Elise Ahlefeldt-Laurvigen ; en kvindeprofil

booksnow1.scholarsportal.info

Elise Ahlefeldt-Laurvigen ; en kvindeprofil

I CM

lo

i 00

;o>

ih-

^mm

Lyhe Zernichow, D. von der

Elise Ahlefeldt-Laurvigen

CO V W'1-1 rf tj>>.i..i::i^t ^dJu:T\Al^yi^trtrfi'Ar^•\tf^.•n^.•4\t7^r^\7^. J^''^^-.!^^^


:LISE AH LEFÉLPf-lAURVIGEN

MOCCCCIX 3


'^^f)

l^

Digitized by the Internet Archive

in 2011 With funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/eliseahlefeldtlaOOIyne


ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN


D. VON DER LYHE ZERNICHOW

ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

EN KVINDEPROFIL

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

MDCCCCIX

fr^i-XF«*

Hf


Copyright 1909, by Gyldendalske Boghandel,

Nordisk Forlag.

KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIBT


Der Frauen Bliite

Gleicht einen edlen, kostlichen W'eine,

Hohen Names Gemiite

Ist wie der riefe Kelch, der glanzend reine.

Von seinem Gold umfangen,

Entfalret erst der ^X'ein das hochste Prangen.

(Karl Immermann: „Merlin".)


UDENFOR

FORORD

Historikernes snævre Kreds vil der næppe være

mange herhjemme, der har det mindste Kendskab til den

Kvindepersonlighed, hvis Navn staar over denne lille Bog. Og

dog har hun haft en Betydning i Livet og øvet en Indflydelse paa

sine Omgivelser, stor nok til at hun ogsaa kunde fortjene at ken-

des af flere af sine Landsmænd.

At hun i Tyskland forlængst er indlemmet mellem „National-

heltinderne" forrykker jo dog ikke hendes oprindelige Nationalitet.

Dansk var hun af Fødsel, som i

hele sin Maade at være paa; saa

vist som det var de Egenskaber, hun i Fædrenearv tog med fra

Tranekjær, der prægede hendes Liv, skabte hende de forgudende

Venner — og endelig ogsaa den dydige Forargelse, der hvirvle-

des op om hendes Navn.

Nogen produktiv Aand var Elise Ahlefeldt derimod ikke. Ikke

en Stump Vers eller en skreven Linje findes fra hendes Haand.

Hun, der hele sit Liv levede omgivet af Litteratur, der kom i

Be-

røring med de fleste af sin Tids Berømmelser, og hvis romantiske

Livsførelse dobbelt maatte friste til et litterært Forsøg, holdt sig

haardnakket tilbage og nøjedes beskedent med, hvad hun kunde

være for andre, for sin udkaarne Ven og højt beundrede Sam-

tidige.

At hun ved ham ikke naaede større Berømmelse, skyldes et

Spil af Skæbnen og Tiden. Den Epigontid, hvis Digter han var,

og hvis Muse hun derved kom til at være.

FORF.


DET

I

var en dobbelt Festdag paa det prægtige, gamle

Tranekjær Slot ved Langelandsbælt hin syttende

November 1790, da Stamherren, Grev Frederick Ahlefeldt-

Laurvigen fyldte sit tredivte Aar og hans Hustru i Fød-

selsdagsgave skænkede ham en lille Datter.

Sjældent er vel noget Barn kommen til Verden under

gunstigere og lysere Omstændigheder end den lille første-

fødte Komtesse. Som Ætling af de mægtige Langelands-

grever var Rigdom og Anseelse hende sikret udadtil i

Livet og lykkelige Forholde ventede hende i Hjemmet,

hvor en varm, stærk Kærlighed bandt de to unge For-

ældre sammen.

Grev Frederik var en af Naturen rigt udstyret Mand.

Et lyst Hoved, et varmt Hjærte, begavet med kunstne-

riske Evner og en usædvanlig Skønhedstrang, der langt

fra var bleven kvalt i Væksten, snarere var fremelsket ved

den Opdragelse, han havde faaet. Han var født paa Bjørne-

mose ved Svendborg, men kom i en tidlig Alder til Trane-

Elise Ahlefeldt- Laurvigen I


F.LISE AHLEFELDT-LAL'RVIGFN

kjær til Bedstefaderen, der såa sig selv igen i den liv-

lige, velbegavede Dreng, langt mer end i Sønnen, den

snævrere anlagte, joidbundne Grev Christian. Og Sønne-

sønnens Opdragelsee laa Bedstefaderen stærkt paa Sinde.

Meningen var, naar Tidens Fylde kom, at sende ham til

Leipzig og lade ham studere under Digteren Gellert, „det

ganske Tysklands Hovmester, Skriftefader og Raadgiver."

Til den Ende blev en af den højt beundrede, store Mands

Disciple indforskrevet som Lærer til den niaars Dreng,

der som Datidens Rangspersoner snart talte tysk som sit

eget Modersmaal.

Det var dog ikke en ensidig germansk Udvikling, den

gamle Greve havde tiltænkt sin Fremtids successor. Som

han selv havde gjort Tjeneste i den franske Armé, skulde

Drengen gøre det og som hans egne Interesser ligelig

deltes mellem de frisindede Aandsretninger i de forskel-

lige Lande, søgte han at indpode dem i sin Elev og

lærte ham at se med humane Øjne paa Livet i Almin-

delighed og sine Omgivelser i Særdeleshed, gav ham

ved sit eget gode Eksempel Impulsen til de reformven-

lige Ideer, der senere udmærkede Grev Frederik og søgte

i det Hele at uddanne ham til en frittænkende, sundt

dømmende ægte Søn af Oplysningens Aarhundrede. Der


FØRSTE KAPITEL

var dog én Side af sit Væsen, han forgæves spejdede

efter, én Evne han med sin bedste Vilje ikke formaaede

at lokke frem hos den ellers saa lærvillige, lille Knægt.

Det var Sansen for Penge og Penges Værdi.

Den gamle Greve ejede den i en udpræget Grad. Han

havde overtaget Grevskabet i en mere end slet Forfat-

ning efter sin Fader, med Behæftelser og Forpligtelser til

højre og venstre — og han ikke alene klarede dem og

udredede til Hvid og Skilling de store aarlige Summer,

der var bestemte til hans stærkt konsumerende, for-

nemme Fru Moder og den talrige Sødskendeflok; men

ved en ihærdig og klog Forvaltning bragte han Godset

igen paa Fode og udvidede sine Besiddelser „med stor

Bekostning og Møye", til han enddog såa sig i Stand til

at oprette Stamhuset Ahlefeldt „til sin Families Conserva-

tion, Gavn og Bedste.''

Planerne med Hensyn til Sønnesønnens Opdragelse

kom dog ikke ganske til at gaa, som de var tænkte. En

Streg i Regningen blev den store Morallærers Død, der

indtraf kort før hans tiltænkte Elev havde fyldt sit tolvte

Aar. Og i

Steden for Leipzig blev det til Kiel, han send-

tes, hvor han straks immatrikuleredes ved Universitetet.

I florten Aars Alderen udnævntes den unge Student til


i:lise ahlefeldt-laurvigen

Ritmester å la suite i det danske Livregimente, men tørst

efter at han havde endt sine Studier ved Universitetet

traadte han i aktiv Tjeneste og deltog som Dragon officer

ved det norske Smaalenenes Regiment i Felttoget mod

Sverrig.

Den gamle Greve var imidlertid afgaaet ved Døden

hjemme paa Tranekjær Slot og Grev Christian kommen

til Styret.

Det blev en Omkalfatring fra inderst til yderst. Hvad

der af nyt og frisindet var begyndt i Faderens Tid, kom

ikke til Videreudførelse i Sønnens. Tværtimod; Grev

Christian var en ligesaa bestemt Modstander af den

bondevenlige Retning, som den gamle havde været Til-

hænger deraf, og de Læmpelser og Lettelser, der enten

var indførte, eller laa rede til at tages i Brug, fik Lov at

gaa tilbage og hvile i Støvet.

— Man beklipper de grevelige Rettigheder, — skrev

han opbragt — man rykker frem med Beviser fra Aar-

hundreder tilbage; intet hjælper, man vil ikke høre nogen

Modsigelse.

Skylden tillægges Bernstorff, Reventlow, Colbjørnson og

Hertugen af Augustenborg. Varer det ved, henter Djævlen

alle Grevskaber, Baronier og Adelsmænd.


FØRSTE KAPITKL

Nu skulle vi alle være Bønder! —

Satte „de Fandens Bønder" ham mangt et graat Haar i

Hovedet, manglede der heller ikke Vanskeligheder af an-

den Slags, der nok kunde tære paa et pessimistisk Sind.

En Række daarlige Aar var fulgt paa hinanden og gik

haardt ud over de store Landbrug. Og skønt Greven ind-

skrænkede sin Husførelse til det mest mulige; skønt han

nægtede sig enhver Fornøjelse, „spiste paa Tin" og lod

hvert Klædningsstykke mange Gange omsy og vende, og

selv ikke sparede sig for at tage en Haand med i, kom

der ikke den forønskede Ballance i Tingene. Deri var

ikke mindst den nye Besiddelse Skyld, som han ved en

Arveproces havde faaet tilkendt i Grevskabet Laurvig.

I sin Tid var det bleven oprettet af Frederik d. 111 til

Sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve og var fra ham gaaet

i Arv til hans Descendenter, hvoraf den sidste, den beryg-

tede Kvindeforfører og Ødeland Grev Danneskjold-Laurvig

ved sin Død efterlod det i en fuldstændig renskrabet Til-

stand. Ved den Proces, der fulgte om Besiddelsesretten,

tilfaldt det endelig Langelandsgreven, der som Sønnesøn

af en af Ulrik Frederiks Døtre hørte til de arveberettigede

i første Linje.

Det var en farlig Tilvækst til en i Forvejen tungt be-

lastet Kasse.


ELISR AHLHFHLDT-LAURVIGEN

— Er Grev Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen ikke

en hovedrig Mand med saadanne tvende, store Godser?

— udbryder Grev Christian i en af sine mange Klage-

epistler, — og han svarer bittert — Ach nej; det er lutrer

Blændværk, lutter Gøglespil til at forblænde unge Folk med

og lokke dem Pengene af Lommen

Hvem han sigtede til med de drøvelige Bekendelser, var

ikke vanskeligt at gætte.

Mens Tiden gik for ham i alvorlige Bekymringer og

evindelige Beregninger over at bringe saa meget som mu-

ligt ud af sine vidstrakte, problematiske Besiddelser, var

der ganske andre Formaal, der stod den levelystne, pragt-

elskende unge Stamherre i Hovedet. Med ublandet Mis-

hag havde Faderen fulgt sin førstefødtes Udvikling og set

ham udfolde Egenskaber, der saa vist ikke havde meget

Lighed med hans egne.

Den Festivitas, der laa over Grev Frederiks Optræden,

den fyrstelige Rundhaandethed, hvormed han strøede Guld

om sig, som havde han selve Golcondas Skatte at øse af,

hans selskabelige Talenter, smukke Sangstemme og ud-

prægede Recitationstalent, hans Venlighed mod høj og lav

gjorde ham elsket og velset, hvor han kom hen. Ved Hof-

fet stod han i stor Gunst og gjorde hos det smukke Køn


FØRSTE KAPITEL

en fabelagtig Lykke." Og Grev Frederik var ikke den,

der lod Roserne dufte uænsede paa sin Vej.

Det skortede ikke paa faderlige Formaninger og Tilhold,

men de var som prækede ud for Vejr og Vind. Grev Fre-

derik kunde ikke forandre sine Tilbøjeligheder mer, end

han kunde forandre Naturens Orden. Det laa ham i Blo-

det at søge Skønhed og sprede Skønhed om sig, og Mid-

lerne, der maatte til, var og blev ham en underordnet Sag.

Havde Faderen haabet paa, at Ægteskabet skulde lægge

en Kapsun paa hans altfor flotte Vaner, blev han sørgelig

skuffet. Vistnok havde Grev Frederik femogtyve Aar gam-

mel holdt Bryllup med den unge Frøken Hedemann, Dat-

ter af den danske Landraad Hedemann til Himmelmark

og Mohrberg i Holsten, men det havde ikke gjort nogen

Forandring i hans hele Levesæt. Noget rigt Gifte havde

det heller ikke været. Seks tusinde Rigsdaler og et be-

skedent Udstyr var alt, hvad Bruden bragte med fra Hjem-

met; men Grev Frederik havde ikke ét Øjeblik tænkt paa

at spørge efter Medgiften. Han elskede sin milde og smukke

Charlotte med den hæftige Varme, der var hans letbevæ-

gelige Entusiastnatur ejendommelig, og da hun gav ham

Kærligheden igen med Renter, følte han sig mer end be

lønnet.


ELISE AHLHFELDT-LAURVIGEN

Da det slet ikke syntes at ville gaa op for ham, hvor

letsindigt han såa Livet an og hvor alvorligt det i Virke-

ligheden var, besluttede den strænge Fader sig til med

en Trumf at tvinge Sønnen til Fornuft.

Han gjorde det ved, med allerhøjeste Bevilling, at er-

klære ham umyndig. En Bestemmelse, der først hævedes

et Par Aar efter, at hans Sønnedatter havde sét Lyset det

samme Aar, han selv døde.

Den lille Komtesse, der havde faaet Navn efter sine to

Bedstemødre, Grevinde Elisabeth Ahlefeldt og Davidia

Margrethe Hedemann, voksede op som sine Forældres

eneste Barn. En Søn, der kom efter et Par Aar, en lille

Stamherre og Arving til Grevskaberne, døde kort efter

Fødslen og al Kærlighed og Omhu koncentreredes om det

eneste første lille Skud.

Det lille, lyslokkede Væsen, der såa ud i Verden med

et Par straalende, forventningsfulde blaa Øjne, var hele

Slottets Afgud. Alt hvad der hørte det til, fra Folkene op

til seks entusiastiske Fastre kappedes om at gøre hende

Tilværelsen saa rosenrød som mulig og det maatte blive

Moderens Opgave at sørge for, at den lille ikke helt skulde

forkvakles og gaa til Grunde i den Hyldest, der slog hende

i Møde fra hendes første Indtræden i Livet. Det var ingen


FØRSTK KAPITEL

let Sag, men Grevinde Charlotte var ikke mindre fornuftig

end hun var mild og blid, og hun fandt en god Støtte i

den tyske Guvernante, som var udset til at lede Komtes-

sens Opdragelse.

At det atter blev en Tysker, der Hk det vigtige Hverv,

faldt ganske af sig selv. Som født og baaren Holstener-

inde talte Grevinden bedre tysk end dansk, og da hun

fuld ud delte sin Mands Forkærlighed for tysk Litteratur

og Kunst, var det naturligt at en Landsmandinde af Goethe,

Schiller og Mozart blev foretrukken for andre Nationali-

teter. Og Valget viste sig at være godt. Fraiilein Philippi

var lige langt fra den himmelsvævende, virkelighedsfjend-

ske Romantik, der var oppe i Tiden, som fra den knas-

tørre Pædagogik og Hængen i Bogstavet, der heller ikke

var Tiden fremmed. Hun var et varmhjærtet, levende

interesseret Menneske og forstod fremfor nogen at vinde

sin unge Elev og give hende Forstaaelse af, at al ædel

Nydelse i Verden forhøjes ved Arbejde og kun opnaaes

gennem det; og de stille Timer, de to tilbragte i hinandens

Selskab, var til lige megen Glæde for Lærer og Elev og

dannede en højst nødvendig Modvægt til det brogede Liv,

der levedes udadtil paa Slottet.

Næppe var den gamle Greve bleven baaren til Jorden


10 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

af sine Bønder og begravet efter eget udtrykkelige Ønske

„uden Klokkeringning" og i al Stilhed, før Styret igen gik

fra den ene Yderlighed til den anden paa Tranekjær Slot.

Hans Søn begyndte straks med at feje de alderssvæk-

kede Bestemmelser og Traditioner væk, som Grev Chri-

stian med saa haardnakket Sejghed havde holdt kunstigt i

Live og iværksatte en Udskiftning af Jorden, der dog først

blev tilendebragt efter mange Aars Forløb. Samtidig tog han

fat paa Hoveriets Ophævelse og indførte overalt Forbedrin-

ger og Fornyelser, der kunde komme Bønderne til gode.

Men over de reformatoriske Bestræbelser glemte han ikke

sine æstetiske Interesser. Endelig var den Tid kommen,

da han uhindret kunde følge sit Hjærtes Trang og dyrke

de tre Muser, hvis svorne Tilbeder han var: Kalliope, Mel-

pomene og Thalia.

Han oprettede et fast Kapel paa Tranekjær, kaldte Mu-

sikere ind helt fra Bøhmen, Frankrig og Sydtyrol og lod

indrette Boliger til dem rundt om paa Godset og desforuden

importerede han en lille Skuespillertrup, der skiftevis gav

tyske og franske Stykker til Underholdning og Glæde for de

talrige Gæster, der daglig strømmede til det aabne Taffel

paa Slottet.

Grevens Gæstfrihed kendte ingen Grænser, og det Liv,


FØRSTE KAPITEL U

der formede sig i de høje, pragtfuldt udstyrede Sale, hvor

der hver Aften blev musiceret, deklameret og spillet Ko-

medie af udlærte Kræfter, har ikke sit Sidestykke i nogen

anden dansk Herregaardshistorie.

Langeland laa, saa at sige, paa den alfare Vej midt imel-

lem det sydlige Udland og Hovedstaden og et Ophold paa

den smukke 0, hos den kunstelskende Slotsherre var en

behagelig Afbrydelse i en lang og besværlig Søtur. En-

hver kunde komme og gaa, som han vilde, alle blev budt

Velkommen, hvad enten det var kongelige Højheder, der

var paa Rejse, fremmede Diplomater, Rangspersoner eller

gemene Borgerlige, Videnskabsmænd eller vejrbidte Sø-

' farende.

Det afvekslende, kosmopolitiske Selskab, der til alle

Aarets Tider drog ind og drog ud, blev en levende Kul-

turhistorie for den lille Elise, som med den største Fri-

modighed underholdt sig med de fremmede Gæster. Af

dem hørte hun om Begivenheder og Hændelser, der for-

taltes med det selvoplevedes hele Friskhed, om Forholde

og Mennesker og fremmed Sæd og Skik, om hvis Eks-

istens hendes jævnbyrdige knap havde en Anelse. Og hun

lærte sig efterhaanden at se med egne Øjne og ikke alene

efter vedtagne Formler og Regler, lærte endelig ogsaa, at


12 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

det ikke altid var i de højeste Cirkler, man fandt den so-

lideste Dannelse og de videstrækkende Kundskaber; at

der ikke var det mindste i Vejen for, at høj Byrd og tyk

Uvidenhed kunde gaa i Spand. Kom det end ikke ofte saa

utilsløret frem, som hos den gamle, holstenske Grevinde,

der ved Synet af Negertjeneren, som vartede op mellem

det øvrige Tjenerskab, forfærdet udbrød: — Men Gud,

smitter Mennesket da ikke af! —

Blond og slank og fin voksede hun op og fik uhindret

Lov til at udvikle de indre og ydre Egenskaber, gode Feer

saa rigelig havde betænkt hende med. Grev Ahlefeldt blan-

dede sig ikke meget i sin Datters Opdragelse, den han

ganske overlod til hendes Moder, men han holdt af at

have hende om sig, holdt især af at have hende med, naar

han red ud paa de lange Ture rundt om paa sine Besid-

delser. Og Elise vidste intet bedre. Hun var en dristig

Rytterske, udholdende som en Dreng og det var en Fryd

at give Hesten frie Tøjler, at flyve afsted som havde hun

Vinger, forbi de bølgende Agre og Enge, gennem Krat og

Skov og ned langs Stranden, hvor Sejlerne laa ude tykt

og tæt som en Flok Kæmpefugle med udspændte Vinger,

mens Vinden kom strygende salt og frisk og fik Blodet

til af prikke under Huden. Ogsaa paa Jagt fulgte hun ham


FØRSTE KAPITKL 13

i Efteraarstiden, naar Øen var som ét mægtigt Revier og

Luften dirrede af Hornsignaler, Hestetrampen, Bøsseknald

og halsende Hunde.

I Vintermaanederne laa Slottet i Reglen øde og tomt og

dets Ejer drog med samt sin indholdsrige Ark til Slesvig

By, hvor Prinsen af Noer i en Aarrække lejede ham sin

Gaard og hvor hans Familie ved Venskabs Baand nøje var

knyttet til det landgrevelige Hof. Dér fortsattes Livet hjem-

me fra Tranekjær med samme Pragtudfoldelse og samme

storstilede Gæstfrihed. Paa egen Bekostning arrangerede

Greven Lørdagskoncerter med fri Adgang for alle, lod sit

private Skuespillerselskab give Forestillinger paa Byens

Teater og foretog i den Anledning talrige Rejser til Ham-

borg, hvor den berømte Schrøder netop stod paa sin Kunsts

Højde som Stadtteatrets Leder og første bærende Kraft.

Det var ikke Smaating. den lille Ahlefeldtske Privatscene

lod opføre. Shakespeare, Schiller og Mozart hørte til de

faste Navne paa Repertoiret og intet blev sparet, hvor det

galdt Hensynet til den store Kunst.

At det ikke blot og bart var et Liebhaveri viste Greven

ved den Alvor han lagde i Tingene og den Iver han gik

Værks. Ingen Bekostning var ham for stor, heller intet

personligt Besvær, men han forlangte til Gengæld det sam-


14 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

me af sine Omgivelser. Mer end én Gang havde han selv

medvirketved mindre Syngestykker og endog optraadt Solo

ved en Kirkekoncert i Odense, hvor han under stor Be-

gejstring sang en Arie af Mozart; men holdt han sig ikke

selv tilbage, ønskede han ogsaa, at hans unge, velbega-

vede Datter skulde lade sig høre. Af Naturen havde hun

en høj, klar Sangstemme, der tidligt var bleven uddannet

af de bedste Lærere, og at Talentet forpligter, saa godt

som nogen Adel, var for Grev Frederik en uomstødelig

Læresætning, for hvilken alle smaalige Hensyn maatte vige.

Det er let at forstaa, at der for den megen Selskabelig-

hed og rastløse Virken ikke blev mange Stunder tilovers

til at dyrke det indre Familieliv. Men om noget intimere

Samliv mellem det grevelige Par var der i Aarenes Løb

heller ikke længer Tale. Den hæftige Kærlighed, Greven

oprindelig havde følt for sin Kone, var ganske af sig selv

glødet ud og han lagde ikke det ringeste Skjul paa sine

forandrede Følelser.

Stadig var han den uimodstaaelige for det blide Køn og

Fristelserne ved at møde saa megen blød Eftergivenhed,

saa aabenlys en Smægten og Sværmen blandt de skønne

i hans egen Stand og ikke mindst hos de smaa Teater-

damer, der intet heller ønskede end at tækkes deres høje


FØRSTE KAPITKL 15

Velynder og Herre, var overmenneskelige for et fyrigt Tem-

perament. Da endelig Tidens Tendens ikke gik i den pla-

toniske Retning og høj Rang og Byrd nærmest var at be-

tragte som en dækkende Kærlighedskaabe, behøvede Grev

Frederik ikke af den Grund at paalægge sig nogen Tvang.

Og han gjorde det heller ikke.

Men ogsaa fra en anden Kant var truende Skyer truk-

ket op over Familielivets før saa rene Himmel. Det var

den voksende Besværlighed ved at rejse de fornødne

Penge til at holde det fyrstelige Leben i Gang. Hele det

mægtige Apparat, de hundreder af forskellige Individer,

som var i det grevelige Sold, det daglige aabne Taffel og

ikke mindst Teatret paa Tranekjær og i Slesvig slugte hver

for sig aarligt Formuer og Indkomsterne strakte, hvor store

de end var, knap til det halve. De Laan, der efterhaanden

optoges paa Ejendommen var kun som Draaber i Havet,

Gælden voksede som en Stormflod og endelig såa Grev

Frederik sig nødsaget til med kongelig Bevilling at skille

sig af med Grevskabet Laurvig, der saa smaat var begyndt

at blomstre op og forrente sig igen.

Grevinde Charlotte stod ganske magtesløs overfor sin

Mands Ekstravagancer. Hun såa, hvor det bar hen, mær-

kede, hvordan alle Baand løsnedes og hvor fjærnt og langt


16 KLISE AHLEFELDT-LAURVIGKN

han var kommen fra hende og følte sin Vanmagt med sti-

gende Angst og Fortvivlelse. Hvad hjalp hendes egen

uforanderlige Kærlighed, naar Greven ikke engang lagde

Mærke til den og knap satte Pris paa, at den endnu var

til! For hendes Klager og Advarsler havde han absolut

ikke Øre, det gik dem ikke bedre, end det var gaaet den

salig afdøde Greves; og der blev ikke andet for hende at

gøre, end at græde sine Øjne tørre igen i Stilhed og i det

mindste overfor Verden prøve at holde Skinnet vedlige.

Hvad der til Nøds lod sig gøre udadtil, var ikke saa let

i det daglige Liv og det kunde ikke undgaaes at den lille

Elise omsider fik Øjnene op for, at alt ikke var i Hjem-

met, som det skulde være. En Opdagelse, der fyldte hende

med den hæftigste Sorg.

At se de to tilbedte Forældre, der i hendes Bevidsthed

var som ét, koldt vende hinanden Ryggen og gaa hver sine

Veje; at se sin Moder taarefuld og ulykkelig og maatte

finde Skylden hos den højt beundrede Fader, var en Hjærte-

sorg for hende, der gik saa meget dybere, som det var de

første Illusioner, der brast, det første Indblik i Følelser,

som ligetil da havde været fremmed for hende.

Hidtil var det lykkedes hendes omhyggelige Opdrager-

inder at holde Verdens Ondskab og Grimhed langt borte


FØRSTE KAPITEL 17

fra hendes- Sind. „Som et smukt poetisk Eventyr'' var Li-

vet gledet forbi hende, hvor hun var Heltinden og Heltene

de store Fortidens Heroer, der spillede deres ophøjede

Rolle uden nogensinde at træde fra deres Piedestaler ud

i Livet. Ikke den fjærneste Anelse havde hun om, hvad

Indtryk hendes unge, bedaarende Person gjorde, saa lidt

som nogen sukkende Kavaler havde formaaet at gøre Ind-

tryk paa hende selv. I en højere Fantasiverden levede

hun og sværmede rundt og i den klare, tynde Sfære følte

hun sig fuldkommen lykkelig og tilfreds.

Men nu kom Indflydelsen udefra og rev uharmoniske

Flænger i hendes ungdommelige Fantasier og gav Tankerne

andet at tumle med end de skønne Idealbilleder. Stadig

krebsede de om det samme Punkt og søgte at forske

Grunden til de forandrede hjemlige Forhold og Forældre-

nes Kulde mod hinanden. Og jo mer hun saå og forstod, jo

mer kom hun ud af Ligevægt.

Den megen hviskende og aabenbare Erotik, der hvirv-

ledes op, hvor blot Grev Frederik viste sig blev en farlig

Gift for et ungt Liv, der netop stod i det gærende Vaarbrud.

Ganske umærkeligt trængte den ind og satte Blodet i

raskere Fart. Og det uundgaaelige hændte. Hvad den om-

Elise Ahlefeldt-Laurvijjen 2


18 HIJSF AHLF.FELDT-LAL'RVIGEN

hyggeligste Opdragelse ikke kan hindre og ti Guvernanter

ikke afværge.

Hendes unge Hjærte og Sanser vaagnede og hun for-

elskede sig ganske paa egen Haand, uden nogens Vidende

og Vilje, i en af sin Faders Adjutanter. Og saa hæftig

tog denne første Opblussen fat, saa fuldstændig rev den

hende med, at hun glemte alt andet i Verden over ham

og tilsidesatte alle Skranker og Hensyn.

Grevinden kom dog snart under Vejr med sin Datters

Hjærtetilstand; men skjulte det for sin Mand. Om nogen

varig Forbindelse mellem det unge Par kunde der sim-

pelthen ikke være Tale, og hun bestemte sig til straks at

skille det unge Par. Og for sikrest at dæmpe den altfor

hidsige Brand, for alle Eventualiteters Skyld rejste hun

med Elise til Kiel, under det officielle Paaskud at søge

en bekendt Læge for et Halsonde, den unge Komtesse

havde paadraget sig.

Først senere hen fik Greven fuld Forklaring paa den

mystiske Halshistorie og blev dybt krænket og opbragt

over, at han, som Fader, ganske var holdt udenfor en saa

vigtig Sag.

Det kom til hæftige Scener med Grevinden, med haarde


FØRSTE KAPITKL H)

Beskyldninger fra begge Sider og Striden endte med, at

han forlangte lovformelig Skilsmisse.

Da Vinteren paany nærmede sig, drog Moder og Datter

atter til Sønderjylland, dog ikke denne Gang som vanligt,

for at rykke ind i den prinselige Gaard i Slesvig; men

for at slaa sig ned paa Godset Ludvigsborg ved Eckern-

forde, som Greven kort forinden af en fjærn Slægtning

havde købt „til og for sin Frue" og med den Hensigt ikke

mere at vende tilbage til Tranekjær Slot.

2*


GREV

II

Ahlefeldt blev Vinteren over i Ro paa Tranekjær,

hvor hans Nærværelse som Øens Befalingsmand

var uundgaaelig nødvendig.

Det skyldtes ene Kronprinsregentens Overtalelser, at han

var bleven staaende i Hæren. Kort efter at han havde over-

taget Grevskaberne, indgav han en Ansøgning om Afsked,

for ganske at kunne gaa op i sine civile Interesser; men

Hs. kgl. Højhed, der såa i ham ikke alene en Ven og

„sjældent fornuftig Patriot", men ogsaa en fremragende

Officer, paa hvem man nødig gav Slip, opfordrede ham til

at blive staaende, og Greven blev.

Belønningen for hans Eftergivenhed kom i Form af et

hurtigt Avancement. I Krigsaaret 1801 udnævntes han til

Oberstløjtnant og i det sørgelige 1807 til General, og Øens

Væbning blev ganske lagt i hans Hænder.

Selv om den overhængende Krigsfare til dels var trukket

forbi, var Tilstandene alt andet end fredelige. I Begyndel-

sen af Aaret 1808 sendte Napoleon, under Paaskud af at


ANDET KAPITKL 21

bringe Danmark Hjælp mod Sverrig, en Hærstyrke paa

femogtredive tusinde Spaniere, anført af Marquis de la

Romana op til Landet. Fjendtlighederne udeblev som be-

kendt, men Spanierne blev og tilbragte den ørkesløse Vin-

ter, frysende og bandende den usalige Skæbne, der havde

ført dem fra Hjemlandets Liv og Sol op i de iskolde Sne-

regioner. Efterretningen om, at Napoleon havde afsat deres

retmæssige Konge, Carl d. IV, til Fordel for sin Broder

Josef gjorde ikke deres Sindsstemning bedre. Misfornøjel-

sen steg til aabenlys Forbitrelse, det kom hist og her til

Mytteri ved Aflæggelsen af Troskabseden til den nye Konge

og som med én Mund forlangte Soldaterne at sendes hjem

til deres eget Land.

For at undgaa Oprør og Voldshandlinger besluttede Ro-

maira at lade dem faa deres Vilje, saa meget mer, som

det syntes, at Napoleon med Hensigt havde „glemt" Hjæl-

pehærens Eksistens, og han sluttede en hemmelig Over-

enskomst med Englænderne, der stadig sværmede om i

de danske Farvande, om at bringe dem fra Øerne over til

Fastlandet, hvorfra de til Fods maatte drage videre. 1 den

Hensigt lod han de forskellige Regimenter trække fra

Sjælland over til Fyen og for at sikre sig mod en mulig

Overrumpling fra dansk Side, lod han Nyborg Fæstning


22 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

besætte, afsatte den gamle Kommandant Baron Gulden-

crone og begyndte ufortøvet Overfarten til Langeland.

Endelig stod den titusind Mands stærke Hær paa øens

Grund og en Parlamentær sendtes øjeblikkelig til Trane-

kjær Slot med en Opfordring til General Ahlefeldt om

frivilligt at kapitulere.

Greven betænkte sig ikke et Øjeblik. Han lod ufortøvet

Svaret bringe tilbage. Det lød kort og godt: — Jeg er dansk

Officer, aldrig saa længe mine Øjne er aabne lader jeg

saaledes vanære min Nation. Mine Ejendommes Ruin er

ligegyldig for mig, men ej min Nation og min Ære." —

Ved fortsat Parlamentering kom dog et Kompromis i

Stand. Greven forpligtede sig til at underholde Spanierne,

saa længe de opholdt sig paa Øen og indestod med sin

Person for, at ingen fjendtlige Demonstrationer fra Befolk-

ningens Side skulde finde Sted. 1 Dagene der fulgte, hvi-

lede alt andet Arbejde paa Grevskabet og Bønderne kørte

fra Morgen til Aften Vognladninger fulde af Levnedsmid-

ler til den interimistiske Lejrplads, indtil endelig en skønne

Morgen i August Maaned de fremmede Gæster indskibe-

des paa engelske Krydsere og drog afsted hastigt og uop-

fordret, som de var komne, til lige stor Lettelse for alle

Parter.


ANDKT KAPITKL 23

Mens Greven stod midt i det pulserende Liv og ved

„sit Mod og Besindighed" bidrog til at holde Landefreden,

tilbragte hans to Damer en lang og trang Vinter paa det

nye Gods under de forandrede Omstændigheder. Kun Ryg-

tet om de truende Uroligheder og de store verdensrystende

Begivenheder ude fra de europæiske Slagmarker trængte

ind til dem i

Ensomheden

og tjente til Afveksling for

deres egne bedrøvelige Tanker. Forholdene havde udviklet

sig saa raskt og taget en saa uforudset Vending og Sorgen

over at skulle skilles fra den Mand, hun stadigt elskede

trods alt, var saa stor, at Grevindens Kræfter ikke strakte

til. Hendes Helbred led et Knæk, det aldrig forvandt, og

paa Lægens Raad blev en Baderejse bestemt, da Foraaret

nærmede sig.

Bedøvet og halv lammet af de uforudseede Begivenheder

havd^e Elise levet hele den lange, barske Vinter. Som en

Hvirvelvind var de kommen over hende og var med en

brutal Kraft faret frem og havde ikke skaanet hende for

noget. Men alt som Foraaret rykkede frem og Udsigten

til at forlade det paatvungne Opholdssted blev nærmere,

vaagnede Modet op paany og Forhaabningerne om, at Livet

ikke helt var færdigt, al Glæde ikke uddøet med hendes

attende Aar, brød som Solglimt gennem de tunge Skyer.


24 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

I Juni Maaned begav Moder og Datter fulgt af en Led-

sagerske og det behørige Tjenerskab sig paa Rejsen, der

førte gennem Holsten til det lille hessiske Kursted Neun-

dorf, hvor den fornemme danske Grevinde med hendes

smukke Datter hurtig blev Topfiguren i det Neundorfer

Aristokrati, den Sol, hvorom alle øvrige Planeter drejede sig.

Blandt Kurgæsterne hørte en Del unge Officerer, fran-

ske og tyske, der var komne for at hele og lappe paa de

Saar og Skrammer, de havde hentet i de forskellige, nylig

overstandne Træfninger.

Endnu dirrede Luften af Kanonbuldret fra Jena, Eylau

og Friedland og satte Lidenskaberne i Bevægelse og Fransk-

hadet brændte hedt og hidsigt bag de tilsyneladende saa

beherskede og rolige Overflader. Det havde sine Rødder

langt og stærkt udenfor Tysklands Grænser. Hvad enten

man var født sønden eller norden for Ejderen, var Sym-

patier og Interesser saa nøje knyttede sammen, at Forbit-

relsen mod den fremmede Magt, der truede med at opløse

det tyske Rige og knuse den gamle germanske Kultur,

maatte blive fælles.

Grevinde Ahlefeldt og hendes Datter dannede ingen

Undtagelse. Elises Hjærte var med de overvundne og

slagne, ikke mindst efter at hun selv havde lært Neder-


ANDHT KAPITF.L 25

lagets Bitterhed at kende og hendes Beundring for de

tapre Fædrelandsforsvarere var ubegrænset og gav sig ved

enhver Lejlighed til Kende.

Skæbnen vilde, at hendes Nabo ved Bordet blev en ung

fransk Officer, der ikke anede i hvor høj en Grad, han

mishagede sin charmante Bordfælle. Da han en Dag i Ta-

lens Hede dristede sig til at gribe hendes Haand, der fri-

stende laa tæt op til hans, blev hun ganske ude af sig

selv, rev den til sig og greb en Vandkaraffe, der stod foran

hende paa Bordet og hældte Indholdet over den, som for

at skylle hver fjendtlig Berøring væk, mens den unge

Franskmand stum og forfærdet såa til.

Den lille Episode fløj hurtig Badestedet rundt, vakte alle

Vegne den største Opsigt, og fremkaldte de forskelligste

Følelser. Hvor hurtigt hun end selv fortrød sin overilede

Handling og søgte at raade Bod paa den store Fornær-

melse, var der blandt Tilskuerne én, der ikke for Guld

vilde have den lille Demonstration ugjort, det var den seks-

ogtyveaarige preussiske Ritmester Adolf von Liitzow.

Hidtil var det ikke lykkedes ham at gøre den omsvær-

mede unge, danske Komtesses nærmere Bekendtskab og

da hans Ophold ved Badestedet snart var forbi, havde han

ikke gjort sig specielle Anstrængelser for at trænge ind i


26 HLISK ahlefeldt-laurvig{:n

Flokken af hendes Tilbedere; men nu opsatte han resolut

sin Afrejse og indfandt sig samme Dag hos Grevinden,

for at faa hendes Tilladelse til at gøre hendes Datter sin

Opvartning.

Den blev ham ikke nægtet. Der var intet andet end godt

at sige om den unge Mand. Af god gammel Mecklenbur-

geradel, omend ganske uden Formue, havde han allerede

indlagt sig store Fortjenester som Officer og havde en

smuk Karriere at se tilbage paa. Ved Auerstadt og Star-

gard havde han været med og var hver Gang bleven saa-

ret, den ene Gang i Haanden, den anden i Foden; men

Saarene var blevne plastrede paa med Fortjenstmedaljen

i Guld og forklejnede ham ikke i Kvindeøjne. Hans hele

ridderlige Fremtræden, den kraftige Skikkelse med det

blonde Hoved og det frejdige, lyse Blik var ham heller

ikke imod og ret længe varede det ikke, før hans Entu-

siasme fængede og vakte andet end blot og bar Medfølelse

hos hans ivrige unge Tilhørerinde.

Liitzow tænkte ikke længer paa at rejse. Han opsatte

Afskeden fra Uge til Uge og fortsatte ihærdigt sin Ridder-

tjeneste hos de to Damer, stadig i Haab om at finde Lej-

lighed til at sige det afgørende Ord. Men Grevinde Ahle-

feldt var denne Gang paa sin Post og søgte lige saa


ANDKT KAPITKL 27

ihærdigt at trække Tiden ud, for nærmere at lære den

unge Preussers gode Egenskaber at kende. Selv om hun

hurtig var paa det rene med, at hun personlig ikke vilde

have noget imod at se ham som sin Datters Mand, tænkte

hun paa Grevens Indvendinger og tøvede. Hun kendte

ham nok til at vide, at det kun vilde være med yderste

Møje at faa hans Samtykke til den Forbindelse; men at

det vilde lykkes, haabede baade Moder og Datter, og da

hendes Betænkeligheder endelig ogsaa kom Liitzow for

Øre, svor han højt og dyrt, at han ikke vilde raste, før

alle Hindringer var ryddede af Vejen og Elise blev hans.

Efter den Erklæring rejste han og Grevinden forlod

kort efter Neundorf og vendte efter et kortere Ophold i

Pyrmont omsider tilbage til Ludvigsborg igen. Saasnart de

atter var komne til Ro efter Rejsen, maatte der gøres Al-

vor af at underrette Greven om det passerede, og det gik,

som det var ventet.

Et bestemt Afslag fulgte paa Grevindens Anmodning.

Grev Ahlefeldt havde ganske andre Ægteskabsplaner for

med sin eneste Datter. Hans kæreste Tanke var en For-

bindelse mellem hende og hans ældste Brodersøn, Arv-

tageren til Grevskab og Stamhus, for derigennem at sikre


28 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

hende og sine direkte Efterkommeres Forbliven paa det

saa højtelskede Tranekjær Slot.

Nu i Steden at skulle tænke sig hende gift med en

Liitzow, en ukendt, preussisk Officer, uden Formue, uden

Rang og Forbindelser og uden andre Fortjenester end en

Tapperhedsmedalje og et Par stive Lemmer var en Ide saa

absurd, at den slet ikke var til at tage au sérieux. Han

forlangte bestemt, at den unge Mand ikke maatte besøge

Damerne paa Ludvigsborg, før han havde givet Tilladelsen.

Af Erfaring kendte han sin Datters letvakte Begejstring

og vidste hvilken Nimbus, der omgav en saaret Kriger.

At hun engang i Fremtiden vilde vide ham Tak for, hvad

hun nu ansaa for saa haardt, tvivlede han ikke om og

desuden, erklærede han kort og fyndigt, „at der var daarlige

Romaner nok til i Verden, uden at hun behøvede at for-

øge deres Tal. Og han ønskede ikke at se hende optræde

som en farende, kvindelig Ridder." —

Denne Gang forregnede han sig dog. En Gang havde

Elise ladet sig rive hen af sine Følelser, taget Skin for

Virkelighed og bødet haardt derfor. Anden Gang lod hun

sig ikke narre. Hvad hun nu følte, havde ikke den fjær-

neste Lighed med det ungdommelige Sværmeri, der straks

var steget hende til Hovedet som en Rus og havde taget alle


ANDET KAPITF.L 29

hendes Sanser fangen. Hun var mødtes med Liitzow i en

varm, stærk Begejstring for en fælles Sag, der rørte ved

dybere Strænge og som Modstanden kun bidrog yderligere

til at styrke og befæste.

Hun havde givet ham sit Ord og var ikke til Sinds at

bryde det, hvor lang en Tid, der skulde gaa, før hun fik

sin Vilje sat igennem.

Vinteren bragte ikke nogen Forandring i Tingene. Kun

Brevene fra den ventende Elsker lød stadig utaalmodigere,

som hans Troskabsforsikringer og Erklæringer stadig blev

hæftigere og mere indtrængende. Først efter at Greven i

Sommerens Løb havde gjort et kort Besøg paa Ludvigs-

borg og havde talt med Moder og Datter, efter at han per-

sonlig havde overtydet sig om, hvor stærkt hun var grebet

denne Gang og hvor fast hun stod paa sit Hjærtes Ret,

blev han noget mildere stemt og gav halvvejs Køb. Dog

kun paa den Betingelse, at Liitzow traadte ud af den preus-

siske Hær og bosatte sig i Danmark, hvor han ved sin

Svigerfaders Indflydelse hurtig vilde opnaa en Stilling ved

Hoffet.

Det var haarde Vilkaar for den ivrige Patriot, der i Mel-

lemtiden var avanceret til Major og havde kæmpet med

Hæder og Ære i det dristige Schillske Frikorps. Nu at


30 ELISE AHLEFHLDT-LAURVIGEN

skulle tænke sig den militære Løbebane som afsluttet og

endt og hans Kræfter ikke længer stillet i Fædrelandets

Tjeneste, men taget i Brug ved et fremmed Hof var Tan-

ker, der i højeste Grad var ham imod, og han udkastede

den ene eventyrlige Plan efter den anden, alle med det

Formaal at omgaa de strænge faderlige Bestemmelser og

dog at vinde den elskede for sig og sit Land.

— „Tro mig — skrev han overtalende — du vil finde

en bedre Modtagelse her hos mine Landsmænd, end jeg

nogensinde kan vente at finde hos dine." —

Men hans Umage var spildt. Grev Ahlefeldt var ikke

til at rokke og Elise vovede ikke atter at sætte sig op

imod ham. Da ingen anden Udvej var at øjne, gav Liitzow

sukkende efter, sendte en Begæring om at maatte træde

i fremmed Tjeneste til Berlin og sine Papirer og øvrige

Legitimationsbeviser til den mistroiske Svigerfader og ven-

tede utaalmodigt paa hans endelige Afgørelse.

Greven syntes dog ikke endnu at have overvundet alle

Betænkeligheder, han lod Tiden gaa hen i pinlig Uvished

for det unge Par, til det endelig blev Elise for broget.

Som sin Faders ægte Datter var passiv Uvirksomhed hende

det værste af alt, hun havde længe brændt efter at tage

aktiv Del i Bestemmelsen om sin Fremtids Skæbne


ANDET KAPITKI. .^ 1

Og nu Opsatte hun det ikke længer, men tog til Langeland

og talte sin egen og sin elskedes Sag med saa megen

Varme og Overbevisning, at Faderen gav sit endelige Minde

til Forbindelsen,

Først da, efter to Aars trofast Venten, fik den haardt-

prøvede Major Tilladelse til at besøge sin unge Brud.

Bryllupet blev aftalt med det samme og stod om Foraaret

i Marts Maaned, hvorefter det unge Par drog til Berlin,

for at besøge den Liitzowske Familie; mens Grevinden

kort efter brød op fra Ludvigsborg og flyttede til Køben-

havn.

Grev Ahlefeldts økonomiske Vanskeligheder var ikke

bleven mindre i de Par Aar, der var forløbet siden Skils

missen. De var stadig lige haabløse og overhaandtagende.

Hvad der kunde behæftes og afhændes blev pantsat og

solgt og de Ejendomme, den gamle Greve med saa „stor

Møye og Bekostning" havde erhvervet og hans Søn ud-

videt og afrundet, spredtes nu gennem Sønnesønnen paa

forskellige Hænder. Til dem hørte først og fremst Godset

ved Eckernforde, der var købt i Grevindens Navn og hvor-

til hendes lille Medgift, de seks tusinde Rigsdaler, var gaaet.

Da Greven ikke længer „saa sig i Stand til at bestyre

en saa vigtig Ejendom", gik Salget tilbage, og den Sum,


32 i-:lise ahlefeldt-laurvigen

der allerede var udbetalt, gik tabt. Under de Omstændig-

heder lod det sig ikke gøre straks at udrede Elises Med-

gift, lige saa lidt som hun kunde faa den aarlige Rente-

penge, der var bestemt til hende. Men heller ikke paa

anden Maade kunde Greven sikre sin Datter, som han

havde tænkt. Det var trykkede og magre Tider, der fulgte

paa det engelske Overfald; om nogen indbringende Hof-

stilling for den fremmedfødte Svigersøn kunde der simpelt

hen ikke være Tale, saalænge Landets egne Børn sloges

om hver usselig, lille Bid. Der blev kun én Udvej tilbage.

At lade Liitzow overtage et af de Godser, som hørte Grev-

skabet til og lade ham nedsætte sig der som dansk Land-

junker.

Havde Hofstillingen været denne imod, var dette sidste

Alternativ dog langt værre. Mer end nogensinde følte han

sig knyttet til sin oprindelige Livsstilling og sit Hjemlands

Jord, hvor Frihedstrangen og Kamplysten tog stærkere Fart

for hver Dag, der gik, og hvor der snart vilde være Brug

for hver vaabenførende Arm. Han havde jo nu opnaaet,

hvad han i Aaringer havde stridt for, han havde sin Elise,

og hun ønskede intet bedre end at blive, hvor hun var

og se ham tilfreds. Med aabne Arme var hun bleven mødt

i Berlin. Hendes Mand havde ikke taget Munden for fuld,


ANDET KAPITEL 33

da han forudsagde hende en varm Modtagelse. Hos hans

egen Slægt, ved Hoffet og i de større militære Krese, over-

alt behøvede hun blot at vise sig, for at ses og sejre.

Intet Under, at hun snart følte sig hjemme og ikke higede

efter straks at vende tilbage til de usikre Forholde paa sin

Hjemstavns 0. Da Grev Ahlefeldts Opfordring denne

Gang ikke havde Form af en kategorisk Befaling, men

snarere lød som en Henstilling til at tage under Over-

vejelse, var der ingen Grund til at forhaste sig og Tiden

gik hen med Underhandlinger og stadig Uvished, til Efter-

retningen om Moderens Død faldt som et Tordenslag midt

i hendes unge Lykke.

Grevinde Charlottes svækkede Helbred havde ikke kun-

net modstaa den sidste smertelige Afsked. Længslen efter

den elskede Datter og Sorgen over de ulykkelige Forholde i

det Hele havde været for meget for hende og stille tæ-

redes hun hen og døde, just som Foraaret brød frem, to

Aar efter at hun havde forladt Ludvigsborg.

Det var et Tab, som aldrig helt kunde forvindes. Med

Moderens Død brast det stærkeste Baand, der havde bundet

Elise til Hjemlandet og al Tale om at flytte tilbage til

Danmark døde væk, især da Tiden var rykket nær, hvor

Elise Ahlefeldt-Laurvigen 3


34 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Gæringen og Uroen, der saa længe havde ulmet, truede

med hvert Øjeblik at bryde løs for Alvor. Preussen kunde

ikke undvære én af sine Sønner og Liitzow havde vundet

sit Maal, for en Gangs Skyld uden Saar og Skrammer.


III

\ ÅRET 1813 brød frem og med det fulgte Frederik Vil-

jr\. helm d. III af Preussens „Opraab til mit Folk", der

overalt modtoges med ublandet Jubel.

Folket havde længe kun haft én Tanke, at rejse sig i

Samdrægtighed og heller gaa Døden i Møde paa Slag-

marken end længer at finde sig i Napoleons Tyranni.

Gang paa Gang havde Regeringens og Hærens øverste

Ledere, Stein og Hardenberg, Gneisenau og Scharnhorst

forelagt Majestæten Udkast og Planer til en organiseret

Rejsning og Gang paa Gang havde Forbitrelsen været paa

Nippet til at slaa ud i lyse Luer; men Frederik Vilhelm

vaklede og trak den endelige Bestemmelse ud saa længe

som muligt.

Det syntes halsløs Gerning, at begynde en Krig mod den

overmægtige Fjende under de fortvivlede Omstændigheder.

De tre Fjerdedele af Riget var i Franskmændenes Hæn-

der og deres Overhoveder nøje knyttede til Napoleon enten

ved Venskab eller Slægtskab; hans eget nylig saa blom-


36 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

strende Preussen var beklippet og sønderlemmet til kun

Torsoen var tilbage. Han vovede ikke længer at stole paa

sin Hær, hvis Faatallighed ikke kunde opvejes af det mest

gudsforgaaende Mod, Selv havde han været med i

Thii-

ringen, ved Jena og Eylau og sét de gamle „Kærnetrop-

per", Frederik den stores Stolthed, slaaede og splittede

som Støvfnug af den overmægtige Fjende og han gøs til-

bage for at ofre mer af sine Undersaatters røde Blod. Men

Situationen tilspidsedes mer og mer og noget Valg blev

ham snart ikke levnet.

Den foregaaende Vinter havde bragt skæbnesvangre Om-

væltninger i Forholdene. Felttoget mod Rusland havde

været en Række Uheld for den hidtil „uovervindelige",

hans „store Armé" var bleven knækket og knust af Sult

og Kulde og samme Skæbne var overgaaet de preussiske

Forbundstropper. Da endelig disses Øverstbefalende, Ge-

neral York, paa Tilbagevejen vendte Napoleon Ryggen og

paa egen Haand sluttede en Overenskomst med Russerne,

var Tærningerne kastede og den preussiske Konge havde

ikke andet at gøre, end at staa Last og Brast med sit op-

hidsede Folk.

Aldrig nogensinde er et Krigsopraab bleven mødt med

større Bevægelse og større Offervillighed end dette Fre-


TREDIE KAPITEL 37

derik Vilhelms. Som en livsvækkende Foraarsbrise strøg

det hen over Riget og vakte overalt Haab og Mod. Fra

alle Egne strømmede det til med frivillige Gaver og Mand-

skab. Hvem, der havde Overflod udstyrede hele Kolonner

og sendte Vognladninger fulde af Vaaben og Proviant til

de militære Depot'er, hvem, der kun havde til Dagen gav

Husgeraad og gammelt Arvesølv. Elskende Par sendte de-

res Forlovelsesringe til Smeltning og fik Jernringe i Ste-

den, — ,Jern for Guld" — og selv de usleste Egne holdt

sig ikke tilbage. Grubefolkene sled i ugevis for halv Dag-

løn, for at kunne sende Resten til de lokale Indsam-

lingskommiteer, smaa Fabrikspiger, der intet andet ejede,

skar deres lange Fletninger af. Enkerne gav deres Skærv

og den fattige Thiiringerhyrde solgte sit sidste Lam for at

skaffe sig Vaaben og møde i Tjenesten. Ingen betænkte

sig et Øjeblik paa at give sit bedste og dyreste, for blot

at være med og tage Del i det „hellige Befrielsesværk."

Den gamle General Bliicher blev betroet Overledelsen

af den østlige Hær. Mismodig og nedbøjet havde han truk-

ket sig tilbage paa sit Gods i Pomm.ern efter Nederlaget

i 1805. Nu vaagnede han op og drog afsted fulgt af sin

Søn, saa lykkelig som til en Brudefærd, og svor ved sig

selv. ikke at ville hælme, før han havde givet Tyrannen


38 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

igen med Renter de Smædeord, han havde ladet falde.

Før „le vieux renard" havde Tænderne saa fast i Løvens

Nakke, at han enten maatte give fortabt eller bløde sig til

Døde.

Frederik Vilhelm havde forlagt Residensen til Breslau,

der i en Haandevending forvandledes fra en fredelig Han-

delsstad til en larmende Lejrplads, hvor høje militære

og Menige af alle Vaabenarter mylrede om hinanden. Til

de første hørte Liitzow, der havde faaet den Opgave at

danne et Frikorps i Lighed med det Schillske, og skulde

tjene til at falde Fjenden i Ryggen og operere paa egen

Haand, føre en lille Krig for sig i den almindelige store.

Fulgt af Elise kom han derned og tog ind paa Gæst-

givergaarden „Det gyldne Scepter" og opslog sit Indskriv-

ningskontor i den tilliggende Skænkestue.

I det mer end beskedne Lokale med de umalede Borde

og Bænke, det sandstrøede Gulv og i den alt gennem-

trængende Ølstank sad den unge Frue Dagen lang, lykkelig

over at kunne hjælpe sin Mand og tage Del i Arbejdet for

sit nye Lands Genoprejsning og i den anstrængte Virk-

somhed for en Tid glemme sin egen Sorg og Smerte. Og

Tilstrømningen var fra første Øjeblik overvældende.

Liitzows Navn havde Klang i unge Øren. Hans Deltagen


TREDIE KAPITEL 39

i de store Træfninger og Beretningerne om hans ukuelige

Mod borgede for, at han som Fører ikke vilde vige tilbage

for nogen Fare.

Knap var Efterretningen om Hvervningskontoret i „Det

gyldne Scepter" naaet rundt om til Universitetsbyerne, før

Skarer af frivillige meldte sig og stod rejseberedte paa faa

Timers Varsel. Vejene, der førte til den schlesiske Hoved-

stad, kunde være aldrig saa ufarbare i den kolde Februar-

maaned, de franske Vagtposter aldrig saa chikanøse, frem

naaede de i Ilmarsch, drevne af deres egen brændende

Iver og af de tilbageblevnes opildnende Tilraab: — Vi

følger snart efter!

Var Begejstringen stor inden „Sceptret" var naaet, min-

dre blev den ikke, naar de traadte ind i Skænkestuen og

hilstes Velkommen af „Chefens unge, dejlige Hustru." 1

de plumpe Omgivelser virkede hendes forfinede, sortklædte

Skikkelse med de fuldendte Hænder og de udtryksfulde,

straalende Øjne dobbelt stærkt; syntes for de unge Musa-

sønner som et højere Væsen, som selve Sejrens Gudinde,

den ophøjede Nike.

Men ikke Studenter alene var det, der efterhaanden

strømmede sammen om den Liitzowske Fane. Skaldede

Professorer kom Side om Side med langlokkede Kunst-


40 KLISH AHLEFHLDT-LAURVIGKN

nere, Borgerskab, Gejstlighed og Adel troppede op i bro-

derlig Enighed. Til dem hørte Liitzows yngre Broder Vil-

helm og Svogeren Grev Dohna-Wundlacken, der begge

gjorde Felttoget med som Officerer. Blandt Officererne var

ogsaa den halvfjerdsaarige, evigt forsorne Ritmester Fischer,

der drog mod Franskmændene med et mægtig, gammelt

Bøddelsværd, som det eneste, der kunde forslaa i Stør-

relse, og Friluftsapostlen Ludvig Jahn, en ikke mindre

mærkelig Fremtoning. Hvidhaaret i Tyveaarsalderen af

Sorg over Fædrelandets Skæbne, langskægget og usoig-

neret af Tilbøjelighed og „Natur", oppositionel til Fana-

tisme, en varmhjærtet og flammende Ungdomslærer og

Skribent, der til Punkt og Prikke fulgte sit Valgsprog: —

frisk, fri, from og frejdig. Hans Modsætning i det ydre,

men en ligesaa varm Tilhænger af den tyske Enhedstanke,

af de folkelige Ynglingeforeninger af Fichte og Schilling

var Vennen Frederik Friesen, den „ædle Siegfriedsskik-

kelse uden Plet og Lyde", der blot behøvede at vise sig

for at vinde sine Medmenneskers Hjærter. Og endelig

kom i den ellevte Time Musers og Gratiers Yndling, Dig-

teren Theodor Korner, der opholdt sig i Wien, da Bud-

skabet om Opstanden lød. Uden at betænke sig et Øje-

blik tog han Afsked med sin elskede, forlod sin Stilling


TRHOIE KAPITHl. 41

ved Hofteatret og rejste Dag og Nat for at komme tidsnok

til at faa alt med fra Begyndelsen.

Det var en travl bevæget Tid, hvor alle besjæledes af

samme Aand og kun levede for den ene store Tanke. Ikke

ét Minut gik til Spilde, selv Natten blev taget i Brug.

Gader og Torve forvandledes til Eksercerpladser, hver

offentlig Bygning var en Kaserne og Hjemmene Lasaret-

ter, hvor Charpi og Forbindsstoffer f^'ldte op i hver en

Krog.

Haandværkerne arbejdede paa Livet løs, Smede, Bøsse-

magre og Skræddere havde ikke et Øjebliks Rast og ende-

lig kom det Øjeblik, da Mandskabet var fuldtalligt, Vaab-

nene i Stand, de sorte Uniformer med de røde Kantninger

og Guldknapperne færdige til at trækkes paa og Korpsets

højtidelige Indvielse i den evangeliske Kirke i den

liggende, lille Landsby Rogau kunde gaa for sig.

nær-

Korner skrev den højtidelige Indtrædelseshymne, men

paa et hængende Haar var Digteren selv ikke kommen

med. Den Skrædder, der syede hans Uniform, kunde trods

al sin Flid ikke naa at faa den færdig i rette Tid, og Digte-

rens Løfte om Guld og grønne Skove rørte ham ikke en

Smule. I Fortvivlelsen søgte han Chefens Hustru og besvor

hende at tale den genstridige Mand til Rette, og Elise lovede


42 l-IJSK AHLEFFLDT-LAURVIGEN

det med et Smil. Hun holdt sit Ord og hun talte Digte-

rens Sag, saa den arme Skræddersjæl gik op i Fyr og

Flamme og syede Nat og Dag ikke én Uniform, men to,

lagde endelig Saks og Alen paa Hylde, krøb selv i den

ene og mødte som frivillig frem paa den højtidelige Dag.

— Det var storslaaede, ophøjede Timer, vi tilbragte i

den lille Kirke, der var smykket til Ære for os — skrev

Korner hjem i et Brev — Ikke et Øje var tørt, da vi svor

at ville kæmpe til sidste Blodsdraabe i Menneskehedens,

Fædrelandets og Religionens Navn. At ville sejre eller dø

for den retfærdige Sag.

Ved den almægtige! 1 de Øjeblikke flammede Offervil-

ligheden i hvert Bryst og Hjærtet slog i Heltemod. Det

greb os saa meget mer, som de fleste af os vel drager ud

i den sikre Forudfølelse, at det er vor sidste Gang —

— Men ingen Død er mild som den, at falde for en

fjendtlig Kugle. Hvad der ellers gør Dødsøjeblikket saa

svært, Tanken om deres Sorg, der er os de bedste og kæ-

reste paa Jorden, taber sin Bitterhed, fordi man véd, at

selve den ophøjede Dødsmaade vil hjælpe til at læge deres

dybe Hjærtesaar —

Hans Forudfølelse bedrog ham ikke.

Kun faa Maaneder efter, at den „sorte Skare" havde


TREDIF KAPITHL 43

begyndt sin „vilde, forvovne Jagt" blev han ramt under en

lille Træfning ved Gadebusch og fandt den milde Død,

han selv saa nylig havde beskrevet.

Kammeraterne flettede en Krans af Egeløv og lagde om

hans Pande, ham selv lagde de under et fritstaaende Træ

udenfor Skoven ved Wobbelin og indbrændte med en glø-

dende Ladestok i Barken: — Theodor Korner. Den 16.

August 1813.

Indskriptionen var kort, som hans krigeriske Løbebane

havde været det. Men mere behøvedes ikke. Hans Navn

var det, der kastede Glans over Frikorpset langt ud over

Tiderne og sikrede Lutzowerne Plads blandt de udødelige

Bedrifter i Hjemlandets Historie, som hans Krigssange

var de Gnister, der fløj Tyskland rundt og overalt tændte

Hjærterne i Brand.

Trods de Besværligheder og Farer Feltlivet bragte med

fulgte Elise Korpset, saalænge det kæmpede paa tysk Grund.

At deltage i Fægtningerne og optræde med Vaaben i Haand,

følte hun sig ikke kaldet til, en Jeanne d'Arc vilde hun

ikke være, kun mægtede hun ikke at slaa sig til Ro, naar

Sjæl og Hjærte var med de kæmpende, naar Luften dir-

rede af Spænding og Tankerne „fløj langt ud over Sy- og

Strikketøj."


44 ELISE AHLEFELDT-LAL'RVIGEN

Og der kom Anledning nok for hende til at lægge sin

Tapperhed og sin „mandige Sjælsstyrke" for Dagen. Med

utrættet Omhu plejede hun de syge og saarede, opmun-

trede de trætte og udasede og dæmpede mangt et Oprørs-

udbrud blot ved et venligt Ord.

Det kunde ikke være andet, end at der i en saa uens-

artet og lidet krigsvant Skare maatte opstaa mange Slags

Forviklinger og uforudsete Besværligheder. Tiden havde

været knap, Forberedelserne saa forjagede, at Eksercits og

Ekvipering var bleven, som den bedst kunde. De fleste

af Rytterne havde i deres Levedage aldrig redet overskrævs

paa andet end en Stol, nu at skulle hænge Dag ud og Dag

ind paa en ubekvem Saddel, som oftest af et rent for-

historisk Snit, der i Huj og Hast var hentet frem fra Lof-

ter og Krinkelkroge, var en lige stor Pine og Plage for

baade Mennesker og Dyr.

Begejstringen maatte være uhyre, skulde den kunne

modstaa de stadige Smaapinerier. Men takket være Korp-

sets milde Skytsaand, slukkedes den ikke et Øjeblik.

Kunde hun, den forfinede, danskfødte lille Komtesse

finde sig i Savn og Mangler og bringe de største person-

lige Ofre for Retfærdighedens og Menneskehedens Sag,

hvad maatte de saa ikke kunde udholde, der sloges for

Liv og Hjem, for Fædrelandets hele Eksistens!


Syngende drev hun dem i

TREDIE KAPITHL 45

Doden, og der var ikke én

i den hele Skare, der ikke følte sig som hendes kaarne

Ridder og følte det som en dobbelt Æresførpligtelse at

kæmpe og dø i hendes Navn!

I det blodige Slag ved Gohrde blev Liitzow saaret for

fjerde Gang i sit Liv. Dér faldt, blandt andre tapre, den

menige Jæger Renz, som viste sig at være et nittenaarigt

Pigebarn, Eleonora Prohaska. Under Slagets Gang havde

hun revet Trommen fra en falden fransk Trommeslager

og stormede fremad, mens hun ustandselig slog til An-

greb, indtil en Kugle traf hende og strakte hende til Jor-

den. Ogsaa hun blev begravet under fuld militær Honnør

og fik en Støtte rejst til Minde om sit uforfærdede Mod

og brændende Fædrelandskærlighed.

Fulgt af vekslende Held og Nederlag fortsatte de ufor-

færdede Liitzowere deres Udenomstilværelse og kom paa

deres Strejftog langt udenfor det egentlige Kampgebet og

maatte tjene andre Formaal til bedste. Et mægtigt Tah led

Korpset endelig ogsaa ved Frederik Frlesens Død.

Efter Korner var han bleven Liitzows Adjutant og havde

ved sine hjærtevindende Egenskaber ogsaa taget dennes

Popularitet i Arv. Nu føjede hans tragiske Endeligt Mar-

tyrglansen til.


46 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Det indtraf, efter at Krigen var ført over paa fransk

Grund. Med sine Jægere var Liitzow paa Vej til Reims,

da et pludselig Overfald splittede dem fra hinanden og

Friesen blev skilt fra sin Afdeling. Under Forsøget paa

at finde tilbage, var han kommen ind i en Skov, hvor han

strejfede om, til han stødte paa en Flok bevæbnede Ar-

dennerbønder, der i den fremmede Officer saå et kær-

komment Bytte og uden videre skød ham ned. Blodig og

nøgen, udplyndret til Skindet lod de ham ligge igen til et

Par Vejfarende kom forbi og forbarmede sig over Liget

og fik det transporteret til den nærmeste Købstad, hvor

Borgmesteren lod ham begrave med al katolsk Pomp og

Stads. Dog, allerede Aaret efter lod en Ven hans Kiste

opgrave og førte den til Tyskland, i den Hensigt at lade

ham hvile i den Jord, han elskede overalt.

Efterretningen om den skændige Dødsmaade vakte over-

alt den hæftigste Harme og Sorg i Hjemlandet. Digterne

sang over ham og Ungdommen græd over deres forgudede

Helt. Til dem hørte Elise.

Ingen havde i hele hendes omskiftelige Liv gjort et dy-

bere og renere Indtryk paa hende end den unge, rigt be-

gavede Matematiker og Filosof. Hun følte sig draget mod

ham som mod en Tvillingsjæl. To lyse, blaaøjede Skik-


TREDIE KAPITEL 47

kelser var de begge, som runden af samme nordiske

Stamme, med samme Skønhedsbegejstring og samme høje

Kultur og et sværmerisk Venskab var opstaact mellem

dem, som kun hin Venskabets Tidsalder kendte Mage til;

hvor selv det overnaturlige, „den sjette Sans" spillede

med ind.

Elise „følte" hans Død, vidste, at noget skrækkeligt

maatte være tilstødt ham, samme Dag, han blev myrdet.

Om Natten havde hun haft et varslende „Syn". Hun saå

ham med blodigt Hoved staa ved Fodenden af sin Seng og

pege paa sine dybe Saar; og saa levende var Synet, at hun

i Rædsel for op og kaldte paa Pigen, der sov i Værelset

ved Siden af; men intet havde sét eller hørt. Og først

flere Dage efter fik hun Bekræftelse paa sine uhyggelige

Anelser.

Krigsaarene gik til Ende^

Hvad der var forekommet Frederik Vilhelm et rent og

skært politisk Selvmord, som kun den yderste Nød havde

tvunget ham ind paa, var falden ud som en straalende Sejr.

Tyrannens Magt var brudt, Tysklands Jord atter i tysk

Besiddelse og Preussen rykket op paa den Førerplads, Fre-

derik den store havde efterladt den.


48 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Med en ukuelig, glubsk Haardnakkethed havde den gamle

Bliicher forfulgt sit Maal og faaet den Satisfaktion, han

saa hidsig forlangte. Den tyske Ære var hævdet til det

yJerste og som en Triumfator kunde han atter vende hjem

med Resterne af sin tapre Hær.

Under Sang og Klang var de dragne ud, under Sang og

Klang vendte de tilbage, for „at hænge Sværdet ud i det

befriede Fædrelands Egeskove" og høste Frugten af deres

utallige Savn og Lidelser.

Liitzow havde ikke undgaaet den Skæbne, der syntes

forud at have udset ham til at skulle bøde med sit Blod

i hver større Træfning. Ved Ligny var han paany bleven

saaret og til Napoleons store Tilfredsstillelse ført bort som

Fange. Den sorte „Røverbande" havde været en Torn i

Kejserens Øje og ingen Skæbne syntes ham dens forvovne

Fører for haard.

Først efter den afgørende Sejr ved Waterloo kom Fangen

atter paa fri Fod og kunde vende hjem til sin ængstelig

ventende Kone, der kun stundede efter atter at faa ham

under sin kærlige Røgt og Pleje og med Kammeraterne

samledes de endnu en Gang i Berlin, før hver igen drog

hjem til sit.


TRF.DIR KAPITRI, 49

Efter nogen Tids Forløb forsattes Lutzow som Oberst-

løjtnant til Konigsberg og derfra videre til forskellige Gar-

nisonsbyer, til han endelig fik Udnævnelse som Brigade-

kommandør med fast Bolig i Miinster.

Elise Ahlefeldt-Laurvij{en


DET

IV

var en i mange Henseender mægtig Overgang at

komme fra det urolige Feltliv med dets dramatiske

Spænding, dets op og ned og evige Omveksling til en lille

indeklemt By som Miinster.

Selv det mindste Garnisonshul i de østlige Provinser

havde et friskere Præg og større Liv end dette westfalske

Stykke Middelalder, der laa som en Forstening med sine

ældgamle Kirker, sine gamle Huse og stive Sæder og

Skikke.

Der skulde en Sindets ungdommelige Elasticitet til, for

ikke straks at give efter og bukke under for den Kedsom-

hed, der slog den fremmede i Møde fra den højtidsfulde

Søndagsstilhed, der Aaret rundt rugede over det lilliput-

agtige Samfund.

Men Elise, der alt havde mødt saa mange bratte Over-

gange i sit unge Liv, gav ingenlunde fortabt, hvor frem-

medartede Forholdene end forekom hende. Hun havde sin


FJKRDH KAPITKL 51

Mand og sine kunstneriske Interesser, dem hun nu ende-

lig igen kunde dyrke i Fællesskab med ham.

Hidtil havde Livet revet dem med. Ydre Begivenheder

havde lagt Beslag paa hver Tomme i

deres Sjæl og formet

hver Tanke, og ikke et Øjeblik havde hun haft Liitzow for

sig selv. Men gladelig havde hun delt ham med Fædrelandet,

saalænge det var i Fare og sét ham udfolde sig i al sin

ridderlige Glans. Hun havde lært ham at kende som

den udholdende Rytter og glimrende Hærfører, sét hans

Tapperhed og Snarraadighed, hans Magt over sine Under-

givne og hans Taalmodighed i de lange smertefulde Saar-

feberdage og Nætter; og hun beundrede ham -og elskede

ham for det.

Dog, det var alt i alt kun én Side af hans Væsen, der

hørte hans Stilling til og paa en Maade fremelskedes og

fremhævedes af den, nu galdt det at finde de aandelige

Berøringspunkter, der forst skulde give deres Samliv den

rette Balance. Der skulde gøre det til, hvad hun havde

drømt om fra sine tidligste Dage.

Og trøstig gav hun sig i Færd med at indrette Hjem-

met, fyldte det med Blomster, Billeder og Bøger, med alle

de Midler, der stod til hendes Raadighed, prægede det


52 KLISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

med sin egen Personlighed og aldrig svigtende Skønheds-

sans — og ventede forhaabningsfuld.

Men Ventetiden blev lang og Forhaabningerne fik Lov

til at dø ud af sig selv. Det var som Krigen ganske havde

udtømt Liitzows Kræfter og kun ladet de banaleste Rester

tilbage.

Han, som kunde vise en Foretagsomhed og en Fantasi,

der grænsede til det eventyrlige, saalænge det drejede sig

om nye Felttogsplaner og dristige Rytterangreb, stod fuld-

stændig uforstaaende og sløv overfor det huslige Livs smaa

Foreteelser. Og Kunst, Æstetik, alt hvad der hørte det

højere Aandsliv til, var for ham det rene hebraisk.

En fintbygget Hoppe og en veltilreden Skimmel bragte

ham langt mere i Affekt end Synet af det skønneste Bil-

ledværk formaaede og alt andet stod i Forhold dertil.

At mødes med sin Kones højtflyvende Ideer, blot at

gøre et lille Forsøg derpaa, faldt ham end ikke ind. Spor-

løst gled hendes ivrige Bestræbelser forbi ham og med et

godmodigt Smil blev hvert lille Haab om. en inderligere

Forstaaelse ubehjælpelig stedt til Jorden.

Det var rimeligt, at det berømte Pars Ankomst til Byen

straks satte denne i den hæftigste Spænding. Om et Svane-


FJERDE KAPITEL 53

par var dalede ned i et afsides liggende Mosehul, kunde

Bevægelsen paa den stille Overflade ikke have været større.

Og længe varede det ikke, før alt, hvad der i Miles Om-

kreds fandtes af Aands- og Fødselsaristokrati kom, for at

gøre Brigadekommandøren og hans bedaarende Frue deres

Opvartning.

En mærkeligere Samling Individer end dem, der havde

hjemme i det lille Samfund var ikke let at træffe paa. I

Læ af de stive Former og nedarvede Traditioner fik Sær-

hederne rigelig Plads til at brede sig, og Miinster var ikke

for intet kommen i

Ry for sine „menneskelige Forstenin-

ger". Dog var der ogsaa Mennesker imellem, som af Skæb-

nen var førte derhen og nødtvungent havde maattet slaa

sig til Ro og som kun trængte et friskt Pust udefra, for

at vaagne op til nyt Liv.

Til dem hørte den bekendte Historiker Frederik Kohl-

rausch, hvis Fædrelandshistorie lige var udkommen og

havde gjort sin Forfatters Nav''n berømt. Forfatterinden

Henriette Paalzow, hvis utilfredsstillende Ægteskabsfor-

hold drev hende ind paa Litteraturens Vej og hendes

gejstlige Kollega, den halvhundredaarige Konsistorialraad

Moller, hvis entusiastiske Ynglingehjærte straks flammede

op i en livsvarig Elskovsbrand for Liitzowernes berømte


54 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Heltinde. Blandt Originalerne syntes han, at maatte være

den, der gik af med Prisen.

Som Enkemand boede han ganske ene i et skumm.lt,

gammelt Hus, kun i Selskab med et Utal af Mus og Rot-

ter, der løb om ham og rumsterede som de vilde. 1 ufor-

styrret Ro holdt de Maaltid paa hans Lys, hans Voksstabel

og Oblater og bragte idelig Forstyrrelse mellem hans Pa-

pirer, som de i Farten fejede ned paa Gulvet med deres

Haler. Uden at han et Øjeblik faldt paa, at værge sig og

sætte en Stopper for deres Uvæsen. Fantasien var hans

Verden, „som den strænge Svigermoder Virkeligheden"

aldrig fik revet ham ud fra. I Omgang med sine Bøger

de gamle Klassikere, med Grækere og Romere førte han

en Skønhedstilværelse, der for ham var langt mer synlig

end de skumle, uhyggelige Omgivelser.

Hvor lidt den ydre Verden angik ham, havde han tidt

og ofte lagt for Dagen. Ikke mindst da han ved en Fest-

middag skulde holde Hovedtalen og i Begejstringens Hede

lænede sig saa langt tilbage, at Stolen fik Overbalance og

gik baglænds med ham paa Gulvet. At afbryde sin Tale

faldt ham end ikke ind; liggende i den ubekvemme Stil-

ling fortsatte han, ganske som om intet var hændet og

sluttede sit temmelig lange Foredrag med samme opflam-


FJERDE KAPITEL 55

mende Glød som han var begyndt — og først da rejste

han sig op og viste sig atter for sine forbløffede Tilhørere.

For hans skønhedssøgende Aand, som for de mange,

forskelligartede Elementer, blev det Liitzowske Hjem et

Samlingssted, et Elysium, hvor gode Genier raadede. Og

Elise var Solstraalen, der kaldte de halvt indtørrede

Livsaander frem. Her Rk hun for første Gang Lejlighed

til at udfolde de sjældne Værtindeegenskaber, hun havde

bragt med fra Hjemmet og gjorde hende som skabt til at

danne Midtpunktet i en aandfuld Kreds. Den fine Takt

og det Feltherretalent, hvormed hun førte Tonen an, og

kun med et antændende Blik, og et bifaldende Smil tog

Del i Underholdningen, den særegne Gave til at lade hver

Gæst komme til sin Ret og føle sig som den specielt

foretrukne, gav hendes Selskaber en stærk Tiltræknings-

kraft.

Der dannedes en Cirkel med litterære Formaal og hen-

des Aftner blev i Miniaturformat en tro Kopi af de straa-

lende Fester paa Tranekjær Slot. For hende selv blev det

en Adspredelse for de mørke Tanker og Tomheden, der

truende listede sig ind over hende, — et lille fattigt Er-

statningsmiddel for det rige Idealliv, hun havde drømt om

og aldrig skulde opnaa!


56 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Forbindelsen med Hjemmet var i Aarene efter hendes

Moders Død kun ganske nødtørftig. Grev Ahlefeldt syntes

ikke at kunne forvinde den Skuffelse, hun havde voldt

ham, ved mod hans Vilje at gifte sig med Liitzow og hen-

des videre Skæbne laa ham ikke stærkt paa Hjærte. Frem-

deles var hans Pengeforhold i samme

haabløse Forfatning

og fremdeles tog han sig sine Forpligtelser overfor hende

let og havde end ikke ladet hendes Mødrenearv udbetale.

Men i Længden blev det dog selv Liitzow for broget. Hans

egne Affærer var ikke i saa blomstrende en Stand, at de

kunde taale at undvære noget af, hvad der tilkom dem,

og med Elises nødtvungne Samtykke besluttede han,

at hun ad retslig Vej skulde søge at opnaa, hvad de pri-

vate Skriverier ikke kunde udrette. Til juridisk Konsulent

valgtes en ung Auditør, der nylig var kommen til Byen

og om hvem der sagdes, at han skrev Vers og gik om

med Digteraspirationer — en Grund for Elise til just at

ville betro ham det delikate Hverv.

Den unge Auditør bar det mandigt klingende Navn:

Immermann.

*

*

Karl Lebrecht Immermann stammede fra Sachsen fra

et stokkonservativt, bureaukratisk Hjem. Faderen, konge-

*


FjERDF KAPITHL 57

lig preussisk Rigs- og Domæneraad i Magdeburg, en jern-

haard Gammelpreusser, der regerede sit Hus med enevæl-

dig Magt, havde i sine unge Dage, staaet som Auditor

under selve den „gamle Frits" og hin Tid havde sat sit

Stempel paa hans Væsen og hele Livsopfattelse.

Skønt der var en himmelvid Forskel paa Forældrene —

Faderen var femogfyrre, da han giftede sig og Moderen

atten, og skønt den ene var lige saa ubøjelig og barsk,

som den anden var eftergivende og glad, var Ægteskabet

langt fra ulykkeligt. Først da Magdeburg faldt i Napoleons

Hænder og det franske Herredømme lagde et sviende

Tryk over hvert patriotisk Hjem, holdt Sorgen sit Indtog

i det Immermannske Hus og Luften blev tung og truende

som under et evigtvarende Uvejr.

I et Hjem, hvor én Vilje regerede og Traditionerne var

alt, blev der ikke megen Plads for de øvrige Individer til

frit at udfolde sig, og om Lyst og Tilbøjelighed hos Bør-

nene var der simpelt hen ikke Tale. Som ældste Søn var

Karl fra Vuggen af bestemt til at blive Jurist og gaa i

Faderens Fodspor; at han tidligt viste Spor til poetisk Be-

gavelse og havde ganske afgjorte dramatiske Evner, havde

intet med den Ting at gøre. Faderen havde taget sin Be-

stemmelse, den lod sig ikke ændre. Sytten Aar gammel


58 HLISH AHLKFF.LDT-LAURVIGEN

sendtes han til Universitetet i Haile, netop samme Aar

FriJiedskrigen udbrød.

Hvad der for hans samtidige blev en Jubel, blev for

ham kun en bitter Skuffelse. Den imperatoriske Gamle

havde befalet sin Søn at forholde sig i Ro

det første Stu-

dieaar og ikke forlade Byen og skønt Universitetet paa

Napoleons Befaling blev lukket og Professorerne sendte

væk, skønt Blodet brændte i ham, efter at følge med og

vise sig som en Fædrelandsforsvarer, der var Frederik

den store, hans stolte Hero, værdig, maatte han finde sig

i at blive, hvor han var og se de lykkelige Kammerater

haste afsted til Breslau for at stille sig ved. de frivillige

Korps under Petersdorffs og Liitzows Faner.

Dog, det samme Skuffelsens Aar havde ogsaa sine store

Lyssider, der for den vordende Æstetiker blev af dyb og

gennemgribende Betydning. Weimar Selskabet, Goethes

egen Elitestab, der endnu stod paa sit Højeste, kom til

Halle og gav Forestillinger i den gamle Kirke, der var

omdannet til Teater. For ham, der kun et Par Gange i

sit Liv havde faaet Lov til at gaa paa Komedie, og som

ellers havde maattet nøjes med de Femaktsdramaer, han

selv skrev og indstuderede og opførte med sine Kamme-

rater i Klosterskolens gamle Refektorium, blev de Fore-


FJKRDE KAPITHL 59

Stillinger en Kunstnydelse, en Skønhedsaabenbaring, der

gav Oprejsning for mange modløse Timer.

Og endelig slog saa Forløsningens Øjeblik. Den lov-

befalede Termin var til Ende og som frivillig i den Blii-

cherske Hovedhær naaede han at komme med ved Ligny

og >X^aterloo og blev efter et kortere Ophold i Paris hjem-

permitteret med Officers Rang. At vende tilbage til den

forhadte Jura, efter det frie og friske Soldaterliv faldt ingen-

lunde i den unge Immermanns Smag, men andet Valg

stod ham ikke aabent, skønt den strænge Ur. Fader i

Mellemtiden var død. Det galdt blot dobbelt om at blive

færdig, for saa hurtig som muligt at komme paa egne Ben

og ikke ligge Moderen til Byrde. Med en koncentreret

Energi gik han til Værks og gav sig ikke mange Svinke-

ærinder paa Vejen. Kun én Gang brød han ud og tog

offentligt Parti i en Sag, der var rejst mod et af de magt-

kære Studentersamfund, der forfulgte og nedtrampede an-

derledes tænkende og skaanselsløst stille.de dem til Doms.

Som Tolk for de forfulgte og undertrykte forfattede han

og indsendte et Klageskrift direkte til Frederik Vilhelm,

der højlig bifaldt hans Skridt og roste hans „udprægede

Ordens- og Retfærdighedssans". Samfundet blev opløst,

men for den unge Ordenshaandhæver blev det en Pyrrhus-


60 HLISE ahlefeldt-lal'rvigf-:n

sejr. Med- og Modstandere forlod ham og faldt over ham

med Beskyldninger for Mangel paa Kollegialitet og for at

rense sit gode Navn og Rygte, udgav han sit første Skrift.

— et Forsvar for sig og sin Handlemaade.

At genvinde sin Popularitet lykkedes dog ikke og be-

riget med en ny og bitter Erfaring om menneskelig For-

anderlighed, trak han sig atter ind i sig selv og gik efter

et Par Aars ihærdigt Arbejde op til første Del af sin Eks-

amen. Kort efter fulgte hans Udnævnelse til Auditør ved

det westfalske Regiment og han drog i den mørkeste af

Aarets Maaneder, i November, til sin nye Bopæl i Munster.

Sort og mørk som Novemberhimlen udenfor saå det

ud i den treogtyveaarige Embedsmands Hjærte, da han

kom til sit Bestemmelsessted. Livet syntes ikke at ville

bringe ham mange Solskinsstunder og en ulykkelig Kær-

lighed gjorde ham hadsk mod den hele Verden. Det var

den gamle Historie med Poesi og varm Hengivenhed

paa den ene Side og Magt og Grunker som Medbejlere

paa den anden. Og som vanligt var Grunkerne gaaede af

med Sejren, mens Poesien maatte nøjes med i fortvivlet

Selvbeskuelse at give sin Bitterhed Luft paa rimede Stro-

fer og Vers.


FJERDE KAPITEL 61

Under de Omstændigheder faldt den Liitzowske Arvesag

til ham som en Himlens Gave. Tidt og ofte havde Klangen

af det berømte Navn faaet hans Hjærte til at slaa raskere

midt i Nedslaaetheden, naar han tavs og indesluttet færde-

des mellem sine nye Bysfæller, og med længselsfulde Øjne

havde han stirret efter Parret, naar de paa deres daglige

Rideture passerede ham, fulgt af den store, dejlige Hector.

Tre lysende Helteskikkelser fra den glorværdigste Tid

i Fædrelandets Historie!

Selv Hunden havde sin Glorie og havde haft sin Part

deri. Den var en Erindringsgave fra Slaget ved Waterloo,

hvor den var fundet strejfende herreløs om, til en Liitz-

ower tog sig af den og sendte den, som den bedste Del

af Byttet, til Korpsets ædle Frue.

Det var næppe uden en højtidelig Andagtsfølelse, den

unge Auditør traadte over Dørtærskelen til Brigadekom-

mandørens Bolig og næppe uden stærk Hjærtebanken at

han stedtes for sin nye Klientinde. Han gik derfra som

en beruset.

Aldrig nogensinde havde en Kvinde gjort et saadan Ind-

tryk paa ham, som denne betagende Frue.

Hvad der i Fantasien havde foresvævet ham, hvad han


62 HLISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

halv ubevidst havde sukket efter, det Idealbilled, der havde

ligget bagved hans Digterdrømme, traadte ham her levende-

gjort i Møde. Og Tanken om hendes Venlighed og fine

Forstaaelse, hendes Ord og Smil og hele kvindelige Frem-

træden gjorde ham ør og hed og fremkaldte en Revolu-

tion i hans Indre, som var ved at tage Vejret fra ham.

Indtrykket var gensidigt, for saa vidt som den unge Mand

med det karakteristiske Napoleonsprofil og de kloge, dybe

Øjne, den ranke, lidt selvfølende Holdning og klingende

Basstemme straks vakte Elises Interesse og gav hende

Lyst til at lære ham nærmere at kende.

Immermann hørte snart til de faste Gæster ved de lit-

terære Aftner, der ved den nye Tilvækst tog et mægtigt Op-

sving.

„Hans friske, aandfulde Væsen og imponerende omend

ikke smukke Ydre, gjorde ham altid tiltrækkende" — skriver

Kohlrausch i sine „Erindringer", — som hans Digtertalent

i Forbindelse med hans medfødte, deklamatoriske Evner

naturligt anviste ham en fremskudt Plads i Selskabet."

Her i de forstaaende Omgivelser kom de Evner ogsaa

første Gang helt til deres Ret.

Det var blevet en yndet Form for Underholdning i den


FJERDE KAPITEL 63

Liitzowske Kreds at læse Skuespil højt med fordelte Rol-

ler og ved et ikke helt tilfældigt Skæbnetræk faldt Valget

kort efter Immermanns Tilsynekomst paa Goethes „Tasso".

At han tog Digterens Rolle var ikke mindre naturligt

end at Prinsessen af Este, hans tilbedte Leonore tilfaldt

Husets Frue. Hvor fandt man vel en bedre Fremstiller,

hvor Rolle og Recitator mer fuldendt passede for hinanden

og smeltede sammen !

Hvor sandt og dybt gav ikke de

flammende Ord Udtryk for, hvad han selv inderst inde

tænkte og følte. Det var ikke Goethes, ikke den højtbe-

undrede Mesters, men hans egne, den unge vordende

Digters, der hyldede sin Beskytterinde, sin Leonore og til

hvem han af sit Hjærtes Overbevisning kunde sige:

— Her er mit Fædreland, her er den Kreds,

Hvor først mit Hjærte helt sij; foler hjemme,

Her lytter jeg og agter hvert et Vink

Hvor Smag og Visdom, rig Erfaring raader —

Wertherstemningen var forlængst vejret henkog Himlen

smilede atter til ham. De mørke, selvfortærende Eneboer-

tanker veg Pladsen for en uimodstaaelig Trang til at med-

dele sig, til at give sine Følelser Luf: og klæde dem i

klingende Ord, for at bringe dem for hendes Domstol, der

i Sandhed var bleven hans Muse.


(34 ELISE AHLEFELDT-LAL'RVIGEN

Og en overvældende Mængde Poesi saå Lyset i de før-

ste Munsteraar, Tragedier, Lystspil og lyriske Digte. Det

var, som om den rige Digteraare, der længe havde arbej-

det i ham og med Magt var holdt nede, med et var brudt

løs og ikke kunde rinde sig træt. Billede efter Billede

dukkede op i hans Fantasi, Ordene snublede over hin-

anden og rev ham med — næsten mod hans egen Vilje.

Lige fra sin tidligste Barndom havde han elsket Poesi

og delt sin Moders Forkærlighed for den romantiske Digt-

ning; men Disciplinen i Hjemmet, hvor Morskabslæsning

hørte til de banlyste Beskæftigelser, havde holdt hans ly-

riske Evne strængt i Tømme

og de urolige Studenteraar

gav ikke mange Stunder til at indhente det forsømte.

Nu stod han midt i Poesiens Land med Skønhed aabent

til alle Sider; ingen Under, at han halv blændet ikke

straks kunde finde sig til Rette.

Den store Læseverden forholdt sig koldt afvisende over-

for det nyopdukkende Talent, og ikke bedre gik det med

Størsteparten af det gode Miinsterselskab. Med Mistro og

skeptisk Undren blev hver af hans nye Poesier modtagne

og kun en lille trofast Skare sluttede sig beundrende om

ham med Elise som Ypperstepræstinde.

Blind maatte hun være, om hun ikke saå, hvem det


FJERDE KAPITEL 65

lyriske Gennembrud skyldtes og kendte sine egne Tanker

og egne Ord igen omsat i poetisk Form. Og hun vilde

ikke være Kvinde, om hun ikke følte sig lykkelig og stolt

ind til sin Sjæls inderste over den Magt og Indflydelse,

hun havde faaet over ham.

Det var en usigelig Fryd at føle det aandelige SUegtskab

mellem dem træde frem, tydeligere for hver Gang de var

sammen, at se sit aandelige Spejlbillede straale igen fra

hans sympatiske Sjæl og føle sit Hjærte slaa i Takt med en

af Tidens store Aander; og ingen ringere Lykkefølelse gav

Bevidstheden om, hvad hun kunde være for ham, at hun

her endelig havde fundet et Menneske, der trængte til hende,

og for hvem hun kunde være som et Forsyn, en moderlig

Veninde, erfaren og seks Aar ældre end han, som hun var.

Til det forhenværende, gamle Kloster, der var Liitzows

Embedsbolig hørte en prægtig gammel Have. Paa Aarets

milde Dage tyede Gæsterne derud og sluttede Kreds om

Husets Frue og derude mødtes hun daglig med sin unge

Ven i det vinløvomkrandsede Lysthus til deres gensidige

Undervisningstime.

Elise Ahlefeldt-I.aurvij»en S


6d ELISH AHLEFKLDT-LAURVIGEN

Om Anledningen til dem fortæller han paa det analoge

Sted i sin store Roman: Epigonerne.

— Hun tog en Dag et Hæfte fra sin Pult og spurgte, idet

hun rakte ham det, om han vel troede, at der var Stof i

hende til en Skribentinde? — Han saå paa Tittelbladet.

Det var en Oversættelse af Ivanhoe, hvis Forfatter netop

stod paa sin Berømmelses Højde.

— Bliv ikke forskrækket, — udbrød hun spøgende. —

som de fleste Mænd gør, naar de staar overfor en nyop-

dukkende Digterinde eller Skønaand. Jeg har kun oversat

Bogen for mig selv, for rigtig at lære Sproget til Grun-

den, ikke for at forøge Bogmarkedet. Men da jeg har gjort

mig den Umage, saa vilde jeg gerne se mit Arbejde i sin

bedste Skikkelse. Og hun spurgte ham, om han vilde gøre

sig den Ulejlighed, at gennemse og rette Stavefejl og gram-

matikalske Bommerter?

Hvem var gladere end han? Han tog Hæftet med sig

og betragtede med den inderligste Henrykkelse den fine,

perlerunde Haandskrift, hvor den ene Linje symetrisk gik

som den anden. Hvis nogensinde Skrift var et Udtr>'k for

Karakteren, saa var det Tilfældet her. Han studerede hvert

Blad, som var det smaa Malerier, før han gik til sit Ar-

bejde og foretog Rettelserne, mer som en galant Kavaler


FJERDE KAPITEL 67

end en kritisk Censor. Det syntes ham Blasfemi at ode-

lægge den fuldendte Harmoni. Og han gjorde det med

den finest skaarne Pen og de tyndeste smaa Streger. —

Til Gengæld gav hun ham Undervisning i engelsk. Men

det hændtes ikke sjældent, at Samtalen tog Flugten fra

det foranliggende Tema og strejfede ind paa Vidder, der

ikke havde noget med engelsk eller tysk Grammatik at

jjgre. Den ene Time blev til to og tre, uden at nogen af

dem mærkede det, i deres Iver for at dykke til Bunds i

hinandens Tanker og i Glæden over at kunne mødes i

saa varm og inderlig en Forstaaelse.

Det var ingen Undervisning efter alle Pædagogikkens

Regler. Dog, havde Elevens Interesse for den store Skotte

været for mangelfuld og hans Adspredthed for stor, sendte

hans Lærerinde ham smaa, skælmske Skændeprækener

paa engelsk, som han angergiven besvarede i spøgefulde

Vers paa samme Sprog.

Det var en Idyl, en Leg mellem Roser. Kun Skade, at

Idyller og Roser skal vare saa kort!

Der kom den Tid, da Legen ikke længer blev helt ufar-

lig. Da Følelserne truede med at bryde Grænsen og trænge

ind paa forbuden Grund. Hvor Elise glemte sine moder-

lige Hensigter i Lykken over at have fundet en Ven, der

5*


68 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

bragte hendes Liv et Indhold som aldrig før, hvor hun

grebes af en rastløs Uro, en sammensnørende Angst for,

at Dagen der kom, ikke skulde blive, som Dagen, der

gik; en Følelsesopbrusen som først Lyden af hans vel-

kendte, faste Trin kunde dæmpe.

Og hvor Tanken om, hvor uopnaaelig fjærn og himmel-

højt hun stod over ham, kunde bringe ham paa Fortvivlel-

sens Rand.

Dyrt og helligt lovede han sig selv, at ville trække

sig tilbage, inden det var for sent, inden Lidenskaben

havde magtstjaalet hans Vilje og al Tilbagegang var umu-

lig. Men — hørte Morgenen hans Løfte, traf Aftenen ham

uvægerlig paa hans vante Plads i de hvælvede, gamle Klo-

stersale, hvor Henrykkelsen over at kunne aande samme

Luft som hende, at se hendes Smil og føle hendes Nær-

værelse, fik alle andre Røster til at tie.

At et saa varmt Venskab mellem to saa fremragende

Personligheder i et lille Samfund ikke kunde gaa upaa-

agtet hen, var en Selvfølge. Mange var de ængstelige Blikke,

der fulgte Forholdets Gang, men selv om Mistænksomheden

havde alle sine Vagtposter ude, var der tilsyneladende intet

forargerligt at finde.

— Immermann og Fru Liitzow — beretter Øjenvidnet


FJERDE KAPITEL 69

Kohlrausch ~ holdt sig bestandig Anstandens og Mora-

lens Regler saa efterrettelige, at der, hvor beklagelige For-

holdene end var, ingen som helst Grund var for os til at

træde imellem, end sige til at trække os tilbage fra deres

Omgang. Liitzow behandlede sin Hustru med den største

Agtelse, og hun glemte paa sin Side aldrig sine Pligter

overfor ham, og endelig holdt Digteren sig altid beskedent

og taktfuldt tilbage ved enhver selskabelig Lejlighed. —

Himlen alene véd, hvad den Anstand kostede.

Fire Aar forløb paa den Maade, uden at Immermann

mere prøvede paa at rive sig løs, da ydre Magter frem-

kaldte, hvad hans egen Vilje ikke havde formaaet og hans

Udnævnelse til Kriminalretsdommer i Magdeburg bragte

en Afslutning paa Opholdet.

Og en Efteraarsdag som han var kommen, drog han bort

fra det lille Miinster, der nu laa omgivet af en Glorie, hvor

hele hans Sjæl og Hjærte havde hjemme og hvis gamle,

skyggefulde Klosterhave vinkede mod ham i det fjærne som

selve det myrteduftende „Belriguarrto."


EN

V

klam, tyngende Tid var fulgt paa de flammende

Krigsaar 1813—15. Som en uigennemtrængelig Taage

havde Luften fortættet sig over hele det store, tyske Rige

og kvalte hver frisk opadstræbende Spire.

Intet af, hvad der den Gang havde sat Hjærterne i Brand,

var gaaet i Opfyldelse. De stolte Ord om Frihed, Enhed

og større Folkelighed viste sig som tomme Klange og hule

Løfter uden Bund og faste Holdepunkter, og ubehjælpe-

ligt rullede Idealerne ud i Ubestemmeligheden igen og

lod Haabet om, nogensinde at se dem virkeliggjorte, ude.

Preussen stod endnu som i Aarhundredets Begyndelse,

som om et 1813 aldrig havde været, og ude af Stand til

at modstaa det Tryk Østerrige udøvede under den abso-

lutistiske, Metternichske Politik, havde Frederik Vilhelm

ikke kunnet bekvemme sig til at give sit tapre Folk den

frie Konstitution, han saa højtideligt havde lovet det som

Sejrens Løn. I dets Sted bredte Reaktionen sig med ri-

vende Hast og de Bliicherske berømte Fyndord efter den


FEMTE KAPITEL 71

afgørende Waterloosejr: — „Hvad Sværdet har kunnet

erhverve, lad Pennen ej straks fordærve!" — blev af en

sørgelig profetisk Betydning.

Af de store Statsmænd og tapre Hærførere, der havde

begyndt og fuldført det stolte Befrielsesværk var ikke

mange tilbage. Hvem Døden ikke havde ramt, havde i dyb

Græmmelse over Tidens tilbagegaaende Tendenser truk-

ket sig ud af det offentlige Liv og var sunken tilbage til

Glemslen.

„De sorte Jægere" havde ikke undgaaet at dele Skæbne

med de øvrige Frihedshelte. Selv deres Popularitet kunde

ikke modstaa Reaktionens Tryk. Glansen gik af dem og

Begejstringen fulgte efter. Hvert Udslag af Fædrelands-

sindethed optoges som en Demonstration, en Fornærmelse

mod den bestaaende Regering, der strængeligt maatte straf-

fes og hvem, der kunde, vendte det utaknemlige Fædre-

land Ryggen og drog til andre Egne af Kloden eller meldte

sig som frivillige, efter at Frihedskrigen i Grækenland

brød ud.

Jahn, den uforbederlige Patriot, bødede i Fængsel for

sine tyske Enhedsideer og vanvittige Idealisme, og Helte-

digteren Korner, der som Oldtidens Tyrtæos havde op-

ildnet sine Spartanere til at sejre eller do, laa upaaagtet


72 KLISH AHLHFELDT-LAURVIGEN

hen under den enlige Eg. Uhindret kunde den sprede sit

Løv over ham, ingen ribbede mer dens Blade, ingen valfar-

tede længer til Stedet, glemt var det, som hans „oprørske"

Sange, der med Vold og Magt udslettedes af Bevidsthe-

den. Man skammede sig over en Gang at have ladet sig

rive med af dem, som over en begaaet Dumhed og gjorde

Bod ved ikke at ville mindes.

Der skulde en større Resignationsevne til, end den

Liitzow var i Besiddelse af, for at være tilfreds med den

Uvirksomhed og Ubemærkethed, der var bleven hans

Lod. At han var steget til Generals Rang gjorde ingen

Forandring i Tingene og kunde i Længden ikke stikke

ham Blaar i Øjnene. Han forstod, at der ingen Brug var

for ham, at hans Rolle var udspillet, og at Magthaverne

med velberaad Hu havde skubbet ham til Side og glemt

ham i den Miinsterske Ravnekrog og Tanken var ikke

oplivende. Det gjorde ham forstemt, bitter og opfarende

og end ikke Omsorgen for hans kære Heste, hans Livs

store Lidenskab, var nok til at fylde hver af Dagens lange

Timer. Et desperat Forsøg paa, selv at forme sin Skæbne

og som sine Kammerater melde sig i den græske Hær,

løb ud i Sandet, og anden Udvej stod ham ikke aaben;

men strandede stadig paa manglende Kapital.


FEMTE KAPITEL 73

Den langelandske Arvesag var, trods Immermanns Mel-

lemkomst, ikke kommen mange Skridt videre, og syntes

ikke at skulle give større Udbytte, end hvad der hidtil

var kommen fra den Kant. Grev Ahlefeldt havde haft

andet at tænke paa end Udbetalingen af de lumpne Skil-

linger, og stadige Forhalinger og Forhindringer var bleven

den eneste synlige Frugt. Greven havde giftet sig paany,

men da det hurtigt viste sig, at være et Fejlgreb fra først

til sidst, gjorde en paafølgende Skilsmisse ligesaa hurtigt

Ende paa det lille Intermezzo og Grev Frederik kastede

sig med usvækket Kraft ud i

sit gamle Liv, delte sig

ligelig mellem Kunst og Filantropi, sine talløse Venner

og sultanes favorites, til et hæftigt Sygdomsanfald omsider

satte Bom for hans altfor vidtløftige Foretagsomhed.

Imens gik hans Datter om i

en pinlig Spænding, med

en ydmygende Følelse af, intet at kunne være for ham.

som hun trods alt beundrede og hængte ved, og Haabet

om at bringe det skæve Forhold ud af Verden, at faa en

Afslutning paa de sørgelige Forviklinger og faa ham over-

talt til at handle mod hende, som Ret og Pligt bød, glip-

pede ganske. Som en Mare havde alle de uopfyldte For-

pligtelser ligget over hende, fra hendes Ægteskabs første


74 KLISH AHLKFELDT-LAURVIGEN

Dage og ikke mindre trykkede de, efter at hun uforvarende

var kommen under Vejr med, hvad de betød for Lutzow.

Ganske tilfældigt havde hun en Dag hørt ham, sammen

med en tilrejsende Ven, under Spøg og Latter drøfte et

gammelt Løfte, de som Messekammerater havde aflagt, om

kun at ville gifte sig med rige Partier og hvordan det var

faldet ud. Hvordan Liitzow, der tilsyneladende havde været

den heldigste af Vennerne, i Virkeligheden havde trukket

det korteste Straa og i Steden for de forventede Rigdomme

kun havde faaet uopfyldte Løfter i Medgift!

De Ord ramte Elise som et Stik i Hjærtet.

At Hensynet til hendes Medgift havde haft det mindste

at sige for ham, var indtil nu aldrig faldet hende ind. At

lave, uegennyttige Grunde havde ligget bagved hans bræn-

dende Erklæringer og haft Indflydelse paa hans Trofasthed,

vilde hun evigt have forsvoret, om hun ikke havde hørt

det af hans egen Mund. Hvor uendelig fjærnt var det ikke

fra de Tanker og Begreber, hun havde tillagt ham. Hvor

lidt svarede det til dem, hun selv havde om ham og stadig

havde. Havde de end ikke kunnet mødes paa det aande-

lige Omraade, paa hans Ærlighed og mandige Ridderlighed

havde hun aldrig kunnet tvivle — til nul

Det var en Opdagelse, der ikke let lod sig glemme;


FEMTE KAPITEL 75

men sad igen som en Torn, der stadig dybere trængte

sig ind og sved.

I den almindelige Nedslagenhed var Posten fra Magde-

burg hendes eneste Lyspunkt, Duen med Oliebladet, der

trængte gennem Hverdagens graa Taage.

Trods Afstanden var Immerm.ann bleven ved at være

hendes Forretningsfører; men ligesom hans Besøg hurtig

blev noget mer og andet end blot og bare Forretningsbesøg,

havde hans Breve heller ikke meget med Forretninger at

gøre. De kom, som han ved Afskeden havde lovet, hver

Ugedag og fortalte om hans Arbejde, hans Omgivelser og

Tanker som en Slags Dagbøger, „den eneste Form, under

hvilken man fortsætter Livet med den fraværende paa."

Og Elise klyngede sig til dem, som til de frelsende

Halmstraa. Hvad hans Afrejse betød for hende, vovede

hun ikke engang for sig selv at tilstaa. Først nu lærte

hun, hvad Tomhed vilde sige, naar Savnet og Længslen

slog imod hende fra hver en Plet, hvor de to i Fælles-

skab havde beundret, digtet og sværmet.

Aldrig nogensinde havde hun følt sig saa haabløs ene og

aldrig kæmpet en haardere Strid, for at holde sig oppe og

ikke lade sig mærke med noget.

Den eneste, der ikke lod sig narre, var Immermann selv.


76 KLISH AHLHFHLDT-LAURVIGEN

Ud fra sit eget oprevne Sind og brændende Længsel følte

han, hvad ogsaa hun maatte gennemgaa, og Ængstelsen

for hendes Ve og Vel, Medfølelsen med hendes ublide

Skæbne, gaar som en varm Understrøm gennem alle hans

Breve fra hin Tid, hvor hver Linje bærer Bud fra hans

varmt bankende Hjærte.

— Jeg tæller nu Dagene, der bringer os Foraaret nær-

mere — skrev han — dog mere for Deres end for min

egen Skyld. Naar jeg først véd Dem ude i Haven med

Hakke og Spade, i fuld Færd med at plante og grave, og

sér Dem for mig glødende over hele Ansigtet af Iver og

Arbejdslyst, er jeg ikke længer bekymret for Dem. Da

véd jeg, at de legemlige Anstrængelser vil faa Bugt med

de aandelige Bekymringer og jage de tunge Tanker paa

Flugt, der saa let vil kredse om de haarde Prøvelser, Him-

len hjemsøger Dem med.

Af alle gode Gaver, som Naturen har ødslet paa Dem og

Opdragelsen senere udviklet, sætter jeg ingen højere end

Trangen til stadig at være i Virksomhed, til legemlig Be-

skæftigelse. Hvor ubeskrivelig mange Fordele giver det

ikke Dem fremfor andre stillesiddende Damer!

Jeg er ingen Profet; men saa meget tror jeg med Sand-

hed at kunne sige, at der venter Dem en sund og har-


FEMTE KAPITEL 77

monisk Alderdom. Tilgiv mig, at jeg taler om Alderdom

— man plejer ikke overfor en Dame at nævne det Ord,

det véd jeg — Men De staar udenfor Reglen og tillod

mig altid at tale frit ud. —

I et andet Brev hedder det.

— Hvis De ikke tager Dem af mig igen, føler jeg, at

Æstetikeren i mig helt dør ud! Jeg bér Dem, meddel mig,

hvad De netop læser og fortæl mig, hvad De støder paa

af bemærkelsesværdigt. Bliver jeg ikke gjort opmærksom

paa det, faar jeg aldrig noget at vide; da min Tid ikke stræk-

ker ti! lange Forskninger.

Ak! hvor ofte er mine Tanker ikke tilbage ved Deres

Bogreoler og alle de øvrige Steder, hvor Litteraturen laa

i Stabler! 1 Begyndelsen, jeg lærte Dem at kende, troede

jeg, at De var sprænglærd, og følte mig hel usikker og

angst i Deres Nærværelse -- jeg kend e jo min egen Uvi-

denhed — men længe varede det ikke, før jeg indsaa, at

det var ikke lærd, De var, men dannet, ikke i Ordets hver-

dagslige, men højeste Forstand, hvor Betydningen er en

harmonisk Forening af Lærdom, Begavelse og selvstændig

Tænken

1 Nat drømte jeg, at vi opførte Tasso. Er det


78 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

et Varsel om, at vi snart skal sés, for uden Dem kan

Stykket ikke gaa!

Det Foraar, Digteren saa længselsfuldt havde set hen

til for sin Veninde, bragte dog ikke denne Gang den Ad-

spredelse og Trøst, han havde haabet og ventet. Det bragte

derimod en Tildragelse, som ingen af de deltagende Par-

tier havde kunnet tænke sig eller forudse.

Liitzow, der sidst af alle saå, hvad der rørte sig i Elise

og ikke havde nogen Anelse om den Strid og Kamp, hun

daglig maatte gennemgaa, fulgte hendes ivrige Korrespon-

dance med samme, halvt ligegyldige Velvilje, han havde

vist den unge Digter, under hans Ophold der i Byen. Om

nogen Skinsygefølelse havde der aldrig været Tale over-

for ham. Hans umistænksomme Karakter forbød al smaa-

lig Jalousi og hans ægteskabelige Følelser var ikke af den

brændende Beskaffenhed, at de saa let vejrede en Fare.

Han kendte desuden sin Kones Hang til romantiske Ven-

skaber og vidste af Erfaring, hvilken Tiltrækningskraft

hun havde for Æstetikere af begge Køn.

Overalt, hvor de var komne hen, havde Digtere og Dig-

terinder opsøgt hende og sluttet sig om hende, uden at

han nogensinde havde stillet sig i Vejen. Men søgte han


FEMTE KAPITEL

end ikke at lægge Baand paa hendes Tilbøjeligheder, havde

han aldrig selv følt sig tilpas i det aandrige Selskab, og

Følelsen af hans egen Underlegenhed og den aandelige

Afstand mellem dem var ikke egnet til at bedre de i For-

vejen stærkt afsvalede, ægteskabelige Forhold,

Sine Fornøjelser og Adspredelser havde han længe søgt

paa egen Haand og mangen en flygtig Forelskelse, der

havde faaet hans fyrige Krigerblod til at bruse og skum-

me, holdt ham skadesløs for, hvad Tiden havde franarret

ham. Af lang Varighed havde de hæftige Udbrud dog aldrig

været og uden at sætte dybere Spor ; men

denne Vinter havde

bragt ham et nyt Bekendtskab, der overgik alt, hvad han

før havde mødt. Det var en ung Dame fra Omegnen, rig

og smuk og som tilsyneladende optog den midaldrende Ge-

nerals courtoisie med stor Bevaagenhed. Alt tilsammen

Egenskaber, der gjorde hende ganske uimodstaaelig i hans

forelskede Øjne.

At forstille sig og lægge Skjul paa, hvad der mest af

alt i Øjeblikket optog ham, havde aldrig været hans Sag

og heller ikke nu prøvede han at dæmpe sin overhaand-

tagende Begejstring. Frit og aabent vedkendte han sig sit

Hjærtes Tilstand og erklærede, at forst nu kunde han have

vundet Lykken, da det var for sent og han uhjælpelig var

bastet og bundet.


80 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

De Udtalelser satte Elise i den hæftigste Bevægelse,

men ikke et Øjeblik betænkte hun sig paa, hvad hun

havde at gøre.

At skilles fra ham og opløse deres lidet tilfredsstillende

Ægteskab, var vel Tanker, der ikke var hende helt frem-

mede, men altid havde hun kæmpet dem ned og holdt

dem tilbage til nu, da hun hørte, at det ogsaa var Liitzows

Ønske. Nu var der intet mer at betænke sig paa. Hun min-

dedes hans gamle Ungdomsløfte og vilde ikke anden Gang

staa hans Lykke i Vejen.

Uden Bitterhed og uden et bebrejdende Ord sagde hun

ham sin Beslutning og Lutzow havde ikke Styrke nok til

at afslaa det fristende Tilbud.

Hvor beskæmmet han end følte sig, og hvor højt hun steg

i hans Øjne ved den milde, værdige Maade, hvorpaa hun

tog Afgørelsen i sin Haand, forlangte han dog ingen lang

Betænkningstid; og i al fredelig Venskabelighed blev Skils-

misseomstændighederne aftalte, uden at nogen Tredjemand

blandedes med ind, uden at de allernærmeste Slægtninge

engang havde mindste Begreb om Sagen.

Faa Maaneder efter, allerede midt i Sommerens

Løb

var Elise i Stand til at forlade Munster med dens talrige

Vennekreds og det Hjem, der havde været Vidne til saa


FEMTH KAPITEL 81

mange indre Kvaler, saa mange dybe Skuffelser; men ogsaa

til saa mange lykkelige Stunder.

LiJtzow fulgte hende til Dresden, til hendes foreløbige

Bestemmelsessted og Afskeden var tung for dem begge.

Først ved Hjemkomsten, ved Synet af hendes tomme

Plads, syntes det at gaa op for ham, hvad der egentlig

var hændet. Skilsmissen var gaaet saa hurtigt og stilfær-

digt til, det Hele var kommen saa overrumplende, at han

knap havde haft Tid til at tænke sig til Rette og nu, da

hans Ønske var bleven opfyldt, da han var fri og kunde

gøre og lade som han vilde, følte han kun Sorg over, hvad

hvad han frivilligt havde givet Slip paa og tabt.

Med sin vanlige Umiddelbarhed gav han det straks Ud-

tryk og sendte fortvivlede Klagebreve efter den bort-

dragne

— Ak! hvor bitterligt savner jeg ikke — , selv hvert af

dine smaa Billeder paa Væggen — skrev han — de var

dig saa kære og har derfor saa stor Værd for mig; og jeg

farer bedrøvet sammen hver Gang mit Blik falder paa de

tomme Rum.

Hektor er altid om mig og gaar og støder til mig med

Snuden, som om han forlangte, at jeg skal bringe dig til-

bage

Elise Ahlefeldt-Laurvigen 6


82 KLISK AHLFFKLOT-LAIJRVIGKN

Hvor dybt føler jeg ikke, at jeg ikke altid har

handlet, som jeg skulde. Men de ulykkelige Pengeforholde,

der har forfulgt os ligefra Begyndelsen af vort Ægteskab,

min overstrømmende Fædrelandskærlighed og store Ær-

gerrighed traadte forstyrrende mellem os og gjorde mig

uskikket til de huslige Forholde —

Tilgiv mig!

Som en Bombe faldt Efterretningen om Skilsmissen ned

blandt de intetanende Slægtninge og Venner og vakte over-

alt Bestyrtelse og Sorg. Fra Slægtningene i Danmark og

rundt om i Tyskland strømmede Breve og deltagende Fore-

spørgsler til Dresden.

Er det sandt? Hvor er det muligt? — Men i Himlens

Navn hvorfor?

Kun de færreste fik den rette Aarsag at vide. Hvad de

to Ægtefæller havde afgjort mellem sig, hørte kun dem

til, og Verden maatte tænke, hvad den vilde. Elise, der

saa tappert værnede om sine egne Følelser, ønskede lige-

saa lidt at give Liitzow til Pris og Fantasien og Sladde-

ren fik frie Hænder.

Hvor stor en Forfærdelse, Nyheden ellers vakte, ét Sted


FEMTE KAPITEL 83

faldt den som et Stjerneskud fulgt at Haabets lysende Stri-

me. Det var i Magdeburg.

Selv overfor Vennen havde hun fortiet Sagens rette

Sammenhæng og kun løseligt hentydet til det skæbne-

svangre Skridt, hun stod i Begreb med at tage og Immer-

mann der kendte hendes store aandelige Blufærdighed og

respekterede den, vovede ikke at spørge, men undgik om-

hyggeligt det farlige Skær, til Sandheden kom for Dagen

og ikke længer kunde skjules.

Det Aar han havde tilbragt i sin „prosaiske Fødeby"

skilt fra hende og kun optaget af tørre, juridiske Arbejder,

havde ikke gjort noget Skaar i hans stærke Følelse, selv

om det havde bragt dem og ham selv mere i Ligevægt.

Det var paa høj Tid, han havde forladt Miinster, skulde

han være i Stand til at faa sin Embedseksamen fra Haan-

den og kunne fortsætte sin juridiske Løbebane, det Leve-

brød, han som Forfatter og Digter aldrig kunde vente at

skaffe sig. Kun med Opbydelsen af alle sine Kræfter var

det lykkedes ham i Begyndelsen at rive sig løs fra den

Fantasiverden, han saa hovedkulds var styrtet ud i, og

vende tilbage til den moderlige Jord. De velkendte Om-

givelser var ham fremmede, Menneskerne om ham fore-


84 KLISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

kom ubetydeligere end nogensinde og Arbejdet der „styr-

tede over ham", laa som en stentung Last og hindrede

hver fristende, lille digterisk Eskapade.

Men alt som Maanederne løb, kom der større Orden i

hans kaotiske Indre. De gamle Ideer traadte af sig selv

i Kraft igen og den halve Side af hans Væsen, der saa

længe havde ligget under, det solide Immermannske Bor-

gersind, nedarvet fra Fader til Søn i mange Led, skød

sagtelig op og gjorde sig gældende. Og nu kom Haabet

til. Haabet om at se en lykkelig Udgang paa det Forhold,

der havde bragt ham til Livets Yderpunkter, svunget ham

mellem den hæftig te Nydelse og de sorteste Selvmords-

tanker; om at kunne kalde den hidtil uopnaaelige sin og

se hende uopløseligt knyttet til sig, mangedoblede hans

Energi og gav ham al hans Livsmod tilbage.

Døgnet havde ikke Timer nok til hans mægtige Virk-

somhedstrang. Han læste og studerede, skrev og knyttede

Forbindelser. Omgikkes med Planer om at træde i Di-

plomatiets Tjeneste, begyndte den æstetiske Afhandling,

der skulde bringe ham Doktortitlen, alt, blot for at skaffe

sig en Position, en Rang, der kunde bringe ham den el-

skede et Skridt nærmere — og altid fandt han Tid nok til

at sende lange, opmuntrende Breve til Dresden.

I


FEMTE KAPITEL 85

Varmt og indtrængende søgte han at overtale hende til

at komme til Magdeburg og slaa sig ned i

hans

Nærhed

„skønt Byen paa Forhaand var dømt til at vinde hendes

Mishag og kun havde det ene Fortrin, at have fostret hen-

des bedste Venner" — og hans indtrængende Opfordrin-

ger gjorde omsider deres Virkning.

Opholdet i Dresden havde ikke bragt Elise den Ro og

Stilhed, hun ene søgte og forlangte. Den Duft af Pikan-

teri og Skandale, den uventede Skilsmisse havde skabt

om hendes berømte Navn og den uigennemtrængelige

Hemmelighedsfuldhed, der dækkede over Motiverne vakte

Dresdnernes levende Nysgerrighed, og meget imod sin

Vilje, saå hun sig snart som Midtpunkt for en Deltagelse

og Interesserthed, hun for enhver Pris vilde undgaa. 1 en

Følelse af Utryghed og Hjemløshed besluttede hun sig til

at gaa ind paa Vennens Forslag og vælge et Landsted i

det saa ilde omtalte Magdeburgs Nærhed til sit fremtidige

Hjem.

Men et Landsted var i Miles Afstande ikke at faa til

Købs, og indtil en passende Bolig kunde opdrives, tog hun

foreløbig ind i det Immermannske Hjem.

Det var et højst forunderligt partie carrée, de ulige Hus-

beboere dannede og et ligesaa forunderligt Liv, de kom til at


86 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

føre sammen. Den aldrende Krigsraadinde, der i den for-

nemme Gæst saå sin vordende Svigerdatter og prøvede at

behandle hende derefter, formaaede dog ikke helt at frigøre

sig for den Angst og Mistillid, hun, under Sønnens aare-

lange Ophold i Miinster, havde indgydt hende. Og mens

Digteren hyldede hende som en Dronning, saå hans yngre

Broder til i sky Ærbødighed, uden at det heller lykkedes

Elise at vinde hans Fortrolighed. En usynlig Mur laa

skillende mellem dem og forbød al naturlig Harmoni og

som en Lettelse føltes det for alle Parter, da Foraarets

Komme bragte en Forandring. Elise brød op og flyttede

ind i et Hus i Nærheden og Immermann rejste til Berlin

for at gaa op til sin Eksamen.

Liitzow havde imidlertid gjort alle fornødne Skridt til

at faa Skilsmissen bragt i Orden. Efter at han, under et

Ophold i Danmark, havde ordnet alle Papirer, var Sagerne

bragt saa vidt, at den lovformelige Skilsmisse faa Maane-

der efter i April 1825 kunde ligge færdig til Offentlig-

gørelse.

Dens Ordlyd gav Nysgerrigheden ikke megen Tilfredsstillelse

— „skønt dette Ægteskab begyndte lykkeligt —

hed det — blev den ægteskabelige Fred senere hen for-


FEMTE KAPITEL 87

Styrret paa Grund af afvigende Meninger om Livet og de

menneskelige Forholde. Ingen Part tillægges Hovedskyl-

den. Begge Parter gives uindskrænket Tilladelse til at

indgaa nyt Ægteskab."

Under Skilsmisseforhandlingerne, som baade før og efter,

vedblev Liitzow at føre den livligste Brevveksling med sin

forhenværende Kone.

— Hører jeg i lang Tid ikke fra dig — skrev han fra

Munster, kort før Skilsmisseaktens Tilsynekomst — bliver

jeg altid ængstelig til Mode.

Din Lykke er mit eneste Ønske. Véd jeg blot, at du

er tilfreds, faar jeg atter Fred og mit bitre Samvittigheds-

nag tier for en Stund. Vær lykkelig — af Medlidenhed

med mig!

Den stakkels General havde virkelig hendes Medliden-

hed behov. Sagerne havde taget en alt andet end lystelig

Vending for ham. Den almene Misstemning havde han

faaet imod sig og i saa stærk en Grad, at den enddog

influerede paa hans Hjærtens Udkaarne og fik hende til,

under et ganske intetsigende Paaskud, at trække sig til-

bage i det afgørende Øjeblik.

Og Elise maatte atter trøste ham. Til hende vendte han

sig under Livets mange Sorger og Bekymringer og troligt


88 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

hjalp hun ham, saa vidt det stod i hendes Magt. Først

efter at det ægteskabelige Baand var løst, fik Forholdet

den varme Inderlighed tilbage, det engang i Begyndelsen

havde haft.

Lykkelig og forhaabningsfuld kom Immermann tilbage

fra Berlin, hvor han i den litterære Varnhagenske Kreds

var bleven modtaget og mødt med en Forstaaelse, han

hidtil ikke var bleven forvænt med. Sin Eksamen havde

han bestaaet med Udmærkelse og kun ét manglede end-

nu, for at Lykken skulde være fuldkommen. At det vilde

ske, haabede han med hele Ungdommens og Attraaens

Styrke, at Elise delte hans Følelser, vidste han bestemt,

og dog var det med samme bævende Angst og Spænding,

som han første Gang traadte over hendes Dørtærskel, at

han atter nu kom til hende, for at lægge sin Skæbne i

hendes Hænder.

Og ligesom første Gang gik han fra hende, bedøvet og

fortumlet, — ikke af Lykke og Forhaabninger; men af det

bestemte Afslag, hun havde givet ham.

Om atter at indgaa et Ægteskab vilde Elise ikke høre

Tale og alle hans indtrængende Ord og hede Løfter rok-

kede ikke hendes faste Beslutning. Halv instinktmæssigt

reagerede hendes Indre mod at underordne sig de smaa-


FEMTE KAPITEL 89

borgerlige Forholde, hun i hans Hjem havde lært at kende,

og desuden, hvad tjente vel de ydre ægteskabelige For-

mer til andet, end at ødelægge den indre, sjælelige Sym-

pati?

Hvor mange lykkelige Begyndelser havde hun ikke set

ende i den sørgeligste Disharmoni, og hvilke Erfaringer

havde hun ikke høstet i Livets Løb! I sit eget Ægteskab,

i sine Forældres; i sit gamle Land, i det nye, paa faa

Undtagelser nær, lutter Misstemning, lutter Skuffelser og

ulykkelige Opløsningstilstande.

Og var hendes Kærlighed stærk nok til at holde den

farlige Prøve ud, vilde hans vedblivende være den sam-

me? Der var seks Aar imellem dem, vilde det ikke én

Gang træde hindrende frem? Vilde det ikke tynge ham

og stække hans Digterfantasi at være bundet til en saa

meget ældre Kone? Nej, frit og ubundet maatte deres

Forhold være, skulde det bringe dem begge en varig Lykke

og Tilfredsstillelse.

Hans kraftige Protester og glødende Forsikringer hjalp

ikke det mindste. Hvor lydhør hun end ellers var, hvor

varmt forstaaende, her stødte han mod en Mur og hans

dybtfølte Ord til Familielivets Pris, om Ægteskabets hel-

lige Mission var spildt og faldt døde til Jorden,


90 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Sin Fortvivlelse og Skuffelse gav han Luft i en ny Digt-

ning, den femakts Tragedie „Cardenio og Gelinde", hvis

hele Handling genspejlede de virkelige Forholde. Men

omendskønt Tragedien forhøjede hans Digterry og vakte

større Opmærksomhed, end hans øvrige Arbejder havde

mødt, skønt hans Ord — som Borne skrev — „ikke lød

som en pjaltet Klynken, men som en mandig Sorg, der

gav Haab om, at Digteren vilde gaa kraftigere ud af den,

naar den vel var overstaaet" — havde hans poetiske Kla-

ger ikke mere end hans Prosa Indflydelse paa Elises faste

Forsæt. Og Aaret gik til Ende, uden at det havde bragt

ham et Skridt nærmere til Maalet for hans hede Begær.

Ganske af sig selv var de diplomatiske Flyvegriller døde

ud, og med en Art dump Resignation modtog han ved

det nye Aars Begyndelse en Udnævnelse til Landsrets-

dommerembedet i Diisseldorf. Livet uden Elise var ham

intet værd. Tanken om atter at begynde en Tilværelse

fjærnt fra hende, syntes ham simpelt hen uudholdelig og

han opsøgte hende paany og bestormede hende med Bøn-

ner om dog at opgive sin fortvivlede Modstand, at forlade

sit høje Standpunkt og følge ham — ikke at fordømme

ham til en aandelig Død.

Og saa inderlige var hans Ord, saa hæftig hans Sinds-


FEMTE KAPITEL 91

bevægelse, at hun forstod, at der laa den bitreste Alvor

bagved og endelig gav hun efter og lovede at følge ham og

vie ham sit Liv — dog ikke som hans Hustru, men som

hans Veninde, hans gode Aand, der vilde hjælpe til at

holde alt uskønt og plumpt væk fra hans Digterbane.

Kun én Betingelse stillede hun, at de begge højtidelig

skulde love hinanden ikke at gifte sig med nogen anden.

Immermann gik ind paa Betingelsen, som han vilde

være gaaet ind paa alt, blot for at faa hende i sin Nær-

hed og daglig at kunne være sammen med hende. Og

uden et Øjebliks Tøven gav han sit højtidelige Løfte.

Da Foraaret brød frem, forlod han atter sin gamle Føde-

by, denne Gang for altid, og tog med Postvognen ad Diis-

seldorf til, for at sætte sig ind i sit nye Embede; glad og

trostig til Sinds og dog med et lille Suk til de høje Skæbne-

gudinder, der saa sjældent tvinder Lykkens Traad af det

pure Guld, men vindskibeligt fletter Hamp ind med.


I

VI

Modsætning til det prosaiske Magdeburg forekom Diis-

seldorf „den muntre Stad ved den skummende Rhin"

som et Stykke rent og skært Poesi, der smilende bød sin

Herre og Mester Velkommen.

At finde et fredhelligt Sted, uden for Byens Grund, hvor

de to, ene for dem selv, kunde føre deres fælles Menage,

var Immermanns første Tanke og i Derendorf, den lille

venlige Forstad, en halv Times Vej fra Byen, fandt han,

hvad han søgte. Et landsens Hus, omgivet af en skygge-

fuld Have og skilt fra den øvrige Verden ved en mægtig

Hvidtjørnehæk.

I August Maaned, midt i Sommerens Hjærte, fulgte

Elise efter og tog med Henrykkelse sit nye Domicil i Be-

siddelse. Det prunkløse, lille Hus havde ikke megen Lig-

hed med det Slot, hun var vokset op i. ikke mer end

Livet, der ventede hende her, havde med den straalende

Række Fester, Tilværelsen den Gang var, og dog følte

hun sig straks hjemme og var lykkelig som i hine fjærne

Tider.


SjKTTH KAPITF.l, 9.^

Idealet, som hun i Aaringer havde dromt om, var traadt

ud i Virkeligheden. Fri for Skrupler og nagende Uro

kunde hun leve Side om Side med den Mand, der var

hende det dyrebareste af alt. Kunde dele hans Tanker og

hans Arbejde og udelukkende ofre sig for ham, og gen-

nem ham for den store, ophøjede Kunst. Det var dog et

Maal, der var mere værd end Alverdens Storhed og Glans!

Ret længe varede det ikke, før det „gamle Bondehus''

ganske skiftede Udseende og fik Præg af sin Ejerinde. Ha-

ven blev anlagt med store, sollyse Rabatter, hvor et Utal

af Roser snart groede op. Forkærligheden for Roser var

en Medgift fra Tranekjær, der fulgte dets Fosterbarn Livet

lang og overalt havde givet sig Udslag, hvor hun havde

haft til Huse; men aldrig naaede det en større Yppighed

og et rigere Flor end her i Derendorfs sandede, solvarme

Jord. Som en duftende Hær brød de frem og fyldte Luf-

ten vidt omkring med deres Vellugt, langt opad Muren

skød de Ranker og Skud, og allerrigest bredte de sig foran

Digterens Vinduer, der vendte ud mod den store Forhave.

To Hermer, af Aristoteles og Platon tronede midt i Flo-

ret og var synlige fra hans Arbejdsværelse og indenfor

dækkedes Væggene af Kobberstik og Malerier, Statuetter

og Bøger i hans og hendes daglige Opholdsstuer, der var


94 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

forbundne med hinanden ved et Gennemgangsrum, det

saakaldte Bibliothek.

Og rer længe varede det heller ikke, før en og anden

af de ledende Mænd i de Diisseldorfer Kunstnerkredse søgte

at bryde ind gennem Tjørnehækken til det forvandlede

Torneroseslot og hvem, det først lykkedes at komme ind

bag Hækken og videre ind bag de aabne Havedøre, havde

ikke let ved at løsrive sig derfra.

Med stor, ublandet Tilfredsstillelse havde Diisseldorfs

Indbyggere fra først af budt deres nye Landsretsdommer

Velkommen. Hans voksende Digterberømmelse kunde blot

bidrage til at kaste Glans over deres By og i den brogede

Kunstnerkoloni gjorde hver frisk, ny Tilvækst en sikker

Virkning. Noget anderledes stillede det sig med Hensyn

til hans Ledsagerinde, den fraskilte Generalinde, hvis

Skilsmisse nylig havde vakt en saa pinlig Opsigt, og om

hvem man vidste, at hun ikke kom som Digterens For-

lovede, og ikke var hans Slægtning, ikke engang tysk af

Fødsel.

Snærperi og stræng Regelrethed var just ikke det, der

i Almindelighed stemplede de glade Rhinlændere, men

det usædvanlige ved det Immermann-Liitzowske Forhold

faldt dem straks for Brystet.


SjKTTK KAPITEL 95

Hvad skulde man tro og tænke? Hvordan skulde man

forholde sig og overfor Parret undgaa at lægge sin For-

bavselse eller rettere Forargelse for Dagen? — Lettest

var det at lade, som om Forholdet slet ikke var til og den

ekcentriske Frue ikke eksisterede. Og med forsigtig Smaa-

borgerlighed holdt Bybeboerne sig tilbage.

Omend Elise mærkede deres Hensigt, lod hun dem

ubekymret handle, som de vilde. Lykken gjorde hende

tryg, og hvad havde de uforstaaende Menneskers Dom at

sige? Uden den ringeste Bitterhed saå hun sig detronise-

ret og stillet i Skygge for ham, der hidtil beskedent havde

siddet ved hendes Fødder; det var dog kun udadtil Rol-

lerne var byttede om og Ofret kostede hende knap et Suk.

Mistilliden blev heller ikke af lang Varighed.

Som en uimodstaaelig Magnet virkede Huset i Deren-

dorf og trak Tysklands Berømtheder til. Og uden Und-

tagelse betragtede de berømte Navne det som en Udmær-

kelse, at kunne regne sig til det umage Digterpars Ven-

ner og modtages i Fru Liitzows Saloner. Rygtet om hendes

besnærende Elskværdighed, om hendes ualmindelige

Dannelse og fine Kunstsans fløj fra Mund til Mund,

og over Lysten til selv at se og dømme, glemtes efter-

haanden al Reservation og Diisseldorferkunstnere blev


96 HLISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

ikke mindre ivrige for at optages i den udsøgte lille Liitzow-

ske Kreds, end Munsterianerne før havde været.

Det var umuligt andet end at føle sig vel i de smukke

Omgivelser, hos de to Mennesker, der saa fortræffelig

suplerede hinanden, hvor himmelvidt forskellige de end

af Natur og Oprindelse var.

Hvem, der kun havde sét Digteren i hans ydre Op-

træden, som Embedsmand, som Selskabsmand eller blot

som Borger i sin By, kunde knap kende ham igen, her-

ude i hans Hjem. Det stejle og brydske, der stak frem

ved hver en Lejlighed ude i Livet, mærkedes her kun

som vigende Fasthed, hans Vid blev mindre hvast, hans

Munterhed lød langt naturligere, aandeligt og legemligt

traadte han varsommere i sin Tilbedtes Nærhed, og det

dæmpede og ømme gav hans robuste Væsen en ganske

særlig Charme.

Til en af Husets hyppigste Gæster hørte Vilhelm Scha-

dow, den daværende Leder af Kunstakademiet og egentlige

Stifter af den senere saa velkendte Diisseldorferskole. Faa

Aar forinden var han kommen til Byen og havde over-

taget Posten efter sin berømte Forgænger, Peter Corne-

lius, og var med fem Elever rykket ind i det nyopbyggede

Akademi. Og uden andre Forbindelser, uden andre For-


SJETTE KAPITEL 97

udsætninger end dem, han selv maatte skabe, med et

Navn, der vel var kendt i Kunstnerverdenen, men ikke

ud over Hjemlandets Grænser, alene ved egen Energi

havde han drevet Skolen op til en af de første i Europa,

hvor Hundreder af unge Kunstnere stredes om Pladsen og

om den Ære, at kunne kaldes hans Elev.

Det var Malerne, der dominerede Byen. 1 deres Kunst-

nerantræk: den obligatoriske Slængkappe, Bulehattene,

Vildmandsskægget og de lange, bare Halse turede de om

og gav Livet et halv fantastisk, karnevalsagtigt Præg. Utal-

lige var de Maskeoptog, Pantomimer og muntre Fester,

de mellem Aar og Dag opførte til Glæde for det modtage-

lige, fornøjelsessyge Publikum. Og under deres regime

havde Alvoren, i Selskab med den tragiske Muse, forlængst

taget Flugten.

Roligt at se til, hvordan Tiden smuldredes hen med

Lystighed og Bægerklang og hundrede gale Paahit, var

Immermann ikke muligt. For en Tid kunde han lade sig

rive med af den ungdommeligt kaade Gaaen op i Narre-

streger, men i Længden var det hans vægtige Natur imod,

og Savnet af et dybere Indhold og righoldigere Udbytte af

de selskabelige Sammenkomster fik ham til at holde sig

mere tilbage. Han følte sit aandelige Ansvar for stort og

Elise Ahlefeldt-I.aurvigen 7


98 lUASF. AHLEFELDT-LAURVIGEN

befandt sig, „som en tungt lastet Skonnert blandt lutter

lette Fartøjer, der lystigt krydsede mellem hinanden uden

Maal eller Med, knap uden at sætte en Kølstribe."

At skabe et bedre Forhold i de forskellige Kunstarters

Stilling, at bringe dem i en dybere og nærmere Berøring

med hinanden og fremfor alt at bane Vej, saa den bort-

flygtede Muse atter kunde finde tilbage til det ophøjede

Stade, hvor hun hørte hjemme var Tanker, der lige fra

hans første Ankomst til Byen, havde beskæftiget ham.

Det første Indtryk han havde faaet af de bestaaende

Tilstande var overvældende — Han fortæller selv derom

i sin „DiJsseldorfer Maskerade":

— Tænk Dem de to Modsætninger, jeg lige straks den

første Dag under mit Ophold her, blev Vidne til.

Jeg var ankommen ved Middagstid og gik straks ud for

at bese Byen. Min første Gang galdt det nye Kunstaka-

demi. Lyse Gange og prægtige, højloftede Sale mødte mig

overalt, hvor jeg kom hen. Schadow viste mig om og jeg

traf Lessing i fuld Færd med et af sine velkendte Land-

skaber, Hildebrandt, Schirmer og Miicke. Overalt lovende,

unge Talenter i harmoniske Omgivelser, Skønhed og Liv.

Om Eftermiddagen hørte jeg paa Gæstgivergaarden, at

der ogsaa fandtes et Teater i Byen. Og ligeledes hørte


SJETTE KAPITEL 99

jeg Navnet paa det Selskab, der hvert Efteraar rekrutte-

res fra nyt af, for saa efter Vinteren igennem at have ar-

bejdet til Menneskehedens Bedste, at flyve fra hinanden,

naar Svalerne kommer. Min anden Gang blev altsaa til

Teatret.

Det var ikke let at trænge ind i det Kunsttempels aller-

helligste. Korridorerne var bælgmørke og Gulvplankerne

møre, saa man hvert Øjeblik traadte i et Hul og løb Pan-

den mod Muren. Eller man løb mod en fremspringende

Post, der stod igen fra den Tid, da Bygningen havde væ-

ret et Bryghus.

Ingen kunde ane, hvad han traadte paa i Parkettet. Var

det Rester af gamle Brædder eller ret og slet Jordsmuld?

Der blev mig fortalt, at en tyk Herre engang gik med det

ene Ben gennem Gulvet i sin Loge. Damen nedenunder

besvimede af Skræk, da hun saa den sorte Genstand

pludselig skyde ned foran sit Ansigt, og den arme Mand

fik Benet ud af Led.

Den kunstneriske Udsmykning af Salen bestod væsent-

ligst i, at der under Logeranden var anbragt Navnene paa

de berømteste Dramaturger og Komponister, malet i rødt

og sort. Men Lysekronen gav saa mat et Skin, at ingen

kunde læse, hvad der stod. Stykkets Indhold husker jeg

7*


100 KLISH AHLKFKL^T-LAURV^GEN

ikke længer, men efter det kom en Overraskelse. En

Gæstgiver fra Nabolaget, der følte Kunstens hellige Ild i

sine Aarer, deklamerede et Brudstykke af Kotzebues „For-

tvivlelse" !

Jeg kan ikke beskrive i hvilken Sindsstemning, jeg gik

hjem og gik til Sengs, mens mine Tanker uafladeligt kred-

sede om Kunstakademiet og den saakaldte dramatiske

Scene." —

Var den parodiske Forestilling i det gamle Diisseldorfer

Bryghus ikke netop Normen for Datidens Skuespilkunst

i Tyskland, var den heller ikke noget enestaaende.

Den Slappelse, der overalt var fulgt paa den aandelige

Højspænding under Guldalderperioden, ramte ikke mindst

den dramatiske Kunst. Og Sansen for god Komedie gik

i Frø, som saa meget andet under den alt beherskende

Reaktion. Selv de engang saa kunstinteresserede Rege-

ringskredse vendte ligegyldigt Ryggen til og gabede ugenert,

naar de klassiske Tragediehelte viste sig paa Scenen. Og

de Ord, der dengang havde bragt Tilskuerne i Fyr og Flam-

me og mægtigt havde bidraget til at hæve og styrke Sam-

fundsfølelsen og Fædrelandskærligheden mødte ingen Sang-


SJETTE KAPITEL

bund, men lød hule og udvendige i al deres heltemæssige

Pathos. Heltetiden var et overvundet Standpunkt og det

ophøjede og majestætiske havde intet med det daglige Liv

at skaffe.

Af Hensyn til den politiske Hygiejne var lidt efter lidt

alt, hvad der kunde vække de slumrende Minder bleven

banlyst fra Folket og den eneste Helt, der blev tilbage

var Censor, som med et tveægget Sværd drabeligt gik løs

paa hver en Linje, der blot tenderede mod det nationale.

Publikum sank hen i en Dvale, der var lige bekvem

for alle Parter og kun for de Forfattere, der forstod at føle

Tidens Puls og indrette sig derefter, der forstod at tilbe-

rede lette Pikanterier å la frangaise, der gav Underhold-

ning for en Aften og intet derud over, var Scenen aaben.

For dem, der ikke kunde og ikke vilde glemme, saå

det sort ud. Der endnu levede under Indtrykket af, hvad

Kunsten havde været og hvilken Højde den havde naaet

til, inden den fatale Epigontid tog sin Begyndelse. Der

ikke var i Stand til at slaa af og slaa sig til Ro paa Fæ-

drenes Lavrbær, og som enddog betragtede det som en

Blasfemi at røre ved deres Efterladenskaber og se dem

tillæmpede og tilpassede efter et højtæret Publikums Tarv.

Der gøs over at møde Shakespeares Tragedier forvandlede


102 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

til Komedier med en paaklistret glædelig„Wiener-Slutning".

Og fandt det ikke mindre end et aandeligt Drab, at se

„den værdige, gamle Herre Kong Lear, opvakt fra de

døde, fortsætte Tilværelsen, til Publikums Beroligelse i

Fryd og Gammen."

At hvert et Reformationsforsøg under de Omstændig-

heder vilde sluge Masser af Arbejde og Udholdenhed ind-

saa Immermann klart, og lige saa klart forstod han, at

skulde Forsøget lykkes og bære Frugt, maatte Jordbunden

præpareres lige fra Begyndelsen. Tanken om, at udrette

noget med den sammenløbne Trup i den hensmuldrende,

gamle Bryghusbygning, havde han hurtigt opgivet, under

Forsøget paa selv at sætte sin „Andreas Hofer" i Scene,

og han besluttede derfor helt at begynde forfra og at give

en Art halvoffentlige Oplæsninger efter Tiecks og Holteis

Mønster, for paa den Maade at vække Sansen for de store

Klassikeres store Dramaer og Lysten til igen at se dem

opførte paa Scenen.

Ideen viste sig straks at slaa an.

Malerne, der greb hver en Lejlighed til at møde noget

usædvanligt, overlod ham villigt et Atelier, der paa Fore-

læsningsaftenerne omdannedes til en rigt oplyst Salon,


I

SJETTE KAPITEL 103

hvor Vægge og Døre skjultes under Studier og store Lær-

reder, som med deres brogede Indhold og rige Farvetoner

gav Foretagendet et artistisk, halv-akademisk Sving.

At en Digter holdt dramatiske Oplæsninger var endnu

noget nyt og ukendt i Diisseldorf, og den fornemme Ver-

den, som længe havde holdt sig fjærnt fra alt, hvad der

havde med den usselige gamle Teaterkasse at skaffe, strøm-

mede nysgerrige til dette nye Paafund.

Læseaftnerne blev en Succes, en Modesag, hvor Hof-

fets Damer og Herrer og Omegnens Adel satte hinanden

Stævne. Dets halv private Karakter, de kunstneriske Om-

givelser og ikke mindst de romantiske Livsforhold, under

hvilke Digteren levede, pirrede Lysten til at se ham, end-

nu mere end til at høre ham fortolke Schiller og Goethe.

Man begyndte med at komme for Digterens og ikke for

Digtningens Skyld, men man endte med at komme for

begges.

I tre Vintre efter hinanden holdt de Oplæsninger ved,

da en Begivenhed hændte, som gav Reformplanerne en

endnu videre Retning.

Diisseldorf fik en ny Teaterbygning.

— En Sommerdag drog Murere og Tømrere ind i den

faldefærdige, gamle Rønne — fortæller Immermann —


104 ELISK AHLEFELDT-LAURVIGEN

Og rev Bjælker, Sparværk, Bænke og Piller ned og lod

intet andet end de fire, nøgne Mure tilbage. Derpaa mu-

rede Murerne og Tømrerne huggede til og efter dem

fulgte Polerere, Kalkpudsere, Snedkere, Malere og For-

gyldere. Der savedes, høvledes, huggedes og støjedes om

Kap indenfor de fire Vægge. Man gik i Lag med, hvad

der i de senere Aar saa ofte er gjort, at bygge en ny

Scene.

Den hele By interesserede sig levende for den nye

Bygning, men ikke én for, hvad der skulde gaa for sig

inde i de nye Haller.

Jeg gik stadig ud og ind og saå til, uden at ane, hvad

der skulde møde mig derinde. En skønne Oktoberdag

stod jeg ganske alene inde i Bygningen. Prosceniumspil-

lerne var alt færdige og lyste mod mig med de forgyldte

Kapitæler, rundt om mødte mit Øje lutter skinnende For-

gyldning, Lakering og brogede Arabesker. Paa Scenen laa

pragtfulde Dekorationer stablede op og pludselig for det

Spørgsmaal, som et Lyn ned i mig: — er det atter blot

Rammen, der skal fornyes og forskønnes og Indholdet

blive det samme, slette Opkog som altid!

Det syntes mig saa urimeligt, at mit hele Sind kom i

Oprør. Og uden at tænke paa Besværlighederne, der vilde


SjKTTE KAPITEL 105

møde mig og de mulige, skæbnesvangre Følger, fattede

jeg den Beslutning at ville stifte noget, der var de smuk-

ke Søjler, Dekorationer og Forgyldning værdig.

Det var et rent eventyrligt Indfald. Jeg var endnu en

fremmed i Rhinegnen og det store Publikum saa godt som

ukendt, uden praktiske Erfaringer og meget af hvad, jeg

vilde lære andre, maatte jeg først lære selv. — Men den

Slags Indskydelser kommer som en uimodstaaelig Trang.

Jeg har flere Gange oplevet det og altid er der kommet

noget ud deraf." —

Med ægte Immermannsk Energi gik han til Værks, og

inden Solen gik ned hin skønne Oktoberdag, havde han

allerede erhvervet enkelte Proselyter for sine store Gen-

fødelsesplaner, og deres Antal formeredes stadigt. Hans

„Sædemandsvirksomhed" var ikke gaaet sporløst hen og

den lille, udvalgte Tilhørerkreds, der Vinteren igennem

havde fulgt ham, svigtede heller ikke nu, men tilsagde

deres Bistand.

En Teaterforening blev stiftet med det Formaal, at op-

føre enkelte „Mønsterforestillinger" for med dem som

Overgangsled senere at gaa over til at overtage Byens Scene

med ham som øverste Leder.


106 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Schadow traadte beredvillig til, fulgt af sine bedste Ele-

ver. Historiemaleren Hildebrandt paatog sig at arrangere

de store Masseoptog og Grupperinger, Landskabsmalerne

Lessing og Schirmer malede Dekorationer, Digteren Uech-

tritz, der kort forinden var kommen til Byen i Embeds-

medfør, „forspændt" — som sin Broder i Apollo, — for

Fru Justitias Karre", gik med Begejstring op i Ideen og

endelig knyttedes nok et Navn til det unge Foretagende,

der lyste højt over sin beundrende Samtid; det var Felix

Mendelsohn-Bartholdys.

Den festlige Rhinby, hvor Luthers bekendte, livsforher-

ligende Vers dyrkedes højt, trods al Katolicisme, havde

altid øvet stærk Tiltrækning paa den unge, muntre Kom-

ponist, og uden synderlige Overtalelser lod han sig be-

væge til, at tage fast Ophold der og i nogle Aar vie sit

Ry og sine Kræfter, til at hjælpe det forfaldne Musikliv

paa Fode og overtage Kapelmesterposten ved det nye

Teater. Et Arbejde under saa ekstraordinære Omstændig-

heder og med et saa ophøjet Maal for Øje, syntes selv

den forvænte Menneskenes Yndling en ærefuld Opgave,

og det varme Venskab, der trods al indre og ydre For-

skellighed var opstaaet mellem ham og dets Stifter og Le-

der, gjorde Udslaget.


SJETTE KAPITEL 107

Læseprøverne holdtes i en af Akademiets klosterlignende

Sale, Under Vinduerne brusede Rhinen og de hvide Vægge

rødmede i den nedgaaende Aftensol. Ved Bølgeskvulpet

og i de skiftende Belysninger blev Stavelserne udmaalte,

Accenterne fastslaaede og Talens Lys og Skygge udar-

bejdet og i de poetiske Omgivelser lagdes Grunden til de

senere saa meget omtalte Diisseldorf Mønsterforestillinger.

Det var en straalende travl Tid, der fulgte. En Iver og

Oprømthed laa i Luften, en feberagtig Spænding, der i

mangt og meget mindede om den, der gik forud for Kri-

gen 1813. Ligesom den Gang var det Enhedstanken, der

laa bagved og satte alle Kræfter i Bevægelse, som den

Gang var det for Ærens og ikke for Vindingens Skyld, de

forskelligste Kræfter traadte sammen, for med Aandens

blanke Vaaben at generobre, hvad der ved Tidens Ugunst

var gaaet tabt. Maalet var det samme, omend Midlerne

ikke var.

Og et Skæbnetræk vilde, at den samme Kvinde nu som

den Gang stod ved den ledende og styrendes Side.

Uden at stille sin Person i Forgrunden øvede hun en

mægtig Indflydelse i det stille, var den usynlige, drivende

Kraft, der stod bagved og satte det store Maskineri i Gang.

Det var ude i det fredelige Derendorf, at Planerne blev


108 ELISH AHLEFELDT-LAURVIGEN

til Og kom i Vækst. Og under de daglige Samtaler med

hende var det, at Immermann klargjorde for sig selv,

hvordan han skulde gaa til Værks. For hende han gjorde

Prøveoplæsninger og endelig ogsaa hendes Kritik, han ene

rettede sig efter, hvor opfarende og unaadigt han end i

Øjeblikket optog den.

De Grundsætninger, hun var vokset op i, den dybe

Ærbødighed for Kunsten, der var gaaet hende i Blodet

som Fædrenearv, gav hendes Dom en Sikkerhed og Over-

vægt, som han villigt anerkendte og fik ham til ikke at

foretage et Skridt, uden at det havde hendes fulde Billi-

gelse.

Men sin første Beslutning blev hun tro, ikke personlig

at tage Del i Arbejdet og blande sig med det Diisseldorf-

ske Selskab, for ikke paany at udæske Spidsborgerlig-

heden, der saa synligt var blusset i Vejret ved hendes

Ankomst dertil og ikke atter at give den Vaaben i Hænde.

I Naturen rundt om hende fik hun rigelig Erstatning

for, hvad Menneskene i deres Snæversyn smaaligt holdt

tilbage og ensformig blev Tilværelsen derude aldrig.

De fortræffelige Kommunikationsmidler Diisseldorf ejede

fremfor nogen, den livlige Rhinfart, der evigt bragte gamle

og nye Venner til Stedet og holdt Forbindelserne vedlige.


I

SJETTE KAPITEL 109

fristede lige saa meget selv til stadige Udflugter. Og mang-

foldige var de kortere og længere Rejser, hun i Aarenes

Løb foretog alene, sammen med Vennen eller i Selskab

med flere.

Heller ikke sjældent hændtes det, at de Sammenkom-

ster, der var begyndt ved den rødmende Solnedgang inde

i Akademiets hvidkalkede Haller, forlagdes ud til Have-

husets brogede Stuer og først endte ved det rødmende

Morgengry,

Med Mendelsohn ved Flyglet, under den livligste, højt-

flyvende Passiar fløj Timerne med. Ingen vidste, hvor de

blev af og lige uforglemmelige blev de for alle, de Deren-

dorfernætter under Elises Præsidium.

Det første Resultat af det ihærdige Samarbejde blev

over al Forventning. Forsøget var en Begivenhed, der

Uger i Forvejen var imødeset med den største Interesse.

Ingen anede, hvad der egentlig skulde komme ud af

Tingene, da Tæppet gik til Vejrs for „den lærde Scene",

med Lessings velkendte St\'kke, .,Emilia Galotti" som Før-

steforestilling.

— I Begyndelsen sad Publikum i stum Forbavselse —

hedder det i Immermanns Memorabilier — over at de

deroppe ikke skreg og prækede og stoltserede planløst


110 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

omkring, som de plejede, men talte og opførte sig som

Mennesker, og det ovenikøbet som Mennesker, der følte

sig i Samklang med, hvad de forestillede! Ikke en Lyd

hørtes i det overfyldte Hus.

Men lige fra den store Disput mellem Appiani og Ma-

rinelli kom Tilskuerne i Fyr og Flamme og følte sig fri-

gjorte for den Tvang, der hidtil havde holdt dem fangne

og Jublen steg fra Scene til Scene lige til Forestillingens

Slutning.

Det gamle, udspillede Stykke frembragte en ganske over-

raskende Virkning. Sagens Kredit var grundfæstet, og alle

var tilfredse. I Dagene, der fulgte, taltes ikke om andet,

hvor to mødte hinanden paa Gaden var Teatret Samtale-

emnet. Det var, som om der var overgaaet Byen en uventet

Lykke!" —

Opmuntret af Heldet og med de bedste Forhaabninger

bestemte Immermann sig til at søge et Aars Orlov fra sit

Dommerembede, for helt og udelt at kunne give sig sine

litterære Opgaver i Vold og følge sin Antagonist, Grev

Platens, ironiske Raad:

Keiner gehe, wenn er einer Loorbeer tragen will davon

Morgens zur Kanzlei mit Akten, Abends auf den Helikon.


I

MEDENS

VII

Tilværelsen formede sig som et Digt for

Liitzowernes Heltinde, sad Helten stadig nagelfast

i det ulyksalige Miinster og følte sig ensom og forladt af

Guder og Mennesker.

Trods de ihærdigste Anstrængelser for at henlede Op-

mærksomheden paa sig og sin levende Begravelse, var

det endnu ikke lykkedes ham at finde et villigt Øre. Re-

geringen var vedblivende døv og blind for hans gamle

Fortjenester ogTilstanden den samme aandssløvende staaen

i Stampe.

Den friskende Luftning, der et Øjeblik trak op med

Julirevolutionen i Frankrig, havde ikke gjort den mindste

Virkning, kun som i et Glimt formaaede den at vise, at

bagved Skyerne var Himlen endnu blaa, men Taagen rul-

lede atter frem og under dens klamme, tunge Aande vis-

nede igen hver lille fremspringende Tro paa, at det no-

gensinde skulde blive anderledes.

Det øde Hus og Haven, der groede vildt og forfaldt for


112 KLISE AHLEFELOT-LAURVIGEN

hvert Aar, der gik, den uordentlige, utilfredsstillende Ung-

karletilværelse, Savnet af den styrende kvindelige Haand

blev ham mer og mer uudholdelig og drev ham til i Fortvivlelse

at søge en ny ægteskabelig Forbindelse. Om

nogen Forelskelse var der ikke Tale. Den sidste hæftige

Følelsesopbrusen med den tragiske Udgang havde tappet

ham Hidsigheden af Blodet og det var i en Tilstand af

vemodig Resignation og medfølende Sympati, at hans Øjne

faldt paa hans nylig afdøde Broder, Vilhelm Liitzows unge

Enke, der lige som han selv følte sig ensom og ulykke-

lig og som med sin lille Datter sad i trykkende smaa

Kaar. Saa snart han havde bestemt sig, skrev han til

sin fraskilte Kone og underrettede hende derom. Og

Elise bifaldt hans Plan af ganske Hjærte. At vide ham

atter i ordnede, huslige Forholde, at tænke sig ham til-

freds og veltilpas og Tomheden om ham udfyldt, var en

Lettelse, en Grund mere for hende selv til fuldt og helt

at kunne nyde det Liv, hun havde valgt.

Kort Tid efter, at han paany var bleven gift, sendte hun

en Ansøgning til Frederik den sjette om Tilladelse til at-

ter at antage sit gamle Navn, hvad der allernaadigst blev

hende bevilget.

Hvor forunderlig en Virkning, Afstanden havde haft paa


SYVENDE KAPITEL 113

Liitzows Følelse overfor hende, og hvor skarpt og klart

et Syn paa Forholdet han i Ensomheden havde faaet, viser

de Udtalelser, han sendte hende i den Anledning.

— Jeg finder det naturligt, at du antager dit gamle Fa-

milienavn — skrev han — det bringer dig Slægten nær-

mere og vil ved mange Lejligheder skaane dig for bitre

Erindringer. Dog, Mennesket er et mangesidigt Væsen,

og hvor forstaaelig jeg finder din Handlemaade, bragte

Tanken om, at du ikke mere bærer mit Navn, mig til at

fælde et Par egoistiske Taarer. Jeg synes, at du er bleven

mig ligesom fjærnere end før. Det er gaaet mig, som det

gaar med alle inkonsekvente Mennesker, der først handler

og saa tænker over, hvad de har gjort!

Den Ulykkesstjerne, der hvilede over hvert et Foreta-

gende, han i sit senere Liv indlod sig paa, fornægtede sig

heller ikke nu og ret mange Maaneder var ikke forløbne,

før han bitterlig kom til at fortryde, hvad han havde gjort.

Hans nye Hustru passede ikke for ham mer, end han

passede for hende, og selv et rent ydre Skin af Fordrage-

lighed og Harmoni var det dem umuligt at overholde. Og

i sin dybe Skuffelse var det atter til Elise han vendte sig,

for at hente Trøst og Forstaaelse.

Hlise Ahlefeldt-Laurvigen 8


114 KLISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

At kunne mødes med hende engang igen, at tale med

hende og kunne udøse sit overfyldte Hjærte for hende,

„der altid var Rede til at komme andre til Hjælp, der

først tænkte paa andre og sidst paa sig selv, der burde

forgyldes fra Top til Taa" — — blev et saa overhaand-

tagende Ønske hos den ulykkelige General, at han ikke

kunde modstaa det, men endelig skrev til Derendorf for at

melde sin Ankomst.

Gensynet mellem de to forhenværende Ægtefæller var

lige varmt fra begge Sider, omend Liitzow var den, der

vanskeligst kunde holde sin Bevægelse i Tømme. Taarerne

løb den hærdede, gamle Krigsmand ustandseligt nedad

Kinderne, mens han atter og atter anklagede sig selv og

forbandede sin utilgivelige Tankeløshed og Letsindighed,

der ene var Skyld i, at han havde mistet hende for be-

standig.

Kun en Dags Tid blev han i hendes Nærhed, saa rejste

han atter tilbage til sit ulykkelige Hjem i den forhadte

By med de mange, tunge, bitre Minder, Men endelig slog

Forløsningens Time; og den Fraflytningsordre, han saalænge

forgæves havde spejdet efter, blev ham omsider overbragt,

dog uden at bringe den forventede Opmuntring i hans

nedtrykte Tilstand. Glæden blev heller ikke af lang Varig-


SYVENDE KAPITEL 115

hed. Ikke ret længe efter, at han med Familie var bleven

installeret i den nye Bolig i Torgau, fandt Kongen for

godt, at skænke hans Regiment til sin yngste Søn, Prins

Albrecht og Liitzow blev pludselig stillet til Disposition.

Skønt det laa i Sagens Natur, at han maatte vige for

en Prins af Blodet, var Overraskelsen ikke behagelig og

Krænkelsen gik ham dybt til Hjærte. De fagre Ord og

klingende Løfter, der blev hans Lod i det kongelige Ar-

rangement, var ikke længer i Stand til at vække hans God-

troenhed. Saa grundigt var han bleven afspist med dem i

sit omtumlede Liv, at han vel vidste, hvad de var værd,

og hvor utilstrækkelig en Kost de var.

For dog at være ved Haanden, om noget skulde vise

sig, og personlig straks at kunne gribe ind, tog han til

Berlin og lejede sig en møbleret Lejlighed nær Thier-

garten, mens hans Hustru og dennes lille Datter levede

for sig i Dresden.

Maaned efter Maaned løb, uden at Løfterne blev til

Handling, uden at hans personlige Tilsynekomst vakte en

Gnist af Medfølelse hos de stive Atraper, der holdt Vagt

om den kongelige Trone, og den forhen saa stolte Officer

maatte finde sig i at se alle Døre lukkede, og se sig selv

8*


116 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

betragtet som et Stykke Skrammel, der forlængst var gaaet

af Brug.

Til Elise skrev han i Efteraaret 1833.

— Jeg har længe ikke ladet høre fra mig, men det fal-

der mig saa svært at sige dig, hvordan jeg lever! Jeg

skammer mig næsten over at fortælle det.

Min Bolig her ved Thiergarten er meget tiltalende, men

jeg er ganske uden Beskæftigelse. Ikke ét Menneske, nej,

ikke en menneskelig Sjæl mindes mig længer.

Leo (Broderen) er den eneste, der hver Maanedsdag af-

lægger mig en pligtskyldig Visit, men han er mere hæ-

derlig end behagelig og forlader mig aldrig, uden at have

saaret mine Følelser paa en eller anden Maade. At det

Liitzowske Navn saa ganske er ude af Kurs, er ham na-

turligvis ubehageligt, men mig personlig under han nok

en lille Ydmygelse, skønt han naturligvis ikke vil indrøm-

me det for sig selv engang, som Mennesker ikke gør

under de Omstændigheder.

Men — jeg er bleven ganske afstumpet og næsten

uimodtagelig for Indtryk. Der maa et mægtigt Basunstød

til for at vække mig op. —

Det mægtige Basunstød udeblev dog ganske. Og mer

og mer forfaldt han til sin gamle Beskæftigelse at lægge

i

I


SYVENDK KAPITEL 117

Planer og bygge Luftkasteller, der ligesaa hurtigt ramlede

i Grus igen.

Hans Yndlingside var det, at drage til Danmark og leje

sig ind paa Langeland i et af de smaa Musikanthuse, Grev

Ahlefeldt havde ladet opføre til sit faste Kapel. At ende

sine Dage der, i Erindringen om sin første Hustru paa

hendes Fødeø, syntes ham en Hvile for Tanken her i den

kolde, menneskemyldrende Hovedstad

Et beskedent Ønske for Tysklands engang saa fejrede

Nationalhelt!

Men hvor beskedent det var, skulde dog heller ikke det

gaa i Opfyldelse. Hans kraftige Helbred var under de gen-

tagende, ubarmhjærtige Stød bleven sat paa en haard Prøve,

og langsomt begyndte Kræfterne at tage af. Han, der før

brusede op over intet og ved enhver Lejlighed lod Hid-

sigheden faa frit Løb, var ikke længer i Stand til hverken

at føle Had eller Vrede. Og „Fromheden" tærede paa ham

som en snigende Syge.

En Aften gik han til Sengs med et let Ildebefindende

og næste Morgen fandt Tjeneren ham liggende død, med

et Udtryk saa mildt og fredeligt, som om han lige var

sovet ind. Paa Bordet ved hans Seng laa et Par Bind af


118 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Shakespeare, Goethes Tasso og Faust og Schillers Wal-

lenstein. Ikke hans men Elises Yndlingslekture!

For et Øjeblik bragte Rygtet om hans uventede, plud-

selige Død hans Navn atter for Dagen og Mindet om hans

Tapperhed og eventyrlige Bedrifter blev trukket frem af

Glemslen for ganske kort Tid efter, atter at synke

tilbage igen.

Et overvældende, dybt Indtryk gjorde Sørgebudskabet

paa Elise, der kort forinden havde modtaget det Fødsels-

dagsbrev, han trods sine mange Genvordigheder aldrig

glemte at sende hende. Og hvori han atter udkastede nye

Planer om at mødes med hende og slaa sig ned i hendes

Nærhed, for at de „paa en fornøjelig Maade igen kunde

omgaaes hinanden."

Med ham var et helt Livsafsnit forbi, og de Mennesker,

hun havde staaet nærest i Verden, hørte nu alle kun Min-

derne til.

Aaret forinden var Grev Ahlefeldt død. Men Døden

kom ikke brat og uventet som hos hans tyve Aar yngre

Svigersøn. Det var længe gaaet ned ad Bakke med den

gamle Greve, der rastløs og livlig, som han var, ikke

vilde høre Tale om, at tage Reb i Sejlene og give sig Tid

i


SYVENDE KAPITEL 119

til at hvile, før et Nerveslag ramte ham og afsluttede hans

virksomme Liv.

Grevskabet tilfaldt hans Brodersøn, Grev Christian Ahle-

feldt, der sammen med Jordegodset overtog den mægtige

Gæld, den Afdøde havde stiftet og med sin fraværende

Slægtning sluttede en Overenskomst, der sikrede hende

en anselig aarlig Sum.

Vel var det ikke de Rigdomme, Elise var født og op-

vokset til og som hun med fuld Ret havde kunnet vente,

der nu faldt i hendes Lod. Men endelig kunde hun se

Fremtiden roligt i Møde. Og det Tryk, den forventede Arv

hidtil havde lagt over hendes Liv, Sorgen over at se sig

forfordelt og uretfærdig behandlet vejredes væk, uden at

lade et Gran af Bitterhed tilbage i hendes Sind,

Betegnende for Grev Frederiks Datter var den Brug,

hun straks gjorde af sine forøgede Indtægter: at dele med

andre og sørge for de gamle, der havde staaet hendes

Slægt og Hjærte nær og hvem Tidernes Ugunst og den

Tranekjærske Økonomi haardest havde berørt.

Den levende Interesse, der straks fra Begyndelsen af

havde fulgt det storstilede Immermannske Teaterprojekt


120 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

var paa en foruroligende Maade ved at kølnes, efter hvert

som Tiden gik. Og dets Ophavsmand fik snart at føle, at

paa Tilskuernes Førsteindtryk lod intet sig bygge. Saalænge

det Hele havde Nyhedens Friskhed forholdt de sig rolige og

tog velvillige imod hvad de berømte Aander i Fællesskab

fandt for godt at servere for dem. Men da det efterhaan-

den gik op for dem, at det ikke var et blot og bart Forsøg,

en Grille, opstaaet og udklækket i en genial Kunstner-

hjæme, men at nu for ramme Alvor de gode, gamle Knald-

stykker skulde banlyses til Fordel for Shakespeare, Gal-

deren og Goethe, begyndte det at trække op til Uvejr og

Tegn viste sig i Sol og Maane, der ikke varslede godt for

dets fremtidige Levedygtighed.

Men ogsaa paa andre Maader slog Vanskeligheder sig

til, som ingen dødelig Sjæl kunde forudsætte.

Trods al optænkelig Umage, trods Udøvernes gode Vilje

og Direktørens utrættelige Paapasselighed kunde det ikke

undgaaes, at Smaauheld og Kalamiteter daglig indtraf, der

paany maatte overvindes og bekæmpes. Immermann med

de brede Skuldre, der fra Ungdommen af „var vænnede

til tunge Byrder", satte gladelig sine Kræfter ind og tog

de Stød, han vidste, maatte til. For ham var det en Livs-

sag, der vel var Kampen værd, noget andet var det der-


SYVENDE KAPITEL 121

imod med hans Medarbejder, den forvænte Mendelsohn,

Rigmandssønnen og Aladdinnaturen, der aldrig i sit Liv

havde faaet at føle, hvad det vilde sige, at trænge Fod for

Fod gennem Krat og Tjørne, for at naa et Maal,

Og dog havde Publikums forandrede Holdning og første

pøbelagtige Demonstrationer ligestraks en ganske modsat

Virkning paa de to Venner. Mens Digteren blev syg og

maatte gaa til Sengs af Ærgrelse, tog Komponisten det

som en Farce, betragtede det som „en livlig Meningstil-

kendegivelse af det letbevægelige Dusseldorferfolk", der

kun var til at le af, selv om det et Øjeblik fristede ham

til at kaste dem Taktstokken i Hovedet. Men de fortsatte

Kævlerier, Intriger og Besværligheder, der ingen Ende

syntes at ville tage, blev ham i Længden uudholdelige og

svækkede hans Tillid til Foretagendets Gennemførlighed.

Han lagde ikke Skjul paa sin Mening og det kom til gen-

tagende Sammenstød med Direktionen, der endte med, at

han resolut trak sig ud af det Hele og efter at have veks-

let „en Række fortvivlet grove Breve" med sin forhen-

værende Ven og Stalbroder, skyndsomst forlod Byen.

Mens Striden med Mendelsohn stod paa og snart viste,

hvilken Vej Venskabet vilde tage, fik den Immermannske

Kreds en højst uventet Tilgang i Digteren Christian Didrik


122 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Grabbe, den genialgale Dekadent, hvis Berømmelse skyld-

tes ligesaa meget hans Excentriciteter som hans digteri-

ske Produktion.

Rygtet om den diisseldorfske Teaterreform, der for længe

siden var fløjet Tyskland rundt, var ogsaa naaet til Lippe

Detmold, hvor han havde hjemme og levede i den yderste

Nød og Elendighed. Og forpint af sin Fattigdom og sine

ulykkelige, hjemlige Forholde vendte han sig til Immer-

mann, som han kun flygtigt kendte og erklærede i en kort-

fattet Skrivelse, at hvis han ikke kom ham til Hjælp og

skaffede ham noget at gøre, vilde han ubehjælpeligt gaa

til Grunde.

At Grabbe, der allerede da havde et Navn, som lyste

vidt og bredt, omend ikke med en uplettet Glans, var

kommen i saa yderlig reduceret en Tilstand, skyldtes ikke

mindst hans egne ulyksalige Tilbøjeligheder og arvelige

Anlæg.

Men et Øjebliks opblussende Energi havde desuden

faaet ham til at sige det lille Dommerembede fra sig, der

indtil da havde givet ham Brødet, og nu søgte han at

flygte fra sig selv, fra de forhadte Omgivelser, sin uvær-

dige Kone og fordrukne Moder.

Hovedkulds og uventet, just som det passede for ham,


SYVENDE KAPITEL 123

holdt han en skønne Dag sit Indtog i den velordnede, ele-

gante Rhinstad, medbringende en Bagage, der mest be-

stod i halvfærdige og paabegyndte Manuskripter, i løse

Papirstykker og løse Klædningsstykker om hinanden og

med Hovedet fuldt af barokke Indfald og de eventyrligste

Planer om et digterisk Samarbejde mellem Immermann,

Uecktritz og sig selv, der skulde fordunkle Verdens Mester-

værker.

En ganske forunderlig Fremtoning var Digteren ogsaa

i det Ydre. „Om en Maanebeboer var falden ned til os,

kunde han ikke være os Jordboere mere fremmed —

skriver Immermann i sine Memorabilier — Ingenting

stemte overens paa hans hele Krop." Hænder og Fødder,

der knap syntes udvoksede sad paa forvredne Arme og

Ben, og som Armene ikke syntes at vide, hvad Hænderne

vilde, stod Overkroppen ikke sjældent i Modstrid med de

vaklende Fødder.

Sin Bopæl fik han hos en Enke, der i et og alt lovede

at sørge for sin forunderlige Pensionær og med et sandt

Arbejdsraseri genoptog han sin litterære Virksomhed og

satte sig hurtigt ind i det store Teatermaskineri.

Dagen lang sad han halvpaaklædt begravet mellem sine

Bøger, eller han laa upaaklædt paa sin Seng og skrev


124 KUSK AHLKFKLDT-LAURVIGEN

sine mærkelige, poetiske Indfald ned paa et Utal af smaa

Papirlapper, der flød omkring ham og blev en stadig Kilde

til Fiendtligheder mellem ham og Husets Tjenestepige.

Hvert Øjeblik blev en af dem borte og bandende og skæl-

dende for han ud i sin bare Skjorte og jog det blufærdige

Væsen Huset rundt, under de groveste Beskyldninger for,

at hun havde stjaalet dem, til han omsider selv fandt dem

igen og brummende gik op i sin Seng. I selvsamme lette

Kostume modtog han i Reglen sin „Ven og Velgører" paa

dennes daglige Besøg.

Højtideligere gik det til, naar han begav sig afsted til

Derendorf, for at gøre Gengæld og samtidig bringe den be-

rømte Grevinde sin varme Hyldning. Da kom han i Op-

tog. Det lykkedes ham aldrig selv at finde Vej, og da Pigen

hver Gang maatte følge ham derud, kom Parret ansti-

gende paa følgende Maade: Digteren foran med sit alvor-

ligste Ansigt, forsigtig stolprende afsted paa sine altfor smaa

Fødder og et Par Skridt bagved Pigen, med Forklædet halvt

for Ansigtet, blussende af Skam og Undseelse over, at

maatte følge en saa „stor og voksen" Herre ved højlys Dag

paa Gaden.

I Elise fandt han straks en varmt forstaaende \'eninde

der trods hans Galgenhumor og mange Naragtigheder saa.


SYVENDE KAPITEL 125

hvor hjærtelig ulykkelig han var i Bunden, og hvor inder-

lig han havde hendes kvindelige Medlidenhed behov. Og

han, som Erfaringen havde gjort til Kvindehader, der skrev

al Menneskehedens Ulykke paa Kvindekønnets Regning,

lod sig ganske rive hen af hendes milde Venlighed og over-

gav sig paa Naade og Unaade.

Havde hans Hyldest end ikke megen Lighed med den,

hun ellers var vænnet til at modtage, stod den i digte-

risk Glød ikke tilbage for nogen og hændte det ogsaa, at

han, i et Øjebliks Forglemmelse, kom til at bide hende

i de hvide, fine Hænder „fordi de var saa uimodstaaelig

delikate", saa kunde han i næste Øjeblik gøre Afbigt i

en Improvisation, saa formfuldendt og følt, at den hævede

sig til det sublime.

Selv om hans Andel i det Immermannske Værk og hans

Optræden i den udvalgte lille Derendorferkreds ikke fuldt

ud kunde erstatte, hvad der ved Mendelsohns Frafald var

gaaet tabt, bragte hans Tilsynekomst dog fornyet Liv i Tin-

gene og hans Essays over den nye Forsøgsscene, og de

varmt anerkendende Kritiker, han som ansat Teaterrecen-

sent skrev, fik den lunkne Interesse til at blusse lidt op igen.

Men ret længe kom det idylliske Samarbejde mellem


126 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

de to Digtere ikke til uforstyrret at gaa, og mange sam-

menstødende Omstændigheder bar Skylden.

Den lange Retsferie, Immermann havde taget, var gaaet

til Ende. De tre hundrede og femogtredsindstyve Dage,

han uindskrænket, helt og holdent havde kunnet ofre de

høje Muser var forbi; og med et Suk traadte han atter i

Funktion og bøjede Nakken under det forhadte, juridiske

Aag. Atter var det kun de ledige Fritimer han kunde give

Litteraturen og da tilmed hans store Samfundsroman „Epi-

gonerne", der var begyndt under Miinsteropholdet for tolv

Aar siden og senere lagt hen, igen lagde Beslag paa hans

Tanker og uopholdeligt fordrede at blive gjort færdig, trak

han sig en Tidlang tilbage i sig selv og de daglige Besøg

hos hans excentriske Kaldsbroder holdt ganske op.

Hvad Nødvendigheden bød, tog denne dog som en forsæt-

lig Krænkelse, der gik ham dybt og smærteligt til Hjærte;

og sky og saarbar som han var, gjorde han intet Forsøg

paa, at holde det gamle Samkvem vedlige.

Huset ude i Derendorf blev i hans forvirrede Hjærne

et lukket Paradis, hvor han, den forstødte og forfulgte, ikke

længer havde Ret til at være, og vaklende mellem For-

bitrelse og Sorg holdt han sig stejlt derfra og faldt lidt

efter lidt tilbage til sine gamle Vaner. Den sociale og


SYVENDE KAPITEL 127

aandelige Løftelse, der enddog en Tidlang havde hævet

ham i hans egne Øjne, viste sig kun at være en Boble,

der brast ved det første Stød. Og hurtig sank han ned

igen og søgte Glemsel i „Drachenfels" berømte Drue.

I den muntre, gamle Kunstnerknejpe blev Grabbe snart

en fast og daglig Stamgæst. Der fandt han ligesindede

Aandsfæller, forulykkede Genier, som han selv, af hvem

han intet ventede og derfor heller ikke lod sig skuffe. Og

denne Gang var Faldet ubehjælpeligt.

I Løbet af et Par Aar gled han stadig dybere nedad, til

han syg og elendig forsvandt fra Byen, pludselig og uven-

tet, som han var kommen, for at vende tilbage til Det-

mold, til den Usselhed, han forgæves havde søgt at flygte

fra. Og faa Maaneder efter kom Efterretningen om, at han

var død, at „Tysklands fordrukne Shakespeare" — som

Ungdomsvennen Heine kalder ham — var endt i samme

Elendighed, hvori han hele sit Liv havde levet.

Endnu et Tab forestod Immermann, der blev af ikke

mindre Betydning for hans Bestræbelser end de to fore-

gaaende. Det var Bruddet med Schadow.

At to Kunstnere, der arbejdede ud fra to saa modstri-

dende Synspunkter, i Længden skulde kunne forenes i en

fælles kunstnerisk Opgave, var ikke ^t vente og Forskel-


128 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

ligheden var for hvert Aar, der gik, traadt betænkeligere

frem.

Schadow, der fra sin Ungdomstid var stærkt grebet af

Katolicismen og havde sluttet sig til de saakaldte Naza-

renere, saå i Kunsten blot en Forherligelse af Religionen

og anerkendte intet uden for, mens for den „hellensk"

anlagte Immermann, Skønheden var Hovedsagen, og „Yn-

den al sand Kunsts Grænse".

Gang paa Gang var de to modstridende Anskuelser tør-

nede sammen, uden dog at vække varig Forbitrelse. Saa-

længe hver holdt sig paa nevtral Grund, saalænge det

rent personlige holdtes udenfor den, havde Venskabet ufor-

styrret kunnet fortsættes, og først efter at Schadow, under

et fornyet Romaophold var bleven opfanatiseret til det

yderste og vendte hjem med „nypaastrøget Kolorit" glø-

dende af Reformiver og Trang til at skabe Proselyter, blev

det Digtervennen for broget og en stærk Afsvaling ind-

traadte, der endte med et ulægeligt Brud.

Saa stod da Reformatoren saa godt som alene tilbage

af den lille begejstrede Flok, der havde dannet Grund-

pillerne i den nystiftede Teaterforening og stred mande-

ligt for at bringe sin Yndlingstanke frelst over de mange

farlige Skær.


Men lykkes skulde det ikke.

SYVENDE KAPITEL 129

Den Skæbne, der havde raadet over hans Liv og hele

digteriske Produktion, som selv i hans Ydre havde haft

en Finger med, det lille manglende „noget", der hindrede

ham i at naa det ypperste og overalt traadte i Vejen, hvor

det galdt de højeste Maal og hans varmeste Ønsker, ramte

ham ogsaa nu.

Tappert havde han trodset Publikums Demonstrationer,

Vennernes Kulde og Kritikernes ondsindede Beskyldnin-

ger og Udfald, uden at vige et Skridt til Siden, havde han

fulgt sine første oprindelige Planer, fra den Dag den første

Kime spirede op i hans Hjærne; men ved det tredje og

sidste Aars Udgang under hans Ledelse, var det ham

klart, at Forsøget kun blev et Forsøg og intet mer.

Den Statsunderstøttelse, der maatte til for at bringe den

fornødne Ballance i Tingene, udeblev, de usle 4000 Tha-

ier, som han lige til det sidste haabede skulde komme og

bringe Foretagendet frelst i Land. Men Summen var ikke

til at rejse og redningsløst maatte det falde.

I hele det store tyske Rige fandtes ikke en Mæcen,

ikke en kunstforstandig Fyrste, der følte sig fristet til for

en ringe Sum, at sikre sig det lille fortræffelige Teater

med de velindøvede Kræfter og stolte Repertoire, og gen-

Elise Ahlefeldt-Laurvigen 9


130 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

nem det skaffe sit Folk en renere og højere Scenekunst.

Den Opsigt, Forsøget straks havde vakt, havde blot lige

berørt Overfladen og ingen dybere Trang vakt til Live.

Ubekymret og ligeglad vendte man sig atter fra det og

mod den graa Ligegyldighed kæmper selv Guder forgæves.

Det var et haardt Slag for Digteren. En Hjærtesorg for

ham, der havde sat alt, hvad han ejede og havde af Evner

og Energi ind paa at vinde frem, da Tæppet for sidste

Gang gik ned for den „lærde Scene", han kendte ud og

ind „til det mindste Kulissesøm". Og med Vemod at han

tog Afsked med sine Skuespillere, der trods alt, havde staaet

ham bi i gode og onde Stunder.

Erfaringen havde paany lært ham, hvad Løn, der venter

den, som vover at gaa mod Tidens Strøm.

„En Haandfuld graa Haar, en Sølvpokal og et broderet

Tæppe" var det eneste synlige Resultat, der for hans Ved-

kommende var kommen ud af de seks Aars uafladelige

Slid og Strid. — Men dermed maa man ogsaa lade sig

være tilfreds, og ikke forlange mere af Menneskene —

skrev Immermann i letforklarlig, bitter Ironi. —


UNDER

VIII

de vekslende Begivenheder, mens Lys og

Skygge skiftedes om Herredømmet i den ydre Ver-

den, var Elises Følelser for sin haardt prøvede Ven ufor-

anderlig blevne ved at være de samme.

At hindre Skuffelserne i at ramme ham, stod ikke i

hendes Magt, saalidt som det passede for hendes Natur

at trænge sig frem og demonstrativt gribe ind i hans Ar-

bejde.

Tilsyneladende uberørt og uden for det Hele sad hun

paa sin fredelige Plet i Derendorf og lod andre om at

træde i Skranken og laane Navn til hans berømmelige

\'ærk. Og dog gik ikke den mindste Lysstribe eller Skygge

hende forbi, intet af hvad der angik ham og derigennem

deres poetiske Venskab.

Som hun havde gjort det til sit Maal i Livet at opret-

holde og bevare det, fulgte hun med usvigelig Trofasthed

kun sit eget Hjærtes Indskydelse og lod intet andet Hen-

syn, ikke Menneskers Dom, hverken Sejre eller Nederlag


132 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

have den ringeste Indflydelse paa sin Handlemaade. Men

Aarene var ikke gaaede hen i lutter Idyl, svære Bryd-

ninger og hæftige Sammenstød var ogsaa der trukne ep i

Ny og Næ og havde bragt dem mod hinanden og en gan-

ske umærkelig Forskydning i Forholdet var bleven Følgen.

Aarsagen var evig og altid den samme, kun Virkningen

blev en forskellig for dem begge.

Hvad der fremdeles var nok for hende og fuldt ud til-

fredsstillende for hendes romantiske Tilbøjeligheder, var

og blev for ham kun et Surrogat, som Vanens Magt ikke

evnede at formilde; men tværtimod grellere traadte frem

jo stærkere Livet greb ham fat. Jo uoverstigeligere Van-

skelighederne blev udadtil, des mere voksede Trangen i

ham til at støtte sig til Hjemmet, til i det mindste dér, at

have alt paa det Rene, og faste, lige Linjer. Verdens Dom

var ikke ham ligegyldig, som den var hende og det løse

og uregelmæssige, bagvendte Forhold, hvor hun var den

ydende, han den modtagende, hun den respektindgydende,

som han trods alt bestandig bøjede sig for, føltes som en

Pine, han ikke vovede at give Ord.

Han elskede hende endnu, ikke som den svær-

meriske Digtersjæl, der for enhver Pris maatte være i

den Tilbedtes Nærhed, men som Manden med de stærke


OTTENDE KAPITEL 133

Slægtsinstinkter, der forlangte en Hustru og et grund-

fæstet Hjem. De haarde Kampens Aar, der havde haft

Brug for hver af hans Evner, var gaaede dybt til Bunds

i hans Sind og bragt det inderste og oprindelige frem. Og

mens hun havde slaaet sig til Ro paa, hvad hun én Gang

havde vundet, vedblev han at fortsætte sin Udviklings

Kredsløb og var kommen tilbage til sig selv — milevidt

bort fra hendes Standpunkt.

At finde de Ord, der kunde forklare hende det uhold-

bare og unaturlige i Tingenes Tilstand og faa Bugt med

hendes Ulyst til at gøre nogen Forandring, hendes Angst

for at sætte Lykken paa Spil, stod stadig ikke i hans Magt.

Og netop de forebyggende Grunde blev Aarsagen til dens

Forfald.

Utaalmodig og mismodig over de gentagende Nederlag,

trak han sig for hver Gang længere tilbage i sig selv, og

selv om den ydre Fred snart igen blev oprettet og det van-

lige Forhold syntes uforstyrret, sved Mærkerne efter de

bestemte Afslag haardt og længe og den Tanke, som en-

gang havde gjort ham desperat og ude afsig selv, Udsigten

til at være hende foruden, at leve Livet skilt fra hende,

meldte sig i Ophidselsen stærkere for hver Gang og tabte

efterhaanden noget af sin første Gru.


134 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

En mægtig Allieret i sine Bestræbelser for at bringe

Orden i sine huslige Forholde og give Moralen og Sam-

fundet, hvad dets var, havde Digteren faaet i Dusseldorfer

Rigmanden, Gehejmeraad Sybels rigtbegavede Hustru. Af

stor og indgribende Betydning blev hendes Venskab for

det romantiske Derendorfer Hus. Aandrig og kunstelskende

som hun var, forstod ogsaa hun at interessere og fængsle

de berømte Mænd, der søgte til hendes elegante Hjem,

men endnu større Beundring vakte hun som Hustru og

Moder, som Mønstret paa en tysk Husfrue.

Alle de Længsler, der hemmelig havde gæret i Digteren

fik Vækst og groede i hendes Nærhed. Alle hans med-

fødte Instinkter vaktes paany til Live og brød frem i Sam-

taler med hende. Her var ingen tilkastede Grave, der

maatte trædes udenom, ingen Fordomme der maatte be-

kæmpes, de to forstod hinanden som Børn af samme Mo-

der, med samme oprindelige Grundsætninger.

Og Sammenligningen mellem de to varmhjærtede, rigt

udstyrede Kvinder, han daglig færdedes imellem, sprang

frem af sig selv, og ikke altid faldt de ud til Fordel for

den danskfødte Grevinde med de romantiske Ideer og den

dogmefri, højhjærtede Samfundsopfattelse.


'

OTTENDE KAPITEL 135

Aaret 1838 var kommet. Femogtyveaaret for Friheds-

krigens Begyndelse og ganske umærkeligt begyndte Stem-

ningen i Folket atter at slaa om. Den haardnakkede Fjendt-

lighed, hvormed Regeringen forfulgte de gamle Friheds-

helte, gjorde sit til at hæve Prestigen og som bebudende

Svaler om en ikke altfor fjærn Sommer, kom nu Festlig-

hederne rundt om til Ære for Jubilæet og fik Minderne

til atter at flamme op.

Immermann havde besluttet sig til at tage til Koln, for

der at samles med sit gamle Regiment og foredrage for

dem sit „Sølvbryllupsdigt"; mens Elise roligt blev tilbage

i Derendorf. Først senere paa Aaret brød hun op og fore-

tog sin aarlige Rejse, denne Gang til Holsten, for atter

at se til Slægt og Venner og besøge sin gamle Morbroder,

General Hedemann-Heespen, der inderlig ønskede at

mødes med hende endnu en Gang i sit Liv. Paa Hjem-

vejen mødtes hun atter med sin Ven, der havde tilbragt

en Ugestid i sin gamle Fødeby og glad og oprømt vendte

tilbage.

I sin Broders Hus havde han lært dennes Myndling.

den attenaarige Marianne Niemeyer at kende, og det unge

Barn havde straks gjort et mægtigt Indtryk paa hans mod-

tagelige Digterhjærte ved den Interesse, hun lagde for


136 FLISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Dagen, da han læste Brudstykker af sin halvfærdige

„Miinchhausen" højt i den forsamlede Familiekreds. At

Interessen ikke indskrænkede sig til hans Bog alene,

lagde hun i sit Hjærtes Uskyld ikke Skjul paa, og det

smigrede og rørte den halvældre Mand, at ikke blot hans

Arbejder, men ogsaa hans Person formaaede at vække

varme Følelser hos saa ungt et Liv.

Som en opflammende Trylledrik virkede den uventede

Erobring, efter de senere Aars saa haarde Medfart og

satte hele hans Sind i Affekt.

Stærkere end nogensinde følte han Uholdbarheden af

de bestaaende Tilstande i Hjemmet og med en overvæl-

dende Hæftighed, som et Øjeblik fik Elise til at studse,

trængte han paany ind paa hende og bad hende endnu en

Gang om at indvilge i, at blive hans Hustru for Gud og

Mennesker. Men hvad hans inderlige Bønner ikke havde

udrettet, gjorde hans Hæftighed heller ikke nu. Halv i

Skæmt, halv ærgerlig slog hun det hen og søgte at tale

ham til Rette. Vilde han da aldrig komme over de ung-

dommelige Griller! Havde deres Forhold endnu ikke traadt

sine Børnesko! Kom han aldrig til Fornuft!

Knap var de atter i Ro efter Rejsen, før Immermann be-

gyndte en Brevveksling med den unge Marianne, som han


OTTENDE KAPITEL lv37

ikke kunde faa af sine Tanker, og flere Maaneder gik hen,

før Elise fik Nys derom.

Indtil da var ikke en skreven Linje gaaet ud fra Huset,

uden at hun havde vidst, hvad den indeholdt og haft sin

Andel deri; og saa sikker var hun paa hans Hengiven-

hed, saa rolig for sin Stilling og sin store Indflydelse over

ham, at der ikke var Plads i hendes Sind til en Tanke

om, at det kunde blive anderledes.

I Læ af hendes urokkelige Sikkerhed fik Forholdet

mellem de to Brevskrivende uhindret Lov til at udvikle

sig og antage en stadig ømmere Karakter, til Immermann

endelig bestemte sig for et afgørende Skridt, friede til sin

unge Beundrerinde og fik et ubetinget Ja.

At forberede Elise paa, hvad der forestod maatte være

hans næste Skridt; men skønt han som Digter og Skue-

spilforfatter havde staaet foran sjælelige Problemer, der

syntes lige saa svære at løse, overgik Virkeligheden langt,

hvad han i Fantasien havde udmalet sig. Og brødebetynget,

pint og plaget af Uro og Angst for hendes Skyld udsatte

han sin Bekendelse fra Dag til Dag.

Hvad, der stadig var usynligt for Elises umistænksom-

me Blikke, var imidlertid bleven soleklart for enhver, der

stod i Berøring med Immermann. Og Rygtet om, hvad der


138 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

var i Gære, om hans Giftermaalsplaner og nye Forbin-

delser begyndte atter at beskæftige den halve Stad og kom

paa sin Flugt tilbage til Derendorf for Elises Øren. Det

var ikke første Gang, Rygtet havde haft travlt med Digte-

rens Hjærteanliggender og meldte om nye Forelskelser og

Erobringer, han havde gjort, men aldrig havde der ligget

noget dybere og alvorligere bagved. Smilende havde hun

hørt det og ladet det fare, var det vel anderledes nu?

Med den største Sindsro kunde hun tænke paa hans

opflammende Forelskelser og se ham yde Skønheden sin

Hyldest. Digternaturen maatte have frit Flagrerum, og til

livsvarigt Askese havde hun ikke fordømt sin varmblodige

Ven. Hun vidste jo, at han vilde vende sig til hende, hvor

det galdt Kunsten og hans rigt bevægede Tankeliv. Og saa-

længe hendes Domæne var uberørt, lod hun sig ikke bringe

ud af Fatning.

Men Rygterne var denne Gang sejglivede. Hun kunde

værge sig mod dem, som hun vilde de kom igen, stadig

i fastere Former og bragte gysende Kuldefornemmelser

med, en Anelse om at der maatte ligge noget virkeligt til

Grund.

Og da Tvivlen først var vakt, lod den sig ikke mere

forjage, men gav hende daglig nye Beviser for, at noget


OTTENUE KAPITEL 139

galt var der paa Færde. Den sky og indesluttede Maade,

hvorpaa Immermann søgte at unddrage sig hendes Sel-

skab blev hende først nu paafaldende. Hvad hun i sin

urokkelige Tryghed havde taget for den vanlige Ordknap-

hed og Adspredthed, der gik forud for hvert af hans større

digteriske Arbejder, var kun et Udslag af hans daarlige

Samvittighed. Men hvorfor talte han da ikke og lettede sit

Hjærte! Hvad var det, han vilde skjule, hvem var hun,

der var kommen mellem dem?

At føle Grunden vakle under sig og dog at lade som

intet, at veksle ligegyldige Bemærkninger om de forefal-

dende smaa Begivenheder, uden at faa Tankerne fra det

ene, sviende Punkt blev en Lidelse, der knap var til at

udholde, men hun var for stolt til at give efter og spørge

ham ud og tilsyneladende rolig og behersket ventede hun,

til han af sig selv vilde bringe Sagen paa Bane.

Hvad der syntes Immermann umuligt at bekende mundt-

lig, lod han endelig sin Pen besørge og i en lang, fortviv-

let Redegørelse nedskrev han en Aftenstund alt, hvad han

i de senere Aar havde gaaet igennem. Hvad han havde

haabet og kæmpet for uden at vinde, — og hvad han nu

endelig havde givet efter for — og lagde det mellem Papi-

rerne paa sit Arbejdsbord, som et Brev til hende.


140 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

At holde Orden i hans Manuskripter, at lægge hans

Arbejde til Rette og daglig pynte hans Bord med friske

Blomster var en af de Kærlighedspligter, Elise frivilligt

havde paataget sig fra deres Fællesskabs første Begyndelse.

Og selv efter at Usikkerheden var traadt imellem dem

blev hun uforanderlig ved, og vaagede med samme utræt-

telige Omhu over, at intet uskønt skulde støde hans Øjne

og lede Tankerne paa Afveje og ingen anden kvinde-

lig Haand faa Lov at trænge ind i hans Værksteds Aller-

helligste.

Brevet fandt hun og læste det til Ende. Og Ord kan

ikke beskrive, hvad hun følte under Læsningen.

Sorg, Fortvivlelse, Harme, Krænkelse og Skam jog som

Furier gennem hendes Sind, for at samles i den haabløse

Vished: — at alt var uigenkaldeligt forbi! Alt det hun el-

skede højst i Verden. Den stille, idylliske Tilværelse, det

fredelige Hjem, det rige, aandelige Samliv, alt hvad hun

havde troet grundfæstet for Livet var forbi, forbi — og

burde alt længst have været det.

Trods de ømme, skaansomme Ord skinnede Sandheden

sviende igennem det Hele, at hvad hun kaldte Lykke^

var bleven det modsatte for ham, at det Maal, hun havde

sat, længst var forfejlet og det Liv hun havde beredt ham,


OTTENDE KAPITEL 141

føltes af ham som en Tyngsel, der gjorde ham tung og

kraftløs i Sindet.

Det, hun mest af alt havde frygtet for, var kommet, om-

end ikke paa den Maade, hun havde tænkt. Hendes Nær-

værelse var overflødig, hendes Magt over ham var forbi.

Og de hundrede Ofre hun havde bragt, hendes uforan-

drede, varme Kærlighed kunde intet ændre deri.

Og den, der skulde følge efter hende, for hvis Skyld

han havde brudt sit Ord og sit Løfte var et uudviklet Barn

paa atten Aar!

Hvor oprevet og fortumlet hun var; ét stod hende straks

klart, at hendes Dage i Derendorf var talte. At blive i

Nærheden, hvor han som gift boede, at se ham med en

anden gaa der, hvor de to havde færdedes, at omgaaes ham

som en helt fremmed, hvilken som helst almindelig Ven,

hverken kunde eller vilde hun. Og hendes Beslutning var

urokkelig.

Immermann blev ude af sig selv, da han hørte det. Paa

hæftige Scener havde han været forberedt, lidenskabelige

Udbrud af Sorg og Vrede; men ikke paa, at hun helt

skulde forsvinde ud af hans Liv. Og han gjorde alt, for

at søge at ombestemme hende. Bønfaldt hende om ikke


142 ELISE AHLEFKLDT-LAURVIGEN

at handle overilet og lade sig rive hen af sin første op-

blussende Vrede, men blive i det Hjem, hun elskede saa

højt og være hans unge Kone en Støtte og moderlig V^en-

inde.

Hendes hæftige Vægring fattede han ikke. Trods al sin

Menneskekundskab og psykologiske Sans evnede han ikke

at gaa helt til Bunds i hendes sammensatte Følelser og

forstaa, at hvad der for ham syntes saa lige til, var for

hende uigennemførligt, at hvad hun havde givet, lod sig

ikke dele med andre. Alt havde hun sat ind paa det ene

og tabt, og det var et „Tab, der ikke lod sig hele med

Rosenvand" og ikke lappe paa med halve Forholdsregler.

Tiden, der fulgte til Opbruddet blev en fortsat Pine, et

dagligt Helvede for dem begge. En uventet Modstand

mødte Immermann hos sin Broder, der ganske stillede

sig paa Elises Side og nægtede at give sit Samtykke til

den paatænkte Forbindelse. For ham var Digterens Løfte

bindende for Livet og Bruddet syntes ham ikke stort andet

og bedre end et Ægteskabsbrud. Først ved en kvindelig

Slægtning, den gamle Fru Niemeyers Mellemkomst, der

intet heller vilde, end at se sit Barnebarn gift med den


OTTENDE KAPITEL 143

berømte Mand, blev Striden endelig bilagt og den unge

Mariannes Haand ham sikret.

Men end ikke Glæden derover fik Bugt med hans kval-

fulde Uro. Samvittighedsskruplerne sled ham op. og veks-

lende mellem Haab og Fortvivlelse, mellem Medlidenhed,

Længsel og hed Attraa skred Foraaret frem. Hvidtjørnhæk-

ken stod i Blomst og mens Roserne knoppedes og Natter-

galen slog fra hver en Busk, gik de to Husfæller om i

fortærende, pinende Sjælekamp.

en

Som altid i Livet var det ikke de hæftige Udbrud, der

gik dybest og gav de smerteligste Saar; men Stilheden

som fulgte efter, hvor hvert Minut føltes som en Sten,

der lagde sig til den i Forvejen saa tunge Byrde. Stun-

der, hvor det syntes for hver, som om de maatte synke

sammen under Vægten og kun Hensynet til Omverdenen

holdt dem oppe. Mvor Tanken om Fremtiden gjorde hende

stiv og kold af Angst og Synet af hendes tavse Sorg bragte

ham ud af sig selv, og fik ham til at vakle, til at ønske

det skete ugjort, til alt, blot for atter at se hende tilfreds og

rolig.

I sin Ophidselse vendte han sig til sine Venner og kla-

gede for dem sin bitre Nød.

— De har set Laokoon — skrev han til Fru Gehejme-


144 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

raadinde Sybel — men ikke en Laokoon, der maa lade

som intet og deklamere midt imellem sine Slanger.

Den Laokoon var i Gaar i Derendorf! —

Den fremmede Indblanding hjalp dog intet til at jævne

Vejen, og faa Elise fra sin faste Beslutning hurtigst mu-

ligt at bryde op og lægge Mile mellem sig og sin unge

Efterfølgerske. At det vilde være til Plage for begge, en

Uret mod dem begge at blive, lod hun sig ikke snakke

fra og med tilkæmpet Ro og samme fornemme Tilbage-

holdenhed, hun før havde vidst at værne om sine saarede

Følelser, mødte hun ogsaa nu hver medlidende Hoved-

rysten og højrøstet Beklagelse og gav ikke sit Hjærte til

Pris.

Kun ét Menneske havde hendes fulde Fortrolighed; et

Menneske, der som hun selv havde lidt store Skibbrud i

Livet. Det var den rigtbegavede, varmhjærtede Professor-

inde Diffenbach, som under Frihedskrigens Aar med stor-

mende Entusiasme var kommen hende i Møde, og med

hvem hun havde stiftet et livsvarigt Venskab. Frisindet og

sværmerisk til det yderste var ogsaa hun mere end én Gang

kommen paatværs af de strænge Samfundslove og havde

fristet en broget Skæbne. Sin første Mand havde hun for-


OTTENDE KAPITEL 145

ladt, for at følge den berømte Læge, hvis Navn hun bar,

og af hvem hun atter igen var bleven forladt.

Nu traadte hun til og foreslog en Rejse til Italien og

Elise greb Forslaget med begge Hænder; en ung Kunst-

historiker og Skribent fra den Diffenbachske Kreds skulde

følge med som de to Damers Ledsager og Beskytter.

1 August var alt færdigt til Afrejsen og Elise stod Rede

til at forlade det lille, fredelige Hus, hun i tolv Aar havde

delt med sin Ven. For anden Gang i Livet stod hun hjem-

løs og rodløs og skulde begynde Livet helt fra nyt.

Immermann fulgte med til Koln. Og her i Afskedens

Øjeblik svandt al Mislyd, al opsamlet Bitterhed og kun

Smerten over at skilles blev igen. En Smerte saa dyb, at

den trængte til Bunden af deres Hjærte og Sjæl og aldrig

lod sig helt forvinde. *

Fra Koln tog Elise med sit lille Rejsefølge gennem

Schweitz til Italien, mens Immermann vendte tilbage til

Derendorf, for at gøre sig i Stand til at hente sin unge

Brud, der i alle de skiftende Sindsstemninger og haarde

Kampe trofast havde holdt ud og staaet ham bi.

Men selv ikke nu „kunde han finde sit Hjærte" og kom-

me i den Stemning, der passede sig en lykkelig Brudgom.

Elise Ahlefeldt-Laurvigen 10


146 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Hans Tanker gik ikke til Halle, ikke til Marianne, men

til Italien, til den bortdragne og Længslen efter hende fik

ham til at fælde „de hedeste Taarer, han havde grædt i

sit Liv."

— Jeg haaber til Himlen, at det kun er den Ensomhed,

jeg nu lever i, som ganske gør det af med mig —

skrev han til Fru Amalie Sybel — det er min eneste

Trøst. Men kom mig til Hjælp mod mig selv og skaf mig

Klarhed og Ro, søg at jage den skrækkelige Tanke fra

mig, at jeg har taget fejl af mine Følelser og bestandig

kun elsker Grevinden!

Vorherre har hidtil altid hjulpet mig, han svigter mig

heller ikke nu. Det maa berolige Dem. Og ind imellem

alt, viser Mariannes Billed sig, som Solen mellem Skyerne.

Men ak! Skyerne vender altid og altid tilbage.

Det er en Tilstand, ikke til at beskrive. Og jeg den

underligste Brudgom, der nogensinde har levet! —

Som et Udtryk for hans Følelser i hin oprevne Sjæls-

tilstand, staar hans Afskedsvers, hans sidste, bitre Hjærtesuk:


Ja, hun er død for mig, for evigt I

Hvad jeg besad, hvad lykkeligt jeg nød,

Er som en Skygge vejret hen

Med Tidens kolde, hykleriske Strøm.

1


Ak I

OTTENDE KAPITEL 147

var hun som en bleg og yndig Engel,

blot vandret ind i

Dødens tavse Rige,

da fandt jeg Trøst, da var hun min for stedse.

Men nej, hun lever. Lever ej for mig -

bortstødt af mine Hænder. Og Kærligheden døde!

Det var som et pludseligt ældet Væsen, som et Men-

neske, der intet mer haaber og venter, at Elise efter sin

maanedslange Rejseudflugt atter vendte tilbage til Tyskland.

Lige til da havde hun bevaret sin ungdommelige Spænd-

stighed og Skønhed i en utrolig Grad, men nu var Græn-

sen naaet, hun gik i sit halvtredsindstyvende Aar, hendes

Livs store Mission var endt, og Frfemtiden havde intet over-

raskende mer at byde.

Dog var hun ikke til Sinds at sætte sig gudhengivent

hen, og med Hænderne i Skødet begræde sin tabte Lykke.

Livet havde endnu sine Rødder dybt i hende og selv om

Ungdommen var flygtet og havde taget de ydre Tillokkel-

ser med i Følge, var Feernes bedste Gave bleven uberørt

tilbage: — Evnen til at sprede Skønhed om sig og ud af

sine Omgivelser, af hver, der kom hende nær, at lokke

det inderste og bedste frem og gøre det frugtbringende

for andre. Den inciterende, inspirerende Magt, der var

10*


148 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Kernen i hendes Væsen og havde formet hendes Liv og

Skæbne.

Hvad hun havde villet forbeholde den ene, kom nu atter

de mange til Gode og det store, skæbnesvangre Fejlgreb

blev hendes Alderdoms Styrke. Ved det fik hun Ro og

Kraft til at komme over de mindre Tab, Livet endnu havde

i Behold til hende, som den sidst overlevende af sin sam-

tidige, talrige Vennekreds.

Sammen med sin utrættelige Veninde og Rejsefælle

slog hun sig ned i Berlin, hvor hun uforstyrret blev boende

til sit Livs Ende, og i de kunstinteresserede, aandsfrie

Hovedstadscirkler efterhaanden fandt Lægedom for sine

dybe Saar. I det fælles Hjem, som ogsaa efter at hun var

bleven alene, efter at den livlige, bevægelige lille Profes-

sorinde havde forladt Livet „lige saa hurtigt og uberegne-

ligt, som hun havde levet", saa hun sig igen som Midt-

punkt i en Selskabelighed, der drog ud og ind og til Sta-

dighed fyldte hendes lyse Stuer i Potsdamerstrasse.

Hvad Generalinde Liitzows litterære Aftner var for de

ligesindede Aander i Miinster, hvad Idyllen i Derendorf

i de gode Dage havde været, blev Grevinde Ahlefeldts

Berlinersalon: — et Fristed, hvor Mænd og Kvinder af


OTTENDE KAPITEL 149

de forskelligste Aandsretninger, de berømteste Spidser i

Kunstens og Videnskabens Verden trygt kunde mødes.

En straalende Række Navne, der lyser op langt ud over

deres Bæreres Levetid. Navne som Humboldt, Tieck og

Strauss, Digterparret Theodor Mundt, den norskfødte Hen-

rik Steffens, Maleren Peter Cornelius og Henriette Paal-

zow, der efter sit Ægteskabs Opløsning havde forladt Miin-

ster og bosat sig i Berlin og nu med Begejstring atter

sluttede sig til Husets nære Venner. Og andre, hvis Navne

den Gang havde Klang som de bedste, men senere hurtig

døde hen og kun blev tomme Lyde, der ingen Forestil-

linger vækker.

Og i

det Liv de førte med, i den Luftning de bragte, fik

Sindet ikke Lov til at ruste og Savnet ikke Lov at gro.

Hvor ubeskrivelig Tilværelsen var forekommet Immer-

mann i hans kortvarige Ensomhed og hvor uigennem-

trængeligt Skylaget syntes hans sorgbeslørede Blikke, brød

Solen dog for Alvor frem den brogede Oktoberdag, da han

drog ud med Følelser, der ikke gav Naturen om ham

meget efter, for at hjemføre sin brunøjede, sortlokkede

«


150 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

lille Kone. Og i

efter lidt til Ro.

dens varmende Straaier faldt han lidt

Det ganske Diisseldorf var paa Benene og i Fest for at

modtage det hjemvendende Par og store Foranstaltninger

blev gjort til Ære for Begivenheden. Det var, som om

hver enkelt trængte til at lægge sin Sympati for Dagen,

sin Glæde over endelig at se Digteren i ordnede Forholde,

vende Romantikkens vildsomme Stier Ryggen, for at tage

Stade paa Borgerlighedens solide Grund. Og som om Lyk-

kens Gudinde blot havde ventet paa det samme, syntes

ogsaa hun at ville gøre godt igen, hvad hun saa længe

havde forbrudt.

Med sin fantastiske „Miinchhausen", hvori Bondenovel-

len „Storgaarden" er indvævet, det Værk, der var bleven til

under hans sidste Sturm- und Drangperiode, „den haabe-

fuldeste og kvalfuldeste Tid i hans Liv", vandt han sin

første afgørende, litterære Sejr. Og den Anerkendelse, han

saa trodsigt havde kæmpet for og sat Livet ind paa, som

han i bitter Resignation tilsidst ganske havde opgivet,

naaede ham nu i fuldeste Maal.

I August Maaned, Aaret efter den oprivende Afsked med

Elise, fødte Marianne ham hans første lille Barn. Ogsaa

det brændende Ønske saa han nu opfyldt, men som om

I


OTTENDE KAPITEL 151

Livet nu intet mere vidste at række ham, blev han f'aa

Dage efter pludselig syg og døde, femogfyrretyve Aar gam-

mel, midt i sin Lykkes og Berømmelses Middagshøjde.

Paa en underlig, vemodig Maade passede paa ham selv,

de Ord han skrev i Epilogen ved sin sidste Teaterforestil-

ling:

— Saadan er Livet! Uventet rammer Lykkens Kys den

fulde Knop — og Blomsten aabner sig, lér glad — og vis-

ner hen!

Paa Goethes Fødselsdag den 28nde August blev han

begravet under stor og inderlig Deltagelse. Digtere og For-

fattere fra nær og fjærn strømmede til Rhinstaden, for at

vise deres store Kollega den sidste Ære, og Byen var klædt

i Sorg.

Om hans Pande var lagt en Lavrbærkrans, plukket af et

lille Træ, som han i den lykkelige Tid havde faaet af sin

Veninde. Det var som et Symbol, en sidste Dødens Hyld-

ning fra hende, der i Livet havde været hans Digtnings

Muse.

Hvor fuldt og helt hun havde forsonet sig med sin

Skæbne, og hvor villigt hun tilgav dem, der havde voldt

hende Sorg, fik hun efter hans Død rig Lejlighed til at


152 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

vise. Næppe var den sørgelige Nyhed naaet til hende fra

Diisseldorf, før hun satte sig i Forbindelse med hans Ef-

terladte og glemte sine egne Følelser, for at være dem til

Trøst og Støtte. Som den naturligste Sag af Verden tilbød

hun, at sørge for hans unge Enke og Barn, men da den

kunstelskende Frederik Vilhelm den IV straks havde be-

villiget Digterens Enke en Pension, nøjedes hun med at

udsætte en aarlig Rentepenge for hans lille Datter. Til For-

del for hende gav hun ogsaa Afkald paa sin bedste Skat:

de Manuskripter, der var blevne til under hendes Øjne,

og som Immermann egenhændigt havde tilegnet hende og

givet hende i Arv og Eje. Senere hen føjede hun hans

Portræt til Gaven, som han i Ungdommen havde ladet ud-

føre til hende — og kun Mindet om ham, det hun ikke

kunde dele med andre, beholdt hun for sig selv alene.

Aarene gled hen.

Harmonisk og fredeligt, som Digtervennen havde spaaet

det, kom Alderdommen, knap uden at hun mærkede det

selv. Og som hendes Ungdom havde været delt mellem

de to modige Forkæmpere, der stred for Ret og Ære, gik

de sidste femten Aar af hendes Liv delt i Minderne om

dem.


OTTENDE KAPITEL 153

Den friske Luftning, der saalænge havde været under

Opsejling, som ved Epigontidens Slutning helt syntes at

ville lægge sig, for saa endelig at blæse op til en forry-

gende Storm, havde atter bragt for Lyset mangt og meget

af det, som var dækket til af Glemselens og Reaktionens

Støv. Handlingens Tid var atter inde, og ganske af sig selv

vendtes Blikket mod hin Tid, der var den stærkest bevæ-

gede i den nyere Tids Fædrelandshistorie.

Tanker og Ideer fra Frihedskrigens Aar svirrede mer og

mer højlydt om i Luften, Begivenhederne fra den Gang

blev trukne frem og genopfriskede, de endnu levende

Helte saå sig pludselig i stigende Folkegunst og de faldne

og døde fik Glorierne pudsede op.

En ejendommelig Begravelse, der fandt Sted i Foraaret

1843 paa Invalidekirkegaarden i Berlin, hvor Frederik Frie-

sens jordiske Levninger omsider blev stedt til Hvile, bragte

Liitzowernes Navn frem igen i Forgrunden. I niogtyve Aar

havde hans Ven og Stalbroder, Liitzoweren August Vie-

tinghof ført dem om med sig, efter at have hentet dem

hjem fra Frankrigs Grund, uden at turde overgive dem

til det pietetsløse, utaknemlige Fædreland, af Angst og Om-

sorg for hans dyrebare Minde.

Elise Ahlefeldt-Laurvigen 11


154 ELISE AHLEFELDT-LAURVIGEN

Først da Tiden i sin evigt bølgende Kredsgang viste

Tegn til Omslag, tog han Mod til sig og søgte og fik Re-

geringens Tilladelse til at lade dem jorde ved de faldne

Kammeraters Side.

Og endelig fik ogsaa deres tapre Fører den Hæder og

Ære tilbage, der rettelig tilkom ham. Aaret før Martsrevo-

lutionen brød løs, den stolte Fanfare der gav Reaktionen

sit Jerichostød, blev en Mindestatue afsløret paa hans Grav

og den tiloversblevne, lille Rest af „den sorte Jægerskare"

samledes endnu en Gang i det Lutzowske Navn, for sam-

men at fejre hans Minde, og lade Erindringen om den

stolte Tid med den glødende Ungdomsbegejstring stryge

varmende gennem Sindet.

En Mindefest med et stilfærdigere Præg, der ikke havde

noget med Ild og Sværd at skaffe, fejrede Elise alene med

sig selv, den 28nde August 1849, Hundredeaarsdagen for

Goethes Fødsel. Skønt alle hendes Venner var spredt

rundt om og hun af Helbredshensyn var bleven roligt til-

bage i Berlin, lod hun om Aftenen sine Stuer pynte op

med Blomster i Glas og Skaale, tændte alle Lamper og

Lys og satte sig i det festlige Skær til at læse hans „Iphi-

genie".


OTTENDE KAPITEL 155

Alene i den dybe Stilhed, i de harmoniske Omgivelser

mellem Blomster og Lys og med det graanende Hoved bøjet

over den opslaaede Bog sad hun der, selv en Legemlig-

gørelse af den højeste Aandskultur, en Skønhedens Præst-

inde i Andagt foran det ophøjede og gudbenaadede!

De sidste Par Aar af hendes Liv tog Kræfterne grad-

vis af og en indvendig, kronisk Sygdom undergravede hen-

des oprindelig saa stærke Helbred. Trods gentagende Bade-

ophold var hun saa godt som aldrig uden Smerter, men

hærdet som hun var blevet i Livets haarde Skole, bar hun

ogsaa sine legemlige Pinsler uden at kny. I Marts Maa-

ned 1855 sov hun blidt og stille hen, lige til det sidste

omgivet af en tilbedende og beundrende Venneskare.

Hendes Lig blev ikke ført til Familiebegravelsen paa

Tranekjær, men paa den store Berlinerkirkegaard kom hun

til at hvile i det Land, hvor hendes Liv og Virksomhed

faldt.

Fordringsløs og enkel som hendes Optræden havde væ-

ret, betegnende for hele hendes Liv kom Indskriften paa

hendes Gravsten til at lyde: —

— Grevinde Elise Ahlefeldt. Adolf Liitzows Hustru. Karl

Immermanns Veninde! —


KILDER

Ludmilla Assinf;: Gråfin Elisa v. Ahlefeldt. Eine Biographie.

L. Bobé: Slægten Ahlefeldt-Laurvigen.

G. Brandes: Det unge Tyskland.

R. Fellner: Geschichte einer deutschen Musterbiihne.

Fellner. Gejfken. Meyer und Schultess: K. Immermann. Ein Gedåchtnis

schrift.

„Die Gartenlaube" 1868. Nr. 14. Im Landhause von Derendorf.

K. Immermann: Werke MI.

— Memorabilien. Die Epigonen.

V. Jagwitz: Geschichte des Liitzowsche Freikorps.

Max Koch: Einleitung zu Immermanns Werke.

F. Mendelsohn : Briefe.

K. Schmidt: De fremmede Troppers Ophold i Danmark 1808.

Julian Schmidt: Geschichte der deutschen Litteratur. B. H-III.

Treitsche: Deutsche Geschichte im 19nten Jahrhundert. B. I.

Theob. Ziegler: Die geistigen u. socialen Stromungen des 19nten Jahr-

hunderts.


GYLDENDALSKE BOGHANDEL« NORDISK FORLAG

D. VON DER LYHE ZERNICHOW

STØVLET-KATHRINE

FORTÆLLING FRA CHRISTIAN Vils TID

Pris hft. 4.00, indb. 5.50

UDFRIET

Pris 3.25

TRO TIL DØDEN

Pris hft. 4.25, indb. 5.50

MAJKENS KÆRLIGHED

HOLLANDSK INTERIØR FRA DET ATTENDE AARHUNDREDE

Pris hft. 3.75, indb. 5.25

PARADISET

TO FORTÆLLINGER FRA ITALIEN

Pris hft. 2.50, indb. 4.00

FR. BAGGES KGL. HOF-EOGTRYKKERI. KOBEXHAVN


GT

1098

A4L9

1909

H*

PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

t

Lyhe Zernichow, D. von der

Elise Ahlefeldt-Laurvigen


i

li

iir^iEp^

.triSliwililSi

1 il

pi nu

1 !A

^Ét l&

m

mii:

At«.

iSfTui^l

Sij^ w; M^É

'^

SI Sn;*fc

Ri'

s IP! 1

P i

i

i1 iR

•iliillv

^-rtiJEW \^m^

1^.

1

o CO

s

^ ^— 5

LU ==(/) >—= ^^

(n— z— 11

•5—

O— X to =

More magazines by this user
Similar magazines