En politisk og økonomisk oversigt af Niels Severin Munk

frberg.hf.dk

En politisk og økonomisk oversigt af Niels Severin Munk

Kenya - en politisk og økonomisk oversigt · Niels Severin Munk

Kenya

En politisk og økonomisk oversigt

af Niels Severin Munk


Kenya

En politisk og økonomisk oversigt

af Niels Severin Munk


Sudan

Uganda

Mt. Elgon

L.

Victoria

L. Natron

Tanzania

0- 200 meter

200-1000 meter

1000-2000 meter

2000-3000 meter

over 3000 meter

L. Turkana

L. Baringo

L. Magadi

Kilimanjaro

L. Chew

Bahir

Mt. Kenya

Etiopien

K e n y a

Nationalgrænse

Flod

DK

Somalia

Indiske

Ocean

Kenya

Kenya

Indholdsfortegnelse

1. Landet og folket................................. 9

Geografi og ressourcer ........................................... 9

Mennesker i Kenya ............................................. 12

2. Historie ............................................. 21

En oldgammel civilisation ................................... 21

Britisk koloni ...................................................... 24

Frihedskrig og uhuru ........................................... 27

3. Fra uhuru til 1994 ............................ 33

Jomo Kenyatta .................................................... 33

Daniel arap Moi. I Kenyattas fodspor .................. 35

Kampen for flerpartisystem ................................. 38

Valget i 1992....................................................... 41

4. Den økonomiske udvikling............ 49

Fra plus-vækst til minus-vækst ............................. 49

Centraladministrationens forfald ......................... 52

Korruption med makroøkonomiske konsekvenser 55

Vigende udenlandsk interesse og bistand ............. 58

Omsvinget i 1993. Hastige økonomiske reformer 63

5. De enkelte sektorer......................... 71

Landbrug ............................................................ 71

Industri ............................................................... 79

Turisme ............................................................... 84

Transport og kommunikation .............................. 87

Energi ................................................................. 92


6. Sociale forhold ................................ 97

Sundhed.............................................................. 97

Uddannelse ....................................................... 100

Menneskerettigheder ......................................... 105

Etnisk udrensning ............................................. 110

Kvinders rettigheder .......................................... 112

7. Udenrigspolitik ...............................115

Tanzania............................................................ 115

Uganda ............................................................. 116

Etiopien ............................................................ 118

Sudan................................................................ 118

Somalia ............................................................. 119

Det sydlige Afrika ............................................. 119

Donorlandene ................................................... 120

8. Udenlandsk bistand...................... 125

Dansk bistand ................................................... 127

9. Fremtiden ....................................... 135

Læs mere om Kenya........................... 139

Fakta om Kenya

Selvstændighed:

1963 1963

1963

Areal:

583.000 583.000 kv kv kvadr kv kv adr adratkilometer adr atkilometer (13 (13 gange gange Danmark)

Danmark)

Statsform:

Republik. epublik. Civilt Civilt flerpar flerpartistyr

flerpar tistyr tistyre tistyr

Præsident:

Daniel Daniel ar arap ar ap Moi Moi (1978)

(1978)

Han Han er er samtidig samtidig formand formand formand for for r rregeringspar

r egeringspar

egeringspartiet

egeringspar tiet

Kenya enya African African National National Union, Union, K KKANU

K

Hovedstad:

Nair Nairobi. Nair obi. 2,7 2,7 mio mio. mio . indb indbygger indb indb ygger yggere ygger e (skøn (skøn for for 1993)

1993)

Befolkning:

27 27 mio mio. mio . (skøn, (skøn, medio medio 1994)

1994)

Befolkningsvækst:

3,3 3,3 pct. pct. p pp.a.

p p.a.

.a. (skøn (skøn for for 1993)

1993)

Børnedødelighed:

90 90 ud ud af af 1000 1000 nyfødte nyfødte dør dør, dør , inden inden de de fylder fylder fem fem år

år

(1992) (1992)

(1992)

Læsekyndighed:

71 71 pct. pct. af af de de v vvoksne

v voksne

oksne (1992)

(1992)

Gennemsnitlig forventet levealder:

58,6 58,6 år år (1992)

(1992)


Religion:

Katolikker atolikker 27 27 pct., pct., pr protestanter pr otestanter 19 19 pct., pct., andr andre andr e kristne kristne

kristne

27 27 pct., pct., muslimer muslimer 6 6 pct., pct., andr andre andr e kirker kirkeretninger kirker etninger og

og

tr traditionelle tr aditionelle r rreligioner

r eligioner 21 21 pct.

pct.

BNI pr. indbygger:

310 310 dollars dollars (1992)

(1992)

Import:

1.713 1.713 mio mio. mio . dollars dollars (1992)

(1992)

Eksport:

1.339 1.339 mio mio. mio . dollars dollars (1992)

(1992)

Vigtigste eksport/valutaindtjening:

Turisme, urisme, kaffe, kaffe, te

te

Samlet udviklingsbistand:

780 780 mio mio. mio . dollars dollars (1992) (1992) sv svar sv ar arende ar ende til til 9,1 9,1 pct. pct. af af B BBNI

B I og

og

31 31 dollars dollars pr pr. pr . indb indbygger indb ygger

Danmarks bistand:

100 100 mio mio. mio . kr kr. kr kr.

. (1993)

(1993)

Officielle sprog:

Engelsk Engelsk og og kiswahili kiswahili

kiswahili

Valuta:

Én Én K KKenya

K enya Shilling Shilling Shilling = = 100 100 cent cent = = 0,14 0,14 kr kr. kr . (oktober (oktober (oktober 1994)

1994)

Kilder:

- World Development Report 1994. World Bank, Washington

- Human Development Report 1994. UNDP, New York

- Development Co-operation 1993. OECD, Paris, 1994

- The World Bank Atlas 1994, Washington

Nyahururu

Nakuru

Lokichokio

Gilgi

Naivasha

Lodwar

Kanpenguria

Kitale

Nyeri

Meru

Nanyuki

Muranga

Thika

Nairobi

Maralal

Bungoma Webuye

Eldoret

Isiolo

Busia Kakamega

Kisumu

Nyahururu Nanyuki

Meru

Homa

Bay

Nakuru

Molo

Kericho Gilgi

Kisii

Naivasha

Nyeri

Embu

Muranga

Migori

Narok

Thika

Nairobi

Athi

River

Kajiado

Machakos

Embu

Athi River Machakos

Voi

Moyale

Marsabit

Hola

Garissa

Kilifi

Wajir

Malindi

Mombasa

Asfaltvej

Grusvej

Vej der kun er

farbar i tørtiden

Jernbane

Landegrænse

Lamu

Lufthavn

Storbyer

Havn

Mandera

Flyveplads

Landingsbane

Større by


8

Urbanisering: 70 pct. af

befolkningen lever i landdistrikterne.

Men presset

på jorden gør det umuligt

for landbofamilier at leve

af landbrug alene, og

mange søger mod byerne -

og slummen.

Foto: Jørgen Schytte.

1.

Landet og folket

Geografi og ressourcer

Kenya ligger i Østafrika på ækvator. Næsten alle klimatiske

og økologiske zoner findes, når toppen af Mount Kenya,

Afrikas næsthøjeste bjerg, tæller med. Mod øst ligger det

tropiske Indiske Ocean med kridhvide palmestrande, krystalklart

vand og ideelle vilkår for turisterne. Da vandet er

så rent, er der end ikke næring til en fødekæde som basis

for kommercielt fiskeri. Mod nordøst og nord grænser Kenya

mod Somalia, Etiopien og Sudan. Der er tale om lange

grænser i ørkensandet i områder, som er umulige at kontrollere

og sparsomt befolket med nomader på evig vandring

efter vand og græs. Mod vest går grænsen til Uganda. Ørken

i nord og frodigt landbrugsland i syd. Afrikas største

sø, opkaldt efter dronning Victoria, danner hjørne til Uganda

og Tanzania. Sydgrænsen skærer sig efter en lineal, med et

enkelt hop nord om Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, ned

til det Indiske Ocean lidt syd for Kenyas og Østafrikas største

havneby, Mombasa.

Grænserne blev trukket i kolonitiden i sidste århundrede.

Som overalt i Afrika går de tværs gennem områder med

samme etniske befolkning. Da linealerne blev lagt ind over

Afrikakortet, var der stadig hvide pletter og kun ringe kendskab

til etniske grupperinger. Politik og økonomiske

stormagtsinteresser var altafgørende. Også helt absurde

hensyn, som f.eks. at den tyske kejser Wilhelm manglede

et ordentligt bjerg. Derfor forbarmede dronning Victoria

sig over ham og lod grænsen mod det tyske Tanganyika

trække nord om Kilimanjaro. Baggrunden for mange afrikanske

krige findes netop i kolonimagternes lemfældige

grænsedragninger.

Kenya dækker 583.000 kvadratkilometer, svarende til tretten

gange Danmark. Mere end fire femtedele har så lidt regn,

at der enten er ørken, busksteppe eller savanne. Disse tyndt

befolkede områder egner sig kun til nomadekultur. Det

9


egentlige landbrugsareal er derfor kun godt fire gange Danmarks

størrelse.

Placeringen på ækvator betyder, at temperaturen er ret konstant

året igennem - dog en anelse koldere i de europæiske

sommermåneder. Det stærkt varierende regnfald er fordelt

på to regntider, som bestemmer landbrugets sæsoner. Regnen

falder fortrinsvis i et bælte ved oceankysten, i det centrale

og vestlige højland og ved Victoria-søen. Der er en vis

regelmæssighed for regntiderne, men store udsving fra år

til år. I det centrale højland er der normalt to regntider. Den

"lange regn" fra april til juni og den "korte regn" i oktober

og november. I tre af de sidste fem år har Kenya, i lighed

med andre lande i det østlige Afrika, haft alvorlige tørkeproblemer.

Heller ikke Kenya har haft ressourcer til at investere

i de meget dyre overrislingsanlæg, som med den

stærkt varierende regnmængde også kun kan give en begrænset

forbedring af fødevaresikkerheden.

En stor del af landet er placeret i den såkaldte Great Rift

Valley, en gravsænkning eller sprækkedal, der løber fra Nildalen

gennem det østlige Afrika og ned til Tanganyika- og

Malawi-søerne. Der er både aktive og udslukte vulkaner og

med mange års mellemrum også svage jordskælv.

Kenya udnytter varmen i undergrunden, og landet har

Afrikas eneste geotermiske energianlæg. Gennem flere kilometer

dybe borehuller i Olkaria tæt ved Naivasha-søen

føres overophedede vanddampe op til drift af turbiner, der

trækker elgeneratorer. Dampene bliver derefter til vand, der

pumpes tilbage i hullerne. Forureningsgraden er forsvindende

lille, hvilket også ses på det naturlige plante- og dyreliv,

som trives helt op til værkets indhegning.

Både i Kenya og i de andre Rift Valley-lande har man i

årtier forsøgt at finde råstofforekomster, som er store nok

til en rentabel udnyttelse. I Kenya er der endnu kun lidt at

hente. Ved Magadi-søen i det hede lavland syd for Nairobi

udvindes store mængder salt og soda ved fordampning af

søvandet i flade bassiner. Hertil kommer mindre mængder

af mere sjældne mineraler. I Kerio-dalen i nordvest udvindes

fluorspar (husspat), der eksporteres til brug i stål- og kemiske

industrier. Limsten til cementproduktion brydes flere

steder, og ved Gilgil, ikke langt fra Nairobi, udvindes

10

Vand er altafgørende:

Kvinder og mænd bærer

byggemateriale til etablering

af 30 cm høje cementkanter,

der i regntiden

skal lede vandet

ned ad bjerget til

vandreservoirer.

Foto: Jørgen Schytte.

diatomit, der indgår som råstof i filtre og isoleringsmaterialer.

Prøveboringer efter olie og naturgas har endnu ikke givet

positive resultater, men alligevel nok til at forsøgene fortsætter

især i dalen syd for Turkana-søen. Kenya er derfor

afhængig af olieimport til industridrift og transport. Omfattende

investeringer i vandkraftværker ved Tana-floden i

øst og Turkwell-floden i nordvest har dog i de seneste godt

ti år medvirket til at begrænse olieimporten.

Frugtbar landbrugsjord med tilstrækkeligt - men meget

svingende - regnfald er stadig Kenyas vigtigste produktionsfaktor.

Af stor økonomisk betydning er imidlertid og

turismen, som nu er landets vigtigste valutakilde. Det er

Kenyas enestående rige naturressourcer i dyreparkerne, ved

kysterne, i skovene, i bjergegnene og i ørknerne, der trækker

alle slags turister til landet. Safari betyder rejse på lokalsproget

kiswahili og er varebetegnelsen for det vigtigste

produkt i kenyansk turisme.

Både landbruget og turismen er udviklet i takt med Kenyas

vidtstrakte vejnet. Hovedruterne er overalt i landet af god

11


kvalitet, og vedligeholdelsen er god efter afrikanske forhold.

De tættest befolkede områder bindes sammen af asfalterede

hovedveje. Kenyas internationale lufthavne, Jomo Kenyatta

International Airport i Nairobi og Moi International Airport

i Mombasa, beflyves i dag af de fleste store europæiske

og mellemøstlige luftfartsselskaber. Den omfattende kenyanske

eksport af blomster og grøntsager og den store og voksende

turisme er kun en del af forklaringen på den intense

lufttrafik. De store investeringer i luftfartsvæsenet og de

mange ugentlige flyvninger skyldes også Kenyas - og ikke

mindst Nairobis - centrale placering som hovedkvarter for

flere FN-organisationer, som regional base for internationale

firmaer og for statslige og private bistandsorganisationer.

Udviklingen af Kenyas infrastruktur har, siden briterne

anlagde jernbanen fra Mombasa til Kisumu, nydt godt af

transittrafik og er uden sammenligning den bedst udbyggede

i denne del af Afrika. Med de seneste årtiers investeringer

i bivejsnettet i de tætbefolkede og mest frugtbare egne

har Kenya skabt en betydelig samfundsejet ressource.

Mennesker i Kenya

I 1994 var Kenyas befolkning lidt over 27 millioner. Udviklingen

fremgår af figur 1. Resultatet af den seneste folketælling

fra 1989 blev først offentliggjort i 1994, og samtlige

analyser er endnu ikke færdige (oktober 1994). Et vigtigt

resultat er imidlertid klart dokumenteret: Kenyas rekordstore

befolkningsvækst på 4,1 pct., som fremgik af folketællingen

i 1979, er faldet til 3,3 pct. (se figur 2). Alle

vurderinger viser, at den faldende tendens fortsætter. At

Kenya i mange år var opført i den berømte Guinness Rekordbog

med verdensrekord i befolkningsvækst skyldtes især, at

et hastigt fald i spædbørnsdødelighed i mange år ikke gav

tilsvarende fald i fødselstallene. I de 30 år siden uafhængigheden

er det gennemsnitlige fødselstal kun faldet med en

femtedel. Gennemsnitsfamilien har i dag fem børn. Det

nøjagtige tal er 5,4 (se også figur 3). Af 1000 nyfødte dør

90 inden de bliver fem år (1992). Det er stadig en høj

dødelighed.

Men i 1980'erne er den kenyanske kernefamilie altså

12

Figur 1 - Samlet befolkning

40

35

30

25

20

15

10

5

Figur 2 - Befolkningsvækstrate

4,00 %

3,75

3,50

3,25

3,00

Figur 3 - Fertilitet

8

7

6

5

4

mio.

1948 1960 1970

1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995

Børn pr. kønsmoden kvinde

Skønnet

befolkningsudvikling

1994 - 2020

1980 1990 2000 2010 2020

1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995

13


egyndt at blive mindre, selvom også 3,3 pct. er en meget

høj vækstrate og en stor belastning for det kenyanske samfunds

muligheder for at klare de nødvendige investeringer

i uddannelse, drikkevand og sundhed. I 1990'erne har disse

investeringer ikke kunnet lade sig gøre, da den økonomiske

vækst har ligget betydeligt under befolkningsvæksten.

Verdensbanken og FN's udviklingsprogram (UNDP) anslår,

at befolkningsvæksten i Kenya frem mod år 2000 vil

falde lidt, og det forventes, at befolkningen er vokset til knap

33 mio. i år 2000. Fortsætter tendensen, vil der i år 2014

være dobbelt så mange kenyanere som i 1994, altså 54 mio.

Verdensbankens prognoser opererer med en hastigere faldende

vækstrate og sætter befolkningen i 2025 til 47 mio.

og en såkaldt "hypotetisk stationær" befolkning til 75 mio.

Uanset hvilken af de teoretiske vækstkurver, der kommer

til at passe, vil de kommende årtier øge presset på Kenyas

ressourcer. De dyrkbare arealer bliver ikke større, men presset

på dem øges hvert år. Endnu har det ikke givet anledning

til en omfordeling af jorden, hvilket vil være den eneste

holdbare løsning på produktions- og beskæftigelsesproblemerne.

Tre fjerdedele af kenyanerne bor på landet. Familierne

ernærer sig på små selvejer-landbrug, som jordløse landarbejdere

eller som kvægnomader. Nogle steder kan det være

svært at skelne mellem agerbrugere og kvægfolk, da der

foregår en stadig forskydning mod agerbrug. Regeringens

politik har længe været at bosætte nomaderne for lettere at

kunne inddrage dem i den moderne pengeøkonomi og

sociale udvikling med uddannelse og sundhedstjeneste, men

også for bedre at kunne kontrollere deres bevægelser især i

de urolige grænseegne i nord og øst. Der er stadig godt 1

million nomader fordelt på et par hundrede tusinde familier.

De største stammer er masaier i syd og turkanere, somalier,

boraner, gabra, rendiler og samburuer i nord. Deres

kultur er under stadigt pres, og de udgør fortsat et uløst

socialt, kulturelt og udviklingsmæssigt problem for mange

forskere og bistandsfolk i og uden for Kenya, som gerne vil

sikre en acceptabel og gradvis forbedring af deres tilværelse.

Vandringen fra by til land er gået stærkt i Kenya. Urbaniseringen

sker med en vækst i bybefolkningen på knap 8

14

pct. om året. En tredjedel vil være byboere i år 2000 mod

en tiendedel ved uafhængigheden i 1963. Også denne udvikling

er en stor belastning for befolkningen. Resultatet ses

tydeligt i stigende fattigdom, kriminalitet og sociale problemer

i Nairobi og de andre store byer. Nairobi har ca. 2,7

mio. indbyggere, hvoraf 1,7 mio. bor i slum.

I 1992 var den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger

310 dollars, hvilket placerer Kenya som det 19. fattigste

udviklingsland i verden. Udviklingen i gennemsnitsindkomsten

ses af figur 4. Gennemsnittet dækker over meget store

indkomst- og formueforskelle. Der er mange millionærer i

Kenya, men over halvdelen af befolkningen (i 1992 var det

13,2 mio. mennesker, heraf 10,4 i landdistrikterne) lever

under forhold, som af FN og Verdensbanken defineres som

"absolut fattigdom". 5,8 mio. kenyanere har ikke adgang

til sundhedstjeneste, og 12,7 mio. har ikke nem adgang til

rent drikkevand. De seneste år er forskellene uddybet og

fattigdomsprocenten og de sociale spændinger øget.

Over 50 pct. af kenyanerne er under 15 år, hvilket og

er en stor belastning for økonomien, hvis de skal sikres mad,

tøj, sundhed og uddannelse. Forsørgerbyrden er i de seneste

generationer øget. En stigende del af de unge får i dag

en grundskoleuddannelse og er gradvis blevet et økonomisk

passiv for den fattige bondefamilie, hvor de tidligere var en

fast og nødvendig del af arbejdskraften. Udviklingen og

Figur 4 - Bruttonationalindkomst pr. indbygger

400

300

200

100

$

1972 1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992

15


konkurrencen i samfundet har medført, at de kenyanske

familier på landet nu er under hårdt pres for at skaffe kontanter

til uddannelse og sundhed. De seneste års forarmelse

både på landet og i byerne taler sit tydelige sprog gennem

frafald fra skolerne - pigerne tages først ud - og stigende

sygdom og dødelighed, især blandt de alleryngste, hvor

banale sygdomme udvikler sig katastrofalt. Den gennemsnitlige

levealder er dog for et udviklingsland stadig ganske

høj, 58,6 år i 1992. 71 pct. af de voksne kan læse og skrive,

også det er højt for et udviklingsland.

Arbejdsstyrken anslås at være 40 pct. af befolkningen,

hvoraf igen 40 pct. er kvinder. 81 pct. af arbejdsstyrken var

i 1992 beskæftiget ved landbrug og kun 7 pct. i industrien.

De resterende 12 pct. var beskæftiget ved servicefag. Andelen

i landbrug er faldende, men langsomt. De samme tal

var i midten af 1960'erne henholdsvis 86 pct.(landbrug), 5

pct.(industri) og 9 pct.(servicefag).

I den officielle statistik fra folketællingen i 1989 fordeles

befolkningen på 39 stammer. Hertil kommer et lille antal

asiater og europæere med kenyansk statsborgerskab (henholdsvis

53.000 og 3.000) eller med opholds- og arbejdstilladelse

(henholdsvis 35.000 og 31.000).

De største stammer er:

kikuyu 4,4 mio. kamba 2,5 mio.

luhya 3,1 - kisii 1,3 -

luo 2,7 - meru 1,1 -

kalenjin 2,5 - mijikenda 1,0 -

Stammernes fordeling fremgår af kortet på modstående side.

Flere af stammerne, f.eks. kalenjin, som præsident Moi

tilhører, og mijikenda fra kystområdet, er sammensat af

mindre stammer eller klaner. Tallet på 39 stammer giver

derfor ikke et fuldt dækkende billede af den heterogene

sammensætning af befolkningen. Da resultaterne fra 1989tællingen

blev offentliggjort, skabte de nye tal ophidset debat

mellem toppolitikere fra de enkelte stammer. Nogle mente,

at tallene var blevet manipuleret for at styrke kalenjin-alliancen,

og at der lokalt var blevet svindlet med opgørelsen

for at skabe nye administrative distrikter og dermed flere

valgkredse for de traditionelt regeringstro stammer.

Den politiske debat om folketællingen med nye udslag

16

Sudan

Uganda

L.

Victoria

Stammernes geografiske fordeling

Turkana

Iteso

Turkana

Bukusu

Luhya Nandi

Luo

Kisumi

Kipsigis Nyanoarva

Kisii

Luo Kisii

Kuria

Kikuyu

Masai

Marakwet

Tanzania

Turkana

Gabra

Samburu

Masai

Kikuyu 4,4 millioner

Luhya 3,1 -

Luo 2,7 -

Kalenjin 2,5 -

Kamba 2,5 -

Kisii 1,3 -

Meru 1,1 -

Mijikenda 1,0 -

Rendile

Boran

Etiopien

Meru

Tharaka

Korokoro

Mumoni

Pokomo

Galla

Kamba

Sanye

Kamba

Galla

Tikuu

Taita

Sagala

Taveta

Ajuran

Boran

Vo

Giriama

Rabai

Digo

Swahili

Gurreh

Somali

Bajun

Merile

Somalia

Indiske

Ocean

17


af stammemodsætninger kom på et tidspunkt, da etniske

stridigheder var genopstået især i de egne af Rift Valley, hvor

kikuyuer i generationer havde levet som agerbrugere i grænseegnene

til andre stammer især kalenjin-gruppen og

masaierne. Af rent politiske grunde blev den endelige offentliggørelse

af folketællingens hovedresultater derfor udskudt

til begyndelsen af 1994. Indsamling og bearbejdning

af data blev støttet med penge og rådgivere af FN's

befolkningsfond (UNFPA), som har afvist kritikken af

folketællingens kvalitet. Forløbet viste imidlertid med al

ønskelig tydelighed, at stammemodsætningerne i Kenya er

stærke og ikke behøver megen næring for at blive et altdominerende,

og sprængfarligt, tema for den politiske debat.

Hovedparten af den ikke-afrikanske befolkning er af asiatisk

og arabisk oprindelse; mange er anden eller tredje generation

af handlende og håndværkere (bl.a. fra jernbanebyggeriet),

som kom til landet i begyndelsen af dette

århundrede. I kraft af deres særlige talent for handel og

småindustri og deres organisatoriske og administrative evner

har de en økonomisk og derigennem politisk indflydelse,

som langt overstiger deres relative størrelse.

Der er i dag næsten lige så mange europæere i Kenya som

ved uafhængigheden. De fleste er udsendt af private virksomheder

og organisationer, eller de er embedsmænd og

bistandspersonale udsendt af internationale bistands- og

hjælpeorganisationer. Nairobi og til dels også Mombasa har

de seneste år udviklet sig til regionale centre for erhvervslivet

og hjælpearbejdet (både udvikling og nødhjælp) til mange

af landene i det østlige Afrika især Somalia, Etiopien, Eritrea,

Sydsudan, Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania. Bybilledet

i Nairobis centrum ligner med sine skyskrabere og sin

europæiske befolkning (både fastboende og turister) knap

nok en afrikansk hovedstad. Ude i landet er der stadig en

del såkaldte "hvide farmere" herunder også en del danske.

Mange har imidlertid måttet erkende, at manglen på

landbrugsjord har øget presset for at få dem til at sælge, og

de har derfor valgt at søge ind i servicesektoren, f.eks. turist-,

hotel- og restaurationsbranchen.

Tre fjerdedele af befolkningen er kristne (27 pct. katolikker,

19 pct. protestanter og 27 pct. andre kristne), og der

18

Kambakvinder og -mænd.

I Kenya har det fortsat

stor betydning, hvilken

stamme, man tilhører.

Foto: Jørgen Schytte.

er et meget aktivt kirkeliv. Ved kysten og i nordøst-provinsen

er flertallet muslimer, men i alt kun 6 pct. af hele befolkningen.

Der har været enkelte udslag af muslimsk

fundamentalisme i Mombasa især foranlediget af, at et

muslimsk parti ikke fik lov at opstille ved valget i 1992.

Resten, 21 pct., tilhører andre kirkeretninger eller traditionelle

religioner.

Kenya er officielt tosproget. Engelsk og kiswahili bruges

sideordnet i parlamentet og undervisningen. Siden uafhængigheden

er der gjort en stor indsats for at skabe en stærkere

national identitet og fællesskabsfølelse også ved aktivt at

udbrede kiswahili som fællessprog. Det var således i lang

tid forbudt at bruge stammesprog, der er førstesprog for stort

set alle kenyanere, til skriftlig fremstilling. Administrationen

og statsapparatet benytter stadig engelsk som arbejdssprog,

men meget skriftligt materiale udsendes også på

kiswahili.

19


20

Masaierne lever i dag i

grænseområdet mellem

Tanzania og Kenya, hvor

arkæologer har gjort en

række værdifulde fund.

Foto: Jørgen Schytte.

2.

Historie

En oldgammel civilisation

I 1976 fandt dr. Mary Leakey i spidsen for et hold arkæologer

50 meter forstenede fodspor i en klippeskråning ved

Laetoli i det nordlige Tanzania. Det enestående var, at de

helt tydeligt er afsat af et opretgående tobenet væsen for

næsten 4 millioner år siden. Udgravninger i Afar-området

i Etiopien har frembragt det verdensberømte ukomplette

skelet, der har fået navnet "Lucy", som regnes for at være

omkring 3 millioner år gammelt. Begge fund regnes til det

udviklingstrin, der benævnes "australopithecus". Det betyder

den sydlige abe, og henviser til, at de første spor blev

fundet i Sydafrika i 1924.

Allerede i 1959 havde Mary Leakey ved Olduvai Gorge,

også i det nordlige Tanzania, fundet et næsten komplet kranium

med intakt tandsæt. Alderen anslås til 1,8 millioner

år. Hjernekapaciteten er knap en halv liter og dermed en

tredjedel af det moderne menneskes. På grund af kraniets

form med ophæng for kraftige kæbemuskler fik det tilnavnet

"nøddeknækker-manden". Siden er der i Kenya, især

ved Koobi Fora på østkysten af Turkana-søen, fundet mange

rester af denne vores tidlige forfader. Samme sted fandtes i

1960 kranierester med større hjernekapacitet ("homo habilis"

eller "handy man") der tidsmæssigt er på alder med "Javamanden"

og "Peking-manden" fundet i henholdsvis 1891

og 1926. Ved Koobi Fora er senere fundet rester af "homo

erectus", der menes at have kunnet jage med våben og bruge

ild og er udvandret fra Afrika til mange andre steder i den

gamle verden.

Et skelsættende fund blev gjort af den kenyanske arkæolog

Kamoya Kimeu i 1984. Et næsten komplet, 1,6 millioner

år gammelt skelet af en ca.12-årig dreng af typen "homo

erectus". Han var 160 centimeter og ville være blevet over

180, hvis han var blevet voksen. Højere end man indtil da

havde troet om hans art.

21


22

Dr. Mary Leakeys hold af

arkæologer i gang med

udgravninger ved Koobi

Fora.

Foto: Camerapix,

Nairobi.

For 400.000 år siden begyndte væksten af hjernekapaciteten

og dermed udviklingen fra "homo erectus" til

"homo sapiens" eller det tænkende menneske. Dette er vores

forfader, som anses for at have været et veletableret pattedyr

for omkring 100.000 år siden. Knogle- og kranierester

fra denne udviklingsperiode er i rigt mål fundet i det østlige

Afrika. "Rhodesia-manden" i Zambia (Kapwe) og andre

i Etiopien (Bodo) og Tanzania (Ngolaba). De kenyanske

fund er nyere, fra 1983, på stranden ved Eliye Springs på

vestsiden af Turkana-søen.

De rige fund i Kenya af de første tegn på menneskelig

civilisation kan ses mange steder i landet og i udstillingsmontrene

på Nationalmuseet i Nairobi. Familien Leakey har

en stor del af æren for udgravningerne i Kenya og opbygningen

af en kenyansk arkæologisk tradition, der dækker

fra de allertidligste perioder over stenalderens omkring

100.000 år med mange fund fra det kenyanske højland og

Rift Valley og til jernalderen, der menes introduceret i Afrika

af bantu-folket for 1500 til 1000 år siden. Der er gjort mange

jernalderfund i Kenya, de fleste i en ring uden om fund fra

den yngste stenalderperiode. Dette antages at betyde, at de

indvandrende agerbrugere og kvægfolk ikke har villet eller

kunnet bosætte sig sammen med stenalderkulturens jægere

og samlere. Det antages, at der herefter er sket store ændringer

i områdets produktions- og økosystemer som følge

af omfattende folkevandringer på kryds og tværs i det østlige

Afrika. Også de lokale samhandelsmønstre og betingelserne

for handel mellem landets indre og kystbyerne, som

i en lang periode kontrolleredes af arabiske handelsfolk og

sultanatet på øen Zanzibar, ændredes i denne periode.

Ved slutningen af forrige århundrede havde mange tidligere

nomade- og kvægfolk slået sig ned som agerbrugere i

samfund med tiltagende arbejdsdeling og specialisering. Der

handledes mellem forskellige erhverv inden for stammen,

men der var også opstået en vis arbejdsdeling mellem stammerne

med livligt samkvem og handel. Landet var meget

tyndt befolket og landbrugsteknikken på et lavt niveau.

Jorden blev brugt yderst ekstensivt med nomadekvæg og

svedjebrug, hvorved jorden afbrændes og dyrkes, til den er

udpint, hvorefter et nyt jordstykke afbrændes. Redskaberne

23


var simple, og der blev næsten kun produceret til storfamiliens

eget brug. Enkelte stammer havde med et vist held

kunnet forhindre fjendtlig indtrængen i området, men blev

tit svækket af indbyrdes krige og epidemier.

Britisk koloni

Efter årtiers opdagelsesrejser i den østlige del af Afrika besluttede

det britiske verdensrige at inddrage Uganda og

Kenya i imperiet. Først sendte man i 1870'erne missionærer

og administratorer i stort tal til det frodige og tæt befolkede

landbrugsland i det sydlige Uganda. Det varede ikke

længe, før de og en voksende skare af immigranter blev klar

over, at jordkvalitet og konstant regnmængde var perfekt

til dyrkning af bomuld og kaffe. For at udnytte mulighederne

måtte der imidlertid etableres en forbindelse til kysten.

Det var oplagt, at ruten mod øst over Victoria-søen og

derefter 1000 kilometer over land til Mombasa var kortere

og terrænet lettere tilgængeligt end til noget sted på vestkysten

af Afrika. Det blev derfor besluttet at anlægge en

jernbane. Indtil den stod færdig, var den eneste mulighed

at bruge karavanetransport. Mombasa-Kampala tur/retur

kunne tage et år og kostede 300 Pund Sterling for et ton

varer.

I 1888 blev det nuværende Kenya erklæret britisk kronkoloni

som led i de europæiske kolonimagters opdeling af

næsten hele det afrikanske kontinent. Et britisk jernbaneselskab

i Indien fik i 1892 til opgave at anlægge en jernbane

fra Mombasa til Kisumu, hvorfra der skulle være

skibsforbindelse over Victoria-søen til havnebyen ved Ugandas

hovedstad, Kampala. Der blev indført 20.000 jernbanearbejdere

fra Indien. Det blev indledningen til den asiatiske

bosættelse i Østafrika. Anlægsarbejdet begyndte i Mombasa

i 1896. Fem år og fire måneder efter blev den sidste bolt

skruet i af Florence Preston, som var gift med chefingeniøren

for skinnearbejdet. Den lille havneby, hvor det skete, blev

kaldt Port Florence, men har skiftet navn til Kisumu. Senere

er sporene forlænget nord om søen til Kampala.

Omtrent midtvejs på et øde sted i det centrale højland i

1800 meters højde over havets overflade blev der indrettet

24

Den britiske kolonimagt

foretog ofte razziaer - her

på et marked i Nairobi

kort før uafhængigheden.

Foto: Polfoto.

et reservedelslager og reparationsværksted. Masaiernes navn

for stedet var Enkare Nairobi, der betyder "stedet med det

kolde vand". Da jernbanens hovedkvarter i 1899 kunne flyttes

hertil, var det begyndelsen til Kenyas hovedstad, Nairobi.

Det primære mål med koloniseringen af Kenya var at sikre

forbindelsen til Uganda. De høje omkostninger ved

jernbanebyggeriet var imidlertid en yderligere årsag til, at

kolonimagten tidligt begyndte at lægge planer for at udnytte

Kenya og derved sikre rentabiliteten. En regeringskommission

besøgte området i 1902 og konkluderede, at

det økonomiske grundlag for jernbanen ikke var at effektivisere

det kenyanske bondebrug. Et langt bedre, og sikrere,

økonomisk alternativ var plantagedrift og bosættelse af euro-

25


pæiske og sydafrikanske bønder. I netop de år rasede boerkrigen

i Sydafrika, hvilket allerede havde øget tilstrømningen

af immigranter. Da jernbanen stod færdig, tog indvandringen

til. Stærkest efter første verdenskrig og igen efter

den anden. I 1960 var der 60.000 hvide. Antallet faldt til

45.000 lige efter uafhængigheden i 1963 og gik derefter frem

igen.

Kenya er skoleeksemplet på, hvordan europæisk imperialisme

underlagde sig fremmede områder for at få adgang

til billig produktion af råstoffer til den hjemlige industri. I

kolonipolitikkens første fase var hovedsigtet at få tilstrækkelig

billig og stabil arbejdskraft til de udenlandsk ejede

storbrug. For at sikre arbejdsudbudet indførte kolonimagten

en kontant personskat. Da mange afrikanske bønder tjente

til skatten ved at sælge en del af deres produktion til hæren

og administrationen, var myndighedernes næste skridt forbud

mod fødevarehandel over distriktsgrænserne. Senere

kom forbud mod afrikanske bønders produktion af pengeafgrøderne

kaffe og te og mod kvæghold med højtydende

malkekvæg. Lovgivningens skadevirkninger for det afrikanske

bondebrug var enorme. Da den europæiske bosættelse

var koncentreret om de bedste landbrugsområder, blev

mange af de mest driftige afrikanske landbrugere fordrevet

fra deres jord.

Mens kikuyuerne således i stort tal blev reduceret til jordløse

landarbejdere med dyrkningsret til en lille jordlod ved

landarbejderboligen, blev mændene fra de andre større stammer

gradvist inddraget i den koloniale arbejdsdeling som

sæson- og migrantarbejdere på storbrugene i det område,

der stadig kaldes det hvide højland (The white Highlands).

Det vil sige det mest frugtbare landbrugsland af de kun 20

procent af Kenyas areal, hvor der under normale nedbørsforhold

er regn nok til rentabelt landbrug. Det anslås, at

omkring to tredjedele af den voksne mandlige befolkning i

de to største stammer i det vestlige Kenya, nemlig luhyaerne

og luoerne, til stadighed var væk fra deres hjemegn som følge

af denne arbejdsmarkedspolitik. Mandens traditionelle rolle,

nemlig det tunge arbejde med inddragelse af ny jord og

jordforbedring, blev derfor forsømt og jorden hurtigere

udpint. Det afrikanske bondebrug havde dårlige betingel-

26

ser, og levevilkårene blev forringet markant i tiden op til

anden verdenskrig.

Omsvinget i kolonimagtens landbrugspolitik kom gradvis

under verdenskrisen i 1930'erne og anden verdenskrig.

Kenya-kolonien var på det nærmeste overladt til at klare sin

egen vareefterspørgsel. Under krigen forventedes endvidere

et fødevareoverskud til den allierede krigsindsats. Det blev

efterhånden klart for koloniadministrationen, at en landbrugspolitik

baseret alene på udvikling af europæiske storbrug

på bekostning af afrikanske småbrug var forkert. For

mens mange af de store brug i denne periode gik fallit eller

kun klarede sig på grund af krigstidens subsidier og støtteordninger,

havde småbrugene mange steder opnået en kraftig

produktionsforøgelse, som havde medført en lokal opblomstring

af handel, håndværk og småindustri.

Denne erkendelse betød, at den anden fase af kolonitiden,

fra afslutningen af anden verdenskrig til begyndelsen af

1960'erne, var præget af stadige stridigheder mellem de

europæiske bønder og koloniadministrationen. Bønderne

ville bevare privilegierne og fastlåse afrikanerne i en rolle som

billig arbejdskraft. Administrationen indså behovet for at

fremme udviklingen af det afrikanske bondesamfund som

en vigtig del af koloniens økonomiske system. Denne konflikt

udspilledes på baggrund af voksende krav og politisk

pres fra den afrikanske elite, som ønskede politisk og økonomisk

indflydelse.

Frihedskrig og uhuru

Mau-Mau er kikuyu-ordet for den troskabsed, som frihedskæmperne

og deres tilhængere aflagde, når de sluttede sig

til oprøret mod kolonimagten. Det begyndte for alvor, da

myndighederne i 1952 erklærede undtagelsestilstand og

tilkaldte troppeforstærkninger. Forud var gået flere år med

stigende konflikter, strejker og uro især i Central Province

(kikuyernes hjemsted) og de større byer.

Der var forbud mod at stifte afrikanske politiske partier

og andre interesseorganisationer. Modstanden blev derfor

organiseret inden for rammerne af forskellige foreninger og

selskaber, som på overfladen virkede tilforladelige (Kikuyu

27


Central Association, Kavirondo Taxpayers Organisation,

m.v.). Endvidere var fagbevægelsen et led i den politiske

kamp.

Briternes forsøg på at holde oprørstendenserne tilbage førte

kun til yderligere harme og rekruttering af unge, især kikuyer,

til den væbnede opstand, der siden er kaldt Mau-Mau-oprøret.

I de seks år (1952-58) undtagelsestilstanden varede,

mistede mange tusinde afrikanere livet. Volden og krigshandlingerne

var især en kamp mellem afrikanere indbyrdes.

Kolonimagtens administration, politi og sikkerhedsstyrker

var på de lavere poster især bemandet med afrikanere,

"loyalisterne", og oprøret fik derfor ofte karakter af en grusom

og blodig kamp mellem stammefrænder. Mange tusinde

afrikanere - heriblandt næsten alle ledere og den senere

præsident Jomo Kenyatta - blev interneret i lejre i fjerne egne

af landet.

Knap 100 europæere mistede livet. At de levede i konstant

frygt for overfald og terror mod dem selv og deres

mange afrikanske ansatte betød imidlertid, at farmerne efterhånden

måtte se i øjnene, at den afrikanske modstand

28

Jomo Kenyattas første

pressekonference som fri

mand.

Foto: Polfoto.

mod systemet ikke i længden kunne negligeres eller nedkæmpes.

Briterne gjorde imidlertid i mange år forsøget. Der

blev indsat store militærenheder for at slå opstanden ned

og fange og tilintetgøre Mau-Mau’erne. For at vanskeliggøre

kampen for frihedskæmperne oprettedes strategiske

landsbyer i tæt befolkede områder omkring militærlejre. Befolkningen

blev tvangsforlyttet til de nye landsbyer fra deres

spredte beboelser, hvor beskyttelse og kontrol var umulig.

Denne politik var en effektiv modvægt mod Mau-Mau’ernes

terror og rekrutteringsindsats, men gjorde naturligvis kun

kolonimagten mere upopulær. Det lykkedes briterne at fange

og henrette de fleste af frihedskampens kendteste militære

lederskikkelser, heriblandt Dedan Kimathi Kimani, og

modstanden ebbede efterhånden ud.

Mau-Mau oprøret havde skabt stor opmærksomhed i

britisk indenrigspolitik, og det internationale pres for at give

de østafrikanske kolonier selvstændighed var samtidig vokset.

Omkostningerne ved at nedkæmpe oprøret havde været

høje, og det økonomiske udbytte af kolonien i de mange

urolige år havde været vigende. Både politiske og økonomiske

grunde førte til, at briterne begyndte at forberede

overgangen til den politiske selvstændighed, som dog i

mange år forblev en ny form for kolonialisme med økonomiske

fordele for den tidligere kolonimagt.

I slutningen af 1950'erne gik koloniadministrationen i

gang med at planlægge de økonomiske reformer, som under

betegnelsen Swynnerton-planen blev retningsgivende for

Kenyas videre udvikling. Både fordele og ulemper kan ses

den dag i dag i det kenyanske landbrug. Planens ideologi

var, at det afrikanske bondebrug skulle udvikles og

moderniseres inden for rammerne af et kapitalistisk system

med privat ejendomsret til jorden og statslig kontrol over

produktion og salg af eksportafgrøder. Allerede tidligt i

forløbet indledtes en matrikulering af jorden, således at der

også blev givet skøde til ejere af den jord, der tidligere var

fælles. Denne politik blev iværksat, inden frihedskampen

var slut, og skabte voldsom bitterhed blandt de frihedskæmpere,

som ikke fik jord. Følgerne kan stadig aflæses i modsætningsforhold

mellem stammer og klaner - især i

kikuyu-områderne.

29


I 1959 indkaldtes alle kenyanske parter til en konference

i Lancaster House i London. Formålet var at udstikke rammerne

for en forfatning. Politiske partier blev tilladt, og der

dannedes flere, som snart samlede sig i KANU (Kenya

African National Union) og KADU (Kenya African

Democratic Union). Ved det første valg fik KANU, der

stadig regerer landet, to tredjedele af stemmerne og KADU

kun en femtedel. Resten gik til småpartier. Alle partier var

præget af stamme- og personspørgsmål snarere end af ideologiske

forskelle. KANU var kikuyuernes og Kenyattas parti

og havde støtte fra andre store stammer. Partiet gik ind for

et stærkt centralistisk styre. KADU repræsenterede mange

af de mindre stammer bl.a. kalenjin-gruppen og Moi (senere

vicepræsident og fra 1978 præsident). KADU var naturligt

nok tilhænger af en føderation som modvægt mod

især kikuyuernes dominans. Efter flere politiske studehandeler,

bl.a. om fordeling af posterne i den første regering,

blev KADU ved selvstændigheden i 1963 opslugt af KANU.

Denne tidlige strid om centralisme og føderalisme er i 1994

blusset op igen, ledsaget af stadig kraftigere politiske røster

om etnisk udrensning (se kapitel 6, om menneskerettigheder).

I 1963 blev Kenya en selvstændig nation. Under overværelse

af prins Philip blev Union Jack erstattet med det

kenyanske flag ved en højtidelighed i Uhuru Park i Nairobi.

Kenya var det sidste af de tre østafrikanske lande, der fik

uhuru (frihed på kiswahili). Jomo Kenyatta havde i mange

år været den dominerende personlighed og opfattedes af

mange, både i sin egen og andre stammer, som eksponent

for frihedskampen. I mange år var han interneret af briterne,

som anså ham for at have været en af bagmændene for Mau-

Mau-oprøret. Han forblev uden konkurrence Kenyas præsident

fra 1963 til sin død i 1978.

30

Hovedaktørerne i Lancaster-forhandlingerne

i

1959, hvis formål var at

udstikke rammerne for en

ny forfatning: Generalguvernør

Malcolm

Mcdonald, Kadu-leder

Ronald Ngala, premierminister

Jomo Kenyatta

og kolonisekretær Duncan

Sandys.

Foto: The Daily Nation.

31


32

Jomo Kenyatta, præsident

fra 1963 til sin død i

1978.

Foto: Polfoto.

3.

Fra uhuru til 1994

Jomo Kenyatta

Den første regering efter uafhængigheden i 1963 blev af

Kenyatta især sammensat af frontfigurer og kammerater fra

frihedskampen. Forfatningen havde givet præsidentembedet

beføjelser svarende til det amerikanske system, og Kenyatta

fik hurtigt konsolideret sin magtposition, som han bevarede

til sin død i 1978.

Kenya undgik den voldelige overgang til selvstændighed,

som har kendetegnet mange kolonier i Afrika. Ved en "del

og hersk"-politik lykkedes det Kenyatta og det kikuyu-dominerede

styre at holde stammemodsætningerne nede og

undgå, at de europæiske og asiatiske mindretal blev skubbet

eller fordrevet ud af deres vigtige rolle for produktion

og handel. Respekten for Kenyattas politiske tæft og lederevner

var en væsentlig årsag til, at balancegangen lykkedes,

så Kenya i mange år fik en stabil økonomisk udvikling med

relativt rolige politiske vilkår. Det var karakteristisk for

Kenyattas politik, at et stort antal britiske embedsmænd

fortsatte i deres stillinger, selv inden for hæren. At denne

politik var mulig, skyldtes givetvis det ret gode forhold, der

i kolonitidens sidste år havde været mellem afrikanerne og

embedsmændene, som i flere sager havde taget parti mod

de europæiske landbrugere.

I forbindelse med selvstændigheden blev der holdt valg

til parlamentets 169 pladser. Der var kandidater for flere

partier med KANU (Kenya African National Union) og

KADU (Kenya African Democratic Union) som langt de

største. Valgloven giver - ligesom den britiske - kun valg til

de kandidater, der får flest stemmer i valgkredsene. Der er

altså ingen tillægsmandater efter forholdstalsmetoden som

f.eks. i Danmark. Det store stemmespild styrkede KANU

yderligere. Efter valget blev KADU opslugt af KANU, som

herefter i praksis har været det eneste parti i næsten 30 år.

KANU har aktivt undertrykt nye partidannelser og fik i

33


1982 indført forbud mod andre partier. Dette forbud blev

efter stigende internt politisk pres og international kritik

taget ud af forfatningen igen i 1991.

Kenyatta var dog tilhænger af en åben og fri debat i partiet

og pressen både om den økonomiske politik, landets

generelle udvikling og samarbejdet med udlandet, ikke

mindst bistandsdonorerne. Kritik af hans egen person og

embedsførelse blev imidlertid ikke tålt.

Som andre steder i Afrika var slagordet også i den tids

Kenya: "African Socialism", et slogan som er blevet brugt

og misbrugt af afrikanske ledere fra yderste venstre til yderste

højrefløj. For Kenya dækkede det over en såkaldt "rammeøkonomi"

med privatkapitalistisk ejendomsret til jord og

virksomheder, men med statsstyring af rammerne for udenrigshandel,

produktion af eksportafgrøder, kornlagring m.v.

I 1966 forlod 29 parlamentsmedlemmer KANU og dannede

et nyt parti under navnet Kenya Peoples Union (KPU)

med en mere socialistisk linie. Partiets leder var Oginga

Odinga, som netop var blevet afskediget som vicepræsident.

KPU havde sin magtbasis i luo-stammen, hvis store flertal

er små agerbrugere i Nyanza-provinsen øst for Victoria-søen.

Efter en grundlovsændring holdtes suppleringsvalg i de

kredse, hvor de tidligere valgte kandidater var gået over til

KPU. De skulle have deres folkelige mandater fornyet,

hvilket kun lykkedes for ni af de 29. Nederlaget skyldtes

dels valgsystemet med enkeltmandskredse dels aktivt modarbejde

fra KANU. Der var dog ikke tvivl om, at det nye

parti havde folkelig opbakning langt ud over sin ringe repræsentation

i parlamentet.

I 1969 blev planlægningsministeren, Tom Mboya, myrdet

på gaden i Nairobi. Han tilhørte luo-stammen, men

ansås af mange som en af de sandsynlige arvtagere efter

Kenyatta. Det er stadig en gåde, hvem der stod bag mordet.

Selvom Mboya havde bekæmpet alle former for stammetilhørsforhold,

blev han af luoerne alligevel gjort til martyr

for deres sag. Heller ikke mordet i 1975 på en populær

kikuyu-politiker, J.M. Kariuki, er opklaret. Begge politikere

havde med deres karismatiske udstråling tag i vælgerne, de

var ambitiøse og en potentiel trussel mod Kenyattas position.

34

Efter uroligheder i Kisumu, luoernes "hovedstad", i 1969

benyttede Kenyatta lejligheden til at forbyde KPU. Ved

parlamentsvalget kort efter blev der imidlertid klart givet

udtryk for befolkningens misfornøjelse med KANU og

regeringen. Af de 158 genopstillede parlamentsmedlemmer

blev kun 62 valgt. Mange af de gamle frihedskæmpere blev

stemt ud til fordel for yngre kandidater som repræsentanter

for den ny tids teknokrater.

Også ved de efterfølgende étpartivalg (1974, 1979, 1983

og 1988) var der stor udskiftning. Typisk opstillede fire-fem

kandidater i hver kreds, og omkring halvdelen af de gamle

medlemmer røg ud hver gang. At alle var fra samme partiliste

betød, at debatten ikke drejede sig om nationale og

principielle spørgsmål, men om hvem af kandidaterne, der

havde bedst mulighed for at få udviklingsprojekter og andre

offentlige ydelser frem til valgkredsen efter valget. Også

dette politiske system styrkede præsidentens magtposition

og den stadig mere autoritære styreform.

Daniel arap Moi. I Kenyattas fodspor

Da Kenyatta døde den 10. august 1978, hed vicepræsidenten

Daniel arap Moi. Han havde i mange år været betragtet

som en svag politiker uden særlig talstærk opbakning,

da han stammer fra en af de små klaner (tugen-klanen) under

kalenjin-gruppen, som udgør knap en tiendedel af befolkningen.

Alligevel gled Moi som kompromiskandidat uden

større opposition ind i præsidentembedet og har siddet der

siden. Den ventede opposition fra kikuyuerne kom ikke på

grund af politisk splittelse, og de andre større stammer var

ikke i stand til at komme på banen med et realistisk bud

på konkurrerende kandidater. Ved valget i 1979 blev Moi

bredt accepteret som præsident, leder af KANU-partiet og

af regeringen.

I de første år præsterede Moi det kunststykke at følge i

Kenyattas fodspor (hans slogan var nyayo, der betyder "fodspor"

på kiswahili) og konsolidere sin magt uden at komme

i alvorligt modsætningsforhold til kikuyuerne. "Fodsporideologien"

medførte, at Moi ej heller lagde op til et opgør

med Kenyatta-familien og klanerne bag den for at få de store

35


midler i ind- og udland tilbage til staten, som Kenyattaklanen

utvivlsomt havde skaffet sig gennem femten år i

præsidentembedet. Det er den almindelige opfattelse i Kenya,

at Moi på dette område også er fulgt i Kenyattas fodspor

- men i langt hurtigere tempo. Han anses i dag for at

være en af Afrikas rigeste mænd.

Allerede først i 1980'erne begyndte oppositionen mod Moi

at vokse frem. Oliekrisen og de økonomiske stramninger

medvirkede til politisk utilfredshed. Oginga Odinga forsøgte

i 1982 at danne et socialistisk oppositionsparti. Moi slog

straks til ved at få ændret forfatningen, så Kenya også efter

lovens bogstav blev en étpartistat. Dette og den stigende

utilfredshed med hans styre førte til det hidtil eneste kupforsøg

i Kenyas historie. En gruppe unge officerer fra luftvåbnet

gjorde oprør i august 1982. De havde imidlertid

forregnet sig med hensyn til støtte fra andre værn og blev

på få dage nedkæmpet af loyale styrker fra hæren. Ved of-

36

Præsident Daniel arap

Moi inspicerer æresgarden

umiddelbart før,

han aflægger præsidenteden

efter det første flerpartivalg

i 26 år.

Foto: Polfoto.

fentlige retssager blev de involverede officerer idømt lange

fængselsstraffe, enkelte blev dødsdømt og henrettet. På

overfladen anlagde regeringen en forsonlig holdning, men

kupforsøget havde rystet regeringen og Moi og gav stødet

til, at styret de næste ti år blev stadig mere autoritært og

beslutningsprocessen samlet i præsidentembedet hos Moi

og en lille inderkreds af politiske "høge".

De egentlige bagmænd var næppe de unge officerer, og

kort efter begyndte en smædekampagne mod Mois minister

for forfatningsspørgsmål, Charles Njonjo. Han var i en

årrække Kenyattas justitsminister og var en af drivkræfterne

bag den gnidningsfri placering af Moi som præsident. Som

kikuyu var han samtidig en central talsmand for denne stammes

interesser. Det var derfor ikke svært at mistænkeliggøre

hans loyalitet. Moi suspenderede ham i 1983, nedsatte en

undersøgelseskommission og udskrev valg. Ikke overraskende

gik Moi styrket ud af valget, mens alle ledende politikere,

der var blevet sat i forbindelse med Njonjo, mistede deres

mandater. Undersøgelseskommissionens arbejde blev fulgt

med stor opmærksomhed. I 1984 blev Njonjo fundet skyldig

i forskellige forhold af "landsforræderisk karakter". Moi havde

opnået, hvad han ville, og kunne lade nåde gå for ret

ved ikke at rejse tiltale mod Njonjo.

I 1986 begyndte utilfredsheden igen at manifestere sig.

Da oppositionspartier var forbudt, kom den ligesom i kolonitiden

til udtryk gennem mere eller mindre tilforladelige

selskaber og foreninger. En af dem var undergrundsbevægelsen

Mwakenya, der dog næppe nogensinde var så

aktiv, som regering og sikkerhedsstyrker gjorde den til.

Mange blev arresteret og forhørt. 70 blev fængslet, typisk

for fem år. Andre blev interneret på ubestemt tid uden at

være kommet for en dommer efter lovbestemmelser overtaget

uændret fra kolonimagten.

Mwakenya og andre foreninger blev forbudt og deres

aktiviter stoppet - ikke sjældent med hårdhændede midler.

Amnesty International meldte om omfattende krænkelser

af menneskerettighederne i Kenya, som ellers i en årrække

havde haft et relativt godt ry. Også fagforeninger var blevet

forbudt, og den traditionelt vidtstrakte pressefrihed begyndte

at smuldre.

37


Ved parlamentsvalget i 1988 blev de politiske frihedsrettigheder

yderligere begrænset. Hidtil var stemmeafgivelsen

sket hemmeligt. Analfabeter kunne få hjælp til at sætte krydset

af folk, de havde tillid til. Nu blev dette system erstattet

af "kø-metoden" hvorefter vælgerne i fuld offentlighed skulle

stille sig op bag deres favoritkandidat. Mange vælgere og

modkandidater holdt sig væk, hvilket i øvrigt også var meningen.

Valget i 1988 er siden blevet herostratisk berømt i

Kenyas moderne politiske historie som det mest udemokratiske

på grund af intimidering af vælgere og modkandidater,

stemmekøb og bestikkelse af tilforordnede.

Nogle af Kenyas mest erfarne politikere, som udgjorde en

indre opposition til partilinien i KANU, mistede deres pladser.

Efter valget foretog Moi omfattende udskiftninger i

regeringen. Bl.a. tog han i 1988 finansminister- og vicepræsidentposten

fra den erfarne politiker og økonom, kikuyuen

Mwai Kibaki, og gjorde ham til sundhedsminister. Efterfølgeren

var den tidligere rektor ved Nairobi-universitetet,

kikuyuen Karanja, som allerede i 1989 blev skiftet ud med

George Saitoti. Han havde efterfulgt Kibaki på finansministerposten

og er stadig (oktober 1994) vicepræsident. Saitoti

er professor i matematik, kikuyu, men opdraget i en familie

med delvis masai-baggrund. Han er valgt i masai-land.

Det udemokratiske valg i 1988 og det heraf følgende

udemokratiske parlament (Kenyas sjette) medførte, at utilfredsheden

hurtigt blussede op igen. Regeringen med Moi

i spidsen gjorde, hvad den kunne, for at manifestere en stærkere

og mere autoritær ledelse. Det førte til stadig flere

overgreb på menneskerettighederne og indgreb i den demokratiske

proces. Således blev domstolenes selvstændighed

begrænset, da parlamentet i 1988 enstemmigt og uden

debat gav Moi ret til at afsætte højesteretsdommere.

Kampen for flerpartistyre

Den fortsatte centralisering af magten i 1980'erne skete ikke

uden modstand. De politiske spændinger øgedes gradvis og

kom til udløsning ved den såkaldte Saba Saba-opstand i

1990. Saba betyder syv på kiswahili. Opstanden fandt sted

den 7. juli.

38

Forud var gået en optrapning af kritikken fra regimets

modstandere. Flere tidligere KANU-politikere og ministre

havde åbenlyst talt mod regeringens politik. Kenneth Matiba

og Charles Rubia var de mest markante og begge tidligere

ministre. Også Odinga var igen aktiv. Endvidere var der en

skarp og omfattende kritik fra det kenyanske advokatsamfund

med den radikale kikuyu-sagfører Paul Muite som

formand og mange dygtige og aktive menneskerets-advokater

som medlemmer.

Kirken havde også tidligere spillet en aktiv rolle. Mange

prælater brugte nu prædikestolen til at tale for demokratiske

reformer og menneskerettigheder. En stor gruppe

universitetsfolk, både studenter og lærere, var aktivt engageret

i at formulere og viderebringe kritik af regeringens

modstand mod demokratiske reformer. Dagspressen og

samfundskritiske ugeblade afprøvede hele tiden grænserne

for ytringsfriheden som talerør for oppositionen. Mange

redaktører og andre journalister udfordrede ved deres virksomhed

regeringen og gav støtte til oppositionen. De kunne

i virkeligheden gå ganske langt i deres kritik på grund af

den relativt høje grad af pressefrihed. I hvert fald i sammenligning

med de fleste andre afrikanske lande på samme tidspunkt.

Angreb mod præsidentembedet og præsidentens

person var dog stadig tabu.

I månederne inden Saba Saba strammede Mois regering

grebet om oppositionen. Mange blev arresteret, herunder

også Matiba, Rubia og flere af de kendteste menneskeretsadvokater

og journalister. Enkelte søgte tilflugt i ambassader

i Nairobi for senere udrejse, blandt andre advokaten

Gibson Kamau Kuria, som fik hjælp af den amerikanske

ambassade.

Det politiske klima var derfor spændt til bristepunktet,

da andre medlemmer af oppositionen trodsede myndighedernes

forbud mod et offentligt møde på Kamukunji-pladsen

i Nairobi den 7. juli 1990. På grund af politiets hårde fremfærd

mod mange af deltagerne udviklede situationen sig

hurtigt til omfattende sociale uroligheder, regulære bølleoptøjer

og plyndring. Regeringen indsatte straks mere politi,

paramilitære og militære styrker. Det gik hårdt til med

mere end tyve dræbte. I ugerne efter fortsatte sporadiske

39


optøjer i de større byer, men da sikkerhedsstyrkerne var

beordret til at bruge den fornødne magt, kom situationen

hurtigt under kontrol.

Forløbet havde vist, hvor omfattende utilfredsheden var.

Det gav kraftig genlyd i udlandet ikke mindst i

hovedstæderne i Kenyas vigtigste donorlande, som protesterede

mod regeringens hårde fremfærd mod fortalere for

demokrati og menneskerettigheder.

Den indenrigspolitiske erkendelse af reformbehovet blev

hjulpet på vej i 1991 af udlandets kritik ved et donormøde

i Verdensbank-regi i Paris. Donorerne henviste til regerin-

40

Under Saba Saba-opstanden

indsatte regeringen

militære styrker mod

befolkningen. Over 20

mennesker blev dræbt.

Foto: Polfoto.

gens modstand mod demokratisering, fortsatte krænkelser

af menneskerettighederne, altomfattende korruption og

manglende økonomiske reformer, og der blev lukket for den

ubundne programbistand fra IMF, Verdensbanken, EFkommissionen

og de bilaterale donorer, som ellers traditionelt

havde givet betalingsbalancestøtte og varebistand. Med

den hårde kritik af både den økonomiske politik og af

regimets udemokratiske holdning og fremfærd blev mødet

en milepæl. Det var en utvetydig melding fra udlandet om,

at ny bistand på højt niveau forudsatte både økonomiske

og politiske reformer. For Verdensbanken og IMF, som ellers

holder sig mest til økonomien, var det indledningen

til donormøder om Kenya - og efterhånden også om andre

lande - hvor økonomiske spørgsmål fortsat er det vigtigste

- men hvor der rejses stadig mere kritik af udemokratiske

styreformer, krænkelser af menneskerettigheder og korruption.

Der er ingen tvivl om, at den udenlandske kritik var en

væsentlig årsag til, at Moi i slutningen af 1991 følte sig presset

til at anbefale KANU's kongres at godkende genindførelse

af flerpartisystemet.

Valget i 1992

Allerede inden KANU-kongressen og parlamentet vedtog

at afskaffe den såkaldte "Section 2.A" i forfatningen, som i

1982 havde indført étpartistyret, var der i løbet af 1991

dannet politiske grupper bl.a. på initiativ af tidligere politiske

fanger. Grupperne fik hurtigt en bemærkelsesværdig

folkelig opbakning, som forstærkedes, da et par tidligere

ministre og en del landskendte parlamentsmedlemmer bakkede

op om kravet om flerpartistyre.

I begyndelsen af valgåret 1992 gennemførtes visse ændringer

af valglovene. Men den gennemgribende justering af

Kenyas lovkompleks, som er nødvendig for at sikre en demokratisk

styreform, fandt ikke sted. Flerpartisystemet er

indført, men stadig underlagt étpartisystemets lovgivningsrammer.

Allerede inden valget havde præsident Moi ved flere lejligheder,

bl.a. i et tv-interview med BBC, klart givet ud-

41


tryk for, at han ikke fandt Kenya modent til flerpartistyre.

I tiden op til valget den 29. december 1992 kom dette tydeligt

til udtryk gennem hans, regeringens og partiets valgforberedelser.

Valgkampen og valget blev fulgt tæt af tusindvis

af kenyanske og talrige udenlandske observatører. Deres

rapporter giver samstemmende udtryk for, at KANU på alle

måder søgte at påvirke valgresultatet. Den officielle valgkommission

med en pensioneret KANU-loyal dommer i

spidsen var ikke uafhængig i sine afgørelser. Mange penge

skiftede ejer for at vinde kandidater til opstilling for KANU

og få andre til at lade være med at opstille, så KANU’s kandidat

kunne udpeges uden afstemning.

En såkaldt ungdomsorganisation blev dannet som front

for støtten til Mois og KANU’s genvalg. Under betegnelsen

"Youth for KANU 92" mobiliseredes både folkelig og

især finansiel støtte over hele landet. Det skete med både

lovlige og mindre lovlige metoder. I sidste kategori var bl.a.

statens køb af fast ejendom til ekstreme overpriser. Det var

bl.a. den lokale ATP-fond (National Social Security Fund,

NSSF), der stod for denne handel. Kampagnen fik hurtigt

vind i sejlene på grund af kraftig opbakning bag kulisserne

fra regeringen, KANU og administrationen på provins- og

distriktsniveau.

Det anslås, at valgkampen kostede KANU mellem ti og

tyve milliarder shillings. Mange af disse penge kom fra offentlige

kasser i den parastatslige sektor. Sager om ulovligt

udbetalte beløb er medtaget i den kenyanske rigsrevisors

rapporter for finansårene 1991/92 og 1992/93. I august

1994 blev valgt en ny gruppe statsrevisorer i parlamentet

(Public Accounts Committee, PAC). Gruppen skal ifølge

forfatningen have lederen af oppositionen som formand. I

dens rapport for 1992/93, som aflægges i december 1994,

vil sagerne blive lagt frem til debat. At der blev sendt mange

penge i omløb i valgåret ses med al ønskelig tydelighed i

den massive stigning i inflationstakten, som hen mod midten

af 1993 nåede op over 100 pct. målt på årsbasis.

Oppositionen kunne intet stille op over for KANU's

massive økonomiske og taktiske styrke, men dens værste

fjende var dog oppositionen selv. Det lykkedes ikke at samle

kræfterne om én præsidentkandidat. De tre store partier

42

Martin Shikuku i spidsen

for en flerparti demonstration

i november

1991; få minutter efter

blev han arresteret.

Foto: Polfoto.

opstillede hver sin kandidat, og Moi blev derfor genvalgt

med kun en tredjedel af stemmerne.

Kampen for at genetablere demokratiet havde i 1991 givet

stødet til "Forum for Restoration of Democracy", FORD.

Inden valget slog organisationen efter måneders magtkamp

revner og dannede to partier FORD-KENYA og FORD-

ASILI (asili betyder "oprindelig" på kiswahili). FORD-K

under ledelse af den tidligere vicepræsident og mangeårige

luo-politiker Jaramogi Oginga Odinga og FORD-A under

ledelse af kikuyuen Kenneth Matiba, en velhavende forretningsmand

med mange års ministererfaring. FORD-A var

primært kikuyu med et vist luhya-islæt bl.a. den karismatiske

aktivist og mangeårige politiker Martin Shikuku. FORD-

K var i starten ret blandet med en luo/luhya-alliance kraftigt

støttet af en gruppe yngre kikuyuer med advokaten Paul

43


Muite som den mest fremtrædende. Muite er siden gået af

som næstformand, og flere kikuyuer har forladt partiet, der

nu domineres af luo/luhya-alliancen. Det tredje parti var

Democratic Party (DP) under ledelse af kikuyuen, den tidligere

mangeårige vicepræsident og finansminister Mwai

Kibaki. DP er domineret af kikuyuer, men har også støtte

fra kambaer. De andre fire partier havde mere eller mindre

karakter af énmandspartier. Alle oppositionspartierne havde

KANU's fald øverst på dagsordenen. Det var imidlertid

karakteristisk for partiernes valgprogrammer og deres valgkamp,

at skillelinierne ikke gik efter ideologier, men efter

person- og stammespørgsmål. KANU udnyttede dette ved

at fremstille sig selv som det eneste regulært landsdækkende

parti.

Valget gennemførtes i det store og hele uden voldsomhe-

Tabel 1. Parlaments- og præsidentvalget

29.12.1992. Mandatfordeling.

Kenya African National Union (KANU)

- valgte 100

- udpeget af præsidenten 12

FORD 1 -Kenya 31

FORD 1 -Asili 31

Democratic Party (DP) 23

Party of Independent Candidates (PICK) 1

Kenya Social Congress 1

Kenya National Democratic Alliance 1

I alt 200

Antal registrerede vælgere: 7.861.000

Stemmeprocent: 67 pct.

Stemmefordeling ved præsidentvalget:

Daniel arap Moi 1.832.000 35 pct.

Kenneth Matiba 1.440.000 27 pct.

Mwai Kibaki 1.033.000 19 pct.

Jaramogi Oginga Odinga 927.000 18 pct.

Andre 41.000 1 pct.

I alt 5.273.000 100 pct.

1 Forum for Restoration of Democracy

44

Vil frie valg fremover

være en del af det politiske

liv i Kenya?

Foto: Jørgen Schytte.

der. Der var over hele landet stor interesse og en for Kenya

og Afrika ganske stor valgdeltagelse på 67 pct. Mandatfordelingen

gav KANU 100 mandater og oppositionen 88.

Da præsidenten herudover kan udnævne 12 medlemmer,

fik den genvalgte Moi et komfortabelt flertal på 112 af 200

medlemmer (se tabel 1). Siden er det lykkedes KANU "for

gode ord og betaling" at kapre yderligere seks mandater ved

suppleringsvalg som følge af dødsfald og partiflugt. Strategien

for KANU er at styrke partiets stilling til valget i 1997

og indtil da gennemføre KANU's politik fuldt ud ved brug

af det absolutte flertal. For at kunne ændre forfatningen

kræves 133 mandater. Politiske observatører i Nairobi anser

det ikke for sandsynligt, at KANU kan opnå denne styrke

inden 1997.

Da det kenyanske valgsystem giver valg i enkeltmandskredse

uden tillægsmandater, kan valgresultatet ikke sikre

partierne repræsentation i parlamentet efter deres relative

tilslutning i befolkningen. Analyser af valgresultatet i 1992

45


viser, at oppositionen kunne have fået flertal, hvis de tre store

partier havde samarbejdet om at undgå stemmespild.

KANU's ledelse blev rystet af valgresultatet. Mangeårige

regeringsmedlemmer blev ikke genvalgt, og Moi måtte bruge

sin ret til at nominere 12 medlemmer til at bringe sine støtter

tilbage i kabinettet. I modsætning til i Danmark kan man

ikke blive minister uden at være medlem af parlamentet.

Siden valget har KANU gjort en stor indsats for at lægge

1997-valget til rette. Hvis oppositionen finder sammen, vil

KANU og Moi tabe. Derfor er der allerede udfoldet store

anstrengelser for at nedbryde oppositionens indflydelse i

valgkredse, hvor KANU kunne stå stærkere. Der er lavet

nye administrative distrikter og dermed flere valgkredse i

sikre KANU-områder (den såkaldte gerrymandering). Mois

manipulationer ved besættelse af vigtige civile og militære

poster, herunder en forventet snarlig ommøblering i kabinettet

og på vicepræsidentposten, tilrettelægges med det klare

formål at justere den stammemæssige balance i KANU og

administrationen som modvægt mod oppositionens forsøg

på at komme til magten. Modsat forsøger den splittede og

svækkede opposition at mane til besindighed og sammenhold.

De internationale observatører ved valghandlingen og

stemmeoptællingen i 1992, herunder en delegation fra det

danske Folketing under ledelse af præsidiemedlem og senere

folketingsformand, Henning Rasmussen, var dog enige om,

at valgresultatet i det store og hele afspejlede vælgernes præferencer.

Man udtalte sig ikke om uregelmæssighederne

under valgkampen. Observatørerne gav samstemmende en

positiv vurdering af den rolige afvikling af valgene og af

vælgerkorpsets store tålmodighed. Der var de fleste steder

lange køer, og mørket havde sænket sig, inden alle havde

stemt.

Siden valgene i 1992 har der været livlig politisk debat

på alle niveauer i det kenyanske samfund. Der er ikke tvivl

om, at flerpartivalget i sig selv har stimuleret tendensen til

demokratisering, selv om den genvalgte KANU-regering

under Mois ledelse gør, hvad den kan, for at dæmme op

for en reel demokratisering af magtstrukturen på centralt

og decentralt niveau.

46

En ældre kvinde får instruktion

i valgproceduren,

før hun stemmer ved

det første flerparti-valg i

26 år.

Foto: Polfoto.

47


48

Fattigdommen i Kenya

stiger markant; samtidig

er indkomst- og formuefordelingen

blevet mere

skæv.

Foto: Jørgen Schytte.

4. Den økonomiske

udvikling

Fra plus-vækst til minus-vækst

Kenya hørte i mange år efter uafhængigheden til i den gruppe

udviklingslande, hvor produktion, forbrug, investeringer og

beskæftigelse hvert år voksede mere end befolkningen. I

sammenligning med de fleste udviklingslande syd for Sahara

var Kenya en succeshistorie med hensyn til økonomisk vækst

(se figur 5). Den gennemsnitlige "plus-vækst" i årene 1965

til 1973 var så meget som 7,9 pct. Befolkningsvæksten var

samtidig 3,7 pct. De 4,2 pct. realvækst pr. indbygger kunne

imidlertid ikke holde (se figur 6). Oliekrise og ugunstig

udvikling i forholdet mellem priserne på eksport og import

(se udviklingen i bytteforholdet i figur 7) var væsentlige årsager.

I de følgende ti år (1974-85) faldt væksten til 4,5 pct.

Da befolkningsvæksten samtidig steg til 4,1 pct., kom Kenya

allerede i denne periode tæt på nul-vækst pr. indbygger. Siden

er økonomien for alvor stagneret. I perioden 1980-92 var

der kun 0,2 pct. vækst i gennemsnit pr. indbygger. Samtidig

er indkomst- og formuefordelingen blevet mere skæv.

Resultatet ses tydeligt i en markant stigende fattigdom i

by og på land. Den økonomiske politik har ikke kunnet -

eller politikerne ikke villet - kompensere denne udvikling,

som har bragt Kenya ned blandt de 20 fattigste lande i verden

efter Verdensbankens opgørelse af gennemsnitlig indkomst

pr. indbygger (1992: 310 dollars pr. indbygger). I samme

liste er Danmark nummer fire fra den anden ende (1992:

26.000 dollars pr. indbygger).

Den seneste opgørelse fra det økonomiske sekretariat i det

kenyanske finansministerium viser, at væksten i 1993 var

nul (helt nøjagtigt 0,1 pct.). Det vil altså sige minus 3,3

pct. pr. indbygger svarende til befolkningsvæksten. Hermed

er Kenyas økonomiske udvikling så langt nede som aldrig

tidligere i dette århundrede.

Hvorfor er det gået så galt? Svaret kan ikke gives af én af

samfundsvidenskaberne alene. Det er en blanding af øko-

49


Figur 5 - Vækst i BNI målt i faste priser

8

7

6

5

4

3

2

1

50

%

1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992

Figur 6 - Vækst i BNI pr. indbygger målt i faste priser

4

3

2

1

0

-1

-2

-3

-4

%

1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992

nomi, politik, demografi, sociologi og naturgeografi, og

samtidshistorikeren kan fastslå, at klimaændringer og svingende

nedbør ikke er hovedårsagen. Ej heller udefra kommende

økonomiske og politiske påvirkninger. Befolkningsvæksten

er nævner i velfærdsbrøken og af overordentlig stor

betydning, men heller ikke hovedårsagen. De afgørende

faktorer er at finde i manglerne i den politiske beslutningsproces

og i centraladministrationens manglende kapacitet.

Samspillet mellem politik og administration var indtil

begyndelsen af 1980'erne præget af relativt gennemsigtig

og forudsigelig adfærd. Der var ikke - bare tilnærmelsesvis

- demokratiske tilstande, men heller ikke hårdhændet diktatur

og embedsmandsvælde. I finans-og planlægningsministerierne

sås en godt indarbejdet tradition for kvalitet

i budgetlægning og kontrol. I fagministerierne (sundhed,

vand, landbrug osv.) blev der arbejdet seriøst med sektorplaner,

projektdesign og implementering. Arbejdet blev

gennemført af kvalificerede kenyanere med støtte fra udenlandske

rådgivere. Nok var der spild, misbrug og dårlig

Figur 7 - Bytteforholdet i udenrigshandelen

160

150

140

130

120

110

100

Index = 1987

90

80

70

60

1972 1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992

51


administration, men omfanget var begrænset. Der var politisk

manipulation af planerne, men også i relativt lille skala.

Nedturen startede langsomt og strakte sig over en periode

fra begyndelsen af 1980'erne. Kupforsøget i august 1982

gav stødet til yderligere centralisering af den politiske og

administrative magt. Tidligere tiders åbenhed og folkelige

indseende blev tilsvarende svagere. Resultatet kunne aflæses

ti år senere i 1990'ernes økonomiske krise, en totalt

demotiveret centraladministration og et nærmest totalitært

politisk oligarki (fåmandsvælde), som var kendetegnet ved

korruptionsskandaler i et omfang, som man få steder har

set mage til i afrikanske udviklingslande. Udviklingen i renteniveau

(figur 8), valutakurs (figur 9) og inflationsrate (figur

10) illustrerer krisens omfang.

Centraladministrationens forfald

Eksperter i afrikansk politik vil normalt påstå, at der går en

lige linie fra overdreven centralisering af administrationen

til ineffektivitet, stagnerende udvikling, stigende korruption

Figur 8 - Renteniveau for statsobligationer

18

16

14

12

10

8

6

4

2

52

%

1974 1976 1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994

49,8

26

Figur 9 - Valutakurs, årligt gennemsnit

Shillings pr. dollar

60

50

40

30

20

10

1975

1976

1977

1978

1979

1980

1981

* 1994 er baseret på et skøn

1982

1983

1984

1985

1986

1987

Figur 10 - Årlig inflationsrate (forbrugerpriser)

50

40

30

20

10

%

1973

1974

1975

1976

1977

1978

1979

1980

1981

* 1994 er baseret på et skøn

1982

1983

1984

1985

1986

1987

1988

1989

1990

1988

1989

1990

1991

1992

1993

1994 *

1991

1992

1994 *

1993

53


og øget politisk ustabilitet. Kenya er et godt eksempel på

denne påstand, og landet er allerede brugt som analyseobjekt

af mange samfundsforskere.

I 1966 var den samlede arbejdsstyrke med lønnet beskæftigelse

godt 500.000, hvoraf en tredjedel var offentligt ansatte.

I 1991 var tallet 1.400.000 - heraf halvdelen i offentlig

ansættelse. Centraliseringen tog for alvor fart i begyndelsen

af 1980'erne, og præsidenten overtog flere og flere af

udnævnelserne fra toppen og nedefter i hierarkiet. De mange

offentligt ansatte arbejdede i 31 ministerier, 191 halvstatslige

virksomheder, 162 statslige kontrolorganer og 98 kommunale

administrationer. Produktion, handel, investeringer,

transport, kommunikation, uddannelse osv. var på kryds og

tværs efterhånden underlagt offentlig kontrol.

Væksten i antallet af offentligt ansatte, som i 1970'erne

var 10 pct. årligt, skyldtes bl.a. væksten i efterspørgselen efter

offentlig service (skoler, sundhedscentre, veje osv.). Hertil

kom, at Kenya allerede i 1965 vedtog tæt statsstyring af den

socioøkonomiske udvikling og anvendelsen af knappe økonomiske

ressourcer, og at staten i 1976 måtte overtage de

kenyanske ansatte fra det nedlagte østafrikanske økonomiske

fællesskab. I 1983 besluttede regeringen at decentralisere

udviklingsopgaver fra ministerierne til distrikterne

(District Focus Strategy). Og den etablerede en lang række

offentlige organer til styring af særlige udviklingsopgaver

(kommission for jordforbedring, bestyrelse til udvikling af

områder ved Victoria-søen og i floddale m.fl.). Væksten i

antallet af offentligt ansatte tog til.

Den væsentligste årsag til væksten i antallet af offentligt

ansatte var imidlertid politisk. Da Moi kom til magten i

1978 som repræsentant for mindretalsstammer, fandt han

det politisk opportunt at arbejde for et system, som kunne

føre til, at Kenya også efter loven blev en étpartistat. Han

ønskede bedre muligheder for uddeling af politiske belønninger

og i gangsatte hurtigt en opdeling af ministerier, etablering

af viceministerposter og nedsættelse af offentlige

kommissioner og styrelser i stort tal. Kompetence til udnævnelser

blev samlet i Office of the President og State House.

Hurtigt øgedes politiseringen og dermed ineffektiviteten af

den offentlige sektor. Ansættelse og forfremmelse var ikke

54

kun et spørgsmål om kvalifikationer. Politisk villighed og

stammetilhørsforhold blev vigtigere.

Systemet betød, at Kenya hurtigt fik en offentlig sektor,

som var både større og dyrere end nødvendigt. Med den

faldende økonomiske vækst burde være fulgt en nedskæring.

Den udeblev, især fordi den politiske patronisering satte

snævre grænser for afskedigelser. Resultatet blev et hastigt

voksende underskud på de offentlige finanser og begrænsede

muligheder for at bruge skatter og afgifter til andet og

mere end løn og pensioner. F.eks. brugte landbrugsministeriet

i 1980 godt 10 pct. af driftsbudgettet til lønninger.

I 1990 var det 45 pct.

Medens Kenya i 1970'erne selv kunne betale for mellem

halvdelen og en tredjedel af sine udviklingsaktiviteter, var

situationen i begyndelsen af 1990'erne vendt om, således

at stort set alle anlægsbudgetter var finansieret af udviklingsbistand.

Kenyas egne midler kunne knap række til lønudgifter.

Bureaukratiets kapacitet til seriøs og målrettet planlægning

og administration blev ringere. (Den nødvendige politik

er sjældent den mest populære). Mange embedsmænd

gav op og søgte over i private erhverv. Motivationen for at

blive og gøre et godt stykke arbejde til en løn, der ikke kunne

forsørge en familie, var for lille til at modstå fristelserne fra

det private arbejdsmarked. Mois magtbase blev stærkere,

samtidig med at kikuyuernes skrumpede ind. Den politiske

patronisering i systemet bredte sig fra top til bund. Det

samme gjorde korruptionen.

Korruption med makroøkonomiske

konsekvenser

Korruption findes i alle samfund. Mens disse linier skrives,

er den italienske statsminister under pres, en tidligere idømt

mange års fængsel, en ny regering indsat i Japan på grund

af den gamles kritisable forvaltning, nye skandalesager bragt

frem af EU's revisionsret osv. Danida har netop udsendt et

særnummer af tidsskriftet Udvikling (nr. 6, august 1994),

hvor man kan læse om korruption i nord og syd, øst og

vest.

55


Korruption har altid været en faktor i Kenyas udvikling.

Allerede under Kenyatta var det almindeligt, at embedsmænd

og politikere blev rigere, end deres løn kunne gøre dem.

Nogen vil påstå, at Kenyatta direkte støttede denne tendens.

Ikke blot til fordel for sine nærmeste, men også for at skabe

en afrikansk mellem- og overklasse, der kunne konkurrere

med den europæiske elite, som han af økonomiske grunde

lod blive i landet. Hvis man kan tale om "god" og "dårlig"

korruption, må forskellen ligge i, om udbyttet bliver brugt

produktivt inden for landets grænser. I Kenyattas regeringstid

blev det meste brugt hjemme og var en medvirkende årsag

til den høje vækst især i industrien.

Under Moi blev det mere almindeligt at bruge de korrupte

gevinster på en måde, som ikke kom landets udvikling til

gode. Luksusboliger, spekulative jordkøb, investeringer i

udlandet og placering af kapital i udenlandske banker og

finansieringselskaber. Kapitalflugten tog fart i slutningen af

1980'erne. Det antages, at der var private pengedepoter i

udlandet på langt over 5 milliarder dollars i denne periode.

Kenyas image udadtil blev stadig dårligere op gennem

1980'erne på grund af stigende korruption af den "dårlige"

type. Mange enkeltsager nåede frem til offentligheden via

den seriøst arbejdende kenyanske rigsrevision, som hvert år

på nærmest klinisk vis afslørede mange omfattende skandalesager.

Da Mois regering imidlertid havde kontrol over parlamentet

og statsrevisorerne, kom sagerne aldrig videre under

étpartistyret. Pressens stadig mere nærgående omtale lod man

hånt om. Der var stigende kritik fra udlandet, men først i

begyndelsen af 1990'erne blev det et problem.

En af de største sager nåede frem til avisernes spalter i 1991

og har kørt siden. En spekulant fra et af de lyssky kenyanske

finansieringshuse, Kamlesh Pattni, fik den idé at sikre

staten kontrol med eksport af guld og ædelsten. Kenyas

naturressourcer omfatter kun små mængder som guld og

ædelsten; til gengæld nyder landet godt af en vis transithandel

med kostbarhederne. Hr. Pattni dannede firmaet Goldenberg

International og startede en indkøbs- og eksportforretning

med statsmonopol og den nødvendige politiske

beskyttelse. Da Kenya i mange år havde ydet eksportpræmier

for at stimulere valutaindtjeningen, fik Pattni både de nor-

56

Tegneren Gado's kommentar

til korruptionen i

Kenya, der altid har været

en faktor i landets udvikling.

Tegning: Gado,

The Daily Nation, 1994.

57


male 20 pct. og en ekstra præmie på 15 pct. godkendt af

den daværende finansminister George Saitoti. Da mængden

af guld og ædelsten, som rent faktisk krydsede grænsen,

ikke var meget værd, fik han med falske papirer og

centralbankens godkendelse en profit på mellem 10 og 15

milliarder shillings. Sagen fremgår af den kenyanske rigsrevisors

rapport for finansåret 1991/92 og er behandlet igen

i 1992/93. Det samlede beløbs størrelse er ikke klarlagt. Efterforskningen

kom først i gang i 1993 og er ikke afsluttet.

Der er ingen tvivl om, at den tidligere ledelse i finansministeriet

og centralbanken overtrådte reglerne, og at der burde

være draget retslige og politiske konsekvenser af sagen.

Det er endnu ikke sket (oktober 1994).

Goldenberg-skandalen og mange andre kostbare svindelnumre

kom op til overfladen i perioden op til flerpartivalget

i december 1992. Offentligt køb af byggegrunde fra fonde

og private til overpris, uretmæssig toldfritagelse ved import

af luksusbiler, tildeling af importlicenser til toppolitikere og

embedsmænd. Listen er lang, og omkostningerne for den

kenyanske befolkning har været enorme. Store summer blev

pumpet ud i økonomien til financiering af valgkampen i

1992. Resultatet var en rekordhøj inflationstakt i mange

måneder i 1992 - helt op til 100 procent på årsbasis (se figur

8). Det var for alvor korruption med makroøkonomiske

konsekvenser og tiltrak derfor også IMF's og Verdensbankens

fulde opmærksomhed.

Vigende udenlandsk interesse og

bistand

Kenya nød i mange år godt af rollen som favoritland for

vestlandenes bistandsprogrammer. Den økonomiske ideologi

passede godt både i Vesteuropa, Nordamerika og Japan.

Geopolitisk var Kenyas geografiske placering attraktiv

for amerikanske og britiske stormagtsinteresser. Økonomisk

var landet i mange år både absolut og relativt en succeshistorie.

Den moderne sektor var stor og støt voksende.

Infrastrukturen med vejnet, telefonvæsen, lufthavne, jernbane,

busser og havnen i Mombasa var uden konkurrence

i regionen. Behageligt klima, gode boligmuligheder i ho-

58

vedstaden, righoldige og spændende feriemuligheder. Kort

sagt, alt det som det internationale jet-set anser for en central

og behagelig post i Afrika.

Donorerne stod i kø efter gode projekter, hvilket behændigt

blev udnyttet af skiftende Kenyatta-regeringer. Det

fortsatte under Moi til midt i 1980'erne med stigende bistand

i form af gaver og lån til at finansiere maskiner, råstoffer,

fødevarer, byggeri og teknisk rådgivning. Både til

militære og civile formål.

Den stigende bistand overtog en stadig større andel af de

offentlige anlægsudgifter (udviklingsbudgettet). Hertil kom

en klækkelig - også stigende - del af driftsudgifterne. I 1990

var den samlede udenlandske bistand (netto) nået op på 1,1

milliard dollars svarende til 43 dollars pr. indbygger eller

en syvendedel af bruttonationalindkomsten. Til sammenligning

var den udenlandske nettobistand til Indien samme

år 1,5 milliarder dollars eller blot 1,8 dollars pr. inder.

Udlandets skepsis over for den kenyanske regeringsførelse

øgedes i sidste halvdel af 1980'erne. Det skyldtes myndighedernes

vanskeligheder med at overholde projektaftaler,

embedsstandens faldende effektivitet og motivation og - ikke

mindst - den voksende korruption og nepotisme. Det var

tydeligt, hvad der skete, og alle donorer fik stadig større problemer

med bistanden, især når projekterne var designet ud

fra ønsket om at lade modtagerlandets myndigheder styre

planlægning, gennemførelse og finansiel rapportering. Flere

og flere projekter blev lagt om, og styringen overtaget af

bistandsorganisationernes eget personale.

Donorerne fulgte spændt det interne politiske opgør om

demokratisering af den politiske proces. Saba Saba-urolighederne

i 1990 og begivenhederne derefter gav stødet til

kraftige protester fra udlandet. Krænkelser af menneskerettighederne

og Mois barske politik over for den voksende

opposition udløste skarp kritik fra lande, der ellers altid

havde været Kenyas varmeste tilhængere og bistandsydere.

Det uopklarede mord på udenrigsminister dr. Robert Ouko

i 1990, og de såkaldte etniske sammenstød blev en yderligere

alvorlig belastning for udlandets tillid til Moi-styret.

De etniske uroligheder begyndte i 1991 og bredte sig snart

til mange af de vigtigste landbrugsområder i Rift Valley med

59


en stammemæssigt blandet befolkning. Det antages, at

omkring 2.000 mennesker har mistet livet, og mere end

300.000 er blevet fordrevet fra deres bolig og jord i forbindelse

med sammenstødene.

Kulminationen kom i november 1991 på et donormøde

om Kenya i Verdensbankens europæiske hovedkvarter i Paris.

Stort set alle donorers indlæg kritiserede i hidtil uhørte

vendinger den kenyanske delegation. Vicepræsident og (dengang)

finansminister George Saitoti blev beskyldt for at drive

gæk med donorernes betingelser om økonomiske og politiske

reformer. Ved tidligere donormøder havde Kenya fremlagt

planer for økonomiske strukturændringer, som landet

nu blev kritiseret for ikke at sætte i gang: Begrænsning af

underskuddet på statsfinanserne, liberalisering af udenrigshandelen,

valutareformer, effektivisering af den offentlige

sektor, rationalisering af de halvstatslige produktionsselskaber,

afskaffelse af overflødig kontrol, opprioritering af vedligeholdelse

i offentligt styrede projekter osv. Ikke meget var

gjort indtil efteråret 1991.

Meget af kritikken på de økonomiske områder havde været

på bordet før - uden synderlig virkning. Tonen var denne

gang hårdere, også fra IMF og Verdensbanken. Det nye var

imidlertid, at alle toneangivende bilaterale donorer beskæftigede

sig indgående med den politiske struktur og ledelse.

Der var utvetydige referencer til Moi-regeringens hårdhændede

og anti-demokratiske handlemåde og de omfattende

og voksende korruptionssager.

Et enigt donormøde besluttede at standse udbetaling af

programbistand og betalingsbalancestøtte. Samtidig annoncerede

de fleste bilaterale donorer begrænsninger i fremtidige

bistandsrammer og mere kontrol ved gennemførelsen

af bistandsprojekter.

I Nairobi kom udfaldet af mødet som en overraskelse og

gav stødet til, at Moi fjernede en af de mest kontroversielle

kalenjin-ministre, hans tidligere privatsekretær, energiminister

Nicolas Biwott. Han blev først flyttet til den mindre

lukrative post som industriminister og røg ved

regeringsdannelsen efter valget i 1992 helt ud af regeringen.

Han er dog fortsat en af præsidentens allernærmeste

fortrolige, både politisk og forretningsmæssigt.

60

Tegning: Gado,

The Daily Nation, 1994.

61


Af større betydning var dog, at Moi ved et møde i KANU's

centralkomité og repræsentantskab i december 1991 dekreterede,

at det næste valg ville blive et flerpartivalg.

Donormødet i november 1991 gav stødet til en mere

massiv front fra donorerne. Bistanden faldt år for år til

omkring 450 mio. dollars i 1993 fra 1,1 milliarder dollars

i 1990. Mange donorer skar dog ned af grunde, som ikke

direkte havde med Kenya at gøre: Øget bistandsbehov i

Østeuropa, øget nødhjælp i Afrika og Asien, hjemlige økonomiske

problemer i vigtige donorlande og ændring af

Kenyas geopolitiske placering efter afslutning af øst-vestkonfrontionen

og Golf-krigen.

Den kenyanske regering forsøgte - forgæves - at appellere

til donorerne om at fastholde bistanden. Omkring

flerpartivalget i 1992 var der en vis afmålt optimisme, men

det lykkedes ikke at formilde donorerne, før det i 1994 stod

klart, at den nye finansminister, den unge luhya Musalia

Mudavadi, og den nye centralbankdirektør, en ung kalenjin

ved navn Micah Cheserem, havde vist, at de kunne fastholde

den økonomiske reformkurs. Faktisk var der i Kenya

i perioden fra november 1991 til sommeren 1994, da et

nyt donormøde fandt sted i Paris, gennemført så omfattende

reformer, at ingen donorer havde troet det muligt. Mange

af de meget givtige korruptionsmekanismer var simpelthen

bortfaldet, og resultaterne var begyndt at vise sig i form af

stigende optimisme i den private sektor både i landbrug og

industri.

Mens de økonomiske reformer er fortsat ad den rigtige

kurs, og på flere områder med større hastighed end forventet,

er det gået modsat med de politiske reformer siden 1992valget.

Donorlandene har med stigende mistro fulgt

regeringens åbenlyse manipulation af suppleringsvalg til

parlamentet og betalinger til medlemmer af kommunale råd,

bl.a. byrådet i Nairobi, hvor KANU ved valget tabte stort

til oppositionspartierne. De toneangivende donorlande er

ligeledes åbenlyst kritiske over for regeringens mangel på

effektiv opfølgning på korruptionsskandalerne, overgreb

mod pressen, manipulation af valg til ledelsen af COTU

(det kenyanske modstykke til LO) og modstand mod at

genetablere de fagforeninger for bl.a. læger, universitetslæ-

62

rere og embedsmænd, der fandtes indtil begyndelsen af

1980'erne. Hertil kommer en halvhjertet indsats fra regeringens

side for at forhindre de etniske sammenstød og yde

hjælp til, at ofrene kan begynde på en frisk, der hvor de

kom fra eller andre steder.

At Kenyas politiske ledelse i 1994 stadig af donorerne

betragtes med ganske stor skepsis er ikke nogen tilfældighed.

Der har bredt sig den opfattelse, at Mois styre søger at

udnytte resultaterne af de økonomiske reformer til at presse

den politiske udvikling tilbage, hvor den kom fra - til en

styreform, der på papiret er pluralistisk, men i praksis fastholder

magten hos KANU og i regeringens top. Oppositionens

sammenhold strakte ikke længere end til sejren om

ændring til flerpartisystem. Moi kunne med kun en tredjedel

af stemmerne blive genvalgt for en ny fem-årig periode

og har siden aktivt og med store pengemidler og andre belønninger

til sin rådighed gjort, hvad han kunne, for at splitte

oppositionen yderligere. Selv om der er markante undtagelser

i kredsen af donorer, er de toneangivende lande ikke

til sinds at se bort fra denne politiske tendens. Hvis den

fortsætter, vil det føre til en ny svækkelse af Kenyas image,

og det vil ikke - med et udtryk fra bistandsjargonen - være

en bæredygtig basis for det fremtidige forhold mellem Kenya

og donorerne.

Omsvinget i 1993. Hastige økonomiske

reformer

Med en autokratisk styreform er det afgørende for den

økonomiske udvikling, hvad præsidenten dekreterer. I Mois

politiske image indgår billedet af den stærke mand - stammens

ældste - som bestemmer, hvad der skal ske. Han skal

helst kunne standse tidevandet og være den "synlige hånd",

som påvirker markedskræfterne. Et ikke ukendt fænomen

i industrilandenes politiske historie og i afrikansk nutid.

Den pragmatiske, kenyanske realpolitik medførte, at Moi

og hans håndgangne mænd i slutningen af 1992 opgav

modstanden mod økonomiske reformer og sagde farvel til

kontrolmekanismer, som i årevis havde været grundlag for

store biindtægter og politisk patronisering. Presset fra de

63


ilaterale donorer spillede en stor rolle, men det var i særlig

grad Verdensbankens og IMF's indstændige overtalelsesforsøg,

der gjorde udslaget.

Efter valget i 1992 havde Moi skiftet finansminister Saitoti

ud med den unge erhvervsøkonom og luhya Musalia

Mudavadi; af flere grunde et godt valg. Han er Mois nevø

og søn af det tidligere mangeårige kabinetsmedlem, Moses

Mudavadi, som i sine unge dage var leder af skolevæsnet i

Baringo-distriktet, hvor den unge skolelærer, Daniel arap

Moi, var ansat og blev forfremmet. At finansministeren er

luhya spiller en væsentlig rolle for Mois kalkulationer om

balancen mellem stammerne og hans forsøg på at gøre indhug

i oppositionens dominans i vest-provinsen. Da Moi

samtidig udskiftede sin korrupte og stærkt kritiserede

centralbankdirektør med en ny af sin egen kalenjin-stamme,

Micah Cheserem, havde han et team, som han kunne stole

på. Det er derfor kommet som en positiv overraskelse, at

tomandsholdet så hurtigt har præsteret omfattende resultater.

Der er ingen tvivl om, at de har været oppe mod kraftige

obstruktionsforsøg fra de mest korrupte strateger

omkring Moi, som på kort tid er blevet frataget mange sikre

adgangskort til indtjening og politiske gevinster, som de

siden har søgt at erstatte med andre ved at udnytte

liberaliseringens spekulationsfordele.

Blandt de vigtigste økonomiske reformer i 1993 er følgende:

- Valutahandelen er blevet givet fri. Tidligere skulle eksportører

i Kenya, ligesom i mange andre udviklingslande,

anmelde og aflevere deres valutaindtægter til centralbanken.

Skulle de importere råvarer og maskiner, måtte de søge om

valuta. Systemet var tungt, ugennemsigtigt og behæftet med

rige muligheder for korruption.

- Importlicenser er afskaffet. Også dette system kendes

fra mange andre landre. Meningen er at regulere importen

og økonomisere med knappe valutaressourcer. I Kenya havde

det udviklet sig til et mareridt for importører, der ikke kunne

eller ville betale bestikkelse. Nu skal der kun licens til import

af varer, der kan indebære en miljø-, sundheds- eller

sikkerhedsrisiko.

- Centralbankens støtte til usolide banker og finansierings-

64

selskaber er afviklet. De mange ulovlige indtægter fra korruption

og penge, der skulle unddrages skattevæsenet, gav

op gennem 1980'erne baggrund for oprettelse af et stort antal

"pengevaskerier". Op til valget i 1992 blev flere af disse

finanshuse også engageret i valgkampens økonomiske transaktioner

og fik i pressen og donor-jargonen tilnavnet "politiske

banker". Finansministeriets og centralbankens tidligere

ledelser var villige fødselshjælpere og mange af topfolkene

begge steder ikke uden personlige eller politiske fordele, når

de bistod med at formidle godkendelser, kreditter og lån

på spinkelt eller fiktivt grundlag. IMF og Verdensbanken

satte hårdt mod hårdt og var kompromisløse i kravet om

oprydning i den skandaleramte del af finanssektoren. Sværest

var det at håndtere den såkaldte "Transnational Bank",

hvis hovedaktionærer var kabinettets og partiets topfigurer.

Det lykkedes. En ikke ringe indsats, som havde været utænkelig

uden donorernes intense pres.

- Der er gennemført skærpede regler for kassekrav og

soliditet i banker og andre pengeinstitutter. Kontrollovgivningen

følges nøje af centralbankens nye, seriøse ledelse.

- Underskuddet på statsfinanserne er bragt ned, men stadig

for stort til Kenyas makroøkonomiske formåen.

- Importafgifter og skattesatser er blevet revideret og opkrævningen

effektiviseret for at øge statens indtægter mest

muligt. Mange fritagelsesmuligheder og lempelsesordninger,

hvor finansministeren kunne sige ja eller nej fra sag til sag,

er blevet afskaffet eller gjort gennemsigtige. Også dette har

bremset en evig kilde til korruption.

- Der er gennemført en minutiøs analyse af ministeriernes

udviklingsplaner for at sikre, at hovedvægten ved valget af

projekter lægges på de højest prioriterede og på vedligeholdelse

af eksisterende aktiviteter.

- Kontrollen med den indenlandske handel med korn

(majs og hvede) er ophørt. Tidligere skulle der tilladelse til

at flytte korn fra et distrikt til et andet. Meningen var oprindeligt

god nok, nemlig at sikre forsyningen over hele

landet til rimelige priser. Efterhånden udvikledes en velsmurt

korruptionsmaskine i alle led (inkl. færdselspolitiet ved de

mange kontrolsteder) til stor skade for forbrugerne. Al

kontrol både med den indenlandske handel og import og

65


eksport blev afskaffet i 1993. I 1994 blev det beklageligvis

igen besluttet at holde de kenyanske priser oppe ved at stoppe

den legale import fra Uganda af majs til under det halve af

den kenyanske pris. Beslutningen kunne kun forklares med,

at præsidenten og de fleste kabinetsmedlemmer (samt ledende

medlemmer af oppositionen) er storproducenter af

majs og hvede. Efter pres fra IMF og Verdensbanken blev

forbudet senere på året afløst af en variabel importafgift.

- Priskontrollen på et stort antal råvarer til industri og

landbrug og basale forbrugsvarer er afskaffet, så der nu kun

er kontrol med prisen på benzin og andre olieprodukter (som

ventes frigivet i 1994) og enkelte forbrugsvarer.

- Der er i gangsat en reform af den offentlige sektor. Det

går langsomt, men mange stillinger er blevet nedlagt, og der

er lagt bemandingsplaner for de enkelte ministerier. Der er

indført "gyldne håndtryk" for ældre medarbejdere og indledt

en kampagne for effektivisering af arbejdet. Lønnen er

endnu ikke forøget mærkbart, og embedsmænd i Kenya må

stadig gerne have erhvervsvirksomhed ved siden af.

- Reformer i den halvstatslige sektor er påbegyndt. Også

på dette område er udviklingen gået langsomt. Det er i de

offentligt ejede virksomheder, de store penge ruller gennem

systemet, og derfor også her, den politiske patronisering er

stærkest forankret. Trods mange tilbageslag, er der taget skridt

til hel eller delvis privatisering af mange produktionsselskaber

og til at bringe de underskudsgivende foretagender under

kontrol. Den væsentligste årsag til det store underskud på

statsfinanserne hidrører netop herfra, idet staten har stået

som kautionist for lån og kreditter og de facto ydet kolossale

subsidier til produktion og investeringer, når gælden forfaldt

til betaling. Den kenyanske rigsrevisor har ikke kunnet

dække dette felt, da han i 1980'erne blev frataget den

revisionsmæssige kontrol, som blev overgivet til en særlig

afdeling i finansministeriet. Det åbnede yderligere adgang

til den korruption i milliardklassen, som i flere år har fyldt

de kenyanske aviser og ugemagasiner, og som har medført,

at mange donorer (også Danida) har trukket deres bistand

væk fra mange af de såkaldte "parastatals".

Det karakteristiske ved den økonomiske reformproces i

Kenya i 1993 var, at de mange "bitre piller" mod forskel-

66

lige dårligdomme i økonomien blev taget næsten samtidig.

I virkeligheden var der tale om en meget drastisk økonomisk

kur, som ikke var uden risici. Det siger en del om den

grundlæggende stabilitet af det økonomiske, politiske og

civile samfund i Kenya, at ændringerne kunne gennemføres

uden større modstand eller destabiliserende aktioner. At

økonomien var syg, var ingen i tvivl om. Inflationen var på

vej mod 100 pct., der var mangel på valuta, import og investeringer

var på vej ned, ingen økonomisk vækst, eller minus-vækst

osv. Fagfolk, politikere og donorer var enige om

diagnosen. Men medicinen var skrap. En væsentlig årsag

til, at reformerne lykkedes, var, at fødevaresituationen ikke

blev dramatisk forværret, selvom høstresultaterne i 1991-

1993 havde været under middel på grund af tørke og etniske

sammenstød i vigtige dyrkningsområder. Udenlandsk

bistand blev sat ind for at bevare fødevaresikkerheden. De

gode høstresultater i 1994 vil yderligere kunne cementere

de positive virkninger af stabiliseringspolitikken og strukturtilpasningen.

Der kan og bør siges meget positivt om den kenyanske

regerings økonomiske reformer i 1993-94. Strukturtilpasningens

virkninger har dog endnu ikke kunnet hindre,

at fattigdomsproblemet i Kenya er blevet forværret. Næsten

halvdelen af befolkningen klassificeres som "absolut

fattige" efter FAO's og WHO's definition, der er baseret

på en beregning af det gennemsnitlige, daglige kalorieforbrug.

Procenten er stadig på vej op. Samtidig er der tydelige

tegn på, at strukturreformerne har stimuleret de traditionelle

kapitalistiske processer i økonomien og ført til øget

polarisering af indkomst- og formuefordelingen. Presset på

landbrugsjorden er stort og stigende. Antallet af arbejdsløse

øges dramatisk år for år. De hastige reformer i 1993-94 har

ikke drejet sig om disse forhold. De sociale aspekter i samfundets

udvikling har ikke været i centrum. Men grundlaget

for en større "samfundskage" er skabt, og de positive

virkninger af strukturtilpasningen er nu (oktober 1994) ved

at vise sig.

67


FATTIGDOMMENS PROFIL I KENYA

Ho Ho Hovedtræk Ho edtræk af af K KKenya

K enya P PPover

P er erty er ty Assessment Assessment udarbejdet udarbejdet af af af P PPopu

P opu

lation lation and and Human Human R RResour

R Resour

esour esources esour ces Division. Division. Eastern Eastern Africa Africa Depar Depart- Depar t

ment, ment, ment, World orld Bank, Bank, Washington, ashington, 1994.

1994.

- Fattigdommen i Kenya omfattede i 1981 47 pct. af befolkningen,

hvis man holder sig til gennemsnitstal og til den internationale definition

af fattigdom. I 1992 var tallet det samme. I korthed betyder det,

at omkring halvdelen af befolkningen ikke er i stand til at forbruge et

rimeligt minimum af madvarer og andre basale forbrugsvarer.

- Fattigdommen øgedes imidlertid i 1980'erne.

Det fremgår ved undersøgelse af fordelingen

mellem de forskellige grupper af fattige. Indkomstfordelingen

blev generelt skævere i hele

samfundet. Men det anslås, at gruppen af de

allerfattigste blev 50 pct. større i landdistrikterne.

I byerne var forøgelsen endnu større. De allerfattigste

anslås nu at udgøre en tredjedel af bybefolkningen.

- Børnenes ernæringstilstand viste fremgang

indtil begyndelsen af 1980'erne, hvorefter den

stagnerede og siden gik tilbage i mange egne af

landet. Et af de simplere mål på kronisk underernæring

er højde i forhold til alder. En tredjedel

af de kenyanske børn under fem år er

væksthæmmede, dvs. deres højde er mindre end

normalt for alderen. Dette tal er kun en anelse

bedre end gennemsnittet af landene syd for

Sahara.

- På uddannelsesområdet er der stor ulighed.

Kun 62 pct. af børn af de fattigste 10 pct. af

familierne kommer i grundskole. I den bedst stillede

tiendedel er det over 80 pct. For gymnasieeleverne

er uligheden større endnu med henholdsvis

3 pct. og 20 pct. af den fattigste og den

bedst stillede tiendedel. Hertil kommer stor ulighed

mellem land og by. På landet er gennemsnitligt

kun halvt så mange af en årgang i skole

i forhold til i byerne. I det mandsdominerede

Kenya spiller køn stadig en stor rolle også for

skolegangen. Fattige piger på landet kommer

sjældent i gymnasiet. For alle familier gælder, at pigerne trækkes ud af

skolen før drengene, når økonomien ikke rækker til at uddanne alle

børn.

- Der er en klar sammenhæng mellem mødrenes uddannelsesniveau

og børnenes ernæringstilstand. En femtedel af børn af mødre med

gymnasieuddannelse er væksthæmmede. Tallet er næsten 40 pct. for

børn af mødre uden uddannelse.

- En tredjedel af husholdningerne på landet har kvindeligt overhoved.

Næsten to tredjedele af dem har ingen støtte fra mænd på grund

af dødsfald, skilsmisse eller rømning. Uden manden har kvinden traditionelt

ikke adgang til jord. Jordløse husholdninger med kvindeligt

overhoved er de allerfattigste.

- I mere end 15 år har Kenya haft en økonomisk vækst på et lavere

niveau end befolkningsvæksten. Bruttonationalindkomsten var i 1992

faldet til 310 dollars pr. indbygger. Kenya var

hermed kommet ned på en 19'ende plads fra

bunden i Verdensbankens oversigt over de fattigste

lande. I 1980'erne faldt reallønnen med

omkring en tredjedel.

- Det dårlige økonomiske resultat må især

henføres til uhensigtsmæssig penge- og finanspolitik

og forkert - i stigende grad også korrupt

- brug af offentlige ressourcer med de

fattige som de absolutte tabere. Tørke og forringet

bytteforhold i udenrigshandelen har i enkelte

af årene trukket i samme retning.

- Landbrugssektoren er hjemsted og arbejdsplads

for 70 pct. af befolkningen. Produktionsog

prisforhold øver direkte indflydelse på graden

og fordelingen af fattigdommen på landet.

Opdelingen af husmandsbrug i stadig

mindre enheder som følge af befolkningsvæksten

er en væsentlig årsag til stigende fattigdom.

Det hører med i billedet, at 40 pct.

af landbrugsarealet (som kun udgør en femtedel

af landet) er fordelt på knap 1000 store

landbrug, som med ekstensive dyrkningsmetoder

kun giver meget få arbejdspladser.

- Fattigdomsprofilen påvirkes kraftigt af det

dræn på de offentlige ressourcer, som er lagt

ind fra et stort antal underskudsgivende statsejede

virksomheder og fra lønomkostningerne

Foto: Jørgen Schytte.

til den overdimensionerede offentlige sektor.

Statens udgifter til socialsektoren, især sundhed

og uddannelse, faldt i 1980'erne målt pr.

indbygger på grund af manglende finansieringsmuligheder. For sundhedssektoren

var der i perioden 1980-93 tale om et fald på over 30

pct., når inflationen var renset ud af tallene. I samme periode var

befolkningsvæksten næsten 50 pct.

68 69


70

Landbruget er grundlaget

for Kenyas økonomi,

selv om kornproduktion

og husdyrbrug

stadig i vid udstrækning

foregår med

traditionelle metoder.

Foto: Ebbe Knudsen/

Billedhuset.

5.

De enkelte sektorer

Tabel 2 viser ændringen i bruttonationalproduktets fordeling

på sektorer fra 1965 til 1992. Industriens andel har været

konstant på ca. en femtedel, mens landbrugets andel er faldet

til lidt under en tredjedel, og de tjenesteydende erhverv er

tilsvarende gået op til lidt over halvdelen. Det er bemærkelsesværdigt,

at forskydningerne ikke har været større over

en periode på næsten 30 år.

De enkelte sektorers vægt i udenrigshandelen vises i tabel

3.1. og 3.2. Importen domineres stadig af industrivarer

og eksporten især af råvarer fra landbrugssektoren.

Landbrug

Landbruget er grundlaget for den kenyanske økonomi. Selv

om mindre end en femtedel af det store land kan dyrkes,

bor omkring 70 pct. af befolkningen på landet og ernærer

sig ved jordbrug, kvægbrug, skovbrug og havebrug. Næsten

en tredjedel af bruttonationalproduktet stammer fra landbruget,

som indtjener op mod to tredjedele af de traditionelle

eksportindtægter. De vigtigste salgsafgrøder fremgår

af tabel 4, der også viser forskydninger i den markedsførte

produktions fordeling på de vigtigste produkter fra 1973

Tabel 2. Bruttonationalproduktet procentvis fordelt

på sektorer (pct.)

1965 1975 1985 1992

Landbrugsproduktion 35 36 32 29

Industriproduktion 1 19 19 19

Tjenesteydende erhverv 47 45 49 52

I alt 100 100 100 100

Kilde: World Tables. World Bank

71


til 1993. Tre fjerdedele af den lønnede beskæftigelse findes

i landbrugssektoren, som også forbruger op mod halvdelen

af statens udgiftsbudget.

Det lille familiebrug dominerer. Mere end tre fjerdedele

af den samlede produktion og over halvdelen af salgsafgrøderne

er fra de 3,5 mio. små brug med en gennemsnitlig

størrelse på 1,6 hektar. Mere end halvdelen af

landbrugerne er organiseret i kooperativer. De knap 1000

store brug (den typiske størrelse ligger mellem 500 og 1000

hektar) dækker omkring 40 pct. af landbrugsjorden og producerer

udelukkende salgsafgrøder især til eksport. Mange

af de små brug kan ikke yde tilstrækkeligt til at ernære en

familie. I de seneste år er brugenes gennemsnitsstørrelse faldet

yderligere på grund af opdeling af jorden ved salg og dødsfald.

Mange steder er jordkvaliteten faldet på grund af nedslidning

og erosion. Mere intensive dyrkningsmetoder har

også givet større produktionsomkostninger. Befolkningspresset

har skubbet folk ud i marginale, regnfattige dyrk-

Tabel 3.1 Import og eksport fordelt på varekategorier

(pct.)

1965 1992

Import:

Fødevarer 13 6

Brændstof 11 15

Andre råvarer 2 4

Maskiner og transportudstyr 32 38

Andre industrivarer 42 37

I alt 100 100

Eksport1 :

Brændstof, mineraler og metaller 13 15

Andre råvarer 77 54

Maskiner og transportudstyr 0 10

Andre industrivarer 10 18

Tekstiler og beklædning 0 3

I alt 100 100

Kilde: World Development Report. World Bank

1 Omfatter kun vareeksport og altså ikke turisme

72

Kvinderne udfører størstedelen

af det traditionelle

landbrugsarbejde -

her planter de ris.

Foto: Jørgen Schytte.

ningsområder. Udviklingen har øget fattigdommen på landet

og gjort det nødvendigt for husmandsfamilierne at skaffe

ekstraindtægter fra lønarbejde som daglejere, tusk-handel,

husflid osv.

Før uafhængigheden var småbrugene stort set ikke med i

pengeøkonomien. De var såkaldte subsistenslandbrug, hvor

produktionen ikke var til salg men kun til eget brug. Kolonimagtens

politik var, at der ikke skulle være overskud, som

kunne byttes til kontanter. De afrikanske bønder skulle tjene

penge ved at stille deres arbejdskraft til rådighed for de

europæiske storbønder. Med uafhængigheden ændredes

denne politik, hvilket var årsagen til den kraftige økonomiske

vækst i 1960'erne og første halvdel af 1970'erne. Den

hastigt voksende produktion af salgs- og eksportafgrøder på

de små brug var i høj grad dynamo for væksten. Hertil kom

den kooperative bevægelse med massiv støtte fra de nordiske

lande. I dag er selv de mindste brug involveret i penge-

73


økonomien på trods af, at mange er for små til at brødføde

familierne. Der skal skaffes kontanter for at dække udgifterne

til grundskole, medicin og lægehjælp. Hertil kommer

dagligvarer som sukker, salt, te, batterier m.v.

Familiebrugets vigtigste afgrøder er majs, bønner og grøntsager.

I de regnfattige områder er det durra (sorghum), hirse

(millet) og bønner. Hertil kommer husdyrhold: Kvæg, geder,

får, høns og i tørre områder kameler.

Teknikken i familiebruget, hvor kvinderne leverer mere

end 80 pct. af arbejdskraften, er stadig de fleste steder ret

primitiv. Jorden forberedes med den traditionelle afrikanske

hakke (jembe på kiswahili), der løftes højt over hovedet

og slynges i jorden så kraftigt, det lader sig gøre. Kvinderne

udfører ikke sjældent det hårde arbejde med den senest fødte

fastbundet på ryggen i den traditionelle khanga, et stykke

vævet stof på 150 gange 100 centimeter. Hullerne til såning

laves med en stok eller den panga, en kraftig kniv

omkring en halv meter lang og med et bredt blad, som er

et uundværligt redskab for enhver, der arbejder ved landbruget.

Sammen med jemben bruges pangaen til at luge.

Når der høstes, hugges pindebrænde, fældes træer og buske,

kommer pangaen også frem.

I de asiatiske lande har bønderne i årtusinder brugt trækdyr.

Denne teknik har ikke været anvendt i det traditionelle

afrikanske landbrug. Efterhånden ses oksepløjning dog

flere og flere kenyanske småbrug, hvor bønderne - oftest

med bistand fra et udviklingsprojekt - har slået sig sammen

om et forspand. Maskinstationer, som udlejer traktorer og

andre landbrugsredskaber, vinder også frem. De tekniske

fremskridt går dog uden om de mange småbrug, hvor lønsomheden

kun efter gode høstsæsoner rækker til betaling

for forædlet såsæd, gødning og ukrudtsmidler i den følgende

dyrkningssæson.

Også husdyrbruget foregår stadig med traditionelle metoder.

Nomadekvæget søger græsning, hvor den findes.

Ydelsen af mælk er ringe, og produktionen af kød og huder

minimal, da nomaderne ikke ynder at skille sig af med

dyrene. Men de betragter kvæget som kapital eller indestående

på en bankkonto (deraf det engelske udtryk bank on

hoof). Flere af de små blandede husmandsbrug er dog i de

74

De store brug tegner sig

for størstedelen af den

mælkeproduktion, der

går til byerne og til eksport.

Foto: Jørgen Schytte.

seneste årtier slået ind på at bruge kunstig inseminering for

at få mælkeydelsen og kødproduktionen op. Kenya har og

fået en næsten landsdækkende veterinærtjeneste, som imidlertid

har samme driftsproblemer og dårlige økonomi som

sundhedstjenesten for mennesker. Også teknikken med

opstalding og fodring af køerne ved husmandsstedet (zero

grazing) har efterhånden bredt sig især blandt kikuyuerne i

Central Province og Rift Valley.

Størstedelen af den kød- og mælkeproduktion, der videreforarbejdes

til salg i byerne og til eksport, kommer stadig

fra de store brug, der drives med moderne metoder. Det

gælder også en væsentlig del af salgsafgrøderne (majs, hvede,

te, kaffe, sukker og sisal). Det er stordrift og mekanisering,

og mange af brugene tjener store penge til deres ejere ligesom

i kolonitiden. En hel del af de store farme bliver imidlertid

dårligt ledet, enten fordi de ejes af bylandmænd, bosat

i Nairobi (de kaldes sarkastisk telephone farmers) eller fordi

75


ejeren, i mange tilfælde et investeringsselskab, er mere interesseret

i at spekulere i værdistigningen på jorden eller tage

lån med landbruget som sikkerhed, end i at drive rationelt

landbrug. Resultatet er, at en ikke ringe del af det kenyanske

landbrugsland udnyttes langt under sin ydeevne, samtidig

med at knapheden på jord stiger i takt med

befolkningsvæksten.

De store landbrug er en arv fra kolonitiden. Størsteparten

er siden overtaget af afrikanere. Mange skiftede ejer lige

efter uafhængigheden gennem en ordning, hvor den nye

regering finansierede erstatninger til europæiske landmand

med et lån fra den tidligere kolonimagt. Meningen var, at

Tabel 3.2 Import og eksport procentvis fordelt på

enkeltvarer (pct.)

1973 1993

Import:

Råolie og olieprodukter 5 24

Maskiner til industri og landbrug 12 14

Jern og stål 4 6

Motorkøretøjer og dele 3 6

Medicinalvarer 1 5

Gødning 1 3

Råvarer til kemisk industri - 4

Andre 74 38

I alt 100 100

Eksport1 :

Kaffe 29 15

Te 14 25

Olieprodukter 8 9

Pyrethrum ekstrakt 2 1

Sisal 4 1

Soda 2 2

Cement 2 2

Havebrugsprodukter 1 11

Andre 38 34

I alt 100 100

Kilde: Economic Survey. Government of Kenya

1 Omfatter kun vareeksport og altså ikke turisme

76

jorden i det såkaldte million acre scheme skulle opdeles i små

familiebrug og overdrages til jordløse landarbejdere. Hovedparten

af de europæiske farme blev købt af velhavende afrikanske

embedsmænd og politikere, enten privat eller gennem

selskaber (landbuying companies), ofte med penge opsparet

af småfolk, som fik udstedt andelsbeviser i stedet for jord.

Adgangen til jord og ejerforholdene er i dagens Kenya stadig

et stort og uløst problem. Ikke siden uafhængigheden

er jordreformer blevet søgt gennemført. Regeringens politik

er rettet mod udvikling af de marginale områder og er

i længden ikke bæredygtig. Det voksende befolkningspres

sammenholdt med politikernes modvilje mod den nødvendige

demokratisering af adgangen til frugtbar jord er en af

årsagerne til de alvorlige sammenstød især i etniske grænseområder.

Disse konflikter har præget 1990'erne og ført til,

at omkring 2.000 antages at have mistet livet, og godt

300.000 er blevet fordrevet.

I småbrugsektoren er der paradoksalt nok til tider og

underudnyttelse af jordens ydeevne på grund af mangel på

arbejdskraft. Omkring en tredjedel af de små brug har kvindeligt

overhoved. Manden er væk. Enten er han lønarbejder

i en af de større byer, hvilket sjældent er en overskudsforretning,

eller også har han simpelthen forladt familien,

fordi han har opgivet et klare forsørgerbyrden for de skolesøgende

børn. Alle undersøgelser af livet på landet i Kenya

bekræfter, at sådanne familiemæssige og sociale tragedier

griber mere og mere om sig. Den faldende vækst pr. indbygger

de sidste mange år slår tydeligt igennem. Da mændene

er væk, er kvinderne yderligere presset. En slidsom hverdag

præget af madlavning, hentning af vand og brænde og

børnepasning. Familiebrugets drift er derfor et problem, når

jorden skal gøres klar, og når der skal høstes. Resultatet bliver

paradoksalt nok, at familien ikke har arbejdskraft og kapital

nok til at udnytte selv et lille jordstykke fuldt ud trods

den udtalte arbejdsløshed og underbeskæftigelse, der præger

hele økonomien.

I 1990'erne har landbruget lidt under mangelfulde og

direkte negativt virkende produktionsvilkår, herunder det

offentliges uhensigtsmæssige administration af kreditgivning,

såsæd, priskontroller, forarbejdningsvirksomheder m.m.

77


Sammen med utilstrækkelig regn og stigende priser på

importerede maskiner og råstoffer har det betydet, at landbrugsproduktionen

i 1991 og 1992 er faldet med henholdsvis

1,1 og 4,2 pct. Alvorlige tilbageslag, som har gjort det

nødvendigt at importere store mængder fødevarer, især sukker,

majs, hvedemel, mælkepulver og madolie. Den negative

udvikling er fortsat i 1993, da kun produktionen af te

er steget, mens alle andre produkter har vist et fald. I 1994

ser det ud til, at prisreformerne fra 1993 sammen med bedre

regnfald vil give landbrugsproduktionen en meget væsentlig

fremgang.

Kenyas alvorligste balanceproblem, forholdet mellem mad

og mennesker, vil imidlertid ikke kunne løses uden gennemgribende

reformer. Priserne er efterhånden tilpasset markedsforholdene,

og det er et væsentligt fremskridt i forhold til

den tidligere ineffektive statskontrol, der virkede som en

bremse på produktion og markedsføring. De mange

ineffektive, halvstatslige virksomheder og kontrolorganer

inden for landbrugssektoren nedlægges eller privatiseres

efterhånden, hvilket er et mærkbart skridt i den rigtige ret-

Tabel 4. Markedsført landbrugsproduktion

procentvis fordelt på produkter (pct.)

1973 1983 19931 Majs 7 9 5

Hvede 3 5 1

Andre kornsorter 2 1 2

Sukkerrør 4 6 7

Pyrethrum 3 1 1

Kaffe 27 30 18

Te 14 23 45

Andre industriafgrøder 10 8 3

Kvæg og kalve 13 9 11

Mejeriprodukter 9 6 5

Andre husdyrprodukter 4 2 2

I alt 100 100 100

Kilde: Economic Survey. Government of Kenya

1 Foreløbige tal

78

ning. I sæsoner med tilstrækkelig regn vil Kenya indtil videre

kunne brødføde sig selv. Men regnforholdene i Kenya

er meget svingende, og befolkningen er de seneste mange

år vokset mere end fødevareproduktionen. Landets politiske

ledelse står over for meget vanskelige problemer, som

kun kan løses med fundamentale ændringer i ejerforhold

og jordfordeling. Et behov som erkendes, men som indtil

videre kun har givet anledning til helt ubetydelige lappeløsninger.

Skiftende KANU-regeringer har ikke kunnet eller

villet arbejde seriøst med behovet for jordreformer. Der

er derfor heller ikke meget om emnet i Kenyas seneste

udviklingsplan (1984-86). Knap 1000 store landbrug sidder

stadig på 40 pct. af den knappe landbrugsjord. Og mange

af de 40 pct. ligger brak eller udnyttes dårligt.

Industri

Kenyas industri er efter afrikanske forhold veludviklet og

velfungerende. Kenya har i mange år haft positionen som

det mest industrialiserede udviklingsland i det østlige Afrika

og står godt rustet til konkurrencen fra Sydafrika. Tabel 3.1

side 72 viser stigningen i industriens andel af den samlede

eksport fra 10 pct. i 1965 til 31 pct. i 1992.

En væsentlig årsag til denne position skal findes helt tilbage

i kolonitiden. Af finansielle grunde opkrævede myndighederne

told for import af et stort antal varer. Pengene

blev brugt til kolonitidens investeringer og administration.

Det var et ekstra incitament til private investeringer i

industriproduktionen, som med tolden var beskyttet mod

import. Hertil kom fri adgang til det samlede østafrikanske

marked (Kenya, Uganda og Tanganyika), hvor den

europæiske og asiatiske befolkning efterhånden udgjorde et

købedygtigt marked. Det drejede sig især om industrier med

dyr transport og rigelige råvarer lokalt (drikkevarer, byggematerialer,

konserves o.lign.). Efter uafhængigheden blev de

høje toldsatser bevaret for at tiltrække private udenlandske

investeringer. Denne politik havde succes, og industriproduktionen

voksede støt. Men den samme udvikling gjaldt

ikke beskæftigelsen i industrien, da de fleste industrier anvendte

moderne, arbejdskraftbesparende teknik.

79


80

Industriområde ved

Mombasa, hvor produktionen

har forårsaget

omfattende miljøødelæggelser.

Foto: Jørgen Schytte.

En meget stor del af efterspørgselen efter simple redskaber,

husgeråd, møbler, vinduer, døre og daglige forbrugsvarer

dækkes ved lokalproduktion i den såkaldte uformelle sektor.

Den består af små håndværksvirksomheder som med

simpel manuel teknik og uden større investeringer i bygninger,

maskiner, produktudvikling og administration producerer

varer af stærkt svingende kvalitet for det lokale

marked og til priser, som den almindelige kenyaner har råd

til. Mange af disse håndværkere arbejder i fri luft. Sektoren

kaldes i den kenyanske jargon for jua kali (jua betyder sol

og kali hård, stærk eller barsk).

Kenyas industriproduktion dækker i dag et bredt sortiment.

Industrierne findes fortrinsvis i Nairobi og Mombasa.

En del virksomheder er kommet i gang på grund af toldbeskyttelsen

og erstatter varer, der ellers ville være blevet

importeret. En anden gruppe udnytter kenyanske råmaterialer

og tjener penge ved den værditilvækst, som de kan

give varerne, inden de eksporteres eller sælges på hjemmemarkedet.

To vigtige industrier er levnedsmiddelgruppen

(kaffemøller, tefabrikker, konservesfabrikker, mejerier, kornmøller,

bagerier, sukkerfabrikker, bryggerier, mineralvandsfabrikker,

cigaretfabrikker) og tekstilgruppen (bomuldsspinderier,

væverier, tovværksfabrikker og konfektion). Hertil

kommer møbler, papir, tryksager, læder, fodtøj, gummivarer,

maling, sæbe, tændstikker, petroleumsprodukter, cement,

metalvarer og el-artikler. Kenya har endvidere i flere år haft

en stor bilindustri med samlefabrikker for personbiler og

opbygning over importerede chassis'er og motorer af minibusser

og lastbiler.

Kenyas industrier er stadig orienteret mod hjemmemarkedet

og producerer først og fremmmest forbrugsvarer.

Nærings- og nydelsesmidler, tekstiler, beklædning og fodtøj

udgør omkring halvdelen af industriens bidrag til

nationalproduktet. Mange virksomheder ville ikke kunne

klare sig, hvis de ikke var beskyttet mod udenlandsk konkurrence

af told og afgifter. Også i Kenya har forbrugerne

og landbruget lidt under en alt for langsom afvikling af beskyttelsestolden,

og de deraf følgende alt for høje priser for

alt for dårlige industriprodukter.

Traditionelt har Kenya eksporteret nærings- og nydelses-

81


midler til nabolandene. Med opløsningen af det østafrikanske

fælledsmarked (East African Community, EAC) i 1976

mistede Kenya det vigtige tanzanianske marked samtidig

med, at de kaotiske forhold i Uganda gjorde dette land til

en ustabil handelspartner. I 1980'erne havde Kenya held til

at øge eksporten til Mellemøsten og Asien (bl.a. Saudi-Arabien

og Pakistan). I 1984 blev grænsen til Tanzania genåbnet,

og forholdene i Uganda er siden stabiliseret.

Kenya er med i det sydlige og østlige Afrikas frihandelsområde

og burde allerede i 1980'erne have fået mere ud af

de nye muligheder for eksportfremstød og handelssamarbejde.

Når Kenya alligevel har tabt markedsandele, bl.a. til

Zimbabwes moderne industrier, skyldes det især en alt for

stiv statskontrol med udenrigshandelssektoren. Op gennem

1980'erne blev systemet med importlicenser, valutatildelinger,

produktionstilladelser m.v. mere og mere præget

af den stigende korruption og nepotisme. Det er først

efter den totale liberalisering af udenrigshandelen i 1993,

at der for alvor er sket en drejning til det bedre. Dynamikken

i den private industrisektor ventes snart at kunne udnytte

de nye tider med stigende væksttal, øget beskæftigelse

(om end begrænset af den moderne tekniks valg af maskiner

frem for arbejdskraft), stigende valutaindtjening og øget

efterspørgsel efter landbrugets produkter til videreforarbejdning.

Mange investeringer i Kenyas industri er finansieret af

udenlandsk kapital. Det anslås, at 60 pct. af industriproduktionen

i 1970'erne blev fremstillet af udenlandske

koncerners datterselskaber. Siden er denne andel faldet, dels

fordi lokale afrikanske og asiatiske forretningsfolk er gået

ind i industrien, dels fordi staten fra slutningen af 1970'erne

begyndte at investere kapital og ledelse. Mange halvstatslige

produktionsvirksomheder er siden lukket på grund af dårlig

styring og ledelse i etableringsfasen.

Ved optakten til den økonomiske reformproces vedtog

regeringen i 1992 at afvikle den statslige deltagelse i de virksomheder,

som ikke kan karakteriseres som strategiske. Processen

har været langsom, fordi mange selskaber har tjent

som "malkemaskiner" for korrupte ledere og som arbejdsplads

for nevøer og niecer af politikere og embedsmænd eller

82

andre, som politikerne skyldte en tjeneste, uden smålig skelen

til kvalifikationer og til, om der var ledige stillinger.

Omkring midten af 1994 synes reformprocessen at have

bidt sig fast. Det hænger givetvis sammen med, at mange

finansielle skandalesager har skabt stor debat og opmærksomhed

i det kenyanske samfund om, hvor dyrt det er for

staten at betale subsidier til industriproduktionen og stå som

kautionist for dårlige lån.

Kenya står ved midten af 1990'erne med gode kort på

hånden. For at udnytte mulighederne må industrien lægge

strategien om. I de første årtier var målet at producere til

erstatning for import. Mulighederne for yderligere vækst ad

denne vej er stort set udtømt. Fremtiden for Kenyas industrisektor

ligger derfor i en satsning på eksportmarkederne. Og

her er store muligheder for Kenya, såfremt det politisk viser

sig muligt at fastholde reformkursen for produktionsog

handelsvilkår, og den indenrigspolitiske stabilitet ikke

smuldrer. Udenlandske investorer er stadig skeptiske, og

Kenya må kunne fremvise et par år med fremgang, fred og

fordragelighed, før investorerne igen vil interessere sig for

landet, som konkurrerer med andre industrielle kraftcentre

syd for Sahara, især Sydafrika og Zimbabwe.

For hjemmemarkedet vil en eksportorienteret strategi give

fordele i kraft af lavere priser og øget kvalitet for moderne

industriprodukter. Den planlagte udviklingsindsats i den traditionelle

håndværkssektor vil samtidig kunne sikre den

fortsatte produktion af færdigvarer med en tilpasning af både

kvalitet og pris til det store flertal af den kenyanske befolkning.

Den uformelle jua kali- sektor har også gode muligheder

for at opsuge en betydelig del af den ledige

arbejdskraft.

Der er allerede gjort meget for at fremme industrieksporten.

Der er etableret både statslige og private eksportproduktions-zoner.

Virksomhederne lokkes med told- og

afgiftsfritagelse på import af maskiner og råmaterialer, skattefritagelse

i ti år og derefter i yderligere ti år nedslag på 75

procent. Trods incitamenterne er der endnu ikke set væsentlige

resultater, da andre problemer stadig holder investorerne

tilbage (langsom sagsgang ved import og eksport, kapacitetsproblemer

og korruption i havnen i Mombasa, mangel på

83


jernbanevogne og lokomotiver, forvirring om procedurerne

ved skatte- og toldfritagelser, udstedelse af arbejdstilladelser

til udenlandsk personale osv.).

Ingen forventer, at Kenya vil opleve samme industriudvikling

som de ny-industrialiserede lande i Sydøstasien

(Hong Kong, Taiwan, Sydkorea og Singapore). Dertil er lønog

andre produktionsomkostninger for høje og kvaliteten

og effektiviteten i arbejdskraften for lav. Da Kenya imidlertid

har et stort potentiale som eksportør af forarbejdede

landbrugsvarer - der allerede har givet pæne væksttal i de

sidste år - vil det være en mærkbar fordel, hvis industrilandenes

protektionistiske importpolitik lempes. Men det er

jo en ganske anden historie.

Turisme

Turisme er Kenyas vigtigste eksport - dvs. indtjening af fremmed

valuta. Stranden, dyreparkerne, bjergene, skovene,

søerne og ørkenen tiltrækker turister i store tal. I 1993 blev

landet besøgt af 825.000 turister, som lagde over 400 mio.

dollars i valutakassen. Det svarer til mere end en tredjedel

af valutaindtægten fra den traditionelle vareeksport fra landbrug

og industri.

Turismeindustrien i Kenya har i mange år været i fremgang

og har ikke haft svært ved at konkurrere med Tanzania

og Uganda på pris og kvalitet. Mange års uroligheder i

Uganda satte en stopper for turismen til dette ellers på alle

måder meget attraktive turistmål. I Tanzania har turismen

været statsstyret inden for politiske rammer, som aldrig har

været særligt positive over for at udnytte Tanzanias meget

rige ressourcer fuldt ud. Også i Kenya har der i perioder

været debat om turismens negative - især sociale - indflydelse

og omkring turistmålene.

Turisme er som eksportvare - altså til indtjening af udenlandsk

valuta - en sammensat størrelse. Produktionen kræver

mange importerede rå- og hjælpestoffer. Som alle tjenesteydelser

er den arbejdsintensiv i forhold til almindelig

varefremstilling. I modsætning til andre eksporterhverv er

det en forudsætning, at forbrugeren kommer og henter varen

og bruger den på stedet - bortset fra souvenirs. Det kan lyde

84

Turist præsenterer masaikriger

for polaroidbilledet

af - masaikriger.

Foto: Per Klaesson,

Billedhuset.

både banalt og lidt teknisk, men det er disse karakteristika,

der skaber de særlige problemer. Udviklingsplanlæggere i

mange u-lande har beregnet turismens nettovirkning, nationaløkonomisk

og socialt, og ikke altid med positivt resultat.

I forbindelse med den socialistisk orienterede planlægning

i Tanzania fastlagde man således en statsstyret

udviklingspolitik, som skulle sikre valutaoverskud og holde

turismen i en slags enklaver. Derved skulle den rigdom og

ødselhed, som turisterne naturligvis fremviser på baggrund

af den lokale befolknings levevis, blive stillet mindst muligt

til skue.

85


Kenyas kyststrækning ved det Indiske Ocean er det store

trækplaster og er samtidig stedet, hvor de negative sociale

virkninger træder stærkest frem. Det gør imidlertid også de

positive økonomiske virkninger med en betydelig indkomsteffekt

og mange job, som også kommer den lokale befolkning

til gode. Herudover er det især dyreparkerne, der

trækker. De dækker knap syv procent af landet og ligger

fortrinsvis i tyndt befolkede områder. Kenya Wildlife Service

(KWS), der styrer parkerne, har i de tættest befolkede

egne problemer med de omkringboende bønder, som har

brug for jorden til dyrkning. Det er lige så korrekt, at bønderne

har problemer med KWS og dyrene. Elefanter og bøfler

kan hurtigt rasere markerne og gør det dagligt flere steder

i landet. Der, hvor konkurrencen om jorden mellem dyr

og mennesker giver de største problemer, må KWS opstille

kostbare elektriske hegn. Kun få steder er der eksempler på,

at fredningen er ophævet for at skabe plads for landbrug.

Faktisk er det gået den anden vej, idet reservater er ophøjet

til naturparker. Også de smukkeste koralrev ud for oceankysten

er fredet og udlagt som "Marine National Parks".

Set fra Danmark, hvor vi efter generationers opdyrkning

har fordrevet alle rovdyr større end ræven og grævlingen,

kan det kun imponere, at det er lykkedes de kenyanske

myndigheder at gennemføre og fastholde denne fredningspolitik.

Selv om de økonomiske motiver er vigtigst, indgår

også en velbegrundet stolthed over den nationale arv.

I de seneste år er fredningsproblemerne og fordelingen

af indkomsterne fra dyreparkerne blevet stærkt politiseret.

I 1994 måtte den dynamiske leder af KWS, Richard Leakey,

trække sig efter hårde angreb fra ledende politikere,

anført af indenrigsministeren, masaien William ole

Ntimama, som beskyldte KWS for at tage for lidt hensyn

til lokalbefolkningen. Debatten afslørede, at stærke politiske

kræfter ønskede KWS' indflydelse på administrationen

af dyreparkerne og fredningsloven begrænset, og ikke kun

med uselviske, nationale motiver. På grund af Leakeys stringente

styring og hans succesfulde kampagne for at komme

krybskytteriet og korruptionen til livs, fik KWS i begyndelsen

af 1990'erne etableret en aftale om udenlandsk bistand

på over 50 millioner dollars over fem år til bygninger, veje,

86

biler, radioudstyr, forskning m.m. De implicerede donorer

med Verdensbanken i spidsen følger nøje udviklingen og

den nye ledelses resultater.

Hvis fredningspolitikken respekteres, og hvis den politiske

udvikling ikke løber løbsk, har Kenya glimrende muligheder

for en videreudvikling af turismesektoren. Men

efterspørgselen kan lynhurtigt skifte retning. Det mærkedes

i valgåret 1992. Da berettede medierne om voldtægter

på strandene ved Mombasa og Malindi og om, at minibusser

igen var blevet overfaldet af røvere i den smukke dyrepark,

Masai Mara, på grænsen til Tanzania. Den samlede virkning

var afbestillinger og manglende booking'er i stort tal.

Flere kysthoteller og "game lodges" oplevede i månedsvis

en belægning på under en tredjedel. Siden er udviklingen

vendt igen.

Transport og kommunikation

I mange år var Kenya, Uganda og Tanzania knyttet sammen

af East African Community (EAC), Det østafrikanske

Fællesskab.

Transportnettet (havne, jernbaner og luftfart) var nok det

nyttigste samarbejdsområde, og sammenbruddet af EAC i

1976 var økonomisk smertefuldt for alle tre lande. Det lykkedes

Kenya at opretholde transportnettet, men kun med

store omkostninger og mange år med lav effektivitet og

rentabilitet.

Jernbanenettet bruges mest til godstransport. Der er dog

regelmæssige passagerforbindelser mellem Mombasa og

Nairobi. I mange år var trafikken til Uganda og Tanzania

indstillet. I 1994 blev den regelmæssige trafik fra Nairobi

via Kisumu til Kampala genoptaget. Af politiske grunde har

taksterne været holdt nede, og jernbanerne har kørt med

underskud. Med forbedringen af hovedvejen har konkurrencen

fra lastbiler og busser været stigende. Anlæg af en

rørledning til olieprodukter fra Mombasa over Nairobi og

Eldoret til Kisumu har lettet presset på både jernbane og

landevej. Trods konkurrencen er efterspørgselen efter banetransport

dog stigende.

Den smalsporede jernbane har kun et spor. Det betyder

87


88

Vejnettet er efter afrikanske

forhold ganske

velholdt. Det samme kan

ikke siges om de ombyggede

minibusser - “Matatu”

- trafikken. Der sker

mange grimme ulykker på

grund af dårlig vedligeholdelse,

overbelastning

og for høj hastighed.

Foto: Nordfoto.

mange stop på ruten. Skinnelegemet er gammelt og nedslidt,

og de seneste år har manglende tilsyn og vedligeholdelse

givet mange afsporinger. Den værste ulykke nogensinde

skete i 1992, da kraftige regnskyl havde fået floderne til at

svulme, og en jernbanebro blev revet med. 70 passagerer

omkom, og endnu flere blev kvæstet. Der er mangel på vogne

og trækkraft til den stigende trafikmængde. Problemerne

for Kenya Railways (KR) må også ses i sammenhæng med

det generelle fald i de statslige virksomheders effektivitet som

følge af stigende nepotisme, korruption og inkompetent

ledelse. KR er en af de såkaldte strategiske virksomheder,

som også efter den politik, der blev annonceret i 1992, vil

forblive statslig. I 1993 indledtes en strukturændring, og

en delvis ny ledelse blev indsat.

Mombasa er Kenyas eneste havn af betydning for oceangående

transport. Havnen har i årtier betjent skibsfarten til

både Kenya og Uganda. Hertil kommer en del trafik til det

nordlige Tanzania og varetransport til Rwanda og Burundi.

Havnen er en naturhavn og har i de seneste årtier undergået

en hastig udbygning. Det har dog ikke forhindret, at

den til stadighed har været en fordyrende flaskehals for både

import og eksport. Også havneselskabet er med i de strukturændringer

for statslige virksomheder, der blev indledt i

1993.

Kenya Airways er i 1994 blevet vendt fra en underskudsforretning

til en succeshistorie. Regeringen vedtog i 1991

at stile mod privatisering af det tabsgivende luftfartsselskab,

som siden nedlæggelsen af East African Airways i 1976 havde

kæmpet en hård kamp for at overleve. En dygtig økonom

og tidligere departementschef i finansministeriet blev bestyrelsesformand

og hyrede et britisk eksperthold til at gennemføre

en omstrukturering. På to år lykkedes det at vende

regnskabsresultatet til et plus. Der flyves med tre store og

to mindre jetfly på udenrigsruter til det østlige og sydlige

Afrika, Bombay, Mellemøsten, London, Rom, Frankfurt,

Zürich, Paris, København og Stockholm. Mindre jetfly og

moderne propelfly flyver dagligt mellem Nairobi og Kisumu,

Mombasa og Malindi.

Kenya har en af Afrikas travleste lufthavne for små énog

tomotorers passager- og fragtfly. Det er Wilson Airport

89


i Nairobi. På en gennemsnitsdag sendes 250 fly med 500

passagerer og mange tons fragt i luften. Ved siden af turistflyvninger

er der kommercielle passager- og godstransporter

til både indenlandske destinationer og nabolandene. Nairobi

er regionalt centrum for mange hjælpeorganisationer, som

med fly fra Wilson Airport fragter store mængder medicin

og andre hasteleverancer til Sydsudan (via en stor lufthavn

i Lokichokio nordvest for Turkana-søen), Rwanda og Somalia.

Post-, telefon- og telegrafvæsenet er efter afrikanske forhold

ganske veludbygget, især i og mellem de større byer.

Danida har opstillet et stort antal meget populære mønttelefoner,

som har en veldokumenteret nyttevirkning og

for de dårligst stillede kunder, der sparer en dyr busbillet

med et eller to telefonopkald. Der har også for det kenyanske

"P & T" været tab af effektivitet på grund af korruption

og nepotisme. Problemerne var efterhånden så alvorlige,

at stort set al udenlandsk bistand blev indstillet i 1991. Men

også denne organisation blev med støtte - og pres - fra

donorerne med Verdensbanken og IMF i spidsen underkastet

en gennemgribende undersøgelse, som bl.a. medførte en

strukturændring med opdeling i to selvstændige selskaber.

Topledelsen blev skiftet ud, inklusive direktøren gennem tolv

år, Kipng'eno arap N'geny, en af præsidentens nærmeste

fortrolige.

Vejnettet i Kenya er veludbygget og efter afrikanske forhold

ganske velholdt. Der er 9.000 km asfaltveje og omkring

65.000 km grus- og jordveje. Asfalterede hovedveje

forbinder Mombasa med Uganda via Nairobi, "landbrugshovedstaden"

Nakuru og Eldoret. Både denne og jernbanen

til Uganda indgår i den såkaldte transafrikanske

transportkorridor og får derfor udenlandsk støtte til modernisering

og udbygning bl.a. fra EU's midler til støtte for

udvikling af det regionale samarbejde i Afrika. De vigtigste

landbrugscentre omkring Nyeri, Embu, Meru, Kitale,

Kakamega, Bungoma osv. kan alle nås fra Nairobi ad asfaltvej.

Efterhånden er de gode veje også nået ud til mindre

landbrugscentre. En analyse af udbygningen i 1980'erne viser

en klar overvægt på investeringer i Rift Valley i områder,

hvor magthaverne har deres basis. Bivejene er med uden-

90

Mønttelefonerne udsættes

stort set aldrig for hærværk,

dertil er de af for

stor betydning for alle.

De fattige sparer en dyr

busbillet med et eller to

opkald.

Foto: Jørgen Schytte.

91


landsk bistand siden midten af 1970'erne blevet forbedret

og netværket udvidet ganske væsentligt med en simpel,

arbejdsintensiv teknik. Disse såkaldte feeder roads har spillet

en stor rolle for, at Kenyas begrænsede landbrugsareal

har kunnet udnyttes bedre. Den videre udbygning er en

væsentlig forudsætning for landbrugsproduktionens vækst.

Den kenyanske befolkning rejser meget mellem landsdelene

og kan i dag betjene sig af et vidtrækkende net af offentlige

og private busselskaber. De store busser får konkurrence

af matatu-trafikken. Tatu betyder tre på kiswahili og navnet

henviser til, at det i mange år kostede tre ti-cent-mønter

for en "ligeud". Det er minibusser, enten små ombyggede

ladvogne, "rugbrød" eller mellemstore busser bygget lokalt

på et lille lastvognschassis og malet i skarpe farver. Der er

stor konkurrence, lave priser, høj musik og desværre og

mange grimme ulykker på grund af overbelastning, dårlig

vedligeholdelse og høj hastighed.

Energi

80 pct. af det kommercielle energiforbrug dækkes af olieprodukter.

Mere end en femtedel af valutaindtægterne bruges

på import af råolie og olieprodukter. Med en vækst på 8

pct. om året er det bydende nødvendigt at udvikle alternative

energikilder.

I år 2000 vil Kenya få brug for omkring 950 megawatt

(MW) for at tilfredsstille efterspørgselen efter elektricitet fra

et voksende antal private forbrugere og store og små industrier

i by og på land. Elektrificering af landdistrikterne er

i mange egne af landet nået langt bl.a. med hjælp fra Danida.

I 1994 var kapaciteten 829 MW fordelt med 604 MW ved

vandkraft fra fem store dæmninger på Tana-floden og en

dæmning ved Turkwell, 180 MW ved dieselgeneratorer og

45 MW fra det geotermiske jordvarmeanlæg i Rift Valley.

Hertil kommer import af 30 MW fra vandkraftværket ved

Nilens kilde i Uganda efter en meget fordelagtig aftale fra

1955 om leverance af en fast mængde el til en fast pris i 50

år.

I mere end 30 år har der været søgt efter olie i Kenyas

undergrund, men uden resultater af kommerciel betydning.

92

Turkwel-dæmningen

under konstruktion. Det

er afgørende, at landet

udvikler alternative

energikilder for at kunne

imødekomme efterspørgslen

på elektricitet.

Foto: Polfoto.

Kenya må derfor udbygge både vandkraft og det geotermiske

anlæg. Vinden er kun få steder og i korte perioder kraftig

nok til vindmøller. Solvarme bruges endnu kun lidt, og kun

til varmt vand. Biogasanlæg er få og små og fortrinsvis forsøgsprojekter.

Kort efter uafhængigheden opførtes et mindre olieraffinaderi

i Mombasa. Halvdelen af aktierne ejes af staten.

Resten er fordelt på Shell (UK), Caltex og Esso. Omkring

to tredjedele af kapaciteten udnyttes, og anlægget trænger

til en gennemgribende modernisering. F.eks. kan det ikke

klare de nye miljøkrav om mindre blyindhold. Produktionen

transporteres sammen med de importerede olieprodukter

gennem en 14 tommers rørledning til Nairobi og videre

til Eldoret i Rift Valley og Kisumu. Der er planer om at

forlænge denne "pipeline" med et rør til Malaba på grænsen

mellem Kenya og Uganda.

93


Tabel 5. Offentlige udgifter procentvis fordelt efter

formål

1975

pct.

1992

Uddannelse 24,0 20,1

Sundhed 8,0 5,4

Bolig og velfærd

Subsidier til landbrug,

industri, elværker, vandforsyning,

transport og

1,3 3,4

kommunikation m.v. 30,1 18,1

Forsvar

Offentlig administration,

rentebetalinger og andre

7,4 9,2

offentlige udgifter 29,1 43,8

I alt 100,0 100,0

Kilde: World Development Report. World Bank

Som led i liberaliseringerne i 1993 og 1994 blev det vedtaget,

at markedet for olieprodukter skulle gives frit i juni

1994. Import, distribution, detailhandel og prisfastsættelse

for benzin, diesel, petroleum og andre olieprodukter er dog

stadig (oktober 1994) underlagt fuld statskontrol. Den

kenyanske forbruger har derfor skiftevis betalt mere eller

mindre end verdensmarkedsprisen. I 1993 kom en lov om

en særlig skat på benzin og diesel til vejtransport. Provenuet

opsamles i en fond til brug for vedligeholdelse af vejnettet.

Når "vejmillionerne" ruller med fuld styrke, ventes

de at indbringe 1,5 milliarder shillings om året. Hertil kommer

0,2 milliarder shillings i afgifter fra transittrafikken. Med

tidligere eksempler fra særfonde til opsamling af store beløb

in mente, er der udbredt skepsis om, hvorvidt

vejmillionerne vil blive på "den rette vej". De mange udenlandske

bistandsdonorer, som i årevis har ydet støtte til det

kenyanske vejnet, følger sagen nøje. Det er ikke lykkedes

at sikre, at et internationalt revisionsfirma får til opgave at

følge fondens ind- og udbetalinger, men der er med støtte

fra Verdensbanken etableret intern revision.

94

Frugtkonservesfabrik i

Thika. Størstedelen af

industriens energiforbrug

dækkes af olieprodukter.

Over en femtedel

af valutaindtægterne

bruges på import af olie

til energiproduktion.

Foto: Jørgen Schytte.

95


96

Op mod hver tiende barn

oplever ikke sin femårs

fødselsdag. Sundhedstilstanden

forværres og 40

pct. af alle børn under

fem år er væksthæmmede

på grund af dårlig ernæring.

Foto: Jørgen Schytte.

6. Sociale forhold

Forskydninger i de offentlige udgifters fordeling efter formål

fra 1975 til 1992 fremgår af tabel 5. Offentlig administration,

rentebetalinger og andre generelle udgifter er steget

fra under 30 til over 40 pct. Udgifterne i sundheds- og

uddannelsessektoren er faldet tilsvarende. Der har været en

mindre stigning i udgifterne til forsvar, som dog stadig kun

tegner sig for lidt under 10 pct.

Sundhed

Siden uafhængigheden er sundhedstjenesten blevet udbygget

og moderniseret overalt i landet. Det er sket ved offentlige

investeringer med omfattende støtte fra udenlandske

bistandsorganisationer suppleret med udbygning af et velfungerende

net af private hospitaler og klinikker administreret

af kirker og velgørende organisationer. På grund af

faldende bevillinger - både fra staten og fra donorerne - samt

faldende effektivitet i den offentlige sektor er mange af de

fremskridt, der skete gennem de første 20 år af Kenyas selvstændighed,

i dag blevet sat over styr.

Kenya havde i 1993 i alt 3.100 sundhedsinstitutioner

fordelt på 2.300 helt små klinikker, 500 sundhedscentre og

300 hospitaler. Der var 38.000 sengepladser, 3.800 læger,

650 tandlæger, 600 farmaceuter og 26.000 sygeplejersker.

Det betyder, at der til 100.000 indbyggere kun er 150 senge,

15 læger, 3 tandlæger, 2 farmaceuter og 110 sygeplejersker.

Med den gradvise udbygning i sundhedssektoren fulgte

en stadig forbedring af sundhedstilstanden. Faldet i børnedødeligheden

og stigningen i middellevetiden (fra 40 til 55

år i perioden 1964 til 1984) førte i de første årtier efter

uafhængigheden til rekordstore befolkningsvækstrater. I

mange år har den kenyanske regering søgt at gennemføre

en aktiv befolkningspolitik bl.a. baseret på den forbedrede

sundhedstilstand. I slutningen af 1980'erne kom omsider

97


et knæk på kurven, og befolkningsvæksten er siden faldet

fra år til år (se figur 2).

I kølvandet på det økonomiske tilbageslag i 1990'erne er

der igen sket en stigning i sygdomsfrekvenser og børnedødelighed.

Der er en tydelig sammenhæng mellem lavt

investerings- og vedligeholdelsesniveau for drikkevandsforsyning,

sanitet, uddannelse og andre offentlige ydelser og

den almene sundhedstilstand. De samlede sundhedsudgifter

er faldet. I 1980 gik 8 pct. af statsbudgettet til sundhed. I

1992 kun 5,4 pct. (se tabel 5).

Hver tiende nyfødt oplever ikke sin femårs fødselsdag.

Hovedårsagerne er malaria, luftvejssygdomme og diarré.

Over 40 pct. af alle børn under fem år er væksthæmmede

på grund af dårlig ernæring. Der er store regionale forskelle.

Værst ser det ud i Nyanza-provinsen ved Victoria-søen

og i Kwale- og Kilifi-distrikterne på kysten på grund af fattigdom,

tabuer og manglende viden om den rolle rent vand,

ernæring og hygiejne spiller.

HIV og AIDS har bredt sig hastigt i Kenya som i andre

lande i regionen. Til og med 1992 anslås det samlede antal

AIDS-dødsfald og AIDS-syge at have været omkring

100.000 (se tabel 6). Antallet af HIV-smittede var i 1992

omkring 0,7 mio. I 1995 og i år 2000 regnes med henholdsvis

1,2 og 1,7 mio. smittede og henholdsvis 300.000 og

Tabel 6. AIDS-syge og HIV-smittede

98

1992 1 1995 1 2000 1

AIDS-ramte. Syge og

døde (kumuleret antal)

HIV-smittede voksne

100.000 130.000 240.000

(15-49 årige) 700.000 1.150.000 1.630.000

heraf kvinder 280.000 470.000 660.000

mænd

HIV-smittede børn

420.000 680.000 970.000

under 5 år

Forældreløse børn som

30.000 48.000 68.000

følge af AIDS-dødsfald 125.000 300.000 800.000

Kilde: Skøn fra Kenya Government (National Council for Population and

Development) og Verdensbanken. Marts 1994

1 Både skøn for 1992 og prognoser for 1995 og 2000 er behæftet med

meget stor statistisk usikkerhed

Den store befolkningstilvækst

æder den noget

mere beskedne økonomiske

vækst, og disse

børn kan se frem til

ringe - eller slet ingen -

uddannelse, lægehjælp

og social sikkerhed.

Foto: Jørgen Schytte.

800.000 børn, som er blevet forældreløse pga. AIDS. De

seneste undersøgelser viser, at befolkningens viden om

smitteveje og risici heldigvis er forbedret. Brug af kondomer

øges hele tiden, og forsyningssituationen bliver stadig

bedre.

Brugen af moderne antikonception er tredoblet de sidste

ti år, men familieplanlægning er endnu ikke for alvor slået

igennem. De mange alt for tidlige graviditeter er stadig et

stort problem. I Kisii-distriktet i Nyanza-provinsen bliver

over 10 pct. af de 14-19-årige skolepiger gravide. I de øvrige

distrikter ligger tallet mellem 10 og 2,3 pct. En undersøgelse

fra 1993 lavet af National Council for Population

and Development i Nairobi viste, at én ud af seks børnefødsler

var uønsket, og én af tre kom på et uønsket tidspunkt.

Der er stadig langt igen, før de kenyanske kvinder

når så vidt, at deres fertilitetsønsker kommer til at passe med

størrelsen af deres børneflok. Dette også på grund af det

mandschauvinistiske kønsrollemønster, der stadig begræn-

99


ser kvindernes muligheder for at vælge selv.

Også i Kenya har det været svært at ændre fordelingen af

sundhedsministeriets budgetter til fordel for det forebyggende

arbejde. AIDS har imidlertid bragt betydningen af

forebyggelse i fokus, da der som bekendt ikke er andet, der

hjælper. Overalt i samfundet er interessen for en forebyggende

indsats langt større end før AIDS. Og det er ikke kun

beskyttelse mod HIV, men også mod andre seksuelt overførte

sygdomme, mod vandbårne sygdomme, mod moskitostik

osv. Der er skabt en større erkendelse og lydhørhed for,

at meget kan gøres for at undgå sygdom. Tabuerne mod at

tale om seksualitet er blevet brudt. I skolerne er der som

noget helt nyt i dag basis for bredt dækkende sundhedsoplysning.

I landdistrikterne og i slumkvarterne gennemføres

talrige projekter, hvis formål er at give befolkningen

muligheder for aktivt at forebygge sygdomme.

Den økonomiske krise betyder dårligere sundhedsbetjening

fra den offentlige sektor. Der mangler medicin,

transport og personale. Det erkendes politisk, at Kenya ikke

mere har råd til gratis sundhedstjeneste, men programmer

for brugerbetaling er endnu ikke kommet i gang for alvor.

De fattigste har ikke råd til at betale for behandling i den

private sektor. Den stigende forståelse for betydningen af

det forebyggende arbejde er således afgørende for at sikre

en fungerende sundhedssektor i fremtiden.

Uddannelse

Den største forandring i Kenyas socialsektor siden uafhængigheden

har uden tvivl fundet sted i uddannelsessektoren.

Selv de fattigste familier prioriterer i dag børnenes uddannelse

helt i toppen af familiens behovsstruktur. Alle børnene

i familien kommer i skole, hvis der overhovedet er råd. Ellers

kommer pigerne i anden række. Der er stor konkurrence

på arbejdsmarkedet, og forældrene ved, at hvis deres børn

skal have en chance og dermed kunne klare de fremtidige

forsørgerpligter - også for forældrene - så kræver det, at de

holder fast ved et uddannelsesforløb. De seneste års økonomiske

krise har gjort det endnu sværere for de fattigste

familier at følge med. Statistikkerne for frafald i grund-

100

Selv de fattigste familier

sender børnene i skole,

hvis de overhovedet har

råd. - Har de ikke det,

går drengene forud for

pigerne, der så må blive

hjemme og passe arbejdet

med børn og husholdning.

Foto: Camerapix

101


skolerne taler deres tydelige sprog og bekræfter, at pigerne

trækkes ud først.

I 1993 havde Kenya 15.800 grundskoler (primary schools

med otte klassetrin), 2.600 gymnasier (secondary schools med

fire klassetrin), 28 seminarier og tekniske skoler og 5 universiteter.

Over en femtedel af statens samlede udgifter

gik til uddannelsessektoren. Grundskolerne havde i alt 5,5

mio. elever indskrevet (2,8 mio. drenge og 2,7 mio. piger).

I gymnasierne var der i alt 520.000 elever (290.000 drenge

og 230.000 piger). Universiterne havde 39.500 studenter,

hvoraf knap en tredjedel var kvinder.

Universiteterne har i lange perioder været lukket på grund

af lærerstrejker eller studenter-boykot. Kandidatproduktionen

har lidt både i kvantitet og kvalitet under de mange

afbrydelser. Undervisningen er netop (oktober 1994) gået

i gang igen efter lærerstrejker i over et år for retten til at

organisere en fagforening. Lærerne opgav efter løse garantier

om forhandlinger fra universitetets ledelse, der reelt er

"State House", men uden at have fået nogen af deres krav

igennem. Strejken kan derfor når som helst begynde igen.

De mange private gymnasier går fint. De fleste er eliteskoler,

har stor søgning og forældre, som vil strække sig langt

for at betale.

Grundskolerne har ringe vilkår. Lærerne er underbetalte

og mange har en utilstrækkelig uddannelse. Skolegang er

obligatorisk op til ottende klasse. I princippet er undervisningen

gratis, men i realiteten betales halvdelen af omkostningerne

af forældrene. Der skal penge til den tvungne

skoleuniform, skolens "byggefond", bøger, stilehæfter, tegneredskaber

osv. Det kan hurtigt blive uoverkommeligt for den

fattige husmandsfamilie med fem eller flere børn i skolepligtig

alder.

Undervisningens kvalitet har længe været faldende, og

regeringen har erkendt, at der må reformer til. Et nyt system,

der betegnes 8-4-4-systemet efter antallet af undervisningsår

på hvert niveau, blev indført i 1986 og har allerede

lidt skibbrud, især fordi der ikke har været tilstrækkelige

midler til rådighed, men også fordi der er blevet presset mere

undervisning sammen i de fire gymnasieår. Det har gjort

systemet endnu mere konkurrence- og elitepræget. Regerin-

102

gen har derfor i det seneste udspil forpligtet sig til at nedskære

de alt for høje omkostninger til universitetsuddannelse

(bl.a. ved at indføre en vis brugerbetaling), så der bliver mere

til grundskolerne og gymnasierne, større investeringer i

undervisningsudstyr og bøger, færre studenter pr. lærer, større

indsats for at begrænse frafaldet fra grundskolerne, bistand

til at øge pigernes deltagelse og begrænsning i antallet af

lærere uden tilstrækkelige kvalifikationer. Planerne er vedtaget

i regeringen, men finansieringsgrundlaget er ikke til

stede. Regeringen har ikke kunnet blive enig med Verdensbanken

og de andre større donorer om vilkårene og ambitionsniveauet

for reformerne.

Tidligere kunne hovedparten af gymnasieeleverne være

sikre på job i den moderne sektor eller en plads på universitet.

Sådan er det ikke mere. Der er højst job til en fjerdedel.

Resten må nøjes med arbejde, som de føler sig

overkvalificerede til, eller slet intet. Uddannelse til arbejdsløshed

er et stort og stigende problem i dagens Kenya. Det er

forsøgt at ændre den meget bogligt prægede undervisning

i retning af flere tekniske fag. Kenya har fået omfattende

udenlandsk bistand til denne omlægning og er gennem de

sidste årtier nået ganske langt. Der er i dag mange forskellige

muligheder for at få en praktisk videreuddannelse uden

at forlade Kenya. Et stort antal tekniske skoler giver uddannelse

til ufaglærte, faglærte og ingeniører. Der er skoler for

landbrugskonsulenter, agronomer, landmålere, revisorer,

sygeplejersker, journalister m.fl. En stor del af undervisningen

finder sted på private undervisningsinstitutioner med hel

eller delvis brugerbetaling.

Enkelte studenter kan få legater, men systemet medvirker

til en yderligere fastlåsning af indkomstforskellene. For

eliten er det stadig populært at tage uddannelse i udlandet,

selv om mulighederne findes hjemme. Et af problemerne

for universitetsstudenter i Kenya er de mange afbrydelser i

uddannelsesforløbet på grund af studenterboykot og regeringens

ganske barske holdning til alle former for kritik og

protest fra lærere og studenter. Forfølgelse af studenterlederne

og lukning af universiteterne er ofte forekommet. Hertil

kommer, at statsstøtten til uddannelsessektoren i øjeblikket

har svært ved at dække bare lønomkostningerne.

103


104

Forsider fra dags- og ugepresse.

På trods af regeringens

fortsatte krænkelser

af menneskerettighederne

har pressen i Kenya tilkæmpet

sig forholdsvis

gode vilkår.

Fotografik: Kommunikationsbureauet.

Menneskerettigheder

Kolonimagten gjorde det legalt at fængsle uden dom. Specielt

under Mau-Mau-opstanden kom mange afrikanere til

at mærke de menneskerettighedskrænkelser, som under det

britiske herredømme var sat i system for at sikre kolonitidens

politik.

Der er i 1993 på initiativ af rigsadvokat Amos Wako, der

også har funktion af justitsminister og er medlem af kabinettet,

nedsat en række arbejdsgrupper for at gennemgå

eksisterende lovgivning og fremkomme med forslag til

ændringer. Wako har meddelt, at han ønsker resultaterne

fremlagt som lovforslag i parlamentet i 1996. En stor del

af arbejdet vedrører lovregler på basale menneskerettighedsområder,

hvor domstolene stadig er henvist til bestemmelser

fra kolonitiden.

Kenyanere kan således den dag i dag sættes i fængsel i lange

perioder uden dom med henvisning til den såkaldte detention

law, der er overtaget uændret fra kolonimagten, og som

siden uafhængigheden har været brugt i talrige tilfælde mod

folk, der kom den siddende regering på tværs. Der er mange

eksempler på årelange fængslinger uden domstolsprøvelse.

Regler om straf for "tilskyndelse til oprør" (på engelsk

sedition) findes også i uændret udgave. Begrebet er flydende

og retspraksis derfor også. Majestætsfornærmelse har en

pendant i Kenya. Man kan efter rettens skøn straffes for at

"skabe misfornøjelse med præsidenten".

Kenyatta-styrets første årti, 1963-73, kaldes også Kenyas

gyldne årti. Høj økonomisk vækst, favorabelt bytteforhold

for priserne på import og eksport, lav inflation, sund betalingsbalance

og god gang i investeringerne. På denne baggrund

var menneskerettighederne ikke et fremtrædende

emne i debatten om Kenya. Ikke fordi der ikke skete overgreb.

Der er mange eksempler på Kenyattas barske behandling

af anderledes tænkende. Men det foregik i det skjulte,

var af betydeligt mindre omfang end senere, og interessen

i udlandet - og blandt bistandsdonorerne - var minimal.

Menneskerettighederne blev dengang ikke koblet sammen

med fordelingen af de samlede bistandsmidler mellem lande.

Kenya var de vestlige landes yndling, og der var konkurrence

mellem donorerne om at yde bistand.

105


Den økonomiske tilbagegang efter olieprisstigningerne i

1970'erne og den stigende opposition mod KANU-styret

førte til skærpelse af regeringens metoder. Med Mois tiltrædelse

i 1978 indvarsledes en ny stil, som gradvis forværrede

menneskerettighedssituationen - især efter det mislykkede

kup mod Moi i 1982.

Præsidentens og KANU's stadig mere autoritære étpartistyre

indebar, at der blev grebet hårdt ind mod anderledes

tænkende. I slutningen af 1980'erne kom det til alvorlige

overgreb (fængslinger, tortur, forfølgelser m.v.) som via

pressebureauer, Amnesty International og andre internationale

organisationer nåede frem til udenlandske avisspalter

og tv-kanaler. Samtidig var donorlandenes generelle

opmærksomhed om demokrati og menneskerettigheder som

forudsætninger for fornuftig bistand kommet højt på dagsordenen.

Kenya befandt sig derfor snart i en hidtil uvant

rolle som udlandets prügelknabe for sin behandling af oppositionelle

personer, begrænsninger af ytrings-, presse- og

forsamlingsfrihed og regeringens aktive bekæmpelse af den

indenlandske debat om menneskerettigheder og dens indflydelse

på retsvæsenet.

KANU-regeringen følte sig hængt ud af den internationale

presse og søgte - uden held - at afvise den stærke kritik

med, at situationen i andre afrikanske lande var langt værre.

At det ikke lykkedes, skyldtes de mange veldokumenterede

hændelser, som tegnede et billede af et land med hastigt

voksende menneskerettighedsproblemer.

Sammen med donorernes stop for programbistand og

betalingsbalancestøtte i slutningen af 1991 førte den uholdbare

situation til genindførelse af flerpartisystemet ved en

enkelt ændring i grundloven. Den nødvendige justering af

andre love, for at sikre overgangen til flerpartistyre og demokrati

på alle niveauer i det kenyanske samfund, blev

imidlertid ikke foretaget. Magtapparatet skiftede ikke stil,

og præsidenten forsømte ingen lejlighed, hverken før eller

efter valget i 1992, til at slå fast, at han ikke var tilhænger

af demokrati, som efter hans opfattelse ville øge stammemodsætningerne

og være til skade for landet.

Genindførelsen af flerpartistyre kunne imidlertid hurtigt

mærkes på kvaliteten af den indenlandske politiske debat.

106

Koigi wa Wamwere er

en skarp kritiker af

magtforholdene i Kenya,

og siden 1974 har han

været fængslet og arresteret

utallige gange.

Foto: The Nation.

Op til valget var der en hidtil uhørt og åben debat i aviser

og ugemagasiner, ved officielle politiske møder, på arbejdspladser

og overalt, hvor kenyanere mødtes. Den demokratiske

proces var for alvor sat i gang.

KANU brugte mange kræfter og penge på at forberede

valget. Heldigvis var der nu så meget opmærksomhed om

menneskerettighederne, at der i forhold til tidligere år ikke

skete alvorlige overgreb i form af fængslinger og tortur.

Intimidering af oppositionskandidater og hindringer for

deres valgmøder var dog dagens orden. Afviklingen af valget

den 29. december 1992 fik heldigvis et fredeligt forløb.

Kenya havde før et større antal politiske fanger. Med det

tidligere medlem af parlamentet, Koigi wa Wamwere som

en undtagelse (se faktaboksen på side 108) er det ikke tilfældet

mere. Flerpartisystemet har ført til en klar forbedring

af menneskerettighedssituationen på dette punkt.

På mange andre områder er det imidlertid siden valget i

1992 igen gået ned ad bakke. En tredjedel af oppositionspolitikerne

har været fængslet uden dom. De forfølges ved

brug af bl.a. skattevæsenet og, hvis de har en forretning, og

107


Koigi wa Wamwere

En af de kenyanere, der oftest har været i de kenyanske myndigheders

søgelys, er politikeren Koigi wa Wamwere. Han har været arresteret

mange gange og fængslet for mistanke om landsskadelig

virksomhed i fire perioder siden 1974. Det er sket efter regler fra

kolonitiden. Han blev aldrig idømt en straf ved en domstol. Den

5. november 1993 blev han arresteret igen og har været fængslet siden

på anklager om væbnet angreb på en politistation i Rift Valley.

Koigi wa Wamwere blev født i 1948 i en fattig, jordløs

skovarbejderfamilie i Nakuru-distriktet i Rift Valley-provinsen. Efter

gymnasiet var han fire år i USA for at tage sin første akademiske

grad. Ved hjemkomsten til Kenya i 1973 kastede han sig med egne

ord hovedkulds ud i kenyansk politik. Han tabte ved valget i 1974

og blev allerede i 1975 fængslet uden dom i fire år. I sin bog fra

1992 "The Peoples Representative and the Tyrants" med undertitlen

"Independence Without Freedom", der er en blanding af selvbiografi

og politiske essays, beskriver han baggrunden for fængslingen,

som især var hans ihærdige agitation mod de jordspekulanter, som

med held havde narret jorden fra småbønder og jordløse, som i årevis

havde spinket og sparet for at købe aktier i jordkøbskonsortier.

Da han blev løsladt i 1978 gik han igen aktivt ind i politik. Stillede

op og blev valgt ved 1979-valget til parlamentet i en valgkreds

nord for Nakuru i Rift Valley. Han var derefter aktivt engageret i

politisk arbejde med jordspørgsmål som det centrale emne. Han var

også i en periode formand for parlamentets statsrevisorer ("Public

Accounts Committee"). I 1982 blev det Moi-regeringen for meget.

Han blev fængslet uden dom efter kolonitidens "detention"-lov indtil

1984. I 1986 prøvede han at blive valgt igen, men med KANU og

Moi som modstandere havde han ikke en chance for at blive opstillet

under étpartisystemet. Han mærkede jorden brænde under sig

og gik med sin familie i eksil i Norge.

I 1990 blev han arresteret og ifølge eget udsagn bortført af kenyanske

sikkerhedsfolk fra et lille hotel på Uganda-siden af grænsebyen

Busia nord for Victoria-søen. Han blev beskyldt for landsforræderi

og våbensmugling, blev torteret i fængslet, og regeringen

forsøgte at forberede en retssag. Sagen førte til afbrydelsen af de diplomatiske

forbindelser med Norge.

Kun få uger efter valget i 1992 blev anklagerne droppet, og han

blev løsladt. Sammen med ligesindede dannede han en privat organisation

ved navn "National Democratic and Human Rights

Organization" for at arbejde med demokratisering og menneskerettigheder.

Efter kun otte måneder blev han arresteret igen, anklaget

108

bl.a. for tilskyndelse til oprør (igen en lovregel som består fra kolonitiden).

Han blev efter nogle uger løsladt mod kaution for en måned

efter at blive arresteret igen, denne gang anklaget for væbnet

angreb på en politistation. Retssagen er endnu ikke afsluttet (oktober

1994). Den følges af observatører fra internationale menneskerettighedsorganisationer

og af repræsentanter fra flere donorlandes

ambassader. Der er dagligt omtale af forløbet i de kenyanske aviser.

Koigi wa Wamwere er vandret ind og ud af kenyanske fængsler.

Han har været udsat for en ekstraordinær barsk behandling både

inden for og uden for fængselsmurene. Han har i sin bog beskrevet

sin politiske ideologi og har med sine handlinger levet op til sin

personlige politiske dagsorden. I rigt mål endda.

Politikerkolleger i oppositionen ser op til ham samtidig med, at

de mener, han er årtier forud for sin tid. Han har ikke villet give

støtte til nogen af de partidannelser, der kom frem op til valget i

1992. Han har som parlamentsmedlem i 1979-82, under sit eksil i

Norge i 1986-90 og efter sin løsladelse i 1993, haft mange kontakter

til europæiske politikere, herunder også den tidligere danske

udviklingsminister Helle Degn, repræsentanter for private og statslige

bistandsorganisationer i Nairobi, kenyanske og udenlandske

menneskerettighedsaktivister, journalister og oppositionspolitikere.

Hans profil er tydeligt markeret. Samstemmende tegnes billedet af

en skarp, velformuleret debattør, som med mild røst evner at forklare

og promovere sine synspunkter. Hans budskab er at fremme

overgangen til regulært folkestyre. At han kan bevæge et folkemøde,

viste han til fulde, da han efter sin løsladelse i 1993 holdt tale til

tusindvis af mennesker i "All Saints Cathedral" i Nairobi. Hans politiske

hovedmodstander er præsident Moi. Han har svoret, at han

vil lade sit hår vokse, til Moi har mistet præsidentposten.

Koigi wa Wamwere har de sidste tyve år været politiker med et

klart budskab. Og er det stadig. Han er landskendt som politisk

aktivist og har vist sit mod til at tale de fattiges sag med skarpe udfald

mod præsidenten, partiet og retsvæsenet. I sin bog giver han talrige

eksempler på, hvordan magten efter hans vurdering har korrumperet

den kenyanske politiske og administrative elite.

Der er kort sagt mange grunde til, at regeringen helst ikke ser ham

fungere som aktiv politiker. Han har selv udtalt, at han også holdes

indespærret som påmindelse til andre oppositionspolitikere om, at

"der går en grænse". Han er da også den eneste prominente oppositionspolitiker,

der stadig holdes indespærret.

Sagen har i 1994 udviklet sig til en alvorlig belastning for forholdet

til donorerne.

109


af fabrikstilsynet, arbejdstilsynet, sundhedsmyndighederne

osv. Distrikts- og provinsadministrationen har instruks om

i første omgang at arbejde for KANU. Der er flere eksempler

på, at udviklingsressourcer fjernes fra valgkredse, hvor oppositionen

dominerer, og køres til et KANU-område. Regeringen

har fremtvunget suppleringsvalg ved at "købe"

oppositionsmedlemmer tilbage i KANU-folden og har derefter

brugt store summer på at sikre deres egne kandidater

valg.

Arrestationer på meget løst grundlag ses på ny. Forsamlings-

og ytringsfriheden er igen blevet begrænset. Politiske

møder nægtes den nødvendige tilladelse. Journalister

kommer igen i fængsel. To meget aktive politiske ugeblade

(Society og Finance) har ikke kunnet overleve den organiserede

chikane. Regeringen lægger stadig pres på retsvæsenet.

Universitetslærere, læger og embedsmænd nægtes retten

til frie fagforeninger. Læger og universitetslærere har i 1993/

94 gennemført langvarige strejker for at få genindført det

fagforeningsarbejde, de havde tilladelse til i begyndelsen af

1980'erne.

Rapporter fra bl.a. Kenya Human Rights Commission,

Amnesty International, U.S.State Department og Robert

Kennedy Memorial Center beretter samstemmende om systematiske

overgreb for at minimere modstanden mod den

siddende regerings økonomiske og politiske magtudfoldelse

og for at sikre en KANU-valgsejr i 1997.

Sammenholdes situationen i 1994 med slutningen af

1980'erne, er der dog store fremskridt. De kenyanske avislæsere

kan i dag følge de allerfleste af sagerne i dagspressen,

især i Daily Nation og Standard. Seriøse politiske og økonomiske

analyser bringes af flere ugemagasiner, bl.a. Economic

Review og People. Pressen har siden 1992 tilkæmpet sig

ganske frie vilkår og har, trods den tætte overvågning, en

vis selvcensur, forfølgelse og enkelte fængslinger, relativt gode

muligheder for at komme igennem med selv stærkt regeringskritisk

stof.

Etnisk udrensning

Særlig tragisk og farlig for fremtiden er de såkaldte etniske

110

sammenstød, som siden 1991 har ført til, at omkring 2.000

mennesker har mistet livet, og mere end 300.000 er blevet

fordrevet fra deres hjemegn. Det kenyanske kirkeråd

(NCCK), en særkommission, forbavsende nok nedsat af

KANU-parlamentet i 1992 (den såkaldte Kiliku Commission

opkaldt efter formanden), og internationale observatører

(Africa Watch, Amnesty International og Economic

Intelligence Unit) er ikke i tvivl om, at de såkaldte "clashes"

er organiserede, og at formålet er at rense især Rift Valley

for folk, der ikke tilhører kalenjin- og masai-stammerne.

"Kiliku"-rapporten nåede at blive fremlagt i parlamentet,

men debatten blev standset. Indholdet var da også farligt

politisk sprængstof, da der uden omsvøb blev peget på, at

fremstående KANU-politikere - bl.a. Nicolas Biwott og

George Saitoti - havde ydet bistand til dannelse af militiaer

af kalenjin warriors og masai morans, altså militante unge

fra de to stammer. Rapporten refererede til talrige beviser

på, at angrebene på landsbyer og husmandssteder var organiserede,

og at de anholdte voldsmænd havde friske kontanter

i lommerne. Beløbets størrelse afhang af, om de var

beordret til at brænde en hytte, et kornlager, eller slå et menneske

eller husdyr ihjel.

Den tragiske eskalering af volden i det kenyanske samfund

og erkendelsen af, at regeringen ikke langt tidligere

fandt det politisk opportunt at sætte en stopper for urolighederne,

indebærer også en selvbekræftende opfyldelse af

præsident Mois påstand om, at Kenya ikke egner sig til at

have flere partier, fordi det vil øge stammemodsætningerne.

Internationale observatører ser dette som et ekstra foruroligende

element. At der er en bevidst politisk strategi bag

regeringens mangelfulde indsats mod de etniske sammenstød,

er ingen mere i tvivl om.

KANU-høgenes overordnede politik kom i 1994 med al

ønskelig tydelighed frem i en genoplivning af debatten om

et federalt system, majimboism, hvorefter de enkelte provinser

skulle udgøre autonome politiske enheder. Debatten har intet

at gøre med demokratisering og forbedring af den politiske

beslutningsproces, men tager alene sit udgangspunkt i

etniske spændinger. En forudsætning, og det væsentligste

resultat, er etnisk udrensning. Det vil i praksis betyde, at

111


de mange kikuyu-bønder, som gennem generationer har boet

i Rift Valley i fredelig sameksistens med andre stammer, og

som udgør hovedparten af de dræbte og fordrevne, skulle

overlade deres jord til masaier og kalenjiner.

Det sidste årstid har situationen været nogenlunde under

kontrol, men spændingerne er ikke væk og kan uden

større vanskeligheder udnyttes politisk af både regering og

opposition. FN og flere bilaterale donorer er nu gennem

UNDP gået ind med assistance til ofrene og medvirken til

at dæmme op for nye voldelige sammenstød.

Kvinders rettigheder

Allerede før uafhængigheden var der aktive kvindegrupper

i Kenya. Denne tradition for sammenhold er siden udmøntet

i et landsdækkende netværk af selvstændigt arbejdende grupper,

som har en stor del af æren for meget udviklingsarbejde

- med eller uden støtte udefra - inden for fødevareproduktion,

husbyggeri, produktion af salgsvarer osv. Donorernes

erfaringer med bistand gennem kvindegrupper er gennemgående

gode.

Kenya har i årevis haft en politisk aktiv kvindebevægelse,

som imidlertid i 1980'erne mistede en væsentlig del af sin

indflydelse på regeringen, da den vigtigste sammenslutning

Maendeleo ya Wanawake (betyder udvikling af kvinder på

kiswahili) blev underlagt KANU. Der er siden oprettet andre

hovedorganisationer for den kenyanske kvindebevægelse,

som med varierende held har gjort sig gældende både nationalt

og internationalt.

Trods mange synlige kvindeindsatser med lokale kræfter

og intens indsats af kvinder tilhørende den veluddannede

elite er det stadig en kendsgerning, at kvinderne i Kenya

diskrimineres på alle måder. I forhold til mænd har de kun

meget begrænset adgang til at eje jord, få lån og kredit,

uddannelse og politisk indflydelse. Kun seks af 200 parlamentsmedlemmer

er kvinder, og statistikken er ikke bedre

i kommunale råd. I forhold til mænd har kvinder færre

rettigheder og dårligere muligheder for at udnytte dem.

Kvindernes lave retslige status sættes i relief af deres altdominerende

rolle i landbruget. Mere end 80 pct. af arbej-

112

det udføres af kvinder, som også tager sig af markedsføringen,

hvis den da ikke lige foregår i stor skala med lastbil

gennem mellemmænd eller kooperativer. Hertil kommer alt

husarbejde. Flertallet af landbrugets kvinder bruger dagligt

timer på at hente vand og brændsel til madlavning. Kun

en femtedel af husholdningerne har adgang til sikker vandforsyning.

Den stigende afvandring fra land til by omfatter primært

mænd og vil på landet øge antallet af husholdninger med

kvindeligt overhoved. Det er allerede i dag højt. I godt 40

pct. af familierne er faderen ikke til stede. Mange stiller krav

til de hårdttrængte kvinder på landet. Fra kirken, private

hjælpeorganisationer (NGO'er), lokale embedsmænd og

politikere stilles hele tiden i udviklingens navn krav til landbefolkningen.

En særlig kenyansk form er de såkaldte

Harambee-indsamlinger. En politiker kommer og holder en

tale på markedspladsen og alle opfordres til "at løfte i flok"

(harambee på kiswahili, og Kenyattas valgsprog) for at støtte

et skolebyggeri, et vandprojekt, en vej eller lignende. Der

er nærmest tale om en lokal skat, som også forlanges af de

lokale forretningsdrivende. Der er sat meget godt i gang

gennem Harambee, men der er også forsvundet mange penge

ned i forkerte lommer.

Alle husholdninger på landet presses af de mange krav,

der stilles til deres arbejdskraft og kontante formåen, men

den enlige mor og hendes familie rammes hårdest. De negative

virkninger af de omfattende makroøkonomiske

strukturtilpasningsprogrammer - hvor nødvendige de end

måtte være på længere sigt - rammer særligt hårdt de fattige

i by og på land. Igen med kvinderne og deres børn som

de mest udsatte. Det stadige forfald i sundheds- og

uddannelsessektorernes service over for borgerne mærkes på

samme måde.

Som led i gennemgangen af det kenyanske lovkompleks

nedsatte rigsadvokaten Amos Wako også en arbejdsgruppe

til gennemgang af kvindernes retsstilling. Det kan forhåbentlig

føre til vigtige ændringer af lovgivningen. Men der

vil gå generationer, før det kenyanske samfund kan nærme

sig blot nogenlunde ligestilling.

113


114

Sudan

Uganda

Mt. Elgon

L.

Victoria

L. Natron

Tanzania

0- 200 meter

200-1000 meter

1000-2000 meter

2000-3000 meter

over 3000 meter

L. Turkana

L. Baringo

L. Magadi

Kilimanjaro

L. Chew

Bahir

Mt. Kenya

Etiopien

K e n y a

Nationalgrænse

Flod

DK

Somalia

Indiske

Ocean

Kenya

Kenya

7.

Udenrigspolitik

Kenyatta brød sig ikke om at flyve. Han gjorde det så sjældent

som muligt og slet ikke i sine sidste leve- og regeringsår.

Dette og den årelange tradition for en pragmatisk, neutral

udenrigspolitik gjorde Kenya til en ret konturløs partner

på det afrikanske kontinent.

Kenyas udgave af "afrikansk socialisme" var i virkeligheden

en ret rendyrket udgave af den konkurrerende ideologi,

og Kenya var klart orienteret mod den vestlige kapitalistiske

verden. I modsætning til nabolandene Tanzania, Etiopien

og Somalia havde Kenya stort set intet at gøre med de

kommunistiske diktaturer under den kolde krig. Denne

udenrigspolitik gav økonomisk bonus i form af vestlig

udviklingshjælp.

Efter Mois tiltrædelse i 1978 blev Kenya mere aktiv i

regionen. I 1981-83 var Moi formand for Organisationen

for Afrikansk Enhed, (Organisation of African Unity, OAU).

Det blev indledningen til Kenyas rolle som mægler i regionale

konflikter og Mois omfattende rejseaktivitet. Han har

tydeligvis ønsket at skabe sig et image som alfaderlig afrikansk

statsmand og samtidig slå Kenyas navn fast på den

internationale scene. Det kan aflæses af hans rejseaktivitet

(Kina, USA, Indien, Mellemøsten, flere europæiske lande,

Sydafrika og andre afrikanske lande) og indsatsen for at

forlige de stridende parter i Sudan, Somalia og Mozambique.

Tanzania

Forholdet til de fem nabolande er meget forskelligt. Forholdet

til Tanzania i syd har skiftet siden uafhængigheden.

Den tanzanianske invasion i Uganda i 1979 for at få smidt

den brutale militærdiktator Idi Amin ud satte Kenya i et

udenrigspolitisk dilemma. Kenya var ligesom næsten alle

andre afrikanske lande tilfreds med, at despoten Amin blev

fjernet og dermed truslen mod Kenyas vestgrænse. Samti-

115


dig føltes det som en risiko, at tanzanianske tropper bevægede

sig langs den tæt beboede vestgrænse. Senere blev en

del tanzanianske våben smuglet ind i Kenya og brugt til

røverier bl.a. også i de kenyanske dyreparker på grænsen til

Tanzania. Det østafrikanske Fællesskab (EAC) var gået i

opløsning i 1976, især på grund af præsident Idi Amins

rædselsregime i Uganda. I 1977 fandt Tanzania det nødvendigt

at lukke grænsen bl.a. for at beskytte sin socialistiske

økonomi mod konkurrence fra de langt mere effektive

kenyanske virksomheder. Men Tanzania havde forregnet sig,

og grænsen blev åbnet igen i 1984. Efter mange års vanskeligheder

er der nu igen gode relationer og planer om delvis

genoptagelse af samarbejdet, som tidligere var underlagt Det

østafrikanske Fællesskab (EAC). Tanzanias gradvise overgang

til markedsøkonomi har spillet en væsentlig rolle for det forbedrede

forhold.

Uganda

Forholdet til Uganda og præsident Museveni var vanskeligt

i starten på grund af gensidig mistillid mellem de to

præsidenter, som citeres offentligt for at have omtalt hinanden

i nedsættende vendinger og med brug af øgenavne.

Moi var i 1985 vært for forhandlinger mellem de stridende

parter i borgerkrigen i Uganda. Det lykkedes at opnå forlig

om at etablere en fælles regering. Museveni fortsatte dog

kampen og indsatte sin egen regering i 1986 efter at have

opnået fuld kontrol i landet. Herefter var forholdet til Kenya

i flere år spændt med flere væbnede skærmydsler over grænserne.

I begyndelsen af 1990'erne indtrådte en bedring.

Kenya bidrog ved at være mere åben over for Ugandas helt

rimelige krav om bedre vilkår for den vigtige transit gennem

Kenya. Uganda var ellers allerede i gang med at skabe

nye transportveje gennem Tanzania, hvilket var langt dyrere,

men også en bet for Kenyas betydelige indtægter af

transittrafikken. Forholdet forværredes kortvarigt, da Kenya

ensidigt lukkede grænsen i forbindelse med valget i 1992,

og da der indførtes importforbud for majs i 1994. Uganda

havde et stort overskud af majs, som kunne sælges i Kenya

for langt under halvdelen af den kenyanske pris. Også

116

Kenyanske politikere

med præsident Moi i

spidsen ved et OAUtopmøde.

Foto: Bo Bojesen.

117


Uganda er nu med i forhandlinger om genoptagelse af dele

af det østafrikanske samarbejde, herunder miljøprojekter i

og omkring den fælles Victoria-sø.

Etiopien

Forholdet til Etiopien er efter den tidligere militærdiktator

Mengistus fald ganske godt. I kejser Haile Selassies regeringstid

var der en tæt forståelse mellem de to lande, mest på

grund af den gensidige respekt og sympati mellem Selassie

og Kenyatta, men også fordi Somalia fremstod som den fælles

fjende. Det økonomiske samarbejde har tidligere været

minimalt, da store områder på begge sider af den fælles

grænse er næsten ubeboet, regnfattig busksteppe og ørken.

Efter afslutningen på borgerkrigen og dannelsen af det nye

Etiopien og det selvstændige Eritrea er vejen gennem Kenya

til Addis Abeba blevet af voksende betydning.

Sudan

Sudan er et kapitel for sig. Forholdet var tidligere relativt

godt men uden nævneværdigt økonomisk samkvem. De

mange år med borgerkrig i Sudan har også været en stor

belastning for forholdet til Kenya, som altid har støttet, at

de ikke-muslimske afrikanske nomadestammer i Sydsudan

fik en retfærdig og varig løsning til sikring af deres kultur

og religion. De sydsudanesiske modstandsbevægelser har fået

lov at operere fra Nairobi. Det samme har Røde Kors, det

særlige FN-program for Sydsudan (Lifeline Sudan) og talrige

NGO'er, som søger at hjælpe den hårdt ramte sydsudanesiske

befolkning. I Lokichokio på den kenyanske side

af grænsen nordvest for Turkana-søen er opbygget felthospitaler,

nødhjælps- og brændstoflagre, radiostationer,

landingsbaner for selv de største transportfly, og personaleboliger

for den enorme hjælpeindsats, som de mange års

krig, tørke og oversvømmelse i Sydsudan har medført. Kenya

har altid været en imødekommende vært og aktiv partner i

opbygningen af dette store hjælpeapparat. Den muslimske

118

sudanesiske præsident, Al-Bashir, er en sjælden gæst i

Nairobi, og Moi lige så sjælden i Khartoum.

Somalia

Forholdet til Somalia har altid været vanskeligt for Kenya.

Især fordi der i den store tyndtbefolkede nordøst-provins

til stadighed har været konflikter mellem myndighederne

og nomadebefolkningen, hvoraf størsteparten er etniske

somaliere. Området var i mange år - også i kolonitiden -

lukket land, og kenyansk politi og militær udkæmpede en

regulær krig med den såkaldte Shifta-bevægelse. Der var

ingen tvivl om, at bevægelsen fik både moralsk, økonomisk

og militær støtte fra Somalia, som i mange år krævede en

grænserevision. I 1967 enedes de to lande om, at grænsespørgsmålet

måtte løses ad fredelig vej. Siad Barres regering,

der kom til magten i 1969, fik hurtigt travlt med at prøve

at fravriste Etiopien Ogaden-området, og i 1984 var forholdet

normaliseret så meget, at Moi kunne aflægge det første

statsbesøg af en kenyansk præsident nogensinde. Kravet om

grænserevision blev skrinlagt. Da Siad Barre måtte flygte i

1992 skete det gennem Kenya. Indtil han fik tilladelse til

at slå sig ned i Zimbabwe, opholdt han sig på et luksushotel

i Nairobi med hele sit følge og efter sigende på den kenyanske

regerings regning. Kenya har lagt afstand til samtlige

stridende fraktioner i Somalia og har samtidig været vært

for langtrukne og hidtil (oktober 1994) resultatløse forhandlinger.

Grænsen til Somalia er umulig at kontrollere selv med

den hjælp, som er kommet fra USA, Storbritannien og FN.

Konflikten udgør en væsentlig sikkerhedsrisiko for Kenya,

som stadig huser en stor gruppe flygtninge (op mod

500.000, da antallet var størst).

Det sydlige Afrika

Kenya har været langt mere passiv end sin østafrikanske

partner Tanzania, når det gælder konflikterne i det sydlige

Afrika. Der er ydet støtte til OAU's officielle linie, men

Kenya var i mange år skeptisk med hensyn til nytten af de

119


mange resolutioner. Først i sidste halvdel af 1980'erne kom

Kenya for alvor på banen til fordel for afskaffelse af apartheid

og for selvstændighed til Namibia. Etableringen af et

nyt Sydafrika betød, at den kenyanske pragmatisme allerede

fra 1991 styrede Kenya mod hastig oprettelse af tætte

økonomiske forbindelser. Udviklingen fik ekstra vind i sejlene,

da præsident F. W. de Klerk under et besøg i Kenya i

1991 gav udtryk for, at Kenya sammen med Egypten, Nigeria

og Sydafrika ville udgøre de kommende regionale

økonomiske magtcentre i Afrika.

Donorlandene

Den kenyanske pragmatisme har også præget forholdet til

den tidligere kolonimagt - Storbritannien. Da først selvstændigheden

var opnået, ønskede Kenyatta at få tingene til at

glide. Kenya beholdt mange britiske embedsmænd i faste

stillinger, indtil de mange år efter kunne afløses af kenyanere.

Det lykkedes også ad forhandlingens vej at løse mange

ømtålelige problemer såsom overtagelsen af de britisk ejede

landbrug. Det gode forhold til Storbritannien er stadig et

vigtigt element af kenyansk udenrigspolitik.

Den største bilaterale donor er Japan, og Kenya er Japans

største afrikanske handels- og programland syd for Sahara,

når der ses bort fra Sydafrika. Der udveksles ofte officielle

ministerdelegationer, og Japan er i donorgruppen til stadighed

fortaler for at fastholde og udbygge det økonomiske

samarbejde. Det japanske ordvalg er imidlertid blevet skærpet

siden 1991 med hensyn til menneskerettigheder og korruption.

Tyskland har længe været en af de største bilaterale donorer

med tætte forbindelser også handelsmæssigt. Tyskland

har også været blandt de skarpeste kritikere af de manglende

politiske fremskridt. I 1994 kom en alvorlig krise i forholdet,

da Kenya besluttede at udvise den meget aktive leder

af den private tyske bistandsorganisation Friedrich Naumann

Stiftung, som beskyldtes for at blande sig i Kenyas indre

anliggender. Udvisningen førte til en væsentlig beskæring

af den tyske bistand.

USA har i de seneste år haft god brug for baser i Kenya.

120

Under den kolde krig, og for at styrke den amerikanske

modvægt mod opbygningen af den sovjetiske flåde i det

Indiske Ocean, var de amerikanske rettigheder ved Mombasa

af stor strategisk betydning. Det samme var tilfældet i forbindelse

med Golfkrigen og den amerikanske landgang i

Somalia. USA har til gengæld været en generøs bistandsyder

- ogaf militært "hardware". Efter kupforsøget mod

Moi i 1982 er både hæren og luftvåbnet blevet moderniseret

med amerikansk hjælp. Efter afslutningen af stormagtsspændingerne

og opløsningen af Sovjetunionen har og

USA i de seneste år skærpet sin kritik af det autoritære

kenyanske styre, korruptionssagerne og overtrædelser af

menneskerettigheder.

I lighed med andre tidligere engelske kolonier i Afrika,

har også Kenya modtaget fransk bistand i form af rentebærende

lån bundet til leverancer fra Frankrig. Den kenyanske

pragmatisme har set muligheden for støtte til moderne

infrastrukturprojekter, bl.a. det siden skandaleramte

Turkwell-vandkraftværk, og investeringer i lufthavnene.

Politisk er den franske indflydelse relativt begrænset.

De fem nordiske lande har alle haft tætte forbindelser til

Kenya siden uafhængigheden. For Danmarks vedkommende

helt tilbage til kolonitiden og Karen Blixen. I 1990 kom

det til et brud med Norge, som af Kenya blev beskyldt for

utidig indblanding i indenlandske forhold i forbindelse med

fængslingen og retssagen mod den kenyanske oppositionspolitiker

Koigi wa Wamwere (se faktaboks 3 side 108).

NORAD's aktiviteter blev straks indstillet, og indtil 1994

blev de norske interesser varetaget af den danske ambassade.

Norge har klart givet udtryk for, at genoptagelse af diplomatiske

forbindelser ikke betyder, at bistanden også genoptages,

før der er konstateret væsentlige politiske fremskridt.

Kenya anerkendte som et af de første afrikanske lande Israel

og gav i mange år støtte til de moderate arabiske landes syn

på løsningen af det palæstinensiske problem.

Kenya spiller i dag en vigtig udenrigspolitisk rolle i en

region, hvor indbyrdes krige, borgerkrige og naturkatastrofer

i årevis har hørt til dagens orden. Kenya er med rette stolt

over at være regionens fredeligste land. Det er stadig sandt

og anerkendes fuldt ud af landets internationale venner. Efter

121


afrikanske forhold og landets størrelse er de væbnede styrker

beskedne. Der antages at være omkring 23.000 soldater

fordelt med 19.000 i hæren, 3.500 i luftvåbnet og 1.100

i flåden. Hertil kommer 4.000 paramilitære sikkerhedsstyrker.

I 1992 udgjorde forsvarsudgifterne 9,2 pct. af statens

udgifter (se tabel 5).

Uden Kenyas politiske stabilitet og adgang til den veludbyggede

infrastruktur ville det simpelthen ikke have været

muligt for det internationale samfund at træde til med

samme styrke i de mange humanitære katastrofesituationer

i regionen. At Kenya har fungeret som base, har dog ikke

kun været politisk og økonomisk byrdefuldt. Den internationale

rolle har givet landet store politiske fordele og økonomisk

været en nettogevinst for erhvervslivet. Donorerne

har sikret, at fødevaresituationen ikke er blevet truet. KANUregeringen

har imidlertid uden held forsøgt at bruge safe

haven-argumentet for at dæmpe udlandets og oppositionens

kritik af den førte indenrigspolitik. Kenya er her oppe imod

tendensen til at vurdere udviklingen i Kenya i forhold til,

hvad der kunne opnås ved bedre regeringsførelse og ikke

ved sammenligning af Kenya med Somalia, Sudan eller

Rwanda.

122

Op mod en halv million

mennesker er flygtet fra

Somalia til Kenya.

Foto: Mikal Schlosser.

123


124

Rent drikkevand er en af

de basale forudsætninger

for sundhed og udvikling.

Danida har i flere år finansieret

programmer i

den Kenyanske vandsektor.

Foto: Jørgen Schytte.

8.

Udenlandsk bistand

Kenya har i tre årtier fået massiv bistand udefra. Den samlede

nettobistand (altså med fradrag for afdrag på lån) i

perioden 1983-93 ses af figur 11. Det fremgår tydeligt, at

billedet vendte efter 1990, da donorerne besluttede at gribe

ind mod den voksende korruption. Det forventes, at bistanden

i 1994 vil vise en stigning i forhold til 1993.

Den samlede bistand var i 1991 på 842 mio. dollars. Lidt

over halvdelen (53 pct.) var svagt forrentede lån, mens resten

(47 pct.) var gaver. De vigtigste multilaterale donorer

i 1991 var Verdensbanken (IDA), EF (EU), IMF, UNDP,

UNICEF, WFP og Den afrikanske Udviklingsfond (se tabel

7.1). Tilsammen tegnede de sig for 41 pct. af den udenlandske

bistand. 56 pct. var bilateral statslig bistand.

Hovedparten kom fra Japan, Storbritannien, USA, Holland,

Tyskland, Finland, Italien og Danmark. De resterende 3 pct.

af den samlede bistand kom fra private organisationer

(NGO'er).

Figur 11 - Samlet bistand (netto)

1000

900

800

700

600

500

400

300

200

100

mio. $

* 1993 er baseret på et skøn

1983

1984

1985

1986

1987

1988

1989

1990

1991

1992

1993 *

125


Tabel 7.2 viser fordelingen på sektorer i 1991. Den finansielle

programbistand udgjorde knap en femtedel. Resten

gik til projekter over hele landet og i alle sektorer med

en vis koncentration om landbrug, transport, sundhed og

kommunikation.

Tabel 7.1. Udenlandsk bistand i 1991 fordelt efter

donorer

Mio. dollars Pct.

MULTILATERALE DONORER 345 41

Heraf FN-systemet:

IDA (Verdensbanken) 234 28

IFAD 3 -

IMF 22 3

UNDP 13 2

UNFPA 2 -

UNICEF 10 1

WFP 10 1

Andre multilaterale:

African Development Bank 2 -

African Development Fund 12 1

EF 37 5

BILATERALE DONORER

Heraf:

475 56

Japan 91 11

Storbritannien 85 10

USA 43 5

Holland 41 5

Tyskland 40 5

Finland 35 4

Italien 34 4

Danmark 33 4

Sverige 21 2

Andre bilaterale 52 6

PRIVATE ORGANISATIONER 22 3

UDENLANDSK BISTAND I ALT1 842 100

Kilde: Development Co-operation Kenya. 1991 Report. UNDP. Nairobi.

August 1993

1 Det samlede beløb afviger knap 4 pct. fra det af Verdensbanken i

"World Tables" for 1991 oplyste (873 mio.dollars, jf.figur 11 side 125)

126

Tabel 7.2. Udenlandsk bistand i 1991 fordelt på

sektorer

Mio. dollars Pct.

Finansiel programbistand 142 17

Landbrug, fiskeri, skovbrug 116 14

Transport 115 14

Sundhed 71 8

Kommunikation 69 8

International handel 69 8

Social udvikling 62 7

Uddannelse 58 7

Naturressourcer 34 4

Industri 33 4

Andre 104 9

I alt 842 100

Kilde: Development Co-operation Kenya. 1991 Report. UNDP. Nairobi.

August 1993

Statistikken for 1992 og 1993 foreligger endnu ikke fordelt

på donorer og sektorer. Faldende bistand fra USA, Italien

og Finland har imidlertid medført, at Danmark - selv

med en beskåret bistandsramme - deler pladsen som den

femtestørste bilaterale donor med USA. De fire største er

Japan, Storbritannien, Holland og Tyskland.

Dansk bistand

Den danske bistand til Kenya siden uafhængigheden i 1963

ses af tabel 8.1. Bortset fra inflationens og kursudviklingens

betydning for købekraften er det blevet til over tre milliarder

kroner i form af gavebistand, personel (fra både Danida

og Mellemfolkeligt Samvirke) og rentefri lån.

Indtil 1990 var der tale om en gradvis stigning. Herefter

er bistandsrammen blevet skåret ned tre gange: I 1990 på

grund af regeringens voldsomme fremfærd ovefor oppositionen,

og i 1991 og 1993 på grund af den danske regerings

skarpe kritik af det kenyanske styres forvaltning,

herunder korruption og misbrug i tilknytning til danske

127


istandsprojekter, især med Rural Development Fund (RDF)

og de to største integrerede udviklingsprojekter i Kitui- og

Taita/Taveta-distrikterne.

Kenya var i mange år en af de fire største modtagere af

dansk bistand. Hvis man ser på de indikative plantal for de

næste fem år 1995-99, rangerer Kenya nu på niende-pladsen

blandt de tyve programsamarbejdslande.

Bistandens fordeling på sektorer i 1992 og 1993 fremgår

af tabel 8.2. Sundhed, integrerede egnsudviklingsprojekter,

transport (biveje) og landbrugskooperativer udgjorde de

største enkeltsektorer i 1993.

Samtidig med faldet i bistanden fra 1990 er planlægningen

og gennemførelsen af projekterne blevet lagt om. Ambassaden

i Nairobi og de mange udsendte rådgivere har

skærpet kontrollen med anvendelsen af bistandskronerne.

Som noget nyt er ved de største projekter ansat specialiserede

Danida-rådgivere, som sammen med chefrådgiverne

har ansvaret for den finansielle og fysiske kontrol.

Tidligere gik pengene til de fleste projekter gennem finansministeriet

til fagministeriet og derfra eventuelt til distriktet,

hvor projektet var placeret. Det var hovedreglen og

i sig selv en vigtig del af bistandspolitikken, fordi Kenya

Tabel 8.1 Danmarks statslige bistand til Kenya 1962/

63 - 1993

Projekter Personel Statslån/I alt bundne gaver

1962-84 669,6 296,6 289,0 1.255,2

1985 178,0 56,7 25,2 259,9

1986 112,1 39,2 41,1 192,4

1987 101,2 42,8 45,4 189,4

1988 139,2 47,4 34,7 221,3

1989 194,2 44,8 14,3 253,3

1990 177,3 34,9 19,9 232,1

1991 147,2 54,9 11,5 213,6

1992 69,5 38,8 10,5 118,8

1993 98,1 24,6 0,0 122,7

I alt 1.886,4 680,7 491,6 3.058,7

Kilde: Danida

128

Sundhed er højt prioriteret

i den danske

bistand til Kenya. På

Tamo hospital underviser

danske udsendte i

familieplanlægning og

barnepleje.

Foto: Jørgen Schytte.

dermed fik ansvaret. Var den kenyanske administration for

svag, blev den styrket som led i udviklingsindsatsen. Formålet

var at overgive projektet så hurtigt som muligt til kenyansk

ledelse og finansiering. Kenyanisering og institutionsudvikling

var nøglebegreber og mål for succes eller fiasko.

Erfaringerne fra de sidste fire-fem år viser imidlertid, at

en videreførelse af bistanden til Kenya forudsætter dansk

styring. Der vil ikke foreløbig være realistiske muligheder

for at vende tilbage til målsætningerne om hastig kenyanisering.

Forudsætningerne er ikke mere tilstede hverken

finansielt, organisatorisk, bemandingsmæssigt eller moralsk.

Korruption, nepotisme og andre former for favorisering af

tilhængere af det siddende styre har bredt sig fra top til

bund.

Alle donorer har skiftet stil og er overgået til at styre processen

selv. Ligesom Danmark erkender de, at Kenya i dag

129


ikke egner sig til ubundet programbistand. Bistanden skal

være fordelt på konkrete projekter, hvor hjælpen kan følges,

og hvor det kan kontrolleres, at den bruges efter hensigten.

Alle donorer erkender, at bistandsbehovet stiger i takt

med den negative vækst og den stigende fattigdom. Og de

siger mere eller mindre åbent, at den væsentligste årsag er

at finde i den dårlige kenyanske regeringsførelse gennem

mere end ti år.

Som den femte-største bilaterale donor - trods tre nedskæringer

af bistandsrammen - har Danida været en aktiv

partner i donorsamarbejdet og drøftelserne om de økonomiske,

strukturelle og politiske betingelser for bistandssamarbejdet.

Den tætte kontakt mellem donorerne er en

af årsagerne til, at den udenlandske indflydelse på processen

har kunnet afstemmes bedst muligt og vedblive at være

et konstruktivt bidrag til den indenrigspolitiske debat. Denne

130

Kenyas mejerisektor er

blevet udbygget bl.a. med

dansk bistand.

Foto: Jørgen Schytte.

koordination må fortsættes med aktiv dansk deltagelse, hvis

bistandspolitikken over for Kenya til fulde skal udnytte den

placering, Danida altid har indtaget som en seriøs samarbejdspartner

for Kenya og de andre toneangivende donorer.

For den kommende fem-årsperiode forventes bistandsrammen

at andrage følgende beløb:

1995 130 mio. kr.

1996 130 mio. kr.

1997 150 mio. kr.

1998 150 mio. kr.

1999 175 mio. kr.

Der vil ske en skærpelse af sektorkoncentrationen med

hovedvægten på sundhedssektoren og støtten til småbrug

og udvikling af landdistrikterne herunder bivejene.

I den seneste rullende fem-årsplan for 1995-99 beskrives

Danidas Kenya-strategi således:

At bistanden til Kenya i de seneste år er blevet skarpere

fokuseret på opfyldelse af følgende fattigdoms- og demokratiorienterede

hovedmålsætninger:

- at bidrage til vedligeholdelse og opbygning af den primære

sundhedstjeneste gennem et nyt sundhedssektorprogram

- at yde støtte til fattigdomsorienterede, bæredygtige egnsudviklingsprojekter

- at øge Kenyas fødevaresikkerhed gennem støtte til småbønder,

bl.a. via andelssektoren

- i øvrigt at bidrage til udviklingen af landdistrikterne

gennem støtte til bæredygtige infrastrukturprojekter, der

sigter mod at forbedre levevilkårene og indtjeningsevnen hos

landbefolkningen

- at støtte private kenyanske organisationer, der arbejder

inden for prioritetssektorerne og for øget respekt for

menneskerettigheder og demokratisering

- at støtte generelle og specifikke initiativer til bekæmpelse

af korruption og forbedring af den offentlige forvaltning.

De seneste års udvikling har ført til omfattende ændringer

i vilkår, målsætninger og finansielle rammer for det

danske bistandssamarbejde med Kenya. Det nødvendiggør

131


en nyformulering af bistandsstrategien. I disse overvejelser

vil indgå de seneste års erfaringer, der bl.a. tilsiger indtil videre

at lægge betydelig vægt på at sikre let overskuelig projektadministration

med omfattende overvågning, herunder

regnskabskontrol. Denne indsats kan principielt have uønskede

konsekvenser for de enkelte projekters langsigtede

bæredygtighed. Den svækkede kenyanske statsfinansielle situation

indebærer, at der kun kan påregnes meget begrænsede

kenyanske bidrag til projekterne. Mens disse strategiovervejelser

står på, vil forlængelse af i gangværende projekter

og projekttyper, hovedsagelig inden for sundhedssektoren

og landbrugssektoren, være med til at sikre opfyldelsen af

målsætningerne.

By MUTHUI MWAI and

NATION Correspondent

The Danish Ambassador to Kenya,

Mr. Eric Fil, said last night that his

government decided a month ago

to carry out an indepth auditing of

the Rural Development Fund in

Kenya and found certain cases of

mismanagement.

132

Tegning og udpluk af

artikel bragt i The Daily

Nation i forbindelse med

afsløringen af korruption

og misbrug af bistandsmidler

i Rural Development

Fund.

Tegning: Madd, 1991.

Tabel 8.2. Danmarks statslige bistand til Kenya.

Sektorfordeling i 1992 og 1993 (pct.)

1992 1993

SOCIAL INFRASTRUKTUR 25.0 31.2

Heraf:

Uddannelse 8.7 4.9

Sundhed 9.3 21.8

Drikkevand og sanitet 1.2 0.2

Offentlig administration 1.1 0.6

Udviklingsplanlægning 4.3 3.4

Andet 0.4 0.3

ØKONOMISK INFRASTRUKTUR 2.7 5.8

Heraf:

Transport (biveje) 1.0 4.7

Kommunikation 0.2 0.0

Energi 0.0 0.4

Andet 1.5 0.7

PRODUKTIVE SEKTORER 15.6 13.4

Heraf:

Landbrug m.v.

(primær produktion) 12.2 3.2

Industri, håndværk m.v.

(sekundær produktion) 0.3 0.1

Handel, kooperation m.v.

(tertiær produktion) 3.1 10.1

MULTISEKTOR

Integrerede udviklingsprojekter 22.9 18.4

PROGRAMBISTAND

Importstøtte 0.0 11.5

IKKE SEKTORDELT 1 15.3 18.7

DIVERSE2 18.5 1.0

Ialt

Kilde: Danida

100.0 100.0

1 Især mindre projekter under ambassadens bevillingskompetance inden

for sundhedssektoren og til støtte for demokratisering og menneskerettigheder.

Endvidere reservedelsleverancer til dansk støttede projekter,

lokal konsulentbistand, frivillige og projekter uden sektorangivelse

2 træk på statslån, bundne gaver, forundersøgelser m.v.

133


134

Et af målene for den

danske bistand er udvikling

af landdistrikterne i

kraft af udvidelse og vedligeholdelse

af bivejsnettet.

Foto: Jørgen Schytte.

9.

Fremtiden

Kenya er nået langt siden uafhængigheden i 1963. Landet

er blevet betydeligt rigere. Offentlige og private investeringer

har bragt Kenyas vækst langt frem og gjort landet til

regionens ubestridt stærkeste økonomiske magtcenter. Mere

end 30 års næsten uafbrudt politisk stabilitet har været afgørende

for denne udvikling. En massiv opbakning og bistand

fra de rige lande har været af uvurderlig betydning.

Hvor står Kenya så i 1994? En befolkning på 27 mio. I

1960 var der 6 mio. I 1980 var der 16,5 mio. I år 2020

forventes 37 mio. En formidabel belastning for et land, hvor

kun en femtedel af jorden kan dyrkes, og hvor presset på

jorden allerede gør det umuligt for mange landbofamilier

at overleve ved landbrug alene. Befolkningsvæksten er faldende.

Men stadig 3,3 pct. og på niveau med det høje afrikanske

gennemsnit. Væksten i produktionen er også faldet.

Den nåede nulvækst i 1993. Målt pr. indbygger var der altså

en minusvækst på over 3 pct. De sidste statistiske meldinger

tyder på, at væksten igen er på vej op, hjulpet af en god

høst i 1994 og af liberaliseringerne i økonomien.

Prognosen for udviklingen i den politiske beslutningsproces

er sværere at stille. De seneste år har dokumenteret befolkningens

interesse for medbestemmelse - helt ned til

græsrødderne. Valget i 1992 viste, at to tredjedele af befolkningen

var i opposition til den siddende regering. Samtidig

er det med al ønskelig tydelighed blevet demonstreret,

at stammemodsætningerne stadig dominerer kenyansk

politik. Oppositionen har ikke kunnet vinde politisk fodfæste,

og der er ingen sikker forventning om, at 1997-valget

vil ændre magtbalancen.

Den økonomiske politik har til gengæld vist kolossale

fremskridt. Der er sket en liberalisering og strukturændring,

som ingen i 1990 havde turdet forvente. I kølvandet er fulgt

en yderligere tro på - og krav om - demokratisering, åbenhed

i de statsstyrede virksomheder og opgør med den alt-

135


favnende korruptionskultur. Krav om genindførelse af fagforeninger

på arbejdsmarkedet for statsansatte møder stærk

modstand fra præsidenten. Det samme gør andre krav om

overholdelse af basale menneskerettigheder. Men kravene

fastholdes. Strejkerne vil komme igen, og oppositionen er

kommet for at blive.

Den gode høst i 1994 har heldigvis givet et pusterum på

et tidspunkt, da der er brug for at mindske de politiske

spændinger og de negative sociale virkninger af liberaliseringen.

Kan Kenya komme igennem et politisk generationsskifte

uden større katastrofer og konflikter end hidtil? Og vil den

økonomiske liberalisering på længere sigt kunne holde og

være med til at sikre en politisk liberalisering?

Mange unge kenyanere mener ja og finder ikke, at fremtiden

tegner sig mørk. De er med rette stolte af deres lands

placering som det fredeligste i regionen siden uafhængigheden.

Og af de imponerende kenyanske sejre på løbebaner

overalt i verden, som har gjort Kenya til en stormagt

på mellemdistancer og forhindringsløb.

De ældre politikere har i højere grad end de yngre stammebaserede

synspunkter indbygget i deres politiske adfærd. De

yngre mener - med rette - at de langt lettere vil kunne flytte

sig selv og vælgerne i retning af de politiske kompromiser,

som er helt afgørende for, at et flerpartistyret Kenya vil kunne

fungere. Som det ønskes af den altovervejende del af befolkningen.

Den politiske kultur i dagens Kenya muliggør ikke at gå

på kompromis. Filosofien er Winner takes it all eller

omskrevet "Er du ikke med mig, er du mod mig". De politiske

spændinger er kraftige og tungere ladet end lige efter

1992-valget. De etniske konflikter er ikke slut og truer

stadig stabiliteten. Skræmmebillederne findes andre steder

i Afrika, ikke langt fra Kenya. Den dystre baggrund fra

Rwanda indgår i den politiske debat i Kenya, både som

trussel og som stabiliserende element. Risikoen for tab af

eksportindtægter, bl.a. hele turismen, nævnes sjældent, men

er en reel og kendt risiko. Det store afrikanske og asiatiske

borgerskab har alt at tabe ved en dramatisk politisk udvik-

136

ling. Udlandets fortsatte interesse og bistand har også en

stabiliserende virkning.

Kenyas økonomi er ubestrideligt på vej tilbage til bedre

tider. Det haster, hvis væksten skal genetableres og fattigdommen

kunne bekæmpes.

Man kan kun håbe, at den politiske udvikling trækkes

støt videre i den rigtige retning uden alvorlige og voldelige

tilbageslag. Der er stærke stabiliserende træk i de politiske

og økonomiske realiteter. Og Kenya har tradition for, at

ændringer sker gennem evolution og ikke revolution.

137


138

Trods store økonomiske og

politiske problemer ser

mange unge kenyanere

lyst på fremtiden. De er

stolte af deres lands placering

som det fredeligste i

regionen.

Foto: Ebbe Knudsen/

Billedhuset.

Læs mere om Kenya

Central Bank of Kenya

Kenya. Land of Opportunity. Central Bank of Kenya.

Nairobi. 1991. 304 sider.

En smukt illustreret detaljeret beskrivelse af det kenyanske

samfund udgivet i anledning af 25-års-jubilæet for Central

Bank of Kenya.

Dubell, Folke

Kenya: från enpartistat till demokrati? Uppsala: NAI. 1994.

57 sider. (Afrikafakta; 1).

Litteraturhenvisninger. Om Kenyas politiske udvikling frem

til det første flerpartivalg i 1992.

Harden, Blaine

Africa. Dispatches from a Fragile Continent. W.W.Norton

& Co. New York. 1990. 333 sider.

Harden var i 1985-89 chef for Washington Post's kontor

for Afrika syd for Sahara med base i Nairobi. Hans Afrikabog

rummer tre meget læseværdige kapitler om Kenya dækkende

så forskellige områder som præsident Mois rolle og

indsats som regeringschef og præsident, stammerelationernes

betydning illustreret i en berømt sag om stedet for en

begravelse og den norske bistand til Turkana-distriktet.

Husain, Ishrat og Rashid Faruqee (red.)

Adjustment in Africa. Lessons from Country Case Studies.

World Bank Regional and Sectoral Studies. World Bank.

Washington. 1994. 436 sider.

En gennemgang af den økonomiske strukturtilpasnings

virkninger i syv afrikanske lande, herunder Kenya (35 sider).

Kenyatta, Jomo

Facing Mount Kenya. The Tribal Life of the Gikuyu.

139


Wintage Books. New York. 1965. 327 sider.

Kenyattas berømte bog om kikuyustammens liv og død, arbejde

og leg, sex og familieliv.

Matiba, Kenneth S.N.

Kenya. Return to Reason. Kalamka Ltd. Nairobi. 1993. 277

sider.

Matiba er tidligere minister i forskellige Moi-regeringer. Han

gik tidligt i opposition og dannede op til valget partiet

FORD-Asili (der betyder det oprindelige forum for genoprettelse

af demokratiet). Ved valget i december 1992

opstillede Matiba som kandidat til præsidentposten og fik

næstflest stemmer. Bogen er et politisk dokument, en blanding

af polemik og detaljer om politiske skandalesager og

kritikpunkter rettet mod KANU.

Miller, Charles

The Lunatic Express. The Building of an Impossible 600

mile Railway across East Africa. The Macmillan Company.

London. 1971. 629 sider.

Historien om hvordan en "umulig" jernbane på næsten tusind

kilometer blev bygget fra det Indiske Ocean til Victoria-søen

i slutningen af sidste århundrede.

Miller, Norman & Rodger Yeager

Kenya: the quest for properity. 2. udgave. Boulder, Colorado:

Westview. 1994. 254 sider.

En kritisk analyse af den koloniale arv, uafhængigheden,

Kenyatta-perioden, økologi og samfund i det moderne

Kenya, arap Moi-perioden, de aktuelle økonomiske realiteter

og landets internationale relationer.

Munyakho, Dorothy

Kenya: child newcomers in the urban jungle. Florence:

UNICEF. 1992. 46 sider.

(Innocenti Studies)(The Urban Child in Difficult

Circumstances). Litteraturhenvisninger. Om børn i kenyansk

byslum, hvordan de klarer at overleve, og om de forsøg der

gøres på at afhjælpe de elendige forhold, de lever under.

140

Olsen, Gorm Rye (red.)

Afrika - Det ukuelige kontinent. Danmarks Radio Forlaget.

1994. 185 sider.

Blandt otte meget læseværdige kapitler om politik, økonomi,

kultur, liv og død i Afrika findes en beskrivelse (22 sider)

af valget i Kenya i december 1992 skrevet af lektor Jørgen

Elklit, Århus Universitet, der var udsendt af Danida som

valgobservatør.

Wamwere, Koigi wa

The Peoples Representative and the Tyrants or Kenya:

Independence without Freedom. New Concept Typesetters.

Nairobi. 1992. 182 sider.

En blanding af selvbiografi og politiske essays dækkende

1970'erne og 1980'erne politiske realiteter i Kenya.

Skønlitteratur

Mwangi, Meja

Når alle døre er lukkede..... København: MS. 1991. 216

sider. (Stemmer fra den Tredje Verden).

Spændingsroman for unge om arbejdsløshed, kriminalitet

og samfundsvold i Kenya. To unge på 17-18 år møder hinanden

i Nairobis gader i jagten på et job. På trods af 12 års

skolegang og rimelige karakterer er der intet arbejde at få.

Ngugi wa Thiong'o

Matigari. Oxford: Heinemann. 1989. 175 sider.

Romanen bygger på en mundtlig fortælling om en mand,

der har overlevet krigen og kommer ned fra bjergene. Rygterne

går, om at Matigari har overnaturlige kræfter, måske

en ny Jesus? Humoristisk og satirisk beskrives et afrikansk

samfund efter selvstændigheden, hvordan humanistiske

idealer forrådes, og hvordan Matigari til slut erkender, at

ord alene ikke kan bekæmpe fjenden.

Ogot, Grace

The Strange bride. Nairobi: Heinemann. 1989. 156 sider.

En tolkning af en luo-myte.

141


Niels Severin Munk er cand.polit. og ansat i Danida, Udenrigsministeriet.

I skrivende stund ambassaderåd ved den danske

ambassade i Nairobi, Kenya.

1994

© Udenrigsministeriet

Redaktionen sluttet december 1994

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det internationale

udviklingssamarbejde findes i Danidas årsberetning

og i loven om internationalt udviklingssamarbejde.

Beretning, pjecer, AV-materialer mv. kan fås ved henvendelse

til:

UM-info

Udenrigsministeriet

Asiatisk Plads 2

1448 København K

Tlf. 33 92 00 00

Produktion: UM-info

Redaktion: Charlotte Henriksen

For- og bagsidefoto: Jørgen Schytte

Grafisk produktion: Kommunikationsbureauet

Kilder til figurer og tabeller (hvor intet andet er angivet):

Human Development Report, UNDP. World Development

Report, World Bank. World Tables, World Bank. Economic

Survey, Government of Kenya. Statistical Abstract,

Government of Kenya.

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikke nødvendigvis

sammenfaldende med Udenrigsministeriets.

ISBN: 87-7265-237-3

142

143

More magazines by this user
Similar magazines