Download Nepal i Acrobat format (klik på højre museknap) (PDF; 1,3 ...

netpublikationer.dk

Download Nepal i Acrobat format (klik på højre museknap) (PDF; 1,3 ...

Nepal - en politisk og økonomisk oversigt · Poul Struve Nielsen

Nepal

En politisk og økonomisk oversigt

af Poul Struve Nielsen


Nepal

En politisk og økonomisk oversigt

af Poul Struve Nielsen


Indholdsfortegnelse

1. Geografi og befolkning ............................. 9

Befolkningen ........................................................11

Regioner...............................................................11

Religionen ............................................................12

Hinduisme......................................................13

Kastesystemet..................................................15

Buddhisme......................................................17

2. Historie .................................................. 19

Historie før 1846..................................................19

Rana-tiden............................................................21

3. Den politiske udvikling ........................... 29

Enevælden ............................................................29

Det demokratiske eksperiment .............................31

Panchayat-styret....................................................33

Det ny demokrati.................................................41

Politiske partier.....................................................47

Almindelig utilfredshed ........................................49

Maoisternes væbnede kamp..................................53

Lokalpolitik..........................................................54

4. Udenrigspolitik ...................................... 57

Forholdet til Indien ..............................................57

Forholdet til Kina.................................................58

Forholdet til Bhutan.............................................59

SAARC.................................................................61

5. Den økonomiske udvikling...................... 63

Skovbrug ..............................................................68

Landbrug..............................................................71

Industri ................................................................78

Turisme ................................................................82

Vandkraft – et potentiale......................................84

Indien og økonomien...........................................87

Smugleri og korruption ........................................89

6. Sociale forhold ....................................... 93

Økonomiske sociale forhold.................................93

Kvinders vilkår .....................................................96

Børns vilkår..........................................................99

Sundhed .............................................................103

Menneskerettigheder ..........................................104

Udviklingsbistand...............................................105

Den danske bistand............................................112

Undervisning......................................................113

Miljø- og naturressourceforvaltning....................116

Energi.................................................................123

Menneskerettigheder, god regeringsførelse og

decentralisering...................................................124

Moms.................................................................126

Dansk bistand i øvrigt........................................127

Benyttede kilder ................................... 129


Nepal – infrastruktur Nepal – højdeforhold

Dadeldhura

Silgadhi Jumla

Tulsipur

Nepalganj

Indien

Baglun

Butawal

Mustang

Pokhara

Kina

Kathmandu

Hetauda

Sindhulimadi

Infrastruktur

Hovedstad

Større byer

Hovedvej

Mindre veje

Floder

Lufthavn

Landegrænse

0 25 50 75 100

Rajbiraj

Kilometer

Dharan

Ilarm

Bangla Desh

4 5

Dhaulagiri

8167

Indien

Annapurna

8078

Kina

Kathmandu

Højder

Mt. Everest

8850

over 5000 m

4000-5000 m

3000-4000 m

1000-3000 m

>200-1000 m

0 25 50 75 100

Kilometer

Makalu

8481

Kanchenjunga

8598

Bangla Desh


Fakta om Nepal

Sprog:

Nepali

(og der tales 19 andre større sprog)

Religion:

Hinduisme

Møntfod:

1 rupi (ca. 0,12 kr.)

Styreform:

Pluralistisk demokrati med mange partier, monarki

Statsoverhoved:

Kong Birendra Bir Bikram Shah Dev

Regeringsleder:

Premierminister G.P Koirala, Nepals Kongresparti

Hovedstad:

Kathmandu, ca. 800.000 indbyggere

Areal:

147.181 km 2 , ca. tre gange så stort som Danmark

Befolkning:

ca. 23,4 mio. (1999)

Befolkningstæthed:

151,5 pr. km 2

Befolkningstilvækst:

2,4 pct. om året

Forventet levealder:

57,3 år (for kvinder: 57,1, for mænd: 57,6)

Foto: Jørgen Schytte

Børnedødelighed:

77 ud af 1000 levendefødte (1999)

Læsekyndighed:

38,1 pct.

(for kvinder: 20,7, for mænd: 55,7) (1997)

BNP pr. indbygger:

220 dollars (1999)

Økonomisk vækst:

1,9 pct. (1998)

Andele af BNP:

Landbrug: 41 pct.

Industri: 22 pct.

Service (herunder turisme): 36 pct.

Øvrige: 1 pct.

(1999)

Import:

96 mia. rupier (1997)

Eksport:

22,4 mia. rupier (1997)

Udenlandsk bistand:

414 mio. dollars (1997)

Bistand pr. indbygger:

18 dollars (1998)

Danida-bistand:

145 mio. kr. (2000)

Kilder:

World Development Report. World Bank Washington

Human Development Report. UNDP, New York

The World Bank Atlas. World Bank Washinton

6 7


Nepals nordlige grænse

løber langs Himalayabjergkæden,

hvis bjergtinder

knejser over frugtbare

dale og floder.

Foto:

Poul Struve Nielsen

Geografi og

befolkning

Nepal er fra naturens hånd præget af fl ere modsætninger

end de fl este lande. Det laveste punkt ligger næsten

niveau med Yding Skovhøjs 173 meter, kun 180 meter over

havets overfl ade. Det højeste punkt er toppen af Mount

Everest, 8848 m over havets overfl ade. Nepal har grænse

mod Kina (Tibet) og Indien. Grænsen mod Tibet strækker

sig langs Himalaya-bjergkæden. Mod øst, syd og vest har

landet grænse til Indien. Nepals samlede areal er 147.181

km 2 .

For 100 mio. år siden var Den Indiske Halvø en del af

det store landområde, som også omfattede Sydamerika,

det sydlige Afrika og Antarktis. Dette landområde har i en

proces, der har strakt sig over mange mio. år, delt sig i fire af

de kontinenter, vi kender i dag, nemlig Sydamerika, Afrika,

Den Indiske Halvø (Sydasien) og Australien.

I forbindelse med processen begyndte det område, der siden

er blevet Den Indiske Halvø, at skubbe sig ind under det, der

i dag kendes som Centralasien. Det har i løbet af mio. af år

ført til, at Den Tibetanske Højslette har løftet sig. Presset fra

sammenstødet mellem de to kontinenter har således ført til

dannelsen af Himalaya-bjergene. Der er fortsat bevægelse i

kontinenterne, og Himalaya-bjergkæden har stadig vokseværk.

Den løftes ca. 15 mm om året. Himalaya-kæden og Den

Tibetanske Højslette kaldes i dag “Verdens Tag”.

Når man i dag rejser til Nepal fra syd, kommer man først

til lavlandet, som i Nepal kaldes Terai og hører til Gangessletten.

Området, som udgør mindre end 20 pct. af Nepals

samlede areal, er landets tættest befolkede. Her ligger mere

end en mio. landbrug, hvor der hovedsageligt dyrkes ris,

men der er også plads til andre afgrøder de 1,4 mio.

ha land, som udgør Nepals mest frugtbare jord. I byerne

i lavlandet, især i Biratnagar, finder størstedelen af landets

industriproduktion sted.

8 9

1.


Lavlandet var indtil 1950’erne et skovdækket område,

der var frygtet og berygtet som næsten umuligt at bebo

grund af den meget udbredte malaria. Men afskovning og

bekæmpelse af malaria ændrede totalt områdets karakter i

løbet af få årtier, hvor en massiv udvandring fra bjergegnene

til lavlandet fandt sted.

Mellem de høje tinder og lavlandet ligger højlandet. I

højder op til 3000 m over havets overflade skærer floderne

gennem særdeles frugtbare dale, andre steder snor terrasser

med afgrøder sig op ad bjergsiderne. Over højlandet knejser

bjergenes tinder med den evige sne. De mange frugtbare

dale i højlandet tæller både Kathmandu-dalen og Pokharadalen.

Klimaet skifter fra subtropisk i lavlandet til polarklima

i bjergene. Langt størstedelen af den nedbør, der falder i

Nepal, falder i juni, juli, august og september. Det er i disse

måneder, at monsunen – de fugtige vinde, der blæser ind

over Nepal fra øst – rammer landet. Nedbøren varierer ikke

kun med årstiderne. Der falder også langt mere nedbør mod

øst end mod vest. Nedbøren kommer, når de varme, fugtige

vinde fra øst presses op over Himalaya-kædens tinder, mens

nedbøren aftager, efterhånden som vindene blæser hen over

den vestlige del af landet. Derfor er der et meget tørt klima

i de nordvestlige egne.

Nedbør i mm

Befolkningen

Som geografi en er også befolkningen præget af store modsætninger.

Gurkha-kongen, Prithvi Narayan Shah, som samlede

landet i 1760’erne, beskrev Nepal som en have, hvor

der voksede fi re kaster og 36 etniske samfund. Man kan

ikke med 100 pct. sikkerhed fastslå antallet af de forskellige

grupper i det nepalesiske samfund, bl.a. fordi der ikke er

enighed om defi nitionerne, men der anslås at være omkring

60 forskellige kaster og etniske grupper og 20 større sprog.

Der fi ndes imidlertid også opgørelser, som anslår, at der

er 60 levende sprog. For at gøre det mere overskueligt kan

medlemmerne af de mange etniske samfund deles op i tre

befolkningsgrupper:

De indonepalesiske folk bor fortrinsvis i lavlandet og er

kaukasiske af udseende. Deres sprog og dialekter stammer

fra hindi.

De tibetanske folk bor i bjergene og er mongolske af udseende,

deres sprog er af tibetansk-burmesisk oprindelse.

Newarerne er betegnelsen for den største befolkningsgruppe

i Kathmandu-dalen. Deres sprog er også tibetanskburmesisk.

To tredjedele af befolkningen bor i bjergegnene, men de

højeste kaster af hinduer og newarerne dominerer samfundslivet

politisk, økonomisk og kulturelt fra Kathmandu-dalen.

Selv om newarerne, der tæller godt en million mennesker,

kun udgør ca. 5 pct. af den samlede befolkning i Nepal, er

de en gruppe med meget stor indfl ydelse, fordi magten i høj

grad er centreret omkring hovedstaden Kathmandu.

Regioner

Nepal er delt op i fem regioner.

Centralregionen er domineret af Kathmandu-dalen, og

den økonomiske udvikling i denne del af landet er den

mest fremskredne. Regionen rummer meget af den bedste

landbrugsjord, og infrastrukturen (veje og kommunikationsmidler)

er bedre udviklet end i resten af landet. Den største

koncentration af industrivirksomheder findes her og i den

østlige del af Nepal.

Østregionen er næst efter centralregionen kommet længst

10 11


i økonomisk udvikling. Regionen har en større befolkningstæthed

og en bedre udviklet infrastruktur, derfor ligger her

et større antal industrivirksomheder end i den øvrige del af

landet – Kathmandu-dalen undtaget.

Vestregionen er præget af bjergrige områder i regionens

centrale og nordlige distrikter, og dele af regionen har været

lukket for turisme og anden udefra kommende indflydelse

indtil for ganske nylig. Den økonomiske udvikling har været

størst i de sydlige distrikter og omkring regionens hovedby

Pokhara, der er et vigtigt turistcenter.

Midtvestregionen er mindre tætbefolket. Landbruget her

giver et ringere udbytte, fordi der her falder mindre regn

under monsunen end i den øvrige del af landet. Infrastrukturen

er ligeledes dårligere udbygget, og store områder af

regionen er uden vej- og flyforbindelser til resten af landet.

Nogle af de fattigste områder i Nepal er beliggende i den

nordvestlige del af regionen.

Fjernvestregionen er den mindst udviklede af regionerne

og har den svageste infrastruktur og den højeste analfabetisme

og børnedødelighed. Rovdrift skovene og jorderosion

er et mindre problem her end i resten af landet, fordi

befolkningstætheden er mindre.

Religionen

Den oprindelige tro i Nepal kaldes bon og bygger animisme,

det vil sige dyrkelse af ånder i naturen samt shamanisme,

helbredelse af sygdomme ved uddrivelse af onde

ånder. Mange dyrker stadig oprindelige guder, som de er

i kontakt med gennem såkaldte shamaner, men langt de

fl este nepalesere er hinduer. Der er også en stor buddhistisk

befolkningsgruppe, og andre religioner af betydning er islam

og kristendom.

Officielt er 86,5 pct. af befolkningen hinduer, mens 8 pct.

er buddhister, 4 pct. er muslimer, og desuden er der nogle få

kristne. Der er dog mange, som sætter spørgsmålstegn ved

regeringens opgørelse af nepalesernes religiøse tilhørsforhold.

Hinduer betragter ofte selv hinduismen som mere en livsstil

end en religion. “Der er mange veje til Gud, de er alle sammen

gode nok, og det er op til den enkelte at finde den rigtige

vej”, siges det. Dette syn religion medvirker til, at hinduer

regner mange, der ikke selv betragter sig som hinduer, med

til deres trosretning. En betydelig del af buddhisterne menes

således at være talt med som hinduer, ligesom folk, der tilhører

oprindelige religioner og måske end ikke kender til hinduisme,

må formodes at være talt med.

Befolkningen fordelt religion

Islam

Buddhisme 3,53%

7,78%

2,0%

Øvrige

Kristendom

0,17%

Størstedelen af Nepals befolkning er hinduer (1991).

Kilde: Bureau of Statistics.

Hinduisme

De hellige tekster, Vedaerne, som de ariske indvandrere

bragte med sig til Det Indiske Subkontinent år 1400-500

f.v.t., er de ældste indiske skrifter og de første hinduistiske

skrifter. Blandt en lang række guder er der to fra Vedaerne,

som stadig har så stor udbredelse, at de fl este hinduer tilbeder

en af dem. Den ene er Vishnu, den anden er Shiva.

Vishnu er beskytteren og betragtes i Nepal ofte som universets

skaber. Han har optrådt i ni inkarnationer, hvoraf en

af de mest kendte er krigerguden Rama, som med abeguden

Hanumans hjælp befriede den skønne Sita fra dæmonkongen

Ravana, der regerede over landet Lanka. Andre særligt

kendte inkarnationer er guden Krishna og Buddha. Men

buddhisterne er dog ikke enige i, at Buddha er en inkarnation

af en gud, der tilhører en anden religion.

12 13

Hinduisme

86,51%


I Nepal, som er verdens eneste hindukongerige, består

endvidere opfattelsen af, at kongen er en inkarnation af

Vishnu.

Shiva, der beskrives som skaberen, beskytteren og ødelæggeren,

er nok den mest populære gud i Nepal, men hinduerne

dyrker utallige forskellige guder. Det gamle kongepalads

i Kathmandu er opkaldt efter abeguden Hanuman og

hedder Hanuman Dhoka. Hanuman har en særlig betydning

i Nepal, for da han hjalp Rama med at befri Sita, bragte han

bl.a. helbredende planter til Rama, og planterne hentede

han i bjergene i Nepal, hvor der stadig er en stor forekomst

og udnyttelse af medicinalplanter.

Hinduerne tror genfødsel, det vil sige, at når sjælen har

forladt kroppen, er det blot for at vende tilbage til livet i en

ny inkarnation. Den slags sker altså ikke kun for guderne,

men også for mennesker og dyr. Når et menneske opnår at

komme til det niveau, som hinduerne kalder moksha, får

det åndelig frelse fra genfødslernes cyklus.

Det er et menneskes karma, det vil sige summen af menneskets

moralske handlinger, der er bestemmende for den

næste reinkarnation. En god karma fører til genfødsel et

højere niveau, en dårlig karma fører til genfødsel et lavere

niveau. En mand, der mishandler dyr, risikerer således at

blive genfødt som hund.

Det kendetegner hinduismen, at der ikke missioneres,

og eftersom Nepal har status som hindukongerige, er det

ikke tilladt at missionere for at hverve proselytter til nogen

trosretning. Enten er man født som hindu, eller også er

man ikke. Det falder således mange hinduer for brystet, at

repræsentanter fra andre religioner, især islam og kristendom,

er jagt efter hedningesjæle, som kan omvendes fra enten

hinduismen eller en oprindelig religion.

Hinduismen medfører ligeledes, at det spiller en stor rolle,

hvilken kaste man tilhører. Kasteopdelingen har oprindeligt

fundet sted baggrund af folks erhverv, og den fastlægger

nogle stramme, hierarkiske rammer, som adskiller de

forskellige kaster fra hinanden. Kastesystemet er med til at

indplacere folk i hierarkier som individer, familier, andre

slægtskaber, grupper, klaner og efter afstamning. Der er især

meget dybe sociale forskelle mellem de højere kaster og de,

der anses for at være urørlige, selv om man også kan møde

fattige fra den højeste kaste.

Diskrimination baggrund af kaste og etnisk tilhørsforhold

har været forbudt ved lov siden 1962, men kastetilhørsforholdet

er – med visse undtagelser – afgørende

for, hvem folk bliver gift med, hvilken uddannelse de har

mulighed for at få og for fordelingen af både økonomisk

velstand og politisk magt.

Hinduernes inddeling af folk i kaster er særdeles kompleks,

og formentligt har der allerede for flere tusinde år siden været

omkring 3000 kaster eller subkaster. I dag er der dog flere

og flere nepalesere, der nøjes med at opdele befolkningen i

to grupper: De rene i den såkaldte chokho jaat-kaste og de

urene i pani nachalne- eller jaat-kasten. Desuden er der en

tendens til, at man ser hele kasteinddelingen som en del af

et sekulært hierarki, hvor der er de økonomisk og politisk

magtfulde samt de simple, fattige og tilbagestående.

Kastesystemet

I år 300 blev Nepal invaderet af de såkaldte licchavier

fra det nordlige Indien. Licchavierne var hinduer, og

dermed blev fundamentet for kastesystemet i Nepal

lagt. Indiens kastesystem kan for overskuelighedens

skyld skæres lidt fi rkantet ud og beskrives som bestående

af fi re overordnede kaster eller varnaer, som de

også kaldes. Først kommer brahminerne, som oprindeligt

var præs ter, der næst khastrayaerne, som var

krigerne og adelen, tredjepladsen er vishyaerne,

som er købmænd og håndværkere, og fjerdepladsen

i hierakiet er shudraerne, som er agerdyrkere el ler

bønder. Nederst i hi er arkiet er de urørlige, der og så

kaldes dallitter el ler kas te løse og som oftest er stamme

folk, der måske dyr ker animistiske religi oner. Kasteløse

kan også være per son er, der udfører arbejde, som

anses for at være særligt urent. F.eks. slagtere, skraldemænd

eller ligbrændere. I Nepal er inddelingen i kaster

eller varnaer lidt anderledes. Hvis vi koncentrerer os

om Kathmandu-dalen, kommer først bahunerne, som

14 15


“Bodnath Stupa” i

Kathmandu. En stupa

er en tibetansk buddhistisk

helligdom, og

“Bodnath Stupa” er ikke

bare Nepals største stupa,

men en af verdens største.

Religion spiller en central

rolle for nepaleserne, og

hinduistiske og buddhistiske

templer ligger

spredt over hele landet.

Overalt ser man også

bedeflag. Når vinden

blæser bliver bønnerne

sendt ud i universet.

Foto: Erik Heegaard/

Polfoto

er Nepals brahminer. Dernæst kommer thakurierne og

chetrierne, som er krigere og adelsfolk. Thakurierne

tilhører den gruppe mennesker, der tog ansvaret for

at samle Nepal, så de har en lidt højere status end

chetrierne. Dertil kommer chestraerne, som er betegnelsen

for de newarer (den største befolkningsgruppe

i Kathmandu-dalen), der er ligestillede med thakurier

og chetrier. Overordnet inddeler nepaleserne befolkningen

i to kaster: chokho jaat-kasten, der tæller de

rene, og pani nachalne- eller jaat-kasten, der tæller

de urene.

Buddhisme

En af verdensreligionerne udspringer fra Nepal. Buddha

blev født i Lumbini i lavlandet. Hans familienavn var

Gautama, og senere blev han kaldt Siddharta (han, som

har nået sit mål). Siddharta var født i Khastraya-kasten

i en fyrstelig familie (Nepal bestod dengang af fl ere små

fyrstendømmer), men som ung blev han så overvældet

af, at menneskene lever med elendighed, sygdom og død,

at han forlod sit hjem og sin familie og gik åndelig

søgen og levede et asketisk liv. En aften, hvor han sad i

dyb meditation under et træ i en landsby i Nordindien,

opnåede han oplysning. Navnet Buddha betyder netop

“den oplyste”, og til sin død i 486 f.v.t. udbredte han sin

lære om at komme fri af den evige sjælevandring. Målet i

buddhismen er at opnå fuld oplysning, det vil sige nirvana,

en sindets tilstand, hvor jordisk begær ikke længere trænger

sig .

Et menneskes karma er bestemmende for sjæle van dringsringen,

så ved at handle rigtigt i dette liv kommer et menneske

nærmere nirvana. Det er også muligt at slå genveje

ved f.eks. at leve asketisk og meditere. Ifølge den retning

af buddhismen, som dominerer i Nepal og Tibet, er der

mennesker, som har mulighed for at tage det sidste trin

til oplysning, men som vælger at blive ved med at lade sig

genføde for at hjælpe andre. Et eksempel her er Dalai

Lama, tibetanernes åndelige leder.

16 17


Durbar Square i Patan

med udsigt til en del

af det tidligere kongepalads.Kathmandudalens

tre store byer,

Kathmandu, Bhaktapur

og Patan var i 1300tallet

uafhængige

kongedømmer.

Foto: Jiri Rezac/Polfoto

Historie

Historie før 1846

De første mennesker, som man ved har boet i Nepal, er

kiratierne, et mongolidt folkefærd, der ankom til området

i det syvende eller ottende århundrede f.v.t. De herskede i

Kathmandu-dalen til omkring år 300. I denne periode blev

også buddhismen introduceret i landet.

År 300 invaderede licchavierne, et arisk indoeuropæisk

folk fra det nordlige Indien, landet og stødte den sidste

kirati-konge fra tronen. Licchavierne var hinduer, og med

deres overtagelse af magten blev fundamentet lagt for det

kastesystem, der stadig præger det nepalesiske samfund i

dag.

Licchavierne blev afløst af thakurierne i 602.

Selv om de følgende år blev præget af invasioner og uroligheder,

voksede kongeriget. I det tiende århundrede grundlagdes

byen Kantipur, som i dag er hovedstaden Kathmandu.

I år 1200 blev kong Arideva afbrudt midt i en brydekamp.

Der var besked til ham: Han var blevet far til en dreng.

Han tildelte sønnen titlen “malla”, hvilket betyder “bryder”.

Dermed var malla-dynastiet grundlagt.

Mallaerne var hinduer og tilbad guden Shiva, men de regnedes

selv, som også senere konger, for at være inkarnationer

af guden Vishnu. Også buddhismen blomstrede i denne

periode, som vil blive husket som en nepalesisk guldalder,

hvor livet i Kathmandu-dalen var præget af fremgang og

velstand.

I begyndelsen af 1300-tallet blev Nepal delt i et større antal

uafhængige bystater, som styredes af skiftende feudalherrer.

Det bjergrige land blev så småt tættere beboet, og der

skete en betydelig udvikling inden for landbruget, hvor nye

teknikker blev introduceret.

En muslimsk invasion fra Bengalen – området som i dag

er delt i Vestbengalen, den nordøstlige del af Indien og

Bangladesh – fejede gennem landet senere i 1300-tallet,

18 19

2.


og hinduistiske og buddhistiske helligdomme blev ødelagt.

Ødelæggelserne, der fulgte med de muslimske erobringer, var

et midlertidigt fænomen i Nepal, men det fik stor betydning,

at ødelæggelser og uroligheder var mere udbredte i Indien,

hvor mange hinduer blev fortrængt fra sletterne og etablerede

små fyrstendømmer i Nepal i ly af bjergene.

I alt var Nepal delt op i 46 forskellige små områder med

egen møntfod og militær. De tre store byer i Kathmandudalen,

Kathmandu, Patan og Bhaktapur, var uafhængige

kongedømmer. Hver by var centreret omkring kongens

palads, hvor notabiliteterne og repræsentanter fra de højeste

kaster boede tæt centrum. Høje bymure skulle afværge

angreb fra nabobyerne.

Mod slutningen af 1300-tallet lykkedes det atter for en

malla-konge at samle Kathmandu-dalen. Og i løbet af

1400-tallet bredte Nepal sig syd til Ganges-floden og

nord til Tibet, vest til Kali Gandaki-floden og øst

til Sikkim-regionen.

Men riget smuldrede, og i de næste par århundreder bestod

området igen af en række småstater, der bekrigede hinanden.

Perioden var dog også præget af en blomstrende handel med

Indien og Tibet samt et fremgangsrigt landbrug.

Landet skulle blive samlet igen. Samlingen kom fra det

lille kongerige Gurkha midtvejs mellem Kathmandu og

Pokhara. Her regerede shaherne, og i 1768 erobrede den

niende konge af shah-dynastiet, som er den nuværende

kongefamilies forgængere, resten af dalen og flyttede hovedstaden

til Kathmandu. Fra Kathmandu-dalen ekspanderede

de nye herskere, indtil et slag mod kineserne i Tibet blev

tabt, så det kunne mærkes. Det var i 1792, og Nepal måtte

betale skat til kejseren i Beijing frem til år 1912.

Nepal tabte ikke land med nederlaget til kineserne. Først

efter et nederlag til briterne i 1816 blev der sat en grænse for

landets geografiske vækst. Men nepaleserne følte sig truet i

en grad, så grænsen blev lukket for udlændinge i perioden fra

1816 til 1951. Der var dog en undtagelse. Efter det militære

nederlag til briterne indvilgede Nepal i at åbne økonomien

mod Britisk Indien, og indiske forretningsfolk fik fodfæste

i Nepal. Hidtil havde Nepal i lige så høj grad orienteret sig

mod Tibet. Et århundrede senere, da en direkte handelsrute

mellem Indien og Tibet blev åbnet, mistede nepaleserne

deres vigtige position som mellemmænd i handelen mellem

de to lande.

Rana-tiden

Det var ikke en hvilken som helst asylansøger, der søgte tilfl

ugt i den indiske ambassade i Kathmandu den 6. november

1950. Det var selve Nepals konge, Tribhuvan, som kastede sit

lod ind i forsøget at ændre Nepals historie. Han fl ygtede

ud af sit eget land for at gøre ende en feudal styreform,

som de magtfulde såkaldte ranaer havde dikteret gennem

mere end 100 år. Kongen fi k asyl i Indien, og da han vendte

hjem til Kathmandu den 15. februar 1951, var det startskuddet

til en hastig udvikling, som siden har ført Nepal fra

middelalderlige tilstande til det 20. århundrede.

Siden 1816 havde Nepal næsten været hermetisk lukket

over for omverdenen. Det år var der blevet sat en grænse for

kongerigets økonomiske vækst med nederlaget slagmarken

til den britiske kolonimagt, som tog det østlige område

Sikkim og det meste af lavlandet, hvorved Nepals nuværende

grænser mod øst og vest blev fastlagt. Få år forinden havde

landet været dobbelt så stort, som det er i dag. Da strakte

det sig fra Kashmir i vest til og med Sikkim i øst, og en stor

del af lavlandet syd for Himalaya hørte til Nepal.

Nepal var et feudalt land, som nok var domineret af kongefamilien,

men også andre fremtrædende familier fra de

højeste kaster kæmpede om magten. I lange tider havde

magtforholdene ikke været særligt godt afbalancerede, og

Nepals enhed var truet, bl.a. fordi kongefamilien havde

mistet en del af grebet om magten.

Den 14. september 1846 samledes flere hundreder af

Nepals vigtigste mænd – adelsfolk, officerer og hoffolk – i

Kot-gården ved Kathmandus centrale plads, Durbar Square.

Her slog en mand fra en af de dominerende familier til.

Han hed Jung Bahadur Kunwar, og han foranstaltede en

massakre forsamlingen, så stort set hele landets elite blev

myrdet.

Jung Bahadur Kunwar tog navnet Rana som nyt familienavn

og indsatte sig selv som premierminister. Senere tog han

20 21


titel af maharaja og indførte arvefølge til premierministerposten.

Kongefamilien fik lov at blive som en slags kransekagefigurer,

men reelt var kongen og hans familie i husarrest.

Indtil 1951 besad ranaerne ikke blot premierministerposten,

men også alle andre væsentlige embeder i landet.

Under den indiske frihedskamp mod kolonimagten Storbritannien

støttede Nepal briterne, der i 1858 som tak gav

nogle af de tidligere erobrede nepalesiske områder tilbage.

Nepal fik derved sin nuværende størrelse, men ellers kendetegnede

det rana-tiden, at den økonomiske, politiske og

sociale udvikling i Nepal nærmest gik i stå.

Nepals geografiske placering langs Himalayas tinder er

en af grundene til, at landet aldrig blev en koloni og slap

fra mødet med både Kina og den britiske kolonimagt med

forholdsvis få fysiske skrammer. Men der er dybe sår i den

nationale sjæl. Mens Nepal har været i stand til at afvise alle

trusler udefra, har indre omstændigheder været en alvorlig

bremse for udviklingen. Den dag i dag er der traditioner og

omgangsformer i politiske kredse og i bureaukratiet, som

fører tilbage til ranaernes måde at styre landet . Og ranaernes

mål var ikke at udvikle Nepal. Familieoligarkiet, som

styreformen nærmest kan betegnes som, tog regeringsmagten

og holdt fast ved den for at skabe fremgang og rigdom

for familien og kun for familien. Patriotisme blev nærmest

betragtet som en trussel mod deres personlige interesser.

Ranaerne baserede deres herredømme total kontrol

med et samfund, hvor enhver forandring skulle undgås. De

opretholdt denne kontrol ved at isolere Nepal fra omverdenen

og gennem en streng social orden, som var baseret

inddeling af befolkningen i kaster efter en meget konservativ

opfattelse af hinduismen, som stort set udelukkede

sociale eller politiske forandringer for den enkelte som for

samfundet.

I bogen “Fatalism and Development” (1991) beskriver

nepaleseren Dor Bahadur Bista, hvordan et centralt begreb

i hinduismen, chakari, som betyder at vente, at tjene og

søge yndest fra en gud, vandt indpas i den sekulære hverdag

under ranaerne. For at holde rivaler og modstandere i ave,

blev de bedt om at give møde ved ranaernes paladser, hvor de

måtte tilbringe en rum tid, som blev kaldt chakari-timerne,

De nepalesiske gurkhasoldaters

færdigheder er

berømmede, og gurkhaer

udgør stadig en del af

Storbritanniens hær.

Foto: UPI/Polfoto

alt imens ranaerne kunne iagttage dem og den måde

sikre, at de ikke var i gang med skadelige aktiviteter.

Med tiden udviklede begrebet sig, så chakari blev en måde

at vise ærbødighed og loyalitet, og enhver, der nærede ambitioner

om at opnå forfremmelse eller andre goder, måtte

praktisere chakari over for sine overordnede.

I Nepals landsbyer gik livet sin vante gang i dyb isolation.

Landsbyboerne var vant til, at enhver kontakt med

repræsentanter fra regeringen udelukkende førte til, at de

blev udnyttet en måde, som var til rana-familiens fordel.

Muslimer og europæere ansås for urene, og nepalesere, der

havde været i udlandet, måtte tage rituelle bade for atter

at kunne indtage den position i kastesamfundet, som de

havde, før de rejste. Desuden blev der gjort meget lidt for

22 23


at uddanne folk, som ikke var ranaer. I 1951 var der kun

312 primærskoler med anslået 8500 elever. Nogle nepalesere

holdt dog kontakten med omverdenen ved lige, nemlig

gurkha-soldaterne. Briterne var blevet så imponeret af nepalesernes

evner som soldater, at de oprettede et regiment af

gurkhaer, som også i dag er en del af den britiske hær. Det

var således to gurkha-soldater, der som de første ofrede livet

for Europa, da de blev dræbt af landminer i de første dage

efter, at NATO-tropper var rykket ind i Kosovo i foråret

1999. Disse soldater kæmpede allieret side i den britiske

hær i både første og anden verdenskrig, og de fik således

mulighed for ved hjemkomsten at formidle en smule oplysning

om verdenen udenfor til det lukkede land.

I nabolandene skete der store forandringer i midten af

1900-tallet. Indien blev uafhængigt i 1947, og en kommunistisk

revolution ændrede Kina, som desuden besatte Tibet.

Nepal blev klemt mellem de to store asiatiske magter.

Omvæltningerne i de store nabolande virkede også

Nepal. En rana begyndte så småt at liberalisere, en anden

strammede kursen og vendte tilbage til den autoritære feudalisme.

Liberaliseringerne bestod bl.a. i, at en rana-hersker udvidede

mulighederne for, at også andre end ranaerne kunne

få en uddannelse, og der blev dannet en lille, men meget

aktiv intellektuel elite i Kathmandu.

Aktivister, som modarbejdede ranaerne, havde allerede i

1935 dannet det politiske undergrundsparti Raja Parishad.

Især den indiske frihedskamp havde givet inspiration til den

nepalesiske bevægelse for demokrati. Også i Nepal havde

mange spændt fulgt med i Gandhis vandringer gennem

Indiens landsbyer i sit simple bomuldsklæde støttende sig

til sin stok, hans sultestrejker og de forhandlinger, han førte

med den britiske kolonimagt.

Det gav således også genlyd i Nepal, da Indien og Pakistan

i 1947 blev frie og uafhængige lande. Allerede i 1947

var Nepali National Congres dannet med en partiledelse,

der talte blandt andre den senere premierminister Krishna

Prashad Bhattarai, den mest karismatiske skikkelse i demokratibevægelsen

Bishweshwar Prasad Koirala (B.P. Koirala) og

dennes halvbror Matrika Prasad Koirala (M.P. Koirala). Det

Allerede i 1947 var

Nepali National Congres

dannet med en partiledelse,

der bl.a. talte

den senere premierminister

Krishna Prashad

Bhattarai, her fotograferet

i maj 1999.

Foto: AFP/Polfoto

var unge og uprøvede kræfter, som for de flestes vedkommende

havde deres erfaring fra den indiske uafhængighedskamp

og i nogle tilfælde fra politiske undergrundsaktiviteter

i Nepal. Den 9. april 1950 fusionerede dette parti med en

anden bevægelse til Nepali Congres (fremover omtalt som

Kongrespartiet), som skulle blive den måske mest betydende

faktor i nepalesisk politik i den anden halvdel af det 20.

århundrede.

Kongrespartiets mål var at gøre Nepal til et moderne

demokrati, men sammenlignet med ligesindede i andre

lande havde partiets stiftere langt til målet. Nepal var slet

og ret et samfund, der befandt sig i middelalderen. Bortset

måske fra buddhistiske bedehjul var hjulene en

flyvemaskine de første hjul, som folk fik at se i den lille

by Pokhara vest for Kathmandu. I Michel Peissels bog

24 25


“Tiger for Breakfast” fra 1966, som handler om den russiske

hotelejer i Kathmandu, Boris Lissanovich og hans

danske hustru, Inger, fortælles historien om flyvemaskinen,

som landede dér en mark i begyndelsen af 1960’erne:

En gammel mand forklarer sit barnebarn, at “når den sjove

lille én, som lige er blevet født, bliver voksen, så vokser

vingerne også ud den, og den kan flyve, som sin mor”.

Den “sjove lille en” var en jeep, der blev løftet ned fra

flyvemaskinen.

I dag kan man køre i bus fra Kathmandu til Pokhara en

halv dags tid. Så hurtigt er udviklingen sket. I løbet af 40 år

har Nepal bevæget sig fra middelalderen til et samfund, der

har mange moderne træk, bl.a. et demokratisk system.

Samtidig med dannelsen af Kongrespartiet i 1950 begyndte

kong Tribhuvan fra sin husarrest i sit palads at pønse , hvordan

han skulle få væltet rana-herskerne og sat skub i Nepals

udvikling efter 100 års stilstand. Ved at gå i eksil i Indien

stimulerede han modstanden mod regeringen. Kongrespartiet

bekrigede den og begyndte at erobre landområder.

Det kom ikke til alvorlig blodsudgydelse. Ranaerne indså,

at de var blevet indhentet af det 20. århundrede. Deres

ensidige dominans blev tilendebragt, da kongen, ranaerne

og Kongrespartiet senere i 1950 mødtes til forhandling i

New Delhi i Indien og tilsluttede sig en aftale om at indføre

demokrati. Det var første gang i Nepals historie, at en løsning

et internt nepalesisk problem var blevet tvunget igennem

ved indisk mellemkomst. I februar 1951 vendte kong

Tribhuvan tilbage til Nepal, og der blev dannet en regering

af både ranaer og kongresfolk.

Det var et meget underudviklet land, de nye ministre

blev regering for. Den gennemsnitlige årlige indkomst pr.

indbygger var 45 dollars, alfabetiseringsgraden 5 pct. og den

gennemsnitlige levealder 35 år. Men der herskede en vis

optimisme blandt de nye ledere, for dengang antog man,

at Nepal havde uudnyttede muligheder i form af land, der

ikke var opdyrket, og man forventede, at landets store skovområder

og masser af floder kunne udnyttes til at sætte skub

i udviklingen. Endvidere regnede man med, at den udviklingsbistand,

som landet kunne modtage nu, hvor grænserne

blev åbnet mod omverdenen, ville få stor betydning.

Med kong Tribhuvans

hjemkomst til Nepal i

1951 begyndte en ny æra

i landets historie. Kong

Tribhuvan selv oplevede

kun de første fire år. Han

døde i 1955. Billedet er

fra begravelsesceremonien.

Foto: PPF/Polfoto

26 27


Nepaleserne har kun kort

tids erfaring med valghandlinger

og demokrati.

Forbudet mod politiske

partier blev først ophævet

i 1990.

Foto: Epa/

Scanpix Nordfoto

Den politiske

udvikling

Efter Nepals parlamentsvalg i maj 1999 fi k landet en chance

for at begynde ny. Efter en lang ustabil periode med

vaklende regeringer, som hyppigt blev skiftet ud, fi k Kongrespartiet

et absolut fl ertal ved valget til Underhuset.

Den politiske krise har været en alvorlig hindring for

Nepals udvikling, og pessimistiske iagttagere mener endda, at

de politiske partiers forvaltning af demokratiet er en trussel

mod selve systemet. Men ingen kan vel have forestillet sig,

at udviklingen skulle forløbe uden vanskeligheder. Nepal

udgør trods alt et typisk scenario for et tredjeverdensland i

efterkrigstiden: En politisk og økonomisk udvikling, som

tog flere hundrede år i Europa, skal finde sted i løbet af

få årtier.

Nu har det Kongresparti, som har kæmpet hårdest for

demokratiet, fået en mulighed for at sikre det. Og en hård

kamp har det været. Afskaffelsen af rana-styret var kun

begyndelsen.

Enevælden

Da kong Tribhuvan i februar 1951 vendte hjem fra sin korte

periode i eksil i Indien og indsatte den ny regering med deltagelse

af både medlemmer af rana-familien og Kongrespartiet,

begyndte en ny æra i Nepals historie. Landets grænser blev

åbnet, Nepal var ikke længere isoleret. Udviklingsbistand

fra Indien og USA begyndte at strømme til landet, og som

noget hidtil næsten uhørt blev skoleuddannelse introduceret

i en bredere forstand end tidligere, hvor kun få andre end

ranaerne havde haft sådanne privilegier.

Men det var ikke en demokratisk æra. De nye kræfter,

som fik del i magten, havde kun et fælles mål – at få ranastyret

afskaffet. Lederne af de politiske partier havde ikke

noget klart politisk mål og slet ingen politisk erfaring. Dertil

28 29

3.


kom, at Kongrespartiet allerede fra begyndelsen var rammen

om voldsomme intriger og politiske magtkampe.

M.P. Koirala blev premierminister i den første overgangsregering,

som allerede i april 1951 var mål for et kupforsøg.

I november 1951 brød samarbejdet i koalitionsregeringen

med deltagelse af ranaerne og Kongrespartiet sammen. M.P.

Koirala fortsatte som premierminister i en regering, der

var domineret af Kongrespartiet, men han havde svært ved

at bevare kontrollen. Der skete overgreb menneskerettighederne,

oppositionsledere blev fængslet ved nogle lejligheder,

og i januar 1952 var der yderligere et kupforsøg mod

regeringen.

Efterhånden bredte desillusionen sig. Mange havde set

frem til, at Nepal fik en regering, som endelig gav bønderne

en mulighed for at genopbygge landet. Men som beskrevet

af iagttagere, begyndte de nyslåede magthavere, der havde sat

livet spil og betalt en høj pris i form af fængselsophold,

sult og sygdom for at få forandringer i Nepal, at overtage

ranaernes dårlige vaner.

Korruptionen, som var et nyt fænomen, bredte sig ligeledes,

og den demokratiske reformproces kom aldrig rigtig

i gang. Kongrespartiet blev splittet, en række andre nye

partier blev dannet, og der var især stigende tilslutning til

kommunisterne.

Det sidste var – sammenholdt med Kinas indgriben i Tibet

– medvirkende til, at Storbritannien og Indien ikke aktivt

støttede demokratibevægelsen. Politikerne fra Kongrespartiet

syntes ikke at kunne udfylde det tomrum, der var opstået

efter ranaerne, og sikre en stabil udvikling i Nepal. Den

eneste, der syntes at kunne samle magten hos sig, var kong

Tribhuvan.

I august 1952 opløste kongen regeringen og indførte

enevælde gennem en rådgivende forsamling, som han selv

udnævnte. Kongen forbød ikke de politiske partier, og

M.P. Koirala fik yderligere to perioder som premierminister,

men det var som udnævnt af kongen og ikke valgt

demokratisk vis. I øvrigt var han heller ikke længere

medlem af Kongrespartiet. Løftet om at indføre demokrati

fra aftalen i New Delhi blev aldrig indfriet.

Den 13. marts 1955 døde kong Tribhuvan, og hans søn

Mahendra overtog tronen. Mahendra var en stærk konge

med flere politiske ambitioner end faderen. Han regerede

enevældigt, men der skete gradvise lempelser, som skulle

føre til et demokratisk eksperiment – og siden til borgerkrigslignende

tilstande.

Kommunistpartiet, der havde været forbudt i en periode,

blev gjort lovligt i 1956. Og i december 1958 udskrev kong

Mahendra parlamentsvalg. Men det var ikke til en grundlovgivende

forsamling, sådan som Kongrespartiet havde

krævet. En ny forfatning blev i stedet sammenfattet af et

udvalg, som kongen nedsatte.

Det demokratiske eksperiment

Seks dage før valget i april 1959 var forfatningen plads.

Der skulle vælges 106 medlemmer til et nyt Underhus.

Desuden skulle der være et Overhus med 38 medlemmer,

halvdelen valgt af Underhuset, halvdelen udpeget af kongen.

Mahendra afgav ikke den udøvende magt. Han kunne selv

vælge, om han ville udøve magten direkte eller gennem

regeringen. Han havde også vetoret over for regeringen og

parlamentet.

Kongrespartiet, som havde sin solide base blandt bønderne

i den østlige del af lavlandet og blandt tidligere gurkhasoldater,

fik absolut flertal i Underhuset et valgprogram,

der ideologisk set var baseret demokratisk socialisme.

Konkret ville man gennemføre landreformer og sætte industrialiseringen

i gang ved at opmuntre iværksættere til at

starte mindre industrier og småhåndværk, mens staten skulle

tage initiativ til at opbygge en sværindustri med udenlandsk,

det vil sige indisk finansiering.

Det næststørste parti blev Gurkha Parishad, som lå til højre

for Kongrespartiet og havde opbakning blandt ranaernes

støtter og i bredere befolkningsgrupper i bjergene. Dette parti

var imod Kongrespartiet og indisk indflydelse nepalesiske

forhold.

Kommunistpartiet blev også et af de større partier i Underhuset,

men var præget af store indbyrdes ideologiske stridigheder.

Dets medlemmer var uenige om, hvorvidt man skulle

mobilisere græsrødderne mod kapitalismen og feudalismen

30 31


eller arbejde som et demokratisk parti, når der nu for en

gangs skyld i bogstavelig forstand var valg.

Mens rygraden i Kongrespartiets tilslutning var småbønder,

havde kommunisterne opbakning blandt landarbejdere

og fæstebønder, som anså småbønderne for at være deres

arbejds givere. Både Kongrespartiet og Kommunistpartiet

havde desuden tilslutning i den lille intellektuelle elite, hvorfra

de ledende kræfter i begge partier kom. Der var således

mange bahuner, altså medlemmer af den højeste kaste, i

begge partier.

Endelig var der United Democratic Party, som var et

parti, der til gengæld appellerede til kasterne chetrier og

thakurier, som oprindeligt var krigere. Partiet havde stærke

forbindelser til kongehuset og lagde i valgprogrammet vægt

hinduistiske værdier som f.eks. forbud mod at omvende

hinduer til andre religioner og slagtning af køer.

Kongrespartiets B.P. Koirala blev Nepals første demokratisk

valgte premierminister, og han begyndte af gennemføre

Kongrespartiets politik trods modstand fra stærke kræfter

i samfundet.

Den ny regering indførte jordreformer i form af beskatning

af særlige overdragelser, der var sket fra rana-herskerne til

familiemedlemmer og betroede støtter. I 1951 var 36 pct. af

landbrugsjorden i Nepal overdraget fra herskerne til familie

og venner.

15 områder i Nepal kontrolleredes i 1959 stadig til en vis

grad af fyrster med ret til at beskatte og straffe indbyggerne i

området. Kongrespartiets næste skridt var at afskaffe denne

ret.

Dernæst kom turen til skovene, som blev nationaliserede

trods af, at kongens bror besad meget store dele af områderne.

Reformerne blev alle gennemført, selv om det demokratiske

eksperiment kun varede i en kort periode. Den 15.

december 1960 blev regeringen, som var samlet i en forstad

til Kathmandu, arresteret. Der havde været rygter om korruption,

og i distrikterne havde Kongrespartiet tilgodeset

vennerne i forbindelse med besættelsen af flere stillinger. I

en radiotale til nationen forklarede kongen, at han havde

brugt sin ret til at afsætte regeringen, fordi korruption var

blevet udbredt, Kongrespartiets interesser var blevet sat højere

end nationens, og fordi regeringen ikke havde formået at

opretholde ro og orden.

Beskyldningen om korruption byggede vedvarende

rygter, og det var ganske vist, at Kongrespartiet i distrikterne

havde tilgodeset vennerne. Det var også rigtigt, at der havde

været uroligheder. Bl.a. var demonstranter i Gurkha blevet

dræbt af politiet. B.P. Koirala havde dog afvist, at det var

regeringens ansvar, og han havde ikke lagt skjul , at han

fandt det bevist, at urolighederne var anstiftet med støtte

fra paladset.

Panchayat-styret

Ved at afsætte regeringen sikrede kong Mahendra sig mod

at ende som en kransekagefi gur uden beføjelser, sådan som

hans forfædre havde været det under ranaerne. Enevælden

fortsatte de næste 30 år med ham selv og siden sønnen

Birendra ved magten.

En enkelt eksminister fra Kongrespartiet, Subarna Samshar,

var i Calcutta, da kongens kup fandt sted. Med støtte fra

den indiske regering, som var dannet af søsterpartiet, det

indiske Kongresparti, mobiliserede han en guerillahær

3000 mand, som kæmpede i Nepal mod enevældens tropper.

Guerillakrigen sluttede imidlertid brat, da Kina i oktober

1962 angreb Indien. Konflikten mellem Nepals to store

nabolande gjorde, at Indien for alvor fik brug for Nepal som

en stødpudezone til Kina, uagtet hvem der i øvrigt havde

magten i Nepal. Den indiske premierminister, Jawaharlal

Nehru, bad derfor Subarna om at standse den væbnede

kamp.

Nu var der ingen modstand tilbage mod enevælden. Selv

kommunister og et stort antal af Kongrespartiets tidligere

medlemmer af Underhuset støttede kongen, som indførte et

nyt, partiløst styre, det såkaldte panchayat-styre, inspireret af

daværende regeringsformer i Pakistan, Egypten, Indonesien

og Jugoslavien.

Panchayat betyder egentlig “et råd med fem medlemmer”,

og det har historisk været navnet lokale råd i

både Nepal og Indien, men kong Mahendra udvidede

32 33


systemet. Mere end 3000 landsbyer holdt årligt afstemninger

om et budget og valgte landsbyens råd, panchayat,

hvorefter medlemmerne af landsbyernes panchayat

valgte distrikternes panchayat, hvis medlemmer valgte

et nationalt råd.

På den måde fik kongen en forsamling, som i sidste ende

var valgt af befolkningen, samtidig med at han kunne regere

uden at være under pres fra de politiske partier. Den nationale

panchayat, som hed rastraiya, bestod af 90 medlemmer

valgt fra distrikterne, 19 medlemmer fra diverse organisationer

(bøndernes, ungdommens, kvindernes osv.), og 16

medlemmer udpeget af kongen.

Medlemmerne af de politiske partier fortsatte med at spille

en betydelig rolle. Blandt den første Rastriya Panchayats i alt

125 medlemmer var 60 pct. tidligere partimedlemmer – en

tredjedel havde været medlemmer af Kongrespartiet. Men

de ledende skikkelser fra Kongrespartiet forblev fængslede

til oktober 1968. I februar 1969 valgte B.P. Koirala at gå i

eksil i Indien af frygt for, at hans offentlige udtalelser skulle

få kongen til at arrestere ham igen.

De økonomiske og sociale forbedringer, som både kongehuset

og de politiske partier havde andele i, fortsatte,

og den udenlandske bistand vedblev med at strømme til

landet. Det var en af årsagerne til, at kongen kunne fortsætte

med at udbygge administrationen og dermed sikre, at det

stigende antal nepalesere, som nu fik en uddannelse, også

kunne få offentlige stillinger i stedet for at blive uddannet

til arbejdsløshed og utilfredshed.

Ved tronskiftet efter Mahendras død i februar 1972 gik

magten til hans søn, den unge 26-årige Birendra, som bl.a.

havde studeret Harvard University i USA. Han blev

straks mødt med et krav om reformer, men snart stod det

klart, at Birendra var fast besluttet at fortsætte sin fars

linie. I 1974 strammede han grebet om panchayat-systemet

ved at gøre det mere topstyret, så det nationale panchayat

fik indflydelse , hvem der blev valgt i distrikter, byer og

landsbyer. Oppositionen viste sin modstand med bl.a. en

flykapring og et attentatforsøg mod kongen, og dele af den

kommunistiske bevægelse stod bag en opstand i den østlige

del af lavlandet.

Kong Birendra af Nepal

og dronning Aishwarya

i kroningsprocession.

Birendra overtog tronen

i verdens eneste Hindu

kongerige i 1972. Frem

til 1990 var han ene

vældig. I dag har han

beføjelser som konstitutioneret

monark.

Foto: PPF/Polfoto

34 35


To medlemmer af Kongrespartiet blev dømt til døden

for at have deltaget i attentatforsøget mod kongen, og i

februar 1979 blev de henrettet. Det affødte en studenterdemonstration

i Kathmandu samme forår, hvor det kom

til sammenstød med politiet, som blev beskyldt for at have

kastet studenter ud fra de øverste etager universitetet, der

ligger ved siden af kongeslottet. Urolighederne bredte sig, og

i byen Heteuda åbnede politiet ild mod demonstranter.

Kongen forsøgte at imødekomme en række af de studenterpolitiske

krav, men det tilfredsstillede ikke ønskerne om

gennemgribende politiske reformer, og den 23. maj 1979

kom situationen ud af kontrol. Mellem 20.000 og 30.000

mennesker demonstrerede i Kathmandus gader, og der blev

sat ild til regeringsejede avishuse og køretøjer.

Dagen efter erklærede kongen i en radiotale, at der ville

blive afholdt folkeafstemning om, hvorvidt Nepal skulle

have et flerpartistyre eller fortsætte med panchayat-systemet.

Afstemningen fandt sted i maj 1980, hvor 2,4 millioner

vælgere stemte for panchayat-systemet og 2 millioner for

flerpartistyre. De politiske partier havde fået lov at føre

valgkamp, men medierne – herunder Radio Nepal, som når

det meste af landet – propaganderede ensidigt for panchayatsystemet.

For mange nepalesere var det blevet til et spørgsmål

om, hvorvidt de støttede kongen eller B.P. Koirala,

der i 1976 var vendt hjem fra sit eksil i Indien, efter at

den indiske premierminister, Indira Gandhi, havde indført

undtagelsestilstand i Indien.

Senere i 1980 ændrede kongen forfatningen, så der blev

direkte valg til Rastriya Panchayat, men i praksis ændrede det

ikke noget. Politiske partier vedblev at være forbudte. Nepal

var stadig et enevælde, hvor alle væsentlige beslutninger blev

skubbet så langt opad i systemet som muligt. Den sidste

instans var kongen, eller i hvert fald Paladset, som man

henviste til i daglig tale. Der var ofte forvirring om, hvorvidt

det var kongen selv, der traf beslutningerne, eller magtfulde

folk omkring ham.

Den eneste vej til virkelig indflydelse var at sørge for at være

så tæt kongen som muligt. Det førte til en praksis, hvor

hundredvis af mennesker underdanigt tilbragte deres morgener

med at vente uden for kontorer, som husede Paladsets

sekretærer, kongens fortrolige og ministrene i regeringen.

Der var med andre ord i praksis tale om en genindførelse af

chakari-begrebet fra rana-tiden, hvor rivaler og modstandere

blev bedt om at give møde ved ranaernes paladser for at

vise ærbødighed og loyalitet over for deres overordnede. Det

var en af de måder, man holdt kontrol med modstanderne

.

De forbudte partier fortsatte med at fungere, men der var

altid en risiko for, at man fra politiet eller Paladset slog ned

dem. Samme risiko gjaldt for pressen. Efter B.P. Koiralas

død i 1982 blev Kongrespartiet ledet af en trojka bestående

af Girija Prasad Koirala, Ganesh Man Singh og Krishna

Prasad Bhattarai. Sammen med venstrefløjsgrupper indledte

de en kampagne mod forbudet mod politiske partier.

En stor korruptionsskandale med forgreninger til kongehuset

førte midt i 1980’erne til, at flere ministre mistede deres

poster. Og både medlemmer af Rastriya Panchayat samt

folk fra Paladset blev dømt for smugleri samt for medvirken

til mordforsøget en journalist, der havde arbejdet at

afdække korruptionssagerne.

Det var ikke en episode, der umiddelbart førte til uroligheder,

men selv om de dømte var mere perifere magtudøvere

fra Paladset, så var den slags hændelser med til at svække

kongens anseelse og fremme en opfattelse af, at man i kongehuset

ikke var bedre end de politikere, som kongen havde

afskediget for korrupt virksomhed. Det var meget alvorligt

i dette verdens eneste hinduistiske kongerige, hvor kongen

anses for at være en inkarnation af guden Vishnu og betragtes

som en hellig mand, hvis position bør være forbundet

med den allerhøjeste form for renhed. Med andre ord ville

kongedømmet i den almindelige nepalesers øjne miste sin

berettigelse, hvis kongefamilien tog del i korruption.

Utilfredsheden med regeringen var tiltagende, men det

første skridt vejen mod den endelige overgang fra enevælde

til demokrati skulle blive taget af kræfter uden for

Nepal. Den indiske regering vendte udviklingen ved at iværksætte

en embargo mod Nepal, efter at forhandlinger om at

forny handels- og transitaftalen var brudt sammen. Den 23.

marts 1989 blev alle grænseovergange med undtagelse af to

lukket, og Indien gjorde alt for at genere transporten af varer

36 37


til og fra Nepal gennem Indien så meget som muligt. (Se

afsnittet s. 87 om det økonomiske samarbejde med Indien

i kapitlet om Nepals økonomi).

I begyndelsen stod folk sammen bag regeringen mod den

ydre fjende, og oppositionen var forsigtig for ikke at blive

beskyldt for at støtte Indien, som Kongrespartiet havde tætte

bånd til. Efterhånden kom de politiske partier dog ud af

busken, og fundamentet begyndte at skride under kongen.

Befolkningsflertallet og selv tidligere premierministre under

panchayat-systemet kritiserede regeringen. Men der var også

meget, der havde ændret sig siden folkeafstemningen, der

faldt ud til panchayat-systemets fordel i 1980. Fjernsynet var

kommet til landet, og nepaleserne havde fået en øget viden

om politiske begivenheder i verden omkring sig. Seerne

havde f.eks. fået kendskab til tøbruddet i den kolde krig

med reformerne glasnost og perestrojka i Sovjetunionen,

fløjlsrevolutionen i Prag, demonstrationerne Tianmenpladsen

i Beijing, løsladelsen af Nelson Mandela i Sydafrika

og Berlin-murens fald.

Desuden var der mange flere end tidligere, der fik en

skoleuddannelse. I 1950 var der 1680 elever i mellemskolen.

I 1989 var der 364.525. Og mens kun 250 nepalesere i

1950 fik adgang til at læse videre et niveau, der svarer til

gymnasiet, var antallet i 1989 95.240.

Nepal var ikke længere kun et feudalt land. Det var et

udviklingsland, som efterhånden var stærkt afhængigt af

udviklingsbistand, og presset mod regeringen kom også

fra donorlandene. Med afslutningen den kolde krig –

hvorunder mange udviklingslande enten havde fået hjælp fra

Østblokken eller fra Vestblokken – var donorerne generelt

begyndt at prioritere udviklingsbistand til lande, der var

demokratiske eller havde ledere, der viste vilje til at gennemføre

demokratiske reformer.

Ingen andre end nepaleserne selv kunne imidlertid tage det

sidste skridt fra enevælde til demokrati. Gennem de mange

års kamp mod først ranaerne og siden enevælden havde

Kongresparti og kommunister levet sammen som hund og

kat i udkanten af det politiske miljø. Men i august 1989

besluttede et af kommunistpartierne, Communist party

of Nepal (Marxist-Leninist), at arbejde for parlamentarisk

demokrati. Partiet fik en række andre grupper med sig i

alliancen United Left Front (ULF), og man begyndte at

arbejde sammen med Kongrespartiet om at indføre demokrati

i Nepal.

Den 18. januar 1990 gik startskuddet til den sidste og

afgørende fase i demokratikampen. Der var gået rygter om,

at lederne af de politiske partier havde givet kongen et ultimatum,

og da Kongrespartiet skulle indlede sin kongres,

havde flere tusinde mennesker trods af forbud mod massemøder

forsamlet sig uden for partilederen Ganesh Man

Singhs bolig. Blandt deltagerne var både liberale panchayatpolitikere

og kommunister samt udenlandske politikere.

Selv den fremtrædende indiske politiker Chandra Shekhar,

som senere blev premierminister, udtalte åbent sin støtte til

den nepalesiske kamp for demokrati.

Den 21. januar forlangte lederne af de politiske partier,

at kongen efterkom oppositionens krav om forandringer

senest den 18. februar. Da det ny semester Tribhuvanuniversitetet

begyndte den 4. februar, blev det med bannere

og paroler som “Lev eller dø for demokrati”, og både studerende

og universitetslærere bakkede op bag demokratibevægelsen.

Den 18. februar var ingen krav efterkommet, og politiske

ledere var blevet arresterede eller sat i husarrest. Med

tåregas forsøgte politiet at standse en stor demonstration

midt i Kathmandu, men måtte opgive at styre mængden.

Revolutionen var i gang.

Generalstrejke generalstrejke afløste hinanden, og efterhånden

bredte urolighederne sig også uden for Kathmandudalen.

Strejker og demonstrationer bølgede gennem landet,

og i Patan, Kathmandus tvillingeby, tog folket magten fra

politiet. Først holdt man politifolkene indespærrede den

centralt beliggende tempelplads. Siden smed man dem ud

af byen og sørgede for, at de ikke kunne komme ind igen

ved at bygge barrikader.

Bycentrene i både Kathmandu, Patan og den tredje store

by i Kathmandu-dalen, Bhaktapur, lignede krigszoner. Den

6. april bekendtgjorde kongen i Radio Nepal, at en ny regering

tiltrådte, og at dens vigtigste opgaver ville blive at forhandle

med lederne af de forbudte partier, at iværksætte

38 39


en undersøgelse af drabene, der havde fundet sted under

urolighederne og at nedsætte en kommission, der skulle

udarbejde forslag til ændring af forfatningen.

Kongen nævnte intet om at ophæve forbudet mod politiske

partier eller om at ophæve panchayat-systemet, og

det udløste den største demonstration under revolu tionen.

Aldrig før i Nepals historie var så stor en menneskemængde

væltet ud i Kathmandus gader. Demonstrationen satte kurs

mod Paladset, mens der blev råbt slogans mod kongen. På

pladsen foran Paladset åbnede politi og militær ild mod

mængden, og demonstrationen endte tragisk vis. Drabstallet

er aldrig blevet gjort endeligt op.

Jubel blandt folk, da

kong Birendra i 1990

hårdt presset efter generalstrejker,

voldsomme

uroligheder og demonstrationer

for demokrati

ophævede forbudet mod

politiske partier.

Foto: AFP/Polfoto

Trods fattigdom og manglende demokratiske traditioner

har Nepal altid været et relativt fredeligt land, så begivenheden

chokerede alle parter. Kongen mødtes med lederne fra

de politiske partier, og om aftenen meddelte nepalesisk tv, at

kongen havde ophævet forbudet mod politiske partier. De

politiske ledere fra kommunisterne og Kongrespartiet blev

løsladt, og protestbevægelsen blev afblæst. Men i fællesskab

fortsatte de politiske partier presset kongen, som den

16. april gav endeligt op og ophævede panchayat-systemet.

Kongen accepterede en rolle som konstitutionel monark, og

torsdag den 19. april 1990 blev overgangsregeringen med

Kongrespartiets formand, Krishna Prasad Bhattarai, som

premierminister taget i ed.

Det ny demokrati

Der var stadig problemer forbundet med overgangen til

demokrati. Den virkelige magt i Nepal var aldrig blevet

udøvet af panchayat-regeringerne, den var udgået fra Paladset.

Tilmed overtog det ny styre en administration, som

var opbygget og havde fungeret med det ene formål at

tjene kongen. Det gjaldt også politiet og militæret, hvor

især hæren havde – og har – et meget tæt forhold til kongehuset.

Desuden fulgte hele diskussionen om menneske rettighedskrænkelserne

under den tidligere regering. Der var enighed

i den ny regering om, at der burde foretages undersøgelser,

men reelt skete der ikke noget.

Først med kongens godkendelse den 9. november 1990

af den ny forfatning, som klart henviser ham til at have

en konstitutionel rolle uden magtbeføjelser, mindskedes

den store usikkerhed, som prægede både regeringen og

befolkningen. Den ny regering kunne endelig begynde

at arbejde med de alvorlige udfordringer, den stod over

for.

Ifølge den ny forfatning, som stadig gælder, er kongen

fortsat statsoverhoved. Men den udøvende magt ligger nu

hos regeringen, som ledes af premierministeren. Denne bliver

udnævnt af kongen, men det er et krav, at den, han udnævner,

enten er leder af et parti, som har flertal i Underhuset,

40 41


eller er i stand til danne en koalitionsregering med et flertal

bag sig.

Kongen er også medlem af parlamentet, og han er bemyndiget

til at godkende lovforslag, der er godkendt i begge

kamre i parlamentet: Underhuset, også kaldet Repræsentanternes

Hus, med 205 medlemmer, og Overhuset, også

kaldet Nationalrådet, med 60 medlemmer.

Underhusets medlemmer vælges for en femårig periode

ved direkte valg i Nepals i alt 205 kredse. Inddelingen i

kredse er sket under hensyntagen til den administrative

inddeling af landet, geografiske forhold, transportmuligheder

samt etniske forhold. Nepal er desuden inddelt i

fem udviklingsregioner og 75 distrikter.

Overhusets medlemmer vælges for en seksårig periode. Ti

af medlemmerne udpeges af kongen, 35 – heraf tre kvinder

– af Underhuset, og 15 udpeges af et særligt valgudvalg.

Den væsentlige magtkoncentration ligger i Underhuset.

Nepalesere får valgret, når de fylder 18 år. Eftersom de

fleste vælgere er analfabeter, stemmer man ved at krydse

af ud for et symbol. F.eks. er Kongrespartiets symbol et

træ.

Forfatningen, som langt hen ad vejen er et kompromis

mellem Kongrespartiet og kommunisterne, er så klar

omkring Nepals status som et konstitutionelt monarki og

et pluralistisk demokrati, at kommunisterne ikke inden for

rammerne af forfatningen kan afskaffe kongedømmet eller

flerpartistyret. Til gengæld vil Kongrespartiet næppe kunne

indgå en aftale med Indien om udnyttelse af vandressourcerne

uden støtte fra kommunisterne, eftersom enhver

aftale, regeringen indgår med andre lande om udnyttelse af

landets naturressourcer, skal ratificeres med to tredjedeles

flertal i parlamentet.

Det første valg under den ny forfatning skulle finde sted

den 12. maj 1991, og optakten måtte nødvendigvis betyde

en splittelse mellem Kongrespartiet og kommunisterne.

Efter at de havde stået sammen i kampen for demokrati,

skulle de nu ud og bekæmpe hinanden i en valgkamp.

Kommunisterne bestod af en række småpartier, som havde

været samlet under navnet United Left Front. Denne organisation

gik hurtigt i opløsning, men de to betydeligste

kommunistiske partier, Communist party of Nepal (Marxist)

og Communist Party of Nepal (Marxist-Leninist) fandt

sammen og fusionerede til et parti med navnet Communist

Party of Nepal (Unified Marxist-Leninist), som herefter

kaldes UML.

Dermed opstod der et enkelt stærkt kommunistparti,

som virkelig kunne gå ind og spille med i kampen om

regeringsmagten.

I Kongrespartiet blev kandidaterne – også dengang –

nomineret centralt, og vreden vendte sig mod den gamle

garde, som havde sørget godt for sine egne. Blandt andre

fik Ganesh Man Singhs kone og søn nogle af de bedste

opstillingskredse.

Premierminister Bhattarai nævnte tre kriterier for at blive

opstillet for Kongrespartiet. For det første skulle man have

udstået lidelser i kampen for demokrati, for det andet skulle

man have en god chance for at vinde mandatet i sin kreds,

og for det tredje skulle man være i stand til at spille en

rolle politisk. Mange, som havde håbet nye tider, blev

skuffede over, at kompetence kun var tredjepladsen,

men få blev overraskede.

Nomineringer af kandidater til de forskellige opstillingskredse

er de vigtigste instrumenter, som den ny tids

magthavere har i deres udøvelse af magten. Her kan lederne

af de politiske partier beslutte, hvem der skal være med

fremme. Det er ikke som i Danmark, hvor Socialdemokratiets

næstformand i 1998 blev hindret i at stille op i

Vejle, fordi vejlenserne havde mere tiltro til en lokal. I

Nepal udnævner partiledelsen kandidaterne centralt, hvilket

giver mindelser om magtudøvelsen i både rana-tiden og

under enevælden.

Den enkeltes forbindelser har en særlig betydning i Nepal.

Gode forbindelser hjælper selvfølgelig alle vegne, også i

Danmark, hvor det kan være en fordel at kende de rigtige

mennesker, når man søger ny lejlighed eller et bedre job.

Men i Nepal opereres der med mere eller mindre lukkede

cirkler, som tager udgangspunkt i familien.

I sin bog “Fatalism and Development” beskriver professor

Dor Bahadur Bista således, hvordan nepaleserne i høj

grad skelner mellem “os” og “dem”. Det er meget vigtigt,

42 43


om en person er “en af vore egne”, eller om der er tale

om en “ikke-person”, som er uden for kredsen. De fleste

vil foretrække at bruge deres tid og kræfter at betjene

folk, der hører til deres egen kreds. Nepaleserne kalder

begrebet “afno manche”, som betyder “’ens eget folk”.

Gode forbindelser kan f.eks. spille en vigtig rolle, når det

gælder om at komme nemt uden om bureaukratiet, få stillinger

i administrationen, få lån i banken eller få etableret

en telefonforbindelse.

Den mest ekstreme “afno manche”-kreds er vel ranaernes,

som fordelte Nepals territorium mellem familie og venner

efter forgodtbefindende. Men selv kort tid efter afskaffelsen

af enevælden fandt de nye magthavere det altså i orden at

tilgodese den nærmeste familie i tildelingen af valgkredse.

Det kunne ikke undgås, at denne praksis, som fortsatte

med at eksistere op gennem 90’erne, gav en politisk kamp,

der rakte ud over den almindelige, nødvendige demokratiske

debat partierne imellem. Og en af forklaringerne ,

at Nepal i sin korte periode med flerpartistyre har haft

mange ikke-levedygtige regeringer, er formentlig, at de

har været baseret alliancer, der snarere har beroet en

fordeling af magt og goder end enighed om politiske

mål.

Kongrespartiet vandt det første valg meget sikkert og fik

110 af de 205 pladser i Underhuset. UML vandt 69 pladser,

mens de to partier, der bestod af tidligere panchayatmedlemmer,

kun fik fire pladser. Girija Prasad Koirala

fra Kongrespartiet blev den anden premierminister for en

demokratisk valgt regering i Nepal efter B.P. Koirala.

Selv om Kongrespartiet havde flertal i Underhuset, lykkedes

det ikke den ny premierminister at holde sammen

tropperne, så hans regering kunne få den fulde femårs

valgperiode. I juli 1994 tabte regeringen afstemningen

om premierministerens årlige redegørelse for parlamentet.

Nederlaget ved afstemningen grundede i interne magtkampe

i Kongrespartiet. Der var også en del frustration

over, at det ikke var lykkedes for alvor at sætte skub i

udviklingen, så den nepalesiske befolkning kunne se en vej

ud af fattigdom og analfabetisme. G.P. Koirala blev nødt

til at træde tilbage efter nederlaget.

Professor i statskundskab ved Tribhuvan-universitetet i

Kathmandu, Lok Raj Baral, peger i sin bog “Problems of

Governance” fra 1994 , at Kongrespartiet politisk kom

ud af fokus grund af interne konflikter mellem især

premierministeren den ene side og Ganesh Man Singh

og K.P. Bhattarai den anden. De indbyrdes uenigheder

drejede sig specielt om fordelingen af poster inden for

regeringen.

Den 15. november 1994 blev der afholdt valg igen. Denne

gang vandt UML og fik 88 af pladserne, mens Kongrespartiet

mistede 27 mandater og gik tilbage til 83 pladser. Den

30. november blev Man Mohan Adhikari taget i ed som

premierminister.

Heller ikke UML-regeringen holdt fem år. Det er der

endnu ingen regering, der har præsteret. Listen over regeringer

i Nepal fra 1990 til 1999 siger alt om den parlamentariske

krise, der har ramt det nyslåede demokrati

allerede i den spæde begyndelse:

April 1990:

Kong Birendra ophæver forbudet mod politiske partier. En

overgangsregering dannes under ledelse af Krishna Prasad

Bhattarai.

November 1990:

Kongen godkender ny forfatning, som henviser monarken

til en konstitutionel rolle.

Maj 1991:

Parlamentsvalg, som Kongrespartiet vinder.

Juli 1994:

Girija Prasad Koirala træder tilbage, efter at hans regering

har modtaget et mistillidsvotum i parlamentet.

November 1994:

Parlamentsvalg. Efter valget danner Com munist Party of

Nepal – Unifi ed Marxist-Leninist (CPN-UML) en mindretalsregering

med 88 af de 205 mandater og med Man

Mohan Adhikari som premierminister.

Juli 1995:

Premierministeren beder om at få parlamentet opløst.

August 1995:

Højesteret dømmer opløsningen af parlamentet forfatningsstridig,

og parlamentet træder sammen igen.

44 45


September 1995:

Adhikari indgiver sin afskedsbegæring efter at have tabt

en mistillidsafstemning i parlamentet. Dannelse af en koalitionsregering

med deltagelse af Kongrespartiet, National

Democratic Party (NDP) og Nepal Sadbhavana Party (NSP)

med Kongrespartiets Sher Bahadur Deuba som premierminister.

Marts 1997:

Mistillidsvotum til Deuba. Ny koalition med deltagelse

af NDP, CPN-UML og NSP og med Lokendra Bahadur

Chand (NDP), som premierminister.

September 1997:

Et mistillidsvotum fra Kongrespartiet udløser Chands tilbagetræden

som premierminister den 4. oktober, hvor regeringen

falder fra hinanden.

Oktober 1997:

Endnu en treparti-koalition dannes, denne gang med NDP,

Kongrespartiet og NSP. Premierminister bliver Surya Bahadur

Thapa (NDP).

Januar 1998:

Chands NDP-udbrydergruppe, New National Democratic

Party (NNDP), godkendes i parlamentet, hvorved en længerevarende

splittelse i NDP mellem Thapa- og Chand-fraktionerne

bliver realiseret politisk.

Marts 1998:

Lederen af en mindretalsfraktion i CPN-UML, Bam Dev

Gautam, danner et nyt parti, the Communist Party of Nepal-

Marxist Leninist (CPN -ML).

April 1998:

Kongrespartiet danner mindretalsregering med støtte fra

CPN-UML og NNDP. Girija Prasad Koirala bliver premierminister.

August 1998:

CPN-ML slutter sig til Kongrespartiet i en koalitionsregering.

Maj 1999:

Kongrespartiet får absolut fl ertal ved valget. Krishna Prasad

Bhattarai bliver ny premierminister i en fl ertalsregering.

Marts 2000:

Girija Prasad Koirala overtager posten som premierminister.

Valgkamp op til parlamentsvalget

maj 1999.

Kongrespartiets symbol er

et træ, mens Communist

Party of Nepal-Unified

Marxist-Leninist (CPN-

UML) har solen som

symbol.

Foto:

Poul Struve Nielsen

Resultatet af valget i 1999:

Kongrespartiet ............................................................ 111

Communist Party of Nepal-

Unified Marxist-Leninist (CPN-UML) ....................... 71

National Democratic Party (Thapa) ............................ 11

Nepal Sadbhavana Party ................................................. 5

National People’s Front .................................................. 5

Nepal Workers’ and Peasants’ Party ................................ 1

United People’s Front ..................................................... 1

Politiske partier

Det politiske spektrum i Nepal ligger så langt til venstre, at

nepaleserne må have noget nær en verdensrekord i at være

stærkt venstreorienterede blandt de demokratiske lande. På

hylderne i de små kiosker og boghandler i Kathmandu fi nder

46 47


man ikke blot de gamle travere af Karl Marx og Lenin. Selv

Stalin kan sælges.

Venstrefløjspartierne har virkelig haft – og kan atter få –

indflydelse i nepalesisk politik. En af grundene er, at det

nepalesiske samfund i bund og grund bygger kollektive

værdier. Den dybe fattigdom og den historiske erfaring med

en enkelt familie, som har forvaltet landet og befolkningen

efter forgodtbefindende, og som har regeret med det ene

formål at akkumulere egen magt og rigdom, er også med

til at skabe den socialistiske bevidsthed.

Kommunistpartiet blev dannet i slutningen af 1940’erne,

og det blev siden delt i en lang række fraktioner, som aldrig

fik den store betydning. Det fik derimod Communist Party

of Nepal-Unified Marxist-Leninist (CPN-UML), som blev

dannet i 1990 efter en sammenlægning af Communist Party

of Nepal (Marxist-Leninist) og Communist Party of Nepal

(Marxist). Magtkampe i partiet førte imidlertid til en splittelse,

hvor den fraktion, som var mest doktrinær i 1998,

blev til Nepal-Marxist-Leninist (CPN-ML) med Bam Dev

Gautam i spidsen.

Lederen af det CPN-UML, som udbryderne forlod, den

tidligere premierminister Man Mohan Adhikari, var langtfra

nogen doktrinær marxist. I bogen “People, Politics and

Ideology”, som er udgivet af en norsk og to britiske Nepalkendere

i 1999, samles et interview op, som Adhikari gav

til Newsweek i 1993. Han sagde: “Vi holder fast ved den

kommunistiske etikette, fordi det er en velkendt mærkevare

… i andre lande ville vi have været socialdemokrater”.

Man Mohan Adhikari døde under valgkampen i 1999

og oplevede ikke, at hans parti igen blev det næststørste

i Underhuset, mens CPN-ML, som var i regering med

Kongrespartiet, da valget blev udskrevet, ikke vandt en

eneste plads.

Kongrespartiet var indtil for nylig stadig splittet mellem

tilhængerne af de to tilbageværende af den gamle garde,

Krishna Prasad Bhattarai og Girija Prasad Koirala. Umiddelbart

efter det seneste valg var der størst opbakning bag

Bhattarai, som derfor blev premierminister med støtte fra

bl.a. Kongrespartiets tredje nulevende tidligere premierminister,

Sher Bahadur Deuba.

Efter at Bhattarai havde kompromitteret sig selv med

nogle uheldige udtalelser, som bl.a. nedtonede problemerne

med korruption, stillede Deuba op over for G.P. Koirala i et

kampvalg i Kongrespartiet om at blive Bhattarais efterfølger.

Men Koirala stod distancen over for udfordringen fra den

yngre generation af politikere og gjorde comeback som

premierminister.

Partiet bekender sig stadig til demokratisk socialisme, og

det har efterhånden en meget bred base, selv om udgangspunktet

er den østlige del af lavlandet og Kathmandudalen.

Det er også stadig fortrinsvis de lidt bedre stillede

selv ejerbønder, der bakker op omkring partiet, som desuden

nok kan tilskrive den seneste valgsejr, at det trods alt

er mindre splittet end de andre partier og derfor forekommer

at være det bedste til at kunne skabe større politisk

stabilitet.

Politikere, som var aktive deltagere i panchayat-styret har

dannet National Democratic Party (NDP). Partiet har i kraft

af gode kontakter og forbindelser, som rækker tilbage til

panchayat-tiden, især haft opbakning i landsbyerne uden for

Kathmandu-dalen, og det har i perioder givet mandater nok

til en rolle som tungen vægtskålen. Den ene af partiets

tidligere premierministre, Surya Bahadur Thapa, er i dag

leder af partiet. Partiets anden tidligere premierminister,

Lokendra Bahadur Chand, stiftede i 1998 et nyt parti, New

National Democratic Party (NNDP), men det vandt ingen

pladser i Underhuset ved valget i 1999.

Nepal Sadbhavana Party (NSP) og Nepal Workers’ and

Peasants Party, arbejder- og bondepartiet NWPP, er mindre

partier, som hovedsageligt henter deres støtte i lavlandet.

Almindelig utilfredshed

Efter ni år med demokratisk pluralisme har den menige

nepaleser mest foragt tilovers for Nepals politikere. Den

almindelige opfattelse er, at politikerne ikke arbejder for

samfundet og vælgerne, men for sig selv. Når de har brug

for folks stemmer, kommer de til valgkredsene med løfter

om at arbejde for forbedringer af vælgernes livsvilkår, men

når først de har fået et mandat, bruger de det kun til at

48 49


erige sig selv og sine familier. Det har medført, at mange

borgere forholder sig opgivende og passivt til politik. Som

formanden for det lokale landsbyråd i Tandi-området i det

bjergrige Morang-distrikt sagde til The Kathmandu Post

kort før parlamentsvalget i maj 1999:

“Vælgerne i dette område er ikke entusiastiske over valget.

Den samme kandidat, som opstiller nu, har været valgt to

Valgtilforordnet bærer

stemmeurne til optælling

under strenge sikkerhedsforanstaltninger

efter parlamentsvalget

den 17.

maj 1999.

Foto: AFP/Polfoto

gange tidligere, men ikke et eneste af vores problemer er

blevet løst. Han har heller ikke været i valgkredsen efter valgsejrene.

Hvordan kan vi så føle noget for valgene? Emnerne

i valgkampen er de samme som ved de tidligere valg: Drikkevand,

kunstvanding, elektricitet, vejbyggeri, postkontor,

lov og orden. Hver gang har denne samme kandidat lovet

os det hele, og alligevel må kvinderne gå i to timer for at

hente vand, og folk må gå i fem timer for at indgive en

politianmeldelse”.

Alle partierne, inklusive kommunisterne og tilhængerne af

det tidligere regime, har nu haft chancen for at regere. Det

har vist sig, at alle har kunnet blive partner med hvem som

helst i en regering, fordi politikerne kun stræber efter magten.

De har dybest set vist sig ikke at have nogen ideologi, men

har skiftet side hele tiden for at få ministerposter. Flere partier

er blevet splittet det grundlag. F.eks. er kommunisterne

i dag splittet i to partier. De nepalesiske politikere har ikke

forstået koalitionspolitikkens kunst, hvor politiske partier

finder sammen om et fælles program.

Den parlamentariske krise har særlig stor indflydelse

resten af samfundet grund af “afno manche”-forbindelsernes

store betydning. Hver gang, der har været et regeringsskifte

eller blot ministerrokader, har de nye ministre gennemført

store udskiftninger i hele administrationen, fra

distrikterne til ministerierne. Det er sket dels for pr. tradition

at skaffe plads til medlemmer af deres egne “afno manche”kredse,

dels har det været et spørgsmål om at styre den

politiske meningsdannelse. Heller ikke den statslige Radio

Nepal er gået fri. Hver gang der er kommet en ny regering,

er journalisterne blevet udskiftet. Selv projektmedarbejdere

i den sociale sektor er der blevet flyttet rundt med alt efter,

hvorfra de politiske vinde har blæst.

Den manglende stabilitet snart sagt ethvert niveau i

samfundet har haft katastrofale følger for bestræbelserne at

udvikle landet. Partierne har ikke udviklet sig til institutioner,

der deltager konstruktivt i en samlet politisk proces, og

beslutningerne hviler i alt for høj grad enkeltpersoner, som

har svært ved at opføre sig som demokrater, og som glemmer

at lytte til græsrødderne. Dertil kommer både manglende

kompetence og korruption. Alt tyder , at der ved det

50 51


seneste valg ligefrem blev handlet med opstillingskredsene

for kolde kontanter.

Selv om Kongrespartiet har ført an i alt dette, så er det

partiets eksistensberettigelse, at det er dedikeret til demokrati.

Ved parlamentsvalget i maj 1999 fik det absolut flertal, og

dermed også en chance for at sikre det demokrati, som de

gamle partimedlemmer og deres nærmeste har sat liv og

helbred spil for, og som de har tilbragt dele af ungdommen

i både fængsel og landflygtighed for.

Den nye regering lagde ud med erklæringer om at ville

bekæmpe korruption, men indtil videre er der ikke blevet

lagt handlinger bag ordene. Og de interne stridigheder med

de gamle patriarker i hovedrollerne er langtfra bilagt. Da

Kongrespartiets G.P. Koirala efter valget overlod premierministerposten

til partifællen K.P. Bhattarai, var det Underhusets

ældste medlem, der gav stafetten videre til det næstældste

medlem. Når man tager i betragtning, at de gamle ledere

grund af alderdom formentlig er ude deres sidste runde

ved magten, er det betænkeligt at overvære, hvordan den

ældste rager stafetten til sig igen, straks den næstældste er

snublet og har mistet opbakningen i sit eget parti.

For det gjorde Koirala, da han efter en hård kamp med

Sher Bahadur Deuba atter blev premierminister. Baggrunden

var, at Bhattarai trådte tilbage den 16. marts 2000 for at

undgå et mistillidsvotum.

I august 2000 er situationen gået i hårdknude, efter at

Bhattarai forgæves har forsøgt at få Koirala til enten at opgive

positionen som partiets førstemand eller som premierminister

samt at tage nogle tilhængere af Bhattarai-Deuba-fløjen

med i regeringen, så der også kan blive nogle ben til denne

fløj. Det vil ikke længere være overraskende, om partiet

ender med at blive splittet. Så risikerer Koirala at falde ved

et mistillidsvotum fra sine egne – ligesom i 1994.

I januar 2001 stillede Deuba op mod Koirala ved formandsvalget

i partiet. Koirala fik næsten to tredjedele

af stemmerne. Så var Deuba tættere , da han kort tid

forinden udfordrede premierministeren i partiets gruppe

i Underhuset. Denne gang manglede udfordreren kun

én stemme i at gennemtrumfe et generationsskifte

premierministerposten.

Maoisternes væbnede kamp

Siden februar1996 har Nepal været plaget af en maoistisk

oprørsgruppe, som fører det, den kalder “folkets krig” mod

landets regering. Oprørerne opererer fortrinsvis i nogle af

de fattigste og mest tilbagestående områder i det vestlige

Nepal, hvor de har myrdet både politifolk og kandidater fra

Kongrespartiet. Politiet har givet råt for usødet og har af og

til slået tilfældigt ned. Resultatet er, at indbyggerne i nogle

af de mest barske egne af Nepal ikke blot lider under stor

fattigdom, mangel sundhedsvæsen og infrastruktur, men

også lever i frygt for at komme tværs af snart maoisternes,

snart politiets aktioner og måske blive udsat for tortur af en

af parterne eller blive slået ihjel.

Det er svært at vurdere, hvor stor opbakning maoisterne

har i befolkningen. På den ene side har mange af de fattigste

så lidt, at de ikke har noget tabe. På den anden side frygter

de maoisternes voldelige fremfærd.

Urolighederne har hindret gennemførelsen af et Danidafinansieret

projekt, som Folkekirkens Nødhjælp har stået for

i et af de udsatte områder. Desuden har maoisterne sprængt

et køretøj, som Danida havde doneret til organisationen

CARE, i luften.

Der har også været voldsomme aktiviteter uden for de

områder i bjergene, hvor maoisterne er meget dominerende.

Der er bl.a. gennemført bombeattentater i Kathmandu. Ved

en række lokalvalg, der grund af urolighederne fandt forsinket

sted i 1998, vandt flere kommunistiske og uafhængige

kandidater ifølge The Kathmandu Post uden modspil, fordi

ingen modkandidater turde stille op grund af drabstrusler

fra maoisterne.

I alt 38 af Nepals 75 distrikter menes at være berørt af

maoisternes aktiviteter. Ifølge landets indenrigsministerium

er omkring 1000 mennesker blevet dræbt, langt størstedelen

er oprørere. Menneskerettighedsorganisationer har andre

tal. Det højeste er over 3000. Maoisterne formodes at have

kontakt til grupper som Den Lysende Sti i Peru. De har

også en hjemmeside internettet, hvor man bl.a. kan læse

manifestet, som er forfattet af gruppens leder, dr. Baburam

Bhattrai.

I et interview fra 1995, altså før maoisterne erklærede

52 53


“folkets krig”, sagde Bhattrai til den nepalesiske avis The

Independent: “Vi vil gøre dette smukke land i Himalaya til

et uindtageligt rødt fort, en skyttegrav for den proletariske

verdensrevolution. Vi er sikre , at vi en dag vil rejse flaget

med hammer og segl Mount Everest”.

Lokalpolitik

Ranaernes styreform og enevælden førte til, at magten og

administrationen blev stærkt centraliseret i Nepal, men nu er

der gennemført vidtgående decentraliseringsreformer.

Genindførelsen af flerpartistyret i 1990 har ført til øget folkelig

deltagelse i det politiske liv og de politiske organisationer.

Forfatningens liberale karakter har givet mere magt til den

almindelige borger i forhold til staten en række områder,

og det har ført til dannelsen af en række private organisationer,

såkaldte NGO’er (Non-Governmental Organisations), som

arbejder i lokalområderne. Der er i alt omkring 25.000 private

organisationer, men mange af dem er helt afhængige af lønnet

arbejdskraft og støtte fra udlandet.

Til gengæld sætter loven om landsbyråd og distriktsråd de

centrale myndigheder under pres for at give mere autonomi

til de lokalt valgte råd, som har været igennem to succesrige

valgrunder. (Landsbyråd forkortes herefter til VDC efter den

engelske betegnelse Village Development Committee. Og

distriktsråd forkortes herefter til DDC efter District Development

Committee).

Når formanden for Tandi i Morang-distriktets VDC for tæller,

hvordan politikerne kun kommer ud i lokal om råderne, når de

skal genvælges, er det et godt eksempel , at der er forskellige

dagsordener lokalt og centralt. I lokalsamfundet er demokratiet

langt mere direkte. Det viser bl.a. en undersøgelse, der blev

foretaget i forbindelse med lokalvalgene i tre forskellige distrikter

i 1994. Her angav størstedelen af de adspurgte vælgere, at de

lagde vægt , om en kandidat var “afno manche”, det vil sige en

del af vælgerens egen kreds, eller ej. En stor del af vælgerne lagde

vægt kastetilhørsforhold og udvikling af lokalområdet,

mens kun hver tiende tillagde det nogen betydning, hvilken

ideologi partierne repræsenterede.

Hvis det er et problem for en lokalpolitikers “afno manche”-

kreds, at kvinderne skal gå to timer efter vand hver dag, så

er der en meget stor sandsynlighed for, at lokalpolitikeren vil

arbejde for at få boret en brønd i landsbyen. Og hvis det er

et problem, at landsbyens folk ikke kan komme markedet

med deres grøntsager, fordi der ikke er en vej, som fører derhen,

så vil lokalpolitikeren nok arbejde hårdt for, at de får den vej.

Der er en utrolig dynamik i decentralisering, og derfor er

den en meget vigtig del af den politiske proces.

Hver VDC har en formand og en næstformand samt medlemmer,

som er valgt ved direkte valg i de forskellige områder,

der hører under landsbyen. VDC’erne vælger medlemmer til

distriktets DDC. I byområderne er der byråd, som er opbygget

efter den samme struktur.

I 1994 styrkede den kommunistiske mindretalsregering de

lokale råd ved at iværksætte en kampagne med titlen “Byg

selv din landsby”, hvor det årlige rådighedsbeløb til hver

VDC blev sat op fra 350.000 til 500.000 rupier årligt. Senere

regeringer har fulgt op decentraliseringsplanerne, og den

enkelte VDC har fået ret til at opkræve nogle helt marginale

jordskatter. Retten til at inddrive skatter er imidlertid ikke

overdraget fra staten til de lokale instanser i takt med den

formelle decentralisering af opgaver, men det er hensigten,

at komiteerne skal beskæftige sig med landbrug, skovbrug,

vandforsyning, infrastruktur, uddannelse, sundhed, miljø,

kultur og turisme.

Krav fra lokalsamfundene er medvirkende til, at det offentlige

forbrug til uddannelse, sundhed og drikkevand er steget

betydeligt i de senere år. Der er registreret en stigning

116 pct. i forbruget inden for disse sektorer fra 1992/93 til

1996/97. Alligevel er det et af de største problemer for både

VDC’er og DDC’er, at det er meget svært at skaffe midler

at arbejde med. Entusiasmen er stor i lokalsamfundene, men

de centrale myndigheder er meget lidt hjælpsomme, fordi de

går glip af både magt og midler.

Inden for de politiske partier er der således en tendens til, at

partimedlemmerne i lokalsamfundene går ind for decentralisering,

mens de politikere, som er ved magten i Kathmandu,

er meget lidt tilbøjelige til at give den, altså magten, fra sig.

Og det er i sidste ende det, decentralisering handler om.

(Se også afsnittet om den danske udviklingsbistand s. 122).

54 55


På den anden side af

bjergene ligger Kina. Mod

øst, syd og vest har Nepal

grænse mod Indien. På

grund af sin placering

mellem de to asiatiske

stormagter, er Nepal nødt

til at føre en pragmatisk

udenrigspolitik.

Foto: SportsPhoto/

Polfoto

Udenrigspolitik

På grund af sin placering mellem de to asiatiske stormagter,

Indien og Kina, er Nepal nødt til at føre en pragmatisk udenrigspolitik,

som er nøje afbalanceret i forhold til nabolandene.

Således har Nepal holdt sig til en rolle som alliancefrit land

både globalt og regionalt.

Under den kolde krig tiltrak Nepals strategiske placering i

Himalaya opmærksomhed fra de konkurrerende fremmede

magter, inklusive Kina, USA og Sovjetunionen. Kongen

modtog således økonomisk opbakning fra supermagterne.

I dag har Nepals placering ikke længere den samme strategiske

betydning. I Kinas udenrigspolitik ligger der ingen

signaler om, at landet betragter områder syd for Himalaya

som en del af dets interessesfære.

Forholdet til Indien

Nepal er mere sårbart over for pres fra Indien. Det skyldes

både de nære historiske bånd mellem de to lande og

det faktum, at så godt som al transport mellem Nepal og

omverdenen går gennem Indien.

Freds- og venskabstraktaten mellem de to lande fra 1950

har været omdrejningspunktet for Nepals forhold til Indien.

Aftalen har sikret Indien en fortrinsposition i Nepal, hvad

angår sikkerhedspolitiske spørgsmål, økonomiske investeringer

og fri bevægelse af arbejdskraft. På grund af Nepals

geografiske placering langt fra havet, er landet flere gange

blevet udsat for pres fra indisk side, når handels- og transitaftalerne

om transport af varer til og fra Nepal gennem

Indien har været til genforhandling.

Siden 1950 er der opnået enighed om adskillige handelsog

transitaftaler. Til trods herfor har der gentagne gange

været uenigheder om grænsedragningen.

Ifølge Institute for Development Studies i Kathmandu har

den indiske finanslov konsekvenser for Nepal. Det skyldes

den faste vekselkurs mellem den indiske og den nepalesiske

56 57

4.


upi. Hvis Nepals regering skal have en chance for at forudse

landets valutas bevægelser, er det vigtigt, at den får ordentlig

information om den indiske finanslov og den indiske

regerings politik.

Høj vækst i Indien (forventes at blive 7 pct. i finansåret

1999/2000) og moderate prisstigninger (forventes at blive 5

pct. i samme periode) vil have positiv indflydelse Nepals

økonomi. Det vil bl.a. skabe større efterspørgsel nepalesiske

varer i Indien og øge antallet af indiske turister i Nepal

samt indiske investeringer i Nepal. Selv en marginal vækst i

Indien vil have positiv betydning for Nepals betalingsbalance

overfor Indien.

På den anden side betød voldsomme prisstigninger

basisfødevarer i Indien i efteråret 1998, at den nepalesiske

regering ikke havde mulighed for at kontrollere inflationen.

Der var pludselig så gode priser at få ved at eksportere fødevarer

til Indien, at prisniveauet i Nepal nødvendigvis måtte

holde trit med det indiske.

Endelig er det et problem for Nepal, at landet grænser

op til de fattigste af de indiske delstater, som kæmper med

lige så store sociale og udviklingsmæssige problemer som

Nepal. Det betyder bl.a., at arbejdskraft, der selv efter nepalesisk

standard er billig, frit kan bevæge sig over den åbne

grænse.

Forholdet til Kina

Set fra Nepal har Kina historisk spillet rollen som modvægt

til indisk indfl ydelse. I 1960, da Indien støttede det

nepalesiske Kongrespartis guerillasoldater, stod Kina den

nepalesiske konges side, og gensidige besøg af politikere

højt plan har medvirket til at knytte tættere bånd mellem

de to lande i de seneste år.

De nepalesiske regeringer har hele tiden taget hensyn

til kineserne. Selv om nepalesere og indere har langt flere

kulturelle, politiske og geografiske fællestræk end kinesere

og tibetanere, har den nepalesiske regering fastholdt Etkinapolitikken

og forsøgt at undgå, at aktiviteter til støtte for

kampen for et frit Tibet eller tibetansk autonomi finder sted

nepalesisk område.

Når der skåles for de ældgamle bånd mellem Nepal og

Kina ved banketter i forbindelse med gensidige besøg, er det

i virkeligheden de historiske bånd mellem Nepal og Tibet,

der henvises til. Nepal og Tibet har gennem årtusinder haft

tæt forbindelse med hinanden, men der har været meget lidt

nepalesisk interesse i tibetanske forhold i det seneste halve

århundrede. Så lidt, at Tibet næsten er blevet fortrængt fra

Nepals orientering mod omverdenen, selv om den storartede

religiøse tibetanske kunst har rødder i den kulturelle indflydelse

fra Kathmandu-dalen. Gennem århundreder forsynede

nepalesiske handelsmænd Tibet med varer fra Indien, og

den nepalesiske tilstedeværelse i Lhasa og andre byer det

tibetanske plateau var så markant, at nepalesiske mønter var

den gængse valuta i Tibet. Men en stor del af de økonomiske

og kulturelle forbindelser mellem de to samfund blev brat

bragt til ophør, da den tibetanske leder Dalai Lama i 1959

blev nødt til at flygte fra Tibet til Indien, fordi forholdet

mellem tibetanere og de kinesiske tropper i Tibet var blevet

for anspændt. Nepal synes vej til helt at frasige sig muligheden

for at genoptage den historiske rolle som handels- og

kulturmæssig formidler mellem Tibet og Indien.

Hvad Beijing angår, er det vigtigste mål i forhold til Nepal

i dag at hindre aktiviteter, der støtter Dalai Lama. Før Kina

og USA i 1971 oprettede diplomatiske forbindelser, gennemførte

amerikanskstøttede tibetanske guerillasoldater

angreb mod kinesiske mål i Tibet fra Mustang i Nepal,

og tibetanerne blev ved at kæmpe i flere år efter, indtil

Dalai Lama den nepalesiske regerings opfordring bad

sine landsmænd strække våben.

Forholdet til Bhutan

Nepal har i mange år haft et anspændt forhold til Bhutan, som

er det andet kongerige, der stadig eksisterer som en selvstændig

nation i Himalaya. Det skyldes, at et stort antal etnisk nepalesiske

fl ygtninge fra Bhutan befi nder sig i lejre i Nepal.

Ud over de 22 millioner indbyggere i Nepal skønnes mindst

tre millioner nepalesere at leve spredt over Det Indiske Subkontinent.

Mange er gennem tiden flyttet til den tyndtbefolkede

sydlige del af Bhutan, men i 1958 forbød Bhutan

58 59


indvandring. Den fortsatte illegalt, og da en folketælling

i det sydlige Bhutan i 1988 viste, at der i årene forud var

kommet et stort antal nepalesere ulovligt til landet, blev

kravet om statsborgerskab skærpet, og der blev fulgt op med

udvisninger.

I 1990 opstod der uroligheder i Bhutan, da hinduistiske

nepalesere protesterede mod udvisningerne over for den buddhistisk

dominerede regering i Bhutans hovedstad, Thimpu.

Urolighederne førte til en større udvandring fra Bhutan

til Nepal i en situation, hvor nepalesere blev fordrevet af

bhutanske sikkerhedsstyrker og embedsmænd eller af militante

grupper. Der er nu mere end 94.000 etnisk nepalesiske

flygtninge i lejre i det sydøstlige Nepal, og desuden anslås

det, at mellem 10.000 og 15.000 er bosat andre steder i

Nepal.

Siden flygtningeproblemet opstod, har tvisten om flygtningene

været det altoverskyggende emne i enhver relation

mellem Nepal og Bhutan. I 1993 blev de to lande enige

om at etablere en fælles komite ministerniveau. Den

skal arbejde hen mod en opdeling af flygtningene i fire

kategorier ud fra deres tilhørsforhold til Bhutan og baggrunden

for deres udrejse fra landet. De foreslåede kategorier

afspejler også sammensætningen af folk i flygtningelejrene.

Der er bhutanske statsborgere, som med magt er fordrevet

fra Bhutan, der er bhutanere, som er udvandrede, der er

folk, som ikke er bhutanere, og der er bhutanere, som har

begået kriminelle handlinger.

Komiteen skal fastlægge de to regeringers holdninger til de

fire kategorier, men det er ikke lykkedes at opnå enighed om

hverken opdelingen af folk i de forskellige kategorier eller

om, hvilken retsstilling de forskellige grupper skal have.

Bhutan har stået fast den holdning, at de fleste i lejrene

enten aldrig har boet i Bhutan eller har opholdt sig ulovligt

i landet. Bhutan vil tage imod de flygtninge, der helt sikkert

er bhutanere. Nepal har krævet, at alle i lejrene skal tilbage

til Bhutan.

I Bhutan har konflikten også ført til, at nogle offentligt

ansatte med slægtninge, der er endt i flygtningelejrene i

Nepal, er blevet afskedigede.

Den tiende runde af møder i den fælles ministerkomite

i december 2000 i Kathmandu førte til et gennembrud i

forhandlingerne. De to lande enedes om at foretage verifikationen

af de enkelte flygtninge basis af kernefamilien,

således at kun personer over 25 år vurderes individuelt.

Processen begynder allerede i begyndelsen af 2001, og

verifikationen bliver foretaget af et fælles nepalesisk-bhutansk

team.

Danmark har tilbudt sig som mægler mellem de to lande,

der begge hører til Danidas programsamarbejdslande. Men

ingen tredjepart bliver involveret i processen. Bhutan har

accepteret, at alle retsgyldige dokumenter kan danne grundlag

for verifikationen. Bhutan har tidligere fastholdt, at man

kun vil repatriere flygtninge fra den første og fjerde af de fire

kategorier, altså bhutanske statsborgere, der er fordrevet med

magt, og bhutanere, der har begået kriminelle handlinger

og som frivilligt er udvandret. Efterfølgende har Bhutan

indvilget i at verificere flygtninge fra alle kategorier.

SAARC

Siden begyndelsen af 1980’erne har Nepal været medlem af

South Asian Association for Regional Co-operation (SAARC),

et regionalt samarbejde mellem syv lande. Ud over Nepal:

Indien, Sri Lanka, Pakistan, Bhutan, Bangladesh og Maldiverne.

SAARC-samarbejdet, som har sekretariat i Kathmandu,

har hidtil kun ført til begrænsede resultater. Ved topmøderne

samler interessen sig ofte nærmere om den dialog, der er eller

ikke er mellem regionens to atommagter, Indien og Pakistan.

En udvidelse af samarbejdet til f.eks. frihandelsområdet

SAFTA (South Asian Free Trade Agreement) er der interessante

perspektiver i, men for Nepal vil det afgørende forhold

til udlandet, økonomisk eller politisk, altid være forholdet

til Indien.

60 61


Jorden klargøres.

Størstedelen af de nepalesiske

husholdningers indtægter

kommer fra landbruget.

Foto: Jørgen Schytte

Den økonomiske

udvikling

Nepal er et af verdens fattigste lande, og fattigdommen er

ikke blevet mindre udbredt under det demokratiske styre.

Den økonomiske vækst kan ikke holde trit med den stigende

befolkningsvækst, hvilket bl.a. skyldes mangel naturlige

ressourcer i form af ny jord, der kan inddrages til landbrug,

samt miljøødelæggelser.

Mere end halvdelen af landets godt 22,3 millioner indbyggere

lever for mindre end 7 kr. om dagen. Den gennemsnitlige

årlige indkomst pr. indbygger ca. 220 dollars

(1540 kr.) giver ikke et sandt billede af, hvor meget

størstedelen af befolkningen har til dagen og vejen. Beløbet

reflekterer hovedsageligt den relative velstand i en lille

befolkningsgruppe i byerne, fortrinsvis hovedstaden Kathmandu.

Mulighederne for at ændre udviklingen begrænses af en

dårlig infrastruktur, som er svær at udbygge grund af

det bjergrige terræn, og af klasse- og kasteforskellene, som

danner rammer om en ulige og uretfærdig fordeling af magt

og ressourcer, samt grund af kønsdiskrimination, som

holder kvinderne uden for indflydelse i såvel det offentlige

som i det private liv.

Den økonomiske vækst har været lav og haft svært ved at

følge med befolkningstilvæksten, som til gengæld er voldsom.

I 1998/99 var den økonomiske vækst 3,5 pct. Befolkningstilvæksten

var 2,4 pct., og hvis den vedbliver at være

det niveau, vil der i 2015 være mere end 32 millioner

nepalesere. På baggrund af foreløbige beregninger forventes

den økonomiske vækst for 1999/2000 at ende ca. 6 pct.,

hvilket bl.a. tilskrives en øget landbrugsproduktion som følge

af en god monsun samt en mere hensigtsmæssig distribution

og anvendelse af gødning. Det er en af de store udfordringer

for Nepal at øge landbrugsproduktionen, så der kan blive

nok til både eksport og til at mætte de mange nye munde.

62 63

5.


80 pct. af befolkningen er beskæftiget i landbruget, hovedsageligt

med subsistenslandbrug, det vil sige, at de dyrker

landbrugsprodukter til eget forbrug.

Befolkningstilvækst 1911-1998

Befolkning (i millioner)

Kilde: Central Bureau of Statistics.

Befolkningens fordeling alder (1998)

Antal i 1000

25

20

15

10

5

0

8000

7000

6000

5000

4000

3000

2000

1000

0

1911

1921

1930

1940

1952/54

0-9 10-19 20-29 30-39 40-49 50-59 60-69 70-79 80+

Det samlede befolkningstal 21.843.068

Alder

De yngste årgange er flest i Nepal som følge af den voldsomme befolkningstilvækst.

Der er tale om et skøn, ingen kender befolkningstallet i 1998 nøjagtigt.

Kilde: Bureau of Statistics

1961

1971

1981

1991

1996

1998

År

Det største økonomiske problem er, at den nepalesiske

stat ikke har indtægter, som bare tilnærmelsesvist dækker

de udgifter, der skal til for at udvikle landet. I 1997/98

var statens indtægter 33 mia. nepalesiske rupier. Heraf gik

ca. halvdelen til lønudgifter, 8 pct. gik til gældsbetjening,

og ca. 25 pct. gik til at dække øvrige udgifter som f.eks.

vedligeholdelse og drift af offentlige institutioner. Da alle

løbende udgifter var dækket ind, var der kun mellem 5

og 6 mia. nepalesiske rupier (mellem ca. 600 mio. og 720

mio. kr.) tilbage til at fi nansiere landets udviklingsaktiviteter.

Statens egne indtægter udgør kun 11,1 pct. af bruttonationalproduktet,

og her nærmer Nepal sig bundrekorden

blandt udviklingslande. Det offentlige forbrug har været

stagneret ved 19-20 pct. af bruttonationalproduktet gennem

de seneste mange år, og det er for lidt til at kunne stimulere

en positiv udvikling. Da statens løbende udgifter er ret store,

er afhængigheden af de udenlandske donorer kolossal. En

meget stor del af Nepals finanslov finansieres af lånebistand

fra udlandet, og hvis den udvikling fortsætter, vil Nepals

udlandsgæld blive så stor, at den kommer til at udgøre en

meget alvorlig hindring for fremtidige udviklingsbestræbelser.

Ca. halvdelen af den udviklingsbistand, Nepal modtager,

bliver givet i form af lån, den anden halvdel i form af

gavebistand. Det kniber dog for Nepal med at udnytte de

udenlandske bistandsmuligheder optimalt. En af grundene

er, at regeringen ikke er i stand til at skyde sine andele ind

i finansieringen af de mange projekter, som villige donorer

ellers er parate til at støtte. Desuden har den næsten

konstante politiske krise med vekslende regeringer, der har

haft svært ved at finde flertal i parlamentet, medvirket til at

bremse gennemførelsen af udviklingsinitiativer.

Underskuddet statsbudgettet faldt til 2 mia. rupier

i andet halvår 1998/99 fra ca. 3 mia. rupier i samme

periode året før. Det er udmærket for Nepals økonomi.

Men det er til gengæld katastrofalt, at det er sket i kraft

af en nedsættelse af udviklingsbudgettet med 9,5 pct.,

mens det regulære statsbudget har fået lov at stige med

16,7 pct. Resultatet er, at den udvikling, som længere

64 65


sigt kan medvirke til en højere vækst, bliver hæmmet

afgørende.

Den indenlandske gæld efter låneoptagning er faldende.

Men udenlandsk bistand er blevet brugt til at nedbringe

den indenlandske gæld, stik imod forudsætningerne for

denne bistand. Desuden er en særlig turistskat 2 pct. –

Regeringens udviklingsbudget for finansåret 1998-1999 (rupier i 1000)

Estimerede udgifter

Total- Personel- Andre Engangs- Procentvis

udgifter udgifter udgifter udgifter fordeling

Forfatningsmæssige

institutioner 26.644 0 26.644 0 0,07

Administration 140.587 10.105 127.681 2.801 0,37

Den sociale sektor 13.306.100 562.026 3,413.871 9.330.203 35,26

Uddannelse 2.301.033 98.950 1,200.817 1.001.266 6,10

Sundhed 2.716.016 194.732 897.768 1.623.516 7,20

Drikkevand

Udvikling af

2.656.195 199.582 70.840 2. 385.773 7,04

lokalsamfundene

Andre sociale poster

(befolkning, miljø,

4.376.451 55.284 969.302 3.351.865 11,60

kvinder og unge) 1.256.405 13.478 275.144 967.783 3,33

Produktive sektorer 24.107.822 1.054.058 2,966.558 20.087.206 63,88

Landbrug 2.344.847 494.462 1,375.504 474.881 6,21

Kunstvanding 3.480.696 104.721 318.241 3.057.734 9,22

Jordreformer 257.275 78.160 92.325 86.790 0,68

Skovbrug 555.393 156.762 95.224 303.407 1,47

Industri 360.176 116.902 149.506 93.768 0,95

Kommunikation 929.200 3.756 8.970 916.474 2,46

Transport 6.381.576 41.975 137.857 6.201.744 16,91

Elektricitet 8.180.171 4.977 286.306 7.888.888 21,67

Andre produktive erhverv 1.618.488 52.343 502.625 1.063.520 4,29

Diverse 160.000 0 160.000 0 0,42

Total 37.741.153 1.626.189 6,694,754 29,420,210 100,00

En stigende del af Nepals samlede udviklingsbudget anvendes de sociale sektorer.

Kilde: Bureau of Statistics.

indført for at fremme turistsektoren – i stedet blevet lagt

ned i statskassen for udadtil at fremvise et bedre billede af

situationen.

Udviklingen hjælpes heller ikke gled af investeringer i

den private sektor. I slutningen af 1990’erne lå de samlede

investeringer under 21 pct. af bruttonationalproduktet,

hvilket er meget lavt. Men der er heller ikke så mange penge

at investere. I sidste halvdel af 1990’erne var den indenlandske

opsparing under 10 pct. af bruttonationalproduktet,

og det er også meget lavt.

Regeringen førte en offensiv finanspolitik i begyndelsen

af 1980’erne, hvor det offentlige forbrug steg med næsten

20 pct. om året. Det resulterede i et finansunderskud og en

forringelse af betalingsbalancen, som fik Den Internationale

Valutafond (IMF) til at gribe ind, og i 1986 indgik Nepal et

samarbejde med IMF og Verdensbanken om at gennemføre

økonomiske reformer i et såkaldt strukturtilpasningsprogram.

Det var dog først efter 1991, da der kom en demokratisk

regering, at der for alvor blev sat gang i reformerne.

Siden 1991 er der inden for rammerne af strukturtilpasningsprogrammet

taget en række initiativer for at forbedre

den økonomiske situation. Der er ryddet ud i antallet af

offentlige tilskud, prisfastsættelser er afskaffet, beskyttelsen

af indenlandske industrier er mindsket, en række offentlige

virksomheder er privatiseret, og de første skridt vej mod

en reform af den offentlige administration er taget.

Op gennem 1990’erne voksede underskuddet betalingsbalancen

igen i kraft af en stigende import. Mens eksporten

trods op- og nedture holdt sig et nogenlunde stabilt

niveau, steg importudgifterne med omkring 86 pct. fra

finansåret 1993/94 til 1996/97. Eksporten forventes at være

steget med 12 pct. i 1998/99, men de samlede eksportindtægter

vil alligevel være under halvt så store som importudgifterne.

Trods politisk uro og manglende stabilitet har Nepal dog

formået at opbygge en reserve af udenlandsk valuta svarende

til seks måneders import. Det svækker billedet lidt,

at størstedelen af den udenlandske valuta ligger i indiske

rupier, som ikke er fuldt konvertible og kun bruges over

for Indien.

66 67


Alt i alt har regeringen kun et meget lille økonomisk

spillerum og dermed ringe muligheder for at forbedre de

fattiges levestandard gennem omfordeling. Men hvis en

stabil regering viser sig at have evne og vilje til at føre den

rigtige økonomiske politik, og hvis befolkningstilvæksten

kan holdes nede, så er det ikke urealistisk, at nepaleserne,

også de fattige landet, kan forbedre levestandarden i kraft

af en forøget landbrugsproduktion, udenlandske donorers

velvillighed, en bedre udnyttelse af fortrinsretten til det

store indiske vækstmarked og turisme. Nepal har desuden et

potentiale i kraft af de mange vandløb og floder, som vil kunne

udnyttes til vandenergi. På længere sigt kan eksport af energi

til Indien medføre en betydelig forøgelse af eksporten.

Skovbrug

En forordning fra kong Ram Shah, der regerede i 1600-tallet,

siger alt om skovenes betydning for Nepal: “Hvis der ikke

er træer, vil det ikke være til at fi nde vand, uanset hvor

man leder efter det. Kilder og vandhuller vil tørre ud. Hvis

skovene bliver fældet, kommer der laviner og jordskred.

Hvis der kommer mange laviner og jordskred, vil der ske

alvorlige ulykker. Ulykkerne vil også ødelægge markerne.

Uden skove kan husfaderen ikke gøre sit arbejde. Derfor skal

den, der fælder træer ved en kilde eller et vandhul, betale

en bøde fem rupier”.

Forordningen, som er frit oversat fra engelsk efter forordet

til professor Dor Bahadur Bistas “Fatalism and Development”

(1991), kan i dag føre til en vis undren over, hvordan

al den visdom dog kunne gå i glemmebogen i så lang tid

og i en sådan grad, at kun en truende miljøkatastrofe har

kunnet vække nepaleserne og minde dem om, hvor stor en

værdi skovene har for landet.

Ca. 21 pct. af Nepals samlede areal 147.000 km2 er

opdyrket. Andre 12 pct. ligger hen som græsområder, og ca.

37 pct. er skovarealer. Resten er – bortset fra byområderne

– sneklædte bjerge eller andre klippearealer, som ikke kan

opdyrkes. Selv om langt størstedelen af befolkningen er

beskæftiget i landbrug, skovbrug og fiskeri, kommer kun

omkring 40 pct. af bruttonationalproduktet herfra.

Udpining af jordene har

flere steder ført til jorderosion.

Her nær byen

Mugling.

Foto: Jørgen Schytte

Efter at skovdriften i mange år havde været et anliggende

for regeringen i Kathmandu, begyndte man i 1989 at give

en fortsat stigende del af skovarealerne tilbage til brugerne,

folk i landsbyerne. Det har givet udbredelsen af skovene

et hastigt comeback i bjergområderne, selv om det indtil

videre kun er 14 pct. af de offentlige skove, der er overgået

til brugergrupper.

De nye tider og skikke betyder, at det nu er folkene i landsbyerne,

der skal styre skovdriften gennem brugergrupper, som

de selv har valgt, og som står til ansvar over for brugerne. Det

har medført en radikal forandring af den rolle, som myndighederne

i skovdistrikterne spiller. De er ikke længere skovenes

herskere, sådan som de ellers har været det i mange år. Nu har

de i stedet fået brug for al deres pædagogiske sans i rollerne

som katalysatorer, der skal hjælpe skovbrugergrupperne med

at få den demokratiske proces i gang.

Landbrugsproduktionen kan ikke holde trit med den

meget store befolkningstilvækst og er stagnerende især i

bjergområderne. Det skyldes først og fremmest, at natur-

68 69


essourcerne bliver uhensigtsmæssigt forvaltet, hvilket fører

til udpining af jorden og til jorderosion.

Der er en nøje sammenhæng mellem landbrugsproduktionen

og bevarelsen af skovene i Nepal. Skovbrug er af

afgørende betydning ikke blot i forbindelse med produktion

af tømmer, men også for opretholdelse af livet landet som

sådant, idet det er gennem skovbrug, folk skaffer biomasse:

brænde, gødning og foder. Og som det fremgår af kong

Ram Shahs forordning: Uden skove er der ikke vand.

Derfor får det store konsekvenser for hele landet, hvis ikke

det lykkes at hindre en yderligere udpining af skovene, hvorfra

der både hentes brændsel, kompost, byggematerialer m.v.

Oversvømmelser og jordskred er yderligere et problem, og det

begrænser sig ikke til bjergområderne, for af nød og fattigdom

flytter folk fra bjergene til lavlandet og fra landet til byerne,

hvor der langtfra er arbejde og ordentlige boliger til alle.

Det første skridt, der var med til at bringe det økologiske

kredsløb ud af balance, blev taget under ranaerne, som med

en lov i 1854 indførte statslig kontrol med arealer, der hidtil

havde hørt under det lokale samfund. Hermed mistede

brugerne af skovene ikke bare kontrollen med den skov, som

de var afhængige af for at kunne opretholde tilværelsen, de

mistede også en del af ansvaret for den.

De lokale institutioner, som regulerede styringen af de

offentlige ressourcer i lokalsamfundet, blev systematisk forbigået,

og skovene blev taget ud af den kulturelle sammenhæng,

de plejede at indgå i. Den statslige regulering omfattede både

de fælles skovområder, brugs- og lejeretten til landbrugsjord,

overrislingssystemer, minedrift samt køb og salg af afgrøder og

produkter. Sammen med andre tiltag, som i al væsentlighed

fremmede statens, markedets og især ranaernes interesser

bekostning af lokalsamfundene, førte det til, at lokalsamfundene

blev svækkede som selvforsynende enheder, mens

indbyggernes selvfølelse led adskillige knæk.

Den åbne grænse mellem Nepal og Britisk Indien betød,

at der blev handlet med tømmer og andre produkter fra

skovene samt landbrugsprodukter. Men handelen fandt sted

inden for rammerne af et stærkt centraliseret, militant og

udemokratisk familieoligarki, som forbød folket at organisere

sig politisk selv i de mindste enheder i lokalsamfundet.

Således blev kultur og samfund kontrolleret stramt inden for

statens rammer, og ranaerne forvoldte uoprettelig skade mod

den kultur, som udgjorde rammen om lokalsamfundenes

fælles udnyttelse af naturressourcerne.

I 1957 blev resten af motivationen taget fra folk, da skovene

blev nationaliserede. Staten havde hverken faglig og

administrativ ekspertise eller vilje nok til at klare opgaven

med at vedligeholde de livsvigtige skovområder.

I erkendelse heraf lagde en national skovplan fra 1976

og nogle love, som fulgte et par år senere, gradvist ansvaret

for visse skovområder tilbage til lokalsamfundene. De

skovområder, der først blev lagt ud til brugerne, var de mest

overudnyttede og nedslidte, og grund af indviklede regler

og bureaukratiske forhindringer førte overdragelsen ikke til

en demokratisk decentraliseret drift. I stedet blev ansvaret

for skovdriften ofte overtaget af formanden for det lokale

landsbyråd, som var en del af det daværende panchayatsystem

(se side 33). Dermed var formanden i realiteten

regeringens forlængede arm, og skovplanen virkede ikke

særlig effektivt.

Først med decentraliseringsloven i 1982 fik brugerne for

alvor indflydelse skovdriften. En masterplan fra 1989 til

1,7 mia. dollars (hvoraf de 520 mio. finansieres af udlandet)

opstiller overordnede og særdeles ambitiøse målsætninger

for at genrejse nationens skove, så det samlede skovareal i

år 2001 vil være det samme som i 1989. Den væsentligste

forudsætning for at nå det mål er, at skovene gives tilbage

til de brugere, som har generationers nedarvede erfaringer

med bæredygtig skovdrift.

Landbrug

Men det er ikke nok, at skovene skyder i vejret bjergskråningerne

igen. Der skal mere til for at løse Nepals store

problemer. Den eneste sektor, som kort sigt vil kunne

skabe en tilstrækkelig økonomisk vækst og mindske den

udbredte fattigdom, er landbruget, som gennem generationer

har været – og stadig er – omdrejningspunktet for

den nepalesiske families måde at skaffe sit levebrød .

Størstedelen af de nepalesiske husholdningers indtægter

70 71


kommer fra landbruget. Derfor er det tvingende nødvendigt,

at landbrugsproduktionen øges betydeligt.

Landbrugets andel af bruttonationalproduktet er faldet

jævnt i de seneste to årtier, og i 1990’erne har landbrugsproduktionen

end ikke kunnet følge med befolkningstilvæksten.

Landbrugets produktion er kun steget med 2,2 pct. årligt,

mens den årlige befolknings tilvækst er 2,4 pct. For 40 år

siden levede der kun 8 millioner mennesker i Nepal, og de

kunne leve af landbruget. Det kan befolkningen ikke i dag,

hvor der lever 23,4 millioner mennesker i landet.

Servicesektoren indtager nu en mere prominent plads

i den økonomiske struktur, hovedsageligt i kraft af øget

handel og turisme, som har haft en gennemsnitlig årlig vækst

10 pct. i de seneste år. Handel og turisme skaber især

vækst i byområderne, hvor kun 12 pct. af befolkningen

bor, og der er dermed tale om en betragtelig ændring af

indkomstgrundlaget til fordel for byområderne.

Den gennemsnitlige bruttonationalindkomst pr. indbygger

i landbruget steg ikke i hele perioden fra 1970-1990.

Dertil kommer, at der samlet set er sket en forringelse af

landbrugsprodukternes bytteværdi, hvorfor fattigdommen

blandt landbefolkningen er forøget.

Udviklingen i landbruget hæmmes af, at forholdene stadig

må betragtes som feudale. Der er et forældet lensvæsen, hvor

man stadig kan finde landarbejdere, som arbejder som trælle.

Der er tale om gældsslaver, som skylder ejeren af jorden

et ofte beskedent beløb, men lønnen holdes så lavt et

niveau, at arbejderne ikke har råd til at betale gælden tilbage

og må fortsætte med at arbejde for “herremanden”.

Disse gældsslaver kaldes kamaiyaer. Den 1. maj 2000 startede

19 kamaiyaer den første sag om gældsslaver i Nepals historie.

Sagen førte til en storstilet kampagne blandt kamaiyaer,

som blev bakket op af en række græsrodsorganisationer med

en dansk støttet NGO, BASE, i spidsen. Hårdt presset erklærede

regeringen kamaiya-systemet ophævet i juli 2000. Men

landmændene svarede igen ved at forvise ca. 2000 kamaiyafamilier

fra deres jord. 1800 familier lever nu i lejre, mens

200 familier lever gaden. Regeringen, der har mødt hård

kritik for ikke at have løst problemet, har bedt om hjælp fra

donorerne, og med Den Internationale Arbejdsorganisation

(ILO) som koordinator er et program iværksat med det formål

at støtte kamayiaerne både juridisk og med uddannelser og

initiativer, der kan øge beskæftigelsen. BASE har optalt antallet

af kamaiyer til næsten 120.000 gennem en husstandsundersøgelse,

som Danida har finansieret. Mangel jord i lavlandet,

den store arbejdsløshed og den åbne grænse til Indien giver

dog ikke grobund for den største optimisme. I flere tilfælde er

kamaiyaerne blevet erstattet af billig indisk arbejdskraft, og de

mange familier gaden og i flygtningelejrene er eksempler

, at der er en betydelig risiko for at miste eksistensgrundlaget

ved at gøre oprør mod de urimelige vilkår.

De nepalesiske bønders jordlodder er små. 69 pct. af landbrugene

er mindre end en ha, 88 pct. er mindre end

2 ha. Et problem for landbefolkningen er, at beslutningerne

træffes fra centralt hold, hvor tiltag til forandringer har

det med at fortabe sig i adskillige tykke og støvede lag af

bureaukrati. De småbønder, landarbejdere og fæstebønder,

der udfører arbejdet, har kun ringe indflydelse de beslutninger,

der træffes i forbindelse med produktionen, og de

kan se, at udbyttet bliver mindre og mindre år for år.

Et andet problem er det uvejsomme terræn, som gør enhver

form for transport i Nepal både besværlig og kostbar. Der

er nogle få hovedveje samt biveje og distriktsveje, de fleste i

en ringe stand. Kun en tredjedel af vejnettet er asfalteret. I

bjergene er de vigtigste transportveje det veludbyggede net

af stier, som kan benyttes af folk, der rejser til fods, og til

pakdyr og til at drive kvæg ad. Så landbrugsprodukterne kan

ikke afsættes markeder, der ligger langt væk fra det enkelte

landbrug.

Selv om udbygningen af infrastruktur har haft høj prioritet,

siden bestræbelserne at udvikle Nepal begyndte i

1950’erne, er der i dag mindst 15 distrikter, som ikke har

veje, hvor der kan køre motorkøretøjer. Der er en udbredt

mangel elektricitet, og – hvilket selvsagt er af stor betydning

for landbruget – hovedparten af den opdyrkede landbrugsjord

er uden kunstvanding.

En storstilet perspektivplan for landbruget (Agricultural

Perspective Plan), som har været under planlægning siden

1995, blev for alvor sat i værk i 1997. Målet med planen

kan sammenfattes til, at den skal bringe den såkaldte grønne

72 73


evolution til Nepal. Den grønne revolution er betegnelsen

for den udvikling, der er sket i landbruget i Indien og

Bangladesh. Landbrugsproduktionen i Indien er vokset så

voldsomt siden 1960’erne, at det har ændret Indien fra et

land, hvor befolkningen levede randen af hungersnød,

til at være eksportør af fødevarer. Indiens råvareproduktion

er forøget baggrund af en lang række initiativer som

introduktion af højtydende rissorter, øget kunstvanding og

en så udstrakt brug af kunstgødning og kemiske bekæmpelsesmidler,

at betegnelsen “grøn revolution” set fra en

miljørigtig synsvinkel kan forekomme lidt misvisende.

I 1963 var Nepal førende i Sydasien hvad angik produktivitet

inden for produktionen af både ris og hvede. Dengang

kunne hverken Indien, Bangladesh eller Pakistan følge med.

Men i 1993, 30 år senere, var udviklingen vendt drastisk.

Kvinder planter ris ud.

Landbrugsproduktionen

kan ikke følge med

befolkningstilvæksten. En

perspektivplan for landbruget

skal bringe den

såkaldte grønne revolution

til Nepal.

Foto: Jørgen Schytte

Nu var Nepal sakket voldsomt agterud i forhold til de øvrige

lande, hvor landbruget har undergået reformer.

Perspektivplanen lægger op til, at landbrugsproduktionen

skal øges gennem kunstvanding af en langt større del af

det opdyrkede areal. Der skal distribueres større mængder

kunstgødning ud til landmændene, og infrastrukturen, især

vejnettet, skal udbygges. Desuden skal bønderne sikres bedre

kreditmuligheder.

I lavlandet findes noget af den bedste landbrugsjord i

verden. Her gælder det om at udnytte jorden bedre i kraft

af en mere intensiv dyrkning. I øjeblikket kan bønderne

høste 1,7 afgrøde om året. Målet er længere sigt at nå op

tre afgrøder årligt de samme marker.

I bjergene gælder det om at fokusere nye afgrøder, fordi

klimaet her faktisk er bedre egnet til frugt og grøntsager end

til ris og hvede, som dyrkes mange steder. Der skal med andre

ord ske en gradvis overgang fra landbrug til frilandsgartneri.

Desuden skal bønderne lære mere om at holde husdyr

en måde, så de er sunde, raske og velnærede.

Udbygningen af vejnettet er af stor betydning, fordi det

simpelthen er for besværligt at få udbyttet fra landbruget til

markedet. Selv i områder, hvor hovedvejene skærer igennem,

kniber det med ordentlige biveje.

Gennemførelsen af perspektivplanen forventes at kom me

til at koste 5 mia. rupier om året, hvilket vil bringe Nepals

samlede årlige landbrugsbudget op 7 mia. rupier eller

ca. 186 mio. dollars.

Hvis det skal lykkes at øge landbrugsproduktionen, må

bønderne i langt højere grad inddrages i beslutningsprocesserne.

Således er det også hensigten, at de demokratisk valgte

råd i landsbyerne og distrikterne kommer til at stå for gennemførelsen

af udviklingsprojekterne.

En Danida-rådgiver drager en direkte sammenligning

med forholdene i Danmark under stavnsbåndet: “Det

handler om at skabe selvtillid i bondestanden. En Grundtvig

kunne gøre underværker i Nepal nu. Tænk, hvis der

var en folkebevægelse, der kunne sammenlignes med bondereformerne

i Danmark i 1780’erne. Det varede mange

år i Danmark. De sidste fæstebønder forsvandt først i

begyndelsen af 1900-tallet”.

74 75


Case: Grøntsager fra bjergene

Meena Kumari Acharya er glad. Og det er der ikke noget

at sige til. Hun tjener 60.000 rupier (ca. 7200 kr.) om

året til familien ved at dyrke grøntsager sine 3000

m 2 land. Tidligere voksede der ris og hvede familiens

marker, og udbyttet var 24.000 rupier (ca. 2600 kr.)

om året. Siden hun i 1996 begyndte at dyrke grøntsager,

er udbyttet mere end fordoblet.

Hun viser således vejen for mange bønder i bjergene

i Nepal. Det er afgørende, at landbrugsproduktionen

øges, hvis den udbredte fattigdom i Nepal skal mindskes.

På den gode jord i lavlandet kan landbrugsproduktionen

intensiveres, og heroppe i bjergene langs

vejen mellem Pokhara og Baglung, hvor Meena bor, kan

en omlægning fra landbrug til gartneri give et langt større

udbytte.

Det var en britisk undersøgelse, der for nogle år siden

viste, at klimaet i bjergområderne var langt bedre egnet

til grøntsager end til de afgrøder, som var blevet dyrket

der i årevis.

Den private organisation DCRDC (Dhaulagiri Community

Ressource Development Centre) i Baglung hjælper nu,

med 1,1 mio. kr. i støtte fra Danida, 1500 husholdninger

med at omlægge fra dyrkning af hvede og ris til dyrkning

af blomkål, bønner, tomater, agurker og mange andre

grøntsager.

Organisationen har hjulpet beboerne i området med at

organisere sig i brugergrupper. Der lægges især vægt

at inddrage kvinderne. Meena Kumari Acharya er

formand for en af kvindegrupperne.

– Vi mødes en gang om måneden, medlemsgebyret er

10 rupier om måneden. Det væsentlige formål med

gruppens arbejde er at lære at dyrke grøntsager. Vi har

haft et af vores medlemmer kursus i forskellige dyrkningsmetoder,

og hun har undervist os andre. På vores

møder træffer vi i øvrigt beslutninger om indkøb af frø

og insekticider.

– For nylig har vi også besluttet, at de urørlige i lands-

Foto:

Poul Struve Nielsen

byen kan deltage i undervisningen og modtage billige

lån, fortæller Meena.

Nu har familierne langs hovedvejen ekstra gode muligheder

for at afsætte deres produkter. I forhold til så

mange andre steder i Nepal har de faktisk ikke noget

at klage over, hvad infrastruktur angår. De kan sælge

grøntsagerne markederne i fi re større byer, Pokhara,

Baglung, Beni og Kushma, som alle ligger langs den

samme hovedvej, som de bor ved.

Det er en af grundene til, at Meenas situation er ganske

repræsentativ for gruppens 19 medlemmer, som ved at

skifte til grøntsagsdyrkning alle har forøget deres husstandsindkomster

med mellem det dobbelte og tredobbelte.

Indkomsten varierer selvfølgelig alt efter, hvor meget

jord den enkelte har. Jordstykkerne varierer mellem 250

m 2 og 3500 m 2 . Meenas familie er blandt de mest velhavende,

idet den har 3000 m 2 land.

76 77


Industri

Det er forståeligt, at regeringen sørger for at tilgodese landbrug

og skovbrug med relativt mange midler, og det er

også ud fra enhver betragtning fornuftigt af donorerne at

skubbe for at sikre bevarelsen af skovene og en øget

landbrugsproduktion. Det er den hurtigste vej til at gøre

noget ved fattigdommen. Til gengæld er der ikke særlig

mange midler til udvikle industrien.

Mindre end 1 pct. af de midler, der i årenes løb har været

afsat finansloven, er gået til at støtte en industriel udvikling.

Og udviklingsbudgettet har industrien måttet se sin

andel falde fra over 12 pct. i begyndelsen af 1980’erne til

bare 1,2 pct. i 1995/96. Resultatet er, at Nepal er langt bagud

med etableringen af den infrastruktur, der er nødvendig

for industriel vækst. Det har ført til, at der er alt for få

selvstændige og især iværksættere.

Industriproduktionens årlige bidrag til bruttonationalproduktet

oversteg ikke 6 pct. i perioden 1960-1990. 1996 var

bidraget steget til 8,4 pct., men industrien spiller fortsat ikke

nogen dominerende rolle i nepalesisk økonomi.

De fleste af de virksomheder, der regnes som industri,

er helt små, som f.eks. mølleren i landsbyen. I den slags

små virksomheder beskæftiges i alt godt 150.000 arbejdere.

I ti industrielle distrikter, der er etableret med støtte fra

regeringen og især udenlandske donorer, er der omkring

250 større virksomheder, og disse beskæftiger tilsammen

ikke over 11.000 arbejdere. Produktionsapparatet er ofte

importeret fra Indien, medmindre der en eller anden

måde er kapital fra tredjelande involveret. I så fald ser man

tit andengenerationsudstyr, som tidligere har været anvendt

i f.eks. Europa.

Der er tættest koncentration af virksomheder i Kathmandu-dalen

og i den østlige del af lavlandet. Over 67.000

hjemmeindustrier og små virksomheder er blevet registreret

i Kathmandu siden 1970’erne. Tekstil- og beklædningsindustri

præger eksporten. Fra perioden 1993-94 til perioden

1997-98 steg indekset over fabrikation med 6,7 pct., hvilket

var mere end den gennemsnitlige årlige vækst i bruttonationalproduktet.

Tæppe- og beklædningsindustrien, som oplevede en vold-

Kvindelige arbejdere

tekstilfabrik i

Kath man du i Balaju

Industrial District. Det

går langsomt med at

udvikle industrien, men

inden for tekstil- og

beklædningsindustrien er

der sket en vækst de seneste

år.

Foto: Jørgen Schytte

78 79


som vækst i de sene 1980’ere og de tidlige 1990’ere, udgjorde

næsten 80 pct. af den samlede industriproduktion. Men

det er en meget følsom industri, som er afhængig af bare

to markeder – Tyskland, som aftager omkring 80 pct. af

tæppeproduktionen, og USA, som aftager omkring 80 pct.

af beklædningsindustriens produkter.

Dermed er industrien ikke blot afhængig af konjunkturerne

i Tyskland og USA. Eksporten kan lide alvorlige

tilbageslag, hvis Nepal får negativ omtale i forbindelse med

f.eks. børnearbejde i tæppeindustrien, sådan som det skete i

1996, hvor netop denne debat førte til et fald 24,5 pct.

i afsætningen af tæpper, hvilket igen bevirkede et fald i den

samlede eksport med 7,5 pct.

Der er flere faktorer, som gør det meget svært for Nepal at

opbygge en industriproduktion af betydning. Indbyggerne

er for fattige til at være forbrugere af andre varer end de

mest livsvigtige fornødenheder, som sjældent er forarbejdede.

Derfor er hjemmemarkedet reelt for lille til at fungere som

springbræt for en eksportproduktion. Desuden betyder landets

geografiske beliggenhed, at det er meget dyrt at eksportere

varer til andre markeder end det nordindiske – enten skal

varerne flyves til eksportmarkedet, og det er dyrt, eller også

skal varerne udskibes fra den nærmeste havn, som ligger i

Calcutta, og det er langt væk fra ethvert sted i Nepal.

Den åbne grænse til Indien gør også, at de nepalesiske

virksomheder må konkurrere med større og mere veletablerede

indiske industrivirksomheder, som måske kan sælge meget billige

produkter af anden eller tredje sortering til fattige nepalesiske

forbrugere. Nepals konkurrenceevne svækkes også af en

lav produktivitet og en dårligt uddannet arbejdsstyrke.

Den ringe infrastruktur er endnu en årsag til, at produktiviteten

er så lav. Mange producenter opgiver ganske enkelt

at investere i nyere teknologi og produktionsmetoder, fordi

der mangler både elektricitet og vand, hvilket gør det umuligt

at planlægge og forudsige, hvor mange timer om dagen

produktionsapparatet kan fungere.

Hovedparten af de udenlandske investeringer i Nepal er

indiske. Japanske investorer tager andenpladsen. Men det er

ikke lykkedes Nepal at tiltrække udenlandske investeringer

i større omfang. Efter sigende er det endnu sværere at få

de få rige nepalesere til at investere i deres eget land, fordi

nepaleserne nødig løber store risici. Nepalesere investerer hellere

i jord, guld, ædelstene eller i udlandet. Eller måske i den

hjemlige servicesektor, hvis der virkelig tages store chancer,

eller hvis der er sorte penge, som skal vaskes hvide.

Når Nepal ikke er i stand til i nævneværdig grad at tiltrække

udenlandske investorer, er det heller ikke nemt at

privatisere nogle af de offentligt drevne virksomheder, som

må formodes at kunne klare sig bedre private hænder.

Således forbinder de færreste nok Nepal med te. Men te er et

af Nepals uudnyttede potentialer. I landets østlige område,

som grænser op til det berømte indiske tedistrikt Darjeeling,

er der omkring 30.000 ha land, som er velegnet til at dyrke

te. Det skønnes, at der kan produceres omkring 38 mio.

kg årligt og eksporteres betydelige mængder. Men desværre

rækker den nuværende produktion ikke til at servere te nok

til det nepalesiske hjemmemarked, hvor der drikkes te fra

en produktion 8 mio. kg blade.

Den såkaldte “ny økonomi” forventes også at spille en rolle

i Nepal, hvor de første iværksættere har rettet blikket mod

vækstcentrene i indiske byer som Bangalore, Hyderabad

og Chennai. I Kathmandu er der dukket virksomheder op,

hvor medarbejderne arbejder med at skrive recepter ud for

læger i den vestlige verden. Mens beklædningsindustrien

beskæftiger folk med ingen eller kun lidt skolegang, åbner

IT-sektoren nye muligheder for de unge og veluddannede,

som hidtil kun har haft det offentlige at gøre karriere i. Ifølge

ugebladet “Spotlight” er omsætningen i IT-sektoren ved

begyndelsen af 2001 mellem 1 og 1,5 milliarder rupier.

Lønningerne er pæne efter nepalesiske forhold – mellem

5.000 og 10.000 rupier om måneden. Der er ikke tal for,

hvor mange beskæftigede, der er i sektoren, men en af de

nye virksomheder, “Unlimited Numedia”, er vokset fra 40

medarbejdere for tre år siden til 200 i dag og har planer om at

ansætte yderligere 500 inden udgangen af 2001. Ifølge “Spotlight”

er der 150.000 pc’er, 25.000 internet-opkoblinger og

100.000 internetbrugere i Nepal, så der er lang vej endnu,

før man ligefrem kan tale om et boom.

Som følge af det strukturtilpasningsprogram, der blev aftalt

med IMF og Verdensbanken, er der etableret en privatise-

80 81


ingsenhed i finansministeriet, og privatiseringen begyndte i

1992. Indtil videre har privatiseringsenheden fået afhændet

16 statslige virksomheder.

Turisme

Servicesektoren vil først og fremmest sige turisme. Da Nepal

åbnede sine grænser mod udlandet, var der pludselig nye

muligheder for eventyrere. Dermed blev vejen til verdens

Antallet af turister er støt

stigende, og i Kathmandu

vrimler det med hoteller.

Foto: Bente Lindegaard/

Polfoto

højeste tinder blotlagt. Kampen om at nå toppen af Everest

gav masser af omtale til det eksotiske kongedømme, “Shangri

La” verdens tag. Og efter at Sir Edmund Hillary sammen

med den dengang nepalesiske statsborger Tenzin Norgay som

de første nåede toppen i maj 1953, er vovehalse fortsat med

at strømme til Nepal. I et interview med Berlingske Tidende

i 1999 har Hillary beskrevet nutidens Mount Everest som

lidt af et travlt udfl ugtsmål, hvor selv uerfarne bjergbestigere

kan nå toppen, hvis de har penge nok. Det koster ifølge

Hillary 30.000 dollars at få lov at bestige Mount Everest,

så med et stigende antal bjergbestigere Everest hvert år,

tilfl yder der landet en god mængde hård valuta.

Efter vovehalsene kom hippierne – hvem husker ikke den

danske rockgruppe Steppeulvenes hit “Itzi Bitzi, tag med

mig til Nepal”? I dag bliver man stadig mindet om både

bjergbestigere og hippier i Nepal, hvor den fantastiske natur

og charmerende og venlige befolkning er aktiver, der fortsat

gør landet til et pragtfuldt turistmål. Der er også kommet flere

turister til landet i de senere år, men det er ikke helt lykkedes at

komme op regeringens målsætning for indtjening af fremmed

valuta turister. Igen er den utilstrækkelige infrastruktur

en hæmsko. Transport både indenrigs og til og fra Nepal

kræver ofte ualmindelig god tid og stor tålmodighed.

Nedslidningen af miljøet er et stort problem. Selv om der

indkræves penge fra turister i form af afgifter visa og salg

af særlige tilladelser til at bevæge sig i bestemte områder af

landet, er det ikke ualmindeligt, at turister må konstatere,

at trekkingruter er i forfald og at det flyder med affald. De

særlige turistafgifter er åbenbart ikke store nok til at dække

udgifterne til at holde naturen ren og beskytte miljøet, eller

også ryger de i statskassen, ligesom den særlige turistskat, der

er blevet brugt til at mindske underskuddet de offentlige

finanser.

Antallet af turister er dog støt stigende – fra 334.353 i

1992 til 393.613 i 1996. Den samlede indtjening i fremmed

valuta er steget fra 61,1 mio. dollars i 1992 til 116,6 mio.

dollars i 1996. For at opmuntre og skabe vækst inden for

turismen blev 1998 erklæret for “Visit Nepal Year”.

I forsøget at nå målene for beskæftigelse og indtjening af

vestlig valuta, ønsker regeringen bl.a., at der bør arbejdes for

82 83


at udvide trekkingruterne til de fjerntliggende områder. Det

vil kunne skabe udvikling og beskæftigelsesmuligheder for

befolkningen landet, og hvis man skal tro skovbrugergruppen

i Raikah nær Pokhara, har regeringen opbakning

fra græsrødderne landet. En af gruppens ambitioner

for perioden frem til 2015 er netop at udvikle turismen.

Derudover vil det være godt for både nepalesere og turister

med en forbedret affaldsbehandling og især en nedbringelse

af forureningen i Kathmandu.

Vandkraft – et potentiale

Der fl yder anslået årligt 200 mia. m3 vand i Nepals fl odsystemer,

men det bliver ikke udnyttet optimalt til at producere

vandkraft. Der eksisterer allerede vand kraftværker, men

selv i Kathmandu er der ofte strøm svigt, fordi distributionen

ikke fungerer tilfredsstillende. Nepals geografi og den

svage infrastruktur begrænser elforbruget betydeligt, men de

nepalesiske myndigheder regner med, at der bliver et øget

behov i fremtiden. Når store udenlandske virksomheder er

meget interesserede i at investere i nye større projekter, er

det dog fordi, der er meget store eksportmuligheder. Der er

nemlig mangel elektricitet i Nordindien.

Hvis vandkraften udnyttes en miljømæssigt bære dygtig

måde, kan det også komme et stort antal bønder til gode,

fordi vandkraftværker samtidig kan give mulighed for overrisling

af større arealer landbrugsjord.

Uanset at der måske produceres tilstrækkeligt med elektricitet

i forhold til det nuværende forbrug, så vil en bedre

distribution og udbygning af landets infrastruktur øge behovet.

I dag har kun 15 pct. af befolkningen elektricitet.

Et bedre udbygget elnet vil desuden kunne medvirke til,

at miljøet bliver skånet i forhold til nu, hvor energiforbruget

f.eks. dækkes af brænde indsamlet i skovene. Desuden vil et

udbygget elnet øge befolkningens muligheder for at etablere

mindre industrier og småhåndværk.

Der er flere grunde til, at der endnu ikke er foretaget

omfattende investeringer i udnyttelse af vandkraften i Nepal.

Firmaet Enron fra USA bød i 1998 det store Karnala

Chisapani-projekt, men den amerikanske gigant trak sit

En vandmølle i

Kathmandu-dalen maler

korn, men der er potentiale

til meget mere i de

mange milliarder kubikmeter

vand, der flyder i

Nepals floder. Der eksisterer

allerede vandkraftværker,

men udnyttelsen af

vandkraften er ikke optimal.

Foto: Jørgen Schytte

84 85


tilbud tilbage med mangel politisk stabilitet i Nepal som

begrundelse.

Udnyttelsen af vandressourcerne er ofte blevet brugt som

redskab i det politiske spil.

Forholdet til Indien bliver næsten altid inddraget i enhver

diskussion om udnyttelsen af vandkraft. Vand er den vigtigste

naturressource, langt mere værdifuld end ædle metaller,

olie og naturgas. Hvor der er mangel vand, kan det

skabe alvorlig splid. De fleste vandløb i Nepal udspringer fra

toppen af Himalaya og løber ned langs bjergene og gennem

lavlandet til Indien.

Det vand, som flere hundrede millioner mennesker i de

nordlige indiske stater bruger til drikkevand og overrisling

– og som i øvrigt udgør hellige og guddommelige vandløb,

kommer fra Nepal. Alene fordi det er Indien, der skal

importere hovedparten af elektriciteten (også Bangladesh er

en mulighed), vil det være utænkeligt at lave større vandprojekter,

der har indflydelse flodernes løb, uden at have

en aftale herom med Indien. Og enhver aftale med Indien

om udnyttelse af vandkraft i Nepal får det politiske barometer

i Nepal til at varsle storm mod regeringen i form af

beskyldninger om at sælge ud af Nepals ressourcer.

Da lederen af overgangsregeringen efter revolutionen i

1990, Khrishna Prasad Bhattarai, var sin første udlandsrejse

til Indien, førte det til et ramaskrig i Nepal, at han i en

tale i New Delhi nævnte, at Indien og Nepal i samarbejde

skulle udvikle en politik for udnyttelsen af de to landes

fælles floder. Den løbende debat om det emne fortsætter.

Et stort fremskridt i samarbejdet mellem Indien og Nepal

synes at være sket i februar 1996, da de to lande undertegnede

en traktat om udnyttelsen af Mahakali-floden. Ifølge

traktaten skal Indien og Nepal i fællesskab udnytte vandløbet

til overrisling begge sider af den indisk-nepalesiske

grænse, samtidig med at der skal banes vej for det gigantiske

Pencheswar-vandkraftværk, hvortil udgifterne skal deles

mellem de to lande. Desværre er der ikke kommet noget

konkret ud af traktaten. Der arbejdes stadig den endelige

projektrapport, som nok snarere er forsinket grund af

de sociale, økonomiske og især politiske konsekvenser af

aftalen end af de tekniske detaljer. Men der er stadig håb

om, at landene bliver enige om projektet.

I det andet lille land i Himalaya, Bhutan, steg bruttonationalproduktet

med 30 pct., da man byggede et stort elkraftværk.

Så stor effekt vil det ikke have i Nepal, som har

en noget større økonomi, men det siger alligevel noget om

potentialet og det indlysende i, at der bør komme skred i

samarbejdet om vandressourcerne.

Udsigterne til en øget produktion af elektricitet er ikke

den eneste fælles interesse, Indien og Nepal – samt for den

sags skyld Bangladesh – har i en bedre kontrol med floderne.

Aflejringerne i floderne løfter flodlejet og forårsager oversvømmelser

i monsunperioden i juli og august, mens strømmen

næsten er stillestående resten af året. Oversvømmelser

under monsunen og mangel vand i den tørre tid resten

af året er blevet et almindeligt problem i lavlandet i Nepal,

i Nordindien og i Bangladesh. Det handler i øvrigt i lige så

høj grad om at sikre miljøet. Træfældning og erosion i de

områder ved den øvre del af de floder, der skærer gennem

Nepal, Indien og Bangladesh, menes at være den væsentligste

årsag til de stigende problemer med oversvømmelser.

Nepals regering arbejder for at få større projekter finansieret

ved dels at opmuntre landets private virksomheder til at

investere, og ved dels at prøve at få de udenlandske donorer

til at medvirke.

Indien og økonomien

Nepal er totalt afhængigt af Indien som transitland for import

og eksport. Det fi k Nepal at føle i 1989, da Indien

indførte en embargo mod Nepal, efter at forhandlingerne

om en ny handels- og transitaftale mellem de to lande var

brudt sammen. Fra den ene dag til den anden manglede

Nepal varer som f.eks. brændstof og medicin. Eksporten gik

næsten i stå, og priserne steg ukontrollabelt i Nepal, fordi

man måtte importere fra tredjelande til en langt højere pris

end den sædvanlige for indiske varer. Selv indførslen af varer,

der kom fra tredjelande via indisk territorium, blev søgt

hindret fra indisk side. Havnen i Calcutta var fl ere gange

lukket for gods til Nepal grund af ombygning. Indiens

86 87


motiver til at gennemføre embargoen var utilfredshed med

bl.a. nepalesisk våbenimport fra Kina og med behandlingen

af indere i Nepal i forbindelse med udstedelse af arbejdstilladelser.

Embargoen mundede direkte ud i den uofficielle indiske

støtte til demokratibevægelsen i Nepal, idet den fortsatte, til

den nepalesiske regering var væltet og enevælden afskaffet

året efter.

Der overføres også betydelige statslige midler fra Indien til

Nepal, men den indiske bistand er ofte bundet til betingelser,

som fremmer indisk indflydelse. Et eksempel er infrastruktur,

hvor Indien har støttet vejbyggeri i lavlandet nær den indiske

grænse, mens Indien har formået at afholde den nepalesiske

regering fra at modtage støtte til projekter, der fremmer

bevægelsen til og fra den tibetanske grænse, fordi det kan øge

Kinas indflydelse. Endelig er der også gået mange penge den

anden vej. De fleste af de nepalesere, som bliver uddannet i

udlandet, er uddannet indiske universiteter. Det skønnes,

at der bruges 300 mio. rupier om året alene til at uddanne

nepalesere i Indien, og det svarer til mere end 60 pct. af

Nepals årlige uddannelsesbudget.

Indien er Nepals absolut største handelspartner, og Indien

er militært og økonomisk meget stærkt i forhold til Nepal.

Som regel er Indien også enhver nepalesers første undskyldning

for den nepalesiske økonomis tilstand. Det er da også

rigtigt, at den indiske konkurrence sammen med et for lille

hjemmemarked fører til vanskeligheder for nye produkter

fra Nepal, fordi det ikke kan lade sig gøre at gennemføre

importrestriktioner langs den åbne sydlige grænse, og fordi

inderne sælger varer af anden og tredje sortering, som mange

nepalesere foretrækker, fordi de er billige.

Men den åbne grænse kan også blive et aktiv for Nepal,

for den giver fri adgang til et stort marked i rivende vækst.

Således betegner de fleste den nyeste handelsaftale mellem

de to lande som lovende, fordi den ophæver de fleste traditionelle

restriktioner nepalesisk eksport til Indien. Det

betyder, at mens Nepal hidtil fortrinsvist har eksporteret

uforarbejdede råvarer, er der nu mulighed for eksport af

færdigvarer som ghee (flydende smør), sæbe og vaskemidler,

tandpasta samt bomuldsgarn.

Motorcyklister hamstrer

benzin i juli 1989, efter

regeringen havde meddelt,

at der ville blive

mangel nye forsyninger

som følge af, at

havnen i Calcutta var

blevet lukket for gods til

Nepal.

Foto: AFP/Polfoto

Nepal har også fået bedre transitbetingelser end hidtil

med en ny transitrute gennem Indien og Bangladesh. Den

indebærer, at der bliver en ekstra udskibningshavn som

alternativ til Calcutta.

Handelsaftalen, som blev indgået i januar 1999, vil automatisk

blive fornyet hvert syvende år, medmindre en af

parterne opsiger den forinden med seks måneders varsel.

Smugleri og korruption

Der fi nder også en betydelig uoffi ciel handel sted mellem

Indien og Nepal. De ulovlige aktiviteter har så stort et omfang,

at de kan afl æses direkte den offi cielle handelsba-

88 89


lance. I begyndelsen af 1999 var handelsbalancen forbedret

som følge af fald i importen gennem de tidligere måneder,

men faldet skyldtes hovedsagelig, at der blev importeret

mindre guld end tidligere. Det kan kun være indkøbt for

at blive smuglet videre til Indien. Der er ganske enkelt ikke

behov for store mængder guld i Nepal. Ifølge tal fra Verdensbanken

var der i den gældende periode i forhold til

året før tale om et fald i guldimporten 18 pct., mens

faldet for andre varegrupper kun var 4 pct. I løbet af

1999 forhøjede Indien importafgiften for guld, så der har

atter været basis for at smugle, og det forventes derfor, at

underskuddet Nepals handelsbalance stiger igen.

Der hersker ikke tvivl om, at korruption er særdeles udbredt.

Den frihed, pressen har fået efter indførelsen af demokrati,

udnyttes til at beskrive den ene sag efter den anden,

men det kniber med håndfaste beviser og dom fældelser. I en

række udtalelser i 1999 gjorde daværende premierminister

Bhattarai sin holdning til korruption klar. Han sagde, at

hverken han eller hans ministre bør modtage bestikkelse,

men hvis en laverestående embedsmand modtager 50-100

rupier efter en hård dags arbejde, så er det ikke noget at hidse

sig op over. Han sagde også bramfrit, at hvis én fra hans

valgkreds stjæler, vil han alligevel forsvare vedkommende.

Disse udtalelser har utvivlsomt været med til at forkorte

Bhattarais tid som premierminister.

Det er den almindelige opfattelse, at den udbredte korruption

bidrager til en forkert anvendelse af statens ressourcer

og skaber alvorlige forsinkelser i udviklingsprogrammer, der

skulle være med til at forbedre landets økonomi og forbedre

de fattiges levevilkår. Korruptionen fører også til, at private

investeringer møder vanskeligheder og har svært ved at opnå

godkendelse.

Det er ikke så underligt, at der er korruption, eftersom

selv embedsmænd i høje stillinger kun har en grundløn

omkring 1000 dollars om året. Beløbet er ikke større end,

at de udenlandske donorers repræsentanter, som embedsmændene

forhandler med om udviklingsprojekter, er i stand

til at betale deres chauffører mere. På den baggrund er det

ikke underligt, at mange embedsmænd opfatter det som et

almindeligt personligt tillæg, at deres indkomst øges lidt

gennem korruption. De fleste modtager formentligt forholdsvis

små beløb fra den konto, men skriverier i medierne

tyder også , at der er nogle, som har tjent kæmpe

summer.

Under alle omstændigheder har korruptionen en negativ

indflydelse hele det offentlige system. Ofte bliver stillinger

besat grundlag af bestikkelse eller ‘afno manche’

og ikke grund af faglige kvalifikationer. Endvidere er

sagsbehandlingen af selv rene rutinesager langsommelig,

fordi mange offentligt ansatte skubber opgaverne opad i

systemet til det højest mulige niveau af frygt for at blive

beskyldt for korruption. Dermed forsinkes beslutninger og

opfølgning i både måneder og år.

90 91


Diskrimination baggrund

af kaste og etnisk

tilhørsforhold har været

forbudt ved lov siden

1962, men disse kasteløse

kvinder er henvist til at

følge et møde i en kvindegruppe

afstand –

i møddingen.

Foto:

Poul Struve Nielsen

Sociale forhold

Økonomiske sociale forhold

Der er møde i en kvindegruppe i Baglung-distriktet. Kvinderne

er forsamlet foran et af landsbyens huse, hvor de nyder

varmen fra den sene eftermiddagssol. Mange af dem har

deres børn med. Det gælder også de to kvinder, som har

taget plads i skyggen i møddingen rundt om hjørnet, hvorfra

de kan se og høre de andre kvinder. Sommetider griner

de, hvis der bliver sagt noget morsomt, men ingen af de

to tager noget tidspunkt ordet. Kvinderne i solen er alle

klædt i pæne sarier, og deres børn er rene og velplejede.

De to kvinder i møddingen har slidte kjoler , og støvet

står omkring børnenes lasede tøj. De to kvinder er såkaldt

urørlige, de er urene og kasteløse.

I de laveste kaster er den gennemsnitlige levealder 51 år

mod 57 år i de højere kaster. Kun 18 pct. af befolkningen i

de laveste kaster kan læse og skrive mod 47 pct. i de højere

kaster. Børnedødeligheden er 118 ud af 1000 levendefødte

i de laveste kaster mod 85 i de højeste kaster. Så der er en

sammenhæng mellem levevilkår og kaste. Og det er ikke

sjovt at blive holdt nede i bunden af det nepalesiske samfund,

sådan som de kasteløse bliver det. Nepal er placeret langt

nede UNDP’s indeks for menneskelig udvikling i verdens

lande. Indekset sammenligner gennemsnitlig levetid, alfabetiseringsgrad

og indkomstniveau, og i UNDP’s Human

Development Report 1999 lå Nepal som nummer 144 ud

af 174 lande. Kun et lille fremskridt i forhold til 1998, hvor

landet var placeret som nummer 152.

I landdistrikterne må mange, især urørlige og kasteløse,

leve som gældsslaver under feudale forhold, der minder om

fæstebønders vilkår. I Nepal Human Development Report

1998 fra Nepal South Asia Centre nævnes som eksempel en

mand, der er urørlig og har arbejdet i otte år for en gæld

3000 nepalesiske rupier (ca. 375 kr.), som han lånte for at

få penge til mad. Fæstebonden lever med sin kone og deres

92 93

6.


to børn i eget hus med 0,1 ha land. Han udfører alt arbejde

husbondens gård, som har 2,5 ha land. Husbonden, der

er af høj kaste, har desuden et fast offentligt job at leve af.

Når fæstebonden mangler penge, har han ikke andre steder

at gå hen end til husbonden, og så stiger gælden. Hvis han

ikke arbejder, lægges der 5 pct. i rente hver måned, og

husbonden vil ikke acceptere, at fæstebonden udfører lønnet

arbejde for andre. Betalingen for arbejdsdagen, som er lang,

er to måltider mad om dagen. Når høsten er i hus, får fæstebonden

dertil en sæk korn til en værdi af 200 rupier, hvilket

er så lidt, at han aldrig får mulighed for at betale gælden.

En af grundene til, at arbejdsgiverne kan slippe af sted med

at behandle de dårligst stillede i samfundet så ringe, er, at

der er alt for meget arbejdskraft til rådighed. Arbejdsstyrken

i Nepal er vokset med 3,5 pct. årligt i tiåret fra 1980 til

1990, og det er mere end befolkningstilvæksten.

Menneskelig udvikling fordelt kaste og etnisk baggrund

Kaste

Forventet gennemsnitlig

levetid 1996 (år)

Alfabetiseringsgrad

for voksne 1996 (%)

Gennemsnitlig skoleuddannelse

1996 (år)

Gennemsnitlig

personlig indkomst 1996

(i nepalesiske rupier)

Nepal 55,0 36,72 2,25 7.673

Brahminer 60,8 58,00 4,64 9.921

Chettrier 56,3 42,00 2,78 7.744

Newarer

Gurung, magar, sherpa

rai, limbu, (alle folk,

62,2 54,80 4,37 11.953

som lever i bjergene)

Rajbansier, yadaver,

tharuer og ahirer (folk

53,0 35,20 2,02 6.607

som lever i lavlandet) 58,4 27,50 1,70 6.911

Det har betydning, hvilken kaste eller etnisk gruppe nepalesere tilhører. Der er bl.a.

forskel indkomst og skolebaggrund.

Kilde: Nepal Human Development Report 1998.

Arbejdsløshedsprocenten er gjort op til 4,9, men det giver

langtfra noget reelt billede af problemets omfang. Næsten

halvdelen af arbejdsstyrken – 45 pct. – anslås at være såkaldt

“underbeskæftigede”, og det gælder især landbrugsarbejderne,

som har sæsonarbejde. Mange af disse er ikke registrerede som

arbejdsløse i de perioder, hvor de ikke er beskæftigede.

Arbejdsmarkedets struktur er i øvrigt sådan, at 79 pct. af de

beskæftigede er selvstændige, heraf er ni ud af ti beskæftiget med

landbrug. 21 pct. af de beskæftigede er lønmodtagere og fordeler

sig med 12 pct. i landbruget og 9 pct. i andre sektorer.

Selv om befolkningen i landsbyerne grupperer sig baggrund

af klasser, kaster, køn og etniske tilhørsforhold, er

der også andre stærke bånd, som binder folk sammen. For

det er ofte landsbyfællesskabet, som træder ind og løser de

konflikter, der opstår mellem beboerne. De enkelte landsbyer

er også med til at forene folk imod andre lokalsamfund.

Der kan f.eks. opstå uenighed om, hvem der har lov til at

samle brænde i et bestemt skovområde.

Landsbyerne ligger relativt isolerede fra hinanden, og der

er ofte både langt til markeder, hvor der kan handles, og

til de statslige myndigheder. Derfor sker der i de enkelte

landsbyer en intens udveksling af varer, arbejdskraft og andre

serviceformer. I loven om decentralisering er det også tydeligt

skitseret, hvilke konflikter landsbyudviklingskomiteen har til

opgave at løse, og hvorledes folk i landsbyerne selv må organisere

vedligeholdelsen af de fælles områder og ressourcer.

Familie og slægt er de vigtigste sociale rammer for nepaleserne.

Fra disse trygge rammer er de næste kontaktflader

til den omkringliggende verden kastefællerne, den etniske

gruppe og landsbyen. De fleste nepalesere lever i et mandsdomineret

hierarki, som er organiseret inden for familiens

og slægtens rammer. Patriarken, som er overhovedet i en

familie, har stor magt, selv om mange beslutninger også

træffes kollektivt.

Arbejdsliv og familieliv er tæt knyttet sammen for de

fleste nepalesere, som bor sammen i små grupper, lever af

subsistenslandbrug uden andre indtægtsmuligheder og ofte

er isoleret fra resten af samfundet grund af det uvejsomme

terræn og de dårlige eller manglende veje og kommunikationsmidler.

Inden for disse rammer er det ægteskaberne,

94 95


der binder familier og slægtskaber sammen. 95 pct. af de

nepalesiske ægteskaber er arrangerede og holder, men et

ægteskab er heller ikke kun et spørgsmål om at holde af

hinanden eller ej. Ægteskabet er rygraden i et netværk, hvor

både produktion og forbrug finder sted i husholdningerne

inden for storfamiliernes rammer. De værdier og normer,

som præger nepaleserne, skabes her i familiens skød. Kun

langsomt er skolen også begyndt at spille en vis rolle i forhold

til at forme de livsværdier, nepaleserne lever efter.

Kvinders vilkår

Det patriarkalske mønster fører i udpræget grad til kønsdiskriminering.

Færre kvinder end mænd kan læse og skrive,

fl ere kvinder end mænd arbejder ulønnet eller for en meget

lav løn, kvinder har ikke tilnærmelsesvis de samme muligheder

som mændene for at deltage i det offentlige liv, og

der er større dødelighed blandt pigebørn og kvinder end

blandt drenge og mænd.

Inden de er fyldt 20 år, er hele 44 pct. af de nepalesiske

kvinder (og 19 pct. af mændene) blevet gift, og 13 pct. har

allerede født deres første barn. Der er dog en tendens til, at

antallet af tidlige giftermål falder.

Kvindens position i familien kan være meget forskellig.

Den afhænger bl.a. af hendes alder. Sædvanligvis bliver

kvinden en del af mandens familie ved giftermålet, og en

nygift kvinde får som regel lav status i familien. Hun bliver

ofte “svigermors tjenestepige”. Men når hun bliver ældre,

avancerer hun til at blive fruen i huset, og hvis hun har

en søn, der bliver gift, begynder cyklen forfra med hende

i rollen som svigermor og svigerdatteren som tjenestepige.

Der er dog store variationer, alt efter hvilken kaste, etnisk

gruppe, klasse og religion man tilhører.

Det er et afgørende bidrag til kønsdiskriminationen, at

det er døtrene, der giftes bort til andre familier. Kun sønnerne

kan arve, og de er forældrenes pensionsopsparing,

mens det kun er meget få, der forventer at få hjælp fra

døtrene. Mens sønnerne får støtte og opbakning, forventer

forældrene, at døtrene er uafhængige og selv tjener til dagen

og vejen.

I gennemsnit føder en

nepalesisk kvinde 4,5

børn.

Foto: Jørgen Schytte

Procentvis udvikling i læsekyndighed fordelt køn

1952/54 1961 1971 1981 1986 1991 1995/96

Total 5,3 8,9 14,3 23,5 34,8 39,6 37,8

Mænd 9,5 16,3 24,7 34,9 51,8 54,5 52,2

Kvinder 0,7 1,8 3,7 11,5 18,0 25,0 24,4

Selv om det stadig er meget få nepalesere, der kan læse og skrive, så er der

sket en kolossal udvikling siden begyndelsen af 1950’erne. Men der er stadig

dobbelt så mange mænd som kvinder, der kan læse og skrive.

Kilde: Nepal Human Development Report.

Derfor er det også drengene, der først bliver sendt i

skole. Alfabetiseringsraten 38,1 pct. i 1997 dækker

over, at 55,7 pct. af de nepalesiske mænd kan læse og

skrive, mens det for kvindernes vedkommende kun er

20,7 pct. I forhold til tidligere er der i dag fl ere børn,

som begynder i skolen, men pigerne er stadig i mindre-

96 97


tal. Forfatterne til Nepal Human Development Report

1997 skønner, at 80 pct. af drengene i alderen 6-10 år

begynder i første klasse, mens det kun gælder 46 pct. af

pigerne. Alt i alt går piger kun i skole i en tredjedel af

den tid, drenge gør. Til gengæld deltager piger 1,4 gange

så meget i både husligt arbejde og landbrugsarbejde som

drenge, og voksne kvinders arbejdsbyrde er 1,4 gange

så stor som mændenes.

Ifølge Nepal Human Development Report 1997 viser en

opgørelse, at hver kvinde føder i gennemsnit 4,5 børn. Det

er efter enhver målestok mange, men trods alt færre end i

1975, hvor en tilsvarende opgørelse viste, at hver kvinde fødte

6,3 børn. Det skønnes, at kun 30 pct. af befolkningen har

kendskab til, hvordan man anvender prævention, så oplysning

kan måske gøre underværker. Børnedødeligheden er høj, og

for hver 100.000 fødsler dør 539 kvinder i barselssengen.

Dette høje tal hænger sammen med, at kun 10 pct. af alle

førstegangsfødende modtager professionel hjælp ved fødslen,

mens andre 23 pct. får hjælp fra traditionelle lokale fødselshjælpere

med tvivlsomme og varierende kundskaber.

Kvindernes status i Nepal

Procentvis

andel af

kvindelige

parlamentsmedlemmer

Procentvis

andel af

kvinder

i ledende

stillinger

Procentvis

andel af

faglærte

kvinder

arbejdsmarkedet

Kvindernes

procentvise

andel af

indkomsterne

Nepal 3,41 15,06 9,30 17,38

Verden 12,9 14,1 39,3 30

Industraliserede lande 13,6 27,4 47,8 40

Alle udviklingslande 12,7 10,0 36,7 30

Bangladesh 9,1 5,1 23,1 23

Indien 7,3 2,3 20,5 26

Pakistan 3,4 3,4 20,1 21

Nepal er et af de lande, hvor kvinder har svært ved at gøre sig gældende. Af de kvinder, der får en uddannelse,

synes en pæn del dog at gøre karriere.

Kilde: Nepal Human Development Report.

Kvinders beskæftigelse land og i by

Land By

Mand Kvinde Mand Kvinde

Landarbejde 76,6 88,3 23,5 54,6

Produktion 3,7 2,5 13,9 9,3

Byggeri, transport og kommunikation 1,5 - 6,3 0,2

Faglærte, administration og ledelse 2,7 0,2 7,9 3,2

Handel 3,5 1,9 16,0 8,4

Kontorarbejde 4,7 0,8 21,9 11,9

Ufaglærte 7,5 6,3 10,5 12,4

Langt størstedelen af de nepalesiske kvinder arbejder i landbruget. Her angives i procent, hvor mange mænd

og kvinder der finder beskæftigelse.

Kilde: Nepal Human Development Report.

Kvindernes politiske indfl ydelse er også minimal. Forud for

det seneste valg havde kvindelige mandater kun 4,5 pct. af

pladserne i parlamentet. Kvinder er dog sikret repræsentation

i landsbyrådene (VDC).

Det patriarkalske mønster er en af de alvorligste hindringer

for udviklingen af samfundet. Erfaringerne viser, at eftersom

det er kvinderne, der tager sig af børnene og gør størstedelen

af arbejdet i både hjemmet og i marken, kommer der

også bedre resultater ud af at give kvinderne indfl ydelse og

oplysning. Spørg kvinderne i en landsby, hvorfor de har så

mange børn, og i de fl este tilfælde vil de svare, at der jo

kommer et om året, og hvad kan de gøre ved det? Tænk,

hvis det var pigerne, der først kom i skole. Så ville et større

antal kvinder kunne læse, og fl ere ville kende til prævention.

Fordi det er kvinderne, der tager sig af børnene, lægger de

også mere vægt rent drikkevand, sanitet og hygiejne –

i hvert fald hvis de forstår sammenhængen mellem disse

forhold og sundhed. I et land som Nepal er en investering

i kvinderne en investering i fremtiden.

Børns vilkår

En rapport, som de nepalesiske myndigheder har udarbejdet

i samarbejde med Den Internationale Arbejdsorganisation

(ILO), anslår, at i 1996 havde 2,6 millioner børn mellem

98 99


fem og 14 år, det svarer til 42 pct. af alle børn i denne

aldersgruppe, regelmæssigt hårdt fysisk arbejde, typisk som

landarbejdere. Undersøgelsen viser, at jo dårligere uddannede

forældrene er, desto mere arbejder børnene.

Også børnearbejde inden for produktion af tøj og tæpper

er udbredt. Det har givet Nepal et dårligt ry og kostet landet

store beløb i fremmed valuta fra eksporten, fordi vestlige forbrugere

ikke ønsker varer, der er fremstillet af børn. Hovedparten

af børnene får ikke betaling for deres arbejde, men

af Årbog for Menneskerettigheder Nepal 1997 fremgår det,

at der i 1997 blev ført sager for 52 børn, heraf 22 piger.

Børnenes arbejdsgivere havde slået dem eller undladt at

betale dem løn.

Den udbredte brug af børn som arbejdskraft er en klar forhindring

i bestræbelserne at forbedre det generelle uddannelsesniveau

i Nepal. Dog viser ILO-undersøgelsen, at 61 pct.

Over 2,5 millioner børn

i alderen fem til 14

år har regelmæssigt hårdt

fysisk arbejde. 61 pct. af

dem passer en skolegang

ved siden af arbejdet.

Foto:

Poul Struve Nielsen

af børnene passer en skolegang ved siden af, at de arbejder.

Der er sket en kolossal fremgang under visningsområdet. I

dag har 90 pct. af børnene kun 30 minutters gang fra deres

hjem til skolen. Og selv om alfabetiseringsraten kun er

38,1 pct., er der tale om et kæmpe skridt fremad kun

kort tid, når man tager i betragtning, at mindre end 5 pct. af

nepaleserne kunne læse og skrive i 1950.

Det er dog stadig sådan, at to tredjedele af de børn, der

begynder i skolen, ikke fortsætter efter femte klasse. Det

skyldes bl.a lærermangel, hvilket også betyder, at kun de færreste

skoler kan tilbyde undervisning de krævede 180 dage

årligt. Desuden har regeringen lempet en bestemmelse om,

at der skulle være seks daglige undervisningstimer. Antallet

af timer er nu reduceret til tre timer for 1.- til 4.-klasserne

og til fire timer for de ældre klasser.

Nok lader uddannelsessituationen i Nepal meget tilbage

at ønske, men med udgangspunktet for 50 år siden taget i

betragtning, så er der faktisk sket store og hastige fremskridt.

To timers skolegang om dagen

Narayan Puri har en lang arbejdsdag. Han er opvasker

et hotel i byen Baglung. Arbejdsdagen begynder kl.

6 om morgenen og strækker sig til kl. 21 om aftenen.

Det er lang tid for en 13-årig.

Hver lørdag har han dog fri. Da kan han besøge sin familie,

som bor i nærheden i en landsby, hvor de har et lille

stykke jord. Det er bare ikke stort nok til at forsørge både

Narayan, hans to brødre henholdsvis fi re og fem år

samt hans ti år gamle søster. Derfor arbejder Narayan.

– Det er ikke noget dårligt job. Jeg bliver behandlet ordentligt,

og jeg får gratis måltider ud over lønnen 400 nepalesiske

rupier om måneden, siger han.

Som noget nyt er Narayan også begyndt at gå i skole.

Han får to timer fri hver dag til uddannelse.

– Det er godt at få fri til at komme i skole, og jeg håber,

jeg kan komme til at lære at læse og skrive, siger den

13-årige dreng, som er af højere kaste, selv om familien

er fattig. Han er ikke urørlig.

100 101


Men selv når Narayan har været to timer i skole, er der

stadig 13 timers arbejde ved siden af de to timer

skolebænken. Det er hårdt at være blandt de 2,6 millioner

nepalesiske børn, som arbejder.

14-årige Subha Kumal er urørlig. Hun arbejder som hushjælp

og får ingen penge for det. Hun nøjes med logi,

mad, tøj og andre fornødenheder.

– Jeg har arbejdet i otte år nu. Så længe er det siden,

jeg fl yttede hjemmefra for at arbejde. Det vil jeg helst,

for jeg kan ikke lide min stedmor, fortæller Subha, som

har en bror og to halvbrødre. Hendes far arbejder som

bærer.

Subha er også begyndt at gå i skole nu. Det er en af de

mange NGO’er, som er skudt op siden begyndelsen af

1990’erne, der driver et projekt for børnearbejdere, hvor

de i det mindste får et par timers skolegang om dagen.

UNICEF fi nansierer projektet, som efter at have været i

gang i ni måneder nu har 15 forskellige klasser.

Det gælder om at overbevise både børn og arbejdsgivere

om det nyttige i skoleundervisningen. Desuden sørges

der i begrænset omfang for lægehjælp til børnene.

Subha og Narayan. I

baggrunden deres lærer.

Foto:

Poul Struve Nielsen

Sundhed

Selv om de fl este nepalesiske børn kun har 30 minutters

gang til nærmeste skole, så er der stadig en del nepalesere,

som må leve med, at det tager fem dage at gå til den nærmeste

sundhedsklinik. Mange bruger slet ikke de offentlige

sundhedsklinikker, fordi der alligevel ikke er medicin. Den

er ganske enkelt for dyr til, at regeringen kan uddele den

gratis.

En betydelig del af sundhedsvæsenet er nu decentraliseret

og hører under de lokale landsby- og distriktsråd (VDC’er

og DDC’er), men det kniber med at udbygge sundhedstilbudene

grund af knaphed penge.

90 pct. af befolkningen har ikke adgang til sundhedsydelser.

29 pct. af befolkningen har ikke adgang til rent drikkevand.

84 pct. af befolkningen lever uden sanitære installationer.

47 pct. af alle børn under fem år er undervægtige.

Som situationen er nu, modtager kun få børn behandling,

når de bliver syge. Det skyldes, at der både mangler

viden, medicinsk hjælp og tillid til det moderne sundhedssystem.

Børnedødeligheden er faldende, men den er stadig en af

de højeste i regionen. Diarré, lungebetændelse og mæslinger

er de største dræbere. Mangel proteinholdig mad og et

underskud af A-vitaminer, især blandt børn og kvinder i

den fødedygtige alder, er et stort problem, og dertil kom mer

en fortsat udbredelse af malaria og smitsomme sygdomme

som tuberkulose, spedalskhed, meningitis, japansk hjernehindebetændelse,

hepatitis samt en stigende udbredelse af

aids.

Der er også et stigende antal tilfælde af ikke-smitsomme

sygdomme som hjerte- og karsygdomme, sukkersyge og

kræft. Det hele forstærkes af de mange tilfælde af underernæring,

tidlige giftermål og graviditet, dårlige boligforhold,

utilstrækkelig adgang til rent drikkevand og sanitære forhold,

den stigende luftforurening især i Kathmandu samt et øget

misbrug af alkohol og tobak.

Der er rigeligt med onder, som bidrager til at forværre

nepalesernes sundhedstilstand, men indsatsen for at forbedre

situationen er dog blevet forstærket gennem de seneste årtier.

Mens de offentlige udgifter til sundhed i 1960 kun var

102 103


0,2 pct. af bruttonationalproduktet, anvendtes i 1995 1,2

pct. af bruttonationalproduktet til sundhedssektoren.

Menneskerettigheder

Alt i alt er menneskerettighedssituationen i Nepal forbedret

siden 1990.

Politiet spillede en uheldig rolle under revolutionen, hvor

demonstranter blev dræbt, og der har været store samarbejdsproblemer

mellem regeringen og politiet. Men efterhånden

som demokratiet har slået rod, er politiet blevet en naturlig

del af den nu demokratiske statsmagt.

Også den almindelige nepaleser har oplevet en klar forbedring

i forholdet mellem politi og borgere. Der er imidlertid

alvorlige problemer forbundet med politiets virke. Nepal

har dårligt uddannede politifolk, hvis metoder til opklaring

af forbrydelser begrænser sig til forhør af mistænkte. Og

disse forhør kan ifølge menneskerettighedsorganisationer

overskride grænsen til, hvad man betegner som tortur. De

fleste, der udsættes for tortur, indrømmer hvad som helst,

også forbrydelser, de ikke har begået, og det fører til, at

uskyldige dømmes.

Siden 1990 er der dog sket så store fremskridt, at selv

nepalesiske menneskerettighedsaktivister i dag roser politiet.

Bl.a var der i en næsten toårig periode fra 1994 og frem

ingen, som blev dræbt af politiet i forbindelse med almindelige

demonstrationer. Desværre kom der et vendepunkt i

februar 1996, da maoisterne indledte deres såkaldte “folkets

krig” mod regeringen.

Maoisternes voldelige fremfærd over for især politifolk,

men også politikere og landmænd, som ejer lidt jord og

måske har et par fæstebønder som skylder dem penge, har

virket politiet i en retning, så det er kommet kant med

menneskerettighederne i sager, der omhandler maoisterne.

Folk både med og uden tilknytning til maoisterne er ifølge

Amnesty International blevet arresterede og udsat for tortur.

Det gælder også deltagere i demonstrationer rundt omkring

i landet.

Hertil kommer, at den offentlige sektor i Nepal generelt

er præget af korruption og en tendens til at tilgodese egne

cirkler. Det gælder også retsvæsenet, og man kan slippe af

sted med at betale sig fra forbrydelser. Desuden undergraves

retssikkerheden yderligere af, at der dømmes forskelligt fra

distrikt til distrikt. Regeringen forsøger nu at skabe mere

ensartethed i retsplejen, ligesom det er vedtaget, at der skal

nedsættes en menneskerettighedskommission.

Udviklingsbistand

Nepals isolation fra det internationale samfund under ranaerne

betød, at landet først i 1951 begyndte at modtage

udviklingsbistand. Ranaerne havde ikke nogen interesse i

udenlandsk bistand, som for dem var en trussel mod deres

magtposition. De ønskede ikke at lade fremmede donorer,

som de ikke havde kontrol over, operere i landet. En forbedring

af befolkningens levevilkår, såvel som enhver anden

forandring i det sociale system, forekom ranaerne at svække

deres greb om samfundet.

Efter kongens overtagelse af magten i 1951 var selve det

nye styres formål og eksistensberettigelse at udvikle landet.

Og der har hele tiden været masser af hjælpende hænder. I

perioden 1951 til 1995 steg antallet af bistandsmidler, og

i alt modtog Nepal i den periode 3,7 mia. dollars i lån og

gavebistand. Næst efter Bhutan er Nepal det sydasiatiske

land, der i dag modtager mest i bistand pr. indbygger.

Udviklingsstrategierne i Nepal er generelt skiftet alt efter,

hvad der har været den dominerende trend den globale

udviklingsscene, hvilket er naturligt, den store afhængighed

af udenlandske donorer taget i betragtning. Bortset fra visse

enkeltstående projekter var udviklingen til at begynde med

noget, der blev gennemført ovenfra og ned, uden at der blev

taget hensyn til folkelig deltagelse i udviklingen. Rammerne

blev dog bedre, da diskrimination baggrund af køn og

kastetilhørsforhold blev forbudt i 1960’erne. I 1970’erne

indledtes en stor indsats for at give den brede befolkning

mulighed for uddannelse, og sundhedssystemet blev udbygget

i 1980’erne, hvor adgangen til rent drikkevand øgedes

som følge af den udviklingsbistand, Nepal modtog.

Trods den bureaukratiske og centralistiske regeringsform

støttede staten dannelsen af enkelte lokale grupper, som

104 105


skulle gennemføre og styre infrastrukturprojekter lokalt.

Brugergrupper i landbrugssektoren administrerede kreditter

til deres medlemmer, og ansvaret for overrislingsanlæg og

skovbrug blev hen ad vejen også lagt ud til brugergrupper.

Hospitaler og sundhedsklinikker blev også formelt administreret

af udviklingskomiteer, der ikke var en del af det

statslige bureaukrati.

Indførelsen af flerpartisystemet i 1990 har ført til øget

folkelig deltagelse i det politiske liv og de politiske organisationer.

Og i forhold til at leve op til donorlandenes betingelser

for at yde bistand, kom revolutionen og overgangen

til demokrati det rigtige tidspunkt. Siden 1991 har de

internationale donorer sat fokus gennemsigtighed, god

regeringsførelse, demokratisering og kvinder i udvikling, og

disse hensyn har således også været afspejlet i de fleste af den

nepalesiske regerings udviklingsprogrammer.

Den første udviklingsplan blev gennemført i årene 1956-61,

og Nepals nuværende regering forsøger nu at styre udviklingen

efter den niende udviklingsplan, som dækker årene 1998-2002

og har bekæmpelse af fattigdom som det overordnede mål.

De færreste anser det for at være realistisk at nå de mål, der

er sat for den gældende periode, men det er om ikke andet

en væsentlig programerklæring fra regeringen. I planen anerkendes

behovet for at øge den økonomiske vækst, der det

seneste årti har ligget 4,5 pct. Den skal stige til 6 pct. i den

tidsperiode, planen strækker sig over, og til 7 pct. de følgende

15 år. Befolkningstilvæksten skal reduceres fra de nuværende

2,4 pct. årligt til en konstant rate svarende til nulvækst i år

2017.

I planen lægges også vægt behovet for at skabe arbejdspladser

til den voksende arbejdsstyrke, at øge den sociale

udvikling og at forbedre infrastrukturen – både for at forbedre

levestandarden og for at skabe økonomisk udvikling.

Samtidig er det målet at reducere de uligheder, som regionale

forskelle, køn og etnisk baggrund skaber mellem folk.

I planen foreslås det endvidere, at det store vækst potentiale

inden for landbrug, skovbrug, vandkraft og turisme skal

udnyttes for at skabe hurtigere økonomisk udvikling. Betydelige

investeringer i infrastruktur og udvikling af de menneskelige

ressourcer skal understøtte den udvikling og samtidig

Ny bro opføres ved Mugling,

efter at stormflod

har ødelagt den gamle.

Foto: Jørgen Schytte

106 107


udgøre et udgangspunkt for industrialisering gennem vækst

inden for handel og investeringsmuligheder i samkvemmet

med nabolandene.

Det er hensigten, at den private sektor skal spille en stadig

støre rolle, mens den offentlige sektor i højere grad skal

understøtte de private initiativer og fungere som formidler

og leverandør af en social og økonomisk infrastruktur og

formulere politikker, som er liberale og orienterede mod et

åbent marked.

Udenlandsk bistand har haft afgørende betydning for Nepals

udvikling. Den første femårsplan fra 1956 var helt igennem

finansieret med udenlandsk bistand. Siden blev afhængigheden

mindre, og i den fjerde femårsplan fra 1970 var kun 45 pct. af

udgifterne til udvikling finansieret med udenlandsk bistand.

Afhængigheden er dog siden steget. I den syvende plan fra

1985 var 75 pct. af udgifterne finansieret med udenlandsk

bistand. I den ottende fra 1992 gjaldt det 65 pct. af udgifterne.

I den igangværende femårsplan er det hensigten at reducere

den udenlandske finansiering til 58 pct.

Det er nødvendigt at reducere andelen af den udenlandske

bistand, alene fordi en større og større del af midlerne

gives som lån, mens gavebistandens andel er faldende. I

dag kommer ca. halvdelen af udviklingsbistanden i form af

lån fra multilaterale organisationer som Verdensbanken, Den

Asiatiske Udviklingsbank (ADB, Asian Development Bank),

Organisationen for De Olieproducerende Lande (OPEC),

Den Europæiske Union (EU) og Den Nordiske Udviklingsfond

(NDF) samt fra nogle af de bilaterale donorer.

Under forsæde af FN’s Udviklingsprogram (UNDP) og

Verdensbanken er der etableret en donorkoordineringsgruppe

i Kathmandu. Gruppen omfatter alle landets multilaterale

og bilaterale partnere. Donorkoordinering har

fundet sted siden 1984, og det er et vigtigt redskab for både

regeringen og donorerne, således at der ikke sker overlapning

i de forskellige sektorer. Bistanden skulle gerne reflektere

regeringens behov, og der skal tages hensyn til de forskellige

donorlandes love og måder at rapportere tilbage .

Der er generelt overensstemmelse mellem regeringens

udviklingsplan og donorernes syn , hvilken politik Nepal

bør føre. Det skal der også være, hvis det skal give mening

at støtte landets udviklingsbestræbelser. Alligevel har der –

og er der – store problemer forbundet med anvendelsen af

udviklingsbistanden. Inden for en lang række områder har

Nepal ganske enkelt ikke haft den nødvendige kapacitet til

at anvende alle midlerne.

Stort set alle de donormidler, der er stillet til rådighed

inden for energi, telekommunikation, vejbyggeri og kunstvanding

er blevet anvendt, mens det har knebet inden for

de sociale sektorer.

Nepals tidligere finansminister Ram Sharan Mahat forklarede

i et interview med ugebladet Spotlight i efteråret 1998,

at nogle donorer ønsker at yde lån til sociale sektorer, hvor

pengene aldrig vil kunne forrentes. Det er imod regeringens

ønsker. Nepal optager gerne lån til infrastruktur, hvilket

bl.a. vil sige til vejbyggeri, vandkraft, telekommunikation

og kunstvanding, fordi der her er tale om investeringer, som

giver et regulært afkast, så lånene kan betales tilbage med

indtægterne fra investeringerne.

Ram Sharan Mahat erkendte, at den sociale sektor, som

bl.a. omfatter uddannelse, sundhed og bekæmpelse af fattigdom,

er lige så vigtig. Men Nepal tegner meget nødigt

lån til disse formål. “I denne sektor ønsker vi gavebistand.

Jeg ser ikke noget fornuftigt i at låne penge til udgiftstunge

sektorer som de sociale. Lån skal anvendes til områder, som

har behov for kapitalinvesteringer, således at pengene siden

kan betales tilbage. Men det internationale samfund er ikke

begejstret for den idé. Selv Verdensbanken og Den Asiatiske

Udviklingsbank er interesserede i at pumpe flere og flere

penge i de sociale sektorer”, sagde han.

De politiske problemer, der har domineret det unge demokrati,

har medvirket til at bremse udviklingsprocessen, og

det har skabt store problemer for de udenlandske donorer.

Et af de største problemer for gennemførelsen af projekter og

programmer er de mange forflyttelser, der har været ved hver

regeringsrokade i nyere tid. Næsten ligegyldigt hvilken sektor

der er tale om, så er uddannelse af nøglemedarbejdere, som

kan give deres erfaringer videre, det vigtigste, hvis projekterne

skal lykkes og nepaleserne selv skal kunne føre dem

videre. Ofte finder uddannelsen sted i donorlandene, og

det er både en besværlig og bekostelig affære. Meget ofte

108 109


har donorerne oplevet, at når en nepaleser havde erhvervet

sig de nødvendige kvalifikationer til et bestemt job, så blev

han forflyttet.

Situationen har været så alvorlig, at de udenlandske donorer

i 1998 i fællesskab lagde de diplomatiske vendinger

hylden og beklagede deres nød i et brev til den daværende

premierminister Girija Prasad Koirala. I brevet, som også

blev offentliggjort i pressen, skrev de bl.a:

“Donorerne har en stærk fornemmelse af, at politisering

af bureaukratiet fører til en situation, som i andre lande

har vist sig at være meget skadelig. Det er vitalt, at der er

konsensus mellem samtlige politiske partier om at rette

sig efter reglerne, det vil sige de love og regulativer, der til

stadighed gælder, og respektere bureaukratiets selvstændige

virkemåder – herunder at blande sig uden om ansættelser,

forflyttelser, posteringer og forfremmelser. Det er vitalt for

en succesrig gennemførelse af de økonomiske og sociale

udviklingsplaner, programmer og politikker, at regeringen

griber til handling for at gennemføre disse love/regler. Det vil

være med til at opmuntre bureaukratiet og donorerne, hvis

der bliver tilført nyt liv til den administrative reformproces,

som tidligere er begyndt”.

Og den daværende japanske ambassadør, Tomohiko Yanase,

som taler med en vis vægt, idet Japan er den største bilaterale

donor, beklagede i et interview til det seriøse ugeblad Spotlight,

at der hersker en langtfra tilfredsstillende situation som følge af,

at korruption har taget overhånd, og administrationen er svag

grund af det politiserede bureaukrati. “Beslutningsprocessen

i forbindelse med udenlandsk støttede projekter i Nepal

er næsten altid forsinket, og de fleste projekter drives ikke

en gennemsigtig måde, samtidig med at politisk indblanding

er dagligdag. De hyppige forflyttelser af projektledere har

uheldig vis virket udviklingsprojekterne i Nepal. Selv om

Nepal har en udviklingspolitik, så mangler der en klar ide

om, hvordan udviklingen skal finde sted”, sagde den japanske

ambassadør.

Der synes at være en stærk vilje til at efterkomme donorernes

ønsker om en mere effektiv udnyttelse af bistanden.

Især fordi nepaleserne kan mærke, at der bliver hårdere

konkurrence om færre overførsler af udviklingsbistand fra de

rige til de fattige lande. Den stigende andel af lån frem for

gavebistand er et udtryk herfor. Og det er ikke realistisk, at

Nepal, som modtager støtte fra adskillige donorer i praktisk

talt alle sektorer, overhovedet kan klare sig uden udenlandsk

bistand de næste mange år.

I 1997 modtog Nepal i alt 401,5 mio. dollars, eller ca.

2,81 mia. kr., i udviklingsbistand. Heraf kom 43,8 pct. fra

bilaterale donorer, 50,7 pct. fra multilaterale donorer og 5,5

pct. fra private organisationer.

Det samlede udviklingsbudget for 1997 var ca. 562

mio. dollars. Heraf gik ca. 35 pct. til det sociale område

og ca. 64 pct. til de økonomiske sektorer. Det er dog

det overordnede plan, Nepals fremtid afgøres, for det er

de store strukturelle problemer, der skal løses, hvis donorerne

skal kunne hjælpe regeringen med at udvikle Nepal.

Verdensbanken opstiller i sin strategi således tre scenarier

for, hvordan udviklingen kan gå – og hvordan banken i de

forskellige tilfælde vil forholde sig over for Nepal.

Den værste situation er en yderligere forværring af regeringens

ledelse og evne til at træffe beslutninger, en dårligere

styring af den økonomiske politik og en manglende evne til

at udarbejde og følge strategier for bistanden. I det tilfælde vil

banken drosle kraftigt ned långivningen og udelukkende

støtte stærkt decentraliserede projekter, som har en meget

direkte positiv indvirken de fattiges levevilkår.

Knap så katastrofalt er scenariet, hvor der ikke sker nogen

alvorlig tilbagegang hverken økonomisk eller med hensyn til

regeringens evne til at lede landet, men hvor der heller ikke

sker nogen markant forbedring. Hvis regeringen er i stand

til at øge sine indtægtsmuligheder, bl.a. gennem momsen,

får bedre styr de offentlige udgifter og magter at stille

med sin del af finansieringen af de udviklingsprojekter, som

donorerne støtter, vil banken yde lån til regeringen, men

størrelsen vil komme an præstationen.

Det positive scenario er, at der virkelig kommer gang i

reformprocessen, staten øger sine indtægter betragteligt, får

de offentlige udgifter under kontrol, privatiserer et pænt

antal virksomheder og får det offentlige system til at fungere

bedre. I så fald kan Nepal låne et betragteligt beløb, så der

kan komme yderligere skub i udviklingen.

110 111


Politisk stabilitet er altafgørende for, om regeringen vil være

i stand til at gennemføre reformer. Efter valget i maj 1999

afhænger det alt sammen af Kongrespartiet, som har fået et

klart mandat af vælgerne til at gøre noget ved situationen

i de næste fem år.

Den danske bistand

Målet for den nepalesiske regerings udviklingsbestræbelser

falder sammen med det overordnede mål i Danidas “Strategi

for dansk udviklingsbistand frem mod år 2000” og landestrategien

for den danske bistand til Nepal fra 1996, nemlig

at reducere fattigdommen. Det skal ske ved at udvikle de

menneskelige ressourcer og naturressourcer. Desuden støttes

I det Danida-støttede

Basic and Primary

Education Programme,

BPEP, bliver blinde

elever integreret i undervisningen

for normaltseende.

Her fra en skole i

Dulikhel.

Foto: Jørgen Schytte

infrastruktur med det formål at skabe grundlag for økonomisk

vækst. Den danske og den nepalesiske regering har da også

valgt at koncentrere den danske udviklingsbistand i tre af de

sektorer, der må betragtes som særdeles afgørende, hvis der

skal gøres noget ved fattigdommen. De tre sektorer er:

Uddannelse

Miljø- og naturressourceforvaltning

Energi

Den danske støtte til menneskerettigheder, god regeringsførelse

og decentralisering indgår som et tvær gående hensyn

inden for de tre hovedsektorer, men vil også i begrænset

omfang udgøre et selvstændigt bistandsområde.

Den samlede danske bilaterale bistand til Nepal beløb

sig ifølge Danidas Årsberetning 1999 til 154,2 mio. kr. i

1999. Heraf udgjorde landerammen, det vil sige projekt-

og programbistanden, 115 mio. kr. Landerammen var sat

ned fra 132 mio. kr., og Danida angiver det politiske klimas

negative indvirken udviklingssamarbejdet og de hyppige

udskiftninger af embedsmænd alle niveauer som årsag.

Landerammen er planlagt at skulle stige til 145 mio. kr. år

2000, 150 mio. kr. år 2001, 160 mio. kr. i årene 2002 og

2003 samt 180 mio. kr. år 2004.

Hidtil har den danske bistand til Nepal været ydet som

bilateral projektbistand. Der er allerede ved at ske en gradvis

overgang fra projektbistand til sektorprogramstøtte. Det vil

sige, at bistanden ikke længere ydes til en række projekter,

som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. I

stedet støttes programmer, som skal medvirke til en samlet

udvikling af hele sektorer, f.eks. undervisningssektoren.

Undervisning

Til trods for en stor udvidelse af antallet af skoler og lærere

er undervisningssystemet for både de mindste og de ældre

elever stadig meget svagt, og der er behov for endnu fl ere

skoler og lærere, hvis det skal lykkes bare at holde trit med

befolkningstilvæksten. Andelen af børn og unge under 15

år er fortsat stigende og udgør i dag over 40 pct. af Nepals

befolkning. Det kræver virkelig en massiv indsats både at

sikre alle en skoleuddannelse og forbedre undervisningens

112 113


kvalitet. I den nepalesiske udviklingsstrategi har primær og

sekundær uddannelse da også fået høj prioritet.

Danmark har siden 1993 i samarbejde med bl.a. Verdensbanken

og FN’s Børnefond (UNICEF) støttet et stort

program for undervisning af elever i 1.-5. klasse (Basic

and Primary Education Programme, BPEP). Eftersom

Danmark hidtil har været en af de største donorer og var

den eneste donor, der var plads fra begyndelsen, og

eftersom der er danske rådgivere i det nepalesiske undervisningsministerium,

spiller den danske støtte en meget

vigtig rolle i bestræbelserne at forbedre undervisningen

af de yngste skoleelever.

Der er ydet 84,5 mio. kr. i dansk støtte til første fase af

BPEP, og til den anden fase, som løber fra 1998-2002, er

der bevilget 300 mio. kr.

Målene er at give eleverne større viden og kunnen, sikre, at

flere fuldfører skolegangen, øge adgangen til undervisningen

for piger og for børn fra underprivilegerede grupper.

Undervisningen og undervisningsmaterialerne skal forbedres,

og for at sikre lige adgang til undervisningen for alle skal

der uddannes flere lærere. Især flere kvindelige lærere, som

med deres eksempler vil kunne fremme en holdning om,

at også piger skal i skole.

Administrationen af BPEP-programmet skal integreres i

det daglige arbejde i Undervisningsministeriet i Kathmandu,

så ministeriet fremover selv kan planlægge og gennemføre

det i samspil med de lokale myndigheder. Det gælder altså

først og fremmest om at styrke de nationale og lokale myndigheders

kapacitet og evne til at gennemføre et effektivt

uddannelsesprogram for de yngste elever. Lykkes det ikke at

opbygge kapaciteten, vil Undervisningsministeriet ikke være

i stand til at anvende de midler, der tilføres fra donorerne,

og planlagte aktiviteter vil ikke kunne realiseres.

Ud over at opbygge kapaciteten i ministeriet skal sektorprogramstøtten,

ligesom den nuværende danske støtte til

undervisningssektoren, omfatte uddannelse af lærere, specialundervisning

af handicappede, sær undervisning for kvinder,

uformel undervisning af børn, der ikke følger de normale

undervisningstilbud, samt byggeri, renovering og vedligeholdelse

af skolebygninger.

Danida vil derudover virke læseplanerne, så børnene

lærer om nødvendigheden af at styrke kvinders rettigheder

og muligheder, og om nødvendigheden af en øget miljøbevidsthed

og en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne.

Eller som Danida formulerer det: De skal forstå betydningen

af en række tværgående centrale elementer i dansk

udviklingspolitik.

I forbindelse med udarbejdelsen af sektorprogrammet er

der også overvejelser om at yde en vis støtte til undervisning

af elever i 6.-10. klasse.

Et af de store problemer er at finde nepalesere med tilstrækkelig

uddannelse til at være lærere. De fleste, der arbejder

som lærere, interesserer sig ikke specielt meget for den

pædagogiske side af sagen. Mange af dem ser først og fremmest

lærerjobbet som en mulighed for overhovedet at have

et arbejde. De har mange fraværsdage og mangler i det

hele taget engagement. Desuden kan det knibe med kommunikationen

mellem lærer og elever, som ofte kun taler

og forstår deres lokale sprog og ikke behersker det nationale

fællessprog nepali.

BPEP-programmet har ført til synlige fremskridt, men

når det gælder uddannelse, er det ofte de mindre synlige

fremskridt, der tæller. Enhver kan med det blotte øje se,

hvis der er opført en ny skolebygning. Men det er straks

sværere at vurdere undervisningens kvalitet. Det vigtigste

er at sørge for, at et stigende antal lærere får en ordentlig

uddannelse. I dag er det ikke ualmindeligt, at lærerne end

ikke har afsluttet tiende klasse. Kun 41 pct. af lærerne har

modtaget uddannelse udover en tiendeklasses skolegang, og

der har været forskellige muligheder for efteruddannelse.

Som led i BPEP-programmet skal der nu indføres en timåneders

formel læreruddannelse, som kan tilføre erhvervet

lidt mere værdighed og lærerne noget mere motivation. Der

arbejdes også med fjernundervisning. Gennem programmet

får 28 nepalesere en uddannelse, som svarer til en kandidatgrad

fra Danmarks Lærerhøjskole, og nogle af dem vil yderligere få

mulighed for at fortsætte med et ph.d.-studium.

Danidas indsats undervisningsområdet har også som

mål at lære flere voksne, især kvinder, at læse og skrive. Som

nævnt anslås det, at omkring to tredjedele af den voksne

114 115


nepalesiske befolkning hverken kan læse eller skrive, og

analfabetismen er især udbredt blandt kvinder: Kun 15-20

pct. af kvinderne kan læse og skrive, mens det for mændenes

vedkommende gælder for 40-50 pct. Der lægges særlig stor

vægt at sikre så lige vilkår som muligt for de to køn.

Miljø- og naturressourceforvaltning

På grund af den voldsomme befolkningstilvækst – fra 12,8

millioner mennesker i 1975 til 22,3 millioner i 1997 – har

nepaleserne fl ere steder overskredet grænsen mellem brug og

misbrug af jorden. På terrasser bjergsiderne, hvor der burde

være majs eller hirse, tramper køerne i stedet rundt i jord, hvis

næring er suget ud. Nepals natur er kommet ud af balance.

Både mangel beplantning og for tæt træbeplantning kan

føre til erosion. Teknisk set er det ikke svært at genoprette

naturen, når man har den rette viden til rådighed. Men det

er meget svært at motivere folk til at gøre det rigtige, fordi det

er et hårdt stykke arbejde, som skal udføres, og det giver ikke

noget umiddelbart udbytte. Ikke desto mindre har mange

skovbrugergrupper opnået enestående resultater i løbet af de

seneste ti år, hvor grupperne gradvist er blevet tildelt brugsretten

til større og større skovområder.

Det danske sektorprogram inden for miljø- og naturressourceforvaltning

gennemføres inden for to områder:

Videreførelsen af den igangværende støtte til naturressourceforvaltning

og et nyt miljøsektorprogram.

Der er bevilget i alt 185 mio. kr. til sektorprogrammet for

naturressourceforvaltning, som støtter brugeradministreret

skovbrug, træforædling, jordbevaring og kapacitetsopbygning

i forvaltningen. Fra skovene får nepaleserne både brænde,

tømmer, naturmedicin, fødevarer samt løv til foder og fremstilling

af gødning. Træ er den vigtigste energikilde i Nepal.

Med undtagelse af tømmer er indsamlingen af skovprodukter

gratis, og salg heraf er en vigtig indtægtskilde for især fattige

landsbybeboere. Støtte til programmer, der søger at bevare

og udvikle Nepals skovdække, gavner således den fattige del

af befolkningen og især kvinder, der ofte er ansvarlige også

for denne del af økonomien i husholdningerne.

Siden begyndelsen af 1990’erne har brugergrupper gradvist

fået tildelt brugsretten til større og større skovområder, og

flere og flere grupper får efterhånden overskud fra skovdriften.

Den danske støtte er hidtil gået til at uddanne skovpersonalet

og brugergrupperne i at udnytte skoven en

bæredygtig måde. Verdensbanken har støttet programmet,

men har nu trukket sig, hvorfor Danida har udvidet sine

aktiviteter til at omfatte støtte til etablering af 2500 skovbrugergrupper,

overdragelse af 175.000 ha skov til grupperne,

opfølgning ca. 7000 skovbrugergruppers arbejde

i 38 bjergdistrikter og støtte til institutionel opbygning af

relevante skovbrugsinstitutioner.

Da en typisk brugergruppe har 100-120 husholdninger

som medlemmer, vil omkring 700.000 husholdninger blive

berørt af denne del af programmet, som især er målrettet

mod kvinder og de fattigste medlemmer. Overskuddet fra

skovdriften anvendes til udvikling af lokalsamfundene, og

landsbyerne har bl.a. kunnet finansiere drikkevand, biveje

og skoler.

Et træforædlingsprojekt, der har løbet siden 1991, vil blive

videreført i forbindelse med sektorprogrammet. Projektet

har til formål at bevare og forbedre genbasen for træarter,

der er væsentlige for Nepals økonomi, det vil sige både

vedproducerende træarter og arter, der er vigtige for Nepals

subsistenslandbrug. Projektet gennemføres i tæt samarbejde

med Skovfrøcentret i Danmark.

Endvidere gennemføres et pilotprojekt i tre distrikter, hvor

man siden 1996 har afprøvet modeller til jordbevaring. Når

projektet som en del af sektorprogrammet bliver udvidet til at

omfatte hele Nepal i løbet af nogle år, vil man især fokusere

oplæring og uddannelse af udsatte grupper, herunder kvinder,

og i øvrigt inddrage en række private organisationer.

Det hele skal styres i Ministeriet for Skove og Jordbevaring.

Derfor er det meget vigtigt, at ministeriet bliver sat i stand til at

styre og evaluere de forskellige dele af sektorprogrammet både

distriktsniveau og centralt. Det kræver, at organisationen i

ministeriet forbedres, og at de medarbejdere, som er ansvarlige

for sektorprogrammet, får efter- og videreuddannelse.

Den anden del af det danske sektorprogram inden for miljø-

og naturressourceforvaltning er et nyt miljø sektorprogram til

140 mio. kr. Det skal gennemføres fra 1999 til 2004.

116 117


Case: Det er vores skov

Der var 27 mænd og kun to kvinder blandt deltagerne, da

en skovbrugergruppe havde sat en søndag af til undervisning

i landsbyen Raikah et stykke fra Pokhara. Da

gruppearbejdet var overstået, og resultatet af diskussionerne

kom tavlen under plenum, stod der alligevel:

“Kvinder og underprivilegerede skal deltage

lige vilkår”. Under gruppearbejdet havde deltagerne

diskuteret, hvad der var deres mål for de næste 15 år.

Efter mange år, hvor skovdriften havde hørt under centralregeringen

i Kathmandu, vedtog regeringen i 1989

en masterplan for skovene til 1,7 mia. dollars. Siden er

en stigende andel af Nepals skovarealer givet tilbage til

brugerne, til folk i landsbyerne.

En miljøkatastrofe var under opsejling. Skovene, som

har stor betydning for de nepalesiske familiers økonomi,

var ved at forsvinde. Det førte til erosion, og landskaber

og dyrkningsmuligheder blev ødelagt. Den ny masterplan,

som har resulteret i, at 14 pct. af de offentlige

skove nu administreres af såkaldte brugergrupper, har

givet nyt håb om, at skovene kan bevares. I brugergrupperne

er medlemmerne bevidste om, at skovene skal

bevares, hvis deres børn skal have en fremtid. De har

også forståelse for, at der er penge i skovene.

Flere af brugergrupperne har efterhånden samlet op

mod 300.000 rupier (ca. 36.000 kr.) sammen.

– Lad være med at sætte pengene i banken. Investér

dem, lyder rådet fra Kalpana Sarkar, som er Danidarådgiver

for skovbrugerne.

– Sørg for, at pengene er med til at udvikle lokalsamfundet.

Brug dem veje, bygninger, skoler og drikkevand,

siger hun.

Og brugerne lytter til de gode råd. Således har skovdriften

ikke kun givet skovene i bjergområderne et hastigt

comeback. De mest velfungerende skovbrugergrupper

har været i stand til at skaffe midler til udvikling af lokalsamfundet.

Noget som centralregeringen aldrig har formået.

Nu gælder det om at hjælpe skovbrugergrupperne

med at anvende overskuddet en demokratisk måde,

der fremmer udviklingen. Det er den læreproces, der er

i gang i skolestuen i Raikah.

Skovbrugernes mål for fremtiden er ambitiøse, men ikke

urealistiske: Enhver bruger skal have et tilfredsstillende

udbytte, der skal sørges for en bedre distribution af

produkterne, udviklingen skal være bæredygtig, både

fl ora og fauna skal beskyttes, og man vil udvikle turisme

i lokalområdet for at sikre nogle ekstra indtægtskilder.

Industriproduktionen i Nepal er begrænset. Kun 10 pct. af

bruttonationalproduktet kommer herfra. Når Kathmandu

er en af verdens mest forurenede byer, skyldes det således

ikke industriproduktion, som slet ikke er stor nok til at

forårsage en sådan miljøkatastrofe. Det skyldes ganske enkelt

trafi kken og byens beliggenhed i en dal, hvor forureningen

bliver liggende i stedet for at blive blæst væk med vinden.

Men det er et af regeringens mål at skabe vækst gennem

opbygningen af en industriproduktion. To ting, der mangler,

er risikovillig kapital og en lettelse af de bureaukratiske

byrder for iværksættere. Da Indien er den største investor,

og eftersom indiske virksomheder ikke tager nær det samme

hensyn til miljøet som f.eks. danske, er det imidlertid

høje tid at gribe ind for at sætte så høj en standard som

muligt for miljøhensyn i industrisektoren.

Den nepalesiske industri er samlet forholdsvis få steder og i

særlige industriområder. Dermed bliver miljøindsatserne lidt

mere overskuelige. Indsatsen skal først og fremmest begrænse

forureningen af floder og vandløb nær industriområderne

samt forurening af grundvandet. Bl.a. støttes deponering

og behandling af farligt affald.

Indsatsen sker i første omgang i industriområdet ved byen

Hetauda. Danida støtter en fond til fremme af renere produktion.

Fonden skal gøre det muligt for virksomhederne at

købe udstyr til bekæmpelse af forurening. Desuden skal der

bygges rensningsanlæg til spildevand og etableres drænings-

og kloakeringssystemer.

To danske rådgivere skal sørge for, at personalet i tre mini-

118 119


sterier – Miljø- og Befolkningsministeriet, Industriministeriet

samt Arbejdsministeriet – uddannes i miljøledelse, og de

vil afholde kurser Institute of Enterprice Development i

Kathmandu og et nyt miljøtræningscenter, der etableres

som del af projektet.

Desuden sætter Danidas miljøsektorprogram ind et

område, hvor der allerede er sket store skader, som det er

tide at rette op , nemlig inden for arbejdsmiljø. Industriarbejdere

i Nepal lider under meget dårlige arbejdsforhold,

som ofte er direkte livsfarlige. Foruden at ting kan falde ned

fra loftet, og at der er huller i gulvene m.v., er megen støj

og dårlig luft ret almindeligt. Den slags ødelægger ikke bare

arbejdernes helbred, men de dårlige arbejdsvilkår fører også

til en meget lav produktivitet.

Programmet omfatter også støtte til at etablere et arbejdstilsyn

og kurser i arbejdsmiljø for ca. 1200 personer fra

både fagforenings- og arbejdsgiverside. Programmet vil blive

udført i samarbejde med myndigheder, private firmaer og

organisationer.

Skumgummifabrik med

stærke ammoniakdampe.

I Kathmandu, Balaju

Industrial District.

Foto: Jørgen Schytte

Case: Kathmandu bliver en smule renere

Selv om et udviklingsprojekt ikke umiddelbart er en succes,

så kan bare debatten om f.eks. miljø få en masse til

at ske. Det måtte Danida sande den 19. september 1999.

Den dag blev nogle stærkt forurenende køretøjer forbudt

i Kathmandu.

Danida havde ellers prøvet at komme de forurenende

køretøjer til livs med et miljøprojekt, men forsøget mislykkedes

i første omgang. Der var ikke en eneste, som

henvendte sig, da en annonce i aviserne i Kathmandu

bekendtgjorde, at nu kunne ejere af VIKRAM Tempobiler

med dieselmotor få lån med meget lave renter til

at ombygge deres biler til at køre el.

Det var ellers en oplagt løsning byens store miljøproblem,

luftforureningen. Kathmandu er verdens næstmest

forurenede by, og det er os fra biler og især fra

scootere, motorcykler, scootertaxier og VIKRAM Tempoer,

der er den store miljøsynder.

En VIKRAM Tempo er en trehjuler, som kan transportere

10-12 passagerer, og som nærmest hører under den

særlige kategori kabinescootere, som vi ellers kun læser

om bagsiden af kørekortet. Kendetegn nr. et er, at

der altid står en sort sky efter dem. Køretøjerne lægger

næsten røgslør og blokerer udsynet for den bagfra kommende

trafi k.

Fordi Kathmandu ligger i en dal, hvor der sjældent kommer

en frisk vind, er det næsten som at opholde sig i

en osteklokke, der er fyldt med røg, når forureningen er

værst. Så da det var besluttet, at Danida skulle igangsætte

et sektorprogram i miljøsektoren, var det oplagt

at gøre noget ved luftforureningen i Kathmandu.

Gennem to et halvt år lagde den danske ambassade

gode kræfter i at få gang i den del af miljøprogrammet,

som gik ud at bygge Kathmandus VIKRAM Tempoer

om fra diesel- til elbiler.

Men det var ikke nemt at komme i gang med projektet.

Først skulle der foretages en miljøundersøgelse, fordi

de ombyggede elbiler kørte nogle meget blyholdige

120 121


atterier, og hvad forurenede nu mest? Undersøgelsen

viste, at det gjorde dieselkøretøjerne, og dermed kunne

Danida gå i gang.

I 1997 indgik Danida en aftale med Finans- og Miljøministeriet

om et pilotprojekt til 3 mio. kr. Dermed var

trængslerne ikke forbi. Transportdepartementet ville

ikke typegodkende de køretøjer, der har fået udskiftet

motoren. Efter en rum tid lykkedes det at nå en aftale om

nummerplader til de eldrevne biler, og passagerantallet

blev fastsat til højest syv. I dieselbilerne kunne der

imidlertid være 10-12 passagerer.

Da det hele endelig var klappet og klart, og det blot gjaldt

om at fi nde nogle VIKRAM Tempo-ejere, som ville have et

billigt lån til en elmotor, var der kommet nogle nye køretøjer,

SAFA Tempo, gaderne. De var bygget som eldrevne

køretøjer fra begyndelsen. Og efterhånden kørte der 300

af dem i Kathmandus gader. De var kommet til byen

kommercielle vilkår uden nogen form for støtte.

Samtidig var der indført importforbud for nye VIKRAM

Tempoer, og det havde fået prisen til at stige voldsomt

de brugte køretøjer. Så da der endelig blev annonceret

om mulighederne for de bløde lån, oversteg prisen

for en brugt VIKRAM Tempo samt konvertering og batterier

ganske enkelt prisen en ny SAFA Tempo.

Derfor kom der ingen kunder i Danidas miljøbutik i denne

omgang. Men den debat, som Lars Hørmann, chargé d’affaires

den danske ambassade, fi k i gang i forbindel se

med Tempo-projektet, ophørte ikke. Den 19. september

1999, mere end tre år efter at Danida begyndte at ar bej de

projektet, forbød miljøminister Bhakta Bahadur Balayar

VIKRAM Tempoer i Kathmandus gader.

“Vi vil fjerne alle køretøjer, der ikke lever op til miljøstandarderne

i loven om miljøbeskyttelse. VIKRAM Tempoerne

er bare det første skridt vejen”, sagde miljøministeren

til ugebladet Spotlight. Danida besluttede i

stedet at bruge halvdelen af midlerne til at byg ge ladestationer,

hvor de nye SAFA Tempoer kan “fylde strøm

”. De butikker skal der nok komme kunder i nu.

Lige fra de er små, deltager

pigerne i indsamling

af brænde.

Foto: Bente Lindegaard/

Polfoto

Energi

For enhver, der har rejst i Nepal, er der et syn, der bliver

siddende nethinden, nemlig synet af de små, spinkle og

senede kvinder, der kommer slæbende, den ene efter den

anden, med et kæmpelæs brænde, som de bærer over ryggen

ved hjælp af et tov gjort fast om panden.

Træ dækker i dag knap 70 pct. af Nepals energiforbrug.

Og det går både ud over skovarealet og landbrugsjorden.

Den omfattende skovhugst er i sig selv en alvorlig hindring

i bestræbelserne at bevare Nepals naturressourcer. Øget

mangel brænde fører til, at gødningen fra husdyr anvendes

som brænde i stedet for at blive brugt som gødning mar-

122 123


kerne. Derfor fører manglen energi også til en udpining

af jorden, og det er medvirkende til, at produktiviteten i

landbruget er så lav, at fødevareproduktionen ikke kan følge

med befolkningstilvæksten.

Det store forbrug af brænde i husholdningen betyder også,

at mange kvinder kommer til at lide af luftvejssygdomme.

Udnyttelsen af Nepals store potentiale for produktion af

elektricitet gennem vandkraft er fortsat begrænset. Og selv

om analytikere sætter spørgsmålstegn ved, om det er økonomisk

bæredygtigt at foretage de store investeringer, som

det kræver at øge elproduktionen, så er det helt sikkert, at

det miljømæssigt er særdeles bæredygtigt.

Det er hævet over enhver tvivl, at der er behov for langt mere

elektricitet i Nepal, og derfor prioriterer regeringen udbygningen

af vandkraft meget højt med en målsætning om, at 30 pct. af

befolkningen skal have adgang til elektricitet i år 2020.

I modsætning til de to andre prioritetssektorer i Nepal er

energisektoren jomfrueligt land for dansk bistand. Der er

sat 154 mio. kr. af til energisektorprogrammet i perioden

1999 til 2003. Et stort beløb 65 mio. kr. anvendes til

at forbedre transmissionen og distributionen af energi fra

de store vandkraftværker, så den elproduktion, der er, kan

blive udnyttet fuldt ud. Desuden støtter Danida forsøg at

udbrede køkkenovne, som er bedre og mere energibesparende

end åbne ildsteder samt forsøg fremme af lokal

elproduktion fra mikrovandkraftværker og solenergi.

Også i dette sektorprogram spiller kapacitetsopbygning

en betydelig rolle, hvilket vil ske gennem institutionel støtte

til det statslige Center for Vedvarende Energi.

Menneskerettigheder, god regeringsførelse og

decentralisering

Selv om langt de fl este af de danske bistandsmidler i Nepal

anvendes til de tre store sektorprogrammer, er der også andre

aktiviteter, som har meget stor betydning og er med til at

trække udviklingen i den rigtige retning. “Menneskerettigheder,

god regeringsførelse og decentralisering” er for så

vidt tværfaglige hensyn, men støtten har nærmest karakter

af et program. Det tværgående element er dog åbenlyst, idet

f.eks. støtten til decentralisering er med til at give alle de

andre udviklingsprogrammer og projekter en langt større

chance for at lykkes.

Der er fire hovedformål med programmet:

Lighed for loven for hele befolkningen uanset køn, kaste

og klasse.

Deltagelse i det politiske liv for underprivilegerede befolkningsgrupper.

Ansvarlig og gennemsigtig offentlig administration, som

effektivt betjener borgere og institutioner.

Offentlig opmærksomhed omkring menneskerettigheder

og lighed i hele befolkningens udfoldelsesmuligheder.

Lighed for loven kræver respekt for loven. Derfor har

Da nida støttet istandsættelsen af retslokalerne i Højesteret

og indkøb af et system, der kan bruges til at føre sagsakterne

edb. Under de omstændigheder, der herskede, før det

ny system blev indført, tog det en advokat flere uger at

finde en præcedenssag frem. Der er endvidere indkøbt en

offsetpresse til Højesteret, så distriktsdomstolene løbende

kan få journaler med domsafsigelser. En af grundene til, at

retssikkerheden hidtil ikke har været overvældende, er, at

der ikke har været nogen ensartethed i domsafsigelserne,

hvilket bl.a. Det Danske Center for Menneskerettigheder har

konstateret i et studie af samtlige retssager i fem distrikter.

Politiets arbejdsmetoder er en anden faktor, som mindsker

retssikkerheden. Ifølge Amnesty International sker det, at der

anvendes tortur over for mistænkte. Det skyldes, at politiets

uddannelse og tekniske kunnen ikke er tilstrækkelig. Ved at

støtte moderniseringer af et politilaboratorium i Kathmandu

prøver Danida at styrke politiets efterforskningsmetoder.

Desuden ydes støtte til valgkommissionen. Formålet er ikke

kun at sikre frie og fair valg og uafhængige kvalificerede lokale

politiske forsamlinger, men også at sikre, at de underprivilegerede

befolkningsgrupper, herunder kvinder fra de laveste

kaster, kommer til at deltage i beslutningsprocesserne.

Støtten til decentraliseringskomiteen og -sekretariatet er

rettet mod både politisk valgte beslutningstagere og administrationen,

som har et fælles ansvar for at etablere og opretholde

en ansvarlig og gennemsigtig offentlig administration,

som effektivt betjener borgere og institutioner.

124 125


Det samme gælder støtten til to særligt udvalgte distrikter,

som får støtte fra Danida, og til distriktsudviklingskomiteernes

organisation, Association of District Development

Committees in Nepal (ADDCN), som man har hjulpet op

at stå med Kommunernes Landsforening som fødselshjælper.

Et træningsinstitut i Kathmandu skal ruste både politikere og

embedsmænd bedre til at varetage deres opgaver, medvirke

til øget gennemsigtighed og ansvarlighed, samt gøre landsby-

og distriktsråd (VDC’er og DDC’er) bedre i stand til at

planlægge og gennemføre deres aktiviteter.

Offentlig opmærksomhed omkring menneskerettigheder

og lighed i hele befolkningens udfoldelsesmuligheder forsøges

fremmet gennem dansk støtte til en bred vifte af initiativer.

Bl.a. er der ydet støtte til to presseinstitutter, som har arrangeret

videreuddannelse for journalister. Det er typisk begyndt

med almindelige grundkurser og kurser i layout og avisdesign,

men efterhånden har der været større interesse for

kurser i undersøgende journalistik. En danskstøttet lokalradio

sender FM-båndet til Kathmandu-dalen, og der er ydet

støtte til fagforeninger og organisationer, som arbejder for

at forbedre menneskerettighedssituationen.

Moms

Et af de største problemer, som hindrer den nepalesiske

regering i selv at stå for en større del af landets udvikling, er

den manglende indtjening til statskassen. Danske rådgivere

udsendt af Danida har hjulpet den nepalesiske regering med

at indføre moms. Der er nu kommet et beskatningsgrundlag,

som det er meget svært at unddrage sig.

Det gjorde ikke begyndelsen nem, at momsen blev indført

under optakten til valget i 1999, men indtægterne er allerede

større end indtægterne fra de to skatter, som momsen afløste.

Og det trods af, at regeringen har måttet indgå en lang

række kompromiser med erhvervslivet, eftersom erhvervsorganisationen

Commerce and Industry og Federation of

Nepalese Chambers arrangerede strejker blandt handlende

og andre protestaktioner.

Det danske moms-initiativ åbner for så store muligheder,

at andre donorer og økonomiske analytikere sætter deres

lid til, at det vil gøre en betydelig forskel. Man forventer, at

grundlaget for at opkræve moms efterhånden kan udvides,

og undtagelserne fjernes.

Dansk bistand i øvrigt

Danida har gennem 23 år ydet støtte til mejerisektoren, og

der er ligeledes gennemført et omfattende projekt inden for

telekommunikation. Mejerierne og telekommunikationsselskabet

står over for en privatisering, og den danske støtte

vil blive afviklet i løbet af de kommende år.

Hvad den fremtidige sektorprogrambistand angår, er programmerne

under gennemførelse i samtlige sektorer.

NGO-bistanden til Nepal er også omfattende. En lang

række private danske organisationer er en del af det dansknepalesiske

udviklingssamarbejde. Mellemfolkeligt Samvirke

har mange frivillige og et meget stort program i Nepal. Organisationen

støtter både partnere blandt nepalesiske organisationer

og arbejder sammen med Danida i bl.a. undervisningssektoren

og inden for menneskerettigheder og demokratisering. Andre

store danske organisationer i Nepal er Folkekirkens Nødhjælp

og CARE Danmark. Begge støtter egnsudviklingsprojekter.

For Folkekirkens Nødhjælps vedkommende sker det igennem

Det Lutherske Verdensforbund. CARE er desuden involveret

i naturforvaltning. Desuden arbejder bl.a. Dansk Røde Kors,

Landsforeningen for Bedre Hørelse og Danmarks Farmaceutiske

Højskole i Nepal.

Den danske støtte er rettet mod områder, hvor behovet for

udvikling er udtalt, og hvor det står klart, at Nepal ikke alene

kan løfte byrden med at gøre noget ved fattigdommen.

De kommercielle relationer mellem Danmark og Nepal er

så lavt et niveau, at det ikke spiller nogen væsentlig rolle

set i forhold til bistandssamarbejdets omfang. Den danske

eksport til Nepal i 1997 beløb sig til 18 mio. kr., den danske

import fra Nepal var samme år 3,6 mio. kr., men det er

nu besluttet, at Danidas Privat SektorProgram, som støtter

samarbejder mellem danske virksomheder og virksomheder

i udviklingslandene, fremover også skal omfatte Nepal.

Det åbner helt nye perspektiver for danske investeringer i

landet.

126 127


Far og søn i Kathmandu.

I Nepal er der næsten

fem gange så mange børn

under fem år, som der er

voksne i alderen 50-55

år.

Foto: Søren Brix

Christensen/Polfoto

Benyttede kilder

Nedenfor nævnes nogle af de mest benyttede kilder ved

udarbejdelsen af denne bog. Ud over kilderne er en række

centrale personer i Nepal blevet interviewet, hvad der i høj

grad har virket inspirerende.

Martin Holtun, William Raeper og John Whelpton giver i

People Politics and Ideology – Democracy and Social Change

in Nepal (Mandala Book Point 1999) en glimrende fremstilling

af de senere års udvikling.

Lok Raj Barals Nepal – Problem of Governance (Konark

Publishers Pvt. Ltd., 1993) er stadig en god introduktion

til det politiske spil i 1990’erne.

Et nyttigt og grundigt værktøj er Nepal Human Development

Report 1998, som er udgivet af Nepal South Asia Centre.

Også UNDP’s årlige Human Development Report bør nævnes

her.

Human Development in South Asia, 1998, Mahboub Ul

Haq m.fl., har en god gennemgang af uddannelse i hele

regionen, herunder også et kapitel om Nepal.

Verdensbanken udgiver jævnligt væsentlige rapporter, i

denne forbindelse er benyttet The World Bank Country

Assistance Strategy, Nepal 1999-2001 samt Nepal 1997 Economic

Update: The challenge of Accelerating Economic Growth

(hertil opdateringer fra september og maj 1998).

Finansministeriet har udgivet Economic Survey Fiscal Year

1997-98 samt Budget Speech og Fiscal Year 1998-99. Endvidere

foreligger den niende udviklingsplan.

Central Bureau of Statistics under Plankommissionen

udgiver bøger med statistiske oplysninger. Den bedste og

mest pæ dagogiske kortlægning af den nepalesiske befolkning

findes nok i Nepal Social Demography and Expressions

(New Era 1998), af Harka Gurung.

Gode, sammenfattende skildringer af både politiske, sociale

og økonomiske forhold findes i Economist Intelligence

Unit’s årlige Country Profile, Nepal, samt den kvartalsvise

Country Report, Nepal.

128 129


Om dansk udviklingsbistand til Nepal er den væsentligste

litteratur Danidas tidsskrift Udvikling fra 2. marts 1998

Landestrategi for Nepal, Strategi 2000 og Danidas årsberetning,

alt sammen fra Udenrigsministeriet.

Magasinet Himal, ugebladet Spotlight og aviserne The

Kathmandu Post og The Rising Nepal er gode til at følge

den løbende udvikling i Nepal. Et væsentligt udsnit af

disse mediers artikler kan også hentes Internettet. Et

samlet overblik over nepalesiske nyhedsmedier nettet fås

via hjemmesiden www.nepalnews.com, som sammen med

regeringens hjemmeside adressen www.info-nepal.com/

nhp/govt. er de bedste udgangspunkter for at søge om

Nepal i al almindelighed.

Kvinderne tager sig af

børnene og gør størstedelen

af arbejdet i både

marken og hjemmet.

Foto:

Poul Struve Nielsen

130 131


Poul Struve Nielsen, f. 1960, journalist. 1998-2000 bosiddende

i New Delhi som Sydasien-korrespondent til danske

medier.

2001

© Udenrigsministeriet

Redaktionen sluttet januar 2001

Udenrigsministeriets Informationssekretariat

Asiatisk Plads 2

1448 København K

Tlf. 33 92 00 00

E-mail: um@um.dk

Internet: www.danida.dk

Produktion: Udenrigsministeriets Informationssekretariat

Redaktion: Lise Penter Madsen

Forsidefoto: Poul Struve Nielsen

Bagsidefoto: Sportsphoto LtD/Polfoto

Grafi sk produktion: aparte ® design af kommunikation

Tryk: Kannike Tryk A/S

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det internationale

udviklingssamarbejde fi ndes i Danidas årsberetning

og i loven om internationalt udviklingssamarbejde.

Beretning, pjecer, av-materialer m.v. kan fås ved henvendelse

til:

Bech Distribution A/S

Postboks 176

Hedelykken 2-4

2640 Hedehusene

Tlf. 46 55 01 55 · Fax: 45 55 01 69

E-mail: bdm@bech-distribution.dk

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikke nødvendigvis

sammenfaldende med Udenrigsministeriets.

ISBN: 87-7964-013-3

132

More magazines by this user
Similar magazines