ABSALON tilbage til Afrika... - Peder Skrams Venner

Nr. 1 

marts 

2010 

13. årgang 

ABSALON tilbage til Afrika... 

For første gang i NATO’s historie 

skal Danmark stå i spidsen for 

NATOs stående fregatstyrke, der 

blandt andet bekæmper pirateri 

ved Afrikas Horn. (side 20) 

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 1

Venneforeningen’s blad 

Fregatten PEDER SKRAM’s Venner: 

www.pederskramsvenner.dk 

Email: info@pederskramsvenner.dk 

Bestyrelse: 

Formand: 

Kommandørkaptajn Leif Rostgaard 

Sørensen 

Tlf. 49 14 15 39 

Email: formand@pederskramsvenner.dk 

Bestyrelsesmedlemmer: 

Peter Lindstrøm 

Tlf. 49 14 73 87 

Email: redaktion@pederskramsvenner.dk 

Jens Møller 

Email: jens.moeller@mail.dk 

Adam Pomykala Sekretær 

Fregattens adresse: 

Fregatten PEDER SKRAM 

Elefanten 2, Nyholm, 

1439 København K 

www.pederskram.dk 

Email: info@pederskram.dk 

Telefoner: 

Fregatten: 32 57 13 16 

Henvendelse om særarrangementer kan 

ske på email info@pederskram.dk 

Eller på telefon 32 57 13 16, hverdage 

mellem 1000 og 1400. 

Chefredaktør og ansvarshavende: 

Kommandørkaptajn Leif Rostgaard Sørensen 

Redaktion: 

Peter Lindstrøm og Jens Møller. 

Grafisk konsulent: Finn Hillmose. 

Eftertryk er tilladt med tydelig kildeangivelse. 

ISSN: 1603-5933 

Kontor: 

Elefanten, Nyholm, 

1439 København K. 

Bank: reg. Nr.: 9570 konto: 0683280 

Sekretærer: 

Erik Nygaard og Adam Pomykala. 

Email: kontor@pederskramsvenner.dk 

Næstformand: 

Seniorsergent L. O. Nielsen 

Email: l.o.nielsen@ofir.dk 

Webmail: 00138664@mil.dk 

Tlf. 22 32 60 04 

Kasserer: 

Kaptajnløjtnant Børge Raasthøj 

Tlf. 56 14 02 36 

Email: kasserer@pederskramsvenner.dk 

Suppleanter: 

Kurt Terkelsen 

Email: kurts@mail.tele.dk 

Erik Nygaard Sekretær 

Email: nygaard_66@msn.com 

Radiodivisionen OZ1RDN: 

http://radiodivisionen.pederskramsvenner.dk 

Email: 

oz1rdn@pederskramsvenner.dk 

Leder: Kaj Nielsen OZ9AC 

Email: ozniac@jubii.dk 

2 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010

Redaktionelt Indhold: 

B 

ladet du nu sidder med, er det første 

blad i den 13. årgang, og på trods af 

det uheldige tal håber vi det bliver en god 

årgang. 

Vi i redaktionen har ihvert tilfælde store planer, 

da vi ønsker at markere Flådens 500 

års jubilæum d. 10 AUG 2010. 

Du kan allerede nu glæde dig til et stærkt 

udvidet blad der udkommer på jubilæumsdagen. 

I dette blad kan du glæde dig over fortsættelsen 

af Jens Møller’s spændende artikel 

om den russiske flåde. 

Kommandskibet ABSALON er på en ærefuld 

mission i de afrikanske farvande, det kan du 

læse mere om inde i bladet. 

Dan Olsen, der i 1978 var sekondløjtnant 

og kampinformationsofficer (KIO) om 

bord på HERLUF TROLLE , har i forbindelse 

med bogen om fregatterne PEDER 

SKRAM og HERLUF TROLLE , sendt forfatterne 

en beretning om en brand i HERLUF 

TROLLE, der her i bladet bringes i en lettere 

omskrevet version. 

På redaktionens vegne 

Peter Lindstrøm. 

49 14 73 87 

Email: 

redaktionen@pederskramsvenner.dk 

Blad nr. Deadline Udkommer 

2-2010 1. maj 2010 juni 2010 

3-2010 OBS! 1. maj 2010 10 august 2010 

4-2010 1. november 2010 december 2010 

1-2011 1. februar 2011 Marts 2011 

3. Redaktionelt. 

4. Formanden har ordet. 

5. Hilsen fra Fonden. 

6 -16. Den russiske Flåde. 

17-19. Brand i HERLUF TROLLE. 

20- 21. Danmark i spidsen for 

NATO flådestyrke 

22. Nyt fra Radiodivisionen. 

23. Fra kontoret. 

Forsiden: 

Kommandoskibet 

ABSALON 

(Foto: Joan Kretschmer ) 

Læs mere på side 20 


Formanden har ordet 

N år disse linier læses, er foråret vel omsider på vej og Teknisk Team i fuld 

gang med arbejdsopgaverne om bord i PEDER SKRAM. 

Som det fremgår af kontreadmiral Niels Mejdals indlæg på næste side, går bestræbelserne 

ud på at bringe ildledelsesanlæg med tilhørende radarer til SEA 

SPARROW på plads og på at få hovedmaskinrummet gjort tilgængeligt for publikum. 

Som det også fremgår af indlægget, er genudrustningen af PEDER SKRAM nu så 

vidt, at Fonden arbejder med planer for, hvordan formidlingen af PEDER SKRAM 

som museums-skib kan gøres mere professionel. Indledningsvis etableres der et 

”Audio Guide” -system, foreløbigt med 25 ”telefoner”, som de besøgende kan 

aktivere på 29 positioner og høre indtalte oplysninger om fregattens historie og 

indretning. Senere følger montrer og udstillinger om bord. 

Fonden ønsker åbningsperioderne i 2010 udvidet, således at fregatten åbner fra 

den 1. juni til og med den 5. september og igen på kulturnatten og efterårsferien 

i oktober. 

Den 27. januar afholdt Fonden det årlige ”Kustodetræf”. Kontreadmiral Mejdal 

gjorde her rede for Fondens planer. Åbningsperioderne og nye billetpriser blev 

drøftet. De tilstedeværende kustoder gik efter det oplyste ind for åbningsperioderne 

og for, at man kun skal være tre kustoder på hver vagt. Bestyrelsen mener 

fortsat, at hver vagt må bestå af en vagtleder plus tre kustoder. Vi har før 

forsøgt os med ”reservekustoder på tilkald”, men det virkede ikke. Hertil kommer, 

at man må forudse en vis administration i forbindelse med udlån og tilbagelevering 

af de omtalte ”telefoner”. 

Bestyrelsen efterlyser derfor flere medlemmer, som vil virke som kustoder om bord i 

PEDER SKRAM i fregattens åbningsperioder, således at der kan blive dækning for de 

udvidede åbningsperioder. Vi er 4-5 kustoder på hver vagt. Vi har det hyggeligt sammen, 

ligesom vi kommer i givende samtaler med de mange besøgende. Hvervet er 

ulønnet, men man får sin forplejning på vagten, ligesom man udstyres med polobluse, 

fleece trøje og kasket med fregattens logo. Send en mail eller ring og hør nærmere. 

Som tidligere omtalt, fejrer Søværnet den 10. august 2010 sit 500 års jubilæum. 

Et omfattende program er under udvikling (se www.flaaden500.dk). Venneforeningens 

bestyrelse har nu tilsagn om artikler fra et stort antal personer, således 

at medlemsbladets jubilæums-udgave - med betydeligt flere sider end normalt - 

kan realiseres. 

Venneforeningens kasserer, kaptajnløjtnant Børge Raasthøj, vil – efter 15 år på 

posten – gerne afløses. Bestyrelsen efterlyser derfor et medlem, som vil påtage 

sig hvervet. I vor tids PC-alder, skal kassereren ikke nødvendigvis være bosiddende 

i nærheden af København, men vedkommende skal kunne deltage i bestyrelsens 

møder, normalt 4 gange om året, og i generalforsamlingen. 

Leif Rostgaard Sørensen 

Formand 


Kære venner. 

Nyt fra Fonden 

Siden sidst har vi passeret nytåret og er i gang med år 2010. Det betyder som altid, at 

”regnskabets time” er kommet, men i år betyder det også, at Flådens 500 års jubilæum 

starter så småt op. 

På mange måder var 2009 et godt år for PEDER SKRAM. Teknisk Team har gjort en 

stor indsats, og har på mange måder forberedt sig på i det nye år at få afsluttet nogle 

store opgaver. Fregatten fremstår nu som meget velholdt, og selvom der hele tiden 

dukker nye vedligeholdelsesopgaver op, så klares de også over tid. Lidt efter lidt bliver 

mangler eller forbedringer bragt på plads. I 2009 var det nok især klargøring og åbning 

af O-rummet, der kunne bemærkes, men listen over fremskridt er lang. I år skal 

vi så have seasparrow ildledelsesradarerne på plads og have klargjort det store dieselrum 

og det lille sonarrum til åbningssæsonen. Og så er der audioguideprojektet. Vi har 

nu bestilt 25 ”telefoner” med købsret til yderligere 25 og har ud fra viceadmiral Borks 

rundvisninger lavet 14 siders tekst, som nu er klar til indlæsning. 29 rum er på den 

måde dækket og en komplet audioguidet tur vil tage over 3 timer. Systemet skal være 

klar til åbningen! 

Sæson 2009 var lidt anderledes end tidligere. Lukket i påsken, men åben i juni måneds 

weekender. I alt 63 åbningsdage – det samme som året før. Det økonomiske resultat 

var OK – en entréindtægt på 135.000 kr. - men der var mange besværligheder. Og så 

var der en markant stigning i det, vi kalder ”særarrangementerne” – både i antal og i 

indtjening. 280.000 kr. ser det ud til, at vi slutter på. En samlet stigning på 90.000 på 

disse 2 områder. Og alligevel slutter året med et minus på knap 100.000 kr. for sæson 

2009. De sidste 3 år har nu et samlet underskud på 250.000 kr. Noget må gøres! 

Vi skal derfor udnytte, at Søværnet får megen omtale i jubilæumsåret 2010. 

På kustodemiddagen 27. januar drøftede vi åbningsperiode og billetpriser. Med forskellige 

forudsætninger vil vi kunne skabe balance i regnskabet ved at øge åbningsdagene 

fra 63 til 83 og billetpriserne med 20 kr. for voksne og 10 for børn. Og balance skal vi 

have meget snart, hvis fregatten skal bevares som en værdig repræsentant for Flåden 

under den kolde krig. Konklusionen blev derfor, at sæson 2010 bliver med åbning tirsdag 

d. 1. juni, hvor jubilæet rigtig tager fart og først slutter søndag d. 5. september, 

hvor festlighederne tynder ud. Antallet af kustoder bliver imidlertid flaskehalsen. Indtil 

flere af venneforeningens medlemmer melder sig til denne ret anderledes beskæftigelse, 

blev det aftalt, at der forsøgsmæssigt kun sættes 3 kustoder på vagt hver dag. 

Hvis du vil være sund og rask i de 3 sommermåneder, så skriv dig på listen. For kustoderne 

kan ikke få forfald. 

Tænke sig, at vi kun får 40 kr. for et besøg på fregatten. Et besøg som er noget særligt, 

og hvor du let bruger lige så langt tid som til et biografsbesøg og nok få meget 

mere ud af det. Derfor stiger billetpriserne også med 20 og 10 kr. for henholdsvis 

voksne og børn. 

Vi vil jo alle, at Peder Skram skal forblive et klenodie, som kan give mange – og gerne 

mange flere end de nuværende 6.400 besøgende – en rigtig god oplevelse. For alle 

skal jo vide, at fregatten PEDER SKRAM er noget ganske særligt. 

Niels Mejdal 


Af Jens Møller 

Den russiske flådes udvikling – eller mere korrekt afvikling – siden 1989, er 

en logisk følge af de verdenshistoriske begivenheder i 1989 med ”murens 

fald”. Da demonstranterne sidst på eftermiddagen d. 9. november 1989 brød 

igennem muren i Berlin, startede de en udvikling som i nyere historisk tid, 

ikke er set siden den franske revolution 200 år tidligere d. 14. juli 1789. Ved 

murens fald sank Sovjetunionens imperium og vasalstater i grus og nye selvstændige 

nationer opstod på ruinerne. En hel ”isme” i form af kommunismen 

forsvandt og Marx, Lenin og Stalin var ikke længere folkehelte. På ruinerne 

af alt dette blev det nye Rusland født, en nation med mange nye muligheder, 

men også med uoverskuelige fødselsveer, økonomiske og menneskelige 

tragedier i kølvandet. 

3. Den sovjetiske flåde 1945-1990. 

I den første tid efter afslutningen på ”Den 

store patriotiske krig” (sovjetisk betegnelse 

for 2. verdenskrig) udviste Stalin stadig ikke 

nogen større interesse for flåden. Efter 

Berlin konflikten i 1948, Koreakrigen og Natos 

stiftelse i 1949, blev den ”Kolde krig” en 

realitet. Herefter startede våbenkapløbet. 

Mange af de våbensystemer vi stadig bruger 

til lands, til søs og i luften blev grundlæggende 

udviklet i halvtredserne, hvad 

enten det var atomare eller konventionelle. 

Det hurtigste udviklede våbensystem nogen 

sinde, trods kompleksiteten, er efter min 

mening de interkontinentale atombevæbnede 

missiler. Allerede omkring 1955 stod 

mængder af disse missiler parat i siloer i 

Ural bjergene i Sovjet, og i de centrale stater 

i USA. De blev i USA suppleret med 

langtrækkende Boeing B-52 bombefly 

(indført i USAF i 1955) med op til 4 atombomber 

og deres rækkevidde var næsten 

uendelig med lufttankning fra Boeing KC- 

135 tankfly, der blev indført samtidig (i civil 

trafik 1957 som B-707). I Sovjet havde 

man tilsvarende Tupolev Tu-16 (Badger) og 

TU-95 (Bear), men begge disse fly havde 

væsentlig ringere rækkevidde og lasteevne 

og kunne ikke lufttankes. I England udvikledes 

i 1955 Vickers Valiant, i 1957 Avro 

Vulcan og i 1958 Handly Page Victor. De 

engelske fly var størrelsesmæssigt på linie 

med de sovjetiske, men de britiske kunne 

medføre større last, og kunne frem for alt 

lufttankes. 

Stalin havde indset, at en flåde var nødvendig 

for at gøre sig gældende i Atlanterhavet 

og det fjerne østen. Man opgraderede derfor 

genopbygnings programmet for flåden, 

der var igangsat i1946. De 6 krydsere af 

Kirov klassen havde været en skuffelse i 

aktiv tjeneste. Især artilleriet med 9 stk. 

180mm kanoner, fordelt på 3 trible tårne, 

levede ikke op til forventningerne, idet tårnene 

var konstrueret til 3 stk.154mm kanoner. 

Med 180mm kanonerne blev tårnene 

derfor så snævre, at skudhastigheden kun 

blev på et skud i minuttet, mod forventet 6 

skud i minuttet. Man valgte alligevel at modernisere 

skibene, idet skibene trods alt 

kunne komme hurtigt i tjeneste igen. De 5 

krydsere af Chapaev-klassen og de sidste 

destroyere af Gori-klassen blev færdigbygget 

i stor hast i 1946-50. Samtidig startede 

Stalin i 1948, i al hemmelighed, et 

enormt nybygnings-program. Det indeholdt 

en større destroyer type, denne gang efter 

tysk design, Skori-klassen på 3.500tons, 

120m lang og med 4-150mm kanoner og 

10-51cm torpedoer. Kanonerne var også 

kopier af den tyske 150mm kanon. I alt 

120 skibe blev planlagt, men kun 82 færdigbygget 

i tiden 1948-1955. På kryd- 


Sverdlov-klassen 

serfronten igangsatte man et program på i 

alt 24 enheder af Sverdlov-klassen, igen af 

italiensk design, men artilleriet var kopier 

efter tyske konstruktioner. 24 skibe var 

planlagt, men kun 17 blev søsat og 14 færdigbygget. 

Disse ”lette” krydsere havde et 

deplacement på 19.200tons, var 212m lange 

og bevæbnet med 12-154mm kanoner 

(jfr. min tidligere artikel: ”Hvornår er en 

tung krydser for let etc.”) Ved flåderevyen 

ved Spithead i 1953 i forb. m. Droning Elizabeths 

kroning, kom både Sverdlovkrydserne 

og Skori-destroyerne som et 

chok for de allierede. 

Sovjet igangsatte desuden en produktion af 

enorme mængder af U-både. I 1949 godkendte 

man følgende program: 50 Q-klasse 

både og 236 W-klasse (Whisky-class) til 

brug i både Østersøen, Atlanten og det 

nordlige Stillehav, og 50 oceangående både 

af Z-klassen. W-klassen blev den mest succesrige 

af disse både. Den var udviklet efter 

den berømte tyske Type XXI fra 1945, 

hvoraf en del kom i sovjetisk besiddelse i 

1945. Disse både blev produceret på værfter 

i Leningrad, de tre baltiske stater, Polen 

og Øst-Tyskland. En del blev fra 1955 givet 

som våbenhjælp til sovjet-venlige stater. 

En enkelt af disse både blev verdensberømt 

efter et utilsigtet sammenstød med en klippe 

i den svenske flådehavn i Karlskrona. I 

1958 planlagde man bygning af 560 Rklasse 

(Romeo), en forbedret version af Wklassen, 

men kun 22 af disse både blev 

bygget, idet man nu satsede på støre typer. 

I 1958 introducerede man således en 

oceangående båd, Foxtrot-klassen på 

2.500tons. Denne båd var meget succes- 

fuld, og 62 blev bygget til Sovjet flåden i 

1958-84. Yderligere blev ca. 70 både bygget 

til eksport til Polen, Nordkorea, Kina, 

Indien, Indonesien, Libyen, Egypten, og 

Cuba. Kina og Indien byggede yderligere 

20 både på licens. NATO landene havde 

også studeret den tyske type XXI, og man 

udviklede på det grundlag en række glimrende 

dieseldrevne U-både. US-Navy gik en 

anden vej. I perioden 1940-45 havde man 

bygget 283 både af Gato, Balao og Tench – 

klasserne. Man valgte en gennemgribende 

modernisering af disse både i 1955-60 

(Guby systemet), hvorved dykkeegenskaber 

og våbensystemer blev helt ”Up to 

date”. 

Den 17. januar 1955, fik de Sovjetiske admiraler 

deres største chok nogensinde. 

Amerikanernes søsatte verdenens første 

atomdrevne ubåd USS NAUTILUS. 

USS NAUTILUS igangsatte udviklingen af Ubåde 

og overfladeskibe i de næste mange 

årtier. Sovjet måtte ændre strategi og i 

1956 udnævnte Nikita Khrushev den unge 

admiral Sergey Gorshkov til flådechef. Med 

hans plan ville man nu udfordre den nye 

forsvarsalliance ”NATO” i Atlanterhavet 

med et stort antal u-både, krydsere og destroyers. 

For at sikre denne flåde uhindret 

adgang til Atlanten fra Murmansk og specielt 

Østersøen behøvede man et stort antal 

destroyers, fregatter og minestrygere. Derudover 

landgangsfartøjer til invasion i Danmark 

og Nordnorge for, at sikre sig de danske 

bælter, samt udsejlingen fra Murmansk. 

Gorshlov gik straks i gang med dette 

kæmpe program. De første 5 atomdrevne 

angrebs u-både af Echo-klassen blev 

færdigbygget i 1960-62. 


Fra 1963 fulgte 14 både af Novemberklassen. 

Fælles for disse 2 klasser var, at reaktorerne 

konstant var ”utætte” og de fik derfor 

øgenavnet ”Enke-maskinerne” grundet de 

mange tilfælde af sygdom og død blandt 

besætningerne. Gorshkovs enorme nybygnings-program 

indkluderede også overfladefartøjer. 

Man byggede 1956-65 et antal 

fregatter af ASW* typen: 30 Kola-klasse og 

56 Riga-klasse på ca. 700tons. 1959-80 

byggedes 36 Krivak-klasse fregatter på 

3.650tons med SS-Missiler** og SAM- 

Misiler***. Dertil kom 270 korvetter af 

Grishai – Peteya – Mikra og Nanuchka – 

klasserne, på 600 til 900tons. Efter Skoriklasse 

destroyerne byggede man en væsentlig 

større og forbedret destroyertype, 

Kotlin-klassen. Her var man mere inde på 

amerikansk design med Flush-dæk for 

skrogets vedkommende, mens alt opstående 

var af nyt Sovjetisk design. De var let 

genkendelige på deres abnormt store elektronik 

antenner. I alt 27 blev bygget 1955- 

57. Alle efterfølgende destroyers voksede 

ligeledes i størrelse på grund af missiler og 

elektronik. 18 Kashin-klasse på 4.750tons, 

15 Udaloy-klasse på 8.400tons og 18 Sovremenny-klasse 

på 7.900tons, alle bygget 

mellem 1972 -92. Samtidig fulgte slag i 

slag, stadig større og større atomdrevne 

angrebs u-både, med ca. 50 både af Echo 

2-klassen og Charlie-klassen mellem 1967- 

80. Man holdt en pause på nogle år, som 

man benyttede til udvikling af bedre reaktorer 

og en mere ”dynamisk” skrogform. 

Fra 1970 gik man så i gang med nye både, 

og frem til 1983 byggede man 49 Victorklasse 

og 6 Alfa-klasse angrebs både. Disse 

både på ca. 5.000 tons havde den største 

hastighed nogensinde for u-både i neddykket 

stand. 35 knob for Victor-klassen og 

hele 45 knob for Alfa-bådene. 

De Sovjetiske admiraler blev dog samtidigt 

med alt dette udsat for endnu flere og endnu 

større chok. 

*ASW = Anti Submarine Warfare 

**SS-missiler = Surface to Surface Missiler 

***SAM = Surface to Air Missiler 

****MIRV=Multible Intercontinental Reentry 

Vehicle 

USS GEORGE WASHTINGTON 

Få år efter USS NAUTILUS søsatte amerikanerne 

den første atomdrevne U-båd af 

George Washington-klassen, udrustet med 

ballistiske Polaris A-1 missiler forsynet med 

et atom-sprænghoved. Disse missiler kunne 

affyres mens u-båden forblev neddykket, 

og missilerne havde en rækkevidde op 

til 1.800km. Få år efter fulgte Polaris A-2 

og senere A-3, med 3 MIRV**** sprænghoveder 

og en rækkevidde på 4.200km. Et 

enormt kapløb blev indledt på dette område, 

med stadig større og mere effektive 

missiler. I vesten satsede man udelukkende 

på ballistiske missiler af Polaris-typen. Ialt 

41 atomdrevne Polaris ubåde af Franklin og 

La Fafayette - klasserne, blev bygget 1959- 

1964. Hver båd bevæbnet med 16 Polarismissiler 

(senere ombygget til Poseidon missiler 

med op til 10 MIRVs). Dette enorme 

program anses stadig for, at være det hurtigst 

udviklet og mest komplicerede førstegangsvåben-system 

nogensinde. Her viste 

amerikanerne virkelig deres økonomiske og 

teknologiske styrke. I 1981 begyndte udskiftningen 

af disse både med de nye både 

af Ohio-klassen med 24 GPS styrede Trident 

C-2 missiler med en rækkevidde på 

12.000km og op til 16 MIRV sprænghoveder 

pr. missil. I henhold til nedrustningsaftalerne 

START II, blev antallet af disse både 

reduceret til 14 og missilerne må kun 

udrustes med 8 MIRV pr. missil. Samtidig 

med missil u-bådene, havde amerikanerne i 

samme periode udviklet flere klasser af 

særdeles effektive angrebs u-både. Fra 

1955-74 byggede man ca. 70 u-både af 

Skipjack, Thresher,- og Sturgeon klasserne, 

og fra 1976-1996 51 både af Los Angeles 

klassen, på 6.927tons 110m lange og 10m 

brede. De er udstyret med krydsermissiler 

af typen Tomahawk-3 med en 


ækkevidde på 2.500km. Disse missiler kan 

udstyres med atom-sprænghoveder. Angrebs 

U-både og krydsermissiler er ikke 

omfattet af START aftalerne, så derfor er 

der frit slag inden for dette område. Fra 

1998 blev et nyt program med 18 både af 

Seawolf klassen igangsat. 9.140tons, 

107x12m. Det blev dog kun til 3 både, 

grundet de enorme udgifter. I stedet igangsattes 

Virginia programmet med 18 både 

7.900tons 110m x10m. De var ca. 300mill. 

dollars billigere. Det betyder ikke, at de er 

dårligere. Tværtimod. De er udstyret med 

pump-jets i stedet for skruer, hvilket gør 

dem til de mest lydløse u-både i verden. 

Samtidig er de optiske periskoper erstattet 

af digitale ”Photonics masts”. Disse master 

er udstyret med alle former for sensorer 

som sender signaler til skærme i kommandorummet. 

Da masten er anbragt i tårnet 

uden for trykskroget betyder det, at kommandorummet 

ikke behøver at ligge lige 

under tårnet. Faren for vandindtrængning 

ved et periskop er også elimineret. 

Grunden til, at jeg lige har ”dvælet” lidt ved 

den amerikanske udvikling af U-både er, at 

de sammen med hangarskibene udgør de 

to vigtigste skibstyper, før, under og efter 

den kolde krig. (Ref. min artikel om Nimitz 

-klasse hangarskibene). Det er udviklingen 

og driften af bl.a. sådanne to omkostningstunge 

og abnormt store våbensystemer, 

der virkelig sætter samfundsøkonomien på 

prøve og, som vi har set, udpeger vinderne 

til sidst. Det viser den enorme økonomiske 

og teknologiske overlegenhed der må være 

i vesten. Det skal jo også ses i lyset af, at 

også flyvevåben og hæren gennemgik de 

samme processer, og dermed bevirkede, at 

den kolde krig også blev en økonomisk 

krig. Alt dette medvirkede til sidst i Sovjet- 

unionens totale sammenbrud i halvfemserne. 

Den udvikling amerikanerne og vesten 

satte i gang i 1959, havde russerne, i længden 

ikke teknologi og økonomi til at følge, 

men de prøvede alligevel. 

Efter chokket med Polaris missilerne prøvede 

russerne i første omgang, at ombygge 

nogle ”Whisky-klasse” både med nogle underlige 

store beholdere, indeholdende 2 

Ombygget Whisky-klasse 

kortrækkende krydsermissiler. I 1960 fik 

man 6 atomdrevne både udrustet med 6 

krydsermissiler også i udvendige beholdere. 

Krydsermissilerne var mere sårbare (en 

40mm kanon på PEDER SKRAM - fregatterne 

kunne skyde dem ned) og de har meget 

kortere rækkevidde, typisk 100- 300km. 

Det betød, at U-båden skulle meget tæt på 

målet og dermed selv blev meget sårbar, 

idet U-båden samtidig skulle op til overfladen 

under affyringen. 

Først i 1967 var det første SS-N6 ballistiske 

missil klar til at blive installeret i en Yankee 

-klasse U-båd, og det havde en rækkevidde 

på ca.2.000km fra neddykket position. Herefter 

gik det rimeligt stærkt, 34 Yankee og 

46 Delta-klasse både blev bygget mellem 

1968 og 1984. De var på 13.500tons 160m 

lange 12m brede og bevæbnet med 16 

Makkeyev SS-N-18 missiler med 3 MIRV på 

50KT. I 1983-89 færdiggjorde man 6 både 

af Typhoon-klassen – verdens største Ubåd: 

26.500tons og 172m lang og 25m 

bred (til sammenligning var det berømte 

engelske slagskib HMS DREADNOUGHT, 

1906-19 på 18.420tons, 161m lang og 25m 

bred). 

Det evige spørgsmål var: ”Hvorfor er russiske 

u-både altid så store”? Den abnorme 

størrelse af disse både – og andre U-både 

og skibe skyldtes nogle grundlæggende 

mangler i russisk teknologi, som man aldrig 

fik styr på. Russisk elektronik haltede bagud 

i udvikling, idet man aldrig har haft de 

samme transistorer og chips til rådighed, 

som man havde i vesten. Derfor var elektronikken 

altid af stor volumen. Selvom skibene 

var store, kunne de alligevel ikke 

medføre ret mange af disse enormt store 

missiler. Det er også synligt i de abnormt 

store radarantenner og lign. 

 


De samme volumen- og kvalitetsproblemer 

eksisterede for atomreaktorerne og tilhørende 

maskineri. Grundet den dårlige kvalitet 

behøvede man desuden en ekstra motor. 

Russiske reaktorer har samtidig altid 

støjet enormet. US-Navys U-båds kommando 

i Norfolk, Virginia kunne derfor altid registrere, 

når en russiske U-båd stod ud fra 

Murmansk. 

Under Bresnev-regimet 1964-82 forstærkede 

man ændringerne i strategien. Gorshkov 

fik ordre til at udfordre USA og Nato på alle 

fronter over og under vandoverfladen. 

Først og fremmest ville man angribe de 

amerikanske Hangarskibs- Task-forces. 

Hertil byggede man en hel tredje type Ubåd. 

Disse både var udstyret med langtrækkende 

krydsermissiler med atom 

sprænghoved. 18 både af Charlie-klassen 

og 8 både af Oscar-klassen. Hovedbevæbningen 

var SSM SS-N9 eller SS-N19 krydsermissiler 

med en rækkevidde på op til 

550km. Data for Oscar-klassen er: 

13.400ton, længde 154m og bredde 19m. 

For at true US-Navy yderligere med angreb 

fra overfladeskibe, var det desuden nødvendigt 

med flystøtte ved operationer, både 

på oceanerne og ved intervention i 

fjerntliggende områder. Flystøtte ved oversøiske 

operationer kunne kun komme fra 

egne hangarskibe, men her ramte man efter 

min mening ”muren”. Man havde ikke 

skibene – man havde ikke flyene – man 

havde ikke eskorterne af krydsere, destroyers 

og støtteskibe - man havde ikke mandskabet 

– og man havde hverken erfaringer 

eller knowhow - og det vigtigste af alt: 

man havde ikke pengene. 

Alligevel startede man omkring 1980, under 

Admiral Gorshkov´s ledelse, det mest ambitiøse 

projekt nogensinde i den sovjetiske 

flåde med udvikling af hangarskibe. Projektet 

blev yderligere forstærket af Præsident 

Ronald Reagans bevidste provokation, militært 

såvel som økonomisk, med oprustning 

af US- Navy (600-skibs flåden) og ikke 

mindst, stjernekrigsprojektet. Sovjet flåden 

skulle nu udvikle 4 nye skibstyper: Hangarskibe, 

krydsere, destroyere og forsynings- 

Sovremenny-class 

skibe. 1980 – 93 byggede man 31 nye store 

missilbevæbnede destroyers af Udaloy – 

og Sovremenny-klasserne. Det var på 8- 

9.000tons 165x19m og for første gang i 

Sovjetflåden, udrustet med helikoptere. 21 

missil bevæbnede krydsere af Kresta II, 

Kara og Sllava-klasserne på op til 

12.000tons. Fælles for dem var, at antiskibsmissilerne 

var abnormt store (jfr. tidligere 

bemærkning) og der kunne derfor kun 

medføres ca. 6 - 8 missiler pr. skib. Rækkevidden 

var kun 60-100km. Til gengæld var 

de med atom sprænghoveder. Hvilken indvirkning 

disse ville have på moderskibene, 

grundet den korte rækkevidde, er aldrig 

blevet belyst. Det er fristende, at gætte på 

en hvis procentdel af egne tab. I 1968 færdiggjorde 

man 2 hybrid krydsere af Moskva 

-klassen på, 17.500tons, 190m x 34m brede. 

De var med SAM og ASW missiler på 

fordækket, og agter et enormt helikopter 

landingsdæk. 14 KA-25 Hormone helikoptere 

kunne medføres. De var hermed Sovjets 

første forsøg med en form for hangarskibe. 

I 1981-91 fulgte 4 såkaldte slagkrydsere af 

Kirov-klassen. 23.500ton, 248m lange og 

29m bredde. 

I 1975-82 byggede man 4 hangarskibe af 

Kiev-klassen, 37.000tons og 190m x 21m. 

Da flydækket ikke var gennemgående i skibets 

længde, måtte det vinkles ud til siden. 

Årsagen var, at der var monteret 8 enormt 

store SS-N12 SSM* missiler på fordækket, 

sammen med et batteri af SAM SA-N3 missiler. 

Man kunne derfor ikke starte almindelige 

fastvingefly. Det gjorde nu heller ikke 

så meget, da man ikke var i besiddelse af 

egentlige hangarskibs fly, og man ej heller 

havde udviklet katapulter. Man ombyggede 

derfor et antal landbasserede Yak-38 Forger 

fly af VTOL* typen til maritimt brug. 

Disse kunne nu starte og lande lodret på 

*VTOL=Vertical Take-off Landing 


YAG 38 

flydækket agter, i lighed med de engelske 

Sea Harrier fly. Yak-38 flyene var dog ikke 

nogen større succes, idet de bl.a. manglede 

natflyvnings-instrumenter, hvilket begrænsede 

værdien en hel del. Udviklingen af 

egentlige hangarskibe med gennemgående 

dæk og katapulter, blev forsinket på grund 

af manglende know-how og interne skænderier. 

Først da forsvarsminister Ustinov i 

1981, ombord på KIEV, observerede NATOøvelsen 

”West-81”, og kunne sammenligne 

kapaciteten på et Nimitz-klasse hangarskib 

med hans egen KIEV, forstod han til fulde 

manglerne ved Kiev-klassen og tidligere 

skibe. De 2 hangarskibe TBLISI (ex Leonid 

Brezhnev) og RIGA blev bestilt og var de 2 

sidste der blev bygget til Sovjet-flåden. Kun 

TBLISI (efter 1990 KUZNETZOV) blev helt 

færdiggjort og hejste kommando 1991. 

RIGA (senere VARYAG) henlå 80 procent 

færdigt efter Sovjetunionens sammenbrud. 

Skibene var på 67.000tons, 302m x 69. Flydækket 

var gennemgående, men stadig 

uden katapult. I stedet for var de forsynet 

med et ”skihop” forude som i andre europæiske 

hangarskibe. Mindre fly, som de 

engelske Sea Harrier, kan starte ved hjælp 

af hoppet. Der var planlagt 36 fastvingefly 

Hangarskibet KUZNETZOV 

af typen SU-25, MIG-29 og SU-2782. Desuden 

15 KA-27 helikoptere. 

4. Den russiske flåde, endnu engang, efter 

1991. 

I 1962 udtalte tidligere udenrigsminister i 

USA, Dean Acheson, sig om Englands situation: 

”Et land der har mistet et imperium, 

men endnu ikke har fundet en ny rolle”. 

Parallellen til Rusland er tydelig i årene efter 

murens fald. I forordet til den 93. udgave 

af Jane Yearbook ”Fightingships 1990- 

91”, skrev redaktøren, Kommandør Richard 

Sharpe RN, følgende indledning: ”Med hensyn 

til infrastruktur og investeringer har det 

nye Rusland haft et godt år, og de tidligere 

sovjetiske admiraler har forsvaret deres taburetter 

og bevillinger i forsvarsbudgettet. 

Programmerne for u-både og overfladeskibe 

fortsætter for uformindsket kraft. Færdiggørelsen 

af u-båds – og overfladeskibs 

tonnage er den højeste i 20 år”. I samme 

udgave må han i et efterskrift, 6 måneder 

senere, tilføje følgende: ”Sovjetunionen 

fortsætter imod en tilstand af undertrykt 

anarki, og vi vil snart være vidne til kollaps 

af et frygtsomt og fallit system, der ikke 

har nogen historie eller demokratisk regering, 

men stadig har kontrollen over enorme 

bevæbnede styrker, i form af hær, flåde 

og flyvevåben, der fortsat bygger på 

atomvåben som det vigtigste grundlag”. I 

euforien over, at have vundet den kolde 

krig glemmer mange det gamle ordsprog: 

”Rusland er aldrig så stærk som det ser ud 

til, men aldrig så svag som det kan synes”. 

Rusland skulle igennem en lang og sej proces 

mod nye tider og muligheder. Muligheder 

som blev grebet af Jeltsin, men med 

enorme økonomiske og menneskelige tab. 

De helt store tabere blev det russiske forvar. 

Sovjettidens og admiral Gorshkov’s 

programmer for flåden ramlede sammen 

som kolosser på lerfødder. I disse programmer 

prioriterede man antallet af skibe for, 

at prøve at leve op til Reagans 600-skibs 

flåde. Derfor havde man prioriteret skibsbygnings 

programmer frem for vedligeholdelse. 

Man havde endog bibeholdt skibe ud 

over deres levetid, i et desperat forsøg på 

at holde normeringerne oppe over for 

 


offentligheden og bevillingsmyndighederne. 

Samtidig havde man fuldstændig umuliggjort 

effektiv vedligeholdelse siden 1980, 

ved at producere mere end 250 forskellige 

skibstyper. Det økonomiske kollaps betød 

nu, at vedligehold af alle disse mange forskellige 

skibe slet ikke var muligt. Stort set 

al nybygning standsede op igennem halvfemserne. 

Skibe, fra U-både til hangarskibe, 

rustede op i havnene, og billederne af 

oplagte russiske atom U-både der lå og rustede 

op i Murmansk rystede hele verdenspressen. 

Samtidig gik næsten hele den sovjetiske 

Sortehavsflåde over til det selvstændige 

Ukraine, hvilket sendte chokdønninger 

igennem den gamle sovjet-flåde. 

Oversøiske baser i Vietnam og Syrien måtte 

opgives. Den store base på Krim i Sortehavet 

blev dog bibeholdt, men som sagt måtte 

mange admiraler endnu engang bide i 

kasketskyggen, fordi man måtte lide den 

tort, at skulle leje basen af den nye stat 

Ukraine. Bygningen af hangarskibet RIGA 

af Tiblisi-klassen, på Nikolayev værftet på 

Krim ved Sortehavet, blev standset. Skibet 

overgik i ufærdig stand til Ukraine og blev 

omdøbt VARYAG (senere skæbne beskrives 

særskilt). Flådens flyvevåben var i 2006 

reduceret fra 60.000 mand med 1.100 fly, 

til 25.000 mand med 250 fly. Kun 156 var 

kampklar og kun 77 var godkendt til natflyvning. 

Nedskrivningen af de militære 

budgetter med 80 procent (i sovjet tiden 

udgjorde alene flådebudgetterne 20 procent 

af BNP*). Generaler og admiraler, som 

mentalt stadig levede i storhedstiden fra 

1960-90 kunne overhoved ikke acceptere 

en eneste omorganisation eller nedjustering. 

Endelig i 2001 kom forsvarsministeriet 

med planer om, at justere de væbnede 

styrker til et niveau der svarede til truslerne, 

men der er stadig lang vej igen, for 

mange år frem vil de fleste i det militære 

hierarki stadig have rødder i Sovjettiden. 

Planerne om at nå en flåde på højde med 

US-Navy er fuldstændig frugtesløse, og 

økonomisk og ressourcemæssigt uopnåelige. 

Der kunne skrives flere sider om hele 

denne deroute. 

Da Vladimir Putin blev præsident efter Jeltsin, 

så mange frem til en ny oprustning. 

Økonomien havde efterhånden fået et godt 

skub fremad, men man blev igen skuffet. 

Inflation var et ukendt begreb i Sovjettiden, 

men nu var den en uundgåelig del af 

Ruslands nye økonomi. Pengene var der 

simpelt ikke. Putin gjorde dog mange forsøg 

på at højne moralen blandt personalet, 

og det så en overgang ud til så småt, at få 

en hvis virkning, men i august 2000 kom 

katastrofen. En stor og meget prestigefuld 

øvelse var sat i gang. En stor styrke formeret 

omkring hangarskibet KUZNETZOV (ex 

TBLISI), med en styrke af krydsere og destroyers, 

samt flere Oscar-klasse angrebs U 

-både og missil U-både af Typhoon-klassen 

stod til søs fra Murmansk. Målet var øvelser 

i Ishavet og det nordlige Atlanterhav, og 

derefter en forlægning til Middelhavet med 

anløb i Algier og Syrien. Nu skulle flaget 

vises. 2 dage efter skete katastrofen. En 

torpedo ombord på den neddykkede Oscar 

U-båd KURSK eksploderede under ladning i 

KURSK 


torpedorøret. Eksplosionen bredte sig igennem 

det meste af båden. 

Trykskroget blev perforeret 2 steder og båden 

sank hurtigt ned til ca. 800m. De overlevende 

10-12 mand holdt sig i live i ca. et 

døgn, men forgæves. Der var igen hjælp at 

få. Den russiske flåde ejede simpelthen ikke 

bjærgningsfartøjer og udstyr til redning 

på så dybt vand. Ethvert tilbud om hjælp 

udefra blev afslået, til trods for, at nordmændene 

stod parat ikke langt derfra. Putin 

var på ferie ved Sortehavet og lod ikke 

høre fra sig i flere dage, uanset at pårørende 

uafbrudt råbte om hjælp. Admiraler, 

myndigheder og Putin var som sunket i jorden. 

Alt var som i de gode gamle dage. 

”Sovjetflåden laver ikke fejl”. Endelig gik 

alvoren op for Putin, men skaden var sket. 

Effekten ramte flåden som en boomerang 

og det tog flere år før skandalen havde lagt 

sig. Kursk blev senere hævet af et hollandsk 

bjærgningsfirma, og efterfølgende 

undersøgelser viste, at drivgasserne til torpedoerne 

var så ustabile, at disse skulle 

behandles umådelig forsigtigt og 100 procent 

efter forskrifterne. Besætningen var 

dog fuldstændig utrænet i både torpedohandling 

og nødtræning. Da torpedoen 

eksplodere under ladning i røret, var der 

hverken lukket vandtæt eller taget andre 

forholdsregler. Øvelsen som skulle have 

vist, at Rusland havde rejst sig som en 

stormagt på verdenshavene, blev en ynkelig 

fiasko. Den blev dog samtidig en øjenåbner 

for systemet. Mange af de gamle 

blev fyret og nye kom til. 

Planer om at afskaffe værnepligt og gå 

over til professionelle styrker blev bl.a. forslået, 

men det var dog for stor en mund- 

KURSK efter hævningen. 

fuld for Dumaen, så det blev afslået. Derimod 

kunne man godt se, at man måtte 

nedskære antallet af enheder i flåden således, 

at de passede til målene. I 2004 kom 

ministeriet frem med en flådeplan der nedskar 

den russiske flåde til en styrke af mindre 

fartøjer og u-både der kunne forvare 

Russiske kyster ud til en afstand af 500km. 

”Vi forlader nu de store skibe vi har arvet 

fra Sovjet og går over til mindre multifleksible 

fartøjer”, udtalte Admiral of the 

Fleet Vladimir Kuroyedov. ”Vi vil have de 

bedste Fregatter og Korvetter i verdenen”. 

Han udtalte dog samtidigt: ”Vi opgiver dog 

ikke vores eneste hangarskib Admiral Kuznetsov. 

Vi har aldrig givet dette så meget 

som en tanke”. Det viser med al tydelighed, 

at hangarskibsprogrammet ikke var 

opgivet. Hvordan disse to programmer 

skulle udføres på samme tid må henstå til 

fantasien. Hvis vi fokusere på hans drømme 

om 4 hangarskibe så skulle de bygges 

over 20 år, hvilket er fuldstændigt urealistisk. 

Amerikanerne byggede 10 skibe på 

22 år. Det sidste skib USS RONALD REA- 

GAN blev endog bygget på 30 måneder, 

men det tog 3 år, at udruste og klargøre 

det. Alt dette skete dog på velfungerende 

og erfarne værfter med alle ressourcer til 

rådighed. Dernæst havde amerikanerne 

finansieringen på plads. Gennemsnitlig koster 

det 4 milliarder dollars at bygge et 

hangarskib. Dertil kommer fly og andet udstyr 

til yderligere 3 milliarder dollars. Det 

koster ca. 12 millioner dollars om måneden 

at holde skibet på søen plus udgifter til 

mandskab, forsyninger og reparationer. Så 

kommer nr. 2 skib og nr. 3, o.s.v der skal 

bygges, men oveni kommer nu driftsudgifterne 

for det første skib. Fortsæt selv regnestykket. 

Det er rart at have drømme, 

men økonomien i Rusland ville aldrig kunne 

leve op til drømmene. Hvis vi så lige tager 

et lille kig på flådens stolthed hangarskibet 

KUZNETSOV. Det har tilbragt det meste af 

sit liv i havn siden søsætningen i 1989. Sidste 

større øvelse skulle være i 2000, men 

KURSK ulykken afbrød det hele og herefter 

var den i havn til 2004. Man havde ikke 

penge til at udruste den. I 2003 be- 

 


gyndte den faktisk at synke i havnen. I 

2004 og 2006 var den på 2 korte togter får 

at holde øvelser for flybesætningerne. Begge 

gange blev man ramt af alvorlige landingsulykker 

der gjorde skibet usødygtigt i 

10-12 måneder. I 2004 havde man kun 12- 

15 trænede piloter og ca. 20 fly. I US-Navy 

kalkulerer man altid med en styrke på ca. 

3.000 piloter (i fredstid). US-Navy har gigantiske 

værftfaciliteter til rådighed over 

hele kloden. Russerne har ikke bygget nye 

faciliteter siden 1993, grundet manglende 

finanser. Alle de øvrige former for hangarskibe 

er strøget fra flådelisterne og er hugget 

op eller solgt. Kun de 2 hangarskibe 

KUZNETSOV og VARYAG (ex RIGA) blev 

tilbage. VARYAG blev dog overdraget til 

Ukraine. 

Hvordan skal man så bedømme fremtiden? 

Hvis vi først ser på den nuværende organisation 

og styrkemål, har vi da noget at gå 

ud fra. Flåden består af fire flådeafdelinger: 

Østersøflåden (oprettet i 1703) er i dag baseret 

i Baltijysk og Kronstadt med hovedkvarter 

i Kaliningrad. Styrken består af 2 

dieseldrevne Kilo-klasse U-både, 2 Sovremennyy-klasse 

destroyers, 4-Krivak fregatter 

og 8 -10 Parchim-klasse korvetter. Derudover 

25 – 30 patrulje fartøjer, 15 minestrygere, 

5 landgangsfartøjer og ca. 30 

support skibe. 

Den Kaspiske flotille (grundlagt 1722) holder 

til i Astrakhan og består kun af småfartøjer. 

Stillehavsflåden (oprettet 1731) består af 

22 U-både, 4 Delta III Ballistiske missil Ubåde, 

5 Oscar-klasse med krydser-missiler 

og 6 Akula angrebs U-både. Derudover 7 

dieseldrevne kilo klasse både. 1 krydser af 

Slava-klassen, 1 Udaloy-klasse – og 3 Sovmennyy-klasse 

destroyers. Der er ca. 30 

fregatter og korvetter, små minestrygere, 

patruljefartøjer, landgangsfartøjer og support-skibe. 

Sortehavsflåden (oprettet 1783) er baseret 

i Sevastopol. Styrken består af 1 Kilo-klasse 

U-båd, 2 Slava- klasse krydsere, 2 destroyers 

og 2 til 3 fregatter. 

Nordflåden (oprette 1933) er den største 

afdeling. Hovedkvarteret er i Severomorsk 

og styrkerne er spredt ud på forskellige baser 

i hele Murmansk området. Flåden bestod 

i 2008 af 11 U-både med ballistiske 

missiler, 16 angrebs U-både og 7 dieseldrevne 

Kilo-klasse. 1 Hangarskib KUZNET- 

SOV, 2 atomdrevne Kirov krydsere og 2 

konventionelle, 7 destroyers, 5 – 8 fregatter, 

ca. 30 patrulje-fartøjer, 20 minestrygere 

og ca. 50 support-skibe og et antal landgangsfartøjer. 

Med den sidste forbedring i økonomien har 

man sat 2 destroyere og 1 fregat på stablen, 

men ifølge ”Janes Yearbook” skal man 

ikke regne med mere end 2 til 3 skibe mere 

i den nærmeste fremtid. I 2008 tilbød den 

russiske regering Ukraine kontrakter til at 

bygge 2 hangarskibe, men hvor pengene 

skal komme fra ved ingen, hverken i Rusland 

eller Ukraine. Ifølge Vyacheslav Popov 

fra det russiske overhus, skulle der senere 

komme ordre på yderligere 2 hangarskibe, 

samt et antal destroyers. Skibene skulle 

bygges på Nikolaev-værfterne, men da disse 

har været lukket et par år, fordi de er 

gået fallit, skal der jo nok en større pose 

penge med. Projekterne virker som fri fantasi. 

Formålet med øvelsen er nok mere, at 

prøve at blødgøre politikerne i Ukraine, så 

de forlænger den russiske lejekontakt med 

baser på Krim halvøen. Disse kontrakter 

udløber i 2017. Sidste nye er, at russerne 

er interesserede i at købe skibe fra vestlige 

værfter. Man er gået i forhandling med et 

hollandsk værft om bygning af 2 amfibieskibe. 

Også Frankrig har man været i lag 

med i september i år om levering af Taktiske 

Støtteskibe. Derudover har man ikke 

hørt om flere planer om nybygninger. Til 

gengæld har russiske værfter været storleverandør 

til Indien. 10 Kilo-klasse u-både, 1 

hangarskib (genbrug af det ex russiske BA- 

KU), 11 KHASHIN destroyers og 6 nyudviklede 

TALWAR fregatter.En stor del af våben 

-systemerne og elektronikken kommer fra 

indiske leverandører. 

Siden 1990 har aktiviteterne i den russiske 

flåde været lave. Selv da Balkan krigene 

var på deres højde havde russerne ikke nogen 

større enheder i søen. Stillehavsflå- 


den og Nordflåden afholder med jævne 

mellemrum mindre øvelser, i Stillehavet ved 

nogle lejligheder i samarbejde med japanerne. 

Der er dog stadig en opgivende følelse 

i hele organisationen, som fik ekstra 

næring efter Kursk-ulykken. En mine ulykke 

i Sct.Petersborg i 2005 gjorde det ikke bedre. 

Samme år måtte en russiske Priz-klasse 

miniubåd i Stillehavsflåden redes af Royal 

Navy´s rednings-fartøjer og eksperter. I 

2008 og 2009 har der dog været en del aktivitet 

i Golfen for indsats mod pirater, og i 

den anledning har man aflagt et par 

”høfligheds visitter” i Yemen. 

Fremtiden for de russiske væbnede styrker 

fremstår stadig usikker. Riget fattes til stadighed 

penge. Selv den Sovjetiske plan 

økonomi måtte jo til sidst give op, og hele 

det kommunistiske system kollapsede. Men 

man skal ikke undervurdere russerne. Rusland 

indeholder enorme reserver af energi 

og råstoffer, og på et eller andet tidspunkt 

får man vel styr på de dele, samt eksporten 

og økonomien. Spørgsmålet er så, om den 

russiske befolkning til den tid, stadig vil acceptere 

nye og kostbare stormagtsdrømme. 

Russerne vil de næste år stadig have en 

stor del af befolkningen, der husker denne 

gamle storhedstid, hvor de syntes der var 

orden på tingene. Der er dog allerede nu 

sket kraftige ændringer i det russiske samfund. 

Moderne teknik og elektronik har 

gjort verdenen mindre, og den russiske befolkning 

vil, som alle andre mennesker have 

deres del af velstanden og komme ud i 

verdenen for at opleve noget. På et eller 

andet tidspunkt forsvinder også de sidste 

kommunister og med dem, deres drømme. 

Jeg tror den russiske flåde, ja alle de væbnede 

styrker vil tilpasse sig. Samtidig tror 

jeg også, at Asiens nye tiger, Kina vil tvinge 

russerne til at fokusere mere på grænsen 

mod øst. Det nye Kina vil betyde mange 

nye muligheder for russerne, men måske 

også nye trusler. Hvem ved? 

Til slut så lige den lille finurlige historie om 

hangarskibet VARYAG´s forunderlige rejse. 

Skibet hed oprindelig RIGA og var søsterskib 

til KUZNETSOV. Den blev køllagt de- 

cember 1988 på Nikolayev værftet på Krim 

ved Sortehavet og søsat 2 år efter. Bygningen 

blev standset i 1992 hvor det var ca. 

80 procent færdigt, d.v.s. maskineriet var 

installeret, men virkede ikke, og der var ej 

heller installeret nogen form for elektronik 

eller våbensystemer. Skibet blev overdraget 

til Ukraine ved opsplitningen af den Sovjetiske 

flåde. Det henlå på værftet i 6 år og 

blev så sat til salg 1998. Det blev inspiceret 

af kineserne til brug for PLAN (Peoples Liberation 

Army, Navy), men de måtte opgive 

køb, idet den Ukrainske regering havde 

forbudt al videre militært brug af skibet. Et 

lille rejsebureau i Hongkong, ”Chong Lot 

Travel” købte så skibet for 20mill. USdollar, 

og indgik kontrakt med et bugserfirma 

om at bugsere skibet til Hongkong. Rejsen 

skulle gå gennem Suez til den gamle 

portugisiske koloni Macau uden for Hongkong, 

hvor det skulle lægges i dok, og bruges 

som spillehal. Meget pegede dog allerede 

dengang på PLAN som egentligt køber. 

Havnemyndighederne i Macau ville ikke 

acceptere skibet. De gjorde samtidig opmærksom 

på, at Chong Lot´s bestyrelse 

havde hovedkvarter i Yantai i Kina og, at 

de 4 af bestyrelsen var ansat i PLAN. Da 

skibet var i umådelig dårlig stand, kunne 

man dog ikke forestille sig, at det skulle gøres 

operationelt. I sommeren 2000 begyndte 

en hollandsk bugserbåd (med fillipinsk 

besætning) så transporten af skibet. Så 

kom første forhindring, idet tyrkerne ikke 

ville give lov til, skibet at passerede Bosperus, 

da de mente skibet kunne være i fare 

for at synke. Herefter tilbragte slæbebåd 

og ”skroget” hele 16 måneder med, at 

”tøffe” rundt i Sortehavet. Køberne måtte 

til sidst acceptere at betale for en flåde på 

26 bjærgningsfartøjer, 11 slæbebåde og 3 

lodser til at forestå bugseringen gennem 

strædet. Den 2. november kom hele denne 

flåde igennem strædet. 

Den 3. november 2000 blev man ramt af 

en styrke 9 storm ud for den græske ø Skyros 

hvor skibet sled sig løs. 6 græske slæbebåde 

forsøgte forgæves, at få den på 

slæb igen. Først da en græsk flådehelikopter 

fik en trosse over til skibet lykkedes 


operationen. En sømand fra en slæbebåd 

omkom under processen. 2 dage efter kunne 

man fortsætte rejsen med en fart af 3 

knob. Næste problem blev Suez kanalen. 

De accepterede ikke ”døde” skibe. Efter et 

par ugers forgæves forhandling måtte rejsen 

lægges via Gibraltar. Efter 15.200 nautiske 

sømil, hvor man var i havn for bunkring 

og proviant i Piræus, Las Palmas, Canariske 

Øer, Maputo, Mozambique og Singapore, 

ankom man til Macau. Umiddelbart 

herefter videre et til værft i Dalian i Kina. 

Rejsen havde kostet 5,5 mill. dollars i transit-skatter 

og bugsering. Ingen ville betale 

for skibet på værftet og det henlå så der i 5 

år. I juli 2005 blev skibet pludselig lagt i 

dok i Dalian, hvor det blev malet pænt 

gråt. Janes Fighting Ships er sikker på, at 

kineserne vil udruste skibet som trænings 

hangarskib. Denne teori bestyrkes af, at 

det russiske forsvarsministerium har oplyst 

at man har godkendt et salg af 50 SU-33 

fly til Kina til en værdi af 2,5 milliarder dollars. 

27. april 2009 kom skibet i en anden 

dok for installation og reparation af maskineriet. 

Flightdeck er færdigmalet med striber 

og det hele, der mangler kun et nummer 

på skibet. Janes estimere, at skibet vil 

være sejlklart til flytræning medio 2010. 

Janes mener fortsat, at det ikke kommer i 

”linien” i den kinesiske flåde, dertil er skibet 

for dårligt, men det kan give dem erfaringer 

for udvikling af kommende kinesiske 

hangarskibe. 

Til slut kan man jo filosofere lidt over Ruslands 

kommende muligheder i flådebran- 

Hangarskibet VARYAG på væft i Kina. 

chen. Ud fra de analyser der foretages i 

NATO vil russerne få overordentlig svært 

ved at komme ud af den økonomiske fælde 

de er havnet i. Væksten i samfundet er 

fortsat hæmmet af eftervirkningerne af den 

gamle planøkonomi, hvor 80 procent af 

forskningen og økonomi gik til militær udvikling. 

Alle stigninger i nationalproduktet 

vil højest sandsynligt i mange år frem, blive 

opslugt af øgede sociale udgifter. Hospitalsvæsen, 

skoler, universiteter, videnskab, infrastruktur 

og meget andet halter stadig 

efter udviklingen i andre lande, og jeg tror 

personligt ikke befolkningen vil acceptere, 

at disse behov ikke bliver tilgodeset, specielt 

ikke når yngre generationer kommer til. 

Derfor vil der i fremtiden ikke være plads til 

store opskrivninger af militær budgettet. 

Der er simpelthen ikke økonomisk råderum. 

Nye politikere, admiraler og generaler vil 

komme til, og militæret vil blive omstruktureret 

til den nye virkelighed og dens behov. 

Det er svært at argumentere for nye hangarskibe, 

fly og kampvogne, når mandskabet 

ikke har støvler nok til at gå rundt i. 

Der er nok ikke meget udsigt til, at USA’s 

førsteplads bliver truet mange årtier frem, 

men den nye nummer to bliver helt sikkert 

Kina. Selv om det også mange år frem vil 

være en socialistisk et parti nation, med en 

speciel opfattelse af demokrati, har de alle 

mulighederne, samt ikke mindst forståelsen 

for økonomi, videnskab og udvikling, der 

bevirker, at de i fremtiden vil komme til at 

spille en utrolig stærk rolle i verdensøkonomien. 

Vi så dem jo spille lidt med musklerne 

ved Miljø Topmødet i København. Vi 

kommer nok til at se kinesisk byggede hangarskibe 

og andet isenkram i fremtiden. 

Jens Møller. 

Kilde: 

Janes Fighting Ships 1990/97 og 2004Robin J. 

Lee: A brief look at Russian Aircraft CarriersChris 

Bishop: The Encyclopedia of World 

Seapower 

Alle foto’s: www.wikipedia.com 

16 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010 

■

HERLUF TROLLE 1978. 

Brand om bord 

Af Dan Olsen. Redigeret af Søren Nørby. 

I 

april 1978 deltog HERLUF TROLLE i 

en større øvelse i Nordsøen. Som 

normalt under sådanne øvelser, skulle 

der, den 28. april, fyldes olie på skibet 

ved en RAS (Replenishment At Sea) 

manøvre. Olien kom fra et britisk tankskib, 

og selv om RAS-manøvren var en 

næsten dagligdagsfortegelse under sådanne 

øvelser, kom mindet om denne 

alligevel til at stå fasttømret i erindringen 

hos flere af skibets besætningsmedlemmer. 

Selve RAS’en gik i gang ved halv elleve 

tiden om aftenen, hvor HERLUF TROL- 

LE lagde sig parallelt med den britiske 

tanker. Farten var 11½ knob, og fregatten 

blev drevet frem med krydsdrift 

af bagbord gasturbine og styrbord dieselanlæg. 

Olieslangen sættes fast på fregatten 

Dan Olsen, der i 1978 var sekondløjt- 

(foto: K.E. Haick) 

nant og kampinformationsofficer (KIO) 

om bord på HERLUF TROLLE , har i 

forbindelse med bogen om fregatterne 

PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE , sendt forfatterne en beretning om oplevelsen, 

der her bringes i en lettere omskrevet version. 

Dan Olsen fortæller: 

Jeg oplevede branden således: 

Når fregatten skulle fylde olie ved en RAS-manøvre, så var al elektronisk udstråling 

forbudt af hensyn til brandfaren. Der måtte derfor ikke sendes med 

radar eller foretages elektronisk kommunikation. Jeg havde derfor fri fra tjeneste 

i operationsrummet, når dette skete, og hvis jeg ikke havde post på 

broen med at sejle skibet i position til oliefyldning, så havde jeg et øjebliks 

fri. 

Jeg havde fri den dag og gik ned i officersmessen, hvor jeg og fregattens 

teknikofficer (TKO), som de eneste satte os ned og drak en kop kaffe. RAS 

var mere eller mindre en rutinesag, hvorfor kun de direkte implicerede var 

beskæftiget. 

 


Fregattens daværende chef, kommandørkaptajn Johan Ruth, havde ført 

HERLUF TROLLE sikkert på plads ca. 20-30 meter fra den britiske olietanker, 

og vi var blevet forbundet til denne med en såkaldt spanwire, der holdt den 

ca. 10 tommer store olieslange, der pumpede olie ombord i fregatten. Alt 

forløb helt normalt indtil der [kl. 22.52] pludselig lød et højt dumpt brag efterfulgt 

af en voldsom rystelse. Al lys gik ud og farten gik af skibet. 

Nødbelysningen tændte straks, og vi mærkede nu, at fregattens maskineri 

var ophørt med at fungere. Der var helt stille bortset fra lyden af skibet, der 

fortsatte gennem vandet og voldsomme råb og støj fra dækket udenfor koøjerne. 

Vi kikkede noget forundret på hinanden og inden TKO kunne nå at 

rejse sig, hørte vi en person løbe ude i den lange indvendige gang umiskendeligt 

iført søværnets vandtætte kampuniform (benævnt ”gummi Kampdragten”). 

Det var næstkommanderende, der var hastig på vej agter over. I 

hans ”kølvand” fulgte en umiskendelig lugt af gasolie eller som det hed i NA- 

TO - F75. Inden TKO havde nået at rejse sig, var næstkommanderende igen 

på vej frem over fulgt igen af F75-lugten. 

Så rejste TKO sig og så på mig i det røde tusmørke ”Nu må jeg vist hellere 

interessere mig lidt for mit arbejde, da mine svende i maskinrummet tilsyneladende 

har et mindre problem”. 

Herefter forsvandt han. Da skibet tilsyneladende hverken var ved at synke 

eller på anden umiddelbart synes at være i fare, så besluttede jeg mig til at 

blive i officersmessen. 

Farten var efterhånden gået helt af fregatten og det var en mærkelig fornemmelse 

at være til søs ombord i et krigsskib, hvor alt var stille. Ingen vibrationer 

fra maskineriet, den vante lyd af ventilationen var væk og kun 

nødbelysning var tændt. Imidlertid var det, der var mest mærkeligt, at der 

heller ikke i officersmessen kunne høres lyde af stemmer andre steder fra i 

skibet. Alle holdt tilsyneladende vejret. 

Olieslangen tages ombord (foto: Fonden Peder Skram) 


Efter nogen tid begyndte der at komme andre officerer ind i messen og nu 

begyndte billedet at tegne sig. Farten var som før beskrevet pludselig gået 

af skibet og de høje råb og støj fra dækket var, da matrosen gennemførte en 

”Emergency Breakaway Procedures” og udløste spanwiren og huggede olieslangen 

over med kapøksen. 

Ved kapningen af olieslangen, var alle på fordækket blevet oversprøjtet med 

F75, og det var derfor næstkommanderende havde denne lugt med sig, da 

han to gange passerede ude i den lange gang. 

Pludselig lød TKOs stemme i ordreanlægget: ”Det er TKO. Vi har haft en 

mindre eksplosionsagtig brand i rum K. Branden er under kontrol. Vi skal have 

opstartet generatorerne i turbinerummene for igen at have strøm ombord, 

herefter vil vi se på de muligheder, som vi har for at komme videre, 

men tag det roligt, alt er under kontrol”. 

Alt dette blev sagt uden en eneste sindsbevægelse, og det virkede lige præcist 

som det sikkert var tiltænkt, nemlig at mane al form for panik i jorden. 

Efter nogen tid hørte vi igen TKO. ”Vi har nu dannet os et billede at situationen. 

Rum K bliver aflukket og vi starter begge turbiner op. Generatorerne i 

turbinerummene kan forsyne os med den strøm som vi har brug for til at 

forlægge mod Rosyth i Skotland, som ligger nærmest for at undersøge skaderne 

i rum K mere indgående”. 

Således blev det og efter at HERLUF TROLLE havde ligget stille i ca. en time, 

blev turbinerne startet op og kursen sat mod Rosyth. Efter ca. 14 dages ophold 

på den engelske flådebase forlagde fregatten med 25 knob på to turbiner 

til København for at blive repareret på Orlogsværftet. 

Brandårsagen 

Branden var opstået, da nogen havde glemt at lukke en ventil i maskinrum 

4K. Derved kunne en del af den olie, der kom om bord fra den britiske tanker, 

løbe direkte ud i rum 4K, hvor den trængte ind i den dieselgenerator 

(K), der producerede en del af fregattens strøm. I den varme dieselmotor 

blev olie antændt, og det havde skabt en eksplosionsagtig brand i rummet. 

Heldigvis fik branden kun næring fra den olie, der kom om bord, og da 

olieslangen blev kappet, forsvandt olien, og branden døde derefter naturligt 

ud af sig selv. 

Dieselmotoren var dog helt udbrændt og det kostede efterfølgende ca. 

225.000 kr. at reparere den og maskinrum 4K. Derudover var ca. fire meter 

af fregattens ræling blevet ødelagt ved Emergency Breakaway Proceduren, 

mens den britiske tanker var sluppet uden skader. 

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 19 

■

Danmark i spidsen for 

NATO-flådestyrke mod pirateri. 

Pressemeddelelse fra Forsvaret d. 17 DEC 2009. 

For første gang i NATOs historie 

skal Danmark stå i spidsen for 

NATOs stående fregatstyrke, der 

blandt andet bekæmper pirateri 

ved Afrikas Horn. 

M 

ed et bredt flertal har Folketinget i 

dag vedtaget, at Danmark igen skal 

deltage i kampen mod pirateri ved Afrikas 

Horn. 

Den danske deltagelse sker som led i, at 

Danmark i hele 2010 skal stå i spidsen for 

den stående NATO fregatstyrke SNMG1. 

Danmark overtager kommandoen for NATO 

-flådestyrken den 25. januar i operationsområdet 

ved Afrikas Horn. 

Det danske bidrag 

Det danske bidrag består både af kommandoskibet 

ABSALON med ca. 130 mand og 

en international stab på ca. 18 mand. Den 

internationale stab ledes af flotilleadmiral 

Christian Rune, og ABSALONs besætning 

ledes af kommandørkaptajn Dan Termansen. 

ABSALON afsejler fra flådestation Frederikshavn 

den 5. januar, og til forskel fra 

sidst hvor ABSALON var udsendt til koalionsstyrkerne 

Task Force 150 og 151, som 

også bekæmper pirateri ud for Afrikas 

Horn, har Danmark nu indgået en udleveringsaftale 

med Kenya. Det betyder, at det 

danske krigsskib kan udlevere eventuelle 

tilbageholdte formodede pirater til retsforfølgelse 

i Kenya. 

ABSALON’s Tekniske data: 

Længde: 137,6 meter 

Bredde: 19,5 meter 

Dybgang: 6,3 meter 

Deplacement: 6.700 tons 

Besætning: 130 mand 

Maskineri: 

2 Dieselmotorer á 8.200 kW. 

2 skruer m. stilbare skrueblade. 

1 Bowtruster. 

Fart: max. Ca. 25 knob. 

Aktionsradius: 

12.500 sm ved 12 knob 

6.400 sm ved 23 knob 

Armering: 

1 127 mm Kanon 

2 35 mm Close In Weapon System (CSWS) 

6 Tungt maskingevær 

5 container positioner med mulighed for at 

bruge dem både til antiluftmissiler (ESSM) 

og antioverflademissiler (HARPOON) 

Antiubådstorpedoer. 

Helikopter. 

Til overvågning, afsøgning og varsling på 

større afstande, samt transport og søredning 

medbringes en Helikopter af typen 

NAVY LYNX Mk 90B. 

Fartøjer: 

2 Storebro SRC 90E-DA indsatsfartøjer, 

Landing Craft Personel (LPC på FLEX dækket 

agter.) 

2 ZODIAC SR 700 Mk 4 gummibåde. 


ABSALON besøger Valetta på Malta. (Foto: Søværnet) 

ABSALON afløses i juni 2010 af søsterskibet 

ESBERN SNARE, mendens besætningerne 

udskiftes cirka hver tredje måned. Den internationale 

stab vil være udsendt i hele 

perioden frem til januar 2011. 

NATO-flådestyrken SNMG1 

NATO-flådestyrken er en del af NATOs Response 

Force, som til stadighed er klar til at 

blive indsat i krigszoner eller ved humanitære 

katastrofer. 

Flådestyrken, der består af op til seks fregatter 

og destroyere, indsættes på skift 

med flådestyrken SNMG2 i OPERATION 

OCEAN SHIELD, der er navnet på NATOs 

indsats mod pirateri ved Afrikas Horn. 

Opgaver 

Opgaverne for SNMG1 i 2010 er blandt andet 

at udgøre en del af NATOs beredskab, 

at gennemføre operationer og at være til 

rådighed for anvendelse som diplomatisk/ 

politisk redskab. 

I forbindelse med operationer deltager 

støtteskibene ABSALON og ESBERN SNARE 

som en del af SNMG1 i NATOs anti- 

piratoperation OPERATION OCEAN SHIELD 

ud for Afrikas Horn i perioderne januar til 

marts og august til december. 

Når flådestyrken ikke er indsat i operationer 

gennemføres der styrkegenerering, 

øvelsesvirksomhed og certificering af NA- 

TOs beredskab. 

Det danske bidrag med både en styrkechef, 

en stab og et støtteskib af ABSALONklassen 

er dermed et væsentlig bidrag til 

den maritime sikkerhed og til beskyttelsen 

af den internationale skibstrafik ved bl.a. 

Afrikas Horn. 

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 21 

■

Radiodivisionen melder: 

M 

ed håbet om, at alle er kommet godt ind i 2010, byder jeg 

velkommen til en ny sæson ombord i PEDER SKRAM. 

I 2010 er der to store begivenheder på og omkring Nyholm, 

d. 10. AUG fylder den danske Flåde 500 år, og i den første uge i 

SEP måned er de årlige Tordenskjoldsdage forlagt fra Frederikshavn 

til København. 

På adressen http://flaaden500.dk bliver der orienteret om arrangementerne 

i forbindelse med jubilæet. 

Åbningstiderne 2010 er oplyst til at blive i tidsrummet 01 JUN til 05 

SEP, dog undtaget nogle dage omkring Flådens jubilæum – og i forbindelse 

med Københavns Kulturnat og efterårsferien fra 

FRE 08 OKT til og med SØN 17 OKT. Alle dage i tidsrummet kl. 

1100 - 1700. Vi skulle gerne dagligt i hele åbningsperioden kunne 

stille med en vagthavende telegrafist. 

Vagtlisten for 2010 er under udarbejdelse og udsendes snarest, 

så I kan vælge hvilke datoer, der passer jer bedst som vagthavende 

telegrafist. Der er to telegrafister, der ønsker faste dage – den ene 

på tirsdage, og den anden på en anden ugedag, som snarest bliver 

afklaret. 

I skrivende stund er radioforholdene under forbedring, da solpletantallet 

er voksende – det må derfor konkluderes, at solcyclus 24 er 

begyndt. Dette skulle give gode muligheder for lange og spændende 

radioforbindelser i den kommende sæson. 

Teknisk er der minimum det samme udstyr til rådighed som i sæson 

2009. 

På gensyn i den nye sæson. 

Med venlig hilsen 

Kaj Nielsen 

Leder af Radiodivisionen OZ1RDN 

e-mail: oz1rdn@pederskramsvenner.dk 

ozniac@jubii.dk 


Fra sekretærerne og kassereren: 

Det er sekretariatet en fornøjelse at byde følgende 

nye medlemmer velkommen i Venneforeningen: 

Stig Nielsen Champion Lake, Western Australia. 

Anders Mærsk Spjald. 

Ettore Moretti Pavia, Italien. 

Sammen med dette blad følger kontingent opkrævningen for 

2010, og vi håber du stadigvæk, ved at betale dit kontigent, 

vil støtte arbejdet med at genudruste PEDER SKRAM. 

Betal gerne via NETBANK 

Skulle nogen ønske at bruge homebanking eller netbank via PC 

er det selvfølgelig muligt, ved kontooverførsel skal benyttes: 

Registreringsnummer: 9570 og kontonummer: 06 83 280 

og derefter som tekst på modtagers kontoudtog: 

medlemsnummer og navn. 

Ved betalingskort, vælges korttype 01 og igen som meddelelse til 

modtager, husk at anføre medlemsnummer og navn. 

Med venlig hilsen 

Erik Nygaard, Adam Pomykala og Børge Raasthøj. 

kontor@pederskramsvenner.dk 


Returadresse: 

Fregatten PEDER SKRAM.s Venner 

Elefanten 2, Nyholm, 

1439 København K. 

Returneres ved varig adresseændring med oplysning om ny adresse. 

Hangarskibet VARYAG (læs hele historien fra side 6) 

Redaktion: 

Peter Lindstrøm 

og Jens Møller. 

Tryk: 

Forsvarets 

trykkeri, 

FLS Korsør.

ABSALON tilbage til Afrika... - Peder Skrams Venner

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template ?