Hjerneskade og kørekort - Servicestyrelsen

servicestyrelsen.dk

Hjerneskade og kørekort - Servicestyrelsen

Hjerneskade og kørekort

CENTRALE PROBLEMSTILLINGER OG FORSLAG TIL FORBEDRING AF PRAKSIS

UDARBEJDET AF ANNETTE MENG

Videnscenter for Hjerneskade


indhold

2

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .4

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .6

2. Udenlandske undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9

Udbredelsen af køreevalueringer og

rådgivning om bilkørsel efter hjerneskade . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9

Årsager til manglende køreevalueringer og rådgivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9

Forslag til forbedret praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10

Resultaterne af udenlandske undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .11

3. Kortlægning af praksis i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12

Resultaterne af undersøgelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .13

Afdelingernes/institutionernes politik med hensyn til køreevaluering . . . . . . . . . . . . .13

Afdelingernes/institutionernes praksis med hensyn til køreevaluering . . . . . . . . . . . .14

Skriftligt informationsmateriale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15

Forslag til forbedringer på området . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15

Svagheder i lovgivningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15

Diskussion og sammenfatning af undersøgelsens resultater . . . . . . . . . . . . . . . .16

4. Lovgivningen på området i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .18

Hvad siger færdselsloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .18

Hvad siger lægeloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .18

5. Bekendtgørelsen om kørekort (BEK nr. 801 af 22/9/2003) . . . . . . . . . . . . .19


6. Cirkulære om kørekort (Cirkulære nr. 107 af 22/9/2003) . . . . . . . . . . . . . . . .21

7. Dansk Neurologisk Selskabs vejledning til lægerne . . . . . . . . . . . . . . . .22

8. Oversigt over den nuværende procedure . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23

Beskrivelse af svaghederne i den nuværende procedure og praksis . . . . . . . . .24

9. Resumé . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .26

10. Konklusioner og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .28

Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .31

Bilag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .33

Bilag 1.Spørgeskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .34

Bilag 2.Retningslinier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .37

Bilag 3.Informationsmateriale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .40

Bilag 4.Lovgivningen på området . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .44

Færdselsloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .44

Lægeloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .44

Kørekortbekendtgørelsen (BEK nr. 801 af 22/9/2003) . . . . . . . . . . . . . . . . . .44

Bilag 2 til kørekortbekendtgørelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .48

Bilag 8 til kørekortbekendtgørelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .53

Kørekortcirkulæret (Cirkulære nr. 107 af 22/9/2003) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .54

3


forord

En hjerneskade medfører ofte en række

midlertidige eller varige ændringer af den

skadedes intellekt, personlighed og dømmekraft.

Det medfører, at den skadede

permanent eller i en periode kan være

uegnet til at køre bil. Kørekortproblematikken

hos hjerneskadede er et ømtåleligt

problem. For en restriktiv politik på området

tæller hensynet til trafiksikkerheden,

således at vi undgår, at personer, som

ikke er egnet til at føre bil, gør dette. På

den anden side er det vigtigt at huske på,

at konsekvensen af at miste muligheden

for at køre bil i mange tilfælde er en signifikant

reduktion af personens udfoldelsesmuligheder

og dermed livskvalitet.

Det må være målet at arbejde hen imod

en ensartet politik med hensyn til køreevaluering

af hjerneskadede i Danmark.

Formålet med denne politik må på den

ene side være at forhindre personer i at

køre, som ikke er egnet til at føre bil. På

den anden side må målet være at sikre, at

personer, der trods deres hjerneskade

stadig kan køre bil – enten 100 procent eller

i begrænset omfang – får mulighed for

fortsat at køre bil i overensstemmelse

med deres færdigheder. Det er desuden et

mål at sikre, at der ikke udstedes unødvendige

kørselsforbud eller unødvendigt

lange kørselspauser, og at der sker en systematisk

vurdering af køreevnen, når

kørselspausen udløber.

Videnscenter for Hjerneskade har mødt

stor interesse for at få taget fat på de

mange komplicerede problemstillinger,

der knytter sig til området hjerneskade og

kørekort. At vi mangler en ensartet praksis

på området, fremgår allerede af en

leder fra Ugeskrift for Læger i 1981 *1.

En nylig rundspørge til en række internationale

eksperter på genoptræningsområdet

*2 viser, at der også internationalt

mangler en ensartet praksis på området.

Vi har i første omgang valgt at redegøre

for den lovgivning og administrative praksis,

der er knyttet til området i Danmark.

Nærværende redegørelse er udarbejdet

på baggrund af to møder arrangeret af Videnscenter

for Hjerneskade (22/11/04

samt 11/04/05) med en række relevante

*1 Årgang 43, nr. 20, lederen. *2 Emnet blev diskuteret på konferencen “Neuropsychological

Holistic Rehabilitation in Denmark, Europe and the

US”, 5-6. oktober 2005 på Københavns Universitet.

4


fagpersoner og myndighedrepræsentanter,

samt brugerorganisationerne. Det blev

på disse møder tydeligt, at køreevalueringen

af personer med erhvervet hjerneskade

på nuværende tidspunkt ikke fungerer

tilfredsstillende, og at der var behov

for en redegørelse for lovgivningen og

sagsgangen på området.

På møderne blev det desuden klart, at der

var behov for at klarlægge den nuværende

praksis med hensyn til køreevaluering af

hjerneskadede på landets hospitalsafdelinger

og rehabiliteringstilbud, ligesom

det blev vedtaget at fremsætte en række

anbefalinger til forbedring af praksis på

området. Derimod vil denne rapport ikke

berøre de mange problemstillinger, der

knytter sig til, hvilke tests eller metoder,

der er mest egnede til at forudsige køre-

Benedicte Dahlerup

Overlæge

Hammel Neurocenter

Jytte Hansen

Pårørende

Hjerneskadeforeningen

færdighed, og hvilke metoder der er mest

egnede til afprøvning af køreegnethed.

Der kan i den forbindelse henvises til

Anna Lundqvists redegørelse *3 for disse

problemstillinger.

Trods flere henvendelser derom har det

desværre ikke været muligt i rapporten at

beskrive de mange problemstillinger, der

er beslægtede med kørekort og hjerneskade.

Det drejer sig eksempelvis om retningsliner

for hjerneskadedes bevarelse af

søfart-, dykker- flyver- og faldskærmcertifikater,

jagttegn eller våbentilladelser.

Arbejdet med denne redegørelse blev

iværksat af Videnscenter for Hjerneskade

på baggrund af en opfordring fra Hammel

Neurocenter og har været styret af nedenstående

arbejdsgruppe:

Brita Øhlenschlæger

Sekretariatschef

Videnscenter for Hjerneskade

Hanne Pallesen

Faglig medarbejder

Videnscenter for Hjerneskade

*3 Anna Lundquist (ed) Kognitiva bedömningar vid körkortmedicinska

utredning. Monografi nr. 2, 2003, Sveriges

Neuropsykologers Förening.

5


1. indledning

De hyppigste årsager til erhvervet hjerneskade

er en blodprop eller blødning i hjernen

(apopleksi) eller en traumatisk hjerneskade

efter for eksempel en trafikulykke.

Hjerneskader kan også opstå som følge af

betændelsestilstande (for eksempel meningitis),

svulster eller iltmangel, eksempelvis

som følge af kvælning, drukning eller

hjertestop.

Man regner med, at der hvert år kommer

15.000 nye tilfælde af hjerneskade til i

Danmark, og at 60.000 mennesker herhjemme

lever med erhvervet hjerneskade.

Som følge af en hjerneskade kan der ske

forringelser af de kognitive funktioner, der

involverer: Opmærksomhed, perception,

hukommelse, impulskontrol, overblik,

planlægning og kontrol af adfærd og handlinger.

Hjerneskaden kan derfor medføre,

at man har svært ved at forudse kritiske

situationer eller er uopmærksom på begivenheder,

der foregår i det ene synsfelt.

Der kan kompenseres med ændringer af

bilens indretning, når der er tale om bevæ-

6

gelsesmæssige funktionsnedsættelser.

Men de motoriske problemstillinger kan

være kombineret med lettere tonusforstyrrelser

i den ramtes arm eller ben, nedsat

reaktionsevne, nedsat evne til at vurdere

afstande og rum-/retningsproblemer.

Problemstillinger af denne art ses ikke

nødvendigvis, når den hjerneskadede bevæger

sig i vante sammenhænge. De optræder,

når der under bilkørslen opstår

uventede situationer, der fordrer hurtig reaktion

eller hurtige valg, som igen kræver,

at chaufføren har overblik over trafiksituationen.

Desuden forekommer der ofte personlighedsforandringer

hos hjerneskadede, som

kan føre til for eksempel øget aggression.

Sådanne vanskeligheder kan påvirke evnen

til at køre bil og have som konsekvens,

at man ikke længere er trafiksikker.

De kognitive vanskeligheder og personlighedsforandringerne

kan synes meget

diskrete og kan umiddelbart være svære

at opdage og kaldes ofte skjulte handikap.

Derfor kræver det en grundig undersøgel-


se at vurdere, om det er forsvarligt, at en

person med erhvervet hjerneskade genoptager

bilkørsel.

Situationen kompliceres yderligere af, at

nogle hjerneskadede mangler indsigt i deres

egne vanskeligheder og har svært ved

at vurdere deres egne præstationer. Dette

burde i sig selv være nok til at vurdere

disse mennesker som uegnede til at køre

bil, da de ikke kan kompensere for kognitive

vanskeligheder, de ikke erkender, de

har.

Hjerneskadede uden sygdomsindsigt udgør

en særlig udfordring i behandlingssystemet.

De er sjældent samarbejdsvillige

og er utilbøjelige til at følge personalets

anbefalinger vedrørende bilkørsel, da de

netop på grund af deres manglende selvindsigt

mener, at de sagtens kan køre bil.

Omvendt findes der også personer, som

uden videre opgiver at køre bil igen, når

et tidsbegrænset kørselsforbud er udløbet,

selv om de på det pågældende tidspunkt

sagtens kunne køre igen.

Det er kort sagt vigtigt, at personer med

erhvervet hjerneskade systematisk får deres

køreevne vurderet, og at den skadede

selv og de pårørende omkring personen

informeres om, hvordan en hjerneskade

kan få indflydelse på evnen til at køre bil.

På to møder arrangeret af Videnscenter

for Hjerneskade (november 2004 og april

2005) blev emnet hjerneskade og kørekort

diskuteret af en række relevante fag-

personer og myndighedsrepræsentanter

samt repræsentanter fra brugerorganisationerne

*4.

Det blev tydeligt på mødet, at køreevalueringen

af personer med erhvervet hjerneskade

på nuværende tidspunkt ikke fungerer

tilfredsstillende. Flere problemer

blev konstateret.

For det første er det tilfældigt, hvorvidt

personer med erhvervet hjerneskade, der

indlægges på landets hospitalsafdelinger

i fase 2, bliver udredt og testet med hensyn

til køreevne eller ej.

For det andet bør det oplyses – samtidig

med at der udstedes et tidsbegrænset

køreforbud på eksempelvis tre til seks

måneder – hvem der bestemmer, hvornår

man må køre igen, og hvor man skal henvende

sig for at blive “godkendt”, når tiden

udløber. På nuværende tidspunkt er

der ikke klare procedurer herfor.

For det tredje anmeldes det ikke altid til

embedslægeinstitutionen eller kørekortkontoret,

når der nedlægges køreforbud.

For det fjerde afholder mange hjerneskadede

sig fra senere i forløbet at genoptage

bilkørsel, fordi de er usikre på deres

kørefærdigheder, selv om en del faktisk

ville være i stand til at køre på dette tidspunkt.

7


For det femte overlades problemerne til

familien, når hjerneskadede afsluttes i behandlingsforløbet,

uden at de er blevet

køreevalueret. De pårørende – primært

ægtefæller eller forældre – står derfor meget

alene med problemerne og bekymringerne,

når en hjerneskadet, som ikke selv

kan erkende sine skjulte handikap, insisterer

på at køre.

Sidst – men ikke mindst – savnes der informationsmateriale

og rådgivning om

sammenhængen mellem hjerneskade og

eventuelt manglende køreevne.

8

Sammenlagt kan man sige, at praksis med

hensyn til vurdering af kørefærdighed hos

personer med erhvervet hjerneskade er

præget af tilfældighed, mangel på viden

om emnet og manglende uddannelse af

mange af de personer, der har problematikken

inde på livet.

Endvidere mangler der viden om lovgivningen

og om, hvilke instanser der er ansvarlige

for hvilke procedurer.

Formålet med denne rapport er at give en

oversigt over de mange problemstillinger,

der vedrører hjerneskade og kørekort, og

på baggrund heraf komme med en række

anbefalinger til, hvordan man kan forbedre

praksis på området.

*4 Følgende personer deltog i disse møder: Direktør,

cand. jur. Lise Beha Erichsen, HjerneSagen; kontorfuldmægtig

Anker H. Christensen, Aarhus Politi; overlæge

Benedicte Dahlerup, Hammel Neurocenter; overlæge Ole

Davidsen, Randers Centralsygehus; projektleder Pernille

Ehlers, Rådet for Større Færdselssikkerhed; pårørende

Jytte Hansen, Hjerneskadeforeningen; køreprøvesagkyndig

Per Horn, Holstebro Politi; ledende neuropsykolog

Steffen-Malik Høegh, Hammel Neurocenter; fysioterapeut

Jørgen Jørgensen, Center for Hjerneskade; embedslæge

Henrik Kirkeby, Embedslægeinstitutionen for Sønderjyllands

Amt; ledende fysioterapeut Hanne Munksgaard,

PTU Rødovre; læge Dorrit Müller, Sundhedsstyrelsen;

læge Erik Torbensen, Hammel Neurocenter.


2.

udenlandske

undersøgelser

Udbredelsen af køreevalueringer og

rådgivning om bilkørsel efter hjerneskade

I en række udenlandske interviewundersøgelser

med hjerneskadede eller deres

pårørende fandt man, at mellem 18 og 48

procent ikke fik rådgivning om bilkørsel

efter hjerneskaden, og at mellem 32 og 87

procent ikke blev køreevalueret efter skaden

(Fisk et al., 1997; Fisk et al., 1998; Hawley,

2001; Pietrapiana et al., 2005). Oftest blev beslutningen

om, hvorvidt bilkørsel skulle

genoptages, i stedet overladt til familien

(Priddy et al., 1990).

I andre undersøgelser er behandlere blevet

spurgt om udbredelsen af rådgivning

om bilkørsel efter hjerneskade, og om der

blev foretaget køreevalueringer. Også

disse undersøgelser konkluderer, at mange

hjerneskadede ikke modtog information

om bilkørsel, ligesom de ikke blev

køreevalueret efter deres hjerneskade

(Christie et al., 2001; Brooks & Hawley, 2005).

Det er altså tydeligvis ikke kun i Danmark,

at der mangler en systematisk evaluering

af køreevne og rådgivning om bilkørsel efter

en hjerneskade.

Årsager til manglende

køreevalueringer og rådgivning

I undersøgelsen af Christie et al. (2001)

blev en række behandlere spurgt om, hvor

sikre (confident) de følte sig i evalueringen

af deres klienters egnethed til at genoptage

bilkørsel. 51 procent beskrev sig

selv som usikre, og selv om cirka to tredjedele

af dem baserede deres vurdering på

neuropsykologiske testresultater, var

mange i tvivl om nytten heraf i forbindelse

med køreevalueringer. Nogle mente, at

det var svært at bedømme klienternes køreevne

uden at have resultaterne fra en

praktisk køreprøve. Det fremgik desuden

af undersøgelsen, at flere tøvede med at

henvise klienterne til en formel køreevaluering,

fordi det ville koste klienterne

penge.

Behandlerne befinder sig desuden ofte i

et dilemma mellem på den ene side tavshedspligt

og på den anden side trafiksikkerhed.

Brooks & Hawley (2005) beskriver,

at det i Storbritannien er klientens

ansvar at underrette DVLA *3 (Driver Vehicle

Licensing Agency) om deres hjerneskade.

DVLA træffer derefter beslutning om,

9


10

hvorvidt klienten må fortsætte med at

køre bil. Men nogle klienter nægter at underrette

DVLA jf. kommentar på side 9 –

især i de tilfælde, hvor klienten mangler

sygdomsindsigt. Hvis behandlerne får

kendskab til farlig bilkørsel, mens personen

indgår i et terapeutisk forløb, kan de

vælge at indberette klienten til DVLA. Men

det er dybest set et brud på tavshedspligten

og stiller det faglige personale i et

svært dilemma.

Alt i alt er der flere årsager til, at der

mangler køreevalueringer og rådgivning

om bilkørsel for de hjerneskadede. Behandlerne

er usikre på de anvendte metoders

egnethed til at vurdere køreevnen,

og i mange tilfælde ønsker de ikke at

pålægge klienterne udgifter til en formel

køreevaluering. Der opstår ofte etiske

dilemmaer blandt andet i forhold til tavshedspligten

i forbindelse med kørselsproblematikken.

De udenlandske undersøgelser

peger endvidere på utilstrækkelig

kompetence på området og påviser mangel

på faste procedurer og officielle retningslinier

for den gældende praksis.

Forslag til forbedret praksis

Christie et al. (2001) bad behandlerne om

at komme med forslag til forbedringer på

området. Heri udtrykte de fleste, at der

var behov for mere information om bilkørsel

efter en hjerneskade, ligesom der var

behov for information om lovgivningen på

området og adgang til køreevalueringscentre.

Informationen kunne gives i form

af brochurer, videnskabelige artikler, konferencer,

seminarer eller forelæsninger.

Desuden mente mange, at det ville være

en forbedring at få indført officielle retningslinier.

For at øge antallet af køreevalueringer

skal man kunne henvise til instanser med

specialuddannet personale, som kan foretage

omfattende køreevalueringer af mennesker

med hjerneskade (Christie et al., 2001).

Desuden er det vigtigt, at der hurtigt bliver

fulgt op på kørselsproblematikken.

Hawley (2001) fandt, at det især var i forbindelse

med en pause mellem udskrivning

fra hospitalsbehandlingen og påbegyndelsen

af rehabiliteringen, at de

hjerneskadede ikke blev køreevalueret

eller fik rådgivning.


Resultaterne af udenlandske undersøgelser

peger på en række tiltag, som kan

forbedre praksis:

• Personalets kompetencer på området

skal øges, blandt andet ved hjælp af undervisning

om problemerne ved at køre

bil, når man er blevet hjerneskadet.

• Der skal indføres faste procedurer for

håndtering af problematikken i forbindelse

med kørekort på alle relevante

afdelinger, tilbud og institutioner.

• Der skal udarbejdes officielle retningslinier

som udgangspunkt for udarbejdelse

af procedurer på alle relevante

afdelinger, tilbud og institutioner.

• Der skal skabes bedre muligheder for

henvisning til køreevalueringsinstanser

med specialuddannet personale.

• Køreevalueringerne skal ske uden udgift

for klienten.

• Der skal udarbejdes og udleveres skriftligt

informationsmateriale om bilkørsel i

relation til hjerneskade til de skadede

selv og deres pårørende.

*3 DVLA er en omfattende instans, der tilbyder information

til bilister om for eksempel kørekort og køreundervisning

samt information om køretøjer for eksempel skat,

nummerplader og registrering. DVLA har udgivet en lang

række brochurer med vigtig information om bilkørsel og

køretøjer, som kan downloades fra deres hjemmeside.

Desuden er DVLA ansvarlig for udstedelse af kørekort

samt diverse registreringer. DVLA har en medicinsk komité,

hvis ansvar er at beslutte, om bilister kan bibeholde

deres kørekort i tilfælde af diverse kroniske sygdomme

inklusive hjerneskade. Denne komité består af læger

og andet sundhedsfagligt personale. Beslutningerne er

faglige vurderinger, som bygger på information fra praktiserende

læger og andet sundhedspersonale

(www.dvla.gov.uk).

11


3. kortlægning af

praksis i Danmark

12

Også i Danmark har der i mange år været

problemer med at få indberettet motorførere

med sygdomme eller mangler i legemlig

eller sjælelig henseende, der må

betragtes som uforenelige med motorkørsel,

som det fremgår af lederen til Ugeskrift

for Læger fra marts 1981 *5.

I februar 2005 foretog Videnscenter for

Hjerneskade en spørgeskemaundersøgelse.

Formålet var at kortlægge procedurer

og praksis for håndtering af kørekortproblematikken

på relevante afdelinger

og institutioner i dagens Danmark.

Figur 1a Figur 1b

40%

30%

20%

10%

0%

N=51 50%

N=50

N=18 N=18

N=15

Ja, altid Ja, i nogle tilfælde

Nej

Registreres det om patienten/ klienten

har kørekort ved indlæggelsen?

Deltagerne i undersøgelsen blev yderligere

bedt om at komme med forslag til

forbedringer af procedurer og praksis på

området.

168 hospitalsafdelinger eller rehabiliteringsinstitutioner,

hvis patient- eller klientgruppe

kunne være personer med hjerneskade,

blev opfordret til at besvare et

spørgeskema vedrørende afdelingens eller

institutionens politik og praksis med

hensyn til køreevaluering. Spørgeskemaet

findes som bilag 1. (side 34).

40%

30%

20%

10%

0%

N=22

N=19

Ja, altid Ja, i nogle tilfælde

N=9

Nej

Vurderes patientens/ klientens

køreevne på udskrivelsestidspunktet?


Vi modtog 51 besvarelser. Den reelle svarprocent

er vanskelig at opgøre, da nogle af

de afdelinger eller tilbud, der fik tilsendt

spørgeskemaet var lukket eller havde skiftet

klientgruppe, mens det samme spørgeskema

i andre tilfælde blev besvaret på

vegne af flere afdelinger, for eksempel både

en neurologisk og en apopleksiafdeling.

Resultaterne af undersøgelsen

Afdelingernes/institutionernes politik

med hensyn til køreevaluering

Som det fremgår af figur 1a, oplyste over

en tredjedel, at de ikke registrerer, om

den hjerneskadede har kørekort ved indlæggelsen,

hvilket må betragtes som en

forudsætning for, at kørselsproblematikken

tages op.

Knap halvdelen af afdelingerne eller institutionerne

oplyste, at den skadedes køreevne

altid blev vurderet på udskrivelsestidspunktet,

mens det kun skete i nogle

tilfælde hos knap en tredjedel (figur 1b).

Figur 2

80%

60%

40%

20%

N=12

N=39

N=51

0%

Ja

Nej

Har afdelingen/ institutionen en skriftligt udformet

procedure for håndteringen af kørselsproblematiken?

Som det ses i figur 2 havde tre fjerdedele

af afdelingerne ingen skriftlig procedure

for håndtering af kørselsproblematikken.

Tilsvarende havde kun en fjerdedel af afdelingerne

udpeget specifikke personer

eller faggrupper som ansvarlige for at vurdere

patientens/klientens køreevne. I de

tilfælde, hvor der var udpeget ansvarlige

faggrupper, var det oftest læger.

I bilag 2 (side 37) findes eksempler på retningslinier

for procedurer til håndtering af

kørekortsproblematikken på forskellige

afdelinger.

Næsten alle afdelinger rapporterede, at

de ikke havde faste retningslinier for,

hvilke patienter/klienter der skulle tilbydes

en køreevaluering, og kun meget få

havde faste retningslinier for, hvordan

egnethed til bilkørsel skulle vurderes, se

figur 3 & 4. Det er derfor tilsyneladende

ofte op til det enkelte personalemedlem

at afgøre af hvem, hvornår og hvordan

denne vurdering bedst foretages.

Figur 3

100%

80%

60%

40%

20%

N=6

N=45

N=51

0%

Ja

Nej

Har afdelingen/ institutionen faste retningslinier

for, hvilke patienter/ klienter der skal køreevalueres?

13


Figur 4 Figur 5

80%

N=51 60%

N=51

0%

Ja

Nej

Har afdelingen/ institutionen faste retningslinier

for hvorledes egnethed til bilkørsel skal vurderes?

14

60%

40%

20%

N=15

N=36

Undersøgelsen viser altså, at kørselsproblematikken

ikke håndteres systematisk;

at der kun i få tilfælde foreligger skriftlige

procedurer for, hvordan kørekortproblematikken

skal håndteres; og kun i få tilfælde

er der udpeget særligt ansvarlige til

håndtering af denne problematik. Det er

derfor tankevækkende, at knap 67 procent

af svarene gav udtryk for, at proceduren

på deres arbejdsplads var tilfredsstillende.

Afdelingernes/institutionernes praksis

med hensyn til køreevaluering

Som det fremgår af figur 5, svarede over

halvdelen, at de henviste til formelle køreevalueringsinstanser.

40 besvarelser uddybede

desuden, hvilke instanser de henviste

til. Af dem henviste 30 procent til

PTU, (Landsforeningen for Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede),

som blandt andet tilbyder vejledende

køretimer til handikappede og til

personer med hjerneskade. Når deltagerne

bliver spurgt om, hvorfor de ikke henviser

til sådanne tilbud, svarer de typisk, at det

er for tidligt i behandlingsforløbet – det er

40%

20%

0%

N=1

N=28

Ja, altid Ja, i nogle tilfælde

N=22

Henviser afdelingen/ institutionen

til formelle køreevalueringsinstanser?

oftest afdelinger, der har patienter i fase 1

og 2, der har besvaret dette spørgsmål. I

andre tilfælde er klienterne stadig så dårlige

i fase 3, at det er omsonst at sende

dem til køretimer. Alligevel kan det ikke

udelukkes, at der også er mange afdelinger

eller institutioner, som ikke udnytter

muligheden for denne type køreevalueringer,

selv om de kunne være relevante.

Når der blev spurgt til praksis med hensyn

til, hvem der vurderer, om den hjerneskadede

kan genoptage bilkørsel, var det oftest

enten egen læge eller læger fra afdelingen,

der vurderede, om bilkørsel kunne

genoptages.

Deltagerne blev bedt om at skrive et par

eksempler på, hvordan afgørelsen af en

køreevaluering typisk blev udtrykt i patientens

journal. Hensigten med spørgsmålet

var blandt andet at få indtryk af, om

der blev opfordret til opfølgning af kørselsproblematikken

senere i forløbet. Selv om

nogle tilsyneladende blot beskriver et

eventuelt kørselsforbud, er der flere, der

Nej


anbefaler, at egen læge kontaktes efterfølgende,

eller at der tages vejledende

køretimer. Én besvarelse nævner desuden,

at der kan være en tendens til, at patienterne/klienterne

“glemmer”, at deres køreevne

skal genevalueres, når kørselspausen

ophører.

Det ser altså ud til, at godt halvdelen af

afdelingerne henviser til køreevaluering,

oftest hos PTU. Besvarelserne giver indtryk

af, at beslutningen, om hvorvidt en

person kan genoptage kørslen efter en

kørepause, meget ofte træffes af den

praktiserende læge.

Skriftligt informationsmateriale

Endelig viser undersøgelsen, at meget få

afdelinger eller institutioner havde kendskab

til eller havde udarbejdet skriftligt

informationsmateriale om bilkørsel efter

en hjerneskade, se figur 6 .

Figur 6

100%

80%

60%

40%

20%

0%

N=8

Ja

N=41

Nej

N=49

Har afdelingen/institutionen kendskab til eller udarbejdet

skriftlig informationsmateriale til patienter

og pårørende om bilkørsel efter hjerneskade?

I bilag 3 (side 40) findes fire eksempler på

informationsmateriale, som udleveres til

patienter og eller pårørende i sygehusregi.

Forslag til forbedringer på området

Forslagene til forbedringer af procedurer

var: Klare ensartede retningslinier/procedurer,

større brug af PTU, vejledende køretimer

skal være let og umiddelbart tilgængelige,

udlevering af skriftligt

informationsmateriale til patienter/klienter

og pårørende. Desuden nævnes det, at

der er behov for en uafhængig instans,

der frakender retten til at køre, så det ikke

er det daglige personale, der skal gøre

dette, og et ønske om et mere officielt papir,

der kan udleveres, når patienten/klienten

informeres om kørselsforbud.

Som forslag til forbedring af køreevalueringerne

blev i undersøgelsen nævnt:

Øget viden om og erfaring med skjulte

frontale problemstillinger (hvilke test er

gode?), flere vejledende køreprøver/køretimer,

brug af simulatortest, indførelse af

en ensartet nedfældet procedure, mere fokus

på området og oparbejdelse af kompetencer.

Svagheder i lovgivningen

Halvdelen af besvarelserne syntes, at lovgivningen

på området var tilfredsstillende.

Deltagere, hvis patienter var i fase 1, var

oftere tilfredse med lovgivningen end deltagere,

hvis klienter var i fase 3 (78 procent

versus 7 procent af besvarelserne).

15


16

Der blev givet flere eksempler på svagheder

i den nuværende lovgivning på området:

For det første er det et problem, at de

hjerneskadede beholder deres kørekort,

selv om de er blevet frarådet at køre, da

der er stor risiko for, at personer med dårlig

sygdomsindsigt kører alligevel.

For det andet er der manglende klarhed

over, hvem der skal evaluere, hvornår det

skal ske og på hvilket grundlag.

For det tredje er der ikke tilstrækkelig opmærksomhed

på skjulte handikap.

For det fjerde er lovgivningen for rigid, alle

bør vurderes individuelt – herunder også i

forhold til længden af kørselsforbudet.

For det femte burde loven kræve, at alle

efter en hjerneskade revurderes ved hjælp

af test og vejledende køretimer.

Endelig gav en af besvarelserne udtryk

for, at reglerne er urimeligt stramme efter

apopleksi/TCI *6.

Diskussion og sammenfatning

af undersøgelsens resultater

Bilkørsel efter hjerneskade dækker over

to problemstillinger nemlig vurderingen

af, hvorvidt der skal nedlægges midlertidigt

kørselsforbud og i så fald længden af

dette forbud, og vurderingen af egnethed

til at genoptage bilkørsel på længere sigt.

Det er typisk i fase 1 og 2, at der skal tages

stilling til, om der skal nedlægges

midlertidigt kørselsforbud, hvorimod det

oftest er i fase 3, at egnethed til bilkørsel

på længere sigt skal vurderes.

Ligesom i de refererede udenlandske

undersøgelser er der på danske hospitalsafdelinger

og genoptræningstilbud til

hjerneskadede ofte mangel på faste procedurer

og retningslinier for håndtering

af kørselsproblematikken. Tilsyneladende

gælder det især for de langsigtede køreevalueringer,

altså i fase 3. Derfor er der

behov for at udvikle officielle retningslinier

for, hvordan kørselsproblematikken

skal håndteres både på hospitalet og i

tiden derefter.

Ved at indføre faste procedurer på relevante

afdelinger og institutioner kan det

sikres, at der bliver fulgt op på kørselsproblematikken.

En fast procedure løfter

ansvaret fra det enkelte personalemedlem,

da det dermed bliver en fast rutine at

diskutere bilkørsel med alle klienter/patienter.

Derved behøver personalet ikke at

tage stilling til, om det nu også er nødvendigt

at diskutere dette ømtålelige emne i

hvert enkelt tilfælde.


Det er meget vigtigt, at der følges op på

kørselsproblematikken efter en kørepause,

så bilkørsel ikke blot genoptages

efter pausens ophør, uden at køreevnen

er blevet genevalueret. Undersøgelsens

resultater viser, at det ofte er egen læge,

der tager den endelige beslutning om,

hvorvidt bilkørsel kan genoptages. Det er

på baggrund af denne undersøgelse ikke

muligt at sige noget om, hvordan lægerne

takler denne opgave.

Det er blevet fremført, at det er problematisk,

at de hjerneskadede beholder deres

kørekort, da det kan øge risikoen for, at

de kører bil trods anbefalinger om det

modsatte. Måske ville systematisk inddragelse

af kørekortet efter en hjerneskade

medvirke til, at der blev fulgt op på problemet

hele vejen, indtil den langsigtede

vurdering af egnethed til bilkørsel var

gennemført. Andre har fremført, at en sådan

inddragelse ikke er lovlig og rejser en

række andre spørgsmål, for eksempel

med hensyn til ved hvilken sværhedsgrad

af skaden en sådan inddragelse skulle

finde sted.

Det er blevet foreslået, at der skulle være

en uafhængig instans, som skulle evaluere

køreevne og frakende kørekort om nødvendigt,

således at det daglige personale

ikke er ansvarligt for dette. Baggrunden

for forslaget var, at det er et stort indgreb

i et menneskes liv at miste retten til at

køre. Derved kan kørekortproblematikken

hurtigt belaste forholdet mellem personale

og klient/patient og medvirke til at

modarbejde rehabiliteringen. Desuden vil

tilstedeværelsen af en specialiseret instans

til at evaluere egnethed til at genoptage

bilkørsel efter hjerneskade – i lighed med

det engelske DVLA – øge muligheden for

at udvikle kompetencen på området, fordi

alle køreevalueringer ville være samlet

under ét tag.

Endelig er der behov for skriftligt informationsmateriale,

der kan udleveres til de

hjerneskadede og deres pårørende. Det

kunne øge chancen for, at informationen

huskes, og at anbefalingerne forstås og

følges.

*5 Årgang 43, nr. 20, lederen.

*6 Transitorisk cerebral iskæmi: minutter til timer varende

udfaldssymptomer fra hjernen efterfulgt af fuldstændig

remission (bedring).

17


4.

lovgivningen på

området i Danmark

18

Hvad siger færdselsloven

Ifølge færdselslovens §54 må et motordrevet

køretøj ikke føres af nogen, som på

grund af sygdom eller lignende årsager

befinder sig i en sådan tilstand, at han eller

hun er ude af stand til at føre køretøjet

på fuldt betryggende måde. Altså må personer,

der har en hjerneskade, der negativt

påvirker deres evner til at færdes sikkert

i trafikken, ikke køre bil. Se lovteksten

i bilag 4 (s. 44).

Til sammenligning giver den svenske kørekortslov

(Vägverket publikation 1997:129 s.1)

mere udførlige forskrifter med hensyn til,

hvilke funktioner der skal vurderes: “Enligt

förskrifterna utgör allvarlig kognitiv störning

hinder för körkort. Läkaren skall särskilt

beakte forändringar i uppmärksamhet,

omdöme, minne, visuo-spatiala och psykomotoriska

funktioner. Affektkontroll och uttröttbarhet

måsta ocksa bedömmas.” (VVFS

1996:200, 15 kap §19-22). Forskrifterne giver

dog begrænset vejledning, når det gælder,

hvor meget de enkelte funktioner skal

være forandrede for at det vurderes, at

der foreligger en “allvarlig störning”.

Hvad siger lægeloven

I lægelovens §12 hedder det, at hvis en

læge får viden om, at en person på grund

af sin sygdom udsætter sig selv eller andres

liv og helbred for nærliggende fare,

er lægen forpligtet til at forsøge at afværge

faren ved at henvende sig til vedkommende

selv eller om fornødent ved

anmeldelse til pågældende embedslægeinstitution

eller Sundhedsstyrelsen.

Det er altså lægens pligt at underrette

den hjerneskadede om de potentielle farer

ved at køre bil i pågældendes tilstand

og fraråde bilkørsel. Hvis patienten ikke

er villig til at godtage lægens anbefalinger

– eksempelvis på grund af manglende

sygdomsindsigt – skal lægen underrette

embedslægeinstitutionen eller Sundhedsstyrelsen.

Se lovteksten i bilag 4 (s. 44).


5.

bekendtgørelse

om kørekort

(bekendtgørelse nr. 801 af 22/9/2003)

Der skelnes mellem førere i gruppe 1 og

gruppe 2.

Gruppe 1 er førere af

køretøjer i kategorierne

A (motorcykel),

B (almindelig bil) og

B/E (almindelig bil med stort anhængerkøretøj)

samt førere af traktor/motorredskab

Gruppe 2 er førere af

køretøjer i kategorierne

C (lastbil),

C/E, D og

D/E (se boks side 20)

samt førere af køretøjer i kategorierne B

og D, som anvendes til erhvervsmæssig

personbefordring. Og førere med kørekort

med påtegning om godkendelse som kørelærer.

De helbredsmæssige krav er større for

førere i gruppe 2.

Som læge er det altså vigtigt at være opmærksom

på, hvilken type kørekort en patient

med erhvervet hjerneskade har, når

der skal tages stilling til den pågældendes

egnethed til at genoptage bilkørsel.

Som udgangspunkt beskriver bekendtgørelsen

de helbredsmæssige betingelser

for at erhverve kørekort (§18) – uddybet i

kørekortbekendtgørelsens bilag nr. 4 (s.

“IV” bilag nr. 2 vedrørende “Mindstekrav

med hensyn til fysisk og psykisk…”). I forbindelse

med såkaldte nervesygdomme

bliver nedsatte kognitive funktioner ikke

nævnt, men der kræves en lægeerklæring,

altså er det op til lægen at være opmærksom

på kognitive vanskeligheders betydning

for bilkørsel.

Desuden kan der blandt andet anmodes

om erklæring fra speciallæge, eller at ansøgeren

aflægger en vejledende helbredsmæssig

køretest (§20).

19


20

I §50 uddybes det, at den vejledende helbredsmæssige

køretest foretages hos Statens

Bilinspektion. Det oplyses desuden,

at denne test kan anvendes i sager, hvor

det skal afgøres om kørekortindehaveren

fortsat kan bevare sin ret til at føre motorkøretøj

helt eller delvist. Ifølge §52 kan

der udstedes kørekort med diverse begrænsninger.

I bilag nr. 8 er der en oversigt

over bestemmelser om vilkår og begrænsninger

i kørekort. Det kan for

eksempel være påkrævet, at føreren bærer

briller under bilkørsel. Begrænset kørsel

af lægelige årsager kan eksempelvis

være begrænset til kørsel i dagtimerne eller

ingen kørsel på motorvejen. Ovennævnte

vilkår og begrænsninger indskrives

i kørekortet i form af koder.

Ifølge §68 kan politiet inddrage førerretten,

hvis betingelserne for at erhverve kørekort

ikke længere er opfyldt.

Kategorier af køretøjer

A = motorcykel;

B = bil indtil 3.000 kg totalvægt, højst 8 siddepladser foruden førerens plads;

C = lastbil over 3.000 kg totalvægt;

D = personbil med over 8 siddepladser foruden førerens plads;

E = påhængskøretøj over 750 kg i forbindelse med kategori B, C eller D, som

indehaveren har kørekort til.

Hvis en kørekortindehaver nægter at medvirke

til en helbredsmæssig undersøgelse

hos den pågældendes egen læge eller hos

en speciallæge eller til en vejledende helbredsmæssig

køretest, kan politiet straks

inddrage førerretten (§70 stk. 4). Denne

situation kunne eksempelvis opstå i tilfælde,

hvor den hjerneskadede har manglende

sygdomsindsigt.

Ifølge §73 har kørekortindehaveren pligt

til at medvirke til lægeundersøgelser med

mere, hvis politiet bliver opmærksom på

forhold, der giver begrundet tvivl om,

hvorvidt den pågældende fortsat er i besiddelse

af et tilfredsstillende helbred.

På baggrund af lægeundersøgelserne

med mere afgøres det, om kørekortindehaveren

kan bevare førerretten, eventuelt

med særlige indskrænkninger. Hvis

der foretages indskrænkninger i førerretten,

udstedes nyt kørekort med relevante

koder for begrænsninger indskrevet. Se

lovteksten i bilag 4.


6.

cirkulære

om kørekort

(cirkulære nr. 107 af 22/09/2003)

Bliver politiet bekendt med, at en kørekortindehaver

ikke opfylder de helbredsmæssige

betingelser for at erhverve kørekort,

kan førerretten på baggrund af nærmere

prøver og undersøgelser inddrages. Bestemmelserne

vedrører tilfælde, hvor politiet

bliver opmærksom på, at en kørekortindehavers

helbred efter udstedelsen af

et kørekort er blevet forringet. Sagerne vil

i givet fald kunne forelægges embedslægen,

(special)- læge eller Sundhedsstyrelsen

til udtalelse (§60). Se lovteksten i

bilag 4.

21


7.

22

Dansk Neurologisk

Selskabs vejledning

til lægerne

Følgende er et uddrag fra Dansk Neuroligisk

Selskab (DNS), som endnu ikke er offentliggjort.

I vejledning for længden af bilkørselspause

efter TCI/apopleksi anbefales det,

at lægen vurderer evnen til at føre bil ud

fra en vurdering af tilstandens stabilitet

og dermed risiko for pludselige recidivsymptomer

*7/anfald samt en vurdering af

funktionstab. Lægen skal notere sin vurdering

af sygdommens betydning for køreevnen

samt den givne vejledning og aftalen

med patienten.

Længden af den tilrådede bilkørselspause

anføres på udskrivningskortet. Bilkørslen

genoptages efter aftale med den praktiserende

læge under forudsætning af en

symptomfri observationsperiode. For personer

med gruppe 2-kørekort, og især ved

erhvervsmæssig personbefordring (erhverv

B eller erhverv D) samt kørelærervirksomhed,

udstedes kørselsforbud, og

det meddeles patienten, at embedslægen

underrettes. Embedslægen vil herefter

vurdere tidsbegrænsning, og hvad der videre

skal ske med patientens kørekort. Se

nærmere i “Vejledning for længden af bilkørselspause

efter TCI/apopleksi”. Vejledningen

bilægges ikke, da den er under udarbejdelse,

og formentlig vil blive ændret.

*7 Tilbagefald.


8. oversigt over den

nuværende procedure

Overholdes anbefaling?

Indberetning, §12 *(P2)

Hospitalsafdeling

Midlertidigt kørselsforbud? *(P1)

Nej

Ja

Patient kører Overholdes forbud?

Indberetning til embedslæge/politi (§12) *(P2)

Førerretten kan administrativt inddrages (§70, stk. 4)

Rehab-/hospitalsafdeling *(P4) Egen læge *(P5) Køreprøve sagkyndig/kørelærer *(P6)

Kan bilkørsel genoptages?

Nej Ja

Nej Ja

note*

Førerretten kan administrativt inddrages (§70, stk. 4)

Patient opfordres til at få køreevne evalueret *(P3)

Patient kører

Bilkørsel genoptages ikke *(P7)

* Administrativt

(dette politimæssige begreb udtrykker, at

førerretten inddrages p.g.a helbredsmæssige årsager)

Nej

Ja

eller og/eller

ved ikke

Førerretten inddrages administrativt*

Kørselspause

Henvisning

Embedslæge eller politi *(P8)

Bilkørsel genoptages

Kørselspausen ophører

Kan bilkørsel genoptages? (§73)

Nej Ja Ja

Udstedelse af kørekort med begrænsninger (§52) *(P9)

23


24

Når embedslæge/politi får disse sager via

henvisninger fra læge/hospital og så videre,

vil man som udgangspunkt ALTID

kræve gennemførelse af helbredsmæssig

køretest hos en køreprøvesagkyndig og i

en skolevogn (altså sammen med en kørelærer/evt

PTU).

*P1 – P9 henviser til en beskrivelse af

problemer i forbindelse med de enkelte

led i proceduren, se nedenstående afsnit

“Beskrivelse af svaghederne i nuværende

procedure og praksis”.

Beskrivelse af svaghederne i den

nuværende procedure og praksis

• P1: De anvendte retningslinier for midlertidigt

kørselsforbud er for rigide, hvilket

kan føre til uhensigtsmæssigt lange

kørselsforbud.

• P2: Det er ikke altid, at der indberettes

til politiet/embedslægen, når det vurderes,

at den hjerneskadede vil køre trods

et kørselsforbud. Det skyldes blandt andet,

at det kan ødelægge tillidsforholdet

mellem behandler og patient og i

yderste konsekvens føre til, at patienten

afbryder behandlingen/rehabiliteringen.

• P3: Ikke alle patienter husker, at de skal

have deres køreegnethed genevalueret,

før de genoptager bilkørsel efter en

kørepause.

• P4: På grund af mangel på faste procedurer

på hospitalerne er det præget af

tilfældighed, hvem der bliver testet for

køreegnethed. Dette kan blandt andet

føre til, at personer, der ikke er blevet

testet, undlader at genoptage bilkørslen

efter deres hjerneskade på grund af

usikkerhed, selv om de er egnede til at

køre bil.

• P5: Hvor godt rustet er de praktiserende

læger til at vurdere, om personer med

hjerneskade er egnede til at genoptage

bilkørsel? Hvilken information har lægen

til rådighed? Kender lægen til problematikken

vedrørende skjulte handikap?

• P6: Almindelige køreprøvesagkyndige er

måske ikke rustede til at vurdere køreevnen

hos personer med kognitive vanskeligheder,

især de skjulte handikap.

Desuden er det problematisk, at personer

med hjerneskade kan gå direkte til

en kørelærer og få køreevnen vurderet

ved en prøvekørsel uden at komme i

kontakt med en køreprøvesagkyndig.

Disse kørelærere vil som nævnt i mange

tilfælde ikke være rustede til at vurdere

køreevnen hos personer med hjerneskades,

især når der er tale om skjulte

handikap.

• P7: Når egen læge eller hospitalslægen

anbefaler, at en person med hjerneskade

ikke skal genoptage bilkørslen,

beholder pågældende kørekortet.


Dette øger risikoen for, at han eller hun

“kommer til” at køre bil alligevel på et

senere tidspunkt.

• P8: Embedslægens eller politiets beslutning

om, hvorvidt en person med hjerneskade

må genoptage bilkørsel, bygger

blandt andet på resultatet af en

helbredsmæssig vejledende køretest foretaget

af Statens Bilinspektion. Måske

har Statens Bilinspektion ikke de nødvendige

redskaber til at vurdere køreevnen

hos personer med kognitive vanskeligheder,

især skjulte handikap? Det

kan medføre et utilstrækkeligt beslutningsgrundlag.

• P9: Hvor ofte udstedes der kørekort

med begrænsninger? Benyttes denne

mulighed tilstrækkeligt? Eller mister

personer med begrænsede kørefærdigheder

blot kørekortet? Der vil på nuværende

tidspunkt kun blive udstedt kørekort

med begrænsninger, såfremt der er

fysiske handikap (specialindretning af

bilen) og formentlig en tidsbegrænsning

med henblik på observation. Der udstedes

normalt ikke kørekort, som begrænser

kørslen i øvrigt.

Ofte findes der ikke procedurer for håndtering

af kørekortproblematikken i et fase

3 rehabiliteringstilbud. Det betyder, at

personer, som ikke er egnet til bilkørsel,

men som alligevel smutter gennem ovennævnte

system, ikke bliver opfanget. Og

køredygtige, men usikre klienter bliver

måske heller ikke opfordret til at blive

evalueret og få genoptaget bilkørslen.

Mangel på skriftligt informationsmateriale

gør, at de hjerneskadede og deres pårørende

på et hvilket som helst givet tidspunkt

i proceduren kan blive i tvivl om,

hvad der skal ske, og hvor de kan henvende

sig med videre.

25


9. resumé

26

En erhvervet hjerneskade kan påvirke en

persons evne til at køre bil. På grund af en

række mentale ændringer, som umiddelbart

kan være meget diskrete og svære at

observere – de skjulte handikap – kan den

skadede miste overblikket, have svært

ved at forudse kritiske situationer eller

være uopmærksom på begivenheder, der

foregår i det ene synsfelt. Som et led i

hjerneskaden ses endvidere ofte, at den

ramte har svært ved at vurdere egen formåen,

muligheder og ressourcer og derfor

ikke mener, der er problemer ved at sætte

sig ind som fører af bilen.

For at imødegå denne problematik, som

i værste fald kan føre til livsfarlige situationer

for både den skadede og omgivelserne,

er det vigtigt, at der indføres en

fast praksis i hospitals- og behandlingssystemet,

så personer med erhvervet

hjerneskade får deres køreevne vurderet

grundigt efter skadens opståen.

Nærværende redegørelse har vist, at der i

Danmark ikke foretages en systematisk

køreevaluering af mennesker med erhvervet

hjerneskade. Udenlandske undersøgelser

viser samstemmende, at man og

har problemer på dette felt i andre lande.

Rapporten Kørekort og Hjerneskade har

forsøgt at identificere de væsentligste

problemer i forbindelse med hjerneskaden

og evnen til at køre bil, når skaden er

sket i hjernen.

I denne rapport er en række udenlandske

undersøgelser først gennemgået. Dernæst

følger resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse

vedrørende praksis på

hospitaler samt genoptrænings- og botilbud

foretaget i Danmark af Videnscenter

for Hjerneskade. Til sidst er der en beskrivelse

fra Dansk Neurologisk Selskabs

vejledning for længden af bilkørselspause

efter TCI*8/apopleksi, samt det lovgivningsmæssige

grundlag og den nuværende

procedure for området. I vejledningens

konklusion er der fremsat en række forslag

til forbedring af praksis på området.

*8 Transitorisk cerebral iskæmi: minutter til timer varende

udfaldssymptomer fra hjernen efterfulgt af fuldstændig

remission (bedring).


Spørgeskemaundersøgelsen, som er udført

i forbindelse med Kørekort og Hjerneskaderapporten,

viser, at de fagpersoner,

afdelinger og tilbud, der beskæftiger sig

med de hjerneskadede, mangler viden om

lovgivningen og om, hvilke instanser der

er ansvarlige for hvilke procedurer. De

mangler dermed viden om, hvordan kørekortproblematikken

skal håndteres. Dette

bevirker, at praksis på området er præget

af tilfældigheder og langt fra fungerer effektivt

nok.

Særligt i tilbud om rehabilitering, der tilbydes

efter hospitalsindlæggelsen er der

ofte behov for en opstramning af procedurerne

vedrørende bilkørsel. Desuden fremgår

det, at de lovbefalede procedurer ikke

følges i praksis. Eksempelvis indberettes

de patienter, der kører trods et kørselsforbud,

ikke til embedslægen. Et andet problem

er, at ikke alle instanser, der er involveret

i køreevalueringen af personer med

hjerneskade, er udstyret med de nødvendige

kompetencer og viden til at foretage

en sådan køreevaluering.

Det er desuden en stor mangel, at der

stort set ikke findes skriftligt informationsmateriale,

som kan udleveres til de

hjerneskadede og deres pårørende.

Sammenlagt er konsekvensen, at personer

med hjerneskade, som er potentielt

farlige i trafikken, kører bil på trods af anbefalinger

om det modsatte. En lige så

uhensigtsmæssig følge er, at personer

med hjerneskade, som egner sig til at

køre bil, afholder sig fra at gøre det, da de

ikke længere føler sig sikre på, at de er i

stand til det.

27


10.

konklusioner

og anbefalinger

28

På baggrund af det ovenstående er der

udarbejdet følgende anbefalinger og konklusioner:

Der er et stort behov for at skabe øget opmærksomhed

omkring de mange problemstillinger,

der er forbundet med kørekortproblematikken

hos hjerneskadede.

På den ene side skal de hjerneskadedes

rettigheder som borgere naturligvis respekteres.

Det er vigtigt at huske på, at

konsekvensen af at miste muligheden for

at køre bil i mange tilfælde betyder en væsentlig

reduktion af en persons livskvalitet.

På den anden side er der naturligvis

hensynet til trafiksikkerheden. Målet med

en opstramning af procedurerne omkring

kørekort og hjerneskade er derfor ikke

udelukkende at undgå, at personer, der

ikke egner sig til at køre bil, kører alligevel.

Et mindst ligeså vigtigt mål er at sikre,

at de personer, der trods en hjerneskade

stadig kan køre bil, fortsat får mulighed

for at gøre det.

På baggrund af drøftelser på to arbejdsmøder

med deltagelse af en række relevante

fagpersoner og myndighedsrepræsentanter

samt brugerorganisationerne

anbefales følgende med henblik på en

opstramning af procedurer og praksis omkring

hjerneskade og kørekort:

1) At Sundhedsstyrelsen i samarbejde

med Justitsministeriet udarbejder nye

retningslinier for de afdelinger, genoptræningsinstitutioner

og tilbud, der

skal tage stilling til, om der skal ske

en udredning af pågældendes køreevne.

2) At Sundhedsstyrelsen i samarbejde

med Justitsministeriet ligeledes udarbejder

nye retningslinier for, under

hvilke omstændigheder der skal udstedes

kørselsforbud eller kørselspause.

3) At alle relevante afdelinger, genoptræningsinstitutioner

og tilbud på baggrund

af disse retningslinier udformer

en skriftlig instruks om, hvordan kør-


selsproblematikken for mennesker

med erhvervet hjerneskade skal håndteres,

og sikrer, at disse retningslinier

også bliver fulgt.

4) At retningslinierne fra Sundhedsstyrelsen

ligeledes peger på, at der skal ske

en systematisk indberetning til embedslægerne,

som herefter sender en

indstilling til politiet vedrørende eventuel

inddragelse af førerretten eller

indkaldelse af supplerende lægelige

erklæringer/udtalelser fra relevante

læger/behandlere i tilfælde, hvor der

er begrundet mistanke om, at den

hjerneskadede vil køre bil trods et kørselsforbud

eller anbefalinger om ikke

at køre.

5) At der udarbejdes en instruks, der kan

sikre, at alle bliver køreevalueret af en

instans med særligt kendskab til hjerneskadeområdet,

før den hjerneskadede

genoptager bilkørsel efter en

kørselspause, således at der på landsbasis

opnås ensartede evalueringer.

Heri skal det præciseres, hvem der

skal vurdere, om den skadede kan

genoptage bilkørslen efter kørepausens

udløb, og at den skadede skal

underrettes om kørepausen og årsagen

hertil.

6) At det sikres, at den eller de fagpersoner,

der efter kørepausen skal vurdere

køreevnen, har den fornødne viden om

skjulte handikap til at kunne tage stilling

til, om en person med hjerneskade

umiddelbart er egnet til at genoptage

bilkørsel eller eventuelt skal

henvises til yderligere udredning

og/eller en specialkøretest.

7) At det sikres, at en person, der vurderes

uegnet til at genoptage bilkørsel,

anmeldes til embedslægen.

8) At det sikres, at den instans, som i

praksis skal køreevaluere mennesker

med hjerneskade, har den fornødne

ekspertise og er uddannet til at observere

og afdække skjulte handikap. Og

at der udarbejdes retningslinier for

evalueringen, så der gives ensartede

evalueringer over hele landet.

9) At mennesker med erhvervede hjerneskader

kan henvises til specialkøretest,

uden at det medfører udgifter for

dem.

10) At der udarbejdes skriftligt informationsmateriale

om sammenhængen

mellem hjerneskade og kørekort, som

udleveres til alle, der indlægges med

en erhvervet hjerneskade og deres pårørende.

Dette informationsmateriale

skal indeholde:

29


30

a. Generel information:

l. Hvad konsekvenserne af

en hjerneskade kan være,

og hvorfor disse kan påvirke

evnen til at køre bil.

Især er det vigtigt, at skjulte

handikap og manglende

sygdomsindsigt forklares.

b. Kørselsforbud

l. Grunde til, at der udstedes

midlertidigt kørselsforbud.

ll. Muligheder for at få ændret

længden af forbudet,

hvis man føler, at den er

uhensigtsmæssigt lang eller

kort.

lll. Hvor man kan henvende

sig, hvis man ønsker at ændre

køreforbudets længde.

c. Genoptagelse af bilkørsel

l. Hvem der beslutter, om

man må genoptage bilkørsel.

ll. Hvor man henvender sig,

hvis man ikke er enig i beslutningen.

lll. Hvor man henvender

sig, hvis man ønsker at få

sin køreegnethed vurderet.

lV. Mulighederne for at få

et kørekort med begrænsninger.

V. At man kan straffes

ifølge færdselsloven §54,

stk. 1, hvis man kører trods

et kørselsforbud.


litteratur

Brooks, N. & Hawley, C. A. (2005).

Return to driving after traumatic brain injury: a British perspective.

Brain Injury, Vol. 19(3), pp. 165-175.

Christie, N., Savill, T., Buttress, S., Newby, G. & Tyerman, A. (2001).

Assessing fitness to drive after head injury: A survey of clinical psychologists.

Neuropsychological Rehabilitation, Vol. 11(1), pp. 45-55.

Fisk, G. D., Owsley, C. & Pulley, L. V. (1997).

Driving after stroke: driving exposure, advice and evaluations.

Archives of Physical Medicine and Rehabilitation, Vol. 78, pp. 1338-1345.

Fisk, G. D., Schneider, J. J. & Novack, T. A. (1998).

Driving following traumatic brain injury: prevalence, exposure, advice and evaluations.

Brain Injury, Vol. 12(8), pp. 683-695.

Hawley, C. A. (2001). Return to driving after head injury.

Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry, Vol. 70, pp 761-766.

Pietrapiana, P., Tamietto, M., Torrini, G.,Mezzanato, T., Rago, R. & Perino, C. (2005).

Role of pre-morbid factors in predicting safe return to driving after severe TBI.

Brain Injury, Vol. 19(3), pp. 197-211.

Priddy, D. A., Johnson, P. & Lam, C. S. (1990). Driving after a severe injury.

Brain Injury, Vol. 4(3), pp. 267-272.

31


ilag

33


34

BILAG 1

Spørgeskema

Kortlægning af praksis med hensyn til kørekort hos personer med hjerneskade

1) Indberetter

Navn

Stilling

2) Arbejdsplads

Adresse

Telefonnumme

E-mail

Eventuel hjemmeside

3) Hvem er jeres patient/klientgruppe (CVA, TBI etc.)?

4) Hvilke(n) fase(r) er jeres patienter/klienter i? Fase 1/2/3

Afdelingens/institutionens politik med hensyn til køreevaluering

5) Registreres det ved indlæggelse/indskrivning på afdelingen/institutionen, om patienten/klienten

har kørekort? Ja, altid/Ja, i nogle tilfælde/Nej

6) Vurderes patienternes/klienternes køreevne og dermed, om de fortsat skal have kørekort

på udskrivelsestidspunktet? Ja, altid/Ja, i nogle tilfælde/Nej

7) Har afdelingen/institutionen en skriftligt udformet procedure for håndtering af kørekortproblematikken?

Ja/Nej

• Hvis ja, send/mail venligst en kopi til Videnscenter for Hjerneskade, hvis det er muligt.

8) Er der udpeget specifikke personer/faggrupper på afdelingen/institutionen, der er ansvarlige

for at vurdere patienternes/klienternes køreevne? Ja/Nej

8a) Hvis ja, hvilken person/faggruppe?


9) Har din afdeling/institution faste retningslinier for, hvilke patienter/klienter der skal

tilbydes eller henvises til en køreevaluering? Ja/Nej

9a) Hvis ja, hvilke retningslinier?

10) Har din afdeling/institution faste retningslinier for, hvorledes egnethed til bilkørsel

skal vurderes? Ja/Nej

10a)Hvis ja, hvilke

Køreevalueringspraksis

11) Henviser afdelingen/institutionen patienter/klienter til en formel køreevalueringsinstans

(for eksempel PTU)? Ja, altid/Ja, i nogle tilfælde/Nej

11a)Hvis ja, hvilken?

11b)Hvis nej, hvorfor ikke?

12) Anvender afdelingen/institutionen neuropsykologiske test i forbindelse med køreevaluering?

Ja, altid/Ja, i nogle tilfælde/Nej

12a) Hvis ja, hvilke test?

12b) Hvis nej, hvorfor ikke?

13) Anvender afdelingen/institutionen andre redskaber end ovennævnte i køreevalueringen?

Ja, altid/Ja, i nogle tilfælde/Nej

13a) Hvis ja, hvilke?

14) Hvordan bliver resultatet af en køreevaluering typisk udtrykt i patientens/klientens

journal? Giv gerne et par eksempler:

15) Hvem vurderer, om patienten/klienten må genoptage kørslen?

16) Hvem giver patienten/klienten besked om dette?

35


36

Evaluering af procedure og praksis

17) Er din erfaring, at jeres køreevalueringer er gode til at forudsige patienternes/klienternes

køreevne? Ja/Nej

18) Er der noget, du synes kunne gøre køreevalueringerne bedre?

19) Er din fornemmelse, at patienterne/klienterne følger jeres anbefalinger angående

genoptagelse af bilkørsel? Ja, altid/Ja, i nogle tilfælde/Nej

20) Synes du, at jeres procedure til at håndtere kørselsproblematikken er tilfredsstillende?

Ja/Nej

21) Er der noget, som du mener ville forbedre proceduren?

22) Mener du, at lovgivningen, som den er nu, er tilstrækkelig på området? Ja/Nej

22a)Hvis nej, hvorfor ikke?

Vurdering af omfanget af problemerne omkring hjerneskade og kørekort

23) Cirka hvor mange procent af patienterne/klienterne på din afdeling beder om råd

angående bilkørsel efter hjerneskade?

24) Cirka hvor mange procent af de pårørende beder om råd angående bilkørsel efter

hjerneskade?

25) Modtager afdelingen/institutionen henvendelser fra patienternes/klienternes egen

læge eller andre angående dennes køreevne? Ja/Nej

25a)Hvis ja, hvem får I typisk henvendelser fra?

26) Har afdelingen/institutionen udarbejdet eller kendskab til skriftligt informationsmateriale

til patienter/klienter og pårørende om bilkørsel efter hjerneskade? Ja/nej

• Hvis ja, send/mail venligst en kopi til Videnscenter for Hjerneskade, hvis det er muligt.

Andre kommentarer?


BILAG 2

Retningslinier

Forskellige eksempler på retningslinier

tilsendt Videnscenter for Hjerneskade i

forbindelse med kortlægning af praksis i

Danmark.

Retningslinier – eksempel 1

Apoplexia cerebri, kørekort

Evnen til forsvarlig bilkørsel vil ofte være

påvirket efter apopleksi på grund af pareser,

hemianopsi, kognitive forstyrrelser og neglekt.

• Ved homonym hemianopsi og ligeledes

ved nedre kvadrant hemianopsi må patienten

ikke køre bil. Ikke mindst af den

grund bør der foreligge en perimetri. Ved

relative synsfeltsdefekter bør spørgsmålet

drøftes med øjenafdeling.

• Findes bilkørsel uforsvarlig, skal patienten

orienteres og pålægges kørselsforbud. Såfremt

patienten ikke efterkommer dette,

skal det meddeles til embedslægen med

kopi til egen læge. Herefter vil kørekortet

normalt blive frataget patienten.

• I tvivlstilfælde udfærdiger lægen en erklæring,

som sendes til motorkontoret i pågældende

politikreds. Dette kan inddrage

embedslægen med henblik på at vurdere

behovet for en såkaldt praktisk vejledende

prøve foretaget af bilinspektøren.

Ved prøven, hvor der er en vis selvbetaling,

vurderes/påbydes, om der er behov

for specielle hjælpemidler, eller om kørekort

skal frakendes permanent eller for en

periode. Afgørelsen kan ankes til Justitministeriet

og Sundhedsstyrelsen.

• Der er også mulighed for at blive testet på

Instituttet for Polio-, Trafik og Ulykkesskadede

(PTU). Her findes apparatur til afprøvning

af reaktionshastighed med mere.

• Er kørekortet inddraget, har patienten altid

mulighed for at få kørekort igen ved at

indstille sig til en ny køreprøve.

Retningslinier – eksempel 2

Instruks for kørselsforbud (chaufførkarantæne)

ved neurologiske sygdomme

Udgangspunktet er lægelovens §12: “Såfremt

en læge i sin virksomhed får kundskab om, at

en person lider af sådanne sygdomme eller

mangler i legemlig eller sjælelig henseende,

at han i betragtning af de forhold, hvorunder

han lever eller arbejder, udsætter andres liv

eller helbred for nærliggende fare, er lægen

forpligtet til at søge faren afbødet ved henvendelse

til vedkommende selv om fornødent

ved anmeldelse til pågældende embedslægeinstitution

eller Sundhedsstyrelsen”.

Sundhedsstyrelsen har endvidere udarbejdet

et notat om “Helbredskrav for førere af

motorkøretøjer” med anbefalede kørselsforbud

ved en række neurologiske sygdomme.

Anbefalingerne er vejledende, idet et kørselsforbud

med baggrund i sygdom altid beror

på en konkret vurdering. Afviger man fra

anbefalingerne ved nedlæggelse af kørselsforbud

med baggrund i en konkret vurdering,

skal dette begrundes i journalen.

37


38

Man er til enhver tid velkommen til at rette

henvendelse til embedslægeinstitutionen i

tvivlstilfælde. Embedslægeinstitutionen vil

dog i udgangspunktet ikke kunne gøre andet

end at henvise til nævnte notat fra Sundhedsstyrelsen

med overordnede retningslinier

og anbefalinger. Eventuel henvendelse

til Sundhedsstyrelsen eller politimester kan

ske gennem embedslægeinstitutionen.

Ved nedlæggelse af kørselsforbud skal nedennævnte

praksis anvendes på neurologisk

afdeling:

1) Notér, at kørselsforbudet er nedlagt af

en specificeret varighed med henvisning

til Sundhedsstyrelsens overordnede retningslinier.

Afviges der herfra, skal begrundelse

anføres.

2) Notér, at patient accepterer det nedlagte

kørselsforbud. I modsat fald meddeles

patienten, at der sker indberetning til

embedslægeinstitutionen.

3) Såfremt der ved afslutning af patienten

(for eksempel udskrivelse fra neurologisk

afdeling) fortsat er symptomer eller

deficit, der er uforenelige med føring af

motorkøretøj, skal patienten (og egen

læge i epikrisen) gøres opmærksomme

på, at chaufførfunktion først må genoptages,

efter at der har været vurdering

ved læge efter udløbet af perioden med

kørselsforbud.

4) I de tilfælde, hvor der ikke er symptomer

eller deficit ved afslutningen af en patient,

men foreligger retningslinier fra

Sundhedsstyrelsen gældende varighed

af symptomfri periode, før kørsel genoptages,

og dette er meddelt patienten

(samt journalnoteret), gælder følgende:

ved periodeudløb af kørselsforbudet er

det patientens eget ansvar at forholde

sig til sin trafikhabilitet.

5) Såfremt der ved udløbet af perioden for

kørselsforbud fortsat er tvivl, om patienten

er chaufførkompetent, kan man anbefale

en vejledende køreprøve ved motorsagkyndig.

Det er ikke tilstrækkeligt

med vejledende vurdering ved en kørelærer.

Anmodning om vejledende køreprøve

kan ske ved direkte henvendelse

til den stedlige politimyndighed (motorkontoret).


Retningslinier – eksempel 3

Som hovedregel bør en hjerneskadet patient

ikke genoptage bilkørsel før tidligst seks

måneder efter tilfældet. Det vil sige, at de

fleste patienter, som udskrives fra sygehus

bør informeres om, at det ikke er tilrådeligt

at køre bil. Fremgangsmåden er som følger:

• Journalen skal altid indeholde oplysninger

om kørekort og transport.

• Spørgsmålet om kørekort tages op ved

tværfaglig konference som et obligatorisk

punkt. Ved bedømmelsen af køreegnethed

lægges især vægt på psykomotorisk

tempo, koncentrationsevne, overblik, neglekt

og apraksi, ud over naturligvis sensomotoriske

forstyrrelser.

• Patient og pårørende informeres om:

o Hvorfor det ikke er tilrådeligt at køre bil

o Hvor længe man fraråder bilkørsel

o At egen læge vil blive orienteret

med patientens accept

o Proceduren, hvis man senere

ønsker at genoptage bilkørsel

• Omstående standardskrivelse udleveres

til patienter/pårørende.

• Hvis patienten ikke er indforstået, meddeles

dette til embedslægen. Patienten skal i

så fald informeres herom.

Retningslinier – eksempel 4

Hvordan forholder vi os til brugere, der

ønsker at erhverve førerbevis eller genoptage

bilkørsel

1. Undersøgelse hos egen læge

Denne undersøgelse skal godtgøre, om der

er fysiske forhold, der kan tale imod at føre

bil. Samtidig skal lægen (hvis han eller hun

kan) vurdere, om der måtte være mentale

ændringer efter hjerneskaden, som udelukker

bilkørsel. Lægen kan eventuelt henvise

til indhentning af speciallægeerklæring.

2. Undervisnings-/rutinetimer hos

en kørelærer

Vi forsøger at være med i aftalen med kørelæreren

med henblik på at sikre en tilbagemelding

fra denne.

Såfremt der efter køretimerne udtrykkes

tvivl fra kørelærerens side, kan vi i samarbejde

med brugeren få indhentet yderligere

lægelig dokumentation.

3. Hvis der uenighed/tvivl hos nogen af

parterne, kan vi kontakte embedslægeinstitutionen

Dette kan føre til et forbud eller krav om en

orienterende køreprøve.

39


BILAG 3

Informationsmateriale

Forskellige eksempler på informationsmateriale

tilsendt Videnscenter for

Hjerneskade i forbindelse med kortlægning

af praksis i Danmark.

40

Informationsmateriale – eksempel 1

Visse regler om bilkørsel efter en

hjerneskade

Færdselsloven siger:

Selv om man har kørekort, er det ikke sikkert,

man må køre bil.

I §54 står der:

“Et motordrevet køretøj må ikke føres af nogen,

som på grund af sygdom, svækkelse,

overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning

af opstemmende eller bedøvende midler

eller af lignende årsager befinder sig i en

sådan tilstand, at han er ude af stand til at

føre køretøjet på fuldt betryggende måde.”

Det vil sige: det er førerens pligt ikke at køre

bil, hvis man ikke er sikker på, at det kan

ske på fuldstændig betryggende måde.

Alle læger har pligt til at underrette embedslægen

om personer, der mod bedrevidende

eller på grund af manglende forståelse af

deres sygdom, formodes at ville køre bil alligevel.

Kørselspause

Når man rammes af en blodprop i hjernen,

hjerneblødning eller anden hjerneskade, anbefaler

Sundhedsstyrelsen, at man ikke kører

bil i de efterfølgende seks måneder.

Dette tidsrum kan efter individuel vurdering

forlænges - afhængig af skadens omfang og

risiko for gentagelse af sygdomsanfaldet -

eller i sjældne tilfælde forkortes til tre måneder.

Hvis De ønsker at genoptage kørsel

Når den aftalte periode med kørselsforbud

er ved at udløbe, skal De – med mindre andet

er aftalt – henvende Dem hos Deres

praktiserende læge for at lave aftale om

kørslens genoptagelse.

Hvis Deres egen læge er i tvivl om, hvorvidt

De må køre bil, vil De få lavet en lægeattest

(“kørekortattest”), der sendes til politiet.

Herefter tager politiet stilling til, om De kan

få fornyet Deres kørekort, eller om det skal

ske på særlige vilkår.

Der kan for eksempel stilles krav om briller,

om medicin eller om særlig indretning af bilen.

Hvad enten der er tale om synlige eller

usynlige handikap, skal De måske til vejledende

praktisk køreprøve hos en bilinspektør.

Bilinspektøren vurderer ud fra en praktisk

afprøvning i bilen, om De fortsat må køre bil

og på hvilke betingelser.

Hvis der er behov for en særlig indrettet bil,

skal den praktiske prøve foregå i en sådan

bil.

Hvis bilinspektøren afgør, at Deres kørekort

kun gælder til specialindrettet bil, så ret

henvendelse til Deres kommunes socialfor-


valtning for at få oplysning om mulighederne

for tilskud efter servicelovens §99.

Ved udskrivelsen vil egen læge efter aftale

med patienten blive gjort opmærksom på,

hvilke aftaler der er truffet i forbindelse med

fortsat ret til bilkørsel.

Følger efter en skade i hjernen

Hvad er det for skader, der kan få indflydelse

på evnen til at køre bil på fuldt ud betryggende

måde?

Fysiske handikap

Lammelser

Nedsat bevægelighed af led

Smerter

Synsproblemer

Nogle fysiske udfald kan der kompenseres

helt eller delvist for ved specialindretning af

bilen. Typiske eksempler er automatgear,

servostyring eller flytning af betjeninger. En

bilinspektør vurderer, om det er nødvendigt

for færdselssikkerheden.

Det kan også blive nødvendigt med yderligere

lægeundersøgelse, for eksempel hos

øjenlæge.

Usynlige handikap

Epilepsi:

Vil som hovedregel betyde, at man ikke må

køre bil i en periode af tre måneder efter det

seneste anfald.

Kognitive skader:

Andre usynlige handikap, der kan have/få

indflydelse på adfærden i trafikken kan

være:

Forlænget reaktionstid

Nedsat hukommelse

Nedsat koncentrationsevne

Nedsat opmærksomhed

Nedsat erkendelse af egen situation

Manglende eller utilstrækkeligt overblik

Problemer med rum-/retningssans

Nedsat koordinering ved flere samtidige

handlinger

Neglekt

Disse handikap vil oftest betyde, at man

skal op til en vejledende praktisk prøve.

41


42

Informationsmateriale – eksempel 2

Til patient/pårørende angående bilkørsel

Kære

Når sygdom eller ulykke rammer hjernen, er der ofte en række følger, der gør, at det ikke er

tilrådeligt at køre bil. Det gælder ikke blot lammelser og føleforstyrrelser, men også synsændringer,

svækket koncentrationsevne, nedsat reaktionshastighed, uopmærksomhed og andre

symptomer, som man ikke umiddelbart lægger mærke til, men som alligevel er afgørende

for, om man kan køre bil på betryggende måde.

Du bør foreløbig ikke køre bil i…….måneder.

Hvis du derefter ønsker at genoptage kørslen, så drøft det med din egen læge. Han eller hun

kan skrive en lægeerklæring som ved almindelig motorattest. Lægeerklæringen sendes til

nærmeste politidistrikts motorkontor. Bilinspektøren kan herefter indkalde til en vejledende

køreprøve, hvor man bedømmer, om det er forsvarligt at køre bil.

Med venlig hilsen

Læge

Informationsmateriale - eksempel 3

Kære

Når man er ramt af apopleksi, er det ikke tilladt at køre bil med det samme.

Følgerne, som De har af sygdommen, for eksempel lammelser eller føleforstyrrelser, kan

rette sig med tiden.

Det største problem er de skjulte handikap, som kan være skjult ikke alene for andre, men

også for Dem selv, således at De har vanskeligt ved at forstå, at der er noget galt. Det kan

være svækket koncentration, nedsat reaktionshastighed, uopmærksomhed og ændret syn.

De må foreløbig ikke køre i egen bil i ....... måneder.

Ved erhvervskørsel gælder andre regler. Hvis De derefter ønsker at genoptage kørslen, så drøft

det med Deres egen læge. Deres egen læge vil så tage stilling til fremtidig kørsel. Såfremt der

er usikkerhed herom, kan Deres egen læge henvise Dem til en vejledende køreprøve.

Med denne vejledning har vi ønsket at beskytte Dem og Deres omgivelser mod risikable situationer.

Vi har ikke noget ønske om at optræde formynderisk, men er forpligtet af loven. Af

samme grund skal vi underrette myndighederne, såfremt aftalen ikke overholdes.

Læge


Informationsmateriale – eksempel 4

Kære

Når man er ramt af apopleksi, er det ikke tilrådeligt at køre bil med det samme.

Følgerne, som De har af sygdommen, for eksempel lammelser eller føleforstyrrelser, kan

rette sig med tiden.

Det største problem er de skjulte handikap, som kan være skjult ikke alene for andre, men

også for Dem selv, således at de har vanskeligt ved at forstå, at der er noget galt,

De bør foreløbig ikke køre bil i ........ måneder.

Hvis De derefter ønsker at genoptage kørslen, så drøft det med Deres egen læge. Deres

læge kan skrive en lægeerklæring som ved almindelig motorattest. Lægeerklæringen sendes

til nærmeste politidistrikts motorkontor. Bilinspektøren kan herefter indkalde til en vejledende

køreprøve, hvor man bedømmer, om det er forsvarligt at køre bil. Hvis bilinspektøren

ikke synes, at det er forsvarligt at køre, skal førerbeviset afleveres til politiet. Senere kan

man få kørekortet igen efter en ny prøve.

Der er også mulighed for at blive testet på PTU’s bilafdeling, Landsforeningen af Polio-, Trafik-

og Ulykkesskadede, Fjeldhammervej 8, 2610 Rødovre, tlf. 36 73 90 00. Her findes apparatur

til afprøvning af reaktionshastighed med mere.

Med denne vejledning har vi ønsket at beskytte Dem og Deres omgivelser mod risikable situationer.

Vi har ikke noget ønske om at optræde formynderisk, men er forpligtet af loven. Af

samme grund skal vi underrette myndighederne, såfremt aftalen ikke overholdes.

Læge

43


44

BILAG 4

Lovgivningen

på området

Færdselsloven

§54. Et motordrevet køretøj må ikke føres eller

forsøges ført af nogen, som på grund af

sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel

på søvn, påvirkning af opstemmende eller

bedøvende midler eller af lignende årsager

befinder sig i en sådan tilstand, at

han/hun er ude af stand til at føre køretøjet

på fuldt betryggende måde.

Lægeloven

§12. Kommer en læge i sin virksomhed til

kundskab om, at en person lider af sådanne

sygdomme eller mangler i legemlig eller sjælelig

henseende, at han i betragtning af de

forhold, hvorunder han lever eller arbejder,

udsætter andres liv eller helbred for nærliggende

fare, er lægen forpligtet til at søge faren

afbødet ved henvendelse til vedkommende

selv, om fornødent ved anmeldelse

til pågældende embedslægeinstitution eller

Sundhedsstyrelsen.

Kørekortbekendtgørelsen

(bekendtgørelse nr. 801 af 22/9/2003)

Kapitel 1

Erhvervelse af kørekort

Helbredsmæssige betingelser

§18. Kørekort kan kun udstedes til en person,

der er i besiddelse af tilstrækkelig synsog

høreevne samt i øvrigt af den fornødne

åndelige og legemlige førlighed.

Stk. 2. De nærmere helbredsmæssige betingelser

for erhvervelse af kørekort fremgår af

bilag 2 (s. IV), stk. 3. Rigspolitichefen fastsætter

efter forhandling med Sundhedsstyrelsen

nærmere retningslinier for behandlingen

af sager om udstedelse og fornyelse af

kørekort, hvori der foreligger helbredsoplysninger,

der kræver lægelige erklæringer, udtalelser

eller vurderinger.

§19. Lægeattesten, jf. §3, stk. 2, nr. 3, skal

være afgivet på en blanket, der er godkendt

af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Såfremt lægeattesten afgives på lægens

eget papir, skal hvert ark dateres samt

påføres ansøgerens navn og personnummer

samt lægens stempel og underskrift (sidstnævnte

i afvigende farve). De enkelte ark skal

endvidere nummereres og sammenhæftes.

Stk. 3. Lægeattesten skal udstedes af ansøgerens

sædvanlige læge. Hvis en anden

læge udsteder lægeattesten, skal ansøgeren

angive en fyldestgørende grund hertil.

Stk. 4. Politiet kan kræve, at ansøgeren

fremviser sygesikringsbevis.

Stk. 5. Til dokumentation for at ansøgeren er

identisk med den person, der er beskrevet i

lægeattesten, skal det i §3, stk. 2, nr. 1,

nævnte fotografis bagside af lægen være påført

ansøgerens personnummer, eller hvis

ansøgeren ikke er tildelt personnummer,

fødselsdato og fødested samt endvidere

være underskrevet af lægen.


Attesten og fotografiet sendes direkte til

vedkommende kørekortkontor af lægen eller

overgives ansøgeren i en lukket kuvert, der

er forsynet med lægens navn eller stempel.

Stk. 6. Lægeattesten må ved ansøgningens

indlevering ikke være over tre måneder gammel

og ved udstedelsen af kørekortet ikke

over et år og tre måneder gammel.

§20. På grundlag af oplysningerne i lægeattesten

afgør politiet, om ansøgeren opfylder

de helbredsmæssige betingelser for erhvervelse

af det ønskede kørekort.

Stk. 2. Politiet kan kræve, at der fra en speciallæge

eller andre fremskaffes en erklæring

eller yderligere oplysninger samt endvidere,

at ansøgeren i øvrigt medvirker til

lægelige undersøgelser til afgørelse af, om

kørekort kan udstedes eller eventuelt skal

udstedes på særlige vilkår.

Stk. 3. Politiet kan kræve, at der fra Statens

Bilinspektion fremskaffes en erklæring eller

yderligere oplysninger samt endvidere, at

ansøgeren aflægger en vejledende helbredsmæssig

køretest, jf. §50, til bedømmelse af,

om kørekort kan udstedes eller eventuelt

skal udstedes på særlige vilkår.

Stk. 4. Udgifterne i forbindelse med de i

denne bestemmelse nævnte undersøgelser

og køretesten afholdes af ansøgeren.

§21. Foreligger der oplysninger, der viser, at

ansøgeren er afhængig af brug af euforiserende

eller andre bevidsthedspåvirkende

stoffer eller ikke er ædruelig, må kørekort

ikke udstedes eller fornyes.

Stk. 2. Såfremt kørekort nægtes, skal anklagemyndigheden

på begæring indbringe

spørgsmålet for retten efter reglerne i straffelovens

§78, stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelserne i §20, stk. 2 og 4,

finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Køreprøver med videre

Vejledende helbredsmæssig køretest

§50. Politiet kan i forbindelse med erhvervelse

og fornyelse af kørekort kræve, at ansøgeren

aflægger en vejledende helbredsmæssig

køretest hos Statens Bilinspektion

til bedømmelse af, om kørekort kan udstedes

eller eventuelt skal udstedes på særlige

vilkår. En sådan køretest kan endvidere kræves

afholdt med henblik på at afgøre, i hvilket

omfang en kørekortindehaver fortsat

kan bevare sin førerret helt eller delvis, jf.

§73. Statens Bilinspektion kan forlange, at

ansøgeren eller kørekortindehaveren stiller

et køretøj, der er godkendt til øvelseskørsel,

til rådighed.

Stk. 2. Såfremt det skønnes nødvendigt, at

ansøgeren eller kørekortindehaveren forinden

afholdelse af den i stk. 1 omtalte køretest

opnår nogen færdighed i at betjene køretøjet,

kan dette finde sted på en lukket

øvelsesplads eller et køreteknisk anlæg.

45


46

Kapitel 5

Udstedelse af kørekort

§51. Kørekort udstedes af rigspolitichefen.

Stk. 2. Kørekort udstedes som EF-model i

overensstemmelse med bestemmelserne i

bilag 1. Nationalitetsbetegnelse anføres på

kørekortets forside.

§52. Kørekort kan udstedes med begrænset

gyldighedstid eller begrænses til køretøjer,

der opfylder særligt angivne betingelser eller

i øvrigt betinges af særlige vilkår. Vilkår

og begrænsninger påtegnes kørekortet i talkodeform

i henhold til bestemmelserne i

bilag 8.

Stk. 2. Kørekort til traktor/motorredskab, erhvervsmæssig

personbefordring samt kørekort

med kørelærergodkendelse udstedes i

henhold til de i bilag 8, afsnit III, fastsatte

retningslinier.

§53. Hvis ansøgeren har bestået køreprøven

eller den praktiske prøve, skal ansøgeren i

den prøvesagkyndiges påsyn udfylde underskriftsrubrikken

i et stamkort.

Stk. 2. Har ansøgeren forevist et af de i §3,

stk. 2, nr. 2, litra a-c, nævnte dokumenter,

udsteder den prøvesagkyndige et midlertidigt

kørekort. Samtidig med udstedelsen af

det midlertidige kørekort skal eventuelt tidligere

udstedt kørekort afleveres til den prøvesagkyndige.

Stk. 3. Oplyser ansøgeren at skulle føre motorkøretøj

i udlandet, bortset fra i Finland,

Island, Norge og Sverige, og skønner politiet,

at det originale kørekort ikke kan udstedes,

inden ansøgeren forlader landet, kan

midlertidigt erstatningskørekort udstedes i

overensstemmelse med bestemmelserne i

§59, stk. 2 og 3.

Kapitel 8

Afgørelser om inddragelse af førerretten,

kørselsforbud og kørekort samt om kontrollerende

køreprøver

§68. Politiet kan efter bestemmelserne i

dette kapitel inddrage førerretten, hvis betingelserne

for at erhverve kørekort ikke

længere er opfyldt.

Stk. 2. Ret til erhvervsmæssig personbefordring

kan frakendes i overensstemmelse

med reglerne i straffelovens §79. Retten kan

ikke inddrages af politiet uden samtidig inddragelse

af den almindelige førerret.

Stk. 3. Politiet kan inddrage et beskadiget

eller slidt kørekort. Inddrages kørekortet på

stedet, udfærdiger politiet så vidt muligt et

midlertidigt kørekort.

§69. Træffer politiet bestemmelse om inddragelse

af førerretten, pålægges kørselsforbud

eller frakendes førerretten ubetinget,

skal kørekortet afleveres til politiet.

Stk. 2. Kørekortet skal ligeledes afleveres til

politiet, hvis der i medfør af §73, stk. 2 eller

3, foretages indskrænkninger i førerretten.

Stk. 3. Er der udstedt dansk internationalt


kørekort til en person, hvis førerret inddrages

af politiet eller frakendes ubetinget, skal

også det internationale kørekort afleveres til

politiet.

Stk. 4. Inddrages førerretten, fordi den pågældende

ikke er ædruelig eller er afhængig

af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende

stoffer, indbringer anklagemyndigheden

på begæring spørgsmålet for retten

efter reglerne i straffelovens §78, stk. 3.

§70. For kontrollerende køreprøve i medfør

af dette kapitel gælder bestemmelserne i

kapitel 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En kørekortindehaver kan i stedet for

at aflægge kontrollerende køreprøve efter

stk. 1 ansøge om udvidelse af kørekortet til

at gælde yderligere kategorier, såfremt udvidelsen

indebærer aflæggelse af en køreprøve,

jf. §37, stk. 1.

Stk. 3. For køreprøver aflagt i henhold til stk.

2 finder de for kontrollerende køreprøve

gældende vilkår og retsvirkninger tilsvarende

anvendelse.

Stk. 4. Politiet kan straks inddrage førerretten,

hvis en kørekortindehaver nægter at

medvirke til

1) en kontrollerende køreprøve,

2) en køreprøve efter stk. 2,

3) en helbredsmæssig undersøgelse

hos den pågældendes egen læge

eller hos en speciallæge, eller til

4) en vejledende helbredsmæssig køretest,

jf. §50.

Stk. 5. Førerretten inddrages endvidere, hvis

kontrollerende køreprøve ikke bestås første

gang.

Stk. 6. Er førerretten inddraget af politiet,

fordi en kontrollerende køreprøve ikke er

bestået eller aflagt, behandles ansøgning

om generhvervelse efter bestemmelserne i

kapitel 10.

Midlertidig inddragelse af kørekort

§71. Skønner politiet, at betingelserne for

ubetinget frakendelse af førerretten foreligger,

skal det originale kørekort i følgende tilfælde

midlertidigt inddrages:

1) Ved beslutning om sigtelse for spirituskørsel.

2) Ved beslutning om sigtelse for promillekørsel,

når den sigtede tidligere

er sigtet eller dømt for promille- eller

spirituskørsel.

Stk. 2. Skønner politiet, at betingelserne for

ubetinget frakendelse af førerretten foreligger

i andre end de i stk. 1 nævnte tilfælde, kan

det originale kørekort midlertidigt inddrages.

Stk. 3. Skønnes betingelserne for ubetinget

frakendelse af førerretten at foreligge, men er

dette ikke utvivlsomt, kan midlertidig inddragelse

af det originale kørekort kun ske mod

samtidig udstedelse af et midlertidigt kørekort.

Stk. 4. Midlertidig inddragelse af et originalt

kørekort efter stk. 1 eller 2 kan af kørekortindehaveren

forlanges prøvet af retten. Politiet

skal vejlede den pågældende om retten til

prøvelse.

47


48

Manglende kundskaber eller færdigheder

§72. Politiet kan bestemme, at en kørekortindehaver

skal aflægge en kontrollerende

køreprøve, hvis der er begrundet tvivl om,

hvorvidt den pågældende fortsat er i besiddelse

af fornøden kørefærdighed, fornødent

kendskab til færdselsreglerne eller forståelse

for hensynet til andre trafikanter.

Stk. 2. Kontrollerende køreprøve skal ikke

aflægges, hvis den pågældende har bestået

en køreprøve efter det forhold, der gav anledning

til politiets afgørelse, og før afgørelsen

er endelig.

Helbredsmæssige forhold

§73. Bliver politiet opmærksom på forhold,

der giver begrundet tvivl om, hvorvidt kørekortindehaveren

fortsat er i besiddelse af et

tilfredsstillende helbred eller fortsat er

ædruelig eller uafhængig af euforiserende

eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer,

har den pågældende pligt til at medvirke til

1) de lægeundersøgelser, der er nødvendige

til afgørelse heraf, herunder

tilvejebringelse af lægeerklæring,

eventuelt fra speciallæge, jf. §20, eller

2) en vejledende helbredsmæssig køretest,

jf. §20.

Stk. 2. På grundlag af undersøgelserne eller

køretesten afgøres,

1) om kørekortindehaveren kan bevare

førerretten, eventuelt med særlige

indskrænkninger, jf. §§52, stk. 1, og

57,

2) om førerretten skal inddrages enten

af lægelige grunde eller på grund af

kørekortindehaverens afhængighed

af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende

stoffer eller på grund

af manglende ædruelighed, eller

3) om kørekortindehaveren skal indkaldes

til en kontrollerende køreprøve

på grund af manglende kundskaber

eller færdigheder, jf. §72, stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder

tilsvarende anvendelse i forbindelse med erhvervsmæssig

personbefordring.

Stk. 4. Foretages der indskrænkninger i førerretten,

udstedes nyt kørekort i overensstemmelse

med bestemmelserne i kapitel 5.

Den pågældende skal aflevere et fotografi

samt de nødvendige legitimationspapirer, jf.

§3, stk. 2, nr. 1 og 2, samt udfylde underskriftsrubrikken

i et stamkort på kørekortkontoret.

Bestemmelserne i §3, stk. 3-5, finder

tilsvarende anvendelse.

Bilag 2 til kørekortbekendtgørelsen

Mindstekrav med hensyn til fysisk og

psykisk egnethed til at føre køretøj, hvortil

der kræves kørekort

Definitioner

I dette bilag inddeles førerne i to grupper:

Gruppe 1:

Førere af køretøjer i kategorierne A, B og

B/E samt førere af traktor/motorredskab.


Gruppe 2:

Førere af køretøjer i kategorierne C, C/E, D

og D/E samt endvidere førere af køretøjer i

kategorierne B og D, som anvendes til erhvervsmæssig

personbefordring, og førere,

som anmoder om udstedelse eller fornyelse

af kørekort med påtegning om godkendelse

som kørelærer.

Personer, som før den 1. juli 1996 havde førerret

til et køretøj omfattet af gruppe 2, kan

dog, for så vidt angår kravene til synsstyrke,

få fornyet kørekort hertil i henhold til de bestemmelser,

der var gældende indtil den

nævnte dato, jf. herved afsnit B, pkt. 1.1., i

Justitsministeriets cirkulære af 29. september

1967 om bedømmelse af førligheden hos

personer, der ønsker førerbevis med videre.

For indehavere af kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring til kategori B samt kørekort

med påtegning om godkendelse som

kørelærer til kategorierne A eller B udstedt

før den 1. juli 1996 gælder herudover dette

bilags bestemmelser for førere i gruppe 1 i

forbindelse med ansøgning om fornyelse af

sådanne kørekort.

Herefter klassificeres enhver, der anmoder om

udstedelse eller fornyelse af kørekort, i den

gruppe, som vedkommende kommer til at tilhøre,

når kørekortet er udstedt eller fornyet.

A. Synet

Den, der anmoder om kørekort, skal undersøges

med henblik på at sikre, at vedkommendes

synssans er tilstrækkeligt god til, at

han kan føre køretøj. Er der grund til at nære

formodning om, at aspirantens syn ikke er

tilstrækkeligt godt, skal han undersøges af

en kompetent lægelig myndighed. I undersøgelsen

skal der navnlig lægges vægt på

synsstyrken, synsfeltet, synsevnen i tusmørke

og fremadskridende øjensygdomme.

Intraokulære linser betragtes ikke som korrigerende

briller i dette bilags forstand.

Gruppe 1:

Den, der anmoder om udstedelse eller fornyelse

af kørekort, skal – eventuelt med korrigerende

briller – have en binokular synsstyrke

på mindst 0,5 på de to øjne

tilsammen. Kørekort må hverken udstedes

eller fornyes, hvis det under lægeundersøgelsen

har vist sig, at vedkommendes synsfelt

er under 120° i det horisontale plan, eller

at hans syn af andre årsager er sådant, at

hans evne til at føre køretøj er nedsat. Konstateres

der eller gives der oplysning om en

fremadskridende øjensygdom, kan kørekort

udstedes eller fornyes på betingelse af, at

vedkommende jævnligt undersøges af en

kompetent lægelig myndighed.

Den, der anmoder om udstedelse eller fornyelse

af kørekort, og som er blind på det ene

øje, eller som kun bruger det ene øje, for eksempel

i tilfælde af dobbeltsyn (diplopi),

skal have en synsstyrke på mindst 0,6, eventuelt

med korrigerende briller. Den kompetente

lægelige myndighed skal attestere, at

dette monokulære syn har eksisteret så

længe, at vedkommende har vænnet sig til

det, samt at synsfeltet på det raske øje er

normalt.

49


50

Gruppe 2:

Den, der anmoder om udstedelse eller fornyelse

af kørekort, skal – eventuelt med korrigerende

briller – have en synsstyrke på begge

øjne på mindst 0,8 på det bedste øje og mindst

0,5 på det dårligste øje. Er værdierne på 0,8 og

0,5 opnået ved hjælp af korrigerende briller,

skal den ikke korrigerede synsstyrke på hvert

af øjnene være 0,05, eller korrektionen af den

mindst krævede synsstyrke (0,8 og 0,5) skal

være opnået ved hjælp af brilleglas, hvis styrke

ikke må overstige plus eller minus otte dioptrier,

eller ved hjælp af kontaktlinser (ikke korrigeret

syn = 0,05). Korrektionen skal kunne tåles

godt. Kørekort må hverken udstedes eller

fornyes, hvis aspiranten eller føreren ikke har

et normalt binokulart synsfelt, eller hvis han lider

af dobbeltsyn (diplopi).

B. Hørelsen

Kørekort kan udstedes eller fornyes for aspiranter

og førere i gruppe 2 på grundlag af en

udtalelse fra de kompetente lægemyndigheder;

ved lægeundersøgelsen skal der tages

hensyn til kompensationsmulighederne.

C. Bevægelseshæmmede

Kørekort må hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere, der lider af sygdomme

eller deformiteter i bevægeapparatet,

som gør det risikabelt, at vedkommende fører

køretøj.

Gruppe 1:

Der kan efter udtalelse fra en kompetent lægelig

myndighed eventuelt udstedes kørekort

med særlige klausuler til fysisk handikappede

aspiranter og førere. Udtalelsen skal

være baseret på en medicinsk vurdering af

den pågældendes sygdom eller deformitet

og eventuelt på en vejledende helbredsmæssig

køretest; den skal suppleres med en

angivelse af, hvordan køretøjet kan være tilpasset

føreren, og det skal endvidere anføres,

at der skal anvendes ortopædisk protese,

hvis det konstateres, at kørslen ved brugen af

en sådan kan ske på betryggende måde.

Kørekort kan udstedes eller fornyes for aspiranter

med en fremadskridende sygdomstilstand,

såfremt vedkommende jævnligt kontrolleres

med henblik på at konstatere, om

han stadig kan føre køretøj uden risiko.

Kørekort kan udstedes eller fornyes uden

krav om regelmæssig lægekontrol, når handikappet

er stabiliseret.

Gruppe 2:

Den kompetente lægelige myndighed fører

behørigt tilsyn med de yderligere risici, der

er forbundet med at føre de køretøjer, der

indgår i denne gruppe.

D. Hjerte- og karsygdomme

Sygdomme, der kan medføre, at den, der anmoder

om udstedelse eller fornyelse af kørekort,

udsættes for pludselige svigt i hjerteog

kredsløbssystemet, der kan bevirke en

pludselig ændring af hjernevirksomheden,

udgør en risiko for færdselssikkerheden.

Gruppe 1:

Kørekort må hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter, der lider af alvorlige forstyrrelser

i hjerterytmen.


Kørekort kan på grundlag af en lægeerklæring

udstedes eller fornyes for aspiranter og

førere, der anvender pacemaker, såfremt der

gennemføres regelmæssig lægekontrol.

Udstedelse eller fornyelse af kørekort for

aspiranter og førere, der lider af blodtryksforstyrrelser,

kan ske efter vurdering af de

øvrige resultater af en undersøgelse, eventuelle

tilknyttede komplikationer og den risiko,

disse udgør for færdselssikkerheden.

Generelt må kørekort hverken udstedes eller

fornyes for aspiranter og førere, der lider af

angina pectoris, når de er i hvile eller ved

sindsbevægelse. Udstedelse eller fornyelse

af kørekort for aspiranter og førere, der har

haft hjerteinfarkt, kan kun finde sted på

grundlag af en lægeerklæring og eventuelt

med krav om regelmæssig lægekontrol.

Gruppe 2:

Den kompetente lægelige myndighed tager

behørigt hensyn til de yderligere risici, der

er forbundet med at føre de køretøjer, der

indgår i denne gruppe.

E. Sukkersyge

Kørekort kan på grundlag af en lægeerklæring

udstedes eller fornyes for aspiranter og

førere, der lider af sukkersyge, såfremt der i

hvert enkelt tilfælde gennemføres en dertil

egnet regelmæssig lægekontrol.

Gruppe 2:

Aspiranter og førere i denne gruppe, der

lider af sukkersyge, der kræver insulinbehandling,

kan hverken få udstedt eller for-

nyet kørekort, undtagen i helt specielle tilfælde,

når der foreligger en behørigt begrundet

lægeerklæring, og såfremt der gennemføres

regelmæssig lægekontrol.

F. Nervesygdomme

Kørekort kan hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere, der lider af en alvorlig

nervesygdom, medmindre anmodningen

underbygges af en lægeerklæring.

I denne henseende skal der tages hensyn til

de funktionsmæssige muligheder af og prognosen

for nervemæssige forstyrrelser, der

skyldes sygdomme eller operationer i centralnervesystemet

eller i det perifere nervesystem,

som udvendigt giver bevægelsesmæssige,

sensoriske eller trofiske udslag,

eller som påvirker balancen og koordinationen.

Kørekort kan i disse tilfælde udstedes

eller fornyes på betingelse af, at der jævnligt

gennemføres undersøgelser, hvis der er risiko

for, at tilstanden forværres.

Epilepsianfald og andre alvorlige bevidsthedsforstyrrelser

udgør en betydelig risiko

for færdselssikkerheden, hvis anfaldene indtræffer,

medens patienten fører et køretøj.

Gruppe 1:

Kørekort kan udstedes eller fornyes på

grundlag af en undersøgelse foretaget af en

kompetent lægelig myndighed, og såfremt

der gennemføres regelmæssig lægekontrol.

Den lægelige myndighed bedømmer epilepsien

eller andre bevidsthedsforstyrrelser,

sygdommens form og kliniske udvikling (har

der for eksempel ikke været anfald i to år),

behandlingen og dens resultater.

51


52

Gruppe 2:

Kørekort må hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere, der har eller kan få

epileptiske anfald eller andre alvorlige bevidsthedsforstyrrelser.

G. Psykiske sygdomme eller svækkelser

Gruppe 1:

Kørekort må hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere,

1) der lider af alvorlige mentale forstyrrelser,

medfødte eller erhvervet ved

sygdomme, traumatiske lidelser eller

neurokirurgiske indgreb,

2) der er alvorligt mentalt retarderede,

3) der lider af alvorlig alderdomssvækkelse,

en alvorligt svækket dømmekraft,

adfærd eller tilpasningsevne,

der er knyttet til personligheden,

medmindre anmodningen underbygges

af en lægeerklæring og på betingelse

af, at der gennemføres regelmæssig

lægekontrol, hvis der er

behov herfor.

Gruppe 2:

Den kompetente lægelige myndighed tager

behørigt hensyn til de yderligere risici, der

er forbundet med at føre de køretøjer, der

indgår i denne gruppe.

H. Alkohol, narkotika og lægemidler

Alkohol

Indtagelse af alkohol udgør en betydelig risiko

for færdselssikkerheden. På grund af

problemets alvor må der udvises stor årvågenhed

fra lægeside.

Gruppe 1:

Kørekort må hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere, der er afhængige af

alkohol, eller som ikke kan holde bilkørsel

og indtagelse af alkohol adskilt.

Kørekort kan udstedes eller fornyes for aspiranter

og førere, der har været kroniske alkoholikere,

efter en periode, hvori de beviseligt

har været afholdende, såfremt der

foreligger lægeerklæring og gennemføres

regelmæssig lægekontrol.

Gruppe 2:

Den kompetente lægelige myndighed tager

behørigt hensyn til den yderligere risiko, der

er forbundet med at føre de køretøjer, der

indgår i denne gruppe.

Narkotika og lægemidler

Misbrug:

Kørekort må hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere, som er afhængige

af psykofarmaka, eller som - uden at være

afhængige deraf – regelmæssigt indtager

psykofarmaka, uanset hvilken kategori kørekort

der anmodes om.

Regelmæssig indtagelse:

Gruppe 1:

Kørekort må hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere, der regelmæssigt

indtager psykofarmaka uanset disses form,

når de kan nedsætte vedkommendes evne

til at føre køretøj uden risiko, og hvis den

indtagne mængde er så stor, at den påvirker

kørslen negativt. Det samme gælder alle an-


dre lægemidler eller kombinationer af lægemidler,

der påvirker evnen til at føre køretøj.

Gruppe 2:

Den kompetente lægelige myndighed tager

behørigt hensyn til den yderligere risiko, der

er forbundet med at føre de køretøjer, der

indgår i denne gruppe.

I. Nyresygdomme

Gruppe 1:

Kørekort kan på grundlag af en lægeerklæring

udstedes og fornyes for aspiranter og

førere, der lider af alvorlig nyreinsufficiens,

såfremt vedkommende jævnligt gennemfører

lægekontrol.

Gruppe 2:

Kørekort kan hverken udstedes eller fornyes

for aspiranter og førere, der lider af alvorlig,

irreversibel nyreinsufficiens undtagen i særlige

tilfælde, der er behørigt dokumenteret

ved lægeerklæring og på betingelse af, at

der gennemføres regelmæssig lægekontrol.

J. Andet

Gruppe 1:

Kørekort kan på grundlag af en lægeerklæring

udstedes eller fornyes for aspiranter og

førere, der har undergået en organtransplantation

eller implantation af kunstige organer,

der kan påvirke evnen til at føre køretøj på

betingelse af, at der gennemføres regelmæssig

lægekontrol, såfremt der er behov herfor.

Gruppe 2:

Den kompetente lægelige myndighed tager

behørigt hensyn til den yderligere risiko, der

er forbundet med at føre de køretøjer, der

indgår i denne gruppe.

Generelt må kørekort hverken udstedes eller

fornyes for aspiranter og førere, der lider af

en anden sygdom end de ovenfor nævnte,

som kan nedsætte evnen til at føre køretøj

på betryggende måde, medmindre anmodningen

er underbygget af en lægeerklæring

og på betingelse af, at der gennemføres regelmæssig

lægekontrol, såfremt der er behov

herfor.

Bilag 8 til kørekortbekendtgørelsen

Bestemmelser om vilkår og begrænsninger

i kørekort

I. Fælles bestemmelser

Koderne i dette bilag angiver vilkår og begrænsninger

for indehavere af kørekort og

anføres i kørekortets rubrik 12.

Koderne 200-500 anføres dog altid i kørekortets

rubrik 12 under kategoriangivelserne.

Efter koden anføres i parentes endvidere

datoen for rettighedens udløb.

Politiet træffer eventuelt på baggrund af

henstillinger eller anbefalinger fra lægelig

myndighed eller fra Statens Bilinspektion afgørelse

om, hvilke koder der skal anvendes

ved udstedelsen af kørekort.

Rigspolitichefen kan fastsætte bestemmelser

om indførelse af nye koder samt om kodernes

underopdeling. Rigspolitichefen fastlægger

herunder retningslinier for den overordnede

anvendelse af såvel koder som underkoder.

53


54

II. EU-harmoniserede koder

Koderne i dette afsnit er angivet i overensstemmelse

med det under EF fastsatte fællesharmoniserede

kodesystem.

Koderne i dette afsnit og de dermed følgende

vilkår og/eller begrænsninger har gyldighed

i stater, der er medlem af Den Europæiske

Union, eller lande, der efter aftale

med EF har gennemført rådets direktiv

91/439/EØF.

Koderne 73-79 anvendes ved ombytning af

kørekort udstedt i stater, der er medlem af

Den Europæiske Union, eller lande, der efter

aftale med EF har gennemført rådets direktiv

91/439/EØF i det omfang, det pågældende

kørekort indeholder en underkategori af køretøjer

i overensstemmelse med bestemmelserne

i rådets direktiv 91/439/EØF om kørekort.

Underkategorierne er anført i parentes

efter kodens indhold i kolonnen “Betydning”.

Fører (lægelige årsager):

Kørekortcirkulæret

(cirkulære nr. 107 af 22/9/2003)

(Til politiet og Statens Bilinspektion)

Kapitel 5

Inddragelse af kørekort, førerret med

videre

§60. Bliver politiet bekendt med, at en kørekortindehaver

ikke opfylder de helbredsmæssige

betingelser for at erhverve kørekort,

kan førerretten på baggrund af

nærmere prøver eller undersøgelser inddrages,

jf. færdselslovens §60, stk. 1, og kørekortbekendtgørelsens

§73.

Stk. 2. Bestemmelserne vedrører tilfælde,

hvor politiet bliver opmærksom på, at en kørekortindehavers

helbred efter udstedelsen

af et kørekort er blevet forringet.

Stk. 3. Der bør ikke tages skridt til inddragelse

af førerretten, medmindre der kan

konstateres en forværring af den pågældendes

helbredsmæssige tilstand i forhold til

tidligere udstedelse af kørekort.

Stk. 4. Sagerne vil i givet fald kunne forelægges

embedslægen, anden (special)læge

eller Sundhedsstyrelsen til udtalelse.

Kilde: www.retsinfo.dk


Koder og underkoder Betydning

01 Synskorrektion og/eller -beskyttelse

01.01 Briller

01.02 Kontaktlinse(r)

01.03 Beskyttelsesbriller

01.04 Uigennemsigtig linse

01.05 Øjenklap

01.06 Briller eller kontaktlinser

02 Høreapparat/kommunikationshjælp

02.01 Høreapparat til det ene øre

02.02 Høreapparat til begge ører

03 Arm- eller benprotese/-ortese

03.01 Armprotese/-ortese

03.02 Benprotese/-ortese

05 Begrænset kørsel (underkoden skal anvendes, kørsel begrænset af lægelige årsager)

05.01 Begrænset til kørsel i dagtimer (for eksempel en time efter solopgang til en

time før solnedgang)

05.02 Begrænset til kørsel inden for en radius af xx km fra kørekortindehaverens

bolig eller kun inden for by/region

05.03 Begrænset til kørsel uden passagerer

05.04 Begrænset til kørsel med en hastighed på højst km/t

05.05 Begrænset til kørsel under ledsagelse af en person med kørekort

05.06 Begrænset til kørsel uden trailer

05.07 Ingen kørsel på motorvej

05.08 Ingen alkohol

55


Udgivet af:

VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE

APRIL 2006

Udarbejdet af :

ANETTE MENG

Tilrettelæggelse og redaktion:

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: SEKRETARIATSCHEF BRITA ØHLENSCHLÆGER.

FAGLIG MEDARBEJDER HANNE PALLESEN, INFORMATIONSMEDARBEJDER

METTE TRIER, SEKRETÆR BIRGIT MÜNCH, VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE

Grafisk design:

STORM & P, WWW.STORMOGP.DK, MOBIL:20780202

Tryk:

REKLAMETRYK

Oplag:

2000 EKSEMPLARER

Kan rekvireres hos:

VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE

Sanatorievej 32

7140 Stouby

Tlf: 75 89 78 77

info@vfhj.dk

www.vfhj.dk

Pris:

50 KR. INKLUSIV FORSENDELSE

Kan også downloades fra:

WWW.VFHJ.DK se under Publikationer

Copyright:

VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE

ISBN: 87-91874-01-7


Må man køre bil efter en hjerneskade? Det er et spørgsmål,

der ikke har noget entydigt svar, og som rejser mange etiske

og praktiske problemer.

At køre bil betragtes som en naturlig del af en borgers rettigheder.

Men at køre bil indebærer også et stort ansvar for ens egen og

andres sikkerhed. Ofte følger der usynlige handikap med en hjerneskade.

De kan være svære for omgivelserne at opdage – og svære

for den skadede selv at indse – for eksempel nedsat reaktionshastighed

eller overblik. Eller manglende evne til at opfatte, hvad der

foregår i det ene synsfelt. Med nedsat trafiksikkerhed til følge.

Videnscenter for Hjerneskade står bag rapporten Hjerneskade og

kørekort. Rapporten munder ud i en række anbefalinger til, hvordan

man kan forbedre praksis på dette område. Sådan at de, der faktisk

kan køre, får lov til at køre. Mens de, der ikke kan og måske ikke selv

kan indse, at de bør deponere kørekortet, får en kørepause, før de evt.

skal op til fornyet undersøgelse og køreprøve.

Videnscenter for Hjerneskade

Sanatorievej 32

7140 Stouby

Tlf: 75 89 78 77

info@vfhj.dk

www.vfhj.dk

ISBN: 87-91874-01-7

HJERNESKADE OG KØREKORT VIDENSCENTER FOR HJERNESKADE

More magazines by this user
Similar magazines