Samlet opgave LGF5 frygt.pdf - Roskilde Universitet

I bevægede Tider, naar Partierne staae skarpt imod hinanden, det ene har Overhaand i dag, det andet i morgen, og
ethvert af dem søger at vende og dreie Forfatningen efter sine Ønsker, da er det Domstolene, der, urokkede af Tidens
Strømninger, med Loven for Øie og blinde for Alt, hvad der ligger udenfor den, holde Forfatningen opret og værne den
imod ethvert Angreb. I Domstolenes Myndighed til at tilbagevise Overgreb fra en hvilken som helst af Statsmagternes
Side, hviler netop Forfatningens sidste Garanti, og anerkjendes denne Myndighed derfor ikke, staaer Forfatningen uden
Beskyttelse, en værgeløs Bold for de politiske Partiers Lidenskaber.
V.C. Ussing, Om Domstolenes Forhold til den lovgivende
Magt efter Grundloven, Tidsskrift for Retsvæsen 1863
(citeret i Boye Koch, 2002: 18)
At udøve juridisk dømmekraft kræver en retskultur, en dannelse, der anerkender retsordenens immanente værdisæt som
universelle værdier. Anerkendes dette ikke, er der tale om et værdiløst retssystem uden autonomi, hvor den juridiske
dømmekraft er pantsat til en vilkårlig statsmagt, institution eller retsanvender. I en situation, hvor frygt kommer til at
dominere det juridiske og politiske landskab, er der derfor ikke så meget at stå imod med.
Peter Høilund, Frygtens Ret, s. 91
3

Indholdsfortegnelse
1. Liste over akronymer ....................................................................................................................... 5
2. Begrebsafklaring .............................................................................................................................. 5
3. Forord ............................................................................................................................................... 6
4. Indledning ........................................................................................................................................ 6
5. Problemfelt ....................................................................................................................................... 7
5.1 Tendensen ................................................................................................................................... 7
5.2 Frygtens ret ................................................................................................................................ 8
5.3 De danske domstoles mulighedsbetingelser ............................................................................ 11
5.4 Lømmelpakken......................................................................................................................... 13
5.5 Problemformulering ................................................................................................................. 13
5.5.1 Afklaring af problemformulering ...................................................................................... 13
5.6 Arbejdsspørgsmål ..................................................................................................................... 14
6. Motivation ...................................................................................................................................... 15
7. Roadmap ........................................................................................................................................ 16
8. Metode ........................................................................................................................................... 17
8.1 Videnskabsteori ........................................................................................................................ 17
8.1.1 Magtens åbne spørgsmål: muligheden for viden .............................................................. 20
8.2 Teoretisk afsæt ......................................................................................................................... 21
8.2.1 Dispositiv .......................................................................................................................... 21
8.2.2 Guvernementalitet ............................................................................................................. 25
8.2.3 ’Frames of War’ ................................................................................................................ 29
8.3 Refleksion over teoretisk brug ................................................................................................. 32
8.4 Casevalg ................................................................................................................................... 34
8.5 Empiri....................................................................................................................................... 35
8.5.1 Interviews .......................................................................................................................... 35
8.5.2 Artikler fra dagspressen .................................................................................................... 35
8.5.3 Offentlige statslige dokumenter ........................................................................................ 36
9. Redegørelse .................................................................................................................................... 37
9.1 Den dømmende magts værdigrundlag, handlerum og samtidige betingelser .......................... 37
9.1.1 Forfatningskontrol ............................................................................................................. 37
9.2.1 Forvaltningskontrol ........................................................................................................... 41
9.2 Domstolsreformen .................................................................................................................... 42
9.3 Lømmelpakken......................................................................................................................... 44
10. Analysestrategi ............................................................................................................................. 47
11. Første analyse ............................................................................................................................... 50
12. Anden analyse .............................................................................................................................. 58
12.1 Fremsættelse af lovforslag L49 (Lømmelpakken) ............................................................. 58
12.2 Den politiske debat i lovbehandlingen – den videreførte kritik ......................................... 65
13. Diskussion .................................................................................................................................... 75
14. Konklusion ................................................................................................................................... 81
15. Perspektivering............................................................................................................................. 82
16. Litteraturliste ................................................................................................................................ 85
17. Bilag ............................................................................................................................................. 90
18. Folketingets hjemmeside for L 49 ................................................................................................ 90
4

1. Liste over akronymer
DF: Dansk Folkeparti
EL: Enhedslisten
EMD: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
EMRK: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
FN: Forenede Nationer
EU: Europæiske Union
IMR: Institut for Menneskerettigheder
KF: Det Konservative Folkeparti
LA: Liberal Alliance
RV: De Radikale Venstre
S: Socialdemokraterne
SF: Det Socialistisk Folkeparti
V: Venstre
LaF: Landsforeningen for Forsvarsadvokater
2. Begrebsafklaring
Domstolene og den dømmende magt anvendes synonymt dog er det forstået, at domstolene er de
egentlige institutioner - byretter, landsretter og Højesteret - mens den dømmende magt er forstået
som rollen eller funktionen, som domstolene indtager.
Administrativ frihedsberøvelse bruges synonymt med administrativ tilbageholdelse, præventiv
frihedsberøvelse, præventiv anholdelse og administrativ anholdelse.
Med den dømmende magts mulighedsbetingelser mener vi de muligheder for demokratisk kontrol,
som frygtsamfundet tildeler den dømmende magt. Mere specifikt angår domstolenes kontrol mulig-
heden for at kontrollere lovgivning ift. forfatningen og forvaltningens sagsbehandling. Dvs. kontrol
med den retslige behandling af borgeren. Domstolskontrollen forudsætter en traditionsbunden insti-
tutionspraksis, et specifikt værdigrundlag, som kontrollen bygger på, økonomiske ressourcer og et
samtidigt paradigme, der har indflydelse på dens virksomhed. Den dømmende magts kontrolpraksis
er således determineret af dens plads i den danske stat.
5

3. Forord
Projektgruppen vil gerne takke Jørgen Lougart for, at han tog sig tid til at svare på alle de spørgsmål
vi havde. Med hans ærlige input og værdifulde kommentarer, har det været muligt at skærpe
projektet mod det endelige resultat. Vi vil også takke vores vejleder Pelle Korsbæk Sørensen for
fremragende vejledning, ikke mindst i de faser, hvor vi havde behov for konkretisering og overblik.
Tak til jer alle!
4. Indledning
Dette projekt handler overordnet om den dømmende magts ændrede mulighedsbetingelser i det
danske samfund. Konkret vil det undersøges, hvordan den dømmende magts ændrede
mulighedsbetingelser kommer til syne i lovforslaget, 'Lømmelpakken'. Vi vil i denne sammenhæng
problematisere konsekvenserne ved den samfundsmæssige tendens, som er karakteriseret ved
frygtsamfundet, der skaber ændrede vilkår for de danske domstoles virke idet, at frygten,
antagelsesvist, undergraver domstolenes traditionelle kontrolfunktion i magtens tredeling. For at
kunne komme tættere på denne problematik tages der udgangspunkt i det historiske forløb forud og
omkring Lømmelpakken, heri det oprindelige lovforslag, den politiske behandling og
høringssvarene. Formålet med projektet er at synliggøre den magtkamp, som magtens tredeling
undergår, igennem et fokus på styringsrationaliteter, hvorved det bliver muligt at anskueliggøre
aktørernes prioritering af domstolenes kontrolfunktion og deraf magtbalancen i magtens tredeling.
6

5. Problemfelt
En række begivenheder har siden årtusindskiftet ændret betingelserne for statsmagternes virke i
Danmark på en række områder, med afsæt i staten og borgernes sikkerhed. Navnlig en række
terrorangreb verden over 1 , men også Danmarks engagement i Irak og Afghanistan samt
Muhammed-tegningerne kan nævnes som grunde til, at der er blevet anlagt et mere
sikkerhedsorienteret perspektiv på lovgivning og forvaltning. Mest synligt var det ved indførelsen
af terrorpakke I og II, fra henholdsvis 2002 og 2006, som begge kom i forlængelse af EU- og FN-
initiativer, men inden for de seneste to år kan også peges på mere specifikt møntede love som
Tuneserloven, Knivloven og Lømmelpakken, som alene tog udgangspunkt i nationale
problemstillinger. De nævnte love har således alle afstedkommet en debat om hvorvidt, man har
forrykket balancen mellem statsmagterne og videre, om borgerens retssikkerhed bliver udhulet med
disse love. Emnet for denne opgave er derfor at komme nærmere hvilke typer problemer, der er
knyttet til denne tendens, specifikt med fokus på, hvad denne tendens betyder for den dømmende
magt.
5.1 Tendensen
I 1986 skrev den tyske sociolog, Ulrich Beck, bogen, 'Risikosamfundet', som hurtigt fik en central
placering i teoretiseringer om modernitet og post-industrielle samfund. Det gjorde den fordi, den
pegede på, at industrialiseringen havde medført ikke-intenderede sideeffekter, der nu reflekterede
tilbage på samfundet som menneskeskabte risici. De var et produkt af rationaliteten og
videnskabens sejre, hvormed alle dele af samfundet kunne gøres til genstand for teknologiske
fremskridt, vækst og kontrol (Beck, 2009: 6ff). Senere har Beck, bl.a. efter terrorangrebet 9/11, med
bogen, ’World at Risk’, foretaget en revision, hvor han sondrer mellem ikke-intenderede katastrofer
og intenderede katastrofer. Katastrofer er her forstået som noget, der faktisk finder sted, hvor risici
er anticipation af katastrofen. Hvor ikke-intenderede katastrofer eksempelvis er
grænseoverskridende miljøproblematikker eller finanskriser mv., er intenderede katastrofer den
planlagte katastrofe, eksemplificeret ved terror (Beck, 2009: 13f). På den led er terror en politisk
konstrueret risiko hvis basis findes i dikotomien sikkerhed-usikkerhed, men hvor mennesker selv
aktivt er med til at iscenesætte den risiko, netop fordi terroren er den menneskeligt intenderede
katastrofe. Det er derfor også med afsæt i Beck, at kriminologerne Gabe Mythen og Sandra
Walklate 2 peger på, at terror, som risiko, har gjort det muligt at flytte den politiske diskurs mod
1 I New York, Madrid, London, Moskva, m.fl.
2 Gabe Mythen er lektor i sociologi og Sandra Walklate er professor i sociologi, begge på Manchester Metropolitan
University.
7

sikkerhed og væk fra socio-økonomiske problematikker (velfærdssamfund, fuld beskæftigelse,
m.m.). For dem indebærer denne sikkerhedsdiskurs også et mere negativt udslag i politikken: ”(…)
what is emerging (...) it seems, is a politics of fear and vengeance” (Mythen & Walklate, 2006:
388). Denne politiske frygtdiskurs har givet anledning til opkomsten af hvad, Peter Høilund 3
betegner 'Frygtens Ret' (2010), hvor sikkerhedsforanstaltninger spiller en stadigt større rolle inden
for retten, og hvor en række tilfælde vidner om en tilsidesættelse af eller ændring af grundlæggende
retsprincipper.
5.2 Frygtens ret
De fleste mennesker er nok enige i, at vi med næsten alle midler skal værne om borgernes tryghed og
sikkerhed. Men når jeg skriver »næsten alle midler« er det, fordi der normalt er grænser, og de seneste
år er disse grænser blevet overskredet.
Peter Høilund, Frygtens Ret, s. 14
Med 'frygtens ret' forstås en særlig form for "ret", som kan gå udenom almindelige demokratiske
procedurer for lovbehandlingerne, fordi loven påberåbes som absolut nødvendig. Derfor tales der
om begrebet 'nødvendighedens lov' der opfattes som en lov, der betragtes som så nødvendig for at
sikre borgernes sikkerhed, at lovgivningens juridiske karakter kan presses uden om almindelige
demokratiske procedurer (Høilund, 2010: 21). 'Nødvendighedens lov' bunder i en idé om
undtagelsestilstand, fordi etableringen og vedtagelsens af 'nødvendighedens lov' finder sted uden en
egentlig politisk diskussion og med en stort set ophævet opposition (Høilund, 2010: 21).
Det kan umiddelbart lyde noget ekstremt at tale om det moderne samfund i undtagelsestilstand, som
bl.a. Giorgio Agamben 4 gør (Agamben, 2009: 32ff), da en undtagelsestilstand normalvis betyder en
suspendering af gældende ret og dermed en indskrænkning af de borgerlige rettigheder. Men selvom
tendensen langt fra kan siges at gøre sig gældende i al lovgivning, spiller nødvendighed, som
katalysator for lovtiltag, en stadigt større rolle. Tre nyere lovtiltag i dansk regi, henholdsvis
Politiloven 5 , Knivloven 6 og Tuneserloven 7 , viser denne tendens. Alle tre love var forbundet med
opstillingen af særlige sikkerhedsforanstaltninger, hvor man, fra lovgivers side, så de nye tiltag som
mulighed for at kunne udvise kontrol i forhold til det givne problem. Mens ingen af de problemer,
3
Peter Høilund (dr.scient.soc) er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.
4
Indtil 2009 professore straodinario i æstetik ved Unversita di Venezia (IUAV).
5
Politilovens § 6 (L444/2004) som gav politidirektører beføjelserne til selv at indføre visitationszoner. Fremsat på grund
af en række overfald med knive indblandet.
6
’Knivloven’ (L171/2008) som gav ubetingede fængselsstraffe for at bære kniv uden gyldig grund og generelt
kriminaliserede besiddelsen af knive. Ligeledes fremsat som følge af en række overfald med knive.
7
'Tuneserloven' (L69/2008) som var rettet mod alle udviste personer på tålt ophold, men som blev initieret i kølvandet på
pressehistorier omhandlende bevægelsesmulighederne for personer knyttet til mordplaner mod tegneren Kurt
Vestergaard. Lovgivningens direkte mål var en stramning af denne gruppes bevægelsesfrihed.
8

som var forbundet med de pågældende love, kunne siges at være omfangsmæssigt identificerbare
med nogen form for nødstilstand i forhold til staten, aktiveredes nødvendighedens lov alligevel,
fordi lovgivningen havde opnået betydning, udover det den direkte berørte. Den var blevet
sikkerhedsskabende. Agamben fanger dette aspekt i udviklingen i følgende citat:
”I lighed med princippet om, at der nok kan være huller i loven, men at retten ikke tillader
huller, så bliver nødstilstanden fortolket som et hul i den offentlige ret, som den udøvende
magt har pligt til at lukke. Et princip, der vedrører den dømmende magt, bliver på den måde
udstrakt til den udøvende. (…) Hullet udgøres i dette tilfælde ikke af en mangel i lovteksten,
som skal udfyldes af dommeren; det drejer sig nærmere om en suspension af den gældende
orden for at kunne garantere dennes eksistens. Langt fra at være et normativt hul fremstår
undtagelsestilstanden som et fiktivt hul, der er lavet i ordningen for at sikre normens
eksistens og dens anvendelighed i en normal situation”
(Agamben, 2009: 63; vores fremhævelse).
Selvom Agambens udlægning ikke er tilpasset den danske virkelighed, hvor der forekommer et
markant overlap mellem den lovgivende og udøvende magt, er det imidlertid meget relevant at
forstå vigtigheden af 'fiktive huller' i denne kontekst. Hvis ikke der forekommer fiktive (eller
virkelige) huller, som skal udfyldes med begrænsninger på frihedsrettigheder, har lovgiverne ikke
mulighed for at påkalde sig nødvendighedens lov, og har dermed ikke legitimeret sin position.
Legitimering er ikke blot en forudsætning for at kunne producere lovgivning, der kan begrænse
frihedsrettigheder, men er fuldstændig integreret med nødvendighedens lov. Således har man kunne
tilføre politiet øgede beføjelser til at sikre strengere straffe og udøve kontrol over bestemte
personers bevægelsesfrihed.
Men netop fordi, senere tids lovgivning har været præget af taktiske styringsteknikker til at
sanktionere særlige adfærdsformer (jf. de danske lovtiltag), var de problematiske, fordi de endte
med at få større signalværdi end et konkret indhold. Her står knivloven måske som det klareste
eksempel. De meget præcise retningslinjer i lovens forarbejdninger medførte, at landsretten tildelte
nogle frihedsstraffe, som ikke syntes proportionale med det enkelte tilfælde. Dette betød i sidste
ende, at Højesteret måtte se væk fra anvisningerne i lovforarbejdet (Bilag 3, 2010: 9). Kigges der på
de større lovtiltag ses det med fx terrorpakkerne, at PET har fået øgede beføjelser til bl.a. at aflytte
personer uden dommertilladelse og dømme personer uden, at de har fået lov til indsigt i beviserne
imod dem (Dahlin og Aagaard, 2007). Man synes altså i nogen grad at kunne se at der i nyere
lovgivning styres uden om domstolene, og det vi almindeligvis forstår ved en retsstat, samt at denne
lovgivningstaktik kan opretholdes med undtagelsen som legitimation.
9

Et andet aspekt er den måde, lovene bliver til på. Det syntes, at være blevet en generel tendens, at
lovforslag bliver hastet igennem, og at høringsfristerne bliver kortere, hvilket gør det umuligt for
høringsparterne at afgive kvalificerede svar. En nylig optælling viste at ud af 18 lovforslag i den
pågældende uge, havde 14 deraf haft en høringsfrist på under syv dage (Politiken, 2010a).
Høringssvar er en mulighed for at få inddraget ekspertise samt berørte parter ind i
lovgivningsprocessen, og dermed besværliggør de korte høringsfrister denne mulighed. For Den
Danske Dommerforening 8 har konsekvensen været, at man ikke længere finder det strengt
nødvendigt at overholde tidsfrister. Foreningens tidligere formand, Jørgen Lougart (2006-2010),
udtrykte det således: "Vi har udvist civil ulydighed. Nogle gange har vi sagt: 'Det kan vi ikke nå,
men vi vil i øvrigt gerne svare.' Så tager vi den tid, der skal til, og så kommer svaret en uge for sent
eller sådan noget (...) vi [synes] ikke [der] er noget at beklage. Det er bare udtryk for, at vi har gidet
at tænke os ordentligt om, inden vi svarede" (Bilag 3, 2010: 18).
Disse perspektiver, mener vi, åbner for spørgsmål om præcis, hvilken rolle den dømmende magt har
i det nye paradigme, vi betegner som ’frygtsamfundet’. På den ene side må vi se nærmere på,
hvordan frygtsamfundet relaterer til den dømmende magt, på den anden side må vi komme
nærmere, hvad der determinerer den dømmende magt som en del af den danske stat. Det handler
altså om at identificere den dømmende magts mulighedsbetingelser inden for frygtsamfundet. Med
mulighedsbetingelser menes der de muligheder, som domstolene har for at udøve demokratisk
kontrol (jf. begrebsafklaringen). Grundlæggende kan vi dog pege på, at problemstillingen synes at
være, at de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der er kommet med den nye lovgivning, har sat
domstolenes mulighed for sikring af retssikkerheden under pres. Det kan virke som om, at der
opstår en mulig kløft mellem henholdsvis sikkerhed og retssikkerhed, hvor demokratiets
traditionsbundne grundrettigheder pludselig ikke kan betragtes som selvfølgelige. Høilund skriver
om forskellen mellem de to begreber, at "(…) retssikkerhed bygger på mennesket som en juridisk
person med rettigheder og pligter, så bygger sikkerheden på en mere diffus bevidsthed om, at det er
kontrol og orden, der kan befordre tryghed og sikkerhed" (Høilund, 2010: 20). Problemet er, at
førstenævnte synes at udfordre eksistensbetingelserne for sidstnævnte, i og med at lovenes sigte er
den offentlige ro og orden – sikkerheden – så er det også selvsamme love, der skal beskytte
borgerne mod overgreb fra staten og sikre forudsigelige og gennemsigtige vilkår i retten.
Opkomsten af frygtens ret, foranlediget af overgangen mod et frygtsamfund, repræsenterer altså en
8 Den Danske Dommerforening repræsenterer dommerne ved Danmarks Domstole, hvor den varetager spørgsmål af
fælles interesse for Danmarks dommere. Herunder arbejder den bl.a. for at styrke domstolenes stilling i samfundet og
repræsentere dommerne i forhold til det politiske system, bl.a. ved at komme med høringssvar til lovforslag og
betænkninger (Dommerforeningen, 2010).
10

tendens - inde fra demokratiet selv - mod en sikkerhedsorienteret lovgivning og forvaltning. Derfor
er det relevant at kigge nærmere på den institutionelle forankring, dvs. forholdet mellem den
lovgivende, den udøvende og den dømmende magt og de magtdelingsprincipper, som hersker i
forhold til det nye paradigme, med henblik på at kunne placere den dømmende magt heri.
5.3 De danske domstoles mulighedsbetingelser
Ved første øjekast følger det danske magtdelingsarrangement ikke nogen ideel stringent model.
Selvom man ofte peger på Montesquieus magtadskillelseslære 9 , som princippet for magtdelingen, er
der en række forhold i den danske model, som gør det til en problematisk antagelse. Overordnet kan
man fx pege på grundlovens §3, hvor man finder, at den lovgivende magt ligger hos både
Folketinget og Regeringen. Herudover kan man pege på, at Regeringen er valgt af Folketinget. Ikke
desto mindre er Montesquieus grundlæggende tanker stadig værdifulde, fordi de kan formulere en
tradition, som Danmark til dels, men på ingen måde fuldstændigt, skriver sig ind i. For mens
Grundlovens §3 (magtens tredeling) som sådan var inspireret af Montesquieu (Christensen, 2003:
13) og gav domstolene den dømmende magt alene, finder vi samtidig, at disse også har myndighed
til både at afprøve grundlovsmæssigheden af love (§3) samt kontrollere forvaltningsmyndigheden
(§63). Så hvor domstolene i Montesquieus perspektiv skulle beskytte retssikkerheden, ved at
indtage en apolitisk og isoleret rolle, har man, ifølge Jens Peter Christensen 10 , snarere set, at
domstolene blev politiseret ved at give dem muligheden for at kontrollere de to andre magter
(Christensen, 2003: 13ff, 34ff). I dette perspektiv er det således vigtigt at bemærke, at domstolene,
som kontrolorgan, skal sikre retssikkerheden ved kontrol af de andre magter, netop med hjemmel i
ovennævnte paragraffer. I forhold til det opstillede paradigme om frygtsamfundet, som
medvirkende til at nedprioritere retssikkerheden, synes det derfor relevant at afdække, hvordan
disse muligheder, for at kontrollere de andre magter, falder sammen med paradigmet.
Høilund peger i forlængelse heraf på, at det, inden for de sidste årtier, er lykkedes den lovgivende
og udøvende magt at styrke deres positioner. Således ses der en tendens til, at kompetencer, der
hidtil har resideret hos de nationale domstole, er overgået til den politisk styrede administration (jf.
9 Måske mest prominent blandt magtdelingsteoretikere i dag, talte Montesquieu i sin magtadskillelseslære (1748) for, at
enhver regeringsform havde tre funktioner – at lave love, implementere love og fortolke love – og, at der til hver af
disse funktioner var en korresponderende statsmagt, hhv. den lovgivende, udøvende og dømmende magt. For
Montesquieu var det centrale, at der var en adskillelse mellem de tre magter, en adskillelse i forhold til de funktioner,
magterne forestod og de personer, som var en del af en given magt. På den ene side skulle den enkelte magt koncentrere
sig om sin egen funktion, på den anden side måtte ingen person simultant være beskæftiget af flere magter. På den led
sikrede man sig, ifølge Montesquieu, mod den type magtmisbrug kendetegnet ved tyranni.
10 Jens Peter Christensen (f. 1956) er Cand. Phil., Cand. Scient. Pol, Dr. Jur. og dommer i Højesteret siden 2006
(Domstol.dk, 2010b). Bogen, ’Domstolene – den tredje statsmagt’, er en del af magtudredningen, Folketinget iværksatte
1997 under det officielle navn, ’En analyse af demokrati og magt i Danmark’ (Christensen, 2003).
11

administrativ tilbageholdelse, minimumsstraffe mv.) (Høilund, 2010: 16f). Jens Elo Rytter 11 og
Frederik Thuesen 12 argumenterer derimod for, at de nationale domstole i dag står styrket på
baggrund af, at man i dag har flere retsgivende ordener i form af EMRK og EF-domstolen, som har
brede rammelovgivninger, man kan henvise til (Rytter, 2010: 187f; Thuesen, 2007: 40). En
argumentation, som også Jørgen Lougart mener at kunne tilslutte sig ”Det kan der måske være
noget om, fordi hvis I har set nogle af de direktiver og forordninger og så videre, der kommer, så er
de jo ofte væsentlige løsere formuleret end danske lovbestemmelser” (Bilag 3, 2010: 12). I sin bog,
’Governing with Judges’, argumenterer Alec Stone Sweet 13 også for, at man i Europa kan se en
tendens til, at domstolene får stadig mere indflydelse i lovgivningshenseender (Stone Sweet, 2000).
I sin teoretisering skriver han: ”The spectre of constitutional censure hovers over the process. Or,
more precisely, it does so as long as law-makers believe that the court, in the exercise of its
constitutional review authority, will invalidate statutes it judges to be in violation of the
constitution” (Stone Sweet, 2000: 196; vores fremhævelse). Dvs., at lovgiverne, regeringen og
folketingets opfattelse af domstolenes mulighed, for at forkaste lovgivning, har afgørende betydning
for, i hvilket omfang domstolene bliver taget i betragtning under udarbejdelsen af en lov. Man kan
således sige, at en af følgende to betingelser må være til stede, for at man kan tale om, at
domstolene står stærkere. Enten tager domstolene afsæt i en retstradition, som disponerer dem til,
på aktivistisk vis, at tage stilling til lovgivningen eller også, at domstolene, ud fra deres
(forfatnings)position i samfundet, gør dem villige til at slå ned på lovgivning, som er politisk
betændt.
Da den dømmende magt og dens retstradition har en forholdsvis anonym politisk rolle i Danmark, i
forhold til andre lande (se fx Jensen, 2010; Wind, 2010: 1046ff), kan vi imidlertid ikke gøre
gældende, hvorvidt en eller begge betingelser er opfyldt. Dermed finder vi, at domstolenes
mulighedsbetingelser, i forhold til de resterende magter i tredelingen, står tilbage som et, for os,
åbent spørgsmål – ikke mindst i relation til tesen om frygtsamfundet. Stone Sweets overvejelser
peger dog på, at vi bør kigge nærmere på danske domstoles rolle i staten og spørge, hvordan vi kan
forstå domstolene i relation til de andre statsmagter. Montesquieus magtadskillelseslære kunne
måske fungere som et filosofisk bidrag her, men som Peter Germer 14 giver udtryk for, kan den ”(…)
ikke bruges som fortolkningsbidrag til den danske grundlovs § 3” 15 (Germer, 2001: 1). Vi bør med
11
Adjunkt i statsret (cand.jur. ph.d) ved Det Juridiske Fakultet, København Universitet.
12
Forsker (cand.soc, ph.d.) ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
13
Professor på Yale Law School.
14
Tidl. (pensioneret anno 2008) professor, dr.jur., LL.M. Ved Afdelingen for Offentlig Ret på Juridisk Insitut ved Aarhus
Universitet med speciale i statsforfatningsret, forvaltningsret og folkeret.
15
Alternativt kunne vi tage udgangspunkt i teorien om magtadskillelse, nemlig ideen om ’mixed constitutions’. som gik
forud for magtadskillelseslæren. Heri forstås det, at magterne ikke er adskilt, men i høj grad er integreret med hinanden,
hvor overlap anses for decideret nødvendige i styringen af samfundet, og hvor det forventes at forskellige
styringsformer i form af demokrati, aristokrati og monarki simultant regulerer funktionerne (Hansen, 2010).
12

andre ord gå konkret til værks, ikke bare med henblik på at fremdrage domstolenes praktiske
betydning i forhold til de andre statsmagter, men også i forhold til at kunne anskue, hvorledes
frygtsamfundet konkret gør sig gældende. For at gøre dette må vi både have blikket rettet mod den
dømmende magt som institution men mere afgørende, må vi se nærmere på, hvordan lovgiverne er
med til at skabe og bestemme den dømmende magts mulighedsbetingelser.
5.4 Lømmelpakken
På baggrund af de tidligere omtalte lovtiltag, kan man se, at der inden for en kort årrække har fundet
en markant udvikling sted i forhold til domstolenes mulighedsbetingelser. I forhold til lovtiltagenes
stramninger indsætter vi det nyeste forslag i linjen, den såkaldte ’Lømmelpakken’ (L49/2009).
Lømmelpakken var en lovpakke, der blev fremsat kort tid før det afholdte klimatopmødet i
København, COP15. Grundlaget for Lømmelpakken var at give politiet mulighederne for at
tilbageholde personer i længere tid og for at kunne straffe lovovertrædelser, af ’den offentlige ro og
orden’ ved offentlige forsamlinger, hårdere. Den var således møntet på de 'lømler', man forventede
ville stå bag uro til topmødet, som det var set ved lignende begivenheder. Loven blev kritiseret for
at udfordre de basale rettigheder, ikke mindst forsamlingsfriheden. Netop fordi problemstillingen er
meget specifik af natur, finder vi det derfor oplagt at basere vores undersøgelse på en case, som
både indeholder rejste problematikker omkring domstolskontrol og individuel retssikkerhed men
også en tendens til, at lovgivningen i højere grad koncentrerer sig om at opstille sikkerhedsmæssige
foranstaltninger (jf. frygtsamfundet). Alle disse elementer syntes at være indhold i Lømmelpakken
og netop derfor, vil det være interessant at se på de politiske rationaliteter, der er forbundet med
lovgivningen, og hvorledes disse påvirker domstolenes mulighedsbetingelser, fordi Lømmelpakken
kan ses ud fra en frygtsamfundstendens.
På denne baggrund opstiller vi derfor følgende problemformulering og dertil vejledende
arbejdsspørgsmål:
5.5 Problemformulering
Hvilke rationaliteter kommer til udtryk omkring Lømmelpakken, og hvilke konsekvenser har det for
den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet?
5.5.1 Afklaring af problemformulering
Vi vil hermed undersøge den dømmende magts mulighed for kontrol med den lovgivende og
udøvende statsmagt belyst i sammenhæng med det, vi omtaler som ’frygtsamfundet’. Dette ser vi
13

som relevant, fordi den dømmende magts mulighedsbetingelser ligger immanent i de konsekvenser,
frygtsamfundet har for den enkelte borgers retssikkerhed. Den dømmende magt bliver således kun
interessant, når vi sammenkæder denne med en menneskelig og politisk faktor. Lømmelpakken
forstår vi som den case, der sammenvender disse to, og som vi benytter os af til at fremvise
frygtsamfundets særlige måder at tænke og anordne samfundet på, herunder den dømmende magts
institutionelle virke. Da vi tager fat i et lovforslag, undersøger vi paradigmet med afsæt i den
lovgivende magt, der, ifølge vores genstandsfelt, aktualiserer frygtsamfundet. Det er således i dette
lys interessant at analysere rationaliteterne omkring lovforslaget, Lømmelpakken, i forhold til
hvordan, disse påvirker den dømmende magts mulighedsbetingelser.
5.6 Arbejdsspørgsmål
Hvordan kan vi teoretisk relatere den dømmende magt til frygtsamfundet?
Spørgsmålet henvender sig til, hvordan vi teoretisk kan gøre gældende, hvorledes frygtsamfundet
indlejrer sig som en samtidsbetingelse for den dømmende magt. Dette spørgsmål behandles derfor i
hhv. vores videnskabsteoretiske diskussion og deraf afledte teori (kapitel 8).
Hvad determinerer den dømmende magt som en del af den danske stat?
Med dette spørgsmål afdækker vi, hvordan den dømmende magt kan betragtes som en del af den
danske stat ved at redegøre for den dømmende magts traditionsbundne praksis, principper og rolle
som kontrollerende institution i staten. Spørgsmålet behandles derfor i vores redegørende afsnit om
den dømmende magt (kapitel 9).
Hvordan kan Lømmelpakken gøres til genstand for en undersøgelse af rationaliteter?
Med spørgsmålet søger vi svar på, hvordan Lømmelpakken empirisk skal gøres til genstand for
undersøgelse af, hvilken rolle mediedækning, lovbehandling og høringssvar spiller. Spørgsmålet
behandles i vores analysestrategi og analyser (kapitel 10-12).
Hvad betyder frygtsamfundets udvikling for den dømmende magts rolle og borgerens
retssikkerhed?
Spørgsmålet angår de konsekvenser vi diskuterer os frem til mhp. Lømmelpakken som udtryk for
de konsekvenser, frygtsamfundet har for den dømmende magts mulighedsbetingelser og, i
forlængelse af dette, borgerens retssikkerhed. Spørgsmålet vil blive taget op i diskussionen (kapitel
13).
14

6. Motivation
I dette afsnit vil vi kort beskrive vores immanente udgangspunkt i henhold til vores problemstilling,
hvilket vi finder relevant, da vi som forskere ikke kan udarbejde en rapport som neutrale
stillingstagere, men derimod altid vil være et aktivt led i meningsdannelsen omkring
genstandsfeltet. Niels Åkerstrøm Andersen udlægger Michel Foucaults position således: "Subjekter
står ikke uden for udsagnet, subjekters plads og mulighed italesættes tværtimod af udsagnet
selv"(Andersen, 1999: 45). En sådan position, finder vi, vi selv vil tilslutte os.
I et længere tidsperspektiv er vi bekymret for, hvad det grundlæggende betyder for den danske
retsstat at følge den nuværende tendens, hvor retssikkerhedsmæssige grundprincipper bliver
udfordret pga. et ønske om skærpede sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Hvis udviklingen
udvisker retsstatens fælles retskultur, så bliver domstolene svækket som garant for
retssikkerhedsmæssig kontrol med de andre statsmagter. Det handler således om at kontrollere, at
statsmagterne, institutionerne og retsanvenderne ikke får mulighed for vilkårlig magtudøvelse over
for borgerne og samtidig indskrænkelse af de frihedsrettigheder, Danmark over længere tid har
kæmpet for og brystet sig af. Det forbliver derfor en essentiel opgave at bibeholde de retslige
grundprincipper, hvorved domstolenes mulighedsbetingelser skal anskues som en fundamental
forudsætning for dette.
Vi mener, at der i samtiden mangler en helt principiel diskussion omkring grænserne for lovgiver og
udøvende magts beføjelser. Dette ser vi i relation til hurtigt udarbejdet og uklar lovgivning i
anledningen af frygtskabende begivenheder, hvori der mangler konkrete overvejelser omkring
borgeres frihedsrettigheder samt domstolenes mulighed for at sikre disse. Vores normative
opfattelse er altså, at man sagtens kan bibeholde en effektiv bekæmpelse og forebyggelse af
kriminalitet og samtidig forankre sig i en stærk retskultur hvor retssikkerhedsmæssige
grundprincipper opretholdes politisk og gennem aktiv kontrol fra domstolene. Det vil med andre ord
sige et samfund, hvor retssikkerhed og frihedsrettigheder ikke risikerer at blive undermineret af
sikkerhedspolitiske tiltag.
15

7. Roadmap
Empiri
Artikler
Lømmelpakken
& høringssvar
Problemfelt
Problemformulering
Metode & Videnskabsteori
Analysestrategi
1. Analyse Framing
2. Analyse
Diskussion
Konklusion
Perspektivering
Dispositiv
Teori
Guvernementalitet
16

8. Metode
I følgende afsnit diskuteres vores metodiske og videnskabsteoretiske udgangspunkt for på den
baggrund at opstille en farbar forskningsstrategi, der kan sammenkæde teori og metode og samtidig
angive, hvordan viden heraf kan opnås på en kvalificeret måde. Vi vil derfor (1) pege på hvilken
specifik egenskab af problemstillingen, der kan bestemme vores ontologiske og epistemologiske
afsæt. Dernæst vil vi (2) spørge hvordan dette lader sig gøre teoretisk. Og endelig vil vi (3) kigge
på, hvordan disse erkendelser skal indlejres i vores projekts metode, herunder en diskussion af
hvordan vi vil arbejde med vores case.
8.1 Videnskabsteori
The universal, in fact, explains nothing; it is the universal which needs to be explained. All the lines are
lines of variation, which do not even have constant co-ordinates. The One, the All, the True, the object,
the subject are not universals, but singular processes – of unification, totalisation, verification,
objectification, subjectification – present in the given apparatus.
One has to position oneself on these lines themselves, these lines which do not just make up the social
apparatus but run through it and pull at it, form North to South, form East to West, or diagonally.
Gilles Deleuze, What is a dispositif, s. 162 & 159
Når vi siger, at vi gerne vil vide noget om den dømmende magts mulighedsbetingelser, synes der
at være to usagte men helt grundlæggende metodiske antagelser. For det første forstås det, at det er
mulighedsbetingelserne, der er genstanden for undersøgelsen, og at det er disse som skal erkendes.
Men alene ved at fokusere på mulighedsbetingelserne siger vi samtidig, at der er ubelyste kræfter,
som animerer den dømmende magt. Der er med andre ord en strukturel magt, der styrer den
dømmende magt ved at definere dens mulighedsbetingelser. For at kunne afdække denne, skal vi
foretage iagttagelser af anden orden - iagttagelser af, hvordan vi iagttager ”det derude” (Andersen,
1999: 13). Vi kan ganske enkelt ikke opnå viden om mulighedsbetingelserne uden samtidig at
spørge, hvordan denne viden er tilgængelig. Vi anlægger således et bestemt perspektiv på
genstanden - bestemt af sprog og videnskonstruktioner - hvorfor vores undersøgelse
grundlæggende er epistemologisk og ikke ontologisk orienteret.
For det andet, og i direkte forlængelse af det første, betyder det, at vi må placere os selv som
forskere i forhold til den genstand, som vi ønsker at undersøge. Der er en specifik
17

erkendelsesledende interesse, der driver os til at undersøge den dømmende magts
mulighedsbetingelser, som vi må give udtryk for. Så imens den første antagelse vil danne rammen
for det resterende metodeafsnit, vil vi i indeværende afsnit afklare, hvad det er for en slags
erkendelse, vi håber at kunne opnå ved at undersøge den dømmende magts mulighedsbetingelser.
Denne erkendelse vil også være vejledende for, hvordan det resterende metodeafsnit skal
konstrueres.
Som vi senere vil vise, er dette projekts teori i høj grad hentet hos Michel Foucault 16 og en række
filosoffer og teoretikere, der har fulgt hans spor. Den franske filosof Gilles Deleuze 17 skrev om
Foucault: ”If Foucault is a great philosopher, this is because he used history for the sake of
something beyond it: as Nietzsche said: acting against time, and thus on time, for the sake of a
time one hopes will come” (Deleuze, 1991: 164f). Foucaults bedrift, ifølge Deleuze, var altså, at
han formåede at bruge historien til at vise noget om vores samtid, der kunne foranledige et skift
mod en fremtid defineret som anderledes fra samtiden.
Man kan på sin vis sige, at ambitionen for os også er den samme. Når vi ønsker at kigge på den
dømmende magts mulighedsbetingelser, er det fordi, at det er her, vi finder grundlaget for retten,
som binder mennesker sammen og skaber grundlaget for det moderne samfund. En stat kan ganske
enkelt ikke overleve uden en eller anden form for ret. Det er derfor netop i retten, at vi ønsker at
vise den historiske udvikling i vores samtid, med henblik på at kunne fremdrage hvilke
rationaliteter, der i dag determinerer den dømmende magts virke som institution for retten. Det er
således ud fra erkendelsen af, at det er 'retten' der, med Bransholm Pedersen og Lands ord, er det
’strukturerende princip’ 18 , som vi placerer os i forhold til som forskere.
Den dømmende magt er organiseret omkring en idé om ret, idet loven, som grundlag for retten i et
demokratisk samfund, skal have en uafhængig fortolker. Derfor er den dømmende magt en del af
retten, men ved at pege på retten som det strukturerende princip, kan vi samtidig spørge ind til den
statiske, selvfølgelige karakter der ofte tilskrives den dømmende magt som en uafhængig og
retfærdig del af statsmagten, hvis opgave bl.a. er kontrol med de andre statsmagter. Den
dømmende magt er således kun en del af retten. Motivationen, for at vælge Lømmelpakken som
case og problem, har således i høj grad været bestemt af et opfattet modsætningsforhold ift. denne
16 Michel Foucault (1926-84) var en fransk historiker, sociolog og filosof, som igennem et langt forfatterskab bl.a. viste,
hvordan vores viden, bag konstruktioner af kontinuitet, kun kan begribes som en strøm af diskontinuitet og opbrud, og
at dette relaterer direkte til, at viden og magt er uadskillelige begreber, netop fordi kontinuiteten i viden og vidensformer
altid er bestemt af gældende og historiske magtforhold.
17 Gilles Deleuze (1925-95) var filosof og professor på Université de Vincennes à Saint-Denis (Paris VIII).
18 Forfatterne bruger dette begreb i forbindelse med de mange forskelligt funderede skoler af feministisk teori: ”Når det er
berettiget at kategorisere disse tilgange inden for ét paradigme, er det fordi en stor gruppe af forskere har iscenesat sig
selv (og at vi har fundet argumenterne for denne iscenesættelse relevante) som repræsenterende et nyt paradigme med
påpegning af køn som et strukturerende princip i organiseringen af den samfundsmæssige virkelighed” (Bransholm
Pedersen & Land, 2001: 32).
18

fastfrosne forståelse af den dømmende magt og magtdelingen per se. Et modsætningsforhold, vi,
med Andersens ord, må ”deontologisere” – gøre uselvfølgeligt – for at kunne forstå (Andersen,
1999: 14).
Ved at lade det være forstået, at vi forstår retten som det 'strukturerende princip' for projektets
videnskabsteori, har vi samtidig udstukket en retning for, hvordan vi skal formulere
undersøgelsens ontologi og epistemologi. Dette vil vi gøre med to begreber hentet fra
retsfilosofien: ’retsorden’ og ’retssystem’.
”En retsorden er et system af normer og regler, som er sat af en suveræn, der anerkendes
som lovgiver. Loven er en funktion af lovgiverens vilje og magt. Det er retsfilosofiens
opgave at beskrive dette retssystem og fastlægge kriterierne for at forstå retsnormer som
gældende ret”
(Rendtorff, 2005: 5).
Vi er altid født ind i en retsorden. Den er som sådan en given ting i vores liv. Det er retsordenen,
der angiver de underliggende eller værende betingelser for retten. Men retsordenen manifesterer
sig kun gennem et givent retssystem og dennes beslutninger. Den er således det værende,
'sandheden', men den er bestemt af historiske forhold og magtrelationer (suveræner og
normer/regler). Høilund peger på, at en retsorden netop er bygget ”(…) på en fordring om orden
og stabilitet” (Høilund, 2010: 51). Derfor er retsorden altid den normative og etiske vision for et
samfund som opstillet af suverænen. Retssystemet er omvendt de materielle strukturer, som
administrerer eller håndhæver retsordenen. Denne udlægning af retsorden og retssystem er som
sådan ikke direkte at finde i retsfilosofien men er kogt ind til det essentielle, nemlig at retsordenen
determinerer retssystemet og at de meningssammenhænge, der eksisterer i retssystemet, derfor er
afledt af eksisterende retsorden. Det vi grundlæggende gerne vil frem til, når vi undersøger den
dømmende magts mulighedsbetingelser, er da hvilken retsorden, som i dag determinerer forholdet
mellem den dømmende magt og de andre statsmagter. For at opnå viden om dette må man
imidlertid tage udgangspunkt i retssystemet, da det er her, der eksisterer et meningsunivers. På den
led skriver projektet sig helt overvejende ind i en diskursteoretisk forståelse af verden, idet
virkeligheden altid er medieret: ”(…) ontologien er alt er diskursivt (…) alt er artikuleret”
(Hansen, 2009: 394). Med dette perspektiv in mente, kan man sige, at undersøgelsen har et
ontologisk udgangspunkt i retsordenen, men at det er i retssystemet, at viden om retsordenen kan
findes, hvorfor det epistemologiske udgangspunkt residerer i retssystemet. Samtidig er
undersøgelsens grundlæggende mål at vise, hvordan retsordenen, som en social konstruktion af
19

diskursivitet, er sin egen epistemologi. Ligesom med diskursteorien vender vi forholdet mellem
epistemologi og ontologi på hovedet, idet epistemologien får forrang i vores undersøgelse.
8.1.1 Magtens åbne spørgsmål: muligheden for viden
Konsekvensen, af at tildele epistemologien hovedrollen i projektets videnskabsteori, har afgørende
konsekvenser for vores hidtidige teori-empiriske forankring. Vi introducerede i problemfeltet to
substantielle diskussioner om samfundets konstitution. På den ene side, hvad der ud fra et
sociologisk synspunkt karakteriserede samfundet i dag (frygtsamfundet). På den anden side, hvilke
opfattelser der i dag gør sig gældende i forhold til magtdelingen i mellem statsmagterne. Med
åbningen mod en epistemologisk funderet ontologi forstår vi, at det, vi tidligere omtalte som
retsordenen, i vores undersøgelse, må forstås som frygtsamfundet. Frygtsamfundet bærer en særlig
epistemologi, hvor behovet for sikkerhed strukturerer vores viden. På den led fungerer det som et
videns- og handlingsgrundlag, der i større eller mindre grad er blevet virkelighedsskabende.
Spørgsmålet bliver så, hvorledes vi kan se, hvordan frygtsamfundet er virkelighedsskabende i
forhold til den dømmende magts mulighedsbetingelser. Dette spørgsmål relaterer direkte til det
epistemologiske afsæt for vores projekt med retssystemet som omdrejningspunktet for
produktionen af en epistemologi. Ved at åbne for flere udlægninger af magtdelingen inden for
staten, er vi i stand til både at fastholde den dømmende magts funktion og samtidig berøve den sin
ontologiske selvfølgelighed ved at gøre dens magt og position i samfundet relationel til de andre
magter. På den måde gør vi det muligt at tilskrive betydning til det meningsunivers, som de andre
statsmagter anvender i forhold til den dømmende magt.
Disse elementer kan imidlertid kun skabe muligheden for en analyse af den dømmende magts
mulighedsbetingelser. De kan ikke udgøre vores teoretiske afsæt for en analyse af Lømmelpakken.
Da vi, i vores analyse, skal vise, hvordan frygt har betydning for den dømmende magts
mulighedsbetingelser, må vi drage på teorier, der kan italesætte, hvordan betingelserne for
vidensgrundlaget aflejrer sig i de formelle strukturer. I den henseende har vi taget udgangspunkt i
Foucaults ’dispositivanalyse’, da vi ser koblingen fra ’dispositivet’/’teknologier’ til ’teknikker’,
kan forstås som koblingen fra vidensgrundlaget (retsordenen) til de formelle strukturer
(retssystemet). Vi finder imidlertid, at denne teoretiske ramme skal suppleres på et punkt:
betingelserne for frygt. Hvis retsordenen og deraf retssystemet er konstruktioner baseret på
historiske magtforhold, hvor behovet for sikkerhed og stabilitet har været bestemmende for denne,
må frygt (og deraf behovet for sikkerhed), i vores opgave, også være en konstruktion, som skal
italesættes. Med Judith Butlers teori om ’framing’ er det vores mål at fremdrage, hvordan frygt for
særlige personer eller grupper kan legitimeres, stillet over for en skelnen mellem sikkerhed og
retssikkerhed. Samtidig udgør teorien vores kritisk normative afsæt, fordi det er i denne skelnen vi
20

finder den centrale problemstilling: at nogle personer og gruppers rettigheder, i frygtsamfundet
antagelsesvist bliver undermineret.
8.2 Teoretisk afsæt
Vi vil i dette afsnit gennemgå projektets teoretiske fundament. Vi kommer først ind på
’dispositivteorien’, som skal anskues som en overordnet teori ift. de teorier, ’guvernementalitet’ og
’framing’, vi vil anvende i vores todelte analyse. Vi finder det nødvendigt at gennemgå
dispositivteorien først, eftersom denne lægger en særlig forståelsesramme frem, som vi har til
hensigt at anskue de to andre teorier i forhold til. Vi har opstillet teorierne på en sådan måde, så jo
længere frem man læser, desto mere specifik bliver selve behandlingen af perspektivet i teorierne.
Hvor dispositivteorien fremstår som en overordnet paraplyteori, er de to teorier om guvermentalitet
og framing perspektiver på dispositivet, hvorved vi efterhånden vil spore de to underteoriers
perspektiver tilbage til dispositivteorien. Teorierne kommer således i omvendt rækkefølge i forhold
til analysen.
8.2.1 Dispositiv
Som overordnet teoretisk udgangspunkt vil vi benytte begrebet ’dispositiv’. Vi vil først forklare
dispositivet, dernæst gennemgå såkaldte ’dispositivmodaliteter’, hvorefter vi forklarer, hvordan
dispositivet opstår ud fra en forståelse af ’uomgåelighed’, for at vi kan konkretisere, hvad en
analyse af dispositivet indebærer med et eksempel.
Hvad er et dispositiv?
I sproglig forstand er dispositiv ikke et ord, man almindeligvis anvender på dansk, men på fransk og
italiensk kan ordet blandt andet have en teknisk, juridisk eller militær/sikkerhedsmæssig betydning.
På italiensk peger et dispositiv i teknisk forstand på ”En anordning der anvendes i en maskine eller
et anlæg med henblik på at opnå bestemte virkninger” 19 (egen oversættelse). Man kan altså tale om,
hvorledes dispositivet har betydning for et apparaturs virkemåde. Det er med denne sproglige
forståelse in mente, at Foucault, i den sidste halvdel af sit forfatterskab, begynder at omtale begrebet
’dispositiv' mere indgående. For Foucault betyder dispositivet: ”(...) et fuldstændigt heterogent hele
der implicerer diskurser, institutioner, arkitektoniske strukturer, regulative beslutninger, love [etc.
red.] (…) kort sagt: ligeså meget det sagte som det ikke-sagte, dét er dispositivets elementer.
Dispositivet selv er nettet, som etableres mellem disse elementer” (Foucault i Agamben, 2010: 9).
19 ”Congegno che viene applicato a una macchina o a un impianto con lo scopo di ottenere determinati effetti” (Zingarelli,
2008: 383).
21

På samme måde kan man i en samfundsmæssig forstand se dispositivet beskrevet som det 'net', der
skaber en anordning mellem forskellige elementer og bevirker en bestemt social styring i samfundet
(Raffnsøe et al., 2004: 6). Med ordets sproglige betydning in mente, kan man altså tale om
dispositivet som skabelsen af en bestemt anordning med den hensigt at opnå et forudbestemt mål. I
sammenhæng med politisk styring taler Foucault om anordningen af 'tingene' for at opnå
suverænitetens mål ved ”(…) at anvende taktikker [snarere] end love” for ”(…) at sørge for, at det
ene eller andet mål kan nås ved hjælp af et vist antal midler” (Foucault, 2008: 107). I den
forbindelse fokuserer Foucault særligt på tre dispositivtyper, såkaldte 'dispositivmodaliteter'), som
han finder har en central betydning for den politiske styring; lov, disciplin og sikkerhedsskabende
foranstaltninger (Foucault, 2008: 11ff).
Dispositivmodaliteter
Med 'lovdispositivet' forstår Foucault et dispositiv, som forsøger at opretholde den binære orden,
der er defineret ved lovgivningen, ”(...) det er systemet (...) med en binær opdeling mellem det
tilladte og det forbudte, og en kobling, som udgør loven, en kobling mellem en type forbudt
handling og en type straf” (Foucault, 2008: 11). Man trækker på den måde ”(...) en skarp
grænselinje mellem det ønskede og det uønskede, netop for at tilkendegive over for det uønskede at
det er uønsket” (Raffnsøe et al., 2008: 219f).
'Disciplindispositivet' anses som en forebyggende teknologi som anvendes for at modgå det
uønskede i at opstå: ”Disciplineringsmekanismen er kendetegnet ved, at der inden for lovens binære
system dukker en tredje person op, nemlig den skyldige” (Foucault, 2008: 11f) 20 . Disciplineringen
forsøger hermed at forbedre den skyldige igennem en række afrettende, normaliserende
institutioner.
'Det sikkerhedsskabende dispositiv' skal ses som opkomsten af teknologier, som har til formål, på
ad hoc vis, at gribe ind over for det uventede. Formålet er således ”(…) at behandle hvad der måtte
vise sig – det uventede og tilfældige – således at man undgår at det får ødelæggende konsekvenser,
eller så man måske endda kan drage fordel af det” (Raffnsøe et al., 2008: p. 220). Det er væsentligt
at forstå, som Foucault påpeger, at de tre dispositivmodaliteters anordnende effekt ikke kan
adskilles historisk, derimod eksisterer de side om side, forskyder sig udadtil og påvirker hinanden
indadtil (Foucault i Raffnsøe et al., 2004: 15).
20 Foucault refererer til, hvorledes man, med udgangspunkt i lov- og diciplineringsdispositivet, isolerede de spedalske og
pestramte, da de, af frygt for at sprede smitten, var uønskede i samfundet, da man ønskede om at bibeholde et ”rent”
samfund (Foucault, 2008: 15f).
22

Historicitet: uomgåelighed som udgangspunkt for dispositiv magt
De tre dispositivmodaliteter er centrale i den måde dispositiverne anordnes på, idet dispositiverne
opstår i det øjeblik, der opstår en forståelse af ’uomgåelighed' - dvs. noget, der kræver at der
udarbejdes en løsning til et problemkompleks. Dispositivmodaliteterne påfører således
’uomgåelighed' en særlig rationalitet. De indeholder således en handlingskoordinerende magt.
Deleuze skriver i denne forbindelse: ”Each apparatus has its way of structuring light (…) giving
birth to objects which are dependent on it for their existence, and causing them to disappear”
(Deleuze, 1991: 160). Således kan man finde, at dispositiverne kaster lys på et problem der findes
nødvendigt at behandle, hvorfor dispositivet dermed får en 'fremherskende strategisk funktion',
fordi det skal besvare det uomgåelige/målet (Raffnsøe et al., 2008: 218). Funktionen er netop
strategisk, idet den søger at besvare uomgåeligheden dog påvirker anordningerne hinanden på kryds
og tværs, hvilket gør at dispositiverne forandres løbende (Raffnsøe et al., 2008: 220f.).
Dispositiverne tillægger således særlige slutningsformer betydning med en målrettet afslutning eller
formål som hensigt.
Et dispositiv kan ikke karakteriseres som et lukket system med et afgrænset genstandsfelt, ”(...) der
bestemmer hvad det er sensitivt over for” (Raffnsøe et al., 2008: 218f). Derfor må dispositivet ”(....)
anskues som et muligt funktionelt svar på en problematik der begynder at gøre sig gældende; men
svaret er ikke givet på forhånd. Et dispositiv rummer en refleksivitet” (Raffsnøe et al., 2004: 20,
note 27). Selvom dispositivet formes i forlængelse af uomgåelighed vil dispositivet altså aldrig
optræde som en egentlig ”ren” handling eller håndtering af uomgåeligheden, fordi den altid vil være
påvirket af andre dispositivers indhold. Med ”indholdet” forstår vi ’teknologier’ (for eksempel en
helbredelsesteknologi, der sondrer mellem det sunde og usunde, for eksempel fedme og rygning) og
'teknikker' (eksempelvis oplysningskampagner omkring sundhedsskadelig mad og skadevirkninger
ved rygning) til at nå det givne mål (jf. nedenfor). Teknologierne og teknikkerne er således taktikker
i forhold til at behandle det uomgåelige. Rationaliteten bag disse taktikker indeholder hermed en
magt, idet rationaliteten anordner det givne objekt ud fra bestemte mål hvorved andre diskurser ses
bort fra (Deleuze, 1991: 160).
I vores projekt er det således den anordnende magt – gennem brugen af teknikker og teknologier – i
frygtsamfundet, som vi stiller os kritiske over for. Dette, fordi de har en indflydelse på retsordenen,
ontologien, og dermed den dømmende magts mulighedsbetingelser, epistemologien.
Frygtsamfundet er således dispositivet eller ontologien, hvorved teknikkerne og teknologierne er
projektets overvejende sigte, idet epistemologien har forrang. Lømmelpakken forstår vi derfor som
23

frygtsamfundets fremherskende strategiske funktion, der fremstår som frygtsamfundets perciperede
uomgåelige svar, der udøver indflydelse på meningsuniverset, retten.
Dispositivanalysen – teknologier og teknikker eksemplificeret
Teknikkerne og teknologierne, og samspillet imellem disse, er en vigtig del af en dispositivanalyse,
fordi man, gennem en analyse af teknikkerne og teknologierne, finder frem til de rationaliteter,
dispositivet er konstitueret ud fra (Raffnsøe et al., 2004: 10, 12, 25). Dermed vil vores analyse få
karakter af efterrationalisering, fordi vi sporer frygtsamfundets følgevirkninger tilbage til en særlig
måde at anordne samfundet på, herunder anordningen af den særlige retsorden, den dømmende
magt befinder sig i (Raffnsøe et al., 2004: 22). Teknikkerne og teknologierne skaber, som sagt,
magtrelationer i dets anordning, som vi kan se ift. de magtforhold, den dømmende magt bliver
underlagt og dertil hvilke mulighedsbetingelser, den får. Tendenserne i anordningen i
frygtsamfundet, der kommer til udtryk i Lømmelpakken, understreger dermed de fremtidige
forhold, den dømmende magt kan arbejde under: ”(…) the current is the sketch of what we are
becoming” (Deleuze, 1991: 164).
Skal man eksemplificere de tre centrale begreber i dispositivanalysen - dispositiv, social teknologi
og teknikker - kan man starte med at omtale et dispositiv, ved eksempelvis et strafferetligt tiltag
omkring røveri, som fordrer en forudgående forståelse af røveritruslen som en uomgåelighed.
Uomgåeligheden kan således spores tilbage til de tre historiske dispositivmodaliteter, lov, disciplin
og sikkerhedsforanstaltninger. Teknologien, til at besvare problemets uomgåelighed, er en form for
kriminaliseringsteknologi, hvori der indgår en konkret lovgivning, der sondrer mellem det ulovlige
(røveriet) og det lovlige (ikke-røveri). Hermed indgår samtidig disciplinære overvejelser, idet
offentliggørelsen af lovgivningen gør opmærksom på skyldighed ved overtrædelsen, hvorfor der
opstår en forventning om, at subjektet retter sig ind. Med disciplinen forsøges at internalisere
skyldighed i subjektet gennem institutioner, der bearbejder subjektet til at undgå røveriet. Hertil
indgår sikkerhedsforanstaltende overvejelser, fordi lovgiverne overvejer, hvorledes røveriet kan
forebygges gennem beredskab. Det kræver altså teknikker til at kriminalisere røveriet. Disse er
domstolsteknikker, der sætter lovgivningens sanktioner (bøde, frihedsberøvelse) i gang; og
polititeknikker, der i første omgang sørger for, at potentielle røvere eller potentielle områder for
røveri bliver overvåget og derefter gennemfører en anholdelse, hvis røveriet alligevel er begået (se
også 1. Forelæsning i Focuault, 2008). Det er hermed tydeligt, at der foregår et dialektisk
sammenspil mellem de forskellige dispositivmodaliteter, som påvirker og forandrer hinanden, og
konstruerer en orden, der bryder med en forudgående.
24

Opsummerende vil Lømmelpakken i dette projekt således blive forstået som et lovgivningstiltag,
der er fordret af de uomgåeligheder, der er forbundet med opkomsten af frygtsamfundet. Således
har lov-, disciplin- og sikkerhedsforanstaltende dispositivmodaliteter gjort sig gældende i den
politiske perception, som det kommer til udtryk i vores case, Lømmelpakken. Frygtsamfundet, som
dispositiv, har derved en strategisk funktion og indeholder dermed bestemte teknologier og
teknikker, der indgår i Lømmelpakke. Disse teknologier og teknikker vil vi analysere os frem til, for
at kunne diskutere deres betydning for den dømmende magts mulighedsbetingelser for demokratisk
kontrol. Vi starter således med et udgangspunkt i frygtsamfundet, som er dispositivet. Vi finder altså
ikke frem til dispositivet men derimod den specifikke måde, dispositivet anordner genstanden,
domstolene, på (jf. vores videnskabsteori).
Regering af samtiden
Vi har således forsøgt at slå fast, at dispositiver skal forstås som forskellige magtperceptioner og -
handlinger, der anordner menneskelig handling gennem teknologier og teknikker med den hensigt at
løse komplekse samfundsproblematikker. Skal man tale om en systematisering, bør man samtidig
omtale det system hvorfra problemløsningen initieres; nemlig det politiske system. En
systematisering af samfundet kræver et særligt politisk system, der har til opgave at styre ud fra
dispositivernes teknologier og teknikker. Vi vil derfor komme ind på politisk styring og det at styre
eller regere, hvorved vi ønsker at indsætte dispositiverne i en nutidig og politisk kontekst, hvor man
kan tale om initiering af politik indeholdende teknologier og teknikker. Uden et indblik i rammerne
for politisk styring fjerner man fokus fra de relationer, den dømmende magt er indlejret i, samt de
aktører (den lovgivende og udøvende magt), som befinder sig i den magtkamp, der har betydning
for den dømmende magts mulighedsbetingelser.
Vi finder derfor grund til at inddrage teori omkring regeringsudøvelsen, hvorved
mulighedsbetingelserne kan analyseres politisk. Igen med afsæt i Michel Foucault, vil vi komme
ind på den historisk-politiske styring med udgangspunkt i Mitchell Deans 21 teoretisering omkring
begrebet ’guvernementalitet’. Hertil vil vi inddrage dele af Judith Bulters 22 teori om ’framing’
(Butler, 2010).
8.2.2 Guvernementalitet
Regeringsførelse eller ’government’
’To govern’ og ’government’ er to betegnelser, der på engelsk er semantisk beslægtede. Disse kan
21 Professor Mitchell Deans leder af sociologiinstituttet på Macquarie University, Sydney, Australien.
22 Judith Butler er en professor i retorik og komparativ litteratur på University of California, Berkeley, USA. Butler er,
ligesom Michel Foucault, post-strukturalist. Hendes forskning er stærkt inspireret af Foucaults arbejde.
25

oversættes til dansk som henholdsvis styring og regering. Det er med den anglosaksiske semantik,
at forholdet mellem styring af menneskelig handling og egentlig regeringsudøvelse eller –styring - i
en foucauldiansk tankegang – danner en forbindelse. Med en sådan fremstilling åbnes der op for en
mere nuanceret regerings-, styrings- og systematiseringsforståelse, der ikke reducerer regering til
staten, som ligger bag de offentlige institutioner. Man kan ifølge denne trække en fysisk grænse
mellem institutionerne, regeringen (de regerende) og befolkningen (de regerede) (Dean, 1999: 9). I
stedet for beskriver Dean regeringsførelse med ’the conduct of conduct’, som kan oversættes til
’styring af selvstyring’ (Dean, 1999: 10). Med en sådan betegnelse forkaster man den traditionelle,
rigide forståelse af regering til fordel for en forståelse, der inkorporerer en mere dyberegående
opfattelse af politisk styring, der viser sig igennem institutions- og befolkningsadfærd. Dean forstår
hermed regeringsudøvelse som politisk regulering af befolkningens selvregulering, hvilket
selvfølgelig indbefatter en række fastslåede standarder, normer og regler, der virker regulerende og
samtidig dirigerende eller selvregulerende på handling og adfærd, idet befolkningen kan korrigeres i
relation til de normer, der er omfattet af regeringsudøvelsen. Således kan befolkningen blive formet
gennem regeringspraksissen, hvilket dog ikke betyder, at regeringsudøvelse er determinerende for
de regeredes adfærd, idet formning af praksis reelt set fordrer, at befolkningen kan handle og
dermed også handler anderledes (Dean, 1999: 10ff). De fastslåede standarder, normer og regler
bygger således på en særlig rationalitet i regeringsaktiviteten. Rationaliteten fordrer en forståelse af,
hvordan tingene er, og hvordan disse bør være (Dean, 1999: 11f).
Med henblik på magtdelingen og den dømmende magt, er det først med udgangspunkt i en mere
nuanceret regeringsforståelse, at vi kan forsøge at analysere hvordan den dømmende magt påvirkes
af regeringsaktivitetens teknologier, hvorefter vi kan komme med konklusioner omkring den
dømmende magts mulighedsbetingelser i henhold til Lømmelpakken.
Guvernementalitet
Når vi nu har forsøgt at slå fast hvad der menes med regeringsudøvelse, vil vi nu komme ind på
begrebet ’guvernementalitet’, der netop kan ses som den samtidige regerings fornuft eller grundlag.
Guvernementalitet omhandler først og fremmest refleksioner over de forskellige mentaliteter i
regeringsudøvelsen, der danner baggrund for styringen. Man finder frem til disse mentaliteter
gennem ”(…) the bodies of knowledge, belief and opinion in which we are immersed” (Dean, 1999:
16). Den viden og deraf afledte sandhedsskabelse (med andre ord, mentalitet) danner udgangspunkt
for selve regeringspraksissen (’regimes of practice’) eller dets taktikker og formuleringerne, der er
til stede ved styring af selvet (Dean, 1999, p. 17f). Selvstyringens mentalitet kan, i forlængelse af
ovenstående fire dimensioner, ligeledes anskues i dets rationelle systematik: ”The part of ourselves
we seek to work upon, the means by which we do so, the reasons we do it, and who we hope to
26

ecome” (Dean, 1999: 17).
Guvernementalitet har derudover en anden, historisk betydning. Nemlig som opkomsten af en ny
måde at tænke og udøve magt på. Foucualt indsætter guvernementalitet geografisk og historisk i
vesteuropæiske samfund ved modernitetens begyndelse, hvor staten ”(…) becomes a distinct
activity” (Dean, 1999: 19). Foucault opsummerer guvernementalitet-begrebet således:
”Ved ”guvernementalitet” forstår jeg den mængde af institutioner, procedurer, analyser og
refleksioner, beregninger og taktikker, som gør det muligt at udøve den specifikke, om end
meget komplekse form for magt, hvis primære sigte er befolkningen, hvis vigtigste
vidensform er den politiske økonomi, og hvis væsentligste tekniske redskab er
sikkerhedsforanstaltningerne”
(Foucault, 2008: 116f).
Foucault forklarer statens fortsatte eksistens som guvernementaliseringen af staten selv:
”(…) når staten eksisterer som den eksisterer nu, så er det takket være netop denne
guvernementalitet, der på samme tid er ydre og indre i forhold til staten, eftersom det er
regeringstaktikker, der på ethvert tidspunkt tillader definitionen af det, der afhænger af
staten, og det, der er privat, og af det, der er statsligt og ikke statsligt. Om De vil, må
statens overlevelse og dens grænser altså forstås ud fra guvernementalitetens overordnede
taktikker”
(Foucault, 2008: 118).
Guvernementalitet, i denne betydning, implicerer et forhold til historiske former for magt, nemlig
suverænitet og disciplin, som guvernementalitet kan indskrives i samtidig med, at
guvernementaliteten har omkodet selvsamme størrelser. Suverænitetsrelationen observeres i forhold
til konstitutioner, love og parlamenter i henhold den udøvende og dømmende magt, mens
disciplinen i samtiden forekommer ved for eksempel undervisning og organisering af arbejdet,
hvorved guvernementalitet netop kan siges at angå befolkningen som ressourcer ”(…) to be
fostered, to be used and to optimized” (Dean, 1999: 20). Man kan sige, at guvernementaliteten er
den vedvarende konstruktion og herved produktion af befolkningen. Befolkningens vilkår bliver
den uomgåelighed som søges optimeret, netop fordi den kollektivt indlejrede 'idé' (mentaliteten) om
befolkningen er guvernementaliteten. I forhold til vores projekt kan man se retten som en suveræn
struktur inden for hvilken, en disciplinering af befolkningen finder sted, idet retten er forbundet med
27

ulovlighed og dermed, i et regeringsperspektiv, skal rette sig ind ift. suverænens bestemmelser.
Videnskabeliggørelse og kritik af magten
Regeringens videnskabelige fundament er her vigtig at fremhæve. Ifølge Foucault ”(…) etableres
en ny relation mellem regeringsudøvelse og viden, hvori guvernementaliteten selv skaber og
opretholder positioner, hvorfra magten kan kritiseres med reference til sandhed” (Villadsen, 2010:
21). Dermed sammenflettes videnskaben med regeringskunsten til trods for, at videnskaben ”(…) er
ekstern, og (…) sagtens kan grundlægge, etablere, udvikle, udtømmende bevise rigtigheden af uden
at være regent, uden at man tager del i denne regeringskunst” (Foucault, 2008: 380). Videnskaben
bliver således regeringsførelsens ’verifikationsinstans’ og kan dermed have en begrænsende effekt
på regeringsførelsen (Villadsen, 2010: 21).
I relation til vores case kan man lægge til grund, at kontrolmulighederne for den dømmende magt
netop findes i denne magts videnskabelige formåen og den prioritet, denne får i
guvernementaliteten.
Guvernementalitet som dispositiv
Vi vil nu endnu engang komme ind på sammenhængen mellem guvernementalitet og dispositiv,
sådan som Foucault selv beskriver sammenhængen. Han finder, at guvernementalitet i sig selv er et
anordnende dispositiv (Raffnsøe et al., 2004: 33). På samme måde som lov-, disciplin- og
sikkerhedsdispositivet, finder man, at guvernementaliteten systematiserer de regerede via
styringsmæssige teknologier og magtteknikker byggende på rationalitet, og at denne anordning er
korrigeret af den samtidige videnskab.
Gilles Deleuze (1991) opstiller guvernementalitetens anordning i henhold til fire dimensioner ved
regeringsudøvelsen. Dean kondenserer disse dimensioner således:
”1 characteristic forms of visibility, ways of seeing and perceiving
2 distincitive ways of thinking and questioning, relying on definite vocabularies and
procedures for the production of truth (e.g. those derived from the social, human and
behavioural sciences)
3 specific ways of acting, intervening and directing, made up of particular types of
practical rationality (’expertise’ and ’know-how’), and relying upon definite mechanisms,
techniques and technologies
4 characteristic ways of forming subjects, selves, persons, actors or agents”
(Dean, 1999: 23; se også s. 30).
28

Det er disse fire dimensioner, som vi vil operationalisere i vores analyse af guvernementalitet i
Lømmelpakken for at undersøge, hvordan teknikkerne og teknologierne, byggende på rationalitet,
former den dømmende magts mulighedsbetingelser i sammen spil med den dømmende magts
videnskabelige grundlag og traditionsbundne praksis.
Det er vigtigt at bemærke, at sidstnævnte citat omhandlende regeringsudøvelsens dimensioner tager
udgangspunkt i de fire punkter, Deleuze anvender til at beskrive dispositivet (1991) som en indgang
til Foucaults forfatterskab. Meningen, for os, er at opstille en vis kronologi over sammenhængen
mellem dispositivet og guvernementaliteten således så dispositivets kompleksitet netop indsættes i
en mere specifik, og for os, mere operationaliserbar forståelsesramme. Kronologien i teksterne viser
således begrebernes tætte forbindelse. Hvor Deleuze’ tekst foregår på et højt abstraktionsniveau, har
Mitchell Dean en mere praksisorienteret tilgang til Foucault.
8.2.3 ’Frames of War’
Perception and policy are but two modalities of the same process whereby the ontological status of a
targeted poplulation is compromised and suspended.
It is not the withdrawal or absence of law that produces precariousness, but the very effects of
illegitimate legal coercion itself, or the exercise of state power freed from the constraints of all law.
Dispositiv- og guvernementalitetsbegrebets sammenhæng med ’Frames of War’
Judith Butler, Frames of War, s. 29
Vi ønsker nu at gennemgå de, i forhold til vores case, vigtigste teoretiske begreber fra ’Frames of
War’ af Judith Butler. Dette danner, som før nævnt, baggrund for vores analytiske
efterrationalisering, hvorved ’Frames of War’, eller blot framing, har det mest snævre perspektiv af
de tre nævnte teorier, hvorfor denne vil tages i brug i første analyse.
Butler skriver sig ind i en foucauldiansk tradition, hvilket kan tydeliggøres, når man, på et lidt
højere abstraktionsniveau, indsætter teorien i forbindelseslinjen mellem dispositiv og
guvernementalitet, jf. Deleuze' (og Deans) skematik. Framing er på den måde indeholdt i (4) 'de
karakteristiske måder at forme subjekter på', gennem (3) de politiske 'måder at handle, intervenere
og dirigere', som igen bygger på (2) 'særlige måder at tænke og spørge ind til', som overordnet er at
finde i (1) de 'karakteristiske former for synlighed og anskuelsesmåder' (Dean, 1999: 23; egen
oversættelse).
I et dispositiv-perspektiv er framing-taktikken således en teknologi til at initiere en specifik
29

mentalitet – anordning – og dermed etablere en ny orden eller systematik. Titelordet, ’war’, angår
hermed den situationelle omstændighed, framingens magtkamp udspiller sig i 23 (Butler, 2010: 4).
Hertil er det vigtigt at påpege, at Butler giver udtryk for, at teorien kan anvendes ifm. langt bredere
magtrelationelle situationer og begivenheder, herunder statsvold (Butler, 2010: 32). I relation til
Lømmelpakken finder vi teorien brugbar, idet Lømmelpakken udpeger et konkret antagonistisk
objekt eller en indre fjende, karakteriseret ved lømlerne, som resten af samfundet skal beskyttes
imod. Således opstiller framingen i Lømmelpakken en kamp mod potentielle lømler. Udvælgelsen
af Butlers teori hænger derfor bl.a. sammen med vores immanente normativitet, vi beskriver i vores
motivation, fordi vi problematiserer konsekvenserne af et sådant fjendebillede. 24
Centrale begreber i ’Frames of War’
I ’Frames of War’ arbejder Judith Butler med følgende tese: ”If certain lives do not qualify as lives
or are, from the start, not conceivable as lives within certain epistemological frames these lives are
never lived nor lost in the full sense” (Butler, 2010: 1). Dermed arbejder hun hovedsagelig med en
epistemologisk problematik, idet hun undersøger hvorvidt, man begriber personer. Derfor har
opgaven samtidig en ontologisk dimension, idet hun må definere, hvad der går tabt, altså kroppen
eller livet. Hun kalder disse frames for ’politically saturated’ og som ’operations of power’, idet
framing forsøger at begrænse menneskelig tilsynekomst (’appearance itself’). Dette sker gennem
ulige allokering af usikkerhed (’precarity’) på baggrund af en sikkerhedsvurdering eller en
forståelse af nødvendighed. Denne sikkerhedsvurdering fører til efterfølgende politiske indgreb
over for de framede, hvorfor disse selv bliver udsatte eller usikre (’precarious’) (Butler, 2010: 1ff).
Dette betyder, at usikkerhedsvurderingen tilkender de framede en mindre værdi end dem, som
framingen ikke angår, hvorved de framedes liv, eller i casens tilfælde, retssikkerhedsmæssige værdi,
antagelsesvist kan blive undermineret.
Butler skriver sig ind i den hegelianske anerkendelsesteoretiske tradition og sondrer mellem
’recognition’ (anerkendelse) og ’recognizability’ (genkendelighed): ”If recognition characterizes an
act or a practice or even a scene between subjects, then ”recognizability” characterizes the more
general conditions that prepare or shape a subject for recognition (…) In this sense, recognizability
precedes recognition” (Butler, 2010: 5, vores fremhævelse). Butler advokerer for en egalitær
allokering af anerkendelse i framing, der undgår ugenkendeligheden af subjekter og dermed
23 Begrebet, ’framing’, anvendes i resten af projektet i forlængelse af Judith Butlers teoriudvikling. Framing angår dermed
en sikkerhedspolitisk perception i politisk kamp eller indgreb mod udvalgte subjekter der menes at skabe eller kunne
skabe usikkerhed for den ikke-framede del af befolkningen.
24 Koblingen mellem teori og den valgte case kan hermed indsættes i refleksion over Lømmelpakke-casens overførbarhed,
idet vi både ser teorien, ’Frames of War’, og casen, Lømmelpakken, som oplagte måder at anskue frygtsamfundets
paradigmatiske anordning ud fra. Begge angår uomgåelig udpegning af et problemkompleks; et objekt eller fjende, der
må håndteres med sikkerheden for øje (se i øvrigt ’Refleksioner over teoretisk brug’).
30

legitimeringen af krænkelse af subjektet (Butler, 2010: 13f).
De pågældende er genkendt, når betingelserne for at udtrykke sorg (’grievability’) over tab er
tilstede: ”Grievability precedes and makes possible the apprehension of the living being as living,
exposed to non-life from the start” (Butler, 2010: 15). Det bliver hermed interessant for os at
undersøge, hvordan Lømmelpakken behandler dets objekt (lømlerne). Eller anderledes sagt;
Lømmelpakkens ”rummelighed” over for lømlernes gerninger. Det vil sige, hvornår lømlen bliver
skyldig, kan frihedsberøves etc., og hvorvidt sådanne handlinger medfører nogen større affektiv
reaktion. Hensigten med denne normativitet kan så siges at være, at de-legitimere og udfordre den
politiske styrings selvfølgelighed og på længere sigt, forandre eller 'omanordne' den politiske
styring, dens rationalitet, teknikker og sociale teknologier.
Judith Butler forklarer dernæst, hvordan framing kan forbindes med en opfattelse af skyldighed (jf.
disciplindispositivet) eller forfordømmelse: ”If one is ”framed,” then a ”frame” is constructed
around one’s deed such that one’s guilty status becomes the viewer’s inevatible conclusion” (Butler,
2010: 8). Den politiske forfordømmelse, gennem framing, anordner specifikke reaktionsmønstre
vha. usikkerhedsallokeringen, hvorved den får indflydelse på, hvorvidt krænkende statsvold bliver
mødt med sorg og empati (’precarity’).
Cirkulation, reproducerbarhed og det brudte frame
At sætte spørgsmålstegn til framing er ensbetydende med, at framen ikke formåede at blive
omnipræsent, da framen ikke stemte overens med den etablerede forståelse af forholdene. Det er
således interessant at belyse, hvordan ordet, ’lømmel’, anvendes fra politisk hånd, om sprogbrugen
passer overens med den etablerede forståelse og tilmed, hvorfor en sådan modtagelse gør sig
gældende. Analytisk angår dette en refleksion over subjektivisering eller anordning af subjektet og
hvorvidt denne anordnende magt findes legitim blandt offentligheden.
Mulighed for kritik og brud med framen relaterer Butler til cirkulation eller reproducerbarhed: ”The
frame that seeks to contain, convey and determine what is seen (and sometimes, for a stretch,
succeeds in doing precisely that) depends upon the conditions of reproducerbility in order to
succeed” (Butler, 2010: 10). Det er cirkulationens vilkår i framing og dennes allokering af
usikkerhed, som netop medfører muligheden for destruktion af framen, en fordømmelse af tidligere
legitimeret handling. Framens hegemoniske magtbegreb, i relation til dens perception, løsnes derfor
(Butler, 2010: 11). Igennem bruddet befinder muligheden sig således for at kaste lys over framedes
usikkerhed.
Dertil kan man finde, at de implicerede aktørers handlinger først bliver tydelige, når disse strider
imod den etablerede forståelse. Handlingen bliver ikke længere bliver en selvfølgelighed. Med
31

andre ord, hvis framingen ikke senere hen møder kritik og ligger under for efterfølgende debat, vil
dette være ensbetydende med, at hverken offentlighed, eksperter eller opposition ser det politiske
program som indeholdende nogen form for problematik eller uselvfølgelighed, hvorfor disse aktører
heller ikke selv ville kunne træde ind i offentlighedens spotlys. I henhold til vores case, mødte
forslaget om Lømmelpakken megen kritik, hvorfor programmet, i dele af offentligheden, blev
synliggjort som indeholdende betydelige problematikker.
Opsummerende teoretiserer Judith Butler over den virkelighed, man fra politisk side indskriver
sikkerhedspolitiske policies i. Hensigten er at undgå usikkerhed (’precarity’) for nogle samtidig
med, at der bliver skabt usikkerhed (’precariousness’) for udvalgte. Underkendelsen af sidstnævnte
skal derved forstås som en taktisk forsøgt legitimering af efterfølgende indgreb. Succesraten for en
sådan taktik afhænger af framingens cirkulation samt, hvordan den bliver modtaget, hvilket hænger
sammen med den i forvejen etablerede forståelse af genstanden. Det er således her potentialet for
kritik og modsætning befinder sig.
Framing anvendes således til at angive, hvem samfundet uomgåeligt skal håndtere (her lømlerne),
hvortil teorien samtidig angiver, hvilken rolle statsmagterne påtager sig for at indfange disse. At
frame andre som en usikkerhedsfaktor kaster lys tilbage på framens afsender, politikere, der
tilskriver sig selv en rolle som en art kontrollant eller sikkerhedsudøver.
Den dømmende magt som kontrolinstans befinder sig således i en privilegeret position, idet
domstolene har mulighed for at kontrollere de usikkerhedsskabende følger af illegitim lovgivning,
eftersom den dømmende magt kan underkende den anordnende lovgivning og i sammenhæng med
dette, eventuelt dens framing. Teoriens normative sigte vil dermed inddrages til at diskutere
sikkerhedsmæssige og retssikkerhedsmæssige implikationerne for de framede.
8.3 Refleksion over teoretisk brug
Vi vil i dette afsnit reflektere over en række forhold ved vores teoretiske brug ift. begreberne,
’sikkerhed’ og ’retssikkerhed’. Således ønsker vi at tage stilling til, hvilke resultater teorien kan
frembringe og deres socialvidenskabelige relevans.
I vores videnskabsteoretiske overvejelser, forklarede, hvordan retten var det strukturerende princip.
Imidlertid er det kun strukturerende for det, vi vil undersøge og analysere – domstolenes
mulighedsbetingelser. Det er, med andre ord, vores epistemologiske afsæt, hvorved epistemologien
har forrang over ontologien. Imidlertid undersøger vi en genstand (domstolene/retssystemet) med
henblik på at kunne gøre gældende, hvordan samtidens forhold (frygtsamfundet/retsordenen) har
indflydelse på denne genstand. Det, som derfor skal gøres gældende, er, hvilken betydning
32

esultater af undersøgelsen har. Derfor skal de relateres til retsordenen og derved være spørgsmål
om sikkerhed og retssikkerhed. Af denne overvejelse følger to grundlæggende spørgsmål mht., hvad
projektet, i kraft af teorivalg og metode, kan tilbyde. Først, hvilken viden opnår vi med valgte
teorier og metode? Og dernæst, hvordan er den viden overhovedet relevant?
Til det første spørgsmål finder vi, at vi, ved at afsøge mulighedsbetingelserne for den dømmende
magt, kan opnå viden om, hvad der konstituerer domstolenes mulighed for at beskytte og håndhæve
retssikkerheden. Med valget af en dispositivanalyse, som overordnet fremgangsmåde, kan man
klandre os for at udøve tautologisk forskning, netop fordi teorien selv skaber sine svar, altså en
’strategisk funktion’, og hermed på sin vis bliver selvopfyldende. Men da vi ønsker at bruge
dispositivanalysen til at vise, hvordan domstolene er indvævet og konstitueret af et sammenspil af
forskellige rationaliteter, der tilsammen udgør en guvernementalitet, er det genstandens særlige
position, der er i fokus og ikke dispositivet i sig selv.
Med dette mener vi, at det, vi ønsker at undersøge, er domstolene som institution i det danske
samfund, ift. magtdeling og rolle mens det, der angår dispositivet – frygtsamfundet herunder
medier, meningsdannelse og produktionen af behovet for sikkerhed – efterlades uberørt. Vi
undersøger hermed ikke, hvorfor dispositivet tilskriver handlinger særlig værdi, men hvordan det
påvirker mulighedsbetingelserne for den dømmende magt.
Netop fordi vi ikke behandler dette 'hvorfor', må vi med det andet spørgsmål afsøge, hvilken
relevans den viden, vi i stedet producerer, har. Med afsæt i Judith Butlers skelnen mellem
epistemologisk og ontologisk sigte, kan man sige, at det, som ”mangler” er den ontologiske
konsekvens 25 . Vi finder det her instruktivt at tale om subjektiviseringen, dvs. hvordan opfattelser af
retssikkerhed og sikkerhed skabes på et subjektniveau. Med frygtsamfundet forstås opkomsten af en
udvidet refleksivitet omkring sikkerhed, som vi med guvernementalitet knytter til 'styring af
selvstyring', dvs. hvordan diskurser omkring sikkerhed internaliseres i subjektet. Samme proces gør
sig gældende for retssikkerhed, hvor spørgsmålet om forudsigelighed i høj grad også er knyttet til
særlige diskurser og herved former subjekters opfattelse af deres demokratiske rettigheder. På den
led knytter vi vores undersøgelse af domstolenes mulighedsbetingelser til, hvordan sikkerhed for
nogen bliver til usikkerhed for andre, fordi disse antagelsesvist får undergravet deres retssikkerhed.
Således kan man finde, at vores egen refleksivitet i høj grad selv bærer præg af en samtidig
25 Judith Butler udlægger sine epistemologiske og ontologiske overvejelser således: ”On the one hand, I am seeking to
draw attention to the frames through which we apprehend or, indeed, fail to apprehend the lives of others as lost or
injured (lose-able or injurable) are politically saturated. They are themselves operations of power. They do not
unilaterally decide the conditions of appearance but their aim is nevertheless to delimit the sphere of appearance itself.
On the other hand, the problem is ontological, since the question at issue is: What is a life? The ”being” of life is itself
constituted through selective means; as a result, we cannot refer to this ”being” outside of the operations of power, and
we must make more precise the specific mechanisms of power through which life is produced” (Butler, 2010: 1).
33

sikkerhedsdiskurs. Men hvor sikkerhed ofte omtales politisk som et positivt gode, der skal styres
efter, opstiller vi sikkerhed negativt i form af retssikkerheden – dvs. som umistelige rettigheder.
8.4 Casevalg
I det følgende afsnit vil vi reflektere over, hvad der karakteriserer og kvalificerer vores casevalg,
Lømmelpakken. Afsnittet vil bygge på caseteori af Bent Flyvbjerg 26 .
Den paradigmatiske og ekstreme case
Flyvbjerg sondrer mellem fire forskellige typer af cases: ’repræsentative’, ’ekstreme’, ’kritiske’ og
’paradigmatiske’ cases (Flyvbjerg, 1991: 150). Da vi har valgt at indskrive vores projekt i en
frygtsamfundstypologi, som overordnet forståelsesparadigme, arbejder vi med, hvad Flyvbjerg ville
kalde en ’paradigmatisk’ case, som er ”(...) cases that highlight more general characteristics of the
societies in question" (Flyvbjerg, 2004: 16). I forhold til problemformuleringen, har vi derfor en
forventning om, at rationaliterne, bag Lømmelpakken, vil kunne relatere sig til frygtsamfundet som
paradigme.
Ud fra en empirisk forståelse kan casen derudover ses som en ekstrem case. Ekstreme cases er
karakteriseret ved, at de ”(…) kan ses som særligt problemfyldte eller særligt vellykkede i en
nærmere defineret forstand” (Flyvbjerg, 1991: 150). Lømmelpakken adskiller sig fra de andre cases,
som vi har overvejet, da domstolene og retsmyndigheder har udtrykt sig særligt kritiske over for
lovforslaget. Den Danske Dommerforening konstaterer, i forhold til udvidelsen af frihedsberøvelse
fra 6 til 12 timer, at dette ”(...) i sig selv giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder”
(Den Danske Dommerforeningen, 2009). Samtidig var der en frygt for store økonomiske
konsekvenser for domstolene pga. de mange sager, domstolene forventede ville komme i
forlængelse af de administrativ tilbageholdelser under COP15 (Københavns Byret, 2009). Vores
ønske, om at undersøge den dømmende magts mulighedsbetingelser, tilføres dermed en ekstra
dimension ved domstolenes kritiske stillingtagen, da domstolene i højere grad synliggør deres egen
position. Vi anser derfor casen som særlig problemfyldt ift. andre lovforslag, idet Lømmelpakken
har haft betydelige konsekvenser for den dømmende magt på flere områder.
Adskillelse mellem tendens og generalisering
Selvom vi anser vores case som værende en ekstrem case, så ligger den ikke langt fra begrebet om
’den kritiske case’. Den kritiske case indeholder dog et andet videnskabsteoretiske mål, idet den
kritiske case bevidst søger at være generaliserbar, således at undersøgelsens konklusion kan sige
26 Dr. Tech, Dr. Scient. og Ph.D. og fungerer som professor ved Oxford Universitet.
34

noget generelt (Flyvbjerg, 1991: 150). I og med, at vi har afskrevet muligheden for at nå et
generaliserbart resultat, afgrænser vi os også dermed fra at tale om en kritisk case. Det, resultaterne
af vores undersøgelse vil kunne vise, er i stedet en udvikling af tendenser, som kan have en vis
overførbarhed til vores opstillede samfundsparadigme, frygtsamfundet. Men det er dermed ikke det
samme som at tale om en klar generaliserbarhed, da vi, allerede i vores udvælgelse af
Lømmelpakken som case, har set generelle forskelle fra de cases, vi har omtalt i problemfeltet.
Således er der forskel på at synliggøre en tendens og at generalisere, hvilket vi finder som den
afgørende forskel for at skelne imellem en kritisk og en ekstrem case.
8.5 Empiri
I følgende afsnit vil vi gennemgå vores metodiske refleksioner omkring empirivalg, dvs.
interviewempiri, artikler og offentlige statslige dokumenter.
8.5.1 Interviews
Vores interviewempiri består af ét kvalitativt interview med Jørgen Lougart – tidligere formand for
Den Danske Dommerforening. I projektets opstartsfase forsøgte vi at få kontakt med en række
nøglepersoner 27 . Vi havde et ønske om, at vi, igennem de kvalitative interviews, ville kunne få
indblik i den dømmende magts opfattelse af egne mulighedsbetingelser og samtidig få uddybet
deres holdning til Lømmelpakken. Desværre har vores forsøg været præget af enten afslag eller
manglende respons. Det lykkedes dog at få et interview med Jørgen Lougart, som gav sit syn på den
dømmende magts mulighedsbetingelser 28 . Samtidig refererede han ofte til situationer under sit virke
som Dommerforeningens formand 29 . Derfor mener vi at kunne tillægge ham en ekstra
forklaringskraft og empirisk validitet, fordi han ofte taler på vegne af Dommerforeningen (Lougart,
2010: 2ff).
8.5.2 Artikler fra dagspressen
Vi har valgt at indsamle artikler fra forskellige større aviser i Danmark 30 . Vi har samlet artikler fra
før forslaget om lømmelpakken blev fremsat, og frem til under topmødet, hvor lovændringerne blev
taget i brug. Dette er gjort for at kunne følge fremsættelsen og modtagelsen af Lømmelpakken. Vi
har selektivt udvalgt artiklerne ud fra teoretiske kriterier. Den første analyse, med udgangspunkt i
27 Disse personer er henholdsvis Jens Peter Christensen, Torben Melchior, Thomas Rørdam og Oliver Talevski, som alle
har det til fælles, at de alle tidligere har arbejdet eller på nuværende tidspunkt arbejder som højesteretsdommer.
28 De konkrete forhold omkring interviewet er blevet uddybet i bilag 2, hvor interviewguiden også er at finde.
29 Han taler ofte om ”Vi [indforstået i dommerforeningen]”.
30 Politiken, Information, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og BT.
35

framing, indeholder udelukkende artikler, som inddrager aktører, der framer eller vurderer
framingen i offentligheden 31 . Vi har dog ikke gjort nytte af avisartikler til analysen efter lovens
vedtagelse, da framingen af Lømmelpakken er determineret lovmæssigt i det øjeblik, at forslaget er
blevet vedtaget. I perspektiveringen vil der dog inddrages artikler efter vedtagelsen da pakken bliver
set i retrospekt.
8.5.3 Offentlige statslige dokumenter
Da vores fokuspunkt er den dømmende magts mulighedsbetingelser, i lyset af Lømmelpakken, har
det været relevant at tage fat på de offentlige dokumenter i forbindelse med udarbejdelsen af
lovpakken 32 . I og med, at det er projektets opgave, at se på den dømmende magts
mulighedsbetingelser, ud fra de tre statsmagters indbyrdes forhold, finder vi, at de statslige
dokumenter har en høj grad af værdi for en videre analyse af vores genstandsfelt. Udover, at denne
data er relevant, fordi vi arbejder med en konkret lovændring, så har disse dokumenter en særlige
validitet på grund af de(n) bias, de afslører, når de forskellige aktørerne giver deres holdninger til
kende (Bryman, 2008: 521). Dokumenternes mulighed for at afsløre politisk bias betyder samtidig,
at vi har valgt at afgrænse os fra at foretage kvalitative interviews med politikere/politiske aktører,
da vi ikke mener, at et interview vil frembringe ny, afgørende argumentation eller problemstillinger.
Disse dokumenter vil hovedsageligt blive anvendt til at redegøre for Lømmelpakkens lovmæssige
bestemmelser og i anden analysedel. På baggrund af ovenstående gennemgang kan det anføres, at
vores opgave hovedsageligt består af en dokumentanalyse.
31 Vi kan ikke benægte, at vores afgrænsning har udelukket nogle meningsdannelser, som kommer til syne i andre medier
(eks. TV, radio, formiddagsaviser). Vi mener dog, at ytringer i eks. TV under alle omstændighed også vil blive
behandlet i dagspressen, og derfor kan vi tillade os at se bort fra dette felt.
32 Folketingsdebatter, spørgsmål og svar, høringssvar, lovforslag og lovtekster.
36

9. Redegørelse
I dette redegørelsesafsnit vil vi først gennem den dømmende magts værdigrundlag, handlerum og
samtidige betingelser, hvorefter vi vil gennemgå domstolsreformen (1999) og derefter
Lømmelpakken (2009).
9.1 Den dømmende magts værdigrundlag, handlerum og samtidige betingelser
I dette redegørelsesafsnit forsøger vi at indsætte den dømmende magt i en bestemt
forståelsesramme. Det er først derefter, at vi kan deontologisere den dømmende magts samtidige
tilstand og gøre den uselvfølgelig (jf. videnskabsteoriafsnittet). Vi vil dermed indskrive den
dømmende magts mulighedsbetingelser i sammenhæng med de andre statsmagter. Det ønskes
praktisk at gennemgå domstolenes kontrolmuligheder (forfatningskontrol og forvaltningskontrol).
Domstolenes kontrol skal ses i forlængelse af en række normer, værdier og traditioner. Empirisk
set, bygger afsnittet overvejende på ’Forfatningskontrol’ af Pernille Boye Koch 33 samt Jens Peter
Christensens ’Domstolene – den tredje statsmagt’. Bøgerne gennemgår overordnet
forfatningskontrol (Boye Koch) og forvaltningskontrol (Christensen), som det har vist sig i sin
praksis, og som er udlagt af personer fra det jurdiske system. Disses pointer bygger videre på
juridiske professorer og praktikeres teoretiske udlægninger omkring kontrollens virke igennem
tiderne. Boye Kochs afsæt er samtidige prominente, danske juridiske teoretikere 34 men også
teoretikere med internationalt sigte 35 , der alle enten argumenterer for en mere aktiv
forfatningskontrol eller ser denne som en tendens i samtiden. Christensens bog er omvendt helt
overvejende nationalt forankret med kun meget begrænset henvisning til international litteratur,
herunder komparative studier i forhold til den danske retstradition. De to forfatteres refleksioner er
ikke tilpasset det, vi ser som et frygtsamfund, samt de konsekvenser, et sådant paradigme kan
bibringe domstolenes mulighedsbetingelser. Dermed kan vi analysere os frem til et antaget skifte,
som følge af frygtsamfundet, ved at sammenligne de juridiske refleksioner med Lømmelpakkens
observerede påvirkning.
9.1.1 Forfatningskontrol
Prøvelsesretten historisk set
Med prøvelsesretten forstås den dømmende magts mulighed for at efterprøve eller kontrollere,
hvorvidt love har hjemmel eller hold i den danske forfatning (Grundloven og siden 1992 også
33
Pernille Boye Koch (f. 1970) er lektor på det Juridiske Institut på Syddansk Universitet og har skrevet Ph.d. omkring
konstitutionel kontrol med lovgivningsmagten.
34
Fx Peter Germer, Henning Koch, Steen Rønsholdt, Eva Smith, Henrik Zahle mv.
35
Herunder Alex Stone Sweet og Jens Elo Rytter
37

EMRK). Dette kaldes, med andre ord, ’forfatningskontrol’. Ifølge Christensen var domstolenes
kompetence til at udøve forfatningskontrol ikke ”(…) en given ting” impliceret i §3 (Christensen,
2003: 11). Spørgsmålet stod åbent indtil 1921, hvor en række forskellige afgørelser i årene 1920-21
slog fast, at man fra domstolene betragtede sig som kompetente til at afprøve
grundlovsmæssigheden (Christensen, 2003: 14ff). At den dømmende magt efterhånden fik juridisk
og politisk medhold i dette henseende, var en af flere selvskabte privilegier (se også
'Forvaltningskontrol'). Som et selvskabt privilegium var dette tidligere eksplicit diskuteret, idet det
omhandlede Danmarks demokratiske grundlag. Kritikerne frygtede, at den dømmende magts
kontrol ville blive stillet over den lovgivende magt, hvormed den dømmende magt, på udemokratisk
grundlag, ville blive lovgiver. De mere positive stemmer mente, at den dømmende magt skulle have
mulighed for kontrol, eftersom den lovgivende magt ellers effektivt ville være et flertalsdiktatur, der
var hævet over forfatningen (Boye Koch, 2002: 20f., 104). Disse to synspunkter genfindes som
’konstitutionalisme’ og ’parlamentarisme’, ikke bare i Danmark, men Europa generelt (Boye Koch,
2002: 104f; Stone Sweet, 2002; se også Wind og Follesdal, 2009 36 ). I dag er prøvelsesretten, i
juridisk teori, en accepteret del af den danske domstolspraksis. Dette skyldes bl.a. at man, til dels, er
gået væk fra en retskildemæssig eller mere retspositivistisk 37 tankegang inden for dansk retsfilosofi,
og i dag i højere grad beskæftiger sig med retsædvane (Boye Koch, 2002: 37). Det vil konkret sige,
at det stadfæstede retskildeelement i en vis grad har mistet sin betydelighed, således så
prøvelsesretten ikke skal findes sort på hvidt i selve Grundloven men i den praksis omkring
Grundloven, der over længere tid er blevet etableret (ibid.: 38f). Boye Koch peger dog på, at
bevægelsen, væk fra retskildelæren og parlamentarisme hen imod en konstitutionalisme, ikke er så
entydig. Fx ved at lovgiverviljen ofte betragtes som retskilde (’folkesuverænitetsprincippet’).
Samtidig er der fremkommet kritik af den dømmende magt for at inddrage andre aktørers udsagn,
herunder eksperter og embedsmænd (ibid.: 91ff). Henrik Zahle 38 , der, som fortaler for
prøvelsesretten, fandt, at prøvelsesretten i dag er blevet til en legitimeringsfaktor og kritiserer
samtidig den udprægede tilbageholdenhed omkring forfatningskontrol 39 . Dette, til trods for en større
international påvirkning, hvor særlig EMRK og dennes mindre præcise rammelovgivning giver
36 Pågældende artikel er en del af et temanummer omkring domstolenes forfatningskontrol i Skandinavien, som
udtømmende behandler behandler distinktionen mellem parlamentarisme og konstitutionalisme.
37 ”Retspositivismen gør op med naturrettens forestilling om en ideal og retfærdig ret: Kun den positive ret er virkelig.
Den positive ret er et samfunds faktiske gældende retsregler” (Rendtorff, 2005: 43).
38 Henrik Zahle (1943-2006) har fungeret som lektor i retslære og har skrevet en række artikler om procesret og
retsfilosofi, hvori han kritiserede Alf Ross’ retspositivistiske syn og argumenterede for en retspolycentrisme. Derudover
har Zahle fungeret som Højesteretsdommer fra 1999-2002. Han blev desuden æresdoktor i Uppsala, medlem af Det
Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Europarådets Venedig-kommission (Den Store Danske, 2010).
39 ”For det første forekommer det at være et åbent spørgsmål, om prøvelsesretten har bidraget til at styrke Folketingets og
andre myndigheders respekt for Grundloven. At en sag kan rejses ved domstolene, har nok i enkelte tilfælde haft
umiddelbar betydning for, hvordan en lov er udformet. På den anden side giver anerkendelsen af domstolenes
prøvelsesret lovgivningen den legitimation, der følger af, at den, der måtte mene loven grundlovsstridig, har mulighed
for at indbringe sagen for domstolene – vel vidende, at domstolene efter al sandsynlighed ikke vil finde
forudsætningerne for underkendelse af loven opfyldt” (Boye Koch, 2002: 39f).
38

mulighed for mere aktiv forfatningskontrol. Som nyligt indtrådte højesteretspræsident, har Børge
Dahl 40 bl.a. været fortaler for denne gensidige samfundsudvikling (Christensen, 2003: 19ff).
Pernille Boye Koch finder dog det til trods, at man endnu ikke er gået væk fra den retskildemæssige
tilbageholdenhed. Hun skriver, at ”(…) forkærligheden for Folketingets bevægelsesfrihed
[parlamentarismen] således [har] dybe rødder i dansk forfatningsteori” (Boye Koch, 2002: 49).
Andre forskere har ligeledes peget på, at parlamentarismen fortsat har stor indflydelse på den
dømmende magts rolle og den danske juridiske diskurs generelt (se Wind, 2010; Schaumberg-
Müller, 2009). Ikke mindst Marlene Wind 41 har vist, hvordan denne tendens går igen, når danske
domstole skal forholde sig til EU-ret og EU-domstolen. Når domstolene skal vurdere, hvorvidt de
kan bringe et nationalt lovgivningsspørgsmål videre til EU-domstolen, fandt Wind, at flertallet
fulgte Kammeradvokatens 42 råd. Dette var blevet til på baggrund af direkte skrivelser fra Justits- og
Udenrigministeriet i Juridisk Special Udvalg (Wind, 2010: 1051). Derfor forefandtes en særlig
lødighed, hvis rod var at finde i hhv. domstolenes opfattelse af Kammeradvokaten (og
Justitsministeriet) som den højeste autoritet ift. EU-lov i landet, og domstolenes hierarkisk
orienterede tilbageholdenhed, hvor opfattelsen generelt blandt dommere, både inden- og udenfor
Højesteret, er, at det kun er landets øverste juridiske autoritet, der kan videresende lovspørgsmål til
EU-domstolen for en vurdering (Wind, 2010:1049f). 43 Derfor synes konstitutionalismen at være
relativt begrænset, mens parlamentarismen, på visse områder, er stærkt indlejret i den dømmende
magts handlegrundlag.
Den materielle og formelle domstolskontrol
Boye Koch peger på, at der eksisterer to udgangspunkter for forfatningsmæssig domstolskontrol:
den materielle og den formelle domstolskontrol (jf. også Forvaltningskontrol) (Boye Koch, 2002:
25ff). Hermed kan vi skelne mellem to forskellige årsager eller henseender til at udøve kontrol i.
Sondringen inddrages for, i sidste ende, at kunne nuancere diskussionen omkring den dømmende
magts mulighedsbetingelser. Hvor førstnævnte angår såkaldte ’kompetencetvister’, det vil sige
sager om kompetencemæssig afgrænsning mellem statsmagterne, omhandler sidstnævnte såkaldte
’legalitetsprincipper’, hvor lovgivningsmagten via lovgivning formodes at have overtrådt
Grundlovens indhold eller dets materialitet. I kompetencetvister kan den dømmende magt således
selv være en del af tvisten, eftersom dennes kompetencer, gennem lov, kan blive indskrænket (e.g.
40
Børge Dahl (f. 1944) er tidligere lektor på Københavns Universitet og CBS Handelshøjskolen, højesteretsdommer fra
1996 og nuværende højesteretspræsident (Domstol.dk, 2010a).
41
Marlene Wind er professor i statskundskab på Københavns Universitet og leder af Center for Europæisk Politik ved
samme sted.
42
Statens advokat i civile retssager.
43
En dommer i hendes undersøgelse siger: ”In Denmark it takes a lot for a court to question what a majority of
legitimately elected politicians have decided” (Wind, 2010: 1049).
39

Tvinddommen 44 ). Med legalitetsprincippet er der ikke tale om et tvist mellem statsmagter men
mellem en borger og lovgivningsmagten, hvorved den dømmende magt ikke kan være part i sagen
(jf. forskellen mellem ’konkret sag’ og ’abstrakt normkontrol’) (Boye Koch, 2002: 25ff., 84f.).
Kontrolmulighederne, værdier, traditioner og borgeren
Boye Koch forklarer, at indskrænkelsen af forfatningskontrollen skyldes, at prøvelsesretten ikke er
blevet diskuteret i sammenhæng med en grundlovsreform men i stedet er blevet en del af
retspraksis, hvilket har medført en ”(…) konkret, præjudiciel, individbaseret og tilbageholdende”
forfatningskontrol (Boye Koch, 2002: 62). Det er reelt kun Højesteret, der vurderer loves
grundlovsstridighed, selvom alle domstole har mulighed for dette. Samtidig vurderer den
dømmende magt næsten udelukkende lovens grundlovmæssighed i tilknytning til en konkret sag og
ikke gennem ’abstrakt normkontrol’ 45 (ibid.: 63ff). Højesteret har i senere tid udvidet adgangen til
prøvelse af loves materielle gyldighed. Imidlertid ser Boye Koch mere pessimistisk på de mere
lempelige betingelser: ”Større aktivisme i admitteringsspørgsmålet er ikke automatisk et indicium
for en mere intensiv materiel prøvelse. Tværtimod kan en udvidelse af søgsmålsretten ses som en art
kompensation for en (stadig) mangelfuld materiel domstolsprøvelse” (ibid.: 70). Hun forklarer, at
domstolene har tilpasset sine afgørelser i henhold til EMD, så Danmark ikke kan anklages for
menneskerettighedsbrud (’harmoniseringsbestræbelse’), hvorfor man igen ikke kan tale om selvvilje
eller selvstændighed hos domstolene (ibid.: 73f, 87).
Retssikkerhed
Selvom vi på nuværende tidspunkt allerede har været inde på den dømmende magts værdigrundlag
og traditioner i forfatningskontrollen, vil vi kort uddybe dette mere eksplicit, eftersom vi ikke har
talt om, hvem lovenes manglende grundlovsmæssighed angår, nemlig borgeren. Derfor er det af
essentiel betydning at nævne ’retssikkerhed’. Retssikkerhedskravet indebærer ”(…) en fordring om,
at borgerne skal kunne forudberegne deres retlige position med en rimelig grad af sikkerhed, hvilket
atter medfører, at lovbestemmelser, herunder navnlig bestemmelser, som hjemler indgreb i
borgernes retspositioner, skal være præcist og klart formulerede” (Boye Koch, 2002: 83).
Forudberegnelighed er derfor lig retssikkerhed. Retssikkerheden skal, med henblik på det formelle,
44 ”Med Tvindloven rettede lovgivningsmagten en bebyrdende lov mod en række helt konkrete skoler som reaktion på, at
disse skole efter Folketingets opfattelse havde handlet ulovligt. Hvis man tilslutter sig tanken om, at meningen med
Grundloven § 3 er at sikre borgernes retssikkerhed, skal en idømmelse af straf på baggrund af formodede
lovovertrædelser finde sted ved en domstol med de deri tilknyttede processuelle garantier. Og ud fra dette synspunkt er
det naturligvis utilstedeligt, at Folketinget via Tvindloven har overtaget denne dømmende funktion samtidigt med, at
skolerne fratages muligheden for at få prøvet afgørelsen om fratagelse af tilskud ved domstolene” (Boye Koch, 2002:
72).
45 ”Med begrebet abstrakt normkontrol menes den situation, at lovgivningen og forfatningen holdes op mod hinanden med
henblik på at afgøre, om loven er forfatningsstridig, uden at spørgsmålet har sin udspring i en konkret retstvist” (Boye
Koch, 2002: 66).
40

desuden sikres gennem et for omverdenen gennemskueligt og logisk system (’system- og
konsistenshensyn’) (ibid.: 83ff). Retssikkerhed skal hermed sikres gennem både materielle og
formelle betingelser. I forlængelse af retssikkerhed er det vigtigt at nævne et andet essentielt
retsprincip nemlig, at man lader tvivlen komme en til gode – altså, man er uskyldig indtil det
modsatte er bevist (’in dubio pro reo’) (Høilund, 2010: 12).
9.2.1 Forvaltningskontrol
Legalitetsprincip, retsgrundsætninger og lovgivningsteknik
Til at starte med, er det væsentligt at tage i betragtning, at mange af den dømmende magts værdier
og traditioner, vedrørende for eksempel prøvelse, retssikkerhed og tilbageholdenhed i den danske
forfatningskontrol går igen i henhold til kulturen i forvaltningskontrolpraksissen. Afsnittet
indeholder derfor hovedsagelig pointer, der alene omhandler forvaltningskontrollens praksis.
Empirisk bygger afsnittet overvejende på Jens Peter Christensens bog.
Efter ratificeringen af Grundloven i 1849 fik den dømmende magt i første omgang udelukkende
kompetence til at afgøre førnævnte kompetencetvister angående den udøvende magt. Senere
vurderede domstolene sig kompetente nok til at vurdere legaliteten i forvaltningernes afgørelser.
Dette betød senere hen, at den dømmende magt skulle vurdere forvaltningernes fagligt prægede
skøn. Sidstnævnte medførte, at den dømmende magt udviklede en række uskrevne
retsgrundsætninger, som skønnene skulle bygge på; ’magtfordrejning’ 46 , ’kravet om lovlige
hensyn’ 47 , ’lighedsgrundsætningen’ 48 , ’forbuddet mod at sætte skøn under regel’ 49 samt ’kravet om
proportionalitet’ 50 . Dertil kan nævnes nogle, endnu engang uskrevne, sagsbehandlingsregler,
herunder habilitet, sagsoplysning og partshøring, som forvaltningen ligeså må respektere.
Forvaltningerne kan dog overbevise om, at overtrædelsen ikke har nogen reel betydning for
afgørelsens indhold (’ugyldighedslære’) (Christensen, 2003: 33ff). Hvis retsgrundlaget har brede
rammer, indebærer det tilsvarende begrænset domstolsmæssig prøvelsesråderum og –intensitet.
Endelig skal det bemærkes, at tilsidesættelse af forvaltningens afgørelse er undtagelsen (Rønsholdt,
2001: 79f).
46
Med magtfordrejning menes, at forvaltningerne ikke må inddrage uobjektive og usaglige hensyn.
47
Domstolene vurderer, hvorvidt forvaltningerne har lagt vægt på ulovlige hensyn, samt hvorvidt relevante hensyn er
taget i betragtning.
48
Idéen om at forvaltningerne, ifølge lovgivningen, skal behandle det lige ligeværdigt og det ulige, ulige.
49
Forvaltningsmæssig pligt til at foretage en individuel vurdering af den pågældende sag og dennes særegne
omstændigheder. Der, hvor forvaltningerne kan lave et skøn, må forvaltningen ikke betragte skønnet som
grundlæggende for en afledt regel.
50
Der skal foreligge saglig begrundelse for et indgreb, hvorfor indgrebet ikke må være mere vidtgående, end formålet
tilsiger.
41

Ligesom med forfatningskontrollen kan man i dag finde, at den dømmende magt har fået en langt
mere fremskudt forvaltningskontrollerende rolle, end der oprindeligt blev lagt op til med
Grundloven. Her kan omtales EMRK’s mere dynamiske fortolkningsstil også har præget den
dømmende magts forvaltningskontrol, selvom domstolene klart har givet udtryk for, at politikerne
må tage sig af grundlæggende interesseafvejninger, herunder særligt økonomiske. Hermed er der
ikke retsligt grundlag for at antage, at den danske forvaltningskontrol i fremtiden er fuldstændigt
bundet af EMD’s praksis (Christensen, 2003: 40ff). Omkring forvaltningerne fremgår det altså, at
disse kun er delvist upartiske i den forstand, at de skal prioritere de politiske givne samfundshensyn,
forvaltningerne finder vigtigst at medtænke (Rønsholdt, 2001: 76).
Opsummerende kan man sige, at den dømmende magt efterhånden har fået tilskrevet sig selv
mulighed for langt større kontrol med den udøvende magts forvaltningsinstanser iht.
forvaltningernes afgørelser, de skøn disse bygger på og den proces afgørelserne indgår i. Samtidig
kan man pege på, at den dømmende magt må siges at have fået tildelt mere uønsket ansvar.
Endvidere kan man konkludere, at den dømmende magts kontrol med de andre statsmagter ikke er
hæmmet af de egentlige kompetencefordelinger men derimod den praksis, der er ført i forhold til
disse kompetencer. Domstolene har ikke tradition for forfatningskontrol, eftersom
parlamentarismen har defineret domstolenes rolle som tilbageholdende, hvorfor
forvaltningskontrollen netop har været et mere oplagt område for domstolene at ekspandere deres
magt inden for.
9.2 Domstolsreformen
I det følgende vil vi gennemgå domstolsreformen fra 1999 51 . Hensigten er at redegøre for de
vigtigste ændringer inden for domstolenes virke, herunder de administrative og økonomiske
betingelser, som domstolene har undergået, for derved bedre at kunne anskue deres nuværende
mulighedsbetingelser. Den danske domstolsreform, der trådte i kraft d. 1. juli 1999, havde to
overordnede ændringer; der blev oprettet en uafhængig domstolsstyrelse, og der blev oprettet et nyt
selvstændigt dommerudnævnelsesråd (Christensen, 2003: 69).
Domstolsstyrelsen
Oprettelsen af den uafhængige domstolsstyrelse var ifølge Jens Peter Christensen udtryk for, at man
ønskede både reel og formel uafhængighed fra Justitsministeriet, da det ud fra principielle grunde
kunne findes betænkeligt, at domstolene, som selvstændig statsmagt, ”(…) var undergivet en så tæt
51 Den seneste domstolsreform er fra 2007. Reformen indebærer en lang række ændringer, som ikke har relevans for
projektet, da ændringerne som er foretaget ikke berør vores problemstilling om domstolenes mulighedsbetingelser.
42

styring i bevillingsmæssig og administrativ henseende fra den udøvende magt side, som det hidtil
havde været tilfældet” (Christensen, 2003: 71). Loven indebar en oprettelse af en uafhængig
bestyrelse, som bestod af en række medlemmer fra de forskellige domstole 52 . De havde til opgave at
varetage de bevillingsmæssige og administrative spørgsmål, som er knyttet til domstolenes
virksomhed (ibid.: 72) 53 . Domstolsstyrelsen har ligeledes det særlige økonomiske privilegium, at
hvis regeringens ressourcemæssige tilførsler findes utilstrækkelig, kan styrelsen henvende sig
direkte til Folketinget udenom justitsministeren (ibid.: 72). Af Folketingets forhandlinger fremgik
det, at det politiske mål var at distancere domstolenes uafhængighed fra den udøvende magt, også
selvom der var bred enighed om, at en sådan uafhængighed allerede var sikret uden reformen (ibid.:
70).
Dommerudnævnelsesrådet
Med reformen blev der oprettet et Dommerudnævnelsesråd 54 , som havde til formål at gøre
dommerudnævnelserne mere gennemsigtige og skabe grobund for diversitet i udnævnelserne.
Ydermere var formålet at sikre, at Danmark overholder EMRK's krav til ikke-udnævnte dommeres
uafhængighed (Christensen, 2003: 71f). Baggrunden for ændringen var, at justitsministeren havde
den reelle dommerudnævnelses-kompetence, og da flertallet af dommerne i de øverste domstole
havde en baggrund i justitsministeriet, lød kritikken, at disse parter udadtil fremstod i et
arbejdsmæssigt for nært forhold til at kunne leve op til magtens tredeling (ibid.: 75). Loven
resulterede i, at Dommerudnævnelsesrådet, hvormed det, for domstolene, blev muligt selv at
udnævne kandidater uafhængigt af justitsministeren.
Oprettelsen af domstolsstyrelsen og Dommerudnævnelsesrådet markerer udadtil, at man ønsker at
gøre de danske domstole mere uafhængig af justitsministeriets virksomhed. Reformen har skulle
sikre domstolenes selvstændighed via en reel udnævnelseskompetence for den fremtidige
dommerstand på lands- og højesteretsligt niveau.
52 Bestyrelsen kom til at bestå af 11 medlemmer, hvoraf de otte kommer fra kredsen af domstolsansatte: En
højesteretsdommer indstillet af Højesteret, to landsdommere indstillet af henholdsvis Østre Landsret og Venstre
Landsret, to byretsdommere, en repræsentant for det øvrige juridiske personale ved domstolene og to repræsentanter for
det administrative personale ved domstolene. (...) Hertil kommer tre medlemmer uden for kredsen af domstolsansatte:
En advokat beskikket efter indstilling fra Advokatrådet samt to medlemmer som en art "samfundsrepræsentanter".
(Christensen, 2003: 72).
53 Domstolsadministrationen er fortsat ressortmæssigt knyttet til Justitsministeriets område, men for at styrke domstolenes
selvstændige stilling og uafhængighed har justitsministeren ikke instruktionsbeføjelser over for Domstolsstyrelsen,
ligesom der ikke kan klages til justitsministeren over Domstolsstyrelsens afgørelser. Som konsekvens heraf har
justitsministeren heller ikke noget retligt ansvar for, hvorledes Domstolsstyrelsen udøver sin virksomhed (Christensen,
2003: 72).
54 Rådet består af tre dommerrepræsentanter: En højesteretsdommer (formand), en landsdommer og en byretsdommer
samt tre medlemmer uden for dommernes rækker, nemlig en advokat og to offentlighedsrepræsentanter. Ved
stemmelighed gør formandens stemme udslaget (Christensen, 2003: 79).
43

9.3 Lømmelpakken
Vi vil i det følgende afsnit redegøre for Lømmelpakken, for at læseren har den baggrundsviden fra
lovforslaget, der er nødvendig i forhold til den videre analyse.
L49 55 , også kendt som ’Lømmelpakken’, blev fremsat d. 29 oktober 2009 og blev vedtaget d. 26.
november 2009 56 i Folketinget. Bag flertallet stod regeringen med støtte fra DF. Da man tidligere
har set, at der kunne opstå alvorlige uroligheder ved forskellige politiske topmøder 57 , ønskede man
med lovforslaget at sikre, at det samme ikke skulle ske ved det forstående klimatopmøde, COP15, i
København i december 2009 (Skjoldager, 2009; Politiken, 2009). I lovpakken blev der foretaget
ændringer i straffeloven og loven om politiets virksomhed for at styrke indsatsen mod ’omfattende
forstyrrelse af den offentlige orden’ (Folketinget, 2009). Dette betød ændringer ift. (1) hindring af
politiets arbejde, (2) hærværk (3) frihedsberøvelse samt (4) overtrædelse ordensbekendtgørelsens §§
3 stk. 1 58 og 4 stk. 1 59 . Alle tre områder tager udgangspunkt i straffelovens §133 60 , §134 61 og
§134a 62, dog fokuseres der hovedsageligt på §134a (Bilag 1: 2).
Med Lømmelpakken indsættes i paragraffen omhandlende ’hindringer af politiets arbejde’,
straffelovens §119 stk. 3 63 , et pkt. 2, så førstegangstilfælde vil kunne blive straffet med 40 dages
fængsel i stedet for en bøde, som har været den normale retspraksis, hvis overtrædelsen sker i et
område, hvor der sker en ’grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden’ (overtrædelse af §134a)
55
”Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den
offentlige orden m.v.)” (Bilag 1: 1).
56
Forslaget blev vedtaget med dispensation fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, da 3.
behandling ikke må finde sted før 30 dage efter fremsættelsen, da dette ville give komplikationer i forhold til COP15,
som forslaget var møntet (Mikkelsen, 2009a: 2) den skriftilige fremstilling af forslaget).
57
Eksempelvis, G8 i Genova, hvor en ung italiensk demonstrant mistede livet.
58
(…) ”i ordensbekendtgørelsen (…) må slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller
lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted” (Bilag 1: 7).
59
”(...) i ordensbekendtgørelsen må sammenstimlen, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted”
(Bilag 1: 7).
60
Farlig opløb.
61
§134. Deltagere i et opløb, der vidende om, at påbud om at skilles er forkyndt på foreskreven måde, ikke efterkommer
dette, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.
62
§134 a. Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted straffes, såfremt de har
handlet efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
63
§119. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig
tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger
at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling,
straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som, uden at forholdet falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om
frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er tillagt
domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens
straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet, eller som på lige måde søger at hindre en sådan
person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling.
Stk. 3. Lægger nogen ellers de nævnte personer hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes
han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse
af ro og orden på offentligt sted.
44

(Ibid.: 4f). Det betyder, at ”Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området
foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted” (Folketinget 2009b). Det vil ikke sige, at
man kan dømmes for en overtrædelse af § 134a (’en grov forstyrrelse af den offentlige ro og
orden’), selvom man ikke har brudt den. Men hvis man befinder dig i et område, hvor denne
paragraf er overtrådt, og man overtræder §119 stk. 3, vil man kunne dømmes hårdere efter de
indførte skærpelser i Lømmelpakken, end hvis man overtræder §119 stk. 3 under 'normale
omstændigheder'. (Ibid.: 4) Ændringerne af § 291 64 , stk. 1 og 2 omhandlende hærværk, skærpes
straffen på samme måde som §119 stk. 3. (Ibid.: 6). Hvis hærværket finder sted i et område, hvor
der sker en overtrædelse af §134a sted vil dette resultere i en forhøjet bødestraf på 50% (Ibid.: 6f).
Loven om frihedsberøvelse i forhold til offentlige forsamlinger indgår i Politilovens §§8 stk. 4 65 og
9 stk. 3 66 (Ibid: 7f). Man har tidligere som udgangspunkt kunne frihedsberøve folk i op til 6 timer i
de tilfælde, hvor det ikke på anden måde har været muligt at sikre opretholdelsen af den offentlige
ro og orden efter §8 stk. 1, 2 og 3 samt §9 stk 1 og 2. (Ibid.: 8). Rigspolitiet har gjort
Justitsministeriet opmærksom på, at de ser den administrative frihedsberøvelse mod fareafvægelse,
som ”(...) et nyttigt og effektivt værktøj for politiet med henblik på at kunne afværge væsentlig fare
for forstyrrelse af den offentlige orden og sikkerhed mv.” (Ibid.). De så gerne den administrative
frihedsberøvelse udvidet fra 6 til 12 timer grundet det forestående topmøde, og de ekstra
faremomenter, det måtte medbringe for 'den offentlige ro og orden' (Bilag 1: 9). I flere
sammenhænge har politiet oplevet, at de efter de 6 timers frihedsberøvelse, har været nød til at
løslade personer på trods af en frihedsberøvelse ”(...) i realiteten fortsat måtte anses for nødvendig
for at afværge den konkrete fare for den offentlige orden”, da der stadigvæk foregik uroligheder
eller anden optøjer, som den pågældende måtte anskues at være en del af (Bilag 1: 9).
I forlængelse af rigspolitiets beretninger og ønsker, ændredes §§ 8 stk. 4 og 9 stk. 3 fra 6 til 12
64
§291. Den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil
1 år og 6 måneder.
Stk. 2. Øves der hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller er
gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærværende paragraf eller efter §180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk.
1, § 193 eller § 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 3. Forvoldes skaden under de i stk. 2 nævnte omstændigheder af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er
begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt
sted.
65
Stk.4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt
frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom
som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.
66
Stk. 3. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt
frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom
som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.
45

timer, med argumentet om at ”Det er væsentligt, at politiet har de fornødne muligheder for at
afværge bl.a. betydelig fare for den offentlige orden og sikkerhed inden for rammerne af
grundlæggende hensyn til borgernes retssikkerhed.” (Ibid.). Udvidelsen til 12 timer skyldes
samtidig, at ved anholdelse af en større folkemængde er svært at overholde den på 6 timers
frihedsberøvelse, fordi det af praktiske grunde tager længere tid at transportere de frihedsberøvede
til politistationen og identificere og registrere dem alle (Ibid.). Loven ændrer dog ikke ved det
grundlæggende udgangspunkt for forståelsen og brugen af den administrative frihedsberøvelse
(Mikkelsen, 2009a: 1). Frihedsberøvelsen må kun anvendes hvis mindre indgribende midler ikke
har haft effekt, og den skal være så kortvarig og nænsom som mulig (Bilag 1: 9).
Ændringerne i overtrædelse ordensbekendtgørelsens §§ 3 stk. 1 og 4 stk. 1 betyder en stigning i
bødestraffen. Tidligere var straffen for overtrædelse af §3 stk. 1 (gadeuorden) 600 kr., og
sammenlagt med en overtrædelse af §4 stk. 1 en samlet bøde med et udgangspunkt på 1000 kr. Med
L49 skærpes bødestraffen således, at en overtrædelse af enten §§3 stk. 1 eller 4 stk. vil betyde en
bødestraf på 3000 kr. i førstegangstilfælde, mens en overtrædelse af begge paragraf vil give en bøde
på 5000 kr. (Ibid.: 7). Samlet set kan L49 (Lømmelpakken) anskues som en skærpelse af
lovovertrædelser i et område hvor der forekommer en ”grov forstyrrelse af den offentlige ro og
orden” i forsamlingssituationer.
46

10. Analysestrategi
Vi vil i det følgende samle op på vores teorivalg og videnskabsteoretiske afsæt samt, hvad vi har set
i de redegørende afsnit, med henblik på at formulere vores analysestrategi. I problemfeltet lagde vi
op til, at vores analysestrategi skulle være svaret på, hvordan man kunne gøre Lømmelpakken til
genstand for en undersøgelse af rationaliteter. Derfor vil vi her gøre rede for vores to analysedele og
vise deres sammenhæng med vores videnskabsteori og teori, mhp. kategoriseringer og strategi.
Herefter vil vi forklare, hvordan det aktuelle magtdelingsarrangement og domstolenes generelle
vilkår indgår i og vil blive taget op i analysen og diskussionen.
Med de to følgende analyser ønsker vi at undersøge (jf. problemfeltet), hvordan lovgiverne i
medierne legitimerer deres lovforslag, og hvordan denne legitimering bliver modtaget, således at vi
dernæst kan analysere, hvordan styringsrationaliteten bag denne legitimation aflejrer sig i
lovbehandlingen og høringssvarene. Afsættet er således med Butlers teori at vise, hvad eller rettere
sagt hvem, der er objektet for Lømmelpakken. Dvs. en beskrivelse af den politisk forfordømte
lømmel som antagonistisk objekt sammenhængende med et tiltag byggende på en politisk
usikkerhedsvurdering, der leder til forståelsen af Lømmelpakkens uomgåelige indgriben. Med
framingen, ”lømmel”, vil vi undersøge, hvilken rolle frameren selv påtager som sikkerhedsskabende
i kampen mod lømlerne. Framingens forudsætning er virkelighedsskabende cirkulation eller en
offentlig udbredelse. Fra politisk side anvendes framing til at differentiere mellem usikre borgere og
så lømler, der i sig selv er usikkerhedsskabende. Det handler således for os om at vise hvordan den
politiske håndtering, gennem lovmæssig indgriben, forsøges fremskrevet som en selvfølgelighed.
Det bliver hermed væsentligt for os at vise, hvordan lømmel-framingen bliver modtaget, eller
rettere sagt, hvordan/hvorfor der sås tvivl om framingen gennem kritik. Hertil skal det nævnes, at vi
i gennemgangen af modtagelsen fokuserer på journalist- og kronikørudsagn da politiske udtalelser
og ekspertmæssige høringssvarsindspark empirisk inddrages i anden analyse. Det skal dertil
nævnes, at vi, ifm. den offentlige kritik, overvejende inddrager avisartikler fra mere
regeringskritiske nyhedsmedier, dvs. Information, Politiken og Weekendavisen. Dette, fordi
Jyllands-Posten og Berlingske Tidende hovedsagelig inddrager partipolitisk kritik og høringssvar,
mens de mere regeringskritiske medier kommer med selvstændig kritik, der ikke bliver uddybet i
folketingsregi.
Dette vil vi lede til en understregelse af de juridiske forhold, der, omkring Lømmelpakken, bliver
debatteret i høringer og folketingsdebatten, idet de selvfølgelig indeholder en konkrethed, nemlig en
diskussionen af hvorledes borgernes retslige stilling anerkendes i frygtsamfundet. På den led har
første analyse et epistemologisk mål forstået på den måde, at Lømmelpakkens perception og
47

cirkulation skal danne ramme for den efterfølgende analyse af Lømmelpakkens rationaliteter.
Den anden analyse arbejder konkret med lovgivningsprocessen omkring Lømmelpakken med det
indre apparat bestående af politikere, fagfolk, interesseorganisationer og embedsmænd. Den skal
kortlægge lovgivningens udvikling i forhold til, hvordan legitimeringer og rationaliteter, opstillet i
fremsættelsestalen og behandlinger, bliver udsat for kritik i høringssvar fra fagfolk og
interesseorganisationer, som så skal indarbejdes i det senere lovarbejde og afslutningsvis vedtages
med/uden den kritik, der er blevet fremsat. Der fremstår altså fire faser for analysen:
lovfremsættelse, kritik fra høringssvar, lovbehandlingerne og vedtagelsen, hvor sidstnævnte tages
op i diskussionen.
De fire faser skal analyseres og diskuteres i gennem et guvernementalitets- og dispositvanalytisk
perspektiv. Formålet med lovpakken er en kriminalisering af lømlerne, hvorfor vi vil analysere
faserne ud fra to variable: teknikker og teknologier. Teknikker dækker over de metoder, der, af
lovgiverne, fremsættes til at kriminalisere de framede. Det vil sige konkrete tiltag, som kunne være
fx straf eller frihedsberøvelse. Teknikkerne refererer til en række teknologier, som vi i teoriafsnittet
omtalte som ’dispositivmodaliteter’. De tre dispositivmodaliteter, 'lov', 'disciplin' og
'sikkerhedsskabende foranstaltninger', udgør de historiske måder at kriminalisere og styre
befolkningen på og vil derfor være vores perspektiv på lovarbejdet. Vi vil derfor kigge på hvilke
teknikker – og heraf hvilke teknologier – som opstilles, kritiseres, videreføres og vedtages i
kriminaliseringen af de framede. Analysens ankerpunkt er henholdsvis rationaliteter hos lovgivere
og høringssvarenes kritik. Det er altså rationaliteten bag lovforslaget, der er stillet over for kritikken
fra praktikere og fagfolk. Derfor vil fase 1 og fase 2 nøjes med at fokusere på, hvordan teknikker
(og teknologier) fremsættes og kritiseres. Med fase 3 og fase 4 bliver lovgiverne imidlertid bevidste
om, hvad, der fra praktisk og lærd hold, er at vide og kritisere i forhold til lovforslaget. Dermed
bliver spørgsmålet om, hvad der er viden og grundlag for politisk uenighed synliggjort, (jf. Deleuze'
(og Deans) fire dimensioner i guvernementalitet). I fase 3 skal der derfor spørges ind til hvad, der er
blevet til viden og hvad, der kan spørges ind til.
Fase 4 er konklusionen på lovarbejdet, og hvorledes den vedtagne lov viser, hvilken praktisk
rationalitet, loven har skabt – hvordan loven i sin endelige form kriminaliserer – samt hvilke
subjekter loven samtidig har formet. Det sidste er dobbeltsidet, fordi dens subjekter ikke afgrænser
sig til de framede, dvs. borgerne, men netop virker tilbage på alle parter i staten, dvs. Folketinget,
regeringen og domstolene. Netop dette spørgsmål tager vi op i vores diskussion, hvor vi spørger
hvilken betydning Lømmelpakken har for domstolenes mulighedsbetingelser og dermed i sidste
ende, borgeren.
48

De fire faser i analysen med analysespørgsmål ser således ud:
• Lovfremsættelsen
◦Teknikker: Hvilke metoder ønskes anvendt?
◦Teknologier: Hvordan kriminaliseres de framede gennem disse metoder?
• Kritikken fra høringssvar
◦Kritikken: Hvilke metoder er problematiske? Hvilke implikationer har det for
teknologierne?
• Det efterfølgende lovarbejde
◦Kontinuiteten: Hvordan indarbejdes kritikken i lovarbejdet?
◦Hvilken form for (u)enighedsplatform opstår heraf? Hvordan er kritikken blevet ført
videre? Igen mhp. teknikkerne og teknologierne.
◦Hvilke former for synlighed og anskuelsesformer viser sig? (hvad er blevet synliggjort?)
◦Hvilke måder at tænke på og spørge ind til gør sig gældende post-høringssvar, hvad kan
lovgiveren vide? (epistemologi)
• Vedtagelsen (diskussion)
◦Loven som vedtaget: Hvordan kriminaliserer den endelige lov?
◦Hvilke praktiske rationaliteter skabes? (hvad endte med at blive viden/ekspertise?)
◦Hvilke subjekter formes af loven? (de tre statsmagter)
49

11. Første analyse
I henhold til analysestrategien, vil vi først gennemgå og analysere beskrivelser af Lømmelpakkens
usikkerhedsskabende objekt, lømlen, hvorefter denne beskrivelse sættes i relation til håndteringen
af dette objekt, hvortil vi sidst vil undersøge den offentlige kritik af denne sammenhæng. Analysen
bygger på teori af Judith Butler.
Hvem er de skyldige ’lømler’?
I forbindelse med COP 15 blev lovændringen L49 (jf. Redegørelse af Lømmelpakken) vedtaget for
at sikre den offentlige ro og orden mod evt. voldelige demonstranter. Lovforslaget hed officielt
’Uropakken’, men blev i offentligheden omtalt ’Lømmelpakken’. Betegnelsen, ’Lømmelpakke’,
stammer fra Kim Andersen 67 , som i sommeren 2009 første gang anvendte udtrykket i forbindelse
med et interview om et nyt oplæg om ungdomskriminalitet 68 (Dannemand, 2009).
Slår man op i en ordbog forklares ’lømmel’ som ”(…) en doven og uopdragen dreng el. ung mand”
mens lømmelalder(en) beskrives som ”(…) et stadie i barndommen og ungdommen hvor man er
meget livlig og laver mange gale streger” (Becker-Christensen, 2005: 710). I synonymordbogen
sættes der lighedstegn mellem pubertetsalderen og lømmelalderen (Nørby Jensen, 2006: 175). Når
man bruger ordet lømmel, er der, i sproglig forstand, tale om unge mennesker, som befinder sig
omkring teenagealderen, og som endnu ikke har lært at 'opføre sig ordentligt'. Med den sproglige
forståelse in mente, virker betegnelsen, 'lømmel', som særlig velvalgt, da Venstre for første gang
foreslår Lømmelpakken d. 15. september 2009. Her udtalte Peter Christensen 69 : ”Vi ønsker at sende
et klart signal til dem, der måtte sidde og planlægge autonom kriminalitet for at ødelægge
København under klimatopmødet. De kan så også begynde at tale med deres forældre om at få
hævet børneopsparingen” (Ellegaard & Svane, 2009a). Forslaget ligger samtidig op til en betydelig
stigning i bødestraffen, hvor der, ifølge Peter Christensen (V), ikke skal gøres forskel på, om man er
under eller over 18 år: ”Prisen kan blive meget høj for en ung studerende aktivist” og videre
”Uanset om man er 17 eller 19 år, så er det at brænde en bil af eller kaste en brosten den samme
kriminalitet. Den rabat giver ingen mening” (Cordsen, 2009). Marlene Harpsøe 70 er positiv over for
Venstres forslag om en Lømmelpakke: ”Vi er rigtig glade for (...) en mere konsekvent linje over for
de lømler, som helt sikkert vil lave uroligheder i forbindelse med klimatopmødet” (Ellegaard &
67 Venstres retspolitiske ordfører
68 I denne sammenhæng betegnede Kim Andersen en lømmel ”(...) som kan være en o.k. fyr. Måske en stor lemmedasker,
som ikke har lært at bestille noget. Og som derfor let bliver et offer for, hvad andre vil med en.” (Dannemand, 2009)
69 Venstres politiske ordfører
70 På daværende tidspunkt for udtalelsen fungerende retsordfører for Dansk Folkeparti. Er nu sit partis uddannelses- og
dyrevelfærdsordfører.
50

Svane, 2009b).
Fra politiets side har man forsøgt at forberede sig til topmødedemonstrationerne. I forbindelse med
en øvelse forklares politiets inddeling af demonstranterne på følgende måde: ”Aktivisterne med
grønne veste repræsenterede fredelige miljøorganisationer, mens de sorte veste var såkaldt 'Sort
Blok' - den hårdeste kerne, der altid laver ballade. Derudover var der en stor mellemgruppe, hvori
nogle benyttede sig af civil ulydighed, mens andre blot demonstrerede” (Damgård, 2009). Politiets
holdning til COP15-demonstranterne kommer i forbindelse med politiets interne pressebriefing,
hvorved øverstbefalende ved topmødet, Per Larsen, omtaler pressen som ’krigskorrespondenter’ og
dertil beroliger pressen med følgende ord: ”(…) det er sgu’ ikke jer, krigen skal vendes mod”
(Dahlin, 2009). Det fremgår således tydeligt, at politiet har en klar forventning om, hvordan
demonstranterne vil opføre sig under topmødet. Derudover sondrer politiet mellem forskellige typer
demonstranter og disses adfærdsmønstre samtidig med, at politiet differentierer mellem den
demonstrerende handling og civil ulydighed 71 . Krigsretorikken er politiet dog ikke ene om. Kim
Andersen (V) ønsker nemlig ikke, at ”(…) topmødet går op i krudt og kugler” på grund af ”(…)
hardcore professionelle ballademagere” (Lehmann, 2009, vores fremhævning). Dertil sætter
Andersen lighedstegn mellem henholdsvis ’medløbere’ til uroligheder’/’potentielle ballademagere’
og ’hardcore professionelle ballademagere’/’lømler’: ”Vi skal have ramt medløberne til de her
uroligheder. Dem, som ikke vil efterkomme politiets og myndighedernes krav og medvirker til
ulovlige demonstrationer. I stedet for et beløb, som de fleste griner af, så vil lømlerne nu få én over
næsen, der virkelig kan mærkes (…) Samtidig vil man fordoble den tid, som politiet i dag
administrativt kan frihedsberøve potentielle ballademagere” (Lehmann, 2009, vores fremhævelse).
Denne uklare definition af ’lømlen’ virker meget enslydende med de personer, politiet omtaler som
’den knap så attraktive del af en demonstration’; nemlig ’den hårdeste kerne’ (Sort Blok) og de civil
ulydige fra ’mellemgruppen’ (Damgård, 2009).
Denne mellemgruppe bliver ligeledes udpeget af Brian Mikkelsen 72 : ”Loven sender et klart signal
til den mellemgruppe, der overvejer at begå ulovligheder, som de ikke selv opfatter som ulovlige.
Signalet er, at det er altså ulovligt, hvis de forhindrer politiet i at gøre deres arbejde” (Børsten et
al., 2009). Det handler for Mikkelsen om at ”(…) sikre, at de lovlige demonstranter får lov til at
være i fred” og ”(…) passe på, at vi [red. regeringen] i varetagelsen af ytringsfrihed og
forsamlingsfrihed kommer til at fratage andre at have den samme rettighed” (Børsten et al., 2009
og Hjortdal, 2009b). Dertil betegner Mikkelsen de forstyrrende lømler som ’hærværksmænd’,
’klimalømler’ og som ’sabotører af politiets arbejde’ og ’samfundsordenen’ (Hjortdal, 2009a;
71 Civil ulydighed giver 40 dages fængsel, hvis det foregår i nærheden af ’grovere ballade’ (Ellegaard & Pihl, 2009).
72 Justitsminister fra 2008-2010. Nuværende Økonomi- og Erhvervsminister. Medlem af Det Konservative Folkeparti.
51

Bonde, 2009).
Analytisk set har der, forud for Lømmelpakke-forslaget, været en politisk vurdering af den
fremtidige usikkerhed (’precarity’) i forbindelse med topmødet, hvori det har synes uomgåeligt ikke
at udforme Lømmelpakken. Således forudser eller frygter man en fremtidig situation, hvor lømler
vil skabe en krigslignende tilstand 73 , som dermed fører til usikkerhed og forstyrrelse af den
offentlige orden. Fra politisk side har man således konstrueret en framing omkring udvalgte
demonstranters farlighed, som er Lømmelpakkens objekt. Framingens cirkulation er således det
taktiske middel til at legitimere det efterfølgende indgreb, og dets følger over for demonstranterne,
som uomgåelige. ’Den knap så attraktive del’ af topmøde-demonstrationerne er dermed på forhånd
blevet udpeget som værende ’hardcore professionelle ballademagere’, ’hærværksmænd’, sortklædte
fra Sort Blok og som en krigspart samt ’medløbere’, ’potentielle ballademagere’ ’unge studerende
aktivister’ og ’civil ulydige’, der forstyrrer fredelige demonstranter og politiets arbejde. Således
bliver den såkaldte ’mellemgruppe’, ’der overvejer at begå ulovligheder, som de ikke selv opfatter
som ulovlige’, inkorporeret i forståelsen af usikkerhedsskabende demonstranter (’precarity’). I
sammenhæng med ordbogens beskrivelse af ’Lømlen’, begår denne ureflekterede og problematiske
handlinger og mangler således den konsekvens og afrettelse, som Lømmelpakken indeholder.
Overordnet set opdeles der mellem henholdsvis fredelige demonstranter og så lømler, herunder
potentielle lømler, hvorfor Lømmelpakkens sigte kan siges både at være kontrollen med de
egentlige lømler samt de, der potentielt set kan blive sådan nogle. Lømlen er således sammensuriet
af subjektiviseringen af den frygtindgydende demonstrant ved COP15.
Håndtering af lømlerne – hvad bliver de uomgåelige foranstaltninger?
Således har politikere og politiet udpeget usikkerheds- eller faremomenterne (lømlerne), hvorved vi
nu vil stille skarpt på sammenhængen mellem dem og foranstaltningerne over for disse.
Brian Mikkelsen forklarer indsatsen mod lømlerne sådan: ”Der bliver strammet gevaldigt op over-
for de aktivister, som vi forventer, vil blive anholdt i hobetal under klimatopmødet. I hvert fald, hvis
der bliver den ballade, som de selv lægger op til” (Bonde, 2009). Dertil udtaler Kim Andersen, at
forslagene til foranstaltningerne bygger på den erfaring, at ”(…) demonstranter er blevet mere rå”
(Lehmann, 2009). Demonstranternes nye karaktertræk fremhæves yderligere af politiet, idet politi-
inspektør og operationsleder fra Københavns Politi, Mogens Lauridsen, konstaterer, at ”De her an-
befalinger er møntet på folk med en kriminel dagsorden. Det er lidt ligesom bandekonflikten, uden
at jeg i øvrigt vil sammenligne de to grupper, hvor folk også bliver opfordret til ikke at snakke med
73 ’Planlægge autonom kriminalitet’, ’brænde biler af’, ’kaste med brosten’ og lave ’hærværk’.
52

politiet” (Seidelin, 2009a). Ligesom Lauridsen fremhæver formand for Politiforbundet, Peter Ibsen,
Lømmelpakkens positive virkning i forhold til samtidige ’bandeuroligheder’ (Bonde, 2009).
Grundet vurderingen af en fremtidige tilspidsede omstændigheder, vælger regeringen og Dansk
Folkeparti at afsætte et historisk højt beløb for sikkerhed i forbindelse med et enkelt arrangement til
politiet og assistance fra hjemmeværnet, operative politifolk fra en række europæiske lande, samt
helikoptere, indsatskøretøjer, bombehunde og en vandkanon (Winther, 2009; Maltesen, 2009). Ud-
gangspunktet er at ”(…) forhindre demonstrationer i at udvikle sig til uroligheder”, hvorfor fore-
byggelse bliver hovedopgaven for politiet (Clemmesen, 2009). Forebyggelsesindsatsen handler så-
ledes om, at kunne ’matche’ den situation, politiet og politikerne regner med, at lømlerne selv op-
trapper, hvorfor politiet hilser muligheden for længere administrative frihedsberøvelser velkommen
(Maltesen, 2009; Bonde, 2009). Peter Ibsen, formand for Politiforbundet, finder nemlig, at de læn-
gere frihedsberøvelser kan ”(…) neutralisere større mængder af potentielle ballademagere”, hvortil
Brian Mikkelsen ligeledes forklarer, at ”(…) så vi kan tage dem [red. potentielle ballademagere] ud
af cirkulation, hvis de planlægger voldelige aktiviteter” (Bonde, 2009 og Nielsen, 2009, vores
fremhævelse). Politiet skønner, at ’flere hundrede aktivister’ vil blive fængslet, hvorfor politiet om-
danner en lagerbygning til et såkaldt ’klimafængsel’, der skal kunne rumme ’masseanholdelser’ (El-
legaard & Pihl, 2009). Opsummerende får politiet en række forebyggende værktøjer eller sikker-
hedsforanstaltninger med den hensigt at kunne ’matche’ lømlernes potentielle, og altså (endnu) ik-
ke-realiserede, handlinger. I henhold til det tildelte materiel kunne sådanne handlinger bl.a. indehol-
der udløsning af bomber (’bombehunde’).
Forebyggelsen kommer derudover til udtryk gennem dialogmøder med ’aktivisterne’, kommunal
opstøvning af brosten og flasker samt via specialkameraer, der før topmødet registrerer ’eventuelle
ballademagere’, muliggjort af terrorlovgivningen (Seidelin, 2009b; Strandman-Møller, 2009;
Winther, 2009). Operationsleder og sikkerhedsansvarlig, Mogens Lauridsen, forklarer dertil, at
politiets hensigt er at beskytte folk ”(…) mod at få ørene meget alvorligt i maskinen, før de
begynder at kaste med brosten” (Skjoldager, 2009, vores fremhævelse). Det er dertil, ifølge Per
Larsen, vigtigt for politiet at give demonstranterne ’lang snor’ og ’elastik’ (Jyllands-Posten, 2009b;
Maltesen, 2009). Han fremhæver samtidig, at politiets håndtering af demonstrationerne afhænger af
’den konkrete situation’, eftersom det kan udvikle sig til et ’ragnarok’ (Jyllands-Posten, 2009b). I
henhold til sidstnævnte udtalelser kan man inddrage politisk overvejelser omkring hvornår, politiet
skal tage førnævnte vandkanon i brug. Brian Mikkelsen udtaler: ”Køretøjet er ikke anskaffet med
det formål at lade anvendelse af vandkanon indgå i politiets indsatstaktiske koncepter, men det kan
på den anden side ikke udelukkes, at der vil kunne opstå helt ekstraordinære situationer, hvor
anvendelse af køretøjet som vandkanon skønnes at være det mest proportionale magtmiddel”
53

(Berlingske Tidende, 2009; vores fremhævelse).
Opsummerende udtrykker både politi og politikere rummelighed i forhold til demonstranterne. De
er dog ikke bange for at træde i karakter, hvis demonstranterne ’optrapper situationen’ til det
’ekstraordinære’, ’utrygge’ eller ligefrem til et ’ragnarok’, hvor fx vandkanonen i så fald bliver ’det
mest proportionale magtmiddel’ eller en uomgåelighed.
Offentlig kritik af framing
Foruden betydelig gennemgang af oppositions- og høringssvarkritik, der finder offentlig udbredelse,
opsummerer og udtaler bl.a. journalister og kronikører en række kritikpunkter omhandlende den
politiske (og politiets) uklare definition af ’lømlen’ og, afledt af denne, en sikkerhedspolitisk
indgriben (’match’) over for dette uklare objekt.
Kritikken opsummeres i en artikel i Information af René Jean Jensen 74 : ”Det uhyggelige ved Brian
Mikkelsens kælenavnsdøbte 'lømmelpakke' er, at den gør det uigennemskueligt for demonstranter i
Danmark, hvornår de handler i strid med loven og hvornår de ikke gør. Magten skræmmer borgerne
fra at demonstrere ved hjælp af uklar, direkte mudret jura” (Jensen, 2009). Denne
uigennemskuelighed eller vilkårlighed befinder sig bl.a. ift. hvornår, man ’hindrer’ politiet i dets
arbejde, og hvornår man blot ’besværliggør’ det. Så sent som d. 10/11 2009 bliver det fremlagt, at
hverken politi og eksperter er i stand til at afdække Lømmelpakkens uklarheder omkring, hvornår
en af stramningerne 75 kan komme på tale (Jyllands-Posten, 2009b). Derfor argumenterer Jensen for,
at Lømmelpakken har det eneste sigte, at Danmark ikke skal risikere at fremstå ’blødagtige’ udadtil,
hvorfor det handler om at sætte ”(…) hårdt mod hårdt og tager hånd om de udenlandske
ballademagere/lømler/demonstranter” (Jensen, 2009). Således udstiller han Lømmelpakkens uklare
objekt og deraf uklare lovgivning som et forsøg på signalbaseret politik og stiller hermed samtidig
spørgsmålstegn til politikernes og politiets udtalelser omkring at give ’lang snor’ til demonstranter
og sikre fred for ’lovlige demonstranter’, idet disse, ifølge Jensen, ikke er blevet tydeligt
differentieret fra ’ballademagere/lømler’. Denne pointe parodieres på følgende vis:
”Demonstrationer? Jamen, det er jo sådan noget lømler tager til. Og en lømmel, det er en
ballademager. »Ergo, lillemor, er demonstranter ballademagere« i bedste Erasmus Montanus-
logik” (Jensen, 2009). Med en sådan udlægning fortsætter Jensen: ”Man kriminaliserer med et
pennestrøg enhver form for passiv modstand”, når man politisk retorisk dækker sig ind med ordene
”(…) den fælles sikkerheds skyld” (Jensen, 2009). Af samme grund mener, Bent Winther 76 , at det at
”(…) bevæge sig ind i debatten om regeringens lømmelpakke er med risiko for at få skudt i skoene,
74 René Jean Jensen er oversætter, forfatter og redaktør ved Forlaget Basilisk (Jensen, 2009).
75 40 dages fængsel for civil ulydighed i nærheden af grovere ballade
76 Medredaktør på Dagbladet Information
54

at man i virkeligheden støtter de voldelige demonstrationer” (Winther, 2009). Den manglende
sondring mellem henholdsvis fredelige og voldelige demonstranter, vurderer Georg Metz 77 , har den
effekt, at ”(…) fredelige folk bliver hjemme og afholder sig fra ytringer” (Metz, 2009). Således
sætter han denne virkning sammen med de ”(…) specialpræventive og besværgende retslige
foranstaltninger” og et, fra politisk side, ’snævert normalitetsbegreb’ omkring demonstranter, hvor
fx ’yngre’ og ’frisuremæssigt udfarende’ borgere kommer i farezonen ”(…) uanset om der
foreligger en konkret mistanke om ufredsstiftere i blandt dem” (Metz, 2009 og Jensen, 2009).
Derved bliver ’mulige uregerlige demonstranter’ pr. definition ”(…)’klimabøller’ og bliver det
herefter alle til hobe” (Metz, 2009). Denne argumentation skal ses i henhold til Brian Mikkelsens
forventning om, at ’aktivisterne’ vil blive anholdt i ’hobetal’ samt politiets vurdering om, at
klimafængslet vil rumme ’flere hundrede aktivister’.
Opsummerende sættes der lighedstegn mellem en bred definition af den usikkerhedsskabende
’lømmel’/et ’snævert normalitetsbegreb’ og COP15’s præventive foranstaltningers rummelighed
eller ’elastik’ over for demonstranterne. Kritikken indebærer dermed en problematisering omkring,
at praktisk talt alle kan komme i en farezone og blive anholdte ’lømler’, hvis man stiller sig ned på
gaden og demonstrerer. Den politisk uklare ordbrug møder en så omfattende offentlig kritik, at ka-
rakteriseringerne skifter fortegn og vendes mod afsenderen – politikere. Brian Mikkelsen omtales
bl.a. som ’justitslømmel’ og ’klimabølle’ (Rothstein, 2009; Metz, 2009). Trine Pertou Mach fra
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) ændrer ligeledes framingens objekt. Dertil forklarer hun, at det in-
ternationale netværk kontakter hende pga. bekymring for arrestation ved deltagelse i COP15-
demonstrationer (Jyllands-Posten, 2009b). Samtidig finder MS’ kommunikationschef, Vibeke Vin-
ther, at Lømmelpakken ”(…) vil føre til en »selvopfyldende profeti«, fordi pakken signalerer mistil-
lid til aktivisterne” (Heiredal, 2009). Hertil påstår Rosa Lund fra Socialistisk UngdomsFront, at
Lømmelpakken kan få samme omtalte effekt: ”Det kan betyde mere vold i gaden, fordi folk simpelt-
hen er frustrerede” (Hussain & Seidelin, 2009). I samme artikel i Politiken hedder det at flere de-
monstranter ”nu direkte [siger], at de, 'lige så godt kan kaste med flasker', når de alligevel med den
nye lov risikerer 40 dages fængsel for at udøve civil ulydighed”. Denne slutning er modstridende
med Tom Behnkes 78 opfattelse, idet han udtaler, at Lømmelpakken nok skal ”(…) få nogle til at
holde sig i skindet” (Jyllands-Posten, 2009a).
77 Journalist, redaktør, komentator, forfatter og fordragsholder. Tidligere chefredaktør (1994-96) på Dagbladet
Information, hvor han nu er lederskribent, anmelder og klummeskribent.
78 Retspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti
55

Analytisk opsummering
Den sikkerhedsmæssige vurdering og deraf usikkerhedsallokering (’precarity’) og
usikkerhedsforanstaltende håndtering bygger på en forståelse af, at ’lømlerne’ lægger op til en
forestående uorden, hvorfor indgriben forsøges fremskrevet som uomgåelig. Fra politisk side bliver
det en selvfølgelighed at undgå det potentielle, demonstrationerne kan udvikle sig til, hvorfor
framing bliver det taktisk-politiske virkemiddel til at bringe frygtsamfundets anordning i spil, hvor
der således ikke er plads (eller lovhjemmel) til de potentielle, usikkerhedsskabende ’lømmel’-
handlinger. Med framingen, ’lømmel’, er det potentielle dog til en vis grad nedspillet gennem
omtalen af ’masseanholdelse’ i ’hobetal’ før demonstrationerne, fordi lømlerne allerede er
perciperet som skyldig. Framingen virker således tilbage på de framende politikere, der hermed
tilskriver sig selv en sikkerhedsforanstaltende rolle og på sådan vis stiller sig i position til at tage
kampen op med de skyldige lømler. Denne skyldighed fremstår som så usikkerhedsskabende eller
alvorlig, at regeringen og Dansk Folkeparti afsætter et ’historisk højt beløb’ til sikkerhed, hvortil
politiet får øget assistance fra militær og bombehunde, en vandkanon etc. Samtidig er det værd at
påpege, at Lømmelpakken yderligere skal behandle andre objekter, herunder ’bandekonflikten’,
samt at der initieres en registrering af aktivister gennem lovhjemmel fra terrorlovgivningen.
Den usikkerhedsforebyggende indsats indeholder hermed en forståelse af konsekvens, eftersom
manglende eller mangelfuld indgriben betyder, at lømlerne vil ’ødelægge København’, ’brænde
biler af’, skabe en tilstand af ’krig’ eller ’ragnarok’, hvortil dette kan koste ’menneskeliv’. Hertil
kan man knytte, at begrebet om ”grievability” 79 kan gå tabt, fordi det igennem den politisk framing,
forsøges at skabe en offentlig reaktion, så lømlen mødes med foragt og manglende anerkendelse
(’recognition’), og dermed, groft sagt degraderes fra borger til en frygtindgydende faktor. Lømlerne
forsøges fjernet fra offentlighedens perception, således at deres genkendelighed (’recognizability’)
udadtil bliver ligegyldiggjort. Hermed vil krænkelse, af i forvejen ikke-genkendte, forledes til det
usynlige eller epistemologisk ikke-perciperet. Denne framing-taktik forårsager en, fra
demonstranternes side, mulig mere voldspræget reaktion, da disse på forhånd føler sig krænkede via
den forudfattede skyldighed og i denne frustration kan de ty til mere voldelige midler modsat det,
der var den politiske hensigt.
En sådan offentlig krænkende opfattelse af demonstranters skyldighed finder dog aldrig – entydigt –
sted. Derimod forekommer der et brud med den politiske framing i offentligheden som følge af
journalist-, krøniker- og ekspertkritik 80 , der sætter lighedstegn mellem en uklar, og dermed
79 Muligheden for at modtage eller have medfølelse for andre (jf teoriafsnit 8.2.3).
80 Samt kritik fra politikere der kun belyses i den anden analyse.
56

problematisk, framing og en ’uigennemskuelig’ lovgivning. Dertil kan man konkludere, at de
framedes usikkerhed (’precariousness’) modarbejdes for dens upræcise handlingsgivende
sprogbrug, og derfor kan framingen ikke integreres i en i forvejen nogenlunde etableret forståelse
af demonstranter og lømler. De opfattes således at det framede faremoment ved demonstrationerne
langt fra får en entydig gennemslagskraft. I forlængelse af dette kritiseres ’kriminaliseringen’ af den
førhen lovlige og ikke så alvorlige ’passive modstand’, idet disse går en usikker tilværelse i møde
under de fremtidige COP15-demonstrationer. Derfor antager flere, at uigennemskueligheden vil få
mange, der ellers ville demonstrere, til at blive hjemme, hvorved Tom Behnkes kommentar om, at
’nogle’ vil ’holde sig i skindet’, med en sådan optik, får en helt ny betydning.
Bruddet med framingen angår altså en manglende differentiering mellem det fredelige og det
usikkerhedsskabende, hvorfor regeringens snævre ’normalitetsbegreb’ bekæmpes af flere i
offentligheden. Med Lømmelpakkens normalitetsbegreb bliver flere demonstrationshandlinger
således ulovliggjort eller betragtet mere alvorlige i form af stramningen. Lovlige handlinger
indskrænkes således i sammenhæng med at normalitetsbegrebet bliver ligeså snævert, og
framingens frygtbillede udvides til det uigennemskuelige og allestedsnærværende. Det
uigennemskuelige skal netop ses i forlængelse af genkendeligheden af forskellighandlende
demonstranter, idet denne skal tilvejebringe legitimitet til lovgivning indeholdende risikoen for
uselektiv masseanholdelse. Men, som sagt, bliver ikke-genkendelse ikke resultatet den offentlige
cirkulation (’reproducerbility’). Den nedkæmpes, parodieres, kritiseres og justitsminister, Brian
Mikkelsen, er særlig udsat for denne; han frames i modreaktionen. For kritikerne bliver det en kamp
for synliggøre hvem, der risikerer at blive betragtet som faremomenter i de forestående
demonstrationer. Derfor bliver det særligt vigtigt for kritikerne at kaste lys over, opfordre til og
anerkende den fredelige, demonstrerende indsats – med andre ord, trække en streg mellem
henholdsvis et bredere, anerkendelsesberettiget lovlighedsbegreb og så det ulovlige (Rothstein,
2009; Winther, 2009).
57

12. Anden analyse
12.1 Fremsættelse af lovforslag L49 (Lømmelpakken)
Vi vil i dette afsnit se nærmere på det fremsatte lovforslag, L49, med henblik på at analysere, hvilke
teknologier og teknikker der findes i forslaget, da det skal tilvejebringe en forståelse af de
rationaliteter, der ligger til grund for forslaget. Til at undersøge dette vil vi, udover at tage fat på det
fremsatte forslag, også se på de uddybninger, der kommer fra regeringen og DF (som støttede op
om forslaget fra starten) under behandlingerne i Folketinget.
Lovforslaget L49 blev skriftligt fremsat d. 29. oktober 2009 af daværende justitsminister, Brian
Mikkelsen, med det formål ”(...) at styrke indsatsen for at forebygge og standse omfattende
forstyrrelser af den offentlige ro og orden mv.” (Mikkelsen, 2009a: 1). Som anvist i første
analysedel var hovedformålet med forslaget, at give ordensmagten de nødvendige
metoder/teknikker til sikre den ’offentlige ro og orden’ mod den gruppe af demonstranter, som ville
kunne udvise 'en destruktiv og ødelæggende' adfærd i forbindelse med demonstrationerne under
topmødet. Dette ses i lovforslaget og dets behandling i Folketinget. I forbindelse første
behandlingen udtrykker Tom Behnke (KF) 81 , at det er ganske uacceptabelt, at få demonstranter, vil
kunne ødelægge det for de demonstranter, som gerne vil demonstrerer i ro og fred (1. Behandling
2009: 19). Han finder, at Lømmelpakken bunder i en ’nødvendighed’, ”(...) hvis det også i fremtiden
skal være et kendetegn for Danmark, at her kan man forsamles, her kan man ytre sig i fred for
ballademagerne. Så lovforslaget er i den grad et hensyn til demokratiet og et hensyn til fremtidige
muligheder for at demonstrere” (1. Behandling, 2009: 19). Lømmelpakken bliver i regeringens
fremsættelse flere steder betegnet som nødvendig eller uomgåelig, ikke blot for at sikre den
offentlige ro og orden under topmødet, men også for at fremtidssikre mulighederne for fremover at
kunne demonstrere i fred for ’destruktive’ demonstranter (1. Behandling, 2009: 2, 19, 27, 31). Man
kan hermed se Lømmelpakken som et udtryk for, hvad regeringen (og Dansk Folkeparti) anskuer
som et normativt bør eller som noget ønskeligt (fredelige demonstrationer og ’ro og orden’,) og
uønskeligt (’destruktiv adfærd’). Sidstnævnte er således et udtryk for, hvordan man fra politisk side
netop ser det destruktive i befolkningen som noget tilstedeværende i en nær fremtid, der må
forebygges. Fremsættelsen af Lømmelpakken kan anskues som skabt på baggrund af dispositivets
(frygtsamfundets) ’fremherskende strategiske funktion’, fordi det bliver opfattet som uomgåeligt at
kriminalisere i forhold til de fremtidige begivenheder. Lømmelpakken forstås hermed som et
effektivt initiativ, der kan og vil gøre en forskel – altså en oplagt investering.
Som nævnt i redegørelsen af Lømmelpakken, lægges der i forslaget op til stramninger i henhold til
81 Tom Behnke er retspolitisk ordføre for Det Konservativ Folkeparti (KF).
58

hærværk (Straffeloven § 291), hindring af politiets arbejde (Straffeloven § 119 stk. 3) og
muligheden for at udvide tidsrammen for administrative frihedsberøvelser i forhold til uroligheder
ved offentlige forsamlinger (Politilovens §§ 8 stk. 4 og 9 stk. 3). Der er tale om skærpelser, som
træder i kraft i en situation, hvor straffelovens § 134a er overtrådt (jf. redegørelsesafsnittet). Således
opstiller regeringen en forståelse af det uacceptable (en overtrædelsen af §119 stk 3. og §291), og
det særligt uacceptable, ved at skærpe straffen for både straffelovens §291 og §119 stk. 3., hvis
overtrædelsen finder sted i et område, hvor en overtrædelse af § 134a (”grov forstyrrelse af den
offentlige ro og orden”) i forvejen har fundet sted. Det er korrelationen mellem de to førstnævnte
(§119 stk 3. & §291) og den sidstnævnte paragraf (§134a), at det særligt uønskede gør sig
gældende.
De to markante ændringer i lovgivningen er udvidelsen af den administrative frihedsberøvelse fra 6
til 12 timer og lovudvidelsen i § 119 stk. 3 og dermed definitionen på hvad, der kan betegnes som
en såkaldt ’hindring’ af politiets arbejde. Med udvidelsen af frihedsberøvelsen trækker regeringen
på sikkerhedsforanstaltninger som dispositivmodalitet. Dette ses i forhold til de teknikker, politiet
forventes at få som værktøj gennem lovforslaget. Med den udvidede administrativ frihedsberøvelse
og ekstra bevilliget kameraovervågningsudstyr kan politiet, ifølge forslaget, meget tidligt i
demonstrationsforløb ’neutralisere’, eller præventivt anholde personer på vej til demonstration, hvis
politiet vurderer, at de udgør en potentiel fare (3. Behandling, 2009: 25) og dermed afværge mulige
farer for 'den offentlige ro og orden', som kan udvikle sig til eksempelvis optøjer. Samtidig sikres
det, at de ikke sender personer tilbage på gaden, mens balladen stadigvæk finder sted og hermed
bidrage til yderligere uroligheder (Bilag 1: 8f).
Det fremgår dermed, at politiet – med Lømmelpakken – har fået en række nye teknikker til at kunne
håndtere demonstranterne. Det er derfor klart, at politiets sikkerhedsfremmende arbejde eller rolle
netop er blevet opprioriteret. Yderligere ønsker man at have øget grænsekontrol i den periode, hvor
topmødet står på, så udlændinge med en ’forkert dagsorden’ kan afvises inden de kommer ind i
landet (1. Behandling, 2009: 12). Lømmelpakken kan således indskrives i en nationalpolitisk
bevidsthed, fordi den netop søger kontrol med det, der ligger uden for nationalstaten. Dette ses ved,
at udefrakommende demonstranter anskues som et faremoment.
I lovbehandlingen lægges særlig vægt på overtrædelsen af § 119. stk. 3. Lømmelpakken indeholder
et sigte om at sikre fredelige demonstranters mulighed for at ytre sig, samtidig med at Brian
Mikkelsen giver udtryk for, at forslaget skal sikre at politi- og redningsfolk kan passe deres arbejde,
også efter klimatopmødet (1. Behandling 2009: 31). Det beskrives i lovforslaget, at en overtrædelse
59

af § 119. stk. 3 eksempelvis finder sted, hvis grupper af personer ”(...) 'hægter sig sammen' for at
blokere adgangsveje mv. og således hindrer politiets, brandvæsnets eller ambulancetjenestens
arbejde” eller ”(…) i fællesskab forsøger at hindre politiet i at anholde dem ved f.eks. at holde fast i
hinanden” (Bilag 1, 2009: 4). Man frygter, fra regeringens side, at København under topmødet
risikerer at befinde sig i ’undtagelsestilstand’, som gør samfundet sårbart. Derfor skal straffen være
højere end tidligere, for proportionelt set at kunne være afstemt med den handling, det er, at
forhindre politi og redningskøretøjer i at komme frem til de eventuelle ’brandpunkter’, da dette
karakteriseres som en ’meget grov forseelse’ (3. Behandling, 2009: 19). Derfor lægger lovforslaget
op til, at en sådan forseelse vil give minimumsstraf på 40 dages fængsel frem for en bødestraf
(Bilag 1, 2009: 4). Igen ser man en tydelig opprioritering af politiets arbejde, idet forslaget angår
muligheden for, at politiet kan skride ordentligt til værks. Den forøgede straf er en teknik til at vise
den politiske alvor af vigtigheden i, at politiet skal kunne arbejde inden for en ramme, hvor de kan
få kontrol med den pågældende situation. Derfor bliver § 119 stk. 3 sammenholdt med en øget
stigma, fordi det påvirker politiets arbejdsbetingelser. Samtidig fremlægges en frygt for destruktive
potentialer i brandpunkter. Der er hermed forbundet en betragtelig politisk usikkerhed ift. de
destruktive effekter af større forsamlinger. Minimumsstraffen tydeliggør den politiske alvor, der er
forbundet med demonstrationshandlingerne, fordi minimumsstraffen om noget vil være en mere
afrettende teknik ift. bødestraffe.
I skærpelserne af § 119 stk. 3 kommer regeringen med konkrete eksempler på ulovlig blokering af
ordensmagten i både materiel og menneskelig forstand. Det skal være ulovligt at lave
'menneskekæder', 'sit-down aktioner' eller 'hægte sig fast i genstand' (eksempelvis en lygtepæl). På
den måde, mener regeringen, at de melder klart ud over for domstolene og demonstranterne,
hvorledes det binære forhold i lovgivningen skal tolkes, og hvilken straf ulydige demonstranter kan
forvente at få. Gennem et lovdispositiv forsøger man at specificere, hvad der er lovligt og ulovligt at
foretage sig som demonstrant; man må ikke forhindre ordensmagten i at udfører sit arbejde og
udøve hærværk. Sker det samtidig, vil straffen blive hårdere, fordi der i politisk øjemed er forbundet
en vis usikkerhed i de uventede konsekvenser af forstyrrende handlinger (Bilag 1, 2009: 7). Der er
dog samtidigt indlejret et ønske om at disciplinere befolkningen i deres måde at demonstrere på.
Ved at skærpe straffen, med en højere bødestraf eller en fængselsdom til følge, forsøger regeringen
at disciplinere (eller stigmatisere) befolkningen til at stoppe med at udøve bestemte handlinger (al
form for blokade af ordensmagten). Således har regeringen og politiet fremlagt en række potentielle
handlinger, som demonstranterne kan finde på at foretage sig, hvorved disse betragtninger
uomgåeligt hænger sammen med det efterfølgende reaktion fra politiets side. En anden
disciplinerende teknik er den øgede overvågning som forventes at kunne kontrollere
60

demonstrationshandlingerne, fordi demonstranterne kan blive draget til ansvar for det,
overvågningen har indfanget. Det handler således om at internalisere en forud forstået skyldighed
ved ens gerninger. Disciplin anvendes således som en del af den teknologi, der kriminaliserer det,
ifølge Lømmelpakken, uønskværdige.
Fremstillingen af Lømmelpakken indeholder således en række teknikker, som bunder i de tre
dispositivmodaliteter. Gennem et sikkerhedsdispositiv vil regeringen sondre mellem det acceptable,
uacceptable (”almindelige” overtrædelser) og særligt uacceptable (overtrædelse i forlængelse af §
134a). Sikkerhedsteknologien indeholder en række politimæssige teknikker, overvågning,
administrativ frihedsberøvelse og øget grænsekontrol, hvormed det uacceptable kan ’pilles ud’.
Således anvender regeringen et lovdispositiv, der netop, konkret, differentierer mellem den binære
opdeling, lovlig/ulovlig. Det særligt uacceptable får hermed større konsekvens, hvilket kan ses i
forhold til indførslen af minimumsstraf. Hermed gør det disciplinære dispositiv sig også gældende,
fordi man forsøger at internalisere en forståelse af skyldighed ved den uacceptable handling,
hvorfor overvågning skal skabe en bevidsthed omkring ens skyldighed. Disciplin er således
forbundet med stigma, der søger at undgå den skyldige handling, set ift. de øgede økonomiske
straffe og fængselsdom.
Høringssvarene – den rejste kritik
I dette afsnit vil vi se på den kritik af lovforslaget, som domstolene kommer med i deres
høringssvar. Der vil endvidere blive inddraget og analyseret kritik fra andre retsmyndigheder og
interesseorganisationer 82 , da opfattelsen er, at denne kritik ligeledes kan give indblik i domstolenes
mulighedsbetingelser i forbindelse med Lømmelpakken. Dette findes nødvendigt da domstolene iht.
deres apolitiske rolle ikke har tradition for at rejse kritik om emner af retspolitisk følsom karakter,
hvilket ikke kan siges om de andre retsmyndigheder og interesseorganisationer. Analysen skal
således synliggøre den kritik som findes i høringssvarene, for at vi senere kan se hvilke dele af
vidensgrundlaget i kritikken, der bliver båret videre, og hvorledes denne bliver anvendt og modtaget
i debatten i Folketinget.
82 Et udkast til lovforslag er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.: Østre Landsret, Vestre
Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
HKLandsklubben Danmarks Domstole, Rigsadvokaten¸ Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet,
Politiforbundet i Danmark, HKLandsklubben for Politiet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Foreningen af
Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk Fængselsforbund, HK-
Landsklubben for Kriminalforsorgen, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen, Advokatrådet,
Danske Advokater, LaF, Institut for Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden, Amnesty International og Dansk
Retspolitisk Forening (Justitsministeriet, 2009: 1).
61

Høringsfristen
I flere af høringssvarene klages der over den manglende tid til at kunne udarbejde et kvalificeret
høringssvar grundet den korte høringsfrist. Advokatsamfundet mener bl.a., at de fleste myndigheder
ud over Justitsministeriet i flere år har forudset afholdelsen af klimatopmøde, og at lovforslaget i
særdeleshed kræver forberedelsestid, når forslagets ændringer vedrører de grundlovssikrede
frihedsrettigheder (Advokatsamfundet, 2009: 2). Af tidsmæssige grunde har det derfor ikke været
muligt at forhøre landets politikredse eller statsadvokaturerne, bemærker henholdsvis rigspolitiet og
rigsadvokaten (Rigspolitiet, 2009: 5; Rigsadvokaten, 2009: 3). Landsforeningen af
Forsvarsadvokater (LaF) hæfter sig ligeledes ved kritikken af regeringens korte høringsfrist: "Den
korte høringsfrist kunne tyde på, at selve høringsproceduren er et tomt ritual, når man på forhånd
handler noget af med et støtteparti" (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 8). Høringerne
betragtes, som den mulighed interesseorganisationer har for at komme med indvendinger til
lovforslaget, fordi de besidder et større vidensgrundlag på det pågældende område. Derfor finder
organisationerne det problematisk, at rammerne for at ytre deres viden eller modmagt er
indskrænket. Det kritiske spørgsmål angår derfor, hvorvidt høringssvarenes ramme anvendes
strategisk, eller som en teknik til at undgå større verifikation med lovforslaget.
Økonomiske ressourcer
De danske domstole bemærker, at det i lovforslagets pkt. 5. fremgår (Bilag 1, 2009: 10), at
forslaget ikke vurderes til at have administrative og økonomiske konsekvenser af betydning for
domstolene, og dermed vurderes deres økonomiske ramme som tilstrækkelig (Bilag 1, 2009: 10).
Dette kritiseres både af Østre Landsret, Domstolsstyrelsen og Københavns Byret da det kan
forventes at en vedtagelse af § 119 stk. 3 vil medføre, at et betydeligt antal personer vil blive
frihedsberøvet, hvilket gør at domstolene forventer, at mange personer vil have prøvet deres sag ved
retten (jf. retsplejelovens kapitel 43a 83 ) og derved lægge et økonomisk og menneskeligt pres på
domstolene (Domstolsstyrelsen, 2009: 1; Østre Landsret, 2009: 1; Københavns Byret, 2009: 1).
Domstolsstyrelsen finder altså ikke, at de under den givne økonomiske ramme tilfredsstillende kan
administrere den ekstra arbejdsbyrde som forventes ved topmødet (jf. domstolsstyrelsens afsnit).
83 Omhandlende muligheden for at få prøvet frihedsberøvelsen ved retten:
§ 469. Begærer den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, at frihedsberøvelsens
lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den,
forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting)
stk. 2. Forelæggelsen for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse og sker ved
fremsendelse af sagens akter med fornødne oplysninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves prøvet, herunder
angivelse af den bestemmelse, i medfør af hvilken beslutningen er truffet, en kortfattet redegørelse for de
omstændigheder, der påberåbes som grundlag for den, og henvisning til de i sagen foreliggende bevisligheder, der vil
kunne have betydning for rettens afgørelse.
Stk. 4. Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter
frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør
undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.
62

Frihedsberøvelse
Den mest hyppige kritik kommer i forlængelse af ændringerne af Politiloven § 8 stk. 4 og § 9 stk. 3
omhandlende frihedsberøvelse. Dommerforening vurderer, at "Ved en udvidelse fra 6 til 12 timer
bør sådan frihedsberøvelse kun kunne ske på et betydeligt klarere retsgrundlag end det
eksisterende" (Den Danske Dommerforening, 2009). Vestre Landsret støtter op om denne vurdering
og mener, at udvidelsen skal give anledning til, at politiet skal tydeliggøre mulighederne for at
personer, som frihedsberøves, har mulighed for en domstolsprøvelse (jf. Retsplejeloven kapitel 43a)
(Vestre Landsret, 2009: 1). Østre Landsret og Den Danske Dommerforening mener også, at man bør
stille skrappere krav til frihedsberøvelsen, når den ønskes udvidet og foreslår en
indberetningsordning 84 . Indberetningsordningen skal anføre de personer, der bliver frihedsberøvet i
mere end 6 timer samt grunden til dette, for på den måde at sikre borgernes retsgrundlag (Østre
Landsret, 2009: 2; Den Danske Dommerforening, 2009).
Advokatsamfundet og Retspolitisk Forening er i deres bemærkninger enige om, at lovforslaget i
dets nuværende udformning er for uklar i forhold til, hvornår grupper og enkelte borgere kan blive
udsat for frihedsberøvelse (Advokatsamfundet, 2009: 3). Jørgen Lougart uddyber dette dilemma,
som den udøvende magt står over for: "(…) en af de grunde til at vi protesterer, det er jo også fordi
man bringer (...) politiledere i en penibel situation, fordi de står der og skal vurdere om den der
folkegruppe om få minutter vil dreje ned ad en sidegade og begynde at smadre gadelamper, og
hvem kan vurdere det?" (Bilag 3: 21). Retspolitisk Forening mener ligeledes, at dilemmaet er
gældende pga. de meget upræcise kriterier, der er fremlagt for at kunne frihedsberøve
enkeltpersoner (Retspolitisk Forening, 2009: 1). Jørgen Lougart ser særligt kritisk på denne del af
Lømmelpakken, idet han finder, at man her kan diskutere hvorvidt, man har nået en grænse ift.
indskrænkning af de grundlæggende frihedsrettigheder:
"Jeg synes, at når man har de her regler om politiets frihedsberøvelse, der markerede vi fra
Dommerforeningens side, at der synes vi, man gik for vidt (...) I forvejen kan man sige, at hvis
politiet anholder nogen, så kan de jo beholde dem i op til 24 timer, inden de skal i retten. Hvorfor er
det så et problem, at man kan beholde dem i 12 timer, hvor man tidligere kunne beholde dem i 6
timer? Men der er så den forskel, at der, hvor man anholder folk, skal der være en mistanke, man
84 Nævnt første gang i Politikommissionens betænkninger til Politiloven 2004”(...) som udgangspunkt kan [der kun] blive
tale om at overskride fristen på 6 timer i forbindelse med aktioner med frihedsberøvelse af et større antal personer, hvor
den tid, der vil medgå med transport til politistationen, registrering og identifikation af de frihedsberøvede, i praksis
ikke vil gøre det muligt at overholde fristen. Kommissionen finder, at det i den forbindelse kan overvejes at etablere en
indberetningsordning, således at alle frihedsberøvelser, der udstrækkes ud over 6 timer, skal indberettes til en central
myndighed.” (Politikommissionens betænkning om Politiloven, 2002?: 113).
63

skal sigte folk for en bestemt forbrydelse, hvor man, i op til 12 timer, nu kan tilbageholde folk uden
nogen forklaring. (…) Og derfor åbner det mulighed for, at tilfældighederne i højere grad kan spille
ind" (Lougart, 2010: 21).
Ovenstående kritik angår derved en forståelse af, at lovgivningen indeholder manglende
gennemskuelighed og konkrethed i dens konsekvenser for borgerne. Ligeledes handler forslaget om
indberetningsorden om at sikre kontrol eller forudsigelighed ift. det, politiet foretager sig – altså den
magt, de udøver. Man kan, groft sagt, lægge til grund, at den juridiske videnskabelighed bunder i en
perception af det konkrete. Derfor kaster de lys på, hvorvidt den lovgivningsmæssige hjemmel er
tilstede, da den således skal vise konkretheden ift. handlingens konsekvens. Den juridiske spørgen
går således på den ukonkrete kriminalisering, fordi domstolenes normativitet bunder i et klart (og
legalt) retsgrundlag. Derfor søger man, fra juridisk side, teknikker til at fastholde en konkret
distinktion af det binære.
Minimumsstraffen
Domstolene nævner ikke noget om minimumsstraffen i deres høringssvar, hvilket kan ses i
forbindelse med deres apolitiske rolle. Derimod uddyber LaF og Advokatsamfundet i deres
bemærkninger den nævnte problematik. De finder, at man binder den dømmende magt gennem
bemærkninger til lovforslaget ved at opstille minimumsstraffe ved overtrædelser af straffelovens
§119 stk. 3 (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 9; Advokatsamfundet, 2009: 2f, vores
fremhævelse). LaF kalder det for en ”(…) yderst betænkelig lovgivningsteknik”, selvom det, ifølge
Justitsministeren, er muligt for domstolene, ift. deres givne kompetence, at vige fra det forudsatte
strafniveau (Mikkelsen, 2009b: 2), så mener LaF ikke, at domstolene udnytter denne mulighed, da
det ’som hovedregel’ ikke ses i praksis (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 9). LaF
mener, at minimumsstraffen kan få konsekvenser i forhold til at skulle udmåle den rigtige straf: ”Ud
over det uheldige i, at lovgivningsmagten går ind i en detailregulering inden for domstolenes
kompetence til at udmåle de konkrete straffe, kan sådanne forskrifter føre til, at der udmåles
straffe, der ikke konkret svarer til den forskyldte forbrydelse” (Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, 2009: 9, vores fremhævelse). Fra LaF og Advokatsamfundets side finder man
det problematisk at domstolenes vurdering bestemmes fra politisk side. Minimumsstraffen bliver
opfattet som en politisk teknik til at øge kontrollen med domstolenes afgørelser. Kritikken
indebærer hermed en problematisering af den dømmende magts autonomi i forhold til den
lovgivende magt. Der foreligger altså en forståelse af, at den lovgivende magt kan ændre ved den
dømmende magts kompetencer. At domstolene ikke indvender kritik på dette punkt kan hænge
sammen med, at der foreligger uklarheder omkring den dømmende magts uafhængighed – og
64

dermed den rolle, den dømmende magt har eller skal have. Dette skal ses ift. den dømmende magts
apolitske rolle.
Opsummering
I høringssvarene kritiseres de korte høringsfrister, den økonomiske ramme, frihedsberøvelsernes
ukonkrethed samt den indskrænkede rolle til domstolene grundet minimumsstraffe. Disse kan
anskues, fra interesseorganisationerne, som kritisable teknikker, regeringen anvender til at
konstruere den dømmende magts rolle efter Lømmelpakkens kriminalisering, hvorved
interesseorganisationerne mener, at teknikkerne påvirker den dømmende magts kompetencer og
praksis – dvs. dens videnskabelighed.
12.2 Den politiske debat i lovbehandlingen – den videreførte kritik
I de følgende afsnit vil det undersøges, hvordan dele af høringssvarenes rejste kritik bliver båret
videre i lovforslagets behandling. Herved vil regeringens modsvar til kritikken blive analyseret med
henblik på at synliggøre rationaliteten hos både opposition og regering.
Høringsfristen
Høringsfristen blev, som nævnt, kritiseret i flere høringssvar for at være for korte, hvilket
oppositionen tidligt i behandlingsfasen erklærer sig enige i. Karen Hækkerup 85 (S) siger under
lovforslagets første behandling, at ”(…) høringsfristen [har] været så kort, at nogle af
høringssvarene såmænd først kom i går, og de rejser mange både principielle og praktiske
spørgsmål” (1. Behandling, 2009: 6). Det har derfor været svært for Folketinget, at tage
eksperternes høringssvar med i deres overvejelser omkring lovforslaget, da de fleste ikke har kunnet
nå at afgive et høringssvar, inden lovbehandlingen gik i gang. For Simon Emil Ammitzbøll 86 (LA)
stiller det politikerne i en problematisk situation, da det efterlader dem mindre vidende om
konsekvenserne af lovgivningen: ”(...) hvis der havde været mere tid til at behandle det her
lovforslag, og der overhovedet var blevet givet tid til, at der kunne være almindelige
høringsprocedurer og den slags, så havde vi måske haft en bedre viden om det – både ordføreren og
jeg selv. Problemet er, at vi efterlades på troens mark og ikke på vidensgrund” (1. Behandling,
2009: 17). Han finder, at den korte høringsfrist vil betyde, at man ikke får gennemarbejdet og
debatteret loven tilstrækkeligt, før den vedtages. Når man samtidig har et kort behandlingsforløb vil
høringssvarene først meget sent blive inddraget i processen og dermed spille en mindre rolle, end
85 Retsordfører fra Socialdemokratiet.
86 Retsordfører for Liberal Alliance
65

hvis samtlige høringssvar havde været afgivet ved lovbehandlingens start 87 (1. Behandling, 2009:
17). Kim Andersen (V), ser dog ikke noget problematisk ved høringsfristen op til Lømmelpakken:
”Jeg må konstatere, at nogle har sagt, at der var en kort høringsfrist. Ikke desto mindre har vi fået
et meget langt og meget præcist høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder.” (1. Behandling,
2009: 5). Han mener ikke, at lovgivningen er hastet igennem. Regeringen har handlet lidt hurtigt,
fordi Folketingsåret 88 næsten lige er påbegyndt, men det anses som værende "nødvendigt", at
lovgivningen har virkning fra december, så den kan anvendes under topmødet (2. Behandling, 2009:
13).
Lovforslaget indsættes i en forståelse af uomgåelighed i forhold til udfordringerne, der kommer
med topmødet, hvorfor lovforslaget tidsmæssigt er presset grundet den korte tid til topmødets
begyndelse. Derfor er høringssvarene samtidig presset af denne tidslighed, hvilket regering finder
problematisk, mens oppositionen ser inddragelsen af høringssvarene som grundlag for den bedst
mulige gennemarbejdning af lovforslaget. Oppositionen frygter, ligesom interesseorganisationer, at
lovforslaget skaber ukonkretheder. Deres rationalitet kan hermed spores ift. en konkret, binær
opdeling.
Enigheden
Der har i den lovgivende forsamling, under behandlingerne, ikke været uenighed om, at man skulle
sikre, at topmødet forløb uden destruktive demonstranter kommer til orde. Mulige ’ballademagere’
skal straffes for deres handlinger og skal ikke kunne sætte dagsordenen for topmødet (1.
Behandling, 2009: 4ff). Karen Hækkerup (S) erklærer sig tidligt enig med Dansk Folkeparti
omkring øget grænsekontrol under topmødet (1. Behandling, 2009: 12). Man ser altså også fra
oppositionen et ønske om at tage nogle sikkerhedsforanstaltninger i brug under afviklingen af
topmødet for at sikre sig mod uroligheder (Retsudvalget, 2009: 2ff). For oppositionen er det dog
vigtigt, at foranstaltningerne kun skal gælde midlertidig, da der er tale om, at klimatopmødet er et
særtilfælde (Retsudvalget, 2009: 4).
I forlængelse af dette kan man knytte nogle pointer til oppositionens rationalitet. Oppositionen
stiller sig enig med regeringen om, at mulige ’ballademagere’ skal kriminaliseres ifm. topmødet. De
er dog ikke enige omkring de teknikker, regeringen ønsker at anvende i kriminaliseringen. Med
topmødet er oppositionens bevidsthed dikteret af samme uomgåelighed, der fordrer
sikkerhedsmæssige svar. Kriminaliseringen fremstår således som en given størrelse – eller som en
fremherskende strategisk funktion. Forskellen angår, som sagt, teknikkerne, hvor debatten angår
87 Ammitzbøll frygter ligeledes, at resultatet af processen vil føre til en ny 'knivlov', som for ham viste sig at have større
signalværdi end egentlig virkning (1. Behandling, 2009: 17).
88 Folketinget starter et nyt år den første tirsdag i oktober (Folketinget, 2010)
66

hvilke teknikker, der kan betragtes som retfærdige ud for en forståelse af proportionalitet med
demonstranternes handlinger (Retsudvalget, 2009: 4).
Frihedsberøvelsen
Som tidligere nævnt lægger lovforslaget op til en udvidet tidsramme for administrative
frihedsberøvelse fra 6 til 12 timer ved uroligheder ifm. offentlige forsamlinger (Politiloven §§ 8
stk. 4 og 9 stk. 3). Flere høringsparter har lagt vægt på, at formuleringen, at befinde sig ’i
forlængelse af et område’, hvor 134a er overtrådt, i værste fald vil betyde, at man kan
frihedsberøves og dømmes ved blot at befinde sig i nærheden af området - og dermed ikke have
overtrådt lovgivningens skærpede omstændigheder (se f.eks. Advokatsamfundet, 2009: 3;
Retspolitisk Forening, 2009: 2). Denne kritik bliver båret videre i Folketinget af oppositionen, som
frygter at uskyldige, vil blive indfanget af lovens uigennemskuelighed. Lone Dybkjær 89 (RV)
mener, at loven vil resultere i en udvidelse af det ’offentlige rum’, som er underlagt skærpelserne,
fordi hele definitionen af, ”hvad der er i forlængelse af en overtrædelse af 134a”, er vag (1.
Behandling, 2009: 38). For hende er det samtidig uklart, hvornår man 'lægger hindringer for
politiet':
”(...) vi må tage fat i det og så spørge: Hvad er det? Hvis jeg kommer tilfældigt på min cykel,
lægger jeg så hindringer i vejen, fordi jeg ikke har været opmærksom på det? Ja, det gør man
faktisk ifølge det her, og det gjorde man i forbindelse med Ungdomshuset. Hvis ikke vi havde nogen
fortilfælde i forbindelse med Ungdomshuset, så kunne vi måske tage den mere rent, men det kan vi
ikke, for der er sket masser af overgreb på uskyldige mennesker, og det synes jeg også er vigtigt at
få frem, inden vi laver det her” (1. Behandling 2009: 28).
Oppositionen finder, at man, med Lømmelpakken, kan ende med en situation, hvor de præventive
anholdelser tager overhånd, som under rydningen af Ungdomshuset, hvor ca. 800 blev anholdt,
hvoraf langt de færreste blev dømt (Dahlin, 2010; Kruse & Arrevad, 2009). 90 Oppositionen, her
repræsenteret ved Line Barfoed 91 (EL), foreslår, at der ”(...) skal være en klar regel om, at politiet
først skal give en et påbud om, at man skal flytte sig, dels skal det stå meget klart i loven, at man
kan indbringe det for domstolene” for at undgå at uskyldige bliver straffet (3. Behandling, 2009:
10). Opposition lægger sig dermed op af domstolenes høringssvar, hvor man ønsker, at personer
skal oplyses om deres muligheder for domstolsprøvelse, som findes i Retsplejelovens kapitel 43a,
89 Lone Dybkjær er retspolitisk ordføre for Radikale Venstre.
90 En rapport har undersøgt 195 af de 248 sager, om varetægtsfængsling under urolighederne i forbindelse med rydningen
af Ungdomshuset, og den viser, at kun ca. 30 procent af de varetægtsfængslede blev senere dømt (Kruse & Arrevad,
2009: 12f).
91 Arbejdsmarked-, social-, handicap-, kommunal- og retsordfører for Enhedslisten
67

hvis man bliver administrativt tilbageholdt (Den Danske Dommerforeningen, 2009; Vestre
Landsret, 2009; Østre Landsret, 2009: 2). De foreslåede skærpelser kan dermed komme til at virke
uproportionelt i forhold til ens handlinger, hvis frihedsberøvelsen finder sted uden større retsligt
grundlag. Lovforslagets binærhed fremstår uklar for oppositionen, hvilket medfører, at borgerne
ikke kan vurdere, hvad der betragtes som en lovlig eller ulovlig handling, og derfor kan borgerne
heller ikke være sikker på deres retsmæssige status. Derfor frygter oppositionen at denne
uigennemskuelighed vil holde mange fredelige borgere fra at demonstrere (se. f.eks. 1. Behandling,
2009: 17; 3. Behandling, 2009: 3). For oppositionen handler det hermed om at konkretisere
kriminaliseringen af de, ifølge oppositionen, ulovligt handlende og skabe sikkerhed for de lovligt
handlende.
Modsat oppositionen, og de afgivne høringssvar, frygter regeringen ikke, at uskyldige vil blive ramt
af den nye lovgivning. Det bliver flere gange pointeret fra regeringens side, at lovforslaget er
'krystalklart', og at det blot er en skærpelse af den eksisterende lovgivning og dermed ikke en
nykriminalisering (se f.eks. 1. Behandling, 2009: 22 & 34; 3. Behandling, 2009: 7). Regeringen og
Dansk Folkeparti finder, at det skal være muligt for politiet at kunne administrativt tilbageholde og
agere præventivt. Tom Behnke siger i denne forbindelse: ”Hvordan værner vi om det, og hvordan
beskytter vi det? Ja, det gør vi ved, at vi simpelt hen piller de få ekstremister ud, der ikke vil
demokratiet, helst inden de overhovedet når at ødelægge noget, eller i hvert fald senest på det
tidspunkt, hvor de begynder at ødelægge noget, og hvis de ødelægger noget i den her forsamling –
altså med hensyn til forsamlingsfriheden, ytringsfriheden – og hvis de der laver skader, er det vores
klare opfattelse, at så skal hammeren falde tungt og hårdt” (3. Behandling, 2009: 20).
Han ser ikke noget problem i en skærpelse af strafferammen og mener, at ens handlinger skal have
mærkbare konsekvenser. Regeringen udtrykker vigtigheden af, at værne om frihedsrettigheder ved
netop at udpege og være i stand til at kunne behandle de demonstranter, der bliver anskuet som en
uomgåelig trussel. Eftersom regeringen giver udtryk for at standse handlinger inden, de finder sted
(forebyggelse), kan det konstateres, at der foreligger en klar forståelse af demonstranternes
fremtidige handlinger. Regeringsudøvelsen bygger således på en sandsynlighedsvurdering.
Kim Andersen konstaterer, at skærpelserne er en 'naturlig reaktion' på den globale udvikling (red.
Fx WTO-konferencen 1999 i Seattle, G8-topmødet 2001 i Genova mv.), og derfor er
Lømmelpakken uundgåelig: ”(...) vi [ser] jo desværre en tendens til, at vi med hensyn til vold og
kriminalitet bliver en del af den omgivende større verden med de metoder, der ligger heri” (2.
Behandling, 2009: 9). Ud fra denne opfattelse tager voldelige demonstranter ved lære af hinandens
metoder, hvorfor det derfor må forventes, at man vil se disse metoder under topmødet. Derfor bliver
68

man nødt til at give politiet de nødvendige midler for at stå imod denne udvikling.
Regeringsudøvelsen indeholder et sigte, der medtænker borgernes samtidige refleksivitet ift. en
ydre påvirkning eller globalisering. Denne konstatering kan sammenholdes med grænsekontrollen,
hvorved man forsøger at udskille udefrakommende usikkerhedsmomenter. Endvidere kan denne
refleksivitet kobles til Lømmelpakkens førnævnte tidslighed ift. COP15-tomødet.
Sikkerhedsforanstaltningerne effektivitet vurderes altså ud fra demonstranternes sandsynlige
ageren. Regeringen udtrykker sig sikker på, at politiet vil anvende de nye tiltag med eftertanke og
med politiets nye teknikker, øger man samtidig retssikkerheden for de frihedsberøvede og mindsker
antallet af uskyldig frihedsberøvede. Ifølge Dennis Flydtkjær (DF) betyder de nye tiltag med
kameraovervågning, at retssikkerheden er styrket i og med, at man kan bevise de "rigtige"
gerningsmænd, så han frygter ikke at uskyldige vil blive dømt (1. Behandling, 2009: 16).
Brian Mikkelsen (KF), forsøger til en vis grad at imødekomme ønsket fra domstolenes høringssvar
og oppositionens kritik. Han nævner, at der skal laves en indberetningsordning, og at den
tilbageholdte skal have forklaret sine rettigheder (jf. Retsplejelovens kapitel 43a) (3. Behandling,
2009: 27). Regeringen forsøger dermed at retfærdiggøre anvendelsen af frihedsberøvelse ved at
legitimere den gennem teknikker, der skal fremstå som en styrkelse eller bevaring af
retssikkerheden (indberetningsordning, kameraovervågning og ytringen om, at frihedsberøvelsen
kun skal anvendes proportionalt). I de tilfælde, hvor der er behov for en varetægtsfængsling, er det
op til domstolene at vurdere, om bevisbyrden, mod den enkelte, er stor nok (3. Behandling, 2009:
21). Regeringen finder dermed ikke noget problem i, at tillægge politiet de skønsvurderende
kompetencer, idet regeringen forventer, at politiet vil anvende de nye beføjelser korrekt. I de
tilfælde, hvor der skulle opstå komplikationer, vil man kunne trække på domstolenes kompetencer
til at vurdere retsgrundlaget. For regeringen vil borgerens retssikkerhed således være, at de vil
kunne blive behandlet gennem domstolsprøvelse.
Med de tilførte foranstaltninger lægger regeringen op til, at Lømmelpakkens succes afhænger af
politiindsatsen. Både fra regeringen og fra Dansk Folkeparti bliver der udtrykt en optimisme i
forhold til, at politiet vil kunne løfte opgaven med at sikre den konkrethed (retssikkerhed) for
borgere, som oppositionen efterspørger. Med henblik på de afgivne høringssvar er det tydeligt, at
regeringen hovedsagelig har reageret på den kritik, der angår konkretheden, hvorfor regeringen og
Dansk Folkeparti finder grund til at forsvare sig ved at pointere, at det konkrete ikke går tabt i
lovgivningen. Forsvaret består således i at forklare, at de tilførte teknikker ikke underminerer den
binære orden, men derimod i forvejen har den indlejret, grundet argumentationen om, at der ikke er
tale om en nykriminalisering. Regeringen finder dermed grundlag for at vise at de ikke negligerer
69

konkretheder som ligegyldige, da det binære i lovgivningen, for dem, ikke er blevet ændret, men
blot skærpet. Således kan det ses som regeringens forsøg på at forsvare de fremsatte teknikkerne i
forslaget. I forlængelse af dette, kan man anskue Brian Mikkelsens (KF) forslag om
indberetningsordenen som manifestationen af høringssvarenes modmagt, da regeringen har følt
behov for at tage stilling til kritikpunktet.
Domstolenes mulighed for retsmæssig skøn
Regeringen går dog ikke uddybende i rette med det centrale i oppositionens kritik omhandlende den
den sproglige uklarhed i lovforslaget (”at befinde sig i forlængelse af” og ”at ligge hindringer i
vejen for politiet”), da regeringen, som sagt, finder forslaget ’krystalklart’. Oppositionens holdning
er derimod, at lovens markante uklarheder vil påvirke domstolenes mulighed for at kunne dømme
på et klart retsgrundlag. Man sætter domstolene i en prekær situation, hvis de skal vurdere om
personen ”har lagt forhindringer for politiet” (§119 stk. 3) eller befundet sig ”i forlængelse af det
det pågældende område”, eftersom begreberne, ifølge oppositionen, fremstår uigennemskuelige.
Line Barfoed ytrer i denne forbindelse: ”(...) det er rigtigt, at dommeren tager stilling, men det gør
dommere jo på et meget, meget foreløbigt grundlag, hvor de slet ikke har overblik over sagen og
forsvaret slet ikke har mulighed for at nå at sætte sig ordentligt ind i det osv. – og slet ikke, hvis det
er flere hundrede, der skal varetægtsfængsles på en gang, som man lægger op til i forhold til
klimatopmødet” (3. Behandling, 2009: 21). Yderligere vil en overtrædelse af §119 stk. 3 give en
minimumsstraf på 40 dages fængsel, hvor der førhen blev givet en bøde. En ’lovgivningsteknik’
som Advokatsamfundet og LaF har kritiseret i deres høringssvar for at være ’yderst betænkelig’ og
’uheldig’ i forhold til domstolenes kompetencer (Landsforeningen af Forsvarsadvokater, 2009: 9;
Advokatsamfundet, 2009: 2f).
Karen Hækkerup (S) uddyber under første behandling problemet ved at angive en specifik
minimumsstraf: ”Det er en debat, som vi tit tager, og jeg må sige, at jeg synes, det er et
problematisk synspunkt at have, fordi man dermed fjerner retten fra domstolene til i virkeligheden
at foretage en eller anden konkret vurdering (1. Behandling 2009: 20). Ligeledes uddyber Simon
Emil Ammitzbøll (LA) kritik over for minimumsstraf: ”(...) der er en tendens til, at man gerne vil
lege domstol ” (1. Behandling 2009: 35). Justitsministeren anfører, at domstolene reelt set har
lovhjemmel til at fravige den fastsatte minimumsstraf. Den rejste kritik i høringssvarene og hos
folketingets politikere, anser han derfor for at være uberettiget (Mikkelsen, 2009b: 2). LaF nævner
dog, at domstolene "som hovedregel" retter sig efter minimumsstraffene, og kritikken kan derfor ses
som berettiget (LaF, 2009: 9). Tom Behnke (KF) udtrykker i 1. lovbehandling, sin klare opfattelse
af, når den lovgivende magt bruger minimumstraffe som 'kontrolteknik': ”(...) det er da rimeligt, at
vi som lovgivere sender et signal om, hvad vi mener med, at det skal være strafskærpende. Det er jo
70

ikke første gang, vi har gjort det. Det er sådan set meget almindeligt, og det er også meget
hensigtsmæssigt i forhold til domstolene, at vi ligesom tilkendegiver, hvad vi forstår ved det, vi
lovgiver om (1. Behandling 2009: 20). Kim Andersen (V) er enig i, at fastsættelsen af
minimumsstraffe er et politisk anlæggende og ”(…) ikke et anliggende for Dommerforeningen" (3.
Behandling, 2009: 17).
Der er altså to opfattelser af minimumsstraffe på spil. På den ene side kan domstolene, ifølge Brian
Mikkelsen (KF), vælge at se bort fra minimumsstraffe. På den anden side, viser Tom Behnke (KF)
og Kim Andersens (V) udtalelser, hvordan den lovgivende magt ser det som berettiget at angive en
minimumsstraf, der sikrer kontrol over domstolenes vurderinger. Det ses således, hvordan
regeringen ser det som nødvendigt at signalere, at overtrædelsen skal give minimum 40 dages
fængsel - selvom det kan betragtes som et domstolsanliggende. Regeringen udviser mindre tiltro til
domstolenes vurderinger, for at gøre opmærksom på alvoren og dermed deres syn på den
retmæssige proportionalitet ved overtrædelserne. Brian Mikkelsens udtalelser peger dog alligevel
på, hvordan det udadtil er vigtigt for regeringen at legitimere, at domstolene reelt har mulighed for
at fravige fra minimumsstraffen, og dermed kan udnytte sine kompetencer til at afgive det endelige
skøn. Det er hermed væsentligt for regeringen at give plads eller autonomi til den dømmende magt
og dennes specifikke vidensgrundlag – eller i hvert fald at fremvise, at regeringen fortsat er
indstillet på at gøre det. Det handler derfor om at fastholde vigtigheden af domstolenes arbejde.
Oppositionskritikken angår, groft sagt, at domstolenes vidensgrundlag ikke er tilstrækkelig tilstede
ved lovforslaget, fordi det netop ikke indeholder den konkrete hjemmel til, at domstolene kan
udfolde sine kompetencer, hvorfor oppositionen finder den dømmende magts rolle nedprioriteret.
Domstolenes betragtninger i lovgivningsprocessen
Regeringens forsøg på at legitimere eller forsvare det (fortsatte) frirum, de vil tildele den
dømmende magt med Lømmelpakken, foregår meget på et det retoriske plan. Dette vil i resten af
analysen blive synliggjort, ifm. regeringens svar på domstolskritikken i høringssvarene.
En tilbagevendende tendens, i videreførelsen af kritikken, er muligheden for, at domstolenes
betragtninger kan blive inddraget i lovgivningsprocessen. Som vi allerede diskuterede i
redegørelsen for den dømmende magt, er det i Danmark forventet, at domstolene antager en meget
tilbagelænet rolle, og generelt afholder sig fra at påvirke eller gribe ind i forhold til den lovgivende
magt. Ikke desto mindre, fremkom der substantiel kritik fra flere repræsentanter for domstolene.
Svarene på denne kritik, kan derfor vise, hvordan domstolene positioneres i regeringsmentaliteten.
Kritikken fra domstolene spiller en markant rolle i lovbehandlingen. To eksempler viser dette. Først
71

Karen Hækkerup (S) som parafraserer Østre Landsrets høringssvar således: ”Pas nu på, Folketing,
den lovgivning, I er ved at vedtage, er simpelt hen så upræcist formuleret, at vi ikke synes, at vi kan
stå inde for den” (2.Behandling, 2009: 6). Dernæst Karina Lorentzen (SF), som fremsætter
kritikken over for Kim Andersen (V), i forhold til regeringens retspolitik: ”Dommerforeningen [har]
også været ude med en skarp kritik. Det er regeringen tilsyneladende fuldstændig ligeglad med (…)
Jeg må konstatere, at den her regering har haft det fornødne flertal på det retspolitiske område til
at gøre lige præcis, hvad den ville (…) Jeg vil bare høre, om det slet ikke gør indtryk (…) at
Dommerforeningen har været ude at sige, at det her lovforslag giver problemer?” (3. Behandling,
2009: 16). Oppositionens spørger altså, hvorfor man ikke lytter til Dommerforeningens
bemærkninger, i stedet for at forkaste denne viden? Fra regeringens side, peger daværende
justitsminister, Brian Mikkelsen (KF) på, at kritikken fra Dommerforeningen og Landsretterne kan
koges ned til tre konkrete ting: ”De (…) vil have et klarere retsgrundlag, for at vi udvider den
administrative frihedsberøvelse fra 6 til 12 timer. Det mener vi ikke der er grundlag for. Vi mener, at
der er den politilov, der er, og at det her forslag ikke ændrer ved den. Så vil de have, at man skal
informere de frihedsberøvede om deres adgang til at få frihedsberøvelsens lovlighed prøvet ved
domstolene. Det giver vi mulighed for. For det tredje mener man der skal være en
indberetningsordning, og det giver vi også mulighed for” (3. Behandling, 2009: 27).
Mikkelsen konstaterer hermed, at der ikke er grund til at efterkomme det første af disse ønsker, som
vedrører politiets jurisdiktion. Altså deres mulighed for at anvende administrativ frihedsberøvelser.
Han forkaster det med reference til politiloven, og peger på, at eftersom ændringen kun gælder i
forhold til tidsaspektet (6 til 12 timer), så er det ikke noget, der taler for at konkretisere
retsgrundlaget yderligere, når det allerede er defineret i politiloven fra 2004 (jf. Mikkelsen 2009c).
Kim Andersen (V) peger omvendt på, at domstolenes kritik handler om ressourcer (i et svar på
Karen Hækkerups fremstilling af Østre Landsrets kritik): ”Det synes jeg er helt i orden at man
påpeger, og at man fægter for sine interesser ved domstolene, men jeg har vanskeligt ved at se, at de
har meget at gøre med det retspolitiske (...) Derimod ser jeg det snarere som et partsindlæg
vedrørende ressourcer og vedrørende kapacitetsvanskeligheder for domstole i en given situation”
(2. Behandling, 2009: 7). I sammenhæng med hvad Brian Mikkelsen (KF) sagde, findes det, at der
fremkommer en negligering sted af de mere grundlæggende og til dels retspolitiske bemærkninger,
som er fremkommet i forhold til bl.a. udvidelsen af de administrative frihedsberøvelser. Enten
finder man ikke, at kritikken er velfunderet, eller også antaster man kritikkens intention.
Domstolenes kritik gøres til et 'partsindlæg' på linje med andre interesseorganisationer,
virksomheder, samt institutioner under forvaltningen. Imidlertid er kritik fra den dømmende magt
ikke selvfølgelig, idet den, såfremt den finder sted, er rådgivende af karakter og beror på det
forhold, at den dømmende magt i Danmark har kompetence til at kende en lov grundlovsstridig.
72

Som vi fremlagde i det i afsnittet om den dømmende magt, har denne kompetence sjældent fundet
anvendelse, netop fordi den danske tradition dikterer imod dette.
Således synes dette at være tilfældet, især når Kim Andersen hævder parlamentarisme som det
demokratiske imperativ: ”Dommerne kan have politiske meninger om det som alle mulige andre,
men det er altså her i Folketinget og i det politiske flertal, at beslutningerne tages” (3. Behandling,
2009: 17). Han finder, at det ikke bør betragtes som særligt unikt, når domstolene gør opmærksom
på noget problematisk, men blot er udtryk for en 'politisk mening', der ikke skal tildeles nogen
særlig mervægt. Man kan derfor pege på, at der hos de lovgivere, som har fremsat loven, fremstår
en særlig anskuelsesmåde og et særligt vidensgrundlag. Regeringens anskuelsesmåde ses ved, at
lovgiverne finder at domstolenes bemærkning grundlæggende findes uvæsentlige for loven.
Vidensgrundlaget ses ved at lovgiverne grundlæggende antager, at domstolene er underlagt
Folketinget og ikke besidder selvstændig magt i forhold til at påvirke den lovgivende magt. Der
synes derfor, at være en særlig styringsmentalitet tilstede, hvori man indskriver den dømmende
magt en meget afgrænset rolle i samfundet. Denne mentalitet understreges yderligere af, hvordan
Brian Mikkelsen (KF) fx fremstiller andre aktørers rolle i lovforslagets tilblivelse:
"Regeringens lovforslag er blevet til i et tæt samarbejde med politiet og med Rigsadvokaten. Vi
lytter nemlig til de folk, som arbejder med problematikkerne. Derfor har der været en tæt dialog
(…) som sikrer, at det forslag, der bliver stillet nu, (…) giver politiet de nødvendige redskaber til
(…), at der ikke bliver begået hærværk, at vi hjælper de der hjælper os (3. Behandling, 2009: 27,
vores fremhævelse).
I Brian Mikkelsens udlægning, lægger han til grund for den nye lovgivning, at den skaber
sikkerhed, og at man herved 'hjælper dem der hjælper os'. Med 'dem' må man antage, at han
refererer til politiet og Rigsadvokaten og med 'os' forstås nationen og folkestyret. For Brian
Mikkelsen eksisterer der altså en sondring i lovarbejdet mellem, nogen der hjælper (her den
udøvende magt), og nogen der ikke hjælper (eller måske ligefrem yder modstand). Pointen er, at
denne skelnen i pågældende lovforslag privilegerer nogle institutioners og aktørers bidrag over
andres. Sammenfattende kan man derfor sige, at mentaliteten både udviser sig i, hvordan regeringen
udleder, hvem de samarbejder med, og hvordan man positionerer domstolene i lovgivningsarbejdet.
Opsummering af anden analyse
Sammenfattende kan Lømmelpakken anskues som et udtryk for frygtsamfundsdispositivets frem-
herskende strategiske funktion, hvori teknikker er indarbejdet for at gennemføre en kriminalisering
af ’destruktive’ demonstranter. Lømmelpakken fremstilles af regeringen som et uomgåeligt indgreb
73

i forbindelse med topmødet, fordi lovpakken er underlagt en tidslig begrænsning, der går ud over
fristen til at afgive og vurdere høringssvarene. Den korte høringsfrist kritiseres således for at være
en teknik til at overhøre kritikken. Med Lømmelpakkens straffeskærpelser forsøger regeringen at
synliggøre 'uacceptabel handling' ifm. topmødet. Den særligt ulovlige handling anskues i forbindel-
se med 'brandpunkter' (overtrædelse af §134a), da den potentielle destruktivitet sandsynliggøres
som større her. I 'brandpunktet' ligger risikoen for, at politiets sikkerhedsfremmende arbejde be-
sværliggøres. Foranstaltningerne, med Lømmelpakken, sættes i sammenhæng med at give politiet
nye kompetencer og dermed et større råderum for deres sikkerhedsfremmende arbejde. Forslaget
om Lømmelpakken indeholder de tre dispositivmodaliteter i dets kriminalisering. Gennem sikker-
hedsdispositivet vil regeringen sondre mellem det 'acceptable', 'uacceptable' og 'særligt uacceptable'.
Sikkerhedsteknologien indeholder en række politimæssige teknikker, hvorved det uacceptable skal
neutraliseres gennem lovdispositivet, der differentierer mellem det lovlige og ulovlige. Det discipli-
nære dispositiv gør sig gældende ift. forsøget på at internalisere skyldigheden af borgerne gennem
stigma og dermed at undgå den uønskede handling.
Høringssvarene kritisere lovpakkens kriminalisering for at mangle den juridiske klarhed ift. konkre-
te binære opdeling mellem, hvad der er lovligt og ulovligt. Derfor søger man, fra juridisk side, tek-
nikker til at fastholde en konkret distinktion af det binære. Den korte høringsfrist, minimumsstraf-
fen og den økonomiske ramme, der er afsat for domstolene, kritiseres som et udtryk for negligering
af domstolene, og deres videnskabelige kompetencer samt domstolenes kritiske bemærkningerne til
lovforslagets alvor. Oppositionen er enig i, at der skal kriminaliseres, men ikke med de teknikker,
regeringen fremlægger, netop fordi det binære er uigennemskueligt, hvortil de finder, at den døm-
mende magts rolle er blevet nedprioriteret. Dermed er høringssvarens rejste kritik båret videre i den
efterfølgende debat. Denne korrigerer også regeringsførelsen, idet regeringen tager forslaget om
indberetningsordenen og oplysning om domstolsprøvelse op og forklarer det binære ift. politiindsat-
sen. At kritikken bæres videre i regeringsovervejelserne virker dog mere retorisk legitimerende end
noget, der rent faktisk forekommer i praksis, fordi kritikken om det binære aldrig medvirker til æn-
dring af det oprindelige lovforslag. Der synes derfor, at være en særlig styringsmentalitet tilstede,
hvori man indskriver den dømmende magt en meget afgrænset rolle i samfundet.
74

13. Diskussion
Med de to analyser har vi forsøgt at vise, hvordan guvernementaliteten, med afsæt i en framing af
lømler, leder til lovgivning, der negligerer den vidensbaserede kritik, som domstolene og andre
retsmyndigheder og interesseorganisationer står for. Dette sker med afsæt i en særlig mentalitet,
hvor sikkerhedsforanstaltninger og disciplinering supplerer lovens binære anordningsfunktion til at
disciplinere befolkningen og opstille et beredskab over for det uønskede og uventede. Det vil nu
blive diskuteret, hvordan lovtiltagene i Lømmelpakken har sat retssikkerheden, som bærende
element i retssystemet, under pres med sikkerhedens ekspanderende rolle i retspolitikken. Dette vil
bringe os frem til at kunne diskutere den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet
og implikationerne for forståelsen af retsordenen i dag.
Sikkerhed/Retssikkerhed
Vi har i undersøgelsen vist, at behovet for sikkerhed som Lømmelpakken skulle indfri, var præget
af konstruktioner. Disse konstruktioner tog afsæt i frygten for at noget uventet, men tænkeligt, fx
optøjer og uroligheder, kunne finde sted. Lømmelpakken skulle derfor opstille
sikkerhedsforanstaltninger for, på den måde, at give politiet mulighed for at kunne indfange det
uventede. På den led var det et 'fiktivt hul' i lovgivningen, som man gav den udøvende magt
beføjelser til at udfylde. Det var samtidig et hul, der kun var muligt at udpege på baggrund af den
framing, der havde fundet sted. En framing, hvis mål var at kriminalisere de framede, og hvis
teknikker både tog afsæt i lov (det binære i at begå hærværk og lægge hindringer for politiets
arbejde), disciplinering (Skærpede straffe/minimumsstraf) og sikkerhedsmæssige foranstaltninger
(administrativ frihedsberøvelse).
Teknikkernes konsekvenser for retssikkerheden skal ses i to perspektiver. For det første er selve
framingen en måde at udhule det centrale retsprincip om, at man er uskyldig til det modsatte er
bevist ('in dubio pro reo'). Ved at give den udøvende magt de `nye værktøjer`, med afsæt i
framingen, vendes dette princip på hovedet. For det andet formår man, med teknikkerne, at sløre
gennemsigtigheden og forudsigeligheden i forhold til, hvorvidt og hvordan en given adfærd er
kriminel, netop fordi sikkerhed, i forhold til det uventede, er abstrakt og derfor står i kontrast til
retssikkerheden, der som altid er fast forankret i borgerens rettigheder. Flere centrale
retsgrundsætninger bliver herunder tilsidesat.
Overordnet set kan det ses, at den mest basale retsgrundsætning, nemlig at alle tiltag – inden for lov
eller forvaltning – skal have hjemmel i enten forfatningen eller i lov, i nogen grad bliver tilsidesat,
75

fordi lovgivningen og deraf de teknikker der anvendes udstrækkes mod det potentielt ekstreme men
uventede – mod lømlerne. Lovgivningens genstand for kriminalisering bliver det, der endnu ikke
har fundet sted, hvorved konteksten for det konkret kriminelle fjernes. Netop fordi lovgivningen
bliver præventiv og derved abstrakt, kan den ikke holdes oppe på et retssikkerhedsmæssigt grundlag
(jf. de rettigheder man er givet gennem grundloven). Retssikkerheden beror på, at retssubjektet
(borgeren) kan forudberegne sin situation, hvorfor det skal være muligt for dette at få efterprøvet
den administrative frihedsberøvelse med henblik på at sikre forudsigeligheden i systemet. Men når
lovgivningens sigte bliver den potentielle fare besværliggøres muligheden for den konkrete
efterprøvelse. Dette, fordi man i lovgivningen her ikke opererer med retssubjektet, hvis sag skal
behandles individuelt af forvaltningen, men i stedet opererer ud fra en idé om skyldighed, hvormed
efterprøvelsen, som udgangspunkt, tager afsæt i, at den anholdte må tilbagevise sin skyldighed.
Den dømmende magts mulighed for at opretholde forvaltningskontrol i forhold til den konkrete sag
bliver hermed undergravet fordi dens vidensgrundlag, byggende på hjemmelen, tilsidesættes.
I forlængelse af dette ses det at man kan tale om at nogle retsgrundsætninger konkret gøres helt eller
delvis uanvendelige. Princippet om, at man ikke må sætte skøn under regel, bliver besværliggjort af,
at skønnet bliver præventivt forankret (jf. loven). Man er så at sige i forvejen 'skønnet skyldig',
hvormed skønnet bygger på en sandsynlighed men ikke en konkrethed. Man vurderer, at politiet er i
stand til at vurdere konkretheden. Problemet er, at det grundlag, politiet skal vurdere på, ikke
indeholder en konkrethed, da regeringen aldrig korrigerer lovforslaget i forhold til domstolene,
interesseorganisationerne og oppositionens mest essentielle kritik omhandlende ukonkretheden. Det
er så at sige en kontradiktion, som aldrig kan tilsidesættes i politiets praksis.
Ligesom med princippet om skøn under regel, så bliver proportionalitetsprincippet for politiet
uanvendelig, fordi den skærpende omstændighed tager afsæt i situationens ekstraordinære karakter
og ikke individets egenhændige handling. Individets handling bliver uberettiget skærpet med en
dertilhørende straf, hvis bare individet befinder sig i nærheden af et område, hvori der sker uorden.
Således er straffen ikke afstemt den individuelle handling men derimod dens sammenhæng i det
ekstraordinære, hvorfor straffen ikke kan siges at være proportionel med det konkrete, fordi man,
med straffen og politiets indgriben, forsøger at slå ned på optrapningen mod det ekstraordinære -
nemlig lømlen som et bevidst uklart objekt.
Opsummerende kan vi se, at en række af de retsprincipper, som den dømmende magt bygger sit
vidensgrundlag på, bliver undermineret af, at politiet får til opgave at skulle sikre selvsamme
principper, selvom Lømmelpakken umuliggør dette og politiets egne kompetencer besværliggør
76

dette. Konsekvensen bliver derfor, at den dømmende magts arbejde bliver nedprioriteret, fordi dens
vidensgrundlag bliver tilsidesat i guvernementaliteten. M.a.o., så bliver den dømmende magt tildelt
en særlig rolle i kriminaliseringen af lømlerne, som vi nu vil diskutere, med henblik på at kunne
sige noget om dens mulighedsbetingelser.
Domstolenes mulighedsbetingelser
Vi har på nuværende tidspunkt forklaret, hvordan kriminaliseringen, med Lømmelpakken,
problematiserer den dømmende magts vidensgrundlag, eksemplificeret ved hjemmelkravet.
Overvejelserne omkring vidensgrundlaget er særligt vigtige i betragtningen af den dømmende
magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet, fordi dets anordning determinerer en bestemt plads til
det vidensgrundlag, den dømmende magt, traditionelt set, har anvendt i dens virksomhed og dermed
en særlig prioritering af den dømmende magts virksomhed i sig selv. Man kan således sige, at den
dømmende magts virke i frygtsamfundet kendetegner en ny retsorden, som vi nu vil komme ind på.
Den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet afhænger af den måde, hvorpå
kriminaliseringen finder sted inden for retsordenen. Som vi har set, ifm. Lømmelpakken, er en
række af de retssikkerhedsmæssige principper blevet tilsidesat til fordel for et sikkerhedsperspektiv.
Et sådant skifte peger på en ny (guverne)mentalitet, hvor kriminaliseringen er blevet refleksiv i den
forstand, at skyldigheden er givet på forhånd hvorfor der søges opstillet sikkerhedsforanstaltninger,
før handlingen indtræffer. Det betyder ikke, at kriminaliseringen ikke er forankret i lovgivningen
men blot, at lovgivningens binære vidensgrundlag er blevet suppleret med disciplinens tredje
objekt, skyldighed. Det er derfor, at regeringen taler om medløbere og en mellemgruppe, da de er
antaget som potentielt skyldige i den konkrete kriminalitet, idet lovens beregningen bygger på en
sandsynlighed. Denne sandsynlighed er et produkt af refleksivitet ift. tidligere lignende
begivenheder. Der skal altså være en anledning til, at kriminaliseringens teknologier kan bringes i
spil – en anledning, der skal være forbundet med en uomgåelig kriminalisering, at noget særligt kan
ske, som der må reageres imod. Begivenheder bliver på den led indlæst i et frygtperspektiv.
Samtidig går sandsynlighedsberegningen udover den konkrete anledning og spørger, om
foranstaltningerne kan anvendes i fremtidige tilfælde. Derfor blev tiltagene, og den forventede brug
af Lømmelpakken, perspektiveret til bandekonflikten og uroen omkring ungdomshuset samtidig
med, at overvågningen før topmødet byggede på lovgivning i forbindelse med terrorpakkerne. På
den led er kriminaliseringen i retsordenen ikke af undtagelseskarakter, men er blevet normaliseret i
retspraksis.
77

Eksterne mulighedsbetingelser
Da det altså er mere eller mindre kollektive sandsynlighedsberegninger, jf. Foucaults
guvernementalitet-definition, der genererer tiltag som Lømmelpakken, er spørgsmålet, hvordan
domstolene subjektiviseres som aktør i dette paradigme. Vi mener her at kunne se domstolenes
vidensgrundlag som platformen for denne subjektivisering. Kriminaliseringen rationaliseres i
lovgivningen hvorpå den søges legitimeret gennem den dømmende magt og dens vidensgrundlag i
forsvaret for lovforslaget. Sagen er dog, at Lømmelpakken i sig selv kritiseres af bl.a. domstolene
for at være i modstrid med dette vidensgrundlag. Derfor søger lovgivere at hævde parlamentarisk
suverænitet, med hvilken den dømmende magt selv bliver gjort til subjekt for lovgivningen. Det gør
de ved at blive italesat som subjekter med egeninteresse, der er betroet en funktion i forhold til
lovgivningen, som de skal overholde. På den led bliver folkesuverænitetsprincippet brugt til at
rangere den dømmende magt i forhold til den lovgivende magt, hvor man stiller domstolene som en
ikke-valgt, aristokratisk institution over for det demokratiske valgte folketing. I sammenhæng med
domstolenes uafhængighed, anvender lovgiverne således både deres institutionelle status som et
argument for øget parlamentarisme og som et afsæt for at kunne regulere domstolene. Mulighederne
for at kontrollere domstolenes indflydelse på lovgivningen er således blevet udvidet med
domstolsreformen fra 1999, idet adskillelsen mellem Justitsministeriet og domstolene indebar, at
man fra regeringens side ikke længere skulle holde hånden over domstolene i samme omfang som
tidligere. M.a.o. så kunne man nu bedre tillade sig at hævde parlamentarisme og legitimitet, fordi
man havde adskilt de to statsmagter og for så vidt understreget den dømmende magts funktionelle
selvstændighed med oprettelsen af Domstolsstyrelsen, som dog stadig var økonomisk afhængig af
Folketinget. Domstolenes høringssvar kunne derfor lettere italesættes som partsindlæg på vegne af
økonomiske og ressourcemæssige interesser. På den led har lovgiverne gode muligheder for at
vælge, hvilken kritik de vil indoptage i lovgivningen. Dette angår således også lovgivning med et
kriminaliserende sigte.
Interne mulighedsbetingelser
Mens vi nu har diskuteret de ydre rammer for den dømmende magt, er der også et indre aspekt til
den dømmende magt angående dens traditionsbundne praksis, dvs. de rammer, den sætter for sin
egen kontrol med statsmagterne. Som vi før var inde på, så er parlamentarismen væsentlig i
praksissen hos domstolene. Det kan ses ud fra en række tidligere beskrevne principper, som de
inddrager i den kontrollerende retspraksis under den overordnede betegnelse, 'tilbageholdenhed'. I
tilbageholdenheden ligger et klart sigte om bevarelse af den nuværende tilstand, hvor man ikke
ønsker at rokke ved magten i forholdet statsmagterne imellem. Denne konservatisme ses samtidig i
forbindelse med de danske domstoles indstilling til kompetencefordelingen i kontrollen, hvor
78

Højesteret, som den eneste domstol, synes kompetent nok til at udøve kontrol – selvom en sådan
kompetencefordeling ikke står skrevet nogle steder. Dette er en selvskabt funktionsbegrænsning.
Den parlamentariske forskydning, som den viser sig i debatten om Lømmelpakken, er derfor ikke
nødvendigvis et større brud med tidligere tiders tilstande for den dømmende magt, men kan også ses
som en del af en selvvalgt hierarkisering. Denne positionering kan altså ikke kun betragtes som en
lovgivningskonstruktion men som et udtryk for en dansk historisk demokratitradition, som
statsmagterne i fællesskab har bidraget til.
Det måske bedste eksempel, ift. Lømmelpakken, til at vise en sådan indstilling hos den dømmende
magt, er, at domstolene ikke selv nævner minimumsstraffen som et problem. Derimod er det noget,
interesseorganisationerne udtaler. Med minimumsstraffen fratages noget af den dømmende magts
kompetencemæssige grundlag og overgives til den lovgivende magt, idet domstolene ikke helt og
holdent selv kan fastsætte straffen. Dette tyder på en kompetencetvist, domstolene enten kunne gøre
opmærksom på eller gå så vidt som at underkende loven for dens manglende, formelle
grundlovmæssighed.
Alt i alt kan man sige, at domstolenes mulighedsbetingelser i frygtsamfundet kan spores til
opkomsten af en retsorden, hvor refleksiv kriminalisering fremstår som en tendens i lovgivningen.
Jf. vores teoretiske afsæt (afsnit 8.3) har denne tendens konsekvenser på hhv. et epistemologisk og
et ontologisk plan. På det epistemologiske plan er tendensen en udfordring for den dømmende magt,
idet den på den ene side ønsker at fastholde det traditionelle vidensgrundlag, herunder det
institutionelle hierarki og folkesuverænitetsprincippet, og på den anden side skal kontrollere
retssikkerheden for borgerne. Sålænge den dømmende magt fortsætter med at være tilbageholdende
og tendensen til at lovgive med sikkerhedsforanstaltninger bliver videreført, så vil den dømmende
magts vidensgrundlag blive nedprioriteret, ift. sikkerhedsmæssige spørgsmål. Konsekvensen kan
være, at den dømmende magt ændrer sit vidensgrundlag, eller at den bare bliver undermineret som
statsmagt. På det ontologiske plan har tendensen konsekvenser for borgeres sikkerhed, fordi en
specifik anledning kan lede til, at borgeren bliver til et faremoment. Svækkelsen af retssikkerheden
og fokus på sikkerhed betyder således, at nogle borgeres sikkerhed kan stå for skud. De er altså
blevet degraderet fra retssubjekter til `potentielle` fjender.
Således vil borgeren blive gjort usikker, såfremt den dømmende magt ikke påtager sig en mere aktiv
rolle og insisterer på konkrethed og hjemmel i forfatningen, m.a.o. søger en mere materiel
forfatningskontrol. Om udvejen for domstolene er, at magtdelingen skal omformuleres mod en
konstitutionalisme er imidlertid ikke indlysende. Som vores analyser har vist, har framing som
politisk taktik været afgørende i en legitimerende konstruktion af usikkerhedsskabende borgere. Vi
har dog ikke beskæftiget os med, hvordan denne framing går igennem en efterfølgende
79

domstolsbehandling. Sagens kerne er imidlertid, at hvis det usikkerhedsskabende element i
framingen skal kontrolleres, og hvis domstolene ikke gør krav på en konstitutionalistisk tilgang, vil
de selv blive en del af det magtapparat, der skaber usikkerhed og uretssikkerhed for borgeren.
80

14. Konklusion
Vi har i projektet sat fokus på den dømmende magts mulighedsbetingelser med udgangspunkt i
vores case, Lømmelpakken, som vi har indsat i et frygtsamfundsparadigme. Vi har ud fra Michel
Foucaults teori om dispositivet, analyseret, hvorledes frygtsamfundets rationaliteter kommer til
udtryk i behandlingen af Lømmelpakken. Dette har vi gjort med henblik på at diskutere, hvilke
konsekvenser paradigmet har for den dømmende magts mulighedsbetingelser for at udøve
demokratisk kontrol med den lovgivende og udøvende magt. Vi kan nu svare på vores
problemformulering, som lød således:
”Hvilke rationaliteter kommer til udtryk omkring Lømmelpakken, og hvilke konsekvenser har det for
den dømmende magts mulighedsbetingelser i frygtsamfundet?”
Vores undersøgelse af Lømmelpakken viste, at man fra politisk side fandt, at der var et uomgåeligt
behov for at tilføre nye sikkerhedsforanstaltninger i forlængelse af COP15-topmødet, som skulle
sikre, at politiet kunne håndtere demonstranternes handlinger. Lømmelpakken opstod derfor
gennem et politisk konstrueret ’fiktivt hul’ i lovgivningen, hvorved lovgivningen ikke syntes
tilstrækkelig. Regeringen og Dansk Folkeparti fandt det derfor vigtigt offentligt at fremhæve
lømlernes ’frygtindgydende’ karakter for at legitimere Lømmelpakkens kriminalisering. Således fik
den lovgivende magt en sikkerhedsskabende rolle. Politisk handlede det derfor om at definere
henholdsvis, hvad der var anset som normalt, lovligt og skulle beskyttes, og hvad der var unormalt
og skulle kriminaliseres. Den offentlige reaktion tillod dog ikke denne sondring pga. dens
uigennemskuelighed. Kritikken gik derfor på, at stort set alle demonstranter kunne føle sig usikre,
fordi de på forhånd blev opfattet som skyldige. Kritikken blev kædet sammen med Lømmelpakkens
øgede beføjelser til politiet, hvor der synets at være risiko for vilkårlig krænkelse. Det ukonkrete
objekt hang således sammen med den ukonkrete lovgivning. I høringssvarene og lovbehandlingen
kritiseres netop lovforslagets ukonkretheder. Derudover blev den korte høringsfrist,
minimumsstraffen og den økonomiske ramme, der blev afsat til domstolene, kritiseret som et udtryk
for en nedprioritering af den dømmende magt og dennes vidensgrundlag. Kritikken influerede
regeringen og Dansk Folkepartis senere udtalelser, idet de forsvarede konkretheden, og dermed den
dømmende magts videnskab, i lovforslaget. Dette skete dog udelukkende på et retorisk
legitimerende niveau, hvorved man påstod, at politiet kunne vurdere denne konkrethed.
Med Lømmelpakkens vedtagelse, blev der gennemført en præventiv kriminalisering, som gennem
abstrakte sikkerhedsrationaler, underminerer borgernes retssikkerhed, fordi borgerens kriminalitet
81

ifølge rationaliteten, befinder sig i det uventede. Derfor er borgeren ikke uskyldig, indtil det
modsatte er bevist. Kriminaliseringen skaber nogle problematikker ift. den dømmende magts
mulighed for at kontrollere forvaltningernes sagsbehandling, fordi det er hjemlen – den dømmende
magts vidensgrundlag - bliver tilsidesat med sikkerhedstanken (’skøn under regel’). Samtidig kan
dette ses i forhold til et proportionalitetsprincip, fordi Lømmelpakkens skærpende straf ikke er
afstemt med den individuelle handling, men derimod den eventuelt ekstreme sammenhæng,
individet indgår i. Politiet synes altså ikke i stand til at imødekomme domstolskravet om det binære,
da politiets virke bliver disciplinerende og sikkerhedsskabende.
Med frygtsamfundet syntes en ny retsorden at tegne sig. Dette kan eksemplificeres ud fra
folketingsdebatten. Her ses det, hvordan regeringen positionerer den dømmende magt, som en
aristokratisk og partisk institution via princippet om folkesuverænitet, hvilket kan ses i lyset af
domstolsreformen fra 1999, hvor domstolene fik øget autonomi ift. den lovgivende magt. Denne
hierarkisering kan ikke udelukkende ses i forhold til Lømmelpakkens rationalitet, men er også en
del af den dømmende magts selvvalgte hierarkisering som et udtryk for den danske
demokratitradition. Hvis domstolene fortsætter denne tilbageholdende, parlamentaristiske linje,
samtidig med, at den politiske prioritering af abstrakt sikkerhed frem for konkret retssikkerhed,
fortsætter, så vil domstolene selv blive en del af den regeringsudøvelse, der allokerer usikkerhed for
politisk udvalgte borgere. Vi betragter det derfor som en bekymrende udvikling, der nødvendiggør
en diskussion om en anden balance i mellem statsmagterne, i stedet for at give kald på
retsprincipper, som længe er blevet opfattet som selvfølgelige.
15. Perspektivering
Lømmelpakken efter COP15 "prøvelsen"
Den nyligt afgåede højesteretspræsident, Torben Melchior, nævner i et interview fra 2010, at
domstolene, blandt mange emner, især skal rette blikket mod de klassiske menneskerettigheder,
såsom den personlige frihed, forsamlingsfriheden og retten til en retfærdig rettergang. Melchior
mener, at domstolene har en særlig rolle at spille, idet den lovgivende magt har en tendens til at
udfordre disse rettigheder (Helsingør Dagblad, 2010: 18). Dette er en tendens, som Jørgen Lougart
kan genkende:
"Der er jo ingen tvivl om at der er sket et skred i holdningen til hvor langt kan man gå i relation til
de grundlæggende frihedsrettigheder, hvor man jo tidligere har værnet om dem og sagt jamen vi har
en forsamlingsfrihed, en ytringsfrihed, en brevhemmelighed, vi har privatlivets fred osv. - hvor man
82

har fokuseret i stadig stigende grad på ikke retssikkerhed, men på sikkerhed – der er jo kun de der
fire bogstaver til forskel, men det gør jo en kæmpe forskel i både lovgivningen og i samfundet som
helhed (Jørgen Lougart, 2010: 20).
Set i retrospekt, med Lømmelpakkens vedtagelse og virkning, fremkommer Melchiors,
oppositionens, og høringssvarenes kritik mindre ubegrundet. En nylig afgørelse i Københavns Byret
giver næsten 250 demonstranter medhold i, at de under demonstrationer ved klimatopmødet blev
frihedsberøvet på et utilstrækkeligt grundlag. Dette har fået flere til at kontakte sagsøgernes
advokat, Knud Foldshack, så endnu en sag mod Københavns Politi kan være på vej (Politiken,
2010b). Eftersom at Lømmelpakken udvidede politiets beføjelser i forhold til de præventive
anholdelser, mener den nye justitsminister, Lars Barfoed (KF), at lovpakken muligvis skal skærpes:
"Når der kommer en dom af den art, må vi vurdere, om det er i orden, eller udtryk for, at vi skal lave
skærpelse af lovgivningen" (Hjortdal & Klinken, 2010). Den omtalte sag omhandler ca. 250
uberettigede frihedsberøvelser. Politiet fik tilføjet yderligere beføjelser, som muliggjorde en meget
bred skønsmargin, hvilket, i tilfælde af Danmarks største masseanholdelse, har været et
skønsmargin, som byretten i første omgang anser som værende blevet brugt forkert. Sagen er nu
blevet anket til Landsretten, idet politiet mener, at der er lovhjemmel til frihedsberøvelserne i
politiloven (Krogh, 2010). Sagen vedrører uden tvivl fundamentale principper om borgernes ret til
frit at indgå i forsamling og demonstrere - sat over for politiets pligt til og muligheder for at sikre
den offentlige ro og orden.
Den væsentligste kritik, der er rejst efter klimatopmødet og dermed lømmelpakkens 'prøve`, syntes
at være, at loven i forhold til politiets kompetencer i det givne tilfælde, simpelthen fremstår for
uklar. Dermed kan det til en vis grad også forventes, at politiet begår fejl, når lovgivningens
muligheder og begrænsninger kritiseres for ikke at være beskrevet fyldestgørende.
Nye undersøgelsesmuligheder
Efter at have undersøgt rationaliteterne bag Lømmelpakken, som udtryk for en sikkerhedsmæssig
tendens, med afsæt i en frygtsamfundstypologi, kan der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt
lovforslaget var blevet gennemført, hvis oppositionen havde været i regeringen. Der stilles dermed
spørgsmål om ønsket om sikkerhed – med den chance for at påvirke retsikkerheden negativt –
således også går over partifarver. Det kan dog være svært at vurdere i danske sammenhænge,
hvorledes en venstreorienteret regering vil agere på det retspolitik område og dermed, i sidste ende,
domstolenes mulighedsbetingelser, eftersom vi har haft en højreorienteret regering siden 2001, hvor
netop fokusset på frygt og sikkerhed blev øget markant efter 9/11. Det må dog antages, at andre
83

stater (ligesom Danmark) har indført sikkerhedsstramninger ud fra flertalsbestemmelser, hvor
regeringen har haft en anden politisk orientering end den danske. Derfor må det forventes, at en
venstreorienteret regering ikke ville have trukket det retspolitiske område i en helt anden retning
end den nuværende.
Endvidere burde der være grobund for flere undersøgelser omkring, hvordan magtens tredeling har
udviklet sig og vil udvikle sig, set ud fra et tværfagligt og ikke kun juridisk perspektiv 92 . I denne
forbindelse kunne man forestille sig undersøgelser, der drager på flere perspektiver i forhold til
anvendelsen af teori og metode, end det vi har fundet i den læste empiri. Undersøgelserne kan tage
form af dokumentanalyser, som denne rapport (primært), men også andre metoder, såsom
dybdegående kvalitative interviews fx med fokus på højesteretsdommeres meningsunivers og deres
holdninger til gældende problematikker, hvilket egentlig også var vores første tanke med projektet.
Derudover ses der meget få nyere kvantitative sammenligninger i form af eksempelvis
spørgeskemaer om domstolenes holdninger til egne mulighedsbetingelser i relation til andre cases. 93
Generelt set er vores anbefaling, at forskningen udvider sit perspektiv i forhold til emner som
sikkerhed, retssikkerhed, frygt og de interne relationer i magtens tredeling. Sådanne perspektiver vil
samtidig være værdifulde, da den perfekte balance i magtens tredeling er en umulighed.
92 Vi er i løbet af opgavens udarbejdelse stødt på mange afhandlinger, der alene er udarbejdet af juridiske eksperter
med et juridiske perspektiv på domstolene heriblandt Christensen (2003), Boye-Koch (2002), Olsen ( 2005) og
Røndsholdt (2001).
93 Marlene Winds artikel (2010) er dog en interessant og læseværdig undtagelse.
84

16. Litteraturliste
Aagard, C. & Dahlin, U. (2007, 25. jun.). "Tidligere PET-chef angriber terrorlove", Information.
http://www.information.dk/138448, læst d. 18/12-2010.
Advokatsamfundet (2009). Bilag 20 L 49, Folketinget.
Agamben, G. (2009). Undtagelsestilstanden. Århus: Philosophia.
Agamben, G. (2010). Hvad er et dispositiv – og to andre essays. Århus: Forlaget Slagmark.
Andersen, N.Å. (1999). Diskursive analysestrategier. København: Nyt fra
Samfundsvidenskaberne.
Beck, U. (2009). World at Risk. Cambridge: Polity Press.
Beck-Christensen, C. (2005). Politikens nudanske ordbog. København: Politikens forlag.
Berlingske Tidende (2009, 9. jun.). "Vandkanoner i baghånden til klimatopmøde", Berlingske
Tidendes hjemmeside, http://www.berlingske.dk/klima/vandkanon-i-baghaanden-til-klimatopmoede,
læst d. 8/12-2010.
Bonde, A. (2009, 18. okt.). "Hård kurs over for klimabøller", Berlingske Tidendes hjemmeside,
http://www.berlingske.dk/danmark/haard-kurs-over-klimaboeller, læst d. 17/11-2010.
Boye Koch, P. (2002). Forfatningskontrol – fremtidige perspektiver og udfordringer. København:
Jurist- og Økonomiforbundets Forlag.
Bransholm Pedersen, K. og Land, B. (2001). ”Den kvalitative forskningsproces”. I: Bransholm
Pedersen, K. og Drewes Nielsen, L. (red.) Kvalitativ metode: fra metateori til markarbejde (s. 15-
38). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Bryman, A. (2008). Social Research Methods. Oxford: Oxford University Press.
Butler, J. (2010). Frames of War. London: Verso.
Børsting, M., Hjortdal, M. & Hüttemeier, C. (2009, 26. nov.). "Justitsminister: Lømmelpakken
sender klart signal", Politikens hjemmeside, http://politiken.dk/politik/ECE844776/justitsminister-
loemmelpakken-sender-klart-signal/, læst d. 17/11-2010.
Christensen, J.P. (2003). Domstolene – den tredje statsmagt. Århus: Magtudredningen.
Clemmensen, L. (2009, 25. okt.). "Regeringens lømmelpakke optrapper konflikten",
Information, 1. sektion, s. 3.
Cordsen, C. (2009, 15. sep.). "Lømmelpakke kan koste aktivister dyrt", Politikens hjemmeside,
http://politiken.dk/politik/ECE789201/loemmelpakke-kan-koste-aktivister-dyrt/, læst d. 15/11-2010.
85

Dahlin, U. (2010, 14. sep.). "Mr. 100 procent slipper for Straf", Information, s. 6, 1. sektion.
Dahlin, U. (2009, 25. nov.). "Panserne passer på pressen", Information, 1. sektion, s. 2.
Damgård, T. (2009, 3. sep.). "Politiet har opløst den første topmødedemonstration", Berlingske
Tidende hjemmeside, http://www.berlingske.dk/klima/politiet-har-oploest-den-foerste-topmoede-
demo, læst d. 15/11-2010.
Danmarks Domstole (2010a). Børge Dahl, domstol.dk,
http://www.domstol.dk/hojesteret/Personale/Pages/BorgeDahl.aspx, læst d. 28/11-2010.
Danmarks Domstole (2010b). Jens Peter Christensen, domstol.dk,
http://www.domstol.dk/hojesteret/Personale/Pages/JensPeterChristensen.aspx, læst d. 14/12-2010.
Dannemand, H. (2009, 11. dec.). "Her er manden bag Årets Ord", Berlingske Tidendes
hjemmeside, http://www.berlingske.dk/kultur/her-er-manden-bag-aarets-ord, læst d. 1/12-2010.
Dean, M. (1999). Govermentality – power and rule in modern society. London: Sage.
Deleuze, G. (1992). ”Whats is a dispositif?”. I: Armstrong, T.J., Michel Foucault Philosopher,
(pp. 159-168). London: Routledge.
Den Danske Dommerforening (2009). Bilag 26. L 49, Folketinget.
Den Store Danske (2010). "Henrik Zahle", Den Store Danske,
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Jura/Juridiske_biografier/Henrik_Zahle,
læst d. 28/11-2010.
Dommerforeningen (2010). Dommerforeningen – Den Danske Dommerforenings hjemmeside.
http://www.dommerforening.dk/, læst 01-12-10.
Domstolsstyrelsen (2009). Bilag 1 (s. 1). L 49, Folketinget.
Ellegaard, C., Haslebo, M. & Svane, A.M. (2009a, 15. sep.). "V: Lømmelpakke inden topmøde",
Jyllands-Posten, 1. sektion, s. 1.
Ellegaard, C., Haslebo, M. & Svane, A.M. (2009b, 15. sep.). "Bredt politisk flertal bag
lømmelpakke", Jyllands-Posten, 1. sektion, s. 4.
Ellegaard, C. & Pihl, M. (2009, 25. nov.). "Her er det hemmelige klimafængsel", Jyllands-
Postens hjemmeside, http://jp.dk/klima/kobenhavn/article1898273.ece, læst d. 9/12-2010.
Flyvbjerg, B. (1991): Rationalitet og magt – Det konkretes videnskab (Bd. I). København:
Akademisk Forlag.
Foucault, M. (2008). Sikkerhed, territorium, befolkning – Forelæsninger på Collège de France
1977-1978. København: Hans Reitzels Forlag.
86

Germer, P. (2001). Statsforfatningsret (3. udg.). København: Jurist- og Økonomforbundet.
Hansen, A.D. (2009). ”Diskursteori”. I: Fuglsang, L. og Olsen, P.B. (red.) Videnskabsteori i
samfundsvidenskaberne: På tværs af fagkulturer og paradigmer (s. 389-416). Frederiksberg:
Roskilde Universitetsforlag.
Hansen, M.H. (2010). ”The mixed constitution versus the separation of powers: monarchical and
aristocratic aspects of modern democracy”. History of Political Thought, Vol. 31, no. 3, pp. 509-
531.
Helsingør Dagblad (2010, 19. aug.). "EU-charter giver dommere stor magt", 1. sektion, s. 18.
Heiredal, S.G. (2009, 19. okt.). "Klimabevægelser: Lømmelpakke skræmmer demonstranter",
Politikens hjemmeside, http://i.pol.dk/politik/article812029.ece, læst d. 11/12-2010.
Hjortdal, M. (2009a, 4. nov.). "Regeringen og DF står alene med lømmelpakken", Politikens
hjemmeside, http://politiken.dk/politik/ECE826188/regeringen-og-df-staar-alene-med-
loemmelpakken/, læst d. 17/11-2010.
Hjortdal, M. (2009b, 26. nov.). "Omstridt lømmelpakke er vedtaget", Politikens hjemmeside,
http://politiken.dk/politik/ECE844519/omstridt-loemmelpakke-er-vedtaget/, læst d. 17/11-2010.
Hjortdahl, M & Tingstrøm Klinken, J.A. (2010). "Justitsministeren overvejer at lave
Lømmelpakken om", Politikens hjemmeside,
http://politiken.dk/politik/ECE1144088/justitsministeren-overvejer-at-lave-loemmelpakken-om/,
læst d. 16/12-2010.
Hussain, N. & Seidelin, M. (2009, 30. nov.). "Aftaler skal forhindre voldelige demonstrationer",
Politiken, 30.11.2009, 1. sektion, s. 3.
Høilund. P. (2010). Frygtens ret. Københanv: Hans Reitzels Forlag.
Jensen, M.H. (2010). ”Udnævnelse af højesteretsdommere i Danmark og USA”. Retten Rundt, nr
3, sep. 2010, s. 10-13.
Jensen, R.J. (2009, 19. nov). "De ku’ jo bare være blevet hjemme", Informations hjemmeside,
http://www.information.dk/215969, læst d. 15/11-2010.
Jyllands-Posten (2009a, 3. nov.). "Lømmelpakke spænder ben for klimaaftale", Jyllands-Postens
hjemmeside, http://jp.dk/indland/indland_politik/article1873294.ece, læst d. 17/11-2010.
Jyllands-Posten (2009b, 11. nov.). "Konservativ ordfører kold over for kritik", Jyllands-Postens
hjemmeside, http://jp.dk/indland/indland_politik/article1882723.ece, læst d. 17/11-2010.
Krogh, E. (2010), Politiet anker dom om anholdelser, Danmarks Radio hjemmeside,
87

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/kriminalitet/2010/12/16/142900.htm, læst d. 16/12-2010.
Kruse, S.V & Arrevad, J. (2009). "Ukorrekte politirapporter sendte uskyldige i fængsel",
Adovokaten nr. 6/2009 s. 10-14.
Københavns Byret (2009). Bilag 7. L 49, Folketinget.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater (2009). Bilag 1 (s. 8-10). L 49, Folketinget.
Lehmann, C. (2009, 19. okt.). "Mere straf: Massive stramninger mod uromagere op til
klimatopmøde", Information, 1. sektion, s. 1.
Maltesen, B. (2009, 25. nov.), Velkommen og opfør jer ordentligt, Politiken, 1. sektion, s. 4.
Metz, G. (2009, 24. okt.). "Bøller og autonome i løs vægt", Information, 1. sektion, s. 21.
Mikkelsen, B. (2009a). Fremsættelsestale. L 49, Folketinget.
Mikkelsen, B. (2009b). Svar på Spørgsmål 201 – "Spørgsmål om teknisk bistand til udformning
af et betænkningsbidrag der sikrer, at der ikke er bindinger på at normalstraffen for § 119, stk. 3 skal
være 40 dages fængsel, men lader det være op til domstolene at vurdere den konkrete handlings
grovhed og strafværdighed, til justitsministeren", L 49, Folketinget.
Mikkelsen, B. (2009c). Fremsendelsesbrev. L 49, Folketinget.
Montesquieu, C.L. (1989). Spirit of the Laws. Cambridge: Cambridge University Press.
Mythen, G. og Walklate, S. (2006). ”Criminology and terrorism - Which thesis? Risk society or
governmentality?” British Journal of Criminology, vol. 46, no. 3, pp. 379-98.
Nansen, L. & Vester, H. (2009, 24. nov.). "Her er politiets nye vandkanon", DR’s hjemmeside,
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/11/24/183656.htm, læst d. 6/12-2010.
Nielsen, K. (2009). "Alle har lov til at demonstrere", DR’s hjemmeside,
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2009/10/19/071054.htm, læst d. 9/12-2010.
Nørby Jensen, J. (2006). Politikens synonymordbog. København: Politikens forlag.
Palmer Olsen, H. (2005). Magtens tredeling – En analyse af magtfordelingslæren med særlig
henblik på den lovgivende magt. København: Jurist og Økonomiforbundets Forlag.
Politiforbundet (2009). Bilag 3. L 49, Folketinget.
Politiken (2009, 15. sep.). "Venstre foreslår 'lømmelpakke' inden topmøde", Politiken,
http://politiken.dk/politik/ECE788782/venstre-foreslaar-loemmelpakke-inden-topmoede/, læst d.
19/12-2010.
Politiken (2010a, 20. nov.). "Regeringen lynbehandler lovgivning", Politikens hjemmeside,
88

http://politiken.dk/politik/ECE1113893/regeringen-lynbehandler-lovgivningen/, læst d. 28/11-2010.
Politiken (2010b). "Københavns Politi kan se frem mod ny kæmpesag", Politikens hjemmeside,
http://politiken.dk/indland/ECE1146286/koebenhavns-politi-kan-se-frem-mod-ny-kaempesag/, læst
d. 17/12-2010.
Raffnsøe, S. & Gudmand-Høyer, M. (2004). "Michel Foucaults historiske dispositivanalyse", i:
LPF Working Papers, no. 11.
Raffnsøe, S., Gudmand-Høyer, M. & Thaning, M. (2008). Foucault. Frederiksberg:
Samfundslitteratur.
Rendtorff, J.D. (2005). Retsfilosofi. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Retspolitisk Forening (2009), Bilag 4. L 49, Folketinget.
Rigsadvokaten, (2009). Bilag 1 (s. 2-3). L 49 Folketinget.
Rigspolitiet, (2009). Bilag 1 (s. 4-5). L 49, Folketinget.
Rothstein, K. (2009, 6. nov.). "Uro: Et devalueret demokrati", Weekendavisen, 1. Sektion, s. 2.
Rønsholdt, S. (2001). Forvaltningsret – retssikkerhed, proces, sagsbehandling. København:
Forlaget Thomson.
Seidelin, M. (2009a, 25. nov.). "Aktivister aflurer politiet", Politiken, 1. sektion, s. 1.
Seidelin, M. (2009b, 12. aug.). "Politi vil filme yderligtgående klimaaktivister", Politikens
hjemmeside, http://politiken.dk/klima/Topmode_i_Kobenhavn/ECE766557/politi-vil-filme-
yderligtgaaende-klimaaktivister/, læst d. 15/11-2010.
Skjoldager, M. (2009, 24. aug.). "Politiet vil anholde præventivt", Politikens hjemmeside,
http://politiken.dk/klima/klimapolitik/ECE773914/politiet-vil-anholde-praeventivt/, læst d. 15/11-
2010.
Stone Sweet, A. (2000). Governing with Judges: Constitutional Politics in Europe. Oxford:
Oxford University Press.
Stone Sweet, A. (2002). ”Constitutional Courts and Parliamentary Democracy", West European
Politics, vol. 25, no.1, s. 77-100.
Strandman-Møller, S. (2009, 26. nov.). "København støvsuges for brosten", Avisens hjemmeside,
http://avisen.dk/koebenhavn-stoevsuges-for-brosten_118497.aspx, læst d. 17/11-2010.
Vestre Landsret (2009). Bilag 23. L 49, Folketinget.
Villadsen, K (2010). ”Civilsamfundet i det foucaultske blik – magtens relæ eller magtkritikkens
base?”, Dansk Sociologi nr. 2, årgang 21 s.7-29.
89

Wind, M. (2010). ”The Nordics, the EU and the Reluctance Towards Supranational Judicial
Review”, Journal of Common Market Studies, vol. 48, no. 4, s. 1039-1063.
Winther, B. (2009, 12. nov.). "Kun lømler demonstrerer", Informations hjemmeside,
http://www.information.dk/215102, læst d. 17/11-2010.
Zingarelli, N. (2008). Il nuovo Zingarelli minore - Vocabolario della lingua italiana. Pisa:
Zanichelli.
Østre Landsret (2009). Bilag 19. L 49, Folketinget.
17. Bilag
Bilag 1: Lovforslag nr. L 49
Bilag 2: Interviewmetode, forberedelse og interviewguide.
Bilag 3: Transkriberet interview med Jørgen Lougart. Interviewet fandt sted d. 05/11-2010
18. Folketingets hjemmeside for L 49
Alle behandlinger, bilag, betænkninger vedr. L 49 kan findes her:
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20091/lovforslag/l49/index.htm
90