Nr 5 - Anders V Hassing-Staten i hjertet

Anders V. Hassing
Staten i hjertet
Jens Schelderup Sneedorffs
patriotiske opdragelsesprojekt
Speciale i historie,
Københavns Universitet
Afdeling for Historie
2005

Indhold
I. Indledning ............................................................................................... 4
Problemformulering ..................................................................................................5
Metode og komposition..............................................................................................6
II. Den nye tids begyndelse ........................................................................ 9
Statsmagt..................................................................................................................10
Borgerskab...............................................................................................................11
Oplysning.................................................................................................................12
III. Biografi og bibliografi........................................................................ 14
Avantgarden i provinsen..........................................................................................15
Hovedstaden ............................................................................................................17
Forfatterskabet ........................................................................................................18
IV. Historiografi ....................................................................................... 20
Litteraturhistorikerne ..............................................................................................21
Historikerne .............................................................................................................23
Hvad er oplysning?..................................................................................................27
V. Enevælden som utopi .......................................................................... 33
Mennesket ................................................................................................................35
Staten .......................................................................................................................39
Police: Statens ledemotiv.........................................................................................46
Betingelserne for police...........................................................................................53
At skabe en regent....................................................................................................57
VI. I Persepolis’ spejl ............................................................................... 60
Spørgsmål om ære ...................................................................................................65
En middelvej til fremtiden........................................................................................70
VII. Sokrates’ ånd..................................................................................... 72
Viljen må røres ........................................................................................................74
2

At opdrage og regere ...............................................................................................75
Uindskrænket magt over hjertet...............................................................................78
VIII. Dydens mønstre............................................................................... 80
Det patriotiske selskab.............................................................................................84
Et kvindeligt selskab ................................................................................................89
Opdragelse til dyd og duelighed..............................................................................93
Aspekter og praktiske forslag ..................................................................................98
Projektet afsluttes ..................................................................................................104
IX. Afslutning......................................................................................... 105
Sammenfatning ......................................................................................................105
Oplysning og opinion.............................................................................................107
X. Summary............................................................................................ 110
Appendiks: Grundbegreber hos Sneedorff............................................. 112
Litteratur og kilder.................................................................................. 115
3

I. Indledning
Fjortendagesbladet Den Bergenske Borger-Ven viede 2. februar
1765 hele sin udgave til mindet om Jens Schelderup Sneedorff
(1724-64). En elskværdig medborger, en dydig og retskaffen patriot
og menneskeven var gået alt for tidligt bort. Den sørgmodige norske
skribent, formentlig Bergens borgmester, Hildebrandt Meyer (1722-
85), havde ikke så mange efterretninger om salig ”Schnedorf”.
Alligevel var han dog i stand til at opregne den danske forfatter,
professor og prinselærers fortjenester. Denne havde ladet ”ædle
Drifter” ytre sig i sine læseres sjæle. Han havde fremmet dyden ved
at røre hjertet, bøje viljen og opvække fornuften, og dermed kunne
han ”giøre Os til lyksalige Borgere baade i dette og udi Aandernes
Rige”. 1 Ved Sneedorffs skrifter blev unge til dydige mennesker og
pligtopfyldende borgere, og de fandt en æresfølelse, som i stedet for
tyranni udøvede sit ”retmessige Herredømme” over sindet. Derfor
var det da også så velvalgt, at denne ypperlige medborger var blevet
gjort til lærer for den unge arveprins Frederik. Den unge håbefuldes
tab af sin mentor måtte være et hårdt slag, for ”hvad Kierlighed
havde De ikke for ham”? Den kærlighed til læreren som varslede en
kongelig forbindelse til undersåtternes hjerter. 2
Den norske nekrolog vidner om en læsende dansksproget
offentlighed, som var under udvikling i den dansk-norsk-slesvigholstenske
konglomeratstat fra midten af 1700-årene. Den
lidenskabelige affinitet, som lyser ud af linjerne, vidner imidlertid
om mere end det. At hædre den afsjælede er nekrologens form, men
dens sproglige klædedragt fortæller her om den patriotiskmedborgerlige
samhørighedsfølelse, den borgerlige kollektivitet,
som lod sig knytte til Sneedorffs eftermæle. ”Vi giøre Os en Ære av
at kunde kaldes dine Medborgere”, hed det, ”Og, vi Norske
paastaar, at være lige saa vist berettigede, til dette kiære, dette
værdige Navn som de Danske. Vi udgiøre dog til hobe et Folk!” 3
Samhørighed var ingen selvfølge i en stat, hvor centralmagten
hævdede suverænitet over en kompliceret mosaik af kongeriger,
hertugdømmer og grevskaber foruden en række oversøiske
besiddelser, og befolkningerne fragmenteredes af stand, sprog, rang
og rigdom. 4 Den faktiske grad af patriotisk, kongetro konsensus i
1
Den Bergenske Borger-Ven, No. 11, 2. februar 1765, s. 167.
2
Op.cit., s. 172.
3
Op.cit., s. 166.
4
Ole Feldbæk: Nærhed og adskillelse. Danmark-Norge 1380-1814,
bd. IV, Oslo 1998, s. 21-25.
4

1760’erne kan under alle omstændigheder ikke udledes af Borger-
Vennens højstemte jargon. Men det mentes, at overensstemmelsen
kunne skabes. Man kunne opdrages dertil, og det havde været
Sneedorffs metier.
En optimistisk tro på pædagogikkens politiske potentiale var ingen
dansk-norsk særforeteelse, men a la mode i Europa i 1700-tallets
anden halvdel, oplysningens og enevældens tidsalder. Den franskschweitziske
filosof Claude-Adrien Helvétius (1715-71)
spidsformulerede forestillingen ved at hævde, at lovgiveren via
opdragelsen kan dirigere ”den menneskelige nikkedukke”. 5
Problemformulering
Med dette speciale vil jeg demonstrere, hvordan Sneedorffs
forfatterskab må forstås gennem præcis denne tidstypiske syntese af
opdragelse og politik. Afsættet var en forundring over, at en
statskundskabsprofessor udgav et tidsskrift, hvor det relativt set
hyppigst behandlede emne er opdragelsen. Hvorfra stammede en så
heftig passion for pædagogik hos en politisk skribent? Faktisk
kredser næsten hele Sneedorffs forfatterskab om noget, der i bred
forstand kan betegnes pædagogik og politik. Hvad er meningen og
sammenhængen? Det nemme svar er ”oplysning”, men hvad det vil
sige, har hverken før eller siden den navnkundige Königsbergerfilosof
Immanuel Kant (1724-1804) tvetydigt besvarede
spørgsmålet med ”der Ausgang des Menschen aus seiner selbst
verschuldeten Unmündigkeit” været nogen entydig eller
selvindlysende størrelse. 6 Tilbage står derfor stadig at forklare,
hvilken rolle opdragelsen spiller i Sneedorffs politiske forfatterskab
og vice versa. Hvorfra stammer ideerne, og hvordan bruger han
dem? Det er specialets formål at kaste lys herover. Dermed håber
jeg at give et signalement af det, man med et anakronistisk begreb
kunne kalde Sneedorffs oplysningsprojekt. Det, som jeg i en mere
Sneedorffsk terminologi foreslår betegnet hans ”patriotiske
opdragelsesprojekt”.
5 Geraint Parry: ”Education and Reproduction of the
Enlightenment”, in: Martin Fitzpatrick, Peter Jones, Christa Wolf
og Iain McCalman (ed.): The Enlightenment World, London/New
York 2004, s. 225.
6 Immanuel Kant: ”Beantwortung der Frage: Was ist Auklärung”,
Berlinische Monatschrift, December 1783. [Genoptr. in Norbert
Hinske: Was ist Aufklärung? Beiträge aus der Berlinischen
Monatsschrift, Darmstadt 1977, s. 452]
5

Metode og komposition
Specialet opererer med en hypotese om, at der rent faktisk kan
spores en sammenhæng i forfatterskabet, en egen rationalitet som
gør det berettiget at tale om et ”projekt”. Kronologien i den centrale
del af forfatterskabet gør det i sig selv nærliggende at tale om et
sådant: Først præsenterer Sneedorff et statsvidenskabeligt værk med
et signalement af den velregerede enevældestat. Dernæst udstiller
han en række samfundsmæssige dårligdomme i det reelt
eksisterende enevældesamfund. Og endelig mangfoldiggør han
praktiske anvisninger på forbedringer. Kort fortalt altså historien
om formuleringen af og forsøget på at implementere et politisk
projekt. Et sammenhængende projekt behøver imidlertid ikke at
betyde, at Sneedorff havde udtænkt det hele på forhånd. Snarere end
at dissekere en lærd mesterhjerne er det mit ønske at løfte sløret for
en intellektuel mentalitet, hvor ”oplysning” som projekt var en
selvfølge. Det vil jeg gøre ved at følge den gennemgående tråd i
Sneedorffs forfatterskab, der forbinder politik og pædagogik.
Karakteren af Sneedorffs projekt vil jeg løbende indkredse. Andet
kapitel er en kort indføring i mit perspektiv på perioden og
Sneedorff-skrifternes politiske kontekst.
For at lokalisere skriveriernes sociale oprindelse opridses i tredje
kapitel Sneedorffs levnedsforløb og miljø. Specialets formål er
imidlertid ikke at biografere. Dels findes der en udmærket biografi
skrevet af litteraturhistorikeren K.F. Plesner, og dels er det ikke så
meget personen Sneedorff som de politisk-kulturelle forestillinger,
han eksponerer, der har min interesse. Specialets kildegrundlag,
Sneedorffs forfatterskab, præsenteres også i tredje kapitel.
Det historiografiske fjerde kapitel har foruden en karakteristik af
Sneedorff-forskningen til formål at præsentere to af periodens
fremtrædende politiske tankesæt, kameralismen og patriotismen,
som Sneedorffs forestillinger står i nær forbindelse med.
Analysen i femte til ottende kapitel følger i store træk kronologien i
forfatterskabet. Det tillader at efterspore en intellektuel udvikling og
relatere skriveriet til begivenheder og forandringer i Sneedorffs
omgivelser. 7 I hvert kapitel er tyngden lagt på et fremtrædende
værk. Da disse værker indbyrdes har forskellig vægt, varierer
kapitlernes omfang; en asymmetri jeg har valgt at acceptere for at
fastholde strukturen i forfatterskabet.
7 Som jeg vil vende tilbage til, vælger jeg en lidt anden strategi i
analysen af Sneedorffs tidsskrift, Den patriotiske Tilskuer i ottende
kapitel.
6

Det er en bærende antagelse i specialet, at der kan identificeres en
mening i det, Sneedorff skrev, selvom han næppe skrev alt, hvad
han mente. Det kan lyde banalt, men er det ikke i en tid med censur.
Selvom Sneedorff som professor på Sorø Ridderlige Akademi
formelt var fritaget herfor, bør den almindelige selvcensur under
enevældens politiske realiteter ikke undervurderes, og hans
forfatterskab har under alle omstændigheder et element af den
underforståede og allegoriske stil, der var blevet perfektioneret i de
europæiske enevældestater. 8 Men det har været mit ønske så lidt
som muligt at gøre censuren til et påskud for at projicere en senere
tids erfaringer tilbage, at ”tvinge de døde ned i nutidens
forståelseskorset”, som den britiske historiker Roy Porter har
formuleret det. 9 For eksempel ved at forestille sig, at Sneedorff som
oplysningsskribent fra borgerstanden ”i virkeligheden” måtte have
liberale synspunkter, at han ”i virkeligheden” var dansk-nationalt
sindet, etc. Når statens velsignelser for eksempel blev fremhævet,
antager jeg, at der ikke alene var tale om en servil opslutning til den
enevældige kongemagt. Det var der ganske givet også. Men vil man
gøre sig verdensbilledet klart, mener jeg, at det indebærer at tage
statsopslutningen – hvad den så indebar – alvorligt og forstå
skriverierne som mere og andet end det, der var tilladeligt, selvom
der under alle omstændigheder kun kan blive tale om en tinde af
1700-tallets mentale isbjerg. At forstå, hvad der blev skrevet,
indebærer ikke bare at forsøge at læse bag om censuren, men at
undersøge betydningsindholdet i Sneedorffs ordforråd, som huser et
rigt mål af ord og udtryk med en omskiftelig begrebshistorie. I
tilfældene ”stat”, ”borger”, ”opdragelse” m.fl. er der til stadighed
tale om sproglige bastioner på den politiske slagmark. Af hensyn til
læsevenligheden og det semantiske overblik har jeg udarbejdet en
lille ordbog med grundbegreber hos Sneedorff, som findes i
specialets appendiks. 10 Det drejer sig for alles vedkommende om
begreber, som også introduceres undervejs.
Som det vil fremgå, er det indiskutabelt, at Sneedorff med sit
forfatterskab og virke har været betydningsfuld for 1700-tallets
åndelige og politiske udvikling. Selvom specialet som nævnt ikke er
en regulær biografi, falder det dog ved fokuseringen på en enkelt
forfatter nært at overbetone hans samfundsmæssige betydning.
8 Hans Boll-Johansen og Kurt Johannesson: Verdens
litteraturhistorie bd. 3, 1450-1720, København 1985, s. 290.
9 Roy Porter: Enlightenment. Britain and The Creation of The
Modern World, London 2000, s. xxiii.
10 Ideen til en ”Sneedorff-ordbog” skylder jeg den norske historiker
Øystein Sørensen. Se hans: Frihet og enevelde. Jens Schielderup
Sneedorffs politiske teori, Oslo, Universitetsforlaget 1983, s. 129f.
7

Derfor forsøger jeg at sætte hans forestillinger ind i en samtidig
politisk, social og kulturel kontekst.
At misforstå Sneedorff og andre tidlige oplysningsskribenters
skrifter som faktiske beskrivelser af samfundsmæssige
forandringsprocesser, der fandt sted, er en faldgrube, der er ligeså
åbenlyst forkert, som den kan være let at falde i. Forestillinger har
ganske afgjort betydning, og identiteter og prognoser for et samfund
kan have indflydelse på den måde, det udvikler sig. Men der er i
Sneedorffs som i mange andres tilfælde tale om en mængde
uintenderede konsekvenser og radikale videreudviklinger, der
kunne afvige ikke så lidt fra den oprindelige hensigt. Selvom det
langt fra var alle oplysningsfantasier om samfunds- og
menneskeforandring, der opnåede nogen form for praktisk udtryk
og materiel forankring, repræsenterer de ikke desto mindre en
adgang til at forstå en intellektuel samfundsgruppes syn på
samfundet, sig selv og andre – og ansatser til moderne forestillinger
om samme. Det vil jeg gerne kaste lys over.
8

II. Den nye tids begyndelse
Vi faa Følelsen af, at en Reformtrang var vaagnet, og at vi
dermed ere ved at træde ind i en Tid, hvor det, trods enkelte
Afbrydelser, i Længden var umuligt at standse, inden denne
Trang blev tilfredsstillet.
EDVARD HOLM 11
Der gik mindre end tre årtier, fra den unge magister Sneedorffs
første bog lå trykt, til Sneedorffs Samlede Skrivter cirkulerede på
det litterære marked. Den korte årrække 1750-77 udgør imidlertid et
nedslag i en længere periode med sociale bevidsthedsskred, politisk
krise, økonomiske reformer og radikale ændringer af livsform og
selvforståelse for mange. I Danmark udgør det lille tidsafsnit et
mentalt tilløb til den reformbølge inden for skolevæsen, militær og
frem for alt landbrug, som er så indgående behandlet i dansk
historieskrivning om ”oplysningstiden”. 12 Ud fra en mere
overordnet betragtning er der tale om indgangen til det, den tyske
historiker Reinhart Koselleck har kaldt for en ”Sattelzeit” fra
omkring 1750-1850. Det drejer sig om en epoke med dybe
forandringer i begribelsen af verden, som kan aflæses i udbredelsen
af nye ord og en ny valorisering af gamle. I denne ”nyere tid” mener
Koselleck, at den politisk-sociale terminologi dannede grundformen
til et moderne verdensbillede. 13
Forandringerne havde talrige aktører. Også i rollen som opponenter,
da langt fra alle følte sig trygge ved det nye. Da Den store
Landbokommission blev nedsat i Danmark i 1786, fik forandringen
af landbosamfundet acceleration. Men der var fra starten indædt
modstand mod det, som skulle føre til en omfattende udskiftning af
jord, udflytning af gårde og knap halvdelen af fæstebøndernes
overgang til selveje. Flertallet af landets godsejere følte deres
ejendoms- og dispositionsrettigheder gået for nær. Selvom
godsejerne opnåede vigtige indrømmelser, blev de i samtiden
11
Edvard Holm: Danmark-Norges Historie 1720-1814, bd. III2,
København 1898, s. 513.
12
Se Ole Feldbæk: Den lange fred, Gyldendal og Politikens
Danmarkshistorie bd. 9, København 2003, s. 369f. For en
landbohistorisk oversigt, se Peter Henningsen: Homo Rusticus, s.
116, note 9.
13
Reinhart Koselleck: ”Einleitung”, in: O. Bruner, W. Conze og R.
Koselleck (Hg.): Geschichtliche Grundbegriffe, Historisches
Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, bd. 1,
Stuttgart 1972, s. XV.
9

snigløbet af nye forestillinger, som understøttede
reforminitiativernes intention om at etablere en umedieret
forbindelse mellem undersåt og konge, 14 eller med det stadigt mere
fremtrædende begrebspar: ”borger” og ”stat”.
Statsmagt
Enevældens historie er i høj grad historien om den moderne,
bureaukratiske statsmagts fremvækst. 15 1700-tallets dansk-norske
enevælde var en videreførelse af det system, som var blevet indført
ved omvæltningen i 1660. Alle tidligere bindinger af kongens
magtbeføjelser gennem håndfæstninger og andet var annulleret, og
en udvikling med stadige bestræbelser på at underkaste alle dele af
samfundet statslig opmærksomhed og kontrol havde taget sin
begyndelse. Med enevælden afskaffedes stænderstyret, hvilket i
praksis ville sige den gamle danske adels direkte indflydelse i
regeringsanliggender. Men det fandtes fortsat naturligt at
kategorisere folk som tilhørende adel, gejstlighed, borgerskab eller
bondestand, ligesom stændernes forskellige privilegier (for
bondestanden manglen på samme) længe forblev intakte.
Kendetegnende for samfundsforandringen efter 1660 var ikke desto
mindre en møjsommelig, statslig centraliseringsproces, som gradvist
eliminerede en lang række af de feudale træk, som havde
karakteriseret samfundet før. Allerede inden de egentlige
landboreformer var bl.a. forvaltning, skatteopkrævning, lovgivning,
almueundervisning, mål og vægt-system, kirke-, militær-, fattig-,
laugs- og adelvæsen søgt ordnet efter nye, centralt bestemte
principper, sidstnævnte med rangsystemet, som fra 1671 knyttede
status til statstjeneste frem for fødsel. Men ved 1700-tallets midte
var processen ikke nær sit mål. Fæstesystemet og godsejernes
politiske rettigheder over bønderne eksisterede som en markant,
feudal anstødssten i statsbureaukratiets magtsfære. For statsmagten
betød det, at hovedparten af rigets befolkning og dermed
produktionsgrundlag på centrale punkter var underlagt en anden
myndighed. Og for bønderne betød det, at de på centrale punkter var
afskåret fra det retssystem og de udfoldelsesmuligheder, som landets
resterende stænder – trods forskelle i privilegier – havde en vis
glæde af. Mellem de andre stænder herskede der dog også
modsætninger, og det var i dette spændingsfelt af sociale
konfliktlinjer, det statslige forandringsprojekt tog form.
14
Ole Feldbæk, op.cit., s. 269.
15
Hvor andet ikke er anført bygger afsnittet på Henningsen, op.cit.,
s. 114-151.
10

Borgerskab
I 1700-tallet lagdes grunden til et borgerligt samfund, om end det
var afgrundsforskelligt fra det moderne kapitalistiske. Såvel den
traditionelle standstankegang som enevældens ranghierarki fik i
1700-tallet gradvist følgeskab og udfordredes af nye horisontale,
statsborgerlige fællesskabsforestillinger, som angreb
privilegiesystemet, uden dog at anfægte den enevældige kongemagt.
Selvom denne nye ”patriotiske” borgerbevidsthed, som vandt frem,
således adskilte sig fra ældre samfundstænkning, havde den også
fællestræk. Som den traditionelle standstankegang var den i
udgangspunktet dybt kollektivistisk. Egennytte betragtedes som
samfundsskadelig, mens almennytte ansås for det eneste
bæredygtige motiv for den enkelte som for samfundet i
almindelighed. Selv ”individualiserende” tiltag som ophævelse af
landbofællesskabet legitimeredes med hensynet til almennytten. 16
Den slags initiativer rummede paradoksalt nok på en og samme tid
nye forestillinger om, at netop egennyttige incitamenter som
individuel frihed og ejendom kunne opdyrke en mere
samfundsnyttig adfærd. Et indicium på en verdensanskuelse under
opbrud. 17
Borgerlighedens nye respektable renommé understøttedes i det
oldenborgske rige dels af et selvbevidst handelsborgerskab i
hovedstaden, som den florissante handel begunstigede fra
1760’erne. 18 Ligeså vigtig var dog efter alt at dømme den regulære
patriotiske ideologiproduktion, som frem for alt lærde statstjenere
fra borgerstanden lagde for dagen i samme periode. Fra 60’ernes
slutning rejste der sig ”eksplosionsagtigt” en patriotisk bevægelse i
alle rigets lande. 19 Dens medlemmer var også fra den borgerlige
middelstand, men en central målsætning for patrioterne var at lade
alle sociale lag oplyse til statsborgerlig, samfundsnyttig driftighed,
ikke mindst den kuede bondestand. 20 Medvirkende til denne
oplysning var formentlig, at mange præster var under indflydelse af
16 Ole Feldbæk: Den lange fred, Gyldendal og Politikens Danmarks
historie bd. 9, København 2003, s. 257.
17 For en diskussion af egennyttens frembrud (før dens hovedværk,
Adam Smiths Wealth of nations, så dagens lys i 1776) se Winfried
Schulze: Vom Gemeinnutz zum Eigennutz. Über den Normenwandel
in der ständischen Gesellschaft der Frühen Neuzeit, München 1987.
18 Ole Feldbæk: Den lange fred, Gyldendal og Politikens Danmarks
historie bd. 9, København 2003, s. 306.
19 Juliane Engelhardt: De patriotiske selskaber i den danske helstat
1769-1814. Borgerskab, foreningssociologi og statstænkning, Ph.d.afhandling,
Institut for Historie, Københavns Universitet, 2004, s.
65.
20 Engelhardt, op.cit., s. 203.
11

de nye borgerlige forestillinger og mangfoldiggjorde dem i deres
prædikener. 21
Oplysning
Den oplysning i den danske del af konglomeratstaten, som de
patriotisk-intellektuelle rørelser var bærere af, havde tilsyneladende
fra sin undfangelse stået i nær forbindelse med enevælden. 22 Og
netop den ekspanderende statsmagt sås ofte af de tidlige
oplysningsfortalere som primus motor i bestræbelserne på
forandring. Efter nutidens målestok var der tale om inferiør og
ineffektiv institution. 23 Men i bevidstheden hos dens fortalere var
den en fantastisk ”maskine”, som man nærede store forventninger
til. Det kan være vanskeligt at begribe den fascination af staten, som
mange af 1700-tallets intellektuelle kunne besidde. En
statsopfattelse, som en senere tids liberale historieskrivning har
kaldt ”barnagtig”. 24 Skal man vove en nutidig parallel er den mest
rammende måske ikke desto mindre præcis den tro på markedet og
markedsreguleringens velsignelser, som i dag lyder fra de mest
neoliberale kanter. Hvor markedet kommer, fejes det ineffektive
bort, og vejen banes for optimalitet og ligevægt. I Sneedorffs optik
kunne statens ånd uddrive det unyttige og bevæge samfundet mod
fuldkommenhed og balance. I begge tilfælde forekommer det at
være en forudsætning, at menneskene arter sig efter de antagelser,
som teorien foreskriver. Men hvordan kommer det i stand?
1700-tallet prægedes af en blomstrende interesse for opdragelsen i
alle dens aspekter. Angiveligt var det i denne periode, at
barndommen som en selvstændig og positiv livsfase overhovedet
blev opfundet. I stedet for at betragte de små i arvesyndens dunkle
skær, blev de i stigende grad anset for at være ubesmittede af
samfundets fordærv. 25 Det var ofte absolutistiske statshensyn, som
21
Michael Bregnsbo: Samfundsorden og statsmagt set fra
prædikestolen. Udviklingen i præsternes syn på samfundsorden og
statsmagt i Danmark 1750-1848, belyst ved trykte prædikener,
København 1997, s. 198.
22
Kasper Risbjerg Eskildsen: Én Videnskab for Kongen. Den ældre
enevældes lærdomsreformer & skabelsen af den danske oplysning.
Speciale, Københavns Universitet, 1999, s. 96-99. Se også tredje
kapitel.
23
Ole Feldbæk: Den lange fred, Gyldendal og Politikens Danmarks
historie bd. 9, København 2003, s. 124.
24
H.L. Bisgaard: Den danske Nationaløkonomi i det 18.
Århundrede, København 1902, s. 7.
25
Hugh Cunningham: Børn og barndom i den vestlige verden efter
1500, Århus 2000, s. 82.
12

affødte politiske initiativer på børneområdet, 26 og herigennem
kunne patrioterne forestille sig, hvordan børn af alle stænder kunne
opdrages til nyttige borgere. I Danmark finder man i vid
udstrækning såvel statshensyn som patriotiske initiativer formuleret
hos Sneedorff, og hans forfatterskab rummer et pædagogisk sigte,
som rækker langt ud over den deciderede børneopdragelse. Hos
ham løber pædagogiske nybrud og absolutisme sammen for at
danne det nye, borgerlige menneske.
26 Cunningham, s. 151. De danske initiativer er behandlet i Ingrid
Markussens disputats Til Skaberens Ære, Statens Tjeneste og Vor
Egen Nytte. Pietistiske og kameralistiske idéer bag fremvæksten af
en offentlig skole i landdistrikterne i 1700-tallet, Odense 1995. Se
også kapitel 3.
13

III. Biografi og bibliografi
... et ægte produkt av oplysningstidens solide, men noget
snævre livskunst.
K.F. PLESNER 27
Anne Margrethe Schielderup 28 var blevet båret fra barselsseng til
grav en lille måned efter, at hun havde født sit eneste barn 22.
august 1724. Derfor kom den aldrende far til at stå for opdragelsen
af lille Jens i barndomshjemmet i Sorø og fra 1737 i København.
Hans Hansen Sneedorff var ikke som moren af ”en fin gammel
kulturslægt”, den højere gejstlighed. Men han var avanceret fra
smedesvend til magister, hvorved han i overensstemmelse med den
lærde mode germaniserede sit hjemstavnsnavn Snøde. Han blev den
sidste rektor for Frederik II’s skole i Sorø, var vakt af periodens
indflydelsesrige religiøse rørelse, pietismen, og vistnok ret så brutal
i sin opdragelse – i det mindste overfor skolens elever.
Sønnen gjorde store boglige fremskridt. Efter at have været
undervist af faren kom Sneedorff i københavnsk latinskole, hvorfra
han dimitterede allerede som 15-årig. Sneedorffs succesfulde
karriere er et mønstereksempel på enevældens avancementssystem,
hvor protegering var en forudsætning for opdrift. På universitetet fik
han den senere rektor Hans Grams særlige bevågenhed, særligt efter
farens død i 1742. Magisterkonferens blev han i 1746 og herefter
forgæves indstillet til et historieprofessorat på det genoprettede, nu
Ridderlige Akademi i Sorø, hvor Gram ellers havde anbefalet ham
som ”en af de lærdeste, skarpsindigste og i Historia philosophica
kyndigste, som havdes ved Universitetet”.
I stedet blev han indskrevet på ”Europas mest moderne universitet”,
det kun ti år gamle Georgia Augusta i Göttingen. Universitetet
udmærkede sig især ved sit statsvidenskabelige fakultet. 29 Sneedorff
lader dog til især at have udfoldet sig under fransklæreren Isaac
Colom du Clos’ vinger, hos hvem han skrev to lærebøger i
diplomatkorrespondance 1750-51. Såvel Du Clos det borgerligtakademiske
Königlich teutsche Gesellschaft, som Sneedorff også
27 K.F. Plesner: Jens Schelderup Sneedorff. En litterærhistorisk
monografi. København 1930, s. 85. Hvor andet ikke anføres, bygger
afsnittet dette værk.
28 Den oprindeligt norske familie hed Schielderup, og Sneedorff
blev døbt Jens Schielderup. Men han stavede det selv Schelderup,
Plesner, op.cit., s. 9, note 2.
29 Erik Stig Jørgensen: ”Den lærde stand i Jens Schelderup
Sneedorffs forfatterskab”, in: Festskrift til Povl Bagge, s. 159.
14

kom i forbindelse med i Göttingen, har efter alt at dømme spillet en
vigtig rolle for Sneedorffs interesse og færdighed for sprog.
Selskabet arbejdede for fremme og forbedring af modersmålet og
tysk litteratur, 30 en syssel Sneedorff senere kastede sig over i
Danmark. Efter Göttingen har han formentlig besøgt Geneve og
nogle af ”de fornemste Stæder i Europa”, selvom hans præcise
rejserute fortaber sig.
Hjemvendt i 1751 fik Sneedorff på Ludvig Holbergs (1684-1754)
foranledning og med anbefalinger fra Göttingen det nyoprettede
professorat i statsret og offentlig ret på Sorø Akademi. Her
underviste han de næste ti år, var efter alt at dømme en populær
læremester og forelæste bl.a. over samtidens beundrede og
kontroversielle politiske hovedværk, Charles de Montesquieus
(1689-1755) De l’esprit de lois. I samme periode udsendte han de
første skrifter på dansk begyndende med lærebogen Om den
borgerlige Regiering. Dernæst oversatte han en række værker af en
anden mindst lige så forgudet og forkætret franskmand, forfatteren,
dramatikeren og samfundskritikeren Francois-Marie Voltaire (1694-
1778). Voltaires Visions de Babouc digtede Sneedorff desuden selv
en dansk fortsættelse til. Endelig udgav han essaysamlingen Breve.
Sneedorffs første kone døde tidligt efter ægteskabets indgåelse, men
med Øllegaard Vilhelmine Thestrup (1739-75), som han giftede sig
med i Sorø-tiden, fik Sneedorff fem børn.
Avantgarden i provinsen
Sorø Akademis formål var at kvalificere unge adelsmænd til
offentlig tjeneste, en funktion der blev stadig mere påtrængende
med enevældens voksende forvaltning. Med sin lærerstab var det
imidlertid samtidig ramme om det, der er blevet karakteriseret som
en særlig ”Sorø-oplysning”. Foruden Sneedorff beskæftigede
institutionen blandt andre filosoffen Jens Kraft (1720-65), den tyske
dramatiker Johann Elias Schlegel (1719-49), den ligeledes tyske
pædagog Johann Bernhard Basedow (1723-90) og den senere
statsmand Ove Guldberg (1731-1808), som alle bidrog med nye
politiske, filosofiske og æstetiske impulser i riget. 31 Det var ofte fra
det soranske oplysningsmiljø, at forestillinger om
samfundsforandring udgik fra 1750’erne.
30 Leopold Magon: ”J.S. Sneedorffs Göttinger Antrittsrede 1751”,
Acta Philologica Scandinavica vol. XIV (1939-1940), s. 156.
31 Johan Fjord Jensen, Morten Møller, Toni Nielsen og Jørgen
Stigel: Patriotismens tid 1746-1807, Dansk Litteraturhistorie bd. 4,
3. udgave, København 2000, s. 197f.
15

Sorø-kredsen var meget ulig den petit troupe de philosophes, som
den engelske historiker Peter Gay mente tegnede den franske
oplysningsbevægelse. 32 At de soranske professorer gennem
ægteskabet var etablerede på det personlige plan og dermed afstak
fra de franske gens des lettres’ libertinske ungkarletilværelse, giver
en antydning af forskellen. Selvom de prominenteste franske
skribenter efterhånden selv assimileredes med det fornemme
etablissement, kunne de være politisk oppositionelle. 33 Hvor
Voltaire i sin ungdom skrev politiske smædeskrifter, som både
sendte ham i eksil og Bastillen, skrev den unge Sneedorff
panegyriske forsvar for uindskrænket enevælde. Men statsnytte var
da også hele indbegrebet af den funktion som Sorø-professor, han
kom til at indtage.
Faget, som Sneedorff docerede, gav både praktisk indsigt i
statsanliggender og et ideologisk fundament for enevældens
politiske forestillingsverden. Der var med andre ord tale om
afgørende kundskaber for den embedsadel, som akademiet havde
som formål at producere. Hensigten med akademiundervisningen
var langt fra kun at bibringe studenterne rent instrumentelle
kvalifikationer. Uddannelsen handlede eksplicit nok så meget om at
danne et kulturlag og en mennesketype efter en europæisk skabelon.
Foruden statsvidenskab, geografi, sprog og matematik til brug i
militæret undervistes der i dannelsesfag som filosofi, teologi,
historie og retorik og ikke mindst forskellige ”eksercitser” som
ridning, fægtning, tegning og dans. 34 Akademiet skulle opfylde et
behov for aristokratisk socialisering, networking og distinktion – og
opmuntre unge adelige til at afstå fra at søge den på kostbar vis
udenlands. Om de franske akademisters eksercitser skriver
historikeren Marc Motley, at de havde til hensigt at opøve
selvbeherskelse ved at fastholde en omhyggeligt defineret
kropsholdning og undgå ukontrollerede eller voldsomme
bevægelser. Fægtekunsten havde flere favorable egenskaber, idet
den foruden kontrollerede bevægelsesmønstre trænede sensibilitet
overfor andres kroppe og dermed forberedte til hoflivets slebne
omgangsform. Sværdet var samtidig et symbol på adelens ældgamle
prærogativer som den værnende stand og tillod adelsmanden at
holde såvel fysisk som symbolsk distance til hoben. 35
32
Peter Gay: The Rise of Modern Paganism, The Enligtenment: An
interpretation, bd. I, New York 1995 [1966], s. 6.
33
For livsform og selvforståelse i det oplyste franske forfattermiljø,
se Robert Darnton: The literary underground of the Old Regime,
Harvard 1982, s. 3-16.
34
Sorø. Klosteret. Skolen. Akademiet gennem Tiderne, bd. II,
København 1931, s. 100.
35
Marc Motley: Becoming af French Aristocrat: The Education of
the Court Nobility, 1580-1715, Princeton 1990, s. 96ff.
16

Anstrengelsernes forventede resultat, l’hônnete homme, var dog
ingen sky skabning. Således selvbehersket kunne man give sig i
kast med at underlægge sig samfundslegemet, idet der med den
elegante dannelse fulgte adgangen til en politisk-kulturel lederkaste
med ambitiøse forestillinger om samfundets reform. Stabilitet og
orden skulle kombineres med dynamisk fremskridt og velstand, og
midlet var en produktiv forædling af statens menneskemasse og
naturgrundlag. 36
At Sorø Akademi skulle tiltrække adelige elever, satte på den ene
side et vist præg på dannelsesidealet. På den anden side undergik
selve adelsbegrebet dybe forandringer i perioden. Under indflydelse
af oplysningsforestillinger – som blandt andet mødtes på akademiet
– og enevældens bestræbelser på at knytte status til statstjeneste
fandt gradvist en kulturel og politisk borgerliggørelse af adelen sted.
Skillelinjen mellem adel og højborgerskab blev i stigende grad
umærkelig og gav plads til fællesskaber omkring andre interesser og
forestillinger end de, som knyttede sig til stand. 37
Hovedstaden
I 1759, mens han stadig befandt sig i Sorø, var Sneedorff medstifter
af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. 38
Initiativet til selskabet var blandt andet Sneedorffs eget, ligesom
han skrev dets love, og som medlemmer taltes blandt andre
historikeren og prinselæreren Tyge Rothe (1731-95), den tyske
hofpræst J.A. Cramer og flere andre fremtrædende repræsentanter
fra de intellektuelle elitemiljøer i hovedstaden og Sorø. Selskabet
havde til formål at udbrede skrifter, som kunne forbedre sprog,
sæder og smag ud fra ”den patriotiske Tænkemaade” og mindede
om det tyske selskab, Sneedorff havde haft kontakt med i
Göttingen. Det smagende Selskab, som det kaldtes i daglig tale,
blev blandt andet via udgivelsen af sine Forsøg i de skiønne og
nyttige Videnskaber, der bragte digte, historiske fortællinger,
moralske essays m.m. på dansk, et vigtigt afsæt for udviklingen af
en dansk litteratur. I denne sammenhæng er det især interessant,
fordi det efter alt at dømme var gennem selskabets netværk, at
Sneedorff fik forbindelse til udenrigsministeren og godsejeren
36 Marc Raeff: The Well-Ordered Police State. Social and
Institutional Change through Law in the Germanies and Russia,
1600-1800, Yale 1983, s. 37ff.
37 Knud J.V. Jespersen: ”Fra fødselsadel til rangadel. Den danske
adel 1600-1800”, in: Per Ingesmand og J.V. Jensen (red.): Riget,
magten og æren, Århus 2001, s. 630.
38 Selskabets historie er beskrevet i K.F. Plesners jubilæumsskrift
Det smagende Selskab, København 1959.
17

J.H.E. Bernstorff (1712-72) og det, der i
litteraturhistorieskrivningen ofte betegnes ”den bernstorffske
familiekreds”. Det var en kreds, som havde politisk magt og vilje og
økonomiske midler til at igangsætte statslige initiativer, og som stod
for en stor del af kulturimporten fra Europa i perioden. Formentlig
ad den vej overdroges Sneedorff i 1761 hvervet som informator
(lærer) for den unge arveprins Frederik efter Tyge Rothe, hvilket
indebar, at Sneedorff i praksis afsluttede sin professorgerning i Sorø
og flyttede med familien til København. Under alle omstændigheder
var det med Bernstorff og skygge-regenten grev A.G. Moltkes
velvillige støtte, at Sneedorff indledte udgivelsen af tidsskriftet Den
patriotiske Tilskuer.
Tidsskriftet var påbegyndt få måneder før han flyttede, men havde
allerede der forankring i hovedstadens magtkredse. Det var fra
positionen som prinselærer og i nær forbindelse med de mest
indflydelsesrige cirkler i riget, at Sneedorff skrev sig ind i en
politisk kulturhistorie. I bogstaveligste forstand skrev, for før han
udåndede på sygelejet 5. juni 1764, 39 år gammel, blev han
ophavsmand til en omfattende og alsidig litterær produktion. Den er
specialets undersøgelsesobjekt.
Forfatterskabet
Sneedorffs skrifter indvarsler fremvæksten af en litterær dansk
offentlighed i 1700-tallets anden halvdel. I form og temaer afspejler
teksterne europæiske tendenser, men i en dansk kontekst er de
bemærkelsesværdige. Sneedorff var ikke først med at udgive
statsvidenskabelige og litterære værker samt et moralsk ugeskrift.
Men hans oplagstal vurderes at have ligget et stykke over
gennemsnittet, sproget og stilen var nyskabende, og skrifterne
modtoges i reglen særdeles positivt, ligesom flere værker blev
oversat til tysk. Den patriotiske Tilskuer kom i oplag på 1000,
hvilket vist nok kun Holberg i perioden kunne måle sig med, 39 og
Sneedorffs Samtlige Skrivter, der udkom 1775-77, havde over 700
subskribenter. Blandt dem var en hel del iøjnefaldende personer
som grev A. G. Moltke, Ove Guldberg og Christian Colbiørnsen,
men også mere undseelige som en madam Knudsen fra
Christianshavn. 40 Hans anmeldere var med få undtagelser særdeles
positive. 41
Samtlige Skrivter består af ni bind på hver flere hundrede sider, og
de rummer ikke alt, hvad han skrev. En analyse af den omfattende
39 Plesner, Jens Schelderup Sneedorff..., 68f.
40 Jens Schelderup Sneedorff: Samlede Skrivter bd. IX, s. 501ff.
Herefter henvises alene til Samlede Skrivter med bd. og sidetal.
41 Plesner, op.cit., s. 93ff.
18

skriftrække inden for rammerne af et speciale må nødvendigvis
fokusere på udvalgte dele. De latinske studieafhandlinger har jeg
helt udeladt af analysen. At jeg ikke læser latin er selvklart en
barriere, men da det endvidere drejer sig om tekster, der i
modsætning til indholdet i Samtlige Skrifter er tilsigtet en meget
snæver målgruppe, tager jeg afgrænsningen med sindsro. Det
samme gælder Göttingen-skrifterne om korrespondanceregler i
statstjenesten, som altovervejende er forskrifter om titulaturer og
lignende. Og endelig Sneedorffs efterladte Fragmenter, en ufærdig
afhandling om religionen. I stedet har jeg valgt at lægge
hovedvægten af analysen på Om den borgerlige Regiering, Babueskrifterne,
tekstsamlingen Breve, en ”Jubel-Tale” og Den
patriotiske Tilskuer. 42 Her finder man efter min opfattelse
”projektet”, og det i en klar og sammenhængende fremstilling. De
skrifter er også alle afsluttede henvendelser, for hovedpartens
vedkommende til en bredere offentlighed, og er dem, som af samme
grund kan forventes at være blevet læst af flest.
Med vinklingen vil en hel del temaer dog umuligt kunne inddrages.
Mest selektiv har jeg måttet være overfor Den patriotiske Tilskuer,
der fylder de første seks bind af Samlede Skrivter. I analysen af
tidsskriftet fokuserer jeg på Sneedorffs brug af den såkaldte
Spectator-genre og hæfter mig ved hans hensigtserklæringer
foruden de regulære opdragelsesdrøftelser.
Specialet bygger alene på velkendte kilder. Der kan lægges og er
blevet anlagt talrige andre perspektiver på forfatterskabet. Dem vil
jeg drøfte i næste kapitel.
42 Et antal af Sneedorffs fortaler til forskellige litterære værker,
oversættelser af komedier og andet går jeg ikke ind i. En så vidt
vides komplet bibliografi findes i Plesner, op.cit., s. 259ff.
19

IV. Historiografi
Den, der ønsker et klart Indblik i den aandelige Udvikling i
Landet i disse Aar, vil i S.s Skrifter faa den fyldigste og
bedste Vejledning.
A. JANTZEN 43
At Sneedorff i dag er næsten ukendt for lægfolk, kan ikke tilskrives,
at han er blevet ignoreret i faglitteraturen. Faktisk indgår han i en så
omfattende historiskrivning, at en komplet oversigt kunne fylde
specialet fra ende til anden. Når jeg alligevel finder det umagen
værd at beskæftige mig med en så tilsyneladende fortærsket figur,
har det flot sagt at gøre med en konsekvens af den moderne,
specialiserede videnskab.
I kølvandet på oplysningstidens interesse for kategorisering og
systematik har det været gængs forskningspraksis at behandle
emner indenfor disciplinernes afgrænsede genstandsfelter. Således
også indenfor historiefaget, hvor tendensen har været, at politiske,
økonomiske, kultur-, litteratur- og andre bindestregshistorikere i
hver deres mere eller mindre veldefinerede nicher stiller
specialiserede spørgsmål og giver specialiserede svar. De faglige
demarkationslinjer kan nogle gange være behørige for at skabe
analytisk klarhed. Andre gange er de mindre velgørende. Det
gælder i sagens natur, hvis man har til hensigt at rekonstruere et
intellektuelt verdensbillede fra en tid, hvor den åndelige
arbejdsdeling ikke i nær samme grad var en realitet.
Behandlingen af Sneedorff og hans forfatterskab bærer i høj grad
fagspecialiseringens mærke. Afsnittets åbningscitat af
personalhistorikeren A. Jantzen vidner om den betydning, Sneedorff
i almindelighed tillægges. Men forskere fra forskellige
fagtraditioner og med forskellige perspektiver har fokuseret på
enkeltdele af hans forfatterskab og har dermed splintret billedet af
den polyhistor, som var karakteristisk for oplysningstidens lærde.
Samtidig har det gjort det vanskeligt at begribe sammenhængen
mellem politiske skrifter, fiktion, pædagogik og så videre. At
identificere den sammenhæng, som jeg mener historieskrivningen
har negligeret, opfatter jeg som specialets historiografiske relevans.
I det følgende vil jeg tegne hovedtræk i Sneedorff-forskningen for
sidst i kapitlet at introducere to perspektiver på fænomenet
43
C. F. Bricka (udg.): Dansk Biografisk Lexikon, bd. XVI,
København 1902, s. 144.
20

oplysning, som er vigtige for min egen tilgang: kameralisme- og
patriotismeforskningen.
Litteraturhistorikerne
De første store, danske litteraturhistorier bærer mærkbart præg af
den unge danske nationalstats antityske stemninger og præsenterer
også Sneedorff i det lys. I sin nationalliberale konstruktion af den
danske folkekarakters udvikling ser N.M. Petersen i 1860 Sneedorff
som et lys i en mørk epoke med tysk dominans i Danmark, som kan
”vække allehaande just ikke glædelige Tanker”. 44 Sneedorff
ansporer ”vor Fremgang”, fordi han mente, at modersmålet burde
dyrkes og forbedres sammen med ”Smagen”. 45 Også
litteraturhistorikeren Frederik Rönning vier Sneedorff
opmærksomhed i Rationalismens Tidsalder fra 1886. Hos Rönning
eksponerer Sneedorff dog mest af alt den golde rationalistiske
tidsånds ”misforståelser” om for eksempel at poesien skal være
nyttig, Sneedorffs begreb om sprogets rolle var i bedste fald uklar, 46
og han var for tæt knyttet til ”den tyske koloni” i København. 47
Anderledes positivt vurderes såvel tiden som Sneedorff i Vilhelm
Andersens firebindsværk Tider og Typer af dansk Aands Historie.
Andersen var også nationalt sindet og kritisk overfor Georg
Brandes’ europæiske synspunkter, men hans tilgang er helt
anderledes end Petersen og Rönnings. I stedet for at harcelere over
det tyske søger han at påvise eksistensen af en fornem dansk litterær
tradition ved at pege på humanistiske strømningers udvikling i
landet. Fra det udsigtspunkt var Sneedorff slet og ret en fortætning
af ”Tidens Aand i Funktion ligesom en Presse”, noget genuint nyt
og fremragende. Tidens ånd var ifølge Andersen en såkaldt
nyhumanisme, det vil sige ”Overførslen af den antike Dannelses
Former og Resultater i det moderne Liv og de levende Sprog”. 48
Ifølge Andersen var ”smagen” omdrejningspunktet i en helt
afgørende konflikt, der havde Sneedorff som sejrherre: Kampen
mellem de rådende lærdes smag for indadvendt pedanteri og
dyrkelse af døde sprog (en gold sværgen til antikkens ”form”) og
Sneedorffs smag for et nyt dannelsesideal formidlet via
44
Citeret efter Flemming Conrad: Smagen og det nationale. Studier
i dansk litteraturhistorieskrivning 1800-1861, København 1996, s.
279.
45
N.M. Petersen: Oplysningens Tidsalder 1750-1800, første
afdeling, Bidrag til den danske Literaturs Historie bd. V,
København 1860, s. 122.
46
F. Rönning: Rationalismens Tidsalder I, København 1886, s. 97f.
47
Rönning, op.cit., s. 186.
48
Vilh. Andersen: Tider og Typer af dansk Aands Historie, Erasmus
II, København og Kristiania 1909, s. 166f.
21

massemediet modersmålet og ”de skønne Videnskaber”, dvs.
kunsten (en tilbagevenden til antikkens reelle ”indhold”). Hos
Andersen er den dansk-tyske konfrontation altså afløst af en kamp
mellem en gammel og en ny dannelse. At det at være i position til at
bedømme ”god smag” netop er uløseligt forbundet med spørgsmål
om magt og dominans, har den franske sociolog Pierre Bourdieu
demonstreret, 49 men de politiske facetter af
statskundskabsprofessoren Sneedorffs ”smag” og dannelsesideal
fortoner sig hos Andersen. Han knytter et veritabelt kulturskifte til
Sneedorffs navn, men det er alene åndeligt og litterært. Den nye
dannelse har imidlertid lagt grunden til den nyere litteraturhistories
Sneedorff-reception. Andersen fortsætter sin Sneedorff-behandling i
Illustreret dansk litteraturhistorie, der indeholder en mere detaljeret
gennemgang af store dele af forfatterskabet. Perspektivet er dog det
samme; smagen er Andersens hovedsag, og Om den borgerlige
Regiering sættes ikke i forbindelse med det resterende
forfatterskab. 50
Det var helt i Andersens ånd, at litteraten K.F. Plesner i sin
disputats fra 1930 ønskede at biografere den person, som var ”en så
typisk og fin repræsentant for det bedste i sin tid”, selvom Plesner
dog mente, at tiden i almindelighed var uden ”sjæl”. 51
Biografien er uden sammenligning den bedste oversigt over
Sneedorffs liv, kulturmiljø, personlige netværk og indflydelse på
andre. Plesners gennemgang giver et indblik i alle dele af
Sneedorffs forfatterskab – bl.a. findes en sjælden behandling af
Sneedorffs pædagogiske interesser 52 – og hans vurderinger vil jeg
løbende konsultere i min analyse af forfatterskabet. Foruden
Sneedorffs person er vægten i fremstillingen dog lagt på det
litterære, og præsentationen af temaerne i Sneedorffs forfatterskab
er ganske enkelt en staccato-opremsning uden forbindelse mellem
de enkelte dele, idet sammenhængen udgøres af ”den sjælelige
syntese”, det vil sige Sneedorffs person. 53 Derfor forbliver Plesners
kanonisering af Sneedorff til ”den mest typiske repræsentant for
oplysningsånden her i Danmark” 54 en noget uskarp karakteristik.
49
Pierre Bourdieu: Distinction: A Social Critique of the Judgement
of Taste, London 1996.
50
Vilh. Andersen: Det attende Aarhundrede, Illustreret Dansk
Litteraturhistorie bd. II, København 1934, 600ff.
51
Plesner, op.cit., s. 3ff.
52
Plesner gør urigtigt Sneedorff til ”grundlæggeren av den
pædagogiske litteratur i Danmark”. Jf. Plesner selv s. 144 og Henrik
Horstbøll: Menigmands medie. Det folkelige bogtryk i Danmark
1500-1840, København 1999, s. 444ff.
53
Plesner, op.cit., s. 116.
54 Plesner, op.cit., s. 115.
22

”Oplysningsånden” fremtræder mere konkret i overbibliotekar
Helge Nielsens analyse af Den patriotiske Tilskuer, der bringer
Sneedorffs nye dannelsesideal ned på jorden som rettet mod
almuen. Det, Nielsen betegner som ”Oplysningens centralfelt”,
børneopdragelsen, tildeler han dog kun få linjer, mens decideret
undervisning af børn og voksne får lidt mere plads. Sneedorffs
forslag til skoleforbedring, fremhæver Nielsen, havde især
produktivitetsfremme og ønsket om alle stænders mulighed for at
gøre større nytte som formål. Ikke kun af hensyn til det fælles
bedste, men også for almuens egen lyksaligheds skyld. 55 Nielsens
interesse retter sig mod konkrete overvejelser om bøger og
læseplaner, og derfor knytter han ikke an til Sneedorffs generelle
politiske teori.
I forlængelse af et regulært paradigmeskifte i
litteraturhistorieskrivningen i retning af en social og politisk
kontekstualisering sætter ”Patriotismens tid”, fjerde bind af Dansk
Litteraturhistorie fra 1983, 56 Sneedorffs skriverier i forbindelse med
fremkomsten af en ny, standsoverskridende fællesskabsforestilling,
”patriotismen”. 57 Det er stadig en ny dannelse, der er på spil, men
med klare politiske overtoner, idet den knytter sig til en særlig
borgerlig kultur. Forholdet mellem stat og borger gøres centralt, og
her spiller Sneedorff rollen som en art hovedarkitekt for en ny
relation. Jeg finder analysen i ”Patriotismens tid” meget
perspektivrig. I fremstillingen er Sneedorffs centrale begreb om ære
dog helt fraværende, og det generelle begreb dannelse, som
litteraturhistorien opererer med, kan ikke gøre det ud for Sneedorffs
opdragelsesforestillinger. Derfor giver den også kun en begrænset
indsigt i det, jeg kalder Sneedorffs patriotiske opdragelsesprojekt.
Historikerne
Hvor især den ældre litteraturhistorie har fokuseret på litterære og
negligeret politiske kilder, gør det modsatte sig ikke overraskende
gældende i den politiske historie. Til gengæld har der her ikke i
samme grad fundet en optøning sted med tiden.
Den klassiske fremstilling af Sneedorffs politiske teori findes i
dansk 1700-talshistories ”enevældige historiker” Edvard Holms
værk Om det Syn på Kongemagt, Folk og Borgerlig Frihed, der
udviklede sig i den dansk-norske Stat i Midten af det 18de
55
Helge Nielsen: Folkebibliotekernes Forgængere. Oplysning,
almue- og borgerbiblioteker fra 1770erne til 1834. København
1960, s. 118.
56
F.J. Billeskov Jansens karakteristik i Dansk Litteraturhistorie fra
1976 bringer intet nyt.
57
Fjord Jensen, op.cit., s. 238.
23

Aarhundrede (1746-1770). Den lille bog, som er et af fire
småskrifter om åndelige strømninger i Danmark-Norge i 1700tallets
anden halvdel, blev til som indbydelsesskrift til
Universitetets fest i anledning af kongens fødselsdag 8. april 1883,
og såvel tema som indhold bærer stærkt præg af at være skrevet af
en liberal historiker midt i provisorietidens anstrengte atmosfære. I
sin behandling af den danske import af tanker fra Montesquieu
giver Holm periodens danske intellektuelle – ”Enevældens
intelligente Forsvarere” 58 – en blandet, men ublid medfart. Selvom
”[i]ngen her hjemme følte sig stærkere greben af L’esprit des
lois”, 59 gælder det for Sneedorff, at han fremsætter ”meget farlige
Paastande” om staters ret til at føre krig og regeringers ret til at
bryde grundlove og dermed krænke ”Folkets Ret” 60 – opfattelser
Holm særligt må fordømme i lyset af sin samtids truende
militarisme, frygten for en gentagelse af katastrofen i 1864 såvel
som Estrup-styrets udemokratiske regeringsførelse i almindelighed.
Efter sine indledende bebrejdelser behandler Holm nøgternt Om den
borgerlige Regiering, der karakteriseres som inspireret af, men også
en original videreudvikling af Montesquieus forlæg. Her skildrer
han forestillingen om en enevælde, der udover at ledes af dyd, ære
og religion må ”støtte sig til en offentlig Mening og lade den
komme til Orde”. 61 På trods af sin tilslutning til en stærk kongemagt
er essensen i Sneedorffs synspunkt altså ifølge Holm en fordring om
ytringsfrihed, og en regering der lytter til folket. Sneedorffs tanker
om befolkningens opdragelse er ikke Holms perspektiv, og at han
ikke fokuserer derpå er derfor en forsyndelse, han ikke kan klandres
for. Men det har øjensynligt haft indflydelse på den senere
historieskrivning.
Holms tema om den offentlige mening er nemlig siden udfoldet i
”Teorien om det opinionsstyrte enevelde”, den norske historiker
Jens Arup Seips indflydelsesrige artikel fra 1958. Seip definerer
opinionsstyret enevælde som:
[...] den oppfatning at legitimitet og (eller) nødvendig vilkår
for utøvelse av politisk makt gjennom en eneveldig monark
må søkes deri at makten utøves i overensstemmelse med en
mer eller mindre klart uttalt opinion. 62
58
Edvard Holm: Om det Syn på Kongemagt, Folk og Borgerlig
Frihed, der udviklede sig i den dansk-norske Stat i Midten af det
18de Aarhundrede (1746-1770), København 1883, s. 67.
59
Holm, op.cit., s. 52.
60
Holm, op.cit., s. 57f.
61
Holm, op.cit., s. 66.
62
Jens Arup Seip: ”Teorien om det opinionsstyrte enevelde”. I
norsk Historisk Tidsskrift 38, Oslo 1958, s. 443.
24

Han peger på, at fremkomsten af et politisk system på det grundlag
kan være den ideologiske forudsætning for den relativt ubesværede
overgang fra enevælde til forfatningsstyre i Norge i 1814. 63 Det er
altså et liberalt udviklingsperspektiv, Seip interesserer sig for, og
det fokus er styrende for hans undersøgelse af periodens
toneangivende politiske forfattere. Seip placerer Sneedorff i en
første generation af skribenter, som indleder den akademiske
tradition for politisk teori. I denne udlægning støber Sneedorff
fundamentet til den senere forestilling om opinionsstyre, selvom
kernen i hans teori hævdes at være ideen om et monarki, hvor det
gode styre er garanteret af et bureaukrati, og ikke et decideret
opinionsstyre. 64 Ikke desto mindre tegner Sneedorffs væsentligste
indflydelse sig altså også her som en ideologisk bidragsyder til det
sene 1700-tals kritiske opinion, der igen betragtes som en
forudsætning for 1800-tallets demokratiske udvikling.
Seips teori har nærmest paradigmatisk status. 65 Selvom analysen er
blevet kritiseret af historikeren Henrik Horstbøll, 66 anvendes
opinionsstyre tilsyneladende i dag som en vanebetegnelse for et
politisk aspekt af det, der med et bredt udtryk i den internationale
litteratur har fået navnet ”oplyst enevælde”. 67 Sneedorffs plads i
teorien er dog blevet justeret.
63 Seip, op.cit., s. 398. Seip er selv beskeden med hensyn til
forklaringskraften af sin teori.
64 Seip, op.cit., s. 447.
65 Se fx Ole Feldbæk: Nærhed og adskillelse. Danmark-Norge
1380-1814, bd. IV, Oslo 1998 og Engelhardt, op.cit., s. 395.
66 Horstbøll påpeger bl.a., at Seips analytiske distinktion mellem
opinion og stat ikke svarer til virkeligheden i forbindelse med
landboreformkrisen 1790-91, hvor opinionsdannelsen netop gik på
tværs af ”stat” og ”samfund”, idet den enevældige
statsadministration spillede en aktiv rolle i den litterære
offentlighed, Henrik Horstbøll: ”Enevælde, opinion og opposition”,
Historie XVII, 1987, s. 40ff.
67 Selvom udtrykket ”oplyst enevælde”, som den tyske historiker
Wilhelm Roscher opfandt i 1847, gennem tiden har mødt voldsom
kritik, er det i dag etableret som en adækvat betegnelse for
enevældige regeringer under indflydelse af oplysningsideer, især
udtrykt ved Frederik den Store af Preussens opfattelse af fyrsten
som ”folkets førstetjener”. Se H.M. Scott: ”The Problem of
Enlightended Absolutism”, in: H.M. Scott (ed.): Enlightened
Absolutism. Reform and Reformers in Later Eighteenth-Century
Europe, London 1990, s. 1ff.
25

Den norske historiker og Seip-elev Øystein Sørensen korrigerer
nemlig i sin analyse af Om den borgerlige Regiering 68 en række
opfattelser i opinionsteorien, der knytter sig til Sneedorff. Dennes
centrale indsigt, påpeger Sørensen, ligger ikke i bureaukratiets, men
i ærens funktion. Overensstemmelse mellem monarkens og
undersåtternes æresbegreber giver i Sneedorffs tankegang den
enevældige magtudøvelse både effektivitet og legitimitet. Gennem
æresbegrebet forsøger Sneedorff dermed ifølge Sørensen at løse en
række ”generelle problemer i statsteorien”, 69 problemer som 1700tallets
gryende liberale udfordring af enevælden aktualiserer.
Sørensens omfortolkning levner netop Sneedorffs politiske teori
plads indenfor Seips ovennævnte definition af opinionsstyret
enevælde: For Sneedorff kan opinionen ikke indskrænke
magtudøvelsen, som opinionsstyre kan signalere. Men Seip skriver i
realiteten kun om ”overensstemmelse”. Hvis undersåtternes og
regentens ære stemmer overens, kan der altså også hævdes at være
tale om opinionsstyre. Jeg tilslutter mig langt hen ad vejen
Sørensens konklusioner, men med væsentlige forbehold. Frem for
alt er jeg kritisk overfor Sørensens fokusering på Om den borgerlige
Regiering, som han begrunder med erklæringen om, at:
I den grad de andre arbeidene som foreligger fra Sneedorffs
hånd behandler politisk teori, er de utfyllende betraktninger
til og populære fremstillinger av idéene i Den borgerlige
Regiering. Hans grunnleggende politiske idéer synes fastlagt
i og med dette verket. 70
Jeg er helt enig i, at Om den borgerlige Regiering er central for at
forstå Sneedorffs politiske projekt. Heri ligger nøglen til at forstå
det efterfølgende forfatterskab, og behandlingen af værket udgør
også en fremtrædende del af dette speciale. Men det kan ikke stå
alene. Sørensens argument bygger på en opfattelse af politisk teori,
der efter min opfattelse er for snæver til at begribe Sneedorffs
forestillinger om samme. Det er Sneedorffs synspunkt, vil jeg
argumentere for, at statens formgivning af undersåtternes mentalitet
er et fortløbende politisk projekt. Den opfattelse udfolder Sneedorff
især i sine Babue-skrifter, Breve og Den patriotiske Tilskuer, alt
sammen kildemateriale, som kun i begrænset omfang eller slet ikke
danner grundlag for Holm, Seip og Sørensens politiske analyser.
68 Øystein Sørensen: Frihet og enevelde. Jens Schielderup
Sneedorffs politiske teori, 1983
69 Sørensen, op.cit., s. 53.
70 Sørensen, op.cit., s. 13.
26

Historikeren Erik Stig Jørgensen har peget på en konfliktfyldt
understrøm i Sneedorffs forfatterskab, idet Sneedorff på en gang
forsvarer et rigidt standssamfund, men samtidig søger at vinde
anerkendelse for en oplysningspræget, intellektuel middelstand.
Jørgensen bemærker, at denne nye lærde stand ”så at sige efter sin
definition [måtte] gøre pretention på at gribe ind i alle stænders
sfærer og specielt på at udforme og formidle de ideer, hvorefter stat
og samfund skule styres.” 71 Hvad der for Sneedorff mere præcist
ligger heri, gøres ikke klart i Jørgensens undersøgelse. Men det er
en meget væsentlig iagttagelse, som jeg vil vende tilbage til i
analysen af forfatterskabet.
Hvad er oplysning?
Det er bemærkelsesværdigt, men som nævnt ikke særlig
informativt, at Plesner kårer Sneedorff til den typiske repræsentant
for oplysningsånden i Danmark. Bagved synes at ligge en opfattelse
af ”oplysningen” som noget selvindlysende. Antageligt et relativt
unisont, vesteuropæisk fænomen, som udstrålede fra en række store,
vesteuropæiske tænkere. Den forestilling har siden 1970’erne været
under angreb fra mange sider, og i dag synes der i forskningen at
være bred opslutning til den erkendelse, at ganske vist havde
oplysningen visse fællespræg som rationalisme, tolerance,
humanisme og utilitarisme, der afspejlede sig i ideer om at forbedre
forholdene på landet, at fremme handel og manufakturer, reformere
religiøse institutioner, forbedre undervisning, udvikle kunst og
videnskab og fremme fri tænkning. Men der var markant uenighed
om, hvad alt det præcis indebar i såvel teori som praksis.
Oplysningen havde mangfoldige variationer og bør af samme grund
undersøges i sin nære kontekst, geografisk, kulturelt, socialt,
politisk, etc. 72 Men hvad var da oplysning i en dansk kontekst?
Svaret står nærmest ubesvaret hen, for forskning i den danske
oplysning er påfaldende sparsom. Perioden som sådan har fået
fyldig politisk og økonomisk historisk behandling med vægt på
konkrete reforminitiativer, primært i landbruget, men fænomenet og
71 Jørgensen, op.cit., s. 178.
72 Se fx Roy Porter & Mikulás Teich (ed.): The Enlightenment in
national context, 1981, s. 216f. Historieskrivningen om
oplysningstiden er enorm, men Dorinda Outram tegner nogle
historiografiske hovedtræk i sin bog The Enlightenment, Cambridge
1995, s. 3ff. Af nyere værker har jeg haft glæde af Roy Porters
syntese om oplysningens rødder (op.cit.) og Martin Fitzpatrick,
Peter Jones, Christa Wolf & Iain McCalman (ed.): The
Enlightenment World, London/New York 2004, som i antologiform
disintegrerer perioden i 39 separate oplysningstemaer.
27

egrebet oplysning har man sjældent nærmet sig. 73 Historikeren
Kasper Risbjerg Eskildsen har blotlagt, hvordan enevældens tidlige
lærdomsreformer førte til undergangen af den gamle ”lærde
republik” ved Københavns Universitet og fremkomsten af en ny,
nytteorienteret ”salonvidenskab” under indflydelse af tysk
statstænkning. Der skabtes i tråd med enevældens generelle
centraliseringsbestræbelser én videnskab for kongen, som var
udgangspunkt for den danske oplysning. 74 Denne udvikling kan
yderligere ses cementeret med oprettelsen af Sorø Ridderlige
Akademi i 1747, og det er nærliggende at forstå Sneedorffs angreb
på det traditionelle lærdomsideal, som Vilhelm Andersen
fremhæver, i denne kontekst. Hermed underbygges det, at kampen
for den nye smag også var en politisk kamp for den enevældige stat;
”oplysning” og ”stat” var tilsyneladende fra 1700-tallets første årtier
intimt sammenknyttede fænomener i det oldenborgske
enevældesamfund.
Kameralismen
At dansk oplysning skulle have tyske rødder, især den såkaldte
kameralistiske statsvidenskab, har historikerne Ole Feldbæk og
Ingrid Markussen begge peget på. 75 Grundigst er spørgsmålet blevet
behandlet i Markussens afhandling om enevældens skolereformer,
hvor hun peger på kameralismen som det, der sammen med
pietismen dannede intellektuel baggrund for reformerne i 1700tallets
slutning. 76 Da dansk forskning i kameralismen ligesom
oplysningen generelt er sparsom, vil jeg forsøge at give et
signalement med inddragelse af international forskning.
Den kameralistiske statsvidenskab udvikledes i nær forbindelse med
absolutismen i de tyske stater efter 1648 og var indflydelsesrig i
Europas tysktalende regioner. Det indbefattede de stater, der som de
skandinaviske rekrutterede store dele af deres embedselite fra de
tyske områder. 77 I forskningen har den traditionelt sorteret under
økonomisk historieskrivning, hvor den er blevet kategoriseret som
en underdisciplin til merkantilismen, dvs. en økonomisk teori der
lagde vægt på statsintervention. 78 Men siden 1980’erne har en
ekspanderende forskningsfront revurderet den til mere og andet end
det. Fra kameralisme i 1727 blev en akademisk disciplin ved
73
Engelhardt, op.cit., s. 27.
74
Eskildsen, op.cit., s. 96ff.
75
Feldbæk: Nærhed og adskillelse, s. 69, Markussen, op.cit., s. 134.
76
Markussen, op.cit.
77
Outram, op.cit., s. 102.
78
Erik Oxenbøll: Dansk økonomisk tænkning 1700-1770,
København 1977, s. 12f.
28

universiteterne i Halle og Frankfurt, var det blevet en bredt anlagt
samfundsteori, der lagde vægt på befolkningsformering, økonomisk
vækst og oplysning. 79 Med kameralismens voksende prægning af
embedsmænd udviklede den sig til et indflydelsesrigt program for
en række europæiske enevældestater. Blandt andet inspireret af den
franske fysiokratisme blev det antaget, at forudsætningen for en
stærk stat var økonomisk vækst, som igen forudsatte en stor, aktiv,
rationel og produktionsorienteret befolkning. 80 Derfor havde
opdragelse og uddannelse kameralisternes bevågenhed – dog ikke
kun for statens egen skyld, da endemålet med det ordnede samfund
også var befolkningens velstand og lyksalighed, ”det fælles bedste”.
Det skulle bringes til veje af netop staten, der blev opfattet som en
maskine og fyrsten ideelt set som værkfører. 81 Maskine-metaforen
opererede dog side om side med organiske allegorier for samfundet
som bestående af en række særskilte, funktionelle lemmer, og
derfor var en traditionel standstænkning også en integreret del af
den kameralistiske teori. 82 I samtiden skelnedes mellem
”Oeconomie, Policey und Kammer-Sachen”. Økonomi dækkede
over forbedring af husholdningerne, samfundets grundlæggende
produktionsenheder og nøglen til befolkningens formering.
Politividenskab og idealet om en ”politistat” handlede om effektiv
forvaltning og en adfærdsreguleret befolkning, der ofte søgtes
realiseret med såkaldte politiforordninger. 83 Og den egentlige
kameralvidenskab (kaldet sådan efter fyrstens skattekammer)
dækkede over statsfinansernes forbedring. Ifølge den engelske
sociolog og økonomihistoriker Keith Tribe bør man dog frem for alt
forstå kameralismen som et samlet reguleringsperspektiv på hele
samfundet, og i forskningen er kameralisme også blevet en
samlebetegnelse for afskygninger af denne statstænkning. 84 Staten
79
Markussen, 1995, s. 59.
80
Fysiokraterne angreb den rådende merkantilistiske forestilling
om, at en stats rigdom måtte søges gennem manufakturer,
ophobning af ædelmetaller og begrænsning af udlandshandel. Den
egentlige værdiskabelse, hed det, kom fra en produktiv befolkning,
jordbruget og handel med landbrugsvarer, Outram, op.cit., s. 108.
81
Outram, op.cit., s. 104.
82
Raeff, op.cit., s. 147.
83
Raeff, op.cit., s. 43ff. Politi vil jeg vende tilbage til i forbindelse
med Sneedorffs kernebegreb police.
84
Med kameralismens politibegreb mente den franske idehistoriker
Michel Foucault at kunne identificere fremkomsten af en moderne
regeringskunst. Det drejer sig om en styring af befolkningens hele
liv ved at forsøge at påføre såvel fyrste som undersåtter en
selvreguleret, økonomisk-rationel adfærd, Michel Foucault:
”Governmentality”, in: Graham Burchell, Colin Gordon & Peter
Miller: The Foucault Effect. Studies in Governmentality, Chicago
1991, s. 98.
29

intervenerer ikke i økonomien; stat og økonomi er i princippet én og
samme ting. Da økonomien således er et permanent politisk projekt,
bør regeringen være konstant optaget af at ordne samfundets
produktive aktivitet – såvel materielt som åndeligt – for der findes i
det absolutistiske tankerum ikke et autonomt marked eller
civilsamfund til at gøre det. 85
Som det vil vise sig, er det præcis en sådan grundopfattelse,
Sneedorffs verdensbillede udgår fra – også når det podes med
liberal oplysningstænkning fra Storbritannien og Frankrig. Ingrid
Markussen har identificeret kameralismens prægning af
skolevæsenet i en dansk sammenhæng. Da hun imidlertid peger på
Sneedorff-eleven Andreas Schytte som den, der satte kameralistisk
præg på dansk samfundstænkning, forbliver Sneedorffs politiskpædagogiske
forestillinger en hvid plet på kortet. Med specialet
håber jeg at demonstrere, at Sneedorff også hører hjemme i den
historie.
Patriotismen
Kameralismens regeringsperspektiv skitserer enevældesamfundet,
som det kunne tage sig ud fra oven. Denne nøgterne oppefra-ogned-tænkning
giver dog i sig selv liden indsigt i de
forestillingsverdener, som varierede med hof, forvaltning og
lærdomssteder, for slet ikke at tale om land, by og egn. I perioden
udviklede der sig imidlertid nye forestillinger om et sekulært
fællesskab på tværs af disse barrierer, og det var forestillinger
præget af tankekomplekser som kameralismen. Fænomenet er
patriotisme, og det har i de seneste år tiltrukket sig en voksende
forskningsinteresse. Begrebet patriotisme – som altså også står
centralt i den nyere litteraturhistorieskrivning om Sneedorff –
anvendes bredt til at betegne det sene 1700-tals form for statsligt
tilhørsforhold og kollektiv identitet. I stedet for at se en lige linje fra
1700-tallets forestillinger om fædrelandskærlighed til moderne
nationalisme anskues konglomeratstatens patriotiske
fællesskabsfølelse som transnational og et i historisk sammenhæng
partikulært politisk fænomen. Dens centrale begreber var borger,
handling, dyd og fædreland, selvom den også havde sit specifikke
syn folk, sprog, historie og nation, som kom til at stå centralt i den
nationale forestillingsverden. 86
Patriotisme var et almeneuropæisk fænomen i 1700-tallet, men med
varierende kendetegn. Hvor det i fx Storbritannien udtrykte en
85 Keith Tribe: Cameralism and the Science of Government, Journal
of Modern History 56, June 1984, s. 266ff.
86 Thomas Lyngby: Den sentimentale patriotisme. Slaget på Reden
og H.C. Knudsens patriotiske handlinger, København 2001, s. 9.
30

oppositionel identitet, 87 repræsenterede patriotismen i de tyske –
kameralistisk prægede – stater ofte forskellige former for
regeringsloyale synspunkter. 88
Historikeren Juliane Engelhardt har senest i sin ph.d.-afhandling
undersøgt Danmark, Norge og Hertugdømmernes patriotiske
bevægelse, som der decideret var tale om, organiseret i selskaber
med forskellige almennyttige formål. De patriotiske selskaber, som
Engelhardt foreslår, man også kunne kalde oplysningsselskaber,
havde deres storhedstid i perioden fra 1780 til 1800-tallets
begyndelse. Deres virke spændte fra forbedring af erhvervsliv og
økonomi over undervisning og oplysning til understøttelse og
fattighjælp, 89 men alt det var praktiske udslag af en overordnet
bestræbelse på at øge befolkningens følelse af tilknytning til staten. 90
Konglomeratstatens patriotisme var altså i allerhøjeste grad
regeringsloyal, selvom Engelhardt hælder til at forklare en del af de
almennyttige bestræbelser som borgerskabets positionering.
Patrioterne, som næsten udelukkende rekrutteredes fra
middelklassen, fremstillede sig som de nyttige, der havde krav på
anseelse. 91 Patrioterne betragtede hinanden som ligeværdige, men
deres mål var ikke et samfund med social lighed. I stedet vægtedes
belønning efter meritokratiske principper – inden for hver stand –
hvor det afgørende var borgerdyd, dvs. samfundsnytte. Via
oplysningsskrifter, spindeskoler og fattighuse forsøgtes det at
udbrede selskabernes normer og samfundsforståelse til bredere lag i
befolkningen, om end ikke med megen held og ofte i konflikt med
almuen. 92 Det mest blivende resultat var i stedet, skriver Engelhardt,
en ny borgerlig identitet. Efter 1800-tallets første årtier og
selskabernes deroute fik identiteten i stigende grad en i moderne
forstand national drejning. Og hvor selskaberne havde repræsenteret
det, hun betegner et formaliseret interessefællesskab mellem
enevælden og borgerskabet, blev den borgerlige selvbevidsthed
efterhånden til en forudsætning for enevældens fald. Engelhardts
analyse er periodisk afgrænset fra Sneedorffs tid, og den danske
intellektuelle baggrund for bevægelsen kommer hun kun i
begrænset omfang ind på. Andet sted har hun imidlertid peget på
87
Bernard Eric Jensen: Dansk identitetshistorie, Historisk Tidsskrift
bind 92 (16. række bind I), 1992, s. 335.
88
Rudolf Vierhaus: ””Patriotismus” – Begriff und Realität einer
moralisch-politischen Haltung”, in: Rudolf Vierhaus (red.):
Deutsche patriotische und gemeinnützige Gesellschaften, München
1980, s. 9ff.
89
Engelhardt, op.cit., s. 192.
90
Engelhardt, op.cit., s. 421f.
91
Engelhardt, op.cit., s. 426.
92
Engelhardt, op.cit., s. 334.
31

Sneedorff som en tidlig producent af den patriotiske ideologi, 93 og
man kan pege på, at den patriotiske bevægelse for alvor vokser frem
få år efter udgivelsen af Sneedorffs samlede skrifter. Vil man med
andre ord forstå patriotismens idehistoriske ophav, er der indicier
på, at det er til Sneedorff, man bør gå.
Det står med afsættet i forskningen klart, at Sneedorff indtager en
pionerstatus i en række henseender. Hos ham finder kameralismens
regeringsperspektiv og den patriotiske fællesskabsfølelse sammen.
Da han samtidig betragtes som foregangsmand for begge dele,
synes en egentlig analyse af skriverierne at være på sin plads. Det er
projektet i resten af specialet.
93 Juliane Engelhardt: ”Adel er arvelig, men Dyd maae erhverves”.
Den patriotiske bevægelse i det danske monarki 1780-1799, i:
Fortid og Nutid september 2002, s. 163.
32

V. Enevælden som utopi
De potuanske Fyrsters Magt er uindskrænket, og dog er
deres Regiering meere faderlig end stræng. Thi da de udöve
Retfærdigheden efter Grundsætninger, og ikke blot efter
Love, vide de altid at foreene Herredom og Frihed med
hinanden, to Ting, som ellers saa let skilles ad.
LUDVIG HOLBERG 94
I 1741 skildrede Holberg i Niels Klims Underjordiske Reise en ideel
enevældestat med beretningen om det fabelagtige land Potu. Her
dannede levende træer et oplyst fornuftssamfund, hvor ulighed
alene kom sig af naturlig forskel i evne. Navnesymbolikken gør det
klart, at Potu er en utopi: En prognose om det gode samfund som
kan realiseres, hvis der tages de fornødne skridt. I sin uvirkelige
genre var den imidlertid lidt gammeldags. Siden 1600-tallet havde
utopiske samfundsskildringer været på mode i Europa, men i 1700tallet
forlod de som ofte det eventyrlige univers og fremstod som
virkelighedsnære og programmatiske afhandlinger. 95 Et eksempel
herpå er Sneedorffs værk fra 1757 Om den borgerlige Regiering.
Sneedorff havde allerede i 1751 udtrykt en del af sine politiske
grundtanker i en fødselsdagstale til kongen, 96 men i det, der i sin
systematiske form præsenteredes som en lærebog, udfolder han sin
mest detaljerede teori om staten og regeringskunsten. Værket var
angiveligt tænkt som første del af et politisk seksbindsværk, hvor
efterfølgende bind skulle drøfte staters indre forfatning, den
borgerlige ret, handels- og kameralvidenskaberne og endelig
folkeretten. Kun det foreliggende første bind blev dog realiseret,
måske fordi Sneedorff fik andre, presserende opgaver og døde i så
relativt ung en alder.
I Om den borgerlige Regiering præsenterer han et politisk ideal og
en regeringsteknik. Spørgsmålet om dette værks forbindelse til
Sneedorffs efterfølgende forfatterskab er derfor af særlig interesse i
denne sammenhæng, og af samme grund analyseres Om den
borgerlige Regiering forholdsvis minutiøst i dette kapitel.
94
Ludvig Holberg: Niels Klims Underjordiske Reise, København
1789 [1741], s. 95.
95
Om utopiens funktion og forandring se Thomas Nipperdey: Die
Funktion der Utopie im politischen Denken der Neuzeit, In:
Gesellschaft, Kultur, Theorie: Gesammelte Aufsätze, Göttingen
1976, s. 74ff.
96
VII, s. 435ff.
33

Montesquieu og Locke i udvalg
Om den borgerlige Regiering er et entydigt forsvar for
uindskrænket enevælde, men i en form der er fornyet med politiske
forestillinger importeret fra udlandet. Især, skriver han selv, fra
Montesquieus Om lovenes ånd. 97 Det er Sneedorffs synspunkt, at en
stats kvalitet ikke så meget kommer an på styreformen som på
regeringens og folkets adfærd og moral. Antikke skribenters
interesse for ”Police”, det vil sige det sindelag, der animerer et
politisk system, vil Sneedorff ligesom ”Forfatteren af l’Esprit des
loix” med sin bog rette opmærksomheden på. 98 Dermed har han
også fortalt, hvad han betragter som den væsentligste indsigt hos
Montesquieu. 99 Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at Sneedorff
forbigår de grundsætninger, som i dag almindeligvis betragtes som
Montesquieus mest indflydelsesrige. Uden reference afviser han
blankt magtdelingslæren, og Montesquieus politiske klimateori, der
knytter folkekarakter og styreformer til geografiske betingelser,
nævner han overhovedet ikke i Om den borgerlige Regiering. 100 Til
gengæld behandler han indgående og anderledes end Montesquieu
den menneskelige natur og forestillinger om samfundspagten, og
hans fremstilling af staternes police er en videreudvikling i forhold
til det franske forlæg. En afgørende forskel består også i, at hvor
Montesquieu koket hudfletter de forskellige styreformer og vægrer
sig mod at vælge, præsenterer Sneedorff en utvetydig apologi for
enevælden, selvom han også behandler den republikanske
styreform.
Sneedorffs anden vigtige inspirationskilde er Locke, som han dog
ikke alene benytter selektivt, men decideret manipulerende.
Retsstatstænkeren Locke tages således til indtægt for regentens ret
til når som helst at bryde skrevne love, og Sneedorff afviser Lockes
grundtanke om ejendomsrettens ukrænkelighed. Ikke desto mindre
lader han til at have hentet titlen til sit værk fra undertitlen til
Lockes Anden afhandling om styreformen, ”An Essay of Civil
97 Da Om den borgerlige Regiering udkommer samme år som den
udgave af Om lovenes ånd, som den danske oversættelse bygger på,
kan Sneedorff næppe have anvendt den som forlæg. Derfor har jeg
benyttet den amerikanske udgave fra 1977, som bygger på
førsteudgaven fra 1748. Citater og referencer er dog til den danske
udgave, men kontrolleret med oversættelsen af førsteudgaven.
98 VII, Fortalen.
99 For Montesquieu er det både styreformen og dens princip (som
Sneedorff kalder police), der er central, og det er vigtigt at skelne,
Charles Louis de Secondat de Montesquieu: Om lovenes ånd I,
København 1998 [1757], s. 22, note 1.
100 Muligvis fordi Montesquieus teori implicerer, at den dansknorske
stat nødvendigvis vil være republikansk disponeret. Det
angiver Montesquieu, op.cit., s. 299.
34

Government”, som Sneedorff flere gange refererer til. Om ordet
”borgerlig” skriver han ikke i Om den borgerlige Regiering, men
der er ikke tvivl om, at det er betydningen ”et medlem af et
statssamfund” som det franske citoyen henholdsvis det latinske
cives, han sigter til. Ikke et bourgeois-samfund regeret af tredje
stand. Sneedorff søger netop at skildre et samfund med de intimeste
forbindelser mellem staten og samtlige stats-borgere.
Værket var tænkt som en lærebog i statskunsten, selvom der
allerede fandtes fremragende udenlandske behandlinger af emnet,
hvormed han formentlig sigtede til sine egne inspirationskilder. Når
Sneedorff alligevel drister sig til et forsøg, er det, fordi skrifterne
altid ”passe sig saa nøie paa Forfatningen af et vist Land”, at de
ikke kan bruges på andre steder uden ”Anstød”. 101
Om den borgerlige Regiering er inddelt i tre bøger. Først redegøres
generelt for ”det Borgerlige Selskabs”, det vil sige det organiserede
samfunds forudsætninger, og derpå følger en særskilt behandling af
republikker og monarkier med vægt på administrative og
proceduretekniske detaljer omkring valg, tronfølge og andet med
adskillige historiske eksempler. Jeg vil koncentrere min analyse om
første bog foruden de sidste to bøgers behandling af begrebet
police. 102 Her ligger med Sneedorffs egne ord hans vigtigste
statsvidenskabelige grundtanke, og som det vil vise sig, er det også
et tema, som gør politikken til et pædagogisk anliggende. Selvom
Sneedorff vier republikker en vis interesse og kortfattet drøfter
despotier, vil analysen her fokusere på hans karakteristik af den
monarkiske styreform. Det er som oplæg til en udvikling af den
dansk-norske enevælde, teksten her er interessant, og derfor vil
republikker kun undtagelsesvis blive behandlet, blandt andet i
sammenhæng med Sneedorffs fremstilling af den borgerlige dyd. 103
Mennesket
Første bog indledes med en fyldig behandling af den menneskelige
natur. Det er af en række socialpsykologiske antagelser, Sneedorff
udleder sin statsteori. Hermed demonstrerer han, at han ligesom
overhovedet den politiske tænkning i sin samtid står på den
101 VII, fortalen.
102 For en diskussion af Sneedorffs historiske forankring af
statsteorien i forhold til andre samtidige, se Henrik Horstbøll:
”Mellem despoti og demokrati. Den schweiziske forbindelse:
Roger, Mallet og Reverdil om den danske enevælde”, Fund og
Forskning bd. 42, 2003, s. 70ff.
103 Det skal bemærkes, at Sneedorff betragter et indskrænket
monarki, hvor regentens magtbeføjelser er pålagt visse
forfatningsmæssige begrænsninger, som en republik. Jf. VII, s. 211.
35

naturretlige traditions grund. Naturrettens teoretiske fundament var
den tyske statsteoretiker Samuel Pufendorfs system, som på dansk
bl.a. var blevet formidlet i flere skrifter af Holberg.
Grundantagelsen var en opfattelse af staten som et menneskeskabt
produkt via en samfundskontrakt. Det blev – i hvert fald analytisk –
antaget, at menneskene som fornuftsvæsener havde opgivet nogle
medfødte, naturlige rettigheder til fordel for et liv i samfund. I den
opfattelse lå en implicit fordring om, at statsinstitutioner måtte
kunne begrundes fornuftigt – eller laves om. 104 Eller måske
mennesket burde laves om? Sneedorff finder adskillige lejligheder
til at vende tilbage til antropologiske drøftelser i sit forfatterskab, og
det samme vil jeg gøre. Indtil videre rækker det dog at forfølge
ræsonnementet i hans statsteori.
Fornuftens naturlove
Mennesket er et fornuftsvæsen. At være et fornuftsvæsen vil sige at
følge visse adfærdsregler, som Sneedorff kalder for love. De
grundlæggende love er de naturlige love. Præcis som naturen
regeres menneskene af love, og blandt disse er én den overordnede:
fuldkommenhedens lov. Fuldkommenhed er et ideal for al
forandring og et helt afgørende element i Sneedorffs begrebsverden.
Det har han efter alt at dømme hentet hos den britiske filosof
Anthony Ashley Cooper, 3. jarl af Shaftesbury (1671-1713). 105
Fuldkommenheden lader til mere at have karakter af en retning end
et opnåeligt mål. Da Gud også er et fornuftsvæsen, følger også han
fuldkommenhedens lov. Men med sin uindskrænkede forstand
indser og befordrer Gud af sig selv det fuldkomne uden nogen form
for ydre tvang. 106 Fornuft, fuldkommenhed og Guds vilje er altså i
princippet ord for det samme. Sneedorff finder aldrig anledning til
at uddybe, hvad ”fornuft”, ”fuldkommenhed” eller ”Guds vilje”
indebærer, selvom der er tale om de helt afgørende forudsætninger
for hans teori. Men der er ganske vist også tale om fænomener, som
ikke fuldt ud er tilgængelige for den menneskelige forstand. De
andre naturlige love, som ifølge Sneedorff både kan iagttages blandt
Nordamerikas indianere og i Tacitus’ beskrivelse af de gamle
germanere, er:
104 Om naturretstænkningen og dens indtog i Danmark, se Torben
Damsholt: ”Den nationale magtstat 1560-1760”, in: Søren Mørch
(red.): Historiens historie. Danmarks historie bd. 10, København
1992, s. 74ff.
105 Leopold Magon: Ein Jahrhundert geistiger und literarischer
Beziehungen zwischen Deutschland und Skandinavien 1750-1850,
Dortmund 1926, s. 186.
106 VII, s. 4.
36

1. Eget ophold
2. Fred
3. Almindelig menneskekærlighed
4. Kærlighed til det andet køn
5. Kærlighed mellem forældre og børn
6. Lyst til selskab
7. Kærlighed til fædrelandet
8. Kærlighed til det højeste væsen 107
I naturtilstanden – menneskets ubesmittede urtilværelse – viser
bestræbelsen på at sikre egne livsfornødenheder sig som den første
drift, men kærligheden til Gud og fædreland (et pseudonym for ”det
almindelige”, det fælles) er i virkeligheden de stærkeste og mest
fuldkomne. De første af de otte love er de umiddelbare og
forudsætninger for de sidste, men målt i fuldkommenhed prioriteres
de altså i omvendt rækkefølge. For Sneedorff er det ikke bare et
normativt udsagn, men en fornuftserklæring, idet det fuldkomne er
fornuftigt og vice versa. At mennesker i realiteten ofte arter sig
anderledes, skyldes endnu en facet af den menneskelige natur.
Skranker for passionerne
Mennesket er nemlig ikke uindskrænket som Gud. Det kender ikke
Guds vilje, det fuldkomne, fordi dets fornuft er indskrænket, og
ikke mindst fordi mennesket foruden fornuften regeres af
”Passionerne”. Passioner, eller lidenskaber, forleder ofte mennesker
til at handle ufuldkomment, især hvis en overflod af
livsfornødenheder tilskynder dem til en umådeholdende
tilfredsstillelse af lavere drifter som egennytte frem for de mere
fuldkomne. 108 Ting vækker passionerne, som forskruer hovedet og
lader det fuldkomne glide af syne.
Forstandens indskrænkning (som er større hos nogle end hos andre)
og lidenskabernes spil gør det altså vanskeligt at befordre det
fuldkomne, som i samfundet vil sige ”det menneskelige Kiøns
almindelige Bedste”. At alle tjener det almindelige bedste kan
derfor bedst tilstræbes ved alles indordning under love fastsat af det
menneskelige samfund, de positive love, der garanteres af en højere
myndighed. Hensigten med de positive love er ikke underkastelse
107 VII, s. 42.
108 VII, s. 5.
37

eller passivisering. Sneedorffs menneskesyn er optimistisk. Når han
skriver, at man ”bør” føre krig med ulyst, ligesom man ”bør” elske
sin fjende, er der ganske vist tale om en moraliserende, utopisk
karakteristik, da han naturligvis er klar over, at virkelighedens
menneskevæsner ofte arter sig på anden vis. Men med sin fyldige
skildring af naturtilstanden søger han at udstille menneskets
principielle dyd og lyksalighed i sin ufordærvede tilstand. De
”Hobbesianske og Machiavellistiske Lærdomme” tager fejl, når de
ud fra den eksisterende fordærvelse ”afmale Mennesket som et
rasende Dyr, og som et Creatur, der ikke kan regieres uden ved
Bidsel og Sporer”. Naturtilstanden er et redskab for Sneedorffs
utopi: Den viser, at det kan være anderledes. Menneskets naturlige
drift og naturfolks eksempel frembyder en lyksalig tilstand, som kan
mere end genskabes under en god regering. 109 Problemet er de
utæmmede lidenskaber.
At mennesket har lidenskaber er altså en begrænsning, men det er
ikke kun et onde. Forudsætningen for fællesskab og samfund i det
hele taget er nemlig også lidenskab. 110
Fællesskab, argumenterer Sneedorff, er dermed både fornuftigt og
et udtryk for lidenskabelig tiltrækning mellem mennesker.
Forholdet mellem fællesskab og fuldkommenhedens lov er
afgørende. For da mennesker kan opnå mere i fællesskab end alene,
tilsiger fuldkommenhedens lov, at fællesskab vejer tungere end
enkeltpersoner. Familien er vigtigere end individet, og større
fællesskaber rangerer højere end mindre; staten er vigtigere end
familien. Kræfternes begrænsning kræver dog, at opofrelsen for den
samlede menneskehed må indskrænkes til fædrelandet, der således
er det højeste ”Selskab”. 111 Den tendentielle bevægelse mod
fuldkommenhed er i sig selv en i mennesker iboende og positiv
drift, som vækker kærlighed til medmennesker og ting, også selvom
de ikke umiddelbart indbringer nogen form for nytte. 112 Det vil
”Enhver fornuftig Siel” sande ved at dvæle ved den følelse, som
glæden over velgørenhed, ædle gerninger og opofrelse er udtryk
for. 113 Fuldkommenhedens lov begrunder hos Sneedorff en radikal
kollektivisme, der er en afgørende komponent i hans samfundsteori.
109 VII, s. 19
110 Om periodens udbredte tendens til en mere positiv af menneskets
lidenskaber end tidligere, se Albert O. Hirschman: The Passions
and the Interests. Political Arguments for Capitalism before Its
Triumph, Princeton 1977, s. 20ff.
111 VII, s. 38.
112 VII, s. 22.
113 VII, s. 26.
38

Staten
Driften mod større fuldkommenhed forener mennesker i forskellige
slags selskaber med forskellige formål eller ”Øiemærke”, som
Sneedorff kalder det. Men på grund af menneskenes indskrænkede
forstand vil tankerne om befordringen af formålet være forskellige,
hvorfor der vil være behov for en enkelt vilje, som kan befale og
tvinge. 114 Magten mellem forældre og børn, herrer og tjenere, i
videnskabelige selskaber og handels- og håndværksselskaber er der
for at tilvejebringe og må være begrænset til selskabets formål. De
små selskaber samles imidlertid i et stort selskab, staten, hvis eneste
formål er at befordre det almindelige bedste i alle de mindre
selskaber og derved opnå større fuldkommenhed. Derfor kan
Sneedorff ofte bruge henholdsvis det almindelige bedste og statens
almindelige bedste, selskabet og staten synonymt. Hans
samfundsteori er ganske enkelt en statsteori. 115 Der er – ideelt set –
ingen modsætning mellem stat og samfund, idet staten er den
organiserende kraft, der gør samfundet muligt – en udpræget
kameralistisk tanke, som trækker på en klassisk forestilling om
societas civilis som omfattende både medborgerligt fællesskab og
politisk herskab. 116 Og da statens formål i sammenligning med de
mindre selskaber er ubegrænset, må dens magt ligeledes være det.
Med antagelsen om, at der rent faktisk findes et almindeligt bedste,
fortæller Sneedorff også, at hans teori hviler på en forestilling om
social harmoni – der findes et interessefællesskab mellem regering
og undersåtter såvel som undersåtterne imellem. Denne harmoni er
på en gang præmis og, skal det vise sig, målsætning for Sneedorffs
stat.
Sikkerhed og velstand
Fuldkommenhedens lov, og dermed fornuften, tilsiger mennesker at
danne samfund, som etablerer positive love gennem staten. Staten
er altså en fornuftskonstruktion, hvilket igen må betragtes som det
samme som Guds vilje. Sneedorff går ikke i detaljer med
spørgsmålet, men i hans teori ligger ikke nogen afvisning af
forestillingen om kongemagten som indstiftet af Gud. Ved at
114 VII, s. 44.
115 Det understreges af hans angivelige opfattelse af politik som ”en
Kundskab om det som er en Stat nyttigt” (citeret efter Plesner,
op.cit., s. 23).
116 Manfred Riedel: ”Gesellschaft, bürgerliche”, in: O. Bruner, W.
Conze og R. Koselleck (Hg.): Geschichtliche Grundbegriffe,
Historisches Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland,
Bd. 2, Stuttgart 1975, s. 720.
39

ligestille fornuft og Guds vilje forener han imidlertid behændigt
statens religiøse og naturretlige legitimation. 117
Staten vil ideelt set være etableret som en pagt i naturtilstanden,
hvor jævnbyrdige mennesker frivilligt slutter sig sammen. Man må
”forestille sig”, skriver Sneedorff, at samfundet er resultatet af to
pagter, pactum unionis, hvor menneskene har forenet sig, og pactum
subjectionis, hvor de har underkastet sig en fælles regering. Hvor
den første pagt er universel, kan den anden have mangfoldige
udtryk ved forskellige styreformer. 118 Det rationale ligger til grund
for og legitimerer i princippet enhver stat, selvom den historiske
tilblivelsesproces sagtens kan have været karakteriseret ved
tilfældigheder og rå magtudøvelse snarere end frivilligt samtykke.
Det anfægter ikke det fornuftige i herskabet, men vidner blot om
fremskridt siden de ”raa og vankundige Tider”. 119
I naturtilstanden havde ingen incitament til at tvinge andre. Der
herskede en balanceret lighed på grund af den materielle knaphed.
Det gjorde det til en meget sikker tilstand, som lod mennesket hvile
i en sindsstemning af nøjsomhed og ro. Med det borgerlige
samfunds vækst i livsfornødenheder og ulighed giver mennesket
køb på en del af sin sikkerhed, og det udleveres til rastløshed,
misundelse og ufred. Staten opretholder en vis sikkerhed, men den
kan ikke til fulde inddæmme truslerne fra menneskets vågnende
lidenskaber, som ikke udfoldede sig i naturtilstanden. Betyder det,
at det statsregulerede samfund er dårligere end naturtilstanden? Har
staten alene en negativ begrundelse som afbøder af samfundets
værste onder? Nej. For det tabte kompenseres ved en velstand, som
ikke tidligere var mulig. Både materielt i form mad, drikke, boliger
og i det hele taget ting til at gøre livet mere behageligt, og
immaterielt ved ære og viden, som kun er mulig at frembringe i
(regeret) fællesskab. 120 At det faktisk forholder sig sådan for alle
stænder i de fleste stater, mener Sneedorff – i hvert fald i sin
utopiske horisont – når alt kommer til alt, at man vil finde. Dermed
kommer han også nærmere en definition på det almindelige bedste:
Herved bør altid forstås ”de fleste Personers og Familiers
117
Edvard Holm mener, at hvor ”den mystisk-religiøse Royalisme”
i 1600-tallets sidste årtier fungerede som de facto legitimering af
enevælden, bør den efter omkring 1700 betragtes som ”blotte Fraser
og slet og ret smiger”. Jf. Edvard Holm: Holbergs statsretlige og
politiske Synsmaade, København 1879, s. 21. Hos Sneedorff lader
forestillingerne dog til at forene sig i et politisk-religiøst
verdensbillede.
118
VII, s. 47.
119
VII, s. 43.
120
VII, s. 49.
40

Velstand”. 121 Statens positive hovedformål er forøgelsen af ”de
udvortes Beqvemmeligheder”, det vil sige det gods, som folket
besidder. 122 Sneedorff bruger ikke ordet fremskridt. Men hans teori
er en teori om fremskridt, og i fremskridtstanken ligger en
forestilling om økonomisk vækst. Det betyder dog ikke, at det
borgerlige samfund alene har materielle fordele og formål. Den
næstmest fuldkomne dyd, kærlighed til det almindelige, er netop
kun mulig, når et organiseret samfund er en realitet. 123 I
fremskridtet ligger derfor også en immateriel vækst, som vil
tilfredsstille raffinerede psykologiske drifter mod fællesskab og
mening.
Magten udelt og uindskrænket
Menneskets indskrænkede forstand forhindrer det af og til i at indse
og følge statens love og dermed befordre det almindelige bedste.
Derfor har staten brug for en regering til at befale og tvinge. Det er
afgørende, at der er tale om én regering, da flere ville skabe uvished
og ikke den sikkerhed, som staten skal garantere. Selvom flere kan
deltage i regeringsførelsen, må majestæten være én. Og hvis statens
formål skal indfries, må denne øverste magt ikke kunne dømmes
eller modstås. I Om den Borgerlige Regiering, som Sneedorff ellers
kalder ”et Forsøg efter Montesquieu”, går han direkte i rette med
de, ”som har forestillet sig 3 Magter i Een Stat”. De har ikke
erkendt forskellen mellem magten selv og dens udøvelse. 124
Udøvelsen kan udmærket være delt i en dømmende, en lovgivende
og en tredje, som ”negocere med Fremmede”. Men hvis ikke der
findes en majestæt, som samler alle magtfunktioner, er der ingen
stat. Med majestæt mener Sneedorff alene et overordnet statsorgan,
for sådan et er også nødvendigt i republikker. 125 Forskellen består
alene i, om majestætsrettighederne er overdraget af en anden magt
(som i republikken) eller er regentens ejendom (som i monarkiet). 126
Inden for staten er regeringens magt ubegrænset, fordi der ikke er
noget andet menneskeligt fællesskab, der står over staten. Derfor er
alt og alle, der befinder sig på statens territorium, underkastet
regeringen. Den eneste begrænsning er statens formål. 127
Formuleret på en anden måde er hensynet til det fælles bedste den
eneste indskrænkning af regeringens frihed.
121 VII, s. 51.
122 VII, s. 72.
123 VII, s. 53.
124 VII, s. 66.
125 VII, s. 67.
126 VII, s. 90.
127 VII, s. 68.
41

Fornuftig frihed
Hvilken frihed levner det undersåtterne? Meget lidt, skulle man tro,
og en udredning af frihedsbegrebet koster da også Sneedorff visse
krumspring. Han skriver, at menneskets frihed i den naturlige
tilstand er frihed til at gøre, hvad man vil, så længe det ikke skader
andre. En del af denne frihed indskrænkes i det borgerlige samfund
til den fornuftige frihed, som er frihed til at gøre, hvad man bør, det
vil sige at underordne sig regentens vilje. 128 Samfundet bliver
muligt, ved at orden og regler tøjler tilfældige lyster –
lidenskabernes spil. 129 Man kan også sige, at fornuften gør
mennesket til et samfundsvæsen, det socialiseres. Naturtilstandens
frie adfærd vil i det organiserede samfund være asocial. Ved at
handle som samfundsvæsen bliver mennesket mere fuldkomment,
og det bliver muligt at befordre det fælles bedste. Ikke alt har dog
statens interesse, så der vil altid være en vis naturlig frihed tilbage.
Ja, det er faktisk i statens interesse at lade undersåtterne beholde så
megen naturlig frihed som muligt, idet det gør dem mere hengivne
og pligtopfyldende overfor regenten; man gør altid det bedst, som
man gør af lyst. Sættes undersåtterne til at handle efter egen indsigt,
bliver de sågar mere fornuftige, så den naturlige frihed befordrer
under kontrollerede former den fornuftige. 130 Det afgørende for
Sneedorff er dog, at ”lyst” og ”egen indsigt” ikke er absolutte eller i
mennesket iboende størrelser. Sneedorff følger i frihedsspørgsmålet
tæt Montesquieu, der definerer ”den politiske frihed” som frihed til
at gøre, hvad ”man bør ønske at gøre”. 131 Det afgørende er den
subjektive oplevelse. Når en regent derfor indskrænker en del af
undersåtternes naturlige frihed, som de selv betragter som
ligegyldig (selvom den objektivt set ikke er det), er der i
virkeligheden tale om en udvidelse af friheden; den fornuftige. Om
en regulær frihedsindskrænkning er der kun tale ved brug af tvang
og trusler, og ”ikke derved, at vi ved nye Motiver, der tages af
Tingenes Natur eller af en Belønning, som forbindes dermed,
forandre vores Villie.” Selvom tvang og befaling kan være
nødvendigt, bør viljesknægtelse så vidt muligt vige for oplysning
om hensigten med regeringens handlinger. At der heri kan ligge en
mere subtil, sindelagskontrollerende magtudøvelse, er slet skjult,
men det er samtidig en politisk opfattelse, som ifølge Jens Arup
Seip markerer grundstenen til forestillingen om et opinionsstyret
enevælde, der vil udvikle sig i århundredets løb. En god
regeringsførelse kræver tænke- og ytringsfrihed: Regeringens
128 VII, s. 68.
129 VII, s. 200.
130 VII, s. 68.
131 Montesquieu, op.cit., s. 166.
42

dispositioner defineres alene som havende det almindelige bedste
som formål, og ”[d]et almindelige Bedste grunder sig paa en
Mængde af Hensigter og Omstændigheder, som ikke kan kiendes,
uden naar mange foreene deres Indsigter, og naar de har Friehed til
at meddele deres Tanker”. For Sneedorff er det dog utænkeligt, at
undersåtterne kan sætte grænser for magtudøvelsen. Præmisserne
for det almindelige bedste og statens form er lagt fast.
Undersåtterne tildeles en rådgivende funktion, men ikke noget veto,
så en opinion, der decideret korrigerer den statslige magtudøvelse,
er der på ingen måde tale om. Sneedorffs opfattelse kan anses som
en ansats til en mere liberal opfattelse. Men det er næppe Sneedorffs
egen ide eller intention og ikke det centrale i forfatterskabet. Hos
Sneedorff ligger det i højere grad i forestillingen om opinionen, at
en befolkning med fornuftig frihed i almindelighed vil være mere
tilfreds og af egen kraft indse det fornuftige i regeringens
dispositioner: ”den Frihed, som Mængden nyder til at klage sin
Nød, giør ofte, at de ikke føle den”. Og skulle der opstå uenighed,
vil den oplyste mængde være klar over sin egen forstands
indskrænkning og regeringens ret til det sidste ord. ”Lad dem sige
[...] hvad de vil, naar vi kuns maae giøre, hvad vi vil”, erklærer
Sneedorff lakonisk med et citat af den franske statsmand
Richelieu. 132
Incitament til arbejde
Locke betragtede privatejendom som en fundamental rettighed. 133
Sneedorff, derimod, skriver, at ejendomsretten til samfundets
værdier ultimativt tilfalder staten alene. Men kun så langt dens
formål kræver det, og staten bør nøje afmåle, i hvilken grad den
lægger beslag på undersåtternes gods; gør den det for meget, vil
undersåtternes lyst til arbejde formindskes, og gør den det for lidt,
vil velstanden gøre dem dovne. 134 Rationalet minder om ideen med
det statsnyttige i at lade borgerne beholde noget af deres naturlige
frihed. Hensigten er først og fremmest at sikre produktive
undersåtter, og dermed demonstrerer Sneedorff alligevel en nær
forbindelse til Locke. Locke begrunder nemlig ejendomsretten i
”vilkåret for menneskets liv, som kræver arbejde og stof at
bearbejde”. 135 For Locke er ejendom et afgørende incitament i livet
og en belønning, som tilfalder de arbejdsomme:
132 VII, s. 71.
133 John Locke: Anden afhandling om styreformen. Et essay om
borgerstyrets sande oprindelse, rækkevidde og formål,
Frederiksberg 1996 [1690], s. 50.
134 VII, s. 72f.
135 Locke, op.cit., s. 50.
43

[Gud] gav [...] verden til brug for den flittige og fornuftige
(og arbejdet skulle være hans retmæssige adkomst til den)
og ikke til hvad der måtte behage den trættekære og
stridslystne. 136
Selvom Sneedorff med sit absolutistiske afsæt giver staten alt,
tilslutter han sig en opfattelse af materiel besiddelse som et
væsentligt incitament. Incitamenter kan ændre motiver og dermed
styre mere effektivt end tvang. Det skal kunne betale sig at arbejde,
synes opfattelsen at være, for det er vejen til opfyldelse af statens
formål, de flestes velstand. Heri ligger efter alt at dømme en vigtig
del af forklaringen på Sneedorffs vurdering af den arbejdende del af
befolkningen. Det vender jeg tilbage til.
Sneedorff gør sig til talsmand for noget, der ved første øjekast kan
opfattes som en slags progressiv beskatning: afgifter bør overalt
have et lige forhold til folkets formue. ”Men”, skriver han,
”Formuen bør ikke regnes efter det, som de eie, men efter det, som
enhver Stand behøver.” 137 Nogen omfordeling vil der altså næppe
blive tale om. Det mener Sneedorff da heller ikke giver mening.
Den ”sande Lighed” består nemlig ikke i at være økonomisk
jævnbyrdig med andre, men i at man i sin stand nyder de
bekvemmeligheder, som man er vant til. Herremand og bonde kan
være lige lykkelige, men ”Herremanden bliver ulykkelig, dersom
han bliver Bonde, og Bonden for lykkelig [!], dersom han bliver
Herremand.” 138 Sand ulighed er først til stede, når man oplever
distance til sin standsmæssige livsførelse. At de besiddende skal
skånes for slige oplevelser understøttes ved Sneedorffs betragtning
om, at staten bør beskatte indkomster, men lade ejendom være
urørt. En sikker ejendom vil give incitament til at erhverve mere og
forøge statens kreditværdighed med mere økonomisk aktivitet for
øje. 139 Også her er der altså tale om at fremelske de rette motiver
hos undersåtterne, som kan gøre dem produktive og understøtte
statens formål. Sneedorff skriver ikke konsekvent om sand eller
falsk lighed, og i store dele af værket fremgår det, at lighed faktisk
betyder materiel jævnbyrdighed, som ikke gradueres efter stand. 140
136 Locke, op.cit., s. 48.
137 VII, s. 73.
138 VII, s. 148.
139 VII, s. 75. Ekspropriation kan i sjældne tilfælde komme på tale,
men må kompenseres økonomisk af staten.
140 Andet sted skriver han fx eksplicit ”Lighed i Gods og Formue”
og ”ikke stor Forskiel i Stand”, VII, s. 169.
44

Bag den begrebsmæssige inkonsistens står det dog klart, at det med
lighed som så meget andet for Sneedorff er oplevelsen, der tæller.
De allerskadeligste lærdomme
Ligesom de naturlige og positive love skal regulere menneskene,
må regeringsformen følge en lovmæssighed. 141 Meningen er dog
ikke at sætte nedskrevne grænser for regeringsmagten, og Sneedorff
vender sig på det skarpeste mod ”de allerskadeligste Lærdomme”
om grundlove, der giver folket ret til at tvinge regenten. De vil i
bedste fald være ligegyldige, i værste fald vil uhensigtsmæssige
love stå i vejen for statens formål. Lovgivernes fornuft vil ifølge
den menneskelige natur nødvendigvis være indskrænket, og derfor
vil de ikke kende det almindelige bedste. Desuden kan
undersåtternes indblanding i regeringsførelsen tilgodese
særinteresser. 142 Oprørsretten kan han heller ikke tilslutte sig, og
det, der skrives herom, er ”mestendeels” unyttigt eller kun egnet til
misbrug. 143 Tanken om grundlove og oprørsret svarer ifølge
Sneedorff til at bygge et samfund på borgerkrig; på en
undergravelse af grundene til overhovedet at danne samfund. 144
Sneedorff tager overraskende Locke i ed for at bevise det unyttige i
skrevne grundlove. Han citerer Locke som fortaler for ”Regentens
Prærogativ”, det vil sige ret til at overtræde lovene for at befordre
statens formål, det almindelige bedste. 145 Locke opererer ganske
vist med begrebet prærogativ, men det dækker over den udøvende
magts ret til at handle uden lovhjemmel i tilfælde, som lovgiverne
ikke har forudset. Udgangspunktet er, at den lovgivende magt tæller
adskillige medlemmer, og at de derfor kan være for længe om at
træde sammen. I særlige tilfælde vil der derfor ganske simpelt ikke
findes lovgivning, eller også kan en rigid og principiel lovgivning
synes for streng for enkeltpersoner, hvorfor den udøvende magt bør
have mulighed for at mildne straffen. 146 For Locke er der altså tale
om undtagelsestilfælde. Den udøvende magts eventuelle grove
tilsidesættelser af lovgivningen betragter han som en opløsning af
styret, som giver borgerne ret til oprør. 147 Målet for Locke er altid
”samfundets bedste” eller ”almenvellet” for den enkelte som for
alle, 148 hvilket kun delvist kan oversættes til Sneedorff meget
141 VII, s. 91.
142 VII, s. 94f.
143 VII, s. 96.
144 VII, s. 100.
145 VII, s. 99.
146 Locke, op.cit., s. 123.
147 Locke, op.cit., s. 156.
148 Locke, op.cit., s. 107.
45

kollektivistiske almindelige bedste. Endvidere afviser Locke
kategorisk, at et uindskrænket monarki kan være et borgerstyre, det
vil sige et samfund der har forladt naturtilstanden. For ham er det
afgørende kendetegn herved, at samtlige dets medlemmer handler
efter love og en retslig appelmyndighed. Er monarken fritaget
herfor, befinder han sig i naturtilstanden, og samtlige hans
undersåtter er at betragte som ”slaver”. 149 Den liberale Locke
adskiller skarpt statens begrænsede magtområde og den private
sfære, mens Sneedorff som bekendt afviser en sådan opdeling og
betragter staten som den afgørende kraft, der kan gøre menneskene
lykkelige. 150
Police: Statens ledemotiv
I stedet for grundlove må samfundets sikkerhed og det gode styre
ifølge Sneedorff foruden regentens forstand og ædelmodighed
basere sig på ”den Forbindelse, som der er imellem hans egne
Fordele og det almindelige”. 151 Hvordan sikres denne forbindelse?
Hvordan sikres det, at regering og undersåtter oplever et
interessefællesskab?
Stater består af mennesker, og statens karakter vil uanset
styreformen være afledt af menneskenes karakter. Er de fordærvede,
det vil sige i de ukontrollerede lidenskabers vold, vil staten blive det
samme. Grundlove er unyttige, og tvang bør så vidt muligt undgås,
da man handler bedst, når man gør det af lyst. I stedet er det
nødvendigt, at såvel lovgiver som undersåtter gennem fornuftig
frihed regeres af ”højere Motiver”, det vil sige ”de Sæder og
Maximer, som tiene til at vedligeholde enhver Regierings-Form”.
Det kalder Sneedorff, med et begreb han henviser til Aristoteles’
Politica, for regeringens ”Police”. 152 Police, eller politi, var et
nøglebegreb i samtidens statsvidenskab, især i Tyskland og
Frankrig. Det havde en langt bredere betydning end i dag. Begrebet
havde foruden Aristoteles rødder i det middelalderlatinske policia
med betydningen at polere, dvs. fremelske en ”høflig”, ”civiliseret”
adfærd, men kunne i 1700-tallet betegne lidt af hvert. 153 Den
149 Locke, op.cit., s. 81f.
150 Historikeren P.F. Suhm bemærkede i sin ellers positive omtale af
Om den borgerlige Regiering, at Sneedorff tildelte den engelske
konge større magt, end han virkelig har, Plesner, op.cit., s. 94.
151 VII, s. 100.
152 VII, s. 103. I den moderne danske oversættelse af Aristoteles’
værk om politikken kaldes det statsformens ”særlige karakter” eller
”ånd”, Aristoteles: Statslære, København 1946, 2. udgave1997, s.
340.
153 Franz-Ludwig Knemeyer: ”Polizei”, in: O. Bruner, W. Conze og
R. Koselleck (Hg.): Geschichtliche Grundbegriffe, Historisches
46

fremtrædende tyske kameralist Johann Heinrich Gottlob von Justi
(1717-71) forstod politiet som administrative tiltag for at sikre
orden og fred i befolkningen. Politiet er det, der kan sætte
undersåtterne i stand til at tage vare på sig selv på en statsnyttig
facon, 154 og målet er ”die innere Macht und Stärke des Staates zu
vergröβeren”. 155 I den omfangsrige politividenskabelige litteratur
fra 1600- og 1700-tallet bestod politiets gebet ofte i praktiske,
materielle forhold. Det kunne dække over alskens foreteelser, der
havde til hensigt at gøre staten velstående og skabe orden:
landhusholdning, jagt, fiskeri, skovdrift etc. Da Justi i 1757-59 var i
dansk statstjeneste, var han da også rådgiver i forbindelse med
opdyrkningen af den jyske hede.
Hvor placerer Sneedorffs ”police” sig i denne rummelige
begrebsverden? 156 For det første er det bemærkelsesværdigt, at
Sneedorff henviser til netop det afsnit hos Aristoteles, hvor han
retter opmærksomheden mod opdragelsen og dens nødvendige
forbindelse til statens forfatning. Police er noget, der kommer ved
opdragelsen. I Om den borgerlige Regiering er opdragelse ikke et
eksplicit hovedtema, men det kommer flere gange på tale. For,
skriver Sneedorff, ”Mængden handler efter de Begreber, som den
har faaet ved Opdragelsen”. 157 Og som det vil vise sig, er
opdragelsen fremtrædende i Sneedorffs senere forfatterskab. Han
kunne imidlertid også have lagt referencen hos sit erklærede forlæg,
Montesquieus Om lovenes ånd, for det er hos ham, Sneedorff henter
betydningsindholdet til sit begreb. Montesquieu opererer nemlig
med noget, som han kalder regeringsformens ”grundprincip” eller
”drivfjeder”, som han definerer som ”de menneskelige lidenskaber
som sætter den [regeringsformen] i bevægelse”. 158 Som hos
Aristoteles er det noget, der er nært forbundet med opdragelsen;
lovene om opdragelse udredes i direkte forlængelse af Om lovenes
ånds 3. bog om grundprincipperne. 159 Grundprincippet er hos
Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, Bd. 4,
Stuttgart 1978, s. 883.
154 Johann Heinrich Gottlob von Justi: Staatswirtschaft oder
Systematische Abhandlung aller Oeconomischen und Cameral-
Wissenschaften, die zur Regiering eines Landes erfodert werden I,
Lepzig 1755, s. 50.
155 Justiciteret efter Knemeyer, op.cit., s. 885.
156 At der overordnet set er tale om samme begreb indikeres i den
tyske oversættelse af Om den borgerlige Regiering. Ved referencen
til Aristoteles kaldes begrebet for ”Politik”, men ellers netop
”Polizei” eller ”Regierungspolizei”. Johann Schielderup Sneedorf:
Über die bürgerliche Regierung, Wien 1780, s. 84 og 85.
157 VII, s. 183.
158 Montesquieu, op.cit., s. 22.
159 Montesquieu, op.cit, s. 33ff.
47

Montesquieu det, der med et moderne udtryk sikrer samfundets
sammenhængskraft. Det er en forestilling om, at det politiske
system må hvile på bestemte kulturelle værdier og psykologiske
drivkræfter, som når de er til stede tjener til at aktivere og
vedligeholde styreformen. Det er dette immaterielle politibegreb,
Sneedorff overtager og formulerer til sit centrale politiske budskab:
En kollektiv bevidsthed, der binder regering og regerede sammen i
et forestillet interessefællesskab. Og budskabet forankrer han hos
forfattere, der anser opdragelsen for et helt afgørende politisk felt.
Til hver af styreformerne republik, monarki og despoti, skriver
Montesquieu, knytter der sig et specifikt grundprincip, som er
nødvendigt, for at staten kan fungere. For republikken er det dyd,
for monarkiet er det ære, og for despotiet er det frygt. 160
Montesquieu beklager i forordet til andenudgaven af sit hovedværk,
som udkom to år efter hans død i 1757, at den første version fra
1748 blev misforstået. Han har nemlig aldrig ment, skriver han, at
der ikke kan findes dyd under andre styreformer end i republikken.
Essensen er, at den politiske dyd, som han definerer som kærlighed
til fædrelandet eller til lighed, en selvfornægtelse for fællesskabet,
er den nødvendige forudsætning for, at republikken kan fungere.
Der kan med andre ord godt findes dyd i et monarki, selvom dets
drivfjeder er ære. 161
Sneedorff deler Montesquieus synspunkt i andenudgaven, selvom
den næppe har ligget til grund for Om den borgerlige Regiering;
bøgerne udkom samme år. 162 Også Sneedorff opererer med
grundprincipperne eller policerne dyd, ære og frygt, som han
supplerer med religion. Men som det vil fremgå, har Sneedorff
foretaget en række, væsentlige justeringer. For Montesquieu som
for Sneedorff er der ikke alene tale om at skabe lydige undersåtter
ved at lægge begrænsninger på acceptabel adfærd. Meningen er
tvært imod at lade dem handle, men handle rigtigt. At lære dem
manerer, kunne man sige. Hos Sneedorff kan man nøje følge
forbindelsen til hans socialpsykologiske forestillinger om
menneskenaturen med dens lidenskaber. Hensigten er at lægge det
passionerede menneskes gerninger i baner, så det understøtter
regeringen og statens formål – det der med et moderne begreb kan
kaldes sublimering. Police er redskabet, og regeringsformerne kan
på forskellig vis strukturere retningen af de impulser, som drifterne
får menneskene til at følge. Efter en præsentation af policerne vil
jeg behandle Sneedorffs uddybning af deres effekter i lyset af
regeringsformens natur.
160 Montesquieu, op. cit, s. 27ff.
161 Montesquieu, op. cit, s. XLII.
162 Se note 99.
48

Den borgerlige dyd
En dyd er til stede, skriver Sneedorff, når en gerning udføres for
gerningens egen fuldkommenheds skyld, det vil sige uden
egennyttige hensigter. Blandt dyder er den borgerlige den vigtigste,
og den består i håndhævelse af statens højeste lov, det almindelige
bedste. Den borgerlige dyd viser sig i gerninger med det
almindelige bedste som formål og som ”den Drift i Sindet”, der
nærer kærlighed til disse gerninger og til at opofre egen lyksalighed
for samfundets og de manges. Det er den politiske implikation af
fuldkommenhedens lov: ”een for alle og alle ikke for een”. 163 Den
borgerlige dyd er noget, der praktiseres. Den dydige borger deltager
i samfundet; i arbejdet for det fælles bedste, men ikke nødvendigvis
i nogen form for politisk beslutningsproces.
Sneedorff skriver, at den borgerlige dyd ligger i menneskets natur
(den syvende og meget fuldkomne af menneskets naturlige love),
men den er samtidig en tillært egenskab. Den manifesterer sig som
hengivenhed overfor det sted, man fødes, opdrages og nyder godt
af, og til de folk man omgås og deler sprog, love, sæder og vaner
med. Kort sagt ”en Kierlighed til Fædernelandet, som ofte giør, at vi
glemme os selv”. 164 Hvis opdragelse og vaner er dårlige, kan de
imidlertid også fordærve, så man frarøves sin naturlige drift til dyd.
Derfor er sindets dannelse af vital politisk betydning.
Det er befordrende for den borgerlige dyd, hvis der hersker en høj
grad af lighed i samfundet. Ulighed skaber misundelse, mens lige
omstændigheder fører til nøjsomhed, og det skaber gode vilkår for
den borgerlige dyd. Til gengæld undergraves den af ulighed. 165 Det
må betragtes som et udslag af menneskets indskrænkede fornuft og
passionernes frie spil: Menneskene formår ikke at befordre det
fuldkomne, fordi de forledes til at tilfredsstille lavere drifter.
Ære
Hersker der ulighed i et samfund, vil det derfor være nødvendigt at
supplere med andre drivende motiver, som kan regere lidenskaberne
ved at kanalisere dem ind i socialt acceptable baner. En regent kan
søge at skabe pligtopfyldende undersåtter med belønninger. Da
imidlertid regentens materielle belønning til én må tages fra en
anden, har belønninger med knappe ressourcer den ulempe, at staten
vil lide under alles bestræbelser på at berøve hinanden og det fælles.
Desuden vil den købte loyalitet kun strække sig, til en anden byder
163 VII, s. 104.
164 VII, s. 105.
165 VII, s. 108.
49

mere. 166 Derfor er det i stedet for ”virkelige” fordele praktisk at
belønne med fordele, som er ”indbildte” (dvs. imaginære, ikke
nødvendigvis selvovervurderede) og derfor ubegrænsede.
Belønningen må være ære, som Sneedorff definerer som ”den Dom,
som andre fælde om vores Fuldkommenhed”, 167 det vil sige
omdømmet eller ”den offentlige mening”.
Æren som police er en form for egennytte-styring. Alles jagt på
egne immaterielle fordele vil bag om ryggen på aktørerne – som
med Adam Smiths velkendte, senere usynlige hånd-metafor –
resultere i det fælles bedste. Sneedorff viser, hvordan den i forhold
til materielle belønninger opererer på en anden og mere fordelagtig
måde. Den er nemlig et socialrelationelt fænomen, en form for
gensidighedsdisciplinering eller social kontrol. Fremstillingen af
ære i monarkier er helt central i Sneedorffs teori, og i et af sine
Breve skriver han da også senere, at det afsnit har kostet ham mest
umage. 168
Montesquieu bestemmer mere upræcist æren som ”enhver persons
og enhver stands fordomme”, 169 og han lader i sin behandling til at
knytte den særligt til adelen. For Sneedorff er der eksplicit tale om
ære for såvel regenten som alle undersåtter, og med sit begreb om
fuldkommenhed præsenterer han samtidig en målestok for æren.
For at æren skal være ”sand”, er det en forudsætning, at andre
kender det fuldkomne, det vil sige det dydige. Dyden skal rense
æren. Sneedorff klarlægger sammenhængen med en metafor, der
siden Platon har været en fast bestanddel i politisk teori: ”Dyd uden
Ære er som et Skib uden Seil og uden Vind, men Ære uden Dyd og
Indsigt er som et Skib uden Anker og Roer”. 170 Er først de
almindelige domme blevet falske, og ”Fornuften slipper Roeret”,
står det slet til. Anses for eksempel overdreven erobretrang eller
pyntesyge for ærefuldt, risikerer statens sikkerhed og velstand,
skibet og dets last om man vil, at kuldsejle. 171 I så fald vil
ærgerrigheden systematisk befordre det ufuldkomne og undergrave
staten og dens formål. Men Sneedorff anviser, hvordan fartøjet kan
bringes sikkert i havn.
Handler man af ærgerrighed, vil dyden ikke være mål for gerningen,
men er æren sand, vil resultatet blive det samme. Handlingen bliver
et middel i stedet for et mål, men statens formål opnås. Faktisk har
æren den fordel frem for dyden, at den kun kræver begrænset
indsigt og en imaginær gevinst, mens dyden fordrer stor indsigt i det
166 VII, s. 113.
167 VII, s. 108.
168 VIII, s. 283.
169 Montesquieu, op.cit, s. 27.
170 VII, s. 379.
171 VII, s. 380.
50

fuldkomne og en høj grad af selvfornægtelse. Ligesom dyden
kræver æren dog også undervisning, opdragelse og forbilledlige
eksempler. 172 Denne oplysning til sand ære er derfor af afgørende
betydning i et monarki.
Ærens oplysning
For regenten bestemmes æren af undersåtternes domme over hans
gerninger. Derfor er det afgørende, at undersåtterne har ret til ”at
forestille sig Tingene saaledes, som de ere og som de virke paa
dem”. De skal have en form for ytringsfrihed. Folket skal oplyse
regenten om hans styres fuldkommenhed og med den målestok
tildele ham ære. At søge denne ære hos undersåtterne er regentens
pligt, skriver Sneedorff, det er ikke bare noget, han bør gøre for sin
fornøjelses skyld. Da undersåtterne hverken har ret til at stille
regenten til regnskab eller gøre modstand er denne pligtfølelses
tilstedeværelse i regenten af vital betydning, og han vender senere
tilbage med et bud på, hvordan det sikres.
Undersåtterne selv lærer, hvad der er ærefuldt, ad flere veje. Dels af
1) regentens gode eksempel. Dels ved 2) deres gensidige domme
over hinandens fuldkommenhed. Og endelig 3) ved ”saadanne
Videnskaber, som kan sætte dem i Stand til at tænke ret”, hvilke
regenten vil have en selvklar interesse i at understøtte. 173
Undersåtterne skal opdrages, og det skal ske på den rette måde.
Sneedorff mener som Montesquieu, at opdragelsen skal ligge i
naturlig forlængelse af regeringsformens police, og det står i
skærende kontrast til, hvad Sneedorff oplever i sin samtid. Den
lærde litteratur er forankret i en græsk-romersk republikansk
tradition, og ungdommen tugtes af strenge skolemestre. Skismaet
udstiller Sneedorff i et lille politologisk ordspil: ”Vi leve i
Monarkier; De Skrifter, som vi læse i Ungdommen, ere
republikanske, og Maaden, hvorpaa vi opdrages, er despotisk.” 174
Nej, i monarkiet bør den sande ære være opdragelsens ledetråd, og
indlæringen bør foregå ved overtalelse frem for tvang.
Når folkets og regentens ære stemmer overens, skaber den et
optimalt bånd mellem folk og styre. 175 Det kræver, at regenten
styrer i fornuftig frihed, altså underlægger sig statens formål, men
så kan han også gøre ”Beester til Mennesker.” 176 Regenten behøver
ikke regere med tvang, for folket indser selv det rigtige og gør det
med fornøjelse:
172 VII, s. 109.
173 VII, s. 110.
174 VII, s. 379.
175 VII, s. 112.
176 VII, s. 111.
51

[A]lt det Møisommelige og Ubehagelige i Regieringen
falder bort, naar en Regent har i hver Persons Hierte en
Paaminder, en Driver og en Dommer, som uden Haab og
Frygt bevæger Folk til de største Gierninger, og til saadan en
Selvfornægtelse, som hverken ved Straf eller Belønning kan
udvirkes. 177
Den åbenbarede samfundskraft
Dyd og ære er de vigtigste og fyldigst behandlede former for police
i Sneedorffs værk, selvom der findes andre. Frygt er det despotiske
styres stabiliserende kraft, men det er en kraft, der kun kan motivere
folk til at gøre det allermest nødvendige, og som Sneedorff kun
ofrer få, fordømmende ord: Mennesket er som et dyr, det har ingen
”Regel” i sig (dyd), og det forholder sig ikke til andres domme
(ære).
Hvis alt andet slår fejl, må der være et socialt bånd tilbage, som bør
være at finde i alle styreformer. Det er religionen, som er stærkere
til at regulere sindet end nogen af de andre policer. Det kan
umiddelbart give indtryk af, at religionen står over de andre og
styreformerne som sådan, men det er ikke tilfældet. Religionen er
måske nok mere ophøjet end ære og dyd, men kun såfremt den fører
mennesker til ”sande Dyder, som har en virkelig Nytte i det
borgerlige Selskab”. Den kan desværre let misbruges og kan som
æren være sand eller falsk, 178 og derfor må religionen i praksis være
underordnet statens formål. Statens formål er fornuftigt, og
religionens rolle må derfor være ved åbenbaring at give de
fornuftige sandheder ny vægt. Men så kan den også være til stor
nytte. Jesu eksempel kan tjene som forbillede for den eftertragtede
selvfornægtelse, 179 og det kan opmuntre til at fremstå som et godt
eksempel for andre, hvorved dyden og æren igen kan få den rette
betydning og blive renset. 180 Den kristne næstekærlighed, opofring
for det almindelige, afholdenhed, nøjsomhed og renhed i sæder
understøtter alt sammen menneskets og det borgerlige samfunds
fornuftige og mest fuldkomne love, og det forsyner det borgerlige
adfærdsideal med et løfte om frelse i det hinsides. Det er både
regentens og undersåtternes bedste forsikring om dydige manerer, at
”alle Bevægelser indtil Hiertets skjulte Tanker bemerkes af en
usynlig Dommer”. 181
177 VII, s. 113.
178 VII, s. 117.
179 VII, s. 402.
180 VII, s. 119.
181 VII, s. 403.
52

Selvom statens formål først og fremmest er sekulært i form af
velstand og lykke i det dennesidige, kan og bør det altså suppleres
med religionen. Men gejstligheden bør holdes på afstand af den
verdslige magt, og religionens formål må være statens formål,
hvorved den i sidste ende kan være med til at skabe velstand og
sikkerhed tilvejebragt ved produktiv adfærd og social fred. Det
giver religionen en utilitaristisk berettigelse, som hos den religiøse
Sneedorff ikke skal misforstås som et tegn på ateisme:
Det er mueligt, at den menneskelige Forstand kan for en Tid
tvivle om Religionens Sandheder; Men der behøves ikke
lang Undersøgning til at overbevises om dens Nytte. 182
Der er snarere tale om en konsolidering af religionens plads
indenfor en meget verdslig politisk teori. Hvis nogen skulle være i
tvivl.
Betingelserne for police
Som bekendt skrev Montesquieu, at både ære og dyd kan
forekomme i såvel republikker som monarkier, men at dyden er
grundprincip, det vil sige en nødvendig forudsætning, i republikker,
mens æren har en tilsvarende funktion i monarkier. Hos Sneedorff
bliver den opfattelse til, at den borgerlige dyd er afgørende i
republikker, fordi andre policer ikke er tilladte. 183 Det kræver stor
selvfornægtelse at handle til fordel for det almindelige bedste uden
at få synlige fordele af det. 184 Spidsformuleringen om dyden som
den eneste ”tilladte” police er dog vist en overdrivelse for at
fremme forståelsen, for Sneedorff skriver senere noget andet.
Selvfornægtelsens forudsætninger er igen lighed, nøjsomhed og
tarvelighed. Men da hensigten er at fremelske en bestemt mentalitet,
er det mere afgørende, hvad folk tror, end hvordan de faktiske,
materielle omstændigheder former sig, selvom de har betydning.
Det drejer sig om ved opdragelse og embedsmænds eksempel at
indplante et ideal om det beskedne liv: ”Den Borgerlige Lighed kan
ikke være mere sikker, end naar Folk troe, at maadelige
Omstændigheder ere de lykkeligste; at, om Himmelen selv tillod
dem at vælge deres Skiebne, saa vilde de ikke bytte med en
182 VII, s. 403.
183 VII, s. 183.
184 VII, s. ”225”. (En trykfejl: Mellem side 123 og 124 er to sider
med numrene 224 og 225. Samme sidetal findes altså to gange. De
fejlagtige angives herefter i anførselstegn.)
53

Monark”. 185 Selv sværmer Sneedorff langt fra for en tilværelse som
den ”Lacedæmoniske” (spartanske). Fornøjelse og overflod måtte
være bandlyst for ikke at vække begærlighed og misundelse, og han
spår ikke staten lang levetid. 186 Selvfornægtelse er ikke desto
mindre en vigtig støtte for den borgerlige dyd og en vigtig
komponent i Sneedorffs forestilling om borgerlighed. 187 Men
selvfornægtelse er ikke altid mulig, og derfor kan dyden ikke stå
alene som statens ledende motiv.
Om ære kan der kun delvist være tale i republikker, da de
almindelige domme kan være bedrageriske uden en monark som
forbillede. 188 Og i republikken må æren være så ren, at den næsten
er uadskillelig fra dyd. Hvis æren indebærer en ringeagt af andres
fortjenester, er den skadelig, for så undergraver den identifikationen
med det almindelige. 189 Alt, der kan ryste ligheden, er i republikken
af det onde. Idet Sneedorff konstaterer, at verden kendetegnes ved
en stigende velstand og ulighed, kan han slutte, at republikker
vanskeligt vil kunne opretholdes i længden, og der vil være et
voksende behov for monarkier. 190 Som hovedregel hører
republikkerne både historisk og i politisk raffinement fortiden til.
Hver stand sin ære
I monarkier derimod kan regenten kompensere for kravet om
selvfornægtelse med ”en Mængde af Grader i Anseelse”. Derfor kan
undersåtterne ved at forfølge deres immaterielle egennytte bevæges
til at tjene det almindelige bedste. 191
Æren byder dog også på mange farer. Som bekendt kan den være
falsk. Værre endnu bliver det, hvis den kan købes. Det vil alene føre
til uformuenhed og dovenskab, hvilket vil sige det diametralt
modsatte af statens formål. I en passage, der fortjener sin fulde
ordlyd, kritiserer Sneedorff pengeprisens fremmedgørende effekt,
når den nivellerer – og annullerer – al værdi:
185
VII, s. 173.
186
VII, s. 208.
187
I forlængelse af den tyske sociolog Max Webers studier hævdes
den borgerlige nøjsomhed ofte at have rødder i religiøst asketiske
forestillinger. Jf. Max Weber: Den protestantiske etik og
kapitalismens ånd, København 1995, s. 103ff. Hos Sneedorff er der
derimod tale om klassisk republikanisme.
188
VII, s. ”224”.
189
VII, s. 185.
190
VII, s. 124.
191
VII, s. 123.
54

Naar Regieringen sælger Ære, saa sælger Folket deres
Tjeneste; Penge blive da den almindelige Priis paa alting, og
det er let at see, paa hvilken Side der tabes. Skatkammeret
faaer aldrig saa meget ind for Titler, at det jo maae give
mere ud for at faae Tienester, naar Ære ikke mere kan
bevæge Folk dertil. Den Gevinst, som en Regiering giør ved
at sælge Rang, veier aldrig mod det, som den kan spare, naar
Ære har saadan en Priis, at man med den alene kan betale de
største Fortienester. 192
Derfor må ære og rigdom adskilles. Salg af embeder var allerede
afskaffet, så på det punkt er Sneedorff ikke radikal. 193 Men ved at
udstille konsekvenserne af en regering, som hviler på køb og salg af
tjenester, kan han fremhæve sit æresbegrebs fortræffeligheder.
Sneedorff kritiserer på intet tidspunkt det standsgraduerede
samfund, men han advarer bestemt mod at benytte stand som en
målestok for ære. Stand er ganske simpelt et samfundsmæssigt
grundvilkår, mens æren må operere i en anden dimension. Opfattes
de lavere stænder som æreløse, vil det have den socialt
destabiliserende og produktionshæmmende konsekvens, at alle vil
ønske at forlade deres stand. Når stand er et grundvilkår, men ikke
må blive målestok for æren, kræver det derfor, at enhver stand bør
have sin egen ære, 194 og at målestokken er noget andet. Enhver må
vinde anerkendelse for en eksemplarisk foretagsomhed med sine
standsdefinerede opgaver. Ligeså vigtigt er det dog, at de højere
stænder ikke føler det nedværdigende at deltage i de lavere stænders
aktiviteter, fx når en adelsmand driver handel eller kaster sig over
akademiske studier. I det hele taget er det væsentligt for Sneedorff
at gøre op med ringeagt for almuen. Den monarkiske æres mekanik
består netop deri, at alle undersåtterne kan føle ære og vil ønske at
tage del i monarkens. Ærens målestok må derfor være uafhængig af
social position.
Den tyske historiker Thomas Nipperdey skriver om utopier, at de
ofte florerer i kriseperioder, når ”ein Ordnungssystem nicht mehr
funktioniert”. Utopien retter sig ikke mod personer, men kritiserer
herskende samfundsprincipper, for eksempel når der ikke længere
kan opretholdes fred, økonomisk sikkerhed, stabile magtforhold,
eller når ”das System mit dem Bewußtsein der führenden
Repräsentanten des Geistes in einen grundsätzlichen Widerstreit
tritt.” 195 Det sociale ordenssystem, Om den borgerlige Regiering
192
VII, s. 389.
193
Ole Feldbæk: Den lange fred..., s. 126.
194
VII, s. 390.
195
Nipperdey, op.cit., s. 77.
55

etragtet som utopisk skrift retter brodden mod, er det aktuelle
sociale vurderingssystem med dets moralske konsekvenser.
Rangsygen, de honnette ambitioner, som satirikerne Christian
Falster og Ludvig Holberg også havde vendt sig mod, er
samfundsskadelig, fordi produktionsgrundlaget destabiliseres og
loyalitetsbåndene mellem regering og folk bliver forlorne og
skrøbelige. Det eftertragtede alternativ, statens almennyttige formål,
kunne indfris, hvis bare en statsnyttig borgerånd ville tage bolig i
alle undersåtters hjerter på tværs af stand. Det er en borgerlig
regering. Men hvordan er borgerånden praktisk mulig?
Patriotiske tilbøjeligheder
I monarkier er dyden ikke påkrævet på samme måde som i
republikker. 196 Så langt er Sneedorff på linje med Montesquieu.
Men hvor Montesquieu finder dyden om ikke uopnåelig så i hvert
fald unødvendig i monarkier, der tilskriver Sneedorff den en
afgørende rolle som ærens målestok og desinfektionsmiddel. Dyden
baseret på lighed kan ikke være påkrævet, for i monarkiets
hierarkiske orden kan den borgerlige dyd i sagens natur ikke være
kærlighed til lighed. I stedet består dyden i monarkiet i en kærlighed
til det almindelige, som indebærer henholdsvis monarkens
kærlighed til undersåtterne og undersåtternes kærlighed til
monarken. Det vil i henhold til de naturlige love være en rationel
erkendelse hos fornuftige væsner. Men da menneskenes fornuft som
bekendt er indskrænket, er det nødvendigt at lade kærligheden til
det almindelige understøtte ”ved Passioner og ved Vane”. 197 Hvilke
lidenskaber og vaner bestyrker det almindelige? Det gør ”[d]en
Samling af Tilbøieligheder, som vi have til det Sted, hvor vi ere
fødte, og til de Folk, som have Sæder, Religion, Sprog og
Levemaade tilfælles med os”, kort sagt fædrelandet, og kærligheden
dertil kaldes patriotisme. Fædrelandet er altså et surrogat for det
almindelige og den lidenskabelige patriotisme en erstatning for
eller, om man vil, operationaliseringen af den fuldkomne kærlighed
til det almindelige, den borgerlige dyd. Sneedorff indskyder, at der
kan synes at være ”noget ufornuftigt” i begejstringen for enshed i
sæder og vaner. Det er en irrationel tilbøjelighed på linje med den
kærlighed, som forældre kan have til slette børn, og selvom
patriotisme ikke altid er en dyd, ”saa er det dog i det mindste iblant
de forudfattede Meninger, som i Mangel af bedre maae troes af
Mængden.” 198 Kommentaren er ikke uden nedlandenhed overfor
”Mængden”. Ikke desto mindre opvurderer Sneedorff ved flere
196 VII, s. 123.
197 VII, s. 362.
198 VII, s. 363.
56

lejligheder de lavere samfundslag – alle stænder er ærefulde – og
netop patriotisme mener Sneedorff, at man ofte vil finde stærkere
repræsenteret hos ”den ringeste Pøbel” end blandt de fornemme. 199
Samtidig udgør patriotismen ved sin standsoverskridende karakter
en socialt nivellerende målestok for æren. Konsekvensen
ekspliciteres aldrig af Sneedorff, men en flittig bonde, der arbejder
ærekært for fædrelandet, vil i princippet være mere
anerkendelsesværdig end en egennyttig aristokrat, der hengiver sig
til fornøjelse, pynt og pragt. Dermed rummer patriotismen
tilsyneladende en potentiel risiko for at kunne destabilisere den
sociale orden; forestillingen om ære via merit kan undergrave
respekten for de privilegerede af stand og rang. For Sneedorff er der
dog først og fremmest tale om det diametralt modsatte. Patriotismen
bygger bro mellem samfundets stænder og mellem undersåtter og
monark.
Da patriotismen gør det ud for troskaben mod regenten, må
Sneedorff vende sig skarpt mod en forestilling om, at fædrelandet er
der, hvor man lever bedst. Kan man skifte fædreland, kan man også
skifte regent, 200 og er en sådan troløshed mulig, kan
borgerdydsbåndet til befordring af statens formål kun være svagt. I
stedet søger man på en urimelig måde at tilfredsstille den lave
selvopholdelsesdrift. Ansvaret er imidlertid ikke alene de regeredes.
Undersåtterne lærer den borgerlige dyd at kende ved regenten:
”naar man vil have at andre skulle troe noget, saa maae man handle,
som om man troede det selv”. Regenten må være patriotisk mod
andre, som han vil have, at de skal være patriotiske mod ham. 201
Sneedorffs patriotismebegreb kredser om en række vigtige
problemstillinger, som jeg vil vende tilbage til i ottende kapitel.
At skabe en regent
Med Sneedorffs nøgterne formuleringer antager ære, dyd og
patriotisme ofte en instrumentel, regeringsteknisk karakter, og i
retorikken synes hans anbefalinger sine steder svære at skelne fra
det, han hyppigt fordømmer hos ”den falske Statskunst”,
Machiavelli og ”de Italienske Skoler”. Men værket er på den anden
side en vejledende henvendelse til regeringen og de, der er på vej til
at indtage betydningsfulde positioner i samfundet, og taler derfor
magtens sprog. Om den borgerlige Regiering er både et nøgternt
statsvidenskabeligt og et moraliserende skrift: den effektive
statskunst består netop i at tilføre politikken en moralsk dimension –
police. På den måde kan Sneedorff præsentere en ”realistisk”
199 VII, s. 183.
200 VII, s. 363.
201 VII, s. 363.
57

egeringsmanual og samtidig lægge distance til forestillinger om en
amoralsk ragione di stato. 202
Det er derfor Sneedorff magtpåliggende, at regenten rent faktisk er
opfyldt at dyd og sand ære. Dyd som forbillede for borgernes dyd
og som målestok for æren opretholdes fordelagtigt i et monarki,
fordi der modsat i republikkens styrelse kun kræves én, velopdraget
persons selvfornægtelse på fællesskabets vegne, og med sådan et
forbillede er den også lettere at indgyde i folket, end den vil være i
republikken. 203 Velopdraget er imidlertid et kardinalpunkt, for når
ingen ydre instanser kan sætte grænser for magtudøvelsen, er
prinseopdragelsen i princippet det eneste, der kan indpode regenten
in spe de rette begreber om ære og dyd. Derfor er sidste afsnit af
Om den borgerlige Regiering viet ”en Prindses Opdragelse”. 204
Som bekendt er målet for opdragelsen at lade regenten arte sig til
fornuftig frihed. Passionerne skal tøjles, og for en prins er de
farligste passioner vrede og frygt; begge dele kan gøre ham til en
tyran. Derfor må han ikke opdrages ved tvang. Det ligger for så vidt
i hele ideen om fornuftig frihed og police, der i sig selv er et
pædagogisk projekt: Hensigten er ikke at knægte vilje, men at
ændre motiver så de under regeringsformens forudsætninger
fremmer statens formål. Alle nærer en naturlig frihedstrang og
modvilje mod lærere, og begge dele er desto stærkere hos prinser.
Derfor må man ikke forcere undervisningen, men ”mage det
saaledes, at de ansee de Ting, som man vil indprænte dem, for deres
egne Opfindelser.” Rigtigheden af religion og dyd kan være
vanskeligt at forstå i en ung alder, men ære derimod virker med det
samme, for ”[j]o mindre vi ere i Stand til at dømme selv, jo mere
indtages vi af andres Domme”. 205 Fra prinsen lærer at føle sig under
konstant observation, må han lære at eftertragte andres ros. Er
driften til at foretage rosværdige gerninger installeret, vil en vigtig
forudsætning for et ærværdigt regimente være på plads. Fejl bør
ikke påtales i særlig grad, da det kan føre til den ulykke, at prinsen
gemmer sig af skam. Dyden må indtage hjertet ved opbyggelige
historiske forbilleder, men dog nogle der er renset for overdrivelser,
laster og hykleri. Nogen uredigeret, realistisk skildring kan der
absolut ikke blive tale om. Til gengæld kan historiebogen med
fordel forsynes med illustrationer til at stimulere hjerte og
202 Hvilke opfattelser, der med rimelighed kan tillægges
Machiavelli, er ikke afgørende i sammenhængen.
203 VII, s. ”224”.
204 Det er forkert, når Plesner hævder (op.cit., s. 43), at Sneedorff i
Breve (VIII, s. 283) ”indrømmer”, at afsnittet om prinseopdragelse
er overflødigt.
205 VII, s. 419.
58

nysgerrighed. 206 Når hjertet er indtaget, og en vis alder er nået, er
det på tide at lade forstanden følge efter med forklaringer om det
gode styre, det almindelige bedste etc. Det er dog vigtigt at lade det
blive ved et begrænset antal relativt simple regler, så ”den Villie,
som skal være andres Regel” ikke kommer til at vakle. 207 En prins
må kende sit land, og derfor må embedsmænd indhente oplysninger
til brug for en mindre lærebog. 208 Det er en balancegang at finde
middelvejen mellem, at han kommer til at tvivle eller bliver
påståelig. Han må på en gang kunne inddrage andre i
regeringsførelsen og stå fast på sit sidste ord. Hverken være hærdet
til kynisme eller ubekendt med andres lidelser. Således opnås det
vigtigste formål, at han har hjertet med i styret og kan føle med det
almindelige. Som sindbillede herpå afrunder Sneedorff inciterende
med en fortælling om en fransk konge, der efter et slag tog sin
tronfølger med til slagmarken og tåreblændet manede: ”Se min søn,
hvad sejren har kostet os.” 209
206
VII, s. 421. En særlig prinsehistorie præsenteredes tre år senere
af kronprinsens (den senere Chr. VII) schweiziske lærer, Paul-Henri
Mallet, Horstbøll: ”Mellem despoti og demokrati...”, s. 163.
207
VII, s. 425.
208
VII, s. 427.
209
VII, s. 434.
59

VI. I Persepolis’ spejl
Souverainens Sjæl er som en Skabelon, der giver Form til
alle andre Sjæle.
CHARLES DE MONTESQUIEU 210
Med Om den borgerlige Regiering har Sneedorff præsenteret et
harmonisk og driftigt enevældesamfund, der er til for dets
indbyggere – borgernes – skyld. Politisk tilstår dette samfund i
bedste fald borgerne en rådgivende funktion – for deres egen skyld.
Men det er dog afgørende, at de deltager aktivt i tilvejebringelsen af
statens velstand – også for deres egen skyld. Borgernes statsnyttige
sindelag puster liv i denne stat, og det må være behersket af enten
sand æresfølelse eller borgerlig dyd. Er de drevet af ære eller dyd
kan de være frie fra tvang, for så vil de være frie på den fornuftige,
statsnyttige facon. De kan regere sig selv gennem en ”driver i
hjertet”. Problemet er bare, at denne tilstand er langt fra
virkeligheden. Det gør Sneedorff klart i sine første skrifter efter
bogen om statskunsten.
En række Voltaire-oversættelser bliver Sneedorffs afsæt til noget,
der måske bedst kan beskrives som en kulturjournalistisk løbebane.
Den direkte anledning er Voltaires Visions des Babouc (1746), som
Sneedorff i 1758 fordansker til Verden, som den er, eller Babues
Syn. Ud over at give Sorø-professorernes nye bogtrykker noget at
bestille, 211 er det Sneedorffs erklærede hensigt at præsentere
læserne for ”Fabler i en bedre Smag end de fleste”. Formålet er ikke
bare underholdende tidsfordriv, men opbyggelse, og genren er
strategisk valgt, fordi der er så stort afsæt på ”Eventyrer”. 212 Med
smag sigter Sneedorff uden tvivl til Voltaires litterære og stilistiske
kvaliteter, men som det vil vise sig, rummer det opbyggelige også et
spidsfindigt politisk perspektiv. Distinktionen smag-politik er dog
delvist en analytisk konstruktion; Sneedorff lader det ofte gå i ét
som driften mod fuldkommenhed. Fuldkommenheden viser sig i
smagens og sindets raffinement, og den mentale forædling er
samtidig vejen til en mere fuldkommen, velregeret stat.
Babues Syn er en satirisk samtidsskildring i den tradition, som
Montesquieu populariserede med sine Persiske Breve (1721) om to
orientalske rejsendes forundrede møde med Europa. Babues Syn er
210
Charles Louis de Secondat de Montesquieu: Persiske Breve,
København 1956 [1721], s. 36.
211
Det skriver Sneedorff i fortalen (VIII, s. 321).
212 VIII, s. 321.
60

omvendt hensat til antikkens Asien, men Asien er en allegori for
Europa, ligesom alle andre steder og personer har slet skjulte
sidestykker i det 18. århundredes europæiske virkelighed. I
fortællingen sender englen Ituriel skyteren Babue på en mission.
Han skal opsøge den persiske hovedstad Persepolis (Paris) for at
bedømme, om Ituriel bør tilintetgøre den for sine laster. Babue
finder mange forfærdende fejl blandt Persepolis’ indbyggere, men
han finder også mange dyder. Rejsen bliver for Babue en erkendelse
og accept af ”Verden, som den er” med lige dele godt og ondt, og
Ituriel lader Persepolis gå fri for straf.
I Sneedorffs egen Fortsættelse af Babues Syn er den rejsende
hovedperson åbenlyst blevet til Sneedorffs alter ego. Det står hurtigt
klart, at Skytien er det danske rige, og med den fiktive færd stiller
Sneedorff en samfundsdiagnose ved at spejle fædrelandet i de
franske tilstande.
Hjemvendt fra Persepolis tager Babue på rejse i Skytien. Hans
erklærede hensigt er at oplyse sine medborgere ved at tilføre dem
den ”Munterhed, Artighed, Venlighed, Smag og Vittighed”, som
han fandt hos perserne. Babue vil lade skyterne tage ved lære af et
persisk skønmaleri: de persiske laster bør holdes skjult, så skyterne
alene inspireres af de gode eksempler. 213 Det bedste fra perserne
skal forenes med det bedste fra skyterne.
Babues første møde er med den skytiske krigshær, som han finder
veldisciplineret og af en tilpas størrelse; ikke for lille, men heller
ikke for stor, da Merkur (Frederik V), med tilnavnet ”Theutat, som
betyder Folkets Fader”, ”sætter sin Ære alene i sit Riges
Velstand”. 214 Så langt er Babue veltilfreds (det er jo idealstatens
formål), men det forundrer ham, at kommandosproget er egyptisk
(tysk). Nogen tilfredsstillende begrundelse får han ikke, og han
foreslår derfor, at man som i Persien opretter regimenter med
egyptere for sig og indfødte for sig. De indfødtes regimenter kan så
passende rekrutteres blandt soldaterbørn, som gennem hele deres
opvækst er udset til krigstjeneste og derfor opdrages derefter. Det
vedligeholder så effektivt ”Enighed og god Orden”. 215
Babue ankommer herefter til den ved første øjekast uimponerende
by Celtopolis (København). Det er bemærkelsesværdigt og
betegnende for de oplyste skribenters erfaringshorisont, at
Sneedorffs beskrivelse som i Voltaires forlæg hurtigt indsnævrer sig
til en odyssé i hovedstaden. Det er øjensynligt den eneste lokalitet
foruden hæren, hvor der er sæder værd at vurdere. For Sneedorff er
næppe bevidst; senere viser han stor interesse for landalmuen. Men
213 VIII, s. 368.
214 VIII, s. 369.
215 VIII, s. 371.
61

hans og hans læseres kendskab knytter sig formentlig hovedsagligt
til byen.
I Celtopolis forfærdes Babue over sine landsmænds omgang med de
døde. Der stinker fra en vogn med et forrådnet lig, og indbyggerne
har beklageligvis overtaget den persiske last at give de fornemme
døde åbne begravelser i templerne (kirkerne) i stedet for som i
gamle dage at begrave dem uden for byen i store høje. 216
Stemningen skifter dog fuldstændig, da en venlig skyter tager ham
med til den største plads i byen (Kongens Nytorv), hvis arkitektur
langt overstråler Persepolis’. Han føres rundt i det nye kvarter
(Frederiksstaden), der er opført, mens Babue var i Persien, og
særligt betages han af en stor plads omgivet af fire palæer
(Amalienborg), hvor der snart skal stå en æresstøtte af Theutat. Om
aftenen opvartes han i godt selskab hos sin nye ven, men undrer sig
dog over fruentimmernes fravær. At det skyldes, at de skytiske
mænd vil have kvinderne for sig selv, kan Babue med en vis ret
forstå; han har mødt en del udsvævende kvinder i Persepolis. Ikke
desto mindre mener han, at selvom man i Persien er ”vel frie”, så
kunne skyterne dog tage det bedste i deres sæder og omgås mænd
og kvinder inden for ærbarhedens grænser. Hvad Sneedorff anser
som det nyttige ved dette samvær, skal senere vise sig, men det er
umiddelbart meningsfuldt, at en kølig adskillelse af kønnene passer
dårligt med hans forestilling om det gavnlige i passioner, såfremt de
lægges i kontrollerede baner. Som aftenen og alkoholindtaget
skrider frem, viser passionerne sig imidlertid fra deres værste side,
idet den venlige værts indbudte gæster får vanskeligere og
vanskeligere ved at kontrollere deres temperamenter. Den høflige
omgangsform afløses til Babues forskrækkelse af et regulært
masseslagsmål. For Babue bliver det en lektie i skyternes upolerede
facon.
Et stort tempel, som han senere aflægger visit, er overraskende
tomt, og især forundres Babue over de fornemmes fravær. Han
bevæger sig herfra til skuepladsen, som er anderledes velbesøgt.
Mod forventning er det ikke som i Persepolis konger og dronninger
og helte og heltinder, der træder frem på scenen for at mane til dyd
og pligt og advare om passionernes fare. Nej, det er (Falster og
Holbergs) rangsyge borgere, statskloge kandestøbere, pedantiske
skolemestre, stundesløse dagdrivere, vægelsindede kællinger og
andre latterlige eksistenser, som træder frem til spot og spe.
Publikum er henrykt, og Babue ler med og betages af en
kammerpige, som er meget smukkere end de persiske heltinder. Da
han opsøger hende efter forestillingen, kan hun dog berette, at et
stort publikum er et særsyn, idet skyternes smag er sær og
216 VIII, s. 373.
62

utilregnelig. 217 Selvom forestillingerne er af høj kvalitet, lader
skyternes teaterkultur altså noget tilbage at ønske.
På et marked stifter Babue bekendtskab med sine landsmænds
handelsmoral. En venlig købmands overkommelige priser forleder
ham i begyndelsen til at tro, at skyterne handler med større
oprigtighed end de persiske kræmmere. Men da han kommer hjem
med varerne, viser det sig, at der er snydt med mål og vægt. Da han
opsøger købmanden for at klage, har denne ændret karakter og er
blevet anderledes uvenlig. Hans kritisable købmandskab og lave
moral ledsages af en opblæst fremtoning, idet han insisterer på at
blive kaldt ”Velbyrdig” med titel af curete. Købmanden fraskriver
sig et personligt ansvar med bon motet: ”enhver ærlig Mand er en
Tyv i sin Næring”.
Oven på disse oplevelser søger Babue fortrøstningsfuldt selskab hos
en druide (præst). Druiden foregiver ved første øjekast at være et
ydmygt gemyt, da han ikke omgiver sig med pragt og bestandigt
klandrer de persiske prædikanter for deres hovmod – anført af den
bedrageriske Lama i Tibet (paven). Intet menneske er nemlig
ufejlbarligt, erklærer druiden, og Babue glæder sig åbenlyst over at
møde en sådan selverkendelse hos en gejstlig. Det får dog druiden
til at fare i flint, for, raser han, de skytiske druider ”tage ikke feil,
men vi tilstaae gierne, at vi kunne tage feil”. Da Babue ”ikke var
oplyst nok for at begribe denne Forskiel”, vælger han at tie og gå
sin vej. 218 Bag en maske af falsk ydmyghed skjuler præsteskabet en
overdreven selvgodhed. Skuffet over druiderne opsøger Babue i
stedet en forsamling af lærde. Det skulle han imidlertid aldrig have
gjort, for de viser sig at være et hidsigt kobbel, der mest begiver sig
af med at fordømme persernes skrifter og overgå hinanden med
pedantiske mangebindsværker om egyptiske og keltiske guddomme.
Egypterne er i det hele taget i (overdreven) høj kurs, og de lærde
lovpriser panegyrisk egypternes afhandlinger om ”Hexekosten”,
blandt andet de ”36525 Bøger, som Hermes har skrevet, og de
hierogrammatiske Forklaringer herover, som udgiøre 900 Millioner
Bybler [bøger]”, der indeholder ”en dyb Afgrund” af visdom. 219
Skyternes bøger, som Babue senere ved selvsyn kan vurdere, er dog
bare større og ringere end de persiske. Emnerne begrænser sig til
meningsløs mystik, hvis det da ikke lige er stridsskrifter mod den
store Zoroaster (Montesquieu). Det giver Babue en anledning til at
prise dennes ærværdige værk om lovene, og med store typer
fremhæves ”perserens” indsigt: ”At man bør mere søge at
forebygge Lasterne end forøge Strafferne; At det ikke er nok, at
217 VIII, s. 381f.
218 VIII, s. 385.
219 VIII, s. 388.
63

evæge Folk ved Frygt alene; At man ved Opdragelse og
Undervisning bør søge at indprente dem Lyst og Kierlighed til det
Gode”. De skytiske skrifter kaster Babue i kaminen, hvorefter han
tager sig en spadseretur. 220
Midt i sin fortvivlelse støder han på englen Ituriel i skikkelse af en
venlig og vis mand. Han viser Babue nogle skrifter ”fulde af sund
Fornuft” skrevet på keltisk af en mand (Holberg), som nogle
middelmådige og misundelige lærde efter hans død bagtalte for at
have givet alt sit gods til det almindelige (Sorø Akademi). Der
findes med andre ord fornuftige lærde i landet, og Babue kommer
da efterhånden også til at sætte pris på Skytien, som han lærte at
sætte pris på Persien. Sin sidste undersøgelse blandt landsmændene
foretager han hos en minister. Det tager ham dog tid at få foretræde
på grund af den horde af ”fornemme Tiggere”, der fylder
forgemakket og får audiens efter rang. Af samme grund må Babue
vente. Det parasitære slæng svømmer over af ros til statsmanden,
men en tilstedeværende perser betror Babue, at det er ren
forstillelse; typisk for skyterne skjuler de deres misfornøjelse og
bærer nag. Det bekræfter den alvorlige, ædelmodige og veltalende
minister (formentlig Bernstorff). Han higer hverken efter rigdom
eller magt, men søger forgæves sine landsmænds taknemlighed og
fornøjelse. De dømmer kun på udfald og har intet begreb om de
styrendes hensigter. Misnøjen maskerer de bag opvartninger,
slaviskhed og hykleri, mens de taler ministeren bag om ryggen. På
opfordring kan Babue imidlertid anvise statsmanden en ærlig og
fornuftig mand (Babue afslår selv venligt statsmandens tjenester),
som han kan behandle godt og vente sig taknemlighed af. Ind
kommer nemlig Babues skytiske ven, den første han mødte i byen.
Han er blevet udsat for en smædekampagne, men ministeren kan
gøre sagen god, og fortællingen ender lykkeligt i vennens hjem i et
rørende selskab af familie og sande venner. Alle er forenet i lykke
og taknemlighed mod ministeren, deres ædelmodige velgører.
Glæden over hofmanden og over at have reddet en ærlig og
uskyldig landsmand fylder Babue med en følelse, han aldrig før har
kendt, og får ham til at glemme Persepolis og perserne. 221
Grundfortællingen i Fortsættelse af Babues Syn stemmer nøje
overens med oversættelsen af Voltaires original. Babue opsøger i
Celtopolis de samme typer og lokaliteter som i Persepolis, men
slutningen stikker af fra Voltaires manuskript. Ganske vist er
Verden også i Celtopolis sig selv på godt og ondt, men her lykkes
det ved en uegennyttig indsats Babue at stifte en hjertelig
forbindelse mellem de dydige borgere og den ædle statsmand.
220
VIII, s. 390. Den kritiske Montesquieu-reception drøftes i Holm:
”Om det Syn...”.
221
VIII, s. 398.
64

Babues patriotiske iver får ham til at glemme Persepolis til fordel
for sit fædreland. Skriftet er dels et udstillingskatalog over moralsk
forfald: drukkenskab i passionernes vold, dårlig smag, selvgode
præster, spekulative lærde, uredelige prangere og høfligt hykleri.
Men det rummer også et politisk løfte, der pædagogisk formidler
essensen af Om den borgerlige Regiering: Er borgerne oprigtigt
hengivne og oplyste om politikkens hensigt, kan den gode regering
gøre dem lyksalige.
Spørgsmål om ære
Sneedorffs satire besvares offentligt af ni Breve til Babue fra en
opdigtet vennekreds. Brevene er forfattet af den daværende lærer
for arveprins Frederik, Tyge Rothe, der ærbødigt benytter
henvendelserne til en videre undersøgelse af den skytiske tilstand
og det ønskværdige og mulige i forbedringer. Ved at lade en række
ufornuftige skribenter gøre sig til talsmænd for det modsatte slutter
Rothe op om den forestilling, at skyterne er ufuldkomne og kan lære
af fremmede. 222 Brevene er fyldt med en række retoriske spørgsmål
til Babue; om det da skulle være nyttigt at huske og ære de, der har
ofret sig for fædrelandet, 223 at lade kvinderne dyrke deres
forstand, 224 at betragte håndværk som ærefuldt og statsnyttigt (og
passende for skikkelige folk), 225 ikke at undervise og opdrage børn
med udenadslære og strenge skolemestre, 226 at lade ære følge
fortjeneste, 227 at søge andet end statslig embedsforsørgelse, 228 at
forbedre smagen 229 og sæderne i almindelighed. 230 Et
gennemgående tema er skytere, der som Babue inspireres af
Persien, men i deres fædreland møder en mur af modvilje og
fastgroede forestillinger.
Det er efter alt at dømme en erfaring, som Rothe og Sneedorff deler,
men med den litterært iscenesatte konflikt mellem Babue og hans
”opponenter” er det måske muligt at afmontere fordommene og
pædagogisk føre de uoplyste til Babues synspunkt. I Babues Svar
paa nogle Breve til ham tager Sneedorff venligt ”kritikerne” i
hånden og søger at overbevise dem om det mulige og ønskværdige i
at åbne sig for persiske impulser – det vil sige at tage imod alle de
222 Se fx VIII, 410ff.
223 VIII, s. 415.
224 VIII, s. 418.
225 VIII, s. 427.
226 VIII, s. 430.
227 VIII, s. 436.
228 VIII, s. 440.
229 VIII, s. 443.
230 VIII, s. 447.
65

anbefalinger, som lå implicit i Rothes spørgsmål. Rothes stråmænd
hævdede, at skyterne på en gang er selvgode og nægter at ære
landsmænd, der har gjort sig bemærket i ord eller handling. Det kan
Babue ikke tro, da skyternes kollektive forestilling om egen
fuldkommenhed da netop må gøre interessen stor for eksemplariske
landsmænd. 231
Dydens vogtere
Omkring år 1700 havde den såkaldte salonkultur holdt indtog i
Frankrigs fornemme miljøer. Ved hoffet og i de aristokratiske
palæer kunne en kvindelig værtinde samle intellektuelle og
kunstnere omkring sig til uformelt samvær. Salonen var en
finkulturel foreteelse, men den hjemlige atmosfære og kvinden i
centrum havde til formål at fremelske en rolig og behagelig –
salonfæhig – tone. Denne artige nyskabelse havde først i starten af
1750’erne fundet fodfæste i dansk sammenhæng, 232 og den var
formentlig Rothes forbillede, da han på sin implicitte facon slog til
lyd for, at kvindelig blidhed kan forfine mændenes smag. Men
Babue slutter kun delvist op om Rothes forslag. Han deler
synspunktet, at kvinder bør have lov at bruge deres forstand. Men,
advarer han, de bør også være huslige. 233 Det er alene et træk ved
denne nye, aristokratiske kvindetype, som slår an hos Babue, for det
handler ikke om at erstatte, men om at udvide en kvinderolle.
Vigtigst synes kvindernes dydsbefordrende potentiale at være, for
sådan indskrives de direkte i Sneedorffs politiske projekt.
Fruentimmerne skal læse for at kende religion, ære og dyd. Det er
dog ikke så meget et formål i sig selv (for kvinderne er det nok),
men en forudsætning for noget andet. De skal nemlig gøre det klart,
at de foretrækker mænd, som handler ædelt. 234 Ikke rang og klæder,
men ”virkelige Fortienester” skal alene kendetegne den fuldkomne
mandsperson og dermed kunne behage skyterinderne. 235 Kvinderne
skal være dydens vogtere: De skal kende den sande målestok for
ærværdige handlinger og dermed rense mændenes begreber og
adfærd. På den måde kan kvinderne tjene fædrelandet ved at
anspore mændene til at tjene det almindelige. Sådan skabes endnu
en – vigtig – forudsætning for, at passionerne kan komme til at
understøtte det almindelige bedste. Mænds ære skal ikke bare være
231
VIII, s. 470.
232
Fjord Jensen, op.cit., s. 33ff. Rönning knytter det ændrede
kvindesyn til den såkaldte tyske koloni i København, mere specifikt
idealiseringen af Klopstocks hustru, Margareta Moller. Rönning,
op.cit., s. 263.
233
VIII, s. 480.
234
VIII, s. 478.
235
VII, s. 488.
66

offentlig anerkendelse, men en forudsætning for succes hos ”det
smukke Kiøn”.
Næsten alle brevenes emner henfører Babue til præcis spørgsmålet
om ære, Sneedorffs mærkesag. Skyterne har fra gammel tid en stor
æresfølelse, og det er – i princippet – et godt udgangspunkt. Den er
som en gud for dem, og, skriver Babue satirisk, de ”vide rigtigere at
inddele den og nøiere at udregne alle dens Grader, end noget andet
Folk.” 236 Overfladisk ære der måles efter stand og rang, vel at
mærke, og den søger de med detaljerede forskrifter for sprog,
positur og mimik. Men forstod de dog bare at måle den efter
fortjeneste. Problemet er nemlig ærens aktuelle målestok. Den er
falsk. I stedet for den forstillede jagt på overfladiske begunstigelser
som rang, pragt og rigdom, burde folk i alle positioner søge sand
offentlig anerkendelse for deres gerninger. Belønningen skulle være
”Tegn, der giorde Personen mere bemerket end hans Klæder”. Den
sande ære viser sig som de offentlige domme om vores
fuldkommenhed, og derfor vil belønningen for fuldkomne gerninger
frem for alt være ”Mængden af Tilskuerne, som trængede sig frem
for at see saadan en Patriot, som fulgde ham fra hans Huus til
Thronen, og fra Thronen hjem igien”. For ikke at tale om måden,
hvorpå hans rygte efterfølgende ville løbe fra mund til mund. 237
Skyternes aktuelle problem er som bekendt, at de nederste søger at
forlade deres stand. De regner ikke deres eget gebet for noget, og
derfor kunne Babue møde en købmand, som vanærede sin gerning,
men vigtede sig som en aristokrat. Ikke alle kan få offentligt
embede, så en embedsmand må nøjes med at lade en af sine sønner
træde i egne fodspor og lade resten opdrage til borgerlige hverv. Alt
for mange henvises til den formålsløse tiggergang ved hoffet. Hvis
de i stedet for den falske ære opdrages til et liv med videnskab,
handel og håndværk, kan de opnå rigdom, bekvemmelighed og
frihed – og gøre borgerstanden ære. 238
Antænd en lyst
Sneedorff besvarer udførligt prinselærerens spørgsmål om
opdragelsen, og hans svar følger nøje anvisningerne i Om den
borgerlige Regiering. Den skal ikke være den almindelige, som
baserer sig på frygt. Man skal heller ikke vælge en underviser til sin
søn, som hævder at kunne lære ham ”mange Million Tusinde Ord,
som han enten ikke forstaaer, eller, om han forstaaer dem, dog ikke
giør ham viisere og bedre”. 239 At danne forstanden og hjertet er
236 VIII, s. 480.
237 VIII, s. 482.
238 VIII, s. 492.
239 VIII, s. 485.
67

langt vanskeligere, men også langt vigtigere end udenadslære. Ved
venlighed, fortrolighed, udsøgt læsning, samtaler og afvekslende
fornøjelser ”antændes i den Unges Hierte en Lyst til sine Pligter”.
Det udpensles ikke, men står klart, at den unge mand herved får det
rette ledemotiv, police, som bringer ham i harmoni med samfundet.
Er dette vanskelige mål opnået, ”skal den Unge elske dig [faderen],
sit Fædreneland, og sine Medborgere med en fornuftig Kierlighed,
han skal giøre alt det, som der udkræves til at blive en værdig Søn,
Borger og Menneskeven, uden Frygt, uden Tvang, uden
Kiedsommelighed, og uden at behøve andre bevægende Grunde end
de Følelser, som Dydens Skiønhed og Ære opvækker.” 240 Frem for
alverdens overflødig lærdom skal drengebarnet stifte bekendtskab
med den viden, der er nyttig i hans stand. Med det rette sind og
standsmæssige færdigheder vil han selv vokse op og søge den sande
ære. Målestokken vil ligge i hans indre. Og har først de sande
æresbegreber vundet terræn blandt skyterne, venter en harmonisk
tilstand: ingen skal foragte den vises visdom, arbejderens armod
eller håndværkerens manglende hæderstitler. Søger alle i deres
stand at gøre sig fortjent til almindelig anerkendelse og gensidig
respekt ved at tjene det almindelige, kan de udrette meget i
fællesskab.
Sansernes feje slaver. En advarsel
De sidste spørgsmål, om smag og sæder, fører Babue til en længere
klagesang over sædernes sande forfald. Forfaldet består ikke, som
det ironisk antydes i Breve til Babue, i kvindernes og ungdommens
voksende selvbevidsthed. Nej, problemet er overdådighedens
umådelige vækst og dens indvirkning på menneskenaturen. ”Jeg
frygter tidt, ” skriver Babue, ”at meget af det, som baade de
[skyterne] og du [Rothe] og jeg ansee for en Forbedring, skal være
et Skridt til Fordærvelse”. 241 De gamle skytere havde sand ære og
dyd, fordi de levede i harmonisk nøjsomhed [naturtilstanden]. I Om
den borgerlige Regiering og Fortsættelse af Babues Syn udtrykte
Sneedorff en optimisme på menneskenes vegne og en ambitiøs
forestilling om muligheden for en art statsnyttig social ingeneering.
Selvom menneskene er ufuldkomne, rummer de dog en drift mod
fællesskab, som under det rette herskab sætter dem i stand til at
bevæge sig mod det fælles bedste, det vil sige velstand og
fuldkommenhed. Svarene på Breve til Babue rummer imidlertid en
advarsel, som ikke er uden kulturpessimisme. 242 Velstand og
fuldkommenhed går nemlig langt fra hånd i hånd. Overdådigheden
240 VIII, s. 486.
241 VIII, s. 512.
242 VIII, s. 506.
68

er ”Kilde til det meeste Onde, der er i Verden”, idet den
undergraver fordums dyd. Med overdådigheden mener Sneedorff
også at kunne klandre en række af samtidens økonomiske
lærdomme. Alt for mange undskylder den som statsnyttig, og blandt
de, der laster den, sker det ofte kun som en bekymring for
handelsbalancen, importen skal kunne modsvares af eksport. 243 Nej,
det virkelige problem, erklærer Babue, er ikke livsfornødenhedernes
herkomst, men om de forbedrer eller fordærver sæderne, om de
formerer eller reducerer indbyggertallet, om de vækker begær og
misfornøjelse, og om de svækker nidkærheden for det almindelige.
Og i almindelighed er deres virkning dårlig, fordi det materielle
overskud ikke, som det burde, anvendes som grundlag for en stor og
fornuftig befolkning til at opdyrke provinser og kolonier. En vis
materiel velstand formilder sæder og danner den smag, som gør det
muligt at sætte pris på sandhed og dyd. Men for megen overflod
fremelsker en overfladisk smag for ligegyldigheder, bare fordi de er
nye. ”Konster” dækker over såvel de skønne som de nyttige kunster,
det vil sige kunst og håndværk. Kunsten er imidlertid også det
kunstige, dvs. det ”unaturlige”, som svækker eller fordrejer sindet.
En overdådighed af indtagende menneskelige frembringelser vil
netop gøre folk til trælle af moden, ”feige Slaver af vore egne
Sandser og Indbildninger, og af andres [falske] Domme”. 244
Passionerne tager magten og fortrænger fornuften. Jo mere det
overdrevne begær tilfredsstilles, desto stærkere bliver det. De øvrige
stænder undertrykker bønderne for at ”leve af deres Sveed”, og i
takt med disses forarmelse undergraves muligheden for de øvriges
velstand. Det skaber en ond cirkel af forarmelse, mismod og
misundelse. Disse overdådighedens ”forskrækkelige Fodspor” viser
alverdens erfaring, og hos perserne er fordærvelsen mest
fremskreden. Den negative karakteristik af perserne kan virke
overraskende i et skrift, der tilsyneladende sigter på at gøre skyterne
modtagelige overfor især persisk indflydelse. Men som bekendt er
det et udvalg af persiske egenskaber, der skal podes på skyterne, og
det er desuden oplagt, at det, Sneedorff i realiteten retter skytset
mod, er skytiske laster, selvom han skriver noget andet. Det
erklærede sigte med at udstille forfaldet er under alle
omstændigheder at understrege nødvendigheden af en balanceret
forandring, der tager højde for velstandsforøgelsens iboende risici.
Al forøgelse af videnskab, kunst, håndværk, visdom, rigdom, magt
og overflod er kun nyttig, hvis den har dyden og den sande ære som
fundament.
243 VIII, s. 508.
244 VIII, s. 509.
69

En middelvej til fremtiden
Men det er der da heldigvis også de bedste forudsætninger for hos
skyterne. Deres anfører er jo ”Mercur, hvis Venner ere
Menneskevenner”. 245 Kongen har gode rådgivere og assistenter, der
taler ”Dydens venlige og indtagende Sprog”. 246 Målet er – som
Babue annoncerede ved påbegyndelsen af sin skytiske færd – at
forene det bedste fra skyterne med det bedste fra perserne. For at
kunne skitsere, hvordan en sådan forening kan tage sig ud,
kondenserer Babue nogle skytiske og persiske idealegenskaber. Det
idealskytiske er dyd, natur og uskyld, mens det idealpersiske er ære,
kunst og vittighed (klogskab). Det idealskytiske er et billede på en
oprindelig, harmonisk (næsten natur)tilstand, mens det idealpersiske
sammenfatter det avancerede samfunds forjættende frembringelser.
Det er med andre ord tale om at forlige et skisma mellem et
gammelt og et nyt samfund. Hvordan forenes de to idealer? Sagt på
en anden måde: Hvordan lægges grunden til en ”balanceret vækst”?
Sneedorffs sammenkædning af ære og dyd er nøje behandlet
ovenfor, men i Babues skikkelse kommer han med den interessante
tilføjelse, at sand ære ikke kan basere sig på mængdens domme,
men på ”nogle faa Vises”. Det er en bemærkelsesværdig justering i
forhold til Om den borgerlige Regiering, hvor det fremgik, at ærens
målestok, dyden, er identisk med patriotisme, som netop i særlig
grad findes hos ”Mængden”. Patriotismen nævnes ikke i Babues
Svar paa nogle Breve, men det afgørende må formodes at være
dommernes visdom og ikke det faktum, at de er få. En
forudsætningsløs kan ikke erkende, hvilke handlinger der befordrer
det almindelige bedste. Tilbage står derfor et åbent spørgsmål, om
mængden kan blive vis.
Kunst forenes med natur, når de eftertragtede bekvemmeligheder
”passe sig til Luftens og Landets Beskaffenhed”. Varer skal kunne
frembringes eller i det mindste forarbejdes indenlands, 247 de skal
give en ”naturlig Fornøielse” frem for en ”Indbildt”, og endelig skal
passionerne holdes i ave ved mådeligt forbrug. Andet gør folk
”kielne, dorske, feige og ubeqvemme til Arbeide og alvorlige
Forretninger”. Luksusforbruget udpiner den arbejdende stand med
245 VIII, s. 513.
246 VIII, s. 522.
247 Det er tilsyneladende mere sansepåvirkningen end
handelsbalancen, der er afgørende, og varer produceret eller
forarbejdet indenlands antager Sneedorff har en ”naturlig” (dvs.
mådelig) virkning på indbyggernes sanser (jf. fx Sneedorffs
erklæring i Den patriotiske Tilskuer, I, s. 50, om at hans næse er så
patriotisk, at den ikke tåler lugten af hollandsk tobak). Mennesker
og sted står i en slags organisk forbindelse. Hermed tilslutter
Sneedorff sig dog ikke Montesquieus klimateori.
70

social destabilisering og produktionsnedgang til følge.
Borgerstanden skal agere borgerstand og ikke adel, og herfor er den
velkendte forudsætning, at alle hverv skal æres. Der ligger dog også
en implicit antiaristokratisme i udsagnet, idet Sneedorff vil gøre
”den Ørkesløses Overdaadighed” foragtelig og ”Arbeiderens
Tarvelighed” ærefuld. Målet er den borgerlige dyd: en
selvfornægtelse for fællesskabet.
Afgørende for foreningen af kunst og natur er det, at borgerne fra
barnsben får herredømme over sanselige stimuli. Opdragelsen skal
gøre dem i stand til såvel at nyde som at undvære
bekvemmelighed. 248
Vittighed og uskyld forenes, når frihed forenes med streng
håndhævelse af sæderne. ”Uskyldig vittighed” kan derfor omtrent
oversættes til Sneedorffs begreb om fornuftig frihed. En fremgang i
viden bør ikke undergrave et dydigt og derfor statsnyttigt sindelag.
Derfor handler det om at indpode folk lyst til pligtopfyldelse, at
”forbedre Overbevisning”. Det tilvejebringes blandt andet ved, at
begge køn tidligt vænnes til at omgås hinanden [jf. kvinders
funktion], skuepladsen skal latterliggøre laster, men ikke spotte
uskyldighed, og frem for alt er det afgørende, at vittighed ikke
bliver synonymt med usømmelig frækhed og fri fantasi – det vil
sige den naturlige friheds asociale lidenskabsdyrkelse. I stedet må
sindets kræfter rette sig mod ”Natur”, ”Sandhed” og ”Dyd”. 249 Med
andre ord være i overensstemmelse med statens fuldkomne,
fornuftige formål.
248 VIII, s. 515.
249 VIII, s. 517.
71

VII. Sokrates’ ånd
Du vil noget med nødvendighed, som en konsekvens af de
ideer der har præsenteret sig for dig.
FRANCOIS-MARIE VOLTAIRE 250
Samme år som Sneedorff dyrker sin litterært iscenesatte Babuekorrespondance
med Tyge Rothe, udsender han også tekstsamlingen
Breve. Det er formentlig den lette, formidlende stil fra Voltaireoversættelserne,
som har inspireret Sneedorff til at publicere en
”Brevvexling” på i alt 40 små henvendelser. Plesner anslår de første
cirka otte som stilede til virkelige personer, mens resten er til et
alment publikum med korrespondanceformen som medium. 251
Selvom der er tale om privatbreve, er de ved publiceringen
naturligvis tiltænkt et bredere publikum og adskiller sig derfor ikke
grundlæggende fra Babue-brevene. Fra 1749 var en halvoffentlig
privatbrevsgenre efter fransk forbillede vokset frem i rigets
aristokratiske miljøer. Brevene stiledes til enkeltpersoner, men var
samtidig tiltænkt den kreds, som personen tilhørte. 252
Brevenes emner spænder vidt og befinder sig i samme
kulturjournalistiske genre som Babue-skriverierne, men ikke i
samme allegoriske univers. Selvom Sneedorff drøfter ret så
forskellige forhold og i fortalen bagatelliserer sit forehavende, er
der åbenlyst tale om et politisk værk. Men hvilket forhold er der
mellem Breve og hans hidtidige skrifter? Uddyber eller korrigerer
han sine opfattelser? Det er hensigten at afdække med dette kapitel.
Sneedorffs afslappede tone – at ”forklare sig saaledes, som det i
daglig Omgang er brugeligt” – er ikke et udtryk for, at indholdet er
trivielt. En række af brevenes emner er populariserede drøftelser fra
og om Montesquieus hovedværk, der ikke var taget med i Om den
borgerlige Regiering. Der er som i Voltaire-oversættelsernes
tilfælde tale om en pædagogisk-indtagende agitation, og med
formen kan han måske nå et bredere publikum end med den
statsvidenskabelige lærebog og samtidig dvæle ved enkelte emner
herfra, som bør udpensles i et letfatteligt sprog. Læserne skal gøre
Sneedorffs forestillinger om dyd og ære til deres egne. Det er
essensen af begrebet police og ligger derfor i naturlig forlængelse af
Sneedorffs hidtidige forfatterskab. Det nye ved Breve er, at han
250 Min oversættelse efter Francois-Marie Voltaire: ”De la liberté”,
Dictionnaire philosophique, Paris 1994 [1770], s. 326.
251 Plesner, op.cit., s. 46.
252 Fjord Jensen, op.cit., s. 62ff.
72

kaster sig ud i mere specifikke overvejelser om, hvordan det rette
sindelag dannes. Prinseopdragelsen har han drøftet, men hvilke
pædagogiske tiltag bør rette sig mod statens andre lemmer?
Behageligt tidsfordriv for læserinderne
”Det er Fruentimmeret i de store Selskaber, som bestemme det
meeste af det, vi i denne Deel af Verden kalder Ære”, gentager
Sneedorff i første brev efter fortalen. 253 I Om den borgerlige
Regiering er det mængden og monarken. I Fortsættelse af Babues
Breve er det nogle få vise. Og i Breve er det altså kvinderne, der
uddeler æren med deres domme. Hos kvinderne finder Sneedorff en
nøgle til regulering af lidenskabernes spil, og det er derfor næppe
tilfældigt, at første henvendelse retter sig til et fruentimmer. Faktisk
er hele samlingen i høj grad ment som ”en behagelig Tidsfordriv”
for de kvindelige læsere. Dem har Sneedorff nemlig mange af,
skriver han, og blandt disse er der en hel del, som bekymrer sig
”som med en Lacedæmonisk Nidkierhed” om det almindelige
bedste. 254 Kvinder kan som bekendt tjene det almindelige ved at
gøre det klart for mændene, at de kun finder dydig adfærd
tiltrækkende. Så vil begæret føre mændene til at handle til fordel for
det fælles bedste. Lidenskaberne, mener Sneedorff, giver dog
kvinderne så voldsomt et herskab over mændene, at det er
afgørende, at kvinderne har ”Indsigt”; det vil sige statsnyttige
motiver. Prædikener mod forfængelighed og love mod spil og
dueller er lidet bevendt, hvis den slags foreteelser er de eneste
midler til at gøre indtryk på kvinderne. 255 Selvom Sneedorff altså
tildeler kvinderne en betydningsfuld rolle, der tilsyneladende
repræsenterer et anderledes kvindesyn end det gængse, skal den
nøje koreograferes efter statsnyttige hensyn. Kvinderne er ganske
enkelt det køn, som har mest brug for undervisning. 256
Også Montesquieu tilskriver kvinderne en dydsvogtende rolle (i
republikker), og han beskriver rammende deres idealtilstand som
”de gode sæders fanger”. Frie formelt, men fængslet i det rette sind,
hvilket igen er en omskrivning af forestillingen om fornuftig frihed;
frihed til at gøre, hvad man bør. Også dydens vogtere skal
bevogtes. 257
253 2. brev, VIII, s. 9.
254 VIII, s. 4.
255 VIII, s. 9.
256 VIII, s. 10.
257 Montesquieu synes at have et mere fjendtligt kvindesyn end
Sneedorff, jf. fx Om lovenes ånd I, s. 113.
73

Viljen må røres
Sneedorff understreger også nødvendigheden af embedsmænds
uddannelse. De skal lære nyttige egenskaber frem for aristokratiske
livsstilsfærdigheder, 258 og som forbillede på metoden finder han
Sokrates. 259 Sneedorff fremhæver dog Sokrates som et generelt
pædagogisk ideal, og grækeren får det ottende brev for sig selv.
Eller rettere, det gør hans ”ånd”, som Sneedorff maner frem som
eksempel for alle lærere. Sokrates hævdede nemlig at have en ånd
hos sig, som gjorde, at alle i hans nærhed fik langt bedre tænke- og
talegaver – selvom han som lærer ikke vidste noget om andet end
”at elske”. 260 Nu forstår Sneedorff sig jo ikke på ånder, fortæller
han, men han opfatter Sokrates’ særlige egenskab som umådelig
vigtig. Den store rettesnor, dyden, som er så afgørende en kundskab
at kunne tilegne sig, kan nemlig ikke alene læres med forstanden.
Mange kender deres pligter uden at have lyst til at udøve dem.
”Villien maae røres”, skriver Sneedorff, og det må den så ofte og
intenst, ”at Lyst til Dyden bliver til en Vane og Færdighed”, med
Sokrates’ ord ”til en Art Forelskelse”. Dyden må blive en lidenskab
i sig selv. Er den først det, kan man modstå begærligheder og
fristelser, og man vil have en brændende iver efter at tilegne sig de
praktiske kundskaber, som pligterne må kræve. 261 Opdragelsen har
altså to sider: Den skal både bibringe praktiske, rationelle
kvalifikationer og emotionelle drivkræfter. Man skal lære sin pligt
at kende og tilegne sig de fornødne færdigheder, og endelig skal
man opnå et kærlighedsforhold dertil.
Sokrates’ pædagogiske metode, hans evne til at få folk til af egen
kraft at overtage sine synspunkter ved at stille spørgsmål, er let at
genfinde hos Sneedorff. 262 Det er eksplicit princippet i
prinseopdragelsen. Men det er også essensen i hans teori om police:
det gode samfund kan realiseres, hvis de rette motiver får
befolkningen til at beherske sig selv. De skal være frie, men ledes af
en indre drivkraft, så de af egen kraft søger at befordre det
almindelige bedste. Den pædagogiske installation og
vedligeholdelse af den rette drivkraft er derfor statens helt
afgørende projekt. På den måde går der en lige linje fra Sneedorffs
overordnede statsteori til hans teori om det enkelte menneske og
dets plads i samfundet.
258 VIII, s. 14.
259 VIII, s. 45.
260 VIII, s. 52.
261 VIII, s. 54.
262 Hans Olrik, som var Sneedorffs elev i Sorø, omtaler Sneedorffs
”mærkelige ævne til at give andre mennesker kraftige impulser og
hjælpe den frem”. Citeret efter Plesner, op.cit., s. 86.
74

God borger eller dydig mand
Selv med en målrettet opdragelse kan det dog forekomme
usandsynligt at danne mennesker, som kun ledes af dyd. Det mener
Sneedorff da heller ikke er nødvendigt. For at kunne kaldes dydig er
det tilstrækkeligt, at man har lyst til det gode og gavnlige for det
almindelige – også selvom man af og til handler anderledes. 263
Spørgsmålet er, om dyden (ved hjælp af Sokrates’ ånd) har taget
bolig i kroppen som en samvittighed. Man kunne få det indtryk af
Om den borgerlige Regiering, at en enkelt drivkraft som ære er et
tilstrækkeligt mentalt grundlag for det gode samfund, men det er
alene set fra et regeringsperspektiv. Og i Breve taler Sneedorff ikke
længere kun til de regerende, men til borgerne selv, og specificerer
sin opfattelse. Drives man af ære, kan man være en ”god Borger”,
dvs. nyttig for staten. Som menneske bør man imidlertid ønske at
være en ”dydig Mand”, for det er jo det samme som at følge
fuldkommenhedens universelle lov, der er den højeste af alle (og
Guds vilje). Man har bare lov til at støtte sig til andre motiver som
egennytte og frygt. Den slags motiver kan godt være
udslagsgivende for en handling, selvom man gør noget, som også er
en pligt. Det hjælper religionen desuden med til ved sine udsigter
om himmel og helvede. 264 Men som netop kristendommen fortæller,
bør ikke frygt, men kærlighed være sindets drivkraft. 265 Kærlighed
til den pligt, som samfundet tilsiger, er det mest fuldkomne motiv i
livet.
Dyden er et nødvendigt ideal for såvel det enkelte menneske som
det statslige fællesskab. Den kan ikke bare læres med forstanden,
men må indtage hjertet. Hos det enkelte menneske kan
temperamentet danne forskellige forudsætninger herfor. Det samme
kan hele folkeslags. Da Sneedorff drøfter spørgsmålet om nationers
karakter, trækkes en linje tilbage til hans behandling af kærlighed til
fædrelandet og ideen om patriotismen som den lidenskabelige kraft,
der kan understøtte dyden. Men hvad er grundlaget for
befolkningers temperament, eller, som han kalder det: nationers
karakter?
At opdrage og regere
Som bekendt identificerede Sneedorff i Om den borgerlige
Regiering patriotismen som det, der i praksis kan gøre det ud for
den borgerlige dyd, kærligheden til det almindelige. Patriotismen er
kærlighed til fødested og de, man deler sæder, religion, sprog og
263 VIII, s. 63.
264 VIII, s. 67.
265 VIII, s. 70.
75

levevis med. Men han skrev også, at patriotismen ikke
nødvendigvis er en dyd. Sæder, sprog og levevis kan være af
svingende kvalitet, og det falder i sidste ende tilbage på de enkelte
personers tænkemåde. Summen af tænkemåder i en stat kalder
Sneedorff for ”Nationens Caracter”, 266 og den er derfor af stor
vigtighed. Sneedorff stiller det aldrig skematisk op, men forholdet
mellem patriotisme og nationens karakter synes at være følgende: 1)
Patriotisme er samfundsmedlemmernes lidenskabelige forbindelse
til hinanden og fællesskabet, og 2) nationens karakter er det
kvalitative indhold af denne forbindelse. I sin drøftelse af nationers
karakter inddrager Sneedorff hverken begreberne patriotisme (men
nævner dog kærlighed til fædrelandet) eller police. Begrebernes
forbindelse lader dog til at være følgende: Police er en ideel
kollektiv bevidsthed, der er nyttig for stat og borgere. Nationens
karakter må man derfor antage så vidt muligt bør stemme overens
med styreformens police. Man kan også sige, at nationens karakter
er policens forudsætning. Men hvad bestemmer nationens karakter?
Sneedorff var som bekendt en stor beundrer af Montesquieu. Derfor
er det også med stor beklagelse, at han i det 29. brev må irettesætte
ham på et vigtigt punkt. Det drejer sig om klimatologien, læren om
folkekarakteren som afledt af klimatiske forhold, som Sneedorff slet
ikke omtalte i Om den borgerlige Regiering. 267 Han ærgrer sig over
at måtte afvise den, for ”hvad kunde være for en Moralist og en
Statsmand mere fordeelagtigt, end Opfindelsen af saadant et politisk
Baro- og Thermometre, hvorefter man kunde dømme om alle
Hoved-Forandringer i det menneskelige Liv”? Men det er desværre
kun ”en smuk Roman”. 268 Ganske vist er der forskel på nationer, og
klimaet kan være en medvirkende årsag hertil. Men nationer består
af personer, og disse er indbyrdes så vidt forskellige, at en fælles
karakter er vanskelig at bestemme, skriver han, uden at det virker
som om, han derved mener at undergrave sin egen forestilling om
eksistensen af særskilte nationalkarakterer. Desuden veksler klimaet
ikke så meget over tid, at det kan forklare folkeslags forandring,
som forskellen på antikkens romere og indbyggerne i Sneedorffs
samtidige italienske kirkestat illustrerer. Den klimatiske forskel på
Den engelske Kanals to breder er heller ikke så stor, at den forklarer
forskellen på englændere og franskmænd. 269 En nations karakter er
altså ikke naturgiven eller uforanderlig. Men hvad er den så? Den
beror først og fremmest på regeringen, skriver Sneedorff i en helt
central passage:
266 VIII, s. 230.
267 VIII, s. 244.
268 VIII, s. 221.
269 VIII, s. 223.
76

Denne [regeringen] er i Henseende til hele Nationen det
samme, som Opdragelsen i Henseende til enkelte Personer;
Bondestanden har en Caracter, hvorved den skilles fra andre,
men de fødes ikke dermed, Opdragelsen og
Omstændighederne danne dem; og ligesom de Egenskaber,
der findes hos enkelte Personer, komme mere an paa deres
Anførsel og udvortes Tilstand end paa Naturen, saa gaaer
det ligeledes til med hele Nationer. Regieringen har ikke
alene ligesaa stor Virkning paa Menneskene som
Opdragelsen, men den har endnu en større; Den kan ikke
alene langsom omstøbe en Nation, og giøre af den hvad den
vil, men den kan og i en hast giøre den ukiendelig. 270
At regere er faktisk at opdrage, og forholdet mellem styrende og
styrede er som forholdet mellem forælder og barn, mellem lærer og
elev. Den dominerende opfattelse i samfundets top, skriver han,
danner model for resten af samfundet, og heraf kan man forklare
forskellen på frie og forstandige franskmænd og de
inkvisitionskuede indbyggere syd for Pyrenæerne; forskellen på
befolkningerne i Tysklands verdslige og gejstlige stater. 271
Men ikke kun religion kan forandre nationens karakter. Friheden til
at dyrke videnskab forbedrer nationens kundskab, og heldige
omstændigheder som sejre i krig kan give den stor munterhed og
selvtillid, ligesom uheld kan have den modsatte effekt. Mere sikkert
er det derfor at forandre nationen med opdragelse og vaner. Ikke
mindst spisevaner, som blandt den danske nation ifølge Sneedorff er
årsag til udbredt skørbug og tungsindighed og deraf dorskhed, ulyst
og magelighed, og som undskyldes med den tunge og fugtige
luft. 272
Det er muligt, men sjældent fordelagtigt at omstøbe en nation fra
grunden. Alt for let vil man ødelægge mere, end man kan opbygge,
så det er fornuftigst for en stat at lade den beholde og eventuelt
bygge videre på særtrækkene. ”Det meeste af det, man kalder Sæder
og Manerer”, skriver han, ”er ligegyldigt for Staten”. Dermed
modsiger han ikke sin egen maksime om police, for statsnyttige
egenskaber som forstand, tapperhed, troskab og arbejdsomhed kan
sagtens findes i nationer, som adskiller sig i sprog, klæder, gang og
gestik. Og glæden ved det tilvante er jo blandt det, som fører til
kærlighed til fædrelandet. 273 I stedet kan man pode en nation med
andres egenskaber, og nationen, man bør kopiere, er så afgjort den
270 VIII, s. 224f.
271 VIII, s. 226.
272 VIII, s. 231.
273 VIII, s. 236.
77

muntre og begavede franske. 274 Forandring bør altid foretages
varsomt: ”Den nye Caracter, som man vil give en Nation, maae, i
Fald den skal blive naturlig, grundes paa Lyst, og dette kan ikke
udrettes uden ved milde Midler, ved Opmuntringer og ved lang
Øvelse”. 275 Man gør det bedst, som man gør af lyst, også når det
handler om at tage en ny tænkemåde til sig.
Uindskrænket magt over hjertet
Efter sine Breve involverer Sneedorff sig i en korrespondance om
det danske sprog. Modersmålet må styrkes, for det var ved det, den
nye tænkemåde kan vinde udbredelse til ”Mængden”. Sneedorff var
hverken den første eller eneste sprogrenser, men en ivrig en af
slagsen. Der er imidlertid tale om et ofte behandlet område, som jeg
ikke vil gå nærmere ind i. Jeg tilslutter mig Plesners opfattelse af, at
Sneedorffs interesse for modersmålet først og fremmest har at gøre
med hans oplysningsforestillinger og ikke er en art nationalistisk
identitetshævdelse. Det er modersmålet som medium til at nå
almuen med en ny tænkemåde og styrke videnskaber i riget,
Sneedorff gør sig til talsmand for. Fx kan han ubesværet mene, at
man ligeså godt kunne have indført højtysk i landet, ligesom han
foreslår en forening af de nordiske sprog. 276
Hans sidste skrift i Sorø bliver en trykt ”Jubel-Tale” holdt i
anledning af hundredeåret for enevældens indførelse. Som genren
må have tilsagt, er der tale om en panegyrisk opslutning til
statsformen, hvis skabelsesberetning han præsenterer. Det historiske
rids indbefatter menneskets velkendte overgang fra naturtilstanden
til selskabet og livsfornødenhedernes vækst. Herefter var monarkiet
egentlig en evig, harmonisk tilstand, som midlertidigt blev bragt i
ubalance af gejstligheden og adelen. Særinteresser kunne nemlig få
frit spil i ”uskyldige men tillige enfoldige Tider”, hvor der alene var
et skrøbeligt venskabsbånd mellem regent og regerede til at
vedligeholde den sociale orden: ”Man forstod endnu ikke at sætte
alle Hiul og Drivefiedre i den Ligevægt, som behøves, til at giøre
saa konstig en Maskine, som Staten er, fuldkommen.” 277
Lykkeligvis kunne regeringen ”genoprette” det uindskrænkede
monarki. Ved reformationen indskrænkede regeringen og de andre
stænder gejstlighedens magt, og de ulykkelige Karl Gustav-krige
blev anledningen til at forene ”alle Hensigter, alle Fordele, alle
Villier til et eneste Maal, som var Fædrenelandets Frelse”. Frelsen
var en genoprettet ligevægt mellem stænderne, som garanteredes af
274 VIII, s. 237.
275 VIII, s. 240.
276 Plesner, op.cit., s. 186.
277 VII, s. 484.
78

alles underordning under enevoldsmagten. Atter kunne alle stænder
føle sig som ét. Sneedorff proklamerer paradoksalt, at ”Kierlighed
og Høiagtelse satte den første Enevolds-Monark igien paa sine
Fædres Throne” (min kursiv). 278 Sådan legitimeres Enevælden
traditionalistisk; det nye er godt, fordi det egentlig er gammelt.
Statsmaskinens drivfjedre, som nu kendes, er en raffineret mental
og følelsesmæssig forbindelse mellem regering og regerede, det han
tidligere har kaldt police. Sneedorff ender sin tale i undersåttelig
henrykkelse på vegne af ”det Danske Folk”:
Vi fornye med den allerfrieste Villie de Løfter, som vi
giorde til den første af vore Enevolds-Konger. Vi overdrage
til den sidste og den meest elskte mere end alle Grundlove
kunne give: en uindskrænket Magt over vore Hierter. Denne
Magt skal ikke alene forbinde os til Thronen, den skal og
forene os indbyrdes til nidiere Bestræbelser. 279
Så godt kunne det være i fantasiens verden. En sådan tilstand af
lidenskabelig social harmoni er dog ingen realitet i riget, hvor
Sneedorff ofte har kritiseret tænkemåden. Det kan heller ikke tages
for givet, at en regent i praksis vil hellige sig sit ”Folkes
Lyksalighed”.
At noget sådant alligevel vil ske, får Sneedorff direkte lejlighed til
at medvirke til, da han overtager Tyge Rothes stilling som lærer for
arveprins Frederik. Og ved hoffet og sit nye hjemsted i hovedstaden
befinder han sig også nærmere ved kredse i magtens centrum. Det
bliver afsættet for Sneedorffs mest omfattende skrift, Den
patriotiske Tilskuer.
278 VII, s. 494.
279 VII, s. 518.
79

VIII. Dydens mønstre
[E]n statsordning, når den een gang er kommet godt i gang,
udvikler sig ligesom en cirkel der breder sig. For når god
uddannelse og opdragelse overholdes, frembringes der gode
naturer, og på den anden side, når gode naturer får en sådan
opdragelse, bliver de endnu bedre end de forrige.
PLATON
Skulde jeg beskrive vores Opdragelse, saaledes som den er i
Almindelighed, o hvor bedrøveligt et Billede maatte jeg da
ikke forestille Læserne!
JENS SCHELDERUP SNEEDORFF 280
Jeg har ved flere lejligheder peget på det uklare spørgsmål i
Sneedorffs forfatterskab om, hvem der er i en position til at fastslå,
hvad der er udtryk for sand ære. Dyden er ærens parameter, men
hvordan erkender ufuldkomne skabninger det fuldkomne? Regenten
kan gå foran med sit eksempel, men næppe stå model for
stændernes differentierede ærer. Kvinder kan agere muser for
mændene, men først når de er oplyste. Dermed falder det hele
tilbage på ”nogle få vise”. Dyden selv og den konventionelle
beskedenhed forbyder Sneedorff en så eksplicit selvhævdelse, men
han regner ganske afgjort sig selv til ”de få vise”. Og
problematikken finder sin løsning i tidsskriftet Den patriotiske
Tilskuer.
Bladet, som udkom med 308 numre fra 19. januar 1761 til 26.
december 1763, var ikke det første, men til gengæld den vigtigste
danske Spectator, en tidsskriftsgenre som tog Europa med storm
efter englænderne Joseph Addisons og Richard Steeles originale
The Tatler (1709-11) og The Spectator (1711-13). 281 En direkte
forløber for Sneedorffs københavnske ugeskrift var Cramers Der
nordische Aufseher, som behandlede en del af de samme emner som
senere Sneedorff. Sidste blad slutter Cramer med at annoncere Den
patriotiske Tilskuers begyndelse. 282
Sneedorffs Tilskuer, skriver han i første nummer, skal udbrede det
nyttigste i videnskaberne. Hvad er så det? Ja, det vil variere fra
læser til læser, men på et overordnet plan drejer det sig om
280 Platon: Staten, s. 150. VI, s. 354.
281 Jansen, op.cit., s. 166.
282 Plesner, op.cit., s. 65.
80
Kommentar:

”saadanne Sandheder, som efter Folkets, Landets og Tidernes
Beskaffenhed ere de beqvemmeste til at understytte Lovenes
Hensigter”. Det drejer sig om ”visse herskende Meninger, Vaner og
Tilbøieligheder, som udkræve ikke alene Lovgiverens, men og
Lærernes Agtsomhed”. Med Om den borgerlige Regiering in mente
er det åbenbart, at det handler om police, og Sneedorff sætter sig for
at formidle det på en måde, der kan ”overbevise og røre”. 283 Men til
hvem da?
Vi leve i Tider, da man troer: at det Nyttige i Videnskaberne
bør foredrages saaledes, at den kan begribes af alle, der have
sund Fornuft: at den halve Deel af det menneskelige Kiøn,
paa hvis Tænkemaade og Sæder saa vigtig en Sag som
Opdragelsen er, fornemmelig beroer, ikke bør udelukkes fra
nogen af de Videnskaber, som kunne forbedre Forstanden
og Hiertet: at Agerdyrkeren, Konstneren, Kiøbmanden, med
faa ord Patrioten i alle Stænder have Ret at fordre af dem,
som underholdes af Selskabet for at tænke, at de tænke
saaledes, at de kunne opygge og fornøie andre end dem
selv. 284
Ærestitlen patriot
Det er altså patrioterne, han henvender sig til, men hvad er det for
nogen? Og hvorfor i det hele taget titlen den ”patriotiske” tilskuer?
Patriotisme, skrev Sneedorff i Om den borgerlige Regiering, er
navnet på den tilbøjelighed, man (især ”Mængden”) har for
fødestedet og dem, man deler sprog og sæder med. I Den patriotiske
Tilskuer hedder det, at Tilskueren ikke ville fortjene titlen af patriot:
[...] dersom han ikke havde andet end Fødselen og Sproget
at beraabe sig paa, og dersom han ved en stolt Tillid ved sit
eget, ved Foragt for alt hvad der er fremmed, og ved en
blind Hengivenhed til gamle og antagne Meninger søgte at
tilsnige sig Hobens Yndest. 285
Ole Feldbæk har påpeget inkonsekvensen i forhold til Om den
borgerlige Regiering og forklaret det som en slags strategisk
konformisme hos ”den forsigtige og konservative Sneedorff”: I Om
den borgerlige Regiering skrev Sneedorff relativt frit og kunne
283 I, s. 5.
284 I, s. 4.
285 I, s. 8.
81

åbenlyst lufte det, Feldbæk opfatter som en slags tidlig
nationalsindethed. I Den patriotiske Tilskuer derimod, som udgives
under de tyske excellencers protektion, vælger Sneedorff politisk
korrekt at rette ind og tilslutte sig det kosmopolitiske statsborger- og
fædrelandsideal (fædrelandet er der, hvor man lever bedst), som han
åbent vender sig mod i sit tidlige skrift. 286 At det kosmopolitiske
fædrelandsbegreb var officiel ideologi, belægger Feldbæk bl.a. med
det faktum, at prinselæreren Tyge Rothe i 1759 i sine Tanker om
Kierlighed til Fædernelandet eksplicit forfægtede kosmopolitismen
og vendte sig mod forestillinger om det at være indfødt som en
forudsætning for fædrelandskærlighed: ”fædernelandet betyder
menneskene, og ikke jorden der bærer dennem. Fædernelandet
betyder menneskene, med hvilke vi som borgere ere foreenede, og
ikke dennem, blandt hvilke vi først saae dagens lys.” 287
Det er dog bemærkelsesværdigt, at Sneedorff i citatet skriver
”dersom han ikke havde andet end Fødselen og Sproget”.
Fødestedskriteriet gør han for så vidt ikke op med. Samme
opfattelse giver han senere udtryk for i sin fortale til den kendte
odedigter Klopstocks hustru Margaretas Breve fra Døde til Levende:
”Det er ikke saa meget Fødselen som Opdragelsen, og de
Velgierninger, som vi nyde i Selskabet, der forbinder os til
Fædrenelandet” (min kursiv). 288
Det virker ganske vist besynderligt, at Sneedorff, som formodes at
have haft nære forbindelser til den tyske kulturkreds i København,
gør sig til talsmand for et ”fremmedfjendsk” fædrelandsbegreb. Det
gør han imidlertid heller ikke. I den naturretlige tradition, som
Sneedorff skrev indenfor, var det en almindelig opfattelse, at man
havde særlige forpligtelser mod det land, hvor man var født. Ifølge
argumentet, som oprindelig var formuleret af Cicero og
videreudviklet af naturretstænkerne Hugo Grotius og Pufendorf, var
der til gengæld intet til hinder for, at fremmede fik
statsborgerskab. 289 I et system af konkurrerende fyrstestater kunne
der for den enkelte stat være en frygt for at miste, men ikke
nødvendigvis at få undersåtter. Det er helt i overensstemmelse med
Sneedorffs synspunkt i Om den borgerlige Regiering.
286
Ole Feldbæk: Fædreland og indfødsret. 1700-tallets danske
identitet, in: Dansk identitetshistorie bd. 1., København 1991, s.
146.
287
Tyge Rothe: Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet,
København 1759, s. 23.
288
VIII, s. 253
289
Jonas Nordin: Ett fattigt men fritt folk. Nationell och politisk
självbild i Sverige från sen stormaktstid till slutet av frihetstiden,
Stockholm 2000, s. 347.
82

Den opfattelse forkaster han ikke i Den patriotiske Tilskuer. Men
han præciserer den. Problemet, forklarer Sneedorff, er et
patriotismebegreb, der begrænser sig til tom selvgodhed. I
umiddelbar forlængelse af ovenstående citat fra Den patriotiske
Tilskuer skriver han:
Det er ved at udbrede Sandheder, som kunne forbedre
Tænkemaaden, Smagen og Sæderne, oplyse Menneskene
om deres sande Fordele, og giøre dem nikiere til at opfylde
Pligterne i alle Stænder, at han søger at tiene et Folk, som
han saa høit elsker og ærer, og hvis Lyksaligheds Tilvext
han anseer for sit høieste timelige Gode. 290
Herved mener han som lærd at kunne fortjene titlen af patriot, og
det vil være op til læserne at fastslå, om han lykkes (jf. hans
opfattelse af de almindelige dommes rolle). I Om den borgerlige
Regiering skrev Sneedorff, at patriotismen er statsnyttig, fordi den
er ”iblant de forudfattede Meninger, som i Mangel af bedre maae
troes af Mængden”. Men den er ikke altid en dyd. Ved at tilføje
patriotismen en kodificeret handlingsdimension, som han i citatet
gør for den lærde skribent, søger Sneedorff at tilnærme patriotismen
dyden. Patriotisme er ikke en dyd, men forbundet med et bestemt
handlemønster kan den måske blive det. Det kan betragtes som
endnu et eksempel på Sneedorffs strategi om at kanalisere
lidenskaber – som menneskene har på godt og ondt – ind i socialt
produktive baner. Sneedorff vil forbedre patriotismen med et
semantisk indgreb: Patriot skal have justeret sit betydningsindhold,
så det gøres til en sand ærestitel, ved at den imiterer den borgerlige
dyd. Hvor meget denne betydning, patriotisme = almennytte, reelt
adskiller sig fra den gængse, kan jeg ikke afgøre. Men Sneedorff
hævder, at det er tilfældet. Det indebærer endvidere, at der vil kunne
skelnes mellem falsk og sand patriotisme.
Tilbage står at kvalificere de offentlige domme, så de kan bifalde
sande patriotiske handlinger; forbinde dem med sand ære. Det sande
patriotiske ideal for den lærde skribent fremgår af citatet, men hvad
med samfundets resterende lemmer? Af citatet fremgår også, at det
er den lærdes opgave at fortælle det, og det er lige hvad Sneedorff
gør i de to helt centrale efterfølgende numre af Den patriotiske
Tilskuer.
Den patriotiske Tilskuer er en omfattende skriftrække på over 3000
sider, hvilket selvsagt umuliggør en detaljeret gennemgang indenfor
specialets rammer. Til gengæld har tidsskriftet som genre også en
290 I, s. 8.
83

anden karakter end de foregående skrifter. Det udkom to gange
ugentligt og var tænkt som let fordøjelig lænsning, og som han selv
bemærker, vender han ofte tilbage til de samme emner i mere eller
mindre varierende indpakning. Jeg har derfor prioriteret en tematisk
behandling frem for en strengt kronologisk, og som det var tilfældet
med analysen af Babue-skrifterne og Breve, vil jeg primært
eftersøge forbindelser til, videreudviklinger af og eventuelle
afvigelser fra de politisk-pædagogiske forestillinger, som Sneedorff
præsenterede i Om den borgerlige Regiering. Det drejer sig om ære
og dyd, og det drejer sig om, hvordan ære og dyd kommer til at
beherske samfundet og den enkelte. Men før temaerne bringes på
banen, er det passende at høre, hvordan ”Tilskueren” selv
præsenterer tidsskriftet og dets formål.
Det patriotiske selskab
I en drilagtig indledning til tidsskriftets andet blad angiver
Sneedorff, at mange læsere har krævet at få besked om den
anonyme udgivers person. Det tolker han derhen, at de først vil
bedømme hans værk, når de kender hans stand. Derfor er det en
fornøjelse for ham at kunne afsløre, at de fleste tanker i bladene
stammer fra et selskab af fire personer, der er så forskellige i stand,
at der ikke findes noget almindeligt begreb for det. Det er dog kun
deres ydre, der skiller dem, for i tænkemåde, venskab og hensigter
er de så forenede, ”at Frimurerne selv skulde misunde dem”. 291
Selskabets medlemmer er en adelsmand, en lærer (præst), en
købmand og en bonde, så der er tale om et regulært mikrokosmos af
sociale karakterer. Selvom enkelte af dem angiveligt har forbilleder
i virkelige personer, tjener selskabet først og fremmest som et
fiktivt ideal. 292 En model for, hvordan man bør være. Det er en helt
afgørende komponent i Sneedorffs forehavende, som påkalder sig
nøje opmærksomhed. 293
Adelsmanden er en human og oplyst patriark. Han arbejder på sit
gods ligeså nidkært på at forbedre sine bønders levemåde og
husholdning, som han i sin tid helligede sig riget som embedsmand.
En del af sin formue lod han dengang tilflyde staten, men han har
stadig rigeligt tilovers, og hans familie lever med ”Smag og
291 I, s. 10.
292 Plesner udpeger adelsmanden som (sandsynligvis) J.H.E.
Bernstorff og bonden som Hans Jensen, et individ Sneedorffs
personligt kendte på Bernstorff gods. Plesner, s. 66. Hans Jensen
blev senere medlem af Landhusholdningsselskabet.
293 Et fiktivt udgiverselskab var en fast ingrediens i tidsskriftgenren.
I den originale Spectator optræder dog endnu flere karakterer, så de
fire er Sneedorffs tilpasning til en dansk firestands-virkelighed.
84

Beqvemmelighed uden Ødselhed og Pragt”; borgerligt, kunne man
sige, i Sneedorffs forstand. Det resterende overskud går til de
fattigste bønder, ligesom han sørger for, at ungdommen lærer ”alle
slags nyttige Konster”. Det er nemlig adelsmandens store
bestræbelse at give sine bønder de rette motiver, og det gør han
også ved kun at pålægge dem mådelige afgifter, så de kan se nytten
af sparsomlighed og flid [det skal kunne betale sig at arbejde].
Adelsmanden er en uddannet mand, og det betragter han som en ære
[nyttig lærdom passer sig for en aristokrat]. Hans stilling kræver
nemlig kundskab om menneskets natur og politikken, og frem for
alt forstår han at formidle sin lærdom i ”de levende og brugelige
Sprog”. Lærdommen skal være til nytte og ikke pedanteri [som
ellers kendetegner det lærde miljø], så selvom han kender alle de
antikke værker, ”skammer han sig dog ikke ved at sige, at han har
læst nogle deraf i en fransk Oversættelse”. Han ved, at ære er en
nødvendig opmuntring for alle stænder, og derfor agter han de af
sine bønder, som gør sig bemærket med indsigt og duelighed. Som
patriot er hans mål frem for alt fædrelandets nytte, og derfor hader
han de, der opofrer det almindelige for egennytte, lige såvel som
han hader ”de uægte patrioter”, der ikke tillader kritik af herskende
fordomme. Og det allerværste, han ved, er uduelige, men
hovmodige medlemmer af hans egen og den lærde stand. 294 Det er
da også netop dem, han er manet frem for at korrekse.
Præsten, eller læreren, som Sneedorff først præsenterer ham, har sit
virke på adelsmandens gods. Han føler og forstår selv sandheden og
dyden, som han af samme grund kan foredrage andre i et særdeles
venligt og indtagende sprog. Derfor keder han heller aldrig sine
tilhørere. Det er langt fra kun religionens sandheder, han prædiker,
for disse er nøje forbundet med verdslige sandheder [fornuft, Guds
vilje og fuldkommenhed er ét]. Han betragter det som sin pligt at
kunne være menighedens rådgiver i alt, der kan føre til et
”ordentligt og sædeligt Liv”, hvilket indebærer såvel moralsk som
praktisk, landhusholdningsmæssig skoling. Menigheden skal
forbedres såvel sjæleligt som materielt, og adelsmanden, der er hans
fortrolige, observerer ivrigt hans samtaler med bønderne, fordi han
herved ”ofte lærer at kiende den menneskelige Natur bedre end ved
al den Omgang, som han har havt i den store og forstillede Verden”.
Præsten – ikke fogeden – er adelsmandens forbindelse til bønderne,
og det er derfor ham, der formidler patronens velgørenhed; altid
med en afpasset formaning for modtagerens velfærd i såvel det
denne- som hinsidige. Præstens foragt retter sig med dem i hans
stand, der misbruger Guds sag for deres egen nytte, og han ved med
294 I, s. 11ff.
85

stor selvbebrejdelse, at enhver svaghed ved ham selv vil blive brugt
til at undskylde grove fejl hos andre. 295
Borgeren er en handelsmand, men den celtopolitanske kræmmers
diametrale modsætning. Det er over hans egenskaber, Sneedorff
modellerer hele den mangfoldige borgerstand. Han har alene på
grund af sin flid, sparsommelighed og oprigtighed haft stor succes
med sin fabrik. Hvad han producerer, spiller ingen rolle, men han
gør det så godt, at der er stor efterspørgsel på produkterne såvel
inden- som udenlands. Af samme grund har han da også ophobet så
stor en formue, at han egentlig ikke behøver arbejde længere. Han
er rig nok til at kunne købe et grevskab, hvad hans venner da også
råder ham til. Men nej; hans patriotisme pålægger ham at videreføre
fabrikken. Formuen bør nemlig ikke trækkes ud af handelen, og
fædrelandet har brug for at kunne afsætte landets produkter, at
opbygge de indenlandske manufakturer, skaffe fattige familier en
næringsvej etc. Han er hverken gnieragtig eller ødsel og ser både
verden som en statsmand og en købmand. På sine handelsrejser gør
han fædrelandet ære, ligesom han lærer fremmedes fortrin at kende,
som engang kan blive nationens egne. Som adelsmanden er han
derfor ikke bange for at dadle de hjemlige laster, om end i en
gemytlig tone med talemåden: ”en god Patriot bør giøre Forskiel
imellem indenlandske Vare og indenlandske Meeninger; de første
bør man foredrage, endskiønt fremmede kunde være bedre, men
ikke de sidste.” Han misunder ikke de fornemme, for hans ære er en
handelsmands usentimentale ære: ”Han kan gierne taale at andre
bilde sig meget ind af de 16 Ahner, og af en Caracter, naar de kuns
betale hvad de ere ham skyldige”. Sand lykke oplever
handelsmanden dog kun, når han tager væk fra de store byer og
indfinder sig i adelsmandens og præstens selskab. Her priser de
deres gensidige hengivenhed og undersøger mulighederne for at
forene deres bestræbelser til fædrelandets nytte. 296
Bonden. ”Mange Læsere ville standse ved dette Ord, og troe, at det
er en Trykfeil. En Bonde i Selskab med skikkelige Folk, med en
Herremand af en gammel Familie, med en lærd Mand, og en
Kiøbmand, som eiere meer end en Million”. Sneedorff kommer sine
læseres forfærdelse i forkøbet. Er en bonde fornuftig? Kan han sige
noget, der er værd at trykke? Ja, for:
295 I, s. 14ff.
296 I, s. 18ff.
Saa stor Forskiel som der er paa Menesker fra den Klogeste
Mand i Europa til den dummeste Neger paa vore Colonier,
saa stor Forskiel er der og paa den Art af Mennesker, som vi
indbefatte under det almindelige Navn af Bønder.
86

Og netop denne bonde udmærker sig i en grad, så det har gjort ham
værdig til optagelse i det patriotiske selskab. Han er dog ugleset
blandt sine standsfæller, som finder ham så afvigende, at de
mistænker ham for hekseri og havde ”for lang Tid siden stenet ham
af Byen, dersom Præsten ikke havde taget hans Partie” [de andre
bønder er endnu ukvalificerede til at dømme om mønsterbondens
patriotisme]. Men ikke kun præsten er hans støtte; adelsmandens
incitamenter virker stærkt på denne agerbruger. Han er flittig og
opfindsom og har fået herremanden til at sætte godsets fattige i
arbejde for ham. Almisserne fra præsten kan de kun få, hvis de har
bondens bevis for, at han ikke kan forsørge dem. Bonden får det
største udbytte af den ringeste jord, og derfor kan han levere
adskillige varer til købmanden, men selvom det har gjort ham rig,
ønsker heller ikke han at forlade sin stand. Han lærer sine sønner
skrivning, regning og adskillige håndværk, og døtrene forstår sig på
både landhusholdning og håndarbejde. Det eneste, han ønsker at
efterlade dem, er nemlig sit arbejde og sin nøjsomhed, kort sagt
dyden, for den er ikke forgængelig som materielle goder. Sine
lidenskaber har han under kontrol; de er blevet indskrænket af den
spartanske livsførelse, og ved opdragelsen og sit eget eksempel
søger han at videregive denne til sine børn. Derved kan de nemlig
opnå sand bondeære. Bondens værdighed ligger i at være
(økonomisk) uafhængig af de højere stænders nåde og kun være
dem forbunden med kærlighed og højagtelse 297 – statens sociale kit.
Den værdighed opnås ved nøjsomhed og flid.
Mønstre for dyden
Repræsentanterne for samfundets fire stænder er hver og én
Sneedorffs idealer for patriotiske borgere. De er i bogstaveligste
forstand dydsmønstre; dydens inkarnationer af hvert samfundslem
og derfor det ideal, man må efterstræbe, hvis man vil være en sand
patriot og vise sig værdig til sand ære. Og hvis borgerne retter deres
adfærd ind efter forbillederne, vil det almindelige bedste, de flestes
velstand, kort sagt statens formål, kunne befordres. De fire fiktive
karakterer er Sneedorffs løsning på problemet med at bestemme
dyden. Med dem tilfører han sit samfundsbillede en afgørende, brik,
rettesnoren for borgernes stats- og egennyttige adfærd.
Sneedorff kunne i princippet også bare have kaldt det for ”det
borgerlige selskab”, for nyttige borgere er, hvad de er. Problemet er
bare, som han konstaterer i et senere nummer af Den patriotiske
Tilskuer, at ”i det Danske er det Ord Borger for meget for en Bonde,
297 I, s. 22ff.
87

og for lidt for en Adelsmand”. Der findes ikke den sproglige
distinktion mellem standsborger og statsborger, som findes på latin
og fransk. 298 Derfor tjener patriot bedre Sneedorffs formål.
”Patriotisme” er i det hele taget langt mere fremtrædende i
tidsskriftet end i hans tidligere værker. Måske har han været
påvirket af Tyge Rothes Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet,
og måske ville han retrospektivt have kaldt sit statsvidenskabelige
værk Den patriotiske Regiering. Men kontinuiteten i hans
forfatterskab er dog stadig tydelig.
En præmis for selskabet er den balance og sociale konsensus, han
betragter som en fundamental forudsætning for fremskridt. Bondens
forbindelse til de øvrige viser det nyttige i standssamfundets
funktionelle arrangement, som kan bringe velstand til alle under de
rette betingelser. Blandt disse er ære for alle stænder og den socialt
nivellerende patriotisme de afgørende ideologiske forudsætninger.
Medlemmerne er ikke lige, men i deres patriotiske bestræbelser ser
de bort fra den forskel, som stand og rang indebærer. De befinder
sig i en slags ”social vægtløshedstilstand”. 299
Ud over pædagogiske rollemodeller skaber Sneedorff med selskabet
en slags litterær matrice for samfundets forandring. Ethvert forslag,
ethvert fænomen kan vurderes i forhold til dets effekt på alle
samfundets stænder, og samtidig kan det afklares, hvordan
stænderne hver især kan deltage i tilvejebringelsen af det fælles
bedste.
Det patriotiske selskab udøver den rolle, som de almindelige
domme har i Om den borgerlige Regiering; opinionen er deres
mening, for de er qua deres sindelag og adfærd værdige til at foreslå
nyttige forbedringer af staten. I praksis vil det sige, at Sneedorff
selv – eller den regeringskreds han måske kan betragtes som talerør
for – bliver opinionsmageren og indtager den magtfulde position,
som Erik Stig Jørgensen har udpeget som passende i den lærde
middelstands selvforståelse.
Som allerede nævnt og som det ses ved fremstillingen af den
patriotiske bonde, sætter Sneedorff almuen højt. Han priser ved
flere lejligheder de norske odelsbønder og forbilledlige, frie
schweizere. At hans syn på bondebefolkningen også er præget af
den franske fysiokrat Mirabeau, som roses i Den patriotiske
Tilskuer, er ofte blevet på påpeget i forskningslitteraturen. 300
298
II, s. 267.
299
Udtrykket bruger Erik Stig Jørgensen til at karakterisere
Sneedorffs beskrivelse af visse udenlandske universitetsmiljøer,
Jørgensen, op.cit., s. 177.
300
En indgående behandling findes hos Helge Nielsen, s. 112ff. Se
også Plesner, s. 219.
88

Sammen med bl.a. Tyge Rothe og sin efterfølger i Sorø, Andreas
Schytte, var Sneedorff, med historikeren Peter Henningsens ord, en
af ”bondestandens nidkære advokater”, som medvirkede til at
formulere et nyt syn på de ellers så ringeagtede danske bønder. 301
Forudsætningen var dog, at bønderne tillagdes den rette adfærd og
sindelag. Former bondelivet og bøndernes opdragelse sig efter
Sneedorffs ideal, er der tale om et mønster, også for andre stænder.
Selvom Det patriotiske selskab er særligt rummeligt ved at optage
en bonde, mangler der dog nogen. Nærmere bestemt befolkningens
ene halvdel. Til tidsskriftets sceneri hører da også endnu et selskab.
Et kvindeligt selskab
”Vide De ikke, at Censuren af Levemaaden tilkommer os, og at en
Tilskuer, som tilegner sig en Myndighed, der ikke er ham
overdraget af Fruentimret, bør i den artige Verden ansees for en
Oprører”. 302 Reprimanden overbringes i et brev i nummer 26
indsendt af ”Arabella”, en opdigtet adelsdame, der kritiserer det
patriotiske selskab for ikke at have kvindelige medlemmer og
Tilskueren selv for at være en komplet latterlig og kedsommelig
figur. Sneedorff vedkender sig straks selvudslettende al kritik. Han
annoncerer derfor et ”Selskab af Fruentimmer, som censurere alle
de Blade, som angaae Kiønnets Levemaade.” 303 Straks i næste
nummer præsenteres det. Hvor selskabet af patriotiske mænd er
lovlig regelret, men ikke komplet urealistisk, løfter Sneedorff med
det kvindelige selskab sløret for en mystisk verden med magiske
artefakter og sanselige spidsfindigheder; Sneedorffs feminine
fantasi. Dette selskab er angiveligt ”saa gammelt som Frimurernes”
og hævdes at være stiftet af ”Pharaos Datter”. For at blive optaget
skal en kvinde gennemføre fire prøver og underkaste sig selskabets
love, som alt sammen er til for at regere det, Sneedorff betragter
som særlige kvindepassioner. Den første prøve er en
skønhedsprøve, hvor den søgende skal lade sig se i et spejl, som
afslører dyden. En dydig vil spejlet præsentere som smuk og
omvendt, uanset den fysiske fremtoning i øvrigt. Kun de smukke for
dyden kan gå videre og gøre sig håb om medlemskab. Anden prøve
er tavshedsprøven, hvor hun i en profetisk bog skal læse, hvem der
virkelig elsker hende, og hvem der blot lader som om. Efterfølgende
skal hun opføre sig overfor sine bekendte, som om intet var hændt.
Tredje prøve er en kærlighedsprøve for ugifte kvinder. Har kvinden
et godt øje til en mand, hvis gemyt falder i selskabets smag, vil de
udkårne blive præsenteret for hinanden iført masker, der viser deres
301
Henningsen, op.cit., s. 435.
302
I, s. 195.
303
I, s. 201.
89

ansigt tyve år ældre, og ”dersom de i denne Gestalt behage
hinanden, tillader Selskabet deres Ægteskab.” 304 Kun gifte kan
nemlig opnå medlemskab, og den sidste prøve er netop en prøve på
ægteskabet: De må aldrig klage over ”deres Husholdnings
Besværlighed, over deres Barselsenge, Børn, eller over deres
Mænds Feil”, med mindre de kan bevise, at mændene uden deres
skyld har forandret sig efter ægteskabets indgåelse.
At selskabet som sin patriotiske mage har til formål at præsentere
mønstre for dyden, er åbenlyst, og dets love er da også ledetråde for
de ”smukke Læsere”, som skal anspore mændene. De skal agte dyd,
aldrig forlange noget af mænd, der strider mod disses pligter,
betragte omsorg for hus og børn som en pligt, de er ”Gud, Naturen
og Staten skyldige” og som det, der frem for deres mænds rang og
rigdom gør dem ære. Kvinderne selv ”ere dette korte og
forgiengelige Livs største Prydelser, men de visne og lige saa hastig
som de Lilier paa Marken, der i Dag staae og i Morgen falde.” Det
overfladiske er forgængeligt; derfor må kvinderne søge ære i
dydens – det statsnyttiges – bestandige fuldkommenhed. 305 Dette
kan de øjensynligt alene gøre inden for husstandens rammer. Her
har de deres vigtige, men også i høj grad begrænsede
indflydelsessfære. 306 At deres funktion er indadvendt illustreres
også derved, at Sneedorff ikke finder det nødvendigt at kategorisere
de feminine dydsmønstre efter stand. Stand har de alene efter deres
mand, og den bør ikke betyde andet for dem end at være
retningsgivende for de pligter, hvortil de skal tilskynde deres gemal.
I den borgerlige standsdeling uden for hjemmet deltager de ikke.
Det ubestemte kreatur
Foruden de medvirkende introducerer Sneedorff tidligt en vigtig
forudsætning for sit forehavende, nemlig opfattelsen af menneskets
foranderlige sind og dets betydning:
Naar vi tage Historie og Erfarenhed til Veiledere, kunne vi
ingen rigtigere Beskrivelse giøre af Mennesket end denne:
At det er et Kreatur, som fødes med en meget ubestemt
Evne, til at tage mod utallige, endog de meest stridige
Begreb og Tilbøyeligheder. 307
304 I, s. 205.
305 I, s. 206 f.
306 Det skal dog bemærkes, at Sneedorff bifalder kvinder som
regenter og diplomater. Ekskluderet fra det politiske liv er de altså
ikke – alle sammen.
307 I, s. 30.
90

Menneskene adskiller sig i det ydre, men deres indre er altid
særdeles formeligt. 308 Denne sandhed er især vigtig for lovgivere,
lærere og fædre, for det har til alle tider beroet på nogle få at
bestemme hele folkeslags og deres efterkommeres tænkemåde. 309
Foruden at antyde sin ubeskedne opfattelse af de intellektuelles
betydning anmoder Sneedorff hermed om opslutning til sit projekt.
Disse ”Fædre i Sielenes Slegt-Register” har nemlig været få, fordi
de herskende sjældent har indset, hvor store erobringer de kunne
gøre ved at forbedre tænkemåden i stedet for at undertrykke og
udgyde blod. Fordi Sneedorff ikke tilslutter sig Montesquieus
klimateori, kan han helt ubesværet lægge op til en ambitiøs
socialpsykologisk ingeniørkunst. Naturen står i hvert fald ikke i
vejen, selvom man, som nævnt i Breve, dog skal være opmærksom
på nationalkarakterens forudsætninger.
En almindelig oplysning
I sin naturtilstand er mennesket let at danne, mener Sneedorff, men
så snart dets vilkår forbedres, og dets indsigt vokser, vil det have en
tendens til at forsvare sine egne fejl. For enhver nation indtræffer
der derfor en særlig skæbnetime, hvor dets karakter besegles.
Hvilke grundregler, der her kommer til at regere det, vil bestemme
dets lyksalighed eller undergang. Det ligger i kortene, at Sneedorff
placerer sin egen nation i et sådant tidehverv. Og den sørgelige
kendsgerning er, at der gøres for lidt for at danne borgernes sæder,
kun religionen maner til pligtopfyldenhed, og opdragelsen halter
eklatant. Diagnosen er Sneedorffs velkendte: Der er for stor forskel
på ære og dyd, religionen og politikken trækker ikke på samme
hammel, og i det hele taget regeres menneskene alt for lidt af
fornuften;
Maatte dog en almindelig Oplysning engang stifte saadan en
Forbindelse mellem vore Lovgivere, vore Lærere og vore
Huus-Fædre, at de alle arbeidede til een hensigt, ved at følge
de Grund-Regler, som befordre Menneskets sande
Lyksalighed baade i Staten og i Huusstanden, baade i dette
308 Der findes ingen ”innate Principles in the Mind”, skriver Locke i
An Essay Concerning Human Understanding, Oxford 1975 [1690],
s. 48. Mennesket fødes som en tom tavle, men lærer ved erfaring.
Med sit empiristiske hovedværk satte Locke præg på hele periodens
syn på menneskelig erkendelse og må også antages for Sneedorffs
forbillede.
309 I, s. 31.
91

og i et tilkommende Liv. At vise denne Overeensstemmelse
skal være en af de fornemmeste Hensigter af disse Blade. 310
Den patriotiske Tilskuers formål er oplysning, og med oplysning
menes etableringen af en mental overensstemmelse mellem de i
samfundet, som danner de flestes tænkemåde. Tidsskriftets hensigt
er dermed implementeringen af det politiske sindelagsprojekt, som
blev lanceret i Om den borgerlige Regiering: Staten skal have den
rette police. Et fremherskende tema i bladene bliver derfor ”de
Drifter, som indplantes os ved Opdragelsen, Underviisningen,
Religionen, og vore udvortes Forbindelser i Verden”. 311 Det er for
at oplyse om disse drifter og deres indplantning med henblik på at
skabe mennesker efter de patriotiske, stands- og kønsdifferentierede
forbilleder, at Den patriotiske Tilskuer er sat i
verden. Men hvordan fremstilles da de patriotiske borgere?
I Tilskuerens referat diskuterer medlemmerne af selskaberne – frem
for alt det patriotiske – tidsskriftet igennem adskillige forslag om
nyttige statsforbedringer. En hel del har at gøre med formidlingen af
den patriotiske adfærd, som de selv inkarnerer. For de voksne
medlemmer af adelen, gejstligheden og borgerstanden er de skønne
videnskaber, kunst og litteratur, et vigtigt medium, for almuen kan
det være viser og ordsprog, men også håndbøger med korte udtog
om nyttig videnskab, historie, love, ernæring og lægekunst. Og
sidst, men absolut ikke mindst, ”Et lidet System i Huusholdnings-
Konsten, indrettet efter Bondens Oeconomie, hvortil man
udkrævede ikke alene en physikalsk Afhandling om Jordens Brug,
og andre til Landvæsenet henhørende Ting, men og nogle moralske
Betragtninger af Mennesket, tilligemed de fornemmeste
Grundregler af Huusstanden, Børnetugten og andre selskabelige
Forbindelser.” 312 Bønderne – og de andre stænder – skal gøres
nyttige og selvstyrende i deres stand. Og vigtigst af alt skal de
kunne forbedre deres børn.
Den antikke inspiration
Vilhelm Andersen påpegede, at Platon var Sneedorffs klassiske
favorit, men med sit litterære perspektiv fandt han ikke anledning til
at dvæle ved Sneedorffs politiske arv fra grækeren. Med Platons
politiske skrifter som skabelon tegner der sig imidlertid en tydelig
forbindelseslinje i Sneedorffs forfatterskab: Han agiterer for et
310 I, s. 35.
311 I, s. 37.
312 Citeret efter Nielsen, op.cit., s. 119. Helge Nielsen sammenfatter
illustrativt de fire patrioters diskussion s. 115ff.
92

samfund som Platon, hvor politeia, staten, står i intim forbindelse
med paideia, opdragelsen. 313 Platon skildrer i Staten et
idealsamfund, hvor politik og pædagogik er uadskilleligt. Den
ideelle stat stiller store krav til indbyggerne – i særlig grad gruppen
af vogtere, der skal håndhæve den fælles interesse. Alle pålæg er
dog småting, lader Platons alter ego og Sneedorffs forbillede,
Sokrates, sine tilhørere indse, når bare opdragelsen og uddannelsen
holdes i hævd. Har børnenes sjæl fået den rette dannelse, ”følger
dette sindelag dem overalt under deres opvækst og bringer orden i
det, som før var forsømt i samfundet.” 314 Sneedorff tilslutter sig
helhjertet opdragelsens ”Sokratiske og Platoniske Grundregler”:
Saa vist er det, at de fuldkomneste Love nytte intet uden
Sæder, og at alle Forbedringer i Staterne udrette lidet,
dersom man ikke tillige begynder med at forbedre
Opdragelsen. 315
Den gode stat dannes med børnene. De selskabelige dydsmønstres
politisk-pædagogiske funktion og forbindelsen til police-begrebet
turde være åbenlys. I sidste del af dette afsnit vil jeg derfor søge til
roden af det patriotiske opdragelsesprojekt. Det er også her, den
klareste forbindelse mellem statskunst og pædagogik finder sit
udtryk.
Opdragelse til dyd og duelighed
”[J]eg er en stor Børneven”, erklærer Sneedorff i mandsdagsnummeret
den 8. juni 1761, ”og der ere meget faa gamle Folk, i hvis
Omgiengelse jeg finder den Fornøielse, som i Børneselskaber.” At
Sneedorffs interesse for børn er oprigtig, skal man næppe betvivle.
”En Faders Læreregler for sine Børn”, hvor en lærd mand vejleder
sine børn til at leve nøjsomt og arbejdsomt, har fx et stærkt
personligt præg. 316
I tidsskriftet indledes opdragelsesdrøftelserne angiveligt på
”adskillige Mødres” forlangende. De har krævet anvisninger deri,
og Sneedorff vælger derfor at indrykke en dialog med drengen
”Theages”, en medvirkende i Platons skrift af samme navn.
Sneedorffs samtale har hans foretrukne sokratiske form, hvor barnet
via spørgsmål ret mekanisk lader sig overbevise om, at lyksalighed
313 Grue-Sørensen: Opdragelsens historie bd. I, s. 67.
314 Platon, op.cit., s. 152.
315 VI, s. 544.
316 IV, s. 430ff.
93

kommer af dyd, og at ”Dyden, kiere Theages, bestaaer [...] i at
bruge de Kræfter, som Gud har givet os, til at opfylde hans
Hensigter, ved at befordre det Selskabs almindelige Beste, af
hvilket vi ere Lemmer”. 317 Opdragelse skal føre til dyd og patriotisk
adfærd, og det er en ledetråd i de jævnlige drøftelser om pædagogik,
Sneedorff indrykker i sit blad.
Som bekendt tilslutter Sneedorff sig Montesquieus synspunkt om, at
opdragelsens hensigt og principper bør være tæt forbundet med
regeringsformens grundprincip, police. Montesquieu knytter dog
eksklusivt forskellige former for opdragelse til de forskellige
regeringstyper. Opdragelse til dyd finder sted i et demokrati, mens
den monarkiske opdragelse mest går ud på at give adelen stor
selvfølelse. 318 For Sneedorff, hvor både ære og dyd er vigtig i
monarkiet, er det i konkret opdragelseshenseende først og fremmest
Locke, der danner forlæg. Den patriotiske Tilskuers 52. blad er
netop viet Lockes Some Thoughts Concerning Education, ”et Værk,
som fortiener at læses af alle Forældre og Lærere”. 319 Lockes
pædagogiske strøtanker var skrevet som svar på hans bekendte Sir
Edward Clarkes forespørgsel om opdragelsesanvisninger til sin søn.
Det er altså fremstillingen af en gentleman, der er på tale, og Locke
har andet steds gjort det klart, at i hvert fald de socialt
marginaliserede bør underkastes en ganske anderledes tugt. 320 Ikke
desto mindre lader dannelsesidealet i Some Thoughts sig
tilsyneladende udmærket tilpasse Sneedorffs standsoverskridende
formål: at motivere mennesker til at søge dyd.
Med menneskets bøjelige natur kommer det alene an på
opdragelsen, om det bliver godt eller dårligt. Lockes ønske, som
Sneedorff tilslutter sig, er nemlig at ”giøre dydige og duelige
Mennesker”. 321 Opdragelsens borgerdannende funktion illustrerer
Locke ved metaforisk at sammenligne børn med ”Travellers newly
arrived in a strange Country, of which they know nothing”. 322 Ved
opdragelsen kan de tilegne sig landets skikke og gøre sig værdige til
borgerskab. I Sneedorffs univers vil det sige borgere med det rette
sindelag, som kan være staten – og dermed i sidste instans sig selv –
til nytte.
317
I, s. 334.
318
Montesquieu, op.cit., s. 33-36 og 38.
319
II, s. 10.
320
Grue-Sørensen, II, s. 98.
321
II, s. 11.
322
John Locke: Some Thoughts Concerning Education, Oxford
1989 [1693], s. 184.
94

Sjælens redskab
En af den lægekyndige Lockes væsentlige indsigter består i hans
betoning af sammenhængen mellem sjælens og legemets dannelse.
Det rette sinds forudsætning er først og fremmest et passende
legeme. Der er en nøje forbindelse mellem kroppens og sjælens
tilstand, 323 og i de detaljerede pædagogiske forskrifter er der da
også en meget flydende overgang mellem fysik og moral. Det rette
legeme er først og fremmest et legeme, der ikke er svagt. Det er
hærdet, så hærdning er den legemlige opdragelses princip.
Barnekroppen skal lære at tåle kulde ved aldrig at klædes for varmt
og ved at opholde sig i al slags luft og vejr. Kodeordet er at ”lade
Naturen raade”, hvilket også indebærer en afvisning af snævre
væksthæmmende og deformerende klædedragter såvel som stærke
drikke og fødevarer. Disse bør være ”uden Kryderier og saadanne
Ting, som ophidse Blodet og opvække en umaadelig Begierlighed
til at spise”, og kød skal børn slet ikke have før 2-3-års-alderen.
Hærdning handler nok så meget om at kunne tåle afsavn, så tørt
brød bør altid stille den værste sult mellem måltiderne og indtages
sammen med drikkevarer, så ”at de siden ikke saa let skulde faae
Vane til at drikke hastig”. 324 Enhver stimulans, der vækker stor
begejstring, er øjensynligt kilde til bekymring, for derved
manifesteres de lumske passioner. Forbud øger dog bare begæret og
risikoen for misbrug, så derfor må børn for eksempel tillades en vis
(afmålt og nøje udvalgt) mængde frugt. Søvn er derimod bydende
nødvendig, særligt for de små. Dog er det godt, hvis de lærer at gå
tidligt i seng og stå tidligt op, for det vænner dem til at bruge dagen
nyttigt og forebygger ”Aften-Sværm”. De skal sove på hårde
madrasser, og fra 7-10-års-alderen må man begynde at indskrænke
søvnen (til 8 timer) – men sørge for at vækningen er nænsom, da
forskrækkelser er særdeles skadeligt for både sjæl og legeme.
Hærdning og kropslig selvfornægtelse er altså forudsætningerne for
det rette sind og står i selvklar forbindelse med det politiske mål om
lade egennytte vige for det almindelige – den borgerlige dyd. Men
det er ikke nok. Sindet skal også dannes i sig selv, og principperne
følger de, der gælder for kroppen. Den fysiske opdragelse og
hærdelse bør dog heller ikke tage overhånd. Den er kun
meningsfuld, så langt som det fremelsker det rette sindelag, dvs.
understøtter den moralske opdragelse, for ”Legemet er Sielens
Redskab”. 325
323
II, s. 12. Locke indleder sit opdragelsesværk med den romerske
digter Juvenals mundhæld ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Locke,
op.cit., s. 83.
324
II, s. 13.
325
VI, s. 348.
95

Fornuftens brug
Hvad Sindets Dannelse angaaer, da holder Forfatteren
[Locke] det billig for den vigtigste Regel og for Grunden til
alle de andre, at man tillig søger at vænne Børn til at
overvinde deres Begierligheder, og at giøre det, som
Fornuften holder for det Bedste, endog naar det strider mod
deres Lyster. 326
Denne selvfornægtelsens grundregel fraviges alt for ofte af
forældre, der i uforsigtighed og ”Kiælenskab” fordærver deres børn.
Ynk lærer barnet selvmedlidenhed og ømskindethed. Slår man dyr
eller genstande, når det kommer til skade ved dem, tilegner det sig
hævngerrighed. Og ældre menneskers hang til at rose et barns
påklædning frem for dets artighed lærer det overfladisk pyntesyge
og forfængelighed – de især for adelsfolk så fordærvelige drifter.
Som nævnt var Lockes skrift stilet til en britisk adelsmand, og
Sneedorffs nidkærhed med at dadle forkælelse og ”udvortes laante
Prydelser” antyder, at også han henvender sig til en. På den anden
side er overdådighedens trussel universel og relativ efter stand; et
lille frådseri i bondestanden skader lige så meget som stor overflod i
den fornemme verden. Faren ligger i et forbrug ud over det
sædvanlige og standsmæssigt påkrævede. Balance og mådehold kan
derimod føre til den politisk attråede selvfornægtelse.
Opdragelsen skal dog ikke af den grund være brutal og alvorlig.
Man skal være venlig mod børn og lege og pjatte med dem, men
ikke give efter overfor heftige krav. De skal ikke knægtes, men
bevæges, om end en vis ydre styring er påkrævet. Et afgørende
vendepunkt indtræffer imidlertid i den tidlige barndom:
326 II, s. 15.
327 II, s. 17.
Naar de i de første Aaringer, og saa længe de endnu ikke
selv kunne begribe Aarsagerne til det, som befales, ere vel
vante til Lydighed og Ærbødighed, bør man, naar de
efterhaanden komme til Fornuftens Brug, lade Strengheden
falde og søge at giøre dem Grundene og Aarsagerne til det,
som befales, saa fattelige, at man kan vinde deres
Fortrolighed. Derved alene opnaae de omsider den
Færdighed i Dydens og Pligternes Udøvelse, som siden skal
regiere dem. 327
96

Færdigheden til pligt og dyd skal regere, ved at de gennem
fornuften overbevises om befalingernes rigtighed. Sådan, og ikke
ved hård tugt, modtages den rette tænkemåde. Når deres
overbevisning er fuldendt, er det den, der regerer dem. De behersker
så at sige sig selv via de færdigheder og pligter, de har fået
indpodet. De har fået ”fornuftig frihed”. Ønsket om at lade folk
komme til ”fornuftens brug” er altså ingen tidstypisk, værdineutral
oplysning i ”rationalismens tidsalder”. Det er indplantningen af
Sneedorffs specifikke, statsnyttige rationalitet.
Ære og skam
Sneedorffs præsentation af Lockes tanker om straf og belønning er
et ekko af centrale passager i Om den borgerlige Regiering. Det er
regeringsprincipperne appliceret på mikroformat. Eller rettere:
Selvom forfatterskabets kronologi er omvendt, virker
regeringsprincipperne som et ekko af børneopdragelsen. Det
forekommer nærliggende, at Sneedorffs overvejelser om regering
og police er inspirerede af netop Lockes pædagogiske principper.
Som Sneedorff skrev i Breve, er regeringen jo nationens opdragelse.
Sneedorff skriver videre om børneopdragelsen, at fysisk
magtanvendelse kun bør finde sted i yderste nødstilfælde. For det
første vil legemlig afstraffelse kun forøge begæret efter det
forbudte, og for det andet vil hensigten om at indplante en positiv
drift mod dyden blive undergravet. Hvis man på denne måde
regerer ved frygt, bliver de opvoksendes tænkemåde slavisk og
udspekuleret i stedet for fornuftig og munter. Bedre er det at bruge
materielle belønninger, men udsigten til sådanne må dog ikke blive
børnenes vigtigste motiv:
Ære og Skam ere langt bedre bevægende Grunde, og dersom
de vænnes til at føle disse, kunne de siden regiere sig selv,
naar de ikke mere ere under Tvang.
Locke forudsætter, skriver Sneedorff, at børn har en naturlig drift
mod at ville behage deres forældre og ”dem, som have over dem at
sige”. De må lære at gøre æren til deres højeste belønning og anse
alle andre som følger af den. Æren skal ikke uddeles for let, men
gør de sig til gengæld virkelig fortjent til den, kan man ”rose dem
for andre, især for Folk, som besidde saadanne Egenskaber, at deres
Bifald bør være dem en Regel.” Æresdriften kan jo være farlig, hvis
den søges på en falsk måde hos de forkerte mennesker. Til gengæld
97

ør man aldrig offentligt bebrejde børn, for derved kan de tabe al
æresfølelse. 328 Så vil de også være tabt for ærens regulerende greb.
Lockes opdragelsesskrift er grundlaget for Sneedorffs pædagogiske
overvejelser, og det er tydeligt, at det ligger i nær forbindelse med
hans politiske teori. Locke er ikke den eneste pædagogiske
inspirationskilde, der optræder med navns nævnelse. Men Lockes
forestillinger løber som en understrøm i de andre pædagogiske
skrifter og Sneedorffs egne overvejelser, som præsenteres i Den
patriotiske Tilskuer, det er de samme principper igen og igen. Det
handler om at ”give Villien en fornuftig Bøielighed, og skaffe
Sielen [...] Herskab over sig selv,” 329 at socialisere til den policestat,
som Sneedorff skriver om.
Aspekter og praktiske forslag
Foruden pædagogikkens overordnede principper beskæftiger
Sneedorff sig med mere specifikke områder og enkeltgruppers
opdragelse. Og selvom det er i de principielle drøftelser,
forbindelsen til statsteorien er mest åbenbar, kan nogle af de andre
overvejelser udstille rækkevidden af hans politiske pædagogik.
Nogle af de mest udpenslede anbefalinger kommer i omtalen af en
afhandling af den schweiziske læge Jacques Ballexserd. Skriftet
kalder især på mødrenes opmærksomhed, da der her er særlige,
patriotiske anvisninger for gravide. De bør nemlig være specielt
opmærksomme på at modstå lurende passioner, ikke mindst ”i
Begyndelsen den Lyst, som kunde komme over dem til en eller
anden besynderlig Spise”. Kan de ikke helt nære sig, bør de
mådeholdende trøste sig med kapers og oliven. Mådehold er også,
hvad den lille nyfødte møder først i verden, for spædbørn skal ikke
nyde noget de første 24-30 timer. 330 Gennem alle de første år, hvor
barnet endnu ikke er kommet til fornuft, gælder det om at holde
passionerne på lang afstand. Kød bør de ikke have, før det får ”de
store Tænder”, maden skal være lunken, og ”skarpe Ting, Salat,
Frugter, og Sødt” skal de slet ikke have. Forstoppelse er meget
skadelig, og derfor må man sørge for, at ”Naturen holdes i en vis
Ordentlighed”. Diarre, når den ikke overstiger 4-5 gange dagligt, er
til gengæld ligesom næseblod og udslet en ganske sund og naturlig
”Opløsning” i henhold til den klassiske hippokratiske lære om
kropssafter og de fire elementer. Mådehold er idealet. Derfor er
forstoppelse slet, men diarre godt. Mad skal indtages lunken, og
barnet bør skånes for heftige, begærvækkende sansepåvirkninger
328 II, s. 19.
329 VI, s. 528.
330 VI, s. 330f.
98

som dundyner og søde sager. Omvendt skal det også skånes for
negative impulser som den frygt, der kommer af fysisk afstraffelse,
idet ”Glæde og et muntert Sind er i denne Alder det allertienligste
baade for Sindet og Legemet”. 331 Den pædagogiske tilgang er den
samme, når det drejer sig om opdragelse og statskunst:
Naturlæren og Lægekonsten ere altsaa ligesaa lidt, som
Sædelæren, paa de Lovkyndiges Side, som ansee Frygten for
det beste Middel til at regiere Menneskene.
Sneedorff forestiller sig, at en læge, der kendte de fysiske
virkninger af menneskets bevæggrunde lige så godt, som
Montesquieu har kendt de moralske, med mere sanselige beviser
end de politiske filosoffer kunne lukke munde på alle frygtens
fortalere, ”fra de Østerlandske Despoter af indtil vore smaae Skole-
Tyranner”. 332
Rousseau og barnetroen
Et skrift, der for eftertiden er kommet til at stå som periodens mest
signifikante bidrag til pædagogikkens idehistorie, tager Sneedorff i
skole i en ekskurs om barnetro. Sneedorff finder overhovedet
anledning til at kommentere Rousseaus Emile på grund af
forfatterens opfattelse af, at det lille barn bør skånes for religiøs
indflydelse, før det er i stand til at begribe religionen selv, det vil
nærmest sige i voksenalderen. Helt forkert, mener Sneedorff. Børn
stiller meget tidligt den slags spørgsmål, har han erfaret, og:
Begreb, der ere saa fornødne som disse, til at understøtte
Fornuften, og give alle dens bevægende Grunde en Vægt,
som er stærk nok til at bøie Villien og tæmme
Begierlighedene, saadanne Begreb, siger jeg, kunne ikke
tidlig nok indpræntes. 333
Den egentlige polemik mod Rousseau er dog hurtigt overstået, og i
stedet helliger Sneedorff sig ungdommens religiøse opdragelse. 334
331 VI, s. 335.
332 VI, s. 340.
333 VI, s. 186.
334 Rönning har peget på, at der i eftertiden har været en tendens til
at overdrive gennemslagskraften af Rousseaus Emile i hans samtid,
Rönning, op.cit., s. 303.
99

En ufuldkommen religion, skriver Sneedorff med en henvisning til
Montesquieu, er dog bedre end ingen religion; når bare
undervisningen er den rette. Den egentlige kristendomsundervisning
bør være velforberedt og indtagende. Det bedste middel hertil er at
benytte Bibelen selv frem for ”alle Cathechismer og Forklaringer”,
hvilket dårligt kan forstås som andet end et udfald mod den
pietistiske biskop Erik Pontoppidans bog Sandhed til
Gudsfrygtighed, som siden 1737 havde dannet grundlag for den
religiøse folkeopdragelse i riget. 335 Bedst, mener Sneedorff, er det at
tage et udvalg af det hellige skrift, der egner sig til de små lyttere,
som kunne vise dem dyder og laster og forsynets gode intention bag
såvel onde som gode begivenheder. Frem for alt ønsker Sneedorff,
at man ”fæstner Ungdommens Opmærksomhed mere paa de
almindelige Omstændigheder” af de hellige mænd liv end på deres
ekstraordinære gerninger. Derved kan deres opførsel danne mønster
for alle [på tværs af stand], og i stedet for ”den Chaos af Fordomme,
Vaner, Meninger, Skikke og Misbrug, som vi nu kalde Sæder” kan
mennesker opnå dyd ved at opstige til ”disse ærværdige Mænd, som
den hellige Historie har fremsat os til Mønstre”. Med Jesus som
dyden par excellence følger den religiøse opdragelse samme princip
med eksemplets magt som det patriotiske og kvindelige selskab, og
i henhold til barnesynet bør eksemplerne fremstilles for sjælen,
mens den endnu er smidig. 336
Coelies historie
Sneedorffs oftest kønsneutrale retorik skjuler det faktum, at der
mest er tale om en pædagogik rettet mod drengebørn. Som bekendt
indtager kvinder deres egen plads i Sneedorffs idealstat, og det er
derfor naturligt, at de i opdragelsen forberedes til den feminine
samfundsnytte.
Mest udførligt får pigeopdragelsen sit besyv med i historien om
Coelie. Sneedorff præsenterer Coelie som en kvinde af
borgerstanden, der udpensler sin mistrøstige opvæksthistorie for
Tilskueren i en fortælling, som bringes over adskillige blade. Om
den har baggrund i virkeligheden, hvad detaljerigdommen tyder på,
er ikke så afgørende. Da Sneedorff i tidsskriftets sidste blad gør
status over sin indsats, fremhæver han Coelies beretning som et
mønster for opdragelsen af pigebørn – og hendes opvækst som
mønster for, hvordan man ikke skal gøre. Første del af fortællingen
tjener nemlig mest som et skræmmeeksempel på det uføre, et slet
opdraget pigebarn kan komme i, når hun lader sig forføre af en
ryggesløs libertiner, opdraget som hun er til at lade sig regere af
335 Horstbøll: Menigmands medie..., s. 446.
336 VI, s. 196.
100

passion for overfladisk skønhed. Først da hun fatter interesse for
sine egne børn og bl.a. stifter bekendtskab med Lockes
pædagogiske anvisninger, tager fortællingen en positiv drejning.
Hendes piger får modsat hende selv uhindret adgang til køkkenet og
ammestuen:
[I den alder] da jeg i det høieste var en smuk bevægelig
Maskine, som ikke duede til andet, end til at indsluttes i et
Dukke-Skab, eller figurere paa et Theater, vare mine Pige-
Børn alt nyttige i Huset, og meget mere skikkede til at være
Mødre, end jeg paa den Tid, da jeg blev Moder til dem.
Husligheden berøver dem ikke feminin ynde, for den slags
behageligheder kommer tids nok – for Coelies børn bare på en
naturlig måde. Børnene lærer at tænke selv frem for tom
udenadslære og forstillelse, og gennem sin venlige opdragelse opnår
hun en sådan fortrolighed med dem, at hun med held kan indprente
dem ”Grund-Sandhederne af Religionen og Sædelæren” 337 – police.
Ved disse samtaler kan hun føre dem som ad en ”Himmelstige”
mod kærlighed til det højeste væsen, der er forbundet til
menneskene som en ammende mor til sit barn; ”En fuldkomnere
Beskrivelse af Guds Kierlighed lader sig vel ikke udtrykke med
nogen menneskelig Tunge”. 338 Coelie har fundet sit kald og finder
glæde i sin pligt. Da den nattesværmende ægtemand kommer såret
og ruineret hjem efter en duel, kan den nye, pligtopfyldende Coelie
kun fatte medlidenhed for ham. I dyb taknemlighed lægger han sit
liv om, og de indleder en lyksalig tilværelse i materiel knaphed,
men åndelig rigdom. ”[H]an elskede mig høiere nu,” fortæller
Coelie, ”end da han var allermest forelsket i min Person, og indtaget
af min Rigdom”. 339 Coelie er ikke længere ”sin person” eller sin
velstand, men en bærer af højere motiver. Hendes dyd smitter af
hendes mand, og samme egenskab kan døtrene ventes at bære
videre.
En offentlig skole
Køn er én, væsentlig skillelinje i staten og følgelig i opdragelsen.
Stand er som bekendt en anden, og nogle af
opdragelsesanvisningerne kan forekomme at passe sig bedst på
skikkelige folks børn. Mange af Sneedorffs anvisninger er dog
universelle eller retter sig specifikt mod almuen, som gerne skulle
337 V, s. 197.
338 V, s. 200.
339 V, s. 202.
101

live som den patriotiske bonde. Faktisk kunne borgere i alle
stænder tage ved lære af ham, for han er et eksempel på, at man ved
opdragelsen kan ”giøre Menneskene de ringeste Vilkaar ligesaa
behagelige som den største Overflødighed”. Det er borgerdydens
ideelle vilkår, som præger livsførelsen for Sneedorffs
mønsterbonde. Han og hans opdragelse er et eksempel på den
”smag” for tarvelighed og pligten i ens stand, der kan komme i
barndommen. 340 Men mønsterbonden er jo desværre et særsyn i et
land, hvor overfloden af livsfornødenheder og umådehold er så
rigelig:
[Det har] fortrydt mig, naar jeg enten sildig i Foraaret eller
tillig i Efteraaret er kommen i vore Bønder-Stuer, og har
fundet deres Børn sidde eller ligge ved en varm Ovn. Nogle,
som allerede tale og gaae, pattede endnu, og de vare alle af
umaadelig Spise, Søvn og Hede, saa opblæste, som de
Kreature, hvilke de sætte paa Stie. 341
Er det den slags opdragelse, der skal give staten arbejdskraft? Skal
fædrelandets fremtidige beskyttere fedes op som slagtedyr, spørger
Sneedorff retorisk. En forudsætning for, at det kan blive anderledes,
er at bonden får ”Frihed og sikkre Eiendomme”. Kan han beholde,
hvad han tjener, gemmer han noget til sine børn, han er fornuftig,
arbejdsom, mådelig og ædru, og han opdrager sine børn til at blive
det samme. 342
Incitamenter og oplyste opdragere kan staten dog ikke alene forlige
sig på. Så Selskabet præsenterer et forslag om etableringen af en
offentlig skole, der foregriber det sene 1700-tals
skolereformbestræbelser: 343
Her maae ikke sørges for visse Videnskaber og visse
Stænder, men for alle [...] Det er ikke nogle almindelige
Begreb af Videnskaberne alene, som disse Folk skulde lære,
men deres Sæder skulde dannes; I det mindste burde de
anføres til saadanne borgerlige Dyder, som ere nødvendige
efter deres Stands Grundregler. Arbeidsomhed, Nøisomhed,
Ordentlighed og Maadelighed ere nødvendige for alle, men
især for Krigsmanden og Arbeideren. 344
340
II, s. 436.
341
II, s. 438.
342
II, s. 439.
343
Sml. Markussen, op.cit., s. 216ff.
344
VI, s. 128ff.
102

Alle skal i skolen lære deres standspåkrævede færdigheder. Dens
overordnede princip er nemlig det patriotiske og standsgraduerede
fællesskab. En offentlig skole betyder dog ikke, at alle skal gå i
samme skole, men der skal være skole for alle. Og det er naturligvis
præster som den patriotiske i selskabet, der skal undervise almuen.
Skud af en fordærvet stamme
Bønderne er dovne, mener adelsmanden i selskabet, og almisser til
lediggængerne gør kun ondt værre, da løsgængere kun ”opføde
Tigger-Unger” og altså ikke nyttige borgere til staten. 345 Nej,
bønderbørn skal vænnes til det arbejde, som giver dem deres
bondeære. Om nødvendigt indebærer det, at offentlige stiftelser på
godserne må overtage børnene fra deres ”kielne” forældre, for at
vænne dem til ”bestandigt Arbeide og en ordentlig
Huusholdning”. 346
Det er som altid statshensynet – der i andet led er hensynet til alle –
som kommer før den enkelte. Derfor har staten ret og pligt til at
intervenere, når menneskene ikke arter sig. Fattige løsgængere er en
byrde, men med en indsats kan de måske blive det modsatte.
Sneedorffs interesse for de fattige udvikler sig til noget, som
foregriber den filantropien og fattigforsorgen. Tidsskriftets
næstsidste blad sluttes med forslaget om at lave pædagogiske
eksperimenter. Testmateriale mangles ikke, for man kunne bruge
”[d]isse arme Børn, som opvoxe paa Gaderne, og som Forældrene
kaste fra sig”. Det ville ikke være dyrt, men dog koste tålmodighed
hos de ansvarlige. Måske kunne man finde ”nogle Philosopher, som
af Kierlighed til det menneskelige Kiøn og af Lyst til at prøve deres
Grundsætninger, lode sig overtale til at giøre saadanne Forsøg”.
Mislykkedes de, ville tabet ikke være stort, og børnene ville dog få
noget ud af det. Til gengæld ville man have mulighed for at skabe
mennesker til stor gavn for staten, man ville ”af disse vilde Skud af
en fordærvet Stamme kunde opelske en Slægt, som var bedre end
den som nu lever: arbeidsomme, tapre, noisomme og redelige
Mennesker; Folk, med et Ord, som fortiente Borgerskab i Sparta og
Rom”. 347 Eksperimentet iværksattes med planen for Københavns
fattigvæsen i 1799. 348
345 II, s. 22.
346 II, s. 23.
347 VI, s. 546.
348 Sml. Henningsen, op.cit., s. 116.
103

Projektet afsluttes
I sit sidste blad gør Sneedorff status over sin indsats som Tilskuer.
Nåede han, hvad han havde sat sig for? Med andre ord: Er han
værdig til titlen patriot? Det er naturligvis op til publikum at
bedømme, hvilken patriotisk værdighed han fortjener. Men han
giver udtryk for tilfredshed med det meste. Og han mener, at han er
blevet læst. Hans hensigt var at udstille de rette ”borgerlige
Forbindelser”. Af gode mennesker kommer gode borgere, og af
gode sæder kommer gode love. ”Denne Sandhed er Grunden til de
fleste Betragtninger, den er Nøglen til de det hele Skrift.” 349
Hvor Om den borgerlige Regering var en utopi om staten, er Den
patriotiske Tilskuer noget tilsvarende om undersåtterne. Her findes
de ideelle undersåtter til den ideelle stat. Og her kan læserne finde
sig selv, som de bør agere for at leve et dydigt liv, ligesom de kan
finde anvisninger på at forberede deres børn til samme skæbne.
Sneedorff afslutter sit skrift med at annoncere, at han slutter for at
iværksætte noget af alt det, han har foreslået:
Naar enhver af mine Medborgere vil giøre det samme,
skulde maaske efterhaanden noget blive giort af det, som
man nu holder for umueligt, og som stedse maae blive
anseet derfor, saa længe enhver ikke begynder for sig selv.
Lad kun ingen af os bie, indtil andre begynde, eller det
bliver ham selv beleiligere; men enhver giøre strax, hvad
han kan. Det er det sidste og høieste af mine patriotiske
Ønsker. 350
Ved hver borgers patriotiske indsats kan utopien blive til
virkelighed. Skyternes ringe sæder kan blive gode, og i
arbejdsomhed for det almindelige kan alle komme til at leve i
sikkerhed, velstand og patriotisk samhørighed.
Efter Den patriotiske Tilskuer nåede Sneedorff at oversætte to
franske komedier, og ved sin død kort efter efterlod han en
teksttorso, som skulle være blevet en afhandling om religionen.
Med Den patriotiske Tilskuer havde Sneedorff afsluttet sit sidste
større værk.
349 VI, s. 550.
350 VI, s. 574.
104

IX. Afslutning
Nekrologen i Den Bergenske Borger-Ven, som indledte specialet,
var ikke ene om at fremhæve Sneedorffs patriotiske succes. Blandt
andet mente københavnske Kritisk Journal fem år efter hans død, at
man kunne takke Sneedorff for ”en større Oplysning om Borgerens
og Regentens Pligter, og om de Baand, som knytte begge
sammen”. 351 Men mere bemærkelsesværdige end den slags
personlige påskønnelser var nok rækken af praktiske initiativer. 352
Sneedorffs politiske pædagogik fik i 1777 sin lærebog i Ove
Mallings Store og gode Handlinger af Danske, Norske og
Holstenere, som i 1885 på syvende oplag kunne foreskrive
medborgerne i alle rigets lande, stænder og køn mønstre for dyd og
ære. 353 Statsnyttig handlemåde blev også tidligt søgt fremmet på
Sneedorffsk maner af Landshusholdningsselskabet, som ved
præmieuddeling knyttede ære til patriotisk foretagsomhed, og
patriotiske selskaber a la Landhusholdningsselskabet skød op
mange steder. Patriotismen havde mange forudsætninger og aktører,
og dens udvikling falder uden for dette speciales problematik og er
behandlet i forskningen. 354
En blotlæggelse af det oplysningsprojekt eller patriotiske
opdragelsesprojekt, der findes i Sneedorffs skrifter, har været
specialets formål. Jeg har hævdet, at der i forfatterskabet kan
identificeres en intim forbindelseslinje mellem politik og
pædagogik, og at et projekt træder frem, hvis man forfølger det spor
i skriverierne. I det følgende vil jeg sammenfatte projektet og til
sidst vurdere mine konklusioner i forhold til
forskningsdiskussionen.
Sammenfatning
Sneedorffs lærebog Om den borgerlige Regiering er et forsvar for
enevælde i en version, som inddrager liberale
oplysningsforestillinger, frem for alt fra Locke og Montesquieu. Her
351 Kongelig privilegerede Adressecontoirs Kritiske Journal for Aar
1769, s. 439.
352 Vurderingen af Sneedorff i 1700-tallet er behandlet i Plesner,
op.cit., s. 89ff.
353 Ove Malling: Store og gode Handlinger af Danske, Norske og
Holstenere, København 1992 [1777].
354 For begyndelsen til den patriotiske bevægelse, se Engelhardt,
op.cit., s. 54 ff, som fremhæver inspiration fra Storbritannien.
105

eskriver han, hvordan den velfungerende enevældestat, hvis formål
er det almindelige bedste, hviler på ”police”, det vil sige en
mentalitet blandt undersåtter og regent, som domineres af borgerlig
dyd, ”sand ære” og religion. Borgerlig dyd, som i praksis viser sig
ved kærlighed til fædrelandet, patriotisme, betegner viljen og lysten
til selvfornægtende at lade egennytte vige for det fælles bedste.
Sand ære har samme formål, men opererer ved præcis at udnytte
folks egennytte. Når social status forbindes med dydig adfærd, vil
ærekær egennytte lede folk til at handle til fordel for det
almindelige. Hver af de fire stænder, adel, gejstlighed, borgerskab
og bønder, har deres egen ære, som relaterer sig til fire patriotiske
adfærdsidealer. Religionen er samfundets sidste integrerende bånd,
hvis alle andre skulle svigte.
Det er generelt Sneedorffs opfattelse, at lidenskaber ikke bør
underkues, men sublimeres ind i statsnyttige baner. Ved foreningen
af dyd og ære søger han at ophæve modsætningen mellem egen- og
almennytte, et skisma der var centralt i samtiden – og afgørende i
eftertidens kapitalistiske udvikling.
I Sneedorffs politiske teori bliver indplantning af det rette sindelag i
undersåtter og regent en vital politisk affære, som gør
regeringskunsten til en pædagogisk disciplin. Den centrale opgave
består i at oplyse folk om, hvori henholdsvis regentens og de standsog
kønsspecifikke idealer for dydig adfærd består. Og at få dem til
at handle derefter.
At samfundet i Om den borgerlige Regiering er utopisk, gør
Sneedorff selv klart i Babues Breve. Han peger her på adskillige
fordømmelige forhold i fædrelandet, men kommer også med forslag
til forbedringer. Blandt disse er at lære kvinderne at sætte pris på
dyden. Så vil lidenskaberne føre mændene til at handle statsnyttigt
via deres ønske om at gøre et positivt indtryk på ”det smukke
Kiøn”.
I Breve uddyber Sneedorffs sine forestillinger om regeringskunst og
pædagogik. Hans politisk-pædagogiske metode benævnes
”Sokrates’ ånd”, der består i at få folk til at ”forelske sig” i det, de
lærer. Denne opdragelsesteknik er tæt forbundet med politikken,
idet dyden bør blive en lidenskab i sig selv og forene pligtelskende
undersåtter og regering i følsom harmoni.
Sneedorffs klareste illustration af patriotisk idealadfærd findes i
hans tidsskrift, Den patriotiske Tilskuer. Tro mod genren
præsenterer Sneedorff bladene som produktet af et (imaginært)
selskab, som i hans variant består af fire absolutistiske patrioter, en
repræsentant for alle stænder. De inkarnerer hver og én standens
dydige ideal, som man bør efterstræbe, såfremt man vil gøre sig
fortjent til sand ære. Et andet, mindre eksponeret selskab, er et
106

feminint, der tjener samme funktion som illustration af kønnets rolle
som dydens vogtere. I tidsskriftet diskuterer Sneedorffs og hans
forestillede dydsmønstre adskillige veje til forbedring af staten. Et
tilbagevendende tema er opdragelsen, som bør forberede borgerne
in spe til et patriotisk levnet. Sneedorffs hovedinspiration er her
Locke. I sin behandling af englænderens skrift om opdragelsen
fremstår Sneedorffs fusion af politik og pædagogik klar som krystal,
idet et fornuftigt regimente via dyd, ære og skam må indplantes i de
små og være rettesnor for opdragelsen af høj som lav. Sneedorff
lader ganske enkelt til at applicere Lockes opdragelsestanker på
regeringsniveau. Standsgradueres skal dog indlæringen af nyttige
egenskaber, ligesom selvfornægtelse må være relativ efter status.
Børn af socialt marginaliserede bør bruges til sociale forsøg med at
skabe nyttige borgere ud af uproduktive undersåtter.
Hvis alle samfundslemmer animeres af sand patriotisk iver; har de
alle fået indplantet en statsnyttig, rationel og emotionel drivkraft, vil
realiseringen af den ideelle enevældestat, som karakteriseredes i Om
den borgerlige Regiering, blive mulig, og vejen være banet for alles
sikkerhed, velstand og lyksalighed.
I takt med, at Sneedorffs skrifter retter sig udad mod et mere
offentligt publikum, fra nøgtern statsvidenskab til underholdende
moraltidsskrift, glider fagbegrebet police ud af sprogbruget til
fordel for det operationelle begreb, patriotisme. Borgerne, som
Sneedorff opdrager, omtales ikke som velregerede, men som
patrioter. I praksis er de selvbeherskede borgere, der tænker og føler
sig som et med staten. En statsnyttig rationalitet har fra barnsben
struktureret deres tanker, og de er ”forelskede” i konge og
fædreland.
Oplysning og opinion
Hvis Sneedorffs skrifter kan antages som en af de væsentligste
ideologiske inspirationskilder for den patriotiske bevægelse, et af
oplysningens mest markante udtryk, som prægede riget i fire årtier
frem til 1814, kommer dens enevældetroskab ikke som nogen
overraskelse. Distinktionen mellem stat og civilsamfund er ganske
enkelt ikke til stede hos Sneedorff. Hans forfatterskab vidner om
ambitiøse bestræbelser på oplysning og ”borgerliggørelse” ikke på
trods, men i kraft af enevælden. Enevældens statsmagt kunne
betragtes som omdrejningspunktet for en altomfattende mental
bevægelse af samfundets medlemmer til statsnyttig adfærd ud fra en
forestilling om, at det var adgangen til et almindeligt, fælles bedste.
Selvom borgerne måtte og burde stille nyttige forslag til statens
forbedring, havde regeringen altid det sidste ord. Oplysning til
efterstræbelse af det almindelige bedste blev i sin umiddelbare
107

politiske konsekvens konstruktionen af et harmonisk
interessefællesskab mellem alle stænder på trods af ulige vilkår og
politisk ufrihed. Det patriotiske idealmenneske befandt sig i en
tilstand af aktiv og lyksalig umyndighed; han handlede til statens
fordel, men var uden reel indflydelse på regeringens dispositioner.
Uden social brod var Sneedorff dog ikke. Med sit meritokratiske
princip om, at anerkendelse bør følge patriotisk duelighed og
engagement frem for fødsel, bar han ved til angrebet på den gamle
adel og godsejernes privilegerede stilling. Og selvom Sneedorff
graduerede legitim luksus efter stand, ligger der i hans fordring om
mådelighed og selvfornægtelse også en kritik af den aristokratiske
livsforms statuskonsumtion. Angrebet på den gamle adel lå helt i
tråd med enevældens modsætningsforhold til samme, og det
meritokratiske borgerideal imødekom statsmagtens interesse i
produktive og loyale undersåtter. I et længere perspektiv blev den
kulturelle borgerlighed, som især litteraturhistorien har påvist
Sneedorffs medvirken til skabelsen af, dog uomtvisteligt afsæt for
det kritiske borgerskab, der satte punktum for enevælden som
statsform i 1848. Selvbeherskelse kunne også blive til
selvbevidsthed.
At 1700-årene bød på udviklingen af en kritisk borgerlig
offentlighed eller sågar en ”opinionsstyret enevælde” er en
fremherskende opfattelse i forskningen. Det har ikke været
specialets formål generelt at vurdere denne opfattelses gyldighed,
og det står klart, at det liberale udviklingsperspektiv på sigt har
været et faktum. Men det står også klart, at forestillingen om en
kritisk opinion finder ringe støtte hos Sneedorff. Jeg har vist, at
skønt hans forestillinger givet har dannet idehistoriske
forudsætninger for en kritisk borgerideologi, fordunkler man ved at
indskrive Sneedorff i en liberal frisættelsesfortælling hans egentlige
projekt; et kameralistisk forankret opdragelsesprojekt rettet mod at
skabe duelige og almennyttigt agerende statsborgere, patrioter.
Hans opdragelsesprojekt kan til gengæld bidrage til at forstå den
politiske logik bag enevældens reformpolitik: Ønsket om at regulere
alle menneskelige forhold ud fra statsnyttetankegangen udstiller
mentaliteten bag aktørerne til den centraliseringsproces indenfor
alle samfundsgrene, som enevælden tilstræbte.
Lidt polemisk er en mere rammende betegnelse for Sneedorffs
samfundsideal ”opinionsstyrende enevælde”. ”Opinionen”, dvs. en
statsnyttig kollektiv bevidsthed, er frem for alt noget, som bør
indplantes i samfundsmedlemmerne med henblik på at sikre social
fred og produktiv adfærd. Da samfundssindet imidlertid også bør
regere regenten, sætter Sneedorff – i hvert fald teoretisk – skranker
for magtudøvelsen, selvom det i praksis kan være en skrøbelig
garanti mod despotisk regeringsførelse. Hvad enten indplantningen
108

af det rette sindelag retter sig mod regenten eller undersåtterne i
begge køn og alle stænder, placerer det dog oplysningsintellektuelle
som Sneedorff selv i en nøgleposition som sindelagets arkitekter.
Her ligger Sneedorffs egen, patriotiske selvbevidsthed.
109

X. Summary
A New State of Mind. Enlightenment by J.S. Sneedorff
This thesis unfolds the enlightenment project in the writings of the
Danish cameralist Jens Schelderup Sneedorff (1724-64). It argues,
that a thread of intimate relations between political science and
pedagogy pervades Sneedorff’s literary production.
Sneedorff defends absolutism in a model that applies liberal
thinking, primarily that of Locke and Montesquieu. A wellfunctioning
polity rests on its police, i.e. a subject and regent
mentality of civic virtue, “true honour” and religion. Civic virtue is
associated with patriotism. It designates industrious conduct and
the will and desire to let self-interest yield to the common good.
True honour has the same end, but operates through exploiting
people’s self-interest by connecting social status to conduct that
promotes the common good. Each of the four estates, nobility,
clergy, bourgeoisie, and peasantry has their own honour that
resembles four different kinds of patriotic behaviour. Should all
others fail, religion remains as the last bond of social order. In
general, it is Sneedorff’s view that passions like self-interest should
not be subdued, but sublimated into forms that are useful to the
state.
Instilling the right mentality in subjects thus becomes a vital
political undertaking, a task that makes the art of government a
pedagogic discipline. Especially since Sneedorff considers the
outlined polity far from the one experienced in his native state of
Denmark-Norway.
Sneedorff coins his politico-educational method “the spirit of
Socrates”, which implies making people “fall in love” with virtue.
Virtue should become a passion it self in order to unite duty-loving
subjects and government in emotional harmony.
An ever re-emerging issue in Sneedorffs writings is that of
education, which should prepare the citizens-to-be for a patriotic
course of life. In Sneedorff’s view, government by virtue, shame,
and esteem must be installed in infants and be the ordering
principle in the upbringing of nobleman and peasant alike. Orphans
might well be used for social engineering experiments, making
valuable citizens out of otherwise “useless” subjects.
Sneedorff’s absolutist project of enlightenment excludes everyone
but the regent from formal political influence. It nevertheless places
enlighteners like Sneedorff himself in a privileged position as those
110

in power to define the contents of virtue and honourable selfmanagement.
At the same time, Sneedorff’s enlightenment attitudes
illustrate the mentality behind the centralising reform policy
pursued by the absolutist government.
111

Appendiks: Grundbegreber hos
Sneedorff
Ordforklaringer markeret med * er gengivet efter Øystein
Sørensens Frihet og Enevelde.
Almindelige bedste, det: De fleste personer og familiers velstand i
en stat. Statens formål.
Almindelige domme, de: Opinionen, den offentlige mening, som
afgør hvad der er ærefuldt.
Borger: Kan både betyde 1) et medlem af staten eller 2) af
borgerstanden, dvs. købstædernes håndværkere, handlende, o.a.
Dyd: En handling begået for dens egen fuldkommenheds skyld.
Den borgerlige dyd er handlinger til fordel for det almindelige
bedste. Dyden er den sande æres målestok, dvs. det, som det giver
samfundsmæssig anerkendelse og status at efterstræbe.
Fornuft: Det som en uindskrænket forstand tilsiger. Det samme
som fuldkommenhed og Guds vilje. Bør – men kan aldrig helt –
regere passionerne.
Frihed: 1) Naturlig frihed er frihed til at gøre, hvad man vil. 2)
Fornuftig frihed er frihed til at gøre, hvad man bør. At underlægge
sig fornuftig frihed svarer til at lade sig socialisere, at handle i
overensstemmelse med statens formål.
Fuldkommenhed: Et mål for al forandring. Det samme som
fornuften og Guds vilje.
Fædreland: Det sted, man er født.
Guds vilje: Det samme som fuldkommenhed og fornuft.
112

Kunst: Kunstfærdighed, kunnen. Betegnelse for såvel 1) de skønne
kunster som 2) de nyttige kunster og 3) det modsatte af natur.
Magt: Evnen til at tvinge andre. At ændre menneskers vilje er ikke
tvang, men et effektivt redskab for en regering.
Mennesket: En skabning, der fødes uden bestemmelse, men som
kan og bør formes på krop og sind. Mennesket gøres ved
opdragelsen fornuftigt, men menneskets fornuft er i modsætning til
Guds indskrænket, og det regeres desuden af passionerne. Det
enkelte menneske er underordnet selskaberne.
* Monarki: Hos Sneedorff bliver monarkiet identificeret med
enevælden. Et ikke-enevældigt monarki er egentlig en fordækt
republik, hvor monarken er underlagt andre magtorganer.
Nations karakter, en: Et folkeslags særegenhed hvad angår sæder,
skikke og mentalitet.
Opdragelse: Kan både betyde 1) decideret børneopdragelse og 2)
dannelse til menneske og borger. Formålet er i begge tilfælde
fornuftens herredømme over passionerne, dvs. at socialisere til
fornuftig frihed.
Oplysning: Tilvejebringelsen af en fælles hensigt hos borgerne, det
vil sige police.
Passioner: Menneskets lidenskaber, begær og kærlighed, som af og
til får det til at handle ufuldkomment, men som lagt i de rette baner
kan understøtte dyden.
Patriotisme: Kærlighed til fædrelandet og til dem, man deler sprog,
sæder og skikke med. Den sande patriotisme er dog mere end det;
den er i overensstemmelse med dyden og uafhængig af stand.
Police: Regeringens ledemotiv. Den mentale drivkraft og
tænkemåde, som får regering og undersåtter til at arbejde for det
almindelige bedste. Kan være ære, dyd, frygt og religion.
113

Politik: Kundskab om det, der er nyttigt for staten.
* Regering: Betyder primært statsmagt, men bliver også brugt som
betegnelse på det højeste magtorgan i staten.
Selskab: Forening eller fællesskab med et bestemt formål, fx en
familie, et videnskabeligt selskab eller en stat. Selskaber betyder
mere end individer, og større selskaber betyder mere end mindre
selskaber.
Smag: Færdighed til at bedømme eller følelse for hvad der er mest
fuldkomment, især hvad angår de skønne kunster.
Sprog: Fornuftens og oplysningens medium. De levende sprog, især
modersmålet, har i kraft af deres udbredelse fortrin for de lærdes
døde sprog. Fransk er det mest fuldkomne sprog, men modersmålet
må af praktiske grunde foretrækkes og forbedres.
Stand: 1) Tilstand eller 2) samfundsgruppe med særlig funktion og
egen ære. Adel, gejstlighed, borgerstand og bondestand er de
primære stænder, men herudover findes den lærde stand.
Stat: Det størst mulige og derfor også vigtigste selskab. Statens
formål er det almindelige bedste, og derfor bør dens magt være
uindskrænket. Den er identisk med samfundet (Sneedorff opererer
ikke med et særskilt civilsamfund) og den eneste kraft, der kan gøre
mennesker lykkelige.
Tænkemåde: Den almindelige opfattelse. Se også police.
Ære: Social status, omdømme. Består i de domme, andre fælder
over et menneskes handlinger. Sand ære er i overensstemmelse med
dyden. Hver stand har sin egen ære.
114

Litteratur og kilder
Aristoteles: Statslære, København 1946, 2. udgave1997
Andersen, Vilh.: Tider og Typer af dansk Aands Historie, Erasmus
II, København og Kristiania 1899
Andersen, Vilh.: Det attende Aarhundrede, Illustreret Dansk
Litteraturhistorie bd. II, København 1934
Bisgaard, H.L.: Den danske Nationaløkonomi i det 18. Århundrede,
København 1902
Boll-Johansen, Hans og Kurt Johannesson: Verdens
litteraturhistorie bd. 3, 1450-1720, København 1985
Bourdieu, Pierre: Distinction: a social critique of the judgement of
taste. London 1996
Bregnsbo, Michael: Samfundsorden og statsmagt set fra
prædikestolen. Udviklingen i præsternes syn på samfundsorden og
statsmagt i Danmark 1750-1848, belyst ved trykte prædikener,
København 1997
Conrad, Flemming: Smagen og det nationale. Studier i dansk
litteraturhistorieskrivning 1800-1861, København 1996
Cunningham, Hugh: Børn og barndom i den vestlige verden efter
1500, Århus 2000
Damsholt, Torben: ”Den nationale magtstat 1560-1760”, in: Søren
Mørch (red.): Historiens historie. Danmarks historie bd. 10,
København 1992
115

Darnton, Robert: The literary underground of the Old Regime,
Harvard 1982
Den Bergenske Borger-Ven, No. 11, 2. februar 1765
Engelhardt, Juliane: ”Adel er arvelig, men Dyd maae erhverves”.
Den patriotiske bevægelse i det danske monarki 1780-1799, i:
Fortid og Nutid september 2002, s. 161-187.
Engelhardt, Juliane: De patriotiske selskaber i den danske helstat
1769-1814. Borgerskab, foreningssociologi og statstænkning, Ph.d.afhandling,
Institut for Historie, Københavns Universitet, 2004
Eskildsen, Kasper Risbjerg: Én Videnskab for Kongen. Den ældre
enevældes lærdomsreformer & skabelsen af den danske oplysning.
Speciale, Københavns Universitet, 1999
Feldbæk, Ole: Den lange fred, Danmarks historie bd. 9, anden
udgave, København 2003
Feldbæk, Ole: ”Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske
identitet”, In:, Fædreland og modersmål 1536-1789, Dansk
Identitetshistorie bd. 1, København 1991
Feldbæk, Ole: Nærhed og adskillelse. Danmark-Norge 1380-1814,
bd. IV, Oslo 1998
Fitzpatrick, Martin, Peter Jones, Christa Wolf og Iain McCalman
(ed.): The Enlightenment World, London/New York 2004
Foucault, Michel: ”Governmentality”, in: Graham Burchell, Colin
Gordon & Peter Miller: The Foucault Effect. Studies in
Governmentality, Chicago 1991
Gay, Peter: The Rise of Modern Paganism, The Enligtenment: An
interpretation, bd. I, New York 1995 [1966]
116

Grue-Sørensen, K.: Opdragelsens historie bd. I-II, København 1966
Henningsen, Peter: Homo Rusticus, upubliceret manus, København
2004
Hirschman, Albert O.: The Passions and the Interests. Political
Arguments for Capitalism before Its Triumph, Princeton 1977
Holberg, Ludvig: Niels Klims Underjordiske Reise, København
1789 [1741]
Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade,
København 1879
Holm, Edvard: Om det Syn på Kongemagt, Folk og Borgerlig
Frihed, der udviklede sig i den dansk-norske Stat i Midten af det
18de Aarhundrede (1746-1770), København 1883
Holm, Edvard: Danmark-Norges Historie 1720-1814, bd. III2,
København 1898
Horstbøll, Henrik: ”Enevælde, opinion og opposition”, Historie.
Jyske Samlinger, Ny række, XVII, 1987, s. 35-53
Horstbøll, Henrik: ”Civilisation og nation 1760-1830”, in: Søren
Mørch (red.): Danmarks historie bd. 10, Historiens historie,
København 1992
Horstbøll, Henrik: Menigmands medie. Det folkelige bogtryk i
Danmark 1500-1840, København 1999
Horstbøll, Henrik: ”Mellem despoti og demokrati. Den schweiziske
forbindelse: Roger, Mallet og Reverdil om den danske enevælde”,
Fund og Forskning bd. 42, 2003, s. 153-176
117

Hougaard, Jens, Toni Nielsen, Erik Vestergaard Rasmussen, Arne
Rindom og Peer E. Sørensen: Stænderkultur og enevælde 1620-
1746, Dansk Litteraturhistorie bd. 3., 3. udgave, København 2000
Jansen, F. J. Billeskov og Gustav Albeck: Dansk Litteraturhistorie
bd. 2, København 1976
Jantzen, A: ”Jens Schielderup Sneedorff”, i C. F. Bricka: Dansk
Biografisk Lexikon, XVI. Bind, København 1902
Jensen, Bernard Eric: Dansk identitetshistorie, Historisk Tidsskrift
bind 92 (16. række bind I), 1992
Jensen, Johan Fjord, Morten Møller, Toni Nielsen og Jørgen Stigel:
Patriotismens tid 1746-1807, Dansk Litteraturhistorie bd. 4, 3.
udgave, København 2000
Jespersen, Knud J.V.: ”Fra fødselsadel til rangadel. Den danske adel
1600-1800”, in: Per Ingesmand og J.V. Jensen (red.): Riget, magten
og æren, Århus 2001
Justi, Johann Heinrich Gottlob von: Staatswirtschaft oder
Systematische Abhandlung aller Oeconomischen und Cameral-
Wissenschaften, die zur Regiering eines Landes erfodert werden I,
Lepzig 1755
Jørgensen, Erik Stig: ”Den lærde stand i Jens Schelderup Sneedorffs
forfatterskab”. I Festskrift til Povl Bagge, København 1972, s. 157-
179
Kant, Immanuel: ”Beantwortung der Frage: Was ist Auklärung”,
Berlinische Monatschrift, December 1783. [Genoptr. in Norbert
Hinske: Was ist Aufklärung? Beiträge aus der Berlinischen
Monatsschrift, Darmstadt 1977, s. 452-465]
Knemeyer, Franz-Ludwig: ”Polizei”, in: O. Bruner, W. Conze og R.
Koselleck (Hg.): Geschichtliche Grundbegriffe, Historisches
Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, Bd. 4,
Stuttgart 1978, s. 875-897
118

Kongelig privilegerede Adressecontoirs Kritiske Journal for Aar
1769, København 1769
Koselleck, Reinhart: ”Einleitung”, in: O. Bruner, W. Conze og R.
Koselleck (Hg.): Geschichtliche Grundbegriffe, Historisches
Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, Bd. 1,
Stuttgart 1972
Locke, John: Anden afhandling om styreformen. Et essay om
borgerstyrets sande oprindelse, rækkevidde og formål,
Frederiksberg 1996 [1690]
Locke, John: An Essay Concerning Human Understanding, Oxford
1975 [1690]
Locke, John: Some Thoughts Concerning Education, Oxford 1989
[1693]
Lyngby, Thomas: Den sentimentale patriotisme. Slaget på Reden og
H.C. Knudsens patriotiske handlinger, København 2001
Magon, Leopold: Ein Jahrhundert geistiger und literarischer
Beziehungen zwischen Deutschland und Skandivanien 1750-1850
bd. 1, Dortmund 1926
Magon, Leopold: ”J.S. Sneedorffs Göttinger Antrittsrede 1751”. I
Acta Philologica scandinavica vol. XIV (1939-1940), s. 153-172
Malling, Ove: Store og gode Handlinger af Danske, Norske og
Holstenere, København 1992 [1777]
Markussen, Ingrid: Til Skaberens Ære, Statens Tjeneste og Vor
Egen Nytte. Pietistiske og kameralistiske idéer bag fremvæksten af
en offentlig skole i landdistrikterne i 1700-tallet, Odense 1995
Montesquieu, Charles Louis de Secondat de: Persiske Breve,
København 1956 [1721]
119

Montesquieu, Charles de: The Spirit of Laws, Berkeley 1977 [1748]
/ Montesquieu, Charles Louis de Secondat de: Om lovenes ånd I-II,
København 1998 [1757]
Motley, Marc: Becoming af French Aristocrat: The Education of
the Court Nobility, 1580-1715, Princeton 1990
Nielsen, Helge: Folkebibliotekernes Forgængere. Oplysning,
almue- og borgerbiblioteker fra 1770erne til 1834. København
1960
Nipperdey, Thomas: ”Die Funktion der Utopie im politischen
Denken der Neuzeit”, In: Gesellschaft, Kultur, Theorie:
Gesammelte Aufsätze, Göttingen 1976 s. 74-88
Nordin, Jonas: Ett fattigt men fritt folk. Nationell och politisk
självbild i Sverige från sen stormaktstid till slutet av frihetstiden,
Stockholm 2000
Outram, Dorinda: The Enlightenment, Cambridge 1995
Oxenbøll, Erik: Dansk økonomisk tænkning 1700-1770, København
1977
Parry, Geraint: ”Education and Reproduction of the
Enlightenment”, in: Martin Fitzpatrick, Peter Jones, Christa Wolf
og Iain McCalman (ed.): The Enlightenment World, London/New
York 2004
Petersen, N.M.: Oplysningens Tidsalder 1750-1800, første afdeling,
Bidrag til den danske Literaturs Historie bd. V, København 1860
Platon: Staten, København 1991
Plesner, K.F.: Jens Schelderup Sneedorff. En litterærhistorisk
monografi. København 1930
120

Plesner, K.F.: Det smagende Selskab, København 1959
Porter, Roy & Mikulás Teich (ed.): The Enlightenment in national
context, 1981
Porter, Roy: Enlightenment. Britain and the Creation of the Modern
World, London 2000
Raeff, Marc: The Well-Ordered Police State. Social and
Institutional Change through Law in the Germanies and Russia,
1600-1800, Yale 1983
Riedel, Manfred: ”Gesellschaft, bürgerliche”, in: O. Bruner, W.
Conze og R. Koselleck (Hg.): Geschichtliche Grundbegriffe,
Historisches Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland,
Bd. 2, Stuttgart 1975, s. 719-800
Rothe, Tyge: Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet, København
1759
Rothe, Tyge: Breve til Babue!, København 1759 (Sneedorffs
Samtlige Skrivter, VIII)
Rousseau, Jean-Jacques: Emile – eller Om opdragelsen, Valby 1997
[1762]
Rönning, F.: Rationalismens Tidsalder I, København 1886
Schulze, Winfried: Vom Gemeinnutz zum Eigennutz. Über den
Normenwandel in der ständischen Gesellschaft der Frühen Neuzeit,
München 1987
Scott, H.M.: ”The Problem of Enlightended Absolutism”, in: H.M.
Scott (ed.): Enlightened Absolutism. Reform and Reformers in Later
Eighteenth-Century Europe, London 1990, s. 1-35
121

Seip, Jens Arup: ”Teorien om det opinionsstyrte enevelde”. I
(Norsk) Historisk Tidsskrift 38, Oslo 1958
Sneedorff, Jens Schelderup: Disse Rigers Fortrin i Lyksalighed ved
en Monark, som er stor formedelst en viis Brug af sin Magt.
Forestillet i en Tale, som, til allerunderdanigst Erindring af Hans
Majestæts Kong Friderik den Femtes Høie Fødsels-Fest, blev
holden paa Sorøe Ridderlige Academie den 5te April 1752
(Samtlige Skrivter, VII)
Sneedorff, Jens Schelderup: Om den borgerlige Regiering,
København 1757 (Samtlige Skrivter, VII) / Johann Schielderup
Sneedorf: Über die bürgerliche Regierung, Wien 1780
Sneedorff, Jens Schelderup: Fortsættelse af Babues Syn, efter hans
Hjemkomst fra Persepolis, paa hans Reise i Scythien. Skreven først i
det Celtiske Sprog, Sorø 1759 (Samtlige Skrivter, VIII)
Sneedorff, Jens Schelderup: Breve, Sorø 1759 (Samtlige Skrivter,
VIII)
Sneedorff, Jens Schelderup: Babues Svar paa nogle Breve til ham,
Sorø 1759 (Samtlige Skrivter, VIII)
Sneedorff, Jens Schelderup: Jubel-Tale, til Erindring om den
lykkelige Arve-Enevolds-Regiering, som for 100 Aar siden blev
indført i disse Riger. Holdt på Sorø Ridderlige Akademi den 18.
oktober 1760 (Samtlige Skrivter, VII)
Sneedorff, Jens Schelderup: Den patriotiske Tilskuer, udgivet to
gange om ugen 1761-63 (Samtlige Skrivter, I-VI)
Sneedorff, Jens Schelderup: Sneedorffs Samtlige Skrivter I-IX.
København 1775-1777
Sneedorff, Jens Schelderup: ”Udskrift af Jens Sneedorphs Afhandl.
om Smagen, som ikke blev trykt”, in: K.F. Plesner: Jens Schelderup
Sneedorff, s. 255-258
122

Sorø. Klosteret. Skolen. Akademiet gennem Tiderne, I-II,
København 1928-1931
Sørensen, Øystein: Frihet og enevelde. Jens Schielderup Sneedorffs
politiske teori, Oslo 1983
Tribe, Keith: ”Cameralism and the Science of Government”,
Journal of Modern History 56, June 1984, s. 263-284
Vierhaus, Rudolf: ””Patriotismus” – Begriff und Realität einer
moralisch-politischen Haltung”, in: Rudolf Vierhaus (red.):
Deutsche patriotische und gemeinnützige Gesellschaften, München
1980
Voltaire, François-Marie: Verden, som den er, eller Babues Syn,
skrevet af ham selv. Oversat af det Franske, Sorø 1758 (Sneedorffs
Samtlige Skrivter, VIII)
Voltaire, Francois-Marie Arouet: Dictionnaire philosophique, Paris
1994 [Efter 1770-udgaven]
Weber, Max: Den protestantiske etik og kapitalismens ånd,
København 1995
Opslagsværker
Dansk Biografisk Leksikon (1.-3. udgave)
Den Store Danske Encyklopædi
Ehrencron-Müller, H.: Forfatterlexikon omfattende Danmark,
Norge og Island indtil 1814, København 1914
Ordbog over det danske Sprog
123