Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

ansvar, men dermed fulgte også ofte en selvforståelse om retten til at definere,
hvad der skulle gøres for patienten. Denne ret til at definere, hvad der var rigtigt
i situationen, blev yderligere legitimeret, hvis lægens dygtighed, viden og
praksis resulterede i, at den syge blev rask og kunne vende tilbage til arbejdslivet
som helbredt samfundsborger.
Der opstod imidlertid problemer, når de samme autoriteter kom til at legitimere
systemets faste overbevisning om, at man vidste bedst, også når det drejede
sig om indholdet af samtaler om diagnose og prognose. Denne viden blev
ikke nødvendigvis delt med lægfolk, således ofte heller ikke med patienten.
Denne tilbageholdenhed hvilede på forestillingen om, at vanskelig viden, som
f.eks. at patientens sygdom var uhelbredelig, ikke var til gavn for den syge. Det
var en alment accepteret fremgangsmåde at forholde patienten viden om sin
aktuelle situation. Forklaringen ligger muligvis i, at diagnostik og præcis prognose
var behæftet med større usikkerhed end i dag. Hertil kom forestillingen
om, at hvad et menneske kunne tåle eller evnede at høre stort set var begrænset
til positive budskaber. Endelig var det faktiske fokus på f.eks. de lindrende
opgaver og muligheder ikke overvældende. Perioden kan beskrives som præget
af det diakonale udsagn: Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig
skade. Denne opfattelse både var og er god at indtænke og må stadigvæk være
en af grundpillerne i værdigrundlag og målsætning for behandling af alvorligt
syge mennesker.
Det blev Kübler-Ross (1) der løftede sløret for de mange ufortalte patienters
opfattelse af deres situation, da hun dokumenterede, at mange uhelbredeligt
syge faktisk ved, hvad de fejler, eller at de er ved at dø, selvom ingen har sagt
det. At de syge aflæser og tolker deres omgivelsers adfærd, det kan være ved
andres øjenkontakt, kontakthyppighed og kontaktform, var sådan set ikke
noget, man hidtil havde betragtet som væsentligt for kontakten mellem patienten
og den professionelle behandler.
Kübler-Ross afslørede også, at alvorligt syge bliver meget ensomme, fortvivlede
og forladte i livet frem mod døden. De bliver socialt isolerede og oplever sig
som døde inden den biologiske død indtræder, når den professionelle verden
fastholder, at deling af viden om diagnose såvel som prognose ikke gør gavn
eller måske ligefrem er til skade for den syge.
50| LÆGE-PATIENT-FORHOLDET REFLEKTIONER OG VISIONER