Læs udvalgets rapport - Social

3.2.3 Budgetmetoden
Mens medianindkomsten tager udgangspunkt i de faktiske disponible indkomster, så er ideen med budgetmetoden
at opstille et skøn for det minimum af udgifter, en familie af en given størrelse og sammensætning
nødvendigvis må kunne afholde og dermed, hvilken indkomst man som minimum skal have for at opnå denne
levefod.
Udgangspunktet for budgetmetoden er, at der defineres en forbrugskurv sammensat af de varer og tjenester,
der skal anskaffes for at kunne oppebære en rimelig levestandard. Givet priserne på de nødvendige
varer og tjenester kan man finde udgiftssummen eller budgetkravet for at kunne anskaffe sig den fastlagte
forbrugskurv.
Forbrugskurven defineres typisk for forskellige familietyper, fx enlig eller familie med et barn. Der tages
således højde for, at de faktiske behov afhænger af køn, alder, social status, livssituation mv., og på denne
måde fastlægges der implicit en ækvivalensskala. I praksis ville det derfor være nødvendigt at definere et
stort antal budgetter, hvis det skal tilpasses et repræsentativt antal persontyper og familier.
Forbrugskurven, der danner grundlag for budgetmetoden, kan opdeles efter, hvad der er nødvendigt på helt
kort sigt (uden fx nyanskaffelser) og på lidt længere sigt, når der også skal være råd til fx nyanskaffelser, jf.
kapitel 6.
Budgetmetodens fordel er dens konkrete udgangspunkt i en forbrugskurv og dermed et budgetkrav, som
for de fleste er mere intuitivt end det ækvivalerede indkomstbegreb anvendt i medianindkomstmetoden.
Ulempen er, at fastlæggelsen af kurven af forbrugsvarer indeholder et betydeligt subjektivt element.
Budgetmetoden giver også en relativ grænse for fattigdom, såfremt forbrugskurven løbende tilpasses til
udviklingen i samfundet. Mens et farve-tv for 40 år siden var et luksusgode, er det ikke tilfældet i dag. For en
anvendelse af metoden er det således nødvendigt at tage stilling til, hvornår forbrugskurven skal opdateres,
og efter hvilke kriterier kurven skal ændres.
Detaljeringsgraden i sammensætningen af kurven er også et kritisk element. Skal kurven sammensættes
efter en minutiøs og detaljeret specifikation af alle forbrugsgoder og tjenester, man har brug for igennem
året? Hvilke typer af forbrugsgoder og tjenester skal medtages? Hvor tit skal der være råd til nyanskaffelser?
Skal deltagelse i fester eller ferierejser være en del af kurven og på hvilket niveau? En meget detaljeret tilgang
har den ulempe, at man mere tilnærmer sig et ideal for den rationelle familie, der gør alt rigtigt, end en
realistisk dagligdagssituation for de fleste danskere. Omvendt vil en summarisk tilgang have den ulempe, at
troværdigheden af målet mindskes.
I praksis vil man ved anvendelse af metoden ikke forny forbrugsbundtet årligt. For at tage hensyn til pris- og
lønudviklingen kan budgetbeløbet opjusteres med pris- eller lønudviklingen. En opjustering med prisudviklingen
sikrer, at man fortsat kan købe det samme forbrugsbundt. Omvendt vil de erhvervsaktive øge deres
forbrugsmuligheder i takt med lønstigningerne, og den relative betragtning tilsiger derfor en opskrivning
med lønudviklingen. Det rejser det pragmatiske spørgsmål, om der er en afgørende forskel mellem en fattigdomsgrænse
fastsat ved budgetmetoden, som justeres årligt ud fra lønudviklingen og en fattigdomsgrænse
fastsat efter medianindkomstmetoden, der implicit vil stige i takt med lønudviklingen (se diskussionen i
kapitel 6 afsnit 6.1).
46 l EN DANSK FATTIGDOMSGRÆNSE – ANALYSER OG FORSLAG TIL OPGØRELSESMETODER