En politisk og økonomisk oversigt af Niels Severin Munk

Kenya - en politisk og økonomisk oversigt · Niels Severin Munk 

Kenya 

En politisk og økonomisk oversigt 

af Niels Severin Munk

Kenya 

En politisk og økonomisk oversigt 

af Niels Severin Munk

Sudan 

Uganda 

Mt. Elgon 

L. 

Victoria 

L. Natron 

Tanzania 

0- 200 meter 

200-1000 meter 

1000-2000 meter 

2000-3000 meter 

over 3000 meter 

L. Turkana 

L. Baringo 

L. Magadi 

Kilimanjaro 

L. Chew 

Bahir 

Mt. Kenya 

Etiopien 

K e n y a 

Nationalgrænse 

Flod 

DK 

Somalia 

Indiske 

Ocean 

Kenya 

Kenya 

Indholdsfortegnelse 

1. Landet og folket................................. 9 

Geografi og ressourcer ........................................... 9 

Mennesker i Kenya ............................................. 12 

2. Historie ............................................. 21 

En oldgammel civilisation ................................... 21 

Britisk koloni ...................................................... 24 

Frihedskrig og uhuru ........................................... 27 

3. Fra uhuru til 1994 ............................ 33 

Jomo Kenyatta .................................................... 33 

Daniel arap Moi. I Kenyattas fodspor .................. 35 

Kampen for flerpartisystem ................................. 38 

Valget i 1992....................................................... 41 

4. Den økonomiske udvikling............ 49 

Fra plus-vækst til minus-vækst ............................. 49 

Centraladministrationens forfald ......................... 52 

Korruption med makroøkonomiske konsekvenser 55 

Vigende udenlandsk interesse og bistand ............. 58 

Omsvinget i 1993. Hastige økonomiske reformer 63 

5. De enkelte sektorer......................... 71 

Landbrug ............................................................ 71 

Industri ............................................................... 79 

Turisme ............................................................... 84 

Transport og kommunikation .............................. 87 

Energi ................................................................. 92

6. Sociale forhold ................................ 97 

Sundhed.............................................................. 97 

Uddannelse ....................................................... 100 

Menneskerettigheder ......................................... 105 

Etnisk udrensning ............................................. 110 

Kvinders rettigheder .......................................... 112 

7. Udenrigspolitik ...............................115 

Tanzania............................................................ 115 

Uganda ............................................................. 116 

Etiopien ............................................................ 118 

Sudan................................................................ 118 

Somalia ............................................................. 119 

Det sydlige Afrika ............................................. 119 

Donorlandene ................................................... 120 

8. Udenlandsk bistand...................... 125 

Dansk bistand ................................................... 127 

9. Fremtiden ....................................... 135 

Læs mere om Kenya........................... 139 

Fakta om Kenya 

Selvstændighed: 

1963 1963 

1963 

Areal: 

583.000 583.000 kv kv kvadr kv kv adr adratkilometer adr atkilometer (13 (13 gange gange Danmark) 

Danmark) 

Statsform: 

Republik. epublik. Civilt Civilt flerpar flerpartistyr 

flerpar tistyr tistyre tistyr 

Præsident: 

Daniel Daniel ar arap ar ap Moi Moi (1978) 

(1978) 

Han Han er er samtidig samtidig formand formand formand for for r rregeringspar 

r egeringspar 

egeringspartiet 

egeringspar tiet 

Kenya enya African African National National Union, Union, K KKANU 

K 

Hovedstad: 

Nair Nairobi. Nair obi. 2,7 2,7 mio mio. mio . indb indbygger indb indb ygger yggere ygger e (skøn (skøn for for 1993) 

1993) 

Befolkning: 

27 27 mio mio. mio . (skøn, (skøn, medio medio 1994) 

1994) 

Befolkningsvækst: 

3,3 3,3 pct. pct. p pp.a. 

p p.a. 

.a. (skøn (skøn for for 1993) 

1993) 

Børnedødelighed: 

90 90 ud ud af af 1000 1000 nyfødte nyfødte dør dør, dør , inden inden de de fylder fylder fem fem år 

år 

(1992) (1992) 

(1992) 

Læsekyndighed: 

71 71 pct. pct. af af de de v vvoksne 

v voksne 

oksne (1992) 

(1992) 

Gennemsnitlig forventet levealder: 

58,6 58,6 år år (1992) 

(1992)

Religion: 

Katolikker atolikker 27 27 pct., pct., pr protestanter pr otestanter 19 19 pct., pct., andr andre andr e kristne kristne 

kristne 

27 27 pct., pct., muslimer muslimer 6 6 pct., pct., andr andre andr e kirker kirkeretninger kirker etninger og 

og 

tr traditionelle tr aditionelle r rreligioner 

r eligioner 21 21 pct. 

pct. 

BNI pr. indbygger: 

310 310 dollars dollars (1992) 

(1992) 

Import: 

1.713 1.713 mio mio. mio . dollars dollars (1992) 

(1992) 

Eksport: 

1.339 1.339 mio mio. mio . dollars dollars (1992) 

(1992) 

Vigtigste eksport/valutaindtjening: 

Turisme, urisme, kaffe, kaffe, te 

te 

Samlet udviklingsbistand: 

780 780 mio mio. mio . dollars dollars (1992) (1992) sv svar sv ar arende ar ende til til 9,1 9,1 pct. pct. af af B BBNI 

B I og 

og 

31 31 dollars dollars pr pr. pr . indb indbygger indb ygger 

Danmarks bistand: 

100 100 mio mio. mio . kr kr. kr kr. 

. (1993) 

(1993) 

Officielle sprog: 

Engelsk Engelsk og og kiswahili kiswahili 

kiswahili 

Valuta: 

Én Én K KKenya 

K enya Shilling Shilling Shilling = = 100 100 cent cent = = 0,14 0,14 kr kr. kr . (oktober (oktober (oktober 1994) 

1994) 

Kilder: 

- World Development Report 1994. World Bank, Washington 

- Human Development Report 1994. UNDP, New York 

- Development Co-operation 1993. OECD, Paris, 1994 

- The World Bank Atlas 1994, Washington 

Nyahururu 

Nakuru 

Lokichokio 

Gilgi 

Naivasha 

Lodwar 

Kanpenguria 

Kitale 

Nyeri 

Meru 

Nanyuki 

Muranga 

Thika 

Nairobi 

Maralal 

Bungoma Webuye 

Eldoret 

Isiolo 

Busia Kakamega 

Kisumu 

Nyahururu Nanyuki 

Meru 

Homa 

Bay 

Nakuru 

Molo 

Kericho Gilgi 

Kisii 

Naivasha 

Nyeri 

Embu 

Muranga 

Migori 

Narok 

Thika 

Nairobi 

Athi 

River 

Kajiado 

Machakos 

Embu 

Athi River Machakos 

Voi 

Moyale 

Marsabit 

Hola 

Garissa 

Kilifi 

Wajir 

Malindi 

Mombasa 

Asfaltvej 

Grusvej 

Vej der kun er 

farbar i tørtiden 

Jernbane 

Landegrænse 

Lamu 

Lufthavn 

Storbyer 

Havn 

Mandera 

Flyveplads 

Landingsbane 

Større by

8 

Urbanisering: 70 pct. af 

befolkningen lever i landdistrikterne. 

Men presset 

på jorden gør det umuligt 

for landbofamilier at leve 

af landbrug alene, og 

mange søger mod byerne - 

og slummen. 

Foto: Jørgen Schytte. 

1. 

Landet og folket 

Geografi og ressourcer 

Kenya ligger i Østafrika på ækvator. Næsten alle klimatiske 

og økologiske zoner findes, når toppen af Mount Kenya, 

Afrikas næsthøjeste bjerg, tæller med. Mod øst ligger det 

tropiske Indiske Ocean med kridhvide palmestrande, krystalklart 

vand og ideelle vilkår for turisterne. Da vandet er 

så rent, er der end ikke næring til en fødekæde som basis 

for kommercielt fiskeri. Mod nordøst og nord grænser Kenya 

mod Somalia, Etiopien og Sudan. Der er tale om lange 

grænser i ørkensandet i områder, som er umulige at kontrollere 

og sparsomt befolket med nomader på evig vandring 

efter vand og græs. Mod vest går grænsen til Uganda. Ørken 

i nord og frodigt landbrugsland i syd. Afrikas største 

sø, opkaldt efter dronning Victoria, danner hjørne til Uganda 

og Tanzania. Sydgrænsen skærer sig efter en lineal, med et 

enkelt hop nord om Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, ned 

til det Indiske Ocean lidt syd for Kenyas og Østafrikas største 

havneby, Mombasa. 

Grænserne blev trukket i kolonitiden i sidste århundrede. 

Som overalt i Afrika går de tværs gennem områder med 

samme etniske befolkning. Da linealerne blev lagt ind over 

Afrikakortet, var der stadig hvide pletter og kun ringe kendskab 

til etniske grupperinger. Politik og økonomiske 

stormagtsinteresser var altafgørende. Også helt absurde 

hensyn, som f.eks. at den tyske kejser Wilhelm manglede 

et ordentligt bjerg. Derfor forbarmede dronning Victoria 

sig over ham og lod grænsen mod det tyske Tanganyika 

trække nord om Kilimanjaro. Baggrunden for mange afrikanske 

krige findes netop i kolonimagternes lemfældige 

grænsedragninger. 

Kenya dækker 583.000 kvadratkilometer, svarende til tretten 

gange Danmark. Mere end fire femtedele har så lidt regn, 

at der enten er ørken, busksteppe eller savanne. Disse tyndt 

befolkede områder egner sig kun til nomadekultur. Det 

9

egentlige landbrugsareal er derfor kun godt fire gange Danmarks 

størrelse. 

Placeringen på ækvator betyder, at temperaturen er ret konstant 

året igennem - dog en anelse koldere i de europæiske 

sommermåneder. Det stærkt varierende regnfald er fordelt 

på to regntider, som bestemmer landbrugets sæsoner. Regnen 

falder fortrinsvis i et bælte ved oceankysten, i det centrale 

og vestlige højland og ved Victoria-søen. Der er en vis 

regelmæssighed for regntiderne, men store udsving fra år 

til år. I det centrale højland er der normalt to regntider. Den 

"lange regn" fra april til juni og den "korte regn" i oktober 

og november. I tre af de sidste fem år har Kenya, i lighed 

med andre lande i det østlige Afrika, haft alvorlige tørkeproblemer. 

Heller ikke Kenya har haft ressourcer til at investere 

i de meget dyre overrislingsanlæg, som med den 

stærkt varierende regnmængde også kun kan give en begrænset 

forbedring af fødevaresikkerheden. 

En stor del af landet er placeret i den såkaldte Great Rift 

Valley, en gravsænkning eller sprækkedal, der løber fra Nildalen 

gennem det østlige Afrika og ned til Tanganyika- og 

Malawi-søerne. Der er både aktive og udslukte vulkaner og 

med mange års mellemrum også svage jordskælv. 

Kenya udnytter varmen i undergrunden, og landet har 

Afrikas eneste geotermiske energianlæg. Gennem flere kilometer 

dybe borehuller i Olkaria tæt ved Naivasha-søen 

føres overophedede vanddampe op til drift af turbiner, der 

trækker elgeneratorer. Dampene bliver derefter til vand, der 

pumpes tilbage i hullerne. Forureningsgraden er forsvindende 

lille, hvilket også ses på det naturlige plante- og dyreliv, 

som trives helt op til værkets indhegning. 

Både i Kenya og i de andre Rift Valley-lande har man i 

årtier forsøgt at finde råstofforekomster, som er store nok 

til en rentabel udnyttelse. I Kenya er der endnu kun lidt at 

hente. Ved Magadi-søen i det hede lavland syd for Nairobi 

udvindes store mængder salt og soda ved fordampning af 

søvandet i flade bassiner. Hertil kommer mindre mængder 

af mere sjældne mineraler. I Kerio-dalen i nordvest udvindes 

fluorspar (husspat), der eksporteres til brug i stål- og kemiske 

industrier. Limsten til cementproduktion brydes flere 

steder, og ved Gilgil, ikke langt fra Nairobi, udvindes 

10 

Vand er altafgørende: 

Kvinder og mænd bærer 

byggemateriale til etablering 

af 30 cm høje cementkanter, 

der i regntiden 

skal lede vandet 

ned ad bjerget til 

vandreservoirer. 


diatomit, der indgår som råstof i filtre og isoleringsmaterialer. 

Prøveboringer efter olie og naturgas har endnu ikke givet 

positive resultater, men alligevel nok til at forsøgene fortsætter 

især i dalen syd for Turkana-søen. Kenya er derfor 

afhængig af olieimport til industridrift og transport. Omfattende 

investeringer i vandkraftværker ved Tana-floden i 

øst og Turkwell-floden i nordvest har dog i de seneste godt 

ti år medvirket til at begrænse olieimporten. 

Frugtbar landbrugsjord med tilstrækkeligt - men meget 

svingende - regnfald er stadig Kenyas vigtigste produktionsfaktor. 

Af stor økonomisk betydning er imidlertid også 

turismen, som nu er landets vigtigste valutakilde. Det er 

Kenyas enestående rige naturressourcer i dyreparkerne, ved 

kysterne, i skovene, i bjergegnene og i ørknerne, der trækker 

alle slags turister til landet. Safari betyder rejse på lokalsproget 

kiswahili og er varebetegnelsen for det vigtigste 

produkt i kenyansk turisme. 

Både landbruget og turismen er udviklet i takt med Kenyas 

vidtstrakte vejnet. Hovedruterne er overalt i landet af god 

11

kvalitet, og vedligeholdelsen er god efter afrikanske forhold. 

De tættest befolkede områder bindes sammen af asfalterede 

hovedveje. Kenyas internationale lufthavne, Jomo Kenyatta 

International Airport i Nairobi og Moi International Airport 

i Mombasa, beflyves i dag af de fleste store europæiske 

og mellemøstlige luftfartsselskaber. Den omfattende kenyanske 

eksport af blomster og grøntsager og den store og voksende 

turisme er kun en del af forklaringen på den intense 

lufttrafik. De store investeringer i luftfartsvæsenet og de 

mange ugentlige flyvninger skyldes også Kenyas - og ikke 

mindst Nairobis - centrale placering som hovedkvarter for 

flere FN-organisationer, som regional base for internationale 

firmaer og for statslige og private bistandsorganisationer. 

Udviklingen af Kenyas infrastruktur har, siden briterne 

anlagde jernbanen fra Mombasa til Kisumu, nydt godt af 

transittrafik og er uden sammenligning den bedst udbyggede 

i denne del af Afrika. Med de seneste årtiers investeringer 

i bivejsnettet i de tætbefolkede og mest frugtbare egne 

har Kenya skabt en betydelig samfundsejet ressource. 

Mennesker i Kenya 

I 1994 var Kenyas befolkning lidt over 27 millioner. Udviklingen 

fremgår af figur 1. Resultatet af den seneste folketælling 

fra 1989 blev først offentliggjort i 1994, og samtlige 

analyser er endnu ikke færdige (oktober 1994). Et vigtigt 

resultat er imidlertid klart dokumenteret: Kenyas rekordstore 

befolkningsvækst på 4,1 pct., som fremgik af folketællingen 

i 1979, er faldet til 3,3 pct. (se figur 2). Alle 

vurderinger viser, at den faldende tendens fortsætter. At 

Kenya i mange år var opført i den berømte Guinness Rekordbog 

med verdensrekord i befolkningsvækst skyldtes især, at 

et hastigt fald i spædbørnsdødelighed i mange år ikke gav 

tilsvarende fald i fødselstallene. I de 30 år siden uafhængigheden 

er det gennemsnitlige fødselstal kun faldet med en 

femtedel. Gennemsnitsfamilien har i dag fem børn. Det 

nøjagtige tal er 5,4 (se også figur 3). Af 1000 nyfødte dør 

90 inden de bliver fem år (1992). Det er stadig en høj 

dødelighed. 

Men i 1980'erne er den kenyanske kernefamilie altså 

12 

Figur 1 - Samlet befolkning 

40 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

Figur 2 - Befolkningsvækstrate 

4,00 % 

3,75 

3,50 

3,25 

3,00 

Figur 3 - Fertilitet 

8 

7 

6 

5 

4 

mio. 

1948 1960 1970 

1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 

Børn pr. kønsmoden kvinde 

Skønnet 

befolkningsudvikling 

1994 - 2020 

1980 1990 2000 2010 2020 

1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 

13

egyndt at blive mindre, selvom også 3,3 pct. er en meget 

høj vækstrate og en stor belastning for det kenyanske samfunds 

muligheder for at klare de nødvendige investeringer 

i uddannelse, drikkevand og sundhed. I 1990'erne har disse 

investeringer ikke kunnet lade sig gøre, da den økonomiske 

vækst har ligget betydeligt under befolkningsvæksten. 

Verdensbanken og FN's udviklingsprogram (UNDP) anslår, 

at befolkningsvæksten i Kenya frem mod år 2000 vil 

falde lidt, og det forventes, at befolkningen er vokset til knap 

33 mio. i år 2000. Fortsætter tendensen, vil der i år 2014 

være dobbelt så mange kenyanere som i 1994, altså 54 mio. 

Verdensbankens prognoser opererer med en hastigere faldende 

vækstrate og sætter befolkningen i 2025 til 47 mio. 

og en såkaldt "hypotetisk stationær" befolkning til 75 mio. 

Uanset hvilken af de teoretiske vækstkurver, der kommer 

til at passe, vil de kommende årtier øge presset på Kenyas 

ressourcer. De dyrkbare arealer bliver ikke større, men presset 

på dem øges hvert år. Endnu har det ikke givet anledning 

til en omfordeling af jorden, hvilket vil være den eneste 

holdbare løsning på produktionsog beskæftigelsesproblemerne. 

Tre fjerdedele af kenyanerne bor på landet. Familierne 

ernærer sig på små selvejer-landbrug, som jordløse landarbejdere 

eller som kvægnomader. Nogle steder kan det være 

svært at skelne mellem agerbrugere og kvægfolk, da der 

foregår en stadig forskydning mod agerbrug. Regeringens 

politik har længe været at bosætte nomaderne for lettere at 

kunne inddrage dem i den moderne pengeøkonomi og 

sociale udvikling med uddannelse og sundhedstjeneste, men 

også for bedre at kunne kontrollere deres bevægelser især i 

de urolige grænseegne i nord og øst. Der er stadig godt 1 

million nomader fordelt på et par hundrede tusinde familier. 

De største stammer er masaier i syd og turkanere, somalier, 

boraner, gabra, rendiler og samburuer i nord. Deres 

kultur er under stadigt pres, og de udgør fortsat et uløst 

socialt, kulturelt og udviklingsmæssigt problem for mange 

forskere og bistandsfolk i og uden for Kenya, som gerne vil 

sikre en acceptabel og gradvis forbedring af deres tilværelse. 

Vandringen fra by til land er gået stærkt i Kenya. Urbaniseringen 

sker med en vækst i bybefolkningen på knap 8 

14 

pct. om året. En tredjedel vil være byboere i år 2000 mod 

en tiendedel ved uafhængigheden i 1963. Også denne udvikling 

er en stor belastning for befolkningen. Resultatet ses 

tydeligt i stigende fattigdom, kriminalitet og sociale problemer 

i Nairobi og de andre store byer. Nairobi har ca. 2,7 

mio. indbyggere, hvoraf 1,7 mio. bor i slum. 

I 1992 var den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger 

310 dollars, hvilket placerer Kenya som det 19. fattigste 

udviklingsland i verden. Udviklingen i gennemsnitsindkomsten 

ses af figur 4. Gennemsnittet dækker over meget store 

indkomst- og formueforskelle. Der er mange millionærer i 

Kenya, men over halvdelen af befolkningen (i 1992 var det 

13,2 mio. mennesker, heraf 10,4 i landdistrikterne) lever 

under forhold, som af FN og Verdensbanken defineres som 

"absolut fattigdom". 5,8 mio. kenyanere har ikke adgang 

til sundhedstjeneste, og 12,7 mio. har ikke nem adgang til 

rent drikkevand. De seneste år er forskellene uddybet og 

fattigdomsprocenten og de sociale spændinger øget. 

Over 50 pct. af kenyanerne er under 15 år, hvilket også 

er en stor belastning for økonomien, hvis de skal sikres mad, 

tøj, sundhed og uddannelse. Forsørgerbyrden er i de seneste 

generationer øget. En stigende del af de unge får i dag 

en grundskoleuddannelse og er gradvis blevet et økonomisk 

passiv for den fattige bondefamilie, hvor de tidligere var en 

fast og nødvendig del af arbejdskraften. Udviklingen og 

Figur 4 - Bruttonationalindkomst pr. indbygger 

400 

300 

200 

100 

$ 

1972 1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 

15

konkurrencen i samfundet har medført, at de kenyanske 

familier på landet nu er under hårdt pres for at skaffe kontanter 

til uddannelse og sundhed. De seneste års forarmelse 

både på landet og i byerne taler sit tydelige sprog gennem 

frafald fra skolerne - pigerne tages først ud - og stigende 

sygdom og dødelighed, især blandt de alleryngste, hvor 

banale sygdomme udvikler sig katastrofalt. Den gennemsnitlige 

levealder er dog for et udviklingsland stadig ganske 

høj, 58,6 år i 1992. 71 pct. af de voksne kan læse og skrive, 

også det er højt for et udviklingsland. 

Arbejdsstyrken anslås at være 40 pct. af befolkningen, 

hvoraf igen 40 pct. er kvinder. 81 pct. af arbejdsstyrken var 

i 1992 beskæftiget ved landbrug og kun 7 pct. i industrien. 

De resterende 12 pct. var beskæftiget ved servicefag. Andelen 

i landbrug er faldende, men langsomt. De samme tal 

var i midten af 1960'erne henholdsvis 86 pct.(landbrug), 5 

pct.(industri) og 9 pct.(servicefag). 

I den officielle statistik fra folketællingen i 1989 fordeles 

befolkningen på 39 stammer. Hertil kommer et lille antal 

asiater og europæere med kenyansk statsborgerskab (henholdsvis 

53.000 og 3.000) eller med opholds- og arbejdstilladelse 

(henholdsvis 35.000 og 31.000). 

De største stammer er: 

kikuyu 4,4 mio. kamba 2,5 mio. 

luhya 3,1 - kisii 1,3 - 

luo 2,7 - meru 1,1 - 

kalenjin 2,5 - mijikenda 1,0 - 

Stammernes fordeling fremgår af kortet på modstående side. 

Flere af stammerne, f.eks. kalenjin, som præsident Moi 

tilhører, og mijikenda fra kystområdet, er sammensat af 

mindre stammer eller klaner. Tallet på 39 stammer giver 

derfor ikke et fuldt dækkende billede af den heterogene 

sammensætning af befolkningen. Da resultaterne fra 1989tællingen 

blev offentliggjort, skabte de nye tal ophidset debat 

mellem toppolitikere fra de enkelte stammer. Nogle mente, 

at tallene var blevet manipuleret for at styrke kalenjin-alliancen, 

og at der lokalt var blevet svindlet med opgørelsen 

for at skabe nye administrative distrikter og dermed flere 

valgkredse for de traditionelt regeringstro stammer. 

Den politiske debat om folketællingen med nye udslag 

16 

Sudan 

Uganda 

L. 

Victoria 

Stammernes geografiske fordeling 

Turkana 

Iteso 

Turkana 

Bukusu 

Luhya Nandi 

Luo 

Kisumi 

Kipsigis Nyanoarva 

Kisii 

Luo Kisii 

Kuria 

Kikuyu 

Masai 

Marakwet 

Tanzania 

Turkana 

Gabra 

Samburu 

Masai 

Kikuyu 4,4 millioner 

Luhya 3,1 - 

Luo 2,7 - 

Kalenjin 2,5 - 

Kamba 2,5 - 

Kisii 1,3 - 

Meru 1,1 - 

Mijikenda 1,0 - 

Rendile 

Boran 

Etiopien 

Meru 

Tharaka 

Korokoro 

Mumoni 

Pokomo 

Galla 

Kamba 

Sanye 

Kamba 

Galla 

Tikuu 

Taita 

Sagala 

Taveta 

Ajuran 

Boran 

Vo 

Giriama 

Rabai 

Digo 

Swahili 

Gurreh 

Somali 

Bajun 

Merile 

Somalia 

Indiske 

Ocean 

17

af stammemodsætninger kom på et tidspunkt, da etniske 

stridigheder var genopstået især i de egne af Rift Valley, hvor 

kikuyuer i generationer havde levet som agerbrugere i grænseegnene 

til andre stammer især kalenjin-gruppen og 

masaierne. Af rent politiske grunde blev den endelige offentliggørelse 

af folketællingens hovedresultater derfor udskudt 

til begyndelsen af 1994. Indsamling og bearbejdning 

af data blev støttet med penge og rådgivere af FN's 

befolkningsfond (UNFPA), som har afvist kritikken af 

folketællingens kvalitet. Forløbet viste imidlertid med al 

ønskelig tydelighed, at stammemodsætningerne i Kenya er 

stærke og ikke behøver megen næring for at blive et altdominerende, 

og sprængfarligt, tema for den politiske debat. 

Hovedparten af den ikke-afrikanske befolkning er af asiatisk 

og arabisk oprindelse; mange er anden eller tredje generation 

af handlende og håndværkere (bl.a. fra jernbanebyggeriet), 

som kom til landet i begyndelsen af dette 

århundrede. I kraft af deres særlige talent for handel og 

småindustri og deres organisatoriske og administrative evner 

har de en økonomisk og derigennem politisk indflydelse, 

som langt overstiger deres relative størrelse. 

Der er i dag næsten lige så mange europæere i Kenya som 

ved uafhængigheden. De fleste er udsendt af private virksomheder 

og organisationer, eller de er embedsmænd og 

bistandspersonale udsendt af internationale bistands- og 

hjælpeorganisationer. Nairobi og til dels også Mombasa har 

de seneste år udviklet sig til regionale centre for erhvervslivet 

og hjælpearbejdet (både udvikling og nødhjælp) til mange 

af landene i det østlige Afrika især Somalia, Etiopien, Eritrea, 

Sydsudan, Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania. Bybilledet 

i Nairobis centrum ligner med sine skyskrabere og sin 

europæiske befolkning (både fastboende og turister) knap 

nok en afrikansk hovedstad. Ude i landet er der stadig en 

del såkaldte "hvide farmere" herunder også en del danske. 

Mange har imidlertid måttet erkende, at manglen på 

landbrugsjord har øget presset for at få dem til at sælge, og 

de har derfor valgt at søge ind i servicesektoren, f.eks. turist-, 

hotel- og restaurationsbranchen. 

Tre fjerdedele af befolkningen er kristne (27 pct. katolikker, 

19 pct. protestanter og 27 pct. andre kristne), og der 

18 

Kambakvinder og -mænd. 

I Kenya har det fortsat 

stor betydning, hvilken 

stamme, man tilhører. 


er et meget aktivt kirkeliv. Ved kysten og i nordøst-provinsen 

er flertallet muslimer, men i alt kun 6 pct. af hele befolkningen. 

Der har været enkelte udslag af muslimsk 

fundamentalisme i Mombasa især foranlediget af, at et 

muslimsk parti ikke fik lov at opstille ved valget i 1992. 

Resten, 21 pct., tilhører andre kirkeretninger eller traditionelle 

religioner. 

Kenya er officielt tosproget. Engelsk og kiswahili bruges 

sideordnet i parlamentet og undervisningen. Siden uafhængigheden 

er der gjort en stor indsats for at skabe en stærkere 

national identitet og fællesskabsfølelse også ved aktivt at 

udbrede kiswahili som fællessprog. Det var således i lang 

tid forbudt at bruge stammesprog, der er førstesprog for stort 

set alle kenyanere, til skriftlig fremstilling. Administrationen 

og statsapparatet benytter stadig engelsk som arbejdssprog, 

men meget skriftligt materiale udsendes også på 

kiswahili. 

19

20 

Masaierne lever i dag i 

grænseområdet mellem 

Tanzania og Kenya, hvor 

arkæologer har gjort en 

række værdifulde fund. 


2. 

Historie 

En oldgammel civilisation 

I 1976 fandt dr. Mary Leakey i spidsen for et hold arkæologer 

50 meter forstenede fodspor i en klippeskråning ved 

Laetoli i det nordlige Tanzania. Det enestående var, at de 

helt tydeligt er afsat af et opretgående tobenet væsen for 

næsten 4 millioner år siden. Udgravninger i Afar-området 

i Etiopien har frembragt det verdensberømte ukomplette 

skelet, der har fået navnet "Lucy", som regnes for at være 

omkring 3 millioner år gammelt. Begge fund regnes til det 

udviklingstrin, der benævnes "australopithecus". Det betyder 

den sydlige abe, og henviser til, at de første spor blev 

fundet i Sydafrika i 1924. 

Allerede i 1959 havde Mary Leakey ved Olduvai Gorge, 

også i det nordlige Tanzania, fundet et næsten komplet kranium 

med intakt tandsæt. Alderen anslås til 1,8 millioner 

år. Hjernekapaciteten er knap en halv liter og dermed en 

tredjedel af det moderne menneskes. På grund af kraniets 

form med ophæng for kraftige kæbemuskler fik det tilnavnet 

"nøddeknækker-manden". Siden er der i Kenya, især 

ved Koobi Fora på østkysten af Turkana-søen, fundet mange 

rester af denne vores tidlige forfader. Samme sted fandtes i 

1960 kranierester med større hjernekapacitet ("homo habilis" 

eller "handy man") der tidsmæssigt er på alder med "Javamanden" 

og "Peking-manden" fundet i henholdsvis 1891 

og 1926. Ved Koobi Fora er senere fundet rester af "homo 

erectus", der menes at have kunnet jage med våben og bruge 

ild og er udvandret fra Afrika til mange andre steder i den 

gamle verden. 

Et skelsættende fund blev gjort af den kenyanske arkæolog 

Kamoya Kimeu i 1984. Et næsten komplet, 1,6 millioner 

år gammelt skelet af en ca.12-årig dreng af typen "homo 

erectus". Han var 160 centimeter og ville være blevet over 

180, hvis han var blevet voksen. Højere end man indtil da 

havde troet om hans art. 

21

22 

Dr. Mary Leakeys hold af 

arkæologer i gang med 

udgravninger ved Koobi 

Fora. 

Foto: Camerapix, 

Nairobi. 

For 400.000 år siden begyndte væksten af hjernekapaciteten 

og dermed udviklingen fra "homo erectus" til 

"homo sapiens" eller det tænkende menneske. Dette er vores 

forfader, som anses for at have været et veletableret pattedyr 

for omkring 100.000 år siden. Knogle- og kranierester 

fra denne udviklingsperiode er i rigt mål fundet i det østlige 

Afrika. "Rhodesia-manden" i Zambia (Kapwe) og andre 

i Etiopien (Bodo) og Tanzania (Ngolaba). De kenyanske 

fund er nyere, fra 1983, på stranden ved Eliye Springs på 

vestsiden af Turkana-søen. 

De rige fund i Kenya af de første tegn på menneskelig 

civilisation kan ses mange steder i landet og i udstillingsmontrene 

på Nationalmuseet i Nairobi. Familien Leakey har 

en stor del af æren for udgravningerne i Kenya og opbygningen 

af en kenyansk arkæologisk tradition, der dækker 

fra de allertidligste perioder over stenalderens omkring 

100.000 år med mange fund fra det kenyanske højland og 

Rift Valley og til jernalderen, der menes introduceret i Afrika 

af bantu-folket for 1500 til 1000 år siden. Der er gjort mange 

jernalderfund i Kenya, de fleste i en ring uden om fund fra 

den yngste stenalderperiode. Dette antages at betyde, at de 

indvandrende agerbrugere og kvægfolk ikke har villet eller 

kunnet bosætte sig sammen med stenalderkulturens jægere 

og samlere. Det antages, at der herefter er sket store ændringer 

i områdets produktionsog økosystemer som følge 

af omfattende folkevandringer på kryds og tværs i det østlige 

Afrika. Også de lokale samhandelsmønstre og betingelserne 

for handel mellem landets indre og kystbyerne, som 

i en lang periode kontrolleredes af arabiske handelsfolk og 

sultanatet på øen Zanzibar, ændredes i denne periode. 

Ved slutningen af forrige århundrede havde mange tidligere 

nomade- og kvægfolk slået sig ned som agerbrugere i 

samfund med tiltagende arbejdsdeling og specialisering. Der 

handledes mellem forskellige erhverv inden for stammen, 

men der var også opstået en vis arbejdsdeling mellem stammerne 

med livligt samkvem og handel. Landet var meget 

tyndt befolket og landbrugsteknikken på et lavt niveau. 

Jorden blev brugt yderst ekstensivt med nomadekvæg og 

svedjebrug, hvorved jorden afbrændes og dyrkes, til den er 

udpint, hvorefter et nyt jordstykke afbrændes. Redskaberne 

23

var simple, og der blev næsten kun produceret til storfamiliens 

eget brug. Enkelte stammer havde med et vist held 

kunnet forhindre fjendtlig indtrængen i området, men blev 

tit svækket af indbyrdes krige og epidemier. 

Britisk koloni 

Efter årtiers opdagelsesrejser i den østlige del af Afrika besluttede 

det britiske verdensrige at inddrage Uganda og 

Kenya i imperiet. Først sendte man i 1870'erne missionærer 

og administratorer i stort tal til det frodige og tæt befolkede 

landbrugsland i det sydlige Uganda. Det varede ikke 

længe, før de og en voksende skare af immigranter blev klar 

over, at jordkvalitet og konstant regnmængde var perfekt 

til dyrkning af bomuld og kaffe. For at udnytte mulighederne 

måtte der imidlertid etableres en forbindelse til kysten. 

Det var oplagt, at ruten mod øst over Victoria-søen og 

derefter 1000 kilometer over land til Mombasa var kortere 

og terrænet lettere tilgængeligt end til noget sted på vestkysten 

af Afrika. Det blev derfor besluttet at anlægge en 

jernbane. Indtil den stod færdig, var den eneste mulighed 

at bruge karavanetransport. Mombasa-Kampala tur/retur 

kunne tage et år og kostede 300 Pund Sterling for et ton 

varer. 

I 1888 blev det nuværende Kenya erklæret britisk kronkoloni 

som led i de europæiske kolonimagters opdeling af 

næsten hele det afrikanske kontinent. Et britisk jernbaneselskab 

i Indien fik i 1892 til opgave at anlægge en jernbane 

fra Mombasa til Kisumu, hvorfra der skulle være 

skibsforbindelse over Victoria-søen til havnebyen ved Ugandas 

hovedstad, Kampala. Der blev indført 20.000 jernbanearbejdere 

fra Indien. Det blev indledningen til den asiatiske 

bosættelse i Østafrika. Anlægsarbejdet begyndte i Mombasa 

i 1896. Fem år og fire måneder efter blev den sidste bolt 

skruet i af Florence Preston, som var gift med chefingeniøren 

for skinnearbejdet. Den lille havneby, hvor det skete, blev 

kaldt Port Florence, men har skiftet navn til Kisumu. Senere 

er sporene forlænget nord om søen til Kampala. 

Omtrent midtvejs på et øde sted i det centrale højland i 

1800 meters højde over havets overflade blev der indrettet 

24 

Den britiske kolonimagt 

foretog ofte razziaer - her 

på et marked i Nairobi 

kort før uafhængigheden. 

Foto: Polfoto. 

et reservedelslager og reparationsværksted. Masaiernes navn 

for stedet var Enkare Nairobi, der betyder "stedet med det 

kolde vand". Da jernbanens hovedkvarter i 1899 kunne flyttes 

hertil, var det begyndelsen til Kenyas hovedstad, Nairobi. 

Det primære mål med koloniseringen af Kenya var at sikre 

forbindelsen til Uganda. De høje omkostninger ved 

jernbanebyggeriet var imidlertid en yderligere årsag til, at 

kolonimagten tidligt begyndte at lægge planer for at udnytte 

Kenya og derved sikre rentabiliteten. En regeringskommission 

besøgte området i 1902 og konkluderede, at 

det økonomiske grundlag for jernbanen ikke var at effektivisere 

det kenyanske bondebrug. Et langt bedre, og sikrere, 

økonomisk alternativ var plantagedrift og bosættelse af euro- 

25

pæiske og sydafrikanske bønder. I netop de år rasede boerkrigen 

i Sydafrika, hvilket allerede havde øget tilstrømningen 

af immigranter. Da jernbanen stod færdig, tog indvandringen 

til. Stærkest efter første verdenskrig og igen efter 

den anden. I 1960 var der 60.000 hvide. Antallet faldt til 

45.000 lige efter uafhængigheden i 1963 og gik derefter frem 

igen. 

Kenya er skoleeksemplet på, hvordan europæisk imperialisme 

underlagde sig fremmede områder for at få adgang 

til billig produktion af råstoffer til den hjemlige industri. I 

kolonipolitikkens første fase var hovedsigtet at få tilstrækkelig 

billig og stabil arbejdskraft til de udenlandsk ejede 

storbrug. For at sikre arbejdsudbudet indførte kolonimagten 

en kontant personskat. Da mange afrikanske bønder tjente 

til skatten ved at sælge en del af deres produktion til hæren 

og administrationen, var myndighedernes næste skridt forbud 

mod fødevarehandel over distriktsgrænserne. Senere 

kom forbud mod afrikanske bønders produktion af pengeafgrøderne 

kaffe og te og mod kvæghold med højtydende 

malkekvæg. Lovgivningens skadevirkninger for det afrikanske 

bondebrug var enorme. Da den europæiske bosættelse 

var koncentreret om de bedste landbrugsområder, blev 

mange af de mest driftige afrikanske landbrugere fordrevet 

fra deres jord. 

Mens kikuyuerne således i stort tal blev reduceret til jordløse 

landarbejdere med dyrkningsret til en lille jordlod ved 

landarbejderboligen, blev mændene fra de andre større stammer 

gradvist inddraget i den koloniale arbejdsdeling som 

sæson- og migrantarbejdere på storbrugene i det område, 

der stadig kaldes det hvide højland (The white Highlands). 

Det vil sige det mest frugtbare landbrugsland af de kun 20 

procent af Kenyas areal, hvor der under normale nedbørsforhold 

er regn nok til rentabelt landbrug. Det anslås, at 

omkring to tredjedele af den voksne mandlige befolkning i 

de to største stammer i det vestlige Kenya, nemlig luhyaerne 

og luoerne, til stadighed var væk fra deres hjemegn som følge 

af denne arbejdsmarkedspolitik. Mandens traditionelle rolle, 

nemlig det tunge arbejde med inddragelse af ny jord og 

jordforbedring, blev derfor forsømt og jorden hurtigere 

udpint. Det afrikanske bondebrug havde dårlige betingel- 

26 

ser, og levevilkårene blev forringet markant i tiden op til 

anden verdenskrig. 

Omsvinget i kolonimagtens landbrugspolitik kom gradvis 

under verdenskrisen i 1930'erne og anden verdenskrig. 

Kenya-kolonien var på det nærmeste overladt til at klare sin 

egen vareefterspørgsel. Under krigen forventedes endvidere 

et fødevareoverskud til den allierede krigsindsats. Det blev 

efterhånden klart for koloniadministrationen, at en landbrugspolitik 

baseret alene på udvikling af europæiske storbrug 

på bekostning af afrikanske småbrug var forkert. For 

mens mange af de store brug i denne periode gik fallit eller 

kun klarede sig på grund af krigstidens subsidier og støtteordninger, 

havde småbrugene mange steder opnået en kraftig 

produktionsforøgelse, som havde medført en lokal opblomstring 

af handel, håndværk og småindustri. 

Denne erkendelse betød, at den anden fase af kolonitiden, 

fra afslutningen af anden verdenskrig til begyndelsen af 

1960'erne, var præget af stadige stridigheder mellem de 

europæiske bønder og koloniadministrationen. Bønderne 

ville bevare privilegierne og fastlåse afrikanerne i en rolle som 

billig arbejdskraft. Administrationen indså behovet for at 

fremme udviklingen af det afrikanske bondesamfund som 

en vigtig del af koloniens økonomiske system. Denne konflikt 

udspilledes på baggrund af voksende krav og politisk 

pres fra den afrikanske elite, som ønskede politisk og økonomisk 

indflydelse. 

Frihedskrig og uhuru 

Mau-Mau er kikuyu-ordet for den troskabsed, som frihedskæmperne 

og deres tilhængere aflagde, når de sluttede sig 

til oprøret mod kolonimagten. Det begyndte for alvor, da 

myndighederne i 1952 erklærede undtagelsestilstand og 

tilkaldte troppeforstærkninger. Forud var gået flere år med 

stigende konflikter, strejker og uro især i Central Province 

(kikuyernes hjemsted) og de større byer. 

Der var forbud mod at stifte afrikanske politiske partier 

og andre interesseorganisationer. Modstanden blev derfor 

organiseret inden for rammerne af forskellige foreninger og 

selskaber, som på overfladen virkede tilforladelige (Kikuyu 

27

Central Association, Kavirondo Taxpayers Organisation, 

m.v.). Endvidere var fagbevægelsen et led i den politiske 

kamp. 

Briternes forsøg på at holde oprørstendenserne tilbage førte 

kun til yderligere harme og rekruttering af unge, især kikuyer, 

til den væbnede opstand, der siden er kaldt Mau-Mau-oprøret. 

I de seks år (1952-58) undtagelsestilstanden varede, 

mistede mange tusinde afrikanere livet. Volden og krigshandlingerne 

var især en kamp mellem afrikanere indbyrdes. 

Kolonimagtens administration, politi og sikkerhedsstyrker 

var på de lavere poster især bemandet med afrikanere, 

"loyalisterne", og oprøret fik derfor ofte karakter af en grusom 

og blodig kamp mellem stammefrænder. Mange tusinde 

afrikanere - heriblandt næsten alle ledere og den senere 

præsident Jomo Kenyatta - blev interneret i lejre i fjerne egne 

af landet. 

Knap 100 europæere mistede livet. At de levede i konstant 

frygt for overfald og terror mod dem selv og deres 

mange afrikanske ansatte betød imidlertid, at farmerne efterhånden 

måtte se i øjnene, at den afrikanske modstand 

28 

Jomo Kenyattas første 

pressekonference som fri 

mand. 


mod systemet ikke i længden kunne negligeres eller nedkæmpes. 

Briterne gjorde imidlertid i mange år forsøget. Der 

blev indsat store militærenheder for at slå opstanden ned 

og fange og tilintetgøre Mau-Mau’erne. For at vanskeliggøre 

kampen for frihedskæmperne oprettedes strategiske 

landsbyer i tæt befolkede områder omkring militærlejre. Befolkningen 

blev tvangsforlyttet til de nye landsbyer fra deres 

spredte beboelser, hvor beskyttelse og kontrol var umulig. 

Denne politik var en effektiv modvægt mod Mau-Mau’ernes 

terror og rekrutteringsindsats, men gjorde naturligvis kun 

kolonimagten mere upopulær. Det lykkedes briterne at fange 

og henrette de fleste af frihedskampens kendteste militære 

lederskikkelser, heriblandt Dedan Kimathi Kimani, og 

modstanden ebbede efterhånden ud. 

Mau-Mau oprøret havde skabt stor opmærksomhed i 

britisk indenrigspolitik, og det internationale pres for at give 

de østafrikanske kolonier selvstændighed var samtidig vokset. 

Omkostningerne ved at nedkæmpe oprøret havde været 

høje, og det økonomiske udbytte af kolonien i de mange 

urolige år havde været vigende. Både politiske og økonomiske 

grunde førte til, at briterne begyndte at forberede 

overgangen til den politiske selvstændighed, som dog i 

mange år forblev en ny form for kolonialisme med økonomiske 

fordele for den tidligere kolonimagt. 

I slutningen af 1950'erne gik koloniadministrationen i 

gang med at planlægge de økonomiske reformer, som under 

betegnelsen Swynnerton-planen blev retningsgivende for 

Kenyas videre udvikling. Både fordele og ulemper kan ses 

den dag i dag i det kenyanske landbrug. Planens ideologi 

var, at det afrikanske bondebrug skulle udvikles og 

moderniseres inden for rammerne af et kapitalistisk system 

med privat ejendomsret til jorden og statslig kontrol over 

produktion og salg af eksportafgrøder. Allerede tidligt i 

forløbet indledtes en matrikulering af jorden, således at der 

også blev givet skøde til ejere af den jord, der tidligere var 

fælles. Denne politik blev iværksat, inden frihedskampen 

var slut, og skabte voldsom bitterhed blandt de frihedskæmpere, 

som ikke fik jord. Følgerne kan stadig aflæses i modsætningsforhold 

mellem stammer og klaner - især i 

kikuyu-områderne. 

29

I 1959 indkaldtes alle kenyanske parter til en konference 

i Lancaster House i London. Formålet var at udstikke rammerne 

for en forfatning. Politiske partier blev tilladt, og der 

dannedes flere, som snart samlede sig i KANU (Kenya 

African National Union) og KADU (Kenya African 

Democratic Union). Ved det første valg fik KANU, der 

stadig regerer landet, to tredjedele af stemmerne og KADU 

kun en femtedel. Resten gik til småpartier. Alle partier var 

præget af stamme- og personspørgsmål snarere end af ideologiske 

forskelle. KANU var kikuyuernes og Kenyattas parti 

og havde støtte fra andre store stammer. Partiet gik ind for 

et stærkt centralistisk styre. KADU repræsenterede mange 

af de mindre stammer bl.a. kalenjin-gruppen og Moi (senere 

vicepræsident og fra 1978 præsident). KADU var naturligt 

nok tilhænger af en føderation som modvægt mod 

især kikuyuernes dominans. Efter flere politiske studehandeler, 

bl.a. om fordeling af posterne i den første regering, 

blev KADU ved selvstændigheden i 1963 opslugt af KANU. 

Denne tidlige strid om centralisme og føderalisme er i 1994 

blusset op igen, ledsaget af stadig kraftigere politiske røster 

om etnisk udrensning (se kapitel 6, om menneskerettigheder). 

I 1963 blev Kenya en selvstændig nation. Under overværelse 

af prins Philip blev Union Jack erstattet med det 

kenyanske flag ved en højtidelighed i Uhuru Park i Nairobi. 

Kenya var det sidste af de tre østafrikanske lande, der fik 

uhuru (frihed på kiswahili). Jomo Kenyatta havde i mange 

år været den dominerende personlighed og opfattedes af 

mange, både i sin egen og andre stammer, som eksponent 

for frihedskampen. I mange år var han interneret af briterne, 

som anså ham for at have været en af bagmændene for Mau- 

Mau-oprøret. Han forblev uden konkurrence Kenyas præsident 

fra 1963 til sin død i 1978. 

30 

Hovedaktørerne i Lancaster-forhandlingerne 

i 

1959, hvis formål var at 

udstikke rammerne for en 

ny forfatning: Generalguvernør 

Malcolm 

Mcdonald, Kadu-leder 

Ronald Ngala, premierminister 

Jomo Kenyatta 

og kolonisekretær Duncan 

Sandys. 

Foto: The Daily Nation. 

31

32 

Jomo Kenyatta, præsident 

fra 1963 til sin død i 

1978. 


3. 

Fra uhuru til 1994 

Jomo Kenyatta 

Den første regering efter uafhængigheden i 1963 blev af 

Kenyatta især sammensat af frontfigurer og kammerater fra 

frihedskampen. Forfatningen havde givet præsidentembedet 

beføjelser svarende til det amerikanske system, og Kenyatta 

fik hurtigt konsolideret sin magtposition, som han bevarede 

til sin død i 1978. 

Kenya undgik den voldelige overgang til selvstændighed, 

som har kendetegnet mange kolonier i Afrika. Ved en "del 

og hersk"-politik lykkedes det Kenyatta og det kikuyu-dominerede 

styre at holde stammemodsætningerne nede og 

undgå, at de europæiske og asiatiske mindretal blev skubbet 

eller fordrevet ud af deres vigtige rolle for produktion 

og handel. Respekten for Kenyattas politiske tæft og lederevner 

var en væsentlig årsag til, at balancegangen lykkedes, 

så Kenya i mange år fik en stabil økonomisk udvikling med 

relativt rolige politiske vilkår. Det var karakteristisk for 

Kenyattas politik, at et stort antal britiske embedsmænd 

fortsatte i deres stillinger, selv inden for hæren. At denne 

politik var mulig, skyldtes givetvis det ret gode forhold, der 

i kolonitidens sidste år havde været mellem afrikanerne og 

embedsmændene, som i flere sager havde taget parti mod 

de europæiske landbrugere. 

I forbindelse med selvstændigheden blev der holdt valg 

til parlamentets 169 pladser. Der var kandidater for flere 

partier med KANU (Kenya African National Union) og 

KADU (Kenya African Democratic Union) som langt de 

største. Valgloven giver - ligesom den britiske - kun valg til 

de kandidater, der får flest stemmer i valgkredsene. Der er 

altså ingen tillægsmandater efter forholdstalsmetoden som 

f.eks. i Danmark. Det store stemmespild styrkede KANU 

yderligere. Efter valget blev KADU opslugt af KANU, som 

herefter i praksis har været det eneste parti i næsten 30 år. 

KANU har aktivt undertrykt nye partidannelser og fik i 

33

1982 indført forbud mod andre partier. Dette forbud blev 

efter stigende internt politisk pres og international kritik 

taget ud af forfatningen igen i 1991. 

Kenyatta var dog tilhænger af en åben og fri debat i partiet 

og pressen både om den økonomiske politik, landets 

generelle udvikling og samarbejdet med udlandet, ikke 

mindst bistandsdonorerne. Kritik af hans egen person og 

embedsførelse blev imidlertid ikke tålt. 

Som andre steder i Afrika var slagordet også i den tids 

Kenya: "African Socialism", et slogan som er blevet brugt 

og misbrugt af afrikanske ledere fra yderste venstre til yderste 

højrefløj. For Kenya dækkede det over en såkaldt "rammeøkonomi" 

med privatkapitalistisk ejendomsret til jord og 

virksomheder, men med statsstyring af rammerne for udenrigshandel, 

produktion af eksportafgrøder, kornlagring m.v. 

I 1966 forlod 29 parlamentsmedlemmer KANU og dannede 

et nyt parti under navnet Kenya Peoples Union (KPU) 

med en mere socialistisk linie. Partiets leder var Oginga 

Odinga, som netop var blevet afskediget som vicepræsident. 

KPU havde sin magtbasis i luo-stammen, hvis store flertal 

er små agerbrugere i Nyanza-provinsen øst for Victoria-søen. 

Efter en grundlovsændring holdtes suppleringsvalg i de 

kredse, hvor de tidligere valgte kandidater var gået over til 

KPU. De skulle have deres folkelige mandater fornyet, 

hvilket kun lykkedes for ni af de 29. Nederlaget skyldtes 

dels valgsystemet med enkeltmandskredse dels aktivt modarbejde 

fra KANU. Der var dog ikke tvivl om, at det nye 

parti havde folkelig opbakning langt ud over sin ringe repræsentation 

i parlamentet. 

I 1969 blev planlægningsministeren, Tom Mboya, myrdet 

på gaden i Nairobi. Han tilhørte luo-stammen, men 

ansås af mange som en af de sandsynlige arvtagere efter 

Kenyatta. Det er stadig en gåde, hvem der stod bag mordet. 

Selvom Mboya havde bekæmpet alle former for stammetilhørsforhold, 

blev han af luoerne alligevel gjort til martyr 

for deres sag. Heller ikke mordet i 1975 på en populær 

kikuyu-politiker, J.M. Kariuki, er opklaret. Begge politikere 

havde med deres karismatiske udstråling tag i vælgerne, de 

var ambitiøse og en potentiel trussel mod Kenyattas position. 

34 

Efter uroligheder i Kisumu, luoernes "hovedstad", i 1969 

benyttede Kenyatta lejligheden til at forbyde KPU. Ved 

parlamentsvalget kort efter blev der imidlertid klart givet 

udtryk for befolkningens misfornøjelse med KANU og 

regeringen. Af de 158 genopstillede parlamentsmedlemmer 

blev kun 62 valgt. Mange af de gamle frihedskæmpere blev 

stemt ud til fordel for yngre kandidater som repræsentanter 

for den ny tids teknokrater. 

Også ved de efterfølgende étpartivalg (1974, 1979, 1983 

og 1988) var der stor udskiftning. Typisk opstillede fire-fem 

kandidater i hver kreds, og omkring halvdelen af de gamle 

medlemmer røg ud hver gang. At alle var fra samme partiliste 

betød, at debatten ikke drejede sig om nationale og 

principielle spørgsmål, men om hvem af kandidaterne, der 

havde bedst mulighed for at få udviklingsprojekter og andre 

offentlige ydelser frem til valgkredsen efter valget. Også 

dette politiske system styrkede præsidentens magtposition 

og den stadig mere autoritære styreform. 

Daniel arap Moi. I Kenyattas fodspor 

Da Kenyatta døde den 10. august 1978, hed vicepræsidenten 

Daniel arap Moi. Han havde i mange år været betragtet 

som en svag politiker uden særlig talstærk opbakning, 

da han stammer fra en af de små klaner (tugen-klanen) under 

kalenjin-gruppen, som udgør knap en tiendedel af befolkningen. 

Alligevel gled Moi som kompromiskandidat uden 

større opposition ind i præsidentembedet og har siddet der 

siden. Den ventede opposition fra kikuyuerne kom ikke på 

grund af politisk splittelse, og de andre større stammer var 

ikke i stand til at komme på banen med et realistisk bud 

på konkurrerende kandidater. Ved valget i 1979 blev Moi 

bredt accepteret som præsident, leder af KANU-partiet og 

af regeringen. 

I de første år præsterede Moi det kunststykke at følge i 

Kenyattas fodspor (hans slogan var nyayo, der betyder "fodspor" 

på kiswahili) og konsolidere sin magt uden at komme 

i alvorligt modsætningsforhold til kikuyuerne. "Fodsporideologien" 

medførte, at Moi ej heller lagde op til et opgør 

med Kenyatta-familien og klanerne bag den for at få de store 

35

midler i ind- og udland tilbage til staten, som Kenyattaklanen 

utvivlsomt havde skaffet sig gennem femten år i 

præsidentembedet. Det er den almindelige opfattelse i Kenya, 

at Moi på dette område også er fulgt i Kenyattas fodspor 

- men i langt hurtigere tempo. Han anses i dag for at 

være en af Afrikas rigeste mænd. 

Allerede først i 1980'erne begyndte oppositionen mod Moi 

at vokse frem. Oliekrisen og de økonomiske stramninger 

medvirkede til politisk utilfredshed. Oginga Odinga forsøgte 

i 1982 at danne et socialistisk oppositionsparti. Moi slog 

straks til ved at få ændret forfatningen, så Kenya også efter 

lovens bogstav blev en étpartistat. Dette og den stigende 

utilfredshed med hans styre førte til det hidtil eneste kupforsøg 

i Kenyas historie. En gruppe unge officerer fra luftvåbnet 

gjorde oprør i august 1982. De havde imidlertid 

forregnet sig med hensyn til støtte fra andre værn og blev 

på få dage nedkæmpet af loyale styrker fra hæren. Ved of- 

36 

Præsident Daniel arap 

Moi inspicerer æresgarden 

umiddelbart før, 

han aflægger præsidenteden 

efter det første flerpartivalg 

i 26 år. 


fentlige retssager blev de involverede officerer idømt lange 

fængselsstraffe, enkelte blev dødsdømt og henrettet. På 

overfladen anlagde regeringen en forsonlig holdning, men 

kupforsøget havde rystet regeringen og Moi og gav stødet 

til, at styret de næste ti år blev stadig mere autoritært og 

beslutningsprocessen samlet i præsidentembedet hos Moi 

og en lille inderkreds af politiske "høge". 

De egentlige bagmænd var næppe de unge officerer, og 

kort efter begyndte en smædekampagne mod Mois minister 

for forfatningsspørgsmål, Charles Njonjo. Han var i en 

årrække Kenyattas justitsminister og var en af drivkræfterne 

bag den gnidningsfri placering af Moi som præsident. Som 

kikuyu var han samtidig en central talsmand for denne stammes 

interesser. Det var derfor ikke svært at mistænkeliggøre 

hans loyalitet. Moi suspenderede ham i 1983, nedsatte en 

undersøgelseskommission og udskrev valg. Ikke overraskende 

gik Moi styrket ud af valget, mens alle ledende politikere, 

der var blevet sat i forbindelse med Njonjo, mistede deres 

mandater. Undersøgelseskommissionens arbejde blev fulgt 

med stor opmærksomhed. I 1984 blev Njonjo fundet skyldig 

i forskellige forhold af "landsforræderisk karakter". Moi havde 

opnået, hvad han ville, og kunne lade nåde gå for ret 

ved ikke at rejse tiltale mod Njonjo. 

I 1986 begyndte utilfredsheden igen at manifestere sig. 

Da oppositionspartier var forbudt, kom den ligesom i kolonitiden 

til udtryk gennem mere eller mindre tilforladelige 

selskaber og foreninger. En af dem var undergrundsbevægelsen 

Mwakenya, der dog næppe nogensinde var så 

aktiv, som regering og sikkerhedsstyrker gjorde den til. 

Mange blev arresteret og forhørt. 70 blev fængslet, typisk 

for fem år. Andre blev interneret på ubestemt tid uden at 

være kommet for en dommer efter lovbestemmelser overtaget 

uændret fra kolonimagten. 

Mwakenya og andre foreninger blev forbudt og deres 

aktiviter stoppet - ikke sjældent med hårdhændede midler. 

Amnesty International meldte om omfattende krænkelser 

af menneskerettighederne i Kenya, som ellers i en årrække 

havde haft et relativt godt ry. Også fagforeninger var blevet 

forbudt, og den traditionelt vidtstrakte pressefrihed begyndte 

at smuldre. 

37

Ved parlamentsvalget i 1988 blev de politiske frihedsrettigheder 

yderligere begrænset. Hidtil var stemmeafgivelsen 

sket hemmeligt. Analfabeter kunne få hjælp til at sætte krydset 

af folk, de havde tillid til. Nu blev dette system erstattet 

af "kø-metoden" hvorefter vælgerne i fuld offentlighed skulle 

stille sig op bag deres favoritkandidat. Mange vælgere og 

modkandidater holdt sig væk, hvilket i øvrigt også var meningen. 

Valget i 1988 er siden blevet herostratisk berømt i 

Kenyas moderne politiske historie som det mest udemokratiske 

på grund af intimidering af vælgere og modkandidater, 

stemmekøb og bestikkelse af tilforordnede. 

Nogle af Kenyas mest erfarne politikere, som udgjorde en 

indre opposition til partilinien i KANU, mistede deres pladser. 

Efter valget foretog Moi omfattende udskiftninger i 

regeringen. Bl.a. tog han i 1988 finansminister- og vicepræsidentposten 

fra den erfarne politiker og økonom, kikuyuen 

Mwai Kibaki, og gjorde ham til sundhedsminister. Efterfølgeren 

var den tidligere rektor ved Nairobi-universitetet, 

kikuyuen Karanja, som allerede i 1989 blev skiftet ud med 

George Saitoti. Han havde efterfulgt Kibaki på finansministerposten 

og er stadig (oktober 1994) vicepræsident. Saitoti 

er professor i matematik, kikuyu, men opdraget i en familie 

med delvis masai-baggrund. Han er valgt i masai-land. 

Det udemokratiske valg i 1988 og det heraf følgende 

udemokratiske parlament (Kenyas sjette) medførte, at utilfredsheden 

hurtigt blussede op igen. Regeringen med Moi 

i spidsen gjorde, hvad den kunne, for at manifestere en stærkere 

og mere autoritær ledelse. Det førte til stadig flere 

overgreb på menneskerettighederne og indgreb i den demokratiske 

proces. Således blev domstolenes selvstændighed 

begrænset, da parlamentet i 1988 enstemmigt og uden 

debat gav Moi ret til at afsætte højesteretsdommere. 

Kampen for flerpartistyre 

Den fortsatte centralisering af magten i 1980'erne skete ikke 

uden modstand. De politiske spændinger øgedes gradvis og 

kom til udløsning ved den såkaldte Saba Saba-opstand i 

1990. Saba betyder syv på kiswahili. Opstanden fandt sted 

den 7. juli. 

38 

Forud var gået en optrapning af kritikken fra regimets 

modstandere. Flere tidligere KANU-politikere og ministre 

havde åbenlyst talt mod regeringens politik. Kenneth Matiba 

og Charles Rubia var de mest markante og begge tidligere 

ministre. Også Odinga var igen aktiv. Endvidere var der en 

skarp og omfattende kritik fra det kenyanske advokatsamfund 

med den radikale kikuyu-sagfører Paul Muite som 

formand og mange dygtige og aktive menneskerets-advokater 

som medlemmer. 

Kirken havde også tidligere spillet en aktiv rolle. Mange 

prælater brugte nu prædikestolen til at tale for demokratiske 

reformer og menneskerettigheder. En stor gruppe 

universitetsfolk, både studenter og lærere, var aktivt engageret 

i at formulere og viderebringe kritik af regeringens 

modstand mod demokratiske reformer. Dagspressen og 

samfundskritiske ugeblade afprøvede hele tiden grænserne 

for ytringsfriheden som talerør for oppositionen. Mange 

redaktører og andre journalister udfordrede ved deres virksomhed 

regeringen og gav støtte til oppositionen. De kunne 

i virkeligheden gå ganske langt i deres kritik på grund af 

den relativt høje grad af pressefrihed. I hvert fald i sammenligning 

med de fleste andre afrikanske lande på samme tidspunkt. 

Angreb mod præsidentembedet og præsidentens 

person var dog stadig tabu. 

I månederne inden Saba Saba strammede Mois regering 

grebet om oppositionen. Mange blev arresteret, herunder 

også Matiba, Rubia og flere af de kendteste menneskeretsadvokater 

og journalister. Enkelte søgte tilflugt i ambassader 

i Nairobi for senere udrejse, blandt andre advokaten 

Gibson Kamau Kuria, som fik hjælp af den amerikanske 

ambassade. 

Det politiske klima var derfor spændt til bristepunktet, 

da andre medlemmer af oppositionen trodsede myndighedernes 

forbud mod et offentligt møde på Kamukunji-pladsen 

i Nairobi den 7. juli 1990. På grund af politiets hårde fremfærd 

mod mange af deltagerne udviklede situationen sig 

hurtigt til omfattende sociale uroligheder, regulære bølleoptøjer 

og plyndring. Regeringen indsatte straks mere politi, 

paramilitære og militære styrker. Det gik hårdt til med 

mere end tyve dræbte. I ugerne efter fortsatte sporadiske 

39

optøjer i de større byer, men da sikkerhedsstyrkerne var 

beordret til at bruge den fornødne magt, kom situationen 

hurtigt under kontrol. 

Forløbet havde vist, hvor omfattende utilfredsheden var. 

Det gav kraftig genlyd i udlandet ikke mindst i 

hovedstæderne i Kenyas vigtigste donorlande, som protesterede 

mod regeringens hårde fremfærd mod fortalere for 

demokrati og menneskerettigheder. 

Den indenrigspolitiske erkendelse af reformbehovet blev 

hjulpet på vej i 1991 af udlandets kritik ved et donormøde 

i Verdensbank-regi i Paris. Donorerne henviste til regerin- 

40 

Under Saba Saba-opstanden 

indsatte regeringen 

militære styrker mod 

befolkningen. Over 20 

mennesker blev dræbt. 


gens modstand mod demokratisering, fortsatte krænkelser 

af menneskerettighederne, altomfattende korruption og 

manglende økonomiske reformer, og der blev lukket for den 

ubundne programbistand fra IMF, Verdensbanken, EFkommissionen 

og de bilaterale donorer, som ellers traditionelt 

havde givet betalingsbalancestøtte og varebistand. Med 

den hårde kritik af både den økonomiske politik og af 

regimets udemokratiske holdning og fremfærd blev mødet 

en milepæl. Det var en utvetydig melding fra udlandet om, 

at ny bistand på højt niveau forudsatte både økonomiske 

og politiske reformer. For Verdensbanken og IMF, som ellers 

holder sig mest til økonomien, var det indledningen 

til donormøder om Kenya - og efterhånden også om andre 

lande - hvor økonomiske spørgsmål fortsat er det vigtigste 

- men hvor der rejses stadig mere kritik af udemokratiske 

styreformer, krænkelser af menneskerettigheder og korruption. 

Der er ingen tvivl om, at den udenlandske kritik var en 

væsentlig årsag til, at Moi i slutningen af 1991 følte sig presset 

til at anbefale KANU's kongres at godkende genindførelse 

af flerpartisystemet. 

Valget i 1992 

Allerede inden KANU-kongressen og parlamentet vedtog 

at afskaffe den såkaldte "Section 2.A" i forfatningen, som i 

1982 havde indført étpartistyret, var der i løbet af 1991 

dannet politiske grupper bl.a. på initiativ af tidligere politiske 

fanger. Grupperne fik hurtigt en bemærkelsesværdig 

folkelig opbakning, som forstærkedes, da et par tidligere 

ministre og en del landskendte parlamentsmedlemmer bakkede 

op om kravet om flerpartistyre. 

I begyndelsen af valgåret 1992 gennemførtes visse ændringer 

af valglovene. Men den gennemgribende justering af 

Kenyas lovkompleks, som er nødvendig for at sikre en demokratisk 

styreform, fandt ikke sted. Flerpartisystemet er 

indført, men stadig underlagt étpartisystemets lovgivningsrammer. 

Allerede inden valget havde præsident Moi ved flere lejligheder, 

bl.a. i et tv-interview med BBC, klart givet ud- 

41

tryk for, at han ikke fandt Kenya modent til flerpartistyre. 

I tiden op til valget den 29. december 1992 kom dette tydeligt 

til udtryk gennem hans, regeringens og partiets valgforberedelser. 

Valgkampen og valget blev fulgt tæt af tusindvis 

af kenyanske og talrige udenlandske observatører. Deres 

rapporter giver samstemmende udtryk for, at KANU på alle 

måder søgte at påvirke valgresultatet. Den officielle valgkommission 

med en pensioneret KANU-loyal dommer i 

spidsen var ikke uafhængig i sine afgørelser. Mange penge 

skiftede ejer for at vinde kandidater til opstilling for KANU 

og få andre til at lade være med at opstille, så KANU’s kandidat 

kunne udpeges uden afstemning. 

En såkaldt ungdomsorganisation blev dannet som front 

for støtten til Mois og KANU’s genvalg. Under betegnelsen 

"Youth for KANU 92" mobiliseredes både folkelig og 

især finansiel støtte over hele landet. Det skete med både 

lovlige og mindre lovlige metoder. I sidste kategori var bl.a. 

statens køb af fast ejendom til ekstreme overpriser. Det var 

bl.a. den lokale ATP-fond (National Social Security Fund, 

NSSF), der stod for denne handel. Kampagnen fik hurtigt 

vind i sejlene på grund af kraftig opbakning bag kulisserne 

fra regeringen, KANU og administrationen på provins- og 

distriktsniveau. 

Det anslås, at valgkampen kostede KANU mellem ti og 

tyve milliarder shillings. Mange af disse penge kom fra offentlige 

kasser i den parastatslige sektor. Sager om ulovligt 

udbetalte beløb er medtaget i den kenyanske rigsrevisors 

rapporter for finansårene 1991/92 og 1992/93. I august 

1994 blev valgt en ny gruppe statsrevisorer i parlamentet 

(Public Accounts Committee, PAC). Gruppen skal ifølge 

forfatningen have lederen af oppositionen som formand. I 

dens rapport for 1992/93, som aflægges i december 1994, 

vil sagerne blive lagt frem til debat. At der blev sendt mange 

penge i omløb i valgåret ses med al ønskelig tydelighed i 

den massive stigning i inflationstakten, som hen mod midten 

af 1993 nåede op over 100 pct. målt på årsbasis. 

Oppositionen kunne intet stille op over for KANU's 

massive økonomiske og taktiske styrke, men dens værste 

fjende var dog oppositionen selv. Det lykkedes ikke at samle 

kræfterne om én præsidentkandidat. De tre store partier 

42 

Martin Shikuku i spidsen 

for en flerparti demonstration 

i november 

1991; få minutter efter 

blev han arresteret. 


opstillede hver sin kandidat, og Moi blev derfor genvalgt 

med kun en tredjedel af stemmerne. 

Kampen for at genetablere demokratiet havde i 1991 givet 

stødet til "Forum for Restoration of Democracy", FORD. 

Inden valget slog organisationen efter måneders magtkamp 

revner og dannede to partier FORD-KENYA og FORD- 

ASILI (asili betyder "oprindelig" på kiswahili). FORD-K 

under ledelse af den tidligere vicepræsident og mangeårige 

luo-politiker Jaramogi Oginga Odinga og FORD-A under 

ledelse af kikuyuen Kenneth Matiba, en velhavende forretningsmand 

med mange års ministererfaring. FORD-A var 

primært kikuyu med et vist luhya-islæt bl.a. den karismatiske 

aktivist og mangeårige politiker Martin Shikuku. FORD- 

K var i starten ret blandet med en luo/luhya-alliance kraftigt 

støttet af en gruppe yngre kikuyuer med advokaten Paul 

43

Muite som den mest fremtrædende. Muite er siden gået af 

som næstformand, og flere kikuyuer har forladt partiet, der 

nu domineres af luo/luhya-alliancen. Det tredje parti var 

Democratic Party (DP) under ledelse af kikuyuen, den tidligere 

mangeårige vicepræsident og finansminister Mwai 

Kibaki. DP er domineret af kikuyuer, men har også støtte 

fra kambaer. De andre fire partier havde mere eller mindre 

karakter af énmandspartier. Alle oppositionspartierne havde 

KANU's fald øverst på dagsordenen. Det var imidlertid 

karakteristisk for partiernes valgprogrammer og deres valgkamp, 

at skillelinierne ikke gik efter ideologier, men efter 

person- og stammespørgsmål. KANU udnyttede dette ved 

at fremstille sig selv som det eneste regulært landsdækkende 

parti. 

Valget gennemførtes i det store og hele uden voldsomhe- 

Tabel 1. Parlaments- og præsidentvalget 

29.12.1992. Mandatfordeling. 

Kenya African National Union (KANU) 

- valgte 100 

- udpeget af præsidenten 12 

FORD 1 -Kenya 31 

FORD 1 -Asili 31 

Democratic Party (DP) 23 

Party of Independent Candidates (PICK) 1 

Kenya Social Congress 1 

Kenya National Democratic Alliance 1 

I alt 200 

Antal registrerede vælgere: 7.861.000 

Stemmeprocent: 67 pct. 

Stemmefordeling ved præsidentvalget: 

Daniel arap Moi 1.832.000 35 pct. 

Kenneth Matiba 1.440.000 27 pct. 

Mwai Kibaki 1.033.000 19 pct. 

Jaramogi Oginga Odinga 927.000 18 pct. 

Andre 41.000 1 pct. 

I alt 5.273.000 100 pct. 

1 Forum for Restoration of Democracy 

44 

Vil frie valg fremover 

være en del af det politiske 

liv i Kenya? 


der. Der var over hele landet stor interesse og en for Kenya 

og Afrika ganske stor valgdeltagelse på 67 pct. Mandatfordelingen 

gav KANU 100 mandater og oppositionen 88. 

Da præsidenten herudover kan udnævne 12 medlemmer, 

fik den genvalgte Moi et komfortabelt flertal på 112 af 200 

medlemmer (se tabel 1). Siden er det lykkedes KANU "for 

gode ord og betaling" at kapre yderligere seks mandater ved 

suppleringsvalg som følge af dødsfald og partiflugt. Strategien 

for KANU er at styrke partiets stilling til valget i 1997 

og indtil da gennemføre KANU's politik fuldt ud ved brug 

af det absolutte flertal. For at kunne ændre forfatningen 

kræves 133 mandater. Politiske observatører i Nairobi anser 

det ikke for sandsynligt, at KANU kan opnå denne styrke 

inden 1997. 

Da det kenyanske valgsystem giver valg i enkeltmandskredse 

uden tillægsmandater, kan valgresultatet ikke sikre 

partierne repræsentation i parlamentet efter deres relative 

tilslutning i befolkningen. Analyser af valgresultatet i 1992 

45

viser, at oppositionen kunne have fået flertal, hvis de tre store 

partier havde samarbejdet om at undgå stemmespild. 

KANU's ledelse blev rystet af valgresultatet. Mangeårige 

regeringsmedlemmer blev ikke genvalgt, og Moi måtte bruge 

sin ret til at nominere 12 medlemmer til at bringe sine støtter 

tilbage i kabinettet. I modsætning til i Danmark kan man 

ikke blive minister uden at være medlem af parlamentet. 

Siden valget har KANU gjort en stor indsats for at lægge 

1997-valget til rette. Hvis oppositionen finder sammen, vil 

KANU og Moi tabe. Derfor er der allerede udfoldet store 

anstrengelser for at nedbryde oppositionens indflydelse i 

valgkredse, hvor KANU kunne stå stærkere. Der er lavet 

nye administrative distrikter og dermed flere valgkredse i 

sikre KANU-områder (den såkaldte gerrymandering). Mois 

manipulationer ved besættelse af vigtige civile og militære 

poster, herunder en forventet snarlig ommøblering i kabinettet 

og på vicepræsidentposten, tilrettelægges med det klare 

formål at justere den stammemæssige balance i KANU og 

administrationen som modvægt mod oppositionens forsøg 

på at komme til magten. Modsat forsøger den splittede og 

svækkede opposition at mane til besindighed og sammenhold. 

De internationale observatører ved valghandlingen og 

stemmeoptællingen i 1992, herunder en delegation fra det 

danske Folketing under ledelse af præsidiemedlem og senere 

folketingsformand, Henning Rasmussen, var dog enige om, 

at valgresultatet i det store og hele afspejlede vælgernes præferencer. 

Man udtalte sig ikke om uregelmæssighederne 

under valgkampen. Observatørerne gav samstemmende en 

positiv vurdering af den rolige afvikling af valgene og af 

vælgerkorpsets store tålmodighed. Der var de fleste steder 

lange køer, og mørket havde sænket sig, inden alle havde 

stemt. 

Siden valgene i 1992 har der været livlig politisk debat 

på alle niveauer i det kenyanske samfund. Der er ikke tvivl 

om, at flerpartivalget i sig selv har stimuleret tendensen til 

demokratisering, selv om den genvalgte KANU-regering 

under Mois ledelse gør, hvad den kan, for at dæmme op 

for en reel demokratisering af magtstrukturen på centralt 

og decentralt niveau. 

46 

En ældre kvinde får instruktion 

i valgproceduren, 

før hun stemmer ved 

det første flerparti-valg i 

26 år. 


47

48 

Fattigdommen i Kenya 

stiger markant; samtidig 

er indkomst- og formuefordelingen 

blevet mere 

skæv. 


4. Den økonomiske 

udvikling 

Fra plus-vækst til minus-vækst 

Kenya hørte i mange år efter uafhængigheden til i den gruppe 

udviklingslande, hvor produktion, forbrug, investeringer og 

beskæftigelse hvert år voksede mere end befolkningen. I 

sammenligning med de fleste udviklingslande syd for Sahara 

var Kenya en succeshistorie med hensyn til økonomisk vækst 

(se figur 5). Den gennemsnitlige "plus-vækst" i årene 1965 

til 1973 var så meget som 7,9 pct. Befolkningsvæksten var 

samtidig 3,7 pct. De 4,2 pct. realvækst pr. indbygger kunne 

imidlertid ikke holde (se figur 6). Oliekrise og ugunstig 

udvikling i forholdet mellem priserne på eksport og import 

(se udviklingen i bytteforholdet i figur 7) var væsentlige årsager. 

I de følgende ti år (1974-85) faldt væksten til 4,5 pct. 

Da befolkningsvæksten samtidig steg til 4,1 pct., kom Kenya 

allerede i denne periode tæt på nul-vækst pr. indbygger. Siden 

er økonomien for alvor stagneret. I perioden 1980-92 var 

der kun 0,2 pct. vækst i gennemsnit pr. indbygger. Samtidig 

er indkomst- og formuefordelingen blevet mere skæv. 

Resultatet ses tydeligt i en markant stigende fattigdom i 

by og på land. Den økonomiske politik har ikke kunnet - 

eller politikerne ikke villet - kompensere denne udvikling, 

som har bragt Kenya ned blandt de 20 fattigste lande i verden 

efter Verdensbankens opgørelse af gennemsnitlig indkomst 

pr. indbygger (1992: 310 dollars pr. indbygger). I samme 

liste er Danmark nummer fire fra den anden ende (1992: 

26.000 dollars pr. indbygger). 

Den seneste opgørelse fra det økonomiske sekretariat i det 

kenyanske finansministerium viser, at væksten i 1993 var 

nul (helt nøjagtigt 0,1 pct.). Det vil altså sige minus 3,3 

pct. pr. indbygger svarende til befolkningsvæksten. Hermed 

er Kenyas økonomiske udvikling så langt nede som aldrig 

tidligere i dette århundrede. 

Hvorfor er det gået så galt? Svaret kan ikke gives af én af 

samfundsvidenskaberne alene. Det er en blanding af øko- 

49

Figur 5 - Vækst i BNI målt i faste priser 

8 

7 

6 

5 

4 

3 

2 

1 

50 

% 

1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 

Figur 6 - Vækst i BNI pr. indbygger målt i faste priser 

4 

3 

2 

1 

0 

-1 

-2 

-3 

-4 

% 

1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 

nomi, politik, demografi, sociologi og naturgeografi, og 

samtidshistorikeren kan fastslå, at klimaændringer og svingende 

nedbør ikke er hovedårsagen. Ej heller udefra kommende 

økonomiske og politiske påvirkninger. Befolkningsvæksten 

er nævner i velfærdsbrøken og af overordentlig stor 

betydning, men heller ikke hovedårsagen. De afgørende 

faktorer er at finde i manglerne i den politiske beslutningsproces 

og i centraladministrationens manglende kapacitet. 

Samspillet mellem politik og administration var indtil 

begyndelsen af 1980'erne præget af relativt gennemsigtig 

og forudsigelig adfærd. Der var ikke - bare tilnærmelsesvis 

- demokratiske tilstande, men heller ikke hårdhændet diktatur 

og embedsmandsvælde. I finans-og planlægningsministerierne 

sås en godt indarbejdet tradition for kvalitet 

i budgetlægning og kontrol. I fagministerierne (sundhed, 

vand, landbrug osv.) blev der arbejdet seriøst med sektorplaner, 

projektdesign og implementering. Arbejdet blev 

gennemført af kvalificerede kenyanere med støtte fra udenlandske 

rådgivere. Nok var der spild, misbrug og dårlig 

Figur 7 - Bytteforholdet i udenrigshandelen 

160 

150 

140 

130 

120 

110 

100 

Index = 1987 

90 

80 

70 

60 

1972 1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 

51

administration, men omfanget var begrænset. Der var politisk 

manipulation af planerne, men også i relativt lille skala. 

Nedturen startede langsomt og strakte sig over en periode 

fra begyndelsen af 1980'erne. Kupforsøget i august 1982 

gav stødet til yderligere centralisering af den politiske og 

administrative magt. Tidligere tiders åbenhed og folkelige 

indseende blev tilsvarende svagere. Resultatet kunne aflæses 

ti år senere i 1990'ernes økonomiske krise, en totalt 

demotiveret centraladministration og et nærmest totalitært 

politisk oligarki (fåmandsvælde), som var kendetegnet ved 

korruptionsskandaler i et omfang, som man få steder har 

set mage til i afrikanske udviklingslande. Udviklingen i renteniveau 

(figur 8), valutakurs (figur 9) og inflationsrate (figur 

10) illustrerer krisens omfang. 

Centraladministrationens forfald 

Eksperter i afrikansk politik vil normalt påstå, at der går en 

lige linie fra overdreven centralisering af administrationen 

til ineffektivitet, stagnerende udvikling, stigende korruption 

Figur 8 - Renteniveau for statsobligationer 

18 

16 

14 

12 

10 

8 

6 

4 

2 

52 

% 

1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 

49,8 

26 

Figur 9 - Valutakurs, årligt gennemsnit 

Shillings pr. dollar 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

1975 

1976 

1977 

1978 

1979 

1980 

1981 

* 1994 er baseret på et skøn 

1982 

1983 

1984 

1985 

1986 

1987 

Figur 10 - Årlig inflationsrate (forbrugerpriser) 

50 

40 

30 

20 

10 

% 

1973 

1974 

1975 

1976 

1977 

1978 

1979 

1980 

1981 


1982 

1983 

1984 

1985 

1986 

1987 

1988 

1989 

1990 

1988 

1989 

1990 

1991 

1992 

1993 

1994 * 

1991 

1992 

1994 * 

1993 

53

og øget politisk ustabilitet. Kenya er et godt eksempel på 

denne påstand, og landet er allerede brugt som analyseobjekt 

af mange samfundsforskere. 

I 1966 var den samlede arbejdsstyrke med lønnet beskæftigelse 

godt 500.000, hvoraf en tredjedel var offentligt ansatte. 

I 1991 var tallet 1.400.000 - heraf halvdelen i offentlig 

ansættelse. Centraliseringen tog for alvor fart i begyndelsen 

af 1980'erne, og præsidenten overtog flere og flere af 

udnævnelserne fra toppen og nedefter i hierarkiet. De mange 

offentligt ansatte arbejdede i 31 ministerier, 191 halvstatslige 

virksomheder, 162 statslige kontrolorganer og 98 kommunale 

administrationer. Produktion, handel, investeringer, 

transport, kommunikation, uddannelse osv. var på kryds og 

tværs efterhånden underlagt offentlig kontrol. 

Væksten i antallet af offentligt ansatte, som i 1970'erne 

var 10 pct. årligt, skyldtes bl.a. væksten i efterspørgselen efter 

offentlig service (skoler, sundhedscentre, veje osv.). Hertil 

kom, at Kenya allerede i 1965 vedtog tæt statsstyring af den 

socioøkonomiske udvikling og anvendelsen af knappe økonomiske 

ressourcer, og at staten i 1976 måtte overtage de 

kenyanske ansatte fra det nedlagte østafrikanske økonomiske 

fællesskab. I 1983 besluttede regeringen at decentralisere 

udviklingsopgaver fra ministerierne til distrikterne 

(District Focus Strategy). Og den etablerede en lang række 

offentlige organer til styring af særlige udviklingsopgaver 

(kommission for jordforbedring, bestyrelse til udvikling af 

områder ved Victoria-søen og i floddale m.fl.). Væksten i 

antallet af offentligt ansatte tog til. 

Den væsentligste årsag til væksten i antallet af offentligt 

ansatte var imidlertid politisk. Da Moi kom til magten i 

1978 som repræsentant for mindretalsstammer, fandt han 

det politisk opportunt at arbejde for et system, som kunne 

føre til, at Kenya også efter loven blev en étpartistat. Han 

ønskede bedre muligheder for uddeling af politiske belønninger 

og i gangsatte hurtigt en opdeling af ministerier, etablering 

af viceministerposter og nedsættelse af offentlige 

kommissioner og styrelser i stort tal. Kompetence til udnævnelser 

blev samlet i Office of the President og State House. 

Hurtigt øgedes politiseringen og dermed ineffektiviteten af 

den offentlige sektor. Ansættelse og forfremmelse var ikke 

54 

kun et spørgsmål om kvalifikationer. Politisk villighed og 

stammetilhørsforhold blev vigtigere. 

Systemet betød, at Kenya hurtigt fik en offentlig sektor, 

som var både større og dyrere end nødvendigt. Med den 

faldende økonomiske vækst burde være fulgt en nedskæring. 

Den udeblev, især fordi den politiske patronisering satte 

snævre grænser for afskedigelser. Resultatet blev et hastigt 

voksende underskud på de offentlige finanser og begrænsede 

muligheder for at bruge skatter og afgifter til andet og 

mere end løn og pensioner. F.eks. brugte landbrugsministeriet 

i 1980 godt 10 pct. af driftsbudgettet til lønninger. 

I 1990 var det 45 pct. 

Medens Kenya i 1970'erne selv kunne betale for mellem 

halvdelen og en tredjedel af sine udviklingsaktiviteter, var 

situationen i begyndelsen af 1990'erne vendt om, således 

at stort set alle anlægsbudgetter var finansieret af udviklingsbistand. 

Kenyas egne midler kunne knap række til lønudgifter. 

Bureaukratiets kapacitet til seriøs og målrettet planlægning 

og administration blev ringere. (Den nødvendige politik 

er sjældent den mest populære). Mange embedsmænd 

gav op og søgte over i private erhverv. Motivationen for at 

blive og gøre et godt stykke arbejde til en løn, der ikke kunne 

forsørge en familie, var for lille til at modstå fristelserne fra 

det private arbejdsmarked. Mois magtbase blev stærkere, 

samtidig med at kikuyuernes skrumpede ind. Den politiske 

patronisering i systemet bredte sig fra top til bund. Det 

samme gjorde korruptionen. 

Korruption med makroøkonomiske 

konsekvenser 

Korruption findes i alle samfund. Mens disse linier skrives, 

er den italienske statsminister under pres, en tidligere idømt 

mange års fængsel, en ny regering indsat i Japan på grund 

af den gamles kritisable forvaltning, nye skandalesager bragt 

frem af EU's revisionsret osv. Danida har netop udsendt et 

særnummer af tidsskriftet Udvikling (nr. 6, august 1994), 

hvor man kan læse om korruption i nord og syd, øst og 

vest. 

55

Korruption har altid været en faktor i Kenyas udvikling. 

Allerede under Kenyatta var det almindeligt, at embedsmænd 

og politikere blev rigere, end deres løn kunne gøre dem. 

Nogen vil påstå, at Kenyatta direkte støttede denne tendens. 

Ikke blot til fordel for sine nærmeste, men også for at skabe 

en afrikansk mellem- og overklasse, der kunne konkurrere 

med den europæiske elite, som han af økonomiske grunde 

lod blive i landet. Hvis man kan tale om "god" og "dårlig" 

korruption, må forskellen ligge i, om udbyttet bliver brugt 

produktivt inden for landets grænser. I Kenyattas regeringstid 

blev det meste brugt hjemme og var en medvirkende årsag 

til den høje vækst især i industrien. 

Under Moi blev det mere almindeligt at bruge de korrupte 

gevinster på en måde, som ikke kom landets udvikling til 

gode. Luksusboliger, spekulative jordkøb, investeringer i 

udlandet og placering af kapital i udenlandske banker og 

finansieringselskaber. Kapitalflugten tog fart i slutningen af 

1980'erne. Det antages, at der var private pengedepoter i 

udlandet på langt over 5 milliarder dollars i denne periode. 

Kenyas image udadtil blev stadig dårligere op gennem 

1980'erne på grund af stigende korruption af den "dårlige" 

type. Mange enkeltsager nåede frem til offentligheden via 

den seriøst arbejdende kenyanske rigsrevision, som hvert år 

på nærmest klinisk vis afslørede mange omfattende skandalesager. 

Da Mois regering imidlertid havde kontrol over parlamentet 

og statsrevisorerne, kom sagerne aldrig videre under 

étpartistyret. Pressens stadig mere nærgående omtale lod man 

hånt om. Der var stigende kritik fra udlandet, men først i 

begyndelsen af 1990'erne blev det et problem. 

En af de største sager nåede frem til avisernes spalter i 1991 

og har kørt siden. En spekulant fra et af de lyssky kenyanske 

finansieringshuse, Kamlesh Pattni, fik den idé at sikre 

staten kontrol med eksport af guld og ædelsten. Kenyas 

naturressourcer omfatter kun små mængder som guld og 

ædelsten; til gengæld nyder landet godt af en vis transithandel 

med kostbarhederne. Hr. Pattni dannede firmaet Goldenberg 

International og startede en indkøbs- og eksportforretning 

med statsmonopol og den nødvendige politiske 

beskyttelse. Da Kenya i mange år havde ydet eksportpræmier 

for at stimulere valutaindtjeningen, fik Pattni både de nor- 

56 

Tegneren Gado's kommentar 

til korruptionen i 

Kenya, der altid har været 

en faktor i landets udvikling. 

Tegning: Gado, 

The Daily Nation, 1994. 

57

male 20 pct. og en ekstra præmie på 15 pct. godkendt af 

den daværende finansminister George Saitoti. Da mængden 

af guld og ædelsten, som rent faktisk krydsede grænsen, 

ikke var meget værd, fik han med falske papirer og 

centralbankens godkendelse en profit på mellem 10 og 15 

milliarder shillings. Sagen fremgår af den kenyanske rigsrevisors 

rapport for finansåret 1991/92 og er behandlet igen 

i 1992/93. Det samlede beløbs størrelse er ikke klarlagt. Efterforskningen 

kom først i gang i 1993 og er ikke afsluttet. 

Der er ingen tvivl om, at den tidligere ledelse i finansministeriet 

og centralbanken overtrådte reglerne, og at der burde 

være draget retslige og politiske konsekvenser af sagen. 

Det er endnu ikke sket (oktober 1994). 

Goldenberg-skandalen og mange andre kostbare svindelnumre 

kom op til overfladen i perioden op til flerpartivalget 

i december 1992. Offentligt køb af byggegrunde fra fonde 

og private til overpris, uretmæssig toldfritagelse ved import 

af luksusbiler, tildeling af importlicenser til toppolitikere og 

embedsmænd. Listen er lang, og omkostningerne for den 

kenyanske befolkning har været enorme. Store summer blev 

pumpet ud i økonomien til financiering af valgkampen i 

1992. Resultatet var en rekordhøj inflationstakt i mange 

måneder i 1992 - helt op til 100 procent på årsbasis (se figur 

8). Det var for alvor korruption med makroøkonomiske 

konsekvenser og tiltrak derfor også IMF's og Verdensbankens 

fulde opmærksomhed. 

Vigende udenlandsk interesse og 

bistand 

Kenya nød i mange år godt af rollen som favoritland for 

vestlandenes bistandsprogrammer. Den økonomiske ideologi 

passede godt både i Vesteuropa, Nordamerika og Japan. 

Geopolitisk var Kenyas geografiske placering attraktiv 

for amerikanske og britiske stormagtsinteresser. Økonomisk 

var landet i mange år både absolut og relativt en succeshistorie. 

Den moderne sektor var stor og støt voksende. 

Infrastrukturen med vejnet, telefonvæsen, lufthavne, jernbane, 

busser og havnen i Mombasa var uden konkurrence 

i regionen. Behageligt klima, gode boligmuligheder i ho- 

58 

vedstaden, righoldige og spændende feriemuligheder. Kort 

sagt, alt det som det internationale jet-set anser for en central 

og behagelig post i Afrika. 

Donorerne stod i kø efter gode projekter, hvilket behændigt 

blev udnyttet af skiftende Kenyatta-regeringer. Det 

fortsatte under Moi til midt i 1980'erne med stigende bistand 

i form af gaver og lån til at finansiere maskiner, råstoffer, 

fødevarer, byggeri og teknisk rådgivning. Både til 

militære og civile formål. 

Den stigende bistand overtog en stadig større andel af de 

offentlige anlægsudgifter (udviklingsbudgettet). Hertil kom 

en klækkelig - også stigende - del af driftsudgifterne. I 1990 

var den samlede udenlandske bistand (netto) nået op på 1,1 

milliard dollars svarende til 43 dollars pr. indbygger eller 

en syvendedel af bruttonationalindkomsten. Til sammenligning 

var den udenlandske nettobistand til Indien samme 

år 1,5 milliarder dollars eller blot 1,8 dollars pr. inder. 

Udlandets skepsis over for den kenyanske regeringsførelse 

øgedes i sidste halvdel af 1980'erne. Det skyldtes myndighedernes 

vanskeligheder med at overholde projektaftaler, 

embedsstandens faldende effektivitet og motivation og - ikke 

mindst - den voksende korruption og nepotisme. Det var 

tydeligt, hvad der skete, og alle donorer fik stadig større problemer 

med bistanden, især når projekterne var designet ud 

fra ønsket om at lade modtagerlandets myndigheder styre 

planlægning, gennemførelse og finansiel rapportering. Flere 

og flere projekter blev lagt om, og styringen overtaget af 

bistandsorganisationernes eget personale. 

Donorerne fulgte spændt det interne politiske opgør om 

demokratisering af den politiske proces. Saba Saba-urolighederne 

i 1990 og begivenhederne derefter gav stødet til 

kraftige protester fra udlandet. Krænkelser af menneskerettighederne 

og Mois barske politik over for den voksende 

opposition udløste skarp kritik fra lande, der ellers altid 

havde været Kenyas varmeste tilhængere og bistandsydere. 

Det uopklarede mord på udenrigsminister dr. Robert Ouko 

i 1990, og de såkaldte etniske sammenstød blev en yderligere 

alvorlig belastning for udlandets tillid til Moi-styret. 

De etniske uroligheder begyndte i 1991 og bredte sig snart 

til mange af de vigtigste landbrugsområder i Rift Valley med 

59

en stammemæssigt blandet befolkning. Det antages, at 

omkring 2.000 mennesker har mistet livet, og mere end 

300.000 er blevet fordrevet fra deres bolig og jord i forbindelse 

med sammenstødene. 

Kulminationen kom i november 1991 på et donormøde 

om Kenya i Verdensbankens europæiske hovedkvarter i Paris. 

Stort set alle donorers indlæg kritiserede i hidtil uhørte 

vendinger den kenyanske delegation. Vicepræsident og (dengang) 

finansminister George Saitoti blev beskyldt for at drive 

gæk med donorernes betingelser om økonomiske og politiske 

reformer. Ved tidligere donormøder havde Kenya fremlagt 

planer for økonomiske strukturændringer, som landet 

nu blev kritiseret for ikke at sætte i gang: Begrænsning af 

underskuddet på statsfinanserne, liberalisering af udenrigshandelen, 

valutareformer, effektivisering af den offentlige 

sektor, rationalisering af de halvstatslige produktionsselskaber, 

afskaffelse af overflødig kontrol, opprioritering af vedligeholdelse 

i offentligt styrede projekter osv. Ikke meget var 

gjort indtil efteråret 1991. 

Meget af kritikken på de økonomiske områder havde været 

på bordet før - uden synderlig virkning. Tonen var denne 

gang hårdere, også fra IMF og Verdensbanken. Det nye var 

imidlertid, at alle toneangivende bilaterale donorer beskæftigede 

sig indgående med den politiske struktur og ledelse. 

Der var utvetydige referencer til Moi-regeringens hårdhændede 

og anti-demokratiske handlemåde og de omfattende 

og voksende korruptionssager. 

Et enigt donormøde besluttede at standse udbetaling af 

programbistand og betalingsbalancestøtte. Samtidig annoncerede 

de fleste bilaterale donorer begrænsninger i fremtidige 

bistandsrammer og mere kontrol ved gennemførelsen 

af bistandsprojekter. 

I Nairobi kom udfaldet af mødet som en overraskelse og 

gav stødet til, at Moi fjernede en af de mest kontroversielle 

kalenjin-ministre, hans tidligere privatsekretær, energiminister 

Nicolas Biwott. Han blev først flyttet til den mindre 

lukrative post som industriminister og røg ved 

regeringsdannelsen efter valget i 1992 helt ud af regeringen. 

Han er dog fortsat en af præsidentens allernærmeste 

fortrolige, både politisk og forretningsmæssigt. 

60 

Tegning: Gado, 

The Daily Nation, 1994. 

61

Af større betydning var dog, at Moi ved et møde i KANU's 

centralkomité og repræsentantskab i december 1991 dekreterede, 

at det næste valg ville blive et flerpartivalg. 

Donormødet i november 1991 gav stødet til en mere 

massiv front fra donorerne. Bistanden faldt år for år til 

omkring 450 mio. dollars i 1993 fra 1,1 milliarder dollars 

i 1990. Mange donorer skar dog ned af grunde, som ikke 

direkte havde med Kenya at gøre: Øget bistandsbehov i 

Østeuropa, øget nødhjælp i Afrika og Asien, hjemlige økonomiske 

problemer i vigtige donorlande og ændring af 

Kenyas geopolitiske placering efter afslutning af øst-vestkonfrontionen 

og Golf-krigen. 

Den kenyanske regering forsøgte - forgæves - at appellere 

til donorerne om at fastholde bistanden. Omkring 

flerpartivalget i 1992 var der en vis afmålt optimisme, men 

det lykkedes ikke at formilde donorerne, før det i 1994 stod 

klart, at den nye finansminister, den unge luhya Musalia 

Mudavadi, og den nye centralbankdirektør, en ung kalenjin 

ved navn Micah Cheserem, havde vist, at de kunne fastholde 

den økonomiske reformkurs. Faktisk var der i Kenya 

i perioden fra november 1991 til sommeren 1994, da et 

nyt donormøde fandt sted i Paris, gennemført så omfattende 

reformer, at ingen donorer havde troet det muligt. Mange 

af de meget givtige korruptionsmekanismer var simpelthen 

bortfaldet, og resultaterne var begyndt at vise sig i form af 

stigende optimisme i den private sektor både i landbrug og 

industri. 

Mens de økonomiske reformer er fortsat ad den rigtige 

kurs, og på flere områder med større hastighed end forventet, 

er det gået modsat med de politiske reformer siden 1992valget. 

Donorlandene har med stigende mistro fulgt 

regeringens åbenlyse manipulation af suppleringsvalg til 

parlamentet og betalinger til medlemmer af kommunale råd, 

bl.a. byrådet i Nairobi, hvor KANU ved valget tabte stort 

til oppositionspartierne. De toneangivende donorlande er 

ligeledes åbenlyst kritiske over for regeringens mangel på 

effektiv opfølgning på korruptionsskandalerne, overgreb 

mod pressen, manipulation af valg til ledelsen af COTU 

(det kenyanske modstykke til LO) og modstand mod at 

genetablere de fagforeninger for bl.a. læger, universitetslæ- 

62 

rere og embedsmænd, der fandtes indtil begyndelsen af 

1980'erne. Hertil kommer en halvhjertet indsats fra regeringens 

side for at forhindre de etniske sammenstød og yde 

hjælp til, at ofrene kan begynde på en frisk, der hvor de 

kom fra eller andre steder. 

At Kenyas politiske ledelse i 1994 stadig af donorerne 

betragtes med ganske stor skepsis er ikke nogen tilfældighed. 

Der har bredt sig den opfattelse, at Mois styre søger at 

udnytte resultaterne af de økonomiske reformer til at presse 

den politiske udvikling tilbage, hvor den kom fra - til en 

styreform, der på papiret er pluralistisk, men i praksis fastholder 

magten hos KANU og i regeringens top. Oppositionens 

sammenhold strakte ikke længere end til sejren om 

ændring til flerpartisystem. Moi kunne med kun en tredjedel 

af stemmerne blive genvalgt for en ny fem-årig periode 

og har siden aktivt og med store pengemidler og andre belønninger 

til sin rådighed gjort, hvad han kunne, for at splitte 

oppositionen yderligere. Selv om der er markante undtagelser 

i kredsen af donorer, er de toneangivende lande ikke 

til sinds at se bort fra denne politiske tendens. Hvis den 

fortsætter, vil det føre til en ny svækkelse af Kenyas image, 

og det vil ikke - med et udtryk fra bistandsjargonen - være 

en bæredygtig basis for det fremtidige forhold mellem Kenya 

og donorerne. 

Omsvinget i 1993. Hastige økonomiske 

reformer 

Med en autokratisk styreform er det afgørende for den 

økonomiske udvikling, hvad præsidenten dekreterer. I Mois 

politiske image indgår billedet af den stærke mand - stammens 

ældste - som bestemmer, hvad der skal ske. Han skal 

helst kunne standse tidevandet og være den "synlige hånd", 

som påvirker markedskræfterne. Et ikke ukendt fænomen 

i industrilandenes politiske historie og i afrikansk nutid. 

Den pragmatiske, kenyanske realpolitik medførte, at Moi 

og hans håndgangne mænd i slutningen af 1992 opgav 

modstanden mod økonomiske reformer og sagde farvel til 

kontrolmekanismer, som i årevis havde været grundlag for 

store biindtægter og politisk patronisering. Presset fra de 

63

ilaterale donorer spillede en stor rolle, men det var i særlig 

grad Verdensbankens og IMF's indstændige overtalelsesforsøg, 

der gjorde udslaget. 

Efter valget i 1992 havde Moi skiftet finansminister Saitoti 

ud med den unge erhvervsøkonom og luhya Musalia 

Mudavadi; af flere grunde et godt valg. Han er Mois nevø 

og søn af det tidligere mangeårige kabinetsmedlem, Moses 

Mudavadi, som i sine unge dage var leder af skolevæsnet i 

Baringo-distriktet, hvor den unge skolelærer, Daniel arap 

Moi, var ansat og blev forfremmet. At finansministeren er 

luhya spiller en væsentlig rolle for Mois kalkulationer om 

balancen mellem stammerne og hans forsøg på at gøre indhug 

i oppositionens dominans i vest-provinsen. Da Moi 

samtidig udskiftede sin korrupte og stærkt kritiserede 

centralbankdirektør med en ny af sin egen kalenjin-stamme, 

Micah Cheserem, havde han et team, som han kunne stole 

på. Det er derfor kommet som en positiv overraskelse, at 

tomandsholdet så hurtigt har præsteret omfattende resultater. 

Der er ingen tvivl om, at de har været oppe mod kraftige 

obstruktionsforsøg fra de mest korrupte strateger 

omkring Moi, som på kort tid er blevet frataget mange sikre 

adgangskort til indtjening og politiske gevinster, som de 

siden har søgt at erstatte med andre ved at udnytte 

liberaliseringens spekulationsfordele. 

Blandt de vigtigste økonomiske reformer i 1993 er følgende: 

- Valutahandelen er blevet givet fri. Tidligere skulle eksportører 

i Kenya, ligesom i mange andre udviklingslande, 

anmelde og aflevere deres valutaindtægter til centralbanken. 

Skulle de importere råvarer og maskiner, måtte de søge om 

valuta. Systemet var tungt, ugennemsigtigt og behæftet med 

rige muligheder for korruption. 

- Importlicenser er afskaffet. Også dette system kendes 

fra mange andre landre. Meningen er at regulere importen 

og økonomisere med knappe valutaressourcer. I Kenya havde 

det udviklet sig til et mareridt for importører, der ikke kunne 

eller ville betale bestikkelse. Nu skal der kun licens til import 

af varer, der kan indebære en miljø-, sundheds- eller 

sikkerhedsrisiko. 

- Centralbankens støtte til usolide banker og finansierings- 

64 

selskaber er afviklet. De mange ulovlige indtægter fra korruption 

og penge, der skulle unddrages skattevæsenet, gav 

op gennem 1980'erne baggrund for oprettelse af et stort antal 

"pengevaskerier". Op til valget i 1992 blev flere af disse 

finanshuse også engageret i valgkampens økonomiske transaktioner 

og fik i pressen og donor-jargonen tilnavnet "politiske 

banker". Finansministeriets og centralbankens tidligere 

ledelser var villige fødselshjælpere og mange af topfolkene 

begge steder ikke uden personlige eller politiske fordele, når 

de bistod med at formidle godkendelser, kreditter og lån 

på spinkelt eller fiktivt grundlag. IMF og Verdensbanken 

satte hårdt mod hårdt og var kompromisløse i kravet om 

oprydning i den skandaleramte del af finanssektoren. Sværest 

var det at håndtere den såkaldte "Transnational Bank", 

hvis hovedaktionærer var kabinettets og partiets topfigurer. 

Det lykkedes. En ikke ringe indsats, som havde været utænkelig 

uden donorernes intense pres. 

- Der er gennemført skærpede regler for kassekrav og 

soliditet i banker og andre pengeinstitutter. Kontrollovgivningen 

følges nøje af centralbankens nye, seriøse ledelse. 

- Underskuddet på statsfinanserne er bragt ned, men stadig 

for stort til Kenyas makroøkonomiske formåen. 

- Importafgifter og skattesatser er blevet revideret og opkrævningen 

effektiviseret for at øge statens indtægter mest 

muligt. Mange fritagelsesmuligheder og lempelsesordninger, 

hvor finansministeren kunne sige ja eller nej fra sag til sag, 

er blevet afskaffet eller gjort gennemsigtige. Også dette har 

bremset en evig kilde til korruption. 

- Der er gennemført en minutiøs analyse af ministeriernes 

udviklingsplaner for at sikre, at hovedvægten ved valget af 

projekter lægges på de højest prioriterede og på vedligeholdelse 

af eksisterende aktiviteter. 

- Kontrollen med den indenlandske handel med korn 

(majs og hvede) er ophørt. Tidligere skulle der tilladelse til 

at flytte korn fra et distrikt til et andet. Meningen var oprindeligt 

god nok, nemlig at sikre forsyningen over hele 

landet til rimelige priser. Efterhånden udvikledes en velsmurt 

korruptionsmaskine i alle led (inkl. færdselspolitiet ved de 

mange kontrolsteder) til stor skade for forbrugerne. Al 

kontrol både med den indenlandske handel og import og 

65

eksport blev afskaffet i 1993. I 1994 blev det beklageligvis 

igen besluttet at holde de kenyanske priser oppe ved at stoppe 

den legale import fra Uganda af majs til under det halve af 

den kenyanske pris. Beslutningen kunne kun forklares med, 

at præsidenten og de fleste kabinetsmedlemmer (samt ledende 

medlemmer af oppositionen) er storproducenter af 

majs og hvede. Efter pres fra IMF og Verdensbanken blev 

forbudet senere på året afløst af en variabel importafgift. 

- Priskontrollen på et stort antal råvarer til industri og 

landbrug og basale forbrugsvarer er afskaffet, så der nu kun 

er kontrol med prisen på benzin og andre olieprodukter (som 

ventes frigivet i 1994) og enkelte forbrugsvarer. 

- Der er i gangsat en reform af den offentlige sektor. Det 

går langsomt, men mange stillinger er blevet nedlagt, og der 

er lagt bemandingsplaner for de enkelte ministerier. Der er 

indført "gyldne håndtryk" for ældre medarbejdere og indledt 

en kampagne for effektivisering af arbejdet. Lønnen er 

endnu ikke forøget mærkbart, og embedsmænd i Kenya må 

stadig gerne have erhvervsvirksomhed ved siden af. 

- Reformer i den halvstatslige sektor er påbegyndt. Også 

på dette område er udviklingen gået langsomt. Det er i de 

offentligt ejede virksomheder, de store penge ruller gennem 

systemet, og derfor også her, den politiske patronisering er 

stærkest forankret. Trods mange tilbageslag, er der taget skridt 

til hel eller delvis privatisering af mange produktionsselskaber 

og til at bringe de underskudsgivende foretagender under 

kontrol. Den væsentligste årsag til det store underskud på 

statsfinanserne hidrører netop herfra, idet staten har stået 

som kautionist for lån og kreditter og de facto ydet kolossale 

subsidier til produktion og investeringer, når gælden forfaldt 

til betaling. Den kenyanske rigsrevisor har ikke kunnet 

dække dette felt, da han i 1980'erne blev frataget den 

revisionsmæssige kontrol, som blev overgivet til en særlig 

afdeling i finansministeriet. Det åbnede yderligere adgang 

til den korruption i milliardklassen, som i flere år har fyldt 

de kenyanske aviser og ugemagasiner, og som har medført, 

at mange donorer (også Danida) har trukket deres bistand 

væk fra mange af de såkaldte "parastatals". 

Det karakteristiske ved den økonomiske reformproces i 

Kenya i 1993 var, at de mange "bitre piller" mod forskel- 

66 

lige dårligdomme i økonomien blev taget næsten samtidig. 

I virkeligheden var der tale om en meget drastisk økonomisk 

kur, som ikke var uden risici. Det siger en del om den 

grundlæggende stabilitet af det økonomiske, politiske og 

civile samfund i Kenya, at ændringerne kunne gennemføres 

uden større modstand eller destabiliserende aktioner. At 

økonomien var syg, var ingen i tvivl om. Inflationen var på 

vej mod 100 pct., der var mangel på valuta, import og investeringer 

var på vej ned, ingen økonomisk vækst, eller minus-vækst 

osv. Fagfolk, politikere og donorer var enige om 

diagnosen. Men medicinen var skrap. En væsentlig årsag 

til, at reformerne lykkedes, var, at fødevaresituationen ikke 

blev dramatisk forværret, selvom høstresultaterne i 1991- 

1993 havde været under middel på grund af tørke og etniske 

sammenstød i vigtige dyrkningsområder. Udenlandsk 

bistand blev sat ind for at bevare fødevaresikkerheden. De 

gode høstresultater i 1994 vil yderligere kunne cementere 

de positive virkninger af stabiliseringspolitikken og strukturtilpasningen. 

Der kan og bør siges meget positivt om den kenyanske 

regerings økonomiske reformer i 1993-94. Strukturtilpasningens 

virkninger har dog endnu ikke kunnet hindre, 

at fattigdomsproblemet i Kenya er blevet forværret. Næsten 

halvdelen af befolkningen klassificeres som "absolut 

fattige" efter FAO's og WHO's definition, der er baseret 

på en beregning af det gennemsnitlige, daglige kalorieforbrug. 

Procenten er stadig på vej op. Samtidig er der tydelige 

tegn på, at strukturreformerne har stimuleret de traditionelle 

kapitalistiske processer i økonomien og ført til øget 

polarisering af indkomst- og formuefordelingen. Presset på 

landbrugsjorden er stort og stigende. Antallet af arbejdsløse 

øges dramatisk år for år. De hastige reformer i 1993-94 har 

ikke drejet sig om disse forhold. De sociale aspekter i samfundets 

udvikling har ikke været i centrum. Men grundlaget 

for en større "samfundskage" er skabt, og de positive 

virkninger af strukturtilpasningen er nu (oktober 1994) ved 

at vise sig. 

67

FATTIGDOMMENS PROFIL I KENYA 

Ho Ho Hovedtræk Ho edtræk af af K KKenya 

K enya P PPover 

P er erty er ty Assessment Assessment udarbejdet udarbejdet af af af P PPopu 

P opu 

lation lation and and Human Human R RResour 

R Resour 

esour esources esour ces Division. Division. Eastern Eastern Africa Africa Depar Depart- Depar t 

ment, ment, ment, World orld Bank, Bank, Washington, ashington, 1994. 

1994. 

- Fattigdommen i Kenya omfattede i 1981 47 pct. af befolkningen, 

hvis man holder sig til gennemsnitstal og til den internationale definition 

af fattigdom. I 1992 var tallet det samme. I korthed betyder det, 

at omkring halvdelen af befolkningen ikke er i stand til at forbruge et 

rimeligt minimum af madvarer og andre basale forbrugsvarer. 

- Fattigdommen øgedes imidlertid i 1980'erne. 

Det fremgår ved undersøgelse af fordelingen 

mellem de forskellige grupper af fattige. Indkomstfordelingen 

blev generelt skævere i hele 

samfundet. Men det anslås, at gruppen af de 

allerfattigste blev 50 pct. større i landdistrikterne. 

I byerne var forøgelsen endnu større. De allerfattigste 

anslås nu at udgøre en tredjedel af bybefolkningen. 

- Børnenes ernæringstilstand viste fremgang 

indtil begyndelsen af 1980'erne, hvorefter den 

stagnerede og siden gik tilbage i mange egne af 

landet. Et af de simplere mål på kronisk underernæring 

er højde i forhold til alder. En tredjedel 

af de kenyanske børn under fem år er 

væksthæmmede, dvs. deres højde er mindre end 

normalt for alderen. Dette tal er kun en anelse 

bedre end gennemsnittet af landene syd for 

Sahara. 

- På uddannelsesområdet er der stor ulighed. 

Kun 62 pct. af børn af de fattigste 10 pct. af 

familierne kommer i grundskole. I den bedst stillede 

tiendedel er det over 80 pct. For gymnasieeleverne 

er uligheden større endnu med henholdsvis 

3 pct. og 20 pct. af den fattigste og den 

bedst stillede tiendedel. Hertil kommer stor ulighed 

mellem land og by. På landet er gennemsnitligt 

kun halvt så mange af en årgang i skole 

i forhold til i byerne. I det mandsdominerede 

Kenya spiller køn stadig en stor rolle også for 

skolegangen. Fattige piger på landet kommer 

sjældent i gymnasiet. For alle familier gælder, at pigerne trækkes ud af 

skolen før drengene, når økonomien ikke rækker til at uddanne alle 

børn. 

- Der er en klar sammenhæng mellem mødrenes uddannelsesniveau 

og børnenes ernæringstilstand. En femtedel af børn af mødre med 

gymnasieuddannelse er væksthæmmede. Tallet er næsten 40 pct. for 

børn af mødre uden uddannelse. 

- En tredjedel af husholdningerne på landet har kvindeligt overhoved. 

Næsten to tredjedele af dem har ingen støtte fra mænd på grund 

af dødsfald, skilsmisse eller rømning. Uden manden har kvinden traditionelt 

ikke adgang til jord. Jordløse husholdninger med kvindeligt 

overhoved er de allerfattigste. 

- I mere end 15 år har Kenya haft en økonomisk vækst på et lavere 

niveau end befolkningsvæksten. Bruttonationalindkomsten var i 1992 

faldet til 310 dollars pr. indbygger. Kenya var 

hermed kommet ned på en 19'ende plads fra 

bunden i Verdensbankens oversigt over de fattigste 

lande. I 1980'erne faldt reallønnen med 

omkring en tredjedel. 

- Det dårlige økonomiske resultat må især 

henføres til uhensigtsmæssig penge- og finanspolitik 

og forkert - i stigende grad også korrupt 

- brug af offentlige ressourcer med de 

fattige som de absolutte tabere. Tørke og forringet 

bytteforhold i udenrigshandelen har i enkelte 

af årene trukket i samme retning. 

- Landbrugssektoren er hjemsted og arbejdsplads 

for 70 pct. af befolkningen. Produktionsog 

prisforhold øver direkte indflydelse på graden 

og fordelingen af fattigdommen på landet. 

Opdelingen af husmandsbrug i stadig 

mindre enheder som følge af befolkningsvæksten 

er en væsentlig årsag til stigende fattigdom. 

Det hører med i billedet, at 40 pct. 

af landbrugsarealet (som kun udgør en femtedel 

af landet) er fordelt på knap 1000 store 

landbrug, som med ekstensive dyrkningsmetoder 

kun giver meget få arbejdspladser. 

- Fattigdomsprofilen påvirkes kraftigt af det 

dræn på de offentlige ressourcer, som er lagt 

ind fra et stort antal underskudsgivende statsejede 

virksomheder og fra lønomkostningerne 


til den overdimensionerede offentlige sektor. 

Statens udgifter til socialsektoren, især sundhed 

og uddannelse, faldt i 1980'erne målt pr. 

indbygger på grund af manglende finansieringsmuligheder. For sundhedssektoren 

var der i perioden 1980-93 tale om et fald på over 30 

pct., når inflationen var renset ud af tallene. I samme periode var 

befolkningsvæksten næsten 50 pct. 

68 69

70 

Landbruget er grundlaget 

for Kenyas økonomi, 

selv om kornproduktion 

og husdyrbrug 

stadig i vid udstrækning 

foregår med 

traditionelle metoder. 

Foto: Ebbe Knudsen/ 

Billedhuset. 

5. 

De enkelte sektorer 

Tabel 2 viser ændringen i bruttonationalproduktets fordeling 

på sektorer fra 1965 til 1992. Industriens andel har været 

konstant på ca. en femtedel, mens landbrugets andel er faldet 

til lidt under en tredjedel, og de tjenesteydende erhverv er 

tilsvarende gået op til lidt over halvdelen. Det er bemærkelsesværdigt, 

at forskydningerne ikke har været større over 

en periode på næsten 30 år. 

De enkelte sektorers vægt i udenrigshandelen vises i tabel 

3.1. og 3.2. Importen domineres stadig af industrivarer 

og eksporten især af råvarer fra landbrugssektoren. 

Landbrug 

Landbruget er grundlaget for den kenyanske økonomi. Selv 

om mindre end en femtedel af det store land kan dyrkes, 

bor omkring 70 pct. af befolkningen på landet og ernærer 

sig ved jordbrug, kvægbrug, skovbrug og havebrug. Næsten 

en tredjedel af bruttonationalproduktet stammer fra landbruget, 

som indtjener op mod to tredjedele af de traditionelle 

eksportindtægter. De vigtigste salgsafgrøder fremgår 

af tabel 4, der også viser forskydninger i den markedsførte 

produktions fordeling på de vigtigste produkter fra 1973 

Tabel 2. Bruttonationalproduktet procentvis fordelt 

på sektorer (pct.) 

1965 1975 1985 1992 

Landbrugsproduktion 35 36 32 29 

Industriproduktion 1 19 19 19 

Tjenesteydende erhverv 47 45 49 52 

I alt 100 100 100 100 

Kilde: World Tables. World Bank 

71

til 1993. Tre fjerdedele af den lønnede beskæftigelse findes 

i landbrugssektoren, som også forbruger op mod halvdelen 

af statens udgiftsbudget. 

Det lille familiebrug dominerer. Mere end tre fjerdedele 

af den samlede produktion og over halvdelen af salgsafgrøderne 

er fra de 3,5 mio. små brug med en gennemsnitlig 

størrelse på 1,6 hektar. Mere end halvdelen af 

landbrugerne er organiseret i kooperativer. De knap 1000 

store brug (den typiske størrelse ligger mellem 500 og 1000 

hektar) dækker omkring 40 pct. af landbrugsjorden og producerer 

udelukkende salgsafgrøder især til eksport. Mange 

af de små brug kan ikke yde tilstrækkeligt til at ernære en 

familie. I de seneste år er brugenes gennemsnitsstørrelse faldet 

yderligere på grund af opdeling af jorden ved salg og dødsfald. 

Mange steder er jordkvaliteten faldet på grund af nedslidning 

og erosion. Mere intensive dyrkningsmetoder har 

også givet større produktionsomkostninger. Befolkningspresset 

har skubbet folk ud i marginale, regnfattige dyrk- 

Tabel 3.1 Import og eksport fordelt på varekategorier 

(pct.) 

1965 1992 

Import: 

Fødevarer 13 6 

Brændstof 11 15 

Andre råvarer 2 4 

Maskiner og transportudstyr 32 38 

Andre industrivarer 42 37 

I alt 100 100 

Eksport1 : 

Brændstof, mineraler og metaller 13 15 

Andre råvarer 77 54 

Maskiner og transportudstyr 0 10 

Andre industrivarer 10 18 

Tekstiler og beklædning 0 3 

I alt 100 100 

Kilde: World Development Report. World Bank 

1 Omfatter kun vareeksport og altså ikke turisme 

72 

Kvinderne udfører størstedelen 

af det traditionelle 

landbrugsarbejde - 

her planter de ris. 


ningsområder. Udviklingen har øget fattigdommen på landet 

og gjort det nødvendigt for husmandsfamilierne at skaffe 

ekstraindtægter fra lønarbejde som daglejere, tusk-handel, 

husflid osv. 

Før uafhængigheden var småbrugene stort set ikke med i 

pengeøkonomien. De var såkaldte subsistenslandbrug, hvor 

produktionen ikke var til salg men kun til eget brug. Kolonimagtens 

politik var, at der ikke skulle være overskud, som 

kunne byttes til kontanter. De afrikanske bønder skulle tjene 

penge ved at stille deres arbejdskraft til rådighed for de 

europæiske storbønder. Med uafhængigheden ændredes 

denne politik, hvilket var årsagen til den kraftige økonomiske 

vækst i 1960'erne og første halvdel af 1970'erne. Den 

hastigt voksende produktion af salgs- og eksportafgrøder på 

de små brug var i høj grad dynamo for væksten. Hertil kom 

den kooperative bevægelse med massiv støtte fra de nordiske 

lande. I dag er selv de mindste brug involveret i penge- 

73

økonomien på trods af, at mange er for små til at brødføde 

familierne. Der skal skaffes kontanter for at dække udgifterne 

til grundskole, medicin og lægehjælp. Hertil kommer 

dagligvarer som sukker, salt, te, batterier m.v. 

Familiebrugets vigtigste afgrøder er majs, bønner og grøntsager. 

I de regnfattige områder er det durra (sorghum), hirse 

(millet) og bønner. Hertil kommer husdyrhold: Kvæg, geder, 

får, høns og i tørre områder kameler. 

Teknikken i familiebruget, hvor kvinderne leverer mere 

end 80 pct. af arbejdskraften, er stadig de fleste steder ret 

primitiv. Jorden forberedes med den traditionelle afrikanske 

hakke (jembe på kiswahili), der løftes højt over hovedet 

og slynges i jorden så kraftigt, det lader sig gøre. Kvinderne 

udfører ikke sjældent det hårde arbejde med den senest fødte 

fastbundet på ryggen i den traditionelle khanga, et stykke 

vævet stof på 150 gange 100 centimeter. Hullerne til såning 

laves med en stok eller den panga, en kraftig kniv 

omkring en halv meter lang og med et bredt blad, som er 

et uundværligt redskab for enhver, der arbejder ved landbruget. 

Sammen med jemben bruges pangaen til at luge. 

Når der høstes, hugges pindebrænde, fældes træer og buske, 

kommer pangaen også frem. 

I de asiatiske lande har bønderne i årtusinder brugt trækdyr. 

Denne teknik har ikke været anvendt i det traditionelle 

afrikanske landbrug. Efterhånden ses oksepløjning dog på 

flere og flere kenyanske småbrug, hvor bønderne - oftest 

med bistand fra et udviklingsprojekt - har slået sig sammen 

om et forspand. Maskinstationer, som udlejer traktorer og 

andre landbrugsredskaber, vinder også frem. De tekniske 

fremskridt går dog uden om de mange småbrug, hvor lønsomheden 

kun efter gode høstsæsoner rækker til betaling 

for forædlet såsæd, gødning og ukrudtsmidler i den følgende 

dyrkningssæson. 

Også husdyrbruget foregår stadig med traditionelle metoder. 

Nomadekvæget søger græsning, hvor den findes. 

Ydelsen af mælk er ringe, og produktionen af kød og huder 

minimal, da nomaderne ikke ynder at skille sig af med 

dyrene. Men de betragter kvæget som kapital eller indestående 

på en bankkonto (deraf det engelske udtryk bank on 

hoof). Flere af de små blandede husmandsbrug er dog i de 

74 

De store brug tegner sig 

for størstedelen af den 

mælkeproduktion, der 

går til byerne og til eksport. 


seneste årtier slået ind på at bruge kunstig inseminering for 

at få mælkeydelsen og kødproduktionen op. Kenya har også 

fået en næsten landsdækkende veterinærtjeneste, som imidlertid 

har samme driftsproblemer og dårlige økonomi som 

sundhedstjenesten for mennesker. Også teknikken med 

opstalding og fodring af køerne ved husmandsstedet (zero 

grazing) har efterhånden bredt sig især blandt kikuyuerne i 

Central Province og Rift Valley. 

Størstedelen af den kød- og mælkeproduktion, der videreforarbejdes 

til salg i byerne og til eksport, kommer stadig 

fra de store brug, der drives med moderne metoder. Det 

gælder også en væsentlig del af salgsafgrøderne (majs, hvede, 

te, kaffe, sukker og sisal). Det er stordrift og mekanisering, 

og mange af brugene tjener store penge til deres ejere ligesom 

i kolonitiden. En hel del af de store farme bliver imidlertid 

dårligt ledet, enten fordi de ejes af bylandmænd, bosat 

i Nairobi (de kaldes sarkastisk telephone farmers) eller fordi 

75

ejeren, i mange tilfælde et investeringsselskab, er mere interesseret 

i at spekulere i værdistigningen på jorden eller tage 

lån med landbruget som sikkerhed, end i at drive rationelt 

landbrug. Resultatet er, at en ikke ringe del af det kenyanske 

landbrugsland udnyttes langt under sin ydeevne, samtidig 

med at knapheden på jord stiger i takt med 

befolkningsvæksten. 

De store landbrug er en arv fra kolonitiden. Størsteparten 

er siden overtaget af afrikanere. Mange skiftede ejer lige 

efter uafhængigheden gennem en ordning, hvor den nye 

regering finansierede erstatninger til europæiske landmand 

med et lån fra den tidligere kolonimagt. Meningen var, at 

Tabel 3.2 Import og eksport procentvis fordelt på 

enkeltvarer (pct.) 

1973 1993 

Import: 

Råolie og olieprodukter 5 24 

Maskiner til industri og landbrug 12 14 

Jern og stål 4 6 

Motorkøretøjer og dele 3 6 

Medicinalvarer 1 5 

Gødning 1 3 

Råvarer til kemisk industri - 4 

Andre 74 38 

I alt 100 100 

Eksport1 : 

Kaffe 29 15 

Te 14 25 

Olieprodukter 8 9 

Pyrethrum ekstrakt 2 1 

Sisal 4 1 

Soda 2 2 

Cement 2 2 

Havebrugsprodukter 1 11 

Andre 38 34 

I alt 100 100 

Kilde: Economic Survey. Government of Kenya 

1 Omfatter kun vareeksport og altså ikke turisme 

76 

jorden i det såkaldte million acre scheme skulle opdeles i små 

familiebrug og overdrages til jordløse landarbejdere. Hovedparten 

af de europæiske farme blev købt af velhavende afrikanske 

embedsmænd og politikere, enten privat eller gennem 

selskaber (landbuying companies), ofte med penge opsparet 

af småfolk, som fik udstedt andelsbeviser i stedet for jord. 

Adgangen til jord og ejerforholdene er i dagens Kenya stadig 

et stort og uløst problem. Ikke siden uafhængigheden 

er jordreformer blevet søgt gennemført. Regeringens politik 

er rettet mod udvikling af de marginale områder og er 

i længden ikke bæredygtig. Det voksende befolkningspres 

sammenholdt med politikernes modvilje mod den nødvendige 

demokratisering af adgangen til frugtbar jord er en af 

årsagerne til de alvorlige sammenstød især i etniske grænseområder. 

Disse konflikter har præget 1990'erne og ført til, 

at omkring 2.000 antages at have mistet livet, og godt 

300.000 er blevet fordrevet. 

I småbrugsektoren er der paradoksalt nok til tider også 

underudnyttelse af jordens ydeevne på grund af mangel på 

arbejdskraft. Omkring en tredjedel af de små brug har kvindeligt 

overhoved. Manden er væk. Enten er han lønarbejder 

i en af de større byer, hvilket sjældent er en overskudsforretning, 

eller også har han simpelthen forladt familien, 

fordi han har opgivet et klare forsørgerbyrden for de skolesøgende 

børn. Alle undersøgelser af livet på landet i Kenya 

bekræfter, at sådanne familiemæssige og sociale tragedier 

griber mere og mere om sig. Den faldende vækst pr. indbygger 

de sidste mange år slår tydeligt igennem. Da mændene 

er væk, er kvinderne yderligere presset. En slidsom hverdag 

præget af madlavning, hentning af vand og brænde og 

børnepasning. Familiebrugets drift er derfor et problem, når 

jorden skal gøres klar, og når der skal høstes. Resultatet bliver 

paradoksalt nok, at familien ikke har arbejdskraft og kapital 

nok til at udnytte selv et lille jordstykke fuldt ud trods 

den udtalte arbejdsløshed og underbeskæftigelse, der præger 

hele økonomien. 

I 1990'erne har landbruget lidt under mangelfulde og 

direkte negativt virkende produktionsvilkår, herunder det 

offentliges uhensigtsmæssige administration af kreditgivning, 

såsæd, priskontroller, forarbejdningsvirksomheder m.m. 

77

Sammen med utilstrækkelig regn og stigende priser på 

importerede maskiner og råstoffer har det betydet, at landbrugsproduktionen 

i 1991 og 1992 er faldet med henholdsvis 

1,1 og 4,2 pct. Alvorlige tilbageslag, som har gjort det 

nødvendigt at importere store mængder fødevarer, især sukker, 

majs, hvedemel, mælkepulver og madolie. Den negative 

udvikling er fortsat i 1993, da kun produktionen af te 

er steget, mens alle andre produkter har vist et fald. I 1994 

ser det ud til, at prisreformerne fra 1993 sammen med bedre 

regnfald vil give landbrugsproduktionen en meget væsentlig 

fremgang. 

Kenyas alvorligste balanceproblem, forholdet mellem mad 

og mennesker, vil imidlertid ikke kunne løses uden gennemgribende 

reformer. Priserne er efterhånden tilpasset markedsforholdene, 

og det er et væsentligt fremskridt i forhold til 

den tidligere ineffektive statskontrol, der virkede som en 

bremse på produktion og markedsføring. De mange 

ineffektive, halvstatslige virksomheder og kontrolorganer 

inden for landbrugssektoren nedlægges eller privatiseres 

efterhånden, hvilket er et mærkbart skridt i den rigtige ret- 

Tabel 4. Markedsført landbrugsproduktion 

procentvis fordelt på produkter (pct.) 

1973 1983 19931 Majs 7 9 5 

Hvede 3 5 1 

Andre kornsorter 2 1 2 

Sukkerrør 4 6 7 

Pyrethrum 3 1 1 

Kaffe 27 30 18 

Te 14 23 45 

Andre industriafgrøder 10 8 3 

Kvæg og kalve 13 9 11 

Mejeriprodukter 9 6 5 

Andre husdyrprodukter 4 2 2 

I alt 100 100 100 

Kilde: Economic Survey. Government of Kenya 

1 Foreløbige tal 

78 

ning. I sæsoner med tilstrækkelig regn vil Kenya indtil videre 

kunne brødføde sig selv. Men regnforholdene i Kenya 

er meget svingende, og befolkningen er de seneste mange 

år vokset mere end fødevareproduktionen. Landets politiske 

ledelse står over for meget vanskelige problemer, som 

kun kan løses med fundamentale ændringer i ejerforhold 

og jordfordeling. Et behov som erkendes, men som indtil 

videre kun har givet anledning til helt ubetydelige lappeløsninger. 

Skiftende KANU-regeringer har ikke kunnet eller 

villet arbejde seriøst med behovet for jordreformer. Der 

er derfor heller ikke meget om emnet i Kenyas seneste 

udviklingsplan (1984-86). Knap 1000 store landbrug sidder 

stadig på 40 pct. af den knappe landbrugsjord. Og mange 

af de 40 pct. ligger brak eller udnyttes dårligt. 

Industri 

Kenyas industri er efter afrikanske forhold veludviklet og 

velfungerende. Kenya har i mange år haft positionen som 

det mest industrialiserede udviklingsland i det østlige Afrika 

og står godt rustet til konkurrencen fra Sydafrika. Tabel 3.1 

side 72 viser stigningen i industriens andel af den samlede 

eksport fra 10 pct. i 1965 til 31 pct. i 1992. 

En væsentlig årsag til denne position skal findes helt tilbage 

i kolonitiden. Af finansielle grunde opkrævede myndighederne 

told for import af et stort antal varer. Pengene 

blev brugt til kolonitidens investeringer og administration. 

Det var et ekstra incitament til private investeringer i 

industriproduktionen, som med tolden var beskyttet mod 

import. Hertil kom fri adgang til det samlede østafrikanske 

marked (Kenya, Uganda og Tanganyika), hvor den 

europæiske og asiatiske befolkning efterhånden udgjorde et 

købedygtigt marked. Det drejede sig især om industrier med 

dyr transport og rigelige råvarer lokalt (drikkevarer, byggematerialer, 

konserves o.lign.). Efter uafhængigheden blev de 

høje toldsatser bevaret for at tiltrække private udenlandske 

investeringer. Denne politik havde succes, og industriproduktionen 

voksede støt. Men den samme udvikling gjaldt 

ikke beskæftigelsen i industrien, da de fleste industrier anvendte 

moderne, arbejdskraftbesparende teknik. 

79

80 

Industriområde ved 

Mombasa, hvor produktionen 

har forårsaget 

omfattende miljøødelæggelser. 


En meget stor del af efterspørgselen efter simple redskaber, 

husgeråd, møbler, vinduer, døre og daglige forbrugsvarer 

dækkes ved lokalproduktion i den såkaldte uformelle sektor. 

Den består af små håndværksvirksomheder som med 

simpel manuel teknik og uden større investeringer i bygninger, 

maskiner, produktudvikling og administration producerer 

varer af stærkt svingende kvalitet for det lokale 

marked og til priser, som den almindelige kenyaner har råd 

til. Mange af disse håndværkere arbejder i fri luft. Sektoren 

kaldes i den kenyanske jargon for jua kali (jua betyder sol 

og kali hård, stærk eller barsk). 

Kenyas industriproduktion dækker i dag et bredt sortiment. 

Industrierne findes fortrinsvis i Nairobi og Mombasa. 

En del virksomheder er kommet i gang på grund af toldbeskyttelsen 

og erstatter varer, der ellers ville være blevet 

importeret. En anden gruppe udnytter kenyanske råmaterialer 

og tjener penge ved den værditilvækst, som de kan 

give varerne, inden de eksporteres eller sælges på hjemmemarkedet. 

To vigtige industrier er levnedsmiddelgruppen 

(kaffemøller, tefabrikker, konservesfabrikker, mejerier, kornmøller, 

bagerier, sukkerfabrikker, bryggerier, mineralvandsfabrikker, 

cigaretfabrikker) og tekstilgruppen (bomuldsspinderier, 

væverier, tovværksfabrikker og konfektion). Hertil 

kommer møbler, papir, tryksager, læder, fodtøj, gummivarer, 

maling, sæbe, tændstikker, petroleumsprodukter, cement, 

metalvarer og el-artikler. Kenya har endvidere i flere år haft 

en stor bilindustri med samlefabrikker for personbiler og 

opbygning over importerede chassis'er og motorer af minibusser 

og lastbiler. 

Kenyas industrier er stadig orienteret mod hjemmemarkedet 

og producerer først og fremmmest forbrugsvarer. 

Nærings- og nydelsesmidler, tekstiler, beklædning og fodtøj 

udgør omkring halvdelen af industriens bidrag til 

nationalproduktet. Mange virksomheder ville ikke kunne 

klare sig, hvis de ikke var beskyttet mod udenlandsk konkurrence 

af told og afgifter. Også i Kenya har forbrugerne 

og landbruget lidt under en alt for langsom afvikling af beskyttelsestolden, 

og de deraf følgende alt for høje priser for 

alt for dårlige industriprodukter. 

Traditionelt har Kenya eksporteret nærings- og nydelses- 

81

midler til nabolandene. Med opløsningen af det østafrikanske 

fælledsmarked (East African Community, EAC) i 1976 

mistede Kenya det vigtige tanzanianske marked samtidig 

med, at de kaotiske forhold i Uganda gjorde dette land til 

en ustabil handelspartner. I 1980'erne havde Kenya held til 

at øge eksporten til Mellemøsten og Asien (bl.a. Saudi-Arabien 

og Pakistan). I 1984 blev grænsen til Tanzania genåbnet, 

og forholdene i Uganda er siden stabiliseret. 

Kenya er med i det sydlige og østlige Afrikas frihandelsområde 

og burde allerede i 1980'erne have fået mere ud af 

de nye muligheder for eksportfremstød og handelssamarbejde. 

Når Kenya alligevel har tabt markedsandele, bl.a. til 

Zimbabwes moderne industrier, skyldes det især en alt for 

stiv statskontrol med udenrigshandelssektoren. Op gennem 

1980'erne blev systemet med importlicenser, valutatildelinger, 

produktionstilladelser m.v. mere og mere præget 

af den stigende korruption og nepotisme. Det er først 

efter den totale liberalisering af udenrigshandelen i 1993, 

at der for alvor er sket en drejning til det bedre. Dynamikken 

i den private industrisektor ventes snart at kunne udnytte 

de nye tider med stigende væksttal, øget beskæftigelse 

(om end begrænset af den moderne tekniks valg af maskiner 

frem for arbejdskraft), stigende valutaindtjening og øget 

efterspørgsel efter landbrugets produkter til videreforarbejdning. 

Mange investeringer i Kenyas industri er finansieret af 

udenlandsk kapital. Det anslås, at 60 pct. af industriproduktionen 

i 1970'erne blev fremstillet af udenlandske 

koncerners datterselskaber. Siden er denne andel faldet, dels 

fordi lokale afrikanske og asiatiske forretningsfolk er gået 

ind i industrien, dels fordi staten fra slutningen af 1970'erne 

begyndte at investere kapital og ledelse. Mange halvstatslige 

produktionsvirksomheder er siden lukket på grund af dårlig 

styring og ledelse i etableringsfasen. 

Ved optakten til den økonomiske reformproces vedtog 

regeringen i 1992 at afvikle den statslige deltagelse i de virksomheder, 

som ikke kan karakteriseres som strategiske. Processen 

har været langsom, fordi mange selskaber har tjent 

som "malkemaskiner" for korrupte ledere og som arbejdsplads 

for nevøer og niecer af politikere og embedsmænd eller 

82 

andre, som politikerne skyldte en tjeneste, uden smålig skelen 

til kvalifikationer og til, om der var ledige stillinger. 

Omkring midten af 1994 synes reformprocessen at have 

bidt sig fast. Det hænger givetvis sammen med, at mange 

finansielle skandalesager har skabt stor debat og opmærksomhed 

i det kenyanske samfund om, hvor dyrt det er for 

staten at betale subsidier til industriproduktionen og stå som 

kautionist for dårlige lån. 

Kenya står ved midten af 1990'erne med gode kort på 

hånden. For at udnytte mulighederne må industrien lægge 

strategien om. I de første årtier var målet at producere til 

erstatning for import. Mulighederne for yderligere vækst ad 

denne vej er stort set udtømt. Fremtiden for Kenyas industrisektor 

ligger derfor i en satsning på eksportmarkederne. Og 

her er store muligheder for Kenya, såfremt det politisk viser 

sig muligt at fastholde reformkursen for produktionsog 

handelsvilkår, og den indenrigspolitiske stabilitet ikke 

smuldrer. Udenlandske investorer er stadig skeptiske, og 

Kenya må kunne fremvise et par år med fremgang, fred og 

fordragelighed, før investorerne igen vil interessere sig for 

landet, som konkurrerer med andre industrielle kraftcentre 

syd for Sahara, især Sydafrika og Zimbabwe. 

For hjemmemarkedet vil en eksportorienteret strategi give 

fordele i kraft af lavere priser og øget kvalitet for moderne 

industriprodukter. Den planlagte udviklingsindsats i den traditionelle 

håndværkssektor vil samtidig kunne sikre den 

fortsatte produktion af færdigvarer med en tilpasning af både 

kvalitet og pris til det store flertal af den kenyanske befolkning. 

Den uformelle jua kali- sektor har også gode muligheder 

for at opsuge en betydelig del af den ledige 

arbejdskraft. 

Der er allerede gjort meget for at fremme industrieksporten. 

Der er etableret både statslige og private eksportproduktions-zoner. 

Virksomhederne lokkes med told- og 

afgiftsfritagelse på import af maskiner og råmaterialer, skattefritagelse 

i ti år og derefter i yderligere ti år nedslag på 75 

procent. Trods incitamenterne er der endnu ikke set væsentlige 

resultater, da andre problemer stadig holder investorerne 

tilbage (langsom sagsgang ved import og eksport, kapacitetsproblemer 

og korruption i havnen i Mombasa, mangel på 

83

jernbanevogne og lokomotiver, forvirring om procedurerne 

ved skatte- og toldfritagelser, udstedelse af arbejdstilladelser 

til udenlandsk personale osv.). 

Ingen forventer, at Kenya vil opleve samme industriudvikling 

som de ny-industrialiserede lande i Sydøstasien 

(Hong Kong, Taiwan, Sydkorea og Singapore). Dertil er lønog 

andre produktionsomkostninger for høje og kvaliteten 

og effektiviteten i arbejdskraften for lav. Da Kenya imidlertid 

har et stort potentiale som eksportør af forarbejdede 

landbrugsvarer - der allerede har givet pæne væksttal i de 

sidste år - vil det være en mærkbar fordel, hvis industrilandenes 

protektionistiske importpolitik lempes. Men det er 

jo en ganske anden historie. 

Turisme 

Turisme er Kenyas vigtigste eksport - dvs. indtjening af fremmed 

valuta. Stranden, dyreparkerne, bjergene, skovene, 

søerne og ørkenen tiltrækker turister i store tal. I 1993 blev 

landet besøgt af 825.000 turister, som lagde over 400 mio. 

dollars i valutakassen. Det svarer til mere end en tredjedel 

af valutaindtægten fra den traditionelle vareeksport fra landbrug 

og industri. 

Turismeindustrien i Kenya har i mange år været i fremgang 

og har ikke haft svært ved at konkurrere med Tanzania 

og Uganda på pris og kvalitet. Mange års uroligheder i 

Uganda satte en stopper for turismen til dette ellers på alle 

måder meget attraktive turistmål. I Tanzania har turismen 

været statsstyret inden for politiske rammer, som aldrig har 

været særligt positive over for at udnytte Tanzanias meget 

rige ressourcer fuldt ud. Også i Kenya har der i perioder 

været debat om turismens negative - især sociale - indflydelse 

på og omkring turistmålene. 

Turisme er som eksportvare - altså til indtjening af udenlandsk 

valuta - en sammensat størrelse. Produktionen kræver 

mange importerede rå- og hjælpestoffer. Som alle tjenesteydelser 

er den arbejdsintensiv i forhold til almindelig 

varefremstilling. I modsætning til andre eksporterhverv er 

det en forudsætning, at forbrugeren kommer og henter varen 

og bruger den på stedet - bortset fra souvenirs. Det kan lyde 

84 

Turist præsenterer masaikriger 

for polaroidbilledet 

af - masaikriger. 

Foto: Per Klaesson, 

Billedhuset. 

både banalt og lidt teknisk, men det er disse karakteristika, 

der skaber de særlige problemer. Udviklingsplanlæggere i 

mange u-lande har beregnet turismens nettovirkning, nationaløkonomisk 

og socialt, og ikke altid med positivt resultat. 

I forbindelse med den socialistisk orienterede planlægning 

i Tanzania fastlagde man således en statsstyret 

udviklingspolitik, som skulle sikre valutaoverskud og holde 

turismen i en slags enklaver. Derved skulle den rigdom og 

ødselhed, som turisterne naturligvis fremviser på baggrund 

af den lokale befolknings levevis, blive stillet mindst muligt 

til skue. 

85

Kenyas kyststrækning ved det Indiske Ocean er det store 

trækplaster og er samtidig stedet, hvor de negative sociale 

virkninger træder stærkest frem. Det gør imidlertid også de 

positive økonomiske virkninger med en betydelig indkomsteffekt 

og mange job, som også kommer den lokale befolkning 

til gode. Herudover er det især dyreparkerne, der 

trækker. De dækker knap syv procent af landet og ligger 

fortrinsvis i tyndt befolkede områder. Kenya Wildlife Service 

(KWS), der styrer parkerne, har i de tættest befolkede 

egne problemer med de omkringboende bønder, som har 

brug for jorden til dyrkning. Det er lige så korrekt, at bønderne 

har problemer med KWS og dyrene. Elefanter og bøfler 

kan hurtigt rasere markerne og gør det dagligt flere steder 

i landet. Der, hvor konkurrencen om jorden mellem dyr 

og mennesker giver de største problemer, må KWS opstille 

kostbare elektriske hegn. Kun få steder er der eksempler på, 

at fredningen er ophævet for at skabe plads for landbrug. 

Faktisk er det gået den anden vej, idet reservater er ophøjet 

til naturparker. Også de smukkeste koralrev ud for oceankysten 

er fredet og udlagt som "Marine National Parks". 

Set fra Danmark, hvor vi efter generationers opdyrkning 

har fordrevet alle rovdyr større end ræven og grævlingen, 

kan det kun imponere, at det er lykkedes de kenyanske 

myndigheder at gennemføre og fastholde denne fredningspolitik. 

Selv om de økonomiske motiver er vigtigst, indgår 

også en velbegrundet stolthed over den nationale arv. 

I de seneste år er fredningsproblemerne og fordelingen 

af indkomsterne fra dyreparkerne blevet stærkt politiseret. 

I 1994 måtte den dynamiske leder af KWS, Richard Leakey, 

trække sig efter hårde angreb fra ledende politikere, 

anført af indenrigsministeren, masaien William ole 

Ntimama, som beskyldte KWS for at tage for lidt hensyn 

til lokalbefolkningen. Debatten afslørede, at stærke politiske 

kræfter ønskede KWS' indflydelse på administrationen 

af dyreparkerne og fredningsloven begrænset, og ikke kun 

med uselviske, nationale motiver. På grund af Leakeys stringente 

styring og hans succesfulde kampagne for at komme 

krybskytteriet og korruptionen til livs, fik KWS i begyndelsen 

af 1990'erne etableret en aftale om udenlandsk bistand 

på over 50 millioner dollars over fem år til bygninger, veje, 

86 

biler, radioudstyr, forskning m.m. De implicerede donorer 

med Verdensbanken i spidsen følger nøje udviklingen og 

den nye ledelses resultater. 

Hvis fredningspolitikken respekteres, og hvis den politiske 

udvikling ikke løber løbsk, har Kenya glimrende muligheder 

for en videreudvikling af turismesektoren. Men 

efterspørgselen kan lynhurtigt skifte retning. Det mærkedes 

i valgåret 1992. Da berettede medierne om voldtægter 

på strandene ved Mombasa og Malindi og om, at minibusser 

igen var blevet overfaldet af røvere i den smukke dyrepark, 

Masai Mara, på grænsen til Tanzania. Den samlede virkning 

var afbestillinger og manglende booking'er i stort tal. 

Flere kysthoteller og "game lodges" oplevede i månedsvis 

en belægning på under en tredjedel. Siden er udviklingen 

vendt igen. 

Transport og kommunikation 

I mange år var Kenya, Uganda og Tanzania knyttet sammen 

af East African Community (EAC), Det østafrikanske 

Fællesskab. 

Transportnettet (havne, jernbaner og luftfart) var nok det 

nyttigste samarbejdsområde, og sammenbruddet af EAC i 

1976 var økonomisk smertefuldt for alle tre lande. Det lykkedes 

Kenya at opretholde transportnettet, men kun med 

store omkostninger og mange år med lav effektivitet og 

rentabilitet. 

Jernbanenettet bruges mest til godstransport. Der er dog 

regelmæssige passagerforbindelser mellem Mombasa og 

Nairobi. I mange år var trafikken til Uganda og Tanzania 

indstillet. I 1994 blev den regelmæssige trafik fra Nairobi 

via Kisumu til Kampala genoptaget. Af politiske grunde har 

taksterne været holdt nede, og jernbanerne har kørt med 

underskud. Med forbedringen af hovedvejen har konkurrencen 

fra lastbiler og busser været stigende. Anlæg af en 

rørledning til olieprodukter fra Mombasa over Nairobi og 

Eldoret til Kisumu har lettet presset på både jernbane og 

landevej. Trods konkurrencen er efterspørgselen efter banetransport 

dog stigende. 

Den smalsporede jernbane har kun et spor. Det betyder 

87

88 

Vejnettet er efter afrikanske 

forhold ganske 

velholdt. Det samme kan 

ikke siges om de ombyggede 

minibusser - “Matatu” 

- trafikken. Der sker 

mange grimme ulykker på 

grund af dårlig vedligeholdelse, 

overbelastning 

og for høj hastighed. 

Foto: Nordfoto. 

mange stop på ruten. Skinnelegemet er gammelt og nedslidt, 

og de seneste år har manglende tilsyn og vedligeholdelse 

givet mange afsporinger. Den værste ulykke nogensinde 

skete i 1992, da kraftige regnskyl havde fået floderne til at 

svulme, og en jernbanebro blev revet med. 70 passagerer 

omkom, og endnu flere blev kvæstet. Der er mangel på vogne 

og trækkraft til den stigende trafikmængde. Problemerne 

for Kenya Railways (KR) må også ses i sammenhæng med 

det generelle fald i de statslige virksomheders effektivitet som 

følge af stigende nepotisme, korruption og inkompetent 

ledelse. KR er en af de såkaldte strategiske virksomheder, 

som også efter den politik, der blev annonceret i 1992, vil 

forblive statslig. I 1993 indledtes en strukturændring, og 

en delvis ny ledelse blev indsat. 

Mombasa er Kenyas eneste havn af betydning for oceangående 

transport. Havnen har i årtier betjent skibsfarten til 

både Kenya og Uganda. Hertil kommer en del trafik til det 

nordlige Tanzania og varetransport til Rwanda og Burundi. 

Havnen er en naturhavn og har i de seneste årtier undergået 

en hastig udbygning. Det har dog ikke forhindret, at 

den til stadighed har været en fordyrende flaskehals for både 

import og eksport. Også havneselskabet er med i de strukturændringer 

for statslige virksomheder, der blev indledt i 

1993. 

Kenya Airways er i 1994 blevet vendt fra en underskudsforretning 

til en succeshistorie. Regeringen vedtog i 1991 

at stile mod privatisering af det tabsgivende luftfartsselskab, 

som siden nedlæggelsen af East African Airways i 1976 havde 

kæmpet en hård kamp for at overleve. En dygtig økonom 

og tidligere departementschef i finansministeriet blev bestyrelsesformand 

og hyrede et britisk eksperthold til at gennemføre 

en omstrukturering. På to år lykkedes det at vende 

regnskabsresultatet til et plus. Der flyves med tre store og 

to mindre jetfly på udenrigsruter til det østlige og sydlige 

Afrika, Bombay, Mellemøsten, London, Rom, Frankfurt, 

Zürich, Paris, København og Stockholm. Mindre jetfly og 

moderne propelfly flyver dagligt mellem Nairobi og Kisumu, 

Mombasa og Malindi. 

Kenya har en af Afrikas travleste lufthavne for små énog 

tomotorers passager- og fragtfly. Det er Wilson Airport 

89

i Nairobi. På en gennemsnitsdag sendes 250 fly med 500 

passagerer og mange tons fragt i luften. Ved siden af turistflyvninger 

er der kommercielle passager- og godstransporter 

til både indenlandske destinationer og nabolandene. Nairobi 

er regionalt centrum for mange hjælpeorganisationer, som 

med fly fra Wilson Airport fragter store mængder medicin 

og andre hasteleverancer til Sydsudan (via en stor lufthavn 

i Lokichokio nordvest for Turkana-søen), Rwanda og Somalia. 

Post-, telefon- og telegrafvæsenet er efter afrikanske forhold 

ganske veludbygget, især i og mellem de større byer. 

Danida har opstillet et stort antal meget populære mønttelefoner, 

som har en veldokumenteret nyttevirkning også 

for de dårligst stillede kunder, der sparer en dyr busbillet 

med et eller to telefonopkald. Der har også for det kenyanske 

"P & T" været tab af effektivitet på grund af korruption 

og nepotisme. Problemerne var efterhånden så alvorlige, 

at stort set al udenlandsk bistand blev indstillet i 1991. Men 

også denne organisation blev med støtte - og pres - fra 

donorerne med Verdensbanken og IMF i spidsen underkastet 

en gennemgribende undersøgelse, som bl.a. medførte en 

strukturændring med opdeling i to selvstændige selskaber. 

Topledelsen blev skiftet ud, inklusive direktøren gennem tolv 

år, Kipng'eno arap N'geny, en af præsidentens nærmeste 

fortrolige. 

Vejnettet i Kenya er veludbygget og efter afrikanske forhold 

ganske velholdt. Der er 9.000 km asfaltveje og omkring 

65.000 km grus- og jordveje. Asfalterede hovedveje 

forbinder Mombasa med Uganda via Nairobi, "landbrugshovedstaden" 

Nakuru og Eldoret. Både denne og jernbanen 

til Uganda indgår i den såkaldte transafrikanske 

transportkorridor og får derfor udenlandsk støtte til modernisering 

og udbygning bl.a. fra EU's midler til støtte for 

udvikling af det regionale samarbejde i Afrika. De vigtigste 

landbrugscentre omkring Nyeri, Embu, Meru, Kitale, 

Kakamega, Bungoma osv. kan alle nås fra Nairobi ad asfaltvej. 

Efterhånden er de gode veje også nået ud til mindre 

landbrugscentre. En analyse af udbygningen i 1980'erne viser 

en klar overvægt på investeringer i Rift Valley i områder, 

hvor magthaverne har deres basis. Bivejene er med uden- 

90 

Mønttelefonerne udsættes 

stort set aldrig for hærværk, 

dertil er de af for 

stor betydning for alle. 

De fattige sparer en dyr 

busbillet med et eller to 

opkald. 


91

landsk bistand siden midten af 1970'erne blevet forbedret 

og netværket udvidet ganske væsentligt med en simpel, 

arbejdsintensiv teknik. Disse såkaldte feeder roads har spillet 

en stor rolle for, at Kenyas begrænsede landbrugsareal 

har kunnet udnyttes bedre. Den videre udbygning er en 

væsentlig forudsætning for landbrugsproduktionens vækst. 

Den kenyanske befolkning rejser meget mellem landsdelene 

og kan i dag betjene sig af et vidtrækkende net af offentlige 

og private busselskaber. De store busser får konkurrence 

af matatu-trafikken. Tatu betyder tre på kiswahili og navnet 

henviser til, at det i mange år kostede tre ti-cent-mønter 

for en "ligeud". Det er minibusser, enten små ombyggede 

ladvogne, "rugbrød" eller mellemstore busser bygget lokalt 

på et lille lastvognschassis og malet i skarpe farver. Der er 

stor konkurrence, lave priser, høj musik og desværre også 

mange grimme ulykker på grund af overbelastning, dårlig 

vedligeholdelse og høj hastighed. 

Energi 

80 pct. af det kommercielle energiforbrug dækkes af olieprodukter. 

Mere end en femtedel af valutaindtægterne bruges 

på import af råolie og olieprodukter. Med en vækst på 8 

pct. om året er det bydende nødvendigt at udvikle alternative 

energikilder. 

I år 2000 vil Kenya få brug for omkring 950 megawatt 

(MW) for at tilfredsstille efterspørgselen efter elektricitet fra 

et voksende antal private forbrugere og store og små industrier 

i by og på land. Elektrificering af landdistrikterne er 

i mange egne af landet nået langt bl.a. med hjælp fra Danida. 

I 1994 var kapaciteten 829 MW fordelt med 604 MW ved 

vandkraft fra fem store dæmninger på Tana-floden og en 

dæmning ved Turkwell, 180 MW ved dieselgeneratorer og 

45 MW fra det geotermiske jordvarmeanlæg i Rift Valley. 

Hertil kommer import af 30 MW fra vandkraftværket ved 

Nilens kilde i Uganda efter en meget fordelagtig aftale fra 

1955 om leverance af en fast mængde el til en fast pris i 50 

år. 

I mere end 30 år har der været søgt efter olie i Kenyas 

undergrund, men uden resultater af kommerciel betydning. 

92 

Turkwel-dæmningen 

under konstruktion. Det 

er afgørende, at landet 

udvikler alternative 

energikilder for at kunne 

imødekomme efterspørgslen 

på elektricitet. 


Kenya må derfor udbygge både vandkraft og det geotermiske 

anlæg. Vinden er kun få steder og i korte perioder kraftig 

nok til vindmøller. Solvarme bruges endnu kun lidt, og kun 

til varmt vand. Biogasanlæg er få og små og fortrinsvis forsøgsprojekter. 

Kort efter uafhængigheden opførtes et mindre olieraffinaderi 

i Mombasa. Halvdelen af aktierne ejes af staten. 

Resten er fordelt på Shell (UK), Caltex og Esso. Omkring 

to tredjedele af kapaciteten udnyttes, og anlægget trænger 

til en gennemgribende modernisering. F.eks. kan det ikke 

klare de nye miljøkrav om mindre blyindhold. Produktionen 

transporteres sammen med de importerede olieprodukter 

gennem en 14 tommers rørledning til Nairobi og videre 

til Eldoret i Rift Valley og Kisumu. Der er planer om at 

forlænge denne "pipeline" med et rør til Malaba på grænsen 

mellem Kenya og Uganda. 

93

Tabel 5. Offentlige udgifter procentvis fordelt efter 

formål 

1975 

pct. 

1992 

Uddannelse 24,0 20,1 

Sundhed 8,0 5,4 

Bolig og velfærd 

Subsidier til landbrug, 

industri, elværker, vandforsyning, 

transport og 

1,3 3,4 

kommunikation m.v. 30,1 18,1 

Forsvar 

Offentlig administration, 

rentebetalinger og andre 

7,4 9,2 

offentlige udgifter 29,1 43,8 

I alt 100,0 100,0 

Kilde: World Development Report. World Bank 

Som led i liberaliseringerne i 1993 og 1994 blev det vedtaget, 

at markedet for olieprodukter skulle gives frit i juni 

1994. Import, distribution, detailhandel og prisfastsættelse 

for benzin, diesel, petroleum og andre olieprodukter er dog 

stadig (oktober 1994) underlagt fuld statskontrol. Den 

kenyanske forbruger har derfor skiftevis betalt mere eller 

mindre end verdensmarkedsprisen. I 1993 kom en lov om 

en særlig skat på benzin og diesel til vejtransport. Provenuet 

opsamles i en fond til brug for vedligeholdelse af vejnettet. 

Når "vejmillionerne" ruller med fuld styrke, ventes 

de at indbringe 1,5 milliarder shillings om året. Hertil kommer 

0,2 milliarder shillings i afgifter fra transittrafikken. Med 

tidligere eksempler fra særfonde til opsamling af store beløb 

in mente, er der udbredt skepsis om, hvorvidt 

vejmillionerne vil blive på "den rette vej". De mange udenlandske 

bistandsdonorer, som i årevis har ydet støtte til det 

kenyanske vejnet, følger sagen nøje. Det er ikke lykkedes 

at sikre, at et internationalt revisionsfirma får til opgave at 

følge fondens ind- og udbetalinger, men der er med støtte 

fra Verdensbanken etableret intern revision. 

94 

Frugtkonservesfabrik i 

Thika. Størstedelen af 

industriens energiforbrug 

dækkes af olieprodukter. 

Over en femtedel 

af valutaindtægterne 

bruges på import af olie 

til energiproduktion. 


95

96 

Op mod hver tiende barn 

oplever ikke sin femårs 

fødselsdag. Sundhedstilstanden 

forværres og 40 

pct. af alle børn under 

fem år er væksthæmmede 

på grund af dårlig ernæring. 


6. Sociale forhold 

Forskydninger i de offentlige udgifters fordeling efter formål 

fra 1975 til 1992 fremgår af tabel 5. Offentlig administration, 

rentebetalinger og andre generelle udgifter er steget 

fra under 30 til over 40 pct. Udgifterne i sundheds- og 

uddannelsessektoren er faldet tilsvarende. Der har været en 

mindre stigning i udgifterne til forsvar, som dog stadig kun 

tegner sig for lidt under 10 pct. 

Sundhed 

Siden uafhængigheden er sundhedstjenesten blevet udbygget 

og moderniseret overalt i landet. Det er sket ved offentlige 

investeringer med omfattende støtte fra udenlandske 

bistandsorganisationer suppleret med udbygning af et velfungerende 

net af private hospitaler og klinikker administreret 

af kirker og velgørende organisationer. På grund af 

faldende bevillinger - både fra staten og fra donorerne - samt 

faldende effektivitet i den offentlige sektor er mange af de 

fremskridt, der skete gennem de første 20 år af Kenyas selvstændighed, 

i dag blevet sat over styr. 

Kenya havde i 1993 i alt 3.100 sundhedsinstitutioner 

fordelt på 2.300 helt små klinikker, 500 sundhedscentre og 

300 hospitaler. Der var 38.000 sengepladser, 3.800 læger, 

650 tandlæger, 600 farmaceuter og 26.000 sygeplejersker. 

Det betyder, at der til 100.000 indbyggere kun er 150 senge, 

15 læger, 3 tandlæger, 2 farmaceuter og 110 sygeplejersker. 

Med den gradvise udbygning i sundhedssektoren fulgte 

en stadig forbedring af sundhedstilstanden. Faldet i børnedødeligheden 

og stigningen i middellevetiden (fra 40 til 55 

år i perioden 1964 til 1984) førte i de første årtier efter 

uafhængigheden til rekordstore befolkningsvækstrater. I 

mange år har den kenyanske regering søgt at gennemføre 

en aktiv befolkningspolitik bl.a. baseret på den forbedrede 

sundhedstilstand. I slutningen af 1980'erne kom omsider 

97

et knæk på kurven, og befolkningsvæksten er siden faldet 

fra år til år (se figur 2). 

I kølvandet på det økonomiske tilbageslag i 1990'erne er 

der igen sket en stigning i sygdomsfrekvenser og børnedødelighed. 

Der er en tydelig sammenhæng mellem lavt 

investerings- og vedligeholdelsesniveau for drikkevandsforsyning, 

sanitet, uddannelse og andre offentlige ydelser og 

den almene sundhedstilstand. De samlede sundhedsudgifter 

er faldet. I 1980 gik 8 pct. af statsbudgettet til sundhed. I 

1992 kun 5,4 pct. (se tabel 5). 

Hver tiende nyfødt oplever ikke sin femårs fødselsdag. 

Hovedårsagerne er malaria, luftvejssygdomme og diarré. 

Over 40 pct. af alle børn under fem år er væksthæmmede 

på grund af dårlig ernæring. Der er store regionale forskelle. 

Værst ser det ud i Nyanza-provinsen ved Victoria-søen 

og i Kwale- og Kilifi-distrikterne på kysten på grund af fattigdom, 

tabuer og manglende viden om den rolle rent vand, 

ernæring og hygiejne spiller. 

HIV og AIDS har bredt sig hastigt i Kenya som i andre 

lande i regionen. Til og med 1992 anslås det samlede antal 

AIDS-dødsfald og AIDS-syge at have været omkring 

100.000 (se tabel 6). Antallet af HIV-smittede var i 1992 

omkring 0,7 mio. I 1995 og i år 2000 regnes med henholdsvis 

1,2 og 1,7 mio. smittede og henholdsvis 300.000 og 

Tabel 6. AIDS-syge og HIV-smittede 

98 

1992 1 1995 1 2000 1 

AIDS-ramte. Syge og 

døde (kumuleret antal) 

HIV-smittede voksne 

100.000 130.000 240.000 

(15-49 årige) 700.000 1.150.000 1.630.000 

heraf kvinder 280.000 470.000 660.000 

mænd 

HIV-smittede børn 

420.000 680.000 970.000 

under 5 år 

Forældreløse børn som 

30.000 48.000 68.000 

følge af AIDS-dødsfald 125.000 300.000 800.000 

Kilde: Skøn fra Kenya Government (National Council for Population and 

Development) og Verdensbanken. Marts 1994 

1 Både skøn for 1992 og prognoser for 1995 og 2000 er behæftet med 

meget stor statistisk usikkerhed 

Den store befolkningstilvækst 

æder den noget 

mere beskedne økonomiske 

vækst, og disse 

børn kan se frem til 

ringe - eller slet ingen - 

uddannelse, lægehjælp 

og social sikkerhed. 


800.000 børn, som er blevet forældreløse pga. AIDS. De 

seneste undersøgelser viser, at befolkningens viden om 

smitteveje og risici heldigvis er forbedret. Brug af kondomer 

øges hele tiden, og forsyningssituationen bliver stadig 

bedre. 

Brugen af moderne antikonception er tredoblet de sidste 

ti år, men familieplanlægning er endnu ikke for alvor slået 

igennem. De mange alt for tidlige graviditeter er stadig et 

stort problem. I Kisii-distriktet i Nyanza-provinsen bliver 

over 10 pct. af de 14-19-årige skolepiger gravide. I de øvrige 

distrikter ligger tallet mellem 10 og 2,3 pct. En undersøgelse 

fra 1993 lavet af National Council for Population 

and Development i Nairobi viste, at én ud af seks børnefødsler 

var uønsket, og én af tre kom på et uønsket tidspunkt. 

Der er stadig langt igen, før de kenyanske kvinder 

når så vidt, at deres fertilitetsønsker kommer til at passe med 

størrelsen af deres børneflok. Dette også på grund af det 

mandschauvinistiske kønsrollemønster, der stadig begræn- 

99

ser kvindernes muligheder for at vælge selv. 

Også i Kenya har det været svært at ændre fordelingen af 

sundhedsministeriets budgetter til fordel for det forebyggende 

arbejde. AIDS har imidlertid bragt betydningen af 

forebyggelse i fokus, da der som bekendt ikke er andet, der 

hjælper. Overalt i samfundet er interessen for en forebyggende 

indsats langt større end før AIDS. Og det er ikke kun 

beskyttelse mod HIV, men også mod andre seksuelt overførte 

sygdomme, mod vandbårne sygdomme, mod moskitostik 

osv. Der er skabt en større erkendelse og lydhørhed for, 

at meget kan gøres for at undgå sygdom. Tabuerne mod at 

tale om seksualitet er blevet brudt. I skolerne er der som 

noget helt nyt i dag basis for bredt dækkende sundhedsoplysning. 

I landdistrikterne og i slumkvarterne gennemføres 

talrige projekter, hvis formål er at give befolkningen 

muligheder for aktivt at forebygge sygdomme. 

Den økonomiske krise betyder dårligere sundhedsbetjening 

fra den offentlige sektor. Der mangler medicin, 

transport og personale. Det erkendes politisk, at Kenya ikke 

mere har råd til gratis sundhedstjeneste, men programmer 

for brugerbetaling er endnu ikke kommet i gang for alvor. 

De fattigste har ikke råd til at betale for behandling i den 

private sektor. Den stigende forståelse for betydningen af 

det forebyggende arbejde er således afgørende for at sikre 

en fungerende sundhedssektor i fremtiden. 

Uddannelse 

Den største forandring i Kenyas socialsektor siden uafhængigheden 

har uden tvivl fundet sted i uddannelsessektoren. 

Selv de fattigste familier prioriterer i dag børnenes uddannelse 

helt i toppen af familiens behovsstruktur. Alle børnene 

i familien kommer i skole, hvis der overhovedet er råd. Ellers 

kommer pigerne i anden række. Der er stor konkurrence 

på arbejdsmarkedet, og forældrene ved, at hvis deres børn 

skal have en chance og dermed kunne klare de fremtidige 

forsørgerpligter - også for forældrene - så kræver det, at de 

holder fast ved et uddannelsesforløb. De seneste års økonomiske 

krise har gjort det endnu sværere for de fattigste 

familier at følge med. Statistikkerne for frafald i grund- 

100 

Selv de fattigste familier 

sender børnene i skole, 

hvis de overhovedet har 

råd. - Har de ikke det, 

går drengene forud for 

pigerne, der så må blive 

hjemme og passe arbejdet 

med børn og husholdning. 

Foto: Camerapix 

101

skolerne taler deres tydelige sprog og bekræfter, at pigerne 

trækkes ud først. 

I 1993 havde Kenya 15.800 grundskoler (primary schools 

med otte klassetrin), 2.600 gymnasier (secondary schools med 

fire klassetrin), 28 seminarier og tekniske skoler og 5 universiteter. 

Over en femtedel af statens samlede udgifter 

gik til uddannelsessektoren. Grundskolerne havde i alt 5,5 

mio. elever indskrevet (2,8 mio. drenge og 2,7 mio. piger). 

I gymnasierne var der i alt 520.000 elever (290.000 drenge 

og 230.000 piger). Universiterne havde 39.500 studenter, 

hvoraf knap en tredjedel var kvinder. 

Universiteterne har i lange perioder været lukket på grund 

af lærerstrejker eller studenter-boykot. Kandidatproduktionen 

har lidt både i kvantitet og kvalitet under de mange 

afbrydelser. Undervisningen er netop (oktober 1994) gået 

i gang igen efter lærerstrejker i over et år for retten til at 

organisere en fagforening. Lærerne opgav efter løse garantier 

om forhandlinger fra universitetets ledelse, der reelt er 

"State House", men uden at have fået nogen af deres krav 

igennem. Strejken kan derfor når som helst begynde igen. 

De mange private gymnasier går fint. De fleste er eliteskoler, 

har stor søgning og forældre, som vil strække sig langt 

for at betale. 

Grundskolerne har ringe vilkår. Lærerne er underbetalte 

og mange har en utilstrækkelig uddannelse. Skolegang er 

obligatorisk op til ottende klasse. I princippet er undervisningen 

gratis, men i realiteten betales halvdelen af omkostningerne 

af forældrene. Der skal penge til den tvungne 

skoleuniform, skolens "byggefond", bøger, stilehæfter, tegneredskaber 

osv. Det kan hurtigt blive uoverkommeligt for den 

fattige husmandsfamilie med fem eller flere børn i skolepligtig 

alder. 

Undervisningens kvalitet har længe været faldende, og 

regeringen har erkendt, at der må reformer til. Et nyt system, 

der betegnes 8-4-4-systemet efter antallet af undervisningsår 

på hvert niveau, blev indført i 1986 og har allerede 

lidt skibbrud, især fordi der ikke har været tilstrækkelige 

midler til rådighed, men også fordi der er blevet presset mere 

undervisning sammen i de fire gymnasieår. Det har gjort 

systemet endnu mere konkurrence- og elitepræget. Regerin- 

102 

gen har derfor i det seneste udspil forpligtet sig til at nedskære 

de alt for høje omkostninger til universitetsuddannelse 

(bl.a. ved at indføre en vis brugerbetaling), så der bliver mere 

til grundskolerne og gymnasierne, større investeringer i 

undervisningsudstyr og bøger, færre studenter pr. lærer, større 

indsats for at begrænse frafaldet fra grundskolerne, bistand 

til at øge pigernes deltagelse og begrænsning i antallet af 

lærere uden tilstrækkelige kvalifikationer. Planerne er vedtaget 

i regeringen, men finansieringsgrundlaget er ikke til 

stede. Regeringen har ikke kunnet blive enig med Verdensbanken 

og de andre større donorer om vilkårene og ambitionsniveauet 

for reformerne. 

Tidligere kunne hovedparten af gymnasieeleverne være 

sikre på job i den moderne sektor eller en plads på universitet. 

Sådan er det ikke mere. Der er højst job til en fjerdedel. 

Resten må nøjes med arbejde, som de føler sig 

overkvalificerede til, eller slet intet. Uddannelse til arbejdsløshed 

er et stort og stigende problem i dagens Kenya. Det er 

forsøgt at ændre den meget bogligt prægede undervisning 

i retning af flere tekniske fag. Kenya har fået omfattende 

udenlandsk bistand til denne omlægning og er gennem de 

sidste årtier nået ganske langt. Der er i dag mange forskellige 

muligheder for at få en praktisk videreuddannelse uden 

at forlade Kenya. Et stort antal tekniske skoler giver uddannelse 

til ufaglærte, faglærte og ingeniører. Der er skoler for 

landbrugskonsulenter, agronomer, landmålere, revisorer, 

sygeplejersker, journalister m.fl. En stor del af undervisningen 

finder sted på private undervisningsinstitutioner med hel 

eller delvis brugerbetaling. 

Enkelte studenter kan få legater, men systemet medvirker 

til en yderligere fastlåsning af indkomstforskellene. For 

eliten er det stadig populært at tage uddannelse i udlandet, 

selv om mulighederne findes hjemme. Et af problemerne 

for universitetsstudenter i Kenya er de mange afbrydelser i 

uddannelsesforløbet på grund af studenterboykot og regeringens 

ganske barske holdning til alle former for kritik og 

protest fra lærere og studenter. Forfølgelse af studenterlederne 

og lukning af universiteterne er ofte forekommet. Hertil 

kommer, at statsstøtten til uddannelsessektoren i øjeblikket 

har svært ved at dække bare lønomkostningerne. 

103

104 

Forsider fra dags- og ugepresse. 

På trods af regeringens 

fortsatte krænkelser 

af menneskerettighederne 

har pressen i Kenya tilkæmpet 

sig forholdsvis 

gode vilkår. 

Fotografik: Kommunikationsbureauet. 

Menneskerettigheder 

Kolonimagten gjorde det legalt at fængsle uden dom. Specielt 

under Mau-Mau-opstanden kom mange afrikanere til 

at mærke de menneskerettighedskrænkelser, som under det 

britiske herredømme var sat i system for at sikre kolonitidens 

politik. 

Der er i 1993 på initiativ af rigsadvokat Amos Wako, der 

også har funktion af justitsminister og er medlem af kabinettet, 

nedsat en række arbejdsgrupper for at gennemgå 

eksisterende lovgivning og fremkomme med forslag til 

ændringer. Wako har meddelt, at han ønsker resultaterne 

fremlagt som lovforslag i parlamentet i 1996. En stor del 

af arbejdet vedrører lovregler på basale menneskerettighedsområder, 

hvor domstolene stadig er henvist til bestemmelser 

fra kolonitiden. 

Kenyanere kan således den dag i dag sættes i fængsel i lange 

perioder uden dom med henvisning til den såkaldte detention 

law, der er overtaget uændret fra kolonimagten, og som 

siden uafhængigheden har været brugt i talrige tilfælde mod 

folk, der kom den siddende regering på tværs. Der er mange 

eksempler på årelange fængslinger uden domstolsprøvelse. 

Regler om straf for "tilskyndelse til oprør" (på engelsk 

sedition) findes også i uændret udgave. Begrebet er flydende 

og retspraksis derfor også. Majestætsfornærmelse har en 

pendant i Kenya. Man kan efter rettens skøn straffes for at 

"skabe misfornøjelse med præsidenten". 

Kenyatta-styrets første årti, 1963-73, kaldes også Kenyas 

gyldne årti. Høj økonomisk vækst, favorabelt bytteforhold 

for priserne på import og eksport, lav inflation, sund betalingsbalance 

og god gang i investeringerne. På denne baggrund 

var menneskerettighederne ikke et fremtrædende 

emne i debatten om Kenya. Ikke fordi der ikke skete overgreb. 

Der er mange eksempler på Kenyattas barske behandling 

af anderledes tænkende. Men det foregik i det skjulte, 

var af betydeligt mindre omfang end senere, og interessen 

i udlandet - og blandt bistandsdonorerne - var minimal. 

Menneskerettighederne blev dengang ikke koblet sammen 

med fordelingen af de samlede bistandsmidler mellem lande. 

Kenya var de vestlige landes yndling, og der var konkurrence 

mellem donorerne om at yde bistand. 

105

Den økonomiske tilbagegang efter olieprisstigningerne i 

1970'erne og den stigende opposition mod KANU-styret 

førte til skærpelse af regeringens metoder. Med Mois tiltrædelse 

i 1978 indvarsledes en ny stil, som gradvis forværrede 

menneskerettighedssituationen - især efter det mislykkede 

kup mod Moi i 1982. 

Præsidentens og KANU's stadig mere autoritære étpartistyre 

indebar, at der blev grebet hårdt ind mod anderledes 

tænkende. I slutningen af 1980'erne kom det til alvorlige 

overgreb (fængslinger, tortur, forfølgelser m.v.) som via 

pressebureauer, Amnesty International og andre internationale 

organisationer nåede frem til udenlandske avisspalter 

og tv-kanaler. Samtidig var donorlandenes generelle 

opmærksomhed om demokrati og menneskerettigheder som 

forudsætninger for fornuftig bistand kommet højt på dagsordenen. 

Kenya befandt sig derfor snart i en hidtil uvant 

rolle som udlandets prügelknabe for sin behandling af oppositionelle 

personer, begrænsninger af ytrings-, presse- og 

forsamlingsfrihed og regeringens aktive bekæmpelse af den 

indenlandske debat om menneskerettigheder og dens indflydelse 

på retsvæsenet. 

KANU-regeringen følte sig hængt ud af den internationale 

presse og søgte - uden held - at afvise den stærke kritik 

med, at situationen i andre afrikanske lande var langt værre. 

At det ikke lykkedes, skyldtes de mange veldokumenterede 

hændelser, som tegnede et billede af et land med hastigt 

voksende menneskerettighedsproblemer. 

Sammen med donorernes stop for programbistand og 

betalingsbalancestøtte i slutningen af 1991 førte den uholdbare 

situation til genindførelse af flerpartisystemet ved en 

enkelt ændring i grundloven. Den nødvendige justering af 

andre love, for at sikre overgangen til flerpartistyre og demokrati 

på alle niveauer i det kenyanske samfund, blev 

imidlertid ikke foretaget. Magtapparatet skiftede ikke stil, 

og præsidenten forsømte ingen lejlighed, hverken før eller 

efter valget i 1992, til at slå fast, at han ikke var tilhænger 

af demokrati, som efter hans opfattelse ville øge stammemodsætningerne 

og være til skade for landet. 

Genindførelsen af flerpartistyre kunne imidlertid hurtigt 

mærkes på kvaliteten af den indenlandske politiske debat. 

106 

Koigi wa Wamwere er 

en skarp kritiker af 

magtforholdene i Kenya, 

og siden 1974 har han 

været fængslet og arresteret 

utallige gange. 

Foto: The Nation. 

Op til valget var der en hidtil uhørt og åben debat i aviser 

og ugemagasiner, ved officielle politiske møder, på arbejdspladser 

og overalt, hvor kenyanere mødtes. Den demokratiske 

proces var for alvor sat i gang. 

KANU brugte mange kræfter og penge på at forberede 

valget. Heldigvis var der nu så meget opmærksomhed om 

menneskerettighederne, at der i forhold til tidligere år ikke 

skete alvorlige overgreb i form af fængslinger og tortur. 

Intimidering af oppositionskandidater og hindringer for 

deres valgmøder var dog dagens orden. Afviklingen af valget 

den 29. december 1992 fik heldigvis et fredeligt forløb. 

Kenya havde før et større antal politiske fanger. Med det 

tidligere medlem af parlamentet, Koigi wa Wamwere som 

en undtagelse (se faktaboksen på side 108) er det ikke tilfældet 

mere. Flerpartisystemet har ført til en klar forbedring 

af menneskerettighedssituationen på dette punkt. 

På mange andre områder er det imidlertid siden valget i 

1992 igen gået ned ad bakke. En tredjedel af oppositionspolitikerne 

har været fængslet uden dom. De forfølges ved 

brug af bl.a. skattevæsenet og, hvis de har en forretning, også 

107

Koigi wa Wamwere 

En af de kenyanere, der oftest har været i de kenyanske myndigheders 

søgelys, er politikeren Koigi wa Wamwere. Han har været arresteret 

mange gange og fængslet for mistanke om landsskadelig 

virksomhed i fire perioder siden 1974. Det er sket efter regler fra 

kolonitiden. Han blev aldrig idømt en straf ved en domstol. Den 

5. november 1993 blev han arresteret igen og har været fængslet siden 

på anklager om væbnet angreb på en politistation i Rift Valley. 

Koigi wa Wamwere blev født i 1948 i en fattig, jordløs 

skovarbejderfamilie i Nakuru-distriktet i Rift Valley-provinsen. Efter 

gymnasiet var han fire år i USA for at tage sin første akademiske 

grad. Ved hjemkomsten til Kenya i 1973 kastede han sig med egne 

ord hovedkulds ud i kenyansk politik. Han tabte ved valget i 1974 

og blev allerede i 1975 fængslet uden dom i fire år. I sin bog fra 

1992 "The Peoples Representative and the Tyrants" med undertitlen 

"Independence Without Freedom", der er en blanding af selvbiografi 

og politiske essays, beskriver han baggrunden for fængslingen, 

som især var hans ihærdige agitation mod de jordspekulanter, som 

med held havde narret jorden fra småbønder og jordløse, som i årevis 

havde spinket og sparet for at købe aktier i jordkøbskonsortier. 

Da han blev løsladt i 1978 gik han igen aktivt ind i politik. Stillede 

op og blev valgt ved 1979-valget til parlamentet i en valgkreds 

nord for Nakuru i Rift Valley. Han var derefter aktivt engageret i 

politisk arbejde med jordspørgsmål som det centrale emne. Han var 

også i en periode formand for parlamentets statsrevisorer ("Public 

Accounts Committee"). I 1982 blev det Moi-regeringen for meget. 

Han blev fængslet uden dom efter kolonitidens "detention"-lov indtil 

1984. I 1986 prøvede han at blive valgt igen, men med KANU og 

Moi som modstandere havde han ikke en chance for at blive opstillet 

under étpartisystemet. Han mærkede jorden brænde under sig 

og gik med sin familie i eksil i Norge. 

I 1990 blev han arresteret og ifølge eget udsagn bortført af kenyanske 

sikkerhedsfolk fra et lille hotel på Uganda-siden af grænsebyen 

Busia nord for Victoria-søen. Han blev beskyldt for landsforræderi 

og våbensmugling, blev torteret i fængslet, og regeringen 

forsøgte at forberede en retssag. Sagen førte til afbrydelsen af de diplomatiske 

forbindelser med Norge. 

Kun få uger efter valget i 1992 blev anklagerne droppet, og han 

blev løsladt. Sammen med ligesindede dannede han en privat organisation 

ved navn "National Democratic and Human Rights 

Organization" for at arbejde med demokratisering og menneskerettigheder. 

Efter kun otte måneder blev han arresteret igen, anklaget 

108 

bl.a. for tilskyndelse til oprør (igen en lovregel som består fra kolonitiden). 

Han blev efter nogle uger løsladt mod kaution for en måned 

efter at blive arresteret igen, denne gang anklaget for væbnet 

angreb på en politistation. Retssagen er endnu ikke afsluttet (oktober 

1994). Den følges af observatører fra internationale menneskerettighedsorganisationer 

og af repræsentanter fra flere donorlandes 

ambassader. Der er dagligt omtale af forløbet i de kenyanske aviser. 

Koigi wa Wamwere er vandret ind og ud af kenyanske fængsler. 

Han har været udsat for en ekstraordinær barsk behandling både 

inden for og uden for fængselsmurene. Han har i sin bog beskrevet 

sin politiske ideologi og har med sine handlinger levet op til sin 

personlige politiske dagsorden. I rigt mål endda. 

Politikerkolleger i oppositionen ser op til ham samtidig med, at 

de mener, han er årtier forud for sin tid. Han har ikke villet give 

støtte til nogen af de partidannelser, der kom frem op til valget i 

1992. Han har som parlamentsmedlem i 1979-82, under sit eksil i 

Norge i 1986-90 og efter sin løsladelse i 1993, haft mange kontakter 

til europæiske politikere, herunder også den tidligere danske 

udviklingsminister Helle Degn, repræsentanter for private og statslige 

bistandsorganisationer i Nairobi, kenyanske og udenlandske 

menneskerettighedsaktivister, journalister og oppositionspolitikere. 

Hans profil er tydeligt markeret. Samstemmende tegnes billedet af 

en skarp, velformuleret debattør, som med mild røst evner at forklare 

og promovere sine synspunkter. Hans budskab er at fremme 

overgangen til regulært folkestyre. At han kan bevæge et folkemøde, 

viste han til fulde, da han efter sin løsladelse i 1993 holdt tale til 

tusindvis af mennesker i "All Saints Cathedral" i Nairobi. Hans politiske 

hovedmodstander er præsident Moi. Han har svoret, at han 

vil lade sit hår vokse, til Moi har mistet præsidentposten. 

Koigi wa Wamwere har de sidste tyve år været politiker med et 

klart budskab. Og er det stadig. Han er landskendt som politisk 

aktivist og har vist sit mod til at tale de fattiges sag med skarpe udfald 

mod præsidenten, partiet og retsvæsenet. I sin bog giver han talrige 

eksempler på, hvordan magten efter hans vurdering har korrumperet 

den kenyanske politiske og administrative elite. 

Der er kort sagt mange grunde til, at regeringen helst ikke ser ham 

fungere som aktiv politiker. Han har selv udtalt, at han også holdes 

indespærret som påmindelse til andre oppositionspolitikere om, at 

"der går en grænse". Han er da også den eneste prominente oppositionspolitiker, 

der stadig holdes indespærret. 

Sagen har i 1994 udviklet sig til en alvorlig belastning for forholdet 

til donorerne. 

109

af fabrikstilsynet, arbejdstilsynet, sundhedsmyndighederne 

osv. Distrikts- og provinsadministrationen har instruks om 

i første omgang at arbejde for KANU. Der er flere eksempler 

på, at udviklingsressourcer fjernes fra valgkredse, hvor oppositionen 

dominerer, og køres til et KANU-område. Regeringen 

har fremtvunget suppleringsvalg ved at "købe" 

oppositionsmedlemmer tilbage i KANU-folden og har derefter 

brugt store summer på at sikre deres egne kandidater 

valg. 

Arrestationer på meget løst grundlag ses på ny. Forsamlings- 

og ytringsfriheden er igen blevet begrænset. Politiske 

møder nægtes den nødvendige tilladelse. Journalister 

kommer igen i fængsel. To meget aktive politiske ugeblade 

(Society og Finance) har ikke kunnet overleve den organiserede 

chikane. Regeringen lægger stadig pres på retsvæsenet. 

Universitetslærere, læger og embedsmænd nægtes retten 

til frie fagforeninger. Læger og universitetslærere har i 1993/ 

94 gennemført langvarige strejker for at få genindført det 

fagforeningsarbejde, de havde tilladelse til i begyndelsen af 

1980'erne. 

Rapporter fra bl.a. Kenya Human Rights Commission, 

Amnesty International, U.S.State Department og Robert 

Kennedy Memorial Center beretter samstemmende om systematiske 

overgreb for at minimere modstanden mod den 

siddende regerings økonomiske og politiske magtudfoldelse 

og for at sikre en KANU-valgsejr i 1997. 

Sammenholdes situationen i 1994 med slutningen af 

1980'erne, er der dog store fremskridt. De kenyanske avislæsere 

kan i dag følge de allerfleste af sagerne i dagspressen, 

især i Daily Nation og Standard. Seriøse politiske og økonomiske 

analyser bringes af flere ugemagasiner, bl.a. Economic 

Review og People. Pressen har siden 1992 tilkæmpet sig 

ganske frie vilkår og har, trods den tætte overvågning, en 

vis selvcensur, forfølgelse og enkelte fængslinger, relativt gode 

muligheder for at komme igennem med selv stærkt regeringskritisk 

stof. 

Etnisk udrensning 

Særlig tragisk og farlig for fremtiden er de såkaldte etniske 

110 

sammenstød, som siden 1991 har ført til, at omkring 2.000 

mennesker har mistet livet, og mere end 300.000 er blevet 

fordrevet fra deres hjemegn. Det kenyanske kirkeråd 

(NCCK), en særkommission, forbavsende nok nedsat af 

KANU-parlamentet i 1992 (den såkaldte Kiliku Commission 

opkaldt efter formanden), og internationale observatører 

(Africa Watch, Amnesty International og Economic 

Intelligence Unit) er ikke i tvivl om, at de såkaldte "clashes" 

er organiserede, og at formålet er at rense især Rift Valley 

for folk, der ikke tilhører kalenjin- og masai-stammerne. 

"Kiliku"-rapporten nåede at blive fremlagt i parlamentet, 

men debatten blev standset. Indholdet var da også farligt 

politisk sprængstof, da der uden omsvøb blev peget på, at 

fremstående KANU-politikere - bl.a. Nicolas Biwott og 

George Saitoti - havde ydet bistand til dannelse af militiaer 

af kalenjin warriors og masai morans, altså militante unge 

fra de to stammer. Rapporten refererede til talrige beviser 

på, at angrebene på landsbyer og husmandssteder var organiserede, 

og at de anholdte voldsmænd havde friske kontanter 

i lommerne. Beløbets størrelse afhang af, om de var 

beordret til at brænde en hytte, et kornlager, eller slå et menneske 

eller husdyr ihjel. 

Den tragiske eskalering af volden i det kenyanske samfund 

og erkendelsen af, at regeringen ikke langt tidligere 

fandt det politisk opportunt at sætte en stopper for urolighederne, 

indebærer også en selvbekræftende opfyldelse af 

præsident Mois påstand om, at Kenya ikke egner sig til at 

have flere partier, fordi det vil øge stammemodsætningerne. 

Internationale observatører ser dette som et ekstra foruroligende 

element. At der er en bevidst politisk strategi bag 

regeringens mangelfulde indsats mod de etniske sammenstød, 

er ingen mere i tvivl om. 

KANU-høgenes overordnede politik kom i 1994 med al 

ønskelig tydelighed frem i en genoplivning af debatten om 

et federalt system, majimboism, hvorefter de enkelte provinser 

skulle udgøre autonome politiske enheder. Debatten har intet 

at gøre med demokratisering og forbedring af den politiske 

beslutningsproces, men tager alene sit udgangspunkt i 

etniske spændinger. En forudsætning, og det væsentligste 

resultat, er etnisk udrensning. Det vil i praksis betyde, at 

111

de mange kikuyu-bønder, som gennem generationer har boet 

i Rift Valley i fredelig sameksistens med andre stammer, og 

som udgør hovedparten af de dræbte og fordrevne, skulle 

overlade deres jord til masaier og kalenjiner. 

Det sidste årstid har situationen været nogenlunde under 

kontrol, men spændingerne er ikke væk og kan uden 

større vanskeligheder udnyttes politisk af både regering og 

opposition. FN og flere bilaterale donorer er nu gennem 

UNDP gået ind med assistance til ofrene og medvirken til 

at dæmme op for nye voldelige sammenstød. 

Kvinders rettigheder 

Allerede før uafhængigheden var der aktive kvindegrupper 

i Kenya. Denne tradition for sammenhold er siden udmøntet 

i et landsdækkende netværk af selvstændigt arbejdende grupper, 

som har en stor del af æren for meget udviklingsarbejde 

- med eller uden støtte udefra - inden for fødevareproduktion, 

husbyggeri, produktion af salgsvarer osv. Donorernes 

erfaringer med bistand gennem kvindegrupper er gennemgående 

gode. 

Kenya har i årevis haft en politisk aktiv kvindebevægelse, 

som imidlertid i 1980'erne mistede en væsentlig del af sin 

indflydelse på regeringen, da den vigtigste sammenslutning 

Maendeleo ya Wanawake (betyder udvikling af kvinder på 

kiswahili) blev underlagt KANU. Der er siden oprettet andre 

hovedorganisationer for den kenyanske kvindebevægelse, 

som med varierende held har gjort sig gældende både nationalt 

og internationalt. 

Trods mange synlige kvindeindsatser med lokale kræfter 

og intens indsats af kvinder tilhørende den veluddannede 

elite er det stadig en kendsgerning, at kvinderne i Kenya 

diskrimineres på alle måder. I forhold til mænd har de kun 

meget begrænset adgang til at eje jord, få lån og kredit, 

uddannelse og politisk indflydelse. Kun seks af 200 parlamentsmedlemmer 

er kvinder, og statistikken er ikke bedre 

i kommunale råd. I forhold til mænd har kvinder færre 

rettigheder og dårligere muligheder for at udnytte dem. 

Kvindernes lave retslige status sættes i relief af deres altdominerende 

rolle i landbruget. Mere end 80 pct. af arbej- 

112 

det udføres af kvinder, som også tager sig af markedsføringen, 

hvis den da ikke lige foregår i stor skala med lastbil 

gennem mellemmænd eller kooperativer. Hertil kommer alt 

husarbejde. Flertallet af landbrugets kvinder bruger dagligt 

timer på at hente vand og brændsel til madlavning. Kun 

en femtedel af husholdningerne har adgang til sikker vandforsyning. 

Den stigende afvandring fra land til by omfatter primært 

mænd og vil på landet øge antallet af husholdninger med 

kvindeligt overhoved. Det er allerede i dag højt. I godt 40 

pct. af familierne er faderen ikke til stede. Mange stiller krav 

til de hårdttrængte kvinder på landet. Fra kirken, private 

hjælpeorganisationer (NGO'er), lokale embedsmænd og 

politikere stilles hele tiden i udviklingens navn krav til landbefolkningen. 

En særlig kenyansk form er de såkaldte 

Harambee-indsamlinger. En politiker kommer og holder en 

tale på markedspladsen og alle opfordres til "at løfte i flok" 

(harambee på kiswahili, og Kenyattas valgsprog) for at støtte 

et skolebyggeri, et vandprojekt, en vej eller lignende. Der 

er nærmest tale om en lokal skat, som også forlanges af de 

lokale forretningsdrivende. Der er sat meget godt i gang 

gennem Harambee, men der er også forsvundet mange penge 

ned i forkerte lommer. 

Alle husholdninger på landet presses af de mange krav, 

der stilles til deres arbejdskraft og kontante formåen, men 

den enlige mor og hendes familie rammes hårdest. De negative 

virkninger af de omfattende makroøkonomiske 

strukturtilpasningsprogrammer - hvor nødvendige de end 

måtte være på længere sigt - rammer særligt hårdt de fattige 

i by og på land. Igen med kvinderne og deres børn som 

de mest udsatte. Det stadige forfald i sundheds- og 

uddannelsessektorernes service over for borgerne mærkes på 

samme måde. 

Som led i gennemgangen af det kenyanske lovkompleks 

nedsatte rigsadvokaten Amos Wako også en arbejdsgruppe 

til gennemgang af kvindernes retsstilling. Det kan forhåbentlig 

føre til vigtige ændringer af lovgivningen. Men der 

vil gå generationer, før det kenyanske samfund kan nærme 

sig blot nogenlunde ligestilling. 

113

114 

Sudan 

Uganda 

Mt. Elgon 

L. 

Victoria 

L. Natron 

Tanzania 

0- 200 meter 

200-1000 meter 

1000-2000 meter 

2000-3000 meter 

over 3000 meter 

L. Turkana 

L. Baringo 

L. Magadi 

Kilimanjaro 

L. Chew 

Bahir 

Mt. Kenya 

Etiopien 

K e n y a 

Nationalgrænse 

Flod 

DK 

Somalia 

Indiske 

Ocean 

Kenya 

Kenya 

7. 

Udenrigspolitik 

Kenyatta brød sig ikke om at flyve. Han gjorde det så sjældent 

som muligt og slet ikke i sine sidste leve- og regeringsår. 

Dette og den årelange tradition for en pragmatisk, neutral 

udenrigspolitik gjorde Kenya til en ret konturløs partner 

på det afrikanske kontinent. 

Kenyas udgave af "afrikansk socialisme" var i virkeligheden 

en ret rendyrket udgave af den konkurrerende ideologi, 

og Kenya var klart orienteret mod den vestlige kapitalistiske 

verden. I modsætning til nabolandene Tanzania, Etiopien 

og Somalia havde Kenya stort set intet at gøre med de 

kommunistiske diktaturer under den kolde krig. Denne 

udenrigspolitik gav økonomisk bonus i form af vestlig 

udviklingshjælp. 

Efter Mois tiltrædelse i 1978 blev Kenya mere aktiv i 

regionen. I 1981-83 var Moi formand for Organisationen 

for Afrikansk Enhed, (Organisation of African Unity, OAU). 

Det blev indledningen til Kenyas rolle som mægler i regionale 

konflikter og Mois omfattende rejseaktivitet. Han har 

tydeligvis ønsket at skabe sig et image som alfaderlig afrikansk 

statsmand og samtidig slå Kenyas navn fast på den 

internationale scene. Det kan aflæses af hans rejseaktivitet 

(Kina, USA, Indien, Mellemøsten, flere europæiske lande, 

Sydafrika og andre afrikanske lande) og indsatsen for at 

forlige de stridende parter i Sudan, Somalia og Mozambique. 

Tanzania 

Forholdet til de fem nabolande er meget forskelligt. Forholdet 

til Tanzania i syd har skiftet siden uafhængigheden. 

Den tanzanianske invasion i Uganda i 1979 for at få smidt 

den brutale militærdiktator Idi Amin ud satte Kenya i et 

udenrigspolitisk dilemma. Kenya var ligesom næsten alle 

andre afrikanske lande tilfreds med, at despoten Amin blev 

fjernet og dermed truslen mod Kenyas vestgrænse. Samti- 

115

dig føltes det som en risiko, at tanzanianske tropper bevægede 

sig langs den tæt beboede vestgrænse. Senere blev en 

del tanzanianske våben smuglet ind i Kenya og brugt til 

røverier bl.a. også i de kenyanske dyreparker på grænsen til 

Tanzania. Det østafrikanske Fællesskab (EAC) var gået i 

opløsning i 1976, især på grund af præsident Idi Amins 

rædselsregime i Uganda. I 1977 fandt Tanzania det nødvendigt 

at lukke grænsen bl.a. for at beskytte sin socialistiske 

økonomi mod konkurrence fra de langt mere effektive 

kenyanske virksomheder. Men Tanzania havde forregnet sig, 

og grænsen blev åbnet igen i 1984. Efter mange års vanskeligheder 

er der nu igen gode relationer og planer om delvis 

genoptagelse af samarbejdet, som tidligere var underlagt Det 

østafrikanske Fællesskab (EAC). Tanzanias gradvise overgang 

til markedsøkonomi har spillet en væsentlig rolle for det forbedrede 

forhold. 

Uganda 

Forholdet til Uganda og præsident Museveni var vanskeligt 

i starten på grund af gensidig mistillid mellem de to 

præsidenter, som citeres offentligt for at have omtalt hinanden 

i nedsættende vendinger og med brug af øgenavne. 

Moi var i 1985 vært for forhandlinger mellem de stridende 

parter i borgerkrigen i Uganda. Det lykkedes at opnå forlig 

om at etablere en fælles regering. Museveni fortsatte dog 

kampen og indsatte sin egen regering i 1986 efter at have 

opnået fuld kontrol i landet. Herefter var forholdet til Kenya 

i flere år spændt med flere væbnede skærmydsler over grænserne. 

I begyndelsen af 1990'erne indtrådte en bedring. 

Kenya bidrog ved at være mere åben over for Ugandas helt 

rimelige krav om bedre vilkår for den vigtige transit gennem 

Kenya. Uganda var ellers allerede i gang med at skabe 

nye transportveje gennem Tanzania, hvilket var langt dyrere, 

men også en bet for Kenyas betydelige indtægter af 

transittrafikken. Forholdet forværredes kortvarigt, da Kenya 

ensidigt lukkede grænsen i forbindelse med valget i 1992, 

og da der indførtes importforbud for majs i 1994. Uganda 

havde et stort overskud af majs, som kunne sælges i Kenya 

for langt under halvdelen af den kenyanske pris. Også 

116 

Kenyanske politikere 

med præsident Moi i 

spidsen ved et OAUtopmøde. 

Foto: Bo Bojesen. 

117

Uganda er nu med i forhandlinger om genoptagelse af dele 

af det østafrikanske samarbejde, herunder miljøprojekter i 

og omkring den fælles Victoria-sø. 

Etiopien 

Forholdet til Etiopien er efter den tidligere militærdiktator 

Mengistus fald ganske godt. I kejser Haile Selassies regeringstid 

var der en tæt forståelse mellem de to lande, mest på 

grund af den gensidige respekt og sympati mellem Selassie 

og Kenyatta, men også fordi Somalia fremstod som den fælles 

fjende. Det økonomiske samarbejde har tidligere været 

minimalt, da store områder på begge sider af den fælles 

grænse er næsten ubeboet, regnfattig busksteppe og ørken. 

Efter afslutningen på borgerkrigen og dannelsen af det nye 

Etiopien og det selvstændige Eritrea er vejen gennem Kenya 

til Addis Abeba blevet af voksende betydning. 

Sudan 

Sudan er et kapitel for sig. Forholdet var tidligere relativt 

godt men uden nævneværdigt økonomisk samkvem. De 

mange år med borgerkrig i Sudan har også været en stor 

belastning for forholdet til Kenya, som altid har støttet, at 

de ikke-muslimske afrikanske nomadestammer i Sydsudan 

fik en retfærdig og varig løsning til sikring af deres kultur 

og religion. De sydsudanesiske modstandsbevægelser har fået 

lov at operere fra Nairobi. Det samme har Røde Kors, det 

særlige FN-program for Sydsudan (Lifeline Sudan) og talrige 

NGO'er, som søger at hjælpe den hårdt ramte sydsudanesiske 

befolkning. I Lokichokio på den kenyanske side 

af grænsen nordvest for Turkana-søen er opbygget felthospitaler, 

nødhjælps- og brændstoflagre, radiostationer, 

landingsbaner for selv de største transportfly, og personaleboliger 

for den enorme hjælpeindsats, som de mange års 

krig, tørke og oversvømmelse i Sydsudan har medført. Kenya 

har altid været en imødekommende vært og aktiv partner i 

opbygningen af dette store hjælpeapparat. Den muslimske 

118 

sudanesiske præsident, Al-Bashir, er en sjælden gæst i 

Nairobi, og Moi lige så sjælden i Khartoum. 

Somalia 

Forholdet til Somalia har altid været vanskeligt for Kenya. 

Især fordi der i den store tyndtbefolkede nordøst-provins 

til stadighed har været konflikter mellem myndighederne 

og nomadebefolkningen, hvoraf størsteparten er etniske 

somaliere. Området var i mange år - også i kolonitiden - 

lukket land, og kenyansk politi og militær udkæmpede en 

regulær krig med den såkaldte Shifta-bevægelse. Der var 

ingen tvivl om, at bevægelsen fik både moralsk, økonomisk 

og militær støtte fra Somalia, som i mange år krævede en 

grænserevision. I 1967 enedes de to lande om, at grænsespørgsmålet 

måtte løses ad fredelig vej. Siad Barres regering, 

der kom til magten i 1969, fik hurtigt travlt med at prøve 

at fravriste Etiopien Ogaden-området, og i 1984 var forholdet 

normaliseret så meget, at Moi kunne aflægge det første 

statsbesøg af en kenyansk præsident nogensinde. Kravet om 

grænserevision blev skrinlagt. Da Siad Barre måtte flygte i 

1992 skete det gennem Kenya. Indtil han fik tilladelse til 

at slå sig ned i Zimbabwe, opholdt han sig på et luksushotel 

i Nairobi med hele sit følge og efter sigende på den kenyanske 

regerings regning. Kenya har lagt afstand til samtlige 

stridende fraktioner i Somalia og har samtidig været vært 

for langtrukne og hidtil (oktober 1994) resultatløse forhandlinger. 

Grænsen til Somalia er umulig at kontrollere selv med 

den hjælp, som er kommet fra USA, Storbritannien og FN. 

Konflikten udgør en væsentlig sikkerhedsrisiko for Kenya, 

som stadig huser en stor gruppe flygtninge (op mod 

500.000, da antallet var størst). 

Det sydlige Afrika 

Kenya har været langt mere passiv end sin østafrikanske 

partner Tanzania, når det gælder konflikterne i det sydlige 

Afrika. Der er ydet støtte til OAU's officielle linie, men 

Kenya var i mange år skeptisk med hensyn til nytten af de 

119

mange resolutioner. Først i sidste halvdel af 1980'erne kom 

Kenya for alvor på banen til fordel for afskaffelse af apartheid 

og for selvstændighed til Namibia. Etableringen af et 

nyt Sydafrika betød, at den kenyanske pragmatisme allerede 

fra 1991 styrede Kenya mod hastig oprettelse af tætte 

økonomiske forbindelser. Udviklingen fik ekstra vind i sejlene, 

da præsident F. W. de Klerk under et besøg i Kenya i 

1991 gav udtryk for, at Kenya sammen med Egypten, Nigeria 

og Sydafrika ville udgøre de kommende regionale 

økonomiske magtcentre i Afrika. 

Donorlandene 

Den kenyanske pragmatisme har også præget forholdet til 

den tidligere kolonimagt - Storbritannien. Da først selvstændigheden 

var opnået, ønskede Kenyatta at få tingene til at 

glide. Kenya beholdt mange britiske embedsmænd i faste 

stillinger, indtil de mange år efter kunne afløses af kenyanere. 

Det lykkedes også ad forhandlingens vej at løse mange 

ømtålelige problemer såsom overtagelsen af de britisk ejede 

landbrug. Det gode forhold til Storbritannien er stadig et 

vigtigt element af kenyansk udenrigspolitik. 

Den største bilaterale donor er Japan, og Kenya er Japans 

største afrikanske handels- og programland syd for Sahara, 

når der ses bort fra Sydafrika. Der udveksles ofte officielle 

ministerdelegationer, og Japan er i donorgruppen til stadighed 

fortaler for at fastholde og udbygge det økonomiske 

samarbejde. Det japanske ordvalg er imidlertid blevet skærpet 

siden 1991 med hensyn til menneskerettigheder og korruption. 

Tyskland har længe været en af de største bilaterale donorer 

med tætte forbindelser også handelsmæssigt. Tyskland 

har også været blandt de skarpeste kritikere af de manglende 

politiske fremskridt. I 1994 kom en alvorlig krise i forholdet, 

da Kenya besluttede at udvise den meget aktive leder 

af den private tyske bistandsorganisation Friedrich Naumann 

Stiftung, som beskyldtes for at blande sig i Kenyas indre 

anliggender. Udvisningen førte til en væsentlig beskæring 

af den tyske bistand. 

USA har i de seneste år haft god brug for baser i Kenya. 

120 

Under den kolde krig, og for at styrke den amerikanske 

modvægt mod opbygningen af den sovjetiske flåde i det 

Indiske Ocean, var de amerikanske rettigheder ved Mombasa 

af stor strategisk betydning. Det samme var tilfældet i forbindelse 

med Golfkrigen og den amerikanske landgang i 

Somalia. USA har til gengæld været en generøs bistandsyder 

- også af militært "hardware". Efter kupforsøget mod 

Moi i 1982 er både hæren og luftvåbnet blevet moderniseret 

med amerikansk hjælp. Efter afslutningen af stormagtsspændingerne 

og opløsningen af Sovjetunionen har også 

USA i de seneste år skærpet sin kritik af det autoritære 

kenyanske styre, korruptionssagerne og overtrædelser af 

menneskerettigheder. 

I lighed med andre tidligere engelske kolonier i Afrika, 

har også Kenya modtaget fransk bistand i form af rentebærende 

lån bundet til leverancer fra Frankrig. Den kenyanske 

pragmatisme har set muligheden for støtte til moderne 

infrastrukturprojekter, bl.a. det siden skandaleramte 

Turkwell-vandkraftværk, og investeringer i lufthavnene. 

Politisk er den franske indflydelse relativt begrænset. 

De fem nordiske lande har alle haft tætte forbindelser til 

Kenya siden uafhængigheden. For Danmarks vedkommende 

helt tilbage til kolonitiden og Karen Blixen. I 1990 kom 

det til et brud med Norge, som af Kenya blev beskyldt for 

utidig indblanding i indenlandske forhold i forbindelse med 

fængslingen og retssagen mod den kenyanske oppositionspolitiker 

Koigi wa Wamwere (se faktaboks 3 side 108). 

NORAD's aktiviteter blev straks indstillet, og indtil 1994 

blev de norske interesser varetaget af den danske ambassade. 

Norge har klart givet udtryk for, at genoptagelse af diplomatiske 

forbindelser ikke betyder, at bistanden også genoptages, 

før der er konstateret væsentlige politiske fremskridt. 

Kenya anerkendte som et af de første afrikanske lande Israel 

og gav i mange år støtte til de moderate arabiske landes syn 

på løsningen af det palæstinensiske problem. 

Kenya spiller i dag en vigtig udenrigspolitisk rolle i en 

region, hvor indbyrdes krige, borgerkrige og naturkatastrofer 

i årevis har hørt til dagens orden. Kenya er med rette stolt 

over at være regionens fredeligste land. Det er stadig sandt 

og anerkendes fuldt ud af landets internationale venner. Efter 

121

afrikanske forhold og landets størrelse er de væbnede styrker 

beskedne. Der antages at være omkring 23.000 soldater 

fordelt med 19.000 i hæren, 3.500 i luftvåbnet og 1.100 

i flåden. Hertil kommer 4.000 paramilitære sikkerhedsstyrker. 

I 1992 udgjorde forsvarsudgifterne 9,2 pct. af statens 

udgifter (se tabel 5). 

Uden Kenyas politiske stabilitet og adgang til den veludbyggede 

infrastruktur ville det simpelthen ikke have været 

muligt for det internationale samfund at træde til med 

samme styrke i de mange humanitære katastrofesituationer 

i regionen. At Kenya har fungeret som base, har dog ikke 

kun været politisk og økonomisk byrdefuldt. Den internationale 

rolle har givet landet store politiske fordele og økonomisk 

været en nettogevinst for erhvervslivet. Donorerne 

har sikret, at fødevaresituationen ikke er blevet truet. KANUregeringen 

har imidlertid uden held forsøgt at bruge safe 

haven-argumentet for at dæmpe udlandets og oppositionens 

kritik af den førte indenrigspolitik. Kenya er her oppe imod 

tendensen til at vurdere udviklingen i Kenya i forhold til, 

hvad der kunne opnås ved bedre regeringsførelse og ikke 

ved sammenligning af Kenya med Somalia, Sudan eller 

Rwanda. 

122 

Op mod en halv million 

mennesker er flygtet fra 

Somalia til Kenya. 

Foto: Mikal Schlosser. 

123

124 

Rent drikkevand er en af 

de basale forudsætninger 

for sundhed og udvikling. 

Danida har i flere år finansieret 

programmer i 

den Kenyanske vandsektor. 


8. 

Udenlandsk bistand 

Kenya har i tre årtier fået massiv bistand udefra. Den samlede 

nettobistand (altså med fradrag for afdrag på lån) i 

perioden 1983-93 ses af figur 11. Det fremgår tydeligt, at 

billedet vendte efter 1990, da donorerne besluttede at gribe 

ind mod den voksende korruption. Det forventes, at bistanden 

i 1994 vil vise en stigning i forhold til 1993. 

Den samlede bistand var i 1991 på 842 mio. dollars. Lidt 

over halvdelen (53 pct.) var svagt forrentede lån, mens resten 

(47 pct.) var gaver. De vigtigste multilaterale donorer 

i 1991 var Verdensbanken (IDA), EF (EU), IMF, UNDP, 

UNICEF, WFP og Den afrikanske Udviklingsfond (se tabel 

7.1). Tilsammen tegnede de sig for 41 pct. af den udenlandske 

bistand. 56 pct. var bilateral statslig bistand. 

Hovedparten kom fra Japan, Storbritannien, USA, Holland, 

Tyskland, Finland, Italien og Danmark. De resterende 3 pct. 

af den samlede bistand kom fra private organisationer 

(NGO'er). 

Figur 11 - Samlet bistand (netto) 

1000 

900 

800 

700 

600 

500 

400 

300 

200 

100 

mio. $ 


1983 

1984 

1985 

1986 

1987 

1988 

1989 

1990 

1991 

1992 

1993 * 

125

Tabel 7.2 viser fordelingen på sektorer i 1991. Den finansielle 

programbistand udgjorde knap en femtedel. Resten 

gik til projekter over hele landet og i alle sektorer med 

en vis koncentration om landbrug, transport, sundhed og 

kommunikation. 

Tabel 7.1. Udenlandsk bistand i 1991 fordelt efter 

donorer 

Mio. dollars Pct. 

MULTILATERALE DONORER 345 41 

Heraf FN-systemet: 

IDA (Verdensbanken) 234 28 

IFAD 3 - 

IMF 22 3 

UNDP 13 2 

UNFPA 2 - 

UNICEF 10 1 

WFP 10 1 

Andre multilaterale: 

African Development Bank 2 - 

African Development Fund 12 1 

EF 37 5 

BILATERALE DONORER 

Heraf: 

475 56 

Japan 91 11 

Storbritannien 85 10 

USA 43 5 

Holland 41 5 

Tyskland 40 5 

Finland 35 4 

Italien 34 4 

Danmark 33 4 

Sverige 21 2 

Andre bilaterale 52 6 

PRIVATE ORGANISATIONER 22 3 

UDENLANDSK BISTAND I ALT1 842 100 

Kilde: Development Co-operation Kenya. 1991 Report. UNDP. Nairobi. 

August 1993 

1 Det samlede beløb afviger knap 4 pct. fra det af Verdensbanken i 

"World Tables" for 1991 oplyste (873 mio.dollars, jf.figur 11 side 125) 

126 

Tabel 7.2. Udenlandsk bistand i 1991 fordelt på 

sektorer 

Mio. dollars Pct. 

Finansiel programbistand 142 17 

Landbrug, fiskeri, skovbrug 116 14 

Transport 115 14 

Sundhed 71 8 

Kommunikation 69 8 

International handel 69 8 

Social udvikling 62 7 

Uddannelse 58 7 

Naturressourcer 34 4 

Industri 33 4 

Andre 104 9 

I alt 842 100 

Kilde: Development Co-operation Kenya. 1991 Report. UNDP. Nairobi. 

August 1993 

Statistikken for 1992 og 1993 foreligger endnu ikke fordelt 

på donorer og sektorer. Faldende bistand fra USA, Italien 

og Finland har imidlertid medført, at Danmark - selv 

med en beskåret bistandsramme - deler pladsen som den 

femtestørste bilaterale donor med USA. De fire største er 

Japan, Storbritannien, Holland og Tyskland. 

Dansk bistand 

Den danske bistand til Kenya siden uafhængigheden i 1963 

ses af tabel 8.1. Bortset fra inflationens og kursudviklingens 

betydning for købekraften er det blevet til over tre milliarder 

kroner i form af gavebistand, personel (fra både Danida 

og Mellemfolkeligt Samvirke) og rentefri lån. 

Indtil 1990 var der tale om en gradvis stigning. Herefter 

er bistandsrammen blevet skåret ned tre gange: I 1990 på 

grund af regeringens voldsomme fremfærd ovefor oppositionen, 

og i 1991 og 1993 på grund af den danske regerings 

skarpe kritik af det kenyanske styres forvaltning, 

herunder korruption og misbrug i tilknytning til danske 

127

istandsprojekter, især med Rural Development Fund (RDF) 

og de to største integrerede udviklingsprojekter i Kitui- og 

Taita/Taveta-distrikterne. 

Kenya var i mange år en af de fire største modtagere af 

dansk bistand. Hvis man ser på de indikative plantal for de 

næste fem år 1995-99, rangerer Kenya nu på niende-pladsen 

blandt de tyve programsamarbejdslande. 

Bistandens fordeling på sektorer i 1992 og 1993 fremgår 

af tabel 8.2. Sundhed, integrerede egnsudviklingsprojekter, 

transport (biveje) og landbrugskooperativer udgjorde de 

største enkeltsektorer i 1993. 

Samtidig med faldet i bistanden fra 1990 er planlægningen 

og gennemførelsen af projekterne blevet lagt om. Ambassaden 

i Nairobi og de mange udsendte rådgivere har 

skærpet kontrollen med anvendelsen af bistandskronerne. 

Som noget nyt er ved de største projekter ansat specialiserede 

Danida-rådgivere, som sammen med chefrådgiverne 

har ansvaret for den finansielle og fysiske kontrol. 

Tidligere gik pengene til de fleste projekter gennem finansministeriet 

til fagministeriet og derfra eventuelt til distriktet, 

hvor projektet var placeret. Det var hovedreglen og 

i sig selv en vigtig del af bistandspolitikken, fordi Kenya 

Tabel 8.1 Danmarks statslige bistand til Kenya 1962/ 

63 - 1993 

Projekter Personel Statslån/I alt bundne gaver 

1962-84 669,6 296,6 289,0 1.255,2 

1985 178,0 56,7 25,2 259,9 

1986 112,1 39,2 41,1 192,4 

1987 101,2 42,8 45,4 189,4 

1988 139,2 47,4 34,7 221,3 

1989 194,2 44,8 14,3 253,3 

1990 177,3 34,9 19,9 232,1 

1991 147,2 54,9 11,5 213,6 

1992 69,5 38,8 10,5 118,8 

1993 98,1 24,6 0,0 122,7 

I alt 1.886,4 680,7 491,6 3.058,7 

Kilde: Danida 

128 

Sundhed er højt prioriteret 

i den danske 

bistand til Kenya. På 

Tamo hospital underviser 

danske udsendte i 

familieplanlægning og 

barnepleje. 


dermed fik ansvaret. Var den kenyanske administration for 

svag, blev den styrket som led i udviklingsindsatsen. Formålet 

var at overgive projektet så hurtigt som muligt til kenyansk 

ledelse og finansiering. Kenyanisering og institutionsudvikling 

var nøglebegreber og mål for succes eller fiasko. 

Erfaringerne fra de sidste fire-fem år viser imidlertid, at 

en videreførelse af bistanden til Kenya forudsætter dansk 

styring. Der vil ikke foreløbig være realistiske muligheder 

for at vende tilbage til målsætningerne om hastig kenyanisering. 

Forudsætningerne er ikke mere tilstede hverken 

finansielt, organisatorisk, bemandingsmæssigt eller moralsk. 

Korruption, nepotisme og andre former for favorisering af 

tilhængere af det siddende styre har bredt sig fra top til 

bund. 

Alle donorer har skiftet stil og er overgået til at styre processen 

selv. Ligesom Danmark erkender de, at Kenya i dag 

129

ikke egner sig til ubundet programbistand. Bistanden skal 

være fordelt på konkrete projekter, hvor hjælpen kan følges, 

og hvor det kan kontrolleres, at den bruges efter hensigten. 

Alle donorer erkender, at bistandsbehovet stiger i takt 

med den negative vækst og den stigende fattigdom. Og de 

siger mere eller mindre åbent, at den væsentligste årsag er 

at finde i den dårlige kenyanske regeringsførelse gennem 

mere end ti år. 

Som den femte-største bilaterale donor - trods tre nedskæringer 

af bistandsrammen - har Danida været en aktiv 

partner i donorsamarbejdet og drøftelserne om de økonomiske, 

strukturelle og politiske betingelser for bistandssamarbejdet. 

Den tætte kontakt mellem donorerne er en 

af årsagerne til, at den udenlandske indflydelse på processen 

har kunnet afstemmes bedst muligt og vedblive at være 

et konstruktivt bidrag til den indenrigspolitiske debat. Denne 

130 

Kenyas mejerisektor er 

blevet udbygget bl.a. med 

dansk bistand. 


koordination må fortsættes med aktiv dansk deltagelse, hvis 

bistandspolitikken over for Kenya til fulde skal udnytte den 

placering, Danida altid har indtaget som en seriøs samarbejdspartner 

for Kenya og de andre toneangivende donorer. 

For den kommende fem-årsperiode forventes bistandsrammen 

at andrage følgende beløb: 

1995 130 mio. kr. 

1996 130 mio. kr. 

1997 150 mio. kr. 

1998 150 mio. kr. 

1999 175 mio. kr. 

Der vil ske en skærpelse af sektorkoncentrationen med 

hovedvægten på sundhedssektoren og støtten til småbrug 

og udvikling af landdistrikterne herunder bivejene. 

I den seneste rullende fem-årsplan for 1995-99 beskrives 

Danidas Kenya-strategi således: 

At bistanden til Kenya i de seneste år er blevet skarpere 

fokuseret på opfyldelse af følgende fattigdoms- og demokratiorienterede 

hovedmålsætninger: 

- at bidrage til vedligeholdelse og opbygning af den primære 

sundhedstjeneste gennem et nyt sundhedssektorprogram 

- at yde støtte til fattigdomsorienterede, bæredygtige egnsudviklingsprojekter 

- at øge Kenyas fødevaresikkerhed gennem støtte til småbønder, 

bl.a. via andelssektoren 

- i øvrigt at bidrage til udviklingen af landdistrikterne 

gennem støtte til bæredygtige infrastrukturprojekter, der 

sigter mod at forbedre levevilkårene og indtjeningsevnen hos 

landbefolkningen 

- at støtte private kenyanske organisationer, der arbejder 

inden for prioritetssektorerne og for øget respekt for 

menneskerettigheder og demokratisering 

- at støtte generelle og specifikke initiativer til bekæmpelse 

af korruption og forbedring af den offentlige forvaltning. 

De seneste års udvikling har ført til omfattende ændringer 

i vilkår, målsætninger og finansielle rammer for det 

danske bistandssamarbejde med Kenya. Det nødvendiggør 

131

en nyformulering af bistandsstrategien. I disse overvejelser 

vil indgå de seneste års erfaringer, der bl.a. tilsiger indtil videre 

at lægge betydelig vægt på at sikre let overskuelig projektadministration 

med omfattende overvågning, herunder 

regnskabskontrol. Denne indsats kan principielt have uønskede 

konsekvenser for de enkelte projekters langsigtede 

bæredygtighed. Den svækkede kenyanske statsfinansielle situation 

indebærer, at der kun kan påregnes meget begrænsede 

kenyanske bidrag til projekterne. Mens disse strategiovervejelser 

står på, vil forlængelse af i gangværende projekter 

og projekttyper, hovedsagelig inden for sundhedssektoren 

og landbrugssektoren, være med til at sikre opfyldelsen af 

målsætningerne. 

By MUTHUI MWAI and 

NATION Correspondent 

The Danish Ambassador to Kenya, 

Mr. Eric Fil, said last night that his 

government decided a month ago 

to carry out an indepth auditing of 

the Rural Development Fund in 

Kenya and found certain cases of 

mismanagement. 

132 

Tegning og udpluk af 

artikel bragt i The Daily 

Nation i forbindelse med 

afsløringen af korruption 

og misbrug af bistandsmidler 

i Rural Development 

Fund. 

Tegning: Madd, 1991. 

Tabel 8.2. Danmarks statslige bistand til Kenya. 

Sektorfordeling i 1992 og 1993 (pct.) 

1992 1993 

SOCIAL INFRASTRUKTUR 25.0 31.2 


Uddannelse 8.7 4.9 

Sundhed 9.3 21.8 

Drikkevand og sanitet 1.2 0.2 

Offentlig administration 1.1 0.6 

Udviklingsplanlægning 4.3 3.4 

Andet 0.4 0.3 

ØKONOMISK INFRASTRUKTUR 2.7 5.8 


Transport (biveje) 1.0 4.7 

Kommunikation 0.2 0.0 

Energi 0.0 0.4 

Andet 1.5 0.7 

PRODUKTIVE SEKTORER 15.6 13.4 


Landbrug m.v. 

(primær produktion) 12.2 3.2 

Industri, håndværk m.v. 

(sekundær produktion) 0.3 0.1 

Handel, kooperation m.v. 

(tertiær produktion) 3.1 10.1 

MULTISEKTOR 

Integrerede udviklingsprojekter 22.9 18.4 

PROGRAMBISTAND 

Importstøtte 0.0 11.5 

IKKE SEKTORDELT 1 15.3 18.7 

DIVERSE2 18.5 1.0 

Ialt 

Kilde: Danida 

100.0 100.0 

1 Især mindre projekter under ambassadens bevillingskompetance inden 

for sundhedssektoren og til støtte for demokratisering og menneskerettigheder. 

Endvidere reservedelsleverancer til dansk støttede projekter, 

lokal konsulentbistand, frivillige og projekter uden sektorangivelse 

2 træk på statslån, bundne gaver, forundersøgelser m.v. 

133

134 

Et af målene for den 

danske bistand er udvikling 

af landdistrikterne i 

kraft af udvidelse og vedligeholdelse 

af bivejsnettet. 


9. 

Fremtiden 

Kenya er nået langt siden uafhængigheden i 1963. Landet 

er blevet betydeligt rigere. Offentlige og private investeringer 

har bragt Kenyas vækst langt frem og gjort landet til 

regionens ubestridt stærkeste økonomiske magtcenter. Mere 

end 30 års næsten uafbrudt politisk stabilitet har været afgørende 

for denne udvikling. En massiv opbakning og bistand 

fra de rige lande har været af uvurderlig betydning. 

Hvor står Kenya så i 1994? En befolkning på 27 mio. I 

1960 var der 6 mio. I 1980 var der 16,5 mio. I år 2020 

forventes 37 mio. En formidabel belastning for et land, hvor 

kun en femtedel af jorden kan dyrkes, og hvor presset på 

jorden allerede gør det umuligt for mange landbofamilier 

at overleve ved landbrug alene. Befolkningsvæksten er faldende. 

Men stadig 3,3 pct. og på niveau med det høje afrikanske 

gennemsnit. Væksten i produktionen er også faldet. 

Den nåede nulvækst i 1993. Målt pr. indbygger var der altså 

en minusvækst på over 3 pct. De sidste statistiske meldinger 

tyder på, at væksten igen er på vej op, hjulpet af en god 

høst i 1994 og af liberaliseringerne i økonomien. 

Prognosen for udviklingen i den politiske beslutningsproces 

er sværere at stille. De seneste år har dokumenteret befolkningens 

interesse for medbestemmelse - helt ned til 

græsrødderne. Valget i 1992 viste, at to tredjedele af befolkningen 

var i opposition til den siddende regering. Samtidig 

er det med al ønskelig tydelighed blevet demonstreret, 

at stammemodsætningerne stadig dominerer kenyansk 

politik. Oppositionen har ikke kunnet vinde politisk fodfæste, 

og der er ingen sikker forventning om, at 1997-valget 

vil ændre magtbalancen. 

Den økonomiske politik har til gengæld vist kolossale 

fremskridt. Der er sket en liberalisering og strukturændring, 

som ingen i 1990 havde turdet forvente. I kølvandet er fulgt 

en yderligere tro på - og krav om - demokratisering, åbenhed 

i de statsstyrede virksomheder og opgør med den alt- 

135

favnende korruptionskultur. Krav om genindførelse af fagforeninger 

på arbejdsmarkedet for statsansatte møder stærk 

modstand fra præsidenten. Det samme gør andre krav om 

overholdelse af basale menneskerettigheder. Men kravene 

fastholdes. Strejkerne vil komme igen, og oppositionen er 

kommet for at blive. 

Den gode høst i 1994 har heldigvis givet et pusterum på 

et tidspunkt, da der er brug for at mindske de politiske 

spændinger og de negative sociale virkninger af liberaliseringen. 

Kan Kenya komme igennem et politisk generationsskifte 

uden større katastrofer og konflikter end hidtil? Og vil den 

økonomiske liberalisering på længere sigt kunne holde og 

være med til at sikre en politisk liberalisering? 

Mange unge kenyanere mener ja og finder ikke, at fremtiden 

tegner sig mørk. De er med rette stolte af deres lands 

placering som det fredeligste i regionen siden uafhængigheden. 

Og af de imponerende kenyanske sejre på løbebaner 

overalt i verden, som har gjort Kenya til en stormagt 

på mellemdistancer og forhindringsløb. 

De ældre politikere har i højere grad end de yngre stammebaserede 

synspunkter indbygget i deres politiske adfærd. De 

yngre mener - med rette - at de langt lettere vil kunne flytte 

sig selv og vælgerne i retning af de politiske kompromiser, 

som er helt afgørende for, at et flerpartistyret Kenya vil kunne 

fungere. Som det ønskes af den altovervejende del af befolkningen. 

Den politiske kultur i dagens Kenya muliggør ikke at gå 

på kompromis. Filosofien er Winner takes it all eller 

omskrevet "Er du ikke med mig, er du mod mig". De politiske 

spændinger er kraftige og tungere ladet end lige efter 

1992-valget. De etniske konflikter er ikke slut og truer 

stadig stabiliteten. Skræmmebillederne findes andre steder 

i Afrika, ikke langt fra Kenya. Den dystre baggrund fra 

Rwanda indgår i den politiske debat i Kenya, både som 

trussel og som stabiliserende element. Risikoen for tab af 

eksportindtægter, bl.a. hele turismen, nævnes sjældent, men 

er en reel og kendt risiko. Det store afrikanske og asiatiske 

borgerskab har alt at tabe ved en dramatisk politisk udvik- 

136 

ling. Udlandets fortsatte interesse og bistand har også en 

stabiliserende virkning. 

Kenyas økonomi er ubestrideligt på vej tilbage til bedre 

tider. Det haster, hvis væksten skal genetableres og fattigdommen 

kunne bekæmpes. 

Man kan kun håbe, at den politiske udvikling trækkes 

støt videre i den rigtige retning uden alvorlige og voldelige 

tilbageslag. Der er stærke stabiliserende træk i de politiske 

og økonomiske realiteter. Og Kenya har tradition for, at 

ændringer sker gennem evolution og ikke revolution. 

137

138 

Trods store økonomiske og 

politiske problemer ser 

mange unge kenyanere 

lyst på fremtiden. De er 

stolte af deres lands placering 

som det fredeligste i 

regionen. 

Foto: Ebbe Knudsen/ 

Billedhuset. 

Læs mere om Kenya 

Central Bank of Kenya 

Kenya. Land of Opportunity. Central Bank of Kenya. 

Nairobi. 1991. 304 sider. 

En smukt illustreret detaljeret beskrivelse af det kenyanske 

samfund udgivet i anledning af 25-års-jubilæet for Central 

Bank of Kenya. 

Dubell, Folke 

Kenya: från enpartistat till demokrati? Uppsala: NAI. 1994. 

57 sider. (Afrikafakta; 1). 

Litteraturhenvisninger. Om Kenyas politiske udvikling frem 

til det første flerpartivalg i 1992. 

Harden, Blaine 

Africa. Dispatches from a Fragile Continent. W.W.Norton 

& Co. New York. 1990. 333 sider. 

Harden var i 1985-89 chef for Washington Post's kontor 

for Afrika syd for Sahara med base i Nairobi. Hans Afrikabog 

rummer tre meget læseværdige kapitler om Kenya dækkende 

så forskellige områder som præsident Mois rolle og 

indsats som regeringschef og præsident, stammerelationernes 

betydning illustreret i en berømt sag om stedet for en 

begravelse og den norske bistand til Turkana-distriktet. 

Husain, Ishrat og Rashid Faruqee (red.) 

Adjustment in Africa. Lessons from Country Case Studies. 

World Bank Regional and Sectoral Studies. World Bank. 

Washington. 1994. 436 sider. 

En gennemgang af den økonomiske strukturtilpasnings 

virkninger i syv afrikanske lande, herunder Kenya (35 sider). 

Kenyatta, Jomo 

Facing Mount Kenya. The Tribal Life of the Gikuyu. 

139

Wintage Books. New York. 1965. 327 sider. 

Kenyattas berømte bog om kikuyustammens liv og død, arbejde 

og leg, sex og familieliv. 

Matiba, Kenneth S.N. 

Kenya. Return to Reason. Kalamka Ltd. Nairobi. 1993. 277 

sider. 

Matiba er tidligere minister i forskellige Moi-regeringer. Han 

gik tidligt i opposition og dannede op til valget partiet 

FORD-Asili (der betyder det oprindelige forum for genoprettelse 

af demokratiet). Ved valget i december 1992 

opstillede Matiba som kandidat til præsidentposten og fik 

næstflest stemmer. Bogen er et politisk dokument, en blanding 

af polemik og detaljer om politiske skandalesager og 

kritikpunkter rettet mod KANU. 

Miller, Charles 

The Lunatic Express. The Building of an Impossible 600 

mile Railway across East Africa. The Macmillan Company. 

London. 1971. 629 sider. 

Historien om hvordan en "umulig" jernbane på næsten tusind 

kilometer blev bygget fra det Indiske Ocean til Victoria-søen 

i slutningen af sidste århundrede. 

Miller, Norman & Rodger Yeager 

Kenya: the quest for properity. 2. udgave. Boulder, Colorado: 

Westview. 1994. 254 sider. 

En kritisk analyse af den koloniale arv, uafhængigheden, 

Kenyatta-perioden, økologi og samfund i det moderne 

Kenya, arap Moi-perioden, de aktuelle økonomiske realiteter 

og landets internationale relationer. 

Munyakho, Dorothy 

Kenya: child newcomers in the urban jungle. Florence: 

UNICEF. 1992. 46 sider. 

(Innocenti Studies)(The Urban Child in Difficult 

Circumstances). Litteraturhenvisninger. Om børn i kenyansk 

byslum, hvordan de klarer at overleve, og om de forsøg der 

gøres på at afhjælpe de elendige forhold, de lever under. 

140 

Olsen, Gorm Rye (red.) 

Afrika - Det ukuelige kontinent. Danmarks Radio Forlaget. 

1994. 185 sider. 

Blandt otte meget læseværdige kapitler om politik, økonomi, 

kultur, liv og død i Afrika findes en beskrivelse (22 sider) 

af valget i Kenya i december 1992 skrevet af lektor Jørgen 

Elklit, Århus Universitet, der var udsendt af Danida som 

valgobservatør. 

Wamwere, Koigi wa 

The Peoples Representative and the Tyrants or Kenya: 

Independence without Freedom. New Concept Typesetters. 

Nairobi. 1992. 182 sider. 

En blanding af selvbiografi og politiske essays dækkende 

1970'erne og 1980'erne politiske realiteter i Kenya. 

Skønlitteratur 

Mwangi, Meja 

Når alle døre er lukkede..... København: MS. 1991. 216 

sider. (Stemmer fra den Tredje Verden). 

Spændingsroman for unge om arbejdsløshed, kriminalitet 

og samfundsvold i Kenya. To unge på 17-18 år møder hinanden 

i Nairobis gader i jagten på et job. På trods af 12 års 

skolegang og rimelige karakterer er der intet arbejde at få. 

Ngugi wa Thiong'o 

Matigari. Oxford: Heinemann. 1989. 175 sider. 

Romanen bygger på en mundtlig fortælling om en mand, 

der har overlevet krigen og kommer ned fra bjergene. Rygterne 

går, om at Matigari har overnaturlige kræfter, måske 

en ny Jesus? Humoristisk og satirisk beskrives et afrikansk 

samfund efter selvstændigheden, hvordan humanistiske 

idealer forrådes, og hvordan Matigari til slut erkender, at 

ord alene ikke kan bekæmpe fjenden. 

Ogot, Grace 

The Strange bride. Nairobi: Heinemann. 1989. 156 sider. 

En tolkning af en luo-myte. 

141

Niels Severin Munk er cand.polit. og ansat i Danida, Udenrigsministeriet. 

I skrivende stund ambassaderåd ved den danske 

ambassade i Nairobi, Kenya. 

1994 

© Udenrigsministeriet 

Redaktionen sluttet december 1994 

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det internationale 

udviklingssamarbejde findes i Danidas årsberetning 

og i loven om internationalt udviklingssamarbejde. 

Beretning, pjecer, AV-materialer mv. kan fås ved henvendelse 

til: 

UM-info 

Udenrigsministeriet 

Asiatisk Plads 2 

1448 København K 

Tlf. 33 92 00 00 

Produktion: UM-info 

Redaktion: Charlotte Henriksen 

For- og bagsidefoto: Jørgen Schytte 

Grafisk produktion: Kommunikationsbureauet 

Kilder til figurer og tabeller (hvor intet andet er angivet): 

Human Development Report, UNDP. World Development 

Report, World Bank. World Tables, World Bank. Economic 

Survey, Government of Kenya. Statistical Abstract, 

Government of Kenya. 

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikke nødvendigvis 

sammenfaldende med Udenrigsministeriets. 

ISBN: 87-7265-237-3 

142 

143

En politisk og økonomisk oversigt af Niels Severin Munk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?