Læs hele artiklen - Vagn Skov Særkjær

vagnskovsaerkjaer.dk

Læs hele artiklen - Vagn Skov Særkjær

Tekst og foto

Vagn Særkjær

Rhodos

13. - 20. maj 2012

1


Indledning

Vi har på tidligere rejser haft

Johanniterordenen som et tema. Og sådan var

det også under vores besøg på Rhodos. Der

var dramatik omkring riddermunkenes

ankomst til øen, men der var også dramatik i

Lis og min ankomst, hvilket jeg fortæller om

lidt senere. Men først lidt historie om hvorfor

johanniterne slog sig ned på Rhodos.

Tabet af Jerusalem og Det Hellige Land.

Vi skal tilbage til år 1099 hvor paver, konger,

fyrster, riddere, munke, købmænd,

plattenslager og mange andre, sammen med

deres koner og børn erobrede Jerusalem, samt

flere byer og store landområder, som i dag

dækkes af Israel, Palæstina, Libanon og

Syrien m.v. Dengang omtalt som Levanten,

Det Hellige Land, og nu som Mellemøsten.

I året 1105 erobrede korsfarerne havnebyen

Acre i Haifabugten. Dengang omtalt som

Saint-Jean d'Acre. Havnen blev for

korsfarerne et vigtigt trafikknudepunkt

mellem Vesteuropa og Levanten. De

forstærkede fæstningsværkerne omkring

byen, hvor der hurtigt opstod en stor handel

og en livlig trafik af pilgrimme, som kom ad

søvejen. Johanniterne og tempelridderne fik

deres egne kvarterer. Johanniterne oprettede i

deres klosterkompleks et herberg/hospital for

pilgrimme efter samme tegning som det de

drev i Jerusalem, men her var det bare lidt

mindre.

Men så kom skæbneåret 1187. Kongeriget

Jerusalem led et knusende nederlag ved

Hattins Horn til den egyptisk-syriske sultan

Saladin. Og snart efter måtte korsfarerne i

hovedstaden Jerusalem, Acre og andre byer

1

også overgive sig til Saladin og forlade

byerne.

Kongeriget Jerusalem, som nu stod uden

hovedstad, besluttede sig i 1189 for at

generobre havnebyen Acre. De omringede

byen for at få de arabiske muslimer, som var

flyttet ind to år tidligere, smidt ud. Men det

ville Saladin ikke finde sig i, så han

omringede korsfarerne, som derved kom i

klemme mellem hans styrker og hans venner

inde i byen.

I foråret 1189 gik krigere fra Lübeck, Slesvig,

Jylland, Ditmarsken og Friesland ombord på

55 skibe som begyndte en sejltur ned langs

den hollandske kyst. I Spanien gik de i land

for at deltage i en messe i Santiago de

Compostela. Omkring 1. juni dukkede de op i

Lissabon hvor de fik nogle galejskibe til at

vise vejen til Gibraltar. Undervejs gik de i

land og foretog flere raids mod den

muslimske befolkning.

I Messina på Sicilien, som dengang var

central udskibningshavn for varer, korsfarer,

købmænd og pilgrimme til Det Hellige Land,

tog de danske skibe mandskab om bord, som

var kommet dertil over land.

I Acre var Saladin næsten sikker på sejr over

de indeklemte korsfarer, han ventede bare på

sin broder og hans soldater for at gennemføre

det afgørende slag, - da han ude over havet fik

øje på en stor flåde.

Den 10. september 1189 gik de danske

krigere i land. De var velkomne. De blev af en

samtidig forfatter beskrevet som store, stærke,

mænd med et stort mod og en glødende tro.

De blev sat ind i kampen syd for byen, et sted

hvor de stort set var omringet af muslimske

styrker. Efter måneders opslidende og

forfærdelige kampe opgav Saladin. Og den


11. juli 1191 kunne korsfarerne igen flytte ind

i Acre, som de nu gjorde til hovedstad i

kongeriget Jerusalem.

Johanniterne og tempelridderne fik deres

gamle besiddelser tilbage. Johanniterne

genåbnede deres hospital og så byggede de et

nyt og endnu større herberg og hospital

bestemt for pilgrimme.

Johanniternes stormester Villiers, iført den røde

kampuniform med det hvide kors, forsvarer muren

omkring Acre i 1291. Stormesteren blev i øvrigt hårdt

såret af et spyd, som ramte ham mellem

skulderbladene. Han blev hjulpet ned til havnen og

sejlet til Cypern sammen med de andre der nåede at

flygte. Maleri af Dominique-louis Patétu (1815-1849)

Og sådan fungerede det i 100 år, indtil den

Egyptiske mamluk Sultan Al-Ashraf Khalil

med en gevaldig hær i 1291 brød gennem

bymurene og bankede pilgrimme, riddere,

købmænd og deres kvinder ud af byen.

Mange flygtede ned til havnen for at få

skibslejlighed. Andre måtte blive i byen, hvor

2

de blev dræbt eller taget til fange. Nogle af

dem kom til at arbejde som rorkarle på

mamlukkernes galejer, andre blev solgt som

slaver på markeder i Damaskus og Kairo

Johanniterne og tempelridderne havde hver

især deres egen flåde af galejer og

handelsskibe, som de fyldte op med de få

riddere, væbnere, præster og hjælpere der

overlevede. Et par heste, de vigtigste våben,

nogle få skatte og relikvier, kom også med,

samt så mange sårede og skræmte mennesker,

skibene kunne bære.

De sejlede til Cypern hvor Johanniterne

indrettede sig i et klosterkompleks i Limassol

som de ejede i forvejen. Tempelridderne

indrettede sig på tilsvarende måde i

hovedstaden Nicosia.

De valgte Cypern, fordi det var et godt

udgangspunkt for et nyt korstog, et forsøg på

at generobre Det Hellige Land. Johanniterne

havde desuden en konkret opgave, som bestod

i militær støtte til Cilisisk Armenien, et

gammelt kristent kongerige i den østlige ende

af det nuværende Tyrkiet, et land med grænse

til Syrien og en lang kystlinje til Middelhavet.

Forholdene på Cypern var ikke

tilfredsstillende så johanniterne begyndte at

lede efter en ny base.

Johanniternes ankomst til Rhodos

I juni 1306 ankom 35 johanniterriddere og

500 soldater om bord på to galejer og fire

transportskibe til Rhodos. De foretog et

angreb på byen, men blev afvist, hvorefter de

indledte en belejring. Året efter sendte

ordenens stormester Fulk et forslag til den

byzantinske kejser Andronicus d.2. i

Konstantinopel. Forslaget gik ud på at


kejseren skulle give øen Rhodos som len til

ordenen, der til gengæld tilbød militær

assistance. Kejseren afslog og johanniterne

fortsatte belejringen.

I juni 1307 ekskommunikerede paven i Rom

den byzantinske kejser, og dernæst besluttede

han at johanniterne kunne få lov til at beholde

det land de erobrede fra byzantinske

skismatikere og tyrkiske vantro. De fik også

penge til at gennemføre erobringerne. Penge

som bl.a. blev indsamlet af munke i de danske

johanniterklostre.

Midt i august 1309 overgav indbyggerne i

Rhodos by sig til johanniterne, som fortsatte

med at erobre Symi, Kos og alle de andre

Dodekanesiske øer langs den tyrkiske kyst.

I 1310 blev der gennemført et 4. lille korstog

som johanniterne brugte til at styrke deres

greb om Rhodos og de andre øer. Ordenen

flyttede samme år sit hovedkvarter til Rhodos

by.

Medens de opererede i kongeriget Jerusalem

og medens de var på Cypern havde ordenen

arbejdet for kongen, men her var ingen konge.

De blev herre i eget hus, og etablerede sig

som en selvstændig stat med stormesteren

som statsoverhoved og ordenens øverste råd

som regering.

For rhodierne var der både ulemper og fordele

ved johanniternes overtagelse af øen. Det

værste var nok at ordenen undertrykte den

græsk ortodokse kirke og lagde den ind under

paven i Rom. På den anden side fik

johanniterne hurtigt skabt orden på

hverdagen. Fæstningsmure skulle repareret.

Et palads, en kirke, et hospital og herberger til

ordensbrødrene skulle bygges. Men der var

også arbejde på ordenens skibe.

I 1308, medens ordenen endnu var i færd med

at belejre Rhodos, havde den ikke mindre end

3

60 skibe under bygning på franske og

italienske værfter, fortæller Erik Reitzel-

Nielsen i værket: Johanniternes Historie.

Mange af skibene var slanke hurtige galejer

som blev roet frem af muslimske slaver,

straffefanger, men også af lokale arbejdere.

Dertil kom en flåde af fragtskibe som sejlede

gods og pilgrimme mellem Europa og Det

Hellige Land. Ordenen udviklede sig til at

være en stor sømilitære magt som gjorde

transporten mellem Tyrkiet, Egypten og andre

muslimske lande i området meget risikabelt.

I 1344 deltog johanniterne i et lille korstog

mod den tyrkiske by Izmir. Tyrkerne tabte og

johanniterne blev der i en menneskealder,

indtil tataren Timur Lenk i 1402 kom og

fordrev dem. Men de forlod ikke det tyrkiske

fastland. I stedet for Izmir erobrede de

Bodrum hvor de anlagde borgen Skt. Peter,

som er kendt af mange danske turister.

Øerne Rhodos, Hkalki, Tilos, Symi, Nissiros og

Kos indgik i johanniternes ordensstat. Dertil kom

borgen St. Peter i Bodrum. Øerne i det

Dodekanesiske hav er i dag alle græske.


Fra 1350 og mange år frem var tyrkerne

optaget af at erobre landene på Balkan,

Grækenland, Bosnien, Bulgarien, Serbien etc.

I 1453 erobrede de også Konstantinopel, den

sidste rest af det tidligere så mægtige kristne

byzantinske, østromerske rige. Og nu syntes

sultanen der skulle gøres noget ved de

irriterende johanniter der generede

skibsfarten, stjal skibe med last og mandskab,

gik i land på hans kyst og fjernede krudtet,

som hans soldater skulle bruge i

kystforsvarets kanoner.

Allerede i 1456, tre år efter erobringen af

Konstantinopel sendte sultan Mehmet en

flåde, som overfaldt og plyndrede øerne Kos

og Symi samt østkysten på Rhodos.

Den 23. maj 1480 ankom 170 tyrkiske skibe,

som satte omkring 100.000 soldater og

krigsmateriel i land tæt ved Rhodos by, som

de straks omringede. I løbet af kort tid sendte

de 3.500 kanonkugler og store sten ind mod

bymuren og ind over byen, og allerede d. 27.

juli, lykkedes det for dem at komme ind i

byen. Men her mødte de en så voldsom

modstand at de hen på eftermiddagen opgav

og flygtede. Johanniterne og deres hjælpere

fulgte efter dem ud af byen, hvor de angreb

den tyrkiske lejr og erobrede deres standard.

De tyrkere, der kunne, forsvandt, men de tre -

fire tusinde tyrkere som døde, den dag, kom

ikke hjem!

Medens belejringen stod på og i dagene efter,

skrev ordenens vicekansler, Guillaume

Coursin en detaljeret rapport over slagets

gang. En rapport som stormesteren sendte til

paven i Rom. Fire måneder efter belejringens

ophør blev den offentliggjort og den blev

straks en bestseller. Bogen: De obsidione et

bello Rhodiano, blev i 1482 trykt af Johan

Snell i Johanniterordenens trykkeri i Sankt

4

Hans kloster i Odense. Det var, oplyser Det

kongelige Bibliotek, den første trykte bog der

blev fremstillet i Danmark.

Tyrkerne angriber Rhodos by. Flagene med de

rød/hvide Dannebrogsfarver markerer

johanniternes positioner. I baggrunden ses den

tyrkiske lejr med de hvide telte. Og ved tårnet i

forgrunden forsøger et tyrkisk skib at angribe

tårnet medens et johanniterskib søger læ bag

tårnet. Læg mærke til at havneindløbet er spærret.

Billedet indgår i Guillaume Caoursins rapport om

belejringen til paven.

Johanniterne, som betragtede sig selv som den

sidste kristne forpost mod den tyrkiske

muslimske ekspansion op gennem Europa,

gik i gang med at reparere skaderne og

forstærke forsvarsanlæggene. Og de fortsatte

deres raids mod skibsfarten i sultanens rige. I

1507 erobrede de f.eks. Egyptens største


fragtskib "Morgabine", som de ombyggede til

krigsskib med navnet "Santa Maria"

Sultanen, som nu hed Suleiman, fandt det

mere og mere utåleligt med disse sørøvere

midt i den østlige ende af Middelhavet, som

stort set kunne betragtes som indsø i hans

imperium. Derfor samlede han en flåde på

103 galejer og 300 fragtskibe i Marmaris, som

den 26. juni 1522 landsatte ca. 120.000

soldater og 60.00 bønder, tvangsudskrevet fra

Balkan-landene. De skulle hjælpe soldaterne

med belejringen og angrebet på byen.

Belejringen, som var endnu voldsommere end

den første, endte med at ordenens stormester

den 20. december samme år indgik en

fredsaftale med sultanen. Johanniterne fik 12

dage til at forlade Rhodos. De fik lov til at

tage deres våben, udstyr, kunstgenstande,

arkiv og relikvier med sig. Om aftenen d. 1.

januar 1523 forlod riddere, munke, et stort

antal hjælpere og lokale rhodier øen ombord

på Santa Maria og 49 andre skibe, hvoraf

nogle var stillet til rådighed af sultanen.

Vores ankomst til Rhodos

Vi havde også denne gang selv planlagt vores

rejse. Og da vejen til Rhodos med rutefly er

ualmindeligt bøvlet, købte vi i stedet billetter

hos rejsebureauet Falck Lauridsen, som

sendte en SAS-maskine ud fra Billund med

turister den ene søndag og hjem den næste.

På nettet bestilte vi et værelse i Pension Sofia

midt i Rhodos gamle by. Vi bestilte også en

taxachauffør til at stå i lufthavnen med et lille

skilt med vores navn.

Efter tre timer og 20 minutters flyvning

landede vi på Rhodos. Da vi gik fra flyet til

lufthavnsbussen, som skulle bringe os til

lufthavnsbygningen, følte Lis at hun fik et

insekt eller noget snavs i øjet, som senere

5

viste sig at være noget helt andet. Vi fik fat i

vores kufferter og ved udgangen stod

taxachaufføren.

Det regnede lidt, da vi omkring kl. 23.00

ankom til pensionen. Sofia tog imod og førte

os op ad en udvendig trappe til en terrasse

med indgang til værelser. På øverste trin

snublede Lis, satte sig på rumpen og lagde sig

på ryggen så lang hun er. Ved Sofias og min

hjælp kom hun op i en stol for at sunde sig,

medens jeg bragte kufferterne på plads.

I det øjeblik, jeg satte mig ved bordet og

kiggede på Lis, så jeg hendes blodfyldte højre

øje. Ikke bare en blodsprængning som vi

gamle får engang imellem, men blodfyldt, så

der intet hvidt var tilbage at se. Det så farligt

ud. Vi måtte på hospitalet. Sofia var gået, og

jeg rodede rundt i vores guidebøger for at

finde et hint om hvad vi skulle gøre i en sådan

situation, men der var intet at hente. Vi gik ud

på gaden for at finde en taxa. Ca. 100 meter

henne stod en mand og røg en cigaret udenfor

en restaurant. Han kiggede lidt på Lis, fiskede

mobilen op af lommen og ringede.

På skadestuen blev hun lagt på en briks, fik

skyllet øjet, målt et rasende højt blodtryk.

Lægen kunne ikke se noget fremmedlegeme i

øjet. Men han konstaterede at hun stadig

kunne se med det blodfyldte øje. Den værste

forskrækkelse forsvandt en smule. Han lånte

hendes gule sygesikringskort og vi fik en

recept på øjendråber.

Vi skulle finde et apotek og så hjem på

pensionen. Klokken var efter midnat og der

var ikke et menneske at se ved udgangen,

bortset fra en pige, som var i gang med at

gøre rent i hospitalets cafeteria. Hun ringede

efter en taxa og fulgte os ud til pladsen hvor

den ville komme.


Efter et par opringninger fandt taxachaufføren

frem til byens natapotek. Hun kørte os næsten

hjem. Det sidste stykke måtte vi gå. Taxaen

var for bred til at kunne køre gennem den

sidste smalle gyde.

Vi sov kun ganske lidt den nat. Øjet skulle

dryppes hvert anden time og vi skulle tidligt

op for at møde en øjenlæge på hospitalet

næste morgen kl. 7.30. Byen var helt stille på

den tid. Her og der gik der en mand og fejede,

en anden satte stole omkring bordene på

fortovsrestauranterne, men der var ingen taxa

at se. Nede ved havnen, udenfor bymuren, fik

vi øje på én, som begyndte at køre da vi

næsten var henne ved ham. Med råb og fagter

lykkedes det at standse ham og forklare at

hans allervigtigste opgave, lige nu, var at køre

os på hospitalet. Han fik 10 EURO og vi

kunne gå ind på hospitalet for at finde

øjenafdelingen. Undervejs fandt vi ud af at

øens eneste hospital er indrettet på en

bakkekam sådan ca. midt mellem Rhodos by

og lufthavnen.

Øjenlægen som vist nok også var overlæge

brugte sit apparatur og kiggede Lis i øjnene.

Han bad hende nævne de tal og bogstaver han

viste i et hvidt felt på væggen. Congratulation

sagde han og prøvede en gang til.

Congratulation, der er ingen skade sket på

synet. Men der er bristet et blodkar i øjets

hvide felt og blødningen er sikkert blevet

forstærket af den blodfortyndende Maravan-

medicin du bruger.

Lettelsen var stor, angsten forsvandt. Vi var

overbevist om at vi havde mødt en kompetent

øjenlæge. Det røde øje skulle dryppes tre

gange i døgnet, og så syntes han i øvrigt, at

hun skulle bruge sine solbriller, få hvilet og

nyde ferien.

Tilbage på pensionen serverede Sofia

morgenmad og hun gav os et nyt værelse i

stueetagen så Lis kunne slippe for trapperne.

6

Vi sov resten af formiddagen, gik derpå ud og

spiste frokost, hvorefter jeg gik lidt rundt for

at finde ud af hvor vi var og hvordan byen

vendte.

Sofias Pension

Sofias Pension findes på Aristofanus 27, midt

i Rhodos gamle bydel. Man kan bestille

værelse på hendes e-mail: info@sofiapension.gr

I mindre biler kan man køre helt frem til

pensionen. Det sidste stykke vej er anlagt

tværs hen gennem ruinen af den græsk-

ortodokse Santa Nick kirke, som blev bombet

under 2. verdenskrig.

Sofia ejer og driver pensionatet med ni

værelser, seks omkring en åben tagterrasse

med cafeborde, store krukker og små

blomsterpotter, plus tre værelser i stueetagen.

Vi byttede værelset på tagterrassen med et

med et andet som har direkte indgang fra den

lille ankomstgård.

Sofias Pension i smøgen ved Aristofanus

Sofia passer receptionen, serverer

morgenmad, gør rent på værelserne og vander

blomster. Hun er venligheden selv. Hun


sætter cirkler på kortet omkring de ting vi

gerne vil finde og giver gode råd om hvad vi

også bør se. Om eftermiddagen, når vi sidder

ved det lille bord i gården og læser eller

skriver notater til dette rejsebrev, kommer hun

med kaffe.

Pensionatet ligger ved indgangen til en smøge

så bred som mit skrivebord. I genbohuset bor

en familie med et par børn på 6-8 år. De leger

og spiller bold med vennerne og når de bliver

for højrøstede går Sofia ud i smøgen og

skænder på dem. De skruer ned for lyden i tre

minutter og så griner og hujer de igen.

På dørtrinet til et andet hus sidder en mand.

Han er i gang med at pudse familiens sko. I et

tredje hus er et par unge mennesker i gang

med at male køkkenet og soveværelset. På

dagen da de er færdige til at flytte ind bliver

smøgen fyldt af deres venner som fejrer

resultatet.

Fra vinduet i vores værelse har vi udsigt til en

grusbelagt parkeringsplads og nogle store

træer. Hver dag kl. 9.30 kommer en ældre

gråhåret mand med et stort skæg i samme

farve og sætter sig i skyggen midt på bænken.

Han lægger en pose på den ene side af sig,

avisen på den anden og tænder en cigaret. Vi

hilser på ham, men han vil ikke forstyrres.

Grækenlands gældskrise

Et par år forinden vores lille rejse dukkede de

første diskussioner om Grækenlands

gældskrise op i medierne. Staten manglede

penge og investorerne, som vi ikke ved hvem

er, ville kun betale en mindre pris for de

statsobligationer den græske stat forsøgte at

sælge. Grækenland er med i EU og i klubben

af lande som bruger EURO-en. Blandt

politikere, vurderingsbureauer og investorer

opstod der tvivl om hvorvidt den græske stat

7

nogensinde ville blive i stand til at betale sine

lån tilbage. Og hvis den ikke kunne låne til

afholdelse af lønninger, pensionsudgifter,

hospitaler, politi, m.v. hvad ville der så ske?

Politikerne i EURO-lande og Den

Internationale Valutafond bevilgede store lån

til grækerne for at undgå en fallit, som kunne

ødelægge økonomien i deres egne EUROlande.

Til gengæld skulle grækerne

gennemføre store omlægninger og

nedskæringer i statens udgifter.

Krisen er selvfølgelig opstået fordi politikerne

ikke magtede at sætte tæring efter næring.

Græske vælgere stemmer ligesom vælgere i

Danmark på politikere der uddeler gratis

goder og samtidig giver skattelettelser. At

staten så må låne de penge der mangler, tog

grækerne sig ikke af. Første da den græske

regering blev tvunget til at skære ned på

lønninger og pensioner reagerede de. De

gennemførte strejker og store demonstrationer

i gaderne. Og ved parlamentsvalget, som

fandt sted søndag den 6. maj, søndagen før vi

rejste til Rhodos, blev konservative og

socialdemokrater, som begge havde regeret

under krisen, straffet. De mistede mere end

halvdelen af deres mandater. To ud af tre

græske vælgere stemte i stedet på

kommunistiske, fascistiske eller

nationalistiske partier. Grækenland havde

ingen regering da vi landede på Rhodos. Men

et par dage forinden blev den olympiske ild

alligevel tændt foran Heratemplet på

Olympen. Ilden skulle bringes til olympiaden

i London. Der findes et folkeliv og der findes

traditioner som fortsætter selv om politikere

og politiske systemer spiller fallit.

St. Johannesordenskirken i Collacium.

I Jerusalem havde johanniterne deres egen

ordenskirke viet til Johannes Døberen. Da


Jerusalem faldt, oprettede korsfarerne en ny

hovedstad Acre. Også her byggede

johanniterne deres egen Johannes Døberordenskirke,

som af besøgende blev betegnet

som den flotteste kirke i byen.

Så snart ordenen i 1310 indrettede deres

hovedkvarter i Rhodos begyndte de at bygge

en ny Johannes Døber klosterkirke ved siden

af stormesterens palads. Der var ganske vist

flere mindre græsk-ortodokse kirker på øen.

Nogle af dem havde været der i mange

hundrede år. Men johanniterne var ikke

græsk-ortodokse. De var romerskkatolske og

skulle naturligvis have deres egen romersk-

katolske ordenskirke i Collacium. Det område

i den gamle by som dannede rammen om

johanniternes liv. Kirken blev bygget i gotisk

stil, og med to række søjler som delte

kirkerummet i et hovedskib og to sideskibe.

Her fejrede ordenens medlemmer og deres

mange hjælpere Johannes Døberens

fødselsdag. Her blev ordenens store politiske

og religiøse møder holdt. Her blev

stormestrene valgt og her blev de begravet

sammen med ordenens mest prominente

riddere, abbeder og præster. Datoen for

kirkens indvielse er ikke kendt, men det skete

i stormester Helion de Villeneuves

regeringstid fra 1319-1346.

Da tyrkerne fordrev johanniterne blev kirken

omdannet til moské og kælderen under tårnet

brugt som krudtmagasin. En dag i 1856 blev

tårnet ramt af et lyn og krudtet eksploderede.

Da støvet lagde sig var tårnet, kirken og store

dele af paladset faldet sammen. 800

mennesker døde, og lidt efter lidt blev alt i

ruindyngerne, der kunne bruges, fjernet og

sandsynligvis anvendt som byggemateriale i

andre huse eller til reparation af

fæstningsanlæg.

8

Lis tager sig en pause medens jeg fotograferer.

Oppe til venstre anes palæet hvis fjerneste ende er

bygget ind over kirkeskibet. Parret længere

fremme i gaden står på det sted hvor koret fandtes

i johanniternes ordenskirke som var viet til

Johannes Døberen. Inde bag porten ses tårnene i

stormesterens palæ.

I dag kan vi kun se nogle få rester af kirkens

sokkel. En gade er anlagt hen over den østlige

ende af kirkens kor. Og et stort hvidt

klassicistisk palæ er bygget ind over den

vestlige ende af kirkeskibet. Men vi kan fra

arkæologiske oversigtstavler på stedet og fra

et par litografier fra begyndelsen af 1800

tallet alligevel godt få en fornemmelse af

kirken.

I 1925, medens italienerne regerede på øen

blev der bygget en ny kirke på havnefronten

ved indsejlingen til Mandrakihavnen.

Bebudelseskirken, som i dag fungerer som

øens domkirke, er i følge flere turistbrochurer

opført som en kopi af johanniternes gamle

ordenskirke. Den er også viet til Johannes

Døberen og er indvendig udsmykket med


store fine ikonmalerier af forskellige helgener

og selvfølgelig finder vi højt oppe under loftet

et stort billede af Johannes i færd med at døbe

Jesus.

Hospitalernes hospitaler

Johanniterne blev oprindeligt skabt for at

drive herberg og hospital i Jerusalem og i

andre vigtige byer langs pilgrimsruterne

mellem Vesteuropa og Det Hellige land.

Derfor blev de i samtiden meget ofte omtalt

som hospitalerne eller bare hospitalet. Også

selv om de senere fik til opgave af beskytte

pilgrimme og forsvare kristendommen i Øst.

På Rhodos byggede de det første

herberg/hospital for pilgrimme i tiden mellem

1355 og 1365. Det blev indrettet i en bygning

med to etager og en stor sal på hver etage. I

dag benyttes bygningen som bibliotek for

øens arkæologiske og historiske museum.

Efter tyrkernes første forgæves forsøg på at

fordrive johanniterne gik de i gang med at

bygge et nyt og større hospital, som stod

færdig i 1489. Bygningen, som i dag rummer

øens arkæologiske museum, er en af de mest

velbevarede, en af de mest oprindelige. Den

er bygget i to etager med en kvadratisk

atriumgård, som er udstyret med en

gallerigang hele vejen rundt og på begge

etager. Over hovedindgangen findes den store

sygestue. På de tre andre sider af gården

findes en række rum som på 1. salen er fyldt

med græske vaser, skulpturer, smykker og

meget andet fra den antikke græske periode.

Den store sygestue er højloftet, delt op af en

søjlerække som bærer taget, og så er der en

række siderum som kan have været benyttet

til sanitære formå.

9

Når patienterne kom til hospitalet skulle de

først skrifte deres synder for en præst og

derpå modtage nadveren.

Den store sygestue på første sal i Johanniternes

hospital. I midten ses døren til gallerigangen

udenfor.

Dernæst skulle de skrive deres testamente i

overværelse af en præst og hospitalets skriver.

Hospitalets leder, grand hospitalier, kom stort

set altid fra den franske sproggruppe og han

indgik i ordenens øverste ledelse. Han

udpegede personalet.

Patienterne skulle tilses to gange om dagen af

en læge, - og en præst gennemførte hver

morgen en gudstjeneste. Det skal bare her i

farten nævnes at johanniternes hospitaler

dengang blev betragtet som nogle af de

bedste.

I sygesalen er der nu opsat en række

johanniterridderes våbenskjolde, hugget i

sandsten, samt en kopi af sarkofagen som

stormester Pierre de Corneillon (Død 1355)

blev lagt i. Originalen er nu i Frankrig. Den

stod oprindeligt, ganske givet, i ordenskirken

ved siden af stormesterens palads.


Om det at spise

Vi blev fanget, medens vi gik hen over

Hippokratustorvet, af en mand det stod

udenfor en fortovscafé og fangede turister, en

turistfanger. Han viste os hen til et bord med

fuld udsigt til torvet og hans egen

arbejdsmetode. Han spurgte hvor vi kom fra.

København eller Jylland? Jo, jo, han havde

engang været gift med en svensker, så han

kendte udmærket København.

Lidt senere fanger han et andet ældre par. Han

finder ud af at de kommer fra Randers. Og

medens vi nyder vores cappuccino fanger han

et tredje par som kom fra Odense. Og her sad

vi så, tre modne par fra Danmark, som de

eneste gæster på caféen.

En anden dag satte vi i os i skyggen på en

gaderestaurant og bestilte cappuccino, der

dukkede op som en kop almindeligt kaffe med

en god klat flødeskum oveni. Vi iagttog livet i

de små butikker på den anden side af gaden.

Butikker hvor ekspedienter og ekspeditricer

færdes ind og ud af hinandens butikker. De

opholder sig mere på gaden end i butikkerne.

Det er i gadens strøm af turister de fanger

deres kunder . Hello, where are you from.

Come inside and see what we have for you.

No pressure, just Greek hospitality.

En trivelig mand som har købt et smykke til

sin hustru får både knus, kram og kindkys af

den smukke ekspeditrice.

Rhodosfolkene er venlige og hjælpsomme,

hvilket vi oplevede flere gange. Trafikken

glider let og kultiveret på de smalle veje og i

de snævre gader. De hjælper hinanden. Vi

oplevede ingen aggressivitet i trafikken.

Vi udnævner Socratus Garden, på Socratus nr.

24 til byens bedste spisested.

10

Lis ved vores stambord i Socratushaven. Lis og

drengen i forgrunden har fået øje på en kat.

Her er ingen turistfanger på gaden, kun en

lille informationstavle ved porten ind til en

vidunderlig midtbyhave med et par kæmpe

store dadelpalmer, mange skyggegivende

træer og smukke bourgonvillablomster. Ud

fra diskret anbragte højtalere strømmer der

dæmpet klassisk græsk instrumentalmusik. Et

lille vandfald løber ud et sted i muren, hvor

der sidder en rest af akselen fra et gammelt

møllehjul. Lyden af vandet der risler,

stuetemperaturen og en svag luftning kalder

på afslapning.

Her sidder en del mennesker og spiser eller

drikker et glas øl, men ingen støj, alt er roligt

og dæmpet. Skuldrene falder ned. Her er

ingen stress, men behagelig betjening. Vi

sidder en time til halvanden.

Lindos

Vi havde, længe før vi ankom til Rhodos,

bestemt os for at se Lindos og

pilgrimsklosteret på Filérimos. Vi snakkede

med Sofia om planen og det viste sig hurtigt

at hun havde en ven, der havde søn, som


havde en taxa. Ham ringede hun til for at få et

godt tilbud på en dagsudflugt.

Torsdag kl. 10.00 stillede en ung mand, ca. 35

år, med lang hestehale og en nyvasket sort

Mercedes-taxa af lidt ældre dato. Men inden

vi kunne komme af sted var der lige et lille

problem i Sofias computer som han skulle

hjælpe hende med at løse.

Solen skinnede mellem nogle mørke skyer da

vi kørte ud af byen og ned langs kysten mod

lufthavnen. Vi havde besluttet at se Filérimos

som det første. Men så blev skyerne utætte og

de regnede så kraftigt at bilens vinduesvisker,

selv om den slog frem og tilbage i rasende

tempo, slet ikke kunne holde vandet væk fra

ruden. I løbet af to minutter blev vejen

forvandlet til en flod. Vores chauffør stoppede

bilen og forklarede at det ville være

formålsløst at køre op til klosteret.

Han ringede til en kollega i Lindos, som

fortalte at solen skinnede fra en skyfri

himmel. Bilen blev vendt. Selv med meget lav

fart, måske 20 km. i timen, sendte hjulene

kaskader af vand ind over rabatter og fortove.

De røde, lyserøde og hvide nerie-blomster i

vejsiden blev vandet. Vi kan ikke huske at vi

nogensinde har oplevet et regnskyl komme

med så meget vand på så kort tid.

Fra vejen ned mod Lindos fik vi en flot udsigt

til den hvide skipperby på skråningen mellem

naturhavnen og klippen med borgen bag sig.

Vi blev sat af, helt nede ved indgangen til

byen.

Lis bryder sig ikke om at skulle gå op ad stien

og de mange trapper der skal forceres, for at

komme op på toppen til af klippen.

Jeg fandt holdepladsen for æseltaxier. Æsler

udstyret med brede sadler, så man kan sidde

over skrævs på dem, medens man bliver

transporteret op til borgens indgang. Men hun

afslog og valgte i stedet at drikke en kop

11

cappuccino sammen med chaufføren ved et

bord i skyggen, og med udsigt over havnen.

Jeg gik ind forbi æseltaxiholdepladsen, ind i

den smalle gade, som på begge sider er fyldt

med restauranter og især butikker beregnet på

salg til turister. Gaden bliver til en smal gyde,

akkurat bred nok til at to mennesker kan

passere hinanden. Og der er en stærk strøm af

turister i begge retninger. Når en af os stopper

for at se på en udstillet vare går bevægelsen

bagved i stå. Men det lykkes alligevel at

komme frem og få øje på et lille skilt, blandt

udstillede kniplingsduge, hvor der vises vej til

Akropolis.

Oppe ved porten ind til borgområdet får jeg

øje på den anden æseltaxaholdeplads. Æslerne

er ikke kommet den vej jeg gik. Der må være

en anden sti.

Omkring år 600-500 f. Kr. slæbte mennesker

og deres æsler sten efter sten herop for at

bygge en solid mur omkring toppen af

klippen. De gjorde det for at beskytte deres

helligdom og for at have et sted at søge ly når

ondsindede soldater eller sørøvere gik på raid

i deres by.

Toppen er opdelt i tre niveauer, eller tre

plateauer om man vil. På det nederste står et

par store træer. Sidste sted for skygge inden

opstigningen ad den store trappe.

På første trin får jeg, inde på klippevæggen,

øje på det store skibsrelief, som viser

agterenden af en skibstype lindierne brugte

omkring 300-250 f. Kr. Relieffet er 5,5 meter

langt og næsten 5 meter højt. Det viser i

detaljer hvordan agterenden var bygget. I et

gammelt nummer af tidsskriftet SFINX, nr. 2

årgang 1999, som jeg havde med på turen,

kan jeg se at relieffet blev fremstillet for at

hædre kaptajn Hagesandros.

Jeg stod længe ved foden af trappen for at få

et ordentligt billede og imens gik et halvt


hundrede mennesker forbi for at starte

opstigningen. De opdager slet ikke relieffet.

Kun et enkelt par går helt frem til det for at

mærke på det med fingrene. Og kun en enkelt

eller to andre, som blev nysgerrige for at se

hvad jeg havde travlt med at fotografere,

opdagede skibet på væggen. Vi ser kun det, vi

får at vide, vi skal se efter.

Skibsrelieffet som en kunstner huggede ind i

klippesiden omkring 300-250 år f.Kr.

Den gamle antikke trappe er stejl og ender i

en port ind til et område af bjergtoppen, hvor

Johanniterne, som i følge en

informationstavle på stedet, erobrede

fæstningen i år 1307, indrettede nogle

bygninger til ophold og lager.

Helt inde langs klippevæggen kan vi se

resterne af den trappe johanniterne brugte.

Den ender en etage højere end den antikke

trappe som vi nu benytter. Øverst oppe er der

tre vinduer. Ovenover den midterste ses et

karakteristisk johannitervåbenskjold mejslet

ind i murværket.

Da johanniterne ankom var der allerede en

græsk ortodoks kirke på toppen af klippen,

viet til Johannes Døberen. Jeg forestiller mig

12

at de har ændret dens indretning, så den kunne

bruges til katolske ritualer. I det der står

tilbage af kirken kan man dog nemt genkende

den græsk ortodokse kirkearkitektur.

Ud over at huse en lille garnison blev borgen

også brugt som tilflugtssted for ordenens

stormester Foulgues de Villaret, ham der stod

i spidsen for ordenen i årene hvor den

etablerede sig som selvstændig stat på

Rhodos. Han viste sig at være for selvrådig og

han havde måske også et problem med

alkohol og kvinder, og det duer jo ikke når

man er øverste leder af en munkeorden. Et af

medlemmerne i rådet forsøgte at dræbe ham,

men det lykkedes for ham at flygte og søge ly

i Lindosfæstningen. Efter at have siddet her i

et par år besluttede han at abdicere som

stormester. Han rejste derefter til Languedoc

hvor han boede på en af ordenens gårde til sin

død.

Her har været dansk besøg før mig. En dansk

arkæologisk ekspedition, under ledelse af

Karl Frederik Kinch og Christian

Blinkenberg, gennemførte i 1902-1905 nogle

store udgravninger. De hyrede 20-40 lokale

arbejdere som forsynet med skovle og

trillebør, nogle måneder hver vinter, gravede i

skærverne. Arbejdet blev betalt af

Carlsbergfonden. Og de fandt en masse

interessante ting, bl.a. flere hundrede små

tekster mejslet ind i stenblokke som engang

sad i Athene-Lindia. Et tempel med tilhørende

tempelgård, søjlehal og en bred promenade-

trappe som forbinder tempelområdet med en

terrasse hvor mennesker, 500 år før vor

tidsregning eller tidligere, opbevarede vand,

olivenolie, mad og andre daglige

fornødenheder.

Da italienerne i 1912 tog magten over Rhodos

gav de sig til at rydde op på Lindos


Akropolis. De flyttede stenblokkene med de

mange inskriptioner ud til kanten, så vi ikke

kan se hvor de faktisk blev fundet. De

jævnede pladsen og opførte dele af templet,

som man mener, det har set ud. Til det formål

fremstillede de nye stenblokke, nye

søjleblokke m.v. Det meste af det vi ser er

forholdsvist nyt. Kun hist og her ser vi et ægte

søjlehoved, nogle blokke i en mur eller et

stykke af en søjle. Men det er alligevel en

oplevelse, at se hvordan stedet kunne have set

ud. Et intryk som mange tusinde mennesker

hvert år får med hjem fra ferien. Og for dem

der ikke interesserer sig for gamle sten er der

en vidunderlig udsigt over havet, ned over

Lindos by og ud over øen. Og hvis det ikke er

nok, kan man jo, på vejen ned, købe en af de

smukke duge, som lokale kvinder langs stien

breder ud over klippesiden for at friste os.

Det rekonstruerede Athene-Lindi tempel øverst i

borgen på Lindos klippen.

En frokostsnak med chaufføren

Nedenfor klippen, modsat havnen, findes en

lille cirkelrund bugt, med en smal åbning til

havet. Et yndet sted at blive gift fortæller

vores chauffør. Og så er der knyttet en myte

13

til stedet, som handler om apostlen Paulus.

Engang han var i havsnød, bad han til Gud og

Gud hørte bønnen og slog en åbning i klippen

så skibet kunne sejle ind i læ.

Vi kan ikke lige se det, men der er en smal åbning

mellem havet og den lille indsø. En åbningen som

Gud skulle have slået så Paulus kunne komme i læ

i den lille sø. Billedet er taget fra toppen på

Lindos klippen.

Vi kører mod Rhodos by. Undervejs kigger vi

ind i olivenlunde med løsgående geder som

holder græsset nede og vi ser på

bjergskråninger hvor der hist og her vokser

enkelte oliventræer, buske og fyrretræer. Vi

har endnu et punkt på programmet, men

forinden gør vi holdt ved Ladico Bay for at

spise en let frokost. Værten fortæller at der

hvert år kommen en dansk familie på ferie

som altid spiser hos ham. Og det er han

åbenbart lidt stolt af.

Vores chauffør fortæller at han aftjente sin

værnepligt som snigskytte. Han fortæller

endvidere at der er mange soldater på øen, på

grund af det historisk spændte forhold mellem

grækere og tyrkere. Hvis de kommer, siger

han, vil de få samme katastrofeoplevelse som

tyskerne fik i Stalingrad. Han har selv aftjent

sin værnepligt på øen, siger han.


Som eksempel på det historisk spændte

forhold kan vi bare tænke på den

græsk/tyrkiske krig i 1919-1922 og den

efterfølgende store folkeflytning som skete

med baggrund i folks religiøse tilhørsforhold.

Muslimske tyrkere, som havde boet i

Grækenland i generationer, blev

tvangsforflyttet til Tyrkiet. Omvendt blev

mennesker med tilknytning til den græsk

ortodokse kirke i Tyrkiet tvunget til at flytte

til Grækenland. Rhodos var allerede forinden

overtaget af Italien, men den dårlige stemning

mellem de to befolkningsgrupper har sikkert

også haft sin indflydelse på

befolkningssammensætninger her på øen.

Rhodos var i 390 år (1522-1912) under

tyrkisk herredømme. Dengang havde øen en

stor tyrkisk befolkning. Nu er her kun

omkring 6000 muslimer af tyrkisk oprindelse

ud af en samlet befolkning på omkring

110.000 fastboende.

Vi kan læse meget mere om folkeflytningen i

journalisten og forfatteren Jørgen Valdemar

Christensens bog: Den store Folkeflytning

mellem Tyrkiet og Grækenland, som udkom

på Gads forlag i 1927.

Det begynder igen at regne, ganske let, men

jo længere vi kommer ind mod Rhodos desto

værre bliver det, næsten ligesom det vi

oplevede om formiddagen. Chaufføren

foreslår at vi afbryder turen. Han vil køre os

hjem og hente os næste formiddag for at gøre

den færdig.

Hjemme på pensionatet ser vi hvordan regnen

har slået hovederne af Sofias fine pelargonier.

Byen var virkelig blevet vasket.

14

Filérimos

Solen skinner og vi kører langs vandet, som

har en vidunderlig tyrkis farve der skifter til

lyseblåt og ender i næsten kongeblå toner,

længst ude hvor et krydstogtskib og en færge

passerer hinanden.

Vi er på vej mod Filérimos. I byen Ialissós

drejer vores chauffør til venstre og snart er vi

på vej op gennem det ene hårnålesving efter

det andet for at komme op til et plateau ca.

300 meter over havoverfladen.

Straks vi står ud af bilen får vi øje på en flok

påfugle. Hannerne gør sig til. De folder deres

store farvestrålende haler ud, skriger og

danser rundt så damerne kan se dem fra alle

sider.

Vi køber billet, 6 EURO, og får en lille

pamflet, hvori det fortælles at byen nedenfor

bjerget, i den mykenske periode, hed Achia,

senere i byzantinsk tid blev den kaldt Lalysos.

Nu hedder den så Filérimos som betyder, ven

af ensomheden. Oppe for enden af en bred

trappe, hvor vi møder endnu flere påfugle, ser

vi et helligt sted, et kultsted, hvor mennesker

gennem tre årtusinder har dyrket deres guder.

Her er flere ting at se.

Det første er et kombineret fæstnings- og

kirketårn udsmykket med et stort

johanniterkors. Men det er af nyere dato,

bygget som en kopi for ca. 60-80 år siden.

Det ældste vi ser er resterne af et dorisk

tempel for Zeus og Athene, men vi ser kun

mursokkelen og måske et alter, samt sokler til

de kraftige søjler der bar templets tag.

Omkring år 500-600, da kristendommen var i

fremgang, pillede man det gamle tempel ned

og brugte materialerne til at bygge en ny stor

kirke, hen over en del af det gamle tempel. I

kirkens kor byggede de et fint korsformet

dåbsbassin ned i gulvet. I bassinets korsarm

som vender op mod alteret er der en trappe.

Når en hedning gik ned i bassinet for at blive


døbt vendte han ansigtet mod vest så

menigheden kunne se hvem han/hun var.

Efter dåben gik han, som kristen, op ad

trappen med ansigtet vendt mod lyset i øst.

Kirken over dåbsbassinet stod her i ca. 1000

år.

Engang i 900-årene fik stedet et kloster, som

johanniterne overtog da de kom til Rhodos.

Klosteret og kirken blev dengang meget

besøgt af pilgrimme, som på deres rejse om

bord på ordenens skibe mellem Vesteuropa og

Det Hellige Land, gjorde ophold på Rhodos. I

informationsfolderen, vi fik ved billetlugen,

kan vi se at væggene i kirken i 1400 årene var

dækket med ikoner og portrætter af en række

johanniterriddere og deres skytspatron

Johannes Døberen. Men et af ikonerne havde

en helt særlig tiltrækning. Et Jomfru Maria-

ikon, som efter sigende skulle være fremstillet

af apostelen Lukas.

Da johanniterne forlod Rhodos og flyttede til

Malta tog de Mariaikonet og deres andre

relikvier med sig. Ikonet var på Malta indtil

Napoleon i 1789 erobrede øen, stjal sølvtøjet

og fordrev johanniterne.

Vi kan, i et lille sidespring, fortælle at vi

under vores rejse i Syrien i oktober 2007 bl.a.

besøgte et nonnekloster, som har et billede af

Jomfru Maria der også siges at være malet af

apostlen Lukas. Du kan læse mere om det i

mit rejsebrev, Syrien, på min hjemmeside:

http://vagnskovsaerkjaer.dk

På et tidspunkt, medens tyrkerne regerede på

Rhodos, forsvandt både kirke og kloster. Men

så kom Italienerne 1912-1945. De havde

ambitioner for øen. Og på baggrund af

arkæologiske undersøgelser genopførte de

klosteret, med tilhørende kirke og tårn, på

ruinerne af det oprindelige. I en årrække var

klosteret beboet af franciskanermunke. Nu er

15

det lukket. Der er sat hængelåse på dørene til

munkecellerne i atriumgården. Men kirken er

åben, lyset er tændt så vi kan se de fine ikoner

og et skab i træ med udskårne påfugle.

Medens franciskanermunkene boede her,

anlagde de deres eget Golgata, med et 18

meter højt, hvidt latinsk kors, i den modsatte

ende af Filérimos plateauet. Vejen til korset

kaldte de, Via Dolorosa, smertens vej, og

langs den opstillede de et antal små steler med

tekster som minder om stationerne på vejen

Jesus gik til Golgata.

Lis foran Filérimos klosteret. Pateren er på vej

hjem, han har netop holdt en lille messe i kirken.

Bag Lis findes den korsformede døbefond. Lis står

hvor der engang var et kirkeskib.

Måske var det her, hvor korset står,

johanniterne havde en af deres signalstationer,

hvorfra de med lys og røg sendte signaler

gennem en kæde af tilsvarende anlæg på

borgen Kritina, over vandet til øerne Khalki,

Tilos, Nisyros, Kos og ind til borgen Skt.

Peter på fastlandet ved Bodrum. Det kunne

f.eks. være signaler om skibe i farvandet.

På vejen ned gjorde vi holdt for at nyde en

helt fantastisk udsigt over strædet til den

tyrkiske kyst. Byen Marmaris som mange

danskere kender fra ferierejser, ligger der-


inde, et eller andet sted, som vi dog ikke kan

se herfra. Vi standser også ved et lille hvidt

kapel. Døren er lukket, men ikke låst. Vi går

ind. Her er ingen, men lysene er tændt og jeg

fotograferer nogle af de fine ikonmalerier på

væggene.

Et lys for Henning

Vores ekskursion ender ved Bebudelseskirken

på kajen ved Mandrakihavnen. Vi betaler

chaufføren og siger tak for en god tur og de

fine informationer han gav os undervejs. Inde

i kirken køber Lis et vokslys, som hun tænder

for Henning, og sætter i sandbakken.

Henning, hendes søn og min stedsøn, døde 51

år gammel af kræft i lungen søndag

formiddag den 29. april. Han blev bisat fra

Brabrand Kirke tre dage før vi rejste hertil. Vi

er stadig i shock. Vi sidder længe på et par

stole bagerst i kirkerummet, tænker på ham,

hans sygdom og hans sidste timer på

hospitalet. Vi græder og bliver siddende en

stund endnu inden vi går udenfor, ud på

molen, ud til søjlen med et dyr på toppen der

markerer styrbords indsejling til havnen. På

den anden side af indsejlingen står en

tilsvarende.

Vi sætter os på en bænk og ser på mænd og

drenge med fiskestænger. De drømmer om at

fange noget. Vandet er klart, så gennemsigtig

at vi faktisk får øje på en af de fisk de gerne

vil have på krogen.

Vi går langs havnefronten og ser på turbåde

som sejler havnerundfart, og lidt større både

der tilbyder sejlads til Lindos, øen Symi og

Marmaris på den Tyrkiske kyst og andre

fjernere destinationer. Ved

markedsbygningen, på grænsen til den gamle

by, finder vi en plads i skyggen på en

restaurant. Vi bestiller en græsk omelet og

drikker et krus øl.

16

Kirken hvor vi sætter et lys for Henning er bygget

som en kopi af johanniternes gamle ordenskirke.

Også denne kirke er viet til Johannes Døberen

Riddernes gade.

Riddergaden begynder i den nedre ende ved

hospitalerne, tæt på havnen. I den øvre ende,

200 meter oppe, ender den ved Stormesterens

palads og den bortsprængte ordenskirke.

Riddergaden var således den interne gade i

johanniternes klosterområde, også kaldet

Collachium.

Står man ved hospitalerne og kigger op

gennem den pigstensbelagte gade, op langs de

grå sandstensfacader, kan indtrykket godt

virke lidt kedelig, men det ændrer sig

efterhånden som vi kommer op.

Medens ordenen havde hovedkvarter i Acre

havde de bl.a. udviklet den praksis at inddele

medlemmerne efter national, sproglig

oprindelse. Medens de var på Cypern blev

denne praksis også skrevet ind i deres

vedtægter. De syv grupperinger, også kaldet

de syv tunger, bestod af en gruppe fra

Provence, en fra Auvergne, og en fra

Frankrig, dengang tre selvstændige stater. En

fjerde sproggruppe bestod af dem der kom fra

Aragonien og Navarre, to provinser i det

nuværende Spanien. Hertil kom en italiensk,


en engelsk og en tysk gruppe. Hver gruppe fik

deres eget hus i riddergaden hvor de spiste,

holdt deres møder og opbevarede deres

udstyr.

Riddernes gade hvor hver af de syv tunger, de syv

sproggrupper, havde deres eget hus.

I dag ser gaden og husene fine og velholdte

ud, men sådan har det ikke altid været. På et

fotografi fra ca. 1900 ser vi husenes arkitektur

i store træk, men de var miserable, udstyret

med karnapper, tilmurede porte, porøst og

sammenfaldet murværk.

Gadens og husenes nuværende udseende kom

til medens italienerne regerede på øen. De

satte nogle arkæologer til at finde ud af hvilke

sproggrupper der havde resideret i hvilke huse

og hvordan de måtte have set ud. Og så blev

der ellers sat et renoveringsarbejde i gang.

Vi går op gennem gaden og ind gennem en

port og ser en frodig gårdhave. Når man går i

en fremmed by skal man altid gå ind gennem

portene. Det er derinde bag facaden vi finder

de smukke gårde og de smukke haver. Sådan

17

er det også her. I et andet hus er der, på første

sal, en fin lille udstilling af mønter og

kobberstik, som viser hvordan byen så ud i

gamle dage. Det franske konsulat har indrettet

sig i det gamle franske herberg, en bank har

indrettet sig i et tredje hus, i et fjerde finder vi

en fagforening og i et femte hus residerer det

italienske konsulat. I det det gamle herberg

for den italienske sproggruppe, selvfølgelig.

Hjem med natflyet

Vi fløj til Rhodos om aftenen og vi forlod øen

den efterfølgende søndag kl. 22.30. Vi havde

som nævnt købt flybilletterne hos

rejsebureauet Falk Lauritsen, som sælger

populære pakkerejser med fly, hotel, mad

m.v., all inclusive, som det hedder på

turistsproget. På turen herud var flyet fyldt

med glade, larmende, forventningsfulde

mennesker. En farfar havde inviteret hele

familien på 17 medlemmer, i mange aldre,

med på ferie. De var også med flyet hjem,

men nu var de trætte, og så snart de havde fået

noget at spise faldt de i søvn, de små såvel

som de store. Efter den første time blev der

helt stille i flyet.

Vi var så heldige at få et par sæder ved en af

nødudgangene hvor der er mere plads mellem

sæderne. Derved undgik vi også den

klaustrofobiske fornemmelse man godt kan få

på turistklassens snævre pladser.

Vi landede i Billund kl.1.15, - fandt hurtigt

bilen og kørte stille og roligt hjem gennem

den lyse sommernat.

Godt at være hjemme igen!


Rhodos en historie oversigt

Den antikke periode

I det det 8. århundrede f. Kr. grundlagde dorerne byerne Lindos, Ialyssos og Kameiras. De blev til

selvstændige bystater, som i år 408. f. Kr. blev slået sammen i en stat. I den anledning grundlagde de Rhodos

by som ny fælles hovedstad. Fra år 332 f. Kr. indgik Rhodos i Alexander den Stores rige. Kolossen på

Rhodos blev støbt og rejst i 294-282 og gik ifølge forfatteren Plinius til grunde i et stort jordskælv i 226 f.

Kr.

Den romerske periode

Omkring år 200 f. Kr. blev Rhodos en del af romerriget. I år 164 f. Kr. fik øen status som romersk vasalstat.

Øen blev et populært uddannelsessted for romerske adelsfamilier som bl.a. blev undervist i retorik. I det

første århundrede e. Kr. kom apostlen Paulus til øen med kristendommen.

Den byzantinske periode

Kejser Konstantin den Store gjorde i årene 324-330 e. Kr. Byzans (Konstantinopel) til hovedstad i det

østromerske, byzantinske, rige. Rhodos hørte hjemme i dette rige og blev stadig mere græsk, selv om øen i

flere omgange var besat af egyptere, araber og tyrkere. I år 600 e. Kr. skrev skibskaptajnerne på Rhodos den

først kendte lov om søfart, Nomos Rhodion Nautikos, som blev almindeligt accepteret i hele Middelhavet.

Johanniterriddernes periode

I 1306-1310 erobrede Johanniterordenen Rhodos og en række andre dodekanesiske øer. De oprettede deres

egen selvstændige stat med stormesteren som statsoverhoved. De regerede øerne i 212 år. De byggede et

palads til stormesteren, en ordenskirke tilegnet Johannes Døberen, hospitaler til pilgrimme og herberge til

ridderne. De byggede massive ringmure omkring byen og havnen. Med dem kom den romersk katolske kirke

til øen.

Den tyrkiske periode

Efter en længere, massiv belejring af Rhodos by indgik deres sultan i julen 1522 en fredsaftale med

Johanniterne, som indebar at de forlod øen den 1. januar 1523. Rhodos blev derefter regeret af tyrkerne i

næsten 400 år. Det var i den periode byens moskéer, et bibliotek og et klokketårn blev bygget. I 1856

eksploderede krudtmagasinet under tårnet ved St. Johannes kirken. Tårnet, kirken og dele af paladset blev

ødelagt. Byen gik langsomt i forfald.

Den Italienske periode.

I 1911 regerede tyrkerne over Libyen. En stat som italienerne ønskede at få fingre i. Derfor gik de i krig med

tyrkerne, og som et led den kamphandling besatte italienerne Rhodos i 1912. Mange italienere kom i årene

derefter til øen og deres efterkommere findes stadig. Italienerne byggede veje, gennemførte store

renoveringsopgaver i Rhodos gamle by, og de byggede en række store bygninger på havnefronten ved

Mandrakihavnen. Bl.a. en kopi af johanniternes gamle ordenskirke.

Da italienerne i 1943 trak sig ud af 2. verdenskrig blev Rhodos øjeblikkeligt erobret af tyske styrker, som

holdt øen indtil englænderne kom i maj 1945.

Rhodos, som en del af Grækenland.

Siden 10. februar 1947 har Rhodos og de andre øer i det Dodekanesiske hav været en del af Grækenland. Her

i 2012 har øen ca. 115.000 fastboende, der i stort omfang lever af de 2 millioner turister, som hvert år

besøger øen.

Forsidebilledet:

Billedet på rejsebrevets forside viser Lis foran Johanniterklosteret på Filérimos

18

More magazines by this user
Similar magazines