Samlet opgave LGF5 frygt.pdf - Roskilde Universitet

dspace.ruc.dk

Samlet opgave LGF5 frygt.pdf - Roskilde Universitet

I bevægede Tider, naar Partierne staae skarpt imod hinanden, det ene har Overhaand i dag, det andet i morgen, og

ethvert af dem søger at vende og dreie Forfatningen efter sine Ønsker, da er det Domstolene, der, urokkede af Tidens

Strømninger, med Loven for Øie og blinde for Alt, hvad der ligger udenfor den, holde Forfatningen opret og værne den

imod ethvert Angreb. I Domstolenes Myndighed til at tilbagevise Overgreb fra en hvilken som helst af Statsmagternes

Side, hviler netop Forfatningens sidste Garanti, og anerkjendes denne Myndighed derfor ikke, staaer Forfatningen uden

Beskyttelse, en værgeløs Bold for de politiske Partiers Lidenskaber.

V.C. Ussing, Om Domstolenes Forhold til den lovgivende

Magt efter Grundloven, Tidsskrift for Retsvæsen 1863

(citeret i Boye Koch, 2002: 18)

At udøve juridisk dømmekraft kræver en retskultur, en dannelse, der anerkender retsordenens immanente værdisæt som

universelle værdier. Anerkendes dette ikke, er der tale om et værdiløst retssystem uden autonomi, hvor den juridiske

dømmekraft er pantsat til en vilkårlig statsmagt, institution eller retsanvender. I en situation, hvor frygt kommer til at

dominere det juridiske og politiske landskab, er der derfor ikke så meget at stå imod med.

Peter Høilund, Frygtens Ret, s. 91

3


Indholdsfortegnelse

1. Liste over akronymer ....................................................................................................................... 5

2. Begrebsafklaring .............................................................................................................................. 5

3. Forord ............................................................................................................................................... 6

4. Indledning ........................................................................................................................................ 6

5. Problemfelt ....................................................................................................................................... 7

5.1 Tendensen ................................................................................................................................... 7

5.2 Frygtens ret ................................................................................................................................ 8

5.3 De danske domstoles mulighedsbetingelser ............................................................................ 11

5.4 Lømmelpakken......................................................................................................................... 13

5.5 Problemformulering ................................................................................................................. 13

5.5.1 Afklaring af problemformulering ...................................................................................... 13

5.6 Arbejdsspørgsmål ..................................................................................................................... 14

6. Motivation ...................................................................................................................................... 15

7. Roadmap ........................................................................................................................................ 16

8. Metode ........................................................................................................................................... 17

8.1 Videnskabsteori ........................................................................................................................ 17

8.1.1 Magtens åbne spørgsmål: muligheden for viden .............................................................. 20

8.2 Teoretisk afsæt ......................................................................................................................... 21

8.2.1 Dispositiv .......................................................................................................................... 21

8.2.2 Guvernementalitet ............................................................................................................. 25

8.2.3 ’Frames of War’ ................................................................................................................ 29

8.3 Refleksion over teoretisk brug ................................................................................................. 32

8.4 Casevalg ................................................................................................................................... 34

8.5 Empiri....................................................................................................................................... 35

8.5.1 Interviews .......................................................................................................................... 35

8.5.2 Artikler fra dagspressen .................................................................................................... 35

8.5.3 Offentlige statslige dokumenter ........................................................................................ 36

9. Redegørelse .................................................................................................................................... 37

9.1 Den dømmende magts værdigrundlag, handlerum og samtidige betingelser .......................... 37

9.1.1 Forfatningskontrol ............................................................................................................. 37

9.2.1 Forvaltningskontrol ........................................................................................................... 41

9.2 Domstolsreformen .................................................................................................................... 42

9.3 Lømmelpakken......................................................................................................................... 44

10. Analysestrategi ............................................................................................................................. 47

11. Første analyse ............................................................................................................................... 50

12. Anden analyse .............................................................................................................................. 58

12.1 Fremsættelse af lovforslag L49 (Lømmelpakken) ............................................................. 58

12.2 Den politiske debat i lovbehandlingen – den videreførte kritik ......................................... 65

13. Diskussion .................................................................................................................................... 75

14. Konklusion ................................................................................................................................... 81

15. Perspektivering............................................................................................................................. 82

16. Litteraturliste ................................................................................................................................ 85

17. Bilag ............................................................................................................................................. 90

18. Folketingets hjemmeside for L 49 ................................................................................................ 90

4


1. Liste over akronymer

DF: Dansk Folkeparti

EL: Enhedslisten

EMD: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

EMRK: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

FN: Forenede Nationer

EU: Europæiske Union

IMR: Institut for Menneskerettigheder

KF: Det Konservative Folkeparti

LA: Liberal Alliance

RV: De Radikale Venstre

S: Socialdemokraterne

SF: Det Socialistisk Folkeparti

V: Venstre

LaF: Landsforeningen for Forsvarsadvokater

2. Begrebsafklaring

Domstolene og den dømmende magt anvendes synonymt dog er det forstået, at domstolene er de

egentlige institutioner - byretter, landsretter og Højesteret - mens den dømmende magt er forstået

som rollen eller funktionen, som domstolene indtager.

Administrativ frihedsberøvelse bruges synonymt med administrativ tilbageholdelse, præventiv

frihedsberøvelse, præventiv anholdelse og administrativ anholdelse.

Med den dømmende magts mulighedsbetingelser mener vi de muligheder for demokratisk kontrol,

som frygtsamfundet tildeler den dømmende magt. Mere specifikt angår domstolenes kontrol mulig-

heden for at kontrollere lovgivning ift. forfatningen og forvaltningens sagsbehandling. Dvs. kontrol

med den retslige behandling af borgeren. Domstolskontrollen forudsætter en traditionsbunden insti-

tutionspraksis, et specifikt værdigrundlag, som kontrollen bygger på, økonomiske ressourcer og et

samtidigt paradigme, der har indflydelse på dens virksomhed. Den dømmende magts kontrolpraksis

er således determineret af dens plads i den danske stat.

5


3. Forord

Projektgruppen vil gerne takke Jørgen Lougart for, at han tog sig tid til at svare på alle de spørgsmål

vi havde. Med hans ærlige input og værdifulde kommentarer, har det været muligt at skærpe

projektet mod det endelige resultat. Vi vil også takke vores vejleder Pelle Korsbæk Sørensen for

fremragende vejledning, ikke mindst i de faser, hvor vi havde behov for konkretisering og overblik.

Tak til jer alle!

4. Indledning

Dette projekt handler overordnet om den dømmende magts ændrede mulighedsbetingelser i det

danske samfund. Konkret vil det undersøges, hvordan den dømmende magts ændrede

mulighedsbetingelser kommer til syne i lovforslaget, 'Lømmelpakken'. Vi vil i denne sammenhæng

problematisere konsekvenserne ved den samfundsmæssige tendens, som er karakteriseret ved

frygtsamfundet, der skaber ændrede vilkår for de danske domstoles virke idet, at frygten,

antagelsesvist, undergraver domstolenes traditionelle kontrolfunktion i magtens tredeling. For at

kunne komme tættere på denne problematik tages der udgangspunkt i det historiske forløb forud og

omkring Lømmelpakken, heri det oprindelige lovforslag, den politiske behandling og

høringssvarene. Formålet med projektet er at synliggøre den magtkamp, som magtens tredeling

undergår, igennem et fokus på styringsrationaliteter, hvorved det bliver muligt at anskueliggøre

aktørernes prioritering af domstolenes kontrolfunktion og deraf magtbalancen i magtens tredeling.

6


5. Problemfelt

En række begivenheder har siden årtusindskiftet ændret betingelserne for statsmagternes virke i

Danmark på en række områder, med afsæt i staten og borgernes sikkerhed. Navnlig en række

terrorangreb verden over 1 , men også Danmarks engagement i Irak og Afghanistan samt

Muhammed-tegningerne kan nævnes som grunde til, at der er blevet anlagt et mere

sikkerhedsorienteret perspektiv på lovgivning og forvaltning. Mest synligt var det ved indførelsen

af terrorpakke I og II, fra henholdsvis 2002 og 2006, som begge kom i forlængelse af EU- og FN-

initiativer, men inden for de seneste to år kan også peges på mere specifikt møntede love som

Tuneserloven, Knivloven og Lømmelpakken, som alene tog udgangspunkt i nationale

problemstillinger. De nævnte love har således alle afstedkommet en debat om hvorvidt, man har

forrykket balancen mellem statsmagterne og videre, om borgerens retssikkerhed bliver udhulet med

disse love. Emnet for denne opgave er derfor at komme nærmere hvilke typer problemer, der er

knyttet til denne tendens, specifikt med fokus på, hvad denne tendens betyder for den dømmende

magt.

5.1 Tendensen

I 1986 skrev den tyske sociolog, Ulrich Beck, bogen, 'Risikosamfundet', som hurtigt fik en central

placering i teoretiseringer om modernitet og post-industrielle samfund. Det gjorde den fordi, den

pegede på, at industrialiseringen havde medført ikke-intenderede sideeffekter, der nu reflekterede

tilbage på samfundet som menneskeskabte risici. De var et produkt af rationaliteten og

videnskabens sejre, hvormed alle dele af samfundet kunne gøres til genstand for teknologiske

fremskridt, vækst og kontrol (Beck, 2009: 6ff). Senere har Beck, bl.a. efter terrorangrebet 9/11, med

bogen, ’World at Risk’, foretaget en revision, hvor han sondrer mellem ikke-intenderede katastrofer

og intenderede katastrofer. Katastrofer er her forstået som noget, der faktisk finder sted, hvor risici

er anticipation af katastrofen. Hvor ikke-intenderede katastrofer eksempelvis er

grænseoverskridende miljøproblematikker eller finanskriser mv., er intenderede katastrofer den

planlagte katastrofe, eksemplificeret ved terror (Beck, 2009: 13f). På den led er terror en politisk

konstrueret risiko hvis basis findes i dikotomien sikkerhed-usikkerhed, men hvor mennesker selv

aktivt er med til at iscenesætte den risiko, netop fordi terroren er den menneskeligt intenderede

katastrofe. Det er derfor også med afsæt i Beck, at kriminologerne Gabe Mythen og Sandra

Walklate 2 peger på, at terror, som risiko, har gjort det muligt at flytte den politiske diskurs mod

1 I New York, Madrid, London, Moskva, m.fl.

2 Gabe Mythen er lektor i sociologi og Sandra Walklate er professor i sociologi, begge på Manchester Metropolitan

University.

7


sikkerhed og væk fra socio-økonomiske problematikker (velfærdssamfund, fuld beskæftigelse,

m.m.). For dem indebærer denne sikkerhedsdiskurs også et mere negativt udslag i politikken: ”(…)

what is emerging (...) it seems, is a politics of fear and vengeance” (Mythen & Walklate, 2006:

388). Denne politiske frygtdiskurs har givet anledning til opkomsten af hvad, Peter Høilund 3

betegner 'Frygtens Ret' (2010), hvor sikkerhedsforanstaltninger spiller en stadigt større rolle inden

for retten, og hvor en række tilfælde vidner om en tilsidesættelse af eller ændring af grundlæggende

retsprincipper.

5.2 Frygtens ret

De fleste mennesker er nok enige i, at vi med næsten alle midler skal værne om borgernes tryghed og

sikkerhed. Men når jeg skriver »næsten alle midler« er det, fordi der normalt er grænser, og de seneste

år er disse grænser blevet overskredet.

Peter Høilund, Frygtens Ret, s. 14

Med 'frygtens ret' forstås en særlig form for "ret", som kan gå udenom almindelige demokratiske

procedurer for lovbehandlingerne, fordi loven påberåbes som absolut nødvendig. Derfor tales der

om begrebet 'nødvendighedens lov' der opfattes som en lov, der betragtes som så nødvendig for at

sikre borgernes sikkerhed, at lovgivningens juridiske karakter kan presses uden om almindelige

demokratiske procedurer (Høilund, 2010: 21). 'Nødvendighedens lov' bunder i en idé om

undtagelsestilstand, fordi etableringen og vedtagelsens af 'nødvendighedens lov' finder sted uden en

egentlig politisk diskussion og med en stort set ophævet opposition (Høilund, 2010: 21).

Det kan umiddelbart lyde noget ekstremt at tale om det moderne samfund i undtagelsestilstand, som

bl.a. Giorgio Agamben 4 gør (Agamben, 2009: 32ff), da en undtagelsestilstand normalvis betyder en

suspendering af gældende ret og dermed en indskrænkning af de borgerlige rettigheder. Men selvom

tendensen langt fra kan siges at gøre sig gældende i al lovgivning, spiller nødvendighed, som

katalysator for lovtiltag, en stadigt større rolle. Tre nyere lovtiltag i dansk regi, henholdsvis

Politiloven 5 , Knivloven 6 og Tuneserloven 7 , viser denne tendens. Alle tre love var forbundet med

opstillingen af særlige sikkerhedsforanstaltninger, hvor man, fra lovgivers side, så de nye tiltag som

mulighed for at kunne udvise kontrol i forhold til det givne problem. Mens ingen af de problemer,

3

Peter Høilund (dr.scient.soc) er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

4

Indtil 2009 professore straodinario i æstetik ved Unversita di Venezia (IUAV).

5

Politilovens § 6 (L444/2004) som gav politidirektører beføjelserne til selv at indføre visitationszoner. Fremsat på grund

af en række overfald med knive indblandet.

6

’Knivloven’ (L171/2008) som gav ubetingede fængselsstraffe for at bære kniv uden gyldig grund og generelt

kriminaliserede besiddelsen af knive. Ligeledes fremsat som følge af en række overfald med knive.

7

'Tuneserloven' (L69/2008) som var rettet mod alle udviste personer på tålt ophold, men som blev initieret i kølvandet på

pressehistorier omhandlende bevægelsesmulighederne for personer knyttet til mordplaner mod tegneren Kurt

Vestergaard. Lovgivningens direkte mål var en stramning af denne gruppes bevægelsesfrihed.

8


som var forbundet med de pågældende love, kunne siges at være omfangsmæssigt identificerbare

med nogen form for nødstilstand i forhold til staten, aktiveredes nødvendighedens lov alligevel,

fordi lovgivningen havde opnået betydning, udover det den direkte berørte. Den var blevet

sikkerhedsskabende. Agamben fanger dette aspekt i udviklingen i følgende citat:

”I lighed med princippet om, at der nok kan være huller i loven, men at retten ikke tillader

huller, så bliver nødstilstanden fortolket som et hul i den offentlige ret, som den udøvende

magt har pligt til at lukke. Et princip, der vedrører den dømmende magt, bliver på den måde

udstrakt til den udøvende. (…) Hullet udgøres i dette tilfælde ikke af en mangel i lovteksten,

som skal udfyldes af dommeren; det drejer sig nærmere om en suspension af den gældende

orden for at kunne garantere dennes eksistens. Langt fra at være et normativt hul fremstår

undtagelsestilstanden som et fiktivt hul, der er lavet i ordningen for at sikre normens

eksistens og dens anvendelighed i en normal situation”

(Agamben, 2009: 63; vores fremhævelse).

Selvom Agambens udlægning ikke er tilpasset den danske virkelighed, hvor der forekommer et

markant overlap mellem den lovgivende og udøvende magt, er det imidlertid meget relevant at

forstå vigtigheden af 'fiktive huller' i denne kontekst. Hvis ikke der forekommer fiktive (eller

virkelige) huller, som skal udfyldes med begrænsninger på frihedsrettigheder, har lovgiverne ikke

mulighed for at påkalde sig nødvendighedens lov, og har dermed ikke legitimeret sin position.

Legitimering er ikke blot en forudsætning for at kunne producere lovgivning, der kan begrænse

frihedsrettigheder, men er fuldstændig integreret med nødvendighedens lov. Således har man kunne

tilføre politiet øgede beføjelser til at sikre strengere straffe og udøve kontrol over bestemte

personers bevægelsesfrihed.

Men netop fordi, senere tids lovgivning har været præget af taktiske styringsteknikker til at

sanktionere særlige adfærdsformer (jf. de danske lovtiltag), var de problematiske, fordi de endte

med at få større signalværdi end et konkret indhold. Her står knivloven måske som det klareste

eksempel. De meget præcise retningslinjer i lovens forarbejdninger medførte, at landsretten tildelte

nogle frihedsstraffe, som ikke syntes proportionale med det enkelte tilfælde. Dette betød i sidste

ende, at Højesteret måtte se væk fra anvisningerne i lovforarbejdet (Bilag 3, 2010: 9). Kigges der på

de større lovtiltag ses det med fx terrorpakkerne, at PET har fået øgede beføjelser til bl.a. at aflytte

personer uden dommertilladelse og dømme personer uden, at de har fået lov til indsigt i beviserne

imod dem (Dahlin og Aagaard, 2007). Man synes altså i nogen grad at kunne se at der i nyere

lovgivning styres uden om domstolene, og det vi almindeligvis forstår ved en retsstat, samt at denne

lovgivningstaktik kan opretholdes med undtagelsen som legitimation.

9


Et andet aspekt er den måde, lovene bliver til på. Det syntes, at være blevet en generel tendens, at

lovforslag bliver hastet igennem, og at høringsfristerne bliver kortere, hvilket gør det umuligt for

høringsparterne at afgive kvalificerede svar. En nylig optælling viste at ud af 18 lovforslag i den

pågældende uge, havde 14 deraf haft en høringsfrist på under syv dage (Politiken, 2010a).

Høringssvar er en mulighed for at få inddraget ekspertise samt berørte parter ind i

lovgivningsprocessen, og dermed besværliggør de korte høringsfrister denne mulighed. For Den

Danske Dommerforening 8 har konsekvensen været, at man ikke længere finder det strengt

nødvendigt at overholde tidsfrister. Foreningens tidligere formand, Jørgen Lougart (2006-2010),

udtrykte det således: "Vi har udvist civil ulydighed. Nogle gange har vi sagt: 'Det kan vi ikke nå,

men vi vil i øvrigt gerne svare.' Så tager vi den tid, der skal til, og så kommer svaret en uge for sent

eller sådan noget (...) vi [synes] ikke [der] er noget at beklage. Det er bare udtryk for, at vi har gidet

at tænke os ordentligt om, inden vi svarede" (Bilag 3, 2010: 18).

Disse perspektiver, mener vi, åbner for spørgsmål om præcis, hvilken rolle den dømmende magt har

i det nye paradigme, vi betegner som ’frygtsamfundet’. På den ene side må vi se nærmere på,

hvordan frygtsamfundet relaterer til den dømmende magt, på den anden side må vi komme

nærmere, hvad der determinerer den dømmende magt som en del af den danske stat. Det handler

altså om at identificere den dømmende magts mulighedsbetingelser inden for frygtsamfundet. Med

mulighedsbetingelser menes der de muligheder, som domstolene har for at udøve demokratisk

kontrol (jf. begrebsafklaringen). Grundlæggende kan vi dog pege på, at problemstillingen synes at

være, at de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der er kommet med den nye lovgivning, har sat

domstolenes mulighed for sikring af retssikkerheden under pres. Det kan virke som om, at der

opstår en mulig kløft mellem henholdsvis sikkerhed og retssikkerhed, hvor demokratiets

traditionsbundne grundrettigheder pludselig ikke kan betragtes som selvfølgelige. Høilund skriver

om forskellen mellem de to begreber, at "(…) retssikkerhed bygger på mennesket som en juridisk

person med rettigheder og pligter, så bygger sikkerheden på en mere diffus bevidsthed om, at det er

kontrol og orden, der kan befordre tryghed og sikkerhed" (Høilund, 2010: 20). Problemet er, at

førstenævnte synes at udfordre eksistensbetingelserne for sidstnævnte, i og med at lovenes sigte er

den offentlige ro og orden – sikkerheden – så er det også selvsamme love, der skal beskytte

borgerne mod overgreb fra staten og sikre forudsigelige og gennemsigtige vilkår i retten.

Opkomsten af frygtens ret, foranlediget af overgangen mod et frygtsamfund, repræsenterer altså en

8 Den Danske Dommerforening repræsenterer dommerne ved Danmarks Domstole, hvor den varetager spørgsmål af

fælles interesse for Danmarks dommere. Herunder arbejder den bl.a. for at styrke domstolenes stilling i samfundet og

repræsentere dommerne i forhold til det politiske system, bl.a. ved at komme med høringssvar til lovforslag og

betænkninger (Dommerforeningen, 2010).

10


tendens - inde fra demokratiet selv - mod en sikkerhedsorienteret lovgivning og forvaltning. Derfor

er det relevant at kigge nærmere på den institutionelle forankring, dvs. forholdet mellem den

lovgivende, den udøvende og den dømmende magt og de magtdelingsprincipper, som hersker i

forhold til det nye paradigme, med henblik på at kunne placere den dømmende magt heri.

5.3 De danske domstoles mulighedsbetingelser

Ved første øjekast følger det danske magtdelingsarrangement ikke nogen ideel stringent model.

Selvom man ofte peger på Montesquieus magtadskillelseslære 9 , som princippet for magtdelingen, er

der en række forhold i den danske model, som gør det til en problematisk antagelse. Overordnet kan

man fx pege på grundlovens §3, hvor man finder, at den lovgivende magt ligger hos både

Folketinget og Regeringen. Herudover kan man pege på, at Regeringen er valgt af Folketinget. Ikke

desto mindre er Montesquieus grundlæggende tanker stadig værdifulde, fordi de kan formulere en

tradition, som Danmark til dels, men på ingen måde fuldstændigt, skriver sig ind i. For mens

Grundlovens §3 (magtens tredeling) som sådan var inspireret af Montesquieu (Christensen, 2003:

13) og gav domstolene den dømmende magt alene, finder vi samtidig, at disse også har myndighed

til både at afprøve grundlovsmæssigheden af love (§3) samt kontrollere forvaltningsmyndigheden

(§63). Så hvor domstolene i Montesquieus perspektiv skulle beskytte retssikkerheden, ved at

indtage en apolitisk og isoleret rolle, har man, ifølge Jens Peter Christensen 10 , snarere set, at

domstolene blev politiseret ved at give dem muligheden for at kontrollere de to andre magter

(Christensen, 2003: 13ff, 34ff). I dette perspektiv er det således vigtigt at bemærke, at domstolene,

som kontrolorgan, skal sikre retssikkerheden ved kontrol af de andre magter, netop med hjemmel i

ovennævnte paragraffer. I forhold til det opstillede paradigme om frygtsamfundet, som

medvirkende til at nedprioritere retssikkerheden, synes det derfor relevant at afdække, hvordan

disse muligheder, for at kontrollere de andre magter, falder sammen med paradigmet.

Høilund peger i forlængelse heraf på, at det, inden for de sidste årtier, er lykkedes den lovgivende

og udøvende magt at styrke deres positioner. Således ses der en tendens til, at kompetencer, der

hidtil har resideret hos de nationale domstole, er overgået til den politisk styrede administration (jf.

9 Måske mest prominent blandt magtdelingsteoretikere i dag, talte Montesquieu i sin magtadskillelseslære (1748) for, at

enhver regeringsform havde tre funktioner – at lave love, implementere love og fortolke love – og, at der til hver af

disse funktioner var en korresponderende statsmagt, hhv. den lovgivende, udøvende og dømmende magt. For

Montesquieu var det centrale, at der var en adskillelse mellem de tre magter, en adskillelse i forhold til de funktioner,

magterne forestod og de personer, som var en del af en given magt. På den ene side skulle den enkelte magt koncentrere

sig om sin egen funktion, på den anden side måtte ingen person simultant være beskæftiget af flere magter. På den led

sikrede man sig, ifølge Montesquieu, mod den type magtmisbrug kendetegnet ved tyranni.

10 Jens Peter Christensen (f. 1956) er Cand. Phil., Cand. Scient. Pol, Dr. Jur. og dommer i Højesteret siden 2006

(Domstol.dk, 2010b). Bogen, ’Domstolene – den tredje statsmagt’, er en del af magtudredningen, Folketinget iværksatte

1997 under det officielle navn, ’En analyse af demokrati og magt i Danmark’ (Christensen, 2003).

11


administrativ tilbageholdelse, minimumsstraffe mv.) (Høilund, 2010: 16f). Jens Elo Rytter 11 og

Frederik Thuesen 12 argumenterer derimod for, at de nationale domstole i dag står styrket på

baggrund af, at man i dag har flere retsgivende ordener i form af EMRK og EF-domstolen, som har

brede rammelovgivninger, man kan henvise til (Rytter, 2010: 187f; Thuesen, 2007: 40). En

argumentation, som også Jørgen Lougart mener at kunne tilslutte sig ”Det kan der måske være

noget om, fordi hvis I har set nogle af de direktiver og forordninger og så videre, der kommer, så er

de jo ofte væsentlige løsere formuleret end danske lovbestemmelser” (Bilag 3, 2010: 12). I sin bog,

’Governing with Judges’, argumenterer Alec Stone Sweet 13 også for, at man i Europa kan se en

tendens til, at domstolene får stadig mere indflydelse i lovgivningshenseender (Stone Sweet, 2000).

I sin teoretisering skriver han: ”The spectre of constitutional censure hovers over the process. Or,

more precisely, it does so as long as law-makers believe that the court, in the exercise of its

constitutional review authority, will invalidate statutes it judges to be in violation of the

constitution” (Stone Sweet, 2000: 196; vores fremhævelse). Dvs., at lovgiverne, regeringen og

folketingets opfattelse af domstolenes mulighed, for at forkaste lovgivning, har afgørende betydning

for, i hvilket omfang domstolene bliver taget i betragtning under udarbejdelsen af en lov. Man kan

således sige, at en af følgende to betingelser må være til stede, for at man kan tale om, at

domstolene står stærkere. Enten tager domstolene afsæt i en retstradition, som disponerer dem til,

på aktivistisk vis, at tage stilling til lovgivningen eller også, at domstolene, ud fra deres

(forfatnings)position i samfundet, gør dem villige til at slå ned på lovgivning, som er politisk

betændt.

Da den dømmende magt og dens retstradition har en forholdsvis anonym politisk rolle i Danmark, i

forhold til andre lande (se fx Jensen, 2010; Wind, 2010: 1046ff), kan vi imidlertid ikke gøre

gældende, hvorvidt en eller begge betingelser er opfyldt. Dermed finder vi, at domstolenes

mulighedsbetingelser, i forhold til de resterende magter i tredelingen, står tilbage som et, for os,

åbent spørgsmål – ikke mindst i relation til tesen om frygtsamfundet. Stone Sweets overvejelser

peger dog på, at vi bør kigge nærmere på danske domstoles rolle i staten og spørge, hvordan vi kan

forstå domstolene i relation til de andre statsmagter. Montesquieus magtadskillelseslære kunne

måske fungere som et filosofisk bidrag her, men som Peter Germer 14 giver udtryk for, kan den ”(…)

ikke bruges som fortolkningsbidrag til den danske grundlovs § 3” 15 (Germer, 2001: 1). Vi bør med

11

Adjunkt i statsret (cand.jur. ph.d) ved Det Juridiske Fakultet, København Universitet.

12

Forsker (cand.soc, ph.d.) ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

13

Professor på Yale Law School.

14

Tidl. (pensioneret anno 2008) professor, dr.jur., LL.M. Ved Afdelingen for Offentlig Ret på Juridisk Insitut ved Aarhus

Universitet med speciale i statsforfatningsret, forvaltningsret og folkeret.

15

Alternativt kunne vi tage udgangspunkt i teorien om magtadskillelse, nemlig ideen om ’mixed constitutions’. som gik

forud for magtadskillelseslæren. Heri forstås det, at magterne ikke er adskilt, men i høj grad er integreret med hinanden,

hvor overlap anses for decideret nødvendige i styringen af samfundet, og hvor det forventes at forskellige

styringsformer i form af demokrati, aristokrati og monarki simultant regulerer funktionerne (Hansen, 2010).

12


andre ord gå konkret til værks, ikke bare med henblik på at fremdrage domstolenes praktiske

betydning i forhold til de andre statsmagter, men også i forhold til at kunne anskue, hvorledes

frygtsamfundet konkret gør sig gældende. For at gøre dette må vi både have blikket rettet mod den

dømmende magt som institution men mere afgørende, må vi se nærmere på, hvordan lovgiverne er

med til at skabe og bestemme den dømmende magts mulighedsbetingelser.

5.4 Lømmelpakken

På baggrund af de tidligere omtalte lovtiltag, kan man se, at der inden for en kort årrække har fundet

en markant udvikling sted i forhold til domstolenes mulighedsbetingelser. I forhold til lovtiltagenes

stramninger indsætter vi det nyeste forslag i linjen, den såkaldte ’Lømmelpakken’ (L49/2009).

Lømmelpakken var en lovpakke, der blev fremsat kort tid før det afholdte klimatopmødet i

København, COP15. Grundlaget for Lømmelpakken var at give politiet mulighederne for at

tilbageholde personer i længere tid og for at kunne straffe lovovertrædelser, af ’den offentlige ro og

orden’ ved offentlige forsamlinger, hårdere. Den var således møntet på de 'lømler', man forventede

ville stå bag uro til topmødet, som det var set ved lignende begivenheder. Loven blev kritiseret for

at udfordre de basale rettigheder, ikke mindst forsamlingsfriheden. Netop fordi problemstillingen er

meget specifik af natur, finder vi det derfor oplagt at basere vores undersøgelse på en case, som

både indeholder rejste problematikker omkring domstolskontrol og individuel retssikkerhed men

også en tendens til, at lovgivningen i højere grad koncentrerer sig om at opstille sikkerhedsmæssige

foranstaltninger (jf. frygtsamfundet). Alle disse elementer syntes at være indhold i Lømmelpakken

og netop derfor, vil det være interessant at se på de politiske rationaliteter, der er forbundet med

lovgivningen, og hvorledes disse påvirker domstolenes mulighedsbetingelser, fordi Lømmelpakken

kan ses ud fra en frygtsamfundstendens.

På denne baggrund opstiller vi derfor følgende problemformulering og dertil vejledende

arbejdsspørgsmål:

5.5 Problemformulering

Hvilke rationaliteter kommer til udtryk omkring Lømmelpakken, og hvilke konsekvenser har det for

den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet?

5.5.1 Afklaring af problemformulering

Vi vil hermed undersøge den dømmende magts mulighed for kontrol med den lovgivende og

udøvende statsmagt belyst i sammenhæng med det, vi omtaler som ’frygtsamfundet’. Dette ser vi

13


som relevant, fordi den dømmende magts mulighedsbetingelser ligger immanent i de konsekvenser,

frygtsamfundet har for den enkelte borgers retssikkerhed. Den dømmende magt bliver således kun

interessant, når vi sammenkæder denne med en menneskelig og politisk faktor. Lømmelpakken

forstår vi som den case, der sammenvender disse to, og som vi benytter os af til at fremvise

frygtsamfundets særlige måder at tænke og anordne samfundet på, herunder den dømmende magts

institutionelle virke. Da vi tager fat i et lovforslag, undersøger vi paradigmet med afsæt i den

lovgivende magt, der, ifølge vores genstandsfelt, aktualiserer frygtsamfundet. Det er således i dette

lys interessant at analysere rationaliteterne omkring lovforslaget, Lømmelpakken, i forhold til

hvordan, disse påvirker den dømmende magts mulighedsbetingelser.

5.6 Arbejdsspørgsmål

Hvordan kan vi teoretisk relatere den dømmende magt til frygtsamfundet?

Spørgsmålet henvender sig til, hvordan vi teoretisk kan gøre gældende, hvorledes frygtsamfundet

indlejrer sig som en samtidsbetingelse for den dømmende magt. Dette spørgsmål behandles derfor i

hhv. vores videnskabsteoretiske diskussion og deraf afledte teori (kapitel 8).

Hvad determinerer den dømmende magt som en del af den danske stat?

Med dette spørgsmål afdækker vi, hvordan den dømmende magt kan betragtes som en del af den

danske stat ved at redegøre for den dømmende magts traditionsbundne praksis, principper og rolle

som kontrollerende institution i staten. Spørgsmålet behandles derfor i vores redegørende afsnit om

den dømmende magt (kapitel 9).

Hvordan kan Lømmelpakken gøres til genstand for en undersøgelse af rationaliteter?

Med spørgsmålet søger vi svar på, hvordan Lømmelpakken empirisk skal gøres til genstand for

undersøgelse af, hvilken rolle mediedækning, lovbehandling og høringssvar spiller. Spørgsmålet

behandles i vores analysestrategi og analyser (kapitel 10-12).

Hvad betyder frygtsamfundets udvikling for den dømmende magts rolle og borgerens

retssikkerhed?

Spørgsmålet angår de konsekvenser vi diskuterer os frem til mhp. Lømmelpakken som udtryk for

de konsekvenser, frygtsamfundet har for den dømmende magts mulighedsbetingelser og, i

forlængelse af dette, borgerens retssikkerhed. Spørgsmålet vil blive taget op i diskussionen (kapitel

13).

14


6. Motivation

I dette afsnit vil vi kort beskrive vores immanente udgangspunkt i henhold til vores problemstilling,

hvilket vi finder relevant, da vi som forskere ikke kan udarbejde en rapport som neutrale

stillingstagere, men derimod altid vil være et aktivt led i meningsdannelsen omkring

genstandsfeltet. Niels Åkerstrøm Andersen udlægger Michel Foucaults position således: "Subjekter

står ikke uden for udsagnet, subjekters plads og mulighed italesættes tværtimod af udsagnet

selv"(Andersen, 1999: 45). En sådan position, finder vi, vi selv vil tilslutte os.

I et længere tidsperspektiv er vi bekymret for, hvad det grundlæggende betyder for den danske

retsstat at følge den nuværende tendens, hvor retssikkerhedsmæssige grundprincipper bliver

udfordret pga. et ønske om skærpede sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Hvis udviklingen

udvisker retsstatens fælles retskultur, så bliver domstolene svækket som garant for

retssikkerhedsmæssig kontrol med de andre statsmagter. Det handler således om at kontrollere, at

statsmagterne, institutionerne og retsanvenderne ikke får mulighed for vilkårlig magtudøvelse over

for borgerne og samtidig indskrænkelse af de frihedsrettigheder, Danmark over længere tid har

kæmpet for og brystet sig af. Det forbliver derfor en essentiel opgave at bibeholde de retslige

grundprincipper, hvorved domstolenes mulighedsbetingelser skal anskues som en fundamental

forudsætning for dette.

Vi mener, at der i samtiden mangler en helt principiel diskussion omkring grænserne for lovgiver og

udøvende magts beføjelser. Dette ser vi i relation til hurtigt udarbejdet og uklar lovgivning i

anledningen af frygtskabende begivenheder, hvori der mangler konkrete overvejelser omkring

borgeres frihedsrettigheder samt domstolenes mulighed for at sikre disse. Vores normative

opfattelse er altså, at man sagtens kan bibeholde en effektiv bekæmpelse og forebyggelse af

kriminalitet og samtidig forankre sig i en stærk retskultur hvor retssikkerhedsmæssige

grundprincipper opretholdes politisk og gennem aktiv kontrol fra domstolene. Det vil med andre ord

sige et samfund, hvor retssikkerhed og frihedsrettigheder ikke risikerer at blive undermineret af

sikkerhedspolitiske tiltag.

15


7. Roadmap

Empiri

Artikler

Lømmelpakken

& høringssvar

Problemfelt

Problemformulering

Metode & Videnskabsteori

Analysestrategi

1. Analyse Framing

2. Analyse

Diskussion

Konklusion

Perspektivering

Dispositiv

Teori

Guvernementalitet

16


8. Metode

I følgende afsnit diskuteres vores metodiske og videnskabsteoretiske udgangspunkt for på den

baggrund at opstille en farbar forskningsstrategi, der kan sammenkæde teori og metode og samtidig

angive, hvordan viden heraf kan opnås på en kvalificeret måde. Vi vil derfor (1) pege på hvilken

specifik egenskab af problemstillingen, der kan bestemme vores ontologiske og epistemologiske

afsæt. Dernæst vil vi (2) spørge hvordan dette lader sig gøre teoretisk. Og endelig vil vi (3) kigge

på, hvordan disse erkendelser skal indlejres i vores projekts metode, herunder en diskussion af

hvordan vi vil arbejde med vores case.

8.1 Videnskabsteori

The universal, in fact, explains nothing; it is the universal which needs to be explained. All the lines are

lines of variation, which do not even have constant co-ordinates. The One, the All, the True, the object,

the subject are not universals, but singular processes – of unification, totalisation, verification,

objectification, subjectification – present in the given apparatus.

One has to position oneself on these lines themselves, these lines which do not just make up the social

apparatus but run through it and pull at it, form North to South, form East to West, or diagonally.

Gilles Deleuze, What is a dispositif, s. 162 & 159

Når vi siger, at vi gerne vil vide noget om den dømmende magts mulighedsbetingelser, synes der

at være to usagte men helt grundlæggende metodiske antagelser. For det første forstås det, at det er

mulighedsbetingelserne, der er genstanden for undersøgelsen, og at det er disse som skal erkendes.

Men alene ved at fokusere på mulighedsbetingelserne siger vi samtidig, at der er ubelyste kræfter,

som animerer den dømmende magt. Der er med andre ord en strukturel magt, der styrer den

dømmende magt ved at definere dens mulighedsbetingelser. For at kunne afdække denne, skal vi

foretage iagttagelser af anden orden - iagttagelser af, hvordan vi iagttager ”det derude” (Andersen,

1999: 13). Vi kan ganske enkelt ikke opnå viden om mulighedsbetingelserne uden samtidig at

spørge, hvordan denne viden er tilgængelig. Vi anlægger således et bestemt perspektiv på

genstanden - bestemt af sprog og videnskonstruktioner - hvorfor vores undersøgelse

grundlæggende er epistemologisk og ikke ontologisk orienteret.

For det andet, og i direkte forlængelse af det første, betyder det, at vi må placere os selv som

forskere i forhold til den genstand, som vi ønsker at undersøge. Der er en specifik

17


erkendelsesledende interesse, der driver os til at undersøge den dømmende magts

mulighedsbetingelser, som vi må give udtryk for. Så imens den første antagelse vil danne rammen

for det resterende metodeafsnit, vil vi i indeværende afsnit afklare, hvad det er for en slags

erkendelse, vi håber at kunne opnå ved at undersøge den dømmende magts mulighedsbetingelser.

Denne erkendelse vil også være vejledende for, hvordan det resterende metodeafsnit skal

konstrueres.

Som vi senere vil vise, er dette projekts teori i høj grad hentet hos Michel Foucault 16 og en række

filosoffer og teoretikere, der har fulgt hans spor. Den franske filosof Gilles Deleuze 17 skrev om

Foucault: ”If Foucault is a great philosopher, this is because he used history for the sake of

something beyond it: as Nietzsche said: acting against time, and thus on time, for the sake of a

time one hopes will come” (Deleuze, 1991: 164f). Foucaults bedrift, ifølge Deleuze, var altså, at

han formåede at bruge historien til at vise noget om vores samtid, der kunne foranledige et skift

mod en fremtid defineret som anderledes fra samtiden.

Man kan på sin vis sige, at ambitionen for os også er den samme. Når vi ønsker at kigge på den

dømmende magts mulighedsbetingelser, er det fordi, at det er her, vi finder grundlaget for retten,

som binder mennesker sammen og skaber grundlaget for det moderne samfund. En stat kan ganske

enkelt ikke overleve uden en eller anden form for ret. Det er derfor netop i retten, at vi ønsker at

vise den historiske udvikling i vores samtid, med henblik på at kunne fremdrage hvilke

rationaliteter, der i dag determinerer den dømmende magts virke som institution for retten. Det er

således ud fra erkendelsen af, at det er 'retten' der, med Bransholm Pedersen og Lands ord, er det

’strukturerende princip’ 18 , som vi placerer os i forhold til som forskere.

Den dømmende magt er organiseret omkring en idé om ret, idet loven, som grundlag for retten i et

demokratisk samfund, skal have en uafhængig fortolker. Derfor er den dømmende magt en del af

retten, men ved at pege på retten som det strukturerende princip, kan vi samtidig spørge ind til den

statiske, selvfølgelige karakter der ofte tilskrives den dømmende magt som en uafhængig og

retfærdig del af statsmagten, hvis opgave bl.a. er kontrol med de andre statsmagter. Den

dømmende magt er således kun en del af retten. Motivationen, for at vælge Lømmelpakken som

case og problem, har således i høj grad været bestemt af et opfattet modsætningsforhold ift. denne

16 Michel Foucault (1926-84) var en fransk historiker, sociolog og filosof, som igennem et langt forfatterskab bl.a. viste,

hvordan vores viden, bag konstruktioner af kontinuitet, kun kan begribes som en strøm af diskontinuitet og opbrud, og

at dette relaterer direkte til, at viden og magt er uadskillelige begreber, netop fordi kontinuiteten i viden og vidensformer

altid er bestemt af gældende og historiske magtforhold.

17 Gilles Deleuze (1925-95) var filosof og professor på Université de Vincennes à Saint-Denis (Paris VIII).

18 Forfatterne bruger dette begreb i forbindelse med de mange forskelligt funderede skoler af feministisk teori: ”Når det er

berettiget at kategorisere disse tilgange inden for ét paradigme, er det fordi en stor gruppe af forskere har iscenesat sig

selv (og at vi har fundet argumenterne for denne iscenesættelse relevante) som repræsenterende et nyt paradigme med

påpegning af køn som et strukturerende princip i organiseringen af den samfundsmæssige virkelighed” (Bransholm

Pedersen & Land, 2001: 32).

18


fastfrosne forståelse af den dømmende magt og magtdelingen per se. Et modsætningsforhold, vi,

med Andersens ord, må ”deontologisere” – gøre uselvfølgeligt – for at kunne forstå (Andersen,

1999: 14).

Ved at lade det være forstået, at vi forstår retten som det 'strukturerende princip' for projektets

videnskabsteori, har vi samtidig udstukket en retning for, hvordan vi skal formulere

undersøgelsens ontologi og epistemologi. Dette vil vi gøre med to begreber hentet fra

retsfilosofien: ’retsorden’ og ’retssystem’.

”En retsorden er et system af normer og regler, som er sat af en suveræn, der anerkendes

som lovgiver. Loven er en funktion af lovgiverens vilje og magt. Det er retsfilosofiens

opgave at beskrive dette retssystem og fastlægge kriterierne for at forstå retsnormer som

gældende ret”

(Rendtorff, 2005: 5).

Vi er altid født ind i en retsorden. Den er som sådan en given ting i vores liv. Det er retsordenen,

der angiver de underliggende eller værende betingelser for retten. Men retsordenen manifesterer

sig kun gennem et givent retssystem og dennes beslutninger. Den er således det værende,

'sandheden', men den er bestemt af historiske forhold og magtrelationer (suveræner og

normer/regler). Høilund peger på, at en retsorden netop er bygget ”(…) på en fordring om orden

og stabilitet” (Høilund, 2010: 51). Derfor er retsorden altid den normative og etiske vision for et

samfund som opstillet af suverænen. Retssystemet er omvendt de materielle strukturer, som

administrerer eller håndhæver retsordenen. Denne udlægning af retsorden og retssystem er som

sådan ikke direkte at finde i retsfilosofien men er kogt ind til det essentielle, nemlig at retsordenen

determinerer retssystemet og at de meningssammenhænge, der eksisterer i retssystemet, derfor er

afledt af eksisterende retsorden. Det vi grundlæggende gerne vil frem til, når vi undersøger den

dømmende magts mulighedsbetingelser, er da hvilken retsorden, som i dag determinerer forholdet

mellem den dømmende magt og de andre statsmagter. For at opnå viden om dette må man

imidlertid tage udgangspunkt i retssystemet, da det er her, der eksisterer et meningsunivers. På den

led skriver projektet sig helt overvejende ind i en diskursteoretisk forståelse af verden, idet

virkeligheden altid er medieret: ”(…) ontologien er alt er diskursivt (…) alt er artikuleret”

(Hansen, 2009: 394). Med dette perspektiv in mente, kan man sige, at undersøgelsen har et

ontologisk udgangspunkt i retsordenen, men at det er i retssystemet, at viden om retsordenen kan

findes, hvorfor det epistemologiske udgangspunkt residerer i retssystemet. Samtidig er

undersøgelsens grundlæggende mål at vise, hvordan retsordenen, som en social konstruktion af

19


diskursivitet, er sin egen epistemologi. Ligesom med diskursteorien vender vi forholdet mellem

epistemologi og ontologi på hovedet, idet epistemologien får forrang i vores undersøgelse.

8.1.1 Magtens åbne spørgsmål: muligheden for viden

Konsekvensen, af at tildele epistemologien hovedrollen i projektets videnskabsteori, har afgørende

konsekvenser for vores hidtidige teori-empiriske forankring. Vi introducerede i problemfeltet to

substantielle diskussioner om samfundets konstitution. På den ene side, hvad der ud fra et

sociologisk synspunkt karakteriserede samfundet i dag (frygtsamfundet). På den anden side, hvilke

opfattelser der i dag gør sig gældende i forhold til magtdelingen i mellem statsmagterne. Med

åbningen mod en epistemologisk funderet ontologi forstår vi, at det, vi tidligere omtalte som

retsordenen, i vores undersøgelse, må forstås som frygtsamfundet. Frygtsamfundet bærer en særlig

epistemologi, hvor behovet for sikkerhed strukturerer vores viden. På den led fungerer det som et

videns- og handlingsgrundlag, der i større eller mindre grad er blevet virkelighedsskabende.

Spørgsmålet bliver så, hvorledes vi kan se, hvordan frygtsamfundet er virkelighedsskabende i

forhold til den dømmende magts mulighedsbetingelser. Dette spørgsmål relaterer direkte til det

epistemologiske afsæt for vores projekt med retssystemet som omdrejningspunktet for

produktionen af en epistemologi. Ved at åbne for flere udlægninger af magtdelingen inden for

staten, er vi i stand til både at fastholde den dømmende magts funktion og samtidig berøve den sin

ontologiske selvfølgelighed ved at gøre dens magt og position i samfundet relationel til de andre

magter. På den måde gør vi det muligt at tilskrive betydning til det meningsunivers, som de andre

statsmagter anvender i forhold til den dømmende magt.

Disse elementer kan imidlertid kun skabe muligheden for en analyse af den dømmende magts

mulighedsbetingelser. De kan ikke udgøre vores teoretiske afsæt for en analyse af Lømmelpakken.

Da vi, i vores analyse, skal vise, hvordan frygt har betydning for den dømmende magts

mulighedsbetingelser, må vi drage på teorier, der kan italesætte, hvordan betingelserne for

vidensgrundlaget aflejrer sig i de formelle strukturer. I den henseende har vi taget udgangspunkt i

Foucaults ’dispositivanalyse’, da vi ser koblingen fra ’dispositivet’/’teknologier’ til ’teknikker’,

kan forstås som koblingen fra vidensgrundlaget (retsordenen) til de formelle strukturer

(retssystemet). Vi finder imidlertid, at denne teoretiske ramme skal suppleres på et punkt:

betingelserne for frygt. Hvis retsordenen og deraf retssystemet er konstruktioner baseret på

historiske magtforhold, hvor behovet for sikkerhed og stabilitet har været bestemmende for denne,

frygt (og deraf behovet for sikkerhed), i vores opgave, også være en konstruktion, som skal

italesættes. Med Judith Butlers teori om ’framing’ er det vores mål at fremdrage, hvordan frygt for

særlige personer eller grupper kan legitimeres, stillet over for en skelnen mellem sikkerhed og

retssikkerhed. Samtidig udgør teorien vores kritisk normative afsæt, fordi det er i denne skelnen vi

20


finder den centrale problemstilling: at nogle personer og gruppers rettigheder, i frygtsamfundet

antagelsesvist bliver undermineret.

8.2 Teoretisk afsæt

Vi vil i dette afsnit gennemgå projektets teoretiske fundament. Vi kommer først ind på

’dispositivteorien’, som skal anskues som en overordnet teori ift. de teorier, ’guvernementalitet’ og

’framing’, vi vil anvende i vores todelte analyse. Vi finder det nødvendigt at gennemgå

dispositivteorien først, eftersom denne lægger en særlig forståelsesramme frem, som vi har til

hensigt at anskue de to andre teorier i forhold til. Vi har opstillet teorierne på en sådan måde, så jo

længere frem man læser, desto mere specifik bliver selve behandlingen af perspektivet i teorierne.

Hvor dispositivteorien fremstår som en overordnet paraplyteori, er de to teorier om guvermentalitet

og framing perspektiver på dispositivet, hvorved vi efterhånden vil spore de to underteoriers

perspektiver tilbage til dispositivteorien. Teorierne kommer således i omvendt rækkefølge i forhold

til analysen.

8.2.1 Dispositiv

Som overordnet teoretisk udgangspunkt vil vi benytte begrebet ’dispositiv’. Vi vil først forklare

dispositivet, dernæst gennemgå såkaldte ’dispositivmodaliteter’, hvorefter vi forklarer, hvordan

dispositivet opstår ud fra en forståelse af ’uomgåelighed’, for at vi kan konkretisere, hvad en

analyse af dispositivet indebærer med et eksempel.

Hvad er et dispositiv?

I sproglig forstand er dispositiv ikke et ord, man almindeligvis anvender på dansk, men på fransk og

italiensk kan ordet blandt andet have en teknisk, juridisk eller militær/sikkerhedsmæssig betydning.

På italiensk peger et dispositiv i teknisk forstand på ”En anordning der anvendes i en maskine eller

et anlæg med henblik på at opnå bestemte virkninger” 19 (egen oversættelse). Man kan altså tale om,

hvorledes dispositivet har betydning for et apparaturs virkemåde. Det er med denne sproglige

forståelse in mente, at Foucault, i den sidste halvdel af sit forfatterskab, begynder at omtale begrebet

’dispositiv' mere indgående. For Foucault betyder dispositivet: ”(...) et fuldstændigt heterogent hele

der implicerer diskurser, institutioner, arkitektoniske strukturer, regulative beslutninger, love [etc.

red.] (…) kort sagt: ligeså meget det sagte som det ikke-sagte, dét er dispositivets elementer.

Dispositivet selv er nettet, som etableres mellem disse elementer” (Foucault i Agamben, 2010: 9).

19 ”Congegno che viene applicato a una macchina o a un impianto con lo scopo di ottenere determinati effetti” (Zingarelli,

2008: 383).

21


På samme måde kan man i en samfundsmæssig forstand se dispositivet beskrevet som det 'net', der

skaber en anordning mellem forskellige elementer og bevirker en bestemt social styring i samfundet

(Raffnsøe et al., 2004: 6). Med ordets sproglige betydning in mente, kan man altså tale om

dispositivet som skabelsen af en bestemt anordning med den hensigt at opnå et forudbestemt mål. I

sammenhæng med politisk styring taler Foucault om anordningen af 'tingene' for at opnå

suverænitetens mål ved ”(…) at anvende taktikker [snarere] end love” for ”(…) at sørge for, at det

ene eller andet mål kan nås ved hjælp af et vist antal midler” (Foucault, 2008: 107). I den

forbindelse fokuserer Foucault særligt på tre dispositivtyper, såkaldte 'dispositivmodaliteter'), som

han finder har en central betydning for den politiske styring; lov, disciplin og sikkerhedsskabende

foranstaltninger (Foucault, 2008: 11ff).

Dispositivmodaliteter

Med 'lovdispositivet' forstår Foucault et dispositiv, som forsøger at opretholde den binære orden,

der er defineret ved lovgivningen, ”(...) det er systemet (...) med en binær opdeling mellem det

tilladte og det forbudte, og en kobling, som udgør loven, en kobling mellem en type forbudt

handling og en type straf” (Foucault, 2008: 11). Man trækker på den måde ”(...) en skarp

grænselinje mellem det ønskede og det uønskede, netop for at tilkendegive over for det uønskede at

det er uønsket” (Raffnsøe et al., 2008: 219f).

'Disciplindispositivet' anses som en forebyggende teknologi som anvendes for at modgå det

uønskede i at opstå: ”Disciplineringsmekanismen er kendetegnet ved, at der inden for lovens binære

system dukker en tredje person op, nemlig den skyldige” (Foucault, 2008: 11f) 20 . Disciplineringen

forsøger hermed at forbedre den skyldige igennem en række afrettende, normaliserende

institutioner.

'Det sikkerhedsskabende dispositiv' skal ses som opkomsten af teknologier, som har til formål, på

ad hoc vis, at gribe ind over for det uventede. Formålet er således ”(…) at behandle hvad der måtte

vise sig – det uventede og tilfældige – således at man undgår at det får ødelæggende konsekvenser,

eller så man måske endda kan drage fordel af det” (Raffnsøe et al., 2008: p. 220). Det er væsentligt

at forstå, som Foucault påpeger, at de tre dispositivmodaliteters anordnende effekt ikke kan

adskilles historisk, derimod eksisterer de side om side, forskyder sig udadtil og påvirker hinanden

indadtil (Foucault i Raffnsøe et al., 2004: 15).

20 Foucault refererer til, hvorledes man, med udgangspunkt i lov- og diciplineringsdispositivet, isolerede de spedalske og

pestramte, da de, af frygt for at sprede smitten, var uønskede i samfundet, da man ønskede om at bibeholde et ”rent”

samfund (Foucault, 2008: 15f).

22


Historicitet: uomgåelighed som udgangspunkt for dispositiv magt

De tre dispositivmodaliteter er centrale i den måde dispositiverne anordnes på, idet dispositiverne

opstår i det øjeblik, der opstår en forståelse af ’uomgåelighed' - dvs. noget, der kræver at der

udarbejdes en løsning til et problemkompleks. Dispositivmodaliteterne påfører således

’uomgåelighed' en særlig rationalitet. De indeholder således en handlingskoordinerende magt.

Deleuze skriver i denne forbindelse: ”Each apparatus has its way of structuring light (…) giving

birth to objects which are dependent on it for their existence, and causing them to disappear”

(Deleuze, 1991: 160). Således kan man finde, at dispositiverne kaster lys på et problem der findes

nødvendigt at behandle, hvorfor dispositivet dermed får en 'fremherskende strategisk funktion',

fordi det skal besvare det uomgåelige/målet (Raffnsøe et al., 2008: 218). Funktionen er netop

strategisk, idet den søger at besvare uomgåeligheden dog påvirker anordningerne hinanden på kryds

og tværs, hvilket gør at dispositiverne forandres løbende (Raffnsøe et al., 2008: 220f.).

Dispositiverne tillægger således særlige slutningsformer betydning med en målrettet afslutning eller

formål som hensigt.

Et dispositiv kan ikke karakteriseres som et lukket system med et afgrænset genstandsfelt, ”(...) der

bestemmer hvad det er sensitivt over for” (Raffnsøe et al., 2008: 218f). Derfor må dispositivet ”(....)

anskues som et muligt funktionelt svar på en problematik der begynder at gøre sig gældende; men

svaret er ikke givet på forhånd. Et dispositiv rummer en refleksivitet” (Raffsnøe et al., 2004: 20,

note 27). Selvom dispositivet formes i forlængelse af uomgåelighed vil dispositivet altså aldrig

optræde som en egentlig ”ren” handling eller håndtering af uomgåeligheden, fordi den altid vil være

påvirket af andre dispositivers indhold. Med ”indholdet” forstår vi ’teknologier’ (for eksempel en

helbredelsesteknologi, der sondrer mellem det sunde og usunde, for eksempel fedme og rygning) og

'teknikker' (eksempelvis oplysningskampagner omkring sundhedsskadelig mad og skadevirkninger

ved rygning) til at nå det givne mål (jf. nedenfor). Teknologierne og teknikkerne er således taktikker

i forhold til at behandle det uomgåelige. Rationaliteten bag disse taktikker indeholder hermed en

magt, idet rationaliteten anordner det givne objekt ud fra bestemte mål hvorved andre diskurser ses

bort fra (Deleuze, 1991: 160).

I vores projekt er det således den anordnende magt – gennem brugen af teknikker og teknologier – i

frygtsamfundet, som vi stiller os kritiske over for. Dette, fordi de har en indflydelse på retsordenen,

ontologien, og dermed den dømmende magts mulighedsbetingelser, epistemologien.

Frygtsamfundet er således dispositivet eller ontologien, hvorved teknikkerne og teknologierne er

projektets overvejende sigte, idet epistemologien har forrang. Lømmelpakken forstår vi derfor som

23


frygtsamfundets fremherskende strategiske funktion, der fremstår som frygtsamfundets perciperede

uomgåelige svar, der udøver indflydelse på meningsuniverset, retten.

Dispositivanalysen – teknologier og teknikker eksemplificeret

Teknikkerne og teknologierne, og samspillet imellem disse, er en vigtig del af en dispositivanalyse,

fordi man, gennem en analyse af teknikkerne og teknologierne, finder frem til de rationaliteter,

dispositivet er konstitueret ud fra (Raffnsøe et al., 2004: 10, 12, 25). Dermed vil vores analyse få

karakter af efterrationalisering, fordi vi sporer frygtsamfundets følgevirkninger tilbage til en særlig

måde at anordne samfundet på, herunder anordningen af den særlige retsorden, den dømmende

magt befinder sig i (Raffnsøe et al., 2004: 22). Teknikkerne og teknologierne skaber, som sagt,

magtrelationer i dets anordning, som vi kan se ift. de magtforhold, den dømmende magt bliver

underlagt og dertil hvilke mulighedsbetingelser, den får. Tendenserne i anordningen i

frygtsamfundet, der kommer til udtryk i Lømmelpakken, understreger dermed de fremtidige

forhold, den dømmende magt kan arbejde under: ”(…) the current is the sketch of what we are

becoming” (Deleuze, 1991: 164).

Skal man eksemplificere de tre centrale begreber i dispositivanalysen - dispositiv, social teknologi

og teknikker - kan man starte med at omtale et dispositiv, ved eksempelvis et strafferetligt tiltag

omkring røveri, som fordrer en forudgående forståelse af røveritruslen som en uomgåelighed.

Uomgåeligheden kan således spores tilbage til de tre historiske dispositivmodaliteter, lov, disciplin

og sikkerhedsforanstaltninger. Teknologien, til at besvare problemets uomgåelighed, er en form for

kriminaliseringsteknologi, hvori der indgår en konkret lovgivning, der sondrer mellem det ulovlige

(røveriet) og det lovlige (ikke-røveri). Hermed indgår samtidig disciplinære overvejelser, idet

offentliggørelsen af lovgivningen gør opmærksom på skyldighed ved overtrædelsen, hvorfor der

opstår en forventning om, at subjektet retter sig ind. Med disciplinen forsøges at internalisere

skyldighed i subjektet gennem institutioner, der bearbejder subjektet til at undgå røveriet. Hertil

indgår sikkerhedsforanstaltende overvejelser, fordi lovgiverne overvejer, hvorledes røveriet kan

forebygges gennem beredskab. Det kræver altså teknikker til at kriminalisere røveriet. Disse er

domstolsteknikker, der sætter lovgivningens sanktioner (bøde, frihedsberøvelse) i gang; og

polititeknikker, der i første omgang sørger for, at potentielle røvere eller potentielle områder for

røveri bliver overvåget og derefter gennemfører en anholdelse, hvis røveriet alligevel er begået (se

også 1. Forelæsning i Focuault, 2008). Det er hermed tydeligt, at der foregår et dialektisk

sammenspil mellem de forskellige dispositivmodaliteter, som påvirker og forandrer hinanden, og

konstruerer en orden, der bryder med en forudgående.

24


Opsummerende vil Lømmelpakken i dette projekt således blive forstået som et lovgivningstiltag,

der er fordret af de uomgåeligheder, der er forbundet med opkomsten af frygtsamfundet. Således

har lov-, disciplin- og sikkerhedsforanstaltende dispositivmodaliteter gjort sig gældende i den

politiske perception, som det kommer til udtryk i vores case, Lømmelpakken. Frygtsamfundet, som

dispositiv, har derved en strategisk funktion og indeholder dermed bestemte teknologier og

teknikker, der indgår i Lømmelpakke. Disse teknologier og teknikker vil vi analysere os frem til, for

at kunne diskutere deres betydning for den dømmende magts mulighedsbetingelser for demokratisk

kontrol. Vi starter således med et udgangspunkt i frygtsamfundet, som er dispositivet. Vi finder altså

ikke frem til dispositivet men derimod den specifikke måde, dispositivet anordner genstanden,

domstolene, på (jf. vores videnskabsteori).

Regering af samtiden

Vi har således forsøgt at slå fast, at dispositiver skal forstås som forskellige magtperceptioner og -

handlinger, der anordner menneskelig handling gennem teknologier og teknikker med den hensigt at

løse komplekse samfundsproblematikker. Skal man tale om en systematisering, bør man samtidig

omtale det system hvorfra problemløsningen initieres; nemlig det politiske system. En

systematisering af samfundet kræver et særligt politisk system, der har til opgave at styre ud fra

dispositivernes teknologier og teknikker. Vi vil derfor komme ind på politisk styring og det at styre

eller regere, hvorved vi ønsker at indsætte dispositiverne i en nutidig og politisk kontekst, hvor man

kan tale om initiering af politik indeholdende teknologier og teknikker. Uden et indblik i rammerne

for politisk styring fjerner man fokus fra de relationer, den dømmende magt er indlejret i, samt de

aktører (den lovgivende og udøvende magt), som befinder sig i den magtkamp, der har betydning

for den dømmende magts mulighedsbetingelser.

Vi finder derfor grund til at inddrage teori omkring regeringsudøvelsen, hvorved

mulighedsbetingelserne kan analyseres politisk. Igen med afsæt i Michel Foucault, vil vi komme

ind på den historisk-politiske styring med udgangspunkt i Mitchell Deans 21 teoretisering omkring

begrebet ’guvernementalitet’. Hertil vil vi inddrage dele af Judith Bulters 22 teori om ’framing’

(Butler, 2010).

8.2.2 Guvernementalitet

Regeringsførelse eller ’government’

’To govern’ og ’government’ er to betegnelser, der på engelsk er semantisk beslægtede. Disse kan

21 Professor Mitchell Deans leder af sociologiinstituttet på Macquarie University, Sydney, Australien.

22 Judith Butler er en professor i retorik og komparativ litteratur på University of California, Berkeley, USA. Butler er,

ligesom Michel Foucault, post-strukturalist. Hendes forskning er stærkt inspireret af Foucaults arbejde.

25


oversættes til dansk som henholdsvis styring og regering. Det er med den anglosaksiske semantik,

at forholdet mellem styring af menneskelig handling og egentlig regeringsudøvelse eller –styring - i

en foucauldiansk tankegang – danner en forbindelse. Med en sådan fremstilling åbnes der op for en

mere nuanceret regerings-, styrings- og systematiseringsforståelse, der ikke reducerer regering til

staten, som ligger bag de offentlige institutioner. Man kan ifølge denne trække en fysisk grænse

mellem institutionerne, regeringen (de regerende) og befolkningen (de regerede) (Dean, 1999: 9). I

stedet for beskriver Dean regeringsførelse med ’the conduct of conduct’, som kan oversættes til

’styring af selvstyring’ (Dean, 1999: 10). Med en sådan betegnelse forkaster man den traditionelle,

rigide forståelse af regering til fordel for en forståelse, der inkorporerer en mere dyberegående

opfattelse af politisk styring, der viser sig igennem institutions- og befolkningsadfærd. Dean forstår

hermed regeringsudøvelse som politisk regulering af befolkningens selvregulering, hvilket

selvfølgelig indbefatter en række fastslåede standarder, normer og regler, der virker regulerende og

samtidig dirigerende eller selvregulerende på handling og adfærd, idet befolkningen kan korrigeres i

relation til de normer, der er omfattet af regeringsudøvelsen. Således kan befolkningen blive formet

gennem regeringspraksissen, hvilket dog ikke betyder, at regeringsudøvelse er determinerende for

de regeredes adfærd, idet formning af praksis reelt set fordrer, at befolkningen kan handle og

dermed også handler anderledes (Dean, 1999: 10ff). De fastslåede standarder, normer og regler

bygger således på en særlig rationalitet i regeringsaktiviteten. Rationaliteten fordrer en forståelse af,

hvordan tingene er, og hvordan disse bør være (Dean, 1999: 11f).

Med henblik på magtdelingen og den dømmende magt, er det først med udgangspunkt i en mere

nuanceret regeringsforståelse, at vi kan forsøge at analysere hvordan den dømmende magt påvirkes

af regeringsaktivitetens teknologier, hvorefter vi kan komme med konklusioner omkring den

dømmende magts mulighedsbetingelser i henhold til Lømmelpakken.

Guvernementalitet

Når vi nu har forsøgt at slå fast hvad der menes med regeringsudøvelse, vil vi nu komme ind på

begrebet ’guvernementalitet’, der netop kan ses som den samtidige regerings fornuft eller grundlag.

Guvernementalitet omhandler først og fremmest refleksioner over de forskellige mentaliteter i

regeringsudøvelsen, der danner baggrund for styringen. Man finder frem til disse mentaliteter

gennem ”(…) the bodies of knowledge, belief and opinion in which we are immersed” (Dean, 1999:

16). Den viden og deraf afledte sandhedsskabelse (med andre ord, mentalitet) danner udgangspunkt

for selve regeringspraksissen (’regimes of practice’) eller dets taktikker og formuleringerne, der er

til stede ved styring af selvet (Dean, 1999, p. 17f). Selvstyringens mentalitet kan, i forlængelse af

ovenstående fire dimensioner, ligeledes anskues i dets rationelle systematik: ”The part of ourselves

we seek to work upon, the means by which we do so, the reasons we do it, and who we hope to

26


ecome” (Dean, 1999: 17).

Guvernementalitet har derudover en anden, historisk betydning. Nemlig som opkomsten af en ny

måde at tænke og udøve magt på. Foucualt indsætter guvernementalitet geografisk og historisk i

vesteuropæiske samfund ved modernitetens begyndelse, hvor staten ”(…) becomes a distinct

activity” (Dean, 1999: 19). Foucault opsummerer guvernementalitet-begrebet således:

”Ved ”guvernementalitet” forstår jeg den mængde af institutioner, procedurer, analyser og

refleksioner, beregninger og taktikker, som gør det muligt at udøve den specifikke, om end

meget komplekse form for magt, hvis primære sigte er befolkningen, hvis vigtigste

vidensform er den politiske økonomi, og hvis væsentligste tekniske redskab er

sikkerhedsforanstaltningerne”

(Foucault, 2008: 116f).

Foucault forklarer statens fortsatte eksistens som guvernementaliseringen af staten selv:

”(…) når staten eksisterer som den eksisterer nu, så er det takket være netop denne

guvernementalitet, der på samme tid er ydre og indre i forhold til staten, eftersom det er

regeringstaktikker, der på ethvert tidspunkt tillader definitionen af det, der afhænger af

staten, og det, der er privat, og af det, der er statsligt og ikke statsligt. Om De vil, må

statens overlevelse og dens grænser altså forstås ud fra guvernementalitetens overordnede

taktikker”

(Foucault, 2008: 118).

Guvernementalitet, i denne betydning, implicerer et forhold til historiske former for magt, nemlig

suverænitet og disciplin, som guvernementalitet kan indskrives i samtidig med, at

guvernementaliteten har omkodet selvsamme størrelser. Suverænitetsrelationen observeres i forhold

til konstitutioner, love og parlamenter i henhold den udøvende og dømmende magt, mens

disciplinen i samtiden forekommer ved for eksempel undervisning og organisering af arbejdet,

hvorved guvernementalitet netop kan siges at angå befolkningen som ressourcer ”(…) to be

fostered, to be used and to optimized” (Dean, 1999: 20). Man kan sige, at guvernementaliteten er

den vedvarende konstruktion og herved produktion af befolkningen. Befolkningens vilkår bliver

den uomgåelighed som søges optimeret, netop fordi den kollektivt indlejrede 'idé' (mentaliteten) om

befolkningen er guvernementaliteten. I forhold til vores projekt kan man se retten som en suveræn

struktur inden for hvilken, en disciplinering af befolkningen finder sted, idet retten er forbundet med

27


ulovlighed og dermed, i et regeringsperspektiv, skal rette sig ind ift. suverænens bestemmelser.

Videnskabeliggørelse og kritik af magten

Regeringens videnskabelige fundament er her vigtig at fremhæve. Ifølge Foucault ”(…) etableres

en ny relation mellem regeringsudøvelse og viden, hvori guvernementaliteten selv skaber og

opretholder positioner, hvorfra magten kan kritiseres med reference til sandhed” (Villadsen, 2010:

21). Dermed sammenflettes videnskaben med regeringskunsten til trods for, at videnskaben ”(…) er

ekstern, og (…) sagtens kan grundlægge, etablere, udvikle, udtømmende bevise rigtigheden af uden

at være regent, uden at man tager del i denne regeringskunst” (Foucault, 2008: 380). Videnskaben

bliver således regeringsførelsens ’verifikationsinstans’ og kan dermed have en begrænsende effekt

på regeringsførelsen (Villadsen, 2010: 21).

I relation til vores case kan man lægge til grund, at kontrolmulighederne for den dømmende magt

netop findes i denne magts videnskabelige formåen og den prioritet, denne får i

guvernementaliteten.

Guvernementalitet som dispositiv

Vi vil nu endnu engang komme ind på sammenhængen mellem guvernementalitet og dispositiv,

sådan som Foucault selv beskriver sammenhængen. Han finder, at guvernementalitet i sig selv er et

anordnende dispositiv (Raffnsøe et al., 2004: 33). På samme måde som lov-, disciplin- og

sikkerhedsdispositivet, finder man, at guvernementaliteten systematiserer de regerede via

styringsmæssige teknologier og magtteknikker byggende på rationalitet, og at denne anordning er

korrigeret af den samtidige videnskab.

Gilles Deleuze (1991) opstiller guvernementalitetens anordning i henhold til fire dimensioner ved

regeringsudøvelsen. Dean kondenserer disse dimensioner således:

”1 characteristic forms of visibility, ways of seeing and perceiving

2 distincitive ways of thinking and questioning, relying on definite vocabularies and

procedures for the production of truth (e.g. those derived from the social, human and

behavioural sciences)

3 specific ways of acting, intervening and directing, made up of particular types of

practical rationality (’expertise’ and ’know-how’), and relying upon definite mechanisms,

techniques and technologies

4 characteristic ways of forming subjects, selves, persons, actors or agents”

(Dean, 1999: 23; se også s. 30).

28


Det er disse fire dimensioner, som vi vil operationalisere i vores analyse af guvernementalitet i

Lømmelpakken for at undersøge, hvordan teknikkerne og teknologierne, byggende på rationalitet,

former den dømmende magts mulighedsbetingelser i sammen spil med den dømmende magts

videnskabelige grundlag og traditionsbundne praksis.

Det er vigtigt at bemærke, at sidstnævnte citat omhandlende regeringsudøvelsens dimensioner tager

udgangspunkt i de fire punkter, Deleuze anvender til at beskrive dispositivet (1991) som en indgang

til Foucaults forfatterskab. Meningen, for os, er at opstille en vis kronologi over sammenhængen

mellem dispositivet og guvernementaliteten således så dispositivets kompleksitet netop indsættes i

en mere specifik, og for os, mere operationaliserbar forståelsesramme. Kronologien i teksterne viser

således begrebernes tætte forbindelse. Hvor Deleuze’ tekst foregår på et højt abstraktionsniveau, har

Mitchell Dean en mere praksisorienteret tilgang til Foucault.

8.2.3 ’Frames of War’

Perception and policy are but two modalities of the same process whereby the ontological status of a

targeted poplulation is compromised and suspended.

It is not the withdrawal or absence of law that produces precariousness, but the very effects of

illegitimate legal coercion itself, or the exercise of state power freed from the constraints of all law.

Dispositiv- og guvernementalitetsbegrebets sammenhæng med ’Frames of War’

Judith Butler, Frames of War, s. 29

Vi ønsker nu at gennemgå de, i forhold til vores case, vigtigste teoretiske begreber fra ’Frames of

War’ af Judith Butler. Dette danner, som før nævnt, baggrund for vores analytiske

efterrationalisering, hvorved ’Frames of War’, eller blot framing, har det mest snævre perspektiv af

de tre nævnte teorier, hvorfor denne vil tages i brug i første analyse.

Butler skriver sig ind i en foucauldiansk tradition, hvilket kan tydeliggøres, når man, på et lidt

højere abstraktionsniveau, indsætter teorien i forbindelseslinjen mellem dispositiv og

guvernementalitet, jf. Deleuze' (og Deans) skematik. Framing er på den måde indeholdt i (4) 'de

karakteristiske måder at forme subjekter på', gennem (3) de politiske 'måder at handle, intervenere

og dirigere', som igen bygger på (2) 'særlige måder at tænke og spørge ind til', som overordnet er at

finde i (1) de 'karakteristiske former for synlighed og anskuelsesmåder' (Dean, 1999: 23; egen

oversættelse).

I et dispositiv-perspektiv er framing-taktikken således en teknologi til at initiere en specifik

29


mentalitet – anordning – og dermed etablere en ny orden eller systematik. Titelordet, ’war’, angår

hermed den situationelle omstændighed, framingens magtkamp udspiller sig i 23 (Butler, 2010: 4).

Hertil er det vigtigt at påpege, at Butler giver udtryk for, at teorien kan anvendes ifm. langt bredere

magtrelationelle situationer og begivenheder, herunder statsvold (Butler, 2010: 32). I relation til

Lømmelpakken finder vi teorien brugbar, idet Lømmelpakken udpeger et konkret antagonistisk

objekt eller en indre fjende, karakteriseret ved lømlerne, som resten af samfundet skal beskyttes

imod. Således opstiller framingen i Lømmelpakken en kamp mod potentielle lømler. Udvælgelsen

af Butlers teori hænger derfor bl.a. sammen med vores immanente normativitet, vi beskriver i vores

motivation, fordi vi problematiserer konsekvenserne af et sådant fjendebillede. 24

Centrale begreber i ’Frames of War’

I ’Frames of War’ arbejder Judith Butler med følgende tese: ”If certain lives do not qualify as lives

or are, from the start, not conceivable as lives within certain epistemological frames these lives are

never lived nor lost in the full sense” (Butler, 2010: 1). Dermed arbejder hun hovedsagelig med en

epistemologisk problematik, idet hun undersøger hvorvidt, man begriber personer. Derfor har

opgaven samtidig en ontologisk dimension, idet hun må definere, hvad der går tabt, altså kroppen

eller livet. Hun kalder disse frames for ’politically saturated’ og som ’operations of power’, idet

framing forsøger at begrænse menneskelig tilsynekomst (’appearance itself’). Dette sker gennem

ulige allokering af usikkerhed (’precarity’) på baggrund af en sikkerhedsvurdering eller en

forståelse af nødvendighed. Denne sikkerhedsvurdering fører til efterfølgende politiske indgreb

over for de framede, hvorfor disse selv bliver udsatte eller usikre (’precarious’) (Butler, 2010: 1ff).

Dette betyder, at usikkerhedsvurderingen tilkender de framede en mindre værdi end dem, som

framingen ikke angår, hvorved de framedes liv, eller i casens tilfælde, retssikkerhedsmæssige værdi,

antagelsesvist kan blive undermineret.

Butler skriver sig ind i den hegelianske anerkendelsesteoretiske tradition og sondrer mellem

’recognition’ (anerkendelse) og ’recognizability’ (genkendelighed): ”If recognition characterizes an

act or a practice or even a scene between subjects, then ”recognizability” characterizes the more

general conditions that prepare or shape a subject for recognition (…) In this sense, recognizability

precedes recognition” (Butler, 2010: 5, vores fremhævelse). Butler advokerer for en egalitær

allokering af anerkendelse i framing, der undgår ugenkendeligheden af subjekter og dermed

23 Begrebet, ’framing’, anvendes i resten af projektet i forlængelse af Judith Butlers teoriudvikling. Framing angår dermed

en sikkerhedspolitisk perception i politisk kamp eller indgreb mod udvalgte subjekter der menes at skabe eller kunne

skabe usikkerhed for den ikke-framede del af befolkningen.

24 Koblingen mellem teori og den valgte case kan hermed indsættes i refleksion over Lømmelpakke-casens overførbarhed,

idet vi både ser teorien, ’Frames of War’, og casen, Lømmelpakken, som oplagte måder at anskue frygtsamfundets

paradigmatiske anordning ud fra. Begge angår uomgåelig udpegning af et problemkompleks; et objekt eller fjende, der

må håndteres med sikkerheden for øje (se i øvrigt ’Refleksioner over teoretisk brug’).

30


legitimeringen af krænkelse af subjektet (Butler, 2010: 13f).

De pågældende er genkendt, når betingelserne for at udtrykke sorg (’grievability’) over tab er

tilstede: ”Grievability precedes and makes possible the apprehension of the living being as living,

exposed to non-life from the start” (Butler, 2010: 15). Det bliver hermed interessant for os at

undersøge, hvordan Lømmelpakken behandler dets objekt (lømlerne). Eller anderledes sagt;

Lømmelpakkens ”rummelighed” over for lømlernes gerninger. Det vil sige, hvornår lømlen bliver

skyldig, kan frihedsberøves etc., og hvorvidt sådanne handlinger medfører nogen større affektiv

reaktion. Hensigten med denne normativitet kan så siges at være, at de-legitimere og udfordre den

politiske styrings selvfølgelighed og på længere sigt, forandre eller 'omanordne' den politiske

styring, dens rationalitet, teknikker og sociale teknologier.

Judith Butler forklarer dernæst, hvordan framing kan forbindes med en opfattelse af skyldighed (jf.

disciplindispositivet) eller forfordømmelse: ”If one is ”framed,” then a ”frame” is constructed

around one’s deed such that one’s guilty status becomes the viewer’s inevatible conclusion” (Butler,

2010: 8). Den politiske forfordømmelse, gennem framing, anordner specifikke reaktionsmønstre

vha. usikkerhedsallokeringen, hvorved den får indflydelse på, hvorvidt krænkende statsvold bliver

mødt med sorg og empati (’precarity’).

Cirkulation, reproducerbarhed og det brudte frame

At sætte spørgsmålstegn til framing er ensbetydende med, at framen ikke formåede at blive

omnipræsent, da framen ikke stemte overens med den etablerede forståelse af forholdene. Det er

således interessant at belyse, hvordan ordet, ’lømmel’, anvendes fra politisk hånd, om sprogbrugen

passer overens med den etablerede forståelse og tilmed, hvorfor en sådan modtagelse gør sig

gældende. Analytisk angår dette en refleksion over subjektivisering eller anordning af subjektet og

hvorvidt denne anordnende magt findes legitim blandt offentligheden.

Mulighed for kritik og brud med framen relaterer Butler til cirkulation eller reproducerbarhed: ”The

frame that seeks to contain, convey and determine what is seen (and sometimes, for a stretch,

succeeds in doing precisely that) depends upon the conditions of reproducerbility in order to

succeed” (Butler, 2010: 10). Det er cirkulationens vilkår i framing og dennes allokering af

usikkerhed, som netop medfører muligheden for destruktion af framen, en fordømmelse af tidligere

legitimeret handling. Framens hegemoniske magtbegreb, i relation til dens perception, løsnes derfor

(Butler, 2010: 11). Igennem bruddet befinder muligheden sig således for at kaste lys over framedes

usikkerhed.

Dertil kan man finde, at de implicerede aktørers handlinger først bliver tydelige, når disse strider

imod den etablerede forståelse. Handlingen bliver ikke længere bliver en selvfølgelighed. Med

31


andre ord, hvis framingen ikke senere hen møder kritik og ligger under for efterfølgende debat, vil

dette være ensbetydende med, at hverken offentlighed, eksperter eller opposition ser det politiske

program som indeholdende nogen form for problematik eller uselvfølgelighed, hvorfor disse aktører

heller ikke selv ville kunne træde ind i offentlighedens spotlys. I henhold til vores case, mødte

forslaget om Lømmelpakken megen kritik, hvorfor programmet, i dele af offentligheden, blev

synliggjort som indeholdende betydelige problematikker.

Opsummerende teoretiserer Judith Butler over den virkelighed, man fra politisk side indskriver

sikkerhedspolitiske policies i. Hensigten er at undgå usikkerhed (’precarity’) for nogle samtidig

med, at der bliver skabt usikkerhed (’precariousness’) for udvalgte. Underkendelsen af sidstnævnte

skal derved forstås som en taktisk forsøgt legitimering af efterfølgende indgreb. Succesraten for en

sådan taktik afhænger af framingens cirkulation samt, hvordan den bliver modtaget, hvilket hænger

sammen med den i forvejen etablerede forståelse af genstanden. Det er således her potentialet for

kritik og modsætning befinder sig.

Framing anvendes således til at angive, hvem samfundet uomgåeligt skal håndtere (her lømlerne),

hvortil teorien samtidig angiver, hvilken rolle statsmagterne påtager sig for at indfange disse. At

frame andre som en usikkerhedsfaktor kaster lys tilbage på framens afsender, politikere, der

tilskriver sig selv en rolle som en art kontrollant eller sikkerhedsudøver.

Den dømmende magt som kontrolinstans befinder sig således i en privilegeret position, idet

domstolene har mulighed for at kontrollere de usikkerhedsskabende følger af illegitim lovgivning,

eftersom den dømmende magt kan underkende den anordnende lovgivning og i sammenhæng med

dette, eventuelt dens framing. Teoriens normative sigte vil dermed inddrages til at diskutere

sikkerhedsmæssige og retssikkerhedsmæssige implikationerne for de framede.

8.3 Refleksion over teoretisk brug

Vi vil i dette afsnit reflektere over en række forhold ved vores teoretiske brug ift. begreberne,

’sikkerhed’ og ’retssikkerhed’. Således ønsker vi at tage stilling til, hvilke resultater teorien kan

frembringe og deres socialvidenskabelige relevans.

I vores videnskabsteoretiske overvejelser, forklarede, hvordan retten var det strukturerende princip.

Imidlertid er det kun strukturerende for det, vi vil undersøge og analysere – domstolenes

mulighedsbetingelser. Det er, med andre ord, vores epistemologiske afsæt, hvorved epistemologien

har forrang over ontologien. Imidlertid undersøger vi en genstand (domstolene/retssystemet) med

henblik på at kunne gøre gældende, hvordan samtidens forhold (frygtsamfundet/retsordenen) har

indflydelse på denne genstand. Det, som derfor skal gøres gældende, er, hvilken betydning

32


esultater af undersøgelsen har. Derfor skal de relateres til retsordenen og derved være spørgsmål

om sikkerhed og retssikkerhed. Af denne overvejelse følger to grundlæggende spørgsmål mht., hvad

projektet, i kraft af teorivalg og metode, kan tilbyde. Først, hvilken viden opnår vi med valgte

teorier og metode? Og dernæst, hvordan er den viden overhovedet relevant?

Til det første spørgsmål finder vi, at vi, ved at afsøge mulighedsbetingelserne for den dømmende

magt, kan opnå viden om, hvad der konstituerer domstolenes mulighed for at beskytte og håndhæve

retssikkerheden. Med valget af en dispositivanalyse, som overordnet fremgangsmåde, kan man

klandre os for at udøve tautologisk forskning, netop fordi teorien selv skaber sine svar, altså en

’strategisk funktion’, og hermed på sin vis bliver selvopfyldende. Men da vi ønsker at bruge

dispositivanalysen til at vise, hvordan domstolene er indvævet og konstitueret af et sammenspil af

forskellige rationaliteter, der tilsammen udgør en guvernementalitet, er det genstandens særlige

position, der er i fokus og ikke dispositivet i sig selv.

Med dette mener vi, at det, vi ønsker at undersøge, er domstolene som institution i det danske

samfund, ift. magtdeling og rolle mens det, der angår dispositivet – frygtsamfundet herunder

medier, meningsdannelse og produktionen af behovet for sikkerhed – efterlades uberørt. Vi

undersøger hermed ikke, hvorfor dispositivet tilskriver handlinger særlig værdi, men hvordan det

påvirker mulighedsbetingelserne for den dømmende magt.

Netop fordi vi ikke behandler dette 'hvorfor', må vi med det andet spørgsmål afsøge, hvilken

relevans den viden, vi i stedet producerer, har. Med afsæt i Judith Butlers skelnen mellem

epistemologisk og ontologisk sigte, kan man sige, at det, som ”mangler” er den ontologiske

konsekvens 25 . Vi finder det her instruktivt at tale om subjektiviseringen, dvs. hvordan opfattelser af

retssikkerhed og sikkerhed skabes på et subjektniveau. Med frygtsamfundet forstås opkomsten af en

udvidet refleksivitet omkring sikkerhed, som vi med guvernementalitet knytter til 'styring af

selvstyring', dvs. hvordan diskurser omkring sikkerhed internaliseres i subjektet. Samme proces gør

sig gældende for retssikkerhed, hvor spørgsmålet om forudsigelighed i høj grad også er knyttet til

særlige diskurser og herved former subjekters opfattelse af deres demokratiske rettigheder. På den

led knytter vi vores undersøgelse af domstolenes mulighedsbetingelser til, hvordan sikkerhed for

nogen bliver til usikkerhed for andre, fordi disse antagelsesvist får undergravet deres retssikkerhed.

Således kan man finde, at vores egen refleksivitet i høj grad selv bærer præg af en samtidig

25 Judith Butler udlægger sine epistemologiske og ontologiske overvejelser således: ”On the one hand, I am seeking to

draw attention to the frames through which we apprehend or, indeed, fail to apprehend the lives of others as lost or

injured (lose-able or injurable) are politically saturated. They are themselves operations of power. They do not

unilaterally decide the conditions of appearance but their aim is nevertheless to delimit the sphere of appearance itself.

On the other hand, the problem is ontological, since the question at issue is: What is a life? The ”being” of life is itself

constituted through selective means; as a result, we cannot refer to this ”being” outside of the operations of power, and

we must make more precise the specific mechanisms of power through which life is produced” (Butler, 2010: 1).

33


sikkerhedsdiskurs. Men hvor sikkerhed ofte omtales politisk som et positivt gode, der skal styres

efter, opstiller vi sikkerhed negativt i form af retssikkerheden – dvs. som umistelige rettigheder.

8.4 Casevalg

I det følgende afsnit vil vi reflektere over, hvad der karakteriserer og kvalificerer vores casevalg,

Lømmelpakken. Afsnittet vil bygge på caseteori af Bent Flyvbjerg 26 .

Den paradigmatiske og ekstreme case

Flyvbjerg sondrer mellem fire forskellige typer af cases: ’repræsentative’, ’ekstreme’, ’kritiske’ og

’paradigmatiske’ cases (Flyvbjerg, 1991: 150). Da vi har valgt at indskrive vores projekt i en

frygtsamfundstypologi, som overordnet forståelsesparadigme, arbejder vi med, hvad Flyvbjerg ville

kalde en ’paradigmatisk’ case, som er ”(...) cases that highlight more general characteristics of the

societies in question" (Flyvbjerg, 2004: 16). I forhold til problemformuleringen, har vi derfor en

forventning om, at rationaliterne, bag Lømmelpakken, vil kunne relatere sig til frygtsamfundet som

paradigme.

Ud fra en empirisk forståelse kan casen derudover ses som en ekstrem case. Ekstreme cases er

karakteriseret ved, at de ”(…) kan ses som særligt problemfyldte eller særligt vellykkede i en

nærmere defineret forstand” (Flyvbjerg, 1991: 150). Lømmelpakken adskiller sig fra de andre cases,

som vi har overvejet, da domstolene og retsmyndigheder har udtrykt sig særligt kritiske over for

lovforslaget. Den Danske Dommerforening konstaterer, i forhold til udvidelsen af frihedsberøvelse

fra 6 til 12 timer, at dette ”(...) i sig selv giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder”

(Den Danske Dommerforeningen, 2009). Samtidig var der en frygt for store økonomiske

konsekvenser for domstolene pga. de mange sager, domstolene forventede ville komme i

forlængelse af de administrativ tilbageholdelser under COP15 (Københavns Byret, 2009). Vores

ønske, om at undersøge den dømmende magts mulighedsbetingelser, tilføres dermed en ekstra

dimension ved domstolenes kritiske stillingtagen, da domstolene i højere grad synliggør deres egen

position. Vi anser derfor casen som særlig problemfyldt ift. andre lovforslag, idet Lømmelpakken

har haft betydelige konsekvenser for den dømmende magt på flere områder.

Adskillelse mellem tendens og generalisering

Selvom vi anser vores case som værende en ekstrem case, så ligger den ikke langt fra begrebet om

’den kritiske case’. Den kritiske case indeholder dog et andet videnskabsteoretiske mål, idet den

kritiske case bevidst søger at være generaliserbar, således at undersøgelsens konklusion kan sige

26 Dr. Tech, Dr. Scient. og Ph.D. og fungerer som professor ved Oxford Universitet.

34


noget generelt (Flyvbjerg, 1991: 150). I og med, at vi har afskrevet muligheden for at nå et

generaliserbart resultat, afgrænser vi os også dermed fra at tale om en kritisk case. Det, resultaterne

af vores undersøgelse vil kunne vise, er i stedet en udvikling af tendenser, som kan have en vis

overførbarhed til vores opstillede samfundsparadigme, frygtsamfundet. Men det er dermed ikke det

samme som at tale om en klar generaliserbarhed, da vi, allerede i vores udvælgelse af

Lømmelpakken som case, har set generelle forskelle fra de cases, vi har omtalt i problemfeltet.

Således er der forskel på at synliggøre en tendens og at generalisere, hvilket vi finder som den

afgørende forskel for at skelne imellem en kritisk og en ekstrem case.

8.5 Empiri

I følgende afsnit vil vi gennemgå vores metodiske refleksioner omkring empirivalg, dvs.

interviewempiri, artikler og offentlige statslige dokumenter.

8.5.1 Interviews

Vores interviewempiri består af ét kvalitativt interview med Jørgen Lougart – tidligere formand for

Den Danske Dommerforening. I projektets opstartsfase forsøgte vi at få kontakt med en række

nøglepersoner 27 . Vi havde et ønske om, at vi, igennem de kvalitative interviews, ville kunne få

indblik i den dømmende magts opfattelse af egne mulighedsbetingelser og samtidig få uddybet

deres holdning til Lømmelpakken. Desværre har vores forsøg været præget af enten afslag eller

manglende respons. Det lykkedes dog at få et interview med Jørgen Lougart, som gav sit syn på den

dømmende magts mulighedsbetingelser 28 . Samtidig refererede han ofte til situationer under sit virke

som Dommerforeningens formand 29 . Derfor mener vi at kunne tillægge ham en ekstra

forklaringskraft og empirisk validitet, fordi han ofte taler på vegne af Dommerforeningen (Lougart,

2010: 2ff).

8.5.2 Artikler fra dagspressen

Vi har valgt at indsamle artikler fra forskellige større aviser i Danmark 30 . Vi har samlet artikler fra

før forslaget om lømmelpakken blev fremsat, og frem til under topmødet, hvor lovændringerne blev

taget i brug. Dette er gjort for at kunne følge fremsættelsen og modtagelsen af Lømmelpakken. Vi

har selektivt udvalgt artiklerne ud fra teoretiske kriterier. Den første analyse, med udgangspunkt i

27 Disse personer er henholdsvis Jens Peter Christensen, Torben Melchior, Thomas Rørdam og Oliver Talevski, som alle

har det til fælles, at de alle tidligere har arbejdet eller på nuværende tidspunkt arbejder som højesteretsdommer.

28 De konkrete forhold omkring interviewet er blevet uddybet i bilag 2, hvor interviewguiden også er at finde.

29 Han taler ofte om ”Vi [indforstået i dommerforeningen]”.

30 Politiken, Information, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og BT.

35


framing, indeholder udelukkende artikler, som inddrager aktører, der framer eller vurderer

framingen i offentligheden 31 . Vi har dog ikke gjort nytte af avisartikler til analysen efter lovens

vedtagelse, da framingen af Lømmelpakken er determineret lovmæssigt i det øjeblik, at forslaget er

blevet vedtaget. I perspektiveringen vil der dog inddrages artikler efter vedtagelsen da pakken bliver

set i retrospekt.

8.5.3 Offentlige statslige dokumenter

Da vores fokuspunkt er den dømmende magts mulighedsbetingelser, i lyset af Lømmelpakken, har

det været relevant at tage fat på de offentlige dokumenter i forbindelse med udarbejdelsen af

lovpakken 32 . I og med, at det er projektets opgave, at se på den dømmende magts

mulighedsbetingelser, ud fra de tre statsmagters indbyrdes forhold, finder vi, at de statslige

dokumenter har en høj grad af værdi for en videre analyse af vores genstandsfelt. Udover, at denne

data er relevant, fordi vi arbejder med en konkret lovændring, så har disse dokumenter en særlige

validitet på grund af de(n) bias, de afslører, når de forskellige aktørerne giver deres holdninger til

kende (Bryman, 2008: 521). Dokumenternes mulighed for at afsløre politisk bias betyder samtidig,

at vi har valgt at afgrænse os fra at foretage kvalitative interviews med politikere/politiske aktører,

da vi ikke mener, at et interview vil frembringe ny, afgørende argumentation eller problemstillinger.

Disse dokumenter vil hovedsageligt blive anvendt til at redegøre for Lømmelpakkens lovmæssige

bestemmelser og i anden analysedel. På baggrund af ovenstående gennemgang kan det anføres, at

vores opgave hovedsageligt består af en dokumentanalyse.

31 Vi kan ikke benægte, at vores afgrænsning har udelukket nogle meningsdannelser, som kommer til syne i andre medier

(eks. TV, radio, formiddagsaviser). Vi mener dog, at ytringer i eks. TV under alle omstændighed også vil blive

behandlet i dagspressen, og derfor kan vi tillade os at se bort fra dette felt.

32 Folketingsdebatter, spørgsmål og svar, høringssvar, lovforslag og lovtekster.

36


9. Redegørelse

I dette redegørelsesafsnit vil vi først gennem den dømmende magts værdigrundlag, handlerum og

samtidige betingelser, hvorefter vi vil gennemgå domstolsreformen (1999) og derefter

Lømmelpakken (2009).

9.1 Den dømmende magts værdigrundlag, handlerum og samtidige betingelser

I dette redegørelsesafsnit forsøger vi at indsætte den dømmende magt i en bestemt

forståelsesramme. Det er først derefter, at vi kan deontologisere den dømmende magts samtidige

tilstand og gøre den uselvfølgelig (jf. videnskabsteoriafsnittet). Vi vil dermed indskrive den

dømmende magts mulighedsbetingelser i sammenhæng med de andre statsmagter. Det ønskes

praktisk at gennemgå domstolenes kontrolmuligheder (forfatningskontrol og forvaltningskontrol).

Domstolenes kontrol skal ses i forlængelse af en række normer, værdier og traditioner. Empirisk

set, bygger afsnittet overvejende på ’Forfatningskontrol’ af Pernille Boye Koch 33 samt Jens Peter

Christensens ’Domstolene – den tredje statsmagt’. Bøgerne gennemgår overordnet

forfatningskontrol (Boye Koch) og forvaltningskontrol (Christensen), som det har vist sig i sin

praksis, og som er udlagt af personer fra det jurdiske system. Disses pointer bygger videre på

juridiske professorer og praktikeres teoretiske udlægninger omkring kontrollens virke igennem

tiderne. Boye Kochs afsæt er samtidige prominente, danske juridiske teoretikere 34 men også

teoretikere med internationalt sigte 35 , der alle enten argumenterer for en mere aktiv

forfatningskontrol eller ser denne som en tendens i samtiden. Christensens bog er omvendt helt

overvejende nationalt forankret med kun meget begrænset henvisning til international litteratur,

herunder komparative studier i forhold til den danske retstradition. De to forfatteres refleksioner er

ikke tilpasset det, vi ser som et frygtsamfund, samt de konsekvenser, et sådant paradigme kan

bibringe domstolenes mulighedsbetingelser. Dermed kan vi analysere os frem til et antaget skifte,

som følge af frygtsamfundet, ved at sammenligne de juridiske refleksioner med Lømmelpakkens

observerede påvirkning.

9.1.1 Forfatningskontrol

Prøvelsesretten historisk set

Med prøvelsesretten forstås den dømmende magts mulighed for at efterprøve eller kontrollere,

hvorvidt love har hjemmel eller hold i den danske forfatning (Grundloven og siden 1992 også

33

Pernille Boye Koch (f. 1970) er lektor på det Juridiske Institut på Syddansk Universitet og har skrevet Ph.d. omkring

konstitutionel kontrol med lovgivningsmagten.

34

Fx Peter Germer, Henning Koch, Steen Rønsholdt, Eva Smith, Henrik Zahle mv.

35

Herunder Alex Stone Sweet og Jens Elo Rytter

37


EMRK). Dette kaldes, med andre ord, ’forfatningskontrol’. Ifølge Christensen var domstolenes

kompetence til at udøve forfatningskontrol ikke ”(…) en given ting” impliceret i §3 (Christensen,

2003: 11). Spørgsmålet stod åbent indtil 1921, hvor en række forskellige afgørelser i årene 1920-21

slog fast, at man fra domstolene betragtede sig som kompetente til at afprøve

grundlovsmæssigheden (Christensen, 2003: 14ff). At den dømmende magt efterhånden fik juridisk

og politisk medhold i dette henseende, var en af flere selvskabte privilegier (se også

'Forvaltningskontrol'). Som et selvskabt privilegium var dette tidligere eksplicit diskuteret, idet det

omhandlede Danmarks demokratiske grundlag. Kritikerne frygtede, at den dømmende magts

kontrol ville blive stillet over den lovgivende magt, hvormed den dømmende magt, på udemokratisk

grundlag, ville blive lovgiver. De mere positive stemmer mente, at den dømmende magt skulle have

mulighed for kontrol, eftersom den lovgivende magt ellers effektivt ville være et flertalsdiktatur, der

var hævet over forfatningen (Boye Koch, 2002: 20f., 104). Disse to synspunkter genfindes som

’konstitutionalisme’ og ’parlamentarisme’, ikke bare i Danmark, men Europa generelt (Boye Koch,

2002: 104f; Stone Sweet, 2002; se også Wind og Follesdal, 2009 36 ). I dag er prøvelsesretten, i

juridisk teori, en accepteret del af den danske domstolspraksis. Dette skyldes bl.a. at man, til dels, er

gået væk fra en retskildemæssig eller mere retspositivistisk 37 tankegang inden for dansk retsfilosofi,

og i dag i højere grad beskæftiger sig med retsædvane (Boye Koch, 2002: 37). Det vil konkret sige,

at det stadfæstede retskildeelement i en vis grad har mistet sin betydelighed, således så

prøvelsesretten ikke skal findes sort på hvidt i selve Grundloven men i den praksis omkring

Grundloven, der over længere tid er blevet etableret (ibid.: 38f). Boye Koch peger dog på, at

bevægelsen, væk fra retskildelæren og parlamentarisme hen imod en konstitutionalisme, ikke er så

entydig. Fx ved at lovgiverviljen ofte betragtes som retskilde (’folkesuverænitetsprincippet’).

Samtidig er der fremkommet kritik af den dømmende magt for at inddrage andre aktørers udsagn,

herunder eksperter og embedsmænd (ibid.: 91ff). Henrik Zahle 38 , der, som fortaler for

prøvelsesretten, fandt, at prøvelsesretten i dag er blevet til en legitimeringsfaktor og kritiserer

samtidig den udprægede tilbageholdenhed omkring forfatningskontrol 39 . Dette, til trods for en større

international påvirkning, hvor særlig EMRK og dennes mindre præcise rammelovgivning giver

36 Pågældende artikel er en del af et temanummer omkring domstolenes forfatningskontrol i Skandinavien, som

udtømmende behandler behandler distinktionen mellem parlamentarisme og konstitutionalisme.

37 ”Retspositivismen gør op med naturrettens forestilling om en ideal og retfærdig ret: Kun den positive ret er virkelig.

Den positive ret er et samfunds faktiske gældende retsregler” (Rendtorff, 2005: 43).

38 Henrik Zahle (1943-2006) har fungeret som lektor i retslære og har skrevet en række artikler om procesret og

retsfilosofi, hvori han kritiserede Alf Ross’ retspositivistiske syn og argumenterede for en retspolycentrisme. Derudover

har Zahle fungeret som Højesteretsdommer fra 1999-2002. Han blev desuden æresdoktor i Uppsala, medlem af Det

Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Europarådets Venedig-kommission (Den Store Danske, 2010).

39 ”For det første forekommer det at være et åbent spørgsmål, om prøvelsesretten har bidraget til at styrke Folketingets og

andre myndigheders respekt for Grundloven. At en sag kan rejses ved domstolene, har nok i enkelte tilfælde haft

umiddelbar betydning for, hvordan en lov er udformet. På den anden side giver anerkendelsen af domstolenes

prøvelsesret lovgivningen den legitimation, der følger af, at den, der måtte mene loven grundlovsstridig, har mulighed

for at indbringe sagen for domstolene – vel vidende, at domstolene efter al sandsynlighed ikke vil finde

forudsætningerne for underkendelse af loven opfyldt” (Boye Koch, 2002: 39f).

38


mulighed for mere aktiv forfatningskontrol. Som nyligt indtrådte højesteretspræsident, har Børge

Dahl 40 bl.a. været fortaler for denne gensidige samfundsudvikling (Christensen, 2003: 19ff).

Pernille Boye Koch finder dog det til trods, at man endnu ikke er gået væk fra den retskildemæssige

tilbageholdenhed. Hun skriver, at ”(…) forkærligheden for Folketingets bevægelsesfrihed

[parlamentarismen] således [har] dybe rødder i dansk forfatningsteori” (Boye Koch, 2002: 49).

Andre forskere har ligeledes peget på, at parlamentarismen fortsat har stor indflydelse på den

dømmende magts rolle og den danske juridiske diskurs generelt (se Wind, 2010; Schaumberg-

Müller, 2009). Ikke mindst Marlene Wind 41 har vist, hvordan denne tendens går igen, når danske

domstole skal forholde sig til EU-ret og EU-domstolen. Når domstolene skal vurdere, hvorvidt de

kan bringe et nationalt lovgivningsspørgsmål videre til EU-domstolen, fandt Wind, at flertallet

fulgte Kammeradvokatens 42 råd. Dette var blevet til på baggrund af direkte skrivelser fra Justits- og

Udenrigministeriet i Juridisk Special Udvalg (Wind, 2010: 1051). Derfor forefandtes en særlig

lødighed, hvis rod var at finde i hhv. domstolenes opfattelse af Kammeradvokaten (og

Justitsministeriet) som den højeste autoritet ift. EU-lov i landet, og domstolenes hierarkisk

orienterede tilbageholdenhed, hvor opfattelsen generelt blandt dommere, både inden- og udenfor

Højesteret, er, at det kun er landets øverste juridiske autoritet, der kan videresende lovspørgsmål til

EU-domstolen for en vurdering (Wind, 2010:1049f). 43 Derfor synes konstitutionalismen at være

relativt begrænset, mens parlamentarismen, på visse områder, er stærkt indlejret i den dømmende

magts handlegrundlag.

Den materielle og formelle domstolskontrol

Boye Koch peger på, at der eksisterer to udgangspunkter for forfatningsmæssig domstolskontrol:

den materielle og den formelle domstolskontrol (jf. også Forvaltningskontrol) (Boye Koch, 2002:

25ff). Hermed kan vi skelne mellem to forskellige årsager eller henseender til at udøve kontrol i.

Sondringen inddrages for, i sidste ende, at kunne nuancere diskussionen omkring den dømmende

magts mulighedsbetingelser. Hvor førstnævnte angår såkaldte ’kompetencetvister’, det vil sige

sager om kompetencemæssig afgrænsning mellem statsmagterne, omhandler sidstnævnte såkaldte

’legalitetsprincipper’, hvor lovgivningsmagten via lovgivning formodes at have overtrådt

Grundlovens indhold eller dets materialitet. I kompetencetvister kan den dømmende magt således

selv være en del af tvisten, eftersom dennes kompetencer, gennem lov, kan blive indskrænket (e.g.

40

Børge Dahl (f. 1944) er tidligere lektor på Københavns Universitet og CBS Handelshøjskolen, højesteretsdommer fra

1996 og nuværende højesteretspræsident (Domstol.dk, 2010a).

41

Marlene Wind er professor i statskundskab på Københavns Universitet og leder af Center for Europæisk Politik ved

samme sted.

42

Statens advokat i civile retssager.

43

En dommer i hendes undersøgelse siger: ”In Denmark it takes a lot for a court to question what a majority of

legitimately elected politicians have decided” (Wind, 2010: 1049).

39


Tvinddommen 44 ). Med legalitetsprincippet er der ikke tale om et tvist mellem statsmagter men

mellem en borger og lovgivningsmagten, hvorved den dømmende magt ikke kan være part i sagen

(jf. forskellen mellem ’konkret sag’ og ’abstrakt normkontrol’) (Boye Koch, 2002: 25ff., 84f.).

Kontrolmulighederne, værdier, traditioner og borgeren

Boye Koch forklarer, at indskrænkelsen af forfatningskontrollen skyldes, at prøvelsesretten ikke er

blevet diskuteret i sammenhæng med en grundlovsreform men i stedet er blevet en del af

retspraksis, hvilket har medført en ”(…) konkret, præjudiciel, individbaseret og tilbageholdende”

forfatningskontrol (Boye Koch, 2002: 62). Det er reelt kun Højesteret, der vurderer loves

grundlovsstridighed, selvom alle domstole har mulighed for dette. Samtidig vurderer den

dømmende magt næsten udelukkende lovens grundlovmæssighed i tilknytning til en konkret sag og

ikke gennem ’abstrakt normkontrol’ 45 (ibid.: 63ff). Højesteret har i senere tid udvidet adgangen til

prøvelse af loves materielle gyldighed. Imidlertid ser Boye Koch mere pessimistisk på de mere

lempelige betingelser: ”Større aktivisme i admitteringsspørgsmålet er ikke automatisk et indicium

for en mere intensiv materiel prøvelse. Tværtimod kan en udvidelse af søgsmålsretten ses som en art

kompensation for en (stadig) mangelfuld materiel domstolsprøvelse” (ibid.: 70). Hun forklarer, at

domstolene har tilpasset sine afgørelser i henhold til EMD, så Danmark ikke kan anklages for

menneskerettighedsbrud (’harmoniseringsbestræbelse’), hvorfor man igen ikke kan tale om selvvilje

eller selvstændighed hos domstolene (ibid.: 73f, 87).

Retssikkerhed

Selvom vi på nuværende tidspunkt allerede har været inde på den dømmende magts værdigrundlag

og traditioner i forfatningskontrollen, vil vi kort uddybe dette mere eksplicit, eftersom vi ikke har

talt om, hvem lovenes manglende grundlovsmæssighed angår, nemlig borgeren. Derfor er det af

essentiel betydning at nævne ’retssikkerhed’. Retssikkerhedskravet indebærer ”(…) en fordring om,

at borgerne skal kunne forudberegne deres retlige position med en rimelig grad af sikkerhed, hvilket

atter medfører, at lovbestemmelser, herunder navnlig bestemmelser, som hjemler indgreb i

borgernes retspositioner, skal være præcist og klart formulerede” (Boye Koch, 2002: 83).

Forudberegnelighed er derfor lig retssikkerhed. Retssikkerheden skal, med henblik på det formelle,

44 ”Med Tvindloven rettede lovgivningsmagten en bebyrdende lov mod en række helt konkrete skoler som reaktion på, at

disse skole efter Folketingets opfattelse havde handlet ulovligt. Hvis man tilslutter sig tanken om, at meningen med

Grundloven § 3 er at sikre borgernes retssikkerhed, skal en idømmelse af straf på baggrund af formodede

lovovertrædelser finde sted ved en domstol med de deri tilknyttede processuelle garantier. Og ud fra dette synspunkt er

det naturligvis utilstedeligt, at Folketinget via Tvindloven har overtaget denne dømmende funktion samtidigt med, at

skolerne fratages muligheden for at få prøvet afgørelsen om fratagelse af tilskud ved domstolene” (Boye Koch, 2002:

72).

45 ”Med begrebet abstrakt normkontrol menes den situation, at lovgivningen og forfatningen holdes op mod hinanden med

henblik på at afgøre, om loven er forfatningsstridig, uden at spørgsmålet har sin udspring i en konkret retstvist” (Boye

Koch, 2002: 66).

40


desuden sikres gennem et for omverdenen gennemskueligt og logisk system (’system- og

konsistenshensyn’) (ibid.: 83ff). Retssikkerhed skal hermed sikres gennem både materielle og

formelle betingelser. I forlængelse af retssikkerhed er det vigtigt at nævne et andet essentielt

retsprincip nemlig, at man lader tvivlen komme en til gode – altså, man er uskyldig indtil det

modsatte er bevist (’in dubio pro reo’) (Høilund, 2010: 12).

9.2.1 Forvaltningskontrol

Legalitetsprincip, retsgrundsætninger og lovgivningsteknik

Til at starte med, er det væsentligt at tage i betragtning, at mange af den dømmende magts værdier

og traditioner, vedrørende for eksempel prøvelse, retssikkerhed og tilbageholdenhed i den danske

forfatningskontrol går igen i henhold til kulturen i forvaltningskontrolpraksissen. Afsnittet

indeholder derfor hovedsagelig pointer, der alene omhandler forvaltningskontrollens praksis.

Empirisk bygger afsnittet overvejende på Jens Peter Christensens bog.

Efter ratificeringen af Grundloven i 1849 fik den dømmende magt i første omgang udelukkende

kompetence til at afgøre førnævnte kompetencetvister angående den udøvende magt. Senere

vurderede domstolene sig kompetente nok til at vurdere legaliteten i forvaltningernes afgørelser.

Dette betød senere hen, at den dømmende magt skulle vurdere forvaltningernes fagligt prægede

skøn. Sidstnævnte medførte, at den dømmende magt udviklede en række uskrevne

retsgrundsætninger, som skønnene skulle bygge på; ’magtfordrejning’ 46 , ’kravet om lovlige

hensyn’ 47 , ’lighedsgrundsætningen’ 48 , ’forbuddet mod at sætte skøn under regel’ 49 samt ’kravet om

proportionalitet’ 50 . Dertil kan nævnes nogle, endnu engang uskrevne, sagsbehandlingsregler,

herunder habilitet, sagsoplysning og partshøring, som forvaltningen ligeså må respektere.

Forvaltningerne kan dog overbevise om, at overtrædelsen ikke har nogen reel betydning for

afgørelsens indhold (’ugyldighedslære’) (Christensen, 2003: 33ff). Hvis retsgrundlaget har brede

rammer, indebærer det tilsvarende begrænset domstolsmæssig prøvelsesråderum og –intensitet.

Endelig skal det bemærkes, at tilsidesættelse af forvaltningens afgørelse er undtagelsen (Rønsholdt,

2001: 79f).

46

Med magtfordrejning menes, at forvaltningerne ikke må inddrage uobjektive og usaglige hensyn.

47

Domstolene vurderer, hvorvidt forvaltningerne har lagt vægt på ulovlige hensyn, samt hvorvidt relevante hensyn er

taget i betragtning.

48

Idéen om at forvaltningerne, ifølge lovgivningen, skal behandle det lige ligeværdigt og det ulige, ulige.

49

Forvaltningsmæssig pligt til at foretage en individuel vurdering af den pågældende sag og dennes særegne

omstændigheder. Der, hvor forvaltningerne kan lave et skøn, må forvaltningen ikke betragte skønnet som

grundlæggende for en afledt regel.

50

Der skal foreligge saglig begrundelse for et indgreb, hvorfor indgrebet ikke må være mere vidtgående, end formålet

tilsiger.

41


Ligesom med forfatningskontrollen kan man i dag finde, at den dømmende magt har fået en langt

mere fremskudt forvaltningskontrollerende rolle, end der oprindeligt blev lagt op til med

Grundloven. Her kan omtales EMRK’s mere dynamiske fortolkningsstil også har præget den

dømmende magts forvaltningskontrol, selvom domstolene klart har givet udtryk for, at politikerne

må tage sig af grundlæggende interesseafvejninger, herunder særligt økonomiske. Hermed er der

ikke retsligt grundlag for at antage, at den danske forvaltningskontrol i fremtiden er fuldstændigt

bundet af EMD’s praksis (Christensen, 2003: 40ff). Omkring forvaltningerne fremgår det altså, at

disse kun er delvist upartiske i den forstand, at de skal prioritere de politiske givne samfundshensyn,

forvaltningerne finder vigtigst at medtænke (Rønsholdt, 2001: 76).

Opsummerende kan man sige, at den dømmende magt efterhånden har fået tilskrevet sig selv

mulighed for langt større kontrol med den udøvende magts forvaltningsinstanser iht.

forvaltningernes afgørelser, de skøn disse bygger på og den proces afgørelserne indgår i. Samtidig

kan man pege på, at den dømmende magt må siges at have fået tildelt mere uønsket ansvar.

Endvidere kan man konkludere, at den dømmende magts kontrol med de andre statsmagter ikke er

hæmmet af de egentlige kompetencefordelinger men derimod den praksis, der er ført i forhold til

disse kompetencer. Domstolene har ikke tradition for forfatningskontrol, eftersom

parlamentarismen har defineret domstolenes rolle som tilbageholdende, hvorfor

forvaltningskontrollen netop har været et mere oplagt område for domstolene at ekspandere deres

magt inden for.

9.2 Domstolsreformen

I det følgende vil vi gennemgå domstolsreformen fra 1999 51 . Hensigten er at redegøre for de

vigtigste ændringer inden for domstolenes virke, herunder de administrative og økonomiske

betingelser, som domstolene har undergået, for derved bedre at kunne anskue deres nuværende

mulighedsbetingelser. Den danske domstolsreform, der trådte i kraft d. 1. juli 1999, havde to

overordnede ændringer; der blev oprettet en uafhængig domstolsstyrelse, og der blev oprettet et nyt

selvstændigt dommerudnævnelsesråd (Christensen, 2003: 69).

Domstolsstyrelsen

Oprettelsen af den uafhængige domstolsstyrelse var ifølge Jens Peter Christensen udtryk for, at man

ønskede både reel og formel uafhængighed fra Justitsministeriet, da det ud fra principielle grunde

kunne findes betænkeligt, at domstolene, som selvstændig statsmagt, ”(…) var undergivet en så tæt

51 Den seneste domstolsreform er fra 2007. Reformen indebærer en lang række ændringer, som ikke har relevans for

projektet, da ændringerne som er foretaget ikke berør vores problemstilling om domstolenes mulighedsbetingelser.

42


styring i bevillingsmæssig og administrativ henseende fra den udøvende magt side, som det hidtil

havde været tilfældet” (Christensen, 2003: 71). Loven indebar en oprettelse af en uafhængig

bestyrelse, som bestod af en række medlemmer fra de forskellige domstole 52 . De havde til opgave at

varetage de bevillingsmæssige og administrative spørgsmål, som er knyttet til domstolenes

virksomhed (ibid.: 72) 53 . Domstolsstyrelsen har ligeledes det særlige økonomiske privilegium, at

hvis regeringens ressourcemæssige tilførsler findes utilstrækkelig, kan styrelsen henvende sig

direkte til Folketinget udenom justitsministeren (ibid.: 72). Af Folketingets forhandlinger fremgik

det, at det politiske mål var at distancere domstolenes uafhængighed fra den udøvende magt, også

selvom der var bred enighed om, at en sådan uafhængighed allerede var sikret uden reformen (ibid.:

70).

Dommerudnævnelsesrådet

Med reformen blev der oprettet et Dommerudnævnelsesråd 54 , som havde til formål at gøre

dommerudnævnelserne mere gennemsigtige og skabe grobund for diversitet i udnævnelserne.

Ydermere var formålet at sikre, at Danmark overholder EMRK's krav til ikke-udnævnte dommeres

uafhængighed (Christensen, 2003: 71f). Baggrunden for ændringen var, at justitsministeren havde

den reelle dommerudnævnelses-kompetence, og da flertallet af dommerne i de øverste domstole

havde en baggrund i justitsministeriet, lød kritikken, at disse parter udadtil fremstod i et

arbejdsmæssigt for nært forhold til at kunne leve op til magtens tredeling (ibid.: 75). Loven

resulterede i, at Dommerudnævnelsesrådet, hvormed det, for domstolene, blev muligt selv at

udnævne kandidater uafhængigt af justitsministeren.

Oprettelsen af domstolsstyrelsen og Dommerudnævnelsesrådet markerer udadtil, at man ønsker at

gøre de danske domstole mere uafhængig af justitsministeriets virksomhed. Reformen har skulle

sikre domstolenes selvstændighed via en reel udnævnelseskompetence for den fremtidige

dommerstand på lands- og højesteretsligt niveau.

52 Bestyrelsen kom til at bestå af 11 medlemmer, hvoraf de otte kommer fra kredsen af domstolsansatte: En

højesteretsdommer indstillet af Højesteret, to landsdommere indstillet af henholdsvis Østre Landsret og Venstre

Landsret, to byretsdommere, en repræsentant for det øvrige juridiske personale ved domstolene og to repræsentanter for

det administrative personale ved domstolene. (...) Hertil kommer tre medlemmer uden for kredsen af domstolsansatte:

En advokat beskikket efter indstilling fra Advokatrådet samt to medlemmer som en art "samfundsrepræsentanter".

(Christensen, 2003: 72).

53 Domstolsadministrationen er fortsat ressortmæssigt knyttet til Justitsministeriets område, men for at styrke domstolenes

selvstændige stilling og uafhængighed har justitsministeren ikke instruktionsbeføjelser over for Domstolsstyrelsen,

ligesom der ikke kan klages til justitsministeren over Domstolsstyrelsens afgørelser. Som konsekvens heraf har

justitsministeren heller ikke noget retligt ansvar for, hvorledes Domstolsstyrelsen udøver sin virksomhed (Christensen,

2003: 72).

54 Rådet består af tre dommerrepræsentanter: En højesteretsdommer (formand), en landsdommer og en byretsdommer

samt tre medlemmer uden for dommernes rækker, nemlig en advokat og to offentlighedsrepræsentanter. Ved

stemmelighed gør formandens stemme udslaget (Christensen, 2003: 79).

43


9.3 Lømmelpakken

Vi vil i det følgende afsnit redegøre for Lømmelpakken, for at læseren har den baggrundsviden fra

lovforslaget, der er nødvendig i forhold til den videre analyse.

L49 55 , også kendt som ’Lømmelpakken’, blev fremsat d. 29 oktober 2009 og blev vedtaget d. 26.

november 2009 56 i Folketinget. Bag flertallet stod regeringen med støtte fra DF. Da man tidligere

har set, at der kunne opstå alvorlige uroligheder ved forskellige politiske topmøder 57 , ønskede man

med lovforslaget at sikre, at det samme ikke skulle ske ved det forstående klimatopmøde, COP15, i

København i december 2009 (Skjoldager, 2009; Politiken, 2009). I lovpakken blev der foretaget

ændringer i straffeloven og loven om politiets virksomhed for at styrke indsatsen mod ’omfattende

forstyrrelse af den offentlige orden’ (Folketinget, 2009). Dette betød ændringer ift. (1) hindring af

politiets arbejde, (2) hærværk (3) frihedsberøvelse samt (4) overtrædelse ordensbekendtgørelsens §§

3 stk. 1 58 og 4 stk. 1 59 . Alle tre områder tager udgangspunkt i straffelovens §133 60 , §134 61 og

§134a 62, dog fokuseres der hovedsageligt på §134a (Bilag 1: 2).

Med Lømmelpakken indsættes i paragraffen omhandlende ’hindringer af politiets arbejde’,

straffelovens §119 stk. 3 63 , et pkt. 2, så førstegangstilfælde vil kunne blive straffet med 40 dages

fængsel i stedet for en bøde, som har været den normale retspraksis, hvis overtrædelsen sker i et

område, hvor der sker en ’grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden’ (overtrædelse af §134a)

55

”Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den

offentlige orden m.v.)” (Bilag 1: 1).

56

Forslaget blev vedtaget med dispensation fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, da 3.

behandling ikke må finde sted før 30 dage efter fremsættelsen, da dette ville give komplikationer i forhold til COP15,

som forslaget var møntet (Mikkelsen, 2009a: 2) den skriftilige fremstilling af forslaget).

57

Eksempelvis, G8 i Genova, hvor en ung italiensk demonstrant mistede livet.

58

(…) ”i ordensbekendtgørelsen (…) må slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller

lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted” (Bilag 1: 7).

59

”(...) i ordensbekendtgørelsen må sammenstimlen, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted”

(Bilag 1: 7).

60

Farlig opløb.

61

§134. Deltagere i et opløb, der vidende om, at påbud om at skilles er forkyndt på foreskreven måde, ikke efterkommer

dette, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

62

§134 a. Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted straffes, såfremt de har

handlet efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

63

§119. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig

tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger

at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling,

straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Stk. 2. På samme måde straffes den, som, uden at forholdet falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om

frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er tillagt

domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens

straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet, eller som på lige måde søger at hindre en sådan

person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling.

Stk. 3. Lægger nogen ellers de nævnte personer hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes

han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende

omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse

af ro og orden på offentligt sted.

44


(Ibid.: 4f). Det betyder, at ”Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende

omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området

foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted” (Folketinget 2009b). Det vil ikke sige, at

man kan dømmes for en overtrædelse af § 134a (’en grov forstyrrelse af den offentlige ro og

orden’), selvom man ikke har brudt den. Men hvis man befinder dig i et område, hvor denne

paragraf er overtrådt, og man overtræder §119 stk. 3, vil man kunne dømmes hårdere efter de

indførte skærpelser i Lømmelpakken, end hvis man overtræder §119 stk. 3 under 'normale

omstændigheder'. (Ibid.: 4) Ændringerne af § 291 64 , stk. 1 og 2 omhandlende hærværk, skærpes

straffen på samme måde som §119 stk. 3. (Ibid.: 6). Hvis hærværket finder sted i et område, hvor

der sker en overtrædelse af §134a sted vil dette resultere i en forhøjet bødestraf på 50% (Ibid.: 6f).

Loven om frihedsberøvelse i forhold til offentlige forsamlinger indgår i Politilovens §§8 stk. 4 65 og

9 stk. 3 66 (Ibid: 7f). Man har tidligere som udgangspunkt kunne frihedsberøve folk i op til 6 timer i

de tilfælde, hvor det ikke på anden måde har været muligt at sikre opretholdelsen af den offentlige

ro og orden efter §8 stk. 1, 2 og 3 samt §9 stk 1 og 2. (Ibid.: 8). Rigspolitiet har gjort

Justitsministeriet opmærksom på, at de ser den administrative frihedsberøvelse mod fareafvægelse,

som ”(...) et nyttigt og effektivt værktøj for politiet med henblik på at kunne afværge væsentlig fare

for forstyrrelse af den offentlige orden og sikkerhed mv.” (Ibid.). De så gerne den administrative

frihedsberøvelse udvidet fra 6 til 12 timer grundet det forestående topmøde, og de ekstra

faremomenter, det måtte medbringe for 'den offentlige ro og orden' (Bilag 1: 9). I flere

sammenhænge har politiet oplevet, at de efter de 6 timers frihedsberøvelse, har været nød til at

løslade personer på trods af en frihedsberøvelse ”(...) i realiteten fortsat måtte anses for nødvendig

for at afværge den konkrete fare for den offentlige orden”, da der stadigvæk foregik uroligheder

eller anden optøjer, som den pågældende måtte anskues at være en del af (Bilag 1: 9).

I forlængelse af rigspolitiets beretninger og ønsker, ændredes §§ 8 stk. 4 og 9 stk. 3 fra 6 til 12

64

§291. Den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil

1 år og 6 måneder.

Stk. 2. Øves der hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller er

gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærværende paragraf eller efter §180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk.

1, § 193 eller § 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år.

Stk. 3. Forvoldes skaden under de i stk. 2 nævnte omstændigheder af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel

indtil 6 måneder.

Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er

begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt

sted.

65

Stk.4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt

frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom

som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

66

Stk. 3. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt

frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom

som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

45


timer, med argumentet om at ”Det er væsentligt, at politiet har de fornødne muligheder for at

afværge bl.a. betydelig fare for den offentlige orden og sikkerhed inden for rammerne af

grundlæggende hensyn til borgernes retssikkerhed.” (Ibid.). Udvidelsen til 12 timer skyldes

samtidig, at ved anholdelse af en større folkemængde er svært at overholde den på 6 timers

frihedsberøvelse, fordi det af praktiske grunde tager længere tid at transportere de frihedsberøvede

til politistationen og identificere og registrere dem alle (Ibid.). Loven ændrer dog ikke ved det

grundlæggende udgangspunkt for forståelsen og brugen af den administrative frihedsberøvelse

(Mikkelsen, 2009a: 1). Frihedsberøvelsen må kun anvendes hvis mindre indgribende midler ikke

har haft effekt, og den skal være så kortvarig og nænsom som mulig (Bilag 1: 9).

Ændringerne i overtrædelse ordensbekendtgørelsens §§ 3 stk. 1 og 4 stk. 1 betyder en stigning i

bødestraffen. Tidligere var straffen for overtrædelse af §3 stk. 1 (gadeuorden) 600 kr., og

sammenlagt med en overtrædelse af §4 stk. 1 en samlet bøde med et udgangspunkt på 1000 kr. Med

L49 skærpes bødestraffen således, at en overtrædelse af enten §§3 stk. 1 eller 4 stk. vil betyde en

bødestraf på 3000 kr. i førstegangstilfælde, mens en overtrædelse af begge paragraf vil give en bøde

på 5000 kr. (Ibid.: 7). Samlet set kan L49 (Lømmelpakken) anskues som en skærpelse af

lovovertrædelser i et område hvor der forekommer en ”grov forstyrrelse af den offentlige ro og

orden” i forsamlingssituationer.

46


10. Analysestrategi

Vi vil i det følgende samle op på vores teorivalg og videnskabsteoretiske afsæt samt, hvad vi har set

i de redegørende afsnit, med henblik på at formulere vores analysestrategi. I problemfeltet lagde vi

op til, at vores analysestrategi skulle være svaret på, hvordan man kunne gøre Lømmelpakken til

genstand for en undersøgelse af rationaliteter. Derfor vil vi her gøre rede for vores to analysedele og

vise deres sammenhæng med vores videnskabsteori og teori, mhp. kategoriseringer og strategi.

Herefter vil vi forklare, hvordan det aktuelle magtdelingsarrangement og domstolenes generelle

vilkår indgår i og vil blive taget op i analysen og diskussionen.

Med de to følgende analyser ønsker vi at undersøge (jf. problemfeltet), hvordan lovgiverne i

medierne legitimerer deres lovforslag, og hvordan denne legitimering bliver modtaget, således at vi

dernæst kan analysere, hvordan styringsrationaliteten bag denne legitimation aflejrer sig i

lovbehandlingen og høringssvarene. Afsættet er således med Butlers teori at vise, hvad eller rettere

sagt hvem, der er objektet for Lømmelpakken. Dvs. en beskrivelse af den politisk forfordømte

lømmel som antagonistisk objekt sammenhængende med et tiltag byggende på en politisk

usikkerhedsvurdering, der leder til forståelsen af Lømmelpakkens uomgåelige indgriben. Med

framingen, ”lømmel”, vil vi undersøge, hvilken rolle frameren selv påtager som sikkerhedsskabende

i kampen mod lømlerne. Framingens forudsætning er virkelighedsskabende cirkulation eller en

offentlig udbredelse. Fra politisk side anvendes framing til at differentiere mellem usikre borgere og

så lømler, der i sig selv er usikkerhedsskabende. Det handler således for os om at vise hvordan den

politiske håndtering, gennem lovmæssig indgriben, forsøges fremskrevet som en selvfølgelighed.

Det bliver hermed væsentligt for os at vise, hvordan lømmel-framingen bliver modtaget, eller

rettere sagt, hvordan/hvorfor der sås tvivl om framingen gennem kritik. Hertil skal det nævnes, at vi

i gennemgangen af modtagelsen fokuserer på journalist- og kronikørudsagn da politiske udtalelser

og ekspertmæssige høringssvarsindspark empirisk inddrages i anden analyse. Det skal dertil

nævnes, at vi, ifm. den offentlige kritik, overvejende inddrager avisartikler fra mere

regeringskritiske nyhedsmedier, dvs. Information, Politiken og Weekendavisen. Dette, fordi

Jyllands-Posten og Berlingske Tidende hovedsagelig inddrager partipolitisk kritik og høringssvar,

mens de mere regeringskritiske medier kommer med selvstændig kritik, der ikke bliver uddybet i

folketingsregi.

Dette vil vi lede til en understregelse af de juridiske forhold, der, omkring Lømmelpakken, bliver

debatteret i høringer og folketingsdebatten, idet de selvfølgelig indeholder en konkrethed, nemlig en

diskussionen af hvorledes borgernes retslige stilling anerkendes i frygtsamfundet. På den led har

første analyse et epistemologisk mål forstået på den måde, at Lømmelpakkens perception og

47


cirkulation skal danne ramme for den efterfølgende analyse af Lømmelpakkens rationaliteter.

Den anden analyse arbejder konkret med lovgivningsprocessen omkring Lømmelpakken med det

indre apparat bestående af politikere, fagfolk, interesseorganisationer og embedsmænd. Den skal

kortlægge lovgivningens udvikling i forhold til, hvordan legitimeringer og rationaliteter, opstillet i

fremsættelsestalen og behandlinger, bliver udsat for kritik i høringssvar fra fagfolk og

interesseorganisationer, som så skal indarbejdes i det senere lovarbejde og afslutningsvis vedtages

med/uden den kritik, der er blevet fremsat. Der fremstår altså fire faser for analysen:

lovfremsættelse, kritik fra høringssvar, lovbehandlingerne og vedtagelsen, hvor sidstnævnte tages

op i diskussionen.

De fire faser skal analyseres og diskuteres i gennem et guvernementalitets- og dispositvanalytisk

perspektiv. Formålet med lovpakken er en kriminalisering af lømlerne, hvorfor vi vil analysere

faserne ud fra to variable: teknikker og teknologier. Teknikker dækker over de metoder, der, af

lovgiverne, fremsættes til at kriminalisere de framede. Det vil sige konkrete tiltag, som kunne være

fx straf eller frihedsberøvelse. Teknikkerne refererer til en række teknologier, som vi i teoriafsnittet

omtalte som ’dispositivmodaliteter’. De tre dispositivmodaliteter, 'lov', 'disciplin' og

'sikkerhedsskabende foranstaltninger', udgør de historiske måder at kriminalisere og styre

befolkningen på og vil derfor være vores perspektiv på lovarbejdet. Vi vil derfor kigge på hvilke

teknikker – og heraf hvilke teknologier – som opstilles, kritiseres, videreføres og vedtages i

kriminaliseringen af de framede. Analysens ankerpunkt er henholdsvis rationaliteter hos lovgivere

og høringssvarenes kritik. Det er altså rationaliteten bag lovforslaget, der er stillet over for kritikken

fra praktikere og fagfolk. Derfor vil fase 1 og fase 2 nøjes med at fokusere på, hvordan teknikker

(og teknologier) fremsættes og kritiseres. Med fase 3 og fase 4 bliver lovgiverne imidlertid bevidste

om, hvad, der fra praktisk og lærd hold, er at vide og kritisere i forhold til lovforslaget. Dermed

bliver spørgsmålet om, hvad der er viden og grundlag for politisk uenighed synliggjort, (jf. Deleuze'

(og Deans) fire dimensioner i guvernementalitet). I fase 3 skal der derfor spørges ind til hvad, der er

blevet til viden og hvad, der kan spørges ind til.

Fase 4 er konklusionen på lovarbejdet, og hvorledes den vedtagne lov viser, hvilken praktisk

rationalitet, loven har skabt – hvordan loven i sin endelige form kriminaliserer – samt hvilke

subjekter loven samtidig har formet. Det sidste er dobbeltsidet, fordi dens subjekter ikke afgrænser

sig til de framede, dvs. borgerne, men netop virker tilbage på alle parter i staten, dvs. Folketinget,

regeringen og domstolene. Netop dette spørgsmål tager vi op i vores diskussion, hvor vi spørger

hvilken betydning Lømmelpakken har for domstolenes mulighedsbetingelser og dermed i sidste

ende, borgeren.

48


De fire faser i analysen med analysespørgsmål ser således ud:

• Lovfremsættelsen

◦Teknikker: Hvilke metoder ønskes anvendt?

◦Teknologier: Hvordan kriminaliseres de framede gennem disse metoder?

• Kritikken fra høringssvar

◦Kritikken: Hvilke metoder er problematiske? Hvilke implikationer har det for

teknologierne?

• Det efterfølgende lovarbejde

◦Kontinuiteten: Hvordan indarbejdes kritikken i lovarbejdet?

◦Hvilken form for (u)enighedsplatform opstår heraf? Hvordan er kritikken blevet ført

videre? Igen mhp. teknikkerne og teknologierne.

◦Hvilke former for synlighed og anskuelsesformer viser sig? (hvad er blevet synliggjort?)

◦Hvilke måder at tænke på og spørge ind til gør sig gældende post-høringssvar, hvad kan

lovgiveren vide? (epistemologi)

• Vedtagelsen (diskussion)

◦Loven som vedtaget: Hvordan kriminaliserer den endelige lov?

◦Hvilke praktiske rationaliteter skabes? (hvad endte med at blive viden/ekspertise?)

◦Hvilke subjekter formes af loven? (de tre statsmagter)

49


11. Første analyse

I henhold til analysestrategien, vil vi først gennemgå og analysere beskrivelser af Lømmelpakkens

usikkerhedsskabende objekt, lømlen, hvorefter denne beskrivelse sættes i relation til håndteringen

af dette objekt, hvortil vi sidst vil undersøge den offentlige kritik af denne sammenhæng. Analysen

bygger på teori af Judith Butler.

Hvem er de skyldige ’lømler’?

I forbindelse med COP 15 blev lovændringen L49 (jf. Redegørelse af Lømmelpakken) vedtaget for

at sikre den offentlige ro og orden mod evt. voldelige demonstranter. Lovforslaget hed officielt

’Uropakken’, men blev i offentligheden omtalt ’Lømmelpakken’. Betegnelsen, ’Lømmelpakke’,

stammer fra Kim Andersen 67 , som i sommeren 2009 første gang anvendte udtrykket i forbindelse

med et interview om et nyt oplæg om ungdomskriminalitet 68 (Dannemand, 2009).

Slår man op i en ordbog forklares ’lømmel’ som ”(…) en doven og uopdragen dreng el. ung mand”

mens lømmelalder(en) beskrives som ”(…) et stadie i barndommen og ungdommen hvor man er

meget livlig og laver mange gale streger” (Becker-Christensen, 2005: 710). I synonymordbogen

sættes der lighedstegn mellem pubertetsalderen og lømmelalderen (Nørby Jensen, 2006: 175). Når

man bruger ordet lømmel, er der, i sproglig forstand, tale om unge mennesker, som befinder sig

omkring teenagealderen, og som endnu ikke har lært at 'opføre sig ordentligt'. Med den sproglige

forståelse in mente, virker betegnelsen, 'lømmel', som særlig velvalgt, da Venstre for første gang

foreslår Lømmelpakken d. 15. september 2009. Her udtalte Peter Christensen 69 : ”Vi ønsker at sende

et klart signal til dem, der måtte sidde og planlægge autonom kriminalitet for at ødelægge

København under klimatopmødet. De kan så også begynde at tale med deres forældre om at få

hævet børneopsparingen” (Ellegaard & Svane, 2009a). Forslaget ligger samtidig op til en betydelig

stigning i bødestraffen, hvor der, ifølge Peter Christensen (V), ikke skal gøres forskel på, om man er

under eller over 18 år: ”Prisen kan blive meget høj for en ung studerende aktivist” og videre

”Uanset om man er 17 eller 19 år, så er det at brænde en bil af eller kaste en brosten den samme

kriminalitet. Den rabat giver ingen mening” (Cordsen, 2009). Marlene Harpsøe 70 er positiv over for

Venstres forslag om en Lømmelpakke: ”Vi er rigtig glade for (...) en mere konsekvent linje over for

de lømler, som helt sikkert vil lave uroligheder i forbindelse med klimatopmødet” (Ellegaard &

67 Venstres retspolitiske ordfører

68 I denne sammenhæng betegnede Kim Andersen en lømmel ”(...) som kan være en o.k. fyr. Måske en stor lemmedasker,

som ikke har lært at bestille noget. Og som derfor let bliver et offer for, hvad andre vil med en.” (Dannemand, 2009)

69 Venstres politiske ordfører

70 På daværende tidspunkt for udtalelsen fungerende retsordfører for Dansk Folkeparti. Er nu sit partis uddannelses- og

dyrevelfærdsordfører.

50


Svane, 2009b).

Fra politiets side har man forsøgt at forberede sig til topmødedemonstrationerne. I forbindelse med

en øvelse forklares politiets inddeling af demonstranterne på følgende måde: ”Aktivisterne med

grønne veste repræsenterede fredelige miljøorganisationer, mens de sorte veste var såkaldt 'Sort

Blok' - den hårdeste kerne, der altid laver ballade. Derudover var der en stor mellemgruppe, hvori

nogle benyttede sig af civil ulydighed, mens andre blot demonstrerede” (Damgård, 2009). Politiets

holdning til COP15-demonstranterne kommer i forbindelse med politiets interne pressebriefing,

hvorved øverstbefalende ved topmødet, Per Larsen, omtaler pressen som ’krigskorrespondenter’ og

dertil beroliger pressen med følgende ord: ”(…) det er sgu’ ikke jer, krigen skal vendes mod”

(Dahlin, 2009). Det fremgår således tydeligt, at politiet har en klar forventning om, hvordan

demonstranterne vil opføre sig under topmødet. Derudover sondrer politiet mellem forskellige typer

demonstranter og disses adfærdsmønstre samtidig med, at politiet differentierer mellem den

demonstrerende handling og civil ulydighed 71 . Krigsretorikken er politiet dog ikke ene om. Kim

Andersen (V) ønsker nemlig ikke, at ”(…) topmødet går op i krudt og kugler” på grund af ”(…)

hardcore professionelle ballademagere” (Lehmann, 2009, vores fremhævning). Dertil sætter

Andersen lighedstegn mellem henholdsvis ’medløbere’ til uroligheder’/’potentielle ballademagere’

og ’hardcore professionelle ballademagere’/’lømler’: ”Vi skal have ramt medløberne til de her

uroligheder. Dem, som ikke vil efterkomme politiets og myndighedernes krav og medvirker til

ulovlige demonstrationer. I stedet for et beløb, som de fleste griner af, så vil lømlerne nu få én over

næsen, der virkelig kan mærkes (…) Samtidig vil man fordoble den tid, som politiet i dag

administrativt kan frihedsberøve potentielle ballademagere” (Lehmann, 2009, vores fremhævelse).

Denne uklare definition af ’lømlen’ virker meget enslydende med de personer, politiet omtaler som

’den knap så attraktive del af en demonstration’; nemlig ’den hårdeste kerne’ (Sort Blok) og de civil

ulydige fra ’mellemgruppen’ (Damgård, 2009).

Denne mellemgruppe bliver ligeledes udpeget af Brian Mikkelsen 72 : ”Loven sender et klart signal

til den mellemgruppe, der overvejer at begå ulovligheder, som de ikke selv opfatter som ulovlige.

Signalet er, at det er altså ulovligt, hvis de forhindrer politiet i at gøre deres arbejde” (Børsten et

al., 2009). Det handler for Mikkelsen om at ”(…) sikre, at de lovlige demonstranter får lov til at

være i fred” og ”(…) passe på, at vi [red. regeringen] i varetagelsen af ytringsfrihed og

forsamlingsfrihed kommer til at fratage andre at have den samme rettighed” (Børsten et al., 2009

og Hjortdal, 2009b). Dertil betegner Mikkelsen de forstyrrende lømler som ’hærværksmænd’,

’klimalømler’ og som ’sabotører af politiets arbejde’ og ’samfundsordenen’ (Hjortdal, 2009a;

71 Civil ulydighed giver 40 dages fængsel, hvis det foregår i nærheden af ’grovere ballade’ (Ellegaard & Pihl, 2009).

72 Justitsminister fra 2008-2010. Nuværende Økonomi- og Erhvervsminister. Medlem af Det Konservative Folkeparti.

51


Bonde, 2009).

Analytisk set har der, forud for Lømmelpakke-forslaget, været en politisk vurdering af den

fremtidige usikkerhed (’precarity’) i forbindelse med topmødet, hvori det har synes uomgåeligt ikke

at udforme Lømmelpakken. Således forudser eller frygter man en fremtidig situation, hvor lømler

vil skabe en krigslignende tilstand 73 , som dermed fører til usikkerhed og forstyrrelse af den

offentlige orden. Fra politisk side har man således konstrueret en framing omkring udvalgte

demonstranters farlighed, som er Lømmelpakkens objekt. Framingens cirkulation er således det

taktiske middel til at legitimere det efterfølgende indgreb, og dets følger over for demonstranterne,

som uomgåelige. ’Den knap så attraktive del’ af topmøde-demonstrationerne er dermed på forhånd

blevet udpeget som værende ’hardcore professionelle ballademagere’, ’hærværksmænd’, sortklædte

fra Sort Blok og som en krigspart samt ’medløbere’, ’potentielle ballademagere’ ’unge studerende

aktivister’ og ’civil ulydige’, der forstyrrer fredelige demonstranter og politiets arbejde. Således

bliver den såkaldte ’mellemgruppe’, ’der overvejer at begå ulovligheder, som de ikke selv opfatter

som ulovlige’, inkorporeret i forståelsen af usikkerhedsskabende demonstranter (’precarity’). I

sammenhæng med ordbogens beskrivelse af ’Lømlen’, begår denne ureflekterede og problematiske

handlinger og mangler således den konsekvens og afrettelse, som Lømmelpakken indeholder.

Overordnet set opdeles der mellem henholdsvis fredelige demonstranter og så lømler, herunder

potentielle lømler, hvorfor Lømmelpakkens sigte kan siges både at være kontrollen med de

egentlige lømler samt de, der potentielt set kan blive sådan nogle. Lømlen er således sammensuriet

af subjektiviseringen af den frygtindgydende demonstrant ved COP15.

Håndtering af lømlerne – hvad bliver de uomgåelige foranstaltninger?

Således har politikere og politiet udpeget usikkerheds- eller faremomenterne (lømlerne), hvorved vi

nu vil stille skarpt på sammenhængen mellem dem og foranstaltningerne over for disse.

Brian Mikkelsen forklarer indsatsen mod lømlerne sådan: ”Der bliver strammet gevaldigt op over-

for de aktivister, som vi forventer, vil blive anholdt i hobetal under klimatopmødet. I hvert fald, hvis

der bliver den ballade, som de selv lægger op til” (Bonde, 2009). Dertil udtaler Kim Andersen, at

forslagene til foranstaltningerne bygger på den erfaring, at ”(…) demonstranter er blevet mere rå”

(Lehmann, 2009). Demonstranternes nye karaktertræk fremhæves yderligere af politiet, idet politi-

inspektør og operationsleder fra Københavns Politi, Mogens Lauridsen, konstaterer, at ”De her an-

befalinger er møntet på folk med en kriminel dagsorden. Det er lidt ligesom bandekonflikten, uden

at jeg i øvrigt vil sammenligne de to grupper, hvor folk også bliver opfordret til ikke at snakke med

73 ’Planlægge autonom kriminalitet’, ’brænde biler af’, ’kaste med brosten’ og lave ’hærværk’.

52


politiet” (Seidelin, 2009a). Ligesom Lauridsen fremhæver formand for Politiforbundet, Peter Ibsen,

Lømmelpakkens positive virkning i forhold til samtidige ’bandeuroligheder’ (Bonde, 2009).

Grundet vurderingen af en fremtidige tilspidsede omstændigheder, vælger regeringen og Dansk

Folkeparti at afsætte et historisk højt beløb for sikkerhed i forbindelse med et enkelt arrangement til

politiet og assistance fra hjemmeværnet, operative politifolk fra en række europæiske lande, samt

helikoptere, indsatskøretøjer, bombehunde og en vandkanon (Winther, 2009; Maltesen, 2009). Ud-

gangspunktet er at ”(…) forhindre demonstrationer i at udvikle sig til uroligheder”, hvorfor fore-

byggelse bliver hovedopgaven for politiet (Clemmesen, 2009). Forebyggelsesindsatsen handler så-

ledes om, at kunne ’matche’ den situation, politiet og politikerne regner med, at lømlerne selv op-

trapper, hvorfor politiet hilser muligheden for længere administrative frihedsberøvelser velkommen

(Maltesen, 2009; Bonde, 2009). Peter Ibsen, formand for Politiforbundet, finder nemlig, at de læn-

gere frihedsberøvelser kan ”(…) neutralisere større mængder af potentielle ballademagere”, hvortil

Brian Mikkelsen ligeledes forklarer, at ”(…) så vi kan tage dem [red. potentielle ballademagere] ud

af cirkulation, hvis de planlægger voldelige aktiviteter” (Bonde, 2009 og Nielsen, 2009, vores

fremhævelse). Politiet skønner, at ’flere hundrede aktivister’ vil blive fængslet, hvorfor politiet om-

danner en lagerbygning til et såkaldt ’klimafængsel’, der skal kunne rumme ’masseanholdelser’ (El-

legaard & Pihl, 2009). Opsummerende får politiet en række forebyggende værktøjer eller sikker-

hedsforanstaltninger med den hensigt at kunne ’matche’ lømlernes potentielle, og altså (endnu) ik-

ke-realiserede, handlinger. I henhold til det tildelte materiel kunne sådanne handlinger bl.a. indehol-

der udløsning af bomber (’bombehunde’).

Forebyggelsen kommer derudover til udtryk gennem dialogmøder med ’aktivisterne’, kommunal

opstøvning af brosten og flasker samt via specialkameraer, der før topmødet registrerer ’eventuelle

ballademagere’, muliggjort af terrorlovgivningen (Seidelin, 2009b; Strandman-Møller, 2009;

Winther, 2009). Operationsleder og sikkerhedsansvarlig, Mogens Lauridsen, forklarer dertil, at

politiets hensigt er at beskytte folk ”(…) mod at få ørene meget alvorligt i maskinen, før de

begynder at kaste med brosten” (Skjoldager, 2009, vores fremhævelse). Det er dertil, ifølge Per

Larsen, vigtigt for politiet at give demonstranterne ’lang snor’ og ’elastik’ (Jyllands-Posten, 2009b;

Maltesen, 2009). Han fremhæver samtidig, at politiets håndtering af demonstrationerne afhænger af

’den konkrete situation’, eftersom det kan udvikle sig til et ’ragnarok’ (Jyllands-Posten, 2009b). I

henhold til sidstnævnte udtalelser kan man inddrage politisk overvejelser omkring hvornår, politiet

skal tage førnævnte vandkanon i brug. Brian Mikkelsen udtaler: ”Køretøjet er ikke anskaffet med

det formål at lade anvendelse af vandkanon indgå i politiets indsatstaktiske koncepter, men det kan

på den anden side ikke udelukkes, at der vil kunne opstå helt ekstraordinære situationer, hvor

anvendelse af køretøjet som vandkanon skønnes at være det mest proportionale magtmiddel”

53


(Berlingske Tidende, 2009; vores fremhævelse).

Opsummerende udtrykker både politi og politikere rummelighed i forhold til demonstranterne. De

er dog ikke bange for at træde i karakter, hvis demonstranterne ’optrapper situationen’ til det

’ekstraordinære’, ’utrygge’ eller ligefrem til et ’ragnarok’, hvor fx vandkanonen i så fald bliver ’det

mest proportionale magtmiddel’ eller en uomgåelighed.

Offentlig kritik af framing

Foruden betydelig gennemgang af oppositions- og høringssvarkritik, der finder offentlig udbredelse,

opsummerer og udtaler bl.a. journalister og kronikører en række kritikpunkter omhandlende den

politiske (og politiets) uklare definition af ’lømlen’ og, afledt af denne, en sikkerhedspolitisk

indgriben (’match’) over for dette uklare objekt.

Kritikken opsummeres i en artikel i Information af René Jean Jensen 74 : ”Det uhyggelige ved Brian

Mikkelsens kælenavnsdøbte 'lømmelpakke' er, at den gør det uigennemskueligt for demonstranter i

Danmark, hvornår de handler i strid med loven og hvornår de ikke gør. Magten skræmmer borgerne

fra at demonstrere ved hjælp af uklar, direkte mudret jura” (Jensen, 2009). Denne

uigennemskuelighed eller vilkårlighed befinder sig bl.a. ift. hvornår, man ’hindrer’ politiet i dets

arbejde, og hvornår man blot ’besværliggør’ det. Så sent som d. 10/11 2009 bliver det fremlagt, at

hverken politi og eksperter er i stand til at afdække Lømmelpakkens uklarheder omkring, hvornår

en af stramningerne 75 kan komme på tale (Jyllands-Posten, 2009b). Derfor argumenterer Jensen for,

at Lømmelpakken har det eneste sigte, at Danmark ikke skal risikere at fremstå ’blødagtige’ udadtil,

hvorfor det handler om at sætte ”(…) hårdt mod hårdt og tager hånd om de udenlandske

ballademagere/lømler/demonstranter” (Jensen, 2009). Således udstiller han Lømmelpakkens uklare

objekt og deraf uklare lovgivning som et forsøg på signalbaseret politik og stiller hermed samtidig

spørgsmålstegn til politikernes og politiets udtalelser omkring at give ’lang snor’ til demonstranter

og sikre fred for ’lovlige demonstranter’, idet disse, ifølge Jensen, ikke er blevet tydeligt

differentieret fra ’ballademagere/lømler’. Denne pointe parodieres på følgende vis:

”Demonstrationer? Jamen, det er jo sådan noget lømler tager til. Og en lømmel, det er en

ballademager. »Ergo, lillemor, er demonstranter ballademagere« i bedste Erasmus Montanus-

logik” (Jensen, 2009). Med en sådan udlægning fortsætter Jensen: ”Man kriminaliserer med et

pennestrøg enhver form for passiv modstand”, når man politisk retorisk dækker sig ind med ordene

”(…) den fælles sikkerheds skyld” (Jensen, 2009). Af samme grund mener, Bent Winther 76 , at det at

”(…) bevæge sig ind i debatten om regeringens lømmelpakke er med risiko for at få skudt i skoene,

74 René Jean Jensen er oversætter, forfatter og redaktør ved Forlaget Basilisk (Jensen, 2009).

75 40 dages fængsel for civil ulydighed i nærheden af grovere ballade

76 Medredaktør på Dagbladet Information

54


at man i virkeligheden støtter de voldelige demonstrationer” (Winther, 2009). Den manglende

sondring mellem henholdsvis fredelige og voldelige demonstranter, vurderer Georg Metz 77 , har den

effekt, at ”(…) fredelige folk bliver hjemme og afholder sig fra ytringer” (Metz, 2009). Således

sætter han denne virkning sammen med de ”(…) specialpræventive og besværgende retslige

foranstaltninger” og et, fra politisk side, ’snævert normalitetsbegreb’ omkring demonstranter, hvor

fx ’yngre’ og ’frisuremæssigt udfarende’ borgere kommer i farezonen ”(…) uanset om der

foreligger en konkret mistanke om ufredsstiftere i blandt dem” (Metz, 2009 og Jensen, 2009).

Derved bliver ’mulige uregerlige demonstranter’ pr. definition ”(…)’klimabøller’ og bliver det

herefter alle til hobe” (Metz, 2009). Denne argumentation skal ses i henhold til Brian Mikkelsens

forventning om, at ’aktivisterne’ vil blive anholdt i ’hobetal’ samt politiets vurdering om, at

klimafængslet vil rumme ’flere hundrede aktivister’.

Opsummerende sættes der lighedstegn mellem en bred definition af den usikkerhedsskabende

’lømmel’/et ’snævert normalitetsbegreb’ og COP15’s præventive foranstaltningers rummelighed

eller ’elastik’ over for demonstranterne. Kritikken indebærer dermed en problematisering omkring,

at praktisk talt alle kan komme i en farezone og blive anholdte ’lømler’, hvis man stiller sig ned på

gaden og demonstrerer. Den politisk uklare ordbrug møder en så omfattende offentlig kritik, at ka-

rakteriseringerne skifter fortegn og vendes mod afsenderen – politikere. Brian Mikkelsen omtales

bl.a. som ’justitslømmel’ og ’klimabølle’ (Rothstein, 2009; Metz, 2009). Trine Pertou Mach fra

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) ændrer ligeledes framingens objekt. Dertil forklarer hun, at det in-

ternationale netværk kontakter hende pga. bekymring for arrestation ved deltagelse i COP15-

demonstrationer (Jyllands-Posten, 2009b). Samtidig finder MS’ kommunikationschef, Vibeke Vin-

ther, at Lømmelpakken ”(…) vil føre til en »selvopfyldende profeti«, fordi pakken signalerer mistil-

lid til aktivisterne” (Heiredal, 2009). Hertil påstår Rosa Lund fra Socialistisk UngdomsFront, at

Lømmelpakken kan få samme omtalte effekt: ”Det kan betyde mere vold i gaden, fordi folk simpelt-

hen er frustrerede” (Hussain & Seidelin, 2009). I samme artikel i Politiken hedder det at flere de-

monstranter ”nu direkte [siger], at de, 'lige så godt kan kaste med flasker', når de alligevel med den

nye lov risikerer 40 dages fængsel for at udøve civil ulydighed”. Denne slutning er modstridende

med Tom Behnkes 78 opfattelse, idet han udtaler, at Lømmelpakken nok skal ”(…) få nogle til at

holde sig i skindet” (Jyllands-Posten, 2009a).

77 Journalist, redaktør, komentator, forfatter og fordragsholder. Tidligere chefredaktør (1994-96) på Dagbladet

Information, hvor han nu er lederskribent, anmelder og klummeskribent.

78 Retspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti

55


Analytisk opsummering

Den sikkerhedsmæssige vurdering og deraf usikkerhedsallokering (’precarity’) og

usikkerhedsforanstaltende håndtering bygger på en forståelse af, at ’lømlerne’ lægger op til en

forestående uorden, hvorfor indgriben forsøges fremskrevet som uomgåelig. Fra politisk side bliver

det en selvfølgelighed at undgå det potentielle, demonstrationerne kan udvikle sig til, hvorfor

framing bliver det taktisk-politiske virkemiddel til at bringe frygtsamfundets anordning i spil, hvor

der således ikke er plads (eller lovhjemmel) til de potentielle, usikkerhedsskabende ’lømmel’-

handlinger. Med framingen, ’lømmel’, er det potentielle dog til en vis grad nedspillet gennem

omtalen af ’masseanholdelse’ i ’hobetal’ før demonstrationerne, fordi lømlerne allerede er

perciperet som skyldig. Framingen virker således tilbage på de framende politikere, der hermed

tilskriver sig selv en sikkerhedsforanstaltende rolle og på sådan vis stiller sig i position til at tage

kampen op med de skyldige lømler. Denne skyldighed fremstår som så usikkerhedsskabende eller

alvorlig, at regeringen og Dansk Folkeparti afsætter et ’historisk højt beløb’ til sikkerhed, hvortil

politiet får øget assistance fra militær og bombehunde, en vandkanon etc. Samtidig er det værd at

påpege, at Lømmelpakken yderligere skal behandle andre objekter, herunder ’bandekonflikten’,

samt at der initieres en registrering af aktivister gennem lovhjemmel fra terrorlovgivningen.

Den usikkerhedsforebyggende indsats indeholder hermed en forståelse af konsekvens, eftersom

manglende eller mangelfuld indgriben betyder, at lømlerne vil ’ødelægge København’, ’brænde

biler af’, skabe en tilstand af ’krig’ eller ’ragnarok’, hvortil dette kan koste ’menneskeliv’. Hertil

kan man knytte, at begrebet om ”grievability” 79 kan gå tabt, fordi det igennem den politisk framing,

forsøges at skabe en offentlig reaktion, så lømlen mødes med foragt og manglende anerkendelse

(’recognition’), og dermed, groft sagt degraderes fra borger til en frygtindgydende faktor. Lømlerne

forsøges fjernet fra offentlighedens perception, således at deres genkendelighed (’recognizability’)

udadtil bliver ligegyldiggjort. Hermed vil krænkelse, af i forvejen ikke-genkendte, forledes til det

usynlige eller epistemologisk ikke-perciperet. Denne framing-taktik forårsager en, fra

demonstranternes side, mulig mere voldspræget reaktion, da disse på forhånd føler sig krænkede via

den forudfattede skyldighed og i denne frustration kan de ty til mere voldelige midler modsat det,

der var den politiske hensigt.

En sådan offentlig krænkende opfattelse af demonstranters skyldighed finder dog aldrig – entydigt –

sted. Derimod forekommer der et brud med den politiske framing i offentligheden som følge af

journalist-, krøniker- og ekspertkritik 80 , der sætter lighedstegn mellem en uklar, og dermed

79 Muligheden for at modtage eller have medfølelse for andre (jf teoriafsnit 8.2.3).

80 Samt kritik fra politikere der kun belyses i den anden analyse.

56


problematisk, framing og en ’uigennemskuelig’ lovgivning. Dertil kan man konkludere, at de

framedes usikkerhed (’precariousness’) modarbejdes for dens upræcise handlingsgivende

sprogbrug, og derfor kan framingen ikke integreres i en i forvejen nogenlunde etableret forståelse

af demonstranter og lømler. De opfattes således at det framede faremoment ved demonstrationerne

langt fra får en entydig gennemslagskraft. I forlængelse af dette kritiseres ’kriminaliseringen’ af den

førhen lovlige og ikke så alvorlige ’passive modstand’, idet disse går en usikker tilværelse i møde

under de fremtidige COP15-demonstrationer. Derfor antager flere, at uigennemskueligheden vil få

mange, der ellers ville demonstrere, til at blive hjemme, hvorved Tom Behnkes kommentar om, at

’nogle’ vil ’holde sig i skindet’, med en sådan optik, får en helt ny betydning.

Bruddet med framingen angår altså en manglende differentiering mellem det fredelige og det

usikkerhedsskabende, hvorfor regeringens snævre ’normalitetsbegreb’ bekæmpes af flere i

offentligheden. Med Lømmelpakkens normalitetsbegreb bliver flere demonstrationshandlinger

således ulovliggjort eller betragtet mere alvorlige i form af stramningen. Lovlige handlinger

indskrænkes således i sammenhæng med at normalitetsbegrebet bliver ligeså snævert, og

framingens frygtbillede udvides til det uigennemskuelige og allestedsnærværende. Det

uigennemskuelige skal netop ses i forlængelse af genkendeligheden af forskellighandlende

demonstranter, idet denne skal tilvejebringe legitimitet til lovgivning indeholdende risikoen for

uselektiv masseanholdelse. Men, som sagt, bliver ikke-genkendelse ikke resultatet den offentlige

cirkulation (’reproducerbility’). Den nedkæmpes, parodieres, kritiseres og justitsminister, Brian

Mikkelsen, er særlig udsat for denne; han frames i modreaktionen. For kritikerne bliver det en kamp

for synliggøre hvem, der risikerer at blive betragtet som faremomenter i de forestående

demonstrationer. Derfor bliver det særligt vigtigt for kritikerne at kaste lys over, opfordre til og

anerkende den fredelige, demonstrerende indsats – med andre ord, trække en streg mellem

henholdsvis et bredere, anerkendelsesberettiget lovlighedsbegreb og så det ulovlige (Rothstein,

2009; Winther, 2009).

57


12. Anden analyse

12.1 Fremsættelse af lovforslag L49 (Lømmelpakken)

Vi vil i dette afsnit se nærmere på det fremsatte lovforslag, L49, med henblik på at analysere, hvilke

teknologier og teknikker der findes i forslaget, da det skal tilvejebringe en forståelse af de

rationaliteter, der ligger til grund for forslaget. Til at undersøge dette vil vi, udover at tage fat på det

fremsatte forslag, også se på de uddybninger, der kommer fra regeringen og DF (som støttede op

om forslaget fra starten) under behandlingerne i Folketinget.

Lovforslaget L49 blev skriftligt fremsat d. 29. oktober 2009 af daværende justitsminister, Brian

Mikkelsen, med det formål ”(...) at styrke indsatsen for at forebygge og standse omfattende

forstyrrelser af den offentlige ro og orden mv.” (Mikkelsen, 2009a: 1). Som anvist i første

analysedel var hovedformålet med forslaget, at give ordensmagten de nødvendige

metoder/teknikker til sikre den ’offentlige ro og orden’ mod den gruppe af demonstranter, som ville

kunne udvise 'en destruktiv og ødelæggende' adfærd i forbindelse med demonstrationerne under

topmødet. Dette ses i lovforslaget og dets behandling i Folketinget. I forbindelse første

behandlingen udtrykker Tom Behnke (KF) 81 , at det er ganske uacceptabelt, at få demonstranter, vil

kunne ødelægge det for de demonstranter, som gerne vil demonstrerer i ro og fred (1. Behandling

2009: 19). Han finder, at Lømmelpakken bunder i en ’nødvendighed’, ”(...) hvis det også i fremtiden

skal være et kendetegn for Danmark, at her kan man forsamles, her kan man ytre sig i fred for

ballademagerne. Så lovforslaget er i den grad et hensyn til demokratiet og et hensyn til fremtidige

muligheder for at demonstrere” (1. Behandling, 2009: 19). Lømmelpakken bliver i regeringens

fremsættelse flere steder betegnet som nødvendig eller uomgåelig, ikke blot for at sikre den

offentlige ro og orden under topmødet, men også for at fremtidssikre mulighederne for fremover at

kunne demonstrere i fred for ’destruktive’ demonstranter (1. Behandling, 2009: 2, 19, 27, 31). Man

kan hermed se Lømmelpakken som et udtryk for, hvad regeringen (og Dansk Folkeparti) anskuer

som et normativt bør eller som noget ønskeligt (fredelige demonstrationer og ’ro og orden’,) og

uønskeligt (’destruktiv adfærd’). Sidstnævnte er således et udtryk for, hvordan man fra politisk side

netop ser det destruktive i befolkningen som noget tilstedeværende i en nær fremtid, der må

forebygges. Fremsættelsen af Lømmelpakken kan anskues som skabt på baggrund af dispositivets

(frygtsamfundets) ’fremherskende strategiske funktion’, fordi det bliver opfattet som uomgåeligt at

kriminalisere i forhold til de fremtidige begivenheder. Lømmelpakken forstås hermed som et

effektivt initiativ, der kan og vil gøre en forskel – altså en oplagt investering.

Som nævnt i redegørelsen af Lømmelpakken, lægges der i forslaget op til stramninger i henhold til

81 Tom Behnke er retspolitisk ordføre for Det Konservativ Folkeparti (KF).

58


hærværk (Straffeloven § 291), hindring af politiets arbejde (Straffeloven § 119 stk. 3) og

muligheden for at udvide tidsrammen for administrative frihedsberøvelser i forhold til uroligheder

ved offentlige forsamlinger (Politilovens §§ 8 stk. 4 og 9 stk. 3). Der er tale om skærpelser, som

træder i kraft i en situation, hvor straffelovens § 134a er overtrådt (jf. redegørelsesafsnittet). Således

opstiller regeringen en forståelse af det uacceptable (en overtrædelsen af §119 stk 3. og §291), og

det særligt uacceptable, ved at skærpe straffen for både straffelovens §291 og §119 stk. 3., hvis

overtrædelsen finder sted i et område, hvor en overtrædelse af § 134a (”grov forstyrrelse af den

offentlige ro og orden”) i forvejen har fundet sted. Det er korrelationen mellem de to førstnævnte

(§119 stk 3. & §291) og den sidstnævnte paragraf (§134a), at det særligt uønskede gør sig

gældende.

De to markante ændringer i lovgivningen er udvidelsen af den administrative frihedsberøvelse fra 6

til 12 timer og lovudvidelsen i § 119 stk. 3 og dermed definitionen på hvad, der kan betegnes som

en såkaldt ’hindring’ af politiets arbejde. Med udvidelsen af frihedsberøvelsen trækker regeringen

på sikkerhedsforanstaltninger som dispositivmodalitet. Dette ses i forhold til de teknikker, politiet

forventes at få som værktøj gennem lovforslaget. Med den udvidede administrativ frihedsberøvelse

og ekstra bevilliget kameraovervågningsudstyr kan politiet, ifølge forslaget, meget tidligt i

demonstrationsforløb ’neutralisere’, eller præventivt anholde personer på vej til demonstration, hvis

politiet vurderer, at de udgør en potentiel fare (3. Behandling, 2009: 25) og dermed afværge mulige

farer for 'den offentlige ro og orden', som kan udvikle sig til eksempelvis optøjer. Samtidig sikres

det, at de ikke sender personer tilbage på gaden, mens balladen stadigvæk finder sted og hermed

bidrage til yderligere uroligheder (Bilag 1: 8f).

Det fremgår dermed, at politiet – med Lømmelpakken – har fået en række nye teknikker til at kunne

håndtere demonstranterne. Det er derfor klart, at politiets sikkerhedsfremmende arbejde eller rolle

netop er blevet opprioriteret. Yderligere ønsker man at have øget grænsekontrol i den periode, hvor

topmødet står på, så udlændinge med en ’forkert dagsorden’ kan afvises inden de kommer ind i

landet (1. Behandling, 2009: 12). Lømmelpakken kan således indskrives i en nationalpolitisk

bevidsthed, fordi den netop søger kontrol med det, der ligger uden for nationalstaten. Dette ses ved,

at udefrakommende demonstranter anskues som et faremoment.

I lovbehandlingen lægges særlig vægt på overtrædelsen af § 119. stk. 3. Lømmelpakken indeholder

et sigte om at sikre fredelige demonstranters mulighed for at ytre sig, samtidig med at Brian

Mikkelsen giver udtryk for, at forslaget skal sikre at politi- og redningsfolk kan passe deres arbejde,

også efter klimatopmødet (1. Behandling 2009: 31). Det beskrives i lovforslaget, at en overtrædelse

59


af § 119. stk. 3 eksempelvis finder sted, hvis grupper af personer ”(...) 'hægter sig sammen' for at

blokere adgangsveje mv. og således hindrer politiets, brandvæsnets eller ambulancetjenestens

arbejde” eller ”(…) i fællesskab forsøger at hindre politiet i at anholde dem ved f.eks. at holde fast i

hinanden” (Bilag 1, 2009: 4). Man frygter, fra regeringens side, at København under topmødet

risikerer at befinde sig i ’undtagelsestilstand’, som gør samfundet sårbart. Derfor skal straffen være

højere end tidligere, for proportionelt set at kunne være afstemt med den handling, det er, at

forhindre politi og redningskøretøjer i at komme frem til de eventuelle ’brandpunkter’, da dette

karakteriseres som en ’meget grov forseelse’ (3. Behandling, 2009: 19). Derfor lægger lovforslaget

op til, at en sådan forseelse vil give minimumsstraf på 40 dages fængsel frem for en bødestraf

(Bilag 1, 2009: 4). Igen ser man en tydelig opprioritering af politiets arbejde, idet forslaget angår

muligheden for, at politiet kan skride ordentligt til værks. Den forøgede straf er en teknik til at vise

den politiske alvor af vigtigheden i, at politiet skal kunne arbejde inden for en ramme, hvor de kan

få kontrol med den pågældende situation. Derfor bliver § 119 stk. 3 sammenholdt med en øget

stigma, fordi det påvirker politiets arbejdsbetingelser. Samtidig fremlægges en frygt for destruktive

potentialer i brandpunkter. Der er hermed forbundet en betragtelig politisk usikkerhed ift. de

destruktive effekter af større forsamlinger. Minimumsstraffen tydeliggør den politiske alvor, der er

forbundet med demonstrationshandlingerne, fordi minimumsstraffen om noget vil være en mere

afrettende teknik ift. bødestraffe.

I skærpelserne af § 119 stk. 3 kommer regeringen med konkrete eksempler på ulovlig blokering af

ordensmagten i både materiel og menneskelig forstand. Det skal være ulovligt at lave

'menneskekæder', 'sit-down aktioner' eller 'hægte sig fast i genstand' (eksempelvis en lygtepæl). På

den måde, mener regeringen, at de melder klart ud over for domstolene og demonstranterne,

hvorledes det binære forhold i lovgivningen skal tolkes, og hvilken straf ulydige demonstranter kan

forvente at få. Gennem et lovdispositiv forsøger man at specificere, hvad der er lovligt og ulovligt at

foretage sig som demonstrant; man må ikke forhindre ordensmagten i at udfører sit arbejde og

udøve hærværk. Sker det samtidig, vil straffen blive hårdere, fordi der i politisk øjemed er forbundet

en vis usikkerhed i de uventede konsekvenser af forstyrrende handlinger (Bilag 1, 2009: 7). Der er

dog samtidigt indlejret et ønske om at disciplinere befolkningen i deres måde at demonstrere på.

Ved at skærpe straffen, med en højere bødestraf eller en fængselsdom til følge, forsøger regeringen

at disciplinere (eller stigmatisere) befolkningen til at stoppe med at udøve bestemte handlinger (al

form for blokade af ordensmagten). Således har regeringen og politiet fremlagt en række potentielle

handlinger, som demonstranterne kan finde på at foretage sig, hvorved disse betragtninger

uomgåeligt hænger sammen med det efterfølgende reaktion fra politiets side. En anden

disciplinerende teknik er den øgede overvågning som forventes at kunne kontrollere

60


demonstrationshandlingerne, fordi demonstranterne kan blive draget til ansvar for det,

overvågningen har indfanget. Det handler således om at internalisere en forud forstået skyldighed

ved ens gerninger. Disciplin anvendes således som en del af den teknologi, der kriminaliserer det,

ifølge Lømmelpakken, uønskværdige.

Fremstillingen af Lømmelpakken indeholder således en række teknikker, som bunder i de tre

dispositivmodaliteter. Gennem et sikkerhedsdispositiv vil regeringen sondre mellem det acceptable,

uacceptable (”almindelige” overtrædelser) og særligt uacceptable (overtrædelse i forlængelse af §

134a). Sikkerhedsteknologien indeholder en række politimæssige teknikker, overvågning,

administrativ frihedsberøvelse og øget grænsekontrol, hvormed det uacceptable kan ’pilles ud’.

Således anvender regeringen et lovdispositiv, der netop, konkret, differentierer mellem den binære

opdeling, lovlig/ulovlig. Det særligt uacceptable får hermed større konsekvens, hvilket kan ses i

forhold til indførslen af minimumsstraf. Hermed gør det disciplinære dispositiv sig også gældende,

fordi man forsøger at internalisere en forståelse af skyldighed ved den uacceptable handling,

hvorfor overvågning skal skabe en bevidsthed omkring ens skyldighed. Disciplin er således

forbundet med stigma, der søger at undgå den skyldige handling, set ift. de øgede økonomiske

straffe og fængselsdom.

Høringssvarene – den rejste kritik

I dette afsnit vil vi se på den kritik af lovforslaget, som domstolene kommer med i deres

høringssvar. Der vil endvidere blive inddraget og analyseret kritik fra andre retsmyndigheder og

interesseorganisationer 82 , da opfattelsen er, at denne kritik ligeledes kan give indblik i domstolenes

mulighedsbetingelser i forbindelse med Lømmelpakken. Dette findes nødvendigt da domstolene iht.

deres apolitiske rolle ikke har tradition for at rejse kritik om emner af retspolitisk følsom karakter,

hvilket ikke kan siges om de andre retsmyndigheder og interesseorganisationer. Analysen skal

således synliggøre den kritik som findes i høringssvarene, for at vi senere kan se hvilke dele af

vidensgrundlaget i kritikken, der bliver båret videre, og hvorledes denne bliver anvendt og modtaget

i debatten i Folketinget.

82 Et udkast til lovforslag er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.: Østre Landsret, Vestre

Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

HKLandsklubben Danmarks Domstole, Rigsadvokaten¸ Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet,

Politiforbundet i Danmark, HKLandsklubben for Politiet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Foreningen af

Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk Fængselsforbund, HK-

Landsklubben for Kriminalforsorgen, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen, Advokatrådet,

Danske Advokater, LaF, Institut for Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden, Amnesty International og Dansk

Retspolitisk Forening (Justitsministeriet, 2009: 1).

61


Høringsfristen

I flere af høringssvarene klages der over den manglende tid til at kunne udarbejde et kvalificeret

høringssvar grundet den korte høringsfrist. Advokatsamfundet mener bl.a., at de fleste myndigheder

ud over Justitsministeriet i flere år har forudset afholdelsen af klimatopmøde, og at lovforslaget i

særdeleshed kræver forberedelsestid, når forslagets ændringer vedrører de grundlovssikrede

frihedsrettigheder (Advokatsamfundet, 2009: 2). Af tidsmæssige grunde har det derfor ikke været

muligt at forhøre landets politikredse eller statsadvokaturerne, bemærker henholdsvis rigspolitiet og

rigsadvokaten (Rigspolitiet, 2009: 5; Rigsadvokaten, 2009: 3). Landsforeningen af

Forsvarsadvokater (LaF) hæfter sig ligeledes ved kritikken af regeringens korte høringsfrist: "Den

korte høringsfrist kunne tyde på, at selve høringsproceduren er et tomt ritual, når man på forhånd

handler noget af med et støtteparti" (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 8). Høringerne

betragtes, som den mulighed interesseorganisationer har for at komme med indvendinger til

lovforslaget, fordi de besidder et større vidensgrundlag på det pågældende område. Derfor finder

organisationerne det problematisk, at rammerne for at ytre deres viden eller modmagt er

indskrænket. Det kritiske spørgsmål angår derfor, hvorvidt høringssvarenes ramme anvendes

strategisk, eller som en teknik til at undgå større verifikation med lovforslaget.

Økonomiske ressourcer

De danske domstole bemærker, at det i lovforslagets pkt. 5. fremgår (Bilag 1, 2009: 10), at

forslaget ikke vurderes til at have administrative og økonomiske konsekvenser af betydning for

domstolene, og dermed vurderes deres økonomiske ramme som tilstrækkelig (Bilag 1, 2009: 10).

Dette kritiseres både af Østre Landsret, Domstolsstyrelsen og Københavns Byret da det kan

forventes at en vedtagelse af § 119 stk. 3 vil medføre, at et betydeligt antal personer vil blive

frihedsberøvet, hvilket gør at domstolene forventer, at mange personer vil have prøvet deres sag ved

retten (jf. retsplejelovens kapitel 43a 83 ) og derved lægge et økonomisk og menneskeligt pres på

domstolene (Domstolsstyrelsen, 2009: 1; Østre Landsret, 2009: 1; Københavns Byret, 2009: 1).

Domstolsstyrelsen finder altså ikke, at de under den givne økonomiske ramme tilfredsstillende kan

administrere den ekstra arbejdsbyrde som forventes ved topmødet (jf. domstolsstyrelsens afsnit).

83 Omhandlende muligheden for at få prøvet frihedsberøvelsen ved retten:

§ 469. Begærer den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, at frihedsberøvelsens

lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den,

forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting)

stk. 2. Forelæggelsen for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse og sker ved

fremsendelse af sagens akter med fornødne oplysninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves prøvet, herunder

angivelse af den bestemmelse, i medfør af hvilken beslutningen er truffet, en kortfattet redegørelse for de

omstændigheder, der påberåbes som grundlag for den, og henvisning til de i sagen foreliggende bevisligheder, der vil

kunne have betydning for rettens afgørelse.

Stk. 4. Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter

frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør

undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.

62


Frihedsberøvelse

Den mest hyppige kritik kommer i forlængelse af ændringerne af Politiloven § 8 stk. 4 og § 9 stk. 3

omhandlende frihedsberøvelse. Dommerforening vurderer, at "Ved en udvidelse fra 6 til 12 timer

bør sådan frihedsberøvelse kun kunne ske på et betydeligt klarere retsgrundlag end det

eksisterende" (Den Danske Dommerforening, 2009). Vestre Landsret støtter op om denne vurdering

og mener, at udvidelsen skal give anledning til, at politiet skal tydeliggøre mulighederne for at

personer, som frihedsberøves, har mulighed for en domstolsprøvelse (jf. Retsplejeloven kapitel 43a)

(Vestre Landsret, 2009: 1). Østre Landsret og Den Danske Dommerforening mener også, at man bør

stille skrappere krav til frihedsberøvelsen, når den ønskes udvidet og foreslår en

indberetningsordning 84 . Indberetningsordningen skal anføre de personer, der bliver frihedsberøvet i

mere end 6 timer samt grunden til dette, for på den måde at sikre borgernes retsgrundlag (Østre

Landsret, 2009: 2; Den Danske Dommerforening, 2009).

Advokatsamfundet og Retspolitisk Forening er i deres bemærkninger enige om, at lovforslaget i

dets nuværende udformning er for uklar i forhold til, hvornår grupper og enkelte borgere kan blive

udsat for frihedsberøvelse (Advokatsamfundet, 2009: 3). Jørgen Lougart uddyber dette dilemma,

som den udøvende magt står over for: "(…) en af de grunde til at vi protesterer, det er jo også fordi

man bringer (...) politiledere i en penibel situation, fordi de står der og skal vurdere om den der

folkegruppe om få minutter vil dreje ned ad en sidegade og begynde at smadre gadelamper, og

hvem kan vurdere det?" (Bilag 3: 21). Retspolitisk Forening mener ligeledes, at dilemmaet er

gældende pga. de meget upræcise kriterier, der er fremlagt for at kunne frihedsberøve

enkeltpersoner (Retspolitisk Forening, 2009: 1). Jørgen Lougart ser særligt kritisk på denne del af

Lømmelpakken, idet han finder, at man her kan diskutere hvorvidt, man har nået en grænse ift.

indskrænkning af de grundlæggende frihedsrettigheder:

"Jeg synes, at når man har de her regler om politiets frihedsberøvelse, der markerede vi fra

Dommerforeningens side, at der synes vi, man gik for vidt (...) I forvejen kan man sige, at hvis

politiet anholder nogen, så kan de jo beholde dem i op til 24 timer, inden de skal i retten. Hvorfor er

det så et problem, at man kan beholde dem i 12 timer, hvor man tidligere kunne beholde dem i 6

timer? Men der er så den forskel, at der, hvor man anholder folk, skal der være en mistanke, man

84 Nævnt første gang i Politikommissionens betænkninger til Politiloven 2004”(...) som udgangspunkt kan [der kun] blive

tale om at overskride fristen på 6 timer i forbindelse med aktioner med frihedsberøvelse af et større antal personer, hvor

den tid, der vil medgå med transport til politistationen, registrering og identifikation af de frihedsberøvede, i praksis

ikke vil gøre det muligt at overholde fristen. Kommissionen finder, at det i den forbindelse kan overvejes at etablere en

indberetningsordning, således at alle frihedsberøvelser, der udstrækkes ud over 6 timer, skal indberettes til en central

myndighed.” (Politikommissionens betænkning om Politiloven, 2002?: 113).

63


skal sigte folk for en bestemt forbrydelse, hvor man, i op til 12 timer, nu kan tilbageholde folk uden

nogen forklaring. (…) Og derfor åbner det mulighed for, at tilfældighederne i højere grad kan spille

ind" (Lougart, 2010: 21).

Ovenstående kritik angår derved en forståelse af, at lovgivningen indeholder manglende

gennemskuelighed og konkrethed i dens konsekvenser for borgerne. Ligeledes handler forslaget om

indberetningsorden om at sikre kontrol eller forudsigelighed ift. det, politiet foretager sig – altså den

magt, de udøver. Man kan, groft sagt, lægge til grund, at den juridiske videnskabelighed bunder i en

perception af det konkrete. Derfor kaster de lys på, hvorvidt den lovgivningsmæssige hjemmel er

tilstede, da den således skal vise konkretheden ift. handlingens konsekvens. Den juridiske spørgen

går således på den ukonkrete kriminalisering, fordi domstolenes normativitet bunder i et klart (og

legalt) retsgrundlag. Derfor søger man, fra juridisk side, teknikker til at fastholde en konkret

distinktion af det binære.

Minimumsstraffen

Domstolene nævner ikke noget om minimumsstraffen i deres høringssvar, hvilket kan ses i

forbindelse med deres apolitiske rolle. Derimod uddyber LaF og Advokatsamfundet i deres

bemærkninger den nævnte problematik. De finder, at man binder den dømmende magt gennem

bemærkninger til lovforslaget ved at opstille minimumsstraffe ved overtrædelser af straffelovens

§119 stk. 3 (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 9; Advokatsamfundet, 2009: 2f, vores

fremhævelse). LaF kalder det for en ”(…) yderst betænkelig lovgivningsteknik”, selvom det, ifølge

Justitsministeren, er muligt for domstolene, ift. deres givne kompetence, at vige fra det forudsatte

strafniveau (Mikkelsen, 2009b: 2), så mener LaF ikke, at domstolene udnytter denne mulighed, da

det ’som hovedregel’ ikke ses i praksis (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 9). LaF

mener, at minimumsstraffen kan få konsekvenser i forhold til at skulle udmåle den rigtige straf: ”Ud

over det uheldige i, at lovgivningsmagten går ind i en detailregulering inden for domstolenes

kompetence til at udmåle de konkrete straffe, kan sådanne forskrifter føre til, at der udmåles

straffe, der ikke konkret svarer til den forskyldte forbrydelse” (Landsforeningen af

Forsvarsadvokater, 2009: 9, vores fremhævelse). Fra LaF og Advokatsamfundets side finder man

det problematisk at domstolenes vurdering bestemmes fra politisk side. Minimumsstraffen bliver

opfattet som en politisk teknik til at øge kontrollen med domstolenes afgørelser. Kritikken

indebærer hermed en problematisering af den dømmende magts autonomi i forhold til den

lovgivende magt. Der foreligger altså en forståelse af, at den lovgivende magt kan ændre ved den

dømmende magts kompetencer. At domstolene ikke indvender kritik på dette punkt kan hænge

sammen med, at der foreligger uklarheder omkring den dømmende magts uafhængighed – og

64


dermed den rolle, den dømmende magt har eller skal have. Dette skal ses ift. den dømmende magts

apolitske rolle.

Opsummering

I høringssvarene kritiseres de korte høringsfrister, den økonomiske ramme, frihedsberøvelsernes

ukonkrethed samt den indskrænkede rolle til domstolene grundet minimumsstraffe. Disse kan

anskues, fra interesseorganisationerne, som kritisable teknikker, regeringen anvender til at

konstruere den dømmende magts rolle efter Lømmelpakkens kriminalisering, hvorved

interesseorganisationerne mener, at teknikkerne påvirker den dømmende magts kompetencer og

praksis – dvs. dens videnskabelighed.

12.2 Den politiske debat i lovbehandlingen – den videreførte kritik

I de følgende afsnit vil det undersøges, hvordan dele af høringssvarenes rejste kritik bliver båret

videre i lovforslagets behandling. Herved vil regeringens modsvar til kritikken blive analyseret med

henblik på at synliggøre rationaliteten hos både opposition og regering.

Høringsfristen

Høringsfristen blev, som nævnt, kritiseret i flere høringssvar for at være for korte, hvilket

oppositionen tidligt i behandlingsfasen erklærer sig enige i. Karen Hækkerup 85 (S) siger under

lovforslagets første behandling, at ”(…) høringsfristen [har] været så kort, at nogle af

høringssvarene såmænd først kom i går, og de rejser mange både principielle og praktiske

spørgsmål” (1. Behandling, 2009: 6). Det har derfor været svært for Folketinget, at tage

eksperternes høringssvar med i deres overvejelser omkring lovforslaget, da de fleste ikke har kunnet

nå at afgive et høringssvar, inden lovbehandlingen gik i gang. For Simon Emil Ammitzbøll 86 (LA)

stiller det politikerne i en problematisk situation, da det efterlader dem mindre vidende om

konsekvenserne af lovgivningen: ”(...) hvis der havde været mere tid til at behandle det her

lovforslag, og der overhovedet var blevet givet tid til, at der kunne være almindelige

høringsprocedurer og den slags, så havde vi måske haft en bedre viden om det – både ordføreren og

jeg selv. Problemet er, at vi efterlades på troens mark og ikke på vidensgrund” (1. Behandling,

2009: 17). Han finder, at den korte høringsfrist vil betyde, at man ikke får gennemarbejdet og

debatteret loven tilstrækkeligt, før den vedtages. Når man samtidig har et kort behandlingsforløb vil

høringssvarene først meget sent blive inddraget i processen og dermed spille en mindre rolle, end

85 Retsordfører fra Socialdemokratiet.

86 Retsordfører for Liberal Alliance

65


hvis samtlige høringssvar havde været afgivet ved lovbehandlingens start 87 (1. Behandling, 2009:

17). Kim Andersen (V), ser dog ikke noget problematisk ved høringsfristen op til Lømmelpakken:

”Jeg må konstatere, at nogle har sagt, at der var en kort høringsfrist. Ikke desto mindre har vi fået

et meget langt og meget præcist høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder.” (1. Behandling,

2009: 5). Han mener ikke, at lovgivningen er hastet igennem. Regeringen har handlet lidt hurtigt,

fordi Folketingsåret 88 næsten lige er påbegyndt, men det anses som værende "nødvendigt", at

lovgivningen har virkning fra december, så den kan anvendes under topmødet (2. Behandling, 2009:

13).

Lovforslaget indsættes i en forståelse af uomgåelighed i forhold til udfordringerne, der kommer

med topmødet, hvorfor lovforslaget tidsmæssigt er presset grundet den korte tid til topmødets

begyndelse. Derfor er høringssvarene samtidig presset af denne tidslighed, hvilket regering finder

problematisk, mens oppositionen ser inddragelsen af høringssvarene som grundlag for den bedst

mulige gennemarbejdning af lovforslaget. Oppositionen frygter, ligesom interesseorganisationer, at

lovforslaget skaber ukonkretheder. Deres rationalitet kan hermed spores ift. en konkret, binær

opdeling.

Enigheden

Der har i den lovgivende forsamling, under behandlingerne, ikke været uenighed om, at man skulle

sikre, at topmødet forløb uden destruktive demonstranter kommer til orde. Mulige ’ballademagere’

skal straffes for deres handlinger og skal ikke kunne sætte dagsordenen for topmødet (1.

Behandling, 2009: 4ff). Karen Hækkerup (S) erklærer sig tidligt enig med Dansk Folkeparti

omkring øget grænsekontrol under topmødet (1. Behandling, 2009: 12). Man ser altså også fra

oppositionen et ønske om at tage nogle sikkerhedsforanstaltninger i brug under afviklingen af

topmødet for at sikre sig mod uroligheder (Retsudvalget, 2009: 2ff). For oppositionen er det dog

vigtigt, at foranstaltningerne kun skal gælde midlertidig, da der er tale om, at klimatopmødet er et

særtilfælde (Retsudvalget, 2009: 4).

I forlængelse af dette kan man knytte nogle pointer til oppositionens rationalitet. Oppositionen

stiller sig enig med regeringen om, at mulige ’ballademagere’ skal kriminaliseres ifm. topmødet. De

er dog ikke enige omkring de teknikker, regeringen ønsker at anvende i kriminaliseringen. Med

topmødet er oppositionens bevidsthed dikteret af samme uomgåelighed, der fordrer

sikkerhedsmæssige svar. Kriminaliseringen fremstår således som en given størrelse – eller som en

fremherskende strategisk funktion. Forskellen angår, som sagt, teknikkerne, hvor debatten angår

87 Ammitzbøll frygter ligeledes, at resultatet af processen vil føre til en ny 'knivlov', som for ham viste sig at have større

signalværdi end egentlig virkning (1. Behandling, 2009: 17).

88 Folketinget starter et nyt år den første tirsdag i oktober (Folketinget, 2010)

66


hvilke teknikker, der kan betragtes som retfærdige ud for en forståelse af proportionalitet med

demonstranternes handlinger (Retsudvalget, 2009: 4).

Frihedsberøvelsen

Som tidligere nævnt lægger lovforslaget op til en udvidet tidsramme for administrative

frihedsberøvelse fra 6 til 12 timer ved uroligheder ifm. offentlige forsamlinger (Politiloven §§ 8

stk. 4 og 9 stk. 3). Flere høringsparter har lagt vægt på, at formuleringen, at befinde sig ’i

forlængelse af et område’, hvor 134a er overtrådt, i værste fald vil betyde, at man kan

frihedsberøves og dømmes ved blot at befinde sig i nærheden af området - og dermed ikke have

overtrådt lovgivningens skærpede omstændigheder (se f.eks. Advokatsamfundet, 2009: 3;

Retspolitisk Forening, 2009: 2). Denne kritik bliver båret videre i Folketinget af oppositionen, som

frygter at uskyldige, vil blive indfanget af lovens uigennemskuelighed. Lone Dybkjær 89 (RV)

mener, at loven vil resultere i en udvidelse af det ’offentlige rum’, som er underlagt skærpelserne,

fordi hele definitionen af, ”hvad der er i forlængelse af en overtrædelse af 134a”, er vag (1.

Behandling, 2009: 38). For hende er det samtidig uklart, hvornår man 'lægger hindringer for

politiet':

”(...) vi må tage fat i det og så spørge: Hvad er det? Hvis jeg kommer tilfældigt på min cykel,

lægger jeg så hindringer i vejen, fordi jeg ikke har været opmærksom på det? Ja, det gør man

faktisk ifølge det her, og det gjorde man i forbindelse med Ungdomshuset. Hvis ikke vi havde nogen

fortilfælde i forbindelse med Ungdomshuset, så kunne vi måske tage den mere rent, men det kan vi

ikke, for der er sket masser af overgreb på uskyldige mennesker, og det synes jeg også er vigtigt at

få frem, inden vi laver det her” (1. Behandling 2009: 28).

Oppositionen finder, at man, med Lømmelpakken, kan ende med en situation, hvor de præventive

anholdelser tager overhånd, som under rydningen af Ungdomshuset, hvor ca. 800 blev anholdt,

hvoraf langt de færreste blev dømt (Dahlin, 2010; Kruse & Arrevad, 2009). 90 Oppositionen, her

repræsenteret ved Line Barfoed 91 (EL), foreslår, at der ”(...) skal være en klar regel om, at politiet

først skal give en et påbud om, at man skal flytte sig, dels skal det stå meget klart i loven, at man

kan indbringe det for domstolene” for at undgå at uskyldige bliver straffet (3. Behandling, 2009:

10). Opposition lægger sig dermed op af domstolenes høringssvar, hvor man ønsker, at personer

skal oplyses om deres muligheder for domstolsprøvelse, som findes i Retsplejelovens kapitel 43a,

89 Lone Dybkjær er retspolitisk ordføre for Radikale Venstre.

90 En rapport har undersøgt 195 af de 248 sager, om varetægtsfængsling under urolighederne i forbindelse med rydningen

af Ungdomshuset, og den viser, at kun ca. 30 procent af de varetægtsfængslede blev senere dømt (Kruse & Arrevad,

2009: 12f).

91 Arbejdsmarked-, social-, handicap-, kommunal- og retsordfører for Enhedslisten

67


hvis man bliver administrativt tilbageholdt (Den Danske Dommerforeningen, 2009; Vestre

Landsret, 2009; Østre Landsret, 2009: 2). De foreslåede skærpelser kan dermed komme til at virke

uproportionelt i forhold til ens handlinger, hvis frihedsberøvelsen finder sted uden større retsligt

grundlag. Lovforslagets binærhed fremstår uklar for oppositionen, hvilket medfører, at borgerne

ikke kan vurdere, hvad der betragtes som en lovlig eller ulovlig handling, og derfor kan borgerne

heller ikke være sikker på deres retsmæssige status. Derfor frygter oppositionen at denne

uigennemskuelighed vil holde mange fredelige borgere fra at demonstrere (se. f.eks. 1. Behandling,

2009: 17; 3. Behandling, 2009: 3). For oppositionen handler det hermed om at konkretisere

kriminaliseringen af de, ifølge oppositionen, ulovligt handlende og skabe sikkerhed for de lovligt

handlende.

Modsat oppositionen, og de afgivne høringssvar, frygter regeringen ikke, at uskyldige vil blive ramt

af den nye lovgivning. Det bliver flere gange pointeret fra regeringens side, at lovforslaget er

'krystalklart', og at det blot er en skærpelse af den eksisterende lovgivning og dermed ikke en

nykriminalisering (se f.eks. 1. Behandling, 2009: 22 & 34; 3. Behandling, 2009: 7). Regeringen og

Dansk Folkeparti finder, at det skal være muligt for politiet at kunne administrativt tilbageholde og

agere præventivt. Tom Behnke siger i denne forbindelse: ”Hvordan værner vi om det, og hvordan

beskytter vi det? Ja, det gør vi ved, at vi simpelt hen piller de få ekstremister ud, der ikke vil

demokratiet, helst inden de overhovedet når at ødelægge noget, eller i hvert fald senest på det

tidspunkt, hvor de begynder at ødelægge noget, og hvis de ødelægger noget i den her forsamling –

altså med hensyn til forsamlingsfriheden, ytringsfriheden – og hvis de der laver skader, er det vores

klare opfattelse, at så skal hammeren falde tungt og hårdt” (3. Behandling, 2009: 20).

Han ser ikke noget problem i en skærpelse af strafferammen og mener, at ens handlinger skal have

mærkbare konsekvenser. Regeringen udtrykker vigtigheden af, at værne om frihedsrettigheder ved

netop at udpege og være i stand til at kunne behandle de demonstranter, der bliver anskuet som en

uomgåelig trussel. Eftersom regeringen giver udtryk for at standse handlinger inden, de finder sted

(forebyggelse), kan det konstateres, at der foreligger en klar forståelse af demonstranternes

fremtidige handlinger. Regeringsudøvelsen bygger således på en sandsynlighedsvurdering.

Kim Andersen konstaterer, at skærpelserne er en 'naturlig reaktion' på den globale udvikling (red.

Fx WTO-konferencen 1999 i Seattle, G8-topmødet 2001 i Genova mv.), og derfor er

Lømmelpakken uundgåelig: ”(...) vi [ser] jo desværre en tendens til, at vi med hensyn til vold og

kriminalitet bliver en del af den omgivende større verden med de metoder, der ligger heri” (2.

Behandling, 2009: 9). Ud fra denne opfattelse tager voldelige demonstranter ved lære af hinandens

metoder, hvorfor det derfor må forventes, at man vil se disse metoder under topmødet. Derfor bliver

68


man nødt til at give politiet de nødvendige midler for at stå imod denne udvikling.

Regeringsudøvelsen indeholder et sigte, der medtænker borgernes samtidige refleksivitet ift. en

ydre påvirkning eller globalisering. Denne konstatering kan sammenholdes med grænsekontrollen,

hvorved man forsøger at udskille udefrakommende usikkerhedsmomenter. Endvidere kan denne

refleksivitet kobles til Lømmelpakkens førnævnte tidslighed ift. COP15-tomødet.

Sikkerhedsforanstaltningerne effektivitet vurderes altså ud fra demonstranternes sandsynlige

ageren. Regeringen udtrykker sig sikker på, at politiet vil anvende de nye tiltag med eftertanke og

med politiets nye teknikker, øger man samtidig retssikkerheden for de frihedsberøvede og mindsker

antallet af uskyldig frihedsberøvede. Ifølge Dennis Flydtkjær (DF) betyder de nye tiltag med

kameraovervågning, at retssikkerheden er styrket i og med, at man kan bevise de "rigtige"

gerningsmænd, så han frygter ikke at uskyldige vil blive dømt (1. Behandling, 2009: 16).

Brian Mikkelsen (KF), forsøger til en vis grad at imødekomme ønsket fra domstolenes høringssvar

og oppositionens kritik. Han nævner, at der skal laves en indberetningsordning, og at den

tilbageholdte skal have forklaret sine rettigheder (jf. Retsplejelovens kapitel 43a) (3. Behandling,

2009: 27). Regeringen forsøger dermed at retfærdiggøre anvendelsen af frihedsberøvelse ved at

legitimere den gennem teknikker, der skal fremstå som en styrkelse eller bevaring af

retssikkerheden (indberetningsordning, kameraovervågning og ytringen om, at frihedsberøvelsen

kun skal anvendes proportionalt). I de tilfælde, hvor der er behov for en varetægtsfængsling, er det

op til domstolene at vurdere, om bevisbyrden, mod den enkelte, er stor nok (3. Behandling, 2009:

21). Regeringen finder dermed ikke noget problem i, at tillægge politiet de skønsvurderende

kompetencer, idet regeringen forventer, at politiet vil anvende de nye beføjelser korrekt. I de

tilfælde, hvor der skulle opstå komplikationer, vil man kunne trække på domstolenes kompetencer

til at vurdere retsgrundlaget. For regeringen vil borgerens retssikkerhed således være, at de vil

kunne blive behandlet gennem domstolsprøvelse.

Med de tilførte foranstaltninger lægger regeringen op til, at Lømmelpakkens succes afhænger af

politiindsatsen. Både fra regeringen og fra Dansk Folkeparti bliver der udtrykt en optimisme i

forhold til, at politiet vil kunne løfte opgaven med at sikre den konkrethed (retssikkerhed) for

borgere, som oppositionen efterspørger. Med henblik på de afgivne høringssvar er det tydeligt, at

regeringen hovedsagelig har reageret på den kritik, der angår konkretheden, hvorfor regeringen og

Dansk Folkeparti finder grund til at forsvare sig ved at pointere, at det konkrete ikke går tabt i

lovgivningen. Forsvaret består således i at forklare, at de tilførte teknikker ikke underminerer den

binære orden, men derimod i forvejen har den indlejret, grundet argumentationen om, at der ikke er

tale om en nykriminalisering. Regeringen finder dermed grundlag for at vise at de ikke negligerer

69


konkretheder som ligegyldige, da det binære i lovgivningen, for dem, ikke er blevet ændret, men

blot skærpet. Således kan det ses som regeringens forsøg på at forsvare de fremsatte teknikkerne i

forslaget. I forlængelse af dette, kan man anskue Brian Mikkelsens (KF) forslag om

indberetningsordenen som manifestationen af høringssvarenes modmagt, da regeringen har følt

behov for at tage stilling til kritikpunktet.

Domstolenes mulighed for retsmæssig skøn

Regeringen går dog ikke uddybende i rette med det centrale i oppositionens kritik omhandlende den

den sproglige uklarhed i lovforslaget (”at befinde sig i forlængelse af” og ”at ligge hindringer i

vejen for politiet”), da regeringen, som sagt, finder forslaget ’krystalklart’. Oppositionens holdning

er derimod, at lovens markante uklarheder vil påvirke domstolenes mulighed for at kunne dømme

på et klart retsgrundlag. Man sætter domstolene i en prekær situation, hvis de skal vurdere om

personen ”har lagt forhindringer for politiet” (§119 stk. 3) eller befundet sig ”i forlængelse af det

det pågældende område”, eftersom begreberne, ifølge oppositionen, fremstår uigennemskuelige.

Line Barfoed ytrer i denne forbindelse: ”(...) det er rigtigt, at dommeren tager stilling, men det gør

dommere jo på et meget, meget foreløbigt grundlag, hvor de slet ikke har overblik over sagen og

forsvaret slet ikke har mulighed for at nå at sætte sig ordentligt ind i det osv. – og slet ikke, hvis det

er flere hundrede, der skal varetægtsfængsles på en gang, som man lægger op til i forhold til

klimatopmødet” (3. Behandling, 2009: 21). Yderligere vil en overtrædelse af §119 stk. 3 give en

minimumsstraf på 40 dages fængsel, hvor der førhen blev givet en bøde. En ’lovgivningsteknik’

som Advokatsamfundet og LaF har kritiseret i deres høringssvar for at være ’yderst betænkelig’ og

’uheldig’ i forhold til domstolenes kompetencer (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 9;

Advokatsamfundet, 2009: 2f).

Karen Hækkerup (S) uddyber under første behandling problemet ved at angive en specifik

minimumsstraf: ”Det er en debat, som vi tit tager, og jeg må sige, at jeg synes, det er et

problematisk synspunkt at have, fordi man dermed fjerner retten fra domstolene til i virkeligheden

at foretage en eller anden konkret vurdering (1. Behandling 2009: 20). Ligeledes uddyber Simon

Emil Ammitzbøll (LA) kritik over for minimumsstraf: ”(...) der er en tendens til, at man gerne vil

lege domstol ” (1. Behandling 2009: 35). Justitsministeren anfører, at domstolene reelt set har

lovhjemmel til at fravige den fastsatte minimumsstraf. Den rejste kritik i høringssvarene og hos

folketingets politikere, anser han derfor for at være uberettiget (Mikkelsen, 2009b: 2). LaF nævner

dog, at domstolene "som hovedregel" retter sig efter minimumsstraffene, og kritikken kan derfor ses

som berettiget (LaF, 2009: 9). Tom Behnke (KF) udtrykker i 1. lovbehandling, sin klare opfattelse

af, når den lovgivende magt bruger minimumstraffe som 'kontrolteknik': ”(...) det er da rimeligt, at

vi som lovgivere sender et signal om, hvad vi mener med, at det skal være strafskærpende. Det er jo

70


ikke første gang, vi har gjort det. Det er sådan set meget almindeligt, og det er også meget

hensigtsmæssigt i forhold til domstolene, at vi ligesom tilkendegiver, hvad vi forstår ved det, vi

lovgiver om (1. Behandling 2009: 20). Kim Andersen (V) er enig i, at fastsættelsen af

minimumsstraffe er et politisk anlæggende og ”(…) ikke et anliggende for Dommerforeningen" (3.

Behandling, 2009: 17).

Der er altså to opfattelser af minimumsstraffe på spil. På den ene side kan domstolene, ifølge Brian

Mikkelsen (KF), vælge at se bort fra minimumsstraffe. På den anden side, viser Tom Behnke (KF)

og Kim Andersens (V) udtalelser, hvordan den lovgivende magt ser det som berettiget at angive en

minimumsstraf, der sikrer kontrol over domstolenes vurderinger. Det ses således, hvordan

regeringen ser det som nødvendigt at signalere, at overtrædelsen skal give minimum 40 dages

fængsel - selvom det kan betragtes som et domstolsanliggende. Regeringen udviser mindre tiltro til

domstolenes vurderinger, for at gøre opmærksom på alvoren og dermed deres syn på den

retmæssige proportionalitet ved overtrædelserne. Brian Mikkelsens udtalelser peger dog alligevel

på, hvordan det udadtil er vigtigt for regeringen at legitimere, at domstolene reelt har mulighed for

at fravige fra minimumsstraffen, og dermed kan udnytte sine kompetencer til at afgive det endelige

skøn. Det er hermed væsentligt for regeringen at give plads eller autonomi til den dømmende magt

og dennes specifikke vidensgrundlag – eller i hvert fald at fremvise, at regeringen fortsat er

indstillet på at gøre det. Det handler derfor om at fastholde vigtigheden af domstolenes arbejde.

Oppositionskritikken angår, groft sagt, at domstolenes vidensgrundlag ikke er tilstrækkelig tilstede

ved lovforslaget, fordi det netop ikke indeholder den konkrete hjemmel til, at domstolene kan

udfolde sine kompetencer, hvorfor oppositionen finder den dømmende magts rolle nedprioriteret.

Domstolenes betragtninger i lovgivningsprocessen

Regeringens forsøg på at legitimere eller forsvare det (fortsatte) frirum, de vil tildele den

dømmende magt med Lømmelpakken, foregår meget på et det retoriske plan. Dette vil i resten af

analysen blive synliggjort, ifm. regeringens svar på domstolskritikken i høringssvarene.

En tilbagevendende tendens, i videreførelsen af kritikken, er muligheden for, at domstolenes

betragtninger kan blive inddraget i lovgivningsprocessen. Som vi allerede diskuterede i

redegørelsen for den dømmende magt, er det i Danmark forventet, at domstolene antager en meget

tilbagelænet rolle, og generelt afholder sig fra at påvirke eller gribe ind i forhold til den lovgivende

magt. Ikke desto mindre, fremkom der substantiel kritik fra flere repræsentanter for domstolene.

Svarene på denne kritik, kan derfor vise, hvordan domstolene positioneres i regeringsmentaliteten.

Kritikken fra domstolene spiller en markant rolle i lovbehandlingen. To eksempler viser dette. Først

71


Karen Hækkerup (S) som parafraserer Østre Landsrets høringssvar således: ”Pas nu på, Folketing,

den lovgivning, I er ved at vedtage, er simpelt hen så upræcist formuleret, at vi ikke synes, at vi kan

stå inde for den” (2.Behandling, 2009: 6). Dernæst Karina Lorentzen (SF), som fremsætter

kritikken over for Kim Andersen (V), i forhold til regeringens retspolitik: ”Dommerforeningen [har]

også været ude med en skarp kritik. Det er regeringen tilsyneladende fuldstændig ligeglad med (…)

Jeg må konstatere, at den her regering har haft det fornødne flertal på det retspolitiske område til

at gøre lige præcis, hvad den ville (…) Jeg vil bare høre, om det slet ikke gør indtryk (…) at

Dommerforeningen har været ude at sige, at det her lovforslag giver problemer?” (3. Behandling,

2009: 16). Oppositionens spørger altså, hvorfor man ikke lytter til Dommerforeningens

bemærkninger, i stedet for at forkaste denne viden? Fra regeringens side, peger daværende

justitsminister, Brian Mikkelsen (KF) på, at kritikken fra Dommerforeningen og Landsretterne kan

koges ned til tre konkrete ting: ”De (…) vil have et klarere retsgrundlag, for at vi udvider den

administrative frihedsberøvelse fra 6 til 12 timer. Det mener vi ikke der er grundlag for. Vi mener, at

der er den politilov, der er, og at det her forslag ikke ændrer ved den. Så vil de have, at man skal

informere de frihedsberøvede om deres adgang til at få frihedsberøvelsens lovlighed prøvet ved

domstolene. Det giver vi mulighed for. For det tredje mener man der skal være en

indberetningsordning, og det giver vi også mulighed for” (3. Behandling, 2009: 27).

Mikkelsen konstaterer hermed, at der ikke er grund til at efterkomme det første af disse ønsker, som

vedrører politiets jurisdiktion. Altså deres mulighed for at anvende administrativ frihedsberøvelser.

Han forkaster det med reference til politiloven, og peger på, at eftersom ændringen kun gælder i

forhold til tidsaspektet (6 til 12 timer), så er det ikke noget, der taler for at konkretisere

retsgrundlaget yderligere, når det allerede er defineret i politiloven fra 2004 (jf. Mikkelsen 2009c).

Kim Andersen (V) peger omvendt på, at domstolenes kritik handler om ressourcer (i et svar på

Karen Hækkerups fremstilling af Østre Landsrets kritik): ”Det synes jeg er helt i orden at man

påpeger, og at man fægter for sine interesser ved domstolene, men jeg har vanskeligt ved at se, at de

har meget at gøre med det retspolitiske (...) Derimod ser jeg det snarere som et partsindlæg

vedrørende ressourcer og vedrørende kapacitetsvanskeligheder for domstole i en given situation”

(2. Behandling, 2009: 7). I sammenhæng med hvad Brian Mikkelsen (KF) sagde, findes det, at der

fremkommer en negligering sted af de mere grundlæggende og til dels retspolitiske bemærkninger,

som er fremkommet i forhold til bl.a. udvidelsen af de administrative frihedsberøvelser. Enten

finder man ikke, at kritikken er velfunderet, eller også antaster man kritikkens intention.

Domstolenes kritik gøres til et 'partsindlæg' på linje med andre interesseorganisationer,

virksomheder, samt institutioner under forvaltningen. Imidlertid er kritik fra den dømmende magt

ikke selvfølgelig, idet den, såfremt den finder sted, er rådgivende af karakter og beror på det

forhold, at den dømmende magt i Danmark har kompetence til at kende en lov grundlovsstridig.

72


Som vi fremlagde i det i afsnittet om den dømmende magt, har denne kompetence sjældent fundet

anvendelse, netop fordi den danske tradition dikterer imod dette.

Således synes dette at være tilfældet, især når Kim Andersen hævder parlamentarisme som det

demokratiske imperativ: ”Dommerne kan have politiske meninger om det som alle mulige andre,

men det er altså her i Folketinget og i det politiske flertal, at beslutningerne tages” (3. Behandling,

2009: 17). Han finder, at det ikke bør betragtes som særligt unikt, når domstolene gør opmærksom

på noget problematisk, men blot er udtryk for en 'politisk mening', der ikke skal tildeles nogen

særlig mervægt. Man kan derfor pege på, at der hos de lovgivere, som har fremsat loven, fremstår

en særlig anskuelsesmåde og et særligt vidensgrundlag. Regeringens anskuelsesmåde ses ved, at

lovgiverne finder at domstolenes bemærkning grundlæggende findes uvæsentlige for loven.

Vidensgrundlaget ses ved at lovgiverne grundlæggende antager, at domstolene er underlagt

Folketinget og ikke besidder selvstændig magt i forhold til at påvirke den lovgivende magt. Der

synes derfor, at være en særlig styringsmentalitet tilstede, hvori man indskriver den dømmende

magt en meget afgrænset rolle i samfundet. Denne mentalitet understreges yderligere af, hvordan

Brian Mikkelsen (KF) fx fremstiller andre aktørers rolle i lovforslagets tilblivelse:

"Regeringens lovforslag er blevet til i et tæt samarbejde med politiet og med Rigsadvokaten. Vi

lytter nemlig til de folk, som arbejder med problematikkerne. Derfor har der været en tæt dialog

(…) som sikrer, at det forslag, der bliver stillet nu, (…) giver politiet de nødvendige redskaber til

(…), at der ikke bliver begået hærværk, at vi hjælper de der hjælper os (3. Behandling, 2009: 27,

vores fremhævelse).

I Brian Mikkelsens udlægning, lægger han til grund for den nye lovgivning, at den skaber

sikkerhed, og at man herved 'hjælper dem der hjælper os'. Med 'dem' må man antage, at han

refererer til politiet og Rigsadvokaten og med 'os' forstås nationen og folkestyret. For Brian

Mikkelsen eksisterer der altså en sondring i lovarbejdet mellem, nogen der hjælper (her den

udøvende magt), og nogen der ikke hjælper (eller måske ligefrem yder modstand). Pointen er, at

denne skelnen i pågældende lovforslag privilegerer nogle institutioners og aktørers bidrag over

andres. Sammenfattende kan man derfor sige, at mentaliteten både udviser sig i, hvordan regeringen

udleder, hvem de samarbejder med, og hvordan man positionerer domstolene i lovgivningsarbejdet.

Opsummering af anden analyse

Sammenfattende kan Lømmelpakken anskues som et udtryk for frygtsamfundsdispositivets frem-

herskende strategiske funktion, hvori teknikker er indarbejdet for at gennemføre en kriminalisering

af ’destruktive’ demonstranter. Lømmelpakken fremstilles af regeringen som et uomgåeligt indgreb

73


i forbindelse med topmødet, fordi lovpakken er underlagt en tidslig begrænsning, der går ud over

fristen til at afgive og vurdere høringssvarene. Den korte høringsfrist kritiseres således for at være

en teknik til at overhøre kritikken. Med Lømmelpakkens straffeskærpelser forsøger regeringen at

synliggøre 'uacceptabel handling' ifm. topmødet. Den særligt ulovlige handling anskues i forbindel-

se med 'brandpunkter' (overtrædelse af §134a), da den potentielle destruktivitet sandsynliggøres

som større her. I 'brandpunktet' ligger risikoen for, at politiets sikkerhedsfremmende arbejde be-

sværliggøres. Foranstaltningerne, med Lømmelpakken, sættes i sammenhæng med at give politiet

nye kompetencer og dermed et større råderum for deres sikkerhedsfremmende arbejde. Forslaget

om Lømmelpakken indeholder de tre dispositivmodaliteter i dets kriminalisering. Gennem sikker-

hedsdispositivet vil regeringen sondre mellem det 'acceptable', 'uacceptable' og 'særligt uacceptable'.

Sikkerhedsteknologien indeholder en række politimæssige teknikker, hvorved det uacceptable skal

neutraliseres gennem lovdispositivet, der differentierer mellem det lovlige og ulovlige. Det discipli-

nære dispositiv gør sig gældende ift. forsøget på at internalisere skyldigheden af borgerne gennem

stigma og dermed at undgå den uønskede handling.

Høringssvarene kritisere lovpakkens kriminalisering for at mangle den juridiske klarhed ift. konkre-

te binære opdeling mellem, hvad der er lovligt og ulovligt. Derfor søger man, fra juridisk side, tek-

nikker til at fastholde en konkret distinktion af det binære. Den korte høringsfrist, minimumsstraf-

fen og den økonomiske ramme, der er afsat for domstolene, kritiseres som et udtryk for negligering

af domstolene, og deres videnskabelige kompetencer samt domstolenes kritiske bemærkningerne til

lovforslagets alvor. Oppositionen er enig i, at der skal kriminaliseres, men ikke med de teknikker,

regeringen fremlægger, netop fordi det binære er uigennemskueligt, hvortil de finder, at den døm-

mende magts rolle er blevet nedprioriteret. Dermed er høringssvarens rejste kritik båret videre i den

efterfølgende debat. Denne korrigerer også regeringsførelsen, idet regeringen tager forslaget om

indberetningsordenen og oplysning om domstolsprøvelse op og forklarer det binære ift. politiindsat-

sen. At kritikken bæres videre i regeringsovervejelserne virker dog mere retorisk legitimerende end

noget, der rent faktisk forekommer i praksis, fordi kritikken om det binære aldrig medvirker til æn-

dring af det oprindelige lovforslag. Der synes derfor, at være en særlig styringsmentalitet tilstede,

hvori man indskriver den dømmende magt en meget afgrænset rolle i samfundet.

74


13. Diskussion

Med de to analyser har vi forsøgt at vise, hvordan guvernementaliteten, med afsæt i en framing af

lømler, leder til lovgivning, der negligerer den vidensbaserede kritik, som domstolene og andre

retsmyndigheder og interesseorganisationer står for. Dette sker med afsæt i en særlig mentalitet,

hvor sikkerhedsforanstaltninger og disciplinering supplerer lovens binære anordningsfunktion til at

disciplinere befolkningen og opstille et beredskab over for det uønskede og uventede. Det vil nu

blive diskuteret, hvordan lovtiltagene i Lømmelpakken har sat retssikkerheden, som bærende

element i retssystemet, under pres med sikkerhedens ekspanderende rolle i retspolitikken. Dette vil

bringe os frem til at kunne diskutere den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet

og implikationerne for forståelsen af retsordenen i dag.

Sikkerhed/Retssikkerhed

Vi har i undersøgelsen vist, at behovet for sikkerhed som Lømmelpakken skulle indfri, var præget

af konstruktioner. Disse konstruktioner tog afsæt i frygten for at noget uventet, men tænkeligt, fx

optøjer og uroligheder, kunne finde sted. Lømmelpakken skulle derfor opstille

sikkerhedsforanstaltninger for, på den måde, at give politiet mulighed for at kunne indfange det

uventede. På den led var det et 'fiktivt hul' i lovgivningen, som man gav den udøvende magt

beføjelser til at udfylde. Det var samtidig et hul, der kun var muligt at udpege på baggrund af den

framing, der havde fundet sted. En framing, hvis mål var at kriminalisere de framede, og hvis

teknikker både tog afsæt i lov (det binære i at begå hærværk og lægge hindringer for politiets

arbejde), disciplinering (Skærpede straffe/minimumsstraf) og sikkerhedsmæssige foranstaltninger

(administrativ frihedsberøvelse).

Teknikkernes konsekvenser for retssikkerheden skal ses i to perspektiver. For det første er selve

framingen en måde at udhule det centrale retsprincip om, at man er uskyldig til det modsatte er

bevist ('in dubio pro reo'). Ved at give den udøvende magt de `nye værktøjer`, med afsæt i

framingen, vendes dette princip på hovedet. For det andet formår man, med teknikkerne, at sløre

gennemsigtigheden og forudsigeligheden i forhold til, hvorvidt og hvordan en given adfærd er

kriminel, netop fordi sikkerhed, i forhold til det uventede, er abstrakt og derfor står i kontrast til

retssikkerheden, der som altid er fast forankret i borgerens rettigheder. Flere centrale

retsgrundsætninger bliver herunder tilsidesat.

Overordnet set kan det ses, at den mest basale retsgrundsætning, nemlig at alle tiltag – inden for lov

eller forvaltning – skal have hjemmel i enten forfatningen eller i lov, i nogen grad bliver tilsidesat,

75


fordi lovgivningen og deraf de teknikker der anvendes udstrækkes mod det potentielt ekstreme men

uventede – mod lømlerne. Lovgivningens genstand for kriminalisering bliver det, der endnu ikke

har fundet sted, hvorved konteksten for det konkret kriminelle fjernes. Netop fordi lovgivningen

bliver præventiv og derved abstrakt, kan den ikke holdes oppe på et retssikkerhedsmæssigt grundlag

(jf. de rettigheder man er givet gennem grundloven). Retssikkerheden beror på, at retssubjektet

(borgeren) kan forudberegne sin situation, hvorfor det skal være muligt for dette at få efterprøvet

den administrative frihedsberøvelse med henblik på at sikre forudsigeligheden i systemet. Men når

lovgivningens sigte bliver den potentielle fare besværliggøres muligheden for den konkrete

efterprøvelse. Dette, fordi man i lovgivningen her ikke opererer med retssubjektet, hvis sag skal

behandles individuelt af forvaltningen, men i stedet opererer ud fra en idé om skyldighed, hvormed

efterprøvelsen, som udgangspunkt, tager afsæt i, at den anholdte må tilbagevise sin skyldighed.

Den dømmende magts mulighed for at opretholde forvaltningskontrol i forhold til den konkrete sag

bliver hermed undergravet fordi dens vidensgrundlag, byggende på hjemmelen, tilsidesættes.

I forlængelse af dette ses det at man kan tale om at nogle retsgrundsætninger konkret gøres helt eller

delvis uanvendelige. Princippet om, at man ikke må sætte skøn under regel, bliver besværliggjort af,

at skønnet bliver præventivt forankret (jf. loven). Man er så at sige i forvejen 'skønnet skyldig',

hvormed skønnet bygger på en sandsynlighed men ikke en konkrethed. Man vurderer, at politiet er i

stand til at vurdere konkretheden. Problemet er, at det grundlag, politiet skal vurdere på, ikke

indeholder en konkrethed, da regeringen aldrig korrigerer lovforslaget i forhold til domstolene,

interesseorganisationerne og oppositionens mest essentielle kritik omhandlende ukonkretheden. Det

er så at sige en kontradiktion, som aldrig kan tilsidesættes i politiets praksis.

Ligesom med princippet om skøn under regel, så bliver proportionalitetsprincippet for politiet

uanvendelig, fordi den skærpende omstændighed tager afsæt i situationens ekstraordinære karakter

og ikke individets egenhændige handling. Individets handling bliver uberettiget skærpet med en

dertilhørende straf, hvis bare individet befinder sig i nærheden af et område, hvori der sker uorden.

Således er straffen ikke afstemt den individuelle handling men derimod dens sammenhæng i det

ekstraordinære, hvorfor straffen ikke kan siges at være proportionel med det konkrete, fordi man,

med straffen og politiets indgriben, forsøger at slå ned på optrapningen mod det ekstraordinære -

nemlig lømlen som et bevidst uklart objekt.

Opsummerende kan vi se, at en række af de retsprincipper, som den dømmende magt bygger sit

vidensgrundlag på, bliver undermineret af, at politiet får til opgave at skulle sikre selvsamme

principper, selvom Lømmelpakken umuliggør dette og politiets egne kompetencer besværliggør

76


dette. Konsekvensen bliver derfor, at den dømmende magts arbejde bliver nedprioriteret, fordi dens

vidensgrundlag bliver tilsidesat i guvernementaliteten. M.a.o., så bliver den dømmende magt tildelt

en særlig rolle i kriminaliseringen af lømlerne, som vi nu vil diskutere, med henblik på at kunne

sige noget om dens mulighedsbetingelser.

Domstolenes mulighedsbetingelser

Vi har på nuværende tidspunkt forklaret, hvordan kriminaliseringen, med Lømmelpakken,

problematiserer den dømmende magts vidensgrundlag, eksemplificeret ved hjemmelkravet.

Overvejelserne omkring vidensgrundlaget er særligt vigtige i betragtningen af den dømmende

magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet, fordi dets anordning determinerer en bestemt plads til

det vidensgrundlag, den dømmende magt, traditionelt set, har anvendt i dens virksomhed og dermed

en særlig prioritering af den dømmende magts virksomhed i sig selv. Man kan således sige, at den

dømmende magts virke i frygtsamfundet kendetegner en ny retsorden, som vi nu vil komme ind på.

Den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet afhænger af den måde, hvorpå

kriminaliseringen finder sted inden for retsordenen. Som vi har set, ifm. Lømmelpakken, er en

række af de retssikkerhedsmæssige principper blevet tilsidesat til fordel for et sikkerhedsperspektiv.

Et sådant skifte peger på en ny (guverne)mentalitet, hvor kriminaliseringen er blevet refleksiv i den

forstand, at skyldigheden er givet på forhånd hvorfor der søges opstillet sikkerhedsforanstaltninger,

før handlingen indtræffer. Det betyder ikke, at kriminaliseringen ikke er forankret i lovgivningen

men blot, at lovgivningens binære vidensgrundlag er blevet suppleret med disciplinens tredje

objekt, skyldighed. Det er derfor, at regeringen taler om medløbere og en mellemgruppe, da de er

antaget som potentielt skyldige i den konkrete kriminalitet, idet lovens beregningen bygger på en

sandsynlighed. Denne sandsynlighed er et produkt af refleksivitet ift. tidligere lignende

begivenheder. Der skal altså være en anledning til, at kriminaliseringens teknologier kan bringes i

spil – en anledning, der skal være forbundet med en uomgåelig kriminalisering, at noget særligt kan

ske, som der må reageres imod. Begivenheder bliver på den led indlæst i et frygtperspektiv.

Samtidig går sandsynlighedsberegningen udover den konkrete anledning og spørger, om

foranstaltningerne kan anvendes i fremtidige tilfælde. Derfor blev tiltagene, og den forventede brug

af Lømmelpakken, perspektiveret til bandekonflikten og uroen omkring ungdomshuset samtidig

med, at overvågningen før topmødet byggede på lovgivning i forbindelse med terrorpakkerne. På

den led er kriminaliseringen i retsordenen ikke af undtagelseskarakter, men er blevet normaliseret i

retspraksis.

77


Eksterne mulighedsbetingelser

Da det altså er mere eller mindre kollektive sandsynlighedsberegninger, jf. Foucaults

guvernementalitet-definition, der genererer tiltag som Lømmelpakken, er spørgsmålet, hvordan

domstolene subjektiviseres som aktør i dette paradigme. Vi mener her at kunne se domstolenes

vidensgrundlag som platformen for denne subjektivisering. Kriminaliseringen rationaliseres i

lovgivningen hvorpå den søges legitimeret gennem den dømmende magt og dens vidensgrundlag i

forsvaret for lovforslaget. Sagen er dog, at Lømmelpakken i sig selv kritiseres af bl.a. domstolene

for at være i modstrid med dette vidensgrundlag. Derfor søger lovgivere at hævde parlamentarisk

suverænitet, med hvilken den dømmende magt selv bliver gjort til subjekt for lovgivningen. Det gør

de ved at blive italesat som subjekter med egeninteresse, der er betroet en funktion i forhold til

lovgivningen, som de skal overholde. På den led bliver folkesuverænitetsprincippet brugt til at

rangere den dømmende magt i forhold til den lovgivende magt, hvor man stiller domstolene som en

ikke-valgt, aristokratisk institution over for det demokratiske valgte folketing. I sammenhæng med

domstolenes uafhængighed, anvender lovgiverne således både deres institutionelle status som et

argument for øget parlamentarisme og som et afsæt for at kunne regulere domstolene. Mulighederne

for at kontrollere domstolenes indflydelse på lovgivningen er således blevet udvidet med

domstolsreformen fra 1999, idet adskillelsen mellem Justitsministeriet og domstolene indebar, at

man fra regeringens side ikke længere skulle holde hånden over domstolene i samme omfang som

tidligere. M.a.o. så kunne man nu bedre tillade sig at hævde parlamentarisme og legitimitet, fordi

man havde adskilt de to statsmagter og for så vidt understreget den dømmende magts funktionelle

selvstændighed med oprettelsen af Domstolsstyrelsen, som dog stadig var økonomisk afhængig af

Folketinget. Domstolenes høringssvar kunne derfor lettere italesættes som partsindlæg på vegne af

økonomiske og ressourcemæssige interesser. På den led har lovgiverne gode muligheder for at

vælge, hvilken kritik de vil indoptage i lovgivningen. Dette angår således også lovgivning med et

kriminaliserende sigte.

Interne mulighedsbetingelser

Mens vi nu har diskuteret de ydre rammer for den dømmende magt, er der også et indre aspekt til

den dømmende magt angående dens traditionsbundne praksis, dvs. de rammer, den sætter for sin

egen kontrol med statsmagterne. Som vi før var inde på, så er parlamentarismen væsentlig i

praksissen hos domstolene. Det kan ses ud fra en række tidligere beskrevne principper, som de

inddrager i den kontrollerende retspraksis under den overordnede betegnelse, 'tilbageholdenhed'. I

tilbageholdenheden ligger et klart sigte om bevarelse af den nuværende tilstand, hvor man ikke

ønsker at rokke ved magten i forholdet statsmagterne imellem. Denne konservatisme ses samtidig i

forbindelse med de danske domstoles indstilling til kompetencefordelingen i kontrollen, hvor

78


Højesteret, som den eneste domstol, synes kompetent nok til at udøve kontrol – selvom en sådan

kompetencefordeling ikke står skrevet nogle steder. Dette er en selvskabt funktionsbegrænsning.

Den parlamentariske forskydning, som den viser sig i debatten om Lømmelpakken, er derfor ikke

nødvendigvis et større brud med tidligere tiders tilstande for den dømmende magt, men kan også ses

som en del af en selvvalgt hierarkisering. Denne positionering kan altså ikke kun betragtes som en

lovgivningskonstruktion men som et udtryk for en dansk historisk demokratitradition, som

statsmagterne i fællesskab har bidraget til.

Det måske bedste eksempel, ift. Lømmelpakken, til at vise en sådan indstilling hos den dømmende

magt, er, at domstolene ikke selv nævner minimumsstraffen som et problem. Derimod er det noget,

interesseorganisationerne udtaler. Med minimumsstraffen fratages noget af den dømmende magts

kompetencemæssige grundlag og overgives til den lovgivende magt, idet domstolene ikke helt og

holdent selv kan fastsætte straffen. Dette tyder på en kompetencetvist, domstolene enten kunne gøre

opmærksom på eller gå så vidt som at underkende loven for dens manglende, formelle

grundlovmæssighed.

Alt i alt kan man sige, at domstolenes mulighedsbetingelser i frygtsamfundet kan spores til

opkomsten af en retsorden, hvor refleksiv kriminalisering fremstår som en tendens i lovgivningen.

Jf. vores teoretiske afsæt (afsnit 8.3) har denne tendens konsekvenser på hhv. et epistemologisk og

et ontologisk plan. På det epistemologiske plan er tendensen en udfordring for den dømmende magt,

idet den på den ene side ønsker at fastholde det traditionelle vidensgrundlag, herunder det

institutionelle hierarki og folkesuverænitetsprincippet, og på den anden side skal kontrollere

retssikkerheden for borgerne. Sålænge den dømmende magt fortsætter med at være tilbageholdende

og tendensen til at lovgive med sikkerhedsforanstaltninger bliver videreført, så vil den dømmende

magts vidensgrundlag blive nedprioriteret, ift. sikkerhedsmæssige spørgsmål. Konsekvensen kan

være, at den dømmende magt ændrer sit vidensgrundlag, eller at den bare bliver undermineret som

statsmagt. På det ontologiske plan har tendensen konsekvenser for borgeres sikkerhed, fordi en

specifik anledning kan lede til, at borgeren bliver til et faremoment. Svækkelsen af retssikkerheden

og fokus på sikkerhed betyder således, at nogle borgeres sikkerhed kan stå for skud. De er altså

blevet degraderet fra retssubjekter til `potentielle` fjender.

Således vil borgeren blive gjort usikker, såfremt den dømmende magt ikke påtager sig en mere aktiv

rolle og insisterer på konkrethed og hjemmel i forfatningen, m.a.o. søger en mere materiel

forfatningskontrol. Om udvejen for domstolene er, at magtdelingen skal omformuleres mod en

konstitutionalisme er imidlertid ikke indlysende. Som vores analyser har vist, har framing som

politisk taktik været afgørende i en legitimerende konstruktion af usikkerhedsskabende borgere. Vi

har dog ikke beskæftiget os med, hvordan denne framing går igennem en efterfølgende

79


domstolsbehandling. Sagens kerne er imidlertid, at hvis det usikkerhedsskabende element i

framingen skal kontrolleres, og hvis domstolene ikke gør krav på en konstitutionalistisk tilgang, vil

de selv blive en del af det magtapparat, der skaber usikkerhed og uretssikkerhed for borgeren.

80


14. Konklusion

Vi har i projektet sat fokus på den dømmende magts mulighedsbetingelser med udgangspunkt i

vores case, Lømmelpakken, som vi har indsat i et frygtsamfundsparadigme. Vi har ud fra Michel

Foucaults teori om dispositivet, analyseret, hvorledes frygtsamfundets rationaliteter kommer til

udtryk i behandlingen af Lømmelpakken. Dette har vi gjort med henblik på at diskutere, hvilke

konsekvenser paradigmet har for den dømmende magts mulighedsbetingelser for at udøve

demokratisk kontrol med den lovgivende og udøvende magt. Vi kan nu svare på vores

problemformulering, som lød således:

”Hvilke rationaliteter kommer til udtryk omkring Lømmelpakken, og hvilke konsekvenser har det for

den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet?”

Vores undersøgelse af Lømmelpakken viste, at man fra politisk side fandt, at der var et uomgåeligt

behov for at tilføre nye sikkerhedsforanstaltninger i forlængelse af COP15-topmødet, som skulle

sikre, at politiet kunne håndtere demonstranternes handlinger. Lømmelpakken opstod derfor

gennem et politisk konstrueret ’fiktivt hul’ i lovgivningen, hvorved lovgivningen ikke syntes

tilstrækkelig. Regeringen og Dansk Folkeparti fandt det derfor vigtigt offentligt at fremhæve

lømlernes ’frygtindgydende’ karakter for at legitimere Lømmelpakkens kriminalisering. Således fik

den lovgivende magt en sikkerhedsskabende rolle. Politisk handlede det derfor om at definere

henholdsvis, hvad der var anset som normalt, lovligt og skulle beskyttes, og hvad der var unormalt

og skulle kriminaliseres. Den offentlige reaktion tillod dog ikke denne sondring pga. dens

uigennemskuelighed. Kritikken gik derfor på, at stort set alle demonstranter kunne føle sig usikre,

fordi de på forhånd blev opfattet som skyldige. Kritikken blev kædet sammen med Lømmelpakkens

øgede beføjelser til politiet, hvor der synets at være risiko for vilkårlig krænkelse. Det ukonkrete

objekt hang således sammen med den ukonkrete lovgivning. I høringssvarene og lovbehandlingen

kritiseres netop lovforslagets ukonkretheder. Derudover blev den korte høringsfrist,

minimumsstraffen og den økonomiske ramme, der blev afsat til domstolene, kritiseret som et udtryk

for en nedprioritering af den dømmende magt og dennes vidensgrundlag. Kritikken influerede

regeringen og Dansk Folkepartis senere udtalelser, idet de forsvarede konkretheden, og dermed den

dømmende magts videnskab, i lovforslaget. Dette skete dog udelukkende på et retorisk

legitimerende niveau, hvorved man påstod, at politiet kunne vurdere denne konkrethed.

Med Lømmelpakkens vedtagelse, blev der gennemført en præventiv kriminalisering, som gennem

abstrakte sikkerhedsrationaler, underminerer borgernes retssikkerhed, fordi borgerens kriminalitet

81


ifølge rationaliteten, befinder sig i det uventede. Derfor er borgeren ikke uskyldig, indtil det

modsatte er bevist. Kriminaliseringen skaber nogle problematikker ift. den dømmende magts

mulighed for at kontrollere forvaltningernes sagsbehandling, fordi det er hjemlen – den dømmende

magts vidensgrundlag - bliver tilsidesat med sikkerhedstanken (’skøn under regel’). Samtidig kan

dette ses i forhold til et proportionalitetsprincip, fordi Lømmelpakkens skærpende straf ikke er

afstemt med den individuelle handling, men derimod den eventuelt ekstreme sammenhæng,

individet indgår i. Politiet synes altså ikke i stand til at imødekomme domstolskravet om det binære,

da politiets virke bliver disciplinerende og sikkerhedsskabende.

Med frygtsamfundet syntes en ny retsorden at tegne sig. Dette kan eksemplificeres ud fra

folketingsdebatten. Her ses det, hvordan regeringen positionerer den dømmende magt, som en

aristokratisk og partisk institution via princippet om folkesuverænitet, hvilket kan ses i lyset af

domstolsreformen fra 1999, hvor domstolene fik øget autonomi ift. den lovgivende magt. Denne

hierarkisering kan ikke udelukkende ses i forhold til Lømmelpakkens rationalitet, men er også en

del af den dømmende magts selvvalgte hierarkisering som et udtryk for den danske

demokratitradition. Hvis domstolene fortsætter denne tilbageholdende, parlamentaristiske linje,

samtidig med, at den politiske prioritering af abstrakt sikkerhed frem for konkret retssikkerhed,

fortsætter, så vil domstolene selv blive en del af den regeringsudøvelse, der allokerer usikkerhed for

politisk udvalgte borgere. Vi betragter det derfor som en bekymrende udvikling, der nødvendiggør

en diskussion om en anden balance i mellem statsmagterne, i stedet for at give kald på

retsprincipper, som længe er blevet opfattet som selvfølgelige.

15. Perspektivering

Lømmelpakken efter COP15 "prøvelsen"

Den nyligt afgåede højesteretspræsident, Torben Melchior, nævner i et interview fra 2010, at

domstolene, blandt mange emner, især skal rette blikket mod de klassiske menneskerettigheder,

såsom den personlige frihed, forsamlingsfriheden og retten til en retfærdig rettergang. Melchior

mener, at domstolene har en særlig rolle at spille, idet den lovgivende magt har en tendens til at

udfordre disse rettigheder (Helsingør Dagblad, 2010: 18). Dette er en tendens, som Jørgen Lougart

kan genkende:

"Der er jo ingen tvivl om at der er sket et skred i holdningen til hvor langt kan man gå i relation til

de grundlæggende frihedsrettigheder, hvor man jo tidligere har værnet om dem og sagt jamen vi har

en forsamlingsfrihed, en ytringsfrihed, en brevhemmelighed, vi har privatlivets fred osv. - hvor man

82


har fokuseret i stadig stigende grad på ikke retssikkerhed, men på sikkerhed – der er jo kun de der

fire bogstaver til forskel, men det gør jo en kæmpe forskel i både lovgivningen og i samfundet som

helhed (Jørgen Lougart, 2010: 20).

Set i retrospekt, med Lømmelpakkens vedtagelse og virkning, fremkommer Melchiors,

oppositionens, og høringssvarenes kritik mindre ubegrundet. En nylig afgørelse i Københavns Byret

giver næsten 250 demonstranter medhold i, at de under demonstrationer ved klimatopmødet blev

frihedsberøvet på et utilstrækkeligt grundlag. Dette har fået flere til at kontakte sagsøgernes

advokat, Knud Foldshack, så endnu en sag mod Københavns Politi kan være på vej (Politiken,

2010b). Eftersom at Lømmelpakken udvidede politiets beføjelser i forhold til de præventive

anholdelser, mener den nye justitsminister, Lars Barfoed (KF), at lovpakken muligvis skal skærpes:

"Når der kommer en dom af den art, må vi vurdere, om det er i orden, eller udtryk for, at vi skal lave

skærpelse af lovgivningen" (Hjortdal & Klinken, 2010). Den omtalte sag omhandler ca. 250

uberettigede frihedsberøvelser. Politiet fik tilføjet yderligere beføjelser, som muliggjorde en meget

bred skønsmargin, hvilket, i tilfælde af Danmarks største masseanholdelse, har været et

skønsmargin, som byretten i første omgang anser som værende blevet brugt forkert. Sagen er nu

blevet anket til Landsretten, idet politiet mener, at der er lovhjemmel til frihedsberøvelserne i

politiloven (Krogh, 2010). Sagen vedrører uden tvivl fundamentale principper om borgernes ret til

frit at indgå i forsamling og demonstrere - sat over for politiets pligt til og muligheder for at sikre

den offentlige ro og orden.

Den væsentligste kritik, der er rejst efter klimatopmødet og dermed lømmelpakkens 'prøve`, syntes

at være, at loven i forhold til politiets kompetencer i det givne tilfælde, simpelthen fremstår for

uklar. Dermed kan det til en vis grad også forventes, at politiet begår fejl, når lovgivningens

muligheder og begrænsninger kritiseres for ikke at være beskrevet fyldestgørende.

Nye undersøgelsesmuligheder

Efter at have undersøgt rationaliteterne bag Lømmelpakken, som udtryk for en sikkerhedsmæssig

tendens, med afsæt i en frygtsamfundstypologi, kan der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt

lovforslaget var blevet gennemført, hvis oppositionen havde været i regeringen. Der stilles dermed

spørgsmål om ønsket om sikkerhed – med den chance for at påvirke retsikkerheden negativt –

således også går over partifarver. Det kan dog være svært at vurdere i danske sammenhænge,

hvorledes en venstreorienteret regering vil agere på det retspolitik område og dermed, i sidste ende,

domstolenes mulighedsbetingelser, eftersom vi har haft en højreorienteret regering siden 2001, hvor

netop fokusset på frygt og sikkerhed blev øget markant efter 9/11. Det må dog antages, at andre

83


stater (ligesom Danmark) har indført sikkerhedsstramninger ud fra flertalsbestemmelser, hvor

regeringen har haft en anden politisk orientering end den danske. Derfor må det forventes, at en

venstreorienteret regering ikke ville have trukket det retspolitiske område i en helt anden retning

end den nuværende.

Endvidere burde der være grobund for flere undersøgelser omkring, hvordan magtens tredeling har

udviklet sig og vil udvikle sig, set ud fra et tværfagligt og ikke kun juridisk perspektiv 92 . I denne

forbindelse kunne man forestille sig undersøgelser, der drager på flere perspektiver i forhold til

anvendelsen af teori og metode, end det vi har fundet i den læste empiri. Undersøgelserne kan tage

form af dokumentanalyser, som denne rapport (primært), men også andre metoder, såsom

dybdegående kvalitative interviews fx med fokus på højesteretsdommeres meningsunivers og deres

holdninger til gældende problematikker, hvilket egentlig også var vores første tanke med projektet.

Derudover ses der meget få nyere kvantitative sammenligninger i form af eksempelvis

spørgeskemaer om domstolenes holdninger til egne mulighedsbetingelser i relation til andre cases. 93

Generelt set er vores anbefaling, at forskningen udvider sit perspektiv i forhold til emner som

sikkerhed, retssikkerhed, frygt og de interne relationer i magtens tredeling. Sådanne perspektiver vil

samtidig være værdifulde, da den perfekte balance i magtens tredeling er en umulighed.

92 Vi er i løbet af opgavens udarbejdelse stødt på mange afhandlinger, der alene er udarbejdet af juridiske eksperter

med et juridiske perspektiv på domstolene heriblandt Christensen (2003), Boye-Koch (2002), Olsen ( 2005) og

Røndsholdt (2001).

93 Marlene Winds artikel (2010) er dog en interessant og læseværdig undtagelse.

84


16. Litteraturliste

Aagard, C. & Dahlin, U. (2007, 25. jun.). "Tidligere PET-chef angriber terrorlove", Information.

http://www.information.dk/138448, læst d. 18/12-2010.

Advokatsamfundet (2009). Bilag 20 L 49, Folketinget.

Agamben, G. (2009). Undtagelsestilstanden. Århus: Philosophia.

Agamben, G. (2010). Hvad er et dispositiv – og to andre essays. Århus: Forlaget Slagmark.

Andersen, N.Å. (1999). Diskursive analysestrategier. København: Nyt fra

Samfundsvidenskaberne.

Beck, U. (2009). World at Risk. Cambridge: Polity Press.

Beck-Christensen, C. (2005). Politikens nudanske ordbog. København: Politikens forlag.

Berlingske Tidende (2009, 9. jun.). "Vandkanoner i baghånden til klimatopmøde", Berlingske

Tidendes hjemmeside, http://www.berlingske.dk/klima/vandkanon-i-baghaanden-til-klimatopmoede,

læst d. 8/12-2010.

Bonde, A. (2009, 18. okt.). "Hård kurs over for klimabøller", Berlingske Tidendes hjemmeside,

http://www.berlingske.dk/danmark/haard-kurs-over-klimaboeller, læst d. 17/11-2010.

Boye Koch, P. (2002). Forfatningskontrol – fremtidige perspektiver og udfordringer. København:

Jurist- og Økonomiforbundets Forlag.

Bransholm Pedersen, K. og Land, B. (2001). ”Den kvalitative forskningsproces”. I: Bransholm

Pedersen, K. og Drewes Nielsen, L. (red.) Kvalitativ metode: fra metateori til markarbejde (s. 15-

38). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Bryman, A. (2008). Social Research Methods. Oxford: Oxford University Press.

Butler, J. (2010). Frames of War. London: Verso.

Børsting, M., Hjortdal, M. & Hüttemeier, C. (2009, 26. nov.). "Justitsminister: Lømmelpakken

sender klart signal", Politikens hjemmeside, http://politiken.dk/politik/ECE844776/justitsminister-

loemmelpakken-sender-klart-signal/, læst d. 17/11-2010.

Christensen, J.P. (2003). Domstolene – den tredje statsmagt. Århus: Magtudredningen.

Clemmensen, L. (2009, 25. okt.). "Regeringens lømmelpakke optrapper konflikten",

Information, 1. sektion, s. 3.

Cordsen, C. (2009, 15. sep.). "Lømmelpakke kan koste aktivister dyrt", Politikens hjemmeside,

http://politiken.dk/politik/ECE789201/loemmelpakke-kan-koste-aktivister-dyrt/, læst d. 15/11-2010.

85


Dahlin, U. (2010, 14. sep.). "Mr. 100 procent slipper for Straf", Information, s. 6, 1. sektion.

Dahlin, U. (2009, 25. nov.). "Panserne passer på pressen", Information, 1. sektion, s. 2.

Damgård, T. (2009, 3. sep.). "Politiet har opløst den første topmødedemonstration", Berlingske

Tidende hjemmeside, http://www.berlingske.dk/klima/politiet-har-oploest-den-foerste-topmoede-

demo, læst d. 15/11-2010.

Danmarks Domstole (2010a). Børge Dahl, domstol.dk,

http://www.domstol.dk/hojesteret/Personale/Pages/BorgeDahl.aspx, læst d. 28/11-2010.

Danmarks Domstole (2010b). Jens Peter Christensen, domstol.dk,

http://www.domstol.dk/hojesteret/Personale/Pages/JensPeterChristensen.aspx, læst d. 14/12-2010.

Dannemand, H. (2009, 11. dec.). "Her er manden bag Årets Ord", Berlingske Tidendes

hjemmeside, http://www.berlingske.dk/kultur/her-er-manden-bag-aarets-ord, læst d. 1/12-2010.

Dean, M. (1999). Govermentality – power and rule in modern society. London: Sage.

Deleuze, G. (1992). ”Whats is a dispositif?”. I: Armstrong, T.J., Michel Foucault Philosopher,

(pp. 159-168). London: Routledge.

Den Danske Dommerforening (2009). Bilag 26. L 49, Folketinget.

Den Store Danske (2010). "Henrik Zahle", Den Store Danske,

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Jura/Juridiske_biografier/Henrik_Zahle,

læst d. 28/11-2010.

Dommerforeningen (2010). Dommerforeningen – Den Danske Dommerforenings hjemmeside.

http://www.dommerforening.dk/, læst 01-12-10.

Domstolsstyrelsen (2009). Bilag 1 (s. 1). L 49, Folketinget.

Ellegaard, C., Haslebo, M. & Svane, A.M. (2009a, 15. sep.). "V: Lømmelpakke inden topmøde",

Jyllands-Posten, 1. sektion, s. 1.

Ellegaard, C., Haslebo, M. & Svane, A.M. (2009b, 15. sep.). "Bredt politisk flertal bag

lømmelpakke", Jyllands-Posten, 1. sektion, s. 4.

Ellegaard, C. & Pihl, M. (2009, 25. nov.). "Her er det hemmelige klimafængsel", Jyllands-

Postens hjemmeside, http://jp.dk/klima/kobenhavn/article1898273.ece, læst d. 9/12-2010.

Flyvbjerg, B. (1991): Rationalitet og magt – Det konkretes videnskab (Bd. I). København:

Akademisk Forlag.

Foucault, M. (2008). Sikkerhed, territorium, befolkning – Forelæsninger på Collège de France

1977-1978. København: Hans Reitzels Forlag.

86


Germer, P. (2001). Statsforfatningsret (3. udg.). København: Jurist- og Økonomforbundet.

Hansen, A.D. (2009). ”Diskursteori”. I: Fuglsang, L. og Olsen, P.B. (red.) Videnskabsteori i

samfundsvidenskaberne: På tværs af fagkulturer og paradigmer (s. 389-416). Frederiksberg:

Roskilde Universitetsforlag.

Hansen, M.H. (2010). ”The mixed constitution versus the separation of powers: monarchical and

aristocratic aspects of modern democracy”. History of Political Thought, Vol. 31, no. 3, pp. 509-

531.

Helsingør Dagblad (2010, 19. aug.). "EU-charter giver dommere stor magt", 1. sektion, s. 18.

Heiredal, S.G. (2009, 19. okt.). "Klimabevægelser: Lømmelpakke skræmmer demonstranter",

Politikens hjemmeside, http://i.pol.dk/politik/article812029.ece, læst d. 11/12-2010.

Hjortdal, M. (2009a, 4. nov.). "Regeringen og DF står alene med lømmelpakken", Politikens

hjemmeside, http://politiken.dk/politik/ECE826188/regeringen-og-df-staar-alene-med-

loemmelpakken/, læst d. 17/11-2010.

Hjortdal, M. (2009b, 26. nov.). "Omstridt lømmelpakke er vedtaget", Politikens hjemmeside,

http://politiken.dk/politik/ECE844519/omstridt-loemmelpakke-er-vedtaget/, læst d. 17/11-2010.

Hjortdahl, M & Tingstrøm Klinken, J.A. (2010). "Justitsministeren overvejer at lave

Lømmelpakken om", Politikens hjemmeside,

http://politiken.dk/politik/ECE1144088/justitsministeren-overvejer-at-lave-loemmelpakken-om/,

læst d. 16/12-2010.

Hussain, N. & Seidelin, M. (2009, 30. nov.). "Aftaler skal forhindre voldelige demonstrationer",

Politiken, 30.11.2009, 1. sektion, s. 3.

Høilund. P. (2010). Frygtens ret. Københanv: Hans Reitzels Forlag.

Jensen, M.H. (2010). ”Udnævnelse af højesteretsdommere i Danmark og USA”. Retten Rundt, nr

3, sep. 2010, s. 10-13.

Jensen, R.J. (2009, 19. nov). "De ku’ jo bare være blevet hjemme", Informations hjemmeside,

http://www.information.dk/215969, læst d. 15/11-2010.

Jyllands-Posten (2009a, 3. nov.). "Lømmelpakke spænder ben for klimaaftale", Jyllands-Postens

hjemmeside, http://jp.dk/indland/indland_politik/article1873294.ece, læst d. 17/11-2010.

Jyllands-Posten (2009b, 11. nov.). "Konservativ ordfører kold over for kritik", Jyllands-Postens

hjemmeside, http://jp.dk/indland/indland_politik/article1882723.ece, læst d. 17/11-2010.

Krogh, E. (2010), Politiet anker dom om anholdelser, Danmarks Radio hjemmeside,

87


http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/kriminalitet/2010/12/16/142900.htm, læst d. 16/12-2010.

Kruse, S.V & Arrevad, J. (2009). "Ukorrekte politirapporter sendte uskyldige i fængsel",

Adovokaten nr. 6/2009 s. 10-14.

Københavns Byret (2009). Bilag 7. L 49, Folketinget.

Landsforeningen af Forsvarsadvokater (2009). Bilag 1 (s. 8-10). L 49, Folketinget.

Lehmann, C. (2009, 19. okt.). "Mere straf: Massive stramninger mod uromagere op til

klimatopmøde", Information, 1. sektion, s. 1.

Maltesen, B. (2009, 25. nov.), Velkommen og opfør jer ordentligt, Politiken, 1. sektion, s. 4.

Metz, G. (2009, 24. okt.). "Bøller og autonome i løs vægt", Information, 1. sektion, s. 21.

Mikkelsen, B. (2009a). Fremsættelsestale. L 49, Folketinget.

Mikkelsen, B. (2009b). Svar på Spørgsmål 201 – "Spørgsmål om teknisk bistand til udformning

af et betænkningsbidrag der sikrer, at der ikke er bindinger på at normalstraffen for § 119, stk. 3 skal

være 40 dages fængsel, men lader det være op til domstolene at vurdere den konkrete handlings

grovhed og strafværdighed, til justitsministeren", L 49, Folketinget.

Mikkelsen, B. (2009c). Fremsendelsesbrev. L 49, Folketinget.

Montesquieu, C.L. (1989). Spirit of the Laws. Cambridge: Cambridge University Press.

Mythen, G. og Walklate, S. (2006). ”Criminology and terrorism - Which thesis? Risk society or

governmentality?” British Journal of Criminology, vol. 46, no. 3, pp. 379-98.

Nansen, L. & Vester, H. (2009, 24. nov.). "Her er politiets nye vandkanon", DR’s hjemmeside,

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/11/24/183656.htm, læst d. 6/12-2010.

Nielsen, K. (2009). "Alle har lov til at demonstrere", DR’s hjemmeside,

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2009/10/19/071054.htm, læst d. 9/12-2010.

Nørby Jensen, J. (2006). Politikens synonymordbog. København: Politikens forlag.

Palmer Olsen, H. (2005). Magtens tredeling – En analyse af magtfordelingslæren med særlig

henblik på den lovgivende magt. København: Jurist og Økonomiforbundets Forlag.

Politiforbundet (2009). Bilag 3. L 49, Folketinget.

Politiken (2009, 15. sep.). "Venstre foreslår 'lømmelpakke' inden topmøde", Politiken,

http://politiken.dk/politik/ECE788782/venstre-foreslaar-loemmelpakke-inden-topmoede/, læst d.

19/12-2010.

Politiken (2010a, 20. nov.). "Regeringen lynbehandler lovgivning", Politikens hjemmeside,

88


http://politiken.dk/politik/ECE1113893/regeringen-lynbehandler-lovgivningen/, læst d. 28/11-2010.

Politiken (2010b). "Københavns Politi kan se frem mod ny kæmpesag", Politikens hjemmeside,

http://politiken.dk/indland/ECE1146286/koebenhavns-politi-kan-se-frem-mod-ny-kaempesag/, læst

d. 17/12-2010.

Raffnsøe, S. & Gudmand-Høyer, M. (2004). "Michel Foucaults historiske dispositivanalyse", i:

LPF Working Papers, no. 11.

Raffnsøe, S., Gudmand-Høyer, M. & Thaning, M. (2008). Foucault. Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

Rendtorff, J.D. (2005). Retsfilosofi. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Retspolitisk Forening (2009), Bilag 4. L 49, Folketinget.

Rigsadvokaten, (2009). Bilag 1 (s. 2-3). L 49 Folketinget.

Rigspolitiet, (2009). Bilag 1 (s. 4-5). L 49, Folketinget.

Rothstein, K. (2009, 6. nov.). "Uro: Et devalueret demokrati", Weekendavisen, 1. Sektion, s. 2.

Rønsholdt, S. (2001). Forvaltningsret – retssikkerhed, proces, sagsbehandling. København:

Forlaget Thomson.

Seidelin, M. (2009a, 25. nov.). "Aktivister aflurer politiet", Politiken, 1. sektion, s. 1.

Seidelin, M. (2009b, 12. aug.). "Politi vil filme yderligtgående klimaaktivister", Politikens

hjemmeside, http://politiken.dk/klima/Topmode_i_Kobenhavn/ECE766557/politi-vil-filme-

yderligtgaaende-klimaaktivister/, læst d. 15/11-2010.

Skjoldager, M. (2009, 24. aug.). "Politiet vil anholde præventivt", Politikens hjemmeside,

http://politiken.dk/klima/klimapolitik/ECE773914/politiet-vil-anholde-praeventivt/, læst d. 15/11-

2010.

Stone Sweet, A. (2000). Governing with Judges: Constitutional Politics in Europe. Oxford:

Oxford University Press.

Stone Sweet, A. (2002). ”Constitutional Courts and Parliamentary Democracy", West European

Politics, vol. 25, no.1, s. 77-100.

Strandman-Møller, S. (2009, 26. nov.). "København støvsuges for brosten", Avisens hjemmeside,

http://avisen.dk/koebenhavn-stoevsuges-for-brosten_118497.aspx, læst d. 17/11-2010.

Vestre Landsret (2009). Bilag 23. L 49, Folketinget.

Villadsen, K (2010). ”Civilsamfundet i det foucaultske blik – magtens relæ eller magtkritikkens

base?”, Dansk Sociologi nr. 2, årgang 21 s.7-29.

89


Wind, M. (2010). ”The Nordics, the EU and the Reluctance Towards Supranational Judicial

Review”, Journal of Common Market Studies, vol. 48, no. 4, s. 1039-1063.

Winther, B. (2009, 12. nov.). "Kun lømler demonstrerer", Informations hjemmeside,

http://www.information.dk/215102, læst d. 17/11-2010.

Zingarelli, N. (2008). Il nuovo Zingarelli minore - Vocabolario della lingua italiana. Pisa:

Zanichelli.

Østre Landsret (2009). Bilag 19. L 49, Folketinget.

17. Bilag

Bilag 1: Lovforslag nr. L 49

Bilag 2: Interviewmetode, forberedelse og interviewguide.

Bilag 3: Transkriberet interview med Jørgen Lougart. Interviewet fandt sted d. 05/11-2010

18. Folketingets hjemmeside for L 49

Alle behandlinger, bilag, betænkninger vedr. L 49 kan findes her:

http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20091/lovforslag/l49/index.htm

90

More magazines by this user
Similar magazines