Download pdf

RAPPORT
SOLDATER OG DEMOKRATISERING
Det egyptiske militærs politiske rolle og
retning efter det arabiske forår
Af Carsten Jensen
FORSVARSAKADEMIETS FORLAG

FORSVARSAKADEMIET
RAPPORT
SOLDATER OG DEMOKRATISERING
Det egyptiske militærs politiske rolle og
retning efter det arabiske forår
Af Carsten Jensen
Carsten Jensen er ph.d. i Statskundskab. Han har beskæftiget
sig med politisk teori, demokratisering og civil-militære
relationer i Mellemøsten på blandt andet Københavns Universitet
og Forsvarsakademiet, og er tilknyttet Copenhagen
Middle East Research Project (COMER).
Carsten Jensen er sammen med Birthe Hansen forfatter på
en kommende bog om demokratisering i Mellemøsten, er
medforfatter på en række publikationer om regionen, og har
bl.a. redigeret bogen ”Developments in Civil-Military Relations
in the Middle East” fra 2008.
Denne rapport er udgivet i rammen af COMER, der er et
forskningssamarbejde mellem Institut for Statskundskab på
Københavns Universitet og Forsvarsakademiet. Projektet har
til formål at gennemføre forskning i sikkerhedspolitiske dynamikker
og samfundsmæssige forhold i Mellemøsten

© Forsvarsakademiet
Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografi sk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog
eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med aftaler mellem Forsvaret og Copy-Dan. Enhver anden
udnyttelse uden Forsvarsakademiets skriftlige samtykke er forbudt i følge gældende lov om ophavsret.
Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser
Forsvarsakademiet er dansk forsvars internationale videncenter, og vi forsker i et bredt felt af militære emner.
Vores forskningsmæssige prioriteringer, deriblandt overordnede emner og ressourcefordeling, fastsættes
af chefen for Forsvarsakademiet. Chefen støttes i det arbejde af et forskningsråd.
Forsvarsakademiets forskning skal oplyse og udfordre brugerne, hvad enten de er i forsvaret eller i det omkringliggende
samfund. Det kan kun opnås, hvis den enkelte medarbejder har frihed til at tilrettelægge
sine forskningsprojekter og til at drage sine egne konklusioner. Det er et princip, som hyldes ved
Forsvarsakademiet.
God fornøjelse ved læsning af Forsvarsakademiets publikationer!
København december 2011
Forsvarsakademiet
Svanemøllens Kaserne
Postboks 2521
2100 København Ø
Tlf.: 3915 1515
Fax: 3915 6172
Redaktør: Institutchef Ole Kværnø
Layout: FAK
ISBN: 978-87-986069-3-2
Oplag: 200
Forsvarsakademiets forlag

Resumé
Den nye verdensordens incitamenter til demokratisering og markedsvending lægger et fortløbende
pres på de autoritære stater i Mellemøsten, og dette pres forklarer opstanden i Egypten og dets
militærs centrale rolle heri. Det er en forventning, at militæret under den nye verdensorden overgår
til en rolle som demokratiseringsmanager. Denne hypotese lægges til grund for en række teoretisk
begrundede forventninger om det egyptiske militærs politik i det kommende tiår. Det antages, at
militæret vil arbejde for realisering af den nye verdensordens principper på langt sigt. Samtidig
antages militæret at være stærkt nok til at kunne påvirke det øvrige samfund på betydende vis.
På den baggrund anses det for overvejende sandsynligt, at Egypten vil nærme sig Europa og USA
over tid, selvom der må tages forbehold for midlertidige udsving fra denne retning som følge af
den labile indre situation, landet vil befi nde sig i.
Første del fremstiller det egyptiske militærs historie som en del af landets tidlige modernisering.
Det vises også, hvordan det under den kolde krig blev militæret, der kom til at stå bag moderniseringsprocesserne,
og at dette indebar en styrkelse af dets stilling i samfundet i en sådan grad,
at det blev den bærende samfundsinstitution under præsident Mubarak. Selvom der i dennes
seneste perioder ved regeringsmagten blev gjort forsøg på at forny Egypten ved at integrere landets
nye globaliserende grupper i den politiske magt, rystede dette ikke militæret.
Anden del fremstiller på tæt hold opstanden, militærets rolle heri og dens betydning for de interne
statslige styrkeforhold. Det vises, at militæret, som forventet, skiftede rollen som regimegarant
ud med en ny som demokratiseringsmanager, og at det kom styrket ud af denne proces (på præsidentembedets
og det civile bureaukratis bekostning). Der fremsættes på den baggrund nogle
mere præciserede forventninger til dets fremtidige management af demokratiseringsprocesser,
idet det antages, at militæret vil styre den folkelige inddragelse heri således, at de tiltag, der
indeholder mindst risiko for større konfrontationer, vil blive iværksat først.
I tredje del argumenteres der for, at militæret på grund af professionelle bånd til USA og af
legitimitetshensyn har en egeninteresse i overgang til demokrati. Der argumenteres for, at det
egyptiske militær også i de kommende år vil have placering og politisk styrke til at sikre, at Egyptens
nye udviklingsretning ikke bryder afgørende med den nye verdensorden og dermed med de
alliancer, som landet (blandt andet formidlet af militæret) har opbygget siden fredsslutningen
med Israel. Det fremhæves, at det egyptiske militær stadig er en labil aktør i en ustabil situation.
På den baggrund anbefales det, at situationen følges tæt i de kommende år af hensyn til de sikkerhedsrisici
for Europa, og dermed Danmark, der stadig er til stede. Og naturligvis af hensyn
til den oplagte mulighed for at lære mere om de overgangsprocesser i mellemøstlige samfund,
som processen indebærer.
Endelig indeholder rapporten et appendiks, der fremstiller det grundlæggende teoretiske grundlag
for dens antagelser, analyser og konklusioner.
Redaktionen er afsluttet i oktober 2011.
Forsvarsakademiet
3

4
English summary
The authoritarian states in the Middle East are submitted to and ongoing pressure to democratize
and liberalize and this pressure explains the present unrest in the region, especially in Egypt, as
well as the role of the military in the political process. It is expected, that the military will move in
a direction towards democracy management. This hypothesis is the foundation of a set of theoretically
grounded expectation concerning the politics of the Egyptian military in the next decade.
It is expected that the military will make an effort to realize the principles of the New World Order
(democracy and market economy) in the long run. At the same time it is assumed that the military
is politically strong enough to infl uence the surrounding society in a way that makes a difference.
On this background it is also assumed that Egypt will move closer to Europe and USA over the
coming years, even if there will be periods of serious internal struggle concerning the direction
of development for the Egyptian society.

Indhold
Resumé .................................................................................................................................... 3
English summary ..................................................................................................................... 4
Forord ....................................................................................................................................... 6
Opstand og soldater: Socialiseringstesen og analysen af det egyptiske militærs rolle ..... 7
Del 1. Det moderne egyptiske militærs historiske roller i politik ......................................... 9
Det egyptiske militærs historie ..................................................................................... 9
Det nationale militær (og de væbnede korps) ........................................................... 14
Egyptisk militær i den centrale beslutningsproces under Mubarak ........................ 19
’Den nye klasse’ i Egypten som partner og udfordrer ............................................... 21
Del 2. Det egyptiske militær under opstanden ................................................................... 25
Begivenheder og skæringsdatoer i udviklingen i militærets rolle i Egypten
under opstanden ......................................................................................................... 25
Opstand og intern kamp om statsmagt ..................................................................... 29
Militæret som institutionel demokratiseringsmanager ............................................ 38
Del 3. Forventninger til det egyptiske militærs politik i de kommende valgperioder ....... 42
Militærets valg ............................................................................................................. 42
Styrkeforhold og udviklingsretninger i de kommende egyptiske valg ...................... 44
Det egyptiske militær og demokratiet ........................................................................ 52
Det egyptiske militærs fremtidige loyalitet ................................................................ 54
Det egyptiske militærs dilemmaer: tilslutning til den nye verdensorden og
anti-amerikanismen i den egyptiske revolution ......................................................... 57
Den nye verdensorden og de politiske aktører i Egypten .......................................... 61
Det egyptiske militærs demokratiseringsmanagement ............................................ 66
Appendiks: Militærets politiske roller i de post-autoritære mellemøstlige
nationalstater: begrebslig baggrund .................................................................................... 68
Litteratur ................................................................................................................................ 73
Forsvarsakademiet
5

6
Soldater og demokratisering
Det egyptiske militærs politiske rolle og retning efter det arabiske
forår
Forord
2011’s politiske begivenheder i Egypten har sat landets militær på dagsordenen. Det egentlige
militær i Egypten gennemspillede et fuldt register af roller i perioden fra midt i januar til midt i
februar 2011. Ved processens start kunne militæret betegnes som en regimebevarende kraft,
midt i forløbet spillede det rollen som kupmager, der afsatte den civile præsident, og omkring
midten af februar havde det foreløbigt stabiliseret sig i den rolle, det foreløbig har som garant for
en fredelig overgang fra autoritær præsidentstyring til et stabilt, liberalt demokrati. Spørgsmålet
er nu, om man kan regne med, at militæret fortløbende vil spille denne rolle, eller om det vil lade
sig kaste ud i eventyrpolitik, der kan sætte landets aftaler, alliancer, Mellemøstens magtbalance
og dermed naboregionernes sikkerhed på spil.
Det er en antagelse i den nedenstående drøftelse af forventninger til det egyptiske militærs rolle
i forhold til de civile politiske aktører, at disse i et demokratiperspektiv skal ses i forhold til en
proces, der i heldigste fald vil vare i hvert fald fem til syv år endnu. Hvis man går ud fra, at man
først kan tale om et stabilt nyetableret demokrati som resultat af en demokratiseringsproces
efter det andet vellykkede demokratiske valg i træk (Huntington, 1991), er vi endnu kun i den
spæde start af en proces, der i bedste fald først vil kunne vurderes som endeligt afsluttet hen
mod udgangen af dette årti. Der kan på den baggrund i dag kun være tale om at foretage nogle
vurderinger, der peger frem mod nogle politiske valg og rolleforløb, der er mere sandsynlige end
andre, men ikke om endelige vurderinger.
Man kunne spørge, om det så overhovedet giver mening at forsøge sig med vurderinger på nuværende
tidspunkt. Svaret ville fra et strikt samfundsvidenskabeligt synspunkt være, at det ville være
bedre at vente. Så ville man få fl ere data og måske fl ere mellemøstlige demokratiseringsforløb at
sammenligne med. Herved kunne man undersøge, hvad der var de typiske mønstre, og hvad der
var tilfældige nationale udsving. Der er et indlysende problem i at undersøge et forløb, som om
vi allerede vidste, at det var en del af en vellykket demokratiseringsproces. Imidlertid skal der,
uanset hvordan forløbet ender, handles i mellemtiden, og ud fra det synspunkt kan man sige, at
foreløbige velovervejede vurderinger formodentlig er bedre end ingen vurderinger eller ad hocvurderinger
baseret på umiddelbare indtryk. Især fordi situationen er labil, og forandringer i Egypten
kan have afgørende sikkerhedspolitiske konsekvenser for Europa og dermed Danmark.

Opstand og soldater: Socialiseringstesen og analysen af det egyptiske
militærs rolle
Hensigten er at anskue de foreløbige og forventelige begivenheder i en eventuel egyptisk demokratiseringsproces
ud fra hypoteser om en sådan proces, der var opstillet før processens start.
Et sådant sæt af forventninger fi ndes i Challenges to the Role of Arab Militaries (Hansen og Jensen,
2008). Her fi nder man en forventning om, at militæret i de arabiske lande formodentlig vil
indgå i roller, der indebærer ”managing regime development by democratization” (p. 41) under
indtryk af den nye verdensorden. I denne sammenhæng forstås den nye verdensorden (herefter
også nvo) som et sæt af normer for samfundsudvikling, der er blevet fremmet af de amerikanske
administrationer siden den kolde krigs slutning, og som især lægger vægt på liberalt demokrati,
markedsøkonomi og en vis accept af amerikansk lederskab (Hansen, 2011 og Hansen og Jensen,
2006a). Teksten forfølger synspunktet om udbredelse af en form for liberaldemokratiske
relationer mellem de civile og de militære politiske kræfter appliceret på det egyptiske militærs
tilfælde og dermed på den foreløbige del af en eventuel fuld demokratiseringsproces.
Den bredere politologiske baggrund for forestillingen om en demokratisering på disse præmisser,
socialiseringstesen, fi ndes i henholdsvis Unipolarity and Democracy in the Middle East (Hansen
og Jensen, 2006a), Vejen til Tryghed (2006b) og Det egyptiske civilsamfund (Jensen, 2005). 1 Den
brede ramme kan i korthed sammenfattes sådan, at autoritære stater under den nuværende verdensorden
er udsat for et fortløbende moderniseringspres, der presser dem i retning af tilpasning
til denne og imitation af mere succesfulde stater, der forbinder demokrati og markedsøkonomi
(Hansen, 2011 og Hansen og Jensen 2006a). Konkret betyder det, at de mellemøstlige autoritære
stater ligger under for et sådant demokratiseringspres, der oven i købet udøves eksplicit af
en række internationale aktører som USA, EU og FN, samtidig med at de har oppositioner, der
giver et indre pres i retning af demokratisering (Hansen og Jensen, 2006b), omend de i mange
tilfælde har kunnet udskyde og forhale demokratiseringsprocesserne.
I det egyptiske tilfælde blev denne forhalingspolitik af præsident Mubarak formuleret således over
for det internationale publikum: ”Reform has to be a well-calculated process and implemented
through phases in an orderly manner.” (citeret fra Shahin, 2010; 102). De autoritære arabiske
regimer har været gode til at undertrykke oppositioner, men ikke til at udvikle fremadrettet regeringspolitik,
der kunne virkeliggøre den ønskedrøm, som Mubarak gav udtryk for i citatet. Dog har
mange organisationer i de arabiske mellemøstlige stater inden for de sidste syv-otte år offentligt
presset på for at få udbredt erkendelsen af det demokratiske underskud, der forhindrer deres
befolkninger i at realisere deres fulde potentialer (se fx UNDP, 2005 og 2006). Blandt andet på
(1) I nogle af de tekster, der er nævnt i dette afsnit, benævnes socialiseringstesen som ’crossover-tesen’. Baggrunden
herfor var, at den oprindeligt blev udviklet som alternativ til tilgange, der kun så på en enkelt faktor for
demokratisering i Mellemøsten og typisk udelod det internationale pres. Ordet cross-over spillede her på betydningen
blandingsgenre (fx inden for musik), hvor både internationale og nationale forhold spillede sammen. Imidlertid er det
under arbejdet med demokratisering i Mellemøsten og kommentarer fra læsere klart, at selve termen har haft skabt
misvisende associationer. Derfor er den her ændret, i overensstemmelse med den sprogbrug, der vil blive brugt i fx
Hansen og Jensen (2012). Ordet ’socialiseringtesen’ er mere direkte i overensstemmelse med den antagelse, der
stammer fra den neorealistiske tradition i studiet af international politik, at stater over tid vil tilpasse sig, (socialiseres
til), de mest succesfulde stater og er samtidigt mere neutralt, hvad angår associationer.
Forsvarsakademiet
7

8
den baggrund har Hansen og Jensen (2005 og 2006a) hævdet, at der er en udviklingsproces i
gang i Mellemøsten, der peger frem mod en demokratisering, som er båret af et samspil af indre
og ydre årsager. Socialiseringstesen giver derved en bred ramme for den specifi kke forventning til
forandringer i de mellemøstlige regimers militærs, herunder det egyptiske militærs, rolle i retning
af demokratiseringshåndtering.
Man kunne også spørge, om det i Danmark er relevant at drøfte det egyptiske militærs rolle på
nuværende tidspunkt. Svaret er, at der potentielt er meget store sikkerhedsudfordringer på spil i
denne overgangssituation. I relation til den mellemøstlige fredsproces står det egyptiske militær i
en nøgleposition, der sikkerhedspolitisk rækker ud over den nationale egyptiske situation: Hvilken
retning for Egypten vil det understøtte i forhold til fredsprocessen og det israelsk-palæstinensiske
spørgsmål?
Hvis militæret svinger mod en ’revanchistisk’ løsning, kan fredsprocessen blive ødelagt fuldstændig
med en ny situation til følge og dermed også en ny sikkerhedspolitisk situation på Europas
sydfl anke. En sådan udvikling kan ændre mange regionale og internationale spils logik. Det er
relativt usandsynligt, men ikke utænkeligt, at militæret sadler om, og da konsekvenserne af et
skifte vil være store, er det så meget desto vigtigere at være på forkant. Omvendt vil en fortsættelse
af fredsprocessen formodentlig give militæret en rolle, der ligner den, som det tyrkiske
militær har haft (dog ikke nødvendigvis med NATO-medlemskab inden for en overskuelig fremtid,
men med en meget stærk USA-alliance) som garant for en primær relation til USA og Europa. Hvis
militæret vender, vil situationen for Egypten risikere at komme til at ligne Iran (eventuelt med
islamister ved magten og stærk fjendtlighed over for Israel). Som en egyptisk iagttager advarende
har formuleret sig om den relativt tilbagetrukne rolle for militæret i Mellemøsten i tiden op til de
aktuelle opstande: ”One should remember that although militaries went to the corner, they didn’t
go completely out of the picture’s frame.” (Elsalam, 2008; 74). Derfor drøftes de mulige udviklinger
i de civil-militære relationer i Egypten for at kunne bidrage til vurderingen af Egyptens placering i
(magtbalancen i) Mellemøstens politiske udvikling og på den måde give et bidrag til en eventuel
debat om forberedelse til en ny sikkerhedsudfordrende fase i fredsprocessen.
Rapporten er delt i tre, hvor del 1 undersøger, hvad man kan forvente af militæret på baggrund af
historien op til opstanden, del 2 fremstiller selve opstanden med vægt på militærets beslutninger
og rolleskift, og del 3 diskuterer, hvordan et eventuelt demokratisk Egypten kan tænkes at stille
sig i forhold til det internationale samfund og den fortløbende fredsproces. Det konkluderes, at
militæret mest sandsynligt vil holde en vestvendt kurs, der under alle omstændigheder vil holde
eventuelle Israelfjendtlige regeringer stangen. Imidlertid udelukkes det ikke, at visse omstændigheder
kan føre frem til en situation, hvor det hidtidige partnerskab omkring fredsprocessen
kan blive opsagt fra Egyptisk side.

Del 1. Det moderne egyptiske militærs historiske roller i politik
Denne del fremstiller den historiske og statssociologiske baggrund for udviklingerne i militærets
rolle i den nylige opstand i Egypten. Hensigten er for det første at give et overblik over militæret som
politisk aktør i Egypten og for det andet at fremstille forudsætningerne i de indre statslige magtforhold
op til opstanden. For det tredje er hensigten at give denne fremstilling et detaljeringsniveau
og omfang, der gør det muligt at bruge den som afsæt for de følgende diskussioner af udsigter
for det egyptiske militærs rolle i den (forventelige) fortløbende demokratiseringsproces.
Det egyptiske militærs historie
Det moderne egyptiske militær blev grundlagt af den selvudnævnte vicekonge Mohammed Ali i
starten af det 19. århundrede som en reaktion på oplevelsen af den europæiske standard, som
egypterne var blevet præsenteret for ved Napoleons besættelse af landet i 1798. 2
Indtil Mohammed Alis reformforsøg havde Egypten, der på det tidspunkt var en relativt selvstændig
provins i Osmannerriget, været afhængig af lejesoldater, men med Alis forsøg på at opbygge en
mere sammenhængende stat efter europæisk mønster blev der også behov for en professionalisering
af militæret. Dette blev især gjort ved at ansætte erfarne europæiske offi cerer til at lede
opbygningen, ved at udvikle et værnepligtssystem og ved at opbygge nationale støtteindustrier
som tøj- og ammunitionsfabrikker samt ved udvidelse og tilpasning af havnefaciliteter.
I perioden fra 1810 til 1830 viste det sig, at forsøget på modernisering havde været en succes
på militære præmisser. De egyptiske hære vandt en del af Levanten og Den Arabiske Halvø ved
felttog, der til dels skete på vegne af ledelsen af det osmanniske rige i Istanbul. Imidlertid holdt
det nye militær ikke til en fuld udfordring med henblik på egentlig selvstændighed. Efter et militært
nederlag i Tyrkiet måtte Mohammed Ali ved en fredskonference i London acceptere sin status
som leder af Egypten som en slags vasal under Istanbul.
Storbritannien forsøgte efter Suez-kanalens færdiggørelse at få stadig større indfl ydelse på Egypten
(for at sikre kontrollen med kanalen, der var den nemmeste vej til besiddelserne i Asien). Som
en reaktion på, at vicekongen Tawfi q angiveligt var for eftergivende over for briterne, udbrød der
opstande med egyptisk militær støtte i 1880 og 1881. Disse forsøg lykkedes for så vidt, da det
lykkedes gennem militær belejring at tvinge Tawfi q til at opløse sin regering og indsætte en ny
på militærets præmisser og med militær deltagelse.
Dette forsøg på militær styring blev imidlertid ikke accepteret internationalt, og i 1882 blev Egypten
besat af det britiske imperium (en status, det de facto havde frem til efter 2. Verdenskrig, om
end briterne allerede efter 1. Verdenskrig anerkendte den egyptiske selvstændighed). Hermed
blev der sat en midlertidig stopper for udviklingen af et uafhængigt egyptisk militær. Efter 1. Verdenskrig,
hvor tilknytningen til det osmanniske rige endelig blev brudt, blev en ny opbygning af et
(2) Dette afsnits historiske dimension er overvejende baseret på Brooks, 1998 (60-64), Kassem, 2004 (11-48),
Cantori, 1989 (154-66), Henry and Springborg, 2001 (134-167), Lewis, 1998 (378-89), Owen, 1992 (197-22), Osman,
2010 (14-40) og Pollock, 2002 (14-147).
Forsvarsakademiet
9

10
nationalt militær begyndt. En modvilje mod briterne havde med en vis succes resulteret i demonstrationer
og generel modstand, og i 1922 anerkendtes selvstændigheden.
Næsten samtidig fi k Egypten en ny forfatning, der i perioden virkede som et spring frem mod en
’europæisering’ af det egyptiske styre. Under den nye forfatning blev kongemagten, der hidtil
havde haft kontrol over militæret, frataget de fl este af sine privilegier og kompetenceområder.
Disse blev i stedet lagt over til premierministeren og regeringen, der nu skulle udgå af en parlamentarisk
forsamling, hvortil alle voksne mænd havde stemmeret. På den måde overgik også
militæret fra at være under kongen til at skulle stå til regnskab for en civil regering og et begrænset
vælgerkorps.
Denne nye orden, hvor Egypten var et begrænset monarki under international, britisk kontrol,
gav plads til en ny udviklingsretning, idet det tidligere meget centraliserede og statsorganiserede
samfund blev rettet mod et nyt og mere civilsamfundsmæssigt organiseret samfundsliv. ’Den
britiske model’ blev derved kopieret i bredere forstand i mellemkrigstiden.
Under 2. Verdenskrig blev den økonomiske og kulturelle opblomstring, som parlamentarismen
gav plads til, noget opbremset, og efter krigens slutning blev Egypten ligesom mange andre lande
hvirvlet ind i ’afkoloniseringen’. I Egyptens tilfælde gav den endelige britiske tilbagetrækning i
1952 plads til et militærkup, hvor kongen blev afsat. Det er blevet hævdet, at: ” … the history of
contemporary Egypt is the story of this coup, which preempted a revolution but then itself became
a revolution from above.” (The New Encyclopedia Britannica, 1993, bind 18; 141). Udsagnet er
nok en mild overdrivelse, men rigtigt er det, at Egyptens politiske historie frem til januar 2011
udspillede sig inden for de rammer, der blev lagt med militærets magtovertagelse.
Kuppet i 1952 var nogenlunde velorganiseret og baseret på unge offi cerer, der var blevet radikaliserede
nationalister på militærakademiet (Owen, 1992). Den virkelige leder var Gamal Abdel
Nasser, der som oberst havde været direkte involveret i ledelsen af kuppet, og som sad som
præsident til sin død i 1970. Han skyldte militæret sin politiske position og sikrede gennem sit
nære forhold til dette også dets opbakning frem til slutningen af sin regeringstid, selvom forholdet
mellem præsident og militær ledelse kunne være meget anstrengt.
Efter kuppet var det svært for offi cererne at enes, og løsningen blev at holde militæret ude af politik,
så langt det lod sig gøre, samtidig med at forsvarschefen feltmarskal Abd al-Hakim Amr fi k ret
frie tøjler til at lede militæret. Dermed er ikke sagt, at der altid var enighed mellem den militære
ledelse og den politiske. Det er velbeskrevet, at Nasser og Amr ofte var uenige i 1960’erne om
konkrete forhold. 3 Alligevel blev den tætte forbindelse mellem præsidentskab og militær aldrig
brudt på regimeniveau, og det var da også den forbindelse, der helt frem til 2011 var den institutionelle
akse, hvorom magten i det egyptiske samfund drejede. Det økonomisk relativt liberale
samfund, som militæret overtog styringen af i 1952, blev over årene i stigende grad et etatistisk
samfund, hvor ikke vælgerkorpset, men militæret havde vetoret over for den politiske ledelse.
(3) Amr begik selvmord under 1967-krigens efterspil, og Nasser befæstede sin magt gennem udrensninger i militæret,
hvor mere militært kompetente offi cerer kom til at afl øse Amrs politiske støtter (Pollack, 1998; 89).

Under Nasser kom militæret i brug til eksterne formål i 1956 under Suez-krisen, under borgerkrigen
i Yemen mellem 1962 og 1967, i 1967-krigen med Israel og under den såkaldte ’udmattelseskrig’
i 1970, der mere var en række relativt alvorlige grænsetræfninger end en egentlig krig (Ferris,
2008). I 1956 indgik brugen af militæret som en del af et opgør mellem Egypten og Israel med
støtte fra de gamle kolonimagter Storbritannien og Frankrig, der søgte kontrol med Suez-kanalen,
som Nasser havde nationaliseret. Efter pres fra USA og Sovjetunionen måtte Israel, Frankrig og
Storbritannien opgive de fl este af deres krav. Udfaldet sikrede, at den kolde krigs normer, hvor
afkoloniseringen var i gang, og hvor de gamle magter var sekundære i forhold til USA og Sovjetunionen,
blev opretholdt. I den forstand var Nasser på den herskende bipolære ordens side i
opgøret med den gamle ordens repræsentanter, men hvad den økonomiske og sociale udvikling
angik, måtte der vælges side inden for denne. Nasser og militæret havde valgt den autoritære
og planøkonomiske udviklingsretning, der dog til dels blev udfaset fra midten af 1970’erne. Hvad
angår den militære udvikling, blev resultatet af nederlaget til Israel i 1967, at man satsede på:
1) bedre udstyr og rådgivning fra Sovjetunionen, mere professionalisering og et klarere formål:
kamp mod en ekstern fjende, 2) at oprette et nyt korps, der skulle overtage opgaven med indre
sikkerhed (regimebevarelse): dvs. Central Security Police, og 3) at skabe bedre politisk kontrol
med militæret, fx gennem hyppigere udskiftning af forsvarsminister og stabschef.
Krigen i 1967 mod Israel rystede tilliden til militæret og præsidenten i det egyptiske samfund
på grund af nederlagets størrelse, uden at det dog for alvor kunne ryste sammenholdet mellem
disse hovedpiller i magtblokkens greb om samfundet. Krigen i 1973 ændrede imidlertid delvist på
dette forhold. På trods af indledende fremskridt blev det hurtigt klart, at det egyptiske militær ikke
kunne overrumple det israelske forsvar, og krigen endte, uden at egypterne kunne tilbageerobre
de områder (Sinaihalvøen og Gaza), de havde mistet til Israel i 1967.
Selvom der har været en tendens i det egyptiske samfund til at opfatte 1973-krigen som en slags
sejr (Osman, 2010), blev den alligevel et nederlag for den linje, som militæret og Nasser havde
fulgt. Den nye præsident Sadat havde selv en vis rolle i selve planlægningen af krigen og indså
da også, at den hidtidige udviklingsretning ikke ville bringe Egypten frem til en situation, hvor
det ville kunne matche Israel.
Nye initiativer fulgte af denne erkendelse. Forbindelsen til Sovjetunionen og planøkonomien blev
efterhånden brudt fra midten af 1970’erne, og Egypten blev drejet i en retning, hvor markedsøkonomi
kom til at spille en større rolle. Samtidig blev der taget skridt til at udvikle en forhandlingsløsning
med Israel. Begge udviklingsretninger undergravede militærets centrale placering i
forhold til den politiske magt. En mindre statslig økonomi ville give mindre plads til den militære
økonomiske rolle, og Sadat afviklede derfor dele af militæret i perioden efter krigen i 1973, selvom
der blev brug for dets aktive tjeneste i forbindelse med en væbnet konfl ikt med Ghadaffi s Libyen,
der kulminerede med en kortvarig egyptisk invasion af Libyen i 1977 (Pollack, 2002). Samtidig
ville der blive mindre brug for militæret i den nationale beslutningsproces, hvis man gennem
forhandlinger kunne opnå det, som militæret ikke havde kunnet opnå på slagmarken.
Fredsslutningen med Israel og aftalerne med Israel og USA fra 1979 viste, at militæret havde tabt
terræn til de civile ledere siden 1973. Det havde ikke kunnet levere varen, og Sadat var i færd
med at dreje samfundet i en amerikansk retning, hvor civil kontrol med militæret mere var normen
end det modsatte (om end USA også havde andre allierede, hvor militæret sad i førersædet).
Forsvarsakademiet
11

12
Imidlertid var der ikke udelt opbakning til Sadats nye politikker. Der var utilfredshed fra både de
dele af de tidligere militært ansatte, som ifølge Tarek Osman (2010; 89) virkede destabiliserende
på lokalsamfundene, når de kom tilbage, og fra lag, der var åbne over for politisk islam. Især
sidstnævnte var blevet radikaliseret i løbet af 1970’erne, og da Sadat blev myrdet i 1981, blev
mordet tilskrevet islamister. Også Sadats udviklingsretning havde således nået en grænse for,
hvad den kunne bære. Den nye præsident Mubarak fraveg da også den linje i retning af nedskæringer
i militæret, som Sadat havde indledt, og begyndte i stedet at udbygge det. Det skete blandt
andet ved udskiftning af udslidt materiel fra Sovjetunionen og anskaffelse af erstatningsmateriel
fra den nye allierede USA og ved at give offi cerskorpset nye privilegier. På den måde blev også
militærets rolle som opsuger af overskudsarbejdskraft bevaret med de politisk stabiliserende
(men økonomisk irrationelle) effekter, dette indebar. 4
Fra 1980 har Egypten desuden lagt jord til øvelser i samarbejde med amerikansk militær, der
foregår fortløbende under betegnelsen Bright Star. Disse øvelser havde fra starten til formål at
styrke forbindelsen mellem det amerikanske og det egyptiske militær, men har siden 1995 inddraget
militær fra tredjelande. Således har der deltaget europæiske NATO-styrker i øvelserne, men
også enheder fra fx Pakistan, Jordan, Kuwait og De Arabiske Emirater. Den største øvelse foregik
i 1999 og involverede 70.000 soldater fra 11 lande. Øvelserne har været med til at integrere
det egyptiske militær i en NATO-tankegang (militært og politisk) og har givet USA en mulighed
for at træne indsatser i Mellemøsten. I den politiske dimension har øvelserne og arrangementet
bag dem haft en bredere betydning: De har været med til at knytte det egyptiske militær tættere
til USA, hvorved egypterne har fået udviklingsmuligheder (og adgang til materiel), de ellers ikke
havde haft adgang til, mens USA har fået en vigtig allieret i et stort mellemøstligt land, som har
kunnet bruges til at balancere antiamerikanske politiske strømninger i mellemøstlig politik. 5
Ved udgangspunktet i de tidlige 1980’ere fi k Mubarak støtte til denne politik af sin forsvarsminister
og chefen for de væbnede styrker Abu Ghazzaleh. Senere opstod der dog modsætninger
imellem dem, da Ghazalleh søgte at brede militærets aktiviteter ud over dets kerneområde, det
ydre forsvar. Den udvidelse måtte på et tidspunkt støde mod præsidentens og andre politikeres
interesser i at kunne tage beslutninger med større rækkevidde. Ifølge Owen (1992) skete udvidelsen
af militærets aktiviteter på tre områder: For det første søgte militæret også at få indfl ydelse
på spørgsmålet om den indre sikkerhed og orden. Militæret søgte at få kontrol med det centrale
sikkerhedspoliti og havde en vis succes med dette, især i 1986, hvor det var involveret i egentlige
konfl ikter med dele af sikkerhedspolitiet. Militæret udbredte også sin aktivitet på de indre linjer ved
at stille sine domstole til rådighed for domfældelse af civile, især islamistiske fundamentalister,
der var anklaget for aktiviteter vendt mod staten. For det andet opbyggede militæret egentlige
(4) Henry og Springborg beskriver et konkret tilfælde af politisk betinget, men økonomisk irrationel, arbejdskraftopsugning:
”Military production plant 200, which produces the M1-A1 tank, for example, commenced production with
6,000 employees. General Dynamics, the US company under whose license and partial supervision the tank is produced,
has steadily pressured the Ministry of Military production to reduce staffi ng to 1,200, but has managed to
bring it down only to 4,000. Informed US sources estimate that the plant could now operate with as few as 200 personnel.”
(Henry and Springborg, 2002; 151).
(5) Siden 1994 har Egypten desuden været medlem af samarbejdsorganisationen Mediterranean Dialogue, der
knytter NATO og seks nordafrikanske lande samt Israel sammen med det formål at: ”create good relations and better
mutual understanding and confi dence throughout the region, promoting regional security and stability and explaining
NATO’s policies and goals” (nato.int/issues/med-dial/index.html).

fremstillingsvirksomheder, der byggede på erfaringer med våben fra Sovjettiden, der stadig blev
anvendt i nabostaterne. Endelig gik militæret for det tredje ind i fremstilling af offentlige goder,
hvor det fx producerede fødevarer.
Militærets aktiviteter på disse områder stødte naturligvis ind i andre offentlige myndigheders
interesseområder og gav anledning til konfl ikter med disse. Udviklingen af disse uenigheder
blev brugt af parterne i den offentlige debat, som for første gang i den nye republik fi k lov til at
udvikle sig til en egentlig kritisk debat om den offentlige sektors udvikling, militærets rolle og
fornuften i politikernes beslutninger. Selvom baggrunden var uenigheder i styret om, hvordan
ressourcerne skulle fordeles og magten udøves, blev situationen vendt til en slags forsmag på
en åben demokratisk debatform, om end friheden stoppede der, hvor præsidenten selv blev inddraget
(Osman, 2010).
Militæret blev især kritiseret for tre forhold: Det prioriterede sit økonomiske engagement over den
militære aktivitet, dets fabrikker var ikke effektive, og dets fokus på private markeder sammenblandede
interesser, hvilket indebar en risiko for korruption. Samtidig mente mange offi cerer, at
udvidelsen af militærets rolle gik ud over deres mulighed for at forfølge deres primære opgave: at
beskæftige sig med landets sikkerhed. Situationen endte med, at Mubarak i 1990 tog kontrollen
fra Ghazalleh i forbindelse med beskyldninger mod denne fra USA’s side om, at han var involveret
i en form for våbensmugling fra USA. På den baggrund tilbagetog præsidenten kontrol over både
militære budgetter og brugen af de våben, der kom fra USA.
Efter at de tætte relationer til Sovjetunionen var blevet brudt, begyndte man som nævnt at opbygge
nye bånd til USA. Sigtet hermed var på den ene side, at egyptiske offi cerer og soldater
skulle uddannes til at bruge de mere avancerede våben, de nu fi k fra USA, men det var på den
anden side også, at de skulle vænnes til en mere professionel fortolkning af den militære rolle.
En del af den nye professionalisering, som det egyptiske militær skulle igennem, var baseret på
en rolle som neutral i forhold til samfundets aktører og konfl ikter. Blandt andet gennem uddannelsesophold
i USA blev de øvre dele af offi cerskorpset uddannet til de moderne civil-militære
relationer, hvor militæret forventes at være underlagt de civile myndigheder (Alfoneh og Norton,
2008). Under Mubarak blev militærets loyalitet over for det civile styre yderligere underbygget
gennem tildeling af særlige fordele til dets (og sikkerhedstjenesternes) personel, som den øvrige
befolkning ikke kunne forvente: ”Such forms of indirect patronage include state-fi nanced study
abroad programmes for police and military offi cers, subsidized housing, cars, electrical appliances,
groceries, medical care, and leisure facilities. In addition, the tradition started by Nasser
to reserve the presidentially appointed posts for retired police and military offi cers as provincial
governors has been preserved by Sadat and Mubarak.” (Kassem, 2004; 42).
Forsvarsakademiet
13

14
Under Mubaraks besiddelse af magten fra 1981 til 2011 blev militæret ikke brugt direkte mod
civilbefolkningen, og i den forstand kan man sige, at præciseringen af militærets rolle i den nye
alliance med USA har været en succes. 6 I forhold til at der ikke var noget bolværk mod brug af
militæret mod civilbefolkningen under Nasser og Sadat i form af parlamentarisk kontrol med
regeringen, var det egyptiske militær dog i forvejen relativt tilbageholdende med at påtage sig
roller, der indebar direkte ansvar for opretholdelse af orden. Det har været brugt internt mod
grupper af befolkningen i 1969 og i 1977 samt mod en gruppe oprørske indkaldte til sikkerhedsstyrkerne
i 1986 (Kassem, 2004). Når der bortses fra de sidste dage af januar 2011, hvor det
var på gaden som afskrækkelse mod demonstranter, har det før opstanden ikke været brugt i
en i den forstand politisk funktion (om end det under parlamentsvalget i 2005 blev tilkaldt for
at beskytte enkelte valgsteder i forbindelse med demonstrationer, Elsalam, 2008). Så langt har
den nye stil virket.
Også før begivenhederne i januar og februar 2011 var forventningen hos iagttagere, at det egyptiske
militær var neutralt i forhold til konfl ikter omkring landets indre forhold. Disse forventninger
blev bekræftet af, at militæret ikke greb ind med vold i forhold til oprøret. Noget andet er dog, at
det er svært at vurdere, om denne neutralitet – forstået som ikke-indgreb, men tilstedeværelse
– i sig selv har været et politisk træk, der har været med til at fremme Mubaraks afgang. I denne
sammenhæng rækker det at opsummere, at under Mubarak fi k militæret på den ene side igen en
mere central placering som samfundets institutionelle tyngdepunkt, samtidig med at dets i forvejen
relativt begrænsede funktion som direkte operatør i forhold til den indre orden blev nedtonet på
den anden. Som det skulle vise sig, kunne denne funktion dog hurtigt genoptages i forbindelse
med januaropstanden, hvor militæret i en kort periode var på gaden som latent trussel.
Det nationale militær (og de væbnede korps)
Med ordet ’det egyptiske militær’ og dets afl edninger henvises der i denne tekst til det nationale
militær under Forsvarsministeriet, der består af de fi re værn, hæren, fl åden, luftvåbnet og
luftforsvarskommandoen. Det vil sige, at en række organer, der er organiserede som væbnede
korps med opgaver, der kunne betegnes som militære til indenrigsbrug, men som hører under
Indenrigsministeriet, ikke medtages. Årsagen til denne sprogbrug er, at hensigten med teksten er
at analysere netop det nationale militær under forsvarschefens politiske rolle i den egyptiske overgangsproces.
I andre sammenhænge, hvor fx opretholdelsen af den indre orden under Mubaraks
styre kunne være et emne, ville man med stor ret kunne regne store dele af Indenrigsministeriets
personale med under ’militæret’ set fra et funktionelt statssociologisk og politologisk synspunkt.
For eksempel ville forskellige former for korps, der er rettet mod overvågning af borgere eller intimidering
af disse, skulle indregnes på den militære side af ’de civil-militære relationer’. Da det
nationale militær imidlertid i egyptisk politik og folkelig opfattelse (jævnfør nedenfor) kan tilskrives
(6) Imidlertid blev denne tradition brudt under Tantavi: I Kairos Masperodistrikt blev der 9.10. 2011 dræbt omkring
30 og såret 300 mennesker i et sammenstød mellem kristne demonstranter og militæret (Akramonline.org, 13. oktober).
I den forbindelse mødtes den koptiske kirkeleder Shenouda III med premierminister Sharaf for at diskutere
sagen og prøve at hele en eventuel ulmende konfl ikt. Militæret udstedte umiddelbart efter begivenheden et dekret
om, at enhver diskrimination, herunder religiøs, er forbudt i Egypten.

en særlig placering, der adskiller det dramatisk fra politiet (Indenrigsministeriets væbnede korps),
er det relevant i det egyptiske tilfælde at analysere de to dele af staten adskilt.
En nærmere vurdering af styrkeforholdene i den egyptiske stat (herunder militærets placering)
står over for et problem med adgangen til viden. Det egyptiske militær oplyser ikke nøgletal for
sine egne ressourcer eller sin rolle i den egyptiske økonomi i det hele taget. På den måde er
vurderinger overladt til skøn og forsøg på at sammenfatte de spredte kilder til oplysninger om
militæret. At militæret har en central placering i egyptisk politik, har der længe været enighed om
blandt både befolkning, politikere og forskere, og hvis nogen tvivlede, gjorde militærets ageren
under opstanden det atter klart. Spørgsmålet er derfor ikke militærets placering, men hvad denne
placering bygger på. I den udstrækning militærets rolle også bygger på kontrol med økonomiske
ressourcer, ville det være nyttigt at vide, hvori disse ressourcer egentlig består, og hvor stor en
del af samfundets ressourcer de udgør, men en del af det egyptiske militærs magtudøvelse går
ud på ikke at give de oplysninger, der kunne besvare disse spørgsmål fyldestgørende. Thanassis
Cambanis sammenfatter politikken på følgende måde: “To enhance their power and prestige,
the armed forces cloak themselves in a veil of secrecy, answering directly to the president, not to
the prime minister or cabinet. They have ignored calls in parliament for budget transparency. The
names of the general offi cers are not published, nor is the military’s size, which is considered a
state secret.” (Cambanis, 2010).
Man kan dog sammenstykke et billede baseret på skøn ved at fokusere på nogle enkelte nøgletal,
der er oplyst af kilder, der normalt tilskrives troværdighed. Hvad angår det egyptiske militærs
aktuelle økonomiske rolle, oplyser Jane’s Information Group, at Egyptens forsvarsbudget for
2010 udgjorde 4,56 milliarder USD, og at dette var det højeste i Afrika, men at det i Mellemøsten
blev overgået af både Israel og Saudi-Arabien. USA’s bidrag til Egyptens militær er øremærket til
indkøb af materiel og udgør et fast årligt beløb på 1,3 milliarder USD eller omkring en fjerdedel
af de aktuelle budgetter (Jane’s, 2011). CIA’s World Factbook anslår, at det egyptiske militærs
udgifter i 2005 (seneste tal) udgjorde 3,4 procent af landets bruttonationalprodukt (CIA, 2011),
hvilket placerede Egypten på en 35.-plads globalt set. I sig selv er disse tal ikke voldsomme og
antyder ikke et specielt stærkt placeret militær.
Tabel 1. Militært forbrug i procent af BNP og globalt niveau for udvalgte lande
Land Egypten USA DK Israel Tyrkiet Tunesien Libyen Syrien Saudi-
Arabien
Militært forbrug
i procent af
BNP
Global placering
af militært
forbrug
3,4 4,06 1,3 7,3 5,3 1,4 3,9 5,9 10
35 24 110 6 15 107 25 10 2
(Global placering angiver, hvor højt det enkelte land er placeret på en rangliste, hvor den højeste
procentvise andel af BNP til militært forbrug er nummer 1. Kilde: CIA World Factbook, 2011).
Forsvarsakademiet
15

16
Hvis man på baggrund af disse tal sammenligner det egyptiske militære forbrug med andre landes,
er der heller ikke noget, der antyder, at landet skulle være specielt disponeret for militær
indfl ydelse på de centrale politiske beslutningsprocesser. I det hele taget er der ikke et entydigt
forhold mellem den centrale politiske militarisering i Mellemøsten og det militære forbrug. Det
egyptiske militære forbrug ligger således under både Israels og Tyrkiets (som er demokratier) og
Saudi-Arabiens og Syriens (som er autoritære stater). Hvad angår det forholdsmæssige niveau
i relation til de to andre stater i Mellemøsten, der har haft succesfulde opstande i 2011, ligger
forbruget i andelen af BNP i midten, hvor Libyens var svagt højere under Ghaddafi styret (på niveau
med USA’s), men markant lavere i Tunesien under Ben Ali (på niveau med Danmarks).
Militæret er kun én del af de væbnede korps: Indenrigsministeriet har fl ere under våben, men
de er dårligere bevæbnet og dårligere uddannet. I princippet er militærets rolle at stå for den
ydre sikkerhed, mens bureaukratiets tropper står for den indre orden. Der har dog været en vis
arbejdsdeling på det indenrigspolitiske område, således at militæret har været tættest på præsidenten,
og på den måde har det altid haft ’the upper hand’ i politiske spørgsmål. Dette skal
ses i relation til andre mellemøstlige lande, fx Libyen, hvor det nationale militær blev udsultet til
fordel for militser, der var under direkte kommando af personer i den centrale ledelse, og som
især havde en indenrigspolitisk raison d’etre (Hansen og Jensen, 2012). I runde tal antages
indenrigspolitiet i bred forstand at have 1,7 millioner ansatte 7 . Militæret kan højt sat antages at
have omkring 450.000 (Henry og Springborg, 2010), mens Cambanis (2010) angiver skøn på
mellem 300.000 og 400.000 ansatte. Hermed er der imidlertid kun angivet et størrelsesforhold,
der ikke i sig selv siger meget om den politiske styrke i forholdet mellem den militære del af den
egyptiske stat og de civile dele.
Selvom forsvarsudgifterne generelt er høje i Mellemøsten, er Egypten ikke, at dømme ud fra det
tilgængelige materiale i relation til økonomisk forbrug, specielt militariseret. Det er heller ikke
militæret, som den almindelige egypter typisk møder, når vedkommende står over for statens
’væbnede korps’. Der må med andre ord være andre grunde til det egyptiske militærs politiske
placering. I Demokrati i Mellemøsten (2012) har Hansen og Jensen peget på, at de lande i Mellemøsten,
hvor militæret var det centrale regimeomdrejningspunkt (Egypten og Tunesien), var
dem, hvor statsapparatet var mest selvstændiggjort i forhold til det omgivende samfunds interne
skillelinjer. Det vil sige de stater, hvor fx klaner har ringe indfl ydelse på den centrale politik, og
hvor borgerne i høj grad opfattes som lige i forhold til staten. Det antages på den baggrund ikke
at være militærets størrelse i staterne, men dets placering i det samlede politiske system, der er
den primære baggrund for dets interne styrke.
Denne grundlæggende styrkeposition understøttes på forskellig vis. Blandt de vigtigste træk kan
for det første nævnes, at militæret har monopol på tunge våben. Dette giver det en styrke i forhold
til de øvrige statslige væbnede korps, der eventuelt kunne forsøge at udfordre det. Mens disse
har en mandskabsmæssig fordel, har militæret materiel og uddannelse til at bruge det, hvilket i
sig selv gør det til den privilegerede kraft.
(7) De ansatte i Indenrigsministeriets væbnede korps fordelte sig på 850.000 i politiet og støttefunktioner i Indenrigsministeriet,
450.000 i det centrale sikkerhedskorps og 400.000 i det hemmelige politi. Tilsammen udgør denne
gruppe 21 procent af de statsansatte i Egypten (Henry og Springborg, 2010; 197). Udgifterne til disse beløb sig i 2006
til 1,5 milliard USD (Bradley, 2008; 140).

Der er for det andet udviklet en tradition for at udpege militært uddannede (og socialiserede)
personer til politiske poster. Den vigtigste post, der har været tale om, har været præsidentposten,
hvor alle præsidenter siden kuppet i 1952 har været offi cerer (Naguib, Nasser og Sadat kom fra
hæren og var aktive i ’de frie offi cerer’), mens Mubarak ligesom Tantavi kom fra luftvåbnet, der i
dag synes at være det ledende værn. Samtidig er en meget stor del af guvernørerne i de regionale
myndigheder rekrutteret blandt offi cerer, ligesom det at have en militær baggrund generelt er en
fordel ved besættelse af offentlige stillinger (Cook, 2007).
Militæret har for det tredje mulighed for at indgå i det private marked med egne virksomheder,
hvis indtjening kan være med til at fi nansiere aktiviteter ud over dem, der muliggøres af statslige
overførsler og amerikanske tilskud. Disse virksomheder fi ndes især i brancher med relation til
forsvarsrelateret produktion (fx våben), men arbejder i øvrigt i en bred vifte af brancher rækkende
fra levnedsmidler og beklædning over bygge- og anlæg til turisme. En del af overskuddet fra disse
virksomheder kan medgå til fi nansiering af aktiviteter, der hermed ikke behøver at blive handlet
af med politikere eller ansatte i den civile del af staten. Virksomhederne er dermed med til at
sikre militæret en ret høj grad af autonomi i forhold til andre statslige myndigheder. Samtidig (og
afgørende i denne sammenhæng) er de også en kilde til udvikling af korpssammenhold, fordi
deres ydelser kan fordeles som ekstra goder, der er med til at fastholde mandskab i militæret.
Som en af de helt store arbejdsgivere i samfundet har militæret opnået en platform for indfl ydelse,
der er svær at måle i enkelte tal og tilfælde, men som virker understøttende også på dets
politiske stilling. Militæret gør sin indfl ydelse gældende som arbejdsgiver, karrieremulighed,
uddannelsesinstitution og rekrutteringsplatform for den enkelte soldat, hvilket over årene har
skabt millioner af ambassadører for militæret i det omgivende civile samfund. Militæret er klar
over sin privilegerede stilling som arbejdsgiver og anvender den ikke kun til at skabe positiv opslutning,
men også som et disciplineringsmiddel: Thanassis Cambanis har beskrevet, hvordan
en lovlig strejke på en af militærets fabrikker endte, nemlig med at otte strejkende blev stillet for
en militær domstol. En af de ansvarlige offi cerer, general Sowilam, sagde efterfølgende: ”There
are no labor strikes in military society. If they don’t want to obey our rules, let them try their luck
in the civilian world.” (Cambanis, 2010). Militæret er en uddannelsesinstitution, hvor mange får
en uddannelse, men også en institution, hvor de ansatte disciplineres og oplæres i et særligt verdensbillede.
Hvis man kan acceptere denne disciplin, er militæret imidlertid en karrieremulighed
for mange, der herved får en mulighed for at få en løn og en relativt sikret tilværelse. Herved er
selve militærets og dets følgevirksomheders størrelse med til at skabe en stor befolkningsgruppe,
der giver opbakning til og loyalitet over for dets projekt i bredere betydning. Endelig er militæret
en platform for senere karriere i andre erhverv. Offi cerer har gode muligheder for at blive ledere
i både offentlige og private virksomheder gennem deres uddannelse og gennem de netværker
mellem ansatte, der skabes i tjenesten.
For det femte nyder militæret en ret stor tillid i befolkningen. Denne opbakning har længe været
fremhævet, og den er formodentlig blevet styrket med årets begivenheder. En måling fra PewResearchCentre
(2011), som er udført i foråret 2011 og derfor en af de første under de nye, friere
forhold i Egypten, viser stor opbakning til militæret. På spørgsmålet om, hvordan de opfatter
centrale institutioners indfl ydelse på samfundet, svarer et stort fl ertal (88 procent) af egypterne,
at militæret enten har god (35 procent) eller meget god (53 procent) indfl ydelse. Ingen anden
institution i Egypten vurderes tilsvarende positivt. Til sammenligning hermed er de tilsvarende
Forsvarsakademiet
17

18
tal for politiet 19 og 20, hvilket vil sige, at langt under halvdelen har en positiv vurdering af dette
korps. Blandt dem, der er mest tilfredse med militæret, er især folk med de laveste indkomster.
Hele 69 procent af disse opfatter militærets indfl ydelse som ’meget god’, mens dette gælder
for 48 procent med middelhøj indkomst og for 46 procent af dem med høj indkomst (idet alle
grupper sætter militæret højest, når ’god’ og ’meget god’ samles). Hvad kønsfordeling angår,
vurderer 58 procent af kvinderne militærets indfl ydelse som ’meget god’ i forhold til 49 procent
af mændene. 8 Samtidig bliver marskal Tantavi selv vurderet meget højt af egypterne: 90 procent
havde et positivt indtryk af ham, hvoraf de 45 oven i købet havde et meget positivt syn på ham
(PewResarchCentre, 2011). Ingen andre egyptiske politiske ledere havde en tilsvarende høj score.
På denne baggrund har militæret et ret bredt handlerum for aktiviteter, der kan være med til at
cementere dets placering som central aktør.
Man kan ud over disse træk af militærets relation til det egyptiske samfund pege på yderligere to
forhold, der har været med til at give militæret den privilegerede position. Efter en situation, hvor
militæret havde mistet en del af sin opbakning i det politiske system (under præsident Sadat, der
efter 1973 mistede troen på, at militæret kunne generobre Sinai-halvøen), blev den nye alliance
med USA, der blev tydelig under og efter fredsforhandlingerne med Israel, også en støttepille
for militæret, der blev en af USA’s særligt begunstigede samarbejdspartnere. Denne situation,
hvor en del af militærets fysiske eksistens skyldes amerikansk støtte, er bevaret helt frem til i
dag og blev bekræftet i sommeren 2011 under et militært besøg i Egypten. Admiral Mike Mullen
(Chairman of the Joint Staffs) sagde, at: ”United States remains committed to a strong bilateral
relationship with the Egyptian armed forces [and] a democratic Egypt.” (The Daily News Egypt, 8.
juni 2011). 9 Det egyptiske militær har med andre ord haft en stærk ekstern allieret, der over tid
har sikret det en central placering i forhold til de andre statsagenturer, fordi det har kunnet sikre
den egyptiske stats samlede forbindelse til den globalt set ledende magt, med alt hvad dette
indebærer af fordele hvad angår støtte og adgang til respektabilitet i forhold til virksomheder,
forskningsmiljøer og andre institutioner, der kunne være til nytte i det internationale samfund.
Endelig bør man pege på, at det egyptiske militær har haft en ret høj grad af politisk kompetence,
der har hjulpet det gennem de historiske omskiftelser. Selvom det egyptiske militær har forsøgt at
fremmane et billede af sig selv som professionaliseret og adskilt fra politik, er det klart, at dette
billede til en vis grad har været en myte. Militæret har manøvreret politisk kompetent ved, så vidt
det var muligt, at forblive ude af den daglige politiks fokus. Det egyptiske militær har holdt sig
væk fra politikkens daglige skærmydsler, der, hvis de har udviklet sig til vold, er blevet overladt til
Indenrigsministeriets korps. Samtidig har de yngre offi cerer været holdt helt ude af politik, mens
(8) Disse tal kan sammenfattes således, at den mest ivrige støtte til militæret er kvinde, lavtlønnet og med kort uddannelse,
mens den mest skeptiske er en mand med høj uddannelse og løn. Set på denne måde må man gå ud fra, at
jo bedre muligheder man har for selv at gøre en forskel i det civile samfund, jo mere skeptisk over for militæret er man
i Egypten. Militæret ses trods alt som en slags forhindring for de stærkeste i det omgivende samfund. Samtidig viser
andre tal, at støtten til Det Muslimske Broderskab stiger med indkomst og uddannelse blandt mænd (Pew Research
Centre, 2011). Med andre ord fi ndes der her en kilde til fremtidig konfl ikt, idet militærets gode tal set under ét dækker
over forskelle i befolkningens vurderinger, der kan politiseres i fremtidige magtkampe. Støtten til militæret er stærkest
blandt dem, der er dårligst organiseret, mens de godt organiserede ikke er så imødekommende.
(9) Mullen roste samtidig det egyptiske militær for at være loyalt mod det egyptiske folk og mod beslutningen om
ikke at ville dræbe deres egne under opstanden (The Daily News Egypt, ibid.), hvilket vel også var en diplomatisk
måde at udtrykke på, at man absolut vil foretrække, at militæret fremover følger denne linje.

et lag af ældre og dokumenteret loyale folk kan beskrives som stærkt politiserende. Med udgangspunkt
i Alfred Stepans sondring mellem ’gammel’ og ’ny’ professionalisme kan de yngres professionalisme
beskrives som specialiseret militær kompetence, en neutral rolle, som er underkastet
kontrol. Imidlertid er de, der er organiseret i og omkring Det militære råd, seniorerne, udstyret
med en professionalisme, der beskrives af Stepan med helt andre termer: ”Highly interrelated
political and military skills”, ”Politizices the military” og ”Contributes to military-managerialism
and role expansion.” (jf. Stepan, 1988; 15). Historien har så langt som til efteråret 2011 vist, at
det egyptiske militærs ledende lag har haft politiske kompetencer, der har tilladt et militær, der,
når alt kommer til alt, ikke fremtræder som voldsomt stort i forhold til sine nationale og regionale
omgivelser, at gennemtrænge det omgivende samfund og at holde dets civile politikere i skak på
en måde, der har gjort militæret til både den stærkeste enkelte aktør og – som det er fremgået
ovenfor – den aktuelt mest populære.
Egyptisk militær i den centrale beslutningsproces under Mubarak
Siden den egyptiske forfatning efter 1952-kuppet etablerede den særlige form for egyptisk republikanisme,
har militæret (forstået som de væbnede styrker og efterretningsorganerne) været et
centralt institutionelt tyngdepunkt i landets politiske beslutningsproces. Selvom Egypten aldrig
har været et militærdiktatur, der blev styret af forsvarschefen som sådan, har den militære rolle
været mere central end i så mange andre mellemøstlige lande. Militæret har dog fra 1956 til 2011
altid været under kontrol af den helt centrale rolle i det politiske system, nemlig præsidenten.
At de to institutionelle funktioner (central politisk ledelse og centralt voldsmonopol) har været
tæt sammenvævede, ses blandt andet af, at præsidenterne er blevet rekrutteret til den politiske
ledelse gennem militære karrierer (og ikke gennem civilt politiske karrierer), og at de som ledere
har ’lånt’ legitimitet i forskellige former af deres militære roller. Som overordnet beskrivelse af det
egyptiske systems udøvelse af statsmagt kan man samlet sige, at præsidenten fra 1952 til 2011
har hersket stabilt med militæret som sin primære alliancepartner og institutionelle basis, om end
der har været udviklinger i, hvor meget militæret har været inddraget i de ’daglige forretninger’.
Med forbeholdet ’nogenlunde stabilt’ er det også sagt, at arrangementet ikke har været fuldstændig
succesfuldt: Under Nasser var der som nævnt stærke konfl ikter mellem præsident og militær
ledelse, Sadat blev dræbt af en soldat under spektakulære omstændigheder (hvilket dog ikke udviklede
sig truende for den nationale magtbalance), og Mubarak blev, når alt kommer til alt, ’gået’
af militæret. Set over en snart 60-årig periode har forholdet mellem militær- og præsidentmagt
dog alligevel været sådan, at præsidenten har haft fat i den lange ende. Ikke som person, men
som repræsentant for de nationale styrkeforhold, der kunne binde landets forskellige dele (militæret,
de økonomiske interesser og befolkningen) sammen. Kassem (2004; 1) har karakteriseret
denne måde at organisere de centrale politiske beslutninger på som ’personligt autoritært styre’.
Samtidig har militæret som institution udviklet en række roller og funktioner, som understøtter
dets centrale politiske magtposition (økonomiske/skabelse af virksomheder, sociale/skabelse
af arbejdspladser og netværker samt ideologiske/legitimitet som garant for orden og sikkerhed).
Inden for denne ramme kan man så pege på mere specifi kke karakteristika, udviklingstræk og
udfordringer, der nu er blevet aktualiseret af begivenhederne i begyndelsen af 2011.
Forsvarsakademiet
19

20
Et af disse særtræk er udviklingen i De væbnede styrkers øverste råd. Præsidenten har hidtil især
samarbejdet direkte med militæret gennem dette organ, der gennem sine 19 medlemmer udpeget
blandt landets øverste offi cerer materialiserer militærets magtposition i det egyptiske samfund
og er en drivrem fra den bagvedliggende magtressource, som hele det militære kompleks udgør.
Frem til dette århundrede var rådet og præsidenten den politiske proces’ ubestridte centrum, men
i det seneste tiår blev der med den nye gruppe af indfl ydelsesrige virksomhedsejere og -ledere,
der havde fundet rum for udfoldelse i de centrale regeringsapparater, skabt et alternativ. I takt
med Egyptens tøvende og mangelfulde tilgang til den globalisering, der har fundet sted de seneste
20 år, er der i Egypten udviklet betingelser for en mere markedsorganiseret udvikling af virksomheder,
hvis ledere og ejere har fået en tæt forbindelse til statsmagten. Mubaraks søn Gamal blev
set som en af repræsentanterne for denne gruppe eller ’nye klasse’, som den er blevet betegnet.
Denne udvikling udfordrede rådets position ved at reducere dets primære indfl ydelsesområder
til sikkerhed og ordensaspekter.
Denne omfortolkning af De Væbnede Styrkers Øverste Råds rolle var sådan set en udvikling, der
afspejlede den nye verdensordens uvilje mod militær (til forskel fra civil) indfl ydelse på statslig
politik (Hansen og Jensen, 2008). Tyngdepunktet i regeringsudøvelsen blev formelt set drejet fra
militære til civile kræfter. Om udviklingen også pegede i demokratisk retning, kan imidlertid diskuteres.
Mange har set udviklingen snarere som en forhalingsstrategi end som en reel reformstrategi,
herunder fx Shanin (2010): ”In sum, the regime’s strategy behind the reforms is clear and could
be summarized as aiming at the continuation of control, defl ecting domestic and international
pressures and allowing for an acceptable succession of Gamal Mubarak.”(p. 102).
Set i et samlet perspektiv er det afgørende for demokratiske civil-militære relationer ikke, om
civile eller militære aktører har magten i statsapparatet, men om aktørerne er under ledelse og
kontrol/overvågning af civile kræfter uden for statens udøvende organer. Det vil sige under kontrol
af befolkningen og dens politiske repræsentanter. I dette lys kunne udviklingen i det første tiår i
det nye årtusinde nok betegnes som en ’civilisering’, men ikke en demokratisering, af magtudøvelsen
i den egyptiske stat. Den nye elite af private erhvervsfolk, der afl øste soldaterne, var ikke
demokratisk valgt eller under demokratisk kontrol, men fi k deres poster som et led i præsidentens
forsøg på langsomt at modernisere landet gennem liberalisering og markedsvending og ved at
bringe styreforholdene mere i overensstemmelse med civile normer. Set i forhold til befolkningens
eventuelle demokratiske ambitioner og de fulde konsekvenser af den nye verdensordens
fokus på demokrati, menneskerettigheder og frie markeder var der dog tale om en lappeordning
inden for den grundlæggende ramme, der ovenfor er skitseret, hvor præsidenten indskrænkede
militærets rolle til kerneydelsen, for så meget mere fl eksibelt at kunne inddrage et bredere socialt
lag i udviklingen af den økonomiske styring. Bogstavet i de moderne civil-militære relationer var
nok fulgt ved denne manøvre, men ikke ånden.
Under begivenhederne i januar og februar 2011 blev denne nye variation over den gamle ordens
tema udfordret. Når alt kom til alt, var Mubaraks satsning på civile kræfter uden egentlig demokratisering
ikke tilstrækkelig til at holde ham ved magten. Osman (2010) har peget på, at den
måske oven i købet i længden gjorde ondt værre for regimet, idet den goodwill, som militæret
som angiveligt neutral instans måske havde i den egyptiske befolkning, ikke var så ubetinget, at
den kunne udstrækkes til en gruppe af civile regeringsmedlemmer, der havde fået deres poster
af en autoritær præsident. De blev oplevet som illegitime særinteresser, der havde fået posterne

uden valg, og som styrede til deres egen gruppes fordel, hvilket afviger stærkt fra oplevelsen af
neutrale soldater, der trods alt forventedes at se på helhedens interesser.
Under alle omstændigheder blev situationen under oprørsforløbet så uholdbar for styret, at
en ofring af præsidenten blev realiseret samtidig med en overgang til rent militært styre. Den
modtagelse, som denne foreløbige løsning fi k i både den bevægelse, der var fremherskende på
gadeniveau, og – så vidt det kan vurderes – i befolkningen som et hele, tyder på, at der var støtte
til politikken. Set i den komparative statskundskabs optik er det rimeligt at hævde, at der var tale
om et militært kup, der oven i købet i nogen udstrækning lignede det, der bragte den egyptiske
autoritære republikanisme til magten i 1952. På den formelle bane er der hermed taget et langt
skridt væk fra den mere civile orientering, som Mubarak i det sidste tiår stod for. På den anden
side er forventningen om, at der faktisk vil blive tale om en overgangsløsning, der skal give plads
til en demokratisk styreform, så stor, at den militære løsning bredt opfattes som et første skridt
mod demokratiet.
’Den nye klasse’ i Egypten som partner og udfordrer
I 2008 lavede den amerikanske ambassade i Kairo en indberetning til Udenrigsministeriet, der
behandlede aspekter af militærets forhold til de øvrige centrale dele af den egyptiske stat. Indberetningen
tegnede på basis af egyptiske analyser et billede af et militær, der udtrykte utilfredshed
med forfaldet i egen situation og med forsvarsministeren og var skeptisk over for, at Mubarak og
hans National Democratic Party (NDP) var i færd med at give Gamal Mubarak en rolle, der kunne
bruges som afsæt til at gøre ham til faderens efterfølger. Indberetningens resumé er optrykt her,
da det netop sammenfatter en del af de overvejelser, som det egyptiske militær må antages at
have gjort om sin position hen mod slutningen af Mubaraks regeringstid.
Indberetning fra USA’s ambassade i Kairo, 23. september 2008. Optryk af Wikileaks-tekst: Summary:
Recently, academics and civilian analysts painted a portrait of an Egyptian military in intellectual
and social decline, whose offi cers have largely fallen out of society’s elite ranks. They describe a
disgruntled mid-level offi cer corps harshly critical of a defense minister they perceive as incompetent
and valuing loyalty above skill in his subordinates. However, analysts perceive the military
as retaining strong infl uence through its role in ensuring regime stability and operating a large
network of commercial enterprises. Regarding succession, analysts highlight the armed forces’
uneasiness with Gamal Mubarak, but largely agree that the military would support Gamal if
President Mubarak resigns and installs him in the presidency, a scenario we view as unlikely. One
professor opined that since 2003, the regime has tried to strengthen the economic elite close
to Gamal at the expense of the military in an effort to weaken potential military opposition to
Gamal’s path to the presidency. Other analysts believe the regime is trying to co-opt the military
through patronage into accepting Gamal and that despite tensions between the military and business,
their relationship remains cooperative. End summary. (Kilde: The Guardian, 2011).
Baggrunden for den situation, der beskrives, var, at den såkaldte nye klasses eventuelle fremtidige
indfl ydelse for alvor var kommet på dagsordenen blandt dem, der interesserede sig for egyptisk
politik. Det antydes, at stemningen blandt de egyptiske analytikere er, at den nye klasse via NDP
var i færd med at skubbe militæret væk fra dets placering nær præsidenten, og at denne udvikling
Forsvarsakademiet
21

22
ville blive forstærket, hvis Gamal overtog præsidentposten. Der gøres dog klart opmærksom på,
at det amerikanske ambassadepersonale ikke deler vurderingen af, at militæret er i færd med
at resignere og indstillet på at lade Gamal overtage præsidentposten, hvis dette overhovedet
skulle komme på tale.
Udviklingen af den nye klasse, som eventuelt kunne udgøre en ny basis for Gamal, havde baggrund
i den egyptiske stats forsøg på at udvikle sin samfundsmæssige basis med henblik på at
stabilisere lederskabet. Præsident Sadat indledte efter krigen mod Israel i 1973 en ny politisk
fase, hvor Egypten under hans ledelse skulle satse på økonomisk og social fremgang. Politikken
blev med ét ord kaldt ’al-infi tah’, der betyder åbning. Meningen var, at der skulle være fl ere
muligheder for privat og individuel økonomisk aktivitet, og midlet var, at den egyptiske økonomi
skulle integreres mere på verdensmarkedet. Det var her en central tanke, at mere åbning udadtil
ville bringe fl ere direkte udenlandske investeringer til Egypten, hvilket ville hjælpe landet til
vækst, fl ere arbejdspladser og en større samlet økonomi. Det generelle princip bag politikken
var økonomisk liberalisering.
Denne nyorientering var et brud med politikken under Nasser, der havde været socialistisk inspireret
og satsede på vækst gennem en statslig indsats inden for nationale rammer. Nasserismen
havde skabt en middelklasse, der var overvejende statsligt baseret, og havde omvendt presset
den gamle overklasse, der havde været landligt baseret, gennem jordreformer. Med al-infi tah blev
det igen mere fremkommeligt at basere sig på privat ejendom, og på de præmisser kunne man
forvente, at der ville udvikles en ny gruppe af besiddere, der ville konkurrere med middelklassen
om, hvor ressourcerne skulle hen. I Egypten blev denne nye gruppe en kombination af tidligere
offi cerer fra militær, politi og efterretningstjenester, der med deres forbindelser til staten gik ind
i det private erhvervsliv, hvor de kunne forbinde sig med rester af den gamle overklasse, hvis
medlemmer nu også var begyndt at vende tilbage med deres kapital fra Europa, hvortil de var
sivet under Nasser. Disse grupper blev begyndelsen til ’den nye klasse’, der markerede sig tydeligt
som politisk kraft og endda konkurrent til militæret i det nye årtusinde.
Under Mubarak fortsattes tendensen fra Sadattidens al-infi tah i den forstand, at det handlerum
for privat foretagsomhed, som var blevet skabt i 1970’erne, blev videreført, men dog under mere
pragmatiske former. Mubarak søgte ikke store, hurtige reformer, men snarere at videreføre det
egyptiske samfund på en måde, der ikke gav for store politiske spændinger. Et af resultaterne af
Sadats politik havde nemlig været, at den politiske utilfredshed i landet var øget, hvilket blandt
andet havde skabt grobund for islamistisk fundamentalisme og ekstremisme. Et af resultaterne
heraf var, at Sadat var blevet myrdet af islamister. Mubaraks økonomiske politik blev altså mere
moderat set som moderniseringspolitik, og selvom den videreførte grundprincippet og på nogle
områder oven i købet udvidede den økonomiske liberalisering, blev reformtempoet sat ned, hvilket
mindskede risikoen for en modreaktion i islamistisk retning.
Mod slutningen af Mubarakperioden begyndte en ny fase i udviklingen af ’den nye klasse’, hvor
kræfter inden for NDP under ledelse af Mubaraks søn Gamal begyndte at satse på at give de
store økonomiske aktører en samlende politisk overbygning. Gamal Mubarak havde en økonomisk
uddannelse, havde arbejdet i London i investeringsfi rmaer og havde på den måde erhvervet
sig både teoretisk og praktisk indsigt i nutidig, globaliseret kapitalisme. Dertil kom hans direkte
adgang til statsapparatet og NDP samt ikke mindst den autoritet, han naturligt blev tillagt som

præsidentens søn. Han var på den måde en meget stærk spiller i både økonomi og politik. Som
ekstra backup til hans personlige stilling var der en udbredt forventning om, at Mubarak og
kredsen omkring ham forsøgte at bringe ham i stilling som eventuel efterfølger til faderen. Hans
initiativer kunne derfor let opfattes af reelle og potentielle partnere som et led i opbygningen af
en post-Mubarakorden, og de, der gerne ville være tæt på magten i denne orden, kunne derfor
med fordel benytte sig af tilbud fra Gamals side om at blive en del af den nye inderkreds. Med
disse midler i hænde kunne Gamal opbygge en personlig garde af erhvervsfolk, der selv var
centrale spillere på delmarkeder, og som gerne ville cementere og udbygge denne position med
politiske magtpositioner.
Set som et projekt for opbyggelse af en ny politisk hegemonisk kraft, der skulle være regeringsbærende
inden for en realistisk årrække, var denne politik godt tænkt og formodentlig den bedste
chance, Egypten ville få (under forudsætning af fortsættelse af det militærstøttede præsidentstyre)
for en fremadrettet og verdensordenstilpasset fornyelse af den reelle statsledelse. Et nyt
magtcentrum baseret på den slags netværker kunne afl øse Mubaraks netværk, der var statsligt
baseret, og dermed tilføre præsidentembedet en bredere samfundsmæssig base. Mubaraks
regeringsform var trods alt opbygget under den kolde krig og afspejlede de magtforhold, der var
gældende dengang. Et fornyet lederskab under Gamal kunne fra starten basere sig på den nye
verdensordens principper, hvor markedet udpeges som vigtigere end staten i forhold til økonomisk
vækst og grundlæggende samfundsmæssig organisering, og hvor økonomisk globalisering
anses for at være ’normalsituationen’. Netværket af erhvervsledere og store ejere kunne netop
sikre denne dimension af grundlæggende samfundsmæssig fornyelse. Samtidig blev Gamal også
udstyret med sin egen magtbase i NDP, hvor han i september 2003 blev gjort til formand for et
råd (Den politiske komite), der skulle vejlede og udarbejde planer for partiet, og tre år senere
blev han gjort til partiets assisterende generalsekretær.
I 2004 blev der dannet en regering under Ahmed Nazif, hvor der blev optaget en række repræsentanter
fra det private erhvervsliv. Den blev af sine støtter kaldt ’reformregeringen’ for at give
et billede af, at den skulle arbejde for forandringer, der ville gøre en forskel for befolkningen.
Regeringen blev sammensat således, at den afspejlede den nye klasses indfl ydelse. Med Tarek
Osmans ord: ”… a major shareholder of one of Egypt’s largest consumer-goods empires is the
trade minister, the country’s most successful healthcare entrepreneur is the health minister and
the country’s most prominent wheat trader is the agriculture minister.” (2010; 116).
Med Nazifs regering, som kom til at sidde frem til opstanden, hvor den blev fyret af Mubarak,
var der etableret et forsøg på at give den nye klasse en slags forsmag på en større rolle under
et eventuelt præsidentskab under Gamal. Som bekendt blev dette eksperiment stoppet. Nazif,
Gamal og andre støtter af denne retning er i dag dømt eller under anklage for forskellige økonomiske
forbrydelser, korruption og magtfordrejning. 10 På den måde har militæret og det egyptiske
statsapparat i øvrigt slået til mod den nye klasse. Formodentlig vil den komme tilbage til den
(10) Nazif blev fængslet den 14. april 2011 under anklage for at ’spilde offentlige penge’ og for korruption. Den
tidligere handels- og industriminister, Rachid Mohamed Rachid, er blevet idømt 15 års fængsel, og den tidligere chef
for Egypt’s Industrial Development Authority er blevet idømt ti år. Også Gamal Mubarak er under offi ciel anklage for
korruption, og en af præsident Mubaraks nære allierede, virksomhedsejeren Ahmed Ezz, blev idømt ti års fængsel i
september for korruption (BBC, 15/09/2011).
Forsvarsakademiet
23

24
politiske scene i de kommende år, men på nye præmisser, hvor den skal kæmpe hårdere for
indfl ydelse i åben konkurrence med andre grupper i det egyptiske samfund, der ønsker at få del i
magten. I det lange løb må det forventes, at også en ny regering i eventuel alliance med militæret
vil søge at inddrage repræsentanter for klassen i regeringsudøvelsen under en eller anden form.
Som situationen ligger nu, må det imidlertid forventes, at der vil være en vis forsigtighed blandt
mange af klassens repræsentanter i forhold til at stille sig til rådighed for offentlige poster med
den eksponering og efterfølgende risiko for at blive stillet til ansvar i politiske processer, som
dette indebærer.

Del 2. Det egyptiske militær under opstanden
Det egyptiske militær spillede en i stigende grad central rolle for forløbet af den politiske opstand,
der fandt sted i Egypten i januar og februar 2011. I perioden fra den 25. januar, hvor en bølge af
demonstrationer startede, og frem til den 11. februar, hvor den daværende egyptiske præsident
Mubarak gik af efter krav fra demonstranter og pres fra militæret, skiftede militæret rolle. Den
følgende fremstilling af militærets rolle i dette begivenhedsforløb viser udviklingen i militærets
politik og samfundsmæssige rolle. Udgangspunktet herfor er sondringen mellem forskellige
principielle roller, som militæret kan have i forhold til civile politikere i statsledelsen, hvor det
antages, at militæret kan være enten regimegarant eller udfordrer. I det første tilfælde bakker
det politikerne op som statens ’ væbnede arm’. I det andet tilfælde kan militæret optræde enten
som en politisk kraft, der modarbejder den siddende regering (militæret som aktør i kup eller
kupforsøg), eller som en kraft, der indgår i en reformproces sammen med de øvrige grupper i
samfundet. 11
Denne del indeholder følgende temaer: en fremstilling af de centrale begivenheder i opstanden
set ud fra udviklingen i militærets roller og en fremstilling af samme periode set i relation til den
sideløbende magtkamp i det egyptiske statsapparat. De to fremstillinger giver tilsammen et billede
af, hvordan magtforholdene i den egyptiske stat udviklede sig under opstanden og i dens
umiddelbare efterspil. Endelig indeholder del 2 en drøftelse af, hvordan man på den baggrund
kan forvente, at militæret som den som følge heraf centrale demokratiseringsmanager vil forsøge
at styre den eventuelle proces frem mod et modent og stabilt demokrati.
Begivenheder og skæringsdatoer i udviklingen i militærets rolle i Egypten under
opstanden
Den umiddelbare baggrund for de begivenheder, der kom til at ændre det egyptiske militærs rolle,
var det oprør, der startede i Tunesien i december 2010, og som kulminerede med præsident ben
Alis fl ugt fra landet den 14. januar (Angrist, 2011). Den opstand, der for alvor startede i Egypten
den 25. januar, blev landsdækkende, men fi k et særligt ikonisk forløb omkring Tahrirpladsen i
Kairo, der blev den primære symbolske (og for den sags skyld også reelle) slagmark. Kravene fra
demonstranterne var forskellige, men et gennemgående tema, der efterhånden nærmest blev
enerådende (og i hvert fald var det samlende), var kravet om Mubaraks afgang (Stacher, 2011).
Opstanden, der især havde form af demonstrationer, fi k hurtigt stor international pressedækning
og blev en styrkeprøve, hvor medier spillede en stor rolle for forløbet (Haas, 2011). Fra oprørernes
side blev mediedækningen regnet ind i begivenhedsforløbet, mens regimets svar var mindre imødekommende
over for medierne. Oprøret bredte sig – blandt andet direkte organiseret via ’nye
elektroniske’ og ’sociale’ medier – til Egyptens større byer, mens det gamle regimes politikere og
politiet søgte at inddæmme det.
Den 28. januar blev hæren kommanderet på gaden, i forbindelse med at der blev indført et (ineffektivt)
udgangsforbud (BBC, 11. februar 2011). Militæret blev brugt som støtte til Mubarak,
hvor dets tilstedeværelse ved brændpunkter blev set som en latent trussel mod demonstranter.
(11) Om disse roller og deres betydning: se ’Appendiks’ i dette skrift.
Forsvarsakademiet
25

26
Samtidig blev det meste af politiet fjernet fra gaderne, hvilket skabte utryghed i befolkningen.
Det blev antydet, at regeringen herved søgte at gøre situationen ’værre’ i dele af befolkningens
øjne, hvilket kunne gøre det mere legitimt at gribe mere voldsomt ind mod demonstranterne senere.
Med politiets fravær fi k militæret rollen som den instans, der kom til at stå med ansvaret
for den indre orden.
Imidlertid blev der ikke skabt politisk ro med dette træk, og den 31. januar meddelte militæret,
at det, trods den tilspidsede situation med fortsatte demonstrationer, politisk motiverede angreb
på offentlige bygninger og stadige krav om Mubaraks tilbagetræden, ikke ville bruge magt
mod demonstranterne (New York Times, 1. februar 2011). Dette var en de facto-undsigelse af
Mubarak, der herefter kun havde et sporadisk fungerende politi tilbage som magtgarant. 12 I den
givne polariserede situation stillede militæret sig på demonstranternes side ved at udtale, at
det anerkendte ’folkets legitime rettigheder’, selvom det ville forholde sig neutralt. I praksis var
dette et første brud på den hidtidige rolle: Militæret gik fra at være regimegarant til en formelt
’neutral’ og passiv aktør i opgøret.
Den 4. februar påtog militæret sig rollen som beskytter af demonstranterne i forbindelse med
angreb fra civilklædte Mubarakstøtter. I praksis bliver dette en støtte til fortsatte demonstrationer,
selv om det har form af ’neutral’ opretholdelse af indre orden forstået som en sikring af fortsat
fravær af vold mellem civile. I praksis var det militærets andet brud på en hidtidig rolle: fra neutral
aktør til praktisk demonstrationsstøtte.
Med militæret som garant for fredelig afvikling af demonstrationer blev presset på styret opretholdt.
Den 5. februar havde opløsningstendenserne i ’den gamle orden’ nået det regerende parti
NDP, og en række af dets ledere trak sig fra deres formelle poster (BBC, 5. februar 2011). Blandt
disse var præsidentens søn Gamal Mubarak, der have været set både som en af de sandsynlige
efterfølgere til præsidentembedet og som en af de politiske fi gurer, der repræsenterede en mere
moderne form for egyptisk udviklingstendens (markedsbaseret neokapitalisme) end den etatisme,
som hans far havde repræsenteret. 13 Den 10. februar blev Mubarak ifølge fl ere kilder presset af
militæret til at træde tilbage, på trods af at han selv tidligere på dagen havde meddelt, at han
ville fortsætte som leder af en overgangsregering, mens der blev fundet en form for overgang til
en valgt regering (BBC, 11. februar 2011). Den 11. januar blev det meddelt, at militæret havde
taget den direkte politiske føring (Goldberg, 2011). Forsvarschefen Tantavi, en veteran, der fi k sin
første militære rang i 1950’erne, blev dermed egentlig regeringsleder. Hermed havde militæret
skiftet rolle fuldstændig. Det tredje brud med en rolle var at gå fra at være ’formelt neutral’, men
yde praktisk demonstrationsstøtte til at udøve aktiv kupaktivitet inklusive fjernelse af civil leder,
og det fjerde brud bestod i, at den militære ledelse overtog den politiske ledelse.
(12) Også USA benyttede lejligheden til at undsige det gamle styre. Shadid citerer i New York Times Præsident
Obama for den 31. januar 2011 at udtale, at: “orderly transition must be meaningful, it must be peaceful, and it must
begin now” (Shadid, 2011).
(13) Gamal blev senere i praksis helt fjernet fra en eventuel rolle i aktuel politik, da han blev tilbageholdt i forbindelse
med anklager om familiens magtmisbrug.

I formaliseret form kan processen frem mod militærets nye rolle fremstilles således:
25. januar Demonstrationer starter
28. januar Militæret påtager sig rolle som regimestøtte ved at gå på gaden som latent trussel
31. januar Militæret anerkender folkets principielle suverænitet i forhold til regeringen
4. februar Militæret griber ind på demonstranters side mod Mubarakstøtter (neutral garant
for ro)
10. februar Militæret fjerner Mubarak
11. februar Militæret overtager politisk ledelse
Fra den 28. januar til den 11. februar sker der med andre ord en markant udvikling i den militære
politik: Der bliver skiftet side, og militæret lover at arbejde for en overgang til reelt demokrati
med frie valg med fri opstilling af kandidater og dannelse af partier samt en offentlig debat uden
statslig/militær indblanding. Den 18. marts organiserede militærregeringen en folkeafstemning
med stor valgdeltagelse, der accepterede fremlagte forslag til en ny forfatning, der delvis begrænsede
præsidentmagtens centrale placering i det egyptiske politiske system (kortere valgperioder
og begrænsning af valgbarhed til to perioder). Hermed havde militæret bevæget sig fra at være
en del af et autoritært regime og garant for dets opretholdelse til en position som aktiv demokratiseringsmanager.
*
Det var en åben proces, der bragte det egyptiske militær til magten i en ny rolle. Som det er fremgået,
forsøgte det i starten at bevare Mubarakregimet. Hvis man forstår politiske beslutninger som
valg mellem alternativer, hvor en mulighed søges realiseret, mens andre undertrykkes (Laclau,
1990), så kan man også sige, at processen bestod i en række udelukkelsesmekanismer. I nedenstående
skema er militærets beslutninger i processen stillet op over for ’efterrationaliserede’
forslag til muligheder, der kunne have været prøvet, men som ikke blev realiseret. Skemaet antyder,
hvordan beslutninger, der ligger inden for rammerne af, hvad andre lignende organisationer
i lignende situationer har prøvet, fortløbende er blevet udelukket, således at netop den løsning,
der fremkom efterhånden, blev set som den eneste realistiske. Herved vises for det første, at der
ligger en mulighed for at se ’rationaliteten’ i militærets beslutninger nærmere efter i sømmene,
og for det andet, at militærets beslutninger (sammen med de øvrige aktørers) bragte det i en
situation, hvor det mere end nogen sinde står med nøglen til den fremtidige udvikling. Derfor er
det også så meget desto vigtigere at undersøge forløbet grundigt.
Forsvarsakademiet
27

28
Tabel 1. Det egyptiske militærs beslutninger og nogle mulige alternativer
Beslutninger Mulige alternativer
At støtte Mubarak i starten af processen At gribe magten selv
At erklære loyalitet over for demonstranter
– set som folkets repræsentanter
At vise ubetinget loyalitet over for Mubarakregeringen
At give garanti for ikke at skyde At optrappe trusler og adfærd for at skræmme befolkning til
ro – eventuelt skyde
At afsætte Mubarak At afsætte andre politikere, fx udskifte politiledelse eller sætte
Mubarak på sidelinjen for selv at styre indirekte
At tage regeringsmagten selv At indsætte ny, civil midlertidig præsident
At fortsætte reformproces med afholdelse
af folkeafstemning
At udskyde reformer for derved at vinde tid til at udmatte
demonstranter og langsommeligt via nye undtagelseslove at
genoprette den gamle regimestil
Som det ses, blev beslutningerne truffet, i takt med at modstanderne udviklede nye træk. Fx
har beslutningen om at støtte Mubarak i starten tydeligvis ikke været et kardinalpunkt, men en
beslutning taget ud fra en konkret vurdering af styrkeforhold. Den blev jo omgjort til det modsatte
i løbet af processen, i takt med at det blev klart, at Mubarakstyret ikke var opgaven voksen. På
samme måde kan man sige, at militæret formodentlig kunne have taget magten med det samme
(det gjorde det jo senere, men i en anden situation), men at det ikke udnyttede denne mulighed.
For at forstå de enkelte beslutningers betydning for forløbet er det derfor nødvendigt at gå dybere
ind i forløbets logik.
Militæret gennemgik en række politiske processer, hvor det traf beslutninger, der fi k gyldighed
for fordelingen af indfl ydelse i det egyptiske samfund. Man kan fremstille denne række af beslutninger
i en kontekst, der giver dem mening ud fra én bestemt hypotese om, hvorfor netop
disse beslutninger blev truffet. Denne hypotese er baseret på tre forudsætninger: 1) Det egyptiske
militær søger at handle rationelt, 2) det søger at holde sammen på sin organisation, og 3)
det søger at opretholde ro i det omgivende samfund. Tilsammen giver disse forudsætninger en
tolkningsramme, der kan forstå de trufne beslutninger som en proces, der er holdt sammen af et
mål-middel-hierarki, og som derfor er tilgængelig for rationel analyse. Tilsammen giver de også
en ’teori’ om det egyptiske militærs adfærd i krisesituationer, der muligvis også kan appliceres
på andre situationer.
På disse præmisser kan man fremstille følgende udvikling i de forskellige principielle valg, der
blev taget af ledelsen undervejs fra regimegarant til demokratiseringsmanager:
Den 25. januar begyndte en krise i det egyptiske militærs civile omgivelser at udvikle sig. Regeringen
blev udfordret, og den offentlige ro var i fare. Den 28. januar besluttede militæret derfor
at gå på gaden som led i en regeringspolitik for at skabe ro og afslutte demonstrationerne. Den
2. februar besluttede det at forsøge at få demonstrationerne opløst – og dermed redde regimet.
Det appellerede til demonstranterne om at gå hjem med det løfte, at deres utilfredshed var registreret.
Det satsede med andre ord stadig på Mubarak. Denne politik virkede ikke, der var stadig
uro, og den blev gjort værre af konfl ikten mellem demonstranter og civilklædte regimestøtter. I

praksis blev militærets konklusion åbenbart, at det var umuligt at genoprette ro under Mubarak.
Den 4. februar besluttede militæret derfor at stille sig på demonstranternes side ved at holde
Mubarakbøller væk fra Tahrirpladsen. Denne beslutning og dens iværksættelse var i stand til at
genoprette fravær af vold i den politiske styrkeprøve, men på nye betingelser og med nye erkendte
styrkeforhold: Demonstranterne havde konkret vist sig stærkere end Mubarak. Der var imidlertid
fortsat demonstrationer, og militæret må have konkluderet, at den nye politik ikke var tilstrækkelig:
Fravær af vold havde ikke skabt politisk ro. I hvert fald traf militæret endnu en ny beslutning og
valgte denne gang øjensynligt at omdefi nere situationen: Mubarak blev set som problemet, hvor
det først havde været demonstranterne og dernæst bøllerne. Militæret iværksatte derfor den ny
beslutning, der skulle bringe det over i en helt ny rolle i processen: en mere aktiv rolle i forhold
til demokratisering. Den 10. februar fjernede det Mubarak, hvilket skabte ro, og den 18. marts
organiserede det folkeafstemningen om forfatningsændringer, hvilket skabte politisk legitimitet
om dets forehavende (om end man kan diskutere den juridiske legalitet). Herved havde dets
beslutninger bragt det frem til en position som demokratiseringsmanager.
Konklusionen må være, at militæret i valgsituationerne satsede på samfundsmæssig ro snarere
end på et specifi kt regime (samt på ydre sikkerhed, eget sammenhold og position). Det undgik
et opgør med demonstranterne, som det anerkendte som et legitimt udtryk for befolkningen,
og undgik derved modstand fra USA. Samlet set var dets loyalitet ikke rettet mod Mubarak som
person (det fjernede ham) eller det specifi kke regime (det ændrede i forfatningen). Indtil videre
må militært sammenhold anses for topnorm – som det er antaget i teorien, og som det står
uimodsagt af begivenhederne. Demokratisering anses formodentlig som den bedste langsigtede
garanti for kombinationen af fastholdelse af militær samling og samfundsmæssig ro.
Opstand og intern kamp om statsmagt
Opstanden viste, at den egyptiske stat kunne udfordres, og at dens interne sammenhold ikke var
givet på forhånd. Mest afgørende viste det sig, at militæret var politisk labilt i situationen. Siden
1952 havde det ellers været loyalt over for præsidenten og den politiske linje, denne havde lagt.
Spørgsmålet er nu, hvorledes man skal forklare denne kursændring set i relation til de interne
magtforhold i den egyptiske stat. Det vil sige, hvad der forklarer, at det egyptiske militær brød den
linje, som det ellers havde tilsluttet sig i tæt på 60 år, og som hidtil havde sikret det en central
placering i staten.
Udgangspunktet for undersøgelsen er den forventning til militæret som demokratiseringsmanager,
der blev fremstillet i Hansen og Jensen (2008). Det vil som ovenfor fremstillet sige forventningen
om, at de mellemøstlige militære strukturer over tid ville udvikle sig i overensstemmelse med
normer og incitamentsstrukturer i den nye verdensorden. Ifølge denne opstillede forventning var
det altså sandsynligt, at der ville ske et brud i udviklingen af militærets loyalitet. Forklaringen
sigter derfor på at fastlægge de omstændigheder (organisatoriske, magtmæssige og politiske),
som bruddet skete under.
Det egyptiske militær som organisation og aktør under den kolde krig
Udgangspunktet for undersøgelsen er den historie, der førte frem til det egyptiske militærs rolle
og valg i den konkrete opstand. Hvordan fi k militæret sin centrale position, og hvordan havde
udviklingen i denne position været?
Forsvarsakademiet
29

30
De tre centrale aktører i den egyptiske stat siden selvstændigheden har været militæret, bureaukratiet
(det centrale administrative personale) og statslederen samt dennes nærmeste medarbejdere.
Alliancerne og magtforholdene mellem disse har skiftet over årene. I perioden op til 2.
Verdenskrig, hvor Egypten formelt var et kongedømme, havde kongen den egentlige magt, mens
embedsværket, der var af begrænset omfang, var loyalt over for ham og til en vis grad over for
parlamentet. Efter krigen voksede spændingerne imidlertid, og efter magtskiftet ved Nassers kup i
1952 var det ikke alene den formelle leder, der blev udskiftet. Også de indre statslige magtforhold
ændrede sig. Militæret kom igennem mange år frem til at spille en større og mere central rolle,
og på den måde blev der skabt et grundlag for den egyptiske samfundsudvikling.
I den autoritære fase, der fulgte etableringen af de nye magtstrukturer, som Nasser skabte, blev
militærets rolle som regimets garant mod opstand cementeret, men hermed var udviklingen af
de indre styrkeforhold ikke slut. I den indre arbejdsdeling mellem de forskellige dele af statsapparatet
begyndte de administrative organer at få større indfl ydelse på bekostning af militæret. I
løbet af 1970’erne gik udviklingen ikke militærets vej. Nederlaget i 1973-krigen med Israel betød
for det første, at dets stilling blev problematiseret, og for det andet at præsident Sadat begyndte
at satse på økonomisk udvikling frem for succes på slagmarken som sit legitimitetsgrundlag.
Hermed blev de administrative, planlæggende statsorganer vigtigere end militæret, der oven i
købet blev ramt af nedskæringer.
I løbet af 1970’erne blev den autoritære præsidentialisme således mere baseret på bureaukratiet
end på militæret. På den måde nærmede den egyptiske stat sig det mønster for stater, der
er beskrevet hos Weber, hvor bureaukratisering beskrives som en altid nærværende mulighed.
Selvom militæret defi nitionsmæssigt gennem understregningen af voldsaspektet er kernen i en
selvstændig stat, er det ikke nødvendigvis militæret, der ’tegner fi rmaet’ under stabile omstændigheder.
Som Weber skrev: ”Brug af vold er selvsagt ikke statens eneste eller sædvanlige middel
– det er der ikke tale om.” (Weber, 1971; 4, egen oversættelse). Når brugen af vold mindskes, er
der også en tendens til, at andre organisationer end de militære kommer tættere på magten, fordi
deres værdi for den centrale ledelse øges. Derved skubbes den militære del ud, og dette måtte
det egyptiske militær acceptere i en længere periode efter krigene med Israel. Selvom det har
været hævdet, at det egyptiske nationale militær bevarede anseelse og legitimitet i befolkningen,
betød dette ikke, at det bevarede en status svarende hertil på de interne linjer i den egyptiske
stat. Militæret blev reserveret til særtilfælde og til at være regimegarant, mens de administrative
apparater kom til at fylde mere i den daglige ledelse. Bill og Springborg har anført, at det civile
embedsværk i perioden fra midt i den kolde krig til starten af den nye verdensorden voksede
nærmest eksplosivt fra at udgøre 3,8 (1,2 millioner ansatte) procent af befolkningen til knap ti
procent (5 millioner) i 1992 (1994; 273).
Den her beskrevne udvikling i forholdet mellem civilt bureaukrati og militær i Egypten er fremstillet
i oversigten i tabel 2.

Tabel 2. De indre styrkeforhold i den egyptiske stat under den kolde krig
Bureaukrati Central statsleder Militær
Kongefase Sekundært, loyalt over for traditionel
lokal magthaver
Konge (og parlament) Sekundært, loyalt
over for traditionel
lokal magthaver
Kupfase, labil Sekundært, reaktivt Præsident konsoliderer
magten
Autoritær fase 1,
den kolde krigs
overvejende
periode
Primært.
Partnerskab med militær, i starten
underordnet, men i stigende grad
centralt. Især styrket efter 1973.
Ny magtbase i sikkerhedstjenester
(’Indenrigsministeriets tropper’)
Primært, aktivt
Stærk præsident Sekundært. I starten
ledende, men
efterhånden mere
tilbagetrukket
Den nye verdensordens alliancer
Heller ikke ’bureaukratiets tidsalder’ varede uforandret ved. I forbindelse med den kolde krigs
slutning i 1989 og den nye verdensordens globaliseringstendenser blev der i Egypten forsøgt en
tilpasning ved at give større rum til den nye kapitalistklasse, der fi k et vist politisk spillerum som
aktører i centrale statsapparater. Henry og Springborg opfatter denne fase som en periode med
tilpasning til de nye politiske og økonomiske realiteter gennem optagelse af ’nyliberale’ værdier
i den autoritære præsidentialisme, i forbindelse med at staten blev åbnet for ydre påvirkning
og politiklægning. De har beskrevet, hvordan præsident Mubaraks søn Gamal som en del af
udviklingen af sin karriere som politiker stillede sig i spidsen for en tænketank (Egyptian Center
for Economic Studies, der oprindeligt var blevet etableret med støtte fra det amerikanske udviklingsprogram
USAID). Samtidig med at denne kreds i den politiske klasse omkring præsidenten
begyndte at opruste på udvikling af ideer til globalisering, skete der også en oprustning i den
private sektor: ”Paralleling the emergence of this ’change team’ [Gamals tænketank, CJ] was
the growing salience of business elites within the broader political system, as symbolized by the
victory in the 2000 parliamentary election of a still larger contingent of businessmen that had
been brought into parliament in 1995.” (Henry og Springborg, 2010; 170).
Den anden side af denne udvikling var, at også militæret orienterede sig mod de nye økonomiske
muligheder, der lå i den forstærkede optøning af det egyptiske samfund, der var indeholdt i den
nye markedsorientering. Dele af militæret kunne drage fordel af deres placering i den økonomiske
sektor ved at samarbejde med nye kapitalister.
Endelig søgte Mubarak også at styrke sin position i perioden, idet han udbyggede den generelle
efterretningstjeneste, hvilket gav ham en vis uafhængighed af både militærets tjenester og de
sikkerhedstjenester, som Indenrigsministeriet havde opbygget. I spidsen for denne præsidentielle
efterretningstjeneste stod Omar Suleimann, der senere skulle komme til at spille en kortvarig
rolle som vicepræsident under opstanden i 2011.
Samlet var denne udvikling et udtryk for en ny retning i egyptisk politik, hvor både militæret og
bureaukratiet blev udfordret af den nye klasse med et program, der var baseret på en tilpasning til
den nye verdensordens økonomiske dimension, hvor markedsøkonomiske principper fi k en mere
Forsvarsakademiet
31

32
fremtrædende placering, og dermed blev den egyptiske statscentralisme udfordret af liberalisme
(markedsdrejning). I Egypten blev denne nyorientering iværksat på en måde, der kunne støtte
præsidenten med en basis i en (begrænset) del af det omgivende samfund, uden at den dog
gik ud over den generelle sammenhæng i staten, der stadig var baseret på, at præsidenten var
den samlende kraft i en alliance, der også omfattede bureaukrati og militær i skiftende interne
styrkepositioner. I praksis kunne politikken i denne periode beskrives som en proces, der gik fra
autoritær etatisme mod autoritær liberalisme.
Imidlertid blev denne udvikling afbrudt med opstanden i vinteren 2011. Det brud på Mellemøstens
politiske udvikling, der var blevet indvarslet med demokratiseringsforsøgene i efterspillet efter
invasionerne i Afghanistan og Irak, havde siden 2001 sat en ny dagsorden i regionen. Selv om
Egypten havde forsøgt sig med mindre demokratiseringsforberedende reformer efter den kolde
krigs ophør, var landet indtil da overvejende styret efter forhold, der nærmest ubrudt videreførte
træk, der var etableret under den kolde krig. 14 Perioden under den nye verdensorden fra 1989
til 2001 havde således videreført den stabile autoritære fase, idet den kolde krigs magtforhold
overlevede. Efter 2001 og frem indtrådte en labil fase med demokratisering som følge af den nye
verdensordens pres. Med opstanden blev det labile ved denne situation yderligere understreget, og
hvad de interne magtforhold i den egyptiske stat angår, blev situationens radikalitet understreget
af, at militæret fjernede den aktuelle præsident, uden at der formelt blev indsat en ny. Hvordan
overgangsperioden end ender, har det vist sig, at Egypten kan styres uden et stærkt præsidentembede,
og at dette embedes hidtidige centrale rolle ikke er noget, der er givet, men et resultat
af politiske styrkeforhold. De ovenfor skitserede udviklingstræk under den nye verdensorden er
sammenfattet i nedenstående tabel.
Tabel 3. Indre styrkeforhold i den egyptiske stat under den nye verdensorden
Autoritær
fase 2
Den nye
verdensorden
Bureaukrati Central statsleder Militær
Sekundært
I stigende grad
presset af tilstedeværelse
af
Gamal-alliance
Opstand Presset af
militær og opposition
Stærk præsident
- Egen sikkerheds- og efterretningstjeneste
- Alliance med nye kapitalister
- I sen fase (efter 2001) genoplivning
af parlamentariske og elektorale træk
Ny militær statsleder, udgået direkte af
militæret uden medierende led.
Præsidentembedet foreløbigt svækket.
Presset af begyndende liberalisering
og ny klasse, men kompenserende
og tilpassende.
Igen styrket vis a vis bureaukratiet
via ny alliance.
Internt professionaliserende,
formelt neutralt
Primært, aktivt
Magtkampen set i centralstatsligt perspektiv
Under opstanden foregik der også en indre magtkamp, der ændrede styrkeforholdene mellem
de forskellige dele af den egyptiske stat. Militæret gik sejrrigt ud af denne magtkamp, som det
er fremgået ovenfor. Magtkampen mellem de forskellige apparater havde en dramatisk ramme,
fordi den ikke alene handlede om, hvilke organer der kom stærkest ud af kampen, men også om,
(14) Set fra et liberaldemokratisk demokratikriterium som det, der ligger i den nye verdensorden, var ændringerne
nærmest kosmetiske (se Hansen og Jensen, 2012), men der var, jævnfør afsnit om ’den nye klasse’, en udvikling i
gang, der var verdensordenstilpassende på den økonomiske side.

hvorvidt enkelte ledere kunne blive siddende på deres poster. Samtidig handlede den om, hvordan
en orden efter opstanden skulle se ud: Skulle den være en tilbagevenden til magtforholdene før
opstanden, skulle den være en ’tilbagetrækning’ i retning af at opgive de forsøgsvise indrømmelser
i demokratiserende retning fra det sidste tiår, eller skulle den være en ny situation, hvor den nye
verdensordens normer blev accepteret, og forceret demokratisering blev indledt?
Hvad angår kampen om, hvilke personer der skulle overleve på deres poster, havde demonstranterne
krævet Mubaraks afgang, hvilket betød, at præsidentens fremtid i det mindste var sat øverst
på det egyptiske samfunds dagsorden. Om det også betød, at hans position reelt var i fare, afhang
i højeste grad af, hvordan de øvrige centrale aktører ville opfatte og handle i situationen. Den
danske historiker Lars Bærentsen har bemærket, at ’diktatorer har ingen livsforsikring’, hvormed
menes, at de ikke kan være sikre på at blive behandlet efter retsstatslige principper efter et
eventuelt magtopgør, som de går tabende ud af. I en overgangssituation vil de derfor kunne blive
desperate og vil alene for overlevelsens (for deres egen, deres eventuelle families og nærmestes)
skyld gå meget langt for at beholde magten. Præsident Mubarak og hans nærmeste familie og
politiske allierede i den civile administration kunne på den baggrund som personer forventes at
agere ud fra egentlig frygt for egen sikkerhed. De kunne forventes at vælge politiske muligheder,
der ville tillade dem at bevare magtpositioner i statsapparatet, således at de ikke ville blive udsat
for repressalier fra nye magthavere. De ville med andre ord i den labile situation være disponeret
for handlemuligheder, der pegede i retning af status quo eller politisk genopretning.
Set i det store billede ville deres bedste chancer i den givne situation dermed være at kæmpe
mod realiseringen af den nye verdensordens normer til det sidste. Hvis de over årene havde haft
en mulighed for både at bevare deres position og at reformere sig frem mod en sikrere position
i forhold til de indre og ydre muligheder, var denne forpasset med opstandens udvikling. Da det
blev klart, at opstanden ikke kunne bekæmpes med fredelige midler, var det også blevet klart, at
tidspunktet for tilpasning var forpasset, og at USA heller ikke ville kunne gøre noget meningsfuldt
(hvis det hypotetisk blev antaget, at der var et sådant ønske) for at redde personerne ud af kniben.
Fra midt i opstanden må Mubarak-kredsen antages at have været modstandere af løsninger, der
kunne bringe den egyptiske stat ind i den nye verdensorden. De var fra at have overlevet i denne
på lånt tid blevet en gruppe af tabere, der højst kunne håbe på skadesbegrænsning.
Militærets ledelse var ikke på samme måde direkte truet. Det egyptiske militær er blevet opfattet
som legitimt i store dele af befolkningen og havde ikke under opstandens forløb handlet på en
måde, der kunne antaste dets ry. Der er heller ikke rapporteret om indre splittelse under opstanden.
Man må derfor gå ud fra, at ledelsen havde berettiget tillid til, at det kunne kommandere
relativt frit og stadig regne med, at ordrerne ville blive udført. Lederne med Tantavi i spidsen
kunne derfor, i overbevisning om personlig sikkerhed, handle mere langsigtet og uafhængigt af
situationens eventuelle farer end de civile ledere.
På den måde stod militærets ledere med en bredere palet af handlemuligheder set i relation til
den postrevolutionære situation. De kunne satse på en politisk genopretning, hvor opstanden blev
undertrykt med vold, og hvor de dermed kunne redde den civile del (præsident og bureaukrati)
af deres hidtidige ledende alliance, men prisen ville være tabet af militærets respektabilitet i det
brede samfund og ikke mindst et stærkt forandret forhold til USA (der næppe fortsat ville kunne
støtte det egyptiske militær i en situation, hvor det havde brugt sin position til at angribe landets
Forsvarsakademiet
33

34
egen befolknings repræsentanter). Denne pris må samlet set anses for at være meget høj, især
når der hertil skal lægges, at det egyptiske samfund ville være blevet sat i en position, hvor mange
udviklingsmuligheder i den nye verdensorden ville have været tabt. Politisk genopretning synes
derfor at have været den mindst sandsynlige strategi for militæret, der selv nemt kunne leve med
at se den civile del af styret gå, i tilfælde af at denne løsning ikke blev valgt.
Det må anses for sandsynliggjort, at militæret i starten af opstanden satsede på status quoløsningen.
At militæret blev sat på gaden, men med ordrer til ikke at skyde, peger i den retning.
Hvis militæret med ikke-voldelige midler kunne skræmme demonstranterne hjem, havde det været
en løsning, der havde kunnet tilfredsstille militæret: Den civile del af styret var blevet reddet, men
rystet, og militæret var blevet styrket, samtidig med at det kunne presse på for reformer, der ville
tillade det at udvikle sig i verdensordensforenelig retning. Imidlertid var dette første valg måske
nok i overensstemmelse med de indre statslige styrkeforhold, men det blev ramt af realiteterne
uden for staten: Demonstranterne var stærke nok til ikke at lade sig skræmme tilbage. Derfor
var denne mindelige status quo-løsning ikke farbar.
Militæret blev på den måde tvunget til at vælge den vej frem, der på den ene side hurtigt kunne
nå en udvikling, der svarede til militærets politik i øvrigt over for USA, men som ville ofre de civile:
Den nye verdensordens normer blev valgt som rettesnor. Militæret valgte en linje, der reelt isolerede
Mubarak fra hans stærkeste våben, og som også kom til at undergrave det civile bureaukrati
og dermed dets lederes magtbastioner. Sammenfattende var status quo-løsningen således den
fælles platform i starten af opstanden, mens vejene skiltes i forløbet: Præsidenten og de civile
bureaukrater hældede mod en politisk genopretning (der risikerede at isolere Egypten), og militæret
valgte en mere langsigtet, verdensordensrobust løsning.
Det personlige styres nederlag
Ved demonstrationernes start blev det med det samme klart, at demonstrationerne var vendt
mod både regime og præsident. Det vil sige, at Mubarak som både rolle og person var kilde til
utilfredshed. Hans afgang blev krævet, ligesom det blev krævet, at han blev stillet til ansvar for
sine handlinger i præsidentperioden. Hermed var personspørgsmål allerede fra begyndelsen af
processen sat på dagsordenen. Samtidig blev der også udtrykt kritik af fl ere andre politikere,
herunder indenrigsminister Habib el-Adly.
I starten blev situationen som nævnt opfattet som mulig at håndtere af statsapparatet i forening,
og der blev handlet på en måde, som langsomt optrappede indsatsen, i takt med at opstanden
bredte sig. Da militæret gik på gaden den 28. februar, var der stadig enhed i statens politik.
Imidlertid brast denne, da det viste sig, at militærets indsats ikke hjalp, og præsident Mubarak
begyndte at se indad på de øvrige ledere for at fi nde elementer af umiddelbar forandring, der
kunne imødekomme nogle af demonstranternes krav uden at risikere opløsning af staten. Hvis
Mubarak ville fortsætte selv (og det ønskede han tydeligvis), var valget egentlig let, for der var
kun to steder at se hen: til den civile administration og til militæret. Her valgte Mubarak at gå
efter den i situationen svageste part, hvilket var bureaukratiet.

Figur 1. Den egyptiske stats krydspres i opstandens indledende fase: kampen om statsmagten
Den nye verdensorden,
normer og USA:
Ydre pres
(Stat som enhed)
Bureaukrati Præsident Militær
Indre pres:
nvo-normer- og demonstranter
Omvendt valgte han at søge at knytte militæret tættere til sig, og den 29. januar blev chefen for
den generelle efterretningstjeneste, der formelt hørte under militæret, men refererede direkte
til Mubarak, udnævnt til vicepræsident (et embede, der i en lang årrække havde stået tomt). At
udnævne Suleiman til vicepræsident havde umiddelbart to fordele. Dels fi k præsidenten markeret
sin loyalitet over for militæret (Suleimann var tilknyttet det og havde gjort tjeneste i det hele sit
voksne liv), og dels må man formode, at det var en måde at øge sin og familiens sikkerhed på.
Mubarak tog så at sige Suleimann i ed på, at denne skulle overtage Mubaraks rolle som beskytter
af de nærmeste, hvis noget skulle ske. Suleimann viste sig dog ikke at være nogen stabil
garant for familien.
Det blev samtidig klart, at præsidenten ikke alene havde valgt militæret. Han begyndte også at gå
efter bureaukraterne i sit forsøg på at fi nde en orden, han kunne overleve på. Premierministeren
Ahmed Nazif blev afsat den 29. januar og afl øst af den tidligere luftfartsminister Ahmed Shafi k.
Indenrigsminister ElAdly blev ofret og efterfulgt i Shafi ks nye regering af Mahmoud Wagdy, der
som han selv havde en baggrund i politiet (Wagdy sad til 5. marts). Hermed var to af de aktører,
der havde været med til at personifi cere styret i de senere år, væk. Af disse fyringer havde El-Adlys
den største symbolske betydning, idet det var ham, der havde stået for den indre orden, og som
vreden over politiets (til forskel fra militærets) brutalitet var rettet mod.
Mubarak havde med afskedigelsen af den seneste regering grebet ind i situationen på en måde,
der gjorde det klart, at han ønskede at søge at ride stormen af, og at han ville gøre det gennem
en styrkelse af sikkerhedstjeneste og militær (og at han i øvrigt ikke i situationen kunne ramme
disse). Imidlertid viste det sig som nævnt, at militæret ikke turde satse på, at præsidentembedets
bestyrer var stærk nok til at redde situationen. I stedet for at støtte mand og embede støttede
militæret i sin erklæring fra 31. januar i stedet folket som den retmæssige ’farao’, hvilket kun
kunne læses som en kritik og delvis undsigelse af Mubarak. Militæret var på dette tidspunkt formodentlig
klar til at forsøge at gå enegang som udøvende statsmagt. De gamle bureaukrater var
væk, og præsidenten var svækket. Tilbage stod militæret som den organisatoriske kraft i staten,
der ved at påtage sig ansvaret for den samfundsmæssige orden kunne skabe både ro og plads
til fornyelse. Den 4. februar greb militæret ind på demonstranternes side, den 10. blev Mubarak
selv fjernet, og den 11. blev det bekendtgjort, at Tantavi og militæret havde taget magten. Det
Forsvarsakademiet
35

36
havde derved ikke alene vundet over Mubarak, men også ’overtaget’ den sejr over de gamle bureaukrater,
som Mubarak allerede havde vundet ved regeringsskiftet under opstanden. Tantavi
og militæret stod dermed alene tilbage som den vindende part i den interne organisatoriske
magtkamp, der havde udspillet sig bag kulisserne i den egyptiske stat under opstanden.
I opstandens efterspil udnævnte Tantavi, der nu var fungerende præsident, den 3. marts sin egen
regeringschef, Essam Sharaf, til afl øser for Shafi k. Sharaf havde været politisk uafhængig siden
2005, hvor han som medlem af Nazif-regeringen i 2004-5 havde været transportminister, til han
trak sig efter uenigheder. Hans legitimitet som premierminister var især, at han angiveligt var til
stede og aktiv på Tahrirpladsen under opstanden, og han var derfor blevet anbefalet af repræsentanter
som en mulig premierminister i en overgangsregering. Sharaf talte på Tahrirpladsen
umiddelbart efter sin udnævnelse den 4. marts for at give støtte til demokratisering og mane til
ro, tålmodighed og støtte til den nye regering. Som ny indenrigsminister, der ville komme til at
stå med ansvaret for den indre orden og politiarbejdet, udnævnte Sharaf den 5. marts Mansour
el-Assawy, der som sin forgænger i El-Adlys regering var politiuddannet.
Man kan tage for givet, at Sharafs udnævnelser var afklaret med militæret. Ved sammensætningen
af den nye statslige ledelseskonstellation blev de nye reelle forhold gjort offi cielle. Militæret var i
spidsen og havde kontrol med præsidentposten, en civilt uddannet teknokrat var premierminister
(en reelt meget svag stilling), og det – inden for den civile regerings rammer – stærke Indenrigsministerium
havde igen fået en politimand som leder. Med denne konstellation var det lykkedes
militæret at skabe en i hvert fald midlertidig ledelse af staten, der havde kunnet tilfredsstille
demonstranterne foreløbigt, samtidig med at udlandet med USA i spidsen så velvilligt til.
Figur 2. Det egyptiske militærs politiske miljø i den egyptiske opstands sene fase: kampen om
magten i staten
Præsidenten
Demonstranterne Militæret
USA
Bureaukratiet
Militæret valgte at forsøge sig med en alliance mellem sig selv, USA og demonstranter, samtidig
med at det vendte sig mod præsident og bureaukrati. I den gamle koldkrigsalliance havde
militæret bakket præsidenten og bureaukratiet op i forhold til at holde staten sammen som en
enhed vis a vis befolkningen, samtidig med at det søgte sin egen alliance med USA. Alliancen
med USA blev bevaret i den nye situation på bekostning af præsident og bureaukrati og til demonstranternes
fordel.
Baggrunden var, at militæret med det pres, som demonstranterne havde sat staten under, ikke
kunne rykke tilbage til en voldelig undertrykkelse af opstanden, da USA pressede på fra den

anden side: Det vil sige, at det egyptiske militær stod ’mellem en klippe og et hårdt sted’. En voldelig
løsning ville muligvis have ødelagt alliancen med USA på længere sigt, og under antagelse
af, at militæret hellere ville bevare alliancen med USA end den med præsident og bureaukrati,
måtte det acceptere at udskifte de nationale alliancepartnere. Militæret havde først satset på at
holde Mubarak ved magten og måtte altså også ændre politik for at få en ny alliance på plads,
der ville kunne holde det i en central position. Dette kursskift viser, at selv militæret som den
stærkeste kraft ikke var almægtigt. Det var ikke stærkere i situationen, end at det kunne fl yttes.
Det var til gengæld også så godt placeret på basis af tidligere politik og aktuel fl eksibilitet, at det
kunne udnytte situationen til at bringe sig i en ny position, der måske vil vise sig at være mere
fremtidssikret end den gamle.
Det pres, som demonstranter og USA lagde på militæret, blev via militærets taktiske valg således
gjort til et pres på præsident og administration, som disse brød sammen under. Samtidig blev
der givet indrømmelser til demonstranterne, mens præsident og indenrigsminister blev sat under
anklage (samtidig blev de nye kapitalisters mand Gamal også tilbageholdt, hvilket blot var endnu
en gevinst i det interne politiske spil). I praksis gjorde militæret sig til formidler af en alliance
mellem USA og de egyptiske demonstranter, der alligevel delte normer om liberalt demokrati og
umiddelbare interesser i en reform af det politiske system i Egypten.
På den baggrund kan man opsummere, at den umiddelbare vinder blev militæret (samt demonstranterne
og USA), mens de umiddelbare tabere blev præsidenten og bureaukratiet (samt de
nye kapitalister). Islamisterne kom af med Mubarak, men mistede til gengæld deres rolle som
den naturlige opposition og må vel nærmest anses for en slags ’moderat tabende’ part. Denne
fordeling vil ikke nødvendigvis holde. Man må fx forvente, at de nye kapitalister igen vil komme
tættere på den politiske magt, men også at det sker under andre former end under Mubaraks
styre.
Forventningen må være, at militæret vil sigte mod en fremtidig magtkonstellation, der kan være
bæredygtig under den nye verdensorden ved at stå som garant for gennemførelse af de lovede
valgrunder. Dette vil lede frem til en stat, hvor parlament og præsident bliver folkevalgte og derved
får legitimitet i forhold til administrationen, hvorved militæret vil kunne trække sig tilbage
til relativ inaktivitet, mens det samtidig forbeholder sig mulighed for at gribe ind, hvis de nye
centrale beslutningstagere overskrider grænserne for dets alliance med USA. Dette vil give en ny
magtkonstellation i den egyptiske stat, der nærmer sig den tyrkiske model, hvad angår militærets
rolle. Det vil også være en model, hvor der bliver plads til, at partier, der accepterer det liberale
demokrati, vil kunne kæmpe åbent og i den forstand uden indblanding fra ’militære særinteresser’.
Det vil med andre ord give plads til den nye verdensordens normer, men formodentlig fraselektere
politiske strømninger, der antages at ville udfordre disse, hvilket i den konkrete situation primært
vil sige fundamentalistiske islamistiske strømninger. Der vil blive plads til moderate islamistiske
partier, der som det moderate tyrkiske regeringsbærende AKP arbejder inden for en ramme, der
anerkender og bruger det liberale demokratis retningslinjer som styreform. På den måde synes en
’tyrkisk løsning’ at ligge inden for det egyptiske militærs rækkevidde i dag, og man må formode,
at det er en løsning efter disse retningslinjer, det søger at opnå.
Forsvarsakademiet
37

38
På denne baggrund kan man fremstille en forventning til de fremtidige magtforhold i overensstemmelse
med socialiseringstesen i nedenstående tabel:
Tabel 4. De indre magtforhold i den egyptiske stat i en hypotetisk demokratiserende fase ifølge
socialiseringstesen
Demokratiserende
fase
Bureaukratiet Central statsledelse Militær
Professionaliserende,
fortsat pres fra nye kapitalister,
men på demokratiserende
præmisser
Præsident og parlament
(folkevalgte)
’Neutralt’, fortsat professionaliserendedemokratimanager
– potentiel ny regimegarant
Militæret som institutionel demokratiseringsmanager
Som afslutning på denne del drøftes i det følgende de forventninger, man kan have til militærets
overordnede styring af den formelle politiske proces fra efteråret 2011 og frem til, at der eventuelt
bliver etableret et modent demokrati (den indholdsmæssige dimension drøftes i del 3).
Som nævnt indledningsvis er det antagelsen, at det vil tage to fulde valgperioder at etablere et
modent demokrati. Ingen ved i dag, hvor lang en valgperiode bliver i det nye Egypten, eller under
hvilke betingelser der eventuelt kan udskrives valg i landet, da der endnu ikke er vedtaget en
grundlov, der vil blive bindende. Med udgangspunkt i situationen i dag kan man dog forvente,
at der senest i 2013 vil være afholdt parlamentsvalg, folkeafstemning om en ny forfatning og
præsidentvalg. Lægger man dertil fem år, fås der en periode frem til 2018, før man kan vurdere,
om den aktuelle fase virkelig var en demokratiseringsfase, eller om det blot var en ny, meget
turbulent variant af det autoritære regime. Under forudsætning af, at der sker en fortløbende
verdensordenstilpasning under militærets ledelse, kan man imidlertid med mindre ambitioner
om præcisering hævde, at militærets rolle som demokratiseringsmanager antagelig vil vare frem
til omkring år 2020. Denne tidsramme vil give plads til enkelte forsinkelser i processen, og det
vil ikke være usandsynligt, at der kan forekomme sådanne.
Som det er fremgået, er forventningen, at militæret, der i dag er det centrale, mest magtfulde
statsorgan, vil blive demokratiseringsmanager i den kommende fase, hvor en overgang fra opstandens
midlertidige magtforhold til tilpasning til den nye verdensorden skal iværksættes. Det
vil sige, at militæret bliver den primære kraft i planlægningen og iværksættelsen af en eventuel
overgangsproces i Egypten, der skal overføre den centrale politiske magt fra militæret til civile.
Disse forventninger til den kommende proces stiller fl ere naturlige spørgsmål: Hvilke faser vil
processen få, hvilken rækkefølge vil de store begivenheder komme i, og hvornår vil den blive
gennemført?
Der kan naturligvis ikke svares præcist på sådanne spørgsmål. Dels er der allerede mange usikkerhedsfaktorer,
og dels kan der endnu komme overraskelser, der ændrer spillets regler: Feltmarskal
Tantavi kan fx falde bort, hvilket kan medføre magtkampe inden for militæret, og/eller militæret
kan miste overblikket og begynde at ændre kurs i stresssituationer, hvis der kommer fl ere tilfælde
som Masparo-episoden, hvor der i Kairo den 9. oktober 2011 blev dræbt omkring 30 og såret
300 mennesker i et sammenstød mellem kristne demonstranter og militæret. Hvad man kan
gøre, er at se på, hvordan de institutionelle spørgsmål stiller sig i relation til militærets position i

de givne og eventuelle fremtidige styrkeforhold. Det vil give nogle fi ngerpeg om, hvordan militæret
vil stille sig i forhold til spørgsmålene om de institutionelle aspekter af overgangsprocessen. Det
vil sige, hvordan det vil udfylde den overordnede del af rollen som demokratiseringsmanager på
den formelle processtyringsdimension.
Umiddelbart skal processen startes med parlamentsvalg i november, men valgene foregår på
usikre præmisser, for de opstillede kandidater ved i dag ikke, hvilket retsligt grundlag parlamentet
kommer til at fungere på, eller hvilke handlerammer militæret vil være indstillet på at give.
Det vides dog, at en af de bundne opgaver bliver at sammensætte et råd, der kan forberede et
forfatningsudkast, der skal sendes til afstemning.
Set som demokratiseringsproces har ’det egyptiske forår’ allerede haft fl ere elementer: Der er sket
en magtforandring i staten (fra præsident til militær), der har været afholdt en folkeafstemning,
og der har været mindre ændringer, der har givet militæret en vis legalitet (og dermed formel
legitimitet), og der er kommet lempelser i fx ytrings- og organisationsreguleringen, således at der
er skabt en forudsætning for, at de organisatoriske forhold frem til de næste skridt kan forberedes.
Der er også kommet en udmelding om, hvornår den første runde af parlamentsvalg under
de nye forhold skal holdes, nemlig den 28. november.
På den baggrund kan det være nyttigt at se på, hvorledes militæret forestiller sig den fremtidige
formelle udvikling. Set som demokratiseringsproces i Mellemøsten under den nye verdensorden
er der nogle fortilfælde, der byder sig til som modeller, hvis man vil prøve at bringe orden i et
sådant forløb. Erfaringerne fra Afghanistan og Irak kunne ses som udgangspunkter, men som
det fremgår, er det ikke dem, der direkte har virket som inspiration. Ifølge denne model havde
man først en grundlovgivende forsamling, dernæst en folkeafstemning om grundlovsforslaget og
først derefter parlaments- og præsidentvalg. Den foreslåede egyptiske model ser ud til at blive:
parlamentsvalg, grundlovsafstemning, præsidentvalg. Efter denne fase vil der ideelt set ikke mere
være grund til grundlovsafstemninger, og man vil være inde i et normalforløb med fortløbende
parlaments- og præsidentvalg.
I forhold til Afghanistan og Irak har Egypten et andet udgangspunkt, idet mange af landets
institutioner foreløbig fungerer i modsætning til situationen i Afghanistan og Irak ved starten
af overgangsprocessen. Militæret står også i en anden situation end magthaverne i de øvrige
tilfælde, hvor processen skulle iværksættes og garanteres under udenlandsk overvågning. Det
nationale militær står med andre ord stærkere og friere, end tilsvarende parter gjorde i de nævnte
tilfælde.
Militærets overvejelser i forbindelse med virkeliggørelsen af denne model for institutionsbygning
må formodes at tage udgangspunkt i tre grundpræmisser, hvor det for det første vil prøve at sikre
sin egen stilling på kort sigt (sit sammenhold og sin centrale placering), hvor det for det andet
vil søge at føre processen igennem på en måde, der vil være forenelig med den nye verdensordens
normer, og hvor det for det tredje vil forsøge at få kontrol med et eventuelt islamistisk
parlamentsfl ertal.
Hvad angår rækkefølgen af processens enkelte elementer (parlamentsvalg, grundlov og præsidentvalg),
vil en rækkefølge, der tager udgangspunkt i de mest ufarlige elementer, være mest
sandsynlig. Herved vil militæret netop have mulighed for at ’justere’ (udøve demokratiserings-
Forsvarsakademiet
39

40
management) undervejs. Det mest ufarlige af de tre hovedelementer vil være parlamentsvalget.
At sammensætte en forsamling, der er valgt af og repræsenterer befolkningen, vil i sig selv ikke
ændre de grundlæggende styrkeforhold dramatisk. Allerede nu har egypterne erfaringer med
en begrænset form for parlamentarisme, der godt nok har været meget kontrolleret, men som
har haft et vist spillerum til at stille kritiske spørgsmål til militæret. Selvom et parlament i den
aktuelle situation vil have mere gennemslagskraft end tidligere (og måske oven i købet til en vis
grad kan alliere sig med dele af bureaukratiet), vil det stadigvæk være Tantavi og det øverste
militære råd, der sidder med kontrollen over den udøvende magt. Inden for det nuværende de
facto-regelsæt vil militæret kunne kontrollere situationen (hvis det i givet fald ikke kan, vil det
være en afspejling af meget ændrede styrkeforhold, og i så fald ville de institutionelle spørgsmål
under alle omstændigheder blive sekundære). På den måde må afholdelse af parlamentsvalg og
samling af et parlament anses for den del af demokratiseringsprocessen, der lettest kan holdes
inden for militærets kontrol.
Udvikling af et grundlovsforslag og afholdelse af folkeafstemning vil herefter være det næste skridt
ud fra denne tankegang. Et præsidentvalg vil sætte spørgsmålet om den udøvende magt direkte
på dagsordenen, og hvis det kommer ud af kontrol, vil militæret (forudsat at dets topmål under
processen netop er at bevare kontrol) være tvunget ud i tiltag, der kan bringe det på kollisionskurs
med den nye verdensordens normer. Det kan føle sig tvunget til indgreb mod kandidater og undertrykkelse
af debattemaer, og der kan opstå civile uroligheder, der fremtvinger væbnede indgreb og
lignende. I forhold til en fredelig og kontrolleret overgang vil der derfor være større risici forbundet
med præsidentvalget end med en folkeafstemning om en grundlov. Samtidig vil indsatsen være
større. Et præsidentvalg kan i givet fald bringe militæret i modsætning til præsidenten, uden at
der er fælles retningslinjer for den fremtidige magtdeling, hvilket vil gøre situationen langt mere
labil. Omvendt vil en afstemning om en ny grundlov ikke på samme måde kunne ’løbe af sporet’,
fordi militæret kan udskyde dens afholdelse, til det er trygt ved, at det kan leve med det forslag,
der fremsættes. En eventuel forkastelse af et sådant forslag vil ikke kaste landet ud i magtkrise
med samme potentialer for konfl ikt som et præsidentvalg, men kun virke forlængende. Man
kunne også formulere det sådan, at militæret ved at vente med præsidentvalget længst muligt
også holder på præsidentposten længst muligt.
Dermed kan man forvente, at militæret også fremover vil satse på en rækkefølge, der svarer til
den, der p.t. er fremlagt. Set i lyset af de ovenstående overvejelser vil rækkefølgen (og dermed
muligheden for kontrol) være vigtigere for militæret end hastigheden, og hvad det sidste angår,
må man forvente, at militæret vil satse på en behersket proces. På denne baggrund kan man
antage, at militæret for det første er seriøst, når det siger, at det vil afgive regeringsmagten til
civile (det vil hellere dirigere bag kulisserne end regere direkte på scenen, og det vil anse det for
muligt at virkeliggøre denne vision gennem skabelse af et demokrati, der i første omgang vil blive
overvejende elektoralt), og at det for det andet vil forsøge at trække processen ud, således at det
er muligt at gribe ind med eventuelle justeringer undervejs. En forceret iværksættelse giver risiko
for uventede og uønskede udfald, men lang tids udsættelse slider på militærets troværdighed og
opbakning både hjemme og ude, hvorved denne proces gøres unødigt svær. Derfor har militæret
et incitament til at søge en mellemløsning, hvor man prøver sig frem mellem de to alternativer
(til forskel fra dele af oppositionen, der måske hellere vil satse på det momentum, som selve
opstanden har givet).

Det må videre antages, at militæret vil forsøge at inddrage de øvrige aktører i planlægning i stigende
grad, således at demokratiseringsprocessen, efterhånden som det eventuelt lykkes at komme
gennem de enkelte faser, bliver et resultat af, at fl ere aktører får den fornemmelse af ’ejerskab’,
det giver at have været med, hvor beslutningerne træffes. I hvert fald vil en sådan udvikling i
retning af interaktiv styring være mest i overensstemmelse med den nye verdensordens normer
og formodentlig også mest rationel i situationerne. Konsensus om de enkelte skridt i processen
vil gøre det muligt for militæret at træde ud af billedets fokus, i samme takt som ’government’
afl øses af ’governance’ i det politiske system i Egypten.
Forsvarsakademiet
41

42
Del 3. Forventninger til det egyptiske militærs politik i de kommende
valgperioder
I tilfælde af at der bliver indledt en institutionel reformproces i Egypten med valg i 2011, bliver
der indledt en ny udviklingsretning. Egypten kan blive en del af den nye verdensordens støtter,
eller det kan udvikle en model, der bliver mere ’islamistisk’, ’østvendt’ og oppositionel i forhold
til verdensordenen. Det følgende skitserer retningslinjerne for, hvordan man skal vurdere den
sandsynlige egyptiske udviklingsretning med udgangspunkt i det egyptiske militærs aktuelle
centrale position.
Militærets valg
De teoretiske forudsætninger kan kort opsummeres som følger: Det antages i udgangspunktet,
at det egyptiske militær er en rationel organisation. Hermed menes, at det opstiller mål og søger
midler, der passer til opfyldelse af disse mål. Det betyder ikke, at det også antages, at det handler
rationelt. Det kan tage fejl af sine muligheder og opstille urealistiske mål, eller det kan bruge
forkerte midler til opnåelsen af mål, eller det kan træffe beslutninger under iværksættelse af en
i øvrigt rationel politik, der modvirker målopfyldelsen (Waltz 1979, Olsen 1998). Dette forbehold
siger imidlertid blot, at det først efterfølgende vil vise sig, om en valgt politik i en konkret situation
også var rationel.
For det andet antages det, at militæret handler for at bevare sin enhed (Pollack, 1989). Dette er
en antagelse, der ligger i forlængelse af den første. Den siger simpelthen, at det for en organisation
som det egyptiske militær er et primært sigte at holde sammen på organisationen. 15 Der er
naturligvis ingen garanti for, at dette lykkes i konkrete situationer.
I forbindelse med det primære mål (at overleve gennem samling) antages det, at militæret har
en række andre hensyn at tage, der hver for sig kan bidrage til at bevare enhed, og som giver
det funktioner i forhold til det øvrige samfund. Disse kan opdeles i politiske og saglige (eller funktionelle)
hensyn. De politiske er i situationen at 1) bevare sin centrale position i egyptisk politik
(styrke i forhold til civile politikere i det centrale statsapparat og legitimitet i forhold til befolkning)
og 2) bevare et godt forhold til USA. De saglige, funktionelle hensyn er at 3) skabe ekstern sikkerhed
for Egypten og 4) skabe indre ro i Egypten.
(15) På arabisk fi ndes en forestilling, asabiya, der har haft en stor betydning for politisk identitetsdannelse.
Asabiya kan oversættes til ’sammenhold’ eller ’gensidig loyalitet’, idet der medfølger et element af
tvang over for andre end dem, der er omfattet, og dem, som bryder sammenholdet. Ifølge Abul-Husn kan
man give følgende oversættelser: ”social solidarity, group solidarity, group cohesion, common will, esprit
de corps, group feeling, group instinct, fanatical solidarity, the corporate will of the group, party spirit, community
ethos, socio-agnatic solidarity, fellow feeling, zeal and ardor, patriotism, tribal spirit, national spirit,
national feelings, party strength, power, support, communal ethos, and the vitality of the state” (citeret i
Dawahare, 2000). Tilsammen siger disse termer noget om, hvor omfattende en forestilling der er tale om,
og hvor central den kan være for udvikling af en gruppes identitet og vi-følelse. Dermed beskriver de også
den vægt, der lægges på sammenholdet i det egyptiske militær.

Konklusionerne på relateringen af forudsætningerne for militærets valg under opstanden er, at
det egyptiske militær har vist rationel, konsistent adfærd, dets topmål taget i betragtning. Det har
søgt at lægge en politik, der fulgte sammenholdslinjen i kombination med andre hensyn under
forløbet – samtidig med at enkelte delmål blev opgivet undervejs og nye indoptaget. Det har også
konkret vist sammenhold, i den betydning at der ikke er registreret nogen kendte politiske huller
i geledderne under forløbet (Stacher, 2011; 99).
Militæret har bevaret og udbygget sin centrale rolle i egyptisk politik. I dag er militæret den
egentlige centrale politiske aktør, og det har oven i købet fået de to centrale aktører i opgøret
med Mubarak til foreløbigt at slutte op om sin politiske linje. Både den liberale opposition og den
politiske islamisme anerkender i store træk militærets køreplan.
Det har også vist vilje til at være foreneligt med den nye verdensorden gennem sin vilje til ikke at
skyde og til at støtte demonstranter og demokrati, ligesom det besluttede at støtte overgangen
til demokrati ved afholdelsen af en folkeafstemning. Herved har det kunnet holde sin alliance
med USA (via det tætte samarbejde med USA’s militær) i en af de politisk vanskeligste perioder
i Egyptens moderne historie.
Egyptens ydre sikkerhed har ikke været truet i situationen, så militæret er ikke blevet testet på
denne dimension (om end man måske kan sige, at netop dette, at der ikke har været trusler trods
den indre svækkelse i perioden på den nationale sammenholdsdimension, og at ingen – de facto
Israel – har udfordret det, viser dets styrke – magten er klarest, når brug af styrke er fraværende,
som det er blevet udtrykt). Det har ikke fremstået som svækket i en grad, der indbød til at teste
styrkeforhold.
Det har imidlertid vist vilje til at opretholde indre ro i situationen. Selve dets tilstedeværelse blev
brugt som en del af forsøget på at genvinde kontrol fra regimets side, men det var først sent i
forløbet (4. februar), at det brugte egentlig (dog meget begrænset) styrke i processen, og denne
gang ikke som led i et forsøg på at redde regimet fra demonstranterne, men i et vellykket forsøg
på at fastholde civile politiske relationer ved at garantere fravær af vold mellem civile.
Samlet kan man sige, at det egyptiske militær i det store og hele levede op til de ovenfor opstillede
forventninger. Det vil sige, at det fortsat i udgangspunktet kan betragtes som en rationel aktør,
der er i stand til at indfri mål. Hvis denne antagelse skal fraviges, skal det være på baggrund af
nye erfaringer (eller nye data fra det skitserede forløb).
Endelig kan man registrere, at det egyptiske militær viste sig fl eksibelt: Det ændrede politik, i takt
med at dets opfattelse af styrkeforholdene ændrede sig under forløbet – det er vigtigt at huske
i vurderingen af dets politik i de kommende år. Man kan ikke nødvendigvis stole på dets konsistens
i forbindelse med delmål. At militæret skifter politik på et område, der vedrører centrale
magtforhold i Egypten, men ikke truer dets indre sammenhold, er muligt, ligesom det var muligt,
at det kunne svinge fra at støtte Mubarak til at afsætte ham. Derfor kan dets loyalitet over for
fx demokrati ikke tages for givet, men må vurderes fortløbende afhængigt af sandsynligheden i
de konkrete situationer. P.t. er det mest sandsynligt, at militæret holder denne linje, men det er
ikke den eneste sandsynlighed.
Forsvarsakademiet
43

44
Styrkeforhold og udviklingsretninger i de kommende egyptiske valg
Militæret skal i de kommende år spille sammen med en række andre aktører, som vil påvirke
den politiske situation, som militæret skal træffe sine valg i. Der fi ndes i et land med Egyptens
størrelse og situation en mangfoldighed af politiske aktører, der løbende træffer myriader af beslutninger.
Det er derfor nødvendigt at aggregere disse til håndterlige størrelser uden at gøre alt
for meget vold på virkeligheden. I praksis fi ndes der da også strømninger i den egyptiske politik,
der gør det muligt analytisk at reducere antallet af aktører i den situation, som militæret står i, til
nogle let identifi cerbare hovedstrømninger: politisk islam, liberale demokrater, de strømninger,
der vil udkrystallisere sig af det gamle NDP, og til en vis grad repræsentanterne for det kristne
Egypten. De to sidste strømninger bliver imidlertid af hver deres grunde sandsynligvis ikke kræfter
af afgørende betydning i de kommende styrkeprøver. 16 De to strømninger i det civile samfund,
som militæret for alvor skal forholde sig til, bliver altså islamismen og den politiske liberalisme.
Det er disses relative styrke ved de kommende valg og de udviklingsretninger for det egyptiske
samfund, de står for, der skal håndteres af militæret i en demokratiopbygningsfase.
I en historisk dimension kan man registrere, at der i egyptisk politik har været to hovedstrømninger
i spørgsmålet om landets udvikling: den ’vestvendte’ og den ’østvendte’, hvor de to termer
ikke direkte relaterer sig til den kolde krigs betydning af ordene, da de er af ældre dato, men til
spørgsmålet om, hvor ’moderniseret’ i (europæisk) kulturhistorisk forstand, Egypten skal være.
Den ’vestvendte’ strømning kan dateres tilbage til starten af det nittende århundrede, hvor
egyptiske ledere under indtryk af deres erfaringer med besættelse under Napoleonskrigene (jf.
forrige hovedafsnit) så, hvilke samfundsmæssige og teknologiske spring der var sket i Europa,
og indså, at de måtte kopiere i hvert fald nogle af disse, hvis de ville matche Europa sikkerhedspolitisk
i årene frem (Osman, 2010). Det vil sige, at den ’vestvendte strømning’ så mod Europa
og mente, at en form for europæisering måtte være målestokken for succes. Omvendt mente
’de østvendte’, at Egyptens fremtid lå i at se mod de klassiske mellemøstlige lande, hvor landet
lettere ville kunne hævde sig. Generelt har de regeringsbærende eliter været vestvendte. Nasserismen
støttede sig ganske vist i en periode til Sovjetunionen, men netop som eksempel på
en ’moderniseret’ stat, af hvis fremskridt man kunne lære noget, og som man kunne alliere sig
med for at opnå støtte i en grad, som ingen af de mellemøstlige stater kunne give. I den aktuelle
fase repræsenterer de liberale strømninger især vore dages ’vestorientering’, mens islamisterne
repræsenterer det østvendte synspunkt.
De civile strømninger: islamisme og liberalt demokrati
Det Muslimske Broderskab var i mange år den ’naturlige’ opposition til det egyptiske styre. Andre
strømninger uden for NDP og dets forgængere (der grundlæggende var det samme parti, nemlig
præsidentens) var af marginal betydning. Man kunne fremstille Egypten under Mubarak som et
land med et reelt topartisystem – med de tre forbehold, at det ene parti var forbudt, at det andet
havde monopol på regeringsmagten, og at der ikke var frie valg.
Broderskabet blev dannet i 1920’erne som en organisation for oplysning om og indøvelse i islamisk
livsstil og udviklede sig senere til en bevidst politisk opposition. Det udviklede sig også til
en landsomfattede organisation, som også blev efterlignet i andre mellemøstlige lande. I Muba-
(16) I situationer med stor stemmelighed kan fx de kristne dog blive udslagsgivende, men konsekvenserne af dette
er en debat, der skal tages i en anden sammenhæng.

aktiden blev broderskabet tålt som en bevægelse, der kunne have en eksistens som kulturel og
social kraft, men som måtte acceptere at fraskrive sig muligheden for at arbejde direkte politisk
som opstillingsberettiget parti til gengæld for at kunne udøve sine øvrige aktiviteter.
Broderskabet udviklede over årene det mest omfattende alternativ til det eksisterende regime
med en politik til ethvert område af tilværelsen, og det blev også omvendt set som den største
egentlige politiske trussel. I forhold til de mere ekstreme dele af den islamistiske opposition blev
broderskabet imidlertid opfattet som et mindre onde, der måske oven i købet kunne anvendes
politisk af regimet til at inddæmme truslen fra voldelige grupper, der ikke som broderskabet
søgte en ’offi ciel’ status, men som tværtimod arbejdede under jorden. Steven A. Cook har således
foreslået at se forholdet mellem broderskabet og militæret som noget, man kunne kalde en
’påtvunget symbiose’: ”Although Egypt’s political leaders grew concerned over the brotherhood’s
efforts, there is evidence to suggest that they believed the organization’s continued presence
in the political arena served their own overall objective, which was to drain away support for
violent Islamist extremist groups.” (Cook, 2007; 78). Man kunne trække Cooks tankegang lidt
længere ved at sige, at regimet gennem overvågning og kontrol sikrede, at broderskabet fi k en
slags ’monopol’ på islamistisk opposition, mens det til gengæld tiltrak kræfter, der ellers kunne
være gået til egentlige ekstremister, og således lettede tilværelsen for regimet. Denne tolkning
deles af Shanin (2010; 113).
I perioden umiddelbart efter den kolde krigs slutning opnåede bevægelsen den hidtil største
indfl ydelse, hvor den fx kunne overtage fl ertallet i forskellige professionelle organisationer som
lægernes, tandlægernes, lærernes og ingeniørernes foreninger. At broderskabet kunne få fl ertal
hos advokaterne i 1992, viste dets organisatoriske styrke og blev også anledning til, at regimet
begyndte igen at forholde sig mere offensivt til dets tilsyneladende stabile fremmarch i samfundets
institutioner.
I forlængelse af begivenhederne i Algeriet i 1991, hvor konfrontationer mellem regering og islamister
havde kostet mange livet, begyndte regimet igen at se med bekymring på broderskabet
og de gevinster, det trods alt havde fået i det civile samfund. Da der kunne registreres et mindre
opsving i terroraktiviteter i Egypten i 1992, begyndte regimet at stramme grebet om broderskabet,
og der blev fængslet en del fremtrædende medlemmer for at advare organisationen om ikke at
udnytte sin succes for meget. På den baggrund blev forholdet mellem regering og broderskab
anspændt, men i den sidste del af Mubaraks regeringstid syntes der at have været en form for
balanceret forhold mellem de to poler, der byggede på en gensidig forståelse af, hvor langt man
hver især kunne gå.
I perioden 2004 og 2005 var der et opsving i Det Muslimske Broderskabs aktiviteter i forhold til
udfordring af regimet gennem fremsættelse af krav inden for en overvejende liberaldemokratisk
ramme og organisation af demonstrationer. Ismael og Ismael (2011) forklarer dette opsving i
aktivitet med ændringerne i den amerikanske politik efter september 2001, hvor den stiltiende
accept af Mubaraks regime blev afl øst af åben kritik af de autoritære styreformer. Mubarakregimet
søgte af tage brodden af dette skifte i USA’s holdning gennem begrænsede skridt i retning
af demokrati, og ifølge Ismael og Ismael var det hulheden i disse reformer, der fi k broderskabet
på gaden igen.
Forsvarsakademiet
45

46
Den fornyede aktivitet fi k i en periode igen regimet til at slå ned på ledende medlemmer. Imidlertid
anerkendte parterne i denne fases konfl ikt hinanden: Mubarak accepterede offentligt broderskabets
ret til politisk aktivitet (dog stadig ikke som parti), og broderskabet gentog, at det ikke
havde til hensigt at forsøge at vælte styret. Cook (2007) konkluderer, at situationen ikke indebar,
at broderskabet fi k frit spil, men at det indrettede sig efter de givne betingelser (det autoritære
Mubarakstyre), og at det søgte at bruge mulighederne for at skaffe sig indfl ydelse inden for denne
ramme uden at udfordre ved at prøve grænser af. Omvendt søgte styret gennem kosmetiske
udviklinger af det politiske system at skabe rammer, hvor i det mindste dele af oppositionen
kunne komme til orde under valgkampe og i parlamentet. For broderskabet betød det, at enkelte
medlemmer kunne opstille til valg som selvstændige kandidater, selvom bevægelsen ikke kunne
opstille med status af parti på en fælles liste. Shanin (2010) påpeger på den anden side, at i
den udstrækning broderskabet var tilbageholdende, var det, fordi det ikke ville risikere at ofre
sin organisation i en fase, hvor der tilsyneladende ikke var støtte fra andre dele af oppositionen
til et opgør med Mubarak (Shanin, 2010; 113). Bradley antyder, at broderskabet ikke var mere
aktivt i forsøgene på at vælte Mubarak, fordi det ikke følte sig stærkt nok til at vinde magten efter
hans eventuelle fald og derfor fredede regimet, indtil det kunne skaffe opbakning nok til at være
sikker på at vinde et efterfølgende valg (2010; 70). Der er således forskellige variationer af forklaringen
på, hvorfor broderskabet har været tilbageholdende, men deres fælles træk er fokus på
usikkerheden vedrørende organisationens styrke. En sammenfattende formulering kunne derfor
være, at broderskabet ud fra en rationel kalkule havde til hensigt at holde en offensiv med fuld
styrke tilbage, indtil styret var svækket (og eventuelt presset udefra), og det selv stod stærkere i
forhold til en overgangssituation.
Op til opstandens begyndelse i 2011 blev Det Muslimske Broderskab opfattet som den vigtigste
opposition, men som forløbet skred frem, viste det sig, at det tilsyneladende ikke havde haft
monopol på dissens, og at der i dets skygge var vokset en anden type opposition op, der var
mere i takt med tiden og muligvis endda mere effektivt organiseret (om end med andre midler)
end broderskabet. Broderskabet afstod med det samme fra at prøve at overtage kontrollen med
opstanden, men stillede sig tilfreds med at stille sine medlemmer frit til at deltage, som de ville.
Måske var dette også en klog beslutning, der kunne udvide bevægelsens handlerum på længere
sigt, og under alle omstændigheder kom bevægelsen ikke til at spille hovedrollen i den proces,
der kom til at vælte Mubarak.
Siden midten af forrige årti har den islamistiske opposition i Egypten fået konkurrence fra en ny.
Det Muslimske Broderskabs opposition er grundlagt på islam som livsform og politisk projekt
for samfundsdannelse. Denne tankegang blev sammenfattet i sloganet ’Islam er løsningen’.
Imidlertid begyndte der at udkrystallisere sig en ny opposition i 2004, der var baseret på andre
normer. Denne opposition fokuserede på politiske rettigheder, og dens måde at formulere sig
på lå overvejende inden for den nye verdensordens rammer, hvad den islamistiske opposition
ikke nødvendigvis gør, når den sætter religiøse principper over politiske friheder og menneskerettigheder.
Den nye klasse repræsenterede en form for politik, der søgte at tilnærme Egypten
den nye verdensorden på det økonomiske område, men adskilte sig ikke fra styrets traditionelle
retorik på den politiske side. Med den nye opposition kom den politiske side af verdensordenen
længere frem på den offentlige dagsorden i Egypten: Krav om liberalt demokrati gennem reform
af den politiske dagsorden blev fremført gennem forskellige nye gruppers agitation.

Den mest kendte bevægelse inden for denne liberaldemokratiske opposition blev Kifaya (ordet
betyder ’nok’). Siden august 2004 har den stået for en kritik af det egyptiske styre på et sekulært
grundlag og fremsat krav, hvis indfrielse skulle føre Egypten i demokratisk retning. I december
2004 begyndte Kifaya at organisere demonstrationer, der skulle skabe opmærksomhed om kravene,
og disse bredte sig fra Kairo til en række andre byer. De umiddelbare krav handlede om stop
for den undtagelsestilstand, som Mubarak indførte i 1981, afslutning af regimets monopolisering
af den centrale politiske magt og ændringer af forfatningen. 17 Desuden understregede organisationen,
at udenlandske kræfter skulle holdes ude af reformprocesser i Egypten. Bevægelsen var
mest tænkt som en overbygning på en række selvstændige organisationer, der i bred forstand
tilhørte oppositionen i Egypten, men som ikke var tilfredse med de partier, der havde fået offi ciel
godkendelse til opstilling til parlamentsvalg. Der var ved siden af nasserister, liberale og socialister
også islamister blandt støtterne, men de krav, bevægelsen støttede, var af ren sekulær art.
Kifaya kom fl yvende fra start og skabte opmærksomhed om sine krav. Bevægelsen toppede
dog hurtigt som organisator af oppositionen. Dels kom den under angreb fra forskellige andre
oppositionsgrupper, herunder dele af Det Muslimske Broderskab, der mente, at dens krav var
for brede og også frygtede, at bevægelsen ville undergrave broderskabets egen opbakning. Dels
blev Kifaya ramt af interne splittelser og syntes at sygne hen efter 2006. Selve bevægelsen blev
anslået at have 20.000 medlemmer i 2008 (Shahin, 2008), men har haft en gennemslagskraft
i forhold til at få et liberaldemokratisk alternativ til både regimet og Det Muslimske Broderskab
sat på dagsordenen, der er langt større, end dette ret beskedne antal antyder.
Ved siden af Kifaya opstod der også andre liberaldemokratiske initiativer i perioden op til parlamentsvalget
i 2005. En gruppe, National samling for demokratisk overgang, søgte at samle de
forskellige legale oppositionspartier omkring en fælles platform, der skulle kunne give Mubaraks
NDP en samlet opposition og derved vise befolkningen et egentligt alternativ. Det lykkedes dog
ikke denne bevægelse at slå igennem, og i stedet blev den legale opposition organisatorisk atomiseret
og politisk diffus. En gruppe dommere søgte at bruge deres status og stilling (hvor de
forventedes at stille sig til rådighed som en slags eksperter under valgene) til at kræve bredere
demokratiske rettigheder. Deres initiativer bar ikke megen direkte frugt, men til gengæld blev
enkelte stillet for retten. Også andre faggrupper dannede politiske organisationer, der på lignende
vis søgte at forbinde deres faglige ekspertise med krav om demokratisering.
Året 2005 blev på den nationale scene præget af, at styret organiserede en række afstemninger
og valg. Der blev således afholdt folkeafstemning om nye regler for præsidentvalg, der tillod
fl ere kandidater at stille op (uden dog at give fuld frihed til opstilling), samt både præsident- og
parlamentsvalg. Valgene var på ingen måde demokratiske, hvilket også afspejledes i den lave
valgdeltagelse, men var dog udviklinger i en demokratiforberedende retning. En folkeafstemning
i 2007 med meget lav deltagelse gav accept til en række politiske stramninger, der styrkede
præsidentens position, og gjorde det formelt sværere at være opposition i Egypten.
(17) Ismael og Ismael (2011; 368) sammenfatter bevægelsens krav, sådan som de blev fremført under regeringspartiet
NDP’s kongres i september 2004, således: ”an end to the state of emergency, a constitutional amendment to allow for the
direct election of the president from among competing candidates and a limit of two fi ve-year presidential terms; free elections
under judicial supervision; greater freedom to establish political parties; a loosening of the government’s control over
unions, syndicates and civil society groups; and an end to the ruling party’s dominance in the state media.”
Forsvarsakademiet
47

48
I tiden op til parlamentsvalget i november 2010 blev der igen fremsat krav om demokratisering
efter samme retningslinjer, som allerede er nævnt i forbindelse med 2005-valget. Et af de mere
kendte blev Mohamed ElBaradeis initiativ, der fremsatte en række krav til valget, hvoraf nogle var
meget specifi kt egyptiske, men hvor de tungere almene krav alle lå inden for en liberaldemokratisk
horisont. Han krævede således afslutning på undtagelsestilstanden, internationale valgobservatører,
sikring af kandidaternes adgang til medier, lige ret til opstilling, og at der blev arbejdet
frem mod et egentligt demokratisk politisk system. Sådanne krav blev også rejst fra andre sider,
men de fi k ikke megen indfl ydelse på selve valget, der blev afgjort inden for den autoritære stats
rammer og i øvrigt blev præget af omfattende boykot, blandt andre af Det Muslimske Broderskab,
der dog deltog i første valgrunde, men boykottede den anden. Valget fi k reelt ingen betydning,
da det først blev afsluttet i december. Umiddelbart efter valget begyndte opstanden i Tunesien,
der hurtigt bredte sig til Egypten, hvor den fi k et hurtigt og intenst forløb i perioden fra 25. januar
til 11. februar 2011.
Den liberaldemokratiske opposition var vokset frem i årene op til opstanden, og der havde således
været en form for ideologisk forberedelse til et opgør med regimet på nye, ikke-islamiske præmisser.
I forbindelse med at også Det Muslimske Broderskab i en periode var mere radikaliseret end
det havde været siden 1992, kan man konkludere, at der i det halve årti op til opstanden havde
været tegn på, at forholdet mellem regime og opposition i Egypten havde været mere labilt end
normalt.
Militæret som aktør og formidler i forhold til de store valg
De to strømninger skal i de forestående valg, og givetvis også i årene indtil de næste valgrunder,
kæmpe om magten i det egyptiske civile samfund. Militærets aktuelle stilling taget i betragtning
vil de to strømninger ikke opnå en magtstilling i det egyptiske samfund, der helt ligner den, regeringer
og de politiske strømninger, de bygger på, har i modne demokratier, men de vil blive så
magtfulde, at militæret er nødt til at regne med dem som helt centrale udfordrere til sin position
og politik. De vil dog som strømninger være svækkede af, at de skal vinde både præsident- og
parlamentsmagt for at kunne bringe deres fulde styrke ud i aktiv politik. På den måde vil der
fremover være et relativt kompliceret politisk spil i gang i den egyptiske overgangsproces, hvor
man må sondre mellem de civile samfunds primære agenter, liberale og islamister, og en statslig
aktør, militæret, der uanset valgenes konkrete udfald vil sigte mod en central placering. Militæret
vil under alle omstændigheder blive ’tovholderen’ i overgangsprocessen (jf. forrige afsnit).
Det egyptiske militærs offentlige holdning til de aktuelle politiske begivenheder omkring 11. februar
er værd at opholde sig ved. Militæret lovede ophævelse af den undtagelsestilstand, der har
været gældende siden mordet på den forrige præsident Sadat og Mubaraks tiltrædelse i 1981.
Der blev også lovet støtte til demokratiske valg til september. Dette var formodentlig så langt,
som militæret kunne gå i retning af at imødekomme de politiske aktører i den aktuelle situation
og samtidig fremstå som neutralt og hævet over særinteresser. Alle fi k lidt, alle skulle give lidt:
Demonstranterne skulle gå hjem, men ville få valg. Islamisterne skulle holde mund, men ville få
friere politiske rammer. Nogle af den civile regerings medlemmer skulle blive siddende, men ville
blive afsat. Gevinsten på mellemlangt sigt for demokraterne i Egyptens civile samfund (og i det
internationale samfund) var, at der i overensstemmelse med denne udmelding, som dybest set
indeholder en ideel køreplan for en fredelig overgang til et mere demokratisk regime, ville blive
tid til at forberede valg og danne partier med garanti fra militæret.

Islamisternes halve sejr: Islamisterne holdt lav profi l under januars og februars politiske begivenheder.
Mere specifi kt stillede broderskabet sig på demonstranternes side og afholdt sig fra at stille
specielle ’islamistiske’ krav. Det har hidtil blot krævet demokrati som resten af bevægelsen og
har organiseret sig i partier ved siden af selve broderskabet som organisation, uden dog endnu
at opløse det (men dette kan selvfølgelig komme i form af egentlig splittelse i en senere fase). Det
har herved støttet regeringens afgang og holdt muligheden åben for, at det vil kunne vinde stor
indfl ydelse via valg på baggrund af sin folkelige opbakning og organisatoriske styrke. Samtidig
havde det med militærets løfte om at ophæve undtagelsestilstanden allerede vundet stort på
forløbet, for undtagelseslovgivningen har i høj grad været rettet mod netop broderskabet.
At islamisterne nu får friere muligheder for at blande sig i debatten og organisere deres tilhængere,
er formodentlig deres største delsejr hidtil. Fra et demokratisk synspunkt kan man hæfte sig ved,
at denne sejr er kommet i stand ved deres moderate adfærd under demonstrationsfasen. Havde
de krævet islamistiske mål i front og optrådt voldeligt og truende i forhold til myndigheder og
sekulære demonstranter, havde de efter al sandsynlighed gjort det umuligt for militæret at love,
at undtagelsestilstanden ville blive ophævet, og at den statslige repression ville blive lempet.
Den lære, som de selv kan drage af denne proces, er med andre ord, at tilbageholdenhed og
moderation har kunnet betale sig. Hvis den institutionelle reformproces virkelig bliver iværksat,
vil denne erfaring styrke den moderate del af strømningen i tiden frem til valgene i september.
Det må antages, at der vil opstå splittelse blandt islamisterne, men at den generelle strømning
blandt dem efter valgene vil gå i den moderate retning (også fordi militærets fortsat centrale
placering vil gøre det realpolitisk mest sandsynligt).
Den liberale oppositions muligheder
Under opstanden har den liberale opposition været mere synlig i opgøret med Mubarak-regeringen
end islamisterne. Det har til dels været en overraskelse, da den islamistiske opposition er blevet
opfattet som meget velorganiseret, mens de liberale kræfter har været opfattet som svækkede.
De mest udbredte krav til regeringen har været sekulære og rettet mod Mubarak og regeringen
og for politisk demokratisering og frie valg. Dagsordenen for oppositionen har på den måde været
domineret af de liberaldemokratiske idealer.
Ligesom islamisterne vil den liberale oppositions fortalere få det lettere under reformprocessen.
Imidlertid må man trods alt forvente, at islamisterne vil komme mere i offensiven uden den
begrænsning, som undtagelseslovene har sat. Først i de kommende år vil de reelle politiske
styrkeforhold set med demokratiske øjne komme frem i lyset. For de liberale må man forvente,
at hovedmodstanderen i en periode vil skifte fra at være regeringen til at blive den islamistiske
strømning. Her kan man ikke udelukke, at de liberale og militæret vil være alliancepartnere, da
et militær, der vil bevare sin stilling i en demokratisk overgangsproces, vil være skeptisk over for
islamisterne, der ses som en kraft, der snarere vil trække Egypten i en udviklingsretning som den
iranske til forskel fra den tyrkiske. Eventuelle regeringsbærende islamister (eller grupper heraf)
kan på længere sigt forventes enten at ville forsøge at tage direkte kontrol med det nuværende
militær eller at forsøge at køre det ud på et sidespor for i stedet at satse på at opbygge deres
egne privilegerede elitestyrker a la den iranske revolutionsgarde. De liberale kan i stedet tilbyde
et partnerskab, hvor regeringen uddelegerer forsvarsspørgsmål til et professionelt militær under
demokratisk lovgivning med en mere moderne arbejdsdeling som i NATO-modellen. Man kan på
den baggrund spørge, hvordan Egypten kan tænkes at udvikle sig i forhold til de normer, der gælder
Forsvarsakademiet
49

50
i den nye verdensorden (nedenfor nvo): Vil det blive skeptisk eller neutralt (i den betydning, at det
kan leve med disse normer uden at bidrage til deres udvikling) eller indgå som en fremadrettet
kraft i forhold til disse normers realisering? På baggrund af ovenstående kan man sammenfatte
mulighederne i de kommende års egyptiske politik i nedenstående tabel.
Tabel 1. Styrkeforhold og udviklingsretninger i de kommende egyptiske valg
Moderat islamistisk præsident Liberaldemokratisk præsident
Moderat islamistisk parlament nvo-skeptisk nvo-neutral
Blandet parlament nvo-neutral nvo-neutral
Liberalt parlament nvo-neutral Fuldt nvo-forenelig
Tabellen tager udgangspunkt i de store spørgsmål i de kommende års politik i det egyptiske
civilsamfund og den måde, denne politik kan fi nde udtryk på i besættelsen af de centrale poster
i den post-præsidentielle egyptiske stat. I den vandrette dimension skelnes der mellem valget
af moderat islamistiske eller liberaldemokratiske præsidenter. I den lodrette dimension skelnes
der mellem valget af et entydigt moderat islamistisk parlamentsfl ertal, et parlament, hvor partier,
der repræsenterer begge hovedstrømninger, danner koalition, og et parlament, hvor de liberaldemokratiske
partier får fl ertal. I alle tilfælde er den stiltiende forudsætning, at der også vil være
repræsenteret mindre strømninger, men at disse vil fordele sig som støtter til den ene eller den
anden af de store strømninger og derfor ikke vil få selvstændig betydning. I spørgsmålet om valg
til præsidentposten vil der naturligvis kun kunne tænkes to mulige udfald.
Det helt afgørende spørgsmål set i relation til militærets fremtidige rolle er, hvorvidt det civile politiske
system især vil søge at trække Egypten i retning af ’vestvendt’ modernisering eller i ’østvendt
retning’. I det første tilfælde vil militærets fremtidige stilling blive relativt let, da det uden problemer
vil kunne fastholde sin aktuelle politik og sine alliancer. I det andet tilfælde vil militæret komme
til at stå i nogle fortløbende valgsituationer, hvor det kan risikere at måtte træffe beslutninger,
der enten undergraver dets indenrigspolitiske legitimitet eller undergraver dets eksterne alliancer.
Samtidig vil militærets valg selvfølgelig få stor betydning for de internationale omgivelser og i
videre betydning også for den fortløbende ’arabiske demokratiproces’. Hvis processen går i stå
eller opgives i Egypten, kan det ikke undgå at få afsmittende effekter i andre lande. Demokrater
vil blive mere fristede til at opgive modet, og der kan eventuelt ske tilbagefald til mere klassiske
former for islamistisk ekstremisme som fx repræsenteret af Hamas og Hezbollah.
Som det er fremgået, er det dog antagelsen her, at fl ertallet af de egyptiske islamister vil vælge
en moderat udviklingsretning. Det vil her sige, at de selvfølgelig vil stå fast på deres overbevisning
om, at Egypten skal være et land, hvor islams principper spiller en stor rolle i den måde, samfundet
organiseres på, men at de også vil være indstillede på, at der skal være respekt for de formelle
sider af det liberale demokrati (fl erpartivalg, fri presse, mv.). Den sidste karakteristik er det, der
adskiller de moderate fra de ekstremistiske, der ønsker autoritære regimeformer. Forventningen
er, at islamisterne fremover vil komme til at ligne det for tiden ledende islamistiske parti i Tyrkiet
mere, end de kommer til at ligne de ledende strømninger i det iranske præstestyre. En anden
måde at anskueliggøre den forventelige retning på er at sammenligne den med den måde, som
europæiske konservative og kristendemokratiske partier har bygget bro til deres autoritære fortid
på, nemlig ved at fastholde det kristne og nationale udgangspunkt, samtidig med at det liberale

Tabel 2. Synet på demokrati
Tabel 2.
Views of democracy
2010 2011
% %
Democracy is preferable to any
other kind of government
In some circumstances, a nondemocratic
government can be
60 71
preferable 22 17
For someone like me, it doesn’t
matter what kind of government
we have 16 10
Don’t know 2 3
(PewResearchCenter, 2011)
demokrati accepteres som de gældende (og ønskværdige) spilleregler. Som det fremgår af tabel
2, vil der også være stor forståelse for en sådan retning i den brede befolkning. Et så stort fl ertal
(71 % i 2011), der nødvendigvis må omfatte mange, der i øvrigt opfatter sig som støtter af den
islamistiske strømning, anser demokrati som et gode for næsten enhver pris, mens kun relativt
få (17 %) mener, at andre principper bør kunne sætte dette ud af spil.
Det vil også sige, at man må forvente, at der i disse partier vil være skepsis over for det for tiden
mest udbredte udtryk for de internationale styrkeforhold, nemlig den nye verdensorden, sådan
som den er formuleret af Washington over de seneste tyve år, hvor det antages, at demokrati
og markedsøkonomi skal være de bærende principper i national udvikling, og hvor USA antages
at udøve et (mildt) lederskab med global rækkevidde. Især den sidste del af dette udspil til en
global orden vil være svær at acceptere for islamisterne, der med nogen ret vil mene, at det er
i modstrid med islams ambitioner om at opnå globalt omfang. På den anden side har troende i
Europa og USA jo også med tiden accepteret indskrænkninger i missionsbuddet om, at alle folkeslag
skal gøres kristne, så man må gå ud fra, at det er muligt med tiden at fi nde en savoir-vivre
for et demokratisk Egypten med den nye verdensorden, også i perioder med islamistisk ledelse.
Islamistiske ideer kan være nyttige at anvende i kampen for at opnå regeringsmagt, men de kan
ikke bruges til lige så meget, hvis man for alvor vil udøve regeringsmagt i den nye verdensorden.
Ligesom kristendemokrater i Europa bliver islamister i Mellemøsten efter al sandsynlighed tvunget
til at forholde sig mindre offensivt og mere pragmatisk til de religiøse emner, hvis de vil være
regeringsbærende, og i stedet bekymre sig om økonomi, sikkerhedspolitik og miljøspørgsmål.
I de første valgperioder må man imidlertid nok under alle omstændigheder indstille sig på, at der
vil være udbredt skepsis over for den nye verdensorden, og at denne skepsis realistisk set kan
slå over i egentlig modstand, hvis styrkeforholdene blandt islamisterne ændres, eller hvis der
på grund af frustrationer i overgangsperioden udbredes stærkere antiamerikanske holdninger,
end der allerede fi ndes, i den øvrige befolkning. Under alle omstændigheder vil en situation med
både islamistisk præsident og islamistisk parlamentsfl ertal betyde, at Egypten vil fjerne sig fra
principperne i den nye verdensorden og se mere mod det øvrige Mellemøsten i den konkrete
udenrigspolitik.
Forsvarsakademiet
51

52
I den modsatte ende, hvor Egypten må forventes at være mest indstillet på hurtigt at tilpasse
sig den nye verdensorden, vinder den demokratisk liberale strømning både præsidentposten og
parlamentsfl ertallet. Her vil der ikke være umiddelbare tilpasningsproblemer for den nye verdensordens
støtter hverken indadtil eller udadtil.
Det mest sandsynlige er imidlertid, at der i de kommende valg vil være indslag af begge grundstrømninger
i egyptisk politik, således at der skal udvikles kompromisser for at få landets politik til
at hænge sammen. Udefra skal man nok indstille sig på et fremtidigt Egypten, der i et mellemlangt
perspektiv vil være labilt i sin holdning til den nye verdensorden. Der kan komme perioder med
afvisning og perioder med total tilslutning, men det almindeligste vil formodentlig være, at der
vil være en tøvende tilslutning, hvor forhandlinger med det internationale samfund vil ende med
indrømmelser til egypterne på forskellige områder som pris for tilslutning, som det fx var tilfældet
ved G8-landenes beslutninger om støtte til demokratisering i Mellemøsten i maj 2011 (Associated
Press, 27. maj 2011). Imidlertid er de civile politikere i Egypten aldrig alene hjemme. De vil som
nævnt i overskuelig fremtid have militæret som nanny, når de vidtrækkende beslutninger skal
tages. Før man kan konkludere noget om udviklingstendenserne i tilpasningsprocessen, er det
altså nødvendigt at medtænke den fulde situation, hvor militæret gør sin indfl ydelse gældende,
og som afhænger af militærets fremtidige udvikling.
Det egyptiske militær og demokratiet
Det egyptiske militær er i dag overvejende politisk positivt vendt mod USA og dermed mod den
nye verdensorden. Forestillingen om, at et professionelt og moderne militær er indenrigspolitisk
neutralt, har derved fået fodfæste. Dette understøtter den stilling, som militæret indtog i forhold
til demonstrationerne i januar og februar. Det tog ansvar som et i udgangspunktet neutralt militær,
der i en krisesituation påtog sig et lederskab, og som den organisation, der skal håndtere
udviklingen frem mod en ny stabil situation. Hvis denne situation skal indeholde et nvo-foreneligt
liberalt demokrati, må militæret igen skifte rolle til en neutral position over for civile stridspunkter
i et demokratisk samfund (hvor det dog i en lang periode fremover får en anerkendt vetoret i
spørgsmål af betydning for en bredt defi neret sikkerhedspolitik).
På lidt længere sigt kan man således forvente, at det egyptiske militær igen vil søge at styre sig
ind på en situation, der minder om den, det tyrkiske militær har stået i. Den såkaldte kemalisme,
som har været en vigtig strømning i opbygningen af det moderne Tyrkiet som en kombination af
sekulær stat og muslimsk samfund, tilsiger militæret en rolle som hævet over samfundets parter,
men som garant for den givne (nogenlunde demokratiske) forfatning. Ved at følge en sådan
langsigtet politik kan det egyptiske militær satse på at bevare sin sammenhæng, sin centrale
position og personellets personlige fordele, samtidig med at det holder sin politiske rolle inden
for en ramme, der er forenelig med den nye verdensordens forventninger om liberalt demokrati
og sine egne professionelle normer. Imidlertid er situationen ikke der endnu, for den egyptiske
politiske udvikling mangler endnu en del, før denne strategis mål kan indfries. Det ser dog ud til,
at militæret med udmeldingen om, at det egenhændigt vil ophæve undtagelseslovgivningen, i det
mindste har taget skridt frem mod en normalisering og demokratisering af relationerne mellem
det militære og civile Egypten.

Vil militærets projekt lykkes?
Det store spørgsmål i forbindelse med militærets rolle er, om dets aktuelle retning kan holdes.
To ting kan for alvor rykke i denne retning, nemlig om det kan lykkes at overbevise oppositionen
om projektets bæredygtighed, og om militæret selv kan holde den fastlagte kurs.
Som styrkeforholdene aktuelt ser ud, må man forvente, at militæret vil gå meget langt for at følge
det spor, der nu er udlagt. Oppositionen vil formodentlig alt overvejende være indstillet på at
indgå i den eventuelle demokratiske proces, om end der fortløbende vil være udbredt utilfredshed
med, at processen foreløbig synes at være sat ned i tempo. Der vil med meget stor sikkerhed
blive udviklet bevægelser blandt dem, der bliver frustrerede over, at materielle forbedringer ikke
kommer hurtigt nok. Endelig vil der blive udviklet strømninger blandt dem, der taber på de nye
tider. Egypten vil få nye ’nedstigende tabere’, der mister position i næsten samme målestok, som
andre får gevinster af det nye (Hansen, 2000). Islamisterne har traditionelt stået stærkt i denne
gruppe. Islamisterne og de liberale demokrater vil for første gang få mulighed for at afprøve deres
styrke i et nogenlunde frit og fair valg, og de vil på den måde kunne vælte den gamle autoritære
byrde af sig. På den måde ser der ikke ud til at være alvorlige forhindringer for, at den moderate
opposition, som man må forvente udgør fl ertallet, for alvor vil sætte sig mod køreplanen. Måske
kan man bruge det gamle udtryk ’nødig, men dog gerne’ om dens tilslutning.
Måske kommer den største trussel i sidste ende alligevel fra militæret selv. Det vil vise sig i de
kommende måneder og år, om sammenholdet er stort nok til at fuldføre den proces, der forudsættes
i erklæringen af 11. februar. Er der opbakning nok til ideen om et moderne, professionelt
forsvar, der tjener hele det egyptiske folk med respekt for demokratisk lovgivning, eller vil nogle
falde for fristelsen til at bryde rækkerne for at få selvstændige fordele af overgangsprocessen,
og vil der være andre, som ikke ideologisk ønsker at fortsætte den fastlagte kurs?
Der kan være højerestående offi cerer, der, når alt nu endelig kommer til alt, alligevel føler sig
tættere på den i sidste ende nasseristiske politik i forhold til militæret, som Mubarak videreførte.
De kan være fristede til at skifte side og stille sig selv og deres styrker i den gamle magtbloks
tjeneste. I så fald vil man få en splittelse, der går nedad i militæret og derved skaber interne
konfl ikter mellem værn. En anden situation kan opstå, hvis lokale dele af hæren føler sig koblet
af udviklingen og derfor vælger at satse på status quo af hensyn til lokale arbejdspladser,
bysamfund eller familier. Endelig kan man forestille sig, at mindre skolede soldater simpelthen
ønsker at ’tage forskud på sejren’ og stiller uden for kommando i tilspidsede situationer. Sandsynligheden
for, at nogle af disse brud på enheden skulle fi nde sted, forekommer dog at være
meget begrænset. 18
(18) Det vil være sandsynligt, at der i de kommende år vil fi nde enkeltstående tilfælde sted, hvor militære enheder
kommer i konfl ikt med den overordnede linje og eventuelt kommer i konfl ikt med grupper af befolkningen. Dette kan
ske som følge af dårlig ledelse, panik i pressede situationer eller simpelthen ved forkerte beslutninger på lavere
niveauer. Man bør ikke undervurdere faren for, at sådanne begivenheder kan komme ud af kontrol og få symbolsk
værdi som politisk italesatte ’beviser’ på militærets essentielt autoritære karakter, der kan medføre eventuelle yderligere
uroligheder. Omvendt bør man heller ikke overvurdere den konkrete politiske risiko ved sådanne isolerede
tilfælde eller tage dem som beviser for, at det er umuligt at demokratisere i Egypten.
Forsvarsakademiet
53

54
Det er umuligt at forudsige, hvor stor sammenhængskraften vil vise sig at være i sidste ende. Man
kan dog komme med et forsigtigt bud med udgangspunkt i erklæringen fra militærets magtovertagelse
den 11. februar. Denne erklæring må i udgangspunktet anses for at være troværdig og
gennemtænkt af følgende grunde: Militærets ledelse havde haft god tid til at forberede den. Den
havde haft tid til at indsamle oplysninger om sin egen styrke set som sammenhængende organisation.
Den har kunnet indsamle efterretninger om oppositionens sammensætning, styrke og
målsætninger. Den har kunnet afstemme sin stilling efter forhandlinger med regeringen i øvrigt.
Den har endelig kunnet afstemme politikken med USA gennem mere eller mindre uformelle
netværk. At tro, at erklæringen blot er fremsat på skrømt, er enten at undervurdere en politisk
aktør eller at forfalde til konspirationsteori: Erklæringen er fremsat for at narre oppositionen hjem
igen. Imidlertid må man på baggrund af, hvad der er på spil for de involverede parter i militæret,
gå ud fra, at erklæringen var, hvad den udgav sig for at være.
Erklæringen fra den 11. februar havde til hensigt at opretholde ro i det egyptiske samfund, forstået
som en afslutning af demonstrationerne på en politisk bæredygtig måde, der ikke samtidig
truede den militære sammenhæng eller placering centralt i det samlede magtsystem. Derfor blev
Mubarak ofret, og på den baggrund kan man sige, at militæret viste, at der var grænser for Egyptens
’personlige autoritære styre’. Det militære aspekt af dette styre stod i praksis over det civile.
Det var præsidenten, der i den pressede situation sad på generalernes nåde, ikke omvendt. Den
pressede situation var en ’sandhedens time’ for styrets forskellige dele, og Mubarak-delen tabte.
På den baggrund vil den bedste samlede forudsigelse være, at den egyptiske reformproces vil
fortsætte, og at de bebudede valg vil blive afholdt på en nogenlunde fri og fair måde, således
at der kan dannes en ny regering, der stadig vil være baseret på militærets opbakning, men til
forskel fra den afgåede have et demokratisk mandat.
Det egyptiske militærs fremtidige loyalitet
Der kan som nævnt næres forventninger om udvikling i demokratisk retning til det egyptiske militær
i denne tid på grund af den rolle, det har påtaget sig ved at garantere afholdelse af frie valg i
Egypten inden for en overskuelig tidsramme. Spørgsmålet er så, om man på langt sigt kan regne
med det egyptiske militær i rollen som den primære kraft i ledelsen af Egypten frem mod stabilt
demokrati. Man kan nærme sig spørgsmålet om, hvad militæret kan tænkes at gøre nu, hvor det
har overtaget den centrale politiske magt i Egypten, ved at se på dets loyalitet. Med andre ord:
Hvem kan regne med det egyptiske militærs støtte i en presset situation? Der kan tænkes fl ere
bud på, hvad militære organisationers loyalitet retter sig mod. Den kan fx rettes mod forfatningen,
mod den civile politiske ledelse, mod befolkningen eller mod militæret selv. Der gives også andre
muligheder, men disse er i det aktuelle egyptiske tilfælde de mest relevante.
Hvad angår eventuel loyalitet over for forfatningen, har denne placeret militæret under ledelse
af præsidenten. Militæret her og nu står derfor i en situation, der er besværlig set fra et forfatningssynspunkt.
Hvis der ses bort fra snævre juridiske spørgsmål, har militæret trods alt fået
overdraget magten direkte af præsidenten. Da denne efterfølgende er forsvundet ud af det realpolitiske
magtspil, spiller det den rolle, det nu engang er blevet sat i gennem det aktuelle forløb.
Ser man imidlertid nærmere på forløbet, bliver det også klart, at militæret selv spillede en stor
rolle, da det fi k overdraget magten. Militæret gav garantier for ophævelse af undtagelsestilstand

og afholdelse af valg uden om præsidenten den 11. februar. Denne indblanding var med til at
udløse præsident Mubaraks endelige afgang. Det var formodentlig mere eller mindre aftalt med
stærke kræfter i de civile regeringsapparater, men dog stadig en handling, som ikke direkte tilkommer
militæret. Set i et snævert forfatningsperspektiv giver dette forløb ikke i sig selv noget
videre håb for en fremtidig respekt for kommende forfatninger.
På den anden side lovede militæret en ny og mere passende forfatning og frie valg. Dette er
af de fl este blevet fortolket sådan, at militæret har garanteret en demokratisk udvikling, der vil
nedtone dets egen rolle. Militærets loyalitet har dermed været rettet mod den fremtidige, ikke
den aktuelle, forfatning. Militæret har vist, at det tager mere hensyn til politiske magtforhold end
til forfatningsmæssige kommandoveje.
Hvad angår loyaliteten over for præsidenten, har det egyptiske militær hidtil være meget troværdigt.
Man har betegnet den egyptiske styreform siden midten af 1950’erne som ’personligt
autoritært styre’. De nærmest foregående præsidenter sad da også politisk set sikkert på deres
poster til deres død. Med militærets afsættelse af Mubarak skete der derfor et brud med over
halvtreds års politisk linje. Siden Nassers magtovertagelse har militæret støttet præsidenterne
og tillige været det civile styres vigtigste allierede inden for landets egne grænser. I dag må man
se sig om efter andre former for loyalitet end den, der gælder præsidenten og ’det personlige
autoritære styre’.
Spørgsmålet er så, om militæret er loyalt over for militæret eller over for befolkningen. Meget
tyder på, at topledelsen har søgt at udvikle en politisk linje, der kan forene de to loyaliteter. I
udgangspunktet må man dog sige, at militæret som et hele synes at have spillet sine kort hidtil
på en måde, så det i hvert fald har sikret sin egen sammenhængskraft, sin centrale rolle og sin
opbakning udefra bedst muligt.
Militærets politiske, økonomiske og sociale indfl ydelse i Egypten er meget stor, selv efter mellemøstlig
målestok. Det er denne styrke, som ’militærets loyalitet over for militæret’ skal ses i
forhold til. At være i militæret er en stor fordel, som mange ønsker at bevare. Både her og nu og
for fremtiden, da en militær karriere nærmest har været en garanti for en senere civil karriere
støttet på det gamle militære netværk. Egypten er blevet karakteriseret som et gennemmilitariseret
samfund, der kun udadtil fremstod som et civilt styret land, fordi der var sammenfald
mellem den øverste chef for militæret og præsidenterne. I det sidste spil mellem den autoritære
civile leder og den militære ledelse valgte ledelsen at afsætte både chefen og præsidenten i en
og samme bevægelse.
Relationen til loyalitet over for befolkningen er vanskelig at beskrive. Befolkningen opfattes på
forskellig vis (som nation, i forhold til klasser, som et religiøst fællesskab som i Iran eller som
summen af enkeltindivider). Loyalitet over for en befolkning er altså i sig selv let at påberåbe
sig, men svært at defi nere. Det ser foreløbig ud til, at militæret har valgt en kombination af
den nationalistiske og den liberale måde at se folket på: Militæret påberåber sig troskab mod
egypterne (som nation) og lover dem demokrati (som moderne enkeltindivider, der selv afgør
deres stemme). Dette skal ses til forskel fra at love loyalitet over for de øvrige troende (som i en
islamistisk tilgang) eller over for de undertrykte masser (som Nassers socialistiske vision i sin
tid kunne have været udtrykt). På den måde spiller militæret et kort, som ofte har været brugt i
lignende tilspidsede situationer.
Forsvarsakademiet
55

56
Hvis man ved populisme forstår en politisk strømning, der identifi cerer sig med ’underhundene’
mod de statslige magthavere (Laclau, 2005), har den egyptiske militære ledelse prøvet at skabe
en foreløbig orden ved at fremstille sig som den lille egypters repræsentant over for den autoritære
statsmagt, der på sin side blev identifi ceret med Mubarak og hans regering. I den udstrækning
militæret er loyalt over for befolkningen i tilgift til sin loyalitet over for sin egen position, har det
udviklet en politisk profi l, der foreløbig kan beskrives som nationalistisk og liberal, men med populistiske
træk. Denne kombination er ikke helt stabil og nok umulig at opretholde i det egyptiske
samfund på længere sigt, men er som antydet sikkert også mest tænkt som en ’brug og smid
væk-løsning’. Den skal kun holde, indtil militæret kan trække sig tilbage til kasernerne og indtage
den privilegerede, men formelt neutrale, position, det almindeligvis indtager i egyptisk politik.
Alliancen med befolkningen ifølge de skitserede principper kan sikre militæret en fremtid i en
verden, der i øvrigt er domineret af den nye verdensorden, hvor politisk liberalisme og individuel
frihed spiller en fremherskende rolle. I denne verdensorden skal det egyptiske militær realistisk
set helst have et virkelig godt forhold til USA, der står som dets vigtigste fortaler, så meget mere
som USA har stået for en stor del af træningen, forsyningen og afl ønningen. Det skal derfor helst
sikre en fredelig overgang til en demokratisk samfundsform, hvor der hersker et mere civilt
domineret magtforhold mellem militæret og den øvrige politiske magt. Magtspecialisten Lenin
sagde engang, at ’demokrati er den bedste skal om kapitalismen’. De egyptiske generaler er
formodentlig inde på noget lignende, blot med den forskel, at de i det aktuelle egyptiske tilfælde
tilsyneladende satser på, at ’demokrati er den bedste skal om militarismen’.
Det sidste spørgsmål i denne sammenhæng er så: Kan det egyptiske militær levere samlet lederskab
og fortsat loyalitet over for den linje, det har udlagt, og som indebærer en alliance med
befolkningen forstået som de nationalistiske og liberale dele heraf? Spørgsmålet er relevant, fordi
situationen indeholder mange risikomomenter og stadig kan udvikle sig eksplosivt med borgerkrigslignende
tilstande. Den kan også tippe tilbage i en fornyet og eventuelt forstærket autoritær
retning, hvis større grupper ikke ønsker og aktivt modsætter sig militærets køreplan.
Topledelsen vil antagelig være loyal over for militæret og dets politiske linje som ovenfor beskrevet.
Det giver ledelsen en chance for at bevare sammenhold og position i en turbulent situation.
Desuden har der været lejlighed til, at de enkelte militære ledere har kunnet afstemme deres
planer efter hinanden, og derfor hænger de nu på hinanden, hvis de vil bringe sig sikkert i land på
den anden side af et demokratisk valg. De vil også på grund af deres fælles historie og træning
have et fælles professionelt fodslag. Militærets midterste lag, majorer, løjtnanter og befalingsmænd,
vil også have en interesse i at holde militæret sammen, fordi det kan sikre deres aktuelle
og forventede privilegier. De vil dog være mere tvivlsomme, hvis deres loyalitet over for familier,
religiøse netværker, politiske identiteter eller lignende bliver udfordret for kraftigt i forbindelse
med eventuelle ekstreme situationer. Dette tilsiger et hensyn fra deres ledere om så vidt muligt
at undgå konfrontationer med oppositionsgrupper.
I det nederste lag indgår de menige og de mange tusinder civile ansatte, der ikke på samme måde
indgår i et skæbnefællesskab med militæret. De vil være lettere at få til at tvivle, hvis projektet
udfordres, eller hvis det udvikles mod deres interesser og overbevisning. De vil deles efter deres
anskuelser i øvrigt, og igen vil det være ledelsens udfordring at sikre sammenhængskraften, i
dette tilfælde fx med materielle belønninger. Det synes dog samlet set ikke at være umuligt for

ledelsen at holde militæret samlet og loyalt over for ledelsens projekt. Formodentlig vil kun meget
stærk modstand mod militærets aktuelle planer kunne ryste denne loyalitet (realistisk set
kan formodentlig kun islamisterne levere en sådan modstand i dag). Hvis planerne føres relativt
hurtigt igennem, vil chancerne for succes være størst, idet modstanden i udgangspunktet vil
være dårligere organiseret.
Samlet set har militæret vist tvivlsom loyalitet over for præsident og forfatning, selektiv og interessebaseret
loyalitet over for befolkning og i praksis stor loyalitet over for egne organisationsinteresser.
Hvis disse fortsat kan forenes med de ydre forventninger om fortsat ledelse hen mod frie
valg og normalisering af det politiske liv, er der gode udsigter for udviklingen af liberalt demokrati
i Egypten. Med andre ord: At militærets loyalitet især er rettet mod militæret, er ikke i sig selv et
problem i en overgangsproces mod demokrati, så længe basis for dets sammenhængskraft er
forenelig med demokrati i Egypten og tilslutning til den nye verdensorden på den ydre front, og
så længe militæret kan fi nde indenlandske alliancepartnere i den demokratiske bevægelse (det
vil sige blandt liberale demokrater og moderate islamister). Først hvis der er modstrid mellem
disse hensyn, vil man behøve at bekymre sig om denne form for loyalitet fra det internationale
samfunds side.
Et af de elementer af situationen, der kan lægge hindringer i vejen for harmoniseringen af de
civile interesser i demokrati og militærets egeninteresse, er anti-amerikanismen i den egyptiske
befolkning, da tilknytningen til USA er en integreret del af militærets eksistensgrundlag og fremtidsvision.
Det egyptiske militærs dilemmaer: tilslutning til den nye verdensorden og antiamerikanismen
i den egyptiske revolution
Med militærets intervention er der skabt en ny politisk situation i Egypten. Tidligere kunne styreformen
beskrives som ’autoritært enmandsstyre’, hvor præsidentembedet samlede trådene
og knyttede civile og militære elementer af regimet sammen i samme person. Som situationen
ser ud nu, er der tale om, hvad man kunne opfatte som en ’militær populisme’, hvor militæret
inde i statsapparatet repræsenterer folket og dets frustrationer over for det gamle regimes repræsentanter.
Ved denne forskydning har militæret foreløbig skabt ro i det politiske liv. Det har imidlertid også
skabt forventninger nationalt og internationalt, som det på den ene eller den anden måde skal
forsøge at indfri. Alternativet til fremadrettet politik fra regimet er mest sandsynligt nye uroligheder,
og ved en eventuel ’næste runde’ vil militæret have slidt meget på sin legitimitet. Det bliver derfor
efter al sandsynlighed nødt til at videreudvikle den skrøbelige alliance mellem ’demonstranter’
og militær til en slags særlig egyptisk ’militær populisme’.
Denne nye populisme vil især have to akilleshæle: militærets alliance med USA og den nye verdensordens
krav om markedsøkonomi. Her vil der være nogle dilemmaer, der skal bearbejdes, for
der er blandt demonstranterne på Tahrirpladsen med stor styrke blevet udtrykt andre ideer, der
med stor sandsynlighed nyder opbakning i store dele af befolkningen, nemlig anti-amerikanisme
og (økonomisk) globaliseringsskepsis.
Forsvarsakademiet
57

58
De modsætninger, der er fremstillet her, skal på en eller anden måde bearbejdes, således at
alliancen mellem de forskellige dele af det egyptiske samfund, der søges sammenfattet i den
militære populisme, kan hænge sammen som politisk program (og fungere så vidt muligt gnidningsfrit)
i en overgangsfase, der er lang nok til, at der kan udvikles mere bæredygtige ideer
og projekter. Det vil også sige, at de forskellige deltageres politik skal sættes i tale således, at
modsætningerne ikke bliver for åbenlyse eller kommer for højt op på dagsordenen. I det følgende
gives en fremstilling af de militære dilemmaer lidt mere udførligt som baggrund for analysen af
nogle af de politiske og dagsordensættende taktikker, som man kan forvente, at militæret vil tage
i brug for at forhindre, at der kommer brudfl ader i alliancen.
Den nye verdensorden som politisk sund fornuft
Det egyptiske militær har stillet sig i spidsen for et nyt politisk projekt, der optimalt skal sikre både
ekstern accept og intern opbakning. Hvad det første angår, bliver udfordringen især at tilpasse
den militære populisme til den nye verdensordens politiske normer og til Egyptens militære alliance
med USA.
Den nye verdensorden, det politiske projekt, som USA har formuleret for perioden efter den kolde
krigs slutning, indeholder et sæt normer, som alt andet lige selekterer mellem politikker for de
øvrige landes udvikling. Den nye verdensordens normer dikterer intet, men de gør nogle udviklingstendenser
mere sandsynlige end andre.
Verdensordenen er formuleret i forskellige udmeldinger fra USA’s politiske ledelse i de seneste
tyve år, og dens indhold er sammenfattet i Birthe Hansens Unipolarity and World Politics (2011).
En af tendenserne er retningen mod liberalt demokrati, som netop har været set i de seneste
måneders politiske udvikling i Mellemøsten. Sammenhængende hermed er to andre normer sat
i forgrunden, nemlig individuel frihed og markedsøkonomi. I den direkte amerikanske version af
denne globale vision forudsættes et vist element af amerikansk lederskab, der dog især skal
udøves gennem bløde midler, og som ikke nævnes på samme niveau som de andre.
Denne vision for en verdensorden kan billedligt talt forstås som en slags globalt overjeg (ud fra
givne principper), der skal tilpasses både realiteter og drifter (særinteresser), før den kan gøres
virksom. Ligesom det enkelte individ har udefrakommende, samfundsmæssige normer som en
del af sin bagage i politiske valgsituationer, fi ndes sådanne også hos centrale politiske beslutningstagere
som det egyptiske militær i dag. Disse normer vil ikke nødvendigvis blive virkeliggjort
i den konkrete politik, men de vil være med i beslutningerne som en horisont, man er nødt til at
tage i betragtning, hvis man vil have en realistisk vurdering af sin egen politiks chance for succes.
Man vil risikere at løbe ind i sanktioner, hvis man alt for bastant støder mod normerne. Derfor
vil den nye verdensorden også være en virksom faktor i de egyptiske generalers overvejelser. De
vil skulle veje disse ydre hensyn op mod de hensyn, de bliver nødt til at tage til de indre aktører,
som de forsøger at alliere sig med i udviklingen og realiseringen af et bæredygtigt projekt.
Når der skal afvejes hensyn mellem de ydre og indre realiteter, bliver den nye verdensorden en
slags sund fornuft, som egne umiddelbare interesser og passioner skal vejes op mod. Det vil
være ’sund fornuft’ med det samme at indrette den nye egyptiske politiske model efter liberalt
demokrati, individuel frihed og markedsøkonomi, for derved vil man kunne give Egypten de bedste
chancer for at få støtte fra og indgå alliancer med de mest magtfulde stater i det internationale

system. Med sund fornuft menes der her ’de mest udbredte og bedst understøttede forestillinger
om rationalitet’, men ikke ’fornuft’ (til forskel fra følelse) i absolut forstand. Der kan være lige så
meget ’følelse’ i støtten til den nye verdensorden som i afvisningen af den. For nogle af de egyptere,
der tilsluttede sig oprøret, var det netop drømmen om den nye verdensordens idealer om
demokrati og individualisme, der bragte sindene i kog. Tilsvarende kan der være lige så meget
’fornuft’ i skepsis over for den nye verdensorden som i tilslutning. Måske vil man tabe på den, og
så er det rationelt nok at være imod.
Passioner i den egyptiske revolution
Den egyptiske revolution har afsløret stærke følelser hos dele af den egyptiske befolkning. Disse
passioner har fundet udtryk i de demonstrationer, der er velbeskrevne i diverse medier. Samtidig
har passionerne været blandt de absolut vigtigste ressourcer for de demonstrerende. Uden
disse havde det ikke været muligt at opretholde det fortløbende pres på det centrale politiske
system, der efter alt at dømme gjorde udslaget i militærets beslutning om at imødekomme nogle
af demonstranternes krav (fjernelse af Mubarak, løfter om demokratisering).
Nedenfor er der oplistet nogle af de vigtigste krav, sådan som de fremkommer på billeder fra
demonstrationerne og fra interviews. Til en strategisk analyse af situationen kan disse foreløbig
række, selvom en dyberegående samfundsfaglig analyse ville forudsætte et mere præcist begrebsapparat,
overvejelser og indsamlingsmetoder etc. Det ville også være nødvendigt at gå dybere
ind i, hvordan demonstrationerne blev organiseret. Når alt kommer til alt, fi ndes der ingen ’ren
bevægelse’ af ukoordineret vrede, frustration, retfærdighedssans, begejstring, festglæde, trang
til usikkerhed om fremtiden og lignende. Selvom disse passioner har været til stede i rigt mål, har
de skullet gives form og retning af aktører i en eller anden form. De har skullet samles i en fælles
retning, og selv om dette knudepunkt, der forenede de mange krav og forventninger, foreløbig
kunne beskrives som ’den demokratiske forestilling’, er dette blot en angivelse af retning for
fremtidige undersøgelser, men ikke i sig selv et erfaringsbaseret faktum i den konkrete situation.
Den slags analyser må dog vente på en eventuel erfaringsopsamling fra de involverede.
Under alle omstændigheder kan man komme et stykke i analysen med mere overfl adiske midler.
Den politik og de krav, der er blevet fremsat, kan deles i to: de negative afgrænsninger fra andre
strømninger, aktører og politikker og de positive angivelser af målsætninger.
Der fi ndes især tre negative afgrænsninger af den politik, der bæres af de folkelige passioner.
Disse kan udtrykkes som
•
•
•
Anti-Mubarak/-stat
Anti-amerikanisme
Anti-undtagelseslovgivning
De tre afgrænsninger (i form af modkrav) kan sættes sammen i en kæde af udsagn, der tilsammen
udtrykker det, der vakte stærke følelser og samlede demonstranterne: De repræsenterer
afgrænsningen fra ’det gamle regime’ og giver en karakteristik af dette. Det gamle, man vil væk
fra, er Mubaraks politik, den amerikanske (udenlandske) indfl ydelse og de forhindringer for udfoldelse,
der tilskrives kunstige begrænsninger, der ses til forskel fra det egentlige, frie Egypten.
De hænger desuden sammen i tid. De stammer fra tiden omkring slutningen af 1970’erne og
Forsvarsakademiet
59

60
starten af 1980’erne: Sadats fredsslutning med Israel under amerikansk medvirken, USA’s videre
indfl ydelse gennem økonomisk støtte til regimet (og militæret), mordet på Sadat, der udløste
undtagelsestilstand og bragte Mubarak til magten. Kort sagt en kæde af ækvivalenter, der hver
for sig betyder det samme – nemlig ’det gamle og forhadte’ – og bringer USA i fedtefadet.
Over for disse udtryk for det forhadte gamle regime står en række af positivt beskrevne idealer
for det nye. Demonstrationsbevægelsens ideer var:
•
•
•
Pro-militær
Pro-Egypten
Pro-demokrati
Disse tre positive retningsangivelser kan militæret bygge på, hvis det vil lave alliance med nogle
af oprørerne i overgangsprocessen. Der tænkes ikke umiddelbart på en konkret alliance med
’de empiriske referenter’ (konkrete individer og organisationer), der har fremsat kravene, men
en alliance med de aktører, der efterfølgende vil udkrystallisere sig i overgangsprocessen, og
som under forskellige former og i forskellige kombinationer vil organisere kravene til en aktivt
organiseret politik.
En opbygning af en alliance under ledelse af militæret, der kan holde under udarbejdelse af et
forslag til en ny forfatning, godkendelse af denne via folkeafstemning, opbygning af partier og
afholdelse af nye valg, skal nogenlunde imødekomme de ovennævnte krav. Umiddelbart ser det
ud til, at det eneste af demonstranternes krav, der vil volde militæret problemer, er anti-amerikanismen
(og til en vis grad den nationalisme, der udtrykkes, hvis den udvikles i ekstreme, fx
Israel-fjendtlige, former), mens de øvrige krav relativt let vil kunne indarbejdes i en samlet strategi
for overgangen til demokrati.
Militærets dilemmaer
Set fra militærets side er der således to særlige udfordringer i overgangssituationen: dets egen
interesse i at holde den nye verdensorden i armslængde (men alligevel tilslutte sig denne i hovedtrækkene),
da den udfordrer militærets økonomiske rolle med sin norm om markedsøkonomi, og
dets hensyn til demonstranterne i forhold til anti-amerikanismen. Udgangspunktet for militæret
med hensyn til at møde disse udfordringer er hensynet til dets egen samling, position og legitimitet.
Hvis det sidste skal forsvares, skal de nævnte udfordringer bearbejdes, således at de ikke blot
kommer til at stå som modsætninger til de øvrige aktører, der nemt kan angribes eller afvises.
Det egyptiske militær skal samtidig forsøge at bevare sin alliance med USA og midlertidigt med
de folkelige strømninger, der forventer politisk liberalisme og nationalisme. I den sammenhæng
skal man huske, at arabiske nationalister ofte bruger sprog fra afkoloniseringsperioden, som på
sin side var inspireret af marxismen, fx ’de undertrykte folk vs. imperialismen’. Der skal bygges
bro over sådanne modsætninger.
Militæret har en solid fælles grund, der giver plads både til holdninger, der kan forene hensynet
til demonstranter og USA inden for den nye verdensordens rammer, nemlig kravet om demokrati
(med valg og partier), og til kravet om individuelle rettigheder (ophævelsen af undtagelsestilstanden).
Dette vil i de kommende måneder og år blive den ramme, som militæret så vidt muligt må

holde sit lederskab inden for. Formuleringer, der placerer militæret og den proces, det skal lede,
som garanten for de to elementer, bliver spydspidser i militærets argumentation.
Der er som nævnt også et centralt emnefelt, hvor militæret står i et modsætningsforhold til demonstranterne:
forholdet til USA. Dette bliver en udfordring i den indre alliance, hvor militæret enten må
give delvist efter, søge at omgå spørgsmålet (få det nedad på dagsordenstigen) eller i en periode
omdefi nere sit forhold til USA’s militær. Det sidste vil undergrave dets egen fremtidige magtbase,
så det vil militæret formodentlig søge at undgå så vidt muligt. På den ene side vil militæret søge
at holde afstand til USA i den indre debat, og på den anden side må det søge formuleringer, der
ikke udadtil opfattes som alt for afvisende i forhold til USA og de øvrige NATO-lande.
Militæret står også i et modsætningsforhold til USA og den nye verdensorden. Den sidste forventer
markedsøkonomi – men militærets magt er blandt andet baseret på en statsligt organiseret
økonomi i form af dets egne fabrikker og servicevirksomheder. Man må i den første tid, som er
overgangsprocessen til demokrati og varer frem til de første præsident- og/eller parlamentsvalg,
forvente, at militæret vil søge helt at undgå dette emne, men i længden vil det være svært at
undgå en delvis afvikling af dets økonomiske rolle. Det kan efter valgene indlede en omstilling
via privatisering, hvor tidligere militære virksomheder bliver solgt til lave priser til tidligere militære
ledere, der herved får privilegier i forhold til markedsbetingelser til gengæld for de statslige
privilegier, de mister ved privatisering (en videreudvikling af den relativt vellykkede privatisering
under Mubarak). Herved kan truslerne mod sammenholdet i forbindelse med tilpasningen til
den nye verdensorden gøres mindre. Taberne ved tilpasningen, som ret konkret vil blive mange
ansatte i den militære sektor, kan gives nye muligheder i den private. Modellen er afprøvet i den
sovjetiske omstilling til det aktuelle Rusland. Det bliver ikke nødvendigvis smukt eller retfærdigt,
men det kan efter erfaringerne fra opløsningen af Sovjetunionen og reorganiseringen af Østeuropa
at dømme komme til at fungere. Der vil dog blive en særlig udfordring i det forhold, at dele af
den islamistiske strømning vil være meget skeptiske over for privatiseringer efter alt for åbenlyst
neoliberale retningslinjer.
Den nye verdensorden og de politiske aktører i Egypten
Hvis militæret i Egypten kan skabe en platform på basis af den nye verdensordens forventninger
om liberalt demokrati og individuel frihed, har det et stærkt fundament, der kan bære en alliance,
der dækker både den hidtidige opposition, sådan som denne har givet sig til kende under de
forløbne måneders demonstrationer, og USA. Fundamentet vil være stærkt, fordi det kan bygge
på de meget direkte krav fra begge parter uden modsætninger. Det vil også skulle være stærkt,
hvis det samtidig skal kunne holde til nogle store konfl iktpotentialer som anti-amerikanismen i
store dele af den egyptiske befolkning, modviljen mod markedsøkonomi/privatisering i militæret
og den islamistiske opposition samt verdensordenens krav om markedsøkonomi.
Selvom modsætningerne kan synes store, er der dog mest, der taler for, at de kan dæmpes under
omstillingsprocessen, således at de kan bearbejdes på nye præmisser, hvor de forskellige
interesser kan være repræsenterede i forskellige statsorganer. Her kan de bearbejdes under
former, der er nogenlunde velkendte fra demokratiske lande. Man må også forvente, at parterne
vil være indstillede på at vente med nogle af de store problemer til efter overgangsperioden. Hvis
overgangsprocessen skal forløbe med så få gnidninger, at den kan gennemføres, er det i hvert
Forsvarsakademiet
61

62
fald forventeligt, at hverken USA eller militæret vil stå stejlt på alle deres krav. Spørgsmålet er
så, hvad oppositionen (her især den islamistiske del) mener, og det kan der af gode grunde ikke
svares endeligt på endnu.
Som det er fremgået ovenfor, antages det, at det egyptiske militær vil være ’vestvendt’ i mange
år frem. Der vil nærmest skulle en indre revolution til i militæret, hvis det skal vendes bort fra den
grundlæggende retning, der har sikret dets sammenhold og placering indtil nu. Der vil selvfølgelig
være en begrænset risiko for, at dette kan ske, og derfor er muligheden herfor medtaget i skemaet
nedenfor. En ’østvending’ af militæret vil i den aktuelle situation betyde, at militærets retning vil
være islamistisk, da det er denne strømning, der i dag materialiserer det østvendte synspunkt.
En sådan islamisering af militæret inden for de næste fem til syv år forekommer nærmest usandsynlig.
Det vil for det første indebære, at den øverste ledelse skal skiftes ud, og at mange af de
mellemledere, der er uddannet i USA, skal acceptere en ny kurs eller forlade militæret. For en ny
ledelse vil det indebære en afgørende svækkelse af det militær, der eventuelt skal overtages. For
det andet vil det indebære, at en ny ledelse virkelig vil være indstillet på at bryde samarbejdet
med USA. Dette forekommer også meget lidt sandsynligt, når man tager de fordele, militæret har
haft af samarbejdet indtil nu, i betragtning. Et islamiseret militær i Egypten er naturligvis ikke
principielt utænkeligt, men før dette vil kunne etableres, vil der skulle være sket så dramatiske
forandringer, at man udefra vil have god tid til at vænne sig til den nye situation.
Risikoen for, at der vil kunne udvikles en ’nvo-fjendtlig’ civilmagt i Egypten, der vil være stabil over
tid, er heller ikke ret stor, men må alligevel tages i betragtning, når de principielle muligheder
skal oplistes. En samlet civilmagt, der er fjendtligt indstillet over for den nye verdensorden, ville
indeholde politikker, der brød med afgørende punkter i denne verdensorden. Risikoen for sådanne
eventuelle brud må især forbindes med den islamistiske strømning.
Hvad angår forholdet til demokrati, individuelle rettigheder og markedsøkonomi, må man forvente,
at den samlede politiske situation vil forhindre samlede overskridelser af forventningerne
i den nye verdensorden. Imidlertid kan en islamistisk civilmagt, især hvis både præsidentpost
og parlament er på denne strømnings hænder, være fristet til at udfordre verdensordenen på
udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Mellemøsten har en meget delikat magtkonstellation, og selv
mindre forskydninger kan forventes at få politisk mærkbare konsekvenser. Set med udgangspunkt
i Egypten vil sådanne især være sandsynlige i forhold til fredsprocessen. I den nye verdensorden er
der indeholdt en forventning om, at USA udøver behersket lederskab, og det er denne dimension,
der kan udfordres af et Egypten, hvor de gamle rutiner og aftaler er annulleret.
USA’s lederskab i forhold til mellemøstlig politik er blandt andet baseret på landets forpligtigelse
over for alliancen med Israel og ’fredsprocessen’: arbejdet på, at der på langt sigt skal opnås en
bæredygtig fred mellem Israel og dets naboer. Det er netop denne dimension af det amerikanske
lederskab, som mange i den islamistiske strømning ser som den primære anstødssten i forholdet
mellem dem og USA, og man kan frygte, at mange forventer, at en af de store pointer med en ny
regering i Egypten er, at den skal sikre en ny politik i dette kompleks af problemer. En regering,
der vil udfordre USA og Israel samtidig, vil være sikker på i udgangspunktet at have en bred folkelig
sympati. 19 Egypten underskrev allerede under Sadat i 1979 en selvstændig fredsaftale med
(19) I hvert fald indtil de eventuelle fulde konsekvenser af en sådan udfordring bliver klare.

Israel og har bygget sit nære sikkerheds- og forsvarspolitiske forhold til USA på overholdelsen af
denne. Et egentligt brud med fredsaftalen vil altså være dels en alvorlig udfordring af Israel, dels
en alvorlig udfordring af de principper, også for den nye verdensorden, som USA’s lederskab for
Mellemøsten bygger på. 20
Det kan få alvorlige konsekvenser for en regering, der tager et sådant skridt, men der vil også være
indlysende fordele: Det kan skabe en folkelig opbakning i en politisk situation, hvor en sådan kan
være fristende at skabe, som for eksempel hvis man efter en periode ikke er i stand til at levere
de forventede forbedringer i levestandard, eller hvis der indfi nder sig en periode med social og
politisk uro som følge af utilfredshed med regeringens reformprogrammer. Sådanne perioder med
dalende tilslutning og uro er næsten uundgåelige i et samfund, der står i så alvorlige problemer
som det egyptiske, uanset hvilken politisk retning regeringen har. I det tilfælde, hvor hele det
civile centrale politiske apparat er på islamistiske hænder, vil der da være den mulighed, som
næppe vil være farbar for en liberaldemokratisk centralstat, at søge at kanalisere utilfredsheden
over i udenrigspolitiske eventyr.
Et brud med verdensordenen på fredsprocesområdet kan antage forskellige former. I princippet
kan alt fra et egentligt angreb på Israel til vage trusler om opsigelse af fredsaftalen komme på
tale. Nogle scenarier er dog mere sandsynlige end andre. En egentlig krig forekommer næsten
usandsynlig pga. de styrkeforhold, som forholdet mellem landene er omgivet af (Israels formodede
atomskjold og USA’s styrke), men der er en meget stor risiko for, at andre aktører, fx Hezbollah i
Libanon eller Hamas i Gaza, vil kunne blive opmuntret til mindre angreb, hvis der synes at være
egyptisk opbakning til sådanne. Selv om sandsynligheden er begrænset for, at selv en stærkt
islamistisk regering vil føle sig fristet til at udfordre Israel og USA i forhold til fredsprocessen i
egentlig militær betydning, kan der også være andre metoder, der kan rykke ved de politiske
aftaler i regionen.
De forskellige muligheder kan drøftes efter deres grad af konsekvenser for Egyptens forhold til
den nye verdensorden. Når der bortses fra et egentligt militært eventyr, vil det alvorligste brud
på den forventede politik være en opsigelse af fredsaftalen, men uden militær opfølgning. Selv
uden militære dimensioner ville en sådan politik efter al sandsynlighed få Israel i yderste alarmberedskab
og ødelægge mulighederne for andre fremskridt i fredsprocessen. Den ville i praksis
forhindre palæstinenserne i at komme videre med nogen form for aftaler med Israel, og det ville
opmuntre Israels øvrige modstandere i regionen til en ny runde af regional ’kold krig’. Herved
ville USA lide et alvorligt politisk tilbageslag, der sandsynligvis også ville få effekter på den energi,
som landet ville kunne lægge i at forsøge at administrere andre politikfelter i regionen. For demokratiseringsprocessen
ville der være en risiko for, at konservative kræfter med fornyet styrke
(i lighed med hvad Syrien allerede har forsøgt) ville forsøge at gøre Israel til politisk syndebuk for
indre problemer og at kanalisere folkelig utilfredshed med regeringen over i folkelig modstand
(20) En anden form, der kunne forekomme politisk logisk for en radikal islamistisk regering, men næsten realpolitisk
usandsynlig, er et politisk brud med USA. Det ville formodentlig betyde enden på alle håb om en demokratiseringsproces
i Egypten, og resultatet ville mest sandsynligt være samfundsmæssigt sammenbrud. Derfor vil næppe nogen
regering turde tage et sådant skridt, men på den anden side har historien jo faktisk set eksempler på regeringer,
der tog katastrofalt dårlige beslutninger. Hvis en regering i løbet af overgangsprocessen skulle tage et sådant skridt,
ville de fl este af de her nævnte overvejelser være redundante.
Forsvarsakademiet
63

64
mod Israel og eventuelt USA. Dette ville sætte udviklingen i Mellemøsten mange år tilbage. Det
må imidlertid anses for realistisk, at en presset islamistisk regering i Egypten kan forsøge at spille
dette kort, om end det alt andet lige vil ligge i den mindst sandsynlige gruppe af forventninger.
Alene den modstand, som politikken må forventes at blive mødt med fra militærets side, vil
gøre iværksættelsen af politikken tæt på umulig, når man tager den samlede politiske situation
i Egypten i betragtning, hvor militæret som nævnt vil have tilnærmelsesvis vetoret i forhold til
kontroversielle politikker (og da især på det sikkerhedspolitiske område).
For det andet kan man forestille sig, at Egypten vil kræve fredsaftalen genforhandlet. En sådan
politik kunne opfattes som et reelt ønske om at ændre i praktiske dele af betingelserne som følge
af de nye forhold i Egypten og af, at der er gået over tre årtier siden aftalens indgåelse, således at
der ganske enkelt kunne foreslås rationelle (politisk uproblematiske) justeringer. I så tilfælde ville
det ikke nødvendigvis være en katastrofe at tage hul på aftalen. Det kunne også komme på tale
som politik som en måde, en regering kunne imødekomme dele af oppositionen på. I betragtning
af, hvor længe fredsprocessen har forløbet, ville det ikke være overraskende, at dens former også
bruges indenrigspolitisk. At love en opposition at arbejde for genforhandling uden at sætte en stor
udenrigspolitisk kampagne i gang ville være en nem måde at skaffe sig midlertidig opbakning
på uden at risikere at tabe noget udadtil. Endelig kunne det naturligvis være et skridt på vejen til
egentlig ensidig opsigelse, som i så fald skulle fortolkes som niveauet lige under dette.
Et tredje, lavere niveau af udfordring vil være en de facto-ignorering af dele af fredsaftalen, som
der er en tendens til i den åbning af grænsen til Gaza (fra sidst i maj 2011), der på sigt vil gøre det
sværere for Israel at sikre, at der ikke bliver tilført Hamas og dets støtter våben, der kan bruges til
angreb på Israel, eller byggematerialer, der kan bruges til befæstninger, der undergraver afmilitariseringspolitikken.
Mens et egentligt brud med fredsaftalen må anses for at være en udfordring af
den nye verdensorden, vil forskellige mindre krænkelser af fredsaftalens delområder kunne anses
for at ligge inden for ’det normale handlerum’ i forholdet mellem stater, hvor der i forvejen bliver
brugt mange midler til at chikanere hinanden som erstatning for (eller supplement til) egentlige
brud. I Mellemøstens labile tilstand vil det selvfølgelig give temmelig alvorlige problemer, men i
samme regions standard vil det også ligge inden for, hvad man kunne forvente.
En fjerde mulighed kunne være skjult eller åbenlys støtte til Hamas og/eller andre radikale palæstinensiske
bevægelser. Herved kunne en islamistisk regering vise hjemmefronten, at man ’er på
folkets side’ i forholdet til Israel uden for alvor at kunne blive hængt ud for noget i det internationale
spil. Israel vil så være den part, der må sidde med udspillet, det vil sige vurdere, om man vil
konfrontere Egypten direkte eller forsøge at håndtere eventuelle problemer selv. Også en sådan
politik fra egyptisk side må anses for sandsynlig som følge af situationens karakter og regionens
hidtidige politikformer (Iran bruger den allerede), men den vil ikke nødvendigvis kunne opfattes
som et brud på den nye verdensorden. Den vil kunne opfattes som en midlertidig, ukonstruktiv
politik fra et uerfarent regimes side, men ikke nødvendigvis som alvorlig nok til, at det vil blive
opfattet som grund nok til at bryde kontakten med et Egypten, der i øvrigt er på reformkurs.
Som det er fremgået, skulle en eventuel opsigelse af fredsaftalen fra Egyptens side opfattes som
et brud på tilslutningen til den nye verdensorden. I den forstand bliver det en slags lakmusprøve
på de fremtidige egyptiske civile politikeres vilje til at holde reformprocessen inden for en ramme,
hvor de vil kunne samarbejde konstruktivt med andre regeringer om at føre processen videre og

ind i en ny bæredygtig situation for Egypten. Som det også er fremgået, anses brud med fredsaftalen
og den ny verdensorden for lidet sandsynlige af både ’regeringsrationelle’ og indenrigs
magtpolitiske grunde (hensynet til militæret).
På denne baggrund kan man sammenfatte de forventelige udfald for det internationale samfund
af militærets rolle i den egyptiske overgangsproces. Figur 7 fremstiller de forskellige politiske
muligheder i det forventelige politiske set up i Egypten i årene fremover, hvor den vandrette akse
sondrer mellem den civile magts forhold til den nye verdensorden, og den lodrette fremstiller
militærets retning i forhold til ’vest’ og ’øst’ i ordenes ’egyptiske’ betydning. Tabellen viser sandsynligheden
for et principielt og afgørende brud med den nye verdensorden.
Tabel 3. Udviklingsmuligheder for Egyptens fremtidige placering i international politik
nvo-fjendtlig civilmagt nvo-neutral civilmagt nvo-forenelig civilmagt
Østvendt militær Høj risiko Moderat risiko Lav risiko
Vestvendt militær Moderat risiko Lav risiko Ingen risiko
Som det ses, er risikoen for brud differentieret i fi re risikogrupper: høj, moderat, lav og ingen. Det
fremgår også, at det antages, at den risiko, der realistisk bør indregnes, går fra moderat over lav
til ingen. At militæret skulle blive østvendt inden for en overskuelig årrække, forekommer usandsynligt,
og derfor er kategorien ’høj risiko’ nærmest overfl ødig. Kategorien ’moderat risiko’ dækker
den situation, hvor en verdensordenfjendtlig civilmagt står over for et vestvendt militær, og må
anses for relativt sandsynlig, men kun moderat udfordrende, eller hvor en neutral civilmagt står
over for et østvendt militær, hvilket vil være tæt på usandsynligt, men relativt farligt. Lav risiko
står for en verdensordensneutral civilmagt og et vestvendt militær, hvilket er en sandsynlig og ret
ufarlig situation, eller en verdensordensvenlig civilmagt og et østvendt militær, hvilket forekommer
meget lidt sandsynligt. Endelig indebærer kombinationen af et vestvendt militær og en verdensordensvenlig
civilmagt ringe risiko. Dette er også et sandsynligt scenario, og i et perspektiv, der
satser på liberalt demokrati i Mellemøsten, det mest ønskværdige.
Indtil nu er udviklingsperspektivet for det egyptiske militærs rolle og retning især behandlet set fra
det indre egyptiske synspunkt. Imidlertid er egyptisk politik rykket højt op på dagsordenen i det
internationale samfund. Derfor må man også forvente, at der vil blive iværksat forskellige former
for ’udenlandsk indblanding’ i processerne. Den forventelige politik i forhold til Egypten vil følgelig
skulle indregnes i de forskellige scenarier. Set i et risikoperspektiv fra Europa vil det formodentlig
være umuligt ikke at påvirke udviklingen af sandsynligheder. En politik, der støtter en fastholdelse
af det egyptiske militær som vestvendt og civilmagten som neutral eller verdensordensvenlig, vil
være den bedste investering i ro på Middelhavsdimensionen, og man kan forvente, at en sådan
vil blive videreført og forstærket om muligt. Samtidig vil det være en støtte til de normer, som
Europa i almindelighed antages at udvikle sig efter. I praksis er en ikke-truende sikkerhedspolitik
nærmest en selvfølge, og en generøs og kulturelt imødekommende demokratifremmepolitik
kan være med til at ændre sandsynlighederne bort fra øverste venstre hjørne i fi guren og ned
mod det nederste højre. Det afgørende problem, der kan forsøges imødegået, er en udvikling
af uløselige økonomiske problemer i Egypten, der kan friste en islamistisk regering til eventyr.
Midlet kan være målrettede økonomiske investeringer i Egypten. Hvad demokratifremme angår,
kan en fortsat satsning på forsyning af det egyptiske civilsamfund med teknologisk infrastruktur
Forsvarsakademiet
65

66
vise sig at være den bedste investering. Sådanne politikker er allerede anbefalet i forskellige
sammenhænge, fx G8’s beslutning i maj 2011 om at støtte de nye demokratier økonomisk og
via de forskellige nationale ’arabiske initiativer’ i USA og Europa.
Den samlede vurdering må på den baggrund være, at militærets styrke og placering i det egyptiske
samfund taget i betragtning vil dets rolle som demokratiorganisator sandsynligvis ikke blive
udfordret i højere grad, end det kan administrere. Dette er en optimistisk vurdering, og det skal
understreges, at dette ikke er en spådom eller en abstrakt fremskrivning af lovmæssigheder.
Der er tale om en sandsynlighedsbetragtning, der ikke udelukker, at der kan ske ændringer i
betingelserne for regnestykket. I så tilfælde må det selvfølgelig gøres om. Under alle omstændigheder
vil vurderingen skulle justeres i de kommende år, i takt med at de foreløbigt forudsigelige
begivenheder som valg, regeringsdannelser og reformer iværksættes i Egypten, og i takt med at
konsekvenserne af de øvrige reformprocesser i Mellemøsten begynder at vise sig.
Det egyptiske militærs demokratiseringsmanagement
Der kan på baggrund af det ovenstående formuleres nogle grundlæggende antagelser for den
fortløbende demokratiseringsproces i Egypten:
Det egyptiske militær har foretaget en rolleforandring fra garant for det autoritære regime til
demokratiseringsmanager.
Militæret har været både en del af problemet og en del af løsningen. Militæret var en del af den
gamle elite, og som sådan bidrog militæret til at holde størstedelen af den egyptiske befolkning
væk fra direkte politisk indfl ydelse på de centrale offentlige beslutningscentre. Det har derfor som
samlet aktør været med til at skabe det demokratiske underskud, der stadig karakteriserer det
egyptiske samfund. Det egyptiske militær må på den baggrund opfattes som en aktør, der ikke i
sin essens eller natur er demokratisk. Det må stadig skulle anses for at være en labil aktør, der
kan fl yttes i sine vurderinger og politiske beslutninger i forhold til demokratisering. Dets ledelse
vil have fl ere hensyn at tage, hvoraf det vigtigste er at holde sammen på organisationen. Andre
hensyn vil være at forbedre militærets mulighed for at varetage den ydre sikkerhed og indre
orden. At militæret har skiftet side i valget mellem regering og opposition, må antages at være
en taktisk forskydning, der afspejler, at dets vurdering er, at demokrati på længere sigt vil give
de bedste betingelser for at holde organisationen samlet og forbedre dens situation og ydelse.
Samtidig giver det militæret mulighed for at forbedre sine relationer til stærke eksterne partnere,
især USA. Umiddelbart giver det militæret et incitament til at fortsætte i det aktuelle spor, men
kun tiden kan vise, hvor langt denne forventning holder.
Militæret er den centrale magtfaktor i den egyptiske stat. Blandt de centrale politiske institutioner
og aktører i dag indtager det egyptiske militær en særstilling. Det har siden Nasser haft
en anerkendt placering i det egyptiske samfund på både eliteniveau og folkeligt niveau. Dets
politiske styrke blev senest vist i magtkampen med præsidenten og de civile regeringsapparater,
hvor det kom styrket ud: Det overtog regeringsmagten og blev dermed med et slag seniorpartner
i det fi rma, hvor det tidligere i mange år blot havde været en slags kuponklippende aktionær, der
som en selvfølge og med vidtåbne lommer modtog bevillinger. Alt tyder på, at det også i perioden
efter et valg vil være en meget stærk aktør. En forventning om en tyrkifi cering af de civil-militære

elationer i Egypten ligger lige for. Det vil indebære, at militæret ikke blander sig i den politiske
proces i det daglige, men at dets indfl ydelse ligger som en skygge over regeringsarbejdet, og at
det vil forbeholde sig retten til at vetoe større beslutninger, der er i modstrid med dets politik. Over
tid kan man nok forvente en egentlig demokratisering, men før man kan fælde endelig dom, skal i
hvert fald det næste valg være overstået. Foreløbig har det egyptiske militær i hvert fald vist, at det
har en rolle at spille i det egyptiske samfund. Udtrykt med Johan P. Olsens nyinstitutionalisme:
” … politiske institutioner tilpasser sig arbejdsopgaver og ydre betingelser via en historisk effektiv
proces. En historisk effektiv proces er en proces, som gennem rationel tilpasning eller naturlig
selektion bevæger sig hurtigt mod et unikt og optimalt resultat. (…) Denne antagelse gør, at man
ikke behøver at studere faktisk adfærd i mikroprocesserne. Institutioner, som har overlevet, har
bestået en historisk test, og de har dermed vist, at de har en funktion.” (Olsen, 1998; 344).
Man behøver ikke at tilslutte sig hele Olsens tankeverden for at hævde, at i det egyptiske tilfælde
viste Mubarak og hans NDP, at de ikke havde en funktion, mens militæret viste, at det havde.
Militæret har på grund af professionelle bånd til USA og af legitimitetshensyn foreløbigt interesse
i en overgang til og en vedligeholdelse af demokrati. Demokrati vil i første omgang ikke true
militærets magtbase. Det har vundet en nærmest uvurderlig politisk kapital i dette års styrkeprøver,
og selv om den ikke vil være en evig garanti, vil den i lang tid gøre det politiske liv lettere
for militæret. En alliance med nye kræfter, liberale demokrater eller moderate islamister eller en
kombination kan sætte ’forældede’ dele af den gamle magtbalance ud af spillet. Militæret kan
derefter vælge, med hvem man vil samarbejde. Med demokratisk legitimitet og fysisk magt i ryggen
vil det være svært for ’den nye klasse’ eller andre kræfter at stille noget op imod militærets
ønsker, og demokratiske omgivelser vil give militæret stor fl eksibilitet, da det kan vælge at støtte
regeringen, hvis det passer bedst til dets politik, eller omvendt læne sig op ad en opposition,
hvis det passer bedre i den konkrete situation. Demokrati synes på disse præmisser at være
den bedste garanti for militærets sammenhængskraft og politiske indfl ydelse i mange år frem i
det egyptiske samfund.
Det egyptiske militær vil sandsynligvis også i de kommende år have placering og politisk styrke
til at sikre, at Egyptens nye udviklingsretning ikke bryder afgørende med den nye verdensorden
og dermed med de alliancer, som landet (blandt andet formidlet af militæret) har opbygget
siden fredsslutningen med Israel. Denne forventning er baseret på de hidtidige erfaringer og
den incitamentsstruktur, som den nye verdensorden har frembragt, men bør modifi ceres og
eventuelt opgives i det tilfælde, at afgørende forudsætninger herfor falder bort i den fortløbende
demokratiseringsproces.
Forsvarsakademiet
67

68
Appendiks:
Militærets politiske roller i de post-autoritære mellemøstlige nationalstater:
begrebslig baggrund
Den ovenstående tekst indeholder en videreudvikling af nogle af de hypoteser om det arabiske
militærs fremtidige udvikling, der blev fremlagt i artiklen ’Challenges to the Role of Arab Militaries’
(Hansen og Jensen, 2008, herefter Challenges). Denne tekst diskuterede betingelserne for den
fremtidige udvikling i de civil-militære relationer og demokratiseringen i det arabiske Mellemøsten
set i lyset af den nye verdensordens eksterne pres og de unipolære betingelser, som denne
verdensorden fungerer på. Der blev også fremlagt forventninger om udviklingen på de nævnte
områder, der var baseret på dels de hidtidige erfaringer, dels teoretiske fremskrivninger på basis
af disse. I kort form blev der fremstillet en forventning om det arabiske militærs udvikling, der
sagde, at det siden 2. Verdenskrig havde gennemgået en udvikling fra at være en samfundsmæssig
aktør, der udfordrede de siddende regeringer (’kupfasen’ fra 1950 til 1970), til at være en
regimegarant, der beskyttede de siddende autoritære regeringer, og at det generelt var kommet
ind i en ny labil fase (efter 2001), hvor det skulle være med til at håndtere overgangsprocesser
frem mod demokrati.
Irak blev det første arabiske land, hvor den nye rolle blev testet, men med udviklingerne i 2011 er
det blevet muligt at diskutere hypoteserne igen med nyt materiale. Dette er blevet gjort i forhold
til det egyptiske tilfælde, og foreløbig ser det, som det er fremgået ovenfor, ud til, at hypotesen
er blevet bekræftet af denne case. På den baggrund er der fremsat yderligere hypoteser om det
videre forløb i det specifi kke egyptiske tilfælde.
I den oprindelige tekst fra 2008 blev formerne for det arabiske militærs politiske rolle fremstillet
med konkret udgangspunkt i et historisk udviklingsforløb. Den strukturelle baggrund for begreberne
og deres brug i teksten blev som følge af denne teksts sigte underspillet. Det kan derfor
være nyttigt at vende tilbage til disse for at kunne se nærmere på præmisserne for den historiske
analyse og de begreber, som blev brugt i analysen.
Nedenfor er der opstillet en fi gur, der i oversigt viser de politiske roller, som militæret i det arabiske
Mellemøsten har optrådt og kan tænkes at optræde i inden for de relevante perioder. Figuren
sammenfatter militærets principielle roller som baggrund for teoretiske antagelser om militær
udvikling i Mellemøsten under indtryk af den nye verdensorden. Den historiske sekvens, der fremstilles
(kupfase, autoritær regimebeskyttelse, demokratiseringshåndtering), er ét specialtilfælde,
der er baseret på forventninger inden for teori om unipolaritet og demokratisering inden for den
række af teoretiske muligheder, der fremstilles.
Der sondres principielt mellem to dimensioner af militærets indre politiske roller. Den første er
militærets loyalitet over for regimer, der privilegerer befolkninger henholdsvis regeringer, og den
anden er militærets roller i stabile henholdsvis labile situationer.
I den første dimension skelnes der mellem, om militæret er loyalt over for regimer, der beskytter
enkelte eliter (eller alliancer af sådanne) mod folkelig indfl ydelse på den centrale politiske magt
eller over for regimer, der beskytter befolkningen som et hele. Det afgørende i denne sondring er

spørgsmålet om, hvor militærets loyalitet som organisation ligger i den principielle sondring mellem
eliter og befolkning. 21 Militærets ledelse kan eventuelt indgå som en del af en sådan elite eller stå
i denne elites tjeneste, hvilket har været det mest almindelige siden 1970 i de arabiske regimer.
Militæret kan imidlertid også beskytte regimer, der privilegerer den folkelige indfl ydelse, sådan
som den kan komme til udtryk gennem liberaldemokratiske institutioner som en fri offentlighed
med tilhørende debat, uafhængige partier, frie og fair valghandlinger, parlamenter og ’rule of
law’. I det arabiske Mellemøsten har der ikke været ret mange tilfælde af sådanne demokratiske
politiske arrangementer (der har i praksis kun været sporadiske elementer i Libanon og det nye
Irak), og de er derfor heller ikke behandlet indgående i Challenges (2008).
I den anden dimension går skellet mellem stabile eller labile situationer. I de stabile perioder er
militærets loyalitet uantastet: Det er loyalt over for et autoritært eller et demokratisk regime. I
de labile perioder er militærets loyalitet ikke givet, og de samfundsmæssige magtforhold i øvrigt
er uafklarede. Det var situationen, i større eller mindre grad i de enkelte samfund, i perioden
mellem 1950 og 1970 i de arabiske lande. Herefter indtrådte en periode med stabile autoritære
forhold, og det er hypotesen, at der nu igen under indtryk af unipolaritet og den ny verdensorden
er indtrådt en ny labil periode. I de labile perioder må militærets ledere inden for de rammer, som
deres kontrol med deres organisation tillader, vælge, om de vil støtte de siddende autoritære
regimer, eller om de vil støtte en regimeforandring over mod demokratiske forhold, det vil sige
støtte befolkningen.
Som det fremgår, fremkommer der på den måde fi re principielle former for militære indre roller:
autoritær eller demokratisk regimebeskyttelse og autoritær eller demokratisk overgangshåndtering.
Disse roller har som gyldighedsområde de civil-militære relationer i moderne nationalstater
og er ikke specifi kt rettet mod mellemøstlige relationer, selvom de selvfølgelig også principielt
dækker dem. I den nedenstående fi gur er disse former for indre roller og nogle stikord om deres
betydning ridset op.
(21) Sondringen fi ndes i David Eastons politiske teori (Easton, 1998, 38-40), hvor han bestemmer nogle grundlæggende
politiske roller, nemlig enten dem, der, formidlet af specifi kke regimer i betydningen regler og institutioner, kan
betegnes som ’autoritet’ (fx regering og myndigheder), eller dem, der hører til ’det politiske fællesskab’. I et autoritært
samfund er der forskel på disse, det vil sige, at centralmagten besiddes af en herskende elite, men i et demokratisk
samfund er den konkrete befolkning både ’autoritet’ (gennem debat og valg) og ’politisk fællesskab’. Spørgsmålet
er altså i denne dimension, om militæret er loyalt over for en elite i et autoritært samfund eller over for det politiske
fællesskab i et demokratisk.
Forsvarsakademiet
69

70
Appendikstabel 1. Militærets loyalitet over for politisk fællesskab, regime og myndighed (dets
indre politiske rolle)
Labil kontekst Stabil kontekst
Elitistisk loyalitet (1)
Regimeudfordring
(autoritær overgangshåndtering)
Autoritære civil-militære relationer
Militærs loyalitet hælder mod autoritære
eliter og egen ledelse
Intern rolle
Pluralistisk loyalitet (3)
Demokratiseringsmanagement
(to valgperioders testperiode)
Foreløbige demokratiske civil-militære
relationer
Militærs loyalitet hælder mod befolkning
og alliancer med folkeligt forankrede
politiske aktører (evt. partier)
Balancering af indre og ydre sikkerhed
(2)
Autoritær regimegarant
(i betydningen, at militæret støtter
autoritær ledelse imod opposition i
civilsamfund)
Autoritære civil-militære relationer
Militær forholder sig loyalt over for, eller
er del af, autoritær elite
Ofte overvejende intern rolle
(4)
Demokratisk regimegarant
(i betydningen, at militæret er neutralt
over for politiske strømninger i civilsamfund
og statslig ledelse)
Demokratiske civil-militære relationer
Militær er del af demokratisk stat og
underlagt civil myndighed ifølge ’rule of
law’
Loyalitet over for politisk fællesskab
Primær rolle er opretholdelse af ydre
sikkerhed
Tabel 1 præciserer med udgangspunkt i de ovenstående principielle roller forventningerne på
baggrund af den nye verdensorden i forhold til de arabiske landes militære styrker. Som det
fremgår af fi guren, der er en sprogligt bearbejdet udgave af en fi gur fra Challenges (2008; 41),
kan man beskrive en foreløbig udvikling i militærets indre politiske roller, der dækker perioden
fra den kolde krigs start til et stykke ind i den nye verdensorden, relativt entydigt.
I den første fase, kupfasen, var de politiske forhold i de arabiske samfund set under et meget
labile. Staterne var ret nye i den betydning, at de fl este havde været underlagt europæiske
stater eller Det Osmanniske Rige frem til 1. Verdenskrig, havde opnået en vis selvstændighed i
mellemkrigstiden og fuld uafhængighed efter 2. Verdenskrig. I disse nye stater var der naturligt
nok uafklarede magtforhold, og i en del tilfælde brugte de nyoprettede militære organisationer
den labile situation til at udføre kup mod deres regeringer, der ofte var blevet indsat af gamle
koloniherrer. Militæret fi k en central rolle i en autoritær regimeudvikling, der i de fl este tilfælde
udelukkede de brede befolkninger fra den centrale politiske magts positioner.

I den anden fase var de arabiske samfund blevet stabiliseret omkring autoritære modeller, og set
på de indre politiske linjer blev de en af de regioner i verden, hvor ledere sad længst og sikrest,
når de først havde fået magten (Hansen, 1998). Her gik arabisk militær fra at være regimeudfordrende
til at være regimebevarende. Denne stabile fase af ro i forholdet mellem militær og
regering og af autoritære relationer til befolkningen rakte fra cirka midt inde i den kolde krig, hvor
de nye eksterne betingelser, som bipolariteten havde sat, var blevet udkrystalliseret til nogenlunde
accepterede handlingshorisonter. I Mellemøsten blev de regimer, der blev sedimenteret omkring
den kolde krigs styrkeforhold, så stabile, at de kunne holde langt ind i unipolariteten, på trods af
at der var et stærkt eksternt forventningspres om reformpolitik. Dette skal ses i modsætning til
de autoritære regimer i fx Østeuropa, Latinamerika og Sydafrika, der langt hurtigere blev tilpasset
til den nye situation.
Den tredje fase er den nye verdensordens, hvor presset på de arabiske civil-militære relationer
blev større. Den teoretiske forventning til disses udvikling måtte derfor være, de internationale
styrkeforhold taget i betragtning, at jo længere unipolariteten varer, og jo bredere den nye verdensordens
normer slår igennem, des sværere bliver det for de gamle styrer at opretholde den
autoritære orden. Forventningen bliver, at der indtræder en periode med en ny labilitet. I Challenges
blev denne forventning udtrykt med formuleringen om, at militærets rolle blev ’managing
regime development by democratisation’, og at dets perspektiv ville gå fra at være hensynet til de
gamle eliter til at være ’protection of citizens’ (2008, 39-44). I den første del af denne fase har
militæret været regimegarant på unipolære betingelser, det vil sige under pres, og i den anden
fase går det, igen under pres, over til at håndtere demokratisering, sådan som det fremgår af
nedenstående tabel.
Appendikstabel 2. Det arabiske militærs politiske roller i 1950-2011
Faser/roller Indre rolle Ydre rolle Andre roller
Fase 1
1950-1970
Ca. 1970-
1989
Fase 3.a
1989-2001
Fase 3.b
2001-
Regimeudfordring (overgangshåndtering
i kupfasen)
Regimegarant Begrænset regional afskrækkelse
Regimegarant
(unipolære betingelser)
? Håndtering af demokratisering,
beskyttelse af borgere?
(’?’ angiver, at der er tale om hypoteser)
Regional krigsførelse Udvikling af statsidentitet
Styring af unipolær indfl ydelse
gennem tilpasning
? Håndtering af unipolær
indfl ydelse gennem regional
fredsskabelse?
Opsugning af overskudsarbejdskraft
Opsugning af overskudsarbejdskraft
? Opsugning af overskudsarbejde,
integration?
Det må forventes, i den udstrækning den nuværende verdensorden holder, at det ydre pres vil
tvinge stadig fl ere dele af det arabiske militær over i rollen som demokratiseringsstøtter. Endvidere
må det forventes, at mange af dem ad åre kan betegnes som demokratiske regimebeskyttere, men
dette forudsætter nye stabile situationer, der må antages at ligge et godt stykke ude i fremtiden.
Som det er fremgået, kan man som målestok for, hvornår man kan tale om et stabilt demokrati,
sige, at der skal have været mindst to demokratiske valg til centrale politiske poster (parlament
og eventuelt præsidentskab). I den betydning er der endnu et stykke vej for de nye regimer.
Forsvarsakademiet
71

72
Om nogle arabiske regimer når dertil, hvor de kan betegnes som stabile demokratier i denne
strenge betydning, er det svært at forudsige noget om. I forhold til den tilgang, der her er brugt,
vil en positiv forudsigelse i den retning skulle være baseret på den forudsætning, at unipolariteten
og den nye verdensorden holder og ser stabil ud i relativt lang tid fremover. Under den
forudsætning, at unipolariteten holder 10-15 år endnu, kan man forvente stabilisering af regimerne
i demokratisk retning. Under den forudsætning, at USA er på vej ned som supermagt i
den aktuelle situation (en opfattelse, som vi ikke deler) og vil blive afl øst af en ny supermagt, fx
Kina, som er den eneste stat, som ikke er rettet mod den nye verdensorden, der ser ud til at ville
kunne matche USA i et 15-20-års perspektiv, vil demokratisering sikkert have lange udsigter i
de arabiske stater. Den tredje mulighed er, at verden i stedet for unipolaritet bevæger sig mod
en ny multipolaritet. I dette tilfælde er det i dag umuligt at forudsige noget om de internationale
betingelser for udvikling af de arabiske regimer. Det vil være muligt, at nogle er nået dertil, at
de rykker sammen med Europa i håb om at fi nde beskyttelse her, og i så fald må de indrette
sig på demokratiske krav, som fx Tyrkiet er blevet stillet over for, men det er også muligt, at de
fi nder sammen med mere autoritære regimer, som det kinesiske foreløbigt er, og i så tilfælde vil
der være stærke kræfter, der arbejder for en ny kupfase (med modkup eller ’restauration’), hvor
militæret igen bliver stillet over for valget om, hvorvidt det skal støtte elite eller befolkning. På
grund af den relative usikkerhed om, hvornår en eventuel stabilisering af de arabiske regimer
i demokratisk retning kan tænkes at indtræffe, og hvad der vil blive dens varighed, har vi valgt
ikke at indarbejde denne i skema to endnu. Når vi er nået længere ind i den aktuelle fase, kan
det blive relevant at forsøge at se endnu en fase frem, men foreløbigt synes det mest fornuftigt
at stoppe ved fase tre. En forudsigelse om fase fi re kan eventuelt komme på tale, hvis den aktuelle
proces i løbet af et år eller to får yderligere momentum, eller om fi re til fem år, når man kan
vurdere, hvor langt stabiliseringen eventuelt er nået.

Litteratur
Alfoneh, Ali and R. A. Norton (2008): ‘The Study of Civil-Military relations and Civil Society in
the Middle East’ in Jensen, Carsten, ed. (2008): Developments in Civil-Military Relations in the
Middle East. København, Forsvarsakademiet.
Angrist, Michelle Penner (2011): ‘Morning in Tunesia. The Frustrations of the Arab World Boils
Over’. In Council of Foreign Relations, 2011.
Bill, James A. and Robert Springborg (1994): Politics in the Middle East. New York: HarperCollins
College Publishers.
Borkan, Brett (2011): ‘US military chief reaffi rms support for Egypt army, evades question on
military trials’ The Daily News Egypt, 8. juni.
Bradley, John R. (2008): Inside Egypt. The land of the Pharaohs on the Brink of a Revolution.
New York, PalgraveMacmillan.
Brown, Nathan J. and Emad El-Din Shahin (2010): The Struggle Over Democracy in the Middle
East. Regional Politics and External Policies. Abingdon, Routledge.
Cambanis, Thanassis (2010): ‘Succession Gives Army a Stiff Test in Egypt’, New York Times,
September 11.
Cook, Steven A. (2007): Ruling But Not Governing. Baltimore, The Johns Hopkins University
Press.
Council of Foreign Relations (2011): The New Arab Revolt. What Happened, What It Means and
What Comes Next. New York, CFR.
Dawahare, Michael D. (2000): Civil Society and Lebanon. Parkland, Brown Walker Press.
Easton, David (1998): ’Om at analysere politiske systemer.’ I Birthe Hansen og Carsten Jensen,
red. Grundbogen i Statskundskab. København, Akademisk Forlag.
Elsalam, Mohamed Abd (2008): ‘The Military and the Developments in its Role in the Arab
World.’ I Carsten Jensen, red. Copenhagen, Royal Danish Defence College.
Ferris, Jesse (2008): Egypt, The Cold War, and the Civil War in Yemen. Ann Arbor, UMI Mikroform.
Frisch, Hillel (2002): ‘Guns and Butter in the Egyptian Army’ in Rubin, Barry and Thomas A.
Keaney (eds.): Armed Forces in the Middle East. Politics and Strategy. London, Frank Cass
Publishers.
The Guardian (2011): ‘US embassy cables: Egyptian military’s infl uence in decline, US told’,
The Guardian, 3. februar.
Habermas, Jürgen (2001): The Postnational Constellation. Cambridge, Polity.
Hammer, Joshua (2011): ‘Egypt: Who calls the Shots?’ The New York Review of Books, August
18.
Goldberg Ellis (2011): ‘Mubarakism without Mubarak. Why Egypt’s Military Will Not Embrace
Democracy.’ In The New Arab Revolt, New York, Council on Foreign Relations and Foreign Affairs.
Forsvarsakademiet
73

74
Hass, Richard N. (2011): ‘Refl ections on the Revolution in Egypt’, Council of Foreign Affairs,
ed.: The New Arab Revolt. New York, Council of Foreign Affairs.
Hansen, Birthe (2011): Unipolarity and World Politics. London, Routledge.
Hansen, Birthe (2003): Overmagt. USA og Europa i det 21. århundrede. København, Gyldendal.
Hansen, Birthe (2000): Unipolarity and the Middle East. Richmond: Curzon.
Hansen, Birthe og Carsten Jensen (2012): Demokrati i Mellemøsten. København, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag.
Hansen, Birthe og Carsten Jensen (2008): ‘Challenges to the Role of Arab Militaries’. I Jensen,
Carsten (2008) (Ed.) Developments in Civil-Military Relations in the Middle East. Copenhagen,
Royal Danish Defence College.
Hansen, Birthe og Carsten Jensen (2006a): Unipolarity and Democracy in the Middle East.
Arbejdspapir 2006/04. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Hansen, Birthe og Carsten Jensen (2006b): Vejen til tryghed? Sikkerhed og demokrati i Mellemøsten.
København, Atlantsammenslutningen.
Hansen, Birthe og Carsten Jensen (2006c): De mellemøstlige civilsamfund. Oplæg til seminar i
Udenrigsministeriet, november 2006. Upubliceret.
Hansen, Birthe og Carsten Jensen (2005): Mellemøsten i opbrud. København, Atlantsammenslutningen.
Hafez, Sherine (2001): ‘The Terms of Empowerment. Islamic Women Activists in Egypt’. Cairo
Papers in Social Science, Vol. 24, Number 4, Winter 2001.
Henry, Clement N and Robert Springborg (2002): Globalization and the Politics of Development
in the Middle East. Cambridge: Cambridge University Press.
Henry, Clement N and Robert Springborg (2010): Globalization and the Politics of Development
in the Middle East. Second Edition. Cambridge: Cambridge University Press.
Henry, Clement M. and Robert Springborg (2011): ‘A Tunisian Solution for Egypt’s Military.
Why Egypt’s Military Will Not be Able to Govern.’ In The New Arab Revolt, New York, Council on
Foreign relations and Foreign Affairs.
Huntington, Samuel P. (1991): The Third Wave. Democratization in the Late Twentieth Century.
University of Oklahoma Press, Norman.
Huntington, Samuel P. (1957): The Soldier and the State. Theory and Politics of Civil-Military
Relations. Cambridge, The Belknap Press of Harward University Press.
Ismael, Y. Tareq and Jacqueline S. Ismael (2011): Government and Politics of the Contemporary
Middle East. Continuity and Change. Abingdon, Routledge.
Jane’s (2011): Defence Budget (Egypt), Defence Budget. http://articles.janes.com/Articles-
Sentinel-Security-Assesment-North-Africa.
Jensen, Carsten (2008) (Ed.): Developments in Civil-Military Relations in the Middle East. Copenhagen,
Royal Danish Defence College.

Forsvarsakademiet
Jensen, Carsten (2006): Civilsamfundsbegrebet og Mellemøsten. København; Institut for Statskundskab.
Arbejdspapir 2006/07.
Jensen, Carsten (2005): Det egyptiske civilsamfund. Mellem demokrati og islamistisk aktivisme
i den nye verdensorden. Arbejdspapir, Forsvarsakademiet.
Jerichow, Anders (2002): Arabien – palads eller parlament. København, Akademisk forlag.
Kassem, Maye (2004): Egyptian Politics. The Dynamics of Authoritarian Rule. Boulder and
London: Lynne Rienner Publishers.
Laclau, Ernesto (1990): New Refl ections on the Revolution in Our Time. London, Verso.
Laclau, Ernesto (2005): On Populist Reason. London, Verso.
Lewis, Bernhard (1998): Mellemøstens historie i de seneste 2000 år. København, Gyldendal.
Mouffe, Chantal (2005): On the Political. London, Routledge.
Mouffe, Chantal (2005b): Exodus und Stellungskrieg. Die Zukunft radikaler Politik. Wien, Turia
+ Kant. The New Encyclopedia Britannica (1993): Chicago, Encyclopedia Britannica, Inc.
Olsen, Johan P. (1998): ’Nyinstitutionalismen og politologien’ i Birthe Hansen og Carsten Jensen
(red.): Grundbogen i Statskundskab. København, Akademisk Forlag.
Osman, Tarek (2011): Egypt: After Revolt, Transition. Open Democracy. 9. februar, 2011. (14.
marts, 2011).
Osman, Tarek (2010): Egypt on the Brink. From Nasser to Mubarak. New Haven and London,
Yale University Press.
Owen, Roger (1992): State, Power and Politics in the Making of the Modern Middle East. London,
Routledge.
Pew Research Center (2011): ‘Egyptians Embrace Revolt Leaders, Religious Parties and Military,
As Well.’ PewGlobal.org/2011/04/25.
Pollack, Kenneth M. (2002): Arabs at War. Military Effectiveness, 1948-1991. Lincoln and
London, University of Nebraska Press.
Poulantzas, Nicos (1975): Diktaturernes krise. København, Aurora.
Rubin, Barry (2002): ‘The Military in Contemporary Middle East Politics.’ In Rubin Barry og
Thomas A. Kearney op. cit.
Shadid, Anthony (2011): ‘Obama Urges Faster Shift of Power in Egypt’, New York Times, February
1, 2011.
Shahin, Emad El-Din (2010): ‘Democratic Transformation in Egypt. Controlled reforms … Frustrated
Hopes.’ In Brown, Nathan J. and Emad El-Din Shahin (2010) The Struggle Over Democracy
in the Middle East. Regional Politics and External Policies. Abingdon, Routledge.
Stacher, Joshua (2011): ‘Egypt’s Democratic Mirage: How Cairo’s Authoritarian Regime is Adapting
to Preserve Itself. In Foreign Affairs 7, 2011.
Stepan, Alfred (1988): Rethinking Military Politics. Princeton, New Jersey, Princeton University
Press.
75

76
Trager, Erik (2011): ’Letter from Cairo. The People’s Military in Egypt?’ In The New Arab Revolt,
New York, Council on Foreign relations and Foreign Affairs.
UNDP (2005): Arab Human Development Report 2004: Towards Freedom in the Arab World.
National Press, Amman, Jordan.
UNDP (2006): Arab Human Development Report 2005. Towards the Rise of Women in the
Arab World. Amman, UNDP.
Weber, Max (1971): Makt og byråkrati. Oslo, Gyldendal Norsk Forlag.
Waltz, Kenneth W. (1979): Theory of International Politics. New York, Random House.
Akramonline.org
Associated Press
BBC
CNN
Foreign Affairs

Forsvarsakademiet
77