"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

mohr.nu

"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

“Født Nanser”

Minder fra et rigt liv.

Af Sverre Mohr

15


Tilegnet mine børns moder


At være ægte “Nanser” kræver, at man

er født i Nansensgade. Denne

strækker sig fra Gyldenløvesgade i syd til

Bartholinsgade i nord.

Sidst i 1890erne erhvervede min

morfar, Jens Peter Pedersen fra Allinge på

Bornholm, sammen med en bagermester

Lund en ejendom på hjørnet af

Thuresensgade og Nansensgade.

Thuresensgade nummer 20 og et baghus,

nemlig nummer 18, samt hjørnehuset

Nansensgade nummer 15. Oprindeligt var

det nummer 11 i Nansensgade, men den

nuværende Danners Stiftelse skubbede

numrene, så det blev til nummer 15.

Min mor og hendes søskende, mormor yderst til højre, og billede

af morfar på bordet.

Denne ejendom blev hjemsted ikke

blot for familien Mohr, men også mange af

den Pedersenske gren boede her i kortere

eller længere tid. Fars søster, Marie, boede

således samtidig med os i nummer 20 i

Thuresensgade på 4. sal, her havde også

min næstældste bror, Sigurd, en lejlighed.

Det var to store familier, som her

havde fundet sammen i købet af huset, og

da far var bogholderuddannet, blev det

ham, der blev betroet at administrere

ejendommen. Ejendommen blev egentlig

købt med henblik på den nærliggende

Klampenborg Jernbanestation, som lå i

Gyldenløvesgade på hjørnet af

Farimagsgade. En ejendom i

Frederiksborggade over for det daværende

grønttorv var også til salg, men man valgte -

og valgte forkert. Jernbanen blev nedlagt, og

alt, hvad der kom ud af det, var et herligt

legeterræn for kvarterets drenge - og dem

var der mange af på den tid.

Mine forældre boede sikkert

huslejefrit mod at passe ejendommen. Men

i øvrigt var huslejen på den tid uhyre

beskeden - jeg husker, at vores lejlighed, tre

Anna Margrethe og Hans Henrik Jørgenius Mohr.

Mine forœldre.

værelser med kammer, kostede 45 kroner

om måneden. Beboerne i baghuset eller

“havehuset” betalte 18 kroner, men så

skulle der også være gjort i stand inden

indflytningen

Her i denne ejendom blev jeg såvel

som alle mine søskende født. Jeg kom til

verden den 30. september 1915, en

søndag, og var altså både Københavner

med stort K og et søndagsbarn. Jeg var den

næstyngste i en flok på otte børn, men som

følge af den store aldersforskel mellem


Børge

Gunnar

Sigurd

mine søskende og

Margit

mig blev de store aldrig

mine legekammerater. Efter deres

udsagn var de til gengæld børnepassere for

os mindste. Vi boede i nummer 15 på

første sal til venstre, altså på selve hjørnet,

og fra vores vinduer kunne vi se ned til

Gyldenløvesgade og op til Ørstedsparken.

Gaden bar præg af, at den var opført

i spekulationsøjemed. Byen bag voldene

var overbefolket, og behovet for nye

lejligheder var stort. Der opstod derfor et

kvarter med meget stor udnyttelse af

grundarealerne. Talrige bag-, side- og

havehuse så dagens lys, hvad de fleste

beboere derimod ikke gjorde. Også vi

havde “havehus”, selvom der ikke fandtes

ét eneste lille græsstrå på grunden. Gården

var cementeret, men repareret så ofte, at

talrige revner burde have kunnet give husly

til lidt grønt. Her legede vi unger hele dagen

og forhindrede måske dermed, at

“havehuset” levede op til sin pompøse titel.

Aase

Frode

Arne

mig

Det var små

lejligheder, og alle havde

“das” i gården. Opvarmningen i

lejlighederne var kakkelovne, og brændslet

opbevarede man i kældrene, hvor der var

jordgulve. Megen jord er sikkert blevet

slæbt op

sammen med

koksene for

senere at blive

båret

ned til

skraldekasserne

i gården.

Belysningen var

gaslygter på

gaderne såvel

som på

trapperne og i

lejlighederne,

ligesom man

lavede mad på

gasapparater.


Gadebelysningen sorterede under

lygtetænderen, som hver aften kom

vandrende med sin lange stok med krog i

enden. Han tændte for belysningen og

slukkede igen om morgenen. Selve

renholdelsen af glassene og brænderne

sorterede også under ham, derimod kom

der sommetider en mand gående med en

jernbeholder på en tohjulet vogn - hans job

var at udlufte lygterne. Han lukkede noget

gas ned i beholderen fra gadelygten, løftede

låget og smed en brændende tændstik ned

i, hvorefter der lød et højt knald. Så

vandrede han videre til næste lygte. Det var

en operation, der selvsagt tiltrak os drenge

meget. Senere blev han motoriseret med

motorcykel og sidevogn.

Om aftenen, når det blev mørkt, gik

gårdskarlen Orla, som også var medhjælper

i en grøntforretning i ejendommen, rundt

med en spanskrørsstang, og med en

brændende tændstik anbragt i den ene

ende af stangen tændte han lamperne på

trapperne. Næste morgen kunne han så gå

rundt og slukke dem igen.

Foruden “dasserne” i gården, der havde

spande, var der et pissoire, som én gang

om ugen blev skrubbet og skuret. Tømning

af spandene blev foretaget af

“natmændene”, der ankom med en

skrumplende hestevogn og skiftede de

fyldte spande ud med tomme. Da arbejdet

mest foregik sent om aftenen, blev

betegnelsen “natmændene” automatisk

hæftet på dem. Det var ikke spændende at

skulle i gården for at gå på WC og slet ikke

om aftenen i mørke. Så forsynede man sig

med et stearinlys og en æske tændstikker

og håbede egentlig på, at andre også skulle

føle den samme trang og på samme tid.

Ikke alle havde dog lyst til at gå ned for at

benytte lokummerne i gården. Tydelige

klask på lokumstagene kundgjorde, at man

fandt anden udvej for problemet. Man

benyttede simpelthen en avis og smed

pakken ud ad vinduet og ned på taget - så

kunne gårdskarlen Orla rense op efter en!

Skrald - eller dagrenovation, som det

nu er blevet til - blev også afhentet af

hestekøretøjer, og der skulle gode kræfter til

for at svinge de fyldte spande op på

nakken, bære dem ud på gaden og kaste

dem op på vognladet. Moderniseringen af

dette fag udgjorde i starten bare en

læderplade, som skulle forhindre, at

skraldet faldt af undervejs. Ofte gik turen

gennem trange kælderhalse og under

lavtsiddende vand- og kloakrør.

Denne lille gård omgærdet af

plankeværker og cykelskure, skraldespande

og lokummer blev vores legeplads - og set

med barneøjne var det en egen

eventyrverden.

En hånddreven gårdgrundvandspumpe

og en vandhane til skylning af såvel

skraldespande som vasketøj fandtes også.

Men fra denne gård er der sket utallige

“udrykninger af såvel politi som

brandvæsen”. Trillebånd, løbehjul,

legevogne og så selvfølgelig min stolthed,

en dræsine, udgjorde det rullende materiel.

Udrykning skete gennem porten til

Thuresensgade og ud på fortovet. Her gjaldt

det om at holde kursen, for fortovene var

brolagte, og kun to rækker bordursten

gjorde det muligt at komme frem med

vores køretøjer. Så skulle man endda

undervejs passere forsænkninger udformet


som render til at føre vand fra

nedløbsrørene ud til gadekloaken. Selve

fortovskanten var skrå og brolagt.

Gadearealet var brolagt overalt, og det

kunne tydeligt høres, når hestekøretøjerne

med de jernbeslåede hjul kørte gennem

gaden.

Der fandtes dog også

biler i Nansensgade.

Sporvejene havde garager i

en remise ved

Ahlefeldtsgade, og Illum

havde garager ved siden af

Adlers Bilfabrik i eller

omkring nummer 23.

Strøgbusserne kørte i starten

på faste ringe, altså uden

luft, og rystede husene lige

så meget som

hestekøretøjerne.

At passere gennem Nansensgade i

dag er et deprimerende syn, men også et

typisk tidens tegn. Lukkede butikker, hvor

vinduerne er blændene med skodder af

krydsfinér, derangerede ejendomme og

tilgangen af såkaldte antikvitetsforretninger

har ganske afløst de mange små

erhvervsdrivende - grøntforretninger,

bagere, købmænd, håndværkere,

konditorer, etc. - som i min barndom gjorde

gaden levende.

I vores ejendom lå der en

isenkræmmer i kælderen - Danholdt hed

han. Hver morgen anbragte han et udvalg

af samtlige størrelser af

vaskebaljer uden på facaden,

og i vinterhalvåret stillede

han sine petroleumsovne

med fuldt blus på ud på

fortovet. Det var ikke alene et

festligt syn, men også meget

behageligt, når man frøs om

sine fingre efter at have leget.

Denne forretning blev et

vartegn for hele

Nansensgade.

Til ejendommen hørte også en

hørkramforretning. Min morfar havde selv

en overgang drevet denne, og min morbror

Frederik været medhjælper. I min tid hed

hørkræmmeren Larsen og blev - takket

være sin ringe højde - selvsagt døbt

“Lillelas”. Han handlede med alt fra kul og

koks til islandske spegesild, og for 5 øre fik


man fyldt en kop med sennep. Ellers var

der gryn og mel og selvfølgelig kartofler,

som vi selv måtte pille op af kassen, da

mor skulle have enten jævne eller store

“skrælle”. Gennem en lem i gulvet og ad en

stejl stige kom man ned i kælderen, hvor

“Lillelas” opbevarede brændslet. Man købte

10 liter ad gangen, hvad der svarede til en

gulvspand fuld, eller man fik leveret

brændslet hjem på loftet eller i kælderen af

karlen i forretningen. Han hed Orla og var

en stor kleppert, som nok kunne gå på 5.

sal med flere sække koks efter at have øst

dem op og målt dem med et dertil

autoriseret tøndeagtigt træfad. Orla havde

også det hverv at holde gård og gader rene

og pumpe grundvand op fra kældrene.

Opholdt man sig i gården, og var man

uheldig, blev man indfanget og anbragt ved

pumpen og måtte så dreje det store hjul

rundt 100 gange. Men belønningen bestod

ofte i, at man blev sendt af sted efter to

flødeskumskager - noget ganske uhørt for

os drenge. Den ene spiste Orla selv, den

anden skulle han først tvære ud i ens ansigt,

inden man måtte slikke den i sig. En bizar

idé, men man gjorde det gerne for at få en

kage.

Selvfølgelig havde vi rotter i

ejendommen, og navnlig var de slemme

omkring skraldebøtterne. Når det

så blev for slemt, blev nogle

af de mange store drenge

og de voksne, som

boede i ejendommen,

mobiliseret, og så gik

jagten ind. Med

vandrør og kosteskafte

og mange andre våben

nedlagde man adskillige

rotter, hvorefter det gik i triumftog til

hovedbrandstationen bag rådhuset, hvor

man indkasserede 1 øre for hver hale, man

medbragte.

Udover den allerede omtalte leg med

trillebånd og løbehjul - for ikke at glemme

min dræsine - spillede vi klink. Mønter

havde vi selvsagt ikke, men vi havde janter,

og det var for os det samme. Janter var en

bukseknapstor, blyagtig knap, som vel

egentlig hørte til i mælkedrengsskjorterne.

Nu var de for os noget meget mere

værdifuldt. Vores kapital, som vi

opbevarede i en til formålet fremstillet pose

- vel nok fabrikeret af mor, efter at hun

havde stiftet bekendtskab med vores

lommers tilstand. Man spillede med dem,

som de voksne gjorde med 5-ører, og det

var en katastrofe at falde i kløerne på en

dreven spiller, ligesom fryden steg, hvis

man selv var den vindende part. En lidt

større og lidt mere flad type knap blev kaldt

en “Mors dreng”. Den var mere eftertragtet

end de andre og blev derfor omvekslet med

mere end lige over. Navnet “Mors dreng”

kom nok af, at der på knappen stod

bogstaverne MD. Hvad det dækkede over,

vidste vi ikke, men det var uden betydning -

for os var det “Mors dreng”, som var det

afgørende.

Pigerne legede med nipsenåle,

som blev sat fast i en

nålepude. Nålene blev

efterhånden meget

avancerede med

blandt andet

fantasifulde figurer

som “hoveder”. Disse

nåle samlede pigerne

på, og de blev kun brugt


som pynt, aldrig anvendt til “nipsning”, et

spil, som mindede meget om drengenes

kuglespil. Glansbilleder og samlemærker fra

kaffeerstatningspakker - Richs og Danmark

- var også populære samleobjekter.

Desuden hinkede man eller hoppede i

“ruder”, som man tegnede op på fortovet

med kridt. Dukker og dukkevogne blev

promeneret op og ned ad gaden, eller man

sjippede i sjippetov. Sjipperiet kunne

udvikle sig til det rene artisteri med

dobbeltsving og baglæns hop alene eller

med flere deltagere.

Grete, morfar, Franz og Heini- bemœrk drengenes matrostøj.

Et spil som terre deltog både piger og

drenge i. Det var meget nemt at

transportere - seks små sten, eller hvis man

var rigtig heldig - marmorstykker. Stenene

lagde man på et bord eller på gaden, så

kastede man en af stenene op i luften, og

mens den stadigvæk svævede, greb man

en anden sten med samme hånd og

derefter stenen på vej ned. Dette blev nu

gentaget med to sten i hånden, osv. Til sidst

gentog man det hele i modsat rækkefølge.

Tabte man en sten, gik turen videre til den

næste.

En anden udbredt leg var legen med

kugler, som atter har opnået interesse hos

drenge. Lerkugler af mange slags, og som

man ligeledes opbevarede i en kuglepose.

En revne i gårdcementen eller en

fordybning mellem brostenene blev

målobjektet, og nu gjaldt det om dels at

placere sin kugle så nær ved eller helst i

hullet, så man vandt retten til at begynde at

puffe de andres kugler i samme fordybning.

De vundne kugler var ens ejendom og blev

hjemført i triumf. Kuglerne kunne man

købe, eller man lånte et par af en anden

spilleglad yngling, hvorefter man skyndte

sig at vinde, således at man hjemførte

udbyttet uden at have investeret noget

overhovedet.

Vi spillede boldspil af forskellig slags

- rundbold og langbold, men da gårdens

størrelse forhindrede disse spilleformer,

måtte man rykke ud på gaden. Mangen en

sommeraften har vi spillet der overvåget af

de voksne, som fra vinduerne lå og iagttog

vores leg. De enkelte vogne, som kunne

finde på at passere gennem gaden, medens

vi legede, blev lodset forbi uden besvær.

Det var et større problem at undgå at

ramme de mange forretningsvinduer, som

kantede begge sider. Mange klask medførte

tilbageholdte åndedrag, mens man

afventede, om ruden holdt eller ej. Men

stikbold og kongebold spillede vi i gården,

ligesom lege som stanton og skjul sagtens

kunne gennemføres her. Vi spillede

djævlespil og lavede papirhjul til at lade løbe

for vinden gennem gaden. Også top blev

spillet, det gik bedst i gården, da gadens

brolægning gjorde det vanskeligt at spille

her. En pisk af sejlgarn og en top med et

søm i spidsen var alt. Her holdt teknikken


senere sit indtog, så man efterhånden

kunne få toppe i mange farver og endda

med lyd i. Var man blevet så stor, at man

havde fået lov til at gå med kniv, var spillet

“land” helt i top. Der krævedes dog et

stykke jord, hvor man kunne hugge sin kniv

eller dolk ned i, så den blev stående. Efter

hvor mange man nu var, der skulle lege,

delte man jordstykket op og ridsede

grænser op mellem deltagerne. Efter tur

forsøgte man at placere kniven i naboens

jordstykke, og lykkedes dette, trak man en

ny grænse op efter knivens retning og

indlemmede dermed naboens jord. Således

blev man ved, indtil kniven væltede eller

ikke satte sig i jorden, og turen gik derefter

over til næste deltager.

Indendørs legede jeg gerne sporvogn

med alle spisestuestolene stillet op på rad

efter hinanden, og da det var muligt at

trække en snor gennem huller i ryglænet,

blev det nemt at etablere en klokke til at

ringe afgang og stop med. Det var en leg,

som kun havde sin begrænsning i den støj,

den forårsagede. Frode, min bror, legede

altid med halmabrikker, som han to og to

stødte sammen, og hvor den, der blev

stående, var vinderen. Selvfølgelig havde vi

også damspil, ligesom vi kunne spille kort.

“Sorteper” eller “Sulte svin” var populært,

senere kom “66” til. Endelig var der

“Domino”, som man både kunne spille

med eller stille op på rækker og få til at

vælte efter hinanden i lang række. Jeg

elskede at bruge vindueskarmene til at

konstruere sindrige kraner ved hjælp af

mors strikkepinde, sytråd og - det

allerbedste - et gammelt udbrændt

anodebatteri fra datidens radioapparater.

Jeg havde også en stor optrækstogsamling

med skiftespor og stationer, etc. Hver jul

blev samlingen suppleret med skinner,

foræringer fra de store, som egentlig gerne

ville lege med, men samtidig var de jo de

store.

Et andet attraktivt legetøj til indendørs

brug var en dampmaskine. Med

spritflamme til opvarmning krævede det lidt

mere opmærksomhed fra de store - lege

med den på egen hånd kunne man ikke få


lov til. Den jeg legede med havde snoretræk

til slibesten og andet tilbehør, og det var

meget spændende.

Min farbror Peter forærede mig ved

en eller anden lejlighed en dejlig fregat med

kanoner, ankre, redningsbåde og -bælter,

kort sagt en flot og elegant model. Mine

store brødre syntes, at den da skulle

søsættes, og det gjorde de så med det

jammerlige resultat, at siderne, som viste

sig at være af pap, bulnede ud, og det hele

faldt fra hinanden.

Skolelektier skulle selvfølgelig også

laves, selvom vi til mors bekymring altid

erklærede, at vi ikke havde noget for.

Dristige var vi og gik ud fra, at vi kunne

klare lektierne ved at foretage en let

gennemgang i frikvartererne eller håbe på,

at man ikke blev hørt. Risikoen udmyntede

sig selvfølgelig i karakterbøgerne, og så stod

den til balle hos far.

Men dermed var vores

legemuligheder ikke udtømte. Vi havde jo

Ørstedsparken lige i nærheden, hvor

legepladsen med vipper og lignende var til

rådighed. Søen, som lå endnu nærmere,

fristede også med sine muligheder for at

sejle med pinde og små hjemmeflikkede

både. Her kunne man forsøge, om man

kunne forcere en af de forhindringer, som

spærrede en fra at komme ud i de mange

private både, der fandtes.

Bådebroerne var forsynet med

rundtformede pigtrådsgitterskærme, som

skulle holde os ude. Dette tjente naturligvis

kun til at skærpe vores interesse for dette

strengt forbudte område.

Om vinteren, når søen var isdækket,

hvad den nu sjældent var, løb man på

skøjter. Datidens skøjter skulle fastspændes

med remme af læder og desuden skrues

om hæl og sål med et skøjtesving. Da

kunsten var svær at lære, og man i starten

løb mere på siden af støvlerne, skete det

ofte, at hælen brækkede af. “Hælbrækkere”

lød det hånligt fra dem, der var

privilegerede og havde noget så sjældent

som fastskruede skøjter. Den rene

skinbarlige luksus. Det var da også

hovedsagelig disse lykkelige, som var

medlemmer af Københavns skøjteløberforening

på Søpavillonen og derfor kunne

starte på den private bane, som altid blev

renset for sne og endda oversprøjtet om

natten med vand. Her kunne vi ikke

deltage! Far ville ikke betale, for som han

sagde: “Der er aldrig is på søen, når man

har betalt”. Vi sneg os ind under snoren,

som markerede det private område, og når

opsynsmanden, som skulle kontrollere, om

man havde foreningens emblem placeret

på sit tøj, dukkede op, gjaldt det om at

komme hurtigt ud under snoren igen.

“Pottifar” kaldte vi ham, og udstyret med

sivsko for at kunne stå fast på isen havde

han ikke en chance for at få fingre i os

drenge.

I det hele taget var vi for hurtige for

de forskellige opsynsmænd, som vågede

over for eksempel Ørstedsparken, hvor

råbet “havemanden kommer” adviserede

alle drenge om, at nu var det tid at forføje

sig. Ligeledes blev en gadebetjent dengang

adviseret med ordene “det lyner” - ikke

fordi vi havde noget på kant med

ordensmagten, betjenten på gaden dengang

var som regel fodbåren, og da alle kendte

ham, og han kendte alle, så blev de værste


Eftermiddagstur langs Peblinge-søen

branderter lodset hjem med ordre om at

holde sig på måtten. Var man mere

utilbens, skaffede betjentens store og

omfangsrige korpus ro og orden. Udrykning

i mere koncentreret stil foregik på cykel og

med en søvnig ASP stearinlygte vippende

foran på forgaflen. Men man havde da tid til

at aflægge høflighedsbesøg hos de lokale

handlende, og en høkerbajer var heller ikke

at foragte dengang.

Langt større end de nævnte

legepladser var det gamle banegårdsterræn.

Efter det var rømmet, lå det hen som et

herligt ingenmandsland, og det var et

vidunderligt sted at færdes. Der var stadig

rester fra den tid, da jernbanen havde både

station og remiser her. I eftertiden blev det

anvendt som udstillingsterræn, blandt andet

til den hollandske udstilling. Derfor kom det

i drengemunde til at hedde “den

hollandske”. Under udstillingen var det hele

hegnet ind med træhegn og malet rødt, og i

tiden efter gik alle drenge på røde stylter!

Området var stort og alligevel ikke stort nok

til, at drenge fra to kvarterer kunne enes om

arealet. Stadige kampe mellem “Nanserne”

og drenge fra den anden side af søen, fra

Korsgade, Wesselgade osv., blev udkæmpet

med stor drabelighed. Frygtelige våben blev

taget i anvendelse, og disse kampe var ikke

blot for drengene, nej pigerne tog også del i


dem. Jeg husker, at et af våbnene engang

bestod af en fyldt vandkedel ophængt i en

lang snor og igen fastgjort i en lang stang.

Og med dette svingende om hovedet på sig

selv, skabte den pågældende plads om sig.

Ufatteligt, at ingen kom til skade under

disse slagsmål, men det skete aldrig.

Forbud var der nok af. Man måtte

ikke banke tæpper i gården efter et bestemt

tidspunkt. Jo, man bar sine tæpper ned og

hængte dem op over bankestativet, som

ellers mest blev benyttet af os drenge til at

klatre i. Der måtte heller ikke spilles i

gården, hvad der dog ikke forhindrede

gårdsangerne i at drage fra gård til gård

med alle gadens unger efter sig.

Lirekassemanden - eller “onsdagsmanden”,

som vi kaldte ham - var en kendt og velset

spillemand, som havde sin faste rute, der

førte ham til vores ejendom hver onsdag.

Vores trappe i Nansensgade nummer

15 var belyst med gaslygter, som senere

blev afløst af elektrisk lys. Jeg husker ikke

tidspunktet så nøje, men jeg har ikke været

større, end at jeg skulle stå på tæer for at

tænde det nye elektriske lys. Jeg husker det

ganske nøje, fordi Gunnar en dag lukkede

døren, så mine fingre kom i klemme, mens

jeg - stående på tæerne og med et godt tag i

dørkarmen - prøvede at nå kontakten. Også

indenfor i lejlighederne blev de gamle

petroleums-hejselamper udskiftet med

elektrisk lys. Ja, det gik endda så vidt, at

fatter lod installere to separate og nøgne

pærer i loftet ud over den daglige

lysekrone. En pære i hver ende af stuen -

uhørt luksuriøst efter datidens målestok.

Lejligheden kom man ind i gennem

en lang korridor, hvorfra dørene førte ind til

henholdsvis herreværelset, dagligstuen og

spisestuen. Modsat lå døren til køkkenet og

pigekammeret samt køkkentrappen. Med

otte børn var det imidlertid nødvendigt med

mere plads, end det ene lejemål gav, så

mellem vores lejlighed og den tilsvarende i

nummer 20 i Thuresensgade blev der slået

hul og indsat en dør. Her var der to

værelser og et køkken, og vi havde således

to køkkener, to hovedtrapper og to

køkkentrapper. Her sov mor og far i stuen

ud til gaden sammen med den til enhver tid

mindste. Nydelig gulmalet dobbeltseng og

to natborde med marmorplader og

tilhørende potteskab samt en servante også

med marmorplade, en stor servantekande

og vandskål. I stuen op til soveværelset og

ind mod gården lå der - i etagesenge - op til

fire drenge og i køkkenet til denne lille

lejlighed sov Arne.

Lirekasse”person”.


AAse og jeg i trappeopgangen i Nansensgade.

I herreværelset i lejligheden i

nummer 15 stod de dyre møbler,

bogskabet og en kakkelovn med poleret

kappe og forniklet skål på toppen.

Dagligstuen havde røde plysbetrukne

møbler og et rundt bord samt mors

skrivebord, hvorfra alle huslejeindbetalinger

blev modtaget samt klenodiet, et stueorgel

med en drejestol som sæde. Her ved det

runde bord blev der spillet utallige

lombrespil, et spil som kun far dyrkede,

mor spillede aldrig kort. Farbror Peter og et

par af deres gode venner, Johannes

Petersen og hans kone, var derimod ivrige

spillere. Mor talte imens med faster Andrea,

som heller ikke kastede sig ud i den slags

verdslige sysler. Mor lavede kaffe, og da der

altid blev indkøbt kager til kaffen, har vi

unger mangfoldige gange stået med døren

på klem og iagttaget, om der muligvis blev

en kage til overs. Ligeledes blev der indkøbt

tre bananer, som blev skåret over og

sammen med æbler og pærer anbragt i en

frugtglasskål, hvoraf vi havde to. Disse skåle

kom senere til at spille en rolle i vores

tilværelse, da radioen blev opfundet - men

herom senere. Spillet gik gerne lystigt for

sig, og meldingerne, som ikke sagde os

noget, blev forstærket kraftigt, når

medspillerne ikke bar sig rigtigt ad. Så

kunne udtryk som “idiot” svirre i luften, og

så morede de sig.

Spisestuen var domineret af

spisebordet, selvom en buffet og en skænk

også stod der. Men et bord med fem ben

og tre store plader til at forlænge med var

selvsagt noget, man fik øje på. Det krævede

også plads, når vi sad rundt om og spiste,

far i den ene ende ud mod gaden og mor i

den anden. Ofte var vi 11 personer til

middag, ja undertiden flere, men Dreyer,

som var en barndomsven til mor fra

Bornholm, var meget ofte med. Desuden

stod hoveddøren altid åben af den simple

grund, at mor ikke orkede at rende gennem

den lange korridor og lukke op, når vi ville

ind. Hertil kom, at hjemmet altid var åbent

for alle de kammerater, som vi store som

små havde, og som i stor udstrækning

betragtede det Mohrske hjem som et

samlingspunkt.

I pigeværelset op til køkkenet sov

først Sigurd og senere Margit. Uden for

deres vindue og hængende ud over gården

var der anbragt en stor trækasse med fint

trådnet på forsiden. Et låg gjorde det muligt


at komme ned i kassen fra kammeret, og

her var vores flueskab.

Ismanden (drengen) fra Krystalisvœrket.

I køkkenet, som lå modsat spisestuen,

foregik madlavningen til hele styrken. Et

støbejernskomfur med tre gasapparater og

en bageovn underneden var

stegemulighederne. Et problem var, at hvis

gummislangerne kom for tæt til blusset,

kunne de brænde igennem. Ved siden af

stod en høkasse med trælåg, og heri blev

kartofler og grød og den slags placeret, efter

de var bragt i kog. Så sparede man på

gassen, og gasmåleren løb ikke for hurtig.

Senere kom der isskab til, et lille isoleret

skab, hvori man lagde et stykke krystalis

indkøbt fra mejeriet i nummer 17 hos

Thuesen. Ud til gården lå jernvasken og

herunder afløbet. Indvendige faldstammer

kendte man ikke dengang, vandet løb

direkte ud i tagnedløbsrenderne. I strenge

vintertider var det til stort besvær, for

vandet frøs til ispropper, rørene måtte tages

ned, og isen bankes ud, før man atter

kunne slå vand i vasken. Forsøgsvis blev

der indkøbt saltstykker, som beboerne

skulle have liggende i vaskene i et forsøg på

at holde afløbene fri for is.

I dette køkken residerede mor og

Dreyer i forening. Det var mest

hjemmelavet mad, der var tale om. Sådan

noget som sylte, rullepølse og salater -

italiensk salat, russisk salat osv. - blev

hjemmefremstillet i store portioner. Mangen

Dreyer.


en juleskinke med ben og det hele er blevet

stegt i ovnen. Hvis der drejede sig om en

gås, så blev den enkelte gange sendt til

bageren, men det var med bange anelser,

at mor gjorde det, for han beholdt jo noget

af fedtet som delvis betaling.

Ligeså længe, jeg kan huske, blev der

altid indkøbt et halvt og et kvart fint og et

kvart groft rugbrød om dagen. Hver aften

sad mor - efter vi havde spist, og der var

taget af bordet - og smurte madpakker til

hele horden. Alene Børge spiste 24(!!) halve

stykker hver dag på arbejde, og selvom

fatter ikke skulle have mere end et halvt

stykke med, så var det en mindre

smørrebrødsfabrik, som var i funktion hver

aften. Dertil kom, at der blev bagt

hvedebrød i bradepanden, og at det aldrig

blev til mere end et stykke samme dag, det

var bagt, fordi det var betydelig drøjere

næste dag - og senere næsten ikke til at få

ned. Margarine med smørfarve og eventuelt

marmelade fra haven. Smør, kun om

søndagen, hvor vi fik franskbrød.

Middagene var præget af, at vi altid fik to

retter mad og næsten altid sødsuppe eller

mælkemad. Haven i Søborg leverede jo

masser af bær og rabarber samt hyldebær.

Fisk stod på tavlen hver ugedag og ofte

mere end det. Det kunne være spegesild i

løgsovs eller kogt torsk og så den

uundgåelige plukfisk næste dag. Kogt flæsk

eller sylte og i sidste tilfælde skåret af

grisehovedet og med de fleste af

børsterne strittende til alle sider. Ligeledes

var der selvsagt altid ben i fiskeretterne,

for ingen havde tid til at stå i køkkenet og

brænde børsterne af grisen eller

finkæmme fisken for ben. Sovs var

kutyme ved alle middagsmåltider.

Tidens mange arbejdsløse bad om

mad ved døren, og mad var der altid, men

oftest havnede den modtagne madpakke i

trappeskaktens cykelskur, for når man bad

om mad, var det altid i håbet om at

modtage nogle håndører i stedet for. Jeg

mindes i den forbindelse en hændelse, som

blev min fars eneste pædagogiske forsøg på

kollektiv opdragelse. Vi skulle netop have

plukfisk til middag, og sandt at sige var ikke

mange andre end mor og far fiskespisere,

så vi sad og stak til maden trods kraftige

opfordringer. Da ville tilfældet, at en arme

arbejdsløs ringede på døren og spurgte om

lidt mad. “Hent ham herind”, lød fars svar,

og placeret ved bordenden og under 8 par

chokerede og forundrede barneøjne, blev

han præsenteret for den største skude

plukfisk, han sikkert nogensinde havde set.

“Der kan I se, kræsne unger”, sagde far

bagefter, men tilføjede ikke, at den

arbejdsløse blev belønnet med et kontant

beløb.

Vi spiste altid frokost sammen om

søndagen samlet om bordet. De store sad

omkring mor, hvor pålægget stod, og vi

mindre i den anden ende, hvorfra vi gjorde

vores bestilling. Snart efter svævede den

pågældende rundtenom gennem luften for

med mange års rutine at lande lige ud for

rekvirenten. Et kunststykke, som mere end

en gang har imponeret og chokeret venner

og besøgende, der kom på visit.


Trods det, at vi var så mange munde at

mætte, var der altid mad også til

hjembragte kammerater. Mange gange blev

det til en anseelig flok, men altid til stor

underholdning for far, som morede sig

kosteligt. Især når Arnes kammerat, Jesper,

fortalte - eller rettere sagt fabulerede. Så

rystede lorgnetterne på fars næse, så de var

nær ved at falde af.

Al opbæring af varer ad

hovedtrappen var forbudt og skulle finde

sted ad køkkentrappen. Men når man

kendte disse køkkentrapper, forstod man

også, hvorfor forbudet blev overtrådt. Der

var mange forretninger i Nansensgade, men

alligevel blev nogle indkøb foretaget i

foretrukne udsalg. For eksempel måtte vi til

Gyldenløvesgade efter tvebakker hos

bageren, de var også ganske specielle. Eller

til Blågårdsgade hos slagtermester Bekker

efter kød. Noget kød blev dog købt andre

steder blandt andet hos Arbejdernes

Kødforsyning i Nansensgade. Ligeledes blev

der tit købt en hel svineblære med fedt hos

Irma på hjørnet af Vendersgade og

Farimagsgade. Påske Andreasen i

Frederiksborggade var leverandør af skotøj.

Det må have været et specielt syn, når vi i

flok holdt vores indtog i forretningen, det

fortalte den gamle indehavers søn os

mange år senere, da vi foretog indkøb til

vores egne børn samme sted.

I Vestervoldgade lå Jarnings

Konditori, hvor man kunne købe lagkage af

mange slags. Men det var ikke så ofte, at

det stod på dagsordenen - det var for dyrt,

man måtte give helt op til 75 øre for en

snitte. Hos Jarnings var der også

kaffeservering ved små borde.

Halvvejs nede i Thuresensgade lå der

et øltapperi, hvor man tappede øl af på

flasker fra store ølankre, og derefter

transporterede det ud til kunderne på

trækvogn. Hele forretningen stank langt ud

på gaden af det sure øl, og den gamle

øltapper selv var ofte - når han selv kom

trillende med trækvognen - et levende

billede på, at øllet også kunne drikkes. Hans

store kunde på den tid var dagbladet

Socialdemokraten, som havde trykkeri og

presse i Nørre Farimagsgade.

I Nørre Søgade havde Det danske

Petroleumskompagni lager og tapperi, og

dagligt larmede deres hestevogne ned

gennem Thuresensgade, så det rystede i

alle huse. Her hentede vi korkpropper til at

sætte fast i trillebåndene. En tom cykelfælg

var det normale legetøj, men jeg blev i

fødselsdagsgave beriget med et trillebånd af

træ, og dette bånd løb selvfølgelig lige ud

foran en af disse hestevogne. Med

tilbageholdt åndedrag ventede jeg spændt

på, at hesten skulle styrte. Hvad nu, hvis

den faldt og brækkede benene? Min

bekymring var ganske unødig. Trillebåndet

splintredes under vognen, og intet hændte.

Det gjorde der derimod en aften, da

jeg rendte ind i nogle mælkeflasker.

Mælkemanden var ved at gøre dagens

regnskab op og havde lige stillet alle sine

tomme flasker ud på gaden bag vognen og

under lygtepælen for bedre at kunne se.

Her sprang jeg ind i opstillingen på vej til

købmanden. Selvom kusken kom op til far

og beklagede sig, blev han afvist med

besked om, at han kunne ikke tillade sig at

holde der. Gaden sorterede på den tid

under ejendommen ud til den midterlinje,


man selv

skulle

forsøge at

finde, når

der skulle

renses gade

eller skovles

sne.

Iskager

fandtes

også. Den

spæde

begyndelse

foretog en

grønthandler i Nansensgade. Isen lavede

han selv, så når man købte en is, blev

bøtterne, som stod i en blanding af krystalis

og salt, halet frem, og med en spiseske fik

man en lille muslingeskal af kagedej med is

ovenpå, derefter endnu en skal, og så

afleverede man 5 øre. Samme grønthandler

lejede også trækvogne ud, det almindeligste

køretøj, når mindre bemidlede skulle

transportere et eller andet. Her fandtes også

en lidt større model med fire hjul og med

trækstang til to mand. Det var oftest

tjenestepigekommoder og den slags, som

blev flyttet på den måde.

Købmanden havde vi lige ved

hånden. Der var Johansen i nr. 13, og lige

over for gadedøren lå en anden købmand,

Ziegler, nede i kælderen. Ham husker jeg

meget tydeligt. Som mindre var jeg blevet

sendt over til ham for at hente et eller

andet, og forretningen var stuvende fuldt af

kunder. Jeg skulle tisse og vidste ikke mine

levende råd - jeg troede, at når man nu var

kommet ind, så måtte man ikke forlade

forretningen. Jeg tissede i bukserne og ned

på gulvet, uden at nogen observerede det,

og så gik det ellers i fuldt firspring op til mor

for at få skiftet til tørt tøj.

Tværs over gaden lå bageren, og det

var her, vi købte vores forbrug af

studenterbrød til 2 øre og

Berlinerpfankuchen til 4 øre, ligesom han

leverede kaffebrød med makron til samme

ringe betaling. Wienerbrød fandtes i to

kategorier, noget til 7 øre og andet mere

luksusbetonet til 11 øre, men for at få det

dyre skulle man hen til nr. 21 til konditoriet.

Værtshuset over gaden i kælderen

hed “Capstaden”. Cigarhandleren ved siden

af leverede tobak til Arne, som var

storforbruger. Fatter røg ganske vist, fra han

slog øjnene op, til han gik i seng, men det

var store cigarer - Nihilsine et Labore hed

de, og de sad i hans mund hele dagen. Han

spiste vist lige så meget af dem, som han

røg. Men Arne skulle have “Flag”-cigaretter,

og en pakke kostede - ligesom tre

“Golfcerutter” - 25 øre.

Når Arne skulle spise frokost

sammen med os om søndagen, så skulle

han og far have snaps til maden, og så

måtte jeg ned til “Lille Lars” ad

køkkentrappen og hente en flaske

brændevin til 3 kroner og 15 øre. Hvis man

selv havde flasken med, så sparede man 10

eller 15 øre.


Vores tøj syede mor selv, vi var jo de

små, og derfor var der hele tiden tøj fra de

store, der skulle forandres. Matrostøj var

det klassiske med tilhørende matroshue

med papkokarde i siden og navnebånd om

panden - navne som “Danmark” eller andre

skibsnavne. Da de ældste var mindre, fik de

tøj fra Zakariaessens Magasin på Kultorvet -

ifølge notater af Børge.

En ting som brugsforening benyttede

vi os ikke af, måske fordi den lå for langt

væk, måske af andre årsager. Børge har

berettet, at familien tidligere havde været

medlem af Brugsforeningen Christiansborg,

som lå på Frederiksberg Alle ved St.

Thomas.

Nede ved søen lå der på det ene

hjørne en købmand Ibsen og på det andet

en barbersalon, hvor vi blev klippet. Ganske

vist blev vi plysset hvert år om sommeren,

men det stod mor selv for. Hun var ikke

uden håndelag, for på den tid fandtes der

hovedlus i hele skolen, og det spredte sig

med lynets hast til alle børn i kvarteret.

Midlet var seppedille-eddike, som man fik

vasket hele hovedet i, efter man var blevet

plysset. Havde man derfor kradset sig og

fået sår i hovedbunden, sved det som sprit,

og med et håndklæde om hovedet måtte

man døje smerten gennem en hel nat. Så

blev tættekammen taget i brug næste

morgen, og det var en kur, der var effektiv.

De mere alvorlige sygdomme blev vi

forskånet for. Selv har jeg efter sigende

ligget på børnehospitalet i Farimagsgade for

eksem over hele kroppen. Arne har haft

gigtfeber og lå en kort tid på Balders

Hospital. Mor var plaget af astma og

bronkitis gennem hele sit voksenliv, ligesom

hun - så længe jeg kan huske tilbage - altid

havde bind om sine ben for åreknuder. Så

det er vel fatter, der har haft det mest

stabile helbred i familien. Han havde så

afgjort tilløb til hypokonderi, således at

forstå at han var hunderæd for at blive syg.

Vores huslæge, doktor Hamburger, skulle vi

selv betale. Han fik penge en gang om året,

og det ærgrede far umådeligt at skulle

erlægge hans honorar. Størrelsen af dette

kender jeg ikke, men det har vist været

nogenlunde det samme, som man hvert år

gav til skraldemændene og postbudet, når

disse ønskede glædelig jul og godt nytår -

og som de alle forventede at få som tak for

året, der var gået.

Fatter forstod ikke doktor

Hamburger. Han havde jo allerede set, at

Hamburger ikke kunne gøre noget for mor

andet end at være sjælesørger og bortlede

hendes tanker fra sygdommen. Når han var

på besøg, talte de om hendes blomster, og

sammen vandrede de fra stue til stue,

hvorefter han ordinerede lidt Kinadekokt,

hostesaft og lignende. Det drak hun så i

ligeså stort mål, som fatter hældte håreliksir

Mor’s hus i Allinge, Bornholm.


i sit hår for ikke at miste det. Doktor

Hamburger havde ofte talt om, at mor

skulle en tur op i den tynde luft - til Østrig

eller Schweiz, men det var en absurd tanke.

Det længste, mine forældre nogensinde

kom uden for rigets grænser, var en tur til

Sverige eller hjem til fødeøen, Bornholm.

Til gengæld skaffede far en have i

Søborg, og her tilbragte vi hele sommeren.

Det var en dobbeltgrund, så der var nok at

holde. Her var græsplæne og frugtbuske og

urtebed, og efter nogle år blev der

konstrueret et bassin med springvand og

guldfisk. Inden skoleferien indtraf, tog vi

sporvognen ind til Nansensgades Skole

hver dag. I starten gik vi ned til Søborg

Kirke og tog derfra en bus til Bispebjerg,

hvorfra linje 16 startede. Der var dog et

problem ved denne transport, for jernbanen

krydsede Nørrebrogade, og hvis bommene

gik ned, kunne det knibe med at nå i skole

til tiden. Der gik en gangbro over banen,

men det havde jo ingen betydning for os,

der sad i sporvognen.

Hele den lange sommer tilbragte vi i

haven. Huset var bygget af farbror Søren,

og det var stort og rummeligt. En veranda,

som i starten var åben, men senere blev

lukket med glasruder, førte ind til stuen.

Herfra var der adgang til to soverum med

køjesenge på alle leder. Man lå i overkøjen

med fødderne hen over underkøjen. I stuen

var to bænke med klapper, så der blev to

sengepladser her. På en sofa var der

Gunnar, Frode, Børge, Sigurd, mig, far, fœtter Bjarne, Arne, Margit, mor med Aase på skødet og kusine Ellinor bagved, foran “Mosebo”.


yderligere plads, og i stuen sov da Arne,

Sigurd og Børge, mens mor og far havde

det ene kammer sammen med en af de

mindste. I kammeret ved siden af sov der

fire andre, så huset var pakket godt til, når

alle var hjemme. På verandaen sov Dreyer

i et apparat, som bestod af to bukke med to

lægter trukket gennem et lærred, så der

blev en slags båre ud af det. Senere fik man

fat i en pufseng, men indtil da tilbragte

Dreyer mangen en nat i “apparatet”.

Vi havde høns, og Arne holdt både

kaniner og duer. Køkkenet var uhyre lille og

fungerede kun ved hjælp af et forkøkken,

som lå under gulvhøjden, så man skulle

ned ad en lille trappe. Lys fik vi ved hjælp af

petroleumslamper, en stor hejselampe i

stuen og en almindelig lille lampe i

køkkenet. Ellers fandtes der ingen

belysning, så det var med at få læst lektier,

mens det var lyst. Foran huset stod

gennem mange år to hvide armstole af træ.

Om farbror Søren også havde lavet dem,

ved jeg ikke, men solide var de. Her sad far

mangen en sommermorgen, lige fra solen

stod op, til han skulle af sted på arbejde.

Han elskede at vandre rundt i haven med et

skuffejern til mors store fortrydelse. “Han

ødelægger alle roserne med sit skuffejern”,

hævdede hun ustandselig. Det var et stort

arbejde, når der skulle graves have om

foråret, men så kom fordelen ved den store

drengeflok: Alle med hver sin spade og på

række efter hinanden med naboerne som

interesserede tilskuere. Imens var far i

køkkenet for at lave mad. Mor var aldrig

med på disse ekspeditioner, hun passede

huset og Aase hjemme i Nansensgade. Det

var fatters foretrukne menu, at der skulle

være æg til frokosten, derfor blev der

indkøbt flere snese. Han elskede selv at

drikke rå æg og kunne nedsvælge et halv

snes på en gang og uden besvær.

Hele sommeren var vi gerne plaget af

ørentvister, og loftet i stuen kunne være sort

af dem, når lampen blev tændt. Fatter var

så ræd for ørentvister, at han gik i seng med

lange underbukser på og vat i ørerne for

ikke at blive invaderet i løbet af natten. At

der aldrig var nogen af familiens øvrige

medlemmer, der var udsat for denne

oplevelse, ænsede han ikke. Mor derimod

fjernede dem roligt med en skål, hvori hun

havde hældt sprit.

WC havde vi ikke, men et rigtigt “das”

stod i gården, som var omkranset af et

plankeværk. For ikke at skulle tømme

spanden hvert andet øjeblik konstruerede

fatter ved hjælp af en gammel

støbejernsvask et “tissehus” - eller krog var

det nærmere - hvor urinen blev opsamlet i

en spand gennem et hul i plankeværket.

Man havde fuld forståelse for

Verandaen på ”Mosebo”.


gødningsværdien i disse affaldsstoffer -

lange kanaler blev trukket ned mellem

rækkerne af sellerier og porrer og gjorde det

muligt at fordele kraftstoffet over et stort

areal. Genen var, at man bagefter måtte

samle diverse papirrester op og brænde

dem. Også afløb fra køkkenvasken var af

såre primitiv konstruktion: En trækasse

nedgravet i gården og med et låg af

brædder gjorde fyldest, men var dog

enormt uhygiejnisk, fyldt som det blev med

maddiker - især på varme sommerdage.

Desuden skulle vandet også øses op med

mellemrum og fordeles rundt i haven. Det

var ikke for sarte sjæle.

Vi havde også en radio med, når vi

flyttede derud. I starten var radioen endnu

ikke opfundet, men spæde startforsøg kom

til og skabte krystalapparatet. Effekten var

meget beskeden, og kun ved hjælp af et par

hovedtelefoner kunne man høre de svage

signaler. Der blev opstillet et jernrør i hver

ende af haven, og en lang ledning af blank

kobbertråd ført ned til huset forbedrede

modtagelsen betydeligt. Hver aften skulle vi

ud og slå antennen til jord for ikke at

risikere, at et eventuelt lynnedslag satte ild

til huset. På taget var der placeret en

skorsten af træ for at pynte på huset, som

også krævede en masse maling til

vedligeholdelse. Her i haven legede jeg

mangen en sommer og morede mig med at

fremstille huler af liggestole og andre

møbler samt tæpper, velvilligt udlånt af mor

til formålet.

Dreyer kom ofte og boede hos os i

Søborg. Hun var ikke “bedste” eller “tante”

for os, hun var slet og ret begrebet

“Dreyer”, navnet, som vi altid brugte både

Jeg står på stigen og kigger ind til Dreyer i vinduet.

som person- og kælenavn. Ofte kom hun

vandrende til fods over markerne fra

Hellerup, hvor hun boede på Strandvejen

nr. 171 i havehuset. Over markerne skal

forstås bogstaveligt, for mangen en gang

har Aase og jeg fået lov af mor til at gå

hende i møde, som oftest i området ved

Vangede. Dels for at hjælpe hende med at

bære, men ikke mindst for at se hvad hun

havde med til os. Hun vaskede for nogle

velstående familier i Hellerup, og hun

medbragte altid noget legetøj, som var

blevet kasseret. Det var nyt for os og meget

velset.

Der var en marketender i

sommerhuskvarteret, og her hentede vi det

daglige forbrug. Ellers måtte vi ned til

Søborg Hovedgade, hvor de rigtige

forretninger lå. Vores grund lå på Jacob

Bulls Allé, men meget allé var der nu ikke -

gennem lange tider var det kun en grusvej

ned til huset. Det lå som sidste parcel på

vejen, og vores nabo var en bonde og hans

marker. Til vores store fornøjelse lå der

umiddelbart op til grunden et mosehul, og

deraf fik huset navnet “ Mosebo”. Vi legede

altid ved vandhullet og sejlede med

bræddestumper og pinde, byggede små


havne af mudderkager og ler. Bonden

havde sin ajlebeholder placeret i samme

vandhul, og desuagtet badede han der

uden problemer. Der var fisk og alle slags

dyr i mosen, og ved hjælp af en gammel

vidjekurv og et langt tov trak vi kurven

tværs over mosen og tømte nysgerrigt

indholdet ud. Herfra blev der hjembragt

halsetudse-æg og unger i konkurrence med

storken, som kom hver dag og fouragerede.

Alléen blev min første øvelsesplads i den

ædle kunst at kunne cykle på en af de

stores efterladte cykler. Jeg kunne stående,

først på den ene pedal og senere med et

ben ind gennem stellet, praktisere at holde

balancen. Dristigheden blev snart belønnet,

og jeg foretog de første pedalbevægelser og

lærte tilmed at bremse. Det nedbragte

faldhyppigheden og cykelbeskadigelserne

væsentligt. Jeg kom senere til at foretage

turen på cykel fra byen til Søborg utallige

gange.

Haven blev også opholdssted for os

under krigen, den krig, som blev min anden

verdenskrig, og om hvilken vi altid har følt,

at fem år af vores liv forsvandt. Men den

blev også begivenhedsrig på godt og ondt,

vi glemmer aldrig de år. På et tidspunkt,

hvor tyskerne spærrede København af for at

knække modstanden, blev haven

samlingspunkt for mange unge førere fra

K1.

Mange år senere, og efter at mor var

død, benyttede Grete og jeg og Jørn og

Sven sommerhuset og passede haven. Far

var ikke længere interesseret, han ville helst

have, at vi købte det, men det havde vi ikke

muligheder for på den tid. Haven blev solgt

og er siden blevet delt op i to byggegrunde.

Grete med Jørn i “Mosebo”.

Men utallige ture er blevet foretaget fra

Nansensgade til “Mosebo” - to voksne og

otte børn med madpakker og bylter af

diverse sengetøj - det var en hel karavane.

Som ægte bornholmerbørn gik vi i

søndagsskole. Vi blev alle døbt i St.

Andreaskirken i Gothersgade og kom hos et

par søndagsskolelærerinder i deres hjem i

Nørre Farimagsgade. De hed frøken

Bardenfleth og frøken Rosenørn, og på

deres egen måde forsøgte de at bibringe

børn fra Andreaskirken lidt

kristendomskundskab. I dette noble og

velsagtens adelige hjem legede vi “Jeg gik

mig over sø og land” på deres

blankpolerede gulve. Senere blev vi sendt i

Luthers Missionsforening og i Bethesda på

Grønttorvet.


En “rigtig” FDF’er med hvid bluse og korte bukser.

Ellers var det Frivilligt Drenge

Forbund, som blev vores tilholdssted. Alle

drengene i familien har været medlemmer

af FDF, men Børge og jeg er de eneste,

der fik et årelangt tilhørsforhold til kredsen.

Møderne blev afholdt i Danmarkssalen i

KFUM’s bygning i Gothersgade, som man

delte med Soldatermissionen. Alle andre

større fester fandt sted i festsalen i

Rosenborggade 15. Her deltog vi i utallige

møder, forårsfester og juletræs ditto. En stor

forældreskare sluttede op om kredsen, og

en masse drenge mødte op, hver gang vi

havde møder eller ture.

Sommerlejre var vi også med på, og

det har nok været en lettelse for mor af

blive af med os nogle uger om sommeren,

selvom vi havde haven i Søborg at ty til.

Masser af gode kammerater fik vi gennem

kredsen, og adskillige havde deres gang i

hjemmet i Nansensgade gennem mange år.

Nansensgades Skole - det var hele

søskendeflokkens grundskole. Jeg havde

“Moster”, kommunelærer Mosdahl, som

klasselærer. Skoletiden har åbenbart ikke

gjort det store indtryk på mig, jeg husker

ikke meget fra den tid. Dog mindes jeg, at

det, der optog os drenge, var adskillelsen

fra pigerne. I frikvartererne havde vi hver

sin gård at lege i, og selvom vores lege i

drengegården var slagsmålbetonede og til

tider voldsomme, så var det dog også

spændende, at vi gennem huller i

plankeværket mellem de to legepladser

kunne se pigerne hinke og sjippe tov. Drille,

hive fletninger osv. - det var den tids

tilnærmelser.

Vi gik til sløjd på Larslejsstræde Skole

og spadserede under opsyn af

skolebetjenten gennem Ørstedsparken.

Derfor var det selvsagt ikke meget, man

kunne nå at save, når man endelig nåede

frem, men det var en dejlig afbrydelse i

skolegangen. Vi badede på Badeanstalten

Langebro og også hertil gik det til fods

sammen med skolebetjenten, som dog

havde sin cykel med. Vi måtte nemlig gå

hjem alene efter svømningen, som altid var

placeret i sidste time. Badet var en

oplevelse. Vi svømmede rundt i havnens

beskidte og olierede vand og forsøgte at

undgå de værste uhumskheder. Hjemvejen

gik via Vestervoldgade og altid med et

besøg hos en bager, hvor vi købte

rundstykker, som blev sat til livs, inden vi

nåede hjem.


Havde man fødselsdag, blev man

hyldet på skolen. I gymnastiksalen blev

man placeret på en trone af skamler, og så

skulle man vælge nogle kammerater til at

sidde ved siden af sig, mens alle sang

fødselsdagssangen, den som stadig lever i

folkemunde. Var der nogle af skolens

elever, der blev konfirmeret, smed

konfirmanderne bolsjer og flødekarameller

ud i grams i skolegården, eller der blev givet

flødeboller.

Ellers var vi drenge mest optaget af at

opdage eller digte amourøse forhold

mellem lærerne og lærerinderne. Sanglærer

Lund havde så lange fingre, at han kunne

give en lussing på hver sin side af hovedet

på én gang, dengang var lussinger og

spanskrør endnu hverdagskost. Jeg slap

helskindet igennem underskolen, og i 5.

klasse blev jeg overført til Mellemskolen i

Ravnsborggade - en betydelig mindre skole

og en meget mindre gymnastiksal.

Det sidste var nu ikke nogen

katastrofe, for jeg gik til gymnastik i FDF, og

den undervisning var kilometer fra og foran

skolens. Desuden var vores gymnastiklærer

fodboldspiller. Han hed Byrvald og havde

været en betydelig deltager på landsholdet.

Så selvsagt spillede vi fodbold på Nørre

Fælled - og igen gik en masse tid med at

trave frem og tilbage mellem skole og

Fælled. Om vinteren spillede vi fodbold

med en tennisbold, eller vi lå på maven

over en skammel og lærte at tage

svømmetag. At vi aldrig nåede at komme i

nogen svømmehal i mellemskolen, er et

typisk træk i folkeskolen. Heldigvis havde vi

en botanik- og geografilærer, som hed

Bjørnekær. En kæmpepædagog, som

formåede ikke blot at fange vores interesse i

timerne, men han fik os til at foretage ture i

byens parker efter skoletid og gøre

fugleiagttagelser. At han også tog os med i

skoven, var noget ganske uhørt, og det

bevirkede da også, at min interesse for

emnet blev vakt.

Familierne på begge sider var store,

og det var ikke alle, man dyrkede samkvem

med. Vi så bogstavelig talt intet til fars bror,

Søren, i min drengetid. Faster Marie på 4.

sal chokerede jeg engang, da jeg ikke

vidste, hvem hun var. Fra sit vindue bad

hun mig om at løbe et ærinde, men da jeg


ikke kunne høre, hvad hun sagde, råbte jeg

“Hvad siger De?” tilbage. Det morede hun

sig tilsyneladende over, i alt fald berettede

hun senere hændelsen til mor.

Farbror Carl og Peter kunne ikke

enes på grund af Søren, som sad lidt hårdt i

det. Peter mente, at Carl burde ofre lidt

mere på ham, og Carl blev tosset over, at

Peter prøvede at diktere ham, derfor kunne

de to ikke være i stue sammen. Ak ja, de

var ikke bornholmere for ingenting.

En lillesøster Olga blev sindsforvirret i

sin unge alder over en hævet forlovelse og

lå på Sct. Hans. Her besøgte de gamle

hende, men vi andre måtte ikke komme

med. Et familieråd accepterede

elektrochok, og man prøvede, om det

kunne redde hende - men uden resultat.

Mors familie boede jo på Bornholm,

og kun morbror Johannes sad godt i det. De

øvrige klarede sig, og alle mente, at med en

ejendom i København, så måtte der jo flyde

penge i strømme. Det gjorde der desværre

ikke, og administrationen blev med

bagermester Lunds arvinger yderligere

kompliceret, så far gav op til sidst.

De ældstes venner kom og gik, som

var de medlemmer af familien. En af dem,

Jesper, blev familiens store underholder,

ikke blot var han en gudbenådet fortæller

eller fabulator, som underholdt store som

små med løgnehistorier - han var også

elektriker og konstruerede et af de første

krystalapparater, hvor man med

hovedtelefoner kunne opfange de spæde

signaler. Men vi var jo mange, som ville

lytte med, og her kommer de tidligere

omtalte glasskåle ind i billedet. Ved at lægge

begge hovedtelefoner ned i skålene og

derefter sidde fuldstændig stille, var det

muligt at opfange lydene. Selvfølgelig var

trængslen om bordet så stor, at krystallens

lille føler forskubbede sig, og alt blev til

skratteri. Det var begyndelsen, senere

byggede han større radioer, nu med

lamper og dreje/vippe kondensatorer og

tilsvarende højttaler. Fremskridtet var på

vej...

Hjemme havde barnedåb,

konfirmationer og bryllupper skabt en

stadig strøm af fester. Dertil kom, at mor og

far fejrede sølvbryllup med deltagelse af

nogle af slægten. At feste forstod de, og at

holde tale kunne den gamle om nogen.

Han havde gennem flere år holdt regnskab

for farbror Peter, som nok var oldermand

for Stenhuggerlauget, men som åbenbart

ikke var så stiv i bogføring. Men når der var

familiefest, oplevede han og farbror Carl

fars glæde og stolthed over sin børneflok.

Det er da givet, at det samtidig skabte

betydeligt arbejde for Dreyer, som

residerede i køkkenet sammen med mor.

Men som mindreårig nød jeg disse

oplevelser, især når diskussionerne

uundgåeligt begyndte. At høre, hvorledes

ens store brødre og de voksne farbrødre

debatterede med hinanden og fortvivlet


forsøgte at overbevise modparten om sine

standpunkters fortræffelighed, var en

oplevelse. Og så var der selvfølgelig også

mad og lækkerier på bordet.

Dertil kom højtiderne. Juletræet i den

fine hjørnestue, som man ikke måtte se, før

dørene blev slået op - vel at mærke først

når man havde kæmpet sig gennem

flæskesteg og risengrød osv., og der var

blevet båret ud og vasket op. Det var

næsten ikke til at bære. Disse juleaftener var

som skåret ud af Peter Fabers Jul. Gaver

havde man jo forlængst købt, men hvor, de

var gemt, var umuligt at gætte. For min del

var hofleverandøren en isenkræmmer i

Nansensgade ud for Schacksgade, som

hver jul altid havde små glas eller bestik til

dukkestuer, og det var Margit, der stod som

modtager af disse kostbare julegaver. Jeg

selv fik gerne dyrere ting, og det var ofte af

de store drenge, gerne skinner eller andre

ting til mit optrækstog. Bløde pakker var

forbeholdt som gaver fra vores forældre, og

tit var det noget, vi skulle have haft alligevel,

men som nu fik større betydning.

Julen krævede selvsagt megen

forberedelse, mad, rengøring, bad i

zinkbalje i køkkenet osv. Men trods

travlheden havde mor altid tid til at tænke

på fru Mollerup, en gammel dame, som

havde boet i huset, men som nu var flyttet

ud på en stiftelse i Ovengaden Over Vandet

på Christianshavn. Hertil bragte jeg jævnligt

en kurv med hullede strømper, som hun så

sad og stoppede for mor. Men nu ved

juletid var kurven fyldt med madvarer i

stedet, og jeg følte mig som en rigtig

julemand, når jeg tog af sted for at aflevere

kurven med godter.

Nytårsaften var et andet tidspunkt,

hvor hele familien samledes. Fatter købte

altid de våde varer ind, og under megen

interesse blev der brygget en stor

punchbowle, som man forsynede sig fra.

For os små kunne der måske blive tale om

en lille smagsprøve, men ellers lagde de

store grunden til det efterfølgende nytårsbal.

Dem var der mange af dengang, og her

havde man rig lejlighed til at kontakte det

andet køn. Havde man ikke selv dame

med, var der nok af danselystne piger.

Udgifterne var stort set ikke andet end et

baltegn, og derefter, hvis man var i

spendérhjørnet, måske en porter med

tilhørende citronvand. Så var man

helgarderet resten af aftenen, man sad jo

ikke meget ned alligevel.

Hjemme gnaskede vi godter i os,

meget var hjemmelavet marcipan, noget

som krævede alle mand ved eller på

spisebordet. Man skulle nemlig male


kartofler, som var hovedbestanddel af

massen, gennem kødmaskinen, som var

fastgjort til bordpladen og næsten ikke til at

vride rundt. Mor iagttog med bange anelser,

hvorledes de store prøvede kræfter på

hendes køkkentøj. Så var der

bordfyrværkeri med masser af flag og

enkelte små ting i. Var man alligevel nede

under bordet, fordi man var bange for

knalderiet, kunne man jo samle alt det,

man overhovedet kunne finde.

Udendørsløjerne var grove på den tid.

Urtepotter blev kastet mod entredørene,

havelåger og dørmåtter måtte bjærges af

vejen, ellers var de forsvundet eller

ombyttet.

Snart blev det fastelavn, og Orla fra

“Lillelas” var primus motor. Man slog katten

af tønden i gården. Alle var klædt ud, oftest

ved, at man vendte jakken med foret udad

og satte en papnæse med overskæg og

briller på. Så blev der serveret varm

chokolade med fastelavnsboller til. Varerne

havde de handlende leveret, og mor og

Dreyer stod for serveringen, som foregik

oppe hos os. Vi havde alle været ude at

rasle med sparebøssen hos de samme

handlende. Danholt brugte den taktik, at når

man forlod butikken, fik man en kridtstreg

på ryggen, så kunne han frasortere

gengangere. Blikkenslageren i Nansensgade

nummer 17 varmede mønterne op i essen,

inden han smed dem ud til os i gården. Så

kunne man brænde fingrene til stor

morskab for svendene. De voksne slog

også katten af tønden, men deres var en

vindruefustage af betydelig stærkere

konstruktion med tværstivere, så det tog

lang tid at slå den itu. Til gengæld nøjedes

man ikke med at vinde en papirskrone som

kattekonge, det var som regel snaps eller

lignende, der var gevinsten

I havehuset i Thuresensgade

nummer 18 boede en enlig, ældre dame,

som havde en lille slikbod ved søerne, der

hvor Nørre Søgade og Gyldenløvesgade

mødes. Slikmutter kaldte vi hende

selvfølgelig, og til at transportere sine varer

brugte hun en ombygget barnevogn. Den

havde hun fundet efter en

fastelavnsmandag hængende i femte sals

højde over gården mellem havehuset og

køkkentrappen til nummer 17 i

Nansensgade. Klage til far bragte vognen

tilbage til jorden, men hvem den skyldige

var, melder historien intet om. Orla sagde

ganske vist, at hun havde onde øjne, men

om han også tog initiativet, skal være usagt.

Efterhånden voksede brødrene op og

fik piger på. Lærerpladser til dem var vel

nok noget, som må have voldt far de

største kvaler. Seks drenge, som skulle

anbringes og helst i et fag, som kunne

brødføde dem og også optage dem.

Far havde været ansat som

bogholder på Den Kongelige

Fars hus i Allinge på Bornholm.


Porcelainsfabrik i flere år, men skiftede af

for mig ukendte årsager job og blev

lagerforvalter på Frederiksberg Jernstøberi.

Men vi var jo mange hjemme, så lønnen

har vel også haft indflydelse på, at han tog

andet arbejde. Med et stort forbrug af

dagligvarer fik familien stor betydning hos

de handlende. Mere end en gang har jeg

med forbavselse set far skride gennem

gaden hjem fra arbejde. Når han passerede

de forretningsdrivende, kom de ud og

lettede på hatten. Så blev bowleren eller

stråhatten løftet til genhilsen, jo man var da

storforbruger af dagligvarer. Lønnen har

nok ikke været stor, men man boede jo

husfrit, så det hjalp. For en lærling lå

ugelønnen på 3 kroner, måske har den

været 50-60 kroner for en voksen.

Arne og Sigurd kom i lære som

finmekanikere i et firma, der lå lige ved

siden af det sted, hvor far arbejdede. Børge

kom efter en lille omvej hos en bonde til C.

Olesen på Højbro Plads, hvor farbror Carl

var afdelingschef. Gunnar kom i lære som

former på fars arbejdsplads, Margit blev

hattesyerske eller modist, som det hed.

Aase fik en uddannelse i Messen, men gik

vel mest til hånde hos mor, som

efterhånden blev betydeligt præget af

sygdom og afkræftelse. Frode fik lov til at

læse videre og fik studentereksamen. Han

skulle have været jurist, men efter den

første del stod han af og gik over i andre

erhverv.

Selv fik jeg plads hos farbror Peter

som stenhuggerlærling, en placering, som

man havde aftalt uden min viden - og

intetanende blev jeg konfronteret med

afgørelsen, efter at de voksne havde haft en

af deres sædvanlig kortspilsaftener. Jeg kom

hjem fra FDF og blev spurgt, om jeg kunne

tænke mig at starte på en sådan

uddannelse. Jeg anede intet om, hvad det

overhovedet drejede sig om, og da man

samtidig fortalte, at firmaet ville blive mit,

når Peter Mohr og Andrea var væk, ja jeg

ved, at jeg ikke engang ænsede at spekulere

i denne fremtidsmulighed. Men de gamle

havde vel gjort sig nogle overvejelser. Peter

og Andrea var barnløse, og de har nok

tænkt på Mohr-navnets fortsættelse i

stenhuggerbranchen. Her havde der jo

været Mohr’er igennem generationer.

Det blev for mig fem lange og

trælsomme år. Om sommeren hver dag på

cykel fra Søborg til Amager og derefter hjem

igen og på aftenskole. Dagen sluttede ofte

sent om aftenen, og min interesse for faget

kunne findes på et meget lille sted. Godt, at

jeg havde FDF at slappe af med. Jeg

oplevede min onkel som en uforstående

krakiler, ikke blot over for mig, som han

mente, han havde ansvaret for at opdrage,

men han var også kendt og hadet inden for

faget, hvor navnet “Peter Djævel” blev

ganske karakteristisk. Det blev fem års

optræning i tålmodighed, og mere end én

gang har jeg over for min far bedt om at

måtte slutte med en uddannelse, som i de

første år mest bestod i at vaske og skrubbe

alle de mange monumenter, Peter Mohr

havde stående på sin plads. Jeg fik kun brug

for mit fag i få år.

I marts 1930 solgte mine forældre

ejendommen i Nansensgade og flyttede til

Ternevej på Frederiksberg.

Nansensgade-epoken var slut.


Aase og jeg flyttede med og oplevede

her noget så luksuriøst som et badeværelse.

Lejligheden lå i stuen, og trods de få trin var

det ikke meget, mor kom uden for døren.

Men gennem alle årene stillede Arne hver

lørdag hjemme hos mor på vej hjem fra

arbejde. Så talte de fortroligt sammen og

hyggede sig. Samlivet mellem mor og far

havde længe gået på trisser og lodder. De

mange børnefødsler har vel ikke medvirket

til, at deres samliv kunne fortsætte som i de

gamle dage. Fatter foretog sidespring til stor

forargelse ikke blot for mor og Dreyer, men

også for de store drenge, som i højere grad

forstod, hvad der foregik. Far fik stillet

stolen for døren og faldt derefter

tilsyneladende til ro.

Men lejligheden på Ternevej var

fugtig og muggen, og mor kunne ikke tåle

at bo der. Derfor flyttede familien i 1937 til

en ny lejlighed på Philip Schousvej - også

på Frederiksberg. Her blev der indrettet en

lille forhøjning i karnappen, så mor kunne

sidde og se nedad gaden. Endelig flyttede

de i 1940 sammen med Aase til Byhøjen i

Vanløse, og det blev mors sidste lejlighed.

Her døde hun i en forholdsvis ung alder -

64 år gammel.

Gennem FDF havde jeg fået en

masse venner og kammerater, og blandt

dem blev flere førere i kredsen ligesom jeg

selv. Franz Christen blev vores lidt ældre

leder og senere kredsfører. Franz blev ikke

blot en FDF-kammerat, men også senere

min svoger. Piger havde der indtil nu

ligesom ikke rigtig været plads til. FDF var

mit et og alt, og gennem samme forening

kom vi i kontakt med blandt andet KFUKspejderne.

Og her var der en pige, som

Hans Basse, mig, Lillemøller, Aase og Kaj

også hed Christen til efternavn. Hun var

lillesøster til Franz, frisk og rask og med på

den værste. Hun blev mit ideal af en pige.

Lidt efter lidt blev kontakten mellem os

tættere og tættere, og gennem

sammenkomster, blandt andet med

“Lillemøller” og “Gammeltorv” og Basse

Svendsen samt en førerkammerat fra K 22,

“Tykke- Kaj”, blev vi et gæng, som udover

FDF kom sammen til baller, og som gik ud

sammen. Kajs forældre var restauratører på

Grete med Fane (nummer fire fra venstre- uden skœg...)


Grete og jeg, arm i arm.

Gammel Strand og havde værtshuset

“Stjernen”. Her var der åbent tidligt om

morgenen for fiskerne fra Stranden, og man

lukkede til gengæld noget tidligere på

dagen. Masser af timer tilbragte vi unge hos

disse gæstfrie forældre, som var begejstrede

over vores venskab. Kaj var enebarn og

blev med et mildt ord forkælet af

forældrene. Han var ansat hos Bdr. Dahl på

Rådhuspladsen og fik lov til at beholde hele

sin løn som lommepenge - og mere til. Det

var uhørt for os andre, som endnu måtte

klare os med lærlingens sparsomme løn - 3

kroner om ugen. Uden at vi benyttede os af

Kaj, betød vores venskab, at vi fik adgang til

forældrenes omgangskreds, en

omstændighed, som fik direkte betydning

for min senere ansættelse i Frihavnen.

Under en tur til “Gammeltorv”s

firmahus ved Melby Strand, blev Grete og

jeg om ikke forlovede, så i hvert fald klar

over, at vi var forelsket i hinanden. Grete

var ansat hos elektriker Holger Smidt på H.

C. Østedsvej som ekspedient og

småtingsreparatør, regnskabsfører og alt

muligt andet. Samme Holger Smidt og hans

samleverske var også ved Melby Strand ved

den lejlighed, og vi havde det festligt

sammen. “Tykke-Kaj”, som havde

fourageret, havde medbragt et opulent

frokostarrangement blandt andet med en

kæmpeskål med rejer, som vi svælgede i.

Gænget foretog sammen en række

besøg på byens restaurationer, blandt andet

La Reine på Søtorvet. Her optrådte vi

drenge i en sangerdyst, som vi skrålede os

igennem og fik en præmie for. Grete fik et

møgfald senere af sin mor, fordi hun var

stået op af en forkølelsesseng og var gået

ud med os om aftenen. Men mormor blev

hurtigt formildet.

Grete og jeg skulder ved skulder.

Hun og morfar var af tysk herkomst,

og det prægede vel nok deres liv. Morfar var

kemigraf på Berlingske Tidende, og

mormor gik hjemme om dagen. Grete var

yngste barn af tre, hvoraf Franz var den

ældste, den mellemste bror hed Heini.


Morfar og mormor med Franz, Heini og Grete.

Franz var ansat hos et skrivemaskinefirma i

Tulinsgade, og Heini, som var uddannet

modelsnedker, blev senere ansat samme

sted og fik regnemaskiner som speciale.

Heini var den længstboende i hjemmet og

havde et værelse til gården i Sølvgade 90,

hvortil familien flyttede efter at have boet i

Linnesgade.

Grete havde gået i Nansensgades

Skole ligesom jeg selv, men uden at vi

overhovedet kendte noget til hinandens

eksistens. Senere kom hun til Nyboder

Skole og også til Larslejsgade Skole. Hun fik

en kontoruddannelse hos Bdr. Braun’s

Tobaksfabrik. I det Christenske hjem havde

jeg haft min gang i forbindelse med FDF og

Franz, og jeg kendte allerede mormor og

morfar. Senere skulle jeg lære dem at

kende som et par hjertevarme og elskelige

svigerforældre, hvor navnlig mormor

markerede sig. Morfar var mere reserveret,

han var handicappet, var stoppet i væksten

dog uden at være dværg. Han residerede

ved bordenden, og det var tydeligt, at det

var også mormors ønske, at han var

husherren i hjemmet. Mormors danske

udtale skabte mange festlige gloser, som

hun uden fortrydelse hørte os andre

gentage: “Det kan du ikke bekende” (være

bekendt) og “det er ja nu so dejligt””. Hun

kom fra Tyskland og blev barnepige hos

Mormors familie (mormor i midten i bageste rœkke)


direktøren for oliefabrikken i Århus. Morfar

var samtidig blevet kemigraf ved en avis i

byen. Al familie havde de forladt i Tyskland,

men de havde fundet venner i den

herværende tyske forening og deltog med

glæde og fornøjelse i sammenkomster og

baller. Her var vi unge også med, og altid

gik det med gemytlighed, sang og megen

festivitas.

Under krigen måtte mormor og

morfar gennemleve en vanskelig tid med

mange problemer på grund af deres tyske

herkomst. Altid loyale over for deres nye

fædreland, som de for længst havde fået

statsborgerskab til. Da Værnemagten

besatte Danmark, ville skæbnen

selvfølgelig, at familiemedlemmer, som var

indrulleret i den tyske hær, blev stationeret i

Danmark, og de opsøgte da mormor og

morfar i Sølvgade. Mormor og morfar

accepterede, at de kom, men de modsatte

sig på det bestemteste, at de besøgende

opsøgte børnene - altså Franz, Heini og

Grete. Vi havde således aldrig nogen

kontakt med disse fætre og kusiner.

Selv blev mormor og morfar presset

til at yde bidrag til forskellige tyske hjælpeorganisationer,

ligesom deres medlemskab

af Tysk Forening blev opfattet som en

selvfølgelig tilslutning til det, som den tyske

nation og Værnemagt foretog sig. Forhold,

som efter krigen

blev efterforsket,

og hvor mormor

og morfar blev

fuldstændig

renset for

enhver

mistanke.

Mormor og morfar med Sven og Jørn (Richters hus i Rødovre).

Grete og jeg var blevet forlovede. Hvis

der er nogen, der spørger, hvordan man

gør indtryk på en pige, som man er stærkt

interesseret i, må jeg fraråde min metode.

Vi var blevet placeret ved siden af hinanden

ved en sammenkomst, og hvem der havde

arrangeret bordplanen, ved jeg ikke. Men i

min befippelse og nervøsitet spurgte jeg

Grete, hvad hun havde givet for at få lov til

at sidde ved siden af mig. Jeg skal love for,

at der blev lagt mærke til mig. Alligevel

gjorde min fortalelse indtryk, og jeg scorede

gevinsten. Senere sad vi som så mange

andre forelskede og iagttog månen over

Øresund uden tanker for andre end os selv.

Ring blev det også til, og det medførte den

ofte citerede udtalelse af min far: “Der har

du nok fået kam til dit hår”.

Morfar, på Rådhuspladsen efter krigen.


I forlovelsestiden foretog vi vores

første udlandsrejse. Gennem Dansk

Vandrelaug havde Heini fået tilbudt en

togtur til Italien, varighed 14 dage med rejse

og kost - i alt 190 kroner per næse. Heini

havde sin andel i, at vi kom med, da han

over for sin søster erklærede, at sådan en

tur fik hun nok aldrig råd til! Det var den

lunte, der skulle tændes - vi bestemte os for

at tage med. “Gammeltorv” og Ebba, som

han gik sammen med, meldte sig også, så

da vi fem drog af, ærgrede Heini sig over, at

han ikke havde taget sin pige, Bibi, med på

turen, hvor han hele tiden var femte hjul.

Jeg var i mellemtiden blevet udlært

hos Peter Mohr og havde arbejdet nogen tid

som svend. Da vi rejste, var jeg ansat hos

Grebe på Bispebjerg. Han var af tysk

familie, og den omstændighed, at vi skulle

vandre, begejstrede ham, så han den sidste

dag udbetalte mig et ekstra beløb med

ønske om en god tur.

Vi rejste over München og var

selvfølgelig ude at smage på det tyske øl i

Hofbraühaus. Helt ned til Neapel og Vesuv

og de begravede byer ved bjergets fod gik

turen. Også Rom, Milano og Venedig

besøgte vi - en vidunderlig oplevelse for et

par nyforlovede mennesker.

Rejseleder var en præst ved navn

Svend Hansen, en bror til formanden for

Dansk Vandrelaug, Stig Hansen. Svend var

præst ved Søllerød Kirke, og han var en

festlig fyr, som elskede alle de små snedige

“drypstenshuler”. Vi blev så begejstrede

over ham, at vi opfordrede ham til at

foretage vielsen af os, når vi skulle giftes.

Og det gjorde han gerne.

Brylluppet blev holdt i Sølvgade hos

mormor og morfar den 6. april 1939, men

var nær ved at gå i vasken. Dagen før skulle

jeg holde en lille fest ude hos Peter Mohrs

stenhuggeri for “Pusten”, min læresvend og

kontordamen. Men først skulle vi på

Solbjerg Kirkegård og stille et monument

op. Manden, som havde købt stenen, gav

en øl, da vi var færdige. Men den kolde øl

bevirkede, at jeg fik et anfald af nyregrus,

Lejligheden i Sølvgade (Mormor og Morfars sølvbryllup).

noget jeg aldrig havde mærket før - ej heller

siden. Jeg klarede mig hjem til pladsen,

men blev så dårlig, at jeg måtte tage til

skadestuen på Sundby Hospital. En læge

konstaterede, at jeg måtte have

blindtarmsbetændelse, men at den ikke var

langt nok fremskreden til en operation. Jeg

skulle tage hjem og se tiden an. Jeg tog en

vogn hjem og blev dårlig på Rådhuspladsen


og halvt lå i vognen af smerter, da vi nåede

Philip Schousvej. Mor var ikke hjemme, så

jeg gik i seng. Stor var opstandelsen hos

alle, da de opdagede, at jeg var syg, for

brylluppet var jo allerede næste dag, alt var

tilrettelagt, alle inviteret. I løbet af dagen

passerede gruset med megen smerte, og

jeg var helt rask, men udmattet. Brylluppet

fandt sted, og spøgende hævder jeg stadig,

at jeg faktisk var svækket ved mit bryllup.

Vi fik lejlighed på Dosseringen 7 i

1939 og skrev kontrakt med frøken Bisgård

hos Carl Schepler. På 5. sal, en lille lejlighed

på to værelser og et kammer, køkken og

toilet. Nu var vi ægtefolk med lejlighed og

travlhed med indretningen, men ikke mere

end at vi havde tid til at få vores første barn.

Stillet over for opgaven at være forældre og

opdragere og med dårlige erfaringer fra

12345689... (do ser ingen syv).

familiens øvrige nybegyndere blev vi hurtigt

enige om, at Jørn skulle opdrages ordentligt

- og det blev han så. Om vi har været for

strenge og krævet for meget af ham, ved

jeg ikke, men det er klart, at tolerancen

vokser med årene, så de næste i rækken

blev nok opdraget noget lettere. Frodes

børn var blevet opdraget frit og gik i

Bernadotteskolen. Deres tiltaletone til

forældrene var mildest talt under al kritik.

Den mellemste måtte til psykiatrisk

behandling, og der gik lang tid, før hun atter

kom på ret køl. Uden rettesnor fra

forældrene gik der koks i deres tilværelse.

Hver dag bragte vi børnene over til

mormor, så på arbejde, hjem og lave mad,

gøre rent, vaske storvask i Sølvgades

vaskekælder og hænge tøj op på tørreloftet,

derefter bringe vores tøj hjem til


Jørn og Sven i Sølvgades baggård.

Dosseringen og op på vores eget loft, så

stryge og reparere. Oveni alt dette havde vi

barnedåb og fester. Om sommeren tog vi

ud til haven i Søborg. Jeg fik i Frihavnen

fremstillet en legevogn så stor, at vi kunne

have to børn i den. Mangen en gang har vi

vandret til Søborg til fods, og jeg har også

tilbagelagt den samme strækning på Franz’s

trehjulede varecykel op til tre gange på en

dag, når vi flyttede ud i haven. Her blev vi til

gengæld hele sommeren indtil Christian den

X’s fødselsdag, hvor vi tog turen den anden

vej.

Ofte spillede vi kort sammen med

“Gammeltorv” og Ebba, mens de boede på

Hulgårdsvej. Her stiftede drengene første

gang bekendtskab med fjernsynet, og her

så vi tit de store underholdningsudsendelser

sammen. Når vi sent - og ofte med den

sidste bus - skulle hjem, kørte vi med helt til

Nansensgade i stedet for at skulle med til

Rådhuspladsen. Den sidste bus drejede

nemlig ned til remiserne her.

Vi var stadig optaget af FDF, og flere

landslejre ved Marselisborg har vi begge

deltaget i, ligesom kredsen også har haft

adskillige kredslejre, hvor Grete var med

som tante og jeg som fører.Sommerlejre

ved Sejrøbugten blev det også til, men det

meste af sommeren fandt drengene et

opholdsted hos familien Dagnæs Hansen

på Priorskov på Lolland. Mormor og morfar

Dagnœs-Hansens, Priorskov 1947.

havde fået et værelse til overs, efter

børnene var flyttet hjemmefra, og en ung

studerende fandt her et opholdssted under

sine studier. Det var Erik Dagnæs Hansen.

Hans far besøgte ham og fandt Jørn og

Sven i stuerne hos mormor. Han indbød

dem til at tage med hjem til gården, og det

blev begyndelsen til en lang kæde af

sommerferieophold for alle vores børn.


I den mellemliggende lange periode

skiftede jeg erhverv. Nygift og uden

indtægter! Det gik ikke, og “Tykke-Kaj”

mente, at da vi var inde i en lang

arbejdsløshedsperiode, kunne han nok

skaffe mig midlertidigt arbejde nede i

Frihavnen. Overmaskinmesteren her var

nære venner til “Tykke-Kaj”s forældre, og vi

havde været sammen nogle gange hos dem

i hjemmet i Rysensstensgade.

Maskinmesterens svigersøn var gammel

FDF’er i K.9, og vi var med det samme på

bølgelængde. Efter nogen betænkningstid

modtog jeg et brev med opfordring til at

melde mig i Frihavnen. Jeg kunne få

arbejde sommeren over med at banke rust

og male kranerne i Havnen - og dermed

begyndte mere end 40 år i KFA.

Det, der skulle være et sommerjob,

blev ved en ulykkelig hændelse til en

fastansættelse. Først blev en mand kørt ihjel

på vej hjem fra Havnen, og dermed blev

brikkerne flyttet en tak op. Dernæst indtraf

den besættelse af Danmark, som kom til at

præge de næste fem år af vores liv. Grete

og jeg havde foruden Jørn nu også Sven, og

da Grete gik hjemme, var det yderst

kærkomment at have et arbejde at gå til

hver dag. Lønnen var 66 kroner om ugen

uden sygedagpenge og uden smudstillæg.

Da fik Grete et tilbud om at komme ind ved

Klasselotteriets Hovedkollektion i

Gyldenløvesgade et par gange om

måneden. Dette vikarjob udviklede sig til et

heldagsjob. Tidligere havde hun været inde

hos Messen i Købmagergade som

medhjælp i bogholderiet og havde her

arbejdet sammen med Grete Christensen

fra Bellahøj, som ligeledes var vikar i

Lotteriet. Asta Jerstoft havde også sin gang

på Lotteriet, og det blev til et årelangt

bekendtskab mellem dem - et bekendtskab

som stadig eksisterer.

Frihavnen. En fuldt arbejdsdygtig papmodel af en Frihavns-kran. (©SM)

I Havnen blev jeg som sagt først sat

til at male kraner, men det viste sig hurtigt,

at der var meget andet, som skulle udføres.

Så jeg fik gennem årene en meget alsidig

uddannelse, ligesom mine tilegnede

færdigheder fra FDF kom mig til gode. Jeg

kunne splejse uden at have været sømand,


jeg syede sejlmagerarbejde osv. Da krigen

kom, blev al brændselsforsyning afbrudt, og

så måtte det indenlandske brændsel træde

til. Næsten alle skure i Havnen blev fyldt op

med tørv fra provinsen, Havnens egen

varmeforsyning måtte også benytte tørv, og

der skulle køres enorme mængder til fyrene

hver dag. Snart skulle tyskerne have store

mængder af grus til at bygge

fæstningsværker med, og det blev sejlet ned

til Tyskland. Derfor skulle der bruges flere

rangerfolk ved banen i Havnen, så jeg blev

flyttet derover og fik en fløjte og en kasket

udleveret. Endelig tilbød mester Olsen, som

overmesteren hed, mig et job som fast

mand i et pakhus. Det ville altså sige

arbejdsmand på fast løn.

En skøn sommermorgen, den 9. april

1940, vågnede vi ved, at talrige flyvere fløj

ind over København og kastede løbesedler

ned - man blev opfordret til ikke at gøre

modstand. Jeg husker ikke nøjagtigt, hvilke

følelser der strømmede gennem mig, men

jeg begav mig af sted til Havnen og blev

stoppet ved Østerbrogade/Østbanegadehjørnet

af en række cykler lagt over gaden

som spærring og bevogtet af tyske soldater.

Orienteringen hos de ansvarlige tyskere kan

ikke have været stor, for afspærringen af

Havnen var kun foretaget her ved

Frihavnsbroen. Det var vigtigt for mig og

mange andre at komme ind på vores

arbejdsplads - måske en slags trods. Vi

fandt i hvert fald ud af, at vi blot skulle køre

ind af Århusgade-indgangen. Modstand var

det ikke tale om noget sted i København.

Kastellet “erobrede” tyskerne for eksempel

uden at møde nogen som helst modstand.

Nørreporten ved Kastellet.

Fem år fulgte med gru og

modbydelighed, men også med den

samhørighedsfølelse, som åbenbart kun

kan gro frem mellem mennesker, når

problemerne er størst. Da vi havde været

besat i omkring tre år, blev jeg af en person,

jeg kendte, opfordret til at slutte mig til

modstandsbevægelsen. Hvad var det?

Hvem stod bag? Var det blot fusentasteri,

eller var der realiteter bag? Ingen svar. Man

kendte kun én person i den forbindelse,

men senere kom det frem, at det var den

ene direktør og vores maskinmester, som

stod bag. Jeg sagde ja og blev nu medlem

af en gruppe, som midt i krigen og midt i

Havnen blev undervist i brugen af våben.

Igen kom tiden i FDF mig til gode, for her

havde vi jo lært eksercits, kunne bevæge os

i et terræn osv. Hjemme var jeg af

kommunen blevet udtaget til husvagt, jeg

havde ansvaret for, at alle beboere blev

bragt ned i kælderen ved flyangreb. Jeg fik

en svaber og et koben som

bekæmpelsesmateriale, og man

fantaserede om, at vagten skulle tage

ophold på loftet og overvåge, at

brandbomber ikke satte ild til huset. Derfor

blev der anbragt en balje vand på

ejendommens tag. Jeg skriver dette, for at


man kan erindre, hvorledes det er muligt

for en offentlig myndighed at tabe enhver

forbindelse med virkeligheden. Alle, som

havde set, hvordan Hamborg og andre

store tyske byer så ud efter et flyangreb, må

erkende, at det hele var lige så tåbeligt som

at sætte fodfolk til at stoppe de

fremrykkende kampvogne i Sønderjylland.

Under hele krigen udspilledes der sig

rædselsscener i Havnen. Hertil bragte man

alle de sårede soldater og flygtninge, her gik

russiske fanger og ryddede op efter

transporterne, her lossede man lig af, som

om det var brændselsklodser, her døde

flygtninge i vores pakhuse... På et tidspunkt

indførte Havnen også en brandvagts

ordning, og jeg blev fritaget tjansen som

husvagt hjemme på Dosseringen. Jeg fik

aldrig at vide, hvem der afløste mig, jeg

afleverede heller aldrig svaberen eller

kobenet, og baljen står stadig på loftet.

Grete vidste selvfølgelig, hvad der

foregik med hensyn til

modstandsbevægelsen, og da Frihedsdagen

var ved at nærme sig, bragte vi en sen aften

de to små over til mormor og morfar - de

spurgte os ikke hvorfor, vi kom. Grete

havde mere end én gang under flyangreb

måttet ned i kælderen med Jørn og Sven,

men det foregik under ordnede former.

Da englænderne bombede

lommetørklædefabrikken ved B&W, og

Mustangjagerne fløj gennem Gothersgade

under hustags højde, bar Grete en

barneseng med indhold ned ad trappen til

kælderen! Uanset byrdens vægt og omfang

og uden at tænke nærmere over opgaven

har Grete senere undret sig over, hvorledes

hun bar sig ad...

Sven var i sine unge år meget plaget

af astma, en lidelse han ikke mere trækkes

med. Men dengang var det særligt slemt, og

vi prøvede alverdens ting for at afhjælpe

hans sygdom. Endelig gik vi til kiropraktor,

en svoger til gudmor Ebba (“Gammeltorvs”

pige), og hans behandling hjalp. Gennem

skoletiden bad Sven selv om penge til

behandlingerne, når han mærkede, at et

anfald var på vej. Det var skolelægen ikke

særlig begejstret for, men vi fik aldrig

opklaret hvorfor. Overlægen på

Rigshospitalet havde forsøgt, vores huslæge

havde forsøgt, og nu forsøgte vi selv og

havde fået et godt resultat.

I starten var krigen en underlig

oplevelse for danskerne.

Besættelsesmagten opførte sig jo ordentligt,

og krigen kunne kun mærkes, fordi flere og

flere varer blev rationeret. Tøjet blev lavet

som “maximaltøj”, det vil sige af

optrævlede og kartede gamle klude, og snit

og kvalitet blev naturligvis derefter. Kaffe,

som skulle importeres, blev sammen med

tobak en af de mest efterspurgte varer.

Rationeringen på dagligvarer bredte sig, og

efterhånden som krigen trak ud, blev der

flere og flere rationeringsmærker at holde

styr på, brød, kaffe, margarine, sukker osv.

Vi holdt stadig til i sommerhuset i Søborg

hver sommer, og det blev ganske svært at

fremskaffe cykeldæk og -slanger. Jeg endte

med at køre på en tov-ende, som jeg

splejsede sammen, så den lige kunne

krænges ud over fælgen, men ellers

lappede man og satte gamle stumper dæk

på de største huller.

Gennem hele besættelsen var

mormor utrættelig - på en eller anden måde


lykkedes det hende altid at skaffe kødvarer

nede hos den lokale slagter i Sølvgade, hvor

hun havde handlet i årevis. Næsten alt,

hvad der fandtes i forretningerne, var

såkaldte “bukkevarer” - altså til overpris, til

selvforsyning eller til venner og bekendte.

Så det var ikke sjældent, at jeg på vej hjem

fra arbejde lagde vejen om ad Sølvgade for

at tage mad med hjem, som mormor

havde skaffet. Hvis det var tilfældet, så stod

der altid en avis i vinduet, som adviserede,

at der var noget at hente. Vores egen

købmand Poulsen på hjørnet af

Dosseringen og Tværgaden havde ligesom

alle andre et reservelager, som vi trak på

gennem lang tid. Da Værnemagten

begyndte at rekvirere, hvad der fandtes i

butikkerne, fik vi udleveret en stor pakke

madvarer af Poulsen, som vi selvfølgelig

ikke kunne betale. Men han sagde, at det

talte man ikke om, nu var det blot om at få

varerne spredt så hurtigt som muligt.

Som noget af det første under krigen

Frihavnskompagniet, 1 Deling. ( bageste rœkke nummer to fra venstre...)

fik vi mørkelægning, og lyset på gaderne

blev dæmpet til et minimum. Vi skulle gå

med hvide armbind, og cykler skulle have

hvide bagskærme. Lidt efter lidt krøb

krigens realitet ind over os, og da

regeringen ikke længere mente at kunne

efterkomme Værnemagtens krav, gik den af

og overlod os til et styre med

departementscheferne som ledere - intet

kunne vedtages, kun administreres.

Aviserne blev censureret, og illegale små

blade cirkulerede i befolkningen. Hær og

flåde blev afvæbnet, og tyske soldater

patruljerede i gaderne.

Fra Aalborg kom starten til direkte

modstand. Nogle store skoledrenge

begyndte, og langsomt bredte modstanden

sig over landet og blev mere og mere

organiseret. Det danske politi blev interneret

og overført til lejre i Tyskland,

kommunisterne blev også jagtet. Så kom

turen til jøderne, og nu gik det hurtigt med

den organiserede modstand: Transporter til


Sverige, jernbanesabotager og bombning af

danske firmaer, som arbejdede for eller

leverede varer til tyskerne. Folkestrejken

blev vendepunktet i danskernes holdning til

Værnemagten. Nu var der åbenlys

modstand.

Mange mistede livet, brutaliteten

voksede - tryk avler modtryk. Sabotager

blev hverdagskost, enlige tyske soldater

blev overfaldet på gaden og frataget deres

våben. Andre våben dalede ned fra himlen i

store containere, blev opsamlet med livet

som indsats og senere fordelt.

Grete havde stadig sit arbejde, først

hovedkollektionen og siden sin egen

kollektion, og drengene var hos mormor

om dagen. Jeg arbejdede i Frihavnen, og

også her blev det mere og mere vanskeligt

at slippe for tyskernes indflydelse. “Varme

madpakker” fik pakhuse til at gå op i

flammer, og dristige sabotører trængte ind i

vores underjordiske kabelgange og forsøgte

at bombe et tysk slagskib, som lå ved kaj

på det tidspunkt. Så blev der tysk kontrol

ved portene, og vi fik pas udleveret.

Imens blev der organiseret et

rednings- og brandkorps i havnen, og jeg

blev derfor brandmand her i stedet for

derhjemme. Alle, der boede så tæt på, at de

kunne gå til havnen på en halv time, skulle

møde ved alarm. Under den politiløse tid fik

jeg også lejlighed til at hjælpe morfar hjem,

når han var færdig på jobbet. Det var altid

sent om aftenen, og der var megen

lovløshed på gaderne. Om dagen havde vi

ikke meget at lave, der kom jo kun tyske

skibe, og det var altid små skibe med varer,

vi ikke havde brug for. Men alt får en ende,

og de fem år blev overstået til ubeskrivelig

jubel.

Efter krigen fortsatte

modstandsbevægelsen og blev til

Hjemmeværnet, hvor jeg fortsatte i 25 år.

Det blev til en uddannelse på

Hjemmeværnsskolen i Nymindegab og en

tur til Norge til et stævne med det norske

Milorg. Vi havde terrænløb i de norske

skove - i øsende regnvejr. Så var der

stævne på Bislet Stadion og til

festforestilling på Nationalteatret om

aftenen.

Modstandsbevœgelsen blev til Hjemmevœrnet.

FDF havde gennem hele krigen

gennemført møder, og vi fik mulighed for at

tage på kredslejr ved Kerteminde Fjord en

sommer. Franz og jeg startede på tandem


fra sommerhuset i Søborg en tidlig morgen.

Klokken 12 præcis kørte vi ind på lejren ved

Kertinge Nor på Fyn og traf kredsføreren fra

den odenseanske kreds, som vi havde lejet

lejren af. Vi vendte tilbage til Ringsted

samme dag og overnattede på

Missionshotellet. Næste dag kørte vi videre

til Jægerspris for at holde lejr med kredsen,

som kom med toget. Og efter lejren

trampede vi igen hjem til byen. Det var en

lang og anstrengende tur, som også satte

sine spor i Franz’ ben - han kunne ikke gå i

flere dage efter.

I den mellemliggende tid fik Grete og

jeg fire børn: Jørn blev født den 3. februar

1940, Sven den 14. september 1942, Erik

den 6. oktober 1948 og Inge den 21.

februar 1953 - alle på fru Limschous Klinik

på Nørrebros Runddel. Adressen ved Jørn i

hvert fald alt om, da han lige før Inges

ankomst lodsede Grete af sted og med

megen myndighed beordrede taxaen til

klinikken. Jeg formåede aldrig at være til

stede, når Grete fik veer, så det var

beroligende at have kompetente børn ved

hånden.

Klinteborg, FDFs sommerlejr ved

Ordrup Strand, havde vi været på flere

somre dels som tante, dels som fører. Da vi

så i 1950 fik chancen for at købe et stykke

jord op til lejren, talte vi på knapperne, lånte

lidt nødvendig kapital af morfar, og

sammen med en gammel FDF-kammerat,

Poul Andersen, købte vi to grunde - en

hver. En allerede solgt grund skilte os ad,

og da den ene lå væsentligt højere end den

anden, lod Grete “Røde Poul” vælge først.

Til hendes store glæde valgte han den

grund, hun nødigst ville have.

Vi var nu grundejere, og en

tandemtur på bror Børges cykel bragte os

op til Ordrup Næs, hvor vi satte os i en

høstak og kiggede ud over det, der nu var

vores. Lucernen blomstrede, og alt var bare

dejligt. Nu skulle vi så se at få betalt

grunden, og vi regnede ud, at efter cirka 10

år ville vi have råd til at bygge et hus. Ti år

er meget lang tid, og selvom vi var vant til

at ligge i telt, varede det ikke én sommer,

før jeg hjemsøgte Frihavnen for brugbare

materialer. I starten måtte vi med toget til

Fårevejle og så splejse til en taxa de sidste

otte kilometer.

Den første sommer lå vi i telt på

grunden. Jeg havde bjærget bomme og

Den spœde begyndelse.

andet materiale til et lille hus - og nu skulle

der bygges. Grete var taget i forvejen med

Erik, og selvfølgelig blev det et forrygende

uvejr med regn og det hele. Fra lejren kom

en fører, vi kendte godt, og tilbød Grete at


komme ned i lejren. Men “en gang spejder

osv.”, ikke sandt. Oversejlet på teltet

flækkede og måtte tøjres med et tykt reb for

ikke at forlade grunden. Men tordenvejr får

en ende, og jeg startede med at lægge

rammen til det, der senere skulle blive

Mohrs Hus. Erik gik rundt og solgte “ost”,

det var alle de korte stolpe-ender, han

tilbød Grete til en passende pris. Ellers

balancerede han rundt mellem bommene,

når han da ikke stod på hovedet over dem.

Sommer efter sommer tilbragte vi her og

udbyggede til stadighed “Negerlandsbyen”,

som en FDF-fører meget venligt betegnede

Jørn, Erik og Sven i gyngen ved sommerhuset.

det som. Dette sted blev gennem mange år

vores samlingspunkt i sommerhalvåret.

I begyndelsen tog vi toget til Fårevejle

og spadserede derfra de otte kilometer til

Ordrup Næs. En dag, vi lige var ankommet

til stationen og stod der med alle vores

pakkenelliker, blev vi kontaktet af

vognmand Skødsbæk. Uopfordret spurgte

ham, om ikke vi ville dele udgiften med en

enkelt passager, han havde - en udvej, vi

ikke tidligere havde hørt om. Senere blev

det til, at han afhentede os i København,

ofte til en beskeden penge. Han havde som

regel været inde med nogle passagerer,

ligesom det også skete, at han bragte os til

byen på samme måde.

Hans afløser blev en forvalter på

Klinteborg, Willy Lund. Willy, som blev og

stadig er, en meget god ven af huset.

Ligesom os faldt han og Signe Lund for

området og købte en grund lige over for os.

Nu skulle de også gerne i gang med at

bygge, og i den mellemliggende tid boede

Inge med Jesper og Peter, mange år senere.

hele familien (de havde to piger) hos os. Så

fik man udrettet lidt mere om dagen, og

samtidig fik vi kørelejlighed. Fire voksne, og

da Jørn og Sven som regel var på Priorskov,

fire børn i alt - alle i den alderstegne Ford,

som utroligt nok forcerede bakkerne og

læssede os af ved indgangen.

En enkelt gang havde jeg lånt Willys

bil, hvad han ikke var stolt af. Jeg skulle på

arbejde, mens alle andre havde fri, og kørte


derfor til byen i Ford’en. Jeg parkerede den

ved porten ud for Dosseringen og tog

cyklen til Frihavnen for ikke at bruge bilen

mere end nødvendigt. Da jeg kom tilbage

fra arbejde, fandt jeg bilen med en stor bule

i bagskærmen. Lakken skrabet af ind til den

blå grundfarve. Rystet for jeg ind til Irmas

kørselsleder i gården, fortalte ham, at en af

hans vogne havde påkørt Willys bil ude på

gaden- Han besigtigede skaden og

erklærede, at den var ikke til at tage fejl af.

Farven var deres. Jeg fik at vide, at jeg

kunne henvende mig på et værksted i

Gladsaxe for at få repareret vognen her. Det

lettede, men jeg skulle jo op og fortælle,

hvad der var sket. Willy slog en høj latter op

og kunne meddele, at det var en gammel

skade, han selv havde lavet, men han fik en

helt ny skærm ved den lejlighed.

Forfremmet lidt efter lidt og med flere

penge i posen hjem til kasserersken, fru

Mohr, fik vi efterhånden råd til at anskaffe

os bil. Også behovet for at kunne

transportere materialer til de utallige

udvidelser, som vi foretog, gjorde det

nødvendigt - vi blev selvkørende.

Fra begyndelsen en brugt Folkevogn, men

dog en bil. En kæmpe forandring med

hensyn til vores muligheder for at komme

op til sommerhuset. Vores egen lille vogn

bragte i de år adskillige tons tømmer og

brædder op til Ordrup. Det blev en

transportform, der blev så karakteristisk, at

da Erik og Peter en dag passerede os, sagde

Erik “der kørte farfar”, hvortil Peter

erklærede “nej, det var ikke ham, for han

havde ikke noget på taget”.

Desværre blev vi ikke forskånede for

indbrud i huset. Første gang var en forvirret

person brudt ind og havde spist et måltid

mad, overnattet i Gretes seng, hvad der var

det værste - og efterladt et lille beklagende

brev, som klart afslørede hans identitet over

for landbetjenten. Senere blev det til lidt

mere i retning af vandalisme. En tømt fryser

og henkastede madvarer medførte en større

oprydning. Men alt i alt småting, når man

tæller alle de dejlige timer, vi tilbragte

deroppe.

Vi tog så ofte til sommerhuset, at jeg

i flere år havde opsyn med Klinteborg. Det

blev til et evigt renderi og mange ærgrelser,

og til sidst stoppede jeg.

Men sommerhus eller ej. Trods den

megen tid, landliggeriet krævede med

maling og tjæring samt græsslåning, fik vi

dog også tid til at rejse. Med en kæmpe

oppakning på bagagebæreren, med telt og

vanddunk etc.og med Inge og Erik som

rejseledsagere, drog vi af sted - Musse og

Eduard i deres bil, vi i vores, det var en hele

karavane. Ungerne prøvede at kaste

snebolde på St. Gothard, og under stor

opmærksomhed fra italienske skolepiger


optrådte Erik med broderet anker på sin

trøje. Desuden drak han uanede mængder

af sodavand, som kostede det hvide ud af

øjnene. Inge fik et hedeslag på

campingpladsen i Rom, men det var nu

også ulideligt varmt. Vi sov i det fri, for teltet

var alt for varmt at opholde sig i. Det blev er

dejlig tur med hjemfart langs Rhinen over

Heidelberg.

Vores næste tur blev sammen med

Laila og Sven til Portugal. Her boede en

veninde til Laila, “tante Johanne”, som vi

kaldte hende. Hun havde fundet sammen

med en portugiser og havde slået sig ned

ved Porto. Med Svens nyerhvervede

Renault 1600 gik det gennem Tyskland og

Frankrig, hvor vi - det vil sige Laila - fik

prøvet vores franske. En større opgave var

det, da vi skulle fortælle vores rare vært, at

det endnu var vinter i Danmark, ingen blade

på træerne osv. Men hvad hed grønt på

fransk? Hjernegymnastik, indtil en genial

person (hvem siger jeg ikke) kom i tanke

om grønne bønner - haricots verts. Videre

gik det gennem Spanien og endelig ind til

“tante Johanne” i Porto.

Jo, kom min mor ikke ud at rejse, så

fik vi andre da set verden.

Sven var ikke så gammel, 18 år, da

han til vores uudtalte uro meddelte ønsket

om at logere sig ind i et kollektiv i en villa

på Bülowsvej. Han var lige blevet kasseret

på session, og dette pinte ham meget. Han

kastede sig over tegnestudierne, og da han

alle sine dage havde gået og modelleret

utallige dyr med sit medbragte

modellervoks, måtte han på

Kunsthåndværkerskolen i Ahlefeldtsgade.

Hans interesse førte senere ham og Laila og

Catja til USA. Den omstændighed førte til

ikke mindre end 14 rejser over Atlanten for

os, og mange dejlige rundture derovre.

Masser af venner fik vi og har stadig den

dag i dag. Heldigvis har vi genset flere her i

København og prøvet at vise dem lidt af

vores lille land. Herudover oplevede vi

sammen med Svens og Lailas venner fra

deres første dag i USA - Terry og Jim - at

holde ferie på Mallorca i 14 dejlige dage.

Jørn ville efter sin studentereksamen

meget gerne have været på Polyteknisk

Læreanstalt, men karaktererne var for små

det år, så efter militærtjenesten kastede han

sig over lærergerningen. Matematik og fysik

skaffede ham afløb for drømmen om

ingeniørstudiet. Som en skæbnens ironi

blev han senere opfordret til at deltage i

undervisninger på Polyteknisk. Han blev en

mangeårig lærer i Birkerød og har i de

senere år engageret sig meget kraftigt i det

organiserede arbejde for lærerne. Annelise

og han slog sig ned i Allerød, og Mette,

deres enebarn, blev som Jørn student og

rejste sammen med en ung amerikaner til

Californien, hvor de stiftede familie. Grete

og jeg blev oldeforældre - man føler sig

frygtelig gammel ved tanken... Både Jørn og

Annelise har aflagt besøg i Staterne, ligesom

de også har prøvet at udtale “vert” i

Frankrig på flere ture.

Problemer med lærerpladsen har

børnene ikke haft - kun hvor og hvad de

ikke ville være. Eriks ønske var at blive

mekaniker, og ved gode venners hjælp fik

han læreplads hos SIMO på Finsensvej. Og

da han nu engang kunne køre og reparere

biler, blev han sendt til Bornholm som


værnepligtig. Herfra var det ikke så ligetil at

komme hjem, når han havde fri, men det

blev dog til nogle rejser både med 66bådene,

men også med fly en enkelt gang.

Da det ikke er snavset, der giver smør på

brødet, slog han sig på at sælge biler i

stedet, og det prøver han stadig på - støttet

af Alice. Eriks nu voksne søn, Peter, blev

også student med “eksamenshue”, som

Inge kaldte Jørns. Erik blev skilt fra Eva,

Peters mor og slog sig ned i storbyen.

Inge blev ved Svens hjælp den første

af hans søskende, som kom til at besøge

Amerika. Det blev til et halvt års tid, så kom

Erik, Grete, mig, Inge med Sven og Jørn bagved.

hun hjem og har siden beskæftiget sig med

børn. Ikke bare sine to egne drenge, som

hun fik sammen med Anders, men også

med vuggestuebørn. Efter et forsøg på at

oprette et maskinsnedkeri sammen har de

nu helliget sig at tage vare på andres børn.

Alle er de fløjet fra reden forlængst,

og alle har de efterladt en væg fuld af

billeder, fotos som til stadighed fremkalder

dejlige minder.

Efterhånden blev det sværere og

sværere at vedligeholde sommerhuset,

kravle på taget gik ikke mere, og maling af


det efterhånden store træhus ikke bare

kostede penge, men også besvær. Vi

mærkede årene, ligesom sommerhuset

gjorde det. Talrige rejser til Børge på Als og

til Gretes kusine på “heden” syd for

Hamborg, ture til Florida og til Mette i

Californien gjorde det også umuligt at passe

haven med frugter og bær. Så væltede det

snedkeriprojekt omkuld, som vi havde

startet sammen med Inge og Anders, en

omstændighed der gjorde det nødvendigt at

skille os af med grunden og huset.

Selvfølgelig gjorde det ondt, men afskeden

var betydelig nemmere for os, end det var

tilfældet for måske mange andre.

Det blev vores generation, som kom

til at opleve vel nok den største tekniske

revolution siden Første Verdenskrig. Fra

tæppebankeren, som også kunne bruges til

børneopdragelse og frem til vor tids

støvsuger. Fejemaskinen med de to

roterende koste var kun en mellemstation

på vejen. Iskassen med stang-isen blev mor

til køle- og dybfryseren. Radio og fjernsyn,

videomaskiner og pladespillere er alle

opstået efter den gamle håndoptrukne

rejsegrammofon. Ind imellem kom

Marconien med indbygget højttaler efter

den store tragtgengiver. Grammofonnåle og

utallige plader, tunge som et ondt år og

særdeles brækable. Den elektriske energi

væltede alle tidligere arbejdsformer over

ende. Den gamle kødhakker blev til mixer

og blender, facitlisten blev til kalkulatorer,

tyndere og mindre end en lommebog, den

gamle pen og blækflaske ændrede sig til

kuglepen, og da skrivemaskinen kom,

troede den, at den var sidste trin i

udviklingen. Langt fra, moderne PC’ere kan

det utrolige. Den gamle vægtelefon med

håndsving til opkald har fået de mest

bizarre former og muligheder. Snart skal vi

se, hvem vi taler med. Allerede nu kan vi få

at vide, hvem der har ringet til os, mens vi

har været ude. Gadedørsnøglen er afløst af

dørtelefoner og samtaleanlæg. Vi må nu

håbe, at vi ikke bare er blevet forvænte med

fremskridtet.

Meget er medtaget i dette skrift, meget

er passeret, som ikke er med. Men

historien, som den her fremstår -

fremprovokeret af Erik, som ansteg med

papir og skrivemaskine under armen med

ordene: “Se så at komme i gang!” - tager

lige så meget sigte på at skildre en tid i

20rne, som ingen af vores børn har nogen

forudsætning for at kende til.

Jeg har ved flere lejligheder, navnlig i

festligt lag, karakteriseret mit liv som fyldt

med solskin, ord, som jeg trods enkelte

triste og bekymringsfyldte øjeblikke stadig

mener er gældende. Inges meningitisanfald,

hvor vi var tæt på at miste hende,

og hvor vi selvfølgelig benyttede os af

hendes helbredelse til at fejre hende. Det er

noget, vi altid har haft i tankerne. Siden

vores barnebarn, Catja, som levede en

tilværelse, “vi ikke forstår”, som hun selv

skrev til os.

Når man bliver gammel, har man

foruden det daglige liv også de mange

minder at trække på. Og jo mere man

prøver at huske, des mere dukker frem. Så

for ikke at dette skal ende i det uendelige,

vil jeg slutte her med at sige:

“Gå hen og gør ligeså”.


Til slut et par billeder, der ikke nåede med i

teksten, men er betydningsfulde ikke desto

mindre.

Øverst til venstre: Far som ung bogholder.

Til højre: Mor som ung pige.

Til venstre: Far og mor med Sigurd, Arne og

Børge.

Similar magazines