2. Verslære DANSK VERSLÆRE - NORDISC Music & Text

lader vi, når vi slår takten ved versfremsigelsen, uvilkårligt taktslaget
falde.
7. Takslaget repræsenterer imidlertid kun et punkt i stavelsens
udstrækning, som trænger til at bestemmes nærmere. Enhver vil kunne
høre, at i et konsonantrigt ord som ‖strejfskud‖ falder de to accenter på
vokalerne. Men da en lang vokal eller diftong selv har en i forhold til
verstaktens længde kendelig udstrækning, kan det have interesse at få
oplyst, hvor i vokalen taktslaget falder. Brückes undersøgelser har
godtgjort, at det er det øjeblik, da den ved vokalens udtale åbne
mundhule forsnævres for at artikulere en påfølgende konsonant, der i det
luftstrømmen pludseligt ligesom støder an mod en hindring, lyder som et
taktslag i vores ører.
Hvor ingen konsonant følger efter, falder punktet ligeledes henimod
vokalens slutning; ved stødtonede vokaler falder det umiddelbart før
stødet, stemmeridsens lukning.
8. Sprogrytmens taktinddeling som strækkende sig fra vokal til vokal
falder ikke nøjagtigt sammen med stavelsesinddelingen, i det i realitetten
alle konsonanter, som går forud for taktens første vokal, muligt endog en
del af selve denne, kommer til at tilhøre den foregående takt.
9. Af denne erkendelse lader flere vigtige sætninger sig uddrage. Det
fremgår af den, hvad der tidligere er berørt, at det er umuligt at angive
noget talforhold mellem sprogrytmens taktelementer. At det fremdeles er
lige så lidt muligt gennem en klassifikation af de enkelte, løsrevne
stavelser i korte, lange og midlertidige at angive lovene for de i verset
tilladelige stavelseskombinationer, da stavelserne i deres forbindelse
reagerer på hinanden i et omfang og på en måde, som ingen regler kunne
udtømme, men som digterens øre i ethvert i enkelt tilfælde må
undersøge. Det følger endvidere, at der foruden de punkter i rytmen,
hvorpå taktslaget falder, og som angiver taktens begyndelse og ophør,
ikke inden for dennes egen begrænsning kan findes noget andet fast
punkt, dannet af ordender eller ordbegyndelser, hvis plads i rytmen er
ufravigeligt bestemt og af afgørende betydning for denne.
Anmærkning. Den under 4. Anmærkning påpegede falske anskuelse, ifølge hvilken varigheden af
den stærkt betonede stavelse, der indeholder rytmens kulminationspunkt, skulle stå i et
bestemt talforhold til den svagere betones (forholder sig til denne som 2:1) formuleres i
reglen således, at ‖accenten gør lang‖, - en påstand, der er lige så grundfalsk. En ganske
anden ting er det, at den stærkere betoning som en stavelse har, gør en forholdsvis lang
dvælen på denne tilladelig ved versfremsigelsen; navnlig stødes øret ikke derved, når den
indeholder en lang vokal. Om en sådan dvælen ved udtalen er mulig, afhænger imidlertid af
de enkelte bogstavlyde, som danner stavelsen. Hyppigt findes en sådan, være sig lang vokal
eller visse konsonantlyde og forbindelser af disse. Er vokalen imidlertid kort og omgivet af
stumme konsonanter (p, t, k som ordene pyt, top, kat) er enhver dvælen uden skade for
udtalen umulig. Det vil imidlertid kunne indses, at i tilladeligheden af denne i reglen dvælen
på en eller anden bogstavlyd, som også deri, at man kan pausere lidt mere eller lidt mindre
mellem ordene og udtale de fleste af disse lidt bredere eller lidt mere abrupt, ligger
muligheden for, at de lige lange takter med tilstrækkelig nøjagtighed lader sig udbringe ved
versfremsigelsen.
10. I de her anførte sætninger er tillige hovedbetingelsen for rytmens
korrekthed indesluttet. Da den kun har faste punkter i accentstederne, er
12 | D a n s k v e r s l æ r e