Sømandens tøj, s. 7-64 - Handels- og Søfartsmuseet

hvert fald. Da khakiskjorterne med fast flip omkring 1920-25 blev indført,
betød dette et farvel til al den kunstige elegance. I vore dage har alle skjorter
fast flip.
Mens søofficererne i slutningen af 1500-årene kunne møde op med den
spanske pibekrave i større eller mindre udgave, og i 1600-årene skiftede denne
ud med en nedfaldende krave, tit forsynet med kniplinger sorn på landjorden,
synes det som om de jævne søfolk helst klarede sig foruden. Dog kunne
de i de engelske slopkister så sent som i 1670 købe French falls, franske kraver
i flipform af lærred eller kammerdug (dvs. fint linned fra Cambrai i
Frankrig). Moden holdt sig dog kun et par årtier. Sagen var den, at i begyndelsen
af 1600-årene var halstørklædet, også kaldet halsdugen eller -kluden,
dukket op, og det blev hurtigt meget populært til lands og til vands.
I de engelske slopkister fandtes fra 1634 og derefter neckcloths til salg, hvide,
blå og brogede, stribede og ternede i rødt og i blåt og også blå-, hvid- og
rødprikkede. Tørklæderne var først af lærred eller bomuld, men i 1700-årene
blev silketørklæder højeste mode. I 1767 pralede en dansk sømand af et
bengalsk silketørklæde, som han vel havde købt på stedet. Ostindie- og kinafarerne
benyttede lejligheden til at forsyne sig undervejs.
Disse tørklæder var mest til pynt. For at varme brugte man uldne, strikkede
halstørklæder (comforter eller muffer). Hvis sømandens hustru eller
mor havde spundet uldgarnet til dem, kunne hun spinde noget afsig eget
hår med i det, for det varmede ekstra godt med menneskehår, mente man.
Alle andre søfarende nationer optog halstørklædet. F.eks. efterlod en
dansk skipper sig 10 lange halsklude i 1686, og en anden havde i 1691 tre
hvide halsklude og flere brogede tørklæder. En tredje efterlod sig i 1728
hele 18 små smalle halsklude. Tørklæderne udgjorde som nævnt også til
lands en vigtig del af påklædningen. De kunne være 2-3 alen lange og blev
lagt et par gange sammen og slynget om halsen, fagmæssigt bundet under
hagen i to halvknob over hinanden, den såkaldte råbåndsknob eller bådsmandsknude
(i rigtigt sømandssprog hedder det ret knude). De lange ender
hang ned over skjortebrystet. Knuden kunne holdes fast med et spænde
eller blev najet med et bændsel. Der var også mere kvadratiske tørklæder,
hvis brede trekant hang ned over ryggen, så den skånede skjorten eller
trøjen f.eks. for snavs og tjære fra hårpisken, da den kom frem.
Omkring 1790 skiftede moden, idet tørklæderne, der nu mest var af
silke, ofte var sorte - efter en fejlagtig tradition opkommet hos engelske orlogsgaster
for at vise deres sorg over Nelsons død, der dog som bekendt
først fandt sted 1805. Tørklædets knude blev nu ikke længere bundet under
46