ABSALON tilbage til Afrika... - Peder Skrams Venner

pederskramsvenner.dk

ABSALON tilbage til Afrika... - Peder Skrams Venner

Nr. 1

marts

2010

13. årgang

ABSALON tilbage til Afrika...

For første gang i NATO’s historie

skal Danmark stå i spidsen for

NATOs stående fregatstyrke, der

blandt andet bekæmper pirateri

ved Afrikas Horn. (side 20)

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 1


Venneforeningen’s blad

Fregatten PEDER SKRAM’s Venner:

www.pederskramsvenner.dk

Email: info@pederskramsvenner.dk

Bestyrelse:

Formand:

Kommandørkaptajn Leif Rostgaard

Sørensen

Tlf. 49 14 15 39

Email: formand@pederskramsvenner.dk

Bestyrelsesmedlemmer:

Peter Lindstrøm

Tlf. 49 14 73 87

Email: redaktion@pederskramsvenner.dk

Jens Møller

Email: jens.moeller@mail.dk

Adam Pomykala Sekretær

Fregattens adresse:

Fregatten PEDER SKRAM

Elefanten 2, Nyholm,

1439 København K

www.pederskram.dk

Email: info@pederskram.dk

Telefoner:

Fregatten: 32 57 13 16

Henvendelse om særarrangementer kan

ske på email info@pederskram.dk

Eller på telefon 32 57 13 16, hverdage

mellem 1000 og 1400.

Chefredaktør og ansvarshavende:

Kommandørkaptajn Leif Rostgaard Sørensen

Redaktion:

Peter Lindstrøm og Jens Møller.

Grafisk konsulent: Finn Hillmose.

Eftertryk er tilladt med tydelig kildeangivelse.

ISSN: 1603-5933

Kontor:

Elefanten, Nyholm,

1439 København K.

Bank: reg. Nr.: 9570 konto: 0683280

Sekretærer:

Erik Nygaard og Adam Pomykala.

Email: kontor@pederskramsvenner.dk

Næstformand:

Seniorsergent L. O. Nielsen

Email: l.o.nielsen@ofir.dk

Webmail: 00138664@mil.dk

Tlf. 22 32 60 04

Kasserer:

Kaptajnløjtnant Børge Raasthøj

Tlf. 56 14 02 36

Email: kasserer@pederskramsvenner.dk

Suppleanter:

Kurt Terkelsen

Email: kurts@mail.tele.dk

Erik Nygaard Sekretær

Email: nygaard_66@msn.com

Radiodivisionen OZ1RDN:

http://radiodivisionen.pederskramsvenner.dk

Email:

oz1rdn@pederskramsvenner.dk

Leder: Kaj Nielsen OZ9AC

Email: ozniac@jubii.dk

2 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


Redaktionelt Indhold:

B

ladet du nu sidder med, er det første

blad i den 13. årgang, og på trods af

det uheldige tal håber vi det bliver en god

årgang.

Vi i redaktionen har ihvert tilfælde store planer,

da vi ønsker at markere Flådens 500

års jubilæum d. 10 AUG 2010.

Du kan allerede nu glæde dig til et stærkt

udvidet blad der udkommer på jubilæumsdagen.

I dette blad kan du glæde dig over fortsættelsen

af Jens Møller’s spændende artikel

om den russiske flåde.

Kommandskibet ABSALON er på en ærefuld

mission i de afrikanske farvande, det kan du

læse mere om inde i bladet.

Dan Olsen, der i 1978 var sekondløjtnant

og kampinformationsofficer (KIO) om

bord på HERLUF TROLLE , har i forbindelse

med bogen om fregatterne PEDER

SKRAM og HERLUF TROLLE , sendt forfatterne

en beretning om en brand i HERLUF

TROLLE, der her i bladet bringes i en lettere

omskrevet version.

På redaktionens vegne

Peter Lindstrøm.

49 14 73 87

Email:

redaktionen@pederskramsvenner.dk

Blad nr. Deadline Udkommer

2-2010 1. maj 2010 juni 2010

3-2010 OBS! 1. maj 2010 10 august 2010

4-2010 1. november 2010 december 2010

1-2011 1. februar 2011 Marts 2011

3. Redaktionelt.

4. Formanden har ordet.

5. Hilsen fra Fonden.

6 -16. Den russiske Flåde.

17-19. Brand i HERLUF TROLLE.

20- 21. Danmark i spidsen for

NATO flådestyrke

22. Nyt fra Radiodivisionen.

23. Fra kontoret.

Forsiden:

Kommandoskibet

ABSALON

(Foto: Joan Kretschmer )

Læs mere på side 20

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 3


Formanden har ordet

N år disse linier læses, er foråret vel omsider på vej og Teknisk Team i fuld

gang med arbejdsopgaverne om bord i PEDER SKRAM.

Som det fremgår af kontreadmiral Niels Mejdals indlæg på næste side, går bestræbelserne

ud på at bringe ildledelsesanlæg med tilhørende radarer til SEA

SPARROW på plads og på at få hovedmaskinrummet gjort tilgængeligt for publikum.

Som det også fremgår af indlægget, er genudrustningen af PEDER SKRAM nu så

vidt, at Fonden arbejder med planer for, hvordan formidlingen af PEDER SKRAM

som museums-skib kan gøres mere professionel. Indledningsvis etableres der et

”Audio Guide” -system, foreløbigt med 25 ”telefoner”, som de besøgende kan

aktivere på 29 positioner og høre indtalte oplysninger om fregattens historie og

indretning. Senere følger montrer og udstillinger om bord.

Fonden ønsker åbningsperioderne i 2010 udvidet, således at fregatten åbner fra

den 1. juni til og med den 5. september og igen på kulturnatten og efterårsferien

i oktober.

Den 27. januar afholdt Fonden det årlige ”Kustodetræf”. Kontreadmiral Mejdal

gjorde her rede for Fondens planer. Åbningsperioderne og nye billetpriser blev

drøftet. De tilstedeværende kustoder gik efter det oplyste ind for åbningsperioderne

og for, at man kun skal være tre kustoder på hver vagt. Bestyrelsen mener

fortsat, at hver vagt må bestå af en vagtleder plus tre kustoder. Vi har før

forsøgt os med ”reservekustoder på tilkald”, men det virkede ikke. Hertil kommer,

at man må forudse en vis administration i forbindelse med udlån og tilbagelevering

af de omtalte ”telefoner”.

Bestyrelsen efterlyser derfor flere medlemmer, som vil virke som kustoder om bord i

PEDER SKRAM i fregattens åbningsperioder, således at der kan blive dækning for de

udvidede åbningsperioder. Vi er 4-5 kustoder på hver vagt. Vi har det hyggeligt sammen,

ligesom vi kommer i givende samtaler med de mange besøgende. Hvervet er

ulønnet, men man får sin forplejning på vagten, ligesom man udstyres med polobluse,

fleece trøje og kasket med fregattens logo. Send en mail eller ring og hør nærmere.

Som tidligere omtalt, fejrer Søværnet den 10. august 2010 sit 500 års jubilæum.

Et omfattende program er under udvikling (se www.flaaden500.dk). Venneforeningens

bestyrelse har nu tilsagn om artikler fra et stort antal personer, således

at medlemsbladets jubilæums-udgave - med betydeligt flere sider end normalt -

kan realiseres.

Venneforeningens kasserer, kaptajnløjtnant Børge Raasthøj, vil – efter 15 år på

posten – gerne afløses. Bestyrelsen efterlyser derfor et medlem, som vil påtage

sig hvervet. I vor tids PC-alder, skal kassereren ikke nødvendigvis være bosiddende

i nærheden af København, men vedkommende skal kunne deltage i bestyrelsens

møder, normalt 4 gange om året, og i generalforsamlingen.

Leif Rostgaard Sørensen

Formand

4 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


Kære venner.

Nyt fra Fonden

Siden sidst har vi passeret nytåret og er i gang med år 2010. Det betyder som altid, at

”regnskabets time” er kommet, men i år betyder det også, at Flådens 500 års jubilæum

starter så småt op.

På mange måder var 2009 et godt år for PEDER SKRAM. Teknisk Team har gjort en

stor indsats, og har på mange måder forberedt sig på i det nye år at få afsluttet nogle

store opgaver. Fregatten fremstår nu som meget velholdt, og selvom der hele tiden

dukker nye vedligeholdelsesopgaver op, så klares de også over tid. Lidt efter lidt bliver

mangler eller forbedringer bragt på plads. I 2009 var det nok især klargøring og åbning

af O-rummet, der kunne bemærkes, men listen over fremskridt er lang. I år skal

vi så have seasparrow ildledelsesradarerne på plads og have klargjort det store dieselrum

og det lille sonarrum til åbningssæsonen. Og så er der audioguideprojektet. Vi har

nu bestilt 25 ”telefoner” med købsret til yderligere 25 og har ud fra viceadmiral Borks

rundvisninger lavet 14 siders tekst, som nu er klar til indlæsning. 29 rum er på den

måde dækket og en komplet audioguidet tur vil tage over 3 timer. Systemet skal være

klar til åbningen!

Sæson 2009 var lidt anderledes end tidligere. Lukket i påsken, men åben i juni måneds

weekender. I alt 63 åbningsdage – det samme som året før. Det økonomiske resultat

var OK – en entréindtægt på 135.000 kr. - men der var mange besværligheder. Og så

var der en markant stigning i det, vi kalder ”særarrangementerne” – både i antal og i

indtjening. 280.000 kr. ser det ud til, at vi slutter på. En samlet stigning på 90.000 på

disse 2 områder. Og alligevel slutter året med et minus på knap 100.000 kr. for sæson

2009. De sidste 3 år har nu et samlet underskud på 250.000 kr. Noget må gøres!

Vi skal derfor udnytte, at Søværnet får megen omtale i jubilæumsåret 2010.

På kustodemiddagen 27. januar drøftede vi åbningsperiode og billetpriser. Med forskellige

forudsætninger vil vi kunne skabe balance i regnskabet ved at øge åbningsdagene

fra 63 til 83 og billetpriserne med 20 kr. for voksne og 10 for børn. Og balance skal vi

have meget snart, hvis fregatten skal bevares som en værdig repræsentant for Flåden

under den kolde krig. Konklusionen blev derfor, at sæson 2010 bliver med åbning tirsdag

d. 1. juni, hvor jubilæet rigtig tager fart og først slutter søndag d. 5. september,

hvor festlighederne tynder ud. Antallet af kustoder bliver imidlertid flaskehalsen. Indtil

flere af venneforeningens medlemmer melder sig til denne ret anderledes beskæftigelse,

blev det aftalt, at der forsøgsmæssigt kun sættes 3 kustoder på vagt hver dag.

Hvis du vil være sund og rask i de 3 sommermåneder, så skriv dig på listen. For kustoderne

kan ikke få forfald.

Tænke sig, at vi kun får 40 kr. for et besøg på fregatten. Et besøg som er noget særligt,

og hvor du let bruger lige så langt tid som til et biografsbesøg og nok få meget

mere ud af det. Derfor stiger billetpriserne også med 20 og 10 kr. for henholdsvis

voksne og børn.

Vi vil jo alle, at Peder Skram skal forblive et klenodie, som kan give mange – og gerne

mange flere end de nuværende 6.400 besøgende – en rigtig god oplevelse. For alle

skal jo vide, at fregatten PEDER SKRAM er noget ganske særligt.

Niels Mejdal

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 5


Af Jens Møller

Den russiske flådes udvikling – eller mere korrekt afvikling – siden 1989, er

en logisk følge af de verdenshistoriske begivenheder i 1989 med ”murens

fald”. Da demonstranterne sidst på eftermiddagen d. 9. november 1989 brød

igennem muren i Berlin, startede de en udvikling som i nyere historisk tid,

ikke er set siden den franske revolution 200 år tidligere d. 14. juli 1789. Ved

murens fald sank Sovjetunionens imperium og vasalstater i grus og nye selvstændige

nationer opstod på ruinerne. En hel ”isme” i form af kommunismen

forsvandt og Marx, Lenin og Stalin var ikke længere folkehelte. På ruinerne

af alt dette blev det nye Rusland født, en nation med mange nye muligheder,

men også med uoverskuelige fødselsveer, økonomiske og menneskelige

tragedier i kølvandet.

3. Den sovjetiske flåde 1945-1990.

I den første tid efter afslutningen på ”Den

store patriotiske krig” (sovjetisk betegnelse

for 2. verdenskrig) udviste Stalin stadig ikke

nogen større interesse for flåden. Efter

Berlin konflikten i 1948, Koreakrigen og Natos

stiftelse i 1949, blev den ”Kolde krig” en

realitet. Herefter startede våbenkapløbet.

Mange af de våbensystemer vi stadig bruger

til lands, til søs og i luften blev grundlæggende

udviklet i halvtredserne, hvad

enten det var atomare eller konventionelle.

Det hurtigste udviklede våbensystem nogen

sinde, trods kompleksiteten, er efter min

mening de interkontinentale atombevæbnede

missiler. Allerede omkring 1955 stod

mængder af disse missiler parat i siloer i

Ural bjergene i Sovjet, og i de centrale stater

i USA. De blev i USA suppleret med

langtrækkende Boeing B-52 bombefly

(indført i USAF i 1955) med op til 4 atombomber

og deres rækkevidde var næsten

uendelig med lufttankning fra Boeing KC-

135 tankfly, der blev indført samtidig (i civil

trafik 1957 som B-707). I Sovjet havde

man tilsvarende Tupolev Tu-16 (Badger) og

TU-95 (Bear), men begge disse fly havde

væsentlig ringere rækkevidde og lasteevne

og kunne ikke lufttankes. I England udvikledes

i 1955 Vickers Valiant, i 1957 Avro

Vulcan og i 1958 Handly Page Victor. De

engelske fly var størrelsesmæssigt på linie

med de sovjetiske, men de britiske kunne

medføre større last, og kunne frem for alt

lufttankes.

Stalin havde indset, at en flåde var nødvendig

for at gøre sig gældende i Atlanterhavet

og det fjerne østen. Man opgraderede derfor

genopbygnings programmet for flåden,

der var igangsat i1946. De 6 krydsere af

Kirov klassen havde været en skuffelse i

aktiv tjeneste. Især artilleriet med 9 stk.

180mm kanoner, fordelt på 3 trible tårne,

levede ikke op til forventningerne, idet tårnene

var konstrueret til 3 stk.154mm kanoner.

Med 180mm kanonerne blev tårnene

derfor så snævre, at skudhastigheden kun

blev på et skud i minuttet, mod forventet 6

skud i minuttet. Man valgte alligevel at modernisere

skibene, idet skibene trods alt

kunne komme hurtigt i tjeneste igen. De 5

krydsere af Chapaev-klassen og de sidste

destroyere af Gori-klassen blev færdigbygget

i stor hast i 1946-50. Samtidig startede

Stalin i 1948, i al hemmelighed, et

enormt nybygnings-program. Det indeholdt

en større destroyer type, denne gang efter

tysk design, Skori-klassen på 3.500tons,

120m lang og med 4-150mm kanoner og

10-51cm torpedoer. Kanonerne var også

kopier af den tyske 150mm kanon. I alt

120 skibe blev planlagt, men kun 82 færdigbygget

i tiden 1948-1955. På kryd-

6 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


Sverdlov-klassen

serfronten igangsatte man et program på i

alt 24 enheder af Sverdlov-klassen, igen af

italiensk design, men artilleriet var kopier

efter tyske konstruktioner. 24 skibe var

planlagt, men kun 17 blev søsat og 14 færdigbygget.

Disse ”lette” krydsere havde et

deplacement på 19.200tons, var 212m lange

og bevæbnet med 12-154mm kanoner

(jfr. min tidligere artikel: ”Hvornår er en

tung krydser for let etc.”) Ved flåderevyen

ved Spithead i 1953 i forb. m. Droning Elizabeths

kroning, kom både Sverdlovkrydserne

og Skori-destroyerne som et

chok for de allierede.

Sovjet igangsatte desuden en produktion af

enorme mængder af U-både. I 1949 godkendte

man følgende program: 50 Q-klasse

både og 236 W-klasse (Whisky-class) til

brug i både Østersøen, Atlanten og det

nordlige Stillehav, og 50 oceangående både

af Z-klassen. W-klassen blev den mest succesrige

af disse både. Den var udviklet efter

den berømte tyske Type XXI fra 1945,

hvoraf en del kom i sovjetisk besiddelse i

1945. Disse både blev produceret på værfter

i Leningrad, de tre baltiske stater, Polen

og Øst-Tyskland. En del blev fra 1955 givet

som våbenhjælp til sovjet-venlige stater.

En enkelt af disse både blev verdensberømt

efter et utilsigtet sammenstød med en klippe

i den svenske flådehavn i Karlskrona. I

1958 planlagde man bygning af 560 Rklasse

(Romeo), en forbedret version af Wklassen,

men kun 22 af disse både blev

bygget, idet man nu satsede på støre typer.

I 1958 introducerede man således en

oceangående båd, Foxtrot-klassen på

2.500tons. Denne båd var meget succes-

fuld, og 62 blev bygget til Sovjet flåden i

1958-84. Yderligere blev ca. 70 både bygget

til eksport til Polen, Nordkorea, Kina,

Indien, Indonesien, Libyen, Egypten, og

Cuba. Kina og Indien byggede yderligere

20 både på licens. NATO landene havde

også studeret den tyske type XXI, og man

udviklede på det grundlag en række glimrende

dieseldrevne U-både. US-Navy gik en

anden vej. I perioden 1940-45 havde man

bygget 283 både af Gato, Balao og Tench –

klasserne. Man valgte en gennemgribende

modernisering af disse både i 1955-60

(Guby systemet), hvorved dykkeegenskaber

og våbensystemer blev helt ”Up to

date”.

Den 17. januar 1955, fik de Sovjetiske admiraler

deres største chok nogensinde.

Amerikanernes søsatte verdenens første

atomdrevne ubåd USS NAUTILUS.

USS NAUTILUS igangsatte udviklingen af Ubåde

og overfladeskibe i de næste mange

årtier. Sovjet måtte ændre strategi og i

1956 udnævnte Nikita Khrushev den unge

admiral Sergey Gorshkov til flådechef. Med

hans plan ville man nu udfordre den nye

forsvarsalliance ”NATO” i Atlanterhavet

med et stort antal u-både, krydsere og destroyers.

For at sikre denne flåde uhindret

adgang til Atlanten fra Murmansk og specielt

Østersøen behøvede man et stort antal

destroyers, fregatter og minestrygere. Derudover

landgangsfartøjer til invasion i Danmark

og Nordnorge for, at sikre sig de danske

bælter, samt udsejlingen fra Murmansk.

Gorshlov gik straks i gang med dette

kæmpe program. De første 5 atomdrevne

angrebs u-både af Echo-klassen blev

færdigbygget i 1960-62.

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 7


Fra 1963 fulgte 14 både af Novemberklassen.

Fælles for disse 2 klasser var, at reaktorerne

konstant var ”utætte” og de fik derfor

øgenavnet ”Enke-maskinerne” grundet de

mange tilfælde af sygdom og død blandt

besætningerne. Gorshkovs enorme nybygnings-program

indkluderede også overfladefartøjer.

Man byggede 1956-65 et antal

fregatter af ASW* typen: 30 Kola-klasse og

56 Riga-klasse på ca. 700tons. 1959-80

byggedes 36 Krivak-klasse fregatter på

3.650tons med SS-Missiler** og SAM-

Misiler***. Dertil kom 270 korvetter af

Grishai – Peteya – Mikra og Nanuchka –

klasserne, på 600 til 900tons. Efter Skoriklasse

destroyerne byggede man en væsentlig

større og forbedret destroyertype,

Kotlin-klassen. Her var man mere inde på

amerikansk design med Flush-dæk for

skrogets vedkommende, mens alt opstående

var af nyt Sovjetisk design. De var let

genkendelige på deres abnormt store elektronik

antenner. I alt 27 blev bygget 1955-

57. Alle efterfølgende destroyers voksede

ligeledes i størrelse på grund af missiler og

elektronik. 18 Kashin-klasse på 4.750tons,

15 Udaloy-klasse på 8.400tons og 18 Sovremenny-klasse

på 7.900tons, alle bygget

mellem 1972 -92. Samtidig fulgte slag i

slag, stadig større og større atomdrevne

angrebs u-både, med ca. 50 både af Echo

2-klassen og Charlie-klassen mellem 1967-

80. Man holdt en pause på nogle år, som

man benyttede til udvikling af bedre reaktorer

og en mere ”dynamisk” skrogform.

Fra 1970 gik man så i gang med nye både,

og frem til 1983 byggede man 49 Victorklasse

og 6 Alfa-klasse angrebs både. Disse

både på ca. 5.000 tons havde den største

hastighed nogensinde for u-både i neddykket

stand. 35 knob for Victor-klassen og

hele 45 knob for Alfa-bådene.

De Sovjetiske admiraler blev dog samtidigt

med alt dette udsat for endnu flere og endnu

større chok.

*ASW = Anti Submarine Warfare

**SS-missiler = Surface to Surface Missiler

***SAM = Surface to Air Missiler

****MIRV=Multible Intercontinental Reentry

Vehicle

USS GEORGE WASHTINGTON

Få år efter USS NAUTILUS søsatte amerikanerne

den første atomdrevne U-båd af

George Washington-klassen, udrustet med

ballistiske Polaris A-1 missiler forsynet med

et atom-sprænghoved. Disse missiler kunne

affyres mens u-båden forblev neddykket,

og missilerne havde en rækkevidde op

til 1.800km. Få år efter fulgte Polaris A-2

og senere A-3, med 3 MIRV**** sprænghoveder

og en rækkevidde på 4.200km. Et

enormt kapløb blev indledt på dette område,

med stadig større og mere effektive

missiler. I vesten satsede man udelukkende

på ballistiske missiler af Polaris-typen. Ialt

41 atomdrevne Polaris ubåde af Franklin og

La Fafayette - klasserne, blev bygget 1959-

1964. Hver båd bevæbnet med 16 Polarismissiler

(senere ombygget til Poseidon missiler

med op til 10 MIRVs). Dette enorme

program anses stadig for, at være det hurtigst

udviklet og mest komplicerede førstegangsvåben-system

nogensinde. Her viste

amerikanerne virkelig deres økonomiske og

teknologiske styrke. I 1981 begyndte udskiftningen

af disse både med de nye både

af Ohio-klassen med 24 GPS styrede Trident

C-2 missiler med en rækkevidde på

12.000km og op til 16 MIRV sprænghoveder

pr. missil. I henhold til nedrustningsaftalerne

START II, blev antallet af disse både

reduceret til 14 og missilerne må kun

udrustes med 8 MIRV pr. missil. Samtidig

med missil u-bådene, havde amerikanerne i

samme periode udviklet flere klasser af

særdeles effektive angrebs u-både. Fra

1955-74 byggede man ca. 70 u-både af

Skipjack, Thresher,- og Sturgeon klasserne,

og fra 1976-1996 51 både af Los Angeles

klassen, på 6.927tons 110m lange og 10m

brede. De er udstyret med krydsermissiler

af typen Tomahawk-3 med en

8 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


ækkevidde på 2.500km. Disse missiler kan

udstyres med atom-sprænghoveder. Angrebs

U-både og krydsermissiler er ikke

omfattet af START aftalerne, så derfor er

der frit slag inden for dette område. Fra

1998 blev et nyt program med 18 både af

Seawolf klassen igangsat. 9.140tons,

107x12m. Det blev dog kun til 3 både,

grundet de enorme udgifter. I stedet igangsattes

Virginia programmet med 18 både

7.900tons 110m x10m. De var ca. 300mill.

dollars billigere. Det betyder ikke, at de er

dårligere. Tværtimod. De er udstyret med

pump-jets i stedet for skruer, hvilket gør

dem til de mest lydløse u-både i verden.

Samtidig er de optiske periskoper erstattet

af digitale ”Photonics masts”. Disse master

er udstyret med alle former for sensorer

som sender signaler til skærme i kommandorummet.

Da masten er anbragt i tårnet

uden for trykskroget betyder det, at kommandorummet

ikke behøver at ligge lige

under tårnet. Faren for vandindtrængning

ved et periskop er også elimineret.

Grunden til, at jeg lige har ”dvælet” lidt ved

den amerikanske udvikling af U-både er, at

de sammen med hangarskibene udgør de

to vigtigste skibstyper, før, under og efter

den kolde krig. (Ref. min artikel om Nimitz

-klasse hangarskibene). Det er udviklingen

og driften af bl.a. sådanne to omkostningstunge

og abnormt store våbensystemer,

der virkelig sætter samfundsøkonomien på

prøve og, som vi har set, udpeger vinderne

til sidst. Det viser den enorme økonomiske

og teknologiske overlegenhed der må være

i vesten. Det skal jo også ses i lyset af, at

også flyvevåben og hæren gennemgik de

samme processer, og dermed bevirkede, at

den kolde krig også blev en økonomisk

krig. Alt dette medvirkede til sidst i Sovjet-

unionens totale sammenbrud i halvfemserne.

Den udvikling amerikanerne og vesten

satte i gang i 1959, havde russerne, i længden

ikke teknologi og økonomi til at følge,

men de prøvede alligevel.

Efter chokket med Polaris missilerne prøvede

russerne i første omgang, at ombygge

nogle ”Whisky-klasse” både med nogle underlige

store beholdere, indeholdende 2

Ombygget Whisky-klasse

kortrækkende krydsermissiler. I 1960 fik

man 6 atomdrevne både udrustet med 6

krydsermissiler også i udvendige beholdere.

Krydsermissilerne var mere sårbare (en

40mm kanon på PEDER SKRAM - fregatterne

kunne skyde dem ned) og de har meget

kortere rækkevidde, typisk 100- 300km.

Det betød, at U-båden skulle meget tæt på

målet og dermed selv blev meget sårbar,

idet U-båden samtidig skulle op til overfladen

under affyringen.

Først i 1967 var det første SS-N6 ballistiske

missil klar til at blive installeret i en Yankee

-klasse U-båd, og det havde en rækkevidde

på ca.2.000km fra neddykket position. Herefter

gik det rimeligt stærkt, 34 Yankee og

46 Delta-klasse både blev bygget mellem

1968 og 1984. De var på 13.500tons 160m

lange 12m brede og bevæbnet med 16

Makkeyev SS-N-18 missiler med 3 MIRV på

50KT. I 1983-89 færdiggjorde man 6 både

af Typhoon-klassen – verdens største Ubåd:

26.500tons og 172m lang og 25m

bred (til sammenligning var det berømte

engelske slagskib HMS DREADNOUGHT,

1906-19 på 18.420tons, 161m lang og 25m

bred).

Det evige spørgsmål var: ”Hvorfor er russiske

u-både altid så store”? Den abnorme

størrelse af disse både – og andre U-både

og skibe skyldtes nogle grundlæggende

mangler i russisk teknologi, som man aldrig

fik styr på. Russisk elektronik haltede bagud

i udvikling, idet man aldrig har haft de

samme transistorer og chips til rådighed,

som man havde i vesten. Derfor var elektronikken

altid af stor volumen. Selvom skibene

var store, kunne de alligevel ikke

medføre ret mange af disse enormt store

missiler. Det er også synligt i de abnormt

store radarantenner og lign.


Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 9


De samme volumen- og kvalitetsproblemer

eksisterede for atomreaktorerne og tilhørende

maskineri. Grundet den dårlige kvalitet

behøvede man desuden en ekstra motor.

Russiske reaktorer har samtidig altid

støjet enormet. US-Navys U-båds kommando

i Norfolk, Virginia kunne derfor altid registrere,

når en russiske U-båd stod ud fra

Murmansk.

Under Bresnev-regimet 1964-82 forstærkede

man ændringerne i strategien. Gorshkov

fik ordre til at udfordre USA og Nato på alle

fronter over og under vandoverfladen.

Først og fremmest ville man angribe de

amerikanske Hangarskibs- Task-forces.

Hertil byggede man en hel tredje type Ubåd.

Disse både var udstyret med langtrækkende

krydsermissiler med atom

sprænghoved. 18 både af Charlie-klassen

og 8 både af Oscar-klassen. Hovedbevæbningen

var SSM SS-N9 eller SS-N19 krydsermissiler

med en rækkevidde på op til

550km. Data for Oscar-klassen er:

13.400ton, længde 154m og bredde 19m.

For at true US-Navy yderligere med angreb

fra overfladeskibe, var det desuden nødvendigt

med flystøtte ved operationer, både

på oceanerne og ved intervention i

fjerntliggende områder. Flystøtte ved oversøiske

operationer kunne kun komme fra

egne hangarskibe, men her ramte man efter

min mening ”muren”. Man havde ikke

skibene – man havde ikke flyene – man

havde ikke eskorterne af krydsere, destroyers

og støtteskibe - man havde ikke mandskabet

– og man havde hverken erfaringer

eller knowhow - og det vigtigste af alt:

man havde ikke pengene.

Alligevel startede man omkring 1980, under

Admiral Gorshkov´s ledelse, det mest ambitiøse

projekt nogensinde i den sovjetiske

flåde med udvikling af hangarskibe. Projektet

blev yderligere forstærket af Præsident

Ronald Reagans bevidste provokation, militært

såvel som økonomisk, med oprustning

af US- Navy (600-skibs flåden) og ikke

mindst, stjernekrigsprojektet. Sovjet flåden

skulle nu udvikle 4 nye skibstyper: Hangarskibe,

krydsere, destroyere og forsynings-

Sovremenny-class

skibe. 1980 – 93 byggede man 31 nye store

missilbevæbnede destroyers af Udaloy –

og Sovremenny-klasserne. Det var på 8-

9.000tons 165x19m og for første gang i

Sovjetflåden, udrustet med helikoptere. 21

missil bevæbnede krydsere af Kresta II,

Kara og Sllava-klasserne på op til

12.000tons. Fælles for dem var, at antiskibsmissilerne

var abnormt store (jfr. tidligere

bemærkning) og der kunne derfor kun

medføres ca. 6 - 8 missiler pr. skib. Rækkevidden

var kun 60-100km. Til gengæld var

de med atom sprænghoveder. Hvilken indvirkning

disse ville have på moderskibene,

grundet den korte rækkevidde, er aldrig

blevet belyst. Det er fristende, at gætte på

en hvis procentdel af egne tab. I 1968 færdiggjorde

man 2 hybrid krydsere af Moskva

-klassen på, 17.500tons, 190m x 34m brede.

De var med SAM og ASW missiler på

fordækket, og agter et enormt helikopter

landingsdæk. 14 KA-25 Hormone helikoptere

kunne medføres. De var hermed Sovjets

første forsøg med en form for hangarskibe.

I 1981-91 fulgte 4 såkaldte slagkrydsere af

Kirov-klassen. 23.500ton, 248m lange og

29m bredde.

I 1975-82 byggede man 4 hangarskibe af

Kiev-klassen, 37.000tons og 190m x 21m.

Da flydækket ikke var gennemgående i skibets

længde, måtte det vinkles ud til siden.

Årsagen var, at der var monteret 8 enormt

store SS-N12 SSM* missiler på fordækket,

sammen med et batteri af SAM SA-N3 missiler.

Man kunne derfor ikke starte almindelige

fastvingefly. Det gjorde nu heller ikke

så meget, da man ikke var i besiddelse af

egentlige hangarskibs fly, og man ej heller

havde udviklet katapulter. Man ombyggede

derfor et antal landbasserede Yak-38 Forger

fly af VTOL* typen til maritimt brug.

Disse kunne nu starte og lande lodret på

*VTOL=Vertical Take-off Landing

10 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


YAG 38

flydækket agter, i lighed med de engelske

Sea Harrier fly. Yak-38 flyene var dog ikke

nogen større succes, idet de bl.a. manglede

natflyvnings-instrumenter, hvilket begrænsede

værdien en hel del. Udviklingen af

egentlige hangarskibe med gennemgående

dæk og katapulter, blev forsinket på grund

af manglende know-how og interne skænderier.

Først da forsvarsminister Ustinov i

1981, ombord på KIEV, observerede NATOøvelsen

”West-81”, og kunne sammenligne

kapaciteten på et Nimitz-klasse hangarskib

med hans egen KIEV, forstod han til fulde

manglerne ved Kiev-klassen og tidligere

skibe. De 2 hangarskibe TBLISI (ex Leonid

Brezhnev) og RIGA blev bestilt og var de 2

sidste der blev bygget til Sovjet-flåden. Kun

TBLISI (efter 1990 KUZNETZOV) blev helt

færdiggjort og hejste kommando 1991.

RIGA (senere VARYAG) henlå 80 procent

færdigt efter Sovjetunionens sammenbrud.

Skibene var på 67.000tons, 302m x 69. Flydækket

var gennemgående, men stadig

uden katapult. I stedet for var de forsynet

med et ”skihop” forude som i andre europæiske

hangarskibe. Mindre fly, som de

engelske Sea Harrier, kan starte ved hjælp

af hoppet. Der var planlagt 36 fastvingefly

Hangarskibet KUZNETZOV

af typen SU-25, MIG-29 og SU-2782. Desuden

15 KA-27 helikoptere.

4. Den russiske flåde, endnu engang, efter

1991.

I 1962 udtalte tidligere udenrigsminister i

USA, Dean Acheson, sig om Englands situation:

”Et land der har mistet et imperium,

men endnu ikke har fundet en ny rolle”.

Parallellen til Rusland er tydelig i årene efter

murens fald. I forordet til den 93. udgave

af Jane Yearbook ”Fightingships 1990-

91”, skrev redaktøren, Kommandør Richard

Sharpe RN, følgende indledning: ”Med hensyn

til infrastruktur og investeringer har det

nye Rusland haft et godt år, og de tidligere

sovjetiske admiraler har forsvaret deres taburetter

og bevillinger i forsvarsbudgettet.

Programmerne for u-både og overfladeskibe

fortsætter for uformindsket kraft. Færdiggørelsen

af u-båds – og overfladeskibs

tonnage er den højeste i 20 år”. I samme

udgave må han i et efterskrift, 6 måneder

senere, tilføje følgende: ”Sovjetunionen

fortsætter imod en tilstand af undertrykt

anarki, og vi vil snart være vidne til kollaps

af et frygtsomt og fallit system, der ikke

har nogen historie eller demokratisk regering,

men stadig har kontrollen over enorme

bevæbnede styrker, i form af hær, flåde

og flyvevåben, der fortsat bygger på

atomvåben som det vigtigste grundlag”. I

euforien over, at have vundet den kolde

krig glemmer mange det gamle ordsprog:

”Rusland er aldrig så stærk som det ser ud

til, men aldrig så svag som det kan synes”.

Rusland skulle igennem en lang og sej proces

mod nye tider og muligheder. Muligheder

som blev grebet af Jeltsin, men med

enorme økonomiske og menneskelige tab.

De helt store tabere blev det russiske forvar.

Sovjettidens og admiral Gorshkov’s

programmer for flåden ramlede sammen

som kolosser på lerfødder. I disse programmer

prioriterede man antallet af skibe for,

at prøve at leve op til Reagans 600-skibs

flåde. Derfor havde man prioriteret skibsbygnings

programmer frem for vedligeholdelse.

Man havde endog bibeholdt skibe ud

over deres levetid, i et desperat forsøg på

at holde normeringerne oppe over for


Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 11


offentligheden og bevillingsmyndighederne.

Samtidig havde man fuldstændig umuliggjort

effektiv vedligeholdelse siden 1980,

ved at producere mere end 250 forskellige

skibstyper. Det økonomiske kollaps betød

nu, at vedligehold af alle disse mange forskellige

skibe slet ikke var muligt. Stort set

al nybygning standsede op igennem halvfemserne.

Skibe, fra U-både til hangarskibe,

rustede op i havnene, og billederne af

oplagte russiske atom U-både der lå og rustede

op i Murmansk rystede hele verdenspressen.

Samtidig gik næsten hele den sovjetiske

Sortehavsflåde over til det selvstændige

Ukraine, hvilket sendte chokdønninger

igennem den gamle sovjet-flåde.

Oversøiske baser i Vietnam og Syrien måtte

opgives. Den store base på Krim i Sortehavet

blev dog bibeholdt, men som sagt måtte

mange admiraler endnu engang bide i

kasketskyggen, fordi man måtte lide den

tort, at skulle leje basen af den nye stat

Ukraine. Bygningen af hangarskibet RIGA

af Tiblisi-klassen, på Nikolayev værftet på

Krim ved Sortehavet, blev standset. Skibet

overgik i ufærdig stand til Ukraine og blev

omdøbt VARYAG (senere skæbne beskrives

særskilt). Flådens flyvevåben var i 2006

reduceret fra 60.000 mand med 1.100 fly,

til 25.000 mand med 250 fly. Kun 156 var

kampklar og kun 77 var godkendt til natflyvning.

Nedskrivningen af de militære

budgetter med 80 procent (i sovjet tiden

udgjorde alene flådebudgetterne 20 procent

af BNP*). Generaler og admiraler, som

mentalt stadig levede i storhedstiden fra

1960-90 kunne overhoved ikke acceptere

en eneste omorganisation eller nedjustering.

Endelig i 2001 kom forsvarsministeriet

med planer om, at justere de væbnede

styrker til et niveau der svarede til truslerne,

men der er stadig lang vej igen, for

mange år frem vil de fleste i det militære

hierarki stadig have rødder i Sovjettiden.

Planerne om at nå en flåde på højde med

US-Navy er fuldstændig frugtesløse, og

økonomisk og ressourcemæssigt uopnåelige.

Der kunne skrives flere sider om hele

denne deroute.

Da Vladimir Putin blev præsident efter Jeltsin,

så mange frem til en ny oprustning.

Økonomien havde efterhånden fået et godt

skub fremad, men man blev igen skuffet.

Inflation var et ukendt begreb i Sovjettiden,

men nu var den en uundgåelig del af

Ruslands nye økonomi. Pengene var der

simpelt ikke. Putin gjorde dog mange forsøg

på at højne moralen blandt personalet,

og det så en overgang ud til så småt, at få

en hvis virkning, men i august 2000 kom

katastrofen. En stor og meget prestigefuld

øvelse var sat i gang. En stor styrke formeret

omkring hangarskibet KUZNETZOV (ex

TBLISI), med en styrke af krydsere og destroyers,

samt flere Oscar-klasse angrebs U

-både og missil U-både af Typhoon-klassen

stod til søs fra Murmansk. Målet var øvelser

i Ishavet og det nordlige Atlanterhav, og

derefter en forlægning til Middelhavet med

anløb i Algier og Syrien. Nu skulle flaget

vises. 2 dage efter skete katastrofen. En

torpedo ombord på den neddykkede Oscar

U-båd KURSK eksploderede under ladning i

KURSK

12 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


torpedorøret. Eksplosionen bredte sig igennem

det meste af båden.

Trykskroget blev perforeret 2 steder og båden

sank hurtigt ned til ca. 800m. De overlevende

10-12 mand holdt sig i live i ca. et

døgn, men forgæves. Der var igen hjælp at

få. Den russiske flåde ejede simpelthen ikke

bjærgningsfartøjer og udstyr til redning

på så dybt vand. Ethvert tilbud om hjælp

udefra blev afslået, til trods for, at nordmændene

stod parat ikke langt derfra. Putin

var på ferie ved Sortehavet og lod ikke

høre fra sig i flere dage, uanset at pårørende

uafbrudt råbte om hjælp. Admiraler,

myndigheder og Putin var som sunket i jorden.

Alt var som i de gode gamle dage.

”Sovjetflåden laver ikke fejl”. Endelig gik

alvoren op for Putin, men skaden var sket.

Effekten ramte flåden som en boomerang

og det tog flere år før skandalen havde lagt

sig. Kursk blev senere hævet af et hollandsk

bjærgningsfirma, og efterfølgende

undersøgelser viste, at drivgasserne til torpedoerne

var så ustabile, at disse skulle

behandles umådelig forsigtigt og 100 procent

efter forskrifterne. Besætningen var

dog fuldstændig utrænet i både torpedohandling

og nødtræning. Da torpedoen

eksplodere under ladning i røret, var der

hverken lukket vandtæt eller taget andre

forholdsregler. Øvelsen som skulle have

vist, at Rusland havde rejst sig som en

stormagt på verdenshavene, blev en ynkelig

fiasko. Den blev dog samtidig en øjenåbner

for systemet. Mange af de gamle

blev fyret og nye kom til.

Planer om at afskaffe værnepligt og gå

over til professionelle styrker blev bl.a. forslået,

men det var dog for stor en mund-

KURSK efter hævningen.

fuld for Dumaen, så det blev afslået. Derimod

kunne man godt se, at man måtte

nedskære antallet af enheder i flåden således,

at de passede til målene. I 2004 kom

ministeriet frem med en flådeplan der nedskar

den russiske flåde til en styrke af mindre

fartøjer og u-både der kunne forvare

Russiske kyster ud til en afstand af 500km.

”Vi forlader nu de store skibe vi har arvet

fra Sovjet og går over til mindre multifleksible

fartøjer”, udtalte Admiral of the

Fleet Vladimir Kuroyedov. ”Vi vil have de

bedste Fregatter og Korvetter i verdenen”.

Han udtalte dog samtidigt: ”Vi opgiver dog

ikke vores eneste hangarskib Admiral Kuznetsov.

Vi har aldrig givet dette så meget

som en tanke”. Det viser med al tydelighed,

at hangarskibsprogrammet ikke var

opgivet. Hvordan disse to programmer

skulle udføres på samme tid må henstå til

fantasien. Hvis vi fokusere på hans drømme

om 4 hangarskibe så skulle de bygges

over 20 år, hvilket er fuldstændigt urealistisk.

Amerikanerne byggede 10 skibe på

22 år. Det sidste skib USS RONALD REA-

GAN blev endog bygget på 30 måneder,

men det tog 3 år, at udruste og klargøre

det. Alt dette skete dog på velfungerende

og erfarne værfter med alle ressourcer til

rådighed. Dernæst havde amerikanerne

finansieringen på plads. Gennemsnitlig koster

det 4 milliarder dollars at bygge et

hangarskib. Dertil kommer fly og andet udstyr

til yderligere 3 milliarder dollars. Det

koster ca. 12 millioner dollars om måneden

at holde skibet på søen plus udgifter til

mandskab, forsyninger og reparationer. Så

kommer nr. 2 skib og nr. 3, o.s.v der skal

bygges, men oveni kommer nu driftsudgifterne

for det første skib. Fortsæt selv regnestykket.

Det er rart at have drømme,

men økonomien i Rusland ville aldrig kunne

leve op til drømmene. Hvis vi så lige tager

et lille kig på flådens stolthed hangarskibet

KUZNETSOV. Det har tilbragt det meste af

sit liv i havn siden søsætningen i 1989. Sidste

større øvelse skulle være i 2000, men

KURSK ulykken afbrød det hele og herefter

var den i havn til 2004. Man havde ikke

penge til at udruste den. I 2003 be-


Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 13


gyndte den faktisk at synke i havnen. I

2004 og 2006 var den på 2 korte togter får

at holde øvelser for flybesætningerne. Begge

gange blev man ramt af alvorlige landingsulykker

der gjorde skibet usødygtigt i

10-12 måneder. I 2004 havde man kun 12-

15 trænede piloter og ca. 20 fly. I US-Navy

kalkulerer man altid med en styrke på ca.

3.000 piloter (i fredstid). US-Navy har gigantiske

værftfaciliteter til rådighed over

hele kloden. Russerne har ikke bygget nye

faciliteter siden 1993, grundet manglende

finanser. Alle de øvrige former for hangarskibe

er strøget fra flådelisterne og er hugget

op eller solgt. Kun de 2 hangarskibe

KUZNETSOV og VARYAG (ex RIGA) blev

tilbage. VARYAG blev dog overdraget til

Ukraine.

Hvordan skal man så bedømme fremtiden?

Hvis vi først ser på den nuværende organisation

og styrkemål, har vi da noget at gå

ud fra. Flåden består af fire flådeafdelinger:

Østersøflåden (oprettet i 1703) er i dag baseret

i Baltijysk og Kronstadt med hovedkvarter

i Kaliningrad. Styrken består af 2

dieseldrevne Kilo-klasse U-både, 2 Sovremennyy-klasse

destroyers, 4-Krivak fregatter

og 8 -10 Parchim-klasse korvetter. Derudover

25 – 30 patrulje fartøjer, 15 minestrygere,

5 landgangsfartøjer og ca. 30

support skibe.

Den Kaspiske flotille (grundlagt 1722) holder

til i Astrakhan og består kun af småfartøjer.

Stillehavsflåden (oprettet 1731) består af

22 U-både, 4 Delta III Ballistiske missil Ubåde,

5 Oscar-klasse med krydser-missiler

og 6 Akula angrebs U-både. Derudover 7

dieseldrevne kilo klasse både. 1 krydser af

Slava-klassen, 1 Udaloy-klasse – og 3 Sovmennyy-klasse

destroyers. Der er ca. 30

fregatter og korvetter, små minestrygere,

patruljefartøjer, landgangsfartøjer og support-skibe.

Sortehavsflåden (oprettet 1783) er baseret

i Sevastopol. Styrken består af 1 Kilo-klasse

U-båd, 2 Slava- klasse krydsere, 2 destroyers

og 2 til 3 fregatter.

Nordflåden (oprette 1933) er den største

afdeling. Hovedkvarteret er i Severomorsk

og styrkerne er spredt ud på forskellige baser

i hele Murmansk området. Flåden bestod

i 2008 af 11 U-både med ballistiske

missiler, 16 angrebs U-både og 7 dieseldrevne

Kilo-klasse. 1 Hangarskib KUZNET-

SOV, 2 atomdrevne Kirov krydsere og 2

konventionelle, 7 destroyers, 5 – 8 fregatter,

ca. 30 patrulje-fartøjer, 20 minestrygere

og ca. 50 support-skibe og et antal landgangsfartøjer.

Med den sidste forbedring i økonomien har

man sat 2 destroyere og 1 fregat på stablen,

men ifølge ”Janes Yearbook” skal man

ikke regne med mere end 2 til 3 skibe mere

i den nærmeste fremtid. I 2008 tilbød den

russiske regering Ukraine kontrakter til at

bygge 2 hangarskibe, men hvor pengene

skal komme fra ved ingen, hverken i Rusland

eller Ukraine. Ifølge Vyacheslav Popov

fra det russiske overhus, skulle der senere

komme ordre på yderligere 2 hangarskibe,

samt et antal destroyers. Skibene skulle

bygges på Nikolaev-værfterne, men da disse

har været lukket et par år, fordi de er

gået fallit, skal der jo nok en større pose

penge med. Projekterne virker som fri fantasi.

Formålet med øvelsen er nok mere, at

prøve at blødgøre politikerne i Ukraine, så

de forlænger den russiske lejekontakt med

baser på Krim halvøen. Disse kontrakter

udløber i 2017. Sidste nye er, at russerne

er interesserede i at købe skibe fra vestlige

værfter. Man er gået i forhandling med et

hollandsk værft om bygning af 2 amfibieskibe.

Også Frankrig har man været i lag

med i september i år om levering af Taktiske

Støtteskibe. Derudover har man ikke

hørt om flere planer om nybygninger. Til

gengæld har russiske værfter været storleverandør

til Indien. 10 Kilo-klasse u-både, 1

hangarskib (genbrug af det ex russiske BA-

KU), 11 KHASHIN destroyers og 6 nyudviklede

TALWAR fregatter.En stor del af våben

-systemerne og elektronikken kommer fra

indiske leverandører.

Siden 1990 har aktiviteterne i den russiske

flåde været lave. Selv da Balkan krigene

var på deres højde havde russerne ikke nogen

større enheder i søen. Stillehavsflå-

14 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


den og Nordflåden afholder med jævne

mellemrum mindre øvelser, i Stillehavet ved

nogle lejligheder i samarbejde med japanerne.

Der er dog stadig en opgivende følelse

i hele organisationen, som fik ekstra

næring efter Kursk-ulykken. En mine ulykke

i Sct.Petersborg i 2005 gjorde det ikke bedre.

Samme år måtte en russiske Priz-klasse

miniubåd i Stillehavsflåden redes af Royal

Navy´s rednings-fartøjer og eksperter. I

2008 og 2009 har der dog været en del aktivitet

i Golfen for indsats mod pirater, og i

den anledning har man aflagt et par

”høfligheds visitter” i Yemen.

Fremtiden for de russiske væbnede styrker

fremstår stadig usikker. Riget fattes til stadighed

penge. Selv den Sovjetiske plan

økonomi måtte jo til sidst give op, og hele

det kommunistiske system kollapsede. Men

man skal ikke undervurdere russerne. Rusland

indeholder enorme reserver af energi

og råstoffer, og på et eller andet tidspunkt

får man vel styr på de dele, samt eksporten

og økonomien. Spørgsmålet er så, om den

russiske befolkning til den tid, stadig vil acceptere

nye og kostbare stormagtsdrømme.

Russerne vil de næste år stadig have en

stor del af befolkningen, der husker denne

gamle storhedstid, hvor de syntes der var

orden på tingene. Der er dog allerede nu

sket kraftige ændringer i det russiske samfund.

Moderne teknik og elektronik har

gjort verdenen mindre, og den russiske befolkning

vil, som alle andre mennesker have

deres del af velstanden og komme ud i

verdenen for at opleve noget. På et eller

andet tidspunkt forsvinder også de sidste

kommunister og med dem, deres drømme.

Jeg tror den russiske flåde, ja alle de væbnede

styrker vil tilpasse sig. Samtidig tror

jeg også, at Asiens nye tiger, Kina vil tvinge

russerne til at fokusere mere på grænsen

mod øst. Det nye Kina vil betyde mange

nye muligheder for russerne, men måske

også nye trusler. Hvem ved?

Til slut så lige den lille finurlige historie om

hangarskibet VARYAG´s forunderlige rejse.

Skibet hed oprindelig RIGA og var søsterskib

til KUZNETSOV. Den blev køllagt de-

cember 1988 på Nikolayev værftet på Krim

ved Sortehavet og søsat 2 år efter. Bygningen

blev standset i 1992 hvor det var ca.

80 procent færdigt, d.v.s. maskineriet var

installeret, men virkede ikke, og der var ej

heller installeret nogen form for elektronik

eller våbensystemer. Skibet blev overdraget

til Ukraine ved opsplitningen af den Sovjetiske

flåde. Det henlå på værftet i 6 år og

blev så sat til salg 1998. Det blev inspiceret

af kineserne til brug for PLAN (Peoples Liberation

Army, Navy), men de måtte opgive

køb, idet den Ukrainske regering havde

forbudt al videre militært brug af skibet. Et

lille rejsebureau i Hongkong, ”Chong Lot

Travel” købte så skibet for 20mill. USdollar,

og indgik kontrakt med et bugserfirma

om at bugsere skibet til Hongkong. Rejsen

skulle gå gennem Suez til den gamle

portugisiske koloni Macau uden for Hongkong,

hvor det skulle lægges i dok, og bruges

som spillehal. Meget pegede dog allerede

dengang på PLAN som egentligt køber.

Havnemyndighederne i Macau ville ikke

acceptere skibet. De gjorde samtidig opmærksom

på, at Chong Lot´s bestyrelse

havde hovedkvarter i Yantai i Kina og, at

de 4 af bestyrelsen var ansat i PLAN. Da

skibet var i umådelig dårlig stand, kunne

man dog ikke forestille sig, at det skulle gøres

operationelt. I sommeren 2000 begyndte

en hollandsk bugserbåd (med fillipinsk

besætning) så transporten af skibet. Så

kom første forhindring, idet tyrkerne ikke

ville give lov til, skibet at passerede Bosperus,

da de mente skibet kunne være i fare

for at synke. Herefter tilbragte slæbebåd

og ”skroget” hele 16 måneder med, at

”tøffe” rundt i Sortehavet. Køberne måtte

til sidst acceptere at betale for en flåde på

26 bjærgningsfartøjer, 11 slæbebåde og 3

lodser til at forestå bugseringen gennem

strædet. Den 2. november kom hele denne

flåde igennem strædet.

Den 3. november 2000 blev man ramt af

en styrke 9 storm ud for den græske ø Skyros

hvor skibet sled sig løs. 6 græske slæbebåde

forsøgte forgæves, at få den på

slæb igen. Først da en græsk flådehelikopter

fik en trosse over til skibet lykkedes

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 15


operationen. En sømand fra en slæbebåd

omkom under processen. 2 dage efter kunne

man fortsætte rejsen med en fart af 3

knob. Næste problem blev Suez kanalen.

De accepterede ikke ”døde” skibe. Efter et

par ugers forgæves forhandling måtte rejsen

lægges via Gibraltar. Efter 15.200 nautiske

sømil, hvor man var i havn for bunkring

og proviant i Piræus, Las Palmas, Canariske

Øer, Maputo, Mozambique og Singapore,

ankom man til Macau. Umiddelbart

herefter videre et til værft i Dalian i Kina.

Rejsen havde kostet 5,5 mill. dollars i transit-skatter

og bugsering. Ingen ville betale

for skibet på værftet og det henlå så der i 5

år. I juli 2005 blev skibet pludselig lagt i

dok i Dalian, hvor det blev malet pænt

gråt. Janes Fighting Ships er sikker på, at

kineserne vil udruste skibet som trænings

hangarskib. Denne teori bestyrkes af, at

det russiske forsvarsministerium har oplyst

at man har godkendt et salg af 50 SU-33

fly til Kina til en værdi af 2,5 milliarder dollars.

27. april 2009 kom skibet i en anden

dok for installation og reparation af maskineriet.

Flightdeck er færdigmalet med striber

og det hele, der mangler kun et nummer

på skibet. Janes estimere, at skibet vil

være sejlklart til flytræning medio 2010.

Janes mener fortsat, at det ikke kommer i

”linien” i den kinesiske flåde, dertil er skibet

for dårligt, men det kan give dem erfaringer

for udvikling af kommende kinesiske

hangarskibe.

Til slut kan man jo filosofere lidt over Ruslands

kommende muligheder i flådebran-

Hangarskibet VARYAG på væft i Kina.

chen. Ud fra de analyser der foretages i

NATO vil russerne få overordentlig svært

ved at komme ud af den økonomiske fælde

de er havnet i. Væksten i samfundet er

fortsat hæmmet af eftervirkningerne af den

gamle planøkonomi, hvor 80 procent af

forskningen og økonomi gik til militær udvikling.

Alle stigninger i nationalproduktet

vil højest sandsynligt i mange år frem, blive

opslugt af øgede sociale udgifter. Hospitalsvæsen,

skoler, universiteter, videnskab, infrastruktur

og meget andet halter stadig

efter udviklingen i andre lande, og jeg tror

personligt ikke befolkningen vil acceptere,

at disse behov ikke bliver tilgodeset, specielt

ikke når yngre generationer kommer til.

Derfor vil der i fremtiden ikke være plads til

store opskrivninger af militær budgettet.

Der er simpelthen ikke økonomisk råderum.

Nye politikere, admiraler og generaler vil

komme til, og militæret vil blive omstruktureret

til den nye virkelighed og dens behov.

Det er svært at argumentere for nye hangarskibe,

fly og kampvogne, når mandskabet

ikke har støvler nok til at gå rundt i.

Der er nok ikke meget udsigt til, at USA’s

førsteplads bliver truet mange årtier frem,

men den nye nummer to bliver helt sikkert

Kina. Selv om det også mange år frem vil

være en socialistisk et parti nation, med en

speciel opfattelse af demokrati, har de alle

mulighederne, samt ikke mindst forståelsen

for økonomi, videnskab og udvikling, der

bevirker, at de i fremtiden vil komme til at

spille en utrolig stærk rolle i verdensøkonomien.

Vi så dem jo spille lidt med musklerne

ved Miljø Topmødet i København. Vi

kommer nok til at se kinesisk byggede hangarskibe

og andet isenkram i fremtiden.

Jens Møller.

Kilde:

Janes Fighting Ships 1990/97 og 2004Robin J.

Lee: A brief look at Russian Aircraft CarriersChris

Bishop: The Encyclopedia of World

Seapower

Alle foto’s: www.wikipedia.com

16 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


HERLUF TROLLE 1978.

Brand om bord

Af Dan Olsen. Redigeret af Søren Nørby.

I

april 1978 deltog HERLUF TROLLE i

en større øvelse i Nordsøen. Som

normalt under sådanne øvelser, skulle

der, den 28. april, fyldes olie på skibet

ved en RAS (Replenishment At Sea)

manøvre. Olien kom fra et britisk tankskib,

og selv om RAS-manøvren var en

næsten dagligdagsfortegelse under sådanne

øvelser, kom mindet om denne

alligevel til at stå fasttømret i erindringen

hos flere af skibets besætningsmedlemmer.

Selve RAS’en gik i gang ved halv elleve

tiden om aftenen, hvor HERLUF TROL-

LE lagde sig parallelt med den britiske

tanker. Farten var 11½ knob, og fregatten

blev drevet frem med krydsdrift

af bagbord gasturbine og styrbord dieselanlæg.

Olieslangen sættes fast på fregatten

Dan Olsen, der i 1978 var sekondløjt-

(foto: K.E. Haick)

nant og kampinformationsofficer (KIO)

om bord på HERLUF TROLLE , har i

forbindelse med bogen om fregatterne

PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE , sendt forfatterne en beretning om oplevelsen,

der her bringes i en lettere omskrevet version.

Dan Olsen fortæller:

Jeg oplevede branden således:

Når fregatten skulle fylde olie ved en RAS-manøvre, så var al elektronisk udstråling

forbudt af hensyn til brandfaren. Der måtte derfor ikke sendes med

radar eller foretages elektronisk kommunikation. Jeg havde derfor fri fra tjeneste

i operationsrummet, når dette skete, og hvis jeg ikke havde post på

broen med at sejle skibet i position til oliefyldning, så havde jeg et øjebliks

fri.

Jeg havde fri den dag og gik ned i officersmessen, hvor jeg og fregattens

teknikofficer (TKO), som de eneste satte os ned og drak en kop kaffe. RAS

var mere eller mindre en rutinesag, hvorfor kun de direkte implicerede var

beskæftiget.


Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 17


Fregattens daværende chef, kommandørkaptajn Johan Ruth, havde ført

HERLUF TROLLE sikkert på plads ca. 20-30 meter fra den britiske olietanker,

og vi var blevet forbundet til denne med en såkaldt spanwire, der holdt den

ca. 10 tommer store olieslange, der pumpede olie ombord i fregatten. Alt

forløb helt normalt indtil der [kl. 22.52] pludselig lød et højt dumpt brag efterfulgt

af en voldsom rystelse. Al lys gik ud og farten gik af skibet.

Nødbelysningen tændte straks, og vi mærkede nu, at fregattens maskineri

var ophørt med at fungere. Der var helt stille bortset fra lyden af skibet, der

fortsatte gennem vandet og voldsomme råb og støj fra dækket udenfor koøjerne.

Vi kikkede noget forundret på hinanden og inden TKO kunne nå at

rejse sig, hørte vi en person løbe ude i den lange indvendige gang umiskendeligt

iført søværnets vandtætte kampuniform (benævnt ”gummi Kampdragten”).

Det var næstkommanderende, der var hastig på vej agter over. I

hans ”kølvand” fulgte en umiskendelig lugt af gasolie eller som det hed i NA-

TO - F75. Inden TKO havde nået at rejse sig, var næstkommanderende igen

på vej frem over fulgt igen af F75-lugten.

Så rejste TKO sig og så på mig i det røde tusmørke ”Nu må jeg vist hellere

interessere mig lidt for mit arbejde, da mine svende i maskinrummet tilsyneladende

har et mindre problem”.

Herefter forsvandt han. Da skibet tilsyneladende hverken var ved at synke

eller på anden umiddelbart synes at være i fare, så besluttede jeg mig til at

blive i officersmessen.

Farten var efterhånden gået helt af fregatten og det var en mærkelig fornemmelse

at være til søs ombord i et krigsskib, hvor alt var stille. Ingen vibrationer

fra maskineriet, den vante lyd af ventilationen var væk og kun

nødbelysning var tændt. Imidlertid var det, der var mest mærkeligt, at der

heller ikke i officersmessen kunne høres lyde af stemmer andre steder fra i

skibet. Alle holdt tilsyneladende vejret.

Olieslangen tages ombord (foto: Fonden Peder Skram)

18 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


Efter nogen tid begyndte der at komme andre officerer ind i messen og nu

begyndte billedet at tegne sig. Farten var som før beskrevet pludselig gået

af skibet og de høje råb og støj fra dækket var, da matrosen gennemførte en

”Emergency Breakaway Procedures” og udløste spanwiren og huggede olieslangen

over med kapøksen.

Ved kapningen af olieslangen, var alle på fordækket blevet oversprøjtet med

F75, og det var derfor næstkommanderende havde denne lugt med sig, da

han to gange passerede ude i den lange gang.

Pludselig lød TKOs stemme i ordreanlægget: ”Det er TKO. Vi har haft en

mindre eksplosionsagtig brand i rum K. Branden er under kontrol. Vi skal have

opstartet generatorerne i turbinerummene for igen at have strøm ombord,

herefter vil vi se på de muligheder, som vi har for at komme videre,

men tag det roligt, alt er under kontrol”.

Alt dette blev sagt uden en eneste sindsbevægelse, og det virkede lige præcist

som det sikkert var tiltænkt, nemlig at mane al form for panik i jorden.

Efter nogen tid hørte vi igen TKO. ”Vi har nu dannet os et billede at situationen.

Rum K bliver aflukket og vi starter begge turbiner op. Generatorerne i

turbinerummene kan forsyne os med den strøm som vi har brug for til at

forlægge mod Rosyth i Skotland, som ligger nærmest for at undersøge skaderne

i rum K mere indgående”.

Således blev det og efter at HERLUF TROLLE havde ligget stille i ca. en time,

blev turbinerne startet op og kursen sat mod Rosyth. Efter ca. 14 dages ophold

på den engelske flådebase forlagde fregatten med 25 knob på to turbiner

til København for at blive repareret på Orlogsværftet.

Brandårsagen

Branden var opstået, da nogen havde glemt at lukke en ventil i maskinrum

4K. Derved kunne en del af den olie, der kom om bord fra den britiske tanker,

løbe direkte ud i rum 4K, hvor den trængte ind i den dieselgenerator

(K), der producerede en del af fregattens strøm. I den varme dieselmotor

blev olie antændt, og det havde skabt en eksplosionsagtig brand i rummet.

Heldigvis fik branden kun næring fra den olie, der kom om bord, og da

olieslangen blev kappet, forsvandt olien, og branden døde derefter naturligt

ud af sig selv.

Dieselmotoren var dog helt udbrændt og det kostede efterfølgende ca.

225.000 kr. at reparere den og maskinrum 4K. Derudover var ca. fire meter

af fregattens ræling blevet ødelagt ved Emergency Breakaway Proceduren,

mens den britiske tanker var sluppet uden skader.

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 19


Danmark i spidsen for

NATO-flådestyrke mod pirateri.

Pressemeddelelse fra Forsvaret d. 17 DEC 2009.

For første gang i NATOs historie

skal Danmark stå i spidsen for

NATOs stående fregatstyrke, der

blandt andet bekæmper pirateri

ved Afrikas Horn.

M

ed et bredt flertal har Folketinget i

dag vedtaget, at Danmark igen skal

deltage i kampen mod pirateri ved Afrikas

Horn.

Den danske deltagelse sker som led i, at

Danmark i hele 2010 skal stå i spidsen for

den stående NATO fregatstyrke SNMG1.

Danmark overtager kommandoen for NATO

-flådestyrken den 25. januar i operationsområdet

ved Afrikas Horn.

Det danske bidrag

Det danske bidrag består både af kommandoskibet

ABSALON med ca. 130 mand og

en international stab på ca. 18 mand. Den

internationale stab ledes af flotilleadmiral

Christian Rune, og ABSALONs besætning

ledes af kommandørkaptajn Dan Termansen.

ABSALON afsejler fra flådestation Frederikshavn

den 5. januar, og til forskel fra

sidst hvor ABSALON var udsendt til koalionsstyrkerne

Task Force 150 og 151, som

også bekæmper pirateri ud for Afrikas

Horn, har Danmark nu indgået en udleveringsaftale

med Kenya. Det betyder, at det

danske krigsskib kan udlevere eventuelle

tilbageholdte formodede pirater til retsforfølgelse

i Kenya.

ABSALON’s Tekniske data:

Længde: 137,6 meter

Bredde: 19,5 meter

Dybgang: 6,3 meter

Deplacement: 6.700 tons

Besætning: 130 mand

Maskineri:

2 Dieselmotorer á 8.200 kW.

2 skruer m. stilbare skrueblade.

1 Bowtruster.

Fart: max. Ca. 25 knob.

Aktionsradius:

12.500 sm ved 12 knob

6.400 sm ved 23 knob

Armering:

1 127 mm Kanon

2 35 mm Close In Weapon System (CSWS)

6 Tungt maskingevær

5 container positioner med mulighed for at

bruge dem både til antiluftmissiler (ESSM)

og antioverflademissiler (HARPOON)

Antiubådstorpedoer.

Helikopter.

Til overvågning, afsøgning og varsling på

større afstande, samt transport og søredning

medbringes en Helikopter af typen

NAVY LYNX Mk 90B.

Fartøjer:

2 Storebro SRC 90E-DA indsatsfartøjer,

Landing Craft Personel (LPC på FLEX dækket

agter.)

2 ZODIAC SR 700 Mk 4 gummibåde.

20 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


ABSALON besøger Valetta på Malta. (Foto: Søværnet)

ABSALON afløses i juni 2010 af søsterskibet

ESBERN SNARE, mendens besætningerne

udskiftes cirka hver tredje måned. Den internationale

stab vil være udsendt i hele

perioden frem til januar 2011.

NATO-flådestyrken SNMG1

NATO-flådestyrken er en del af NATOs Response

Force, som til stadighed er klar til at

blive indsat i krigszoner eller ved humanitære

katastrofer.

Flådestyrken, der består af op til seks fregatter

og destroyere, indsættes på skift

med flådestyrken SNMG2 i OPERATION

OCEAN SHIELD, der er navnet på NATOs

indsats mod pirateri ved Afrikas Horn.

Opgaver

Opgaverne for SNMG1 i 2010 er blandt andet

at udgøre en del af NATOs beredskab,

at gennemføre operationer og at være til

rådighed for anvendelse som diplomatisk/

politisk redskab.

I forbindelse med operationer deltager

støtteskibene ABSALON og ESBERN SNARE

som en del af SNMG1 i NATOs anti-

piratoperation OPERATION OCEAN SHIELD

ud for Afrikas Horn i perioderne januar til

marts og august til december.

Når flådestyrken ikke er indsat i operationer

gennemføres der styrkegenerering,

øvelsesvirksomhed og certificering af NA-

TOs beredskab.

Det danske bidrag med både en styrkechef,

en stab og et støtteskib af ABSALONklassen

er dermed et væsentlig bidrag til

den maritime sikkerhed og til beskyttelsen

af den internationale skibstrafik ved bl.a.

Afrikas Horn.

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 21


Radiodivisionen melder:

M

ed håbet om, at alle er kommet godt ind i 2010, byder jeg

velkommen til en ny sæson ombord i PEDER SKRAM.

I 2010 er der to store begivenheder på og omkring Nyholm,

d. 10. AUG fylder den danske Flåde 500 år, og i den første uge i

SEP måned er de årlige Tordenskjoldsdage forlagt fra Frederikshavn

til København.

På adressen http://flaaden500.dk bliver der orienteret om arrangementerne

i forbindelse med jubilæet.

Åbningstiderne 2010 er oplyst til at blive i tidsrummet 01 JUN til 05

SEP, dog undtaget nogle dage omkring Flådens jubilæum – og i forbindelse

med Københavns Kulturnat og efterårsferien fra

FRE 08 OKT til og med SØN 17 OKT. Alle dage i tidsrummet kl.

1100 - 1700. Vi skulle gerne dagligt i hele åbningsperioden kunne

stille med en vagthavende telegrafist.

Vagtlisten for 2010 er under udarbejdelse og udsendes snarest,

så I kan vælge hvilke datoer, der passer jer bedst som vagthavende

telegrafist. Der er to telegrafister, der ønsker faste dage – den ene

på tirsdage, og den anden på en anden ugedag, som snarest bliver

afklaret.

I skrivende stund er radioforholdene under forbedring, da solpletantallet

er voksende – det må derfor konkluderes, at solcyclus 24 er

begyndt. Dette skulle give gode muligheder for lange og spændende

radioforbindelser i den kommende sæson.

Teknisk er der minimum det samme udstyr til rådighed som i sæson

2009.

På gensyn i den nye sæson.

Med venlig hilsen

Kaj Nielsen

Leder af Radiodivisionen OZ1RDN

e-mail: oz1rdn@pederskramsvenner.dk

ozniac@jubii.dk

22 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010


Fra sekretærerne og kassereren:

Det er sekretariatet en fornøjelse at byde følgende

nye medlemmer velkommen i Venneforeningen:

Stig Nielsen Champion Lake, Western Australia.

Anders Mærsk Spjald.

Ettore Moretti Pavia, Italien.

Sammen med dette blad følger kontingent opkrævningen for

2010, og vi håber du stadigvæk, ved at betale dit kontigent,

vil støtte arbejdet med at genudruste PEDER SKRAM.

Betal gerne via NETBANK

Skulle nogen ønske at bruge homebanking eller netbank via PC

er det selvfølgelig muligt, ved kontooverførsel skal benyttes:

Registreringsnummer: 9570 og kontonummer: 06 83 280

og derefter som tekst på modtagers kontoudtog:

medlemsnummer og navn.

Ved betalingskort, vælges korttype 01 og igen som meddelelse til

modtager, husk at anføre medlemsnummer og navn.

Med venlig hilsen

Erik Nygaard, Adam Pomykala og Børge Raasthøj.

kontor@pederskramsvenner.dk

Venneforeningens blad marts 2010 ______________________________________ 23


Returadresse:

Fregatten PEDER SKRAM.s Venner

Elefanten 2, Nyholm,

1439 København K.

Returneres ved varig adresseændring med oplysning om ny adresse.

Hangarskibet VARYAG (læs hele historien fra side 6)

Redaktion:

Peter Lindstrøm

og Jens Møller.

Tryk:

Forsvarets

trykkeri,

FLS Korsør.

24 ______________________________________ Venneforeningens blad marts 2010

More magazines by this user
Similar magazines