Politi magasinet - 04

politi.dk

Politi magasinet - 04

04| På

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

patrulje. Vagtholdet er rygraden

i politiet, men for få bliver bag rattet

Ekstremisterne i Blekingegadenbanden

havde meget mere på samvittigheden,

end hvad de blev dømt for

Politi(k). Når politifolk bliver politikere


Indhold

Ansvarshavende redaktør:

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg

Redaktør:

Janne Aagaard

Redaktion:

Anna Bridgwater

Niels-Otto Fisker

Gunver Gjetting

Mikkel Thastum

Erik Vand

Sofie Yderstræde

Eksterne bidragydere:

Ulrikke Moustgaard

Dorte Kvist

Torben Christensen

Fotograf:

Thomas Tolstrup

Design og tryk

Trine Gade/Datagraf

Politi udkommer seks gange årligt i

16.000 eks. til alle ansatte i politi og

anklagemyndighed

ISSN: 1902-6048

Næste nummer udkommer:

1. februar 2008

Kontakt:

Janne Aagaard/Redaktionen

Rigspolitiet

Polititorvet 14, 3. sal

DK-1780 København V

Telefon: 33 14 88 88

Abonnement:

RPLT FP magasin (til ansatte i politiet)

red@rigspoliti.dk (eksterne modtagere)

Magasinet kan også læses på

www.politi.dk/magasinet

04|

06|

08|

16|

20|

Nyheder, indland:

Fremtidsværksted hos

anklagemyndigheden

giver nyt jobindhold

Nyheder, udland:

Danmark og Finland

vinder borgernes tillid

På vagthold: Politiets

rygrad er skifteholdet,

men arbejdet slider i

længden

På vagthold: Kold

skulder til skifteholdet

skyldes lav status og for

lidt udvikling

Politi(k): Engagementet

driver stadig flere politifolk

mod politikertilværelsen.

Mød fem borgmestre og to

folketingskandidater

18|

20|

25|

Ildsjæle: Hellere leder

end chef, mener

chefanklager i Syd- og

Sønderjylland

Ulla Kaspersen

Politi(k): Politikasketten

skiftes ud med

borgmesterkæden hos

stadig flere

Politi(k): Lovgivende

eller udøvende magt?

Indflydelse giver blod

på tanden

Illustration: Sissan Richardt


Blekingegadesagen:

» Jeg har enorm respekt for politiets arbejde, for

den energi og enorme mængde arbejde, der

ligger i en politiefterforskning. Ihærdigheden,

kreativiteten og arbejdsindsatsen i forbindelse

med Blekingegadesagen har været gigantisk. «

28|

0|

Ildsjæle: Hestehove og

mugning fylder staldmester

Anne Houmanns

hverdag

Terror: Forfatter

Peter Øvig Knudsen om

ekstremismen blandt

danskerne på baggrund

af mange års research

om Blekingegadebanden

Ekstremismen lever og har det godt – også blandt etniske

danskere. Det minder forfatter Peter Øvig Knudsen om i

interviewet på side 30

|

4|

6|

Lederen: Politi og

anklagemyndighed skal

beskytte det gode

samarbejde, skriver rigsadvokat

Jørgen Steen

Sørensen

Kronikken: Mangfoldighed

giver en bedre

arbejdsplads, fortæller

formanden for Netværket

for Politikvinder i Danmark,

Susanne Philipson

Staven – din tur til at slå

på politiet: Matadors

mor, Lise Nørgaard, giver

dansk politi et par kærlige

ord med på vejen

Velsignet

bud(bringning)

Med fire numre på bagen har du forhåbentligt et indtryk

af magasinet, du sidder med i hånden.

Nå, ikke?

Det skyldes måske, at du ikke har modtaget

magasinet Politi endnu. Distribution er et nøgleord for

de fleste blade og magasiner. Man kan lave et godt

journalistisk produkt, men hvis læseren ikke modtager

det, er det skønne spildte kræfter.

Den anden grund til, at du endnu ikke har fået for-

nemmelsen for, hvad magasinet indeholder, og hvorfor

Rigspolitiet har brug for et fælles medie, er måske, at du

er ramt af en evig skeptisk indstilling til alt, der kommer

fra ledelsen eller Rigspolitiet. Den holdning er svær at

gøre noget ved, i hvert fald på kort sigt.

Hvad vi kan gøre, er at sørge for, at du modtager maga-

sinet. Indtil nu har Rigspolitiet vægret sig ved at bruge

Post Danmark til distribution på grund af de store

omkostninger forbundet ved den løsning.

Derfor har vi bedt de enkelte kredse om at assistere

os med at levere hvert enkelt blad ud til medarbejderne.

Efter tre numre med distributionsproblemer må vi

lægge kursen om. Så fra næste nummer, Politi 05, der

udkommer den 1. februar, skal du ikke lede efter maga-

sinet i dit dueslag, i kasser, på gange eller bag trappen.

Det ligger derhjemme og venter på dig.

Vi sender magasinet hjem til dig, fordi den nuværende

ordning ikke fungerer. Og fordi Konkurrencestyrelsen i

sidste måned afsagde dom i en længe ventet sag, der

pålægger Post Danmark at ændre prissætningen på

bladuddeling. Derfor kan vi fra næste år sende

magasinet hjem til dig for lidt over tre kroner.

Til gengæld håber vi på, at vi når dig – på mere end

en måde – og at du vil bruge lejligheden til at læse

magasinet og give din mening og gode ideer til kende

på adressen magasin@rigspoliti.dk.

Janne Aagaard

Redaktør

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 |


XXXXXX NYHEDER INDLAND

Styr på bilerne

800 køretøjer og 12 vagtcentraler får

nyt system til at styre flåden af

patruljevogne på Fyn. Det har Rigs-

politiet givet grønt lys for efter et

pilotprojekt hos Fyns Politi.

Systemet skaber, ifølge Bjarne

Sørensen, linjechef for beredskabet

hos Fyns Politi, et godt overblik over

de køretøjer, som vagtcentralen har til

rådighed. Ud over et vejkort giver

systemet også mulighed for et detal-

jeret luftfoto af et område.

Systemet bidrager også til en øget

grad af sikkerhed, idet vagtcentralens

personale hele tiden har overblik over

vognenes placering. Systemet, der er

baseret på gps og bruger GSM-nettet

hos Sonofon, sender datameldinger

ud til bilerne. Via en kvittering får

patruljen en kørevej-

ledning, mens den

vagthavende

kan følge

med på

skærmen

hjemme på

stationen.

-toc

Mindre talje,

mere overskud

Årets store satsning hos Rigspolitiets

Idrætsforening (RPIF) hedder ’Det hele

menneske’. Målet har været at sætte ind

på flere fronter for at forbedre sundhe-

den hos de 32 deltagere.

Som stifteren af projektet, RPIF’s

næstformand Jørgen Guldborg, siger, så

bliver vi påvirket af stress, fastfood og

dårlige arbejdsstillinger. Derfor har ’Det

hele menneske’ tilbudt målrettede, indi-

viduelle trænings- og kostprogrammer,

og kriterierne for succes er individuelle:

»Nogle har tabt sig fire kilo eller 12

centimeter rundt om taljen. Og nogle er

bare glade for, at de har lært nye træ-

ningsmetoder,« siger Jørgen Guldborg.

Fælles for alle deltagerne er en for-

bedret kondition. Se og læs mere på

www.rpif.dk.

-ab

Brandgrupper i hele landet

København har i fem år haft en lille gruppe teknikere,

som er specialister i brand. Målet er at få en sektion af

polititeknikere, som er specialister i brand. Derfor skal

brandsektionen være landsdækkende, og der skal op-

rettes brandgrupper i Region Nord i Randers og i

Region Syd i Fredericia. Sammen skal de tre grupper

have 12 teknikere i alt.

»Vi har de folk, vi skal bruge, og indtil videre indgår

de i det almindelige vagtskema. Men på længere sigt

er det meningen, at vi kun skal tage os af brandunder-

søgelser,« siger Peter Fuglsang Christiansen, vicepoliti-

kommissær og leder

af brandsektionen

med de tre brand-

grupper, der hver har

en erfaren fagper-

son, som har stor

rutine i brandunder-

søgelser.

Det er meningen,

at de tre brand-

grupper primært

skal dække deres

eget område, men

hvis der er behov for

det, så skal de

assistere hinanden.

-toc

Løftestang til anklagerne

Måske får nogle af politikredsenes jurister være en god idé, hvis der også blev mulighed sin deltagelse i fremtidsværkstedet:

fremover titlen ’specialanklager’ på visitkortet. for at specialisere sig endnu mere som ankla- »Det var meget spændende at få klarlagt,

Sådan lyder forslaget til en helt ny stilling med ger«. hvilke kompetencer vi skal have«.

nyt jobindhold, der sammen med stribevis af 50 medarbejdere har været på fremtids- Blandt værkstedets andre forslag er:

andre forslag skal udvikle anklagemyndighe- værksted, hvor de udpegede de vigtigste • Ansættelser og forfremmelse sker med et

den. kompetencer for fremtidens anklagere. gennemskueligt og sammenligneligt bedøm-

Stillingsbetegnelsen ’specialanklager’ kan »Vi har altid været enige om, at vi er og skal melsesværktøj.

ifølge Ida Sørensen, uddannelses- og udvik- være dygtige. Men hvad gemmer der sig • Årlig medarbejdersamtale bliver taget så

lingschef hos Rigsadvokaten, løse et centralt egentlig inde i denne meget uldne betegnel- alvorligt, at det indbygges i ledelsens resul-

problem: se? Det har vi et bud på nu. Øverst på vores tatkontrakt.

»Hidtil har vores eneste karrierevej været hitliste ligger ’integritet’, der er altafgørende,« • Udviklingsplan for alle medarbejdere.

op. Var man en dygtig anklager, kunne man siger Ida Sørensen. Politifuldmægtig Pernille Søberg fremhæver

kun avancere ved at blive chef. Måske ville det Politifuldmægtig Christina Tassing siger om fremtidsværkstedets forslag om talentudvik-

4 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007


Islænding med på patrulje

En spritbilist er en spritbilist, uanset om han kommer fra

Reykjavik eller København. Alligevel kan de to landes politi

godt lære noget af hinanden. Derfor var en islandsk politimand

på nordisk udveksling i Københavns Politi i september.

Her var han i 14 dage tilknyttet Station City, hvor han var på

vagthold og kørte med som tredje mand i patruljevognen for at

få et bredt indtryk af ordenspolitiarbejdet i hovedstaden. Deref-

ter arbejdede han i 14 dage i Færdselsafdelingen, da han er

færdselsbetjent på Island.

»Man kan virkelig drage nytte af at se, hvordan politiet i et

andet land løser en opgave. Og det er altid rart at få nogle nye

idéer og impulser,« siger holdleder, politikommissær Søren

Svendsen fra Station City.

Det er ikke første gang, Københavns Politi har besøg af

nordiske kolleger på udvekslingsophold, ligesom Station City

også selv har haft en politimand i Oslo for nylig.

Nordisk Ministerråd har besluttet, at alle statsansatte

tjenestemænd og overenskomstansatte i Norden kan komme

på udveksling hos hinanden i mindst en måned og højst et år.

Man skal selv søge et ophold gennem sin arbejdsplads.

Sjovere job og nye

titler. Det kan blive

resultatet af en øget

specialisering og

fordybelse

ling, og at man skal have bedre mulighed for at

dygtiggøre sig uden for anklagemyndigheden.

»Vi står nu med de små årgange, hvor det

bliver vigtigt at rekruttere og fastholde folk,«

siger Søberg.

Med fremtidsværkstedet er processen langt-

fra afsluttet, understreger Ida Sørensen:

»Vores mål er en samlet plan, der er visio-

nær og realistisk. Derfor gør vi en alvorlig

indsats for at involvere så mange som muligt«.

-mit

-fie

Penge

til trængende

politifolk

Alle kan komme i en situation,

hvor de godt kan bruge lidt hjælp.

Handler det om økonomisk støtte

efter en stor krise, så kan Politiets

Mindefond måske yde bistand.

Fonden har ikke millioner at

dele ud af, men der er god grund

til at søge, for der er ikke mange

ansøgninger ved de to årlige udde-

linger.

Hvis du, en kollega eller en

kollegas pårørende er kommet

uforskyldt i knibe, så kan an-

søgningsskema rekvireres hos

Vibeke Hansen hos Rigspolitiet.

Tlf. 33 14 88 88, lok. 5001.

-ab

Fiktive

forbrydelser

To nye romaner skrevet af politi-

folk er i butikkerne.

Frode Z. Olsen har mere end

32 års erfaring fra politiet, og hans

viden og oplevelse har han nu an-

vendt i kriminalromanen ’Den dag

sneen kom’. Historiens centrale

person er kriminalinspektør Arne

Bellmann, som vikles ind en inter-

national gåde om en ung englæn-

der, der sporløst forsvinder i

København.

Også Troels Ørting Jørgensen

har skrevet en roman. Bogen,

’Operation Gamma’, er hans debut

og handler om mellemøstlige for-

brydelser med danske rødder.

Ørtings hovedperson er

politikommissær Kristian Lange,

som får muligheden for at forhin-

dre en stor terroraktion rettet mod

de sommerglade gæster i Tivoli,

men det kræver, at han selv begår

kriminalitet.

-ab

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 5


NYHEDER UDLAND

Vold i unges parforhold

Nedgørelse, voldsom jalousi og stærk kontrol med

kærestens adfærd. Både unge mænd og kvinder under ud-

dannelse bliver i høj grad udsat for psykisk og fysisk vold fra

kæresten. Det fastslår den amerikanske professor, Sandra

Stith, fra Kansas State University, USA, som forsker i vold.

I USA har 30 procent af de studerende på college været

udsat for fysisk vold i deres parforhold. Tallet for elever på

klassetrin 9-12 er 25 procent.

Årsagen er blandt andet stress, manglende evne til at

håndtere vrede og parforholdets intensitet. Forskning viser,

at jo mere seriøst et parforhold mellem to unge er, desto

større er sandsynligheden for, at der vil opstå vold. De

unge kan have svært at bryde med en

voldelig kæreste, fordi de påtager sig

skylden for overgrebene. Andre synes,

det er flovt at bede om hjælp.

6 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

-um

Sådan kan vi li’ det: popularitet og tillid! Her fra årets

Roskilde Festival i juli, hvor pigerne flokkedes om de

uniformerede betjente. Danskerne og finnerne har mest

tillid til politiet, viser ny undersøgelse

Finner og

danskere

stoler mest

på politiet

Af Ulrikke Moustgaard

Befolkningen i de nordiske lande stoler mere på politiet end andre

europæere. Det viser en undersøgelse, der sammenligner borgernes

tillid til politiet i 16 lande i Europa. Det er Finlands politiskole, der

står for undersøgelsen. ‘Trust in the Police in 16 European Countries:

A Multilevel Analysis’ af Juha Tapio.

Sexforbrydere får nye ideer

Udviklingshæmmede, der begår sædelighedsforbrydelser, får måske deres

viden om sex fra den resocialisering, de gennemgår efter en dom. Det mener i

hvert fald amerikanske forskere, skriver tidsskriftet ’Journal of Intellectual &

Developmental Disability’.

Konklusionerne bygger på personlige interviews med knap

32.000 europæere fra de 16 lande samt på tal og statistik om lande-

nes offentlige udgifter, herunder også til politi og retsvæsen, samt om

Indtil nu har det været god latin at antage, at udviklingshæmmede begår

sexforbrydelser, fordi de mangler viden om seksuel adfærd. De kender simpelt-

hen ikke de sociale koder. Men forskerne mener nu, at for meget viden er farlig,

og at seksualundervisning giver nogle af forbryderne inspiration til nye overgreb.

Overlæge og psykiater Birgit Jessen-Petersen fra Anstalten ved Hersted-

vester arbejder til daglig med danske sædelighedsforbrydere. Ingen i anstalten

er udviklingshæmmede, men flere er dårligt begavede. Psykiateren er ikke

skræmt af den amerikanske forskning. Hun mener, at viden er essentiel for de

indsatte, for at de kan ændre vaner:

»Vi mener, information er vigtig. Vi har et program, hvor vi underviser sædelig-

hedsforbrydere i mange ting, blandt andet også emner omkring seksualitet. Men

vi gør det for at motivere dem til at gå i behandling«.

-ab


korruptionsniveauet i de 16 lande. Topscorere på tillidslisten er po-

litiet i Finland og Danmark. Den ringeste tillid til politiet finder man i

lande som Tjekkiet og Polen i den tidligere østblok.

Årsagerne til de store forskelle i polititilliden er mange. Én er

korruption: Jo færre skandaler om pengemisbrug eller korruption i

såvel regeringen som blandt embedsmænd i den offentlige sektor,

desto større er tilliden til ordensmagten. Har man som borger selv

oplevet korrupte embedsmænd, er tilliden til politiet ringe.

Økonomisk utryghed påvirker ligeledes borgernes tillid til politi-

et. Jo fattigere og mere socialt udsat den enkelte borger er, jo min-

dre stoler vedkommende på politiet. Grunden kan være, at det ofte

er folk i belastede områder, der udsættes for kriminalitet, siger un-

dersøgelsen.

Paradoksalt nok er de lande, der bruger flest penge på offentlig

orden og sikkerhed, også de lande, hvor politiet nyder mindst tillid.

Forklaringen er, at tillid handler mere om velfærd og social

tryghed end om egentlig sikkerhed. Derfor har lande med et vel-

udbygget velfærdssystem større polititillid, og de bruger samtidig

også færre penge på at opretholde lov og orden.

Finland og Danmark er begge solide velfærdsstater, og befolk-

ningen har stor tillid til samfundets systemer. En tillid, som også

politiet nyder godt af.

Svenske politivåben under lup

Svensk politi er i gang med at kigge opbevaring og vedligeholdelse

af alle våben efter i sømmene. Den svenske Rikspolitistyrelse har

sat undersøgelsen i gang, fordi håndteringen af våben ikke altid er

fejlfri. Svensk politi har rapporteringspligt.

Hvert år skal en fuldstændig optegnelse over politiets våben

sendes til Rikspolitistyrelsen. Ved gennemsyn har man her opdaget

en del fejl og mangler. Derfor rejser undersøgelsens ansvarlige nu

rundt til alle kredsene og kigger på, hvilke våben kredsene råder

over, og hvordan de opbevares.

Foreløbig har undersøgelsen omhandlet tre kredse, og der er

blevet fundet fejl. Kredsene har fået påbud om at kassere våben

eller stramme op på deres opbevaringsrutiner.

-ab

It-software forudser terror

Terrorgrupper bruger ikke al deres tid

på terrorhandlinger. En militant

islamistisk gruppe som Hizbollah har

brug for at undervise og fremstille

propaganda indimellem, og i disse

perioder er sandsynligheden for, at de

gennemfører et selvmordsangreb,

godt 35 procent lavere end ellers.

Det forudsiger et nyt stykke ana-

lytisk computer-software, som netop

er blevet udviklet på The University of

Maryland Institute for Advanced

Computer Studies (UMIACS) i USA. Softwar en registrerer og

sammenkører oplysninger om terrorgruppernes aktiviteter og kan

på den måde beregne sandsynligheden for et terror angreb.

Softwaren kan finde tusindvis af data om både enkeltpersoner,

grupper, miljøer og meget andet; datamaterialet spænder fra

nyheder til online videobiblioteker.

Tilsammen betyder dette, at man i løbet af kort tid kan få et

overblik over eksempelvis terroristers handlingsmønstre eller det

kulturelle og politiske klima i en bestemt region. Derfor spår for-

skere også, at det ny redskab vil kunne styrke den globale kamp

mod terror.

Nye toner fra etnisk

politileder

En ledende sort politiofficer i Storbritannien

dropper den politiske korrekthed og kræver, at

politiet holder de unge fra etniske minoriteter

i kortere snor. Ifølge den britiske avis ’The Observer’ har forman-

den for ’National Black Police Association’, Keith Jarrett, opfordret

til, at politiet langt oftere skal standse og undersøge sorte og bor-

gere fra andre etniske minoriteter. I dag har britisk politi retten til at

foretage ’Stop and Search’, som svarer til det danske politis befø-

jelser i visitationszonerne. På nuværende tidspunkt bliver der

standset fire gange så mange sorte som hvide borgere i Storbri-

tannien.

Jarrett er klar over, at hans forslag er kontroversielt, men

britiske storbyer er plagede af skudepisoder, vold og bande-

kriminalitet. Nu siger Jarrett, at de etniske minoriteter selv

opfordrer til at slå hårdere ned på de kriminelle unge. Krimina-

liteten er blevet så udbredt, at mange sorte og indvandrere gerne

vil risikere diskrimination, hvis det kan standse kriminaliteten.

Modstandere af forslaget har hævdet, at øget kontrol med

etniske minoriteter kan give anledning til raceuroligheder. Men

Jarrett mener, at så længe politiet optræder høfligt og korrekt, når

de standser de etniske borgere, vil hans forslag ikke øge

racespændingerne i landet.

-um

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 |

-ab


Tema: På vagthold

8 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007


Politiets rygrad

At køre på vagthold er grundlæggende politiarbejde,

alligevel søger mange betjente væk fra holdene.

Vi tog med på patrulje i Glostrup og Næstved

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 |


PÅ VAGTHOLD

Politiets rygrad…

Af Sofie Sidelmann Yderstræde

Glostrup 00:20.

Som han står der i mørket og kigger ind over

plankeværket til et rækkehus, har Michael Jun-

ker alle sanser skærpet. Politiassistenten har

fingeren på radioens sendeknap og trykker på

den to gange. Et diskret signal til makkeren,

politibetjent Brian Wohlert Lund, om, at han

er på plads ved bagindgangen, i tilfælde af

at nogen skulle finde på at stikke af den vej.

De to betjente fra Københavns Vestegns

Politi er ude på nattevagtens første opgave.

Der er muligvis våben på et værelse inde i

10 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

rækkehuset i Albertslund. For en halv time si-

den slyngede de den sidste tår kaffe ned i

vagtstuen, mens vagthavende gennemgik døg-

nets vigtigste begivenheder for dem og resten

af Hold 3, som mødte ind på Politigården i Al-

bertslund klokken 23.

»Klokken 9.30 fik vi en bombetrussel i Glo-

strup telefoneret ind. Klokken 10.25 blev kolle-

ger udsat for fornærmelig tiltale, da de blev

sendt ud til en familie med en kamphund,«

læser vagthavende op.

»Hunden blev holdt tilbage af sin ejer og

udviste ingen form for positiv adfærd,« lyder

betjentens ironiske formulering, som får hele

Michael Junker og kollegaen, politibetjent, PG II’er Ronnie Kjærgaard Kesby, er på aftenpatrulje.

Der er en del S-togsstationer i Københavns Vestegns Politi. Så af og til må en patrulje sendes af sted til

hærværk, vold og andre lovovertrædelser, som finder sted ud på de små timer.

holdet til at bryde ud i latter. Der ønskes god

vagt, og alle rejser sig – nogle for at tjekke mail,

andre for at hente radioer og lygter i opladerne.

Michael går ud i gården for at få en smøg og en

sludder med en kollega.

»Vi skal ud at køre,« lyder det fra Brian i dø-

ren fem minutter senere. En bekymret udlejer

har ringet og fortalt, at hans lejer har våben på

sit værelse i rækkehuset.

Det bedste job

De to sætter sig i patruljevognen og kører ud i

aftenmørket i det store forstadsområde. Her

har 48-årige Michael kørt på vagthold siden


1988, kun afbrudt af godt to år ’uden for num-

mer’, hvor han arbejdede som SSP-opsøgende

gademedarbejder, og fem år som motorcykel-

betjent i færdselspolitiet.

»Jeg har været heldig at få lov til at prøve

mange ting, som man ikke gør, når man sidder

ved et skrivebord. Så jeg føler mig privilegeret,«

fortæller Michael.

Det er altså blevet til 12 år i en patruljevogn.

Kontakt til tusindvis af borgere i utallige situa-

tioner. Nogle har været glade for at se ham.

Andre har frygtet hans rolle. Og atter andre

hadet det, han gennem sit arbejde står for.

»I al den tid, jeg har arbejdet i firmaet, har

nogle kolleger følt, at det er lavstatus at køre

på vagthold. Jeg fatter det ikke. For jeg synes,

at det er det vigtigste politiarbejde, der findes.

Det er borgervendt, vi kan gøre en forskel. Der-

for er det skideærgerligt, at det er lavstatus at

køre vagthold,« siger Michael og skruer lidt på

FM-radioen, mens 32-årige Brian kører.

»Ja, der var den. Radio Yes2day,« udbryder

politiassistenten tilfreds, da han finder sin ynd-

lingsradiokanal, der spiller musik fra 1960’erne

og 1970’erne. I løbet af natten viser det sig, at

han er lidt af et omvandrende musikleksikon,

og Brian bliver af og til hørt i lektien om kunst-

nere, grupper og sangtitler.

En souvenir fra de varme lande

Ved rækkehuset i Albertslund melder Brian

over radioen stående ved husets fordør, at ud-

lejeren har lukket op. Alt er roligt.

De to betjente går ind og banker på døren

hos den 17-årige lejer, som ligger og sover.

»Dav, det er politiet,« siger Michael og væk-

ker roligt den unge mand i sengen.

Han ser noget forskrækket og forvirret ud,

men Michael taler ham til ro, mens Brian kigger

efter våben på det lille værelse.

»Det er en grim en, den her,« konstaterer

den unge betjent og viser en morgenstjerne

frem.

Ved siden af den ligger en armbrøst, en

solid slangebøsse og en splatterpistol. Den

unge mand fortæller, at det er souvenirs fra

Italien. Det var meningen, at de skulle op på

væggen og pynte, men han har ikke lige fået

dem hængt op endnu.

»Selv om det er gaver, skal du alligevel have

en tilladelse til at have dem hængende,« for- »

Michael Junker, 48 år, politiassistent i Københavns Vestegns Politi, Albertslund. Ansat i 1988.

Han har altid arbejdet i Københavns Vestegns Politi, tidligere kendt som Glostrup Politi, og

har i mange år været vejleder for PG II-elever.

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 11


PÅ VAGTHOLD

Et supermarked har været udsat for indbrud,

så Michael Junker og Ronnie Kjærgaard Kesby

undersøger lageret for fingeraftryk og andre spor.

» klarer Michael og får den unge mand tjekket i

Kriminalregistret.

Han er ikke kendt og virker desuden som

en fornuftig fyr, der bare ikke har helt styr på

reglerne. Michael forklarer mulige konsekven-

ser af at rende rundt med den meget livagtige

pistol.

»Jeg vil nødig være den, der skyder dig,

fordi du trækker sådan noget lort her en aften.

Man kan nemlig ikke se, at den ikke er ægte.

Så det dur ikke, at du har sådan noget skram-

mel liggende,« konkluderer Michael, mens

Brian samler våbnene ind.

Michael ringer til den unge mands mor og

aftaler med hende, at de må tage våbnene

med. De giver hånd til den unge mand og

siger godnat.

»Det er lige netop sådan noget her, der er

det spændende ved arbejdet. Vi ved ikke,

hvad vi kommer ud til. Det kan ende med alt

muligt, så vi var meget på vagt, da vi gik ind.

Men det er rart, når det udvikler sig sådan

her,« siger Michael og ryger en cigaret på vej

tilbage til patruljevognen.

Michael kan godt lide at snakke med folk

på den måde. Få dem til at forstå, hvorfor det

ikke er smart at gøre, som de har gjort.

Uanset om det drejer sig om hærværk eller

nabostridigheder.

12 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

Siden oktober har Michael Junker kørt som chauffør for OCU, Omgangstjenestens

Centrale Udrykningsleder, som også kører på treholdsskift. Nu er nattens patrulje

slut, og han kan tage hjem til sin kone og tre børn og indhente lidt nattesøvn.

»Efter min mening er en god betjent en, der

møder folk med ydmyghed og respekt. Det er

ikke nødvendigvis en, der skriver mange sa-

ger. Det handler om at være derude og hjæl-

pe folk. Men det allervigtigste for mig er, at

jeg og min makker skal hjem i ét stykke –

både fysisk og mentalt«.

Træd på speederen

Klokken er ved at være 2, og pludselig går det

stærkt. En melding om et indbrud i en golf-

klub i Hedehusene er kommet, og tyvene

skulle være der endnu.

»Nu skal vi ud at fange nogle tyveknægte,«

siger Michael og tænder for det blå blink.

Brian tæsker rutineret gennem gearene.

Der er næsten 20 kilometer derud, men der

er næsten ingen trafik på denne tid af døgnet

på motorvejen. Speedometeret viser mellem

160 og 180 kilometer i timen.

For ti minutter siden sad de to kolleger og

talte varmt om den kop kaffe, de skulle ind på

Politigården og have. Nu er den udsat på

ubestemt tid.

Da Brian og Michael kører ind ad ind-

kørslen ti minutter senere, udbryder de et

ærgerligt »aarrhh« og ler. Hundefolkene er

kommet først og er gået i gang med at søge i

den kulsorte nat. Inde i klubhuset har tyvene

knust en rude til et kontor, pengekassen er

fjernet fra et kasseapparat, og alle skabe står

åbne.

Michael lægger sin lygte ned langs gulvet.

På den måde kan han bedre opdage fod-

aftryk. Han går ud efter fingeraftrykskufferten

i patruljevognens bagagerum, og inde på kon-

toret pensler han rødt fingeraftrykspulver på

skranken og sikrer et aftryk på en transparent

klæbeplade.

Imens har Brian fundet pengekassen

smidt i buskene. Alt samles sammen og ta-

ges med hjem til Politigården klokken 3.30,

hvor både kaffe og mad og lidt vagtstuesnak

venter. Det var noget af det, som Michael

savnede og fik ham tilbage til politiet efter to

år som opsøgende SSP-gademedarbejder.

Stolt af sit arbejde

»Jeg savnede kollegerne, miljøet og det

uforudsigelige i arbejdet. Ja, hele stemnin-

gen. Men nu er det hele jo heller ikke rosen-

rødt,« siger han og nævner lønnen som noget,

han godt kan blive ærgerlig over.

»Men alt i alt er jeg sgu stadigvæk stolt af

at være politi’er,« konkluderer han.

Gennem årene i Albertslund har han set

rigtig mange unge betjente begynde på vagt-

hold for senere at søge videre, fordi de er kørt


Morgenvagten: Lars Olsen, 43 år, er politiassistent i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han har været ansat siden

1986, 11 år i Københavns Politi og siden 1998 i Næstved Politi, hvor han også fungerer som vejleder for PG II-elever.

surt i de skiftende arbejdstider: »Jeg kan ikke

rigtig forstå det… At man kan få problemer

med maven af at køre treholdsskift, når man er

midt i 20’erne. Når man søger ind, ved man, at

politiet er en forretning, der kører i døgndrift.

Og jeg synes, det er ret uheldigt, hvis man sø-

ger en efterforskningsstilling for at slippe for at

køre på vagthold. Så er det jo ikke nødvendig-

vis interessen for efterforskningsarbejdet, der

trækker mest,« vurderer Michael og sætter sig

til computeren på en skrivestue.

Livløs kvinde

Klokken 04.30 triller de ud i igen. Det støv-

regner, Kim Larsen synger om papirsilhuetter,

og Michael nynner lidt med. Pludselig er vagt-

havende i radioen. En bilist har fundet en ung

kvinde liggende livløs i rabatten ved Ishøj Sta-

tionsvej.

Brian tjekker, om kvinden har livstegn: Han

rusker kraftigt i hende. Vrider hendes øreflip

rundt og råber til hende. Først da han giver

hende nogle klap på kinden, kommer hun lang-

somt til sig selv: »Rolig, rolig. Det er politiet. Vi

er her for at hjælpe dig,« siger Brian og får den

unge kvinde op at sidde.

Hun kommer ind i patruljevognen, og be-

tjentene fornemmer instinktivt, at der er noget,

hun ikke vil ud med. Hun vil ikke på skade-

stuen, så Michael og Brian kører hende hjem.

»Hvis der er sket et eller andet, vil vi gerne

hjælpe dig,« siger Michael.

Hun begynder at græde, men afviser at sige

noget og bliver hjulpet ud. Klokken er 05.30, og

betjentene runder et industrikvarter i Ishøj i

patruljevognen.

Ved 07-tiden lysner det, og folk begynder at

sige »godmorgen« på gangen uden for skrive-

stuen.

»Det her har været en god nat. Det har været

godt politiarbejde,« konstaterer Michael tilfreds

og siger godnat til Brian.

»Det her er mit yndlingstidspunkt på døgnet.

Når jeg om lidt kører hjem til Haslev ved Næst-

ved og kan se alle de andre bilister på den

anden side holde i lange køer på Køge Bugt

Motorvejen, og jeg bare kan køre lige igennem

sydpå,« gnægger han og strækker sig.

Næstved 0 :00

For 43-årige politiassistent Lars Olsen er vag-

ten lige begyndt i Næstved, Sydsjællands og

Lolland-Falsters Politis hovedstation. Her har

Lars Olsen kørt på vagthold siden 1998; de

sidste fem år som vejleder for de nye PG II-

elever fra Politiskolen. Han finder en kande

kaffe i køkkenet og går ind i vagtstuen til sine

kolleger, der er samlet til mønstring.

Vagthavende skimmer døgnrapporten, og

snakken går om den villavej, hvor en far uden

tilladelse har monteret nogle bump, fordi hans

lille søn blev dræbt i et færdselsuheld for nylig.

Dagen inden måtte politiet assistere kommu- »

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 1


PÅ VAGTHOLD

En købmand har taget bilnøglerne fra en kunde og ringet til politiet, fordi han vurderede, at manden var for

beruset til at køre bil. Da Lars Olsen og Martin Haagen tester mandens udåndingsluft med alkometeret, viser

det sig, at den årvågne købmand havde ret.

» nen, som fjernede de ulovlige bump. Derudover

har døgnet budt på lidt butikstyverier i

Bilka, indbrud, to spritbilister og to dødfund-

ne. Efter lidt snak bryder alle op og går i gang

med dagens arbejde.

»Lars, vi har et færdselsuheld. En cyklist er

blevet kørt ned,« siger vagthavende, som net-

op har modtaget anmeldelsen på skærmen,

der registrerer alarmopkald til 112.

»Så er det jo godt, vi har færdselsuhelds-

eksperten med,« siger han med et sigende

smil til sin elev, den 26-årige politibetjent

Martin Haagen, som i løbet af sine tre uger i

Næstved allerede har prøvet en del af den

slags sager.

»Så skal jeg skrive sagen,« spørger han.

»Det kan jeg love dig for, du skal,« lyder

svaret venligt fra vejlederen, mens de henter

jakker og tasker i garderoben og går ned til

patruljevognen.

Cyklist kørt ned

Klokken er 08, og på Østre Ringvej er trafik-

ken næsten gået i stå.

»Det kan da komme til at tage en rum tid,

det her… Ska’ vi,« spørger Lars og tænder

14 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

horn og lygter, mens Martin kører over i den

modsatte vejbane for at komme frem.

På Ejlersvej ligger en midaldrende kvinde

på en båre. En Falckredder er ved at tape

hendes fødder fast, og en anden støtter hen-

des hoved og nakke. Hun har et snitsår ved

øjet, har ondt i hoften, men er ved bevidsthed

og taler.

Mens Lars får overblik over, hvad der er

sket, og undersøger kvindens cykel for ridser

og eventuelle lakrester, taler Martin med den

kvindelige bilist.

»Jeg kunne slet ikke se hende. Jeg ved

ikke, hvordan det skete,« siger hun ulykkeligt,

mens en lægeambulance ankommer med en

sygeplejerske.

Hun går ind i ambulancen, og lidt efter går

Lars også ind for at tale med cyklisten, som

ligger med iltmaske, en ilt-monitor klipset på

fingeren og krave om nakken.

»Hvilken vej væltede du, og hvor har du

ondt nu,« har Lars brug for at få at vide, så

han sammen med Martin kan stykke hændel-

sesforløbet sammen i sagen.

Kvinden svarer, og Lars takker og forlader

ambulancen, så den kan komme af sted til

Næstved Sygehus. Tilbage i bilen tjekker Lars

bilistens data i Centralregistret, mens Martin

spørger, hvordan sagen skal skæres.

De kører lidt rundt i midtbyen og styrer så

ud i villakvartererne, hvor de nye huse skyder

op som svampe i en fugtig efterårsskovbund.

»Jeg har en drøm om at tage en indbruds-

tyv på fersk gerning,« siger Martin og mumler

selv noget om at være »lidt ung og naiv«.

»Ja, det sker ikke så tit. Jeg tror, jeg kan

tælle på én hånd, de gange det er sket for

mig,« medgiver Lars.

Sætter pris på uforudsigelighed

Det var lidt tilfældigt, at Lars Olsen blev politi-

mand.

Under sin tid som værnepligtig i Vording-

borg passerede han politistationen og bad

om et ansøgningsskema til Politiskolen.

»Det var egentlig ikke en drengedrøm. Men

jeg er enormt glad for det, jeg laver. Jeg sæt-

ter stor pris på at have en uforudsigelig dag-

ligdag. Men da jeg var yngre og ikke havde

kone og barn, satte jeg nok større pris på det.

Det kan være svært at passe arbejdstiden ind

med familien. Så er det lettere for Martin, der


ikke har noget liv,« driller han kollegaen, som

brokker sig højlydt og ler.

»Men jeg kan faktisk godt lide at have

nattevagter og have nogle dage i løbet af ugen,

hvor jeg har fri. Det er nok derfor, jeg har gjort

det i 21 år,« konstaterer Lars, som tidligere har

været 11 år i Københavns Politi, men blev træt

af at pendle.

Patruljen vender retur til Politigården klok-

ken 09.30. Her har en kollega brug for hjælp fra

Lars, som er ferm til at tjekke konfiskerede

knallerter for ulovligheder.

»Det er et hyggeligt arbejde. En gang imel-

lem tager jeg en hel dag væk fra holdet og står

nede på mit værksted og undersøger knaller-

ter. Så selv om man kører på vagthold, er der

muligheder for at dyrke sine interesser,« siger

Lars, der også har undervist i selvforsvar og se-

nere skal lære kollegerne at bruge peberspray.

Job ikke et statussymbol

Inde på gården opretter Lars færdselsuheldet i

POLSAS og går ind på vagthavendes kontor.

Her lyder en tung, søvndyssende vejrtrækning

og et grynt i ny og næ.

»Nå, har vi gæster,« spørger en kollega og ka-

I vagtstuen i Næstved har de lidt ældre betjente svært ved at få armene ned. For nylig

vandt de nemlig en fodboldkamp over de yngre kolleger, og drillerierne fyger i luften.

ster et blik op på overvågningsskærmen af

venterummet, hvor en beruser og muligvis

stofpåvirket mand sover den ud.

Martin er ved at oprette en efterlysning af

en bil ved en computer, og her i begyndelsen

bliver han guidet igennem af de mere erfarne

kolleger. Klokken 10.30 sætter de sig igen bag

rattet og kører en tur ud på landet til Gelsted,

Herlufmagle, Glumsø og Fuglebjerg.

De standser nogle bilister og tjekker køre-

kort, alkoholpromille og vejleder én om, at han

nok ikke skal læsse så meget jord på sin trailer

en anden gang.

Solen skinner, landmænd har travlt med at

pløje deres marker, og de to betjente hygge-

sludrer om løst og fast.

»Jeg kan godt lide den her frihed ved at køre

på vagthold. At vi som gode kolleger kan sidde

her og snakke sammen en hel dag, hvis der

ikke sker noget. Men jeg oplever det at køre på

hold som lavstatus i politiet. Det er som at

starte i 1. klasse – og så blive der. Men det har

jeg det udmærket med. Det handler ikke om,

hvad folk synes om mit job, men om, hvad jeg

synes. Jeg har aldrig set et job som et status-

symbol, « siger Lars.

Ved 12-tiden vender Lars og Martin tilbage til

Politigården for at spise frokost. Og dagen

viser sig at blive en af de uforudsigelige dage,

som Lars talte om.

Han bliver nemlig bedt om at passe vagtha-

vendes kontor, mens vagthavende er til møde.

En tjans ved radio og telefon, der kommer til at

vare resten af vagten, indtil han klokken 15 si-

ger tak for i dag og kører hjem.

> På skiftehold

Antallet af betjente, der arbejder på

treholdsskift i beredskabet, varierer fra

kreds til kreds. I Københavns Vestegns

Politi er der cirka 120,

I Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er

antallet omtrent det samme, i Midt- og

Vestsjællands Politi er der 118 såkaldte

politiårsværk i beredskabet, og i

Østjyllands Politi er der efter årsskiftet

cirka 115 i beredskabet.

Tillæg for aften- og natarbejde er 25 pct.

af skalatimeløn i tillæg mellem klokken

17 og 06. Weekender og helligdage

udløser samme tillæg.

Rigspolitiets Personaleafdeling og kredsene

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 15


PÅ VAGTHOLD

Beredskabet er fundamentet i

politiets arbejde og korpsets ansigt

udadtil. Men det skal være mere

attraktivt at køre patrulje:

Kold skulder

til vagthold

Af Anna Bridgwater

Nattearbejde, weekendvagter og ødelagte fri-

dage. De færreste i politiet har lyst til at bruge

negative udtryk som skraldespand og lavsta-

tus, men der er ingen tvivl: stillingerne på poli-

tiets beredskab er langtfra populære.

»Politiets livsnerve er døgnberedskabet,« er-

klærer chefpolitiinspektør Ib Meng fra Køben-

havns Vestegns Politi.

Han er vidne til, at livsnerven risikerer at vis-

ne, fordi mandskabet siver væk. Modvilligt er-

kender Ib Meng den uudtalte ringeagt for vagt-

holdene:

»Der har været en opfattelse især blandt

efterforskerne, at dem på vagtholdene var de

mindst kloge«.

Som led i sin lederuddannelse har

vicepolitiinspektør Jan Kjær Lambertsen fra

Syd- og Sønderjyllands Politi skrevet om re-

kruttering. Også han har en opfattelse af, at be-

redskabet er en »skraldespandsafdeling, som

bruges til alt fra fodboldkampe til transport,«

som han udtrykker det.

»Der er en opfattelse af, at man bliver ud-

nævnt til kriminalassistent. Men de, der kører

på hold, er dem, der ikke kan bruges andre

steder. I film om politiet bliver det brugt som

straf at komme tilbage i uniform og tilbage i

patruljevognen«.

Under den nyligt afviklede ønskerunde

måtte Jan Kjær Lambertsen placere folk i

16 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

beredskabet ude på nogle af lokalstationerne

mod deres egen vilje: »Man er nødt til at tvinge

folk«.

Heller ikke i Københavns Vestegn har stillin-

gerne på vagtholdene været populære.

»I forbindelse med organiseringen af

Vestegnen havde vi problemer med hvervnin-

gen til beredskabet,« siger Ib Meng.

Job uden udvikling

Peter-Chresten Ekebjærg, tidligere personale-

chef på Bellahøj og nuværende politiinspektør

hos Københavns Politi, ser anderledes på pro-

blemet. Han mener, at beredskabet mangler

anseelse hos befolkningen og ikke internt i po-

litiet.

»Det virker mere McCloud-agtigt at sige,

man opklarer drab, end at sige, man kører

patruljevogn. Men det er omverdenens

forestillinger«.

I Peter-Chresten Ekebjærgs øjne er der

mange faktorer, der sammenlagt afskrækker

nogle politifolk fra vagtholdene:

»Vagtholdsarbejdet er stort set altid midler-

tidigt, så der er en svingdørsstemning. Man har

tidligere haft et generalistforløb for alle politi-

folk. I dag er der langt flere muligheder for at

søge væk, hvilket folk også gør. Man skal forla-

de vagtholdet for at komme videre med karrie-

ren«.

Ib Meng fortæller også, at det er svært at få

politifolk på vagtholdene til at blive:

»De unge har haft en forestilling om, at de

skulle forholdsvis hurtigt væk. Og trenden har

været stigende i forhold til reformen«.

Også Lambertsen har set, at det er svært at

finde folk til stillinger uden oplagte muligheder

for udvikling. Det gælder især stillinger på de

mindre lokalstationer:

»Mange af de unge søger hovedstationerne,

for der kan de se, at de kan udvikle sig. Hvis

man ikke kan se udviklingsmuligheder, så kan

det være svært«.

Alle tre ledere peger også på, at indholdet i

arbejdet er med til at gøre vagtholdene util-

trækkende: Det er fysisk og psykisk belasten-

de, de skæve arbejdstider påvirker både fritid

og familieliv.

»I København er det meget konfrontatorisk

at køre vagthold, og på et tidspunkt bliver man

træt af at komme op at skændes med civil-

befolkningen hele tiden,« siger Peter-Chresten

Ekebjærg.

Desuden understreger Lambertsen, at tre-

holdsskift går ud over helbredet:

»Man skal ikke meget op over de 40 år, før

en nattevagt gør av i kroppen«.

Endelig risikerer mandskabet på vagtholde-

ne, at der ikke er nogen steder at gå hen med

problemerne:

»Der møder folk ind på en station, hvor der

ikke er en leder til stede. Betjentene efterlyser

nærværende ledere. Og så medindflydelse.

Siden reformen er der mindre indflydelse på


» Det virker mere McCloud-agtigt at

sige, at man opklarer drab, end at

man kører patruljevogn «

Peter-Chresten Ekebjærg,

politiinspektør hos Københavns Politi

egne vagter. Så ryger der en gulerod,«

oplever Jan Kjær Lambertsen.

Hvis manglende respekt er et pro-

blem, så er løsningen simpelthen at

vende stemningen, mener Ib Meng. Et

godt sted at starte er at lade være med

at bruge ordet lavstatus:

»Hvem gider høre, at deres arbejde

er lavstatus? Hører man det nok, så bli-

ver adfærden også derefter. I mine øjne

er det vigtigste, at beredskabet nyder

anseelse og respekt for deres arbejde,«

fastslår han.

Drop ordet lavstatus

Derfor mener Meng, at udtrykket ’lav-

status’ bør udgå af ordforrådet:

»Man sætter de betjente i bås. For

at gøre omgangstjenesten interessant

skal man formulere det anderledes«.

Jan Kjær Lambertsen er inde på lig-

nende tiltag: »Gør opmærksom på, at

kollegerne på vagtholdet har den sam-

me grunduddannelse som deres kolle-

ger i andre afdelinger. Gør det til en

specialistgrad at være fleksibel og at

være en god generalist«.

Puds glorien i patruljevognen

Politifolk skal begynde at sammenligne sig selv med læger: Begge fag-

grupper yder en uundværlig hjælp, for både lægen og politimanden kan

betyde forskellen på liv eller død.

»Politimænd skal sammenligne sig selv med læger og ikke lærere.

Vagtholdene løser nødvendige opgaver for politiet og for samfundet. Ar-

bejdet i beredskabet er spændende, det er der, hvor der er mulighed for

at gøre en forskel,« siger forsker Rex Degnegaard, der er ph.d.-stipendiat

på Copenhagen Business School, hvor han følger politireformen for

Rigspolitiet.

Set gennem hans forskerbriller er politifolk samfundets uundværlige

beskyttere og problemknusere. Men han er klar over, at det er svært at

fastholde mandskab i beredskabet i mange år, fordi de mange konfron-

tationer med borgerne er opslidende:

»Det vil være yngre politifolk, der søger stillingerne på vagtholdene,«

siger forskeren, der fremhæver, at syv års arbejde bag rattet i en patrul-

jevogn er mere end rigeligt. Degnegaard mener, at kampen for at få an-

satte til at blive på vagtholdet er skønne, men spildte kræfter.

Også Peter-Chresten Ekebjærg fore-

slår, at arbejdet i patruljevognen skal

kvalificeres. En mulighed er, at vagthol-

dene uddannes til at kunne behandle

indbrud.

Når behovet for at specialisere sig

bliver opfyldt, så bliver vagtholdene

også længe i vognene, er de tre enige

om. Desuden skal arbejdsmiljøet i be-

redskabet forbedres, og flere hænder

skal deles om de mest upopulære op-

gaver.

»Fordele og ulemper i politiarbejdet

skal fordeles ligeligt. Det kan man gøre

ved, at andre grene af politiet sponso-

rerer vagter og udlåner mandskab til at

dække de upopulære vagter,« forklarer

Lambertsen.

Fra Rigspolitiet er chefpolitinspektør

Poul Bukh enig:

»Vejen frem er at inddrage så man-

ge som muligt i beredskabet«.

Der er forsigtig optimisme om frem-

tiden hos personalecheferne, for for-

bedringer er på vej. Som Ib Meng lidt

formelt udtrykker det:

»Tiltagene er fremadrettet med det

sigte at højne arbejdsmiljøet og ar-

bejdsglæden og ikke mindst interessen

for denne vigtige del af det udadvendte

politi«. n

»I andre organisationer er det meget lang tid at blive i en funktion i syv

år. Syv år på vagthold er ikke for lidt. Man skal ikke få folk til at blive på

vagtholdene, men i stedet acceptere, at de vil videre. Det vil sige, at der

skal flere ind i politiet. Politiet vil i fremtiden se en større bevægelighed

mellem de forskellige funktioner«.

’Den naturlige dynamik’ kalder Rex Degnegaard den bevægelse mel-

lem forskellige funktioner og ind og ud af organisationen. Han nævner, at

det i dag er muligt at bevæge sig mellem efterforskning og beredskab,

og at fremtidens politi er en mere fleksibel arbejdsplads.

»Politiet er en knaldgod arbejdsplads. Folk, der rejser væk, kommer

tilbage med nye kompetencer, måske ikke til vagthold, men så i andre

funktioner. Hvis man arbejder med en naturlig og dynamisk udvikling, så

vil andre også være interesseret i at komme ind. Man har brug for folk,

der kommer andre steder fra. For politiets arbejde bliver mere kom-

plekst, i takt med at samfundet og kriminaliteten bliver mere kom-

plekst«.

-ab

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 1


ILDSJæLE

Lederen er til

for medarbejderne

Chefanklager Ulla Kaspersen bryder sig ikke om titlen ’chef’. Hun vil

hellere være lederen, der viser retningen frem for at udstikke ordrer

Af Mikkel Thastum

De nøgne vægge er skæmmet af forladte

skruehuller. Et par billeder hænger skævt her

på chefanklagerens kontor. Her er stabler af

dosmersedler, lange lister med gøremål og

sagsmapper. Her er pinlig uorden. Her er ingen

pynt.

Her er for resten heller ikke nogen chef. Det

siger i hvert fald kvinden i kontorstolen.

»Chefer er sådan nogle, der udstikker ordrer.

En organisation kan derfor aldrig overstige che-

fens niveau. En leder derimod sætter mål, ret-

ning og ramme, hvor medarbejderne sammen

når endnu højere - end hvis vi alle var alene«.

Navnet er Ulla Kaspersen, leder af anklage-

myndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Poli-

ti.

Jurister, kontorfolk og politianklagere er i

øjeblikket i flytterod, da mandskab fra hele

landsdelen skal samles på hovedstationen i

Esbjerg, og reformen bevæge sig fra papir til

virkelighed. Derfor har 46-årige Ulla Kaspersen

trods sine halvandet år i stolen aldrig nået at få

pyntet sit kontor, der med et enkelt vindue er et

af de mindste på hele stationen.

»Det er ligesom ikke rigtig nogen prioritet,

vel. Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg

sidder. For det her er et professionelt sted, og

jeg vil hellere bruge alle mine kræfter på at få

visionerne ud i livet,« siger hun og bedyrer, at

der nok skal blive pyntet op.

Men ikke nu.

Faglig stolthed

I Ulla Kaspersens verden er lederen nemlig til

for de andre. Aldrig omvendt.

»Som leder påtager jeg mig et kæmpe an-

svar for andres ve og vel. Min vigtigste opgave

er at få medarbejderne til at gå glade på arbej-

de. De skal have en fornemmelse af, at de skal

18 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

» Jeg er i realiteten ikke anklager mere. Jeg er leder,« siger Ulla Kaspersen, der er chefanklager ved Syd-

og Sønderjyllands Politi. Hun er 47 år og uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1985. Siden da har hun

gjort tjeneste i otte forskellige politikredse i Jylland, hos to statsadvokater og som politimester.

udrette noget værdifuldt i dag. At de skal lære

noget nyt. At de er værdsatte tandhjul i et stør-

re hele. At deres indsats betyder noget. De skal

i det hele taget have lov til at føle faglig stolt-

hed«.

For at skabe større faglighed har Ulla

Kaspersen indført en ny organisation, hvor ad-

ministrative medarbejdere ’ejer’ sagerne. Lige

fra den oprettes, til den sendes i arkiv. Det be-

tyder, at kontoruddannede bevæger sig dybere

ind på områder, der tidligere var helliget jurister.

»Det skal også for vores administrative folk

være udfordrende og udviklende at gå på arbej-

de. Derfor skal de nu lave selvstændig sagsbe-


handling på så mange områder som muligt,«

forklarer hun.

En anden nyskabelse er, at der ikke er no-

gen chef for de administrative medarbejdere.

Det bliver nemlig et selvstyrende team, lige-

som der bliver oprettet et chefløst hold af poli-

tianklagere.

»Nogle vil måske sige, at det er det mest ræd-

selsfulde, de nogen sinde har oplevet. Så tror

jeg, at de skal finde en anden arbejdsplads.

Men jeg håber, at langt de fleste vil blive grebet

af den nye virkelighed. At de får en helt ny til-

gang til det at være på arbejde,« siger Ulla Kas-

persen.

Overlevelse

Den slags programerklæringer kan ikke altid nå

jorden. Det ved hun godt. Derfor skriger hun en

gang imellem af afmagt ud af sit kontorvindue,

når virkelighed og managementteori af en eller

anden grund ikke kan nå sammen:

»Nogle gange undervejs har arbejdspresset

mod medarbejderne været så voldsomt, at jeg

desværre har måttet søge tilbage til en chefrol-

le, der udstikker kommandoer og udføre ledel-

se på ’overlevelsesniveau’. Det gør mig ked af

det«.

Ulla Kaspersen har hentet inspiration til sin

ledelsesmodel fra kurser og bøger. Men hun

fastholder, at ingen teori kan stå alene. De er

det ene ben, mens erfaring er det andet ben.

Kroppen er lederens personlighed. Hovedet er

kombinationen

af det hele.

»Som leder i en videnbaseret organisation

som anklagemyndigheden er det ikke nok at

være juranørd. Lederen skal have en ægte in-

teresse for mennesker. Det skal ikke være no-

get, man lader som om, fordi det står i en le-

delseshåndbog«.

Som barn drømte Ulla Kaspersen om at

være stewardesse. Men droppede de højtfly-

vende tanker, da det gik op for hende, at der

blot var tale om godtklædte serveringsdamer.

Senere ville hun være læge, men det viste sig,

at hun ikke kunne tåle at se blod.

I stedet oplevede hun en »knaldhamrende

kompetent« advokat i forbindelse med leje af

en lejlighed. Derfor ville hun være jurist, og til-

fældigt blev det i anklagemyndigheden, da hun

i en tid med arbejdsløshed sendte ansøgninger

hist og pist.

»Jeg var solgt med det samme. Det med at

være anklager var bare for fedt«.

I sin tid som anklager med tjenestested ti for-

skellige steder i Jylland har hun imidlertid set

en del retssagsblod.

Forladt faget

»Men jeg er i realiteten ikke anklager mere. Jeg

er leder. Det er et godt udgangspunkt, at jeg

har haft utallige straffesager, men den faglige

ledelse er i dagligdagen hos politiadvokaterne,

mens jeg står for de overordnede linjer. Når det

virkelig brænder på, tager jeg selvfølgelig fag-

hatten på igen, men går det hele perfekt, er jeg

i realiteten overflødig i det daglige«.

Så skal hun »dingle i hængekøjen« og tænke

endnu mere nyt. Mon ikke, at hun pakker køjen

sammen efter et par dage?

»Jeg har været på barselsorlov to gange.

Jeg var helt ærligt ved at få spat. Det var ræd-

selsfuldt. Bevares; det var vidunderligt at gå

rundt med barnet, men også alt, alt for stille-

stående. Jeg vil være med, hvor det sker. Jeg

vil være her,« fastslår chefanklageren.

Sådan lyder hendes vision.

Men alle managementbøger bralrer også

om mission. For Ulla Kaspersen er den at få

organisationen gjort mere virkelighedsnær. At

få politi og anklagemyndighed tættere på.

»Vi skal mærke verden. Vi skal vide, hvad

der foregår. Ikke bare i kriminelle miljøer, men i

hele samfundet. Først da kan vi agere i stedet

for at reagere. Vi skal aldrig være vindmøller

efter folkestemningen, men vi skal have finge-

ren på pulsen. På et eller andet tidspunkt ram-

mer alle trends os i nakken. Derfor kan vi lige

så godt selv tage hånd om bærende tendenser

i samfundet«.

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 19


Illustration: Sissan Richardt

POLITI(K) XXXXXX

Borgmester med politiskilt

Mange politifolk tager springet fra betjentuniformen til magtens

bonede gulve. De bytter for en tid jobbet som samfundets

udøvende magt ud med hvervet som borgmester

Af Ulrikke Moustgaard

Den dag, Ole Bronné Sørensen satte sig i borg-

mesterstolen i Stubbekøbing Kommune, var

der mere end almindelig nysgerrighed over for,

hvad han mon var for en størrelse.

Både den lokale presse og kommunens

borgere var nysgerrige. For med den ny borg-

mester havde Stubbekøbing ikke blot fået en

socialdemokrat bag byens ror.

De havde også fået en politibetjent.

»Der var da nogle borgere, som lige skulle

finde ud af, hvordan de to ting kunne hænge

sammen. Skulle jeg være politimand, samtidig

med at jeg var borgmester? Og ville jeg så gå

til møder med håndjern i baglommen?«.

Sørensen griner lidt ved erindringen om by-

ens reaktioner i de første par måneder, efter

han tiltrådte som socialdemokratisk borg-

mester i 2001. For vel var det en smule aparte

at få en betjent på øverste post i kommunen.

Stubbekøbing havde aldrig haft en politimand

siddende i borgmesterstolen før.

Det har man til gengæld mange andre ste-

der i Danmark.

For det er langtfra et særsyn, at politifolk

20 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

varetager opgaven som øverste politiske magt-

figur i de danske kommuner. Tværtimod synes

der at gå en direkte linje mellem hvervet som

ordenshåndhæver og hvervet som borgmester.

»Det overrasker mig faktisk, at man ikke har

læst noget om det før,« som Bent Lund siger.

Lund takkede af som Slangerups Venstre-

borgmester igennem 25 år for knap et år siden.

Og han har mødt en del politikolleger i borg-

mesterstolene undervejs:

»Når alle borgmestrene mødtes ved juletid,

var vi på et tidspunkt en 15-20 kk’er med bag-

grund i politiet. Det må da siges at være en

faglig overrepræsentation. Og dét mener jeg

altså positivt«.

En typisk borgmester

Bent Lund har ret i sin antagelse af, at politi-

faget er godt med, når det gælder danske

borgmestres erhvervsmæssige baggrund.

Det bekræfter kommunalforsker Ulrik Kjær,

lektor og ph.d. på Institut for Statskundskab på

Syddansk Universitet, som sammen med sin

kollega, Rikke Berg, står bag forskningsprojek-

tet ’Den danske borgmester’, der udkom i bog-

form for to år siden.

Projektet har blandt andet kortlagt, hvem der

har siddet i de danske borgmesterstole fra

1970 til 2001. Resultatet viser, at den danske

borgmester typisk er en midaldrende mand

ansat i det offentlige som eksempelvis skole-

lærer - eller politimand. Næsten fire procent af

de danske borgmestre fra 1970-2001 har en

baggrund i politiet.

Lige før kommunalreformen trådte i kraft,

var tallet næsten seks procent. Det skal ses i

forhold til, at blot 0,2 procent af den danske

befolkning er politifolk.

Social indignation

At så mange politifolk har beklædt kommu-

nens politiske og administrative toppost, er

ganske naturligt.

»Lokalpolitikere er typisk folk, som har set

og hørt, hvad der foregår i deres lokalsamfund

gennem deres kendskab til den offentlige

sektor og har fået lyst til at engagere sig. Her

passer politimænd perfekt ligesom præster og

skolelærere,« siger Ulrik Kjær.

Som politimand m/k bliver man dagligt kon-

fronteret med menneskers liv og livsvilkår.

For Ole Bronné Sørensen lagde oplevelser-


ne som politiassistent på station 1 på Vester-

bro i København i 1980’erne kimen til hans

senere politiske virke.

»Jeg blev slået af de markante sociale for-

skelle. Som betjent kom man jo til at tale med

folk, man kom ind bag ved personen og for-

stod, hvorfor de var havnet der: Vold i familien,

misbrug, hele paletten var der. Lige fra alkohol-

problemer med årgangsvinen i Hellerup til

husholdningssprit på Vesterbro,« fortæller han.

Det politiske arbejde kulminerede med en

borgmesterpost for Socialdemokratiet i Stub-

bekøbing fra 2001 til 2006, men da Stubbe-

købing og fem andre små kommuner blev lagt

sammen til den større Guldborgsund Kommu-

ne under kommunalreformen, mistede han

borgmesterposten som mange andre.

Jobbet som politimand giver stor social

indsigt, erfarede Peder Christensen, som

arbejdede i politiet i Skive fra 1987, indtil han

blev socialdemokratisk borgmester i Spøttrup

nær Skive fra 2002 til 2006.

»I Skive har man i mange år gjort et stort

stykke præventivt arbejde, så mange har ad

den vej været engageret i det sociale område.

Og det gør indtryk. Det rører mange politifolk at

have med socialt udsatte unge at gøre. Vi er jo

på en måde samfundets skraldespand,« siger

Peder Christensen.

Andre fællestræk for borgmestre med politi-

baggrund er engagementet i lokalsamfundet.

Uanset partifarve har flere af de borgmestre,

magasinet Politi har talt med, kickstartet deres

politiske karriere ved at sidde i den lokale

skolebestyrelse eller deltage aktivt i forenings-

og idrætslivet i deres by.

Næse for politik

Willy Eliasen havde 36 års erfaring som politi-

mand, da han i 2001 for første gang stillede op

til byrådet i Stenløse for Venstre.

Han fik et så overvældende valg, at han

hoppede direkte fra jobbet som kriminalin-

spektør i Glostrup Politi til jobbet som Stenlø-

ses borgmester med et absolut flertal i byrådet

i ryggen. Valgsuccesen kom som en stor over-

raskelse, og Eliasen måtte arbejde i døgndrift

for at læse op på stoffet, samtidig med at han

afviklede sit gamle job.

»Det var den sorteste dag i mit liv, da jeg

skulle sige farvel til min politikreds og aflevere

mit politiskilt. Dét politiskilt var jo mig. Inderst

>

Ole Bronné Sørensen

Politi:

Blev politimand i 1979. Kom i 1986 som

politiassistent til politiet i Nykøbing Falster.

Samtidig lokalformand i Politiforbundet.

Politik:

Blev i 2000 Socialdemokratiets spidskandidat

til byrådet i Stubbekøbing

Kommune. Borgmester samme sted fra

2001 til 2006. Nu byrådsmedlem i den

nye Guldborgsund kommune og formand

for havnebestyrelsen.

inde var jeg nok ikke rigtig klar over, hvad jeg

stod over for,« siger han.

Pludselig var Eliasen øverste chef for 1100

medarbejdere og kommunens ansigt udadtil.

Og han havde kun siddet en halv time i borg-

mesterstolen, da han fik sin første utilfredse

borger i røret, som klagede over, at den tidlige-

re borgmester ikke ville bevillige ham 500

kroner til en siddepude.

Borgeren fik sin siddepude. Og Eliasen fik

hurtigt fornemmelse af, at han som borgmester »

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 21


POLITI(K)

>

Peder Christensen

Politi: Blev politimand i 1979. Kom i

1987 til Skive Politi som vagthavende. I

2007 udnævnt til politikommissær med

ansvar for personaleadministrationen i

den nye midt- og vestjyske politikreds.

Politik: Valgt i byrådet i Spøttrup Kommune

i 1994 for Socialdemokratiet.

Borgmester samme sted fra 2001 til

2006. Nu byrådsmedlem og formand

for børne- og familieudvalget i den nye

Skive Kommune. Siden 1. juni 2006

Socialdemokraternes folketingskandidat i

Skivekredsen.

22 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

»

kunne trække på sin erfaring fra politiet - ikke

mindst fra hans fortid som talsmand for Køben-

havns Politi. Her repræsenterede han et korps.

Som borgmester repræsenterede han en kom-

mune. Begge steder havde Eliasen blik for, hvad

et system kan betyde for den enkelte borger.

»Der findes mennesker, der kan føle sig af-

mægtige over for et stort og stift system. Derfor

skal man altid tænke konsekvens, når man re-

agerer som system. Hvad sker der, når vi gør

det her? Hvad risikerer vi? Nogle emner er for

eksempel også meget følsomme, såsom

bz’ere, og den følsomhed skal man have en

politisk næse for,« siger han.

Evnen til at sætte sig hurtigt ind i en sag har

Eliasen også fra politiet. 13 år som henholds-

vis fast anklager og afløsende anklager i Dom-

mervagten i København har lært ham at være

effektiv med kort varsel.

Trods hårdt arbejde og et brat indtog på

Stenløse Rådhus fik Eliasen sin sjæl med og

nød sit job.

»Jeg kunne især godt lide kontakten med bor-

gerne. I Stenløse var det næsten, som om

borgmesterstolen stod ude på gaden. Hvis jeg

gik gennem indkøbscentret, når jeg skulle nå et

tog, nåede jeg det ikke, fordi der altid var nog-

le, der ville snakke,« siger han med et grin.

Troværdighed tæller

Da Peder Christensen i sin tid sad på skole-

bænken på Politiskolen, gik han i klasse med

Ole Bronné Sørensen. Faktisk var der hele tre

politiskoleelever fra årgangen, der senere blev

borgmestre.

Da Willy Eliasen blev borgmester i Stenlø-

se, var han heller ikke ene om at være borg-

mester med politiskilt i baglommen. I alt fire

politikolleger sad som borgmestre i andre

kommuner tæt på ham.

»Jeg tror, vi var lidt stolte af det alle sam-

men,« som Eliasen siger.

Men hvorfor vælger borgerne så mange po-

litimænd ind i politik? Kommunalforsker Ulrik


Willy Eliasen

Politi:

Blev politimand i 1965. Pensioneret i

2002 som kriminalinspektør efter 37 år i

politiet. Har gennemgået politiets lederuddannelse

og deltog i 1991 i lederkursus

på FBI-akademiet i Quantico.

Tildelt Ridderkorset, Politiets hæderstegn

og Civilforsvarets hæderstegn.

Politik:

Medlem af Venstre siden 1981. Formand

for Venstre i Stenløse gennem to perioder

og medlem af kredsbestyrelsen i Frederiksborg

Amt. Borgmester i Stenløse

2001 til 2006. Nu viceborgmester i

Egedahl Kommune.

Kjær har ikke noget belæg for at give et klart svar, for sagen er

aldrig blevet videnskabeligt undersøgt. Men det handler måske

om troværdighed: »At være politimand er ikke noget dårligt ud-

gangspunkt, når det handler om, at man skal vælge nogen at

overlade ansvaret for kommunen til. En politimand kan du stole

på kan holde loven!«.

Som regel er der altid et vis gran af sandhed i gamle tale-

måder. En af dem siger, at hvis en politimand deltager i en ge-

neralforsamling, kan han være sikker på at blive valgt til kasse-

rer. Et politiskilt er med andre ord en ganske god garant for, at

man ikke render med kassen.

Det ved borgmestrene godt.

»Folk herude har stor respekt for politiet, og selvom det har

ændret sig lidt, nyder man som politimand stor troværdighed –

også når man stiller op i politik,« siger Peder Christensen.

Willy Eliasen er enig:

»Som politimand er du opdraget med, at man skal kunne

regne med det, du siger. Det indtryk håber jeg personligt også,

at folk har fået af mig som politiker,« siger han.

Politikfolk i borgmestrestole kan også regne med hinanden.

Da Willy Eliasen blev borgmester, havde han af og til brug for

lidt sparring med mere erfarne kolleger.

Især Bent Lund var god at vende tingene med.

»Jeg kunne stole på ham, og han kunne hjælpe mig med

spørgsmål. For eksempel om hvordan man skulle håndtere en

bestemt politisk situation eller fortolke en udmelding fra en po-

litisk modstander,« siger Eliasen.

Godt værktøj

Det var også Bent Lund, der ligesom Eliasen er Venstre-mand,

som opfordrede den daværende kriminalinspektør til at gå ind i

politik. Men Eliasen kunne også sagtens bruge politikolleger fra

andre partier som sparringspartnere.

»Man kan sagtens rådgive, selvom man har en anden partifarve. For den

anden sidder jo lige så ensom i sin borgmesterstol, som du gør. Borgme-

sterstolen er meget ensom. For der er ikke nogen, du kan spørge opadtil i

systemet,« siger Eliasen.

En politimand og en politiker har i virkeligheden mange fællestræk, og

derfor kan det gavne både politi og kommune, når en politimand sætter sig

i borgmesterstolen.

»Ideelt set er begge jo sat i verden for at tjene folket,« siger Hans

Schwennesen, der var socialdemokratisk borgmester i Hundested

Kommune fra 1997 til 2006.

Hans Schwennesen blev borgmester efter 26 år i politiet. Hans erfaring

fra politiet var en stor fordel i hans borgmestertid, fordi han vidste, hvordan

politiske løfter ikke altid hænger sammen med politiets arbejde i praksis.

»Jeg vidste jo, hvordan klaveret spiller efter politimæssig opfattelse. Og

at politiets velvilje til at løse deres opgaver ikke altid står mål med de

ressourcer, de får til rådighed,« siger han. »

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 23


POLITI(K) XXXXXX

» Hans Schwennesen kunne også trække på

sin ledererfaring som vagthavende på en po-

litistation i sin funktion som Hundesteds

øverste administrative leder.

»Hver gang telefonen ringer, må man som

operativ leder i politiet tage stilling til situatio-

nens alvor. Gælder det liv eller død? Eller

kræver opkaldet blot noget vejledning? Den

situationsbestemte ledelsesform er et godt

ledelsesværktøj - også i kommunal sammen-

hæng. For indimellem kan man tro, at ting er

meget akutte, men sådan behøver det ikke

nødvendigvis at være,« siger han.

Det samme gælder pressens håndtering

af kritiske sager. Hans Schwennesen har

gennem sine år i politiet åbnet mange for-

middagsaviser blot for at konstatere, at en

sensationel overskrift ligger langt fra virkelig-

heden i en sag, han som vagthavende netop

havde haft. Derfor kunne han holde hovedet

koldt, da Hundested blev ramt af en tragedie i

hans tid som borgmester.

»En 14-årig pige stak sin 19-årige bror

ihjel, og gennem pressen fik man indtryk af,

at kommunen nærmest havde været med-

virkende årsag. Dér kunne jeg have is i ma-

ven, fordi jeg vidste, hvad den slags sager in-

deholder«.

Tilbage på stationen

Med den nye kommunalreform er antallet af

> Hvem bliver borgmester?

borgmestre i Danmark blevet reduceret kraf-

tigt. Det kan også ses på antallet af politifolk,

der beklæder borgmesterposterne. Mens næ-

sten seks procent af de danske borgmestre i

de gamle kommuner var politifolk, er tallet i

de nye kommuner faldet til knap to procent.

Som offentligt ansat tjenestemand har

man ret til at få såkaldt borgerligt ombud, når

man bliver politiker. Konkret betyder det, at

man har ret til at vende tilbage til sit arbejde

efter endt politisk tjeneste.

Dermed har reformen for mange af politi-

borgmestrene også betydet nye udfordringer:

De skal tilbage på politistationen, medmindre

de er blevet pensioneret.

Ole Bronné Sørensen er en af dem, der

har byttet borgmesterkontoret ud med et

arbejde som almindelig politiassistent side-

løbende med en plads som menigt byråds-

medlem.

Tilbage til jobbet

»Det var en stor omvæltning at blive betjent

igen. Jeg havde ikke været der i fem år, og før

jeg blev borgmester, havde jeg rejst land og

rige rundt for Politiforbundet. Så jeg kunne

ikke huske meget om at beskrive et færdsels-

uheld, og jeg havde meget at lære. Men mine

kolleger har været flinke til at hjælpe,« siger

han.

Bent Lund, Willy Eliasen og Hans

Schwennesen er alle gået på pension. Mens

Lund helt har sluppet politikken efter over 40

år i lokalpolitik, er Eliasen og Schwennesen

fortsat som viceborgmestre i hver deres nye

kommune.

»Tanken om helt at stoppe er ’vederstyg-

gelig’, derfor er jeg glad for at kunne fortsætte

det politiske arbejde på lavere blus. Helbre-

det er i top. Jeg skal bare holde mig fra de

mange fristende frokoster, man bliver udsat

for,« siger Eliasen.

Schwennesen vil til at dyrke sine øvrige

interesser: Han har før sin borgmestertid spil-

let tuba i flere orkestre, herunder Københavns

Politiorkester, og nu har han atter sat kul på

musikken.

Peder Christensen er derimod tilbage i

politiet, hvor han som politikommissær har

været med til at bygge en helt ny politikreds

op – nemlig den nye midt- og vestjyske politi-

kreds.

»Selvfølgelig er det mærkeligt at komme

tilbage igen, når man er vant til at sidde for

enden af bordet og have andre til at lave det

praktiske,« siger han.

Borgmestre med politibaggrund 1970-2001 Borgmestres civile erhverv

Politiassistent, betjent, landbetjent: 2,5 %

Politiinspektør: 0,4 % Folkeskolelærere

Politikommissær, branddirektør: 0,5 % 6,3 % af borgmestrene var folkeskolelærere fra 1970-2001, mens

Kriminalassistent: 0,4 % folkeskolelærerne kun udgjorde 1,9 % af den samlede befolkning i 2006

I alt: 3,8 %

Jurister

Borgmestrenes erhvervsmæssige baggrund 1970-2001 1,5 % af borgmestrene var jurister fra 1970-2001, mens blot 0,3 % af

Gårdejer: 23,4 % befolkningen i 2006 var jurister

Folkeskolelærer: 6,3 %

Skoleleder, skoleforstander: 5,0 % Politifolk

Direktør: 4,5 % 3,8 % af borgmestrene fra 1970-2001 havde politibaggrund, mens kun

Landmand: 2,7 % 0,2 % af befolkningen i 2006 var polititjenestemænd

Håndværksmester: 2,5 %

Assistent (kontor, bank, teknisk, over), sekretær: 2,5 % Præster

Advokat, landsretssagfører, cand.jur.: 1,5 % 0,3 % af borgmestrene fra 1970-2001 var præster, mens mindre end

Kontorfunktionær: 0,5 % 0.003 % af befolkningen i 2006 havde en teologisk uddannelse

Ovenstående er kun eksempler på borgmestrenes civile erhverv. I alt har Kilde: Ulrik Kjær, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet og

138 civile erhverv været repræsenteret i de danske borgmesterkontorer. Danmarks Statistik

24 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007


»Jeg har aldrig set arbejdskraft

udefra som et problem. Jeg har selv

lagt masser af penge i Holland og

Grønland, som samfundene har

nydt godt af,« siger tidligere leder af

Europols danske afdeling i Haag

Preben Juel.

Sherifferne vil på tinge

Tidligere og nuværende politifolk har fået smag for politik, også

på landsplan. Lars Bro og Preben Juel stillede begge op til

Folketinget, dog uden at komme ind

Af Dorte Kvist

Et stærkt socialt engagement er kendetegnet for både Preben

Juel og Lars Bro i deres politiarbejde - og det var også baggrunden

for ønsket om at skifte politiskiltet ud med en plads i Folketingssalen.

I dag er uvisheden om deres politiske ambitioner overstået,

men vi talte med dem inden folketingsvalget, mens de endnu sad

i spændt uvished om deres fremtid.

Preben Juel er 61 år og afgående leder af det danske forbindelseskontor

i Europol i Haag, stiller op i hjembyen Aalborg.

Han har været med til at udforme sit partis retspolitik, som blandt

andet peger på, at dommen for en forbrydelse skal falde, så straffen

skal afsones og mærkes her og nu. Samtidig skal der alternative

afsoningstyper til.

Med i sin erfaringsbagage har Preben Juel, der har været ansat

ved politiet siden 1969, også otte års ansættelse i Grønland.

»Vi forfejler vores kriminalpolitik over for de unge. De får alt for

mange chancer, og først, når det er for sent, opdager de, at det er

alvor. Til gengæld kunne vi godt skele til det blødere, men meget

konstruktive grønlandske afsoningssystem. Her benytter man sig

blandt andet af fængsler, hvor den indsatte er spærret inde i

weekender og om natten og så ellers går ud i samfundet og

passer sit arbejde om dagen. Her så jeg mange, som aldrig kom

tilbage til fængslet igen,« siger Preben Juel.

Han påpeger, at han endnu ikke har set nogen, der er blevet

’frelste samfundsborgere’ af at sidde i fængsel i flere år.

»Vi skal sætte ind meget tidligere for at forhindre, at de unge

bliver tunge kriminelle. De fleste indsatte er jo sociale tabere, som

aldrig har haft noget at stå op til«. »

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 25


POLITI(K)

» Lars Bro, eller ’sheriffen’, som de kalder ham i Gellerup, er enig. I jeg blevet træt af,« siger Lars Bro.

to år ledede han nærpolitiet i Brabrand ved Århus. Et arbejde,

Hans noget ældre kollega fik i sin tid smag for politiarbejdet

som gav ham TV 2 Østjyllands hædersbetegnelse ’Årets Østjyde’

for sit arbejde for integrationen i området sidste år. Herefter blev

den 41-årige politiassistent ansat i ledelsessekretariatet i Århus.

Det skal nytte noget

»Jeg har oplevet mange unge mennesker, der har følt sig dybt for-

urettede, når de skulle afsone for noget, de havde gjort et år tilba-

ge. Det er som med børn - det nytter ikke noget at skælde dem

ud, fjorten dage efter de har gjort noget forkert,« siger Lars Bro.

For ham var det en opvågnen at mærke, at han faktisk kunne

gøre en forskel med sit arbejde i Gellerup. Men det var ikke helt

nok. Han vil være med, hvor de overordnede beslutninger tages.

»Og det er altså på Christiansborg. Jeg har færdedes meget i

politiske kredse i kraft af mit arbejde i Gellerup og har samarbej-

det med rådmænd, borgmestre og ministre. Min erfaring siger

mig, at man tit får en god snak - og så sker der ikke mere. Det er

ved en kort overgang at være ansat i Dansk Forsorgsselskab, som

var en forløber for nutidens kriminalforsorg. Det førte til 39 år i

tjenesten og stillinger som blandt andet chefkriminalinspektør i

både Århus og Aalborg. Og sidst altså seks år i Holland.

»Jeg har rejst verden tynd og har blandt andet været ude som

’national ekspert’ for at hjælpe østlande med at oprette intelli-

gent-systemer og evalueret de nye lande, der skal i EU, for kom-

missionen. Når man får sådan et indblik i andre landes arbejde,

finder man ud af, at Danmark ikke nødvendigvis er bedst til

alting,« siger Preben Juel.

dere’.

Et eksempel er behandlingen af dem, han kalder ’slipseforbry-

»Dem skal vi ikke have ondt af. De skal ikke bare i fængsel, de

skal også blankes af. Vi skal konfiskere de værdier, der er tjent på

forbrydelser, så man ikke kan sidde fem år i fængsel for så at

komme ud til både huse og ejendomme«.

Lars Bro er efter to år som politiassistent i Gellerup blevet træt af, at der er langt fra intention til handling hos politikere.

Integration er en hjertesag for ham, og han var en af de mange hundrede kandidater til Folketinget

26 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007


Mønsterbryderne

Politiets faggrupper var indtil for

fjorten dage siden stærkt repræsenteret

i Folketingets brogede flok, hvor

hver tiende af 179 medlemmer de

seneste tre år har været politimand,

jurist eller kontoruddannet.

Den borgerlige fløj har per tradition

tiltrukket politifolkene indtil nu, mens

de jurist- og kontoruddannede har

været repræsenteret i partier på

begge fløje.

Det Konservative Folkeparti havde

før valget hele tre politifolk, nemlig

partiformand Bendt Bendtsen,

tidligere efterforsker i Odense,

tidligere politiassistent i Aabenraa

Allan Niebuhr og nuværende

politiassistent i Århus Tom Behnke.

Samtidig har Venstre både Karsten

Nonbo samt vicepolitimester Birthe

Rønn Hornbech. Folketingsmedlemmernes

uddannelsesmæssige

baggrund var frem til valget fordelt

sådan:

23 statsvidenskab

22 handels-, kontor og butiksuddannede

19 folkeskolelærere

15 faglærte

14 med diverse universitetsgrader

12 jurister

9 folkeskole-/ungdomsuddannelse

8 journalister

8 merkonomer

7 økonomer

7 universitetsstuderende

7 ufaglærte

6 landbrugsuddannede

4 politiuddannede

4 forsvar

3 læger

3 kommunikationsuddannede

2 ingeniører

2 pædagoger

2 præster

1 socialrådgiver

1 sygeplejerske

LEDEREN

Politi og anklagemyndighed

i en ny tid

Der er mange tanker og refleksioner, der

melder sig, når man er ny rigsadvokat.

Blandt andet om det overordnede for-

hold mellem politi og anklagemyndighed

efter reformen.

Ved reformen bevarede man politi og

anklagemyndighed i samme organisati-

on på det lokale niveau, nemlig i de nye

politikredse. Det gjorde man på grund af

de mange fordele, der er forbundet med

et tæt dagligt samarbejde mellem politi-

folk og jurister.

Samtidig fik Rigsadvokaturen en ræk-

ke nye økonomiske og administrative le-

delsesredskaber også i forhold til politi-

kredsene. Det politiske ønske var at

styrke Rigsadvokaturen med henblik på

bedre sammenhæng mellem den faglige

og den økonomisk/administrative ledel-

se af den samlede anklagemyndighed.

Reformen indebærer derfor blandt

meget andet en ny fordeling af det over-

ordnede ansvar for politikredsene.

Det har i flere sammenhænge været

sagt, at denne fordeling af det overord-

DEBAT

nede ansvar ikke må føre til fragmente-

ring i de enkelte kredse – til en følelse af

’vi’ og ’de’ mellem politi og anklagemyn-

dighed. Det er jeg naturligvis fuldstændig

enig i.

Det afgørende for mig er, at der på

alle niveauer i den samlede organisation

er gensidig forståelse, respekt og imøde-

kommenhed over for de roller, som de

forskellige myndigheder skal udfylde.

Er der det, vil man have et virkelig godt

grundlag for at bevare de store fordele

ved et tæt samarbejde mellem politi og

anklagemyndighed på det lokale plan,

som netop var begrundelsen for at be-

holde disse myndigheder under samme

tag. Og samtidig styrke den samlede le-

delse af anklagemyndigheden.

Der er heldigvis en lang tradition for

godt samarbejde mellem politi og ankla-

gemyndighed på alle niveauer i Dan-

mark. Det vil jeg gerne lægge op til at

fortsætte og styrke.

Jørgen Steen Sørensen

Hvordan gør vi vagtholdet bedre?

»Det skal ikke altid være folk fra beredskabet, som får slettet fridage, når der pludselig

skal bruges folk til bevogtning, transportant-kørsel og så videre. Man har tit en følelse

af, at det kun er os fra vagtholdene, som kan bruges til dette. Derfor ville det være dej-

ligt, at man oplevede, at de andre i ’huset’ også blev brugt til disse opgaver«.

Jesper Beck Poulsen, Nordjyllands Politi

»En af de vigtigste årsager er manglende kompetenceudvikling i beredskabet. Alle har

et større eller mindre behov for at udvikle deres faglige færdigheder (…) organisatio-

nen skal i meget højere grad tilgodese medarbejderne på vagtholdene, således at de

på lige fod med medarbejderne i sektionerne har muligheden for at deltage i kurser«.

Klaus D. Aalestrup, Østjyllands Politi

»Jeg er ikke i beredskabet, men i vores specialpatrulje (…) efter min opfattelse, så har

kolleger i beredskabet det som blommen i et æg i forhold til os i specialpatruljen. Så

umiddelbart vil jeg (måske egoistisk tænkt) bare have ’lige så gode’ forhold som mine

kolleger i beredskabet«.

Bjarne Andersen, Syd- og Sønderjyllands Politi

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 27


ILDSJæLE

Med hestehove

og strigler

Staldmester Anne Houmann styrer Rytteriet og

Københavns Politis tolv heste med hård og kærlig hånd

Af Sofie Sidelmann Yderstræde

Når Københavns Politis Rytterisektion er på

patrulje eller ude til arrangementer, er det

naturligvis hestene og de ridende betjente,

der får borgernes store og som oftest posi-

tive opmærksomhed. Men uden Rytteriets

staldmester, Anne Houmann, 36, havde der

været knap så meget at kigge på.

I ni år har hun passet, plejet og trænet de

12 politiheste i stalden på Amager, hvor hun

er i sving fra klokken seks om morgenen

med fodervogn, trillebør, lædersæbe og

papirarbejde på kontoret.

»De heste er mine drenge. Jeg tuder, når

en af dem skal pensioneres eller dør,« for-

tæller Anne Houmann, mens hun trækker

Custer ud af boksen for at muge ud.

Anne Houmann har gået på landbrugs-

skole, været konkurrencerytter og har derud-

over en uddannelse som dyreadfærdstera-

peut med speciale i heste. I over 30 år har

hun arbejdet med heste, og indtil for et år

siden havde hun sin egen hest:

»Men jeg solgte den, for man får trods alt

hest nok herinde. Jeg kan også mærke, at

når jeg kommer hjem, har jeg et stort behov

for at tage pænt tøj på og sætte mit hår«.

Efter udmugningen griber Anne Hou-

mann en kost og fejer staldgangen ren. Hun

trækker Bülow ud og strigler den røde vallak,

inden hun sadler ham op. Ved syvtiden

ankommer de ridende betjente. Snakken

28 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

og drillerierne går, mens der arbejdes med

hestene. Nogle skal have rideundervisning,

og andre skal til et SSP-arrangement på

Frederiksberg Rådhus.

Rolige heste

»Det ridende politi gør en forskel. De laver

sager om ulovlig parkering, ulovlig gadehan-

del, rider patrulje i indbrudsplagede villa-

kvarterer og hiver fat i folk, der er cyklet over

for rødt. Men vi skal passe på med, hvilke

repræsentative opgaver vi siger ja til. Folk

må ikke se os som et ’paradepoliti’,« siger

Anne Houmann og vender lige kontoret, der

er plastret til med fotos fra opgaver gennem

årene.

Rytteriet mødes med blandede reaktio-

ner internt i politiet. Fra begejstring hos

kolleger, der har fået assistance ved eksem-

pelvis en fodboldkamp, til skepsis hos andre

kolleger, der betegner rytteriet som et ’turist-

politi’.

»Men vi skriver altså sager ligesom alle

andre betjente. Så nogle gange kan det godt

være frustrerende at blive mødt med den

holdning,« siger politiassistent Tommi

Gilsgaard, mens staldens ballademager,

Montgomery, tripper lidt rundt på staldgan-

gen, så han er nødt til at flytte sig.

»Han skal passe på – jeg er bevæbnet,«

spøger Tommi Gilsgaard og giver hesten

et kærligt klap bagi.

»Det er han også,« svarer Anne Houmann

>

Københavns Politis Rytterisektion

Rytterisektionen blev oprettet i 1998

for at støtte nærpolitiet og gøre

politiet mere synligt i gadebilledet.

For at komme højt til hest som

betjent skal man have mindst fem

års politierfaring.

Man skal kunne ride, og det skal

bevises til en prøve, hvor man skal

ride tre forskellige heste. Derudover

skal man til en samtale.

Rytteriet ligger i forbindelse med

Politihundesektionen på Artillerivej

på Amager.

Det har ingen egne træningsfaciliteter.

Sektionen har 12 heste – alle

opkaldt efter hærførere – og der er ni

ridende betjente, en staldmester og

to staldmedhjælpere.

Rytteriet samarbejder med det

ridende politi i Malmø og Oslo både

fagligt og socialt.

Det ridende politi løser almindelige

politiopgaver som patruljering i

indre by, trafikregulering, eftersøgning

af personer og styring af

folkemængder.

Hestene er også til stede under

fodboldkampe og deltager derudover

i arrangementer, hvor børn og

unge kan møde politiet på en

anderledes måde.

Foreningen Politihestens Venner og Rytteriet


» Min kæreste forstår det

ikke altid med de heste.

Han er selvstændig

i it-branchen, og en hest

har jo ikke et USB-stik. «

Anne Houmann gik næsten i panik, da en kollega fortalte, at den hesteinteresserede kronprinsesse Mary ville komme på

besøg. Hun planlagde maling af stalden, ekstra oprydning og lavede ambitiøse arbejdsplaner til alle, inden det to dage efter

gik op for Anne, at kollegaen havde lavet en kærlig spøg med hende.

og skæver smilende til vallakkens hove. Lar-

mende spark i boksvæggen og småskænderier

med nabohesten er hverdagskost på de fleste

ridecentre.

Men politihestene er bemærkelsesværdigt

rolige både i stalden og i omgangen med men-

nesker.

Adfærden er resultatet af nøje udvælgelse,

målrettet træning og ikke mindst fuldstændig

faste rutiner og regler. Her har Anne Houmanns

baggrund som dyreadfærdsterapeut været

brugbar.

»Alt, hvad jeg har lært om heste, kan jeg

bruge her. Jeg ved en del om indlæringspsyko-

logi, som er meget nyttig, når vi tilvænner

hestene til høje lyde, store folkemængder og

andre situationer, en hest normalt ville flygte

fra,« forklarer hun og aer i forbifarten stald-

katten, som er en tilløber og endnu ikke navn-

givet. For nogle år siden overvejede Anne Hou-

mann at søge ind på Politiskolen og skifte sin

titel ud med ’politibetjent på prøve’.

Bliver stolt «

»Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at

være den, der sidder på hesten og har kontakt

med borgerne. Men der ville gå omkring ti år,

inden jeg kunne blive ridende betjent, så jeg

opgav ideen igen,« siger Anne Houmann.

Hun er dog ofte med betjentene ude for at

hjælpe med det praktiske arbejde omkring hestene.

Her hører hun kommentarerer som ’flotte,

velplejede og velopdragne heste’, og ikke sjældent

går hun meget stolt derfra. Derimod kan

hun godt blive lidt ked af det, når politikolleger

uden for Rytteriet ikke hilser på hende, når de

giver hånd til de ridende betjente: »Jeg kan

nogle gange føle, at jeg som civilt ansat er med

på et B-hold. Men jeg synes, at jeg gør en forskel

her«.

Og de ridende betjente er enige: Intet rytteri

uden Anne.

»Intet er for godt til Annes ’drenge’. Hun er

en dejlig positiv person at omgås, men hun kan

altså godt bide fra sig, hvis folk i deres omgang

med hestene ikke sørger for at gøre tingene

godt nok. Det smitter af på os, at hun er glad

for sit arbejde, og det er en god start på dagen

for os andre, når hun går rundt og synger i

stalden,« siger politiassistent og holdleder

Jeanet Solhof.

Hun har arbejdet sammen med Anne Houmann

siden Rytteriets start i 1998. n

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 29


INTERVIEW

30 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

» Jeg fatter ikke, at så få

venstrefløjsaktivister på skrift

har reflekteret over, hvad de

var ude i, den totalitære

tankegang og fanatiske

idealisme. «


Ondskaben iblandt os

I bogen »Blekingegadebanden – den hårde kerne« leverer

forfatter Peter Øvig Knudsen danskerne en historisk huskekage:

Etniske danskere rummer også potentialet for ekstremisme

Af Janne Aagaard

Blekingegadebanden, den radikalt venstreorienterede og marxistisk

inspirerede forbryderorganisation, har fået sit eftermæle i Peter Øvig

Knudsens netop afsluttede beretning. Hans anden bog om bandens

lyssky affærer fortæller om forbrydelser, som ingen nogensinde er

blevet sigtet for, og forbrydelser, som blev planlagt, men aldrig udført

– alt sammen i ideologiens navn.

»Blekingegadebanden – den hårde kerne« udkom for få uger siden,

og forlaget forventer salgstal i stil med bind 1 »Blekingegadebanden –

den danske celle«, der foreløbigt er solgt i cirka 70.000 eksemplarer.

Kulminationen på gruppens aktiviteter var et bandemedlems trafik-

ulykke, som førte til afsløring af gruppens hemmelige kommando-

central i Blekingegade på Amager og dermed til begyndelsen på enden

på gruppen, der støttede den palæstinænsiske gruppe PFLP med

penge fra diverse røverier:

»Når jeg vælger venstrefløjen som tema, skyldes det mine egne op-

levelser, hvad jeg selv havde haft ind under huden, den hellige gnist og

selvretfærdigheden, der prægede venstrefløjen i 1970’erne,« fortæller

forfatteren, som dog kun nåede til at sætte plakater op, dele løbesedler

ud og deltage i demonstrationer.

»Jeg var i kontakt med et maoistisk parti ved navn KAP, der talte for

den samme udgave af marxismen som Blekingegadebanden. Det var

begavede, veluddannede unge mennesker, der søgte sandheden med

stort S. Den ideologiske ensrettethed var skræmmende«.

Som purung var Peter Øvig Knudsen elev på Ekstra Bladet og deref-

ter på blandt andet Weekendavisen og det hedengangne månedsblad

Press, hvor den dybdeborende og fortællende journalistik blev priorite-

ret. Den veldokumenterede og væsentlige historie er stadig omdrej-

ningspunktet for den 45-årige Peter Øvig Knudsens forfatterskab:

»Jeg havde lyst til at bearbejde min egen tid, fordi jeg oplevet perio-

den som intens og vanvittig, i og med at den ideologiske overbevisning

kammede over i fanatisme. Det emne er interessant, og jeg synes ikke,

nogen andre forfattere var gået til biddet«.

Fremelsker bestemte perioder fanatismen?

»Jeg tror, at fanatismen altid vil eksistere, fordi folk har behov for for-

enklede forklaringer. Det er svært at håndtere kompleksitet, og man vil

gerne overbevise sig selv og hinanden om, at man kæmper for det

gode – og at man derfor selv er god. Det skaber en dejlig fornemmelse

og identitet i ens liv«.

Hvordan har du sammenstykket researchen?

»Jeg er begyndt med de skriftlige kilder, især arkiverne i Københavns

Politi, hvor også en del af PET’s efterforskningsmateriale ligger. Det har

jeg haft stor glæde af, men jeg er glad for, at jeg havde prøvet arkiv-

arbejdet tidligere, for det var omfattende. Derfra har jeg kontaktet

bandens medlemmer – hvor et af dem har indvilget i at tale med mig

– personkredsen omkring banden, efterforskerne i politiet og PET, altså

både øjenvidner og deltagere. Og så har jeg forsøgt at få PET i tale,

men trods to års intense bestræbelser har jeg ikke fået lov til at se et

eneste stykke papir fra PET’s efterforskning. Heldigvis ligger en del af

PET’s efterforskning åben i Københavns Politis arkiver, så jeg har kun-

net leve uden«.

Har Blekingegadebanden taget danskernes mødom over for politisk

kriminalitet, ligesom drabet på den svenske statsminister Oluf Palme

gjorde det i Sverige i 1986?

»Det burde Blekingegadebanden have gjort. Men det er lykkedes

venstrefløjen at isolere banden og sige, at den intet havde med ven-

strefløjen at gøre. Det passer ikke, for Blekingegadebanden havde jo

masser af kontakter til venstrefløjens øvrige grupperinger og delte

deres holdninger til eksempelvis vold og revolution«.

’Det sker aldrig i Danmark-syndromet’ er vel en typisk reaktion på

historier om terror. Er vi naive i Danmark?

»I dag har islamisterne fået æren af at være terrormistænkte. Det virker,

som om folk har glemt, at vi har haft vores egne ekstremister i form af

lyshårede drenge fra Gladsaxe. Danskerne er gode til at fortrænge, at vi

selv foretager ekstreme handlinger. I tidligere bøger beskrev jeg, hvor-

dan modstandsbevægelsen slog 400 danskere ihjel, og at de værste

torturbødler var danskere og ikke tyske nazister. Men vi vil gerne have,

at ekstremismen og ondskaben flyttes så langt væk fra os selv som

muligt og fra Danmark«.

Hvorfor bruger du aldrig betegnelsen ’terrorister’ om Blekingegade-

banden? Gruppen opfylder kriteriet om at begå vold eller kriminalitet

med politisk formål.

»Jeg kalder dem ikke ’terrorister’, for gruppen laver ikke offensiv terro-

risme. De har ikke sprængt noget i luften eller brugt deres forbrydelser

til at få deres budskab ud, men begået kriminalitet for at skaffe penge

til en organisation. Så jeg synes ikke, at det giver mening at kalde dem

terrorister ligesom grupper som Rote Arme Fraction, ETA eller de Røde »

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 31


INTERVIEW, FORTSAT

» Brigader, som bruger deres forbrydelser

i politisk øjemed. Om

de kan dømmes for terror, er en

anden sag. Efter den nuværen-

de terrorparagraf ville de sikkert

kunne dømmes som terrorister,

men de blev jo aldrig tiltalt efter

terrorparagraffen dengang«.

Formår du at holde distancen til Blekingegadebandens

medlemmer og dens ideologiske grundlag?

»Jeg føler sympati for medlemmet af banden, der vælger at tale

med mig, og det er unikt at få adgang til og indblik i bandens egen

selvforståelse. Men jeg er meget uenig med banden. Samtidig

beskriver jeg også indgående, hvordan ofrene for kriminaliteten

påvirkes: Portvagten i Købmagergade får smadret sit liv, og chauf-

føren for pengetransporten går psykisk ned, vi hører om sorgen

hos den dræbte betjents kæreste og mor. Så forhåbentligt efter-

lader bogen et billede af, at banden er sluppet billigt fra mødet

med retssystemet, og at det ene medlem af banden er nået til

den erkendelse, at målet aldrig helliger midlet«.

Du både antyder og anklager Blekingegadebanden for flere

forbrydelser, som de aldrig er blevet dømt for. Hvordan kan du

være sikker nok til at skrive om det?

»Det er klart, at jeg ikke har kilder til alle begivenheder. Var Holger

Jensen med til at planlægge en flykapring fra Mallorca? Planlagde

og gennemførte banden kidnapningen af en otteårig pige i Glo-

strup i 1980? Muligheden er til stede, og jeg har afvejet kilderne

og går så langt, som jeg etisk kan forsvare«.

Har arbejdet med bogen ændret din holdning til behovet for PET

og en lukket efterforskning?

»Jeg ser det som grundløst, ja næsten hysterisk, at jeg ikke kan få

lov til at se rapporterne over en efterforskning af en gruppe, der

for længst er afsluttet. I Danmark havde vi en illegal organisation,

der udførte meget professionel kriminalitet. Hvad gjorde PET i

den forbindelse? Det ved vi ikke. Det kan jeg ikke få lov til at se.

Jeg anerkender, at vi har brug for en lukket efterforskning her og

nu, men når PET får så stærkt udvidede beføjelser, så er det for-

uroligende, hvis de ikke vil tillade offentligheden at se dem efter i

sømmene, når sagerne ikke længere er aktuelle. Især har de men-

nesker, der bliver efterforsket og overvåget, en stor interesse i at

se, hvorfor de er blevet undersøgt«.

Hvad er næste projekt, nu hvor andet bind af Blekingegade-

banden er udkommet?

»Jeg har svært ved at finde et oplagt emne, som kan matche

Blekingegadebanden. Den historie har alt, fra efterforskning, PET,

drab, hemmelige missioner, røveri og kidnapning. Alt – på nær sex

måske. For min egen psykologiske velbefindendes skyld er det

vist på tide at skrive om noget andet end tortur og kriminalitet.

Nu må jeg skrive en bog fra solsiden«.

32 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

Forbrydelser

på tryk

Kriminallitteratur er populær som aldrig før, og

adskillelige danske forfattere finder inspiration i

virkelighedens begivenheder

Af Anne Bridgwater

Drab og overgreb både fænger og sælger.

Alene i år har forlagene præsenteret os for tre bøger om

Blekingegadebanden, to bøger om Tøndersagen og en bog om

mordet på en italiensk turist på Nørrebro.

Dennis Andersen fra Aschehoug, der har udgivet ’Skyld’ om

drabet på Nørrebro, bekræfter, at der er salg i genren og for-

klarer, at virkelighedens forbrydelser fascinerer os, især når det

er fra vores egen genkendelige verden:

»BZ’ernes historie er heller ikke fortalt, og i det miljø trives samme

form for ideologisk fanatisme. Blekingegadebandens medlemmer er

nærmest blevet ikoner i den bevægelse«.

Peter Øvig Knudsen

»Revolution lyder så pænt, men det betyder jo nakkeskydninger,

bombninger, krig. Revolution er ikke noget nydeligt, der foregår ude

på en mark, hvor man dyrker kartofler til fattige indianere. Revolution

er skrigende mennesker og tarmene flydende ud over vejene«.

Medlem af Blekingegadebanden kaldet ’Stemmen i bogen’

»Vi havde ingen ambitioner om at lave terror. Vi lavede kriminalitet,

som først blev opfattet politisk, da vi blev taget«.

Bandemedlem Torkil Lauesen i ’Blekingegade 2, 1. th. fra 1994


»Det er fængende at være inde i hovedet på

aktørerne. Man identificerer sig med hovedper-

sonen på en helt anden måde, når man får alle

bogens detaljer«.

Samtlige forfattere til de nævnte bøger er

journalister og dermed vant til at grave i virke-

ligheden.

Fælles for dem er at give et nuanceret og

samtidig spændende billede af et emne eller

en sag og skabe større indsigt i kriminalitet end

dagbladenes hurtige overskrifter.

Blekingegade

Peter Øvig Knudsen har om bogen ’Blekinge-

gadebanden’ udtalt, at hans mål var at udleve-

re sin egen tids ukritiske holdning til radikalt

venstreorienterede ideologier. Dermed minder

bogen om, at kimen til ekstremisme findes

overalt.

Blekingegadebanden er også udgangs-

punktet for Jeppe Facius og Anders-Peter

Mathiasen i deres bog ’Blekingegadebetjen-

ten’, hvor efterforskningslederen, kriminalin-

spektør Jørn Moos er den centrale skikkelse.

»Vi synes, Jørn Moos bærer rundt på gode

historier. Og forhåbentlig bliver man klogere på

en underholdende måde. Det er jo ikke pligt-

læsning,« som den ene af forfatterne, Anders-

Peter Mathiasen, forklarer.

Ansvar

Tre andre bøger forsøger at placere et ansvar

for de forbrydelser, som forfatterne tager fat i.

Bogen om mordet på den unge rygsækturist

Antonio Curra afdækker et samfund, hvor

voksne svigter uregerlige og utilpassede unge.

Bogens kerne er skyldsspørgsmålet: Hvem har

skylden for, at to unge tyrkiske fætre myrder en

tilfældig turist?

Forfatterne Mads Brügger og Nikolaj Tho-

»Om ti år bliver vores sag givetvis opfattet som politisk. Måske bliver vi til den

tid dårligt nok opfattet som kriminelle. Jeg valgte side til fordel for palæstinen-

serne i en meget ung alder. Jeg traf det rigtige valg, og det er jeg stolt af«.

Bandemedlem Niels Jørgensen i ’Blekingegade 2, 1. th. fra 1994

»Når man søger øjenkontakt med én, man holder af, og fortæller en løgn, så er

det et stort skridt for alle mennesker, uanset om man er terrorist i sin fritid«.

’Stemmen’ om det at skulle leve på en løgn

»Jeg havde gjort alt for at fortrænge og glemme Blekingegadesagen, da Peter

Øvig dukkede op, og jeg var ikke meget for at skulle tale om sagen igen, som

tog tre års arbejde i døgndrift. Men han er god til at få folk til at åbne sig«.

Niels Bach Christensen,

tidligere efterforsker i Københavns Politi

>

massen har skrevet bogen ’Grænselandet’ om

Tøndersagen.

De ønsker at bidrage til forståelsen af et

samfund, hvor en far kan sælge sin mindreåri-

ge datter til utallige mænd, uden at nogen gri-

ber ind.

Tønder

Samme sociale sigte har Claus Jessen. Han

skriver i sin bog, ’Tøndersagen’, at han håber,

at han med bogen kan »minde os alle om, at vi

har et stort personligt ansvar for, at en sådan

tragedie ikke sker igen«.

Men Brügger og Thomassen har også mo-

ralske skrupler. De skriver, at det er suspekt af

dem at skrive en bog om så meget ulykke og

sorg, som Tøndersagen også består af. Og de

formaner læserne:

»At læse en bog om Tøndersagen er også

suspekt«.

Blekingegadebanden I – II af Peter Øvig Knudsen,

Gyldendal

Blekingegadebetjenten - kriminalinspektør Jørn Moos

fortæller af Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen,

People’s Press

Grænselandet af Mads Brügger og Nikolaj Thomassen,

Aschehoug

Tøndersagen af Claus Jessen, Ekstra Bladets Forlag

Skyld af Jesper Dehn Møller og Aydin Soei,

Lindhardt og Ringhof

Den danske celle

Den 36-årige Carsten Nielsen kører galt i Nordsjælland

en forårsmorgen i 1989, og i bilen befinder sig et større

pengebeløb og et girokort med Amager-adressen

Blekingegade 2, 1 th. Her finder Københavns Politi et

stort våbenlager samt en drejebog over postrøveriet i

Købmagergade året før, hvor en ung betjent blev dræbt.

Politiet har i årevis været i hælene på banden, og en

række medlemmer sidder varetægtsfængslet.

Bilulykken og den efterfølgende ransagning giver

efterforskerne de afgørende beviser på en række af

bandens forbrydelser.

Retssagen mod de syv tiltalte begyndte i 1991, varede

otte måneder og mundede ud i domme fra et til ti års

fængsel. Ingen dømmes for mordet på en politibetjent

under postrøveriet i Købmagergade.

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 33


SET UDEFRA

Forskellighed

forbedrer rekruttering

Netværket for Politikvinder i Danmark sætter fokus på mangfoldighed i

styrken snarer e end ligestilling, skriver vicepolitikommissær

Susanne Philipson i kronikk en

Om forfatteren:

41-årige Susanne

Philipson begyndte

Politiskolen i 1995

og har siden da været

i uropatruljen,

kriminalpolitiet og

vagthavende.

Siden 2006 har hun

været vicepolitikommissær

i Helsingør, og

nu er hun personaleleder

i Hillerød

Lokalpoliti. Susanne

Philipson er formand

for Netværket for

Politikvinder i

Danmark, og hun er

bosat i Hillerød med

sine to teenagebørn.

34 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

For

små to uger siden afholdt Netværket for

Politikvinder

i Danmark i samarbejde med

Rigspolitiet en konference med navnet ’Mang-

foldighed i Politiet’.

Netværket ville i tale med den øverste ledel-

se for at synliggøre nødvendigheden af at ar-

bejde målrettet og strategisk med at styrke

mangfoldigheden og gøre opmærksom på, at vi

som netværk gerne vil inddrages som en aktiv

ressource

i udviklingen af politiet, og at vi vil

have en accept af vores rolle i Dansk Politi.


For hvis man skal arbejde strategisk med

mangfoldighed, kræver det, at man inddrager

medarbejderne, at man trækker på andres

erfaringer, finder forandringspunkter, og at

man kobler mangfoldigheden til det daglige

arbejde. Det er her, vi kommer ind i billedet.

Vi kan som kvindelige politifolk bidrage til

et moderne og mere effektivt politi til gavn for

borgerne og for dansk Politi generelt. Udfor-

dringen er så, om den øverste ledelse i

kredsene er villig til at tænke os ind i arbejdet.

Hver tiende er kvinde

Det er 30 år siden, at de første kvinder blev

ansat i Dansk Politi og uddannet på lige fod

med de mandlige betjente. I politistyrken i

dag er hver ni ud af ti mænd, og kvinderne er

repræsenteret i mange grene af politiets

arbejde.

Ikke desto mindre er det stadig meget få

kvinder, som har et lederjob, og de kvindelige

politifolk er fraværende i den øverste ledelse.

Der er også langt imellem kvinderne i for-

eningsarbejde. De kvindelige politifolk er så-

ledes begrænset repræsenteret i de formelle

beslutningsfora i politiet. Af de nyudnævnte

vicepolitikommissærer er kun 26 kvinder,

mens der er 926 mænd.

»Og hva’ så,« kan man spørge sig selv.

Man kan også vende spørgsmålet om og

sige »hvorfor«. Hvorfor er det interessant, at

kun hver tiende politiansatte er kvinde, hvorfor

er det foruroligende, at kun en ganske lille

procentdel af ledelsesposterne er besat med

kvinder, hvorfor er det overhovedet nødvendigt

at beskæftige sig med ligestillings- og mang-

foldighedsproblematikker?

Jeg kan nævne rigtig mange gode grunde.

For det første har vi en lovgivning, der siger,

»at ligestilling mellem mænd og kvinder skal

fremmes, så der er lige indflydelse og lige

muligheder uanset køn«.

Loven pålægger også offentlige myndig-

heder »at arbejde for ligestilling og indarbejde

ligestilling i al planlægning og forvaltning«.

Desuden har Danmark i 1995 tilsluttet sig

EU’s mainstreamingsstrategi – altså at følge

en overordnet strategi, hvor køns- og ligestil-

lingspolitik skal bruges som værktøj og

omdrejningspunkt for det praktiske arbejde.

Det indebærer blandt andet, at der skal ar-

bejdes professionelt og synligt med ligestil-

ling, og at alle offentlige forvaltninger skal ind-

arbejde et ligestillingsperspektiv i både

beslutningsprocesser og i daglig praksis.

Nemmere at tiltrække nye

Nu er det jo ikke kun et spørgsmål om at over-

holde lovgivningen, der er også rigtig mange

andre gode grunde. I bund og grund handler

det om konkurrencedygtighed og om at

anvende alle ressourcer for at få et politi, der

kan skabe resultater til gavn for borgerne. Det

gør vi bedst ved at afspejle det samfund, vi

betjener.

Politiets legitimitet blandt borgerne

afhænger af, hvordan vi løfter politiopgaverne,

og hvordan vi tilgodeser alle borgere – uanset

alder, køn og etnisk tilhørsforhold.

Ved at indarbejde ligestilling i ledelsesbe-

slutninger og i personalesammensætningen

får vi et bredere perspektiv og bedre evne til at

tilpasse os opgaverne og de forandringer, som

sker i samfundet omkring os.

Vi skal som arbejdsplads ud i kampen om

de gode hoveder, og alt tyder på, at det i frem-

tiden bliver en hård kamp. Vi skal kunne til-

trække og fastholde kvalificerede medarbej-

dere, og talentmassen består af 50 procent

mænd og 50 procent kvinder. Derfor må vi

løbende overveje, hvordan vi appellerer til og

rekrutterer både mænd og kvinder. Vi skal

sørge for, at gode medarbejdere af begge køn

bliver i politiet, at de udvikler og dygtiggør sig,

og de ikke søger nye græsgange.

Hvis man vil skabe en arbejdsplads, som

er attraktiv i bred forstand, er man også nødt

til at forholde sig til den mangfoldighed af

mennesker, som personalet udgør – både

kvinder og mænd, unge/seniorer, enlige/par,

den ene eller den anden etniske oprindelse,

politi/kontor/jurister.

Vinde kampen om talenterne

Det handler om at markedsføre politiet som

en moderne arbejdsplads i udvikling med

plads til den enkelte, og hvor forskellighed

ikke er et problem, men en mulighed, for el-

lers taber vi kampen.

Ligestilling handler om at behandle folk

forskelligt, for kun på den måde kan man få

lige muligheder. Vi må indse, at forskellighe-

den er en styrke, og at vi skal respektere hin-

andens forskelligheder for at trives og udvikle

os.

Så når vores mandlige kollegaer skyder os

i skoene, at det er forskelsbehandling, når vi

som kvinder samles i Netværket for Politi-

kvinder, så har de ret.

En forskelsbehandling, der er nødvendig,

hvis vi som minoritet skal have en mulighed

for at blive hørt, for at udvikle os og for at

sparre med hinanden både fagligt og socialt.

Et netværk, som udadtil kan hjælpe med

rekrutteringen af kvinder, og som på de indre

linjer vil bidrage til at gøre politiet til en attrak-

tiv arbejdsplads også for kvinder.

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007 | 35


Carsten Snejbjerg/POLFOTO

STAVEN – DIN TUR TIL AT SLÅ PÅ POLITIET

slagteriet i Roskilde, selvom cykling er forbudt.

Sort samvittighed

Lise Nørgaard – mor til ’Matador’ med mere – kæmper

mod gamle minder om urapporterede ulovligheder

Gennem mere end firs år har jeg

haft et forhold til ordensmagtens

håndhævere, som en psykolog

sikkert vil betragte som en læk-

kerbisken. I samme sekund, jeg

observerer en uniformeret be-

tjent, er jeg tilbage til barndom-

men, hvor jeg cykler af sted på

stien mellem garveriet og svine-

Og efter mørkets frembrud er jeg til al overflod uden cykellygte.

Jeg ved fra mine forældre, at en sådan brøde vupti vil føre til arre-

station og anbringelse i arresten i slagteriets nabohus.

Episoden bevirker, at jeg stadig – selv i min tårnhøje alderdom

– lægger ansigtet i særlige folder, når jeg møder en betjent. Jeg

producerer et særligt smil til lejligheden, lettere anstrengt og over-

drevent behagesygt. Det oser af skyldfølelse.

Siden har jeg ofte cyklet på forbudte stier og sluppet hunden

løs, hvor den vitterligt skulle føres i snor, og foretaget mig andre

forbudte handlinger uden at føle nogen egentlig form for skyld. Det

er min ulovlige færden, stundom uden cykellygte, som endnu otte

årtier efter rejser sig som et spøgelse i min bevidsthed, bare jeg

passerer en politiuniform. Selvom indholdet bare er til for at passe

på mig.

I virkeligheden har jeg aldrig mødt en uvenlig repræsentant for

politistyrken. Selv i onde og nu fjerne tider som under besættelsen

kunne jeg kun registrere positive handlinger fra politiets side. Da

politiet blev taget af besættelsesmagten den 19. september 1944,

havde danskerne til gode at opdage, hvordan landet fungerede

uden politi. Dårlige tider blev endnu værre.

I ’Matador’ fortæller jeg om hin dag i 1941, da kommunisterne

på tyskernes bud skulle arresteres. Da advarede den lokale pan-

serbasse Røde, så han kan stikke af. En af vores gamle munke-

marxister skrev efterfølgende, at det var en falsk udlægning af po-

litiets indsats, og at der ikke fandtes sådanne politifolk. Det viser, i

36 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 04 | 2007

hvilken grad han var forblindet af sin tro. Rundt omkring i landet

gjorde skarer af politifolk som min fiktive figur, Korsbæks Sofus

Betjent.

Gennem et langt liv burde jeg således have forvundet udslaget

af barndommens dårlige samvittighed. Om ikke andet så den

Skærtorsdags morgen, da to eksemplarer fra politikorpset i Lyngby

kom for undersøge det indbrud, jeg havde haft den foregående nat.

En tyv havde sneget sig ind ad vinduet til alrummet på første

sal. Ved at plante en fod i vindueskarmen og knalde en dekorativ

karaffel mod rummets gulv med et ordentligt brag vakte han mig af

søvnen op til dåd. Fra stueetagen, hvor jeg sov, tændte jeg trappe-

lyset for med grødet stemme at råbe: hvem der!

Nu kunne tyven jo ikke ane, om den, der var på vej op ad trap-

perne, var en svært bevæbnet mand i sin bedste alder eller en

næsten halvfemsårig enkefrue i natkjole og på bare tæer. Så tyven

sprang tilbage og forføjede sig bort.

Mit alrum blev af de grundige opdagere omdannet til et interes-

sant sceneri fra tv-serien ’Forbrydelsen’. Nu burde tiden være inde

til, at jeg udfoldede et naturligt væsen, men nej, jeg var tilbage i

rollen som den tiårige møgunge med et anstrengt smil og overdre-

ven behagesyge. Jeg emmede af barndommens dårlige samvittig-

hed, og det var et Guds under, at politifolkene, der ikke opnåede at

finde forbryderen, undlod at tage mig med på stationen for at finde

ud af, hvad jeg egentlig havde lavet i min fortid.

Til gengæld havde hunden sit livs formiddag. Den havde ellers

sovet sig fra nattens hændelser og havde ligget henslængt I min

sengs fodende uden at registrere, hvad der foregik.

Nu tilbød den at assistere kriminalbetjentene med opklaringen,

hvad den yngste, der syntes at elske menneskets bedste ven,

fandt meget morsomt. Mens den anden, der ikke var til hund, var

mindre begejstret over dens assistance, især da han ville tage fod-

aftryk.

Ingen kunne påstå, at den ikke opførte sig helt naturligt. Men

den havde jo heller aldrig kørt på den forbudte sti mellem garveriet

og slagteriet i Roskilde for otte årtier siden.

More magazines by this user
Similar magazines