Nummer 70 (marts 2008) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

lpd.info.dk

Nummer 70 (marts 2008) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

unik og individuel i sit udseende er et stadigt stigende behov

blandt unge. Piercinger og lændetatoveringer er for

længst blevet til ”gårsdagens nyheder”. Der er også gået

mode i cutting. Uagtet at det er en lidelsesfuld tilstand for

den, der virkelig lever med denne trang, så er et snitsår,

hvis synlige placering på underarmen er nøje overvejet,

blevet en naturlig afl øser for tidligere tiders kropskunst.

blandt unge.

De dage, hvor unge røg en cigaret i smug bag skolens

cykelskur for at understrege deres oprør mod forældre og

samfund og fanden-i-voldskhed er for længst forbi. Nutidens

rebelske unge kan fi nde på at ryge og spise hvad

som helst og ridse fi gurer med et barberblad på deres

krop for at tiltrække opmærksomhed. Alt sammen med

opbakning i en kultur, der opmuntrer til den slags selvdestruktive

handlinger.

Det kan vi godt blive enige om er absurd og trist. Men

når snart sagt alle kendte med respekt for sig selv og deres

markedsføring, stiller op til interviews, tv-programmer eller

ligefrem skriver bøger eller sange om deres kamp mod

deres spiseforstyrrelse eller deres liv som selvskadende, så

er det altså deres fans, der samtidig er sårbare og naive

unge mennesker, der lytter til idolets lidelseshistorie.

Hvis de var lidt ældre og dermed lidt klogere på livet,

kunne det være at det faldt dem ind at spørge sig selv om,

hvorfor det tilsyneladende er umuligt at være en glad,

velbalanceret kvinde med et sundt udseende, hvis man

bevæger sig rundt i paparazziernes telelinser og blitzlys.

Samtidig kunne de måske konkludere at kulturen omkring

kendthed, som vi lever i og må forholde os sig til, nådesløst

fokuserer på kvinders utilstrækkelighed og mangelfuldhed.

Alene det burde være nok til at enhver almindelig

skolepige ville løbe skrigende væk i stedet for at stræbe

forventningsfuldt efter det.

Jeg synes ikke det var sjovt at være i anoreksiens vridemaskine.

Jeg slap heldigvis ud af den inden jeg fi k børn, så

de har ikke hørt på mine beklagelser og jammer eller set

mig stå foran spejlet efter den 3. vejning den dag og vurdere

om ikke jeg skulle tabe mig 1 kilo eller 2 mere – bare

for at være sikker på at der ikke var mere fedt tilbage på

kroppen. De har ikke set mig tælle kalorier; indtage et faretruende

antal aff øringspiller efter hvert måltid (HVIS jeg

overhovedet spiste noget) og de har ikke hørt mine veninder

og jeg rakke os selv og vores kroppe nådesløst ned

over en kop cappuccino (uden kage selvfølgelig!)

Voksne kvinder bestemmer selv over deres kroppe og

hvordan de vil forholde sig til den. Det eneste jeg ved, er

at det var et liv i helvede at være anorektiker. Det står os

også frit for om vi vil give vores forkvaklede kropskomplekser

videre til vores børn og derved stille dem fl ere år

med neuroser og angst om at være god nok i udsigt. Eller

om vi vil holde vores forvrængede forestillinger om vores

fysiske fremtoning for os selv og handle på dem i tavshed,

så vores børn kan få lov til at nyde de få år, der kaldes barndom,

i fred og ro.

31 LPD · avisen

More magazines by this user
Similar magazines