7 Billede og betydning Citat af Messaris: om sprog og billede.

imv.au.dk

7 Billede og betydning Citat af Messaris: om sprog og billede.

Kapitel 7: Billede og betydning 1

7 Billede og betydning

Citat af Messaris: om sprog og billede.

1 Sproglige tegn, sproglige koder

Et tegn er en størrelse, der står i stedet for noget andet, en størrelse der henviser til noget

andet end sig selv.

Sproget er dannet af tegn: ord eller bøjningsendelser. Det sproglige tegn består af en

indholdsside (betydning eller måske begreb) og af en udtryksside (fonemer/lyde eller

bogstaver). De mindste enheder på udtrykssiden (bogstaver eller fonemer) har ikke

nogen betydning i sig selv, men de er betingelsen for betydningsdannelsen. Forandrer vi

et bogstav eller en lyd, får det hele tegnet/ordet til at skifte betydning. Erstat h i "hat"

med et k, og der står "kat" (den såkaldte kommutationsprøve).

Sproget har en dobbelt artikulation. Den første artikulation er delingen i tegn (ord eller

bøjningsendelser, altså betydningsbærende enheder). Den anden artikulation er delingen

af ordene i bogstaver eller fonemer (betydningsadskillende enheder). Betydningen er

ikke afhængig af bogstavernes eller fonemernes særlige form. Indholdet af "kat"

kommer ikke fra K + A + T. Hvis det var tilfældet ville betydningen af "kat" være tæt på

betydningen af "hat" - og det er som bekendt ikke tilfældet. Bogstaverne/fonemerne

betinger, at ordene har forskellig betydning, men de bestemmer ikke hvilken betydning.

De er betydningsadskillende, ikke betydningsskabende. De sproglige tegns betydning er

"arbitrær". Hermed mener man, at der ikke er noget i lydrækken K + A + T der skulle

indikere et lille medlem af rovdyrefamilien. Når K + A + T betyder et lille rovdyr,

skyldes det en konvention. Det er ikke noget, der er givet i naturen, men - og det er

vigtigt - det er denne tegnets "arbitraritet", der er basis for, at vi kan bruge sproget.

Arbitrariteten gør sproget stabilt.

Det sproglige tegns indhold, dets betydning, er ikke hevisning (reference) til en konkret

genstand, men et begreb. K + O betyder ikke en bestemt ko, der står på marken. Tegnet

henviser kun til konkrete ting, personer m.v. når det indgår i en ytring. Denne ytring kan

være en hel sætning "der står en ko på marken" eller blot et udråb "hjælp, en ko!"

Syntagmer

De sproglige tegn bliver kombineret i syntagmer, kæder af tegn (sætninger, ytringer). Vi

kommunikerer udelukkende i syntagmer., som f.eks. "Den røde ko lå og tyggede drøv".

Hvis vi kun bruger et enkelt ord, fungerer det som en sætning. "Ko" kan være et udsagn

om eller vores mening om den, vi står overfor. Syntagmet er den manifeste størrelse, der

henviser til verden.

Paradigmer

Paradigmer er en form for lagre. Tag sætningen (syntagmet) "Der står en ko på marken".

I stedet for "ko" kunne vi skrive "hest" eller "får" etc. Vi ville kunne lave en liste (lager)

over dyr, der står på marken. En sådan liste udgør et paradigme. Paradigmet defineres

bl.a. ved at dets medlemmer kan indgå på den samme plads i et syntagme. Paradigmet


Kapitel 7: Billede og betydning 2

består således af en række elementer, som er latente. Vi valgte et ret snævert paradigme,

nemlig husdyr der græsser. Vi kunne lave et langt større paradigme af dyr, der kan stå, og

et endnu større paradigme, nemlig alle de levende ting eller døde, som vi bruger verbet

"stå" ved: Der står et hus/en bil/en statue etc." på marken. Vi kunne også have valgt at

skifte "mark" ud med andre ord, så ville vi have fået paradigmet af ting, man kan stå på.

Endelig kunne vi have taget verbet "stå" og skiftet det ud med verber, der betegner

ubevægelig position: stå, ligge, sidde. Vi ville da have fået et ret lille paradigme. Den

talende vælger med andre ord ud fra et paradigme, når han/hun formulere sætningen.

Disse udvælgelses- og kombinationsregler udgør (d)en central(e) del af sprogsystemet, af

den verbalsproglige kode.

2 Visuelle tegn, visuelle koder?

Sproget styres således af meget stærke regler/koder. Det bliver noget mere kompliceret,

når vi ser på visuel kommunikation. Her skal det dog med det samme anføres, at

rendyrket visuel kommunikation er sjælden, mens en kombination af visuel og sproglig

kommunikation er normal i fjernsyn og i de trykte medier - og mere og mere på nettet.

Det vi får præsenteret i den faglige litteratur som visuel kommunikation, er normalt en

kombination af sproglig og visuel information. Helst sker det ved en visualisering eller

billeddækning af en sproglig information altså en oversættelse fra et sprogligt udtryk til

et visuelt udtryk. Og vel at mærke sådan at den sproglige information er givet på

forhånd, før den bliver visualiseret.

Ligesom det sproglige tegn består det visuelle tegn af et udtryk og et indhold (en

betydning), men der er fundamentale forskelle mellem de to systemer. Den dobbelte

artikulation var, som vi har set, afgørende for, at de sproglige tegn kan fungere. Det er

næppe muligt at regne med en dobbelt artikulation af de visuelle tegn - som er vanskeligt

afgrænselige og derfor også er vanskeligere at identificere.

De sproglige tegn er alle dannet på samme måde, de udgør en velafgrænset tegngruppe

(med undergrupper), de fungerer stort set ens og indenfor en bestemt kode - for nu at

stille det lidt firkantet op. De visuelle tegn kan udfra deres form og referentielle funktion

(=deres måde at henvise til verden på) inddeles i former/plastiske tegn (abstrakte visuelle

tegn), ikoner (visuelle tegn der viser lighed med det de henviser til) og indekser (spor af

det de henviser til). Det samme tegn (=den samme fysiske størrelse) behøver ikke

nødvendigvis kun at være af én type, men kan tilhøre to kategorier på en gang. Det

bedste eksempel herpå er fotografiet der både ligner sit objekt og er et spor af objektet –

udtrykt meget firkantet.

Ikonernes indholdsside dannes ikke af et begreb, de henviser til en unik og konkret

størrelse (PT ser vi væk fra indeksernes og de plastiske tegns reference) Den belgiske

forskergruppe My-gruppen) fra universitetet i Liège foreslår derfor at operere med et treleddet

visuelt tegn, der består af det fysiske udtryk (tegnet), den konkrete referent (det

billedet forestiller eller objektet) og endelig typen, der er en kategori, en klasse:

"Referenten er et enkeltfænomen og har fysiske karakteristika. Typen er en klasse og har


Kapitel 7: Billede og betydning 3

begrebsmæssige (conceptuelle) karakteristika. F.eks. er referenten til det visuelle tegn

"kat" et enkeltfænomen, som jeg kan have haft erfaringer med - visuelle eller andre

erfaringer - men det er kun referent for så vidt som denne genstand (kat) kan knyttes til

en permanent kategori, kategorien af katte." (Groupe my 1992, 136 - 37). Altså nok er

det visuelle tegn konkret, idet det henviser til en konkret størrelse, men denne henvisning

er kun mulig (giver kun mening), hvis den kan ses indenfor rammen af en kategori.

Referenten i det visuelle tegn kan veksle fra ekstrem individualitet til næsten kategorial

status: Et foto af en hest kan vise den gamle trofaste Lise, med alle hendes specielle træk

eller billedet kan stå i en lærebog og vise den typiske islandske hest.

Type

Referent Signifiant, fysisk udtryk

Fig 1 Det visuelle tegn efter My-gruppen (groupe My, 136)

Formerplastiske tegn

Denne gruppe af tegn er normalt konventionelle, evt. helt arbitrære. Den består af grafer,

organnigrammer, dekorations-mønstre, tegn i non-figurativ kunst, symboler og emblemer

som Davidsstjernen eller Maersks stjerne. Nogle trafiktegn er helt arbitrære: trekanten,

parkering forbudt skilte, valget af gult, grønt, rødt og gult-rødt i trafiklysene. Andre af

tegnene nærmer sig piktogramme, ikoner eller indekser. Korset, hammer og segl og

Citroëns dobbelte, omvendte V fungerer som emblemer, som logoer. De er indeksikalske

når de ses historisk (korset er spor af Kristi lidelseshistorie, hammer og segl er et spor af

det arbejdende folk, og Citroëns logo er dannet ud fra tandhjulet, som var firmaets første

produktionsområde). De er også ikoniske (i hvert fald de to første emblemer), fordi de

ligner noget konkret, men deres betydning bygger alligevel først og fremmest på

konvention. Vore dagens logoer er således normalt konventionelle tegn: De kan godt nok

vise indeksikalske træk og en eller anden form for ikonicitet, men de er primært

konventionelle. Det er netop det, der er deres force, at de samtidig kan spille på de andre

visuelle tegns funktionsmåder.

Ikoner

Ikonerne udgøres af alle slags billeder, der repræsenterer genstande, personer. De fleste

ikoner er klart motiverede: fotografier, naturalistiske tegninger. Men som vi det under

afsnittet om formerne: Så snart betydningen bliver fikseret ved konvention, kommer vi

ind i mellemområdet mellem de arbitrære former og de motiverede ikoner: Trafikskilte

med piktogrammer, geografiske kort (de ligner faktisk luftfotos), planer af huse etc. etc.


Kapitel 7: Billede og betydning 4

Mange billeder har en dobbelt betydning: en ikonisk-motiveret og en konventionel: De

henviser dels til den konkrete genstand, som vi kan se, og til en bagved liggende

sekundær betydning. Et billede af en gammel mand med en stor nøgle er selvfølgelig en

gammel mand, men det er også en henvisning til Sankt Peter - vi ved pr. konvention, at

det er ham, mens vi kan se, at det er en gammel mand. Reklamen i dag og

middelalderens kirker var/er storforbrugere af emblematiske billeder.

Indekserne

Indekserne fungerer på en anden måde, et indeks er et spor af sin oprindelse, ofte et

produktionsspor. Begrebet går tilbage til den amerikanske semiotiker Peirce. Hos Peirce

er indekset også et naturligt tegn: Røgen er et spor af ilden, et harespor i sneen er - et

spor af haren. Fingeraftryk er indekser er spor. Gnidebilleder er spor. Når mange endnu i

dag har en stærk tro på, at fjernsynet er en sikker informationskilde, skyldes det, at de

opfatter billedet som et spor af virkeligheden (hvad det sådan set også er!). Fotografiet

blev fra sin start i 1830'erne anset for at være et indeks, et spor af af virkeligheden foran

kameraet. Det var "uberørt af menneskehånd". Derfor fik vi den megen debat da

elektronisk billedbehandling blev en mulighed. Billedbehandling er ved at fjerne 160 års

tro på fotoets sandhedsværdi - også selvom det faktisk har været muligt at retouchere

fotografier siden midten af 1850'erne.

Ikoner, her i betydningen de ortodokse kirkers religiøse billeder malet på træ, blev anset

for at være særlig sande, fordi de oprindelig blev malet af kristendommens

grundlæggende personligheder. De var med andre ord indeksikalsk forbundet med den

oprindelige kristendom

Indekset kan også opstå ved produktionsspor: Penslens særlige strøg vidner om malerens

arbejde og bliver et (naturligt) indeks. Billedet forestiller en person og er et ikon.

Det visuelle tegns særlige træk

Fonemerne i verbalsproget er klart definerede strukturelle enheder, de er stabile. Ordene

kan deles i stabile elementer. Det visuelle tegn kan kun defineres i en kontekst. En simpel

linie kan i en kontekst være en del af noget og har som sådan ikke nogen speciel

betydning (den kan være betydningsadskillende som fonemet kan være det), i andre

tilfælde kan den faktisk være et tegn, f.eks. kan den markere en horisont, nu er den et

tegn med betydning. Men stregen er ikke et fonem med afgrænsede egenskaber, stregen

kan være lang eller kort (relative størrelser), den kan være let krum eller have et svagt

knæk, et eller flere steder, den kan være meget krum etc. etc. - og stregens krumning

eller dens knæk vil indgå i mange forskellige forbindelser ogbetydning herud fra. Det

er rammen om billedet og billedfladens udformning, der bestemmer stregens betydning

sammen med emnet.

Der har derfor været mange forsøg på at skabe et system af visuelle mindsteenheder

indenfor billedsproget. Man kan inddele det visuelle udtryk i punkter, i streger, planer og

mere komplekse former; men det drejer sig kun om praktiske opstillinger af materialet,

ikke om en parallel til fonemets afgrænsede system af træk.


Kapitel 7: Billede og betydning 5

Det er således vanskeligt at afgrænse mindsteenhederne i de visuelle tegn. Derfor bliver

selve det visuelle tegn også vanskeligt at definere. Man kunne så mene, at tegnbegrebet

er import fra sprogvidenskaben - og af den grund fremmed, unyttigt og unødvendigt

indenfor det visuelle område. Desværre fortæller vi historier i billeder, vi er trods alt ofte

enige om at afgrænse billedelementer, og vi bruger ofte disse rimeligt afgrænsede

visuelle størrelse som tegn. Vi oversætter billedelementer til sproglige tegn. Så der er

ingen vej udenom.

Problemet med at afgrænse tegnet har til følge, at det indenfor det visuelle område er

vanskeligt at bruge begreberne syntagme og paradigme på samme entydige måde som

indenfor det sproglige område. Vi kan opfatte et billede som et budskab, et syntagme,

bestående af flere elementer (tegn?), men det er vanskeligt at skifte det ene element ud

med det andet - og kan vi ikke det, er der ikke noget paradigme. Og alligevel er det

netop det vi gør: vi forestiller os i hvert fald, hvad der kunne have været på det felt på

billedet i stedet for det, der faktisk er der.

My-gruppen foreslår en opfattelse af det visuelle tegn som en fleksibel størrelse. Det er

afgørende for dem, at typebegrebet er medvirkende til, at vi kan afgrænse et tegn fra et

andet på billedfladen. Via typen kan vi f.eks. inddele tegnet "hoved" i undergrupperinger,

der på deres side også er tegn "øje", næse" etc. og omvendt kan vi operere med at

"hoved" er en underafdeling af "menneskelegeme" (se Groupe my 1992, side 148-155).

My-gruppen griber egentlig tilbage til gestaltteoretikernes arbejde med at neddele og

gruppere. Det drejer sig om mekanismer, der er fundamentale i identifikationen af

elementerne på billedfladen. Men my-gruppen kan i denne forbindelse støtte sig til nyere

forskning, der viser, at det menneskelige øje percipere forskelle på billedfladen der er

stærkere end "de egentlig er", d.v.s. at den menneskelige perception forstærker og

systematisere de forskelle, der allerede findes ude i verden. Vi ser bedre end

fortografiapparatet. Vi danner betydninger allerede under perceptionen så at sige (se

groupe my 1992, 65-66 og 164-166). Neddeling, inddeling og gruppering af elementer

er fundamentale procedurer i identifikationsprocessen..

3 Billed og betydning, konstruktionens rolle for betydningen

Kress og Leuwens bog "Reading images, the Grammar of Visual Design" er et forsøg på

at indkredse om ikke alle principper for den visuelle betydningsdannelse, så i det mindste

nogle fundamentale træk, som omfatter alle typer visuelle tegn, både de rent ikoniske

(=analoge), de mere konventionelle piktogrammer og de rene "former". Kress og

Leuwen tager afsæt i teorier om sproglige syntaks og semantik, specielt den engelske

sprogforsker Hallidays teorier og i Arnheims teorier om det billedlige udtryk, specielt in

”The Power of the Center”


Kapitel 7: Billede og betydning 6

Visuelle elementer og handlingsstrukturer

De elementer (tegn), som optræder på en billedflade, og som beskueren kan identificere

som væsentlige (se nedenfor) benævner Kress og Leuwen participants: deltagere.

Deltagerne kan deles i actors: aktører og goals: mål. Aktørerne er de aktive deltagere,

dem der udgår en handling fra. Målene er omvendt de passive deltagere, som handlingen

retter sig mod. Handlingen fremkommer ved et element, der klart (for vores perception)

angiver bevægelse eller retning. Det kan være en person, der peger, og som bevæger sig i

en bestemt retning, eller det kan være et mere konventionelt tegn som f. eks. en pil eller

en anden kileformet figur. De elementer på billedfladen, som på denne måde angiver

retning og bevægelse, kaldes vectors: vektorer. Handlingerne deles i transactional

actions: transaktionelle handlinger, som er rettet mod et mål (og evt. når det) og nontransactional

actions: non-transaktionelle handlinger, som ikke er rettet mod et mål. Tag

f. eks. et billede af en tyr: Dyret løber med sænket hoved og hornene rettet lige frem mod

tyrefægteren. Tyren er således en aktør som udfører en transaktionel handling rettet mod

tyrefægteren der er målet. Eller tag et TV-billede fra Golf-krigenmed Norman

Schwarzkopf: Generalen peger mod en TV-skærm, der viser en raket på vej mod sit mål,

som bliver sprængt. NS er således både aktør og vektor med den irakiske installation

som mål.

Fig. 2: Aktør og mål. Tyr og toreador er hver for sig aktører og samtidig hinandens mål

Kress og Leuwen gør meget ud af, at blikretninger er særlige vektorer. Den aktive

deltager i en "øjehandling" (reaction) kalder de "reacter" og målet for blikket (hvis der

er) et kaldes "phenomenon". Hvis "øjelinie vektoren" forbinder to deltagere taler Kress

og Leuwen om transaktionelle reaktioner, hvis "øjelinievektoren" udgår fra en deltager,

uden at der er noget mål (phenomenon), taler de om en non-transaktionel reaktion.


Kapitel 7: Billede og betydning 7

Det kan lyde meget snørklet, pedantisk og dybsindigt; men faktum er, at alle fortællende

billeder indeholder de elementer og handlinger, som Kress og Leuwen beskriver. Og det

er også oplagt, at de på en vis måde har fået beskrevet et område, hvor det

verbalsproglige og det visuelle har lighedspunkter. Vektorer svarer til verbalhandlinger,

deltagerne til substantiviske led som subjekt og objekt, skellet mellem transaktionelle og

non-transaktionelle handlinger svarer til verbalsprogets skelnen mellem direkte og

indirekte transitive verber på den ene side og intransitive verber på den anden.

I forbindelse med disse hovedbegreber i K og L's visuelle narrative grammatik omtaler

de så tre circumstances omstændigheder. Til en vis grad er der tale om ækvivalenter til

sætningens adverbialled. De tre led er:

A) Den lokative (stedlig/rumlig) omstændighed, som de kalder setting. Det drejer sig

mest om den fysiske baggrund, der viser stedet for handlingen. Dette er markeret visuelt

eks. ved, at noget lapper ind over baggrunde. Baggrunden kan også være markeret ved

brug af uskarphed eller ved at den er mørkere og mere utydelig etc. . Vi er med andre ord

gå tilbage ved figur - grund parret.

B) Circumstanses of means, d.v.s. middel eller det redskab, som anvendes til at udføre en

handling (og som samtidig danner vektoren). Det skal ikke tages i for strikte betydning,

det kan f.eks. være personernes hænder.

C) Circumstances of accompaniment. En accompaniment eller ledsager er en deltager i

en narrativ struktur som ikke indgår i et vektorforhold med andre deltagere. Kress og

Leeuwens eksempel er en foto af en pingvin, der har en unge mellem benene. Ungen er

en ledsager.

Kressog Leuwen beskæftiger sig mest med enkeltbilleder og får afdækket en del af de

mekanismer, som skaber begyndelsen til en fortælling på billedet. Man kan imidlertid ret

let overføre ders betragtningsmåder til sekventielle billeder og derved få skabt en

samklang mellem Kress-Leuwen og elementer af forskellige narrative teorier. Det er bl.

a. afgørende, at Kress-Leuwen fremhæver, at narrative handlinger kun kan udføres af

menneskelige skabninger. Hvis andre (ting, naturelementer) udfører handlingen, vil de

blive opfattet som menneskeliggjorte.

Ikke-narrative eller ikke-handlingsmæssige struktureringsprincipper

Ved siden af de narrative strukturer eller rettere handlingsstrukturer opererer Kress og

Leuwen også med conceptual structures, altså begrebsmæssige strukturer, som de mener,

der er tre af indenfor det visuelle område. Deres eksempler viser dog på dette punkt ofte

en blanding af sproglige og visuelle tegn. Til de visuelle "tegn" hører også lay out.

De begrebsmæssige strukturer deles i klassificerende processer, i analytiske processer

og i symbolske processer:

De klassificerende processer knytter deltagerne sammen i en overordnet taksonomi

(=paradigme eller gruppe af ord/begreber med beslægtet betydning) eller begreb.

Forudsætningen for, at beskueren kan sammenføje deltagerne til en overordnet

taksonomi er, at deltagerne så at sige fremstår som isolerede elementer på en neutral


Kapitel 7: Billede og betydning 8

baggrund (Kress 96, 81), uden nogen kontekst. Det kan være reklamens præsentationer

af et vareudbud, f.eks. turistbrochurens sider med større og især mindre billeder, der

tilsammen udgør et portræt af en given egn

Fig. 3: Klassificerende proces

De analytiske strukturer går derimod ud fra en given helhed, som de kalder carrier,

bærer, og som specificeres i detaljer og egenskaber eller kvaliteter (attributes). Kress og

Leuwen regner her med både temporelle (kronologiske ikke-narrative) strukturer og især

med spatielle (rumlige) strukturer af meget kompliceret art.

Det afgørende er, at med de analytiske strukturer har vi på billedsiden, hvad vi i

verbalsproget ville kalde beskrivende sekvenser, hvor et givent emne, person eller

genstand beskrives i en række aspekter eller sammenlignes med andre ting eller personer

(omtrent som i en nekrolog eller i "dagens portræt". Som eksempler kan man nævne

Faktas (!) hjemmeside, hvor Fakta ( en rød form med hvise bogstaver på) splittes op i

egenskaber og funktioner med pile der peger ud fra kernen, den dannebrogsfarvede form.


Kapitel 7: Billede og betydning 9

Fig. 4: Analytisk struktur

Endelig er der de symbolske processer, hvor en persons sindsstemning eller psyke f.eks.

kommer til udtryk, det sker i høj grad i form af faste symboler som på ældre malerier.

Pointen i disse processer eller strukturer er, at de kan indlejres i narrative eller

handlingsmæssige forløb eller, at handlings-orienterede elementer kan indpasses i en

analytisk proces. I de fleste handlings-orienterede billeder indgår der beskrivende

elementer

Billedfladens opbygning og dens betydning

Kress og Leuwen tager også fat på selve den visuelle udformning af billedfladen og på,

hvordan vi identificerer elementerne (deltagerne). De finder tre hovedorganiseringsprincipper

af billed-fladen, som spiller en fundamental rolle for betydningsdannelsen.

"Informationsværdien". Placeringen af elementernes (deltagerne og de syntagmer, der

der forbinder dem med hinanden eller med beskueren) giver dem særlige

informationsværdier, der er knyttet de forskellige "zoner" på billedet": Venstre og højre

(side), top og bund, center og margen/periferi.

"Salience" eller "fremtræden". Elementerne (deltagerne) bringes til at tiltrække

beskuerens opmærksomhed i forskellige grader ved sådanne fremgangsmåder som f.eks.

placering i forgrund eller i baggrund, relative størrelsesforholds, kontraster i lysstyrke

eller i farve, forskelle i skarphed etc. - igen en variant af figur-grundforholdet.


Kapitel 7: Billede og betydning 10

"Framing" eller "indramning." Her taler Kress og Leuwen om en række måder at

"indramme" elementer på. Det kan være størrelser på billedfladen, der indirekte skaber

rammer (John Wayne står i en portåbning eller Dürers Jesus står mellem to træer), men

der kan også være tale om en mere direkt, grafisk måde at ramme elementer ind på

(tegne en sort ramme uden om det, der skal fremhæves).

Selvom Kress-Leuwens fremstilling af "informationsværdien" måske kan siges på visse

steder at være noget svagt teoretisk funderet, er deres teorier envæsentlig landvinding,

ens systematisering af synspunkter, som kan findes bl.a.hos Rudolf Arnheims.

Deres hypotese er, at venstre side i billedet normalt viser det, der er kendt eller givet, og

at den "nye information" normalt befinder sig i højre side. Det hænger til en vis grad

sammen med læseretningen. Det er en teori, som det vil kræve flere indgående empiriske

studier at få bekræftet. Men det er givet, at der op igennem det europæiske maleris

historie frem til moderne layout er en klar forskel mellem, hvad der anbringes til venstre

og til højre. I bilederne af Mariæ bebudelse er ærkeenglen oftest til venstre og afleverer

sit budskab mod højre. Det er Maria, der får nyheden. Der er undtagelser i placeringen

således at Maria sidder til venstre men i disse tilfælde er det oftest Maria der aktivt "taler

til" englen, der nøjes med at lytte passivt.

Gå ind på Web Gallery of Art og søg under annunciation!:

Top - bund dimensionen er ifl. Kress-Leuwen karakteriseret ved, at billedets øverste del

(især billeder med et højt format?) fremstiller det idémæssige og bunden det konkrete.

Top og bund forholder sig derfor til hinanden som det abstrakte - det konkrete, det

himmelske - det jordiske, det åndelige - det materielle etc. Det er formodentlig rigtigt.

Dimensionen himmel - jord, og det lette - det tunge er gennemgående i al ældre religiøs

kunst og i af gode grunde i landskabsmaleriet. Det spændende ved deres hypotese er, at

moderne reklamebilleder f.eks. synes at følge mønsteret.

Center - margen dimensionen markerer det vigtige overfor det perifere. Kress - Leuwen

gør opmærksom på et i rendyrket form er billeder efter dette mønster ret sjældne i en

europæisk sammenhæng. Måske, men den var fremherskende i de politiske partiers

ideologiske billeder sidst i det 19. Århundrede i Danmark, muligvis især hos venstre (for

højrefolkene var det en lidt primitiv fremstillingsform?). I midten ser vi den store

bannerfører, rundt om ser vi andre mindre centrale politikere ellers åndshøvdinge.

Grundtvig var sikker på en central position.


Kapitel 7: Billede og betydning 11

Fig. 5 Center og periferi – frit efter 1800-tallets politiske billeder.

4 Det visuelle tegns flertydighed (polysemi)

Det visuelle tegn bliver ofte beskrevet som flertydigt, og det er da også rigtigt, at vi ofte

kan være uenige om betydningen af et givet billede - maleri, tegning eller foto. Og vi har

set, at det visuelle tegn såvel som det sproglige kan fluktuere mellem en grundlæggende

"normalbetydning" (eksempelvis et billede af en rose i et blomsterkatalog) og en mere

symbolsk betydning (rosen som symbol, metafor eller allegori for uskyld eller

trofasthed).

Den første og grundlæggende betydning benævnes indenfor det verbalsproglige område

"denotation", mens den anden afledte betydning kaldes "konnotation". Konnotationen er

en forholdsvis fast og socialt funderet bibetydning, der dog strækker sig ( i den

almindelige brug af ordet) fra associationer til helt konventionaliserede betydninger som

nøglen for Sankt Peter eller cowboy hatten for amerikaneren.

Det er en almindelig antagelse, at verbalsprogets ytringer - i hvert fald sammenlignet

med det visuelle sprogs billeder - er klare, rationelle og lette at gøre entydige, mens det

visuelle sprog netop er følelsesladet, fluktuerende, mangetydigt, eller endnu værre:

tvetydigt (jvf. Rolands Barthes artikel "Billedets retorik").

Derfor skulle det visuelle udtryk behøve en sproglig forankring for få styr på den vildt

voksende betydningsdannelse. Og det er rigtigt, at vi sjældent ser et billede, uden at der

er knyttet en tekst til det. Vi har svært ved at betragte et billede uden at få en oplysning

om temaet eller om, hvem der har lavet det. Ofte er det egentlig ligegyldigt, om vi får

oplysningen (f.eks. ved et kunstfoto eller et maleri), men vi er utrygge ved billeder, der

ikke har en tekst med sig. Men i nogle tilfælde er det faktisk ret afgørende at få teksten


Kapitel 7: Billede og betydning 12

med. Det gælder specielt de billeder, der er blevet lavet for at passe ind i en given

sammenhæng, gerne en sproglig, f. eks. reklamebillederne, hvis betydning (i hvert fald

den officielle) er blevet fastlagt før billedet blev produceret eller tilføjet.

En anden måde at forankre et billedes betydning på, er at lade det indgå i en serie af

billeder - altså ved montage. Det er en mere subtil form for forankring.

Det hele kan samles i to simple spørgsmål med mange og komplicerede svar: Hvad

udtrykker billeder? Hvad kan de udtrykke? Vi må prøve at se på billederne som

selvstændige bærer af information uden den verbalsproglige hjælp.

Så vi må holde os klart at, billedets betydning (i kontekst) ikke kun er et spørgsmål om

forankring, der leder os frem til den rette mening, men at billedet - i hvert fald det gode

billede - åbner op for flere betydninger. Formodentlig er helt entydige billeder

kedsommelige. Det kan lyde rimeligt anarkistisk, men det er givet umuligt at skabe

entydige billeder - selv trafikskilte i priktogramform kan med lidt held vise flere

betydninger - og verbalsproget er langt fra så entydigt som man somme tider får det

fremstillet. Faktisk kan det meget vel være billedet, der forankrer sprogets betydning.

Hvis man beder folk om at tegne en historie på baggrund af en tekst, vil man opdage, at

det samme sproglige materiale giver anledning til mange billeder..

5 Billedets og sprogets rækkevidde

Hvad (enkeltbilleder eller sekventielle billeder kan udtrykke uden tekstlig forankring

Rum: Enkeltbilledet kan give en partiel beskrivelse af rum. Sekventielle billeder kan i

højere grad repræsentere rum adækvat.

Genstande: Billeder kan repræsentere genstande!

Situationer eller handlinger: Situationer kan naturligvis vises billedligt på samme

måde, som handlinger kan, men ofte indgår der en vis grad af konventioner i billedet

Karakteregenskaber: Billeder kan repræsentere evner eller karakterer, sindsstemninger,

hvis disse har en visuel fremtrædelsesform som ansigtsudtryk, gestik eller kropsholdning.

Ofte er gestik og ansigtsudtryk blevet konventionaliseret (=gjort til tegn). Det gælder

stumfilmen, den italienske maskekomedie eller det japanske kabukiteater: Styrke,

grusomhed, tåbelighed etc.

Tid: Enkeltbilledet kan give en fornemmelse situation og handling og derved fremstille

tid. Tidligere tiders religiøse billeder kunne vise flere faser af en historie på det samme

billede: Salome danser, Johannes ses under sværet, eller vi ser Salome få udleveret hans

hoved, og endelig ser vi Salome præsentere hovedet for sin mor/og eller Kong Herodes. I

dag kan kun sekventielle billeder fremstille tid på denne måde ved at vise flere faser af


Kapitel 7: Billede og betydning 13

en handling. Det skal fremhæves at spring tilbage eller frem i tid, kun ret vanskeligt lader

sig fremstille. Billederne beskriver bedst en kort stump lineær tid.

Kausalitet, årsagsforhold: Hvis enkeltbilledet viser en historie, som er velkendt eller

som falder ind i et velkendt mønster (script), er der mulighed for, at billedet kan udtrykke

kausalitet. Hvis vi ser et billede af en pige, der græder, mens hun ser ned på jorden, hvor

en dukke ligger med knust hoved, og en dreng står og griner, slutter vi, at drengen har

knust dukkens hoved, og at pigen derfor græder. Årsagsforståelsen af billedet hænger

snævert sammen med tidsforholdene.

Den ovenstående historie vil blive tydeligere og helt indlysende hvis den fortælles i

sekventielle billeder. Men den vil også i meget højere grad risikere at blive kedelig, uden

overraskelser.

Abstraktioner: Ikoniske billeder anses normalt for ikke at kunne fremstille

abstraktioner - undtagen ved faste allegoriske anvendelser af billedet: En hund betyder

trofasthed. I dag er man i hvert fald sikker på at billeder - herunder grafik o.l. - er et

fremragende hjælpemiddel til forståelse af nogle abstrakte begreber.

Eksempler på sprogets og billedets rækkevidde

Hvad er mest logisk, præcist, entydigt etc. i de nedenstående eksempler - er det sproget

eller er det billederne?

Se på et kort eller en grafisk repræsentation, der viser en plads, der er beplantet med

træer, som vokser i et bestemt mønster. Sammenlign kortet eller den grafiske

repræsentation med en sproglig beskrivelse af stedet, herunder den måde træerne er

plantet på. Hvilken af de to fremstillingsmåder giver den klareste og hurtigste

information?

Fig. 6: Prøv mundtligt at beskrive forskellene mellem træernes placering på kortet!


Kapitel 7: Billede og betydning 14

Fig. 7: Prøv mundtligt at beskrive forskellen mellem de to templer – som det fremgår af

”plantegningen”

Tag et eventyr, ligegyldigt hvilket. Lav illustrationer til eventyret. Der er ingen

overgrænse for det mulige antal illustrationer. Alle illustrationerne kan passe til teksten,

de er oversættelser af teksten. De færreste vil finde den visuelle Klodshans særlig

tvetydig.

Bed 25 mennesker om at tegne denne helt utvetydige og isolerede sætning: "Han stod

ved det øde busstoppested og ventede". Men denne ene sætning, som ingen har besvær

med at forstå, lukker op for et uendeligt antal muligheder for illustrationer. Det gælder

også, hvis sætningen ikke er isoleret, og det fremgår af konteksten, om det f.eks. er et

busstop i Københavns nordlige område eller på et øde sted i USA a la "North by

Northwest".

6 Noter om billede og sprog i lyset af kognitionsforskningen.

Billede, sprog, og kognition. I de senere år har kognitionsforskningen interesseret sig en del for

billeder og for sammenhængen mellem billeder og sprog. Eller måske er det rigtigere at sige, at

den har interesseret sig mere specielt for vores visuelle/spatielle intelligens og for dens

sammenhæng med den sproglige intelligens. Hvilket forhold er der mellem billeder (visuel

repræsentation) og sproglig hukommelse? Hvilken rolle spiller det visuelle for vores forståelse?

Hvilken rolle spiller det for problemløsning? Hvilke sproglige elementer fremmer indre

billeddannelse? Hvilken rolle spiller sprogets udtryksside for vores perception?


Kapitel 7: Billede og betydning 15

Megen psykologisk forskning har som genstandsfelt undersøgelsen af, hvordan visuel

repræsentation og sproglig repræsentation arbejder sammen, både hvad angår den indre og den

ydre repræsentation. Hermed kommer også forbindelsen mellem indre og ydre repræsentation i

fokus. Derimod er forholdet mellem tekst og billede ikke specielt interessant for psykologien.

Begynd som illustration med denne lille øvelse, der oprindeligt blev formuleret af den

amerikanske udviklingspsykolog Skinner. Du skal lave det hele i hovedet, du må ikke bruge

blyant o.l.:

Forestil dig en terning, hvis 6 sider er malet røde.

Del terningen i 27 små terninger ved hjælp af to vandrette snit og ved hjælp af to gange

to lodrette snit.

Hvor mange terninger har 3 røde sider? 2 røde sider? En rød side? Ingen rød side?

Hvordan bar du dig ad med at nå frem til resultatet? Gik du frem ad logisk vej, eller så du

terningen for dig?

Med andre ord: Spillede den indre visuelle repræsentation en rolle for løsningen af et problem,

der blev præsenteret sprogligt?

I "Image et cognition" har Michel Denis givet en oversigt over forskningen i forholdet mellem

sproglig og visuel repræsentation - specielt amerikansk forskning. Her følger en beskrivelse af

de af Denis' problemfelter, der har relevans i denne sammenhæng.

Hvilken rolle spiller billedet (Denis bruger udelukkende billeder) for indsamling af viden, for

indsigt, forståelse, hukommelse, rationel tænkning, indlæring, argumentation etc.? Denis

refererer oftest psykologiske forsøg, der viser tre aspekter: Præsentation af billeder, perception

af billeder og mental bearbejdning af billeder. Hvordan bruger vi mentale eller indre billeder?

Hvorfor er nogle af os bedre til at bruge indre billeder end andre: Nogle kan lynhurtigt løse

opgaven med den røde kubus ved at se den for sig, andre er langsommere.

Men hvordan ser de indre billeder ud? Ser de ud som perceptet? Svarer de til "virkeligheden"

ligesom det indre sprog (måske) ligner det talte sprog?

Har vi ét lager i hjernen for hver af de to områder - det sproglige og det visuelle? Men det

diskuteres faktisk, om vi derudover har et fælles lager, et overordnet sprog, som både det

sproglige og det billedlige indhold lagres i (som langtidshukommelse), og hvis elementer vi

mobiliserer ved brug, hvor vi så giver dem en sproglig eller en visuel form.

Billeddannelsen kan have mange funktioner i forbindelse med sprog, her er tre centrale:

Billeddannelse kan tjene til at forkorte logiske operationer, den kan være en støtte for handling,

den kan være en støtte for hukommelse og forståelse.

Ord. visualisering og problemløsning.

De indre billeder kan stimuleres eller dannes via ord. Man kan tale om en

"billeddannelsesværdi": Nogle ord giver lettere mulighed for dannelse af indre billeder end

andre. Og nogle personer har lettere ved at danne billeder inde i hovedet end andre. Der har


Kapitel 7: Billede og betydning 16

været gennemført mange forsøg af typen: "Hvilke træk fremkalder X ord?" og "Angiv på en

skala fra 0 til 6, hvor markante billeder du ser for dig ved X ord".

Jo mere generelt et ord er, jo sværere er det at visualisere det mentalt. Men omvendt er det og

undertiden svært at visualisere et meget præcist ord, fordi det kræver detailviden, af folk der

ikke nødvendigvis har denne specielle adgang til ordet:

"Køretøj": Umuligt at visualisere mentalt (det er for generelt eller

for flertydigt).

"Bil": Let at visualisere, fordi vi har et skema for "bil", et

såkaldt "kanonisk" billede på lager.

"Opel": Svært at visualisere, medmindre man præcist ved,

hvordan X Opel ser ud.

Øvelser over dannelsen af indre billeder:

A) Billeddannelsesværdi: Anbring de nedenstående ord på en 5 punktsskala, der angiver

følgende positioner: Intet billede - vagt billede - "midt imellem" - ret præcist billede - meget

præcist billede. Er nogle af ordene er hurtigere at placere end andre?

Slange

kontorchef

akademiker

solsort

pølsemager

havnearbejder

teoretiker

lærerinde

nørd

popstjerne

÷billede vagt

billede

midtvejs ret præcist

billede

meget præcist

billede

B) Her kommer i alt 8 ord: Skriv i løbet af en kort periode (30 - 60 sekunder) hvilke

egenskaber, aspekter eller genstande, ordet fremkalder.

Rådgiver Ingeniør Journalist Brandmand

Forhandler Pædagog Domptør Sygeplejerske

Hvilke ord gav flest associationer eller egenskaber? Pointen er nu, at jo højere

billeddannelsesværdi (jo flere egenskaber eller associationer ordet får tilskrevet ved

velorganiserede forsøg!), jo kortere tid bruger en forsøgsperson til at svare (latenstid).


Kapitel 7: Billede og betydning 17

C) Løs de to følgende opgaver så hurtigt og ureflekteret du overhovedet kan.

1) En bilist, der kommer fra øst og er på vej mod Tebdrup, kommer til en korsvej. Vejen til

venstre fører til en anden by, vejen ligeud fører til en sø. Hvilken retning fører til Tebdrup,

nord, syd, øst eller vest?

Hvordan gik du frem? Gik du logisk-deduktivt frem eller visualiserer du? Hvor meget

visualiserede du?

2) "Jakob er lavere end Peter" - "Paul er højere end Peter". Hvem er højest?

Hvordan gik du frem? Gik du logisk-deduktivt frem eller visualiserer du? Hvor meget

visualiserede du?

Billeddannelse, indlæring og hukommelse

Generelt er det lettere at huske sætninger, der indeholder "visuelle" ord. Forsøgspersoner, der

har fået til opgave at huske ordene på en ordliste, har lettere ved at huske ordene, hvis de på

forhånd har fået besked på at visualisere dem mentalt under gennemlæsningen (eller

aflytningen) af listen.

Som et konkret eksempel i denne sammenhæng kan nævnes Engelkamp og Krumnackers

forsøg over forholdet mellem visualisering, handling og hukommelse:

Sætninger, der udtrykker en handling, huskes bedst, hvis forsøgspersonen faktisk udfører

handlingen. Men hukommelsen støttes også (i lidt mindre grad), hvis forsøgspersonerne laver

en indre visualisering eller ser en film, hvor handlingen vises (visualiseres). Derimod huskes

handlingssætningen dårligst, hvis opgaven kun går ud på at huske.

Før bogtrykket slog igennem, brugte man (=de lærde, munke etc.) en lang række teknikker til at

lagre indlært stof på. Man konstruerede "indre huse" - altså visuelle beholdere - hvor man

lagrede det, man skulle huske, i forskellige rum. Man brugte med andre ord en form for

visualisering til at støtte hukommelsen med. Biblioteket i "Rosens navn" er faktisk et sådant

visualiseringshus.

Men desværre handler alt dette - og vi har kun set toppen af isbjerget - kun om to indre

repræsentationssystemer, ikke om hvordan billede og tekst kan samarbejdes i den ydre

repræsentation. Der mangler meget i, at de forskellige forsøg kan sige noget detaljeret og

omfattende om sammenhængen mellem sproglig og visuel betydningsdannelse. Forsøgene kan

sige os, at der er en forbindelse mellem følgende:

Billed(dannelse) og forståelse af ord, billeddannelse og forståelse af tekster, billeddannelse og

memoriseringer af tekster, billeder og problemløsninger, billeder og ræsonneren.

Men præcist hvordan sker det?


Kapitel 7: Billede og betydning 18

7 Relationerne mellem billede og tekst

Redundans og overlapning mellem to semiotiske systemer.

En del nyere fremstillinger af forholdet mellem billedtydning og tekstbetydning anskueliggør

forholdet ved redundans, både den sproglige og den visuelle information er vidtforgrenede, men

der er et fællesområde, som er den samlede teksts centrale budskab: Hvilke betydninger er

fælles for de to systemer under afviklingen af budskabet? Det kan rent grafisk stilles op som

boul'ske cirkler. En del forskere benytter i denne forbindelse det greimas'ke isotopibegreb i et

forsøg på at komme ud over den Bartheske forankring (Stig Hjarvard "Internationale TVnyheder",

side 275 - 420 og "Medier og Kultur", side 206 - 218). Greimas isotopibegreb er

imidlertid udelukkende dannet til at beskrive sproget, d.s. det skal ses i forbindelse med et

lineært udtrykssystem. Der findes modeller for en ikke-lineær isotopi ved billedet, nemlig Mygruppens

forsøg på at opstille en særlig visuel isotopi for fastbilleder. Men det er ikke uden

problemer at koble to væsensforskellige isotopier sammen - og det er det, der sker, hvis vi

kobler tekst og enkeltbillede sammen. Hvis vi kobler teksten sammen med sekventielle billeder

eller levende billeder, er det derimod muligt at forestille sig en isotopi forstået som redundante

visuelle elementer, altså visuelle elementer, der går igen fra rude til rude, eller fra indstilling til

indstilling og derved skaber en bestemt linie i betydningen. For en mere indgående fremstilling

af isotopiforhold se næste afsnit om isotopibegrebet.

Men "overlapningsområdet" kan være af vidt forskellig art. Hvis vi forestiller os samspillet

mellem tekst og billede (for hver af de tre billedtyper vi operer med her), så kan det forekomme

på tematisk (globalt) niveau, på detaljeret (lokalt) niveau eller slet ikke!

A Tematisk tekst og detaljeret enkeltbillede:

Det er den klassiske forankring hos Barthes: Teksten giver os en præcisering af, hvad der er

essensen i det, vi ser, teksten identificerer. Mange pressefotoer har en sådan forankrende

billedtekst.

B Tematisk tekst og detaljeret billedforløb:

Hvis en enkelt overskrift (den højeste makroproposition i van Dijksk betydning) skal kobles til

en billedserie f.eks., så er det rimeligt at hævde, at teksten går ind på det tematiske niveau - og

vi må så på ene eller anden måde uddrage en samlet mening af det komplekse og detaljerede

visuelle materiale. Eksemplerne er mangfoldige: En titel/tema der indleder en replikløs

tegneserie eller speakerens introduktion til en uspeaked sekvens med optagelser af dyrelivet i

Serengetti.

C Tematisk tekst og tematisk(kanonisk)billede

Det er det, vi møder dag efter dag på forsiden af populærpressen: Et forsidebillede, der giver os

essensen af hovedhistorien (tematiserer den), og en tekst (rubrik), der ligeledes samler

væsentlige aspekter af historien. Men vi kunne også nævne plakaten, der ofte anslår et tema

både på billedsiden og på tekstsiden. Begge henviser til en større kontekst. Eller vi kan tage

forsiden/omslaget af en bog med et billede, der resumerer eller symboliserer indholdet

(kanonisk billede), og en titel, der ligeledes tematiserer. Som eksempel kan vi tage en bog med

titlen "The art of the Italian Renaissance". Titlen er skrevet henover omslagets billede, der


Kapitel 7: Billede og betydning 19

viser en detalje af Botticellis "Venus fødsel", Venus' ansigt. Billedet er selvfølgelig ikke den

eneste inkarnation af den italienske renæssance, men der findes kun ganske få andre, der I lige

så høj grad kan siges at være emblematiske for renæssancen..

D Tematisk (kanonisk) billede og detaljeret tekstforløb:

Omvendt kan man tænke sig, at et enkelt (kanonisk) billede samler en betydning sammen fra et

sprogligt tekstforløb af et vist omfang, uden at billedet opfattes som knyttet til en del eller et

udsnit af det samlede tekstforløb.

Vi kan f.eks. tænke os et længere tekst om heste illustreret af "den typiske hest"! Eller en

afhandling om florentinsk renæssance, der på første side viser et hus, der inkarnerer vores ideer

om den tidlige renæssance: Brunelleschis søjlegang ved hittebarnshjemmet.

E Overlapninger på lokalt niveau: Detaljeret tekst og detaljeret billede

Endelig kan der være tale om, at der er overlapninger også på det lokale niveau: Billedets

detaljerigdom modsvares af tekstens. Det er tilfældet med f.eks. instruktionsbilleder eller med

Dieselreklamer udformet som en blanding af instruktion og fotoroman (se side 28).

De samme varianter kan tænkes ved de rent lineære tekst- og billedforløb: Kæden af sprog og

billeder i en tv-avis eller på en film. I en TV-nyhedsudsendelse vil billede og tekst ofte have en

global tematisk sammenhæng, der ind imellem afløses af en lokal sammenhæng. Men det er

næppe almindeligt, at vi har et billed- og tekstforløb der forløber fuldstændig parallelt på lokalt

niveau. Det vil i for høj grad give en markant redundans. Det var det, der skete, da man gik fra

radiodækning af fodboldkampe til tv-dækning: Speakeren sagde blot det, man alligevel kunne

se på billederne. Den fortløbende lokale og udstrakte redundans virkede dræbende. Det blev

hurtigt klart, at kommentaren skulle være af en helt anden art, når to semiotiske systemer skulle

fungere sammen om informationen (jvf. Harms side 156). Omvendt bruger mange reklamer,

f.eks. Diesel netop en overdreven redundans med ironisk effekt.

Imidlertid er der mange eksempler, hvor der er tale om en så fjern tematisk sammenhang, at

der egentlig ikke er tale om nogen form for overlapning, man behøver blot at tænke på Leths og

Maders talen til billederne ved Tour de France undertiden sætter billedet gang i en association

der hurtigt slipper enhver forbindelse med billederne og undertiden er der en kraftig redundans.

Man kan finde alle forbindelserne i Tour de France speaken.. Vi må så afgøre,

1) om der er tale om en arbejdsdeling mellem sprog og billede, en form for

sideordning, altså et additivt forhold (sml. Barthes begreb om relais, der oversættes med

både afløsning og komplettering på dansk),

2) om der opstår en "tredje" betydning som i montagen, svarende til en sproglig

samordning og som kan jævnføres med Eisensteins teorier om dannelsen af nye

betydninger, eller endelig

3) om der er to systemer, der gensidigt ændrer hinanden (sml. nedenfor Marions

teorier). 2 og 3 vil i praksis være meget svære at skelne. Fordelen ved 3, er at denne

tilgangsvinkel er mere præcis og tvinger til en eksplicitering af elementerne under

analyseprocessen.


Kapitel 7: Billede og betydning 20

Forskellige fremstillinger af tekst-billedforholdet

Barthes forankringsbegreb

Barthes fremstiller den tekst-billedrelation, han benævner forankring, sådan, at der ud af et

overvældende visuelt betydningsfelt udpeges en lille mængde som den relevante. Teksten

indentificerer og forankrer en delmængde af billedets potentielle muligheder på det denotative

plan og/eller den styrer fortolkningen på det konnotative plan.

"Derfor udvikles i ethvert samfund forskellige teknikker, hvis opgave er at skabe holdepunkter i

indholdselementernes flydende kæder for at bekæmpe angsten over de usikre tegn: den

lingvistiske meddelelse er en af disse teknikker. På den bogstavelige meddelelses niveau svarer

ytringen på en mere eller mindre direkte måde, mere eller mindre omfattende, på spørgsmålet:

hvad er det? Den er med til simpelt hen at identificere elementerne i scenen og scenen selv. Det

drejer sig om en denotativ beskrivelse af billedet [......…]. Den benævnende funktion svarer godt

til en forankring af alle genstandenes (denoterede) muligheder ved hjælp af en

nomenklatur[........]. På den "symbolske" meddelses niveau styrer den lingvistiske meddelelse ikke

længere identifikationen, men fortolkningen, den udgør en slags skruestik, der hindrer de

konnoterede meninger i at strømme dels i for individuel retnin dels mod negative værdiladninger"

(Billedets Retorik, in Visuel Kommunikation, side 48).

Barthes fremhæver samme steds (side 49 - 50), at forankringen er selektiv, den trækker

noget frem og lader andre dele af den visuelle meddelelse forblive i mørket.

Det ligger ikke i Billedets retorik, at billedet skulle kunne forankre og præcisere et "flydende

sprog". Men man kan forestille sig, at en besværlig og tung (mindre letlæst) tekst kunne

forankres ved hjælp af visuelt materiale: Diagrammer, grafer o.l. Eller billedet kan fremhæve

detaljer i teksten.

Vi kan også tegne forankringen som en fællesmængde. Her kunne man tale om en gensidig

forankring, den samlede betydning af teksten er, hvad der er fælles for sprog og billede (Det er

netop Hjarvards fremstillingsmåde in Internationale TV-nyheder, side 375 - 420). Men faktisk

er det en ret upræcis beskrivelsesmåde.

Barthes relais-begreb.

Barthes ”relais” (afløsning eller komplettering, som er Harms' måde at oversætte "relais"). skal

forstås som en solidarisk konstruktion, både sprog og billede er nødvendige. - siger Barthes.

Afløsningen findes "især i humoristiske tegninger og i tegneserier. Her er ordet (oftest et lille

stykke dialog) og billedet i komplementært forhold; ordene er så fragmenter af et mere generelt

syntagme på samme niveau som billederne, og meddelelsens enhed realiseres på et højere

niveau" (visuel Komunikation, side 50). Barthes synes altså at forstå koblingen mellem sprog

og billede i afløsningen som en solidaritet (en samordning i sprogvidenskabelig betydning) og

ikke som en simpel addition, en sideordning. Ikke desto mindre kan man alligevel også lave en

grafisk fremstilling af afløsningen som en simpel addition. Barthes opfattelse af afløsningen er

ikke uden lighed med den temporelle montage hos Eisenstein, hvor to sammenkoblede

betydningselementer giver en helt tredje betydning.


Kapitel 7: Billede og betydning 21

Billedets og teksten gensidige betydningsarbejde.

Philippe Marion fra universitetet i Louvain-la-Neuve har opstillet en model for tekst-billede

relationerne, som nok afviger noget fra Barthes, men som alligevel med lidt god vilje kan

opfattes som en udbygning af Barthes. Teksten fæstner billedet i tid, i sted og i

personidentifikation, teksten giver med andre ord billedet en deiksis. Men billedet fylder

teksten med et konkret indhold.

Marions udgangspunkt er at alle medier har specifikke måder at udforme budskaber på. Han

udtrykker det ved at tale om mediets modstand (han kunne på sin vis have talt om semiotisk

system). Ethvert medium har sine begrænsninger. Det er ved at arbejde med begrænsningen, at

man får det væsentlige i mediet frem. Som eksempel kunne vi tage akvarellen eller

tuschmaleriet, der klart sætter deres begrænsninger, men det er netop ved at arbejde med

begrænsningerne at kunstneren eller fotografen får mediet til at yde sit bedste. Marion har mest

arbejdet med tegneserier og med fotoreportager. Hver af de to består af eller integrerer to

systemer: tekst og sekventielle billeder, altså et symbolsk-arbitrært og et analogt system. De to

systemer påvirker hinanden. Teksten får del i den konkrete side, der kendetegner de analoge

medier: Marion citerer Barthes udsagn om, at fotografiet klæber til referenten, men samtidig får

billedet del i de komplicerede deixisforhold, som de digitale medier kan udtrykke. Teksten

skaber en tidsdimension i fortællingen.

Isotopibegrebet:

Begrebet isotopi går tilbage til Greimas' Sémantique structurale. På side 69 i bogen siger

Greimas, at fundamentalt forstås ytringens enhed bedst som en betydningens helhed. For vores

regning kan vi tilføje, at dette gælder uanset, om vi begynder forståelsen "ovenfra" (tekstens

helhed) eller nedefra (via tekstens enkelte konstituenter). Greimas fremhæver (side 70), at den

morfologiske og syntaktiske sammenhæng ikke kan forklare de store enheders sammenhæng,

da syntaksen først og fremmest er virksom indenfor den enkelt periodes grænser.

Greimas ser ordets betydning som et bundt af betydningselementer (semer). Han skelner

mellem kerneelementer (semkerner) og kontekselementer (kontekstsemer), som han kalder

klassemer.

Greimas definerer semkernerne som stabile betydningselementer, som så at sige altid ligger i

ordet uanset kontekst.

Klassemerne tjener til klassifikationer: "hund", "ræv", "okse" er fælles om semet (klassemet)

"dyre-", mens Diogenes, "betjent", "lærer" er fælles om semet "menneske". Det specielle er, at

klassemerne "går igen" i flere ord i en sætning, for at denne skal have betydning - eller i hele

teksten for den sags skyld. Der er med andre ord tale om redundans.


Kapitel 7: Billede og betydning 22

Tag som eksempel flg. sætning, som stammer fra Sémantique structurale: "Kommissæren gør".

Kommissær indeholder klassemet "menneske-", mens verbet at gø vil indeholde klassemet

"dyre-" eller måske endda "hunde-". Sætningen giver ingen mening, medmindre et af

klassemerne erstattes af det andet. Den normale læsning af sætningen "kommissæren gør" er at

verbet får klassemet "menneske", altså kommisæren taler højt, brøler etc. En anden mulighed

ville være, at vi havde et eksempel fra "Animal Farm". Kommissær betyder så et dyr med

lederfunktion

Et andet eksempel kunne være denne sætning "Peter måtte æde sin skændsel." "Æde" har

klassemet "konkret" og "skændsel" har klassemet "abstrakt". Normalt vil vi opfatte udtrykket

som en metafor, æde har fået klassemet "abstrakt" og betyder noget i retning af "acceptere".

Men vi kan tænke os en anden isotopidannelse, hvor det er klassemet "konkret", der slår

igennem. Peter har lavet en elendig suppe, som han skal æde til straf.

Greimas isotopibegreb er en plausibel hypotese om betydningstrukturer i sproget. Det er ret så

problematisk at overføre begrebet uændret på den visuelle betydningsdannelse. Eller man kan

som My-gruppen levere et forsøg på at lave en regulær visuel isotopi. De forstår isotopien som

en redundans af determineringer, en form for homogenitet, som giver os en ensartet "læsning"

af billedet. Redundansen skaber en såkaldt "0-grad", en umarkeret eller forventet betydning.

Vi har et repertoire af typer ved de visuelle tegn (se i afsnittet Billede og betydning om Mygruppens

tegnbegreb), det er dette typerepertoire, der er afgørende her. Tag som eksempel

"Hoved", eller bedre et billede af et hoved. Vi ved, hvad der er de nødvendige elementer for at

tilskrive en form eller et objekt betydningen "hoved", vi har et overskud af træk, som gør det

muligt at genkende hovedet, også når nogle af trækkene mangler: altså en visuel redundans. Og

som ved de sproglige isotopier er konteksten afgørende: En trekant har i en "normal" kontekst

mange betydningsmuligheder i sig. Hvis den bliver tegnet (med en spids pegende nedad) på

døren i et offentligt (mande)toilet, vil det betyde kvindeligt køn: Der forekommer kun

tegninger, der handler om politik, sex eller afføring på offentlige mandetoiletter! (sml. Groupe

My, side 266).

Den nedenstående Dieselreklame viser to personer, hvor de tomme huller entydigt tolkes som

hoveder, med den retoriske effekt, det giver, at "tomt hul" nu skal normaliseres som "hoved"

(sml. "komissæren gør"). Normaliseringen af "tomt hul" som "hoved" skyldes de redundante

træk, der ligger i billedet: den ovale form, dens placering øverst på kroppen. My-gruppens

isotopi gælder således elementer på én og samme billedflade. Principielt er der ikke noget i

vejen for, at vi overfører dette isotopibegreb til de levende billeder: gennemgående elementer

fra indstilling til indstilling og især vores mulighed for at slutte os til en uniform betydning af

elementer tværs gennem transformeringerne: Vi kan genkende element X fra indstilling til

indstilling, selvom vi får det præsenteret på forskellig vis. Vi kan erkende, at det må være det

samme hus, vi ser, selvom vi ser det i andre vinkler eller fra en anden side end i den forrige

indstilling. Svigter den mulighed, er vi forvirrede - indtil vi opdager den retoriske effekt (sml.

Lars von Triers evige leg med genkendelighed og overraskelse i Riget)


Kapitel 7: Billede og betydning 23

Fig. 8: Isotopi og metafor

Tager vi nu beskrivelse af isotopi som udgangspunkt, er det muligt at se en forbindelse mellem

sprog og billedside i en tv-nyhedsudsendelse, der på en gang er både lokal og tematisk - og som

kan forklare, hvorfor en - i første øjebliksindtryk - ekstremt ringe forbindelse mellem sprog og

billede alligevel godtages af os

More magazines by this user
Similar magazines