Download PDF - WebProof

TEMA | ETNISK MANGFOLDIGHED
Polsk familie:
- Vi vil ikke være ubudne gæster
Polske Tomasz Rozanski og hans lille familie beskriver sig selv som andenrangs-borgere
i Danmark. Alligevel har de fundet familielykken i det danske samfund.
Tekst og foto: Rebekka Torp Boileau, rtb@krifa.dk
For tre år siden pakkede 31-årige
Tomasz Rozanski fra Stetin i Polen
sin taske, kyssede sin kone og søn
farvel og tog til Danmark i håb om at
finde arbejde.
- Mit første danske eventyr bestod
i at gøre skibe rene. 10 timer om
dagen, 60 kr. i timen og uden nogen
kontrakt. For mig var det en god løn,
fortæller Tomasz, der er uddannet
"Nogle hader polakker. De siger, at vi
tager danskernes arbejde. Jeg har ikke
lyst til at være danskernes konkurrent"
tandtekniker, men aldrig fandt
arbejde som det i Polen.
Efter fire uger var jobbet slut,
og Tomasz kunne vende hjem - en
erfaring rigere.
- Jeg fandt ud af, at jeg havde været
meget naiv. Jeg talte med flere af mine
danske kolleger og fandt ud af, at jeg
var blevet udnyttet, siger han.
Travl butikschef
Før Tomasz tog til Danmark
arbejdede han som butikschef i et
supermarked. Her havde han en
arbejdsdag på cirka 14 timer med
en månedsløn på 6000 kr.
Hans kone, Agnieszka Kloch,
måtte afbryde sit arkitektstudie, da
deres søn Jan kom til verden. Det var
ikke muligt at få plads til ham i en
offentlig institution.
10 KRIFA MAGASINET NOVEMBER 2012
- Jeg så aldrig min familie. Arbejdet
var ved at tage mit liv, siger Tomasz.
Selvom en rejse til Danmark ville
betyde, at han ville se sin familie
endnu mindre, tog han af sted i håb
om at skabe en bedre økonomisk
situation for dem.
- I Polen var vi altid bekymrede over,
om vi kunne få pengene til at række
hele måneden.
Det var en kamp.
Vi havde ikke
nogen fremtidsmuligheder
der, fortæller
Tomasz.
Truet avisbud
Efter et par måneder i Polen tog
Tomasz tilbage til Danmark til et job
som avisbud i Haderslev.
- Jeg fik 96 kr. i timen plus nattillæg.
Fra kl. 1 om natten til 10 om morgenen
delte jeg aviser ud. Jeg var glad for
at arbejde, men arbejdspresset steg,
uden lønnen fulgte med, fortæller han.
Samtidig truede hans arbejdsgiver
med fyring, når Tomasz var syg. I
sidste ende ville arbejdsgiveren ikke
udbetale feriepenge, og Tomasz fik
brug for juridisk hjælp fra Kristelig
Fagbevægelse. Efter et år og
ni måneder med natarbejde og en
voksende utilfredshed med sin chef,
sagde han op.
Gæstearbejder
- Nogle hader polakker. De siger,
at vi tager danskernes arbejde. Jeg
Polske Tomasz kom alene til
Danmark for at finde arbejde. Han
var lykkelig, da familien blev samlet
i Hobro efter to års adskillelse.
har ikke lyst til at være danskernes
konkurrent, siger Tomasz.
- Min familie og jeg vil ikke være
ubudne gæster. Vi kalder os selv
andenrangs-borgere, fordi vi tager de
job, som danskerne ikke selv vil have.
Men vi er glade her og vil gerne blive,
siger han.
Tomasz savnede sin kone og søn
meget, men da Agnieszka hverken talte
dansk eller engelsk, ville det være svært
for hende at få arbejde i Danmark. Efter
Haderslev flyttede Tomasz til Hobro, og
der fulgte Agnieszka og sønnen Jan
med fra Polen.
- Jeg var ufatteligt glad, da vi blev
samlet i Danmark. Agnieszka har fået
et job som avisbud, og hun er i gang
med at lære dansk, fortæller Tomasz.
Fejedreng i Hobro
I Hobro fik Tomasz en tre månederskontrakt
på et stålværk i Hobro, hvor
han skulle køre gaffeltruck.
- Men jeg blev meget overrasket
den første dag, for jeg fik bare stukket
en kost i hånden. I to uger lavede jeg
ikke andet end at feje hallen. Derefter
fik jeg et større ansvar, fortæller Tomasz.
Sammen med en kollega skulle
Tomasz køre elementer væk med gaffeltruck,
og som tiden gik, blev hans
kontrakt forlænget igen og igen.
- Jeg var taknemlig for, at min
chef blev ved med at forlænge min
kontrakt. Selv i juletiden, hvor andre
holdt fri, fik jeg lov til at gå på arbejde
alene. Jeg fejede og tog skrald ud,
fortæller Tomasz.