Nr 5 - Anders V Hassing-Staten i hjertet

Beqvemmelighed uden Ødselhed og Pragt”; borgerligt, kunne man
sige, i Sneedorffs forstand. Det resterende overskud går til de
fattigste bønder, ligesom han sørger for, at ungdommen lærer ”alle
slags nyttige Konster”. Det er nemlig adelsmandens store
bestræbelse at give sine bønder de rette motiver, og det gør han
også ved kun at pålægge dem mådelige afgifter, så de kan se nytten
af sparsomlighed og flid [det skal kunne betale sig at arbejde].
Adelsmanden er en uddannet mand, og det betragter han som en ære
[nyttig lærdom passer sig for en aristokrat]. Hans stilling kræver
nemlig kundskab om menneskets natur og politikken, og frem for
alt forstår han at formidle sin lærdom i ”de levende og brugelige
Sprog”. Lærdommen skal være til nytte og ikke pedanteri [som
ellers kendetegner det lærde miljø], så selvom han kender alle de
antikke værker, ”skammer han sig dog ikke ved at sige, at han har
læst nogle deraf i en fransk Oversættelse”. Han ved, at ære er en
nødvendig opmuntring for alle stænder, og derfor agter han de af
sine bønder, som gør sig bemærket med indsigt og duelighed. Som
patriot er hans mål frem for alt fædrelandets nytte, og derfor hader
han de, der opofrer det almindelige for egennytte, lige såvel som
han hader ”de uægte patrioter”, der ikke tillader kritik af herskende
fordomme. Og det allerværste, han ved, er uduelige, men
hovmodige medlemmer af hans egen og den lærde stand. 294 Det er
da også netop dem, han er manet frem for at korrekse.
Præsten, eller læreren, som Sneedorff først præsenterer ham, har sit
virke på adelsmandens gods. Han føler og forstår selv sandheden og
dyden, som han af samme grund kan foredrage andre i et særdeles
venligt og indtagende sprog. Derfor keder han heller aldrig sine
tilhørere. Det er langt fra kun religionens sandheder, han prædiker,
for disse er nøje forbundet med verdslige sandheder [fornuft, Guds
vilje og fuldkommenhed er ét]. Han betragter det som sin pligt at
kunne være menighedens rådgiver i alt, der kan føre til et
”ordentligt og sædeligt Liv”, hvilket indebærer såvel moralsk som
praktisk, landhusholdningsmæssig skoling. Menigheden skal
forbedres såvel sjæleligt som materielt, og adelsmanden, der er hans
fortrolige, observerer ivrigt hans samtaler med bønderne, fordi han
herved ”ofte lærer at kiende den menneskelige Natur bedre end ved
al den Omgang, som han har havt i den store og forstillede Verden”.
Præsten – ikke fogeden – er adelsmandens forbindelse til bønderne,
og det er derfor ham, der formidler patronens velgørenhed; altid
med en afpasset formaning for modtagerens velfærd i såvel det
denne- som hinsidige. Præstens foragt retter sig med dem i hans
stand, der misbruger Guds sag for deres egen nytte, og han ved med
294 I, s. 11ff.
85