Metode & Data 91 C - DDA Samfund - Dansk Data Arkiv

More documents

Recommendations

Info

kan være af mere eller mindre nomotetisk karakter, så er historievidenskaben bundet til det unikke. 27 „Formålet rækker ikke ud over stoffet.“ Figur 1 illustrerer opblødningen af den skarpt optrukne distinktion. De traditionsbestemte forskelle 28 I modsætning til den definerende forskel så er de traditionsbestemte forskelligheder ikke af afgørende betydning for, om et givent studie hører hjemme i politologien eller historien. De kan højest give et fingerpeg, om hvilken af de beslægtede videnskaber fremstillingen tilhører. Et empirisk studie kan således udmærket være politologisk – i den forstand at studiet søger at generalisere i tid og rum – men samtidigt benytte sig af metode, forskningsgrammatik og en sproglig klædebon, der traditionelt har rødder i historien. Når de traditionsbestemte forskelle beskrives her, er årsagen, at det navnlig er i forhold til disse, at mulighederne for gensidig låntagning og samarbejde er gunstige. Et nyttigt udgangspunkt for specificeringen af de traditionsbestemte forskelle er politologen Stein Rokkans sondring mellem forskelle i forskningsstil og forskningsgrammatik. 29 Ifølge Rokkan er forskellighederne i forskningsstilen først og fremmest knyttet til den arbejdsrytme, som henholdsvis historikere og politologer benytter sig af: „Historikeren skaffer seg gjerne tid til å arbeide grundig og lenge med ett enkelt tema, ett enkelt forløp. Der finnes nok også noen samfunnsvitere, som arbeider i denne stil, men de av oss som administrerer store dataoperasjoner kommer nesten uvegerlig inn i en annen arbeidsrytme: vi skifter stadig mellom gennomgåelse av foreliggende resultater og oplegg til nye analyser.“ Politologens arbejde med et bestemt emne udmønter sig typisk i en række delrapporter, dokumentationsrapporter og artikler, mens historikerens rapporteringsform fortrinsvis er den sammenhængende monografi. Samtidig er der – ifølge Rokkan – en tendens i retning af, at politologen er optaget af flere kun delvist sammenhængende projekter på samme tid. Historikeren – derimod – fordyber sig i længere tid i samme emne. Forskellene i forskningsgrammatik er frem for alt bundet til fremstillingsformen. Fagenes udøvere benytter sig således af vidt forskellige formidlingsteknikker, når resultaterne af empiriske undersøgelser skal kondenseres og formidles til et større publikum, hvad enten det sker i artikler, monografier eller antologier. Ifølge Rokkan taler politologer og sociologer et analytisk sprog, der lægger op til en vilkårslogik: „Vi finner det lettest å tenke i forklarende og i forklarte variable… Vi søger de enklest mulige modeller… vi stiller opp hypoteser om de tilstrekkelige og/eller nødvendige vilkår for fremtredenen av kjennetegnene A eller ikke ~A.“ 30 Ifølge Mogens N. Pedersen må den politolog, der beskæftiger sig med historisk materiale derfor nødvendigvis benytte sig af en række arbejdsoperationer, der transformerer den historiske case, så den er anvendelig for en samfundsvidenskabelig analyseteknik. Materialet skal således bearbejdes til 1) case-terminologi, 2) variabel-terminologi, 3) komparativ statisk terminologi, 4) dynamisk terminologi og 5) test-terminologi. Først når det historiske forløb er oversat efter disse betingelser, fremstår materialet i et sprog, der muliggør en samfundsvidenskabelig behandling af casen. 31 Denne analytiske stringens og ekspliciteringen af kausalsammenhænge og begrebsdannelser står i stærk kontrast til historikerens „lange serier av resonnementer i en flytende sig i en britisk politologisk tradition, der – særligt forud for behavioralismens udbredelse i 1960’erne – var karakteriseret ved at have mere tilfælles med de humanistiske videnskaber end naturvidenskaben, Mads H. Qvortrup, „In search of lost time: S. E. Finer, history and the science of government“, 2004, s. 127-142. 28 Flemming Just hæfter etiketten „paradigmatiske“ på denne type forskelle; Stein Rokkan deler de traditionsbestemte forskelle i to grupper, der knytter sig til henholdsvis „forskningsstil“ og „forskningsgrammatik“, mens Øyvind Østerud hævder, at denne type uligheder er at finde i fagenes „langsomtprægede normer“. Flemming Just, 2004, s. 147; Stein Rokkan, „Sentrum og periferi, økonomi og kultur: modeller og data i kliometrisk sosiologi“, 1974, s. 129-158; Øyvind Østerud, „Tidsfænomenet i historieforskning og samfundsvitenskap“, 1985. 29 Stein Rokkan, 1974, s. 130. 30 Stein Rokkan, 1974, s. 131. 31 Mogens N. Pedersen, 1977, s. 247. 32 Stein Rokkan, 1974, s. 131. Metode & Data nr. 91 – 2005 side 26
eretning, a narrative flow.“ 32 Hvor politologen henvender sig til omverdenen via en analytisk grammatik, er historikerens form i højere grad en beretningsgrammatik, der kun i mindre udstrækning baserer sig på klart definerede begreber, modeller og kausalsammenhænge. Historikeren ser det som sin lod at forstå motivationer, detailprocesser og kontekster – hvor meget end politologiens sirenesang lokker, bør han afstå fra at benytte groft forenklede forklaringer og begreber udklækket i generaliserende nabodiscipliner. En mulig forklaring på de ikke ubetydelige forskelle i typer af ræsonnementer og argumentationsformer, der er indeholdt i de to forskningsgrammatiske tilgange, knytter sig til de to fags selvopfattede placering i en større samfundsmæssig kontekst. Hvor Erik Rasmussens forståelse af statskundskaben (som en nyttig foreteelse, der er i stand til at tilvejebringe det informationsmæssige grundlag for forbedringer af samfundets indretning) stadig besjæler meget politologisk arbejde, så gør kun de færreste historikere sig illusioner om, at deres forskningsresultater rummer nogen umiddelbar nytte. Dertil er virkeligheden for kompleks. Tydeligst kommer politologiens selvforståelse som værende en „nyttig videnskab“ til udtryk i subdisciplinen „policystudier.“ Dette forskningsfelt er således i meget udstrakt grad præget af en handlingsorienteret erkendelsesinteresse og befolket af forskere, hvis opfattelse af sig selv ikke er så fjern fra etiketten „samfundsarkitek ter.“ 33 På samme måde som manipulationer i den fysiske verden finder sted på grundlag af identifikationen af lovmæssigheder samt klart og enkelt definerede generaliseringer, så er ændringer af politiske institutioner og reguleringen af policy-områder betinget af eksplicit beskrevne afhængige, uafhængige og mellemliggende variable. Forestillingen om at bidrage med nytteværdi – dét onde (ofte historiske) tunger skildrer som fysikmisundelse – har gødet grunden for en forskningsgrammatik, der i adskilligt har mere tilfældes med dét, der bedrives på de naturvidenskabelige fakulteter end i de humanistiske discipliner. 33 Se f.eks. Rune Premfors, Policyanalys, 1989 side 27 Metode & Data nr. 91 – 2005 Sammenfatning Et vellykket forsøg på at bygge bro mellem forskellige forskningsdiscipliner må nødvendigvis tage afsæt i et grundigt kendskab til disciplinernes individuelle karakteristika og indbyrdes forskelligheder. Sigtet med ovenstående har været at beskrive forskelle og ligheder mellem historievidenskaben og politologien. I forsøget på at bestemme fagenes individuelle særegenheder har jeg inddelt forskellene i to: én definerende forskel og en række traditionsbestemte forskelle. Den definerende forskel knytter sig til sondringen mellem en ideografisk og en nomotetisk orienteret forskningsstrategi, mens de traditionsbestemte forskelle er bestemt af – foranderlige – normer for forskningspraksis. Mulighederne for en frugtbar låntagning af tankegods er adskillige og frem for alt bundet til gruppen af traditionsbestemte forskelligheder. Afslutningsvis et par eksempler: Ikke så få historikere – og navnlig historiestuderende – ville med gunst kunne hente inspiration i statskundskabens mere stringente og formaliserede tilgang til forskningsobjektet. „Hvad er din afhængige variabel?“ og „hvornår er din hypotese falsificeret?“ bør således være spørgsmål, der indtager en lige så central placering i specialevejledning på historisk institut som den erslev’ske eksercits i spørgsmålet om, hvorvidt en given kilde er første- eller andenhånds; primær eller sekundær. Jævnfør ovenstående overvejelser fører brugen af en sådan politologisk forskningsgrammatik ikke til, at fremstillingen får en egentlig samfundsvidenskabelig karakter. Modsat kunne adskillige politologer med fordel hente inspiration i historikernes rækker med hensyn til forskningsformidling. Historikere og politologer henvender sig rigtignok ikke til samme målgruppe, men selv for den generaliserende politolog, der søger at formidle komplekse sammenhænge, burde det være indlysende, at en kompliceret og snørklet brug af sproget ikke er en dyd. Et større gensidigt kendskab til relationerne mellem fagene vil således kunne bidrage til frugtbar udveksling af praksisformer.
Page 1 and 2: METODE & DATA Nr. 91 2005 DANSK DAT
Page 3 and 4: Indhold Redaktionelt 3 Brug af eksp
Page 5 and 6: Redaktionelt Af ANNE SOFIE FINK KJE
Page 7 and 8: opfattelsesproces falder derfor i t
Page 9 and 10: Mere sandsynligt i svinekød fra ud
Page 11 and 12: nerne, var effekten af mærkningsfa
Page 13 and 14: eagerer derfor ikke ens på markeds
Page 15 and 16: Kvalitative patientkommentarer - om
Page 17 and 18: stemte svarkategorier gør. Dog har
Page 19 and 20: at formuleringen af spørgsmålet h
Page 21 and 22: oplevelser og vurderinger. Herudove
Page 23 and 24: fænomen var det rene tidsspilde, a
Page 25 and 26: Den definerende forskel Indlednings
Page 27: Tid a. Ideografisk orienteret studi
Page 31 and 32: Færdiganmeldelser I det følgende
Page 33 and 34: i forbindelse med kommunalvalget de
Page 35 and 36: Af BIRGITTE GRØNLUND JENSEN, DDA D
Page 37 and 38: 1) Det er en bred antagelse, at man
Page 39 and 40: Dataindsamler: MAPP Centret, Handel
Page 41 and 42: Af JAN JENSEN, DDA DDA-studienummer
Page 43 and 44: Man fokuserede især på: 1. at få
Page 45 and 46: Om DDA Sundhed - Et initiativ for s
Page 47 and 48: i den medfølgende dokumentation ka
Page 49 and 50: 1995-38/00507 Arbejdsmiljøundersø
Page 51 and 52: 1997-38/03659 Ukrudtsmidler og kræ
Page 53 and 54: 2001-38/10029 Befolkningen i Glostr
Page 55 and 56: Beretning for Dansk Data Arkiv 2004
Page 57 and 58: År 2000 2001 2002 2003 2004 Lokali
Page 59: Dansk Data Arkiv (DDA): DDA er land

Metode & Data 91 C - DDA Samfund - Dansk Data Arkiv

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?