[pdf] Aktiviteter hos ældre mænd fra etniske minoriteter

etf.dk

[pdf] Aktiviteter hos ældre mænd fra etniske minoriteter

FAGlIGT

ETnISkE

MInOrITETEr

Aktiviteter hos ældre

mænd fra etniske minoriteter

Ønsker til hverdagslivet fra ældre mennesker fra etniske minoriteter, har stor

betydning for den danske ældreforsorg, da etniske minoriteter vil udgøre en ny

gruppe i social- og sundhedsvæsenet i fremtiden. Men der er meget få beskrivelser

af, hvilke ønsker de ældre selv har til deres fremtidige hverdagsliv

Ældre mænd fra etniske minoriteter

synes ikke at have mange aktiviteter i

det offentlige rum.

Nogle af de væsentligste aktiviteter er

lange, daglige gåture. Formålet med gåturene

er at få frisk luft, at møde andre

mennesker. Desuden er gåturene nødvendige

i forbindelse med indkøb, men

gåturene er også en afveksling i forhold

til at være hjemme i boligen hos familien.

En del bosniere nyder at stå ved Randers

Fjord med en fiskestang.” Der er

mange søer i Bosnien, så vi er vant til at

fiske.” For tyrkerne kan der også være

månedslange sommerrejser til hjemlandet.

Flere har kolonihave, hvor de tilbringer

en del af sommeren. Kolonihaven er

en afveksling fra de lejligheder de etniske

minoriteter ofte bor i. Haven giver

gode muligheder for at dyrke grøntsager

og også som et mødested til at grille.

Offentlige parker og lignende kan

være ramme om grillfester med familie

og venner, og det er ofte store familier,

der mødes.

En del mænd kommer i nationale

klubber. Her drikkes kaffe og te, her

snakkes, læses aviser og måske andre

sociale aktiviteter. For mænd, som ikke

behersker dansk, er klubberne et socialt

forum ud over familien. Familiens sygdomme

kan gøre, at de bruger meget

tid på sundhedssystemer

Kvinderne står for gæstebud, pasning

af børnebørn og pasning af familiens

gamle, med mændene som medhjælpere

og chauffører.

Vi oplevede, at de mænd, som var i

arbejde, og de mænd som var alderspensionister,

har position og roller og

får anerkendelse i det danske samfund.

få ønsKer til aKtiviteter

Bosniere og tamiler, som startede tilværelsen

i Danmark som flygtninge,

fortalte med glæde om arrangerede udflugter

til seværdigheder, for eksempel

Den Tilsandede kirke og Jesperhus

Blomsterpark, men det var noget som

skete i starten af deres tid i Danmark,

mens de var på asylcenter.

Det at se fjernsyn fra hjemlandet og

læse hjemlandets aviser spiller en stor

rolle, og under interviews fornemmede

vi de stærke følelser, der er i forhold til

det forladte land; mest tydeligt for

flygtningene – tamiler og bosniere –

Af Janna Sylvestersen, ergoterapilærer

og Ane Andersen, ergoterapilærer

men også for tyrkerne: ”For hvis jeg

vendte tilbage, var der også sket store

ændringer i Tyrkiet i løbet af 30 år.”

Der var meget få egentlige ønsker til

aktiviteter, der blev fremsat.

Vi fortolker ud fra det, der blev sagt

under interviewene, at mændene finder

glæde ved det samme som danske

mænd:

• Ikke noget højt aktivitetsniveau

• Maskuline arbejdslignende aktiviteter

• Mandlige fællesskaber

Men i modsætning til danske mænd

ønsker mænd fra etniske minoriteter

ikke politiske aktiviteter eller aktiviteter

med magt eller indflydelse.

Vi antager, at grunden til at mændene

ikke går efter indflydelse, for flygtningenes

vedkommende kan være en forsigtighedsreaktion,

da de har erfaret,

hvad det kan koste at være profileret

som gruppe. Derudover er en del af

mændene ældre og syge, og har ikke

mere de ressourcer og ambitioner, de

havde før.

Der er også manglende erfaring med

måden at organisere sig på, som det

sker med åbne tilbud i den danske foreningskultur.

•••

ergoterapeuten l januar 2008 l 25


FAGlIGT

ETnISkE

MInOrITETEr

Baggrund

Ønsker til hverdagslivet fra ældre mennesker

fra etniske minoriteter, har stor

betydning for den danske ældreforsorg,

da etniske minoriteter vil udgøre en ny

gruppe i social- og sundhedsvæsenet i

fremtiden. Men der er meget få beskrivelser

af, hvilke ønsker de ældre selv

har til deres fremtidige hverdagsliv.

Sundhedsstyrelsen har i en rapport

fra juni 2005 ”Kortlægning af aktiviteter

om forebyggelse og sundhedsfremme

tilrettelagt for etniske minoriteter i

Danmark” undersøgt forebyggende og

sundhedsfremmende aktiviteter tilrettelagt

specifikt for etniske minoriteter.

Her er påvist, at der er et meget stort

behov for at udvikle aktiviteter målrettet

til mændene. Ikke kun aktiviteter i

offentligt regi, men i lige så høj grad aktiviteter

som organiseres af frivilligt arbejde,

som for eksempel sportsklubber,

boligforeninger, eller af private netværk.

Derfor ønskede vi at høre fra de ældre

mænd fra etniske minoriteters selv,

hvilke aktiviteter de ønskede at deltage

i, sammen med hvem og i hvilke fysiske

rammer.

Hjemmet er traditionelt set kvindens

base, og arena for husmoderaktiviteter

som i et eller andet omfang skal varetages,

uanset alder og kulturkreds. Derfor

tænkte vi også, at mænd fra etniske minoriteter,

som ikke er på arbejdsmarkedet,

nemt kan blive husvilde eller

”hjemløse”.

Hjemliggørelsesprocesser

De ældre mænd fra etniske minoriteter

havde tydeligvis forskellig tilknytning

til Randers og til Danmark. En tilknytning

som ikke havde noget at gøre med

hvor længe de havde boet i Danmark,

tilknytning til arbejdsmarked, familie-

26 l ergoterapeuten l januar 2008

forhold og heller ikke med den fysiske

bolig.

Til at forstå denne forskel er vi blevet

inspireret af Christina Grünenberg og

Peters som skriver om hjemliggørelse,

”belonging” og forklarer, hvad der skal

til, for at nogen føler sig som nomader,

der blot for tiden bor i Randers, mens

andre føler, at de er sendt til Randers i

eksil.

Nomade

Her defineres hjemmet som noget bærbart,

der kan findes alle steder. For nomaden

er hjemmet en social konstruktion,

og kan dannes alle vegne. Nomaden

synes ,at tanken om et rigtigt hjem

er overromantisk og farligt. Hjem skabes

af viljen til at ville, og trang til forandringer.

Nomaden flytter oftest frivilligt.

Eksempel: Den ældre tyrker,

som hjælper sine børn i bageriet fortæller,

hvordan han fandt sig rette i Danmark:

”Man skal bare have noget arbejde,

lære sproget og så er der jo søde piger

alle vegne.”

Eksil

Her defineres hjem som en umulighed,

en som altid skuer mod horisonten og i

hvert fald midlertidigt bor det forkerte

sted, og længes mod hjem(landet). Det

er en fastboende, som har fået revet

rødderne til hjemlandet over. En person

i eksil flytter oftest af nød. Nomaden

synes, at personen i eksil sidder

fast i det samme.

Grünenberg siger, hvilke elementer

der skal til, når et nyt hverdagsliv skal

leves. De vigtigste elementer, når et nyt

hverdagsliv skal leve, konstrueres af

hjemliggørelsesprocesser:

• (Gen)skabelse af hverdags rutiner

• Transformationen af ukendte rum til

at blive kendte navngivne steder

• (Gen)etablere meningsfulde sociale

relationer og positioner

• Følelsen af at være anerkendt som en

værdifuld del af samfundet

Særligt de sidste punkter: At have relationer,

positioner og at følelsen at være

anerkendt i Danmark er problematisk

for de ældre mænd.

Mændene har i mange tilfælde kun boet

i Danmark efter arbejdslivets ophør.

Og i Danmark er det ofte arbejde der giver

relationer og i hvert fald position.

De sociale relationer og positioner

har de ældre mænd som oftest kun indenfor

familien eller deres egen etniske

gruppe.

Den tyske filosof Axel Honneth taler

om tre former for anerkendelse nemlig

den følelsesmæssige, den retlige og den

sociale anerkendelse. For ældre mænd

fra etniske minoriteter er den følelsesmæssige

anerkendelse i forhold til familien

ofte i orden. Den retlige anerkendelse

i forhold til landets love og

regler er også uproblematisk. Men flere

af de ældre mænd gav udtryk for, at de

manglede den sociale anerkendelse i det

danske samfund. Det skyldes sproglige

problemer og manglende accept af etniske

minoriteters levemåde og isolation

fra det danske samfund.

østens mennesKer

Den japansk-canadiske ergoterapeut

Michael Iwama beskriver nogle karakteristiske

kulturforskelle set fra et Vestligt

og Østligt perspektiv.

Ud fra en Østlig forståelse vil mennesker

betragte verden cyklisk, hvor

målet for livet er balance i livet her og

nu inden for det kollektiv, som livet leves

i. Ældre mænd fra etniske minoriteter

vil derfor ofte mene, at perspektivet

er afhængighed og forpligtigelse i


esume

En undersøgelse af aktivitetsønskerne for ældre mænd fra etniske minoriteter i Randers

viser, at ældre mænd fra etniske minoriteter lever et stille og roligt liv, som meget ligner

ældre danske ældre mænds. Mændenes aktivitetsønsker var beskedne og ikke særlig

klare, men de ville gerne høres. Vi vurderer, at de ældre mænd mangler position, sociale

relationer og anerkendelse for at føle sig hjemme i det danske samfund.

forhold til det kollektiv mændene lever i.

I Vesten derimod opleves livet reduktionistisk,

lineært, analyserende og problemløsende.

I Vesten forventer man, at

målet for mennesker er at have kontrol

og dominans og personlig autonomi.

Disse kulturelle forskelle kan måske

forklare, hvorfor mange af de ældre

mænd havde svært ved at have planer

og ønsker for fremtiden, da fremtiden

ikke passer med en kulturel forståelse,

hvor livets perspektiv er at opnå balance

her og nu. Hvor der ikke sker ændringer

uden at det sker i enighed og

harmoni indenfor kollektivet – Iwamas

engelske ord for perspektivet er ”being”.

Denne kulturelle forståelse er i modsætning

til det Vestlige perspektiv, hvor

vi hele tiden sætter mål for alle livets

forhold, fordi vi i Vesten gerne vil have

personlig autonomi til at løse individuelle

konkrete problemer. Iwamas engelske

ord for perspektivet er ”doing”.

Denne kulturelle forskel kan forklare,

hvorfor de ældre mænd fra etniske minoriteter

også havde vanskeligt ved at

forestille sig fremtidige ønsker, da

fremtiden skal forstås kollektivistisk.

dansKe mænd

Seniorforsker Henning Olsen har for

Socialforskningsinstituttet undersøgt,

hvilke aktiviteter danske mænd og

kvinder ønsker som ældre i fremtiden.

Mændenes højst prioriterede aktiviteter

om 10 år ved uændret helbred er: Samliv,

avislæsning, indkøb, madlavning/

TV, reparationer/familiesamvær, opvask,

rengøring/havearbejde.

Kun få har visioner om nye aktiviteter;

fremtiden handler om at fortsætte

de nuværende aktiviteter. Generelt er

mændenes aktivitetsniveau lavere og

mere smalt end kvindernes. Henning

Olsen fortolkning af resultaterne er, at

mændene ønsker aktiviteter med træk

fra arbejdslivet:

• Struktur

• Rationalitet

• Målrettet

• Håndværkspræget

• Sociale sammenhænge med potentiel

magt og indflydelse

Forslagene med henblik på ældre danske

mænds deltagelse i aktiviteter er:

• Inddragelse af mænds særlige behov

ved planlægning af aktiviteter

• Tilbud om aktiviteter der ligner arbejdslivet

• Tilbud om ”mandige” sports- og motionsformer

– med konkurrence, regler

og præstation

• Mandlige aktivitetsfællesskaber, hvor

de kan bekræftes som mænd

anBefalinger

For at få et nuanceret billede af de ældre

mænd fra etniske minoriteter er det

vigtigt at bruge professionel tolk og at

forstå deres kultur, hvor KAWA-modellen

er et bud på en overordnet forståelsesramme

på ikke-vestlige kultur.

For mennesker, der kommer som

borgere i et nyt land, kan et hjem skabes

gennem de fire punkter i hjemliggørelsesprocessen.

Et indsatsområde

kan være, at det offentlige sørger for, at

mændene kender relevante personer og

steder og prøver at give dem en rolle eller

funktion gennem aktivitet, for at de

skal få relationer og anerkendelse.

De ældre mænd fra etniske minoriteter

har sandsynligvis begrænset glæde

af åbne tilbud; en del af den danske foreningskultur,

som de ikke kender. Ved

en personlig invitation vil man derimod

være positioneret og anerkendt

som en velkommen del af et fællesskab.

Vi vurderer, at arrangerede aktiviteter,

for eksempel af boligforening, for-

eningslivet eller kommune, er mere realistisk

end at mændene selv arrangerer

aktiviteter.

Danske ældre mænd og ældre mænd

fra etniske minoriteter synes at leve

meget sammenlignelige liv. Deres aktivitetsønsker

i det offentlige rum er beskedne,

og mændene synes at ønske

mandlige aktivitetsfællesskaber, hvor

de kan bekræftes som mænd.

Den interaktionistiske analyse kan være

den metode, som analyserer, hvordan

konteksten, situationen og intervieweren

påvirker resultatet, og skaber en

mere nuanceret forståelse af historien.

I interviewet får mændene stemme og

rum.

•••

om projeKtet

Ergoterapeutforeningen praksispulje

og Randers Kommune har bidraget

økonomisk til projektet og

JCVU, Ergoterapeutuddannelsen i

Århus har bidraget såvel økonomisk

som med frikøb af timer. Projektet

er et delprojekt i VEGA-netværket,

under Dansk Gerontologisk

Forening

Ane Andersen, ergoterapilærer, tillægsfag

i Medicinsk Antropologi.

25 års arbejde i Århus kommune,

primært med ældre. Har tidligere

været med i praksisforskningsprojekt

af, hvad boligen betyder for

gamles hverdagsliv.

Janna Sylvestersen, ergoterapilærer,

Master i Køn og Kultur.

Forfatterne præsenterede delresultat

af undersøgelsen på Nordisk

Kongres for Ergoterapeuter i

Stockholm i april 2007.

For kontakt; jas@jcvu.dk

ergoterapeuten l januar 2008 l 27


FAGlIGT

Metode

Vi foretog research om ældre mænd fra etniske minoriteter;

demografi, sundhedsforhold. Vi orienterede os om situationen i

hjemlandene og de sparsomme erfaringer, der synes at være

med aktivitetssamarbejde med målgruppen,

Ergoterapeut Mariane Meldgaard, aktivitetsleder i Randers

kommune, skabte kontakt til flere af informanterne gennem

sundhedspersonale. Andre informanter fik vi kontakt med gennem

en tolk, og en enkelt informant fik vi gennem kontakt til

integrationsrådet i kommunen.

Vi foretog 13 kvalitative interviews med mænd mellem 50 og

75 år, efter en interviewguide, og udførte samtidige feltstudier.

Vores inklusionskriterier for informanterne, var primært at de

skulle være forskellige, i forhold til uddannelsesniveau, civilstand

og boligform, og at de kom fra de tre største ikke-vestlige

etniske minoriteter i Randers; Tyrkiet, Bosnien og Sri Lanka.

De fleste var ufaglærte, men bosnierne havde hvad der svarer

til en håndværksuddannelse. Tre af mændene var i arbejde,

mens to var folkepensionister og otte var førtidspensionister.

Mændene var gift og boede i små, pæne lejligheder, eller parcelhuse

i Randers by. Mændene havde børn og mange også

børnebørn, ofte i Randers, som de selv, og i hvert fald deres

koner, havde en omsorgsrolle overfor. Tyrkere og bosniere er

muslimer, og tamilerne er hinduer, men vi oplevede ikke religiøst

begrundet adfærd i forhold til os.

Mændenes sproglige formåen var således, at vi anvendte tolk under

otte interviews, og af de resterende fem var læseniveauet for

de tre sandsynligvis ikke sådan, at de kan læse en dansk avis.

De 13 mænd, vi har talt med, er ikke helt repræsentative for

gruppen. Eksempelvis er alle informanterne gift, hvilket næppe

kan gælde for alle i målgruppen, så måske har vi set de mere

velfungerende mænd, og det kan forklare hvorfor ensomhed

ikke er et resultat i undersøgelsen.

Det, at tolken primært har kontakt med mennesker med tolkebehov

i forhold til sundhedsvæsenet, kan forklare, at mange af

vores informanter havde fysiske sygdomme. Det har betydning

for i hvor høj grad vore resultater kan overføres til andre ældre

mænd fra etniske minoriteter.

Interviewene foregik der, hvor informanten ønskede det, enten i

deres hjem eller på et lokalcenter i byen. Under besøgene i

hjemmet, var der altid andre tilstede; hustru, moder, søn/datter

– enten i rummet eller tydeligvis tilstede i boligen. Det forstod

vi som tegn på, at vi ikke skulle være alene med informanterne,

kombineret med en vis agtpågivenhed og nysgerrighed fra

familiens side.

Alle aftalerne blev punktligt overholdt, hvilket ud fra vores research

kan ses ikke altid at være en selvfølge. Informanterne

var meget venlige og gæstfrie, men overholdt spillereglerne for

28 l ergoterapeuten l januar 2008

så vidt, at selvom flere inviterede os til at komme igen, så var

det på et niveau, hvor vi ikke blev forpligtet personligt.

Interaktionisk analyse

Ud fra en konstruktivistisk synsvinkel, så er der ikke nogle endegyldige

sandheder hos informanten, som intervieweren skal afdække.

Derimod forstås interviewet som et møde, hvor meningsindholdet

bliver forhandlet og skabt i et samspil under interviewet,

af informant og interviewer. Spørgsmålet er således

ikke om der har været en vis interviewereffekt, men hvordan

konteksten, situationen og intervieweren har påvirket resultatet.

Med udgangspunkt i Järvinens kapitel: ”Interview i en interaktionistisk

begrebsramme” fra antologien Kvalitative metoder i et interaktionistisk

perspektiv har vi i analysen, udover meningsindholdet,

derfor fokuseret på interaktionen mellem interviewer og

informant:

• Intervieweren som medproducent af viden

• Kategorisering af medlemskab

• Informantens selvfremstilling; face-work, indtryksstyring,

legitimerende forklaringer

Resultater af interaktionsanalysen er, at vi ikke oplevede specielle

forbehold i informanternes svar, fordi vi er kvinder. Det er jo

ikke er ensbetydende med, at de ville udtrykke sig på samme

vis overfor mænd. Den kategorisering som skete, var, at informanterne

optrådte som gæster overfor vi etniske danskere – de

udtrykte taknemmelighed, var meget positive og betonede ligheder,

mens vi forsøgte at få dem til at være kritiske og fortælle

om forskelligheder. De ældre mænd fra etniske minoriteter føler

måske at de skal stå i taknemlighedsgæld til Danmark, som tog

imod dem, og derfor også at det er svært at stille krav.

Derudover oplevede vi klart, at informanterne var på vagt over

for os: Hvem vi repræsenterede og selve hensigten med

undersøgelsen. Selvom vi fortalte hvem vi var og hvorfor vi

kom, så formåede vi ikke helt at forklare, hvem vi repræsenterede,

og hvad vores formål var. Sandsynligvis også fordi det

var udenfor informanternes erfaring, at det offentlige opsøger

borgeren uden bagtanke.

Vi vurderer, at interviewets meningsindhold blev påvirket, så

informanterne udtrykte lidt af et skønmaleri af deres hverdagsliv.

Informanterne ville gerne hjælpe os ved at fortælle deres

historie, de ville faktisk gerne høres, og bidrage til afdækning

af aktivitetsønsker. Vi fortolker det også sådan, at det giver en

rolle, position og anerkendelse at blive spurgt, og dermed

brugt som ressourceperson.

Tolken var med til at legitimere vores sag, som en kendt og

anerkendt person i de etniske miljøer.


Ali Sunto

Når vi kører af ved motorvejsindkørslen til Randers

fra lufthavnen, siger jeg: Så; nu er vi snart hjemme!

Ali er nu 59 år, han er gift og har to

voksne børn. Han har boet i Randers i

36 år. Han var 23 år da han kom til

Randers. Da Ali kom til Danmark boede

hans far og brødre her allerede.

– Jeg kommer en søndag aften og allerede

mandag morgen klokken seks, er

jeg klar til at arbejde på fabrikken, fortæller

Ali.

Ali har aldrig fået danskundervisning

da han kom for at arbejde. Han havde

planer om at tage tilbage til Tyrkiet, så

snart han havde tjent penge nok. Han

har arbejdet mange forskellige steder i

Randers som arbejdsmand.

– Jeg arbejdede i et sjak med fem andre

i en malerkabine. Da der skulle indskrænkes,

blev de fire andre fyret, men

de beholdt mig, og gav mig oven i købet

en lønstigning, men jeg var også den

hurtigste og dygtigste.

Ali bliver gift med en kvinde fra Tyrkiet.

De har en datter, som i dag er 19

år. Hun arbejder i en børnehave efter

studentereksamen, inden hun skal læse

videre. De har også en søn på 22 år,

som næsten er færdigudlært som håndværker.

Han blev gift sidste år med en

pige fra Tyrkiet, og parret har netop fået

Alis første barnebarn.

Ali arbejdede indtil for 14 år siden.

– Jeg har aldrig fået bistandshjælp. Jeg

vil gerne arbejde. Jeg fatter ikke dem,

der bare får bistand i 20 år. Jeg var bange

for bistand og kontanthjælp.

For 14 år siden kører Ali galt i en bil.

- Vi kører kun 60 km. i timen. Vi ved

ikke hvad der skete, men lige pludselig

svævede vi. Siden har jeg ikke arbejdet.

Jeg havde brækket skulderen, og der var

også noget med ryggen. Lægen sagde til

mig: Ali; du kan ikke arbejde mere. Si-

den har jeg fået førtidspension. Men jeg

vil stadig gerne arbejde et par timer dagligt,

men det er svært at finde et arbejde.

Hverdag

Om sommeren tilbringer ægteparret

meget tid i deres kolonihavehus, som

de har haft lige siden børnene var små.

Konen passer drivhuset og luger

ukrudt. Ali vander og slår græs. Den

flinke nabo klipper hækken. De overnatter

aldrig derude, en vane fra dengang

børnene var små, hvor børnene

foretrak at sove hjemme. I dag er begrundelsen,

at børnene hellere vil besøge

forældrene hjemme, eneste undtagelse

er nogle årlige grillfester.

Ali har været med til at starte en tyrkisk

klub. Han kommer stadig i klubben

en gang om ugen sammen med andre

mænd. En af aktiviteterne er at spille

kort, og taberen betaler kaffen.

Ali køber ofte en tyrkisk avis i kiosken,

da han foretrækker at læse avisen

hjemme i stedet for på biblioteket.

Rengøring, madlavning, indkøb og

vask ordner Alis kone.

- Men når jeg går nede i byen ringer

jeg og spørger om der er noget jeg skal

have med hjem fra Føtex, siger Ali.

Klokken 19 ser familien dansk Tvavis,

og derefter bliver der slået over på

tyrkisk fjernsyn.

Næsten hver dag kommer børnene på

besøg.

I vinterhalvåret er der kedeligt, er Ali

og hans kone enige om. Ali ville godt

have et arbejde et par timer, som kunne

supplere hans pension, men det er jo

svært at skaffe. Ægteparret siger, at der

ikke er noget for gamle mænd fra etniske

minoriteter i Randers. De kunne

forestille sig nogle værksteder, de kunne

lave lidt i.

Hvis Ali var gammel i Tyrkiet, ville

han hele tiden blive inviteret på kaffe

hos naboerne, men her er der ingen der

inviterer ind. Alligevel er det i Randers

han føler sig hjemme.

– Når vi kører af ved motorvejsindkørslen

til Randers fra luftfavnen, siger

jeg: Så; nu er vi snart hjemme!

fremtid

Alis planer for fremtiden er først og

fremmest knyttet til familien. Ægteparret

vil gerne hjælpe deres egne børn,

støtte svigerdatteren, som endnu ikke

kan dansk, og passe barnebarnet. Desuden

har Ali meget kontakt med sine

brødre. Faderen døde i Danmark, for få

år siden. Moderen, som stadig bor i Tyrkiet,

plejer ægteparret at besøge et par

måneder hver sommer. Brødrene har

forsøgt at få moderen til at bo i Danmark,

men det vil hun ikke.

Ali siger, at der er et tæt fællesskab

med de mennesker, der flyttede til

Danmark omkring 1970. Han mener,

at disse mennesker er meget bedre til at

støtte hinanden, end dem som er kommet

til Danmark i 80’erne. Samtidig

klager han over, at mange af dem er døde.

– Vi skulle arbejde hårdt. Bosnierne,

som kom senere end os, har haft det

meget lettere og har haft bedre tid til

fritidsinteresser, siger han.

Ali siger mange gange, at han gerne

vil have arbejde et par timer, men at

han ikke kan løfte.

Ali slutter af med at sige, at alting var

bedre i både Tyrkiet og Danmark i gamle

dage.


ergoterapeuten l januar 2008 l 29

More magazines by this user
Similar magazines