Læs bogens afsnit om repræsentativt demokrati - Folkeskolen

demokrati 

som styreform 

og som ideologi 

undervisere.dk september 2010 

Mogens Herman Hansen 

museum tusculanums forlag

© Museum Tusculanums Forlag :: Københavns Universitet :: www.mtp.dk :: info@mtp.dk 


Demokrati 

som styreform 

og som iDeologi



Mogens Herman Hansen: 

REPRÆSENTATIVT 

DEMOKRATI 

[E-kapitel 2010] 

i 

[E-bog 2010]

Mogens Herman Hansen: Repræsentativt demokrati 

E-kapitel 

© Museum Tusculanums Forlag, 2010 

ISBN 978 87 635 3550 2 

i e-bogen: 



Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi 

E-bog 

© Museum Tusculanums Forlag, 2010 

ISBN 978 87 635 3542 7 

Uændret udgave i pdf-format af: 

Demokrati som styreform og som ideologi 

© Museum Tusculanums Forlag og Mogens Herman Hansen, 2010 

Faglig konsulent: Per Mouritsen 

Forlagsredaktion: Thomas Mogensen 

Sats og omslagsdesign: Pernille Sys Hansen, Damp Design 

Trykt hos Narayana Press, www.narayanapress.dk 

ISBN 978 87 635 3493 2 

Omslagsillustrationer 

VisionsofAmerica/Joe Sohm (Frihedsgudinden) og Scott Barbour (Walter Wolfgang). 

© Getty Images 

Ligesom denne bog har demokratiet en forside og en bagside. På omslagets forside 

har forfatteren valgt at bringe et foto af Frihedsgudinden i New Yorks havn. Statuen 

er en gave fra Frankrig til USA i anledning af hundredåret for Uafhængighedserklæringen. 

På den tavle, gudinden holder i venstre hånd, står datoen 4. juli 1776. I sin 

løftede højre hånd holder hun frihedens fakkel, »der skal oplyse verden«. Mere end 

noget andet monument er denne statue blevet symbolet på den frihed, som er det 

liberale demokratis grundværdi. – På bagsiden ses et foto fra det britiske Labourpartis 

landsmøde i 2005. Walter Wolfgang, et hæderkronet og højt agtet medlem af 

partiet, bliver taget under armene af to udsmidere og bortvist fra mødet, fordi han 

havde råbt »nonsense«, da udenrigsministeren i sin tale erklærede, at hensynet til 

demokratiet og sikkerheden var den eneste grund til britisk tilstedeværelse i Irak. 

Tilråb fra salen er en integreret del af den politiske debat i Storbritannien, såvel i 

Underhuset som i andre politiske forsamlinger. Udsmidningen af Walter Wolfgang 

er derfor ifølge forfatteren et eksempel på den begrænsning af ytringsfriheden, som 

er vokset frem i den vestlige verden efter terrorangrebet 11. september 2001. 

Bogen er udgivet med støtte fra 

Sportgoods Fonden 

Museum Tusculanums Forlag 

Njalsgade 126 

DK–2300 København S 

www.mtp.dk



FORORD __ 7 

HVAD ER DEMOKRATI? __ 15 

DEMOKRATI SOM STYREFORM OG SOM IDEOLOGI __ 39 

LIBERALT DEMOKRATI __ 49 

KONSTITUTIONELT DEMOKRATI __ 59 

REPUBLIKANISTISK DEMOKRATI __ 77 

DELIBERATIVT DEMOKRATI __ 95 

DIREKTE DEMOKRATI __ 109 

REPRÆSENTATIVT DEMOKRATI __ 125 

PARLAMENTET SOM DEMOKRATIETS CENTRALE INSTITUTION __ 151 

SUVERÆNITET, FOLKESUVERÆNITET OG DEMOKRATI __ 163 

DEMOKRATI, MAGTFORDELING OG DEN BLANDEDE FORFATNING __ 179 

DEMOKRATIETS SKELNEN MELLEM STAT OG SAMFUND – STAT OG 

INDIVID __ 201 

DEMOKRATI SOM FLERTALSSTYRE __ 211 

DEMOKRATI, BORGERSKAB OG MEDBORGERSKAB __ 245 

DEN OFFENTLIGE MENINGS BETYDNING FOR DEMOKRATIET __ 267 

DEMOKRATI OG FRIHED __ 281



DEMOKRATI OG LIGHED __ 303 

DEMOKRATI OG MENNESKERETTIGHEDER __ 321 

HVOR DEMOKRATISK ER DEN EUROPÆISKE UNION? __ 341 

DEMOKRATI OG GLOBALISERING __ 361 

HVORFOR DEMOKRATI? __ 373 

NAVNEREGISTER __ 393 

SAGREGISTER __ 399



fororD 

I dag er det demokrati og menneskerettigheder, der tilsammen udgør 

den vestlige verdens politiske evangelium, og de er blevet så tæt forbundne, 

at demokratiet nu anses som en forudsætning for menneskerettighedernes 

overholdelse. Den fremherskende form for demokrati 

er det liberale demokrati, der har friheden som grundværdi. Forstået 

som styreform er demokratiets kerne et system af politiske institutioner 

udpeget ved frie almindelige valg, afholdt med få års mellemrum 

og mellem kandidater opstillet af mindst to forskellige partier. Liberalismens 

fundament er den skarpe adskillelse mellem stat og samfund 

og kravet om maksimal frihed for den enkelte til i det civile samfund 

at leve, som man vil, når blot man overholder loven og tillader andre 

samme frihed. Det liberale demokrati er værdineutralt og pluralistisk: 

Borgernes syn på religion, moral og livsværdier er deres egen sag, som 

staten ikke skal blande sig i. Staten skal også blande sig mindst muligt 

i produktion og handel. Økonomiske forhold i det hele taget bør fortrinsvis 

styres af markedskræfterne. Den demokratiske stat skal fastsætte 

og opretholde retsordenen inden for territoriet over for folket, 

og den skal sikre og beskytte befolkningens rettigheder. Folket opfattes 

først og fremmest som en sum af individer, ikke som et fællesskab. 

Sådan er grundtrækkene i det moderne vestlige liberale demokrati 

– som idealtype. Virkeligheden tager sig ofte anderledes ud. Den 

store finanskrise har vist, at det ville have ført til en katastrofe, hvis 

samfundsøkonomien var blevet overladt til markedskræfterne, og 

stats magten måtte gribe ind i alle demokratier. På trods af den herskende 

privatiseringsiver bliver det i stedse højere grad staten, der 

”Repræsentativt demokrati” i Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi 

E-kapitel :: © Museum Tusculanums Forlag 2010 :: ISBN 978 87 635 3550 2 

http://www.mtp.hum.ku.dk/details.asp?eln=400496 

7

8 



Demokrati som styreform og som iDeologi 

styrer, således at skellet mellem stat og samfund hele tiden udviskes. 

Terrortruslen har i de fleste demokratiske lande medført en lovgivning, 

der indskrænker den frihed, som er demokratiets grundværdi. 

Skønt livsopfattelse og livsværdier principielt er hver enkelt individs 

sag, spiller religionerne og de konflikter, de skaber, en stedse større 

rolle i de moderne multikulturelle demokratier. De fremmedes krav 

om beskyttelse af friheden for deres værdier er ofte på kollisionskurs 

med, hvad der opfattes som nationale værdier. Det kan godt være, at 

det liberale demokrati fokuserer på individet, men nye begreber som 

medborgerskab og sammenhængskraft afslører et voksende behov for 

at dyrke fællesskabet. 

Modsætningen mellem liberalt demokrati som idealtype og som 

styreform er kommet klart frem i lyset i Danmark i nyeste tid. I 1993 

fik Venstres formand Anders Fogh Rasmussen publiceret en bog med 

titlen Fra socialstat til minimalstat, og her finder man en positiv skildring 

af alle liberalismens mærkesager: minimalstaten, markedskræfterne, 

frihedsrettighederne og individualismen. Men i sine otte år som 

statsminister søgte Anders Fogh Rasmussen i stedse stigende grad at 

bevare velfærdsstaten og dens værdier, og ofte var det svært at få øje på 

forskellen mellem regeringens og oppositionens politiske linje. 

Fællesnævneren for demokratibegrebets to facetter – det politiske 

og det ideologiske – er troen på, at de demokratiske idealer fremmes 

af de demokratiske politiske institutioner mere end af nogen anden 

statsform. Synspunktet er ligefrem lovfæstet i præamblet til Den 

Europæiske Menneskerettighedskonvention, som alle Europarådets 

medlemmer har tiltrådt: De »bekræfter deres dybe tro på disse grundlæggende 

frihedsrettigheder, som er grundlaget for retfærdighed og 

fred i verden og bedst håndhæves på den ene side af et virkelig demokratisk 

regeringssystem og på den anden side af en fælles forståelse 

og en fælles respekt for de menneskerettigheder, hvortil de bekender 

sig«. 

Menneskerettighederne og i særdeleshed frihedsrettighederne er 

det ideologiske grundlag for demokratiet. Følgelig er det kun demokratiske 

stater, der er rigtige stater. Det er i hvert fald den opfattelse, 

som vi har i den vestlige verden, og som vi søger at udbrede til resten 

af verden. Det er også lykkedes til en vis grad, for i dag vil langt de fle- 



http://www.mtp.hum.ku.dk/details.asp?eln=400496



fororD 9 

ste af alle verdens stater påstå, at de er demokratier. Ifølge den vestlige 

verdens opfattelse af, hvad demokrati er, er det imidlertid kun hen ved 

en tredjedel af alle verdens 193 stater, der er demokratier af gavn og 

ikke kun af navn; og det er kun en tredjedel af verdens befolkning, der 

bor i disse stater. Resten af staterne opfylder ikke de to krav, vi stiller 

til et demokrati: Styret skal bygge på frie almindelige valg, og værdierne 

skal være respekten for frihedsrettighederne og overholdelse af 

menneskerettighederne i det hele taget. Stater, der ikke respekterer 

menneskerettighederne og ikke praktiserer frie demokratiske valg, er 

defekte og forkrøblede stater, som hurtigst muligt bør fjernes fra det 

politiske verdenskort. 

Statsbegrebet er blevet normativt, vel ikke i folkeretlig forstand, 

men til gengæld i politisk forstand og i opinionen i den vestlige verden. 

Vort statsbegreb er nærmest kommet til at omfatte demokrati 

som et definitorisk krav. Især frihedsrettighederne står centralt. De 

kan bruges til at føre ideologiske korstog i demokratiets navn. Ofte er 

der nu andre mindre ideologiske faktorer, der spiller ind; men en interesseorienteret 

udenrigspolitik tager sig meget pænere ud, når den 

føres under skinnet af, at ens eneste motiv er at forsvare og udbrede 

demokratiet. Middelalderens korstog blev ført i kristendommens 

navn. Kolonisationen i nyere tid gennemførtes i civilisationens navn 

(her under naturligvis kristendommen). Den nye verdensorden gennemføres 

i demokratiets og frihedens navn. Det beskrives som »demokratisering«, 

og påstanden er, at demokratier ikke fører krig mod 

hinanden. Verdensfreden vil derfor blive en realitet, når alle verdens 

stater er blevet liberale demokratier. Men vil det nogensinde ske? 

Det er som sagt kun hen ved en tredjedel af verdens stater, der kan 

gå for at være liberale demokratier. Og der er dybe kulturelle barrierer, 

der står i vejen for det liberale demokratis udbredelse. En fjerdedel af 

verdens befolkning bekender sig til islam, og en femtedel er kinesere, 

hvis livsfilosofi er baseret på en blanding af kongfuzianisme, taoisme 

og buddhisme. Begge kulturer står fremmede over for Vestens skarpe 

skel mellem stat og samfund og den personlige frihed opfattet som en 

rettighed, individet har over for staten. I begge kulturer er det fællesskab 

og lydighed, der er de basale værdier, og i den islamiske verden 

hører stat og religion sammen. Begge kulturer er altså i deres væsen 




10 




udemokratiske, og det vil formentlig tage generationer, før det liberale 

demokratis værdier slår igennem. Eller også går det lige omvendt: 

at det bliver Kina og islam, der sætter deres værdier igennem over for 

den vestlige verden. 

Med Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 

bredte der sig i den vestlige verden den opfattelse, at nu havde demokratiet 

sejret definitivt. Begejstringen over demokratiets sejr over socialismen 

kunne dog ikke skjule, at demokratiet stadig har alvorlige 

problemer at slås med. Nogle af dem er lige så gamle som demokratiet 

selv, men består fortsat uanset den ændrede magtbalance i verden. 

Demokrati er folkestyre, men i de fleste tilfælde vil folk ikke være 

enige, og i praksis bliver demokratiet derfor et flertalsstyre. Men hvad 

så med mindretallet? Hvorfor er det forpligtet til at finde sig i, hvad det 

kun er et flertal, der har besluttet? Problemet om den politiske forpligtelse 

er lige så gammelt som demokratiet selv, og vi møder det første 

gang i Platons dialog Kriton, hvor den fængslede Sokrates gør rede for, 

hvorfor han bør acceptere sin dødsdom, selv om han mener, at den er 

forkert, og ikke bør følge Kritons forslag om at flygte fra fængslet. 

Andre problemer hænger sammen med den teknologiske udvikling 

og dens revolutionerende indflydelse på de samfund, vi lever i. Itteknologien 

har fx skabt internettet, der giver fantastiske muligheder 

for fri adgang til information og meningsudveksling, faktorer, som 

er en forudsætning for demokrati eller snarere en del af demokratiet. 

De nye elektroniske medier har også muliggjort en tilbagevenden til 

mere direkte former for demokrati, hvis det er det, man ønsker. På den 

anden side har den nye teknologi også været drivkraften i en globalisering, 

der måske kan blive en trussel mod demokratiet. 

Globaliseringen har ændret magtfordelingen i verden, og en af 

dens konsekvenser er, at staterne har mistet og fortsat vil miste en stor 

del af den centrale betydning, de har haft frem til det tyvende århundredes 

sidste årtier. 

Og det får naturligvis konsekvenser for demokratiet. Som politisk 

system er demokratiet en statsform, og uden stat ingen statsform. 

De store aktører bliver de internationale koncerner og de internationale 

politiske organisationer. Det nationale demokratis dage er måske 

talte. Eller måske udvikles der helt nye former for demokrati. 






fororD 11 

Globaliseringens langsigtede betydning for stat og demokrati ligger 

hen i det uvisse. En helt aktuel trussel mod demokratiet indtraf 

ti år efter Sovjetunionens sammenbrud: terrorangrebet 11. september 

2001. Angrebet var rettet mod USA, der opfatter sig som verdens ledende 

demokrati. Og lige siden har de vestlige demokratier stået over 

for en ny og uventet udfordring: den internationale terrorisme. Europarådet 

har vedtaget en konvention om forebyggelse af terrorisme, og 

i stort set alle de vestlige demokratier har man indført love mod terror, 

der skal sætte politi og myndigheder i stand til at spore og uskadeliggøre 

terroristerne, før de slår til. Myndighederne har fået udvidet deres 

ret til tv-overvågning, telefonaflytning, fængsling af mistænkte uden 

at de stilles for en domstol osv. Ytringsfriheden er blevet indskrænket, 

og der er udvidet adgang til at forbyde politiske organisationer, der 

kan sættes i forbindelse med terrorisme. Man har kort sagt indskrænket 

de frihedsrettigheder, der netop er demokratiets kerneværdier. Det 

er i et vist omfang nødvendigt, men hvor går grænsen? Man skulle nødig 

nå dertil, at man afskaffer demokratiet i sine bestræbelser på at 

beskytte det. 

Dette demokratiske paradoks har jeg valgt at afbilde på bogens 

omslag. På forsiden ses statuen af frihedsgudinden i New Yorks havn, 

selve symbolet på demokratiets grundværdi. I 1989 opstillede de kinesiske 

studenter en kopi af statuen på Tiananmenpladsen og kaldte den 

for demokratiets gudinde. På bagsiden ses et billede af Walter Wolfgang, 

et gammelt højt respekteret medlem af Labour, der korporligt 

blev smidt ud af partiets kongres i 2005, fordi han råbte »nonsense«, 

da udenrigsministeren forklarede, at hensyn til demokratiet og sikkerheden 

var den eneste grund til britisk tilstedeværelse i Irak. 

Bag paradokset ligger den grundopfattelse, at demokrati er et 

umisteligt gode, som det er værd at beskytte. Den demokratiske styreform 

bliver ligefrem ophøjet til en menneskeret i artikel 21 af FN’s 

Menneskerettighedserklæring af 1948. Men hvad er demokrati? I 1948 

stillede UNESCO dette spørgsmål til 500 udvalgte filosoffer og samfundsforskere 

fra hele verden. Undersøgelsen blev publiceret i 1951. 

Det eneste, de alle var enige om, var, at demokrati er noget godt. Hvad 

det egentlig er, og hvad det er godt for, var der ingen enighed om. 

Formålet med denne bog er at belyse begge disse spørgsmål. Bo- 




12 




gens titel er Demokrati som styreform og som ideologi. Bogen beskriver 

dels det liberale demokrati, som den vestlige verdens stater praktiserer 

og bekender sig til, og dels de idealer, som styreformen bygger på 

og søger at realisere. 

Bogen handler om demokrati generelt, altså om de institutioner 

og idealer, som de demokratiske stater har til fælles. De skildres alment 

i bogens kapitler, men bliver også eksemplificeret, og her har jeg 

fortrinsvis valgt Danmark som eksempel. Andre eksempler hentes fra 

USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. De øvrige demokratiske 

lande bliver kun omtalt sporadisk. 

Bogen er skrevet for alle de danskere, der interesserer sig for demokrati 

og gerne vil vide, hvad demokrati er i dag, og hvilke tanker 

der tænkes om demokrati i det, der kaldes »den politiske tænkning«. 

Men samtidig henvender bogen sig også til fagfolk, altså politikere og 

politologer. 

Selve teksten er skrevet, så den kan læses og forstås af folk uden 

faglige forudsætninger. Til glæde for fagfolk er bogen forsynet med en 

omfattende dokumentation, som jeg har valgt at bringe som slutnoter 

og ikke som fodnoter. Så kan den alment interesserede læse teksten 

uden at blive distraheret af noterne, og fagfolk kan få den dokumentation, 

som de har krav på. Bogen omfatter 21 kapitler. De hænger 

naturligvis sammen, og der er adskillige krydshenvisninger mellem 

kapitlerne. Men jeg har bestræbt mig på, at hvert kapitel behandler 

et bestemt aspekt af demokratiet og kan læses for sig selv. Derfor har 

jeg også anbragt litteraturliste og slutnoter efter hvert kapitel og ikke 

samlet bagest i bogen. Det har på den anden side medført, at jeg i visse 

tilfælde har måttet omtale nogle grundlæggende synspunkter i flere 

kapitler, og tilsvarende er der gentagelser i litteraturlisterne og i dokumentationen 

i noterne. 

Størstedelen af den benyttede litteratur er på fremmede sprog, og 

når jeg citerer den, har jeg valgt følgende fremgangsmåde: Alle citater 

i selve teksten er oversat til dansk. I noterne bringes citater på engelsk 

uden oversættelse, mens citater på tysk, fransk, italiensk og latin er 

forsynet med oversættelse til dansk. Citater på andre sprog bringes 

kun i oversættelse. 

Sidst, men ikke mindst vil jeg takke dem, der har hjulpet mig. 






fororD 13 

Først og fremmest Sportgoods Fonden, der har opfordret mig til at 

skrive bogen og givet mig mulighed for det ved i to år at finansiere et 

delvist frikøb fra mine forpligtelser som docent ved Saxo-Instituttet på 

Københavns Universitets Humanistiske Fakultet. Dernæst vil jeg takke 

professor Per Mouritsen, der har læst og kritiseret mit manuskript 

kapitel for kapitel. Jeg turde kun påtage mig opgaven, hvis jeg kunne 

få en professionel politolog til at kritisere mit arbejde. Per Mouritsen 

har bidraget med mange kloge betragtninger og forslag til rettelser og 

udvidelser. Vi har dog ikke altid været enige, og nogle steder har jeg tilladt 

mig at fastholde mit synspunkt i uændret eller uddybet form. For 

at have læst og kommenteret enkelte af bogens kapitler vil jeg takke 

associeret professor Hans Henrik Bruun, kontorchef Lars Bærentzen, 

advokat Steen Lassen, højesteretspræsident Torben Melchior og advokat 

Cecilie Reumert Wagtmann. Til sidst vil jeg takke Folketingets EU- 

Oplysning for gode besvarelser på adskillige spørgsmål. 






repræsentativt 

Demokrati 

1. Repræsentation og magtdeling 

Alle moderne demokratier er repræsentative demokratier, men hvad 

vil det sige, at et demokrati er repræsentativt? Hvis vi tager udgangspunkt 

i Montesquieus tredeling af magten i den lovgivende, den udøvende 

og den dømmende, kan vi med det samme slå fast, at tanken 

om repræsentation er nøje knyttet til den lovgivende magt. 1 

Der er ingen, der tænker på, at dommerne skal være repræsentanter 

for andet end loven og retfærdigheden. Men her taler vi om at 

repræsentere en idé eller et princip, ikke en gruppe personer. Ingen vil 

drømme om, at Højesteret skal repræsentere folket, eller at de 19 højesteretsdommere 

skal repræsentere forskellige partier eller forskellige 

grupper af befolkningen. 2 Man kan måske tale om en form for repræsentativitet 

i forbindelse med nævninger. De er udtaget tilfældigt 

blandt borgere og kan således i en vis forstand siges at skulle repræsentere 

folket og den folkelige retsbevidsthed. 3 

Tilsvarende med den udøvende magt: Ingen tænker på, at embedsmændene 

skal repræsentere grupper eller partier. Det har tværtimod 

været et grundprincip, at der bør være et skarpt skel mellem embedsmænd 

og politikere. 4 I vor tid er princippet brudt af »de politiserende 

embedsmænd«, 5 og på ét vigtigt punkt har man altid gjort en undtagelse: 

I spidsen for den udøvende magt står en række ministre, der alle 

tilhører et politisk parti og kan siges at repræsentere de partier, de til- 



http://www.mtp.hum.ku.dk/details.asp?eln=400496 

125



126 


hører. Og i spidsen for ministrene står en statsminister eller en præsident. 

I de demokratier, hvor det er en statsminister, der står i spidsen 

for den udøvende magt, sker udvælgelsen i parlamentet, altså ved en 

form for indirekte valg. Det er det system, man har i fx Tyskland, Storbritannien 

og Danmark. Hvis det er en præsident, sker udvælgelsen 

ved direkte valg som i USA og i en række syd- og mellemamerikanske 

stater samt i Frankrig og en række andre europæiske stater. Den 

person, der står i spidsen for den udøvende magt, bliver hele folkets 

repræsentant, men også regeringens og sit partis repræsentant, da vedkommende 

jo tilhører et politisk parti. 

Endelig er der statsoverhovedet, der i parlamentariske demokratier 

er forskellig fra statsministeren. I de få tiloversblevne konstitutionelle 

monarkier er det monarken; i alle republikkerne er det en direkte 

eller indirekte valgt præsident. Men statsoverhovedet repræsenterer 

staten snarere end folket, og repræsentation skal her forstås i ceremoniel 

forstand: Statsoverhovedet er statens levende symbol og den 

person, der repræsenterer sit land ved officielle lejligheder. 6 I mange 

republikker har præsidenten visse magtbeføjelser, fx vetoret over for 

lovforslag. I de konstitutionelle monarkier bør monarken principielt 

ikke blande sig i partipolitik eller i noget politisk problem, hvor grupper 

i befolkningen indtager forskellige holdninger. Det vil i praksis 

sige, at statsoverhovedet ikke skal blande sig i politik. 7 

Der er altså enkelte spor af repræsentation i den dømmende magt 

og et element af repræsentation i den udøvende magts top. Men det 

kan ikke tilsløre, at den repræsentation, man taler om i forbindelse 

med repræsentativt demokrati, ubestrideligt er knyttet til den lovgivende 

magt. I alle moderne demokratier udøves lovgivningsmagten 

formelt af et folkevalgt parlament, i Danmark af Folketinget. 8 Hvem er 

det så, medlemmerne af Folketinget repræsenterer? De repræsenterer 

folket. 9 Og det er i kraft af denne repræsentation, at vi kan sige, at vi 

har et folkestyre, altså et demo-krati. Men så må vi spørge: I hvilken 

forstand repræsenterer de folket? Hvad er repræsentation for noget? 

Det spørgsmål kan udmøntes i en række mere specifikke spørgsmål: 

Hvem er repræsentanterne? Hvordan udpeges de? Hvilke beføjelser 

har de? Hvilket forhold er der mellem repræsentanterne og de repræsenterede? 






repræsentativt Demokrati 127 

2. Hvem er repræsentanterne? 

Et repræsentativt demokrati opfattes ofte som en styreform, hvor 

repræsentanterne er et repræsentativt udvalg af dem, de repræsenterer. 

10 Et parlament bør afspejle det folk, det lovgiver for. Dette synspunkt 

findes helt tilbage til det repræsentative demokratis fødsel og 

fremføres fx af John Adams, USA’s anden præsident (1797–1801): »En 

repræsentativ lovgivende forsamling skal være et miniatureportræt af 

hele folket og skal tænke, føle, ræsonnere og handle ligesom folket.« 11 

En helt anden vurdering af forholdet mellem folket og dets repræsentanter 

finder vi hos James Madison, USA’s fjerde præsident (1809–17). 

Han så repræsentation som et filter, »der forfiner og forstørrer den offentlige 

mening ved at lade den passere gennem en valgt forsamling af 

borgere, hvis visdom bedst kan vurdere deres lands sande interesser.« 

Ifølge Madison ville en sådan repræsentativ forsamling bedre kunne 

erkende almenvellet end det forsamlede folk selv. 12 

Lige siden det repræsentative demokratis fødsel har begge synspunkter 

haft deres tilhængere, og de findes stadig den dag i dag, ofte 

side om side. I et moderne parlament bør der ideelt være lige mange 

mænd og kvinder, medlemmernes aldersfordeling bør svare til befolkningens, 

landets forskellige regioner bør være ligeligt repræsenteret, 

og der bør også være en spredning på socialgrupper og erhverv osv. 13 

Set ud fra denne synsvinkel kan man diskutere, om valg er den rigtige 

udvælgelsesmetode. Ville lodtrækning ikke være at foretrække? Ved 

en ordentligt gennemført randomisering ville man virkelig få et parlament, 

der i sin sammensætning svarede til den befolkning, det skulle 

lovgive for. 14 

Dét ville imidlertid være en rigtig dårlig idé. For på andre punkter 

er ideologien netop, at parlamentsmedlemmerne ikke skal være et 

tværsnit af befolkningen. De bør være bedre informerede og bedre uddannede, 

end folk er flest, og det er også en fordel, hvis de er bedre begavede 

end gennemsnittet af befolkningen. De skal have evnen til at 

formulere sig, debattere og skabe tilslutning til deres synspunkter. De 

skal være smidige personer, der er indstillet på samarbejde og om nødvendigt 

at gå på kompromis. Og de skal helst også være karismatiske 

personer. De skal kort sagt være gode professionelle politikere. 15 






128 


Desuden skal et parlamentsmedlem også tilhøre et politisk parti. 

Parlamentet skal afspejle de holdninger, borgerne har. Borgerne må 

derfor tilkendegive deres holdninger, og det sker klarest ved et valg. 

Derfor kan det ikke nytte at bruge lodtrækning som udvælgelsesmåde. 

Vi skal bruge valg. Men til parlamentet skal borgerne ikke vælge folk, 

der er nøjagtig, som de selv er. Ingen vælger vil stemme på et gennemsnitsmenneske, 

dvs. en kandidat, der i alle henseender ligner andre 

mennesker. Enhver vælger vil stemme på en person, der udmærker 

sig frem for andre i en eller anden henseende: ved sin hæderlighed, begavelse, 

dygtighed, charme, slagfærdighed, rigdom, medietække eller 

sit gode udseende. Det er dybest set rigtigt, hvad der var den almindelige 

opfattelse fra Aristoteles til Rousseau: Set fra de valgtes side er 

valg i sit væsen en aristokratisk procedure. Set fra vælgernes side er 

det en demokratisk procedure, hvis der er almindelig valgret. Vil man 

have en rent demokratisk procedure, må man bruge lodtrækning. 16 

Til at varetage politikerens rolle skal man vælge folk, der er bedre rustede 

end den gennemsnitlige vælger til at løse opgaven: at formulere 

og vedtage de love, der fastsætter og fordeler værdierne i et samfund. 

Medlemmerne af landets parlament bør være en elite. 

Er de moderne parlamentsmedlemmer så den elite, som Madison 

drømte om? Både ja og nej. Hundrede år efter Madison måtte Lord 

Bryce erkende, at det ikke længere var landenes bedste begavelser og 

største talenter, der sad i parlamenterne. Det demokratiske lighedsprincip 

havde sat sit præg på de lovgivende forsamlinger. 17 Men udvidelsen 

af valgretten havde haft den omvendte virkning: I 1800-tallet 

var valgretten indskrænket til den velsituerede og veluddannede del 

af de mandlige borgere. Det var en større elite, der valgte en mindre 

elite. Efter Anden Verdenskrig er der i alle demokratier indført almindelig 

valgret for mænd og kvinder. Nu er det hele folket, der vælger 

en elite. Den almindelige valgret har medført, at afstanden mellem 

gennemsnittet af vælgerne og gennemsnittet af de valgte er vokset, 

både uddannelsesmæssigt og socialt. Så i alle demokratier udgør parlamentsmedlemmerne 

stadig en uddannelsesmæssig, erhvervsmæssig 

og social elite. Folk med en universitetsgrad er kraftigt overrepræsenterede, 

og et betydeligt antal har beklædt ledende stillinger, før 

de blev valgt ind i parlamentet. 18 De fleste parlamentsmedlemmer er 







også børn af forældre, der tilhører de højere sociale lag i samfundet, 

og – endnu vigtigere – som ofte selv har været parlamentsmedlemmer. 

Tendensen til politisk indavl er betragtelig, og der er betænkeligt 

mange politiske familier, der sidder i parlamentet eller på ministerposter 

generation efter generation. 19 Også i Danmark udgør folketingsmedlemmerne 

en parlamentarisk elite, men det er ikke noget, man 

skilter med. Vi lever jo i Jantelovens land. Så hverken borgerne eller 

politikerne selv er interesserede i at fremhæve det elitære aspekt af 

folkerepræsentationen. 

3. Repræsentanternes opgaver og ansvar 

En anden opfattelse af repræsentation fokuserer på repræsentanternes 

opgave: En gruppe personer bemyndiger en eller flere repræsentanter 

til at træffe afgørelser på gruppens vegne. Gruppen afstår myndighed. 

De repræsenterede bindes af de beslutninger, repræsentanterne har 

truffet, og bliver ansvarlige for dem, 20 men repræsentanternes opgave 

er naturligvis at varetage de repræsenteredes interesser. 

I et repræsentativt demokrati sker bemyndigelsen ved valg. 21 

Hvordan kan de repræsenterede sikre sig, at repræsentanten faktisk 

vare tager deres interesser? Ved at repræsentanten kan drages til ansvar 

for sine beslutninger 22 og ved at have hyppige valg, hvor borgerne 

kan udskifte de repræsentanter, de er utilfredse med, og vælge andre, 

som de har større tillid til. 23 

Den myndighed, repræsentanterne får overdraget, er centrale 

dele af selve statsmagten: Nemlig lovgivningsmagten samt retten til 

at udpege chefen for den udøvende magt, og derved kommer den politiske 

repræsentation til at adskille sig væsentligt fra alle de former 

for repræsentation, som praktiseres i samfundet i øvrigt. Folket vælger 

repræsentanter, der skal varetage folkets interesser: Folket er herre, 

repræsentanterne er tjenere. Men når repræsentanterne først er indsat, 

giver de love, som folket er forpligtet til at følge, og hvis de ikke gør 

det, bliver de tvunget til det. Nu er det tjeneren, der befaler, og herren, 

der adlyder. Repræsentanternes myndighed er imidlertid tidsbegrænset. 

Ved næste valg må repræsentanterne stå til ansvar for, hvordan de 






130 


har handlet på folkets vegne, og underkaste sig folkets dom: Og for at 

blive genvalgt må de sørge for at fastholde vælgernes tillid eller genvinde 

den i perioden op til valget. På valgdagen er det folket, der er 

herre, og repræsentanterne, der er tjenere. Dette paradoksale forhold 

mellem herre og tjener beskrives med ætsende ironi af Jean-Jacques 

Rousseau i en passage i Samfundspagten, hvor han kritiserer det ellers 

så lovpriste repræsentative styre i England i oplysningstiden. »Det 

engelske folk tror, det er frit. Det tager alvorligt fejl. Det er kun frit 

den dag, det vælger parlamentsmedlemmerne. Så snart de er valgt, er 

folket slave. Det er intet. Den korte tid, folket nyder friheden, og den 

brug, det gør af den, viser, at det fortjener at miste den.« 24 

4. Repræsentanterne skal varetage 

vælgernes interesser 

Hvad er det for »interesser«, repræsentanterne skal varetage? »Interesse« 

er et vidt begreb, og der er mange svar på, hvad der er i vælgernes 

interesse. I den fremherskende liberale tænkning bliver begreberne 

interesse og individ sædvanligvis sammenstillet, 25 og når man taler 

om, hvad der er i folkets eller vælgernes interesse, forestiller man sig 

en opsummering af alle borgernes individuelle interesser. 26 Interesse 

sidestilles med præference, præference med ønske, og ønske med en 

forestilling om personlige fordele. Det er en sammensmeltning af utilitarisme 

og liberalisme, der ligger bag denne tankegang. 27 

Skal repræsentanterne bestræbe sig på at opfylde vælgernes ønsker? 

Eller skal de fremme det, som de selv mener er til gavn for vælgerne, 

uanset om vælgerne ønsker det eller ej? 28 Hvis vælgernes interesser 

identificeres med deres ønsker, bliver interesse et rent subjektivt 

begreb. Hvis repræsentanterne derimod identificerer vælgernes 

interesser med, hvad der er til gavn for vælgerne, bliver interesse på 

sin vis et objektivt begreb, men alligevel også et subjektivt begreb, idet 

det nu bliver repræsentanterne, der skal afgøre, hvad der efter deres 

opfattelse er i deres vælgeres interesse. En afgørende forskel mellem 

de to positioner er, at vælgerne formodes at ville fremme deres egen 

interesse, mens repræsentanterne forventes at fremme vælgernes in- 







teresser, således at deres egen interesse kun bliver tilgodeset, i det omfang 

den falder sammen med vælgernes. 

En anden dimension i interessebegrebet er, at det enten kan indskrænkes 

til kun at omfatte, hvad der er til vælgernes personlige fordel, 

eller også kan udvides til også at omfatte vælgernes holdninger 

til samfundsrelevante spørgsmål i det hele taget. 29 Fx kan én gruppe 

vælgere ønske at få sænket indkomstskatten, en anden derimod at fordoble 

ulandsbistanden. I det første tilfælde er interessen knyttet til et 

ønske om egen fordel, i det andet tilfælde til et altruistisk ønske om at 

hjælpe andre. 

En tredje dimension er spørgsmålet om, hvorvidt vælgernes interesser 

er lig summen af alle vælgeres individuelle interesser, eller om 

der findes en form for almenvel, et kollektivt gode, der er forskelligt 

fra vælgernes individuelle interesser, enten således, at varetagelsen af 

det fælles bedste er en nødvendig forudsætning for, at vælgerne kan 

få deres personlige interesser tilgodeset, eller således, at fællesskabet 

har en egenværdi, som borgerne bør værne om uden hensyntagen til 

personlige fordele. 30 At bidrage til opretholdelse af retsordenen er en 

forudsætning for, at borgerne kan nyde godt af deres individuelle rettigheder. 

At ville ofre sit liv for fædrelandet er at kæmpe for en fælles 

sag, som man i givet fald ikke selv vil komme til at nyde godt af. 

5. Forholdet mellem repræsentanterne 

og de repræsenterede 

Hvordan skal repræsentanterne varetage deres vælgeres interesser? 

I moderne demokratier er der to forskellige holdninger til dette problem 

og to modeller til, hvordan det kan løses: delegationsmodellen 

og formyndermodellen. 31 Forskellen mellem dem træder klarest frem 

i de demokratiske lande, hvor alle de valgte udpeges ved flertalsvalg i 

enkeltmandskredse. 

Ifølge delegationsmodellen skal parlamentsmedlemmerne, når 

de er valgt, repræsentere vælgerne og i parlamentet arbejde på at få 

gennemført den politik, som flertallet af deres vælgere ønsker. Mange 

liberale demokrater deler utilitaristernes opfattelse af, at ingen ved 






132 


bedre end borgerne selv, hvad der er i deres egen interesse. 32 Derfor bør 

repræsentanterne bestræbe sig på at iværksætte det, som deres vælgere 

ønsker. 

Ifølge formyndermodellen er parlamentsmedlemmerne valgt i 

kraft af deres større dømmekraft, deres fremsynethed, deres bedre uddannelse, 

deres større viden om samfundet og deres evner til at skabe 

politisk flertal for deres synspunkter. De behøver derfor ikke at følge 

deres vælgeres ønsker. De ved bedre: Og hvis vælgerne er utilfredse, 

kan de jo blot vælge en anden formynder ved næste valg. Det er en 

sådan holdning, Edmund Burke gav udtryk for i den tale, han holdt i 

1774 til vælgerne i sin valgkreds i Bristol: 

Jeres repræsentant skylder jer ikke alene sine anstrengelser, 

men også sin dømmekraft, og han forråder i stedet for at tjene 

jer, hvis han ofrer den for at følge jeres mening […]. Regering og 

lovgivning drejer sig om fornuft og dømmekraft og ikke om 

tilbøjelighed; og hvad er det for en fornuft, hvor konklusionen 

går forud for diskussionen? At udtrykke en mening er alle 

menneskers ret, og vælgernes mening er vægtig og respekta bel 

og en, som repræsentanten altid med glæde burde høre og altid 

omhyggeligt tage i betragtning. Men autoritative instrukser og 

udstedte mandater, som medlemmet er bundet til blindt at adlyde, 

at stemme og at argumentere for, skønt i modstrid med hans 

dømmekrafts åbenlyse overbevisning og samvittighed – noget 

sådant er fuldstændig fremmed for dette lands love og beror 

på en fundamental misforståelse af idé og ånd i vor forfatning. 

Parlamentet er ikke en forsamling af ambassadører for forskellige 

og fjendtlige interesser, som hver må varetage som agent og 

advokat imod andre agenter og advokater; parlamentet er en 

deliberativ forsamling for en nation med én interesse nemlig 

helhedens, hvor ikke lokale mål eller lokale fordomme bør være 

udslagsgivende, men det almene vel som resultat af helhedens 

almene ræsonnement. 33 

Burkes tale citeres i reglen som et indlæg til forsvar for formyndermodellen. 

Det er den også, men vi må ikke overse et andet tema i talen: Et 

parlament er en deliberativ forsamling. Gode beslutninger er resulta- 







tet af en debat, hvor deltagerne er indstillet på at lade sig overbevise af 

gode argumenter. Parlamentsmedlemmerne må derfor have mulig hed 

for at kunne skifte standpunkt, hvis en modparts argumenter er overbevisende. 

Hvis parlamentsmedlemmerne stiller med bundet mandat, 

bliver den parlamentariske debat meningsløs. 

Parlamentsmedlemmerne foretrækker naturligvis formynder model 

len, mange menige borgere derimod delegationsmodellen. 34 Den 

op fattes også umiddelbart som den mest demokratiske. Hvis re præsen 

tanterne er forpligtet til at kæmpe for det, som (flertallet af) deres 

vælgere ønsker, bliver der virkelig tale om indirekte folkestyre. 35 Men 

forudsætningen for, at modellen kan fungere, er, at vælgerne er intelligente 

og uddannede nok til at forstå de problemer, som deres repræsentanter 

skal lovgive om, at de har let adgang til den nødvendige information, 

og, ikke mindst, at de er indstillede på at bruge den tid, det 

kræver at sætte sig ind i stoffet. 

Delegationsmodellen skaber også et andet problem. Hvis parlamentsmedlemmerne 

stiller med bundet mandat, er der ingen mulighed 

for en reel politisk debat i parlamentet, hvor saglig argumentation 

kan få nogle af politikerne til at skifte standpunkt. Tilhængere 

af deliberativt demokrati må derfor nødvendigvis foretrække formyndermodellen 

frem for delegationsmodellen. 

Og dermed er vanskelighederne ved delegationsmodellen ikke 

udtømt. Repræsentanterne vælges for en periode på flere år, i USA to 

år, i Europa fire eller fem. 36 Instrukser til repræsentanterne udstedt i 

forbindelse med valg ville forudsætte, at vælgerne på forhånd vidste, 

hvilke opgaver repræsentanterne skulle løse i løbet af valgperioden, 

og det er det jo umuligt at spå om. Desuden har de fleste vælgere slet 

ikke nogen mening om et stort antal af de sager, som deres repræsentanter 

skal tage stilling til. Her er repræsentanterne afskåret fra at gøre, 

som vælgerne ønsker; for vælgerne har ingen ønsker. 37 Repræsentanterne 

kan ikke gøre andet end at gå ind for det, som de selv mener er 

til vælgernes bedste. 

Men hvis repræsentanterne nu skal tage stilling til et spørgsmål, 

hvor de kender flertallet af deres vælgeres holdning, men selv har en 

anden opfattelse? Eller sæt, at flertallet har en svag præference for 

et synspunkt, men mindretallet en meget stærk præference for det 






134 


modsatte synspunkt. Skal repræsentanterne så gøre, hvad flertallet 

ønsker, eller hvad mindretallet går ind for, eller hvad de selv tror er 

til vælgernes bedste? 38 Kan vælgerne skelne mellem, hvad de umiddelbart 

ønsker, og hvad der på langt sigt er i deres interesse? 39 Mange 

politiske tænkere har jo forfægtet det synspunkt, at mennesker ofte er 

dårlige til at dømme om, hvad der tjener deres interesser bedst. 40 Utilitaristerne 

mener nok, at vi hver især er bedst til at dømme om, hvad 

der er i vor egen interesse. Men det betyder ikke, at enhver bedst selv 

ved, hvad der tjener egeninteressen, men at det er enhver, der i sidste 

instans skal afgøre, hvad der er i egen interesse. Kun den, der har skoen 

på, ved, hvor den trykker. Men det betyder ikke, at enhver på forhånd 

ved, hvilken sko der passer bedst. Det ved en kyndig skotøjsforhandler 

nok bedre end kunden. Men det er kunden, der skal vælge mellem de 

sko, som skotøjsforhandleren finder frem. 41 Vi er tilbage ved Aristoteles’ 

erkendelse af to forskellige former for »viden«. Det er arkitekten, 

der ved, hvordan man skal bygge et hus, men det er bygherren, der ved, 

om huset er godt at bo i. 42 

Hvad vil det så sige, at repræsentanterne skal søge at gennemføre 

det, deres vælgere ønsker? Repræsentanterne skal jo ikke pleje deres 

vælgeres individuelle interesser. De skal se på, hvad der gavner almenvellet. 

Hvis vælgerne sætter egeninteressen over almenvellet, bør repræsentanterne 

sætte sig ud over, hvad vælgerne mener, og gøre det, 

som de selv mener tjener almenvellet bedst. Kun hvis vælgerne sætter 

almenvellet over deres private særinteresser, vil repræsentanterne 

have en forpligtelse til at lytte til deres standpunkt. 

Problemet kan illustreres med et eksempel: Man kan forestille 

sig, at parlamentet i en stat overvejer at indføre lovpligtig vaccination 

mod en farlig sygdom, der er ved at brede sig i befolkningen. Hidtil 

har man kun haft et tilbud om frivillig vaccination. Lovpligtig vaccination 

vil sikre hele befolkningen mod sygdommen, men ca. 5 % af 

befolkningen vil rammes af en alvorlig lidelse som følge af vaccinationen. 

Den enkeltes egeninteresse vil være, at de andre lader sig vaccinere, 

men at man selv slipper for vaccinationen. Derved undgår man 

både, at sygdommen spredes, og at man selv bliver smittet, og samtidig 

løber man ingen risiko for selv at blive alvorligt syg af vaccinen. 

Hvis flertallet satser snævert på egeninteressen, vil kun et mindretal 







lade sig vaccinere, og sygdommen vil kunne brede sig og ramme landet 

hårdt. Derfor må alle sætte almenvellet over den snævre egeninteresse; 

det vil være til gavn for hele samfundet, og faktisk også for flertallet 

af borgerne individuelt. Hvis kun et mindretal af befolkningen 

vil lade sig vaccinere frivilligt, må repræsentanterne lovgive om sagen 

og tvinge befolkningen til det. 43 

Indtil nu har vi skelnet mellem to muligheder: at repræsentanterne 

arbejder for det, som deres vælgere selv ønsker, eller at repræsentanterne 

arbejder for det, som de selv tror er i vælgernes interesse. En 

tredje mulighed er, at repræsentanterne arbejder for det, som er i deres 

egen interesse. 44 Det repræsentative demokratis ideal er, at repræsentanterne 

uegennyttigt varetager vælgernes interesser og kun skeler til 

egne interesser, i det omfang de falder sammen med flertallet af vælgernes. 

Men det er ubestrideligt, at politikere er ambitiøse mennesker, 

der har stærke personlige interesser. Derfor er der altid en fare for, at 

de i en konfliktsituation foretrækker den løsning, der fremmer deres 

egne interesser. På den anden side: En politikers stærkeste personlige 

interesse er ofte at blive ved magten, altså at blive genvalgt. Og det kan 

politikerne kun blive, hvis vælgerne ved næste valg mener, at de har 

varetaget folkets interesser og ikke (kun) deres egne. 45 

Formyndermodellen er grundlovsfæstet i Danmark. I § 56 står 

der: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning 

og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere«. 46 Denne passus trækkes 

gerne frem af politikerne, når de skal begrunde, hvorfor de ikke behøver 

at repræsentere deres vælgere, men skal følge deres egen overbevisning 

og samvittighed. 

Hverken formyndermodellen eller delegationsmodellen kan accepteres 

i sin rene form. Hvis parlamentsmedlemmerne konse kvent 

vælger at følge deres eget hoved, hver eneste gang der er en uoverensstemmelse 

mellem, hvad de selv mener, og hvad flertallet af deres vælgere 

mener, så giver det ikke længere mening at tale om repræsentativt 

demokrati. På den anden side er det ikke blot umuligt, men også 

uhensigtsmæssigt, hvis repræsentanterne slavisk skal gå ind for, hvad 

flertallet af deres vælgere ønsker eller formodes at ønske. Et rigtigt forhold 

mellem repræsentanter og vælgere må være at finde et sted mellem 

de to yderpunkter. 47 Som mellemproportional mellem en ubetin- 






136 


get accept af formyndermodellen og flere New England-staters accept 

i 1770’erne af skriftlige instrukser for de valgte repræsentanter 48 kan 

man citere det synspunkt, som den engelske politiker George Canning 

fremførte i 1812 over for vælgerne i sin valgkreds: »Det kan forekomme, 

at jeres vurdering af en sag strider mod min. I alle sådanne tilfælde 

kan jeg ikke love jer uden videre at tilslutte mig jeres opfattelse, men 

jeg lover jer, at enhver uoverensstemmelse mellem os altid vil få mig 

til at betvivle mine egne synspunkter, efterprøve dem omhyggeligt og 

beredvilligt korrigere dem, hvis jeg tager fejl.« 49 

Forudsætningen for denne fremstilling af forholdet mellem formyndermodellen 

og delegationsmodellen har været, at valget mellem 

de to modeller vedrører forholdet mellem det enkelte parlamentsmedlem 

og vælgerne i vedkommendes valgkreds. Hvad med de lande, 

hvor nogle af de valgte eller alle de valgte er udpeget partivis ved forholdstalsvalg 

således som 40 af de danske folketingsmedlemmer? Her 

træder partierne i stedet for det enkelte parlamentsmedlem, og demokratiet 

bliver repræsentativt, ved at vælgerne blandt en vifte af partiprogrammer 

og valgløfter fra de enkelte partier kan vælge det, som 

de føler repræsenterer dem bedst. 50 Og hvis der intet parti findes, som 

opfylder deres ønsker, kan de danne et nyt. 51 

Dette system kan kun fungere, hvis parlamentarikerne stemmer 

som deres parti. 52 Og pudsigt nok er det ikke særlig almindeligt 

i denne sammenhæng at henvise til grundlovens bestemmelse om, at 

et folketingsmedlem skal følge sin egen overbevisning og samvittighed; 

og at det altså dybest set er grundlovsstridigt at følge partiparolen, 

hvis man personligt har en anden opfattelse. Både i politisk praksis 

og i den juridiske litteratur skønnes det ikke at være grundlovsstridigt, 

at folketingsmedlemmerne underkaster sig partidisciplin ved afstemninger 

i Folketinget. 53 

Partidisciplinen skaber en helt anden form for repræsentation. 

Demokratiet bliver ikke længere repræsentativt på et personligt plan, 

men på partiplan. Forskellen mellem de to planer hænger sammen 

med det repræsentative demokratis historie og udvikling, der kan opdeles 

i tre faser. 54 







6. Den demokratiske repræsentations udvikling 

Den første fase dækker perioden frem til ca. 1870. Vælgerne stemmer 

på kandidater opstillet i lokale valgkredse. Kandidaterne er i reglen 

tilknyttet forskellige partigrupper i parlamentet, men der er endnu 

ingen organiserede massepartier, som de menige borgere er medlem 

af. Vælgerne stemmer på personen snarere end på det parti, han tilhører, 

og der er en tæt tilknytning mellem det enkelte parlamentsmedlem 

og hans valgkreds. De valgte udgør en elite. De er valgt i kraft 

af deres personlige kvaliteter, og der er adskillige statsmænd blandt 

parlamentsmedlemmerne. I forholdet mellem vælgerne og de valgte 

følger man formyndermodellen: Det valgte parlamentsmedlem er ene 

bundet af sin overbevisning og samvittighed. Parlamentet bliver landets 

politiske arena, hvor de politiske problemer debatteres, og beslutningerne 

træffes. 

I de sidste årtier af 1800-tallet opstår de store massepartier. Vælgerne 

stemmer stadigvæk på personer, men massepartiets menige 

medlemmer vil naturligvis stemme på den kandidat, som deres parti 

har opstillet i valgkredsen. Partierne vedtager valgprogrammer, der 

fastlægger partiets holdning til centrale politiske problemer. Demokratiet 

bliver repræsentativt, ved at borgerne kan vælge at stemme på 

det parti, hvis program passer dem bedst. Denne form for repræsentation 

perfektioneres i perioden efter Første Verdenskrig, hvor de fleste 

europæiske demokratier indfører forholdstalsvalg i stedet for flertalsvalg 

i enkeltmandsvalgkredse. I Danmark sker det med valgloven af 

1920. Nu får vælgerne mulighed for at stemme på et parti i stedet for 

en person. Kandidaternes personlighed kommer til at spille en mindre 

rolle. Parlamentsmedlemmerne udgør stadigvæk en elite, men ikke 

en, som vælgerne har den afgørende indflydelse på. Vejen til magten 

går gennem partiet, og det, der betyder noget, er at blive partiets spidskandidat 

i en valgkreds, hvor partiet kan forvente at vinde valget. I 

parlamentet stemmer medlemmerne som deres parti og ikke længere 

efter deres personlige overbevisning. Partidisciplinen medfører, at det 

enkelte parlamentsmedlem får et bundet mandat. Medlemmet er ganske 

vist ikke bundet af nogen forskrift fra vælgerne, men til gengæld af 

partiet. Derfor svarer denne form for repræsentativt demokrati mere 






138 


til delegationsmodellen end til formyndermodellen: Partiet er forpligtet 

over for vælgerne til efter evne at realisere sit partiprogram, der 

danner grundlaget for partiets valgløfter i perioden op til et valg. 55 Og 

hvis partiet svigter sine principper og valgløfter, vil vælgerne kunne 

straffe det ved næste valg ved at skifte parti. Parlamentet er ikke længere 

den centrale politiske arena, hvor de politiske beslutninger træffes 

i forlængelse af en debat. Afgørelserne træffes i partigrupperne, og 

i kraft af partidisciplinen er udfaldet af en afstemning i parlamentet i 

reglen afgjort, før mødet begynder. Debatten i parlamentet før afstemningen 

er blot et skuespil, der markerer de forskellige partiers positioner. 

Den er ikke beregnet på at flytte en eneste stemme. 

Den tredje fase dækker perioden fra ca. 1970 og frem til i dag. Partierne 

spiller stadigvæk en afgørende rolle, men systemet har skiftet 

karakter og er blevet langt mere labilt. Vælgertilslutningen til partierne 

svigter. De menige medlemmer af partiet og de lokale partiforeninger 

er blevet marginaliseret. Og vælgerne er blevet flakkende i deres 

adfærd. Partierne kan ikke længere regne med en stor gruppe af faste 

kernevælgere. I lande med forholdstalsvalg dukker der hele tiden nye 

partier op, og i lande med en lav spærregrænse for at opnå repræsentation 

er der en voksende sandsynlighed for, at et nyt parti kan få nogle 

af sine kandidater indvalgt. I parlamentet er det blevet mere almindeligt, 

at et eller flere parlamentsmedlemmer bryder ud af deres parti og 

bliver løsgængere eller danner et nyt parti. Partierne bliver i voksende 

omfang organisationer omkring den stærke partileder, der tegner partiet. 

Opmærksomheden rettes mod partilederens person snarere end 

mod partiets program. Den centrale politiske arena er medierne, specielt 

fjernsynet. I stedet for et repræsentativt demokrati har vi fået et 

»præsentativt« demokrati, dvs. et demokrati, hvor de ledende politikere 

præsenterer sig for folket i medierne, forklarer deres synspunkter 

for folket og søger at vinde det for sig. 56 Medierne er også blevet det 

sted, hvor politikerne skal stå til ansvar for deres politik, ikke direkte 

for folket som ved et valg, men for journalisterne, der fører sig frem 

som folkets sande repræsentanter. 57 







7. Repræsentation og demokrati 

Er det repræsentative demokrati egentlig demokratisk? Demokrati 

defineres ofte som en styreform, hvor det er hele folket, der – direkte 

eller indirekte – træffer autoritative beslutninger med gyldighed for 

alle statens indbyggere. 58 Det repræsentative demokrati er altså et 

alternativ til det direkte demokrati, der overlader det til hele folket 

direkte at træffe disse vigtige beslutninger. Men er det såkaldte repræsentative 

demokrati et indirekte demokrati? Det er det – på godt og 

ondt – i det omfang repræsentanterne lytter til folkets røst og følger 

den offent lige mening. 59 Men det er ikke et indirekte demokrati, hvis 

man holder sig strengt til formyndermodellen. I så tilfælde vælger folket 

en række »repræsentanter«, der efterfølgende ikke har nogen forpligtelse 

til at lytte til folket og iværksætte dets ønsker. 60 Det er Joseph 

Schumpeters og andre ultraliberales opfattelse af »den demokratiske 

metode«, 61 og den svarer ganske godt til Rousseaus beskrivelse af parlamentsvalgene 

i England, citeret ovenfor s. 130. 

Et indirekte demokrati forudsætter dels, at de valgte repræsentanter 

opfatter sig selv som folkets repræsentanter, og dels at vælgerne 

føler, at de repræsenteres af deres repræsentanter. Der skal være en interaktion 

mellem folket og dets repræsentanter, som rækker ud over 

valgdagene. Hvilke muligheder har repræsentationen for at erfare og 

tage stilling til, hvad folket mener? Og hvilke muligheder har folket 

for at få sin repræsentation i tale og få den til at høre og eventuelt rette 

sig efter »folkets røst«? Jeg vil i denne sammenhæng se bort fra den 

begrænsede mulighed, man har i de fleste moderne demokratier for at 

sætte en parlamentsbeslutning til folkeafstemning. Referendum er en 

institution, der omdanner det repræsentative til et direkte demokrati, 

og den er behandlet i kapitlet om direkte demokrati. 62 I dette kapitel 

gælder det de muligheder, som findes inden for det repræsentative demokratis 

rammer. 

Ved valg til parlamentet kan vælgerne drage repræsentanterne 

til ansvar for, hvad de har udrettet i den forløbne valgperiode, men 

de kan ikke give de genvalgte eller nyvalgte repræsentanter pålæg 

om, hvad de skal udrette i den kommende valgperiode. Alligevel kan 

vælgerne godt i kraft af selve valget få en løbende indflydelse på, hvad 






140 


repræsentanterne udretter i næste valgperiode. Ønsket om at blive 

genvalgt næste gang vil nemlig få repræsentanterne til hele tiden at 

tage hensyn til, hvad deres vælgere mener. 63 Således vil udsigten til 

næste valg i hele valgperioden have en virkning på, hvor meget repræsentanterne 

lytter til deres vælgere, og en stedse stærkere virkning, jo 

nærmere man kommer valget. Folkets mulighed for på denne måde 

at få indflydelse på den politik, parlamentet fører, vil være omvendt 

proportional med valgperiodens længde: jo kortere valgperiode, des 

større indflydelse. I europæiske demokratier er valgperioden enten 

fire eller fem år. Hyppigere valg vil utvivlsomt øge folkets indflydelse 

på, hvad parlamenterne beslutter. Utilitaristen Jeremy Bentham gik 

ind for årlige parlamentsvalg. 64 

Som de europæiske demokratier er indrettet i dag, er afholdelsen 

af regelmæssige valg den eneste institutionelle mulighed, borgerne 

har for at drage deres repræsentanter til ansvar. En anden procedure 

ville være at give vælgerne mulighed for at stille et mistillidsvotum til 

deres repræsentant i parlamentet. 65 Det er det system, der i alle parlamentariske 

demokratier praktiseres i parlamentet over for regeringen, 

der må gå af og udskrive valg, hvis den får et mistillidsvotum i parlamentet. 

66 Der er ikke noget i vejen for, at samme system praktiseres af 

vælgerne over for deres folkevalgte repræsentanter. Men det er aldrig 

sket i de europæiske demokratier. Det eneste eksempel er Pariserkommunens 

forfatning fra 1871, der fik så kort en levetid, at proceduren 

aldrig kom i anvendelse. 67 Proceduren praktiseres derimod i flere af 

staterne i USA, dels over for de folkevalgte guvernører og topembedsmænd, 

dels over for medlemmerne af delstaternes lovgivende forsamlinger. 

Proceduren kaldes recall election, og den iværksættes, hvis en vis 

procentdel af statens vælgere skriftligt tilkendegiver deres mistillid. 

Borgernes mistillidsvotum udløser et øjeblikkeligt valg, og hvis det 

siddende medlem af den lovgivende forsamling taber valget, udskiftes 

vedkommende på stedet med valgets vinder. I Californien fx er proceduren 

blevet benyttet ved flere lejligheder. I 1995 blev et medlem af 

den lovgivende forsamling udskiftet ved recall election, 68 og i 2003 førte 

recall election til, at statens guvernør, Gray Davis, måtte vige pladsen 

for Arnold Schwarzenegger. 69 Her griber borgerne ikke ind i, hvad 

den folkevalgte parlamentariker eller guvernør skal foretage sig i sin 







valgperiode. De tager stilling til, hvordan vedkommende har klaret sit 

hverv. At benytte recall election over for parlamentsmedlemmer øger 

folkets mulighed for at drage parlamentsmedlemmerne til ansvar, 

men i Europa er der mig bekendt ingen tilhængere af repræsentativt 

demokrati, der påtænker at følge USA’s eksempel. 

Hvordan kan folket så midt i en valgperiode tilkendegive sin mening 

om et spørgsmål over for parlamentet? Man kan arrangere en 

demonstration holdt foran parlamentsbygningen, hvor tusinder, titusinder 

og i sjældne tilfælde hundredtusinder af borgere møder op for 

at tilkendegive deres stilling til et politisk problem. Man kan organisere 

en underskriftsindsamling og aflevere listerne til parlamentet eller 

til en minister. Politisk aktive borgere kan ytre sig i aviser, i radioen, 

på fjernsynet eller på nettet. Enkelte borgere eller grupper af borgere 

kan henvende sig direkte til et parlamentsmedlem. Menige medlemmer 

af de politiske partier kan holde møde og orientere partiledelsen 

om, hvad de mener osv. 70 

Fælles for disse tiltag er, at de alle sammen er partsindlæg i den 

politiske debat og ikke umiddelbart et udtryk for »folkets røst«. Vi må 

jo aldrig glemme, at i et demokrati, hvor der er ytringsfrihed, vil folket 

altid tale med flere tunger, og de modsatte meninger, som folket giver 

udtryk for, vil i betydeligt omfang svare til de meningsmodsætninger, 

der findes mellem de forskellige partier i parlamentet. Ved en demonstration 

foran parlamentet, ved direkte henvendelse til et parlamentsmedlem 

eller ved underskriftsindsamlinger er det altid kun ét bestemt 

synspunkt, der kommer til orde. Det sker, men relativt sjældent, at 

der holdes en moddemonstration af dem, der indtager det omvendte 

standpunkt. Det er derfor ofte umuligt at afgøre, om »folkets røst« udtrykker 

et flertals eller et mindretals synspunkt. Parlamentsmedlemmer, 

der er uenige med de demonstranter, der står foran parlamentet, 

vil altid kunne hævde, at man ikke bør lytte til det højtråbende mindretal, 

der deltager i demonstrationen, men tænke på det tavse flertal, 

der formentlig har en anden holdning. 71 

Gennem de politiske partier har man en mulighed for at vide, 

hvad de mest aktive borgere mener om en sag. Alle partierne holder 

årlige landsmøder og møder i de lokale partiforeninger, hvor partimedlemmerne 

kan give deres mening til kende. På disse møder vil par- 






142 


lamentsmedlemmerne løbende kunne erfare, hvad de politisk aktive 

borgere mener om aktuelle samfundsproblemer. For 50 år siden, hvor 

en femtedel af borgerne i Danmark var medlemmer af de politiske 

partier, var landsmøder og møder i de lokale partiforeninger et vigtigt 

bindeled mellem politikerne og borgerne. Sådanne møder har mistet 

betydning i dag, hvor kun ca. en tyvendedel af borgerne er partimedlemmer, 

og hvor der ikke er mange, der kommer til møderne. Men 

møderne er stadig vigtige. Partiets holdning til vigtige spørgsmål kan 

afgøres ved afstemning blandt de fremmødte, og i nogle partier kan de 

menige medlemmer kræve urafstemning blandt medlemmerne om 

partiets holdning til et politisk spørgsmål. De kan binde deres repræsentanter 

i parlamentet, således at vi får en slags delegationsmodel på 

partiplan. 72 

Bortset fra selve valghandlingen er der kun én metode til at finde 

ud af, hvad et flertal af folket mener om et bestemt politisk spørgsmål, 

og det er opinionsmålingen: Man udvælger et randomiseret panel på 

fx tusinde eller femten hundrede borgere: Panelet skal bestå af lige 

mange mænd og kvinder, det skal afspejle befolkningens aldersfordeling 

og geografiske fordeling, der skal være folk med forskellige erhverv 

og forskellige uddannelser osv. Når panelet sammensættes, skal 

det også afspejle spredningen i politisk tilhørsforhold: Der skal procentvis 

være lige mange tilhængere af et bestemt parti i panelet og i 

parlamentet. Panelets sammensætning må derfor justeres efter hvert 

valg. 73 Dette panel vil virkelig være det miniaturebillede af folket, som 

John Adams forestillede sig, og i denne henseende vil det være forskelligt 

fra parlamentet. Det vil være hele folkets talerør, ikke kun elitens. 

Hvis panelet er tilstrækkeligt stort, vil flertallets stillingtagen til et 

spørgsmål modsvare hele folkets stillingtagen til samme spørgsmål, 

hvis man holdt en folkeafstemning om det. I Danmark vil et ordentligt 

randomiseret panel på femten hundrede borgere være stort nok 

til at gælde for »folkets røst«, hvis der er en markant forskel mellem 

»ja« og »nej«, men hvis forskellen kun er nogle få procent – som det 

ofte er tilfældet i dansk politik – er panelet for lille. 74 Spørgsmålet om, 

hvilken vægt man kan tillægge en sådan meningstilkendegivelse, vil 

blive behandlet i kapitlet om den offentlige mening. Gennem sådanne 

opinionsmålinger kan parlamentet løbende holde sig orienteret om 







vælgernes ønsker og holdninger til en række udvalgte politiske problemer. 

I dag er alle opinionsmålingsinstitutter private, og alle drives 

kom mercielt. De er som oftest ejet af aviser, der har en bestemt politisk 

profil og i mange tilfælde er knyttet til et af de politiske partier 

eller i hvert fald en af de politiske fløje. Der er ingen grund til at mistænke 

institutterne for at fuske med tallene, men de spørgsmål, hvert 

enkelt institut stiller sit panel, er naturligvis farvet af de interesser og 

holdninger, som avisen har. I andre tilfælde er det de politiske partier, 

der arrangerer opinionsmålinger, hvor de får respons på vælgernes tilslutning 

til eller opposition mod den politik, partiet fører. 75 

Der er mig bekendt intet eksempel på, at en stat har oprettet et offentligt 

opinionsmålingsinstitut, som kan hjælpe repræsentanterne 

med at holde sig orienteret om vælgernes opfattelse af de aktuelle politiske 

problemer. Det ville ellers være en oplagt idé, hvis man virkelig 

ønskede at skabe et indirekte demokrati, der også – i modsætning til 

det rene parlamentsdemokrati – var repræsentativt i den forstand, at 

det kunne afspejle hele folkets holdninger. 76 

Den almene debat af forholdet mellem folket og dets repræsentanter 

har naturligvis affødt konkrete undersøgelser af, i hvilket omfang 

parlamentsmedlemmernes holdninger til de politiske problemer 

svarer til folkets, og i hvilket omfang folket og repræsentanterne påvirker 

hinanden med deres holdninger. Som eksempel vil jeg nævne 

en dansk undersøgelse, gennemført af Magtudredningen, der dækker 

årene 1994 til 2001. En randomiseret vælgergruppe skulle angive deres 

egen holdning til en række politiske spørgsmål og de forskellige 

politiske partiers holdning til samme spørgsmål. 77 Undersøgelsen viser, 

at vælgerne mener, at den alvorligste modsætning mellem folket 

og Folketinget vedrører spørgsmålet om, hvor hurtigt EU skal udbygges. 

Undersøgelsen viser også, at der i løbet af perioden er udviklet en 

voksende overensstemmelse mellem folkets og Folketingets holdning 

til problemerne. Meningspåvirkningen går begge veje: På nogle punkter 

(fx EU) har Folketinget fået vælgerne til at skifte holdning, på andre 

punkter (fx flygtningepolitikken og retspolitikken) er det folket, 

der har påvirket Folketinget. Undersøgelsen viser også, at det alt i alt 

er folket, der har påvirket Folketinget mere end omvendt. 78 






144 


Disse og lignende undersøgelser viser, at der er en løbende interaktion 

mellem folkets og folkerepræsentationens meningsdannelse. I 

det omfang den gensidige påvirkning i holdninger og opfattelser får 

indflydelse på den politiske beslutningsproces, giver det mening at 

tale om repræsentativt demokrati. Men forudsætningen er, at det er 

folkets repræsentanter, altså parlamentet, der er statens suveræn. Det 

repræsentative demokratis idé udhules derimod, hvis det er sandt, at 

den lovgivende magt er trængt tilbage i forhold til den udøvende magt, 

og at den folkevalgte lovgivende forsamling dermed har tabt indflydelse 

og ikke længere kan opfattes som den demokratiske stats suveræn. 







Anført litteratur 

Adams, J. 1865. »Letter to John Penn. 

January 1775«, i C.F. Adams (udg.), 

The Works of John Adams, Second 

President of the United States of 

America (Boston) 4: 203–9. 

Aristoteles. Politikken, oversat med 

titlen Statslære af W. Norwin og 

P. Fuglsang (København 1946, 

genoptrykt 1997). 

Ayer, A.J. 1954. Philosophical Essays 

(London). 

Bentham, J. 1817. Plan of Parliamentary 

Reform, in the Form of a Catechism, i 

J. Bowring (udg.), Works of Jeremy 

Bentham (Edinburgh 1843) 3. 

Bryce, W. 1921. Modern Democracies 1–2 

(London). 

Budge, I. 1996. The New Challenge of 

Direct Democracy (Cambridge). 

Burke, E. 1774. »Speech to the Electors 

of Bristol«, i E. Canavan (udg.), 

Select Works of Edmund Burke 

(Indianapolis 1999). 

Callenbach, E. og M. Phillips. 2008. 

A Citizen’s Legislature (2. udg., 

Charlottesville; 1. udg., Berkeley 

1985). 

Conolly, W.E. 1987. »Interests«, i D. 

Miller m.fl. (udg.), The Blackwell 

Encyclopaedia of Political Thought 

(Oxford) 243–6. 

Cooke, J.E. (udg.). 1961. Federalist Papers 

(Middlertown, CT). 

Dahl, R.A. 1989. Democracy and Its 

Critics (New Haven). 

Dahl, R.A. 2006. A Preface to Democratic 

Theory (3. udg., Chicago). 

De Grazia, S. 1951. Public and Republic 

(New York). 

Dinwiddy, J. 1989. Bentham (Oxford). 

Downs, A. 1957. An Economic Theory of 

Democracy (New York). 

Dunsire, A. 1973. Administration: the 

Word and the Science (London). 

Duverger, M. 1973. Les partis politiques 

(8. udg., Paris). 

Etzioni, A. 1970. Demonstration 

Democracy (New York). 

Gallagher, M., M. Laver og P. Mair. 2006. 

Representative Government in 

Modern Europe (4. udg., New York). 

Gerston, L.N. og T. Christensen 2004. 

Recall. California’s Political Earthquake 

(New York). 

Holden, B. 1988. Understanding Liberal 

Democracy (Oxford). 

Jensen, T.K. 2004. De folkevalgte (Århus). 

Jones, P. 1994. Rights (Houndmills). 

Katz, R.S. 1997. Democracy and Elections 

(New York). 

Knudsen, T. 2007. Fra folkestyre til 

markedsdemokrati (København). 

Kymlicka, W. 2002. Contemporary 

Political Philosophy (2. udg., 

Oxford). 

Lasswell, H.D. 1933. »Propaganda«, i 

Encyclopedia of the Social Sciences (1. 

udg., New York). 

Loftager, J. 2004. Politisk offentlighed og 

demokrati i Danmark (Århus). 

Luce, R. 1930. Legislative Principles 

(Boston). 

Manin, B. 1997. The Principles of 

Representative Government 

(Cambridge). 

Manin, B., A. Przeworski og S.C. 

Stokes. 1999a. »Introduction«, 

i A. Przeworski, S.C. Stokes 

og B. Manin (udg.), Democracy, 

Accountability, and Representation 

(Cambridge) 1–26. 

Manin, B., A. Przeworski og S.C. 






146 


Stokes. 1999b. »Elections and 

Representation«, i A. Przeworski, 

S.C. Stokes og B. Manin (udg.), 

Democracy, Accountability, and 

Representation (Cambridge) 29–54. 

Meyer, P. 1965. Politiske partier 

(København). 

Mill, J.S. 1861. Considerations on 

Representative Government 

(London), her citeret efter C.V. 

Shields udgave (Indianapolis 

1958). 

Pennock, J.R. 1979. Democratic Political 

Theory (Princeton). 

Pitkin, H.F. 1967. The Concept of 

Representation (Berkeley og Los 

Angeles). 

Pitkin, H.F. 2004. »Representation and 

Democracy: Uneasy Alliance«, 

Scandinavian Political Studies 27: 

335–42. 

Qvortrup, M. 2007. The Politics of 

Participation (Manchester). 

Ringen, S. 2007. What Democracy Is For. 

On Freedom and Moral Government 

(Oxford). 

Ross, A. 1946. Hvorfor Demokrati? 

(København), her citeret efter 2. 

udg., 1966. 

Rousseau, J.-J. 1762. Du contrat social 

(Amsterdam), her citeret efter 

Pléiade-udgaven (Paris 1964) 3: 

349–470. 

Schmidt, M. 1993. Direkte demokrati 

i Danmark. Om indførelsen af 

et elektronisk andetkammer 

(København). 

Schumpeter, J.A. 1976. Capitalism, 

Socialism and Democracy (5. udg., 

London; 1. udg., New York 1942). 

Stimson, J-A. 1999. »Party Government 

and Responsiveness«, i A. 

Przeworski, S.C. Stokes og 

B. Manin (udg.), Democracy, 

Accountability, and Representation 

(Cambridge) 197–221. 

Svensson, P. 2003. Folkets røst (Århus). 

Thyssen, O. 2008. »Demokratiets 

aktuelle vilkår – fire 

udfordringer«, i 

Demokratikanon 2008. Udgivet 

af Udvalget til udarbejdelse 

af en demokratikanon og 

Undervisningsministeriet 

(København), 87–95. 

Tocqueville, A. de. 1835–40. De la 

démocratie en Amérique 1–2 (Paris), 

her citeret efter Pléiade-udgaven 

(Paris 1992). 

Togeby, L. m.fl. 2003. Magt og demokrati 

i Danmark – Hovedresultater fra 

magtudredningen (Århus). 

Urbinati, N. 2006. Representative 

Democracy. Principles and 

Genealogy (Chicago). 

Wilson, W. 1887. »The Study of 

Administration«, Political Science 

Quarterly 2: 197–222. 

Zahle, H. (udg.). 1999. Danmarks Riges 

Grundlov med kommentarer 

(København). 







Noter 

1 Pennock (1979) 310, 312. 

2 Her er der en væsentlig forskel 

mellem europæisk og amerikansk 

demokrati. I mange af USA’s stater er 

dommerne folkevalgte, og de kan drages 

til ansvar for folket. De er altså ikke 

uafhængige som i Europa, men i en vis 

forstand afhængige af suverænen, dvs. 

folket, Urbinati (2006) 128. 

3 Zahle (1999) 314–7. I Danmark 

udtages de blandt borgere, der er medlem 

af et politisk parti. I USA fx udtages 

de blandt de borgere, der har ladet sig 

registrere som vælgere. 

4 Wilson (1887) 211; Dunsire (1973) 

87ff. 

5 Knudsen (2007) 220–49. 

6 Pitkin (1967) 92–3; Gallagher, Laver 

og Mair (2006) 25. 

7 Gallagher, Laver og Mair (2006) 

25–35; Knudsen (2007) 451–7. 

8 Problemet om, hvorvidt det i realiteten 

er parlamentet – i Danmark Folketinget 

– der giver lovene, behandles 

s. 153–5. 

9 Artiklen »democracy« i Encyclopædia 

Britannica, 11. udg. (1911) 7: 2: 

»The essence of modern representative 

government is that the people does not 

govern itself, but periodically elects 

those who shall govern on its behalf.« 

Jensen (2004) 11: »Hvad er Folketingets 

funktion? Og hvad indebærer det at 

være folkets repræsentant?« 

10 Svensson (2003) 24. 

11 Adams (1865) 4: 205: A representative 

legislature »should be an exact 

portrait, in miniature, of the people at 

large, as it should think feel, reason and 

act like them«. Cf. Manin, Przeworski 

og Stokes (1999b) 32. 

12 Pitkin (1967) 193–4. Madison 

i The Federalist nr. 10: »to refine and 

enlarge the public views, by passing 

them through the medium of a chosen 

body of citizens, whose wisdom may 

best discern the true interest of the 

country. […] Under such a regulation, it 

may well happen that the public voice 

pro nounced by the representatives of 

the people will be more consonant to 

the public good than if pronounced by 

the people themselves convened for the 

purpose.« Cooke (1961) 62, cf. Manin 

(1997) 116. 

13 Jensen (2004) 33–83. 

14 Luce (1930) 199–201; De Grazia 

(1951) 185; Pitkin (1967) 73–4. Callenbach 

og Phillips (2008) har i alle detaljer 

udarbejdet en model for, hvordan Repræsentanternes 

Hus kan erstattes af 

et randomiseret panel på 435 borgere, 

der nøjagtigt afspejler det folk, det skal 

repræsentere. 

15 Duverger (1973) 466: »Tout gouvernement 

est oligarchique par nature 

[…] Il faut remplacer la formule ‘gouvernement 

du peuple par le peuple’ par 

celle-ci: ‘gouvernement du peuple par 

une élite issue du peuple’«. – »Enhver regering 

er i sit væsen oligarkisk. Man bør 

erstatte formlen ‘regering af folket ved 

folket’ med formlen ‘regering af folket 

ved en elite udgået af folket’«. Cf. Meyer 

(1965) 64–70; Holden (1988) 60, 63, 65. 

Fåmandsvælde, Manin, Przeworski og 

Stokes (1999a) 4; Jensen (2004) 33–83: 

»Rekrutteringen af den folkevalgte 

elite«. 

16 Manin (1997) 132–60. 






148 


17 Bryce (1921) 2: 367–77: »The Decline 

of Legislatures«. 

18 For Danmarks vedkommende: 

Jensen (2004) 80–1, 241. 

19 Schmidt (1993) 50–3. 

20 Pitkin (1967) 38–9, 42–4. 

21 Pitkin (1967) 43. 

22 Pitkin (1967) 55–9; Manin, Przeworski 

og Stokes (1999b) 40–9. 

23 Holden (1988) 67. 

24 Rousseau (1762) bog 3, kapitel 15: 

»Le peuple anglois pense être libre, il 

se trompe fort; il ne l’est que durant 

l’élection des membres du parlement: 

sitôt qu’ils sont élus, il est esclave, il 

n’est rien. Dans les courts moment de sa 

liberté, l’usage qu’il en fait mérite bien 

qu’il la perde«. 

25 Conolly (1987) 243; Holden (1988) 

62–3. 

26 Pitkin (1967) 199; Pennock (1979) 

127; Holden (1988) 70. 

27 Holden (1988) 62; Kymlicka (2002) 

14–20. 

28 Pitkin (1967) 155–6, 165. 

29 Holden (1988) 62–5. 

30 Conolly (1987) 244–5. 

31 Pitkin (1967) 144–67; Pennock 

(1979) 323–32; Holden (1988) 65–9; 

Budge (1996) 46–9. 

32 Bentham (1817) 33: »There is no 

one who knows what is for your interest, 

so well as yourself«. Tocqueville 

(1835–40) 1.1.5 s. 70 i Pléiade-udgaven: 

» […] cette maxime, que l’individu est 

le meilleur comme le seul juge de son 

intérêt particulier«. Mill (1861) 43: 

»The rights and interests of every or 

any person are only secure from being 

disregarded when the person interested 

is himself able, and habitually disposed, 

to stand up for them«. Ross (1946) 

82. Synspunktet fremføres i vor tid af 

fx Pitkin (1967) 159–60, 198; Holden 

(1988) 63; Dahl (1989) 58, 70, 99–100; 

Jones (1994) 180; Ringen (2007) 9. 

33 Burke (1999) 1: 446–8, citeret efter 

Loftager (2004) 136. Cf. Holden (1988) 

68. 

34 Pitkin (1967) 149; Budge (1996) 48. 

35 Manin (1997) 170. 

36 Valgperioden er fire år i fx de 

skandinaviske lande og Tyskland, men 

fem år i fx Storbritannien, Frankrig 

og Italien, se Gallagher, Laver og Mair 

(2006) 46. 

37 Pennock (1979) 324. 

38 Pennock (1979) 325–6; Dahl (2006) 

90–123. 

39 Pennock (1979) 325–6. 

40 Holden (1988) 63; Lasswell (1933): 

»Men are often poor judges of their own 

interests, flitting from one alternative 

to the next without solid reason«. 

41 Ayer (1954) 66; Pitkin (1967) 198. 

42 Aristoteles, Politikken 1282a 17–23. 

43 Manin, Przeworski og Stokes 

(1999a) 6. 

44 Holden (1988) 67; Manin, Przeworski 


45 Pitkin (1967) 201; Manin, Przeworski 


46 Zahle (1999) 274–5. 

47 Pitkin (1967) 148–52. 

48 Manin (1997) 164. 

49 Citeret af Pitkin (1967) 164: »It 

may happen that your own judgement 

may occasionally come in conflict with 

my own […]. In all such cases, I promise 

you not indeed wholly to submit my 

judgement to yours […] but I promise 

you that any difference of opinion between 

us will always lead me to distrust 

my own views, carefully to examine, 







and, if erroneous, frankly to correct 

them«. – Det var i øvrigt Canning, der 

som Englands udenrigsminister i 1807 

sendte den engelske flåde mod København. 

50 Pitkin (1967) 147–8; Katz (1997) 

43–4, 286. 

51 Pitkin (1967) 292. 

52 Pennock (1979) 277–8. 

53 Zahle (1999) 274–5. Partitilhør og 

partidisciplin fremhæves af fx Jensen 

(2004) 91–5. 

54 Manin (1997) 202–35. 

55 Inspireret af Tony Blair har Venstre 

siden 2001 erstattet et omfattende 

partiprogram med en såkaldt kontraktpolitik: 

Regeringen forpligter sig over 

for vælgerne til at gennemføre vigtige 

reformer på nogle få centrale punkter, 

se Knudsen (2007) 123–7. 

56 Thyssen (2008) 87. 

57 Se s. 273–4. 

58 Se s. 26. 

59 Manin (1997) 192. 

60 Manin (1997) 170: »the independence 

of the representatives is clearly a 

non-democratic feature of representative 

democracy.« Pitkin (2004) 339: 

»Despite repeated results to democratize 

the representative system, the 

predominant result has been that representation 

has supplanted demo cracy 

instead of serving it. Our governors 

have become a self-perpetuing elite that 

rules – or rather, administers – passive 

or privatized masses of people. The 

representatives act not as agents of the 

people but simply instead of them.« 

61 Schumpeters definition af den demokratiske 

metode er (1976) 269: »The 

democratic method is that institutional 

arrangement for arriving at political 

decisions in which individuals acquire 

the power to decide by means of a competitive 

struggle for the people’s vote«. 

Han afviser den klassiske definition 

(1976) 250: »The democratic method 

is that institutional arrangement for 

arriving at political decisions which 

realizes the common good by making 

the people itself decide issues through 

the election of individuals who are to 

assemble in order to carry out its will.« 

Se også Downs (1957) 24. 

62 Se s. 112–4, 118–9. 

63 Manin (1997) 177–83; Manin, Przeworski 

og Stokes (1999b) 44–6. 

64 Dinwiddy (1989) 82; Katz (1997) 

51. 

65 Manin (1997) 166. 

66 I enkelte lande, fx Norge, kan der 

kun holdes stortingsvalg hvert fjerde 

år, og her vil et mistillidsvotum føre til 

regeringsskifte uden nyvalg. 

67 Manin (1997) 164–5. 

68 »Paul Horcher« i en.wikipedia. 

org/wiki/Paul_Horcher. 

69 Gerston og Christensen (2004). 

70 Etzioni (1970); Qvortrup (2007) 

44–7. 

71 »Det tavse flertal« (der antages at 

støtte den siddende regerings politik) er 

blevet et centralt begreb i politik efter 

den 3. november 1969, hvor præsident 

Nixon holdt sin vistnok berømteste 

fjernsynstale. Han hævdede, at det ikke 

var Nordvietnam, der kunne tilføje USA 

et nederlag, men kun det højtråbende 

mindretal af amerikanere, der kritiserede 

krigsindsatsen. Derfor appellerede 

han til »the great silent majority of the 

American people« og bad om dets støtte 

til at fortsætte krigen i Vietnam. 

72 I Danmark er det kun Enheds- 






150 


listen, der åbner mulighed for at få et 

politisk problem sat til afstemning 

blandt alle partiets medlemmer. 

73 Schmidt (1993) 11–30. 

74 Schmidt (1993) 14–7. 

75 Partierne råder ikke over egne 

opinionsmålingspaneler, men køber 

deres målinger hos et af de private opinionsmålingsinstitutter. 

76 Derimod har EU oprettet et officielt 

opinionsmålingsinstitut ved navn 

Eurobarometer, cf. Qvortrup (2007) 45, 

50, 52. 

77 Togeby m.fl. (2003) 107–10. Kun 

vælgerne blev spurgt. Det ville have 

været interessant, hvis man havde gennemført 

en tilsvarende undersøgelse 

for folketingsmedlemmernes vedkommende. 

78 Togeby m.fl. (2003). En amerikansk 

undersøgelse viser tilsvarende, 

at (især) flertallet i Repræsentanternes 

Hus er tilbøjeligt til at lytte til »folkets 

røst«, se Stimson (1999). I denne forbindelse 

må man ikke glemme, at valgperioden 

i USA kun er på to år, og det 

skaber uvægerligt en større lydhørhed 

over for vælgerne end i Europa, hvor 

valgperioden er fire-fem år. 






navneregister 393 

navneregister 

Ackerman, Bruce 102–3 

Acton, Lord (1834–1902) 179 

Adams, John (1735–1826) 85, 127, 142 

Afrika 25, 363 

Amerika, amerikansk, amerikanere 26, 

28, 42, 45, 53, 85, 188, 223, 231, 249, 

281, 324, 327–8, 349, 366 

Amerikanske Borgerkrig, Den 17 

Amerikanske Revolution, Den 248 

Amerikas Forenede Stater, se USA 

Amnesty International 269, 272, 365–6 

Andersen, Benny (f. 1929) 18 

Andersen, Jørgen Goul (f. 1953) 349 

anglo-amerikansk 203 

Arendt, Hannah (1906–75) 80 

Aristoteles, aristotelisk (384–22 f.Kr.) 

80, 82, 84–6, 110, 119–20, 128, 134, 

185–6, 228, 230–1, 285, 294, 309–10, 

322, 374–6, 380 

Arkansas 42 

Asien 25 

Athen, athensk, athenere 16, 27, 95, 99, 

100, 109–10, 120, 211, 232–4, 236, 

248, 286–9, 310, 325, 375–6, 382 

Australien 26, 247, 250, 258 

Barker, Ernest (1874–1960) 165, 167 

Bedloe’s Island 281 

Beijing 281 

Belgien, belgiere, belgisk 24, 247, 250, 

349 

Bell, John (1797–1869) 223 

Bentham, Jeremy (1748–1832) 140, 

326–7, 379 

Berlin (byen) 346 

Berlin, Isaiah (1909–97) 282, 283–9, 291, 

294, 315, 378 

Berlinmuren 10, 19, 51 

Berlusconi, Silvio (f. 1936) 271 

Blair, Tony (f. 1953) 188–9, 191 

Boerkrigen 383 

Borda, Jean-Charles de (1733–99) 219–21, 

225 

Breckenridge, John (1821–75) 223 

Bristol 132 

British Columbia 114–5 

Bruxelles 159, 346, 352–3 

Bryce, Lord William (1838–1922) 128, 

166 

Burke, Edmund (1729–97) 132, 284, 327 

Burnheim, John 113 

Bush, George H.W. (f. 1924) 42 

Bush, George W. (f. 1946) 25, 65, 188–9, 

191 

Californien 140, 191, 349 

Canada, canadisk 114, 250, 256, 258, 349 

Canning, George (1770–1827) 136 

Capek, ˇ Karel (1890–1938) 95, 308 

Centraleuropa 349 

CEPOS 272 

Cerny, Philip G. 203 






394 


CEVEA 272 

Chartres, biskoppen af 330–1 

Christian I (konge af Danmark 1448–81) 

246 

Christiansborg 157 

Churchill, Winston (1874–1965) 117, 373 

Cicero (106–43 f.Kr.) 78, 84–5, 255, 294 

Clausen, Sven (1893–1961) 43 

Clinton, Bill (f. 1946) 42 

Condorcet, marquis de (1743–94) 214, 

219–25, 227 

Conseil Constitutionnel 64, 6 

Constant, Benjamin (1767–1830) 282, 

284, 287–8, 294–5, 378 

Crick, Bernard (1929–2008) 82 

Cromwell, Oliver (1599–1658) 172 

Dahl, Robert A. (f. 1915) 16–7, 20, 21, 113, 

228, 307, 373–4, 376–80, 382, 385–6 

Danmark, dansk, danskere 12, 17–9, 31, 

41–2, 44, 61, 70, 77, 87, 95, 101, 115, 

118, 126, 129, 135, 137, 142–3, 152–6, 

158–9, 164–7, 180, 182–5, 188–9, 202, 

212, 217, 250, 253, 255, 258, 260, 270, 

271–2, 281, 328, 344, 346–7, 349, 350, 

353, 367–8 

Davis, Gray (f. 1942) 140 

Diderot, Denis (1713–84) 306 

Douglas, Stephen (1813–61) 219, 223, 225 

Dukakis, Michael (f. 1933) 42 

Dworkin, Ronald (f. 1931) 315 

Edinburghaftalen 349 

EF, Det Europæiske Fællesskab 61, 68, 

343–5, 347, 352–3 

Ellemann-Jensen, Uffe (f. 1941) 223–4 

Engell, Hans (f. 1948) 223–4 

Engels, Friedrich (1820–95) 364 

England, engelsk, englændere 82, 130, 

139, 141, 164, 168, 172, 179, 181–3, 

186–7, 215–6, 249, 251, 258, 306, 324, 

349, 366 

Etiopien 30 

EU, Den Europæiske Union 21, 30–1, 

43–4, 60, 63, 115, 143, 153, 155–6, 

165, 226, 237–8, 252–3, 260, 276, 328, 

341–55, 365–8 

Euripides (ca. 480–06 f.Kr.) 233 

Europa, europæisk 21, 25, 31, 40–1, 53, 

62–3, 66, 68, 99, 109, 133, 152, 157, 

179–81, 183–4, 211, 237–8, 249, 

256–7, 322, 334, 349–50, 362–3, 366, 

378, 381, 385 

Finland 61, 250 

Fishkin, James 101–3 

Fjernøsten 362 

Florida 25, 65 

FN, De Forenede Nationer 11, 19–21, 110, 

163, 188, 247, 254, 329, 331, 341–2, 

365, 367–8 

Frankrig, fransk 12, 24, 64, 96, 109, 126, 

172–3, 181, 187, 189, 219–21, 231, 

249–51, 256, 304, 306, 325–6, 328, 

330, 349–50, 363 

Franske Revolution, Den 219, 249, 287, 

304 

Frederik II (konge af Preussen 1740–86) 

289, 290, 331 

Frederik VII (konge af Danmark 1848– 

63) 70 

Friedman, Milton (1912–2006) 227 

G8 365 

Gandhi, Mahatma (1869–1948) 307 

Genève 173 

Georg III (konge af Storbritannien 1760– 

1820) 249, 324 

Georgia 324 

Gettysburg 17 

Glarus 109, 181 

Gramsci, Antonio (1891–1937) 204 

Greenpeace 366 

Grotius, Hugo (1583–1645) 323 







Grundtvig, Nikolai F.S. (1783–1872) 18 

Grækenland, græsk, grækere 247–9, 

255–6, 259, 260, 273, 286, 325, 349 

Göteborg 233 

Haag 45 

Habermas, Jürgen (f. 1929) 269–70, 274 

Hacker-Cordón, Casiano 385–6 

Hamilton, Alexander (1755–1804) 85, 87 

Hayek, Friedrich von (1899–1992) 315 

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (1770– 

1831) 204, 284 

Helvétius, Claude Adrien (1715–71) 306 

Herodot (ca. 484–ca. 430 f.Kr.) 273 

Hobbes, Thomas (1588–1679) 171, 180, 

286, 324 

Hofstadter, Albert (1911–89) 307 

Holger Danske 18 

Holland 61, 250, 350 

Hongkong 385 

Hume, David (1711–76) 69, 306 

Hussein, Saddam (1937–2006) 188, 307 

Hviderusland 25 

Hyde Park 366 

Højesteret 61, 125, 165, 185, 344 

Højlund, Niels (f. 1931) 118–9 

Hørup, Viggo (1841–1902) 159, 164, 344 

Ibsen, Henrik (1828–1906) 232, 233 

IMF (Den Internationale Valutafond) 

226, 365, 367 

Irak 11, 188, 189, 191 

Iran 40 

Irland 350 

Italien, italiensk 24, 68, 110, 248–50, 

255–6, 271, 349, 383–4 

Jackson, Andrew (1767–1845) 109 

Jefferson, Thomas (1743–1826) 40, 62, 85, 

87, 182, 190, 307, 324 

Jugoslavien 255, 341 

Kant, Immanuel (1724–1804) 282, 382 

Karl I (konge af England 1625–49) 172 

Karlsruhe 63, 184 

Kelsen, Hans (1881–1973) 63 

Kina, kinesere 21, 40, 281, 385 

Knudsen, Tim 152, 155 

Koch, Hal (1904–63) 22, 95, 104, 228–9, 

231 

konsofolket 30 

Korsika 173 

Kriton (5. årh. f.Kr.) 10 

kurdere 255 

Kurrild-Klitgaard, Peter 223–4, 226 

København 245 

Latinamerika, latinamerikanske stater 

62, 382 

Lijphart, Arend (f. 1936) 214 

Lincoln, Abraham (1809–65) 17, 219, 223, 

225, 256, 306–7 

Litauen 43–4 

Livius (59 f.Kr. – 17 e.Kr.) 79, 256 

Locke, John (1632–1704) 171, 305–6, 

323–4 

Louisiana 68 

Ludvig XIV (konge af Frankrig 1643– 

1715) 189 

Ludvig XVI (konge af Frankrig 1774–92) 

249, 325 

Luxembourg 63, 334, 345–6, 352, 354, 367 

Lykketoft, Mogens (f. 1946) 189 

Machiavelli, Niccolò (1469–1527) 78–80, 

189, 249, 255, 289, 377 

Mackie, Gerry 223 

Madison, James (1751–1836) 85, 87, 

127–8, 182, 190, 231 

Mao Zedong (1893–1976) 236 

Marshall, Thomas (1893–1981) 251–2 

Marsmarken 173 

Marx, Karl (1818–83) 204, 246, 284, 287, 

364 






396 


Masaryk, Tomáš (1850–1937) 17, 95, 307 

Massachusetts 324 

Merkel, Angela (f. 1954) 350 

Michels, Robert (1876–1936) 233–5 

middelhavsverdenen, -området 248, 381 

Mill, John Stuart (1806–73) 103, 282, 305, 

378–9 

Montana 191 

Montesquieu, Charles-Louis de Secondat, 

baron af (1689–1755) 78, 125, 

179, 180–2, 186, 192, 249, 256, 281, 

284 

Montevideokonventionen 19, 341 

Mosaiske Troessamfund, Det 202 

Mosca, Gaetano (1858–1941) 233, 235 

Mugabe, Robert (f. 1924) 19 

Mussolini, Benito (1883–1945) 233 

Napoleon Bonaparte (1769–1821) 220 

NATO 342, 365 

New England-stater 136 

New York 11, 20, 281 

New Zealand 26, 27, 250, 252, 259 

Ninn-Hansen, Erik (f. 1922) 157, 274 

NOAH 272, 366 

Nordamerika, nordamerikansk 21, 30, 

172 

Nordcypern 247 

Nordirland 229, 231 

Norge 250, 270 

Nozick, Robert (1938–2002) 282 

Nyborg 245 

Næss, Arne (1912–2009) 15 

Ohio 25 

Olsen, Erling (f. 1927) 154 

Oregon 191 

Orwell, George (1903–50) 42 

OSCE 25 

Oxford 282 

Paine, Thomas (1737–1809) 78 

Pareto, Vilfredo (1848–1923) 233, 235 

Pavestaten 247 

Peloponnesiske Krig, Den 95, 211 

Pennsylvania 181–3 

Perikles (ca. 495–429 f.Kr.) 211, 233, 375 

perserne 273 

Pettit, Philip (f. 1945) 87 

Philadelphia 324 

Pitt den yngre, William (1759–1806) 181 

Pitt den ældre, William (1708–78) 179 

Plamenatz, John (1912–75) 310, 315 

Platon (427–347 f.Kr.) 10, 110, 120, 185, 

228, 230–1, 235–6, 283, 284, 287, 

309–10, 376 

Pocock, John (f. 1924) 80 

Polybios (ca. 200–ca. 118 f.Kr.) 186 

Popper, Karl (1902–94) 23, 377 

Preussen 289, 305, 331 

Pufendorf, Samuel (1632–94) 323–4 

Rasmussen, Anders Fogh (f. 1953) 8, 

188–9 

Rasmussen, Poul Nyrup (f. 1943) 223–4 

Rawls, John (1921–2002) 282, 311–2, 315 

Reagan, Ronald (1911–2004) 40 

Rehnquist, William (1924–2005) 65 

Riker, William (1920–93) 222–3 

Roberts, John G. (f. 1955) 65 

Robespierre, Maximilien (1758–94) 173 

Rom, romersk, Romerriget, romere 79, 

84, 173, 180, 186–7, 211, 248, 256, 377, 

381 

Ross, Alf (1899–1979) 22 

Rostbøll, Christian 291 

Rousseau, Jean-Jacques (1712–78) 128, 

130, 139, 172–3, 249, 284, 287, 294, 

303, 305 

Sallust (86–34 f.Kr.) 78, 84, 255 

San Francisco 349 

Sandel, Michael (f. 1953) 85 







Schlüter, Poul (f. 1929) 157–8, 274 

Schmidt, Marcus 115–6 

Schumpeter, Joseph (1883–1950) 139, 

315 

Schwarzenegger, Arnold (f. 1947) 140 

Schweiz 24, 27, 61, 109, 110, 181, 232, 

250, 253, 349, 354 

Senatet 25, 65, 183 

Shapiro, Ian 385–6 

Sieyès, Emmanuel Joseph (1748–1836) 

96, 306 

Singapore 385 

Skandinavien, skandinaviske lande 152, 

191, 362 

Skinner, Quentin (f. 1940) 294 

Slesvig 245 

Sokrates (469–399 f.Kr.) 10, 255 

Somaliland 247 

Soros, George (f. 1930) 363 

Sovjetunionen 10–1, 26, 51, 212 

Spanien, spansk 87, 323, 383–4 

Speakers’ Corner 366 

Spinoza, Baruch de (1632–77) 284 

Springfield 306 

Stockmann, Dr. 233 

Storbritannien 12, 60, 82, 126, 165, 188–9, 

215–6, 231, 250–1, 349, 363 

Strasbourg 31, 205, 238, 334, 364 

Sverige, svensk 61, 250, 253, 259 

Sydkorea 384–5 

Syrakus 382 

Taiwan 247, 385 

Texas 68 

Theben 382 

Theseus 233 

Thyssen, Ole (f. 1944) 228–9 

Tiananmenpladsen 11, 281 

Tjekkoslovakiet 17, 95, 255, 307 

Tocqueville, Alexis de (1805–59) 16, 26, 

53, 109, 229, 281–2, 327 

Togeby, Lise (1942–2008) 152 

Tyrkiet 354 

Tyskland, tysk, tyskere 12, 63–4, 126, 

153, 228, 255–6, 260, 327, 343–4, 346, 

349, 384 

Tønder 245 

Ukraine 25 

UNESCO 11, 20 

USA, Amerikas Forenede Stater 11–2, 

24–5, 26, 28, 40–5, 53, 62–3, 65, 67–9, 

85–6, 100, 102, 109, 118, 126–7, 133, 

141, 181–4, 187, 188–9, 191, 219, 223, 

225, 249–51, 256, 258, 276–7, 326, 

343–4, 349, 354, 362, 367, 381–3 

Venedig 181, 211, 249, 377 

Verdensbanken (IBRD) 226, 367 

Versailles 256, 325 

Vesten, vestlig 20, 273, 333, 343, 347, 352, 

373, 384 

Vesttyskland 327 

Vietnamkrigen 45 

Virginia 324 

Vordingborg 245 

Warren, Earl (1891–1974) 65 

Washington 19, 226 

Westfalen 290 

Williamson, John 226 

Wilson, Woodrow (1856–1924) 26 

Wolfgang, Walter (f. 1923) 11 

Wright, brødrene 17 

WTO 365, 367 

Zapatero, Luis (f. 1960) 87 

Zimbabwe 19, 21 

Østasien, østasiatisk 30, 385 

Østen 273 

Østeuropa, østeuropæisk 19, 26, 349 

Østrig, østrigsk 63, 250 











sagregister 399 

sagregister 

Dette register dækker teksten, men ikke 

noterne. 

afstemning 217–25 

afstemningscykler (Condorcets paradoks) 

98, 221–4, 227 

afstemningscykler i Danmark 223–4 

afstemningscykler i USA 223 

Bordas metode 219–20, 225 

Condorcets metode 219–21, 225 

dagsorden for afstemninger afgørende 

for udfaldet 222–4 

flertalsvalg i enkeltmandsvalgkredse 24, 

114, 131, 137, 215 

folkeafstemning s.d. 

forholdstalsvalg 22, 114, 136–8, 215–6 

godkendelsesmetoden 225 

hemmelig 24, 52, 101, 230, 331, 333, 374 

hver person én stemme 212, 233, 380–1 

håndsoprækning 232 

majoritetsvalg 218–9, 225 

nulsumsspil versus plussumsspil 226 

opinionsundersøgelser s.d. 

partidisciplin 29, 136–8, 152, 216 

pluralitetsvalg 218–9, 225 

social choice-teori 221–4, 226–7 

stemmepligt 247, 293 

transitiv/intransitiv præference 221–2 

valg s.d. 

blandet forfatning 185–93 

aristokratiske aspekter af demokrati 41, 

45, 128, 186–7, 190–2 

Aristoteles’ seksdelte forfatningsmodel 

185–6, 375 

blanding af enevælde, fåmandsvælde og 

folkevælde 185 

blanding af kongedømme, aristokrati og 

borgerstyre 191–2 

blanding af tyranni, oligarki og pøbelvælde 

191–2 

bygger på samspil mellem institutioner 

187 

dannelse af nye partier et demokratisk 

aspekt 191 

demokratiske aspekter af repræsentativt 

demokrati 128, 190–1, 277 

empirisk baseret teori 191 

Englands forfatning i 1600- og 1700-tallet 

186–7 

forfatningsdomstolene et aristokratisk 

aspekt 45, 190–2 

forfatningsdomstolene nyder folkets 

tillid 190 

fortrængt af magtfordelingslæren 186 

hver funktion delt mellem flere institutioner 

187 

krigen mod Irak eksempel på det monarkiske 

aspekt 188–9, 191 

magtfordeling s.d. 




monarkiske aspekter af demokrati 152, 

186, 187–9, 277 

nogle stater i USA mere demokratiske 

end forbundet 191 

nævninger og domsmænd et demokra- 

tisk aspekt 117, 125, 191 

parlamentet et aristokratisk aspekt 41, 

44–5, 190 

Polybios’ seksdelte forfatningsmodel 

186–7 



400 


positiv-negativ variant af hver form et 

normativt aspekt 191–2 

premierministerens magt i Storbritan- 

nien 188–9 

præsidentens magt i USA 188–9 

relevant beskrivelse af moderne demokrati 

187–193 

Roms forfatning under republikken 

185–7 

stabiliteten et normativt aspekt 192 

statsministeren i Det Europæiske Råd 

188, 343, 350 

statsministeren som »den stærke leder« 

188–90 

statsministeren/præsidenten lægger 

landets politiske kurs 187–8 

statsministeren/præsidenten som monarkisk 

forfatningselement 152, 

187–9 

statsministeren/præsidenten udpeger og 

udskifter ministre 152, 186 

valg et aristokratisk aspekt set fra de 

valgtes side 128 

valg et demokratisk aspekt set fra vælgernes 

side 128, 190 

ytringsfrihed og adgang til information 

demokratiske aspekter 190 

borger og borgerskab 18–9, 24–8, 

79–87, 97–103, 110–9, 245–61 

borger: fokus på (borger)rettigheder 253 

borgerrettigheder s.d. 

borgerskab som klasse 246, 251 

byborger 78, 245–6, 248–9 

demos 16, 113, 348–9 

dobbelt borgerskab, se borgerskab, dobbelt 

fokus på politisk fællesskab 254 

medborger s.d. 

politisk aktive borgere 49, 52, 80–7, 141– 

2, 217, 234, 259, 268, 271, 273, 287–8, 

293, 375, 377 

politisk passive borgere 52–3, 81, 118–9, 

375, 378 

skel mellem borgere og fremmede 26, 

169–70, 201, 247, 252–4, 259, 321, 325 

statsborgerskab s.d. 

statsløse 247 

borgerrettigheder 60, 65, 229, 247, 249, 

250–4, 258, 260 

borgerpligter 247, 253–4 

borgerrettigheder versus menneskerettigheder 

60, 237–8 

civile (beskyttelse af person, bolig og 

ejendom) 250–1 

frihedsrettigheder 251 

grundrettigheder 251 

konverteret til menneskerettigheder 

252, 260 

sociale og økonomiske rettigheder 250–1 

Thomas Marshalls opdeling 251 

udvidet til fastboende (minus politiske 

rettigheder) 252 

borgerrettigheder, politiske på lokalplan 

100 

omfatter fastboende fremmede 251, 253, 

348 

town meetings 84, 100, 109 

valgret 251, 253, 348 

valgbarhed til kommunalbestyrelser 

251, 253, 348 







borgerrettigheder, politiske på statsplan 

249–53 

forbeholdt statsborgere 252–3, 260 

oprindeligt betinget af formuecensus 

249–50 

ret til at beklæde offentlige embeder 253 

valgbarhed 252, 380–1 

valgret 252, 380–1 

borgerskab, dobbelt 259–60 

i EU, unionsborgerskab 260, 343, 348–9 

i forbundsstat 260, 343 

i to stater 247, 259–60 

stedse mere almindeligt pga. globalisering 

247 

verdensborgerskab 261, 366, 369 

Danmark 

afstemningscyklus i 1994 i opinionsundersøgelse 

223–4 

Alf Ross 22 

Anders Fogh Rasmussens regering 

188–9, 217 

antal fastboende fremmede 253 

borgere og borgerskab i byer 245–6 

borgerskab ved naturalisation 247 

Dansk Folkeparti 217 

definition af dansker 18–9 

deliberativ meningsmåling i 2003 om 

euroen 101–2 

enevælde 1661–1849 180 

EU’s retsreglers gyldighed 153, 344–7, 

367 

fire forbehold over for EU-samarbejdet 

349 

Folketinget s.d. 

Fremskridtspartiet i 1973 22 

grundloven se Grundlov, Danmarks 

Riges 

Hal Koch 22, 95, 104, 228, 231 

holdning til direkte demokrati 118 

holdning til dobbelt borgerskab 260 

holdning til dødsstraf 41–3 

holdning til EU 274, 349, 350, 352–3 

holdning til fremmede 255 

Højesteret s.d. 

indfødsretsloven af 1776 250 

journalister 273 

koalitionsregeringer 217 

Kommunernes Landsforening 154 

Kongeloven 180 

konsensusdemokrati 152, 217 

Konservative, De 217, 223, 246, 270 

krigen mod Irak 188–9 

kvinder får stemmeret i 1915 250 

magtfordeling 182 

Magtudredningen 143, 152, 155, 267 

Marcus Schmidts elektroniske andetkammer 

115–7 

massemediernes udvikling 269–71 

medborger(skab) 253–4 

medlemskab af politisk parti 142 

mindretalsregeringer 217 

NOAH 272, 366 

offentlighed i forvaltning 268 

offentlighed i lovgivning 268 

offentlighed i retspleje 268 

Ole Thyssen om flertalsstyre 228 

Poul Schlüters regering 158, 274 

retten til politisk dovenskab (Niels 

Højlund) 119 

Socialdemokratiet 223, 246, 270 

Socialistisk Folkeparti 246, 270 

Strukturkommissionen 153 

Teknologirådets borgerhøringer 100 

tiltræder i 1992 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 

328 

Tim Knudsen 152 

Venstre 8, 217, 223, 246, 270 

definition af demokrati 15–32, 39, 41, 

96, 103, 139, 166, 211–2, 238, 377 

berømte udsagn brugt som definition 

17–8 






402 


definition af »dansker« 18–9 

definition af »politiker« 22–3 

definition af »stat« 19 

demos 16 

denotatsdefinition 19 

direkte demokrati 26–7 

diskussion, debat 17, 22, 29–30, 32, 95, 

158, 189–90, 217, 267 

Encyclopædia Britannica 26, 32, 59, 109 

etymologisk definition 16–7 

flertalsstyre 28, 211–2, 228, 233 

folkedemokratier 19, 26 

folkestyre 10, 16, 21, 59, 113, 126, 169, 

191–2 

Freedom House 20–1, 39 

government of/by/for the people 17–8 

hele folkets styre 15, 24, 26–8, 39, 41, 52, 

139, 166, 169 

hurraord 19, 120, 373 

ideologi 8, 12, 15, 20, 23, 31–2, 39–45, 49, 

66, 354 

indirekte (repræsentativt) demokrati 

26–7 

Karl Popper 23, 377 

konnotatsdefinition 18 

livsform (Hal Koch) 15, 21–3, 29–30, 32, 

103, 254, 369 

polyarki 21 

Robert A. Dahl 17, 20–1 

statsform og styreform (Alf Ross) 8, 10, 

12, 15, 21–9, 31, 39–45, 163, 166, 211, 

328, 364 

Tomáš Masaryk 17 

UNESCO’s undersøgelse af demokratibegrebet 

11, 15–6, 20 

USA, et demokrati? 28 

vestlige verdens opfattelse, den 8–9, 21, 

51, 110, 118, 308, 312, 333, 365–6, 373 

deliberativt demokrati 59, 95–104, 133, 

207, 230, 267, 275, 291–2 

alternativ til liberalt demokrati 96 

borgerne er rationelle og moralsk ansvarlige 

97, 103, 111, 236, 308, 312, 

323 

bygger på saglig argumentation 96–101 

consensus conferences 100 

Deliberation Day 102–3 

deliberativ meningsmåling (deliberative 

opinion poll) 100–2, 119–20, 275 


86–7, 95–104, 116, 132–3, 137–8, 158, 

189–90, 217, 258–9, 267, 271–6, 285, 

367–8, 381, 385 

fokus flyttes fra afstemning til debat 

95–7 

forudsætter sproglig integration 258 

kompromis 96–7 

som livsform 29, 103–4 

transformation af synspunkter under 

debat 97, 101 

demokrati 

almenvellet 80–1, 85–6, 97–8, 127, 131, 

134–5, 214, 230 

antal demokratiske stater 9, 331, 333, 

367, 382 

aspekt af statsbegrebet 9, 52 

Benthams syllogisme 379 

definition af s.d. 

deliberativt s.d. 

demokratikanon 59, 60, 228, 281 

demokratisering 9, 104, 367–8, 385 

demos 16, 113, 348–9 

det, der vedrører alle, bør godkendes af 

alle 99, 189, 212, 379 

direkte s.d. 


86–7, 95–104, 116, 132–3, 137–8, 158, 

189–90, 217, 258–9, 267, 271–6, 285, 

367–8 

egeninteressen 22, 80–1, 83, 85–6, 97–9, 

111, 117, 130–1, 134–5, 206–7, 214, 

230, 271, 311–2, 373, 378–80 







egenværdi over for instrumentalværdi 

(mål – middel) 20, 51, 82, 84, 86, 207, 

285, 293–4, 374–80 

enhver kender egeninteressen bedst 

131–2, 134, 213, 236, 378–9 

et gode 11, 110, 374–5, 379, 385–6 

flertalsstyre s.d. 

folkeafstemning s.d. 

folkestyre 10, 16, 21, 41, 113, 126, 133, 

169, 191–2, 373, 384 

folkesuverænitet s.d. 

folkets røst 102, 139–42, 168–9 

fremmer menneskelig udvikling 103, 

373, 380 

fremmer moralsk autonomi 373, 380 

fri adgang til information 10, 24, 101–2, 

114, 133, 190, 268–9, 361 

frihed s.d. 

fælles(skabets) interesser 22, 83, 95, 

129–32, 134, 207, 214, 379 

grad af demokrati omvendt proportional 

med gruppens størrelse 353, 368 

hele folkets styre 15, 24, 26–8, 39, 41, 52, 

101–2, 110, 113, 115, 120, 127–8, 139, 

166, 169, 212, 218 

hvad folket ønsker 28–9, 44, 83, 97, 130– 

6, 139, 143, 168–9, 211–4, 217–8, 283, 

290–1, 382–3 

indirekte 15, 26–9, 39, 41, 50, 52, 109, 133, 

139, 143, 151, 166, 169, 189, 192, 212, 

236, 330, 364, 380 

ingen økonomisk lighed 313–4, 381 

knyttet til menneskerettigheder 7–9, 

15, 31, 39–40, 45, 52, 61, 66, 205, 328, 

331–4, 354, 366, 374 

kommunitarisme 80, 207, 376, 380 

kompromis 22, 30, 96–8, 127, 152, 214–6, 

232, 384 

konsensus s.d. 

konstitutionelt s.d. 

liberalt s.d. 

lighed s.d. 

maksimum over for optimum 21, 110, 381 

massemedier forudsætning for demokrati 

276 

mennesket et politisk væsen (zoon politikon) 

80, 84–6, 119, 285, 294, 374–6, 

380 

omtalt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 

20 

omtalt i FN’s Menneskerettighedserklæring 

20 

partier s.d. 

repræsentativt s.d. 

republikanistisk s.d. 

skaber fred 9, 51–2, 374, 381–4, 386 

skaber velstand 374, 384–5, 386 

udbredelse efter 1945 21, 381 

utilitarisme 130–1, 134, 140, 326 

valg s.d. 

velstand fører til demokrati 385 

værn mod tyranni 84, 373, 377 

ytringsfrihed s.d. 

direkte demokrati 10, 15, 21, 23–4, 26–7, 

41–2, 44, 59, 87, 102, 109–20, 133, 139, 

143, 166–7, 173, 182, 192, 212, 230–1, 

234–6, 272, 288, 331, 350, 368, 376, 

381–2 

borgerforsamlingen i British Columbia 

114–5 

borgerne er rationelle 111, 133 

borgerne interesserede i politik 111, 116, 

118, 133 

borgerne kan holdes informeret 111, 133 

borgerne kan sætte almenvellet over 

egne interesser 111 

borgernes politiske dovenskab 118–9 

borgernes uvidenhed 117–8, 132 

demarki 113–4 

demokrati et gode 11, 110, 374–5, 379, 

385–6 

det elektroniske andetkammer 115–6 






404 


direkte demokrati mere demokratisk 

end repræsentativt 110 

doublethink 117 

fokus flyttes fra politikere til politik 116 

i Athen og Glarus 109–10 

it-teknologi 10, 110–12, 117 

korruption vanskeligere 116 

lobbyisme bliver synlig 116 

lodtrækning 108, 110, 115 

lokalt og i delstater 109–10 

maksimalt = optimalt demokrati 110 

politiske partier mindre vigtige 116 

populistisk 83, 87, 192, 231 

randomiserede paneler et spejl af folket 

102, 112–3, 142 

referendummodel 112–4 

rotation 116 

skelnen mellem faglige og politiske 

aspekter af et problem 111 

teledemocracy 112–3 

town meetings 84, 100, 109 

dødsstraf 39–44, 65, 322, 333 

forbud mod (i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention) 

39–40 

forbud knyttet til demokrati 333 

fri abort 43, 322 

doublethink 42–3 

holdning til (i Danmark) 41–2 

holdning til (i Litauen) 43–4 

holdning til (i Kina og Iran) 40 

holdning til (i USA) 40–4, 65 

intet forbud i FN’s Menneskerettighedserklæring 

40 

retten til liv 40, 43, 251, 322, 324, 329, 331 

Europæiske Union, Den 341–55 

Amsterdamtraktaten 349 

charter om grundlæggende rettigheder 

31, 237, 328, 354 

Costa-dommen i 1964 68, 345 

delegation af suverænitet 346 

demokratisk underskud? 343, 347–54, 

367 

demokratidilemmaet 353–4 

Det Europæiske Råd 188, 343, 347, 350 

direktiver indarbejdes i medlemmernes 

lovgivning 153, 344–346, 351, 367 

dobbelt borgerskab 343 

Edinburghaftalen 349 

EF regulerede primært indre marked, 

landbrug og fiskeri 344–5 

EF/EU-Domstolen 60, 63, 68, 152, 343, 

345–6, 352, 354, 367 

EF-traktaten 343 

EU udvidet til også at regulere sundhed, 

sociale forhold, indvandring, sikkerhed 

345 

EU’s lovgivning trinhøjere norm 345, 

351 

EU-udvalg i medlemmernes parlamenter 

155–6, 352 

europæisk demos 348–9 

fast formand for Det Europæiske Råd 343 

flag og hymne 348 

folkeafstemninger om EU’s traktater 

349–51 

Folketingets suveræne lovgivningsmagt 

før 1973 344 

forbundsstat? 341–2, 346–7 

Forfatningstraktaten af 2004 211, 350, 

354 

forordninger med direkte virkning for 

medlemmernes borgere 153, 343–6, 

351, 367 

fællesskab af stater og folk 343 

halvdelen af medlemmernes nye retsregler 

dikteret af EU 153, 346, 367 

håndhævelse af menneskerettigheder 

354 

juridisk person 343 

Kommissionen 115, 346, 348, 350, 351–2 

konstitutionelt demokrati 354 







Lissabontraktaten 31, 237, 328, 343, 345, 

348, 350–1, 353–4 

lovgivningsprocedure 351–3 

Maastrichttraktaten 260, 345, 347–8, 350 

medlemmerne ikke længere suveræne 

stater 153, 346 

Ministerrådet 116, 156, 346, 351–3 

nationalt borgerskab 343 

NATO 342 

Nicetraktaten 328, 354 

Parlamentet 348, 351–3 

ret til udmeldelse af EU 346 

stat 341–2 

statsforbund? 341–2 

suverænitet 341–2 

transnational identitet 343 

udvikling mod forbundsstat 343, 346–7, 

349, 354–5 

unionsborgerskabet 260, 343, 348–9, 351 

unionshær og politi? 347 

ydre og indre suverænitet 342–3, 345–7 

flertalsdiktatur 61–2, 83, 215, 228–31, 

238, 379 

i direkte demokrati 230–1 

i Nordirland 229, 231 

i repræsentativt demokrati 231 

flertalsstyre 10, 28, 40–5, 62, 83, 96–8, 

131–5, 141–2, 211–31, 236–7, 275–6, 

354, 379, 382–3 

Condorcets argument for flertal 214 

Danmark et konsensusdemokrati 217 

demokrati defineret som 211, 228, 233 

direkte demokrati som 212 

flertal af folket 212, 218 

flertal af mindretal 211–2 

flertallet har ret 228–9 

Hal Kochs sogneråd 231 

konsensusdemokrati 83, 152, 214–7 

kritik af flertalsafgørelser 228, 233 

kvalificeret majoritet 213 

majoritetsdemokrati 214–6, 231 

massetyranni 229–30 

mindretallet bøjer sig for flertallet 212, 

215–6 

oligarki som 211–2 

Storbritannien et majoritetsdemokrati 

215–6 

folkeafstemning (referendum) 24, 29, 

44, 50, 69, 83, 102, 110, 112–5, 118–9, 

142, 167, 188, 344, 349–51 

i Danmark, Italien, Schweiz, USA 110, 

188, 344 

i direkte demokrati 112–5 

om EU’s traktater 349–51 

om forfatningsspørgsmål 44, 50, 69, 115, 

167 

sjældne i repræsentative demokratier 24, 

29, 50, 110, 139, 167, 217–8, 275–6 

trussel mod demokratiet 41, 83, 118–9, 

192 

udtryk for folkets mening 102, 142 

folkesuverænitet 163, 165–70 

at iværksætte folkets ønsker 168 

folkeafstemning ved grundlovsændring 

167 

folkesuverænitet legitimerer parlamentssuverænitet 

50, 62, 70, 151 

folket som ultimativ suveræn 83, 167–9, 

172–3 

folket som umiddelbar suveræn 168 

historie 170–3 

hos Rousseau 172–3 

suverænitet s.d. 

suverænitetsafgivelse definitiv (Hobbes) 

171 

suverænitetsafgivelse suspensiv (Locke) 

171 

udgår fra folket (repræsentativt demokrati) 

166–7, 171, 173 






406 


udøves af folket (direkte demokrati) 

166–8, 173 

ved referendum 167 

Folketinget 13, 22, 61, 69–70, 115, 126, 

135–6, 143, 152–7, 159, 164, 166, 185, 

188, 217, 247, 275–6, 344, 346, 367 

debatten i Folketinget 158 

Europaudvalget 155–6 

Finansudvalget 155–6 

Folketingets versus folkets holdning til 

politiske problemer 41–2, 143 

forholdstalsvalg 136–7 

kontrol med politikerne 155–7, 159 

lovgivende magt forskudt til ministre og 

embedsmænd 154, 159 

lovgivningsmagt 153–5, 159 

medlemmer ene bundet ved deres overbevisning 

135 

mistillidsvotum 157 

Ombudsmand 157 

opinionsdannere 272 

parlamentarisk demokrati 158 

parlamentarisk elite 129 

partidisciplin 136 

Rigsretten 157, 274 

Rigsrevisionen 157 

rolle i regeringsdannelse 157–9 

Statsrevisorerne 157 

stort antal partier repræsenteret 217 

suverænitet 159, 164, 166, 344 

Tamilsagen 157, 274 

Udenrigspolitiske Nævn, Det 155–6 

udvalg for hvert ministerium 153 

forfatningsdomstole 44–5, 61, 63–8, 70, 

99, 165, 183–4, 190, 333, 343 

afhængige af partipolitik 64–5 

andel i lovgivningsmagten 64, 68 

beskytter grundrettigheder 61, 63, 65–6 

dommerne ved forfatningsdomstolene 

64–5 

EF/EU–Domstolen i Luxembourg 63 

fortrolige forhandlinger 65 

Højesterets lovprøvningsret 61–2 

i Frankrig 64–5 

i Litauen 43–4 

i Tyskland (Bundesverfassungsgericht) 

63–4 

i Østrig 63 

kan ikke drages til ansvar 67 

konsensus 65 

kontrol med 64 

landets suveræn? 64 

lovprøvningsret 61, 63–4, 66, 165, 184–5, 

344 

proaktiv grundlovsfortolkning 68, 70, 

352 

Tvindloven 61, 185 

uafhængighed 62, 68 

USA’s højesteret 25, 44, 63, 65, 68, 183, 

185, 343 

valg af dommere i USA’s delstater 67–8 

Frankrig 12, 24, 64–5, 126, 172–3, 181, 187, 

189, 219, 231, 249–51, 256, 306, 325–6, 

350, 363 

Conseil Constitutionnel 64–5 

folkeafstemning om EU’s forfatning 350 

folkeafstemning om Maastrichttraktaten 

350 

folkesuverænitet 172–3 

folkevalgt præsident 126, 187 

forfatning af 1946 328 

kvinder får valgret i 1945 24, 250 

nationalforsamlingen 64 

senatet 64 

frihed 7–9, 11, 15, 20, 29–32, 39, 43, 49– 

53, 67, 79–85, 130, 141, 172, 179, 181, 

190, 201, 203, 205–7, 230, 237, 249, 

251–2, 255–8, 267–8, 270, 273, 281–95, 







303–4, 308, 313–5, 323–5, 327, 329–32, 

347–8, 363, 373–4, 376–8, 386 

Berlins fortolkning af Constant 287–8 

Berlins skelnen mellem negativ og positiv 

frihed 282–5 

Constants skelnen mellem antik og 

moderne frihed 282, 287–8, 378 

demokratiets grundværdi 281, 285 

det liberale demokratis banner 281 

foreningsfrihed 205, 267, 294, 329 

forsamlingsfrihed 31, 205, 267, 294, 327, 

329 

Frihedsgudinden 11, 281 

identificeret med demokrati 281 

kamp for friheden en borgerpligt 293–4 

konflikt mellem frihed og lighed 282 

lighed i frihed 31, 49, 207, 283 

negativ se frihed, negativ 

negativ og positiv frihed som komplementære 

286–8, 292, 295 

negativ og positiv frihed som modsætninger 

282, 284–5, 287, 295 

politisk frihed i et repræsentativt styre 

288 

positiv se frihed, positiv 

religionsfrihed (trosfrihed) 237, 289, 293, 

304, 327, 329, 331 

republikanistisk se frihed, republikanistisk 

sikres af demokrati 373–4, 376–8, 386 

Stuart Mills essay Om frihed 282 

ultraliberal versus socialliberal opfattelse 

282 

vigtigere end demokrati 20, 284 

vigtigere end lighed 49, 282 

ytringsfrihed s.d. 

frihed, negativ 292–3 

egenværdi eller instrumental værdi? 

293–4 

fandtes i Athen 287–8 

frihed fra indblanding 49, 79, 82, 206, 

282–93, 329, 377–8 

ikke nødvendigvis demokratisk 283, 

289–90, 378 

moderne – fandtes ikke i oldtiden 283, 

286 

personlig og individuel 282, 286 

pligt til at værne om personlig frihed 

293–4 

ret til at leve, som man vil 7, 31, 51–2, 

206–7, 257–8, 282–8, 293, 378 

retten til politisk dovenskab 286 

særkende for demokrati 285, 293, 378 

udfoldes i privatsfæren 206, 257, 261, 

283, 286, 291 

frihed, positiv 282–3 

antik frihed = politisk frihed 286–7 

demokratisk medbestemmelse 49, 285– 

8, 294, 377 

egenværdi eller instrumental værdi? 

285, 293–4 

fokuserer på fællesskabet 283–6 

forudsætning for negativ frihed 293, 295 

implicerer dominans 284 

knyttet til demokrati 284–5 

pligt til politisk participation 286, 293 

politisk aktive borgere 49, 52, 80–6, 

141–2, 217, 234, 259, 268, 287–8, 293, 

375, 377 

rationel selvkontrol 283–7 

ret til politisk participation 285, 291 

selvbestemmelse 283, 285 

udfoldes i den offentlige sfære 286 

frihed, republikanistisk 288–91 

deliberativ kritik af 291–2 

findes kun under demokrati 290 

forenelig med en aktiv statsmagt 291 

frihed fra vilkårlig dominans 289–90, 

292 




indblanding ikke uforenelig med frihed 

290 



408 


knyttet til demokrati 290 

Machiavellis frihedsbegreb 289 

negativ og positiv frihed reduceret til én 

form 289, 291 

slaver, der lever uden herrens indblanding 

289, 291 

globalisering 10–1, 247, 254, 361–9 

Amnesty International 365–6 

antiterrorlove indskrænker demokrati 

363 

bevægelse af arbejdskraft? 361 

demokrati forudsætter eksistensen af 

stater 364–9 

demokratigrad omvendt proportional 

med enhedens størrelse 353, 368 

demokratisering og globalisering som 

modsatte tendenser 368 

demokratisk debat 366–7 

EU 365 

europæisk borgerskab 366 

FN 365, 367 

folkerettens øgede betydning 363–4 

Friends of the Earth 366 

G8 365 

George Soros’ spekulation mod det engelske 

pund 363 

global governance 365, 367 

Greenpeace 366 

handel 361–2 

IMF 365, 367 

informationsspredning 361, 366–7 

ingo’er 366–7 

internationale politiske organisationers 

udemokratiske 366–8 

internationalisering 362 

internettet kilde til demokratisering 367 

kapitalbevægelser 361–2 

kommunikationssystem 361, 366–7 

lufttransport 361 

Læger Uden Grænser 365 

markedskræfterne styrkes 365 

marxismens teori om statens forsvinden 

364 

multinationale koncerner 361–5 

NATO 365 

net af tjenesteydelser 361 

ngo’er 366 

NOAH 366 

outsourcing 362 

politisk beslutningsproces marginaliseres 

364 

private hære i Afrika 363 

Speakers’ Corner i Hyde Park 366 

staten reduceres til en minimalstat 365 

transnational terrorisme 363 

transnationalt demokrati 365–6 

trussel mod nationalstaten? 10–1, 254, 

361–4 

trussel mod demokratiet? 10–1, 264–9 

vedrører samfundssektoren 361 

Verdensbanken 367 

verdensborgerskab 366, 369 

verdensparlament 364, 368 

verdenssamfundet 163, 247, 254 

WTO 365, 367 

øger forekomsten af dobbelt borgerskab 

247 

øget afstand mellem beslutningstagere 

og borgere 368 

øget decentralisering betingelse for øget 

demokrati 368 

grundlov 59–70 

beskytter (grund)rettigheder 31, 59, 

60–1, 63, 66, 69, 251, 267, 321, 326, 

333, 354 

folkeafstemning ved ændring 69–70, 

167, 351 

langtidsholdbar 69 

trinhøjere norm 61–4, 165, 167, 344–5 







Grundlov, Danmarks Riges 

af 1849 70, 180, 250, 268, 270, 326 

folketingsmedlemmerne ene bundet ved 

deres overbevisning (§ 56) 135–6 

fortolkning af 70 

grundlovsændring (§ 88) 69–70 

lov må ikke stride mod grundloven 344 

magtfordeling (§ 3) 61, 70, 180 

offentlighed i lovgivning og retspleje (§ 

49, § 65) 268 

overdragelse af myndighed til internationale 

organer (§ 20) 188–9 

partier ikke omtalt 202 

retten til arbejde (§ 75) 250 

rettigheder 326 

trykkefrihed (§ 77) 270 

Tvindloven underkendt som grundlovsstridig 

61, 185 

udenrigspolitisk nævn (§ 19) 156 

Højesteret 61–2, 125 

ikke en repræsentativ institution 125 

grundlovsfortolkning 70 

lovprøvningsret 61, 165, 184–5, 344 

ultimativ suveræn 165 

Tvindloven 61, 185 

individ 51–3, 205–7, 282–91 

frihed 9, 49, 52–3, 79, 172, 203, 206–7, 

282–91, 295, 314 

i fokus i liberalt demokrati 8, 49–53, 80, 

380 

individualisme 8, 53, 63, 205–7, 257, 284 

interesser 97–9, 130–1, 134, 221–2, 226, 

373, 377–8, 380 

livsværdier den enkeltes sag 8, 51, 380 

rettigheder 9, 31–2, 49, 52, 60, 62–3, 70, 

205, 236–7, 252–3, 257, 261, 308, 333, 

374 

versus borger 79–80, 206, 227, 256–7, 374, 

376 

versus fællesskab/samfund 7, 8, 52, 172, 

207, 284, 314, 376, 380 

versus stat 9, 51, 63, 203, 205–7, 282, 

285–6 

indvandrere, fremmede 252–5, 257–9 

antal fremmede 27, 250, 253–255, 259 

borgerret ved naturalisation 247, 259 

fastboende med opholdstilladelse 247, 

252–3, 260 

flygtninge 250 

fremmedes rettigheder 8, 252 

gæstearbejdere 250 

holdning til 100, 230, 275 

integration 252, 258 

New Zealands integration af fremmede 

27, 252, 259 

politiske rettigheder på lokalplan 253 

udelukkelse af 255, 274 

uden for det nationale fællesskab 8, 254 

uden politiske rettigheder på statsplan 

27, 247, 253–5, 321 

versus borgere 169, 201, 247, 252, 254, 

321, 344 

konsensus 97–9, 274–6 

hos kvækerne 30, 232 

i EU’s forfatningskonvent 2002–04 99 

i EU’s Ministerråd 30 

i forfatningsdomstole 65 

i »primitive« samfund 30, 232 

konsensusdemokrati 83, 152, 214–7 

konstitutionelt demokrati 44, 59–70, 

207, 334, 354 

beskytter grundrettigheder 61, 63, 65–6, 

373 

bygger på konstitutionalisme 59–61, 66, 

69–70 

forfatningsdomstole s.d. 

konstitutionalisme versus demokrati 

69–70 






410 


modstillet majoritetsdemokrati (parla- 

mentssuverænitet) 61, 66 

natvægterstat 60 

negativ og positiv konstitutionalisme 60 

ofte kaldet beskyttelsesdemokrati 59 

politisk versus juridisk konstitutionalisme 

66–7 

republikanistisk kritik af 66–7 

retsstat 62, 64, 347 

variant af liberalt demokrati 62 

liberalt demokrati 7–10, 12, 20, 49–53, 

62, 96–9, 131, 139, 151, 201, 203, 205–7, 

258, 281–2, 305, 307–8, 310, 313, 315, 

332, 380 

adskillelse af lovgivende, udøvende og 

dømmende magt 50, 180–1 

adskillelse af stat og samfund 7, 9, 51–2, 

269, 313 

antiterrorlove indskrænker frihed 8, 11, 

51, 67, 363 

begrænsning af magt 50, 60, 64–5, 

179–80 

begrænsning af statsmagten 51, 60, 63, 

65, 205, 282, 285 

Berlinmurens fald i 1989 10, 19, 51 

definition af stat 7, 19, 50, 163, 201, 247 

demokrati en del af statsbegrebet 9, 52 

den demokratiske fredsteori 9, 51–2, 374, 

381–4, 386 

folkesuverænitet legitimerer parlamentssuverænitet 

50, 62, 70, 151 

frihed som grundværdi 7, 8, 11, 49, 79, 

206, 281–2, 285 

frihed vigtigere end demokrati 20, 284 

frihed vigtigere end lighed 49, 282 

individualisme 7, 53, 207 

individuel frihed 7, 49, 52–3 

individuelle interesser 97–8, 130–1, 134, 

221, 380 

knyttet til kapitalistisk markedsøko- 

nomi 7, 8, 20, 51, 152, 204, 226–7, 270, 

310, 332, 365, 384 

konflikt mellem frihed og lighed 49 

konstitutionelt monarki 50, 70 

lighed i frihed 31, 49, 207, 283 

lighed og frihed som grundværdier 31, 

39, 49, 280, 282 

lighed som grundværdi 281, 309 

minimalstat 7, 8, 50–1, 201 

modsætning mellem individ og borger 

79–80, 206, 227, 256–7, 374, 376 

modsætning mellem individ og fællesskab/samfund 

7, 8, 52, 172, 207, 284, 

314, 376, 380 

modsætning mellem stat og individ 9, 

51, 63, 203, 205–7, 282, 285–6 

negativ frihed (frihed fra indblanding) 

49, 79, 82, 206, 282–93, 329, 377–8 

negativ vurdering af staten 51, 201 

parlamentssuverænitet 50, 61, 63–4, 66, 

144, 151–2, 159, 164–7, 187, 191, 354 

passivitet, politisk 53, 119, 375, 378 

patriotisme 52 

pluralistisk 7, 51, 97, 229, 257 

positiv frihed (ret til medbestemmelse) 

49 

positiv særbehandling af de svageste 50 

privatisering 203 

procedure 51–2, 82, 85, 376, 380 

repræsentativt demokrati 49–50, 52, 62, 

151 

republik 50 

rettigheder versus pligter 52 

socialliberale 49 

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 10, 

51 

terrorangrebet 11.9.2001 11, 51 

ultraliberale 49, 139, 282 

varetager borgernes interesser 130 

værdineutralt 7, 51–2, 97, 229, 291 

ytringsfrihed 29, 31, 49, 191 







lighed 303–15 

alle født lige 303–6 

alle har samme egetværd som menneske 

307–9 

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 

304–7 

Den Franske Menneskerettighedserklæring 

304, 306 

egenværdi begrundet religiøst (udødelig 

sjæl) 308–9 

Emmanuel-Joseph Sieyès 306–7 

empirisk (alle er lige) 303–9, 315 

forsikringstanken 312 

fremmes af demokrati 373, 380–1 

Helvétius 306 

i frihed 31, 49, 283 

ingen social og økonomisk ligestilling i 

privatsfæren 313–4 

Jean-Jacques Rousseau 303, 305 

John Locke 305–6 

John Rawls’ samfundspagt 311–2 

konflikt mellem frihed og (faktisk) lighed 

314–5 

kristen værdi 304, 308–9, 312 

liberalisme: lige belønning for lige indsats 

309–10, 312–3, 315 

liberalisme: ligestilling i muligheder 

312–3, 315 

liberalisme: lighed i frihed 315 

liberalisme: naturgiven ulighed 303, 

306–7, 310 

naturgiven ulighed 303, 306–7, 310, 315, 

381 

normativ (alle får samme rettigheder) 

303–5, 309–13 

politisk ligestilling (valgret og valgbarhed) 

304–5, 313 

positiv særbehandling af de svageste 

310–2, 314 

proportional versus numerisk lighed 

(Platon og Aristoteles) 309–10 

retslig ligestilling (lighed for loven) 313 

Robert A. Dahl, 307 

social og økonomisk ligestilling i offentlig 

sfære 313 

specifik demokratisk værdi 314 

stemmelighed (hver én stemme) 212–3, 

380–1 

Tomáš Masaryk 307–8 

ulighed i opvækst og uddannelse 303, 

305–6 

magtfordeling 61–2, 64, 125, 164, 180–5, 

201–2 

begrænsning af magt 50, 60, 179–80 

checks and balances 64, 183 

dømmende magt 50, 61–4, 70, 126, 164, 

184, 186–7, 189, 191, 202 

Englands forfatning i 1600- og 1700-tallet 

181, 183, 186–7 

forfatningsdomstol i Tyskland 184–5 

forfatningsdomstole 183–4 

forfatningsdomstole som tredje lovgivningskammer 

184–5 

forfatningsdomstolenes lovprøvningsmagt 

184 

funktionsseparation 180, 183–4 

Højesteret 61–2, 123, 184–5 

højesteret i USA 25, 44, 184 

indskrevet som § 3 i grundloven 61–2, 

70, 180 

kongens/præsidentens veto mod lov 126, 

181, 183 

love udarbejdes af regering og embedsmænd 

184 

lovgivende magt 61–3, 68, 70, 125–6, 144, 

153–5, 181–4, 187, 201 

lovgivningsmagt flyttes fra parlament til 

regering 184 

lovgivningsmagten suveræn 64, 151, 

159, 164–5, 167, 172–3, 187, 344, 352, 

354 

magtfordeling sammenkobles med demokrati 

182 






412 


magtfordelingslæren 180–5, 192 

magtfordelingslæren i USA 183 

magtkoncentration 179–80 

magtmisbrug 59, 62, 64, 84, 135, 179–81 

ministerielle anordninger og bekendtgørelser 

182 

ministre medlemmer af parlamentet 184 

Montesquieu 125, 180–2, 185–6, 192 

parlament kan fremtvinge valg 181 

parlamentarisme 181–3, 185 

parlamentets lovgivningsmagt 64, 125– 

6, 129, 151–5, 164–7, 182–3, 344, 354 

parlamentets lovgivningsmagt reduceret 

182 

Pennsylvanias forfatning af 1776 181–3 

personseparation 180, 183–4 

rammelove udfyldes af ministerielle 

bekendtgørelser 184 

sammenblanding af udøvende og lovgivende 

magt 184 

skal sikre friheden 181 

tokammersystem 181–3 

tvedeling i lovgivende og udøvende 

magt (der omfattede domsmagt) 181 

udøvende magt 32, 61–2, 64, 70, 125–6, 

129, 144, 153–4, 157, 159, 164, 173, 

181–4, 187, 202, 268, 352 

marked 226–7 

alle demokratier har markedsøkonomi 

384 

borgere reduceret til forbrugere 227 

den økonomiske krise 2008 227 

indre marked 63, 351 

kapitalisme og markedsøkonomi 20, 51, 

204, 270 

liberalistisk markedsøkonomi 8, 20, 51, 

204, 310, 365 

markedsdemokrati 152, 310 

pengeseddel versus stemmeseddel 227 

stat versus marked 204–5, 365 

statens kontrol med markedskræfterne 

226–7, 365 

tredeling i familie, marked og samfund 

204 

tredeling i stat, samfund og marked 205 

The Washington Consensus 226 

økonomi styret af markedskræfterne 7, 

8, 226–7 

massemedier 268–77 

demokratiets talerør 270, 272, 276 

»den fjerde statsmagt« 273 

elektroniske 269, 271, 273, 276–7 

trykte 269–71, 273, 276 

medborger 8, 53, 81, 101, 111, 192, 229, 

251, 253–9, 270, 272, 375, 380 

borger og borgerskab s.d. 


brugt i oplysningstiden 254, 259 

fokus på fællesskab 8, 83, 192, 253, 257, 

259, 375, 380 

fokus på politisk identitet 254 

fortrænger ordene borger og statsborger 

253 

i dag indlån fra svensk medborgar 253 

plusord 8, 253 

statsborgerskab s.d. 

menneskerettigheder 321–34 

aberettighedserklæringen i Spanien 323 

begrundet i menneskets natur 322–3 

begrundet i naturretten 321, 323, 326–8 

begrundet i religionen 322, 324 

beskyttelse af personlig sikkerhed 

329–31 

bevægelsesfrihed 329 

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 

af 1776 40, 42, 172, 251, 256, 

303–7, 311, 324–8 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 

af 1950 8, 20, 31, 40–1, 







61, 67, 165, 237–8, 328, 332–3, 343, 

364, 374 

Den Franske Menneskerettighedserklæring 

af 1789 96, 249, 304, 309, 324–7, 

330–1 

ejendomsretten 31, 51, 65, 206, 330, 332 

EU’s Charter om grundrettigheder af 

2000 31, 237, 328, 354 

FN’s menneskerettighedserklæringer af 

1966 237 

FN’s Verdenserklæring af 1948 11, 20, 31, 

39–40, 327–33, 354, 374 

folkeretlige konventioner 321, 333 

foreningsfrihed 205, 267, 294, 329 

forfatningsdomstolenes beskyttelse af 

333–4 

forsamlingsfrihed 31, 205, 267, 294, 327, 

329 

forskellen mellem mennesker og dyr 

322–3 

Frankrigs grundlov af 1946 328 

frihed for slaveri 329 

frihed for tortur 329, 333 

frihed for vilkårlig indblanding i privatliv 

49, 79, 82, 206, 282–93, 329, 377–8 

frihedsrettigheder 329, 331–2 

glemmes ca. 1800–1945 326–7 

grundrettigheder 31, 39, 69, 237, 251, 

321, 333, 348 


ikke specifikt demokratiske 331 

individets pligter 330–1 

individuelle 329, 333 

Institut for Menneskerettigheder 272 

knyttet til demokrati 7–9, 15, 31, 39–40, 

45, 52, 61, 66, 205, 328, 331–4, 354, 

366, 374 

krigsforbryderdomstolen i Haag 45 

lige for alle 322, 324, 327, 329–30 

lige ret til lovbeskyttelse 329–30 

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg 

31, 205, 238, 328, 334, 364 

mindretalsbeskyttelse 61–2, 68, 70, 

236–8, 379–80 

modsvares af pligter 323–4, 329 

moralske principper 321–2 

naturlige rettigheder 321–4, 328 

negative versus positive rettigheder 

329–30 

opstår i oplysningstiden 324 

overlapper med borgerrettigheder 237, 

249, 252, 260, 321, 325–6 

politiske 330–4 

religionsfrihed (trosfrihed) 237, 289, 293, 

304, 327, 329, 331 

ret til at deltage i statens styrelse 331–2 

retten til en nationalitet 330 

retten til liv 40, 43, 251, 322, 324, 329, 331 

sociale og økonomiske rettigheder 330, 

332 

statens pligt til at respektere 329–30 

uforanderlige 69, 322 

ukendt i oldtiden 325 

umistelige 40, 304, 322, 324, 327–8 

universelle 69, 322, 324, 330 

versus retspositivisme 321, 327 

Vesttysklands grundlov af 1949 327 

Virginias Bill of Rights af 1776 324 

ytringsfrihed 32, 237, 267, 327, 329 

mindretalsstyre 232–6 

den »politiske klasse« 233–5 

ekspertstyre 235 

elitestyring i demokratier 234–5 

i Ibsens En folkefiende 232–3 

i Kina 236 

i Platons Staten 235 

meritokrati 234–6 

oligarki 233–4 

nationalisme 

dobbelt national identitet 258 

fra det 19. årh. 255–6 




kulturelt betinget fædrelandskærlighed 

255 



414 


modsætning til patriotisme 255 

nationalstater sjældne i vor tid 254 

nationalt fællesskab 254 

på tværs af landegrænser 255 

retten til en nationalitet 330 

sammenfald af stat og nation et ideal 254 

sprogligt, kulturelt, etnisk fællesskab 

255 

offentlige mening, den 267–77 

Amnesty International 269 

aviser 269–71 

borgerlig offentlighed 270 

borgermøder 270 

dagsorden sættes af journalister 273–4 

Danmarks Radio 269, 271 

demonstrationer 141, 267, 270 

elite af opinionsdannere 271–4 

fjernsyn 270–1 

flertallets opfattelse 275 

fokus- eller kampagnejournalistik 273 

fri adgang til information 10, 24, 201–2, 

114, 133, 190, 268–9, 361 

interesseorganisationer 270 

internettet 10, 84, 269–271, 361, 366–7 

journalister 138, 268 

Jürgen Habermas’ offentlighedsbegreb 

269–70 

LO 269 

læserbreve 270 

massemedier s.d. 

møder i partiforeninger 267, 270 

ngo’er 269 

offentlig debat 29 

offentlig mening splittet 141, 270, 274–5 

offentlig sfære 269 

opinionsundersøgelser som måling af 

offentlig mening 275 

partineutral nyhedsdækning 271 

politikere som opinionsdannere 272 

»politisering« af problemer 274 

politisk aktivt borgerskab 141, 217, 259, 

268, 271, 273 

præsentativt demokrati 138 

Silvio Berlusconi 271 

spindoktorer 268 

Tamilsagen 274 

tavse flertal, det 141 

tidsskrifter og pamfletter 270 

trykkefrihed 270 

tv som demokratiets kerne 270 

under enevælden 168 

underskriftsindsamlinger 141, 270 

vandmiljøplanen 274 

opinionsundersøgelser (meningsmålinger) 

100–2, 142–3, 217–8, 275 

afspejler folkets opfattelse 113, 142, 218 

afstemningscyklus ved 223–4 

borgerforsamlingen i British Columbia 

114–5 

deliberativ meningsmåling 100–2, 

119–20, 275 

demarki 113–5 

frister politikerne til populisme 192 

GfK Danmark 42 

i forbindelse med dødsstraf 42 

i forbindelse med Irakkrigen 188 

i forbindelse med Lissabontraktaten 351 

i forbindelse med ønske om mere direkte 


private opinionsmålingsinstitutter 143, 

218 

randomiserede borgerpaneler 42, 83, 

101–2, 112–3, 115, 142–3, 218, 275 

ureflekterede 101–2, 275 

parlament (i Danmark Folketinget) 

af latin parlamentum 95 

debatterende forsamling 127, 132–3, 

137–8, 156, 158 

kontrollerer den udøvende magt 153 







lovgivningsmagt 64, 125–6, 129, 151–5, 

164–7, 182–3, 344, 354 

parlamentssuverænitet 50, 61–4, 66, 151, 

152 

repræsenterer folket 126, 151 

udpeger statsminister 24, 126, 129, 151, 

153 

varetager borgernes interesser 129–31 

parlamentsmedlemmer 127–38 

elite 41, 127–8, 132, 137, 190 

ikke et repræsentativt udvalg af folket 

113, 128–9 

partidisciplin 136–8, 152, 216 

recall af parlamentsmedlemmer i USA 

140–1 

skal varetage vælgernes interesser 131–6 

spejl af folket? 125 

står til ansvar over for folket 67, 129–30, 

140, 144 

tilhører politisk parti 128 

udpeges ved lodtrækning? 129 

udpeget ved valg 126–7 

ønsker genvalg 135 

partier 125 

arrangerer opinionsmålinger 143 

dannelse af nyt parti 134, 189 

delegationsmodel på partiplan 142 

konsensusdemokrati (flerpartisystem) 

83, 152 

landsmøder 141–2 

lokale partiforeninger 141–2 

majoritetsdemokrati (topartisystem) 

96, 152 

massepartier 137–8 

medlemstal 52–3, 142 

opstiller kandidater 137 

parlamentspartier 137 

partidisciplin 136–8, 152, 216 

partileder 138 

partiprogrammer 29, 136–8, 169 

spærregrænse 138, 191 

stemmer afgivet på parti 29, 136–7, 169 

valgløfter 29, 136, 138 

patriotisme 255–7 

borgerdyd 79, 81, 207, 259, 293–4 


frihed 293 

i oldtiden 255–6, 286 

nationalisme 255–7 

republikanisme 79, 81, 257 

repræsentativt demokrati 21, 23, 26–7, 

29, 32, 41, 49–50, 53, 63, 78, 83, 87, 

102, 109–13, 125–44, 151, 167–8, 173, 

185, 187, 215, 218, 231, 234, 272, 275, 

288, 304, 368, 381–2 

delegationsmodellen 29, 131–6, 138 

formyndermodellen 29, 41, 131–6, 138 

historie og udvikling 137–8 

knyttet til lovgivningsmagten 125–6, 

144 

parlamentarisme 22, 24–5, 62, 126, 140, 

151, 158–9, 181–3, 185, 216 

præsentativt demokrati 138 

repræsentation som bemyndigelse 128–9 

repræsentation på partiplan 134, 137–8, 

142 

som idé fra ca. 1750 109 

som styreform i USA fra 1828 109 

republikanistisk demokrati 59, 66, 

77–87, 207, 288–91, 367, 376, 380 

alternativ til liberalistisk demokrati 

79–80, 82 

borgerdyd (civic virtue), almenvellet sættes 

over egeninteressen 79–82, 85–6, 

207, 259, 293–4 

fokuseret på debat og dialog 83–4, 87 

form for repræsentativt demokrati 78, 

83, 87 




frihed fra vilkårlig dominans 79, 81–3, 

85, 87 



416 


historisk orienteret teori 78–80, 82, 84–5 

individet som borger snarere end som 

privatperson 79–80 

kontestatorisk demokrati 84, 292 

korruption (egeninteressen sættes over 

almenvellet) 80–1 

mennesket som politisk væsen (zoon 

politikon) 80, 84–6, 119, 285, 294, 

374–6, 380 

navnet republikanisme 77–8 

neoathensk versus neoromersk fløj 84–6, 

207, 288, 291, 376, 380 

opdragelse til medborgerskab 82–3, 87 

patriotisme 79, 81 

politisk aktivt borgerskab 52, 80–6 

res publica – den fælles sag, det fælles 

bedste 77–8 

stærk og aktiv stat 81–3, 84 

tolerance 257, 283 

vita activa (Hannah Arendt) 80 

samfund 202–5 


269, 313 

brugt synonymt med ordet stat 205 

civile samfund, det (civil society) 7, 28, 51, 

103, 202, 204, 229, 268–9, 286, 290, 

313, 378 

definition af samfund 16, 202 

den herskende klasses indirekte dominans 

(Gramsci) 204 

eksklusion eneste sanktion 202 

fokus på sociale, religiøse og kulturelle 

fællesskaber 204 

fokus på økonomiske fællesskaber 202 

gruppepres 202 

identificeret med privatsfæren 206 

kollektivistisk aspekt 205–6 

kollektivistiske samfund 206 

ngo’er i samfundssfæren 

ordets etymologi 16 

politiske partier i samfundssfæren 202 

privatsfære tredelt i familie, marked og 

samfund 204 

samfundet = summen af private fællesskaber 

202 

samfundspagten 16, 130, 170–2, 311–2 

tredeling i stat, samfund og marked 205 

stat 205–8 


269, 313 

afledt af latin status 78 

aktiv statsmagt 79–81, 84 

antal (p.t. 193) 9, 21, 23, 110, 163, 247, 

254, 365 

bør styres af love, ikke af personer 62, 

185–6 

bør være værdineutral 51–2 

definition af stat 7, 19, 50, 163, 201, 247 

demokrati en del af statsbegrebet 9, 52 

gråzone mellem stat og samfund 202–3 

identificeret med den offentlige sfære 

206 

magtmonopol 163, 201–2, 247, 342, 363 

minimalstat 8, 50–1, 60, 201, 365 

mister betydning pga. globalisering 

10–1, 362–4 

modsætning mellem stat og individ 

205–7 

modsætning mellem stat og marked 204 

modsætning mellem stat og samfund 

201, 203, 205 

natvægterstat 60 

negativ vurdering af staten 51, 201 

res publica, stat og republik 77–8 

retsstat 62, 64, 347 

totalitær 52, 95, 179, 267, 367 

tredeling i stat, samfund og marked 204, 

226–75 

velfærdsstaten 8, 284, 332 







voksende fusion af stat og samfund 8, 

203 

økonomisk styring overlades til marke- 

det 7, 204, 226–7 

statsborgerskab 246–7 



jus soli (født i landet) 247 

jus sanguinis (født af borger(e)) 247, 260 

naturalisation 247, 252, 260 

statsfolket er borgere eller bosiddende 

fremmede 201, 247, 249, 250, 252, 254 

tilbagegang i betydning 260–1 

stats og forfatningsformer 

aristokrati 28, 30, 45, 128, 181, 186, 190– 

2, 212, 304, 375, 377 

demokrati s.d. 

enevælde 18, 164–5, 168, 180, 185–6, 189, 

191, 211, 246, 250, 270, 283, 289–90, 

331, 378 

forbundsstat 19, 260, 341–4, 346–9, 

354–5, 367 

monarki 18, 50, 77–8, 84, 126, 152, 165, 

168, 180–2, 186–9, 191, 231, 236, 250, 

256, 270, 277, 283, 304, 331 

oligarki 28, 30, 119, 186, 191, 212, 222, 

232–5, 331, 364 

republik 50, 63, 77–8, 126–7, 172–3, 

181–2, 186, 229, 231, 249, 256, 281, 

328, 377 

samfundspagt og statspagt 170 

statsfolket 163 

statsfolket, borgerne eller indbyggerne 

169–70, 247 

statsmagten 163 

statsterritoriet 163 

tyranni 79, 84, 87, 171–2, 186, 191, 229, 

231 

Storbritannien 

Burkes tale i 1774 til vælgerne i Bristol 

132 

Cannings tale i 1812 til vælgerne 136 

citizenship som skolefag 82–3, 87 

demokrati i 1918 250 

den engelske forfatning ifølge Montesquieu 

181–2 

devaluering af pundet i 1992 363 

flertalsvalg i enkeltmandsvalgkredse 

215–6 

ingen skrevet grundlov 61, 165, 251 

krigen mod Irak 188–9, 191 

kronens prærogativer 189 

majoritetsdemokrati 61, 215–6, 231 

medlemskab af EF/EU 61, 165, 349 

Overhuset 186–7 

parlamentarisme 183 

parlamentssuverænitet baseret på folkesuverænitet 

172 

partier 215–6, 246 

Rousseau om parlamentsvalg 130 

Speakers’ Corner i Hyde Park 366 

statsminister udpeget af parlamentet 

126 

Underhuset 186–7 

suverænitet 163–5 

Barkers skel mellem umiddelbar og 

ultimativ suverænitet 165 

coach driver theory 168 

dømmende magt suveræn 164 

folkesuverænitet s.d. 

folket er suverænt (direkte demokrati) 

166–8, 173 

folket som undersåtter 166 

folket udøver lovgivningsmagten 167 

folketingssuverænitet 159, 164, 166, 344 

folkets røst 169 

forfatningsdomstolen ultimativ suveræn 

165 

grundloven trinhøjere norm 165 






418 


Højesteret som ultimativ suveræn 165 

indre suverænitet 151, 163–4, 342–3, 

346–7, 355 

lovgivningsmagten suveræn 64, 151, 

159, 164–5, 167, 172–3, 187, 344, 352, 

354 

opinionsstyret enevælde 168 

parlamentet umiddelbar suveræn 165, 

167 

parlamentsmedlemmerne står til ansvar 

over for folket 167, 173 

parlamentssuverænitet 50, 61–3, 66, 144, 

151–2, 159, 164–5, 167, 173, 187, 191, 

216, 354 

parlamentssuverænitet begrænset af 

grundlov og domstole 61–2, 64, 66, 

165, 354, 367 

Storbritannien har ingen grundlov 165 

styre til folkets bedste 168 

suverænitetsbegrebet grundlaget for 

enevælden 164 

udgår fra folket (repræsentativt demokrati) 

166–7, 171, 173 

udøvende magt suveræn 144, 164 

ydre suverænitet 163–4, 342–3, 345, 347, 

355 

Tyskland 

bliver én stat i 1800-tallet 255–6 

borgerskab ved naturalisation 260 

borgerskabsfølelse 349 

Bürgersinn 80 

EU’s andel i tysk lovgivning 246 

forbundskansler udpeget af parlamentet 

126, 344 

forfatningsdomtol 63–4, 184, 343 

grundlov 327 

jødeforfølgelser 228 

nazisme 384 

USA 

afskaffelse af slaveriet 26, 109, 249 

angiveligt verdens førende demokrati 

25, 40 

Bill of Rights 40, 251, 354 

checks and balances 183 

Deliberation Day 102–3 

demokratiske parti, det 26 

dobbelt borgerskab 349 

dobbelt national identitet 258 

dødsstraf 40–4 

fjernsynsdueller mellem præsidentkandidater 

277, 367 

folkevalgt præsident 24, 28, 62, 102–3, 

126, 187 

folkevalgte dommere i 24 stater 67–8 

forbundsforfatningen af 1787–89 69, 

181, 183 

første moderne demokrati 53, 109, 381 

højesteret 25, 44, 63, 65, 68, 183, 185, 343 

krig mod Spanien i 1898 383 

krigen mod Irak 188–9, 191 

kun to tredjedele af borgerne registreret 

som vælgere 118 

lokalsamfund 87 

magtfordeling 181–3 

patriotisme bygger på politiske institutioner 

256 

Pennsylvanias forfatning af 1776 181–2 

præsidentvalg i USA i 1860 219, 223, 225 

præsidentvalg i USA i 1992 42 

præsidentvalg i USA i 2000 25, 65 

præsidentvalg i USA i 2004 25 

recall (ballot) 68, 140–1 

referendum i 26 stater 110, 344 

Repræsentanternes Hus 25, 133, 183, 223 

Senatet 25, 65, 183 

stemmeprocent under 50 % af den voksne 

befolkning 28 

støtte til militærdiktaturer i Latinamerika 

382 







Supreme Court of the United States 25, 

44, 63, 65, 184, 343 

terrorangrebet 9.11.2001 11 

town meetings 100, 109 

USA’s demokrati 11, 24–6, 28–9, 40 

valgperiode på seks år til Senatet 25 

valgperiode på to år til Repræsentanternes 

Hus 25, 133 

Vietnamkrigen 45 

valg 23–5, 136–40, 215–6, 267 

af parlament 23–5, 50, 53, 62, 114, 126, 

128, 130, 132, 136–40, 151, 167, 169– 

70, 173, 215–6, 218, 223–4, 231–2, 

252, 344, 368, 374 

af præsident 24–5, 28, 42, 50, 53, 62, 65, 

102–3, 109, 118, 126, 182, 187, 219, 

223–5, 276–7, 366 

almindelige 7, 9, 23–4, 50, 62, 151, 190, 

212, 315, 367, 380 

flertalsvalg i enkeltmandsvalgkredse 24, 

114, 131–2, 136–7, 215 

forholdstalsvalg 22, 114, 136–8, 215–6 

frie 7, 24, 151 

hemmelige 24, 52, 101, 230–1, 333, 374 

hyppige 7, 25, 140, 151 

lige 24, 331, 374 

mellem kandidater fra flere partier 7, 

25–6, 151 

valgobservatører 25 

valgperiode 25, 140 

valgret for alle voksne mandlige borgere 

24, 26, 50, 232, 250 

valgret for borgere versus indbyggere 26, 

237, 251–2 

valgret for kvinder 24, 27, 128 

valgsvindel 25 

vælgeres uvidenhed 103, 117–8 

ytringsfrihed 

demokratisk værdi 29, 30, 190, 230 

form for positiv frihed 293 

forudsætning for fri opinionsdannelse 

29, 30, 141, 267–8 

grundrettighed 251, 267 

i Athen 325 

indskrænkning af 11, 205, 329 

liberaldemokratisk værdi 49 

lighed i ytringsfrihed 315 

menneskeret 32, 237, 267, 327, 329 

under enevælde 168, 283, 331 




demokrati er dels et politisk system, dels en politisk ideologi. Som 

styreform defi neres demokrati normalt som et system, hvor statsmagten 

tilkommer hele folket. Som ideologi identifi ceres demokrati med 

frihed, lighed og menneskerettigheder. Men er det overhovedet muligt 

at forene frihed og lighed? 

Fællesnævneren for demokratibegrebets to facetter er troen på, at 

de demokratiske idealer fremmes af de demokratiske politiske institutioner 

mere end af nogen anden statsform. Men hvad, hvis de to facetter 

af demokratibegrebet kommer i konfl ikt med hinanden? Hvad 

er demokrati, hvis folkets fl ertal vil have dødsstraf, men dødsstraf er 

i strid med menneskerettighederne? Disse og mange andre spørgsmål 

behandles i denne bog, som handler om det moderne demokrati, men 

er skrevet af en oldtidshistoriker. 

mogens herman hansen (f. 1940) er dr.phil. og lektor i oldgræsk ved 

SAXO-Instituttet, Københavns Universitet. I 2010 holdt han The Annual 

British Academy Lecture over det emne, der i denne bog behandles i 

kapitlet »Demokrati, magtfordeling og den blandede forfatning«. 

isbn 978 87 635 3493 2 

9 !HSSHQD#ZXY^XW! 

undervisere.dk september 2010

Læs bogens afsnit om repræsentativt demokrati - Folkeskolen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?