Skandinavien - ORDET

På sporet af ”Den skandinaviske film”
Hm… Tænke, tænke… Kan man overhovedet tale om ”en skandinavisk film”? Er der
overhovedet andet end den geografiske placering af produktionsselskabet, der binder filmene
sammen og lader dem kategorisere i en særskilt gruppe? … Det ved jeg sgu ikke…
Ej, det er der jo nok…
Man kan måske godt
finde nogle fællestræk,
men en definition
bliver svær at nærme
sig. Alt efter
temperament er det
vel noget med at finde
deres ”unikke, særegne
træk” eller ”diagnosticere dem ud fra deres
symptomer og finde deres fælles lidelse”. Arg! –
men nu foregriber jeg tingene: Det er måske lidt
tidligt at sparke sig så langt op i taksonomien.
Måske jeg skulle starte med nogle spæde skridt.
Okay, associationer… Ram mig! Nu! Jeg nailer den
her! Der er noget med filmkunst og excentrikere –
det ved jeg da. ”Skandinavisk film” er noget med
Lars von Trier, der sidder ude i sin kajak og
udtænker store moralske fortællinger, der skal
være en torn i øjet på småborgerligheden, og
finder på dogmer og benspænd, der skal sætte
filmsprog og publikum på prøve – gerne med en
rank fuck-finger til den etablerede scene eller
6
parnasset (læs Nordisk Film). Og Bergman – ja,
Bergman! Den skandinaviske filmkunstner må
gerne være så excentrisk, at han opdager sin
nyvundne guldpalme ved tilfældigvis at læse om
den i sin avis… fra skovhyttens das… af H til oppe i
Sverige.
Men de er nu vist alligevel en meget lille del af det
samlede output – kunstfilmene altså… Det meste
er jo socialrealistiske køkkenvaskfilm om
alkoholikere, stofmisbrugere, incestofre, forsømte
børn og mobbeofre – med stringente ét-ords-
titler, der er perfekte til opremsning: Bænken,
Jagten, Festen, Hævnen, Arven, Idioterne,
Kapringen, R, Submarino. Ja, sådan er de fleste.
Men hov, de var jo kun danske! Hvad med de
andre?
AF PELLE HEGELUND
Nordmændene... Ja, indtil for ganske nylig var man
tilbøjelig til at sige ”Nordmændene? De kan sgu
ikke lave film. Jeg har i hvert fald aldrig set noget”,
men nu har de da godt nok fået smæk på! Den ene
Oscar-nominering efter den anden med store
episke genrefilm og en ny filmkunster i Joachim
Trier, som laver generationsportrætter af det nye
årtusinds skandinaver, så ingen andre kan følge
med.
Man er tilbøjelig til at sige det samme om Island,
for kan et land med under en halv million
indbyggere overhovedet have en filmindustri?
Umiddelbart er svaret vel… Nej. Men så nakker de
jo bare med jævne mellemrum nogle af de
eftertragtede pladser på Den Danske Filmskole.
Når de så er færdige, laver de noget med
forknyttede outsidere, fotograferet i naturens
store, barske vidder. Gerne meget kunstnerisk. De
er sgu så kunstneriske, de islændinge.
Svenskernes filmindustri minder vel egentlig
meget om den danske. Som de kunstneriske,
ambitiøse filmskabere i Danmark, står de i skyggen
af Dreyer og Trier og bærer arven fra Bergman på
skuldrene som et åg. Så har de også en masse
socialrealisme og en komedie i ny og næ, ligesom
os – Og ikke mindst en forbandet masse krimi-
filmatisering. Krimi kan de li’, svenskerne!