalg og muligheder. 

Denne effekt, der i Larsen op cit. måles ved faderens uddannelse og stilling, 

ses også blandt indvandrerne, men stort set kun for mænd. Som en mulig 

tolkning herpå anføres, at forskellige traditioner for kvinders uddannelse og arbejde 

spiller ind og er vigtigere end opvækstbaggrunden. Herudover har oprindelsesland 

betydning, ligesom en flygtningebaggrund for specielt mændene øger 

chancen for et højt uddannelsesniveau. 

Der mangler fortsat især forskning om, hvad der har betydning for, hvor meget 

indvandrerne investerer i uddannelse, efteruddannelse og danskkundskaber efter 

ankomsten til Danmark. Det vil være væsentligt nærmere at analysere betydningen 

af fx beskæftigelses- og uddannelsesstatus før indvandring, opholdsgrundlag, 

forventet opholdstid/evt. planer om at vende tilbage til oprindelseslandet, alder 

ved indvandring, økonomiske incitamenter til at videreuddanne sig i Danmark, 

familiedannelse, holdninger til ægteskab og sociale netværk. 

4.2 Uddannelsesvalg 

Undervisningsministeriet (2001) giver et detaljeret billede af uddannelsessituationen 

og -valget for indvandrere og efterkommere. Det fremgår heraf, at blandt 

de erhvervsfaglige uddannelser vælger indvandrere og efterkommere især servicefag 

(specielt frisør, tandklinikassistent, beklædningshåndværker og optometrist) 

samt jern- og metalfag (automekaniker). Indvandrere og efterkommere er 

overrepræsenterede inden for sundhedsfagene, både når det drejer sig om korte, 

mellemlange og lange videregående uddannelser. På de korte og mellemlange 

videregående uddannelser er de også overrepræsenterede inden for teknik. 

55

Når det drejer sig om overgange fra et uddannelsesniveau til det næste, er forskellene 

mellem danske unge samt indvandrere og efterkommere beskedne, men 

fuldførelsesprocenter er noget lavere for indvandrere og efterkommere. Blandt 

danske unge er der 95%, som påbegynder en ungdomsuddannelse, men kun godt 

80% af en årgang der afslutter. For efterkommere er der 90% som påbegynder, 

mens der (skønsmæssigt) kun er ca. 2/3 af en årgang, der afslutter. 

Følgende uddybes hvilken forskningsmæssig viden, der er om de forskellige nationaliteters 

uddannelsesvalg og baggrunden herfor. 

4.2.1 Gymnasial uddannelse 

Der er store nationalitetsmæssige forskelle med hensyn til, hvor mange indvandrerunge, 

der får en gymnasial uddannelse. Markant flere elever med iransk og 

vietnamesisk baggrund fortsætter i gymnasiet eller hf efter folkeskolen – det 

gjaldt ca. 60% i 1995, hvor gennemsnittet for danske elever var 48%. Blandt unge 

tyrkere var gymnasiefrekvensen kun omkring 15%, mens den var på ca. 42% 

blandt pakistanere, altså lidt mindre end det danske gennemsnit. 

Frafaldet for etniske minoritetselever i gymnasiet var i 1995 lidt større end for 

danske elever (Seeberg, 1995). Dette resultat stemmer med svenske erfaringer, 

der viser, at frafaldsprocenten i gymnasiet er ca. 10% for samtlige unge, som er 

født i Sverige, mens den er næsten dobbelt så høj for unge, der er født i udlandet 

(Arai et al., 2000). 

Fra 1995 og til i dag er der stadig sket en udvikling i retning af højere uddannelsesfrekvens 

generelt, og der er fortsat betydelige forskelle mellem de etniske 

minoritetsgrupper (Seeberg, 2002). Den tyrkiske gruppe har nu overhalet den pakistanske, 

hvad angår det absolutte antal af unge i almengymnasiale uddannelser, 

og som noget nyt er kvindeandelen blevet større end andelen af unge mænd 

i de almengymnasiale uddannelser – gældende for alle grupper, men mest markant 

blandt de unge tyrkere, hvor 67% er piger. Også på erhvervsgymnasiale uddannelser 

(hhx og htx) og erhvervsuddannelserne (handels- og tekniske skoler) er 

den tyrkiske gruppe nu numerisk den største (Seeberg, 2002). 


Samlet set er der ingen tvivl om, at der op gennem 1990=erne og hen over årtusindskiftet 

er foregået en ændring i uddannelsesadfærden blandt unge med etnisk 

minoritetsbaggrund. Specielt i gymnasiet er der sket en fortsat tilnærmelse 

til en “normaldansk” adfærd med hensyn til rekruttering og kønsmæssig sammensætning. 

4.2.2 Erhvervskompetencegivende uddannelse 

I forhold til den arbejdsmarkedsmæssige integration er det især af betydning, 

hvor mange der får en erhvervskompetencegivende uddannelse (erhvervsfaglige 

og videregående uddannelser). Med hensyn til, i hvilket omfang kommende generationer 

af indvandrere får en erhvervskompetencegivende uddannelse er det 

centralt at se på, hvor vidt indvandrernes børn får en uddannelse, og hvordan 

deres valg af uddannelse ser ud. I de foreliggende undersøgelser har der især været 

fokuseret på efterkommerne/2.-generationsindvandrerne, dvs. børn og unge 

der er født i Danmark. Denne gruppe er ikke mindst interessant fordi, der i de 

kommende årtier vil ske en meget kraftig stigning i det antal, der vil stå over for 

eventuelt at vælge en erhvervskompetencegivende uddannelse. 

Uddannelsesmæssigt klarer efterkommerne sig betydeligt bedre end deres forældre. 

Alligevel er langt færre, især mandlige, efterkommere i gang med eller har 

gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse sammenlignet med 

jævnaldrende danske unge, jf. Hummelgaard et al. (2002) og uddybningen i Rosholm 

et al. (2002). Der fokuseret i undersøgelsen på efterkommere fra mindre 

udviklede lande, som har de største integrationsmæssige problemer. 

Gruppen af efterkommere, hvis forældre stammer fra mindre udviklede lande, er 

indtil videre lille. Det er endvidere kun en meget lille andel, som er over 25, og 

derfor er det på nuværende tidspunkt vanskeligt at sammenligne efterkommernes 

succes i uddannelsessystemet med de danske unge, fordi hovedparten af efterkommerne 

stadig er så unge, at de er under uddannelse. 

Andelen, der fuldfører en erhvervskompetencegivende uddannelse (erhvervsfaglige 

og videregående uddannelser), er betydeligt lavere for efterkommerne fra 

mindre udviklede lande, sammenlignet med jævnaldrende unge danskere. I alt 

57

har kun knap 9% af mændene og 12% af kvinderne blandt efterkommerne indtil 

videre fuldført en kompetencegivende erhvervsuddannelse. Selv om de voksne 

efterkommere i gennemsnit stadig er meget unge, er disse tal langt lavere end 

de tilsvarende tal for danske unge, selvom der korrigeres for aldersforskelle mellem 

danskere og efterkommere. 

Uddannelsesbilledet ændres en del, når man også medtager den del, der er i 

gang med en kompetencegivende uddannelse. Blandt mændene er der lige så 

mange efterkommere som danskere, der er i gang med eller har fuldført en videregående 

uddannelse, mens det er lidt færre blandt kvinderne, jf. tabel 4.1. Derimod 

er kun ca. halvt så mange mandlige efterkommere i gang med eller har 

fuldført en erhvervsfaglig uddannelse sammenlignet med danske mænd B der er 

også færre blandt de kvindelige efterkommere, men her er forskellen mindre. 

Der er indikationer for, at forskellene mellem efterkommerne og danske unge vil 

udjævnes med tiden, idet Undervisningsministeriet (2001) viser, at en lige så høj 

andel af de 16-19-årige efterkommere som danskere er i gang med erhvervsfaglige 

uddannelser i 1999, nemlig ca. en fjerdedel. For danskernes vedkommende er 

der siden 1990 sket et fald i andelen, som tager denne type uddannelse, mens 

der er sket en stigning blandt efterkommere - i særdeleshed blandt efterkommere 

med oprindelse i Tyrkiet. Blandt efterkommere fra Pakistan er andelen, der er 

i gang med en erhvervsfaglig uddannelse, næsten identisk med andelen for danskere. 

Der kan dog på grund af frafald stadig være store forskelle i andelen, der 

fuldfører en sådan uddannelse, jf. Hummelgaard op cit. 


Tabel 4.1: Andel af efterkommere og danskere, der har fuldført 

eller er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse, 

18-30-årige, 1998 

Uddannelse 

Mænd Kvinder 

Efterkommere Danskere 1 Efterkommere Danskere 1 

Faglig uddannelse 18,0 pct. 39,8 pct. 24,2 pct. 27,1 pct. 

Videregående uddannelse 17,2 pct. 17,7 pct. 19,5 pct. 22,7 pct. 

Heraf: 

- kort videregående 3,5 pct. 3,0 pct. 4,4 pct. 2,5 pct. 

- mellemlang videregående 5,8 pct. 5,7 pct. 6,5 pct. 11,2 pct. 

- lang videregående 7,9 pct. 9,0 pct. 8,5 pct. 9,1 pct. 

I alt 39,2 pct. 57,5 pct. 43,7 pct. 49,8 pct. 

Kilde: Hummelgaard et al, 2002. 

Note: Der er taget udgangspunkt i den igangværende eller højeste fuldførte uddannelse. En erhvervs- 

kompetencegivende uddannelse kan enten være en erhvervsfaglig eller en videregående uddannelse. 

1 Tallene for danskere er alderskorrigeret således, at der ved beregningen af det totale antal personer, 

der er i gang med eller har afsluttet en given uddannelse, er taget udgangspunkt i, at aldersfordelingen 

for danske unge er den samme som for efterkommere, jf. Rosholm et al. (2002) for en uddybning. 

En væsentlig forklaring på det store frafald i de erhvervsfaglige uddannelser er, 

at 2.-generations indvandrere og unge indvandrere i øvrigt har større problemer 

end deres danske jævnaldrende med at finde en praktikplads. En undersøgelse 

viser, at hvor andelen af indvandrere og efterkommere blandt samtlige praktiksøgende 

var 16 pct. i 1998, udgjorde deres andel af de, der fik praktikplads, kun 

5 pct., jf. Undervisningsministeriet (2000). En stor del af især indvandrerdrengene 

i Mehlbyes (2000) undersøgelse siger ligeledes, at de afbrød en erhvervsuddannelse, 

fordi de ikke kunne finde en praktikplads. I Schmidt og Jakobsen (2000) 

anføres ligeledes, at det store frafald bl.a. hænger sammen med, at unge indvandrere 

har sværere ved at finde praktikplads. 

En del af problemerne med at finde praktikplads, hænger utvivlsomt sammen 

med diskrimination. I Schmidt og Jakobsen (2000) peges på, at arbejdsgiverne 

fravælger indvandrere. I samme undersøgelse peger erhvervsskolerne dog også 

på, at de unge indvandrere skriver for få uopfordrede ansøgninger og samtidigt 

mangler de sociale netværk i lokalsamfundet, som kan være nødvendige. 

59

Det store frafald kan dog også hænge sammen med, at det især er danske drenge 

samt unge indvandrere (såvel piger som drenge) med ringe fagligt niveau i folkeskolen 

og med en socialt set svag familiebaggrund, der vælger en erhvervsfaglig 

uddannelse, jf. Mehlbye (2002). Der er generelt store nationalitetsmæssige 

forskelle i uddannelsesvalget. Når der korrigeres for aldersforskelle, har efterkommerne 

fra Pakistan og “øvrige lande” mindst lige så stor tendens til at fuldføre 

eller være i gang med en videregående uddannelse, sammenlignet med danske 

unge. Der er dog ikke i disse tal taget hensyn til, at efterkommerne eventuelt har 

en højere frafaldsprocent fra de videregående uddannelser. 

Sammenlagt uddanner efterkommerne fra Tyrkiet sig mindst. 58% af mændene og 

46% af kvinderne er hverken i gang med en kompetencegivende uddannelse eller 

har fuldført en sådan. For de øvrige efterkommere fra mindre udviklede lande er 

dette tal betydeligt mindre, men stadig er langt flere unge efterkommere helt 

uden for uddannelsessystemet, sammenlignet med unge danskere. Det er bemærkelsesværdigt, 

at det udelukkende er de erhvervsfaglige uddannelser, som 

trækker dette resultat. 

I Hummelgaard et al. (2002) præsenteres der resultater af analyser, der skal forklare 

efterkommernes (manglende) uddannelsesvalg. Det er veldokumenteret, at 

førstegenerationsindvandrerne fra mindre udviklede lande er meget dårligt integrerede 

i uddannelsessystemet og på det danske arbejdsmarked. Ét af de helt 

væsentlige spørgsmål for integrationsprocessen er, om deres børn er i stand til at 

bryde denne sociale arv. Resultaterne viser, at det kun til dels er tilfældet. 

Betydningen af social arv analyseres ved at se på en række baggrundsforhold, 

som må ventes at have betydning for de unges succes i uddannelsessystemet og 

på arbejdsmarkedet. Disse forhold kan inddeles i (i) forældrenes egne uddannelses- 

og arbejdsmarkedsmæssige forhold, (ii) den etniske gruppes gennemsnitlige 

uddannelsesniveau og arbejdsmarkedsmæssige placering (kaldes etnisk kapital), 

(iii) “naboeffekter” fra det sociale miljø i barndommen og endelig (iv) øvrige effekter 

af at tilhøre en bestemt etnisk gruppe. 


Analyserne viser, at når det gælder uddannelse, er unge efterkommere, især pigerne, 

i mindre grad end jævnaldrende danske unge påvirket af deres egne forældres 

uddannelsesog arbejdsmarkedsmæssige baggrund. Men samtidigt spiller 

den “etniske arv”, dvs. forhold som etnisk kapital og etnisk tilhørsforhold imidlertid 

en stor rolle for de unge, især for mandlige efterkommere. Da uddannelsesniveauet 

for forældregenerationen fra mindre udviklede lande generelt er betydelig 

lavere end for danskere, bliver den etniske kapital derved en væsentlig 

bremse for, at efterkommerne opnår samme uddannelsesniveau som danske unge. 

Betydningen af etnisk kapital og etnisk tilhør i øvrigt er en væsentlig forklaring 

på, at unge pakistanske efterkommere er bedre repræsenteret i uddannelsessystemet 

sammenlignet med tyrkiske efterkommere. Unge indvandrerkvinder 

synes at være bedst til at bryde den sociale arv. 

Analyserne i Hummelgaard et al. (2002) viser ikke på nogen måde entydige resultater 

vedrørende betydningen af naboeffekter. Det er da også meget vanskeligt 

rent teknisk at få gennemført analyserne på den helt optimale måde på dette 

punkt, jf. mere herom i kapitel 5. Da hovedformålet med analyserne ikke var at 

afgøre, om det at bo koncentreret har en selvstændig betydning, er det ikke blevet 

forfulgt, hvorfor analyserne ikke giver entydige og i nogle tilfælde uventede 

resultater. 

Schmidt og Jakobsen (2000) finder ligeledes i deres interviewundersøgelse en betydning 

af social arv for opnået uddannelse for unge indvandrere fra Eksjugoslavien, 

Tyrkiet og Pakistan (interviewgruppen er ikke født i Danmark). De ser, at 

andelen af unge indvandrere med en erhvervsrettet uddannelse er mindre i familier, 

hvor mindst en forælder ikke har færdiggjort grundskolen. Henholdsvis 13 og 

16% af pakistanske og tyrkiske kvinder angiver endvidere, at deres forældre ikke 

ville have, at de tog en erhvervsrettet uddannelse. For tyrkiske kvinder angiver 

en lignende andel forældrenes modstand som årsag til, at de ikke har færdiggjort 

grundskolen med afgangsprøven. 

Hummelgaard et al. viser desuden, at både danske unge og unge efterkommere, 

der gifter sig tidligt, har en mindre sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse. 

Tendensen er betydeligt kraftigere for indvandrere end for danskere, og 

61

stærkere for unge kvinder end for unge mænd. Analyserne kan ikke afdække den 

præcise årsagssammenhæng mellem ægteskab og de unges uddannelse. Den negative 

sammenhæng kan dels skyldes, at ægteskab i sig selv skader uddannelseskarrieren, 

og dels at manglende uddannelse tilskynder de unge til at gifte sig 

tidligt. Den statistiske sammenhæng mellem uddannelse og ægteskab kan også 

skyldes uobserverede underliggende faktorer (traditioner mv.), som påvirker både 

uddannelsesvalget og ægteskabsbeslutningen. Eksempelvis kan man forestille 

sig, at der i nogle familier er en tradition for, at kvinder skal gifte sig og ikke uddanne 

sig. Der behøver således ikke at være nogen årsagssammenhæng. 

Schmidt og Jacobsen op cit. angiver med udgangspunkt i deres interviews, at en 

betydelig del af tyrkiske og pakistanske piger ikke har uddannet sig på grund af 

giftermål eller graviditet. 91% af tyrkerne gifter sig med en familiesammenført 

landsmand, og over 75% er blevet gift før de fyldte 22 år. Blandt pakistanere er 

færre blevet gift med en familiesammenført landsmand, mens flere er blevet tidligt 

gift. 

I Hummelgaard et al. (1998b) analyseres uddannelsesvalget også for indvandrerunge, 

der er kommet til Danmark i en tidlig alder, men ikke født her. De får i 

mindre omfang en erhvervskompetencegivende uddannelse sammenlignet med 

efterkommerne. Jo ældre de unge er, når de kommer til Danmark, desto mindre 

er sandsynligheden for, at de får en erhvervskompetencegivende uddannelse. 

Blandt indvandrere ankommet i 0-5-års-alderen er 62% uden erhvervskompetencegivende 

uddannelse i 1994, mens andelen er 72% for indvandrere ankommet 

som 6-12-årige. 

4.2.3 Behov for yderligere viden 

Vedrørende uddannelsesvalget ved vi, at indvandrere og efterkommer fra forskellige 

nationaliteter vælger meget forskellige uddannelsesretninger. Der er imidlertid 

behov for mere viden om årsagerne hertil. Der kan også være grund til at 

se nærmere på, hvordan uddannelsesvejledningen og forberedelsen til overgangen 

fra grundskole til ungdomsuddannelse styrkes og udvikles med henblik på at 

sikre, at flere unge indvandrere får en erhvervskompetencegivende uddannelse. I 


den forbindelse er det også relevant at undersøge den vejledning, der foregår 

uden for skolesystemet, fx. i familien og via netværkene. 

Endvidere vil det i forbindelse med bestræbelser på at højne indvandrernes uddannelsesniveau 

være af stor betydning at komme til bunds i, hvorfor etniske minoriteter 

har et større frafald end danskerne på de videregående og især faglige 

uddannelser. Hvad er det for eventuelle barrierer, de møder i uddannelsessystemet, 

har indvandrerunge ikke et tilstrækkeligt godt faglig fundament, hvordan 

løses det særlige praktikplads for indvandrerne. Er fx et særlig økonomisk tilskud 

til virksomhederne for at tilbyde indvandrere praktikpladser en løsning, og hvor 

stort skal tilskuddet være for at tilvejebringe et givet antal pladser? 

4.3 Danskkundskaber 

Når der peges på behovet for at udbrede virksomhedernes rekruttering til en stadig 

større ansøgerkreds, lyder svaret ofte, at indvandrerne ikke er i besiddelse af 

den fornødne fag- og sprogkompetence, jf. Thomsen og Moes (2002). 

Det er kun Rockwoolfondens undersøgelse, jf. Larsen (2000), der giver et dækkende 

billede af danskkundskaberne. Ganske vist deltager mange indvandrere i 

den formelle danskundervisning, og aflægger prøver bl.a. med henblik på optagelse 

på videregående uddannelser. Men det er i følge forfatteren ikke en anvendelig 

kilde, dels fordi dækningsgraden trods alt er begrænset, dels fordi der ikke 

er adgang til data på individniveau. Rockwoolfondens interviewundersøgelse bygger 

på såvel den interviewedes egen som interviewerens vurdering af sprogkundskaberne. 

Undersøgelsen omfattede indvandrere og efterkommere fra Eksjugoslavien, 

Iran, Libanon, Pakistan, Polen, Somalia, Tyrkiet og Vietnam. 

Respondenterne er bl.a. blevet spurgt, om de mener, at deres danskkundskaber 

er “meget gode” (flydende), “gode”, “middel”, “dårlige” eller “meget dårlige”, 

jf. tabel 4.2. De etniske minoriteter med oprindelses i Somalia har de dårligste 

danskkundskaber blandt de undersøgte indvandrergrupper, idet kun omkring 10 

pct. vurderer, at de taler dansk flydende og omkring 30 pct. mener, at de taler 

dansk dårligt eller meget dårligt. De etniske minoriteter fra Iran har derimod den 

største andel, der vurderer, at de taler dansk meget godt eller godt (ca. 70 pct.) 

63

og den mindste andel, der vurderer, at de taler dansk dårligt eller meget dårligt 

(ca. 8 pct.). Rockwool-fonden har også fået intervieweren til at vurderer respondenternes 

danskkundskaber (uanset om interviewet blev gennemført på dansk 

eller respondentens modersmål, blev interviewet indledt med en samtale på 

dansk). Dette viser en tendens til, at respondenterne overvurderer deres danskkundskaber 

med en svarkategori, jf. Larsen (2000). 

Tabel 4.2: Indvandreres og efterkommeres danskkundskaber 

fordelt efter oprindelsesland, procent 

Danskkundskaber Iran Libanon Pakistan Somalia Tyrkiet Vietnam 

Meget gode 24 25 31 11 20 18 

Gode 45 24 21 27 31 17 

Middel 23 30 29 32 34 38 

Dårlige 6 15 16 20 11 20 

Meget dårlige 2 6 5 11 4 8 

I alt procent 100 100 100 100 100 100 

I alt personer 

Kilde: Larsen, 2000. 

404 402 424 401 548 441 

Som forventet har efterkommerne bedre danskkundskaber end indvandrerne, og 

de indvandrere, som er kommet til Danmark som børn, taler bedre dansk end de 

indvandrere, der var voksne ved indvandringen (Larsen, 2000). Schmidt og Jakobsen 

(2000) finder ligeledes, at alder ved indvandringen har betydning for danskkundskaberne: 

jo yngre børnene var ved indvandringen til Danmark, jo bedre 

dansk taler de som voksne. 

Larsen (2000) har ved hjælp af regressionsanalyser undersøgt, hvilken betydning 

forskellige faktorer har for, om indvandrere, som var mindst 13 år ved ankomsten 

til Danmark, taler dårligt eller meget dårligt dansk. De forklarende variable er 

delt i to grupper: variable der vedrører forhold før og i forbindelse med indvandringen, 

og variable der vedrører tiden i Danmark. For den første gruppe variabler 

er årsagssammenhængen klar, men den er sværere at vurdere for variablene 

vedrørende tiden i Danmark 


Uddannelse fra oprindelseslandet og hovedbeskæftigelse i hjemlandet inden indvandring 

har nogen betydning for indvandrernes danskkundskaber, idet indvandrere 

med en gymnasial uddannelse som højeste fuldførte uddannelse har bedre 

danskkundskaber end de øvrige. Endvidere har de indvandrere, som var studerende, 

også bedre danskkundskaber. 

Opholdsgrundlaget har ikke betydning for danskkundskaberne. Det har opholdstiden 

i Danmark og alder ved indvandring derimod. Indvandrere, som har opholdt 

sig over 5 år i Danmark har signifikant bedre danskkundskaber end indvandrere, 

der kun har været 2-5 år i Danmark. Jo ældre indvandrerne er ved ankomsten til 

Danmark, jo større er sandsynligheden for at have dårlige eller meget dårlige 

danskkundskaber (Larsen, 2000). Betydningen af alder ved indvandring kan hænge 

sammen med, at yngre har lettere ved at lære sprog end ældre, og at de måske 

har et større incitament til lære det danske sprog, da de skal leve flere år i 

Danmark, ligesom de har flere år tilbage på arbejdsmarkedet. 

Det har betydning for kvinderne danskkundskaber, om de bor i et kvarter med en 

høj andel indvandrere (negativ effekt på danskkundskaberne), om de omgås danskere 

(positiv effekt af kontakt med danskere), og om de har modtaget danskundervisning 

(positiv effekt), mens disse forhold ifølge analysen ikke har betydning 

for mændenes danskkundskaber. Hovedbeskæftigelse i Danmark, dansk uddannelse 

og hvilket sprog der tales i hjemmet har til gengæld betydning for både 

kvinder og mænd. Indvandrere, som er i beskæftigelse eller under uddannelse, 

har bedre danskkundskaber, ligesom indvandrere, som har gennemført en uddannelse 

i Danmark, har bedre danskkundskaber end de øvrige indvandrere. Endelig 

har indvandrere, som mest taler dansk i hjemmet, bedre danskkundskaber end 

indvandrere, som mest taler modersmålet i hjemmet. For en række af de nævnte 

forhold er årsagssammenhængen dog ikke klar. Fx er gode danskkundskaber en 

væsentlig forudsætning for at få et job, men samtidigt vil danskkundskaberne 

forbedres af at være sammen med danskere på arbejdspladsen. 

I en undersøgelse af etnisk ligestilling i kommunerne blev både ledelses- og medarbejderrepræsentanter 

bedt om at vurdere sprogkompetencens betydning for 

etniske minoriteters beskæftigelsesmuligheder i den kommunale sektor, jf. 

65

Thomsen og Moes (2002). Besvarelserne viser, at sprogkundskaberne spiller en 

central rolle for integrationen af etniske minoriteter i den kommunale sektor 

især blandt medarbejderrepræsentanterne, mens ledelsesrepræsentanterne 

vægter det noget mindre. 

Thomsen og Moes op cit. anfører, at det kan være et tegn på, at medarbejderrepræsentanterne 

i højere grad end ledelsesrepræsentanterne har taget udgangspunkt 

i den daglige arbejdssituation og kontekst, når de vurderer sprogets praktiske 

betydning i arbejdsprocesserne. Men det kan også være et udslag af, at afvigelse 

i udtale og accent mv. opleves som et irritationsmoment, der uvilkårligt 

skaber afstand og bevirker, at minoriteter sættes i bås som dem, der ikke taler 

som os B og derfor ikke er som os. 

I den kommunale undersøgelse viste casestudiet i tre kommuner, at den sproglige 

kompetence ved nærmere eftersyn omfatter mere end de rent dansksproglige 

færdigheder. Når en >gebrokken= udtale kan skabe modvilje hos kolleger og brugere, 

er der grund til at antage, at sproget udtrykker en langt videre symbolværdi. 

Sproget angives ikke længere kun at være et kommunikationsmiddel i den 

professionelle og sociale interaktion mellem medarbejdere og brugere B og mellem 

kolleger. Sproget er tillige den bærende kraft, der binder os sammen i et 

fælles nationalt og kulturel univers. De andre er uden for i kraft af deres fremmede 

nationalitet og kultur, som til stadighed viser sig gennem sprogets manglende 

perfektion. Budskabet er i Thomsen og Moes (2002), at sproget ikke må betragtes 

som en isoleret kompetence, men generelt også eksponerer indvandrernes 

fremmedhed. 

Givet sproget formodede store betydning er det bemærkelsesværdigt, at der 

endnu ikke foreligger undersøgelser, der påviser en klar sammenhæng mellem 

jobrelaterede sprogkrav og etniske minoriteters manglende sproglige kompetencer 

for at få adgang til givne jobtyper på arbejdsmarkedet. Der mangler derfor 

fortsat viden om, hvornår sprogbarrieren er en realitet, og hvornår den er en myte. 

Der mangler med andre ord en tydelig sammenkædning af sproglige kompetencekrav 

og konkrete funktionskrav inden for forskellige stillingstyper. 


I forlængelse heraf er der også behov for mere dybtgående forskning i “de uformelle 

kompetencer” (kultur, kommunikation mv.), herunder især en kortlægning 

af disses betydning på arbejdspladsen samt en analyse af, i hvilken grad indvandrerne 

besidder disse kompetencer. I hvilket omfang ændrer IT økonomien og 

den ændrede struktur på arbejdsmarkedet, jf. også kapitel 3, betydningen af de 

uformelle kompetencer? 

Et stort antal voksne indvandrere deltager i danskundervisning. Der er ligeledes 

behov for mere viden om effekten heraf og hvordan sprogtilegnelsen sker på den 

bedste mulige måde. Desuden er der behov for mere forskning i, hvad der kan 

gøres for at mindske den “restgruppe”, som selv efter mange år i landet ikke kan 

det danske sprog tilstrækkelig godt. 


Det er centralt, at unge indvandrere får en erhvervskompetencegivende uddannelse, 

ikke mindst fordi det er afgørende for integrationen på arbejdsmarkedet. I 

praksis betyder det, at hovedbarriererne for at opnå uddannelse skal fjernes. 

Forældres mangel på succes på det danske arbejdsmarked og i uddannelsessystemet 

er som følge af den negative sociale arv en af hovedbarriererne. 

En af vejene til at modvirke den negative sociale arv er at styrke den personlige 

vejledning i skolesystemet af efterkommerne i forhold til valg af uddannelse, da 

mange forældre sandsynligvis har meget mindre indsigt i det danske uddannelsessystem 

og betydningen heraf end danske unges forældre, jf. også Mehlbye et al. 

(2000a). I forhold hertil anføres, at det er et særligt problem, at det tyder på, at 

vejledningen er langt mere dybtgående i 10. klasse end i 9. klasse. Dette forhold 

er bekymrende for det store antal unge, der forlader folkeskolen efter 9. klasse 

og vælger det almene gymnasium, uden at de har fået grundig vejledning i, om 

netop gymnasiet er det rigtige for dem i forhold til senere erhvervsønsker. De 

unge sætter især pris på den uddannelsesog erhvervsvejledning, der tager udgangspunkt 

i deres (faglige og personlige) forudsætninger og interesser frem for 

en bred vidensformidling, som ofte opleves som forvirrende og overfladisk. Især 

unge fra etniske minoriteter synes ikke, at vejledningen i tilstrækkeligt omfang 

tager udgangspunkt i deres personlige forudsætninger. Herudover er der behov 

67

for nye former for informationsarrangementer og informationsmateriale med 

henblik på etniske minoritetselever i folkeskolens sidste klasser og deres forældre. 

I den forbindelse kan det nævnes, at nye medier som fx brug af informationsfilm 

og hjemmesider kan være en mulighed fremover (Seeberg, 2002). 

Særlig mange efterkommere afbryder en uddannelse, hvorfor der også er behov 

for en forbedret vejledning over for de unge i selve uddannelsessystemet efter 

grundskolen, jf. Birch Andreasen et al. (1998). 

Med udgangspunkt i de unges egne ideer, foreslår Schmidt og Jakobsen (2000) en 

støtteperson eller vejleder med flerkulturel kompetence i overgangen fra skole 

til erhverv. Denne person skal dels hjælpe den unge i dennes valg, men i mindst 

lige så høj grad understøtte og forklare valget for forældrene. Dette forslag sætter 

endnu en gang fokus på, at det kan være problematisk for nogle indvandrere 

at løsrive sig fra deres sociale baggrund og traditionelle familiemønster. Dette 

skyldes ikke kun social arv i gængs forstand men også det faktum, at indvandrere 

ikke i lige så høj grad som danskere er opdraget til at bestemme selv men i stedet 

til at lytte til forældrenes råd. 

Dette råd er næsten identisk med Ejrnæs og Tirelis (1992), som anfører, at hovedproblemet 

for de tyrkiske unge er forældrenes ringe viden om det danske uddannelsessystem. 

Der hersker en “alt-eller-intet-holdning”, der indikerer, at kun 

en akademisk uddannelse værdsættes, og at forældrenes forventninger er urealistisk 

(høje eller lave). Vigtigheden heraf understreges af, at de unge selv mener, 

at deres forældre har haft den største betydning for de uddannelsesvalg, de har 

truffet, jf. Mehlbye et al. (2000a). Forældrene synes især at stå for den mere 

følelsesmæssige støtte i de unges valg, mens skolevejledningen yder den mere 

faglig informative støtte. 

En vigtig forklaring på, at så forholdsvis få unge indvandrere gennemfører en erhvervsfaglig 

uddannelse er, at de har vanskeligere ved at finde praktikplads end 

andre unge. Specielt synes det vanskeligere at finde praktikpladser til indvandrere 

inden for de områder, hvor praktikanterne er synlige, fx servicebrancher som 


autoværksteder og frisørsaloner. Her er der i høj grad behov for en holdningsændring 

i befolkningen som helhed. 

Herudover er det vigtigt, at indvandrerne får en løn, der afspejler deres opnåede 

uddannelse - eller rettere et job svarende til deres uddannelse - for at øge incitamentet 

til at uddanne sig, jf. Nielsen (2002c).Der synes fortsat at være behov 

for initiativer med henblik på at fjerne diskriminationen på arbejdsmarkedet. En 

del af årsagen kan dog også være kulturelle forskelle og forhold på hjemmefronten, 

som er medvirkende til, at især de unge gifte kvindelige efterkommere ikke 

får tilstrækkeligt ud af deres uddannelsesmæssige investeringer. 

Endelig er en central konklusion i Hummelgaard et al. (2002), at perspektivet i 

den generelle målsætning om at styrke integrationen på arbejdsmarkedet for 

førstegenerationsindvandrerne, jf. kapitel 3, rækker langt ud over denne generations 

egen integration: Førstegenerationsindvandrerne er forældregenerationen 

for efterkommerne, og efterkommernes succes i uddannelsessystemet er meget 

afhængig af, hvordan det er gået forældregenerationen, både i den enkelte familie 

og i den etniske gruppe, som efterkommeren tilhører. Integration i uddannelsessystemet 

sker således ikke automatisk over generationer. 

Giftermål med en anden indvandrer er muligvis en barriere for at få uddannelse 

og at bruge den bagefter. I den udstrækning, at efterkommere gifter sig med en 

person, som bliver familiesammenført fra oprindelseslandet, ville en oplagt politikkonklusion 

være at være meget opmærksom på, at den familiesammenførte 

bliver integreret på det danske arbejdsmarked, jf. Nielsen (2002c). 

Med hensyn til indvandrernes uddannelses og sprogkundskaber er der i kapitlet 

især peget på følgende områder, hvor der er behov for yderligere forskning, jf. i 

øvrigt kapitel 11: 

• hvorfor vælger unge med forskellige nationalitetsbaggrund meget forskellige 

uddannelser - hvad betyder den sociale og etniske arv? 

• hvordan kan uddannelsesvejledningen såvel i som uden for uddannelsessystemet 

styrkes med henblik på at sikre flere indvandrerunge en erhvervskompetencegivende 

uddannelse? 

69

• hvorfor har unge indvandrere et betydeligt større frafald i uddannelsessystemet 

end danske unge? 

• hvad har betydning for, hvor meget voksne indvandrer investerer i uddannelse 

efter ankomsten til Danmark? 

• i hvor høj grad er der komplementaritet mellem uddannelse taget i hjemlandet 

og i Danmark herunder hvilke former for kompetencer, der er afgørende 

at besidde på det danske arbejdsmarked? 

• hvornår er sprogbarrieren i relation til arbejdsmarkedet en realitet? Der 

mangler således en tydelig sammenkædning af sproglige kompetencekrav og 

konkrete funktionskrav inden for forskellige stillingskategorier 

• hvad er effekten af den danskundervisning, som et stort antal indvandrere 

modtager? 


Kapitel 5: Bosætning og segregering 

Det danske samfund er geografisk og boligmæssigt blevet mere segregeret/opsplittet 

i de seneste årtier – også op igennem 1990'erne. Dette er sket på 

trods af de lighedsskabende indsatser fra den omfattende velfærdspolitik. Politisk 

har der været iværksat initiativer for at imødegå dette. I kapitlet vil der være 

fokus på, hvad der forskningsmæssigt vides om følgende hovedspørgsmål: 

• Flygtninge spredes over hele landet ved ankomsten, men hvordan går det 

efterfølgende? 

• Hvorfor bor flere og flere etniske minoriteter koncentreret i de belastede 

boligområder? 

• Har det betydning for integrationen af etniske minoriteter, at de vokser op i 

disse boligområder? 

Afslutningsvis er der et uddrag af de politikanbefalinger, som er fremsat med udgangspunkt 

i forskningsresultaterne, ligesom der peges på mangler i den forskningsmæssige 

viden. 

5.1 Bosætning og flytninger 

Næsten tre fjerdedele af indvandrerne bor i hovedstadsregionen, hvor alene Københavns 

Kommune tegner sig for næsten en tredjedel af samtlige indvandrere. I 

de belastede boligområder, som for en stor dels vedkommende er beliggende i 

hovedstadsregionen, bor godt en fjerdedel af indvandrerne, mens det kun er 3,6% 

af befolkningen, der bor her, jf. Hummelgaard og Husted (2001). Omvendt bor 

knap 7% af indvandrerne i landkommunerne, mens mere end en tredjedel af befolkningen 

bor her. Den stærke geografiske koncentration betyder, at to tredjedele 

af alle indvandrere bor i kommuner, hvor kun 10% af befolkningen befinder 

sig. Indvandrerne flytter så lidt, at dette bosætningsmønster har gjort sig gældende 

i årtier. 

71

Når flygtninge ankommer, bliver de geografisk spredt over hele landet. Men efter 

forholdsvis få års ophold i Danmark betyder deres flytninger, at de kommer til at 

bo langt mere koncentreret i et forholdsvis begrænset antal kommuner og bestemte 

boligområder. De koncentreres i de store bykommuner og især i hovedstadsregionen. 

Følges tre årgange flygtninge viser det sig, at antallet af flygtninge 

mere end fordobles i Århus Kommune set over en 10-årig periode (1984/86- 

1994/96) som følge af tilflytningen – i Odense Kommune øges antallet med 45%. 

Flygtninge, der har været i Danmark i mere end 10 år, er således kraftigt overrepræsenteret 

i disse kommuner. Lidt overraskende flytter flygtningene væk fra 

Aalborg Kommune. 

Figur 5.1: Bosætningen for flygtninge, der er indvandret i årene 

1984-1986 fordelt efter opholdstid, 18-66-årige, bosætningen 

i udgangsåret = indeks 100 (y-aksen) 

250 

200 

150 

100 

50 

0 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 

Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns Amt 

Århus Kommune 

Mindre bykommuner uden for hovedstadsregionen 

Landkommuner 

Kilde: Hummelgaard og Husted, 2001. 

Note: Den geografiske fordeling af de tre årgange flygtninge er beregnet efter opholdstid. Tallene er 

herefter indekseret i forhold til fordelingen i udgangsåret. Fx er indeks 150 udtryk for, at andelen af 

flygtninge i den pågældende kommunegruppe er øget med 50%. 

72 KAPITEL 5: BOSÆTNING OG SEGREGERING

Når flygtninge har været i Danmark i en årrække bor der omvendt kun forholdsvis 

få i landkommunerne. Men det er dog værd at hæfte sig ved, at efter ti år bor 

der trods alt i landkommunerne stadigvæk en tredjedel af de flygtninge, som boende 

der på det tidspunkt, hvor de fik opholdstilladelse. 

Bosætningsmønsteret for de jugoslaviske flygtninge, der fik opholdstilladelse i 

midten af 1990'erne, er bemærkelsesværdig derved, at få blev bosat i hovedstadsregionen 

og mange i landkommunerne. Men allerede i løbet af det første år 

flyttede et meget stort antal væk fra landkommunerne. Antallet af jugoslaviske 

flygtninge i de centernære landkommuner blev således mindsket med knap 40% i 

løbet af et år, mens antallet i bykommunerne i provinsen blev øget tilsvarende. 

Det er en fælles international erfaring, at indvandrere er overrepræsenterede i 

de større byer. I 1990 boede f. eks. 63% af indvandrerne i USA i Californien, New 

York, Florida og Texas, mens kun 31% af den øvrige befolkning var bosat der, jf. 

Zavodny (1997). Tilsvarende boede 53% af indvandrerne i Sverige i 1997 i en af 

landets tre største byer, mens tallet for den øvrige befolkning var 35%, jf. Åslund 

(2001). 

En række forhold har betydning for, om befolkningen i almindelighed vælger at 

flytte væk fra en kommune, jf. Hummelgaard et al. (1995). Eksempelvis flytter 

yngre mere end ældre – og de unge flytter specielt, når de påbegynder en uddannelse. 

Arbejdsløse flytter mere end personer med fast tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Personer, der har eller får små børn, flytter mindre end andre, 

ligesom også folk med højere husstandsindkomster flytter mindre. Endelig er der 

en klar tendens til, at det er de samme personer/familier, der flytter den ene 

gang efter den anden. Lidt overraskende flytter enlige mindre end par isoleret 

set. 

En række af disse forhold er med til at forklare, at flygtninge generelt flytter 

mere end andre – de er fx yngre og er i langt højere grad ledige. Derudover gælder 

det specielt for flygtninge, at de flytter særlig meget i den første tid, de er i 

landet. Omvendt er flere flygtninge fx enlige, hvilket trækker i den modsatte 

retning. Det kan endvidere påvises, at flygtninge især flytter væk fra de kommuner, 

hvor der er relativt få etniske minoriteter generelt. Befolkningen som 

73

helhed flytter omvendt mest væk fra de kommuner, hvor der er mange fra de 

etniske minoriteter. 

For flygtninge har det også en selvstændig betydning for beslutningen om at flytte 

væk fra en kommune, at der ikke er særlig mange landsmænd. Endelig flytter 

flygtninge også væk fra kommuner, hvor der er forholdsvis få lejeboliger. Dette 

skal ikke mindst ses i lyset af, at lejeboliger i mange tilfælde er den eneste relevante 

boligform for flygtninge bl.a. af økonomiske grunde, jf. mere herom senere. 

Historisk er flygtninge blevet klart mere geografisk koncentreret som følge af 

flytninger. Der er kommet til at bo forholdsvis flere flygtninge i de dele af landet, 

hvor der i forvejen er en stor andel etniske minoriteter, særlig mange af de 

enkelte flygtningegruppers egen nationalitet og særlig mange lejeboliger. 

De foreløbige resultater i Damm (2001) indikerer, at flygtninge har tendens til at 

fraflytte den kommune, de er blevet boligplaceret i, såfremt 1) udsigterne på 

job- og boligmarkedet er ringe, 2) der er få uddannelsesmuligheder og 3) der i 

det hele taget er få muligheder for aktiviteter i den kommune, hvori en flygtning 

boligplaceres (lille kommune). 

Udenlandske undersøgelser viser, jf. Damm (2002), at nyankomne indvandrere 

har tendens til at bosætte sig i de større byer, hvor der i forvejen bor mange etniske 

minoriteter, men også beskæftigelses- og indkomstudsigterne viser sig at 

indgå i bosætningsovervejelserne – i hvert fald for visse etniske grupper. Der er 

derimod fundet modstridende resultater for, hvorvidt omfanget af offentlige velfærdsydelser 

indgår i nyankomne indvandreres bosætningsovervejelser (“welfare 

seeking”). 

Åslund (2001) finder for Sverige, at tilstedeværelsen af jobmuligheder er den vigtigste 

faktor i bosætningsbeslutningen, hvorefter kommer koncentrationen af 

indvandrere, mens størrelsen af lokalbefolkningen, omfanget af etnisk netværk 

og det gennemsnitlige indkomstniveau i mindre grad påvirker beslutningen. 


Den internationale forskning viser endvidere, at årsagerne er afhængige af, hvor 

store flytteafstande der betragtes, jf. Damm (2002). Det kan skyldes, at der ligger 

forskellige motiver til grund for flytninger over henholdsvis korte og lange 

afstande. I litteraturen opfattes flytninger over korte afstande generelt som udslag 

af boligmæssige overvejelser, mens flytninger over større afstande betragtes 

som arbejdsrelaterede flytninger. Det fremgår endvidere, at betydningen af det 

etniske netværk aftager med tiden, og at indvandrere på sigt i højere grad bosætter 

sig, hvor de økonomiske udsigter er bedst. Sidstnævnte understøttes af, 

at lønniveauets betydning for bosætningsbeslutningen stiger med opholdstiden. 

Med hensyn til flyttemønstrene er der bl.a. behov for at undersøge, hvorvidt i 

hvert fald nogle grupper af etniske minoriteter af sig selv spreder sig på boligmarkedet 

over tid ikke mindst i takt med, at minoriteterne bliver integreret på 

arbejdsmarkedet. Der er også så småt ved at være datamæssige muligheder for 

at undersøgelser, hvorvidt de etniske minoriteter bliver integreret geografisk og 

boligmæssigt over generationer: Bor efterkommerne mere spredt i Danmark end 

deres forældre? De interviewbaserede undersøgelser tyder på, at de har et ønske 

om det. 

5.2 Boligmæssig opsplitning - udsatte boligområder 

Den øgede boligmæssige opsplitning af befolkningen i Danmark har ikke mindst 

givet sig udslag i, at der i de største byområder har været en tiltagende koncentration 

af ressourcesvage og etniske minoriteter i de belastede boligområder. 

Ved boligmæssig opsplitning/segregering forstås en vedholdende opdeling af boligmassen 

mellem de boligområder, som fortrinsvis bebos af ressourcesvage husstande 

(fx marginaliserede i forhold til arbejdsmarkedet, misbrugere mv.), og de 

boligområder, som fortrinsvis bebos af ressourcestærke husstande (fx fast tilknytning 

til arbejdsmarkedet). Ved etnisk boligsegregation fokuseres på den høje 

koncentration af indvandrere i de udsatte boligområder. 

I den europæiske bolig- og socialpolitiske debat står etnisk boligsegregation og 

ghettoisering højt på den politiske dagsorden, og “indvandrertæt” bosætning opfattes 

som en trussel i forhold til integration og offentlig orden, jf. Wacquant 

(1996). En generel tendens er, at socialt og økonomisk dårligt stillede befolk- 

75

ningsgrupper samles i bestemte geografiske områder og i de mindst attraktive 

dele af boligbestanden. I disse områder er indvandrere fra tredje lande endvidere 

stærkt repræsenteret. Segregationsmønstret i de vestlige landes storbyer varierer, 

og der er forskelle mellem landene. Wacquant mener i øvrigt ikke, at der 

kan tales om ghettoer i Europa bl.a. fordi, der ikke er tale om en fælles kultur 

eller kulturel sammensmeltning, da forskellige nationaliteter bor i samme kvarterer. 

Uanset dette er der en udbredt anvendelse af “ghetto” i den offentlige og 

politiske debat. 

Der fremtræder ikke noget entydigt mønster med hensyn til, hvor indvandrerne 

er koncentreret i storbyerne - det kan fx være både i og uden for bycentrum, jf. 

Børresen (2002). Årsagerne til de varierende bosætningsmønstre må sandsynligvis 

bl.a. ses på baggrund af de forskellige storbyers udvikling og vækst samt boligbestandens 

sammensætning i de respektive byer. 

For Danmarks vedkommende har forstadskommuner med almene boligbyggerier 

fra 1960’erne og 1970’erne især stået centralt i debatten, og det samme gælder 

i Sverige. Ifølge den svenske boligpolitiske udredning fra 1996 er polariseringen 

mellem velbjergede og udsatte boligområder øget, og indvandrergrupperne er 

overrepræsenteret i lejeboliger og underrepræsenteret i ejerboliger, jf. SOU 

(1996). I Danmark bor over halvdelen af indvandrere og efterkommere i almene 

boliger opført i perioden 1966-1980 – disse boligområder rummer flest socialt udsatte 

bebyggelser, jf. Indenrigsministeriet (2001b). Koncentrationen af såvel indvandrere 

som socialt belastede mennesker i de udsatte boligområder er øget i de 

seneste årtier, jf. Boligselskabernes Landsforening (2001) samt Hummelgaard og 

Husted (2001). 

Hummelgaard et al. (1997) viser, at den meget kraftige stigning i andelen af indvandrere 

i den mest udsatte del af boligområderne i Danmark primært kan tilskrives, 

at der er kommet mange flygtninge til Danmark i specielt de seneste par 

årtier, og at en forholdsvis stor del af dem har bosat sig i de belastede boligområder. 

Også de indenlandske flytninger har bidraget til en vækst i antallet af etniske 

minoriteter. Indvandrerne flytter således i mindre udstrækning end andre 

væk fra de belastede boligområder, og når de flytter, sker det i mange tilfælde 


til et andet udsat boligområde. Det hører dog også med i billedet, at der bor forholdsvis 

færre flygtninge i de belastede boligområder blandt dem, der har været 

i Danmark i en årrække. 

Detaljerede statistiske analyser, jf. Graversen et al. (1997) viser, at etniske minoriteters 

fraflytningssandsynlighed reduceres ved en stigning i andelen af personer 

fra samme oprindelsesland som én selv, mens danskeres fraflytningssandsynlighed 

stiger, hvis der sker en stigning i såvel de sociale problemer som i andelen 

af etniske minoriteter i boligområdet. Resultaterne viser tillige, at etniske minoriteters 

fraflytningssandsynlighed mindskes ved en stigning i opholdstiden, ligesom 

integration på arbejdsmarkedet øger udflytningen. 

I følge Graversen et al. (1997) og Rasmussen (2001) bidrager danskernes og de 

etniske minoriteters flytninger i samspil til at forstærke den etniske koncentration 

i de udsatte boligområder. 

5.2.1 Hvorfor bo koncentreret? 

Børresen (2002) peger på tre forskellige hovedforklaringer på, hvorfor indvandrerne 

bor koncentreret. De kulturelle forklaringer lægger vægt på, at indvandrernes 

adfærd og præferencer er forskellige fra den nationale befolkning. Dernæst 

kan diskrimination på boligmarkedet bidrage til segregeringen. Endelige 

lægger de strukturelle forklaringer vægt på indvandrernes manglende eller begrænsede 

valgmuligheder, fx. som følge af ringe økonomi på grund af manglende 

integration på arbejdsmarkedet. 

I det følgende gennemgås mere detaljerede de forskellige begrundelser for koncentreret 

bosætning, der har været berørt i forskningen, ligesom også forhold, 

der modvirker koncentrationen, medtages. 

For det første lægger de etniske minoriteter stor vægt på at bo sammen med 

landsmænd og familie, jf. fx Gitz-Johansen (2001). Børresen (2002) peger på, at 

tryghed indgår som en delforklaring på den tætte bosætning. I Børresen (2000) 

angiver interviewpersonerne, at det er naturligt at søge sammen med mennesker, 

man har noget til fælles med. 

77

De statistiske analyser, der er rapporteret i Hummelgaard et al. (1997), viser, at 

indvandrere, der bor i et boligområde, hvor der er mange af deres egen nationalitet, 

i mindre udstrækning flytter væk. Hvis fx andelen af landsmænd i et udsat 

boligområde øges med 1 procentpoint, reduceres fraflytningssandsynligheden for 

den pågældende etniske gruppe med 6%. Det har endvidere betydning, hvor koncentreret 

den pågældende etniske minoritet er, dvs. den andel af samtlige fra 

den pågældende etniske minoritet, der bor i det pågældende boligområde. Øges 

denne andel med 1 procentpoint, reduceres fraflytningssandsynligheden også 

med 6%. 

Disse resultater om specielt betydningen af landsmænd, leder i sig selv frem til 

en øget koncentration af etniske minoriteter i de belastede boligområder. Dette 

harmonerer med udenlandske undersøgelser, hvor en undersøgelse, Waldorf 

(1990), viser, at et boligområdes etniske sammensætning er en væsentlig determinant 

for folks lokaliseringsbeslutninger og dermed beslutningen om at flytte. 

Det har også betydning, at nogle private udlejere ikke vil leje ud til indvandrerne, 

jf. Just Jeppesen (1999) og Waldorf (1990). 

Det spiller ligeledes ind, at det danske boligmarkedet er ret ugennemskuelig, og 

specielt indvandrerne kender ikke boligmarkedet ret godt. Der er noget, der tyder 

på, at flygtninge og indvandrere i Danmark har ret god kontakt på tværs af 

lokalområder og landsdele inden for de enkelte etniske grupper, jf. Gitz- 

Johansen op cit.. Netværket har betydning i forhold til at formidle oplysninger 

om ledige boliger i de udsatte boligområder på tværs af lokalområder og landsdele. 

Det spiller også ind, at de etniske minoriteter i mange tilfælde har mulighed 

for at få en stor lejlighed i de belastede boligområder, hvilket harmonerer med, 

at der forholdsvis ofte er tale om store familier. Det manglende kendskab til boligmarkedet 

og ofte manglende netværk med danskere betyder samtidigt, at de 

har svært ved at få en lejlighed i den billige del af det private udlejningsbyggeri, 

ligesom de etniske minoriteter stort set ikke kender andelsboligerne. 


Der har i mange år været ledige lejligheder at få i de belastede boligområder, 

fordi de ressourcestærke danskere er flyttet væk. Det er her interessant, at de 

især flytter som følge af, at der er mange sociale problemer i de belastede boligområder 

og i langt mindre grad, fordi der bor etniske minoriteter, jf. Rasmussen 

(2001). Just Jeppesen (1994b) påpeger endvidere, at der ikke er belæg for at 

konkludere, at der er sammenhæng mellem andelen af indvandrere i et område 

og andelen af husstande med sociale problemer. Den undersøgelse, som Byudvalget 

iværksatte før deres indsatsprogram blevet vedtaget, jf. mere herom i afsnit 

5.2.2, syntes ligeledes at vise, at de problemer, der prægede en del af de almene 

boligområder i stort omfang hidrørte fra socialt belaste(n)de danskere, jf. 

Koch-Nielsen og Christensen (2002). 

Det spiller også en rolle, at mange af specielt de etniske minoriteter, som kun 

har været i landet i få år, har økonomiske begrænsninger i deres boligvalg. En 

økonomi baseret på kontanthjælp eller lavtlønsarbejde giver således klart begrænsninger 

på det danske boligmarked, hvor erhvervelse af en ejerbolig typisk 

er baseret på to ikke for lave arbejdsindkomster. 

Det kan være et godt spørgsmål, hvorfor mange af de etniske minoriteter bliver 

boende længe i de belastede boligområder. Det vil trods alt være muligt at blive 

skrevet op til en lejlighed i den ikke belastede del af den almennyttige boligsektor, 

hvorved de i løbet af en kortere eller længere årrække vil være i stand til at 

flytte. Ud over de tidligere angivne årsager fremgår det af Gitz-Johansens 

op.cit., at de interviewede indvandrere føler sig ret godt tilpas i området. Mange 

lægger vægt på, at der er nærhed til transport- og indkøbsfaciliteter og til skole 

og daginstitution. Det betyder meget i hverdagen, at de kan snakke med og besøge 

mennesker med deres egen sproglige og kulturelle baggrund. Af Børresen 

(2000) fremgår, at de interviewede indvandrere ikke selv finder, at den koncentrerede 

bosætning i sig selv hæmmer integrationen. 

Der er også forhold, der trækker i retning af at mindske koncentrationen af indvandrere 

i udsatte boligområder. Af den tidligere refererede interviewundersøgelse, 

Gitz-Johansen op cit., fremgår, at særlig de unge og dem, som har arbejde 

uden for boligområdet, angiver, at det udsatte boligområde opfattes som et lav- 

79

statusområde blandt den øvrige del af befolkningen, og derfor vil de gerne flytte 

til et område med et bedre rygte. Der er også nogle blandt beboerne, der gerne 

vil bo et sted, hvor der bor færre indvandrere. Dette skyldes hovedsageligt en 

opfattelse af, at deres børn lærer bedre dansk i områder med færre udlændinge, 

og at det vil give børnene bedre chancer i det danske samfund. 

En undersøgelse af nydanskeres (etniske minoriteter fra Eksjugoslavien, Tyrkiet 

og Pakistan, der har boet mindst 20 år her i landet, og som er opvokset i Danmark, 

men ikke nødvendigvis født her) boligforhold, viser, at hvis de frit kunne 

vælge, ville langt de fleste fra de tre lande bo i en bydel med en lav koncentration 

af etniske minoriteter, jf. Schmidt og Jakobsen (2000). Kun ganske få ønsker 

at bo i en bydel med en høj koncentration af etniske minoriteter. En stor del af 

nydanskerne mener, at etniske bydele har en negativ indflydelse på de etniske 

minoriteters danskkundskaber, på hvor mange danske venner de etniske minoriteter 

får og på fordommene mellem etniske minoriteter og danskere. Alt i alt synes 

de unge etniske minoriteter at ønske at bo mindre koncentreret end deres 

forældre. 

Selvom der er en helt del viden om baggrunden for indvandrernes koncentration i 

de udsatte boligområder, er det endnu ikke ligetil at forstå hele baggrunden herfor. 

Hvorfor synes der fx. at være en udpræget tendens til, at mange indvandrergrupper 

bliver ved med at bo i de udsatte boligområder med mange sociale problemer, 

høj kriminalitet mv. i i hvert fald en årrække? I hvilket omfang skyldes 

det præferencer eller begrænsede muligheder på boligmarkedet? Ville de etniske 

minoriteter være bedre tilfredse, hvis de kunne få lov til at bo i disse boligområder 

“alene”, dvs. uden socialt belastede indfødte? Svarene kan tænkes at være 

forskellige for de enkelte nationaliteter, hvilket der ikke vides meget om. 

Det står heller ikke klart, hvilken rolle etniske minoriteters begrænsninger på og 

manglende information om boligmarkedet spiller for etniske minoriteters koncentration 

i bestemte boligområder. Interviewpersonerne i Børresen (2000) hævder 

endvidere, at de har været udsat for diskrimination i forbindelse med boligsøgning. 

Er der reelt tale om diskrimination og i givet fald i hvilket omfang? Endvide- 


e kan det være relevant at se på, hvordan kommunerne praktiserer deres boliganvisning 

i forhold til at opnå en afbalanceret målsætning. 

5.2.2 Den boligsociale indsats 

Regeringens Byudvalg iværksatte i 1994 en række indsatser rettet mod de udsatte 

boligområder. Udvalgets to hovedformål med indsatsen var lidt modstridende, 

jf Koch-Nielsen og Christensen (2002). På den ene side var målet at gøre områderne 

attraktive for ressourcestærke familier og mindske andelen af såvel indvandrere 

som socialt belastede/belastende danskere. På den anden side var formålet, 

at trivslen i områderne skulle øges – også for de svage grupper, herunder 

etniske minoriteter. 

Kun ca. 12 pct. af de sociale aktiviteter, der blev iværksat af Byudvalget, var direkte 

rettet mod indvandrerne, jf. Andersen (1999). Munk (1999) konkluderer, at 

det er bemærkelsesværdigt, at der var relativt få integrationsprojekter, idet 

netop den manglende integration af indvandrerne havde en meget høj prioritet i 

Byudvalgets 30 punkts program, og angives især af kommunerne som et af de væsentligste 

problemer. Det hænger givetvis bl.a. sammen med, at indsatsen specielt 

rettet mod indvandrerne ikke har haft lige gode vilkår i alle boligområder, jf. 

Koch-Nielsen og Christensen (2002). Det skyldes dels interessekonflikter internt 

mellem beboerne og risikoen for at fremme opfattelsen af et problemramt og 

stigmatiseret boligområde. Byudvalgsarbejdet har ikke kun haft som formål at 

fremme integrationen, men har i lige så høj grad været tænkt som en mere generel 

løftestang for boligområderne og alle typer af beboere og dermed yderligere 

at forværre problemerne. 

Generelt er det på nuværende tidspunkt usikkert, hvilken effekt byudvalgsindsatsen 

har haft, jf. Koch-Nielsen og Christensen op cit. De skriver således, at det er 

usikkert at sige noget om, hvordan udviklingen i bebyggelserne havde været uden 

byudvalgsindsatsen. Det hænger bl.a. sammen med, at indsatsen er forløbet over 

en relativ begrænset periode, hvilket begrænser rækkevidden af de hidtidige resultater, 

ligesom mere langsigtede effekter må formodes endnu ikke at være slået 

igennem. Endvidere har der i perioden, som tidligere angivet, været en betydelig 

tilstrømning af flygtninge ikke mindst til udsatte boligområder, hvilket i sig 

81

selv har medført større segregation, forøget problemerne og kompliceret integrationsarbejdet. 

Bebyggelserne dårlige omdømme var en af årsagerne til, at byudvalget blev nedsat. 

Herom siges, at omdømmet især er blevet påvirket af de fysiske forbedringer, 

ligesom også den sociale indsats har haft en vis effekt. En større andel indvandrere 

i perioden har omvendt påvirket omdømmet negativt. 

I Koch-Nielsen og Christensen (2002) er angivet nogle internationale eksempler 

på indsatser og anbefalinger. I forlængelse af en opsamling af erfaringerne fra 

otte europæiske lande opstilles to hovedelementer, som en fremtidig indsats bør 

indeholde, jf. Allen et al. (1998). For det første skal mulighederne for deltagelse 

på arbejdsmarkedet fremmes. Her er et nødvendigt element lokale initiativer til 

at styrke uddannelse og jobtræning i de udsatte boligområder - bl.a. for at tiltrække 

erhverv og industri. For det andet anbefales, at lokale beboere i langt 

højere grad end hidtil skal inddrages i udarbejdelsen af boligsociale indsatser. 

Bl.a. skal beslutningstagere og planlæggere være villige til at tildele beboerne en 

reel indflydelse ved planlægningen og implementeringen af de lokale projekter. 

Med reference til Nordisk ministerråd videregiver Koch-Nielsen og Christensen et 

al. tre anbefalinger. For det første skal de respektive boligområders specifikke 

behov defineres ved opstarten af boligsociale projekter. For det andet er det 

nødvendigt med et tæt samarbejde mellem boligselskab, beboere og professionelle, 

og projekterne skal forankres i det kommunale forvaltningsapparat. For 

det tredje angives, at sociale processer er tidskrævende, og nye problemer opstår 

hen af vejen. Der skal derfor udvises tålmodighed og fleksibilitet. 

Adskillige OECD lande har gjort forsøg med spredt bosætning af nyankomne 

flygtninge, herunder USA, Tyskland, England, Nederlandene, Sverige, Norge (og 

Danmark) med henblik på at hindre yderligere koncentration af indvandrerne i 

landenes storbyer og i udvalgte bydele af disse storbyer, jf. Damm (2002). På 

grundlag af undersøgelser af flytninger væk fra de kommuner, som flygtningene 

var blevet henvist til af myndighederne, konkluderes, at udfaldet har været skuffende. 

Mange flygtninge er efterfølgende flyttet til de byer, hvor der i forvejen 


or mange indvandrere, hvilket også hidtil har gjort sig gældende for Danmark, 

jf. Hummelgaard og Husted (2001). 

Svenske erfaringer viser, at omtrent halvdelen af de flygtninge, som blev boligplaceret 

i perioden1987-91, flyttede ud af den initiale bopælskommune inden 

1996. I gennemsnit blev de, som flyttede væk, boende i kommunen i 2 år, jf. 

Damm op cit. Djuve og Kavli (2000) evaluerer den norske fordelingspolitik for 

flygtninge og finder, at 1/3 af de flygtninge, som blev boligplaceret i perioden 

1994-96, var fraflyttet den initiale bopælskommune inden for 5 år efter boligplaceringen. 

Fraflytterne flyttede primært væk fra de tyndt befolkede områder og 

udkantsområder i Norge. Især flygtninge som tidligere havde boet i større byer i 

hjemlandet flyttede væk fra disse områder. De vigtigste årsager var nærhed til familiemedlemmer 

og jobmuligheder. 

De forsøg, der i USA har været gjort for at give ghetto-beboerne mulighed for at 

flytte ud til forstadskvartererne har ikke været særlig omfattende, jf. Heinesen 

(2002). Den første hindring for sådanne initiativer er forstædernes bygningsrestriktioner, 

der gør det umuligt at bygge billige boliger i forstæderne. Forsøg på 

at ophæve sådanne restriktioner møder stor modstand fra de rige, hvide forstadskvarterer, 

hvor beboerne er bange for, at selv et lille antal boliger for fattige 

sorte vil betyde faldende ejendomsværdier og en gradvis racemæssig transformation 

af kvarteret. 

Pr. 1. januar 1999 trådte en ny integrationslov i kraft i Danmark, der reelt betyder, 

at flygtninge tvinges til at blive de første tre år i den kommune, hvor de første 

gang får varig bolig, medmindre de får særlig tilladelse til at flytte. Det er 

såvel politisk som forskningsmæssig særdeles interessant, hvorvidt det påvirker 

deres senere flyttemønstre således, at de på længere sigt bliver boende mere 

spredt. Hvis de fx i løbet af de tre år får arbejde, børnene går i daginstitution 

eller skole, og de i øvrigt får venner i lokalområdet, vil en nærliggende hypotese 

være, at flere bliver boende også i udkantsområderne end før lovændringen. 

Imidlertid viser såvel dansk som international forskning, at stærke kræfter trækker 

i retning af, at indvandrerne flytter til de store byer, hvor der for de fleste 

nationaliteter i forvejen bor mange landsmænd. 

83

De administrative registre i Danmarks Statistik giver mulighed for at analysere, 

hvorvidt integrationsloven har haft en effekt på dette område. Der er allerede 

udviklet de første statistiske flyttemodeller, der tager højde for betydningen af 

demografiske og arbejdsmæssige forhold mv., når flygtninges flytninger analyseres. 

Ved at anvende og videreudvikle disse modeller vil det være muligt at analysere 

den isolerede effekt af integrationsloven. Da disse modeller forudsætter registerdata, 

vil det dog vare i hvert fald en tre til fire år, inden der kan gennemføres 

detaljerede analyser. Det kan overvejes at indsamle de vigtigste data via 

en surveyundersøgelse for at få et hurtigere indtryk af virkningen af integrationsloven 

på dette felt, ligesom en efterfølgende kombination af survey- og registerdata 

også vil være perspektivrigt. 

5.3 Konsekvenser af boligmæssig koncentration 

Det er i sagens natur et helt centralt spørgsmål, om den boligmæssige segregering 

har betydning for, hvordan beboerne herunder de etniske minoriteter klarer 

sig på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet mv. 

5.3.1 Hvilken selvstændig betydning kan segregeringen tænkes at have? 

Som beskrevet i især den amerikanske litteratur kan den boligmæssige segregering 

have såvel positive som negative effekter for beboerne i de udsatte boligområder, 

jf. en uddybning og oversigt i Heinesen (2002 og til dels 1999). Hovedproblemet 

synes at være, at der som oftest er massive sociale problemer i de udsatte 

boligområder/ghettoer. Det kan således være vanskeligt at afgøre, hvorvidt 

indvandrerbørn fra disse boligområder evt. klarer sig dårligere, fordi de bor 

sammen med andre indvandrere eller fordi de bor i områder med sociale problemer. 

Den boligmæssige koncentration kan især tænkes at have positive effekter for 

indvandrerne ikke mindst i form af, at det styrker tryghed, sammenhold og identitetsfølelse 

inden for gruppen som følge af den fælles kulturelle baggrund. Desuden 

kan lokale samfund af etniske minoriteter etablere sociale institutioner, der 

støtter medlemmerne, blandt andet i relationerne til det øvrige samfund, og der 

kan opstå lokale etniske arbejdsmarkeder, der giver beskæftigelsesmuligheder 


inden for fx detailhandel, servicevirksomhed og småhåndværk. De etniske netværk 

kan også være med til at formidle informationer om beskæftigelsesmuligheder 

uden for boligområdet. Desuden kan koncentreret bosætning tænkes at 

give minoritetsbørn og -unge bedre mulighed for at bevare og udvikle deres modersmål 

og øvrige kultur. Dette hævdes at være vigtigt for fx indlæring af dansk, 

ligesom de succesrige indvandrere i gruppen kan blive “positive rollemodeller”/social 

ressource, der kan medvirke til at trække hele den etniske gruppe 

med op. Specielt i den første fase af integrationsprocessen for indvandrerne kan 

fordelene ved “ghettodannelse” tænkes at være af betydning, idet der dannes et 

“springbræt” for socioøkonomisk fremgang og integration, jf. Heinesen (2002). 

Der kan være negative effekter af at bo i et udsat boligområde bl.a., hvis de 

voksne fungerer som rollemodeller for børn og unge. Således vil børn og unge, 

der vokser op i et nærmiljø, hvor misbrugsproblemer, ledighed, manglende uddannelse 

mv. er en del af den herskende norm, risikere at optage et normsæt, 

der er afvigende fra børn og unge i andre boligområder. Der tales bl.a. om eksistensen 

af “fattigdoms-“ eller “arbejdsløshedskulturer”. 

Et særligt aspekt af den boligmæssige segregering vedrører sprogudviklingen. 

Indvandrer, der lever koncentreret i kvarterer med andre indvandrere fra samme 

oprindelsesland, formodes ikke så hurtigt at lære modtagerlandets sprog, dels 

fordi incitamentet til det er mindre, dels fordi de i mindre grad hører andre tale 

sproget. I USA afviger “sort amerikansk”, som det tales i de fattige ghettoer, 

markant fra “sædvanligt amerikansk”, hvilket er en betydelig ulempe for fattige 

sorte på arbejdsmarkedet. 

Sprogproblemerne og andre problemer, der er overrepræsenteret i de belastede 

boligområder kan endvidere medvirke til, at indvandrerne diskrimineres på fx arbejdsmarkedet. 

Den koncentrerede bosætning kan også tænkes at hæmme etableringen 

af et dansk socialt netværk, der kan hjælpe unge indvandrere med at 

skaffe forbindelser til praktikpladser og arbejdspladser i øvrigt. De etniske minoriteter 

kan endvidere som følge af bl.a. diskrimination og manglende viden om 

boligmarkedet bliver mere eller mindre tvunget til at bo i områder, hvor der er 

forholdsvis få relevante arbejdspladser inden for rimelig afstand. 

85

Om end de negative effekter synes at være i overtal i litteraturen, er det ud fra 

en teoretisk vinkel uvist, om det at bo i et udsat boligområde alt i alt har en negativ 

eller positiv betydning. Dette kan kun afgøres ud fra konkrete undersøgelser 

af, hvordan beboerne fra disse boligområder klarer sig i forhold til sammenlignelige 

beboere uden for området. 

5.3.2 Hvad viser forskningen? 

De foreliggende forskningsresultater vedrører helt overvejende spørgsmålet om 

betydningen af at vokse op i et udsat boligområde/ghetto med en høj koncentration 

af indvandrere. Der siges sjældent noget om, hvorvidt det er den koncentrerede 

bosætning af indvandrere eller de sociale problemer i boligområderne, der 

har betydning. 

For Danmark er der ingen generelle undersøgelser af, om det at vokse op i et udsat 

boligområde har en selvstændig betydning. En undersøgelse vedrørende ungdomsuddannelse 

(Graversen, Heinesen og Madsen 1999) viser, at opvækst i et udsat 

boligområde synes at mindske chancen for at gennemføre en sådan uddannelse, 

men effekten er begrænset. I Hummelgaard et al. (2002) er der ligeledes afrapporteret 

undersøgelser af, om koncentreret bosætning har betydning for andengenerationsindvandreres 

uddannelsesvalg. Konklusionen er, at der ikke på nogen 

måde er tale om entydige resultater. Det konstateres, at det er meget vanskeligt 

rent teknisk at få gennemført analyserne på den helt optimale måde, og 

da hovedformålet med undersøgelsen ikke var at afgøre, om det at bo koncentreret 

har en selvstændig betydning, er det ikke blevet forfulgt, hvorfor resultaterne 

ikke er entydige og i nogle tilfælde uventede. 

Just Jeppesen (1999) påpeger, at der ikke findes landsdækkende undersøgelser 

eller statistik, der viser, at indvandrere i udsatte boligområder har dårligere 

sprogkundskaber, eller at de sjældnere har kontakt med danskere. Der findes 

heller ingen dokumentation for, at der er flere fordomme og konflikter imellem 

danskere og etniske minoriteter i boligområder med mange etniske minoriteter 

end få. Just Jeppesen anfører ligeledes, at der heller ikke er dokumentation for, 


at der er mere social uro i kvarterer med mange indvandrere og flygtninge, end 

hvor der er få. 

Mens der således i Danmark ikke er megen viden om effekten af at bo i et udsat 

boligområde med mange indvandrere, findes der en lang række amerikanske undersøgelser, 

men også i Europa har der været stigende interesse for betydningen 

af nærmiljøet. 

Undersøgelser af, om nærmiljøet har en selvstændig betydning for, hvordan børn 

og unge senere klarer sig, er forbundet med en række metodiske problemer. Ud 

over nærmiljøet har således både de personlige egenskaber, forældrebaggrunden 

og etniciteten en selvstændig betydning. Ved etnicitet tænkes i denne sammenhæng 

på den selvstændige betydning af den kultur og de normer, der hersker i en 

given etnisk gruppe. Det kan fx være det forhold, at holdningen til uddannelse og 

job kan være anderledes i én etnisk gruppe end i en anden. I empiriske undersøgelser 

bruger man typisk en etnisk gruppes gennemsnitlige uddannelse, indkomst, 

arbejdsløshed mv. som mål for etnicitet (etnisk kapital), jf. fx Borjas (1999). 

Empiriske undersøgelser vil derudover ofte have det problem, at det næppe er 

tilfældigt, hvem der kommer til at bo i de belastede boligområder, hvorved der 

kan opstå såkaldte selektionsproblemer. Derved menes, at beboerne i et givet 

boligområde kan have særlige (ikke målbare) præferencer, holdninger, adfærd 

mv., som fejlagtigt kan blive tilskrevet nærmiljøet, hvis ikke der i de statistiske 

analyser tages højde for det på den rigtige måde. Eksempelvis kan et lavt uddannelsesniveau 

blandt unge i de udsatte boligområder måske tilskrives manglende 

støtte hjemmefra snarere end nærmiljøet. 

Herudover kan der være en række andre problemer, som gør det vanskeligt at 

beregne boligkvartereffekterne præcist. Det kan være vanskeligt at afgrænse et 

relevant boligområde/nærmiljø med henblik på, at beboerne skal være så homogene 

som muligt med hensyn til befolkningskarakteristika, økonomisk status, levevilkår 

mv. I størstedelen af de amerikanske studier benytter man “census 

tracts”, hvor der i gennemsnit er 4.000 beboere i hver. Som oftest er befolkningen 

dog meget forskellig i et givet census tract, jf. Heinesen (2002). Kommuner- 

87

ne i Danmark vil ligeledes være for heterogene, og umiddelbart vil det være mere 

hensigtsmæssigt at opdele på sogne, skoledistrikter eller de udsatte boligområde, 

der er defineret i Hummelgaard et al. (1997). Befolkningen kan dog heller 

ikke forventes helt homogene inden for specielt de to førstnævnte enheder, 

hvorfor der kan være behov for en mere fleksibel afgrænsning ud fra problemstillingen 

i en given undersøgelse, hvilket de danske registre giver mulighed for. 

De fleste undersøgelser, der forsøger at teste, om de negative eller positive effekter 

af ghettodannelse dominerer, når frem til, at de negative effekter har den 

største betydning. Børn og unge, der vokser op i ghettoer eller socialt belastede 

kvarterer, klarer sig dårligere med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, indkomst 

mv., end andre børn og unge. Men i jo højere grad, der tages hensyn til 

selektionsproblemet og jo flere forældre-baggrundsvariabler der inddrages, desto 

mindre bliver den selvstændige betydning af nærmiljøet, evt. kan effekten helt 

forsvinde, jf. Damm (2002). 

De mål for omfanget af sociale problemer i de udsatte boligområder, der er til 

rådighed, kan være upræcise indikatorer for de forhold, der er af betydning for, 

om et boligområde er godt eller dårligt at bo i. Dette problem og problemerne 

med hensyn til afgrænsning af relevante boligområder kan også være en årsag til, 

at de estimerede effekter af boligområdet ofte er meget små og i nogle tilfælde 

insignifikante. 

I de senere år har der været øget opmærksomhed om betydningen af selektionsproblemet, 

og der har været gjort forskellige forsøg på at tage højde for det. Fx. 

argumenterer Edin et al. (2001) for, at de ved at udnytte den fordelingspolitik 

for flygtninge i Sverige, som blev praktiseret i perioden 1985-1991, kan tage højde 

for selektionsproblemet. Herved fås, at en forholdsvis stor andel landsmænd i 

bopælskommunen har en positiv effekt på flygtninges indtjening og arbejdsmarkedstilknytning. 

Et afgørende problem ved undersøgelsen er, at der tages udgangspunkt 

i kommunen som helhed, jf. tidligere diskussion herom, hvorved det 

er vanskeligt at fortolke resultaterne som egentlige boligkvartereffekter, ligesom 

der er tale om korttidseffekter (8 år efter ankomsten til Sverige). I forhold til afsnit 

5.3.1 kan det således tænkes, at der er positive effekter af koncentreret bo- 


sætning i den første tid, indvandrerne er i landet og negative effekter på det 

længere sigt. 

Det kan naturligvis diskuteres, hvor relevante resultaterne fra den amerikanske 

forskning er for danske forhold og for Europa for den sags skyld, da de udsatte 

boligområder i Danmark har en helt anden karakter end ghettoerne i USA. En 

sammenlignende undersøgelse af Chicago og Paris viser de svageste effekter for 

Paris, jf. Wacquant (1993). Man kan forestille sig, at beboerne i visse udsatte boligområder 

i Danmark oplever stigmatisering på arbejdsmarkedet og det sociale 

liv, men i lighed med de parisiske boligområder er beboerne ikke dagligt fastholdt 

inden for et isoleret område. I forhold til amerikanske empiriske undersøgelser, 

hvor det gør sig gældende, må man derfor forvente, at koncentreret bosætning 

i Danmark ikke i samme omfang vil have en negativ effekt på beboerne. 

Om og i givet fald hvor stor negativ betydning, det har for beboerne at vokse op i 

et belastet boligområde i Danmark er således noget usikkert. De få danske undersøgelser, 

der berører spørgsmålet, kan ikke give et svar. 

Eftersom forskningen i etniske minoriteters bosætning og flyttemønstre i hovedsagen 

er motiveret af hypotesen om, at koncentration af etniske minoriteter 

hæmmer deres integration i det danske samfund, er der først og fremmest et 

stort behov for kvantitative analyser af, hvorvidt det rent faktisk er tilfældet. 

Sådanne analyser skal for det første tage højde for selektions- problematikken og 

for det andet anvende mål for omfanget af etnisk segregering og sociale problemer 

i veldefinerede og homogene boligkvarterer. 

På trods af, at det hidtil har været meget sparsomt med danske undersøgelser af 

boligkvartereffekter, er der særdeles gode muligheder for at foretage sådanne 

analyser i Danmark på grund af de omfattende datasæt baseret på administrative 

registre. Ved hjælp af disse data er det muligt meget detaljeret at tage højde 

for forældrebaggrund, samtidig med at der inddrages en lang række variabler for 

sociale forhold i boligkvarterer. Det vil imidlertid nok kræve en del analyser at få 

afgrænset boligkvarterer på en hensigtsmæssig måde. Som start kan der tages 

udgangspunkt i opdelingen i skoledistrikter eller sogne, som er defineret på for- 

89

hånd af Danmarks Statistik, ligesom afgræsningen af udsatte boligområder i 

Hummelgaard et al. (1997) kan anvendes. 

Ud over at datamulighederne i Danmark for sådanne analyser på mange punkter 

er bedre end i fx USA, vil det forskningsmæssigt være særdeles interessant at 

estimere boligkvartereffekter på danske data, fordi karakteren af social segregering 

på boligmarkedet i Danmark på mange punkter er meget forskellig fra USA. 

I lyset heraf kan en mulig angrebsvinkel i den danske forskning være at få en meget 

fin inddeling i boligkvarterer og derefter beregne effekterne af, at der bor 

mange indvandrere, mange indfødte på overførsler, der er megen kriminalitet i 

området, mange arbejdsløse osv. Herved kan man få et indtryk af, hvorvidt det 

er omgivelserne eller indvandrernes sammenklumpning, der er problemet. 


Der har i en årrække været stærk politisk tilslutning til, at der skal ske en geografisk 

og boligmæssig spredning af de etniske minoriteter. En lang række forhold 

herunder de etniske minoriteters egne ønsker har hidtil betydet, og de i 

stort tal er flyttet til de store byområder, hvor de ikke mindst bor koncentreret i 

de udsatte boligområder. Bestræbelserne i en række lande for at undgå koncentrationen, 

synes ikke at have haft den store effekt. Det er usikkert også ud fra 

den udenlandske forskning, hvilken betydning det har for etniske minoriteters 

integration på arbejdsmarkedet i uddannelsessystemet mv. at de bor koncentreret. 

Med udgangspunkt i de gennemførte flytteanalyser og de i Jeppesen (1994) angivne 

argumenter for og imod etniske minoriteters koncentrerede bosætning peger 

Hummelgaard et al. (1995) på, at en logisk mulighed vil være en politik, der 

bygger på spredning af de etniske minoriteter af samme herkomst i små grupper. 

En sådan politik vil på den ene sige tage hensyn til henholdsvis de etniske minoriteters 

ønske om at bo sammen i i hvert fald de første år i Danmark og det politiske 

ønske om at sprede de etniske minoriteter. Yderligere spredning forudsætter 

imidlertid, at der skaffes boliger til etniske minoriteter uden for de områder, der 

i forvejen har en relativt høj andel etniske minoriteter – boliger, som er attraktive 

og økonomisk overkommelige. Forfatterne angiver ikke, hvordan sådanne boli- 


ger skal fremskaffes. De forudser imidlertid et par vanskeligheder ved gennemførelsen 

af en sådan politik: 1) den vil forudsætte en massiv holdningsbearbejdelse 

af danskere, som ikke ønsker at have etniske minoriteter som naboer og 2) det 

kan være svært på specielt længere sigt at gennemføre yderligere spredning, når 

den enkeltes frihed til at bosætte sig efter eget valg skal respekteres. 

Koch-Nielsen og Christensen (2002) sammenfatter anbefalinger og erfaringer fra 

såvel den danske som udenlandske boligsociale indsats til tre punkter: 

Staten nærvær: Der kræves ressourcer – økonomisk og professionelt – til at gøre 

en forstærket indsats for at modvirke segregationen og fremme integrationen, 

udover hvad der er tilstede i de udsatte boligområder. 

Arbejdsmarkedet: Integration på arbejdsmarkedet er en afgørende forudsætning 

for de etniske minoriteters økonomiske ressourcer og sprogtilegnelse samt mere 

generelt for (tvær)kulturel forståelse og nedbrydning af barrierer mellem beboergrupperne. 

Beboerinddragelse: Projekter og indsatser skal ske på baggrund af (dokumenteret 

viden om) beboernes ønsker og behov. Beboerne – herunder de etniske minoriteter 

– skal sikres reel indflydelse på planlægning og udførsel for at skabe de bedste 

resultater. 

I kapitlet er der især peget på behov for yderligere forskning på følgende områder: 

• hvorvidt koncentrationen af indvandrere i bestemte boligområder hæmmer 

integration af indvandrere. Der er stort set ingen viden herom for Danmark. 

• øget viden om, hvorfor indvandrerne bliver ved med at bo i de udsatte boligområder 

efter mange års ophold i landet. Hvilken rolle spiller fx. indvandrernes 

begrænsninger på og manglende informationer om boligmarkedet. 

• diskrimineres indvandrerne på boligmarkedet? 

• spreder indvandrerne sig af sig selv såvel boligmæssigt som geografisk i takt 

med den arbejdsmarkedsmæssige integration, og hvordan ser det ud over 

generationer? 

• hvilken virkning har integrationsloven på spredning af indvandrerne? 

91

Kapitel 6: Etniske minoriteters 

kontakt til den øvrige befolkning 

6.1 Indledning 

Kapitlet handler om kontakten mellem indvandrere/etniske minoriteter og den 

danske befolkning på andre samfundsmæssige områder end arbejdsmarkedet, 

uddannelsessystemet og boligsektoren. Der ses især på grader og omfang af deltagelse 

i forskellige dele af det civile samfunds institutioner og organisationer, 

på deltagelse i demokratiske processer--især valg--og på tilpasning til andre sider 

af det danske hverdagsliv. 

Kapitlet indledes og indrammes af en beskrivelse af danskernes holdninger til 

indvandrere/etniske minoriteter, idet disse holdninger og den måde de opfattes 

på i det såkaldte kulturmøde udgør en væsentlig katalysator for kontakten mellem 

de forskellige grupper og er en vigtig forståelsesramme for, hvorfor (respektive 

hvordan) indvandrere/etniske minoriteter deltager eller ikke deltager i forskellige 

samfundsprocesser. Kortlægningen af den eksisterende viden på disse 

felter udbygges og suppleres i kapitel 7, hvor der ses på værdier og normer i mødet 

mellem dansk kultur og indvandrergruppers kulturtraditioner. 

Det skal forudskikkes, at der på stort set alle de behandlede felter i dette kapitel 

viser sig at være en betydende mangel på forskningsbaseret viden, såvel hvad 

angår teoretiske afklaringer som empiriske case-studier. De fleste områder er 

rudimentært behandlet og antallet af både større monografier og videnskabelige 

artikler er til at overskue. Enkelte delfelter udmærker sig dog ved at have været 

gjort til genstand for mere grundige analyser, f.eks. indvandrergruppers deltagelse 

i kommunalvalg. Men generelt må det siges, at området er karakteriseret ved 

et væsentligt antal hvide pletter på vores videnskort. Hvilke relativt uudforskede 

områder det her drejer sig om, og hvilken forskningsindsats der derfor er behov 

for, vil blive behandlet i kapitelsammenfatningen samt i rapportens kapitel 11. 

92 KAPITEL 6: ETNISKE MINORITETERS KONTAKT TIL DEN ØVRIGE BEFOLK- 

NING

6.2 Danskernes holdninger til indvandrerne 

Valgkampen og valgresultatet i relation til Folketingsvalget d. 20. november 2001 

bidrog utvivlsomt til at udbrede en opfattelse i det internationale samfund af, at 

Danmark ikke længere var et tolerant og åbent samfund, men at stemningen nu 

var slået om til det mere indvandrerfjendtlige og nationalistiske. Et interessant 

spørgsmål i den forbindelse er dog, om og i givet fald hvordan dette indtryk holder 

stik, herunder hvordan danskernes holdninger til indvandrere mere præcist 

ser ud, om det er korrekt at udviklingen i løbet af 1990'erne har været præget af 

en stadigt stigende modvilje mod indvandring, hvordan holdningerne skal forstås, 

og hvorvidt negative indvandrerstereotyper måske skal forstås som nationalt betingede 

reaktioner på globalisering, europæisering og multikulturalisme. 

Det er i første omgang vigtigt at vide hvad vi taler om, når vi diskuterer “holdninger 

til indvandrere”. Hvad er det vi måler og vejer, kan det overhovedet lade 

sig gøre at kvantificere noget så uhåndgribeligt som holdninger, og hvorfor og 

hvordan skabes holdninger til indvandrere? Der findes groft sagt to forskellige 

fortolkningsrammer, der forsøger at give svar på den type spørgsmål, nemlig hhv. 

de værdibaserede og de interessebaserede. De første tager udgangspunkt i fordomme 

og negative fremmedbilleder, der skabes og næres blandt den almindelige 

befolkning, “fra neden”, men mobiliseres og aktiveres af medier og politikere 

der forfølger partipolitiske eller nationale interesser (Gaasholt & Togeby, 1995; 

Togeby, 1997). De andre er mere rationalistiske forklaringsforsøg, der forsøger at 

måle indvandringens oplevede personlige eller samfundsmæssige omkostninger 

(Nannestad, 1999 a og b), eller forklarer negative holdninger og “syndebukkestrategier” 

over for indvandrere som svage og marginaliserede gruppers afmagtsreaktioner 

over for en udvikling, der opleves som truende (Lipset, 1960). 

Endelig er der også forklaringer der primært fokuserer på ændringerne i det politiske 

højre/venstre-spektrum i den vestlige verden - en “nypolitik” der afføder 

“nyracisme” i politikernes anstrengelser for at positionere sig og tiltrække vælgere, 

og omvendt vælgernes forsøg på at finde et sikkert politisk ståsted i det ny 

“videnssamfund” (Borre, 1995; Borre & Goul Andersen, 1997). Et eksempel er her 

93

den måde hvorpå Dansk Folkeparti kombinerer modstand mod indvandring, modstand 

mod mere EU integration og et forsvar for gammelkendte socialdemokratiske 

velfærdsidealer til at opnå tilslutning fra et bredt spektrum af vælgerkorpset. 

Forskningen i Danmark har især koncentreret sig om den mere værdibaserede 

forklaringsmodel, mens den rationelle mest har været udfoldet i en ret snæver 

og økonomisk nyttemaksimerende variant. Det er dog på baggrund af international 

forskning nærliggende at lede efter kombinationer mellem den “etnocentriske” 

og den mere “rational choice”-orienterede forklaringsramme, kombinationer 

der sandsynligvis varierer fra det ene land til det andet. F.eks. har undersøgelser 

vist en påfaldende tendens til at befolkningerne i lande med planlagt indvandring 

af arbejdskraft har en mere positiv indstilling til indvandrere end tilfældet 

er i lande, der i større omfang modtager flygtninge (jf. Zimmermann, 

2001; se også Togeby 1998). Men uanset indvandrersammensætning, opviser alle 

lande en blanding af indvandrertolerante og indvandrerskeptiske holdninger. 

Således også i Danmark. Gaasholt & Togeby (1995) har f.eks. påvist det ambivalente 

og flertydige i den danske indstilling til indvandrere. Fjendtlighed eller 

skepsis blandes med imødekommenhed, fordomme med accept. I 1993 mente 

f.eks. 76 % af de adspurgte i en af de undersøgelser, som bogen baseres på, at 

“de mange indvandrere og flygtninge er med til at øge Danmarks økonomiske 

problemer”, mens 77% tilsluttede sig, at “Danmark bør tage imod mennesker på 

flugt, uanset fra hvilken del af verden, de kommer” og 64 % at “det danske samfund 

har en forpligtelse til at stille ordentlige boliger til rådighed for flygtningene”. 

Forfatterne konkluderede blandt andet, at “de fleste mennesker synes at 

befinde sig i et spændingsfelt mellem på den ene side deres angst og modvilje og 

på den anden side deres tolerance og medfølelse. [...] Spørgsmålet er blot, hvad 

der i den enkelte situation får overtaget” (1995: 47-48 og 50). 

Her får medier og politikere naturligvis en central rolle - som dem der kan aktivere 

eller de-aktivere bestemte holdninger og værdier. Her starter en kamp om 

betydninger, symboler og identiteter. Flygtninge kan “italesættes” både som 

“velfærdsnassere” og som “nødlidende ofre for krig”, og her har opinionsledere 


NING

og politiske aktører en væsentlig indflydelse som dem, der med held kan forsøge 

at kanalisere befolkningens generelt set modsætningsfyldte holdninger ind i fastere 

fortolkningsrammer med bestemte politiske og sociale konsekvenser. Det 

betyder ikke, at medier og politikere kan skalte og valte med folks holdninger 

efter forgodtbefindende, men at de afgørende kan påvirke “meningsklimaet” og 

give bestemte opfattelser kollektiv og statslig legitimitet. Omvendt lægger den 

danske ambivalens også op til en polarisering af selvsamme meningsklima - en 

tendens, som har kunnet registreres stadigt tydeligere, til at debatten domineres 

af på den ene side dem, der af kulturelle eller interessebestemte grunde argumenterer 

imod indvandring, og på den anden side dem, der begrundet i humanistiske 

overvejelser eller som fortalere for multikulturalisme indtager mere tolerante 

eller direkte indvandrerpositive holdninger. 

Det rejser på den ene side spørgsmålet, om danskernes holdninger til indvandrere, 

som det tit antages, har gennemgået en tiltagende negativ udvikling. Og på 

den anden side hvordan hhv positive og negative holdninger fordeles på forskellige 

sociale grupper. 

Generelt set ser det ud som om den udbredte forestilling om en almindelig radikalisering 

af folkestemningen i en indvandrerfjendtlig retning i bedste fald er 

stærkt overdrevet (Goul Andersen, 2002). Billedet er i højere grad karakteriseret 

af, at danskernes svar på spørgsmål som f.eks. om indvandringen udgør en alvorlig 

trussel mod vor nationale egenart eller om man ønsker flygtninges adgang til 

Danmark begrænset siden ca. 1986/87, har været relativt stabil. Kurverne har 

haft deres toppe og dale, tydeligvis påvirket af situationer med heftig politisering 

af indvandrerdebatten og dermed samhørende lovgivningstiltag, men der aftegner 

sig ikke en alment tiltagende indvandrerfjendtlig tendens. Hvad der derimod 

er klart, er at indvandrerområdet for vælgernes bevidsthed og i deres politiskkulturelle 

dagsorden har fået en tiltagende betydning. Området har med andre 

ord fået en mere central placering. Hvor det i 70'erne stort set ikke betød noget 

for befolkningens politiske dagsorden, var det i en Gallup-undersøgelse før valget 

i 2001 intet mindre end 55 % der nævnte det som et af de vigtigste problemfelter. 

95

Det kunne omvendt fortolkes sådan, at denne mere centrale betydning også indebærer 

en højere grad af indvandrerfjendtlighed. Imidlertid er relationen ikke 

så enkel. Analyser foretaget i forbindelse med Folketingsvalget i 1998 (Goul Andersen, 

2002) indikerer, at 53% af dem, der så indvandring som et vigtigt problemfelt, 

anså indvandringen som en trussel, mens ca. 38 % gjorde det ud fra 

mere tolerante eller indvandrervenlige holdninger. I forhold til det politiske 

spektrum er der her en tendens til, at positive holdninger til indvandring er klarest 

markerede i den venstre halvdel af det politiske kontinuum, mens indvandrerfjendtligheden 

er størst på højrefløjen. Der synes derimod ikke at være nogen 

systematisk sammenhæng mellem indvandrerfjendtlige og EU-fjendtlige 

holdninger, selv om de selvfølgelig er signifikante de steder hvor de optræder, 

især hos Dansk Folkeparti. 

Omend der således ikke kan siges at eksistere en entydig relation mellem modstand 

mod indvandring og opfattelsen af at indvandring er et væsentligt politisk 

problemfelt, står det dog klart, at de negative holdninger dominerer i den danske 

befolkning, og visse foreløbige analyser tyder tillige på, at indvandrerskepsissen 

er steget noget fra 1998 til 2001. Men generelt og væsentligst er tallene udtryk 

for den stigende polarisering af indvandrerdebatten, der blev omtalt ovenfor. 

Udover det nævnte højre/venstre-skisma, som delvist forklarer forskellene mellem 

de negative og de mere positive holdninger til indvandring, skal det også 

nævnes, at den tilsyneladende mest afgørende forklaringsvariabel er uddannelsesniveau. 

De konkrete årsagssammenhænge er ikke godt klarlagt, men der synes 

at eksistere en signifikant korrelation mellem uddannelsesgrad og “kulturel kapital” 

på den ene side og holdninger til indvandrere på den anden: lav uddannelse 

hænger typisk sammen med skepsis og mistillid til det politiske system, højere 

uddannelse (skoleuddannelse mere end erhvervsuddannelse) med større tolerance 

og større politisk tillid. Således synes polariseringstendenserne primært at følge 

kulturelle snarere end klassebestemte skillelinjer, selv om der uden tvivl eksisterer 

sammenhænge mellem socioøkonomisk marginalisering og relativt ringe 

uddannelsesniveau. Der er her behov for yderligere forskning for at få fastlagt de 

mere nøjagtige årsagssammenhænge. 


NING

Endelig fremtræder en anden forklaringsvariabel som væsentlig, nemlig graden 

af kontakt eller ikke-kontakt til indvandrere. Generelt er kontakten begrænset, 

omend stigende (Mikkelsen, 2001), og folks informationer om indvandring og indvandrere 

er derfor i overvejende grad medieformidlede. Befolkningens holdninger 

præges derfor i væsentlig grad af en relativt negativ medieformidlet debat, 

der især har fokuseret på indvandrere som problemer (Vikkelsø Slot, 2001). Hvad 

der især synes at vække indvandrerfjendtlige holdninger til live i Danmark (mere 

end i andre europæiske samfund) er spørgsmålet om religion, især islam, der opfattes 

som restriktiv og anti-individualistisk - men modviljen har sandsynligvis også 

at gøre med en generel mistænksomhed over for religiøs praksis i et sekulariseret 

samfund (Goul Andersen & Tobiasen, 2002; se endvidere kapitel 7). Omvendt 

ser det ud som om erfaringsbaseret kontakt med indvandrere fører til en 

svækkelse af de negative fremmedbilleder, hvilket f.eks. sættes i relief af at 

Dansk Folkepartis fremgang ved 2001-valget var markant i kommuner, der stort 

set er uden indvandrere (Goul Andersen, 2002). Årsagssammenhængen er dog 

stadig ikke endeligt påvist, men der er indikationer på denne tendens - hvilket i 

øvrigt også kunne forklare, hvorfor der trods udbredt fjendtlighed over for indvandrere 

i Danmark, alligevel er så få racistisk begrundede handlinger: Kontakten 

er stadig sporadisk, og hvor den opstår, tenderer de negative holdninger måske 

mod at mildnes. 

Generelt er vores viden på disse vigtige felter stadig ret begrænset (Goul Andersen, 

2002; afsnit 2 og 10). Den er stærkest i en politologisk sammenhæng, hvor 

der er lavet en del undersøgelser af flygtninge og indvandrere på den politiske 

dagsorden, af tilslutningen til indvandrerfjendtlige partier samt af holdninger 

som udtryk for politiske eller sociale vurderinger. Der er også lavet noget, men 

langt fra tilstrækkeligt, om mediernes rolle i holdningsbearbejdelsen (Gaarde 

Madsen, 2000; Hussain m.fl., 1997); vi ved f.eks. ikke meget om konsekvenserne 

af den åbne og heftige indvandrerdebat: bærer den yderligere ved til fremmedhadets 

bål, eller har den en potentielt rensende effekt, sådan at ekstremt militante 

holdninger inddæmmes? Og der er lavet meget lidt om relationer mellem 

danske nationale selvbilleder, historisk kulturbaserede værdiopfattelser og indvandrerrelaterede 

fremmedbilleder (se dog Gundelach, 2002; Hedetoft, 1995); 

især er der her et påtrængende behov for at sammenkæde kvantitativt anlagte 

97

menings- og holdningsanalyser med historisk-kulturelle betydningsanalyser og 

kvalitative case-studier af danskernes adfærd, værdier og holdninger i en hver- 

dagssammenhæng. 1 

6.3 Etniske minoriteters deltagelse i civilsamfundet 

Civilsamfundet omfatter et bredt felt af områder med og uden berøring til stat 

og marked. De fleste opfatter begrebet “civilsamfund” som omfattende hele 

spektret af økonomiske, sociale, kulturelle, politiske og fritidsorienterede institutioner, 

hvori borgerne deltager, og som ligger uden for eller kun har indirekte 

berøring med statsapparatet (f.eks. græsrodsorganisationer, skolebestyrelser, 

idrætsforeninger, boligforeninger, religiøse organiseringer mv.). Derfor berører 

dette underafsnit en lang række faglige discipliner med forskellige indfaldsvinkler 

til studiet af etniske minoriteter. Hovedvægten lægges dog på etniske minoriteters 

deltagelse i civilsamfundets organisationer og foreninger, de lovbundne 

såvel som de frivillige, og såvel majoritetssamfundets som de etniske minoriteters 

egne “indvandrerforeninger”. Ikke mindst frivillige foreninger anses af både 

forskere og den politiske offentlighed som væsentlige for integrationsprocesserne. 

De letter adgangen til formelle politiske beslutningsstrukturer og giver dermed 

mulighed for at øve indflydelse, de giver øget social og individuel selvtillid, 

de bringer indvandrere i kontakt med den danske befolkning, og de indebærer 

tillige en læreproces i demokratiets spilleregler. I den ånd fremhæver regeringsrapporten 

om Bedre Integration (2000: 41), at “for regeringen er det som sagt et 

mål, at udlændinge kommer til at deltage i samfundet på lige fod med den øvrige 

befolkning. Og det drejer sig (...) også om deltagelse i det politiske liv i form af 

valgdeltagelse, deltagelse i skolebestyrelser, ældreråd, børnehavebestyrelser, 

deltagelse i idrætsklubber og interesseorganisationer og deltagelse i indvandrernes 

egne foreninger”. Her skal der som sagt primært fokuseres på civilsamfundets 

foreninger og organisationer. De øvrige former for deltagelse tages op i 6.4 

og 6.5. 

Som det var tilfældet med danskernes holdninger til indvandrerne, er der relativt 

få studier i organisationsdannelsen blandt etniske minoriteter, respektive i disses 

1 Yderligere om behovet for ny forskning, se 6.6 og kapitel 11. 


NING

deltagelse i majoritetssamfundets organisationer og foreningsliv. To af dem der 

findes er Ole Hammer & Inger Bruuns bog om Etniske Minoriteters Indflydelseskanaler 

(Hammer & Bruun, 2000) og Mustafa Hussains artikel om “Etniske Minoriteters 

Politiske Organisering i Danmark” (Hussain, 2002). Bidragene er meget forskellige 

i deres empiriske grundlag, normative antagelser om integration såvel 

som deres analytiske argumentation - hvor det førstnævnte værk lægger vægt på 

integration som en variant af assimilation til dansk demokratisk kultur og betoner 

indvandrernes manglende evne og vilje til denne form for tilpasning, dér lægger 

Hussain større vægt på at integration er mulig under bevarelse af indvandreres 

egne kulturforudsætninger. Begge værker konkluderer, at de etniske minoriteters 

organiserede indflydelse er ringe, men hvor Hammer & Bruun ser dette som 

et resultat af indvandrernes mangelfulde tilpasning samt af konkurrencen fra de 

bedre rustede danske organisationer, dér forklarer Hussain marginaliseringen som 

resultat af især eksklusion fra fagforeningsarbejde, fordrejning af indvandrernes 

motiver og interesser i massemedierne og kooptering (indoptagelse) af minoriteterne 

i det statslige forvaltningsapparat: kun organisationer som tilkendegiver at 

de støtter den statslige integrationspolitik, tages med på råd og opnår økonomisk 

støtte. 

Begge typer af konklusioner er formentlig for skarpt trukket op. Det kan næppe 

alment underbygges, at indvandrerne ingen indflydelse har eller mangler vilje og 

evne til tilpasning til samfundets demokratiske spilleregler. Ejheller lyder det 

plausibelt, at koopteringen i Danmark er drevet så vidt, at indflydelsen på det 

nærmeste er sat ud af kraft. Det synes i hvert fald klart, at hvis man sammenligner 

med nabolandet Sverige, er indvandrernes koopteringsgrad i det statslige forvaltningssystem 

dér drevet langt videre, med det resultat at der i Sverige er færre 

og svagere indvandrerforeninger - hvorimod det danske system i højere grad 

levner indvandrerne mulighed for selvorganisering og demokratisk repræsentation 

(se også 6.4). Derfor er der i Danmark flere og mere indflydelsesrige indvandrerorganisationer 

(herunder paraplyorganisationerne IND-Sam fra 1981, POEM 

fra 1993 og ELO fra 1999), helt i overensstemmelse med sammenlignende studier 

af de to lande (f.eks. Schierup, 1993; Togeby 2000). Togeby konkluderer generelt 

i denne artikel, at “det er værtssamfundets politiske institutioner mere end op- 

99

indelseslandets kulturelle traditioner, der er bestemmende for indvandrernes 

adfærd” (2000: 203). 

Den foreliggende viden om omfanget af og udviklingen i indvandrerorganisationer 

er meget ringe. Skønsmæssigt må antallet omkring 1990 sættes til et sted mellem 

83 og 150, med tyrkiske, jugoslaviske og iranske som de mest talrige (Sterum, 

1992; Andersen & Nielsen, 1989; O’Maolaín, 1991). De omfatter væresteder 

og klubber, religiøse foreninger, ungdomsforeninger, litteraturforeninger, sportsforeninger, 

politiske foreninger og seniorforeninger (Ansel-Henry, 1992). Det synes 

at være et mindre antal ressourcestærke personer, der trækker læsset i foreningerne 

(Sterum, 1992), samt at det er en tilskyndelse til at deltage, at der 

her, udover tilfredsstillelsen af behovet for at være sammen med andre fra 

samme baggrund, også “er tale om en kvalificeringsproces” (Andersen & Nielsen, 

1989: 36), blandt andet til senere politisk deltagelse. Lars Pedersen har i et studie 

af indvandrerorganisationer i Århus fra 1991 betonet, at indvandrerne ikke 

finder, at deres interesser bliver ordentligt repræsenteret i danske foreninger og 

at der derfor “udvikles et behov for egne politiske og kulturelle institutioner” 

(Pedersen, 1991: 105). Han skelner endvidere mellem tre foreningstyper: de 

verdslige og ikke-religiøse (ofte af venstreorienteret observans); de nationalkulturelle 

(ofte repræsenterende forsøg på at tilpasse sig livet i Danmark under 

bibeholdelse af et minimum af hjemlandets kulturarv); og de islamiske. I et historisk 

perspektiv synes man at have gennemgået en udvikling der har minimeret 

og marginaliseret den første type (f.eks. er iranerne blevet mærkbart mindre politisk 

aktive over tid – Melchior, 1990; Mohammadi, 1999), mens de andre to typer, 

ikke mindst den sidste, har vundet frem i antal og popularitet (Bæk Simonsen, 

1990; Pedersen, 1996). Om de religiøse organisationer, se videre nedenfor 

og i kapitel 7. 

Deltagelsen i organisationerne varierer meget, både i forhold til etniske, kønsmæssige 

og generationsbestemte kriterier, men også i forhold til organisationstype, 

længde af ophold i Danmark og uddannelsesniveau. En nyere undersøgelse 

viser, at 32% af tyrkerne, 13% af pakistanerne og 24% eksjugoslaverne er medlemmer 

af en etnisk eller national forening (Schmidt & Jakobsen, 2000). Desuden 

er mændene mere aktive end kvinderne i foreningsarbejdet. Hvad angår delta- 


NING

gelse i råd, bestyrelser, udvalg og foreninger med direkte tilknytning til majoritetssamfundet, 

har iranerne det højeste aktivitetsniveau, efterfulgt af eksjugoslaver, 

irakere, tyrkere, palæstinensere, somaliere og pakistanere i nævnte rækkefølge. 

Alment ser det ud til at deltagelsesinteressen stiger med uddannelsesniveau, 

men også medbestemmes af om der er tradition for tilsvarende organisering 

i hjemlandet (se f.eks. Quraishy, 2000, om pakistanere i den henseende). 

Skal man sammenligne indvandrernes foreningsdeltagelse med de etniske danskeres, 

så tyder er del på, at indvandrernes ligger en del lavere (meget lavere hvad 

angår fagforeningsdeltagelse), hvorimod der ikke kan spores en væsentlig forskel 

hvad angår f.eks. tyrkiske 2.-generationsindvandreres partimedlemsskab og tilsvarende 

danskeres (mellem 28 og 36 år). Blandt 2. generation nærmer den fagforeningsmæssige 

organiseringsgrad sig også danskernes, omend også de er mindre 

synlige i det aktive faglige arbejde (Ejrnæs & Tireli, 1997: 80). Ser man på 

mere utraditionelle politiske aktiviteter som f.eks. deltagelse i offentlige møder 

og underskriftsindsamlinger, forekommer 2.-generationsindvandrere at være lige 

så aktive som danskere. De ligger endog højere, hvis vi ser på indsendelse af læserbreve 

og artikler til dagspressen og deltagelse i protestdemonstrationer (Mikkelsen, 

2001; Schmidt & Jakobsen, 2000; Togeby, 2000). 

Religiøse, især islamiske organisationer, har som nævnt fået en stadigt større betydning 

for mange indvandreres selvforståelse og aktive foreningsdeltagelse - et 

formidlingspunkt mellem oprindelseslandets kultur og tilpasningen til værtslandet. 

Mikkelsen (2001) har påvist, at islam er langt den mest udbredte religion 

blandt indvandrere og flygtninge (2001: 49-50). De kommer fra Tyrkiet, Pakistan, 

Palæstina, eks-Jugoslavien og Somalia (sunni’er), mens shia-muslimerne kommer 

fra Irak og Iran. Generelt ser det ud til at kvinder og sunni-muslimer tillægger 

religionen større betydning end resten, hvor mange (65%) erklærer sig som enten 

moderat eller meget lidt religiøse. Ikke desto mindre har man i Danmark som i 

mange andre vestlige lande kunnet registrere en stigning og mangfoldiggørelse af 

muslimske organisationer over årene (Bæk Simonsen, 1990; Pedersen, 1996; Mikkelsen, 

2002), hvilket tyder på at en stigende interesse for og deltagelse i organiseret 

islamisk foreningsliv blandt indvandrere, herunder ikke mindst 2. generation. 

Der findes ikke kvantitative opgørelser heraf, men indikationerne er klare, og 

101

tyder på at de islamiske foreninger spiller en væsentlig rolle som identitetsfaktor 

for mange indvandrere, et sted mellem integrationsbestræbelser og social protest 

mod udsondrings- og marginaliseringsoplevelser. Bredden og mangfoldigheden 

af de islamiske foreninger sikrer, at de kan spille en rolle i begge disse henseender. 

Desuden er det vigtigt, at foreningerne fungerer som katalysatorer og 

formidlere af internationale spændinger stater imellem - interne konflikter i en 

række lande med muslimske flertal samt mellem islamiske og ikke-islamiske samfund 

forplanter sig f.eks. via foreningerne til de muslimske miljøer i Europa. Foreningerne 

(i hvert fald nogen af dem) bliver på den måde til politisk-religiøse organisationer 

(Lubeck, 2000) med forgrenede transnationale netværk og kontaktflader. 

Dette er utvivlsomt et vigtigt område, hvor der i Danmark stadig mangler 

megen forskningsbaseret viden. 

Øvrige foreninger er dem, der tilhører fritidslivet. Her er det igen iranerne, der 

viser sig som de mest aktive, efterfulgt af pakistanerne (begge grupper især inden 

for klubidræt), men der er generelt ikke markante forskelle de etniske grupper 

imellem (Jeppesen, 1989; Mikkelsen, 2001). Der er dog væsentlige kønsforskelle: 

Mændene er dobbelt så aktive som kvinderne. 21% dyrker deres fritidsaktiviteter 

udelukkende eller overvejende med danskere, 45% udelukkende med 

ikke-danskere, mens 34% indgår i “blandede” aktiviteter. Mere alment viser det 

sig, at små 60% af indvandrerne ikke har uddybende kontakter med danskere i 

fritiden, og kun 12% har kun danske venner. De fleste udlændinge i Danmark siger 

om danskerne, at de betragter venskaber som noget eksklusivt, og at det tager 

lang tid at blive lukket ind i kredsen og dermed at blive integreret i denne forstand 

(COWI-rapport, 2000). (Hvad angår spørgsmål om kontakt via indgåelse af 

ægteskab og familiedannelse, behandles dette under kapitel 7.) 

Som sagt indledningsvist er vores viden på de behandlede områder noget begrænset, 

omend antallet af studier utvivlsomt er øget de sidste 15 år. Man må 

dog stadig konstatere, at der hverken teoretisk eller empirisk er tale om en vidensmængde 

i Danmark, der bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes med den, 

som andre europæiske lande (Tyskland, Holland, Frankrig, Storbritannien m.fl.) 

kan opvise. Der er for nylig i regi af AMID og med støtte fra Nordisk Ministerråd 

igangsat et forskningsprojekt med henblik på kortlægning af forskning og viden 


NING

om indvandrerorganisationer i Norden. Den vil sandsynligvis påvise væsentlige 

nationale forskelle, men også nødvendigheden af sammenlignende studier og studier 

der ser på organisationernes transnationale karakteristika. I regi af Magtudredningen 

gennemfører medarbejdere ved Antropologisk Institut på Københavns 

Universitet for tiden en undersøgelse af indvandrernes medborgerskab med titlen 

Medborgerskabets Mange Stemmer, hvori undersøges hvordan etniske minoriteter 

gør brug af dansk lovgivning, institutioner, klubber og uformelle sammenslutninger 

- bl.a. foretages der analyser af bydelsforsøget på Nørrebro. Sådanne undersøgelser 

belyser krydsfeltet mellem deltagelse i civilsamfundets institutioner og 

deltagelse i politisk-demokratiske processer med det sigte at opnå samfundsmæssig 

indflydelse gennem udnyttelse af de rettigheder der følger af medborgerskabet. 

Dette emne fokuserer næste afsnit nærmere på. 

6.4 Etniske minoriteters deltagelse i demokratiske processer 

Generelt må det siges, at vores forskningsbaserede viden også på dette delområde 

er relativt sparsom. Det er først for nylig man fra politisk hold er begyndt at 

interessere sig for etniske minoriteters deltagelse i politiske processer, og det 

også først de allerseneste år der er lavet nogen væsentlig forskning på området. 

Heraf har langt størstedelen koncentreret sig om at undersøges minoriteternes 

valgdeltagelse, her især vedrørende kommunalvalgene i 1997 og 2001, samt deres 

repræsentation i kommunalbestyrelserne (Togeby, 1999b; 2000a og b; Elklit 

et al., 2000; Indenrigsministeriet, 2001). Der er desuden foretaget undersøgelser 

af grønlændere i Danmark i et medborgerskabsperspektiv (Togeby, 2002), af integrationsrådene 

(De Kommunale Integrationsråd, 2001) samt af etniske minoriteters 

deltagelse i beboerdemokratiet i Lejerbo (Rasmussen & Nyborg Lauritsen, 

2001). Hertil kommer væsentlige dele af undersøgelser der allerede er omtalt i 

det foregående afsnit. Størstedelen af den relevante forskning på området er foretaget 

inden for rammerne af Magtudredningen og bygger på to rammeforudsætninger, 

nemlig på den ene side at et demokrati må inddrage alle de mennesker 

der lever i et land, og på den anden side at der må være tale om fuldt medborgerskab, 

der omfatter både rettigheder, ressourcer, deltagelse og identitet 

(Andersen et al., 1993). 

103

Det er som nævnt på området valgdeltagelse at der findes den mest omfattende 

viden, en viden der ydermere bygger på faktisk valgdeltagelse for alle valgberettigede 

i kommunalvalgene i København og Århus i 1997 og 2001, altså den reelle 

udnyttelse af valgretten som en væsentlig del af demokratiets fungeren. Resultaterne 

viser, at valgdeltagelsen blandt etniske minoriteter generelt er lavere end 

blandt danskere. Ved valget i 1997 var der f.eks. i København en forskel mellem 

de to grupper på 26 procentpoint og i Århus på 22 procentpoint. Deltagelsen 

blandt borgere fra 3. lande var i København på 35% og i Århus 50%. Deltagelsen 

varierer dog meget afhængigt af, hvilke lande indvandrerne kommer fra (mellem 

61% og 20%), med pakistanere i København og tyrkere i Århus som dem, der opviser 

den højeste deltagelsesgrad. For disse grupper er deltagelsen på niveau med 

den danske befolkning i øvrigt. Kvinder og mænd har omtrent samme deltagelsesgrad. 

I en international sammenligning viser det sig endelig, at valgdeltagelsen 

i Danmark er højere end i alle de andre lande, hvor alle indvandrere har fået 

valgret til kommunalvalg, uanset om de er statsborgere eller ej (Irland, Sverige, 

Norge og Holland). 

Den væsentligste forklaring på disse variationer synes at være, at der i nogle byer 

er foregået en kollektiv mobilisering af visse etniske grupper (pakistanere i 

København, tyrkere og somaliere i Århus), hvilket har resulteret i en meget høj 

valgdeltagelse. Det synes også som om det er denne kollektive mobilisering der 

er forklaringen på, at valgdeltagelsen i Danmark er højere end den tilsvarende 

deltagelse i f.eks. Sverige. Og når den samme grad af mobilisering ikke finder 

sted i andre lande, herunder Sverige, skyldes det sandsynligvis at vælgere i Danmark 

har mulighed for at kunne stemme personligt (for en detaljeret opgørelse 

af de forskellige minoriteters deltagelse i 97-valget, se Togeby, 2002b, tabel 1). 

Hvad angår indvandrernes repræsentation i de kommunale råd, er resultatet 

mindre opmuntrende. Ved kommunalvalget i 2001 blev der valgt 49 personer med 

anden etnisk baggrund (lidt mere end 1% af alle bestyrelsesmedlemmer - og her 

er der endog tale om en fordobling i forhold til valget i 97). Til amtsrådene blev 

der som i 97 indvalgt to personer, og til folketinget blev der i 2001 indvalgt to 

med anden etnisk baggrund, hvilket er 1,1% af medlemmerne i Folketinget. Dette 

skal sammenholdes med, at ca. 1,5% af de valgberettigede har anden etnisk bag- 


NING

grund. Ser man imidlertid på den samlede “etniske” repræsentation over hele 

landet efter valgene i 2001, viser det sig at indvandrere og flygtninge fra 3. lande 

tilsammen kun har ca. 1/7 af de repræsentanter, de burde have efter en proportional 

fordeling. 

Her skal man imidlertid tage i betragtning, at indvandrere er ujævnt fordelt over 

landet, og at der bor meget få indvandrere i de fleste små kommuner. 1/3 af de 

valgberettigede bor faktisk i København og Århus. I København er situationen 

den, at 8% af de valgberettigede i 97 kom fra 3. lande, mens 11% af borgerrepræsentationen 

gør det. I Århus kommer 5% fra 3. lande, mens 6 ½ % af de valgte repræsentanter 

gør det. Her er situationen således en noget anden og bedre end 

landsgennemsnittet viser. Det er også tydeligt, at der eksisterer en stærk sammenhæng 

mellem den absolutte andel af valgberettigede og andelen af valgte 

repræsentanter. Hvor der er flest valgberettigede, er der også relativt flest valgte 

repræsentanter (Togeby, 2002b: tabel 2). I en dansk-svensk sammenligning 

viser det sig ydermere, at går man ud fra resultaterne af kommunalvalget i 2001, 

har etniske minoriteter i Danmark 2 ½ gang bedre chancer for at blive valgt end 

tilsvarende minoriteter i Sverige. 

Hvad angår deltagelse i politiske partier og andre foreninger med direkte politisk 

og økonomisk betydning for etniske minoriteter, må det konstateres at de relativt 

sjældent er medlemmer af f.eks. politiske partier og fagforeninger, og gennemsnitligt 

ligger meget lavere på disse parametre end etniske danskere. Det 

skal dog som noget væsentligt tilføjes, at 2. generation er langt mere aktive end 

deres forældre og stort set ligger på niveau med befolkningen i almindelighed 

(Togeby, 2002b: tabel 4). Det gælder også for deltagelsen i Integrationsråd, Bydelsråd 

og andre repræsentative organer, at deltagelsen er ret høj. Halvdelen af 

medlemmerne af Integrationsrådene har etnisk minoritetsbaggrund (266 personer). 

Imidlertid er der store variationer i kriterier for stemmeberettigelse til rådene 

i forskellige kommuner, ligesom det ikke er lovfastsat at der skal afholdes 

valg - i stedet kan medlemskab besluttes gennem udpegning. Også fremmødet til 

møderne ser ud til at variere væsentligt, ligesom en større andel af minoritetsmedlemmerne 

end af majoritetsmedlemmerne tilkendegiver, at de ikke mener 

rådene har nogen større politisk indflydelse (Indenrigsministeriet, 2001). Undersøgelser 

af Etnisk Minoritets Forum foretaget af antropologen Rikke Iversen viser 

105

i det hele taget, at minoriteterne har et ringe kendskab til demokratiske procedurer, 

men også at der findes en dybtgående mistillid til, at systemet tager hensyn 

til etniske minoriteter (Iversen, 2002). 

Herudover findes der kun spredt information om etniske minoriteters deltagelse i 

repræsentative organer. Noget af den kommer fra en undersøgelse, som Lejerbo 

i København har foretaget af deltagelse i beboerforeningerne (Rasmussen og Nyborg 

Lauritsen, 2001). Ca. 50% af beboerne af 33 boligafdelinger havde etnisk 

minoritetsbaggrund. I 26 bestyrelser sad der i alt 113 medlemmer, hvoraf 20 - 

svarende til 18% - havde etnisk minoritetsbaggrund. Alt i alt har nogen afdelinger 

haft succes med at inddrage etniske minoriteter i arbejdet, mens det andre steder 

har været problematisk, bl.a. pga. sprogvanskeligheder, overdrevne forventninger 

til resultaterne og manglende kendskab til grundlæggende spilleregler. På 

landsplan skønner man, at kun mellem 1% og 2% af bestyrelsesmedlemmerne i 

almennyttige boligforeninger har anden baggrund end dansk. 

Der forekommer at være mindst fire forskellige faktorer, der kan forklare de variationer 

i deltagelse i demokratiske processer, der her er blevet beskrevet. For 

det første den bagage de har med fra hjemlandet, for det andet det der vedrører 

økonomisk og social integration i samfundet, for det tredje minoriteternes størrelse 

og bosætningsmønstre, og for det fjerde de danske politiske institutioner. 

Hvad det første angår, viser der sig visse forskelle mellem f.eks. grupper fra Asien 

og Østeuropa på den ene side og muslimske grupper på den anden, med en lav 

valgdeltagelse blandt førstnævnte og en højere blandt de sidste - tendensen er 

dog ikke entydig og der er her brug for yderligere forskning. Ældre kvinder og unge 

gifte kvinder med kort tid i Danmark er meget lidt aktive, mens det omvendte 

gælder yngre og midaldrende kvinder med længere tid i Danmark bag sig, og 

valgdeltagelsen er generelt højere blandt yngre etniske kvinder end de tilsvarende 

mænd. Uddannelsesmæssig baggrund betyder her en hel del, og der er nok en 

sammenhæng mellem det faktum, at tyrkiske 1.-generationsindvandrere med relativt 

små sociale og kulturelle ressourcer i bagagen har været længere om at 

deltage i demokratiske processer end f.eks. indvandrere fra Pakistan og det tidligere 

Jugoslavien, der medbragte større ressourcer af denne type. 


NING

Men generation og opholdstidens længde i Danmark spiller en mindst lige så afgørende 

rolle: generelt set er deltagelsen blandt 2.-generationsindvandrere markant 

større end blandt 1. generation og valgdeltagelsen blandt indvandrere, der 

har været længe i Danmark, er højere end blandt nyankomne. Den er også højere 

for dem der har dansk statsborgerskab, er i beskæftigelse, har taget en uddannelse 

i Danmark og taler godt dansk. Undtagelserne fra disse forhold gælder 

dem, der er stærkt kollektivt organiserede: her betyder både indvandrertæthed 

og styrken af indvandrernes egne netværk en hel del. Alt tyder på at der er en 

direkte sammenhæng mellem størrelsen af indvandrergrupper, deres bosætningstæthed 

og/eller netværks styrker, og graden af deltagelse i demokratiske processer. 

Derfor er der stort set kun valgt indvandrerkandidater i de byer, hvor der bor 

mange indvandrere, og hvor såkaldte ghettodannelser normalt anses for et negativt 

fænomen, synes de således ikke desto mindre at være fremmende for kollektiv 

mobilisering til deltagelse i demokratiet (Togeby, 2000b). At dette så i højere 

grad synes at være et faktum i Danmark end i andre lande, kan som sagt hænge 

sammen med både muligheden for at stemme personligt og en lavere grad en 

kooptering af indvandrere og indvandrerorganisationer i det statslige forvaltningsapparat. 

Udformningen af de politiske institutioner er på denne måde en 

overordentlig væsentlig, måske den væsentligste variabel til forklaring af mønstrene 

i indvandrernes politiske deltagelse. 

6.5 Etniske minoriteters tilpasning til livet i Danmark 

De foregående afsnit har beskrevet væsentlige holdningsmæssige og formelle 

rammer for etniske minoriteters integration i det civile samfund og i samfundets 

demokratiske processer og institutioner - og har desuden set på arten og omfanget 

af deres faktiske integration på disse områder. Dette afsnit vil kort behandle 

tre andre væsentlige parametre for etniske minoriteters integration, nemlig diskrimination 

og minoriteternes oplevelse af diskrimination, deres hverdagsliv og 

“strategier” for tilpasning i hverdagen, og endelig minoritetsunge mellem tilpasning 

og modstand (Ejrnæs, 2002; Røgilds, 2002). Andre væsentlige delområder 

med relation til kulturmødet vil blive behandlet i kapitel 7, og børn og unges integration 

vil blive mere indgående fremstillet i kapitel 8. 

107

Hvad diskrimination og ulige behandling af minoriteter angår, har flere studier på 

et overordnet plan påvist, at der findes en strukturel og institutionel diskriminationsfaktor, 

der f.eks. har forhindret etniske minoriteter i at komme ind på arbejdsmarkedet 

og få adgang til boliger, forsørgelsesydelser mv. (Ejrnæs, 2001; 

Horst, 1991; Schierup, 1993). De senere år har en del empiriske studier påvist 

omfanget af diskriminationen og dens følger. F.eks. viste PLS Consult’s undersøgelse 

Praktikpladssituationen (1996), at der var en række barrierer for at unge 

med etnisk minoritetsbaggrund kunne få praktikplads. Hjarnø & Jensen (1997) 

har i form at et socialt eksperiment tydeliggjort, at diskriminationen af unge med 

denne baggrund var meget betydelig (ibid., s. 18). 

Birgit Møller & Lise Togeby (1999) har i en repræsentativ undersøgelse vist, at 

store men varierende andele af de enkelte etniske minoritetsgrupper oplever diskrimination. 

F.eks. har 66% af somaliere, 34% af tyrkere, 30% af libanesere/palæstinensere 

og 11% af bosniere oplevet, at danskere har råbt efter dem. 

Mellem 4% og 14% har været ude for at danskere har overfaldet dem. Forfatterne 

fremhæver forskellige faktorer, der kan forklare den forskellige oplevelse af diskrimination. 

Et højt aktivitetsniveau (synlighed), ringe kontakt til majoritetsbefolkningen 

og ressourcesvaghed er katalysatorer for oplevelse af diskrimination. 

Også unge, der har erhvervet sig kompetencer på linje med den øvrige befolkning, 

føler sig stærkt diskrimineret, idet de direkte sammenligner sig med danskere 

og indretter deres ideelle forventningshorisont derefter. Det skal her understreges, 

at de nævnte faktorer ikke må forstås som diskriminationens grunde 

og at udtrykket “oplevet diskrimination” ikke må misfortolkes sådan, at diskrimination 

ikke er et reelt forekommende samfundsfænomen. Snarere er det sådan, 

at danskernes negative og undertiden diskriminerende holdninger til indvandrere 

får forskellig betydning for forskellige etniske minoritetsgrupper på grund af forskelle 

i baggrund, social situation og forventningshorisont. 

Flemming Mikkelsen (2001) har fundet lignende tendenser med hensyn til oplevelsen 

af diskrimination. Hans analyse viser, at oprindelsesland er en vigtig faktor: 

Iranere har den største sandsynlighed for at blive diskrimineret, irakere den 

næststørste, derefter kommer pakistanere og libanesere, mens eksjugoslaver har 

den mindste. Mikkelsen viser også, at en overvægt af udenlandske venner øger 


NING

sandsynligheden for at opleve sig som diskrimineret, at mennesker der har været 

længe i Danmark har mindre sandsynlighed for at få denne oplevelse, og at 

hjemmegående og pensionister har mindre sandsynlighed for det sammenlignet 

med folk i arbejde. 

Hvad angår etniske minoriteters tilpasning til hverdagslivet i Danmark og de strategier, 

de i den forbindelse benytter sig af, må det siges at vores forskningsbaserede 

viden er baseret på et relativt lille antal empirisk (lokalt og/eller etnisk) 

fokuserede undersøgelser (primært Bajaj & Laursen, 1988; Diken, 1995; Ejrnæs & 

Tireli, 1997; Kofoed, 1997; Preis, 1996; Schierup, 1988; Tilia, 1996 & 1998). Der 

findes ingen generelle, overgribende eller tværgående sociologisk-kulturelle forklaringsrammer, 

der er i stand til at levere autoritative svar på de mange 

spørgsmål, feltet rejser om forskellige tilpasningsstrategiers grundlag og udformning. 

De mest interessante af de nævnte undersøgelser er de komparative: dem 

der enten sammenligner tilsvarende etniske gruppers tilpasning i Danmark og andre 

lande, eller sammenligner etniske minoritetsgruppers forhold med majoritetsbefolkningens. 

F.eks. har Belinda Preis (1996) studeret tamilers tilpasningsmekanismer i henholdsvis 

Danmark og England og fundet frem til en klientgørende sagsbehandlerkultur 

i Danmark, som gør tamiler mindre selvhjulpne end tamiler i England. 

Tilias samtidige undersøgelser af tamiler i Danmark lægger dog mere vægt på 

samfundsstrukturens generelt assimilatoriske kraft, sådan at hverdagslivet gradvist 

kommer til at nærme sig danskeres gennem f.eks. ens arbejdstider, børnepasningsordninger 

osv. Tidligere havde Carl-Ulrik Schierup (1988) undersøgt en 

gruppe jugoslaviske vlach’ere i Helsingør-området og sammenlignet dem med en 

gruppe vlach’ere i Sverige. Til trods for deres ensartede kulturelle sammensætning 

har de ikke desto mindre udviklet forskellige integrationsmønstre, hvilket 

efter forfatterens mening skyldes et godt samspil i Helsingør mellem “tvangsmæssig 

socialisation til systemets normer og en separat organisering af egne erfaringer, 

egen identitet og egne kanaler for indflydelse” (1998: 209). Ikke mindst 

kontakten med arbejdskammeraterne var her en vigtig faktor. Der udvikles en 

form for “dobbelt kulturkompetence”, der er forskellig fra egentlig assimilation. 

De svenske vlach’ere havde en meget anden arbejdssituation, der indebar at de 

109

ikke kom til at indgå i et arbejdskollektiv sammen med svenskere. I sammenhæng 

med et offentligt mediepres betød det, at vlach’erne udviklede en følelse af afmagt 

snarere end deltagelse og medborgerskab. Både Tilias og Schierups konklusioner 

støtter den tidligere fremsatte antagelse om, at udformningen af værtslandets 

institutioner og muligheden for selvorganisering er væsentlige kanaler for 

etniske mindretals tilpasning. 

Endelig omfatter Lene Kofoeds analyse (1997) tre undervisningsprojekter for unge 

flygtninge, hvor hun specielt fokuserer på flygtninges muligheder og vilkår for at 

vælge uddannelse. Hun peger på følgende faktorer som betydningsfulde for dette 

valg: flygtninges opfattelse af tid, deres drømme og oplevelse af anderledeshed i 

forhold til normer, som lærerne udstikker, og deres nationalitet. Disse faktorer 

definerer situationen for både flygtninge og lærere som aktører på den givne uddannelsesinstitution; 

lærerne har magten, men opretholder en forestilling om et 

reelt valg for flygtningene, samtidig med at de påpeger disses urealistiske ambitioner. 

Derfor er flygtninge som andre unge i tvivl om fremtiden, men mere end 

for etnisk danske gælder, at tvivlen og usikkerheden udgør grundlæggende eksistensvilkår 

for dem. 

For unge indvandrere generelt viser forskningsresultaterne mere alment, at de på 

forskellige måder forsøger sig med strategier og identitetsdannelser, der svinger 

mellem flere kulturer, og som engang imellem trækker på dem alle med held, 

mens der i andre tilfælde opstår spændinger og modsætningsforhold mellem 

dem. Næsten alle indvandrerunge opererer med “symbolske etniciteter” (Necef, 

1996), og Mørck (1998) har undersøgt hvordan modstillingen mellem tradition og 

modernitet hjælper med til at udvikle nye former for etniske og kønsspecifikke 

blandingsidentiteter, identitetsformer der konstant “pendler mellem temmelig 

adskilte verdener” (1998: 295). Üzeyir Tireli lægger i sin undersøgelse af etniske 

minoritetsunge i europæiske storbyer mere vægt på de overlevelsesstrategier, 

som de udvikler, og fremsætter den tese at ungdommen fungerer som bindeled 

mellem en marginaliseret forældregeneration og det omgivende samfund. De unge 

gennemgår en distanceringsproces både i forhold til forældre og samfund, 

men også en rekonstruktionsproces, hvor de unge forsøger at opfinde nye etniske 

identiteter og strategier. De nyeste strategier er her efter Tirelis mening karakteriseret 

ved at centreres om en bekæmpelse af nyracismen. Endelig fremhæver 


NING

Flemming Røgilds (1995) de unges interesse for deres rødder og ser heri på den 

ene side en “erindringens hermeneutik [indlevende genfortolkning] i forhold til 

deres oprindelige kultur og på den anden side (...) en helt anden kritik af moderniteten 

og moderniseringsprocesserne end den, man eller er vant til at se repræsenteret 

i Vesten” (1995: 240). Hos Røgilds bliver de unges tilpasning primært er 

spørgsmål om hele tiden at operere med grænsedragning, grænsekontrol og 

grænseoverskridelse i deres relationer til både andre etniske minoritetsunge og 

etniske danskere. 

Den eksisterende forskning er således enig om, at de unge 2.generationsindvandrere 

repræsenterer et væsentligt studieobjekt med henblik på 

at indfange, hvordan integrationsprocessens kompleksiteter udspiller sig over tid, 

både kulturelt og socialt, og der synes at være enighed om at fokusere på kulturblandinger 

og identitetsforhandlinger (hvilket støttes af international forskning 

på feltet). Svagheden ved vores viden i en større sammenhæng er, at alle de 

nævnte forskere - og også andre (f.eks. Højfeldt Jørgensen, 2001) - anvender selektivt 

udvalgte informanter og beskæftiger sig med meget specifikt afgrænsede 

problemstillinger. Det er derfor svært at give et præcist billede af, hvor udbredte 

og repræsentative de forskellige afdækkede tendenser er. 

6.6 Behov for ny forskning 

Som det allerede er blevet berørt, er den viden vi p.t. ligger inde med på de de 

fleste af de felter, som kapitlet har behandlet, ret ufuldstændig og fragmenteret. 

Det er et problem, at konklusioner tit har karakter af hvad der forekommer 

at være mest sandsynligt på basis af den eksisterende viden (snarere end på systematisk 

opnåede resultater og dermed en mere “positiv” viden) og på andre 

områder hviler på lidt forældede data. Det er også problematisk at dansk forskning 

på integrationsområdet mangler en veludviklet teoriramme og ofte spalter 

sig op i på den ene side empirisk orienterede studier af konkrete integrationsprocesser 

og på den anden side teoretiske og begrebslige fremstillinger uden klare 

empiriske eller policy-orienterede forankringer. Der er behov for langt flere forsøg 

på integration af kvantitative og kvalitative analysemetoder og af teoretisk 

og empirisk arbejde. Visse delområder er desuden praktisk taget ukendt vidensland, 

f.eks. indvandrerorganisationernes og indvandrernetværkenes rolle i civil- 

111

samfundet, indvandreres medieforbrug, sammenhænge mellem reel og oplevet 

diskrimination, og betydningen af religion for danskernes holdninger til indvandrere. 

Endelig er der et påtrængende behov for flere og grundigere studier, der 

placerer integrationsprocesser i Danmark i et internationalt perspektiv, bl.a. 

gennem sammenlignende studier med forhold i andre lande, men også ved at fokusere 

på spændingsforholdet mellem nationalt medborgerskab og transnationale 

orienteringer og tilhørsforhold. Der er på flere af disse områder for nylig blevet 

igangsat relevante forskningsprojekter, bl.a. i regi af AMID, men der er tydeligvis 

behov for mere og flere. I kapitel 11 vender vi tilbage til mere konkrete forslag 

til ny forskning. 


NING

Kapitel 7: Værdier og normer i 

kulturmødet 


Hvor kapitel 6 drejede sig om gensidige forestillinger og kontaktflader mellem 

indvandrere og danskere, især i form af indvandreres deltagelse i demokratiske 

samfundsprocesser, handler dette kapitel om værdiorienterede og normative dimensioner 

af kulturmødet mellem etniske minoriteter og den danske majoritetsbefolkning 

og disses betydning for integrationsprocesserne. Der fokuseres især på 

betydningen af familieværdier og religion for integrationsprocesserne, på sprog 

som bærer af kulturelle betydninger i en samfunds- og uddannelsessammenhæng 

(det faktuelle vidensgrundlag om danske forhold på området er dog relativt spinkelt 

- jf. Holmen, 2002) samt på enkelte andre sider af kulturmødet. Hvad angår 

familie, vil der i dette kapitel især blive set på familieformer og -traditioner med 

særligt henblik på normer vedr. indgåelse af ægteskab og omgangen mellem 

kønnene og generationerne, mens aspektet “børnepasning og børneopdragelse” 

(herunder familiens relationer til institutionerne) vil blive særskilt behandlet i 

kapitel 8. 

7.2 Betydningen af familieformer og -traditioner for integrationsprocesserne 

Det skal først præciseres, at udtrykket “familieform” omfatter de rammer, der 

definerer familien som en enhed, herunder spørgsmål om ægteskabet og dets 

forudsætninger, om familien som en kerne- eller storfamilie, om antallet af 

børn, arbejdsdelinger inden for familien osv. “Familietradition” dækker på sin 

side sådanne spørgsmål som f.eks. styrende normer for relationer mellem kønnene 

og generationerne, for adfærd og børneopdragelse, og for vekselvirkningen 

med det omgivende samfund. Selv om både former og traditioner har en indbygget 

tendens til at holde fast og bevare tingene som de altid har været, så er det 

ikke desto mindre klart, at de reelt ikke er statiske men kan ændres over tid. 

Dermed ændres disse dele af indvandrerkulturer sig i mødet med værtslandet og 

dets krav og normer. Det indebærer ikke nødvendigvis, at etniske minoriteters 

familieformer over tid assimileres fuldstændigt til dem, som flertallet af danskere 

lever under. Ofte vil der udvikle sig forskellige varianter af diaspora-kulturer, 

113

hvor nye samlivsformer opstår i mødet mellem oprindelses- og værtskultur 

(Schmidt, 2002). 

Familieformer, -traditioner og -værdier kan være såvel relevante som mindre relevante 

i et integrationsperspektiv. Visse sider af familielivet, f.eks. de retter en 

familie måtte sætte på middagsbordet, hører til privatlivet i snæver forstand og 

har ingen direkte betydning for integrationen - selv om også dette aspekt kan blive 

udsat for stigmatisering og dermed bidrage til en opfattelse blandt indvandrere 

af at tilhøre en negativ Andethed. Omvendt er det naturligvis væsentligt, om 

de holdninger til arbejde, adfærd og samfundsdeltagelse i øvrigt, som indpodes 

gennem familien, samt de sproglige omgangsformer familien interagerer igennem, 

er i overensstemmelse med dem, som det danske samfund generelt hviler 

på. 

Det må også understreges, at etniske minoriteter i Danmark repræsenterer meget 

forskellige kulturbaggrunde og dermed også forskellige værdier og traditioner 

hvad familielivet angår. De udgør ikke nogen samlet, homogen gruppe. Desuden 

er der store forskelle hvad angår generationstilpasning og længden af erfaring 

med og deltagelse i det danske samfund. Endelig er det vigtigt at gøre sig klart, 

at heller ikke danskere er nogen kulturelt entydig og absolut homogen masse på 

disse områder. “Dansk familieliv” dækker over en variation af forskelligartede 

kulturelle praksisser, som på den ene side finder sted inden for en bredt sagt 

fælles ramme, men også opviser forskelligheder i relationerne mellem hvad der 

er (helt) privat og hvad der er (mere) vedkommende for samfundets funktionsdygtighed. 

Samme elasticitet må udstrækkes til også at omfatte vurderingen af 

etniske minoriteters familieformer og deres muligheder for tilpasning til det danske 

samfund. 

Hvor litteraturen om etniske minoritetsbørn og -unge i en bredere social sammenhæng 

generelt er relativt omfattende (kapitel 8), er der i Danmark på det 

her behandlede felt ikke foretaget særligt mange dyberegående undersøgelser 

(se dog Bøggild Mortensen, 1989; Gynther & Varming, 1996; Just Jeppesen, 

1989), og ekstremt få der dækker helt aktuelle forhold (Berg Sørensen, 1999; 

Gaarde Madsen, 2000; Schmidt & Jakobsen, 2000). I det øvrige norden er der lidt 

114 KAPITEL 7: VÆRDIER OG NORMER I KULTURMØ- 

DET

mere viden på feltet (Berg, 1994; Bredal, 1998 & 1999), mens der i f.eks. USA er 

forsket både bredere og dybere i problemstillingerne (f.eks. Benokraitis, 2001; 

Coontz et al., 1999; Mindel & Haberstein, 1981). Desuden er Jan Hjarnø i regi af 

AMID i gang med en større undersøgelse om interaktionen mellem slægtskab og 

ægteskab, og i samme forskningsenhed forsker Vera Botelho i sammenlignende 

fertilitetsmønstre for minoritets- og majoritetsfamilier. Mangelen på viden er så 

meget mere påfaldende, som de offentlige debatter og politiske initiativer om 

indvandrere, familier og ægteskab i stor udstrækning har fokuseret på “arrangerede 

ægteskaber”, “tvangsægteskaber” og generelt på autoritære og patriarkalske 

familieformer. Men i realiteten ved vi altså relativt lidt, og det vi ved funderer 

sig på meget få og spredte undersøgelser. 

I kort form kan den viden, vi har, sammenfattes som følger. Indvandrerfamilien 

undergår i mødet med det danske samfund en række forandringer. En del traditioner 

synes at ændres hurtigt og inden for de første generationer. Antallet af etniske 

minoritetspersoner, der vælger kun at tale oprindelsessproget med deres 

børn (5%-10%), er betydeligt mindre end det antal, der taler det med deres søskende 

(10-40%) eller med deres forældre (65-90%). Hvor max 7% udelukkende 

taler dansk med deres forældre, anvender mellem 15 og 55% udelukkende dansk i 

kommunikationen med deres børn (Schmidt & Jakobsen, 2000), mens en del (især 

blandt etniske tyrkere) benytter sig af en blanding af dansk og oprindelsessproget. 

Der kan således i den pågældende undersøgelse spores en klar, generationsbestemt 

glidning mod dansksprogethed blandt etniske minoriteter. Endelig er der 

flere “nydanske” end etnisk danske mødre der mener, at når barnet er 3-5 år 

gammelt, har det bedst af at blive passet ude og at møde en dansk hverdag; de 

tilsidesætter dermed medbragte traditioner for børneopdragelse i hjemmet for 

at give børnene bedre muligheder for at klare sig i samfundet. 

Der er ikke desto mindre ringe tvivl om, at mødet med Danmark kan være meget 

problematisk for ikke mindst den patriarkalske familiestruktur, der hersker i visse 

indvandrerfamilier, især i de tilfælde hvor kvinderne har påtaget sig mere aktive 

og udadvendte roller (Bøggild Mortensen, 1989; Berg Sørensen, 1999). Det kan 

medføre, at fædre/ægtefæller gør meget for at holde fast på den traditionelle 

familiestruktur og dens grundlæggende værdier, fordi ændringerne udgør en 

115

trussel mod deres magtpositioner i familien og også mod deres selvbillede. At også 

børn har muligheder for et mål af selvstændighed og mobilitet kan ligeledes 

bidrage til at skabe konflikter. Forældre kan blive bange for at “miste” eller blive 

fremmedgjort over for deres børn, og kan af den grund vælge at håndtere visse 

traditioner endnu strengere end hvad der gælder i oprindelseslandet. På den 

måde bliver en fastholdelse af familietraditionerne nu og da skærpet, både i 

form og betydning, netop på grund af den udfordring, som det nye samfund stiller 

familien overfor, og som kan opleves som en trussel om værdiers opløsning og 

forfald. Børnene er på deres side bange for at svigte deres forældre, og vælger 

derfor ofte at tie stille om deres liv uden for familien, for i hvert fald at minimere 

både de åbne konflikter og deres egen følelse af ambivalens, delt som de er 

mellem to eller flere verdener og identiteter (Mørck, 1998). Dette gælder nok i 

særdeleshed piger, men også drenge, som på den ene side opdrages til at overtage 

fædrenes autoritære position i og ansvar for familien, men på den anden også 

til respekt for samfundets institutioner og normer, som ikke blåstempler den 

kønsrollefordeling, der hersker i mange indvandrerfamilier (Berg, 1994). 

Kulturelle elementer som etniske minoriteter i både 1. og 2. generation synes at 

holde fast på, er religion og respekten for de ældre, samt at man for de flestes 

vedkommende ønsker at gifte sig med personer, der kommer fra ens egen etniske 

gruppe (men meget nødig med personer fra andre etniske minoritetsgrupper, jvf. 

Hans Jørgen Nielsens bidrag til Mogensen & Mathiessen, 2000: 410). Hvad de første 

to elementer angår, er der tale om at fastholde bestemte adfærds- og dannelsesidealer, 

mens grunden til at man holder fast i traditionen med at gifte sig 

med personer fra egen etnisk gruppe er mere kompleks. Her kan man ikke slet og 

ret tale om visse traditioners sejlivethed, men mere om bevidste forsøg på at beskytte 

en bestemt kulturel identitet (ofte omfattende en bestemt slags religiøs 

praksis) og på at undgå kulturelt betingede konflikter inden for en nyetableret 

familie og mellem familiegenerationerne. 

Iflg. Garbi Schmidt og Vibeke Jakobsens undersøgelse 20 År i Danmark (2000), er 

langt de fleste indvandrere gift - flest af dem med oprindelse i Pakistan og Tyrkiet, 

og lidt færre blandt nydanskere med oprindelse i eks-Jugoslavien, hvor det 

synes at være mere acceptabelt at vente længere med at finde den rette og 


DET

(blandt mænd) eventuelt at eksperimentere med flere forhold, før man gifter 

sig. Der er således forskellige normer i forskellige indvandrerfamilier for, hvornår 

man bør gifte sig, afhængigt af oprindelsesland og af om man er mand eller kvinde. 

Blandt indvandrere af pakistansk oprindelse er det f.eks. sådan, at kun 5% af 

mændene gifter sig, når de er under 19 år, og 35% når de er over 25. Til gengæld 

gifter 45% af kvinderne sig, når de er mellem 19 og 21 år. Indgåelsestidspunkt for 

ægteskab afhænger altså i stor udstrækning af hvordan seksualitet fortolkes og 

indplaceres i et socialt perspektiv. Dér hvor kvindens seksualitet opfattes som 

lettere krænkelig end mandens og det ses som vigtigt at hun er jomfru ved indgåelse 

af giftermålet, vil det normalt indebære at kvinder vil blive tilskyndet til 

ægteskab tidligere. Blandt indvandrere med oprindelse i Tyrkiet viser det sig, at 

90% af kvinderne og 70% af mændene har giftet sig før de er 22 år. Selv om der 

således også her er forskel på kvinder og mænd, anses det tydeligvis for vigtigt 

for begge køn at deres seksualitet sættes tidligt ind i faste familierammer. 

Der er i princippet tre forskellige måder at finde sin partner på, nemlig gennem 

frit individuelt valg, gennem arrangerede ægteskabsformer (hvor både den uge 

selv og familierne involveres i partnerbeslutningen og hvor ægteskabet i væsentlig 

grad ses som en praktisk foranstaltning) og i form af egentlige tvangsægteskaber 

(hvor forældrene egenrådigt står for beslutningen). Der findes ingen pålidelige 

opgørelser over den statistiske fordeling af de tre former blandt etniske minoritetsunge, 

men der er næppe tvivl om, at mange ægteskaber kan indplaceres i 

kategorien arrangerede ægteskaber, mens egentlige tvangsægteskaber formentlig 

er sjældne (Just Jeppesen, 1989; Gaarde Madsen, 2000), også selv om grænsen 

mellem de to kan være flydende. Arrangerede ægteskaber og inddragelse af 

forældrene ses som en måde at gøre ægteskabet moralsk gyldigt og legitimt, også 

fra et religiøst synspunkt. Desuden kan usikkerheden på, om og i hvilken udstrækning 

etnisk danske mænd har haft tidligere seksuelle erfaringer samt om de 

vil have samme ansvarsfølelse over for de ældre generationer gøre det mere attraktivt 

eller “sikkert” at se sig om efter en partner fra den egne etniske gruppe, 

ikke mindst fra oprindelseslandet. 

For uanset at det også er forbundet med en række praktiske og erfaringsmæssige 

ulemper (Schmidt & Jakobsen, 2000), er der fortsat mange nydanskere der gifter 

117

sig med personer fra oprindelseslandet. For alle grupper er det mere end 60%, og 

for tyrkiske unge mere end 90% for begge køns vedkommende--og tallet har endog 

været svagt stigende mellem 1990 og 2000. Grundene er, udover de nævnte, 

frygten for at danskere for let lader sig skille, at kulturforskellene vil vise sig at 

være uoverstigelige, samt at man herigennem forsøger at værne om og videreføre 

ens egen kulturbaggrund. Endelig kan det være at veludviklede tætte familienetværk 

til oprindelseslandet gør det relativt nemmere at finde egnede ægteskabsemner 

dér end i Danmark. 

Spørgsmålet om i hvilket omfang forældre og slægt skal have indflydelse på valg 

af ægtefælle synes dog at være under hastig forandring. Der synes at være en 

stigning i accepten af, at 3. generation selv skal have lov til at vælge deres ægteskabspartner 

uden påvirkning fra familien - f.eks. er 50% af de pakistanske 

forældre i Schmidt & Jakobsens undersøgelse enig i dette, mens der både her og 

blandt de andre grupper i undersøgelsen er færre, der synes det er i orden hvis 

deres børn gifter sig med en dansker (f.eks. 20-30% blandt pakistanerne). Her ser 

det ud som om hensynet til beskyttelsen af egen kulturbaggrund, ikke mindst familien 

som ramme om religiøsitet i en socialt praktisk sammenhæng, er væsentlig 

for alle generationerne. Dog spiller det religiøse aspekt en større rolle for personer 

af muslimsk observans end for personer med kristen baggrund. (Se yderligere 

under 7.3.) 

Det skal endelig bemærkes, at langt den mest udbredte familieform blandt etniske 

minoriteter er kernefamilien, selv om der er flere etniske unge der bor i storfamilier 

end tilfældet er for danskere (ca. 10 %, iflg. Just Jeppesen & Nielsen, 

1998 & 2001). Etniske minoritetsbørn har også flere søskende end deres tilsvarende 

danske modpoler (22% af de danske børn er enebørn, hvilket kun gælder 

9% af etniske minoritetsbørn). Det er dog sådan, at også blandt indvandrere er 

det mest almindeligt at man har 2 børn, og kun et meget lille antal har 5 eller 6 

børn (nemlig 2%). Forskellen til den danske majoritetsbefolkning er således på 

dette punkt relativt uvæsentlig. 


DET

7.3 Betydningen af religion og religiøsitet for integrationsprocesserne 

I lyset af den omfattende betydning, det må formodes at religionsområdet har 

for etniske minoriteters muligheder og lyst til integration i det danske samfund, 

er der tale om et overraskende underbelyst felt, hvor vores forskningsbaserede 

viden er begrænset (Mortensen, 2002). Årsagerne til områdets centrale placering 

er mange, og nogle har allerede været omtalt både i dette og tidligere kapitler. 

For det første har flere undersøgelser klarlagt, at indvandrerskepsissen i den danske 

befolkning ikke mindst næres af negative fremmedbilleder af islam og den 

muslimske verden og at det er på dette punkt at dansk tolerance og åbenhed 

møder den mest afgørende udfordring (kapitel 6). For det andet er det i visse tilfælde 

både i dag og historisk sådan, at det er religiøs forfølgelse der har udgjort 

et vigtigt motiv til at flygte/migrere fra oprindelseslandet, og for disse migranter 

har religiøsiteten selvfølgelig antaget en overordentlig stor betydning. Men for 

det tredje gælder vel mere generelt, at indvandrere fra 3. lande vil have en tendens 

til at tillægge religion en langt mere eksistentiel og identitetsskabende rolle 

end det gælder for etniske danskere, herunder at forstå og praktisere religion i 

et bredt spektrum af sociale og kulturelle sammenhænge, hvor den her anerkendte 

skillelinje mellem offentligt og privat ikke er væsentlig. 

I det religiøse felt står vi med andre ord over for et potentielt konfliktskabende 

kulturmøde: mellem på den ene side et sekulariseret værtssamfund, hvor religionens 

betydning er minimal og hvor religionsdyrkelse er henvist til privatsfæren, 

og på den anden side religionens helt anderledes, socialt mere altomfattende og 

individuelt mere identitetssættende betydning for de fleste etniske minoriteter - 

et forhold, der kan forværres af gensidigt negative billeder af henholdsvis “gæster” 

der ikke respekterer værtssamfundets rammer og regler for religionsdyrkelse 

og religionsfrihed, og på den anden side “værter” der repræsenterer normløshed, 

værdianarki og materialisme. I det perspektiv forekommer konfliktpotentialet 

i religionsfeltet at være langt større end integrationsmulighederne, hvilket 

bestyrkes af de offentlige debatter i Danmark om f.eks. muslimske gravpladser, 

tørklæder på arbejdspladsen og islamisk fundamentalisme, samt af indvandrernes 

præferencer for personligt at omgås med og indgå ægteskab med ligesindede fra 

egen etnisk gruppe (jvf. 7.2). 

119

Det bestyrkes på en anden måde også af en af de få undersøgelser der er foretaget 

af religionens sammenhæng med integration på arbejdsmarkedet, udført i 

regi af Rockwoolfonden (Mogensen & Mathiessen, 2000). Der er tale om en surveyundersøgelse, 

som dokumenterer at 61% af de kristne, 50% uden religion, 50% 

af buddhisterne og 40% af muslimerne blandt indvandrerne i den undersøgte population 

var i beskæftigelse. For både muslimer og kristne gjaldt det, at dem 

som går til gudstjeneste/bøn og ikke drikker alkohol er væsentligt dårligere integreret 

end de øvrige. Den almene konklusion i rapporten er, at fastholdelse af 

egne normer svækker chancerne for beskæftigelse, samt at det især spiller negativt 

ind at være muslim (ibid: 441). 

Generelt synes den danske “toleranceprofil” hvad angår religionsdyrkelse at ligge 

relativt lavt sammenlignet med andre lande. Gaasholt & Togeby (1995) kommenterer 

f.eks. den store forskel på Danmark og Norge i så henseende: “Mest overraskende 

er måske de relativt intolerante svar på spørgsmålet om indvandrere frit 

skal kunne forkynde og udøve deres religion i Danmark, idet kun 54% giver tilslutning 

hertil. Endnu mere påfaldende bliver dette, når man tager i betragtning, at i 

Norge, hvor tolerancen ellers ligger på nogenlunde samme niveau som i Danmark, 

giver 70% på samme tidspunkt et tolerant svar. (...) Måske er det netop sekulariseringen, 

der gør os så utrygge ved religiøse mennesker?” (1996: 44). John Aggergaard 

Larsen har undersøgt hvorfor bosniske muslimer har fået en så relativt god 

presse i Danmark og konkluderer at “det er ikke den specifikke religion, men selve 

det religiøse, som dele af den danske befolkning vender sig imod” (Dansk Sociologi, 

1998, nr. 1: 19). Omend det nok er rigtigt at der findes en generel berøringsangst 

over for artikuleret religiøsitet, så har Susan Sundback dog i et bidrag 

til Gustafsson & Pettersson (2000: 301) dokumenteret, at der for skandinaver generelt 

synes at være en væsentlig skillelinje mellem hvilke religioner, der er tale 

om. I undersøgelsen svarer forestillingen om at få muslimer til naboer til ønsket 

om/frygten for at få politiske ekstremister som naboer, hvadenten der er tale om 

højre- eller venstreekstremister, hvorimod ideen om at få hinduer eller jøder 

som naboer viste sig at være mere spiselig. 

Et interessant spørgsmål er naturligvis om og i hvilken udstrækning etniske minoriteters 

religiøsitet og de dermed forbundne foreninger og organisationer hjælper 


DET

med til at forme overgangen til livet i det danske samfund og muligvis giver en 

form for kollektiv tryghed og identitetsmæssig styrke til at klare de sociale og 

økonomiske vanskeligheder, migrations- og integrationsprocessen indebærer. Et 

andet relevant emne er de forandringer, indvandrernes religiøsitet gennemgår i 

løbet af integrationsprocessen. Det første er der praktisk taget ingen viden om i 

dag. Det andet er der lavet enkelte undersøgelser af. F.eks. har Marianne Qvortrup 

Fibiger forsket i tamilske hinduer i Danmark og har i den forbindelse påvist 

hvordan der udviklet sig “tredje identiteter” i kulturmødet. Hun finder at tamilerne 

føler sig fanget mellem to kulturparadigmer: det danske sekulariserede, 

der karakteriserer kultiske handlinger i overensstemmelse med hinduismen som 

overtro, og det hinduistisk-traditionelle, som de ikke mener at kunne eller ville 

fraskrive sig, selv om de kan se at det for udenforstående måtte virke malplaceret 

og ude af trit med et vestligt og moderne samfund. Derfor kommer deres brug 

af og tilgang til den også til at ændre sig. Der opstår noget tredje, en specifikt 

dansk-tamilsk hinduisme. (Fibiger, 2002: 1ff.). Forholdet til religionen forskyder 

sig: religion bliver en enhed i og for sig selv, og ikke blot en del af deres hele 

“way of life”, som den var før tiden i Danmark, for her sættes der ord på religionen 

og der reflekteres over den. 

Om denne konklusion kan almengøres til at gælde ændringer i indvandreres religiøsitet 

mere bredt er det ikke muligt at sige på det foreliggende vidensgrundlag. 

Eva Hamberg har i Sverige undersøgt udviklingen i religiøsitet blandt en gruppe 

ungarere, og hun konkluderer at deres religiøse engagement og aktivitet i almindelighed 

er blevet mindsket efter de forlod Ungarn (Hamberg, 2000: 105), mens 

der ikke findes lignende undersøgelser i Danmark, hvor der især savnes grundige, 

fokuserede analyser af betydningen af og udviklingen i muslimske identiteter. 

Religiøsitet bliver undertiden tematiseret i forskellige rapporter og projekter, 

men da oftest som en delmængde af større eller anderledes problemstillinger. 

Integration er en toleddet proces, og indebærer i en religiøs kontekst derfor ikke 

alene et spørgsmål om i hvilken udstrækning etniske minoriteter er i stand til at 

tilpasse deres religiøsitet til det foreliggende samfund og hvordan deres religiøse 

identitet udvikler sig, men omvendt også ét om det danske samfunds rummelighed 

og evne til at acceptere og håndtere religiøs mangfoldighed (og i den forbin- 

121

delse hvordan den grundlovssikrede religionsfrihed i praksis fortolkes). Her spiller 

ikke kun den allerede nævnte sekulariseringstendens og berøringsangsten over 

for religiøs praksis, men også repræsentanten for flertallets religion, Den Danske 

Folkekirke, en oplagt rolle. (Temaet om religiøs diversitet er for tiden genstand 

for en større undersøgelse inden for Det Danske Pluralisme Projekt, som udføres 

af Center for Multireligiøse Studier, Århus Universitet. Se www.teo.au.dk/cms) 

Det er her for det første vigtigt, at den danske evangelisk-lutherske kirke er en 

statskirke, som formelt repræsenterer 87% af befolkningen. Den principielle adskillelse 

af stat og kirke er derfor kun ufuldstændigt gennemført i Danmark, og 

en supplerende tese til forklaring af den udbredte skepsis mod anden religiøs 

praksis og den meget lave tolerance i Danmark kunne være, at det er kombinationen 

af sekularisering og religionens grad af statslig institutionalisering og deraf 

følgende legitimitet, der udgør det særligt danske og i hvert fald medbestemmer 

den danske skepsis over for etniske minoriteters udøvelse af “fremmede” religioner. 

Derfor fremgår det af konklusionerne af en undersøgelse foretaget i 2000 af Kristine 

Kaaber Pors for et såkaldt Islamudvalg nedsat af de danske bisper, at man i 

de folkekirkelige sogne siger ja til sociale rettigheder og religionsfrihed, men ikke 

til religionslighed. Der viste sig også at være stor modstand mod religionsdyrkelse 

og -manifestationer i offentlige rum, hvor kravet til assimilation derfor artikuleres 

meget stærkt (Nielsen, 2000: 76). Men i øvrigt forekommer det som om 

både menigheder og bisper er delt mellem at opfatte andre religioner som en 

trussel og en potentiel berigelse. Skillelinjerne i debatten går mellem at se kulturmødet 

som en fundamentalistisk konflikt mellem hinanden udelukkende trossamfund, 

som en mulighed for at acceptere en vis form for religiøs relativisme 

(pluralisme), eller som et spørgsmål om enten religiøs synkretisme (blandinger af 

religioner og praksisser) eller en egentlig aflæggelse af/afstandtagen fra religiøsitet 

og dermed forbunden praksis (Dahan et al., 1999; Tværkulturelt Center, 

2001). 

Generelt må man sige, at Folkekirken har været langsom til at forholde sig den 

kulturudfordring, som de nye religioner udgør, mens mange private danskere og 


DET

enkeltstående grupperinger med relation til Folkekirken har taget udgangspunkt i 

den kristne tros bud om næstekærlighed til både at tage del i arbejdet med integrationen 

af de etniske minoriteter og at deltage i debatterne om den nødvendige 

religiøse diversitet i et multi-etnisk samfund og om hvordan religiøse identiteter 

kan bringes til at tale med og “forhandle med” hinanden. Det er da også karakteristisk, 

at berøringsangsten over for tematiseringen af de religiøse spørgsmål 

er mindre blandt praktiserende kristne end blandt den sekulariserede befolkning 

som helhed (Mortensen, 2002; se hertil også Skog, 2001 om tilsvarende 

problemstillinger i Sverige). 

Afslutningsvis må det siges, at det er uden for enhver tvivl at religion og religiøst 

relaterede spørgsmål spiller en væsentlig rolle for integrationens succes eller fiasko. 

Denne betydning står i et grelt misforhold til den eksisterende viden på feltet. 

Der er derfor et påtrængende behov for at generere mere viden, f.eks. om 

hvad religion er, hvordan religiøsitet fungerer i de meget forskellige samfund, 

indvandrere kommer fra, og i hvilket omfang religionen, modsat de fleste danskeres 

forestillinger, alligevel spiller en væsentlig rolle i danskernes selvopfattelse 

og sociokulturelle livsprocesser. Der er derfor stort behov for bedre dokumentation 

af den voksende religiøse mangfoldighed i Danmark og de dermed forbundne 

religiøse transformationsprocesser. Der er også behov for specialstudier, 

f.eks. om religion på arbejdspladsen med henblik på at belyse om religiøsitet 

faktisk er en bremse for integration - og hvorfor respektive hvordan. Endelig er 

der et påtrængende behov for mere indgående komparative studier af religion og 

integration i Danmark og andre lande, ikke mindst for at få afdækket religiøsitetens 

præcise rolle i integrationsprocessen relativt til f.eks. familiestrukturer, tolerancetærskler, 

multikulturalismens udbredelse og accept, sammensætningen 

og størrelsen af indvandringen, organiseringen af det offentlige rum, arbejdsmarkedets 

indretning, samt betydningen af sproglige og kommunikative faktorer. 

7.4 Betydningen af sprog og sprogligt bårne kulturformer for integrationsprocessen 

Uanset at der i de senere år er skrevet ganske meget om etniske minoriteters 

danskkundskaber, er relationen mellem disse og den samfundsmæssige integration 

på den ene side og mellem sprogkundskaber og andre forhold af betydning for 

123

integrationsprocesserne slet ikke eller meget dårligt belyst (Holmen, 2002). I 

stedet indgår vurderingen af andetsprogstalendes dansk ofte som en del af den 

biografisk-sociologiske baggrundsbeskrivelse på linje med alder, køn, fødested, 

eller uddannelsesniveau (f.eks. Just Jeppesen, 1989), eller de interviewede bedømmer 

selv deres sprogfærdighed på modersmålet (Nielsen, 1998) eller på 

dansk (Seeberg, 2002). Endelig er der undersøgelser, der som en del af det undersøgte 

felt inddrager selvrapporteret sprogbrug i forskellige situationer 

(Schmidt & Jakobsen, 2000; Boyd et al., 1994), men uden at denne sammenholdes 

med opstillede integrationsmål eller -forudsætninger. I ingen af disse undersøgelser 

foretages en analyse af relationen mellem sprogfærdighed/sprogbrug og 

integration, og det må generelt siges, at den tilgængelige viden er karakteriseret 

af forenklede syn på sprog og sprogs betydning, samt at den alene knytter sig til 

minoriteters udtryksevne i afgrænsede situationer og ikke til den bredere kommunikative 

og kulturhistoriske kontekst, som sprogbrugen indgår i - f.eks. på forskellige 

niveauer af uddannelsessystemet. 

Der vil i det følgende alene blive set på sprog, tosprogethed og kommunikation 

på de to områder, hvor der trods alt er mest viden (især i en international sammenhæng), 

og som der oftest fra politisk og offentligt hold fokuseres på som de 

væsentligste for vellykket integration, nemlig uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. 

Hvad det første angår, lægges der oftest vægt på at det er vigtigt for såkaldt tosprogede 

børn at starte med danskundervisningen tidligere end hidtil for at øge 

deres generelle danskkompetencer og lette integrationen af flere etniske unge i 

ungdomsuddannelserne - dette anbefales f.eks. i Seeberg, 2002. Dette kobles ofte, 

ikke mindst i den aktuelle debat, med forestillingen om at børnenes modersmål, 

altså deres “tosprogethed”, udgør en barriere for den type mål og at modersmålsundervisning 

af den grund bør nedprioriteres eller helt afskaffes. Det 

påpeges desuden ofte og korrekt (bl.a. i den nævnte rapport), at etniske minoritetsunge 

i gymnasiet klarer sig markant dårligere i mundtlig og skriftlig dansk end 

deres etsprogede klassekammerater. 


DET

Om løsningen på problemerne (alene) er fremrykning af danskundervisning til førskoleniveau 

og nedprioritering af modersmålet, forekommer dog i lyset af forskellige 

andre danske og internationale undersøgelser at være tvivlsomt. Et væsentligt 

problem er her, at den danske debat om tosprogede elevers udbytte af 

ungdomsuddannelserne sjældent inddrager en række mere komplicerede faktorer, 

som f.eks. beherskelse af særlige argumentations- og fremstillingsformer 

(Perregaard, 1996), evnen til at kunne trække på forskellige ordforråd og tematiske 

registre i forskellige situationer (Golden & Hvenekilde, 1983), at kunne læse 

skønlitteratur på særlige kulturhistorisk opmærksomme måder (Hvistendahl, 

2001), og i det hele taget bemestringen af kontekstbestemte kommunikationskompetencer: 

Sådanne kompetencer er ikke er rent sproglige fænomener, men 

forudsætter beherskelse af og indlevelse i sammenhænge, der - ofte i form af 

“tavs viden” - er defineret som særligt danske, og som er knyttet til faglige og 

identitetsmæssige udviklingsprocesser i formelle læringssituationer. I stedet fokuseres 

der i danske undersøgelser om tosprogede unge generelt på danskkundskaber 

som helt entydige og rent sproglige kompetencer, der alene varierer i omfang 

og ikke i sammensætning og kvalitet. Indvandrere lider i denne forestilling 

under en slags sprogligt handicap. Sprogbeherskelsen måles med en forestilling 

om det naturlige majoritetssprog, og handicappet skal afhjælpes ved hjælp af 

“mere danskundervisning”. Hvor internationale undersøgelser ganske vist tyder 

på, at børn forholdsvis hurtigt lærer det hverdagssprog, der knytter sig til uformelle 

situationer (her kan tidligere sprogindlæring formentlig give et ekstra 

skub), dér tager det meget længere tid og kræver aktivering af langt flere og anderledes 

ressourcer at opbygge et sprog, der egner sig til mere tunge, komplicerede 

og formelle situationer (Cummins, 2000). I Danmark findes der ingen sådanne 

sprogligt baserede analyser af f.eks. elevernes interaktion med fag, lærere 

eller klassekammerater, ingen klasserumsstudier, og ingen analyser af gruppearbejde, 

opgaveløsning eller elevernes tekstforståelse eller dannelsesbegreb. 

Det andet væsentlige spørgsmål der knytter sig til sproget i uddannelsessystemet 

har at gøre med modersmålets status og betydning for elevernes integration og 

skolepræstationer. Her konkluderede en omfattende registerundersøgelse af 

amerikanske tosprogede elevers skolesucces (Thomas & Collier, 1997), at inddragelsen 

af børnenes modersmål var den enkelte faktor blandt mange, der klarest 

125

adskilte vellykkede skoleprogrammer fra mindre vellykkede, og at inddragelsen 

af modersmålet tilmed var stærkere end de forskelle i social baggrund, der iflg. 

forfatterne er kendt som udslagsgivende i effektmålinger i amerikanske skoler. I 

alt 42000 elever blev fulgt i årene 1986-96 m.h.p. de årlige prøver, alle amerikanske 

børn skal igennem. Det viste sig at de tosprogede elever som gruppe lå 

langt efter gennemsnittet de første 4-5 år, men at de elever, der deltog i en undervisning, 

der foregik på to sprog, hvoraf det ene var elevernes modersmål, 

derefter arbejdede sig op over landsgennemsnittet. De øvrige tosprogede elever 

forblev som gruppe signifikant dårligere end gennemsnittet. 

En lignende tendens er blevet iagttaget i et indskolingsforsøg i Københavns Skolevæsen, 

hvor de tosprogede elever, der modtager undervisning på begge sprog, 

vurderes af lærere og sprogforskere som bedre sprogligt udviklede og bedre socialt 

integrerede end elever på naboskolen, som ikke deltog i dette forsøg (Gimbel 

et al., 2000). P.t. er forsøget udvidet til at omfatte ni skoler. Også Holmen & 

Jørgensen (2001) viser i en undersøgelse af tyrkisk-danske elever i Køge Kommune, 

fra skolestart til 9. klasse, at elevernes kompetence på modersmålet i de små 

klasser er en bedre indikator på senere skolesucces end deres kompetence på 

andetsproget dansk. Det synes også udfra andre (internationale) undersøgelser 

klart, at et veludviklet modersmål har positiv betydning for tosprogede elevers 

faglige udvikling (Cummins, 2000; Hill, 1995; Hyltenstam & Tuomela, 1996; 

Krashen, 1996). Det betyder ikke, at en ekstra indsats for at indlære dansk på 

førskoleniveau ikke er væsentlig, kun at denne indsats ikke kan ses som hverken 

en erstatning for modersmålsundervisning eller andre af de ovenfor nævnte 

sprogligt bårne kompetencer, der hører til på senere skoleniveauer, f.eks. beherskelse 

af skriftsprogets mange kompleksiteter. Endelig spiller selve undervisningens 

kvalitet og tilrettelæggelse en afgørende rolle, formentlig en større rolle 

end kulturelle eller socioøkonomiske forhold i elevernes baggrund (f.eks. Axelsson, 

1999; Brisk, 1998; Hyltenstam et al., 1996; Nielsen, 1996, 1997, 1998). Der 

er dog endnu ikke nok viden på området til endeligt at fastslå, hvad konstaterede 

forskelle i skolepræstationer mellem etsprogede og tosprogede og mellem forskellige 

tosprogede grupper indbyrdes skyldes (Gimbel, 1998; Holmen, 2001; Seeberg, 

2002). 


DET

Vedrørende sprog og integration på arbejdsmarkedet, er der udbredt enighed 

om, at indvandrere og flygtninges danskkundskaber spiller en vigtig rolle for deres 

muligheder på arbejdsmarkedet, og at motivationen for at lære dansk hænger 

sammen med om sproget kan bruges i en beskæftigelsessammenhæng. Der er 

heller ingen tvivl om, at sprog i væsentlig udstrækning læres gennem brug, dvs. i 

kommunikationen med andre mennesker om emner, der er relevante i konkrete 

situationer. Imidlertid understreger mange analyser af emnet, at sproget kun udgør 

en del af en større kompleksitet, der også omfatter strukturforhold på arbejdsmarkedet, 

udtrykt og oplevet diskrimination, marginalisering af indvandrere 

p.g.a. af deres udelukkelse fra væsentlige rekrutterings- og informationsnetværk, 

samt politiske og medieformidlede holdninger til etniske minoriteters 

medborgerskab. Derfor er danskkundskaber langt fra det universalmiddel til integration 

på arbejdsmarkedet man ofte ser det som, ejheller er det alene et 

spørgsmål om at kaste indvandrere ud i arbejdslivet med den grundtanke, at det 

er den bedste eller eneste måde at lære rigtigt dansk. Som tilfældet var med forestillingerne 

om danskindlæring i (før)skolen, er tankegangen for simplistisk. 

I de fleste situationer møder man en sprogbrug, der er indholdsmæssigt bundet 

til konteksten og formålet med kommunikationen, og da denne typisk gentager 

sig i arbejdsrutiner, giver det alt i alt en begrænset sprogbeherskelse. Det er 

klasserummets formål at gå ud over den banale informationsudveksling, ved at 

diskutere emner der ikke direkte er afledt af og begrænset til den praktiske 

hverdag. Det giver et mere nuanceret sprog og en større grad af refleksion over 

sprogets mange sider og anvendelsesmuligheder. Op gennem 90erne har der været 

en stigende metodisk opmærksomhed på betydningen af kommunikation og 

sproglig bevidstgørelse i danskundervisningen af voksne indvandrere. Samtidig 

med den forrige integrationslov (1999) indførtes en omfattende revision af 

danskundervisningen, og der oprettedes kommunale sprogcentre, efteruddannelse 

af lærere, nye undervisningsplaner osv., der altsammen skulle give danskindlæringen 

et løft. I en af de få undersøgelser, hvor der spørges til indvandrere og 

flygtninges vurdering af danskundervisningen (COWI, 2000), vurderes lærerne 

som kompetente, og kursisterne ser sig selv som motiverede. Samtidig udtrykkes 

dog bekymring for at danskundervisningen tager så lang tid og at undervisningen 

af analfabeter er for dårlig. I alt er dog kun 20% af 234 respondenter ikke tilfred- 

127

se. Der peges på behovet for yderligere differentiering i forhold til kursisternes 

uddannelsesbaggrund og der efterlyses anvendelse af andre sprog end dansk som 

undervisningssprog. 

Der er ikke lignende undersøgelser af lærernes vurdering af udviklingen, men 

mange forhold peger på at man på sprogcentrene er gået seriøst ind i en kvalitetsudvikling 

af undervisningen (Holmen, 1999; Lund & Svendsen Pedersen, 

2001). Det gælder også de dele der har at gøre med kursisternes forberedelse til 

arbejdsmarkedet eller med beskæftigedes muligheder for at få særligt tilrettelagt 

danskundervisning på virksomhederne (Undervisningsministeriet, 1999 & 

2000). Der har været stor interesse for at deltage i “Dansk på arbejde”, ét af 

Undervisningsministeriets satsningsfelter i 2001. 

Ligesom der ikke er indsamlet erfaringer fra sprogcentrenes lærere, er der heller 

ikke foretaget systematiske vurderinger af, hvilken gennemslagskraft danskundervisningsloven 

har haft på sprogcentrenes virksomhed. Det er derfor ikke muligt 

at afgøre, om den kritik der nu gøres gældende (LO og DA, 2002), er et ekko 

fra gamle dage eller stadig er berettiget, nemlig at sprogcentrene fastholder indvandrerne 

for længe i en “undervisningskuvøse” (Ottosen, 1992) og samarbejder 

for dårligt med kommuner og arbejdspladser (Laghaei, 1995). En præmis der ofte 

synes at blive lagt til grund er, at arbejdspladsen ses som det optimale læringsrum 

og undervisningsdeltagelse derfor som en overflødig omvej til “naturlig” 

sprogbeherskelse. Et sådant synspunkt kan skyldes for ringe viden om undervisningens 

indhold og funktion eller undervurdering af den opgave som kursisternes 

står overfor. Men den vedholdende kritik kan også hidrøre fra, at sprogcentrene 

er for dårlige til at forberede kursisterne på netop arbejdsmarkedets krav. Problemstillingen 

er ikke systematisk belyst og der er behov for forskning på en lang 

række områder. Mere overordnet ser der dog ikke ud til at herske tvivl om, at en 

nuanceret og anvendelsesorienteret sprogbeherskelse for etniske minoriteter - 

der som nævnt i sig selv ikke er en garanti for fuld anerkendelse eller integration 

- bedst opnås i et nærmere fastlagt samspil mellem klasseundervisning og anvendelse 

i konkrete situationer. Desuden viser relevante undersøgelser (Klein & 

Dittmar, 1979; Latomaa, 1994) klart, at hurtig tilegnelse af andetsprog hænger 

sammen med uddannelsesbaggrund, opholdslængde og alder ved indvandring, 


DET

samt sammensætningen af den enkeltes sociale netværk - men ikke med sproglig 

eller national baggrund eller med brugen af modersmålet i andre domæner, 

f.eks. hjemmet. 

7.5 Betydningen af andre dimensioner af kulturmødet 

De foregående tre afsnit har beskæftiget sig med viden inden for de tre væsentligste 

“objektive” - eller strukturelle - kulturrammer for integrationsprocessen, 

hvor værdier og normer spiller en afgørende rolle, nemlig familie, religion og 

sprog. Imidlertid er det også væsentligt at være opmærksom på, at forholdet 

mellem integrationsproces og kulturmøde også udspiller sig i andre regier og former. 

Her ligger fokus mindre på minoriteternes forhold til majoriteten inden for 

strukturelt formede og essentialistisk opfattede kulturvariabler, og mere på den 

rolle som de enkelte aktører gennem deres værdibearbejdning, ikke mindst 

blandt de etniske minoriteter selv, kan spille for brobygningsprocesserne eksempelvis 

i form af dannelsen af forskellige blandingskulturer. 

Der er ikke en veletableret og omfattende forskning inden for dette område i 

Danmark, men kimen er dog blevet lagt ikke mindst gennem den forskning i etniske 

minoritetsunge, som især forskere som Yvonne Mørck, Flemming Røgilds, 

Üzeyir Tireli og andre (jvf. kapitel 6.5; Ejrnæs, 2002; Røgilds, 2002) har bedrevet 

inden for de seneste 10 år. De repræsenterer forsøg på at forbinde det strukturelle 

og kulturelle niveau med aktørniveauet ved at fokusere på individuelle tilpasnings- 

og overlevelsesstrategier, og belyser herigennem det ambivalente, 

modsætningsfyldte og paradoksale i de erfaringer, der præger etniske minoritetsunges 

identitetsdannelse. Disse orienteringer er imidlertid så nye og også så 

forskellige fra de mere traditionelle og strukturelt inspirerede tilgange, at de ikke 

har sat sig markante spor i den offentlige debat om indvandrere og flygtninge, 

og heller ikke i politiske foranstaltninger der indtil videre er foretaget for at 

fremme integrationen i det danske samfund. Det er, uanset denne omstændighed, 

væsentligt at fremhæve denne forskningsorientering, bl.a. fordi man herigennem 

har muligheden for at indhente væsentlig viden om både generelle relationer 

mellem integration og multikulturalisme, og om minoriteternes egne erfaringer 

med og bearbejdninger af kulturmødet - i form af f.eks. etniske subkulturer, 

ungdomsbander, islamisering af identiteterne og social uro i multi-etniske 

129

ydele. Det er væsentligt, også i et politisk planlægningsperspektiv, at forstå de 

såkaldte glokaliseringsprocesser - globaliseringen fra neden og i lokale sammenhænge 

- der er forbundet med etniske minoriteters oplevelse af deres tilhørsforhold 

og det iboende, komplekse forhold mellem de institutionaliserede integrationstiltag 

fra oven og reaktionerne på og holdningerne til dem fra neden - vel at 

mærke uden at de etniske minoriteter indplaceres i forklaringsskemaerne som 

enten “ofre” eller “problemer” for samfundet. Ulf Hedetofts igangværende 

forskningsprojekt (i regi af AMID) sætter fokus på problemstillinger vedrørende 

de nye migranters placering mellem national “nyracisme” og kulturelle globaliseringsprocesser, 

og undersøger i den forbindelse hvad der specielt karakteriserer 

meningsdannelsen, identitetspolitikker og gensidige forestillinger om etnisk tilhørsforhold 

i den danske kontekst (Hedetoft, 2002). Denne forskningsorienterings 

interesse og metoder kan, som det har vist sig i f.eks. Storbritannien, ikke mindst 

bidrage til en øget forståelse af den mistænksomhed eller ligefrem racisme i 

hverdagen, som etniske minoriteter ofte støder på og som nødvendigvis former 

deres opfattelse både af det danske samfund og af dem selv. 

7.6 Behov for ny forskning 

Det vil være fremgået med stor tydelighed, at der på alle de i dette kapitel behandlede 

delområder er tale om en markant mangel på eller i hvert underforsyning 

med relevant viden, både i praktisk forstand (hvad er der brug for til løsningen 

af konkrete opgaver) og målt i forhold til hvad der i dag eksisterer af viden 

internationalt. Den viden der findes, er partiel og fragmentarisk, eller den har 

karakter af “educated guesses” eller sandsynligheder baseret på ekstrapolationer 

fra forskning bedrevet andre steder end i Danmark (hvilket kan være helt acceptabelt 

angående overordnede teoretiske spørgsmål, men næppe i henseende til 

analysen af mere konkrete empiriske sagsforhold og processer). 

Problemet er mindst, omend stadig betragteligt, på det felt der har med familieformer 

som bærere af værdier at gøre, og størst på det sproglige felt, men alt i 

alt må det siges at situationen generelt er utilfredsfredsstillende. Grundene synes 

at være flere: dels kvantitative (der er forsket for lidt og på for få områder), 

dels kvalitative (bestemte forskningstraditioner og -metoder har haft meget ringe 

udbredelse og eksponering i Danmark), dels “politiske” (meget forskning har haft 


DET

karakter af kortfattede, beskrivende redegørelser, som forsøg på at give hurtige 

svar på problemer, der har fordret politisk handling), og dels “nationale” (indvandringen 

er et relativt nyt fænomen - og det hidtil ret entydige integrationsparadigme 

har næppe lagt op til mere omfattende eller flerdimensionale analyser 

af kulturmødets mange facetter). 

Tilbage står, at der inden for dette kapitels rammer (i endnu højere grad end 

hvad der gjaldt for emnerne behandlet i kapitel 6) findes en række væsentlige 

spørgsmål og problemer af kulturel og identitetsorienteret karakter, som i stigende 

grad dukker op i den offentlige debat og i på den politiske dagsorden, men 

som forskersamfundet endnu ikke i tilstrækkelig grad har videnbaserede svar på. 

For så vidt angår mere konkrete forslag til ny forskning henvises til kapitel 11. 

131

Kapitel 8: Børn og unge 

8.1 Småbørn (førskolebørn) 

8.1.1 Sprogstimulering og dagpasning 

I 1990’erne har der været stor opmærksomhed omkring etniske minoritetsbørns 

udvikling samt deres muligheder for at klare sig i grundskolen, herunder problemer 

i forbindelse med skolestarten. Nogle skoler med mange tosprogede elever 

gjorde gældende, at en del af disse elever manglede både sproglige og sociale 

kompetencer for at kunne følge med. Hertil kom, at en landsdækkende undersøgelse 

viste, at kun 34% af indvandrerbørn talte dansk sikkert ved skolestart, 43% 

talte usikkert dansk, og 23% talte næsten ikke dansk (Madsen et al., 1991). For at 

råde bod på disse forhold har nogle kommuner oprettet forskellige førskoletilbud 

som fx pædagogiske legestuer, hvor barnet dels introduceres til det danske 

sprog, dels indgår i et socialt samspil med andre børn på deres egen alder. En 

anden form for førskoletilbud er mødreundervisning på skolen, hvor deres børn 

samtidig passes i et andet lokale på skolen. Herved lærer både mødre og børn 

dansk, får orientering om danske forhold og bliver trygge ved skolen. Andre 

kommuner har valgt en strategi, som går ud på at gøre de allerede eksisterende 

børnehaver mere attraktive fx ved at ansætte tosprogede medarbejdere, som 

kan barnets sprog og kan tolke dets signaler, og som forældrene kan snakke godt 

med og føle sig trygge ved. 

Vigtigheden af kendskab til dansk sprog og kultur inden skolestart blev slået fast 

gennem en ny ordning om sprogstimulerende tilbud til tosprogede småbørn, som 

blev vedtaget i Folketinget i 1996. Den indebar, at kommunerne kunne tilbyde 

gratis sprogstimulerende tilbud til tosprogede børn, før de begynder i børnehaveklasse/skole; 

men fra 1999 er kommunerne forpligtet til at gennemføre særligt 

sprogstimulerende tilbud i 15 timer om ugen fra det tosprogede barn fylder 4 år. 

Dette tilbud retter sig mod tosprogede børn, der ikke er i daginstitution, og som 

ikke i deres hjemlige omgivelser har kontakt med det danske sprog; men det kan 

også gives til tosprogede børn i daginstitution, som har særlig behov for yderligere 

sprogstøtte. Tilbudet ventes snart udvidet til også at omfatte børn på 3 år. 

132 KAPITEL 8: BØRN OG UN- 

GE

I 1999 havde ca. 33% af kommunerne etableret et særligt sprogstimulerende tilbud 

til tosprogede småbørn (Den Sociale Ankestyrelse, 1999). En landsdækkende 

undersøgelse af flygtninge- og indvandrerbørn på 3 ½ år viser, at de fleste mødre 

(70%) synes, at det er en god idé med disse sprogstimulerende tilbud, men stort 

set alle mødre vil hellere have deres barn i daginstitution end i sprogstimulerende 

tilbud (Jeppesen & Nielsen, 2001). Den viden, der i øvrigt findes om særligt 

sprogstimulerende tilbud, er meget beskeden. Der er derfor behov for en erfaringsopsamling 

om fordele og ulemper ved disse nye tilbud – de har nu eksisteret 

tilstrækkelig længe til, at der kan ske erfaringsopsamling eller evaluering. 

Langt de fleste flygtninge- og indvandrerbørn på 3 ½ år er i daginstitution (ca. 

75%). Omkring 20% er udelukkende blevet passet af deres forældre siden fødslen 

- tilsvarende gælder kun 3% af danske børn. Denne forskel skyldes, at danske 

børn gennemgående er yngre første gang, de passes uden for hjemmet. De etniske 

minoritetsbørn, der har været i vuggestue eller dagpleje, var i gennemsnit 1 

½ år gamle, da de begyndte, mens minoritetsbørn i gennemsnit var 3 år, da de 

begyndte i børnehave. Blandt de børn, som passes uden for hjemmet, er 

pasningstiden stort set den samme for danske og etniske minoritetsbørn (Jeppesen 

& Nielsen, 2001). 

Et andet vigtigt aspekt af dagpasningen handler om, hvor mange steder barnet 

har været passet siden fødslen, og dermed hvor mange miljøskift og skift af omsorgspersoner 

barnet har oplevet – skift som kan være belastende for et lille 

barn, idet det stiller store krav til barnets fleksibilitet og omstillingsevne. Etniske 

minoritetsbørn på 3 ½ år er blevet passet færre steder og har følgelig oplevet 

færre pasningsskift end danske børn. Kun 3% har oplevet tre forskellige pasningsformer 

ud over forældrenes pasning, mens tilsvarende gælder 51% af danske 

børn. At etniske minoritetsbørn har været udsat for færre pasningsskift og dermed 

større stabilitet de første 3-4 år end danske børn, må gavne deres tryghed. 

Etniske minoritetsbørns alder har stor betydning for, om mødrene synes, det er 

bedst, at barnet passes uden for hjemmet eller ej. Næsten alle mødre til etniske 

minoritetsbørn på 3 ½ år (92%) mener, at det er bedst, at børn under 1 år passes 

hjemme hele dagen. Når børnene er mellem 1 og 3 år, synes de fleste mødre 

133

(60%), at det er bedst, at de passes uden for hjemmet den halve eller hele dag, 

og når børnene er 3-5 år gamle mener næsten alle mødre (93%), at de helst skal 

passes uden for hjemmet til daglig. Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste minoritetsmødre 

(62%) mener, at børn på 3-5 år helst skal passes uden for hjemmet 

ikke kun den halve dag, men hele dagen, mens 90% af danske mødre foretrækker, 

at børn kun passes ude halvdelen af dagen. En forklaring på denne forskel 

kan være, at mødre til etniske minoritetsbørn er meget interesserede i, at deres 

børn skal lære dansk sprog og kunne klare sig i Danmark, og derfor foretrækker 

de, at deres barn er i et dansk miljø hele dagen. 

Koncentrationen af danske børn er stor i de daginstitutioner, som etniske minoritetsbørn 

er i – næsten 2/3 passes sammen med et flertal af danske børn, og halvdelen 

er i en institution, hvor mindst 85% af børnene er danske. Tilfredsheden 

med koncentrationen af danske børn er stor. Således mener ¾ af etniske minoritetsmødre 

med børn i daginstitution og dagpleje, at der er tilpas mange danske 

børn i institutionen, og de fleste mødre lægger vægt på, at deres barn er i en 

institution med en stor koncentration af danske børn. Nogle daginstitutioner har 

eksperimenteret med modersmålsgrupper. Erfaringerne fra nogle daginstitutioner, 

der har eksperimenteret med modersmålsgrupper, stemmer med disse resultater, 

idet personalet, der har deltaget i disse forsøg fremhæver, at denne institutionsform 

er god for etniske minoritetsbørn; men det er et problem, at forældrene 

til minoritetsbørnene har svært ved at se værdien af, at deres børn ikke er 

sammen med danske børn (se fx Raal, 1992). 

Langt de fleste børn må tale deres modersmål i daginstitutionen; men en tiendedel 

af etniske minoritetsmødre oplever, at deres barn ikke må tale sit modersmål 

i dagpasningen, og yderligere 10% af mødrene ved ikke, om barnet må gøre dette 

(Jeppesen & Nielsen, 2001). Dette er uheldigt, fordi tidligere undersøgelser viser, 

at det er centralt for barnets evne til at lære og for dets trivsel på et pasningssted, 

at det føler sig tryg i miljøet, samt at dets modersmål og kulturelle baggrund 

respekteres (Horst, 1999). Dernæst er en hel del mødre usikre på, om børnenes 

kulturelle baggrund respekteres i daginstitutionen. En femtedel af de 

mødre, der af religiøse grunde ønsker barnet ikke bader nøgent sammen med andre, 

er således ikke sikre på, om daginstitutionen tager dette hensyn, og 2% me- 


GE

ner ikke det sker. Desuden er 7% af de mødre, der har særlige ønsker til barnets 

mad, usikre på om dette ønske overholdes, og 2% mener ikke det sker. Denne 

usikkerhed taler for, at ledere af daginstitutioner drøfter disse spørgsmål med 

etniske minoritetsforældre, når børnene begynder i institutionen. Dette kan øge 

forældrenes tillid til, at personalet respekterer deres modersmål og religion, og 

på længere sigt kan det medvirke til, at flere etniske minoritetsbørn kommer i 

daginstitution sammen med danske børn og dermed får lettere ved at lære dansk 

sprog. 

Langt de fleste etniske minoritetsbørn på 3-4 år, som passes i daginstitution trives 

godt disse steder, vurderer deres mødre. De fleste minoritetsbørn er glade – 

og lige så glade som danske børn – for den institution, hvor de passes, ifølge 

mødrenes oplysninger. Desuden savner etniske minoritetsbørn daginstitutionen 

mere i weekender og ferier end danske børn gør, muligvis fordi de ofte har mindre 

plads i boligen til at røre sig på end danske børn, at de rejser sjældnere på 

ferie end danske børn, at de har mindre legetøj mv. (Jeppesen & Nielsen, 2001). 

I overensstemmelse hermed konstaterer en evaluering af et integrationsprojekt i 

Høje Taastrup Kommune, at etniske minoritetsbørn formår at glide ind i børnehaven, 

og at de leger både på tværs af sproglige fællesskaber og inden for sproglige 

fællesskaber; men børn der er dårlige til dansk kan have en tendens til at 

drive omkring ubemærket af både voksne og børn (Broch et al., 1999). 

Centralt for barnets trivsel i daginstitution er dets oplevelse af at befinde sig i et 

trygt miljø, og det er derfor vigtigt, at der skabes en god kontakt til forældrene, 

så der skabes sammenhæng mellem barnets to verdener. Det er derfor vigtigt, at 

personalet i daginstitutionen kender til barnets hjemmemiljø, ligesom det er vigtigt, 

at forældrene informeres om daginstitutionens arbejdsmetoder og børnesyn. 

Det kan også være af betydning, at daginstitutionen indrettes, så den afspejler 

børnenes forskellige kulturelle baggrund, fx ved de ting, som hænges på væggene 

(Jakobsen, 2001). Nogle institutioner arrangerer kurser for mødre med anden oprindelse 

end dansk bl.a. for at give dem bedre indblik i institutionens hverdag og 

pædagogernes arbejde (Bye Jensen, 1999). Desuden bliver forældresamarbejdet 

bedre, hvis der er tosproget personale i daginstitutionen. I den forbindelse peger 

en landsdækkende erfaringsopsamling på, at det er bedre at samle et begrænset 

135

antal børn med samme etniske baggrund i en børnehave end at blande børn fra 

forskellige etniske minoriteter. At samle børn fra samme etniske gruppe giver 

bedre mulighed for at ansætte en medarbejder, der kender disse børns og forældres 

sprog og kultur (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, 1994). 

Forældresamarbejdet kan også få et løft, hvis det danske personale deltager i 

kurser, hvor de lærer om forskellige etniske minoritetskulturer, samtidig med, at 

de bliver gjort opmærksom på, at eventuelle problemer hos etniske minoritetsbørn 

ikke altid skyldes deres kulturbaggrund, men kan hænge sammen med andre 

forhold. 

Hvordan samarbejdet med forældrene forløber, afhænger af forskellige forhold 

som personalets kulturkendskab og holdninger, om forældrene taler dansk og har 

kendskab til daginstitutionens daglige liv, og om institutionen har tosproget personale 

eller tolk, der benyttes flittigt; men disse forhold eksisterer der kun lidt 

viden om. Forløbet af forældresamarbejdet er vigtigt, ligesom det er vigtigt, at 

etniske minoritetsforældre inddrages såvel i daginstitutionens aktiviteter sammen 

med børnene som i de mere formelle beslutningsprocesser vedrørende daginstitutionernes 

rammer, forældrebestyrelser mv.. Deltagelse i forældrebestyrelser 

kan betyde, at forældrene både får større tillid til institutionen og lærer om 

de demokratiske processer i Danmark (Møller, n.a.) En landsdækkende undersøgelse 

af 30-35-årige nydanskere fra Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien, 

som er kommet til Danmark som børn og har boet her i landet i mindst 20 år viser, 

at over halvdelen af dem med børn i vuggestue og børnehave deltager i alle 

institutionens forældremøder, og kun mindre end 10% deltager sjældent eller aldrig 

(Schmidt & Jakobsen, 2000). Den landsdækkende undersøgelse af indvandrer- 

og flygtningebørn viser, at førstegenerationsforældre deltager sjældnere i 

forældremøder end andengenerationsforældre, og de fleste giver udtryk for, at 

det især er sprogvanskeligheder, som afholder dem fra at møde op. En måde der 

kan øge forældrenes deltagelse i forældremøder er forudgående møder for forældre 

med samme modersmål, og hvor der er tolk tilstede (Jeppesen & Nielsen, 

2001). I hvilket omfang etniske minoritetsforældre deltager i forældrebestyrelser, 

vides ikke. 


GE

Hvad betyder det for etniske minoritetsbørns udvikling, om de passes hjemme, 

til de begynder i skolen, eller om de er i daginstitution den hele eller halve dag, 

foreligger der stort set ingen viden om. En enkelt undtagelse er dog rapporten 

”Æblet falder langt fra stammen” (Ejrnæs & Tireli, 1992), som viste, at næsten 

2/3 af tyrkiske andengenerationsindvandrere, der klarer sig godt i det danske uddannelsessystem, 

har gået i børnehave, og de har dermed lært dansk sprog og 

tænkemåde fra en tidlig alder. Karakteristisk for disse unge var også, at de havde 

fået moralsk støtte fra forældrene, og at det ellers var deres selvtillid, der var 

det vigtigste kendetegn. 

8.1.2 Børneopdragelse 

Med børneopdragelse menes udvikling af børns personlighed bl.a. ved videregivelse 

af bestemte normer for adfærd, indsigt, værdier og holdninger fra en generation 

til den næste. Børneopdragelsen er delt i det moderne samfund, og den 

foregår især i børnenes hjem og i forskellige institutioner som fx børnehaver og 

skoler. Afsnittet her handler kun om forældrenes børneopdragelse. 

Hvilke værdier, som forældrene mere eller mindre bevidst søger at bygge ind i 

deres børns personlighed, er blevet undersøgt i den landsdækkende forløbsundersøgelse 

af indvandrer- og flygtningebørn på det tidspunkt, hvor de var ca. 3 ½ år 

(Jeppesen & Nielsen, 2001). Denne undersøgelse viste, at den egenskab etniske 

minoritetsmødre mest lægger vægt på i opdragelsen af deres børn er selvstændighed 

– det gælder 61%. Også danske mødre lægger mest vægt på selvstændighed 

og hyppigere end etniske minoritetsmødre (83% af danske mødre). Denne 

forskel kan hænge sammen med, at en del etniske minoritetsfamilier ikke synes, 

det er vigtigt, at børn bliver tidligt selvhjulpne. Etniske minoritetsmødre lægger 

næsthyppigst (57%) vægt på, at deres børn opdrages til velopdragen opførsel – en 

egenskab som kun 35% af danske mødre finder vigtig. Men for kun et par generationer 

siden ønskede mange forældre i Danmark, at deres børn skulle være velopdragne, 

og i 1989 gjaldt det 44% (Andersen, 1991). Andre egenskaber, som en 

del etniske minoritetsmødre mener er vigtige i børneopdragelsen, er ansvarlighed 

og lydighed, som henholdsvis 38% og 28% angiver som væsentlige egenskaber. 

137

Der er større spredning af opdragelsesværdier blandt etniske minoritetsmødre 

end blandt danske mødre. Således lægger danske mødre stort set kun vægt på 

følgende tre egenskaber: selvstændighed, tagen hensyn til andre og ansvarlighed, 

mens etniske minoritetsmødre lægger vægt på flere forskellige opdragelsesværdier, 

herunder velopdragen opførsel og lydighed. I overensstemmelse med et traditionelt 

kønsrollemønster er det især etniske minoritetspiger, som opdrages til 

velopdragen opførsel og lydighed, mens etniske minoritetsdrenge i lidt højere 

grad opdrages til selvstændighed. Dog ligner nogle af de opdragelsesværdier, 

som andengenerationsmødre lægger vægt på, i højere grad de værdier, danske 

mødre synes er vigtige – det gælder fx lydighed, som andengenerationsmødre synes 

er mindre vigtig, end førstegenerationsmødre. Alt i alt er der imidlertid større 

ligheder end forskelle mellem hvilke værdier/egenskaber etniske minoritetsmødre 

og danske mødre synes, det er vigtigt at opdrage børn til. 

Det er forskelligt, hvad mødre gør, når de vil lære deres børn, hvad der er rigtigt 

og forkert. Den hyppigste reaktionsmåde er at fortælle barnet, at det har gjort 

noget forkert – det gør stort set alle mødre til danske og etniske minoritetsbørn. 

Næsthyppigst får både danske og etniske minoritetsbørn skældud, men danske 

børns mødre skælder deres børn ud meget hyppigere end etniske minoritetsmødre. 

De øvrige reaktionsmåder, som indeholder milde former for fysisk afstraffelse 

(dask over fingrene, hårdt tag i armen, endefuld og lussing) anvender etniske minoritetsmødre 

mere end danske mødre, bortset fra et hårdt tag i armen. I den 

forbindelse er det værd at lægge mærke til, at ældre undersøgelser viser, at for 

30 år siden straffede danske forældre deres børn mindst lige så hyppigt, som etniske 

minoritetsmødre gør det i dag (fx Kyng, 1974). 

Mødrene er ikke blevet spurgt om deres motiver til at straffe deres børn fysisk. 

Det vides derfor ikke, om der er tale om handling i affekt eller om velovervejede 

reaktionsmåder som led i opdragelsesprocessen. I den tilsvarende undersøgelse af 

danske børn (Christensen, 2000) straffede socialt svagt stillede familier oftere 

deres børn fysisk end velstillede og veluddannede familier, men dette er ikke tilfældet 

ved etniske minoritetsbørn – de straffes fysisk lige ofte i familier med 

mange sociale ressourcer som i familier med få sociale ressourcer. Fysisk straf i 

forbindelse med opdragelse af etniske minoritetsbørn må derfor hænge sammen 


GE

med andre forhold end svage økonomiske og sociale ressourcer hos forældrene. 

Et afgørende forhold viser sig at være, om mødrene tilhører første eller anden 

generation her i landet. Andengenerationsmødre bruger således oftere end førstegenerationsmødre 

fysisk straf som metode i børneopdragelsen, og de bruger 

også de ikke-fysiske metoder som fx skældud oftere end første generationen gør. 

At anden generationen opdrager deres børn strengere kan hænge sammen med, 

at de er mere ambitiøse med hensyn til deres børns fremtid her i landet, samt at 

de er mindre bundet til traditionerne i det land, de stammer fra, som i flere tilfælde 

opdrager små børn på 0-5 år med mildhed (Jeppesen & Nielsen, 2001). 

8.2 Skolebørn 

8.2.1 Faglige færdigheder i folkeskolen 

Etniske minoritetselever klarer sig fagligt dårligere i folkeskolen end danske elever 

både i dansk, religion og historie, matematik og regning, bl.a. fordi deres 

danske ordforråd er lille, og den sproglige sikkerhed ringe (Nielsen, 1997; Nielsen, 

1998; Mehlbye et al., 2000a; Mehlbye et al., 2000c; Moldenhawer, 2002). 

Derimod er etniske minoritetselevers danske udtale nogenlunde, hvilket kan 

hænge sammen med, at de ofte har den opfattelse, at det mest drejer sig om at 

kunne læse korrekt op, mens meningen med ordene betyder mindre. Det er derfor 

vigtigt, at etniske minoritetsbørns sproglige kundskaber, færdigheder og ordforråd 

forbedres, så de i højere grad lærer at forstå, hvad der er dansk – såvel 

sprogligt som historisk og kulturelt. Det handler således om livet i Danmark med 

alle dets facetter og ikke kun om pædagogiske tiltag. Der foreligger allerede megen 

teoretisk og praktisk viden om, hvorledes læseundervisningen kan gøres bedre, 

men der er brug for en opkvalificering af de eksisterende muligheder, herunder 

at læseundervisningen tilrettelægges mere individbaseret, dvs. i forhold til 

de enkelte elevers forudsætninger. Som det er i dag, er for mange etniske minoritetselever 

ikke godt nok fagligt og sprogligt rustede til at gå videre med en 

ungdomsuddannelse, når de forlader skolen efter 9. og 10. klasse (Nielsen, 

2002b). 

En stor del af svage læsere blandt etniske minoritetselever opfatter sig selv som 

gode læsere, selv om de objektivt set ikke er det (Nielsen, 1998). Også når det 

gælder andre skolefærdigheder, er der tendens til, at etniske minoritetsbørn 

139

vurderer sig selv bedre, end deres faglige prøver viser (Mehlbye et al., 2000c). 

Der er således uoverensstemmelse mellem elevernes faglige kunnen og deres 

egen vurdering af faglige færdigheder, eller måske anvender minoritetsbørn anderledes 

målestokke end danske børn. Der er derfor behov for en undersøgelse, 

der mere dybtgående prøver at afdække, hvad de forskellige vurderinger dækker 

over. Det gælder både vurderinger af faglige færdigheder og andre forhold i skolen 

som fx om lektierne er nemme eller svære mv., idet mange etniske minoritetselever 

finder lektierne nemme, selv om de fagligt klarer sig forholdsvis dårligt 

i skolen. 

Hvad angår lektielæsning i øvrigt bruger etniske minoritetsbørn gennemsnitligt 

mere tid på at lave lektier end danske børn, hvilket hænger sammen med sprogvanskeligheder 

og dermed også faglige vanskeligheder. Desuden får de ikke nær 

samme støtte fra forældrene til lektielæsning som danske børn, da etniske minoritetsforældre 

sjældent har mellemlange og videregående uddannelser, og nogle 

har kun gået lidt eller slet ikke i skole, det gælder især mødrene. Desuden har 

etniske minoritetsfamilier gennemgående færre værelser i deres bolig, og det 

kan derfor være svært for etniske minoritetsbørn at få ro til lektielæsning (Jeppesen, 

1994b). Derimod hjælper søskende i langt højere grad etniske minoritetsbørn 

med lektielæsning end danske søskende, og desuden får etniske minoritetsbørn 

mere hjælp fra deres lærere til lektierne (Mehlbye et al., 2000c). 

Spørgsmålet om lektier er vigtigt at være opmærksom på, hvis man ønsker, at 

alle børn skal have lige muligheder i skolen. I tidens løb er der fremkommet forskellige 

forslag til at løse dette problem, fx at læse lektier på skolen med hjælp 

fra lærerne, at tildele mere lektiehjælp til etniske minoritetsbørn eller at give 

dem særlige støttepersoner, som følger og støtter dem gennem hele skoleforløbet 

fx med lektiehjælp. I den forbindelse skal det bemærkes, at etniske minoritetsbørn 

kan have forskellige behov, bl.a. fordi de har forskellige muligheder for 

at få hjælp og støtte hjemmefra. Nogle forældre har fx en lang uddannelse, 

mens andre er analfabeter, og derfor skal alle etniske minoritetsbørn ikke automatisk 

have en støtteperson, uanset om de har behov for det eller ej. I spørgsmålet 

om, hvorvidt en eventuel støtteperson skal have samme etniske baggrund 


GE

som barnet eller hellere være dansker, er meningerne delte: der er fordele og 

ulemper ved begge ordninger (Schmidt & Jakobsen, 2000). 

Lærerne hjælper også etniske minoritetselever med andet end lektier. Etniske 

minoritetselever oplever således oftere end danske elever, at de får hjælp fra 

dansklæreren med arbejdet i klassen (54% mod 34%), og de giver også oftere udtryk 

for, at deres dansklærer er god til at opmuntre dem, når noget er svært i 

undervisningen (73% mod 57%). Dertil kommer, at etniske minoritetselever oftere 

end danske elever oplever, at deres dansklærer bliver ved med at forklare opgaverne, 

indtil de forstår dem (Mehlbye et al., 2000c). Disse resultater tyder på, at 

etniske minoritetselever oftere møder en større opmærksomhed fra dansklærerens 

side for at få dem aktivt ind i undervisningen end danske elever. Dette kan 

risikere at føre til misundelse hos danske elever med efterfølgende mobning af 

etniske minoritetselever som konsekvens. 

Specialundervisning kan hjælpe elever med at forbedre deres faglige færdigheder, 

hvis de er svagt stillede i skolen i faglig henseende. Men overraskende nok 

viser en undersøgelse, at blandt de svage læsere er det overvejende de danske 

elever, som går til specialundervisning på grund af læsevanskeligheder, mens kun 

et fåtal af minoritetselever – der har samme eller lavere standpunkter end svage 

danske elever – går til specialundervisning (Nielsen, 2000b). Hvad forklaringen på 

dette overraskende resultat er, vides ikke, men forskeren bag undersøgelsen bemærker, 

at selv om specialundervisning ikke er en patentløsning på afhjælpning 

af alle elevers vanskeligheder, kan det godt vise sig at være problematisk, hvis 

der er kommunale ”traditioner” for, at etniske minoritetselever antages ikke at 

kunne have udbytte af specialundervisning, før de har forbedret deres modersmålsundervisning 

(Nielsen, 2002b). 

En gruppe med særlige behov er flygtningebørn, herunder sent ankomne og/eller 

uledsagede børn og unge. Antallet af blandt andet uledsagede flygtningebørn har 

været stigende op igennem 1990erne (se også kapitel 9). Elementer, som kan 

komplicere disse børns indlæring er de oplevelser af krig, frygt og flugt, som de 

bærer med sig (Undervisningsministeriet, 1998a). Mange har kun gået i skole i 

perioder af deres barndom, de har ikke haft mulighed for at følge fx førskoletil- 

141

ud om dansk sprogstimulering, og de når ikke at tilegne sig så tilstrækkelige 

danskkundskaber og faglig kunnen, at de kan gennemføre en ungdoms- eller erhvervsuddannelse 

(Indenrigsministeriet, 2001a). Der mangler megen viden om 

denne gruppe og dens specifikke behov, hvilket blandt andet er nødvendigt for at 

forhindre social marginalisering. Hvorledes sikrer man, at gruppen modtager de 

undervisningstilbud og evt. psykologisk støtte som gør, at de kan følge folkeskolens 

undervisningsforløb med et godt udbytte, og dermed have mulighed for erhvervsuddannelse 

og samfundsmæssig integration? 

8.2.2 Trivsel i skolen 

Etniske minoritetselever er glade for at gå i skole, og både drenge og piger udtrykker 

mere tilfredshed med folkeskolen end danske elever (Nielsen, 2002b; 

Mehlbye, 2002). Selv om etniske minoritetselever klarer sig dårligere fagligt i 

skolen og må bruge mere tid på lektierne, betyder det altså ikke, at de er utilfredse 

med folkeskolen. Disse resultater er måske udtryk for, at etniske minoritetselever 

har andre målestokke for deres oplevelse af forskellige forhold i skolen 

end danske elever. De danske elevers positive oplevelser af skolen er tilsyneladende 

oftere knyttet sammen med, hvordan de klarer sig fagligt i skolen, mens 

etniske minoritetselevers opfattelse af skolen er mere uafhængig af deres faglige 

kunnen. Når det er sagt, er de fagligt stærke blandt minoritetselever dog mere 

tilfreds med folkeskolen end de fagligt svage minoritetselever (Mehlbye, 2002). 

Danske elever og etniske minoritetselever omgås hinanden på en god måde i 

langt de fleste tilfælde (Nielsen, 2002b; Moldenhawer, 2002). Men selv om såvel 

danske elever som etniske minoritetselever generelt er glade for deres skolekammerater, 

er en del af eleverne alligevel blevet mobbet (drillet ubehageligt 

meget eller er blevet ”holdt udenfor”) af kammerater i klassen. En undersøgelse 

viser, at 5% er blevet mobbet flere gange om ugen inden for det sidste skoleår, 

at kun 39% slet ikke har været med til at mobbe deres skolekammerater, og at 3% 

har været med til at mobbe flere gange om ugen (Mehlbye, 2000c). Der er ingen 

forskel på omfanget af mobning blandt danske elever og etniske minoritetselever, 

og der er heller ingen forskel på hyppigheden af mobning blandt drenge og 

piger. 


GE

En lidt ældre undersøgelse af den unge anden generation fra Tyrkiet, Pakistan og 

det tidligere Jugoslavien viste, at højst ¼ af disse unge nu og da har oplevet, at 

de blev drillet af andre børn i skolen, og højst 1/10 nu og da har oplevet, at en 

lærer behandlede dem dårligere end danske børn. Endelig er det højst 1/3, der 

nu og da har oplevet, at de følte sig psykisk dårligt tilpas i skolen (Jeppesen, 

1989). Blandt de unge tyrkere, der har klaret sig godt i skolen, har lidt færre været 

udsat for disse ubehageligheder (Ejrnæs & Tireli, 1992). 

En del skolepiger fra muslimske hjem må ikke deltage i gymnastik/svømning for 

deres forældre af hensyn til deres religion, som bl.a. forbyder kvinder at vise deres 

krop for andre. Desuden må nogle piger ikke deltage i lejrskoler, fordi forældrene 

frygter, at de spiser mad, der indeholder svinekød, eller at de er i for tæt 

kontakt med det modsatte køn. I undersøgelsen af den unge anden generation 

har ca. 1/6 af pigerne fra Tyrkiet og Pakistan oplevet ikke at måtte være med til 

gymnastik i skolen, og omkring 1/3 af pigerne fra Tyrkiet og op imod halvdelen af 

pigerne fra Pakistan har ikke måttet komme på lejrskole. Blandt pigerne fra det 

daværende Jugoslavien har kun omkring 1/20 og 1/10 oplevet ikke at måtte deltage 

i henholdsvis gymnastik og lejrskole (Jeppesen, 1989). 

Skolebørns påklædning kan også være påvirket af deres religion og øvrige kultur. 

Flere personer i en undersøgelse af tosprogede børn i folkeskolen gav udtryk for, 

at de selv ville bestemme, hvilket tøj, de ville gå i. Det gjaldt både, hvis de ville 

gå i ”dansk tøj” eller i deres egen kulturs tøj. Tøjet var med til at give dem tryghed 

i skolen, hvor alt ellers var dansk (Vesselbo, 1992). Hvad der ellers kan medvirke 

til, at etniske minoritetselever føler sig trygge og hører til på skolen, findes 

der stort set ingen viden om (Moldenhawer, 2002), selv om tryghed og tilhørsforhold 

øger både trivslen og indlæringen. Der findes heller ingen forskning om, 

hvad lighed i skolen vil sige, herunder i hvilke henseender det accepteres, at etniske 

minoritetselever er anderledes. Der er derfor behov for forskning, som kan 

belyse sådanne spørgsmål. 

8.2.3 Kontakt mellem skole og hjem 

Nogle undersøgelser viser, at kontakten mellem skole og etniske minoritetshjem 

som regel er god, og at de fleste minoritetsforældre er interesserede i deres 

143

ørns skole og skolegang – kun ca. 15% er ikke interesserede (Nielsen, 2002b; 

Moldenhawer, 2002). Forældrenes opbakning og interesse for skolen har betydning 

for, hvordan etniske minoritetsbørn klarer sig i skolen, det viser flere undersøgelser 

(fx Jeppesen, 1989; Ejrnæs & Tireli, 1992). 

Ved at inddrage etniske minoritetsforældre i samarbejde med skolen, mindskes 

risikoen for, at årene i skolen bliver konfliktfyldte for deres børn. Samarbejdet 

skal gerne påbegyndes inden skolestarten, fx gennem førskoletilbud til mødre og 

børn under skolealderen, så skolestarten ikke byder på for mange overraskelser 

og chok for børn og forældre. Også oplysende møder med orientering om skolen 

og videofilm på en række sprog har vist sig egnede til at orientere forældrene om 

den danske skoles indhold og organisation (Jeppesen, 1993). 

Desuden viser erfaringerne fra flere udviklingsprojekter, der søger at udvikle 

forældresamarbejdet, at en forudsætning for et godt samarbejde er, at der på et 

tidligt stadium indgår gerne tilbagevendende hjemmebesøg. Forældrene føler sig 

tryggere i hjemmene end på skolen, fordi de befinder sig i vante omgivelser. 

Desuden kommer moderen ikke altid på skolen, selv om hun bliver bedt om det, 

hvis hun overlader officielle sager til faderen. 

Etniske minoritetsforældre ventes – ligesom andre forældre – at deltage i forældremøder 

og andre arrangementer på skolen. Men det er svært for etniske minoritetsforældre, 

som dels kan have problemer med det danske sprog, dels er vokset 

op med, at skolen klarede sine forhold uden forældrenes deltagelse og indblanding. 

For at tage højde for eventuelle sprogproblemer udarbejdes meddelelser 

fra skolen til forældrene ofte på deres modersmål. Desuden anvender nogle 

skoler tolke til forældresamarbejdet, mens andre anvender tosprogede lærere. 

Alle forældre har ret til at stemme og lade sig opstille ved valg til skolebestyrelser 

på deres barns skole. Det skønnes dog kun at være sket i begrænset omfang, 

at etniske minoritetsforældre har benyttet sig af denne ret. Der er dog i nogle 

områder med mange etniske minoritetsbørn valgt enkelte forældre til skolebestyrelser. 


GE

Forældrearbejdet i folkeskolen er også vigtigt for børnenes senere uddannelsesog 

erhvervsvalg. En rapport udarbejdet for Undervisningsministeriet viser her, at 

mange flygtninge- og indvandrerfamilier har et begrænset kendskab til mulighederne 

i det danske uddannelsessystem (Undervisningsministeriet, 1998b), og de 

kan derfor have svært ved at støtte og vejlede deres børn i sådanne valg. Derfor 

kan det være en ide at starte erhvervs- og uddannelsesvejledning af de tosprogede 

børn forholdsvis tidligt. Ligeledes er det vigtigt, at erhvervsvejlederen har 

kontakt med børnenes hjem og har gennemslagskraft overfor forældrene, ikke 

mindst for at undgå at de presser børnene ud i erhverv og uddannelser, som de 

ikke kan klare eller ikke har lyst til (Schmidt & Jacobsen, 2000). 

8.2.4 Tosprogede lærere 

Tosprogede lærere anvendes især til modersmålsundervisning og støtteundervisning 

i almindelige klasser. Tosprogede lærere er meget nødvendige, hvis et forældresamarbejde 

skal blive velfungerende, for dels kan de forældrenes sprog, 

dels har de kulturelle forudsætninger for at forstå forældrenes tankegang og 

eventuelle frygt for, at den danske skole skal tage deres børn fra dem. For det 

tredje ved tosprogede lærere, hvordan børnene fungerer fagligt og socialt i skolen. 

For det fjerde kan de tjene som rollemodeller for børnene, netop fordi de 

har klaret sig godt i Danmark (Indenrigsministeriet, 2001a). 

Adskillige skoler med etniske minoritetselever har imidlertid ikke tosprogede lærere. 

Dette kan hænge sammen med forhold som fx kommunernes økonomi, at 

det kan være svært at skaffe kvalificerede tosprogede lærere visse steder, og at 

majoriteten af politikere og/eller administratorer i nogle kommuner har den 

holdning, at børnene hurtigere lærer dansk, hvis de udelukkende undervises af 

danske lærere. Desuden er danske lærere på nogle skoler modstandere af tosprogede 

lærere, fordi de er “anderledes”, ”de kan ikke finde ud af det”, og “de er 

ikke til at samarbejde med”. Samarbejdet volder også problemer for tosprogede 

lærere, som oplever, at de danske lærere ofte er dominerende og styrende, og 

at alting foregår på danske præmisser (Jeppesen, 1993; Schmidt & Jacobsen, 

2000). 

145

En EU-rapport (Reid & Reich, 1992) peger på, at der i alle EUs medlemslande bliver 

diskrimineret over for tosprogede lærere på en eller flere måder: de kan fx 

have lavere løn, mindre sikker ansættelse, dårligere undervisningsmaterialer og 

faciliteter, eller de holdes uden for skolernes samlede planlægning. Om en tilsvarende 

diskriminering også foregår i Danmark, findes der ingen viden om. Et centralt 

emne i forskning og udviklingsarbejder fremover må følgelig være tosprogede 

og danske læreres arbejdsvilkår og indflydelse på undervisningen, samt på 

skolens profil og struktur. 

8.2.5 Modersmålsundervisning 

Der er stor uenighed om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at tosprogede børn 

modtager modersmålsundervisning. Har modersmålsundervisningen en positiv effekt 

på de tosprogedes skoleforløb, eller vil det have en mere positiv effekt på 

de tosprogede elevers danskkundskaber og faglige færdigheder i skolen, hvis ressourcerne 

anvendes anderledes, fx på mere danskundervisning? Svaret på dette 

spørgsmål afhænger selvfølgelig af relationerne mellem deltagelse i modersmålsundervisning 

på den ene side og danskkundskaber og generelle faglige færdigheder 

i skolen på den anden side. 

Der er ikke meget dansk forskning, som belyser relationen mellem sprogfærdigheder/sprogbrug 

og samfundsmæssig integration. Det gælder blandt andet betydningen 

af modersmålsundervisningen for de tosprogede børns danskkundskaber 

og præstationer i skolen. DPI kan i undersøgelser, der bl.a. fokuserer på 

sammenhængen mellem modersmålsundervisning og danskkundskaber, ikke generelt 

påvise, at deltagelse i modersmålsundervisning medfører, at de tosprogede 

elever får bedre danskkundskaber (se Nielsen, 2002). Undersøgelsesresultaterne 

indikerer dog, at varigheden af modersmålsundervisningen kan spille en rolle for 

betydningen af undervisningen – tendensen er, at flere års modersmålsundervisning 

har en positiv effekt, mens deltagelse i en kortere periode ingen effekt viser. 

Endvidere nævnes det, at ikke kun varigheden, men også kvaliteten af modersmålsundervisningen 

er vigtig for effekten af undervisningen (Nielsen, 2002). 

DPIs undersøgelse har ikke inddraget en vurdering af elevernes beherskelse af 

modersmålet eller en vurdering af deres beherskelse af mundtlig dansk, og un- 


GE

dersøgelsen er derfor blevet kritiseret for at have begrænset værdi i en diskussion 

om modersmålsundervisningens kvalitative betydning (Holmen, 2002). Flere 

internationale undersøgelser finder en positiv sammenhæng mellem modersmål 

og faglige færdigheder. En amerikansk undersøgelse af tosprogede elevers skolesucces 

konkluderer, at inddragelse af modersmålet i undervisningen har en positiv 

effekt, særligt når der ikke alene bliver undervist i modersmålet, men modersmålet 

også bliver brugt i andre fag som matematik og historie. Andre internationale 

undersøgelser tyder også på, at et veludviklet modersmål har positiv 

betydning for tosprogede elevers faglige udvikling (Holmen, 2002). 

I Danmark deltager en stor andel af de tosprogede elever i modersmålsundervisning 

– deltagelsen varierer dog for forskellige etniske grupper (Schmidt & Jakobsen, 

2000; Nielsen, 2002b). En survey-undersøgelse af 29-36-årige indvandrere 

med oprindelse i det tidligere Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan, som i 1999 havde 

boet mindst 20 år i Danmark, viser en meget positiv holdning til modersmålsundervisning. 

Disse unge indvandrere, hvoraf mange selv har modtaget modersmålsundervisning, 

mener, at modersmålsundervisningen øger de tosprogede 

børns selvtillid og tryghed og har en positiv indvirkning på børnenes danskkundskaber 

og præstationer i skolen. Omkring 60 pct. af indvandrerne med oprindelse 

i Tyrkiet eller Pakistan, der har et barn i skolealderen, svarer, at deres barn får 

eller har modtaget modersmålsundervisning, mens det samme gælder 25 pct. af 

indvandrerne med oprindelse i det tidligere Jugoslavien (Schmidt & Jakobsen, 

2000). 

8.2.6 Undervisningssprog og spredning 

Et meget diskuteret emne, som er relateret til ovenstående, er spredning af tosprogede 

elever. Skal en tosproget elev integreres i almindelig klasser med kun 

en, få eller flere tosprogede elever, eller er det bedre med specielle tokulturelle 

klasser? Disse spørgsmål vedrører også, hvordan de tosprogede elever bedst tilegner 

sig danskkundskaber og andre kompetencer i skolen, og svarerne på spørgsmålene 

har konsekvenser for, hvordan tosproget undervisning kan integreres i 

den daglige undervisning. 

147

Etniske minoriteter i Danmark er meget skævt fordelt på kommuner, men også 

på boligområder inden for de enkelte kommuner. I områder med mange minoritets 

elever har det vist sig, at socialt opadstigende majoritets- og minoritetsforældre 

søger væk fra lokale skoler med ”for mange” minoritetselever (Moldenhawer, 

2002). Derfor har spredning af tosprogede elever, fx ved at køre dem med 

bus til andre skoler med færre tosprogede elever, været diskuteret og også afprøvet 

i praksis ud fra en tankegang om, at tosprogede elever integreres bedst i 

almindelige kasser med få tosprogede elever (Undervisningsministeriet 1998b). 

Evalueringsrapporter har dog påpeget, at en sådan simpel spredning kan være 

disintegrerende, bl.a. fordi det hæmmer muligheder for samvær med skolekammerater 

i fritiden og et godt forældresamarbejde pga. den længere fysiske afstand, 

og at en spredning af tosprogede elever indebærer, at de kommer til skoler, 

hvor lærerne ikke har de nødvendige kompetencer (Undervisningsministeriet 

,1998b). Det er også påpeget at de problemer, der antages at være med at integrere 

etniske minoritetsbørn, ikke snævert er etniske, sproglige eller kulturelle 

problemer, men i lige så høj grad socioøkonomiske problemer (Moldenhawer, 

2002). 1 

Ifølge evalueringsrapporter og forskning er kritikken af den simple spredning dog 

ikke ensbetydende med, at der ikke skal fokuseres på spredning og fordelinger 

overhoved. Et fokus på fordeling kan blandt andet medføre, at man søger er at 

udvikle skolens rummelighed således at den kan fastholde og tiltrække såvel danske 

og som tosprogede elever. Her kan det være væsentligt at undersøge og beskrive 

positive og fremadrettede eksempler på kulturelt rummelige skoler, som 

yder indsats for at tilbyde alle elever uanset kulturel, sproglig og socioøkonomisk 

baggrund en udfordrende skolegang (Moldenhawer, 2002). Ligeledes kan man undersøge, 

om det at samle et mindre antal tosprogede elever i samme klasser har 

positive effekter på udviklingen af faglige færdigheder hos de tosprogede elever 

– noget, som understreges af internationale undersøgelser. 

1 

Der er lavet en række forsøgsprojekter omkring undervisning af tosprogede, samt flere evalueringer 

af forskellige projekter. I Moldenhawer, 2002, er der referencer til flere af disse evalueringsrapporter. 


GE

8.2.7 Private islamiske grundskoler 

På de islamiske privatskoler – som på andre private skoler – skal undervisningen 

stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Men kritikere af disse 

skoler gør opmærksom på, at reglerne for tilsyn med de islamiske skoler, bør 

præciseres mere og konkretiseres nærmere. De frygter, at flere af de islamiske 

skoler ikke opdrager eleverne i samme demokratiske ånd, som folkeskolen gør. 

Men der findes ingen talmæssige oplysninger om elevernes faglige færdigheder 

og eventuelle parathed eller mangel på samme over for det danske samfund hos 

eleverne på private islamiske grundskoler i Danmark. Da den eksisterende viden 

om disse skoler og deres virkninger er meget beskeden, er det et forskningsfelt, 

som må være vigtigt at fokusere på fremover. 

Andelen af etniske minoritetsbørn, der går på islamiske grundskoler, er mindre 

end andelen af børn, som går på andre private grundskoler. I den forbindelse skal 

det bemærkes, at en EU-rapport (Reid & Reich, 1992) peger på, at det er vigtigt, 

at etniske minoriteter får tilgodeset deres ønsker med hensyn til undervisningens 

indhold og tilrettelæggelse i offentlige skoler, hvis forældrene skal vælge disse 

skoler og ikke private islamiske skoler. Gennem de offentlige skoler er der større 

mulighed for at fremme integrationen mellem etniske minoritetsbørn og danske 

børn, ligesom der er bedre mulighed for at fremme en tolerant interkulturel 

holdning hos alle elever, når forskellige grupper skal omgås til daglig. 

8.2.8 Skolebørns fritid 

Etniske minoritetsbørn hjælper mere til med daglige gøremål i hjemmet og bruger 

mere tid på at være sammen med familien end danske børn, og de bruger 

også mere tid på at se tv og video end danske børn (Nielsen, 2002b). Uden for 

hjemmet bruger etniske minoritetsbørn mere tid på biblioteker og på fritidsundervisning 

fx i ungdomsskolen, mens de bruger mindre tid end danske børn på 

organiserede fritidsaktiviteter som fx træning i sportsklubber. Etniske minoritetsbørn 

er også forholdsvis sjældent i en skolefritidsordning, det gælder især 

etniske minoritetspiger (Mehlbye, 2002). Desuden har etniske minoritetsbørn 

sjældnere et fritidsjob ved siden af skolen, måske fordi de har sværere ved at få 

et fritidsjob end danske skolebørn (Mehlbye, 2002). 

149

Alt i alt deltager etniske minoritetsbørn i skolealderen ret sjældent i fritidsaktiviteter 

og fritidsjob, og i de tilfælde hvor det sker, ved vi ikke, om de er sammen 

med danske børn, eller om de mest er sammen med deres egen etniske gruppe. 

Vi ved heller ikke, hvorfor de deltager forholdsvis sjældent i fritidsaktiviteter, og 

hvilke ønsker de har til forskellige fritidstilbuds indhold, placering og organisering. 

Forskning, der kan belyse disse spørgsmål, er derfor ønskelig. 

8.3.Unge 

8.3.1 Unges fritid 

En undersøgelse på udvalgte skoler i København, Odense og Århus påviser en vis 

social adskillelse, om ikke ligefrem social isolation mellem danske og etniske minoritetselever, 

der fx kommer til udtryk i forbindelse med sociale arrangementer 

uden for skoletiden (Seeberg, 1995). Mange etniske minoritetselever går således 

til sportsaktiviteter, træning (workout, styrketræning osv.), og som hovedregel 

har dette ”klikekarakter”, dvs. at man går til disse aktiviteter i etnisk opdelte 

kammeratskabsgrupper. Hvad angår fritidsjob gør noget lignende sig gældende, 

formentlig endda endnu stærkere opdelt, bl.a. fordi unge minoriteter under uddannelse 

ofte arbejder i deres forældres småvirksomheder i fritiden. 

Adskillelsen kommer også til udtryk ved, at mange etniske minoritetselever ikke 

deltager i fester, sammenkomster, ture i byen i weekender osv. En del oplyser, 

at de har problemer med at få lov til at deltage i arrangementer med de andre 

elever, specielt studieture i udlandet og andre arrangementer, hvor det sociale 

element har en central placering. Det samme understreges i mange studievejledere. 

Men en holdningsændring er på vej blandt etniske minoritetsforældre i takt 

med, at flere og flere oplever at have unge i gymnasiet. For den enkelte drejer 

det sig måske om at finde ud af at sige nej til de former for social aktivitet uden 

for skolen, der klart er i konflikt med familiens normer, men uden at det indebærer 

social isolation – en for mange vanskelig balancegang (Seeberg, 2002). 

Andre undersøgelser viser, at etniske minoritetsforældre giver deres unge drenge 

meget større bevægelsesfrihed end deres unge piger. Drengene går meget hyppigere 

i biografen, til fester og på diskotek, mens de unge piger forholdsvis sjældent 

kommer uden for hjemmet i fritiden. Unge etniske minoritetspiger har også 


GE

lidt sjældnere end unge etniske minoritetsmænd tæt tilknytning til nogen uden 

for husstanden. De fleste er mest knyttet til nogen, de er i familie med, eller 

som de betragter som deres familie. De unge, som føler sig tæt knyttet til nogen 

uden for husstanden, er kun sjældent knyttet til en dansker (Jeppesen, 1989). 

Kæresteforhold er en sædvanlig del af danske unges liv, og unge mænd fra etniske 

minoriteter har også kæresteforhold, men som regel kun med danske piger 

(Jeppesen, 1989; Necef, 1996). Derimod har etniske minoritetspiger sjældent 

kærester, og i de sjældne tilfælde hvor det sker, skjuler de det ofte for familien, 

ikke mindst fordi de forventes at forblive jomfruer indtil de er gift (Rashid, 

2000). At sex er et tabu-emne viser sig også ved, at unge fra etniske minoriteter 

ikke taler om seksuelle spørgsmål på deres modersmål – i disse situationer skiftes 

til det danske sprog (Necef, 1996). Necef påpeger desuden, at der sker et hurtigere 

sprogskifte til dansk blandt unge mænd end kvinder, formentlig fordi mændene 

har intime forbindelser med danske kvinder, og sexlivet har således betydning 

for integrationen, ifølge Necef. 

Spørgsmålet om seksuelle forbindelser og betydningen heraf er der imidlertid forsket 

meget lidt i. Dog er der for nylig udkommet en rapport ”Ung 99 – en seksuel 

profil: unge med anden etnisk baggrund” (Foreningen Sex & Samfund, 2002). 

Rapporten fortæller om seksuel adfærd, viden og behov hos unge, der har rødder 

i ikke-vestlige samfund. Rapporten peger på, at unge etniske minoriteter har behov 

for en mere nuanceret og kvalificeret seksualundervisning. 

8.4. Afrunding – bud på fremtidig forskningsindsats 

Som det gør sig gældende for danske børn, er etniske minoritetsbørns tilværelse 

ofte præget af mødet med institutioner, hvad enten det drejer sig om vuggestue, 

børnehave, skole eller fritidshjem. Der mangler endnu en del forskning – både 

praktisk og teoretisk – om, hvad disse institutioner betyder for disse børn, og 

hvordan institutionerne i det hele taget positionerer sig i integrationsprocessen. 

For eksempel ved vi meget lidt om, hvad de sociale konsekvenser er for de børn, 

som ikke eller kun i ringe grad tager imod institutionernes tilbud. Det drejer sig 

fx om de børn, som bliver passet hjemme til skolestart, de børn, som går i en is- 

151

lamisk skole, og de børn, som ikke deltager i fritidsaktiviteter, fx. under hensyntagen 

til et bestemt kønsrollemønster. 

Ligeledes mangler vi indsigt i den flerkulturelle rummelighed, som folkeskolen 

igennem en årrække har søgt at håndhæve. En bedre forståelse kan opnås ved at 

se på de forskelle i pædagogiske tiltag, som forskellige skoler har iværksat, fx ud 

fra forudsætningen af at have “mange” eller “få” etniske minoritetsbørn. Ligeledes 

kan det ske ved at se på kvaliteten af undervisningen – ikke mindst modersmålsundervisningen. 

Skolen ses på et overordnet plan som et felt, hvor forskellige værdier og normer 

ofte kommer i tæt spil med hinanden. Hvordan håndterer skolen denne opgave, 

der både indeholder en afvejning af hensyn til nationale (monokulturelle) læseplaner, 

og hensynet til at bibringe eleverne en selvforståelse som medborgere på 

tværs af fx kulturelle særpræg? Yderligere forskning i danske uddannelsesinstitutioner 

og pasningstilbud som dannelsesinstitutioner, altså byggende på og formidlende 

af bestemte normsæt, og de problematikker og løsningsmodeller, som opstår 

i den kontekst, er i det hele taget ønskeligt udfra såvel et policy- såvel som 

et teoretisk perspektiv. 

Når det drejer sig om unge nydanskere, mangler vi viden om disses seksuelle adfærd 

og denne adfærds effekt på deres senere liv. Umiddelbart fremstår unge 

etniske minoritetsmænds og -kvinders seksuelle roller som fasttømrede og urokkelige, 

men i hvor høj grad er denne forestilling gyldig for unge, som vokser op i 

Danmark? Hvilken rolle spiller seksuel adfærd i det hele taget i et integrationsperspektiv? 

Og hvad betyder denne adfærd for de unges deltagelse i eller eksklusion 

fra forskellige miljøer? 


GE

Kapitel 9: Integrations-, sundheds- 

og socialindsatsen i kommuner 

og amter 

Dette kapitel fokuserer på forskning om den indsats og de serviceydelser, der tilbydes 

etniske minoriteter af kommunerne og amterne som led i henholdsvis den 

særlige integrationsindsats og de almindelige sundheds- og socialydelser, der stilles 

til rådighed for befolkningen som helhed. 

9.1. Kommunernes indsats efter den ny integrationslov 

Der er foretaget en ganske omfattende kortlægning både af kommunernes varetagelse 

af de forskellige dele af integrationsloven og af den administrative struktur, 

der er bygget op omkring denne opgave i kommunerne. Langt det meste af 

denne kortlægning er imidlertid sket på et relativt tidligt tidspunkt efter integrationslovens 

ikrafttræden – kun godt et år efter lovens ikrafttræden. Opstartsproblemer 

og forsinkelser er imidlertid meget almindelige ved iværksættelsen af politiske 

reformer, så på nogle punkter kan kommunernes integrationsindsats have 

ændret karakter siden kortlægningen (Winter, 1994; 2001a). 

Den foretagne kortlægning af kommunernes integrationsindsats har vist, at de 

enkelte dele af integrationsloven er blevet iværksat i meget forskelligt omfang i 

kommunerne (Winter, 2002). De har gjort mest, hvad angår danskundervisning og 

kursus for udlændinge i dansk samfundsforståelse. Der er dog stadig problemer 

vedrørende fravær i sprogundervisningen, manglende koordination af sprogundervisning 

og aktivering visse steder samt meget store forskelle fra lærer til lærer 

med hensyn til kurset samfundsforståelse og grundlæggende danske værdier 

og normer (PLS, 2000; 2002; PLS & Cowi, 2002). Den boligmæssige placering af 

flygtninge er også gennemgående blevet løst, men der har været forsinkelser en 

del steder, og man må konstatere, at socialt boligbyggeri stadig udgør krumtappen 

i boligplacering af udlændinge, selv om mange kommuner principielt ville 

foretrække en større spredning af udlændingene (PLS, 2000). 

153

Derimod kniber det alvorligt for kommunerne både med at udarbejde handlingsplaner 

til tiden og at få aktiveret de nyankomne udlændinge. Aktiveringen er således 

langt mindre end forudsat ved integrationsloven og ved den budgetmæssige 

fastsættelse af midler til integrationsindsatsen. Selv i første halvår af 2001 – dvs. 

2 ½ år efter integrationslovens ikrafttræden – aktiveres under halvdelen af de 

udlændinge, der modtager integrationsydelse (Winter, 2002). 

Ved at flytte integrationsansvaret fra Dansk Flygtningehjælp til kommunerne 

mente man at have sikret den fornødne kombination af tidlig danskundervisning 

og aktivering. Kommunerne er således ofte tættere på det lokale arbejdsmarked 

og udgør selv et stort ansættelsesområde med gode potentielle aktiveringsmuligheder. 

Desuden har kommunerne som myndighed både handleret og -pligt på en 

række områder, hvor interesseorganisationen Dansk Flygtningehjælp ikke havde 

de samme muligheder. Kommunerne har imidlertid endnu ikke formået at opfylde 

disse forhåbninger om kombination af tidlig danskundervisning og aktivering. 

Kortlægningen af den politiske og administrative struktur viser, at integrationsloven 

nyder betydelig politisk opbakning i kommunerne, og at kommunerne har bestræbt 

sig på at få en organisatorisk struktur op at stå omkring integrationsopgaven. 

Naturligt nok løses denne opgave meget forskelligt i kommunerne med de 

vidt forskellige forudsætninger, de har. Kommunerne har især koncentreret sig 

om at arbejde på de indre linier omkring organiseringen af sagsbehandling vedrørende 

integrationsloven og sprogundervisningen. Sidstnævnte opgave løses i 

mange tilfælde ved fælleskommunalt samarbejde eller overenskomst med private 

institutioner (PLS, 2000). 

Derimod har de fleste kommuner været meget tilbageholdne med hensyn til systematisk 

at inddrage repræsentanter for udlændingene, arbejdsmarkedets lokale 

parter og foreningslivet i integrationsarbejdet, herunder har kun få kommuner 

oprettet et integrationsråd. I betragtning af de problemer, som kommunerne har 

med at løse aktiveringsopgaven, kunne det ellers være nærliggende at søge at 

trække mere på ressourcerne i lokalsamfundet. 

154 KAPITEL 9: INDSATSEN I KOMMUNER OG AMTER

Dog forekommer forholdet mellem integrationsrådene og de sociale koordinationsudvalg 

ikke at være helt afklarede eller forskningsmæssigt belyst. I betragtning 

af, hvor stor en andel flygtninge og indvandrere udgør af kontanthjælpsmodtagere 

i mange kommuner, må der umiddelbart være tale om en betydelig overlapning 

i de grupper, som de to råds arbejde retter sig mod. Det er derfor værd 

at overveje, om integrationsrådene med fordel kunne integreres med de sociale 

koordinationsudvalg samtidig med, at de etniske minoriteter fik repræsentation i 

koordinationsudvalgene. 

På baggrund af de betydelige forskelle mellem kommunerne med hensyn til befolkningstal 

og antal udlændinge er det naturligt, at opgaven også organisatorisk 

løses meget forskelligt, bl.a. med hensyn til specialisering af indsatsen. Socialrådgivere 

udgør størstedelen af sagsbehandlerne. Sagsbehandlernes holdninger og 

erfaringer er vigtige, fordi de påvirker deres adfærd i forhold til flygtninge og 

indvandrere. Det gælder fx både deres holdninger til udlændinge, til effektiviteten 

af handlingsplaner som et instrument og til en passende arbejdsbyrde. Derimod 

har det ingen direkte effekt på sagsbehandlingen, om kommunalpolitikerne 

politisk bakker op bag integrationsloven. Foreløbige undersøgelsesresultater tyder 

på, at den politiske styring af det skøn, som sagsbehandlerne udøver, er 

temmelig begrænset (Winter, 1994; 2001a; 2001b). Politikerne har dog en vis indirekte 

indflydelse via de personaleressourcer, som de bevilger til området. 

Sagsbehandlerne savner mere efteruddannelse og faglig supervision vedrørende 

udlændinge og deres særlige situation. De er gennemgående positivt indstillet 

over for udlændingene, og langt mere positivt end befolkningen som helhed. De 

er også forholdsvis positive overfor de krav, integrationsloven stiller til udlændinge 

og til instrumenterne i loven, som dog vurderes noget forskelligt. Flyttebegrænsningerne 

mellem kommunerne vurderes som det mindst effektive, efterfulgt 

af udarbejdelse af handlingsplaner og trusler om træk i introduktionsydelsen. 

Sagsbehandlerne er mere kritiske over for de krav, integrationsloven stiller 

til dem selv, end de krav, den stiller til udlændingene. Navnlig er de kritiske over 

for tidsfristerne i loven (PLS, 2000). 

155

I de foreliggende evalueringsarbejder er der gjort nogle forsøg på at belyse statistiske 

sammenhænge mellem organisationsudformning og den kommunale opgavevaretagelse, 

men disse analyser har ikke ført til anbefalinger af mere effektive 

organisationsudformninger. En årsag hertil kan være, at det ikke er sikkert, at 

der findes nogen organisatoriske principper, som er klart overlegne. Forskellige 

organisationsudformninger kan måske give lige gode – eller lige dårlige – præstationer. 

Andre årsager kan være, at der savnes flerfaktorforklaringer i de fleste 

analyser, og at disse er sket på et ret tidligt tidspunkt, hvor en del af organiseringen 

endnu var lidt udviklet, og hvor aktiveringen næsten ikke var kommet i 

gang. Nye analyser er derfor påkrævet for at kunne belyse, om bestemte udformninger 

af organisationen og holdninger påvirker kommunernes varetagelse af 

forskellige dele af integrationsloven. Det gælder især vedr. aktiveringsindsatsen, 

som generelt er for lille, men varierer meget mellem kommunerne. 

Der er ligeledes behov for analyser af koordinationen mellem de forskellige sektorer 

og myndigheder, der har kontakt med flygtninge og indvandrere. Selv om 

der er dannet et integrationsministerium, kan den offentlige indsats over for de 

etniske minoriteter umiddelbart forekomme forholdsvis opsplittet og sektoropdelt, 

og der er under alle omstændigheder behov undersøgelse af evt. koordinationsproblemer 

og -løsninger. 

Desuden er der behov for forskning, der undersøger sammenhængen mellem den 

kommunale integrationsindsats og udlændingenes integration i det danske samfund 

fx på arbejdsmarkedet. Som integrationsloven er udformet, stilles der en 

lang række krav til både flygtninge og den kommunale integration, bl.a. i form af 

en række frister for boligplacering, handlingsplaner, sprogundervisning mv. Det 

antages, at opfyldelse af disse forskellige krav vil føre til integration eller i hvert 

fald en større grad af integration, end hvis disse krav ikke blev opfyldt. Integrationsopgaven 

er imidlertid så vanskelig og kompliceret, at der er behov for at undersøge, 

om denne teori er rigtig. Der er således behov for at undersøge effekterne 

af forskellige former for kommunal sagsbehandling og integrationsindsats, 

hvad enten disse former er foreskrevet i integrationsloven eller ej (Winter, 

2002). 


9.2. Sundhedssektorens indsats 

9.2.1 Om børn 

Kommunerne har ansat sundhedsplejersker med henblik på sundhedsfremme og 

sygdomsforebyggelse hos børn. Sundhedsplejersker kommer i hjemmene og rådgiver 

forældrene om børns udvikling, stimulation, pleje, ernæring mv. Desuden 

er de med til at overvåge børnenes trivsel, og samtidig skal de støtte mødrene i 

børneopdragelsen, herunder give mødrene mulighed for at få drøftet og vurderet 

eventuelle bekymringer. Sundhedsplejerske-ordningen fungerer fint over for etniske 

minoritetsbørn, idet etniske minoritetsfamilier hyppigere end danske familier 

får besøg af sundhedsplejerske, og disse besøg får minoritetsmødrene til at føle 

sig mere sikre på, at de giver børnene den rigtige pleje og omsorg (Jeppesen & 

Nielsen, 1998). Nogle undersøgelser peger dog på, at en del etniske minoritetsmødre, 

som har behov for, at sundhedsplejerskens besøg fortsætter efter barnet 

er fyldt 1 år, ikke får dækket dette behov (Ejrnæs, 1986; Guldager, 1994). 

Sundhedsplejersken er ofte den vigtigste kontakt, etniske minoritetsmødre har til 

det danske samfund, og mange sundhedsplejersker vejleder etniske minoritetsfamilier 

ikke kun om børns pleje og sundhed, men giver oplysninger og rådgivning 

om mange andre forhold, fx hvordan man bliver skrevet op til daginstitution og 

en bedre bolig. Sundhedsplejens indsats har givet resultat på flere måder, bl.a. i 

form af bedre vaccinationsdækning af etniske minoritetsbørn og færre indlæggelser 

på sygehus af spæd- og småbørn på grund af fejlernæring. Desuden kommer 

flere minoritetsbørn i daginstitution, fordi sundhedsplejersken har fortalt 

forældrene om børnehavens positive betydning for tilegnelse af dansk sprog og 

kultur (Nielsen, 2002a). 

Tidligere undersøgelser har vist, at etniske minoritetsbørn ikke udnyttede vaccinationer 

og forebyggende børneundersøgelser hos praktiserende læge i samme 

grad som danske børn (Bælum et al., 1991; Madsen et al., 1991). Men en nyere 

landsdækkende undersøgelse af indvandrer- og flygtningebørn på ca. 3 ½ år viser, 

at i første og andet leveår vaccineres de næsten lige så hyppigt som danske 

børn, men derefter sker det sjældnere. Tilsvarende kommer etniske minoritetsbørn 

næsten lige så ofte som danske børn til forebyggende børneundersøgelser i 

det første leveår, men sjældnere i andet og tredje leveår (Jeppesen & Nielsen, 

157

2001). En undersøgelse fra Nørrebro i København tyder dog på, at man kan få de 

fleste minoritetsbørn såvel som danske børn undersøgt og vaccineret ved at sende 

forældrene et postkort med invitation til børneundersøgelse eller vaccination, 

hvis de udebliver herfra (Flachs & Meldgaard, 1999). 

Etniske minoritetsbørn på 3½ år har været mindre syge end danske børn i de første 

3-4 leveår. Den mindre sygdomsforekomst kan skyldes, at børnene ikke er 

kommet i daginstitution eller dagpleje lige så tidligt som danske børn, og at lidt 

færre passes ude. Etniske minoritetsbørn er også lidt sjældnere hos praktiserende 

læge end danske børn, mens minoritetsbørnene hyppigere er på skadestue og 

hos vagtlæge. Mulige forklaringer på det større forbrug af vagtlæge og skadestue 

kan være, at en del af skadestuebesøgene ikke drejer sig om skader, men om 

akut opståede sygdomme, ofte febersygdomme. Desuden kan minoritetsmødrene 

have svært ved at bestille tid hos egen læge i åbningstiden på grund af sprogproblemer 

eller at forklare, hvad der er i vejen med barnet, og derfor venter de 

med at kontakte lægen, til faderen kommer hjem fra arbejde – han er ofte bedre 

til at tale dansk end moderen. 

Forskellige speciallæger, som fx øre-, næse- og halsspecialister, anvender etniske 

minoritetsbørn og danske børn lige hyppigt, mens de anvender kiropraktorer 

og alternative behandlere sjældnere. Alt i alt anvender etniske minoritetsbørn 

og danske børn i førskolealderen ambulante behandlere i sundhedsvæsenet i 

stort set samme omfang (Jeppesen & Nielsen, 2001). 

Derimod indlægges etniske minoritetsbørn mere på sygehus end danske børn. En 

del af indlæggelserne skyldes muligvis sprog- og kommunikationsproblemer, da 

der sjældent anvendes tolk ved akutte indlæggelser. Barnet indlægges måske for 

en sikkerheds skyld, hvis lægen vanskeligt kan vurdere barnets sygdom, fx fordi 

han ikke kan få en ordentlig sygehistorie, ikke kender barnet og forældrene, og 

ikke kan give forældrene besked om behandling og fortsat observation, eller ikke 

ved om de vil følge den ordinerede behandling (Nielsen, 2002a). 

Det rejser følgende spørgsmål: Er lægerne rustet godt nok til mødet med etniske 

minoriteter? Det vil sige, har de tilstrækkelig viden om de forskellige etniske kul- 


turer, eller har de behov for efteruddannelse på dette område, og benytter de 

tolk ofte nok i hverdagen og på rette måde? Hvis disse forhold ikke er i orden, 

kan det muligvis betyde, at for mange etniske minoritetsbørn indlægges på sygehus 

– en oplevelse der er angstskabende og ubehagelig for næsten alle børn og 

forældre, og som desuden er bekostelig for det danske samfund. 

Flere rapporter peger på, at tandsundheden er ringere hos etniske minoritetsbørn 

end hos danske børn – minoriteternes børn har flere huller, og skaderne er 

mere omfattende. Det skyldes forkert kost med mange søde sager samt manglende 

tandbørstning og tandlægebesøg. Ganske vist indkalder den kommunale tandpleje 

børn under skolealderen til tandeftersyn, men mange etniske minoritetsbørn 

udebliver, og ikke kun en enkelt gang. Der er følgelig behov for mere vejledning 

til etniske minoritetsfamilier om kostvaner, tandbørstning og værdien af 

tandlægebesøg – en vejledning der helst skal gives af en person, som familien 

kender i forvejen, fx en sundhedsplejerske i en mødregruppe eller gennem sundhedsplejerskens 

fortsatte besøg i hjemmet, efter at barnet er fyldt 1 år (Jeppesen, 

1994a). 

9.2.2 Om voksne 

Flere af de etniske minoriteter i Danmark stammer fra lande, hvor der ikke er 

tradition for forebyggende sundhedsarbejde som fx graviditetsundersøgelser og 

kurser i fødselsforberedelse. I overensstemmelse hermed har tidligere undersøgelser 

vist mindre brug af forebyggende undersøgelser i graviditeten blandt etniske 

minoritetskvinder end blandt danske kvinder (Knudsen, 1990). Men en senere 

undersøgelse fra København har vist, at alle udenlandske kvinder i undersøgelsen 

gik til kontrol hos jordemoder (Brøndsted & Guldager, 1994). 

Andre forebyggende tilbud som fx fødselsforberedelse, efterfødselskurser og 

mødregrupper bruges meget mindre af etniske minoritetsmødre end danske mødre, 

og det kan skyldes sproglige forhold, samt at der mangler børnepasning i tilknytning 

til kurserne og mødregrupperne. Desuden er det vigtigt, at sundhedsplejersker 

bruger tid på at motivere mødrene hertil, men også fædrene skal motiveres, 

idet de kan have svært ved at acceptere kvindernes deltagelse i mødregrupper 

o.l. Det samme gælder svigermødre, hvis der er tale om en flergenerations- 

159

familie, idet svigermødre har afgørende indflydelse på svigerdøtrenes adfærd i 

disse familier (Jeppesen, 1994a). 

Etniske minoritetskvinder får i gennemsnit flere handicappede børn end danske 

kvinder. Der er derfor behov for genetisk rådgivning på minoriteternes eget 

sprog, fx af en læge eller tolke, som har fået en særlig uddannelse i medicin og 

genetik (Tümer, 1992). I genetisk rådgivning er det ikke altid nok at oversætte, 

hvad der bliver sagt, det kan også være nødvendigt at forklare det hele fra bunden. 

Desuden er der i det danske sundhedsvæsen gennemgående for ringe kendskab 

til sygdomme, som er specifikke for indvandrere, fx alvorlige blodsygdomme. 

Den samlede fertilitet er noget højere blandt etniske minoriteter (3,1 levendefødte 

børn pr. kvinde) end blandt danskere (1,7 levendefødte børn pr. kvinde) 

(Poulsen & Lange, 1998). Næsten alle fødsler foregår på hospital både blandt 

etniske minoritetskvinder og danske kvinder; men etniske minoritetsmødre er 

gennemgående indlagt lidt færre dage end danske kvinder, muligvis fordi der er 

flere flergangsfødsler og lidt færre komplicerede fødsler blandt minoritetskvinder 

end blandt danske kvinder (Jeppesen & Nielsen, 1998). I den forbindelse skal 

det nævnes, at det er værre for etniske minoritetsmødre end danske mødre kun 

at være indlagt få dage, ifølge en undersøgelse i Københavns Kommune. Den viste, 

at etniske minoritetsmødre, der kun havde været indlagt i 2 dage hyppigere 

følte, at de ikke havde fået aflastning nok og ikke havde fået hjælp nok (Brøndsted 

& Guldager, 1994). 

Etniske minoriteter har lidt flere kontakter med deres praktiserende læge end 

danskere; men ser man på de enkelte nationaliteter, har personer fra Polen, det 

tidligere Jugoslavien og Vietnam lidt lavere eller samme hyppighed som danskere 

(Ingerslev, 2000). Etniske minoritetskvinder har dobbelt så mange kontakter med 

praktiserende læge som etniske minoritetsmænd, og det gælder alle nationaliteter. 

Overhyppigheden er størst blandt 36-55-årige kvinder. Etniske minoriteter 

konsulterer også øjenlæge, ørelæge, psykiater og skadestue lidt hyppigere end 

danskere, men de går sjældnere til tandlæge og fysioterapeut, hvor der som regel 

kræves en vis egenbetaling af patienten. En svensk undersøgelse viser ligele- 


des, at etniske minoriteter har et lidt større forbrug af lægekonsultationer, fysioterapeut 

og skadestue end den svenske befolkning, men at der samtidig er et 

større udækket behov for lægekonsultationer blandt personer fra Chile, Iran og 

Tyrkiet end blandt svenskere (Hjern et al., 2001). Ifølge den svenske undersøgelse 

hænger dette sammen med, at etniske minoriteter generelt har et dårligere 

helbred end svenskere, og at personer der har været udsat for krig og politiske 

uroligheder, meget hyppigere end andre har brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. 

Etniske minoritetskvinder er oftere indlagt på sygehus pga. fysiske sygdomme 

end danske kvinder, det kan bl.a. skyldes, at minoritetskvinder føder flere børn, 

samt at de får flere provokerede aborter. Derimod er etniske minoritetsmænd og 

danske mænd stort set lige hyppigt indlagt på sygehus pga. fysiske sygdomme 

(Ingerslev, 2000). Sygdomsmønstret er forskelligt: Etniske minoriteter er sjældnere 

indlagt på grund af skader, kræftsygdomme og alkoholskader; men er oftere 

indlagt for særlige infektionssygdomme, herunder HIV/AIDS, samt for smerter 

uden nøjere angivelser. Disse smerter kan være reelle, men kan muligvis også 

skyldes sprog- og kommunikationsproblemer (Nielsen, 2002a). 

Der findes ingen nøjagtige opgørelser over, hvor mange voksne fra etniske minoriteter, 

der indlægges på psykiatriske sygehusafdelinger. Det umiddelbare indtryk 

er, at etniske minoriteter indlægges i samme omfang som danskere (Psykiatrifonden, 

1999). Men sprog- og kommunikationsproblemer kan besværliggøre 

diagnostik og behandling af psykiatriske problemer hos etniske minoriteter. 

Tankeforstyrrelser og paranoide hentydninger kan være svære at diagnosticere 

hos en patient fra en anden kultur og med et andet sprog – det kan således være 

sværere at skelne mellem kulturelle forskelle og psykiske forstyrrelser hos 

etniske minoriteter (Nielsen, 2002a). Om psykiske problemer og sindslidelser hos 

etniske minoriteter, se også afsnit 9.4 vedr. de allersvageste voksne. 

Flygtninge kan have svære traumer efter krig, forfølgelse, tortur og en omskiftelig 

tilværelse i konstant frygt og uvished, og deres psykiske problemer kan forværres 

efter langvarige ophold i flygtningelejre og asylcentre. Der er uenighed 

om, hvorvidt disse flygtninge skal behandles af det almindelige sundhedsvæsen, 

161

med brug af tolk hvor det er nødvendigt, eller om de først og fremmest skal behandles 

af særlige, oftest selvejende eller private behandlingstilbud som fx Rehabiliteringscentret 

for torturofre, OASIS, ETICA mv. 

9.2.3 Om tolkning og kulturforskelle 

I forbindelse med sundhedssektorens indsats i forhold til etniske minoriteter er 

det vigtigt at være opmærksom på tolkning og kulturforskelle, idet disse to forhold 

er meget afgørende for systemets effektivitet og patienternes helbred og 

velbefindende. Megen forskning om etniske minoriteter understreger, hvor nødvendigt 

det er at bruge tolk, og at der bruges professionelle tolke – ikke børn, 

ikke tilfældigt personale, slægtninge mv., som ikke har tavshedspligt og ikke har 

den fornødne viden til at kunne tolke forsvarligt. Risikoen for fejl og misforståelser 

er stor, når der ikke anvendes tolk. Siden 1999 har praktiserende læger og 

speciallæger kunnet få ekstra beløb til dækning af tidsforbruget i forbindelse 

med brug af tolk ved en konsultation; men det er usikkert, hvor ofte denne mulighed 

benyttes. Dernæst kan kulturforskelle som fx forskellige sygdoms- og 

sundhedsopfattelser i dansk kultur og etniske minoritetskulturer volde problemer 

og føre til forkerte forventninger fra patient til læge samt fra læge til patient. 

Undersøgelser af patienttilfredshed blandt etniske minoriteter er kun foretaget i 

begrænset omfang (Brøndum & Guldager, 1994; Sonne, 1994). Desuden viste en 

undersøgelse om oplevet diskrimination, at 12-16% af de interviewede personer 

fra Bosnien, Somalia, Tyrkiet, Libanon eller Palæstina ofte eller af og til havde 

oplevet fjendtlighed eller modvillighed i sundhedssystemet inden for det seneste 

år (Møller & Togeby, 1999). Alt i alt ser der ud til at være behov for mere forskning 

om etniske minoriteters tilfredshed/utilfredshed med sundhedsvæsenets 

behandlere, så indsatsen kan gøres bedre og mere virkningsfuld på dette felt. 

9.3. Socialsektorens indsats 

9.3.1 Tilbud til ældre 

Da almene tilbud til børn og unge er omtalt ovenfor i afsnit 8.1. om sprogstimulering 

og dagpasning af småbørn, omtales kun velfærdstilbud til voksne her i dette 

underafsnit. Det drejer sig om varige overførselsindkomster og andre sociale tilbud 

til ældre. 


En befolkningsgruppe, der tiltrækker sig stadig større opmærksomhed, er ældre 

etniske minoriteter, som er en voksende gruppe i det danske samfund. Antallet 

af ældre med etnisk minoritetsbaggrund ventes at blive fordoblet fra 8.500 i 

2001 til 17.000 i 2011, og til ca. 35.000 i 2020. Hertil kommer, at en del ældre 

etniske minoriteter på 50-59 år har et dårligere helbred end jævnaldrende danskere 

(Skytte, 2002a). Men der findes ikke viden om, hvor mange ældre med etnisk 

minoritetsbaggrund, der modtager pleje eller anden hjælp fra kommunerne, 

eller hvilke ydelser de modtager. 

Et særligt problem i forbindelse med sociale indsatser i forhold til ældre flygtninge 

og indvandrere er, at en del af dem ikke kan det danske sprog eller taler og 

forstår det meget dårligt. Yderligere et problem er, at de sjældent har foretaget 

en opsparing med henblik på at opnå en tryg økonomisk alderdom. Pension vil 

derfor være deres eneste indtægt, og ikke alle kan få fuld folkepension på grund 

af for kort opholdslængde her i landet. 

Der er tidligere gennemført nogle undersøgelser af ældre etniske minoriteter, 

men de er enten af ældre dato eller er begrænset til en enkelt kommune. En af 

disse undersøgelser viste, at en stor del af de ældre indvandrere venter at bo 

sammen med deres børn, når de bliver gamle, og at en del af børnene gerne vil 

have dem boende, samtidig med at de ikke mener, at det ikke er realistisk muligt 

(Leeson, 1989). Samme undersøgelse viste, at de ældre – og mest mændene – 

havde et rimeligt godt kendskab til begreber som plejehjem, folkepension og 

hjemmehjælp, mens kendskabet til begreber som beskyttet bolig, kollektiv bolig, 

dagcenter og varmehjælp var ret beskeden, især blandt kvinder. 

Den eksisterende viden om ældre etniske minoriteter er utilstrækkelig, og der er 

behov for en større undersøgelse af levevilkårene blandt ældre etniske minoriteter 

på 50 år eller mere. En sådan undersøgelse kan belyse, i hvilket omfang forskellige 

etniske minoritetsgrupper er selvforsørgede, hvilke pleje- og omsorgsydelser 

samt økonomiske ydelser de modtager fra det offentlige, og deres tilfredshed/utilfredshed 

med disse ydelsers indhold og organisering. Desuden mang- 

163

ler der undersøgelser af socialarbejderes sociale indsatser overfor ældre etniske 

minoriteter. 

9.3.2 Svagt stillede børn og unge – indsats på dagbasis 

Udviklingen i dagtilbudene er gået i retning af at anvende familiebehandling eller 

familieudvikling, dvs. at man på forskellig vis søger at udvikle forældrenes 

evne til at tage sig af deres børn/unge, samt at hele familien behandles eller 

støttes og ikke kun det truede barn/den truede unge. Det kan foregå på fx familiebehandlingsinstitutioner, 

familieværksteder eller i familiens hjem. Men egner 

familieudvikling sig til etniske minoriteter? Der er delte meninger om dette 

spørgsmål, men det lykkedes fx Skolepsykiatrisk Center i Københavns Kommune 

at få indvandrerforældre til at deltage aktivt i familiebehandling (Hertz, 1993). 

Der er åbne rådgivninger for etniske minoriteter i København og flere andre storbyer, 

som både voksne og unge kan henvende sig til, ligesom minoritetsunge kan 

benytte de eksisterende ungdomsrådgivninger, fx Døgnkontakten (Københavns 

Kommunes krisecenter for børn og unge), Transkulturelt Terapeutisk Team (TTT), 

der yder psykosocial bistand til etniske minoritetsunge, og foreningen “Broen” 

som støtter unge kvinder i at komme ud af tvangsægteskaber og prøver at undgå, 

at de kommer ind i et tvangsægteskab. 

SSP, der står for samarbejdet mellem skole-, socialforvaltning og politi, har bl.a. 

til formål at gøre en speciel indsats, der skal hindre, at grupper med uhensigtsmæssig 

social adfærd – især kriminel adfærd – opstår og udvikler sig. SSP har derfor 

igangsat nogle projekter, der sigter på bestemte grupper af minoritetsunge, 

som er ude i kriminalitet. Det kriminalpræventive arbejde i belastede boligområder 

er i hastig udvikling og har i stigende grad unge fra etniske minoriteter som 

målgruppe. I de senere år er mange aktører udover de sociale myndigheder, skoler 

og politi gået ind i arbejdet, bl.a. boligrådgivninger, sportsklubber og 

“fædregrupper”. Men der mangler undersøgelser i lokalområderne, der sætter 

mødet mellem aktørerne i det kriminalpræventive arbejde og etniske minoritetsunge 

under lup med det formål at kunne udpege nogle hensigtsmæssige måder at 

arbejde på. 


Det er vanskeligt at få overblik over, hvilke sociale hjælpeforanstaltninger på 

dagbasis, der anvendes over for børn og unge i etniske minoritetsfamilier. Det 

skyldes, at Danmarks Statistik anvender forskellige opgørelsesprincipper for forskellige 

foranstaltningstyper. Kun de foranstaltninger, der har det enkelte barn 

som fokus, opgøres med barnet som enhed. Det gælder fx personlig rådgiver, fast 

kontaktperson og støtte til kost- og efterskole. Derimod opgøres hjælpeforanstaltninger, 

der har familien i fokus (fx familiebehandling og “hjemme-hos-er”) 

med familien som enhed. Det er derfor ikke muligt på basis af eksisterende statistik 

at danne sig et samlet billede af, hvor mange børn og unge, der totalt er omfattet 

af en børneforsorgsindsats på dagbasis (Skytte, 2002a). En særskilt undersøgelse 

af dette spørgsmål er derfor ønskelig. 

9.3.3 Børn og unge anbragt uden for hjemmet 

Problemer i familien eller hos et barn kan blive så alvorlige, at det er nødvendigt 

at anbringe barnet uden for hjemmet. Der findes følgende typer anbringelsessteder: 

(1) Familiepleje, dvs. almindelige familier hvor plejeforældrene får plejeløn 

for at have et barn anbragt hos sig. (2) Døgninstitution. (3) Socialpædagogiske 

opholdssteder/kollektiver. (4) Kost- og efterskoler. (5) Eget værelse eller hybel. 

(6) Skibsprojekt mv. 

Den eksisterende viden om anbringelse af etniske minoritetsbørn og –unge uden 

for hjemmet er meget lille. Der er behov for en landsdækkende undersøgelse, 

der belyser omfanget af anbringelser, hvad der karakteriserer de børn og unge, 

der anbringes uden for hjemmet, de væsentligste årsager til anbringelsen, og 

hvordan samarbejdet er med de biologiske forældre. Desuden er det vigtigt at få 

kendskab til, hvordan børnene og deres familier oplever anbringelserne. Føles 

det fx mere vanærende, hvis barnet anbringes i familiepleje end på døgninstitution, 

og er der behov for specielle døgntilbud til minoritetsbørn, der tager hensyn 

til deres forudsætninger, eller for at udbygge de sædvanlige tilbud, så de kan 

bo sammen med danske børn og unge? Også andre nordiske lande er præget af 

kundskabsmangel om anbringelser af børn og unge fra etniske minoriteter, og der 

efterlyses undersøgelser af bl.a. mødet mellem socialarbejdere og indvandrerfamilierne 

(Skytte, 2002a). 

165

I Danmark findes der dog nogle få begrænsede undersøgelser på feltet, fx af 

kommunernes praksis i anbringelsessager i 1994. Den viste, at andelen af nyanbragte 

børn med udenlandsk statsborgerskab svarede nogenlunde til andelen af 

danske børn, der anbringes uden for hjemmet (Hestbæk, 1997). Ifølge denne undersøgelse, 

er udenlandsk statsborgerskab således ikke i sig selv en risikofaktor. I 

den forbindelse er det dog vigtigt at huske, at mange børn, som har en anden etnisk 

baggrund end dansk, har dansk statsborgerskab. Et andet eksempel er en undersøgelse 

af tvangsfjernede børn i Københavns Kommune, som viste, at næsten 

10% af de tvangsfjernede børn har udenlandsk statsborgerskab, og hvis børn fra 

etniske minoritetsfamilier med dansk statsborgerskab medregnes, er ca. 15% af 

de tvangsfjernede børn fra indvandrerfamilier (Ertmann, 1994). Undersøgelsen 

handler imidlertid kun om Købehavns Kommune og medtager ikke frivillige anbringelser, 

som der muligvis er færre af blandt etniske minoriteter, idet de lægger 

stor vægt på at have en velfungerende familie. 

Endvidere viste en undersøgelse af familieplejen i Frederiksborg Amt, at kun 1 af 

de 45 etniske minoritetsbørn, der var med i undersøgelsen, var anbragt på et 

sted, hvor hverdagssproget var dansk, og det vil være meget svært at hjemgive 

et barn til en familie, hvor barnet ikke forstår eller ikke kan tale familiens modersmål 

(Skytte, 2000a). Endelig viste en evaluering af Døgnkontakten i København, 

at etniske minoritetsunge oftere er præget af mere akutte problemer i familien 

end danske unge. Karakteristisk for mange af de etniske minoritetsunge, 

der henvender sig til Døgnkontakten er, at de ikke er vokset op sammen med de 

forældre, de nu bor sammen med; men de er typisk hentet til Danmark i skolealderen 

efter at have levet adskilt fra en eller begge forældre under opvæksten 

(Sørensen, 1999). 

Den eksisterende viden om anbringelse af børn og unge fra etniske minoriteter er 

meget lille. Der er derfor behov for forskning omkring disse spørgsmål for at kunne 

forebygge nogle anbringelser eller gøre adskillelsesprocessen mindre smertelig, 

hvis en anbringelse er uundgåelig. Desuden vil en sådan forskning kunne bidrage 

til at afdække nogle områder, hvor kulturmødet mellem forskellige etniske 

kulturer og dansk kultur fører til konflikter. 


9.3.4 Uledsagede flygtningebørn 

Børn og unge, der kommer her til landet som flygtninge, er en særlig sårbar 

gruppe, som har andre problemer med i bagagen end børn og unge, der er vokset 

op i Danmark. Det gælder både, når de kommer ifølge med forældre eller andre 

nære voksenpersoner, men i endnu højere grad for uledsagede flygtningebørn og 

–unge. Disse børn og unge kan i en vis udstrækning drage nytte af de eksisterende 

hjælpeforanstaltninger til de svageste grupper af børn og unge; men samtidig kan 

foranstaltningerne være utilstrækkelige over for de store og til dels ukendte problemer 

og traumer, som disse børn ofte bærer præg af: En barndom og opvækst 

med krigsoplevelser, vold, død, angst, usikkerhed og adskillelse fra sine nærmeste, 

som kan sætte dybe spor i personligheden. 

Antallet af uledsagede flygtningebørn, der ankommer til Danmark, har været stigende 

i de senere år. Ifølge Udlændingestyrelsens Nøgletal 2000 blev 120 børn i 

1999 registrerede som uledsagede mindreårige asylansøgere, og i år 2000 var det 

197 børn. Af disse var 7% under 11 år, 13% var 12-14 år, og 80% var 15-17 år gamle. 

Dansk Røde Kors varetager indkvarteringen af asylansøgere i Danmark; og 

mindreårige asylansøgere, som er uledsagede, indkvarteres på særlige børnecentre, 

hvor personalenormeringen er højere end på landets øvrige asylcentre. 

Desuden har Red Barnet siden 1995 drevet 3 børnehuse for uledsagede flygtningebørn 

i Danmark. 

En undersøgelse af behovet for omsorg blandt uledsagede børn og unge viste, at 

30% af de uledsagede mindreårige på de givne tidspunkter havde særlige omsorgsbehov 

i form af øget kontaktbehov til pædagogisk personale, sygeplejersker 

og andet personale samt støtteforanstaltninger og behandling hos speciallæge 

og/eller psykolog. (Dansk Røde Kors, 1998). En senere undersøgelse af børn med 

særlige støtte- og behandlingsbehov viste, at for 77% af disse børn var der iværksat 

støtteforanstaltninger (Stæhr et al., 2000). Desuden viste en undersøgelse af 

Red Barnets børnehuse, at børnene trives fysisk i børnehusene, men at deres psykiske 

tilstand vækker bekymring (Hannemann, 1997). Børnenes sorg, savn, skyldfølelse, 

bekymring og dårlige samvittighed svækker deres evne til at være glade 

og svækker deres følelse af mening med livet og med at være i Danmark. Under- 

167

søgelsen peger derfor på, at det er vigtigt, at børnehusene søger at sikre og vedligeholde 

de uledsagede børn og unges kontakt til eventuelt eksisterende familie. 

Ud over de omtalte undersøgelser findes der en del andre rapporter om uledsagede 

flygtningebørn, herunder nogle om somaliske børn og unge. En gennemgang 

af disse rapporter ville være ret ressourcekrævende og overlades derfor til det 

Videnscenter om Flygtningebørn i Danmark, som har eksisteret siden januar 2000. 

Centret indsamler, bearbejder og formidler viden om uledsagede flygtningebørn, 

og har derfor publiceret en række rapporter om uledsagede flygtningebørns situation 

i Danmark og “good practice” med disse børn. Desuden har centret en elektronisk 

databank, som løbende opdateres. Centret afholder også temadage og 

konferencer, hvor eksisterende viden om uledsagede flygtningebørn og unge udbredes. 

9.3.5 Handicappede børn 

I København blev der i 1988 afholdt en konference med titlen “Forebyggelse af 

multihandicap hos børn af indvandrerfamilier”, idet flere professionelle havde 

observeret, at visse medfødte og arvelige sygdomme/handicap forekommer med 

større hyppighed blandt børn i indvandrerfamilier end blandt børn i danske familier. 

Som årsager hertil blev nævnt forhold som kost og hygiejne, men også at 

indvandrere fra muslimske lande ofte gifter sig med en nært beslægtet, fx en 

fætter/kusine. Dette familiemønster skaber en øget risiko for recessive sygdomme, 

dvs. sygdomme der skyldes, at barnet overtager de samme vigende arveanlæg 

fra begge forældre. 

Senere undersøgelser og opgørelser har bekræftet, at etniske minoritetskvinder i 

gennemsnit får flere handicappede børn end danske kvinder. En opgørelse viser 

således, at i 1996 var 22% af udviklingshæmmede børn i Københavns Kommune 

etniske minoritetsbørn, mens etniske minoritetsbørn samme år kun udgjorde 12% 

af alle børn i kommunen – altså en stor overrepræsentation af udviklingshæmmede 

minoritetsbørn (Skytte, 2002a). En større undersøgelse fra Kennedy Instituttet 

i Glostrup, der snart offentliggøres, ventes ligeledes at dokumentere, at en større 

del af børn med etnisk minoritetsbaggrund er handicappede end danske børn. 


Der findes derimod stort set ingen forskning om sociale indsatser i forhold til 

handicappede etniske minoritetsbørn i børnehave, skoler og andre institutioner, 

bortset fra enkelte mindre rapporter. Der mangler således forskning i disse 

spørgsmål, ligesom der mangler systematisk viden om, hvordan etniske minoritetsforældre 

oplever det at have et handicappet barn, om disse forældre og 

børns brug og vurdering af de eksisterende sociale indsatser, hvilke indsatser de 

oplever at have behov for, samt socialarbejdernes erfaring med sociale indsatser 

i forhold til disse børn og deres familier. 

9.3.6 De allersvageste voksne 

Psykiske problemer og sindslidelser hos etniske minoriteter er et ret overset problemområde, 

når der ses bort fra særlige behandlingstilbud til flygtninge, som 

lider under eftervirkninger af langvarig fængsel og tortur. Dette gælder også for 

forskningen på feltet, som der endnu kun er lidt af, selv om etniske minoriteter 

er en voksende gruppe inden for socialpsykiatrien (Skytte, 2002a). Samtidig skal 

det dog bemærkes, at psykiske lidelser og sindslidelser forekommer nogenlunde 

lige hyppigt blandt etniske minoriteter og danskere (Barfod & Leimand, 1996), 

ligesom de indlægges lige hyppigt på psykiatrisk hospitalsafdeling, se også afsnit 

9.2.2. om sundhedssektorens indsats over for voksne med etnisk minoritetsbaggrund. 

Indtil for nylig har især Socialt Udviklingscenter SUS i København varetaget erfaringsopsamlingen 

omkring etniske minoriteter med sindslidelser, og har gennem 

årene udgivet en række rapporter og debathæfter om emnet (Barfod & Leimand, 

1996; Barfod, 1997; Barfod & Persson, 2000). Desuden er der udarbejdet rapporter 

fra distriktspsykiatrien i Odense og Århus Amt (fx Gottlieb, 2000). I januar 

2002 åbnede et videnscenter for transkulturel psykiatri, som bl.a. systematisk 

skal opsamle og bearbejde viden og erfaring på området. Men der er samtidig 

behov for forskning omkring, hvilke sociale indsatser etniske minoriteter med 

psykiske lidelser har brug for, herunder om de eksisterende tilbud egner sig til 

etniske minoriteter, eller om de behøver særlige tilbud og arbejdsmetoder. 

Andelen af stofmisbrugere i behandling, som er udenlandske statsborgere, svarer 

nogenlunde til andelen af udenlandsk statsborgerskab i befolkningen som helhed 

169

(Sundhedsstyrelsen, 2000). Der er stort set ingen forskning i etniske minoriteters 

møde med og brug af stofmisbrugsbehandlingen i Danmark. I en af de få undersøgelser 

på området konkluderes det: ”Såvel den danske misbrugsbehandling som 

forskning vedrørende samme har været farve- og kulturblind. Man har måske nok 

optalt antallet af “etniske andre”, men derudover har man ikke analyseret omfanget 

eller beskæftiget sig med betydninger af etnicitet og “etnisk andethed” 

for misbrugsbehandlingens forløb og resultat.” 

Ligeledes er det et uudforsket område, hvilke muligheder og problemer der er for 

misbrugere på de institutioner, der retter sig særligt mod etniske minoriteter. 

Såvel i forhold til den deciderede misbrugsbehandling som rådgivning og behandling 

af etniske minoriteter er der en omfattende praktikererfaring, men den er 

ikke opsamlet, systematiseret eller analyseret videnskabeligt” (Staunæs, 1998). 

Der er således behov for både erfaringsopsamling og ny forskning om stofmisbrugere 

blandt etniske minoriteter, der kan anvendes til at forebygge, behandle og 

bekæmpe denne form for misbrug. 

Andelen af etniske minoritetskvinder på krisecentre er fortsat stigende, jf. en 

kortlægning af Behrens & Raal (1999). Denne kortlægning belyser bl.a. forskellige 

karakteristika ved etniske minoritetskvinder på krisecentre, årsager til opholdet, 

hvor længe de bor der, og om de vender tilbage til den ægtemand, de er flygtet 

fra – som regel på grund af vold eller trusler om vold. Desuden understreges det, 

at det individuelle sociale arbejde måske ikke er den mest velegnede metode i 

forhold til disse kvinder, men at gruppearbejde er bedre, samt at der er behov 

for en øget prioritering af disse kvinder i de kommunale forvaltninger og et øget 

samarbejde mellem krisecentre og de kommunale forvaltninger. Se nærmere 

herom i selve kortlægningsrapporten (Behrens & Raal, 1999) eller et resumé heraf 

(Skytte, 2002a). 

De eksisterende undersøgelser af kvindekrisecentre peger på, at der er behov for 

forskningsmæssigt at følge udviklingen på dette felt nøje, samtidig med at der 

foretages undersøgelser, der kan inspirere til og understøtte en kvalitativ udvikling 

af de sociale indsatser på området. 


I en doktordisputats om yngre brugere af døgninstitutioner for hjemløse i København 

(Brandt, 1992) blev det påpeget, at der i de senere år er sket en brat stigning 

i antallet af indvandrere og flygtninge på døgninstitutioner i København. I 

skrivende stund arbejder Formidlingscentret for socialt arbejde i Esbjerg på at 

udgive en rapport om etniske minoriteter på hjemløseinstitutioner. Men i det store 

og hele findes der meget lidt viden om dette spørgsmål. 

9.4 Sammenfatning vedr. forskningsbehov 

I forhold til kommunernes integrationsindsats er der et meget presserende behov 

for at få undersøgt effekten af kommunernes integrationsindsats på udlændingenes 

integration på arbejdsmarkedet. En bedre integration på arbejdsmarkedet 

har regeringens og Folketingets førsteprioritet, men det vidensmæssige grundlag 

for en mere effektiv indretning af integrationsindsatsen er svagt. Der er behov 

for mere viden om effekter af såvel den administrative indretning af integrationsindsatsen 

som enkeltelementer i indsatsen, herunder både sprogundervisning 

og forskellige former for aktivering, jobtræning og praktik. 

Som integrationsloven har været udformet, har den stillet en lang række krav til 

både flygtninge og den kommunale administration, bl.a. i form af en række frister 

for boligplacering, handlingsplaner, sprogundervisning mv. Det antoges, at 

opfyldelse af disse forskellige krav ville føre til integration eller i hvert fald en 

større grad af integration, end hvis disse krav ikke blev opfyldt. Integrationsopgaven 


om denne teori er rigtig. Da kommunernes indsats varierer så meget, er der 

gode muligheder for at belyse, hvilke former for indsats der giver de bedste resultater. 

På denne baggrund foreslås en registerbaseret undersøgelse af effekter af kommunernes 

integrationsindsats. Hvilke indsatsformer er bedst til at gøre flygtninge 

og indvandrere selvforsørgende? En sådan undersøgelse bør inddrage data om både 

kommunernes organisering (evt. fra den tidligere foretagne evaluering af 

kommunernes integrationsindsats, jf. PLS, 2000 og Winter, 2001b), den lokale 

arbejdsmarkedsmæssige situation, karakteren af de afgivne tilbud under integrationsprogrammet 

samt flygtninge og indvandreres individuelle baggrund og res- 

171

sourcer. Da de relevante registerdata først bliver tilgængelige med en del tidsforskydning, 

er en surveyundersøgelse imidlertid et muligt alternativ, som kan 

gennemføres hurtigere. 

Da aktiveringen udgør et kerneelement i integrationsindsatsen, men samtidigt er 

et smertensbarn i mange kommuner, er der behov for en supplerende undersøgelse 

af, hvorfor aktiveringsindsatsen varierer så meget mellem kommunerne. 

Hvilken rolle spiller de kommunalpolitiske prioriteringer, ressourceindsatsen, 

sagsbehandlerholdninger, det lokale arbejdsmarked og inddragelsen af repræsentanter 

herfra for aktiveringsindsatsen? En viden herom vil være værdifuld til at 

målrette aktiveringsindsatsen mod de mest effektive tilbudsformer. Disse problemstillinger 

kan belyses ved en multivariat analyse af det anførte datamateriale, 

der blev indsamlet i de fleste danske kommuner i 2000 i forbindelse med evalueringen 

af integrationsindsatsen, suppleret med nyere administrative data 

vedr. kommunernes aktiveringsindsats. En ny kvalitativ undersøgelse i et mindre 

antal kommuner ville kunne supplere den kvantitative undersøgelse. 

Hvad angår social- og sundhedssektorerne indsats, mangler der på mange delområder 

viden om tilgængeligheden og virkemåden i forhold til etniske minoriteter. 

Der er derfor et generelt behov for at medtænke etnicitet i mange af fremtidige 

undersøgelser inden for social- og sundhedsområdet for at give mulighed for at 

analysere disse problemstillinger. Det kan både dreje sig om at medtage etnisk 

baggrund som en variabel i undersøgelserne og evt. oversample etniske minoriteter 

i visse undersøgelser for at få tilstrækkeligt mange observationer. 

De hidtidige undersøgelser inden for de to sektorer har vist, at sprog-, kultur- og 

ressourceforskelle kan føre til, at relevante service- og behandlingstilbud ikke er 

tilgængelige, afgives for sent, eller at der endog foretages fejlbehandling i forhold 

til udlændinge fra tredjelande, ligesom en del udlændinge føler sig diskrimineret 

i behandlingssystemerne. 

Der er et generelt behov for at være opmærksom på disse spørgsmål i forbindelse 

med fremtidig forskning på social- og sundhedsområdet, men der synes at være 


et ganske særligt behov for forskning på nogle særlige områder, som der redegøres 

for i det følgende. 

Da der allerede forelægger adskillige undersøgelser, der påpeger betydningen af 

sprog- og kulturforskelle for behandlingen i sundhedssystemet, vil det være oplagt 

at undersøge effekten af foranstaltninger, der bevidst søger at overvinde 

disse barrierer gennem tolkebistand og evt. gennem uddannelse af personalet for 

bedre at kunne forstå udlændingenes baggrund og situation. 

Et oplagt eksempel kunne være en evaluering før og efter indførsel af (regler 

om) brug af tolk på en børnemodtagelse på en børneafdeling under et sygehus, 

med påfølgende opfølgning af børnene vedr. sygelighed, fremtidige indlæggelsesbehov 

og forældrenes tilfredshed. En anden mulighed er at undersøge to børneafdelinger, 

hvor kun den ene har en omfattende brug af tolkebistand. De fleste 

børneafdelinger har i løbet af de sidste år omstruktureret, så der er mulighed for 

at observere et barn, der er akut syg - men ikke så alvorligt syg - i nogle timer i 

en børnemodtagelse, undersøge barnet, iværksætte behandling og instruere forældrene 

i behandlingen (fx maskebehandling til børn med astma). Brug af tolk 

ville formentlig kunne medføre, at også etniske minoritetsbørn og deres forældre 

får en sådan mindre omkostningskrævende og til dels mere relevant behandling 

end decideret indlæggelse i afdelingen, og forældre til et barn med astma ville 

bedre være i stand til selv at behandle det næste gang, et anfald var under optræk. 

Et anden mulighed ville være behandlingen af etniske minoritetskvinder på fødeog 

gynækologiske afdelinger. Fx har man gjort en del med hensyn til tolkebistand 

på Skejby Sygehus føde- og gynækologiske afdeling. En sådan undersøgelse kunne 

også gennemføres som en sammenlignende analyse af to kontrasterende afdelinger, 

hvor den ene har en god tolkeservice, og den anden undgår at bruge tolk – fx 

en sammenligning af fødeafdelingerne på Skejby Sygehus i Aarhus og Rigshospitalet 

i København. 

På sundhedsområdet er der endelig behov for mere forskning om etniske minoriteters 

tilfredshed/utilfredshed med sundhedsvæsenets behandlere, så samar- 

173

ejdet mellem sundhedsvæsenet og de etniske minoriteter og sundhedsindsatsen 

over for disse grupper kan forbedres. 

På det sociale område er der et ganske særligt behov for undersøgelser af indsatsen 

i forhold til familier med handicappede eller truede børn. Vedr. truede børn 

viser de hidtidige analyser, at etniske minoritetsbørn fjernes i mindre omfang og 

senere fra hjemmet, men når det sker, er der stor fare for, at deres etniske baggrund 

udviskes og kontakten med de biologiske forældre umulig- eller vanskeliggøres, 

fordi langt de fleste anbringelsessteder kun taler dansk. Det vides ikke, 

om de sociale myndigheders tilbageholdenhed skyldes, at problemerne er mindre 

i etniske minoritetsfamilier, eller at myndighederne pga. sprog- og kulturforskelle 

holder sig tilbage selv i situationer, hvor der er behov for indgreb eller forebyggende 

foranstaltninger. 

En ny undersøgelse af anbringelser af såvel etniske minoritetsbørn som danske 

børn er under planlægning i Socialforskningsinstituttet i samarbejde med Institut 

for Sociale Forhold og Organisation ved Aalborg Universitet. Da denne undersøgelse 

kun omfatter anbragte børn, mangler der en undersøgelse af den mere generelle 

indsats, herunder forebyggende foranstaltninger, for familier med truede 

børn, før en evt. anbringelse er besluttet. Undersøgelsen bør gennemføres ved 

personlige besøgsinterviews med et udvalg af etniske minoritetsforældre og evt. 

deres børn samt med deres sagsbehandlere, og der vil være en betydelig gevinst 

ved at koordinere den med den igangværende undersøgelse af anbragte etniske 

minoritetsbørn for at kunne danne sig et overblik over sammenhængen mellem 

forebyggende foranstaltninger og anbringelser. 

Der er foretaget nogle undersøgelser af den sociale indsats over for danske familier 

med handicappede børn. De viser bl.a., at det i høj grad er op til forældrene 

selv at stille krav om, at de får de servicetilbud og ydelser, de er berettigede til. 

På denne baggrund kan man frygte, at familier med færre ressourcer, herunder 

etniske minoritetsforældre, som tillige har sprogproblemer og mindre kendskab 

til den danske lovgivning, ikke tilgodeses i fornødent omfang. Men der foreligger 

stort set ingen forskning vedr. den sociale indsats over for etniske minoritetsfamilier 

med handicappede børn. Da der fødes flere handicappede børn af etniske 


minoritetsforældre, er der et særligt behov herfor. En sådan undersøgelse kunne 

gennemføres ved personlige interview med et udvalg af etniske minoritetsforældre 

med handicappede børn, deres sagsbehandlere og daginstitutionspersonale. 

Undersøgelserne af indsatsen over for truede og handicappede børn kunne evt. 

kombineres til én fælles undersøgelse. 

Mens de ovennævnte forskningsopgaver er særligt påtrængende, kan der anføres 

andre forskningsbehov på det sociale område. Der er således behov for undersøgelser, 

der sætter mødet i lokalområdet mellem aktørerne i det kriminalpræventive 

arbejde og etniske minoritetsunge under lup med det formål at kunne udpege 

nogle hensigtsmæssige måder at arbejde på. 

Der er også mangel på viden vedr. sindslidende og andre særligt truede grupper 

blandt etniske minoriteter. Psykiske problemer og sindslidelser hos etniske minoriteter 

er således et ret overset problemområde, også forskningsmæssigt, idet 

psykiske lidelser og indlæggelser dog forekommer nogenlunde lige hyppigt blandt 

etniske minoriteter og danskere. Imidlertid savnes viden om, hvilke sociale indsatser 

etniske minoriteter med psykiske lidelser har brug for, herunder om de eksisterende 

tilbud egner sig til etniske minoriteter, eller om disse behøver særlige 

tilbud og arbejdsmetoder. Specielt er der behov for såvel forskning vedr. sociale 

indsatser over for traumatiserede flygtningebørn og –voksne som udvikling af relevante 

behandlingstilbud. 

Der savnes ligeledes forskning vedr. mødet mellem stofmisbrugere fra etniske 

minoriteters og behandlingssystemet. Der er ganske vist en omfattende praktikererfaring, 

men den er ikke opsamlet, systematiseret eller analyseret 

videnskabeligt. En forskning heri vil kunne anvendes til at forebygge, behandle og 

bekæmpe denne form for misbrug. Der er endvidere behov for forskning i vold 

mod etniske minoritetskvinder, ligesom der savnes en forskningsmæssig 

kortlægning af levevilkårene blandt de ældre etniske minoriteter og deres behov 

for pleje- og omsorgsforanstaltninger. 

Den foretagne kortlægning har vist, at flere forskellige sektorer og myndigheder 

yder en indsats i forhold til de etniske minoriteter. Indsatsen forekommer umid- 

175

delbart opsplittet, men der mangler undersøgelser af koordinationen mellem de 

forskellige sektorer og myndigheder. 

9.5 Konklusioner og politikanbefalinger 

Vi har i dette kapitel fokuseret på forskning om den indsats og de serviceydelser, 

der tilbydes etniske minoriteter i kommunerne og amterne som led i henholdsvis 

integrationsindsatsen og de almindelige sundheds- og socialydelser, der stilles til 

rådighed for befolkningen. 

Undersøgelserne vedr. kommunernes integrationsindsats viser, at kommunerne i 

har igangsat en del aktiviteter i deres integrationsindsats over for flygtninge og 

indvandrere, navnlig i forbindelse med sprogundervisning, undervisning i danske 

samfundsforhold og boligplacering. Derimod er der problemer vedr. en rettidig 

udfærdigelse af individuelle handlingsplaner, ligesom aktiveringen halter voldsomt 

bagefter i en stor del af kommunerne. 

Desuden har kommunerne været meget tilbageholdne med systematisk at inddrage 

repræsentanter for udlændingene, arbejdsmarkedets lokale parter og foreningslivet 

i integrationsarbejdet, herunder har kun få kommuner oprettet et integrationsråd. 

I betragtning af de problemer, som kommunerne har med at løse 

aktiveringsopgaven, kunne det ellers være nærliggende at søge at trække mere 

på ressourcerne i lokalsamfundet. Der er dog behov for nøjere at overveje, om 

det vil være hensigtsmæssigt at sammensmelte integrationsrådene og de sociale 

koordinationsudvalg. 

De eksisterende økonomiske incitamenter for kommunerne til aktivering i form af 

større statstilskud ved aktivering har ikke været tilstrækkelige. Da lovgivningen 

ikke stiller samme præcise krav til kommunerne som til de øvrige aktiviteter, bør 

en stramning af krav til og frister for aktivering overvejes. En undersøgelse af 

baggrunden for variationerne i kommunernes aktivering vil dog måske kunne give 

andre bud på, hvordan aktiveringsindsatsen og dens sammenhæng med sprogundervisningen 

kan styrkes. 


Forskningen vedr. etniske minoriteters kontakt med sundhedssystemet viser, at 

sundhedsplejerskerne har en meget vigtig og gavnlig rolle i forhold til de små 

børn. Etniske minoritetsbørn er sjældnere syge end danske børn, men de har dårligere 

tænder og bliver oftere hospitalsindlagt på sygehuse. Der er behov for mere 

vejledning om tandsundhed, evt. ved at sundhedsplejersken fortsætter med at 

besøge familien efter, at barnet er fyldt 1 år. Den større andel af hospitalsindlæggelser 

rejser spørgsmålet, om der sker flere indlæggelser pga. usikkerhed i 

diagnosen som følge af kommunikationsproblemer, og om hospitalerne er klædt 

godt nok på til mødet med etniske minoriteter, herunder om der er tilstrækkelig 

tolkebistand. 

Minoritetskvinder går til graviditetsundersøgelser i samme omfang som danske 

kvinder, men benytter tilbud om fødselsforberedelse, efterfødselskurser og mødregrupper 

i langt lavere omfang. Der er behov for bedre motivering i forhold til 

disse kvinder og deres familie, ikke mindst gennem sundhedsplejerskerne. Der er 

ligeledes behov for en genetisk rådgivning, da minoritetskvinder i gennemsnit føder 

betydeligt flere handicappede børn. 

Etniske minoriteter har et lidt større forbrug af sundhedsydelser fra praktiserende 

læger, speciallæger og sygehuse end danskere, hvilket i flg. en svensk undersøgelse 

hænger sammen med, at etniske minoriteter generelt har et dårligere 

helbred, herunder hos flygtninge, der har været udsat for krig og politiske uroligheder. 

Etniske minoriteter er sjældnere end danskere indlagt pga. skader, kræftsygdomme 

og alkoholskader, hvorimod de oftere er indlagt for infektionssygdomme 

og smerter uden nøjere angivelser. Dette kan i nogen grad skyldes sproglige 

kommunikationsproblemer og understreger igen behovet for tolkebistand i 

sundhedssystemet for at undgå over- og fejlbehandling. Der er også en del udlændinge, 

der har oplevet fjendtlighed eller modvillighed i sundhedssystemet. 

De etniske minoriteter har brug for en del forskellige tilbud i det sociale system. 

Et noget upåagtet problem er den voksende gruppe af ældre. Mange af dem forventer 

at blive boende sammen med deres børn, men en del af disse mener trods 

deres gode vilje ikke, at det vil være praktisk muligt. De ældres kendskab til det 

offentlige serviceydelser til ældre varierer mellem disse ydelser. Der kan forud- 

177

ses en del kommunikationsproblemer i ældreforsorgen, da mange af disse ældre 

taler dårligt dansk. Et andet problem er, at de sjældent har foretaget nogen opsparing 

til deres alderdom. 

Udenlandske børn og unge anbringes uden for hjemmet lige så hyppigt som danske. 

En undersøgelse af sådanne etniske minoritetsbørn i en enkelt større kommune 

viste imidlertid, at alle børn var anbragt i familier, der kun talte dansk, og 

hvor der i de fleste tilfælde ikke var nogen eller meget få mennesker med minoritetsbaggrund 

i lokalområdet. Dette må forventes at give betydelige problemer i 

forhold til en evt. hjemgivelse, hvor der kan opstå betydelige sproglige og kulturelle 

problemer i forhold til de biologiske forældre i et omfang, så hjemgivelse 

evt. forhindres. En forsker, Marianne Skytte, hævder, at flere af børnene er anbragt 

i strid med såvel FNs børnekonvention som de kontinuitetsprincipper, der 

ligger til grund for lovgivningen om dansk børneforsorg gennem tiderne. Der er 

således behov for overvejelser både af konsekvenserne af anbringelser uden for 

hjemmet af sådanne børn og unge og af de former for anbringelser, der bør 

komme på tale. 


Kapitel 10: Institutionernes indsats 


Opdraget om kortlægning af integrationsforskningen i Danmark siden 1980 indebærer 

en afsøgning af de forskningsinstitutioner og forskningsorienterede uddannelsesinstitutioner, 

der aktivt har bidraget til forskning om indvandring og integration 

i den nævnte periode, enten i form af forskningsenheder eller -centre for 

integrationsstudier, eller fordi de over tid har beskæftiget forskere, der har ydet 

bidrag til denne forskning. 

Vi har henvendt os til de mest betydende institutioner for at bede om deres bidrag 

til kortlægningen. Vores henvendelse gik til 26 institutioner. Efter vores opfølgning 

har 22 responderet, og vi har uden henvendelse medtaget yderligere 4 

institutioner i afsøgningen. Til de oprindelige 26 institutioner har vi medsendt 

oversigt over opdragets syv tematiske delområder og vi har stillet fire spørgsmål: 

• Har jeres forskning omfattet studier i indvandrere/flygtninges integration i 

det danske samfund? I givet fald hvilke (vi er interesserede såvel i en beskrivelse 

af delområderne som i publikationslister). 

• Hvordan har forskningen været organiseret? Har der været tale om en bevidst 

satsning på indvandrer-/integrationsforskning, eller er den mere et resultat 

af flere individuelle forskeres mindre koordinerede indsats? 

• Hvor mange forskningsårsværk er beskæftiget med integrationsforskning i 

dag? Har jeres forskningsindsats på området vist en tiltagende eller en aftagende 

tendens over tid (i bred forstand siden 1980, og mere specifikt de sidste 

5 år)? Hvilke delområder forskes der især i for tiden? 

• Hvilke delområder inden for integrationsforskningen anser I som dem, der er 

mest underbelyst og derfor har behov for nye forskningsinitiativer – enten i 

en overordnet sammenhæng eller i lyset af offentlige debatter og politiske 

problemer? 

179

Ikke alle institutioner har besvaret alle spørgsmål lige fyldestgørende. På baggrund 

af besvarelserne gennemgås de enkelte institutioner med fokus på institutionernes 

forskningsorganisering herunder hovedtemaer med eksempler på de 

væsentligste projekter over tid, desuden så vidt muligt antal årsværk samt eksempler 

på aktuel forskning. Detaljeringsgraden er begrænset under hensyn til 

rapportens format og de indkomne oplysninger, og for mere detaljeret indsigt i 

forskningsresultater i form af udgivelser henvises til projektets litteraturdatabase. 

Kapitlet rundes af med en tværgående perspektiverende opsamling. Rapportens 

delområde kapitler behandler i øvrigt mere indgående forskningens indholdsmæssige 

sider, herunder væsentlige udgivelser, og institutionernes forskningsanbefalinger 

inkluderes i kapitel 11. 

10.2 De forskningsorienterede uddannelsesinstitutioner 

Området omfatter institutter, afdelinger, akademier og centre ved universiteter 

og handelshøjskoler. 

10.2.1 Københavns Universitet 

Sociologisk Institut 

Det nu nedlagte Institut for Kultursociologi er blevet afløst af Institut for Sociologi 

og begge steder har der været forskning i “integrationsproblematikken”. Som 

hovedtemaer beskæftiger man sig med ungdomskulturer, brobygningsprocesser, 

livssituation, identitet og tilhør. Betydende for området var en konference fra 

1989: Hverdagsliv, kulturproduktion og “race” – med særligt henblik på den inspiration 

den såkaldte “Birmingham-skole” har haft for forskningen i disse temaer 

i Danmark. Eksempler på større projekter fra 90erne er: Det multikulturelle Danmark 

og Grænseland Europa: Diasporakulturer, racisme og ungdomskulturer. 

Forskningen ved Institut for Sociologi har indtil videre haft et mindre omfang. Det 

skyldes til dels instituttets korte levetid, men der er en stigende interesse for 

området og forskningsindsatsen har været tiltagende siden 1980. Et aktuelt 

forskningsprojekt med støtte fra SSF/SHF under det tværrådlige program Kulturmødet 

er: Med hjemløsheden som hjem. Af andre igangværende projekter kan 

nævnes et projekt om multikulturelle udfordringer i ungdomsuddannelser i Danmark, 

og et ph.d.-projekt om bosniske flygtninge. (www.sociology.ku.dk/). 

180 KAPITEL 10: INSTITUTIONERNES IND- 

SATS

Institut for Antropologi 

Et ph.d.-projekt er gennemført inden for et projekt om bosniske flygtninge 

(2001), og et ph.d.- projekt er undervejs om repatriering til Bosnien. Instituttet 

har i 90erne været involveret i et større komparativt nordisk projekt om bosniske 

flygtninge, og desuden har der været et arbejde om etniske makedonere i Danmark, 

hvilket samlet, som en del af stedets forskning, viser en Balkan orientering 

for instituttets integrationsforskning. I længere historisk perspektiv har der frem 

til midten af 80erne bl.a. været forsket i (med datidens typiske termer) gæstearbejderes 

tidlige tilpasningshistorie i 1970erne. I perioden mellem 1995 og 2002 

anslår instituttet, at der årligt har været anvendt mellem to og tre seniorårsværk 

på integrationsrelateret forskning, heri ikke medregnet ph.d.-projekter 

og specialer. Aktuelt omfatter indsatsen bidrag til Magtudredningens arbejde. 

(www.anthro.ku.dk/). 

Afdeling for Minoritetsstudier, Institut for Nordisk Filologi 

Afdelingen er hjemmehørende på et institut, der har sprog, litteratur, medier og 

kultur som kerneområder, hvilket præger forskningstemaerne for den i øvrigt 

mindre koordinerede forskningsindsats på afdelingens område. Ingen af de ansatte 

defineres som integrationsforskere, men som minoritetsforskere. Der er to 

fuldtidsansatte, plus en række deltidsmedarbejdere. Herudover to ph.d.studerende, 

hvis projekter begge falder ind under integrationsområdet. De ansattes 

forskningsprofiler kan læses på Minoritetsstudiers hjemmeside. Instituttet har 

været repræsenteret i en arbejdsgruppe for Etnisk ligestilling blandt de ansatte 

på universiteterne nedsat af den daværende forskningsminister foråret 2000. Eksempler 

på primære forskningstemaer og projekter: litteraturundervisning i faget 

dansk set i en flerkulturel sammenhæng; kulturmødet Danmark-Grønland; tolkningens 

betydning for integration; Tv-medierede møder mellem de etniske minoriteter 

og majoriteten; den politiske håndtering af integration i Folketinget. 

(www.minoriteter.dk/). 

Carsten Niebuhr Instituttet (CNI) 

CNI beskæftiger sig med Den Nære Orient i oldtid og nutid. Det er det største 

universitetsinstitut af sin art i Skandinavien. Hovedvægten ligger på sproglige, 

historiske, samfundsmæssige, religiøse og arkæologiske forhold. Da studierne af 

181

de moderne fag, er baseret på kendskab til sprog, er en stor del af instituttets 

videnskabelige personale engageret i sproglige eller filologiske studier. Det andet 

hovedområde inden for forskningen i de moderne fag, er nyere historie, samfundsforhold 

og religion. Heri indgår centrale emner som islam og jødedom. 

Forskningsområder er bl.a.: politisk islam og politiske systemer i den arabiske 

verden; palæstinensisk politik og fredsprocessen; 19. og 20. årh. islam; TV og 

presse i den arabiske verden; Kalifatets økonomiske og sociale historie; Islam og 

muslimer i Danmark. Et igangværende ph.d.-projekt er en komparativ analyse af 

klassisk og moderne koranfortolknings forståelse af Gud og det Onde. 

(www.hum.ku.dk/cni/). 


SATS

10.2.2. Aarhus Universitet 

Afdeling for Etnografi og Socialantropologi, Institut for Forhistorisk Arkæologi, 

Middelalderarkæologi, Etnografi og Socialantropologi 

Afdelingen har ikke integrationsforskning som eksplicit satsningsområde, men der 

er nogle temaer, som er klart relevante for integrationsproblematikken, specielt 

kultur og politik, retsantropologi, og arbejde og organisation. Feltarbejder har 

der været en del af, bl.a. på asylcentre og i et boligområde med mange indvandrere. 

Forskningsindsatsen på området viser en aftagende tendens i de senere år, 

og indsatsen har været resultatet af flere forskeres individuelle forskningsinteresser 

og projekter. I historisk perspektiv tegner afdelingen sig fra 1986 og gennem 

de tidlige 1990ere for en betydelig indsats på området med et projekt om Danmark 

og islam under SFH-indsatsområdet Islam i nutiden. I den forbindelse gennemførtes 

to konkrete forskningsprojekter Identitetsskabende processer blandt muslimske 

børn og unge i Danmark og Dannelse og opretholdelse af den kulturelle identitet 

hos muslimske indvandrere i Danmark, som resulterede i flere udgivelser. Et 

ph.d.-projekt om nyere islamiske bevægelser i Vesteuropa (1998) var ligeledes en 

udløber af ovenstående. Derudover har afdelingen flere forskere, der har skrevet 

om integrationsspørgsmål ud fra forskellige perspektiver og interesseområder. 

(www.hum.au.dk/etno/). 

Institut for Statskundskab, herunder Magtudredningen 

Instituttet indgår som konsortiepartner i AMID. Blandt instituttets forskningstemaer 

er: analyse af demokrati og magt i Danmark; holdninger til indvandrere og 

flygtninge; undersøgelse af indvandrernes medborgerskab i Danmark; den danske 

magtelite; politisk deltagelse, repræsentation og organisering; diskrimination og 

racisme. Instituttet er værtsinstitut for Magtudredningen og projektet har sit 

formandskab der. Magtudredningen er et forskningsprojekt, der er sat i gang på 

foranledning af Folketinget og som har til formål at analysere det danske folkestyres 

situation ved overgangen til det 21. århundrede. Magtudredningen har set 

det som en af sine opgaver at behandle spørgsmålet om de etniske minoriteters 

medborgerskab i Danmark. I den forbindelse er der igangsat en række delprojekter 

og der vil blive en samlende udgivelse om emnet. Med undtagelse af den afsluttende 

udgivelse er delprojekterne allerede afrapporteret. Magtudredningen 

udgiver dels en skriftserie, dels en bogserie. Der er inden for de seneste par år 

183

forskningsudgivelser inden for følgende temaer: etniske minoriteters indflydelseskanaler; 

mediernes konstruktion af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet; politik 

over grænser; tyrkeres og kurderes engagement i det politiske liv i hjemlandet; 

politisk organisering; medborgerskab; og demokratiforskning; grønlændere i 

Danmark. (www.ps.au.dk/). 

Center for Multireligiøse Studier, Det Teologiske Fakultet 

Centeret er en nyere forskningsenhed fra 2001 og har til opgave at beskrive, analysere 

og fortolke den mangefacetterede udvikling af det multireligiøse landskab, 

som foregår globalt såvel som nationalt. Under centeret er bl.a. et større koordineret 

forskningsprojekt kaldet Det danske Pluralismeprojekt, hvis formål det er 

at dokumentere den voksende religiøse mangfoldighed i Danmark. Som pilotprojekt 

gennemføres en undersøgelse af den religiøse mangfoldighed i Århus. Det 

danske Pluralismeprojekt har fra Statens Humanistiske Forskningsråd modtaget 

en bevilling på 2,5 millioner. Midlerne skal bruges til at igangsætte et stort projekt, 

der skal dokumentere, analysere og teologisk reflektere over den religiøse 

diversitet i Danmark. Projektet er et samarbejdsprojekt mellem religionsvidenskab 

og systematisk teologi og det beskæftiger sig med den voksende religiøse 

mangfoldighed i Danmark for at give et vidensgrundlag for at medtænke den religiøse 

dimension af forskellige problemer i det multikulturelle samfund. Projektet 

samarbejder med det amerikanske pluralisme projekt ved Harvard University. 

(www.teo.au.dk/html/cms/index.htm). 

Afdelingen for Retslære, Juridisk Institut 

Integrationsområdets retlige aspekter, herunder forskning om integrationsloven 

fra 1998 og også juridiske problemer ved opholdsret og forsørgelsesforhold samt 

migrationsretlige problemstillinger, indgår i afdelingens forskning. 

10.2.3 Syddansk Universitet 

Dansk Center for Migration og Etniske Studier (DAMES), Forskningsenheden for 

Sundhedsfremme, Institut for Sundhedstjenesteforskning 

I perioden 1995-1999 var DAMES et af de mest betydende forskningsmiljøer med 

integrationsforskning som fokusområde. Vedrørende integrationsforskning ved 

DAMES 1995-2000 foreligger der en række årsberetninger samt en status- og selv- 


SATS

evalueringsrapport, der fyldigt beskriver forskningstemaer mv. (kan rekvireres fra 

Forskningsenheden for Sundhedsfremme). Centret modtog 1995-1999 statslig 

støtte i størrelsesordenen 3,5 mio. kr. årligt. DAMES var først i perioden hjemmehørende 

under Sydjysk Universitetscenter og er i dag et forskningscenter, der 

administrativt er underlagt Forskningsenheden for Sundhedsfremme, Institut for 

Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet. Det har pt. to fuldtidsansatte 

seniorforskere, hvoraf den ene er centerleder. Desuden har det en ph.d.studerende, 

samt et varierende antal forskningsassistenter, p.t. 3. Igangværende 

forskning omfatter bl.a.: diskrimination på arbejdsmarkedet; studier vedrørende 

diversity management; integrationspolitik i EU; arbejdsmarkedspolitik i Danmark, 

Sverige og Finland; velfærdsstatslig funktion – komparativ analyse af pakistanske 

indvandrere i Danmark og Norge hhv. af to kurdiske gruppers integration i Danmark 

og Sverige. I tilknytning til AMID har en forsker fra DAMES et enkelt grundforskningsprojekt, 

der har til formål at belyse følgende to social antropologiske 

spørgsmål: Hvad er forskellen på mænd og kvinder? og hvordan får mennesker 

børn? (www.esb.sdu.dk/~dames/Dam3.htm). 

Center for Mellemøststudier 

Fra at være et forskningscenter med udgangspunkt i det moderne Mellemøsten 

har centeret udviklet sig til som en naturlig del af sit forskningsfelt at beskæftige 

sig med Mellemøsten i Europa og dermed indvandrings- og integrationsspørgsmål. 

Centrets forskning med direkte fokus på integration har koncentreret 

sig om to forskningsfelter: dels indvandreres integration på arbejdsmarkedet, 

dels indvandreres integration via uddannelsessystemet. Indvandreres politiske 

deltagelse i EU-landene, politikere af indvandrerafstamning og politisk aktive 

indvandrere i EU-landene, er et nyere fokusområde, der dog p.t. ikke er organiseret 

og finansieret i større skala. Skønsmæssigt kan man sige, at af centrets 10 

VIP-ansatte beskæftiger 3 sig overvejende med indvandring, migration, integration 

mv., og det er et generelt indtryk, at forskningsindsatsen på centret inden for 

integrationsområdet er i vækst, om end denne forskning må siges at være et resultat 

af flere forskeres mindre koordinerede indsats. I tilknytning til centrets 

forskning udbydes en række uddannelser, hvor specielt den Åbne Uddannelse 

Indvandrerstudier lægger hovedvægten på indvandring og integration. Dertil 

kommer, at en del af centrets forskning berører, men ikke direkte handler om 

185

indvandring og integration. Dette gælder igangværende forskning om etniske minoriteter 

i Mellemøsten, forskning vedrørende terrorisme samt sprogforhold (specielt 

forskning vedrørende arabisk). (http://middle-east.hum.sdu.dk). 

10.2.4 Aalborg Universitet 

Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold (IHIS) 

Instituttet er værtsinstitut og administrativt hjemsted for Akademiet for Migrationsstudier 

i Danmark (AMID) (jf. nedenfor) og rummer også SPIRIT – School for 

Postgraduate Interdisciplinary Research on Interculturalism and Transnationality, 

der er en interdisciplinær og internationalt orienteret forskerskole med forskningstemaer 

inden for politologi, transnationalisme og interkulturelle studier. 

SPIRIT har siden 1997 haft flere relevante projekter. Et ph.d.-projekt under afslutning 

er: Practices and Policies of Integrating Immigrants in Industrial Regions 

- Examined at the Cases of Dortmund and Sheffield. SPIRIT er lokal partner i 

AMID og de to har et nært samarbejde bl.a. ved organisering af stedlige forskningsseminarer 

og forskerkurser. Ved instituttet er også FREIA – Center for Kvinde- 

og Kønsforskning ved Aalborg Universitet, som blev indviet i 1990 som et 

tværfagligt forskningscenter. FREIA har i slutningen af 1990erne gennemført et 

stort projekt, INDEA (INDvandrere og deres Efterkommere på Arbejdsmarkedet), 

finansieret af Arbejdsministeriets forskningsfond. Projektet var den første store 

kortlægning af indvandrernes arbejdsmarkedstilknytning baseret på et såkaldt 

longitudinalt statistisk studie, hvor der er skelnet mellem de forskellige indvandrergrupper. 

En forsker tilknyttet FREIA er styregruppemedlem i AMID. 

(www.humsamf.auc.dk/). 

Akademiet for Migrationsstudier i Danmark (AMID) 

AMID er den organisatoriske og administrative ressource for fokusområdets uden 

sammenligning mest omfattende tværfaglige og tværinstitutionelle koordinerede 

satsning. Akademiet er et konsortium bestående af tre højere læreranstalter 

(Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Handelshøjskolen i Århus/CIM) og to 

forskningsinstitutioner (Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut og Socialforskningsinstituttet). 

Herudover er der til akademiet knyttet tre individuelle 

projekter, hvoraf det ene udføres på Aalborg Universitet og to andre henhører 

under Syddansk Universitet. Der henvises til hjemmesiden for en uddybende 


SATS

oversigt over konsortiepartnere og tematiske rammer samt konkrete projekter, 

der i øvrigt også omtales under de respektive partnerinstitutioner i nærværende 

rapport. AMID er fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Statens Samfundsvidenskabelige 

Forskningsråd blevet bevilliget 20 mio. kr. i alt over 5 år. AMID indledte 

sin virksomhed 1. januar 2001. Institut for Historie, Internationale Studier 

og Samfundsforhold er værtsinstitution for Akademiet og AMID har via grundbevillingen 

en direktør, et antal seniorforskere, et antal yngre forskere og et antal 

ph.d.-stipendiater (for tiden 6). Over den femårige periode er der et gennemsnit 

på ca. 10 årsværk pr. år, heraf mere end 3 årsværk pr. år til ph.d.-stipendiater. 

Desuden er der en deltidsansat administrativ koordinator og en deltids-sekretær. 

Konsortiet består af erfarne forskere og forskningscentre/institutter med ekspertise 

inden for forskellige aspekter af migration, etniske spørgsmål, marginalisering, 

statsborgerskab og nationalisme, både i Danmark og i relation til internationaliserings- 

og globaliseringsprocesser. Ved at koordinere disse forskningsenheders 

ressourcer til et tæt samarbejde, er det konsortiets hensigt at skabe et 

tværdisciplinært akademi for migrationsstudier, hvor der trækkes på såvel nationale 

som internationale data, registre og statistikker samt en bred vifte af teorier 

og metodiske tilgange. Akademiet fokuserer på at styrke og forbedre forskningsbaseret 

viden og kompetence inden for migrationsprocesser, politikker og 

strategier i Danmark (empirisk såvel som teoretisk) i relation til transnationalitet 

og globalisering. Udover grundbevillingens projekter er AMID bl.a. koordinator for 

et større nordisk projekt om indvandrerorganisationer i Norden og akademiet står 

for nærværende rapport om kortlægning af integrationsforskningen i Danmark. 

(www.amid.dk). 

Institut for Sociale Forhold og Organisation 

Instituttet er lokal partner i AMID. Sociologi, socialforsorg og socialpolitik er tematiske 

hovedområder. Blandt tidligere større projekter har der i begyndelsen af 

90erne været et kandidatstipendiat projekt om tamilske flygtninges integration i 

Nordjylland. Desuden i midten af 90erne en undersøgelse af de kommunale indsatser 

på ældreområdet for så vidt angår etniske minoriteter. Forskningens organisering 

er i de senere år ikke baseret på en bevidst og planlagt satsning på indvandrer-integrationsforskning. 

Indsatsen er således snarere resultat af egne individuelle 

interesseudfoldelser. Forskningsindsatsen på området har været stigende 

187

siden 1980, mens den inden for de sidste fem år har været uændret. For tiden 

forskes bl.a. i socialt arbejde med etniske minoritetsbørn og deres familier, herunder 

specielt anbringelse af børn uden for hjemmet. Desuden forskes i etniske 

minoriteters medborgerskab, herunder især socialpolitikken i forhold til etniske 

minoriteter. Et igangværende projekt drejer sig om ældre iraneres og palæstinenseres 

hverdagsliv i Danmark. (www.socsci.auc.dk/institut1/). 

Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning 

Instituttet er lokal partner i AMID og rummer tre relevante miljøer: Valgforskningsgruppen, 

DEMOS og CCWS. Alle tre miljøer har gennem mange år haft stor 

interesse for området, men ligger p.t. lidt underdrejet kapacitetsmæssigt. Valgforskningsgruppen 

har en del forskning inden for området danskernes holdninger 

til indvandrere. Deres hjemmeside om højrepopulistiske partier i Norden giver 

oversigt over litteratur: http://www.socsci.auc.dk/election/index.html. Gruppen 

indgår desuden i løbende valgforskning (jf. www.valg.auc.dk). Aktiviteterne i 

DEMOS omhandler demokrati og medborgerskab. CCWS har forskning angående 

arbejdsmæssig integration. I CCWS har man besluttet at opprioritere emnet indvandrere 

på arbejdsmarkedet, men har indtil videre ikke haft ressourcer til at 

starte nye forskningsprojekter desangående. 

(www.socsci.auc.dk/institut2/research.html.en) 

10.2.5 Roskilde Universitetscenter 

Institut for Psykologi 

Instituttet har antaget et forskningsprogram, som tillige er et af RUC’s ph.d.programmer. 

Programmet hedder Social Psychology in a Radicalized Modernity og 

en af de specialiseringer, der er defineret inden for dette program er The role 

and significance of ethnicity and cultural specificity for the formation of the individual’s 

identity and integratory capacity. I 2001 blev en ph.d.-afhandling forsvaret 

omhandlende ungdom og etnicitet i det moderne samfund. Ligeledes i 

2001 opslog instituttet et midlertidig professorat i psykologi med særlig henblik 

på etnicitet og multikulturalitet i det moderne samfund. Stillingen var ved svartidspunktet 

i foråret 2002 endnu ikke blevet besat. Der synes ikke at være tale 

om en overordnet koordination af integrationsforskningen, snarere er der tale om 

spredte indsatser udførte af enkeltindivider. Indsatsen inden for området har dog 


SATS

været tiltagende i de seneste 5 år. For tiden pågår en sammenlignende surveyundersøgelse 

af hvordan den jødiske minoritet i forskellige lande (Sverige, 

Finland, Norge m.fl. – dog ikke Danmark) i det moderne Europa er integreret i de 

samfund de lever i. Desuden planlægges et forskningsprojekt til videreførelse af 

arbejdet med ungdom og etnicitet i dagens Danmark. (www.ruc.dk/psyk/) 

10.2.6 Handelshøjskolen i Århus 

Center for Forskning i Social Integration og Marginalisering (CIM) 

CIM er konsortiepartner i AMID og centeret har som et af seks forskningstemaer: 1 st 

and 2 nd generation immigrants integration in the labour market, hvor indvandreres 

generelt dårlige beskæftigelsessituation er i fokus. Forskningsplan opdateres 

løbende og kan ses på hjemmesiden. CIM er støttet af Forskningsstyrelsen og planlagt 

til at forløbe over fire år fra maj 1999 til maj 2003. Der er en bevidst satsning 

på integrationsområdet som led i CIMs forskningsplan med en stærk koordinering 

af indsatsen både mht. timing og emner. Centeret har ca. 4 årsværk (tre fuldtids 

ph.d.-stipendiater plus 5 “kvarte” adjunkter, lektorer og professorer). For tiden 

forskes især i 2.-generationsindvandrere, indvandreres bosætning, og selvstændige 

erhvervsdrivende blandt indvandrere. I et vist omfang forskes også i returmigration. 

(www.hha.dk/cim). 

10.2.7 Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) (tidligere Danmarks Lærerhøjskole) 

Institut for Pædagogisk Antropologi 

Instituttet kan siges at være hovedaktør inden for området uddannelse og sprogkundskaber. 

I 1987 oprettedes ved DPU Center for Multikulturelle studier og DPU 

har længe haft fokus på den del af integrationsforskningen, der beskæftiger sig 

med Uddannelse i et flerkulturelt og flersproget samfund. Her findes det eneste 

forskningsmiljø i landet, hvor en sprogvidenskabelig tilgang til integrationsspørgsmål 

kombineres med en samfundsvidenskabelig, og hvor der samtidig arbejdes 

med hele uddannelsessystemet. Hvor den tidligere indsats var helt afhængig 

af individuelle forskeres samarbejde, er der for nylig blevet en bevidst og 

planlagt satsning på området og en klart øget indsats såvel i omfang som i videnskabelig 

bredde. Der er tale om en satsning på såvel ph.d.-siden – med 5 ph.d.studerende 

– som blandt de faste videnskabelige medarbejdere (for 2001 ca. 3 

189

årsværk fordelt på 7-8 medarbejdere). Center for Multikulturelle Studier har som 

et eksempel på en større struktureret indsats stået for den danske del af en nordisk 

database (NordBas: www.nifin.helsinki.filnordbas), der indeholder henvisninger 

og oversigter over nordisk forskning i andetsprog samt forskning i de modersmål, 

som er minoritetssprog i norden. DPU har i 80erne haft syv større projekter, 

i 90erne otte og har i 2002 tretten større projekter. (www.dpu.dk). 

10.3 Sektorforskningsinstitutterne 

De for integrationsforskningen relevante sektorforskningsinstitutter omfatter Socialforskningsinstituttet 

(SFI), Statens Institut for Folkesundhed (SIF), Amternes 

og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), Afdelingen for Byer og Boliger, Statens 

Byggeforskningsinstitut (SBI), og Center for Udviklingsforskning (CUF). 

10.3.1 Socialforskningsinstituttet (SFI) 

Instituttet, der er konsortiepartner i AMID, har i en lang årrække produceret 

forskning omkring integration, indvandring og etniske minoriteter i Danmark. Siden 

1999 har et særligt programområde (programområde 8) beskæftiget sig specifikt 

med etniske minoriteter. SFI er et selvstændigt sektorforskningsinstitut under 

Socialministeriet, hvorfor en del af forskningsindsatsen tager form af udredninger 

og evalueringer. Til programmet er tilknyttet en programleder og fire forskere 

samt en akademisk medarbejder og et varierende antal studenter. Eksempler 

på aktuelle emner og projekter: diversity management som ledelsesinstrument; 

i regi af AMID er et projekt om integration på arbejdsmarkedet; uddannelsesområdet; 

også i regi af AMID er et komparativt projekt om muslimsk ungdomsaktivisme 

i Vesten; etniske minoriteters tidsanvendelse; kvindelig islamisk aktivisme; 

kriminalitetstruede unge; et fællesnordisk projekt finansieret af Nordisk 

Ministerråds velfærdsprogram om forbrug og udsathed i de nordiske velfærdssamfund 

– forbrugsmønstre hos udsatte børnefamilier, herunder etniske minoritetsfamilier, 

med udgangspunkt i et alment boligområde; forbrug af transnationale 

medier; en forløbsundersøgelse (sammen med SIF) af børns velfærd, sundhed og 

trivsel – formålet er at belyse opvækstforholdene for børn i dag, herunder pasning 

og sociale forhold, samt børnenes udvikling, sundhed og trivsel med henblik 

på at bestemme forskellige opvækstvilkårs betydning for børnenes senere tilværelse. 

(www.sfi.dk). 


SATS

10.3.2 Statens Institut for Folkesundhed (SIF) (tidligere DIKE) 

Naturligt har SIF en større koordineret indsats på sundhedsområdet, hvor det 

især, men ikke udelukkende, er børns og kvinders sundhed, der fokuseres på. Inden 

for sundhed og brug af sundhedsvæsenet er der set på etniske minoriteter, 

der indgår som en del af populationen i større spørgeskemaundersøgelser, fx indskolingsundersøgelse 

og udskolingsundersøgelse, dels i registerforskning og dels i 

en kohorteundersøgelse af børn født i 1995, som instituttet har deltaget i sammen 

med SFI. Forskningen på SIF sker mest ud fra enkelte forskeres interesser og 

der er ca. 1/3- 1/2 årsværk pr. år med en tiltagende tendens over de sidste 5 år. 

(www.si-folkesundhed.dk/). 

10.3.3 Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) 

Hos AKF, der er konsortiepartner i AMID, indgår forskningen vedrørende indvandrernes 

integration som en central del af forskningen i gruppen Individ og Samfund. 

Arbejdsmarkeds-, uddannelsesog socialområdet (især boligområdet) er i fokus. 

AKF har en mangeårig forskning inden for området tilknytningen til arbejdsmarkedet, 

der ikke mindst er blevet styrket via et formaliseret samarbejde med CIM. 

AKF har også forskning om, i hvilket omfang indvandrerne har gennemført en uddannelse 

og betydningen heraf for arbejdsmarkedstilknytningen. Instituttet har 

desuden i en dansk sammenhæng præsteret en relativ omfangsrig forskning om 

indvandrernes bosætning og flytninger. AKFs forløbsregister for sociale processer 

og boligforhold for efterkommere og indvandrere baseret på registre i Danmarks 

Statistik giver et godt statistisk materiale for forsknings- og analysearbejdet. Organisatorisk 

har der været tale om en bevidst satsning på integrationsområdet 

siden midten af 1990erne. Forskningen i indvandrernes integration havde en central 

placering i AKFs velfærdsforskningsprogram Polarisation of the Welfare State. 

Forskningsindsatsen har vist en tiltagende tendens såvel siden 1980 som i de 

sidste fem år. Ingen forskere udover de ph.d.-studerende er beskæftiget med 

indvandrerforskning fuldtids. Omregnet til fuldtidspersoner er ca. 4 personer beskæftiget 

med indvandrerforskning (inkl. 3 ph.d.-studerende). Aktuelle tiltag: I 

et arbejdsmarkedsprojekt under AMID er det planen, at AKF sammen med SFI og 

CIM skal gennemføre delprojekter med fokus på: a) førstegenerationsindvandrernes 

integration på arbejdsmarkedet, b) hvordan andengenerationsindvandrere 

191

klarer sig sammenlignet med dels danskere og dels deres forældre, c) i hvilket 

omfang indvandrere har en større risiko for at blive permanent forsørget af indkomstoverførsler 

sammenlignet med danskere. AKF arbejder ligeledes med udvikling 

af metoder til belysning af effekter af integrationsindsatsen på arbejdsmarkedsområdet. 

I et igangværende ph.d.-projekt om indvandrernes arbejdsmarkedstilknytning 

er der bl.a. fokus på de selvstændige erhvervsdrivende blandt 

indvandrerne. I et andet igangværende ph.d.-projekt og under AMID er målet at 

undersøge andengenerationsindvandreres uddannelsesvalg. I et tredje igangværende 

ph.d.-projekt i forskerskoleregi, samler interessen sig om mødet mellem 

kriminelle unge med etnisk minoritetsbaggrund og socialt arbejde i socialpædagogiske 

institutioner. Projektet gennemføres i forskerskolens regi i samarbejde 

med Sociologisk Institut, KU. (www.akf.dk). 

10.3.4 Afdelingen for Byer og Boliger, Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) 

Som sektorforskningsinstitut er SBI med til at skabe vidensgrundlaget for by- og 

boligpolitikken og byggelovgivningen. Forskningen ved afdelingen, som er en af 

tre forskningsafdelinger, har siden midten af 1980erne for en stor del haft fokus 

på problemramte eller udsatte boligområder, hvor der netop har været en stor 

og stigende koncentration af beboere med anden etnisk baggrund end dansk. Hovedindsatsen 

i evalueringen af det samlede såkaldte byudvalgsinitiativ i perioden 

frem til 1998 blev gennemført af SBI og Socialforskningsinstituttet i et samarbejde 

i projektet Evaluering af Byudvalgets initiativer samt af Center for Forskning i 

Socialt Arbejde. I forbindelse med evalueringen af Byudvalgets initiativer er der 

indsamlet en lang række data og der er fortsat mulighed for at anvende disse data 

i anden forskning. Instituttets ledelse forestår valg af forskningsopgaver. Dette 

valg sker som regel i dialog med forskerne, og er kraftigt styret af hvilke projekter, 

der kan skaffes ekstern finansiering til. I en årrække havde afdelingen en 

forsker, som næsten udelukkende arbejdede med indvandrer bosætning og integration, 

men de seneste par år har man ikke kunnet fastholde en spidskompetence 

på området pga. mangel på ressourcer. Skønsmæssigt har området i dag et 

årsværk delt ud på flere forskere, mens der tidligere var det meste af to årsværk. 

For tiden evalueres forløbet i kvarterløftområderne hvori indgår indvandrerproblematikken. 

(www.sbi.dk/). 


SATS

10.3.5 Center for Udviklingsforskning (CUF) 

CUF er en selvstændig institution under Udenrigsministeriet. Ved CUF beskæftiger 

man sig ikke med integrationsforskning i Danmark i snæver forstand, men 

mere generelt med forholdet mellem migration (til den vestlige verden) og udvikling 

(i udviklingslandene), hvori spørgsmålet om integration indgår. Forskningsinteressen 

omfatter således ikke blot migranter i Danmark, men også (eller især) 

migranter i udviklingslandene, i nærområderne og i Europa/USA. Der er tale om 

en bevidst og koordineret satsning på migrationsområdet, bl.a. gennem etablering 

af et 3-årigt forskningsprogram Diaspora, Conflict and Development, og et 

policy-studie The Migration-Development Nexus. To seniorforskerårsværk er p.t. 

beskæftiget med migrationsforskning. I årsværk er der tale om en tiltagende 

tendens inden for de sidste 5 år. Primære forskningstemaer er: adgang til og inkorporering 

i sociale netværk; migrantentreprenørers bidrag til arbejdsmarkeder 

i såvel hjem- som modtagerland; boligmæssig segregering; deltagelse i demokratiske 

processer i hjemland og modtagerland. (www.nird.org/clic/cdr.htm). 

10.4 Konsulentfirmaerne 

Områdets hovedaktører er for tiden virksomhederne: Rockwool Fondens Forskningsenhed; 

COWI; CATINÉT Research; PLS RAMBØLL Management. 

10.4.1 Rockwool Fondens Forskningsenhed 

Rockwool Fondens Forskningsenhed har forsket i indvandrerområdet med vægt på 

indvandrernes levevilkår, herunder især integrationen på arbejdsmarkedet. 

Forskningsenheden indtager en særstatus mellem uafhængigt forskningsinstitut 

og konsulentfirma. Forskningsenheden har til formål på et uafhængigt grundlag 

at producere ny central og ofte debatskabende viden om aktuelle samfundsproblemer 

– især inden for arbejdsmarkedsforhold og inden for velfærdsstatens 

funktion, stabilitet og legitimitet. I juli 1998 startede man et projekt om Indvandrerne 

og deres levevilkår. Løbende publicerede artikler findes i enhedens danske 

og engelske nyhedsbreve. De findes på hjemmesiden sammen med henvisninger 

til relevant forskningslitteratur. Forskningen skabes som kontraktforskning. 

Det indgår således ved forberedelsen af alle nye projekter, at man søger frem til 

de førende forskere inden for det pågældende emne. (www.rff.dk). 

193

10.4.2 COWI 

Blandt de mere traditionelle konsulentfirmaer er COWI, hvis samfundsvidenskabelige 

divisioner satser bevidst og planlagt på at øge deres indsats på indvandrerintegrationsområdet. 

COWI er ikke en forskningsinstitution, selvom nogle af de 

undersøgelser de laver ligger i en gråzone mellem bestillingsopgaver og forskning. 

Firmaet har opgaver, undersøgelser eller evalueringer inden for eksempelvis: 

forsøg med udarbejdelse af screeningsmateriale til afdækning af etniske minoriteters 

medbragte kvalifikationer (i samarbejde med KompetenceCenter Vejle 

og for Arbejdsmarkedsstyrelsen); undersøgelser og strategiplan for at øge beskæftigelsen 

blandt etniske minoriteter; en undersøgelse af undervisningen i 

danske samfundsforhold samt det danske samfunds værdier og normer; en evaluering 

af integrationsloven med en undersøgelse af udlændinges opfattelse af deres 

egen situation og af integrationsprocessen i Danmark; integration af flygtninge 

og indvandrere med analyse af årsager til fravær på en kommunes sprogcenter; 

en undersøgelse af tosprogede børn. For tiden er COWI bl.a. i gang med at 

gennemføre en evaluering af repatrieringsloven med fokus på lovens instrumenter. 

(www.cowi.dk). 

10.4.3 CATINÉT Research 

Konsulentfirmaet er af nyere dato, grundlagt i 1997, og har bl.a. forsknings- og 

evalueringsbaseret viden om integration af flygtninge og indvandrere. Firmaet 

arbejder med markeds- og organisationsanalyse samt samfunds- og opinionsundersøgelser 

for virksomheder i ind- og udland. Et væsentligt aktiv og vidensgrundlag 

er en database med p.t. 7000 interview med flygtninge og indvandrere. 

I basen er en del data om forskellige temaer hos og om denne befolkningsgruppe 

bl.a. arbejdsmarkedet; uddannelsesområdet; danskkundskaber; boligområdet, 

mødet med det offentlige; kontakt med det omkringliggende samfund og netværk; 

hverdags- og fritidsliv; generelle værdier og normer, f.eks. religiøst tilhørsforhold, 

samt holdninger til grundlæggende danske værdier. Desuden forskellige 

grupper af flygtninge og indvandreres specifikke forbrugsmønster. Siden 1999 

udgives publikationen IntegrationsStatus der kvartalsvis måler en række parametre 

for integrationen af de etniske minoriteter i Danmark. Catinét Research 

har kompetencer inden for området svarende til 3 forskningsårsværk og har for 

faglig sparring en række samarbejdsaftaler med eksterne forskere og forsknings- 


SATS

institutioner. Virksomheden har en interviewstab p.t. på ca. 250 interviewere, 

hvoraf ca. 70 har anden etnisk baggrund end dansk. Det flersprogede interviewerkorps 

gør virksomheden i stand til at kontakte respondenter på deres moders- 

mål. (www.catinet.dk). 

10.4.4 PLS RAMBØLL 

Firmaet er et privat konsulentfirma, der baserer deres projekter på forskningsmæssige 

standarder. Inden for integrationsområdet arbejdes der med undersøgelser, 

analyser, kortlægning, udviklingsopgaver, evalueringer, forsøgsprojekter, 

udarbejdelse af håndbøger m.m. Om forskningens organisering kan nævnes, at 

arbejdet inden for integrationsområdet udsprang i 1994-95 af nogle få konsulenters 

interesse for området. Herefter har man bevidst satset på at opbygge et miljø 

inden for integrationsområdet. Da PLS Rambøll Management er et privat konsulentfirma 

uden egne forskningsmidler er det begrænset i hvor høj grad de selv 

kan styre, hvilke emner projekterne skal omhandle. Til vidensområdet er i dag 

tilknyttet en strategigruppe på tre konsulenter og herudover yderligere tre konsulenter 

med erfaring inden for feltet. Herudover har firmaet en intern arbejdsgruppe, 

der arbejder med at undersøge de markedsmæssige muligheder for rådgivning 

inden for Diversity Management. Det er vanskeligt præcist at opgøre, 

hvor mange årsværk, der er beskæftiget med integrationsområdet. Der er to 

chefkonsulenter, som arbejder med området på så godt som fuld tid. Herudover 

er der fire konsulenter, der af og til løser opgaver inden for området. Området 

har været i stigning inden for de seneste fem år, men ser nu ud til at have stabiliseret 

sig. Eksempler på hovedtemaer, man senest har løst opgaver indenfor er: 

Kommunernes håndtering af integrationsansvaret – særligt med fokus på kommunernes 

organisering af integrationsindsatsen og sagsbehandlernes rolle i integrationsarbejdet.; 

Kommunernes samarbejde med sprogcentrene. Samspillet mellem 

danskundervisningsloven og integrationsloven; Integrationen af etniske minoriteter 

på arbejdsmarkedet. Internationale asylregler – Hvor er det muligt at etablere 

fælles regler og hvor er der for store forskellige i systemer og opfattelser, til 

at fælles regler er muligt og sandsynligt på kort og mellemlangt sigt. (www.plsramboll.com/). 

195

10.5 Perspektiverende opsamling 

Der har tidligere været interesse for en afsøgning af områdets forskningsmiljøer. 

I 1983 udkom en rapport, Indvandrerforskning i Danmark (Statens Samfundsvidenskabelige 

Forskningsråd, 1983), der bl.a. beskæftiger sig med forskningsorganiseringen 

fra det første større danske indvandrerforskningsprojekt (som det hed 

i tidens termer) fra 1964 og de følgende årtiers projekter frem til de tidlige 

1980ere. Rapporten var fra et udvalg vedrørende indvandrerforskning bestående 

af medlemmer af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og Indenrigsministeriet, 

og den dannede baggrund for, at forskningsrådet traf beslutning om at 

gøre indvandrerforskning til et initiativområde i perioden 1983-1987. Med den 

aktuelle afsøgnings fokusering på forskningsorganiseringen siden 1980 dækkes 

altså nu en samlet periode fra 1964 til 2002. Der har ingen ambition været om at 

standardisere afsøgningen efter den tidligere rapports fremgangsmåde. Det ville 

ikke være hensigtsmæssigt alene ud fra det forhold, at den betydelige fagdifferentiering, 

der generelt er sket inden for samfundsvidenskaberne og humaniora 

siden de tidlige 1980ere, også ses på mikroplan inden for integrationsforskningen, 

således at der nu er flere forskellige forskningstilgange på flere specialiserede 

delområder fordelt på et relativt set større antal forskere, og organiseret enten i 

forskningsmiljøer med integrationsforskningen som fokusområde, eller i miljøer 

med integrationsforskningen som delområde. 

Ser man på et tværgående nationalt plan på den aktuelle mere koordinerede 

forskningsorganisering inden for de tematiske delområder, så tegner der sig følgende 

rids (konsulentfirmaerne undtaget): Inden for delområdet Tilknytning til 

arbejdsmarkedet ses en større koordineret indsats især hos AKF – også som partner 

i AMID - og inden for de senere år CIM (Center for Forskning i Social Integration og 

Marginalisering). På delområderne Uddannelse og sprogkundskaber og Børn og unge 

er Institut for Pædagogisk Antropologi ved DPU den betydeligste aktør, og ellers 

synes områderne kendetegnet ved spredte og mindre koordinerede indsatser, 

dog har særligt AKF og SFI, Center for Mellemøststudier, SDU samt AMID-partnere 

på Aalborg Universitet fokusering på områderne. Hvad angår Bosætning og segregering 

tegner to sektorforskningsinstitutter sig for vægtige og mere koordinerede 

indsatser. Det er Afdelingen for Byer og Boliger fra SBI, samt AKF. Hvad angår Etniske 

minoriteters kontakt til den øvrige befolkning synes forskningsområdet ho- 


SATS

vedsageligt at fremstå som et mindre koordineret indsatsområde med tendens af 

enkeltstående projekter og udgivelser frem for større fokuserede satsninger. En 

mere koordineret indsats synes SFI og AMID-partnere på Aalborg Universitet dog 

at stå for, og det samme må siges at gælde Institut for Statskundskab – herunder 

Magtudredningen – på Aarhus Universitet. For delområdet Værdier og normer i 

kulturmødet synes at gælde, at de institutioner, der aktuelt har en mere fokuseret 

eller koordineret indsats på området er Institut for Statskundskab – herunder 

Magtudredningen – og Center for Multireligiøse Studier, begge Aarhus Universitet, 

Afdeling for Minoritetsstudier og Sociologisk Institut, begge Københavns Universitet, 

samt SFI og AMID-partnere på Aalborg Universitet. Inden for delområdet Integrations-, 

sundheds- og socialindsatsen i kommuner og amter opviser SIF en større 

koordineret indsats på sundhedsområdet. Også SFI og AKF markerer sig i særlig 

grad på området. 

Det er vanskeligt ud fra de indkomne besvarelser at uddrage præcis viden om antallet 

af forskningsårsværk retrospektivt og aktuelt. Der er dog set over hele perioden 

en tydelig stigende tendens i orienteringen mod området. Det er ikke entydigt 

klart om denne tendens fortæller om en faktisk stigning i forskeransættelser, 

ud over ved de tidsbegrænsede flerårige mere koordinerede statsstøttede 

satsninger. Der kan flere steder være tale om individuelle forskeres øgede fokusering 

på området og øgede tidsforbrug, uden at det nødvendigvis repræsenterer 

en øget personalemæssig allokering. Der har i perioden, især inden for de seneste 

5 år, været en stigning i 3-årige forskeruddannelsesforløb (ph.d.-forløb). 

Hvad angår internationale samarbejder og netværksdannelser, skal det kort nævnes, 

at der findes en mangfoldighed af netværksrelationer såvel inden for de enkelte 

delområder som overordnet for integrationsforskningen som helhed, fx i 

form af tilbagevendende konferencer for nordisk migrationsforskning og et internationalt 

netværk kaldet Metropolis. Akademiet for Migrationsstudier i Danmark 

(AMID) er, med sin formaliserede organisering som konsortiedannelse med nationale 

partnerinstitutioner på tværs af faglige fokusområder, en organisatorisk nydannelse 

inden for integrationsforskningen i Danmark. På baggrund af AMIDs hidtil 

korte eksistens er det endnu for tidligt at konkludere angående organiseringsformens 

forcer og bæredygtighed. Men ser man på forskningspolitiske initiativer 

197

fra ministerier og Forskningsstyrelsen på nationalt hold og EU's 6. rammeprogram 

for forskning på europæisk plan, så tegner der sig en tendens til et politisk ønske 

om større, mere koordinerede netværksdannelser. 


SATS

Kapitel 11: Forskningsbehov 

Kapitlet sammenfatter de vigtigste forskningsmæssigt udækkede områder, som 

kortlægningen leder frem til, præsenteret i forhold til rapportens disposition, 

kapitel for kapitel. Kortlægningen af den eksisterende forskning har bygget på 

publicerede forskningsresultater. Målet har ikke været at kortlægge den igangværende 

forskning eller forskning, som er ved at blive sat i gang. I det omfang, 

at kernegruppen har kendskab til eksisterende forskning, vil der følgende blive 

refereret til den, men der er ikke tale om en dækkende inddragelse heraf. 

11.1 Arbejdsmarkedet 

På arbejdsmarkedsområdet er der en hel del viden om karakteren og omfanget af 

den manglende arbejdsmarkedsmæssige integration, mindre viden om årsagerne 

hertil og næsten ingen viden om, hvordan integrationen kan forbedres. Dette afspejler 

sig naturligt i de forskningsbehov, der peges på i det følgende. 

11.1.1 Effekterne af integrationsindsatsen 

Der er et presserende behov for at få undersøgt effekten af kommunernes integrationsindsats 

på udlændingenes integration på arbejdsmarkedet. En bedre integration 

på arbejdsmarkedet har regeringens og Folketingets førsteprioritet, 

men det vidensmæssige grundlag for en mere effektiv indretning af integrationsindsatsen 

er meget svagt. Der er behov for mere viden om effekter af såvel den 

administrative indretning af integrationsindsatsen som enkeltelementer i indsatsen, 

herunder både sprogundervisning og forskellige former for aktivering, jobtræning 

og praktik. I Danmark er der som følge af adgangen til individbaserede 

forskningsregistre i Danmarks Statistik (evt. kombineret med surveyoplysninger) 

særlig gode muligheder for at gennemføre effektanalyser. 

Der er behov for at undersøge, hvilke af kommunernes indsatsformer, der er 

bedst til at få flygtninge og indvandrere i arbejde og dermed blive selvforsørgende. 

Den metodisk store udfordring i sådanne analyser er, at det ikke kan forventes 

at være tilfældigt, hvilke grupper af indvandrere, der deltager i givne aktiveringstyper. 

Det er således velkendt fra den generelle aktivering af modtagere af 

199

kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge, at de bedst kvalificerede og motiverede 

kommer i jobtræning i private virksomheder, hvilket bidrager til at overvurdere 

effekten af denne indsats. Da der ikke findes oplysninger om fx motivation og 

uformelle kvalifikationer i registrene, er der behov for at anvende og videreudvikles 

statistiske metoder, der søger at tage højde for problemet med manglende 

oplysninger, ligesom det vil være relevant at indsamle yderligere oplysninger ved 

brug af surveys. 

Der vil også være godt perspektiv i at undersøge, hvorvidt effekten af givne aktiveringstyper 

varierer mellem kommunerne. Via statistiske analyser vil det være 

muligt at korrigere for, at kommunerne opererer under forskellige vilkår med 

hensyn til lokale beskæftigelsesmuligheder, indvandrers baggrund mv. Herefter 

vil der kunne peges på de kommuner, der synes at have en særlig god succes med 

givne aktiveringstyper. Resultatet kan give inspiration til andre kommuner med 

henblik på ændringer i deres indsats. 

Der kan også være perspektiver i at iværksætte mere forskning, hvor forskellige 

landes integrationsindsats analyseres og sammenlignes med henblik på at pege på 

de indsatstyper i udlandet, der synes at have en særlig god effekt. Kan resultaterne 

herfra ikke direkte overføres til Danmark, kan der eventuel iværksættes 

forsøgs- eller udviklingsprojekter med en forskningsmæssig opfølgning, hvor de 

udenlandske erfaringer tilpasses og afprøves inden for rammerne af den danske 

velfærdsmodel. 

Integrationsministeriets Tænketank er i færd med at kortlægge integrationsindsatsen 

i forskellige lande. Integrationsministeriet har iværksat et benchmarkingprojekt, 

hvor der i samarbejde med AKF skal udvikles en metode, der gør ministeriet 

i stand til løbende at måle status for kommunernes integrationsindsats og 

effekten heraf. 

11.1.2 Uddannelse, danskkundskaber og diskrimination 

Den eksisterende forskning viser, at indvandrernes uddannelse og danskkundskaber 

har stor betydning for muligheder for at opnå beskæftigelse (se også nedenfor, 

11.2). Der mangler dog endnu en del viden om de mere præcise sammen- 

200 KAPITEL 11: FORSKNINGSBEHOV

hænge, bl.a. fordi der indtil for få år siden ikke har eksisteret registeroplysninger 

om indvandrernes medbragte uddannelse. De oplysninger, der er adgang til nu, 

har dog væsentlige mangler, jf. kapitel 4, men der er bedre muligheder for analyser 

end tidligere. 

Der er kun lidt viden om, i hvor høj grad der er overensstemmelse mellem kvalifikationer 

og jobkategorier for de etniske minoriteter. Et centralt spørgsmål er 

således, om de etniske minoriteter i højere grad end danskerne har job, de er 

overkvalificeret til, og om de i givet fald fastholdes i disse job. En hypotese kan 

være, at indvandrere efter ankomsten til Danmark må tage job på et lavt niveau 

sammenlignet med jobbet i hjemlandet på grund af manglende specifikke kvalifikationer, 

men efterhånden som de tilegner sig flere kvalifikationer af relevans 

for det danske arbejdsmarked, bevæger de sig op i stillingshierarkiet. En anden 

hypotese er, at hvis de ikke hurtigt finder et “passende” job, er sandsynligheden 

for at hænge fast i dette job stor pga. tab af kvalifikationer, demotivation mv. 

I AMID vil flere af de angivne problemstillinger blive taget op i arbejdsmarkedsdelen 

af forskningen, ligesom en ph.d. stipendiat ved Handelshøjskolen i Aarhus 

og AKF også vil berøre den jobmæssige mobilitet med særlig henblik på selvstændige 

erhvervsdrivende. 

11.1.3 Økonomiske incitamenter og løn 

Økonomisk teori tilsiger, at hvis indvandrerne ikke har kvalifikationer mindst svarende 

til mindstelønnens størrelse, så får de ikke et arbejde. De er ligeledes 

klart ud fra teorien, at hvis de ikke får noget økonomisk udbytte af at arbejde 

eller ligefrem taber penge på det, så vil det fjerne eller væsentlig reducere incitamentet 

til finde et arbejde. Der mangler imidlertid forskningsmæssig viden om, 

hvor stor effekt de nævnte forhold har i praksis, når det bl.a. tages i betragtning, 

at også andre forhold end økonomi har betydning. 

Konkret mangler der viden om størrelsen og tidshorisonten i de eventuelle konsekvenser 

for arbejdsmarkedsadfærden af, at forholdsvis mange indvandrere ikke 

får noget økonomisk ud af at arbejde. Ved sådanne analyser vil der kunne trækkes 

på de erfaringer, der er gjort ved tilsvarende analyser for den gruppe af dan- 

201

skere, som heller ikke får noget økonomisk ud af at gå på arbejde. At disse resultater 

ikke blot kan overføres på indvandrerne skyldes, at bl.a. familiemæssige 

forhold og normer kan gøre, at de reagerer anderledes. 

Der er ligeledes behov for mere viden om lønnens betydning for virksomhedernes 

efterspørgsel efter arbejdskraft. Det har betydning for en vurdering af, hvilken 

betydning bredere anvendelse af fx midlertidige løntilskud eller accept af jobs 

med lavere løn, evt. for en periode, vil have for indvandrernes beskæftigelsesmuligheder. 

11.1.4 Forældrenes betydning for børnenes integration 

Integrationen af førstegenerationsindvandrerne i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet 

har betydning for, hvorvidt børnene bliver integreret på arbejdsmarkedet. 

Bl.a. som følge af mangel på data indtil for få år siden er denne forskning 

kun i sin vorden. I Hummelgaard et al. (2002) blev der forsøgt afdækket nogle 

sammenhænge mellem forældrebaggrund, bopæl, etnisk tilhørsforhold og børnenes 

jobmuligheder. Analyserne gav dog ikke nogen entydige resultater, men 

når flere 2.-generationsindvandrere i løbet af nogle år er kommet ind på arbejdsmarkedet, 

vurderes der at være god basis for at få et konkret udbytte af 

sådanne analyser. De vil kunne bidrage til at pege på konkrete initiativer til at 

bryde den negative sociale arv i form af, at børn, hvis forældre klarer sig dårligt i 

uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, selv har mindre chance for at få et 

godt arbejde. I AMIDs arbejdsmarkedsprojekt overvejes der at “tage hul på” dette 

om 2-3 år. 

11.1.5 Sociale netværk og rekrutteringsprocesser 

Ifølge nogle forskningsresultater er der en sammenhæng mellem sociale netværk 

og indvandrernes adgang til arbejdsmarkedet, jf. Moes og Thomsen (2002). Der er 

behov for nærmere at undersøge, hvornår det er de sociale netværk, der formidler 

en arbejdsmarkedskontakt, og hvornår de kollegiale netværk på arbejdspladsen 

nærmere udgør et springbræt for en større kontakt mellem indvandrere og 

danskere. Er netværket eller beskæftigelsen det første led i kæden? 


En anden central problemstilling er, at selvom mange indvandrere finder beskæftigelse 

via sociale netværk (med andre indvandrere) kan netop denne type beskæftigelse 

resultere i en marginalisering af etniske minoriteter i det sekundære 

arbejdsmarkedssegment. Det er således afgørende, at der gennem netværksanalyser 

også forskes i, hvorledes indvandrerne får adgang til det primære arbejdsmarked 

og undgår marginalisering i specifikke erhvervsgrupper. 

Generelt vides der næsten intet om rekrutteringsprocesserne, hverken for danskere 

eller indvandrere. Mere viden herom er i sagens natur et centralt element i 

forbindelse med at få flere indvandrere ind på arbejdsmarkedet. 

11.1.6 Familiemæssige forhold 

Der er store etiske problemer forbundet med restriktiv lovgivning vedrørende 

giftermål, familiesammenføring, tvangsægteskaber og fertilitet blandt 

indvandrere. Ikke desto mindre synes det svært at komme uden om disse emner, 

når det drejer sig om, hvad der hindrer integrationsprocessen på 

arbejdsmarkedet, jf. Nielsen (2002c). Man kunne derfor vælge at undersøge disse 

ømtålelige emner nærmere blandt efterkommere i et arbejdsmarkedsmæssig 

perspektiv. Hvad betyder det for efterkommeres arbejdsmarkedskarriere, at de 

indgår ægteskab med familiesammenførte personer fra deres etniske 

oprindelsesland evt. i en tidlig alder? Hvordan integreres disse 

familiesammenførte ægtefæller? Hvad betyder de familiesammenførte 

ægtefællers integration for andengenerationsindvandrernes 

arbejdsmarkedskarriere? Resultaterne af disse undersøgelser kunne give et 

fingerpeg om, hvorvidt der er behov for en særlig integrationsindsats for nogle 

grupper af unge indvandrere og ikke mindst den familiesammenførte ægtefælle. 

11.1.7 Selvstændige erhvervsdrivende 

Indvandrerne har som selvstændige erhvervsdrivende formået at få samme 

beskæftigelsesfrekvens som danskere. Et spørgsmål i den forbindelse er bl.a., om 

indvandrervirksomheder kun vil få udbredelse i marginale erhvervsområder, eller 

om de efterhånden også kan brede sig til højteknologiske og mere 

kapitalkrævende brancher, samt hvilke forudsætninger der i givet fald skal være 

til stede, for at det vil kunne ske? I dag synes en stor del af de selvstændige 

203

indvandrere at blive fastlåst i en situation med lang arbejdstid og lav indkomst. 

Det vil være væsentligt at få undersøgt, hvilke barrierer der eksisterer for, at en 

situation som selvstændig erhvervsdrivende i højere grad kan blive indgangen til 

at blive fuldt ud integreret på arbejdsmarkedet enten som lønmodtager eller som 

selvstændig erhvervsdrivende med en arbejdstid og indkomst, der tilnærmes 

danskernes. 

11.1.8 Ændringer i erhvervsstrukturen 

De strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet synes at være til ugunst for 

indvandrernes beskæftigelsesmuligheder. Spørgsmålet er bl.a., hvad faldet i 

antallet af ufaglærte jobs, ”den ny økonomi” samt ændringer i 

organisationsformer, formelle og uformelle kvalifikationskrav betyder for 

indvandrernes beskæftigelsesmuligheder. 

11.2 Uddannelse, sprog og øvrige kvalifikationer 

Forskningen på uddannelsesområdet har været præget af manglende data om 

den uddannelse, som indvandrerne har erhvervet i hjemlandet, ligesom der 

heller ikke findes dækkende oplysninger om sprogkundskaber. Danmarks Statistik 

har for så vidt angår uddannelse indsamlet oplysninger om uddannelse erhvervet i 

hjemlandet for den gruppe af indvandrere, der ikke senere har fået en dansk 

uddannelse. Selvom dette er en meget væsentlig mangel, er 

forskningsmulighederne alligevel blevet forbedret. Nedenfor angives nogle af de 

felter, hvor der er behov for en yderligere forskningsindsats. 

11.2.1 Valg af uddannelse 

Unge såvel første som andengenerationsindvandrere af forskellige etnisk 

herkomst vælger ofte meget forskellige uddannelser. Eksempelvis vælger unge 

indvandrere fra Pakistan i langt højere grad en lang videregående uddannelse 

end unge indvandrere fra Tyrkiet. Det vil være væsentligt mere dybtgående at 

analysere årsagen hertil med henblik på at vurdere muligheden for at iværksætte 

særlige initiativer for at påvirke uddannelsesvalget. I Danmark er der bl.a. gode 

muligheder for via de administrative registre i Danmarks Statistik at undersøge 

effekten af den sociale arv, der traditionelt har stor betydning for de unges 

uddannelsesvalg, og hvordan de klarer sig i uddannelsessystemet. 


Det er også væsentligt at få mere viden om, hvordan uddannelsesvejledningen og 

forberedelsen til overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse styrkes og 

udvikles med henblik på at sikre, at flere unge indvandrere får en 

erhvervskompetencegivende uddannelse. I den forbindelse er det også relevant 

at undersøge den vejledning, der foregår uden for skolesystemet, fx i familien og 

via netværkene. 

For indvandrerne generelt er der forholdsvis lidt forskning om, hvor meget de 

investerer i uddannelse, efteruddannelse og danskkundskaber efter ankomsten til 

Danmark, og især hvad der er af betydning herfor. Det vil være væsentligt 

nærmere at analysere betydningen af fx beskæftigelses- og uddannelsesstatus før 

indvandring, opholdsgrundlag, forventet opholdstid/evt. planer om at vende 

tilbage til oprindelseslandet, alder ved indvandring, økonomiske incitamenter til 

at videreuddanne sig i Danmark, familiedannelse, holdninger til ægteskab og 

sociale netværk. 

11.2.2 Frafald i uddannelsessystemet 

I forbindelse med bestræbelser på at højne indvandrernes uddannelsesniveau er 

det af stor betydning at komme til bunds i, hvorfor etniske minoriteter har et 

større frafald end danskerne på de videregående og især faglige uddannelser. 

Hvad er det for eventuelle barrierer, de møder i uddannelsessystemet, har 

indvandrerunge ikke et tilstrækkeligt godt fagligt fundament, hvordan løses det 

særlige praktikpladsproblem for unge indvandrere? I forbindelse med sidstnævnte 

er det bl.a. spørgsmålet, om fx et særligt økonomisk tilskud til virksomhederne 

for at tilbyde indvandrere praktikpladser er en løsning. Hvor stort skal tilskuddet 

i givet fald være for at tilvejebringe et vist antal pladser? 

11.2.3 Sprog 

Når der peges på behovet for i højere grad at udbrede virksomhedernes 

rekruttering til en større ansøgerkreds, lyder svaret ofte, at indvandrere ikke er i 

besiddelse af den fornødne fag- og sprogkompetence, jf. Thomsen og Moes 

(2002). Den sproglige dimension er i særlig grad i søgelyset. Det er så meget 

desto mere bemærkelsesværdigt for så vidt som at der endnu ikke foreligger 

205

undersøgelser, der påviser en klar sammenhæng mellem jobrelaterede sprogkrav 

og etniske minoriteters manglende sproglige kompetencer for at få adgang til 

visse segmenter af arbejdsmarkedet. Der mangler derfor fortsat viden om, 

hvornår sprogbarrieren er en realitet, og hvornår den er en myte. Der mangler 

med andre ord en tydelig sammenkædning af sproglige kompetencekrav og 

konkrete funktionskrav inden for forskellige stillingskategorier. 

Et stort antal voksne indvandrere deltager i danskundervisning. Der er behov for 

mere viden om effekten heraf og hvordan sprogtilegnelsen sker på den bedst 

mulige måde. Ligeledes er der behov for mere forskning i, hvad der kan gøres for 

at mindske den ”restgruppe”, som selv efter mange år i landet ikke kan det 

danske sprog tilstrækkelig godt. 

Der er i Danmark gode muligheder for at kombinere sprogtests med oplysninger 

fra de administrative registre om arbejdsmarkedsadfærden, og dermed få en 

grundig belysning af sprogets betydning for arbejdsmarkedskarrieren. 

I afsnit 11.5 er der en yderligere behandling af forskningsbehovene set i relation 

til sprog. 

11.2.4 Kompetenceafklaring 

Via Danmarks Statistik er der nu i en vis udstrækning mulighed for at få 

oplysninger om medbragt uddannelse fra hjemlandet. Der mangler imidlertid 

generelt viden om, hvorvidt der er komplementaritet mellem uddannelse taget i 

hjemlandet og Danmark. 

I forlængelse heraf er der behov for at få uddybet, hvilke former for 

kompetencer det er afgørende at besidde på arbejdsmarkedet i Danmark. Det 

kan være centralt at få udskilt, hvilke der knytter sig til dansk nationalkultur og 

hvilke der er udtryk for reelle arbejdsmæssige kvalifikationskrav. 

Der er endvidere behov for mere dybtgående forskning i “de uformelle 

kompetencer” (kultur, kommunikation mv), herunder især en kortlægning af 

disses betydning på arbejdspladsen samt en analyse af, i hvilken grad 


indvandrerne besidder disse kompetencer. I hvilket omfang ændrer IT økonomien 

og den ændrede struktur på arbejdsmarkedet, jf. også kapitel 3, betydningen af 

de uformelle kompetencer? 

11.3 Bosætning og boligmæssig segregering 

Det har i mange år været en central politisk målsætning at undgå geografisk og 

boligmæssig koncentration (segregering) af de etniske minoriteter ud fra en 

betragtning om, at det hæmmer deres integration i det danske samfund. Der 

mangler især viden om konsekvenserne for integrationen af segregeringen, 

ligesom den foreliggende viden om de etniske minoriteters egne ønsker og 

muligheder er mangelfuld. I det følgende peges der på nogle af de største 

forskningsmæssige huller, og hvordan der kan arbejdes med at udfylde dem. 

11.3.1 Konsekvenser af den boligmæssige segregering 

Eftersom forskningen i etniske minoriteters bosætning og flyttemønstre i 

hovedsagen er motiveret af hypotesen om, at koncentration af etniske 

minoriteter hæmmer deres integration i det danske samfund, er der først og 

fremmest et stort behov for analyser af, hvorvidt det rent faktisk er tilfældet. 

På trods af, at det hidtil har været meget sparsomt med danske undersøgelser af 

boligkvartereffekter, er der særdeles gode muligheder for at foretage sådanne 

analyser i Danmark på grund af de omfattende datasæt baseret på administrative 

registre. Ved hjælp af disse data er der relativt gode muligheder for at belyse 

den selvstændige betydning af segregeringen, når der er taget højde for 

forældrebaggrund samtidig med, at der inddrages en lang række variabler for 

sociale og etniske forhold i boligkvarterer. Det vil imidlertid nok kræve en del 

analyser at få afgrænset boligkvarterer på en hensigtsmæssig måde. Som start 

kan der tages udgangspunkt i opdelingen i skoledistrikter eller sogne, som er 

defineret på forhånd af Danmarks Statistik, ligesom afgræsningen af udsatte 

boligområder i Hummelgaard et al. (1997) kan anvendes. 

I lyset heraf kan en mulig angrebsvinkel i den danske forskning være at få en 

meget fin inddeling i boligkvarterer og derefter beregne effekterne af, at der bor 

mange indvandrere, mange indfødte på overførselseindkomster, at der er megen 

207

kriminalitet i området, mange arbejdsløse osv. Herved kan man få et indtryk af, 

hvorvidt det er omgivelserne eller indvandrernes boligtæthed, der er problemet. 

Det forskningsmæssige hovedproblem er, at det er den mest ressourcesvage del 

af indvandrerne, der bosætter sig i de belastede boligområder. Det kan der 

ganske vist tages højde for i form af, at der fra registrene er oplysninger om 

uddannelse, kriminalitet, modtagelse af indkomstoverførsler mv. Men ikke alt er 

registreret, og der mangler især oplysninger om holdningen til fx børnenes 

uddannelse, “gå-på mod”, fremtidsplaner mv. Disse forhold kan have afgørende 

betydning for, hvordan integrationen forløber i forhold til arbejdsmarkedet, 

uddannelsessystemet mv. Det bedste er naturligvis at indsamle de manglende 

oplysninger via spørgeskema- eller interviewundersøgelser. Ud over 

omkostningerne herved kan indsamling af de nævnte oplysninger være forbundet 

med betydelig usikkerhed. Via statistiske metoder er der mulighed for at tage 

højde for betydningen af de manglende oplysninger i et eller andet omfang, 

hvorfor disse metoder også bør afprøves i en dansk sammenhæng. 

Ud over at datamulighederne i Danmark for sådanne analyser på mange punkter 

er bedre end i fx USA, hvor de fleste hidtidige analyser er gennemført, vil det 

forskningsmæssigt være interessant at estimere boligkvartereffekter på danske 

data, fordi karakteren af segregeringen på boligmarkedet i Danmark på mange 

punkter er meget forskellig fra USA. I AMID vil der blive indledt registerbaserede 

analyser, som skal give et første indtryk af betydningen af den boligmæssige 

segregering på arbejdsmarkedsadfærden og uddannelsesvalget, ligesom en ph.dstipendiat 

ved Handelshøjskolen i Aarhus vil inddrage problemstillingen. 

11.3.2 Bosætning 

Der er endnu ikke tilstrækkelig viden om de etniske minoriteters bosætning, idet 

det ikke er ligetil at forstå hele baggrunden herfor. Hvorfor synes der fx. at være 

en udpræget tendens til, at mange indvandrergrupper bliver ved med at bo i de 

udsatte boligområder med mange sociale problemer, høj kriminalitet mv. i hvert 

fald i en årrække? I hvilket omfang skyldes det præferencer eller begrænsede 

muligheder på boligmarkedet? Ville de etniske minoriteter være bedre tilfredse, 

hvis de kunne få lov til at bo i disse boligområder “alene”, dvs. uden socialt 


elastede indfødte? Svarene kan tænkes at være forskellige for de enkelte 

nationaliteter, hvilket der ikke vides meget om. 

Det står ikke klart, hvilken rolle etniske minoriteters begrænsninger på og 

manglende information om boligmarkedet spiller for etniske minoriteters 

koncentration i bestemte boligområder. Interviewpersonerne i Børresen (2000) 

hævder endvidere, at de har været udsat for diskrimination i forbindelse med 

boligsøgning. Er der reelt tale om diskrimination og i givet fald i hvilket omfang? 

Endvidere kan det være relevant at se på, hvordan kommunerne praktiserer 

deres boliganvisning i forhold til at opnå en afbalanceret bosætning. 

Endelig bør fremtidige flytteanalyser af etniske minoriteters boligmæssige 

mobilitet undersøge, hvorvidt i hvert fald nogle grupper af etniske minoriteter af 

sig selv spreder sig på boligmarkedet over tiden ikke mindst i takt med, at 

minoriteterne bliver integreret på arbejdsmarkedet. De eksisterende danske 

undersøgelser tyder på, at indvandrergruppen (ekskl. flygtninge) som helhed ikke 

spreder sig, mens det for flygtninges vedkommende er uvist, omend foreliggende 

undersøgelser tyder på, at den arbejdsmarkedsmæssige integration har 

betydning. Der er også så småt ved at være datamæssige muligheder for at 

undersøge, hvorvidt de etniske minoriteter bliver integreret geografisk og 

boligmæssigt over generationer: Bor efterkommerne mere spredt i Danmark end 

deres forældre? De interviewbaserede undersøgelser tyder på, at de har et ønske 

om det. 

Det kan formodentlig forskningsmæssigt være til stor gavn at kombinere 

kvalitative og kvantitative data i forbindelse med analyser af etniske minoriteters 

bopælsvalg, eftersom det er svært at klarlægge flyttemotiver alene på grundlag 

af registerdata. En ph.d-stipendiat ved Handelshøjskolen i Aarhus forsker i nogle 

af de angivne problemstillinger. 

11.3.3 Effekten af initiativer til boligmæssig spredning 

I en række lande er der gennemført analyser af effekten af forskellige måder at 

gennemføre en geografisk spredning af indvandrerne. Denne forskning viser kun 

begrænsede effekter af disse initiativer. I Danmark er man gået relativt langt i 

209

forhold til at sprede flygtninge, når de har fået opholdstilladelse, idet de reelt er 

bundet til at bo i den samme kommune i de tre første år. Det er såvel politisk 

som forskningsmæssig særdeles interessant, hvorvidt det påvirker deres senere 

flyttemønstre således, at de på længere sigt bliver boende mere spredt. Hvis de 

fx i løbet af de tre år får arbejde, børnene går i daginstitution eller skole, og de i 

øvrigt får venner i lokalområdet, vil en nærliggende hypotese være, at flere 

bliver boende også i udkantsområderne end før lovændringen. Imidlertid viser 

såvel dansk som international forskning, at stærke kræfter trækker i retning af, 

at indvandrerne flytter til de store byer, hvor der for de fleste nationaliteter i 

forvejen bor mange landsmænd. 

De administrative registre i Danmarks Statistik giver mulighed for at analysere, 

hvorvidt integrationsloven har haft en effekt på dette område. Der er allerede 

udviklet de første statistiske flyttemodeller, der tager højde for betydningen af 

demografiske og arbejdsmæssige forhold mv., når flygtninges flytninger 

analyseres. Ved at anvende og videreudvikle disse modeller vil det være muligt 

at analysere den isolerede effekt af integrationsloven. Da disse modeller 

forudsætter registerdata, vil det dog vare i hvert fald en tre til fire år, inden der 

kan gennemføres detaljerede analyser. Det kan overvejes at indsamle de 

vigtigste data via en surveyundersøgelse for at få et hurtigere indtryk af 

virkningen af integrationsloven på dette felt, ligesom en efterfølgende 

kombination af survey- og registerdata også vil være perspektivrigt. 

11.4 Etniske minoriteters forhold til den øvrige befolkning 

I relation til temaet ”etniske minoriteters forhold til den øvrige befolkning” tegner 

der sig en række dårligt eller slet ikke udforskede områder, der må anses for 

vigtige for udformningen af rimelige og rationelle integrationspolitikker. Forskningsbehovene, 

der her er på spil, drejer sig især om fire felter, der redegøres 

for i det følgende. 

11.4.1 Den danske befolknings ambivalente holdninger til indvandring og indvandrere 

Der er behov for en større og mere fast forankret viden om grundene til, formerne 

for og konsekvenserne af den danske befolknings ambivalente holdninger til 


indvandring og indvandrere. Der er både faktuelle, metodiske og teoretiske 

mangler, der bør udbedres. Faktuelt og begrebsligt savnes der især viden om følgende 

spørgsmål: a) skal bekymringer og ønsker om stramninger af asylpolitikken 

og integrationslovgivningen ses som isolerede spørgsmål eller som en mere generel 

uvilje og bekymring over f.eks. nationalstatens fremtid i globaliseringens æra 

- man kan i hvert fald konstatere, at visse former for stramninger nyder væsentligt 

større tilslutning end den generelle modvilje mod indvandrere burde berettige 

til; b) har negative eller diskriminatoriske holdninger over for indvandrere direkte 

eller indirekte sammenhæng med graden af integration på arbejdsmarkedet, 

eller er det i højere grad et spørgsmål om kulturelle forestillinger og stereotyper 

(f.eks. af religiøs karakter); og c) har politiske og mediebårne diskurser og 

lovgivningstiltag en effekt, og i givet fald hvilke(n), på indvandreres levevilkår, 

integrationsvilje, handlemuligheder og opfattelser af medborgerskab - og hvordan 

interagerer den politiske verden og medieverdenens indvandrerdiskurser. 

Metodisk savnes mere sammenhængende, omfattende og systematiske holdningsmålinger, 

der ville gøre det muligt at afprøve fortolkninger og hypoteser 

snarere end kun at argumentere for deres plausibilitet, samt derudover et væsentligt 

større samspil mellem kvantitative og kvalitative undersøgelsesmetodikker. 

Endelig er der et påtrængende behov for, at undersøgelser af holdninger og 

identitetsdannelser i Danmark mere systematisk indtænkes i internationale, især 

europæisk-komparative sammenhænge. Det gælder dog ikke kun på dette områder, 

da manglen på komparativ forskning er en generel lakune i den danske integrationsforskning. 

11.4.2 Etniske minoriteters politiske deltagelse og medborgerskab 

Der mangler en omfattende og bredspektret undersøgelse af etniske minoriteters 

politiske deltagelse og kvaliteten heraf samt omfanget af deres medborgerskab i 

Danmark. Undersøgelsen skal bl.a. baseres på omfattende surveys og må inddrage 

et bredt spektrum af etniske grupperinger, repræsenterende både flygtninge 

og indvandrere, forskellige kulturelle og geografiske baggrunde, samt både deres 

politiske eller organisatoriske aktiviteter i Danmark og i relation til oprindelseslandet. 

I denne forbindelse er det nødvendigt at forøge vores viden om indvandrernes/flygtningenes 

transnationale netværk og disse netværks kulturelle, politiske 

og identitetssættende betydning. Vores nuværende viden på de her skitse- 

211

ede delfelter er kun tilfredsstillende, hvad angår etniske minoriteters deltagelse 

i kommunalvalg, mens der på de øvrige områder kun er sporadiske undersøgelser 

eller undersøgelser baseret på et begrænset datagrundlag. 

11.4.3 Indvandrerorganisationer 

Der er behov for en både kvantitativ og kvalitativ analyse af udviklingen i antallet 

og karakteren af indvandrerorganisationer over tid, herunder studier af paraplyorganisationernes 

opstående, interne struktur, og ikke mindst deres rolle i den 

politiske offentlighed og for den politiske beslutningsproces. Vi ved overraskende 

lidt om indvandrernes egne organisatoriske aktiviteter, deres baggrund, former, 

mål, konsekvenser og samspil såvel med værtslandets egne institutioner og offentlighedsstrukturer 

som med udviklinger i international politik, globaliseringsprocesser 

og/eller forhold i de etniske minoriteters oprindelseslande. 

11.4.4 Medieforbrug og egne nyheds- og kommunikationskanaler 

De etniske minoriteters medieforbrug og egne nyheds- og kommunikationskanaler 

er et stort set uopdyrket vidensfelt. Vi ved noget, omend langt fra nok, om repræsentationen 

af indvandrere og flygtninge i de nationale medier, om mediernes 

rolle i opinionsdannelsen vedrørende indvandrerspørgsmål og om de forskellige 

mediers divergerende holdninger på disse områder. Men vi ved stort set intet 

om den måde, etniske minoriteter forbruger og forholder sig til medierne, hvordan 

repræsentationen af dem i medierne påvirker deres selvopfattelse eller forhold 

til værtslandet. Der vides også meget lidt om, hvordan og med hvilke konsekvenser 

deres informationer hentes fra internationale nyhedsmedier, eller hvilke 

egne nyheds- eller kommunikationskanaler de selv, eller deres organisationer, 

har iværksat og benytter sig af, herunder hvilken udbredelse og effekt de har 

(nationalt, regionalt eller lokalt - samt i.f.t. den enkelte gruppe eller som bindeled 

på tværs af flere etniske minoritetsgrupper). På disse områder er vores viden 

ikke bare utilfredsstillende men stort set fraværende på trods af, at der her er 

tale om et felt med (sandsynligvis) omfattende konsekvenser både politisk, socialt 

og kulturelt. 


11.5 Kulturmødet 

I relation til kulturmødet, der omfatter delområderne familie, religion, sprog og 

den unge generation, har der vist sig en række afgørende videnshuller på centrale 

områder, hvoraf de væsentligste præsenteres nedenfor. 

11.5.1 Arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber 

I såvel medierne som i den politiske verden fokuseres der ofte på disse ægteskabsformer 

som udtryk og eksempel på manglende integration - og også på 

manglende vilje til integration. På den anden side ved vi reelt meget lidt om udbredelsen 

af disse former for ægteskab og deres betydning for identitetsprocesser 

og integration (eller mangel på samme) for forskellige indvandrer- og flygtningegrupper. 

Og vi ved heller ikke, om den normale og bastante lighedssætten 

mellem “tvangsægteskab” og “arrangeret ægteskab” er holdbar i virkelighedens 

verden. Der har lovgivningsmæssigt været stor fokus på ægteskabsproblematikken, 

og det er derfor vigtigt at få belyst, hvor stort problemet faktisk er, hvilke 

konsekvenser ægteskabsformer har for mænd, kvinder og eventuelle børn, og i 

hvilken udstrækning ægteskabstype og “familiesammenføring” har en indvirkning 

på samfundsmæssig deltagelse. 

11.5.2 Religiøs diversitet 

Som det er blevet betonet flere steder i rapporten, mangler der i næsten katastrofal 

grad forskningsbaseret viden om den voksende religiøse forskellighed i 

Danmark. Vi ved næsten ingenting om de aktuelle religiøse grupper, deres størrelse, 

trosgrundlag, liv og færden, uanset at den offentlige debat om etniske minoriteter 

og integration domineres af billeder og forestillinger om kultur- og civilisationssammenstød 

mellem “os” og (især) islam. Der er derfor også et påtrængende 

behov for studier, der sætter fokus på religiøse transformationsprocesser 

og som analyserer, hvad de betyder for samfundsudviklingen som helhed. I den 

sammenhæng vil et specialstudie af forskellige gruppers “integrative evne” være 

værdifuld, ligesom de forskellige religiøse grupperingers evne til at indgå i bestående 

strukturer. Hvorfor er f.eks. Jehovas Vidner, Pinsekirken og den katolske 

kirke tilsyneladende bedre til at integrere nytilkomne end Den Danske Folkekirke? 

Endelig er der et klart behov for specialstudier af f.eks. “religion på arbejdspladsen” 

(er det rigtigt, at religion virker negativt ind på beskæftigelsen?) eller 

213

“religion i boligområdet” (er religion en hæmmende faktor for social integration i 

dagligdagen?). 

11.5.3 Sprogets betydning 

Sprogets betydning for integrationen er et underbelyst felt. Generelt mangler der 

viden om sprog som redskab eller hindring for integration, ikke fordi der ikke findes 

en hel del international forskning på disse områder, men fordi resultaterne 

af, respektive antagelser og metoder bag denne forskning, kun i begrænset grad 

har fundet vej til den danske integrationsdebat. Det er især graverende, at der 

har været så ringe fokus på betydningen af forskellige “typer” dansk i konkrete 

samfunds- og uddannelsessammenhænge, hvilke slags kulturel og kontekstuel viden 

beherskelsen af de forskellige typer forudsætter, samt hvilke læringsmuligheder 

og -forløb der hermed kan udstikkes. Det er ligeledes væsentligt at få 

forskningsmæssigt afklaret om “tosprogethed”, herunder graden af beherskelse 

af førstesproget, er en barriere eller en mulighed for bedre integration og præstationsmæssig 

succes på forskellige niveauer af uddannelsessystemet (jf. nedenfor, 

11.6, om forskningsbehov inden for skoleområdet). Endelig savnes i alvorlig 

grad forskning der sætter lup på den enkle forestilling om, at der er en lige vej 

(altså en kausalsammenhæng) mellem bedre danskkundskaber og bedre beskæftigelse(smuligheder) 

- altså, at det er dårlige danskkundskaber der er den væsentligste 

hindring for ansættelse i den private og den offentlige sektor. International 

forskning på området peger på mere komplekse sammenhænge, der også 

omfatter strukturelle forhold på arbejdsmarkedet og i samfundsinstitutionerne, 

kulturelle diskriminationsmekanismer og hurtigt skiftende krav til medarbejderes 

kompetencer. Sprogdebatten bør nuanceres betydeligt gennem en større vidensfond 

på disse felter. 

11.5.4 Minoritetsunges integrationsformer 

Der er lavet en del forskning omkring de mere almene og identitetsorienterede 

sider af minoritetsunges integration, men der mangler i høj grad mere konkret og 

empirisk baseret viden. En påtrængende opgave er at undersøge hvordan de eksisterende 

ungdomsorganisationer som f.eks. Organisationen af Pakistanske Studerende 

og Akademikere - OPSA, the Muslim Youth League og Kritiske Muslimer på 

den ene side forvalter forholdet til oprindelseslandene og på den anden indgår i 


samfundsdebatten og i praktiske brobygningsprojekter til andre etniske grupperinger 

og til grupper og organisationer for jævnaldrende (og i nogen sammenhænge 

parallelt placerede) danske unge med sammenlignelige sociale problemer. 

Det ville også være gavnligt at få sammenhænge mellem transnationale netværk 

og lokal aktivitet belyst gennem fokus på konkrete grupper af unge (og deres etniske 

sammensætning) i f.eks. Brøndby Strand, Vollsmose eller Gjellerup. 

11.6 Skolen samt børn og unges fritidsaktiviteter 

11.6.1 Sprogstimulerende tilbud til førskolebørn 

Folketinget vedtog i 1996 en ordning om sprogstimulerende tilbud til småbørn. 

Tilbudet indebærer, at kommunerne skal tilbyde gratis sprogstimulerende tilbud 

til tosprogede børn, før de begynder i skole. Fra 1999 indebærer tilbudet, at 

kommunerne er forpligtiget til at gennemføre særlige sprogstimulerende tilbud i 

15 timer om ugen fra det tosprogede barn er 4 år gammelt. Der mangler dog viden 

om, hvordan disse omfattende tilbud praktisk fungerer, og en forskningsbaseret 

opsamling og evaluering af disse er derfor påkrævet. Et sådant forskningsinitiativ 

vil både kunne udføres kvalitativt og kvantitativt. Man kan også forestille 

sig komparative analyser af dansk sprogbeherskelse hos børn, som har modtaget 

sprogstimulerende tilbud, og børn, som ikke har, samt effekten heraf på børnenes 

senere uddannelsesog livsforløb. 

11.6.2 Minoritetssmåbørn og institutioner 

Ca. ¼ af de etniske minoritetssmåbørn på 3½ år er ikke i institution. Vi ved meget 

lidt om, hvad de sociale konsekvenser er for de børn, som ikke eller kun i ringe 

grad tager mod sådanne tilbud. Hvad er forældrenes bevæggrunde og familiens 

sociale situation? Hvilke effekter har den manglende deltagelse i sådanne institutioner 

på barnets senere livsforløb, fx når det gælder skolestart/deltagelse i 

(folke)skole? Metodisk kan man gå både kvalitativt og kvantitativt til værks. En 

måde at komme i kontakt med de familier, som ikke har deres børn i daginstitution 

kan være at gå igennem beboerrådgivere, sundhedsplejersker, socialrådgivere 

og andre, som har kontakt med disse. Evt. kan man opnå kontakt til svarpersoner 

igennem et antal etniske minoritetsforeninger. Det kan være en ide at se 

på familiens liv som helhed, altså ikke kun på spørgsmålet om institutionalisering, 

fx hvad angår økonomi, bosætning, familienetværk, tilknytning til arbejds- 

215

markedet, kendskab til det danske samfund, danskkundskab, betydning af kulturelle 

normer o.a. Hvad er de væsentligste barrierer for, at man sender sit barn i 

daginstitution, og er disse primært af social eller kulturel karakter? I et integrationsperspektiv 

er projektet interessant, fordi det kan afdække betydningen af 

den manglende institutionalisering for barnet. Hvorvidt denne er positiv eller negativ 

bør her undersøges. På den ene side kan man forestille sig, at den manglende 

eksponering til danske børn betyder, at barnet i mindre grad får mulighed 

for at identificere sig med disse. På den anden side kan stabiliteten i det at blive 

passet hjemme være gavnlig for barnets tryghed og selvværd, hvilket også har 

betydning for barnets muligheder for at indgå i sociale relationer senere i livet 

(se fx Jeppesen & Nielsen 1998). 

11.6.3 Folkeskolens rummelighed 

Folkeskolen er en statslig institution, der varetager en opdragende og kvalificerende 

funktion af samfundets borgere. Skolen skal i sin funktionsmåde afspejle 

det omgivende samfund og tage den udfordring på sig, det er at rumme en voksende 

kulturelt og sprogligt differentieret gruppe af elever. Spørgsmålet er i 

hvilken betydning skolen er flerkulturelt rummelig. I den nuværende forskning 

har der været en tilbøjelighed til udelukkende at undersøge flerkulturel rummelighed 

på skoler med mange etniske minoritetselever. Parallelt med dette mangler 

der undersøgelser af flerkulturel rummelighed som et alment vilkår for alle 

skoler. I en undersøgelse af skolens flerkulturelle rummelighed som et alment 

vilkår er det imidlertid helt centralt at skelne mellem det, man kunne kalde en 

flerkulturel praksis og en flerkulturel indstilling som bl.a. kommer til udtryk i 

skolens pædagogiske målsætning. Forholdet mellem den pædagogiske målsætning 

og pædagogiske praksis på skoler med et varieret antal af etniske minoritetselever 

kan undersøges gennem en kombination af klasserumsobservationer og 

kvalitative interviews. Observationer af læreres og elevers praktikker og hele 

strømmen af begivenheder skal danne baggrund for en analyse af, hvad der sker i 

klasseværelset (i og uden for den ordinære undervisning) mellem lærere og elever 

med forskellige socioøkonomiske, kulturelle og sproglige baggrunde: Hvordan 

indretter læreren sin undervisning efter elevernes sammensætning? Hvilke hensyn 

tager læreren til hvem og hvorfor? Hvilken rolle spiller kulturelle og sproglige 

forskelle i og uden for den ordinære undervisning? Interview med lærere, foræl- 


dre og elever skal inddrages for at supplere analysen af aktørernes praktikker 

med beskrivelser af baggrunde og oplevelser af skole, undervisning og flerkulturelle 

processer. 

11.6.4 Skolen som dannelsesinstitution og indvandrerbørnene 

Skolen er et felt, hvor forskellige normer og værdier kommer i spil med hinanden. 

I skolen findes mange aktører – lærere, elever, forældre – som alle har deres 

forventninger til dette rum som sted og proces. Skolen er også en del af et 

større nationalt felt, hvor fx politiske beslutningstagere er bevidste om denne 

institution som et sted, hvor fremtidens borgere dannes. Netop yderligere forskning 

i skolen som dannelsesinstitution er ønskelig. Hvad er skolens normgrundlag, 

og hvordan formes dette i et kompliceret spil af læseplaner, politiske forventninger 

og beslutninger og konkrete individer, som hver især medbringer deres kulturelle 

og sociale forventninger til skolen som rum? Metodisk kan man gå til værks 

igennem kvalitative interview med elever, lærere og forældre, og man kan forestille 

sig deltagerobservation i klasserum og i skolen som sådan. Man kan også forestille 

sig kognitive interviewscenarier, hvor svarpersoner (elever, lærere) præsenteres 

for hypotetiske situationer, der alle indeholder mulige konfliktfyldte situationer 

ud fra perspektiver om demokrati, medborgerskab, personlig lighed, 

frihed og autonomi. I et policy-orienteret perspektiv vil dette projekt være interessant 

ud fra muligheden for at kortlægge Folkeskolens interne processer, og 

den rolle som dette rum spiller i udviklingen af danske medborgere, samfundsmæssige 

normer og tackling af forskellighed. 

11.6.5 Muslimske friskoler 

Efter 11. september 2001 har den danske såvel som andre europæiske integrationsdebatter 

været præget af et øget behov for i det hele taget at diskutere islams 

placering i vestlige samfund. Herunder er det bl.a. blevet diskuteret kraftigt, 

hvilken rolle de muslimske skoler spiller i forhold til den generelle samfundsmæssige 

integrationsproces. I modsætning til andre lande har den danske 

debat herom været mærket af en stor offentlig skepsis, som bl.a. har ført til, at 

regeringen i sit nylige udlændingeudspil har varslet om stramninger på friskoleområdet. 

Det overordnede ræsonnement herfor synes at være, at muslimske skoler 

overordnet betragtet er for dårlige til at opdrage eleverne i en demokratisk 

217

ånd, og at de i det hele taget er en faktor, der virker mere hæmmende end 

fremmende for elevernes samfundsmæssige integration. Set i det lys synes der at 

mangle en større undersøgelse – kvantitativt såvel som kvalitativ – af disse skolers 

rolle i forhold til integrationsproblematikken generelt. Hvad er elevernes faktiske 

faglige formåen, hvilken langsigtet betydning har det for eleven at gå på en sådan 

skole (fx hvad angår valg af uddannelse og erhvervsarbejde), når man sammenligner 

med etniske minoritetselever, som går i danske folkeskoler? Hvordan 

indgår eleverne på lang sigt i samfundets processer, som fx foreningsliv, deltagelse 

ved folketingsvalg, etc? Desuden kunne der være belæg for et større komparativt 

studie af, hvordan forskellige nationale politikker på skoleområdet influerer 

muslimske elevers identitetsskabelse og følelse af tilhørsforhold. Herunder 

kunne det for eksempel være interessant at bruge en undersøgelse af den offentlige 

administration af muslimske skoler i forskellige europæiske lande som et 

empirisk udgangspunkt for at belyse forskelle og ligheder i den politiske organisering 

af social og kulturel diversitet i Europa. 

11.6.6 Sent ankomne børn 

Der mangler viden om, hvordan flygtningebørn, fx sent ankomne og uledsagede 

klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner. Denne viden er vigtig, bla. fordi antallet 

af uledsagede flygtningebørn, som kommer til Danmark, er stigende. Mange 

kommer med traumer forsaget af krig og flugt, har kun gået i skole i afbrudte 

perioder af deres liv, og er tillige ankommet så sent til Danmark, at de fx ikke 

har modtaget de særlige sprogstimulerende tilbud, som tilbydes førskolebørn. 

Hvordan sikrer man, at disse børn og unge får et godt udbytte af skoleforløbet, 

så de fx kan fortsætte på erhvervskompetencegivende uddannelser? En mulighed 

er at kontakte en række skoler, og igennem interviews med lærere, ledelse og 

skolepsykologer få et overblik over, hvad skolens erfaringer er med disse børn. 

Hvilke tiltag virker/virker ikke, og hvor kunne man ønske sig nye? En spørgeskemaundersøgelse 

(evt. kombineret med registeroplysninger) blandt uledsagede og 

sent ankomne flygtningebørn, som kom til Danmark i 1980erne og 1990erne, og 

som alle har afsluttet folkeskolen, vil kunne afdække, hvordan det går disse 

børn. Hvad var deres erfaring med skolen, hvor mødte de vanskeligheder, og 

hvordan ser deres uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige og sociale liv ud i dag? 


11.7 Integrations-, sundheds- og socialindsatsen i kommuner og amter 

Den kommunale indsats er meget central i forbindelse med at få indvandrerne 

integreret i det danske samfund. Det gælder ikke mindst integrationsindsatsen i 

relation til arbejdsmarkedet, men også social- og sundhedsindsatsen har betydning. 

I det følgende peges på de væsentligste mangler i den forskningsmæssige 

viden om den kommunale indsats 

11.7.1 Den kommunale integrationsindsats 

I forhold til kommunernes integrationsindsats er der et presserende behov for at 

få undersøgt effekten af kommunernes integrationsindsats på udlændingenes integration 

på arbejdsmarkedet, jf. en uddybning heraf i afsnit 11.1 

Som integrationsloven har været udformet, har den stillet en lang række krav til 

både flygtninge og den kommunale administration, bl.a. i form af en række frister 

for boligplacering, handlingsplaner, sprogundervisning mv. Det er blevet antaget, 

at opfyldelse af disse forskellige krav ville føre til integration eller i hvert 

fald en større grad af integration, end hvis disse krav ikke blev opfyldt. Integrationsopgaven 


om denne teori er rigtig. Da kommunernes indsats varierer så meget, er 

der gode muligheder for at belyse, hvilke former for indsats der giver de bedste 

resultater. Den kommunale integrationsindsats skal ikke omtales yderligere her, 

idet de enkelte elementer er behandlet i det foregående under de respektive 

temaer. I afsnit 11.3 er således forskningsbehov i relation til boligsætning og – 

boligplacering behandlet, ligesom forskning i relation til sprog er omtalt flere 

steder. 

11.7.2 Social- og sundhedssektorens indsats 

Hvad angår social- og sundhedssektorerne indsats i forhold til etniske minoriteter, 

mangler der på mange delområder viden om virkemåden og tilgængeligheden 

i forhold til etniske minoriteter. Der er derfor et generelt behov for at medtænke 

etnicitet i mange af fremtidige undersøgelser inden for social- og sundhedsområdet 

for at give mulighed for at analysere disse problemstillinger. Det kan både 

dreje sig om at medtage etnisk baggrund som en variabel i undersøgelserne og 

evt. at oversample etniske minoriteter i visse undersøgelser for at få tilstrække- 

219

ligt mange observationer. De hidtidige undersøgelser inden for de to sektorer har 

vist, at sprog-, kultur- og ressourceforskelle kan føre til, at relevante service- og 

behandlingstilbud ikke er tilgængelige, afgives for sent, eller at der endog foretages 

fejlbehandling i forhold til udlændinge fra tredjelande, ligesom en del udlændinge 

føler sig diskrimineret i behandlingssystemerne. Der er et generelt behov 

for at være opmærksom på disse spørgsmål i forbindelse med fremtidig 

forskning på social- og sundhedsområdet, men der synes at være et ganske særligt 

behov for forskning på nogle særlige områder, som der redegøres for i det 

følgende. 


Da der allerede foreligger adskillige undersøgelser, der påpeger betydningen af 

sprog- og kulturforskelle for behandlingen i sundhedssystemet, vil det være oplagt 

at undersøge effekten af foranstaltninger, der bevidst søger at overvinde 

disse barrierer gennem tolkebistand og evt. gennem uddannelse af personalet for 

bedre at kunne forstå udlændingenes baggrund og situation. 

Et oplagt eksempel kunne være en evaluering før og efter indførsel af (regler om) 

brug af tolk på en børnemodtagelse på en børneafdeling under et sygehus, med 

påfølgende opfølgning af børnene vedr. sygelighed, fremtidige indlæggelsesbehov 

og forældrenes tilfredshed. En anden mulighed er at undersøge to børneafdelinger, 

hvor kun den ene har en omfattende brug af tolkebistand. De fleste 

børneafdelinger har i løbet af de sidste år omstruktureret, så der er mulighed for 

at observere et barn, der er akut syg - men ikke så alvorligt syg - i nogle timer i 

en børnemodtagelse, undersøge barnet, iværksætte behandling og instruere forældrene 

i behandlingen (fx maskebehandling til børn med astma). Brug af tolk 

ville formentlig kunne medføre, at også etniske minoritetsbørn og deres forældre 

får en sådan mindre omkostningskrævende og til dels mere relevant behandling 

end decideret indlæggelse i afdelingen, og forældre til et barn med astma ville 

bedre være i stand til selv at behandle det næste gang, et anfald var under optræk. 


11.7.4 Truede børn 

På det sociale område er der et særligt behov for undersøgelser af indsatsen i 

forhold til familier med handicappede eller truede børn. Vedr. truede børn viser 

de hidtidige analyser, at etniske minoritetsbørn fjernes i mindre omfang og senere 

fra hjemmet, men når det sker, er der stor fare for, at deres etniske baggrund 

udviskes og kontakten med de biologiske forældre umulig- eller vanskeliggøres, 

fordi langt de fleste anbringelsessteder kun taler dansk. Det vides ikke, om de 

sociale myndigheders tilbageholdenhed skyldes, at problemerne er mindre i etniske 

minoritetsfamilier, eller at myndighederne pga. sprog- og kulturforskelle holder 

sig tilbage selv i situationer, hvor der er behov for indgreb eller forebyggende 

foranstaltninger. 

En ny undersøgelse af anbringelser af såvel etniske minoritetsbørn som danske 

børn er under planlægning i Socialforskningsinstituttet i samarbejde med Institut 

for Sociale Forhold og Organisation ved Aalborg Universitet. Da denne undersøgelse 

kun omfatter anbragte børn, mangler der en undersøgelse af den mere generelle 

indsats, herunder forebyggende foranstaltninger, for familier med truede 

børn, før en evt. anbringelse er besluttet. Undersøgelsen bør gennemføres ved 

personlige besøgsinterviews med et udvalg af etniske minoritetsforældre og evt. 

deres børn samt med deres sagsbehandlere, og der vil være en betydelig gevinst 

ved at koordinere den med den igangværende undersøgelse af anbragte etniske 

minoritetsbørn for at kunne danne sig et overblik over sammenhængen mellem 

forebyggende foranstaltninger og anbringelser. 

11.7.5 Minoritetsfamilier med handicappede børn 

Der er foretaget en del undersøgelser af den sociale indsats over for danske familier 

med handicappede børn. De viser bl.a., at det i høj grad er op til forældrene 

selv at stille krav om, at de får de servicetilbud og ydelser, de er berettigede til. 

På denne baggrund kan man frygte, at familier med færre ressourcer, herunder 

etniske minoritetsforældre, som tillige har sprogproblemer og mindre kendskab 

til den danske lovgivning, ikke tilgodeses i fornødent omfang. Men der foreligger 

stort set ingen forskning vedr. den sociale indsats over for etniske minoritetsfamilier 

med handicappede børn. Da der fødes langt flere handicappede børn af 

etniske minoritetsforældre er der et særligt behov herfor. En sådan undersøgelse 

221

kunne gennemføres ved personlige interview med et udvalg af etniske minoritetsforældre 

med handicappede børn, deres sagsbehandlere og daginstitutionspersonale. 

Undersøgelserne af indsatsen over for truede og handicappede børn kunne 

evt. kombineres til én fælles undersøgelse. 


Litteraturliste 

Allen J., C. Göran & M. Ali (1998). Social Exclusion in European Cities – 

Processes, Experiences and Responses. London: Regional Policy and Development 

series. 

Andersen, B.H. (1991). Børnefamiliernes dagligdag. København: 

Socialforskningsinstituttet. Rapport 91:6. 

Andersen, J. et al. (1993). Medborgerskab – Demokrati og politisk deltagelse. 

Herning: Systime. 

Andersen, H.S. (1999). Virkningerne af Byudvalgets indsats i almene 

boligafdelinger 1994-1997. SBI-rapport 321. 

Andersen, O.S. & T. Nielsen (1989). Stem Sort. Indvandrerne og kommunevalget. 

Præstø: KITAB. 

Ansel-Henry, H. (1992). Rapport om etniske minoriteters foreningsliv i Danmark. 

København: IND-sam. 

Arai, M. et al. (2000). En svartvit arbetsmarknad – en ESO-rapport om vägen från 

skola till arbete. Stockholm: Regeringskansliet, Finansdepartementet. Ds 2000: 

47. 

Arbejdsministeriet (1999). Redegørelse om etnisk ligestilling og integration på 

arbejdsmarkedet. København. 

Arbejdsministeriet (2000a). Rapport fra Partsudvalget om integration af 

flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet. København. 

Arbejdsministeriet (2000b). Handlingsplan om etnisk ligestilling. København. 

Arbejdsministeriet (2000c). Inspiration til integration af etniske minoriteter på 

offentlige arbejdspladser. København. 

Axelsson, M. (1999). Tvåspråkiga barn och skolframgang – mångfalden som resurs. 

Rinkeby Språkforskningsinstitut. 

Bajaj, K. & H.S. Laursen (1988). Pakistanske kvinder i Danmark: deres baggrund 

og tilpasning til det danske samfund. Esbjerg: Sydjysk Universitetsforlag. 

Barfod, A. (1997). Integration, Rummelighed og Tolerance. Fagligt Netværk 

Socialpsykiatri. København: Socialt Udviklingscenter – SUS. 

223

Barfod, A. & O. Leimand (1996). Sindslidende indvandrere og flytningen. Rapport 

over en undersøgelse om behandlingstilbud i Danmark. København: Socialt 

Udviklingscenter – SUS. 

Barfod, A. & L. Persson (2000). Etniske sindslidelser i kommunerne. Erfaringer 

fra fem konferencer. København: Socialt Udviklingscenter – SUS. 

Behrens, H. L. & K. Raal (1999). Kvinder og børn fra etniske minoriteter på 

krisecentre. Kortlægning. Esbjerg: Formidlingscentret for Socialt Arbejde. 

Benokraitis, N.V. (red.) (2001). Contemporary Ethnic Families in the United States: 

Characteristics, Variations, and Dynamics. Upper Saddle River: Prentice- 

Hall. 

Berg, M. (1994). Seldas andra bröllop. Göteborg: Etnologiska Föreningen i 

Västsverige. 

Birch Andreasen, L., K.H. Larsen & M.B. Nielsen (1998). Veje til forbedring og 

fornyelse af ungdomsuddannelserne? København: AKF Forlaget. 

Boligselskabernes Landsforening (2001). Analyser af situationen på 

boligmarkedet. 

Borjas, G.J. (1999). Heaven’s door – Immigration Policy and the American 

Economy. Princeton: Princeton University Press. 

Borre, O. (1995). Old and New Politics in Denmark. Scandinavian Political Studies 

vol.18(3), pp. 187-205. 

Borre, O. & Goul Andersen, J. (1997). Voting and Political Attitudes in Denmark. 

Århus: Aarhus University Press. 

Boyd, S., A. Holmen & J.N. Jørgensen (eds.) (1994). Sprogbrug og sprogvalg 

blandt indvandrere i Norden, bind 1 og 2. Danmarks Lærerhøjskole. 

Brandt, P. (1992). Yngre hjemløse i København. Socialmedicinsk disputats. 

København: FADL’s Forlag. 

Bredal, A. (1998). Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap blant ungdom med 

innvandrerbakgrunn. Oslo: Kompetencesenter for likestilling. 

Bredal, A. (1999). Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap i Norden. TemaNord 

1999:604. København: Nordisk ministerråd. 

Brisk, M.E. (1998). Bilingual education and bilingualism. Multilingual Matters. 

Broch, T. et al. (1999). På lige fod i ukendt terræn. Høje Taastrup: Høje 

Taastrup Kommune: Roskilde Universitetscenter. 

224 LITTERATURLISTE

Brøndsted, V. & E. Guldager (1994). Barselspleje på kort tid – omsorg nok? En 

sammenlignende undersøgelse af 398 københavnske mødre. København: 

Københavns Kommune. Socialdirektoratet. Afdelingen for børn og unge. 

Sundhedsplejen. 

Bye Jensen, V. (1999). Tillid til pædagogerne. Børn & Unge, 46. 

Bælum, J. et al. (1991). Sociale og sundhedsmæssige uligheder i et område med 

almennyttigt byggeri i Odense. Ugeskrift for Læger, 153, 1358-60. 

Bøggild Mortensen, L. (1989). At være eller ikke være: Tyrkisk ungdom i København 

og Ankara. Kultursociologiske skrifter nr. 27. København: Akademisk forlag. 

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (1994). Indvandrer- og 

flygtningebørn i daginstitutioner. København: BUPL. 

Børresen, S.K. (2000). Fremmedhed og praksis – om tyrkiske og pakistanske 

indvandrers bosætning og boligvalg. Ph.d.-afhandling. Statens 

Byggeforskningsinstitut og Sociologisk Institut, Københavns Universitet. 

Børresen, S.K. (2002). Boligmæssig segregering. Hvad er årsagen til, at 

flygtninge og indvandrere bor koncentreret i de belastede boligområder?. AMID 

Working Paper Series no. 14. Aalborg Universitet: AMID. 

Calogirou, C. (1989). Sauver son honneur. Paris: L'Harmattan. 

Carling, K., H. Bennmarker & A. Forslund (2001). Public or private job matching 

for immigrant workers – an outline of a Swedish social experiment. Uppsala: 

IFAU – Office of Labour Market Policy Evaluation. Working Paper 2001:10. 

Case, A.C. & F.K. Lawrence (1991). The company you keep: The effects of family 

and neighborhood on disadvantaged youths. NBER Working Paper no. 3705. 

Christensen, E. (2000). Det 3-årige barn. Rapport nr. 3 fra forløbsundersøgelsen 

af børn født i 1995. København: Socialforskningsinstituttet 00:10. 

Christensen, A.-D. og B. Siim (2001). Køn, demokrati og modernitet. København: 

Hans Reitzels Forlag. 

Coontz, S., M. Parson & G. Raley (red.) (1999). American Families: A Multicultural 

Reader. New York: Routledge. 

COWI-Consult & DOMUS (2000). Helhedsplan for Vollsmose. Odense Kommune. 

COWI-rapport (2000). Udlændinges egen opfattelse af deres situation og integrationsprocessen 

i Danmark. København: Indenrigsministeriet (http://www.inm.dk). 

Crane, J. (1989). The Epidemic Theory of Ghettos. Working Paper. Cambridge. 

Mass.: Center for Health and Human Resources Policy Discussion Paper Series. 

225

Crane, J. (1991). The Epidemic Theory of Ghettos and Neighborhood Effects on 

Dropping Out and Teenage Childbearing. American Journal of Sociology, vol. 96, 

no. 5, pp. 1226-59. 

Cummins, J. (2000). Language, Power and Pedagogy. Bilingual children caught in 

the crossfire. Multilingual Matters. 

Cutler, D.M. & E.L. Glaeser (1995). Are ghettos good or bad? Working paper. 

Harvard University & National Bureau of Economic Research – NBER Working 

Paper no. 5163. 

Dahan, A., H. Myrfeld & B. Munck-Fairwood (red.) (1999). Stemmer på Tværs. 

Kristne nydanske fortæller om kirkeliv og kristendom. København: Tværkulturelt 

Center. 

Damm, A.P. (2001). Push-factors and movers and stayers among refugees 

subjected to a settlement policy: The case of Denmark, unpublished working 

paper. Aarhus: CIM, Aarhus School of Business. 

Damm, A.P. (2002). Etniske minoriteters bosætning og flytninger – de seneste 20 

års økonomisk-kvantitative forskningsresultater, AMID Working Paper Series no. 

13. Aalborg Universitet: AMID. 

Dansk Arbejdsgiverforening (2002). Arbejdsmarkedspolitisk Agenda, nr. 1. 

Dansk Røde Kors (1998). Uledsagede flygtningebørn i Danmark 1994-98. 

København: Dansk Røde Kors Rapport. 

De kommunale integrationsråd - en undersøgelse af deres sammensætning, 

etablering, arbejde og rolle (2001). København: Rådet for etniske minoriteter, 

Mellemfolkeligt Samvirke, Kommunernes Landsforening, Indenrigsministeriet. 

Den Sociale Ankestyrelse (1999). Resultat af undersøgelse af tosprogede børns 

optagelse i dagtilbud mv. København: Den Sociale Ankestyrelse. Analysekontoret. 

Diken, B. (1995). Fra Østtyrkiet til Vestdanmark: Fra landsbyliv til ghettotilværelse 

i det fascinerende og kedelige Ikast. Akademisk Forlag. 

Djuve, A.B. & H.C. Kavli (2000). Styring over eget liv. Levevilkår og 

flytteaktivitet blant flyktninger i lys av myndighetenes bosettingsarbeid. 

Forskningsstiftelsen Fafo, Fafo-rapport 344. 

Duncan, G.J., J. Brooks-Gunn & P.K. Klebanov (1994). Economic deprivation and 

early-childhood development. Child Development 65: 296-318. 

226 LITTERATURLISTE

Edin, P.-A., P. Fredriksson & O. Åslund (2000). Ethnic enclaves and the economic 

succes of immigrants – evidence from a natural experiment, Working Paper 

2000:9. IFAU – Office of Labour Market Policy Evaluation, Uppsala University. 

Ejrnæs, M. (1986). Sundhedsplejersken og indvandrefamilierne. Albertslund: 

Albertslund Kommune. Indvandrerprojektet. Delrapport 4. 

Ejrnæs, M. (2001). Integrationsloven – en case, der illustrerer etniske minoriteters 

usikre medborgerstatus AMID Working Paper Series no. 1. Aalborg 

Universitet: AMID. 

Ejrnæs, M. (2002). Etniske minoriteters tilpasning til livet i Danmark - forholdet 

mellem majoritetsamfundet og etniske minoriteter. AMID Working Paper Series 

no. 17. Aalborg Universitet: AMID. 

Ejrnæs, M. & Ü. Tireli (1992). Æblet falder langt fra stammen. En undersøgelse 

af tyrkiske anden-generationsindvandrere, der er på vej i det danske 

uddannelsessystem. København: Fremad. 

Ejrnæs, M. & Ü. Tireli (1997). Etniske minoriteter og hverdagslivet. Nævnet for 

Etnisk ligestilling. 

Ekberg, J. & B. Gustafsson (1995). Indvandrare på arbetsmarknaden. Stockholm. 

Elklit, J., B. Møller, P. Svensson & L. Togeby (2000). Hvem stemmer – og hvem 

stemmer ikke?. Århus: Magtudredningen. 

Emerek, R. (2002). Integration – en begrebsdiskussion. AMID Working Paper Series 

no. 31. Aalborg Universitet: AMID. 

Emerek, R., V. Jakobsen & J.E. Dahl (1998). Indvandrere og det danske 

arbejdsmarked. Pp 115-144 i T. Bager & S. Rezaei (red). Indvandringens 

økonomiske konsekvenser i Skandinavien. Esbjerg: Sydjysk Universitetsforlag. 

Ertmann, B. (1994). Tvangsfjernelser. En analyse af samtlige tvangsfjernelser i 

Københavns Kommune 1990. København: Kroghs Forlag. 

Evans, W. N., O.E. Wallace, R.M. Schwab (1992). Measuring Peer Group Effects: 

A Study of Teenage Behavior. Journal of Political Economy, vol. 100, no. 5. s. 

966-91. 

Fibiger, M. & C. Qvortrup (2002). Hvordan en lokaltradition bliver til i lyset af 

kulturmødets tredje-identiteter. Religionsvidenskabeligt tidsskrift (In press). 

Finansministeriet (1997). Finansredegørelse 97. København. 

227

Flachs, L. & K. Meldgaard (1999). Tilslutningen til børneundersøgelser og 

vaccinationer – et forsøg på at bedre tilslutningen. Månedsskrift for Praktisk 

Lægegerning, 77, 249-256. 

Foreningen Sex & Samfund (2002). Ung 99 – en seksuel profil: unge med anden 

etnisk baggrund end dansk. Frederiksberg: Frederiksberg Kommune. 

Forebyggelsessekretariatet. 

Friedrichs, J. (1998). Do poor neighborhoods make their residents poorer? 

Context effects of poverty neighborhoods on residents. I: Ed. Andress. Empirical 

Poverty Research in a Comparative Perspective. Aldershot, Brookfield USA: 

Ashgate. 

Geerdsen, L.P., E. Heinesen & H. Hummelgaard (1999). Nærmiljøet og den 

sociale arv. I Socialforskning. Temanummer om social arv. December 99. 

Socialforskningsinstituttet. 

Gimbel, J. (1998). Tyrkiske børns fagrelevante danske ordforråd i femte klasse. I 

Janus Møller m.fl. (red.). Tosproget udvikling. Københavnerstudier i tosprogethed, 

K4. Danmarks Lærerhøjskole. 

Gimbel, J. m.fl. (2000). Det bedste Københavns Kommune har foretaget sig hidtil. 

Beskrivelse og evaluering af sproggruppeforsøg i skoledistrikterne 6 og 12 i 

Københavns Kommunes Skolevæsen 1996-99. Københavnerstudier i tosprogethed 

bind 31. Danmarks Lærerhøjskole. 

Ginther, D., R. Haveman & B. Wolfe (1993). Neighborhood Characteristics as 

Determinants of Children’s Outcomes: How Robust Are the Relationships? 

Arbejdspapir. University of Wisconsin-Madison. 

Gitz-Johansen, T. (2001). Hvad gør de dog der? Etniske minoriteters bosætning i 

et alment boligområde. Center for Forskning i Socialt Arbejde. 

Golden, A. & A. Hvenekilde (1983). Rapport fra prosjektet LÆREBOKSPRÅK. Senteret 

for språkpedagogikk. Universitetet i Oslo. 

Gottlieb, A. et al. (2000). Projekt for etniske minoriteter. Team for tværkulturel 

psykiatri. Afsluttende rapport. Århus: Århus Amt. Lokalpsykiatri Vest. 

Goul Andersen, J. (2002). Danskernes holdninger til indvandrere. En oversigt. 

AMID Working Paper Series no. 16. Aalborg Universitet: AMID. 

Goul Andersen, J. & M. Tobiasen (2002). Forhold mellem religioner og mellem 

etnisk og religiøs tolerance, kap. 7 i bog om danskernes religion. 

228 LITTERATURLISTE

Graversen, B.K., E. Heinesen & N. Madsen (1999). Ressourceanvendelse i 

folkeskolen: Effekter på elevernes uddannelsesforløb. København: AKF Forlaget. 

Graversen, B.K., H. Hummelgaard, D. Lemmich og J.B. Nielsen (1997). 

Residential Mobility in Danish Problem Housing Estates. København: AKF 

Forlaget. 

Guldager, E. (1994). Spædbørn i profil: sundheden hos 3.098 københavnske børn. 

Hovedrapport. København: Københavns Kommune. Socialdirektoratet. Afdelingen 

for børn og unge, Sundhedsplejen. 

Gundelach, P. (2002) Åh at være dansker! København: Reitzel (forthcoming). 

Gustafsson, G. & T, Pettersson (red.) (2000). Folkekyrkor och religiös pluralisme 

- den nordiske religiöse modellen. Verbum. 

Gynther, B. & O. Varming (red.) (1996). Kultur og opdragelse forskellige verdener, 

forskellig virkelighed. København: Gyldendal. 

Gaarde Madsen, J. (2000). Mediernes konstruktion af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. 

Århus: Magtudredningen. 

Gaasholt, Ø. & L. Togeby (1995). I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge 

og indvandrere. Århus: Politica. 

Hamberg, E.M. (2000). Livsåskådningar, religion och värderingar i en invandrargrupp: 

en studie av sverigeungrare. Stockholm: Ceifo. 

Hamburger, C. (1997). Etniske minoriteter og social integration.I Zeuner (red.). 

Social Integration. København: Socialforskningsinstituttet 97:9. 

Hammer, O. & I. Bruun (2000). Etniske minoriteters indflydelsesekanaler. Århus, 

Magtudredningen. 

Hannemann, N. (1997). ”På en måde har vi jo alt … - men vi mangler det 

vigtigste i livet”. En evaluering, erfaringsopsamling og vidensopsamling omkring 

de af Red Barnet stiftede børnehuse for uledsagede flygtningebørn. København: 

Red Barnet. 

Hansen, J. & M. Löfström (1999). Immigrant Assimilation and Welfare 

Participation: Do Immigrants Assimilate Into or Out-of Welfare? IZA Discussion 

Paper, No. 100. 

Hansen, J. & M. Löfström (2001). The Dynamics of Immigrant Welfare and Labor 

Market Behavior. IZA Discussion Paper, No. 360. 

Haveman, R. & B. Wolfe (1995). The determinants of children’s attainments: A 

review of methods and findings. Journal of Economic Literature 33: 1829-1878. 

229

Hedetoft, U. (1995). Signs of Nations. Aldershot: Dartmouth. 

Hedetoft, U. (2002). Discourses and Images of Belonging. Migrants Between 'New 

Racism', Liberal Nationalism and Globalization. Aalborg Universitet: AMID 

Working Paper Series no. 5. 

Heinesen, E. (1999). Social arv og sociale forhold i boligkvarterer. Arbejdspapir 

nr. 3 om social arv. August 1999. Socialforskningsinstituttet. 

Heinesen, E. (2002). Effekter af boligmæssig segregering. AMID Working Paper 

Series no. 15. Aalborg Universitet: AMID. 

Heinesen, E. & N. Groes (1997). Regionale vækstmønstre. København: AKF 

Forlaget. 

Hertz, S. (1993). Behandling på tværs – om indvandrerbørn og –familier, skole, 

samfund og behandler. København: Dansk Psykologisk Forlag. 

Hestbæk, A.-D. (1997). Når børn og unge anbringes. En undersøgelse af 

kommunernes praksis i anbringelsessager. København: Socialforskningsinstituttet. 

Rapport 97:6. 

Hetmar, T. (1991). Tosprogede elever – en undervisning i udvikling. København: 

Danmarks Lærerhøjskole. 

Hill, M. (1995). Invandrabarns møjligheter. Om språkutveckling och kunnskapsutveckling 

i förskola och skola. Göteborgs Universitet. 

Hjarnø, J. & T. Jensen (1997). Diskrimination af unge med indvandrerbaggrund 

ved jobsøgning. Dansk Center for Migration og Etniske Studier. Working Paper no. 

21. 

Hjern, A. et al. (2001). Is there equity in access to health services for ethnic 

minorities in Sweden? European Journal of Public Health, 11, 147-152. 

Holmen, A. (1999). Dansk som andetsprog – fag og faglighed. I Holmen, Lund & 

Nielsen (red.). På sporet – en antologi om undervisning i dansk som andetsprog. 

Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 30 

Holmen, A. (2001). Tosprogede elevers tekstkompetence. I Rapport fra forskerkonference 

i Nordisk netværk for tekst- og litteraturpædagogik. 

Holmen, A. (2002). Betydningen af sprog, tosprogethed og sprogligt bårne 

kulturformer for integrationsprocesserne. AMID Working Paper Series no. 23. 

Aalborg Universitet: AMID. 

Holmen, A. & N. Jørgensen (2001). Tosproget udvikling og dansk som andetsprog. 

Nogle resultater fra Køge-projektet. I Wagner (ed.). Pædagogik og læring i 

230 LITTERATURLISTE

fremmed- og andetsprog. Odense Working Papers in Language and Communicati- 

on. 

Horst, C. (1991). Marginalisering og etnicisme. Dansk Sociologi Nr. 4/2. Årg:.66 – 

86. 

Horst, C. (1999). Integration. I Socialministeriet & Undervisningsministeriet: 

Fokus på tosprogede småbørn. København: Socialministeriet. 

Hummelgaard, H., L. Husted, A. Holm, M. Baadsgaard & B. Olrik (1995). Etniske 

minoriteter, integration og mobilitet. København: AKF. 

Hummelgaard, H., B.K. Graversen, D. Lemmich & J.B. Nielsen (1997). Udsatte 

boligområder i Danmark. København: AKF Forlaget. 

Hummelgaard, H., M. Baadsgaard & J. B. Nielsen (1998a). Arbejdsløshed og 

marginalisering i kommunerne. København: AKF Forlaget. 

Hummelgaard, H., B. K. Graversen, L. Husted & J.B. Nielsen (1998b). Uddannelse 

og arbejdsløshed blandt unge indvandrere. København: AKF Forlaget. 

Hummelgaard, H. og L. Husted (2001). Social og etnisk bestem bosætning – 

årsager og konsekvenser. København: AKF Forlaget. 

Hummelgaard, H., L. Husted, H. S. Nielsen, M. Rosholm & N. Smith (2002). 

Uddannelse og arbejde for andengenerationsindvandrere. AKF og CIM, AKF 

Forlaget. 

Hussain, M. (2002). Etniske minoriteters politiske mobilisering i Danmark, i Mikkelsen, 

red.: Sociale bevægelser og foreningsaktivitet i Danmark, Magtudredningen. 

København: Hans Reitzels Forlag. 

Hussain, M., Yilmaz, F. & T. O’Connor (1997). Medierne, minoriteterne og majoriteten 

– en undersøgelse af nyhedsmedierne og den folkelige diskurs i Danmark. 

København: Nævnet for Etnisk Ligestilling. 

Husted, L., H.S. Nielsen, M. Rosholm & N. Smith (2000). Hit Twice? Danish 

Evidence on the Double-Negative Effect on the Wages of Immigrant Women. CLS 

Working paper 00-06. 

Husted, L., H.S. Nielsen, M. Rosholm & N. Smith (2001). Employment and Wage 

Assimilation of Male First Generation Immigrants in Denmark. International 

Journal of Manpower (1/2) 39-68. 

Hvistendahl, R. (2001). Elevportretter. Fra det flerkulturelle klasserommet. Universitetsforlaget. 

231

Hyltenstam, K. & V. Tuomela (1996). Hemspråksundervisningen. I Hyltenstam 

(ed.). Tvåspråkighet med förhinder?. Studentlitteratur. 

Hyltenstam, K. et al. (1996). Tilpasset språkopplæring for minoritetselever. Kon- 

sensuskonferanse 9.-10. januar 1996. Udgivet af Norges Forskningsråd. 

Højfeldt Jørgensen, T. (2001). Identitet og Hverdagslivets Kulturelle 

Kompleksitet. Et speciale om unge etniske minoritetspiger. Aalborg Universitet: 

Samfundsfag. 

Indenrigsministeriet (2000). Bedre integration – en samlet handlingsplan. Rapport 

fra regeringens ministerudvalg om integration og utilpassede unge, Regeringen. 

Indenrigsministeriet (2001a). Integration i praksis – en håndbog. København: Indenrigsministeriet. 

Indenrigsministeriet (2001b). Årbog om udlændinge i Danmark 2001, Status og 

udvikling. 

Ingerslev, O. (2000). Indvandreres kontakt til sundhedsvæsenet. Sundhedsforhold 

blandt indvandrere. I Mogensen, G. V. & P.C. Matthiessen: Integration i Danmark 

omkring årtusindskiftet. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 

Iversen, R.R.B. (2002). Forhandlet integration? Borgerinddragelse på Indre 

Nørrebro. I Schwartz (red.): Medborgerskabets Mange Stemmer. Århus: 

Magtudredningen. 

Jakobsen, L. (2001). Integration af tosprogede småbørn i dagtilbud – vejen til 

integration i det danske samfund. København: Socialministeriet. 

Jakobsen, V. (2002). Uddannelse og danskkundskaber. Om uddannelse og 

danskkundskabers betydning for etniske minoriteters integration i det danske 

samfund. AMID Working Paper Series no. 10. Aalborg Universitet: AMID. 

Jencks, C. & S.E. Mayer (1990). The Social Consequences of Growing up in a Poor 

Neighborhood. I Lynn & McGeary (eds.): Inner-City-Poverty in the United States. 

Washington D.C.: National Academy Press. Pp. 11-186. 

Jensen, K.B. , M. Ejrnæs, H. S. Nielsen & A. Würtz (2001). Self-Employment for 

Immigrants: A Last Resort? (Forløbig ikke-publiceret arbejdspapir) 

Jeppesen, K.J. (1989). Unge indvandrere – En undersøgelse af andengenerationen 

fra Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan. København: Socialforskningsinstituttet. 

Rapport 89:6. 

232 LITTERATURLISTE

Jeppesen, K.J. (1993). Skolen – en nøgle til integration? De fremmede i Danmark 

3. København: Socialforskningsinstituttet. Pjece 41. 

Jeppesen, K.J. (1994a). Minoriteter og det sociale system. De fremmede i 

Danmark 4. København: Socialforskningsinstituttet. Pjece 40. 

Jeppesen, K.J. (1994b). Etniske minoriteter i boligområder. De fremmede i 

Danmark 5. København: Socialforskningsinstituttet. Pjece 41. 

Jeppesen, K.J. (1999). Etniske minoriteter i Danmark – hvordan har de det? I 

Social Kritik. Nr. 65-66, pp. 21-33. 

Jeppesen, K.J. & A. Nielsen (1998). Etniske minoritetsbørn i Danmark – det 

første leveår. Rapport nr. 2 fra forløbsundersøgelsen af børn født i 1995. 

København: Socialforskningsinstituttet 98:5. 

Jeppesen, K. J. & A. Nielsen (2001). Tosprogede småbørn i Danmark. Rapport nr. 

4 fra forløbsundersøgelsen af børn født i 1995. København: 

Socialforskningsinstituttet 01:6. 

Jeppesen, K.J., M.W. Boolsen & H. Nielsen (1992). Udstødte og sårbare. 

Forsøgserfaringer om hjemløse, misbrugere, sindslidende, isolerede, kriseramte 

m.fl.. København: Socialforskningsinstituttet, Rapport 92:9. 

Klein, W. & N. Dittmar (1979). Developing grammars. Springer. 

Knudsen, L. B. et al. (1990). Gravide indvandrerkvinders brug af 

svangreprofylaktiske tilbud i Danmark 1983-1987. Ugeskrift for Læger, 152, 

3611-4. 

Koch-Nielsen, I. & I. Christensen (2002). Effekten af den boligsociale indsats over 

for indvandrere og flygtninge. AMID Working Paper Series no. 16. Aalborg 


Kofoed, J. (1997). Med tvivlen som retning - En undersøgelse af unge flygtninge i 

uddannelse. Dansk Flygtningehjælp. 

Krashen, S. (1996). Under attack. The case against bilingual education. Language 

Education Associates. 

Kyng. B. (1974). Opvækstvilkår og udvikling: En børnepsykologisk 

forløbsundersøgelse af 65 småbørn i førskolealderen. København: Gyldendal. 

Laghaei, S. (1995). Etniske minoriteter i kommunerne: Kortlægning af eksisterende 

viden om de kommunale indsatser på integrationsområdet. København: 

Nævnet for Etnisk Ligestilling. 

233

Larsen, C. (2000). Uddannelse og danskkundskaber. Kap. 2 i Mogensen og 

Matthiessen (2000). 

Larsen, J.A. (1998). Holdninger til de fremmede forestillingen om bosniske 

flygtninge i den danske offentlighed i Dansk Sociologi, 1998:1. 

Latomaa, S. (1994). Aikuisten maahanmuuttajien toisen kielen taito. I Boyd, 

Holmen & Jørgensen (eds.). Sprogbrug og sprogvalg blandt indvandrere i Norden, 

bind 1 og 2. Danmarks Lærerhøjskole. 

Lipset, S.M. (1960). Political Man. 

LO & DA (2002). Bedre integration af flygtninge og indvandrere på det danske 

arbejdsmarked. Fællesudtalelse, 28. januar. Jf. 

http://www.da.dk/aftaler/integration.htm. 

Lubeck, P.M. (2000). The Islamic Revival. Antinomies of Islamic Movements under 

Globalization, I R. Cohen & S.M. Rai (eds.). Global Social Movements. London: 

The Athlone Press. 

Lund, K. & M. Svendsen Pedersen (2001). Fleksibilitet og læringsmiljøer. I Nielsen 

m.fl. (red.). Fleksible læringsmiljøer i andetsprogsundervisningen – en antologi. 

Undervisningsministeriet, Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie 18. 

Madsen, M. et al. (1991). Børns sundhed ved skolestart. København: Dansk 

Institut for Klinisk Epidemiologi. 

Madsen, P.K. (2000). Etniske minoriteter på arbejdsmarkedet – En 

sammenligning af position og integrationsindsats i fem europæiske lande. 

Tidsskrift for ARBEJDSLIV: 85-106. 

Mehlbye, J. (2002). Valg af uddannelse og kommunernes vejledning ved overgang 

fra uddannelse til erhverv, AMID Working Paper Series no. 12. Aalborg 


Mehlbye, J. et al. (2000a). Et frit valg? – unges overgang fra grundskolen til 

ungdomsuddannelserne – om danske unge fra etniske minoriteter. København: 

AKF-Forlaget. 

Mehlbye, J., P. Hagensen & T. Halgren (2000c). Et godt skoleliv – udvikling og 

læring blandt skoleelever i Vejle Kommune. København: AKF-Forlaget. 

Melchior, M. (1990). Flygtninge Danmark En undersøgelse af flygtninge som kom i 

perioden 1980 -85 fra Iran, Polen og Vietnam, SFI-rapport 90:1. København: Socialforskningsinstituttet 

234 LITTERATURLISTE

Mikkelsen, F. (2001) Integrationens Paradoks. Indvandrere og flygtninge i Danmark 

mellem inklusion og marginalisering. København: Høst & Søn. 

Mikkelsen, F. (2002). Indvandrere og civilsamfund. En forskningsoversigt 

vedrørende etniske minoriteters deltagelse i civilsamfundet samt kulturmødet 

mellem minoriteter og danskere på arbejdspladsen, i boligområder og i 

foreninger. AMID Working Paper Series no. 19. Aalborg Universitet: AMID. 

Mindel Charles H & R.W. Haberstein (red.) (1981). Ethnic Families in America: 

Patterns and Variations. New York: Elsevier. 

Mogensen, G.V. & P.C. Matthiessen (red.) (2000). Integration i Danmark omkring 

årtusindskiftet. Indvandrernes møde med arbejdsmarkedet og 

velfærdssamfundet. Rockwool Fondens Forskningsenhed. Aarhus: Aarhus 

Universitetsforlag. 

Mohammadi, M. (1999). En historisk gennemgang af iranernes organiserede aktiviteter 

i de sidste 15 år i Danmark, i Iranere i Danmark efter 10 år (1999), Seminarrapport. 

København: KITAB-I ARZAN. 

Moldenhawer, B. (2002). Skolen – en nøgle til integration af etniske 

minoritetsbørn?. AMID Working Paper Series no. 25. Aalborg Universitet: AMID. 

Mortensen, V. (2002). Betydningen af religion og religiøsitet for 

integrationsprocesserne. AMID Working Paper Series no. 22. Aalborg Universitet: 

AMID. 

Munk, A. (1999). Byudvalgets boligsociale indsats. SBI-rapport 319. 

Møller, T. (n.a.). Integration af tosprogede børn og deres forældre i 

daninstitutionerne i Avedøre. Hvidovre. 

Møller, B. & L. Togeby (1999). Oplevet diskrimination. En undersøgelse blandt 

etniske minoriteter. København: Nævnet for Etnisk Ligestilling. 

Mørck, Y. (1998). Bindestregs-Danskere – Fortællinger om køn, generationer og 

etnicitet. Frederiksberg: Forlaget Sociologi. 

Mørck, Y. (2001). Etniske minoritetsunge og demokratisk medborgerskab. I Christensen 

og Siim. Køn, demokrati og modernitet. København: Hans Reitzels Forlag. 

Mørkeberg, H. (2000). Indvandrernes uddannelse. Danmarks Statistisk. 

Nannestad, P. (1999a). Solidaritetens pris. Holdningen til indvandrere og flygtninge 

i Danmark 1987-1993. Århus: Aarhus Universitetsforlag. 

235

Nannestad, P. (1999b). Uenighed og videnskabelighed – en umulig symbiose. Poli- 

tica 31. Årg. nr. 4. 

Necef, M.Ü. (1996). Ethnic Identity and Language Shift among Young Turks in 

Denmark. Odense: Odense Universitet. 

Nielsen, A. (2002a). Sundhedsvæsenet og de etniske minoriteter. AMID Working 

Paper Series no. 28. Aalborg Universitet: AMID. 

Nielsen, J.C. (1996). Læseundervisning i klasser med tosprogede elever. Danmarks 

Pædagogiske Institut. 

Nielsen, J.C. (1997). Tosprogede elevers danskkundskaber på de ældste 

klassetrin. København: Danmarks Pædagogiske Institut. 

Nielsen, J.C. (1998). Tosprogede elevers sprog og læsning på deres første og 

andetsprog – en undersøgelse af tyrkisksprogede elever. København: Danmarks 

Pædagogiske Institut. 

Nielsen, J.C. (2002b). Notat om etniske minoritetsbørns skolepræstationer og 

danskkundskaber. Konklusioner og perspektiver fra tre forskningsrapporter på i 

alt 800 sider, AMID Working Paper Series no. 26. Aalborg Universitet: AMID. 

Nielsen, H.J. (2000). Forholdet mellem etniske grupper, pp. 409-33 i Gunnar Viby 

Mogensen & Poul Chr. Matthiessen, red., Integrationen i Danmark omkring årtusindskiftet. 

Århus: Rockwool Fondens Forskningsenhed/Aarhus Universitetsforlag. 

Nielsen, H.S. (2002c). Uddannelsesvalg og den sociale arvs betydning – med 

særlig fokus på efterkommere. AMID Working Paper Series no. 11. Aalborg 


Nielsen, H.S., M. Rosholm, N. Smith & L. Husted (2001). Qualifications, 

Discrimination, or Assimilation? An Extended Framework for Analysing Immigrant 

Wage Gaps. Forthcoming IZA Working Paper. 

OECD. (2000 & 2001). Employment Outlook. Paris. 

Ó’Maoláin, C. (ed.) (1991). Ethnic Migrant and Migrant Organizations. European 

Directory. London. 

O’Regan, K.M. & J.M. Quigley (1994). Teenage employment and the spatial 

isolation of minority and poverty households. Working Paper. Berkley: Yale 

School of Management & University of California. 

236 LITTERATURLISTE

O’Regan, K.M. & J.M. Quigley (1996). Spatial effects upon employment 

outcomes: The case of New Jersey teenagers. New England Economic Review 

(May/June): 41-58. 

Ottosen, M. (1992). Kan de få arbejde? De fremmede i Danmark 1. København: 

Socialforskningsinstituttet. 

Pedersen, L. (1991). Indvandrere og deres efterkommere i Danmark. Danmarks 

Statistik, Statistiske undersøgelser nr. 43. 

Pedersen, L. (1996). Nyere islamiske bevægelser i Vesteuropa – en analyse af det 

kulturelle nybrud som islamismen repræsenterer blandt de indvandrede muslimske 

minoriteter i Vesteuropa, Århus Universitet, Ph.d.-afhandling. Afdeling for 

Etnografi og Socialantropologi. 

Pedersen, P.J. & N. Smith (2001). Unemployment traps: Do Financial Disincentives 

matter? IZA Discussion Paper No. 274. Forthcoming European 

Sociological Review. 

Pedersen, P.J. (2002). Arbejdsmarkedsintegration, arbejdsmarkedspolitik og 

overførselsindkomster. Forskningsmæssig viden om immigration fra mindre 

udviklede lande siden 1980. AMID Working Paper Series no. 7. Aalborg 


Pedersen, S. (2000a). Indvandrernes demografiske forhold. I Mogensen, G.V. & 

P.C. Matthiessen: Integration i Danmark omkring årtusindskiftet. Indvandrernes 

møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet. Rockwool Fondens 

Forskningsenhed. Århus: Aarhus Universitetsforlag. 

Pedersen, S. (2000b). Overførselsindkomster til indvandrerne. I Mogensen, G.V. 

& P.C. Matthiessen: Integration i Danmark omkring årtusindskiftet. 

Indvandrernes møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet. 

Rockwoolfondens Forskningsenhed. Århus: Aarhus Universitetsforlag. 

Perregaard, B. (1996). Hvilken respons? Om forholdet mellem social kontekst og 

sproglig udvikling i den ny skrivepædagogik. NyS 21, 23-39. 

Plotnick, R.D. & S.D. Hoffman (1996). The Effect of Neighborhood 

Characteristics on Young Adult Outcomes: Alternative Estimates. Discussion 

Paper no. 1106-96. Wisconsin: Institute for Research on Poverty, University of 

Wisconsin Madison. 

PLS Rambøll Management A/S (1996). Praktikpladssituationen for etniske 

minoriteter. PLS Consult for Nævnet for Etnisk Ligestilling. 

237

PLS Rambøll Management A/S (2000). Integration i praksis: Kommunernes første 

erfaringer med integrationsloven. København: Indenrigsministeriet. 

PLS Rambøll Management A/S (2002). Fravær fra danskundervisningen for 

udlændinge. København: Integrationsministeriet. 

PLS Rambøll Management A/S & Cowi A/S (2002). Billeder af Danmark – 

Undersøgelse af undervisningen I danske samfundsforhold samt grundlæggende 

danske værdier og normer. København: Integrationsministeriet. 

Poulsen, M. E. & A. Lange (1998). Indvandrere i Danmark. København: Danmarks 

Statistik. 

Psykiatrifonden (1999). Etniske minoriteter i Danmark. Psykiske problemer og 

problemer med behandlingssystemet. (Rapport, baseret på en høring på 

Christiansborg den 28. oktober 1999, arrangeret af SOS mod Racisme og 

Psykiatrifonden). København: Psykiatrifondens Forlag. 

Preis, A.(1996). Flygtninge, sandheden og andre gåder. København: Munksgaard, 

Rosinante. 

Quraishy, B. (2000). Etniske minoriteters selvorganisering. Social Forskning, temanummer. 

Rashid, R. (2000). Et løft af sløret. København: Nordisk Forlag. 

Rasmussen, L.E. (2001). Flyttemønstre i socialt belastede boligområder. 

København: AKF Forlaget. 

Rasmussen, I.N. & A.N. Lauritsen (2001). Etniske minoriteter og beboerdemokrati. 

København: Center for Tværkulturelt Boligarbejde. 

Reid, E. & H.J. Reich (eds.) (1992). Breaking the Boundaries. Migrant Workers’ 

Children in the EC. Clevedon, Avon: Multilingual Matters Ltd. 

Rezaei, S. (2002). Indvandrerejede virksomheder. AMID Working Paper Series no. 

8. Aalborg Universitet: AMID. 

Rooth, D.-O. (1998). Movers and Stayers - An Evaluation of the “Whole of 

Sweden Strategy” for Refugee Immigrants and Tied Movers to Sweden, 

unpublished working paper presented at the European Society for Population 

Economics conference at University of Amsterdam, NL, June 4-6, 1998. 

Rosholm, M., K. Scott & L. Husted (2000). The Times They Are A-Changin . 

Organizational Change and Immigrant Employment Opportunities in Scandinavia. 

CLS Working Paper 00-07. 

238 LITTERATURLISTE

Rosholm, M., L. Husted H. S. Nielsen (2002). Integration over generationer? 

Anden generations indvandrernes uddannelse. Mimeo. 

Røgilds, F. (1995). Stemmer i et grænseland: En bro mellem unge indvandrere og 

danskere? København: Politisk Revy. 

Røgilds, F. (2002). Et nyt dansk råstof? Forskning i etniske minoritetsunge fra 

1980-2001: Et forskningsnotat. AMID Working Paper Series no. 24. Aalborg 


Raal, K. (1992). Hvad med kulturen? Om tosprogede børn under tre år i Århus 

Kommune. Århus: Århus Kommunes social- og sundhedsforvaltning. Børn og ungesektoren. 

Schierup, C.-U. (1988). Integration? Indvandrere kultur og samfund. Holstebro: 

Billesøe & Batzer. 

Schierup, C.-U. (1993). På kulturens slagmark, Mindretal og størretal taler om 

Danmark. Esbjerg: Sydjysk Universitetsforlag. 

Schmidt, G. (2002). Betydningen af familieformer og familietraditioner for 

integrationsprocesserne. AMID Working Paper Series no. 21. Aalborg Universitet: 

AMID. 

Schmidt, G. & V. Jakobsen (2000). 20 år i Danmark. En undersøgelse af 

nydanskeres situation og erfaringer. København: Socialforskningsinstituttet 

00:11. 

Schultz-Nielsen, M.L. (2000a). Integration på arbejdsmarkedet. I: Mogensen, G. 

V. & Matthiessen, P. C.: Integration i Danmark omkring årtusindskiftet. Indvandrernes 

møde med arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet. Rockwoolfondens 

Forskningsenhed. Århus: Aarhus Universitetsforlag. 

Schultz-Nielsen, M.L (2000b). Hvilke individuelle faktorer har betydning for 

integrationen på arbejdsmarkedet? I: Mogensen, G. V. & Matthiessen, P. C.: 

Integration i Danmark omkring årtusindskiftet. Indvandrernes møde med 

arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet. Rockwoolfondens Forskningsenhed. 

Århus: Aarhus Universitetsforlag. 

Scott, K. (1999). The Immigrant Experience: Changing Employment and Income 

Patterns in Sweden, 1970-93. Lund: Lund University Press. 

Seeberg, P. (1995). Tosprogede elever i gymnasiet og hf. København: 

Undervisningsministeriet. 

239

Seeberg, P. (1996). Migration og uddannelse: om etnisk ligestilling i det danske 

uddannelsessystem. I Simonsen, J. B. et al.: Tosprogede elever. København: 

Undervisningsministeriet. 

Seeberg, P. (2002). Notat om unge indvandreres integration, herunder 

integration gennem gymnasiet, fritidsaktiviteter, kærester mv.. AMID Working 

Paper Series no. 27. Aalborg Universitet: AMID. 

Simonsen, J.B. (1990). Islam i Danmark. Muslimske institutioner i Danmark 1970- 

1989. Århus: Statens Humanistiske Forskningsråd & Århus Universitetsforlag. 

Sindslidende indvandrere og flygtninge. Rapport over en undersøgelse om 

behandlingstilbud i Danmark. København: Socialt Udviklingscenter – SUS. 

Skog, M. (ed.) (2001). Det religiösa Sverige. Örebro: Libris. 

Skytte, M. (1997). Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde. København: 

Hans Reitzels Forlag. 

Skytte, M. (2000a). Anbringelse af etniske minoritetsbørn uden for hjemmet. 

Uden for nummer, 1. årgang, 1, 16-29. 

Skytte, M. (2000b). Anbringelse af etniske minoritetsbørn. Fredensborg: 

Familieplejen i Frederiksborg Amt. 

Skytte, M. (2002a). Anbringelse af etniske minoritetsbørn. Lund: Lunds 

Universitet. Dissertations in social work. (under udgivelse). 

Skytte, M. (2002b). Sociale indsatser i forhold til de allersvageste blandt de 

etniske minoriteter. AMID Working Paper Series no. 29. Aalborg Universitet: 

AMID. 

Smith, N. (1998). Økonomiske incitamenter til at arbejde. Kapitel 7 i N. Smith 

(red.). Arbejde, incitamenter og ledighed. Århus. 

Socialministeriet (2000). Forslag til en national delstrategi for velfærdsforskning 

med fokus på det sociale område. Rapport fra det forberedende udvalg vedr. 

udarbejdelse af en national delstrategi for velfærdsforskning med fokus på det 

sociale område. København. 

Sonne, S. K. (1994). Indvandrerfamilier og spædbarnspleje – et vanskeligt møde 

mellem kulturer og traditioner. En brugerundersøgelse i Københavns Kommune. 

København: Socialdirektoratet. Afdelingen for børn og unge. Sundhedsplejen. 

SOU (1996). Bostadspolitik – från produktion till boendepolitik. Slutbetänkande 

av Bostadspolitiska utredningen, 156. 

240 LITTERATURLISTE

Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (1983). Indvandrerforskning i 

Danmark. København: Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. 

Staunæs, D. (1998). En ’anden’ bruger? Behandling af misbrugere med etnisk 

minoritetsbaggrund. Århus: Aarhus Universitet. Center for Rusmiddelforskning 

ved Aarhus Universitet. 

Sterum, L. (1992). Flygtninges og indvandreres politiske deltagelse i Danmark. 

Århus Universitet: Institut for Statskundskab, Speciale. 

Stæhr, T. et al. (2000). Uledsagede flygtningebørn med særlig omsorgs- og 

behandlingsbehov. Nordisk Psykologi, nr. 1 s. 3-19. 

Sundhedsstyrelsen (2000). Narkosituationen i Danmark 1999. København: 

Sundhedsstyrelsen. 

Sørensen, T.B. (1999). Familier i Danmark – Kommunikation og familiemønstre 

blandt danskere, tamiler og tyrkere. Århus: Gestus. 

Sørensen, T. H. (1999). Døgnkontaktens arbejde med unge fra etniske 

minoritetsgrupper – en evaluering. København: Center for Forskning i socialt 

arbejde. 

Thomas, W.P. & V.Collier (1997). School Effectiveness for Language Minority 

Students. The George Washington University, USA. National Clearinghouse for 

Bilingual Education. 

Thomsen, M.H. & M. Moes (2002). Kompetencer mellem kulturalisering og 

mangfoldighed. Om brugen og bedømmelsen af etniske minoriteters 

kompetencer og ressourcer på det danske arbejdsmarked. AMID Working Paper 

Series no. 9. Aalborg Universitet: AMID. 

Tilia, G. (1996). Tamiler i Vestjylland - Integrationsproces arbejdsmarked og 

kommunale strategier. Esbjerg: Sydjysk Universitetsforlag 

Tilia, G. (1998). Gør velfærdssystemet flygtninge til klienter - Et tamilsk eksempel. 

Esbjerg: Sydjysk Universitetsforlag. 

Togeby, L. (1997). Fremmedhed og fremmedhad i Danmark. Teorier til forklaring 

af etnocentrisme. København: Columbus. 

Togeby, L. (1998). Danskerne og det multikulturelle. Politica vol. 30(2), pp. 184- 

203. 

Togeby, L. (1999a). Et demokrati, der omfatter alle, der bor i Danmark? i J. Goul 

Andersen et al. (red.) Den demokratiske udfordring. København: Hans Reitzels 

Forlag. 

241

Togeby, L. (1999b). Hvem sagde videnskabelighed?. Politica vol.31(4), pp.432-53. 

Togeby, L. (2000a). Kan kvinder også stemme? Om politisk mobilisering af de et- 

niske minoriteters kvinder, pp. 158-196 i P. Kurrild-Klitgaard, L. Bille & T. Bryder 

(red.). Valg, vælgere og velfærdsstat. Festskrift til Hans Jørgen Nielsen, Køben- 

havn: Forlaget Politiske Studier. 

Togeby, L. (2000b). Som man råber i skoven. Politica, vol. 32, pp. 191-205. 

Togeby, L. (2002). Grønlændere i Danmark: En overset minoritet. Århus. Aarhus 

Universitetsforlag: Magtudredningen. 

Togeby, L. (2002b). Notat vedrørende Etniske minoriteters deltagelse i 

demokratiske processer, herunder politiske partier, valg og offentlig debat. 

AMID Working Paper Series no. 20. Aalborg Universitet: AMID. 

Turner, M.A. & I.E. Gould (1997). Location, location, location: How does 

neighborhood environment affect the well-being of families and children. 

Working paper. Washington: The Urban Institute. 

Tümer, Z. (1992). Opbygning af selvhjælpsgrupper blandt indvandrerfamilier 

med handicappede børn gennem genetisk rådgivning og særlig vejledning. 

Glostrup: J. F. Kennedy Instituttet. 

Tværkulturelt Center (2001). Religtionsmøde i Øjenhøjde. København. 

Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark (2001). 

Udlændinges integration i det danske samfund. Indenrigsministeriet. 

UC2 (2002). Dansk forskning fra 1980 – 2001 vedr. pasning af tosprogede småbørn 

i Danmark, udvikling af tosprogede småbørns andetsprog & opdragelse af 

tosprogede småbørn i Danmark. Upubliceret notat. AMID. 

Undervisningsministeriet (1998a). Vejledning om organisering af folkeskolens tosprogede 

elever. København: Undervisningsministeriet. 

Undervisningsministeriet (1998b). Undervisningsministeriets integrationsprojekt. 

Hoved-rapport. PLS Consult. København: Undervisningsministeriet. 

Undervisningsministeriet (1999). Dansk på arbejde – arbejde på dansk. Uddannelsesstyrelsens 

temahæfteserie nr. 40. 

Undervisningsministeriet (2000). Rapport om praktikpladsproblematikken. 

Undervisningsministeriet (2001). Indvandrere og efterkommere i 

uddannelsessystemet. 

Vesselbo, E. (1992). Fremmedsprogede elever i folkeskolen. En kultursociologisk 

undersøgelse. København: Undervisningsministeriet. 

242 LITTERATURLISTE

Vikkelsø Slot, L. (2001). Betragtninger Over Nyhedsmediernes (Re)produktion Af 

Etniske Minoriteter Som Problemdiskurs. Speciale. Københavns Universitet: 

Sociologisk Institut. 

Wacquant L.J.D. (1993). Urban Outcasts: Stigma and Division in the Black 

American Ghetto and the French Urban Periphery. International Journal of Urban 

and Regional Research, vol. 17, pp. 366-83. 

Wacquant, L.J.D. (1996). The Rise of Advanced Marginality: Notes on its nature 

and Implications. Acta Sociologica. Journal of the Scandinavian Sociological 

Association. Vol.39 No.2 1996. 

Waldorf, B.S. (1990). Housing Policy Impacts on Ethnic Segregation Patterns: 

Evidence from Düsseldorf, West Germany. Urban Studies, Vol. 27, No. 5. 

Wilson, W.J. (1987). The Truly Disadvantaged: The Inner City, the Underclass, 

and Public Policy. Chicago: Chicago University Press. 

Wilson, W.J. (1991). Studying Inner-City Social Dislocations: The Challenge of 

Public Agenda Research. American Sociological Review. Vol. 56. pp. 1-14. 

Winter, S. (1994). Implementering og effektivitet. Århus: Systime. 

Winter, S. (2001a). Implementeringsforskningen og dens relation til evaluering. I 

Dahler-Larsen, P. & H. Krogstrup (red.): Tendenser i evaluering. Odense: Odense 

Universitetsforlag. 

Winter, S. (2001b). Reconsidering Street-Level Bureaucracy Theory: From 

Identifying to Explanation Coping Behavior. København: 

Socialforskningsinstituttet. Foreløbigt arbejdspapir. 

Winter, S. (2002). Kommunernes integrationsindsats efter den ny 

integrationslov. AMID Working Paper Series no. 30. Aalborg Universitet: AMID. 

Zavodny, M. (1997). Welfare and the locational choices of new immigrants. 

Federal Reserve Bank of Dallas Economic Review, Second Quarter 1997. 

Zimmermann, K.F. (2001). Den tyske integrationspolitik og international sammenligning 

af oprindelige befolkningers syn på indvandrere. Nyt fra Rockwool 

Fondens Forskningsenhed, Juni 2001, pp. 16-25. 

Åslund, O. (2001). Now and forever? Initial and subsequent location choices of 

immigrants. WP, IFAU, no. 11. 

243

Appendiks 1: English Summary 

In keeping with the conditions laid down in the tender documents, the results of 

the mapping of integration research in Denmark since 1980 are reported in terms 

of seven areas: The Labour Market, Language and Education, Housing and Settlement, 

The Contact Between Ethnic Minorities and the Danish Majority Population, 

Norms and Values in the Cultural Encounter, Ethnic Minority Children and 

Adolescents, and the Integration Efforts of Municipalities and Counties within the 

Social and Health Services. The research carried out so far (and also the unexplored 

areas on the Danish research map) within these areas are presented and 

discussed in chapters 3-9 in this report. Chapter 2 deals with the concept of integration 

and its uses in Denmark. Chapter 10 is concerned with the efforts carried 

out by the various research institutions within this area and is based on information 

supplied by the institutions themselves, as well as the knowledge and 

experiences of the group of authors. Chapter 11 deals with important issues 

within integration research that have proved to be insufficiently treated or which 

have not been the object of Danish research at all. The chapter includes a series 

of specific suggestions for new research. Finally, chapter 12 is a bibliography of 

works referred to in the individual chapters. The purpose of the research included 

in the report is to outline key representatives of the research findings 

within certain areas in Denmark in particular. Thus, justice is not necessarily 

done to all research contributions within a given area. 

In the following, the structure, contents and conclusions of the report are briefly 

summarised – chapter by chapter. 

Chapter 2 discusses the concept of “integration”. The notion is sometimes distin- 

guished from segregation on the one hand and assimilation on the other, but it is 

also used as a blanket reference, a kind of vague umbrella designation for a variety 

of host-society strategies vis-a-vis immigrants and their descendants. Thus, 

there is hardly any agreement about the precise meaning and application of the 

term – neither in academia nor in the world of politics or practical affairs. It is 

used differently in different academic disciplines (economics, political science 

244 APPENDIKS 1: ENGLISH SUMMARY

and cultural analysis, to mention just a few), in different types of nation-states 

(more or less homogeneous, more or less multi-ethnic), and furthermore the “national” 

implications of the notion are being challenged by the increasing importance 

of transnational immigrant networks and multiple identity formations. The 

only consensus that seems to exist is that the inclusion of immigrants into the 

labour market plays an important, but not an exclusive role. The chapter concludes 

that the situation as regards the integration concept and its uses is fragmented 

and that the definitional differences do present an obstacle to the crossfertilisation 

of research across disciplines. There is hence a clear need for interdisciplinary 

conceptual and methodological work that could help to remedy this 

situation. 

Chapter 3, concerning the labour market, shows that immigrants are poorly inte- 

grated on the Danish labour market – also viewed from an international perspective. 

Extensive knowledge exists about the insufficient extent of labour market 

integration, less about the causes, and almost no knowledge about what can be 

done to increase integration. Education is of great significance for the immigrants’ 

ability to gain a foothold on the labour market, while discrimination pulls 

in the opposite direction. The lack of labour market integration of immigrants 

shows that the effects of the labour market activating initiatives and educational 

programmes are not good enough, but we are in need of research-based knowledge 

of what can be done to make the efforts more effective. There is not sufficient 

knowledge of the importance of social networks; of the consequences of 

the fact that not all immigrants get a job matching their qualifications; of the 

importance of the fact that a large group of immigrants has no economic incentives 

to get a job; or of whether self-employment is the way to full integration. 

Chapter 4 concerns education and language. In this field, the research so far has 

been characterised by a lack of data about the education which immigrants have 

acquired in their home countries. Furthermore, there is not sufficient information 

about language proficiency. The number of young immigrants getting a 

qualifying education is very small compared to young Danes. However, considerable 

differences between the various nationalities exist - both in terms of the 

choices and levels of education. There is a need for research about the causes of 

245

this in order to uncover why the drop-out rate in the educational system is so 

high as well as more knowledge of how young immigrants can be supervised in 

relation to their choice of education in the most expedient manner. Proportionally, 

many immigrants’ proficiency in Danish is too poor, but we lack knowledge 

about the language requirements within different job categories on the labour 

market. Moreover, there is a need for research concerning the effect of Danish 

language courses in which a large number of immigrants participate when arriving 

in Denmark. 

Settlement and segregation are the issues dealt with in chapter 5. In the last 

decades immigrants have become more concentrated in certain parts of the 

country and certain residential areas. For many years, a central political goal has 

been to avoid concentration on the grounds that it inhibits integration into Danish 

society. We lack research-based knowledge of whether this assumption is correct. 

Furthermore, foreign experiences suggest that it is difficult to carry out 

successful initiatives with the purpose of spreading immigrants geographically 

and therefore it will be interesting, both politically and research-wise, to investigate 

if the Danish Integration Law has/will have effects on the patterns of settlement. 

Also, we lack knowledge about the role that immigrants’ limitations on 

and missing information about the housing market plays for clustered settling, as 

not much research-based knowledge exists concerning whether or not immigrants 

are discriminated against on the housing market. Bit by bit, it will also be possible 

to investigate to what extent generations of immigrants spread geographically. 

Chapter 6 investigates the contact between immigrants/ethnic minorities and 

the Danish population within other societal fields/areas than the labour market, 

the educational system and the housing sector. The focus is on the levels and extent 

of participation in different parts of organisations and the institutions of 

civil society; participation in democratic processes – especially elections – and on 

adaptation to other aspects of Danish daily life. The chapter is framed by a description 

of Danes’ attitudes towards immigrants/ethnic minorities, as these attitudes 

and the way in which they are perceived in the so-called cultural encounter 

constitute an important catalyst in the interaction between the different 


groups, and is an important frame of reference for why (respectively how) immigrants/ethnic 

minorities participate or do not participate in various societal processes. 

The chapter uncovers a series of knowledge gaps, especially in relation to 

the reason for and the consequences of the Danes’ ambiguous attitudes towards 

immigrants and refugees, the nature of immigrants’ political participation – seen 

in the light of the increased importance of transnational networks among other 

things – as well as ethnic minorities’ use of the media, e.g., how the representations 

of themselves in various media influence their self-perception and relationship 

to the host country. 

The mapping of the existing knowledge in these fields is developed and supplemented 

in chapter 7, which deals with values and norms in the encounter between 

Danish culture and the cultural traditions of immigrant groups. The focus 

is especially on the importance of family values and religion for the integration 

processes, on language as a carrier of cultural meanings in a societal and educational 

context as well as other perspectives of the cultural encounter. In terms of 

family, this chapter focuses on types of families and family traditions with a special 

view to norms in relation to marriage and the socialising between the sexes 

and generations, while the aspect of “childcare and child rearing” (among other 

things, the relations between families and institutions) is addressed in chapter 8. 

Research-based knowledge is lacking in all areas dealt with in chapter 7 – but especially 

in terms of the nature and importance of the increasing religious diversity 

in Denmark as well as the multiple importance of language when it comes to 

integration success or failure. 

Chapter 8 concerns the research on ethnic minority children and adolescents in 

Denmark. The focus is upon the daily lives that these children and adolescents 

lead in Danish institutions but also upon how the institutions as such become 

“multicultural” projects that involve and relate to several agents; Danish children, 

ethnic minority children and their parents, and last – but not least – to the 

expectations of society regarding education and integration. In terms of the 

small children, there is special focus upon language stimulation and day-care 

programmes. For slightly older children, focus is on their everyday lives at 

school, their abilities and well-being, the contact between school and home, and 

247

the different learning approaches and programmes that are offered, e.g. bilingual 

teachers and mother-tongue programmes. The question of private Islamic 

schools is also described, as is ethnic minority children’s use of recreational facilities. 

As described in detail in chapter 11, there is a wide range of areas in relation 

to all these sub-areas in which new research projects are missing - not 

least in terms of minority children and day-care institutions, the scope of the 

municipal primary and lower-secondary school, and Islamic Free Schools and 

their suitability as democratic educational institutions. 

Chapter 9 gives an account of the research on the efforts carried out by munici- 

palities and counties within integration, health, and the social areas in relation 

to ethnic minorities. Surveys of the municipalities’ administration of the Integration 

Law show that there are problems, in particular, with the extent of labour 

market activating initiatives. Also, we lack knowledge of the effects of these efforts. 

The mapping of the efforts within the health and social services shows immense 

communication problems between the therapeutical systems and the ethnic 

minorities that may involve serious consequences for the effects and the efficiency 

of the efforts. Knowledge is also lacking regarding coordination problems 

concerning the efforts between the various sectors and authorities in interaction 

with ethnic minorities. 

Chapter 10 on Institutional Research Efforts maps out the institutions of research 

which, during the relevant period, have contributed actively to research on immigration 

and integration issues, either in the form of research units or centers 

dedicated to integration studies, or because they have employed individual researchers 

who have made a contribution in the field. The chapter deals with the 

institutions of higher learning and research (universities and business schools), 

governmental research institutes, and consultancy firms. The individual institutions 

are analysed with respect to the organisation and main focus of their research, 

to representative examples of their research, and to the extent of their 

efforts in the field over time. Finally, the chapter takes a look at intra- and international 

tendencies in the organisation of migration studies: one is that there 

is a clear tendency toward a larger financial and political focus on the area, the 


other that larger coordinated efforts, including networking partnerships, are on 

the rise. 

Chapter 11 sums up the authors’ suggestions of the major gaps in our knowledge. 

Many things indicate an increasing level of polarisation and segregation in Danish 

society. The number of refugees and immigrants is increasing and they constitute 

no doubt an increasing part of the group of people that are not fully integrated 

into society. There are big gaps in our knowledge of how this situation can be 

changed for the better, both due to the fact that the scope of the research on 

the immigration of immigrants is proportionately narrow, and due to the fact 

that research was initiated later in Denmark than in many other countries. In 

general, they have more research-based knowledge abroad but as, e.g., the 

Danish welfare model is different from those of many other countries, foreign 

research within a series of fields cannot immediately be transferred to Denmark. 

In a publication: Suggestions for a national strategy for welfare research with 

focus on the social area (Socialministeriet, 2000), the authors point to the need 

to strengthen research on the opportunities of ethnic minorities in the Danish society, 

their interaction with and integration in society. 

There is a need for more research, which can contribute, to securing – to a 

higher extent – that immigrants get educated, develop sufficient language proficiency, 

and a solid footing on the labour market. Despite the fact that the different 

religious affiliations of immigrants is central in the integration debate, we 

lack to a great extent both facts and more in-depth knowledge of this part of the 

so-called cultural encounter and it is not obvious how the Danes’ attitudes towards 

immigrants influence the integration process. Also the issue of how the institutions 

of the welfare society encounter the individual and how they can contribute 

better to integration via day-care institutions, schools, the labour market 

activating initiatives, and the health services etc. is in need of a broader and 

more subtle elucidation. 

Finally, the last chapter (chapter 12) is a “net list” of the works that are referred 

to directly throughout the report. It should not be viewed as a comprehensive 

listing of the publications relevant for the Danish integration research during the 

249

period 1980 and until today (not to mention the international research). A more 

comprehensive listing, the “gross list” of the mapping project, is available at 

both of the earlier mentioned homepages (that of AMID and that of the Ministry 

of Refugee, Immigration and Integration Affairs). This list includes all works cited 

in this report as well as in the working papers, on which this report has been extensively 

based.

Download PDF version - Social

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?