Download uddrag fra bogen - Mrs. Robinson

mrs.robinson.dk

Download uddrag fra bogen - Mrs. Robinson

øjensamleren


sebastian Fitzek

øjensamleren

Oversat af rigmor Kappel schmidt


øjensamleren

Originaltitel: Der Augensammler

Copyright © 2010 by Droemersche Verlagsanstalt Th. Knaur nachf.

GmbH & Co. KG, munich, Germany

Bogen er udgivet efter aftale med aVa international GmbH, Germany

(www.ava-international.de)

Dansk copyright © 2011 audioteket a/s

Oversat af rigmor Kappel schmidt

sats : sIDe-1, Odense

Bogen er sat med Garamond

Tryk: nørhaven

Omslag: Thomas szøke, eYelaB.DK

Citatet af max Frisch: Biedermann und die Brandstifter

er hentet fra jørgen engbergs danske oversættelse:

Biedermann og brandstifteren, s. 30.

IsBn: 978-87-645-0503-0

1. udgave, 1. oplag 2012


Til minde om Rüdiger Kreklau

Det er fantasterne, der forandrer verden,

ikke tørvetrillerne.


Spillet er et eksperiment med tilfældet.

Novalis

It’s the end where I begin.

The Script


Epilog

401

Alexander Zorbach (jeg)

D er findes historier, der som dødbringende spiraler

driver deres rustne modhager dybere og dybere ind

i bevidstheden på den, der måtte lytte til dem. jeg kalder

dem Perpetuum morbile. Historier, der aldrig er begyndt

og aldrig vil slutte, da de handler om den evige dødskamp.

Ofte bliver de fortalt af en samvittighedsløs person, der

nyder at se rædslen malet i tilhørerens øjne og glæder sig

ved tanken om de mareridt, der med sikkerhed vil blive

resultatet – om natten, når man ligger alene i sengen og

stirrer op i loftet, fordi man ikke kan falde i søvn.

af og til finder man en sådan Perpetuum morbile i et

bogomslag, så man kan flygte fra den, idet man smækker

bogen i. så jeg vil allerede nu give Dem dette råd: læs

ikke videre!

jeg ved ikke, hvordan De har forvildet Dem hen til disse

linjer. jeg ved kun, at de ikke er stilet til Dem. Denne beretning

om gruen burde ikke falde i nogens hænder. end

ikke ens værste fjendes.

Tro mig, jeg taler af erfaring. jeg kunne ikke lukke

øjnene. Og heller ikke lægge bogen fra mig. For historien

om den mand, hvis tårer vælder frem i hans øjne

som bloddråber – historien om den mand, der knuger

en forvreden sæk menneskekød ind til sig; kød, der få

minutter tidligere havde trukket vejret, elsket og levet

– den historie er ingen film, ingen fiktion, ingen bog.


Den er min skæbne.

mit liv.

For den mand, der midt i den værste kval måtte erkende,

at dødskampen først lige er begyndt – den mand er mig.

400


Sidste kapitel. Slutningen.

Sov sødt, barnlil, og visselul.

Far vogter får og deres kuld.

„sig til hende, at hun skal holde op med at synge,” brølede

indsatslederens stemme i mit højre øre.

Mor rusker i træets grene,

Da falder en drøm så ene …”

„Få hende straks til at holde op med at synge den forbandede

sang.”

„ja, ja. jeg har forstået det. jeg ved godt, hvad jeg skal

gøre,” svarede jeg ned i den lillebitte mikrofon, som teknikeren

fra indsatsholdet for få minutter siden havde fastgjort

til min skjorte. Den havde radioforbindelse til indsatslederen,

som jeg nu havde kontakt til. „Hvis De bliver ved

med at råbe sådan ad mig, river jeg høretelefonen ud af

øret, er det klart?”

jeg nærmede mig midten af broen, der førte hen over

a100. Bymotorvejen elleve meter under os var i mellemtiden

blevet spærret i begge retninger – mere for at beskytte

bilisterne end den sindsforvirrede kvinde, der stod en

buslængde fra mig.

„angelique!” jeg råbte hendes navn. Takket være den

korte briefing, jeg havde fået i den midlertidige kommandocentral,

vidste jeg, at hun var syvogtredive år gammel,

399


havde to tidligere domme for forsøg på bortførelse af børn

og havde tilbragt mindst syv af de sidste ti år på en lukket

anstalt. Desværre havde en forstående psykolog for fire

uger siden udstedt en erklæring om, at han anbefalede en

udslusning til samfundet.

Mange tak, hr. psykolog. Og nu har vi balladen!

„jeg rykker lige lidt nærmere, hvis det er i orden,” sagde

jeg og løftede hænderne. Ingen reaktion. Hun lænede sig

ind mod det rustne gelænder, idet hun med armene dannede

en vugge foran brystkassen. nu og da svajede hun let

forover, så hendes albuer rakte ud over brystværnet.

jeg rystede ikke kun af anspændthed, men også af kulde.

Ganske vist lå temperaturen stadig et stykke over frysepunktet,

hvilket var usædvanligt for december måned, men det

føltes så koldt, at det uden problemer kunne sammenlignes

med jakutsk. efter at have stået tre minutter herude i vinden

frøs jeg, så mine ører var ved at falde af.

„Hej, angelique!”

Gruset knirkede under mine tunge støvler, og nu drejede

hun for første gang hovedet hen mod mig; meget langsomt,

som i slowmotion.

„mit navn er alexander Zorbach, og jeg vil gerne tale

med Dem.”

For det er mit job. I dag er det mig, der er forhandlingsleder.

„er han ikke vidunderlig?” spurgte hun i samme syngende

tonefald, som hun lige havde brugt til vuggesangen

Sov sødt, barnlil, og visselul …

„er min baby ikke vidunderlig?”

Det bekræftede jeg, skønt jeg på afstand nærmest ikke

kunne se, hvad hun knugede ind mod sin spinkle brystkasse.

Det kunne lige så godt være en pølle, et sammenfoldet lagen

eller en stofdukke. men så heldige var vi ikke. Det havde

det termiske kamera slået fast. Hun holdt noget levende,

398


noget varmt i armene. jeg kunne endnu ikke se det, men

til gengæld sagtens høre det.

Den seks måneder gamle baby skreg. lidt afkræftet, men

i det mindste skreg den stadig.

Indtil nu var det dagens bedste nyhed.

Den dårlige var, at spædbarnet kun havde få minutter

tilbage at leve i.

Og endda kun, hvis den sindsforvirrede kvinde ikke

kastede ham ud fra broen.

For fanden, Angelique. Denne gang har du på alle tænkelige

måder valgt den forkerte baby.

„Hvad hedder det søde barn?” jeg forsøgte på ny at få

gang i en samtale med hende.

På grund af en abort, der gik skævt, kunne kvinden

ikke længere få børn. Det havde fået hende til at gå fra

forstanden. Det var nu tredje gang, hun havde bortført et

fremmed barn for at tage det til sig som sit eget. Og for

tredje gang var hun blevet opdaget af forbipasserende i

nærheden af sygehuset. I dag havde det kun varet en halv

time, før et cykelbud havde lagt mærke til den barfodede

kvinde med den skrigende baby på broen.

„Det har ikke fået noget navn endnu,” svarede angelique.

Hun var kommet så langt i sine fortrængninger, at hun i

dette øjeblik var overbevist om, at barnet, hun holdt i sine

arme, faktisk var hendes eget kød og blod. jeg vidste, det

ikke gav nogen mening at forsøge at overbevise hende om

det modsatte. Hvad man ikke havde kunnet opnå med syv

års intensiv terapi, ville med sikkerhed ikke lykkes mig på

syv minutter – men det var heller ikke min hensigt.

„Hvad siger De til ‘Hans?” foreslog jeg. nu var jeg højst

ti meter fra hende.

„Hans?” Hendes ene hånd slap bylten og lindede på

tæppet. lettet hørte jeg, at babyen stak i et vræl.

397


„Hans lyder godt,” sagde angelique i sine egne tanker.

Hun trådte et lille skridt tilbage og stod nu ikke så tæt ved

rækværket: „ligesom ‘Klodshans”.

„ja.” jeg snakkede hende efter munden og tog endnu

et skridt fremad.

Ni meter.

„eller som Hans i det andet eventyr.”

Hun vendte sig om og så spørgende på mig. „Hvilket

andet eventyr?”

„nåh ja, det om nymfen Undine.”

nærmere bestemt var det snarere et germansk sagn end

et eventyr, men lige nu var det irrelevant.

„Undine?” Hun trak mundvigene nedad. „Det kender

jeg ikke.”

„Ikke det? jamen, så må jeg fortælle Dem det. Det er

vidunderligt.”

„Hvad har De nu gang i? Er De da gået helt fra forstanden?”

råbte indsatslederen ind i mit højre øre, men det reagerede

jeg ikke på.

Otte meter. skridt for skridt arbejdede jeg mig ind i

hendes straffesparkfelt.

„Undine var et gudlignende væsen, en nymfe, der var

så vidunderlig som ingen anden. Hun tabte sit hjerte til

ridder Hans.”

„Hører du det, min søde? Du er en ridder!”

Babyen kvitterede med et højt skrig.

Han trak altså stadigvæk vejret. Gud være lovet.

„ja, men ridderen var så vidunderlig, at alle kvinder

rendte efter ham,” fortsatte jeg. „Og desværre forelskede

han sig i en anden kvinde og forlod Undine.”

Syv meter.

jeg ventede, til jeg igen kunne høre babyen vræle, så

fortsatte jeg. „Undines far, havguden Poseidon, blev så

fortørnet over det, at han forbandede Hans.”

396


„en forbandelse?” angelique holdt op med at vugge

barnet.

„ja. Fra da af kunne Hans ikke trække vejret ubevidst.

Han var nødt til at koncentrere sig om det.”

støjende sugede jeg den kolde luft ned i mine lunger og

pustede den ud igen i små stød, mens jeg talte. „Indånding.

Udånding. Indånding. Udånding.” min brystkasse hævede

og sænkede sig demonstrativt.

„Hvis Hans bare én eneste gang glemte at tænke på at

trække vejret, ville han dø.”

Seks meter.

„Hvordan ender eventyret?” spurgte angelique mistroisk,

da jeg forsigtigt havde bevæget mig fremad, så jeg nu kun

var en billængde fra hende. Hun virkede utilfreds, ikke med

min nærhed, men med den vending, eventyret havde taget.

„Hans gør alt for ikke at falde i søvn. Han kæmper imod

sin træthed, men til sidst falder hans øjne alligevel i.”

„Dør han?” spurgte hun tonløst. enhver glæde var forsvundet

fra hendes udtærede ansigt.

„ja. For når han sover, vil han uvægerligt glemme at

trække vejret. Og det er den visse død for ham.”

Det knitrede i mit øre, men denne gang holdt indsatslederen

sin mund. Her udenfor hørtes kun den fjerne susen

fra byens trafik. Højt over vores hoveder trak en flok sorte

fugle mod øst.

„men det er jo ikke noget dejligt eventyr.” angelique

vaklede lidt forover og vuggede nu med hele kroppen babyen,

som hun knugede ind mod sig. „Det er ikke dejligt.”

jeg rakte hånden ud mod hende og rykkede endnu tættere

på. „nej, det er det ikke. Og egentlig er det slet ikke

noget eventyr!”

„Hvad er det så?”

jeg holdt inde og ventede igen på at høre et eller andet

395


livstegn fra den lille. men der var ikke mere at høre. Kun

stilhed. min mund føltes helt udtørret, da jeg sagde: „Det

er sandheden.”

„sandheden?”

Hun rystede energisk på hovedet, som havde hun allerede

en anelse om, hvad jeg nu ville sige.

„angelique, hør på mig. Babyen, De står med i Deres

arme, lider af undine-syndromet. Det er en sygdom, der er

opkaldt efter det eventyr, jeg lige har fortalt Dem.”

„nej!”

Jo.

Det tragiske var, at jeg ikke diskede op med nogen

taktisk løgn. Undine-syndromet er en sjælden forstyrrelse

i centralnervesystemet, hvor de ramte børn bliver kvalt,

hvis ikke de bevidst koncentrerer sig om at trække vejret.

en alvorlig og livstruende sygdom. Hos Tim (det var babyens

navn) var hans åndedrætsaktiviteter i vågen tilstand

tilstrækkelige til at forsyne den lille krop med ilt. Kun når

han sov, skulle han have hjælp til at trække vejret.

„Det er mit barn,” protesterede angelique på ny med

sin vuggesangsstemme.

Sov sødt, barnlil, og visselul …

„Der kan De selv se, hvor fredeligt han sover i mine

arme.”

Åh gud, nej. Hun havde ret. Babyen gav ikke en lyd fra sig.

Far vogter får og deres kuld.

„ja, det er Deres baby, angelique,” sagde jeg indtrængende

og rykkede endnu en meter nærmere. „Det er der

ingen, som bestrider. men han må ikke falde i søvn, hører

De! ellers dør han ligesom Hans i eventyret.”

„nej, nej, nej!” Hun rystede trodsigt på hovedet. „Der

er ikke noget galt med min baby. Han er ikke blevet forbandet.”

394


„nej, selvfølgelig er han ikke det. men han er syg. Vil

De ikke nok give mig Deres barn, så lægerne kan gøre

ham rask igen.”

nu var jeg så tæt på hende, at jeg mærkede den sødligtharske

lugt af hendes uvaskede hår. lugten af åndelig og

kropslig vanrøgt, der var sivet ind i hver trevl af hendes

billige joggingsæt.

Hun drejede sig om mod mig, og for første gang fik jeg

babyen at se. jeg kastede et blik på hans lillebitte, rødmossede

… sovende ansigt. Forskrækket så jeg på angelique.

Og så slog det klik for mig.

„Nej, for fanden, gør det ikke!” brølede indsatslederens

stemme i mit øre, men på det tidspunkt lyttede jeg slet

ikke til den. „Væk med den. Væk!”

Denne og de følgende sætninger hentede jeg senere fra

indsatsrapporten, som lederen af undersøgelseskommissionen

forelagde for mig.

I dag, syv år efter den dag, hvor mit liv blev ødelagt, er

jeg ikke længere sikker på, om jeg virkelig så det.

Det.

noget i hendes blik. Der udtrykte den reneste og mest

fortvivlede selverkendelse. men dengang var jeg sikker.

De kan kalde det forudanelse, intuition, klarsynethed.

Det er, hvad det er, og jeg følte det med alle mine sanser:

I det øjeblik angelique vendte sig om mod mig, var hun

blevet bevidst om sin psykiske forstyrrelse. Hun havde

erkendt sig selv og vidste, at hun var syg. at babyen ikke

tilhørte hende. Og at jeg aldrig ville give hende barnet

tilbage, så snart jeg holdt det i mine arme.

„Stands, for pokker. Ødelæg nu ikke det hele.”

Fra min boksetræning havde jeg tilstrækkelig erfaring til

at vide, hvad man skulle holde øje med ved modstanderen,

hvis man ville fornemme hans bevægelser på forhånd. Hans

393


skuldre! Og angeliques skuldre bevægede sig i en retning,

der kun kunne opfattes på én måde, især da hun langsomt

satte armene i bevægelse.

Kun tre meter. Tre forbandede meter.

Hun ville kaste babyen ud fra broen.

„Smid våbnet. Jeg gentager: Smid straks våbnet.”

Derfor lyttede jeg ikke til stemmen, som lød i mit øre,

men rettede pistolen direkte mod hendes pande. Og skød.

Det er som regel i dette øjeblik, jeg vågner skrigende op og

et øjeblik glæder mig over, at det kun var et mareridt. Indtil

jeg rækker hånden ud og mærker på den tomme halvdel

af sengen ved siden af mig. Indtil det går op for mig, at

denne hændelse virkelig har fundet sted. Den betød, at jeg

mistede mit job, min familie og evnen til at sove igennem

og få en hel nats søvn uden at blive vækket af mareridt.

siden dette skud har jeg haft angstanfald. en kold og

klar angst, der trænger gennem alt; det koncentrat, som

mine drømme næres ved.

Dengang på broen slog jeg et menneske ihjel. Og hvor

meget jeg end bilder mig ind, at jeg dermed kunne redde

et andet menneske, er jeg dog sikker på, at ligningen ikke

går op. For hvad nu, hvis jeg tog fejl dengang? Hvad nu,

hvis angelique aldrig havde tænkt sig at gøre babyen noget?

måske havde hun bare bevæget armene for at række mig

barnet! I samme øjeblik jeg affyrede skuddet, der borede

sig ind i hendes hjerneskal. så hurtigt, at hendes hjerne

ikke engang kunne nå at sende en impuls om, at armene

skulle slippe deres greb. så hurtigt, at jeg kunne nå at gribe

barnet, før det gled ud af hendes døde hænder.

Altså, hvad nu, hvis jeg dengang på broen dræbte et uskyldigt

menneske?

392


For så måtte jeg en skønne dag betale for min fejl, så

meget var sikkert.

Det vidste jeg. Blot var jeg ikke klar over, at denne dag

snart skulle komme.

391


Kapitel 83

O g igen besøgte jeg sammen med min søn det sted,

hvorom det hed sig, at der i Berlin ikke fandtes bedre

sted at dø for et barn.

„mener du det? Helikopteren?” spurgte jeg og nikkede

ned mod den åbne papæske, som jeg bar hen ad den lange

gang. „Har du nu tænkt over det? Det er trods alt en Captain

jack-helikopter med power boost.”

julian nikkede ivrigt, mens han med begge hænder slæbte

en propfuld Ikea-bærepose hen over linoleumsgulvet.

jeg havde gentagne gange tilbudt ham min hjælp, men

han ville absolut selv slæbe den gennem hele sygehuset.

Typisk tilfælde af de ‘jeg er blevet stærk nok-fantasier, alle

drenge på et tidspunkt bliver grebet af, og som ligger et

sted mellem ‘jeg tør ikke alene og ‘Bare kom an.

Det eneste, jeg kunne gøre uden at såre hans stolthed,

var at gå lidt langsommere.

„jeg har ikke brug for helikopteren mere!” sagde julian

med bestemt stemme.

så begyndte han at hoste. Først lød det, som om han

havde fået noget galt i halsen, men så blev hans hoste stadig

mere hul.

„er der noget galt, lille ven?” jeg satte æsken fra mig

på gulvet.

allerede da jeg hentede julian hjemme, havde jeg lagt

mærke til hans blussende ansigt, men han havde helt alene

390


slæbt den store bærepose ned i haven, så jeg var gået ud

fra, at det var anstrengelsen, der havde givet ham svedige

hænder og fugtige lokker, der klæbede til hans nakke.

„er du stadig forkølet?” spurgte jeg omsorgsfuldt.

„jeg er blevet rask igen, far.” Han skubbede min hånd

væk, da jeg ville mærke ham på panden.

så hostede han igen, men det lød faktisk lidt bedre end

før.

„Har du været ved lægen sammen med mor?”

Måske skulle vi lade dem undersøge dig, nu vi er på et

sygehus.

julian rystede på hovedet.

„nej, kun ved …” Han gik i stå, og jeg følte raseriet

stige op i mig.

„Kun ved hvad?”

Brødebetynget vendte han sig væk fra mig og rakte ud

efter bæreposens håndtag.

„lige et øjeblik. I har da vel ikke været ved den der

shaman igen?”

Han nikkede forlegent, som ville han indrømme, at han

havde været uartig. Blot var det i dette tilfælde slet ikke ham,

der havde gjort noget forkert. Det var hans mor, der evig og

altid kom på esoteriske afveje og hellere slæbte vores søn til

en indisk mirakelguru end til en øre-næse-hals-specialist.

For lang tid siden, dengang jeg lige havde forelsket mig

i nicci, kunne jeg stadig more mig over hendes skøre idéer

og fandt det endda underholdende, når hun ville læse

min fremtid i linjerne i min hånd eller afslørede, at hun

i et tidligere liv havde været en græsk slavinde. men hvor

hendes skøre idéer i starten havde været ret harmløse, blev

de med årene regulært forskruede, hvad der helt ærligt også

bidrog til, at jeg fjernede mig fra hende, først mentalt og

siden fysisk. I det mindste vil jeg gerne bilde mig det ind

389


for ikke at stå tilbage som den eneste skyldige i, at vores

ægteskab kuldsejlede.

„Hvad har den kvaksal …, den shaman så sagt?” spurgte

jeg og talte nu venligt til min søn. jeg skulle gøre mig umage

for ikke at lyde aggressiv. julian havde følt sig ramt, men

det var ærlig talt ikke hans skyld, at hans mor hverken

troede på den traditionelle medicin eller evolutionsteorien.

„Han mente, mine chakraer trængte til at blive opladet.”

„Chakraer?”

Blodet steg mig til hovedet.

„Selvfølgelig, chakraerne. Hvorfor var jeg ikke selv kommet

på den tanke? Det var sikkert også derfor, vores søn for to år

siden brækkede håndleddet, da han skatede,” belærte jeg stumt

nicci. Dengang havde hun i fuld alvor spurgt kirurgerne,

om ikke bedøvelsen kunne erstattes af hypnose.

„Du må hellere få noget at drikke,” sagde jeg for at tale

om noget andet, idet jeg pegede hen mod drikkevareautomaten.

„Hvad vil du have?”

„Cola,” jublede han straks.

Selvfølgelig. En cola.

nicci ville rive hovedet af mig, det var helt sikkert.

min endnu ikke fraskilte kone handlede principielt kun

i økologiske butikker og supermarkeder, og en koffeinsodavand

fuld af kemikalier stod garanteret ikke på hendes

indkøbsseddel.

Nåh ja, men man kan altså ikke få fennikelte her, tænkte

jeg og mærkede på mine jakkelommer efter pungen. jeg

fór sammen, da der bag mig lød en uventet stemme, ung

og dog udslidt.

„sikken overraskelse, Zorbach-familien!”

Den blonde sygeplejerske, som jeg vagt huskede fra

vores besøg sidste år på grund af hendes påfaldende piercinger

i overlæben, var pludselig dukket op ud af det rene

388


ingenting og stod nu med den farvestrålende tevogn i

sygehusets gang.

„Hej, moni,” sagde julian, der åbenbart også genkendte

hende. Hun sendte ham et indstuderet „små patienter

er mine venner”-smil. så faldt hendes blik på vores pakkenelliker.

„Så meget i år?”

jeg nikkede åndsfraværende, fordi jeg stadig ikke havde

fundet min tegnebog.

Bare ikke det! Alle mine legitimationspapirer, kreditkort,

selv mit nøglekort, som jeg skulle bruge for at komme ind i

det store redaktionslokale.

jeg kunne huske, at jeg stadig havde haft tegnebogen i

går ved drikkevareautomaten i redaktionen. jeg ville have

svoret på, at jeg havde lagt den tilbage i min jakkelomme.

men nu var den forsvundet.

„ja, år for år bliver der mere legetøj,” mumlede jeg og

ærgrede mig i samme nu over, at jeg lød så skyldbevidst.

Ved første øjekast kunne det se ud som en typisk reaktion

fra en fraskilt mand, men faktisk havde jeg altid holdt af at

forære min søn gaver. Hvor en traktor lavet i træ selvfølgelig

var „pædagogisk mere værdifuld” end den selvlysende vandpistol,

som sygeplejersken netop nu tog op af Ikea-tasken.

men „pædagogisk værdifuld” var et argument, som mine

forældre så rigeligt havde plaget mig med, og de havde

overhovedet ikke villet indse, at når jeg absolut havde brug

for en walkman eller ønskede mig en BmX-cykel, var det,

fordi alle mine venner kørte rundt på sådan én. Kald mig

bare overfladisk, men jeg ville skåne min søn for at blive

outsider, uden at det dog betød, at jeg ville købe alverdens

elendige produkter, bare for at han kunne høre til. men jeg

sendte ham heller ikke tomhændet ud i den darwinistiske

overlevelseskamp, der dagligt udkæmpes i skolegården.

387


moni havde i mellemtiden mærket sig frem til en spiderman-figur.

„Det er virkelig beundringsværdigt, synes

jeg, at du vil gå af med alle de dejlige legesager,” sagde hun

og smilede til min søn.

„Det er da ikke noget,” svarede julian leende. „Det gør

jeg gerne.”

Og han mente det. Det havde ganske vist været min idé

at rydde ud i hans værelse en gang om året, før der kom

en ny forsyning legetøj. men han var straks med på idéen.

„Vi skaffer plads og gør en god gerning!” sagde han som

et ekko af mine ord og gik straks i gang. Og således opstod

vores ‘solskinsdag, som vi kaldte den. Den dag, hvor far

og søn smøgede ærmerne op og slæbte af sted med det

udrangerede legetøj til børnehospicet for at uddele det til

de små patienter.

„Den her er garanteret noget for Tim,” sagde sygeplejersken

smilende og lagde spiderman-figuren tilbage til de

andre legesager. så sagde hun farvel og gik videre.

jeg så efter hende og mærkede til min bestyrtelse, at jeg

havde svært ved at holde tårerne tilbage.

„er der noget i vejen?” spurgte julian og så på mig. Han

havde vænnet sig til, at hans far fik let til tårer, så snart han

kom ind på solskinsafdelingen på anden etage. selv havde

julian aldrig grædt der. sandsynligvis fordi døden for ham

stadig var så langt væk og ikke var til at forestille sig. men

for mig var hospicet for uhelbredeligt syge børn et sted, jeg

næsten ikke kunne holde ud at komme. man kunne måske

have antaget, at et menneske, der allerede én gang havde

skudt et menneske, var blevet lidt afstumpet – især da jeg

efter min suspendering fra polititjenesten måtte tjene til

dagen og vejen som politireporter. De sidste fire år havde

jeg arbejdet for byens største og dermed også mest bloddryppende

avis og havde som journalist endda fået mig

386


lidt af et navn med mine reportager over de grusomste

voldsforbrydelser. men jo mere jeg skrev om denne verdens

forfærdeligste grusomheder, jo mindre var jeg parat til at

affinde mig med døden. Og da slet ikke, når det drejede sig

om uskyldige børn, der lå for døden af leukæmi, hjertesvigt

eller undine-syndrom.

Tim!

„Var det ikke navnet på den dreng, du reddede dengang?”

jeg nikkede og opgav endegyldigt at lede efter min tegnebog.

Hvis jeg var heldig, lå den på forsædet i min Volvo,

men jeg havde sandsynligvis mistet den et eller andet sted.

„netop. men det kan ikke være ham. Han hedder bare

det samme.”

Tim, hvis bortfører jeg havde skudt, skrev hvert år julekort

til mig. af den slags, som forældrene tvinger én

til: med ord, som intet barn frivilligt tager i munden, og

skrevet med usikker skrift. Kort, som man hænger op på

køleskabet og glemmer igen, indtil de falder ned af sig

selv. men alligevel var det livstegn, der fortalte mig, at Tim

trods sin alvorlige sygdom levede et nogenlunde normalt

liv hjemme hos sine forældre og ikke slumrede sig gennem

sine sidste timer på et børnehospice.

„mor siger, at efter dengang på broen er du ikke mere

dig selv.” julian så på mig med store øjne.

Dengang på broen.

Ofte kan nogle få ord være en omskrivning for et helt

univers. ‘jeg elsker dig eller ‘Vi er en familie, for eksempel.

en kombination af harmløse bogstaver, som giver dit liv

en mening. Og så findes der sætninger, som fratager dig

den igen. „Dengang på broen” faldt afgjort inden for den

sidste kategori. Hvis det ikke var så sørgeligt, havde man

kunnet le af, at vi i vores familie opførte os som personer i

en Harry Potter-roman, når vi talte om du-ved-nok-hvem i

385


stedet for at kalde tingene ved deres rette navn. angelique,

den sindsforvirrede kvinde, hvis liv jeg havde taget, var

blevet min personlige Voldemort.

„julian, vil du ikke gå i forvejen til opholdsrummet, hvor

børnene venter på os?” jeg knælede ned for at komme på

øjenhøjde med ham. „jeg vil lige hurtigt se efter, om jeg

har glemt tegnebogen i bilen.”

julian nikkede uden et ord.

jeg så efter ham, til han var forsvundet om hjørnet, og

jeg kun kunne høre lyden fra hans sportssko og den tunge

bærepose, som han slæbte af sted med.

Først da gjorde jeg omkring og forlod sygehuset for ikke

at vende tilbage.

384


Kapitel 82

V olvoen stod parkeret i vintermorgenens halvmørke

under et vældigt kastanjetræ foran sygehuset, så derfor

stak jeg bilnøglen i tændingen, så læselyset over passagersædet

blev tændt. jeg ledte overalt: på gulvet, på bagsæderne,

under en stak gamle aviser ved siden af førersædet. jeg

hadede at have lommerne fulde af alt muligt, når jeg kørte,

så jeg plejede at smide nøgler, mobiltelefon og tegnebog

fra mig på sædet ved siden af, før jeg satte mig bag rattet.

et ritual, som jeg denne gang åbenbart havde brudt.

For ud over en kuglepen og en åbnet pakke tyggegummi

kunne jeg ikke finde noget. jeg lagde aviserne på gulvet og

mærkede også efter i sprækken mellem sæde og ryg. Intet.

Tegnebogen var og blev forsvundet.

efter at jeg endnu en gang havde ledt under sæderne,

åbnede jeg handskerummet, selv om jeg var sikker på, at

jeg aldrig opbevarede andet her end scanneren, som jeg

brugte til at aflytte politiradioen. I begyndelsen af min tid

som politireporter havde det skåret mig i hjertet, hver gang

jeg måtte lytte til mine tidligere kolleger. men efterhånden

havde jeg affundet mig med ikke længere at høre til blandt

dem. Desuden havde min chef Thea Bergdorf kun givet mig

jobbet på grund af min insiderviden. Det var en uskreven

betingelse i min ansættelse, at jeg skulle aflytte politiradioen,

når jeg sad i bilen. Især på dage som denne, hvor vi

ventede det værste. jeg havde installeret scanneren, så den

automatisk gik i gang, når jeg drejede nøglen i tændingen,

383


og derfor blinkede det hvislende apparat i handskerummet

nu som et juletræ.

jeg opgav at lede mere og ville gå tilbage til julian, da

jeg hørte en stemme, der straks fik mig til at glemme min

bekymring over den forsvundne tegnebog.

„… Westend, på hjørnet af Kühler Weg og Alte Allee …”

jeg så hen mod handskerummet, så skruede jeg op for

scanneren.

Jeg gentager. Et nul syv på Kühler Weg. ØS4 patruljevogne

på stedet.”

mit blik vandrede til uret på instrumentbrættet.

For fanden. Ikke igen.

et nul syv. Den officielle radiokode for fundet af et lig.

ØS4.

øjensamlerens fjerde runde var begyndt.

382


M

Kapitel 81

(Endnu 44 timer og 38 minutter

til ultimatummets udløb)

381

Tobias Traunstein (9 år)

ørkt. Sort. Nej, ikke sort.

Det er ikke det rigtige ord.

Det var jo ikke som lakken på fars nye bil. Heller ikke

som det spættede mørke, der dirrede for øjnene, når man

pludselig lukker dem. Og det var heller ikke det grålige,

skumrende halvmørke, han kendte fra dengang, de gik tur

om natten med fru Quandt. Det her var anderledes. På en

måde tættere. mere uhyggeligt. som var han dykket ned

i en olietønde og havde spærret øjnene op. Tobias åbnede

igen øjnene.

Intet.

mørket omkring ham var endnu mere uigennemtrængeligt

end skoven omkring ferielejren, hvor de havde været

med klassen sidste sommer. Og der var hverken måneskin

eller skær fra lommelygterne, til forskel fra dengang de var

på skattejagt i Postfenn og ledte efter sedler langs skovvejen

gennem Grunewald. Her lugtede der ikke af skovbundens

jord og blade og vildsvinelort, og lea, der altid var så pivet,

holdt ham ikke i hånden og fór sammen, hver gang det

raslede og knagede. For her var der slet ingen lyde, der

kunne have gjort hans tvillingesøster bange. Her, hvor her

end måtte være, var der … intet.

Intet, ud over hans grænseløse angst over at være lammet.

For selv om han vidste, at mørket ingen arme har

(ligesom han fra sin formningslærer, dr. Hartmann, vidste,

at sort ikke var en farve, men ganske enkelt fravær


af lys), følte han det, som om sortheden holdt ham fast

i et jerngreb.

Han vidste stadig ikke, om han stod op eller lå ned. måske

hang han endda med hovedet nedad, hvad der kunne

forklare, hvorfor han følte en trykken om panden, så han

blev helt svimmel. eller fuld, som hans far altid sagde, når

han kom hjem fra arbejde og beordrede mor til at gøre et

bad parat til ham.

Toby havde aldrig turdet spørge, hvad fuld egentlig betød.

Far brød sig ikke om, når hans børn blev for videbegærlige.

Den lektie havde han lært på en ferie. Da de for to år

siden var i Italien, havde han ved aftensmaden dristet sig

til endnu en gang at spørge, om caldo virkelig betød kold.

Far havde formanet ham om at holde op med sine åndssvage

spørgsmål, og hans mors blik havde bestemt også

villet advare ham om, at han hellere måtte lade være med

at betvivle sin fars italienskkundskaber. men han kunne

ikke lade være med at sige, at så måtte alle vandhanerne i

hotellet være i stykker, siden der kun kom varmt vand ud af

de haner, hvor der stod caldo på. Fars hånd smuttede. efter

den lussing i restauranten passede han på ikke at stille for

mange spørgsmål, hvad der ærgerligt nok viste sig at være

endnu en forbandet fejl. For nu vidste han ikke, hvad fuld

betød, og han anede derfor ikke, hvorfor han havde det

så skidt og ikke mere kunne bevæge sig. Det var, som om

hans fødder og hoved sad fast i en skruestik, og armene

kunne han ikke længere mærke. Nej, det passede ikke. Han

kunne mærke dem ved skuldrene og måske lidt under,

hvor det pludselig begyndte at krible noget så forfærdeligt,

som dengang han legede „tusind knappenåle” med sin ven

Kevin, for at se, hvem der klarede smerten længst. Kevin,

den pralerøv, hed egentlig Konrad, men han truede alle og

enhver med tæv, hvis de kaldte ham sådan et ”bøssenavn”.

380


Kevin, Konrad, Klaptorsk.

alt under albuerne, altså det, der normalt lå, svingede

eller hang til højre og til venstre for ham, hans underarme,

håndled og hænder (for fanden, hvor er mine hænder?) – det

var alt sammen forsvundet.

Han ville skrige, men hans mund var helt tør, ligesom

hele hans svælg. alt, hvad han kunne få frem, var en ynkelig

skræppen.

Hvorfor gør det ikke ondt? Hvorfor svømmer jeg ikke i mit

eget blod, hvis mine hænder er kappet af? amputeret, eller hvad

fanden det nu hedder. Øv, det har jeg heller ikke spurgt om.

en hengemt lugt trængte ind i Tobys næse, sødlig som

harskt smør, og blev langsomt stærkere. Det varede nogen

tid, før han mærkede, at skruetvingen, han lå i, måtte

være omgivet af vægge, der sendte hans egen dårlige ånde

tilbage i ansigtet på ham. endnu længere varede det, før

han til sin grænseløse lettelse fandt sine hænder igen. lige

under hans ryg.

Jeg er bundet. Nej, det passer ikke. Jeg er klemt fast.

nu myldrede tankerne frem i hovedet på ham.

Under alle omstændigheder ligger jeg på mine arme.

Febrilsk overvejede han, hvad han sidst havde gjort, inden

han kom herind. Her i nat. men i hans hoved skvulpede der

kun en smertensbølge omkring, som tilsyneladende havde

skyllet hans hukommelse bort. Det sidste han huskede var,

at de om aftenen havde spillet tennis i dagligstuen med det

der elendige computerspil, hvor de måtte fare omkring

foran fjernsynet som åndssvage, og hvor lea altid vandt.

Derefter havde mor lagt dem i seng. Og nu var han her.

Her, i denne intethed.

Toby sank noget, og med ét blev hans angst endnu større.

så stor, at han ikke bemærkede den ildelugtende strøm mellem

benene. angsten for at blive levende begravet gjorde

379


nu det, som hans usynlige trange fængsel ikke fuldstændig

havde formået. Den lammede ham.

Toby sank på ny og tænkte, at mørket var som et levende

væsen, der holdt ham fast og smagte af metal, hvis man

kom til at synke det.

Han blev dårlig, ligesom dengang på den lange biltur,

da han ville læse, og far blev sur, fordi de måtte holde ind

til siden. Han holdt vejret for ikke at brække sig, da han

pludselig …

For fanden, hvad …?

Toby lod tungen glide rundt i munden og stødte på

noget mærkeligt.

Åh nej, hvad er det?

Tingesten klæbede til hans gane som en kartoffelchip, der

havde sat sig fast. Blot var dens overflade fastere og glattere.

Og køligere.

Han lod tungen glide hen over genstanden og mærkede,

hvordan han fik stadig mere spyt i munden. Intuitivt trak

han nu kun vejret gennem næsen og undertrykte sin voldsomme

trang til at synke. så længe, at dimsen med en svag

svuppen løsnede sig fra ganen og faldt ned på hans tunge.

Og så vidste han det. selv om Tobias ikke kunne huske,

hvordan han var kommet herind, hvem der havde bortført

og skjult ham, og hvorfor han blev holdt fangen her, og heller

ikke havde den mindste anelse om, hvad denne mørke

intethed, der omgav ham, overhovedet var, så havde han i

det mindste løst denne gåde.

En mønt.

Før Tobias Traunstein var blevet kastet ned i det mørkeste

fangehul i denne verden, havde nogen givet ham en

mønt i munden.

378


Kapitel 80

(Endnu 44 timer og 31 minutter

til ultimatummets udløb)

377

Alexander Zorbach (jeg)

D it ufølsomme, uvederhæftige og selvcentrerede røvhul.”

„så hjerneblæst og modbydelig, du er, har du bare

glemt det.”

min stemme lød rolig, meget roligere end ellers, når jeg

skændtes med min endnu ikke fraskilte kone. Endnu ikke,

for ved vores sidste møde havde vi besluttet at blive skilt.

Og nu gentog nicci den sætning, som hun allerede én gang

den aften havde stukket mig i næsen: „jeg spørger virkelig

tit mig selv, hvordan jeg nogen sinde kunne slå pjalterne

sammen med dig!”

Et godt spørgsmål. Jeg bruger en livline og spørger publikum!

Ærlig talt kunne jeg overhovedet ikke forstå, hvad kvinder

så i mig. Bare i auditoriet på det psykologiske fakultet,

hvor nicci og jeg traf hinanden, var der masser af mænd,

som var mere tiltrækkende, højere og bestemt også mere

charmerende end mig. alligevel kastede hun sine øjne på

mig. Det kunne ikke skyldes mit udseende. jeg hader at se

mig selv på fotos. Ud af to hundred snapshots findes der

højst ét, som jeg ikke skammer mig over. som regel er det

et rystet eller dårligt belyst billede, hvor man ikke kan se,

at jeg er ved at få dobbelthage. Tidligere blev jeg tit sammenlignet

med nicolas Cage på grund af mit sørgmodige

blik, mens jeg i dag i det mindste har det til fælles med

ham, at vi begge er tyndhårede. siden jeg blev tredive har

jeg hvert år taget et kilo på. Og dét, selv om jeg undgår

fastfood og jogger to gange om ugen. nicci formulerede


det engang kort og præcist, da hun i begyndelsen af vores

forhold omtalte mig som et ‘liebhaverobjekt. som en veteranbil,

der trænger til en overhaling: gammel nok til at

indkassere skrotpræmien, men trods fejl og mangler alligevel

tiltrækkende nok til, at man ikke bare bytter den med en

ny model. Hvad det sidste angik, havde hun naturligvis

ændret mening i mellemtiden.

„Hvilken far vil efterlade sin tiårige søn alene på et hospice?”

spurgte hun rasende.

jeg gad ikke ulejlige mig med at forklare hende, at julian

havde vist sig meget forstående, da jeg ringede til ham fra

bilen for at bede ham om selv at fordele gaverne, da der

var opstået en nødsituation. jeg skulle trods alt ud til et

gerningssted, hvor jeg dårligt kunne komme anstigende

med en tiårig.

„Og hvilken mor sender sin søn til en shaman med

bronkitis?” gav jeg igen.

For fanden! Hvad ville jeg ikke give for en cigaret.

Ubevidst greb jeg om min højre overarm, hvor nikotinplastret

var klæbet på. jeg holdt mobilen fastklemt mellem

skulder og øre.

„Det er under mit niveau, alex,” sagde nicci efter en kort

pause. „Du har ikke engang givet julian penge til en taxa.”

„Fordi jeg har mistet min tegnebog et eller andet sted.

Herreste gud. Tit går tingene ikke helt, som de skal.”

Tit bliver børn sågar bortført og slået ihjel.

„I din verden, alex,” svarede hun, „i din verden sker den

ene ulykke efter den anden, fordi du er så ustabil.”

„Ikke igen …”

mine hænder rystede, og jeg forsøgte at falde til ro,

idet jeg knugede dem stadig fastere om rattet. siden jeg

forsøgte at holde op med at ryge, var min indre uro blevet

værre end tidligere.

376


Trods det kløende plaster på overarmen.

„Det er din negative energi. Du tiltrækker ligefrem det

onde,” sagde hun næsten medlidende.

„jeg skriver kun om det. jeg gengiver kun fakta. men et

sted derude render der en psykopat omkring, som ødelægger

familier på en så grusom måde, at selv det smudsblad,

jeg arbejder for, ikke tør trykke alle detaljer.

Han leger den ældste børneleg i verden: gemmeleg. Og han

leger, til hele familien er slået i stykker. Han fortsætter legen

indtil døden.

mit blik vandrede ned mod sædet ved siden af til en

gammel udgave af avisen med en forsideoverskrift, jeg selv

havde formuleret:

Øjensamleren slår til igen!

Tredje barn fundet død.

ligesom i mit tidligere arbejde som forhandlingsleder havde

jeg i mit nye job ved avisen ofte nået grænsen for det udholdelige.

men tilfældet med øjensamleren, der bortførte

et barn, slog moderen ihjel og gav faderen nogle få timer til

at finde barnet igen, før det blev kvalt, havde givet gruen

en ny dimension. Ydermere fjernede psykopaten det venstre

øje på hvert af barneligene, hvilket endegyldigt sprængte

grænserne for, hvad man kunne forestille sig.

„negative tanker finder udtryk i virkeligheden,” docerede

nicci videre. „Tænk positivt, så vil det positive komme

dig i møde.”

I mellemtiden var jeg nået frem til udkørsel messedamm

på omfartsvejen og talte baglæns fra ti, men det virkede ikke.

Da jeg kom til syv, kunne jeg ikke beherske mig længere.

„Positiv tænkning! er du da tosset? øjensamleren har

allerede tre runder bag sig.”

375


Seks døde: tre mødre, to piger og en dreng.

„Tror du måske galningen holder op med det, hvis jeg

lige kom kørende og trallede en munter lille sang? nej,

endnu bedre: måske afgiver jeg ganske enkelt en bestilling

til universet, sådan som der står i den bog, der ligger på dit

natbord.” jeg talte mig op til raseri. „eller jeg ringer til en

af de der astrologi-hotlines, som du har klattet en formue

væk på. måske kan husmoderen i den anden ende af røret

kaste et blik i kaffegrumset og se, hvor øjensamleren

gemmer sig?”

jeg tog mobilen fra øret for at se, hvem det næste opkald

kom fra.

„Bliv lige hængende i røret,” sagde jeg og tog taknemmeligt

imod det næste opkald.

374


Kapitel 79

H allo, alex. Det er mig, din yndlingspraktikant.”

Frank Lahmann.

Havde han fanget mig på et bedre tidspunkt, ville jeg

have spurgt: „Yndlingspraktikant? Har du da sagt op?” men

lige nu var jeg ikke oplagt til spøg, så jeg lod det blive ved

et kortfattet „hallo”.

„jeg forstyrrer dig jo nødigt i din middagslur, Zorbach,

men Thea spørger, om du kommer til mødet klokken tolv.”

De fleste kolleger på redaktionen brød sig ikke om

Franks kæphøje manér, men jeg havde tabt mit hjerte

til den enogtyveårige grønskolling – måske fordi vi på

tværs af aldersforskelle var på bølgelængde. De fleste af

de praktikanter, der var ansat i redaktionen, var der på

forkert grundlag: De fandt det cool at arbejde i medierne

og håbede på, at de på et tidspunkt kom lige så meget i

vælten som den historie, de arbejdede på. med Frank var

det anderledes. For ham var journalistik ikke et arbejde,

men et kald, som han formodentlig også ville udføre, selv

om avisen betalte ham endnu mindre. med det overarbejde,

han frivilligt påtog sig, lå hans timeløn for tiden på niveau

med en somalisk markarbejders.

når jeg før i tiden i en roman faldt over en formulering

som: „jeg kan se mig selv i dig!” vendte jeg altid det hvide

ud af øjnene og bladrede forbi den slags kitsch.

men da jeg for fire uger siden opdagede Franks sovepose

i kopirummet, greb jeg mig selv i at tænke netop

373


det. min praktikant mindede mig om mig selv, da jeg var

under uddannelse ved politiet. Fuldstændig besat, sygeligt

arbejdsliderlig og af og til forbandet respektløs over for

min vejleder.

„Og jeg skulle også hilse og sige, at du til mødet hellere

må have et par nyheder med, som ikke for længst er lagt ud

på konkurrenternes websider. ellers – og jeg citerer dragen

ordret – falder der brænde ned.”

Frank lød mere overgearet end sædvanlig, som én, der

lige har sovet, men for enhver pris ikke vil lade sig mærke

med det. Formodentlig skyldtes det de utallige kopper kaffe,

som han garanteret havde skyllet ned i dag.

Redaktionsmødet.

jeg stønnede sagte. „Kan jeg få dig til at meddele vores

chefredaktør, at jeg ikke kan komme i dag.”

Nu igen …

„For pokker,” sagde han og lo. „nu får du ørerne i

maskinen. men ak, Thea lader sin vrede gå ud over mig

og lader mig dække en dødssejler som årsmødet i fluefiskerforeningen.”

„Det kan hun godt glemme alt om. jeg har brug for

dig i dag.”

Frank hostede nervøst. Formodentlig så han lige nu hen

over sin skærm til chefredaktørens kontor og satte en mine

op, som deltog han i en sammensværgelse.

„Hvad skal jeg gøre, mr. President?” hviskede han.

”Gå over til mit skrivebord. I en af skufferne, sikkert

den nederste, ligger der halvtreds euro og et kreditkort.

med en elastik omkring.”

et stykke tid kunne jeg kun høre en susen og typiske

lyde fra det store redaktionslokale.

„små slag. Der er kun tyve euro og et grønt american

express-kort, ikke engang et guldkort!”

372


„Kom straks med begge dele. jeg har mistet min tegnebog

og har knap nok benzin i tanken.”

„Din tegnebog? sikke noget lort.”

jeg hørte en kontorstol knirke og så for mit indre blik,

hvordan Frank havde sat sig ved mit skrivebord og indtaget

sin standardtelefonstilling: mobilen fastklemt mellem

skulder og øre, albuerne støttet mod bordet og hænderne

foldet bag den kortklippede nakke.

„Var der i det mindste et børnefotografi i pungen?”

Af Julian?

„Hvad? nej.” jeg blev lidt forvirret.

„Det var ikke godt. Det var slet ikke godt.”

Frank rømmede sig, et sikkert tegn på, at han lagde op

til et længere foredrag. jeg blev distraheret, da føreren af en

minibus foran mig umotiveret skiftede spor, så jeg forpassede

muligheden for at tage det i opløbet.

„Ifølge en undersøgelse fra Hertfordshire universitet er

der større tendens til, at tabte punge bliver leveret tilbage,

hvis der er noget personligt i dem. Fotos af små børn, af

konen, af hundehvalpe eller lignende.”

„Det lyder virkelig meget interessant,” sagde jeg, men

han bemærkede tilsyneladende ikke mit ironiske tonefald.

„De smed forsætligt to hundred og fyrre tegnebøger væk

for at se, hvilke der blev leveret tilbage …”

„Frank, stop en halv! jeg har ikke tid til dit ævl lige nu.”

endelig lykkedes det mig at råbe ham op. „Tag pengene

og se at komme af sted.”

jeg gav ham adressen og sluttede af med at sige: „Og

skynd dig. nu går det løs igen, tror jeg.”

Pludselig var det, som om jeg havde mistet forbindelsen,

og jeg frygtede, at jeg var kørt ind i et område uden

mobildækning, men så raslede det sagte i den anden ende

af ledningen.

371


„øjensamleren?” spurgte Frank.

„ja.”

„lort,” hviskede han. Han var endnu for ung og uerfaren

til at kunne håndtere den slags informationer rutineret og

hårdkogt. Det var også noget, jeg satte pris på ved ham.

Han forstod, når tiden ikke var til dumme bemærkninger.

jeg havde fundet frem til Frank i en syndflod af ansøgere

og havde sat mig op imod Thea Bergdorf, der hellere ville

have ansat en charmerende dulle fra journalisthøjskolen i

münchen og ikke det ‘flødeskæg, som hun med et blik

på fotografiet betegnede ham. „Han ligner jo drengen på

posen med tvebakker, så ham vil ingen tage alvorligt, når

han dukker op.”

men Frank lahmann havde som den eneste ikke ansøgt

med et CV, men med en historie. Hans reportage om alvorlige

forsømmelser på et privat plejehjem for demente

var blevet trukket frem til side fire. Desuden var Frank

en fremragende efterforsker, selv om han også var slem til

på de mest ubelejlige tidspunkter at diske op med al den

nytteløse viden, han faldt over, når han gennemtrawlede

nyhedsbureauer, biblioteker og internet.

„Vi mødes om et kvarter,” sagde jeg og skiftede tilbage

til nicci, der til min overraskelse stadig hang i røret.

„Hør her, jeg er ked af, at du nu må hente julian.” jeg

forsøgte mig med et mere forsonligt tonefald. regnen faldt

igen tæt, temperaturen lå lidt over frysepunktet, og en mand

med hat sneglede sig af sted foran mig. „jeg lover dig, det

ikke skal ske igen. men jeg er altså nødt til at passe mit job.”

nicci sukkede. I mellemtiden var hun tilsyneladende

også faldet lidt ned igen. „Åh alex. Hvad er der dog blevet

af dig? Der er så meget, du kunne have skrevet om. Om

lykke og kærlighed, for eksempel. eller om mennesker, der

med deres uselviske tanker og handlinger forandrer verden.”

370


jeg kørte forbi nogle kolonihaver, til asfalten holdt op, og

gaden blev forvandlet til en ujævn skovvej. Tidligere havde

jeg tit spillet tennis her, så jeg var godt kendt i området. Det

var ikke den direkte vej til Kühler Weg, men i et tilfælde

som dette var det en fordel ikke at komme dumpende ind

ad fordøren.

„men det, der skete dengang …”

På broen …

„… har slået noget i stykker i dig. Du blev ganske vist

frikendt på alle punkter, men ikke ved din egen indre

domstol, har jeg ikke ret? men det har vi jo vendt og drejet

hundred og sytten gange: Du handlede i nødværge. Det

var rigtigt. Der findes endda en amatørvideo, der bekræfter

dit vidneudsagn.”

jeg rystede på hovedet uden at sige et ord.

„I stedet for at acceptere et tegn fra skæbnen og forandre

dit liv jagter du stadig rundt efter forbrydere. måske ikke

længere med en pistol, men så i hvert fald med diktafon og

kuglepen. Du er stadig på udkig efter afgrunden.” niccis

stemme bævede. „sig mig hvorfor? Hvad er det, der fascinerer

dig så meget ved døden, at den kan få dig til at

forsømme dit barn, din familie og sågar dig selv?”

med skælvende hænder knugede jeg om rattet.

„er det, fordi du vil straffe dig selv? søger du ondskaben,

fordi du måske betragter dig selv som et ondt menneske?”

jeg holdt vejret og sagde ikke et ord, men stirrede bare

ud gennem forruden og overvejede det. Da jeg endelig

ville til at svare et eller andet, opdagede jeg, at kvinden, der

engang troede, at kun døden skulle skille os, ikke længere

var i røret.

skovvejen var blevet til en ridesti. Til venstre for mig stod

det ene småborgerlige kolonihavehus efter det andet, og

369


til højre lå Tennis Borussias baner. jeg blæste på indkørsel

forbudt-skiltet for køretøjer af enhver art og lirkede langsomt

Volvoen om hjørnet.

Det virkelig slemme er, tænkte jeg, mens jeg et par hundred

meter borte fik øje på politibilerne, der med tændte blinklys

afspærrede tilkørslen til Kühler Weg, … det virkelig slemme

er, at der er noget om snakken i Niccis forskruede opfattelse

af tingene.

jeg bakkede og parkerede Volvoen ved det tilsølede

trådnethegn, der adskilte skovvejen fra de mennesketomme

baner.

Det var ikke uden grund, at jeg var blevet så længe sammen

med hende – trods vores modsætninger og trods de

evige skænderier om børneopdragelse og tilrettelæggelse

af hverdagen. Det sidste halve år havde vi været separeret,

men naturligvis stod hun mig nærmere end noget andet

voksent menneske på denne jord.

jeg stod ud, åbnede bagagerummet, fandt min udrykningskuffert

frem under sportstasken og åbnede den.

Hun har gennemskuet mig, tænkte jeg, mens jeg iførte

mig beskyttelsesdragten, der skulle forhindre, at jeg forurenede

gerningsstedet: en snehvid kunststofdragt og et par

lysegrønne plastikgalocher, som jeg trak over mine udtrådte

Timberland-støvler.

Ondskab tiltrækker mig.

Uimodståeligt.

Og jeg ved ikke hvorfor.

jeg smækkede bagagerummet i og så ned ad gaden, der

førte til gerningsstedet. så bevægede jeg mig væk fra vejen

og forsvandt ind i skoven.

368

More magazines by this user
Similar magazines