17.07.2013 Views

Corel Ventura - BATCH082.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Corel Ventura - BATCH082.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Corel Ventura - BATCH082.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

V.L.D. af 3. august 2006. Sag: 14. afd., nr. B-2805-02<br />

(Eva Staal, V<strong>og</strong>ter <strong>og</strong> Lars Christensen (kst.))<br />

A<br />

(adv. Birgitte Pedersen)<br />

mod<br />

Ankestyrelsen<br />

<strong>og</strong><br />

Forsvarets Personeltjeneste (tidligere Forsvarskommandoen)<br />

(Kammeradvokaten v/adv. Benedicte Galbo)<br />

Erstatningsret: Erhvervssygdomsfortegnelsen – Lov om sikring mod følger af<br />

arbejdsskader § 10<br />

Ikke grundlag for at statuere ansvar for Forsvarets<br />

Personeltjeneste i anledning af, at en soldat efter<br />

hjemsendelse fra tjeneste i Irak udviklede en skizoaf-<br />

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A’s,<br />

psykiske lidelse skal anerkendes som en arbejdsskade,<br />

<strong>og</strong> om Forsvarets Personeltjeneste er erstatningsansvarlig<br />

som arbejdsgiver for A.<br />

Under sagen, der er anlagt den 26. november<br />

2002, har A nedlagt påstand om, at sagsøgte 1, Ankestyrelsen,<br />

dømmes til anerkende, at den lidelse,<br />

sagsøgeren har pådraget sig under udstationeringen<br />

som FN-soldat i Irak, er en skade omfattet af lov om<br />

forsikring mod følger af arbejdsskade, principalt<br />

som omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 1, jf. erhvervssygdomsfortegnelsen<br />

Gruppe I, posttraumatisk<br />

belastningsreaktion, subsidiært som omfattet af<br />

lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led <strong>og</strong> mere subsidiært<br />

som omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.<br />

A har over for sagsøgte 2, Forsvarets Personeltjeneste,<br />

nedlagt påstand om, at denne sagsøgte dømmes<br />

til at anerkende, at man er ansvarlig for de skader,<br />

A er påført i forbindelse med udstationeringen i<br />

1992. Endvidere har A påstået Forsvarets Personeltjeneste<br />

dømt til at anerkende, at et eventuelt krav<br />

ikke er forældet.<br />

De sagsøgte har begge nedlagt påstand om frifindelse.<br />

A er meddelt fri proces. Der er ikke retshjælpsdækning.<br />

Vestre Landsrets dom<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

fektiv sindslidelse, <strong>og</strong> ej heller grundlag for at anse lidelsen<br />

for en arbejdsskade.<br />

Sagens nærmere omstændigheder:<br />

A blev i januar 1992 udsendt som FN-soldat i Irak.<br />

Forud herfor havde han i 1990 aftjent sin værnepligt<br />

<strong>og</strong> i 1991 været udsendt som FN-soldat i Cypern i 6<br />

måneder. Af en forholdsattest for tiden som værnepligtig<br />

fremgår, at A er bedømt som “meget brugbar”,<br />

at hans forhold i tjenesten bedømmes som<br />

“meget tilfredsstillende”, <strong>og</strong> at han er bedømt som<br />

“egnet” til udnævnelse.<br />

A har i en erklæring fra marts 2001 beskrevet opholdet<br />

i Irak på følgende måde:<br />

“Mit ophold i Irak.<br />

Under mit ophold på Cypern ansøgte jeg om optagelse<br />

til UNGCI i Nord Irak. Umiddelbart efter opholdet på<br />

Cypern, var jeg til optagelse i Auderød, <strong>og</strong> blev udtaget<br />

sammen med 40 andre. Vi blev alle hjemsendt for at afvente<br />

besked om afrejse til Irak. Sidst i januar 1992<br />

modt<strong>og</strong> jeg besked om, at jeg næste dag skulle stille i<br />

Auderød <strong>og</strong> blev umiddelbart efter sendt til Irak.<br />

Om aftenen den 22-01-92 ringede C, min mors arbejdskollega,<br />

<strong>og</strong> bad mig opsøge D i Baghdad. Familien,<br />

her i Danmark, havde ikke hørt fra hende siden<br />

Golf-krigen. Ds far var døende. Jeg fik adressen <strong>og</strong><br />

tlf.nr.<br />

Den 23-01-92 ankom vi til en militær lufthavn, Habania,<br />

udenfor Baghdad. Kørt i bus ind til Baghdad <strong>og</strong><br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXIII


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

indl<strong>og</strong>eret på Sheraton Hotel. Vi var der i 3 dage, tiden<br />

blev brugt på briefing om forholdene i Irak. Sulemaniya<br />

var et brandpunkt. Vi fik udleveret våben, 2 kortærmet<br />

skjorter, 2 par bukser <strong>og</strong> en sweater. Der var rest ordre<br />

på jakker <strong>og</strong> kasketter. Heldigvis havde vi hjemmefra<br />

fået udleveret politiets blå uniformer. Ellers havde vi aldrig<br />

klaret vinteren i Kurdistan. Jeg fik i øvrigt aldrig<br />

en kasket. Det er ellers n<strong>og</strong>et af det vigtigste i en FN-udrustning.<br />

Den første dag opdagede ... <strong>og</strong> jeg, at der var rodet i<br />

vores bagage. Så mikrofoner i lampe <strong>og</strong> bag maleri. Så<br />

når vi skulle snakke, gik vi ud på badeværelset. Åbnede<br />

for vandet. Når vi ville gå en tur, fulgte security efter<br />

os. Var vi to, så var de fire. Så jeg skulle ikke ud <strong>og</strong> besøge<br />

D. Det turde jeg ikke. Der var had i Irakernes<br />

øjne, på gaden.<br />

Vi blev opdelt efter navn, alfabetisk, jeg skulle til Sulemaniya,<br />

brandpunktet, sammen med 11 andre. Vi kørte<br />

i ca. 10 timer. Da vi ankom, blev vi vist rundt i byen.<br />

Så de forskellige vagtposter, (UNHCR, UNICEF, WA-<br />

REHOUSE m.m.).<br />

Sulemaniya var forskellig fra de andre regioner, (Erbil,<br />

Dohuk, Basra <strong>og</strong> Baghdad), fordi alle 4 fraktioner<br />

var til stede i byen.<br />

- Talabani – PUK<br />

- Barzani<br />

- Ocalan – PKK<br />

- Mucahardin Kralh – Iranske frihedskæmpere<br />

De 3 første havde hver deres huse. Mucahardin var spøgelser.<br />

Vi fik ordre til, at altid gå mindst 2 sammen i<br />

byen. Vi var 12 <strong>og</strong> skulle trække lod om 2 huse. Jeg fik<br />

det dårligste, ingen bad eller europæisk toilet. Der var<br />

meget koldt i huset. Vi flyttede næste dag, til et nyt hus,<br />

4 af os. Der boede jeg i 14 dage, så flyttede jeg optil de<br />

6 andre, i The Palads. En morgen, hvor vi kom udfra<br />

huset, kom de løbend skrigende fra genboen. Faderen<br />

<strong>og</strong> 2 sønner var blevet dræbt, halsen skåret over, viste<br />

de. Mucahardin Kralh skreg de. Derefter satte vi tomme<br />

dåser ved dørene <strong>og</strong> havde ladt pistolen under puden.<br />

Der var ofte skud i gaderne mest om aftenen. Vi gik derfor<br />

sjældent udenfor området omkring Headquarter.<br />

Der skulle være omkring 1 million indbyggere i Sulemaniya.<br />

I Erbil kastede “n<strong>og</strong>en” en håndgranat ind i haven<br />

til et dansker hus. De nåede alle i dækning. Det skærpede<br />

vores opmærksomhed på fremmede i vores område.<br />

Soup Sector: Raniya<br />

Said<br />

Sadiq<br />

Kalar<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXIV<br />

Raniya lå højt mod nord, tæt på Iran. Said Sadiq et<br />

fladt område, det var der Saddam kastede gas i Halabja.<br />

Meget øde. Kalar nær irakiske tjekpoint, mange våben<br />

<strong>og</strong> tæt på Mucahardin Kralh hovedkvarter. Et farligt<br />

område.<br />

Det eneste sted, hvor vi ikke havde nattepost var i<br />

Raniya. Der boede vi i en kontorbygning til en fabrik,<br />

<strong>og</strong> kurderne holdt vagt. Raniya var /er et bjerg område,<br />

<strong>og</strong> der var megen sne. Mit team sneede inde i februar, i<br />

3 dage. Vi levede af kiks, ris <strong>og</strong> kaffe. Jeg var hvid, så<br />

jeg kunne ikke køre bil, det var ordren. Men vor ghanesiske<br />

kører turde ikke køre i sne. Så jeg skulle køre, det<br />

ville jeg kun, hvis jeg fik mit drivers permit. Det blev accepteret.<br />

Der var meget politik i missionen <strong>og</strong> mange<br />

penge. Ikke for os danskere, men for de andre nationer:<br />

Polen, Tjekkiet, Phillipineren, Thailand, Nepal, Østrig,<br />

Grækenland, Ghana, Fiji <strong>og</strong> UN-UN. Jeg var eneste<br />

dansker i team Bravo. Team-lederen var Marenzi UN-<br />

UN fra Nigeria, jeg var assistant team-leader. De andre<br />

kom fra Tjek, Thailand, Ghana, Phillipineren <strong>og</strong> Nepal.<br />

Ghana blev udskiftet med Fiji. Jeg har dyrket karate i 4<br />

år, med lidt justering bliver slagene dødbringende. Det<br />

lærte jeg af Thailændere, Grækerne lærte mig, at bruge<br />

kniv, kuglepen m.m.. Kom vi i kamp, ville det blive nærkamp,<br />

så vi øvede. Det giver kold sved i hænderne, at<br />

tænke på.<br />

I foråret kørte jeg <strong>og</strong> Gurung, Nepal, længere op af<br />

bjerget i Raniya. Vi var næsten på toppen, da der pludselig<br />

sprang 10-15 uniformeret mænd op. De skød i luften<br />

<strong>og</strong> derefter ned foran bilen. Vi stoppede, de vinkede,<br />

at vi skulle køre tilbage. Jeg bakkede ned af bjerget,<br />

Gurung havde tisset i bukserne, han var meget bange.<br />

Det gik så hurtigt, at jeg ikke tænkte, jeg kørte bare.<br />

Området omkring Raniya var meget smukt, men<br />

byen var ødelagt, som 4000 andre byer, kurderne boede<br />

i telte i 1,5 meter sne.<br />

Kalar var et farligt område, når vi kom kørende til<br />

Kalar skød de mod os fra bjergene. Så vi kørte så hurtigt<br />

vi kunne. På et tidspunkt var der en tjekke, som ville<br />

tage et billede. Vi stoppede i protest. En kugle fløj forbi<br />

vores hoveder. Det er en uhyggelig lyd. Ind i bilen <strong>og</strong><br />

videre. Heldigt!<br />

Når vi var i Sulemaniya skulle vi n<strong>og</strong>le dage køre til<br />

“mødestedet” uden for Kirkuk. Kirkuk var irakiske <strong>og</strong><br />

vi skulle derfor igennem et tjekpoint. De første 10 gange<br />

stoppede en soldat os, meget truende, sigtede på mig<br />

<strong>og</strong> sagde amerikaner. Jeg <strong>og</strong> de andre i bilen blev ført<br />

ind i et lille hus, hvor vi skulle legitimere os. Det var meget<br />

ubehageligt, at kigge ind i løbet på en riffel. Den 11<br />

gang gav jeg mine solbriller til soldaten <strong>og</strong> jeg slap for<br />

riflen, når han var der.


I dette tjekpoint i Kirkuk blev kurderne slået <strong>og</strong> ydmyget<br />

af soldaterne. Vi kunne bare rapportere til UN.<br />

I april 1992 kørte vi fra Irak tjekpoint <strong>og</strong> mod det<br />

kurdiske. Pludselig begyndte irakerne at skyde <strong>og</strong> kurderne<br />

svarede igen. Vi standsede <strong>og</strong> kravlede ind under<br />

bilen. Det føltes som en halv dag. Men det varede 10<br />

minutter.<br />

Jeg blev kaldt til Headquarter via. Radio. Særlig opgave!<br />

2 tankv<strong>og</strong>ne med petroleum var dukket op midt i<br />

Sulemaniya. De havde været tilbageholdt af irakerne i 4<br />

dage. UNHCR frygtede, de var mineret, <strong>og</strong> bad derfor<br />

os om hjælp. Lastbilerne var kørt udenfor byen, <strong>og</strong> det<br />

var min <strong>og</strong> 2 andres opgave, at holde øje med chaufførerne,<br />

palæstinensere. Ud på aftenen kom flere <strong>og</strong> t<strong>og</strong><br />

billeder, de ville tage et før <strong>og</strong> efter eksplosionen. Ved<br />

midnat kom chaufførerne løbende tik, tak, tik, tak, sagde<br />

de. Hvor spurgte jeg <strong>og</strong> undersøgte lastbilerne.<br />

Chaufførerne ville åbne til brændstoftanken, jeg sagde,<br />

NEJ!!! Og bad dem sætte sig ind igen.<br />

Jeg sov 15 minutter den nat. Og næste dag skældte<br />

jeg chefen ud på Headquarter. Vi kunne have parkeret<br />

lastbilerne, <strong>og</strong> taget chaufførerne ind på Headquarter.<br />

Det havde han ikke tænkt på!<br />

Kurdernes efterretningstjeneste havde hørt fra<br />

Baghdad, at 20 taxi skulle være mineret. Det var for at<br />

sabotere valgte i Kurdistan. Kurderne havde fundet de<br />

19, den 20. var parkeret udenfor PKK’s hus i Sulemaniya<br />

<strong>og</strong> sprang. 300 kg dynamit sagde eksperter. Det<br />

skete nær vores hus, vi var lige gået forbi taxien <strong>og</strong> stop<br />

i vores køkken. Vi mærkede trykket, før braget <strong>og</strong> kastede<br />

os under bordet. Da det var stille løb vi ud <strong>og</strong> ned<br />

mod byen. Det var sket ca. 2 kilometer fra vores hus.<br />

Der var blod over alt, jeg husker særligt en pige, hvor<br />

hovedet var læderet. 12 personer drabet <strong>og</strong> 20 sårede.<br />

Efter valget var der en stor fest i Sulemaniya, hvor vi<br />

var inviteret. 12 mødte op til spisning <strong>og</strong> dans. Efter festen<br />

gik jeg med Gervin hjem til en kop kaffe.<br />

Han gik op på sit værelse. Pludselig lød der n<strong>og</strong>le<br />

brag fra værelset, jeg løb op. Gervin sl<strong>og</strong> med en tennisketcher<br />

på alt inventar. Jeg gik ned til min kaffe, Gervin<br />

kom ned. Jeg sad med ryggen til ham, hørte et ladegreb<br />

<strong>og</strong> vendte mig. Jeg kiggede ind i en pistol. Nu skal du<br />

dø <strong>og</strong> han trykkede af. Klik! Jeg sprang op skubbede til<br />

Gervin <strong>og</strong> løb ud af huset. Snakkede ikke med ham siden.<br />

4-5 gange i løbet af perioden blev vi sendt hjem for<br />

at pakke <strong>og</strong> gøre klar til evakuering, idet der var frygt<br />

for, at irakerne ville tage os som gidsler/våbenskjold.<br />

Baggrunden var at amerikanerne varslede nye bombninger.<br />

Vi skulle være klar til at evakuere mod nord gennem<br />

Tyrkiet.<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

5. juni 1992, Grundlovsdag, t<strong>og</strong> alle danske UN-<br />

Gaurds til Baghdad, for at holde n<strong>og</strong>le feriedage <strong>og</strong><br />

handle ind, inden de skulle afslutte deres mission i Irak.<br />

Vi indl<strong>og</strong>erede os på hotel. Fra tidligere vidste vi, at<br />

vi blev overvåget under opholdet med mikrofoner på<br />

værelserne <strong>og</strong> gennemrodning af vores bagage.<br />

8. juni t<strong>og</strong> jeg mig mod til at besøge D. Jeg t<strong>og</strong> en<br />

taxi, <strong>og</strong> kom til et smukt 3 plans hus. Omar, Fatima,<br />

Zaynab <strong>og</strong> D, en dejlig familie. Dagen efter kom de på<br />

besøg, D <strong>og</strong> børnene, på hotellet. Dette gav n<strong>og</strong>en uro<br />

på hotellet, <strong>og</strong> jeg følte overvågningen blev skærpet.<br />

Denne overvågning førte til, at jeg fik det dårligt <strong>og</strong> følte<br />

mig meget utryg. Jeg havde, det så dårligt, at jeg den<br />

sidste nat på hotellet ikke kunne sove alene på mit værelse,<br />

men måtte flytte ind til en kollega. Næste dag t<strong>og</strong><br />

vi tilbage til Sulemaniya.<br />

Da vi kom tilbage til Sulemaniya, følte jeg mig stadig<br />

meget dårlig/utryg, hvorfor jeg anmodede min talsmand<br />

om straks at blive hjemsendt. Denne anmodning<br />

blev sendt til hovedkvarteret i Baghdad, hvorfra der<br />

kom afslag, idet alle danskere skulle hjem indenfor 2<br />

uger.<br />

Da jeg fik afslaget fik jeg et sammenbrud <strong>og</strong> husker<br />

kun det efterfølgende i glimt. Jeg var sikker på, at nu<br />

skulle jeg dø: truslerne i tjekpointerne, øjnene på hotellet,<br />

skuddene mod os, bomber m.m.<br />

Jeg husker, at jeg mod min vilje blev kørt til<br />

Baghdad. Hvor vi overnattede <strong>og</strong> kørte videre til et<br />

norsk hospital i Kuwait, hvorfra jeg blev fløjet hjem<br />

med et ambulancefly <strong>og</strong> indlagt på Rigshospitalet.<br />

I Danmark blev vi undersøgt: læge, tandlæge <strong>og</strong> engelsk<br />

kundskaber. En historiker fortalte om 1. verdenskrig,<br />

Irak <strong>og</strong> Kurdistan. Begge et stolt folk, hvor deres<br />

ord var lov.<br />

En veteran fra Basra fortalte at UN-gaurdene var<br />

utilfreds med at få udleveret våben. Da vi kom derned,<br />

gik de alle med våben, på arbejde <strong>og</strong> efter arbejde. Det<br />

havde de altid gjort.<br />

Vi var en torn i øjet på irakerne, som gjorde, hvad<br />

de kunne for at irritere os. Kurderne kunne ikke kende<br />

venner fra fjender. De bekrigede hinanden. Der var meget<br />

utrygt, at være i Sulemaniya <strong>og</strong> i de irakiske tjekpoint.<br />

Mit hvile sted var Raniya. Der var ro, fordi det<br />

lå langt oppe i bjergene. Alt i alt var det en meget ubehagelig<br />

oplevelse, at være i Irak.”<br />

Af et håndskrevet brev af 11. juni 1992 fra A til mr.<br />

P. Pitkanen, Chief UNGCI, Bagdad, fremgår i oversættelse<br />

følgende:<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXV


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

“Angående: Anmodning om hjemsendelse<br />

Jeg anmoder hermed om hjemsendelse snarest muligt af<br />

helbredsmæssige <strong>og</strong> personlige årsager.<br />

Da jeg spillede volleyball den 30. maj kom jeg til<br />

skade med min fod. Jeg er blevet behandlet af vor doktor<br />

i Suleimaniyah <strong>og</strong> doktoren i Baghdad, men min<br />

fodskade er ikke helbredt.<br />

Min familie er meget nervøs på grund af mit ophold<br />

i denne urolige region. Især finder min forlovede det<br />

vanskeligt at håndtere hverdagen uden min tilstedeværelse.<br />

Jeg anmoder hermed om hjemsendelse så hurtigt<br />

som muligt, således at min fod kan blive behandlet i<br />

mit hjemland, <strong>og</strong> således at jeg kan være sammen med<br />

min familie.<br />

Lægeerklæring vil blive fremsendt ca. kl. 14.00<br />

...”<br />

Det fremgår af en lægeerklæring af 11. juni 1992 fra<br />

dr. Thapa, Sulaimaniyah, at denne har tilset A, der<br />

henvendte sig den 9. juni 1992 <strong>og</strong> klagede over smerter<br />

<strong>og</strong> hævelse af venstre ankel. Dr. Thapa anfører,<br />

at der ikke kan konstateres n<strong>og</strong>et brud, <strong>og</strong> at A foretrækker<br />

at tage hjem for at blive behandlet.<br />

Af en lægeerklæring af 12. juni 1992 fra dr. Thapa<br />

fremgår i oversættelse bl.a. følgende om A:<br />

“...<br />

Her til eftermiddag klagede han over søvnløshed, <strong>og</strong><br />

nervøsitet. På grund af dette <strong>og</strong> det faktum, at han ikke<br />

føler, at foden bliver bedre, anbefales det, at han sendes<br />

hjem så hurtigt som muligt, eftersom der er risiko for<br />

stress-syndrom.<br />

...”<br />

I en telefax af 12. juni 1992 fra Costas Trachanatzis,<br />

Asso-ciate Chief UNGCI til Mr. Per Sj<strong>og</strong>ren, Director,<br />

Field Operations Division, New York, fremgår,<br />

at Costas Trachanatzis indstillede, at A blev<br />

hjemsendt så hurtigt som muligt.<br />

I et brev af 13. juni 1992 fra dr. Thapa til dr. V.<br />

Klein, SMO, UNGCI Baghdad, har Dr. Thapa i oversættelse<br />

anført følgende:<br />

“Vedrørende: Lægelig evakuering af vagt A, ID-nr....<br />

I fortsættelse af gårsdagens rapport <strong>og</strong> samtale af d.d.<br />

gør jeg opmærksom på, at patientens tilstand hastigt<br />

forværres. Han er blevet voldelig <strong>og</strong> ligeglad med omgivelserne.<br />

Han bør indlægges på hospital på lukket afdeling.<br />

Jeg vil transportere patienten til Baghdad under be-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXVI<br />

roligende medicin med følge af andre vagter <strong>og</strong> et backup<br />

køretøj.<br />

...”<br />

Efter at være kommet til Bagdad blev A undersøgt<br />

af dr. S. E. Wilson, SMO, UNSCOM, Bagdad, der i<br />

en erklæring dateret 13. juni 1992 har skrevet følgende<br />

i oversættelse:<br />

“Kl. 19.00 den 13/6/92 undersøgte jeg denne mand i<br />

samarbejde med Dr. Klein <strong>og</strong> Dr. Tapper, begge overlæger<br />

for UNGCI. Dr. Tapper var sektorlæge for Su-leimeniya<br />

sektor <strong>og</strong> ansvarlig for A’s behandling.<br />

A var i første omgang modvillig med at sige, hvorfor<br />

han ønskede at forlade Irak men blev så mundtligt overtalt<br />

til at diskutere hans problemer.<br />

1. Han havde skadet sin ankel ca. 12 dage før <strong>og</strong> havde<br />

forelagt dette for Dr. Tapper den 9. juni. Han ville<br />

ikke lade ham undersøge ankelen, men kun se på<br />

røntgenbillederne. Der var ikke n<strong>og</strong>et brud.<br />

2. Han udtalte, at han havde familieproblemer, <strong>og</strong> han<br />

ønskede at komme hjem <strong>og</strong> få behandlet sin ankel<br />

der, idet han følte, at hans ben ville blive ødelagt.<br />

3. Som samtalen skred frem oplyste han, at han havde<br />

gigt i det ene knæ, <strong>og</strong> at det gjorde ondt. Hans ankel<br />

blev ikke yderligere nævnt.<br />

4. Han oplyste, at hans venner i Suliemeniya havde afprøvet<br />

ham. Jeg forstår, at de havde taget alle våben<br />

fra ham. Om natten den 11. juni havde de kun fået<br />

lidt, om n<strong>og</strong>en, søvn på grund af hans adfærd (uspecificeret).<br />

5. Om natten den 12. juni var han forsvundet <strong>og</strong> efter<br />

en afsøgning af UNGCI bygninger var eftersøgningen<br />

udvidet. Han blev fundet på en bro på vejen til<br />

Kirkuk. Han sagde, at han var på vej hjem. Det bør<br />

bemærkes, at han allerede havde ansøgt om hjemsendelse,<br />

hvilket var blevet godkendt. Hans skade giver<br />

ikke anledning til hjemsendelse.<br />

6. Han udtalte til mig, at han var “den bedste af de bedste”.<br />

Da jeg spurgte, om han var fra militæret, benægtede<br />

han det. Han sagde, at han var fra den kongelige<br />

garde. Jeg sagde til ham, at “de bedste af de<br />

bedste” ikke flygter. Han sagde, at han ikke stolede<br />

på sine “venner”, <strong>og</strong> at de var bange for ham.<br />

7. På dette tidspunkt sagde han, at han havde en fornemmelse<br />

af, at han var i fare i dette land, <strong>og</strong> at<br />

hans familie var bekymret for ham. Hans forlovede<br />

kunne ikke klare sig uden ham, <strong>og</strong> han ville hjem til<br />

hans “kvinde”. Gennem hele samtalen udviste han<br />

paranoide tendenser, <strong>og</strong> det føltes, som om samta-


len i virkeligheden foregik på et meget overfladisk<br />

niveau, som det ses med skizofreni.<br />

Sagen blev herefter diskuteret mellem de 3 tilstedeværende<br />

læger, <strong>og</strong> det var den generelle holdning, at denne<br />

mand lider fra paranoid skizofreni and burde fjernes fra<br />

tjeneste.<br />

Diagnose: Paranoid skizofreni.<br />

Som følge heraf er det efter videre diskussion med<br />

hans senior officerer aftalt, at han:<br />

a. fjernes fra tjeneste<br />

b. forflyttes til Normed Hospital i Um Qasr.<br />

Hans indlæggelse på Normed Hospital i Um Qasr blev<br />

arrangeret, <strong>og</strong> at han skulle transporteres i en UN-<br />

SCOM ambulance fra Bagdad til Um Qasr med UN-<br />

SCOM personale <strong>og</strong> ledsaget af UMGCI køretøjer.<br />

...”<br />

Det fremgår af en erklæring af 15. juni 1992 fra<br />

Gunnar Strøno, MD, Normed Deling, Umm Qasr,<br />

Irak, at A blev indlagt på Normed Delings sygeafdeling<br />

den 14. juni 1992 <strong>og</strong> udskrevet den følgende<br />

dag <strong>og</strong> overflyttet til ambulancefly i Kuwait. I erklæringen<br />

anfører Gunnar Strøno i oversættelse bl.a.:<br />

“Ved indlæggelsen udviste patienten det typiske billede<br />

på en akut psykose med vrangforestillinger, usammenhængende,<br />

uvirkeliggørelse, sansebedrag <strong>og</strong> hyperaktivitet.”<br />

A blev herefter fløjet til Danmark, hvor han den 15.<br />

juni 1992 blev indlagt på Militærpsykiatrisk Afdeling,<br />

Rigshospitalet. I afdelingens journal betegnes<br />

han i et sygeplejenotat af 16. juni 1992 som “klart<br />

psykotisk <strong>og</strong>så her til morgen”. Senere i journalen<br />

har overlæge Gorm Odden Petersen bl.a. anført følgende:<br />

“...<br />

16.06.92<br />

Konklusion:<br />

Sammenfattende synes det at dreje sig om en rask ung<br />

mand, der er blevet belastet af sit job i Irak, <strong>og</strong> i følge<br />

beskrivelserne har reageret med en psykotisk reaktion,<br />

som formentlig er ved at afklinge nu.<br />

/krisereaktion<br />

stress response syndrom/<br />

...<br />

23.06.92<br />

Samtale:<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Kl. 12.45 kommer A <strong>og</strong> på mit kontor. Han fortæller,<br />

at han har pakket <strong>og</strong> er parat til at rejse hjem i dag sammen<br />

med Birgitte. Jeg kan ikke motivere ham for at blive,<br />

<strong>og</strong> slet ikke for at tage medicin. Han virker i det store<br />

hele ganske ordnet, men er nok n<strong>og</strong>et hyperaktiv.<br />

Der kan overhovedet ikke blive tale om n<strong>og</strong>en form for<br />

tvangsforanstaltninger, så den eneste løsning er, at ønske<br />

ham god rejse <strong>og</strong> held <strong>og</strong> lykke fremover. Han siger<br />

selv, at hvis han får det dårligt, vil han henvende sig på<br />

psykiatrisk afdeling i Ålborg.<br />

UDSKRIVES dags dato.<br />

...<br />

23.06.92<br />

Opringning til stabslæge Villy Grønfeldt for at forhøre,<br />

hvor vi skal sende de lægelige papirer, som ikke tilhører<br />

os.<br />

...<br />

Jeg drøfter <strong>og</strong>så diagnosen med Villy Grønfeldt, fordi<br />

der er jo ingen tvivl om, at A har været ude i en reaktiv<br />

psykose med n<strong>og</strong>le paranoide træk, men det vil nok<br />

kunne misforstås, hvis vi sætter den diagnose på på en<br />

epikrise, hvorfor vi er enige om, at kalde det<br />

/stress response syndrom 793.01/<br />

...”<br />

En erklæring af 12. juli 1996 fra overlæge Ida Kattrup<br />

<strong>og</strong> konstitueret 1. reservelæge Torsten Wiwel,<br />

Aalborg Psykiatriske Sygehus, der er udarbejdet i anledning<br />

af A’s klage over tvangstilbageholdelse, indeholder<br />

følgende oplysninger:<br />

“...<br />

SOCIALE ANAMNESE<br />

...<br />

Han blev indkaldt som værnepligtig i Livgarden, efterfølgende<br />

meldte han sig som FN-soldat på Cypern,<br />

hvor han var i 1/2 år, herefter frivillig FN-soldat i Irak,<br />

hvor han efter planen skulle være i 1/2 år, men efter 5<br />

1/2 måned blev han sendt hjem idet han blev psykotisk<br />

med forfølgelsesforestillinger.<br />

I tiden efter har han haft korterevarende jobs, dels<br />

som medarbejder i kreditforening <strong>og</strong> senest som croupie<br />

i spillecasino. Han har senest haft eget værelse, et<br />

klubværelse, men siden 1. juli 1996 har han været uden<br />

bolig, idet han angiveligt er blevet sagt op. Han lever af<br />

sygedagpenge.<br />

PSYKIATRISK ANAMNESE<br />

Han har været psykisk rask indtil han blev akut psykotisk<br />

under opholdet i Irak, juni 1992. Forudgående havde<br />

han været ude for psykisk belastende oplevelser,<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXVII


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

bl.a. et mortérangreb på en kurdisk by. Han har oplyst,<br />

at han, da han blev psykotisk, gik amok, var råbende<br />

<strong>og</strong> skrigende, overfaldt alle, havde forfølgelsesforestillinger<br />

<strong>og</strong> var hallucineret på både syn <strong>og</strong> hørelse. Han<br />

blev akut indlagt på en militærpsykiatrisk afdeling i Kuwait,<br />

efter et døgn blev han fløjet til Krise- <strong>og</strong> Rehabiliteringscentret<br />

på Rigshospitalet, hvor han d<strong>og</strong> kun var i<br />

6 dage, idet han selv forlod stedet. Han har siden oplyst<br />

at han dengang troede at han var Jesus’s højre hånd <strong>og</strong><br />

at han havde særlige magiske kræfter til at redde menneskeheden.<br />

I løbet af efteråret 1992 blev han tiltagende<br />

deprimeret, hvorefter han, i affekt, skar sig i håndleddet<br />

med et barberblad i selvmordsøjemed, hvilket førte til<br />

indlæggelse her på Aalborg Psykiatriske Sygehus.<br />

1. indlæggelse fra 04.november 92 – 14.december 92,<br />

Afdeling B.<br />

Han var ved indlæggelsen stille <strong>og</strong> rolig, klar <strong>og</strong> nærværende,<br />

fuld af selvbebrejdelser, insufficiensfølelse <strong>og</strong> husede<br />

fortsat selvmordstanker. Han fremtrådte ikke psykotisk,<br />

idet han bl.a. kunne berette om de tidligere psykotiske<br />

oplevelser <strong>og</strong> samtidig tage afstand fra dem <strong>og</strong><br />

han gav udtryk for at være klar over deres sindssygelige<br />

karakter. Han blev sat i behandling med antidepressiv<br />

medicin (Noritren) <strong>og</strong> efter n<strong>og</strong>le uger begyndte han at<br />

få det bedre, var efterhånden ikke så selvbebrejdende,<br />

men stadig insufficiensfølende.<br />

Han blev udskrevet til fortsat ambulant kontakt <strong>og</strong> i<br />

fortsat behandling med Noritren 150 mg dagligt. Ved<br />

efterfølgende ambulante samtaler fik han det kortvarigt<br />

bedre, men blev herefter igen dårligere, han var tilbøjelig<br />

til en paranoid tolkning af tingene. Han blev sat i behandling<br />

med antipsykotisk medicin i form af tablet Trilafon<br />

8 mg x 2 dagligt.<br />

Trods behandlingen virkede han fortsat psykotisk<br />

<strong>og</strong> blev tilbudt indlæggelse, han vægrede sig imod indlæggelse<br />

indtil 26. april 1993. Diagnosen var: psychosis<br />

reactiva, depressiva. (reaktiv psykose)<br />

2. indlæggelse 26. april 1993 – 17. juni 1993<br />

Pt. blev indlagt i forbindelse med ambulant samtale –<br />

forinden havde hans moder telefonisk oplyst hertil at<br />

han havde fået det værre <strong>og</strong> værre gennem de sidste par<br />

uger.<br />

Han havde, i følge moderen, hørt stemmer, der fortalte<br />

ham at han skulle tilbage til krigszonen <strong>og</strong> gøre de<br />

ting færdige, som han havde været i gang med, da hans<br />

ophold som FN-soldat blev afbrudt. Efter 1 døgn måtte<br />

han overflyttes til lukket afdeling, hvilket han modsatte<br />

sig, hvorefter han blev tvangstilbageholdt <strong>og</strong> overflyttet<br />

mod sin vilje. Han blev sat i behandling med antipsyko-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXVIII<br />

tisk medicin <strong>og</strong> efterhånden blev han n<strong>og</strong>et mere samlet<br />

<strong>og</strong> koncentreret, hvorefter han blev flyttet til åben afdeling,<br />

hvorfra han d<strong>og</strong> atter blev flyttet til lukket afsnit.<br />

Derefter indtrådte der en jævn stabil bedringsfase.<br />

Pt. forblev i lukket afsnit, til han blev udskrevet.<br />

Diagnoser: psychosis maniodepressiva, typus manichus,<br />

obs. pro<br />

(observation for stemningssindssygdom i manisk<br />

fase)<br />

Psychosis reactiva, obs. pro (observation for reaktiv<br />

sindssygdom).<br />

Herefter havde han ambulant kontakt til distriktspsykiatrisk<br />

regi, hvorunder han blev behandlet med et antipsykotisk<br />

præparat.<br />

Han afsluttedes 18. juli 1994, på dette tidspunkt<br />

havde han planer om at flytte til Sjælland.<br />

3. indlæggelse fra 01.november 94 – 20.februar 95<br />

Pt. blev indlagt akut <strong>og</strong> frivilligt af vagtlæge, som havde<br />

tilset pt. på politistationen, hvortil han var blevet indbragt<br />

af politiet fra Jomfru Ane Gade, hvor man havde<br />

fundet ham gående rundt i forvirret tilstand. Han oplyste,<br />

at han var gået hjemmefra, havde pakket sine ejendele<br />

<strong>og</strong> opmagasineret det meste på banegården <strong>og</strong> han<br />

havde nu planer om at springe i havnen. Han blev fundet<br />

forpint <strong>og</strong> affekt spændt. Han blev sat i behandling<br />

med antipsykotisk medicin i form af Serenase, 20 mg<br />

dagligt, senere suppleret med Litarex.<br />

Herefter bedredes tilstanden <strong>og</strong> efter 1 1/2 måned<br />

blev han flyttet på åben afdeling. Pt. forlod d<strong>og</strong> afdelingen<br />

flere gange, hvorfor det d. 03.01.95 blev nødvendigt<br />

at tvangstilbageholde pt. indtil han blev stabil i aftalerne<br />

i forhold til udgang, hvorefter tvangstilbageholdelsen<br />

blev ophævet 23.01.95. Pt. blev udskrevet til<br />

fortsat ambulant behandling.<br />

Ved udskrivelsen var han i behandling med Litarex<br />

3 tabletter morgen, 4 tabletter aften samt Cisordinol 4<br />

mg om aftenen.<br />

Diagnoser: bipolar affektiv sindslidelse, p.t. mani<br />

med psykotiske symptomer (stemningssindssygdom i<br />

manisk fase)<br />

Pt. havde derefter ambulant kontakt til afdelingen,<br />

frem til 5. juli 1995.<br />

4. indlæggelse – aktuelle indlæggelse fra 21.januar 96.<br />

Pt. blev indlagt akut <strong>og</strong> frivilligt, idet han havde fået ordre<br />

hertil af sin onkel.<br />

Gennem lægevagten var afdelingen orienteret om at<br />

pt. havde været opkørt <strong>og</strong> urolig i det studenterfællesskab<br />

hvor han boede, han havde gennem flere dage vandret<br />

hvileløst rundt <strong>og</strong> beboerne havde fundet hans op-


træden meget påfaldende. Forud for indlæggelsen havde<br />

han boet en del hos sin mor <strong>og</strong> den nærmeste familie,<br />

men de havde heller ikke længere kunnet klare at<br />

huse ham.<br />

Ved indlæggelsen fandtes han hurtigttalende med<br />

springende tankegang, svær at fastholde, han var vredladen<br />

når han blev korrigeret <strong>og</strong> virkede manisk. Han<br />

blev sat i behandling med Litarex <strong>og</strong> Serenase.<br />

I den lukkede afdeling faldt han hurtigt til ro, men<br />

fremstod fortsat psykotisk, talte usammenhængende <strong>og</strong><br />

kommunikerede gennem symboler som han skrev på et<br />

stykke papir, f.eks. 8-tals-lignende symboler, 0 <strong>og</strong> 1,<br />

som for ham beskrev virkeligheden <strong>og</strong> helheden.<br />

Hvis han blev bedt om at uddybe betydningen af disse<br />

symboler blev han vred <strong>og</strong> forlangte at folk skulle<br />

forstå ham uden yderligere kommentarer. Han var <strong>og</strong>så<br />

af den opfattelse at han ikke så tingene tydeligt når han<br />

t<strong>og</strong> sine briller på, fordi han holdt folk på afstand, hvorimod<br />

han så folk klarere når han t<strong>og</strong> brillerne af.<br />

Om sit ophold i Irak fortalte han, at han var draget<br />

derned for at slå Saddam Hussein ihjel <strong>og</strong> at han ville<br />

have gjort det, hvis der var havde været n<strong>og</strong>le der havde<br />

sagt han skulle, selvom han kendte konsekvenserne.<br />

Han oplevede at han havde en mission <strong>og</strong> at han<br />

skulle gøre disse ting for menneskeheden. Han fremtrådte<br />

således sindssyg, usamlet, meget fragmenteret, havde<br />

storhedsforestillinger om sin forståelse af verdens sammenhæng<br />

<strong>og</strong> virkede latent vred.<br />

...<br />

Diagnose: skizoaffektiv psykose, manisk type<br />

(blandet spaltningssindssygdom <strong>og</strong> stemningssygdom i<br />

manisk fase)<br />

RESUMÉ OG KONKLUSION<br />

Det drejer sig om en 27-årig mand, der psykisk har været<br />

rask <strong>og</strong> velfungerende til han blev akut psykotisk i<br />

juni 1992, mens han var udstationeret som FN-soldat i<br />

Irak.<br />

Den psykotiske fase var formentlig relativ kortvarig<br />

<strong>og</strong> blev afløst af en længerevarende depressiv periode,<br />

hvor han i november/december 1992 var indlagt 1.<br />

gang.<br />

Siden har han, frem til nuværende indlæggelse, haft<br />

2 længerevarende indlæggelser, hvor han begge gange<br />

har været psykotisk i flere måneder. Mellem indlæggelserne<br />

har han det meste af tiden været i ambulant behandling.<br />

Sygdomsbilledet har mere <strong>og</strong> mere gået i retning af<br />

en kronisk sindssygdom.<br />

...”<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Den 9. august 1996 anmeldte C på vegne af sin søn,<br />

A, den psykiske lidelse som en arbejdsskade over for<br />

Arbejdsskadestyrelsen. I anmeldelsesblanketten er<br />

hændelsesforløbet beskrevet således:<br />

“...<br />

Under udførelse af FN-vagt i Iraq udsat for psykisk<br />

pres. Hjemsendt i utide juni 1992.<br />

Ingen psykiske problemer inden FN-tjenesten i Iraq Efter<br />

hjemsendelse gentagende indlæggelser på Aalborg<br />

psyk. Sygehus. Er p.t. indlagt.<br />

...”<br />

I en tilsvarende anmeldelsesblanket til Arbejdsskadestyrelsen,<br />

underskrevet den 27. august 1996 af afdelingslæge<br />

Erik Thornval, Hærens Operative Kommando,<br />

er det anført, at A har udviklet en paranoid<br />

psykose. Der er i afsnittet “oplysninger om skader<br />

<strong>og</strong> disses følgevirkninger sat kryds i rubrikkerne<br />

”Forstuvning, forvridning, forstrækning” <strong>og</strong> “Knæled,<br />

underben, knyster”. Ulykkestidspunktet er angivet<br />

som den 12. juni 1992.<br />

Overlæge Conni Fensbo har den 31. oktober<br />

1996 sendt en speciallægeerklæring om A til Revaliderings-<strong>og</strong><br />

Pensionsnævnet, Nordjyllands Statsamt.<br />

Af speciallægeerklæringen fremgår bl.a. følgende:<br />

“...<br />

Ovennævnte er mig bekendt fra sin indlæggelse i 1996<br />

på Aalborg Psykiatriske Sygehus.<br />

...<br />

Tidligere psykiske habitus<br />

Angiver at han altid har været en perfektionistisk <strong>og</strong><br />

dygtig ung mand med god kontakt til sine omgivelser.<br />

Har været glad <strong>og</strong> tilfreds med sin tilværelse, indtil han<br />

blev syg. Har haft fast parforhold til jævnaldrende kvinde,<br />

men forholdet er gået i stykker under sygdomsforløbet.<br />

Psykiske problemer<br />

Mener ikke, han tidligere har haft psykiske problemer,<br />

før han under voldsomme oplevelser i Irak som FN-soldat,<br />

selv registrerede, at han var psykisk syg. Er fortsat<br />

af den opfattelse, at det hele kom pludseligt under de<br />

oplevelser, han havde i landet. Han gik pludseligt<br />

amok, skreg <strong>og</strong> overfaldt alle <strong>og</strong> enhver, løb nøgen<br />

rundt <strong>og</strong> havde forfølgelsesforestillinger samt var hallucineret<br />

på syn <strong>og</strong> hørelse. Blev hjemsendt <strong>og</strong> indtaget på<br />

Militærpsykiatrisk Afdeling på Rigshospitalet, hvor der<br />

<strong>og</strong>så registreredes massive religiøst prægede vrangforestillinger.<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXIX


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

...<br />

Objektivt psykisk<br />

Patienten fremtræder ved udskrivelsen som en nydelig,<br />

alderssvarende yngre mand med en god muskelbygning,<br />

men ret stiv kropsholdning, hvilket formentlig må tilskrives<br />

den medikamentelle behandling. Er venlig, lidt<br />

distant <strong>og</strong> angiveligt indstillet på at fortsætte samarbejdet<br />

med Sygehuset. Synes ikke at have helt klar forståelse<br />

af alle sine psykotiske symptomer <strong>og</strong> udviser neglekt<br />

overfor flere af dem. Fremtræder ikke manifest psykotisk<br />

ved udskrivelsen.<br />

Diagnose<br />

/ Skizoaffektiv psykose F. 25.0/<br />

Konklusion<br />

Det drejer sig om en 29 årig ung mand, der blev psykisk<br />

syg i 1992 <strong>og</strong> siden da har haft adskillige, langvarige<br />

psykotiske faser. Han har en god uddannelse som<br />

bankassistent <strong>og</strong> har været meget motiveret for at komme<br />

tilbage til arbejdsmarkedet, men har nu erkendt, at<br />

han ikke magter dette på nuværende tidspunkt. Det<br />

skønnes fuldt berettiget at tilkende A førtidspension efter<br />

Pensionslovens § 14 stk. 2, nr. 1.”<br />

Speciallæge i psykiatri Kjeld Reinert, Aalborg Psykiatriske<br />

Sygehus, har i en erklæring af 24. februar<br />

1997 til Arbejdsskadestyrelsen bl.a. anført følgende:<br />

“...<br />

haft A i ambulant konsultation. Jeg har endvidere med<br />

hans accept orienteret mig i hans journal fra flere indlæggelser<br />

i Aalborg Psykiatriske Sygehus fra 1992 til<br />

dato. På baggrund af disse samt de fremsendte akter<br />

kan anføres følgende:<br />

Dispositioner: ingen kendte til psykisk sygdom.<br />

...<br />

Styrken gjorde tjeneste i Sulemanir i grænseområdet<br />

mellem Kurdistan <strong>og</strong> Iran. I modsætning til tidligere var<br />

han nu medlem af et almindeligt team på 10 personer i<br />

FN styrken. Han var eneste dansker, <strong>og</strong> teamet bestod i<br />

øvrigt af soldater fra Nepal, Thailand, Nigeria mv. Forholdet<br />

til de øvrige medlemmer af teamet beskrives som<br />

uproblematisk, <strong>og</strong>så her præget af godt sammenhold.<br />

Teamet var ledet af en sergent, <strong>og</strong> patienten havde funktion<br />

som næstkommanderende. Teamets funktion bestod<br />

i at afpatruljere det uofficielle grænseområde mellem<br />

det egentlige Iran <strong>og</strong> Kurdistan samt at bistå internationale<br />

organisationer i deres humanitære nødhjælpsarbejde.<br />

FN-styrken var udstationeret i en hovedlejr i ovennævnte<br />

by, hvor teamet i 2 ugers perioder var beskæfti-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXX<br />

get med pasning af materiel <strong>og</strong> bygninger samt lettere<br />

patruljering. Herefter fulgte 2 ugers patruljering i bjergene<br />

eller ørkenen, hvorunder teamet udgik fra 3 faste,<br />

men ret interimistiske lejrpladser.<br />

Der var på tidspunktet for patientens udstationering<br />

i området ingen egentlige krigshandlinger, men stemningen<br />

var generelt lettere til moderat spændt med lokale<br />

militære vejspærringer af den uofficielle grænse. FN<br />

styrken var yderst vel modtaget i det kurdiske område,<br />

mens irakerne var yderst modstræbende <strong>og</strong> herunder pegende<br />

med skarpladte våben ved styrkens passage af<br />

vejspærringer.<br />

Ingen i FN styrken led på n<strong>og</strong>et tidspunkt korporlig<br />

overlast, men på et tidspunkt i marts eller april 1992<br />

sprang i nærheden en bombe ved det lokale partikontor<br />

for PKK. Her udover har patienten, i forbindelse med<br />

afhentning af 2 tankv<strong>og</strong>ne med brændstof, som irakerne<br />

havde tilegnet sig, været ude for at måtte holde vagt<br />

ved disse natten over i afklaring på, om bilerne var minerede.<br />

Patienten blev ifølge de fremsendte akter hjemsendt<br />

fra styrken medio juni 1992, efter at han var konstateret<br />

i en psykotisk tilstand.<br />

...<br />

Han vil på intet tidspunkt forud for 1992 have følt sig<br />

nervøs eller egentlig psykisk lidende. Oplyser, at han<br />

nok har været n<strong>og</strong>et genert <strong>og</strong> måske manglet lidt selvstændighed,<br />

hvilket imidlertid blev ændret under militærtjenesten,<br />

hvor han bl.a. fungerede som talsmand.<br />

Om sin psykiske tilstand op til hjemsendelsen fra<br />

Irak i sommeren 1992 oplyser han, at han formentlig allerede<br />

i første halvdel af maj, hvor han var på en uges<br />

ferie i Danmark, havde ændret sig psykisk. Familien<br />

skal om denne periode have angivet, at han “havde<br />

utrolig megen fart på”, samt havde svært ved at koncentrere<br />

sig. Selv erindrer han <strong>og</strong>så, at han havde svært ved<br />

at holde sig i ro, <strong>og</strong> han forlod således dagen før sin tilbagerejse<br />

til Irak i 3 timer en konfirmation for at gå tur,<br />

hvorunder han erindrer at have tænkt på, at han ikke<br />

kunne forstå, at de andre gæster ved festen var så glade.<br />

Samtidig spekulerede han meget på sine oplevelser i<br />

Irak, hvor kurderne ved passage af irakiske vejspærringer<br />

blev slået med vandslanger. Generelt levede kurderne<br />

under yderst dårlige forhold <strong>og</strong> i telte, idet de fleste<br />

boliger var sprængt. Takket være nødhjælpsorganisationer<br />

var der d<strong>og</strong> ingen hungersnød, men han kan huske,<br />

at han under sit fravær fra konfirmationen tænkte meget<br />

på, at han fandt det forfærdeligt, at kurderne ikke<br />

kunne få deres eget land. Aftenen inden afrejsen havde<br />

han et kortvarigt sammenbrud, hvor han i selskab med<br />

sin daværende forlovede var grædende <strong>og</strong> berettede om


forholdene i Irak, som han på en måde syntes uvirkelige<br />

som en film.<br />

Efter tilbagekomsten til Irak følte han d<strong>og</strong> hurtigt at<br />

falde ind i de daglige rutiner, idet d<strong>og</strong> lederen af hans<br />

team blev flyttet til Bagdad. I stedet kom der en anden<br />

dansk soldat i teamet.<br />

Efter en kortere tid blev han i tiltagende højt humør,<br />

følte trang til at der skulle festes <strong>og</strong> i det hele taget “ske<br />

n<strong>og</strong>et”. I samme periode forstuvede han under volleyball<br />

en fod, som han fik kureret hos en lokal healer.<br />

Fra den 5.6.1992 var han i en 3-4 dage sammen<br />

med det danske regiment på i alt 75 mand på ferie i<br />

Bagdad. Han opsøgte her, efter forudgående opfordring<br />

hertil fra familien i Danmark, en der bosiddende dansk<br />

kvinde, gift med en iraker <strong>og</strong> søgte at overtale familien<br />

til at forlade landet. Da dette ikke umiddelbart lykkedes,<br />

t<strong>og</strong> han dem med til sit hotel til samtale med en engelsk<br />

officer, efterfølgende resulterende i, at familien<br />

blev korterevarende arresteret <strong>og</strong> afhørt af det irakiske<br />

efterretningsvæsen, deres telefoner blev aflyttet, <strong>og</strong> efterretningsvæsnet<br />

skulle angiveligt <strong>og</strong>så have ønsket at afhørt<br />

patienten, hvilket imidlertid ikke fandt sted.<br />

Under samtalen i dag vurderer han sin kontaktform<br />

med den irakiske familie som et udtryk for sygdom.<br />

Efter tilbagekomsten fra Bagdad havde han ophold i<br />

hovedlejren, <strong>og</strong> det fremgår af de medfølgende akter, at<br />

hans adfærd der efterhånden blev så påfaldende, at han<br />

omkring den 11.6.1992 af sine kammerater blev afvæbnet.<br />

Han har herefter ringe hukommelse for det skete,<br />

indtil han den 12.6.1992 blev fundet upåklædt <strong>og</strong> beruset<br />

på en vejbro.<br />

...<br />

Objektivt psykisk er han klar, samlet <strong>og</strong> orienteret.<br />

Fremtræder velklædt, velordnet, en smule stiv i sit bevægemønster,<br />

hvilket muligt kan tilskrives den igangværende<br />

behandling med neuroleptika. Han beretter ganske<br />

eksakt om sit livs- <strong>og</strong> sygdomsforløb.<br />

Han frembyder ingen produktive tegn på sindssygdom<br />

i form af vrangforestillinger, hallucinationer eller<br />

tankeforstyrrelser. Han har god sygdomserkendelse <strong>og</strong><br />

giver en tilfredsstillende såvel formel som emotionel<br />

kontakt.<br />

Diagnostisk må han antages at være lidende af en absolut<br />

velbehandlet skizoaffektiv tilstand.”<br />

Den 25. juli 1997 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse<br />

om, at A’s skade ikke kunne anses for en erhvervssygdom,<br />

der var omfattet af lov om forsikring mod<br />

følger af arbejdsskade.<br />

Ved brev af 27. november 1997 til A meddelte<br />

Den Sociale Ankestyrelse (nu Ankestyrelsen), at An-<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

kestyrelsen den 19. november 1997 tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens<br />

afgørelse. I Ankestyrelsens afgørelse<br />

er anført følgende:<br />

“...<br />

Den anmeldte lidelse kan ikke anerkendes som erhvervssygdom<br />

efter lovens § 9, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 1,<br />

sammenholdt med Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse<br />

nr. 54 af 19. januar 1995 om fortegnelse over erhvervssygdomme<br />

i medfør af lovgivning om forsikring<br />

mod følger af arbejdsskade. De er derfor ikke berettiget<br />

til ydelser efter loven.<br />

Begrundelsen for afgørelsen er, at den lidelse, der er<br />

konstateret hos Dem (skizoaffektiv lidelse), ikke er<br />

nævnt i erhvervssygdomsbekendtgørelsen af 19. januar<br />

1995, hvilket er en forudsætning for, at lidelsen kan<br />

anerkendes som en erhvervssygdom efter lovens § 10,<br />

stk. 1, nr. 1.<br />

Ankestyrelsen har efter de foreliggende oplysninger<br />

om arbejdets art <strong>og</strong> om lidelsens karakter ikke fundet<br />

tilstrækkeligt grundlag for at anmode Arbejdsskadestyrelsen<br />

om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget<br />

med henblik på mulig anerkendelse efter lovens § 9,<br />

nr. 4, jf. § 10, stk. 1, nr. 2.<br />

Ifølge § 10, stk. 1, nr. 2, i loven kan erhvervssygdomme<br />

anerkendes, hvis det godtgøres, at lidelsen må<br />

anses for udelukkende eller i overvejende grad at være<br />

forårsaget af arbejdets særlige art.<br />

Ankestyrelsen vurderer, at der efter den praksis, der<br />

gælder for tilfælde som Deres, ikke er udsigt til, at Erhvervssygdomsudvalget<br />

vil anbefale, at lidelsen anerkendes<br />

som arbejdsskade. Ved denne vurdering har Ankestyrelsen<br />

lagt vægt på, at der efter Erhvervssygdomsudvalgets<br />

opfattelse skal være tale om en posttraumatisk<br />

stresstilstand efter belastninger i form af serier af vold<br />

eller trusler om vold eller tilsvarende voldsomme oplevelser.<br />

Hertil kommer, at De ikke under udstationeringen,<br />

har været udsat for belastninger ud over det forventelige<br />

<strong>og</strong> at udstationeringen ikke skønnes at have væsentlig<br />

betydning for det senere sygdomsforløb. Deres lidelse<br />

i form af skizoaffektiv lidelse er således ikke en arbejdsbetinget<br />

lidelse.<br />

...”<br />

Overlæge Conni Fensbo, Aalborg Psykiatriske Sygehus<br />

har den 30. marts 1999 afgivet en lægeerklæring<br />

til Social- <strong>og</strong> Sundhedsforvaltningen, Aalborg Kommune.<br />

Af erklæringen fremgår bl.a. følgende:<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXI


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

“...<br />

Objektiv psykisk:<br />

Fremtræder slank, sportstrænet. Taler hurtigt, hvilket<br />

er hans habituelle måde at tale på. Er absolut samlet <strong>og</strong><br />

helt stemningsneutral. Frembyder ingen som helst psykotiske<br />

symptomer.<br />

Diagnose:<br />

Skizoaffektiv psykose i remission. Tilstanden er helt velbehandlet.<br />

Konklusion:<br />

32 årig ung mand, der i perioden 1992-1996 adskillige<br />

gange var indlagt Aalborg Psykiatriske Sygehus i svær<br />

psykotisk tilstand, har nu været psykisk stabil siden efteråret<br />

1996.<br />

Det må tilrådes, at A indtil videre fortsat beholder<br />

sin pensionstilkendelse, idet han har været alvorligt <strong>og</strong><br />

ganske langvarigt syg tidligere.<br />

...”<br />

I brev af 20. juli 1999 meddelte Arbejdsskadestyrelsen<br />

A, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde fundet<br />

grundlag for at imødekomme hans begæring om genoptagelse<br />

af arbejdsskadesagen. Arbejdsskadestyrelsen<br />

henviste til, at der ikke var fremkommet nye oplysninger<br />

om den arbejdsmæssige belastning, han<br />

havde været udsat for.<br />

Den 13. oktober 1999 stadfæstede Ankestyrelsen<br />

denne afgørelse.<br />

Psykol<strong>og</strong> Ida Rasmussen har i en erklæring af 19.<br />

juli 2000 udtalt følgende:<br />

“Det er min klare vurdering, at A fremstår med et tydeligt<br />

post traumatisk stress syndrom efter at have oplevet<br />

massive <strong>og</strong> gentagne trusler mod eget liv i Irak. Han var<br />

i søgelyset hos den irakiske efterretningstjeneste, hans<br />

familie på stedet var allerede arresteret <strong>og</strong> angsten for<br />

hvad der skulle ske med ham var så massiv, at den udløste<br />

et psykisk sammenbrud. Det er ikke ukendt at massive<br />

psykiske belastninger eller et alvorligt traume kan udløse<br />

en psykose. A får umiddelbart efter sin hjemkomst<br />

stillet diagnosen skizoaffektiv tilstand eller paranoid skizofreni.<br />

Siden er andre diagnoser fulgt efter. Fakta er at<br />

han forud for sit ophold i Irak var en særdeles velfungerende<br />

<strong>og</strong> veluddannet mand. Han har aldrig fremvist afvigende<br />

adfærd eller i øvrigt fremvist tendens til psykisk<br />

sygdom. Han har aftjent værnepligt ved livgarden, gennemgået<br />

bankuddannelse <strong>og</strong> havde – på fuldt tilfredsstillende<br />

vis – netop gjort tjeneste på Cypern i 9 mdr. forud<br />

for opholdet i Irak. De første fem måneder af ophol-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXII<br />

det i Irak forløb <strong>og</strong>så normalt, selvom stemningen på<br />

stedet var anspændt <strong>og</strong> der sprang bomber i nærheden.<br />

Det var først i begyndelsen af juni måned hvor han<br />

kommer i den Iranske efterretningstjenestes søgelys at<br />

han bliver massiv bange for at være i landet. Da hans familie<br />

arresteres forværres angsten Han kan ikke kapere<br />

en konfrontation med efterretningstjenesten – med risiko<br />

for arrestation til følge, han kan heller ikke flygte<br />

fra det – for han får afslag på at komme ud af landet.<br />

Han har således ingen handlemuligheder overfor det<br />

massivt angstprovokerende – han kan ikke ”gå til angreb<br />

på det farlige” – han kan heller ikke flygte. Det<br />

massive pres – oplevelsen af ekstrem fare for eget liv –<br />

sammen med de manglende muligheder for mestring af<br />

situationen resulterer i det psykiske sammenbrud.<br />

Som nævnt er det ikke ukendt at chokpåvirkninger<br />

eller længerevarende psykisk belastninger kan udløse en<br />

psykose. Det er således min klare mening at A’s psykiske<br />

tilstand som den fremstod i 1997 <strong>og</strong> som den stadig<br />

fremstår er en klar følgevirkning af de oplevelser han<br />

havde under sit ophold i Irak. Hans sag bør efter min<br />

mening betragtes som en arbejdsulykke som han har varige<br />

psykiske mén efter <strong>og</strong> han bør som sådan være berettiget<br />

til erstatning.”<br />

Overlæge Conni Fensbo har den 4. oktober 2000 afgivet<br />

en erklæring til Arbejdsskadestyrelsen om A. I<br />

erklæringens konklusion er anført følgende:<br />

“Det drejer sig om en 33-årig mand, som i foråret 1992<br />

første gang blev psykotisk. Allerede under et besøg i<br />

maj under udstationering i Irak mærkede familien at<br />

han opførte sig anderledes, <strong>og</strong> skadelidte har selv en erkendelse<br />

af, at han på det tidspunkt var højt gearet. I<br />

juni 1992 blev han hjemsendt fra Irak i svær psykotisk<br />

tilstand. Han har siden haft i alt 5 indlæggelser. Er fulgt<br />

tæt ambulant på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Han<br />

har stedse været i medikamentel behandling, d<strong>og</strong> således,<br />

at han i perioder har seponeret anti-psykotisk medicin,<br />

men har bibeholdt behandling med Litarex. I de faser,<br />

hvor han selv har seponeret n<strong>og</strong>et af sin medicin, eller<br />

i perioder hvor han har drukket for store kvanta alkohol,<br />

er han blevet tiltagende psykotisk med paranoide<br />

forestillinger, aggressivitet <strong>og</strong> angst. Har til trods for<br />

sin sygdom været i stand til i gode faser at skaffe sig arbejde<br />

<strong>og</strong> har netop påbegyndt nyt arbejde i går som<br />

b<strong>og</strong>holder. Skadelidte er mig bekendt fra sine indlæggelser<br />

på Aalborg Psykiatriske Sygehus, <strong>og</strong> han fremtræder<br />

i dag mere samlet <strong>og</strong> rolig, end jeg har set ham førhen.<br />

Jeg mener ikke, at det drejer sig om en arbejdsskade.<br />

Det er min opfattelse, at han lider af en ski-zo-affektiv


psykose. De psykotiske symptomer var ved at udvikle<br />

sig allerede inden, han blev udsat for det svære traume i<br />

Irak. Givetvis har skadelidte haft tendensen i sig latent<br />

til at blive psykotisk, <strong>og</strong> belastningen ved at være udstationeret<br />

i et krigshærget land har været for voldsom for<br />

ham <strong>og</strong> har dermed udløst en latent psykotisk tilstand<br />

uden at der dermed er tale om en egentlig arbejdsskade.<br />

D: F25.2 skizo-affektiv psykose, blandet maniodepressiv<br />

type.”<br />

Autoriseret klinisk psykol<strong>og</strong> Hanne Knudsen har<br />

den 18. november 2002 udarbejdet en psykol<strong>og</strong>isk<br />

vurdering på baggrund af undersøgelse af A. Heraf<br />

fremgår bl.a. følgende:<br />

“...<br />

Resumé <strong>og</strong> vurdering<br />

...<br />

Nærværende undersøgelse<br />

Denne undersøgelses resultater viser, at der i dag er tale<br />

om symptomer, som svarer til kernesymptomerne for<br />

PTSD, men ikke i et omfang eller med en intensitet,<br />

som berettiger til diagnosen PTSD. Endvidere viser resultaterne,<br />

at der med sandsynlighed var tale om en tilstand<br />

af moderat traumatisering <strong>og</strong> sub-klinisk PTSD<br />

på tidspunktet omkring hjemsendelsen fra Irak. Endvidere<br />

viser testresultaterne en forekomst af skizoide personlighedstræk,<br />

men ingen akutte kliniske syndromer,<br />

alvorlige psykotiske forstyrrelser, personlighedsforstyrrelser<br />

eller svær psykopatol<strong>og</strong>i.<br />

Konklusion<br />

På baggrund af det samlede undersøgelsesresultat vurderes<br />

det, at A’s tidligere funktionsniveau har været upåfaldende<br />

<strong>og</strong> normalt. Der er ikke forhold i livshistorien,<br />

som kan forklare symptomudviklingen <strong>og</strong> det i mange<br />

år reducerede funktionsniveau. Tværtimod er der i livshistorien<br />

forhold, som understøtter vurderingen af en<br />

tidligere normal funktion både psykisk, interpersonelt<br />

<strong>og</strong> arbejdsmæssigt, heriblandt velfungerende skolegang<br />

<strong>og</strong> uddannelsesforløb, tidligere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet,<br />

herunder ved Forsvaret, <strong>og</strong> endelig almindelige<br />

relationer til partnere <strong>og</strong> venner. Der er efter<br />

min vurdering ingen kliniske iagttagelser, som støtter<br />

den mulighed, at A skulle have været psykisk sårbar,<br />

ustabil eller på anden måde psykisk afvigende forud for<br />

opholdet i Irak -fraset en notering vedr. sort/hvid tænkning<br />

i 12-årsalderen i forbindelse med forældrenes skilsmisse.<br />

En retrospektiv vurdering af egne sort/hvide reaktioner<br />

i puberteten i forbindelse med forældres skilsmisse<br />

må antages at høre til indenfor normalområdet. Intet<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

synes derfor at underbygge antagelsen om en tidligere<br />

psykisk forstyrrelse.<br />

På baggrund af symptomudviklingen, livshistorien,<br />

testresultater <strong>og</strong> det kliniske indtryk er det min vurdering,<br />

at udsættelsen for specifikke <strong>og</strong> tilbagevendende<br />

belastende oplevelser <strong>og</strong> forhold under opholdet i Irak<br />

har resulteret i udviklingen af sub-klinisk PTSD <strong>og</strong> psykotiske<br />

symptomer. De mange diagnoseforslag efterlader<br />

et n<strong>og</strong>et diffust billede, men størstedelen af indholdet<br />

i de tankemæssige forstyrrelser syntes relateret til de<br />

oplevelser <strong>og</strong> situationer A har været udsat for under<br />

opholdet i Irak (der er d<strong>og</strong> <strong>og</strong>så indhold mere relateret<br />

til det skizofrene spektrum). Dette giver anledning til at<br />

overveje en reaktiv forståelse af de psykotiske symptomer.<br />

Det er kendt, at psykotiske symptomer hyppigt optræder<br />

hos vietnamveteraner med PTSD-tilstande i form<br />

af reaktive psykoser <strong>og</strong> enkeltstående psykotiske symptomer<br />

(Hamner et al., 2000; Sautter et al., 1999; 2002;<br />

Butler et al., 1996; van der Hart, 1993). I faglitteraturen<br />

findes desuden argumenter for, at reaktive psykoser<br />

kan have længere varighed (van der Hart, 1993). De<br />

post-traumatiske belastningssymptomer er idag aftaget<br />

<strong>og</strong> de psykotiske symptomer medicinsk behandlet, således<br />

at A stadig har visse symptomer efter traumatisering<br />

<strong>og</strong> frembyder skizoide personlighedstræk. Sidstnævnte<br />

vurderes at være udtryk for en personlighedsforandring<br />

udviklet som følge af den tidligere traumatisering<br />

under opholdet i Irak.<br />

A’s generelle funktionsniveau vurderes i dag at være<br />

nedsat i forhold til før udsendelsen til Irak, idet han i<br />

dag ikke er selvforsørgende <strong>og</strong> i beskæftigelse på normale<br />

vilkår, men modtager førtidspension <strong>og</strong> sandsynligvis<br />

både i fremtidige beskæftigelsesvalg <strong>og</strong> privatlivet må<br />

påregne en vis hensyntagen til ikke at indgå i stressende<br />

<strong>og</strong> belastende situationer med henblik på at forebygge<br />

eventuelle tilbagefald.<br />

...”<br />

Arbejdsskadestyrelsen traf igen den 13. december<br />

2002 afgørelse om ikke at genoptage A’s sag.<br />

I skrivelse af 21. august 2003 meddelte Ankestyrelsen,<br />

at A’s psykiske lidelse fortsat ikke kunne<br />

anerkendes som erhvervssygdom. Af Ankestyrelsens<br />

skrivelse fremgår:<br />

“...<br />

Begrundelsen for afgørelsen:<br />

...<br />

Deres ophold i Irak har efter Ankestyrelsens vurdering<br />

ikke indebåret en sådan psykisk belastning, at det kan<br />

antages at medføre en særlig risiko for udvikling af en<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXIII


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

schizoaffektiv sindssygdom. Det er Ankestyrelsens vurdering,<br />

at de uvante militære forhold De har været udsat<br />

for i Irak må antages at have medført, at et latent anlæg<br />

for sindssygdommen er blevet aktiveret, men de er<br />

ikke årsagen hertil.<br />

Vi er opmærksomme på, at psykol<strong>og</strong> Hanne Knudsen<br />

i erklæring af 18. november 2002 har vurderet, at<br />

Deres lidelse er arbejdsbetinget. Vi er af ovennævnte<br />

grund ikke enig heri.<br />

...”<br />

Ankestyrelsen har fremlagt en udtalelse af 11. april<br />

2003 fra Ankestyrelsens lægekonsulent, overlæge <strong>og</strong><br />

speciallæge i psykiatri Allan Vangtorp. I sin udtalelse<br />

har Allan Vangtorp bl.a. anført følgende:<br />

“...<br />

Sammenfattende må jeg vurdere at A efter beskrivelserne<br />

har en skizoaffektiv sindssygdom der til stadighed<br />

kræver medicinsk behandling <strong>og</strong> distrikt psykiatrisk opfølgning.<br />

De uvante militærforhold han var udsat for i<br />

Iraq, må antages at have medført at et latent anlæg for<br />

den vedvarende sindslidelse herved blev aktiveret, men<br />

de er ikke årsagen hertil.”<br />

Speciallæge i psykiatri Michael Andreassen har på<br />

begæring af A’s advokat undersøgt A, <strong>og</strong> har i sin erklæring<br />

af 16. februar 2005 anført følgende konklusion:<br />

“A er ved den aktuelle undersøgelse fundet at lide af en<br />

skizoaffektiv psykose i remission, som er debuteret i<br />

juni 1992 i forbindelse med undersøgtes FN-tjeneste.<br />

Det kan ikke antages, at der er en kausal sammenhæng<br />

mellem hans arbejde som FN-soldat i Irak <strong>og</strong> det beskrevne<br />

sygdom. Det må derimod anses for sandsynligt,<br />

at sygdommen i forbindelsen med emotionel belastning<br />

er kommet til udbrud, hvilket <strong>og</strong>så har været tilfældet i<br />

forbindelse med efterfølgende belastninger, som ligeledes<br />

har fremprovokeret sygdomsudbrud. Det må derfor<br />

udtales, at undersøgtes klager <strong>og</strong> symptomer må vurderes<br />

som reelle. Undersøgte vil i mange år fortsat have et<br />

fortsat behov for stemningsstabiliserende medicin <strong>og</strong> at<br />

der, såfremt undersøgte udsættes for belastninger, vil<br />

være behov for antipsykotisk medicin.<br />

...”<br />

En af Forsvarskommandoen nedsat arbejdsgruppe<br />

vedrørende bistand til personel, som lider af psykiske<br />

efterreaktioner forårsaget af traumatiske hændel-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXIV<br />

ser i tjenesten, har i en redegørelse af januar 1997<br />

bl.a. anført følgende:<br />

“...<br />

Undersøgelser udført af PSA i 1993 <strong>og</strong> -94 har påvist,<br />

at det er almindeligt at have reaktioner som følge af tjeneste<br />

i en international mission. Kun 17% af soldaterne<br />

har slet ingen reaktioner, medens de øvrige har stressreaktioner<br />

af forskellig art, styrke <strong>og</strong> varighed.<br />

Undersøgelser fra DANBAT 3 (1993) viser, at det<br />

store flertal (70%) ikke i større grad er påvirket af reaktionerne<br />

i deres dagligdag; men for n<strong>og</strong>le har reaktionerne<br />

en karakter, der gør, at de pågældende må vurderes<br />

at være belastede efter tjenesten. En lille del (7%) kan<br />

siges at være særligt belastede, medens de sidste 23%<br />

vurderes at være n<strong>og</strong>et belastede.<br />

...<br />

Undersøgelserne bekræfter således, at det ikke er unormalt<br />

at have reaktioner som følge af belastende tjeneste,<br />

men kun få har særligt belastende reaktioner.<br />

...<br />

6.3.3. Ufrivilligt repatrierede.<br />

Af ca. 15.000 udsendte i perioden 1992-1996 er omkring<br />

2% af personellet blev repatrieret ufrivilligt før<br />

tid. Heraf er ca. 14% blevet repatrieret af psykiske årsager.<br />

Gruppen af ufrivilligt repatrierede påkalder sig særlig<br />

opmærksomhed, idet denne gruppe udgør en potentiel<br />

højrisik<strong>og</strong>ruppe for udvikling af senkomplikationer<br />

af psykisk art efter hjemkomsten til Danmark. I visse tilfælde<br />

vender de repatrierede hjem med en følelse af at<br />

have lidt nederlag under udsendelsen, <strong>og</strong> hvis hjemkomstmiljøet<br />

yderligere er problemfyldt, vil situationen<br />

kunne forværres. Derfor indførtes i september 1993 ved<br />

FKO foranstaltning en ordning, hvorefter alle, som repatrieres<br />

i utide, skal have tilbud om råd <strong>og</strong> vejledning<br />

fra en af forsvarets socialrådgivere som obligatorisk led<br />

i afviklingen af den internationale tjeneste.<br />

Efter arbejdsgruppens vurdering bør der fastholdes<br />

foranstaltninger mellem den udsendte enhed, kontaktpsykol<strong>og</strong>en,<br />

FOV <strong>og</strong> HOK, som skaber fuld sikkerhed<br />

for, at enhver som repatrieres ufrivilligt før tid følges<br />

nøje af kontaktpsykol<strong>og</strong> eller socialrådgiver de første<br />

6 mdr. efter hjemkomsten <strong>og</strong> som minimum tilbydes<br />

konsultation ved en socialrådgiver.<br />

...”<br />

Under sagens behandling for landsretten er der to<br />

gange stillet spørgsmål til Retslægerådet, der i den<br />

første erklæring af 20. september 2005 har udtalt<br />

følgende:


“...<br />

Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet på baggrund<br />

af de fremsendte akter om A udtale, at han som<br />

barn <strong>og</strong> ung har udviklet sig naturligt. Han har gennemgået<br />

almindelig skolegang <strong>og</strong> efterfølgende uddannet sig<br />

samt fungeret arbejdsmæssigt inden for sit erhverv. A<br />

har ikke haft psykiske problemer, før han 25 år gammel,<br />

i 1992 under udstationering ved FN-korps i Irak,<br />

udvikler en psykisk abnormtilstand. Sygdomsudviklingen<br />

sker gradvist over uger med ændret stemningstilstand<br />

<strong>og</strong> aktivitetsniveau. Efterhånden fremkommer<br />

klart psykotiske symptomer, især vrangforestillinger<br />

med forfølgelsesindhold. Efter hjemsendelse fra Irak har<br />

han været indlagt flere gange i psykiatriske afdelinger<br />

samt løbende behandlet ambulant. En samlet vurdering<br />

af forløbet peger på, at A er lidende af en såkaldt skizoaffektiv<br />

psykose med tilbagevendende sygdomsepisoder<br />

<strong>og</strong> behov for vedvarende lægelig kontrol <strong>og</strong> behandling<br />

med sygdomsforebyggende medicin..<br />

Retslægerådet skal herefter besvare de stillede<br />

spørgsmål således:<br />

Spørgsmål A:<br />

Retslægerådet bedes oplyse, om sagsøgeren forud for<br />

udsendelsen til Irak den 23. januar 1992 havde udviklet<br />

eller var disponeret for at udvikle en eller flere psykiske/psykiatriske<br />

lidelse(r), <strong>og</strong> i givet fald hvilke (n).<br />

I bekræftende fald bedes besvarelsen uddybet, <strong>og</strong> det<br />

bedes oplyst, om dette er årsag til eller kan forklare sagsøgerens<br />

nuværende psykiske lidelse(r).<br />

Der er ikke oplysninger i sagens akter, der peger på, at<br />

A forud for eller på tiden for udsendelse til Irak januar<br />

1992 havde udviklet eller var disponeret for at udvikle<br />

en psykisk lidelse.<br />

Spørgsmål B:<br />

Var der efter den lægefaglige viden <strong>og</strong> de redskaber, der<br />

var almindeligt anerkendte <strong>og</strong> anvendte forud for sagsøgerens<br />

udsendelse til Irak i januar 1992, mulighed for<br />

ved undersøgelse, test eller lignende at afdække, om sagsøgeren<br />

havde udviklet, var ved at udvikle eller var disponeret<br />

for at udvikle en eller flere psykisk lidelse(r).<br />

I bekræftende fald bedes besvarelsen uddybet med<br />

angivelse af, hvilke undersøgelser, tests eller lignende,<br />

der kunne have været gennemført.<br />

Nej.<br />

...<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Spørgsmål D:<br />

Retslægerådet bedes oplyse, om der under udstationeringen,<br />

men forud for medical officer, dr. Thapas tilsyn<br />

<strong>og</strong> vurdering den 12. juni 1992, var lægefagligt grundlag<br />

for at fatte mistanke om, at sagsøgeren havde udviklet,<br />

var ved at udvikle eller var disponeret for at udvikle<br />

en psykisk lidelse.<br />

Efter det oplyste var A i ugerne forud for hjemsendelsen,<br />

herunder <strong>og</strong>så under besøg i Danmark, psykisk ændret.<br />

Efter det beskrevne har der således i en kortere periode<br />

inden hjemsendelsen været psykiske symptomer,<br />

der ved psykiatrisk speciallægeundersøgelse må antages<br />

at ville være blevet opfattet som tegn på begyndende<br />

psykisk lidelse.<br />

Spørgsmål E:<br />

Hvis Retslægerådet finder, at sagsøgerens psykiske lidelse(r)<br />

kunne være opdaget <strong>og</strong> behandlet på et tidligere<br />

tidspunkt, bedes det oplyst, om en på dette tidligere<br />

tidspunkt iværksat behandling må antages at ville have<br />

haft betydning for sagsøgerens nuværende psykiske lidelse(r)<br />

opståen eller udvikling.<br />

Besvarelsen bedes uddybet.<br />

Retslægerådet finder det ikke sandsynligt, at en tidligere<br />

iværksat undersøgelse eller behandling afgørende ville<br />

have haft betydning for opståen eller udvikling af A’s<br />

psykiske lidelse.<br />

Spørgsmål F:<br />

I medical officer, dr. A. Thapas erklæring af 13. juni<br />

1992 (bilag D) er det anført, at sagsøgerens tilstand forværredes<br />

hurtigt, at han var begyndende voldelig, <strong>og</strong> at<br />

han var uden hensyn til sine omgivelser. Det blev derfor<br />

anbefalet, at han blev indlagt på hospital på lukket afdeling<br />

<strong>og</strong> fik beroligende medikamenter under transporten<br />

til hospitalet, der skulle foregå under opsyn.<br />

Retslægerådet bedes oplyse, om der var lægefaglig indikation<br />

for denne vurdering, <strong>og</strong> om de foreslåede tiltag<br />

var <strong>og</strong> blev gennemført i overensstemmelse med de på<br />

daværende tidspunkt almindeligt anerkendte retningslinier.<br />

Retslægerådet finder, at der ud fra beskrivelsen af A’s<br />

psykiske tilstand har været lægelig indikation for de<br />

iværksatte tiltag. Der er ikke i de medsendte bilag n<strong>og</strong>en<br />

beskrivelse af særlige retningslinier for undersøgelse<br />

eller behandling af personer i FN-tjeneste, der udvikler<br />

psykisk lidelse, men det gennemførte er i overensstemmelse<br />

med danske retningslinier <strong>og</strong> praksis.<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXV


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Spørgsmål G:<br />

Sagsøgeren blev den 13. juni 1992 indlagt på et hospital<br />

i Sulemaniyah, <strong>og</strong> der blev i senior medical officer,<br />

dr. S. E. Wilsons udtalelse af denne dato (bilag 3) stillet<br />

diagnosen “Paranoid Schizophrenia”. Det blev anbefalet,<br />

at han blev fjernet fra opgaven i Irak <strong>og</strong> indlagt på<br />

Normed hospital i Um Qasr.<br />

Var der efter Retslægerådets opfattelse lægefagligt<br />

grundlag for den givne anbefaling?<br />

Ja.<br />

Spørgsmål H:<br />

Det fremgår af medical officer, dr. Gunnar Stønos udtalelse<br />

af 15. juni 1992, at sagsøgeren var blevet indlagt<br />

på hospitalet i Um Qasr den 14. juni 1992 kl. 15.00.<br />

Lægen vurderede, at sagsøgeren havde de typiske symptomer<br />

for en akut psykose, <strong>og</strong> han blev sat i medikamentel<br />

behandling.<br />

Retslægerådet bedes oplyse, om der var grundlag for<br />

denne vurdering, om den iværksatte behandling var lægefagligt<br />

velindiceret, <strong>og</strong> om behandlingen blev gennemført<br />

i overensstemmelse med de på daværende tidspunkt<br />

almindeligt anerkendte retningslinier.<br />

Hvis Retslægerådet ikke er enig i, at sagsøgeren havde<br />

de typiske symptomer for en akut psykose, bedes oplyst,<br />

hvilken diagnose symptomerne gav eller kunne<br />

give anledning til at stille.<br />

Retslægerådet finder, at den iværksatte behandling var<br />

lægefagligt velindiceret <strong>og</strong> i overensstemmelse med danske<br />

retningslinier <strong>og</strong> praksis.<br />

Spørgsmål J:<br />

Det blev under sagsøgerens indlæggelse på Rigshospitalets<br />

Militærpsykiatriske afdeling fra den 15. juni 1992<br />

vurderet, at sagsøgeren var psykotisk, <strong>og</strong> der blev iværksat<br />

forskellige behandlingstiltag, herunder medikamentel<br />

behandling <strong>og</strong> terapi.<br />

Retslægerådet bedes oplyse, om der var grundlag for<br />

denne vurdering, om de iværksatte behandlingstiltag<br />

var lægefagligt velindicerede, <strong>og</strong> om de blev gennemført<br />

i overensstemmelse med de på daværende tidspunkt almindeligt<br />

anerkendte retningslinier.<br />

Hvis Retslægerådet ikke er enig i, at sagsøgeren var<br />

psykotisk, bedes oplyst, hvilken diagnose symptomerne<br />

gav eller kunne give anledning til.<br />

I journal fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske afdeling<br />

er A beskrevet som klart psykotisk, med vrangforestillinger,<br />

periodevis bevidsthedsændring, forøget psyko-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXVI<br />

motorisk tempo, vredladen <strong>og</strong> flere gange aggressiv.<br />

Den iværksatte behandling med antipsykotisk virkende<br />

medicin var lægefagligt velindiceret <strong>og</strong> blev gennemført<br />

efter gældende retningslinier.<br />

Spørgsmål K:<br />

Var der efter Retslægerådets vurdering grundlag for at<br />

tvangstilbageholde sagsøgeren i forbindelse med, at han<br />

forlangte sig udskrevet fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske<br />

afdeling den 24. juni 1992?<br />

Da A fremsætter sit udskrivnings-ønske, har han en<br />

samtale med afdelingens overlæge. Overlægen finder<br />

fortsat indlæggelse hensigtsmæssig, men at der ikke er<br />

indikation for tvangstilbageholdelse. I journalnotatet<br />

fra udskrivningsdagen er der ikke n<strong>og</strong>en detaljeret beskrivelse<br />

af A’s psykiske tilstand, <strong>og</strong> det er derfor ikke<br />

muligt for Retslægerådet at vurdere, om overlægens beslutning<br />

om ikke at foretage tvangstilbageholdelse var<br />

lægefagligt velbegrundet.<br />

Spørgsmål L:<br />

Såfremt spørgsmål K besvares bekræftende, bedes Retslægerådet<br />

oplyse, om der med udskrivelsen af sagsøgeren<br />

blev begået en egentlig lægefaglig fejl, eller om der<br />

alene var tale om et lægefagligt fejlskøn.<br />

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål K.<br />

Spørgsmål M:<br />

I forbindelse med udskrivelsen fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske<br />

afdeling den 24. juni 1992 blev der stillet<br />

diagnosen “stress response syndrom 793.01”.<br />

Var der efter Retslægerådets vurdering lægefagligt<br />

grundlag for denne diagnose?<br />

I benægtende fald bedes den rette diagnose angivet.<br />

Besvarelsen bedes uddybet.<br />

I journalen fra Militærpsykiatrisk afdeling har afdelingens<br />

overlæge noteret, at A efter hans vurdering har<br />

haft en “reaktiv psykose”. Men overlægen vælger af<br />

andre end lægefaglige grund at stille diagnosen “Stress<br />

response syndrom”. Retslægerådet finder ikke, at diagnosen<br />

Stress response syndrom er dækkende for A’s psykiske<br />

lidelse, men er enig med overlægen i, at det har<br />

drejet sig om en tilstand, der ud fra de på dette tidspunkt<br />

tilgængelige oplysninger, kan betegnes som en<br />

“reaktiv psykose”. Efter det nugældende diagnosesystem<br />

(WHO ICD-10) ville diagnosen være Akut polymorf<br />

psykose F 23.0.


Spørgsmål N:<br />

Er sagsøgeren efter udskrivelsen fra Rigshospitalets Militærpsykiatriske<br />

afdeling den 24. juni 1992 under de senere<br />

indlæggelser <strong>og</strong> med de iværksatte behandlinger<br />

blevet behandlet i overensstemmelse med de på daværende<br />

respektive tidspunkter almindeligt anerkendte retningslinier?<br />

Ja.<br />

Spørgsmål O:<br />

Har der efter Retslægerådets opfattelse været lægefagligt<br />

grundlag for at iværksætte yderligere behandlingstiltag<br />

end de, som sagsøgeren har været undergivet frem<br />

til i dag?<br />

Nej.<br />

Spørgsmål P:<br />

Retslægerådet bedes beskrive sagsøgerens nuværende<br />

psykiske lidelse(r), så vidt muligt med angivelse af diagnoser.<br />

A er med stor sandsynlighed lidende af en såkaldt skizoaffektiv<br />

sindslidelse.<br />

Spørgsmål Q:<br />

Retslægerådet bedes oplyse, om de(n) ved besvarelsen<br />

af spørgsmål N anførte lidelse (r) er varige <strong>og</strong> uhelbredelige.<br />

Om nødvendigt bedes besvarelsen uddybet.<br />

Retslægerådet antager, at der ved formuleringen af<br />

spørgsmål Q er sket en “slåfejl”, <strong>og</strong> at der i dette<br />

spørgsmål henvises til diagnosen efterspurgt i spørgsmål<br />

P.<br />

Med dette forbehold skal Retslægerådet udtale, at<br />

sygdommen skizoaffektiv sindslidelse hos de fleste har<br />

et kronisk forløb. For en mere uddybende beskrivelse<br />

henvises til den psykiatriske faglitteratur.<br />

Spørgsmål R:<br />

Retslægerådet bedes oplyse, hvornår de(n) under spørgsmål<br />

N opregnede lidelse(r) kunne diagnosticeres, <strong>og</strong><br />

hvornår de (n) rent faktisk blev diagnosticeret.<br />

Med samme forbehold som i spørgsmål Q skal rådet udtale,<br />

at A første gang fik stillet diagnosen skizoaffektiv<br />

sindslidelse i 1996, men at alle tidligere sygdomsepisoder<br />

formentlig har været udtryk for den samme grundlidelse.<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Spørgsmål S:<br />

Har de hændelser <strong>og</strong> oplevelser, som sagsøgeren overværede<br />

<strong>og</strong> havde under sit ophold i Irak i første halvdel<br />

af 1992, udelukkende eller i overvejende grad udløst<br />

sagsøgerens nuværende psykiske lidelse (r) , eller kan<br />

disse hændelser <strong>og</strong> oplevelser i udelukkende eller overvej<br />

ende grad antages at være årsag til denne/disse lidelse(r).<br />

Spørgsmålet bedes besvaret for hver enkelt lidelse<br />

for sig.<br />

Retslægerådet finder, at omstændighederne under opholdet<br />

i Irak kan have været en udløsende årsag til udviklingen<br />

af A’s skizoaffektive sindslidelse, men ikke, at<br />

der kan antages at være en årsagsmæssig sammenhæng.<br />

Spørgsmål T:<br />

Såfremt Retslægerådet vurderer, at sagsøger var disponeret<br />

for at udvikle en eller flere psykiske lidelser, bedes<br />

oplyst, om det må antages, at den/de før eller siden ville<br />

have udviklet sig under alle omstændigheder.<br />

Spørgsmålet bedes besvaret for hver enkelt lidelse<br />

for sig.<br />

Spørgsmålet er af hypotetisk karakter <strong>og</strong> besvares derfor<br />

ikke.<br />

Spørgsmål U:<br />

Har sagsøgerens oplevelser <strong>og</strong> de af ham overværede<br />

hændelser under opholdet i Irak været medvirkende til<br />

at udløse – eller medvirkende årsag til udviklingen af –<br />

sagsøgerens nuværende psykiske lidelse (r) ?<br />

Spørgsmålet bedes besvaret for hver enkelt lidelse<br />

for sig.<br />

Idet der henvises til besvarelsen af spørgsmål S, skal<br />

Retslægerådet bemærke, at det ikke er muligt med n<strong>og</strong>en<br />

grad af sikkerhed at fastslå, hvilke specifikke hændelser,<br />

der har været af betydning.<br />

Spørgsmål V:<br />

Hvis Retslægerådet finder, at sagsøgerens ophold i Irak<br />

ikke er årsagen til hans nuværende psykiske lidelse(r),<br />

men at denne/disse lidelse(r) alene er udløst af det samme<br />

ophold, bedes det oplyst, hvilke hændelser der erfaringsmæssigt<br />

kan udløse tilsvarende psykisk (e) lidelse<br />

(r) hos personer med sagsøgerens psykiske habitus.<br />

Spørgsmålet kan ikke besvares, idet muligt udløsende<br />

faktorer til psykoser ikke sikkert kan forudses.<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXVII


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Spørgsmål W:<br />

Hvis Retslægerådet findéf, at en ellerflere af de hændelser<br />

eller oplevelser, som sagsøgeren overværede eller<br />

havde, har udløst eller været (medvirkende) årsag til<br />

sagsøgerens nuværende psykiske lidelse (r), bedes Retslægerådet<br />

med henvisning til sagsøgerens gengivelse i<br />

stævningen <strong>og</strong> bilag 16 angive, hvilken eller hvilke hændelser<br />

eller oplevelser, der i den forbindelse tillægges<br />

særlig vægt.<br />

Idet spørgsmålet ikke kan besvares med sikkerhed, skal<br />

Retslægerådet bemærke, at situationen af sagsøger synes<br />

at have været opfattet som livsfarlig.<br />

Spørgsmål X<br />

Retslægerådet bedes oplyse, i hvilken aldersgruppe en<br />

psykisk lidelse/psykiske lidelser som sagsøgerens normalt<br />

optræder hos mænd, <strong>og</strong> hvad der almindeligvis antages<br />

at være udløsende faktor for eller årsag til en sådan<br />

lidelse/sådanne lidelser.<br />

For belysning af det stillede spørgsmål, henvises til den<br />

psykiatriske faglitteratur.<br />

Spørgsmål Y:<br />

Retslægerådet bedes oplyse, i hvilket omfang sagsøgerens<br />

beskrivelse af hændelser <strong>og</strong> oplevelser under opholdet<br />

i Irak, således som disse er gengivet i sagens lægefaglige<br />

akter, kan antages at være påvirket af hans psykiske<br />

tilstand under opholdet i Irak <strong>og</strong>/eller efter hjemsendelsen.<br />

Det kan ikke afvises, at sagsøgers beskrivelse har været<br />

påvirket af hans psykiske tilstand, men i hvilken grad<br />

dette har betydet fordrejning af fakta, lader sig ikke besvare.<br />

Spørgsmål Z:<br />

De sagsøgte har bestridt, at sagsøgerens beskrivelser af<br />

hændelser <strong>og</strong> oplevelser i Irak, som disse er gengivet i<br />

stævningen, bilag 16 <strong>og</strong> til dels de lægefaglige akter, er<br />

retvisende for det faktisk skete eller korrekte gengivelser,<br />

da de alene beror på sagsøgerens oplysninger.<br />

Er det ved Retslægerådets vurdering af sagen <strong>og</strong> ved<br />

besvarelsen af de stillede spørgsmål tillagt betydning,<br />

om sagsøgerens gengivelse af disse hændelser eller oplevelser<br />

kan være påvirket af sagsøgerens sindstilstand,<br />

da han gennemlevede <strong>og</strong> skulle gengive disse?<br />

I bekræftende fald bedes besvarelsen uddybet med<br />

angivelse af, hvorledes dette er tillagt betydning.<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXVIII<br />

Før besvarelsen af spørgsmålene har Retslægerådet vurderet<br />

sagen på grundlag af alle foreliggende oplysninger.<br />

Spørgsmål Æ:<br />

Retslægerådet bedes oplyse, hvad der er eller må antages<br />

at være årsag til sagsøgerens nuværende psykiske lidelse(r).<br />

Spørgsmålet kan ikke besvares, idet årsagen til sygdommen<br />

skizoaffektiv sindslidelse ikke er sikkert fastlagt.<br />

Spørgsmål Ø:<br />

Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger.<br />

Nej.<br />

Spørgsmål 1:<br />

Er de lægelige undersøgelser, som A har været igennem<br />

forud for deltagelse i de fredsbevarende styrker under<br />

FN i Irak af et sådan omfang, at de ville kunne afsløre<br />

sandsynligheden for, at A som følge af de traumatiske<br />

oplevelser, som fremgår af stævningen, kunne udvikleren<br />

akut psykisk lidelse?<br />

Spørgsmålet kan ikke besvares, idet der ikke foreligger<br />

n<strong>og</strong>en specifik beskrivelse af, hvilke lægelige undersøgelser<br />

A har gennemgået før udsendelsen til Irak.<br />

Spørgsmål 2:<br />

Er Retslægerådet enig i, at massive psykiske belastninger<br />

eller et alvorligt traume kan udløse en psykose ved<br />

en i forvejen psykisk velfungerende person?<br />

Hvis ja, er den psykiske belastning, som fremgår af<br />

stævningen af en sådan karakter <strong>og</strong> et sådant omfang?<br />

Hvis ja, vil en sådan psykisk belastning kunne give<br />

varige psykiske mén?<br />

Hvis nej, hvor adskiller den belastning, A var udsat<br />

for, sig fra en belastning, der vil kunne give varige psykiske<br />

mén?<br />

Retslægerådet er enig i, at massiv psykisk belastning<br />

kan udløse en psykose. Imidlertid kan der ikke udsiges<br />

n<strong>og</strong>et sikkert om sammenhængen i en konkret sag, jf.<br />

besvarelsen af spørgsmål V.<br />

Spørgsmål 3:<br />

Er det Retslægerådets opfattelse, at A’s psykiske lidelser<br />

må anses for i overvejende grad at være forårsaget af<br />

udstationeringen?


Nej.<br />

...<br />

Spørgsmål 5:<br />

På hvilket tidspunkt under udstationeringen var der efter<br />

Retslægerådets opfattelse lægelige tegn på, at A led<br />

af en behandlingskrævende psykisk sygdom?<br />

I lyset af de oplysninger, der nu samlet foreligger, er det<br />

Retslægerådets opfattelse, at A formentlig allerede under<br />

opholdet i Danmark i maj måned 1992 har udvist<br />

tegn på begyndende psykisk sygdom. Det er ikke muligt<br />

på baggrund af det foreliggende at fastslå, hvornår disse<br />

symptomer har fået et sådant omfang, at der har foreligget<br />

et behandlingsbehov.<br />

Spørgsmål 6:<br />

Har de beskrevne episoder under opholdet været af et<br />

sådant omfang, at det hos A har kunne forårsage et<br />

posttraumatisk stresssyndrom eller symptomer på en<br />

psykisk lidelse svarende til en posttraumatisk belastningsreaktion?<br />

I bekræftende fald, er der personlighedsmæssige<br />

træk, der forud for deltagelsen i Irak kunne have givet<br />

mistanke om, at A var særlig disponeret for at udvikle<br />

posttraumatisk belastningsreaktion?<br />

Hvis ja, hvilke personlighedstræk burde forud for<br />

deltagelsen have rejse mistanke om, at A kunne udvikle<br />

posttraumatisk belastningsreaktion?<br />

Der er ikke beskrevet symptomer hos A, der har kunnet<br />

danne baggrund for at stille diagnosen posttraumatisk<br />

belastningsreaktion.<br />

Spørgsmål 7:<br />

Er det Retslægerådets opfattelse, at A i dag ikke ville<br />

have haft psykiske følger i pensionsgivende grad, såfremt<br />

han ikke havde deltaget i FN tjenesten i Irak?<br />

Spørgsmålet er hypotetisk <strong>og</strong> lader sig ikke besvare med<br />

n<strong>og</strong>en grad af sikkerhed.<br />

Spørgsmål 8:<br />

Vil Retslægerådet anerkende testen Harvard Trauma<br />

Questionnaire som et led i en klinisk undersøgelse med<br />

henblik på at stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion<br />

eller en psykisk lidelse svarende til en<br />

posttraumatisk belastningsreaktion?<br />

Hvis nej, hvilke undersøgelser <strong>og</strong> herunder hvilke<br />

tests vil Retslægerådet acceptere for at stille diagnosen<br />

posttraumatisk belastningsreaktion?<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Retslægerådet finder, at det grundlæggende udgangspunkt<br />

for diagnosticering af psykiske lidelser er de psykopatol<strong>og</strong>iske<br />

fund ved en klinisk undersøgelse, <strong>og</strong><br />

Retslægerådet stiller derfor ikke specifikke krav om anvendelse<br />

af psykometriske skalaer til brug for diagnosticeringen.<br />

Retslægerådet anerkender imidlertid, at sådanne<br />

skalaer kan være en hjælp, forudsat at de opfylder videnskabelige<br />

krav til validering. Vedrørende anvendelsen<br />

af specifikke skalaer henvises til den psykiatriske<br />

faglitteratur.<br />

I sagens behandling har overlæge P. Gottlieb, professor<br />

R. Hemmingsen <strong>og</strong> overlæge J. Lund deltaget.<br />

...”<br />

Retslægerådet har i den supplerende erklæring af 3.<br />

januar 2006 anført følgende:<br />

“...<br />

Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet henvise<br />

til rådets udtalelse af 20.09.05 <strong>og</strong> besvare de supplerende<br />

spørgsmål således:<br />

Ad spørgsmål 9, 10 <strong>og</strong> 11:<br />

Indledningsvis skal bemærkes, at Retslægerådet finder,<br />

at A lider af en skizoaffektiv psykose. Årsag til <strong>og</strong> den<br />

videre udvikling af denne sindssygdom er ikke kendt,<br />

men det ses, at der kan være en tidsmæssig sammenhæng<br />

mellem sjælelig belastning <strong>og</strong> en manifest sygdomsfase,<br />

det være sig den første eller senere sygdomsfase.<br />

Det er muligt, at der <strong>og</strong>så kan være en årsagsmæssig<br />

sammenhæng, men sjælelig belastning er ikke alene årsag<br />

til en skizoaffektiv sindssygdom.<br />

Ad spørgsmål 12:<br />

Retslægerådet antager, at ordet “Arbejdsskadestyrelsen”<br />

rettelig skal være “Retslægerådet”. Rådet har ikke<br />

i besvarelsen af spørgsmål M anført, at A lider af en reaktiv<br />

psykose”, men at rådet kan tilslutte sig, at de oplysninger,<br />

der forelå for overlægen på militærpsykiatrisk<br />

afdeling, peger på diagnosen “Reaktiv psykose”.<br />

Danmark indførte den 1. januar 1994 et nyt diagnosesystem<br />

(WHO’s ICD-10), <strong>og</strong> hermed bortfaldt betegnelsen<br />

“reaktiv psykose”. Disse tilstande omfattes nu af betegnelsen<br />

“Akut polymorf psykose”. Der kan undertiden<br />

ses et vist symptomsammenfald mellem en reaktiv<br />

psykose <strong>og</strong> en posttraumatisk belastningsre-aktion <strong>og</strong> –<br />

d<strong>og</strong> sjældent – mellem en skizoaffektiv psykose <strong>og</strong> en<br />

posttraumatisk belastningsreaktion. Der er imidlertid<br />

tale om forskellige psykiske lidelser.<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED LXXXIX


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

Ad spørgsmål 13:<br />

Det kan ikke på forhånd forudses, hvad der er en psykoseudløsende<br />

belastning, til dels fordi det ér forskelligt,<br />

hvad det enkelte individ oplever som sjælelig belastning,<br />

til dels fordi en given belastning ikke kan iagttages<br />

isoleret fra den øvrige kontekst, individet er i, således<br />

at det <strong>og</strong>så over tid vil være forskelligt, hvad der belaster<br />

det enkelte individ.”<br />

Forklaringer:<br />

A har bl.a. forklaret, at han gjorde frivillig tjeneste i<br />

FN. Han blev uddannet 10 uger til de særlige opgaver<br />

som FN soldat. Det var en uddannelse, som rettede<br />

sig mod kontorarbejde. Han blev ikke uddannet<br />

til at håndtere psykiske belastninger. Han blev udstationeret<br />

på Cypern, hvor han var beskæftiget med<br />

kontorarbejde. Der var ikke farlige situationer på<br />

Cypern. Herefter søgte han <strong>og</strong> blev udtaget til missionen<br />

i Irak. Der var ikke i den forbindelse uddannelse<br />

i stresshåndtering. Lægeundersøgelsen var<br />

mere omfattende end tidligere, herunder med gennemgang<br />

af modermærker, tandsæt m.v. I Irak var<br />

han på en observationspost. Han <strong>og</strong> hans hold blev<br />

udstationeret 10 dage ad gangen til en observationspost<br />

i bjergene. Alle på holdet delte opgaverne mellem<br />

sig. I marts 2001 har han beskrevet de episoder,<br />

som han har været udsat for, i en redegørelse til Arbejdsskadestyrelsen,<br />

<strong>og</strong> han kan henholde sig til denne<br />

beskrivelse. Irakerne troede, at han var amerikaner.<br />

Det var frustrerende. 10-11 gange blev han udsat<br />

for at blive standset ved tjekpoints, når han skulle<br />

rundt i området. I den forbindelse blev han truet,<br />

bl.a. ved at posterne rettede deres våben mod ham.<br />

Det skete nok 2-3 gange om ugen. Under en observation<br />

oppe i bjergene blev han standset af 10-15<br />

mand som nærmere beskrevet. Han havde ingen at<br />

tale med om episoderne. De andre danskere i lejren<br />

havde andre opgaver <strong>og</strong> kunne ikke tale med om<br />

det, som han oplevede under observationerne. Han<br />

skulle kun redegøre for de overgreb på kurdere, som<br />

han observerede. Han skrev rapporter herom. Overgreb<br />

mod observationsgruppen selv skulle derimod<br />

ikke indberettes. Under køreturene rundt i området<br />

blev de <strong>og</strong>så beskudt. Så kørte de n<strong>og</strong>et stærkere<br />

end ellers. Da kurderne skulle holde deres første frie<br />

valg, sendte Saddam Hussein 20 armerede taxier ind<br />

i byen. De 19 blev standset af kurderne, men den sidste<br />

bombe sprang ikke så langt fra, hvor han opholdt<br />

sig. Det var to huse derfra. Det var voldsomt<br />

at se, hvordan mange af kurdernes landsbyer var blevet<br />

fuldstændigt ødelagt. Han skulle alene observere<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XC<br />

<strong>og</strong> indberette overgreb mod kurderne. Han måtte<br />

ikke gribe ind, eller i øvrigt foretage sig n<strong>og</strong>et. Det<br />

kunne han heller ikke på grund af de mange soldater,<br />

der var i området. N<strong>og</strong>le af de episoder, han oplevede,<br />

fandt sted før orloven i Danmark. Episoderne<br />

oppe i bjergene fandt sted efter april. Gervin truede<br />

ham som beskrevet direkte med et våben. Gervin<br />

var fast chauffør. Der blev ikke talt om episoden<br />

bagefter. Han t<strong>og</strong> normalt ikke til Bagdad efter de<br />

oplevelser i byen, han havde haft de første tre dages<br />

ophold efter ankomsten til Irak. De tre dage havde<br />

han følt sig utryg. Da der senere skulle være fest, t<strong>og</strong><br />

han imidlertid med til Bagdad. Det var i forbindelse<br />

med ferie. Han vrikkede på et tidspunkt om på foden.<br />

Han blev røntgenundersøgt, men billedet var<br />

ikke godt nok. Han fik af lægen besked på at være<br />

forsigtig med foden. Efter opfordring opsøgte han<br />

en dansk/irakisk familie. De fortalte om en bombe,<br />

der var slået ned tæt ved. Han foresl<strong>og</strong>, at de t<strong>og</strong> til<br />

Danmark. Det ville de overveje. Han blev dårligt<br />

modtaget på hotellet, da han kom med den danske<br />

kvinde <strong>og</strong> to piger. Han sagde farvel til familien på<br />

hotellet. Han fik det meget dårligt efter episoden på<br />

hotellet. Senere fortalte en englænder, hvad der var<br />

sket med familien, fordi han havde opsøgt dem. De<br />

var blevet tilbageholdt af politiet. Med hensyn til<br />

hjemsendelsesgrundlaget fik han at vide, at der skulle<br />

stå, at han havde dårlig fod. Lægen spurgte <strong>og</strong>så<br />

til anklen. Han fik hurtigt afslag på at rejse hjem.<br />

Herefter fik han det dårligt. Han ville hjem. Han gik<br />

ud i byen for at finde en taxa, så han kunne komme<br />

hjem. Han var psykotisk <strong>og</strong> havde det meget dårligt.<br />

Han ville bare væk. Han var n<strong>og</strong>et ude af fatning efter,<br />

at n<strong>og</strong>le soldater fik fat i ham. Han kendte ikke<br />

de FN folk, der fangede ham. Han blev bragt til n<strong>og</strong>le<br />

grækere, som testede ham fysisk. Han kom mere<br />

<strong>og</strong> mere op at køre. Så husker han, at han lige pludselig<br />

kom hjem via Bagdad. Han følte sig utryg <strong>og</strong><br />

blev hele tiden medicineret. Han fik ikke tilbudt psykol<strong>og</strong>behandling<br />

før i 1997. Der var tale om 10 timers<br />

samtale. Det hjalp ham til at erkende sygdommen.<br />

De andre diagnoser, han har fået, siger ham<br />

ikke n<strong>og</strong>et. Han talte ikke med n<strong>og</strong>en fra forsvaret<br />

forud for, at forsvaret anmeldte sygdommen til Arbejdsskadestyrelsen.<br />

Han var knap otte måneder på Cypern. Han havde<br />

kørt gennem mange tjekpoints på Cypern uden at<br />

være blevet truet. Han blev truet i Irak, hver gang<br />

han kørte gennem et tjekpoint, <strong>og</strong> en gang blev der<br />

skudt efter ham <strong>og</strong> hans hold, da de havde passeret<br />

tjekpointet. Han så ingen blive skudt, men kurderne


lev truet <strong>og</strong> slået. På hotellet opstod der tumult, da<br />

de partifolk, der var på hotellet, gik hen imod ham,<br />

da han kom ind med den danske kvinde <strong>og</strong> de to piger.<br />

Han forstod ikke hvad irakerne sagde, <strong>og</strong> han<br />

skyndte sig op på værelset med den danske kvinde<br />

<strong>og</strong> pigerne. De fortalte ham ikke, hvad der blev sagt<br />

nede i forhallen. Han har senere fået at vide, at der<br />

ikke skete familien n<strong>og</strong>et efter, at de var hos politiet.<br />

Han var indlagt på sygehus igen sidste år. Han fik<br />

det dårligere, fordi der var dødsfald i familien, <strong>og</strong><br />

der skete <strong>og</strong>så n<strong>og</strong>et på arbejdet. Han har haft forskellige<br />

skånejobs.<br />

Psykol<strong>og</strong> Hanne Knudsen har bl.a. forklaret, at<br />

hun har specialiseret sig i akut- <strong>og</strong> krisepsykol<strong>og</strong>i.<br />

Hun har haft tre samtaler med A <strong>og</strong> gennemført fire<br />

prøver, som kunne belyse hans situation. Der var<br />

ikke mistanke om hjerneskade. I 2002 var der ikke<br />

tilstrækkeligt grundlag for at stille diagnosen PTSD.<br />

Der var d<strong>og</strong> ikke meget, der adskilte den samlede<br />

mængde af symptomer fra, at diagnosen kunne stilles.<br />

Der manglede kun et symptom af tilstrækkelig<br />

styrke. Hun har derfor anvendt udtrykket sub-klinisk<br />

PTSD. Den sidste undersøgelse viste bl.a. skizoide<br />

personlighedstræk, men ikke en egentlig personlighedsforstyrrelse.<br />

Der var intet i samtalerne med<br />

A, der tydede på, at han inden udsendelsen til Irak<br />

havde n<strong>og</strong>en form for afvigelser på det psykiske område.<br />

Hun opfattede ikke oplysningerne fra ham<br />

som overdrevne, <strong>og</strong> hun fik ikke indtryk af, at de<br />

ikke var forekommet i virkeligheden. Det er hendes<br />

opfattelse, at det, han oplevede i Irak, førte til den<br />

konstaterede tilstand af sub-klinisk PTSD. Der er<br />

<strong>og</strong>så en god sammenhæng mellem denne diagnose<br />

<strong>og</strong> de konstaterede psykotiske symptomer. Sub-klinisk<br />

PTSD er alvorlig <strong>og</strong> behandlingskrævende, <strong>og</strong><br />

en tidlig indsats med behandling kunne have hjulpet<br />

ham. Man burde have tænkt i PTSD baner <strong>og</strong> undersøgt<br />

nærmere herfor, da han kom hjem. Hun har<br />

ikke fundet grundlag for at antage, at hans tidlige<br />

oplevelser i Irak var påvirket af den psykose, som senere<br />

indtrådte.<br />

Professor i psykol<strong>og</strong>i ved Århus Universitet Ask<br />

Elklit har på baggrund af sine artikler bl.a. forklaret,<br />

at den opgave, som FN-soldater skal løse, betragtes<br />

som vanskeligere end de traditionelle militære<br />

opgaver. Den opleves som klart mere belastende<br />

på grund af opgavens observerende karakter uden<br />

mulighed for indgriben. Undersøgelser over omfanget<br />

af belastningen vanskeliggøres af en række forhold,<br />

som kan skifte med tid, bl.a. stridighedernes intensitet<br />

<strong>og</strong> ledelsesforholdene. Han anbefaler en<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

screening af de personer, som man fra forsvarets<br />

side tænker på at udsende. Man kan d<strong>og</strong> ikke finde<br />

alle, men nok 2/3 af de særligt sårbare personer,<br />

som påtænkes udsendt, således at man kan standse<br />

udsendelsen af disse. Han har <strong>og</strong>så foreslået udsendelse<br />

af psykol<strong>og</strong>isk uddannede, der løbende har<br />

kontakt til de udsendte, således at den psykol<strong>og</strong>iske<br />

hjælpeindsats kan gives på stedet <strong>og</strong> hurtigst muligt.<br />

Denne anbefaling har forsvaret ikke fulgt. Der er<br />

n<strong>og</strong>le grundlæggende principper for debriefing, som<br />

skal følges, herunder, at den skal foregå ved uddannede<br />

psykol<strong>og</strong>er <strong>og</strong> over en vis tid. Ellers har debriefingen<br />

ingen eller negativ virkning. I Norge gennemføres<br />

en screening af alle, der skal udsendes. Ordningen<br />

blev omtalt på møder mellem militærpsykol<strong>og</strong>er<br />

i hvert fald i 1997/1998, hvor den var trådt i kraft. I<br />

Holland <strong>og</strong> Norge udsendes nu psykol<strong>og</strong>er sammen<br />

med de øvrige udsendte.<br />

Psykol<strong>og</strong> Ida Rasmussen har bl.a. forklaret, at<br />

hendes arbejdsområde navnlig omfatter krisepsykol<strong>og</strong>i.<br />

Hun udfører en del arbejde for forsvaret, Institut<br />

for Militærpsykol<strong>og</strong>i, hvor hun deltager i visitationen.<br />

Efter 1992 er der indført en ordning med<br />

obligatorisk opfølgning efter et år, <strong>og</strong> allerede efter<br />

n<strong>og</strong>le måneder, hvis der efter første briefing er mistanke<br />

om behov herfor. A fik af forsvaret bevilget<br />

10 behandlinger hos hende. Det værste for ham var,<br />

at han blev nægtet hjemsendelse. Selv få dages nægtelse<br />

af hjemsendelse, hvor man føler, at man ikke<br />

kan komme ud af situationen, kan føre til et sammenbrud.<br />

Tiden for den psykol<strong>og</strong>iske indsats er meget<br />

vigtig. Det er hendes vurdering, at A har oplevet<br />

de ting, han har fortalt om. De omtalte hændelser er<br />

ikke udslag af en psykose. Det er hun opmærksom<br />

på, idet hun ved sine spørgsmål krydstjekker oplysningerne,<br />

ligesom hun aflæser kroppens reaktioner,<br />

når der fortælles om begivenhederne. A har nu en<br />

ekstrem sårbarhed <strong>og</strong>så over for selv små belastninger.<br />

Det vil vare ved langt hen i livet. Hun har ikke<br />

fundet tegn på forudgående psykose i hans tidligere<br />

livsforløb. Hun går derfor ud fra, at A først er blevet<br />

syg i Irak efter flere fareoplevelser, som han ikke<br />

kunne mestre.<br />

Kaptajn B har bl.a. forklaret, at han rent faktisk<br />

fungerede som ældste danske officer <strong>og</strong> derfor stod<br />

for kontakten hjem. Han fungerede <strong>og</strong>så som funktionsofficer<br />

for de ti hold FN soldater. Han var fortrinsvis<br />

i Suleimaniyah. Hans arbejdsopgaver var på<br />

kontoret, men han t<strong>og</strong> lejlighedsvis ud for at tale<br />

med holdene. I øvrigt foregik kontakten til holdene<br />

over telefon <strong>og</strong> ved fordeling af opgaverne på mor-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCI


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

genmøder. Han havde daglig kontakt med A, bl.a. i<br />

forbindelse med udpegning af opgaver. Han erindrer<br />

ikke, hvad han talte med ham om, første gang A henvendte<br />

sig med problemer. Der gik nok en uges tid,<br />

hvorefter han besluttede, at A skulle hjemsendes.<br />

Han havde mange opgaver at løse, <strong>og</strong> dertil kom så<br />

A’s problemer. På grund af n<strong>og</strong>le helligdage måtte A<br />

vente yderligere tre dage på hjemsendelse. Det kunne<br />

A ikke, <strong>og</strong> vidnet t<strong>og</strong> derfor igen kontakt til Bagdad.<br />

Det kan godt være, at han har skrevet n<strong>og</strong>et<br />

om en dårlig fod, i stedet for psykiske problemer,<br />

for at sikre, at hjemsendelsen ikke vanskeliggjorde<br />

A’s fremtidige ansættelse i forsvaret. Det har han<br />

gjort med en anden hjemsendt. Han kan ikke i dag<br />

genkende skriften som hans, men det kan være hans<br />

skrift, der er på papiret vedrørende A’s hjemsendelse.<br />

Han havde allerede på vej tilbage til Irak fra en<br />

orlov i tiden fra februar til maj set A være n<strong>og</strong>et<br />

overgearet. Han opfattede situationen som meget<br />

stressende, fordi der hele tiden kunne ske n<strong>og</strong>et,<br />

uden at man vidste hvornår. Han var ikke nervøs i<br />

Irak, fordi soldater normalt kun handler efter ordre,<br />

mens situationen i Kurdistan var værre. Der var næsten<br />

tale om “wild west” forhold, hvor en galning<br />

kunne finde på hvad som helst. Han talte ikke med<br />

A om A’s problemer, <strong>og</strong> han havde heller ikke overskud<br />

hertil. Da A skulle hjem, var han så dårlig, at<br />

det ikke var muligt at have en samtale. Personerne<br />

på A’s hold kunne have støttet ham, men det forudsatte,<br />

der var danskere på holdet, <strong>og</strong> det husker han<br />

ikke, om der var. I 1992 talte man ikke med andre<br />

om personlige problemer. Der er sket meget siden<br />

hen på dette område. Det var en overordnet dansk<br />

officer i Bagdad, som udvirkede, at A kunne komme<br />

hjem inden helligdagene begyndte. Han husker ikke,<br />

hvilken tidshorisont han informerede A om med hensyn<br />

til hjemsendelsen. A blev placeret hos n<strong>og</strong>le grækere,<br />

som han havde et godt forhold til. Han var<br />

med ude for at lede efter A, da han var stukket af.<br />

Overlæge Allan Vangtorp har bl.a. forklaret, at<br />

hans udtalelse fra 2003 er baseret på de foreliggende<br />

lægelige udtalelser, som belyste sygdomsforløbet<br />

godt. Der var ikke tale om en ren maniodepressiv lidelse<br />

eller en ren skizofren lidelse. Der var symptomer<br />

fra hver lidelse, <strong>og</strong> billedet var n<strong>og</strong>et blandet.<br />

Der krævede herefter et forløb, for at man kunne<br />

stille en mere præcis diagnose. Han var ikke i tvivl<br />

om den diagnose, han selv nåede til i sin erklæring<br />

fra 2003. Der var ikke tale om PTSD. Han har forholdt<br />

sig til, at der var tale om en polymorf lidelse,<br />

<strong>og</strong> ikke det stress response syndrom, som overlæge<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCII<br />

Gorm Odden Petersen af andre end medicinske grunde<br />

anførte ved udskrivelsen. Der var tale om en psykose.<br />

Den psykose, han har diagnosticeret, kommer<br />

i episoder, <strong>og</strong> bryder som regel ud, når patienten er<br />

midt i tyverne, <strong>og</strong> inden for perioden fra patientens<br />

18. til 25. år. Ind imellem episoderne kan psykosen<br />

klinge af, navnlig ved god behandling. A blev behandlet<br />

med to forskellige medicingrupper. En gruppe<br />

vedrørende stemningssvigninger, <strong>og</strong> en gruppe<br />

vedrørende skizofreni. Der var ingen, der efter A’s<br />

fine soldaterpapirer kunne forudse, at de usædvanlige<br />

belastninger, han blev udsat for, kunne føre til<br />

det, der skete for ham. Sygdommen kunne for så<br />

vidt være brudt ud i en helt anden sammenhæng ved<br />

en anden belastning. Der er ingen sammenhæng mellem<br />

belastningens karakter <strong>og</strong> styrke <strong>og</strong> risikoen for<br />

udbrud. Det kommer helt an på, hvordan patienten i<br />

det hele opfatter den givne situation.<br />

Procedure:<br />

Til støtte for den principale påstand over for Ankestyrelsen<br />

om, at lidelsen må anses for omfattet af lov<br />

om forsikring mod følger af arbejdsskade § 10, stk.<br />

1, nr. 1, jf. erhvervssygdomsfortegnelsen Gruppe I,<br />

posttraumatisk belastningsreaktion, har A gjort gældende,<br />

at hans lidelse må diagnosticeres som PTSD.<br />

Ved hjemkomsten til Danmark fik han stillet denne<br />

diagnose på Rigshospitalet, <strong>og</strong> det fremgår ligeledes<br />

af erklæringen af 19. juli 2000 fra psykol<strong>og</strong> Ida Rasmussen,<br />

at han fremstår med tydelig PTSD. Klinisk<br />

psykol<strong>og</strong> Hanne Knudsen har fastslået, at han har<br />

udviklet sub-klinisk PTSD. Retslægerådet har udtalt,<br />

at der er samme elementer af symptomer i PTSD <strong>og</strong><br />

i reaktiv psykose <strong>og</strong> i et vist omfang <strong>og</strong>så i skizoaffektiv<br />

psykose, så det kan ikke ud fra Retslægerådets<br />

erklæringer udelukkes, at A’s sygdom kan diagnosticeres<br />

som PTSD. Ankestyrelsens lægekonsulent<br />

har primært bygget sin udtalelse på erklæringen af<br />

4. oktober 2000 fra speciallæge i psykiatri Conni<br />

Fensbo, men denne erklæring bygger på en forkert<br />

antagelse om, at psykosen allerede var ved at udvikle<br />

sig inden udsendelsen til Irak. Retslægerådet har<br />

fastslået, at der ikke er oplysninger i sagen, der peger<br />

på, at A forud for eller på tidspunktet for udsendelse<br />

til Irak havde udviklet eller var disponeret for<br />

at udvikle en psykisk lidelse, <strong>og</strong> at massiv psykisk belastning<br />

kan udløse en psykose.<br />

Til støtte for den subsidiære påstand om, at lidelsen<br />

må anses for omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr.<br />

2, 1. led, er det gjort gældende, at såfremt lidelsen<br />

ikke kan diagnosticeres som PTSD, så opfylder lidel-


sen kravene til at blive optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.<br />

Det er et typisk mønster, at udsendte<br />

soldater pådrager sig psykoser, <strong>og</strong> der foreligger lægelig<br />

dokumentation for en sammenhæng mellem<br />

den arbejdsmæssige belastning som udsendt soldat<br />

<strong>og</strong> udvikling af den anmeldte psykiske lidelse. Lidelsen<br />

må derfor anses for omfattet af lovens § 10, stk.<br />

2, nr. 2, 1. led. A’s forklaring <strong>og</strong> redegørelse for<br />

hændelserne <strong>og</strong> den belastning, han var udsat for,<br />

skal lægges til grund.<br />

Til støtte for den mere subsidiære påstand om, at<br />

lidelsen må anses for omfattet af lovens § 10, stk. 1,<br />

nr. 2, 2. led, er det gjort gældende, at lidelsen udelukkende<br />

eller i overvejende grad opstod som følge<br />

af arbejdets særlige art. Der er en klar sammenhæng<br />

mellem den psykiske belastning under opholdet i<br />

Irak <strong>og</strong> den psykiske lidelse. Han kunne ikke have<br />

forudset disse belastninger, <strong>og</strong> han var ikke blevet<br />

forberedt på dem. Der kan ikke føres et mere sikkert<br />

bevis for årsagssammenhængen, end det er sket i<br />

denne sag. Både speciallæger <strong>og</strong> Retslægerådet har<br />

fastslået, at der ikke er holdepunkter for at antage,<br />

at han forud for udsendelsen til Irak havde eller var<br />

disponeret for at udvikle en psykisk lidelse. Retslægerådet<br />

har udtalt, at massive belastninger kan udløse<br />

en psykose, <strong>og</strong> ifølge Retslægerådet er der tidsmæssig<br />

sammenhæng mellem belastning <strong>og</strong> sygdomsudvikling.<br />

Det er således tilstrækkeligt sandsynliggjort,<br />

at den arbejdsmæssige belastning har forårsaget<br />

skaden, <strong>og</strong> der foreligger dermed den fornødne<br />

årsagssammenhæng. Selvom det lægges til grund, at<br />

A havde et latent sygdomsanlæg, må lidelsen fortsat<br />

anses for omfattet af lovens § 10, stk. 2, nr. 2, 2.<br />

led, idet de massive belastninger i Irak har udløst lidelsen,<br />

<strong>og</strong> det er tilstrækkeligt til, at der foreligger<br />

den fornødne årsagssammenhæng.<br />

Til støtte for påstanden over for Forsvarets Personeltjeneste<br />

har A gjort gældende, at Forsvarets Personeltjeneste<br />

har tilsidesat sin omsorgspligt. Forsvarets<br />

Personeltjeneste var bekendt med, at de udsendte soldater<br />

ville blive udsat for voldsomme oplevelser,<br />

men soldaterne blev ikke uddannet til at håndtere<br />

oplevelserne <strong>og</strong> forberedt på, hvad de ville blive udsat<br />

for. Hans anmodning om hjemsendelse burde<br />

have været håndteret således, at han straks var blevet<br />

sendt hjem. Forsvarets Personeltjeneste burde<br />

have instrueret talsmænd <strong>og</strong> overordnede i at genkende<br />

signaler på psykiske problemer <strong>og</strong> i at tackle<br />

disse hensigtsmæssigt. Kaptajn B har bekræftet, at<br />

han allerede tidligere på vej tilbage til Irak fra en orlov<br />

blev opmærksom på, at A havde psykiske proble-<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

mer, men at han ikke magtede at gøre n<strong>og</strong>et ved det.<br />

Forsvarets Personeltjeneste har pådraget sig et erstatningsansvar<br />

ved ikke at forberede de udstationerede<br />

soldater tilstrækkeligt <strong>og</strong> ved ikke bagefter at sørge<br />

for en forsvarlig bearbejdning af de traumatiske oplevelser.<br />

Der er årsagssammenhæng mellem Forsvarets<br />

Personeltjenestes manglende omsorgspligt <strong>og</strong><br />

A’s psykiske lidelse, <strong>og</strong> der henvises i den forbindelse<br />

til, hvad der er gjort gældende til støtte for påstanden<br />

over for Ankestyrelsen. A’s krav er ikke forældet,<br />

idet Forsvarets Personeltjeneste ikke midt i et administrativt<br />

sagsbehandlingsforløb kan gøre forældelsesindsigelsen<br />

gældende. Forældelsesfristen for<br />

kravet mod Forsvarets Personeltjeneste begynder tidligst<br />

at løbe fra det tidspunkt, hvor der er truffet endelig<br />

afgørelse i arbejdsskadesagen, hvilket vil sige<br />

fra Ankestyrelsens første afgørelse, der er meddelt A<br />

ved brev af 27. november 1997.<br />

Ankestyrelsen har til støtte for sin påstand om frifindelse<br />

bestridt, at A lider af PTSD eller sub-klinisk<br />

PTSD. Det fremgår af Retslægerådets udtalelser, at<br />

A lider af en skizoaffektiv psykose, hvilket <strong>og</strong>så er<br />

bekræftet af de læger, der tidligere har undersøgt A.<br />

På den baggrund er A’s lidelse ikke omfattet af lov<br />

om forsikring mod følger af arbejdsskade § 10, stk.<br />

1, nr. 1. Selv, hvis det lægges til grund, at A lider af<br />

PTSD, var det alligevel med rette, at Ankestyrelsen i<br />

sine afgørelser afviste at anse A’s lidelse for omfattet<br />

af lovens § 10, stk. 1, nr. 1, idet PTSD først på et senere<br />

tidspunkt er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.<br />

A’s lidelse er heller ikke omfattet af lovens § 10,<br />

stk. 1, nr. 2, 1. led, idet det ikke er sandsynliggjort,<br />

at den skizoaffektive psykose opfylder kravene for<br />

at blive medtaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.<br />

Selvom landsretten måtte nå frem til, at A lider af<br />

PTSD, vil A’s lidelse fortsat ikke være omfattet af lovens<br />

§ 10, stk. 1, nr. 2, 1. led, idet det i den seneste<br />

erhvervssygdomsfortegnelse er en betingelse for at<br />

anse PTSD for omfattet af loven, at lidelsen er forårsaget<br />

af traumatiske begivenheder eller situationer af<br />

kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende<br />

eller katastrofeagtig karakter. Det er ikke godtgjort,<br />

at A har været udsat for oplevelser, der var exceptionelt<br />

truende eller katastrofeagtige. A’s egne<br />

erindringer om episoderne i Irak kan i den forbindelse<br />

ikke uden videre lægges til grund, idet Retslægerådet<br />

i sin besvarelse af spørgsmål Y har udtalt, at det<br />

ikke kan udelukkes, at hans beskrivelser kan være<br />

farvet af hans psykose.<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCIII


<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

A’s lidelse er ikke omfattet af lovens § 10, stk. 1,<br />

nr. 2, 2. led, idet A ikke har godtgjort, at lidelsen<br />

udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af<br />

arbejdets særlige art. Det er ikke tilstrækkeligt i den<br />

forbindelse, at der foreligger en tidsmæssig sammenhæng,<br />

der kan tale for en årsagssammenhæng. Det<br />

er ikke bevist, at A’s psykose er påført ham ved arbejdet<br />

som FN-soldat. Retslægerådet har i sine erklæringer<br />

udtalt, at det ikke kan anses for godtgjort,<br />

at lidelsen er forårsaget af A’s arbejde som FN-soldat.<br />

Det kan ikke ved afgørelsen af spørgsmålet om<br />

årsagssammenhæng tillægges afgørende betydning,<br />

hvad der har udløst lidelsen. Selv, hvis det lægges til<br />

grund, at A lider af PTSD, så kan denne lidelse ikke<br />

anses for omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2.<br />

led, idet PTSD nu er omfattet af lovens § 10, stk. 1,<br />

nr. 1, men stadig under forudsætning af, at de i erhvervssygdomsfortegnelsen<br />

anførte forudsætninger<br />

er opfyldt.<br />

Forsvarets Personeltjeneste har til støtte for sin<br />

påstand om frifindelse gjort gældende, at det ikke er<br />

godtgjort, at Forsvarets Personeltjeneste har udvist<br />

forsømmelighed eller i øvrigt handlet ansvarspådragende.<br />

Man må tage udgangspunkt i de daværende<br />

forhold i 1992. A anmodede selv om udsendelse til<br />

Irak som FN-soldat, <strong>og</strong> ved udsendelsen blev han<br />

forberedt i det omfang, som dengang skønnedes påkrævet,<br />

ligesom han <strong>og</strong>så blev orienteret om forholdene<br />

i landet. Der er ikke grundlag for at karakterisere<br />

den forberedelse, som A fik, som uforsvarlig, <strong>og</strong><br />

det kan ikke antages, at man ved forberedelsen af<br />

A’s udsendelse kunne have forudset, at A var disponeret<br />

for at få en psykisk lidelse. Dette er bekræftet<br />

af Retslægerådet ved besvarelsen af spørgsmål B.<br />

Der er heller ikke grundlag for at nå frem til, at der<br />

er handlet ansvarspådragende i forbindelse med A’s<br />

ophold i Irak. A’s symptomer indfandt sig reelt først<br />

omkring den 8. juni 1992, <strong>og</strong> anmodningen om<br />

hjemsendelse blev udfærdiget den 11. juni 1992,<br />

hvorefter A blev transporteret til Bagdad den 13.<br />

juni 1992. Det er udokumenteret, at A fik afslag på<br />

sin første anmodning om hjemsendelse, <strong>og</strong> der er intet<br />

grundlag for at anse håndteringen af A’s sygdom<br />

<strong>og</strong> anmodning om hjemsendelse for ansvarspådragende.<br />

Efter hjemkomsten blev A straks indlagt på<br />

Rigshospitalets Militærpsykol<strong>og</strong>iske afdeling, hvor<br />

han blev korrekt behandlet. Det var efter A’s eget<br />

ønske, at opholdet <strong>og</strong> behandlingen på afdelingen<br />

blev afsluttet.<br />

Der er ingen adækvans, <strong>og</strong> der foreligger ikke den<br />

fornødne årsagssammenhæng. Forsvarets Personel-<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCIV<br />

tjeneste har i den forbindelse henvist til de samme<br />

forhold, som er anført af Ankestyrelsen vedrørende<br />

årsagssammenhæng. Det bestrides således, at A’s ophold<br />

i Irak har udløst lidelsen.<br />

Et eventuelt erstatningskrav er forældet, subsidiært<br />

er et eventuelt krav vedrørende svie <strong>og</strong> smerte<br />

samt tabt arbejdsfortjeneste forældet. A fik i 1996<br />

stillet diagnosen skizoaffektiv psykose. Fra dette tidspunkt<br />

begyndte forældelsesfristen i princippet at<br />

løbe, <strong>og</strong> der er ikke grundlag for at anse fristen for<br />

suspenderet. Da denne retssag er anlagt mere end 5<br />

år efter dette tidspunkt, er der indtrådt forældelse.<br />

Der er ikke grundlag for at anse forældelsesfristen<br />

for suspenderet, medens sagen blev behandlet administrativt<br />

hos forsvaret. Såfremt landsretten er enig<br />

med sagsøgeren i, at forældelsesfristen først begyndte<br />

at løbe fra tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse,<br />

kan kun krav omfattet af arbejdsskadesikringsloven,<br />

det vil sige méngodtgørelse <strong>og</strong> erstatning for<br />

tab af erhvervsevne, gøres gældende. Eventuelle krav<br />

vedrørende svie <strong>og</strong> smerte samt tabt arbejdsfortjeneste<br />

kunne ikke forventes dækket under arbejdsskadesagen,<br />

<strong>og</strong> må derfor under alle omstændigheder anses<br />

for forældede.<br />

Landsrettens begrundelse <strong>og</strong> resultat:<br />

Efter bevisførelsen, herunder de lægelige erklæringer<br />

<strong>og</strong> navnlig Retslægerådets udtalelser, lægges det til<br />

grund, at A lider af skizoaffektiv psykose med tilbagevendende<br />

sygdomsperioder <strong>og</strong> behov for vedvarende<br />

behandling med sygdomsforebyggende medicin.<br />

Diagnosen blev første gang stillet i 1996, men alle<br />

tidligere sygdomsepisoder må antages at have været<br />

udtryk for den samme grundlidelse.<br />

Påstandene over for Ankestyrelsen:<br />

Skizoaffektiv psykose er ikke opført på erhvervssygdomsfortegnelsen,<br />

<strong>og</strong> A’s lidelse er ikke omfattet af<br />

lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 10,<br />

stk. 1, nr. 1.<br />

Der er ikke ført bevis for, at skizoaffektiv psykose<br />

efter den nyeste medicinske erfaring opfylder kravene<br />

til optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen.<br />

A’s lidelse er derfor heller ikke omfattet af lovens §<br />

10, stk. 1, nr. 2, 1. led.<br />

Det fremgår af Retslægerådets besvarelser af<br />

spørgsmål 3 <strong>og</strong> spørgsmål S, at omstændighederne<br />

under opholdet i Irak kan have været en udløsende<br />

årsag til udviklingen af A’s skizoaffektive sindslidelse,<br />

men Retslægerådet finder ikke, at der kan antages<br />

at være en årsagsmæssig sammenhæng. Det er


herefter ikke godtgjort, at den skizoaffektive psykose<br />

udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget<br />

af oplevelserne under opholdet som FN-soldat i Irak.<br />

Betingelserne for at anse A’s lidelse for omfattet<br />

af lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, er derfor heller<br />

ikke opfyldt, <strong>og</strong> landsretten frifinder herefter i det<br />

hele Ankestyrelsen.<br />

Påstandene over for Forsvarets Personeltjeneste:<br />

Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål B lægges<br />

det til grund, at det ikke forud for A’s udsendelse<br />

til Irak havde været muligt ved undersøgelse, test<br />

eller lignende at afdække, om sagsøgeren havde udviklet,<br />

var ved at udvikle eller var disponeret for at<br />

udvikle en psykisk lidelse.<br />

Det er heller ikke i øvrigt godtgjort, at Forsvarets<br />

Personeltjeneste har udvist forsømmelighed eller<br />

handlet ansvarspådragende i forbindelse med udsendelsen<br />

af A til Irak.<br />

Den omstændighed, at kaptajn B på et tidspunkt<br />

konstaterede, at A var n<strong>og</strong>et “overgearet”, men ikke<br />

foret<strong>og</strong> sig yderligere i den anledning, kan i den foreliggende<br />

situation ikke anses for at være en ansvarspådragende<br />

forsømmelse.<br />

Under hensyn til den korte tid, der forløb, fra A<br />

over for det lægelige personel i Irak fremsatte klager,<br />

der måtte henføres til hans psykiske tilstand, <strong>og</strong><br />

til behandling <strong>og</strong> hjemsendelse fandt sted, er det<br />

ikke godtgjort, at der er udvist forsømmelighed eller<br />

handlet på en måde, der kan anses for ansvarspådragende<br />

for Forsvarets Personeltjeneste. Landsretten<br />

har herved tillige lagt vægt på Retslægerådets besvarelse<br />

af spørgsmål D-H.<br />

Ved sin hjemkomst til Danmark blev A behandlet<br />

efter gældende retningslinjer. Behandlingen blev afbrudt<br />

efter A’s eget ønske. Det forhold, at Forsvarets<br />

Personeltjeneste ikke efterfølgende søgte at kontakte<br />

A med henblik på eventuel iværksættelse af<br />

<strong>Forsikrings</strong>- <strong>og</strong> <strong>Erstatningsretlig</strong> Domssamling<br />

yderligere behandling, kan efter de dagældende regler<br />

ikke anses for en forsømmelse. Landsretten har<br />

herved <strong>og</strong>så lagt vægt på, at Retslægerådet i sin besvarelse<br />

af spørgsmålene N <strong>og</strong> O har anført, at A efter<br />

udskrivelsen fra Rigshospitalet under de senere<br />

indlæggelser <strong>og</strong> med de iværksatte behandlinger er<br />

blevet behandlet i overensstemmelse med de dengang<br />

almindeligt anerkendte retningslinier, <strong>og</strong> at der<br />

ikke har været lægefagligt grundlag for at iværksætte<br />

yderligere behandlingstiltag.<br />

Allerede som følge af, at Forsvarets Personeltjeneste<br />

eller n<strong>og</strong>en, for hvem tjenesten er ansvarlig, således<br />

ikke har handlet uforsvarligt eller udvist ansvarspådragende<br />

forsømmelighed, frifinder landsretten<br />

Forsvarets Personeltjeneste.<br />

Sagsomkostninger:<br />

Efter sagens udfald, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1,<br />

skal statskassen betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen<br />

med i alt 70.500 kr. <strong>og</strong> til Forsvarets Personeltjeneste<br />

med i alt kr. 70.500 kr. Beløbene, der indeholder<br />

moms, dækker 70.000 kr. til hver af de sagsøgtes<br />

udgifter til advokatbistand <strong>og</strong> 500 kr. til hver<br />

af de sagsøgtes udgifter til materialesamling. Landsretten<br />

har lagt vægt på sagens karakter <strong>og</strong> omfang,<br />

herunder at der er forelagt Retslægerådet spørgsmål,<br />

samt sagens anslåede økonomiske værdi.<br />

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens §<br />

8 a.<br />

Thi kendes for ret:<br />

De sagsøgte, Ankestyrelsen <strong>og</strong> Forsvarets Personeltjeneste,<br />

frifindes.<br />

Statskassen skal betale sagens omkostninger med<br />

70.500 kr. til Ankestyrelsen <strong>og</strong> med 70.500 kr. til<br />

Forsvarets Personeltjeneste.<br />

De idømte sagsomkostninger skal betales inden<br />

14 dage.<br />

13. januar 2007 - endnu ikke optrykt i FED XCV

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!