ET FIRKANTET LYSFELT - Metro Litteratur

metro.litteratur.dk

ET FIRKANTET LYSFELT - Metro Litteratur

ET FIRKANTET LYSFELT

Det var umuligt at se igennem den duggede rude. Snavset i kanterne afslørede, at vinduets egentlige

funktion for længst var passé. Det var som om, der lå noget andet, noget sindsoprivende,

nervepirrende bag rudens tilsmudsede ydre. Gemte vinduet på en hemmelighed? Duggen var måske

slet ikke et udtryk for et tilfældigt sammenstød af varme og kulde, men var i stedet planlagt og blev

systematisk vedligeholdt af ejendommens beboer. En utilnærmelig skikkelse.

Vreden hænger tykt i den fugtige luft. Løven rører på sig derinde. Pludselig brøler den og flænser

noget i stykker, stikker sig på tornene. Det gør den endnu mere vred. Jeg mærker hvordan min angst

niver i håndfladerne. Men jeg har et førsteklasses skjulested – jeg er sikker, jeg behøver ikke være

bange. Eller hvad? Jeg mærker tvivlen stige op gennem kroppen. Bliver bevidst om min egen

skrøbelighed. Måske får den pludselig færten af mit kød. I så fald vil jeg være nødt til at flygte,

selvom jeg ved, at jeg ikke er hurtig nok. Hvis den først får nys om min tilstedeværelse, er jeg

ganske enkelt fortabt. Jeg iagttager dens kamp mod krattet. Et mægtigt dyr med knækket stolthed.

Vreden vælter ud af det enorme gab, emitterer fra dyrets fugtige pels. Den smukke manke er filtret

sammen i et virvar af totter og sitrende hårstrå. Et næsten usynligt strejf af fortvivlelse breder sig i

små ryk fra de indfiltrede kløer over den blanke pels til de yderste halehår. Dyrets majestætiske

fremtoning forsvinder snart og vender kun glimtvis tilbage. De voldsomme lyde fra kampen i krattet

forstummer. Jeg kan mærke hvordan roen langsomt invaderer min krop. Jeg føler med ét en stærk

uovervindelighed. Mine nøgne skuldre sænkes, lettet, i samme øjeblik den søde duft af overgivelse

strejfer mine store, udspilede næsebor.

Jeg er meget fascineret af junglen og dens hemmeligheder. Især de store dyr skræmmer mig på en

pirrende måde. Mine muskuløse lår giver mig styrke til at sprinte over store grønne blade og under

krat og ukendte frugter. Jeg vil fange dyret og jeg ved, at jeg må være hurtig. Zebraen er en

ualmindeligt snu skabning. Den synes fornem med dens prægtige striber, og hvis man betragter den

længe nok, vil man observere en næsten adelig holdning over ryggen. Den er stolt, og den viger

ikke uden grund. Rumpen bevæger sig langsomt fra side til side, når den flytter sig over den øde

steppe. Den vinker indbydende med halen som for at fortælle, hvor godt dens ballekød vil smage

med rokulasalat som tilbehør. Selvfølgelig tænker den ikke selv sådan, det er jeg mere end klar

over, men tanken strejfer mig. Rokulasalat og zebraballekød – og helst over bål. Mine

s. 1 / 3


chokoladefarvede hænder strejfer jorden under mig, da jeg på hug nærmer mig mit byttedyr. Jeg

mærker, hvordan dyret får færten af fare. Det rører på sig, stadig fornemt spejdende, men med et

knæk mod nakken. Angsten æder sig ind på stoltheden, det gibber i den stribede pels. Dyret er

splittet mellem sin stolte fremtræden og lysten til at sprinte for livet.

Jeg hører en skræppende lyd. Musklerne bag mine ører spændes et kort øjeblik. Et faresignal! Jeg

forsøger at fokusere på lydkilden, men ser pludselig kun spredte lysfelter, der danser drillende over

nethinden. Lyden fortsætter insisterende. Trækker i min hud og hiver mig i håret. Junglens fugtige

luft siver pludselig bort, duften af vildskab forsvinder og jeg mærker skuffet hvordan de gråbrune

pletter atter toner frem i loftet over mig.

Hvor længe har jeg mon ligget her? Nu hører jeg lyden klart og tydeligt. Virkelige lydbølger

udsendt af dørklokkens gennemtrængende skratten mod mine trommehinder. Jeg holder først vejret

og håber inderligt, at denne nogen på dørens yderside vil komme på bedre tanker. Jeg bliver

liggende på sengen i en forkrampet stilling. Hører tydeligt sekundviserens taktfaste rytme fra uret

på væggen. Da jeg efter et par sekunders dirrende spænding formoder, at faren er drevet over,

vender lyden insisterende tilbage med fornyet styrke. Panikken slår hårdt. Jeg bliver svimmel og

føler pludselig en stærk trang til at græde.

Mine bare fødder rammer det kolde trægulv. Blomsten på spisebordet er visnet. Fjernbetjeningen

ligger i papirkurven. Tæppet i entréen giver en knasende lyd fra sig, da det betrædes. Indgroet

snavs. Mit blik rammer hoveddøren. En solid sortmalet trædør med låsekæde og dørspion.

Brevsprækken er lukket af med et skævbanket bræt. Håndtaget skinner svagt i sølvfarvede toner.

Imødekommende? En hånd på låsen og et hurtigt ryk i håndtaget lader døren glide langsomt op.

Opgangen er helt forladt. Jeg haster hen til trappen, læner mig ud over det brune gelænder; spejder

efter liv. Jeg løber endda et par trin nedad, før jeg for alvor indser sandheden. Der er ingen her.

Imens mine hænder endnu klamrer sig til trappegangens gelænder, glider jeg forpustet ned i

siddende stilling. Da jeg giver slip, mærker jeg kroppen blive helt slap. Jeg trækker vejret

langsommere. Det pudsede trappegangsvindue afslører et myldrende gadeliv. Regnen slår mod

ruden. Med en ru håndryg tørrer jeg halvhjertet nogle tårer væk fra kinden.

Da jeg atter ligger på ryggen og stirrer op i loftet, bemærker jeg, at de gråbrune klatter har ændret

form. Junglens hemmeligheder er borte. Med rolige skridt rejser jeg mig og går over mod mit

værelsesvindue. Snavs og dug dækker hele rudens overflade og gør det umuligt at se ud på den

s. 2 / 3


anden side. Jeg lader prøvende en finger glide over det beskidte glas. En smal lysstribe rammer mig

i ansigtet. Beslutsomt griber jeg en sammenkrøllet bluse fra gulvet og begynder at pudse.

Gennemsigtige striber afslører damer med indkøbsposer og mænd i lange frakker. Mine hænder

arbejder effektivt i taktfaste rytmer. Snart er hele vinduet fri for snavs. Aftensolens lysstråler glider

let hen over det støvede gulv. Jeg smiler tilfreds ved tanken om det skabte.

Et firkantet lysfelt.

s. 3 / 3

More magazines by this user
Similar magazines