Metode & Data 91 C - DDA Samfund - Dansk Data Arkiv

skel mellem sådan historisk forskning som i
højere grad tager sigte på det unikke, og
statskundskaben hvis primære interesse i data
er af generel og systematisk karakter.“ 11
Debatten, der knytter sig til spørgsmålet om
demarkationskriteriet mellem historiefaget
og politologien, har lange rødder og blusser
med jævne mellemrum stadig op. Særligt
relationerne mellem de subdiscipliner, der
deler empirisk genstandsfelt, har været
diskuteret indgående. Den diplomatiske
historieskrivning og politologiske studier af
international politik har således ofte været
gjort til genstand for meningsudveksling. 12
En af årsagerne til vanskelighederne ved
at nå til enighed om forskellene mellem de
to nabodiscipliner er givetvis, at hverken
politologien eller historievidenskaben er
Gudgivne, permanente og evige størrelser,
men i højere grad generiske betegnelser
for en mængde forskelligartede tilgange,
hvis indbyrdes styrke og tilhængerskarer
veksler over tid og i rum. Grænsedragningen
er en fortløbende proces påvirket af
forskellige hensyn og forhold i forskellige
nationale forskningsmiljøer. „Frontiers
between disciplines are artefacts; they are
human productions doing particular jobs,
even if those who create and sustain them
are not fully aware of it.“ 13 Der er således
betydelige nationale forskelle på relationerne
mellem fagene. Hvor de nordiske lande
er karakteriseret ved forholdsvist stringente
institutionelle skillelinjer mellem fagenes
udøvere (separate institutter, tidsskrifter og
konferencer), så eksisterer der en lang tradition
for at samle historikere og politologer i
fælles enheder på amerikanske universiteter.
En lang række amerikanske universiteter er
således udrustet med et „Department of History
and Political Science“ (eller – knapt så
ofte – „Department of Political Science and
History“).
Også de tidslige forskelle på fagenes fremtrædelsesformer
og karakteristika har bidraget
til vanskelighederne med at identificere det,
der adskiller dem. Mens discipli-nerne i
nogle perioder har været tæt forbundne og
delvist overlappende foretagender, så har der
på andre tidspunkter været større afstand og
mindre kommunikation mellem dem. Det
amerikanske forskningsmiljø var i 1960’erne
således karakteriseret ved forholdsvis nære
relationer imellem de to fag, idet såvel politologien
som historievidenskaben var præget
af en stor mængde kvantitative studier. Med
genkomsten af „det narrative“ og „den sproglige
vendings“ indtog i det amerikanske historikermiljø
blev afstanden til politologien
– der i vid udstrækning fortsatte ud af det
kvantitative spor – forøget betragteligt.
Endelig er en kortlægning af demarkationslinjen
mellem disciplinerne vanskeliggjort
af, at både statskundskaben og historiefaget
er omfattende konstruktioner, der
huser mange trosretninger med forskellig
gennemslagskraft på forskellige tidspunkter.
Såvel diskursteoretiske studier som publicchoice
inspirerede analyser finder således
plads i politologiske tidsskrifter, mens
postmoderne historikere deler frokoststue og
spalteplads med lokalhistorikere og kvantitativt
orienterede kolleger. De mange og meget
forskelligartede tilgange inden for hvert fag
komplicerer billedet og besværliggør fastlæggelsen
af det særegne ved de to forskningsdiscipliner.
Og hvordan bestemmes forskellene
mellem to kategorier, hvis det end ikke er
muligt at afdække generelle fællestræk inden
for hver enkelt kategori?
På trods af de åbenbare vanskeligheder ved
at bestemme det, der adskiller de to metierer,
skal der i nedenstående gøres et forsøg på
at fremdrage nogle af de karakteristika, der
gør historikere og politologer til uens skabninger.
Udgangspunktet for signalementet af
demarkationslinjen mellem de to discipliner
vil være en kategorisering af forskellene i to:
én definerende forskel og nogle sekundære
traditionsbestemte forskelle. 14
11 Erik Rasmussen, 1967, s. 437.
12 Se f.eks. International Security, 1997, Vol. 22, no. 1 (temanummer om International Politik og Diplomatisk Historie),
Erling Bjøl, „Historie og International Politik“, 1980 samt diskussionen i forbindelse med Poul Villaumes
forsvar af disputatsen Allieret med forbehold i Historisk Tidskrift, bd. 95, (2).
13 Ludmilla Jordanova, History in Practice, 2000, s. 63.
14 Flemming Just tildeler de definerende forskelle prædikatet „konstituerende“. Flemming Just, „Samtidshistorie og
politologi“, 2004, s. 143.
Metode & Data nr. 91 – 2005 side 22