Impuls -juni.indd - Nyimpuls.dk

v/Martinus
Hvad forstår vi ved ånd? Vi ved fra vor børnelærdom, at
ånd var noget, der kom over apostlene, hvorved de fik en
anden bevidsthedstilstand end den, de før havde. De kom
til at tale i andre tungemål. Dette skal ikke forstås således,
at apostlene kom til at tale andre sprog. Apostlene havde
en åndelig oplevelse, i hvilken de blev bevidst i andre
tankearter end dem, de hidtil havde kendt. De blev med
andre ord bevidste i en højere viden om tingene.
Men denne forklaring på hvad ånd er, er ikke tilstrækkelig.
Kosmisk set er ånd og materie det samme. Men
hvorfor siger vi da “ånd” i det ene tilfælde og “materie” i
det andet? For at besvare dette spørgsmål rigtigt, må jeg
bede Dem betragte den verden, De er omgivet af. De ser
f.eks. naturen, huse, møbler, hinandens organismer osv.
Alle disse ting kalder vi for materie. Men undersøger vi
derimod det, vi kalder en “oplevelse”, ser vi, at den udtrykker
en reaktion mellem det i os selv, vi kalder vort jeg
og - materien. Igennem denne reaktion tilføres der vort
indre det, vi kalder “indtryk”. Disse indtryk opbevarer
vi i vor bevidsthed, som i virkeligheden udelukkende
består af alle de indtryk, vi i vor tilværelse har oplevet.
Den samlede sum af disse indtryk udgør, sammen med
vort Jeg, det vi kalder “ånd”.
Vi ser således, at der for at der kan opstå det, vi kalder
“ånd”, må være et skillerum mellem os selv og materien.
Når De oplever livet, sker denne oplevelse igennem en
kæde af indtryk, der går ind til noget i Dem, som så at
sige er ukendt for Dem. Herfra vender disse indtryk tilbage
til Deres hjerne i form af “tanker” og forlader igen
Deres væsen som “udtryk”, der får direkte indflydelse på
den materie, der omgiver Dem. Vor “ånd” bliver altså til
igennem de ydre materiers indtryk på det i vort væsen,
vi udtrykker som vort “jeg”.
Ånd og materie er i virkeligheden det samme. Sandheden
er nemlig den, at det kun er den del af materien, som
befinder sig indenfor vor bevidsthed, vi kalder “ånd”.
Det der er udenfor, det være sig faste, flydende eller luftformige
stoffer, kalder vi “materie”. Når vi dør, sker der
kun det, at vort liv, der før var af indvendig karakter, dvs
opstod som reaktion mellem os selv og en yderverden,
nu bliver af udvendig karakter. Årsagen hertil er, at de
åndelige verdner består af samme stråleformige materie,
som vor indvendige verden her er bygget op af.
Ånd
Ånd begynder altså der, hvor vore fysiske sanser møder
deres grænse. Ingen kan med sine hænder tage på
sine “erindringer”. Og dog eksisterer disse erindringer
som ligeså realistiske som det, man fysisk kan tage og
føle på. Erindringerne udtrykker altså et område, hvor
den fysiske materie er gået over i en form, vi kalder
“åndelig”. Denne erindringsskabelse foregår uafladelig.
Intet levende væsen kan være til, uden at der uafladeligt
strømmer indtryk ind i dets bevidsthed. Disse indtryk går
videre end til den almindeligt kendte del af bevidstheden.
De går ind i det område af det levende væsen, jeg kalder
“Jeget” eller X1.
Martinus’ portræt malet af Vivian Blohm Rainer
Når man f.eks. sidder i sin stol og koncentrerer sig om
alt det, man har oplevet dagen igennem, spørger man
uvilkårligt sig selv, hvor alle disse indtryk er henne. De
synes ikke at være i hjernen og er det heller ikke, de er
gået videre og er nået til et område, der er utilgængeligt
for sanserne, et område jeg kalder “overbevidstheden”.
Indenfor dette område “vender” indtrykkene og strømmer
tilbage i den vågne dagsbevidsthed, men nu iklædt den
materie, vi kalder “tanker”.
3