Læge-patient-forholdet - Det Etiske Råd

Min kæreste var rystet over at høre på mit egoistiske ævl om, hvad jeg magte-
de og ikke magtede, og kunne kun replicere, at nu måtte vi sgu’ tage, hvad der
kom … Om det så var et mongolbarn eller ej, måtte vi elske og ære dét som et
hvilket som helst andet barn.
Jeg kunne jo i princippet ikke være mere enig. Bare ikke når det gjaldt vores
eget barn!
Det lyder måske som et skænderi, der lige kunne overstås i en ruf, men jeg
siger og skriver, vi var langt ude i tovene af temaer, der lægger sig op af denne
hvad-skal-vi-bruge-denne-viden-til-konflikt: Abort (scanningen lå i nøjagtig
12. uge, så …), gå fra hinanden, for du er da ikke værd at samle på (jeg syntes
jo, hun var über-romantisch og naiv i sin indstilling til forældrerollen i forhold
til ... et mongolbarn), idealbegreber, tosomhed og kommende tresomhed,
meningen med livet … Ja, alle temaer var i spil …
For at sige det på jævnt dansk, så lignede vi lort, da vi troppede op på Skejby
Sygehus den følgende formiddag. Vi havde stort set ikke lukket et øje!
Det pudsige var, at vi havde mere lyst til scanningen, end før den flotte folder
dumpede ind ad brevsprækken. Vi havde på ingen måder lyst til at aflyse besøget.
Vi var stadigvæk ikke en tøddel nærmere en afklaring af, hvad vi ville stille
op med rynkede øjenbryn på fagpersonen, med glidecremen i den ene hånd
og scanningsfidusen i den anden, og beskeden om, at der altså ér tale om at
”noget er helt galt”.
Nej, vi stod der bare. Udtrådte og trætte.
Op på briksen kom Iben, glidecremen på og vupti, et foster på skærmen. ”Her
er hjertet, armene og nakkefolden, som I sikkert har læst om?” … Ja, tak, det
skulle vi mene …
Og hvad var dommen så? Ingenting … Absolut intet. Sådan som graviditetseksperten
tolkede skærmbilledet, var det et fuldstændig normalt, dejligt, smukt og
velskabt foster, der lå der og ”kiggede på os”, som vi kiggede på dét.
Og vores reaktion var vel lige så normal: Vi græd, var stolte, lykkelige og med ét
NIKOLAJ HENNINGSEN|77